1)

Artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF skal fortolkes således, at en afgift ikke forfølger »særlige formål« som omhandlet i denne bestemmelse, når indtægterne fra afgiften generelt allokeres til en virksomhed, som er indehaver af koncessionen på det nationale vejnet, og det ikke af afgiftens struktur fremgår, at den har til hensigt at begrænse forbruget af de væsentligste brændstoffer til vejtransport.

2)

EU-retten skal fortolkes således, at den er til hinder for, at de nationale myndigheder kan begrunde deres afslag på at tilbagebetale en indirekte afgift, der strider imod direktiv 2008/118, ved at antage, at afgiften er blevet overvæltet på tredjemand, og at den afgiftspligtige derved har opnået en ugrundet berigelse.

1.

Er EU-retten til hinder for, at der ved afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, i henhold til en bestemmelse i national ret tillægges hensynet til et barn, som asylansøgeren var gravid med på det tidspunkt, da hun indgav sin ansøgning, selvstændig betydning?

2.

3.

Hvis EU-retten ikke er til hinder for, at der ved afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, i henhold til en bestemmelse i national ret tillægges hensynet til et ufødt barn selvstændig betydning, kan Dublinforordningens artikel 16, stk. 1, da finde anvendelse på forholdet mellem det ufødte barn og dettes fader, som har lovligt ophold i den stat, som ansøgningen indgives til?

1a)

Skal et produkt for at kunne kvalificeres som fødevare til særlige medicinske formål dokumenterbart være i stand til at opnå de anpriste sygdoms- eller lidelsesspecifikke resultater udelukkende i forbindelse med den bestemte kost, der sundhedsmæssigt er indikeret af denne sygdom eller lidelse med hensyn til denne lidelses eller sygdoms krav til tilførsel af næringsstoffer?

1b)

Skal det i denne forbindelse kun lægges til grund, at der er tale om en [bestemt] kost, hvis en person ændrer sin kost således, at der indtages andre eller supplerende næringsstoffer, som optages af kroppen gennem fordøjelsen?

1c)

Er det desuden et krav for kvalificeringen som fødevare til særlige medicinske formål, at den lidelse eller sygdom, som produktet er beregnet til, kræver en bestemt kost, som indebærer, at patienten optager næringsstofferne i produktet, som ikke kan optages gennem den normale kost?

1d)

Skal fødevaren til særlige medicinske formål udelukkende opfylde sin medicinske virkning derved, at den indeholder alle eller nogle af disse næringsstoffer, som ikke kan optages gennem den normale kost, men som er nødvendige eller obligatoriske for patienten for at opretholde den pågældendes livsfunktioner?

2a)

Udelukker klassificeringen af et produkt som kosttilskud, at dette produkt også kan klassificeres som fødevare til særlige medicinske formål?

2b)

I benægtende fald: Ud fra hvilke kriterier skal det afgøres, at et bestemt kosttilskud ikke kan klassificeres som en fødevare til særlige medicinske formål?

2c)

Kan en bestemt »kost« som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra g), i forordning (EU) 609/2013 også alene bestå af anvendelse af »kosttilskud« som omhandlet i direktiv 2002/46/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud?

2d)

Er det tilstrækkeligt for at kvalificere en fødevare som en fødevare til særlige medicinske formål, at den indeholder næringsstoffer, som også kan optages gennem indtagelse af kosttilskud eller andre fødevarer, men som specifikt er sammensat med henblik på en bestemt sygdom eller lidelse?

3)

Ud fra hvilke kriterier foretages sondringen og afgrænsningen mellem et lægemiddel og en fødevare til særlige medicinske formål?

4)

Skal bestemmelsen i artikel 2, stk. 2, litra g), i forordning (EU) 609/2013, hvorefter de afgørende ingredienser for kvalificeringen som fødevare til særlige medicinske formål skal udfolde deres virkning i forbindelse med en bestemt kost, som ikke kan opfyldes ved en ændring af den normale kost alene, fortolkes således, at en patient, for hvis sygdom eller lidelse en fødevare til særlige medicinske formål markedsføres, ikke er i stand til at dække sit behov for næringsstoffer tilstrækkeligt ved at indtage almindeligt tilgængelige fødevarer?

5a)

Er formuleringen »som ikke kan opfyldes ved en ændring af den normale kost alene« i artikel 2, stk. 2, litra g), i forordning (EU) 609/2013 knyttet hertil, således at det også skal lægges til grund, at dette krav er opfyldt, hvis den nødvendige optagelse af næringsstoffer i forbindelse med den pågældende sygdom eller lidelse gennem almindeligt tilgængelige fødevarer (navnlig kosttilskud) kun kan opnås med en særlig indsats?

5b)

I bekræftende fald: Ud fra hvilke kriterier fastslås det, at en indsats, der er knyttet til optagelsen af almindeligt tilgængelige fødevarer, opfylder kriteriet »som ikke kan opfyldes ved en ændring af den normale kost alene« i artikel 2, stk. 2, litra g), i forordning (EU) 609/2013? Skal det navnlig allerede lægges til grund, at dette kriterium er opfyldt, hvis en patient ville være nødt til at indtage flere almindeligt tilgængelige kosttilskud separat?

6a)

Hvad forstås der ved et næringsstof som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra g), i forordning (EU) 609/2013?

6b)

Ud fra hvilke kriterier afgøres det, om en bestemt ingrediens i et produkt skal klassificeres som et næringsstof som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra g), i forordning (EU) 609/2013?

