—

Præsidenten og vicepræsidenten skal ikke være tilknyttet en afdeling permanent.

—

I løbet af hvert retsår skal vicepræsidenten være tilknyttet hver af de ti afdelinger med fem dommere i én sag pr. afdeling i henhold til følgende rækkefølge:

—

af fem dommere, sammensættes det udvidede kollegium af vicepræsidenten, dommerne i det dommerkollegium på tre dommere, for hvilket sagen oprindeligt var blevet indbragt, samt af en af de øvrige dommere i den pågældende afdeling, som udpeges i den omvendte rækkefølge af den, der er fastsat i procesreglementets artikel 8

—

af fire dommere, sammensættes det udvidede kollegium af vicepræsidenten, dommerne i det dommerkollegium på tre dommere, for hvilket sagen oprindeligt var blevet indbragt, samt af den fjerde dommer i den pågældende afdeling.

1)

Skal begrebet »forbruger« i artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (1) af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, fortolkes i betragtning af sit indhold som fastsat i Rådets direktiv 87/102/EØF (2) af 22. december 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit, eller har det et selvstændigt indhold?

2)

Er det formål, der følger af den lovlige virkning af aftalen, som i det foreliggende tilfælde giver mulighed for en fremtidig gevinst (investeringsøjemed), relevant ved vurderingen af egenskaben som »forbruger«, eller har forbindelsen mellem aftalen og personens erhvervsmæssige virksomhed på tidspunktet for aftalens indgåelse betydning?

3)

Skal begrebet »lån, der skal tilbagebetales i rater«, således som det anvendes i artikel 17, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, fortolkes således, at det kun vedrører aftaler om genstande (fysiske genstande og løsøre), eller omfatter det alle lån, herunder lån i henhold til en bankkreditaftale indgået med henblik på erhvervelsen af en beboelsesejendom?

4)

Kan der af forordning nr. 1215/2012, idet den med hensyn til begrebet »bopæl« i artikel 62, stk. 1, henviser til den nationale lovgivning, der gælder for den ret, hvor sagen er anlagt, udledes selvstændige kriterier (f.eks. et formelt kendetegn for forbindelsen til et bestemt område) for at fastslå, om der foreligger en bopæl i den medlemsstat, ved hvis ret der verserer en sag mod en forbruger?

5)

Hvorledes skal begrebet »sædvanligt opholdssted«, således som det anvendes i artikel 19, nr. 3), i forordning (EU) nr. 1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, forstås, for så vidt som en kreditaftale indgået med henblik på erhvervelsen af en beboelsesejendom kan være en forbrugeraftale som omhandlet i artikel 17, stk. 1, litra c), og er det navnlig muligt, at den har sammenhæng med centret for forbrugerens hovedinteresser?

6)

Såfremt forordning (EU) nr. 1215/2012 fastsætter selvstændige kriterier til sikring af sin effektive anvendelse med hensyn til begrebet »bopæl«, skal også den stedlige kompetence da bestemmes på grundlag af dette begreb?

1)

Er det i overensstemmelse med udøvelsen af etableringsfriheden som fastsat i artikel 49 TEUF og med udøvelsen af den frie udveksling af tjenesteydelser som fastsat i artikel 56 TEUF at indføre en bestemmelse som artikel 1, stk. 649, i lov 190/14, som nedsætter vederlag og provisioner udelukkende for en begrænset og specifik kategori af erhvervsdrivende, nemlig udelukkende for spiludbydere med spilleautomater, men ikke for alle erhvervsdrivende inden for spilsektoren?

2)

Er det i overensstemmelse med det EU-retlige princip om beskyttelse af den berettigede forventning at indføre en bestemmelse som den ovennævnte, der er indeholdt i artikel 1, stk. 649, i lov 190/14, som alene af økonomiske årsager i løbet af varigheden af en koncessionsaftale indgået mellem et selskab og en italiensk statslig myndighed har nedsat den provision, der var fastsat heri?

1)

Er fysiske personer, som er ejere af lejligheder i et lejlighedskompleks, hvad angår de retlige forhold, som de indgår i, for så vidt angår administration og vedligeholdelse af lejlighedskompleksets fællesarealer, »forbrugere« (som omhandlet i artikel 2, litra b), i Rådets direktiv 93/13/EØF (1) af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og artikel 2, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (2) af 25. oktober 2011)?

