Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2021/C 452/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 431 af 25.10.2021

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 422 af 18.10.2021

EUT C 412 af 11.10.2021

EUT C 401 af 4.10.2021

EUT C 391 af 27.9.2021

EUT C 382 af 20.9.2021

EUT C 368 af 13.9.2021

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal da Relação de Lisboa (Portugal) den 26. maj 2021 — Autoridade da Concorrência og EDP — Energias de Portugal, SA m.fl.

(Sag C-331/21)

(2021/C 452/02)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal da Relação de Lisboa

Parter i hovedsagen

Appellanter og indstævnte: Autoridade da Concorrência, EDP — Energias de Portugal, SA, EDP Comercial — Comercialização de Energia SA, Sonae Investimentos, SGPS, SA, SONAE MC — Modelo Continente SGPS og Modelo Continente Hipermercados SA

Den anden part: Ministério Público

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 101 TEUF, som artikel 9 i den nye konkurrencelovgivning (lov nr. 19/2012 af 8.5.2012) er inspireret af, fortolkes således, at en konkurrenceklausul som den, der fremgår af klausul 12.1 og 12.2 (jf. punkt (8 i den korte fremstilling af de faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne)) i partnerskabsaftalen, kan kvalificeres som en aftale med konkurrencebegrænsende formål, der er indgået mellem en elleverandør og en detailhandler i levnedsmiddelbranchen, der driver varehuse og supermarkeder, med henblik på at yde rabatter til kunder, der samtidig tilmelder sig en bestemt tarifplan for elektricitet hos elleverandøren, der er tilgængelig på det portugisiske fastland, og som er indehavere af et bonuskort fra detailhandleren i levnedsmiddelbranchen, hvilke rabatter udelukkende kan benyttes til at købe produkter i sidstnævntes butikker eller hos selskaber, der er knyttet hertil, når denne aftale omfatter andre klausuler, der fastlægger, at formålet med aftalen var at fremme udviklingen i de deltagende selskabers virksomhed (jf. punkt 2-(7 og 16 i den korte fremstilling af de faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne)), og fordelene for kunderne er fastslået (jf. (punkt 16, som nævnt ovenfor)), uden at der er foretaget en analyse af de nærmere skadelige virkninger for konkurrencen, der følger af ovennævnte klausul 12.1 og 12.2?

2)

Kan artikel 101, stk. 1, TEUF fortolkes således, at en aftale, hvorved bestemte former for økonomisk virksomhed forbydes, og som omhandler en angivelig markedsdeling mellem to virksomheder, kan anses for at have et konkurrencebegrænsende formål, når den indgås mellem enheder, der ikke konkurrerer indbyrdes, hverken aktuelt eller potentielt, på nogen af de markeder, der berøres af den nævnte forpligtelse, selv når de markeder, der berøres heraf, kan anses for liberaliserede markeder eller markeder uden uovervindelige retlige adgangsbarrierer?

3)

Kan artikel 101, stk. 1, TEUF fortolkes således, at en elleverandør og en detailhandler i levnedsmiddelbranchen, der driver varehuse og supermarkeder, skal anses for potentielle konkurrenter, når de har indgået den nævnte aftale med henblik på gensidigt at fremme virksomhedernes aktiviteter og øge modpartens salg (og, for så vidt angår detailhandleren i levnedsmiddelbranchen, at øge salget hos selskaber, som et af vedkommendes moderselskaber er majoritetsaktionær i), når detailhandleren i levnedsmiddelbranchen og sidstnævnte selskaber, som er knyttet til førstnævnte, ved aftalens indgåelse ikke udøvede virksomhed som elleverandør hverken på det pågældende geografiske marked eller på andre markeder, og når det under sagen ikke er blevet godtgjort, at de nævnte parter havde til hensigt at udøve denne virksomhed på dette marked, eller at de havde taget initiativ til udøvelse heraf?

4)

Er svaret på det foregående præjudicielle spørgsmål det samme, hvis et andet selskab, som et moderselskab tilhørende detailhandleren i levnedsmiddelbranchen, som er part i aftalen, er majoritetsaktionær i (men ingen af disse to selskaber er blevet anklaget eller dømt af den nationale konkurrencemyndighed eller har været part i den sag, der er indbragt for nærværende ret), og som ikke var omfattet af det subjektive anvendelsesområde for konkurrenceklausulen, ejede en andel på 50 % i et tredje selskab, som har udøvet virksomhed i form af salg af elektricitet i Portugal, hvilken virksomhed ophørte tre og et halvt år inden aftalens indgåelse som følge af opløsningen af sidstnævnte selskab?

5)

Er svaret på det foregående præjudicielle spørgsmål det samme, når den detailhandler, der er part i aftalen, producerer elektricitet via sine mini- og mikroproduktionsanlæg, der befinder sig på tagene af vedkommendes butikker, selv om al den producerede elektricitet leveres til regulerede priser til udbyderen i sidste led?

6)

Er svaret på det fjerde præjudicielle spørgsmål det samme, såfremt den detailhandler, der er part i aftalen, otte år inden aftalens indgåelse har indgået en anden aftale om handelsmæssigt samarbejde (som fortsat er gældende ved aftalens indgåelse) med en tredjepart, der distribuerer flydende brændstof, med henblik på at yde gensidige rabatter i forbindelse med købet af disse produkter og af produkter, der sælges i virksomhedens varehuse og supermarkeder, når modparten ud over at sælge flydende brændstof også sælger elektricitet på det portugisiske fastland, og når det ikke er godtgjort, at parterne på tidspunktet for aftalens indgåelse havde til hensigt at udvide denne aftale til at omfatte salg af elektricitet eller havde taget initiativ til dette?

7)

Er svaret på det fjerde præjudicielle spørgsmål det samme, såfremt et andet selskab, som et moderselskab tilhørende detailhandleren i levnedsmiddelbranchen, som er part i aftalen, er majoritetsaktionær i (men ingen af disse to selskaber er blevet anklaget eller dømt af den nationale konkurrencemyndighed eller har været part i den sag, der er indbragt for nærværende ret), og som ikke var omfattet af det subjektive anvendelsesområde for konkurrenceklausulen, producerede elektricitet på et kraftvarmeanlæg, selv om det pågældende selskab leverede al den producerede elektricitet til regulerede priser til udbyderen i sidste led?

8)

Såfremt de foregående præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 101, stk. 1, TEUF da fortolkes således, at en klausul, der forbyder den nævnte detailhandler i levnedsmiddelbranchen i aftalens løbetid samt i et år umiddelbart derefter at udøve virksomhed i form af salg af elektricitet, på egen hånd eller gennem et selskab, som et af den pågældende detailhandlers moderselskaber er majoritetsaktionær i, som er genstand for sagen, på det af aftalen omfattede område, kan anses for at have et begrænsende formål?

9)

Kan begrebet »potentiel konkurrent« i artikel 1, stk. 1, litra c), i Kommissionens forordning (EU) nr. 330/2010 (1) af 20. april 2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, (TEUF) på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis og i punkt 27) i Europa-Kommissionens Retningslinjer for vertikale begrænsninger (EUT 2010, C 130, s. 1) med henblik på artikel 101 TEUF fortolkes således, at dette begreb omfatter en virksomhed, der er bundet af en konkurrenceklausul, og som er til stede på et produktmarked, der er fuldstændig adskilt fra produktmarkedet for modparten i aftalen, når der i de dokumenter, der indgår i sagsakterne i den sag, der er indbragt for den nationale ret, ikke foreligger noget konkret indicium (f.eks. projekter, investeringer eller andre forberedelser) for, at den pågældende virksomhed, inden og i mangel af den nævnte klausul, kunne indtræde på modpartens marked med kort frist, og det heller ikke er blevet godtgjort, at denne virksomhed, inden og i mangel af den nævnte klausul, blev opfattet af modparten i aftalen som en potentiel konkurrent i det omhandlede marked?

10)

Kan artikel 101, stk. 1, TEUF fortolkes således, at den blotte omstændighed, at en partnerskabsaftale mellem en virksomhed, der beskæftiger sig med salg af elektricitet, og en virksomhed, der beskæftiger sig med detailsalg af fødevarer og nonfoodprodukter, med henblik på gensidig promovering af deres respektive aktiviteter (i hvilken forbindelse navnlig den første virksomhed yder rabatter til sine kunder for deres elforbrug, som den anden virksomhed trækker fra prisen på disse kunders køb i detailforretninger) indeholder en klausul, hvorefter begge parter forpligter sig til hverken at konkurrere indbyrdes eller at indgå lignende aftaler med den anden parts konkurrenter, betyder, at den nævnte klausuls formål er at begrænse konkurrencen som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, selv om: — den tidsmæssige gyldighed af den omhandlede klausul (aftalens varighed på et år plus et år) svarer til den periode, der er fastlagt i den samme aftale, i løbet af hvilken parterne ikke har tilladelse til at benytte forretningshemmeligheder eller fortrolig knowhow, der er opnået i forbindelse med iværksættelsen af partnerskabet i projekter med en tredjepart — klausulens geografiske rækkevidde er begrænset til aftalens geografiske rækkevidde — klausulens subjektive rækkevidde er begrænset til aftalens parter og de virksomheder, som disse parter er majoritetsaktionærer i, og andre virksomheder i den samme koncern, der også råder over eller driver detailvirksomheder, der er omfattet af den pågældende aftales anvendelsesområde — klausulens subjektive rækkevidde udelukker et stort flertal af de virksomheder, der tilhører den samme økonomiske koncern som parterne og som følge heraf ikke er bundet af klausulen og kan konkurrere mod modparten i og efter aftalens løbetid — de virksomheder, der er omfattet af konkurrenceklausulen, er til stede på fuldstændig adskilte produktmarkeder, og det ikke er godtgjort, at de ved aftalens indgåelse havde udviklet projekter eller planer eller havde foretaget en form for investering eller taget andre initiativer med henblik på at indtræde på modpartens produktmarked?

11)

Skal begrebet »vertikal aftale« i artikel 1, stk. 1, litra a), i Kommissionens forordning (EU) nr. 330/2010 af 20. april 2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, (TEUF) på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis og i punkt 25), litra c), i Europa-Kommissionens Retningslinjer for vertikale begrænsninger (EUT 2010, C 130, s. 1) med henblik på artikel 101, stk. 1, TEUF fortolkes således, at dette begreb omfatter en aftale med de kendetegn, der er beskrevet i ovennævnte spørgsmål, i hvilken forbindelse parterne er til stede på fuldstændig adskilte produktmarkeder, og det ikke er godtgjort, at de inden og i mangel af aftalen har gennemført projekter, investeringer eller planer med henblik på at indtræde på modpartens produktmarked, men i hvilken forbindelse parterne med henblik på den omhandlede aftale stiller deres respektive kommercielle netværk, salgsnet og tekniske viden til rådighed for modparten for at fremme, opnå og øge den anden parts kundekreds og omsætning?

---

(1)  EUT 2010, L 102, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supremo Tribunal Administrativo (Portugal) den 5. juli 2021 — Instituto do Cinema e do Audiovisual, I.P. mod NOWO Communications, S.A.

(Sag C-411/21)

(2021/C 452/03)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Supremo Tribunal Administrativo

Parter i hovedsagen

Appellant: Instituto do Cinema e do Audiovisual, I.P.

Indstævnt: NOWO Communications, S.A.

Præjudicielle spørgsmål

1)

Kan artikel 10, stk. 2, i Lei n.o 55/2012, de 6 de setembro (lov nr. 55/2012 af 6.9.2012), såfremt denne bestemmelse fortolkes således, at den afgift, der fastsættes heri, har til formål udelukkende at finansiere markedsføringen og udbredelsen af portugisiske film og audiovisuelle værker, give anledning til en indirekte forskelsbehandling af leveringen af tjenesteydelser mellem medlemsstaterne i forhold til den tilsvarende nationale levering, idet bestemmelsen vanskeliggør leveringen af tjenesteydelser mellem medlemsstaterne i forhold til den rent indenlandske levering af tjenesteydelser i en medlemsstat og dermed er i strid med artikel 56 TEUF?

2)	Kan svaret på det første præjudicielle spørgsmål ændres af den omstændighed, at der findes tilsvarende eller lignende ordninger som den i lov nr. 55/2012 fastsatte i andre EU-medlemsstater?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesarbeitsgericht (Tyskland) den 14. juli 2021 — LD mod ALB FILS KLINIKEN GmbH

(Sag C-427/21)

(2021/C 452/04)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesarbeitsgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: LD

Sagsøgt: ALB FILS KLINIKEN GmbH

Præjudicielle spørgsmål

1)

Finder artikel 1, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF (1) anvendelse, hvis en arbejdstagers opgaver — som fastsat i § 4, stk. 3, i Tarifvertrag für den öffentlichen Dienst (overenskomst for den offentlige tjeneste »TVöD«) — overføres til en tredjemand, og denne arbejdstager, når ansættelsesforholdet med den hidtidige arbejdsgiver fortsat består, på dennes forlangende permanent skal udføre arbejdsydelsen i henhold til ansættelseskontrakten hos tredjemanden og i denne forbindelse er underlagt tredjemandens faglige og organisatoriske instruktionsbeføjelse?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er det foreneligt med beskyttelsesformålet med direktiv 2008/104/EF, hvis tilrådighedsstillelsen af personale som omhandlet i TVöD’s § 4, stk. 3, undtages fra anvendelsesområdet for de nationale beskyttelsesbestemmelser i forbindelse med udsendelse af vikarer, som det sker ved § 1, stk. 3, nr. 2b, i Gesetz zur Regelung der Arbeitnehmerüberlassung (lov om ordning for vikarbureauer, herefter »AÜG«), således at disse beskyttelsesbestemmelser ikke finder anvendelse på tilfælde af tilrådighedsstillelse af personale?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19.11.2008 om vikararbejde (EUT 2008, L 327, s. 9).