7a)

Er kriteriet i artikel 2, stk. 2, litra g), i forordning (EU) 609/2013 om, at fødevaren er bestemt til at indgå i kosten »under lægelig overvågning«, allerede opfyldt, hvis dette produkt udleveres på et apotek, uden at der kræves forudgående lægelig ordinering?

7b)

Ud fra hvilke kriterier afgøres det, om kravet om, at fødevaren er bestemt til at indgå i kosten under lægelig overvågning som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra g), i forordning (EU) 609/2013, er opfyldt for et bestemt produkt?

7c)

Hvilke konsekvenser har det, hvis dette krav om, at produktet er bestemt til at indgå i kosten under lægelig overvågning som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra g), i forordning (EU) 609/2013, eventuelt ikke opfyldes i det konkrete tilfælde eller sågar generelt?

8a)

Skal det kun lægges til grund, at der foreligger en fødevare til særlige medicinske formål, hvis denne IKKE kan indgå i kosten uden lægelig overvågning?

8b)

I bekræftende fald: Ud fra hvilke kriterier afgøres det, om en fødevare også kan indgå i kosten uden lægelig overvågning?

1)

Kan tilladelser på særlige vilkår, som Kommissionen har udstedt, efter at EMA har afgivet en positiv udtalelse, for de i øjeblikket markedsførte vacciner, betragtes som fortsat gyldige i overensstemmelse med artikel 4 i forordning nr. 507/2006 (1) i lyset af, at der i flere medlemsstater er blevet givet tilladelse til alternative behandlinger af sars-CoV-2-infektion (eksempelvis, i Italien, AIFA’s godkendelse af protokollen vedrørende behandling med monoklonale antistoffer og/eller antivirale midler), som er effektive og in thesi mindre sundhedsfarlige, og dette også i lyset af chartrets artikel 3 og 35?

2)

I relation til sundhedspersoner, for hvilke der i medlemsstatens lovgivning er indført vaccinationspligt, kan vacciner, som Kommissionen har tilladt på særlige vilkår i henhold til forordning nr. 507/2006, anvendes til obligatorisk vaccination, selv hvis de berørte sundhedspersoner allerede er blevet smittet og derfor har opnået en immunitet på naturlig vis og således kan ansøge om undtagelse fra pligten?

3)

I relation til sundhedspersoner, for hvilke der i medlemsstatens lovgivning er indført vaccinationspligt, kan vacciner, som Kommissionen har tilladt på særlige vilkår i henhold til forordning nr. 507/2006, anvendes til obligatorisk vaccination uden nogen som helst formel procedure af forsigtighedsmæssig art, eller kan de berørte sundhedspersoner henset til, at tilladelsen er udstedt på særlige vilkår, modsætte sig vaccination, i det mindste indtil den kompetente sundhedsmyndighed konkret og med rimelig sikkerhed har udelukket, dels at der ikke foreligger kontraindikationer i denne retning, dels at de relaterede fordele overstiger fordelene ved andre i øjeblikket tilgængelige lægemidler? Skal de kompetente sundhedsmyndigheder i dette tilfælde handle i overensstemmelse med chartrets artikel 41?

4)

I relation til en vaccine, som Kommissionen har tilladt på særlige vilkår, kan den omstændighed, at læge- og sundhedspersonale, for hvilket der i den nationale lovgivning er indført vaccinationspligt, ikke lader sig vaccinere, automatisk føre til udelukkelse fra arbejde uden løn, eller skal der fastsættes gradvise sanktionsforanstaltninger i overensstemmelse med det grundlæggende proportionalitetsprincip?

5)

Såfremt den nationale lovgivning tillader former for dépeçage [(opsplitning)], skal vurderingen af, om arbejdstageren kan tildeles alternative opgaver, da gennemføres med overholdelse af kontradiktionsprincippet i henhold til chartrets artikel 41, hvorfor den berørte har ret til erstatning for skade, hvis dette princip ikke er blevet overholdt?

6)

Er en national lovgivning, som den der følger af artikel 4, stk. 11, i lovdekret nr. 44/2021, forenelig med forordning 2021/953 (2) — som forbyder enhver forskelsbehandling mellem vaccinerede personer og personer, der ikke har villet eller af medicinske årsager ikke har kunnet lade sig vaccinere — såfremt den tillader, at en sundhedsperson, der er blevet erklæret undtaget fra vaccinationspligten, kan udføre sin aktivitet i kontakt med patienterne, om end under overholdelse af de ifølge den gældende lovgivning påkrævede sikkerhedsforanstaltninger, hvorimod en sundhedsperson som sagsøgeren, der er blevet immun på naturlig vis efter en tidligere smitte og ikke vil lade sig vaccinere uden uddybende medicinske undersøgelser, automatisk udelukkes fra arbejde uden løn?

7.

Er lovgivningen i en medlemsstat, som indfører en obligatorisk covid-vaccine — som Kommissionen har tilladt på særlige vilkår — med hensyn til alle sundhedspersoner, selv om de er hjemmehørende i andre medlemsstater, men arbejder i Italien ved udøvelse af den frie udveksling af tjenesteydelser og etableringsfriheden, forenelig med forordning 2021/953 og de heri fastsatte principper om proportionalitet og forbud mod forskelsbehandling?

