Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2021/C 338/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 329 af 16.8.2021

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 320 af 9.8.2021

EUT C 310 af 2.8.2021

EUT C 297 af 26.7.2021

EUT C 289 af 19.7.2021

EUT C 278 af 12.7.2021

EUT C 263 af 5.7.2021

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolens dom (Første Afdeling) af 8. juli 2021 — OL, PM og RO mod Rapidsped Fuvarozási és Szállítmányozási Zrt. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Gyulai Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság — Ungarn)

(Sag C-428/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - direktiv 96/71/EØF - artikel 1, stk. 1, samt artikel 3 og 5 - udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser - internationale lastbilchauffører - overholdelse af udstationeringslandets mindsteløn - diæter - forordning (EF) nr. 561/2006 - artikel 10 - løn, der tildeles ansatte afhængigt af brændstofforbruget)

(2021/C 338/02)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Gyulai Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: OL, PM og RO

Sagsøgt: Rapidsped Fuvarozási és Szállítmányozási Zrt.

Konklusion

1)	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser skal fortolkes således, at dette direktiv finder anvendelse på levering af tjenesteydelser over grænserne inden for vejtransportsektoren.

2)

Artikel 3, stk. 1, og artikel 6 i direktiv 96/71, sammenholdt med dette direktivs artikel 5, skal fortolkes således, at disse bestemmelser kræver, at arbejdstagere, der er udstationeret fra en medlemsstat, ved en domstol i denne medlemsstat kan indlede en sag om tilsidesættelse af de regler om mindsteløn, der gælder i en anden medlemsstat, mod en arbejdsgiver, som er hjemmehørende i den førstnævnte medlemsstat, forudsat at denne domstol har kompetence.

3)

Artikel 3, stk. 7, andet afsnit, i direktiv 96/71 skal fortolkes således, at diæter, hvis størrelse varierer afhængigt af varigheden af arbejdstagerens udstationering, udgør en ydelse, der specifikt vedrører udstationeringen, og som udgør en del af mindstelønnen, medmindre den udbetales som godtgørelse for de udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen, såsom udgifter til rejse, kost og logi, eller den svarer til et tillæg, som ændrer forholdet mellem på den ene side arbejdstagerens arbejdsydelse og på den anden side det vederlag, som den pågældende modtager.

4)

Artikel 10, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 skal fortolkes således, at denne bestemmelse principielt ikke er til hinder for, at en vejtransportvirksomhed tildeler førerne et tillæg, der beregnes på grundlag af den besparelse, som er opnået ved et mindre brændstofforbrug på den tilbagelagte strækning. Et sådant tillæg er imidlertid i strid med forbuddet i denne bestemmelse, hvis det i stedet for udelukkende at være knyttet til brændstofbesparelser belønner en sådan besparelse i forhold til den tilbagelagte strækning og/eller den transporterede godsmængde efter regler, som tilskynder føreren til at udvise en adfærd, der udgør en fare for færdselssikkerheden, eller til at gøre sig skyldig i overtrædelser af forordning nr. 561/2006.

---

(1)  EUT C 95 af 23.3.2020.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 8. juli 2021 — Rádio Popular — Electrodomésticos SA mod Autoridade Tributária e Aduaneira (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD) — Portugal)

(Sag C-695/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2006/112/EF - merværdiafgift (moms) - fritagelser - artikel 135, stk. 1, litra a) - begreberne »forsikringstransaktioner« og »ydelser udført af forsikringsmæglere og formidlere i forbindelse med disse transaktioner« - artikel 174, stk. 2 - ret til fradrag - pro rata-satsen for fradraget - udvidelse af garantien for husholdningsapparater og andre artikler på området for informationsteknologi og telekommunikation - begrebet »finansielle transaktioner«)

(2021/C 338/03)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Rádio Popular — Electrodomésticos SA

Sagsøgt: Autoridade Tributária e Aduaneira

Konklusion

Artikel 174, stk. 2, litra b) og c), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, sammenholdt med dette direktivs artikel 135, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse på formidling af garantiudvidelser, der foretages af en afgiftspligtig person i forbindelse med dennes hovedaktivitet, som består i salg til forbrugere af husholdningsapparater og andre artikler på området for informationsteknologi og telekommunikation, og således, at omsætningen i forbindelse med disse transaktioner ikke skal udelukkes fra nævneren for den brøkdel, der er anvendt til beregningen af det fradrag, der er omhandlet i artikel 174, stk. 1, i det nævnte direktiv.

---

(1)  EUT C 406 af 2.12.2019.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 8. juli 2021 — C.J. mod Région wallonne (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal de première instance de Namur — Belgien)

(Sag C-830/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - landbrug - Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) - forordning (EU) nr. 1305/2013 - delegeret forordning (EU) nr. 807/2014 - etablering af unge landbrugere - modernisering af landbrugsbedrifter - støtte til virksomhedsetablering til unge landbrugere - betingelser for adgang - tilsvarende betingelser - ikke etablering som eneste driftsleder på en landbrugsbedrift - tærskler - fastsættelse - kriterier - landbrugsbedriftens standardoutput)

(2021/C 338/04)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de première instance de Namur

Parter i hovedsagen

Sagsøger: C.J.

Sagsøgt: Région wallonne

Konklusion

Artikel 2, 5 og 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005, sammenholdt med artikel 2 og 5 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 807/2014 af 11. marts 2014 om supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om indførelse af overgangsbestemmelser, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter kriteriet med hensyn til fastsættelsen af den tærskel, der giver en ung landbruger, som ikke etablerer sig som eneste driftsleder, adgang til støtte til virksomhedsetablering, er kriteriet vedrørende den samlede landbrugsbedrifts standardbruttoproduktion og ikke alene vedrørende den unge landbrugers del af denne bedrift.

---

(1)  EUT C 27 af 27.1.2020.

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 8. juli 2021 — KA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Amtsgericht Köln — Tyskland)

(Sag C-937/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - forordning (EF) nr. 1072/2009 - artikel 1, stk. 5, litra d) - artikel 8 - international godskørsel fra en medlemsstat til en anden medlemsstat - cabotagekørsler i tilslutning til denne internationale transport på denne sidstnævnte medlemsstats område - restriktioner - krav om en fællesskabstilladelse og alt efter omstændighederne en transporttilladelse - undtagelser - cabotagekørsler i tilslutning til en international transport for egen regning - betingelser)

(2021/C 338/05)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Köln

Part i hovedsagen

KA

Procesdeltagere: Staatsanwaltschaft Köln og Bundesamt für Güterverkehr

Konklusion

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel skal fortolkes således, at en transportvirksomhed, der har udført international godskørsel for egen regning som omhandlet i denne forordnings artikel 1, stk. 5, litra d), fra en medlemsstat til en anden medlemsstat, i henhold til nævnte forordnings artikel 8, stk. 6, har ret til at udføre cabotagekørsler i tilknytning til denne internationale transport på denne sidstnævnte medlemsstats område, dog under forudsætning af, at betingelserne i forordningens artikel 8, stk. 2-4, overholdes.

---

(1)  EUT C 95 af 23.3.2020.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 8. juli 2021 — straffesag mod VAS Shipping ApS (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Østre Landsret)

(Sag C-71/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 49 TEUF og 54 TEUF - etableringsfrihed - national lovgivning, hvorefter der er krav om, at tredjelandsstatsborgere, der arbejder på skibe, som er indflaget i en medlemsstat, skal have arbejdstilladelse i denne medlemsstat - undtagelse for skibe, der ikke anløber i medlemsstatens havne mere end 25 gange inden for en periode på et år - restriktion - artikel 79, stk. 5, TEUF - national lovgivning, der fastlægger antallet af tredjelandsstatsborgere, der kan indrejse fra tredjelande på den pågældende medlemsstats område for at søge arbejde som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende)

(2021/C 338/06)

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Østre Landsret

Part i hovedsagen

VAS Shipping ApS

Konklusion

Artikel 49 TEUF, sammenholdt med artikel 79, stk. 5, TEUF, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en første medlemsstats lovgivning, hvorefter tredjelandsbesætningsmedlemmer på et skib, der er indflaget i denne medlemsstat og ejet — direkte eller indirekte — af et selskab, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i en anden medlemsstat, skal have arbejdstilladelse i denne første medlemsstat, medmindre det pågældende skib højst anløber havn dér 25 gange inden for en periode på et år.

---

(1)  EUT C 137 af 27.4.2020.

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 8. juli 2021 — Koleje Mazowieckie — KM Sp. z o.o mod Skarb Państwa — Minister Infrastruktury i Budownictwa obecnie Minister Infrastruktury i Prezes Urzędu Transportu Kolejowego og PKP Polskie Linie Kolejowe S.A. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sąd Najwyższy– Polen)

(Sag C-120/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - jernbanetransport - tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur - direktiv 2001/14/EF - artikel 4, stk. 5 - opkrævning af afgifter - artikel 30 - nationalt tilsynsorgan, der skal sikre infrastrukturafgifternes forenelighed med dette direktiv - aftale om udnyttelse af infrastruktur indgået mellem infrastrukturforvalteren og en jernbanevirksomhed - ukorrekt gennemførelse - statens ansvar - erstatningspåstand - forudgående klage til det nationale tilsynsorgan)

(2021/C 338/07)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Najwyższy

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Koleje Mazowieckie — KM Sp. z o.o

Sagsøgte: Skarb Państwa — Minister Infrastruktury i Budownictwa obecnie Minister Infrastruktury i Prezes Urzędu Transportu Kolejowego og PKP Polskie Linie Kolejowe S.A.

Procesdeltager: Rzecznik Praw Obywatelskich (RPO)

Konklusion

1)

Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26. februar 2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/58/EF af 23. oktober 2007, navnlig dets artikel 4, stk. 5, og artikel 30, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at en almindelig retsinstans i en medlemsstat træffer afgørelse i et erstatningssøgsmål vedrørende statens ansvar anlagt af en jernbanevirksomhed som følge af en ukorrekt gennemførelse af dette direktiv, som har medført, at der angiveligt er betalt for meget i afgift til infrastrukturforvalteren, når tilsynsorganet og i givet fald den ret, der har kompetence til at påkende søgsmål anlagt til prøvelse af dette organs afgørelser, endnu ikke har truffet afgørelse om lovligheden af denne afgift. Artikel 30, stk. 2, 5 og 6, i direktiv 2001/14, som ændret ved direktiv 2007/58, skal fortolkes således, at denne bestemmelse pålægger, at en jernbanevirksomhed, der er indehaver af en adgangstilladelse, har ret til for tilsynsorganet at anfægte størrelsen af de individuelle afgifter, som infrastrukturforvalteren har fastlagt, at dette organ træffer afgørelse om denne anfægtelse, og at denne afgørelse kan prøves af den i denne henseende kompetente retsinstans.

2)

EU-retten skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at de nationale bestemmelser om erstatningsansvar underkaster borgernes ret til erstatning for skade, som lides som følge af en medlemsstats tilsidesættelse af EU-retten, mindre restriktive betingelser end dem, der er fastsat i EU-retten.

---

(1)  EUT C 209 af 22.6.2020.

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 8. juli 2021 — BB mod Lietuvos Respublikos sveikatos apsaugos ministerija (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas — Litauen)

(Sag C-166/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer - direktiv 2005/36/EF - artikel 1 og artikel 10, litra b) - erhvervsmæssige kvalifikationer opnået i flere medlemsstater - betingelser for opnåelse - manglende uddannelsesbevis - artikel 45 TEUF og 49 TEUF - arbejdstagere - etableringsfrihed)

(2021/C 338/08)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas

Parter i hovedsagen

Sagsøger: BB

Sagsøgt: Lietuvos Respublikos sveikatos apsaugos ministerija

Konklusion

1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU af 20. november 2013, herunder navnlig artikel 1 og artikel 10, litra b), skal fortolkes således, at det ikke finder anvendelse i en situation, hvor en person, der ansøger om anerkendelse af sine erhvervsmæssige kvalifikationer, ikke har erhvervet et uddannelsesbevis, som kvalificerer den pågældende til at udøve et lovreguleret erhverv i hjemlandet.

