OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/2

Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 1. december 2021 — »Pilsētas zemes dienests« AS (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Satversmes tiesa — Letland)

(Sag C-598/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - harmonisering af skatte- og afgiftslovgivningerne - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - fritagelser - artikel 135, stk. 1, litra l), og artikel 135, stk. 2 - bortforpagtning og udlejning af fast ejendom - udelukkelse fra fritagelsen af tvangsudlejning af grunde til ejere af derpå opførte bygninger - princippet om afgiftsmæssig neutralitet)

(2022/C 95/02)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Satversmes tiesa

Parter i hovedsagen

Sagsøger:»Pilsētas zemes dienests« AS

Procesdeltager: Latvijas Republikas Saeima

Konklusion

Artikel 135, stk. 1, litra l), og artikel 135, stk. 2, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter udlejning af grunde inden for rammerne af tvangsudlejning er udelukket fra fritagelsen for merværdiafgift.

(1) EUT C 35 af 1.2.2021.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/2

Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 17. november 2021 — »AKZ — Burgas« EOOD mod Direktor na Direktsia »Obzhalvane i danachno-osiguritelna praktika« — Burgas (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Varhoven administrativen sad — Bulgarien)

(Sag C-602/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - sociale sikringsbidrag - tilbagebetaling af uretmæssigt betalte bidrag - begrænsning af renter i forbindelse med tilbagebetalingen - national procesautonomi - ækvivalensprincippet - effektivitetsprincippet - artikel 53, stk. 2, og artikel 94 i Domstolens procesreglement - åbenbart afvisningsgrundlag)

(2022/C 95/03)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Varhoven administrativen sad

Parter i hovedsagen

Sagsøger:»AKZ — Burgas« EOOD

Sagsøgt: Direktor na Direktsia »Obzhalvane i danachno-osiguritelna praktika« — Burgas

Procesdeltager: Varhovna administrativna prokuratura na Republika Bulgaria

Konklusion

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varhoven administrativen sad (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Bulgarien) ved afgørelse af 30. september 2020 afvises, idet det er åbenbart, at den ikke kan antages til realitetsbehandling.

(1) EUT C 28 af 25.1.2021.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/3

Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 13. december 2021 — XG mod Autoridade Tributária e Aduaneira (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD) — Portugal)

(Sag C-647/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - direkte beskatning - beskatning af avancer af fast ejendom - artikel 63 TEUF, 64 TEUF og 65 TEUF - frie kapitalbevægelser - skattebyrde, som er højere for ejendomsavancer, der realiseres af hjemmehørende i tredjelande)

(2022/C 95/04)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: XG

Sagsøgt: Autoridade Tributária e Aduaneira

Konklusion

Artikel 63 TEUF og artikel 65, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning vedrørende personlig indkomstskat, hvorefter avancer, der er opstået som følge af salg af fast ejendom beliggende i den pågældende medlemsstat foretaget af en person, der er hjemmehørende i et tredjeland, pålægges en højere skattebyrde end den, der for tilsvarende transaktioner ville finde anvendelse på ejendomsavancer realiseret af en person, der er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat.

(1) EUT C 53 af 15.2.2021.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/4

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 6. december 2021 — EP, TA, FV og TB mod ERSTE Bank Hungary Zrt (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Ráckevei Járásbíróság — Ungarn)

(Sag C-670/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - forbrugerbeskyttelse - direktiv 93/13/EØF - urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler - aftale om lån optaget i udenlandsk valuta - vilkår, der udsætter låntageren for en kursrisiko - artikel 4, stk. 2 - krav om forståelighed og gennemsigtighed - erklæring fra forbrugerens side om, at denne forbruger er fuldt ud bekendt med de mulige risici ved optagelsen af et lån i udenlandsk valuta, har ingen betydning - klar og forståelig affattelse af et kontraktvilkår)

(2022/C 95/05)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Ráckevei Járásbíróság

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: EP, TA, FV og TB

Sagsøgt: ERSTE Bank Hungary Zrt

Konklusion

Artikel 4, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at kravet om gennemsigtighed af vilkårene i en aftale om lån optaget i udenlandsk valuta, der udsætter låntageren for en kursrisiko, kun er opfyldt, når den erhvervsdrivende har givet denne forbruger tilstrækkelige og præcise oplysninger om kursrisikoen, som gør det muligt for en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger at vurdere risikoen for sådanne kontraktvilkårs potentielt betydelige, negative økonomiske konsekvenser for vedkommendes finansielle forpligtelser i hele denne aftales løbetid. I denne forbindelse har den omstændighed, at forbrugeren erklærer at være fuldt ud bekendt med de mulige risici ved indgåelsen af den nævnte aftale, ikke i sig selv nogen betydning med henblik på at vurdere, om den erhvervsdrivende har opfyldt det nævnte krav om gennemsigtighed.

(1) EUT C 98 af 22.3.2021.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/4

Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 13. december 2021 — VX mod Autoridade Tributária e Aduaneira (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD) — Portugal)

(Sag C-224/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - direkte beskatning - beskatning af avancer af fast ejendom - artikel 63 TEUF og 65 TEUF - frie kapitalbevægelser - forskelsbehandling - skattebyrde, som er højere for ejendomsavancer, der realiseres af hjemmehørende i tredjelande - mulighed for beskatning efter de samme regler som hjemmehørende)

(2022/C 95/06)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: VX

Sagsøgt: Autoridade Tributária e Aduaneira

Konklusion

Artikel 63 TEUF og artikel 65, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at bestemmelserne er til hinder for en medlemsstats lovgivning vedrørende personlig indkomstskat, hvorefter ikke-hjemmehørende med hensyn til avancer, der er opstået som følge af salg af fast ejendom beliggende i den pågældende medlemsstat, systematisk pålægges en højere skattebyrde end den, der for tilsvarende transaktioner ville finde anvendelse på ejendomsavancer realiseret af en hjemmehørende, uanset ikke-hjemmehørendes mulighed for at vælge den ordning, der gælder for hjemmehørende.

(1) EUT C 252 af 28.6.2021.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/5

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 26. november 2021 — WD mod Agrárminiszter (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Budapest Környéki Törvényszék — Ungarn)

(Sag C-273/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - landbrug - fælles landbrugspolitik - forordning (EU) nr. 1307/2013 - ordninger for direkte støtte - artikel 4, stk. 1, litra c) og e) - artikel 32, stk. 2 - ansøgning om grundbetaling - begrebet »støtteberettiget hektar« - grundstykke, der er kvalificeret flyveplads i ejendomsregistret - faktisk anvendelse til landbrugsmæssige formål)

(2022/C 95/07)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Budapest Környéki Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: WD

Sagsøgt: Agrárminiszter

Konklusion

Artikel 4, stk. 1, litra c) og e), og artikel 32, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landsbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 skal fortolkes således, at et areal, der i henhold til national ret er klassificeret som en flyveplads, men hvor der ikke udøves nogen aktivitet knyttet hertil, skal kvalificeres som landbrugsareal, der anvendes til landbrugsmæssige formål, når det faktisk anvendes som permanent græsningsareal med henblik på opdræt af husdyr.

(1) EUT C 252 af 28.6.2021.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/6

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) den 20. august 2021 — Finanzamt X mod Y

(Sag C-516/21)

(2022/C 95/08)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesfinanzhof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Finanzamt X

Sagsøgt: Y

Præjudicielt spørgsmål

Omfatter afgiftspligten vedrørende udlejning af udstyr og maskiner, der installeres på brugsstedet, i henhold til momsdirektivets artikel 135, stk. 2, første punktum, litra c) (1)

—	alene den isolerede (selvstændige) udlejning af udstyr og maskiner af denne art eller også

—	udlejning (bortforpagtning) af udstyr og maskiner af denne art, der på grund af en bortforpagtning af bygningen, der finder sted mellem de samme parter (og som sekundær ydelse hertil), er fritaget for afgift i henhold til momsdirektivets artikel 135, stk. 1, litra l)?

(1) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/6

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Naczelny Sąd Administracyjny (Polen) den 30.september. 2021 — Gmina O. mod Dyrektor Krajowej Informacji Skarbowej

(Sag C-612/21)

(2022/C 95/10)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Naczelny Sąd Administracyjny

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Gmina O.

Sagsøgt: Dyrektor Krajowej Informacji Skarbowej

Præjudicielle spørgsmål

Skal bestemmelserne i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), og navnlig direktivets artikel 2, stk. 1, artikel 9, stk. 1, og artikel 13, stk. 1, fortolkes således, at en kommune (et offentligt organ) handler som en momspligtig person når denne gennemfører et projekt, hvis formål er at fremme brugen af vedvarende energi, ved i henhold til civilretlige aftaler som kommunen har indgået med ejere af ejendomme at forpligte sig til at installere systemer for vedvarende energi på de pågældende ejendomme, og — efter en angiven periode er udløbet — til at overdrage ejendomsretten til disse systemer til ejerne af ejendommene?

2)	Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal afgiftsgrundlaget som omhandlet i direktivets artikel 73 anses for at omfatte det af kommunen modtagne tilskud af EU-midler til gennemførelse af projekter for vedvarende energi?

(1) EUT 2006, L 347, s. 1.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/7

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Naczelny Sąd Administracyjny (Polen) den 5. oktober 2021 — Dyrektor Krajowej Informacji Skarbowej mod Gmina L.

(Sag C-616/21)

(2022/C 95/11)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Naczelny Sąd Administracyjny

Parter i hovedsagen

Appellant: Dyrektor Krajowej Informacji Skarbowej

Indstævnt: Gmina L.

Præjudicielt spørgsmål

Skal bestemmelserne i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), og navnlig direktivets artikel 2, stk. 1, artikel 9, stk. 1, og artikel 13, stk. 1, fortolkes således, at en kommune (et offentligt organ) handler som en momspligtig person når denne gennemfører et program for fjernelse af asbest fra ejendomme, der er beliggende på kommunens område, og som ejes af beboere, der ikke i så henseende påføres nogen udgifter? Eller udgør gennemførelsen af et sådant program en aktivitet, som kommunen foretager i sin egenskab af et offentligt organ og med henblik på at udføre sine opgaver, der har til formål at beskytte beboernes liv og sundhed samt miljøet, hvorved kommunen ikke skal anses som en momspligtig person?

(1) EUT 2006, L 347, s. 1.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/7

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy dla m.st. Warszawy w Warszawie (Polen) den 30. september 2021 — AR m.fl. mod PK SA m.fl.

(Sag C-618/21)

(2022/C 95/12)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Rejonowy dla m.st. Warszawy w Warszawie

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: AR m.fl.

Sagsøgte: PK SA m.fl.

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (1), sammenholdt med artikel 3 heri, fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for nationale regler, hvorefter den skadelidte — der kan anlægge direkte søgsmål om erstatning for skade på sit køretøj forårsaget af brug af motorkøretøjer mod det forsikringsselskab, hvor skadevolderen har sin ansvarsforsikring — kun kan opnå erstatning fra forsikringsselskabet svarende til det faktiske og aktuelle tab i den pågældendes ejendom, dvs. forskellen mellem køretøjets værdi før ulykken og værdien af det beskadigede køretøj, forhøjet med allerede afholdte rimelige omkostninger til reparation af køretøjet og andre allerede afholdte og rimelige omkostninger som følge af ulykken, imens skadelidte — hvis han søgte erstatning direkte fra skadevolderen — kunne vælge at fremsætte krav om, at køretøjet bringes tilbage til den stand, det var i før skaden (udbedres personligt af skadevolderen eller af et værksted mod den pågældendes betaling for reparationen) i stedet for erstatning?

Hvis det ovenstående spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 18, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse, sammenholdt med artikel 3 heri, fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for nationale regler, hvorefter den skadelidte — der kan anlægge direkte søgsmål om erstatning for skade på sit køretøj forårsaget af brug af motorkøretøjer mod det forsikringsselskab, hvor skadevolderen har sin ansvarsforsikring — kun kan opnå erstatning fra forsikringsselskabet svarende til det faktiske og aktuelle tab i den pågældendes ejendom, dvs. forskellen mellem køretøjets værdi før ulykken og værdien af det beskadigede køretøj, forhøjet med allerede afholdte rimelige omkostninger til reparation af køretøjet og andre allerede afholdte og rimelige omkostninger som følge af ulykken, imens skadelidte — hvis han anlagde sag direkte mod skadevolderen — kunne vælge at fremsætte krav om, at køretøjet bringes tilbage til den stand, det var i før skaden (og ikke blot om betaling af udgifterne hertil) i stedet for erstatning?

Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende og det andet spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 18, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse, sammenholdt med artikel 3 heri, fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for nationale regler, hvorefter det forsikringsselskab, over for hvilket ejeren af et køretøj, der blev beskadiget i forbindelse med dets brug, har fremsat et krav om betaling af hypotetiske omkostninger, som han ikke har afholdt, men ville have skullet afholde, hvis han havde besluttede sig for at bringe køretøjet tilbage til den tilstand, det var i før ulykken, kan:

gøre denne betaling betinget af, at skadelidte beviser, at han rent faktisk har til hensigt at reparere køretøjet på en bestemt måde med en bestemt mekaniker til en bestemt pris på reservedele og serviceydelser, og overføre midlerne til denne reparation direkte til denne mekaniker (eller sælger af eventuelle reservedele, der er nødvendige for reparationen) med et forbehold om tilbagebetaling, hvis det formål, hvortil disse midler blev udbetalt, ikke kan nås, og hvis ikke, da:

b.	gøre denne betaling betinget af, at forbrugeren forpligter sig til, inden for den aftalte frist, at godtgøre, at han har brugt de udbetalte midler til at reparere køretøjet eller at tilbagebetale dem til forsikringsselskabet, og hvis ikke, da:

efter udbetalingen af disse midler med angivelse af formålet med udbetalingen (måden for deres anvendelse) og udløbet af den nødvendige periode, inden for hvilken den skadelidte kunne reparere køretøjet, kræve af skadelidte, at denne kan påvise anvendelsen af disse midler til reparation eller tilbagebetaling — for at eliminere muligheden for skadelidtes uretmæssige berigelse som følge af skaden?

Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende og det andet spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse, sammenholdt med artikel 3 heri, fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for nationale regler, hvorefter den skadelidte — som ikke længere er ejer af det beskadigede køretøj, fordi han har solgt det mod betaling og derfor ikke kan reparere køretøjet længere — ikke kan kræve, at skadevolderens ansvarsforsikringsselskab betaler reparationsomkostninger, der ville have været nødvendige for at tilbageføre det beskadigede køretøj til dets tilstand før skaden, og den skadelidtes krav er begrænset til at kræve erstatning fra forsikringsselskabet for det faktiske og aktuelle tab af ejendom, dvs. forskellen mellem værdien af køretøjet i dets oprindelige stand før ulykken og beløbet opnået ved salg af køretøjet, og forhøjet med allerede afholdte og rimelige omkostninger til reparation af køretøjet og andre allerede afholdte rimelige omkostninger som følge af ulykken?

(1) EUT 2009, L 263, s. 11.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/9

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Okręgowy w Warszawie (Polen) den 11. oktober 2021 — TB

(Sag C-628/21)

(2022/C 95/13)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Okręgowy w Warszawie

Parter i hovedsagen

Rekvirent: TB

Rekvisitus: Castorama Polska Sp. z o.o. og »Knor« Sp. z o.o.

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 8, stk. 1, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (1) fortolkes således, at de kun vedrører en foranstaltning til beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, hvis det i denne eller i andre sager er fastslået, at rettighedshaveren er indehaver af intellektuelle ejendomsrettigheder?

– hvis spørgsmål 1) skal besvares benægtende:

Skal artikel 8, stk. 1, i direktivet, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder fortolkes således, at det er tilstrækkeligt at sandsynliggøre, at denne foranstaltning vedrører en eksisterende intellektuel ejendomsrettighed, og at denne omstændighed ikke behøver bevises, navnlig når en begæring om udlevering af oplysninger om oprindelse og distributionsnet af varer eller tjenesteydelser går forud for en erstatningssag vedrørende krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder?

(1) EUT 2004, L 157, s. 45.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/9

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Bihor (Rumænien) den 18. oktober 2021 — P.C.H. mod Parchetul de pe lângă Tribunalul Bihor, Parchetul de pe lângă Curtea de Apel Oradea og Ministerul Public — Parchetul de pe lângă Înalta Curte de Casație și Justiție

(Sag C-642/21)

(2022/C 95/14)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Bihor

Parter i hovedsagen

Sagsøger: P.C.H.

Sagsøgte: Parchetul de pe lângă Tribunalul Bihor, Parchetul de pe lângă Curtea de Apel Oradea og Ministerul Public — Parchetul de pe lângă Înalta Curte de Casație și Justiție

Procesdeltager: Consiliul Național pentru Combaterea Discriminării

Præjudicielle spørgsmål

Skal bestemmelserne i artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (1), hvorefter det sikres, at »enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende«, kan indgive klage, og bestemmelserne i artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der sikrer, at enhver »skal have adgang til effektive retsmidler og har ret til en retfærdig rettergang«, fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den, der følger af artikel 211, litra c), i Legea dialogului social nr. 62/2011 (lov nr. 62/2011 om dialogen mellem arbejdsmarkedets parter), ifølge hvilken fristen på tre år for at anlægge erstatningssøgsmål løber »fra den dato, hvor tabet er opstået«, uafhængigt af, om sagsøgeren har haft kendskab til tabets opståen (og omfang)?

Skal bestemmelserne i artikel 2, stk. 1 og 2, og bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, litra c), in fine, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den, der følger af artikel 1, stk. 2, i Legea-cadru nr. 330, din 5 noiembrie 2009, privind salarizarea unitară a personalului plătit din fonduri publice (rammelov nr. 330 af 5.11.2009 om et ensartet lønsystem for ansatte, der aflønnes med offentlige midler), som fortolket i Decizia nr. 7/2019 (dom nr. 7/2019) (offentliggjort i Monitorul Oficial al României — det rumænske statstidende — nr. 343 af 6.5.2019), hvorved Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) afgjorde en appel i lovens interesse, under omstændigheder, hvor sagsøgeren ikke havde haft den lovbestemte mulighed for at anmode om forhøjet ansættelsesgodtgørelse, idet vedkommende var blevet ansat inden for retsvæsenet efter ikrafttræden af lov nr. 330/2009, dvs. en retsakt, der udtrykkeligt bestemte, at lønrettigheder udelukkende er og forbliver dem, der er fastsat i denne lov, med den følge, at der er skabt en lønmæssig forskelsbehandling i forhold til vedkommendes kollegaer, herunder på baggrund af alderskriteriet, hvilket i praksis er ensbetydende med, at kun de ældre dommere, som tiltrådte tjenesten før januar 2010 (der nød godt af domme afsagt i perioden fra 2006 til 2009, hvis domskonklusion blev genstand for fortolkning i 2019 i kraft af dom nr. 7/2019 fra [Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol)]), opnåede betaling med tilbagevirkende kraft af lønrettigheder (som ligner dem, der udgør kravet i det søgsmål, som er genstand for den foreliggende sag), i perioden fra december 2019 til januar 2020 med hensyn til perioden fra 2010 til 2015, til trods for, at også sagsøgeren i den samme periode var beskæftiget som anklager og udførte de samme arbejdsydelser på de samme vilkår og i den samme institution?

Skal bestemmelserne i direktiv 2000/78/EF fortolkes således, at de kun er til hinder for en forskelsbehandling, såfremt den er knyttet til et af de i direktivets artikel 1 fastsatte kriterier, eller er disse bestemmelser, eventuelt sammenholdt med andre EU-retlige bestemmelser, omvendt generelt til hinder for, at en ansat behandles lønmæssigt forskelligt fra en anden ansat, hvis den pågældende udfører det samme arbejde for den samme arbejdsgiver i den samme periode og på de samme vilkår?

(1) EFT 2000, L 303, s. 16.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/10

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Bihor (Rumænien) den 18. oktober 2021 — F.O.L. mod Tribunalul Cluj

(Sag C-643/21)

(2022/C 95/15)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Bihor

Parter i hovedsagen

Sagsøger: F.O.L.

Sagsøgt: Tribunalul Cluj

Præjudicielle spørgsmål

Skal bestemmelserne i artikel 2, stk. 1 og 2, og bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, litra c), in fine, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den, der følger af artikel 1, stk. 2, i Legea-cadru nr. 330, din 5 noiembrie 2009, privind salarizarea unitară a personalului plătit din fonduri publice (rammelov nr. 330 af 5. november 2009 om et ensartet lønsystem for ansatte, der aflønnes med offentlige midler), som fortolket i Decizia nr. 7/2019 (dom nr. 7/2019) (offentliggjort i Monitorul Oficial al României — det rumænske statstidende — nr. 343 af 6. maj 2019), hvorved Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) afgjorde en appel i lovens interesse, under omstændigheder, hvor sagsøgeren ikke havde haft den lovbestemte mulighed for at anmode om forhøjet ansættelsesgodtgørelse, idet vedkommende var blevet ansat inden for retsvæsenet efter ikrafttræden af lov nr. 330/2009, dvs. en retsakt, der udtrykkeligt bestemte, at lønrettigheder udelukkende er og forbliver dem, der er fastsat i denne lov, med den følge, at der er skabt en lønmæssig forskelsbehandling i forhold til vedkommendes kollegaer, herunder på baggrund af alderskriteriet, hvilket i praksis er ensbetydende med, at kun de ældre dommere, som tiltrådte tjenesten før januar 2010 (der nød godt af domme afsagt i perioden fra 2006 til 2009, hvis domskonklusion blev genstand for fortolkning i 2019 i kraft af dom nr. 7/2019 fra [Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol)]), opnåede betaling med tilbagevirkende kraft af lønrettigheder (som ligner dem, der udgør kravet i det søgsmål, som er genstand for den foreliggende sag), i perioden fra december 2019 til januar 2020 med hensyn til perioden fra 2010 til 2015, til trods for, at også sagsøgeren i den samme periode var beskæftiget som anklager og udførte de samme arbejdsydelser på de samme vilkår og i den samme institution?

(1) EFT 2000, L 303, s. 16.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/11

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Bihor (Rumænien) den 18. oktober 2021 — M.I.A., P.R.-M., V.-C.I-C, F.C.R., P (ex. T). Ş-B., D.R., P.E.E. og F.I. mod Tribunalul Cluj, Tribunalul Mureş, Tribunalul Hunedoara, Tribunalul Suceava og Tribunalul Galaţi

(Sag C-644/21)

(2022/C 95/16)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Bihor

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: M.I.A., P.R.-M., V.-C.I-C, F.C.R., P (ex. T). Ş-B., D.R., P.E.E. og F.I.

Sagsøgte: Tribunalul Cluj, Tribunalul Mureş, Tribunalul Hunedoara, Tribunalul Suceava og Tribunalul Galaţi

Procesdeltager: Consiliul Național pentru Combaterea Discriminării

Præjudicielle spørgsmål

Skal bestemmelserne i artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (1), hvorefter det sikres, at »enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende«, kan indgive klage, og bestemmelserne i artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der sikrer, at enhver »skal have adgang til effektive retsmidler (og) har ret til en retfærdig (…) rettergang«, fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den, der følger af artikel 211, litra c), i Legea dialogului social nr. 62/2011 (lov nr. 62/2011 om dialogen mellem arbejdsmarkedets parter), ifølge hvilken fristen på tre år for at anlægge erstatningssøgsmål løber »fra den dato, hvor tabet er opstået«, uafhængigt af, om sagsøgeren har haft kendskab til tabets opståen (og omfang)?