Sag anlagt den 15. juli 2021 — Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

(Sag C-432/21)

(2021/C 452/05)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved C. Hermes, G. Gattinara og D. Milanowska, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Polen

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 1 og 2, artikel 12, stk. 1, litra a)-d), artikel 13, stk. 1, litra a), og artikel 16, stk. 1, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (1) og i henhold til artikel 4, stk. 1, artikel 5, litra a), b) og d), samt artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (2), idet den har indført bestemmelser i den nationale ordning, hvorefter skovforvaltning baseret på god praksis ikke tilsidesætter bestemmelser om naturbeskyttelse i fugle- og habitatdirektivet.

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, sammenholdt med artikel 19, stk. 1, andet afsnit i traktaten om Den Europæiske Union, artikel 216, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 6, stk. 1, litra b), og artikel 9, stk. 2, i Aarhuskonventionen af 25. juni [2005] om adgang til miljøoplysninger, idet den har udelukket muligheden for, at naturbeskyttelsesorganisationer kan anfægte skovforvaltningsplaner ved domstolene.

—	Republikken Polen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Efter Kommissionens opfattelse har Polen tilsidesat sine forpligtelser, der følger af bestemmelserne i Rådets direktiv 92/43/EØF (habitatdirektivet), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF (fugledirektivet) og Aarhuskonventionen fra [2005].

Med det første klagepunkt har Kommissionen gjort gældende, at indførelsen af ordningen i artikel 14b, stk. 3, i skovloven af 1991, hvorefter skovforvaltning baseret på god praksis ikke tilsidesætter bestemmelserne om naturbeskyttelse, udgør en ukorrekt gennemførelse af direktiverne, idet den lader de deri fastsatte forpligtelser til at indføre strenge beskyttelsesordninger for dyrearter og til at bevare vilde fuglearter ude af betragtning. Den nye affattelse af bestemmelsen i skovlovens artikel 14 b, stk. 3, indfører nemlig en vidtgående fravigelse fra direktivernes bestemmelser og tilvejebringer blot en retlig fiktion med hensyn til overholdelsen af de i habitatdirektivets artikel 12 og 13 og fugledirektivets artikel 5 og 9 fastsatte forpligtelser til beskyttelse af arterne. Desuden foreskriver habitatdirektivets artikel 6, stk. 1, og fugledirektivets artikel 4, stk. 1, at der skal vedtages beskyttelsesforanstaltninger for særlige områder. Anvendelsen af skovlovens artikel 14b, stk. 3, betyder, at det i Polen ikke længere er nødvendigt at vedtage og gennemføre beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til disse særlige områder.

Med det andet klagepunkt har Kommissionen gjort gældende, at det ikke er sikret, at miljøministerens afgørelser, hvormed skovforvaltningsplanerne tillades, kan anfægtes, hvilket er i strid med bestemmelserne i Aarhuskonventionen. Habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, sammenholdt med Aarhuskonventionens artikel 9, stk. 2, foreskriver nemlig, at afgørelser, der vedrører planer eller projekter som omhandlet i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, skal kunne indbringes for domstolene af naturbeskyttelsesorganisationer.

---

(1)  EFT 1992, L 206, s. 7.

(2)  EUT 2010, L 20, s. 7.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 15. juli 2021 — flightright GmbH mod American Airlines, Inc.

(Sag C-436/21)

(2021/C 452/06)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger og revisionsappellant: flightright GmbH

Sagsøgte og revisionsindstævnt: American Airlines, Inc.

Præjudicielle spørgsmål

1.

Foreligger der direkte tilsluttede flyforbindelser som omhandlet i art. 2, litra h), i forordning nr. 261/2004 (1), allerede når et rejsebureau har sammensat flyvninger fra forskellige luftfartsselskaber til ét transportforløb, har faktureret passageren en samlet pris herfor og har udstedt en samlet elektronisk billet, eller forudsætter det derudover et særligt retligt forhold mellem de transporterende luftfartsselskaber?

2.	Såfremt der forudsættes et særligt retligt forhold mellem de transporterende luftfartsselskaber: Er det tilstrækkeligt, hvis der i en reservation som den, der er beskrevet i det første spørgsmål, er sammensat to på hinanden følgende flyvninger, som skal udføres af det samme luftfartsselskab?

3.

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 2 i aftale af 21. juni 1999 (2) mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart den med afgørelse nr. 1/2006 truffet af Luftfartsudvalget Fællesskabet/Schweiz af 18. oktober 2006 (3) i bilaget til aftalen indsatte henvisning til forordning (EF) nr. 261/2004 fortolkes således, at forordningen også gælder for passagerer, som påbegynder en flyvning til et tredjeland i lufthavne på schweizisk område?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT 2004, L 46, s. 1).

(2)  EFT 2002, L 114, s. 73.

(3)  Afgørelse nr. 1/2006 truffet af Luftfartsudvalget Fællesskabet/Schweiz af 18.10.2006 om ændring af bilaget til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (EUT 2006, L 298, s. 23).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Pitești (Rumænien) den 19. juli 2021 — SC Avicarvil Farms SRL mod Ministerul Agriculturii și Dezvoltării Rurale, Agenția pentru Finanțarea Investițiilor Rurale, Agenția de Plăți și Intervenție în Agricultură og Agenția de Plăți și Intervenție în Agricultură — Centrul Județean Vâlcea

(Sag C-443/21)

(2021/C 452/07)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Pitești

Parter i hovedsagen

Appellant: SC Avicarvil Farms SRL

Indstævnte: Ministerul Agriculturii și Dezvoltării Rurale, Agenția pentru Finanțarea Investițiilor Rurale, Agenția de Plăți și Intervenție în Agricultură og Agenția de Plăți și Intervenție în Agricultură — Centrul Județean Vâlcea

Præjudicielt spørgsmål

Er artikel 143 i forordning nr. 1303/2013 (1), sammenholdt med artikel 310 TEUF (princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning) og artikel 40, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1698/2005 (2) (gentaget i artikel 33, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1305/2013) (3), og sammenholdt med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet, til hinder for en administrativ praksis, hvorefter de nationale myndigheder, der deltager i gennemførelsen af en ikke-tilbagebetalingspligtig økonomisk støtteforanstaltning, og som — som følge af, at Den Europæiske Revisionsret konstaterede en beregningsfejl — vedtog retsakter om nedsættelse af det ydede støttebeløb fra landdistriktudviklingsprogrammet, der blev godkendt ved Europa-Kommissionens afgørelse C(2012) 3529 af 25. maj 2012, inden Europa-Kommissionen traf en ny afgørelse om, at der ikke skulle ydes støtte til de fra beregningsfejlene hidrørende beløb, som oversteg ekstraomkostninger og indkomsttab som følge af de påtagne forpligtelser?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17.12.2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT 2013, L 347, s. 320).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af.20.9.2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2005, L 277. s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17.12.2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 (EUT 347, L 347, s. 487).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Judicial da Comarca do Porto — Juízo Central Cível (Tyskland) den 21. juli 2021 — Portugália — Administração de Patrimónios, SGPS, SA mod Banco BPI

(Sag C-448/21)

(2021/C 452/08)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Judicial da Comarca do Porto — Juízo Central Cível

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Portugália – Administração de Patrimónios, SGPS, SA

Sagsøgt: Banco BPI

Præjudicielle spørgsmål

Med henblik på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (1) af 25. november 2015 (herefter »direktivet«)

I.

Udgør gennemførelsen, som en fysisk person hos betalingstjenesteudbyderen er involveret i, af en betalingsordre, der er udfærdiget på papir, digitaliseret og afgivet pr. e-mail til betalingstjenesteudbyderen fra en e-mailkonto, som brugeren har oprettet, en »betalingstransaktion« som omhandlet i direktivets artikel 73, stk. 1?

II.

Skal direktivets artikel 73, stk. 1, fortolkes således, at: II.I. det, med forbehold for det, der er fastsat i artikel 71, eller en rimelig mistanke om svig, som er rapporteret forskriftsmæssigt, er tilstrækkeligt, at det blot meddeles, at der ikke er givet autorisation til en betalingstransaktion, uden at denne meddelelse ledsages af beviser, for at der opstår en forpligtelse (hos betalingstjenesteudbyderen) til at foretage tilbagebetaling (til betaleren)? II.II. Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, kan den regel, hvorefter det er tilstrækkeligt, at betaleren blot giver meddelelse, da udelukkes som følge af den manglende anvendelse af reglerne om bevisbyrde i direktivets artikel 72 i kraft af en aftale mellem parterne (betaler og tjenesteudbyder), således som direktivets artikel 61, stk. 1, tillader? II.III. Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, er betalingstjenesteudbyderen da kun forpligtet til omgående at tilbagebetale betaleren, hvis sidstnævnte beviser, at transaktionen ikke var autoriseret, når de gældende retsregler eller aftaleregler, idet anvendelsen af direktivets artikel 72 er udelukket, kræver, at betaleren fremlægger et sådant bevis?

III.

Tillader direktivets artikel 61, stk. 1, ikke blot, at anvendelsen af bestemmelserne i direktivets artikel 74 udelukkes, men derimod også, at der som erstatning for den udelukkede ordning gennem en aftale mellem brugeren (som ikke er en forbruger) og betalingstjenesteudbyderen indføres en ordning, der er pålægger betaleren et større ansvar, nærmere bestemt som undtagelse til direktivets artikel 73?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25.11.2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT 2015, L 337, s. 35).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour d’appel de Paris (Frankrig) den 21. juli 2021 — Towercast mod Autorité de la concurrence og Ministère de l’Économie

(Sag C-449/21)

(2021/C 452/09)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour d’appel de Paris

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Towercast

Sagsøgte: Autorité de la concurrence og Ministère de l’Économie

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 21, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner (1) fortolkes således, at den er til hinder for, at en fusion, som ikke har fællesskabsdimension som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 1, som ligger under de tærskler for obligatorisk forudgående kontrol, der er fastsat i national ret, og som ikke har givet anledning til en henvisning til Europa-Kommissionen i henhold til forordningens artikel 22, af en national konkurrencemyndighed anses for at udgøre et misbrug af en dominerende stilling, der er forbudt i henhold til artikel 102 TEUF, henset til konkurrencestrukturen på et nationalt marked?

---

(1)  EUT 2004, L 24, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Olt (Rumænien) den 23. juli 2021 — OZ mod Lyoness Europe AG

(Sag C-455/21)

(2021/C 452/10)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Olt

Parter i hovedsagen

Appellant og sagsøger: OZ

Indstævnt og sagsøgt: Lyoness Europe AG

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal artikel 2, litra b), i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (1) fortolkes således, at en fysisk person, der er mekanisk ingeniør specialiseret i hydrauliske og pneumatiske maskiner (og som ikke erhvervsmæssigt udøver handelsvirksomhed og navnlig ikke køber varer og tjenesteydelser med henblik på videresalg og/eller formidling), og som med et kommercielt selskab (en erhvervsdrivende) har indgået en standardkontrakt, i kraft af hvilken denne fysiske person har ret til at deltage i den af det nævnte selskab oprettede indkøbsforening i form af Lyoness-ordningen (en ordning, hvor medlemmerne stilles i udsigt at opnå indtjening i form af cashback på køb, provisioner og andre kampagnemæssige fordele), at købe varer og tjenesteydelser hos de erhvervsdrivende, der har et aftaleforhold med det nævnte selskab (betegnet som Lyoness-loyalitetspartnere), og at udføre formidling af andre personer inden for Lyoness-ordningen (de såkaldte potentielle loyalitetskunder), med henblik på en effektiv forbrugerbeskyttelse kan anses for »forbruger« i denne bestemmelses forstand, til trods for det kontraktvilkår, ifølge hvilket aftaleforholdet mellem Lyoness og kunden udelukkende er omfattet af schweizisk ret uafhængigt af, hvor kunden har sit sædvanlige opholdssted?

2.

Skal artikel 2, litra b), i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler fortolkes således, at en person, der har indgået en aftale med dobbelt formål med en erhvervsdrivende, dvs. når aftalen er indgået til formål, der falder delvist inden for og delvist uden for denne fysiske persons kommercielle, økonomiske eller erhvervsmæssige virksomhed, og når denne fysiske persons kommercielle, økonomiske eller erhvervsmæssige formål ikke har en afgørende betydning for aftalen som helhed, kan anses for »forbruger« i denne bestemmelses forstand?