2)

Artikel 45 TEUF og 49 TEUF skal fortolkes således, at i en situation, hvor en person ikke er i besiddelse af det uddannelsesbevis, der attesterer dennes erhvervsmæssige kvalifikation som farmaceut, som omhandlet i punkt 5.6.2 i bilag V til direktiv 2005/36, som ændret ved direktiv 2013/55, men har erhvervet faglige kompetencer vedrørende dette erhverv både i hjemlandet og i værtsmedlemsstaten, har de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten, når de skal behandle en ansøgning om anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, pligt til at vurdere disse kompetencer og sammenligne dem med de kompetencer, som kræves i værtsmedlemsstaten for at få adgang til erhvervet som farmaceut. Hvis disse kompetencer svarer til de kompetencer, som kræves efter de nationale bestemmelser i værtsmedlemsstaten, har denne pligt til at anerkende dem. Hvis sammenligningen viser, at der kun er delvis overensstemmelse mellem disse kompetencer, er værtsmedlemsstaten berettiget til at kræve, at den pågældende person dokumenterer at have erhvervet de manglende kundskaber og kvalifikationer. Det tilkommer i givet fald de kompetente nationale myndigheder at vurdere, om de kundskaber, der er erhvervet i værtsmedlemsstaten, navnlig ved praktisk erfaring, er tilstrækkelige til at dokumentere, at vedkommende har de manglende kundskaber. Hvis sammenligningen viser, at der er væsentlige forskelle mellem den uddannelse, der er gennemført af ansøgeren, og den uddannelse, der kræves i værtsmedlemsstaten, kan de kompetente myndigheder fastsætte udligningsforanstaltninger for at kompensere for disse forskelle.

---

(1)  EUT C 230 af 13.7.2020.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 8. juli 2021 — Pharma Expressz Szolgáltató és Kereskedelmi Kft mod Országos Gyógyszerészeti és Élelmezés-egészségügyi Intézet (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Fővárosi Törvényszék — Ungarn)

(Sag C-178/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - frie varebevægelser - humanmedicinske lægemidler - direktiv 2001/83/EF - artikel 5, stk. 1, artikel 6, stk. 1, og artikel 70-73 - lægemidler, der er godkendt i en første medlemsstat - klassificering som ikke-receptpligtige lægemidler - salg på apoteker i en anden medlemsstat uden tilladelse til markedsføring i denne medlemsstat - national lovgivning, der pålægger en anmeldelse til den kompetente myndighed og en erklæring fra denne om anvendelsen af dette lægemiddel - artikel 34 TEUF - kvantitative restriktioner)

(2021/C 338/09)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Pharma Expressz Szolgáltató és Kereskedelmi Kft

Sagsøgt: Országos Gyógyszerészeti és Élelmezés-egészségügyi Intézet

Konklusion

1)

Artikel 70-73 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/26/EU af 25. oktober 2012, sammenholdt med dette direktivs artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, som ændret ved direktiv 2012/26, skal fortolkes således, at de med forbehold af anvendelsen af undtagelsen i denne artikel 5, stk. 1, er til hinder for, at et lægemiddel, der kan udleveres uden recept i en medlemsstat, ligeledes anses for et lægemiddel, der kan udleveres uden recept i en anden medlemsstat, når dette i den sidstnævnte medlemsstat ikke er omfattet af en markedsføringstilladelse og ikke er blevet klassificeret.

2)

Det andet spørgsmål skal besvares med, at en national foranstaltning til gennemførelse af artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/83, som ændret ved direktiv 2012/26, som med henblik på udlevering af et lægemiddel, der ikke er omfattet af en markedsføringstilladelse, kræver en recept og en erklæring fra den kompetente sundhedsmyndighed med henblik på at sikre overholdelsen af de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, ikke udgør en kvantitativ restriktion eller en foranstaltning med tilsvarende virkning som omhandlet i artikel 34 TEUF.

---

(1)  EUT C 279 af 24.8.2020.

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 8. juli 2021 — »Sanresa« UAB mod Aplinkos apsaugos departamentas prie Aplinkos ministerijos (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Lietuvos Aukščiausiasis Teismas — Litauen)

(Sag C-295/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - offentlige kontrakter - indgåelse af en offentlig kontrakt om affaldsbehandling - direktiv 2014/24/EU - artikel 58 og 70 - kvalificering af en erhvervsdrivendes forpligtelse til at have et forudgående skriftligt samtykke for grænseoverskridende overførsel af affald - betingelse for kontraktens gennemførelse)

(2021/C 338/10)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Lietuvos Aukščiausiasis Teismas

Parter i hovedsagen

Sagsøger:»Sanresa« UAB

Sagsøgt: Aplinkos apsaugos departamentas prie Aplinkos ministerijos

Procesdeltagere:»Toksika« UAB, »Žalvaris« UAB, »Palemono keramikos gamykla« AB og »Ekometrija« UAB

Konklusion

1)

Artikel 18, stk. 2, og artikel 58 og 70 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF skal fortolkes således, at i forbindelse med en procedure for indgåelse af en offentlig tjenesteydelseskontrakt vedrørende håndtering af affald udgør forpligtelsen for en erhvervsdrivende, der ønsker at transportere affald fra en medlemsstat til en anden, til i henhold til bl.a. artikel 2, nr. 35), og artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald at være i besiddelse af samtykke fra de kompetente myndigheder i de medlemsstater, som er berørt af denne overførsel, et krav til gennemførelsen af denne kontrakt.

2)

Artikel 70 i direktiv 2014/24, sammenholdt med dette direktivs artikel 18, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at en tilbudsgivers bud afvises udelukkende af den grund, at tilbudsgiveren ikke på tidspunktet for afgivelsen af sit bud har fremlagt bevis for, at den pågældende opfylder en betingelse for gennemførelsen af den pågældende kontrakt.

---

(1)  EUT C 329 af 5.10.2020.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank van eerste aanleg Oost-Vlaanderen, Afdeling Gent (Belgien) den 27. maj 2021 — The Escape Center BVBA mod Belgische Staat

(Sag C-330/21)

(2021/C 338/11)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank van eerste aanleg Oost-Vlaanderen, Afdeling Gent

Parter i hovedsagen

Sagsøger: The Escape Center BVBA

Sagsøgt: Belgische Staat

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 98, stk. 2, i direktiv 2006/112 (1) i forbindelse med bilag III, nr. 14), til dette direktiv fortolkes således, at adgang til brug af sportsfaciliteter kun er omfattet af den lave momssats, såfremt der herved ikke finder nogen individuel vejledning eller gruppevejledning sted?

---

(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de commerce de Paris (Frankrig) den 2. juni 2021 — AA, BB, AA’s ægtefælle, Groupe AA SNC, SI, AM, RH, RT, OE, MD, CJ, MI og Brouard-Daude SCP ved Xavier Brouard som domstolsudpeget kurator for Groupe AA SNC mod Allianz Bank SA, Allianz France SA, der er indtrådt i Métropole SA’s rettigheder, Abitbol & Rousselet SCP ved Frédéric Abitbol som domstolsudpeget administrator for Groupe AA SNC, BDR & Associés ved Xavier Brouard som kurator for Groupe AA SNC, SELAFA MJA ved Jérôme Pierrel, domstolsudpeget medkurator for AA, SELARL Axym ved Didier Courtoux, domstolsudpeget medkurator for AA, Bibus SA, tidligere Matinvest og Allianz I.A.R.D. SA, der er indtrådt i Métropole SA’s rettigheder

(Sag C-344/21)

(2021/C 338/12)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de commerce de Paris

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: AA, BB, AA’s ægtefælle, Groupe AA SNC, SI, AM, RH, RT, OE, MD, CJ, MI og Brouard-Daude SCP ved Xavier Brouard som domstolsudpeget kurator for Groupe AA SNC

Sagsøgte: Allianz Bank SA, Allianz France SA, der er indtrådt i Métropole SA’s rettigheder, Abitbol & Rousselet SCP ved Frédéric Abitbol som domstolsudpeget administrator for Groupe AA SNC, BDR & Associés ved Xavier Brouard som kurator for Groupe AA SNC, SELAFA MJA ved Jérôme Pierrel, domstolsudpeget medkurator for AA, SELARL Axym ved Didier Courtoux, domstolsudpeget medkurator for AA, Bibus SA, tidligere Matinvest og Allianz I.A.R.D. SA, der er indtrådt i Métropole SA’s rettigheder

Præjudicielle spørgsmål

—

Skal de regler om fusionskontrol, som er fastsat i forordning nr. 4064/89 (1) og nr. 139/2004 (2), fortolkes således, at en fusion, der gennemføres i strid med forpligtelserne til forudgående anmeldelse og udsættelse, skal kvalificeres som en ikke-anmeldt fusion, og hvad er i givet fald de retlige konsekvenser af den manglende anmeldelse for senere retlige dispositioner, der støttes på førstnævnte fusion? Skal den ikke-anmeldte fusion navnlig anses for »uforenelig« som omhandlet i forordning nr. 4064/89 og nr. 139/2004?

—	Skal artikel 3, stk. 5, litra a), i forordning nr. 4064/89 og nr. 139/2004 fortolkes således, at det forhold, at et finansieringsinstitut, et kreditinstitut eller et forsikringsselskab i mere end et år og uden Kommissionens tilladelse ejer aktier, udgør en uforenelig fusion?

—

Hvilke retlige konsekvenser knytter artikel 3, stk. 5, litra a), i forordning nr. 4064/89 og nr. 139/2004 til tilsidesættelsen af forpligtelsen til at anmode Kommissionen om forlængelse af fristen på et år for et kreditinstitut, andre finansieringsinstitutter eller et forsikringsselskabs ejerskab af aktier?

—

Skal overholdelsen af det almindelige retssikkerhedsprincip fortolkes således, at princippet sætter grænser for anfægtelsen af transaktioner, der er ulovlige i henhold til EU-retten, når ulovligheden er sket for meget lang tid siden, og fysiske og juridiske personer har stiftet subjektive rettigheder på den ulovlige transaktion? Omfatter de konstaterede overtrædelser af EU-retten i givet fald retten til at anlægge erstatningssøgsmål mod de personer, der er ansvarlige for ulovlighederne?

—

Skal Domstolens praksis om medlemsstaternes ansvar uden for kontraktforhold fortolkes således, at overtrædelser af EU-retten, som forårsages af et finansieringsinstitut, der udgør en særskilt statslig enhed, medfører en erstatningspligt for staten i forhold til de skadelidte som følge af ulovligheden på de almindelige betingelser, der er fastsat i EU-retten?

—

Skal artikel 108, stk. 3, TEUF fortolkes således, at forud for Stardust Marine-dommen kunne et lån til en fordelagtig sats af selektiv art, der indebar en fordel i forhold til de normale markedsvilkår, anses for institutionelt at hidrøre fra »statsmidler«, eftersom lånet blev ydet af en offentlig virksomhed, uden at det er nødvendigt at efterprøve, om lånet funktionelt kan tilregnes staten?

—

Pålægger medlemsstaternes pligt til loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU, sammenholdt med den effektive virkning og den direkte virkning af [EF-traktatens] artikel 88, stk. 3, [nu artikel 108, stk. 3, TEUF,] at den retsinstans, der behandler sagens realitet, af egen drift skal behandle og i givet fald erklære enhver statsstøtte, der ikke er anmeldt til Kommissionen, ulovlig?

—	Hvilke retsvirkninger medfører det forhold, at en statsstøtte i strid med artikel 108, stk. 3, TEUF ikke er anmeldt til Europa-Kommissionen, navnlig med hensyn til gyldigheden af de erhvervelsestransaktioner, som har kunnet gennemføres med nævnte statsstøtte?