Skal bestemmelserne i artikel 2, stk. 1 og 2, og bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, litra c), in fine, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den, der følger af artikel 1, stk. 2, i Legea-cadru nr. 330, din 5 noiembrie 2009, privind salarizarea unitară a personalului plătit din fonduri publice (rammelov nr. 330 af 5.11.2009 om et ensartet lønsystem for ansatte, der aflønnes med offentlige midler), som fortolket i Decizia nr. 7/2019 (dom nr. 7/2019) (offentliggjort i Monitorul Oficial al României — det rumænske statstidende — nr. 343 af 6.5.2019), hvorved Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) afgjorde en appel i lovens interesse, under omstændigheder, hvor sagsøgeren ikke havde haft den lovbestemte mulighed for at anmode om forhøjet ansættelsesgodtgørelse, idet vedkommende var blevet ansat inden for retsvæsenet efter ikrafttræden af lov nr. 330/2009, dvs. en retsakt, der udtrykkeligt bestemte, at lønrettigheder udelukkende er og forbliver dem, der er fastsat i denne lov, med den følge, at der er skabt en lønmæssig forskelsbehandling i forhold til vedkommendes kollegaer, herunder på baggrund af alderskriteriet, hvilket i praksis er ensbetydende med, at kun de ældre dommere, som tiltrådte tjenesten før januar 2010 (der nød godt af domme afsagt i perioden fra 2006 til 2009, hvis domskonklusion blev genstand for fortolkning i 2019 i kraft af dom nr. 7/2019 fra (Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol))), opnåede betaling med tilbagevirkende kraft af lønrettigheder (som ligner dem, der udgør kravet i det søgsmål, som er genstand for den foreliggende sag), i perioden fra december 2019 til januar 2020 med hensyn til perioden fra 2010 til 2015, til trods for, at også sagsøgeren i den samme periode var beskæftiget som anklager og udførte de samme arbejdsydelser på de samme vilkår og i den samme institution?

(1) EFT 2000, L 303, s. 16.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/12

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Bihor (Rumænien) den 21. oktober 2021 — C.C.C., C.R.R. og U.D.M. mod Tribunalul Cluj, Tribunalul Satu Mare, Tribunalul Bucureşti, Tribunalul Bistriţa Năsăud, Tribunalul Maramureş og Tribunalul Sibiu

(Sag C-645/21)

(2022/C 95/17)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Bihor

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: C.C.C., C.R.R. og U.D.M.

Sagsøgte: Tribunalul Cluj, Tribunalul Satu Mare, Tribunalul Bucureşti, Tribunalul Bistriţa Năsăud, Tribunalul Maramureş og Tribunalul Sibiu

Præjudicielle spørgsmål

Skal bestemmelserne i artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (1), hvorefter det sikres, at »enhver, der mener sig krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den pågældende«, kan indgive klage, og bestemmelserne i artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der sikrer, at enhver »skal have adgang til effektive retsmidler [og] har ret til en retfærdig […] rettergang«, fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den, der følger af artikel 211, litra c), i Legea dialogului social nr. 62/2011 (lov nr. 62/2011 om dialogen mellem arbejdsmarkedets parter), ifølge hvilken fristen på tre år for at anlægge erstatningssøgsmål løber »fra den dato, hvor tabet er opstået«, uafhængigt af, om sagsøgeren har haft kendskab til tabets opståen (og omfang)?

(1) EUT 2000, L 303, s. 16.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/13

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesarbeitsgericht (Tyskland) den 8. november 2021 — ZQ mod Medizinischer Dienst der Krankenversicherung Nordrhein, Körperschaft des öffentlichen Rechts

(Sag C-667/21)

(2022/C 95/18)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesarbeitsgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger, appellant og revisionsappellant: ZQ

Sagsøgt, appelindstævnt og revisionsindstævnt: Medizinischer Dienst der Krankenversicherung Nordrhein, Körperschaft des öffentlichen Rechts

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 9, stk. 2, litra h), i forordning (EU) 2016/679 (1) (generel forordning om databeskyttelse, herefter »databeskyttelsesforordningen«) fortolkes således, at en sygekasses medicinske tjeneste ikke må behandle sin arbejdstagers helbredsoplysninger, som er en betingelse for vurderingen af den pågældende arbejdstagers erhvervsevne?

Såfremt Domstolen besvarer det første spørgsmål benægtende med den konsekvens, at en undtagelse i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra h), fra det i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, fastsatte forbud mod behandling af helbredsoplysninger kommer i betragtning: Skal der i et tilfælde som det foreliggende ud over de i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 3, fastsatte bestemmelser også tages hensyn til andre databeskyttelsesretlige bestemmelser, og i givet fald hvilke?

Såfremt Domstolen besvarer det første spørgsmål benægtende med den konsekvens, at en undtagelse i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra h), fra det i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, fastsatte forbud mod behandling af helbredsoplysninger kommer i betragtning: Afhænger lovligheden af behandlingen af helbredsoplysninger i et tilfælde som det foreliggende desuden af, at mindst en af betingelserne i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, er opfyldt?

Har databeskyttelsesforordningens artikel 82, stk. 1, special- eller generalpræventiv karakter, og skal der tages hensyn til dette ved fastsættelsen af størrelsen af den immaterielle skade, som den dataansvarlige henholdsvis databehandleren pålægges at erstatte på grundlag af databeskyttelsesforordningens artikel 82, stk. 1?

Afhænger fastsættelsen af størrelsen af den immaterielle skade, der skal erstattes på grundlag af databeskyttelsesforordningens artikel 82, stk. 1, af graden af den dataansvarliges henholdsvis databehandlerens skyld? Må der navligt tages hensyn til en ikke foreliggende eller ringe skyld hos den dataansvarlige henholdsvis databehandleren til fordel for denne?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1).

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/14

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Cottbus (Tyskland) den 29. november 2021 — Stadt Frankfurt (Oder) og FWA Frankfurter Wasser- und Abwassergesellschaft mbH mod Landesamt für Bergbau, Geologie und Rohstoffe

(Sag C-723/21)

(2022/C 95/19)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Cottbus

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Stadt Frankfurt (Oder) og FWA Frankfurter Wasser- und Abwassergesellschaft mbH

Sagsøgt: Landesamt für Bergbau, Geologie und Rohstoffe

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 7, stk. 3, i direktiv 2000/60/EF (1) –herefter »vandrammedirektivet«– fortolkes således, at alle medlemmer af den af et projekt direkte berørte offentlighed har ret til ved domstolene at påberåbe sig tilsidesættelser af forpligtelsen til

i)	at undgå en forringelse af kvaliteten af vandforekomster, der er bestemt til fremstilling af drikkevand,

ii)	at reducere omfanget af den rensning, der kræves til fremstilling af drikkevand,

under henvisning til beskyttelse af tredjemand i forbindelse med forbuddet mod forringelse af grundvand (jf. Domstolens dom af 28.5.2020, Land Nordrhein-Westfalen, C-535/18 (2), præmis 132 f., og af 3.10.2019, Wasserleitungsverband Nördliches Burgenland m.fl., C-197/18 (3), præmis 40 og 42)?

b.	Såfremt spørgsmål a) skal besvares benægtende: Har sådanne sagsøgere, til hvem fremstillingen og rensningen af drikkevandet er overdraget, under alle omstændigheder ret til at påberåbe sig tilsidesættelser af forbuddene og forpligtelserne i henhold til vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3?

Indeholder vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3, også for vandforekomster uden for beskyttelseszoner som omhandlet i vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3, andet punktum, ud over mere langsigtede planlægningsforpligtelser i forvaltningsplaner og indsatsprogrammer i lighed med vandrammedirektivets artikel 4 en forpligtelse til at nægte at godkende konkrete projekter på grund af en tilsidesættelse af forbuddet mod forringelse (jf.,Land Nordrhein-Westfalen, C-535/18, præmis 75)?

Idet det lægges til grund, at vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3 — i modsætning til bilag V til vandrammedirektivets artikel 4 — ikke fastlægger egne referenceværdier for kontrollen af forbuddet mod forringelse:

a.	Under hvilke betingelser skal det lægges til grund, at der indtræder en forringelse af vandforekomsten og følgelig en forøgelse af omfanget af den rensning, der kræves til fremstilling af drikkevand?

Kunne det relevante referencepunkt for forøgelsen af omfanget af rensningen og dermed for forbuddet mod forringelse i henhold til vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3, være værdierne i bilag I til Rådets direktiv 98/83/EF (4) hvilket vandrammedirektivets artikel 7, stk. 2, sidste sætningsled, tyder på?

Såfremt spørgsmål b) skal besvares bekræftende:

Kan der foreligge en tilsidesættelse af forbuddet mod forringelse i henhold til vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3, når der for så vidt angår den eneste væsentlige værdi ikke er tale om en værdi i henhold til bilag I, del A og B, men om en såkaldt indikatorparameter i overensstemmelse med bilag I, del C?

Hvornår skal det antages, at der foreligger en tilsidesættelse af det drikkevandsretlige forbud mod forringelse i henhold til vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3 (jf. standarden for forbuddet mod forringelse i vandrammedirektivets artikel 4, Land Nordrhein-Westfalen, C-535/18, præmis 119, Bund für Umwelt und Naturschutz Deutschland, C-461/13 (5), præmis 52?

a.	Er enhver forringelse tilstrækkelig for antagelsen om, at der foreligger en tilsidesættelse, eller

b.	skal der være en sandsynlighed for, at indikatorparameteren for sulfat på 250 mg/l ikke overholdes, eller

c.	skal der foreligge risiko for et behov for udbedrende foranstaltninger som omhandlet i drikkevandsdirektivets artikel 8, stk. 6, som forøger omfanget af rensningen i forbindelse med fremstillingen af drikkevand?

Indeholder vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3, tillige ud over det materielle kriterium også bestemmelser om myndighedernes godkendelsesprocedure, således at Domstolens praksis vedrørende vandrammedirektivets artikel 4 kan overføres på omfanget af kontrollen i henhold til vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3 (jf., Land Nordrhein-Westfalen, C-535/18, det andet præjudicielle spørgsmål)?

6.	Skal bygherren ligeledes gennemføre en sagkyndig undersøgelse om en mulig tilsidesættelse af vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3, så snart projektet vil kunne tilsidesætte bestemmelserne i vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3?

Skal det i det foreliggende tilfælde ligeledes lægges til grund, at undersøgelsen skal foreligge på tidspunktet for den vandretlige afgørelse, og at en undersøgelse, som foretages efterfølgende som led i en retssag, følgelig ikke kan afhjælpe det forhold, at den vandretlige godkendelse er ulovlig (jf., Land Nordrhein-Westfalen, C-535/18, præmis 76 og 80 ff.)?

Kan forpligtelserne og forbuddene i henhold til vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3, overvindes ved afvejningen inden for rammerne af godkendelsen, derved, at projektets påtænkte formål tillægges vægt, f.eks. såfremt omkostningerne ved rensningen er ringe, eller projektets formål er særligt tungtvejende?

9.	Finder artikel 4, stk. 7, anvendelse på vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3?

10.	Hvilke forpligtelser ud over forpligtelserne i henhold til vandrammedirektivets artikel 4 kan der udledes af vandrammedirektivets artikel 7, stk. 2, med den følge, at der skal tages hensyn til dem i en projektgodkendelsesprocedure?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23.10.2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EFT 2000, L 327, s. 1).

(2) ECLI:EU:C:2020:391.

(3) ECLI:EU:C:2019:824.

(4) Rådets direktiv 98/83/EF af 3.11.1998 om kvaliteten af drikkevand (EFT 1998, L 330, s. 32).

(5) ECLI:EU:C:2015:433.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/16

Appel iværksat den 6. december 2021 af Pilatus Bank plc til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 24. september 2021 i sag T-139/19, Pilatus Bank mod ECB

(Sag C-750/21 P)

(2022/C 95/20)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Pilatus Bank plc (ved Rechtsanwalt O. Behrends)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Centralbank (ECB)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den appellerede kendelse ophæves.

—	Det fastslås, at ECB’s afgørelse af 21. december 2018, hvorved det over for appellanten erklæredes, at ECB ikke længere var kompetent til at sikre sit direkte tilsyn med appellanten og træffe foranstaltninger vedrørende denne, er ugyldig i henhold til artikel 264 TEUF.

—	For så vidt som Domstolen ikke kan træffe afgørelse om sagens realitet, hjemvises sagen til Retten, for at denne kan træffe afgørelse i annullationssøgsmålet.

—	ECB tilpligtes at betale appellantens omkostninger og omkostningerne i forbindelse med appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for sin appel fremsat to anbringender.

Første appelanbringende om, at Retten anlagde en fejlagtig fortolkning af bestemmelserne i Rådets forordning nr. 1024/2013 (1) ved urigtigt at lægge til grund, at ECB ikke har nogen yderligere kompetence i forhold til appellanten som følge af appellantens fortabelse af tilladelse.

Andet appelanbringende om, at Retten ikke på passende vis behandlede de af appellantens anbringender, der ikke vedrører ECB’s angivelige manglende kompetence.

(1) Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15.10.2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287, s. 63).

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/17

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesgericht Salzburg (Østrig) den 7. december 2021 — PJ mod Eurowings GmbH

(Sag C-751/21)

(2022/C 95/21)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesgericht Salzburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: PJ

Sagsøgt: Eurowings GmbH

Præjudicielle spørgsmål

Foreligger der også en »boardingafvisning« som omhandlet i artikel 4 og artikel 2, litra j), i forordning (EF) nr. 261/2004 (1), når passagerer afvises på den pågældende flyvning, og dette ikke først sker ved boarding (gaten), men allerede forinden ved indcheckningsskranken, og de derfor ikke engang når frem til boarding (gaten)?

Er det tilstrækkeligt til at anse betingelserne i artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 261/2004 for at være opfyldt, at passageren, når planlagt afgang er kl. 6.20, boarding kl. 5.50 og »gate-closure« kl. 6:05 (og disse tider fremgår af boardingpasset), efter at være ankommet til lufthavnen i taxa kl. 5.14 er til stede ved sagsøgtes indcheckningsskranke direkte derefter (omkring kl. 5.16)? Navnlig henset til, at sagsøgte kl. 3.14 på afgangsdagen har gjort passageren opmærksom på, at flyet er meget fyldt, og håndbaggage skal checkes ind ved indcheckningsskranken. Og henset til, at indcheckningsskranken ifølge oplysninger fra sagsøgte åbner 2 timer inden og lukker 40 minutter før afgang?

Foreligger der »boardingafvisning« som omhandlet i artikel 4 og artikel 2, litra j), i forordning (EF) nr. 261/2004, når sagsøgeren og dennes familie ved sagsøgtes indcheckningsskranke kl. 5.16 henvises til at checke baggagen ind ved nogle bagageautomater i Hamburg lufthavn, der er megen travlhed omkring, og som ikke fungerer rigtigt på trods af assistance fra sagsøgtes medarbejdere og lufthavnspersonale, og sagsøgeren derefter sendes videre til andre bagageautomater, hvor det heller ikke lykkes at checke baggagen ind, og der først kl. 5.40 er en automat, der fungerer og genkender baggagen men afviser indcheckning et minut senere og henviser sagsøgeren til at gå til sagsøgtes indcheckningsskranke, hvor han derefter får at vide, at han nu er kommet for sent til flyet?

Har sagsøgeren og dermed også hans medpassagerer udvist egen skyld, i og med at de på trods af problemerne med indcheckning af baggage ved bagageautomaterne blot fulgte instrukserne fra medarbejderne og automaterne og derved overså, at tiden til at checke ind og nå frem til gaten gik? Kan det bebrejdes sagsøgeren og hans medpassagerer, at de ikke på et tidligt tidspunkt overvejede at lade baggagen eftersende på grund af problemerne med indcheckning? Ville det med rimelighed kunne forlanges, at rejsegruppen delte sig op, og én person, f.eks. sagsøgeren, blev stående ved bagagen, således at de andre kunne nå frem til gaten? Navnlig henset til, at sagsøgerens datter, der var på krykker efter en knæoperation, og hans svigermor, der var ældre og havde slidgigt, var gangbesværede.

Såfremt det første og det tredje spørgsmål besvares benægtende: Skal artikel 2, litra j), i forordning (EF) nr. 261/2004 fortolkes således, at der i et tilfælde, hvor passagererne stiller sig i kø foran skranken ved bagageindcheckningsautomaten ca. en time inden afgang, men på grund af flyselskabets mangler ved tilrettelæggelsen (f.eks. et utilstrækkeligt antal åbne indcheckningsskranker, personalemangel, ingen information af passagererne over højttalersystemer) og/eller på grund af driftsforstyrrelser i lufthavnen (her: defekte bagageindcheckningsautomater) først når frem til indcheckningsskranken på et tidspunkt (her: det tidspunkt, hvor indcheckningsskranken lukker), hvor passagerne derfor afvises, er tale om »boardingafvisning« som omhandlet i forordningens artikel 2, litra j?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EØS-relevant tekst) — Erklæring fra Kommissionen (EUT 2004, L 46, s. 1).

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/18

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Frankrig) den 8. december 2021 — Instrubel NV mod Montana Management Inc. og BNP Paribas Securities Services

(Sag C-753/21)

(2022/C 95/22)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Instrubel NV

Sagsøgt: Montana Management Inc. og BNP Paribas Securities Services

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 4, stk. 2, 3 og 4, og artikel 6 i forordning (EF) nr. 1210/2003 (1) som ændret fortolkes således at:

—

indefrosne pengemidler og økonomiske ressourcer fortsat tilhører de fysiske og juridiske personer, organer og enheder med tilknytning til den tidligere præsident Saddam Husseins regime, der er omfattet af indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer, indtil der træffes beslutning om overførsel til de ordninger, der skal afløse den irakiske udviklingsfond?

—

eller tilhører disse indefrosne pengemidler de ordninger, der skal afløse den irakiske udviklingsfond, allerede fra ikrafttrædelsen af den forordning, i hvis bilag III og IV de fysiske og juridiske personer, organer og enheder med tilknytning til den tidligere præsident Saddam Husseins regime, der er omfattet af indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer, er opregnet?

Såfremt det første spørgsmål besvares således, at pengemidlerne og de økonomiske ressourcer tilhører de ordninger, der skal afløse den irakiske udviklingsfond, skal artikel 4 og 6 i forordning (EF) nr. 1210/2003 da fortolkes således, at gennemførelsen af en arrest i de indefrosne tilgodehavender er betinget af, at den nationale kompetente myndighed på forhånd har givet tilladelse hertil? Eller skal disse bestemmelser fortolkes således, at de først kræver tilladelse fra denne nationale myndighed på tidspunktet for frigivelsen af de indefrosne midler?

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1210/2003 af 7.7.2003 om visse specifikke restriktioner i de økonomiske og finansielle forbindelser med Irak og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2465/96 (EUT 2003, L 169, s. 6).

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/19

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Frankrig) den 8. december 2021 — Montana Management Inc. mod Heerema Zwijndrecht BV og BNP Paribas Securities Services

(Sag C-754/21)

(2022/C 95/23)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Appellant: Montana Management Inc.

Appelindstævnte: Heerema Zwijndrecht BV og BNP Paribas Securities Services

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 4, stk. 2, 3 og 4, og artikel 6 i forordning (EF) nr. 1210/2003 (1) som ændret fortolkes således at:

—

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/19

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauen) den 14. december 2021 — »Brink’s Lithuania« UAB mod Lietuvos bankas

(Sag C-772/21)

(2022/C 95/24)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas

Parter i hovedsagen

Appellant og sagsøger i første instans:»Brink’s Lithuania« UAB

Den anden part i appelsagen og sagsøgte i første instans: Lietuvos bankas

Præjudicielle spørgsmål

1.	Skal artikel 6, stk. 2, i afgørelse ECB/2010/14 (1) fortolkes således, at de minimumsstandarder, der henvises til i denne regel, skal overholdes af en kontanthåndterende virksomhed, som udfører automatisk kontrol af eurosedlers kvalitet?

Såfremt de deri nævnte minimumsstandarder i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, i afgørelse ECB/2010/14, kun finder anvendelse på producenter af maskiner til håndtering af pengesedler (men ikke på kontanthåndterende virksomheder), skal artikel 6, stk. 2, i afgørelse ECB/2010/14, sammenholdt med dennes artikel 3, stk. 5, fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en forskrift i national ret, hvorefter forpligtelsen til at overholde disse minimumsstandarder gælder for en kontanthåndterende virksomhed?

Overholder minimumsstandarderne for automatisk kontrol af eurosedlers kvalitet ved brug af maskiner til håndtering af pengesedler, under hensyntagen til at de er offentliggjort på ECB’s websted, retssikkerhedsprincippet og artikel 297, stk. 2, TEUF, og er de bindende for og kan påberåbes over for kontanthåndterende virksomheder?

Er artikel 6, stk. 2, i afgørelse ECB/2010/14, for så vidt som det heri fastsættes, at minimumsstandarderne for automatisk kontrol af eurosedlers kvalitet offentliggøres på ECB’s websted og ændres fra tid til anden, i strid med retssikkerhedsprincippet og artikel 297, stk. 2, TEUF og således ugyldig?

(1) Den Europæiske Centralbanks afgørelse 2010/597/EU af 16.9.2010 om kontrol af eurosedlers ægthed og kvalitet og om recirkulering af eurosedler (ECB/2010/14) (EUT 2010, L 267, s. 1).

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/20

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein oikeus (Finland) den 20. december 2021 — C og CD

(Sag C-804/21)

(2022/C 95/25)

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Korkein oikeus

Parter i hovedsagen

Appellanter: C og CD

Indstævnt: Syyttäjä

Præjudicielle spørgsmål

Kræver artikel 23, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584/RIA (1), sammenholdt med artikel 23, stk. 5, heri, at såfremt en tilbageholdt person ikke er blevet overgivet inden for fristen, træffer den fuldbyrdende judicielle myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, afgørelse om et nyt tidspunkt for overgivelsen og kontrollerer, om der foreligger særlige omstændigheder (force majeure), og at betingelserne for tilbageholdelse er opfyldt, eller er en procedure, hvor en domstol kun undersøger disse elementer efter anmodning fra parterne, også forenelig med rammeafgørelsen? Hvis forlængelsen af fristen kræver den judicielle myndigheds indgriben, indebærer fraværet af et sådant indgreb nødvendigvis, at fristerne i rammeafgørelsen er udløbet, i hvilket tilfælde den tilbageholdte skal løslades i henhold til samme rammeafgørelses artikel 23, stk. 5?

Skal artikel 23, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584/RIA fortolkes således, at begrebet [særlige] omstændigheder (force majeure) også omfatter retlige hindringer for overgivelse baseret på fuldbyrdelsesmedlemsstatens nationale lovgivning, såsom et forbud mod fuldbyrdelse, der er nedlagt under retssagen, eller asylansøgerens ret til at forblive i fuldbyrdelsesstaten, indtil der er truffet afgørelse om den pågældendes asylansøgning?

(1) 2002/584/RIA: Rådets rammeafgørelse af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne — Erklæringer fra en række medlemsstater i forbindelse med rammeafgørelsens vedtagelse (EFT 2002, L 190, s. 1).

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/21

Rettens dom af 21. december 2021 — Gmina Kosakowo mod Kommissionen

(Sag T-209/15) (1)

(Statsstøtte - lufthavnsinfrastrukturer - Gdynia kommunes og Kosakowo kommunes offentlige finansiering af etableringen af Gdynia-Kosakowo-lufthavnen - afgørelse, hvorved en støtte erklæres uforenelig med det indre marked og kræves tilbagesøgt - fordel - det markedsøkonomiske investorprincip - påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne - påvirkning af konkurrencen - tilbagesøgning - begrundelsespligt)

(2022/C 95/26)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Gmina Kosakowo (Polen) (ved advokat M. Leśny)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved S. Noë, K. Herrmann og A. Stobiecka-Kuik, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2015/1586 af 26. februar 2015 vedrørende foranstaltning SA.35388 (13/C) (ex 13/NN og ex 12/N) Polen — Etablering af Gdynia-Kosakowo-lufthavnen (EUT 2015, L 250, s. 165).

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Gmina Kosakowo bærer sine egne sagsomkostninger og betaler Kommissionens sagsomkostninger.

