Gennemførelse af artikel 12 skal være fuldstændig, klar og præcis. De nationale bestemmelser skal være tilstrækkeligt specifikke til at opfylde direktivets krav.

1 —   EU-Domstolens retspraksis: Sagen Caretta caretta (havskildpadde) på Zakynthos

Sagen Caretta caretta (Kommissionen mod Grækenland, sag C-103/00) var den første dom vedrørende anvendelsen af habitatdirektivets artikel 12 på en bestemt art. Domstolen havde ikke fortolket dens anvendelse og anvendelsesområde inden denne dom.

Havskildpadden (Caretta caretta) er nævnt i bilag II og IV til habitatdirektivet som en art af fællesskabsbetydning med behov for streng beskyttelse. Laganasbugten på øen Zakynthos er det vigtigste yngleområde for denne skildpadde i Middelhavet og er også en Natura 2000-lokalitet.

I 1998 afslørede en række ikkestatslige organisationer de mange problemer, som arten står over for på Zakynthos. Dette omfattede ukontrolleret brug af øens strande og det omgivende hav til turismerelaterede aktiviteter, opførelsen af ulovlige bygninger, brugen af knallerter på strandene og andre aktiviteter med potentielt negative virkninger på disse skildpadder.

Kommissionen opfordrede de græske myndigheder til at fremlægge oplysninger om de foranstaltninger, de havde truffet for at beskytte arten på denne ø. På grundlag af disse oplysninger og resultaterne af kontrolbesøg fra Kommissionens embedsmænd blev der indledt en traktatbrudsprocedure i henhold til artikel 258 i TEUF med den begrundelse, at Grækenland ikke havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra b) og d). Under den administrative procedure fastholdt de græske myndigheder, at alle fornødne foranstaltninger for at beskytte skildpadden var truffet eller var ved at blive vedtaget og gennemført.

Efter en ajourført vurdering af situationen i 1999 konstaterede Kommissionen, at den stadig var uhensigtsmæssig, og sagen blev indbragt for Domstolen. Kommissionen nedlagde mere specifikt påstand om, at Grækenland havde tilsidesat habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra b) og d), for det første ved ikke at indføre en retlig ramme med henblik på at sikre streng beskyttelse af Caretta caretta mod forsætlig forstyrrelse i dens yngletid og mod beskadigelse eller ødelæggelse af dens yngleområder og subsidiært ved ikke at træffe konkrete og effektive foranstaltninger på stedet for at undgå sådanne problemer.

Den 30. januar 2002 anerkendte Domstolen Kommissionens argumenter og dømte Grækenland for ikke at have indført og gennemført en effektiv streng beskyttelsesordning for havskildpadden Caretta caretta på Zakynthos. De græske myndigheder havde navnlig ikke truffet de nødvendige foranstaltninger for at undgå forstyrrelse af arten i yngletiden og for at forhindre aktiviteter, der kan medføre beskadigelse eller ødelæggelse af dens yngleområder.

Efter den anden afgørelse blev der oprettet et nyt forvaltningsorgan, der skulle føre tilsyn med redestrandene og samarbejde med lokale myndigheder (departementet, kommunen, politi, havnemyndighederne og den offentlige arealforvaltningsmyndighed). Adfærdskodekser blev også undertegnet med NGO'er, erhvervsdrivende og jordejere. Efter vurderingen af de nye foranstaltninger, der var truffet for at beskytte arten, fandt Kommissionen, at Grækenland overholdt Domstolens dom, og besluttede at lukke sagen den 27. juni 2007.

Den fulde og effektive anvendelse af artikel 12 kræver: 1) etablering af en sammenhængende retlig ramme for den strenge beskyttelsesordning, 2) konkrete foranstaltninger på stedet til at håndhæve den effektivt og 3) anvendelse af en række sammenhængende og koordinerede forebyggende foranstaltninger.

2 —   Eksempel på god praksis: Fransk miljøgodkendelse af projekter, konsekvensanalyse og streng beskyttelse af arter

Siden 2017 har den franske miljølov (artikel L181-1) omfattet en bestemmelse om en miljøgodkendelse, der skal indhentes i forbindelse med projekter, som kan have indvirkning på miljøet (de berørte typer projekter er anført i nomenklaturen). Formålet med denne godkendelse er at sikre, at projekterne overholder de relevante miljøforskrifter (vand, miljørisici, biodiversitet, landskab osv.), herunder bestemmelserne om streng beskyttelse af arter i henhold til habitatdirektivet.

Inden for disse rammer skal der foretages en risikovurdering baseret på økologiske undersøgelser, hvilket igen kan bidrage til at fastlægge de foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå og reducere virkningerne på beskyttede arter. Det første mål er at overholde forbuddene vedrørende beskyttede arter. Hvis dette ikke er muligt, og der derfor er behov for en fravigelse af den strenge beskyttelsesordning, skal der gennemføres en grundig undersøgelse, som dokumenterer, at betingelserne for at indrømme en fravigelse er opfyldt. Sagen vurderes af det nationale råd for naturbeskyttelse (conseil national de la protection de la nature). Miljøgodkendelsen kan kun gives, hvis projektet er i fuld overensstemmelse med alle relevante miljøforskrifter.

Når et projekt er godkendt, underkastes det feltkontrol og administrativ kontrol for at sikre, at betingelserne i godkendelsen overholdes.

De strenge beskyttelsesforanstaltninger, som vedtages i henhold til artikel 12, skal bidrage til at opfylde direktivets hovedformål, dvs. at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus.

3 —   Yderligere vejledning: EU's artshandlingsplaner for udvalgte arter

Siden 2008 har Europa-Kommissionen støttet udviklingen af en række EU-artshandlingsplaner for udvalgte arter, der er opført i habitatdirektivet. Planerne skal anvendes som et redskab til at identificere og prioritere foranstaltninger til genopretning af bestandene af disse arter i hele deres udbredelsesområde inden for EU. De indeholder oplysninger om status, økologi, trusler og nuværende bevaringsforanstaltninger for hver art og angiver de vigtigste tiltag, der er nødvendige for at forbedre deres bevaringsstatus i EU's medlemsstater og overholde anden relevant EU-lovgivning. Hver plan er resultatet af en omfattende høring af individuelle eksperter i EU.

Disse planer har til formål at hjælpe medlemsstaterne i deres indsats for at bevare disse arter, men de er ikke retligt bindende dokumenter, og de inddrager ikke medlemsstaterne ud over deres eksisterende retlige forpligtelser i henhold til direktivet.

De udarbejdede handlingsplaner findes på engelsk på: http://ec.europa.eu/environment/nature/conservation/species/action_plans/index_en.htm.

4 —   God praksis: Bevaring af den kantabriske brune bjørn i Spanien

I Spanien er der tre store rovdyr: den spanske los (Lynx pardinus), den brune bjørn (Ursus arctos) og ulven (Canis lupus). Som i andre europæiske lande er to sidstnævnte arter blevet jaget gennem århundreder.

I midten af det tyvende århundrede bestod bjørnebestanden i de kantabriske bjerge af kun 60-70 individer, som var opdelt i to delbestande. Der fandtes en anden mindre bestand på 20-30 individer i Pyrenæerne. Den spanske strategi for bevaring af den kantabriske brune bjørn blev vedtaget i 1999 og ajourført i 2019. Strategien for bjørnebestandene i Pyrenæerne (genindført i de franske Pyrenæer, hvor der også blev udsat enkelte individer på den spansk side) blev godkendt i 2007. Disse strategier omfatter bl.a. foranstaltninger til gennemførelse af habitatdirektivets artikel 12.