—	Skal artikel 108, stk. 3, TEUF fortolkes således, at den omstændighed, at et offentligt kreditinstitut i stort omfang har anvendt sin kapital som selektiv fordel for en anden bank, udgør statsstøtte?

—

Skal artikel 101 TEUF, som fortolket af Domstolen i dom ALLIANZ HUNGARIA, forstås således, at en aftale, som en fuldmagtshaver indgår med andre virksomheder, og som medfører en tilsidesættelse af en lovbestemt forpligtelse, skal anses for at have et konkurrencebegrænsende formål, når den nationale franske lovgivning forbyder fuldmagtshaver at blive erhverver af et formuegode, som vedkommende skal sælge, og pålægger denne en loyalitetsforpligtelse og en informationspligt i forhold til sin fuldmagtsgiver eller sine fuldmagtsgivere?

—	Foreligger der en overtrædelse af artikel 101 TEUF, når virksomhederne ved indbyrdes aftale bevidst har skjult oplysninger for Europa-Kommissionen vedrørende de forpligtelser (navnlig anmeldelsespligten), der påhviler virksomhederne på fusionsområdet og statsstøtteområdet?

—	Foreligger der en overtrædelse af artikel 101 TEUF, når en aftale mellem virksomheder har bidraget til at skjule oplysninger for Europa-Kommissionen vedrørende de forpligtelser (navnlig anmeldelsespligten), der påhviler virksomheder eller nogle af virksomhederne på fusionsområdet?

—	Foreligger der en overtrædelse af artikel 101 TEUF, når en aftale mellem virksomheder bl.a. har til formål eller bevirker, at en statsstøtte ikke anmeldes behørigt til Europa-Kommissionen?

—	Skal artikel 3 i direktiv 2014/104/EU (3) fortolkes således, at »fuld erstatning«, som foreskrives heri, i det foreliggende tilfælde svarer til den aktuelle kursværdi af ADIDAS?

—

Skal artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret eller effektivitetsprincippet, som denne bestemmelse er udtryk for, under hensyn til alle de relevante faktiske omstændigheder i det foreliggende tilfælde, fortolkes således, at retten til erstatning for den skade, der er forårsaget af de overtrædelser af artikel 101 TEUF, som sagsøgerne har påberåbt sig, er forældet?

—

Eftersom dette direktiv ikke finder anvendelse på overtrædelser af EU-retlige bestemmelser om fusioner og statsstøtte, hvilke EU-retlige regler finder da anvendelse på området for den eventuelle forældelse af retten til erstatning, og hvorledes skal de fortolkes i betragtning af de relevante faktiske omstændigheder i det foreliggende tilfælde?

---

(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21.12.1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EFT 1989, L 395, s. 1).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20.1.2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT 2004, L 24, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26.11.2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (EUT 2014, L 349, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Spetsializiran nakazatelen sad (Bulgarien) den 4. juni 2021 — straffesag mod DD

(Sag C-347/21)

(2021/C 338/13)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Spetsializiran nakazatelen sad

Tiltalt i straffesagen

DD

Præjudicielle spørgsmål

Er tiltaltes ret til at være personligt til stede som omhandlet i artikel 8, stk. 1, sammenholdt med artikel 10, stk. 1, og 44. betragtning til direktiv 2016/343 (1) overholdt, hvis et vidne afhøres i et særskilt retsmøde, uden at tiltalte er til stede, men tiltalte i det efterfølgende retsmøde har haft mulighed for at udspørge dette vidne, men har erklæret, at den pågældende ikke har nogen spørgsmål, eller er en fuldstændig gentagelse af hele denne afhøring, herunder en gentagelse af de øvrige parters spørgsmål, nødvendig for, at retten til at være personligt til stede er overholdt?

Er tiltaltes ret til et forsvar ved advokatbistand som omhandlet i artikel 3, stk. 1, sammenholdt med artikel 12, stk. 1, i direktiv 2013/48 (2) overholdt, hvis to vidner afhøres i to særskilte retsmøder, uden at advokaten er til stede, men advokaten i det efterfølgende retsmøde har haft mulighed for at udspørge de to vidner, eller er det nødvendigt for, at retten til et forsvar ved advokatbistand er overholdt, at disse to afhøringer, herunder de øvrige parters spørgsmål i den første afhøring, gentages fuldstændig, og at den advokat, der ikke var til stede ved de to tidligere retsmøder, får mulighed for at stille sine spørgsmål?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9.3.2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT 2016, L 65, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22.10.2013 om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen (EUT 2013, L 294, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Spetsializiran nakazatelen sad (Bulgarien) den 4. juni 2021 — straffesag mod HYA m.fl.

(Sag C-348/21)

(2021/C 338/14)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Spetsializiran nakazatelen sad

Tiltalt i straffesagen

HYA m.fl.

Præjudicielt spørgsmål

Er en national ordning, hvorefter tiltaltes ret til at være til stede under retssagen er overholdt, og anklagemyndigheden på korrekt vis opfylder sin pligt til at føre bevis for tiltaltes skyld, såfremt der under den retslige fase af straffesagen anvendes udtalelser, som vidner, der af objektive årsager ikke kan afhøres, har afgivet i sagens indledende fase, idet disse vidner kun er blevet afhørt af anklagemyndigheden og uden forsvarets deltagelse, men dog for en domstol, og anklagemyndigheden allerede i den indledende fase havde mulighed for at give forsvaret adgang til at deltage i denne afhøring, men har undladt at gøre dette, forenelig med artikel 8, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2016/343 (1), sammenholdt med 33. og 34. betragtning hertil, og chartrets artikel 47, stk. 2?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9.3.2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT 2016, L 65, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Spetsializiran nakazatelen sad (Bulgarien) den 4. juni 2021 — straffesag mod HYA m.fl.

(Sag C-349/21)

(2021/C 338/15)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Spetsializiran nakazatelen sad

Tiltalte i straffesagen

HYA m.fl.

Præjudicielle spørgsmål

Er de nationale retters praksis i straffesager, hvorefter retten godkender overvågning, registrering og lagring af telefonsamtaler ført af mistænkte med et generelt standardtekstforlæg, hvori det uden nogen form for individuel vurdering blot hævdes, at lovbestemmelserne er blevet overholdt, forenelig med artikel 15, stk. 1, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i direktiv 2002/58 (1) og 11. betragtning hertil?

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Udgør det en tilsidesættelse af EU-retten, hvis den nationale lov fortolkes således, at de oplysninger, der er indsamlet ved hjælp af en sådan godkendelse, anvendes til at føre bevis for anklagen?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12.7.2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT 2002, L 201, s. 37).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Spetsializiran nakazatelen sad (Bulgarien) den 4. juni 2021 — straffesag

(Sag C-350/21)

(2021/C 338/16)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Spetsializiran nakazatelen sad

Ansøger

Spetsializirana prokuratura

Præjudicielle spørgsmål

Er en national bestemmelse (artikel 251b, stk. 1, i Zakon za elektronnite saobshtenia (lov om elektronisk kommunikation), som med henblik på bekæmpelse af grov kriminalitet fastsætter en generel og udifferentieret lagring af alle trafikdata (trafik- og lokaliseringsdata vedrørende brugere af elektroniske kommunikationsmidler) for en periode på seks måneder, i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i direktiv 2002/58 (1) og 11. betragtning hertil, såfremt den nationale bestemmelse indeholder visse garantier?

Er en national bestemmelse (artikel 159a i Nakazatelno-protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven), som ikke begrænser adgangen til trafikdata til det strengt nødvendige og ikke fastsætter nogen ret for personer, hvis trafikdata de retsforfølgende myndigheder har adgang til, til at blive underrettet herom, såfremt dette ikke udgør en hindring for straffesagen, eller som ikke fastsætter noget retsmiddel mod en ulovlig adgang, i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i direktiv 2002/58 og 11. betragtning hertil?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12.7.2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (EFT 2002, L 201, s. 37).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Justice de paix du canton de Forest (Belgien) den 4. juni 2021 — ZG mod Beobank SA

(Sag C-351/21)

(2021/C 338/17)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Justice de paix du canton de Forest

Parter i hovedsagen

Sagsøger: ZG

Sagsøgt: Beobank SA

Præjudicielle spørgsmål

1)	Er betalingstjenesteudbyderen i henhold til artikel 38, stk. 1, litra a), i direktiv 2007/64/EF (1) omfattet af en indsatsforpligtelse eller en resultatforpligtelse med hensyn til tilvejebringelse af »oplysninger om betalingsmodtageren«?

2)	Omfatter »oplysninger om betalingsmodtageren«, jf. denne bestemmelse, de oplysninger, der gør det muligt at identificere den fysiske eller juridiske person, der har modtaget betalingen?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13.11.2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (EUT 2007, L 319, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Belgien) den 9. juni 2021 — Tilman SA mod Unilever Supply Chain Company AG

(Sag C-358/21)

(2021/C 338/18)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Sagsøger og appellant: Tilman SA

Sagsøgt og appelindstævnt: Unilever Supply Chain Company AG

Præjudicielt spørgsmål

Kan artikel 23, stk. 1, litra a), og stk. 2, i konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, der blev undertegnet i Lugano den 30. oktober 2007, anses for opfyldt, når en værnetingsklausul er indeholdt i de almindelige forretningsbetingelser, hvortil der henvises i en skriftligt indgået aftale ved angivelse af et hypertekstlink til et websted, der giver mulighed for at få kendskab til de nævnte almindelige forretningsbetingelser, downloade og udskrive dem, uden at den part, overfor hvem denne klausul gøres gældende, er blevet opfordret til at acceptere disse almindelige forretningsbetingelser ved afkrydsning af et felt på det pågældende websted?

Rettens dom af 7. juli 2021 — HTTS mod Rådet

(Sag T-692/15 RENV) (1)

(Ansvar uden for kontraktforhold - fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger over for Iran - liste over personer og enheder, der er omfattet af indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer - tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder)

(2021/C 338/19)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: HTTS Hanseatic Trade Trust & Shipping GmbH (Hamburg, Tyskland), (ved advokat M. Schlingmann)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved J.-P. Hix og M. Bishop, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Europa-Kommissionen (ved R. Tricot, C. Hödlmayr, J. Roberti di Sarsina og M. Kellerbauer, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Angående en påstand i henhold til artikel 268 TEUF og 340 TEUF om erstatning for det tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af opførelsen af dennes navn dels ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2010 af 26. juli 2010 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2010, L 195, s. 25), i bilag V til Rådets forordning (EF) nr. 423/2007 af 19. april 2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2007, L 103, s. 1), dels ved Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 423/2007 (EUT 2010, L 281, s. 1), i bilag VIII til forordning nr. 961/2010.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	HTTS Hanseatic Trade Trust & Shipping GmbH bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Rådet i forbindelse med proceduren i denne sag og proceduren i sag T-692/15.

3)	Hver part bærer sine egne omkostninger vedrørende sag C-123/18 P.

4)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger i forbindelse med denne sag, sag T-692/15 og sag C-123/18 P.

---

(1)  EUT C 59 af 15.2.2016.

Rettens dom af 7. juli 2021 — HM mod Kommissionen

(Sag T-587/16 RENV) (1)

(Personalesag - tjenestemænd - ansættelse - meddelelse om udvælgelsesprøve EPSO/AST-SC/03/15 - ikke adgang til at deltage i bedømmelsesprøverne - anmodning om revurdering - forelæggelse af denne anmodning for udvælgelseskomitéen afvist på grund af forsinkelse - kompetencefordeling mellem EPSO og udvælgelseskomitéen - søgsmålsinteresse)

(2021/C 338/20)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: HM (ved advokat H. Tettenborn)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved T. Bohr og G. Gattinara, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF med påstand om annullation af afgørelsen truffet af Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) den 17. august 2015 om ikke at tage hensyn til anmodningen om revurdering af udvælgelseskomitéens afgørelse om ikke at give sagsøgeren adgang til næste fase i udvælgelsesprøve EPSO/AST-SC/03/15-3.

