1)

Skal begrebet »overføring til almenheden« i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF (1) fortolkes således, at denne foretages af den (i dette tilfælde ikke i Den Europæiske Union hjemmehørende) direkte operatør af en streamingplatform, som

når der i den forbindelse

2)

Såfremt spørgsmål I. besvares bekræftende:

Skal begrebet »overføring til almenheden« i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF fortolkes således, at denne også foretages af tredjemænd (i dette tilfælde med hjemsted i Den Europæiske Union), som kontraktligt og/eller selskabsretligt er forbundet med den i spørgsmål I. nævnte operatør af en platform, og som, uden selv at have indflydelse på blokeringen af adgangen og på programmerne og indholdet af de programmer, som vises på streamingplatformen,

3)

Skal artikel 2, litra a) og litra e) samt artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF sammenholdt med artikel 7, nr. 2) i forordning (EU) nr. 1215/2012 (2) forstås således, at retten i en sag om krænkelse af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder, der sikres af den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende — fordi territorialitetsprincippet er til hinder for indenlandske retters prøvelsesret for så vidt angår udenlandske krænkelser — kun har kompetence til at påkende den skade, som er forvoldt på medlemsstatens område, eller kan eller skal denne ret også træffe afgørelse om overtrædelser, som, efter hvad den skadelidte rettighedshaver hævder, er begået (over hele verden).

1)

Skal bestemmelserne i databeskyttelsesforordningens (1) artikel 6, stk. 1, litra a) og b), fortolkes således, at lovligheden af kontraktbestemmelser i almindelige tjenestevilkår vedrørende platformskontrakter som de i sagen omhandlede (navnlig kontraktbestemmelser som: »I stedet for at betale […] ved at bruge de Facebook-produkter, der er dækket af disse vilkår, accepterer du, at vi kan vise dig annoncer […] Vi bruger dine personoplysninger […] til at vise dig annoncer, der er mere relevante for dig.«), som omfatter behandling af personoplysninger til indsamling og analyse af oplysninger med henblik på personaliseret reklame, skal vurderes på grundlag af kravene i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a), sammenholdt med samme forordnings artikel 7, som ikke kan erstattes med henvisning til artikel 6, stk. 1, litra b)?

2)

Skal databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra c) (dataminimering), fortolkes således, at alle personoplysninger, som en platform som den i hovedsagen omhandlede har til rådighed (navnlig gennem den registrerede eller gennem tredjeparter på eller uden for platformen), uden begrænsninger med hensyn til tid eller oplysningernes art kan indsamles, analyseres og behandles med henblik på målrettet reklame?

3)

Skal databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, fortolkes således, at bestemmelsen finder anvendelse på behandlingen af oplysninger, som muliggør en målrettet filtrering af særlige kategorier af personoplysninger såsom politisk anskuelse eller seksuel orientering (f.eks. til reklameformål), selv om den dataansvarlige ikke sondrer mellem disse oplysninger?

4)

Skal databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 9, stk. 2, litra e), fortolkes således, at en persons ytring om sin egen seksuelle orientering i forbindelse med en paneldiskussion tillader behandling af andre oplysninger om den seksuelle orientering med henblik på indsamling og analyse af oplysninger med henblik på personaliseret reklame?

1)

Skal § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999, som findes i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 (1), fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning som den, der er indeholdt i artikel 1, stk. 121, i lov nr. 107/2015, som udtrykkeligt udelukker, at uddannelsesministeriets lærere med tidsbegrænset ansættelse har ret til og kan få udbetalt et bestemt løntillæg på 500 EUR, fordi dette tillæg udgør en godtgørelse til faglig uddannelse og kompetenceudvikling alene for personale med tidsubegrænset ansættelse?

2)

Skal et løntillæg på 500 EUR pr. år som det, som fastsættes i artikel 1, stk. 121, i lov nr. 107/2015 (og artikel) 2 i lovdekret nr. 22/2020 (det såkaldte »elektroniske kort til lærere«), som er bestemt til køb af uddannelsesprodukter og -ydelser med henblik på udvikling af de professionelle kompetencer og til køb af opkoblingstjenester, anses for at være omfattet af ansættelsesvilkårene som omhandlet i § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse?

3)

Såfremt det fastslås, at denne godtgørelse ikke er omfattet af de nævnte ansættelsesvilkår, skal § 6 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999, sammenholdt med artikel 150 [TEU], artikel 14 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 10 i den europæiske socialpagt, da fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den, der er indeholdt i artikel 1, stk. 121, i lov nr. 107/2015, hvorefter kun arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelseskontrakt eller -forhold har ret til tilskud til faglig uddannelse, selv om de befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for lærere med tidsbegrænset ansættelse?

4)

Skal de generelle principper i den gældende (EU)-lovgivning, navnlig lighedsprincippet, ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, som er fastslået i artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, i direktiv 2000/43 (2) og 2000/78 (3) og i § 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse i forbindelse med anvendelse af direktiv 1999/70 fortolkes således, at de er til hinder for en bestemmelse som den, der er indeholdt i artikel 1, stk. 121, i lov nr. 107/2015, der tillader, at lærere med tidsbegrænset ansættelse kan behandles ringere og forskelligt med hensyn til ansættelsesvilkår og adgang til faglig uddannelse, blot fordi de har et tidsbegrænset ansættelsesforhold, selv om de befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for lærere med tidsubegrænset ansættelse hvad angår type af arbejde og ansættelsesvilkår, idet lærere med tidsbegrænset ansættelse udfører samme opgaver og har samme faglige, pædagogiske, metode- og undervisningsmæssige, organisations- og relationsmæssige samt forskningsrelaterede kompetencer, som er erhvervet gennem undervisningserfaring, som ifølge den nationale lovgivning er ligestillet med fastansatte læreres?