3.	Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, hvilke hovedkriterier skal da anvendes for at fastlægge, om denne fysiske persons kommercielle, økonomiske eller erhvervsmæssige formål har en afgørende betydning for aftalen som helhed eller ej?

---

(1)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).

Appel iværksat den 22. juli 2021 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Udvidede Afdeling) den 12. maj 2021 i de forenede sager T-816/17 og T-318/18, Luxembourg og Amazon mod Kommissionen

(Sag C-457/21 P)

(2021/C 452/11)

Processprog: engelsk og fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved P.-J. Loewenthal og F. Tomat, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Storhertugdømmet Luxembourg, Amazon.com, Inc. og Amazon EU Sàrl, Irland

Konklusion

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Dom afsagt af Retten (Syvende Udvidede Afdeling) den 12. maj 2021 i de forenede sager T-816/17 og T-318/18, Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, ophæves.

—	Det første anbringende i sag T-816/17 og det andet, det fjerde, det femte og det ottende anbringende i sag T-318/18 forkastes.

—	Sagen hjemvises til Retten med henblik på en stillingtagen til de anbringender, som endnu ikke er blevet behandlet.

—	Subsidiært anvender Domstolen sine beføjelser i henhold til artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol for at træffe endelig afgørelse i sagen.

—	Afgørelsen om sagsomkostninger udsættes, hvis sagen hjemvises til Retten, eller Luxembourg, Amazon EU S.à.r.l og Amazon.com, Inc. tilpligtes at betale sagsomkostningerne, hvis Domstolen træffer endelig afgørelse i sagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Kommissionen har fremsat to anbringender til støtte for sin appel.

Med det første appelanbringende gøres det gældende, at Retten ved at forkaste afgørelsens (1) primære konstatering af en fordel tilsidesatte artikel 107, stk. 1, TEUF, undlod at give en begrundelse, tilsidesatte processuelle bestemmelser og foretog en urigtig gengivelse af afgørelsen. Dette appelanbringende er inddelt i to led:

—

Med det første led gøres følgende gældende: I dommens præmis 162-251 begik Retten en fejl, da den forkastede afgørelsens funktionelle analyse af Amazon Europe Technologies SCS (herefter »LuxSCS«) og dens valg af LuxSCS som den testede part på det grundlag, at LuxSCS havde det juridiske ejerskab over immaterielle aktiver, stillede dem til rådighed for Amazon EU S.à.r.l (»LuxOpCo«), og bidrog økonomisk til deres udvikling. Herved fortolkede og anvendte den armslængdeprincippet ukorrekt, hvilket udgør en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF vedrørende betingelsen om en fordel, og undlod at give en begrundelse, idet begrundelsen var selvmodsigende og utilstrækkelig. Retten anvendte også med urette af egen drift argumenter for at forkaste afgørelsens valg af LuxSCS som den testede part under henvisning til, at der ikke var sammenlignelige uafhængige virksomheder, hvormed den transaktionsbestemte nettoavancemetode (»TNMM«) kunne anvendes på LuxSCS. Herved overskred Retten sin beføjelse til domstolsprøvelse, hvilket udgør en overtrædelse af processuelle bestemmelser og en tilsidesættelse af Kommissionens ret til forsvar, og gengav afgørelsen ukorrekt.

—

Med det andet led gøres følgende gældende: I dommens præmis 257-295 begik Retten en fejl, da den forkastede afgørelsens beregning af det armslængdebeløb, som LuxOpCo skulle betale til LuxSCS under henvisning til, at LuxSCS som en tested part skulle have haft krav på markedsværdien af de immaterielle aktiver under licens, og at LuxSCS ikke leverede tjenesteydelser med lav merværdi. Dermed foretog Retten en ukorrekt fortolkning og anvendelse af armslængdeprincippet, tilsidesatte processuelle bestemmelser, gengav afgørelsen ukorrekt og tilsidesatte sin begrundelsespligt.

Med det andet appelanbringende gøres det gældende, at Retten, ved at forkaste afgørelsens første underordnede fastslåelse af en fordel begik en fejl med hensyn til bevisbyrden med henblik på fastslåelse af en fordel, tilsidesatte artikel 107, stk. 1, TEUF, undlod at give en begrundelse og tilsidesatte processuelle bestemmelser. Dette appelanbringende er inddelt i tre led:

—

Med det første led gøres følgende gældende: Mens Retten anvendte den korrekte bevisbyrde med henblik på at fastslå en fordel i dommens præmis 310 og 513, anvendte den faktisk en strengere bevisbyrde for at forkaste afgørelsens første underordnede fastslåelse af en fordel i dommens præmis 503–538. Dermed begik Retten en retlig fejl ved fastslåelsen af en fordel og undlod at give en begrundelse, da begrundelsen var selvmodsigende.

—

Med det andet led gøres følgende gældende: I dommens præmis 314-442 henviste Retten med urette til opgaver udført af selskaber i Amazon-koncernen med hjemsted i USA til støtte for dens konklusion om, at Kommissionen overdrev kompleksiteten af de opgaver, som blev udført af LuxOpCo i forhold til de immaterielle aktiver under licens. Retten undlod også at give en begrundelse for, hvorfor den var af den opfattelse, at de af LuxOpCo udførte opgaver i forhold til Amazon-brandet og Amazons europæiske detail- og servicevirksomhed ikke var unik. Herved fortolkede og anvendte Retten armslængdeprincippet ukorrekt, hvilket udgør en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF i forhold til betingelsen om en fordel, og undlod at give en begrundelse, da begrundelsen var utilstrækkelig.

—

Med det tredje led gøres følgende gældende: I dommens præmis 499-537 anvendte Retten med urette af egen drift argumenter for at forkaste afgørelsens første underordnede konstatering af en fordel på det grundlag, at Kommissionens påberåbelse af avancefordelingsmetoden med en bidragsanalyse ikke godtgør, at skatteafgørelsen nødvendigvis resulterer i en fordel. Herved overskred Retten sin beføjelse til at foretage domstolsprøvelse, hvilket udgør en tilsidesættelse af processuelle regler og en tilsidesættelse af Kommissionens ret til forsvar.

---

(1)  Kommissionens afgørelse (EU) 2018/859 af 4.10.2017 om statsstøtte SA.38944 (2014/C) (ex 2014/NN) fra Luxembourg til Amazon (EUT 2018, L 153, s. 1, herefter »afgørelsen«).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Prahova (Rumænien) den 27. juli 2021 — SC Cartrans Preda SRL mod Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Ploieşti — Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Prahova

(Sag C-461/21)

(2021/C 452/12)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Prahova

Parter i hovedsagen

Sagsøger: SC Cartrans Preda SRL

Sagsøgt: Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Ploieşti — Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Prahova

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 86, stk. 1, litra b), og stk. 2, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1) — med henblik på indrømmelse af momsfritagelse for transporttransaktioner og -ydelser i forbindelse med indførsel af varer i henhold til direktivet — fortolkes således, at registrering af en indførselstransaktion (eksempelvis toldmyndighedens udarbejdelse af en summarisk indførselsangivelse ved tildeling af et nummer betegnet MRN/Master Reference Number) altid bevirker, at der i beregningsgrundlaget for toldværdien også medregnes transportomkostninger, som påløber indtil varernes første bestemmelsessted på indførselsmedlemsstatens område? Udgør tilstedeværelsen af et MRN, med hensyn til hvilket der ikke konstateres begrundede indicier for svig, et implicit bevis for, at der i afgiftsgrundlaget for told er blevet medregnet alle omkostninger i artikel 86, stk. 1, litra a) og b)?

2)

Er artikel 144 samt artikel 86, stk. 1, litra b), og artikel 86, stk. 2, i direktiv [2006/112] til hinder for en national afgiftsretlig praksis, hvorefter momsfritagelse for transportydelser i forbindelse med indførsel [i EU] nægtes i tilfælde af manglende fremlæggelse af det strengt formelle bevis for, at transportomkostningerne er medregnet i toldværdien, selv om der er blevet fremlagt andre ledsagedokumenter vedrørende indførslen — den summariske angivelse og CMR-fragtbrevet med oplysning om leveringen til modtageren — og der ikke foreligger nogen form for indicier, på baggrund af hvilke der kan rejses tvivl om ægtheden eller troværdigheden af den summariske angivelse og CMR-fragtbrevet?

3)

Udgør indgivelse af anmodninger om tilbagebetaling af moms og punktafgifter hos finansmyndighederne i flere medlemsstater, med henvisning til bestemmelserne i artikel 57 TEUF, en tjenesteydelse inden for Fællesskabet, eller en virksomhed udøvet af en kommissionær, der handler som mægler i en handelstransaktion?

4)

Skal artikel 56 TEUF fortolkes således, at der foreligger en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, såfremt modtageren af en tjenesteydelse leveret af en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, på grund af lovgivningen i den stat, hvor modtageren af tjenesteydelsen er etableret, er forpligtet til at indeholde skat i vederlaget for denne tjenesteydelse, mens dette ikke er tilfældet, såfremt modtageren indgår aftale om leveringen af den samme tjenesteydelse med en tjenesteyder etableret i den samme medlemsstat som modtageren af tjenesteydelsen?

5)

Udgør beskatningen i den medlemsstat, hvor betaleren af indkomsten er hjemmehørende, et element, som gør udøvelsen af den frie udveksling af tjenesteydelser mindre attraktiv og medfører ulemper herfor, idet den hjemmehørende person for at undgå beskatning i form af en kildeskat på 4 % skal begrænse sig til vedrørende indgivelse af anmodninger om tilbagebetaling af moms og punktafgifter at samarbejde med enheder, der også er hjemmehørende, og ikke med andre enheder etableret i andre medlemsstater?

6)

Kan det forhold, at ikke-hjemmehørendes indkomst beskattes med en sats på 4 % (eller i visse tilfælde på 16 %) af bruttobeløbet, mens selskabsskatten for en tjenesteyder hjemmehørende i den samme medlemsstat (i det omfang denne realiserer fortjeneste) beløber sig til 16 % af nettobeløbet, ligeledes opfattes som en tilsidesættelse af artikel 56 TEUF, fordi det udgør et andet element, som gør udøvelsen af den frie udveksling af de omhandlede tjenesteydelser mindre attraktiv for ikke-hjemmehørende tjenesteydere og medfører ulemper herfor?

---

(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).

Appel iværksat den 13. august 2021 af Harry Shindler m.fl. til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Tiende Afdeling) den 8. juni 2021 i sag T-198/20, Shindler m.fl. mod Rådet

(Sag C-501/21 P)

(2021/C 452/13)

Processprog: fransk

Parter

Appellanter: Harry Shindler m.fl. (ved advokat J. Fouchet)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Principalt:

—	Ophævelse af kendelse af 8. juni 2021 (T-198/20).

—

Annullation i det hele af Rådets afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 om indgåelse af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, under ét Aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og bilagene hertil.

Subsidiært:

—	Ophævelse af kendelse af 8. juni 2021 (T-198/20).

—

Delvis annullation af Rådets afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 om indgåelse af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, under ét Aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, for så vidt som disse retsakter automatisk og generelt, uden nogen form for proportionalitetskontrol, sondrer mellem unionsborgere og statsborgere i Det forenede Kongerige fra den 1. februar 2020, og således bl.a. annullation af præamblens nr. 6 og af artikel 9, 10 og 127 i udtrædelsesaftalen.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder advokatomkostninger på 5 000 EUR.

Anbringender og væsentligste argumenter

A.   Procedurefejl i forbindelse med den appellerede kendelse

Retten tilsidesatte artikel 130 i dens procesreglement, for så vidt som den alene fastsatte én frist, nemlig fristen for Rådets forsvar vedrørende sagens realitet. Retten fastsatte ingen frist for appellanterne, som skulle afvente »de nye frister med henblik på sagens fremme«, inden de kunne fremsætte deres bemærkninger om såvel formalitetsindsigelsen som sagens realitet.

Desuden traf Retten beslutning om ikke at underrette appellanterne om Rådets forsvar vedrørende sagens realitet og gjorde det derved umuligt for appellanterne at få kendskab til, hvornår de skulle afgive deres bemærkninger om formaliteten.

Endelig afviste Retten stævningen fra realitetsbehandling uden et retsmøde og uden at tage stilling til to anmodninger vedrørende henholdsvis en udsættelse af sagen og fremsendelse af sagens akter til Domstolen, hvilke anmodninger dog havde betydning for sagens fremme.