Konklusion

1)	Afgørelsen truffet af Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) den 17. august 2015 om ikke at tage hensyn til anmodningen om revurdering af udvælgelseskomitéens afgørelse om ikke at give sagsøgeren adgang til næste fase i udvælgelsesprøve EPSO/AST-SC/03/15-3 annulleres.

2)	Europa-Kommissionen betaler omkostningerne både i forbindelse med den oprindelige sag for EU-Personaleretten i sag F-17/16, i sagen for Retten i sag T-587/16, i sagen for Domstolen i sag C-70/19 P og i nærværende procedure efter hjemvisning i sag T-587/16 RENV.

---

(1)  EUT C 191 af 30.5.2016 (sag oprindeligt registreret ved EU-Personaleretten under sagsnr. F-17/16 og overført til Den Europæiske Unions Ret den 1.9.2016).

Rettens dom af 7. juli 2021 — Bateni mod Rådet

(Sag T-455/17) (1)

(Ansvar uden for kontraktforhold - fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger over for Iran - liste over personer og enheder, der er omfattet af indefrysningen af midler og økonomiske ressourcer - Rettens kompetence - forældelse - tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder)

(2021/C 338/21)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Naser Bateni (Hamburg, Tyskland) (ved advokat M. Schlingmann)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved J.-P. Hix og M. Bishop, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Europa-Kommissionen (ved C. Hödlmayr, J. Roberti di Sarsina og M. Kellerbauer, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 268 TEUF og 340 TEUF med påstand om erstatning for det tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af opførelsen af hans navn på de lister, der er indeholdt for det første i bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT 2010, L 195, s. 39, berigtiget i EUT 2010, L 197, s. 19) gennem Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT 2011, L 319, s. 71) og i bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT 2010, L 281, s. 1) gennem Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning nr. 961/2010 (EUT 2011, L 319, s. 11), for det andet i bilag IX til Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 961/2010 (EUT 2012, L 88, s. 1) og for det tredje i bilaget til Rådets afgørelse 2013/661/FUSP af 15. november 2013 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT 2013, L 306, s. 18) og i bilaget til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1154/2013 af 15. november 2013 om gennemførelse af forordning nr. 267/2012 (EUT 2013, L 306, s. 3).

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes, idet søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet.

2)	Naser Bateni bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet afholdte omkostninger.

3)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 300 af 11.9.2017.

Rettens dom af 14. juli 2021 — Nike European Operations Netherlands og Converse Netherlands mod Kommissionen

(Sag T-648/19) (1)

(Statsstøtte - støtte gennemført af Nederlandene til fordel for Nike - forhåndsafgørelser på skatteområdet (tax rulings) - afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure - armslængdeprincippet - fordel - selektivitet - ligebehandling - god forvaltningspraksis - utilstrækkelig foreløbig efterprøvelse - alvorlige vanskeligheder - begrundelsespligt)

(2021/C 338/22)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Nike European Operations Netherlands BV (Hilversum, Nederlandene) og Converse Netherlands BV (Amsterdam, Nederlandene) (ved advokaterne R. Martens og D. Colgan)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved P.-J. Loewenthal og S. Noë, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2019) 6 final af 10. januar 2019 om statsstøtte SA.51284 (2018/NN) — Nederlandene — Mulig statsstøtte til Nike, hvorved den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2, TEUF blev indledt.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Nike European Operations Netherlands BV og Converse Netherlands BV betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 413 af 9.12.2019.

Rettens dom af 7. juli 2021 — Irish Wind Farmers’ Association m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-680/19) (1)

(Statsstøtte - energisektoren - irsk lovgivning om ejendomsskatter for virksomheder - metode for beregning af den skat, som producenter af elektricitet på grundlag af fossile brændstoffer skylder - klage fra operatører af vindmølleparker - afgørelse, hvorved det fastslås, at der ikke foreligger statsstøtte - ingen indledning af den formelle undersøgelsesprocedure - alvorlige vanskeligheder - interesserede parters proceduremæssige rettigheder)

(2021/C 338/23)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Irish Wind Farmers’ Association Clg (Kilkenny, Irland), Carrons Windfarm Ltd (Shanagolden, Irland), Foyle Windfarm Ltd (Dublin, Irland) og Greenoge Windfarm Ltd (Bunclody, Irland) (ved advokaterne M. Segura Catalán og M. Clayton)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved K. Herrmann og S. Noë, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2019) 5257 final af 9. juli 2019 om statsstøtte SA.44671 (2020/NN) — Irland.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Hver part bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 423 af 16.12.2019.

Rettens dom af 7. juli 2021 — ID mod EU-Udenrigstjenesten

(Sag T-28/20) (1)

(Personalesag - kontraktansatte - afgørelse om afskedigelse inden prøvetidens udløb - klart utilfredsstillende arbejdsindsats - upassende adfærd - ansættelsesvilkårenes artikel 84)

(2021/C 338/24)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: ID (ved advokat C. Bernard-Glanz)

Sagsøgt: Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (ved S. Marquardt og R. Spáč, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand dels om annullation af EU-Udenrigstjenestens afgørelse af 6. marts 2019 om opsigelse af sagsøgerens kontrakt inden prøvetidens udløb, dels om erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt som følge af denne afgørelse.

Konklusion

1)	Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil frifindes.

2)	ID betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 95 af 23.3.2020.

Rettens dom af 7. juli 2021 — Frommer mod EUIPO — Minerva (I-cosmetics)

(Sag T-205/20) (1)

(EU-varemærker - fortabelsessag - EU-ordmærket I-cosmetics - reel brug af varemærket - artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 58, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2017/1001])

(2021/C 338/25)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Angela Frommer (Unterschleißheim, Tyskland) (ved advokat F. Remmertz)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Ivanauskas og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Minerva GmbH (München, Tyskland) (ved advokat R. Dissmann)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 10. februar 2020 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 675/2019-2) vedrørende en i fortabelsessag mellem Minerva og Angela Frommer.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Angela Frommer bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO afholdte omkostninger.

3)	Minerva GmbH bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 201 af 15.6.2020.

Rettens dom af 7. juli 2021 — Micron Technology mod EUIPO (INTELLIGENCE, ACCELERATED)

(Sag T-386/20) (1)

(EU-varemærker - ansøgning om EU-ordmærket INTELLIGENCE, ACCELERATED - absolut registreringshindring - beskrivende karakter - artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning (EU) 2017/1001)

(2021/C 338/26)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Micron Technology, Inc. (Boise, Idaho, De Forenede Stater) (ved M. Edenborough, QC)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved L. Rampini og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 6. april 2020 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 2873/2019-1) vedrørende en ansøgning om registrering af ordtegnet INTELLIGENCE, ACCELERATED som EU-varemærke.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Micron Technology, Inc betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 271 af 17.8.2020.

Rettens dom af 7. juli 2021 — S. Tous mod EUIPO — Zhejiang China-Best Import & Export (Belysningsarmaturer)

(Sag T-492/20) (1)

(EF-design - ugyldighedssag - registreret EF-design, der gengiver belysningsarmaturer - tidligere EU-figurmærker, der gengiver en tøjbamse - ugyldighedsgrunde - artikel 25, stk. 1, litra b) og e), i forordning (EF) nr. 6/2002)

(2021/C 338/27)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: S. Tous, SL (Manrèse, Spanien) (ved advokaterne D. Gómez Sánchez og J. Gracia Albero)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Söder, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO: Zhejiang China-Best Import & Export Co. Ltd (Hangzhou, Kina)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 26. maj 2020 af Tredje Appelkammer ved EUIPO (sag R 1553/2019-3) vedrørende en ugyldighedssag mellem S. Tous og Zhejiang China-Best Import & Export.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	S. Tous, SL betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 313 af 21.9.2020.

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 2. juli 2021 — Bourel m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-777/19 R)

(Særlige rettergangsformer - statsstøtte - opførelse af vindmølleparker - individuelle støtteforanstaltninger indrømmet af Frankrig til flere havvindmølleparker - afgørelse, der erklærer støtten forenelig med det indre marked - arbejdets påbegyndelse - anmodning om foreløbige forholdsregler - ingen uopsættelighed)

(2021/C 338/28)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: David Bourel (Pléneuf-Val-André, Frankrig) og de fem andre sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget til kendelsen (ved advokat M. Le Berre)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved B. Stromsky og A. Bouchagiar, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 278 TEUF og 279 TEUF med påstand om navnlig udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens afgørelse C(2019) 5498 final af 26. juli 2019, hvorved Kommissionen besluttede ikke at gøre indsigelse mod den støtte til flere havvindmølleparker, som Den Franske Republik havde anmeldt.

Konklusion

1)	Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Rettens kendelse af 25. juni 2021 — OM mod Kommissionen

(Sag T-728/20) (1)

(Annullationssøgsmål - personalesag - tjenestemænd - social sikring - den fælles sygeforsikringsordning - godtgørelse af lægeudgifter - afslag på ansøgningen - afvisning af klagen - ny begrundelse - indgivelse af en ny klage - søgsmålsfrist - afvisning)

(2021/C 338/29)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: OM (ved advokat N. de Montigny)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved L. Hohenecker og L. Vernier, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand om annullation dels af afgørelserne truffet af Kommissionens Kontor for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) den 9. og 17. september 2019, hvorved sagsøgeren blev meddelt afslag på godtgørelse af udgifter til medicinske analyser, dels af afgørelsen af 23. marts 2020 om afslag på sagsøgerens klage over disse afgørelser.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	OM betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 53 af 15.2.2021.

Rettens kendelse af 8. juli 2021 — Mendes de Almeida mod Rådet

(Sag T-75/21) (1)

(Annullationssøgsmål - regler for institutionerne - forstærket samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed - forordning (EU) 2017/1939 - udpegelse af de europæiske anklagere ved Den Europæiske Anklagemyndighed - udpegelse af en af de kandidater, der er indstillet af Portugal - søgsmålsfrist - begyndelsestidspunkt - afvisning)

(2021/C 338/30)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Ana Carla Mendes de Almeida (Sobreda, Portugal) (ved advokaterne R. Leandro Vasconcelos og M. Marques de Carvalho)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved K. Pleśniak, R. Meyer, K. Kouri og J. Gil, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1117 af 27. juli 2020 om udpegelse af europæiske anklagere ved Den Europæiske Anklagemyndighed (EUT 2020, L 244, s. 18), for så vidt som José Eduardo Moreira Alves d’Oliveira Guerra herved blev udpeget til europæisk anklager ved Den Europæiske Anklagemyndighed som midlertidigt ansat i lønklasse AD 13 for en treårig periode, der ikke kan forlænges, fra den 29. juli 2020.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Det er ufornødent at træffe afgørelse om anmodningen om fremskyndet procedure.

3)	Det er ufornødent at træffe afgørelse om den af Rådet fremsatte særskilte anmodning.

4)	Ana Carla Mendes de Almeida betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 128 af 12.4.2021.

Sag anlagt den 21. juni 2021 — Tyskland mod Kommissionen

(Sag T-349/21)

(2021/C 338/31)

Processprog: Tysk

Parter

Sagsøger: Forbundsrepublikken Tyskland (ved J. Möller og R. Kanitz som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2021/534 af 24. marts 2021 om fastsættelse i henhold til artikel 39, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/33/EU af, hvorvidt en foranstaltning truffet af Tyskland om at forbyde markedsføring af en elevatormodel fremstillet af Orona, er begrundet eller ej (1), annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.

1.