5)

Skal § 6 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse læst i lyset af og under iagttagelse af de generelle principper i den gældende (EU)-lovgivning, navnlig lighedsprincippet, ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, samt de grundlæggende rettigheder, som er fastslået i artikel 14, 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den, der er indeholdt i artikel 1, stk. 121, i lov nr. 107/2015, hvorefter alene arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse har mulighed for adgang til faglig uddannelse?

1)

Skal artikel 15, stk. 3 og 1, sammenholdt med artikel 14, i direktiv (EU) 2016/680 (1), set i lyset af artikel 54 i samme direktiv, fortolkes således, at denne bestemmelse tillader en national ordning,

2)

Såfremt spørgsmål 1a og 1b skal besvares bekræftende, er artikel 15, stk. 3 og 1, i direktiv 2016/680 da forenelig med adgangen til effektive retsmidler i henhold til chartrets (2) artikel 47, selv om retten derved berøves muligheden for

3)

Udgør afslaget på indsigt og dermed på et effektivt retsmiddel i henhold til chartrets artikel 47 et ulovligt indgreb i erhvervsfriheden i henhold til chartrets artikel 15, når de opbevarede oplysninger anvendes til at udelukke en registreret fra en ønsket beskæftigelse på grund af en formodet sikkerhedsrisiko?

1.

Er den afledte opholdsret i medfør af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2004/38/EF (1) for en slægtning i opstigende linje til en unionsborger, der er arbejdstager, betinget af slægtningens fortsatte afhængighed af arbejdstageren?

2.

Er direktiv 2004/38/EF til hinder for, at en værtsmedlemsstat begrænser adgangen til sociale ydelser i form af kontantydelser for et familiemedlem, der har en afledt ret til ophold som følge af hendes afhængighed af en unionsborger, der er arbejdstager, når adgang til en sådan ydelse ville medføre, at hun ikke længere er afhængig af arbejdstageren?

3.

Er direktiv 2004/38/EF til hinder for, at en værtsmedlemsstat begrænser adgangen til sociale ydelser i form af kontantydelser for et familiemedlem, der har en afledt ret til ophold som følge af hendes afhængighed af en unionsborger, der er arbejdstager, med den begrundelse, at det pågældende familiemedlem som følge af ydelsen bliver en urimelig byrde for medlemsstatens sociale system?

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Naturgy Energy Group SA, bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

3)

Viesgo Producción, SL og EDP España SA, bærer deres egne omkostninger.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Brunswick Bowling Products LLC betaler sagsomkostningerne.

3)

Kongeriget Sverige bærer sine egne omkostninger.

1)

Afgørelse OCM(2019)11506 af 22. maj 2019 truffet af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) annulleres, for så vidt som der herved blev meddelt afslag på aktindsigt i OLAF’s endelige undersøgelsesrapport vedrørende sag OF/2015/0034/B4 efter fjernelse af eventuelle personoplysninger vedrørende vidner, interne notater og henvisninger til OLAF’s metoder.

2)

I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

3)

Kommissionen betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

e*Message Wireless Information Services GmbH bærer sine egne omkostninger og betaler de af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og Apple Inc afholdte omkostninger.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Seven SpA’s påstand om, at der skal gives afslag på registreringen af EU-figurmærket DoubleF for varer i klasse 18 og tjenesteydelser i klasse 35 forkastes.

3)

FF IP Srl betaler sagsomkostningerne.

1.

Afgørelsen truffet den 2. december 2019 af Det Udvidede Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1276/2017-G) annulleres.

2.

EUIPO betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Sony Interactive Entertainment Europe Ltd bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO afholdte omkostninger.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Sony Interactive Entertainment Europe Ltd betaler sagsomkostningerne.

1)

Palladium Gestión, SL tillades at træde i Fiesta Hotels & Resorts, SL’ sted i egenskab af intervenient.

2)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

3)

Residencial Palladium, SL betaler de af EUIPO afholdte omkostninger.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Bimbo Donuts Iberia, SA betaler sagsomkostningerne.

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Telefónica Germany GmbH & Co. OHG og Google LLC bærer hver deres omkostninger og betaler hver halvdelen af de omkostninger, som Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) har afholdt.

—

Annulation af EU-Udenrigstjenestens ansættelsesmyndigheds afgørelse af 26. august 2020 og, om fornødent, af alle forberedende akter og afgørelser, hvorved denne besluttede at »[s]anktionen fjernelse fra tjenesten uden nedsættelse af pensionsrettigheder pålægges [fortroligt] (1), tjenestemand ved Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), i medfør af artikel 9, stk. 1, litra h), i bilag IX til vedtægten. Denne afgørelse har virkning fra den første dag i måneden efter datoen for underskriften«, reference [fortroligt], og meddelt samme dag ved e-mail af [fortroligt].

—

Sagsøgte tilpligtes at erstatte hele det tab, som sagsøgeren har lidt og vil lide som følge af vedtagelsen og gennemførelsen af denne anfægtede afgørelse og som følge af hele den påklagede adfærd, i forbindelse med hvilken denne afgørelse blev truffet, idet dette beløb foreløbigt og med forbehold for en forhøjelse under sagen efter ret og billighed er fastsat til 3 500 000 EUR.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med artikel 134 i Den Europæiske Unions Rets procesreglement.

1.