I 1992 blev det første LIFE-projekt godkendt med det formål at genoprette de to delbestande i de kantabriske bjerge. Siden da er der blevet gennemført 26 projekter med direkte eller indirekte fokus på bjørne i hele udbredelsesområdet i den nordlige del af Den Iberiske Halvø. Disse projekter blev primært gennemført i de kantabriske bjerge og Galicien, og enkelte blev gennemført i Pyrenæerne. Målet var at forbedre levestedet, sætte en stopper for krybskytteri, opnå støtte og inddragelse af lokalbefolkninger og aktører gennem bevidstgørelse, forbedre forbindelserne mellem bestandene, bekæmpe forgiftning og tilskynde til udvidelse af bestandene.

Takket være støtte fra nationale og regionale myndigheder og NGO'er har projekterne i de kantabriske bjerge haft betydelig succes. Befolkningen holdning til bjørnen er også blevet bedre, og krybskytteri er nu næsten helt forsvundet. Den nuværende bestand anslås til 270-310 bjørne (33), og den er i vækst.

Foranstaltninger, der skal træffes i henhold til artikel 12, er begrænset af indholdet af forbuddene og de øvrige forpligtelser i denne artikel. Dette kan omfatte vedtagelse og gennemførelse af forebyggende foranstaltninger, der imødegår og omhandler de trusler og risici, som en art kan blive udsat for.

5 —   Yderligere vejledning: Eksempler på forebyggende foranstaltninger, der støtter en effektiv gennemførelse »på stedet« af forbuddene i artikel 12

6 —   Eksempel på god praksis: National bevaringsplan for spækhugger i Spanien

I 2017 vedtog Spanien en bevaringsplan for spækhugger (Orcinus orca) for Gibraltarstrædet og Cádizbugten, de to steder, hvor arten forekommer i spansk farvand. Dette er den første bevaringsplan for marine arter, der er godkendt i Spanien. Status for bestanden af spækhugger i Gibraltarstrædet og Cádizbugten beskrives som »sårbar« i den spanske fortegnelse over truede arter (CEEA), men blev vurderet som gunstig af Spanien i landets seneste artikel 17-rapport. Denne plan omfatter foranstaltninger til at mindske truslerne mod spækhuggere i området med det formål at sikre en gunstig bevaringsstatus.

De største trusler er fald i antallet af byttedyr som følge af overfiskning, interaktion med fartøjer samt akustisk og kemisk forurening. Planen indeholder derfor foranstaltninger som f.eks. forbud mod olie- og gasefterforskning ved brug af seismiske undersøgelser i visse områder, regulering af hvalovervågning, reduktion af fiskeriindsatsen for at sikre tilstrækkelige føderessourcer til hvalbestanden, bekæmpelse af forureningen i området og overvågning af bestanden.

Der er vedtaget andre retsakter om beskyttelse af hvaler. Ved kongeligt dekret nr. 1727/2007 fastsættes der foranstaltninger til beskyttelse hvaler, som bl.a. omfatter hvalovervågning. Ved kongeligt dekret nr. 699/2018 udpeges hvalens migrationskorridor i Middelhavet som et beskyttet havområde. Derved godkendes der også en forebyggende beskyttelsesordning, og det antages, at migrationskorridoren vil blive medtaget på listen over særligt beskyttede områder af betydning for Middelhavet inden for rammerne af Barcelonakonventionen.

Der findes også målrettede projekter, f.eks. LIFE IP INTEMARES-projektet, som gennemfører bevaringsforanstaltninger for hvaler, f.eks. analyse af skibstrafikken og hvalfordelingen, for at reducere dødeligheden for hvaler som følge af kollision i farvandene omkring De Baleariske Øer og De Kanariske Øer. Der er endvidere tiltag, der har til formål at regulere rekreative aktiviteter, der involverer hvaler, og foranstaltninger til bekæmpelse af støj på havet (41).

7 —   God praksis: Beskyttelse af flagermus i Rumænien

Bjergene Pădurea Craiului, Bi-hor og Trascău i Rumænien er fyldt med spektakulære underjordiske grotter af forskellige størrelser. De er hjemsted for vigtige kolonier af forskellige flagermusarter, som er beskyttet i henhold til habitatdirektivet. Flagermus er meget sårbare over for enhver form for forstyrrelse, især i deres raste- og overvintringsperioder.

For at beskytte de eksisterende rastepladser mod forstyrrelse fra turister blev der i 2010 iværksat et LIFE-projekt (42), der havde til formål at lukke indgangene til 15 grotter med vigtige rastepladser for flagermus (100 000 flagermus alene i Huda lui Papară). Dette skete ved at anbringe et særligt udformet gitter eller hegn ved indgangen til grotterne for at kontrollere menneskers adgang, samtidig med at flagermusene stadig kunne få uhindret adgang.

Der kan stadig gennemføres guidede rundvisninger i disse grotter for små grupper, men de skal følge en adfærdskodeks for at sikre, at de ikke forstyrre flagermusene. Der er opsat oplysningsplancher ved indgangen til grotterne, hvor det forklares, hvorfor de er blevet lukket, og hvilken flagermusart der beskyttes.

For løbende aktiviteter, f.eks. landbrug, skovbrug eller fiskeri, består udfordringen i at anvende bestemmelserne om beskyttelse af arter i artikel 12 på en måde, der allerede fra starten foregriber eventuelle konflikter. Anvendelsen af værktøjer, f.eks. planlægningsinstrumenter, adfærdskodekser og praktiske oplysninger og vejledninger, kan potentielt opfylde bevaringsbehov og samtidig tage hensyn til økonomiske, sociale og kulturelle krav. Disse værktøjer skal dog ledsages af en retlig ramme, der sikrer, at de regulerende myndigheder håndhæver reglerne korrekt i tilfælde af manglende overholdelse. Med hensyn til utilsigtet forstyrrelse eller drab på individer under løbende aktiviteter skal dette behandles i henhold til artikel 12, stk. 4).

8 —   Eksempel på god praksis: Bevaring af flagermus i skove, Tyskland

I 2000 gennemførte den tyske sammenslutning for landskabspleje (en paraplyorganisation, hvor jordbrugere såsom landbrugere og skovbrugere samt miljøforkæmpere og lokale politikere samarbejder) et forsknings- og udviklingsprojekt med fokus på økologien for flagermus i skove med deltagelse af 50 eksperter fra hele landet. Resultaterne af projektet blev overført til en række anbefalinger for skovforvaltere, som blev offentliggjort af den tyske naturbeskyttelsesmyndighed. En af anbefalingerne vedrører f.eks. behovet for at sikre et tilstrækkeligt antal rastepladser til et naturligt samfund af flagermusarter. Hertil anbefales det, at en 120 år gammel kommerciel skovbevoksning permanent skal rumme 25-30 træhuller pr. hektar træbevoksning. Dette svarer til en gennemsnitlig tæthed på 7-10 rastetræer pr. hektar.

Siden da har flere delstater (Bayern, Berlin, Saarland og Schleswig-Holstein) også anbefalet, at der som god praksis bevares op til 10 gamle træer pr. hektar.

9 —   Eksempel på god praksis: Beskyttelse af flagermus i Castilla y León, Spanien

Den regionale regering i Castilla y León gennemførte et LIFE-projekt med det formål at beskytte en række flagermusarter i perioden 1997-2000 (LIFE96 NAT/E/003081). De vigtigste resultater var en fortegnelse og et kort over fordelingen af flagermus i regionen samt vellykket etablering af 5 000 kunstige rastepladser til skovflagermus og integrationen af flagermusbevaring i andre socioøkonomiske aktiviteter. Som opfølgning på dette projekt udarbejdede den regionale regering to håndbøger: en, der omhandlede bevaring af individuelle arter, og en anden, der omhandlede de foranstaltninger, der skal anvendes for at sikre, at skovforvaltningen er forenelig med beskyttelsen af fugle og flagermus i skovene. I 2011 blev der vedtaget en anden metodevejledning om skovplanlægning i Natura 2000-områder.