Første anbringende: Tilsidesættelse af afsnit 2.2 i bilag I til direktiv 95/16/EF, sammenholdt med den harmoniserede standard EN 81-1, ved manglende iagttagelse af betydningen af kravene til den lodrette afstand mellem elevatorstolens og elevatorskaktens loft — Kommissionen har ikke taget hensyn til betydningen af den vertikale afstand fra elevatorstolens til elevatorskaktens loft, som er foreskrevet i den oprindelige affattelse af den harmoniserede standard EN 81-1, og som endda er fremhævet i den ændrede affattelse (EN 81/20). Den anfægtede afgørelse tager indledningsvis grundlæggende ikke hensyn til opmålingen af den lodrette mindsteafstand. Ifølge Kommissionen er det med henblik på vurderingen af de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav i henhold til forskrifterne i direktiv 95/16/EF i første række ikke denne lodrette afstand, men rumfanget af tilflugtsstedet over elevatorstolen, der er afgørende. Derudover foretog Kommissionen fejlagtigt en sammenligning af kravene til tilflugtssteder og frie rum i henholdsvis elevatorskakten og gruben.

2.

Andet anbringende: Tilsidesættelse af afsnit 2.2 i bilag I til direktiv 95/16/EF, sammenholdt med den harmoniserede standard EN 81-1, ved fejlagtig undersøgelse af de ulykkesscenarier, der er afgørende med henblik på vurderingen — Kommissionen foretog en fejlagtig bedømmelse af kravene i henhold til artikel 2.2 i bilag I til direktiv 95/16/EF vedrørende udelukkelsen af klemningsrisiko, idet den i 55. betragtning til den anfægtede afgørelse alene tog hensyn til svigt af reservebremsen som det afgørende ulykkesscenarie.

3.

Tredje anbringende: Fejlagtig undersøgelse af sagens omstændigheder ved manglende hensyntagen til betydningen af den tid, det tager at indtage en sikker position, og risikoen for, at elevatorstolen bevæger sig ukontrolleret opad — I Kommissionens samlede vurdering lagde den i 55.-57. betragtning til den anfægtede afgørelse ukorrekte antagelser om farligheden og sandsynligheden af elevatorstolens ukontrollerede bevægelse opad til grund.

4.	Fjerde anbringende: Fejlagtig undersøgelse af sagens omstændigheder ved gengivelse af en fejlagtig fremstilling fra undersøgelsen foretaget af firmaet Conformance — Kommissionen anvendte i forbindelse med sin afgørelse en fejlagtig sammenligning fra en undersøgelse foretaget af firmaet Conformance.

5.

Femte anbringende: Tilsidesættelse af bevisregler og af artikel 5, stk. 2, i direktiv 95/16/EF — Kommissionen har i forbindelse med sin afgørelse ikke taget tilstrækkeligt hensyn til, at de overensstemmelsesattestationer, der er fremlagt af fabrikanten, er ufuldstændige på væsentlige punkter. Af betragtningerne fremgår det endvidere, at Kommissionen på ukorrekt vis anser markedsovervågningsmyndigheden for at have bevisbyrden, hvis det i tilfælde af manglende overensstemmelse med standarden bestrides, at sikkerhedskravene kan opfyldes ved en alternativ og ligeværdig løsning.

---

(1)  EFT 2021, L 106, s. 60.

Sag anlagt den 25. juni 2021 — Hotel Cipriani mod EUIPO — Altunis (CIPRIANI FOOD)

(Sag T-358/21)

(2021/C 338/32)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Hotel Cipriani (Venedig, Italien) (ved advokaterne M. Rieger-Jansen, D. Op de Beeck og W. Pors)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Altunis-Trading, Gestão e Serviços, Lda (Funchal, Portugal)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Altunis-Trading, Gestão e Serviços, Lda

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket CIPRIANI FOOD — EU-varemærkeregistrering nr. 683 250

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 27. april 2021 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1599/2020-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres i det hele.

—	Ugyldighedsbegæringen tages til følge i det hele, og det omtvistede EU-varemærke erklæres ugyldigt.

—	EUIPO og enhver intervenient, der vælger at intervenere, tilpligtes at bære deres egne omkostninger og betale de omkostninger, der er afholdt af indgiveren af ugyldighedsbegæringen.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009

—	Appelkammeret begik en fejl ved at fastslå, at det ikke var muligt at foretage en passende underopdeling af »næringsmidler af korn«.

Sag anlagt den 18. juni 2021 — ClientEarth mod Kommissionen

(Sag T-359/21)

(2021/C 338/33)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: ClientEarth AISBL (Bruxelles, Belgien) (ved Solicitor F. Logue og Barrister at Law J. Kenny)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens stiltiende afgørelse af 9. april 2021 om afslag på aktindsigt i de begærede dokumenter og oplysninger i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001 (1) og forordning (EF) nr. 1367/2006 (2) vedrørende for det første aktivstofferne mancozeb og cypermethrin og for det andet medlemsstaternes stemmeafgivelse i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder i forbindelse med Kommissionens gennemførelsesforordninger (EU) 2019/2094 (3), (EF) 2020/2087 (4), (EU) 2019/1589 (5) og (EU) 2018/1262 (6) annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat et enkelt anbringende om, at Kommissionen i strid med artikel 8, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1049/2001, artikel 41, stk. 2, tredje led, i EU’s charter om grundlæggende rettigheder og artikel 296, stk. 2, TEUF ikke gav en begrundelse.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6.9.2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT 2006, L 264, s. 13).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2094 af 29.11.2019 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 for så vidt angår forlængelse af godkendelsesperioderne for aktivstofferne benfluralin, dimoxystrobin, fluazinam, flutolanil, mancozeb, mecoprop-P, mepiquat, metiram, oxamyl og pyraclostrobin (EØS-relevant tekst) (EUT 2019, L 317, s. 102-104).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/2087 af 14.12.2020 om ikke at forny godkendelsen af aktivstoffet mancozeb, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (EØS-relevant tekst) (EUT 2020, L 423, s. 50-52).

(5)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1589 af 26.9.2019 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 for så vidt angår forlængelse af godkendelsesperioderne for aktivstofferne amidosulfuron, beta-cyfluthrin, bifenox, chlorotoluron, clofentezin, clomazon, cypermethrin, daminozid, deltamethrin, dicamba, difenoconazol, diflubenzuron, diflufenican, fenoxaprop-P, fenpropidin, fludioxonil, flufenacet, fosthiazat, indoxacarb, lenacil, MCPA, MCPB, nicosulfuron, picloram, prosulfocarb, pyriproxyfen, thiophanat-methyl, triflusulfuron og tritosulfuron (EØS-relevant tekst) (EUT 2019, L 248, s. 24-27).

(6)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1262 af 20.9.2018 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 for så vidt angår forlængelse af godkendelsesperioderne for aktivstofferne 1-methylcyclopropen, beta-cyfluthrin, chlorothalonil, chlorotoluron, clomazon, cypermethrin, daminozid, deltamethrin, dimethenamid-p, diuron, fludioxonil, flufenacet, flurtamon, fosthiazat, indoxacarb, MCPA, MCPB, prosulfocarb, thiophanat-methyl og tribenuron (EØS-relevant tekst) (EUT 2018, L 238, s. 62-64).

Sag anlagt den 29. juni 2021 — Coinbase mod EUIPO — bitFlyer (coinbase)

(Sag T-366/21)

(2021/C 338/34)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Coinbase, Inc. (San Francisco, Californien, De Forenede Stater) (ved advokat A. Nordemann)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: bitFlyer Inc. (Tokyo, Japan)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: bitFlyer Inc.

Det omtvistede varemærke: International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af varemærket coinbase — International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, nr. 1 308 248

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 29. april 2021 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1751/2020-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 30. juni 2021 — Unimax Stationery mod EUIPO — Mitsubishi Pencil (uni)

(Sag T-369/21)

(2021/C 338/35)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Unimax Stationery (Daman, Indien) (ved advokat E. Amoah)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Mitsubishi Pencil Co. Ltd (Tokyo, Japan)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Mitsubishi Pencil Co. Ltd

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket mark uni — EU-varemærke nr. 6 920 615

Sagen for EUIPO: Fortabelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 22. april 2021 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1909/2020-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra b) og d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

Sag anlagt den 1. juli 2021 — Etablissements Nicolas mod EUIPO — St. Nicolaus (NICOLAS)

(Sag T-373/21)

(2021/C 338/36)

Stævningen er affattet på fransk

Parter

Sagsøger: Etablissements Nicolas (Thiais, Frankrig) (ved advokat T. de Haan)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: St. Nicolaus a.s. (Liptovský Mikuláš, Slovakiet)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Etablissements Nicolas

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket NICOLAS — EU-varemærke nr. 6 231 484

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 21. april 2021 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1195/2020-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og intervenienten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, der er afholdt af sagsøgeren i forbindelse med sagens behandling ved Fjerde Appelkammer ved EUIPO.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 2. juli 2021 — Instituto Cervantes mod Kommissionen

(Sag T-376/21)

(2021/C 338/37)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Instituto Cervantes (Madrid, Spanien) (ved advokat E. van Nuffel d’Heynsbroeck)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Søgsmålet antages til realitetsbehandling.

—

Europa-Kommissionens afgørelse om at tildele parti 3 (spansk) af kontrakt under rammeaftaler om sprogundervisning for Den Europæiske Unions institutioner, organer og agenturer (nr. HR/2020/OP/0014) i første række til sammenslutningen CLL Centre de Langues-Allingua og i anden række til sagsøgeren annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

1.	Første anbringende om, at der i den anfægtede afgørelse ikke er givet en tilstrækkelig begrundelse for vurderingen af buddenes kvalitet.

2.	Andet anbringende om en manglende sammenligning af buddenes kvalitet.

3.	Tredje anbringende om, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at forkaste de elementer i buddet, som var tilgængelige via et hyperlink indeholdt i buddet, uden at kontrollere rigtigheden heraf.

4.

Fjerde anbringende, der er fremsat subsidiært, og som vedrører dels manglende sammenhæng mellem vurderingen af de faktiske kvaliteter, der kendetegner det af sagsøgeren afgivne bud, og vægtningen heraf i lyset af underkriterierne 1.1 og 1.2 i udbudsbekendtgørelsen, dels tilsidesættelse af gennemsigtighedsprincippet.

5.	Femte anbringende om tilsidesættelse af formålet om at skabe den bredest mulige konkurrence inden for offentlige udbud.

Sag anlagt den 5. juli 2021 — Flybe mod Kommissionen

(Sag T-380/21)

(2021/C 338/38)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Flybe Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved G. Peretz, QC, og advokat D. Colgan)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Afgørelsen fra Europa-Kommissionen af 23. april 2021, hvorved Kommissionen godkendte en aftale om frigivelse af afgangs- og ankomsttidspunkter mellem British Airways og Flybe Limited i forbindelse med sag COMP/M.6447 — IAG/BMI, annulleres delvist, således at fodnote 23 i den anfægtede afgørelse annulleres i sin helhed, eller subsidiært, således at fodnote 23 i den anfægtede afgørelse ændres.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale de omkostninger, som sagsøgeren har afholdt i forbindelse med forberedelse og fremlæggelse af sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen begik en faktisk fejl i forbindelse med sin gennemgang af de begrænsninger, der fremgik af aftalen om frigivelse af afgangs- og ankomsttidspunkter. Sagsøgeren har anført, at aftalen, som blev forhandlet af British Airways og Flybe limited (tidligere Thyme OPCO Limited), ikke henviser til, at det i forbindelse med overførslen af afgangs- og ankomsttidspunkter er nødvendigt at foretage overførsel af flylicensen. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ved at tilføje formuleringen »dvs. i forbindelse med Thyme’s OL« i fodnote 23 begik en fejl med hensyn til, hvad der forstås ved et resumé af aftalen.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen ikke tog behørig stilling til sagsøgerens evne til at kunne opfylde de supplerende krav om kun at overføre de korrigerende afgangs- og ankomsttidspunkter som en del af en going concern, såfremt dette sker i forbindelse med overførsel af flylicensen, i modsætning til, hvad der er muligt i henhold til lovgivningen om licenser til luftfartsselskaber i Det Forenede Kongerige.