Første anbringende om, at de faktiske omstændigheder, som foreholdes sagsøgeren, ikke foreligger, om anvendelse af forkerte retsgrundlag, om tilsidesættelse af artikel 17, stk. 1, af artikel 21, stk. 1, af artikel 25, af artikel 55, stk. 1, og af artikel 60 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), om anlæggelse af åbenbart urigtige skøn, om manglende begrundelse, om tilsidesættelse af begrundelsespligten og af retten til forsvar og om tilsidesættelse af princippet »non bis in idem«.

2.

Andet anbringende om, at den disciplinære forfølgning er behæftet med formelle fejl og processuelle fejl, og bl.a. tilsidesættelse af artikel 1, artikel 2 og artikel 22, stk. 1, i bilag IX til vedtægten og af flere bestemmelser i Kommissionens afgørelse af 12. juni 2019 om almindelige gennemførelsesbestemmelser vedrørende administrative undersøgelser og disciplinærsager (de »almindelige gennemførelsesbestemmelser«), gentagne tilsidesættelser af retten til forsvar og bl.a. af artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), der sikrer retten for enhver til aktindsigt i de sager, der vedrører ham eller hende, tilsidesættelse af vedtægtens artikel 26, stk. 2, tilsidesættelse af uskyldsformodningen, af retten til at blive hørt, af chartrets artikel 41, stk. 1, og af den pligt til uvildighed, der er fastsat heri, af forordning 2018/1725 (2) samt af forordning 2001/10499 (3), tilsidesættelse af princippet om processuel ligestilling, der er tilknyttet det begreb om en retfærdig rettergang, der er sikret ved chartrets artikel 47, tilsidesættelse af omsorgspligten og af begrundelsespligten og anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, tilsidesættelse af pligten til at foretage en upartisk, selvstændig og tilbundsgående undersøgelse, med henblik på at fremskaffe såvel belastende som diskulperende oplysninger, og tilsidesættelse af princippet om god tro og af princippet om god forvaltning.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 10 i bilag IX til vedtægten, af retssikkerhedsprincippet og af princippet om en forholdsmæssig sanktion samt tilsidesættelse af den berettigede forventning og anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn. Sagsøgeren har gjort gældende, at sanktionen ikke står i forhold til de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, af vedtægtens artikel 12 og artikel 22b, af omsorgspligten og af vedtægtens artikel 24, om magtmisbrug og magtfordrejning, om tilsidesættelse af bestemmelserne i direktiv 2019/1937 (4), om tilsidesættelse af direktiv 2000/78 (5) og direktiv 2000/43 (6), om tilsidesættelse af pligten til loyalt samarbejde med Europa-Parlamentet og af Europa-Parlamentets beslutning af 1. juni 2017 om bekæmpelse af antisemitisme [2017/2692 (RSP)], af Rådets erklæring om bekæmpelse af antisemitisme af 2. december 2020, af artikel 2 TEU og artikel 3 TEU, af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og af verdenserklæringen om menneskerettigheder, af FN-konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, af den internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination, af De Forenede Nationers konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

—

Det fastslås, at Kommissionen støttede sin besvarelse af klagen på sin egen og dermed en ulovlig fortolkning af artikel 153, stk. 4, TEUF.

—

Det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaterne, og navnlig artikel 105, stk. 1, TEUF.

—

Det fastslås, at Cnav og dets tilknyttede organer har overtrådt Unionens konkurrenceregler.

—

Kommissionen tilpligtes at betale Union syndicale des indépendants solidaires 2 500 EUR i advokatomkostninger.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 267 TEUF, hvorved lovgiver alene har tillagt Den Europæiske Unions Domstol kompetence til at afgøre spørgsmål om fortolkningen af traktaterne. Sagsøgeren har på denne baggrund gjort gældende, at Kommissionen har pligt til alene at anse Domstolens fortolkning af traktaternes indhold for retligt gældende.

2.

Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 153, stk. 4, TEUF. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens fortolkning af denne artikel, hvorefter udformningen og forvaltningen af velfærdssystemerne, herunder pensionssystemerne, grundlæggende fortsat er medlemsstaternes kompetence, ikke kan tiltrædes. Sagsøgeren har tilføjet, at Kommissionen overskred sin enekompetence med henblik på at begrunde sin afvisning af at fastslå, at det af klagen omhandlede organ havde tilsidesat Unionens konkurrenceregler.

3.

Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, 102 TEUF og 105 TEUF, eftersom en af Kommissionens opgaver ifølge sagsøgeren netop er af egen drift at oplyse sager vedrørende tilsidesættelser af de principper, der er fastlagt i førnævnte artikler. Sagsøgeren har gjort gældende, at det af klagen omhandlede organ må anses for at være en virksomhed, og sagsøgeren har heraf udledt, at Unionens konkurrenceregler således finder anvendelse på dette organ. Det er sagsøgerens opfattelse, at monopolsituationen for Caisse nationale d’assurance vieillesse og de hertil knyttede organer er ulovlig.

—

Det fastslås, at vedtægtens artikel 71, hvorpå ansættelsesmyndighedens afgørelse af 5. maj 2021 er baseret, er ulovlig.

—

Det fastslås, at ansættelsesmyndighedens afgørelse af 5. maj 2021 er ugyldig.

—

tilpligtes Europa-Kommissionen at betale  OE (*1) et beløb på 51,89 EUR i godtgørelse for arbejdsrelaterede udgifter.

—

tilpligtes Europa-Kommissionen at tildele  OE (*1) en internetvolumen til arbejdsmæssig brug uanset hvordan i enhver situation med hjemmearbejde, der kan opstå.

