MEDDELELSER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

30.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 305/1

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN

Meddelelse fra Kommissionen om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne

(2021/C 305/01)

INDLEDNING

1.1.

Ordningen for statsstøttekontrol

1.2.

Standstill-klausulen

GENERELLE PRINCIPPER FOR HÅNDHÆVELSE AF STATSSTØTTEREGLERNE

2.1.

Princippet om loyalt samarbejde

2.2.

Anvendelse af principperne om ækvivalens og effektivitet i nationale procedurer

2.2.1.

Søgsmålskompetence

2.2.2.

Kompetence

2.2.3.

Princippet om retskraft (res judicata)

KOMMISSIONENS ROLLE

3.1.

Kommissionens enekompetence

3.2.

Kommissionens beføjelser til at håndhæve statsstøttereglerne

DE NATIONALE DOMSTOLES ROLLE

4.1.

Afgrænsning af de nationale domstoles kompetence i forbindelse med anvendelse af statsstøttereglerne

4.1.1.

Efter en afgørelse truffet af Kommissionen

4.1.1.1.

Efter en kommissionsafgørelse, der erklærer en støtte forenelig

4.1.1.2.

Efter en åbningsafgørelse truffet af Kommissionen

4.2.

De nationale domstoles kompetencer

4.2.1.

Vurdering af tilstedeværelsen af støtte

4.2.2.

Vurdering af, hvorvidt der er sket en overtrædelse af standstill-klausulen

4.2.2.1.

Anvendelse af betingelserne i gruppefritagelsesforordningerne

4.2.2.2.

Eksisterende støtte

4.2.3.

Beskyttelse af rettighederne for personer, der er berørt at en overtrædelse af standstill-klausulen

4.2.3.1

Indstilling eller ophævelse af gennemførelsen af foranstaltningen

4.2.3.2

Tilbagesøgning

4.2.3.3

Foreløbige forholdsregler

4.2.3.4

Erstatningssager

SAMARBEJDE MELLEM KOMMISSIONEN OG DE NATIONALE DOMSTOLE

5.1.

Bistand fra Kommissionen til de nationale domstole

5.1.1.

5.1.1. Former for samarbejde

5.1.1.1.

Meddelelse af oplysninger til de nationale domstole

5.1.1.2.

Videregivelse af udtalelser om spørgsmål vedrørende anvendelsen af statsstøttereglerne

5.1.1.3.

Fremsættelse af amicus curiae-bemærkninger

5.1.2.

Fælles kontaktpunkt og offentliggørelse af udtalelser og amicus curiae-bemærkninger

5.2.

Bistand fra de nationale domstole til Kommissionen

KONSEKVENSER AF MANGLENDE OVERHOLDELSE AF STATSSTØTTEREGLERNE OG AFGØRELSER

6.1.

Procedurer om ulovlig støtte ved Kommissionen

6.2.

Traktatbrudsprocedurer

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

1. INDLEDNING

(1)

Siden 2012 har Kommissionen haft fokus på at gennemføre dagsordenen for modernisering af statsstøttereglerne (1). Kommissionen har inden for rammerne af denne dagsorden vedtaget en pakke med lovgivning, retningslinjer, rammebestemmelser og meddelelser vedrørende vurdering af statsstøtteforanstaltninger. Denne pakke har givet Kommissionen mulighed for at rette sin forudgående statsstøttekontrol mod de sager, der har størst indvirkning på det indre marked, samtidig med at den har styrket samarbejdet med medlemsstaterne om håndhævelse af statsstøttereglerne. Kommissionen har i dette øjemed udvidet medlemsstaternes muligheder for at yde støtte uden forudgående kontrol fra Kommissionens side ved at indføre yderligere undtagelser fra pligten til at underrette Kommissionen om alle planlagte statsstøtteforanstaltninger. Dermed er omfanget af støtte, der ydes på grundlag af gruppefritagelser, steget (2). I den forbindelse har de nationale domstoles rolle med hensyn til at sikre overholdelse af statsstøttereglerne fået endnu større betydning.

(2)

I 2019 offentliggjorde Kommissionen en undersøgelse af håndhævelsen af statsstøttereglerne og afgørelser truffet af de nationale domstole i 28 medlemsstater (3) (»håndhævelsesundersøgelsen«) (4). Håndhævelsesundersøgelsen omfattede mere end 750 nationale domme, som kan inddeles i to kategorier: 1) sager, hvor de nationale domstole er involveret i at drage konsekvenserne af den ulovlige gennemførelse af støtte (»privat håndhævelse«), og 2) sager, hvor de nationale domstole er involveret i gennemførelsen af kommissionsafgørelser om tilbagebetaling (»offentlig håndhævelse«).

(3)

Håndhævelsesundersøgelsen viste, at antallet af statsstøttesager indbragt for de nationale domstole er steget mellem 2007 og 2017. Til trods for denne stigning har de nationale domstole kun anordnet afbødende foranstaltninger i meget få tilfælde, og erstatningssager tegner sig kun for meget lille andel af sagerne. Derudover lader det ikke til, at de former for samarbejde mellem Kommissionen og de nationale domstole, som blev indført dels i 2009 med Kommissionens meddelelse om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne (»håndhævelsesmeddelelsen fra 2009«) (5), dels i 2015 med Rådets forordning (EU) 2015/1589 (»procedureforordningen«) (6), er blevet anvendt i særlig vid udstrækning.

(4)

Denne meddelelse indeholder praktiske oplysninger til de nationale domstole og andre interesserede parter om håndhævelsen af statsstøttereglerne på nationalt plan. Den tager hensyn til de spørgsmål, der er blevet rejst af domstolene som led i håndhævelsesundersøgelsen eller i forbindelse med sager henvist til Den Europæiske Unions Domstol (»Domstolen«) med henblik på præjudicielle afgørelser. Dette omfatter eksempelvis sammenhængen mellem procedurer ved Kommissionen og sager ved de nationale domstole eller spørgsmål rejst i forbindelse med en ukorrekt anvendelse af gruppefritagelsesforordningerne.

(5)

Formålet med denne meddelelse er at yde vejledning til medlemsstaternes domstole, jf. artikel 267 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ("TEUF) (7) samt at fremme et tættere samarbejde mellem Kommissionen og de nationale domstole ved at skitsere, hvilke samarbejdsredskaber der er til rådighed. Den er ikke bindende for de nationale domstole, og den påvirker heller ikke deres uafhængighed (8). Det primære fokus for denne meddelelse er privat håndhævelse. Kommissionens meddelelse om tilbagebetaling af ulovlig og uforenelig statsstøtte (9) (»tilbagebetalingsmeddelelsen«) vedrører aspekter vedrørende offentlig håndhævelse.

(6)

Siden håndhævelsesmeddelelsen fra 2009 er der sket en udvikling i Rettens og Domstolens (tilsammen »EU-Domstolene«) praksis. Denne meddelelse inkorporerer denne udvikling og erstatter håndhævelsesmeddelelsen fra 2009.

1.1. Ordningen for statsstøttekontrol

(7)

Statsstøtte er et retligt begreb, der er direkte defineret i TEUF og skal fortolkes på grundlag af objektive elementer (10). Artikel 107, stk. 1, i TEUF foreskriver, at »statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, [er] uforenelig med det indre marked i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.« Kommissionen har udstedt vejledning om fortolkningen af begrebet statsstøtte (11).

(8)

Det generelle forbud mod statsstøtte er baseret på et tostrenget system med forudgående og efterfølgende kontrol af indgreb, der involverer statsstøtte. I henhold til artikel 108 i TEUF skal Kommissionen løbende undersøge alle eksisterende støtteordninger og foretage vurderinger af medlemsstaternes eventuelle planer om at yde ny støtte eller ændre eksisterende støtte. For at Kommissionen effektivt kan foretage disse undersøgelser, skal medlemsstaterne samarbejde ved at stille alle relevante oplysninger til rådighed og anmelde statsstøtteforanstaltninger.

(9)

Medlemsstaterne er forpligtet til dels at meddele Kommissionen enhver foranstaltning vedrørende indførelse af ny eller ændring af eksisterende støtte, og dels ikke at gennemføre en sådan foranstaltning, før Kommissionen har vurderet dens forenelighed med det indre marked (»standstill-klausulen«) (12). Den standstill-klausul, der hidrører fra artikel 108, stk. 3, i TEUF, har direkte virkning (13): den tillægger personer rettigheder, som de kan påberåbe sig ved de nationale domstole.

(10)

Det følger heraf, at gennemførelsen af ordningen for statsstøttekontrol, som bestemmelsen i artikel 108, stk. 3, i TEUF er et grundlæggende element af, tilkommer såvel Kommissionen som de nationale domstole, idet deres respektive roller supplerer hinanden, men er klart adskilte. Kommissionen har enekompetence i forbindelse med vurderingen af en støtteforanstaltnings forenelighed med det indre marked, mens det påhviler de nationale domstole at beskytte personers rettigheder i tilfælde af en eventuel overtrædelse af artikel 108, stk. 3, i TEUF (14).

1.2. Standstill-klausulen

(11)

Den umiddelbare anvendelse af artikel 108, stk. 3, i TEUF indebærer, at de nationale domstole skal træffe alle passende foranstaltninger i henhold til national ret for at drage konsekvenser af en overtrædelse af denne bestemmelse (15).

(12)

For at en støtteforanstaltning er omfattet af standstill-kravet i artikel 108, stk. 3, i TEUF, skal to betingelser være opfyldt: For det første skal foranstaltningen kvalificeres som ny statsstøtte, inklusive ændringer af eksisterede støtte (16), og for det andet skal foranstaltningen være anmeldelsespligtig efter artikel 108, stk. 3, i TEUF.

(13)

Hvis en foranstaltning ikke udgør ny støtte, kan medlemsstaten således gennemføre den uden forudgående anmeldelse til Kommissionen. Medlemsstaterne kan desuden gennemføre støtteforanstaltninger, som opfylder alle betingelserne for at være omfattet af en fritagelse for anmeldelsespligten.

(14)

Kommissionen har vedtaget de minimis-forordninger (17), som indeholder betingelserne for, hvornår støtte anses for ikke at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og for ikke at fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene (18).

(15)

Kommissionen har desuden vedtaget gruppefritagelsesforordninger (bl.a. den generelle gruppefritagelsesforordning (19)), som fastsætter betingelserne for, hvornår en støtteforanstaltning skal eller kan betragtes som forenelig med det indre marked efter artikel 107, stk. 2 eller 3 (20). Hvis en støtteforanstaltning opfylder alle de relevante betingelser i disse forordninger, er den berørte medlemsstat fritaget for pligten til at anmelde støtten til Kommissionen.

(16)

Endelig fastsættes der i Kommissionens afgørelse 2012/21/ EU (21) for så vidt angår statsstøtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 (22) for så vidt navnlig angår offentlig personbefordring med jernbane og ad vej betingelser for, hvornår kompensation for offentlig tjeneste kan betragtes som forenelig med det indre marked efter artikel 106, stk. 2, og artikel 93 i TEUF. I disse tilfælde er de pågældende foranstaltninger heller ikke omfattet af standstill-klausulen.

2. GENERELLE PRINCIPPER FOR HÅNDHÆVELSE AF STATSSTØTTEREGLERNE

2.1. Princippet om loyalt samarbejde

(17)

Artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (23) (TEU) foreskriver, at medlemsstaterne skal fremme gennemførelsen af Den Europæiske Unions opgaver. Ifølge princippet om loyalt samarbejde, som er en iboende del af denne artikel, skal Unionen og medlemsstaterne inden for deres kompetence bistå hinanden i gennemførelsen af disse opgaver.

(18)

Den pligt til at yde gensidig bistand, som følger af artikel 4, stk. 3, i TEU, gælder også for de nationale domstole (24). Det betyder, at Kommissionen bistår de nationale domstole i anvendelsen af EU-retten (25), og omvendt at de nationale domstole bistår Kommissionen i gennemførelsen af dens opgaver. De nationale domstole skal derfor træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til EU-retten, og afholde sig fra at træffe afgørelser, som kan forhindre opfyldelsen af formålene med TEU og TEUF (tilsammen benævnt »traktaterne«) (26).

2.2. Anvendelse af principperne om ækvivalens og effektivite i nationale procedurer

(19)

Domstolen har konsekvent anerkendt princippet om procesautonomi i forbindelse med håndhævelsen af statsstøttereglerne (27). Ifølge dette princip er medlemsstaterne, hvis der ikke findes EU-lovgivning på området, frit stillet til at beslutte, hvordan de opfylder deres forpligtelser efter traktaterne, forudsat at de midler, de gør brug af, ikke skader anvendelsesområdet for og effektiviteten af EU-retten.

(20)

I henhold til Domstolens praksis må den gældende nationale lovgivning ikke være mindre gunstig ved anvendelsen af artikel 108, stk. 3, i TEUF end den, der gælder for tilsvarende indenlandske situationer (»ækvivalensprincippet«), og den må ikke være udformet således, at den i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der følger af EU-retten (»effektivitetsprincippet«) (28). I afsnit 2.2.1, 2.2.2 og 2.2.3 redegøres der for samspillet mellem princippet om procesautonomi på den ene side og principperne om ækvivalens og effektivitet på den anden side for så vidt angår søgsmålskompetence, de nationale domstoles kompetence og princippet om retskraft (res judicata) (29).

2.2.1. Søgsmålskompetence

(21)

Ifølge princippet om procesautonomi anvender medlemsstaterne deres nationale regler om søgsmålskompetence i forbindelse med nationale retstvister vedrørende statsstøtte, forudsat at disse overholder ækvivalens- og effektivitetsprincippet.

(22)

Ifølge effektivitetsprincippet må nationale regler om søgsmålskompetence og retlig interesse ikke gøre indgreb i retten til en effektiv domstolsbeskyttelse i forbindelse med udøvelsen af de rettigheder, der følger af EU-retten (30).

(23)

Det fremgår af håndhævelsesundersøgelsen, at de nationale domstole hovedsagelig træffer afgørelse i sager anlagt af støttemodtagerens konkurrenter, som er direkte påvirket af de konkurrencefordrejninger, der følger af gennemførelsen af den ulovlige støtte (31).

(24)

Ved anvendelsen af de nationale regler om søgsmålskompetence skal de nationale domstole imidlertid tage hensyn til deres pligt til at beskytte interesserne hos enhver part, der har en tilstrækkelig retlig interesse (»tredjeparter«), uanset om de er blevet direkte påvirket af de konkurrencefordrejninger, der følger af den ulovlige gennemførelse af støtteforanstaltningen.

(25)

De nationale domstole skal tage yderligere elementer i betragtning ved vurderingen af tredjeparters søgsmålskompetence i forbindelse med sager om statsstøtte, der er ydet i form af skattemæssige foranstaltninger. Tredjepartsskatteydere kan udelukkende anses for at have en retlig interesse i at opnå refusion af et afgiftsbeløb, der opkræves i strid med standstill-klausulen, hvis den pågældende afgift udgør en del af finansieringen af den ulovlige statsstøtte (32). Deres søgsmålskompetence beror ikke på tilstedeværelsen af et konkurrencemæssigt forhold til støttemodtageren (33).

(26)

Derimod kan tredjepartsskatteydere ikke påberåbe sig ulovligheden af en støtteforanstaltning, som fritager visse virksomheder eller brancher for en afgift, med henblik på at undgå at betale den pågældende afgift eller opnå tilbagebetaling heraf, medmindre skatteprovenuet udelukkende går til at finansiere den ulovlige statsstøtte, jf. punkt (25). Dette gælder også, når de er i konkurrence med støttemodtagerne (34). En sådan løsning ville de facto føre til en forøgelse af statsstøttens konkurrencebegrænsende virkning, da det ville øge antallet af virksomheder, som er omfattet af den afgiftsfritagelse, der udgør ulovlig statsstøtte (35).

(27)

Endelig kan kravet om, at de nationale domstole skal sikre en effektiv domstolsbeskyttelse, gå videre end den strenge håndhævelse af artikel 108, stk. 3, i TEUF. I lyset af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bør enkeltpersoner og organisationer, som ikke har søgsmålskompetence til at anmode om annullation af en statsstøtteafgørelse efter artikel 263 i TUEF, have mulighed for at anfægte støtten eller foranstaltningerne til gennemførelse af støtten ved de nationale domstole og udløse en henvisning efter artikel 267 i TEUF til Domstolen med henblik på en præjudiciel afgørelse om fortolkningen eller gyldigheden af Kommissionens afgørelse om godkendelse af støtten (36). I den forbindelse kan også andre af individernes eller organisationernes interesser end de rent økonomiske interesser være relevante med henblik på at fastslå deres søgsmålskompetence i sager vedrørende nationale bestemmelser til gennemførelse af støtten, afhængigt af de pågældende foranstaltninger og nationale procedurer (37).

2.2.2. Kompetence

(28)

Princippet om procesautonomi indebærer, at det tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin nationale retsorden at udpege de kompetente domstole i sager vedrørende tildeling af ulovlig støtte. Det indebærer også, at medlemsstaterne fastsætter de nærmere procedureregler for sagsanlæg, forudsat at ækvivalens- og effektivitetsprincipperne er overholdt (38).

(29)

Da der ikke findes specifikke bestemmelser i EU-retten, er der stor forskel på de enkelte medlemsstaters retsordener. Nogle medlemsstater har oprettet særlige domstole, som behandler statsstøttespørgsmål, mens andre har tillagt afdelinger i eksisterende domstole enekompetence på området eller vedtaget procedureregler, der præciserer domstolenes kompetence i sager om offentlig og privat håndhævelse (39). I størsteparten af medlemsstaterne har de civil- og forvaltningsretlige domstole kompetence til at anvende statsstøttereglerne (40).