1)

Skal det lægges til grund, at følgende henset til artikel 70, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 (1) af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen, sammenholdt med artikel 75, stk. 5, første punktum, og stk. 6, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2017/891 (2) om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår frugt og grøntsager, skal betragtes som relevant for en vurdering af forudsætningen i EU-toldkodeksens artikel 70, stk. 3, litra d), hvorefter »køberen og sælgeren ikke [er] indbyrdes afhængige […]« for så vidt angår anvendelsen af varernes transaktionsværdi på toldområdet i forbindelse med en konkret toldangivelse ved importen af grøntsager:

Muliggør de omtalte forhold, såfremt de anses for at være relevante, en klassifikation af importøren og eksportøren henholdsvis importøren og køberen i det første omsætningsled i Unionens toldområde som henholdsvis »interessenter eller kompagnoner« og indbydes afhængige personer som omhandlet i artikel 127, stk. 1, litra b), og artikel 142, stk. 4, litra b), i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/2447 (3) af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen?

Såfremt de omtalte forhold ganske vist er relevante, men ikke er tilstrækkelige til at kunne betegne forhandlerne som indbyrdes afhængige personer, skal det da med henblik på at foretage en undersøgelse i henhold til artikel 75, stk. 6, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2017/891 bedømmes, om forholdet mellem forhandlerne har påvirket fastsættelsen af den højere pris på de konkrete importvarer, således at omgåelse af toldreglerne og tabet af afgiftsindtægter for EU-budgettet, også under hensyntagen til den efterfølgende salg med tab i det første omsætningsled i Unionens toldområde, bliver modvirket?

2)

Følger det af artikel 47, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som fortolket i forbindelse med importørens klageadgang i henhold artikel 44, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen, af toldmyndighedernes forpligtelse til i henhold til EU-toldkodeksens artikel 29 sammenholdt med EU-toldkodeksens artikel 22, stk. 7, at sørge for, at en afgørelse indeholder en angivelse af de grunde, afgørelsen bygger på, og af sagens omstændigheder og under hensyntagen til det forhold, at retten under den retslige behandling af toldmyndighedernes afgørelse i første instans af egen drift og endvidere med inddragelse af synspunkter, som ikke er blevet gjort gældende i sagen, skal undersøge, om afgørelsen er korrekt, og endvidere af egen drift indhente nye beviser og udpege eksperter, at:

3)

Følger det af artikel 75, stk. 5, fjerde afsnit, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2017/891 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår frugt og grøntsager, hvorefter »importøren [fremlægger] […] alle de dokumenter, som er nødvendige for toldkontrol af salg og afsætning af hvert af produkterne i det pågældende parti«, i lyset af fortolkningen i punkt 1 i konklusionen i EU-Domstolens dom af 11. marts 2020, BV, С-160/18, EU:C:2020:190, i relation til bevis for den angivne transaktionsværdi i henhold til EU-toldkodeksens artikel 70, stk. 1, under omstændighederne i den foreliggende sag, at:

4)

Følger det af artikel 75, stk. 5 og 6, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2017/891 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår frugt og grøntsager samt af fortolkningen i dom af 16. juni 2016, EURO 2004. Hungary, С-291/15, EU:C:2016:455, under omstændigheder som i hovedsagen, at toldværdien ved import af grøntsager fra tredjelande ikke skal beregnes med udgangspunkt i den angivne transaktionsværdi, såfremt:

—

Appellen antages til realitetsbehandling, og appellanterne gives medhold.

—

Den appellerede dom ophæves.

—

Appellanterne gives medhold i deres påstande for første instans, herunder påstanden om, at appelindstævnte tilpligtes at betale sagsomkostningerne, eller subsidiært:

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger i første instans og i appelsagen.

—

Tilsidesættelse af retten til forsvar og manglende iagttagelse af begrundelsespligten.

—

Urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder og urigtig gengivelse af flere beviser, hvorved Retten begik en retlig fejl i forbindelse med bedømmelsen af de faktiske omstændigheder.

—

Retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af den gældende lovgivning.

1)

Er det tilstrækkeligt til, at der kan siges at være indtruffet uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder på rejsedestinationen som omhandlet i artikel 12, stk. 2, første punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF (1) (herefter: »pakkerejsedirektivet«), at rejsedestinationen af den kompetente nationale myndighed for beskyttelse mod smitsomme sygdomme er blevet klassificeret som et risikoområde, når betingelserne for en klassificering af hjemstedet som risikoområde på samme tidspunkt ikke er opfyldt?

2)

Skal den rejsende på tidspunktet for opsigelsen af pakkerejsen som omhandlet i pakkerejsedirektivets artikel 12, stk. 2, første punktum, være i stand til at kunne vurdere, om rejsen på afrejsedagen eller på rejsetidspunktet i væsentlig grad vil være berørt på destinationen eller i dennes umiddelbare nærhed?

3)

Skal opsigelse ske tæt på rejsen, eller kan opsigelse i hvert fald ske på ethvert tidspunkt mellem tidspunktet for bestilling af rejsen og rejsens begyndelse, når ikke enhver indikation af risiko for indtrædelse af ekstraordinære omstændigheder kan udelukkes på opsigelsestidspunktet?

1)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU fortolkes således, at borgerne som følge af en tilsidesættelse af domstolenes uafhængighed ikke sikres de nødvendige retsmidler til en effektiv retsbeskyttelse ved en domstolsprøvelse, hvis det i en medlemsstat i Den Europæiske Union er tilladt at forflytte dommere til en højere domstol med deres samtykke på ubestemt tid ved afgørelse truffet af et judicielt ledelsesorgan, som er uafhængigt af de øvrige statslige organer, hvis der ganske vist findes betingelser for en beslutning om at afslutte forflyttelsen samt et retsmiddel imod denne, som dog ikke har opsættende virkning under den verserende sag, og ud fra hvilke kriterier bør det konkret prøves, om en forflyttelse på ubestemt tid er lovlig?