—

tilpligtes Europa-Kommissionen at betale  OE (*1) et beløb på 10 000 EUR for de forskellige lidte tab.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, principalt, en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 71 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) og om, subsidiært, at ansættelsesmyndighedens afgørelse af 5. maj 2021 er ugyldig som følge af denne afgørelses manglende overensstemmelse med retspraksis vedrørende vedtægtens artikel 71. Sagsøgeren har desuden til støtte for dette anbringende gjort gældende, at omsorgspligten og princippet om god forvaltning er tilsidesat, samt at ansættelsesmyndighedens afgørelse er diskriminerende.

2.

Andet anbringende, til støtte for påstanden om at opnå en internetvolumen til arbejdsmæssig brug, om tilsidesættelse af artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

3.

Tredje anbringende, til støtte for påstanden om erstatning af de lidte tab, om at Kommissionens adfærd, som kan medføre, at Unionen ifalder ansvar, er ulovlig.

—

Sagen antages til realitetsbehandling.

—

Sagsøgerne gives medhold.

—

Europa-Parlamentets afgørelse af 20. juli 2021 om afvisning af sagsøgernes tilbud af 16. april 2021 annulleres.

—

Sagen fremmes til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold.

—

Annullation af afgørelsen af 16. december 2020, for så vidt som sagsøgerens ansøgning til stillingen som kontorchef for EIB’s viceformand heri afslås, og annullation af afgørelsen om at udnævne [fortroligt] (1) til den omhandlede stilling.

—

Om fornødent annullation af afgørelsen af 17. maj 2021, meddelt sagsøgeren den 18. maj 2021, om afslag på sidstnævntes ansøgninger om administrativ prøvelse af 18. december 2020 og af 17. marts 2021.

—

EIB tilpligtes at erstatte sagsøgerens ikke-økonomiske tab, idet sidstnævnte efter ret og billighed er opgjort til 4 000 EUR.

—

EIB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om processuelle ulovligheder og en tilsidesættelse af retningslinjerne for intern mobilitet og forfremmelse. Sagsøgeren har i denne henseende bl.a. gjort gældende, at han aldrig har fået meddelelse om udvælgelseskriterierne eller om udvælgelseskomitéens sammensætning.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af stillingsopslaget og om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn. Til støtte for dette anbringende har sagsøgeren anført, at den efter udvælgelsesprocedurens afslutning valgte ansøger åbenbart ikke opfyldte de fastsatte kriterier.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten.

4.

Fjerde anbringende om, at retningslinjerne og stillingsopslaget, kombineret eller særskilt, er ulovlige, for så vidt som de tilsidesætter retssikkerhedsprincippet, princippet om gennemsigtighed og princippet om god administration.

—

I henhold til artikel 263 TEUF tages påstanden om, at formanden for Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender, Dolors Montserrat Montserrats, såvel som enhver ansat, i aktiv tjeneste eller på orlov, i den spanske offentlige administration eller enhver, som er eller på et tidspunkt har været tilknyttet eller forbundet med sidstnævnte eller den udøvende eller lovgivende magt i Kongeriget Spanien, anses for inhabile, til følge, idet deres deltagelse i denne procedure udgør en klar interessekonflikt, som kort sagt udgør en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift, der må føre til annullation af afgørelsen.

—

I henhold til den ovenfor nævnte artikel 263 TEUF fastslås det på samme måde, at sagsøgeren har ret til at få kendskab til begrundelsen og baggrunden for de afgørelser, som blev truffet i forbindelse med behandlingen af den anfægtede afgørelse og særligt andragendets oprindelige antagelse til behandling såvel som ændringen af dets status fra »åben for støtte« til »opfylder ikke betingelserne for behandling«, for så vidt som denne resulterede i en yderligere tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift.

—

Der nedlægges ligeledes i henhold til artikel 263 TEUF påstand om annullation af afgørelse D 200663, idet der herved er sket en tilsidesættelse af traktaterne og de øvrige regler vedrørende anvendelsen heraf som beskrevet samt en yderligere tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift, idet de grunde, der er anført til støtte for afgørelsen, og hvormed sagsøgerens andragende blev forkastet, ikke finder anvendelse i sagen og ikke er retligt begrundede. Henset til dette bør Retten, efter at have behandlet sagen, principalt fastslå, at sagsøgerens andragende kan behandles, eller subsidiært forpligte Udvalget for Andragender til at retablere retstilstanden på det oprindelige tidspunkt, idet udvalget med udgangspunkt heri bør træffe en ny afgørelse vedrørende det indgivne andragende og herved overholde de rettigheder, som blev tilsidesat, og tillade, at sagsøgerens andragende behandles og erklæres åben for støtte.

—

Som følge af det ovenstående og i henhold til artikel 263 TEUF fastlægges det personlige ansvar for de parter, som har tilsidesat den anvendelige lovgivning, og som har deltaget i, hvad der klart må anses for at være ulovlige handlinger, der kun har til formål at forhindre sagsøgerens andragende i at opnå støtte i Parlamentet. Hvis dette ligger uden for Rettens kompetence, lægger den i sin afgørelse de anfægtede ulovlige handlinger til grund som beviste, således at denne kan danne grundlag for en efterfølgende administrativ procedure vedrørende dette ansvar.

—

Endelig tilpligtes modparten i medfør af artikel 133 ff. i Rettens procesreglement udtrykkeligt at betale sagsomkostningerne i den foreliggende sag, også i tilfælde af sagsøgtes tiltrædelse af sagsøgerens påstande, idet Retten i tilfælde af, at nogle af disse ikke tages til følge, anmodes om ikke at pålægge sagsøgeren at betale en del af modpartens omkostninger, under henvisning til alvoren af og den retlige begrundelse for de nedlagte påstande.

1.