2.2.3. Princippet om retskraft (res judicata)

(30)

Princippet om retskraft tilsiger, at retsafgørelser, der er blevet endelige, ikke længere kan anfægtes. Det er tilfældet, når alle appelmuligheder er blevet udtømt, eller når fristerne for anvendelse af disse muligheder er udløbet. Princippet om retskraft har til formål at sikre en stabil retstilstand og stabile retlige relationer samt en pålidelig retspleje og er forankret i såvel Unionens retsorden som i de nationale retsordener (41). Hvis der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer det ifølge den faste retspraksis nemlig medlemsstaterne i deres interne retsorden at fastsætte fremgangsmåderne for gennemførelse af princippet om retskraft i medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi. Sådanne procedureregler skal imidlertid overholde principperne om ækvivalens og effektivitet (42).

(31)

Ifølge princippet om EU-rettens forrang (43) har de nationale domstole pligt til at sikre, at de EU-retlige bestemmelser har fuld virkning, bl.a., hvis det er nødvendigt, ved på eget initiativ at nægte at anvende enhver modstridende bestemmelse i den nationale lovgivning. Dette gælder også de nationale regler, som princippet om retskraft er forankret i (44).

(32)

EU-Domstolenes praksis begrænset betydningen af princippet om retskraft på statsstøtteområdet. Princippet om EU-rettens forrang forhindrer også anvendelsen af princippet om retskraft i at begrænse Kommissionens enekompetence som fastsat i TEUF til at vurdere statsstøttens forenelighed (45). Den omstændighed, at en national domstol har udelukket tilstedeværelsen af statsstøtte i forbindelse med en foranstaltning, forhindrer desuden ikke Kommissionen i på et senere tidspunkt at fastslå, at den pågældende foranstaltning udgør ulovlig og uforenelig statsstøtte (46). Dette gælder også, hvis afgørelsen er truffet af en national domstol i sidste instans (47). Det gælder ligeledes, hvis de nationale regler om retskraft omfatter anbringender, der kunne være gjort gældende under en retssag, men ikke blev det (48).

3. KOMMISSIONENS ROLLE

(33)

Formålet med den ordning med forudgående kontrol, der er fastsat i artikel 108, stk. 3, i TEUF, er at sikre, at der kun gennemføres forenelig støtte (49). Med henblik på at nå dette mål, må en planlagt støtte, som ikke er gruppefritaget, ikke gennemføres, før Kommissionen har vedtaget en afgørelse om støttens forenelighed med det indre marked (50).

3.1. Kommissionens enekompetence

(34)

Kommissionen udøver normalt sin kompetence til at vurdere en støtteforanstaltnings forenelighed i to trin. Først vurderer Kommissionen, om foranstaltningen kan kvalificeres som statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF (51), og derefter undersøger den, om foranstaltningen er forenelig med det indre marked. Første trin, dvs. vurderingen af tilstedeværelse af støtte, er en kompetence, der udøves af både Kommissionen og de nationale domstole, idet sidstnævnte muligvis skal fastslå, om en foranstaltning er omfattet af standstill-klausulen (52) (jf. afsnit 4.2.1 og 4.2.2). Andet trin, dvs. vurderingen af forenelighed, falder ind under Kommissionens enekompetence. Forenelighedsvurderingen skal indgå i en afgørelse (53), som kan efterprøves af EU-Domstolene (54).

(35)

Kommissionen kan træffe en konklusion om en foranstaltnings forenelighed med det indre marked efter en foreløbig undersøgelse (når den ikke nærer tvivl om foranstaltningens forenelighed med det indre marked) (55) eller en formel undersøgelse (når den i forbindelse med den foreløbige undersøgelse nærer tvivl om foranstaltningens forenelighed med det indre marked) (56). Hvis Kommissionen indleder en formel undersøgelse, vedtager den en afgørelse, hvori den fremsætter sin foreløbige vurdering med hensyn til foranstaltningens støttekarakter og redegør for sin tvivl om foranstaltningens forenelighed med det indre marked (»åbningsafgørelsen«) (57).

(36)

Kommissionens enekompetence til at vurdere foreneligheden af statsstøtte kan begrænse de nationale domstoles udøvelse af deres kompetencer til at anvende artikel 107, stk. 1, og artikel 108, stk. 3,i TEUF (se afsnit 4.1) (58). Det er tilfældet ved åbningsafgørelser, som i afventning af vurderingen af foranstaltningens forenelighed har visse retlige konsekvenser for sager ved de nationale domstole (se afsnit 4.1.3).

(37)

Forudgående endelige kommissionsafgørelser er bindende for de nationale domstole, og disse skal således rette sig efter Kommissionens vurdering af tilstedeværelsen af støtte (59). Hvis en national domstol derimod træffer afgørelse, før der foreligger en afgørelse fra Kommissionens side, kan en sådan afgørelse, selv om den har retskraft, ikke forhindre Kommissionen i på et givet tidspunkt at udøve sin enekompetence som fastsat i TEUF (jf. afsnit 2.2.3) (60).

3.2. Kommissionens beføjelser til at håndhæve statsstøttereglerne

(38)

Som en hovedregel skal Kommissionen med henblik på at pålægge sanktioner for overtrædelse af statsstøttereglerne, hvis den fastslår, at den undersøgte foranstaltning udgør ulovlig og uforenlig statsstøtte, vedtage en endelig afgørelse, som afslutter den formelle undersøgelse og indeholder et påbud om tilbagebetaling af støtten (»afgørelse om tilbagebetaling«) (61).

(39)

Kommissionen har kodificeret sine håndhævelsesbeføjelser ved at vedtage procedureregler på statsstøtteområdet (62). I henhold til procedureforordningens artikel 16 skal Kommissionen kræve ulovlig og uforenelig støtte tilbagebetalt ved at træffe en afgørelse herom. Når den i en afgørelse fastslår, at en støtteforanstaltning er ulovlig og uforenelig med det indre marked, har den ikke nogen skønsbeføjelse og skal kræve tilbagebetaling af støtten (63), medmindre dette vil være i modstrid med et generelt princip i EU-retten (64). Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtte er desuden omfattet af en forældelsesfrist på 10 at regne fra datoen for tildeling af den ulovlige støtte til støttemodtageren (65).

(40)

I nogle tilfælde kan Kommissionen i henhold til procedureforordningens artikel 13 efter eget skøn vedtage midlertidige foranstaltninger, indtil den har afsluttet sin forenelighedsvurdering. Kommissionen kan navnlig udstede påbud om indstilling eller om tilbagebetaling, forudsat at en række betingelser er opfyldt (66). Disse foranstaltninger har til formål at begrænse den skade, der følger af gennemførelsen af støtte i strid med anmeldelsespligten og standstill-klausulen (67).

4. DE NATIONALE DOMSTOLES ROLLE

(41)

Mens Kommissionen skal undersøge en støtteforanstaltnings forenelighed med det indre marked, selv når den har fastslået, at foranstaltningen er gennemført i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF, er det de nationale domstoles primære rolle at beskytte personers rettigheder i forbindelse med en sådan overtrædelse (68).

(42)

De nationale domstole har ansvar for at yde effektiv retsbeskyttelse til tredjeparter (69). Deres bidrag til ordningen for statsstøttekontrol er særligt nødvendigt i de tilfælde, hvor der ydes ulovlig støtte, og der ikke findes en endelig kommissionsafgørelse om den pågældende foranstaltning, eller indtil der vedtages en sådan afgørelse, eller i de tilfælde, hvor der muligvis er ydet forenelig støtte i strid med standstill-klausulen (70).

4.1. Afgrænsning af de nationale domstoles kompetence i forbindelse med anvendelse af statsstøttereglerne

(43)

De nationale domstole har beføjelse til at fortolke og anvende artikel 107, stk. 1, og artikel 108, stk. 3, i TEUF. Hvis der ikke findes en kommissionsafgørelse om den pågældende foranstaltning (71) er de nationale domstole således kun bundet af det objektive statsstøttebegreb ved udøvelsen af deres kompetence til at vurdere tilstedeværelsen af statsstøtte (72).

(44)

Kommissionen foretager desuden vurderingen af tilstedeværelsen af statsstøtte, hvilket normalt er det første trin forud for vurderingen af støttens forenelighed. Derfor kan enhver sag, der behandles af Kommissionen, før eller efter den behandles ved de nationale domstole, påvirke sidstnævnte (73), som det også forklares i afsnit 4.1.1-4.1.3.

4.1.1. Efter en afgørelse truffet af Kommissionen

(45)

De nationale domstole skal afholde sig fra at træffe afgørelser, som er i strid med en Kommissionsafgørelse (74), og skal derfor rette sig efter Kommissionens vurdering om tilstedeværelsen af statsstøtte. De nationale domstole har heller ikke kompetence til at erklære Kommissionens afgørelser ugyldige (75). Kun EU-Domstolene besidder denne kompetence, jf. artikel 263 i TEUF (76).

(46)

Hvis en national domstol er i tvivl om fortolkningen eller gyldigheden af en kommissionsafgørelse, kan den anmode Kommissionen om afklaring (jf. afsnit 5.1) eller, afhængigt af omstændighederne, kan eller skal (77) den henvise spørgsmålet til Domstolen med henblik på en præjudiciel afgørelse, jf. artikel 267 i TEUF (78).

4.1.1.1. Efter en kommissionsafgørelse, der erklærer en støtte forenelig

(47)

En endelig kommissionsafgørelse om at erklære en ulovlig støtte forenelig med det indre marked, efter at denne støtte er blevet ydet, indebærer ikke en efterfølgende lovliggørelse af de gennemførelsesforanstaltninger, som blev vedtaget i strid med standstill-klausulen i TEUF (79).

(48)

I den forbindelse skal de nationale domstole sikre, at der over for de berørte personer dragers alle konsekvenser (80) af en overtrædelse af standstill-klausulen, herunder ved at kræve tilbagebetaling af renter for den periode, hvor ulovligheden forelå, i overensstemmelse med national ret (81).

(49)

Det følger heraf, at hvis en tredjepart anlægger sag ved en national domstol med henblik på ophævelse af de fordele, som er forbundet med en støtte, der gennemføres for tidligt, bør domstolen give denne medhold, selv om Kommissionen allerede har erklæret den pågældende støtte forenelig. Enhver anden fortolkning ville give medlemsstaterne mulighed for at tilsidesætte bestemmelserne i TEUF og dermed gøre bestemmelserne virkningsløse (82).

4.1.1.2. Efter en åbningsafgørelse truffet af Kommissionen

(50)

Situationen er en anden, hvis Kommissionen i henhold til artikel 108, stk. 2, i TEUF blot har indledt en undersøgelsesprocedure vedrørende en støtteforanstaltning, der er indbragt for en national domstol. I åbningsafgørelsen udtrykker Kommissionen principielt tvivl om, hvorvidt en støtteforanstaltning er forenelig med det indre marked. Selv om denne tvivl normalt vedrører støttens forenelighed, er vurderingen af tilstedeværelsen af statsstøtte af præliminær karakter og bygger på en indledende undersøgelse af den pågældende foranstaltning (83).

(51)

I henhold til artikel 4, stk. 3, i TEU skal de nationale domstole tage hensyn til den retlige situation, der følger af igangværende procedurer ved Kommissionen, selv om disse er midlertidige.

(52)

Det betyder, at de nationale domstole skal drage de retlige konsekvenser af selve åbningsafgørelsen, så længe undersøgelsesproceduren pågår. Hvis der er vedtaget en åbningsafgørelse, kan en national domstol ikke fastslå, at den pågældende foranstaltning ikke udgør statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF, idet den effektive virkning af artikel 108, stk. 3, i TEUF ellers ville blive svækket (84).

(53)

Det er derfor de nationale domstoles ansvar at træffe alle passende foranstaltninger til at imødegå den mulige overtrædelse af standstill-klausulen. De nationale domstole kan beslutte at indstille gennemførelsen af den pågældende foranstaltning og påbyde tilbagebetaling af allerede udbetalte beløb. De kan også beslutte at træffe afgørelse om midlertidige foranstaltninger til at beskytte såvel de berørte parters interesser som den effektive virkning af Kommissionens åbningsafgørelse (85).

(54)

Derudover kan de nationale domstole ikke blot udsætte sagen, indtil Kommissionen har truffet en endelig afgørelse (86), da dette ville svare til at opretholde fordelen på markedet til trods for den potentielle overtrædelse af standstill-klausulen.

(55)

De nationale domstole kan stå over for de samme begrænsninger, når en endelig kommissionsafgørelse (87) er blevet annulleret at EU-domstolene, enten som følge af en dom, der kan appelleres, eller af en endelig dom, eftersom Kommissionen ikke er forpligtet til at starte proceduren forfra, men kan genoptage den fra det punkt, hvor ulovligheden indtrådte (88) Åbningsafgørelsen kan derfor være gyldig, indtil Kommissionen træffer en ny endelige afgørelse. I denne situation er de nationale domstole derfor forpligtet til at sikre overholdelse af den standstill-klausul, der følger af indledningen af den formelle procedure, f.eks. ved at forhindre tilbagebetaling af tilbagesøgt støtte.

4.2. De nationale domstoles kompetencer

(56)

Som nævnt i punkt 11-13 skal de nationale domstole fastslå, om der er ydet statsstøtte i overensstemmelse med artikel 108, stk. 3, i TEUF, inden for de grænser, der følger af Kommissionens enekompetence til at vurdere støttens forenelighed eller af eventuelle eksisterende kommissionsafgørelser om den pågældende foranstaltning.

(57)

De nationale domstole foretager deres vurdering i to trin: Først vurderer de foranstaltningens karakter med henblik på at fastslå, om den udgør statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF, hvorefter de, hvis de finder, at foranstaltningen udgør statsstøtte, skal fastslå, om foranstaltningen er omfattet af standstill-klausulen. Hvis de nationale domstole finder, at der er tale om en overtrædelse af standstill-klausulen, skal de træffe egnede foranstaltninger til at beskytte rettighederne for de personer, der er berørt af denne overtrædelse.

4.2.1. Vurdering af tilstedeværelsen af støtte

(58)

EU-Domstolene har bekræftet, at de nationale domstole, ligesom Kommissionen, har kompetence til at fortolke statsstøttebegrebet (89).

(59)

For at afgøre, om der er tale om statsstøtte, skal der ofte tages stilling til en række komplekse spørgsmål (se punkt 14). Kommissionen offentliggjorde detaljeret vejledning i meddelelsen om begrebet statsstøtte i artikel 107, stk. 1, i TEUF (90), med henblik på at bistå de nationale domstole.

(60)

Hvis der er tvivl om, hvorvidt der foreligger elementer af statsstøtte, kan de nationale domstole anmode Kommissionen om at afgive en udtalelse (jf. afsnit 5.1.1.2). De nationale domstole har også mulighed eller pligt til at henvise sagen til Domstolen med henblik på en præjudiciel afgørelse, jf. artikel 267 i TEUF.

4.2.2. Vurdering af, hvorvidt der er sket en overtrædelse af standstill-klausulen

(61)

I forbindelse med vurderingen af, om en støtteforanstaltning er omfattet af standstill-klausulen, skal de nationale domstole undersøge, om foranstaltningen kan være fritaget for anmeldelsespligten (jf. afsnit 1.2). De nationale domstole skal navnlig vurdere, om den pågældende foranstaltning opfylder kriterierne i en gruppefritagelsesforordning, eller om den udgør eksisterende støtte.

(62)

Hvis en støtteforanstaltning opfylder alle betingelserne i en gruppefritagelsesforordning, er den fritaget for forudgående anmeldelse til Kommissionen og betragtes som forenelig med det indre marked.

(63)

Eksisterende støtte er ikke underlagt medlemsstaternes anmeldelsespligt efter artikel 108, stk. 3, i TEUF, men er i henhold til artikel 108, stk. 1, i TEUF underlagt en anden ordning med undersøgelse foretaget af Kommissionen. Ændringer af eksisterende støtte, jf. procedureforordningens artikel 1,litra c), falder ikke ind under begrebet eksisterende støtte.

4.2.2.1. Anvendelse af betingelserne i gruppefritagelsesforordningerne

(64)

Medlemsstaterne kan gå ud fra, at en foranstaltning er fritaget for anmeldelsespligten, hvis den opfylder de generelle og specifikke betingelser i en gruppefritagelsesforordning. Hvis en medlemsstat imidlertid gennemfører en støtteforanstaltning, som ikke opfylder alle betingelserne i den relevante gruppefritagelsesforordning, uden forudgående anmeldelse til Kommissionen, er gennemførelsen af denne støtte ulovlig.

(65)

Anmeldelsespligten og standstill-klausulen i TEUF er ikke alene bindende for de nationale domstole, men også for alle medlemsstaternes administrative organer (91).

(66)

Ved vurderingen af, om en statsstøtteforanstaltning er blevet gennemført lovligt, skal de nationale domstole kontrollere, om betingelserne i en gruppefritagelsesforordning er opfyldt med henblik på at fastslå, at foranstaltningen var fritaget for anmeldelsespligten. Domstolen har defineret omfanget af de nationale domstoles kompetence, når de skal fastslå, om betingelserne i gruppefritagelsesforordningen er anvendt korrekt (92), dvs. hvorvidt de nationale domstole kan fortolke dens bestemmelser.

(67)

Vedtagelsen af gruppefritagelsesforordninger har ikke til formål at overdrage ansvaret for vurderingen af statsstøttens forenelighed med det indre marked til medlemsstaterne, idet dette forbliver Kommissionens enekompetence (93). De nationale domstole har imidlertid ansvar for at vurdere, om de nationale myndigheder har ydet støtte, som er i fuld overensstemmelse med de generelle og de specifikke betingelser i den relevante gruppefritagelsesforordning, strengt fortolket (94).

(68)

Hvis der er ydet støtte i henhold til en gruppefritagelsesforordning, uden at denne støtte opfyldte alle de gældende betingelser, kan modtageren af denne støtte på det pågældende tidspunkt ikke have haft en berettiget forventning om, at støtten blev ydet lovligt (95). Det skyldes, at de nationale myndigheder ikke har beføjelse til at vedtage endelige afgørelser, som fastslår, at der ikke er nogen forpligtelse til at anmelde støtte (96).