2)

Ville besvarelsen af det første spørgsmål være anderledes, hvis der ved lov var fastsat objektive betingelser for beslutningen om at anordne forflyttelsens ophør, og disse var underlagt en domstolsprøvelse, men der ikke er fastsat sådanne betingelser, som kan prøves ved en domstol, for udvælgelsen af de dommere, der skal forflyttes?

3)

Såfremt det første spørgsmål besvares med, at forflyttelsen af dommere under sådanne betingelser er lovlig, hvis objektive regler følges: Skal der ved prøvelsen af, hvorvidt de nationale bestemmelser er i strid med kravet om tilstrækkelige retsmidler i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, ikke kun tages hensyn til de lovbestemte kriterier, men også til den måde, de anvendes på af de kompetente administrative og judicielle myndigheder?

4)

Skal Kommissionens beslutning 2006/929/EF fortolkes således, at besvarelsen af de tre første spørgsmål ville ændre sig, hvis der blev konstateret en national forflyttelsespraksis, som var baseret på en ordning, som ligner den aktuelt gældende ordning, og dette førte til klager i forbindelse med den mekanisme for samarbejde og kontrol, som blev oprettet med den nævnte beslutning?

5)

Såfremt det konstateres, at de nationale bestemmelser om forflyttelse af dommere eventuelt er i strid med forpligtelsen til at tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, skal denne bestemmelse da fortolkes således, at den udelukker bindende instrukser til den nationale domstol, som udstedes af en højere domstol, i hvis sammensætning der også indgik en forflyttet dommer, og på hvilke betingelser er dette tilfældet? Er sådanne instrukser, som ikke vedrører sagens realitet, men foreskriver, at der skal foretages visse proceduremæssige handlinger, behæftet med en procedurefejl?

1)

Skal fysiske og juridiske personer, der er beskæftiget med markedsføring af registrerede stoffer på en sådan måde, at denne beskæftigelse udgør en handling, der i henhold til artikel 2, stk. 1, litra d), i rammeafgørelse 2004/757 (1) skal være strafbar, betragtes som »erhvervsdrivende« som omhandlet i artikel 2, litra d), i forordning nr. 273/2004 (2)?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

2)

1)

Er § 38a, stk. 1, i Gesetz über den Aufenthalt, die Erwerbstätigkeit und die Integration von Ausländern im Bundesgebiet (lov om ophold, beskæftigelse og integration af udlændinge på Forbundsrepublikkens område, herefter »AufenthG«), der i henhold til national ret skal fortolkes således, at en fastboende udlænding, der udvandrer til en ny medlemsstat, også på tidspunktet for fornyelsen af sin opholdstilladelse skal have status som fastboende udlænding i den første medlemsstat, i overensstemmelse med de bestemmelser i artikel 14 ff. i direktiv 2003/109/EF (1), der blot bestemmer, at en fastboende udlænding har ret til at opholde sig i andre medlemsstater end den, der har givet vedkommende status som fastboende udlænding, i en periode på over tre måneder, forudsat at de betingelser, der i øvrigt er fastlagt i direktivets kapitel III, er opfyldt?

2)

Har udlændingemyndigheden i forbindelse med sin afgørelse vedrørende en ansøgning om fornyelse i henhold til AufenthG’s § 38a, stk. 1, når de øvrige betingelser for en tidsbegrænset fornyelse er opfyldt, og udlændingen i øvrigt råder over faste og regelmæssige indtægter, i henhold til bestemmelserne i artikel 14 ff. i direktiv 2003/109/EF ret til, med deraf følgende tab af en rettighed, at fastslå, at udlændingen i den første medlemsstat i mellemtiden, altså efter flytning til den anden medlemsstat, i henhold til artikel 9, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 2003/109/EF har mistet sin status som fastboende udlænding i den første medlemsstat? Er det relevante tidspunkt for afgørelsen tidspunktet for den administrative eller retslige afgørelse?

3)

Såfremt det første og det andet spørgsmål besvares benægtende:

Påhviler det den fastboende udlænding at godtgøre, at dennes opholdsret som fastboende udlænding ikke er udløbet i den første medlemsstat?

Såfremt dette besvares benægtende: Har en national domstol eller en national myndighed ret til at efterprøve, om den opholdstilladelse, der er udstedt til den fastboende udlænding for en tidsubegrænset periode, er udløbet, eller ville dette stride mod det EU-retlige princip om gensidig anerkendelse af administrative afgørelser?

4)

Kan en tredjelandsstatsborger, der har fået udstedt en tidsubegrænset opholdstilladelse til fastboende udlændinge, som er indrejst til Tyskland fra Italien, og som råder over faste og regelmæssige indtægter, foreholdes, at der mangler dokumentation for passende boligforhold, selv om Tyskland ikke har gjort brug af sin bemyndigelse i henhold til artikel 15, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 2003/109/EF, og anvisningen af en bolig i et almennyttigt boligbyggeri alene blev nødvendig af den grund, at den pågældende, så længe denne ikke er i besiddelse af en opholdstilladelse i henhold til AufenthG’s § 38a, ikke får udbetalt børnepenge?