Håndbogen om »forenelig forvaltning« indeholder foranstaltninger som f.eks.:

I 2015 blev der vedtaget en bekendtgørelse (ORDER FYM/775/2015) med godkendelse af bevaringsplanerne for alle Natura 2000-lokaliteterne og planer for deres naturtyper og arter, herunder individuelle planer for hver flagermusart (48).

10 —   EU-Domstolens retspraksis: Skydda Skogen-sagen — træfældning

Forenede sager C-473/19 og C-474/19

Der blev indgivet en fældningsanmeldelse vedrørende et skovområde i Härryda kommune til den svenske skovstyrelse. Det skovområde, der er genstand for den omhandlede anmeldelse, er det naturlige levested for flere beskyttede arter, herunder flere fugle og den spidssnudede frø, Rana arvalis (arter, der er nævnt i bilag IV, litra a), til habitatdirektivet). De planlagte skovbrugsaktiviteter i dette område ville imidlertid medføre, at enheder af disse beskyttede arter ville blive forstyrret eller dræbt.

Styrelsen fandt, at aktiviteten ikke ville være i strid med forbuddene i habitatdirektivets artikel 12, som gennemført i den svenske anordning om beskyttelse af arter, såfremt de anbefalede sikkerhedsforanstaltninger blev overholdt. Tre naturbeskyttelsesforeninger anmodede forgæves regionsforvaltningen om at gribe ind over for fældningsanmeldelsen og skovstyrelsens udtalelse og anlagde derefter sag ved den nationale ret.

Den nationale ret besluttede at udsætte sagen og forelagde sagen for EU-Domstolen med henblik på en præjudiciel afgørelse om spørgsmål vedrørende fortolkningen af fugledirektivet og habitatdirektivet, navnlig habitatdirektivets artikel 12:

Den nationale ret spurgte desuden, om direktivernes strenge beskyttelse ophører med at finde anvendelse i forhold til arter, for hvilke habitatdirektivets mål (gunstig bevaringsstatus) er blevet nået.

Med hensyn til fortolkningen af habitatdirektivets artikel 12 svarede EU-Domstolen, at:

11 —   Yderligere vejledning: Forordning (EU) 2019/1241

Forordning (EU) 2019/1241 (»forordningen om tekniske foranstaltninger«), som trådte i kraft i 2019, indeholder bl.a. bestemmelser om vedtagelse af tekniske foranstaltninger for at forebygge eller begrænse fiskeredskabers indvirkning på arter, der er beskyttet i henhold til habitatdirektivet, og på deres levesteder. Forordningen indeholder navnlig:

En medlemsstat kan desuden på grundlag af den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning for fartøjer, der fører dens flag, indføre skadebegrænsende foranstaltninger eller restriktioner for anvendelse af visse redskaber. Sådanne foranstaltninger skal minimere og så vidt muligt eliminere fangster af EU-beskyttede arter. Medlemsstaterne underretter af kontrolhensyn de øvrige berørte medlemsstater om bestemmelser, der vedtages i henhold til nærværende artikels stk. 4. De gør ligeledes relevante oplysninger vedrørende sådanne foranstaltninger offentligt tilgængelige.

Bilag XIII indeholder en liste over de gældende skadebegrænsende foranstaltninger, herunder obligatorisk brug af aktive akustiske alarmer for fartøjer med en længde overalt på 12 m og derover i bestemte områder som angivet i bilaget. I sådanne tilfælde skal medlemsstaterne tage de nødvendige skridt til ved hjælp af videnskabelige undersøgelser eller pilotprojekter at overvåge og vurdere de langsigtede virkninger af anvendelse af akustiske alarmer i de pågældende fiskerier og områder. Medlemsstater, der har en direkte forvaltningsmæssig interesse, kan forelægge eventuelle fælles henstillinger, som indeholder nødvendige foranstaltninger, der ændrer, supplerer, ophæver eller fraviger foranstaltningerne i bilag XIII, og som Kommissionen vedtager som delegerede retsakter.

Med hensyn til levestederne for beskyttede arter er flere områder anført i bilag II til forordningen lukket for visse fiskerier. Hvis den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning anbefaler en ændring af denne liste, har Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med forordningens regler.

I henhold til artikel 12, stk. 1, litra a), er alle former for forsætlig indfangning eller drab af enheder af disse arter i naturen forbudt. Der skal gennemføres klare, effektive og velovervågede foranstaltninger for at forhindre forsætlig indfangning eller drab. God information og vejledning fra de kompetente myndigheder bidrager til at gennemføre disse bestemmelser i praksis. Domstolen har fortolket udtrykket »forsætlig« således, at det går videre end »direkte hensigt«. »Forsætlige« handlinger skal forstås som handlinger foretaget af en person eller et organ, som ved, at vedkommendes handling sandsynligvis vil føre til en lovovertrædelse mod en art, men som har til hensigt at begå denne lovovertrædelse alligevel, eller som i det mindste bevidst accepterer de forventede resultater af sine handlinger.

12 —   Eksempel på god praksis: Samarbejde med fiskere om genopretning af Monachus monachus i Grækenland

Munkesælen (Monachus monachus) er en prioriteret art i henhold til habitatdirektivet og er opført i både bilag II og IV. Grækenland har haft et bevaringsprogram for arten i de seneste årtier. Programmet omfatter foranstaltninger vedrørende redning og rehabilitering af tilskadekomne individer, etablering af beskyttede områder og forvaltning samt vedrørende overvågning, oplysning af offentligheden, miljøuddannelse og etablering af en passende retlig ramme. Et centralt element i denne bevaringsindsats har været samarbejdet med fiskerne.

Den græske forening for undersøgelse og beskyttelse af munkesæler (MOm) har iværksat en række foranstaltninger med det formål at forbedre det ofte konfliktfyldte forhold mellem fiskere og munkesæler. I 2009 udarbejdede en handlingsplan for afbødning af samspillet mellem munkesæler og fiskeriet i Grækenland, hvor den udpeger en lang række lovgivningsmæssige, forvaltningsmæssige og tekniske foranstaltninger, der begrænser risiciene for arten og beskytter dens fødekilde. Som et vigtigt element begrænser disse foranstaltninger også den økonomiske byrde, som fiskerne pålægges som følge af skader på deres fiskeredskaber og deres fangst af fisk.

Munkesælens fødepræferencer har været genstand for omfattende forskning, ligesom der er udpeget hotspots (dvs. områder med betydelig forekomst af munkesæler) med hensyn til fiskerfartøjernes tonnage og tæthed, brug af fiskeredskaber og indvirkningen på fiskeriet. Fiskerivirksomheder og andre interessenter, f.eks. havnepoliti, fiskeridepartementer og dambrugere, har været direkte involveret i forskningsaktiviteter. Fiskere er også blevet undervist i, hvordan de skal handle, hvis munkesæler filtres ind i deres net, og forsøgsfiskerimetoder er blevet testet i samarbejde med dem. En skræddersyet oplysningskampagne har også været rettet mod fiskerisektoren (57). Alt dette har ført til et betydeligt fald i antallet af munkesæler, der utilsigtet fanges eller dræbes af fiskere, og en støt genopretning af bestanden af munkesæler i Grækenland.

Enhver forsætlig forstyrrelse, der forringer en beskyttet arts overlevelseschancer, formering eller reproduktionsevne, eller som medfører beskadigelse af udbredelsesområdet eller fortrængning af arten, bør anses for en »forstyrrelse« som omhandlet i artikel 12.

13 —   EU-Domstolens retspraksis: Forstyrrelse af havskildpadden (Caretta caretta) i Kyparissia-området

Havskildpadden (Caretta caretta) er opført i bilag II og IV til habitatdirektivet og har derfor behov for streng beskyttelse. Middelhavet er opvækstområde for unge skildpadder og et populært sted for voksne individer i forårs- og sommermånederne. Grækenland er det mest populære redebygningssted i Middelhavet med mere end 3 000 reder om året. Laganasbugten på øen Zakynthos er det største redebygningsområde i Middelhavet efterfulgt af Kyparissiabugten (en Natura 2000-lokalitet (GR2550005)), som har et velbevaret klitområde og en kystskov, som er truet af ukontrolleret udvikling.

Anvendelsen af artikel 12, stk. 1, litra b) og d), har været genstand for to retssager (C-103/00 og C-504/14) med det formål at indføre en streng beskyttelsesordning for havskildpadden i disse områder. Domstolen konkluderede, at Grækenland havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivet ved ikke at gennemføre passende foranstaltninger for at undgå forstyrrelse af arten i dens yngleperiode og beskadigelse eller ødelæggelse af dens yngleområder.

Idet der ikke var indført en integreret og sammenhængende national lovgivningsramme, herunder en godkendt forvaltningsplan, fastslog Domstolen, at streng beskyttelse af havskildpadden og dens yngleområder ikke kan sikres. Det er ikke tilstrækkeligt, at der ved en streng beskyttelsesordning fastsættes en række isolerede foranstaltninger, som vedrører miljøbeskyttelse generelt, men ikke har til formål med specifikke midler at forebygge enhver forsætlig forstyrrelse af den pågældende art i yngleperioden og alle aktiviteter, der med sandsynlighed kan forårsage beskadigelse eller ødelæggelse af dens yngleområder (62).

14 —   Yderligere vejledning: Håndtering af virkningerne af menneskeskabt undervandsstøj på hvaler

Aktiviteter, der kan forårsage forstyrrelse af strengt beskyttede marine arter, f.eks. hvaler, omfatter skibsfart eller havvindmølleparker gennem vedvarende støj og anlæg, olie- og gasefterforskning eller aktiviteter gennem impulsstøj. Konsekvenserne for hvaler spænder fra forstyrrelse og maskering af den lyd, de anvender til kommunikation, til kort- og langvarigt høretab, fysiske skader og endda dødsfald. Kombineret med de yderligere virkninger af stress, forvirring og panik kan dette være ødelæggende for de enkelte dyr og for hele bestande.

Med hensyn til skibsfart kan medlemsstaterne benytte en lang række forebyggende foranstaltninger, herunder sænkning af fartøjernes hastighed eller omdirigering af trafikken. Med hensyn til seismiske undersøgelser, hvor der anvendes airguns, eller offshoreanlæg ved brug af pæleramning, kræver disse aktiviteter normalt tilladelse. For sådanne planer og projekter kan de nødvendige forebyggende foranstaltninger derfor foreslås i forbindelse med miljøkonsekvensvurderinger i henhold til direktivet om strategisk miljøvurdering og direktivet om vurdering af virkningerne på miljøet.

Udfordringerne i forbindelse med fastlæggelsen af passende afbødende foranstaltninger er blevet anerkendt på internationalt plan, og der er vedtaget relevante metodologiske retningslinjer, f.eks. af ACCOBAMS (63) og ASCOBANS (64), med fokus på hvaler, og inden for rammerne af konvention om beskyttelse af migrerende arter af vilde dyr er der udarbejdet retningslinjer for miljøkonsekvensvurdering af støjende aktiviteter til havs. Disse vejledninger udgør en særdeles nyttig ramme for arbejdet med at sikre, at habitatdirektivets regler overholdes. Ved anvendelsen af dem bør der dog altid tages hensyn til den seneste videnskabelige viden og ekspertviden på området, og der bør tages udgangspunkt i en detaljeret undersøgelse af hver enkelt aktivitet og dens virkninger på bestemte arter.

15 —   Yderligere vejledning om seismisk efterforskning og dens potentielle indvirkning på havpattedyr, Irland

Irland har udviklet en robust regulerings- og forvaltningsordning for seismisk efterforskning for at undgå potentielt betydelige indvirkninger på alle havpattedyrarter både i og uden for Natura 2000-lokaliteter. I 2014 offentliggjorde Department of Arts, Heritage and the Gaeltacht en omfattende vejledning om forvaltning af risikoen for havpattedyr fra menneskeskabte lydkilder i irske farvande (Manage the Risk to Marine Mammals from Man-made Sound Sources in Irish Waters) (65). Denne vejledning omhandler de risici, der kan opstå (f.eks. som følge af opmudring, boring, pæleramning, geofysiske akustiske undersøgelser og sprængning), og det forklares med støtte fra udarbejdede eksempler, hvordan man foretager en risikovurdering. Derefter beskrives de mulige myndighedssvar (f.eks. ingen tilladelse, betinget tilladelse osv.).

De perioder, hvor dyrene yngler, udviser yngelpleje, overvintrer eller vandrer, anses for særligt følsomme perioder, når der er tale om forstyrrelser. Disse perioder kan kun defineres ved hjælp af en artsbaseret tilgang som følge af de økologiske, biologiske og adfærdsmæssige forskelle mellem arterne.

Den omstændighed, at ordet »forsætlig« ikke anvendes i artikel 12, stk. 1, litra d), understreger betydningen af forebyggende foranstaltninger fra medlemsstaternes side for at undgå, at mennesker beskadiger eller ødelægger yngle- eller rasteområder. Beskadigelse eller ødelæggelse, der har naturlige årsager (dvs. som ikke direkte er en følge af menneskelige aktiviteter, f.eks. naturkatastrofer), eller som skyldes uforudsete begivenheder, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 12, stk. 1, litra d).

16 —   EU-Domstolens retspraksis: Manglende garanti for streng beskyttelse af visse saprofytiske biller

Natura 2000-lokaliteten Puszcza Białowieska (PLC 200004 Białowieża-skoven) omfatter nationalparken Białowieża og forvaltede skove i tre skovdistrikter (Białowieża, Browsk og Hajnówka). Det er en af de bedst bevarede naturlige løvskove og blandede skove i Europa, som er kendetegnet ved store mængder gamle træer og en høj volumen af dødt ved. Det er et enestående hotspot for biodiversitet og en vigtig kilde til videnskabelig viden, navnlig for økologiske processer.

Som følge af det konstante angreb af typografbille (der bl.a. skyldes ændrede klimaforhold) godkendte den polske miljøminister i 2016 en ændring af skovforvaltningsplanen fra 2012. Derved godkendte man en næsten tredobling af skovhugsten for perioden 2012-2021 alene i skovdistriktet Białowieża og gennemførelsen af visse skovaktiviteter i områder, der var lukket for økonomiske aktiviteter, f.eks. oprydningshugst eller kunstig regenerering. Følgelig vedtog generaldirektøren for statens skovkontor i 2017 en afgørelse om fældning og fjernelse af træer, der er ramt af typografbillen, af sikkerhedshensyn og for at reducere risikoen for brand i alle skovaldersklasser for de tre skovdistrikter Białowieża, Browsk og Hajnówka. Man indledte derfor arbejdet med at fjerne dødt ved og træer, der var angrebet af typografbillen, fra disse tre skovdistrikter i det område, der strakte sig over ca. 34 000 ha, mens det i Natura 2000-lokaliteten Puszcza Białowieska strakte sig over 63 147 ha.

Kommissionen fandt, at de polske myndigheder ikke havde forvisset sig om, at disse skovforvaltningsforanstaltninger ikke kunne påvirke integriteten af Natura 2000-lokaliteten Puszcza Białowieska negativt. Kommissionen anlagde derfor sag ved Domstolen i juli 2017 med påstand om, at Polen havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, og artikel 12, stk. 1, litra a) og d). I sin afgørelse af 17. april 2018 (74) konstaterede Domstolen, at der ikke var foretaget en »passende vurdering«, og at den polske regering havde tilsidesat sine forpligtelser til at beskytte Białowieża-skoven. Domstolen fremhævede endvidere, at der er videnskabelig uenighed med hensyn til de mest hensigtsmæssige foranstaltninger til at standse spredningen af typografbillen. De polske myndigheder burde derfor ikke have øget skovhugsten, da der ikke er videnskabelig sikkerhed for, at foranstaltningerne til aktiv skovforvaltning ikke ville have varige negative virkninger på Białowieża-skoven og på de beskyttede arter (bl.a. saprofytiske billearter).