(1) EUT C 205 af 22.6.2015.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/21

Rettens dom af 21. december 2021 — Gmina Miasto Gdynia og Port Lotniczy Gdynia-Kosakowo mod Kommissionen

(Sag T-263/15 RENV) (1)

(2022/C 95/27)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøgere: Gmina Miasto Gdynia (Polen) og Port Lotniczy Gdynia Kosakowo sp. z o.o. (Gdynia, Polen) (ved advokaterne T. Koncewicz, M. Le Berre, K. Gruszecka-Spychała og P. Rosiak)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved K. Herrmann, D. Recchia og S. Noë, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgerne: Republikken Polen (ved B. Majczyna, M. Rzotkiewicz og S. Żyrek, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af artikel 2-5 i Kommissionens afgørelse af 26. februar 2015 vedrørende foranstaltning SA.35388 (13/C) (ex 13/NN og ex 12/N) Polen — Etablering af Gdynia-Kosakowo-lufthavnen (EUT 2015, L 250, s. 165).

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Gmina Miasto Gdynia og Port Lotniczy Gdynia-Kosakowo sp. z o.o. bærer deres egne sagsomkostninger og betaler Kommissionens sagsomkostninger for Domstolen i sag C-56/18 P og for Retten i sagerne T-263/15 og T-263/15 RENV.

3)	Republikken Polen bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 254 af 3.8.2015.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/22

Rettens dom af 21. december 2021 — EKETA mod Kommissionen

(Sag T-177/17) (1)

(Voldgiftsbestemmelse - Ask it-kontrakt indgået i forbindelse med sjette rammeprogram - støtteberettigede omkostninger - debetnota udstedt af Kommissionen med henblik på tilbagesøgning af udbetalte beløb - pålidelighed af timesedler - interessekonflikt - underentreprise)

(2022/C 95/28)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis (EKETA) (Thessaloniki, Grækenland) (ved advokat V. Christianos)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved A. Katsimerou, T. Adamopoulos og J. Estrada de Solà, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 272 TEUF med påstand om, at det fastslås dels, at den fordring, der fremgår af Kommissionens debetnota nr. 3241615292 af 29. november 2016, hvorefter sagsøgeren skal tilbagebetale et beløb på 211 185,95 EUR til Kommissionen, der hidrører fra en støtte, som sagsøgeren har modtaget i forbindelse med en undersøgelse af det såkaldte Ask-it-projekt, er ugrundet for så vidt angår beløbet på 89 126,11 EUR, dels at dette beløb svarer til støtteberettigede omkostninger, som sagsøgeren ikke er forpligtet til at tilbagebetale.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 151 af 15.5.2017.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/23

Rettens dom af 21. december 2021 — EKETA mod Kommissionen

(Sag T-189/17) (1)

(Voldgiftsbestemmelse - Humabio-kontrakt indgået i forbindelse med det sjette rammeprogram - støtteberettigede omkostninger - debetnota udstedt af Kommissionen med henblik på tilbagesøgning af udbetalte beløb - pålidelighed af timesedler - interessekonflikt)

(2022/C 95/29)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis (EKETA) (Thessaloniki, Grækenland) (ved advokat V. Christianos)

Sagsøgt: Europa-kommissionen (ved A. Katsimerou, O. Verheecke, T. Adamopoulos og J. Estrada de Solà, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 272 TEUF med påstand om, at det fastslås, dels at den fordring, der fremgår af Kommissionens debetnota nr. 3241615288 af 29. november 2016, hvorefter sagsøgeren skulle tilbagebetale denne institution et beløb på 64 720,19 EUR af det tilskud, som den pågældende havde modtaget i medfør af en undersøgelse om et forskningsprojekt benævnt Humabio, er ugrundet for så vidt angår 10 436,36 EUR, dels at nævnte beløb svarer til de støtteberettigede omkostninger, som sagsøgeren ikke har pligt til at tilbagebetale.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 151 af 15.5.2017.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/23

Rettens dom af 21. december 2021 — EKETA mod Kommissionen

(Sag T-190/17) (1)

(Voldgiftsklausul - Cater-kontrakt indgået inden for rammerne af det sjette rammeprogram - støtteberettigede omkostninger - debetnota udstedt af Kommissionen med henblik på inddrivelse af udbetalte beløb - pålidelighed af timesedler - interessekonflikt)

(2022/C 95/30)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis (EKETA) (Thessaloniki, Grækenland) (ved advokat V. Christianos)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved A. Katsimerou, T. Adamopoulos og J. Estrada de Solà, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 272 TEUF med påstand om, at det fastslås dels, at den fordring, som fremgår af Kommissionens debetnota nr. 3241615289 af 29. november 2016, hvorefter sagsøgeren skulle tilbagebetale Kommissionen et beløb på 172 992,15 EUR af det tilskud, som sagsøgeren havde modtaget i medfør af en undersøgelse vedrørende et forskningsprojekt benævnt Cater, for så vidt angår 28 520,08 EUR savner grundlag, dels, at det nævnte beløb udgør støtteberettigede omkostninger, som sagsøgeren ikke skal tilbagebetale.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 151 af 15.5.2017.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/24

Rettens dom af 21. december 2021 — Apostolopoulou og Apostolopoulou-Chrysanthaki mod Kommissionen

(Forenede sager T-721/18 og T-81/19) (1)

(Ansvar uden for kontraktforhold - tilskudsaftaler indgået som led i forskellige EU-programmer - det støttemodtagende selskabs tilsidesættelse af kontraktvilkårene - støtteberettigede omkostninger - OLAF’s undersøgelse - likvidation af selskabet - inddrivelse fra deltagerne i nævnte selskab - tvangsfuldbyrdelse - Kommissionens repræsentanters udsagn fremsat for de nationale retsinstanser - rette sagsøgte - tilsidesættelse af formkrav - delvis afvisning - tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder)

(2022/C 95/31)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøgere: Zoï Apostolopoulou (Athen, Grækenland) og Anastasia Apostolopoulou-Chrysanthaki (Athen) (ved advokat D. Gkouskos)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved J. Estrada de Solà og T. Adamopoulos, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 268 TEUF med principal påstand om erstatning for den skade, som sagsøgerne angiveligt har lidt som følge af udsagn fremsat af Kommissionens repræsentanter inden for rammerne af en sag til prøvelse af tvangsfuldbyrdelse af dom af 16. juli 2014, Isotis mod Kommissionen (T-59/11, EU:T:2014:679), og af 4. februar 2016, Isotis mod Kommissionen (T-562/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:63), i forhold til sagsøgerne for Protodikeio Athinon (retten i første instans i Athen, Grækenland) og for Efeteio Athinon (appeldomstolen i Athen, Grækenland).

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Zoï Apostolopoulou og Anastasia Apostolopoulou-Chrysanthaki betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 54 af 11.2.2019.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/24

Rettens dom af 15. december 2021 — Breyer mod REA

(Sag T-158/19) (1)

(Aktindsigt - forordning (EF) nr. 1049/2001 - »Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020)« - forordning (EU) nr. 1290/2013 - dokumenter vedrørende forskningsprojektet »iBorderCtrl: Intelligent Portable Control System« - undtagelse vedrørende beskyttelsen af en tredjemands forretningsmæssige interesser - delvist afslag på aktindsigt - mere tungtvejende offentlig interesse)

(2022/C 95/32)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Patrick Breyer (Kiel, Tyskland) (ved advokat J. Breyer)

Sagsøgt: Det Europæiske Forvaltningsorgan for Forskning (ved S. Payan-Lagrou og V. Canetti, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne R. van der Hout og C. Wagner)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af REA’s afgørelse af 17. januar 2019 [ARES (2019) 266593] vedrørende delvis aktindsigt i dokumenter.

Konklusion

Det Europæiske Forvaltningsorgan for Forsknings (REA) afgørelse af 17. januar 2019 [ARES (2019) 266593] annulleres, for det første for så vidt som REA undlod at træffe afgørelse om Patrick Breyers begæring om aktindsigt i dokumenterne vedrørende tilladelsen til projektet iBorderCtrl, og for det andet for så vidt som REA afslog at give fuld aktindsigt i dokument D 1.3, delvis aktindsigt i dokumenterne D 1.1, D 1.2, D 2.1, D 2.2 og D 2.3, og en mere vidtgående aktindsigt i dokumenterne D 3.1, D 7.3 og D 7.8, i det omfang disse dokumenter indeholder oplysninger, som ikke er omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, første led, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter.

2)	I øvrigt frifindes REA.

3)	Patrick Breyer bærer sine egne omkostninger vedrørende indgivelsen af hans skrivelse af 23. marts 2021 og betaler de af REA afholdte omkostninger vedrørende indgivelsen af organets bemærkninger af 20. maj 2021.

4)	Patrick Breyer bærer halvdelen af sine egne omkostninger ud over dem, der vedrører indgivelsen af hans skrivelse af 23. marts 2021.

5)	REA bærer sine egne omkostninger, med undtagelse af dem, der vedrører indgivelsen af organets bemærkninger af 20. maj 2021, samt halvdelen af de af Patrick Breyer afholdte omkostninger, bortset fra dem, der vedrører indgivelsen af Patrick Breyers skrivelse af 23. marts 2021.

(1) EUT C 206 af 17.6.2019.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/25

Rettens dom af 21. december 2021 — DD mod FRA

(Sag T-703/19) (1)

(Erstatningssøgsmål - personalesag - midlertidigt ansatte - indledning af en administrativ undersøgelse - vedtægtens artikel 86, stk. 2 - informationspligt - procedurens varighed - rimelig frist - begrundelsespligt - åbenbart urigtigt skøn - fortroligheden af den administrative undersøgelse - omsorgspligt - ikke-økonomisk skade - årsagsforbindelse)

(2022/C 95/33)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: DD (først ved advokat L. Levi og M. Vandenbussche, derefter ved advokat L. Levi)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) (ved M. O’Flaherty, som befuldmægtiget, bistået af advokat B. Wägenbaur)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF i det væsentlige med påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt, og som er forvoldt ved den af FRA indledte og gennemførte administrative procedure, idet denne skade efter ret og billighed er opgjort til 50 000 EUR.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) frifindes.

2)	DD bærer sine egne omkostninger og betaler de af FRA afholdte omkostninger.

(1) EUT C 432 af 23.12.2019.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/26

Rettens dom af 21. december 2021 — HB mod Kommissionen

(Sag T-795/19) (1)

(Offentlige tjenesteydelseskontrakter - levering af tjenester i form af teknisk assistance til Haut Conseil judiciaire - afgørelse om nedsættelse af det beløb, som kontrakten vedrører, og om inddrivelse af allerede betalte beløb - annullationssøgsmål og erstatningssøgsmål - retsakt, som er en uadskillelig del af et rent kontraktforhold - ingen voldgiftsklausul - afvisning - situation, hvor der ikke foreligger skader, som kan adskilles fra kontrakten)

(2022/C 95/34)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: HB (ved advokat L. Levi)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved Baquero Cruz, J. Estrada de Solà og A. Katsimerou, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Dels søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2019) 7319 final af 15. oktober 2019 om nedsættelse af de beløb, som skal betales i henhold til kontrakt CARDS/2008/166-429, og om inddrivelse af de beløb, som uretmæssigt er blevet udbetalt, dels søgsmål støttet på artikel 340, stk. 2, TEUF med påstand om først tilbagebetaling af alle de beløb, som eventuelt er blevet inddrevet af Kommissionen på grundlag af denne afgørelse, samt betaling af den senest udstedte faktura med tillæg af morarenter, dernæst frigivelse af bankgarantien og erstatning for den skade, som sagsøgeren har lidt som følge af den sene frigivelse, og endelig betaling af en symbolsk erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt.

Konklusion

1)	Søgsmålet afvises, for så vidt som der er nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2019) 7319 final af 15. oktober 2019 om nedsættelse af de beløb, som skal betales i henhold til kontrakt CARDS/2008/166-429 og om inddrivelse af de beløb, som uretmæssigt er blevet udbetalt.

2)	Europa-Kommissionen frifindes, for så vidt som der er nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Europæiske Union har et ansvar uden for kontraktforhold.

3)	Kommissionen betaler sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i sagen om foreløbige forholdsregler.