1)

Er den spanske nationale lovgivning, der indfører en afgift på kul til produktion af elektricitet, forenelig med artikel 14, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/96/EF (1), når det heri angives, at den har til formål at beskytte miljøet, men dette formål ikke er afspejlet i afgiftens struktur, og provenuet anvendes til at finansiere omkostningerne ved elektricitetssystemet?

2)

Kan det antages, at det miljømæssige formål kan anses for at komme konkret til udtryk i afgiftens struktur ved, at afgiftssatserne er fastsat i forhold til brændværdien af det kul, der anvendes til produktion af elektricitet?

3)

Er det miljømæssige formål opnået alene ved, at der indføres afgifter på visse ikke-vedvarende energiprodukter, og anvendelsen af dem, der anses for mindre skadelige for miljøet, ikke pålægges afgift?

1)

Er bestemmelsen i artikel 30, stk. 2, i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab sammenholdt med aftalens artikel 30, stk. 1, litra a), fortolkes således, at de personer, der er omhandlet i sidstnævnte bestemmelse, er personligt omfattet af aftalens artikel 31, stk. 1, såfremt de i hele overgangsperioden uden afbrydelse var statsborgere i en medlemsstat og samtidig var undergivet lovgivningen i Det Forenede Kongerige, eller skal den fortolkes således, at de personer, der er omhandlet i aftalens artikel 30, stk. 1, litra a), kun er omfattet af artikel 31, stk. 1, så længe de ved overgangsperiodens udløb og/eller efter dens udløb er i beskæftigelse i Det Forenede Kongerige?

2)

Skal bestemmelsen i aftalens artikel 30, stk. 2, sammenholdt med artikel 30, stk. 1, litra c), fortolkes således, at de personer, der er omhandlet i sidstnævnte bestemmelse, er omfattet af aftalens artikel 31, stk. 1, såfremt de i hele overgangsperioden uden afbrydelse har boet i Det Forenede Kongerige som unionsborgere og samtidig i hele overgangsperioden indtil dens udløb var undergivet lovgivningen i en enkelt medlemsstat, eller skal den fortolkes således, at de personer, der er omhandlet i artikel 30, stk. 1, litra c), ikke er omfattet af artikel 31, stk. 1, såfremt de efter overgangsperiodens udløb har opgivet deres bopæl i Det Forenede Kongerige?

3)

Såfremt fortolkningen af bestemmelserne i aftalens artikel 30, stk. 2, sammenholdt med artikel 30, stk. 1, litra a) og c), indebærer, at disse bestemmelser ikke finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, eftersom en unionsborger har opgivet sin bopæl efter overgangsperiodens udløb, skal bestemmelserne i aftalens artikel 30, stk. 4, sammenholdt med stk. 3, da fortolkes således, at personer, som bor eller arbejder i værtslandet eller i arbejdslandet, ikke længere er omfattet af bestemmelsen i artikel 30, stk. 1, såfremt deres retsforhold som beskæftigede personer (arbejdstagere) er blevet afsluttet, og de som følge heraf har mistet deres ret til ophold og har forladt arbejdslandet eller værtslandet efter overgangsperiodens udløb, eller skal de fortolkes således, at den begrænsning, der er fastsat i artikel 30, stk. 4, vedrører den ret til ophold og den ret til beskæftigelse, som blev udøvet efter overgangsperiodens udløb, idet det er uden betydning, hvornår rettighederne ophørte, hvis de fortsat bestod efter overgangsperiodens udløb?

1)

Er aktiviteter udøvet af en undersøgelseskommission, der er nedsat af en medlemsstats parlament i forbindelse med udøvelsen af dettes beføjelser til at kontrollere den udøvende magt, uafhængigt af undersøgelsens genstand omfattet af EU-rettens anvendelsesområde som omhandlet i artikel 16, stk. 2, første punktum, TEUF, således at forordning (EU) 2016/679 (1) finder anvendelse på en medlemsstats parlamentariske undersøgelseskommissions behandling af personoplysninger?

2)

Er aktiviteter udøvet af en undersøgelseskommission, der er nedsat af en medlemsstats parlament i forbindelse med udøvelsen af dettes beføjelser til at kontrollere den udøvende magt, og hvis undersøgelsesgenstand er en politimæssig efterretningstjenestes aktiviteter, og dermed aktiviteter vedrørende statens sikkerhed som omhandlet i 16. betragtning til den generelle forordning om databeskyttelse, omfattet af undtagelsen i databeskyttelsesforordningens artikel 2, stk. 2, litra a)?

3)

Såfremt en medlemsstat — som i den foreliggende sag — kun har etableret en enkelt tilsynsmyndighed i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 51, stk. 1, fremgår dennes kompetence til at behandle klager som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 77, stk. 1, sammenholdt med databeskyttelsesforordningens artikel 55, stk. 1, da allerede direkte af den generelle forordning om databeskyttelse?

—

Det fastslås, at Den Tjekkiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1, litra g) og h), artikel 6, litra b), artikel 7, stk. 3, artikel 21, stk. 6, artikel 31, stk. 3, artikel 45, stk. 2, litra c), artikel 45, stk. 2, litra f), og til dels artikel 45, stk. 2, litra e), artikel 45, stk. 3, samt artikel 50, stk. 1, sammenholdt med punkt 1, litra d) og e) i bilag VII til og artikel 51, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF (1) af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU (2), idet den ikke har implementeret de nævnte direktivbestemmelser korrekt.