3.	Tredje anbringende om, at Kommissionen ikke tog hensyn til den faktuelle, økonomiske og retlige sammenhæng, der lå til grund for aftalen om frigivelse af afgangs- og ankomsttidspunkter, som viste, at det ikke er nødvendigt at indføre et krav om overførsel af flylicensen.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionens tilgang ikke er i overensstemmelse retssikkerhedsprincippet. Sagsøgeren har anført, at der af de af International Consolidated Airlines Group givne tilsagn ikke fremgår nogen begrænsninger med hensyn til overførslen af korrigerende afgangs- og ankomsttidspunkter.

5.	Femte anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgerens ret til at blive hørt ved at opstille en begrænsning uden forinden at drøfte denne begrænsning med sagsøgeren.

6.	Sjette anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte begrundelsespligten. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen i strid med kravet om, at retsakter skal begrundes, ikke gav en begrundelse for at pålægge sagsøgeren en begrænsning.

Sag anlagt den 7. juli 2021 — Banque postale mod SRB

(Sag T-383/21)

(2021/C 338/39)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Banque postale (Paris, Frankrig) (ved advokaterne A. Gosset-Grainville, M. Trabucchi og M. Dalon)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Sagsøgerens påstande

—	I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2021/22 af 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag for 2021 til Afviklingsfonden, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og i den delegerede forordning ikke finder anvendelse: — SRM-forordningens artikel 69, stk. 1 og 2, artikel 70, stk. 1, og artikel 70, stk. 2, litra a) og b). — Artikel 4, stk. 2, og artikel 6 og 7 i den delegerede forordning samt bilag I hertil. — Gennemførelsesforordningens artikel 4.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført otte anbringender.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling, for så vidt som de nærmere bestemmelser for beregning af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (SRF), som fastsat i SRM-forordningen og den delegerede forordning, hverken afspejler institutternes reelle størrelse eller deres reelle risiko.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, for så vidt som mekanismen for ex ante-bidrag til SRF, som fastsat i SRM-forordningen og den delegerede forordning, hviler på en vurdering, som kunstigt forværrer risikoprofilen for store franske institutter såsom sagsøgeren, og fører derfor til et bidragsbeløb, som er uforholdsmæssigt højt i forhold til den risiko, som reelt er forbundet med disse samme institutter.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, idet beregningen af beløbet for ex ante-bidragene, som fastsat i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og i den delegerede forordning, dels ikke med tilstrækkelig præcision kan forudses, dels ikke så meget afhænger af instituttets egen situation og overordnede risikoprofil, som instituttets situation i forhold til andre bidragydende institutter. Endelig er sagsøgeren af den opfattelse, at Kommissionen ikke burde have haft ansvaret for at fastlægge risikoindikatorer inden for rammerne af den delegerede forordning, for så vidt som disse kriterier har en særdeles strukturel og afgørende funktion ved fastsættelsen af bidragsbeløbene (artikel 290 TEUF).

4.	Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, for så vidt som den anfægtede afgørelse ikke indeholder oplysninger, der er tilstrækkeligt klare og fyldestgørende til at begrunde og kontrollere det bidragsbeløb, der skyldes.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse. Til støtte for dette anbringende har sagsøgeren ligeledes gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder oplysninger, der er tilstrækkeligt klare og fyldestgørende til at begrunde og kontrollere det bidragsbeløb, der skyldes.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten for så vidt angår begrænsningen af brug af uigenkaldelige betalingsforpligtelser, med den begrundelse, at den anfægtede afgørelse ikke præcist og detaljeret angiver, hvorfor det er nødvendigt dels at fastsætte et loft for anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser på 15 %, dels kun at acceptere kontanter som sikkerhed, skulle bestå.

7.

Syvende anbringende om et åbenbart urigtigt skøn. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at den risiko for procyklikalitet og den likviditetsrisiko, som Afviklingsinstansen har påberåbt sig for at begrænse anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser, er ugrundede, bl.a. henset til de særlige karakteristika ved de uigenkaldelige betalingsforpligtelser og den sammenhæng, hvori de bruges.

8.

Ottende anbringende om en retlig fejl. Sagsøgeren har gjort gældende, at Afviklingsinstansen dels støtter sig på en fejlagtig fortolkning af de bestemmelser, der giver mulighed for at anvende uigenkaldelige betalingsforpligtelser, ved at pålægge en foranstaltning som er identisk for alle institutter på grundlag af en abstrakt analyse, dels fratager disse bestemmelser deres effektive virkning, for så vidt som andelen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser er systematisk og uden tilstrækkelig begrundelse begrænset til det lovbestemte minimum.

Sag anlagt den 7. juli 2021 — Confédération nationale du Crédit Mutuel m.fl. mod SRB

(Sag T-384/21)

(2021/C 338/40)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Confédération nationale du Crédit Mutuel (Paris, Frankrig) og 26 andre sagsøgere (ved advokaterne A. Gosset-Grainville, M. Trabucchi og M. Dalon)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Sagsøgernes påstande

—	I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2021/22 af 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag for 2021 til Afviklingsfonden, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og i den delegerede forordning ikke finder anvendelse: — SRM-forordningens artikel 69, stk. 1 og 2, artikel 70, stk. 1, og artikel 70, stk. 2, litra a) og b). — Artikel 4, stk. 2, og artikel 6 og 7 i den delegerede forordning samt bilag I hertil. — Gennemførelsesforordningens artikel 4.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat otte anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller ligner de i sag T-383/21, Banque postale mod SRB, fremsatte.

Sag anlagt den 7. juli 2021 — BPCE m.fl. mod SRB

(Sag T-385/21)

(2021/C 338/41)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: BPCE (Paris, Frankrig) og 44 andre sagsøgere (ved advokaterne A. Gosset-Grainville, M. Trabucchi og M. Dalon)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Sagsøgernes påstande

—	I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2021/22 af 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag for 2021 til Afviklingsfonden, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og i den delegerede forordning ikke finder anvendelse: — SRM-forordningens artikel 69, stk. 1 og 2, artikel 70, stk. 1, og artikel 70, stk. 2, litra a) og b). — Artikel 4, stk. 2, og artikel 6 og 7 i den delegerede forordning samt bilag I hertil. — Gennemførelsesforordningens artikel 4.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat otte anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller ligner de i sag T-383/21, Banque postale mod SRB, fremsatte.

Sag anlagt den 7. juli 2021 — Crédit agricole SA og Crédit agricole Corporate and Investment Bank mod Kommissionen

(Sag T-386/21)

(2021/C 338/42)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Crédit agricole SA (Montrouge, Frankrig) og Crédit agricole Corporate and Investment Bank (Montrouge) (ved barrister D. Beard og solicitor C. Hutton)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—	Kommissionens afgørelse af 28. april 2021 C(2021) 2871)o annulleres (helt eller delvist)

—	Den sanktion, der er pålagt ved Kommissionens afgørelse af 28. april 2021 C(2021) 2871), annulleres (helt eller delvist)

—	Kommissionen tilpligtes at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger i henhold til artikel 266 TEUF

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgernes sagsomkostninger i forbindelse med denne stævning og alle efterfølgende stadier i denne sag.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fire anbringender.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har begik en retlig og faktuel fejl, idet den fastslog, at sagsøgerne deltog i en samlet og vedvarende overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål. — Kommissionen begik retlige og faktuelle fejl, idet den fastslog, at den angivelige udveksling af oplysninger om kategorier af adfærd udgør et konkurrencebegrænsende formål, der kan være en del af en angivelig samlet og vedvarende overtrædelse. — Kommissionen undlod at foretage den nødvendige analyse til at støtte konklusionen om, at der forelå overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål i forbindelse med den angivelige samordning af kategorier af adfærd.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen begik retlige og faktuelle fejl, idet den fastslog, at sagsøgerne bidrog til en overordnet plan, og at sagsøgernes angivelige deltagelse var vedvarende. — Kommissionen har ikke bevist, at sagsøgerne bidrog til eller var bekendt med en overordnet plan. — Kommissionen har ikke bevist, at sagsøger 1 eller sagsøger 2 deltog i en vedvarende overtrædelse.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at formode, at sagsøger 2 var bekendt med visse oplysninger. — Kommissionen har begået retlige og faktuelle fejl ved at formode, at erhvervsdrivende var bekendt med alle de oplysninger, der var indeholdt i en Bloomberg chat, blot fordi de er tilsluttet et chat room. Kommissionen har derfor enten fejlfortolket den foreliggende praksis eller strakt anvendelsen af den for langt.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen begik åbenbare retlige og faktuelle fejl ved beregningen af sanktionens størrelse — Kommissionen har retsstridigt fraveget retningslinjerne for sanktioner ved ikke at beregne værdien af salg på grundlag af det seneste fulde år, hvor den angivelige overtrædelse fandt sted. — Kommissionen har tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved fastlæggelsen af faktoren for specifik afskrækkelse. — Kommissionen har retsstridigt fraveget retningslinjerne for sanktioner ved ikke at anvende de bedste tilgængelige tal til at beregne værdien af salget. — Kommissionen har anlagt urigtige bedømmelser ved vurderingen af grovhed og formildende omstændigheder. — Kommissionen har anlagt åbenbart urigtige skøn ved bedømmelsen af varigheden af den angivelige overtrædelse.

Sag anlagt den 7. juli 2021 — Société générale m.fl. mod SRB

(Sag T-387/21)

(2021/C 338/43)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Société générale (Paris, Frankrig), Crédit du Nord (Lille, Frankrig) og SG Option Europe (Puteaux, Frankrig) (ved advokaterne A. Gosset-Grainville, M. Trabucchi og M. Dalon)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Sagsøgernes påstande

—	I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2021/22 af 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag for 2021 til Afviklingsfonden, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og i den delegerede forordning ikke finder anvendelse: — SRM-forordningens artikel 69, stk. 1 og 2, artikel 70, stk. 1, og artikel 70, stk. 2, litra a) og b). — Artikel 4, stk. 2, og artikel 6 og 7 i den delegerede forordning samt bilag I hertil. — Gennemførelsesforordningens artikel 4.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat otte anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller ligner de i sag T-383/21, Banque postale mod SRB, fremsatte.

Sag anlagt den 7. juli 2021 — Crédit agricole m.fl. mod SRB

(Sag T-388/21)

(2021/C 338/44)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Crédit agricole SA (Montrouge, Frankrig) og 48 andre sagsøgere (ved advokaterne A. Gosset-Grainville, M. Trabucchi og M. Dalon)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Sagsøgernes påstande

—	I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2021/22 af 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag for 2021 til Afviklingsfonden, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og i den delegerede forordning ikke finder anvendelse: — SRM-forordningens artikel 69, stk. 1 og 2, artikel 70, stk. 1, og artikel 70, stk. 2, litra a) og b). — Artikel 4, stk. 2, og artikel 6 og 7 i den delegerede forordning samt bilag I hertil. — Gennemførelsesforordningens artikel 4.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat otte anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller ligner de i sag T-383/21, Banque postale mod SRB, fremsatte.

Sag anlagt den 7. juli 2021 — BNP Paribas mod SRB

(Sag T-397/21)

(2021/C 338/45)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: BNP Paribas (Paris, Frankrig) (ved advokaterne A. Gosset-Grainville, M. Trabucchi og M. Dalon)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Sagsøgerens påstande

—	I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2021/22 af 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag for 2021 til Afviklingsfonden, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og i den delegerede forordning ikke finder anvendelse: — SRM-forordningens artikel 69, stk. 1 og 2, artikel 70, stk. 1, og artikel 70, stk. 2, litra a) og b). — Artikel 4, stk. 2, og artikel 6 og 7 i den delegerede forordning samt bilag I hertil. — Gennemførelsesforordningens artikel 4.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat otte anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller ligner de i sag T-383/21, Banque postale mod SRB, fremsatte.