B.   Tilsidesættelse af EU-retten for så vidt angår spørgsmålet om stævningens antagelse til realitetsbehandling

i)   Kriteriet om, at afgørelser, der er genstand for direkte søgsmål, skal være regelfastsættende retsakter, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger

For det første fandt Retten med urette og uden at anføre en begrundelse, at udtrædelsesaftalen er en international retsakt, skønt denne aftale på grund af dens formål og virkninger fortsat henhører under intern EU-ret, eftersom den regulerer det fremtidige forhold mellem Den Europæiske Union og en af dens medlemsstater, afhængigt af de interne retsregler, som Unionen har fastsat i løbet af mere end halvtreds år (for Det Forenede Kongeriges vedkommende), og ved fortsat at gøre disse anvendelige.

Desuden er Det Forenede Kongeriges domstolssuverænitet blevet begrænset ved udtrædelsesaftalens artikel 4, stk. 4 og 5, med det formål at muliggøre en ensartet fortolkning af udtrædelsesaftalen gennem Den Europæiske Unions Domstols retspraksis. En sådan bestemmelse ses normalt ikke i internationale aftaler.

For det andet anføres — såfremt Domstolen også måtte finde, at udtrædelsesaftalen er en international aftale — at Retten undlod at tage hensyn til artikel 275 TEUF, der alene udelukker Domstolens kompetence for så vidt angår visse retsakter vedrørende »bestemmelserne vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik«. Retten anvendte således ikke artikel 263 TEUF, sammenholdt med artikel 275 TEUF, korrekt, hvilke bestemmelser indebærer, at Domstolen har kompetence for så vidt angår alle regelfastsættende retsakter, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, bortset fra retsakter, som er vedtaget på grundlag af bestemmelserne vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Henset til artikel 23 og 26 i traktaten om Den Europæiske Union henhører udtrædelsesaftalen imidlertid ikke under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik hverken hvad angår indhold eller procedure.

For det tredje forudsætter de argumenter, som Retten lagde til grund, i det væsentlige, at Domstolen giver afkald på at udøve kontrol med overholdelsen af retsstatsprincippet i forbindelse med en international aftale. Et sådant standpunkt kan imidlertid hverken accepteres på politisk eller juridisk plan, idet det ville betyde, at Rådet uden kontrol kunne undergrave selve traktaternes anvendelse og de herved indførte værdier.

For det fjerde er Rådet og Frankrig af den opfattelse, at udtrædelsesaftalen automatisk ophæver appellanternes unionsborgerskab, hvilket betyder, at det ud fra dette synspunkt ikke er nødvendigt med nogen gennemførelsesforanstaltninger, for at aftalen kan få retsvirkning, idet der henvises til, at appellanternes søgsmål, i modsætning til Rettens opfattelse, ikke må begrænses til blot at vedrøre spørgsmålet om deres stemmeret.

ii)   Kriteriet om at være individuelt berørt

For det første begik Retten en retlig fejl ved at undlade at tage hensyn til de særlige omstændigheder ved G’s situation, idet G tilhørte den begrænsede kreds af 800 folkevalgte personer i Frankrig, som ikke kunne genopstille til de franske kommunalvalg i 2020.

For det andet begik Retten en alvorlig bedømmelsesfejl, da den konstaterede, at beslutningen om at undertegne udtrædelsesaftalen rammer appellanterne »på grund af deres objektive egenskab af statsborgere i Det Forenede Kongerige«, skønt appellanterne anfægter udtrædelsesaftalen i deres egenskab af britiske statsborgere bosat på Unionens område på grund af udtrædelsesaftalens indvirkning på deres situation.

For det tredje baserede Retten sig alene på appellanternes manglende mulighed for at stemme ved kommunalvalgene, selv om dette kun er én af de konsekvenser, som appellanterne har angivet.

Appel iværksat den 13. august 2021 af David Price til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Tiende Afdeling) den 8. juni 2021 i sag T-231/20, Price mod Rådet

(Sag C-502/21 P)

(2021/C 452/14)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: David Price (ved advokat J. Fouchet)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Principalt:

—	Ophævelse af kendelse af 8. juni 2021 (T-231/20).

—

Annullation i det hele af Rådets afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 om indgåelse af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, under ét Aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og bilagene hertil, med de eventuelle nødvendige tilpasninger af hensyn til annullationens tilbagevirkende kraft.

Subsidiært:

—	Ophævelse af kendelse af 8. juni 2021 (T-231/20).

—

Delvis annullation af Rådets afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 om indgåelse af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, under ét Aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, for så vidt som disse retsakter automatisk og generelt, uden nogen form for proportionalitetskontrol, sondrer mellem unionsborgere og statsborgere i Det forenede Kongerige fra den 1. februar 2020, og således bl.a. annullation af præamblens nr. 6 og af artikel 9, 10 og 127 i udtrædelsesaftalen.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder advokatomkostninger på 5 000 EUR.

Anbringender og væsentligste argumenter

A.   Procedurefejl i forbindelse med den appellerede kendelse

Retten tilsidesatte artikel 130 i dens procesreglement, for så vidt som den alene fastsatte én frist, nemlig fristen for Rådets forsvar vedrørende sagens realitet. Retten fastsatte ingen frist for appellanten, som skulle afvente »de nye frister med henblik på sagens fremme«, inden han kunne fremsætte sine bemærkninger om såvel formalitetsindsigelsen som sagens realitet.

Desuden traf Retten beslutning om ikke at underrette appellanten om Rådets forsvar vedrørende sagens realitet og gjorde det derved umuligt for appellanten at få kendskab til, hvornår han skulle afgive sine bemærkninger om formaliteten.

Endelig afviste Retten stævningen fra realitetsbehandling uden et retsmøde og uden at tage stilling til to anmodninger vedrørende henholdsvis en udsættelse af sagen og fremsendelse af sagens akter til Domstolen, hvilke anmodninger dog havde betydning for sagens fremme.

B.   Tilsidesættelse af EU-retten for så vidt angår spørgsmålet om stævningens antagelse til realitetsbehandling

i)   Kriteriet om, at afgørelser, der er genstand for direkte søgsmål, skal være regelfastsættende retsakter, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger

For det første fandt Retten med urette og uden at anføre en begrundelse, at udtrædelsesaftalen er en international retsakt, skønt denne aftale på grund af dens formål og virkninger fortsat henhører under intern EU-ret, eftersom den regulerer det fremtidige forhold mellem Den Europæiske Union og en af dens medlemsstater, afhængigt af de interne retsregler, som Unionen har fastsat i løbet af mere end halvtreds år (for Det Forenede Kongeriges vedkommende), og ved fortsat at gøre disse anvendelige.

Desuden er Det Forenede Kongeriges domstolssuverænitet blevet begrænset ved udtrædelsesaftalens artikel 4, stk. 4 og 5, med det formål at muliggøre en ensartet fortolkning af udtrædelsesaftalen gennem Den Europæiske Unions Domstols retspraksis. En sådan bestemmelse ses normalt ikke i internationale aftaler.

For det andet anføres — såfremt Domstolen også måtte finde, at udtrædelsesaftalen er en international aftale — at Retten undlod at tage hensyn til artikel 275 TEUF, der alene udelukker Domstolens kompetence for så vidt angår visse retsakter vedrørende »bestemmelserne vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik«. Retten anvendte således ikke artikel 263 TEUF, sammenholdt med artikel 275 TEUF, korrekt, hvilke bestemmelser indebærer, at Domstolen har kompetence for så vidt angår alle regelfastsættende retsakter, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, bortset fra retsakter, som er vedtaget på grundlag af bestemmelserne vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Henset til artikel 23 og 26 i traktaten om Den Europæiske Union henhører udtrædelsesaftalen imidlertid ikke under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik hverken hvad angår indhold eller procedure.

For det tredje forudsætter de argumenter, som Retten lagde til grund, i det væsentlige, at Domstolen giver afkald på at udøve kontrol med overholdelsen af retsstatsprincippet i forbindelse med en international aftale. Et sådant standpunkt kan imidlertid hverken accepteres på politisk eller juridisk plan, idet det ville betyde, at Rådet uden kontrol kunne undergrave selve traktaternes anvendelse og de herved indførte værdier.

For det fjerde er Rådet og Frankrig af den opfattelse, at udtrædelsesaftalen automatisk ophæver appellantens unionsborgerskab, hvilket betyder, at det ud fra dette synspunkt ikke er nødvendigt med nogen gennemførelsesforanstaltninger, for at aftalen kan få retsvirkning, idet der henvises til, at appellantens søgsmål, i modsætning til Rettens opfattelse, ikke må begrænses til blot at vedrøre spørgsmålet om appellantens stemmeret.

ii)   Kriteriet om at være individuelt berørt

For det første anføres, at appellanten, da han indgav sin stævning, tilhørte den lille minoritet af briter, der skulle indrømmes stemmeret ved anden valgrunde.

For det andet begik Retten en alvorlig bedømmelsesfejl, da den konstaterede, at beslutningen om at undertegne udtrædelsesaftalen rammer appellanten »på grund af hans objektive egenskab af statsborger i Det Forenede Kongerige«, skønt appellanten anfægter udtrædelsesaftalen i sin egenskab af britisk statsborger bosat på Unionens område på grund af udtrædelsesaftalens indvirkning på hans situation.

For det tredje baserede Retten sig alene på appellantens manglende mulighed for at stemme ved kommunalvalgene, selv om dette kun er én af de konsekvenser, som appellanten har angivet.

C.   Retlig fejl at afslå at henvise en sag fra Retten til Domstolen i henhold til artikel 256, stk. 3, TEUF

Artikel 256, stk. 3, TEUF, fortolket uafhængigt af de øvrige stykker, giver mulighed for en dialog mellem Unionens retsinstanser. Når en sag kan påvirke EU-rettens ensartede anvendelse eller sammenhæng, kan Retten i første instans, i modsætning til det af Retten anførte, henvise sagen til Domstolen.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio (Italien) den 31. august 2021 — ANAS SpA mod Ministero delle Infrastrutture e dei Trasporti

(Sag C-545/21)

(2021/C 452/15)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio

Parter i hovedsagen

Sagsøger: ANAS SpA

Sagsøgt: Ministero delle Infrastrutture e dei Trasporti

Præjudicielle spørgsmål

I)

Skal artikel 70, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1083/2006 (1), artikel 27, litra c), i forordning (EF) nr. 1828/2006 (2), artikel 1 i BFI-konventionen — Rådets retsakt af 26. juli 1995, artikel 1, stk. 2, i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (3) og artikel 3, stk. 2, litra b), i direktiv (EU) 2017/1371 (4) fortolkes således, at former for adfærd, som på et abstrakt plan kan begunstige en økonomisk aktør under en udbudsprocedure, altid er omfattet af begrebet »uregelmæssigheder« eller »svig« og derfor udgør retsgrundlaget for tilbagesøgning af støtten, selv når der ikke foreligger fuldstændige beviser på, at den konkrete adfærd reelt er blevet udvist, eller der ikke foreligger fuldstændige beviser på, at den konkrete adfærd har været afgørende ved valget af støttemodtageren?

II)

Er artikel 45, stk. 2, litra d), i direktiv 2004/18/EF (5) til hinder for en bestemmelse som artikel 38, stk. 1, litra f), i lovdekret nr. 163/2006, hvorefter det ikke er muligt at udelukke en økonomisk aktør, som har forsøgt at påvirke den ordregivende myndigheds beslutningsproces, fra udbudsproceduren, navnlig når forsøget består i bestikkelse af visse af medlemmerne af udbudskomitéen?

III)

Hvis et eller begge af de foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal de nævnte bestemmelser da fortolkes således, at de under alle omstændigheder foreskriver, at medlemsstaten altid skal tilbagesøge støtten, og at Kommissionen skal foretage en finansiel korrektion på 100 %, selv om støtten er blevet anvendt til det tiltænkte formål og til bygge- og anlægsarbejder, som opfylder kravene for EU-finansiering og reelt er blevet fuldført?

IV)

Såfremt spørgsmål III besvares benægtende, dvs. at der ikke er krav om tilbagesøgning af støtten eller en finansiel korrektion på 100 %, bevirker de i spørgsmål 1 nævnte bestemmelser og overholdelsen af proportionalitetsprincippet da tilbagekaldelse af støtten og finansiel korrektion under hensyntagen til den reelt påførte økonomiske skade for Den Europæiske Unions almindelige budget? Kan nærmere bestemt de »finansielle virkninger« som omhandlet i artikel 9 (9), stk. 3, i forordning (EF) nr. 1083/2006 i en situation som den foreliggende fastsættes til faste beløb ved anvendelse af kriterierne i tabellen i punkt 2 i (bilaget til) Kommissionens afgørelse nr. 9527 af 19. december 2013 (6)?

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11.7.2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999 (EUT 2006, L 210, s. 25).

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1828/2006 af 8.12.2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1080/2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EUT 2006, L 371, s. 1).

(3)  Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT 1995, L 312, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 af 5.7.2017 om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (EUT 2017, L 198, s. 29).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv Nr. 2004/18/EF af 31.3.2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT 2004, L 134, s. 114).

(6)  Kommissionens afgørelse C(2013) 9527 final af 19.12.2013 om fastsættelse og godkendelse af retningslinjerne for fastsættelse af finansielle korrektioner, Kommissionen skal anvende på udgifter finansieret af Unionen under delt forvaltning, for manglende overholdelse af reglerne om offentlige indkøb.