—

Den Tjekkiske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Den Europæiske Unions Rets dom af 1. december 2021 i sag T-230/21, Jalkh mod Parlamentet, ophæves.

—

Europa-Parlamentets afgørelse P9_TA(2021)0092 af 25. marts 2021 om anmodning om ophævelse af appellantens immunitet [2020/2110 (IMM)] annulleres.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Sagen antagelse til realitetsbehandling.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Det fastslås, at søgsmålet anlagt til prøvelse af afgørelsen truffet af Første Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (sag R 544/2020-1) vedrørende EU-varemærkeansøgning nr. 18 144 809 er begrundet og kan antages til realitetsbehandling.

—

Retsakt nr. L 110 af 8. november 2019 med begrundelsen for afslaget på varemærkeandsøgning nr. 18 144 809 annulleres delvist, og følgelig efterkommes den omhandlede ansøgning i sin helhed, og det omhandlede varemærke registreres i de påberåbte klasser som kendetegn for sagsøgerens virksomheds varer og tjenesteydelser på Den Europæiske Unions område.

—

Retsakt nr. L 123 af 20. januar 2020 om afslag på varemærkeansøgning nr. 18 144 809 annulleres delvist, og følgelig efterkommes den omhandlede ansøgning i sin helhed, og det omhandlede varemærke registreres i de påberåbte klasser som kendetegn for sagsøgerens virksomheds varer og tjenesteydelser på Den Europæiske Unions område.

—

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret tilpligtes at registrere varemærket POLIS LOUTRON i alle de påberåbte klasser og for samtlige påberåbte varer og tjenesteydelser.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Der gives medhold i de nedlagte påstande.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO og LULU’S FASHION LOUNGE LLC tilpligtes at bære deres egne omkostninger og in solidum at betale de af Ugo Bensoussan afholdte omkostninger, herunder omkostningerne afholdt i forbindelse med sagens behandling ved EUIPO.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Nærværende stævning antages til realitetsbehandling, således som den er formuleret og begrundet.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres og således tages begæringen om, at EU-varemærke nr. 10 864 511 erklæres ugyldigt, til følge.

—

Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Nærværende stævning antages til realitetsbehandling, således som den er formuleret og begrundet.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres og således tages begæringen om, at EU-varemærke nr. 18 100 664 erklæres ugyldigt, til følge.

—

Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Nærværende stævning antages til realitetsbehandling, således som den er formuleret og begrundet.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres og således tages begæringen om, at EU-varemærke nr. 18 064 805 erklæres ugyldigt, til følge.

—

Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Sagsøgeren gives medhold.

—

Annullation af begge de anfægtede afgørelser (bortset fra den del af den anden anfægtede afgørelse, hvori sagsøgte gav medhold i klagen over pensionsalderen).

—

Det fastslås, at sagsøgerens pensionsbeløb skal fastsættes i henhold til gennemsnittet af hele den løn, som sagsøgeren modtog fra den 24.6.2010 til den 31.3.2021 (pro-rata-reglen).

—

Det fastslås, at der med henblik på beregningen af sagsøgerens pensionsbeløb også skal tages hensyn til tjenesteperioden fra den 27.7.2004 til den 1.7.2009.

—

Sagsøgte tilpligtes at erstatte det tab, der er forvoldt sagsøgeren, med et beløb, der skal fastsættes i henhold til den formel, der er henvist til under paragraf 74 (i stævningen), eller med et hvilket som helst andet beløb, som Retten finder rimeligt og retfærdigt (i det helt usandsynlige tilfælde, at Retten ikke giver medhold i punkt 2, 3 og 4 ovenfor).

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at de anfægtede afgørelser på forhånd har fastsat visse detaljerede fremgangsmåder for beregningen af størrelsen af sagsøgerens pensionsrettigheder og at stævningen derfor skal fremmes til realitetsbehandling.

2.

Andet anbringende om, at de anfægtede afgørelser fortolkede Rettens praksis vedrørende antagelse til realitetsbehandling forkert.

3.

Tredje anbringende om, at den af sagsøgeren ønskede afgørelse ikke har nogen negativ virkning for sagsøgte, selv i tilfælde af fremtidige ændringer i sagsøgerens arbejdsstatus.

4.

Fjerde anbringende om, at sagsøgerens tjenesteperiode fra 2004 og 2009 skal anses for en tjenesteperiode ved institutionen.

5.

Femte anbringende om, at den fornyede fastsættelse af pensionsalderen skal føre til en fastsættelse af alderen 63 år, med forbehold for appel af sagsøgtes fremtidige afgørelse.

6.

Sjette anbringende om, at det er nødvendigt at anvende den såkaldte pro-rata-regel.

7.

Syvende anbringende om mulig delvis manglende anvendelse (med henvisning til termerne »sidste« og »sidste«) af vedtægtens artikel 77, stk. 2, med henblik på at råde bod på tilsidesættelserne af lighedsprincippet og af proportionalitetsprincippet.

8.

Ottende anbringende om krav om erstatning.

—

Kommissionens afgørelse 2021/2020, annulleres for så vidt angår udelukkelsen fra EU-finansiering af udgifter for et samlet beløb på 178 320 110,85 EUR afholdt af det betalingsorgan, som er anerkendt i Rumænien, og anmeldt inden for rammerne af EGFL og ELFUL, hvilke repræsenterer faste finansielle korrektioner (5 % og 2 %) anvendt som følge af en tilsidesættelse af EU-retten i forbindelse med arealbaserede betalinger for ansøgningsårene 2017 og 2018 (regnskabsårene 2018 og 2019) (1).