(1) EUT C 10 af 13.1.2020.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/27

Rettens dom af 21. december 2021 — HB mod Kommissionen

(Sag T-796/19) (1)

(Offentlige tjenesteydelseskontrakter - levering af tjenester i form af teknisk assistance til de ukrainske myndigheder - afgørelse om nedsættelse af det beløb, som kontrakten vedrører, og om inddrivelse af allerede betalte beløb - annullationssøgsmål og erstatningssøgsmål - retsakt, som er en uadskillelig del af et rent kontraktforhold - ingen voldgiftsklausul - afvisning - situation, hvor der ikke foreligger forskellige skader, som kan adskilles fra kontrakten)

(2022/C 95/35)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: HB (ved advokat L. Levi)

Sagsøgt: Europa-kommissionen (ved J. Baquero Cruz, J. Estrada de Solà og A. Katsimerou, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

For det første søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2019) 7318 final af 15. oktober 2019 om nedsættelse af de beløb, som skal betales i henhold til kontrakt TACIS/2006/101-510, og om inddrivelse af de beløb, som uretmæssigt er blevet udbetalt, og for det andet søgsmål støttet på artikel 340, stk. 2, TEUF med påstand om dels tilbagebetaling af alle de beløb, som eventuelt er blevet inddrevet af Kommissionen på grundlag af denne afgørelse, med tillæg af morarenter, dels betaling af en symbolsk erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt.

Konklusion

Søgsmålet afvises, for så vidt som for så vidt som der er nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2019) 7318 final af 15. oktober 2019 om nedsættelse af de beløb, som skal betales i henhold til kontrakt TACIS/2006/101-510, og om inddrivelse af de beløb, som uretmæssigt er blevet udbetalt.

2)	Europa-Kommissionen frifindes, for så vidt som der er nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Europæiske Union har et ansvar uden for kontraktforhold.

3)	Kommissionen betaler sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i sagen om foreløbige forholdsregler.

(1) EUT C 10 af 13.1.2020.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/27

Rettens dom af 21. december 2021 — Worldwide Spirits Supply mod EUIPO — Melfinco (CLEOPATRA QUEEN)

(Sag T-870/19) (1)

(EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-figurmærket CLEOPATRA QUEEN - det ældre nationale ordmærke CLEOPATRA MELFINCO - artikel 15 og 57 i forordning (EF) nr. 207/2009 (nu artikel 18 og 64 i forordning (EU) 2017/1001) - bevis for reel brug af det ældre varemærke - ugyldighedserklæring)

(2022/C 95/36)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Worldwide Spirits Supply, Inc. (Tortola, De Britiske Jomfruøer) (ved advokat S. Demetriou)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Folliard Monguiral og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Melfinco S.A. (Schaan, Liechtenstein) (ved advokat M. Gioti)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 21. oktober 2019 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1820/2018-4) vedrørende en ugyldighedssag mellem Melfinco og Worldwide Spirits Supply.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Worldwide Spirits Supply, Inc. bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO afholdte omkostninger.

3)	Melfinco S.A. betaler sine egne sagsomkostninger.

(1) EUT C 77 af 9.3.2020.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/28

Rettens dom af 21. december 2021 — Dr. Spiller mod EUIPO — Rausch (Alpenrausch Dr. Spiller)

(Sag T-6/20) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-ordmærket Alpenrausch Dr. Spiller - ældre EU-ordmærke RAUSCH - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001])

(2022/C 95/37)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Dr. Spiller GmbH (Siegsdorf, Tyskland) (ved advokaterne J. Stock og M. Geitz)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved M. Eberl, J. Schäfer, A. Söder og D. Walicka, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Rausch AG Kreuzlingen (Kreuzlingen, Schweiz) (ved advokaterne F. Stangl og S. Pilgram)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 8. oktober 2019 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 2206/2015-1) vedrørende en indsigelsessag mellem Rausch Kreuzlingen og Dr. Spiller.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Dr. Spiller GmbH betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 68 af 2.3.2020.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/29

Rettens dom af 21. december 2021 — EFFAS mod EUIPO — CFA Institute (CEFA Certified European Financial Analyst)

(Sag T-369/20) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-ordmærket CEFA Certified European Financial Analyst - det ældre EU-ordmærke CFA - relativ registreringshindring - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2022/C 95/38)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: European Federation of Financial Analysts’ Societies (EFFAS) (Frankfurt am Main, Tyskland) (ved advokaterne S. Merico, G. Macías Bonilla og F. Miazzetto)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved P. Villani, J. Crespo Carrillo og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: CFA Institute (Charlottesville, Virginia, De Forenede Stater) (ved advokaterne G. Engels og W. May)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 31. marts 2020 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1082/2019-5) vedrørende en indsigelsessag mellem CFA Institute og EFFAS.

Konklusion

1)	Afgørelsen truffet den 31. marts 2020 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1082/2019-5) annulleres.

2)	EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af European Federation of Financial Analysts’ Societies (EFFAS) afholdte omkostninger.

3)	CFA Institute bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 255 af 3.8.2020.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/29

Rettens dom af 21. december 2021 — Datax mod REA

(Sag T-381/20) (1)

(Voldgiftsklausul - syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) - tilskudsaftalerne HELP og GreenNets - OLAF-undersøgelse - personaleomkostninger - bevisbyrde - pålidelighed af timesedler - de af modtageren anmeldte omkostninger er ikke støtteberettigede - anmodning om tilbagesøgning - debetnotaer - forældelse - rimelig frist - proportionalitet)

(2022/C 95/39)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Datax sp. z o.o. (Wrocław, Polen) (ved advokat J. Bober)

Sagsøgt: Det Europæiske Forvaltningsorgan for Forskning (ved S. Payan-Lagrou og V. Canetti, som befuldmægtigede, bistået af advokat de M. Le Berre)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 272 TEUF med påstand om, for det første, at de personaleomkostninger, der er afholdt til forskere, erklæres støtteberettigede, for det andet, at det fastslås, at forpligtelsen til at betale erstatning savner grundlag, og for det tredje, at REA tilpligtes ikke at iværksætte nogen anden foranstaltning over for sagsøgeren hvad angår personaleomkostninger til forskere vedrørende tilskudsaftalerne HELP og GreenNets.

Konklusion

1)	Det Europæiske Forvaltningsorgan for Forskning frifindes.

2)	Datax sp. Z o.o. betaler sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

(1) EUT C 297 af 7.9.2020.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/30

Rettens dom af 21. december 2021 — Magic Box Int. Toys mod EUIPO — KMA Concepts (SUPERZINGS)

(Sag T-549/20) (1)

(EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-ordmærket SUPERZINGS - det ældre internationale figurmærke ZiNG - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001])

(2022/C 95/40)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Magic Box Int. Toys SLU (Sant Cugat del Vallés, Spanien) (ved advokaterne J.L. Rivas Zurdo og E. López Leiva)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Crespo Carrillo, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: KMA Concepts Ltd. (Mahé, Seychellerne) (ved advokaterne C. Duch Fonoll og I. Osinaga Lozano)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 29. juni 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2511/2019-4) vedrørende en ugyldighedssag mellem KMA Concepts og Magic Box Int. Toys.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Magic Box Int. Toys SLU bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO og KMA Concepts Ltd afholdte omkostninger.

(1) EUT C 348 af 19.10.2020.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/30

Rettens dom af 21. december 2021 — MO mod Rådet

(Sag T-587/20) (1)

(Personalesag - tjenestemænd - omplacering - bedømmelsesåret 2019 - ret til kontradiktion - ansvar)

(2022/C 95/41)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: MO (ved advokat A. Guillerme)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Bauer, M. Alver og K. Kouri, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand om dels annullation af Rådets afgørelse af 19. november 2019 om at omplacere sagsøgeren til afdelingen [fortroligt] og af sagsøgerens bedømmelsesrapport for bedømmelsesåret 2019, dels erstatning for forskellige økonomiske og ikke-økonomiske skader, som denne skulle have lidt.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	MO betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 433 af 14.12.2020.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/31

Rettens dom af 21. december 2021 — Skechers USA mod EUIPO (ARCH FIT)

(Sag T-598/20) (1)

(EU-varemærker - ansøgning om EU-ordmærket ARCH FIT - absolutte registreringshindringer - mangel på fornødent særpræg - beskrivende karakter - artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning (EU) 2017/1001)

(2022/C 95/42)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Skechers USA, Inc. II (Manhattan Beach, Californien, De Forenede Stater) (ved solicitors T. Holman og A. Reid og advokaterne J. Bogatz og Y. Stone)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved S. Scardocchia og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 29. juli 2020 af første Appelkammer ved EUIPO (sag R 2631/2019-1) vedrørende en ansøgning om registrering af ordtegnet ARCH FIT som EU-varemærke.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Skechers USA, Inc. II betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 390 af 16.11.2020.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/32

Rettens dom af 21. december 2021 — Fashion Energy mod EUIPO — Retail Royalty (1st AMERICAN)

(Sag T-699/20) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket 1st AMERICAN - det ældre EU-figurmærke, der gengiver en ørn eller en anden rovfugl - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - lighed mellem tegnene på det fonetiske plan - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001] - artikel 72, stk. 6, i forordning 2017/1001 - artikel 94, stk. 1, i forordning 2017/1001)

(2022/C 95/43)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Fashion Energy Srl (Milano, Italien) (ved advokaterne T. Müller og F. Togo)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved L. Rampini og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Retail Royalty Co. (Las Vegas, Nevada, De Forenede Stater) (ved advokaterne J. Bogatz og Y. Stone)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 10. september 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 426/2020-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Retail Royalty og Fashion Energy.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Fashion Energy Srl betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 28 af 25.1.2021.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/32

Rettens dom af 21. december 2021 –Bustos mod EUIPO — Bicicletas Monty (motwi)

(Sag T-159/21) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket motwi - det ældre nationale ordmærke MONTY - relativ registreringshindring - ingen risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2022/C 95/44)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Dante Ricardo Bustos (Wenling, Kina) (ved advokat A. Lorente Berges)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved ved R. Raponi og J. Crespo Carrillo, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Bicicletas Monty, SA (Sant Feliú de Llobregat, Spanien)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 21. januar 2021 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 289/2020-5) vedrørende en indsigelsessag mellem Bicicletas Monty og Ricardo Bustos.

Konklusion

1)	Afgørelsen truffet den 21. januar 2021 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 289/2020-5) annulleres.

2)	I øvrigt frifindes EUIPO.

3)	EUIPO betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 182 af 10.5.2021.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/33

Rettens dom af 21. december 2021 — Fidia farmaceutici mod EUIPO — Stelis Biopharma (HYALOSTEL ONE)

(Sag T-194/21) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - international registrering af figurmærke, hvor Den Europæiske Union er designeret - figurmærke HYALOSTEL ONE - ældre EU-ordmærke HYALISTIL og ældre EU-figurmærke HyalOne - det ældre internationale ordmærke HYALO - relativ registreringshindring - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 - begrundelsespligt)

(2022/C 95/45)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Fidia farmaceutici SpA (Abano Terme, Italien) (ved advokaterne R. Kunz-Hallstein og H.P. Kunz-Hallstein)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved E. Sliwinska og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO: Stelis Biopharma Ltd (Karnataka, Indien)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 27. januar 2021 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 831/2020-5) vedrørende en indsigelsessag mellem Fidia Farmaceutici og Stelis Biopharma.

Konklusion

1)	Afgørelsen truffet den 27. januar 2021 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag 831/2020-5) annulleres.

2)	EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af Fidia farmaceutici SpA afholdte omkostninger i forbindelse med denne sag.

