1.

Skal artikel 4, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 18 i direktiv 2010/75/EU (1) samt artikel 13 og 23 i direktiv 2008/50/EF (2) fortolkes således, at den kompetente myndighed ved behandlingen af en ansøgning om dispensation i henhold til artikel 15, stk. 4, i direktiv 2010/75/EU skal vurdere, om indrømmelse af dispensationen under hensyntagen til alle relevante videnskabelige oplysninger om miljøforurening, herunder foranstaltningerne inden for rammerne af det relevante luftkvalitetsprogram i en given zone eller et givent bymæssigt område som omhandlet i artikel 23 i direktiv 2008/50/EF, kan bringe overholdelsen af miljøkvalitetskravene i fare?

2.

Skal artikel 4, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 18 i direktiv 2010/75/EU samt artikel 13 og 23 i direktiv 2008/50/EF fortolkes således, at den kompetente myndighed ved behandlingen af en ansøgning om dispensation som omhandlet i artikel 15, stk. 4, i direktiv 2010/75/EU skal undlade at fastsætte mindre strenge emissionsgrænseværdier for luftforurenende stoffer fra et anlæg, såfremt en sådan dispensation ville være i strid med de foranstaltninger, der er fastlagt i det relevante luftkvalitetsprogram, som er vedtaget i den givne zone eller det givne bymæssige område som omhandlet i artikel 23 i direktiv 2008/50/EF, og kunne bringe målsætningen om at holde perioden med overskridelse af luftkvalitetsnormerne så kort som muligt i fare?

3.

Skal artikel 4, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 18 i direktiv 2010/75/EU og artikel 13 i direktiv 2008/50/EF fortolkes således, at den kompetente myndighed ved behandlingen af en ansøgning om dispensation som omhandlet i artikel 15, stk. 4, i direktiv 2010/75/EU skal vurdere, om fastsættelsen af mindre strenge emissionsgrænseværdier for luftforurenende stoffer fra et anlæg under hensyntagen til alle relevante videnskabelige oplysninger om miljøforurening, herunder den kumulative effekt med andre kilder til det pågældende forurenende stof, vil bidrage til, at de relevante luftkvalitetsnormer, der i henhold til artikel 13 i direktiv 2008/50/EF er fastlagt for en given zone eller et givent bymæssigt område, overskrides, og om den i bekræftende fald skal undlade at give den dispensation, som ville true opfyldelsen af miljøkvalitetskravene?

1)

Skal bestemmelserne i artikel 58 i direktiv nr. 2014/24 (1), proportionalitetsprincippet og princippet om ansvar fortolkes således, at den ordregivende myndighed med hensyn til aktiviteter, som inden for rammerne af kontrakten har en mindre vægt, er berettiget til at fastsætte kriterierne for den tekniske formåen, dvs. at vurdere nødvendigheden af i udbudsdokumenterne at lade indgå eller ikke at lade indgå kriterier for teknisk og faglig formåen og den evne til at udføre teknisk og faglig aktivitet, der følger af bestemmelser i særlovgivningen?

2)

Er gennemsigtighedsprincippet og proportionalitetsprincippet til hinder for, at den ordregivende myndighed i udbudsdokumenterne fuldt ud lader indgå kvalifikationskriterier, som følger af den særlovgivning, der finder anvendelse på de aktiviteter, der er knyttet til den kontrakt, der skal tildeles, og som ikke er fastsat i udbudsdokumenterne, og som den ordregivende myndighed har besluttet ikke at pålægge de økonomiske aktører?

3)

Er direktivets artikel 63 og proportionalitetsprincippet til hinder for, at en tilbudsgiver — der ikke ved navn har udpeget en aktør som underleverandør med henblik på at godtgøre, at visse kriterier vedrørende teknisk og faglig formåen og evnen til at udføre teknisk og faglig aktivitet, som følger af særlovgivningen, og der ikke er fastsat i udbudsdokumenterne, er opfyldt — udelukkes fra [udbuds]proceduren, når den pågældende tilbudsgiver har valgt en anden kontraktform for deltagelse af specialister i udbuddet, dvs. (et) udbud om levering af tjenesteydelser, eller har fremlagt (en) erklæring, om at disse specialiser står til rådighed(?) Tilkommer retten til at bestemme organisationen og kontraktforholdene inden for koncernen den økonomiske aktør, idet det muligt at inddrage visse tjenesteydere/leverandører i kontrakten, når den pågældende tjenesteyder ikke er en del af de enheder, hvis formåen tilbudsgiveren ønsker at gøre gældende med henblik på at godtgøre, at de relevante kriterier er opfyldt(?)