Første anbringende om en indledende tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift, da afgørelsen blev truffet i den foreliggende sag.

Sagsøgeren har i den forbindelse gjort gældende, at formanden for Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender, Dolors Montserrat Montserrat, med sin arbejdsmæssige baggrund og nationalitet burde have afholdt sig fra at træffe den anfægtede afgørelse, da andragendet medførte en klar interessekonflikt for hende.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af Den Europæiske Unions (EU) traktater i den anfægtede afgørelse samt manglende begrundelse vedrørende den grundlæggende problemstilling.

Sagsøgeren har gjort gældende, at problemstillingen, som fremgår af andragendet, er omfattet af Den Europæiske Unions aktionsområde, hvilket medfører, at den anfægtede afgørelse bør annulleres, da den anvendelige EU-ret er blevet tilsidesat.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af formforskrifter som følge af ændringen af status for sagsøgerens andragende samt manglende begrundelse for denne ændring.

—

Forordning 2021/953 (1) erklæres ugyldig.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1), for så vidt som den anfægtede retsakt er i strid med forbuddet mod behandling af personoplysninger om en fysisk persons helbred.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 21, stk. 1, TEUF, der tillægger unionsborgere ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 168 TEUF og 169 TEUF samt af artikel 3, 35 og 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

—

Sagen antages til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold.

—

Den til sagsøgeren rettede afgørelse annulleres.

—

ENISA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Sagsøgeren gives ret til at fremsætte ethvert andet faktisk og retligt anbringende til den tid, på det sted og i den sammenhæng, som findes passende.

—

Sagsøgeren gives ret til ud over de dokumenter, der er nævnt i selve stævningen, at fremlægge ethvert dokument på passende tid og sted og i den sammenhæng, som findes passende.

—

Sagsøgeren forbeholdes ret til alle øvrige rettigheder, krav, anbringender og retsskridt.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af retsforskrifter. Sagsøgeren har navnlig anført, at meddelelsen om en ledig stilling ikke gav mulighed for at gennemføre fjernprøver, og at han ikke havde accepteret at aflægge de skriftlige og de mundtlige prøver som fjernprøver. Sagsøgeren har tilføjet, at han ikke fik mulighed for at vælge mellem at aflægge prøverne ved fremmøde eller som fjernprøve. Endvidere har sagsøgeren anført, at der i juli 2020 ikke var grundlag for at gennemføre fjernprøver, idet Grækenland på dette tidspunkt havde været klassificeret som grøn zone siden den 4. maj 2020, hvor nedlukningen blev ophævet. Endelig har sagsøgeren anført, at han blev fravalgt som følge af, at han opnåede 60 point ud af 100, mens udvælgelsen af kvalificerede ansøgere kun omfattede dem, der havde opnået 75/100, idet han har præciseret, at meddelelsen ikke indeholder nogen oplysninger om, at der kræves et sådant pointantal.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af lighedsprincippet som følge af, at udvælgelsesprøven fandt sted under uhensigtsmæssige vilkår. Sagsøgeren blev derfor ikke behandlet på samme måde som de andre ansøgere.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om objektivitet i bedømmelsen. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at spørgsmålene i den mundtlige og den skriftlige prøve samt de point, som sagsøgeren blev tildelt for sine svar, ikke var objektive.

—

Den anfægtede afgørelse omgøres, og det fastslås, at det omtvistede varemærke, EU-varemærke nr. 6 316 541, er ugyldigt.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, og sagen hjemvises til appelkammeret med pålæg om, at dette træffer en ny afgørelse i overensstemmelse med, hvad Retten fastslår.

—

EUIPO og Specchiasol Srl tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagens behandling ved appelkammeret.

—

Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Annullation af afgørelsen af 29. oktober 2020.

—

Om fornødent annullation af afgørelsen om afslag på klagen af 11. maj 2021.

—

Administrationen tilpligtes at betale sagsøgeren en økonomisk godtgørelse svarende til det ledertillæg, som han ville have oppebåret at regne fra måneden efter indgivelsen af hans ansøgning om omplacering (dvs. fra den 1. august 2020).

—

Administrationen tilpligtes at kompensere virkningerne af denne ulovlighed for sagsøgerens pensionsrettigheder, dvs. forskellen mellem hans faktiske pension og den pension, som han kunne have oppebåret af hans sidste grundløn, inklusiv ledertillægget.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om åbenbar tilsidesættelse af prioritetsprincippet og af de forpligtelser, som ansættelsesmyndigheden havde formuleret i forbindelse med afgørelsen af 30. marts 2015 om at stille sagsøgeren til rådighed for støttegruppen for Ukraine (GSU).

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af pligten til at udøve god forvaltning, af sagsøgerens berettigede forventninger, af hans velerhvervede rettigheder og af administrationens omsorgspligt.

—

Annullation af afgørelsen af 25. maj 2021.

—

Følgelig fremmes den indgivne klage til realitetsbehandling.

—

Hvad angår realiteten annulleres afgørelsen af 30. marts 2020.

—

Følgelig indrømmes sagsøgeren ret til at oppebære en efterladtepension i medfør af artikel 18 i bilag VIII til vedtægten.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at klagen af 2. februar 2021 skal antages til realitetsbehandling. Sagsøgeren har gjort gældende, at den indgivne klage skal antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at afgørelsen af 30. marts 2020 ikke havde karakter af en administrativ afgørelse, der kunne være genstand for et søgsmål, og at det følgelig med rette kunne antages, at der var tale om en skrivelse, der blot informerede sagsøgeren om de skridt, der skulle foretages efter hendes ægtefælles død.

2.

Andet anbringende om en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 18 i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) som følge af en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og en forskelsbehandling alt efter karakteren af den retlige forbindelse af samlivet.

3.

Tredje anbringende om en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 18 i bilag VIII til vedtægten, for så vidt som Kommissionen burde have fortolket denne artikel således, at den omfatter det ægteskabelige samliv, uanset om parret er gift, har indgået en pacs-aftale eller er samboende.

4.

Fjerde anbringende om en forkert fortolkning af begrebet ægtefælle som omhandlet i den ordning, der finder anvendelse på efterladtepension, med den begrundelse, at den generelle udvikling af det europæiske samfund for så vidt angår samliv kræver en vid fortolkning af dette begreb.

5.

Femte anbringende om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn som følge af den manglende hensyntagen til sagsøgerens særlige situation. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende for det første at samlivet med hendes ægtefælle varede i mere end toogtredive år, for det andet, at de fik et barn sammen og endelig, at hun, da hendes ægtefælles helbredstilstand blev forværret, var ved hans side for at hjælpe ham.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som begæringen om, at EU-varemærke nr. 9 680 737 blev erklæret fortabt, blev afslået derved, og EU-varemærke 9 680 737 erklæres fortabt i sin helhed.

—

Sagsøgte og, såfremt de andre parter, der deltog i sagen for appelkammet, formelt indtræder i sagen, også disse parter, tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder sagsøgerens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 58, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 18, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Tilsidesættelse af artikel 58, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 18, stk. 1, andet afsnit, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Tilsidesættelse af artikel 58, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001, da EUIPO traf en retligt fejlagtig afgørelse, uden at den reelle brug blev bevist.

—

Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2021/1002 af 21 juni 2021 om gennemførelse af afgørelse 2012/642/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Hviderusland (EUT 2021, L 219 I, s. 70) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/997 af 21. juni 2021 til gennemførelse af artikel 8a, stk. 1, i forordning (EF) nr. 765/2006 om restriktive foranstaltninger over for Belarus (EUT 2021, L 219 I, s. 3) (herefter samlet »de anfægtede retsakter«) annulleres, i det omfang de finder anvendelse over for sagsøgeren..

—

Det fastslås, at artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelse 2012/642/FUSP af 15. oktober 2012 (som ændret) og artikel 2, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 765/2006 af 18. maj 2006 (som ændret) er uanvendelige på grund af ulovlighed, i det omfang de finder anvendelse over for sagsøgeren.

1.

Første anbringende om, at Rådet foretog et åbenbart urigtigt skøn ved at vurdere, at kriteriet for at opføre sagsøgeren på listerne i de anfægtede foranstaltninger er opfyldt.

2.

Andet anbringende om at Rådet har tilsidesat sagsøgerens grundlæggende rettigheder, herunder retten til privatliv, retten til et forsvar, ejendomsretten og friheden til at oprette og drive egen virksomhed.

3.

Tredje anbringende om ulovlighed, såfremt opførelseskriteriet i Rådets afgørelse 2012/642 og artikel 2, stk. 5, i Rådets forordning 765/2006 skal fortolkes således, at det omfatter enhver form for støtte eller enhver form for fordel.

—

Som en øjeblikkelig foreløbig foranstaltning suspenderes anvendelsen af artikel 1, stk. 1, litra a) og b), med omgående virkning.

—

Principalt annulleres den anfægtede forordning (EU) 2021/953 i sin helhed.

—

Subsidiært (i) annulleres artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2021/953 (1) definitivt, og (ii) enten annulleres artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2021/953 definitivt, og/eller indtil der udtrykkeligt i forordningen indføjes en bestemmelse, hvorefter positive tilfælde af Covid-19 alene kan udgøres af tilfælde, der overholder protokollerne vedtaget af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og af Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) på området for RT-PCR-test med hensyn til asymptomatiske personer og med hensyn til personer, der udviser symptomer, henset til udviklingscyklusserne.

—

Mere subsidiært, og som et muligt kompromis mellem parterne, annulleres ordlyden af den anfægtede forordnings artikel 3, stk. 1, litra a) og b), og bestemmelsen ændres, idet dens ordlyd erstattes med en forpligtelse, hvorefter enhver unionsborger med henblik på udstedelsen af et EU-certifikat i de af forordningen omfattede situationer skal undergå en spyttest, og, såfremt denne er positiv, skal overholde WHO- og ECDC-protokollerne for en faktisk efterprøvelse af et bekræftet tilfælde af Sars CoV 2/Covid 19.

—

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 20 og 21 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og af Rådets forordning nr. 2383/21 og 2361/2021.

I denne henseende har sagsøgerne gjort gældende, at den anfægtede forordning, som behandler vaccinerede personer bedre end personer, der ikke er vaccineret mod covid-19, på grundlag af den fejlagtige videnskabelige antagelse, at vaccinerede personer ikke er smitsomme, udgør ulovlig forskelsbehandling med hensyn til den frie bevægelighed, hvilket udtrykkeligt forbydes af Europarådet, der er det udøvende organ for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »EMD«), og som er en organisation, hvor medlemsstaterne er medlemmer, som støttes af Den Europæiske Union, og hvis politikker medlemsstaterne og EU derfor ikke kan fravige.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af chartrets artikel 20, 21 og 41-49 og tilsidesættelse af chartrets artikel 54.