4.2.2.2. Eksisterende støtte

(69)

Som nævnt i punkt (63) er eksisterende støtte i modsætning til ny støtte ikke anmeldelsespligtig. Det hører ind under Kommissionens enekompetence at vurdere, om eksisterende støtte stadig er forenelig med det indre marked og foreslå egnede foranstaltninger i de tilfælde, hvor den finder, at ordningen ikke længere er forenelig. Ved anvendelse af statsstøttereglerne er de nationale domstoles beføjelser begrænset til vurderingen af, om en støtte udgør eksisterende støtte efter artikel 108, stk. 1, i TEUF. Hvis foranstaltningen udgør eksisterende støtte, er der ikke tale om en overtrædelse af artikel 108, stk. 3, i TEUF, som skal afhjælpes af de nationale domstole.

(70)

Traktaterne indeholder ingen vejledning om kvalificeringen af en støtteforanstaltning som eksisterende støtte. De omstændigheder, der skal foreligge for, at en støtte kan betragtes som eksisterende støtte, er defineret i procedureforordningens bestemmelser (97). Procedureforordningen indeholder imidlertid ingen bestemmelser om de nationale domstoles beføjelser eller forpligtelser, som fortsat reguleres ved bestemmelserne i TEUF som fortolket af Domstolen (98).

4.2.3. Beskyttelse af rettighederne for personer, der er berørt at en overtrædelse af standstill-klausulen

(71)

For at beskytte personers rettigheder mod ulovlig gennemførelse af statsstøtte kan de nationale domstole træffe forskellige afhjælpende foranstaltninger afhængigt af situationen. De kan eksempelvis beslutte at indstille eller ophæve gennemførelsen af foranstaltningen (afsnit 4.2.3.1), pålægge tilbagebetaling af beløb, der allerede er udbetalt (afsnit 4.2.3.2), eller træffe forskellige midlertidige foranstaltninger for på anden vis at beskytte de berørte parters interesser (afsnit 4.2.3.3) (99). Endelig kan de blive anmodet om at tilkende erstatning for skader lidt af tredjeparter som følge af den ulovlige gennemførelse af statsstøtte (afsnit 4.2.3.4). Under alle omstændigheder skal de nationale domstole give personer sikkerhed for, at alle passende foranstaltninger vil blive truffet i henhold til national ret med henblik på at drage konsekvenserne af overtrædelsen af artikel 108, stk. 3, i TEUF (100).

4.2.3.1. Indstilling eller ophævelse af gennemførelsen af foranstaltningen

(72)

Når en statslig myndighed endnu ikke har gennemført en statsstøtteforanstaltning, der er tildelt i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF, skal de nationale domstole forhindre foranstaltningens gennemførelse, enten ved at indstille den eller ved at ophæve foranstaltningen. En sådan afhjælpning kan også være hensigtsmæssig i de tilfælde, hvor statsstøtteforanstaltningen er trådt i kraft, men hvor støtten endnu ikke er blevet udbetalt (helt eller delvist), uanset nødvendigheden af yderligere afhjælpende foranstaltninger for den del af støtten, der allerede er blevet udbetalt.

(73)

EU-retten indeholder intet krav om, at de nationale domstole nødvendigvis må drage specifikke konsekvenser med hensyn til gyldigheden af retsakten om tildeling af ulovlig statsstøtte. Det kræves alene, at domstolene træffer effektive foranstaltninger til at forhindre udbetalingen af ulovlig statsstøtte til modtageren. Der kan imidlertid være tilfælde, hvor den ulovlige gennemførelse af foranstaltningen i henhold til national ret kan suspenderes ved at annullere tildelingsretsakten (101).

(74)

De nationale domstole kan således erklære den kontrakt, hvorved støtten ydes, ugyldig, annullere afgørelsen om tildeling af støtte truffet af medlemsstatens myndigheder eller indstille gennemførelsen heraf (f.eks. i tilfælde, hvor støtten ydes i form af adgang til en facilitet eller tjeneste).

(75)

Hvis støtten ydes i rater, bør de nationale domstole kræve, at fremtidige betalinger indstilles.

4.2.3.2. Tilbagesøgning

(76)

Hvis den ulovlige støtte allerede er blevet udbetalt til modtageren, skal de nationale domstole principielt, forudsat at der ikke findes en kommissionsafgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig, kræve fuld tilbagebetaling af det ulovligt udbetalte beløb (102). Ophævelse af støtte gennem tilbagesøgning er den logiske konsekvens af støttens ulovlighed (103).

(77)

Med henblik på at genoprette situationen, som den så ud, før støtten blev ydet, skal de nationale domstole fuldstændig fjerne den fordel, der er givet støttemodtageren ulovligt. En sådan fordel omfatter støtten (»hovedstol«) samt manglende betaling af renter, som virksomheden ville have betalt, hvis den havde skullet låne støttebeløbet på markedet i den periode, hvor ulovligheden forelå, hvilket ville have forbedret virksomhedens konkurrencemæssige stilling i den pågældende periode (»ulovlighedsrenter«) (104). De nationale domstole skal derfor kræve tilbagebetaling af såvel støttens hovedstol som af ulovlighedsrenterne.

(78)

Hvis der verserer sager sideløbende med hinanden ved en national domstol og Kommissionen, og hvis Kommissionen erklærer støtten uforenelig, bør den nationale domstol drage de passende konsekvenser heraf, i overensstemmelse med de nationale regler for håndhævelse af tilbagebetalingsafgørelser (105).

(79)

Hvis Kommissionen som nævnt i punkt (48) erklærer støtten forenelig, kræves det i henhold til EU-retten alene, at medlemsstaterne skal tilbagesøge ulovlighedsrenterne for den periode, hvor ulovligheden forelå (106), som løber fra datoen for udbetaling af støtten og indtil forenelighedserklæringen.

(80)

Hvis en kommissionsafgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig, annulleres, kan foranstaltningen ikke betragtes som godkendt af Kommissionen, og gennemførelsen heraf betragtes som ulovlig (107). I så fald kan støttemodtageren ikke påberåbe sig en berettiget forventning om, at støtten var lovlig, eftersom der var anlagt en annullationssøgsmål vedrørende den positive afgørelse (108).

(81)

Hvad angår beregningen af ulovlighedsrenter finder hverken artikel 16, stk. 2, i procedureforordningen eller artikel 9 og 11 i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 (109) anvendelse på en medlemsstats tilbagesøgning af ulovlig støtte, når Kommissionen ikke har vedtaget en afgørelse om tilbagebetaling. I sådanne tilfælde skal den pågældende medlemsstats myndigheder derfor beregne ulovlighedsrenterne i overensstemmelse med de gældende regler i national ret, forudsat at to betingelser er opfyldt. For det første skal reglerne overholde principperne om ækvivalens og effektivitet (jf. afsnit 2.2), og for det andet skal ulovlighedsrenterne som minimum beregnes efter en sats, der svarer til den sats, som ville være blevet anvendt, hvis støttemodtageren havde skullet låne det pågældende støttebeløb på markedet i den nævnte periode (110).

(82)

Hvad angår forældelsesfristen for de nationale domstoles beføjelser til at kræve tilbagesøgning af støtte har EU-Domstolene statueret, at den 10-årige forældelsesfrist, der er fastsat i procedureforordningen, alene gælder for Kommissionen (111). Hvis der i forbindelse med en national procedure gælder en længere forældelsesfrist, skal den nationale domstol kræve tilbagesøgning af støtte ydet i strid med standstill-klausulen, selv efter at Kommissionens forældelsesfrist er udløbet. Nationale forældelsesfrister på mindre end 10 år er også bindende for de nationale domstole, medmindre der foreligger en kommissionsafgørelse om tilbagebetaling (112). Hvis Kommissionen vedtager en afgørelse om tilbagebetaling, kan medlemsstaterne ikke begrunde en manglende gennemførelse af denne afgørelse med krav i national ret såsom nationale forældelsesfrister (113).

4.2.3.3. Foreløbige forholdsregler

(83)

Det indgår også som en del af de nationale domstoles pligter i henhold til artikel 108, stk. 3, i TEUF at træffe foreløbige forholdsregler, når dette er hensigtsmæssigt for at sikre personers rettigheder og effektiviteten af artikel 108, stk. 3, i TEUF (114). De nationale domstole træffer disse forholdsregler, som tager sigte på midlertidigt at fjerne støttens konkurrencebegrænsende virkninger (115), i henhold til national ret, forudsat at betingelserne med hensyn til ækvivalens og effektivitet er opfyldt (jf. afsnit 2.2).

(84)

De nationale domstole kan beslutte at træffe foreløbige forholdsregler, hvor der allerede er (116) eller vil blive udbetalt formodet ulovlig støtte. I det førstnævnte tilfælde kan de nationale domstole kræve tilbagebetaling af støtten med ulovlighedsrenter eller midlertidig overførsel af støtten, inklusive renter for perioden mellem gennemførelsen af støtten og dens overførsel, til en spærret konto. Disse muligheder sikrer, at støttemodtageren ikke længere nyder den fordel, der knytter sig til den formodede ulovlige støtte. Hvis der er risiko for umiddelbar udbetaling af støtten, kan domstolen afsige en foreløbig kendelse, som forhindrer udbetalingen af den formodede ulovlige støtte, indtil spørgsmålene vedrørende sagens realitet er afklaret (117).

(85)

En igangværende undersøgelse i Kommissionen fritager ikke den nationale domstol for dens forpligtelse til at beskytte personers rettigheder i henhold til artikel 108, stk. 3, i TEUF (118). Den nationale domstol kan derfor træffe egnede foreløbige forholdsregler for at imødegå konsekvenserne af en potentiel overtrædelse af standstill-klausulen.

(86)

De nationale domstole har pligt til at træffe foreløbige forholdsregler, når følgende betingelser er opfyldt: a) der er ingen tvivl om tilstedeværelsen af statsstøtte, b) støtten er ved at blive eller er blevet gennemført, og c) der ikke er konstateret ekstraordinære omstændigheder, som gør en tilbagesøgning uhensigtsmæssig (119).

4.2.3.4. Erstatningssager

(87)

Det indgår som en del af de nationale domstoles rolle i henhold til artikel 108, stk. 3, i TEUF, at de kan træffe afgørelse i sager om erstatning for tab lidt af tredjeparter som følge af ulovlig statsstøtte. Såfremt sagsøgeren gives medhold, gives vedkommende en direkte økonomisk kompensation for det lidte tab.

(88)

Domstolen har gentagne gange fastslået, at berørte tredjeparter kan anlægge sådanne erstatningssøgsmål for de nationale domstole i henhold til national ret (120), som bør overholde principperne om ækvivalens og effektivitet (afsnit 2.2).

(89)

Ifølge Domstolens praksis (121) i sagerne »Francovich« (122) og »Brasserie du Pêcheur« (123) er medlemsstaterne erstatningsansvarlige for tab, som er forvoldt personer på grund af en tilsidesættelse af EU-retten, der må tilregnes staten (124). Et sådant erstatningsansvar foreligger, når følgende betingelser er opfyldt: a) den bestemmelse, der er tilsidesat, har til formål at tillægge personer rettigheder, b) tilsidesættelsen er tilstrækkelig kvalificeret, og c) der er en direkte årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af medlemsstatens forpligtelse og de skadelidtes tab (125).

(90)

De to første betingelser i punkt (89) vil generelt være opfyldt med hensyn til overtrædelser af artikel 108, stk. 3, i TEUF. Domstolen har bekræftet eksistensen af personers rettigheder i henhold til denne bestemmelse og har præciseret, at det er de nationale domstoles egentlige opgave at beskytte disse rettigheder (126).

(91)

Eftersom medlemsstaternes myndigheder principielt har pligt til at anmelde statsstøtteforanstaltninger, før de gennemføres, vil tilsidesættelsen af artikel 108, stk. 3, i TEUF desuden i de fleste tilfælde ifølge EU-Domstolenes praksis være tilstrækkelig til at fastslå eksistensen af en kvalificeret tilsidesættelse. Ved tilstedeværelsen af statsstøtte kan medlemsstaternes myndigheder normalt ikke hævde, at de ikke var bekendt med standstill-klausulen, idet der foreligger en omfattende retspraksis og vejledning fra Kommissionens side vedrørende anvendelsen af artikel 107, stk. 1, og artikel 108, stk. 3 i TEUF. I tvivlstilfælde og af hensyn til retssikkerheden kan medlemsstaterne altid anmelde foranstaltningen til Kommissionen, før den gennemføres (127).

(92)

Den tredje betingelse i punkt (89) om, at tilsidesættelsen af EU-retten skal have påført sagsøgeren et faktisk og reelt økonomisk tab, kan opfyldes på forskellige måder. Det fremgår af håndhævelsesundersøgelsen, at domstolene sjældent har tilkendt erstatning, og præciseres, at tabsbestemmelse og udpegning af den direkte årsagsforbindelse mellem den lidte skade og den ulovlige støtte er blandt de største hindringer for sagsøger (128).

(93)

Sagsøgeren vil ofte gøre gældende, at støtten direkte forårsagede en tabt fortjeneste. Stillet over for et sådant krav bør den nationale domstol tage følgende i betragtning:

(a)

I kraft af de EU-retlige krav om ækvivalens og effektivitet kan nationale regler ikke udelukke en medlemsstats ansvar for tabt fortjeneste (129). Såfremt national ret skulle indeholde en sådan udelukkelse, bør den nationale domstol undlade at anvende bestemmelsen med hensyn til erstatningskrav i forbindelse med tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, i TEUF.

(b)

Det vil være lettere at fastslå det faktiske omfang af tabt fortjeneste i de tilfælde, hvor den ulovlige støtte gjorde det muligt for støttemodtageren at vinde en kontrakt eller opnå en specifik forretningsmulighed på bekostning af sagsøgeren, og hvor denne mulighed allerede er blevet udnyttet af modtageren.

(c)

Mere komplicerede tabsbestemmelser er nødvendige i tilfælde, hvor støtten alene medfører et tab af markedsandel. En mulig fremgangsmåde i sådanne tilfælde kunne være at sammenligne sagsøgerens faktiske indkomstsituation (på grundlag af resultatopgørelsen) med den hypotetiske indkomstsituation, såfremt den ulovlige støtte ikke var blevet ydet (130).

(d)	Der kan være omstændigheder, hvor det af sagsøgeren lidte tab overstiger den tabte fortjeneste. Dette kunne være tilfældet, hvis sagsøgeren som følge af den ulovlige støtte tvinges til at ophøre med sin virksomhed.

(94)

Nationale procedureregler gør det undertiden muligt for de nationale domstole at søge rådgivning hos en sagkyndig med henblik på at fastsætte det faktiske erstatningsbeløb. Når det er tilfældet, og forudsat at effektivitetsprincippet (131) overholdes, vil det også være muligt at anvende sådanne skøn i forbindelse med erstatningskrav, som opstår i forbindelse med artikel 108, stk. 3, i TEUF.

(95)

Muligheden for at kræve erstatning er principielt uafhængig af en eventuel parallel undersøgelse, som Kommissionen måtte være i gang med at foretage af den samme støtteforanstaltning. En igangværende undersøgelse i Kommissionens fritager ikke de nationale domstole for deres forpligtelse til at beskytte personers rettigheder i henhold til artikel 108, stk. 3, i TEUF (132). Da sagsøgeren kan være i stand til at godtgøre, at vedkommende har lidt tab som følge af den for tidlige gennemførelse af støtten og navnlig som følge af støttemodtagerens ulovlige tidsfordel, er vellykkede erstatningskrav heller ikke udelukket i tilfælde, hvor Kommissionen allerede har erklæret støtten forenelig på det tidspunkt, hvor den nationale domstol træffer afgørelse (133).

(96)

Domstolen mindede om, at statsstøtte i retlig henseende er fundamentalt forskellig fra erstatning, som de nationale myndigheder måtte blive tilpligtet til at betale til enkeltpersoner for tab, de har påført dem (praksis i Asteris-sagen) (134). Når de nationale domstole træffer afgørelse om erstatning til en tredjepart for omkostninger, der er en direkte følge af ulovlig støtte, skal de imidlertid bestræbe sig på ikke at træffe afgørelser, hvis virkning er at tildele støtte (135) eller udvide kredsen af støttemodtagere (136).

(97)

Skønt personer kan anmode de nationale domstole om at tilkende erstatning, som de mener at have ret til, kan sådanne søgsmål ikke føre til omgåelse af den effektive anvendelse af EU’s statsstøtteregler (137). Navnlig kan personer, som muligvis har ret til efter national lovgivning at modtage støtte, der ikke er blevet anmeldt til og godkendt af Kommissionen, men som ikke har modtaget sådan støtte, ikke kræve erstatning for et beløb svarende til den ikke modtagne støtte, eftersom dette vil udgøre en indirekte tildeling af ulovlig støtte (138). Det følger heraf, at Asteris-dommen ikke vedrører sager, hvor sagsøger anmoder en national domstol om at tildele vedkommende tidligere statsstøtte, som sagsøger uanset årsagen ikke har modtaget (139).

(98)

Modtagere af ulovlig støtte forsøger undertiden at kræve erstatning fra staten efter at være blevet pålagt at tilbagebetale støttebeløbet. Disse støttemodtagere fremførte som regel argumenter vedrørende en påstået tilsidesættelse af deres berettigede forventninger. Ikke desto mindre fastslog Domstolen, at en ulovligt tildelt støtteforanstaltning ikke kan give modtageren en berettiget forventning, idet denne bør kunne vurdere, om den korrekte procedure for tildeling af støtte er blevet fulgt (140). Deres påstande bør derfor afvises.

(99)

Skønt det i retspraksis er blevet anerkendt, at tredjeparter, der har lidt tab som følge af ulovlig gennemførelse af støtte, har en EU-ret til at kræve erstatning af den pågældende medlemsstat, er det muligt at anlægge erstatningssager mod støttemodtagere, men ikke et krav efter EU’s statsstøtteregler, eftersom artikel 107 og 108 i TEUF ikke pålægger modtagerne nogen direkte forpligtelser. I »SFEI«-dommen konkluderede Domstolen, at eftersom artikel 108, stk. 3, i TEUF ikke pålægger modtageren direkte forpligtelser, danner tilsidesættelsen af den pågældende artikel ikke tilstrækkeligt grundlag for, at modtageren ifalder ansvar (141). Dette berører ikke muligheden for at anlægge erstatningssøgsmål mod støttemodtageren i henhold til national ret, eksempelvis på grundlag af nationale bestemmelser vedrørende ansvar uden for kontraktforhold (142).