Sag anlagt den 6. juli 2021 — Ryanair og Ryanair Sun mod Kommissionen

(Sag T-398/21)

(2021/C 338/46)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Ryanair DAC (Swords, Irland) og Ryanair Sun S.A. (Warszawa, Polen) (ved advokaterne F.-C. Laprévote, E. Vahida, V. Blanc, S. Rating og I.G Metaxas Maranghidis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—	Kommissionens afgørelse af 22. december 2020 om statsstøtte SA.59158 — Polen — covid-19 — Støtte til LOT (1) annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fem anbringender.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen anvendte de midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende covid-19-udbrud forkert. Navnlig gøres det gældende, at Kommissionen undlod at godtgøre, at LOT er berettiget til rekapitaliseringsstøtte i henhold til de midlertidige rammebestemmelser, og at den undlod at vurdere, hvorvidt andre, mere passende og mindre fordrejende foranstaltninger end rekapitaliseringsstøtten var tilgængelige. Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at Kommissionens undersøgelse af forholdsmæssigheden af rekapitaliseringsstøttebeløbet, støttens vederlag og betingelserne for statens udtræden såvel som elementerne af støtten vedrørende styring og forebyggelse af uberettiget konkurrenceforvridning er fejlbehæftet.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen anvendte artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF forkert ved at finde, at bestemmelsen kunne udgøre et retsgrundlag for at begrunde støtten. Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at Kommissionen ikke godtgjorde, at støtten var nødvendig, passende og forholdsmæssig med henblik på at imødegå en alvorlig forstyrrelse af den polske økonomi, og Kommissionen undlod at foretage en »afvejningstest«, dvs. at vægte støttens forventede positive virkning for virkeliggørelsen af de mål, der er fastsat i artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF i forhold til dens negative virkning for konkurrencefordrejning og virkningen på samhandlen mellem medlemsstaterne.

3.

Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter specifikke bestemmelser i TEUF og generelle EU-retlige principper, der har understøttet liberaliseringen af EU-luftfarten siden slutningen af 1980’erne (dvs. ikke-forskelsbehandling, fri udveksling af tjenesteydelser — som anvendes på lufttransport gennem forordning nr. 1008/2008 (2) — og fri etableringsret).

4.	Fjerde anbringende om, at Kommissionen undlod at indlede en formel undersøgelsesprocedure, selv om der forelå alvorlige vanskeligheder, og tilsidesatte sagsøgernes proceduremæssige rettigheder.

5.	Femte anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte sin begrundelsespligt.

---

(1)  EUT 2021, C 260, s. 10-11.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24.9.2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (omarbejdning) (EØS-relevant tekst) (EUT 2008, L 293, s. 3-20).

Sag anlagt den 7. juli 2021 — KN mod Parlamentet

(Sag T-401/21)

(2021/C 338/47)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: KN (ved advokaterne M. Casado García-Hirschfeld og M. Aboudi)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

—	Sagen fremmes til realitetsbehandling.

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at erstatte det ikke-økonomiske tab, som efter ret og billighed er opgjort til 100 000 EUR

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet til prøvelse af Europa-Parlamentets afgørelse af 28. april 2021 om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2019, Sektion VI — Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2020/2145(DEC)) og Europa-Parlamentets beslutning af 29. april 2021 med bemærkningerne, der er en integrerende del af ovennævnte afgørelse, har sagsøgeren fremsat to anbringender.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 16, stk. 1, TEUF, artikel 1 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 4 og 5 i forordning 2018/1725 (1) samt tilsidesættelse af princippet om tavshedspligt vedrørende disciplinærsager og retlige oplysninger og af artikel 10 i forordning nr. 883/2013 (2).

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af retten til uskyldsformodning, princippet om god forvaltningsskik og proportionalitetsprincippet.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23.10.2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT 2018, L 295, s. 39).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11.9.2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT 2013, L 248, s. 1).

Sag anlagt den 7. juli 2021 — Dexia Crédit Local mod SRB

(Sag T-405/21)

(2021/C 338/48)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Dexia Crédit Local (Paris, Frankrig) (ved advokaterne H. Gilliams og J.-M. Gollier)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse af 14. april 2021 fra Den Fælles Afviklingsinstans om beregning af ex ante-bidrag for 2021 til Den Fælles Afviklingsfond med referencenr. SRB/ES/2021/22 annulleres.

—	Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.

1.	Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 69 i forordning nr. 806/2014, for så vidt som den fastsætter målniveauet for 2021 til en ottendedel af 1,35 % af de dækkede indskud.

2.

Andet anbringende om, at delegeret forordning nr. 2015/63 er ulovlig, — idet den tilsidesætter proportionalitetsprincippet, for så vidt som beregningen af ex ante-bidrag til Afviklingsfonden for det første ikke er i overensstemmelse med de mål, der forfølges med forordning nr. 806/2014, for det andet ikke tager hensyn til den omstændighed, at sagsøgeren er et kreditinstitut, som er sat under afvikling og omfattet af en statsgaranti, med hensyn til hvilken Afviklingsfonden principielt aldrig vil blive brugt, og for det tredje gør dets velordnede afvikling dyrere — idet den tilsidesætter ligebehandlingsprincippet, for så vidt som den behandler institutter, der er sat under afvikling og omfattet af en statsgaranti, på samme måde som institutter, der er i drift.

3.

Tredje anbringende, som fremsættes subsidiært, om, at Afviklingsinstansen har tilsidesat proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet af de samme grunde som dem, der er anført under det andet anbringende, for så vidt som Afviklingsinstansen ikke har overholdt disse principper, idet den uden justering har anvendt bestemmelserne i delegeret forordning nr. 2015/63 på sagsøgeren.

4.	Fjerde anbringende om manglende gennemsigtighed og manglende begrundelse, for så vidt som de oplysninger, der er givet, ikke giver mulighed for hensigtsmæssigt at udøve retten til et forsvar.

5.	Femte anbringende om manglende retsgrundlag for artikel 5, 69 og 70 i forordning nr. 806/2014, for så vidt som disse bestemmelser blev vedtaget på grundlag af artikel 114 TEUF, selv om de ikke vedrører tilnærmelse af lovgivningerne.

6.	Sjette anbringende om manglende retsgrundlag for artikel 5, 69 og 70 i forordning nr. 806/2014, for så vidt som disse bestemmelser blev vedtaget på grundlag af artikel 114 TEUF, selv om de er fiskale bestemmelser.

Sag anlagt den 8. juli 2021 — Credit Suisse Group og Credit Suisse Securities (Europe) mod Kommissionen

(Sag T-406/21)

(2021/C 338/49)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Credit Suisse Group AG (Zürich, Schweiz) og Credit Suisse Securities (Europe) Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved advokaterne Wesseling og F. ten Have)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Artikel 1 i Kommissionens afgørelse C(2021) 2871 af 28. april 2021 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (Sag AT.40346 — SSA Bonds) (»afgørelsen«) annulleres; subsidiært annulleres afgørelsens artikel 1, litra d); mere subsidiært annulleres afgørelsens artikel 1, litra d), delvist, for så vidt som det heri fastslås, at Price Discovery Communications har et konkurrencebegrænsende formål, og/eller at sagsøgerne deltog i en samlet og vedvarende overtrædelse i hele den periode, som er angivet i artiklen.

—	Afgørelsens artikel 2, litra d), annulleres; subsidiært annulleres afgørelsens artikel 2, litra d), delvist.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne eller subsidiært en rimelig del af sagsøgernes omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat tre anbringender.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 101 TEUF og gav en utilstrækkelig begrundelse, da den fastslog, at sagsøgerne har udvist en adfærd, der har til formål at begrænse og/eller fordreje konkurrencen. Nærmere bestemt — tilsidesatte Kommissionen artikel 101 TEUF ved ikke i tilstrækkelig grad at tage hensyn til den relevante juridiske og økonomiske kontekst, og den løftede ikke bevisbyrden for, at den i afgørelsen omhandlede adfærd har et konkurrencebegrænsende formål. — Subsidiært tilsidesatte Kommissionen artikel 101 TEUF ved at konkludere, at Price Discovery Communications har et konkurrencebegrænsende formål. — med hensyn til Price Discovery Communications begik Kommissionen en retlig fejl ved at erstatte vurderingen af, hvorvidt adfærden har et konkurrencebegrænsende formål, med vurderingen af, hvorvidt adfærden falder uden for artikel 101 TEUF som en accessorisk begrænsning.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 101 TEUF ved at anvende begrebet samlet og vedvarende overtrædelse forkert. Nærmere bestemt — har Kommissionen hverken godtgjort eller givet en tilstrækkelig begrundelse for, at den praksis med hyppig korrespondance, der fandt sted i multilaterale, vedvarende chatrum og ophørte i februar 2013, samt den bilaterale, sporadiske korrespondance, der fandt sted efterfølgende fra februar 2013, var en del af en plan, der havde et fælles formål. — har Kommissionen hverken godtgjort eller givet tilstrækkelig begrundelse for, at sagsøgerne var bekendt med, burde have været bekendt med eller med rimelighed kunne have forudset de andre erhvervsdrivendes bilaterale korrespondance fra februar 2013. — har Kommissionen i afgørelsen hverken godtgjort eller givet en tilstrækkelig begrundelse for, at den påståede overtrædelse var vedvarende. — har Kommissionen i afgørelsen ikke godtgjort, at der foreligger en samlet og vedvarende overtrædelse i hele den periode, der er anført i afgørelsens artikel 1, litra d).

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionens bødemetodologi er i strid med artikel 23 i forordning 1/2003 (1), Kommissionens retningslinjer for beregning af bøder (2) og begrundelsespligten. Nærmere bestemt — gav Kommissionen en begrundelse, der var utilstrækkelig til at gøre sagsøgerne i stand til at vurdere, hvorvidt bødemetodologien er behæftet med en fejl. — har Kommissionen anslået en værdi af sagsøgernes salg og afsætning og følgelig den påståede overtrædelses økonomiske omfang alt for højt, hvorfor den lægger sig uden for begrebet »værdi af afsætning« i retningslinjerne for beregning af bøder fra 2006. — er den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt, alt for høj i forhold til den påståede overtrædelse. — omfatter den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt, en periode, hvori sagsøgerne ikke deltog i den påståede overtrædelse.

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1).

(2)  Retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2) (»retningslinjer for beregning af bøder«).

Sag anlagt den 9. juli 2021 — PB mod Kommissionen

(Sag T-407/21)

(2021/C 338/50)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: PB (ved advokaterne L. Levi og M. Vandenbussche)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold, som følge heraf

—

annulleres Kommissionens afgørelse af 5. maj 2021, meddelt den 10. maj 2021, om inddrivelse af henholdsvis (i) 4 241 507 EUR (kontrakt TACIS/2006/101-510) (hovedstolen) eller 4 674 256,92 EUR (hovedstolen forhøjet med morarenter fra den 30.4.2021) og (ii) 1 197 055,86 EUR (kontrakt CARDS/2008/166-429) (hovedstolen) eller 1 298 608,85 EUR (hovedstolen forhøjet med morarenter fra den 30.4.2021), hvorfra skal trækkes 399 825 EUR.

—	Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale alle de beløb, der eventuelt er inddrevet af Kommissionen på grundlag af denne afgørelse, med tillæg af morarenter beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats, forhøjet med 7 procentpoint.