I denne forbindelse har sagsøgerne gjort gældende, at forordningen ikke henviser til nogen kilde, der indeholder den mindste indicie- eller bevisstøttede bekræftelse af, at der faktisk består videnskabelig usikkerhed med hensyn til, at det er mindre sandsynligt, at vaccinerede personer smitter en anden person med sars-CoV-2, sammenlignet med personer, der ikke er smittet. Der er ikke blevet foretaget den uomgængelige forudgående passende medicinsk-videnskabelige konsultation til at underbygge dette udsagn. Udsagnet om, at vaccinerede personer ikke smitter, modsiges i selve forordningen, hvori det er anført, at det er nødvendigt at afvente beviser. Ingen unionsborger må udsættes for forskelsbehandling og dermed forhindres i fuldt ud at udøve sin grundlæggende ret til bevægelighed uden begrænsninger, så længe der ikke foreligger det mindste bevis for korrektheden af det videnskabelige grundlag, der begrunder en sådan begrænsning.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af chartrets artikel 21 som følge af magtmisbrug og tilsidesættelse af legalitetsprincippet som fastsat i chartrets artikel 49 som følge af, at forordningens videnskabelige grundlag mangler substans.

I denne forbindelse har sagsøgerne gjort gældende, at udviklingen af og markedsføringstilladelsen for vacciner, der tilsigter at forebygge spredningen af sars-CoV-2-virus, aldrig havde til formål at forebygge, at vaccinerede personer smitter andre. Det er ulovligt at udstrække anvendelsen af vacciner ud over den sammenhæng, hvori nævnte udvikling og markedsføringstilladelse indgår. Der foreligger rigelig ubestridt dokumentation, der er baseret på statistikker over infektioner i Europa og globalt, som viser, at de lande, hvor flest mennesker er vaccineret, er de lande, hvor der er det højeste antal infektioner, og at vaccinerede personer begunstiger spredningen af virusvarianter, herunder navnlig »deltavarianten«. Der foreligger beviser for, at dødeligheden af covid-19 er højere blandt vaccinerede personer.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af chartrets artikel 20 og 35 på grundlag af, at den anfægtede forordning ikke er sammenfaldende med WHO- og ECDC-retningslinjer vedrørende brugen af test. Magtmisbrug.

I denne henseende har sagsøgerne gjort gældende, at RT-PCR-test i visse landes laboratorier amplificeres i et højere cyklusantal end det antal, der anses for pålideligt af EDCD og WHO. Testen bliver anvendt uden efterfølgende klinisk kontrol og/eller kontrol af forsigtighedshensyn, og den fejlagtige mangfoldiggørelse medfører, at resultaterne er forkerte. Hvis testen er positiv, gentages testen ikke som anbefalet i WHO-retningslinjerne, således at en in-vitro-test også i denne sammenhæng er fuldstændig upålidelig. Den anfægtede forordning forpligter asymptomatiske personer til at blive testet for at kunne opnå et EU-certifikat, selv om det i WHO-retningslinjerne er anført, at RT-PCR-test og hurtige antigentest er ubrugelige for asymptomatiske personer, da det ikke er bevist, at disse personer smitter. Den eneste virkelig praktiserbare løsning med henblik på med størst mulig videnskabelig pålidelighed at opnå målet om at gøre rejser så sikre som muligt, hvilket er forordningens formål, er at pålægge vaccinerede og uvaccinerede personer at tage en spyttest umiddelbart forud for den ønskede anvendelse, og, såfremt testen er positiv, at foretage en RT-PCR-test, som amplificeres i et cyklusantal, der svarer til WHO- og ECDC-retningslinjerne.

—

Det fastslås, at klagesagen, der blev anlagt til prøvelse af indsigelsesafgørelsen, ikke kunne antages til realitetsbehandling, da den ikke blev begrundet inden for fristen.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som det deri er anført, at det ansøgte varemærke ligner det ældre varemærke.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Selskabet Pierre Lang GmbH tilpligtes at betale de omkostninger, der er forbundet med dets intervention, såfremt det intervenerer i sagen.

—

Tilsidesættelse af artikel 22, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 og af artikel 67 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/997 af 21. juni 2021 om gennemførelse af artikel 8a, stk. 1, i forordning (EF) nr. 765/2006 om restriktive foranstaltninger over for Belarus (1) og Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2021/1002 af 21. juni 2021 om gennemførelse af afgørelse 2012/642/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Hviderusland (2) (herefter »de anfægtede foranstaltninger«) annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at de anfægtede foranstaltninger tilsidesætter princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse. Det gøres gældende, at Rådet ved ikke at have sendt en individuel meddelelse om de foranstaltninger, der var blevet truffet over for sagsøgeren, tilsidesatte artikel 8a, stk. 2, i Rådets forordning 765/2006. Desuden har sagsøgerens navn siden den 18. juni 2012 været Open Joint Stock Company »Minsk Automobile Works« — Management Company of »BELAVTOMAZ« Holding. Eftersom der i de anfægtede foranstaltninger henvises til Minskii Avtomobilnyi Zavod (MAZ) / OJSC »MAZ« — et navn, som sagsøgeren aldrig har brugt som sit officielle registrerede selskabsnavn (hverken fuldt ud eller forkortet) — identificeres den udpegede enhed ikke korrekt. Som følge heraf er sagsøgeren ikke i stand til at fastlægge den nøjagtige rækkevidde af de anfægtede foranstaltninger.

2.

Andet anbringende om, at Rådet anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at opføre sagsøgeren i bilagene til de anfægtede foranstaltninger. Sagsøgeren har anført, at der i de anfægtede foranstaltninger er angivet løse, faktuelt forkerte og uunderbyggede grunde til udpegningen af selskabet. Desuden viser den mangelfulde begrundelse ikke en tilstrækkeligt væsentlig forbindelse til foranstaltningernes rækkevidde.

3.

Tredje anbringende om, at de anfægtede foranstaltninger ikke opfylder det bevisbyrdekrav, der gælder for vedtagelse af individuelle sanktioner. Rådet har ved at forsøge at anvende individuelle foranstaltninger til at nå målet om at begrænse en udenlandsk statsejet virksomheds erhvervsmæssige aktivitet og fortjeneste anvendt en ulovlig type foranstaltning.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/997 af 21. juni 2021 om gennemførelse af artikel 8a, stk. 1, i forordning (EF) nr. 765/2006 om restriktive foranstaltninger over for Belarus (1) og Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2021/1002 af 21. juni 2021 om gennemførelse af afgørelse 2012/642/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Hviderusland (2) (herefter »de anfægtede foranstaltninger«) annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at de anfægtede foranstaltninger tilsidesætter princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse. Det gøres i denne forbindelse gældende, at sagsøgerens navn siden den 18. juni 2012 har været Open Joint Stock Company »BELAZ« — Management Company of Holding »BELAZHOLDING«. Eftersom der i de anfægtede foranstaltninger henvises til Belarusski Avtomobilnyi Zavod (BelAZ) / OJSC »BELAZ« — et navn, som sagsøgeren aldrig har brugt som sit officielle registrerede selskabsnavn (hverken fuldt ud eller forkortet) — identificeres den udpegede enhed ikke korrekt. Som følge heraf er sagsøgeren ikke i stand til at fastlægge den nøjagtige rækkevidde af de anfægtede foranstaltninger.

2.

Andet anbringende om, at Rådet anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at opføre sagsøgeren i bilagene til de anfægtede foranstaltninger. Sagsøgeren har anført, at der i de anfægtede foranstaltninger er angivet løse, faktuelt forkerte og uunderbyggede grunde til udpegningen af selskabet. Desuden viser den mangelfulde begrundelse ikke en tilstrækkeligt væsentlig forbindelse til foranstaltningernes rækkevidde.

3.

Tredje anbringende om, at de anfægtede foranstaltninger ikke opfylder det bevisbyrdekrav, der gælder for vedtagelse af individuelle sanktioner. Rådet har ved at forsøge at anvende individuelle foranstaltninger til at nå målet om at begrænse en udenlandsk statsejet virksomheds erhvervsmæssige aktivitet og fortjeneste anvendt en ulovlig type foranstaltning.

—

Annullation af Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/999 af 21. juni 2021 om gennemførelse af artikel 8a, stk. 1, i forordning (EF) nr. 765/2006 om restriktive foranstaltninger over for Belarus (EUT L 2019I, 21.6.2021, s. 55).

—

Annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2021/1001 af 21. juni 2021 om ændring af afgørelse 2012/642/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Hviderusland.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om et urigtigt skøn. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at de anfægtede retsakter savner enhver faktisk begrundelse.

2.

Andet anbringende vedrørende manglende overholdelse af proportionalitetsprincippet, idet den anfægtede retsakt risikerer at kompromittere målet om international luftfartssikkerhed.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning ved urigtig bedømmelse af risikoen for forveksling mellem varemærkerne.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Sagen udsættes, indtil der er truffet endelig afgørelse i den sag, der er anlagt ved retten i Milano mod det italienske varemærke 933481 ROCHEM MARINE (figurmærke).

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, og appelkammeret ved EUIPO tilpligtes at træffe en ny afgørelse, hvorved der gives afslag på begæringen om, at EU-varemærkeregistrering nr. 12 326 609 R.T.S. ROCHEM Technical Services (figurmærke) for klasse 11 og 40 erklæres ugyldig.

—

EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret, såfremt sidstnævnte intervenerer i sagen for Retten, tilpligtes at bære deres egne omkostninger og at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 18 og artikel 64, stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Sagen udsættes, indtil der er truffet endelig afgørelse i den sag, der er anlagt ved retten i Milano mod det italienske varemærke 933481 ROCHEM MARINE (figurmærke).

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, og appelkammeret ved EUIPO tilpligtes at træffe en ny afgørelse, hvorved der gives afslag på begæringen om, at EU-varemærkeregistrering nr. 12 313 797 R.T.S. ROCHEM Technical Services (ordmærke) for klasse 11 og 40 erklæres ugyldig.

—

EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret, såfremt sidstnævnte intervenerer i sagen for Retten, tilpligtes at bære deres egne omkostninger og at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 18 og artikel 64 stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Sagen udsættes, indtil der er truffet endelig afgørelse i den sag, der er anlagt ved retten i Milano mod det italienske varemærke 933481 ROCHEM MARINE (figurmærke)

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, og appelkammeret ved EUIPO tilpligtes at træffe en ny afgørelse, hvorved der gives afslag på begæringen om, at den internationale registrering nr. 1 151 545 ROCHEM (ordmærke) for klasse 11 og 40 erklæres ugyldig.

—

EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret, såfremt sidstnævnte intervenerer i sagen for Retten, tilpligtes at bære deres egne omkostninger og at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 18 og artikel 64, stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Sagen udsættes, indtil der er truffet endelig afgørelse i sagen for retten i Milano vedrørende det italienske varemærke nr. 933481 ROCHEM MARINE (fig.).

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, og appelkammeret ved EUIPO træffer en ny afgørelse om afslag på ugyldighedsbegæringen indgivet vedrørende international registrering nr. 1 151 485 (fig.), klasse 11 og 40.

—

EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret, såfremt sidstnævnte part deltager i sagen for Retten, bærer deres egne omkostninger og tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 18 og artikel 64, stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, der er opstået i forbindelse med sagen for ugyldighedsafdelingen ved EUIPO og ved EUIPO’s appelkammer.

—

Tilsidesættelse af artikel 58, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 18, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 10, stk. 3, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625.