5. SAMARBEJDE MELLEM KOMMISSIONEN OG DE NATIONALE DOMSTOLE

(100)

I henhold til artikel 4, stk. 3, i TEU skal Kommissionen bistå de nationale domstole ved opfyldelsen af deres hovedopgave med at håndhæve statsstøttereglerne. Til gengæld kan de nationale domstole anmode Kommissionen om bistand i forbindelse med anvendelsen af disse regler i en given sag. Tæt samarbejde mellem nationale domstole og Kommissionen bidrager til større konsekvens (143) og effektivitet i anvendelsen af statsstøttereglerne i hele Unionen.

5.1. Bistand fra Kommissionen til de nationale domstole

(101)

Når Kommissionen bistår de nationale domstole, skal den overholde sin tavshedspligt og beskytte sin egen funktion og uafhængighed (144). I opfyldelsen af sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 3, i TEU over for de nationale domstole er Kommissionen forpligtet til at forholde sig neutral og objektiv. Kommissionen kan anmode de nationale domstole om at fremsende oplysninger og dokumenter, der er nødvendige for at yde den ønskede bistand. Når Kommissionen bistår de nationale domstole, vil den ikke varetage parternes private interesser. Kommissionens bidrag er således led i dens forpligtelse til at sikre en korrekt gennemførelse af statsstøttereglerne og varetage offentlighedens interesse (145). Kommissionen vil derfor ikke konsultere nogen af parterne i den nationale sag.

(102)

Den bistand, der ydes de nationale domstole i henhold til procedureforordningens artikel 29, berører ikke de nationale domstoles mulighed eller pligt (146) til at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse (147) om fortolkningen af EU-rettens gyldighed i henhold til artikel 267 i TEUF (148). Det er imidlertid ikke længere muligt at anfægte gyldigheden af Kommissionens afgørelse ved en præjudiciel afgørelse, når sagsøgeren uden nogen tvivl kunne have anfægtet Kommissionens afgørelse ved EU-domstolene efter artikel 263 i TEUF, men undlod at gøre dette (149).

5.1.1. Former for samarbejde

(103)

I procedureforordningens artikel 29 er der fastlagt tre former for samarbejde mellem Kommissionen og de nationale domstole. I afsnit 5.1.1.1, 5.1.1.2 og 5.1.1.3 i denne meddelelse redegøres der yderligere for disse former for samarbejde.

5.1.1.1. Meddelelse af oplysninger til de nationale domstole

(104)

I henhold til procedureforordningens artikel 29 kan de nationale domstole anmode Kommissionen om at videregive oplysninger, som den har til sin rådighed (150).

(105)

De nationale domstole kan anmode Kommissionen om oplysninger om statsstøtteprocedurer, som den er i færd med at behandle. Dette omfatter f.eks. oplysninger om: a) hvorvidt der er en igangværende procedure vedrørende en statsstøtteforanstaltning, b) hvorvidt en medlemsstat har anmeldt en bestemt støtteforanstaltning i overensstemmelse med artikel 108, stk. 3, i TEUF, c) hvorvidt Kommissionen har indledt en formel undersøgelse, og d) hvorvidt Kommissionen allerede har truffet en afgørelse (151).

(106)

Desuden kan de nationale domstole anmode Kommissionen om at videregive dokumenter, som den er i besiddelse af. Dette kan omfatte kopier af eksisterende kommissionsafgørelser, for så vidt disse afgørelser ikke allerede er offentliggjort på Kommissionens websted, faktuelle oplysninger, statistikker, markedsundersøgelser og økonomiske analyser.

(107)

Pligten til loyalt samarbejde, jf. artikel 4, stk. 3, i TEU, kræver, at Kommissionen giver de nationale domstole de oplysninger, de måtte anmode om (152), herunder også oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt.

(108)

Når Kommissionen videregiver oplysninger til de nationale domstole, skal den overholde de garantier, der gives fysiske og juridiske personer i henhold til artikel 339 i TEUF (153). I henhold til artikel 339 i TEUF er Kommissionens medlemmer, tjenestemænd og øvrige ansatte forpligtet til ikke at give oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt. Dette kan være både fortrolige oplysninger og forretningshemmeligheder.

(109)

Når Kommissionen agter at videregive oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt, til en national domstol, anmoder den den nationale domstol om at bekræfte, at den vil garantere beskyttelsen af sådanne fortrolige oplysninger og forretningshemmeligheder. Når den nationale domstol giver en sådan garanti (f.eks. ved at henvise til det nationale retsgrundlag), videregiver Kommissionen de ønskede oplysninger med angivelse af, hvilke dele der er omfattet af tavshedspligt og derfor ikke bør offentliggøres. Hvis den nationale domstol til gengæld ikke kan give en sådan garanti, videregiver Kommissionen ikke de pågældende oplysninger (154).

(110)

Der kan også være andre tilfælde, hvor Kommissionen ikke er i stand til at videregive oplysninger til de nationale domstole. Navnlig kan Kommissionen afslå at videregive oplysninger til en medlemsstats domstol, hvis dette vil gribe ind i Unionens funktion og uafhængighed. Dette er tilfældet, hvis en videregivelse vil skade gennemførelsen af de opgaver, Kommissionen har fået tillagt (155) (f.eks. oplysninger om Kommissionens interne beslutningsproces).

(111)

For at sikre et effektivt samarbejde med de nationale domstole bestræber Kommissionen sig på at meddele de nationale domstole de ønskede oplysninger inden for en måned fra anmodningsdatoen. Hvis Kommissionen må bede den nationale domstol om supplerende oplysninger vedrørende den oprindelige anmodning eller er nødt til at konsultere tredjeparter, som påvirkes direkte af videregivelsen af oplysningerne, begynder denne periode på en måned at løbe på ny fra det tidspunkt, hvor Kommissionen modtager de supplerende oplysninger, eller hvor konsultationen er afsluttet (156).

5.1.1.2. Videregivelse af udtalelser om spørgsmål vedrørende anvendelsen af statsstøttereglerne

(112)

Det fastsættes ligeledes i procedureforordningens artikel 29, at de nationale domstole kan anmode Kommissionen om at afgive udtalelse om spørgsmål vedrørende anvendelsen af statsstøttereglerne (157).

(113)

Når de nationale domstole anvender statsstøttereglerne i en sag, skal de overholde de relevante EU-regler og EU-Domstolenes retspraksis. Uden at dette berører EU-Domstolenes ret til endelig fortolkning af traktaterne, kan de nationale domstole søge vejledning om anvendelsen af statsstøttereglerne i Kommissionens beslutningspraksis samt i Kommissionens relevante meddelelser, retningslinjer og rammebestemmelser. De nationale domstole kan også søge vejledning om tidligere udtalelser eller bemærkninger fra Kommissionen, som er offentliggjort på Kommissionens websted, når de pågældende spørgsmål indeholder elementer svarende til sager, der er behandlet af andre nationale domstole (158).

(114)

Der kan imidlertid være omstændigheder, hvor tidligere kommissionsafgørelser og -udtalelser eller meddelelser, retningslinjer og rammebestemmelser fra Kommissionen ikke indeholder tilstrækkelig vejledning til de nationale domstole. I overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde, jf. artikel 4, stk. 3, i TEU, og i betragtning af de nationale domstoles afgørende rolle med hensyn til håndhævelse af statsstøttereglerne giver Kommissionen de nationale domstole mulighed for at anmode den om at afgive udtalelse om relevante spørgsmål vedrørende anvendelsen af statsstøttereglerne (159).

(115)

En anmodning om udtalelse fra Kommissionen kan principielt vedrøre alle økonomiske, faktuelle eller juridiske spørgsmål vedrørende statsstøtte, der opstår som led i den nationale sag. De nationale domstole kan bl.a. spørge Kommissionen:

(a)

Om en bestemt foranstaltning indeholder elementer af statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF, og i givet fald vejledning i beregningen af støttebeløbet. Sådanne anmodninger kan vedrøre et specifikt statsstøtteelement i artikel 107 i TEUF (navnlig begrebet virksomhed, eksistensen af en selektiv fordel, tilregnelse til medlemsstaten og anvendelse af statsmidler, mulig fordrejning af konkurrencen og påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne).

(b)	Om en bestemt støtteforanstaltning opfylder en betingelse i en gruppefritagelsesforordning eller i de minimis-forordningen, således at der ikke er behov for forudgående anmeldelse til Kommissionen, og standstill-klausulen i henhold til artikel 108, stk. 3, i TEUF ikke finder anvendelse.

(c)	Om en individuel støtte falder ind under en støtteordning, der er anmeldt til Kommissionen og erklæret forenelig med det indre marked ved en kommissionsafgørelse, eller om den udgør eksisterende støtte, og standstill-klausulen i henhold til artikel 108, stk. 3, i TEUF ikke finder anvendelse.

(d)	Om der foreligger ekstraordinære omstændigheder (160), som forhindrer den nationale domstol i at kræve fuld tilbagebetaling i henhold til EU-retten.

(e)	Om, hvilke retlige forudsætninger der gælder for erstatningskrav i henhold til EU-retten, og om vejledning om beregningen af den lidte skade.

(f)	Om, hvordan størrelsen af den støtte, der skal tilbagebetales, beregnes, og hvordan tilbagebetalingsrenten fastlægges.

(116)

De nationale domstole har ikke kompetence til at vurdere en støtteforanstaltnings forenelighed på grundlag af artikel 107, stk. 2 eller 3, artikel 106, stk. 2, eller artikel 93 i TEUF (161). De kan derfor ikke anmode Kommissionen om at afgive udtalelse om en bestemt støtteforanstaltnings forenelighed med det indre marked. De nationale domstole kan imidlertid spørge Kommissionen, om den allerede er i færd med at vurdere en bestemt støtteforanstaltnings forenelighed som beskrevet i afsnit 5.1.1.1.

(117)

Når Kommissionen afgiver udtalelse, vil den i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde, jf. artikel 4, stk. 3, i TEU, give den nationale domstol de faktuelle oplysninger eller den økonomiske eller juridiske afklaring, den har bedt om. I modsætning til EU-Domstolenes autoritative fortolkning af EU-retten er Kommissionens udtalelse ikke retligt bindende for den nationale domstol.

(118)

Kommissionen afgiver udtalelse til de nationale domstole i overensstemmelse med deres processuelle regler og praksis. For at sikre et effektivt samarbejde med de nationale domstole bestræber Kommissionen sig på at meddele de nationale domstole den ønskede udtalelse inden for fire måneder fra anmodningsdatoen. Hvis Kommissionen må bede den nationale domstol om supplerende oplysninger vedrørende dens anmodning, kan denne firemånedersperiode forlænges.

(119)

De nationale domstoles pligt til at beskytte personers rettigheder i henhold til artikel 108, stk. 3, i TEUF gælder også i den periode, hvor Kommissionen udarbejder den ønskede udtalelse. Som nævnt ovenfor (162) gælder de nationale domstoles pligt til at beskytte personers rettigheder i henhold til artikel 108, stk. 3, i TEUF, herunder ved hjælp af foreløbige forholdsregler, uanset om der stadig afventes en udtalelse fra Kommissionen.

5.1.1.3. Fremsættelse af amicus curiae-bemærkninger

(120)

I henhold til procedureforordningens artikel 29, stk. 2, kan Kommissionen fremsætte skriftlige bemærkninger til nationale domstole, der anvender statsstøttereglerne. Den kan med tilladelse fra den pågældende nationale domstol også fremsætte mundtlige bemærkninger. Sådanne bemærkninger kaldes også »amicus curiae-bemærkninger«. Kommissionen fremsætter amicus curiae-bemærkninger på eget initiativ.

(121)

De nationale domstole eller parterne i en sag, der verserer for en national domstol, kan imidlertid anmode Kommissionen om at fremsætte amicus curiae-bemærkninger i en sag om statsstøttespørgsmål. Beslutningen om at intervenere som amicus curiae i en sag ved en national domstol er en af Kommissionens enekompetencer og henhører under dens skøn. Med henblik på at give de nationale domstole mulighed for at planlægge deres sager underretter Kommissionen dem uden ophold sin hensigt om at intervenere som amicus curiae.

(122)

Kommissionen fremsætter amicus curiae-bemærkninger i forbindelse med nationale retssager for at sikre en konsekvent anvendelse af artikel 107, stk. 1, eller artikel 108, stk. 3, i TEUF (163). I sin vurdering af nødvendigheden og hensigtsmæssigheden af at bidrage kan Kommissionen bl.a. tage følgende i betragtning:

(a)	Om sagen forventes at få bredere betydning ud over den konkrete sag (f.eks. hvis sagen involverer et generelt spørgsmål om statsstøtte).

(b)	Om Kommissionens bemærkninger kan bidrage til en mere effektiv håndhævelse af statsstøttereglerne fra de nationale domstoles side.

(c)	Om sagen indebærer et nyt realitetsspørgsmål, som ikke er omfattet af Kommissionens beslutningspraksis eller meddelelser, retningslinjer og rammebestemmelser.

(d)	Om sagen verserer for en domstol, hvis afgørelse ikke kan gøres til genstand for yderligere appel.

(123)

Kommissionen respekterer fuldt ud de nationale domstoles uafhængighed og virkemåde. Ligesom Kommissionens udtalelser som beskrevet i afsnit 5.1.1.2 ovenfor er amicus curiae-bemærkninger ikke bindende for den nationale domstol, som træffer afgørelse i den sag, Kommissionen har interveneret i. Før Kommissionen på eget initiativ fremsætter amicus curiae-bemærkninger, underretter den den berørte medlemsstat herom ved hjælp af en skrivelse til dens faste repræsentation ved Den Europæiske Union.

(124)

For at kunne fremsætte nyttige bemærkninger kan Kommissionen anmode den relevante nationale domstol om at tilsende den de dokumenter, som domstolen har til sin rådighed, og som er nødvendige med henblik på Kommissionens vurdering af spørgsmålet. Kommissionen anvender kun disse dokumenter til at udarbejde sine bemærkninger.

(125)

Procedureforordningen fastlægger ingen procedurerammer for fremsættelse af amicus curiae-bemærkninger. Kommissionen fremsætter derfor sine bemærkninger i henhold til medlemsstaternes procedureregler og praksis, herunder vedrørende beskyttelse af parternes rettigheder. Hvis en medlemsstat endnu ikke har fastlagt relevante procedurerammer, er det den relevante nationale domstol, der fastslår, hvilke procedureregler der gælder for fremsættelse af amicus curiae-bemærkninger i den verserende sag, idet der tages hensyn til, at sådanne bemærkninger fremsættes på grundlag af procedureforordningens artikel 29.

(126)

De nationale procedurerammer bør overholde de principper, der er fastlagt i denne meddelelses afsnit 2.2. Det indebærer, at de nationale procedurerammer for fremsættelse af bemærkninger om spørgsmål vedrørende anvendelsen af artikel 107, stk. 1, og artikel 108 stk. 3, i TEUF, ikke må gøre det a) unødigt vanskeligt eller praktisk taget umuligt at fremsætte sådanne bemærkninger (jf. princippet om effektivitet), eller b) mere vanskeligt end at fremsætte bemærkninger i retssager, hvor tilsvarende national ret finder anvendelse (jf. princippet om ækvivalens).

5.1.2. Fælles kontaktpunkt og offentliggørelse af udtalelser og amicus curiae-bemærkninger

(127)

For at sikre et mere effektivt samarbejde og bedre kommunikation med de nationale domstole har Kommissionen oprettet et fælles kontaktpunkt, hvortil de nationale domstole eller sagsparter kan rette alle anmodninger:

European Commission

Directorate General for Competition

COMP Amicus State Aid

1049 Bruxelles

BELGIEN

Tlf. +32 22976271

Fax +32 22953584

E-mail: COMP-AMICUS-STATE-AID@ec.europa.eu

(128)

Kommissionen opfordrer de nationale domstole til fortsat at benytte dette fælles kontaktpunkt til at sende alle oplysninger eller anmodninger til Kommissionen i overensstemmelse med afsnit 5.1.1 i denne meddelelse. De nationale domstole kan sende deres indlæg på et hvilket som helst af Unionens 24 officielle sprog (164).

(129)

Kommissionen vil rapportere om sit samarbejde med de nationale domstole i sin årlige beretning om konkurrencepolitikken. Den vil også gøre sine udtalelser og indlæg i forbindelse med amicus curiae-interventioner tilgængelige på sit websted.

(130)

Når Kommissionen afgiver udtalelser eller fremsætter amicus curiae-bemærkninger, beder den den pågældende nationale domstol om lov til at offentliggøre dem. Det giver Kommissionen mulighed for at offentliggøre sine udtalelser og amicus curiae-bemærkninger på sit websted sammen med de nationale domstoles afgørelser i den pågældende sag, når disse foreligger.

5.2. Bistand fra de nationale domstole til Kommissionen

(131)

Pligten til loyalt samarbejde, jf. artikel 4, stk. 3, i TEUF, indebærer også, at medlemsstaterne, herunder deres judicielle myndigheder, skal bistå Unionens institutioner med henblik på at opfylde Unionens mål.

(132)

For at sikre en effektiv håndhævelse af statsstøttereglerne opfordres de nationale domstole til hurtigst muligt at sende en genpart af enhver dom, de har afsagt, til Kommissionen, efter at denne har givet oplysninger, afgivet udtalelse eller fremsat amicus curiae-bemærkninger. Det vil give Kommissionen mulighed for rettidigt at få kendskab til sager, som det kunne være hensigtsmæssigt at fremsætte bemærkninger til, hvis en af parterne appellerer dommen. Når de nationale domstole fremsender en genpart af en dom, skal de meddele Kommissionen, om de indvilliger i, at dommen offentliggøres på Kommissionens websted.