—	Kommissionen tilpligtes at betale erstatning på 10 000 EUR, med forbehold for forhøjelse.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

1.	Første anbringende om en tilsidesættelse af finansforordningen, idet Kommissionen ikke har nogen fordring mod sagsøgeren og under alle omstændigheder ikke nogen reel fordring.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af væsentlige formkrav, forpligtelsen til at udvise omhu og princippet om uvildig sagsbehandling, der er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Sagsøgeren har gjort gældende, at det i den anfægtede afgørelse er anført som begrundelse for at indlede inddrivelsesproceduren, at sagsøgeren ikke er efterkommet debetnotaen, rykkerskrivelsen og åbningsskrivelsen. Kommissionen har herved undladt dels at præcisere, at sagsøgeren har anfægtet disse skrivelser, dels at nævne, at den belgiske ret har erklæret sig kompetent til at påkende den sag, som HB har anlagt ved den vedrørende de to kontrakter. Sagsøgeren har tilføjet, at Kommissionen ligeledes har tilsidesat sin begrundelsespligt, eftersom den ikke har forklaret grundene til, at den har truffet en sådan afgørelse i det foreliggende tilfælde. Endelig er det sagsøgerens opfattelse, at Kommissionen ikke har undersøgt alle relevante forhold i sagen omhyggeligt og uvildigt.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen ikke har kompetence til at vedtage afgørelser, der kan tvangsfuldbyrdes, idet den savner et retsgrundlag og har anlagt et åbenbart urigtigt skøn. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen ikke havde kompetence til at vedtage de to afgørelser, der udgør fuldbyrdelsesgrundlaget, med henblik på inddrivelse af den fordring, som denne institution angiveligt har mod den økonomiske aktør, som sagsøgeren er direktør for, og som Kommissionen holder sagsøgeren solidarisk ansvarlig med, uden en voldgiftsklausul i den aftale, der forbinder dem, og som tillægger EU-retsinstanserne kompetence i tvister mellem dem om aftaleretlige forhold. Sagsøgeren finder, at såfremt Kommissionen ikke har kompetence til at vedtage de to afgørelser vedrørende denne aktør, kan den heller ikke have kompetence til at vedtage afgørelser i forhold til sagsøgeren, eftersom Kommissionens handlinger beror på aftalemæssige forhold.

Sag anlagt den 9. juli 2021 — HB mod Kommissionen

(Sag T-408/21)

(2021/C 338/51)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: HB (ved advokaterne L. Levi og M. Vandenbussche)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Søgsmålet antages til realitetsbehandling og tages til følge, hvilket medfører følgende:

—

Kommissionens afgørelser af 5. maj 2021, forkyndt den 10. maj 2021, vedrørende tilbagebetaling af henholdsvis (i) 4 241 507 EUR (kontrakt TACIS/2006/101-510) (hovedstolen) eller 4 674 256,92 EUR (hovedstolen med tillæg af morarenter den 30.4.2021) og (ii) 1 197 055,86 EUR (kontrakt CARDS/2008/166-429) (hovedstolen) eller 1 298 608,85 EUR (hovedstolen med tillæg af morarenter den 30.4.2021), af hvilke beløb skal fratrækkes 399 825 EUR, annulleres.

—	Det fastslås, at alle beløb, der eventuelt er blevet opkrævet af Kommissionen på grundlag af denne afgørelse, skal tilbagebetales med tillæg af morarenter til den sats, der anvendes af ECB, forhøjet med 7 procentpoint.

—	Kommissionen tilpligtes at betale en symbolsk erstatning på 1 EUR, med forbehold for forhøjelse.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

1.

Første anbringende om Kommissionens manglende kompetence til at vedtage de omtvistede afgørelser, om manglende retsgrundlag, og om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Det er sagsøgerens opfattelse, at Kommissionen ikke havde kompetence til at vedtage de omtvistede afgørelser, som udgjorde et eksekutionsfundament med henblik på inddrivelsen af den fordring, som Kommissionen hævder at have på sagsøgeren, i mangel af en bindende voldgiftsklausul i kontrakten, som tillægger kompetence til Unionens retsinstanser med hensyn til de tvister, som opstår mellem disse, på det kontraktlige område.

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af finansforordningen, for så vidt som Kommissionen ingen fordring havde på sagsøgeren, og under alle omstændigheder ikke havde en sikker fordring.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formkrav, pligten til due diligence og princippet om upartiskhed, der er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Sagsøgeren har gjort gældende, at det i den anfægtede afgørelse med henblik på at begrunde indledningen af opkrævningsproceduren er anført, at sagsøgeren ikke har betalt debetnotaen, og hverken har reageret på rykkerskrivelsen eller skrivelsen med retsligt påkrav. Herved undlod sagsøgte dels at præcisere, at sagsøgeren har gjort indsigelse mod disse, dels at nævne, at de belgiske domstole har erklæret at savne kompetence til at træffe afgørelse i den sag, der var anlagt for dem vedrørende de to kontrakter. Sagsøgeren har tilføjet, at sagsøgte ligeledes har tilsidesat sin begrundelsespligt, idet sagsøgte ikke har angivet de årsager, der i det foreliggende tilfælde har ført til, at sagsøgte har truffet de beslutninger, som den har. Endelig er det sagsøgerens opfattelse, at Kommissionen ikke har foretaget en omhyggelig og upartisk undersøgelse af alle de relevante forhold i det foreliggende tilfælde.

Sag anlagt den 12. juli 2021 — Alauzun m.fl. mod Kommissionen og EMA

(Sag T-418/21)

(2021/C 338/52)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Virginie Alauzun (Saint-Cannat, Frankrig) og 774 andre sagsøgere (ved advokat F. Di Vizio)

Sagsøgte: Europa-Kommissionen og Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA)

Sagsøgernes påstande

—	Principalt: Europa-Kommissionens gennemførelsesafgørelse EMEA/H/C/005735/II/0030 af 31. maj 2021 annulleres på grund af en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og en begrundelsesmangel inden for rammerne af tilladelsen til markedsføring på særlige vilkår.

—	Subsidiært: Den udtalelse, som Udvalget for Humanmedicinske Lægemidler ved Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) vedtog den 28. maj 2021, og hvorved EMA anbefalede en tilladelse til markedsføring på særlige vilkår til vaccinen Comirnaty, der fremstilles af BioNTech og Pfizer, annulleres.

—	EMA og Europa-Kommissionen tilpligtes at betale samtlige de sagsomkostninger, som sagsøgerne har afholdt.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet til prøvelse af Kommissionens afgørelse af 31. maj 2021 om ændring af den tilladelse til markedsføring på særlige vilkår af det humanmedicinske lægemiddel »Comirnaty — COVID-19 mRNA-vaccine (nukleosidmodificeret)«, som blev meddelt ved afgørelse C(2020) 9598(final), har sagsøgeren fremsat to anbringender.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og om en begrundelsesmangel. Sagsøgerne har i denne henseende gjort gældende, at de anfægtede afgørelser ikke godtgør, at den pågældende vaccine er omfattet af anvendelsesområdet for eller opfylder kravene i artikel 2 og 4 i forordning nr. 507/2006 (1). Ifølge sagsøgerne opfylder den omhandlede tilladelse til markedsføring på særlige vilkår ikke kvalificeringen som nødsituation eller livstruende sygdomme for den berørte offentlighed. Sagsøgerne har endvidere anført, at den nævnte tilladelse heller ikke kan støttes på en positiv balance mellem fordele og risici eller udgøre et svar på uopfyldte medicinske behov. Endelig er sagsøgerne af den opfattelse, at den omtvistede tilladelses fordele for folkesundheden ikke kan opveje den risiko, der er uløseligt forbundet med den omstændighed, at yderligere data fortsat er påkrævet.

2.	Andet anbringende om en tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder, som udgøres af den ret til respekt for menneskets integritet og den ret til livet, der er fastsat i henholdsvis artikel 3 og 2 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

---

(1)  Kommissionens forordning (EF) nr. 507/2006 af 29.3.2006 om tilladelse til markedsføring af humanmedicinske lægemidler omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 på særlige vilkår (EUT 2006, L 92, s. 6).

Sag anlagt den 12. juli 2021 — Cargolux mod Kommissionen

(Sag T-420/21)

(2021/C 338/53)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Cargolux Airlines International SA (Cargolux) (Sandweiler, Luxembourg) (ved advokaterne G. Goeteyn og E. Aliende Rodríguez)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens skrivelse til Cargolux af 30. april 2021 annulleres i sin helhed.

—

Den Europæiske Union, repræsenteret ved Kommissionen, tilpligtes at erstatte det tab, som Cargolux har lidt på grund af den manglende betaling af morarenter og renters rente, der skal betales i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF til opfyldelse af dom af 16. december 2015, Cargolux Airlines International SA mod Kommissionen (sag T-39/11), og derfor betale følgende beløb i henhold til artikel 266, stk. 2, TEUF, artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF: a) det morarentebeløb, der skal betales, dvs. renter af beløbet på 39 900 000 EUR til Den Europæiske Centralbanks rentesats for refinansieringstransaktioner pr. den 1. november 2010 (dvs. 1 %), forhøjet med 3,5 % for perioden fra den 15. februar 2011 til den 5. februar 2016, hvilket fører til et beløb på 8 075 972,03 EUR, eller subsidiært, til en rentesats, som Retten finder passende, og b) det renters rentebeløb, der skal betales, dvs. renter af det morarentebeløb, der skal betales i henhold til litra a), for perioden fra den 5. februar 2016 og indtil Kommissionens faktiske betaling af det i henhold til litra a) krævede beløb sker (eller, såfremt Retten ikke måtte give Cargolux medhold i selskabets krav om betaling af renters rente fra den 5. februar 2016, i det mindste for perioden fra datoen for stævningens indlevering og indtil det tidspunkt, hvor Kommissionen faktisk betaler det i henhold til litra a) krævede beløb), til Den Europæiske Centralbanks rentesats for refinansieringstransaktioner pr. den 1. november 2010 (dvs. 1 %), forhøjet med 3,5 % (eller subsidiært til en rentesats, som Retten finder passende).

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse, som blev meddelt ved skrivelsen af 30. april 2021, er behæftet med en retlig fejl og skal annulleres i sin helhed i henhold til artikel 263 TEUF. Sagsøgeren har gjort gældende, at det af den anfægtede afgørelse fejlagtigt fremgår, at Cargolux’ anmodning af 2. februar 2021 om betaling af det morarentebeløb, der skal betales, er forældet og skal afvises.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionens tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF gør Den Europæiske Union forpligtet uden for kontrakt til at betale en godtgørelse til Cargolux svarende til morarenter og renters rente, der skal betales, i henhold til artikel 266, stk. 2, TEUF, artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF.

Sag anlagt den 14. juli 2021 — Assaad mod Rådet

(Sag T-426/21)

(2021/C 338/54)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Nizar Assaad (Beirut, Libanon) (ved barrister M. Lester og solicitors G. Martin og C. Enderby Smith)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2021/751 af 6. maj 2021 (1) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/743 af 6. maj 2021 (2), hvorved punkt 36 i bilag I til Rådets afgørelse 2013/255/FUSP og punkt 36 i bilag II til Rådets forordning (EU) nr. 36/2012 af 18. januar 2012 blev ændret (herefter »de anfægtede foranstaltninger«), annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet gentagne gange siden 2011 har anført, at sagsøgeren ikke er den person, som under punkt 36 er opført på listen vedrørende EU’s restriktive foranstaltninger over for Syrien. Rådet har ved de anfægtede foranstaltninger forsøgt at ændre dette standpunkt og har nu — uden nogen begrundelse og uden noget faktuelt eller retligt grundlag — anført, at sagsøgeren faktisk har været opført på listen siden 2011. Sagsøgeren har med sine annullationsanbringender anfægtet Rådets standpunktsændring i forbindelse med de anfægtede foranstaltninger, idet han har gjort gældende, at den er støttet på adskillige urigtige skøn, at den har ulovlig tilbagevirkende gyldighed og er i strid med retssikkerhedsprincippet, at den udgør misbrug og forkert brug af Rådets beføjelser, og at den er i strid med princippet om res judicata.

---

(1)  EUT 2021, L 160, s. 115.

(2)  EUT 2021, L 160, s. 1.