Rettens dom af 15. september 2021 — ADR Center mod Kommissionen

(Sag T-364/15) (1)

(Finansiel støtte - den generelle program om »Grundlæggende rettigheder og retfærdighed« for perioden 2007-2013 - særprogram om »Civilret« - annullationssøgsmål - afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes - tilskudsaftaler - tilbagesøgning af en del af det udbetalte finansielle bidrag - anerkendelsessøgsmål - voldgiftsbestemmelse - force majeure - støtteberettigede omkostninger - proportionalitet - begrundelsespligt)

(2021/C 452/16)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: ADR Center Srl (Rom, Italien) (ved advokaterne A. Guillerme og T. Bontinck)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved J. Estrada de Solà og M. Ilkova, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med dels en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2015) 3117 final af 4. maj 2015 om tilbagesøgning af en del af det finansielle bidrag, der er udbetalt til sagsøgeren til opfyldelse af de to tilskudsaftaler indgået i forbindelse med særprogrammet om »Civilret«, dels en påstand om, at omkostninger, som Kommissionen i denne afgørelse har erklæret for ikke-støtteberettigede, erklæres for støtteberettigede.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	ADR Center Srl betaler omkostningerne i forbindelse med denne sag og i forbindelse med sagen om de foreløbige forholdsregler.

---

(1)  EUT C 302 af 14.9.2015.

Rettens dom af 15. september 2021 — Laboratoire Pareva og Biotech3D mod Kommissionen

(Sagerne T-337/18 og T-347/18) (1)

(Biocidholdige produkter - aktivstoffet PHMB (1415; 4.7) - afslag på godkendelse af produkttype 1, 5 og 6 - betinget godkendelse af produkttype 2 og 4 - risici for menneskers sundhed og miljøet - forordning (EU) nr. 528/2012 - artikel 6, stk. 7, litra a) og b), i delegeret forordning (EU) nr. 1062/2014 - harmoniseret klassificering af aktivstoffet i henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008 - forudgående høring af ECHA - åbenbart urigtigt skøn - krydsreferencer - ret til at blive hørt)

(2021/C 452/17)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger i sagerne T-337/18 og T-347/18: Laboratoire Pareva (Saint-Martin-de-Crau, Frankrig) (ved advokaterne K. Van Maldegem, S. Englebert, P. Sellar og M. Grunchard)

Sagsøger i sag T-347/18: Biotech3D Ltd & Co. KG (Gampern, Østrig) (ved advokaterne K. Van Maldegem, S. Englebert, P. Sellar og M. Grunchard)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved R. Lindenthal og K. Mifsud Bonnici, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: Den Franske Republik (ved A.L. Desjonquères, J. Traband, E. Leclerc og W. Zemamta, som befuldmægtigede) og Det Europæiske Kemikalieagentur (ved M. Heikkilä, C. Buchanan og T. Zbihlej, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation, i sag T-337/18, af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/619 af 20. april 2018 om ikke at godkende PHMB (1415; 4,7) som et eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 1, 5 og 6 (EUT 2018, L 102, s. 21), og, i sag T-347/18, af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/613 af 20. april 2018 om godkendelse af PHMB (1415; 4.7) som et eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 2 og 4 (EUT 2018, L 102, s. 1).

Konklusion

1)	Sagerne T-337/18 og T-347/18 forenes med henblik på denne dom.

2)	Europa-Kommissionen frifindes.

3)	I sag T-337/18 bærer Laboratoire Pareva sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med de sager om foreløbige forholdsregler, der er registreret som sag T-337/18 R og sag T-337/18 R II.

4)

I sag T-347/18 bærer Laboratoire Pareva og Biotech3D Ltd & Co. KG deres egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med den sag om foreløbige forholdsregler, der er registreretsom sag T-347/18 R. Laboratoire Pareva bærer ligeledes omkostningerne i forbindelse med den sag om foreløbige forholdsregler, der er registreret som sag T-347/18 R II.

5)	Den Franske Republik og Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) bærer hver deres egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 285 af 13.8.2018.

Rettens dom af 15. september 2021 — INC og Consorzio Stabile Sis mod Kommissionen

(Sag T-24/19) (1)

(Statsstøtte - italienske motorveje - forlængelse af koncessioner med henblik på udførelse af bygge- og anlægsarbejder - tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse - loft over vejafgifter - afgørelse om ikke at gøre indsigelser - artikel 106, stk. 2, TEUF - søgsmål anlagt af konkurrenter til støttemodtageren - medlemsstatens opgivelse af den påtænkte tildeling af støtte - projekt, der ikke kan gennemføres i overensstemmelse med godkendelsen - en annullation vil ikke give sagsøgerne nogen fordel - søgsmålsinteresse ophørt - ufornødent at træffe afgørelse)

(2021/C 452/18)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: INC SpA (Torino, Italien) og Consorzio Stabile Sis SCpA (Torino) (ved advokaterne H.-G. Kamann, F. Louis og G. Tzifa)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved L. Haasbeek, D. Recchia og S. Noë, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2018) 2435 final af 27. april 2018 om statsstøtte tildelt i henhold til investeringsplanen for de italienske motorveje (sagerne SA.49335 (2017/N) og SA.49336 (2017/N)).

Konklusion

1)	Det er ikke længere fornødent at træffe afgørelse i den sag, der er anlagt af INC SpA og Consorzio Stabile Sis.

2)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de omkostninger, der er afholdt af INC og Consorzio Stabile Sis.

3)	INC og Consorzio Stabile Sis bærer hver halvdelen af deres egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 93 af 11.3.2019.

Rettens dom af 8. september 2021 — Achema og Achema Gas Trade mod Kommissionen

(Sag T-193/19) (1)

(Statsstøtte - støtte til Litgas med henblik på levering af en minimumsmængde af LNG til LNG-terminalen i havnen i Klaipėda - afgørelse om ikke at gøre indsigelse - beskyttelse af proceduremæssige rettigheder - Unionens rammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste - tjenesteydelse af almen økonomisk interesse - kompensation for en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse - omkostninger forbundet med fordampning - omkostninger til afbalancering - forsyningssikkerhed - artikel 14 i direktiv 2004/18/EF - en række samstemmende indicier)

(2021/C 452/19)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Achema AB (Jonava, Litauen), Achema Gas Trade UAB (Jonava) (ved advokaterne J. Ruiz Calzado, J. Wileur og N. Solárová)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved K. Herrmann og A. Bouchagiar, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: Republikken Litauen (ved K. Dieninis og R. Dzikovič, som befuldmægtigede) og Ignitis UAB, tidligere Lietuvos energijos tiekimas UAB (Vilnius, Litauen) (ved advokat K. Kačerauskas)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2018) 7141 final af 31. oktober 2018, vedrørende statsstøtte SA.44678 (2018/N), om ændring af støtten til LNG-terminalen i Litauen.

Konklusion

1)	Kommissionens afgørelse C(2018) 7141 final af 31. oktober 2018, vedrørende statsstøtte SA.44678 (2018/N), om ændring af støtten til LNG-terminalen i Litauen annulleres for så vidt som Kommissionen besluttede ikke at gøre indsigelse vedrørende statsstøtten som følge af 2016-ændringerne.

2)	I øvrigt frifindes Kommissionen.

3)	Achema AB, Achema Gas Trade UAB, Europa-Kommissionen, Republikken Litauens og Ignitis UAB bærer hver deres egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 206 af 17.6.2019.

Rettens dom af 15. september 2021 — Daimler mod Kommissionen

(Sag T-359/19) (1)

(Miljø - forordning (EF) nr. 443/2009 - gennemførelsesforordning (EU) nr. 725/2011 - gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/158 - gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/583 - kuldioxidemissioner - prøvningsmetode - personbiler)

(2021/C 452/20)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Daimler AG (Stuttgart, Tyskland) (ved advokaterne N. Wimmer, C. Arhold og G. Ollinger)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved K. Talabér-Ritz og A. Becker, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/583 af 3. april 2019 om bekræftelse eller ændring af den foreløbige beregning af de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner og specifikke emissionsmål for fabrikanter af personbiler for kalenderåret 2017 og for visse fabrikanter i Volkswagen-poolen for kalenderårene 2014, 2015 og 2016 i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 (EUT 2019, L 100, s. 66), for så vidt som den med hensyn til sagsøgeren udelukker gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner og CO2-besparelser, der tilskrives miljøinnovationer.

Konklusion

1)

Artikel 1, stk. 1, sammenholdt med bilag I, tabel 1 og 2, spalte D og I, i Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/583 af 3. april 2019 om bekræftelse eller ændring af den foreløbige beregning af de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner og specifikke emissionsmål for fabrikanter af personbiler for kalenderåret 2017 og for visse fabrikanter i Volkswagen-poolen for kalenderårene 2014, 2015 og 2016 i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 annulleres, for så vidt som den for Daimler AG præciserer de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner og CO2-besparelser fra miljøinnovationer.

2)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Daimler afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 263 af 5.8.2019.

Rettens dom af 15. september 2021 — Ghaoud mod Rådet

(Sag T-700/19) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen - indefrysning af midler - liste over personer, enheder og organer, der er omfattet af indefrysningen af midler og økonomiske ressourcer - restriktioner for indrejse i og transit gennem Den Europæiske Unions område - liste over personer, der er omfattet af restriktioner for indrejse i og transit gennem Unionens område - opretholdelse af sagsøgerens navn på listerne - begrundelsespligt - urigtigt skøn - sagsøgerens død)

(2021/C 452/21)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Tareg Ghaoud, som arving til Abdel Majid Al-Gaoud (Dubai, De Forenede Arabiske Emirater) (ved barrister S. Bafadhel)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved P. Mahnič og V. Piessevaux, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2019/1299 af 31. juli 2019 om gennemførelse af afgørelse (FUSP) 2015/1333 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2019, L 204, s. 44) og Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2020/1137 af 30. juli 2020 om gennemførelse af afgørelse (FUSP) 2015/1333 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2020, L 247, s. 40), for så vidt som disse retsakter opretholder Abdel Majid Al-Gaouds navn på listerne i bilag II og IV til Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1333 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af afgørelse 2011/137/FUSP (EUT 2015, L 206, s. 34), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/1292 af 31. juli 2019 om gennemførelse af artikel 21, stk. 2, i forordning (EU) 2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2019, L 204, s. 1), og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/1130 af 30. juli 2020 om gennemførelse af artikel 21, stk. 2, i forordning (EU) 2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2020, L 247, s. 14), for så vidt som disse retsakter opretholder Abdel Majid Al-Gaouds på listen i bilag III til Rådets forordning (EU) 2016/44 af 18. januar 2016 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af forordning (EU) nr. 204/2011 (EUT 2016, L 12, s. 1).

Konklusion

1)

Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2019/1299 af 31. juli 2019 om gennemførelse af afgørelse (FUSP) 2015/1333 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2020/1137 af 30. juli 2020 om gennemførelse af afgørelse (FUSP) 2015/1333 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen annulleres, for så vidt som disse retsakter opretholder Abdel Majid Al-Gaouds navn på listerne i bilag II og IV til Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1333 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af afgørelse 2011/137/FUSP.

2)

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/1292 af 31. juli 2019 om gennemførelse af artikel 21, stk. 2, i forordning (EU) 2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/1130 af 30. juli 2020 om gennemførelse af artikel 21, stk. 2, i forordning (EU) 2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen annulleres, for så vidt som disse retsakter opretholder Abdel Majid Al-Gaouds på listen i bilag III til Rådets forordning (EU) 2016/44 af 18. januar 2016 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af forordning (EU) nr. 204/2011.

3)	Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger og betaler derudover de omkostninger, som Tareg Ghaoud har afholdt som arving til Abdel Majid Al-Gaoud.

---

(1)  EUT C 406 af 2.12.2019.

Rettens dom af 15. september 2021 — Ashworth m.fl. mod Parlamentet

(Forenede sager T-720/19 — T-725/19) (1)

(Regler for institutionerne - regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer - ændring af den supplerende, frivillige pensionsordning - meddelelse om fastsættelse af retten til supplerende frivillig pension - ulovlighedsindsigelse - Europa-Parlamentets Præsidium’s kompetence - rettigheder, som er erhvervet eller er i færd med at blive erhvervet - proportionalitet - ligebehandling - retssikkerhedindsæt nøgleord fra dommen uden citationstegn)

(2021/C 452/22)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Richard Ashworth (Lingfield, Det Forenede Kongerige) og 5 andre sagsøgere hvis navne fremgår af bilag til dommen (ved advokaterne A. Schmitt og A. Grosjean)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved N. Görlitz, M. Ecker og S. Seyr, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Parlamentets afgørelser, der er indeholdt i meddelelserne om fastsættelse af sagsøgernes supplerende frivillige pensionsrettigheder, for så vidt som disse består i, for de pensioner, der er oprettet efter den 1. januar 2019, at indføre en særlig afgift, der beløber sig til 5 % af det nominelle beløb for pensionen og som betales direkte til den supplerende frivillige pensionsfond, i medfør af Europa-Parlamentets Præsidium’s afgørelse af 10. december 2018 om ændring af gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (EUT 2018, C 466, s. 8).