(133)

For at sikre en mere effektiv og konsekvent anvendelse af statsstøttereglerne opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at oprette koordinationsenheder for de nationale dommere, der beskæftiger sig med statsstøttespørgsmål. Disse koordinationsenheder bør indgå i medelmsstaternes administrative struktur og respektere de judicielle myndigheders uafhængighed. Kommissionen mener også, at det af hensyn til videnudveksling kan være særlig relevant at oprette formelle eller uformelle dommernetværk inden for statsstøttespørgsmål, enten på nationalt plan eller EU-plan. Centrale koordinationsenheder og dommernetværk vil give de nationale dommere mulighed for at udveksle bedste praksis på statsstøtteområdet og gøre det lettere for Kommissionen at videreformidle oplysninger om den seneste udvikling inden for statsstøttepolitikken gennem eksempelvis uddannelseskurser og nyhedsbreve.

6. KONSEKVENSER AF MANGLENDE OVERHOLDELSE AF STATSSTØTTEREGLERNE OG AFGØRELSER

(134)

Det fremgår af afsnit 4.2.1 og 4.2.2 i denne meddelelse, at de nationale domstole kan blive anmodet om direkte at anvende bestemmelserne i artikel 107, stk. 1, og artikel 108, stk. 3, i TEUF i deres nationale retsordener. Hvis de nationale domstole ved deres afgørelser tildeler ny støtte i strid med standstill-klausulen, kan Kommissionen indlede en undersøgelsesprocedure i henhold til procedureforordningens artikel 12 med henblik på at undersøge den ulovlige støttes forenelighed med det indre marked. Samtidig kan Kommissionen indlede en traktatbrudsprocedure over for den berørte medlemsstat, hvis den nationale domstol ikke sikrer overholdelse af de forpligtelser, der følger af en kommissionsafgørelse om tilbagebetaling eller af traktaterne (165).

(135)

Som medlemsstaternes instanser er de nationale domstole forpligtet til at træffe passende foranstaltninger for at sikre, at afgørelser om tilbagebetaling gennemføres effektivt. Konsekvenserne af medlemsstaternes manglende gennemførelse af Kommissionens afgørelser om tilbage betaling fremgår af tilbagebetalingsmeddelelsen (166).

(136)

De nationale domstole skal også beskytte rettighederne for personer, der er berørt af en mulige overtrædelse af standstill-klausulen (167). Det fremgår af denne meddelelses afsnit 6.2, at medlemsstater, herunder deres nationale domstole, som ikke beskytter disse rettigheder, ikke opfylder deres forpligtelser i henhold til EU-retten (168).

6.1. Procedurer om ulovlig støtte ved Kommissionen

(137)

De nationale domstole kan direkte overtræde artikel 108, stk. 3, i TEUF ved at tildele ny støtte som led i en sag. Det kan ske, hvis en national domstol træffer en afgørelse, som påvirker gennemførelsen af en retsakt om tildeling af statsstøtte. Det er f.eks. tilfældet, når fortolkningen af en kontrakt eller en afgørelse om tildeling af støtte indebærer, at en støtteforanstaltnings oprindelige varighed forlænges (169).

(138)

Derfor skal de nationale domstole overholde artikel 108, stk. 3, i TEUF og sikre sig, at enhver afgørelse om ændring eller forlængelse af en retsakt om tildeling af statsstøtte, f.eks. som følge af fortolkning (170), anmeldes, før den gennemføres, i overensstemmelse med de gældende administrative regler i medlemsstaten.

(139)

Hvis den nationale domstol ikke sikrer overholdelse af standstill-klausulen, og den ny støtte ikke anmeldes, kan Kommissionen i forbindelse med sin gennemgang indlede en undersøgelse af den ulovlige støtte på eget initiativ eller efter at have modtaget en klage fra en interesseret part, jf. procedureforordningens artikel 12.

6.2. Traktatbrudsprocedurer

(140)

I henhold til artikel 258 i TEUF kan Kommissionen indlede en traktatbrudsprocedure, hvis den finder, at en medlemsstat ikke har overholdt en forpligtelse, der påhviler den i henhold til traktaterne. Formålet med proceduren er at bringe overtrædelsen til ophør. Efter en administrativ fase, hvor Kommissionen efter en formel udveksling af synspunkter med den berørte medlemsstat fremsætter en begrundet udtalelse, kan Kommissionen indbringe sagen for Domstolen (171).

(141)

Hvis de nationale domstole ikke drager passende konsekvenser af overtrædelsen af artikel 108, stk. 3, i TEUF, tilsidesætter de deres forpligtelser i henhold til traktaterne. Det kan være tilfældet, hvis de nationale domstole ikke forhindrer en ulovlig foranstaltning i at blive gennemført eller ikke pålægger tilbagebetaling (172).

(142)

Hvis de nationale domstole i strid med deres forpligtelser i henhold til artikel 108, stk. 3, i TEUF, undlader at beskytte personers rettigheder, kan dette indebære et ansvar for medlemsstaten. Domstolen har fastslået, at medlemsstaterne er ansvarlige for skade lidt som følge af tilsidesættelser af EU-retten, herunder tilsidesættelser som følge af en afgørelse truffet af en national domstol som sidste instans (173).

7. AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

(143)

Denne meddelelse erstatter håndhævelsesmeddelelsen fra 2009.

(144)

Denne meddelelse udgør vejledning til de nationale domstole om anvendelsen af statsstøttereglerne. Den er ikke bindende for de nationale domstole, og den påvirker heller ikke deres uafhængighed.

(145)

Kommissionen kan revidere denne meddelelse, når den finder det hensigtsmæssigt, bl.a. på grundlag af ændringer af de gældende EU-regler eller fremtidig udvikling i retspraksis.

(1) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Modernisering af EU’s statsstøttepolitik (COM(2012) 209 final).

(2) Siden 2015 har mere end 96 % af de nye støtteforanstaltninger, for hvilke der er indberettet udgifter for første gang, været omfattet af en generel gruppefritagelsesforordning. Se http://ec.europa.eu/competition/state_aid/scoreboard/index_en.html

(3) Håndhævelsesundersøgelsen blev foretaget, før Aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab blev undertegnet (24. januar 2020), og før den trådte i kraft (1. februar 2020). Alle henvisninger til medlemsstaterne i håndhævelsesundersøgelsen skal læses som omfattende Det Forenede Kongerige.

(4) Jf. Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019.

(5) Meddelelse fra Kommissionen om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne (EUT C 85 af 9.4.2009, s. 1).

(6) Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (kodificering) (EUT L 248 af 24.9.2015, s. 9).

(7) For at bedømme, om et organ er en »ret« i henhold til artikel 267 TEUF, tager Domstolen en hel række forhold i betragtning, bl.a. om organet er oprettet ved lov, har permanent karakter, virker som obligatorisk retsinstans, anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, træffer afgørelse på grundlag af retsregler, og om det er uafhængigt. I den forbindelse henvises til Domstolens dom af 21. januar 2020, Banco de Santander, C-274/14, ECLI:EU:C:2020:17, præmis 51. En voldgiftsret kan ikke anses for en ret i en medlemsstat i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 267 i TEUF, når der hverken retligt eller faktisk foreligger en pligt for aftaleparterne til at afgøre deres tvister ved voldgift, og når myndighederne i den pågældende medlemsstat hverken er inddraget ved valget af voldgift eller har pligt til at medvirke ved sagens behandling for voldgiftsretten. Domstolen har imidlertid antaget præjudicielle spørgsmål, som den var forelagt af en voldgiftsret, der var oprettet ved lov, hvis afgørelser var bindende for parterne, og hvis kompetence således ikke forudsatte parternes samtykke. Jf. Domstolens kendelse af 13. februar 2014, Merck Canada, C-555/13, præmis 17 og 18 og den deri nævnte retspraksis.

(8) Selv om disse retningslinjer imidlertid ikke tilsigter at være bindende, skal de nationale retsinstanser tage hensyn til dem ved afgørelsen af tvister, der indbringes for dem. Jf. Domstolens dom af 3. september 2014, Baltlanta, C-410/13, ECLI:EU:C:2014:2134, præmis 64 og dom af 13. december 1989, Grimaldi, C-322/88, ECLI:EU:C:1989:646, præmis 18, Domstolens dom af 13. februar 2014, Mediaset, C-69/13, ECLI:EU:C:2014:71, præmis 31.

(9) EUT C 247 af 23.7.2019, s. 1.

(10) Domstolens dom af 22. december 2008, British Aggregates mod Kommissionen, C-487/06 P, ECLI:EU:C:2008:757, præmis 111 og dom af 16. maj 2000, Frankrig mod Ladbroke Racing og Kommissionen, C-83/98 P, ECLI:EU:C:2000:248, præmis 25.

(11) Se eksempelvis Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte i artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT C 262 af 19.7.2016, s. 1); Meddelelse fra kommissionen om anvendelsen af Den Europæiske Unions statsstøtteregler på kompensation for levering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (EUT C 8 af 11.1.2012, s. 4); Kommissionens meddelelse om anvendelsen af traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte i form af garantier (EUT C 155 af 20.6.2008, s. 10); Meddelelse fra Kommissionen — rammebestemmelser for statsstøtte til forskning og udvikling og innovation (EUT C 198 af 27.6.2014, s. 1.).

(12) Domstolens dom af 14. november 2019, Dilly’s Wellnesshotel, C-585/17, ECLI:EU:C:2019:969, præmis 54.

(13) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 88, Domstolens dom af 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, ECLI:EU:C:2020:139, præmis 22, og og Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, ECLI:EU:C:2013:755, præmis 29.

(14) Domstolens dom af 5. oktober 2006, Transalpine Ölleitung in Österreich, C-368/04, ECLI:EU:C:2006:644, præmis 38, og Domstolens dom af 11. marts 2010, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-1/09, ECLI:EU:C:2010:136, præmis 26, og Domstolens dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, ECLI:EU:C:2015:742, præmis 21, og Domstolens dom af 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, ECLI:EU:C:2020:139, præmis 21.

(15) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 88 og 89, samt Domstolens dom af 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, ECLI:EU:C:2020:139, præmis 22 og 23.

(16) I henhold til artikel 1, litra c), i procedureforordningen defineres »ny støtte« som enhver støtte, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som ikke er eksisterende støtte, herunder ændringer i eksisterende støtte. Denne bestemmelse, som er formuleret i brede vendinger, kan omfatte såvel selve ændringen som den af denne ændring omfattede støtte. Endvidere skal »eksisterende støtte« i henhold til procedureforordningens artikel 1, litra b), nr. ii), forstås således, at det bl.a. omfatter »godkendt støtte, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som er godkendt af Kommissionen eller Rådet«. En støtte, som har været genstand for en godkendelsesafgørelse, der som følge af en ændring, som tilsidesætter en i denne afgørelse fastsat betingelse med henblik på at sikre denne støttes forenelighed med det indre marked, ikke længere er omfattet af den afgørelse, hvorved støtten blev godkendt, kan således udgøre ny støtte. Jf. Domstolens dom af 25. oktober 2017, Kommissionen mod Italien, C-467/15 P, ECLI:EU:C:2017:799, præmis 46 og 47. Se også afsnit 4.2.2.2 i nærværende meddelelse.

(17) Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte (EUT L 352 af 24.12.2013, s. 1); Kommissionens forordning (EU) nr. 360/2012 af 25. april 2012 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte ydet til virksomheder, der udfører tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (EUT L 114 af 26.4.2012, s. 8); Kommissionens forordning (EU) nr. 1408/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte i landbrugssektoren (EUT L 352 af 24.12.2013, s. 9); Kommissionens forordning (EU) nr. 717/2014 af 27. juni 2014 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte i fiskeri- og akvakultursektoren (EUT L 190 af 28.6.2014, s. 45).

(18) Disse forordninger er vedtaget på grundlag af Rådets bemyndigelsesforordning (EU) 2015/1588 af 13. juli 2015 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på visse former for horisontal statsstøtte (EUT L 248 af 24.9.2015, s. 1).

(19) Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (EUT L 187 af 26.6.2014, s. 1).

(20) I henhold til artikel 109 i TEUF kan Rådet på forslag af Kommissionen udstede de fornødne forordninger med henblik på anvendelsen af artikel 107 og 108 i TEUF og fastlægge de former for støtte, som skal være undtaget fra anmeldelsespligten. Det fremgår desuden af artikel 108, stk. 4, i TEUF, at Kommissionen kan vedtage forordninger vedrørende de former for statsstøtte, som Rådet i overensstemmelse med artikel 109 i TEUF har bestemt kan være undtaget.

(21) Kommissionens afgørelse 2012/21/EU af 20. december 2011 om anvendelse af bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (meddelt under nummer K(2011) 9380) (EUT L 7 af 11.1.2012, s. 3).

(22) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007 om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 1).

(23) EUT C 202 af 7.6.2016, s. 13.

(24) Domstolens dom af 22. oktober 2002, Roquette Frères, C-94/00, ECLI:EU:C:2002:603, præmis 31.

(25) Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, ECLI:EU:C:1996:285, præmis 50, Domstolens dom af 28. februar 1991, Delimitis mod Henninger Bräu, C-234/89, ECLI:EU:C:1991:91, præmis 53.

(26) Domstolens dom af 11. september 2014, Kommissionen mod Tyskland, C-527/12, ECLI:EU:C:2014:2193, præmis 56, og og Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, ECLI:EU:C:2013:755, præmis 41.

(27) Domstolens dom af 21. september 1983, Deutsche Milchkontor GmbH, C-205/82, ECLI:EU:C:1983:233, præmis 22 og 23, Domstolens dom af 13. juni 2002, Nederlandene mod Kommissionen, C-382/99, ECLI:EU:C:2002:363, præmis 90, Domstolens dom af 11. september 2014, Kommissionen mod Tyskland, C-527/12, ECLI:EU:C:2014:2193, præmis 39-42, Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, ECLI:EU:C:2019:51, præmis 72, Domstolens dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, ECLI:EU:C:2015:742, præmis 40 og 41, og Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 135.

(28) Overholdelsen af effektivitetsprincippet vurderes på grundlag af denne bestemmelses enkeltheder og dens betydning i den pågældende fremgangsmåde. I den forbindelse henvises til Domstolens dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, ECLI:EU:C:2015:742, præmis 40. Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 138-140.

(29) De gældende nationale procedurereglers overensstemmelse med principperne om ækvivalens og effektivitet kan imidlertid vedrøre andre aspekter af den nationale lovgivning, herunder f.eks. de omkostninger, der er forbundet med den private håndhævelse af statsstøttereglerne for de nationale domstole.

(30) Domstolens dom af 13. januar 2005, Streekgewest, C-174/02, ECLI:EU:C:2005:10, præmis 18.

(31) Eksempelvis har enhver person i Rumænien, som påvirkes at en ulovlig statsstøtteforanstaltning, søgsmålskompetence ved domstolene. Se bilag 3: Landerapporterne i Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019, s. 404. I Letland er søgsmålskompetencen direkte baseret på artikel 108, stk. 3, i TEUF, og de nationale domstole kan derfor anvende procedureforordningens definition af »interesserede parter« til at fastslå, hvorvidt en person har søgsmålskompetence i en sag. Se bilag 3: Landerapporterne i Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019, s. 300.

(32) Der henvises eksempelvis til sager, hvor den ulovlige støtte finansieres med en afgift, som sagsøgeren er pålagt. Det forholder sig dog anderledes, når tvisten ikke vedrører en anmodning om fritagelse for den omtvistede afgift, men derimod lovligheden af de bestemmelser, der regulerer afgiften. Se i den forbindelse Domstolens dom 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, ECLI:EU:C:2020:139, præmis 25, og dom af 26. april 2018, ANGED, C-233/16, ECLI:EU:C:2018:280, præmis 26.

(33) Domstolens dom af 13. januar 2005, Streekgewest, C-174/02, ECLI:EU:C:2005:10, præmis 19.

(34) Domstolens dom af 10. november 2016, DTS Distribuidora de Televisión Digital mod Kommissionen, C-449/14 P, ECLI:EU:C:2016:848, præmis 81 og 82; Domstolens dom af 21. december 2016, Kommissionen mod Aer Lingus, C-164/15 P, ECLI:EU:C:2016:990, præmis 121; Domstolens dom af 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, ECLI:EU:C:2020:139, præmis 24 og 28.

(35) Domstolens dom af 15. juni 2006, Air Liquide Industries Belgium, C-393/04, ECLI:EU:C:2006:403, præmis 45.

(36) Se i den forbindelse Domstolens kendelse af 10. oktober 2017, Greenpeace energy mod Kommissionen, C-640/16 P, ECLI:EU:C:2017:752, præmis 61-63.

(37) Det kan f.eks. være tilfældet for miljøbeskyttelse. Se i den forbindelse Domstolens dom af 22. september 2020, Østrig mod Kommissionen, C-594/18, ECLI:EU:C:2020:742, præmis 100, for så vidt angår støtte godkendt efter artikel 107, stk. 3, litra c), i TFEU i den nukleare sektor. Se også punkt 38-42 i Kommissionens meddelelse om adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (EUT C 275 af 18.8.2017, s. 1) for så vidt angår anerkendelse af søgsmålskompetencen for miljøorganisationer, som fremmer miljøbeskyttelse inden for rammerne af Aarhuskonventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet.

(38) Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, ECLI:EU:C:2019:51, præmis 72,

(39) Eksempelvis har Irland tillagt en særlig underret under landsretten (Competition List of the High Court) enekompetence til at behandle konkurrenceretlige tvister, herunder statsstøttesager. I Italien har forvaltningsdomstolene siden den 19. januar 2013 haft tæt ved enekompetence til at behandle sager vedrørende offentlig og privat håndhævelse af statsstøttereglerne. Civilretterne har bevaret deres kompetencer vedrørende bestemte typer af sager eller søgsmål. Se bilag 3: Landerapporterne i Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019, s. 253 og 263-264. Se også Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), s. 103.