1.

Er artikel 17 i forordning nr. 1305/2013 (1) til hinder for en national bestemmelse som artikel 26 i bekendtgørelse nr. 9/2015, som opstiller en støttebetingelse for ansøgere, der ansøger om støtte under delforanstaltning 4.1 »investeringer i landbrugsbedrifter« under foranstaltningen »investeringer i fysiske aktiver« under programmet for udvikling af landdistrikterne i perioden 2014-2020, foreskriver, at der skal forelægges en attest om registrering af en husdyrbedrift i ansøgerens navn som dokumentation for udøvelse af husdyravl forud for ansøgningen om støtte i en af den pågældende drevet bedrift som omhandlet i artikel 4 i forordning nr. 1307/2013 (2), eller er det tilstrækkeligt for forordningens målsætninger, hvis landbrugeren dokumenterer, at den pågældende er i færd med at indhente den nødvendige registrering af en husdyrbedrift i sit navn?

2.

Skal en betingelse i en national bestemmelse som artikel 8, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 9 af 21. marts 2015 om anvendelse af delforanstaltning 4.1 »investeringer i landbrugsbedrifter« under foranstaltningen »investeringer i fysiske aktiver« under programmet for udvikling af landdistrikterne for perioden 2014-2020, hvorefter ansøgerne skal dokumentere et minimalt standardoutput for den pågældende landbrugsbedrift på ansøgningstidspunktet på mindst modværdien i BGN af 8 000 EUR, anses for forenelig med formålet med støtten i forbindelse med foranstaltningen »investeringer i fysiske aktiver« som omhandlet i artikel 17 i forordning nr. 1305/2013, med Unionens prioriteter for udviklingen af landdistrikterne som omhandlet i artikel 5 i forordning nr. 1305/2013 og med begrebet »standardoutput« for en bedrift som omhandlet i Kommissionens ophævede forordning (EF) nr. 1242/2008 (3) af 8. december 2008 om opstilling af en fællesskabsklassifikation af landbrugsbedrifter?

3.

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, skal det da lægges til grund, at nyregistrerede landbrugere inden for rammerne af foranstaltningen »investeringer i fysiske aktiver« skal udelukkes fra finansiel støtte i henhold til forordning nr. 1306/2013 (4)?

1)

Kan bestemmelserne om princippet om uskyldsformodning i artikel 48, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/118/EF (1), fortolkes således, at de er til hinder for en retlig situation som den i hovedsagen foreliggende, hvor en administrativ foranstaltning om suspension af en bevilling til fremstilling af alkohol kan træffes på grundlag af simple formodninger, som er genstand for en igangværende strafferetlig efterforskning, uden at der foreligger en endelig fældende dom i en straffesag?

2)

Kan bestemmelserne om princippet ne bis in idem i artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/118/EF, fortolkes således, at de er til hinder for en retlig situation som den i hovedsagen foreliggende, hvor én og samme person for de samme handlinger kan pålægges to sanktioner af samme karakter (suspension af bevilling til fremstilling af alkohol), som alene adskiller sig hvad angår sanktionernes varighed?

1.

Er det i henhold til forordningens artikel 89 og/eller 90 (1) og kravene om proportionalitet i medfør af chartret og EU-retten påkrævet, at den domstol, der afsiger dom, skal have en skønsbeføjelse til at tilpasse, ændre eller mildne omfanget af kendelsen om beslaglæggelse af fangst og redskaber, navnlig henset til de forhold, som nævnes i artikel 89 og 90 i forordning (EF) nr. 1224/2009?

2.

Under hensyn til den potentielle virkning, som en automatisk og obligatorisk beslaglæggelse af hele fangsten og alle redskaber kan have på en kaptajns livsgrundlag, kan en national lovbestemmelse som section 28(5)(b) (2), der ikke giver den nationale domstol mulighed for at undersøge indvirkningen på retten til at tjene til livet for en person, som er dømt efter tiltale for en overtrædelse af denne section og forordningen (undtagen, når der træffes afgørelse om den passende bøde), anses for at være forenelig med ordlyden af forordningen, chartret og EU-retten, henset til kaptajnens grundlæggende ret til at udøve sit erhverv?

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Hver part bærer sine egne omkostninger.