Konklusion

1)	Sagerne T-720/19 — T-725/19 forenes med henblik på dommen.

2)	Europa-Parlamentet frifindes.

3)	Richard Ashworth og de øvrige sagsøgeren, hvis navne fremgår af bilag til dommen, bærer sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 413 af 9.12.2019.

Rettens dom af 15. september 2021 — Albéa Services mod EUIPO — dm-drogerie markt (ALBÉA)

(Sag T-852/19) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - figurmærket ALBÉA - ældre international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - ordmærket Balea - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - særpræget ved den internationale registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001])

(2021/C 452/23)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Albéa Services (Gennevilliers, Frankrig) (ved advokat J.-H. de Mitry)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Crespo Carrillo og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: dm-drogerie markt GmbH & Co. KG (Karlsruhe, Tyskland) (ved advokat O. Bludovsky)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 23. september 2019 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1480/2019-2) vedrørende en indsigelsessag mellem dm-drogerie markt og Albéa Services.

Konklusion

1)

Afgørelsen, der blev truffet den 23. september 2019 af Andet Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1480/2019-2), annulleres for så vidt som denne afgørelse ophævede indsigelsesafdelingens afgørelse, bortset fra ophævelsen af indsigelsesafdelingens afgørelse med hensyn til »kosmetik« indeholdt i klasse 3.

2)	I øvrigt frifindes EUIPO.

3)	EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af Albéa Services afholdte omkostninger.

4)	dm-drogerie markt GmbH & Co. KG bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 68 af 2.3.2020.

Rettens dom af 8. september 2021 — Qx World mod EUIPO — Mandelay (EDUCTOR)

(Sag T-85/20) (1)

(EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-ordmærket EDUCTOR - ældre ikke-registrerede varemærke EDUCTOR - artikel 53, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 60, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001] - artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 8, stk. 3, i forordning 2017/1001) - artikel 71, stk. 1, i forordning 2017/1001 - artikel 72, stk. 1, i forordning 2017/1001 - artikel 95, stk. 1, i forordning 2017/1001 - artikel 16, stk. 1, delegerede forordning (EU) 2018/625 - Pariserkonventionens artikel 6)

(2021/C 452/24)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Qx World Kft. (Budapest, Ungarn) (ved advokaterne Á. László og A. Cserny)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Crespo Carrillo og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Mandelay Magyarország Kereskedelmi Kft. (Mandelay Kft.) (Szigetszentmiklós, Ungarn) (ved advokaterne V. Luszcz, C. Sár og É. Ulviczki)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 2. december 2019 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1311/2019-5) vedrørende en ugyldighedssag mellem Ox World og Mandelay.

Konklusion

1)	Afgørelse truffet den 2. december 2019 af Femte Appelkammer ved EUIPO annulleres.

2)	Qx World Kft, EUIPO og Mandelay Kft bærer hver deres egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 114 af 6.4.2020.

Rettens dom af 8. september 2021 — Qx World mod EUIPO — Mandelay (SCIO)

(Sag T-86/20) (1)

(EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-ordmærket SCIO - ældre ikke-registrerede varemærke SCIO - artikel 53, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [i artikel 60, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001] - artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 8, stk. 3, i forordning 2017/1001) - artikel 71, stk. 1, i forordning 2017/1001 - artikel 72, stk. 1, i forordning 2017/1001 - artikel 95, stk. 1, i forordning 2017/1001 - artikel 16, stk. 1, delegerede forordning (EU) 2018/625 - Pariserkonventionens artikel 6)

(2021/C 452/25)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Qx World Kft. (Budapest, Ungarn) (ved advokaterne Á. László og A. Cserny)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Crespo Carrillo og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Mandelay Magyarország Kereskedelmi Kft. (Mandelay Kft.) (Szigetszentmiklós, Ungarn) (ved advokaterne V. Luszcz, C. Sár og É. Ulviczki)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 2. december 2019 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1312/2019-5) vedrørende en ugyldighedssag mellem Ox World og Mandelay.

Konklusion

1)	Afgørelse truffet den 2. december 2019 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) annulleres.

2)	Qx World Kft, EUIPO og Mandelay Kft bærer hver deres egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 114 af 6.4.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Kazembe Musonda mod Rådet

(Sag T-95/20) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Den Demokratiske Republik Congo - indefrysning af midler - restriktioner vedrørende indrejse på medlemsstaternes område - opretholdelse af sagsøgerens navn på listen over omfattede personer - begrundelsespligt - ret til at blive hørt - bevis for, at opførelsen og opretholdelsen på listerne er velbegrundet - åbenbart urigtigt skøn - de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, består fortsat - ret til respekt for privat- og familielivet - uskyldsformodning - proportionalitet - ulovlighedsindsigelse)

(2021/C 452/26)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Jean-Claude Kazembe Musonda (Lubumbashi, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved J.-P. Hix og S. Lejeune, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 134), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 om gennemførelse af artikel 9 i forordning (EF) nr. 1183/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Jean Claude Kazembe Musonda betaler sagsomkostningerne

---

(1)  EUT C 129 af 20.4.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Kande Mupompa mod Kommissionen

(Sag T-97/20) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Den Demokratiske Republik Congo - indefrysning af midler - restriktioner vedrørende indrejse på medlemsstaternes område - opretholdelse af sagsøgerens navn på listen over omfattede personer - begrundelsespligt - ret til at blive hørt - bevis for, at opførelsen og opretholdelsen på listerne er velbegrundet - åbenbart urigtigt skøn - de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, består fortsat - ret til respekt for privat- og familielivet - uskyldsformodning - proportionalitet - ulovlighedsindsigelse)

(2021/C 452/27)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Alex Kande Mupompa (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved J.-P. Hix og S. Lejeune, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 134), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 om gennemførelse af artikel 9 i forordning (EF) nr. 1183/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Alex Kande Mupompa betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 129 af 20.4.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Ilunga Luyoyo mod Rådet

(Sag T-101/20) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Den Demokratiske Republik Congo - indefrysning af midler - restriktioner vedrørende indrejse på medlemsstaternes område - opretholdelse af sagsøgerens navn på listen over omfattede personer - begrundelsespligt - ret til at blive hørt - bevis for, at opførelsen og opretholdelsen på listerne er velbegrundet - åbenbart urigtigt skøn - de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, består fortsat - ret til respekt for privat- og familielivet - uskyldsformodning - proportionalitet - ulovlighedsindsigelse)

(2021/C 452/28)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Ferdinand Ilunga Luyoyo (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved M.-C. Cadilhac og H. Marcos Fraile, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 134), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 om gennemførelse af artikel 9 i forordning (EF) nr. 1183/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Ferdinand Ilunga Luyoyo betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 129 af 20.4.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Kampete mod Rådet

(Sag T-102/20) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Den Demokratiske Republik Congo - indefrysning af midler - restriktioner vedrørende indrejse på medlemsstaternes område - opretholdelse af sagsøgerens navn på listen over omfattede personer - begrundelsespligt - ret til at blive hørt - bevis for, at opførelsen og opretholdelsen på listerne er velbegrundet - åbenbart urigtigt skøn - de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, består fortsat - ret til respekt for privat- og familielivet - uskyldsformodning - proportionalitet - ulovlighedsindsigelse)

(2021/C 452/29)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Ilunga Kampete (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved H. Marcos Fraile og M.-C. Cadilhac, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 134), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 om gennemførelse af artikel 9 i forordning (EF) nr. 1183/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Ilunga Kampete betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 129 af 20.4.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Mutondo mod Rådet

(Sag T-103/20) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Den Demokratiske Republik Congo - indefrysning af midler - restriktioner vedrørende indrejse på medlemsstaternes område - opretholdelse af sagsøgerens navn på listen over omfattede personer - begrundelsespligt - ret til at blive hørt - bevis for, at opførelsen og opretholdelsen på listerne er velbegrundet - åbenbart urigtigt skøn - de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, består fortsat - ret til respekt for privat- og familielivet - uskyldsformodning - proportionalitet - ulovlighedsindsigelse)

(2021/C 452/30)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Kalev Mutondo (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved H. Marcos Fraile og M. C. Cadilhac som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 134), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 om gennemførelse af artikel 9 i forordning (EF) nr. 1183/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Kalev Mutondo betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 129 af 20.4.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Ramazani Shadary mod Rådet

(Sag T-104/20) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Den Demokratiske Republik Congo - indefrysning af midler - restriktioner vedrørende indrejse på medlemsstaternes område - opretholdelse af sagsøgerens navn på listen over omfattede personer - begrundelsespligt - ret til at blive hørt - bevis for, at opførelsen og opretholdelsen på listerne er velbegrundet - åbenbart urigtigt skøn - de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, består fortsat - ret til respekt for privat- og familielivet - uskyldsformodning - proportionalitet - ulovlighedsindsigelse)

(2021/C 452/31)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Emmanuel Ramazani Shadary (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved J.-P. Hix og S. Lejeune, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 134), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 om gennemførelse af artikel 9 i forordning (EF) nr. 1183/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Emmanuel Ramazani Shadary betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 129 af 20.4.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Ruhorimbere mod Rådet

(Sag T-105/20) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Den Demokratiske Republik Congo - indefrysning af midler - restriktioner vedrørende indrejse på medlemsstaternes område - opretholdelse af sagsøgerens navn på listen over omfattede personer - begrundelsespligt - ret til at blive hørt - bevis for, at opførelsen og opretholdelsen på listerne er velbegrundet - åbenbart urigtigt skøn - de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, består fortsat - ret til respekt for privat- og familielivet - uskyldsformodning - proportionalitet - ulovlighedsindsigelse)

(2021/C 452/32)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Éric Ruhorimbere (Mbuji-Mayi, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved J.-P. Hix og H. Marcos Fraile, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 134), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 om gennemførelse af artikel 9 i forordning (EF) nr. 1183/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Éric Ruhorimbere betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 129 af 20.4.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Amisi Kumba mod Rådet

(Sag T-106/20) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Den Demokratiske Republik Congo - indefrysning af midler - restriktioner vedrørende indrejse på medlemsstaternes område - opretholdelse af sagsøgerens navn på listen over omfattede personer - begrundelsespligt - ret til at blive hørt - bevis for, at opførelsen og opretholdelsen på listerne er velbegrundet - åbenbart urigtigt skøn - de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, består fortsat - ret til respekt for privat- og familielivet - uskyldsformodning - proportionalitet - ulovlighedsindsigelse)

(2021/C 452/33)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Gabriel Amisi Kumba (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved H. Marcos Fraile og M. C. Cadilhac, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 134), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 om gennemførelse af artikel 9 i forordning (EF) nr. 1183/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Gabriel Amisi Kumba betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 129 af 20.4.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Boshab mod Rådet

(Sag T-107/20) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Den Demokratiske Republik Congo - indefrysning af midler - restriktioner vedrørende indrejse på medlemsstaternes område - opretholdelse af sagsøgerens navn på listen over omfattede personer - begrundelsespligt - ret til at blive hørt - bevis for, at opførelsen og opretholdelsen på listerne er velbegrundet - åbenbart urigtigt skøn - de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, består fortsat - ret til respekt for privat- og familielivet - uskyldsformodning - proportionalitet - ulovlighedsindsigelse)

(2021/C 452/34)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Évariste Boshab (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved J.-P. Hix og S. Lejeune, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 134), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 om gennemførelse af artikel 9 i forordning (EF) nr. 1183/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Évariste Boshab betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 129 af 20.4.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Numbi mod Rådet

(Sag T-109/20) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Den Demokratiske Republik Congo - indefrysning af midler - restriktioner vedrørende indrejse på medlemsstaternes område - opretholdelse af sagsøgerens navn på listen over omfattede personer - begrundelsespligt - ret til at blive hørt - bevis for, at opførelsen og opretholdelsen på listerne er velbegrundet - åbenbart urigtigt skøn - de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, består fortsat - ret til respekt for privat- og familielivet - uskyldsformodning - proportionalitet - ulovlighedsindsigelse)

(2021/C 452/35)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: John Numbi (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved M. C. Cadilhac og H. Marcos Fraile, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 134), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 om gennemførelse af artikel 9 i forordning (EF) nr. 1183/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	John Numbi betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 129 af 20.4.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Kanyama mod Rådet

(Sag T-110/20) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Den Demokratiske Republik Congo - indefrysning af midler - restriktioner vedrørende indrejse på medlemsstaternes område - opretholdelse af sagsøgerens navn på listen over omfattede personer - begrundelsespligt - ret til at blive hørt - bevis for, at opførelsen og opretholdelsen på listerne er velbegrundet - åbenbart urigtigt skøn - de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, består fortsat - ret til respekt for privat- og familielivet - uskyldsformodning - proportionalitet - ulovlighedsindsigelse)

(2021/C 452/36)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Célestin Kanyama (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved M.-C. Cadilhac og H. Marcos Fraile, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 134), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 om gennemførelse af artikel 9 i forordning (EF) nr. 1183/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2019, L 318, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Célestin Kanyama betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 129 af 20.4.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Frankrig mod ECHA

(Sag T-127/20) (1)

(REACH - vurdering af stoffer - aluminiumchlorid - basisk aluminiumchlorid - aluminiumsulfat - ECHA’s afgørelse om anmodning om yderligere oplysninger - artikel 46, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1907/2006 - klage indgivet til Klageudvalget - flere begrundelser for Klageudvalgets afgørelse - begrundelse, som kunne berettige den trufne afgørelse - de anbringender, der var rettet mod de andre begrundelser, var irrelevante)

(2021/C 452/37)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Den Franske Republik (ved T. Stehelin, W. Zemamta og A.-L. Desjonquères, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) (ved M. Heikkilä, M. Goodacre og W. Broere, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgeren: Forbundsrepublikken Tyskland (ved D. Klebs, S. Heimerl og S. Costanzo, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: Kemira Oyj (Helsinki, Finland), Grace Silica GmbH (Düren, Tyskland) (ved advokaterne J.-P. Montfort og T. Delille)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af afgørelsen truffet af ECHA’s Klageudvalg den 17. december 2019 om annullation af tre afgørelser truffet af ECHA den 21. december 2017, hvorved ECHA anmodede de pågældende registranter om at gennemføre nye tests i forbindelse med vurderingen af aluminiumchlorid, basisk aluminiumchlorid og aluminiumsulfat (forenede sager A-003-2018, A-004-2018 og A-005-2018)

Konklusion

1)	Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) frifindes.