(40) Navnlig er forvaltningsdomstolene i de fleste medlemsstater kompetente, hvis sagsøger anfægter en afgørelse fra en offentlig myndighed om f.eks. gennemførelse af et påbud om tilbagesøgning eller tildeling af støtte, mens civilretterne er kompetente i spørgsmål vedrørende tilbagebetaling af statsstøtte i forbindelse med sager om insolvens eller tilkendelse af skadeserstatning. Jf. Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019, s. 64.

(41) Domstolens dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, ECLI:EU:C:2015:742, præmis 38.

(42) Domstolens dom af 3. september 2009, Fallimento Olimpiclub, C-2/08, ECLI:EU:C:2009:506, præmis 24. Domstolens dom af 10. juli 2014, Impresa Pizzarotti, C-213/13, ECLI:EU:C:2014:2067, præmis 54, og dom af 4. maj 2020, Telecom Italia, C-34/19, ECLI:EU:C:2020:148, præmis 58.

(43) Domstolens dom af 5. februar 1963, Van Gend en Loos mod Administratie der Belastingen, C-26/62, ECLI:EU:C:1963:1, Domstolens dom af 15. juli 1964, Costa mod E.N.E.L., C-6/64, ECLI:EU:C:1964:66, og Domstolens dom af 9. marts 1978, Amministrazione delle finanze dello Stato mod Simmenthal, C-106/77, ECLI:EU:C:1978:49.

(44) Domstolens dom af 18. juli 2007, Lucchini, C-119/05, ECLI:EU:C:2007:434, præmis 60 og 61.

(45) Domstolens dom af 18. juli 2007, Lucchini, C-119/05, ECLI:EU:C:2007:434, præmis 61-63, Domstolens dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, ECLI:EU:C:2015:742, præmis 44, og Domstolens dom af 4. marts 2020, Buonotourist mod Kommissionen, C-586/18 P, ECLI:EU:C:2020:152, præmis 92-96, Domstolens dom af 4. marts 2020, CSTP Azienda della Mobilità mod Kommissionen, C-587/18 P, ECLI:EU:C:2020:150, præmis 92-96, og Domstolens dom af 3. september 2009, Deutsche Lufthansa, C-2/08, ECLI:EU:C:2009:506, præmis 22-25.

(46) »[...] en national regel, der forhindrer en national ret i at drage alle konsekvenser af en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, tredje punktum, i TEUF på grund af en national retsafgørelse, som er blevet retskraftig, og som er truffet med henblik på at afgøre en retlig tvist, der ikke havde den samme genstand, og som ikke omfattede de omhandlede aftalers karakter af statsstøtte, skal anses for uforenelig med effektivitetsprincippet«, Domstolens dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, ECLI:EU:C:2015:742, præmis 45.

(47) Domstolens dom af 4. marts 2020, Buonotourist mod Kommissionen, C-586/18 P, ECLI:EU:C:2020:152, præmis 92-96,

(48) Domstolens dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, ECLI:EU:C:2015:742, præmis 30 og 42-43.

(49) Domstolens dom af 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, ECLI:EU:C:2020:139, præmis 19.

(50) Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, ECLI:EU:C:2013:755, præmis 25 og 26, Domstolens dom af 18. maj 2017, Fondul Proprietatea, C-150/16, ECLI:EU:C:2017:388, præmis 40, og Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 84.

(51) Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte i artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT C 262 af 19.7.2016, s. 1).

(52) Domstolens dom af 4. marts 2020, Buonotourist mod Kommissionen, C-586/18 P, ECLI:EU:C:2020:152, præmis 90.

(53) Se procedureforordningens artikel 4 og 9.

(54) Domstolens dom af 19. juli 2016, Kotnik m.fl., C-526/14, ECLI:EU:C:2016:570, præmis 37.

(55) Afgørelse om ikke at gøre indsigelse, jf. procedureforordningens artikel 4, stk. 3.

(56) Se begreberne »positiv afgørelse« og »negativ afgørelse« i procedureforordningens artikel 9, henholdsvis stk. 3 og stk. 5.

(57) Se procedureforordningens artikel 4, stk. 3 og 4.

(58) Se Domstolens dom af 4. marts 2020, Buonotourist mod Kommissionen,, C-586/18 P, ECLI:EU:C:2020:152, præmis 93-94: »Udøvelsen af en sådan kompetence indebærer, at Kommissionen i medfør af artikel 108 i TEUF kan undersøge, om en foranstaltning udgør statsstøtte, som burde have været anmeldt til den i henhold til denne artikels stk. 3, i en situation, hvor myndighederne i en medlemsstat har vurderet, at denne foranstaltning ikke opfyldte de betingelser, der er fastsat i artikel 107, stk. 1, i TEUF, herunder når disse myndigheder i denne henseende har efterlevet en national rets vurdering. Denne konklusion kan ikke svækkes ved den omstændighed, at denne retsinstans har vedtaget en retskraftig afgørelse. Det skal nemlig fremhæves, at reglen om Kommissionens enekompetence er bindende i den nationale retsorden som fælge af princippet om EU-rettens forrang«.

(59) Domstolens dom af 15. september 2016, PGE, C-574/14, ECLI:EU:C:2016:686, præmis 33 og 36-37.

(60) Domstolens dom af 4. marts 2020, Buonotourist mod Kommissionen, C-586/18 P, ECLI:EU:C:2020:152, præmis 92-96, Domstolens dom af 4. marts 2020, CSTP Azienda della Mobilità mod Kommissionen, C-587/18 P, ECLI:EU:C:2020:150, præmis 92-96.

(61) Domstolens dom af 14. februar 1990, Frankrig mod Kommissionen (»Boussac«), C-301/87, ECLI:EU:C:1990:67, præmis 9-22. Dette udelukker ikke Kommissionens mulighed for at udstede et påbud om tilbagebetaling, før den har afsluttet forenelighedsvurderingen i bestemte sager, jf. procedureforordningens artikel 13, stk. 2.

(62) Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, ECLI:EU:C:2019:51, præmis 66, Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 110. I begge tilfælde henviste Domstolen til procedureforordningen, der, for så vidt som den indeholder processuelle regler, der gælder for alle administrative procedurer på statsstøtteområdet, som verserer for Kommissionen, kodificerer og støtter Kommissionens praksis vedrørende kontrol af statsstøtte.

(63) Domstolens dom af 7. marts 2002, Italien mod Kommissionen, C-310/99 P, ECLI:EU:C:2002:143, præmis 99.

(64) Jf. procedureforordningens artikel 16, stk. 1.

(65) Jf. procedureforordningens artikel 17, stk. 1.

(66) Domstolens dom af 14. februar 1990, Frankrig mod Kommissionen, C-301/87 P, ECLI:EU:C:1990:67, præmis 19 og 20, Domstolens dom af 21. marts 1991, Italien mod Kommissionen, C-303/88, ECLI:EU:C:1991:136, præmis 46, Hvis den pågældende medlemsstat ikke retter sig efter en afgørelse om påbud om indstilling eller om tilbagebetaling, kan Kommissionen, samtidig med at den undersøger sagens fakta på grundlag af de foreliggende oplysninger, indbringe sagen direkte for Domstolen og anmode om, at den manglende overholdelse af påbuddet erklæres for en tilsidesættelse af TEUF, jf. procedureforordningens artikel 14.

(67) Jf. procedureforordningens artikel 13, stk. 1 og 2.

(68) Domstolens dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, ECLI:EU:C:2008:79, præmis 38, Domstolens dom af 21. november 1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig, C-354/90, ECLI:EU:C:1991:440, præmis 11 og 12.

(69) Domstolens dom af 11. december 1973, Lorenz GmbH mod Forbundsrepublikken Tyskland m.fl., C-120/73, ECLI:EU:C:1973:152, præmis 8, Domstolens dom af 21. november 1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig, C-354/90, ECLI:EU:C:1991:440, præmis 11, Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, ECLI:EU:C:1996:285, præmis 39.

(70) Hvad angår de nationale domstoles rolle i forbindelse med offentlig håndhævelse af statsstøttereglerne henvises til tilbagebetalingsmeddelelsen (EUT C 247 af 23.7.2019, s. 1).

(71) Se også Rettens dom af 20. juni 2019, A&O hostel and hotel Berlin mod Kommissionen, T-578/17, ECLI:EU:T:2019:437, præmis 72.

(72) I den forbindelse henvises til Domstolens dom af 22. marts 1977, Steineke e Weinlig, 78/76, ECLI:EU:C:1977:52, præmis 14.

(73) Domstolens dom af 4. marts 2020, CSTP Azienda della Mobilità mod Kommissionen, C-587/18 P, ECLI:EU:C:2020:150, præmis 92-93. Domstolens dom af 4. marts 2020, Buonotourist mod Kommissionen, C-586/18 P, ECLI:EU:C:2020:152, præmis 96.

(74) Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, ECLI:EU:C:2013:755, præmis 41.

(75) Domstolens dom af 22. oktober 1987, Foto-Frost mod Hauptzollamt Lübeck-Ost, C-314/85, ECLI:EU:C:1987:452, præmis 20.

(76) Domstolens dom af 21. februar 1991, Zuckerfabrik Süderdithmarschen og Zuckerfabrik Soest mod Hauptzollamt Itzehoe og Hauptzollamt Itzehoe og Hauptzollamt Paderborn, C-143/88 og C-92/89, ECLI:EU:C:1991:65, præmis 23, Domstolens dom af 9. november 1995, Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl. mod Bundesamt für Ernährung und Forstwirtschaft, C-465/93, ECLI:EU:C:1995:369, præmis 51, og Domstolens dom af 18. juli 2007, Lucchini, C-119/05, ECLI:EU:C:2007:434, præmis 53.

(77) I henhold til artikel 267 i TEUF har en national domstol, hvis afgørelse ikke kan appelleres, under visse omstændigheder pligt til at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse. Når fortolkningen af EU-retten klart kan udledes af den eksisterende retspraksis eller ikke giver anledning til tvivl, har en domstol, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, ikke pligt til at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse, men det står den frit for at gøre det. Jf. Domstolens dom af 6. oktober 1982, CILFIT mod Ministero della Sanità, C-283/81, ECLI:EU:C:1982:335, præmis 14-20, Domstolens dom af 11. september 2008, Unión General de Trabajadores de La Rioja, C-428/06 til C-434/06, ECLI:EU:C:2008:488, præmis 42 og 43, Domstolens dom af 28. juli 2016, Association France Nature Environnement, C-379/15, ECLI:EU:C:2016:603, præmis 47-50, Domstolens dom af 15. september 2016, PGE, C-574/14, ECLI:EU:C:2016:686, præmis 40, og Domstolens dom af 4. oktober 2018, Kommissionen mod Frankrig (kædebeskatning), C-416/17, ECLI:EU:C:2018:811, præmis 108 ff.

(78) Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, ECLI:EU:C:1996:285, præmis 50-51, og Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, ECLI:EU:C:2013:755, præmis 44.

(79) Domstolens dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, ECLI:EU:C:2008:79, præmis 40, Domstolens dom af 19. marts 2015, OTP Bank, C-672/13, ECLI:EU:C:2015:185, præmis 76, og Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, ECLI:EU:C:2019:51, præmis 59.

(80) Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, ECLI:EU:C:2013:755, præmis 30. Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 89, Domstolens dom af 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, ECLI:EU:C:2020:139, præmis 23, og Domstolens dom af 13. december 2018, Rittinger m.fl., C-492/17, ECLI:EU:C:2018:1019, præmis 42.

(81) Domstolens dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, ECLI:EU:C:2008:79, præmis 52-55. Den nationale domstol kan i givet fald inden for rammerne af sin nationale lovgivning endvidere anordne tilbagesøgning af ulovlig støtte, uden at det har betydning for medlemsstatens ret til på et senere tidspunkt på ny at gennemføre støtten. Den kan endvidere foranlediges til at tage stilling til påstande om erstatning for tab lidt som følge af støtteforanstaltningens ulovlige karakter (Ibid, præmis 53).

(82) Se i den forbindelse Domstolens dom af 19. december 2019, Arriva Italia m.fl., C-385/18, ECLI:EU:C:2019:1121, præmis 85.

(83) Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, ECLI:EU:C:2013:755, præmis 37 og 40,

(84) Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, ECLI:EU:C:2013:755, præmis 38.

(85) Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, ECLI:EU:C:2013:755, præmis 41 og 43,

(86) Domstolens dom af 11. marts 2010, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-1/09, ECLI:EU:C:2010:136, præmis 31 ff., og Domstolens kendelse af 4. april 2014, Flughafen Lübeck, C-27/13, ECLI:EU:C:2014:240, præmis 30.

(87) Dvs. en afgørelse om at afslutte den formelle procedure, jf. procedureforordningens artikel 9.

(88) Se i den forbindelse Domstolens dom af 12. november 1998, Spanien mod Kommissionen, C-415/96, EU:C:1998:533, præmis 31, Domstolens dom af 3. oktober 2000, CSTP Industrie des poudres sphériques mod Rådet, C-458/98 P, ECLI:EU:C:2000:531, præmis 82, og Rettens dom af 9. juli 2008, Alitalia mod Kommissionen, T-301/01 P, ECLI:EU:C:2008:262, præmis 99 og 142.

(89) Domstolens dom af 22. marts 1977, Steinike & Weinlig, C-78/76, ECLI:EU:C:1977:52, præmis 14, Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, ECLI:EU:C:1996:285, præmis 49, Domstolens dom af 21. november 1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig, C-354/90, ECLI:EU:C:1991:440, præmis 10, Domstolens dom af 18. juli 2007, Lucchini, C-119/05, ECLI:EU:C:2007:434, præmis 50, og Domstolens dom af 5. oktober 2006, Transalpine Ölleitung in Österreich, C-368/04, ECLI:EU:C:2006:644, præmis 39.

(90) EUT C 262 af 19.7.2016, s. 1.

(91) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 90 og 92, samt

(92) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 101, Domstolens dom af 29. juli 2019, BMW mod Kommissionen, C-654/17 P, ECLI:EU:C:2019:634, præmis 151.

(93) Domstolens dom af 29. juli 2019, BMW mod Kommissionen, C-654/17 P, ECLI:EU:C:2019:634, præmis 132 og 133, og Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 67.

(94) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 60, I den forbindelse har Domstolen præciseret, at kriterierne for anvendelse af fritagelsen skal være klare og lette at anvende, og at de nationale domstoles efterprøvelse heraf ikke skal kræve, at der fra sag til sag skal foretages komplekse økonomiske vurderinger (Ibid, præmis 61 og 68).

(95) Domstolens dom af 15. december 2005, Unicredito Italiano, C-148/04, ECLI:EU:C:2005:774, præmis 104, og Domstolens dom af 19. marts 2015, OTP Bank, C-672/13, ECLI:EU:C:2015:185, præmis 77, og Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 104.

(96) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 101, Domstolens dom af 29. juli 2019, BMW mod Kommissionen, C-654/17 P, ECLI:EU:C:2019:634, præmis 151.

(97) Jf. procedureforordningens artikel 1, stk. 1, litra b), og artikel 17, stk. 3.

(98) Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, ECLI:EU:C:2019:51, præmis 66, Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 110. Til eksempel indføres der i henhold til procedureforordningens artikel 17, stk. 1, som fastsætter, at Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtte forældes efter 10 år, og samme artikels stk. 3, som fastsætter, at »enhver støtte, for hvilken forældelsesfristen er udløbet, anses for at være eksisterende støtte«, ikke noget generelt princip for de nationale domstole (se punkt 82 nedenfor).

(99) Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, ECLI:EU:C:2013:755, præmis 43. Domstolens dom af 21. december 2016, Kommissionen mod Hansestadt Lübeck, C-524/14 P, ECLI:EU:C:2016:971, præmis 29.

(100) Domstolens dom af 3. marts 2020, Vodafone Magyarország, C-75/18, ECLI:EU:C:2020:139, præmis 23. Domstolens dom af 19. december 2019, Arriva Italia m.fl., C-385/18, ECLI:EU:C:2019:1121, præmis 84.

(101) Domstolens dom af 8. december 2011, Residex Capital IV, C-275/10, ECLI:EU:C:2011:814, præmis 44-47.

(102) Domstolens dom af 21. juli 2005, Xunta de Galicia, C-71/04, ECLI:EU:C:2005:493, præmis 49, Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, ECLI:EU:C:1996:285, præmis 40 og 68, Domstolens dom af 21. november 1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig, C-354/90, ECLI:EU:C:1991:440, præmis 12, Domstolens dom af 8. december 2011, Residex Capital IV, C-275/10, ECLI:EU:C:2011:814, præmis 43.

(103) Domstolens dom af 21. december 2016, Kommissionen mod Aer Lingus, C-164/15 P og C-165/15 P, ECLI:EU:C:2016:990, præmis 116, Domstolens dom af 19. marts 2015, OTP Bank, C-672/13, ECLI:EU:C:2015:185, præmis 70, og Domstolens dom af 8. december 2011, Residex Capital IV, C-275/10, ECLI:EU:C:2011:814, præmis 33.

(104) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 132, Domstolens dom af 8. december 2011, Residex Capital IV, C-275/10, ECLI:EU:C:2011:814, præmis 39.

(105) I den forbindelse henvises til tilbagesøgningsmeddelelsen (EUT C 247 af 23.7.2019, s. 1).

(106) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 134,

(107) Domstolens dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, ECLI:EU:C:2008:79, præmis 63,

(108) Domstolens dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, ECLI:EU:C:2008:79, præmis 68,

(109) Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EUT L 140 af 30.4.2004, s. 1).

(110) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 141,

(111) Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, ECLI:EU:C:2019:51, præmis 61,

(112) Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, ECLI:EU:C:2019:51, præmis 71-75.

(113) Domstolens dom af 20. marts 1997, Land Rheinland-Pfalz mod Alcan Deutschland, C-24/95, ECLI:EU:C:1997:163, præmis 34-37, Domstolens dom af 29. marts 2012, Kommissionen mod Italien, C-243/10, ECLI:EU:C:2012:182, præmis 35, og Domstolens dom af 30. april 2020, Nelson Antunes da Cunha, C-627/18, ECLI:EU:C:2020:321, præmis 60.