(1) EUT C 217 af 7.6.2021.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/34

Rettens dom af 21. december 2021 — Klymenko mod Rådet

(Sag T-195/21) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Ukraine - indefrysning af midler - liste over personer, enheder og organer, der er omfattet af indefrysningen af midler og økonomiske ressourcer - opretholdelse af sagsøgerens navn på listen - Rådets forpligtelse til at kontrollere, at afgørelsen fra et tredjelands myndighed er blevet truffet under iagttagelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse)

(2022/C 95/46)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Oleksandr Viktorovych Klymenko (Moskva, Rusland) (ved advokat M. Phelippeau)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved S. Lejeune og A. Vitro, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2021/394 af 4. marts 2021 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2021, L 77, s. 29) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/391 af 4. marts 2021 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2021, L 77, s. 2), for så vidt som sagsøgerens navn ved disse retsakter er blevet opretholdt på listen over personer, enheder og organer, der er omfattet af disse restriktive foranstaltninger.

Konklusion

Rådets afgørelse (FUSP) 2021/394 af 4. marts 2021 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/391 af 4. marts 2021 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine annulleres, for så vidt som Oleksandr Viktorovych Klymenkos navn er blevet opretholdt på listen over personer, enheder og organer, der er omfattet af disse restriktive foranstaltninger.

2)	Rådet for Den Europæiske Union betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 206 af 31.5.2021.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/34

Rettens kendelse af 17. december 2021 — Theodorakis og Theodoraki mod Rådet

(Sag T-495/14) (1)

(Ansvar uden for kontraktforhold - økonomisk og monetær politik - støtteprogram for stabilitet i Cypern - Eurogruppens erklæringer af 16. og 25. marts 2013 vedrørende Cypern - erklæring fra Eurogruppens formand af 21. marts 2013 vedrørende Cypern - fejlagtig angivelse af sagsøgte - åbenbart afvisningsgrundlag)

(2022/C 95/47)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøgere: Georgios Theodorakis (Chania, Grækenland) og Maria Theodoraki (Chania) (ved advokat V. Christianos)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved A. de Gregorio Merino, E. Chatziioakeimidou og E. Dumitriu-Segnana, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Europa-Kommissionen (ved B. Smulders, J.-P. Keppenne, M. Konstantinidis og S. Delaude, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 268 TEUF med påstand om erstatning for de tab, som sagsøgerne angiveligt har lidt som følge af Eurogruppens erklæringer af 16. og 25. marts 2013 og erklæringen fra Eurogruppens formand af 21. marts 2013.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Georgios Theodorakis og Maria Theodoraki bærer deres egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.

3)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 292 af 1.9.2014.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/35

Rettens kendelse af 17. december 2021 — Berry Investments mod Rådet

(Sag T-496/14) (1)

(Erstatning uden for kontraktforhold - økonomisk og monetær politik - program til støtte for Republikken Cyperns stabilitet - erklæringer fra Eurogruppen af 16. og 25. marts 2013 vedrørende Cypern - erklæring fra formanden for Eurogruppen af 21. marts 2013 vedrørende Cypern - forkert angivelse af sagsøgte - åbenbart afvisningsgrundlag)

(2022/C 95/48)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Berry Investments, Inc. (Monrovia, Liberia) (ved advokat V. Christianos)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved A. de Gregorio Merino, E. Chatziioakeimidou og E. Dumitriu-Segnana, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Europa-Kommissionen (ved J.-P. Keppenne, M. Konstantinidis, B. Smulders og S. Delaude, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 268 TEUF med påstand om betaling af erstatning for den skade, som sagsøgeren har lidt som følge af erklæringerne fra Eurogruppen af 16. og 25. marts 2013 og erklæringen fra formanden for Eurogruppen af 21. marts 2013.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Berry Investments, Inc. bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.

3)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 292 af 1.9.2014.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/36

Rettens kendelse af 8. december 2021 — Alessio m.fl. mod ECB

(Sag T-620/20) (1)

(Annullationssøgsmål - Den Økonomiske og Monetære Union - bankunion - genopretning og afvikling af kreditinstitutter - foranstaltninger til tidlig indgriben - ECB’s afgørelse om midlertidigt at sætte Banca Carige under administration - efterfølgende afgørelser om forlængelse - søgsmålsfrist - for sent anlagt - afvisning)

(2022/C 95/50)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøgere: Roberto Alessio (Torino, Italien) og 56 andre sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget til kendelsen (ved advokaterne M. Condinanzi, L. Boggio, M. Cataldo og A. Califano)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank (ECB) (ved C. Hernández Saseta og A. Pizzolla, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels ECB’s afgørelse af 1. januar 2019, hvorved det blev besluttet midlertidigt at sætte Banca Carige SpA under administration, dels af ECB’s afgørelse af 29. marts 2019 om forlængelse af den periode, hvori Banca Carige SpA er sat under midlertidig administration, samt de efterfølgende afgørelser om forlængelse.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Det er ufornødent at træffe afgørelse om Europa-Kommissionens anmodning om intervention.

3)	Roberto Alessio og de øvrige sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget, bærer deres egne omkostninger og betaler de af Den Europæiske Centralbank (ECB) afholdte omkostninger.

4)	Kommissionen bærer sine egne omkostninger i forbindelse med anmodningen om intervention.

(1) EUT C 390 af 16.11.2020.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/37

Rettens kendelse af 2. december 2021 — FC mod EASO

(Sag T-303/21) (1)

(Annullationssøgsmål - personalesag - midlertidigt ansatte - disciplinærsag - anmodninger om udsættelse - indkaldelse til en høring for disciplinærrådet - udsættelse af datoen for høringen - ingen bebyrdende akt - klage indgivet eller søgsmål anlagt for tidligt - åbenbart afvisningsgrundlag)

(2022/C 95/51)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: FC (ved advokat V. Christianos)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Asylagentur (EASO) (ved P. Eyckmans og M. Stamatopoulou, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne T. Bontinck, A. Guillerme og L. Burguin)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF med påstand om annullation af den af formanden for disciplinærrådet ved EASO vedtagne akt den [fortroligt], hvorved høringen af sagsøgeren inden for rammerne af den disciplinære forfølgning, der er iværksat over for sagsøgeren, blev fastsat til den [fortroligt].

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	FC bærer sine egne omkostninger og betaler de af Den Europæiske Unions Asylagentur (EASO) afholdte omkostninger.

(1) EUT C 289 af 19.7.2021.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/37

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 8. december 2021 — D’Amato m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-722/21 R)

(Særlige rettergangsformer - Parlamentets medlemmer - betingelser for adgang til Parlamentets bygninger på dets tre arbejdssteder i forbindelse med sundhedskrisen - anmodning om udsættelse af gennemførelse - ingen uopsættelighed)

(2022/C 95/52)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Rosa D’Amato (Tarente, Italien), Claude Gruffat (Mulsans, Frankrig), Damien Carême (Argenteuil, Frankrig) og Benoît Biteau (Sablonceaux, Frankrig) (ved advokaterne P. de Bandt, M. Gherghinaru og L. Panepinto)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved S. Alves og A.-M. Dumbrăvan, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Anmodning indgivet på grundlag af artikel 278 TEUF og 279 TEUF om udsættelse af gennemførelsen af Parlamentets Præsidiums afgørelse af 27. oktober 2021 om særregler på området for sundhed og sikkerhed, der regulerer adgangen til Europa-Parlamentets bygninger på dets tre arbejdssteder.

Konklusion

1)	Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Kendelsen af 15. november 2021, D’Amato m.fl. mod Parlamentet (sag T-722/21 R), ophæves.

3)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/38

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 8. december 2021 — Rooken m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-723/21 R)

(2022/C 95/53)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Robert Jan Rooken (Muiderberg, Nederlandene) og de otte øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget til kendelsen (ved advokaterne P. de Bandt, M. Gherghinaru og L. Panepinto)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved S. Alves og A.-M. Dumbrăvan, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Anmodning indgivet på grundlag af artikel 278 TEUF og 279 TEUF om udsættelse af gennemførelsen af Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 27. oktober 2021 om særregler på området for sundhed og sikkerhed, der regulerer adgangen til Parlamentets bygninger på dets tre arbejdssteder.

Konklusion

1)	Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Kendelsen af 15. november 2021, Rooken m.fl. mod Parlamentet (sag T-723/21 R), ophæves.

3)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/38

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 8. december 2021 — IL m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-724/21 R)

(Særlige rettergangsformer - personalesag - betingelser for adgang til Parlamentets bygninger på dets tre arbejdssteder i forbindelse med sundhedskrisen - anmodning om udsættelse af gennemførelse - ingen uopsættelighed)

(2022/C 95/54)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: IL og de 81 andre sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget til kendelsen (ved advokaterne P. de Bandt, M. Gherghinaru og L. Panepinto)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved D. Boytha, S. Bukšek Tomac og L. Darie, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Konklusion

1)	Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Kendelsen af 15. november 2021, IL m.fl. mod Parlamentet (T-724/21 R), ophæves.

3)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/39

Sag anlagt den 8. december 2021 — Atesos medical m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-764/21)

(2022/C 95/55)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Atesos medical AG (Aarau, Schweiz) og syv andre sagsøgere (ved advokaterne M. Meulenbelt, B. Natens og I. Willemyns)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—

Sagsøgtes ikkeoffentliggjorte afgørelse af ukendt dato, hvoraf det med urette fremgår, at udpegelsen af Schweizerische Vereinigung für Qualitäts — und Management Systeme (»SQS«) som et organ til overensstemmelsesvurderinger af medicinsk udstyr i henhold til direktiv 93/42/EØF om medicinsk udstyr er udløbet, og hvorved SQS fjernes fra listerne på Europa-Kommissionens New Approach Notified and Designated Organizations database med virkning fra den 28. september 2021, annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat fire anbringender.

1.	Med det første anbringende gøres det gældende, at sagsøgte har tilsidesat artikel 296 TEUF samt artikel 5, stk. 1, TEU, artikel 5, stk. 2, TEU og artikel 13, stk. 2, TEU.

2.	Med det andet anbringende gøres det gældende, at sagsøgte har gjort sig skyldig i magtfordrejning.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at sagsøgte har tilsidesat artikel 218, stk. 9, TEUF, artikel 8, 18, 19 og 21 i aftalen om gensidig anerkendelse mellem EU og Schweiz (1), retten til at blive hørt som fastsat i artikel 41, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder samt det almindelige princip om fraus omnia corrumpit.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at sagsøgte har tilsidesat artikel 120 i forordning (EU) nr. 2017/745 (2), artikel 1 (sammenholdt med artikel 20) og 5 i aftalen om gensidig anerkendelse mellem EU og Schweiz samt effektivitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om berettiget forventning, hvilke alle tre er almindelige principper.

(1) Aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om gensidig anerkendelse af overensstemmelsesvurdering — Slutakt — Fælles erklæringer — Underretning om ikrafttrædelsen af syv aftaler med Det Schweiziske Forbund inden for sektorerne fri bevægelighed for personer, luft- og landtransport, offentlige indkøb, videnskabeligt og teknisk samarbejde, gensidig anerkendelse af overensstemmelsesvurdering og handel med landbrugsprodukter (EFT 2002, L 114, s. 369), som ændret ved afgørelse nr. 2/2017 truffet af det udvalg, der er nedsat i henhold til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om gensidig anerkendelse af overensstemmelsesvurdering af 22.12.2017 om ændring af kapitel 2 om personlige værnemidler, kapitel 4 om medicinsk udstyr, kapitel 5 om gasapparater og kedler og kapitel 19 om tovbaneanlæg [2018/403] (EUT 2018, L 72, s. 24-41).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/745 af 5.4.2017 om medicinsk udstyr, om ændring af direktiv 2001/83/EF, forordning (EF) nr. 178/2002 og forordning (EF) nr. 1223/2009 og om ophævelse af Rådets direktiv 90/385/EØF og 93/42/EØF (EUT 2017, L 117, s. 1-175).

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/40

Sag anlagt den 14. december 2021 — Lila Rossa Engros mod EUIPO (LiLAC)

(Sag T-780/21)

(2022/C 95/56)

Processprog: rumænsk

Parter

Sagsøger: Lila Rossa Engros SRL (Voluntari, Rumænien) (ved advokat O. Anghel)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket LiLAC i farven sort — registreringsansøgning nr. 18 243 487

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 10. september 2021 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 441/2021-5)

Påstande

—	Sagsøgeren gives medhold i sagen.