1)

Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

—

Annullation af Kommissionens afgørelse af 26. april 2021 (herefter »den anfægtede afgørelse«), hvorved Kommissionen bekræftede den tidligere afgørelse om afslag af 3. marts 2021 og afslog sagsøgerens begæring om aktindsigt i den endelige rapport om udfaldet af undersøgelse OC/2019/0766 inklusive bilag, som er udarbejdet af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).

—

Kommissionen tilpligtes at fremlægge OLAF’s rapport inklusive bilag.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrørende en fejlagtig fortolkning af konsekvenserne af at give aktindsigt i OLAF’s rapport

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede afgørelse skal annulleres, eftersom aktindsigt i OLAF’s rapport i henhold til artikel 10, stk. 1, og artikel 2, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001 (1) ikke indebærer, at rapporten bliver »offentlig tilgængelig«.

2.

Andet anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at sagsøgte har tilsidesat artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, således som denne bestemmelser er fortolket i retspraksis, hvoraf det kan udledes, at når modtageren af OLAF’s rapport har til hensigt at vedtage retsakter, som er bebyrdende i forhold til enkeltpersoner, har disse personer ret til aktindsigt i den pågældende rapport.

3.

Tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 og af proportionalitetsprincippet

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at selskabet aldrig har anmodet om overførsel af personoplysninger vedrørende fysiske personer, og at de personoplysninger, som eventuelt fremgår af rapporten, nemt kan beskyttes ved hjælp af overstregning.

4.

Fjerde anbringende vedrørende en fejlagtig anvendelse og fortolkning af artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede afgørelse skal annulleres, eftersom sagsøgte i det foreliggende tilfælde har undladt konkret at undersøge, om der kunne gives delvis aktindsigt.

5.

Femte anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at sagsøgte ikke har givet nogen begrundelse for anvendelsen af undtagelsen i artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001.

6.

Sjette anbringende vedrørende en fejlagtig udelukkelse af en offentlig interesse i udbredelsen

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at sagsøgte fejlagtigt har fortolket retten til forsvar som værende en ret, der alene tilkommer en part, og har herved undladt at tage hensyn til den omstændighed, at sagsøgeren havde brug for aktindsigt i OLAF’s rapport for at kunne besvare anmodningerne om tilbagebetaling fra Generaldirektoratet for Internationalt Samarbejde og Udvikling (GD DEVCO).

—

Annullation af Kommissionens afgørelse af 26. april 2021 (herefter »den anfægtede afgørelse«), hvorved Kommissionen bekræftede den tidligere afgørelse om afslag af 3. marts 2021 og afslog sagsøgerens begæring om aktindsigt i den endelige rapport om udfaldet af undersøgelse OC/2019/0766 inklusive bilag, som er udarbejdet af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).

—

Kommissionen tilpligtes at fremlægge OLAF’s rapport inklusive bilag.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrørende en fejlagtig fortolkning af konsekvenserne af at give aktindsigt i OLAF’s rapport

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede afgørelse skal annulleres, eftersom aktindsigt i OLAF’s rapport i henhold til artikel 10, stk. 1, og artikel 2, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001 (1) ikke indebærer, at rapporten bliver »offentlig tilgængelig«.

2.

Andet anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at sagsøgte har tilsidesat artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, således som denne bestemmelser er fortolket i retspraksis, hvoraf det kan udledes, at når modtageren af OLAF’s rapport har til hensigt at vedtage retsakter, som er bebyrdende i forhold til enkeltpersoner, har disse personer ret til aktindsigt i den pågældende rapport.

3.

Tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001 og af proportionalitetsprincippet

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at han aldrig har anmodet om overførsel af personoplysninger vedrørende fysiske personer, og at de personoplysninger, som eventuelt fremgår af rapporten, nemt kan beskyttes ved hjælp af overstregning.

4.

Fjerde anbringende vedrørende en fejlagtig anvendelse og fortolkning af artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede afgørelse skal annulleres, eftersom sagsøgte i det foreliggende tilfælde har undladt konkret at undersøge, om der kunne gives delvis aktindsigt.

5.

Femte anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at sagsøgte ikke har givet nogen begrundelse for anvendelsen af undtagelsen i artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001.

6.

Sjette anbringende vedrørende en fejlagtig udelukkelse af en offentlig interesse i udbredelsen

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at sagsøgte fejlagtigt har fortolket retten til forsvar som værende en ret, der alene tilkommer en part, og har herved undladt at tage hensyn til den omstændighed, at retten til forsvar er et centralt element i retsstatsprincippet, der som sådan tilkommer og kan påberåbes af alle og ikke blot enkeltpersoner.

— i.

Unionen, repræsenteret ved Kommissionen, tilpligtes at betale morarenter af beløbet 7 175 000 EUR til Den Europæiske Centralbanks (ECB) sats for dens vigtigste refinansieringstransaktioner, som var gældende den første dag i den måned, hvor beløbet forfaldt, forhøjet med tre og et halvt procentpoint, for perioden fra den 9. marts 2010 til den 14. november 2017, fratrukket renter svarende til 260 968,15 EUR, som sagsøgeren allerede har modtaget, og således 2 222 073,29 EUR, eller, subsidiært, morarenter beregnet på grundlag af en rentesats, som Retten måtte finde passende.

— ii.

Unionen, repræsenteret ved Kommissionen, tilpligtes at betale morarenter af det ovenfor i nr. i) nævnte beløb for perioden fra den 14. november 2017, til faktisk betaling sker, til ECB’s sats for dens vigtigste refinansieringstransaktioner, som var gældende den første dag i den måned, hvor beløbet forfaldt, forhøjet med tre og et halvt procentpoint, eller, subsidiært, til en rentesats, som Retten måtte finde passende.

— iii.

Hvad angår nr. ii) ovenfor tilpligtes Unionen, repræsenteret ved Kommissionen, subsidiært at betale morarenter af det ovenfor i nr. i) nævnte beløb for perioden fra den 2. marts 2021, til faktisk betaling sker, til ECB’s sats for dens vigtigste refinansieringstransaktioner, som var gældende den første dag i den måned, hvor beløbet forfaldt, forhøjet med tre og et halvt procentpoint, eller, subsidiært, til en rentesats, som Retten måtte finde passende.

— iv.

Desuden eller subsidiært annulleres Kommissionens meddelelse af 30. april 2021, reference nr. Ares(2021) 2904247.

— v.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende om påstanden om erstatning som følge af Kommissionens urigtige opfyldelse af dom af 21. september 2017, Ferriera Valsabbia m.fl. mod Kommissionen (forenede sager C-86/15 P og C-87/15 P, EU:C:2017:717), i strid med artikel 266, stk. 1, TEUF og artikel 41, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Det gøres i denne henseende gældende, at Kommissionen ikke har betalt samtlige morarenter af den sanktion, der blev tilbagebetalt efter denne dom.

2.

Det andet anbringende om påstanden om annullation som følge af en tilsidesættelse og urigtig anvendelse af artikel 266 TEUF og 296 TEUF. Tilsidesættelse og urigtig anvendelse af artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Manglende begrundelse i Kommissionens skrivelse af 30. april 2021. Retlig fejl og åbenbart urigtigt skøn.

Det gøres i denne henseende gældende, at den skrivelse, hvormed Kommissionen afviste at betale morarenter til sagsøgerne, savner en passende begrundelse og er i strid med forældelsesreglerne.

3.

Det tredje anbringende om påstanden om annullation som følge af en tilsidesættelse og urigtig anvendelse af artikel 266 TEUF og af delegeret forordning (EU) nr. 1268/2012 (1).

Det gøres i denne henseende gældende, at artikel 85a, stk. 2, i delegeret forordning (EF, EURATOM) nr. 2342/2002 (2), som Kommissionen påberåbte sig i sin skrivelse af 30. april 2021, ikke længere var gældende på tidspunktet for tilbagebetalingen af sanktionen og således ikke længere fandt anvendelse.

1.

2.

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres Kommissionens skrivelse (Generaldirektoratet for Budget) af 30. april 2021 Ares(2021)2904048.

3.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende om Kommissionens ulovlige adfærd under tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF (samt artikel 83 i forordning nr. 1268/2012 (1) og/eller om fornødent artikel 86 i forordning nr. 2342/2002 (2))

2.

Det andet anbringende om en tilsidesættelse af statuttens artikel 46 og dermed artikel 266, stk. 1, TEUF (samt artikel 83 i forordning nr. 1268/2012 og/eller om muligt artikel 86 i forordning nr. 2342/2002)

—

Unionen, repræsenteret ved Europa-Kommissionen, tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 280 mio. EUR i erstatning for økonomisk skade samt et passende beløb i erstatning for ikke-økonomisk skade, som blev forvoldt ved Kommissionens afgørelse (EU) 2016/1208 af 23. december 2015 om statsstøtte SA.39451 (2015/C) (ex 2015/NN) ydet af Italien til Banca Tercas.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende vedrører en af Kommissionen udvist ulovlig adfærd.

2.

Det andet anbringende vedrører den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som den af Kommissionen udviste ulovlige adfærd har forvoldt sagsøgeren.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres og det anfægtede varemærke fremmes til registrering for så vidt angår de anfægtede varer (samt for de øvrige varer, der ikke er blevet påklaget), eller subsidiært hjemvises sagen til EUIPO til fornyet behandling.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/988 af 16. juni 2021 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (1), annulleres, for så vidt som den vedrører visse udgifter, som Kongeriget Spanien har afholdt.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende, som er udledt af en tilsidesættelse af kontrollerne med, om beregningen af støtten var korrekt, herunder anvendelsen af administrative sanktioner (hovedkontrol), gøres det gældende, at Kommissionens fortolkning af artikel 31, stk. 3, i delegeret forordning nr. 640/2014 (2), sammenholdt med artikel 53, stk. 4, i delegeret forordning nr. 639/2014 (3), er i strid med proportionalitetsprincippet.

Dette anbringende består af fire led (A-D):

2.

Det andet anbringende om den korrekte udførelse af statistikker over kontroller på stedet af tilstrækkelig kvalitet (hovedkontrol), hvilket omfatter størrelsen af den tilfældige stikprøve og risikoanalysens effektivitet inden for rammerne af artikel 34 i gennemførelsesforordning nr. 809/2014.

—

afgørelse nr. A-001-021 (konsolideret) truffet af sagsøgtes klagenævn den 28. maj 2021 (den anfægtede afgørelse) annulleres

—

Subsidiært i det tilfælde, at Retten ikke annullerer afgørelsen i sin helhed, annulleres afgørelsen, for så vidt som den stadfæster de følgende dele og bestemmelser i afgørelse nr. 30/2020 truffet af sagsøgte den 30. november 2020:

—

ACER tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om udvidelsen af metoden for fordeling af omkostninger til andre netelementer end budområdeoverskridende netelementer er uforenelig med kravene i artikel 16, stk. 13, i forordning (EU) 2019/943 (1) og artikel 74 i forordning (EU) 2015/1222 (2). Under alle omstændigheder er det fornødne retsgrundlag ikke til stede. I det mindste var det med urette, at anvendelsesområdet for metoden for fordeling af omkostninger blev fastsat på grundlag af krav vedrørende driftssikkerheden og princippet om, at forureneren betaler.

2.

Andet anbringende om, at forbuddet mod modregning navnlig er i strid med artikel 16, stk. 11 og 13, i forordning (EU) 2019/943. Desuden indebærer det, at metoden for fordeling af omkostninger er selvmodsigende.

3.

Tredje anbringende om, at sagsøgtes fastlæggelse af et midlertidigt toleranceniveau for lovlige loop flows på grundlag af sine egne kriterier formelt og materielt er i strid med EU-retten. Set fra en formel synsvinkel har sagsøgte handlet i strid med transmissionssystemoperatørernes og de nationale regulerende myndigheders kompetence til at fastsætte et toleranceniveau. Sagsøgte har desuden fastsat et midlertidigt toleranceniveau, selv om der ikke foreligger den i henhold til artikel 16, stk. 3, andet afsnit, i forordning (EU) 2019/943 krævede analyse af niveauet for lovlige loop flows, der skal foretages af transmissionssystemoperatørerne. Set fra et materielt synspunkt er metoden for beregning af omkostningerne i strid med kravet i artikel 16, stk. 3, andet afsnit, i forordning 2019/943 om at fastsætte individuelle toleranceniveauer for »hver individuel budområdegrænse«, idet den fastsætter et ensartet toleranceniveau, der fordeles ligeligt mellem budområder, der forårsager loop flows. I det mindste er det fastsatte midlertidige toleranceniveau uden det fornødne retsgrundlag.

4.

Fjerde anbringende om, at den prioritering af loop flows i forhold til de interne strømme, som metoden for fordeling af omkostninger er støttet på, i forbindelse med fastlæggelsen af årsager til kapacitetsbegrænsninger i nettet er i strid med artikel 16, stk. 3, i forordning (EU) 2019/943. Den skaber desuden forkerte incitamenter. Den er tillige uforenelig med kravet om loyal adfærd og forbuddet mod forskelsbehandling.

5.