2)	Den Franske Republik bærer sine egne omkostninger og betaler de af ECHA, Kemira Oyj og Grace Silica GmbH afholdte omkostninger.

3)	Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 191 af 8.6.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Residencial Palladium mod EUIPO — Palladium Gestión (PALLADIUM HOTELS & RESORTS)

(Sag T-207/20) (1)

(EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-figurmærket PALLADIUM HOTELS & RESORTS - betingelser for en ugyldighedsbegærings antagelse til realitetsbehandling - artikel 53, stk. 4, i forordning (EF) nr. 207/2009 (nu artikel 60, stk. 4, i forordning (EU) 2017/1001) - artikel 56, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 63, stk. 3, i forordning 2017/1001))

(2021/C 452/38)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Residencial Palladium, SL (Ibiza, Spanien) (ved advokat D. Solana Giménez)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Crespo Carrillo, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Palladium Gestión, SL (Ibiza) (ved advokat J. Rojo García-Lajara), som har fået tilladelse til at indtræde i sagen i stedet for Fiesta Hotels & Resorts, SL

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 12. februar 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 231/2019-4) vedrørende en ugyldighedssag mellem Residencial Palladium og Fiesta Hotels & Resorts.

Konklusion

1)	Afgørelsen, der blev truffet den 12. februar 2020 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 231/2019-4), annulleres.

2)	I øvrigt frifindes EUIPO.

3)	EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af Residencial Palladium, SL afholdte omkostninger.

4)	Palladium Gestión, SL bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 201 af 15.6.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Arnaoutakis m.fl. mod Parlamentet

(Forenede sager T-240/20 — T-245/20) (1)

(Regler for institutionerne - regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer - ændring af den supplerende, frivillige pensionsordning - afslag på tildeling af en supplerende frivillig pension - ulovlighedsindsigelse - Europa-Parlamentets Præsidium’s kompetence - rettigheder, som er erhvervet eller er i færd med at blive erhvervet - proportionalitet - ligebehandling - retssikkerhed)

(2021/C 452/39)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Stavros Arnaoutakis (Héraklion, Grækenland) og 5 andre sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget til dommen (ved advokaterne A. Schmitt og A. Grosjean)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved N. Görlitz, M. Ecker og S. Seyr, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Parlamentets afgørelser om afslag på sagsøgernes ansøgninger, idet de ikke har nået den krævede alder på 65 år, om at få tildelt en ret til supplerende frivillig pension i medfør af Europa-Parlamentets Præsidium’s afgørelse af 10. december 2018 om ændring af gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (EUT 2018, C 466, s. 8).

Konklusion

1)	Sagerne T-240/20 — T-245/20 forenes med henblik på dommen.

2)	Europa-Parlamentet frifindes.

3)	Stavros Arnaoutakis og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget til dommen, bærer sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 215 af 29.6.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — MHCS mod EUIPO — Lidl Stiftung (nuancer af farven orange)

(Sag T-274/20) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - EU-figurmærke, der gengiver nuancer af farven orange - absolut registreringshindring - artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 [nu artikel 7, stk.1, litra b), i forordning (EF) 2017/1001] - prøvelse ex officio af de faktiske omstændigheder - artikel 95, stk. 1, i forordning 2017/1001 - varemærkets karakter - farvemærke - ret til kontradiktion - artikel 94 i forordning 2017/1001)

(2021/C 452/40)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: MHCS (Épernay, Frankrig) (ved advokaterne O. Vrins og B. Raus)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Söder og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Lidl Stiftung & Co. KG (Neckarsulm, Tyskland) (ved advokaterne M. Kefferpütz og K. Wagner)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 24. februar 2020 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 2392/2018-1) vedrørende en indsigelsessag mellem Lidl Stiftung & Co. og MHCS.

Konklusion

1)	Afgørelsen truffet af Første Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) den 24. februar 2020 (sag 2392/2018-1) annulleres.

2)	EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de af MHCS afholdte omkostninger.

3)	Lidl Stiftung & Co. KG bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de af MHCS afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 247 af 27.7.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Laboratorios Ern mod EUIPO — Le-Vel Brands (Le-Vel)

(Sag T-331/20) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-ordmærket Le-Vel - det ældre nationale ordmærke LEVEL - relativ registreringshindring - ingen risiko for forveksling - manglende lighed mellem de omtvistede varer og tjenesteydelser - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) 2017/1001])

(2021/C 452/41)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Laboratorios Ern, SA (Barcelona, Spanien) (ved advokat S. Correa Rodríguez)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved M. Vuijst og D. Gája, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO: Le-Vel Brands LLC (Frisco, Texas, De Forenede Stater)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 20. marts 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2113/2019-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Laboratorios Ern og Le-Vel Brands.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Laboratorios Ern, SA betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 247 af 27.7.2020.

Rettens dom af 1. september 2021 — KN mod EØSU

(Sag T-377/20) (1)

(Regler for institutionerne - medlem af EØSU - undersøgelse foretaget af OLAF vedrørende påstande om psykisk chikane - afgørelse om at fritage et medlem for hans ledelses- og personaleadministrative opgaver - annullationssøgsmål - anfægtelig retsakt - formaliteten - foranstaltning truffet i tjenestens interesse - retsgrundlag - ret til forsvar - afslag på aktindsigt i bilagene til rapporten fra OLAF - udbredelse af det væsentligste indhold af vidneudsagnene i form af et sammendrag - ansvar)

(2021/C 452/42)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: KN (ved advokaterne M. Casado García-Hirschfeld og M. Aboudi)

Sagsøgt: Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) (ved M. Pascua Mateo, K. Gambino, X. Chamodraka, A. Carvajal García-Valdecasas og L. Camarena Januzec, som befuldmægtigede, bistået af advokat A. Duron)

Sagens genstand

Dels søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af EØSU’s afgørelse af 9. juni 2020, dels søgsmål støttet på artikel 268 TEUF med påstand om erstatning for de tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt.

Konklusion

1)	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg frifindes.

2)	KN betaler sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

---

(1)  EUT C 279 af 24.8.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — LF mod Kommissionen

(Sag T-466/20) (1)

(Personalesag - kontraktansatte - løn - udlandstillæg - artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten - afslag på tildeling af udlandstillæg - varig bopæl - tjenesteudøvelse for en international organisation i tjenestestaten)

(2021/C 452/43)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: LF (ved advokat S. Orlandi)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved T. Bohr og A.-C. Simon, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand om annullation af afgørelsen truffet af Kommissionens Kontor for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) den 11. september 2019, hvorved sagsøgeren blev nægtet tildeling af udlandstillæg.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	LF bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 313 af 21.9.2020.

Rettens dom af 15. september 2021 — Celler Lagravera mod EUIPO — Cyclic Beer Farm (Cíclic)

(Sag T-673/20) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket Cíclic - det ældre EU-ordmærke CYCLIC - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2021/C 452/44)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Celler Lagravera, SLU (Alfarràs, Spanien) (ved advokat J. Rivas Zurdo)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved D. Gája, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO: Cyclic Beer Farm, SL (Barcelona, Spanien)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 18. august 2020 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 465/2020-5) vedrørende en indsigelsessag mellem Cyclic Beer Farm og Celler Lagravera.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Celler Lagravera, SLU betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 19 af 18.1.2021.

Rettens dom af 15. september 2021 — Freshly Cosmetics mod EUIPO — Misiego Blázquez (IDENTY BEAUTY)

(Sag T-688/20) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket IDENTY BEAUTY - det ældre nationale figurmærke IDENTITY THE IMAGE CLUB - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2021/C 452/45)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Freshly Cosmetics, SL (Reus, Spanien) (ved advokat P. Roiger Bellostes)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Crawcour og D. Hanf, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Francisco Misiego Blázquez (Madrid, Spanien) (ved advokat M. Salas Martín)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 11. september 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 205/2020-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Francisco Misiego Blázquez og Freshly Cosmetics.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Freshly Cosmetics SL betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 19 af 18.1.2021.

Rettens dom af 15. september 2021 — Beelow mod EUIPO (made of wood)

(Sag T-702/20) (1)

(EU-varemærker - ansøgning om EU-ordmærket made of wood - absolut registreringshindring - beskrivende karakter - artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning (EU) 2017/1001 - mangel på fornødent særpræg - artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001)

(2021/C 452/46)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Timo Beelow (Wuppertal, Tyskland) (ved advokat J. Vogtmeier)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Bosse og E. Markakis, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 14. september 2020 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 108/2020-2) vedrørende en ansøgning om registrering af ordtegnet made of wood som EU-varemærke.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Timo Beelow betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 28 af 25.1.2021.

Rettens kendelse af 9. september 2021 — GABO:mi mod Kommissionen

(Sag T-881/19) (1)

(Voldgiftsbestemmelse - sjette og syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2002-2006 og 2007-2013) - Horisont 2020-rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) - tilskudsaftaler - modregning af fordringer - rette sagsøgte - tilsidesættelse af formkrav - procesreglementets artikel 76, litra d) - åbenbart afvisningsgrundlag)

(2021/C 452/47)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: GABO:mi Gesellschaft für Ablauforganisation:milliarium mbH & Co. KG (München, Tyskland) (ved advokat C. Mayer)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved L. André, M. Ilkova, L. Mantl og A. Katsimerou, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 272 TEUF med påstand om, at Kommissionen tilpligtes at refundere de støtteberettigede omkostninger, som sagsøgeren har afholdt, for det første fra august 2015 til april 2016, og for det andet under den foreløbige insolvensbehandling, dvs. 1 680 681,82 EUR med tillæg af renter på 76 552,60 EUR, i henhold til tilskudsaftaler tildelt inden for rammerne af det sjette og syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration og Horisont 2020-rammeprogrammet for forskning og innovation.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	GABO:mi Gesellschaft für Ablauforganisation:milliarium mbH & Co. KG betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 87 af 16.3.2020.

Rettens kendelse af 6. september 2021 — MKB Multifunds mod Kommissionen

(Sag T-277/20) (1)

(Annullationssøgsmål - statsstøtte - private-equityfonde - klage - foranstaltninger, der angiveligt udgør støtte vedrørende Dutch Venture Initiative - afgørelse, der blev vedtaget efter den indledende undersøgelsesprocedure - afgørelse, hvorved det fastslås, at der ikke foreligger statsstøtte - status af interesseret part - sikring af proceduremæssige rettigheder - formaliteten)

(2021/C 452/48)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: MKB Multifunds BV (Zierikzee, Nederlandene) (ved advokaterne J. van de Hel og R. Rampersad)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved V. Bottka og S. Noë, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Kongeriget Nederlandene (ved M. Bulterman og C. Schillemans, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF i det væsentlige med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2020) 1109 final af 27. februar 2020 om statsstøtte SA.55704 (2019/FC) — Nederlandene — angivelig støtte til Dutch Venture Initiative.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	MKB Multifunds BV bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

3)	Kongeriget Nederlandene bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 247 af 27.7.2020.

Rettens kendelse af 5. august 2021 — DK Company mod EUIPO — Hunter Boot (DENIM HUNTER)

(Sag T-387/20) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - tilbagetagelse af registreringsansøgningen - ufornødent at træffe afgørelse)

(2021/C 452/49)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: DK Company A/S (Ikast, Danmark) (ved advokat S. Hansen)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved D. Gája, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO: Hunter Boot Ltd (Edinburgh, Det Forenede Kongerige)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 3. april 2020 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 849/2018-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Hunter Boot og DK Company.

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	DK Company A/S bærer sine egne omkostninger og betaler de af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 262 af 10.8.2020.

Rettens kendelse af 10. september 2021 — Kühne mod Parlamentet

(Sag T-691/20) (1)

(Annullationssøgsmål - personalesag - tjenestemænd - mobilitetsordning - ansøgning vedrørende mobilitetspligt - retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål - afvisning)

(2021/C 452/50)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Verena Kühne (Berlin, Tyskland) (ved advokat O. Schmechel)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved L. Darie og B. Schäfer, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand om annullation af Parlamentets skrivelse af 17. april 2020, suppleret den 21. april 2020, om afslag på sagsøgerens ansøgning vedrørende anvendelse af reglerne om mobilitet.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Verena Kühne betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 28 af 25.1.2021.

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 17. september 2021 — Firearms United Network m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-187/21 R)

(Særlige rettergangsformer - REACH - ændring af bilag XVII til forordning (EF) nr. 1907/2006 - begrænsning for så vidt angår bly og dets forbindelser - anvendelse af blyhagl - beskyttelse af vådområder - begæring om udsættelse af gennemførelse - ingen uopsættelighed)

(2021/C 452/51)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøgere: Firearms United Network (Warszawa, Polen), Tomasz Walter Stępień (Żelechów, Polen), Michał Budzyński (Cegłów, Polen) og Andrzej Marcjanik (Złotokłos, Polen) (ved advokat E. Woźniak)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved K. Herrmann og K. Mifsud-Bonnici, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Anmodning indgivet på grundlag af artikel 278 TEUF og 279 TEUF om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens forordning (EU) 2021/57 af 25. januar 2021 om ændring af bilag XVII til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) for så vidt angår blyhagl i eller omkring vådområder (EUT 2021, L 24, s. 19).

Konklusion

1)	Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Sag anlagt den 13. juli 2021 — Trasta Komercbanka mod ECB

(Sag T-427/21)

(2021/C 452/52)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Trasta Komercbanka AS (Riga, Letland) (ved advokat O. Behrends)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank

Sagsøgerens påstande

—	Sagsøgte tilpligtes at betale økonomisk erstatning for det tab, som sagsøgeren har lidt som følge af sagsøgtes afgørelse af 11. juli 2016 om at inddrage sagsøgerens licens (meddelt sagsøgeren den 13. juli 2016).

—	Det fastslås, at det økonomiske tab beløber sig til mindst 162 mio. EUR med tillæg af udligningsrenter fra den 11. juli 2016 og indtil afsigelse af endelig dom i den foreliggende sag samt med tillæg af morarenter fra dommens afsigelse og indtil fuld betaling sker.

—	Den Europæiske Centralbank tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

1.	Første anbringende om, at sagsøgte undlod behørigt at underrette sagsøgerens repræsentanter om afgørelsen om inddragelse af licens.

2.	Andet anbringende om, at sagsøgeren ikke var korrekt repræsenteret under den procedure, der førte til afgørelsen om inddragelse af licens.

3.	Tredje anbringende om, at afgørelsen om inddragelse af licens er behæftet med en række andre alvorlige proceduremæssige uregelmæssigheder.

4.	Fjerde anbringende om, at sagsøgte handlede uden for sit kompetenceområde, da afgørelsen om inddragelse af licens blev truffet, navnlig med hensyn til spørgsmål om hvidvaskning af penge og håndhævelse af national ret.

5.	Femte anbringende om, at sagsøgte fejlagtigt antog, at der var grundlag for en inddragelse af licens og gav en utilstrækkelig begrundelse herfor.

6.	Sjette anbringende om, at sagsøgeren har lidt et betydeligt tab som følge af sagsøgtes ulovlige adfærd, navnlig som følge af likvidationen af sagsøgeren.

Sag anlagt den 13. juli 2021 — Fursin m.fl. mod ECB

(Sag T-428/21)

(2021/C 452/53)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Ivan Fursin (Kiev, Ukraine) og seks andre sagsøgere (ved advokat O. Behrends)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank

Sagsøgernes påstande

—	Sagsøgte tilpligtes at betale økonomisk erstatning for den skade, som sagsøgerne har lidt som følge af sagsøgtes afgørelse om at inddrage Trasta Komercbanka AS’ tilladelse den 11. juli 2016 (meddelt den 13.7.2016).

—	Det fastslås, at den økonomiske skade beløber sig til mindst 25 mio. EUR (1) med tillæg af udligningsrenter fra den 11. juli 2016 og indtil afsigelse af endelig dom i den foreliggende sag samt med tillæg af morarenter fra dommens afsigelse og indtil fuld betaling sker.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

1.	Første anbringende om, at sagsøgte ikke gav behørig meddelelse om afgørelsen om inddragelse af tilladelsen til Trasta Komercbanka AS’ bemyndigede repræsentanter.

2.	Andet anbringende om, at den procedure, der førte til afgørelsen om inddragelse af tilladelsen, ikke sikrede behørig repræsentation af Trasta Komercbanka AS.

3.	Tredje anbringende om, at afgørelsen om inddragelse af tilladelsen er behæftet med flere andre alvorlige uregelmæssigheder.

4.	Fjerde anbringende om, at sagsøgte handlede uden for sit kompetenceområde, da denne traf afgørelsen om inddragelse af tilladelsen, navnlig med hensyn til spørgsmål om hvidvaskning af penge og håndhævelsen af national lovgivning.

5.	Femte anbringende om, at sagsøgte med urette antog, at der var grundlag for at inddrage tilladelsen, og gav en utilstrækkelig begrundelse i denne henseende.

6.	Sjette anbringende om, at sagsøgtes ulovlige adfærd har forvoldt sagsøgerne væsentlig skade, herunder navnlig på grund af likvidationen af Trasta Komercbanka AS.

---

(1)  Beløbet skal tilkendes hver af sagsøgerne i forhold til størrelsen af deres aktiepost i Trasta Komercbanka AS, som fastsat i afgørelsen af 3.3.2016 om inddragelse af tilladelsen.

Sag anlagt den 6. august 2021 — Equinoccio-Compañía de Comercio Exterior mod Kommissionen

(Sag T-493/21)

(2021/C 452/54)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Equinoccio-Compañía de Comercio Exterior, SL (Madrid, Spanien) (ved advokaterne R. Sciaudone og D. Luff)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Den Europæiske Unions delegation i Ankaras kontrasignatur vedrørende afvikling af den bankgaranti (den »anfægtede retsakt«), som det tyrkiske ministerium for videnskab, industri og teknologi — generaldirektoratet for EU og udenrigsanliggender — EU-finansieringsprogrammer — har påberåbt sig, annulleres

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af pligten til omhu, upartiskhed, princippet om parternes ligestilling og finansforordningens artikel 78 (1). — Ifølge dette anbringende kontrollerede Kommissionen ikke de tyrkiske myndigheders afgørelse om at afvikle bankgarantien. Kommissionen anmodede endda de tyrkiske myndigheder om selv at kontrollere afgørelsen. Denne adfærd mener sagsøgeren ligeledes er i strid med artikel 78 i nævnte finansforordning og artikel 82 i den delegerede forordning nr. 1268/2012 (2). Det fremgår af disse bestemmelser, at EU’s anvisningsberettigede selv skal kontrollere dokumenterne.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten. — Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede retsakt ikke gav sagsøgeren oplysninger, der er tilstrækkelige til at afgøre, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og dernæst til at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til at blive hørt. — Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgeren ikke var omfattet af den administrative procedure, som blev gennemført af Kommissionen med henblik på at afgøre, om EU’s delegation i Tyrkiet skulle anmodes om at kontrasignere garantiens afvikling.

4.	Fjerde anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. — Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet ved ikke at foretage en afvejning mellem den ordregivende myndigheds anmodning og de beløb, som skyldes sagsøgeren.

5.

Femte anbringende om et åbenbart urigtigt skøn hvad angår betingelserne for garantiens afvikling. — Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede retsakt er behæftet med et åbenbart urigtig skøn hvad angår betingelserne for at afvikle garantien, der alle vedrører den hævdede misligholdelse af tjenesteydelseskontrakten.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25.10.2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, p. 1).

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29.10.2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT 2012, L 362, s. 1).

Sag anlagt den 7. september 2021 — Foundation for the Protection of the Traditional Cheese of Cyprus named Halloumi mod EUIPO — Papouis Dairies (fino)

(Sag T-558/21)

(2021/C 452/55)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Foundation for the Protection of the Traditional Cheese of Cyprus named Halloumi (Nicosia, Cypern) (ved advokat C. Milbradt)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Papouis Dairies LTD (Nicosia)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Papouis Dairies LTD

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket fino Cyprus Halloumi Cheese — registreringsansøgning nr. 11 180 791

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 29. april 2021 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 578/2019-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og den anden part i sagen for EUIPO tilpligtes at bære deres egne omkostninger og at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 8. september 2021 — Foundation for the Protection of the Traditional Cheese of Cyprus named Halloumi mod EUIPO — Papouis Dairies (Papouis Halloumi)

(Sag T-565/21)

(2021/C 452/56)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Foundation for the Protection of the Traditional Cheese of Cyprus named Halloumi (Nicosia, Cypern) (ved advokat C. Milbradt)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Papouis Dairies LTD (Nicosia)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Papouis Dairies LTD

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærke i farver, indeholdende ordbestanddelene Papouis Halloumi Papouis Dairies LTD PAP since 1967– registreringsansøgning nr. 11 176 344

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 29. april 2021 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 575/2019-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og den anden part i sagen for EUIPO tilpligtes at bære deres egne omkostninger og at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 20. september 2021 — Euranimi mod Kommissionen

(Sag T-598/21)

(2021/C 452/57)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: European Association of Non-Integrated Metal Importers & distributors (Euranimi) (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne M. Campa, D. Rovetta, P. Gjørtler og V. Villante)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1029 af 24. juni 2021 om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/159 med henblik på at forlænge beskyttelsesforanstaltningen vedrørende importen af visse stålprodukter (EUT 2021, L 225I, s. 1) annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/478 af 11. marts 2015 om fælles ordninger for indførsel (1), idet den anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved konstateringen af en alvorlig skade og sandsynligheden for en alvorlig skade.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at Kommissionens vurderinger af de relevante markedsoplysninger og det kontrafaktiske scenario i forbindelse med fastsættelse af beskyttelsesforanstaltningerne er åbenbart urigtige. Henset til den usædvanlige situation på verdensmarkedet tilsidesatte Kommissionen ligeledes sin pligt til at tage hensyn til situationen efter undersøgelsesperioden i 2021.

---

(1)  EUT L 83 af 27.3.2015, s. 16.

Sag anlagt den 20. september 2021 — bett1.de mod EUIPO — XXXLutz Marken (Body-Star)

(Sag T-599/21)

(2021/C 452/58)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: bett1.de GmbH (Berlin, Tyskland) (ved advokat O. Brexl)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: XXXLutz Marken GmbH (Wels, Østrig)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: XXXLutz Marken GmbH

Det omtvistede varemærke EU-ordmærket Body-Star — EU-varemærke nr. 17 711 748

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 14. juli 2021 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1712/2020-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 21. september 2021 — WP m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-604/21)

(2021/C 452/59)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: WP, WQ og WR (ved advokat N. de Montigny)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—

Afgørelsen af 16. november 2020 truffet af PMO.4 om at afslå den ansøgning, der den 14. september 2020 blev indgivet i afdødes navn, med henblik at opnå tilbagebetaling af den pågældendes nationale pensionsrettigheder, som var blevet overført til Unionens pensionsordning, med tillæg af renter af disse pensionsrettigheder for alle de forløbne år, og indtil der er sket fuld tilbagebetaling, annulleres.

—	Om nødvendigt annulleres den udtrykkelige afgørelse af 15. juni 2021 om afslag på den klage, der blev indgivet i afdødes navn den 15. februar 2021, og som de arveberettigede blev underrettet om den 25. maj 2021.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

1.	Første anbringende om ugrundet berigelse hos sagsøgte.

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, for så vidt som sagsøgte anvendte princippet om ugrundet berigelse som fastsat i retspraksis på en anden måde, end dette princip anvendes af andre institutioner i situationer, der ikke desto mindre er identiske.

Rettens kendelse af 7. september 2021 — Bunzl m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-475/19) (1)

(2021/C 452/60)

Processprog: engelsk

Formanden for Anden Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 312 af 16.9.2019.

Rettens kendelse af 7. september 2021 — BT Group og Communications Global Network Services mod Kommissionen

(Sag T-482/19) (1)

(2021/C 452/61)

Processprog: engelsk

Formanden for Anden Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 312 af 16.9.2019.

Rettens kendelse af 7. september 2021 — Stagecoach Group mod Kommissionen

(Sag T-754/19) (1)

(2021/C 452/62)

Processprog: engelsk

Formanden for Anden Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 27 af 27.1.2020.