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende, hvorefter Kommissionen med urette har anvendt sin beføjelse til at udelukke sådanne udgifter fra EU-finansiering på grundlag af artikel 52 i forordning nr. 1306/2013 (2).

Kommissionens procedure til efterprøvelse af regnskabsafslutningen vedrørende årene 2017 og 2018 er utilstrækkelig:

Kommissionen har begået en fejl ved konstateringen af, at der foreligger en uregelmæssighed i forbindelse med de administrative kontroller vedrørende grøn betaling, som har en indvirkning på midler. Dersom det lægges til grund, at der foreligger en sådan uregelmæssighed, har den af EU-institutionen udviste adfærd — navnlig den særligt vage formulering af konklusionerne og det tidsmæssige sammenfald af undersøgelserne i 2017 og 2018 — også umuliggjort fremlæggelsen af relevante konsekvensberegninger med hensyn til overholdelse af fristen i artikel 34, stk. 3, tredje afsnit, i forordning nr. 908/2014 (3). I denne forbindelse har Kommissionen med urette og i strid med samme forordnings artikel 34, stk. 6, afvist at analysere de data og beregninger, som den rumænske myndighed har fremlagt i anmodningen om forlig vedrørende undersøgelsen i 2018 ([anmodning af] 5. februar 2020). Kommissionen burde under ingen omstændigheder have anvendt faste korrektioner på 5 %.

Den af EU-institutionen udviste adfærd som led i undersøgelsen i 2018 hvad angår uregelmæssighederne vedrørende ajourføringen af SIPA (4) — egenskab af og korrekt identificering af SIPA-SIG (5) — navnlig det forhold, at væsentlige aspekter er blevet afklaret i dens endelige stillingtagen vedrørende undersøgelsen i 2017 ([stillingtagen fremsendt den] 20.12.2019) — har gjort det umuligt at fastlægge omfanget af denne uregelmæssighed, og at fremlægge relevante konsekvensberegninger med hensyn til fristerne i artikel 34, stk. 3, tredje afsnit, i forordning nr. 908/2014. Kommissionen har i denne forbindelse med urette og i strid med samme forordnings artikel 34, stk. 6, afvist at analysere de data og beregninger, som den rumænske myndighed har fremlagt i anmodningen om forlig vedrørende undersøgelsen i 2018 ([anmodning af] 5.2.2020).

Den af EU-institutionen udviste adfærd i forbindelse med undersøgelsen i 2018 hvad angår uregelmæssigheden vedrørende det maksimale støtteberettigede areal med henblik på støtteforanstaltninger forbundet med arealer finansieret af ELFUL, og som består i at pålægge den korrekte beregningsmetode, kan ikke erstatte analysen af de data og de beregninger, som den rumænske myndighed har fremlagt den 10. juni 2019. Denne adfærd har desuden gjort det umuligt for den rumænske myndighed inden for fristen i artikel 34, stk. 3, tredje afsnit, i forordning nr. 908/2014, at gennemføre de nødvendige tilpasninger af de fremlagte data og beregninger. Kommissionen har i denne forbindelse med urette og i strid med samme forordnings artikel 34, stk. 6, afvist at analysere de data og beregninger, som den rumænske myndighed har fremlagt i anmodningen om forlig vedrørende undersøgelsen i 2018 ([anmodning af] 5.2.2020).

Kommissionen har med urette lagt til grund, at der foreligger en uregelmæssighed vedrørende gennemførelsen af et tilstrækkeligt antal kontroller på stedet som led i ordningen vedrørende grøn betaling, idet den med urette har henvist til de data og statistiske oplysninger, som er blevet fremsendt i medfør af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 809/2014 (6). Såfremt det antages, at der foreligger en sådan uregelmæssighed, burde Kommissionen ikke have anvendt faste korrektioner på 5 %.

2.

Det andet anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

Rumænien har anført, at den anfægtede afgørelse er i strid med proportionalitetsprincippet, henset til, at anvendelsen af faste korrektioner på 5 % hvad angår betalingerne i henhold til EAGA og på 2 % hvad angår betalingerne i henhold til ELFUL for ansøgningsårene 2017 og 2018 (regnskabsårene 2018 og 2019) har overvurderet tabet af EU-midler, som skyldes den konstaterede uregelmæssighed, henset til, at der med anvendelsen af satserne på 5 % og på 2 % ikke tages hensyn til arten og alvoren af tilsidesættelsen eller til de finansielle implikationer for EU-budgettet.

3.

Det tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten i artikel 296, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Kommissionen har tilsidesat begundelsespligten fastsat i artikel 296, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, idet den ikke har givet en tilstrækkelig og passende begrundelse for, dels hvorfor der foreligger en uregelmæssighed, og hvorfor den har forkastet den rumænske myndigheds argumenter og beregninger, dels hvorfor artikel 34, stk. 6, i forordning nr. 908/2014 ikke finder anvendelse i forbindelse med den særlige procedure til efterprøvelse af regnskabsafslutningen vedrørende regnskabsårene 2017 og 2018.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres i det hele.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse delvist for så vidt angår klasse 35 og 39 som specificeret i den anfægtede ansøgning.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Manglende definition af den direkte forbindelse mellem tegnet FRESH og dets uantagelighed i forhold til at blive registreret for varer og tjenesteydelser i klasse 35 og 39.

—

Den anfægtede afgørelse omgøres og ugyldighedsbegæringen forkastes i det hele.