Domstolen præciserede også, at forbuddene i habitatdirektivets artikel 12 finder anvendelse, uanset hvor mange enheder der findes af de arter, der er omfattet af den strenge beskyttelse. Det forhold, at en art har en stærk tilstedeværelse på et sted, og at dens overlevelse i området ikke er truet, mindsker med andre ord ikke forpligtelsen til streng beskyttelse af arten. Dette bør i stedet tages i betragtning i fravigelsesprocessen.

17 —   Eksempel på god praksis: Risikokort for fugle og flagermus i forbindelse med vindmølleparker i Flandern (Belgien)

Risikokort for vilde dyr og planter er et effektivt redskab til at identificere områder, hvor udviklingen af vedvarende energi kan påvirke følsomme vilde dyr og planter, og som derfor bør undgås. Disse kort kan bruges til på et tidligt trin i planlægningen at udpege områder med økologiske samfund, der er følsomme over vindenergianlæg. Risikokort for vilde dyr og planter bruges typisk i forbindelse med strategiske planlægningsbeslutninger ved den indledende udvælgelse af placeringen og skal derfor bruges på landskabsniveau, ofte med regional, national eller multinational dækning.

Risikokortet for fugle og flagermus i forbindelse med vindmølleparker i Flandern viser de områder, hvor placeringen af vindmøller kan indebære en risiko for fugle eller flagermus. Det er tænkt som informationsgrundlag og vejledning til brug for lokalitetsspecifikke vurderinger og strategisk planlægning. Det er et eksempel på et risikokort for flere arter og viser, hvordan forskellige grupper kan vurderes med et redskab.

Kortet opdeler regionen i fire kategorier: høj, mellemhøj og mulig risiko samt lav risiko/ingen data. Det omfatter et GIS-baseret risikokort for fugle, der består af en række komponentkort med oplysninger om vigtige fugleområder og trækruter. Risikokortene og de ledsagende retningslinjer anvendes ofte i forbindelse med beslutninger om placering i Flandern. Projektbygherrer og konsulentvirksomheder bruger dem til strategisk planlægning og som udgangspunkt for mere detaljerede projektvurderinger. Lokale og regionale myndigheder anvender dem til samme formål og til at kontrollere, om projektbygherrer og konsulentvirksomheder har udført deres arbejde på tilfredsstillende vis.

Kortet indeholder også oplysninger om flagermus, men adskiller sig fra de tematiske kort, i det er baseret på udpegningen af et egnet levested (ved hjælp af luftfotos og arealfortegnelsen), som blev anvendt som et tegn på flagermusforekomst. Det skal dog bemærkes, at der foreligger langt færre data om flagermus end om fugle. Følgelig skal der udvises større forsigtighed ved fortolkningen af følsomhedsprognoserne for flagermus.

Kilde: Wildlife Sensitivity Manual https://ec.europa.eu/environment/nature/natura2000/management/docs/wildlife%20manual%20final.pdf.

Yngle- og rasteområder skal beskyttes strengt, fordi de er afgørende for dyrenes livscyklus og er afgørende for en arts samlede levested. Artikel 12, stk. 1, litra d), bør derfor forstås som en målsætning om at sikre sådanne områders økologiske funktion og sikre, at de fortsat leverer alle de elementer, som dyrene skal bruge for at raste eller yngle. Beskyttelsen gælder hele året, hvis disse områder anvendes regelmæssigt.

Beskadigelse kan defineres som fysisk nedbrydning, der påvirker et yngle- eller rasteområde. I modsætning til ødelæggelse kan beskadigelse faktisk ske langsomt og gradvist og dermed forringe områdets funktionalitet. Artikel 12, stk. 1, litra d), finder anvendelse, hvis der kan fastslås en klar årsagssammenhæng mellem en eller flere menneskeskabte aktiviteter og beskadigelsen af et yngle- eller rasteområde.

18 —   Eksempel på god praksis: Et strategisk program for stør i Donau

Stør er en vigtig del af naturarven i Donaus afvandingsområde og Sortehavet. De er en fremragende indikator for god vand- og habitatkvalitet. I dag er fire ud af de seks arter i alvorlig fare, én anses for sårbar, og én er udryddet. Alle er nu beskyttet i henhold til EU's habitatdirektiv.

Et af målene i EU-strategien for Donauområdet fra juni 2011 (målet PA6) er »at sikre en levedygtig bestand af størarter i Donau og andre hjemmehørende fiskearter inden 2020«. Det blev nedsat en taskforce for størarter i Donau i januar 2012 for at fastlægge, hvordan man skulle samarbejde for at nå dette mål. Taskforcen samlede støreksperter, delegerede fra NGO'er og repræsentanter for den internationale kommission for beskyttelse af Donau, Donaustrategien og nationale regeringer.

En af taskforcens første tiltag var at udarbejde programmet »Sturgeon 2020« som ramme for den samordnede indsats. Gennemførelsen af programmet krævede tilslutning fra og komplekst samarbejde mellem regeringer, beslutningstagere, lokalsamfund, interessenter, forskere og NGO'er.

Et indlysende middel til at videreføre de foranstaltninger, der foreslås under Sturgeon 2020-programmet, er vandområdeplanen for Donau (DRBMP) og det fælles indsatsprogram i tilknytning hertil. Det andet udkast til DRBMP, som blev ajourført i 2015, indeholder som en af sine visioner og forvaltningsmål, »at menneskeskabte barrierer og underskud af levesteder ikke længere hindrer fiskenes vandring og gydning — størarter og andre fastsatte vandrende arter kan få adgang til Donau-floden og relevante bifloder. Størarter og andre vandrende arter er til stede med selvopretholdende bestande i DRBD i overensstemmelse med deres historiske udbredelse«.

Følgende er identificeret blandt de foranstaltninger, der skal gennemføres for at nå dette forvaltningsmål:

Ifølge DRBMP vil der i 2021 være anlagt 140 anordninger til fremme af fiskevandring i vandløbsoplandet (120 er allerede blevet opført siden den første DRBMP). Disse forventes at sikre vandringen for alle fiskearter, herunder stør, og aldersgrupper under anvendelse af den bedste tilgængelige teknik. Yderligere ca. 330 foranstaltninger til genopretning af afbrydelser af vandløbets kontinuitet planlægges gennemført efter 2021 (vandrammedirektivets artikel 4, stk. 4). http://www.dstf.eu

Foranstaltninger, der sikrer et yngle- eller rasteområdes fortsatte økologiske funktionelt i tilfælde af projekter og aktiviteter med en mulig indvirkning på sådanne områder, skal udformes som afhjælpende foranstaltninger (dvs. foranstaltninger, der minimerer eller endda fjerner de negative virkninger). De kan også omfatte foranstaltninger, der aktivt forbedrer eller forvalter et bestemt yngle- eller rasteområde på en sådan måde, at det ikke — på noget tidspunkt — udsættes for en reduktion eller tab af økologisk funktionalitet. Så længe denne forudsætning er opfyldt, og sådanne processer kontrolleres og overvåges af de kompetente myndigheder, er der ikke behov for at anvende artikel 16.

Forbuddene i artikel 12, stk. 2, gælder for alle livsstadier hos arter, der er nævnt i bilag IV, litra a).

I henhold til artikel 12, stk. 4, skal medlemsstaterne indføre en ordning med tilsyn med uforsætlig indfangning eller drab, og de skal gennemføre de yderligere undersøgelser eller træffe de bevaringsforanstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at uforsætlig indfangning eller drab ikke får en væsentlig negativ virkning for de pågældende dyrearter.

19 —   Eksempel på god praksis: Opgradering af vej på tværs af den iberiske los' territorium

Den iberiske los (Lynx pardinus) er verdens mest truede katteart. Den lever næsten udelukkende af kaniner, hvilket gør arten endnu mere sårbar på grund af dens snævre økologiske behov. Den iberiske los er truet på grund af en kombination af trusler: faldende fødegrundlag (epidemier som f.eks. myxomatose og hæmoragisk sygdom har i årenes løb påvirket kaninbestandene), sammenstød med køretøjer (på grund af opsplitning af deres levesteder af mange landeveje), tab og forringelse af levesteder (yderligere udvikling af infrastruktur som f.eks. veje, dæmninger, jernbaner og andre menneskelige aktiviteter) og ulovlige drab (arten blev historisk betragtet som både et attraktivt jagtbytte og et skadedyr). Ved begyndelsen af det 21. århundrede var den iberiske los på randen af udryddelse, idet der kun var ca. 100 overlevende individer i to isolerede delbestande i Andalusien (Spanien) og i dele af Portugal. I 2019 var dette tal steget til mere end 600 modne individer i otte delbestande og med øget konnektivitet blandt dem.

Under LIFE-programmet har EU ydet betydelig støtte til genopretningen af denne art, hvis bestand er blevet væsentligt forbedret i løbet af det seneste årti. Under projektet LIFE Iberlince (82) har de spanske myndigheder udviklet en trække tiltag, der har til formål at forbedre konnektiviteten mellem de forskellige kerner af bestanden og reducere dødeligheden for iberisk los som følge af sammenstød med køretøjer med 30 %. De tiltag, der er gennemført i denne forbindelse, omfatter anlæg og tilpasning af faunapassager, målrettet indhegning, skiltning og fastsættelse af hastighedsbegrænsninger. Det spanske ministerium for offentlige arbejder og transport, som er den kompetente myndighed for vejsikkerhed, er associeret modtager under dette LIFE-projekt for at fremme gennemførelsen af tiltag, der kan reducere risikoen for sammenstød. Der kan være behov for yderligere tiltag og foranstaltninger for at sikre, at der tages fat om uforsætlige drab forårsaget af trafiksammenstød og andre årsager til ikke-naturlig dødelighed, og at væsentlige indvirkninger på bestanden af iberisk los undgås.

20 —   Eksempel på god praksis: Projektet LIFE SAFE Crossing — Forebyggelse af sammenstød mellem dyr og køretøjer

Projektet LIFE SAFE-CROSSING har til formål at gennemføre tiltag, der kan reducere indvirkningen af veje på visse prioriterede arter i fire europæiske lande: marsikansk brun bjørn (Ursus arctos marsicanus) og ulv (Canis lupus) i Italien, iberisk los (Lynx pardinus) i Spanien og brun bjørn (Ursus arctos) i Grækenland og Rumænien.

Disse arter er alvorligt truet af vejinfrastrukturer, både af direkte dødelighed og af deres barrierevirkning. For at afbøde disse virkninger udnyttes erfaringerne fra det tidligere LIFE-projekt »LIFE STRADE«, hvor et innovativt værktøj til forebyggelse af sammenstød mellem dyr og køretøjer blev installeret 17 steder i det centrale Italien. Det blev i den forbindelse konstateret, at et af hovedårsagerne til vejdrab er førernes ringe bevidsthed om og opmærksomhed på risikoen for sammenstød med vilde dyr.

Projektet LIFE SAFE-CROSSING har derfor til formål at nå følgende mål:

Projektet involverer 13 partnere: NGO'er, private virksomheder og offentlige organer. Terni-provinsens deltagelse vil sikre, at ekspertisen fra LIFE STRADE-projektet overføres til de nye områder.

Projektområdet for SAFE-CROSSING omfatter 29 Natura 2000-lokaliteter (lokaliteter af fællesskabsbetydning). Ved at reducere den direkte dødelighed og den opsplitning, som vejene medfører, vil projektet bidrage til at forbedre biodiversiteten i Natura 2000-lokaliteterne og konnektiviteten mellem lokaliteterne. Standardiseringen af metoder og praksis og formidlingsaktiviteterne vil fremme udbredelsen af bedste praksis til andre områder. Endelig vil den intensive bevidstgørelsesindsats i løbet af projektet øge lokalsamfundenes og turisternes kendskab til Natura 2000-nettet.

https://life.safe-crossing.eu/

(http://www.lifestrade.it/index.php/en/) (LIFE11BIO/IT/072).

Artikel 16 skal gennemføres fuldt ud og formelt med uomtvistelig bindende virkning. De kriterier, der skal være opfyldt, inden en fravigelse indrømmes, skal gengives i specifikke nationale bestemmelser. De nationale gennemførelsesforanstaltninger skal garantere fuld anvendelse af artikel 16 uden at ændre bestemmelsens vilkår, selektivt at anvende dens bestemmelser eller tilføje yderligere supplerende betingelser eller fravigelser, som ikke er fastsat i direktivet. Administrative bestemmelser alene er ikke tilstrækkelige.

Artikel 16-fravigelser skal anvendes som en sidste udvej. Bestemmelserne om fravigelse skal fortolkes snævert: De skal dække præcise krav og specifikke situationer. Det er op til medlemsstaterne at sikre, at den kombinerede virkning af alle fravigelser, der meddeles på deres område, ikke har virkninger, som er i strid med direktivets formål.

Når de nationale myndigheder behandler en fravigelse, skal de vurdere, om den er berettiget af en af de grunde, der er anført i artikel 16, stk. 1, litra a)-d) eller e). Begrundelsens art og vægt skal også ses i forhold til den beskyttede arts betydning under de specifikke omstændigheder, når det afgøres, om fravigelsen er berettiget.

21 —   Eksempel på god praksis: EU's platform for sameksistensen mellem mennesker og store rovdyr

Fire store kødædende arter, brun bjørn (Ursus arctos), ulv (Canis lupus), europæisk los (Lynx lynx) og jærv (Gulo gulo), er bevaringsmæssigt blandt de mest udfordrende artsgrupper på EU-plan. Dette skyldes, at de har en stor aktionsradius, der krydser regionale og nationale grænser, og at de kan komme i konflikt med menneskelige økonomiske aktiviteter, f.eks. landbrug. Situationen kompliceres yderligere af den omstændighed, at forskellige bestande har forskellige bevaringsstatusser og er omfattet af forskellige beskyttelses- og forvaltningsordninger og forskellige socioøkonomiske forhold.

EU's platform for sameksistensen mellem mennesker og store rovdyr, som Kommissionen har støttet siden dens lancering i 2014, samler organisationer, der repræsenterer forskellige interessegrupper, som er blevet enige om en fælles mission: »at fremme måder og midler til at minimere, og hvor det er muligt, at finde løsninger på konflikter mellem menneskelige interesser og tilstedeværelsen af store kødædende arter, ved at udveksle viden og ved at arbejde sammen på en åben, konstruktiv og gensidigt respektfuld måde«. Repræsentanter for forskellige interessegrupper deltager i møderne, herunder jægere, jordejere, rensdyravlere og ikkestatslige naturbeskyttelsesorganisationer.

Platformen samler information og god praksis fra forskellige medlemsstater og fremmer resultaterne på sit websted og via forskellige informationskanaler. Fremme af og støtte til vedtagelsen af forebyggelse af skader gennem EU's midler til udvikling af landdistrikterne og indsamling og evaluering af casestudier har længe været dele af platformens arbejde.

I platformens kommunikationsplan beskrives de hidtidige erfaringer. Fælles aktiviteter er mest vellykkede, da det er lettere at gå i dialog med forskellige interessenter, hvis de føler, at deres interesser er repræsenteret. Deltagelsen af internationale repræsentanter fra platformen og Kommissionen i regionale arrangementer støtter arbejdet, både med hensyn til de emner, der behandles, og med hensyn til at få deltagerne til at føle, at en bredere gruppe lytter til deres bekymringer. Fælles erklæringer vedtages normalt efter arrangementer, hvor der fastsættes en markør for fremtidige arrangementer, som da kan bygge videre på tidligere aktiviteter (119).

22 —   Eksempel på god praksis: Forvaltning af den europæiske bæver i Frankrig

I Frankrig er den europæiske bæver en strengt beskyttet art, og dens bevaringsstatus er ved at blive forbedret. I nogle områder forvolder bæverne imidlertid skader på skovbruget, fordi de gnaver sig ind i skovbevoksninger og oversvømmede skovbevoksede områder, når de opbygger deres dæmninger.

Efter en regelmæssig gentagelse af sådanne skader anmodede de berørte personer og organisationer de nationale myndigheder om en fravigelse af den strenge beskyttelse af arten. En fortsat konflikt kunne øge ulovlige drab på enheder eller ukontrollerede indgreb på artens levesteder (ødelæggelse af dæmninger), hvilket kunne påvirke opretholdelsen af bestande i visse områder. For at finde en tilfredsstillende løsning, der var i overensstemmelse med artens bevaringsstatus og symbolske betydning, er der blevet indrømmet fravigelser med henblik på at flytte enheder til andre områder, når det er nødvendigt, og når andre foranstaltninger, der er truffet for at fremme sameksistens med arten, ikke har været tilstrækkelige. Det er imidlertid ikke nemt at gennemføre denne operation, og det kræver accept fra interessenter i det nye område, som måske også frygter artens fremtidige virkninger.

I denne situation har den nationale jagt- og vildtstyrelse (ONCFS — Office national de la chasse et de la faune sauvage) oprettet et teknisk bævernetværk med deltagelse af eksperter, som skal samle viden om arten og yde bistand i marken til personer, der rammes af skader forårsaget af bævere. Erfaringerne er ved at blive samlet i retningslinjer for god praksis med det formål at forebygge skader på træplantager og forene opretholdelsen af den økologiske funktionalitet på artens levesteder med forebyggelse af oversvømmelser.

Foranstaltninger, der har til formål at mindske konflikter, udvikles gradvist, og deres effektivitet skal derfor vurderes på lang sigt. Disse foranstaltninger er forskelligartede og omfatter tekniske løsninger som f.eks. etablering af rørsystemer, der forhindre bæverne i at grave, bæverrør, anordninger til styring af bæverstrømme, mekanisk beskyttelse af træer og afgrøder ved hjælp af muffer, gitre eller elektriske hegn samt anvendelse af fravigelser med henblik på at fjerne, flytte eller ophugge dæmninger osv. Disse foranstaltninger vedtages fra sag til sag.

I større målestok udarbejdes der lokale forvaltningsplaner med differentierede indsatsområder afhængigt af risikoen og de dermed forbundne forebyggelses-, afbødnings- og kompensationsforanstaltninger. Dette kan omfatte etablering af naturområder, hvor genopretning af levesteder for bævere og bæverdæmninger kan skabe vådområder. Forvaltningsforanstaltninger omfatter også overvågning af arten og dens indvirkning samt kommunikations- og informationsaktiviteter.

23 —   God praksis i forbindelse med indrømmelse af fravigelser i henhold til artikel 16, stk. 1, litra c)

Ifølge en oversigt over medlemsstaternes rapporter om fravigelser er begrundelsen i artikel 16, stk. 1, litra c), »af andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser«, en af de oftest anvendte begrundelser for at meddele en fravigelse i mange lande. Disse fravigelser er normalt forbundet med anlægsarbejder, ofte i forbindelse med udviklingsprojekter eller -planer. De tilladte aktiviteter medfører ofte forstyrrelser af arter, beskadigelse eller ødelæggelse af raste- eller yngleområder og nogle gange drab af individer. Disse fravigelser gælder i de fleste tilfælde flere arter og påvirker ofte flagermus, padder og krybdyr samt insekter og andre pattedyr.

Medlemsstaterne har fastsat forskellige foranstaltninger, der skal gennemføres, inden disse fravigelser indrømmes, både under og efter gennemførelsen. Disse foranstaltninger omfatter:

Nogle af disse foranstaltninger er nødvendige for at sikre, at fravigelserne ikke er til skade for bevaringsstatus for bestandene af de berørte arter. Andre går videre end kravene, da de også aktivt kan forbedre de oprindelige forhold i området eller skabe nye, bredere eller mere egnede levesteder.

Disse foranstaltninger svarer til dem, der er omhandlet i vurderingsprocedurerne i artikel 6, stk. 3 og 4. Når fravigelserne i artikel 16, stk. 1, litra c), er knyttet til projekter eller planer omfattet af artikel 6 (f.eks. ødelæggelse af levesteder for bilag II/IV-arter inden for en Natura 2000-lokalitet), kan vurderingen foretages i forhold til kriterierne i artikel 16, og yderligere foranstaltninger kan fastsættes inden for rammerne af den passende vurdering. Denne tilgang sparer tid, og omkostningerne til en dobbeltvurdering undgås, samtidig med at der sikres sammenhæng i opfyldelsen af kravene i både artikel 6 og artikel 16, og der opnås et mere omfattende resultat med hensyn til opfyldelsen af bevaringsmålsætningerne.

24 —   EU-Domstolens retspraksis: Tapiola-sagen. Brugen af fravigelser til at jage ulve med henblik på bestandsforvaltning — sag C-674/17

Baggrund:

I 2015 vedtog det finske land- og skovbrugsministerium en ny forvaltningsplan for ulvebestanden i Finland, hvis formål at opnå og opretholde en gunstig bevaringsstatus for ulvebestanden. Ifølge oplysninger i planen var der stigende accept i samfundet af ulovlig jagt på ulve under visse omstændigheder, og de pegede også på en mulig sammenhæng mellem krybskytteri og betydelige variationer i antallet af ulve i den senere tid.

Det fremgik ligeledes af planen, at dens formål ikke kunne opfyldes, hvis der ikke tages hensyn til behovene hos de mennesker, der bor og arbejder i ulveflokkenes leveområder. Planen indeholdt derfor forslag om dispensationer til at gribe ind over for de individer, der forårsager gener, og således forebygge ulovlig nedlæggelse af ulve. Disse dispensationer skulle vedrøre områder med et stort antal ulve og kunne ikke overstige det maksimale antal ulveindivider, som myndighederne havde fastsat (53 individer om året i perioden 2016-2018, uden for rensdyrforvaltningsområdet).

I december 2015 indrømmede den finske myndighed for vilde dyr to dispensationer til nedlæggelse af op til syv ulve i Pohjois-Savo-regionen, idet den anbefalede dispensationsmodtagerne at rette jagten mod unge individer eller individer, der forårsagede gener, og ikke alfahanner. Tapiola, en finsk miljøbeskyttelsesforening, anfægtede denne afgørelse og indbragte sagen for Finlands øverste forvaltningsdomstol. Sidstnævnte besluttede at udsætte sagen og anmode EU-Domstolen om retningslinjer for fortolkningen af artikel 16, stk. 1, litra e).

Spørgsmål 1: Kan det henset til ordlyden af habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, litra e), tillades, at der på grundlag af ansøgninger fra enkelte jægere udstedes regionalt begrænsede dispensationer til såkaldt bestandsplejende jagt?

Domstolen minder om, at brugen af artikel 16, stk. 1, udgør en fravigelse af direktivets artsbeskyttelsesordning, som derfor skal fortolkes restriktivt. Fravigelser kan kun indrømmes, hvis det er blevet påvist, at der ikke findes nogen anden brugbar løsning, og at fravigelsen ikke hindrer opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde.

Artikel 16, stk. 1, litra e), kan kun anvendes, hvis begrundelserne for at indrømme en fravigelse i henhold til artikel 16, stk. 1, litra a)-d), ikke er relevante. I denne sag bemærkede Domstolen, at det fremgik af indholdet af afgørelserne om dispensation og ulveforvaltningsplanen, at krybskytteri udgjorde en stor udfordring for opretholdelsen eller genopretningen af en gunstig bevaringsstatus for ulven i dens naturlige udbredelsesområde. Domstolen konkluderede derfor, at dette kunne anses for et relevant formål omhandlet i artikel 16, stk. 1, litra e), hvis det kunne påvises, at disse dispensationer netop ville hjælpe med at bekæmpe krybskytteri.

Inden den nationale myndighed indrømmer en fravigelse i henhold til artikel 16, stk. 1, litra e), skal den — på grundlag af strengt videnskabelige oplysninger — påvise, at sådanne fravigelser faktisk kan mindske den ulovlige jagt, og dette i et sådant omfang, at det vil have en positiv nettovirkning på ulvebestandens bevaringsstatus. I denne sag var der ikke fremlagt sådanne videnskabelige beviser.

De kompetente nationale myndigheder skal desuden under hensyn til bl.a. den bedste relevante videnskabelige og tekniske viden og i lyset af omstændighederne vedrørende den specifikke omhandlede situation godtgøre, at der ikke findes nogen anden brugbar løsning, som gør det muligt at opfylde det tilstræbte formål. Den finske myndighed for vilde dyr havde ikke godtgjort dette.

Endelig understregede Domstolen, at den omstændighed i sig selv, at der findes en ulovlig aktivitet som krybskytteri, eller vanskelighederne i forbindelse med at gennemføre kontrollen hermed, ikke er tilstrækkeligt til at fritage en medlemsstat for dens forpligtelse til at beskytte arten. I en sådan situation påhviler det tværtimod medlemsstaten at prioritere en streng og effektiv kontrol med denne ulovlige aktivitet og anvende midler, som sikrer, at forbuddene i artikel 12-14 respekteres.

Spørgsmål 2: Hvordan skal den i habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, nævnte betingelse vedrørende den pågældende bestands bevaringsstatus vurderes i forbindelse med [indrømmelse] af regionalt begrænsede dispensationer?

Domstolen bemærkede, at det er nødvendigt at foretage en vurdering af, hvilken indvirkning en fravigelse vil have på det område, hvor en lokal bestand lever, for at afgøre dens indvirkning på bevaringsstatussen for den omhandlede bestand i større målestok. Bevaringsstatussen for en bestand inden for et nationalt eller biogeografisk område afhænger ligeledes af den samlede virkning af de forskellige fravigelser, der påvirker de lokale områder. En sådan fravigelse kan følgelig ikke vedtages, uden at bevaringsstatussen for bestandene af den pågældende art og den indvirkning, som den påtænkte fravigelse kan have på denne, er blevet vurderet på lokalt plan og i relation til denne medlemsstats område eller, hvor det er relevant, i relation til det berørte biogeografiske område og så vidt muligt på grænseoverskridende plan.

En forvaltningsplan, som fastsætter det maksimale antal individer, der kan nedlægges i et givet jagtår på det nationale område, kan i princippet sikre, at den samlede årlige virkning af de individuelle dispensationer ikke bringer opretholdelsen eller genopretningen af en gunstig bevaringsstatus for bestandene af den pågældende art i fare. Hvis antallet imidlertid er sat for højt, er denne betingelse tydeligvis ikke overholdt.

I denne sag blev over 14 % af den samlede ulvebestand i Finland, herunder mange ynglende individer (43 eller 44 individer ud af 275-310 ulve), dræbt i jagtåret 2015-2016 på grundlag af dispensationer. Dette antal skal lægges til de ca. 30 ulve, der hvert dræbes ulovligt (som anslået i forvaltningsplanen). Endelig medførte dispensationerne tilsyneladende en stigning i det samlede antal drab på ulve, så de således havde en negativ nettovirkning på ulvebestanden.

Hvad angår betydningen af en arts ugunstige bevaringsstatus for muligheden for at tillade fravigelser i henhold til habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, bemærkede Domstolen, at indrømmelse af sådanne fravigelser fortsat undtagelsesvis er mulig, når det er behørigt bevist, at de ikke kan forværre de pågældende bestandes ugunstige bevaringsstatus eller forhindre deres genetablering i en gunstig bevaringsstatus. Sådanne fravigelser skal derfor være neutrale for den pågældende art. (Kommissionen mod Finland, C-342/05, EU:C:2007:341, præmis 29).

Som Domstolen påpegede, følger det af forsigtighedsprincippet, at såfremt en undersøgelse af de bedste videnskabelige data, der er til rådighed, giver anledning til usikkerhed med hensyn til, om en fravigelse vil hindre eller ikke hindre opretholdelse eller genopretning af en gunstig bevaringsstatus for en udryddelsestruet art, bør medlemsstaten afholde sig fra at vedtage eller gennemføre den pågældende fravigelse.

Det andet kriterium er, hvorvidt der findes en anden brugbar løsning end fravigelsen, dvs. om det problem, som myndigheden står overfor, kan løses på en måde, der ikke indebærer en fravigelse.

I overensstemmelse med den harmoniserede rapporteringsramme, der er vedtaget for direktivets artikel 17, evalueres den samlede bevaringsstatus for en art i en medlemsstat på biogeografisk niveau i hver medlemsstat. For at vurdere virkningen af en specifik fravigelse skal dette dog ske på et lavere niveau (f.eks. på område- eller bestandsniveau), for at det kan give mening i forbindelse med den specifikke fravigelse.

Nettoresultatet af en fravigelse bør være neutralt eller positivt for en arts bevaringsstatus. Kompensationsforanstaltninger kan under visse omstændigheder anvendes til at kompensere for f.eks. en fravigelses indvirkning på yngle- og rasteområder, men de erstatter eller reducerer ikke behovet for at overholde nogen af de tre kriterier. Artsbevaringsplaner er ikke obligatoriske, men de anbefales, da de bidrager til at sikre, at fravigelser indrømmes i overensstemmelse med direktivets mål.

25 —   Eksempel på god praksis: Projektet »LIFE in quarries« i Belgien: dynamisk forvaltning af biodiversitet i forbindelse med aktive stenbrud

Formålet med projektet »LIFE in quarries« [LIFE14 NAT/BE/000364] er at udvikle metoder til optimering af biodiversitetspotentialet i aktive mineraludvindingssteder. Som led i de stenbrudsspecifikke planer for forvaltning af biodiversitet omfattede dette projekt en undersøgelse af videnskabelige og juridiske tilgange til støtte for midlertidige levesteder (f.eks. midlertidige damme eller sandbanker), der blev skabt af og i forbindelse med stenbrudsaktiviteterne, og som kan være vært for beskyttede arter (f.eks. digesvale, firben, murfirben, strandtudse eller alger, som er typiske for fattige miljøer). Denne dynamiske forvaltning af biodiversiteten, som fremmer eksisterende og/eller nye arter, som er tilpasset stenbrudsaktiviteter (både eksisterende og yderligere midlertidige aktiviteter), kan kombineres med de forventede foranstaltninger til genopretning af permanente levesteder under og efter udvindingsperioden med henblik på at maksimere stabile og biodiversitetsrige økosystemer efter projektets afslutning (yderligere permanent natur) (166).

De kompetente nationale myndigheder skal ikke kun sikre, at alle betingelserne i fravigelsesordningen er opfyldt, inden de meddeler en fravigelse (dvs. at den opfylder de tre kriterier); de skal også overvåge virkningen af fravigelsen (og effektiviteten af eventuelle kompensationsforanstaltninger), efter at de er gennemført. Rapporter om fravigelser bør være udførlige og indeholder oplysninger, der sætter Kommissionen i stand til at evaluere, om fravigelsesordningen i artikel 16 er blevet anvendt korrekt.