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Varemærke nr. 18 243 487, LiLAC, tillades registreret for alle ansøgte varer og tjenesteydelser.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—	Fejlagtig anvendelse af de kriterier for efterprøvelsen af de absolutte registreringshindringer, som er fastlagt i retspraksis.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/40

Sag anlagt den 10. januar 2022 — NV mod EIB

(Sag T-16/22)

(2022/C 95/57)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: NV (ved advokat L. Levi)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

Sagsøgerens påstande

—	Sagen antages til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold.

—

Afgørelse af 5. februar 2021, hvorved sagsøgerens udeblivelser i følgende perioder: Fra den 29. maj 2020 til den 15. september 2020, fra den 30. juni 2020 til den 30. september 2020, fra den 7. september 2020 til den 7. november 2020, fra den 3. november 2020 til den 8. januar 2021, kvalificeres som ubeføjede, annulleres følgelig.

—	Om fornødent annulleres afgørelse af 1. oktober 2021 om afslag på den administrative klage indgivet den 1. april 2021 over afgørelsen af 5. februar 2021.

—	Afgørelse af 20. april 2021, hvorved sagsøgerens udeblivelse i perioden fra den 8. januar 2021 til den 8. april 2021 kvalificeres som ubeføjet, annulleres.

—	Afgørelse af 3. maj 2021, hvorved sagsøgerens udeblivelse i perioden fra den 8. april 2021 til den 8. juni 2021 kvalificeres som ubeføjet, annulleres.

—	Om fornødent annulleres afgørelse af 27. oktober 2021 om afslag på den administrative klage indgivet den 18. juni 2021 over afgørelserne af henholdsvis den 20. april 2021 og den 3. maj 2021.

—

EIB tilpligtes at betale sagsøgeren løn for perioderne fra den 29. maj 2020 til den 8. januar 2021, fra den 8. januar 2021 til den 8. april 2021 og fra den 8. april 2021 til den 8. juni 2021, idet lønudbetalingerne skal tillægges morarenter og idet disse morarenter beregnes på grundlag af Den Europæiske Centralbanks rentesats, forhøjet med 2 procentpoint.

—	EIB tilpligtes at betale sagsøgeren erstatning for det lidte tab.

—	EIB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 2.3, 3.3, 3.4 og 3.6 i bilag X til de administrative bestemmelser, tilsidesættelse af artikel 34 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), eventuelt sammenholdt med artikel 2.3, 3.3, 3.4 og 3.6 i de administrative bestemmelser, et åbenbart urigtigt skøn, tilsidesættelse af omsorgspligten og misbrug af rettigheder.

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af pligten til at udvise omhu, tilsidesættelse af chartrets artikel 41 og et åbenbart urigtigt skøn.

3.	Tredje anbringende om tilsidesættelse af personalevedtægtens artikel 33b og artikel 11 i de administrative bestemmelser.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/41

Sag anlagt den 11. januar 2022 — Piaggio & C. mod EUIPO — Zhejiang Zhongneng Industry (Formen på en scooter)

(Sag T-19/22)

(2022/C 95/58)

Stævningen er affattet på italiensk

Parter

Sagsøger: Piaggio & C. SpA (Pontedera, Italien) (ved advokaterne F. Jacobacci og B. La Tella)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Zhejiang Zhongneng Industry Co. Ltd (Taizhou City, Kina)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Piaggio & C. SpA

Det omtvistede varemærke: Et tredimensionalt EU-varemærke (Formen på en scooter) — EU-varemærke nr. 11 686 482

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 25. oktober 2021 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 359/2021-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, subsidiært,

—

den anfægtede afgørelse annulleres, og sagen hjemvises til appelkammeret, således at det på grundlag af de af indehaveren fremlagte beviser kan træffe entydig afgørelse om, i hvilke lande sagsøgerens EU-varemærke nr. 11 686 482 er gyldigt og /eller har opnået fornødent særpræg, og omvendt, i hvilke lande det derimod ikke har opnået et sådant særpræg.

Under alle omstændigheder bestemmes det, at

—	sagsøgte tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med sagen for appelkammeret, jf. artikel 190 i procesreglementet for Den Europæiske Unions Ret.

—	EUIPO og i givet fald intervenienten tilpligtes at betale samtlige omkostninger i forbindelse med nærværende sag.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) 207/2009.

—	Tilsidesættelse og/eller fejlagtig fortolkning af artikel 7, stk. 3, i Rådets forordning (EF) 207/2009 samt fejlagtig vurdering af de af indehaveren af EU-varemærket fremlagte beviser.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/42

Sag anlagt den 12. januar 2022 — NW mod Kommissionen

(Sag T-20/22)

(2022/C 95/59)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: NW (ved advokat M. Velardo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	De anfægtede afgørelser annulleres, for så vidt som de omhandler tilbagebetalingen af de udbetalte beløb til sagsøgeren.

—	Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale de allerede tilbagesøgte beløb til sagsøgeren.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—	Subsidiært annulleres de anfægtede afgørelser, for så vidt som de omhandler tilbagebetalingen af et beløb på 3 986,72 EUR.

—	Sagsøgeren har desuden nedlagt påstand om betaling af renter for alle beløb, som er sagsøgeren skyldig, fra det tidspunkt hvor beløbet skulle have været udbetalt til sagsøgeren og indtil den faktiske udbetaling.

—

I det tilfælde, at Domstolen ikke giver medhold i nærværende søgsmål, er sagsøgeren — når der henses til omfanget af de uregelmæssigheder, der med tiden er begået af PMO, den omstændighed, at »skattenedslaget ikke nemt kan identificeres på en lønseddel«, de forsikringer, som PMO har afgivet til sagsøgeren, sagsøgerens gode tro, som administrationen har tilladt og det forhold, at sagsøgeren (som ikke har haft nogen grund til at betvivle sit lønniveau) har engageret sig økonomisk i forhold til et sådant niveau i løbet af disse år (såsom at indgå en låneaftale om fast ejendom til køb af et hus til sin familie) — af den opfattelse, at Retten ud fra et retfærdighedshensyn skal tilpligte Kommissionen i det mindste at bære sine egne omkostninger og betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 135.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet til prøvelse af Kommissionens afgørelser af 6. april, 9. april og 4. maj 2021 om tilbagesøgning af de beløb, der med urette er blevet udbetalt sagsøgeren i medfør af et skattenedslag for sagsøgerens børn, har denne fremsat tre anbringender.

Første anbringende vedrører den fejlagtige fortolkning og anvendelse af artikel 85 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union. Sagsøgeren er i denne forbindelse af den opfattelse, at de betingelser, der er fastsat i artikel 85 for at kunne opkræve uretmæssigt udbetalte beløb, ikke er opfyldte.

2.	Andet anbringende vedrører tilsidesættelsen af princippet om den berettigede forventning, for så vidt som de tre betingelser, der kendetegner en berettiget forventning i henhold til gældende retspraksis, forelå i den foreliggende sag.

3.	Tredje anbringende vedrører den manglende begrundelse.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/43

Sag anlagt den 12. januar 2022 — NY mod Kommissionen

(Sag T-21/22)

(2022/C 95/60)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: NY (ved advokaterne A. Champetier og S. Rodrigues)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Sagen fremmes til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—	Den første anfægtede afgørelse annulleres, og om nødvendigt annulleres den anden anfægtede afgørelse.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet til prøvelse af Kommissionens afgørelse af 14. april 2021 om afslag på ansøgningen om erstatning af den 22. december 2020, fremsat tre anbringender.

1.	Første anbringende om tilsidesættelse af retten til god forvaltning og princippet om upartiskhed. Sagsøgeren har anført, at kravet om upartiskhed både subjektivt og objektivt set ikke er blevet overholdt i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om erstatning.

Andet anbringende om tilsidesættelse af retten til integritet og værdighed og om anlæggelsen af flere åbenbart urigtige skøn. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke har opfyldt sin forpligtelse til at bevare og beskytte sagsøgerens værdighed og integritet i forbindelse med de voldelige handlinger, som sikkerhedspersonalet udsatte den pågældende for, og i hvilken forbindelse vurderingen af de voldelige handlinger er behæftet med åbenbart urigtige skøn.

3.	Tredje anbringende om tilsidesættelse af omsorgspligten, idet sagsøgeren ikke fra Kommissionen modtog den fulde bistand, som den pågældende havde ret til.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/43

Sag anlagt den 11. januar 2022 — Grail mod Kommissionen

(Sag T-23/22)

(2022/C 95/61)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Grail LLC (Menlo Park, Californien, De Forenede Stater) (ved solicitor D. Little og advokaterne J. Ruiz Calzado, J. M. Jiménez-Laiglesia Oñate og A. Giraud)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse af 29. oktober 2021 om vedtagelse af foreløbige foranstaltninger i henhold til artikel 8, stk. 5, litra a), i forordning nr. 139/2004 (»EU-fusionsforordningen«) i sag COMP/M.10493 — Illumina/GRAIL annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

Første anbringende, hvorved det bestrides at Kommissionen har kompetence til at vedtage afgørelsen. Kommissionen har ikke under EU-fusionsforordningens artikel 8, stk. 5, litra a), kompetence til at vedtage en afgørelse, såfremt Retten i sag T-227/21 fastslår, at de seks afgørelser om henvisning, som Kommissionen vedtog den 19. april 2021, i henhold til EU-fusionsforordningens artikel 22, stk. 3, var ulovlige.

Andet anbringende om, at Kommissionen har begået retlige og faktiske fejl i fortolkningen og anvendelsen af samt begrundelsen for de retlige krav for vedtagelse af afgørelsen i henhold til EU-fusionsforordningens artikel 8, stk. 5, litra a).

—	Der ses i afgørelsen fejlagtigt bort fra, at adskillelsestilsagnene, som Illumina har truffet og meddelt Kommissionen efter Illuminas erhvervelse af aktierne i GRAIL Inc., forhindrede parterne i at gennemføre fusionen som omhandlet i EU-fusionsforordningens artikel 7.

—

Afgørelsen indeholder ikke nogen meningsfuld redegørelse for de konkurrencevilkår, der gjorde sig gældende på tidspunktet for dens vedtagelse, og godtgør ikke hvordan Illuminas erhvervelse af aktierne i GRAIL Inc. begrænsede den effektive konkurrence eller ville begrænse den effektive konkurrence inden Kommissionen kunne vedtage en endelig afgørelse om realiteten.

—

Afgørelsen angiver ikke nogen uopsættelighed, der kunne begrunde vedtagelsen af foreløbige foranstaltninger, idet ikke noget væsentligt med hensyn til virkningerne for konkurrencen på de berørte markeder kunne ske i løbet af de få måneder mellem vedtagelsen af afgørelsen og vedtagelsen af den materielle afgørelse om fusionen.

—

Afgørelsen er behæftet med en retlig fejl, idet det antages, at Kommissionen i henhold til EU-fusionsforordningens artikel 8, stk. 5, litra a), har ret til at vedtage foreløbige foranstaltninger for at sikre, at en hypotetisk fremtidig afgørelse i henhold til EU-fusionsforordningens artikel 8, stk. 4, er effektiv.

—	Det er uforeneligt med EU-fusionsforordningens artikel 8, stk. 5, litra a), at pålægge GRAIL en særskilt forpligtelse; det er hverken nødvendigt eller forholdsmæssigt.

28.2.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 95/44

Sag anlagt den 17. januar 2022 — Canai Technology mod EUIPO — WE Brand (HE&ME)

(Sag T-25/22)

(2022/C 95/62)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Canai Technology Co. Ltd (Guangzhou, Kina) (ved advokaterne J. Gallego Jiménez, E. Sanz Valls, P. Bauzá Martínez, Y. Hernández Viñes og C. Marí Aguilar)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: WE Brand Sàrl (Luxembourg, Luxembourg)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Canai Technology Co. Ltd

Det omtvistede varemærke: International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af EU-figurmærket HE&ME — International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, nr. 1 426 777

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 16. november 2021 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 1390/2020-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO (og den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO, såfremt sidstnævnte intervenerer i sagen) tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 95

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	65. årgang 28. februar 2022

Indhold		Side
	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Den Europæiske Unions Domstol
2022/C 95/01	Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende	1