(114) Domstolens dom af 21. november 1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig, C-354/90, ECLI:EU:C:1991:440, præmis 12, Domstolens dom af 21. december 2016, Kommissionen mod Hansestadt Lübeck, C-524/14 P, ECLI:EU:C:2016:971, præmis 29, Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, ECLI:EU:C:1996:285, præmis 52, Domstolens dom af 5. oktober 2006, Transalpine Ölleitung in Österreich, C-368/04, ECLI:EU:C:2006:644, præmis 46.

(115) Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, ECLI:EU:C:1996:285, præmis 52, Domstolens dom af 5. oktober 2006, Transalpine Ölleitung in Österreich, C-368/04, ECLI:EU:C:2006:644, præmis 46.

(116) Håndhævelsesundersøgelsen indeholder oplysninger om en interessant fransk domstolsafgørelse truffet efter en negativ kommissionsafgørelse: For at kompensere for den automatiske opsættende virkning af en klage over tilbagebetalingsafgørelsen pålagde den nationale domstol støttemodtageren at indbetale de skyldige beløb på en spærret konto. Domstolen anvendte således en bestemmelse i fransk ret, hvorefter det er muligt at kræve foreløbig betaling i sager, hvor der ikke kan rejses alvorlig tvivl om tilbagebetalingspligten. Se bilag 3: Landerapporterne i Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019, s. 156, sagsresumé FR8: Cour administrative d’appel de Bordeaux, 10. december 2015.

(117) Domstolens dom af 26. oktober 2016, DEI og Kommissionen mod Alouminion tis Ellados, C-590/14 P, ECLI:EU:C:2016:797, præmis 101.

(118) En national domstol kan også beslutte at træffe midlertidige foranstaltninger, mens den afventer en udtalelse eller oplysninger fra Kommissionen eller en dom fra en højere national retsinstans eller EU-Domstolene.

(119) Domstolens dom af 11. marts 2010, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-1/09, ECLI:EU:C:2010:136, præmis 36, Rettens kendelse af 3. marts 2015, Gemeente Nijmegen mod Kommissionen, T-251/13, ECLI:EU:T:2015:142, præmis 45.

(120) Domstolens dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, ECLI:EU:C:2008:79, præmis 55, Domstolens dom af 5. oktober 2006, Transalpine Ölleitung in Österreich, C-368/04, ECLI:EU:C:2006:644, præmis 56, Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, ECLI:EU:C:1996:285, præmis 75, Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, ECLI:EU:C:2019:51, præmis 56.

(121) Domstolens dom af 13. juni 2006, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-173/03, ECLI:EU:C:2006:391, præmis 41.

(122) Domstolens dom af 19. november 1991, Francovich og Bonifaci mod Italien, C-6/90 and C-9/90, ECLI:EU:C:1991:428, præmis 30-46, og

(123) Domstolens dom af 5. marts 1996, Brasserie du Pêcheur mod Bundesrepublik Deutschland og The Queen / Secretary of State for Transport, ex parte Factortame m.fl., C-46/93 og C-48/93, ECLI:EU:C:1991:428, præmis 51.

(124) Domstolens dom af 19. november 1991, Francovich og Bonifaci mod Italien, C-6/90 and C-9/90, ECLI:EU:C:1991:428, præmis 31-37, og Domstolens dom af 5. marts 1996, Brasserie du Pêcheur mod Bundesrepublik Deutschland og The Queen / Secretary of State for Transport, ex parte Factortame m.fl., C-46/93 og C-48/93, ECLI:EU:C:1991:428, præmis 31.

(125) Domstolens dom af 13. juni 2006, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-173/03, ECLI:EU:C:2006:391, præmis 45.

(126) Domstolens dom af 21. november 1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig, C-354/90, ECLI:EU:C:1991:440, præmis 12-14, Domstolens dom af 21. oktober 2003, van Calster og Cleeren, C-261/01 og C-262/01, ECLI:EU:C:2003:571, præmis 53, og Domstolens dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, ECLI:EU:C:2008:79, præmis 38.

(127) I nogle tilfælde har EU-Domstolene imidlertid indtaget det synspunkt, at de nationale domstole med henblik på at fastslå, om en medlemsstats overtrædelse af EU-retten udgør en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, skal tage hensyn til adskillige forhold i betragtning, herunder om den pågældende tilsidesættelse er undskyldelig, eller det forhold, at en EU-institutions holdning kan have bidraget til tilsidesættelsen. I den forbindelse henvises til Domstolens dom af 25. januar 2007, Robins m.fl., C-278/05, ECLI:EU:C:2007:56, præmis 71, Domstolens dom af 4. juli 2000, Haim, C-424/97, ECLI:EU:C:2000:357, præmis 38, og Domstolens dom af 23. maj 1996, The Queen mod Ministry of Agriculture, Fisheries and Food, ex parte Hedley Lomas (Ireland), C-5/94, ECLI:EU:C:1996:205, præmis 28.

(128) I nogle tilfælde har de nationale domstole imidlertid anerkendt princippet om statens ansvar. I den forbindelse henvises til afgørelse truffet den 12. februar 2018 af Forvaltningsdomstolen i Marseille i sagen CTC mod Corsica Ferries France; ekspertundersøgelse af 28. februar 2019, CTC mod Corsica Ferries France, N/REF: 500060, bilag 3: Landerapporterne i Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019, s. 152.

(129) Domstolens dom af 5. marts 1996, Brasserie du Pêcheur mod Bundesrepublik Deutschland og The Queen / Secretary of State for Transport, ex parte Factortame m.fl., C-46/93 og C-48/93, ECLI:EU:C:1991:428, præmis 87 og 90.

(130) I håndhævelsesundersøgelsen henvises der til et interessant tilfælde, hvor en fransk forvaltningsdomstol, efter at Kommissionen havde truffet afgørelse om tilbagebetaling af uforenelig statsstøtte, besluttede at tilkende erstatning for tab af markedsandele til støttemodtagerens største konkurrent. Appeldomstolen ophævede delvist den tidligere dom om beregning af den lidte skade og udpegede en uafhængig sagkyndig til at beregne det præcise erstatningsbeløb. Den sagkyndige undersøgte, hvor mange kunder støttemodtageren havde overtaget fra klageren som følge af den uforenelige støtte, og beregnede beløbet for den deraf følgende tabte indkomst. En sådan beregning er ofte meget kompleks og afhænger af de specifikke markedsforhold og antallet af konkurrenter. Se bilag 3: Landerapporterne i Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019, s. 152, sagsresumé FR6: Tribunal administratif de Bastia, 23. februar 2017. Se også afgørelse truffet den 12. februar 2018 af Forvaltningsdomstolen i Marseille i sagen CTC mod Corsica Ferries France; ekspertundersøgelse af 28. februar 2019, CTC mod Corsica Ferries France, N/REF: 500060.

(131) Se afsnit 2.2.

(132) Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, ECLI:EU:C:1996:285, præmis 44, Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, ECLI:EU:C:2019:51, præmis 57-58.

(133) Domstolens dom af 12. februar 2008, CELF og Ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, ECLI:EU:C:2008:79, præmis 53 og 55. Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, ECLI:EU:C:2019:51, præmis 60.

(134) Domstolens dom af 27. september 1988, Asteris m.fl. mod Grækenland og EØF, C-106 to 120/87, ECLI:EU:C:1988:457, præmis 23, og Domstolens dom af 21. december 2016, Kommissionen mod Aer Lingus, C-164/15 P og C-165/15 P, ECLI:EU:C:2016:990, præmis 72.

(135) Jf. Kommissionens afgørelse 2014/201/EU af 2. oktober 2013 om kompensations til Simet SpA for offentlige transportydelser leveret mellem 1987 og 2003 (Statsstøtte SA.33037 (2012/C) — Italien) (EUT L 114 af 16.4.2014, s. 48), stadfæstet på dette punkt ved Rettens dom af 3. marts 2016, Simet mod Kommissionen, T-15/14, ECLI:EU:T:2016:124, præmis 102-104. Se også Kommissionens afgørelse (EU) 2015/1470 af 30. marts 2015 om statsstøtte SA.38517 (2014/C) (ex 2014/NN) gennemført af Rumænien — Voldgiftskendelse i Micula mod Rumænien af 11. december 2013 (EUT L 232 af 4.9.2015, s. 43), annulleret ved Rettens dom af 18. juni 2019, European Food m.fl. mod Kommissionen, T-624/15, ECLI:EU:T:2019:423, undersøges i øjeblikket af Domstolen i sag C-638/19 P, Kommissionen mod European Food m.fl.

(136) Domstolens dom af 5. oktober 2006, Transalpine Ölleitung in Österreich, C-368/04, ECLI:EU:C:2006:644, præmis 57, og

(137) Domstolens dom af 29. juni 2004, Kommissionen mod Rådet, C-110/02, ECLI:EU:C:2004:395, præmis 43, Domstolens dom af 18. juli 2007, Lucchini, C-119/05, ECLI:EU:C:2007:434, præmis 59-63, og Domstolens dom af 11. november 2015, Klausner Holz Niedersachsen, C-505/14, ECLI:EU:C:2015:742, præmis 42-44.

(138) Se i den forbindelse også generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomers forslag til afgørelse af 28. april 2005 i forenede sager C-346/03 og C-529/03, Atzeni m.fl., EU:C:2005:256, præmis 198.

(139) Asteris-dommen vedrører de tilfælde, hvor sagsøger blot anmoder om kompensation (f.eks. genoprettelse af skader forvoldt ulovligt af offentlige myndigheder), som en anden person i en lignende situation ville have ret til i den pågældende medlemsstat. I sidstnævnte tilfælde indebærer det forhold, at sagsøgte er en offentlig enhed, ikke, at den kompensation, som en part ville have modtaget i en lignende situation, f.eks. en lignende retstvist mellem to private enheder, bliver til statsstøtte.

(140) Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 98 og 104, samt Domstolens dom af 15. december 2005, Unicredito Italiano, C-148/04, ECLI:EU:C:2005:774, præmis 104, og Domstolens dom af 19. marts 2015, OTP Bank, C-672/13, ECLI:EU:C:2015:185, præmis 77.

(141) Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, ECLI:EU:C:1996:285, præmis 72-74,

(142) Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, ECLI:EU:C:1996:285, præmis 75, I situationer, hvor der er tale om lovvalg, er det Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen), der er afgørende for, hvilken ret der finder anvendelse (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40).

(143) Jf. betragtning 37 i procedureforordningen.

(144) Domstolens kendelse af 6. december 1990, Zwartveld m.fl., C-2/88 Imm., ECLI:EU:C:1990:440, præmis 10 og 11. Rettens dom af 18. september 1996, Postbank mod Kommissionen, T-353/94, ECLI:EU:T:1996:119, præmis 93.

(145) Jf. betragtning 37 i procedureforordningen.

(146) Jf. Domstolens dom af 6. oktober 1982, CILFIT mod Ministero della Sanità, C-283/81, ECLI:EU:C:1982:335, præmis 14-20, Domstolens dom af 11. september 2008, Unión General de Trabajadores de La Rioja, C-428/06 til C-434/06, ECLI:EU:C:2008:488, præmis 42 og 43, Domstolens dom af 28. juli 2016, Association France Nature Environnement, C-379/15, ECLI:EU:C:2016:603, præmis 47-50, Domstolens dom af 15. september 2016, PGE, C-574/14, ECLI:EU:C:2016:686, præmis 40, og Domstolens dom af 4. oktober 2018, Kommissionen mod Frankrig (kædebeskatning), C-416/17, ECLI:EU:C:2018:811, præmis 108 ff.

(147) Anmodninger om oplysninger eller udtalelser har den fordel, at de er mindre formalistiske og altid kan suppleres af en anmodning om præjudiciel afgørelse — se i den forbindelse Domstolens dom af 28. oktober 2020, INAIL, C-608/19, ECLI:EU:C:2020:865, hvor begge muligheder er blevet udnyttet.

(148) Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, ECLI:EU:C:2013:755, præmis 44. Domstolens dom af 15. september 2016, PGE, C-574/14, ECLI:EU:C:2016:686, præmis 40.

(149) Domstolens dom af 9. marts 1994, TWD Textilwerke Deggendorf mod Tyskland, C-188/92, ECLI:EU:C:1994:90, præmis 17, 25 og 26, se også Domstolens dom af 23. februar 2006, Atzeni m.fl., C-346/03 og C-529/03, ECLI:EU:C:2006:130, præmis 31, Domstolens dom af 5. oktober 2006, Kommissionen mod Frankrig (Scott), C-232/05, ECLI:EU:C:2006:651, præmis 59, og Domstolens dom af 25. juli 2018, Georgsmarienhütte m.fl., C-135/16, ECLI:EU:C:2018:582, præmis 17.

(150) Jf. procedureforordningens artikel 29, stk. 1, første del.

(151) Når den nationale domstol har modtaget disse oplysninger, kan den anmode om at blive løbende orienteret om situationen.

(152) Rettens dom af 18. september 1996, Postbank mod Kommissionen T-353/94, ECLI:EU:T:1996:119, præmis 64, og Domstolens kendelse af 13. juli 1990, Zwartveld m.fl., C-2/88 Imm., ECLI:EU:C:1990:315, præmis 16-22.

(153) Domstolens dom af 28. februar 1991, Delimitis mod Henninger Bräu, C-234/89, ECLI:EU:C:1991:91, præmis 53. Rettens dom af 18. september 1996, Postbank mod Kommissionen, T-353/94, ECLI:EU:T:1996:119, præmis 90.

(154) Rettens dom af 18. september 1996, Postbank mod Kommissionen T-353/94, ECLI:EU:T:1996:119, præmis 93, og Domstolens kendelse af 6. december 1990, Zwartveld m.fl., C-2/88 Imm., ECLI:EU:C:1990:440, præmis 10 og 11.

(155) Domstolens kendelse af 6. december 1990, Zwartveld m.fl., C-2/88 Imm., ECLI:EU:C:1990:440, præmis 11, Domstolens dom af 26. november 2002, First og Franex, C-275/00, ECLI:EU:C:2002:711, præmis 49, og Rettens dom af 18. september 1996, Postbank mod Kommissionen, T-353/94, ECLI:EU:T:1996:119, præmis 93.

(156) Dette kunne f.eks. være tilfældet med hensyn til visse typer oplysninger, der videregives af en privatperson, eller hvis en domstol i én medlemsstat anmoder om oplysninger, der er videregivet af en anden medlemsstat.

(157) Jf. procedureforordningens artikel 29, stk. 1, anden del.

(158) Se afsnit 5.1.2.

(159) Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, ECLI:EU:C:1996:285, præmis 50,

(160) Se i den forbindelse Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 68-71.

(161) Domstolens dom af 4. marts 2020, CSTP Azienda della Mobilità mod Kommissionen, C-587/18 P, ECLI:EU:C:2020:150, præmis 90, og Domstolens dom af 19. juli 2007, Lucchini, C-119/05, ECLI:EU:C:2007:434, præmis 50-52.

(162) Se afsnit 4.2.3.3 ovenfor.

(163) Kommissionen har siden 2014 fremsat amicus curiae-bemærkninger om tilstedeværelsen af statsstøtte, definitionen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, håndhævelse af Kommissionens afgørelser om tilbagebetaling og vejledning om, hvorvidt nationale ret eller EU-ret finder anvendelse. Se i den forbindelse Final Study on the enforcement of State aid rules and decisions by national courts (COMP/2018/001), Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxemburg, 2019, s. 111.

(164) Artikel 55, stk. 1, indeholder en fuldstændig liste over Unionens officielle sprog.

(165) Domstolens dom af 11. september 2014, Kommissionen mod Tyskland, C-527/12, ECLI:EU:C:2014:2193, præmis 56.

(166) Se tilbagebetalingsmeddelelsen (EUT C 247 af 23.7.2019, s. 1), afsnit 6.

(167) Domstolens dom af 5. oktober 2006, Transalpine Ölleitung in Österreich, C-368/04, ECLI:EU:C:2006:644, præmis 38, og og Domstolens dom af 21. november 2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, ECLI:EU:C:2013:755, præmis 28.

(168) Domstolens dom af 23. januar 2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, ECLI:EU:C:2019:51, præmis 66, Domstolens dom af 5. marts 2019, Eesti Pagar, C-349/17, ECLI:EU:C:2019:172, præmis 110.

(169) Det er irrelevant, om den nationale domstol træffer afgørelse i forbindelse med en sag om foreløbige forholdsregler eller i forbindelse med substansbehandlingen, eftersom afgørelsen i begge tilfælde vil kunne påvirke støtteforanstaltningen, selv om det kun er midlertidigt.

(170) Domstolens dom af 26. oktober 2016, DEI og Kommissionen mod Alouminion tis Ellados, C-590/14 P, ECLI:EU:C:2016:797, præmis 107 og 108.

(171) Hvis Kommissionen vurderer, at en medlemsstat ikke har opfyldt de forpligtelser, der er fastsat i en dom i medfør af artikel 258, stk. 2, i TEUF, kan Kommissionen, efter at have givet den berørte medlemsstat mulighed for at fremsætte bemærkninger, indbringe sagen for EU-Domstolen i henhold til artikel 260, stk. 2, i TEUF.

(172) Domstolens dom af 21. november 1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires m.fl. mod Frankrig, C-354/90, ECLI:EU:C:1991:440, præmis 12, Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, ECLI:EU:C:1996:285, præmis 70.

(173) Domstolens dom af 30. september 2003, Köbler, C-224/01, ECLI:EU:C:2003:513, præmis 50.

OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 305

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	64. årgang 30. juli 2021

Indhold		Side
	II Meddelelser
	MEDDELELSER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Europa-Kommissionen
2021/C 305/01	Meddelelse fra Kommissionen — Meddelelse fra Kommissionen om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne	1
2021/C 305/02	Beslutning om ikke at gøre indsigelse mod en anmeldt fusion (Sag M.10047 — Schwarz Group/SUEZ Waste Management Companies) ( 1 )	29
2021/C 305/03	Beslutning om ikke at gøre indsigelse mod en anmeldt fusion (Sag M.10373 — Primonial/Samsung/Target) ( 1 )	30

	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Rådet
2021/C 305/04	Bekendtgørelse til de personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger i Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1333 som ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2021/1251 og i Rådets forordning (EU) 2016/44 som gennemført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/1241 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen	31
2021/C 305/05	Bekendtgørelse til de registrerede, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger i Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1333 og Rådets forordning (EU) 2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen	32
2021/C 305/06	Bekendtgørelse til de personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP som ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2021/1252 og i Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 som gennemført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/1242 om restriktive foranstaltninger over for Iran	33
2021/C 305/07	Bekendtgørelse til de registrerede, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran	34
	Europa-Kommissionen
2021/C 305/08	Euroens vekselkurs — 29. juli 2021	35
	OPLYSNINGER FRA MEDLEMSSTATERNE
2021/C 305/09	Kommissionens meddelelse vedrørende proceduren i artikel 1, stk. 4, i Rådets direktiv 96/67/EF	36

	V Øvrige meddelelser
	PROCEDURER VEDRØRENDE GENNEMFØRELSEN AF KONKURRENCEPOLITIKKEN
	Europa-Kommissionen
2021/C 305/10	Anmeldelse af en planlagt fusion (Sag: M. 10367 — Platinum Equity Group/Grupo Urbaser) — Behandles eventuelt efter den forenklede procedure ( 1 )	39
	ANDET
	Europa-Kommissionen
2021/C 305/11	Meddelelse — Offentlig høring — Geografiske betegnelser fra Japan	41

	Valuta	Kurs
USD	amerikanske dollar	1,1873
JPY	japanske yen	130,41
DKK	danske kroner	7,4376
GBP	pund sterling	0,85080
SEK	svenske kroner	10,1675
CHF	schweiziske franc	1,0788
ISK	islandske kroner	147,20
NOK	norske kroner	10,3993
BGN	bulgarske lev	1,9558
CZK	tjekkiske koruna	25,506
HUF	ungarske forint	358,08
PLN	polske zloty	4,5782
RON	rumænske leu	4,9215
TRY	tyrkiske lira	10,0851
AUD	australske dollar	1,6062
CAD	canadiske dollar	1,4808
HKD	hongkongske dollar	9,2272
NZD	newzealandske dollar	1,6986
SGD	singaporeanske dollar	1,6072
KRW	sydkoreanske won	1 360,07
ZAR	sydafrikanske rand	17,3117
CNY	kinesiske renminbi yuan	7,6691
HRK	kroatiske kuna	7,5085
IDR	indonesiske rupiah	17 172,66
MYR	malaysiske ringgit	5,0324
PHP	filippinske pesos	59,722
RUB	russiske rubler	87,0021
THB	thailandske bath	39,003
BRL	brasilianske real	6,0419
MXN	mexicanske pesos	23,5655
INR	indiske rupee	88,1675

	Lufthavne med en årlig trafik på mindst 2 mio. passagerbevægelser eller 50 000 ton fragt i 2019	Andre lufthavne, der var åbne for erhvervsmæssig trafik i 2019
Østrig	Wien	Graz, Klagenfurt, Linz, Salzburg, Innsbruck
Belgien	Brussels National, Charleroi-Brussels South, Liège-Bierset	Antwerpen, Kortrijk-Wevelgem, Ostend-Brugge
Bulgarien	Sofia, Burgas, Varna	Plovdiv, Gorna Oryahovitsa
Kroatien	Zagreb, Split, Dubrovnik	Zadar, Pula, Osijek, Brač, Rijeka, Mali Lošinj
Cypern	Larnaka International Airport, Pafos International Airport
Den Tjekkiske Republik	Praha/Ruzyně	Benešov, Brno/Tuřany, Broumov, Břeclav, Bubovice, Česká Lípa, České Budějovice, Dvůr Králové, Frýdlant, Havlíčkův Brod, Hodkovice, Hořice, Hosín, Hradec Králové, Hranice, Cheb, Chomutov, Chotěboř, Chrudim, Jaroměř, Jičín, Jihlava, Jindřichův Hradec, Karlovy Vary, Kladno, Klatovy, Kolín, Krnov, Křižanov, Kyjov, Letkov, Letňany, Medlánky, Mikulovice, Mladá Boleslav, Mnichovo Hradiště, Moravská Třebová, Most, Nové Město, Olomouc, Ostrava/Mošnov, Panenský Týnec, Pardubice, Plasy, Plzeň/Líně, Podhořany, Polička, Přerov, Příbram, Přibyslav, Rakovník, Raná, Roudnice, Sazená, Skuteč, Slaný, Soběslav, Staňkov, Stichovice, Strakonice, Strunkovice, Šumperk, Tábor, Toužim, Ústí nad Orlicí, Velké Poříčí, Vlašim, Vrchlabí, Vysoké Mýto, Vyškov, Zábřeh, Zbraslavice, Žamberk
Danmark	Copenhagen, Billund	Aalborg, Århus, Bornholm/Rønne, Midtjylland/Karup, Esbjerg, Sønderborg, Roskilde
Estland	Lennart Meri-Tallinn	Tartu, Pärnu, Kuressaare, Kärdla
Finland	Helsinki-Vantaa	Enontekiö, Halli, Ivalo, Joensuu, Jyväskylä, Kajaani, Kemi-Tornio, Kittilä, Kokkola-Pietarsaari, Kuopio, Kuusamo, Lappeenranta, Maarianhamina, Mikkeli, Oulu, Pori, Rovaniemi, Savonlinna, Seinäjoki, Tampere-Pirkkala, Turku, Utti, Vaasa
Frankrig	Paris-Charles de Gaulle, Paris-Orly, Nice-Côte d’Azur, Lyon-Saint Exupéry, Marseille-Provence, Toulouse-Blagnac, Bâle-Mulhouse, Bordeaux-Mérignac, Nantes-Atlantique, Beauvais-Tille, La Réunion-Roland Garros, Pointe-à-Pitre-Le Raizet, Lille-Lesquin, Martinique-Aimé Césaire	Montpellier-Méditerranée, Bastia-Poretta, Ajaccio-Napoléon Bonaparte, Strasbourg-Entzheim, Brest-Bretagne, Biarritz-Pays Basque, Rennes-Saint-Jacques, Figari-Sud Corse, Pau-Pyrénées, Cayenne-Félix-Éboué, Toulon-Hyères, Perpignan-Rivesaltes, Tarbes-Lourdes-Pyrénées, Clermont-Ferrand-Auvergne, Mayotte-Dzaoudzi-Pamandzi, Carcassonne-Salvaza, Calvi-Sainte Catherine, Grenoble-Alpes-Isère, Caen-Carpiquet, Limoges-Bellegarde, Bergerac-Dordogne-Périgord, Béziers-Vias, Metz–Nancy–Lorraine, La Rochelle-Ile de Ré, Nîmes-Garons, Saint-Martin-Grand Case, Chambéry-Aix-les-Bains, Tours-Val De Loire, Saint Barthélemy, Deauville-Normandie, Paris-Le Bourget, Poitiers-Biard, Dole-Tavaux, Lorient-Lann-Bihoué, Saint-Pierre-Pierrefonds, Dinard-Pleurtuit-St-Malo, Brive-Souillac, Rodez-Aveyron, Châlons-Vatry, Quimper–Pluguffan, Castres-Mazamet, Maripasoula, Saint-Pierre-Pointe Blanche, Aurillac, Saint-Nazaire-Montoir, Agen-La Garenne, Lyon-Bron, Rouen - Vallée de Seine (2)
Tyskland	Berlin-Tegel, Berlin-Schönefeld, Bremen, Dortmund, Düsseldorf, Frankfurt/Main, Hahn, Hamburg, Hannover, Köln/Bonn, Leipzig/Halle, München, Nürnberg, Stuttgart	Augsburg, Braunschweig, Cuxhaven-Nordholz, Dresden, Emden, Erfurt, Friedrichshafen, Harle, Heide-Büsum, Helgoland, Heringsdorf, Ingolstadt/Manching, Juist, Karlsruhe/Baden-Baden, Kassel-Calden, Leutkirch-Unterzeil, Mainz-Finthen, Mannheim, Memmingen, Münster-Osnabrück, Niederrhein, Norden-Norddeich, Paderborn-Lippstadt, Rostock-Laage, Saarbrücken, Sylt-Westerland, Wangerooge (3)
Grækenland	Athens, Irakleion, Thessaloniki, Rodos, Kerkyra, Chania, Kos, Santorini	Zakynthos, Mykonos, Kefallinia, Aktio, Mytilini, Samos, Skiathos, Kalamata, Kavala, Karpathos, Chios, Alexandroupolis, Paros, Araxos, Ioannina, Limnos, Naxos, Milos, Ikaria, N. Anchialos, Siteia, Kythira, Leros, Skyros, Astypalaia, Syros, Kalymnos, Kastelorizo, Kozani, Kastoria, Kasos
Ungarn	Budapest Liszt Ferenc International Airport	Pécs-Pogány, Győr-Pér, Hévíz-Balaton, Debrecen, Szeged, Nyíregyháza
Irland	Dublin, Cork	Shannon, Ireland West Airport Knock, Kerry, Donegal, Waterford
Italien	Roma-Fiumicino, Milano-Malpensa, Bergamo-Orio al Serio, Venezia-Tessera, Napoli- Capodichino, Catania-Fontanarossa, Bologna-Borgo Panigale, Palermo-Punta Raisi, Milano-Linate, Roma-Ciampino, Bari-Palese Macchie, Pisa-San Giusto, Cagliari-Elmas, Torino-Caselle, Verona-Villafranca, Treviso-Sant’Angelo, Lamezia Terme, Olbia, Firenze-Peretola, Brindisi Casale	Genova-Sestri, Alghero-Fertilia, Trieste-Ronchi dei Legionari, Pescara, Ancona-Falconara, Trapani-Birgi, Rimini-Miramare, Reggio Calabria, Comiso, Lampedusa, Perugia, Crotone-Sant’Anna, Pantelleria, Cuneo-Levaldigi, Parma, Brescia-Montichiari, Marina di Campo, Bolzano, Taranto-Grottaglie, Grosseto, Salerno-Pontecagnano, Albenga, Aosta, Foggia, Forlì
Letland	Riga	Liepāja
Litauen	Vilnius International Airport	Kaunas International Airport, Palanga International Airport, Šiauliai International Airport
Luxembourg	Luxembourg-Findel
Malta	Luqa-Malta International Airport
Nederlandene	Amsterdam-Schiphol, Eindhoven, Maastricht, Rotterdam-Haag	Eelde
Polen	Chopina w Warszawie, Kraków-Balice, Gdańsk im. Lecha Wałęsy, Katowice-Pyrzowice, Warszawa/Modlin, Wrocław-Strachowice, Poznań-Ławica	Rzeszów-Jasionka, Szczecin-Goleniów, Bydgoszcz-Szwederowo, Łódź-Lublinek, Lublin, Zielona Góra-Babimost, Olsztyn-Mazury
Portugal	Lisboa, Oporto, Faro, Madeira, Ponta Delgada	Beja, Bragança, Cascais, Corvo, Flores, Graciosa, Horta, Lajes, Pico, Portimão, Porto Santo, Santa Maria, São Jorge, Vila Real, Viseu
Rumænien	International Airport »Henri Coanda« Bucuresti, International Airport »Avram Iancu« Cluj	International Airport Bucuresti Baneasa — Aurel Vlaicu, International Airport Craiova, International Airport Timisoara — Traian Vuia, International Airport Arad, International Airport Oradea, International Airport Baia Mare, International Airport Satu Mare, International Airport Sibiu, International Airport Targu Mures, International Airport Suceava, International Airport Iasi, International Airport Bacau, International Airport Tulcea, International Airport Mihail Kogalniceanu — Constanta, Airport Tuzla
Slovakiet	Airport M. R. Štefánika Bratislava	Košice, Poprad-Tatry, Sliač, Piešťany, Žilina
Slovenien		Ljubljana-Jože Pučnik, Maribor-Edvard Rusjan, Portorož
Spanien	AS Madrid-Barajas, JT Barcelona-El Prat, Palma de Mallorca, Málaga-Costa del Sol, Alicante-Elche, Gran Canaria, Tenerife-Sur, Valencia, Ibiza, Sevilla, CM Lanzarote, Bilbao, Tenerife-Norte, Fuerteventura, Menorca, Santiago, Zaragoza, Vitoria	Girona, La Palma, Asturias, A Coruña, FGL Granada-Jaén, SB Santander, Jerez de la Frontera, AI Región de Murcia, Reus, Vigo, Almería, Melilla, San Sebastián, El Hierro, Valladolid, Pamplona, Castellón, La Gomera, Badajoz, Ceuta, León, Algeciras, Murcia-San Javier (4), Logroño-Agoncillo, Salamanca, Burgos, Córdoba, Sabadell, Son Bonet, Madrid-Cuatro Vientos, Albacete, Huesca-Pirineos, Lleida-Alguaire, Ciudad Real IA
Sverige	Stockholm/Arlanda, Göteborg/Landvetter, Stockholm/Bromma, Stockholm/Skavsta	Malmö, Luleå/Kallax, Umeå, Åre Östersund, Visby, Ängelholm, Skellefteå, Växjö/Kronoberg, Kiruna, Kalmar, Sundsvall-Timrå, Ronneby, Linköping/Saab, Halmstad, Stockholm/Västerås, Norrköping/Kungsängen, Örnsköldsvik, Örebro, Jönköping, Arvidsjaur, Karlstad, Kristianstad, Trollhättan-Vänersborg, Gällivare, Borlänge, Lycksele, Vilhelmina, Hemavan Tärnaby, Kramfors-Sollefteå, Pajala, Sveg, Hagfors, Mora/Siljan, Torsby, Sälen
Det Forenede Kongerige	Heathrow, Gatwick, Manchester, Stansted, Luton, Edinburgh, Birmingham, Glasgow, Bristol, Belfast International, Newcastle, Liverpool, East Midlands London City, Leeds Bradford, Aberdeen, Belfast City	Barra, Benbecula, Biggin Hill, Blackpool, Bournemouth, Cambridge, Campbeltown, Cardiff, Carlisle Lake District Airport, City of Derry, Doncaster Sheffield, Dundee, Exeter, Humberside, Inverness, Islay, Isles of Scilly (St Marys), Kirkwall, Lands End, Lerwick, Lydd, Newquay, Norwich, Oxford, Prestwick, Scatsta, Shoreham, Southampton, Southend, Stornoway, Sumburgh, Teeside International, Tiree, Wick John O’Groats

Nr.	Beskyttet betegnelse i Japan	Transskription til det latinske alfabet (til orientering)	Produktkategori og kort beskrivelse [i skarp parentes til orientering]
1	江戸崎かぼちゃ / 江戸崎カボチャ / 江戸崎南瓜	Edosaki Kabocha	Landbrugsprodukt [squash]
2	吉川ナス	Yoshikawa Nasu	Landbrugsprodukt [aubergine]
3	新里ねぎ / NISSATO GREEN ONION	Nissato Negi	Landbrugsprodukt [grønne løg]
4	ひばり野オクラ	Hibarino Okra	Landbrugsprodukt [Okra]
5	今金男しゃく / Imakane Danshaku	Imakane Danshaku	Landbrugsprodukt [kartoffel]
6	田浦銀太刀 / Tanoura Gindachi	Tanoura Gindachi	Havprodukt [strømpebåndsfisk]
7	大野あさり / Ono Asari	Ono Asari	Havprodukt [musling]
8	大鰐温泉もやし / Owanionsen Moyashi	Owanionsen Moyashi	Landbrugsprodukt [bønnespirer]
9	檜山海参 / Hiyama Haishen	Hiyama Haishen	Forarbejdet havprodukt [tørret søagurk]
10	大竹いちじく / Otake Ichijiku	Otake Ichijiku	Landbrugsprodukt [figen]
11	八代特産晩白柚 / Yatsushiro Tokusan Banpeiyu	Yatsushiro Tokusan Banpeiyu	Landbrugsprodukt [pomelo]

12	八代生姜 / Yatsushiro Shoga / Yatsushiro Ginger	Yatsushiro Shoga	Landbrugsprodukt [ingefær]
13	物部ゆず /Monobe Yuzu	Monobe Yuzu	Landbrugsprodukt [Yuzu (citrusfrugt)]
14	福山のくわい /Fukuyama no Kuwai	Fukuyama no Kuwai	Landbrugsprodukt [arrowhead]
15	富山干柿 / Toyama Hoshigaki	Toyama Hoshigaki	Forarbejdet landbrugsprodukt [tørret japansk lotusdadelblomme]
16	山形ラ・フランス /Yamagata La France	Yamagata La France	Landbrugsprodukt [pære]
17	徳地やまのいも /Tokuji Yamanoimo	Tokuji Yamanoimo	Landbrugsprodukt [japansk yams]
18	網走湖産しじみ貝 / Abashirikosan Shijimigai	Abashirikosan Shijimigai	Havprodukt [ferskvandsmusling]
19	えらぶゆり / ERABU LILY / Erabu Yuri	Erabu Yuri	Planter til pynteformål [lilje]
20	西浦みかん寿太郎 /Nishiura Mikan Jutaro	Nishiura Mikan Jutaro	Landbrugsprodukt [mandarin (citrusfrugt)]
21	河北せり / Kahoku Dropwort / Kahoku Seri	Kahoku Seri	Landbrugsprodukt [japansk persille]
22	清水森ナンバ /Shimizumori Red Pepper /Shimizumori Green Pepper / Shimizumori Namba	Shimizumori Namba	Landbrugsprodukt [peber] Smagspræparater [peber]
23	甲子柿 / KASSHI GAKI/ KASSHI KAKI/ KASSHI PERSIMMON	Kasshi Gaki / Kasshi Kaki	Landbrugsprodukt [japansk lotusdadelblomme]
24	三重	Mie	Seishu (Sake)
25	和歌山梅酒	Wakayama Umeshu	Likør
26	利根沼田	Tone Numata	Seishu (Sake)
27	萩	Hagi	Seishu (Sake)
28	山梨	Yamanashi	Seishu (Sake)


	(1) EØS-relevant tekst.