2)

Er fysiske personers egenskab af »forbruger« for personer, som er ejere af lejligheder i et lejlighedskompleks, afhængig af, hvilken type retlige forhold de indgår i (individuel aftale om administration og vedligeholdelse af fællesarealerne, aftale i henhold til artikel 2, i zakon za upravlenie na etazjna sobstvenost (lejlighedsadministrationsloven), administration forestået af ejerforeningens generalforsamling)?

3)

Er lovgivning, som tillader forskelsbehandling (hvad angår egenskaben »forbruger«) af ejerne i et lejlighedskompleks, afhængigt af, om ejerne har indgået en individuel aftale om administration og vedligeholdelse af lejlighedskompleksets fællesarealer eller ej (i sidstnævnte tilfælde er udgøres den administrative myndighed af ejerforeningens generalforsamling), i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011?

1)

Skal artikel 27, stk. 3, i forordning nr. 604/2013 (1) (Dublin III-forordningen), i givet fald sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en anmodning om almindelig udsættelse, der er indgivet sammen med et annullationssøgsmål til prøvelse af en afgørelse om overførsel af en ansøger til en stat, der er erklæret kompetent til at behandle ansøgningen om international beskyttelse, ikke suspenderer fuldbyrdelsen af overførslen, indtil der er truffet afgørelse om denne anmodning om udsættelse?

2)

Skal artikel 27, stk. 3, i forordning nr. 604/2013 (Dublin III-forordningen), i givet fald sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et søgsmål om udsættelse af en afgørelse om overførsel af ansøgeren til en stat, der har kompetence til at træffe afgørelse om ansøgningen om international beskyttelse, kun udsætter fuldbyrdelsen af overførslen, indtil der er truffet afgørelse om den nævnte anmodning om udsættelse, såfremt der fremsættes en anmodning om udsættelse i særlige hastetilfælde, når ansøgeren er genstand for en udsendelses- eller hjemsendelsesforanstaltning med snarlig fuldbyrdelse, særligt såfremt den pågældende tilbageholdes eller er i myndighedernes varetægt, og såfremt den pågældende endnu ikke har begæret almindelig udsættelse samtidig med annullationen?

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Sagsøgerne betaler sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

1)

Sagen afvises.

2)

Unie van Professionele Transporteurs en Logistieke Ondernemers (UPTR) betaler sagsomkostningerne.

1)

Søgsmålet afvises.

2)

Det er ikke længere fornødent at tage stilling til Rumæniens interventionsbegæring.

3)

Dual Star Logistic SRL, Eliton Trans SRL, Agexim Spedition SRL, SC A & C International Road Cargo SRL og Uniunea Naţională a Transportatorilor Rutieri din România (UNTRR) bærer hver deres egne omkostninger og betaler Europa-Parlamentets og Rådet for Den Europæiske Unions omkostninger bortset fra omkostningerne i forbindelse med interventionsbegæringen.

4)

Dual Star Logistic, Eliton Trans, Agexim Spedition, SC A & C International Road Cargo, Uniunea Naţională a Transportatorilor Rutieri din România (UNTRR), Parlamentet og Rådet samt Rumænien bærer hver deres egne omkostninger i forbindelse med interventionsbegæringen.

1)

Søgsmålet afvises.

2)

NG og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget til kendelsen, betaler Europa-Parlamentets og Rådet for Den Europæiske Unions omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

1)

Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) frifindes.

2)

Stasys Jakeliūnas betaler sagsomkostningerne.

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Europa-Kommissionen betaler sagsomkostningerne.

1)

Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)

Kendelsen af 2. juni 2021, Puigdemont i Casamajó m.fl. mod Parlamentet (T-272/21 R), udsættes.

3)

Afgørelsen om parterne i hovedsagens sagsomkostninger udsættes.

4)

Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.

—

Søgsmålet antages til realitetsbehandling, sagsøgeren gives medhold og Europa-Kommissionens afgørelse af 20. maj 2021 C(2021) 3489 final om en procedure i henhold til artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 53 i EØS-aftalen (AT.40324 — europæiske statsobligationer) annulleres, eller subsidiært nedsættes bøden til 51,3 mio. EUR i overensstemmelse med UBS’ metode om handlet nettoværdi, eller til 60,6 mio. EUR i overensstemmelse med UBS’ justerede metode om handlet nettoværdi, eller bøden nedsættes med mindst 65 % som konsekvens af de fejl og unøjagtigheder, der er identificeret i Kommissionens metode.

—

Kommissionen tilpligtes at bære sine egne sagsomkostninger og at betale UBS’ sagsomkostninger.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen undlod at anvende generelt anvendelige regler om beregning af finansielle institutioners omsætning, hvorved den tilsidesatte de almindelige principper om ligebehandling og beskyttelse af den berettigede forventning.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen ukorrekt fraveg retningslinjerne for bødeberegning (1) på en måde, der var både vilkårlig og utilstrækkeligt forklaret, hvorved den tilsidesatte den relevante retspraksis og UBS’ ret til forsvar.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen undlod at give en tilstrækkelig begrundelse for sit valg af metode.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen undlod at anvende de bedste tilgængelige tal ved beregningen af UBS’ værdi af afsætning.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen anvendte sin egen metode på en måde, der var materielt ukorrekt og behæftet med en række materielle unøjagtigheder og fejl, som førte til, at UBS blev pålagt en uforholdsmæssig stor bøde.

—

Handelsaftalen af 30. december 2020 mellem Rådet for Den Europæiske Union og den britiske regering og Rådets afgørelse 2021/689 af 29. april 2021 om undertegnelse heraf annulleres, for så vidt som de godkender artikel Comprov.16, og for så vidt de ikke i medfør af artikel VSTV 1 opretholder retten til fri bevægelighed for briter, der har tætte familiemæssige eller formuemæssige forbindelser til EU’s område.

—

Den Europæiske Union tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger, herunder advokatsalær for ca. 5 000 EUR.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side (herefter »aftalen«) udgør en tilsidesættelse af retsstatsprincippet. Sagsøgerne har i denne henseende gjort gældende, at aftalens artikel COMPROV.16 for næsten samtlige bestemmelser udelukker, at de kan anfægtes for en domstol, herunder Unionens retsinstanser.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder for de personer, der har bevaret tætte familiemæssige og formuemæssige forbindelser i Den Europæiske Union. Dette anbringende består af tre led.

—

Kommissionens afgørelse om afslag på den af sagsøgeren fremsatte begæring om aktindsigt i Kommissionens dokumenter af 2. juni 2021 ved udstedelse af kopier af Kommissionens samlede kommunikation

fra den 1. april 2020 og navnlig vedrørende mængden af de af BioNTech tilbudte vacciner og leveringstiden herfor annulleres, for så vidt som sagsøgeren fik afslag eller delvist afslag på aktindsigt.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at sagsøgeren har ret til aktindsigt i de i sagen omtvistede dokumenter fra Europa-Kommissionen i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1049/2001 (1).

2.

Andet anbringende om, at artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1049/2001 ikke er til hinder for, at der gives aktindsigt i de i sagen omtvistede oplysninger. De begærede oplysninger er nødvendige for den nationale sikkerhed, den offentlige ro og orden, landets økonomiske velfærd, forebyggelse af uro og beskyttelse af sundheden. Derfor er et eventuelt indgreb i privatlivets fred og i den enkeltes integritet tilladt. Endelig er udbredelsen af de oplysninger, der er begæret aktindsigt i, af signifikant offentlig interesse.

3.

Tredje anbringende om, at artikel 4, stk. 2, andet led, i forordning (EF) nr. 1049/2001 ikke er til hinder for, at der gives aktindsigt i de i sagen omtvistede oplysninger. Der foreligger ingen udelukkelsesgrund i henhold til denne bestemmelse, da den fastsætter en udelukkelsesgrund, som er tidsmæssigt begrænset og som kun vedrører igangværende drøftelser. Sagsøgerens begæring om oplysninger vedrører derimod udelukkende de afsluttede transaktioner.

4.

Fjerde anbringende om, at artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning (EF) nr. 1049/2001 ikke er til hinder for, at der gives aktindsigt i de i sagen omtvistede oplysninger. Ved denne bestemmelse er det kun den igangværende beslutningsproces, der beskyttes. Genstanden for sagsøgerens begæring om aktindsigt er imidlertid dokumenter om sagsøgtes forhandlinger om vaccineleveringer. Disse forhandlinger er allerede afsluttet. I øvrigt er der en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af de i sagen omtvistede oplysninger, da der i de seneste uger i hele Europa er blevet diskuteret og rapporteret om EU’s anskaffelse af vacciner.

5.

Femte anbringende om, at artikel 4, stk. 2, første led, i forordning (EF) nr. 1049/2001 ikke er til hinder for, at der gives aktindsigt i de i sagen omtvistede oplysninger. Udbredelsen af oplysningerne ville ikke skade en fysisk eller juridisk persons forretningsmæssige interesser. De oplysninger, som der er begæret aktindsigt i, indeholdt ingen forretningshemmeligheder som omhandlet i direktiv (EU) 2016/943 (2).

—

Artikel 1, fjerde punkt, i Kommissionens afgørelse af 20. maj 2021 i Sag AT.40324 (Europæiske statsobligationer) om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (herefter »afgørelsen«) annulleres helt eller delvist, hvorved Kommissionens konstatering af sagsøgernes ansvar annulleres helt eller delvist.

—

Subsidiært annulleres afgørelsens artikel 2, andet punkt, helt eller delvist, hvorved den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt, annulleres helt eller delvist.

—

Mere subsidiært nedsættes den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt ved afgørelsens artikel 2, andet punkt, væsentligt til et beløb, som Retten måtte finde passende.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om en retlig fejl i forbindelse med konstateringen af, at sagsøgerne deltog i en overtrædelse med »konkurrencebegrænsende formål« af artikel 101, stk. 1, TEUF og EØS-aftalens artikel 53.

2.

Andet anbringende om et urigtigt faktisk og/eller retligt skøn i forbindelse med Kommissionens klassificering af de pågældende kontakter og følgelig dens konklusion om, at de er konkurrencebegrænsende.

3.

Tredje anbringende om et urigtigt faktisk og/eller retligt skøn med hensyn til varigheden af sagsøgernes hævdede overtrædelsesperiode.

4.

Fjerde anbringende om et urigtigt faktisk og/eller retligt skøn i forbindelse med konklusionen om, at der forelå en samlet og vedvarende overtrædelse i perioden mellem den 18. januar 2011 og den 28. november 2011.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af traktaterne for så vidt angår ansvarsspørgsmålet, herunder i forbindelse med Kommissionens fremlæggelse af sine konstateringer, den måde, hvorpå den har klassificeret de relevante kontakter og en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet med hensyn til fastlæggelsen af varigheden af sagsøgernes deltagelse.

6.

Sjette anbringende om et urigtigt faktisk skøn ved at anslå en værdi af salg og afsætning, som bygger på faktisk materielt urigtige antagelser, hvis anvendelse ikke er blevet begrundet af Kommissionen; derudover er den foreslåede metode i sig selv behæftet med fejl.

7.

Syvende anbringende om tilsidesættelse af det generelle proportionalitetsprincip og det generelle ligebehandlingsprincip samt af, at bøden skal individualiseres i forbindelse med beregningen af sagsøgernes bøde på grundlag af Kommissionens værdi af salg og afsætning.

8.

Ottende anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar og af begrundelsespligten i forbindelse med Kommissionens fremlæggelse af værdien af salg og afsætning.

9.

Niende anbringende om urigtige faktiske skøn og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i forbindelse med kvalificeringen af grovheden af sagsøgernes involvering i den hævdede tilsidesættelse.

10.

Tiende anbringende om manglende anerkendelse af sagsøgernes begrænsede rolle som en formildende omstændighed i forbindelse med beregningen af sagsøgernes bøde.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, og figurmærket (registreringsansøgning nr. 017867693 ved EUIPO) tillades fremmet til registrering.

—

EUIPO tilpligtes at bære sine egne omkostninger.

—

C8 tilpligtes at bære sine egne omkostninger.

—

EUIPO tilpligtes at betale de af MCO(IP) Holdings Limited afholdte omkostninger.

—

Urigtig anvendelse af princippet om indbyrdes afhængighed, som førte til, at figurmærket fejlagtigt blev afvist fra registrering.

—

Urigtig anvendelse af princippet om indbyrdes afhængighed, som førte til, at klagen fejlagtigt blev afvist af appelkammeret.

—

Urigtig anvendelse af princippet om indbyrdes afhængighed ved at tage indsigelsen til følge og ved, som konsekvens heraf, fejlagtigt at afvise figurmærket fra registrering.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, og figurmærket (registreringsansøgning nr. 017867689 ved EUIPO) tillades fremmet til registrering.

—

EUIPO tilpligtes at bære sine egne omkostninger.

—

C8 tilpligtes at bære sine egne omkostninger.

—

EUIPO tilpligtes at betale de af MCO(IP) Holdings Limited afholdte omkostninger.

—

Urigtig anvendelse af princippet om indbyrdes afhængighed, som førte til, at figurmærket fejlagtigt blev afvist fra registrering.

—

Urigtig anvendelse af princippet om indbyrdes afhængighed, som førte til, at klagen fejlagtigt blev afvist af appelkammeret.

—

Urigtig anvendelse af princippet om indbyrdes afhængighed ved at tage indsigelsen til følge og ved, som konsekvens heraf, fejlagtigt at afvise figurmærket fra registrering.

—

Det af Oleksandr Viktorovych Klymenko anlagte søgsmål antages til realitetsbehandling.

—

Det fastslås, at ved at have vedtaget restriktive foranstaltninger over for Oleksandr Viktorovych Klymenko, annullerede eller ej, vedrørende

—

har Rådet for Den Europæiske Union pådraget sig ansvar uden for kontrakt for Den Europæiske Union.

—

Det fastslås, at Den Europæiske Union derfor er erstatningspligtig for det tab, som sagsøgeren har lidt som følge heraf.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at erstatte det tab, der følger af krænkelsen af ære og omdømme, og som beløber sig til 50 000 EUR, hvilket tillægges en lovbestemt rente og ethvert andet beløb, der findes begrundet.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 500 EUR for hver måned, hvor sagsøgerens navn har været opført på de omtvistede lister, for ikke-økonomisk skade som følge af de vanskeligheder, dette medførte i hans hverdag, og den negative indvirkning på hans helbred, hvilket tillægges en lovbestemt rente og ethvert andet beløb, der findes begrundet.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om utilstrækkelig begrundelse, som udgør en krænkelse af princippet om overholdelse af retten til forsvar og af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.

2.

Andet anbringende om et urigtigt skøn som følge af Rådets tilsidesættelse af sin forpligtelse til at godtgøre, at der er grundlag for de vedtagne restriktive foranstaltninger.

—

Følgende retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren:

Følgelig:

—

Det fastslås, at George Haswanis navn skal fjernes fra de bilag, der er knyttet til de ovenfor omhandlede retsakter.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale 100 000 EUR for det ikke-økonomiske tab.

—

I medfør af artikel 134 i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom, hvorfor George Haswani har nedlagt påstand om, at Rådet bærer sine egne sagsomkostninger og betaler de sagsomkostninger, som han har afholdt, og som han forbeholder sig ret til at dokumentere under sagen.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til en retfærdig rettergang. Sagsøgeren har kritiseret Rådet for at have tilsidesat hans ret til forsvar og navnlig retten til at blive hørt, før afgørelsen om opretholdelse af opførelsen af hans navn på sanktionslisterne blev truffet.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten. Rådet foreholdes, at det blot har anført vage og generelle betragtninger uden specifikt og konkret at angive grundene til, at det ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse fandt, at sagsøgeren skal omfattes af de omhandlede restriktive foranstaltninger.

3.

Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat i forbindelse med krænkelsen af de grundlæggende rettigheder. Sagsøgeren er i denne henseende af den opfattelse, at den over for ham trufne foranstaltning ikke står i forhold til det angivne mål, og at den udgør et uforholdsmæssigt indgreb i friheden til at oprette og drive egen virksomhed og i ejendomsretten, idet foranstaltningen tager sigte på enhver økonomisk aktivitet, hvorved der udøves indflydelse, uden noget andet kriterium.

4.

Fjerde anbringende vedrørende et åbenbart urigtigt skøn og manglende beviser. Sagsøgeren har gjort gældende, at den effektive domstolsprøvelse efter fast retspraksis bl.a. indebærer, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af, om begrundelsen for afgørelsen om at opføre eller opretholde en bestemt persons navn på listen over de af sanktioner omfattede personer er lovlig, skal sikre sig, at denne afgørelse er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag. Det af Rådet hævdede vedrørende såvel de »tætte forbindelser til regimet« som den påståede rolle som formidler i oliekøbsaftaler mellem regimet og Islamisk Stat savner ethvert grundlag og skal derfor definitivt forkastes.

5.

Femte anbringende vedrørende kravet om erstatning for det lidte tab.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2021/855 af 27. maj 2021 om ændring af [Rådets] afgørelse 2013/255/FUSP [af 31. maj 2013] om restriktive foranstaltninger over for Syrien (1) annulleres, for så vidt som denne finder anvendelse på sagsøgeren.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/848 af 27. maj 2021 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 36/2012 [af 18. januar 2012] om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (2) annulleres, for så vidt som denne finder anvendelse på sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger, herunder de af sagsøgeren afholdte.

—

Afgørelse truffet af ACER’s klagenævn i sag A-007-2021 (konsolideret) den 28 maj 2021 (herefter »den anfægtede klagenævnsafgørelse«) om afvisning af påstandene om annullation og hjemvisning af afgørelse nr. 33/2020 af 4. december 2020 (herefter »agenturets afgørelse«) om indførelse af en metode for regional koordinering af driftssikkerhed for den centrale kapacitetsberegningsregion (Methodology for Regional Operational Security Coordination for the Core Capacity Calculation Region, herefter »ROSC-metoden«), annulleres.

—

ACER tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrører en retlig fejl begået af klagenævnet, idet det fastslog, at ACER havde kompetence til at gå ud over det snævre mandat om godkendelse af den metode, som TSO’er (transmissionssystemoperatører) udarbejder som fastsat i artikel 6, stk. 3, og artikel 6, stk. 8, i forordning 2017/1485 (1), og at det var berettiget til at udvikle politiske foranstaltninger, der gik klart ud over anvendelsesområdet for og omfanget af den regionale koordinering.

2.

Andet anbringende vedrører klagenævnets manglende behørige begrundelse for dets afgørelse og således en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF.

3.

Tredje anbringende vedrører en retlig fejl begået af klagenævnet, idet det fastslog, at ROSC-metoden som indført ved agenturets afgørelse er i overensstemmelse med artikel 35, stk. 5, i forordning 2019/943 (2) og artikel 40, stk. 1, litra d), i direktiv 2019/944 (3).

4.

Fjerde anbringende vedrører en retlig fejl begået af klagenævnet, idet det fastslog, at muligheden for TSO’er for at anvende en central lastfordelingsmodel ikke påvirkes af ROSC-metoden.

5.

Femte anbringende vedrører en retlig fejl begået af klagenævnet, idet det fastslog, at den ROSC-metode, der blev vedtaget ved agenturets afgørelse, ikke undlod at fastsætte retfærdige regler for grænseoverskridende udveksling af elektricitet og ikke undlod at sikre foreneligheden mellem incitamenter vedrørende håndtering af kapacitetsbegrænsninger og investeringer i hardware-relaterede afhjælpende foranstaltninger såsom faseskiftende transformere

6.

Sjette anbringende vedrører en retlig fejl begået af klagenævnet, idet det fastslog, at den ROSC-metode, der blev vedtaget ved agenturets afgørelse, ikke er til hinder for en overholdelse af driftsmæssige sikkerhedsgrænser, særligt spændingsgrænser og derfor fastslog, at ROSC-metoden er i overensstemmelse med relevante lovbestemmelser.

—

Den konsoliderede afgørelse af 28. maj 2021 fra ACER’s klagenævn i sag A-001-2021 (herefter »den anfægtede afgørelse fra klagenævnet«) om, at påstandene om annullation og hjemvisning af afgørelse nr. 30/2020 af 30. november 2020 (herefter »agenturets afgørelse«) om transmissionssystemoperatørerne i den centrale kapacitetsberegningsregions forslag til en metode til fordeling af udgifterne til belastningsomfordeling og modkøb (herefter »RDCTCS-metoden«) skal forkastes som ugrundet, annulleres.

—

ACER tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om følgende retlige fejl: Klagenævnet begik en retlig fejl, da det fastslog, at ACER’s kompetence ikke var begrænset til elforordningens artikel 16, stk. 3, og at ACER faktisk havde kompetence til at vedtage politikforanstaltninger, hvorved der pålægges sanktioner for transaktioner på tværs af zoner, hvilket er i strid med artikel 16, stk. 13, i forordning 2019/943 (1); klagenævnet begik en retlig fejl, da det så bort fra grænserne for ACER’s kompetence, der følger af artikel 9, stk. 11, i Kommissionens forordning 2015/1222 (2), og en retlig fejl, da klagenævnet fastslog, at ACER’s kompetence er »tillagt« ved artikel 6, stk. 10, i forordning 2019/942 (3).

2.

Andet anbringende om, at klagenævnet ikke har angivet en tilstrækkelig begrundelse for afgørelsen, hvilket således udgør en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF.

3.

Tredje anbringende om en retlig fejl, idet klagenævnet fastslog, at en fastlæggelse af, hvilke elementer der indgår i flows, ikke er strid med definitionerne i artikel 2 i ACER’s RDCTCS-metode.

4.

Fjerde anbringende om en retlig fejl, idet klagenævnet fastslog, at en fastlæggelse af, hvilke elementer der indgår i flows, ifølge ACER’s RDCTCS-metode (overvurdering af Loop Flow (LF) for importbudområder) ikke er i strid med artikel 74, stk. 6, litra c) og i), i Kommissionens forordning 2015/1222.

5.

Femte anbringende om en retlig fejl, idet klagenævnet fastslog, at værdien af den af ACER fastsatte tærskel på 10 % for loop flows (LF) ikke er for høj, hvilket er i strid med princippet om, at forureneren betaler, som fastsat i artikel 16, stk. 13, i forordning 2019/943.

—

Kommissionens afgørelse af 10. juni 2021 om statsstøtte SA.28599 (C 23/2010) (Ex NN 36/2010, Ex CP 163/2009)) iværksat af Kongeriget Spanien til implementering af jordsendt digital-tv i fjerntliggende og mindre urbaniserede områder (uden for Castilla-La Mancha) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af Kongeriget Spaniens ret til at blive hørt som fastsat i artikel 41, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder (1) og af artikel 4, stk. 4, sammenholdt med artikel 6 i forordning 2015/1589 (2), idet bevisbyrden vedrørende selektiviteten blev overført til Spanien.

2.

Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 266 TEUF, for så vidt som Kommissionen overskred sine beføjelser ved opfyldelsen af dom af 20. december 2017, sag C-70/16 P, samt en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, og navnlig princippet om »reformatio in peius« og chartrets artikel 47.

3.

Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til god forvaltning som fastsat i chartrets artikel 41, idet der var en unødig forsinkelse på tre år og seks måneder med henblik på at opfylde den ved dommen fastslåede begrundelsespligt med hensyn til selektiviteten.

4.

Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, eftersom Kommissionen foretog en ulovlig analyse af selektiviteten, idet den vendte bevisbyrden.

5.

Det femte anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 1, litra d), i forordning 2015/1589, idet Kommissionen kvalificerede foranstaltningen som »støtteordning«.

6.

Det sjette anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, idet Kommissionen i denne afgørelse indførte uklare og selvmodsigende opgørelseskriterier med hensyn til fastlæggelsen af fordelen.

7.

Det syvende anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, idet der ikke forelå en fordel for de identificerede støttemodtagere, samt et urigtigt skøn ved fastlæggelsen af støttemodtageren.

8.

Det ottende anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF, idet Kommissionen anlagde et urigtigt skøn ved vurderingen af, om foranstaltningen var forenelig med det indre marked.

—

Driftsafdelingens meddelelse af 14. juni 2021 i sag 50057C og alle andre sager, hvori ansøgerens/rettighedshaverens registrerede adresse er uden for Den Europæiske Union, i henhold til hvilken sagsøgeren ikke kan repræsentere klienter, hvis registrerede hjemsted er uden for Den Europæiske Union, annulleres.

—

Det fastslås, at den praksisændring, som er indført i EUIPO’s retningslinjer, med hensyn til faglig repræsentation ved EUIPO ved spanske advokater (bilag I, afsnit 5, del A), er ulovlig.

—

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af traktaterne, eftersom EUIPO har tilsidesat retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, proportionalitetsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling ved at have givet sagsøgeren meddelelse om en uregelmæssighed i bemyndigelsen til at optræde som repræsentant ved EUIPO med den begrundelse, at »abogados« i Spanien kun kan repræsentere klienter med fast bopæl i Den Europæiske Union, og klienter med fast bopæl uden for Den Europæiske Union skal repræsenteres af en faglig repræsentant med titlen »Agente Oficial de la Propiedad Industrial«.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 120 i forordning (EU) 2017/1001 (1).

3.

Tredje anbringende om EUIPO’s manglende kompetence til at fratage spanske advokater den ret til fuldt ud og ubetinget at praktisere ved EUIPO, som de har haft siden 1996.

—

Kommissionens afgørelse om afslag på den af sagsøgeren fremsatte begæring om aktindsigt i Kommissionens dokumenter af 9. juni 2021 ved udstedelse af kopier af samtlige protokoller, sammendrag, notater, noter, akter fra møder, forhandlinger, afgørelser, forslag, beretninger, e-mails, breve, optagelser af telefonsamtaler — navnlig vedrørende Advance Purchase Agreements — og af specifikke kontrakter med medicinalvirksomheder om levering af covid-19-vacciner til bekæmpelse af Corona-pandemien, der er udarbejdet af »Steering Committees« og »Joint Negotiations Teams«, annulleres. Ved Advance Purchase Agreements forstås enhver kontrakt, som Kommissionen har indgået med henblik på køb, levering, sikring, reservation eller udvikling af covid-19-vacciner til EU-medlemsstater.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at sagsøgeren har ret til aktindsigt i de omtvistede dokumenter fra Europa-Kommissionen i henhold til artikel 2, stk.1, i forordning (EF) nr. 1049/2001 (1). Kommissionens afslag tilsidesætter denne bestemmelse.

2.

Andet anbringende om, at der ikke er nogen udelukkelsesgrunde, der er til hinder for sagsøgerens ret til aktindsigt. Navnlig er udelukkelsesgrunden i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning (EF) 1049/2001 ikke til hinder for sagsøgerens begæring. Udbredelsen af de oplysninger, der er begæret aktindsigt i, er nødvendig for talrige formål i den offentlige interesse. Derfor er et eventuelt indgreb i privatlivets fred og i den enkeltes integritet tilladt. Endvidere skal risikoen for en konkret og faktisk skade bevises. Sagsøgte har imidlertid ikke løftet denne bevisbyrde.

—

Stævningen antages til realitetsbehandling sammen med alle de hermed forbundne dokumenter og de tilsvarende kopier.

—

Der gives medhold i de ved stævningen nedlagte påstande, den anfægtede afgørelse annulleres og tilsidesættes, og der meddeles pålæg om, at EU-varemærke nr. 8 914 855 erklæres fortabt.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Ingen reel brug af EU-varemærket er blevet godtgjort [artikel 18, stk. 1, litra a), og artikel 58, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001].

—

Af de nedenfor anførte grunde annulleres Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/988 af 16. juni 2021 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (1) (ad hoc-afgørelse nr. 66) meddelt under nummer C(2021) 4118.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende om en urigtig fortolkning af forordning (EU) 2015/1383 (2) (femte betragtning), artikel 53, stk. 4, i forordning (EU) nr. 639/2014 (3) samt artikel 1 i forordning (EU) 2015/1383 og rimelighedsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet med hensyn til behandlingen af meddelelser, der er indgivet for sent til den elektroniske database, vedrørende foranstaltninger, som foreskriver en periode, hvor dyrene skal holdes på bedriften.

2.

Det andet anbringende om urigtig fortolkning af forordning (EU) 2015/1383 (femte betragtning) og af artikel 53, stk. 4, i forordning (EU) nr. 639/2014, som ændret ved forordning (EU) 2015/1383, samt tilsidesættelse af rimelighedsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet med hensyn til behandlingen af meddelelser, der er indgivet for sent til den elektroniske database, vedrørende foranstaltninger, som ikke foreskriver en periode, hvor dyrene skal holdes på bedriften.

3.

Det tredje anbringende om urigtig fortolkning af forordning (EF) nr. 1760/2000 (4) (artikel 7) med hensyn til fristen for meddelelserne til den elektroniske database.

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2021/1002 af 21 juni 2021 om gennemførelse af afgørelse 2012/642/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Hviderusland (EUT 2021, L 219I, s. 70) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/997 af 21. juni 2021 til gennemførelse af artikel 8a, stk. 1, i forordning (EF) nr. 765/2006 om restriktive foranstaltninger over for Belarus (EUT 2021, L 219I, s. 3) for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne, jf. artikel 134 i Rettens procesreglement.

—

Kommissionens afgørelse af 13. juli 2021 om afslag på den af sagsøgeren fremsatte begæring om aktindsigt i Kommissionens dokumenter ved udstedelse af kopier af Kommissionens samlede kommunikation med firmaet AstraZeneca plc eller med dets datterselskaber, med Bundeskanzleramt Deutschland eller med Bundesministerium der Gesundheit vedrørende firmaet AstraZeneca plc. eller dets datterselskaber fra den 1. april 2020 og navnlig vedrørende mængden af de af AstraZeneca plc. tilbudte covid-19-vacciner og leveringstiden herfor, annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at sagsøgeren har ret til aktindsigt i de i sagen omtvistede dokumenter fra Europa-Kommissionen i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1049/2001 (1). Kommissionens afslag tilsidesætter denne bestemmelse.

2.

Andet anbringende om, at udelukkelsesgrunden i henhold til artikel 4, stk. 2, andet led, i forordning (EF) nr. 1049/2001 ikke er til hinder for sagsøgerens ret til aktindsigt. Denne udelukkelsesgrund er tidsmæssigt begrænset og gælder kun for verserende retssager og igangværende drøftelser. Den i Belgien verserende sag mod AstraZeneca med nr. 2021/48/C vedrører helt andre faktiske omstændigheder og er allerede blevet afsluttet ved dom af 18. juni 2021. Betingelserne om, at princippet om processuel ligestilling og retsplejereglerne er blevet tilsidesat, er heller ikke opfyldt, da alle de berørte sager allerede er blevet afsluttet.