Femte anbringende om, at metoden for fordeling af omkostningerne er i strid med EU-retten i det mindste efter den påkrævede helhedsvurdering. Det vide anvendelsesområde, forbuddet mod modregning, det fejlagtige toleranceniveau og prioriteringen af loop flows i forhold til de interne strømme hænger sammen med hinanden og styrker hinanden. De indebærer i det mindste, når de vurderes samlet, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om, at forureneren betaler, forbuddet mod forskelsbehandling og kravet loyal adfærd. Endvidere er den i det mindste, når dens samlede virkning vurderes, uforenelig med EU’s mål om at forøge andelen af vedvarende energi. Metoden for fordeling af omkostningerne er samlet set uforholdsmæssig og er under alle omstændigheder uden det fornødne retsgrundlag.

6.

Sjette anbringende om, at den ubetingede pligt, der påhviler transmissionssystemoperatørerne, til at udarbejde og fremlægge forslag til ændringer til godkendelse hos de regulerende myndigheder inden for en frist på tolv måneder, regnet fra iværksættelsen af metoden for fordeling af omkostningerne, er i strid med artikel 16, stk. 13, i forordning (EU) 2019/943, og artikel 74, stk. 6, litra b), sammenholdt med og artikel 9, stk. 13, i forordning (EU) 2015/1222.

—

Den del af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/988 af 16. juni 2021 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (1), der vedrører Ungarn og hvorved støtten fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne udelukkes fra EU-finansiering for budgetårene 2016 til 2019 under henvisning til en manglende hovedkontrol (udvikling af landdistrikter — ELFUL — skovbrugsforanstaltninger), annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/988 af 16. juni 2021 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (meddelt under nummer C(2021) 4118) (1), annulleres, for så vidt som den vedrører Kongeriget Spanien med hensyn til undersøgelsen vedrørende betalingsorganet for Baskerlandet, sagsnr. AA/2018/003/ES/RLF, for et beløb på 2 056 473,43 EUR.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at den pålagte sanktion til standardsats for et nettobeløb på 2 056 473,43 EUR er i strid med artikel 5 i delegeret forordning (EU) nr. 640/2014 (2) og artikel 28 og 29 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 (3). Kommissionen begik en åbenbar fejl ved at vurdere den manglende hovedkontrol på grundlag af effektiviteten af krydskontrollerne og kvaliteten af LPIS.

Kommissionen sammenblandede de punktvise uoverensstemmelser, som blev opdaget ved en skærmkontrol som led i billedanalysen vedrørende LPIS-systemet, og de senere kontroller på stedet vedrørende fire tilfældigt udvalgte arealer med resultaterne af de planlagte kontroller på stedet, hvilket svarer til kontrollerne af arealer med en pro rata støtteberettigelseskoefficient for 2016, 2017 og 2018, som blev gennemført som led i planen for foranstaltninger til forbedring af ajourføringen af LPIS. Eftersom der er tale om forskellige og adskilte handlinger, nåede Kommissionen til en samlet konklusion ved at udlede resultaterne af forskellige handlinger, hvorefter den anvendte den anfægtede korrektion, som Kongeriget Spanien anser for urigtig og uforholdsmæssig.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at Kommissionens tilsidesættelse af retningslinjerne om beregningen af finansielle korrektioner inden for rammerne af procedurerne for efterprøvende regnskabsafslutning og finansiel regnskabsafslutning (C(2015) 3675 af 8.6.2015), som bestemmer, at korrektion sker med en standardsats, er uberettiget, eftersom krydskontrollerne ikke var mangelfulde, og fondens risiko ved manglerne i kontrollerne på stedet blev opgjort under sagsbehandlingen. Kongeriget Spanien har gjort gældende, at der ikke forelå nogen form for mangel ved krydskontrollerne, som indebar en risiko for fonden, der giver grundlag for den anvendte korrektion, og denne medlemsstat har ligeledes gjort gældende, at Kommissionen med hensyn til kontrollerne på stedet foretog en urigtig anvendelse af korrektionen til standardsats, eftersom risikoen for fonden var identificeret og opgjort under sagen.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Den anfægtede afgørelse omgøres således, at:

—

indgiveren af ugyldighedsbegæringen tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte udgifter og omkostninger.

—

Tilsidesættelse af de principper, der er fastsat i Rettens dom af 24. marts 2021, Lego mod EUIPO — Delta Sport Handelskontor (Byggeklods fra et legetøjsbyggesæt) (T-515/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:155).

—

Tilsidesættelse af de principper, der er fastsat i Domstolens dom af 8. marts 2018, DOCERAM (C-395/16, EU:C:2018:172).

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002.

—

Fejlfortolkning af patentansøgning EP 3 005 948 A2 og af sagsøgerens samlede ansøgning om flere designs nr. 1 431 829-0001-0010.