—

EUIPO og intervenienten tilpligtes at bære deres egne omkostninger og at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger, herunder omkostninger afholdt i forbindelse med sagens behandling ved EUIPO.

—

Tilsidesættelse af artikel 95, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 27, stk. 4, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625

—

Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (1)

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 4, og artikel 60, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 16, stk. 1, litra b), og artikel 7, stk. 2, litra d), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625.

—

ECHA’s afgørelse SME D (2021)8531-DC af 25. november 2021, hvorved ECHA fandt, at sagsøgeren ikke kan godkendes som en SMV og ikke er berettiget til de nedsatte gebyrer for mellemstore virksomheder, som krævet på tidspunktet for indgivelsen, annulleres i henhold til artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

—

Det Europæiske Kemikalieagentur tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om den retlige fejl, som ECHA begik i den anfægtede afgørelse, for så vidt som det anlagde en fejlagtig fortolkning af de gældende retsregler for den vurdering af små og mellemstore virksomheder (herefter »SMV«), der er omhandlet i REACH-forordningen (1), i henstilling 2003/361 (2) og i forordning nr. 340/2008 (3)

2.

Andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn hvad angår de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, for så vidt som den anfægtede afgørelse hviler på en urigtig forståelse af indholdet af de faktiske omstændigheder, der er en forudsætning for kvalificeringen som SMV, selv om ECHA rådede over alle de nødvendige elementer for vurderingen af sagsøgerens størrelse.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og af princippet om god forvaltningsskik, for så vidt som ECHA — uanset de udførlige og dokumenterede bemærkninger, som sagsøgeren har fremført med henblik på at fastlægge virksomhedens størrelse — på ingen måde har taget hensyn til de fremførte argumenter.

—

Annullation af de to afgørelser af 8. december 2021 om afvisning af buddene vedrørende del 1 og 2 fra den midlertidige virksomhedssammenslutning, som Siemens SAS var medlem af.

—

Annullation af de to afgørelser om tildeling af del 1 til selskabet Santerne Alsace og af del 2 til selskabet Detection Electronique Française (DEF).

Subsidiært:

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale Siemens SAS et beløb på 1 967 994 EUR som erstatning for den skade, som er lidt for tabet af muligheden for at vinde del 1 og 2 af den omtvistede kontrakt.

—

Under alle omstændigheder tilpligtes Europa-Parlamentet at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at det var ulovligt at udelukke Siemens SAS fra del 1 og 2. Sagsøgeren har i denne forbindelse for det første påberåbt sig et åbenbart urigtigt skøn ved Europa-Parlamentets bedømmelse af buddene, og, for det andet, en tilsidesættelse af gennemsigtighedsprincippet som følge af Parlamentets overdragelse af et mangelfuldt simuleringsværktøj til Siemens SAS, som spillede en afgørende rolle i forbindelse med udarbejdelsen af buddene.

2.

Andet anbringende om, at Parlamentet ifalder ansvar uden for kontraktforhold. Sagsøgeren har krævet erstatning for den skade, som er lidt som følge af tabet af muligheden for at få tildelt del 1 og 2.

—

Afgørelse nr. C(2021) 8946 final af 3. december 2021 om afslag på udbredelsen af Spaniens genopretnings- og resiliensplan annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen anvendte artikel 4, stk. 1, litra a), fjerde led, i forordning (EF) nr. 1049/2001 (1) urigtigt, idet den skadede offentlighedens interesser med hensyn til finanspolitik og økonomisk politik. Det gøres desuden gældende, at omstændighederne vedrørende den hypotetiske trussel mod den økonomiske stabilitet i Kongeriget Spanien på grund af en udbredelse af genopretnings- og resiliensplanen til sagsøgeren fremgik på unøjagtig vis i den anfægtede afgørelse.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen anvendte artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1049/2001 urigtigt, idet den vurderede, at offentlig udbredelse af de ønskede dokumenter ville udgøre en tilsidesættelse af privatlivets fred og de i dokumenterne nævnte enkeltes integritet.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen anvendte artikel 4, stk. 3 i forordning (EF) nr. 1049/2001 urigtigt, idet den vurderede, at offentlig udbredelse af de ønskede dokumenter ville være til alvorlig skade for institutionens igangværende beslutningsproces.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen anvendte artikel 4, stk. 3 i forordning (EF) nr. 1049/2001 urigtigt, idet den vurderede, at der ikke er blevet fastslået en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af de ønskede dokumenter, som er mere tungtvejende end nødvendigheden af at beskytte den igangværende beslutningsproces.

—

Principalt:

—

Subsidiært:

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om en retlig og faktisk fejl, en forkert og selvmodsigende begrundelse, en skærpelse af bevisbyrden, manglende hensyntagen til de særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde og tilsidesættelse af begrebet underhold.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om forudsigelighed, af retssikkerhedsprincippet og af princippet om en ensartet anvendelse over tid af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) samt en utilstrækkelig begrundelse.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, positiv særbehandling, ulovlig afvisning af en legaliseret attest, tilsidesættelse af omsorgspligten og tilsidesættelse af enhver persons ret til at blive hørt, inden der træffes en afgørelse, der berører vedkommendes interesser eller situation.

4.

Fjerde anbringende om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn for så vidt angår sagsøgerens situation og den faktiske afholdelse af udgifterne til ægtefællens børn.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af retten til at blive hørt.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 85 og af de betingelser, der er fastsat for at iværksætte en tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb.