560. plenarforsamling i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (JDE) – INTERACTIO, 27.4.2021-28.4.2021

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution om »en ny fortælling om Europa — EØSU's resolution om konferencen om Europas fremtid«

(2021/C 286/01)

Ordførere:

Stefano MALLIA (Gruppe I)

Oliver RÖPKE (Gruppe II)

Séamus BOLAND (Gruppe III)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin plenarforsamling den 27.-28. april 2021 (mødet den 27. april) følgende resolution med 226 stemmer for, 1 imod og 5 hverken for eller imod.

1.1.

Konferencen om Europas fremtid (»konferencen«) giver Europa en unik mulighed for at genskabe kontakten til de europæiske borgere og få fornyet føling med dem, også gennem civilsamfundets aktører, så borgerne får mulighed for på en meningsfuld måde at øve indflydelse på deres fælles fremtid. Det er nu på tide at realisere det løfte, der ligger i EU-traktatens artikel 11, om at give borgerne og de repræsentative organisationer mulighed for at give udtryk for deres synspunkter inden for alle Unionens arbejdsområder og diskutere dem offentligt, samt at føre en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med de repræsentative organisationer og civilsamfundet.

1.2.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er overbevist om, at konferencens succes også vil afhænge af, hvorvidt vi er i stand til skitsere en ny fortælling for Europa, som er baseret på forholdene i det virkelige liv, og som de europæiske borgere kan føle sig som en del af. En sådan fortælling skal ikke bare være en liste over resultater. Den skal i stedet være en konkret rationel og emotionel forbindelse mellem EU og borgerne. Strategiske temaer bør sættes i et fælles perspektiv, så man undgår en à la carte-tilgang til EU. Formålet er at genopdage og forny en stærkt tiltrængt fællesskabsfølelse baseret på fælles værdier, skabe nyt europæisk momentum og imødegå nuværende og fremtidige udfordringer.

1.3.

EØSU har dybt forankrede forbindelser til alle samfundslag (arbejdsgivere, fagforeninger, civilsamfundet generelt) i alle medlemsstater. Udvalget er derfor bedst placeret til at inddrage det organiserede civilsamfund på en effektiv måde, da det har de respektive netværk til at gøre det. Dette er udvalgets ubestridte knowhow og eksistensberettigelse. Det har afgørende betydning, at EØSU er permanent til stede under hele konferencens forløb, herunder også i konferencens bestyrelse.

1.4.

EØSU bør være en integreret del af konferencens ledelse. Udvalget er fast besluttet på at fremsætte stærke og klare forslag på grundlag af sin fortælling og vision for EU i de kommende årtier. Udvalget gentager sin stærke overbevisning om, at konferencen bør munde ud i forslag og løsninger, som vil gøre en reel og mærkbar forskel for EU's borgere. Det er derfor afgørende, at konferencen gør konkrete, målbare fremskridt og ikke blot resulterer i uforpligtende drøftelser med borgerne, som i sidste ende ikke fører nogen steder hen. Kommissionens næstformand Maroš Šefčovičs forslag om at gøre konklusionerne fra konferencen til en del af Kommissionens arbejdsprogram for 2022 peger som sådan i den rigtige retning. Dette er et afgørende punkt, som underbygger troværdigheden af og ambitionerne i forbindelse med hele denne politiske proces.

1.5.

Konferencens ledelse bør definere omfanget af og formålet med borgernes og civilsamfundets engagement, og det bør præciseres fra starten. Hvis man kender målet for deltagelsesinstrumenterne, kan det også være med til at tilpasse målene til de midler, der er til rådighed, både med hensyn til procesudformning og budget. Ledelsen vil helt sikkert være nødt til at anvende forskellige formater og metoder for inddragelse — alt afhængigt af, i hvilken fase og på hvilket niveau, man på et givet tidspunkt befinder sig — og finde måder til at nå ud til de europæiske borgere, der ikke som udgangspunkt er motiverede til at deltage. Borgernes og civilsamfundets bidrag bør tages op af politikere og institutioner eller afspejles i beslutninger. Ellers vil deres tillid til disse øvelser højst sandsynligt blegne. For høje forventninger bør undgås. En feedbackmekanisme skal sikre, at de idéer, der kommer til udtryk under de forskellige dele af konferencen, munder ud i konkrete anbefalinger til EU-tiltag.

1.6.

Konferencens korte tidsramme lægger begrænsninger på alle deltagerne. Den skal derfor opfattes som et udgangspunkt for en løbende proces for større inddragelse af EU's borgere, som bygger videre på denne indledende periode. Denne mulighed bør udnyttes til at ændre paradigmet og ambitionsniveauet inden for de forskellige politikområder, herunder økonomiske og sociale politikker og miljøpolitikker.

1.7.

Det er nødvendigt, at drøftelserne på konferencen bliver fulgt op af alle aktører, at disse har en positiv indstilling til dem, og at man ikke gør sig forudfattede meninger om de næste skridt, men holder alle muligheder i spil. I den henseende er der i løbet af de senere år blevet lanceret en række EU-initiativer og -instrumenter, som nu skal gennemføres. Der bør arbejdes hen imod regelmæssig overvågning af gennemførelsen, og tilvejebringes en opdatering med hensyn til de fremskridt, der gøres på EU-niveau i forhold til de vedtagne foranstaltninger og tilgængelige instrumenter.

2. En ny fortælling om Europa — Europa: et godt sted at bo og trives

2.1.

På den baggrund foreslår EØSU en ny fortælling om Europa, som knytter Europas fortid — såvel den fjerne som den nyere fortid — sammen med nutiden og giver en vision for fremtiden, der bygger på samarbejde over grænserne, styrkede bånd mellem de europæiske folk, og er rodfæstet i værdier som solidaritet, social retfærdighed, samarbejde mellem generationerne, ligestilling mellem kønnene, bæredygtig velstand og retfærdige grønne og digitale omstillinger. Det er bydende nødvendigt at mobilisere offentlig støtte til disse værdier med henblik på at genoverveje vores vækst- og styringsmodeller i retning af bæredygtighed, opbygge et mere lige samfund og sætte civilsamfundsorganisationerne i centrum for denne genopbygning og genopretning.

Det Europa, vores borgere har brug for, er et Europa, som:

—	anerkender, at civilsamfundet er vogter af almenvellet og en nødvendig aktør med hensyn til at finde løsninger på Europas fælles udfordringer

—

fokuserer på en retfærdig og bæredygtig genopretning fra covid-19-krisen, som baner vej for et mere inklusivt samfund og opbygger langsigtet konkurrencedygtighed under fuld hensyntagen til de indbyrdes forbundne sociale, økonomiske, demografiske og klimamæssige kriser i EU's medlemsstater, nødvendigheden af en grøn og en digital omstilling samt de langsigtede strukturelle ændringer, der er blevet udløst af pandemien. Europas økonomi skal have fuld støtte til at genindvinde det tabte, idet der tages hensyn til behovet for opadgående konvergens, større samhørighed, social beskyttelse, øgede investeringer i offentlige tjenester, verdensmålene for bæredygtig udvikling og fattigdomsbekæmpelse

—

støtter økonomisk og social genopretning, iværksætteri, en retfærdig omstilling, skabelse af kvalitetsjob, uddannelse og tilegnelse af færdigheder, innovation, infrastrukturinvesteringer og sociale investeringer, dekarbonisering, digitalisering, fuldførelse af det indre marked og økonomisk og monetær integration

—	beskytter alle sine borgere, herunder de mest marginaliserede, værner om deres helbred og sikkerhed, miljøet og biodiversiteten

—	respekterer og fremmer mangfoldighed, ligestilling mellem kønnene, grundlæggende rettigheder, demokrati, social dialog og inklusiv forvaltning

—	fremmer fred, sikkerhed og fremgang i hele verden gennem multilateralisme, fremme af demokrati og retsstatsprincippet, menneskerettigheder, social dialog, verdensmålene, diplomati og åben, retfærdig og bæredygtig handel.

2.2.

Alle EØSU's medlemmer anerkender, at den dobbelte omstilling, dvs. den grønne og den digitale omstilling, spiller en afgørende rolle i forhold til at styrke Europas bæredygtige konkurrenceevne, solidaritet og modstandsdygtighed over for fremtidige kriser. Covid-19-pandemien er den hårdeste krise, EU har stået over for siden sin oprettelse. Pandemien har skærpet EU's behov for at kunne levere overbevisende og konsekvente svar med henblik på at forbedre EU's politiske, sundhedsmæssige, økonomiske og sociale dimensioner. Konferencen giver EU en enestående mulighed for at nå dette resultat.

Behovet for en fælles europæisk tilgang er blevet fremhævet af covid-19-pandemiens konsekvenser for vores borgere, samfund og økonomier. Pandemien har vist, at der er god grund til at handle i fællesskab, men den har også afsløret svagheder i, hvordan Europa håndterer sådanne grundlæggende udfordringer. I en tid, hvor den ene krise afløser den anden, vil EU være nødt til at styrke sin kapacitet til at håndtere kriser for at levere de resultater, som de europæiske borgere ønsker og fortjener.

2.3.

Denne krise har også gjort det klart, at EU bør gøre en større indsats for at sikre, at virksomheder og arbejdstagere lige såvel som personer, der er ramt af fattigdom og social udstødelse, beskyttes ordentligt mod virkningerne af de seneste og kommende udfordringer. Covid-19 har også gjort det klart, at det er nødvendigt at støtte en bæredygtig konkurrenceevne og øge investeringerne i sundhedssystemer, pleje, uddannelser og sociale tjenester af høj kvalitet i hele EU. Det vil være afgørende at forbedre sundhedskoordineringen på EU-plan yderligere, blive bedre til at tackle grænseoverskridende sundhedstrusler og styrke EU's sundhedssystemer.

2.4.

EU kan sætte sin lid til en række centrale styrker såsom det indre marked, som er et af de største markeder i verden, en vifte af grundlæggende, uomgængelige værdier (1), som er en integreret del af det europæiske samfund og demokrati, og solidaritet, som demonstreret af en ambitiøs resiliens- og genopretningsfacilitet, der kræver effektiv gennemførelse af nationale genopretningsplaner. EU's ultimative mål må være at styrke vores sociale markedsøkonomi, hvor en bæredygtig, konkurrencedygtig økonomi går hånd i hånd med veludviklede socialpolitikker. Det følger heraf, at gennemførelsen af den europæiske grønne pagt, som EØSU har hilst velkommen lige fra begyndelsen, er vejen frem. Den grønne pagt er den nye europæiske vækststrategi med velstand, bæredygtighed og social retfærdighed som omdrejningspunkt. En retfærdig omstilling til en klimaneutral levevis, som fremmer kvalitetsjob og er befordrende for en bæredygtig iværksætterkultur og innovation, herunder den cirkulære økonomi og sociale økonomi, vil være afgørende for et blomstrende Europa.

2.5.

EU står imidlertid over for en række store udfordringer. Pandemien vil skabe større og ikke mindre ulighed, både medlemsstaterne imellem og internt i de enkelte lande. Det er derfor, det er vigtigt at følge to forskellige spor: den europæiske økonomis bæredygtige konkurrenceevne og virksomheder i alle størrelser, navnlig SMV'er, skal styrkes yderligere. Samtidig bør EU favne en mere ambitiøs og konkret social dimension, som sikrer, at ingen lades i stikken.

2.6.

For at beskytte sine værdier og opfylde sine prioriteter er det også nødvendigt, at EU spiller en positiv rolle i den internationale økonomi. I en verden præget af stærk konkurrence og gnidninger, ikke kun på det økonomiske område, men også på politisk niveau, skal EU være en global aktør, som kan forsvare sine interesser og værdier mere effektivt. Det at opnå en grad af åben strategisk autonomi for at fastholde EU's evne til at handle på vigtige økonomiske områder skal gå hånd i hånd med et ønske om at samarbejde for at fremelske løsninger på fælles udfordringer såsom klimaforandringer og styrke det regelbaserede multilaterale system.

2.7.

Pandemien har fremhævet betydningen af et stærkt og modstandsdygtigt europæisk industrigrundlag. Europa er nødt til at have en ambitiøs industripolitik, der kan fungere som drivkraft for de to omstillinger — digitalisering og bæredygtighed — samtidig med, at Europas globale konkurrenceevne styrkes. En ny industripolitik, som anvender en række forskellige foranstaltninger (herunder handel, færdigheder, investeringer, forskning og energi), er nødt til hele tiden at forudse, hvad der bliver de centrale økonomiske sektorer og drivkræfter i fremtiden, og skabe de rammebetingelser (herunder de nødvendige kvalifikationsprofiler), så europæisk industri kan forblive i front i en global sammenhæng, når det gælder teknologi og innovation, hvilket vil give Europa arbejdspladser af høj kvalitet og bæredygtig vækst. Opnåelse af en god konkurrenceevne, bæredygtighed og social retfærdighed på samme tid vil sikre Europas socioøkonomiske model for fremtiden.

2.8.

Det er afgørende vigtigt, at EU udnytter denne mulighed til at modernisere og omdanne og omstille sine industrielle sektorer og deres forsyningskæder, så de kan forblive konkurrencedygtige i en verden med lavere emissioner. At gøre noget ved de udfordringer, der er knyttet til de langsigtede omstillinger, kræver foregribelse af forandringer og aktiv forvaltning af omstillingen fra politikere, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundets organisationer og centrale interessenter i disse lande og regioner. Social dialog, oplysning, høringer og inddragelse af arbejdstagerne og deres repræsentative organisationer spiller en central rolle i en fremtidsorienteret håndtering af omstillingerne. Dette vil være helt afgørende for Europa, da EU kun kan få succes ved at sætte både virksomheder og arbejdstagere i centrum for genopretningen og de fremtidige politikker. Konkurrenceevne og inklusion er nødt til at gå hånd i hånd: de medlemsstater, som har de bedste resultater set fra et økonomisk synspunkt, er dem som har de højeste sociale og arbejdsmarkedsmæssige standarder, ikke omvendt.

3. EØSU's rolle

3.1.

For at styrke EØSU's egen rolle, er det nødvendigt at demonstrere udvalgets relevans og merværdi som et rådgivende organ med udgangspunkt i dets unikke rolle, der består i at bygge bro over kløften 1) mellem politiske beslutningstagere og civilsamfundet, 2) mellem forskellige civilsamfundsaktører og 3) mellem aktører på henholdsvis nationalt plan og EU-plan. Særligt er det vigtigt at skabe en tværnational debat, som forbinder EU-debatterne på medlemsstatsniveau med hinanden.

3.2.

EØSU's holdning bør være resultatet af en reel debat med udgangspunkt i input fra civilsamfundets aktører og udviklet fra bunden og op. Denne tilgang er den eneste, som sikrer, at der tages hensyn til alle synspunkter, og som giver klare og effektive resultater.

3.3.

Der bør indledes et samarbejde med Regionsudvalget (RU) om sammen at arrangere going local-arrangementer i fuld respekt for de to udvalgs forskellige, men komplementære ansvarsområder.

3.4.

EØSU tilskyndes til via sine medlemmer på konferencens plenarforsamling og via sine observatører i bestyrelsen at fungere som et institutionelt bindeled mellem konferencen og nationale organisationer, der repræsenterer civilsamfundet.

3.5.

EØSU har en ad hoc-gruppe, som er enedes om en køreplan med følgende mål:

—	Forbedre måderne til at inddrage og skabe kontakt til civilsamfundsaktører, navnlig ved at interagere og aktivere EØSU-medlemmernes hjemlige kredse.

—	Opgradere og styrke EØSU's egen rolle og indflydelse.

—	Bidrage med strukturerede input fra civilsamfundet til EU's politiske beslutningsproces ved at fremsætte relevante forslag til Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen, om hvordan man forbedrer EU's funktion og EØSU's arbejde i lovgivningsprocessen.

3.6.

EØSU vil rapportere tilbage om debatterne og dialogerne i medlemsstaterne og på konferencen til EØSU's plenarforsamling med deltagelse af medlemmer af Europa-Parlamentet, medlemmer af RU, kommissærer og Rådets ministre.

4. Konklusioner

Den fremtid, vi ønsker: civilsamfundet i førersædet

4.1.

EØSU tror på, at der er behov for en stærk, fælles fortælling om Den Europæiske Union.

I den sammenhæng skal EU ses som: 1) vogter af fælles grundlæggende værdier såsom frihed, demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet, 2) en global drivkraft for bæredygtighed, åben og fair handel og multilateralisme, 3) en tryg havn for en unik økonomisk og social model baseret på fair konkurrence og solidaritet i et område uden indre grænser, og 4) drivkraft for bæredygtig velstand med et stærkt europæisk civilsamfund i centrum.

4.2.

Konferencen om Europas fremtid bør være det redskab, som vi kan bruge til at skabe varige forandringer i EU, herunder øget og mere meningsfuld inddragelse af borgerne og det organiserede civilsamfund i det europæiske offentlige rum. Som et første skridt i denne proces skal civilsamfundet arbejde i partnerskab i et tæt samarbejde om netværk, udveksling af bedste praksis og konsensussøgning.

4.3.

Civilsamfundets organisationer spiller en afgørende rolle i at udpege løsninger på de aktuelle udfordringer. EØSU opfordrer til, at EU og de nationale myndigheder anerkender det organiserede civilsamfunds centrale rolle med hensyn til at opbygge tillid, forme den offentlige mening og fungere som positive drivkræfter for forandring. Det er også nødvendigt, at EU støtter den afgørende rolle, som civilsamfundsorganisationer spiller med hensyn til at fremme og forsvare europæiske værdier, demokrati, grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet mod øget illiberalisme, populisme og indskrænkninger af civilsamfundets råderum.

4.4.

Nøglen til EU's fornyelse og socioøkonomiske genopbygning vil være at sikre, at alle dele af samfundet inddrages effektivt i fælles udformning, meddeltagelse, medgennemførelse og medvurdering af EU's politikker, navnlig de nationale genopretnings- og resiliensplaner samt fremtidige nationale reformprogrammer, ved at anvende eksisterende høringsstrukturer såsom det europæiske semester og udtrykkeligt anerkende civilsamfundsorganisationerne som vigtige gennemførelsespartnere og støttemodtagere.

4.5.

At forestille sig og opbygge disse modstandsdygtige, lige og bæredygtige samfund vil kræve bundstyrede initiativer, som favner nye definitioner af trivsel og udvikling ud over BNP og samtidig respekterer borgernes holdninger og rettigheder. Derudover er det afgørende, at de begrænsninger af rettighederne, som blev indført under pandemien, ikke videreføres efter covid-19.

4.6.

Endelig er det også afgørende for EØSU hele tiden at evaluere de foreslåede foranstaltninger og politiske tiltag. EØSU vil yde et solidt bidrag til denne proces gennem de erfaringer og den knowhow, udvalget har med hensyn til at indgå i en dialog med borgerne i hele samfundet i alle EU's medlemsstater.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Artikel 2 i EU-traktaten.

560. plenarforsamling i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (JDE) – INTERACTIO, 27.4.2021-28.4.2021

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/8

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Liberale erhverv 4.0«

(Initiativudtalelse)

(2021/C 286/03)

Ordfører:

Rudolf KOLBE

Plenarforsamlingens beslutning	20.2.2020
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	31.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	233/0/3

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

De liberale erhverv anvender allerede i dag i stor udstrækning og med succes digitale løsninger og løsninger baseret på kunstig intelligens (AI) til gavn for deres kunder og spiller — f.eks. på ingeniørområdet — en central rolle i den teknologiske udvikling af dem. De bør også fremover i højere grad inddrages i udviklingen og valideringen af sådanne løsninger for at sikre, at de er effektive og praktisk anvendelige.

1.2.

Digitale løsninger bør ikke betragtes som konkurrence til eller en erstatning for de liberale erhvervs tjenesteydelser. De er tværtimod hjælpemidler, som allerede i dag forbedrer og udvider tilvejebringelsen af disse tjenesteydelser.

1.3.

De liberale erhverv bør af hensyn til deres klienter, patienter og kunder være i stand til at afdække og vurdere de risici, som følger af brugen af digitale teknologier. Dette skal ses i lyset af det særlige tillidsaspekt, som kendetegner dette forhold, og som fortsat vil være et centralt element, selv når der anvendes digitale distributionskanaler.

1.4.

Patienter, klienter og kunder skal i forbindelse med digitale løsninger kunne stole på, at tjenesteydelserne tilvejebringes på et fagligt grundlag og uafhængigt af eksterne interesser, og at udbyderne af dem påtager sig et personligt ansvar herfor. I den henseende er en passende regulering af de liberale erhverv, som er tilpasset den digitale udvikling, en vigtig forudsætning.

1.5.

De liberale erhverv skal konsekvent sikre databeskyttelse og forsvare denne over for tredjemand. Det er nødvendigt med en sikker digital infrastruktur i EU for at undgå datamisbrug.

1.6.

De liberale erhverv skal ajourføre indholdet af deres uddannelser og videreuddannelser for at sikre, at såvel tjenesteudbydernes som deres ansattes IT-kompetencer og digitale kompetencer er af så høj en kvalitet som muligt. EU opfordres til at understøtte disse processer med relevante støtteprogrammer.

1.7.

De liberale erhverv skal tilpasse deres selvregulering til den digitale udvikling og aktivt bidrage til at forme processen. Det kan i den sammenhæng blive nødvendigt at udvide de fagetiske regler.

1.8.

Fremvæksten af nye liberale erhverv, der muliggøres i takt med digitaliseringen, bør fremmes på grundlag af de i Rommanifestet fastsatte kriterier og principper.

2. Covid-19 og de liberale erhverv

2.1.

Pandemien har igangsat en massiv digitaliseringsproces, også inden for de liberale erhverv. Det voksende behov for tjenesteydelser fra de liberale erhverv og begrænsningerne som følge af pandemien har nødvendiggjort en kraftig udvidelse af de digitale tilbud. Krisen har tydeliggjort, hvor afhængigt vores samfund er blevet af faglig ekspertise inden for kritiske liberale erhverv. Som vigtige partnere for regeringerne i håndteringen af krisen og sikringen af befolkningens grundlæggende behov skal de liberale erhverv i fremtiden integreres endnu bedre i arbejdsmarkedssystemerne, og deres tjenesteydelser skal sikres med en passende regulering af de liberale erhverv, som er tilpasset den digitale udvikling. Det er foruroligende, at mange selvstændige og udøvere af liberale erhverv ikke eller kun i ringe omfang har haft adgang til statsstøtte under pandemien.

2.2.

Den stærke digitalisering af de liberale erhvervs tjenesteydelser vil kunne forbedre forsyningen, også i fjerntliggende regioner, varigt. I den forbindelse skal det sikres, at kløften mellem land og by med hensyn til hurtigt bredbåndsinternet, som i dag stadig er alt for stor, afhjælpes så hurtigt som muligt, og at de digitale tjenesteydelser gøres lige tilgængelige for mennesker i alle regioner. Under krisen har de liberale erhverv investeret i digitalisering og databeskyttelse for at kunne leve op til deres opgave som leverandører af tjenesteydelser af almen interesse i nøglepositioner i samfundet. Derfor er det vigtigt, at der i forbindelse med alle foranstaltninger til genopretning af økonomien også tages udtrykkeligt hensyn til de liberale erhverv som værende en kritisk gruppe.

3. Rommanifestet — definition af de liberale erhverv

3.1.

De liberale erhverv spiller en afgørende rolle i den økonomiske og sociale udvikling i EU. De er en del af den brede vifte af lovregulerede erhverv, der skal have specifikke kvalifikationer, og som tegner sig for 22 % af alle arbejdstagere i Europa. I 2013 kom mere end en tiendedel af bruttoværditilvæksten i EU fra de liberale erhverv. Covid-19-krisen har fremhævet vores samfunds vitale afhængighed af de højt kvalificerede tjenesteydelser, der tilvejebringes af de liberale erhverv. Som modstandsdygtige arbejdsgivere og virksomheder har de liberale erhverv et betydeligt beskæftigelsespotentiale. De udfører desuden vigtige opgaver af almen interesse. De tjenesteydelser, som de leverer, er tæt forbundet med menneskers basale behov, såsom liv, arbejde, sundhed, sikkerhed og ejendom. I den forbindelse er det vigtigt at sikre lige adgang til de liberale tjenesteydelser, bl.a. på lægemiddelområdet, inden for socialsikringssystemerne og på det retslige område i form af retshjælp. Anbefalinger om lofter og intervaller for honorarer og gebyrer skal beskytte dem, som efterspørger de liberale tjenesteydelser, og som på grund af informationsasymmetrien er afhængige af, at der findes sådanne bestemmelser.

3.2.

EØSU har gentagne gange beskæftiget sig med de liberale erhverv og bestilte i 2014 en omfattende undersøgelse med titlen »The state of the Liberal Professions concerning their functions and relevance to European civil society« (1). Det har i forbindelse med dette arbejde vist sig, at der hidtil ikke har været nogen generelt bindende forståelse eller nogen almindeligt gældende definition af de liberale erhverv på EU-plan.

3.3.

For at definere begrebet »liberale erhverv« vedtog EØSU derfor Rommanifestet i december 2017. I den sammenhæng kunne man trække på det forberedende arbejde, der var blevet udført i forskellige europæiske paraplyorganisationer for liberale erhverv, som i fællesskab havde forsøgt at formulere en europæisk definition i form af et charter for liberale erhverv.

3.4.

Ifølge Rommanifestet tilvejebringer de liberale erhverv intellektuelle tjenesteydelser på grundlag af særlige faglige kvalifikationer eller færdigheder. Disse tjenesteydelser har et personligt særpræg og bygger på et tillidsforhold. Udøvere af liberale erhverv udfører deres hverv på et fagligt og uafhængigt grundlag og påtager sig et personligt ansvar herfor. De kendetegnes ved en faglig etik, de er bundet af såvel deres kunders interesser som almenvellet, og de er underlagt et system af faglig organisation og tilsyn.

3.5.

Denne definition er ikke udtømmende, men derimod åben for ny teknologisk udvikling og nye erhverv. Rommanifestet viser, at disse træk er karakteriserende for de liberale erhverv, men ikke altid foreligger kumulativt.

4. Udfordringer ved digitaliseringen

4.1.

Den verdensomspændende digitalisering har igangsat en omstilling af hele samfundet, hvis følger ikke kan forudses. Covid-19-pandemien vil sætte yderligere skub i denne udvikling.

4.2.

Følgende eksempler viser, at digitale løsninger og distributionskanaler samt anvendelsen af kunstig intelligens allerede indgår som et uundværligt indslag i mange af de liberale erhvervs tjenesteydelser og kan optimere disse yderligere i fremtiden. Endnu kender man ikke følgerne af den manglende personlige kontakt for det særlige tillidsforhold, der findes mellem udøverne af liberale erhverv og deres kunder, klienter eller patienter, ligesom det er uvist, i hvilket omfang den såkaldt menneskelige faktor kan erstattes af kunstig intelligens.

4.2.1.

Inden for juridisk rådgivning bliver blockchainteknologier og legal techs stadig mere udbredt. Elektroniske advokatpostkasser og e-forvaltningsløsninger vil medføre en varig ændring af kommunikationen med domstole og myndigheder. De liberale erhverv er allerede i dag vigtige partnere i gennemførelsen af e-forvaltningsprojekter og bidrager væsentligt til administrativ forenkling på dette område.

4.2.2.

Hvad angår projektering, vinder modellering af bygningsinformation (building information modeling, BIM) — en metode til integreret projektering, opførelse og drift af bygninger — stadig større indpas, og mange sikkerhedsvurderinger af infrastruktur udføres ved hjælp af kunstig intelligens.

4.2.3.

På sundhedsområdet har AI-løsninger skabt betydelige forandringer inden for medicinsk diagnostik. Hertil kommer udviklingen inden for online lægekonsultationer og elektroniske recepter samt den tiltagende anvendelse af elektroniske patientjournaler.

4.3.

Digitaliseringen ændrer på kommunikations- og informationskanalerne. Den giver på den ene side forbrugerne mulighed for at søge information før og under brugen af liberale tjenesteydelser og således mindske den nuværende informationsasymmetri. På den anden side er der en risiko for, at et overudbud af ufiltrerede og ukommenterede oplysninger eller målrettede fake news gør forbrugerne usikre og fører til alvorlige fejlbedømmelser, og at informationsasymmetrien sågar bliver yderligere forstærket.

4.4.

Digitaliseringen af de liberale erhvervs tjenesteydelser og AI-baserede talegenkendelses- og oversættelsessystemer vil mindske bundetheden til sted og sprog. Dette gælder især for konsulent- og projekteringstjenester, men også for tjenesteydelser på social- og sundhedsområdet. Dette må dog ikke føre til, at det i servicedirektivet fastsatte værtslandsprincip bliver udhulet.

4.5.

Datakvaliteten i forbindelse med AI-løsninger er særligt vigtig i forbindelse med de liberale erhvervs tjenesteydelser. For at sådanne løsninger i praksis kan anvendes med succes på følsomme områder, er det nødvendigt, at de liberale erhverv inddrages i den tekniske udvikling og særligt i kvalitetssikringen af data.

4.6.

Et andet vigtigt aspekt i den forbindelse er anonymisering eller pseudonymisering af data som grundlag for en sikker dataanvendelse til gavn for kunderne. Samtidig øger den teknologiske udvikling risikoen for cyberkriminalitet, hvilket også truer de liberale erhvervs tjenesteydelser.

4.7.

Digitaliseringen vil lette markedsadgangen for nye kommercielle aktører, hvis udbud målrettet tager afsæt i de liberale erhvervs forretningsmodeller. EU og medlemsstaterne opfordres til om nødvendigt at understøtte denne proces med regulering, f.eks. af forholdet mellem platformsudbydere og liberale erhverv samt af adgangen til sådanne platforme. Nationale tilsynsmyndigheder og faglige organisationer bør inddrages i denne proces. På lægemiddelområdet er store onlineapoteker, som opererer på tværs af grænserne, i de seneste år skudt frem. Som nye aktører vil de virksomheder, der allerede råder over digital ekspertise, sandsynligvis være bedre stillet.

5. Centrale aspekter af de liberale erhverv i den digitale omstilling

5.1.

Mellem udøveren af et liberalt erhverv og dennes klient, patient eller kunde består der et særligt tillidsforhold, som er et vigtigt træk ved de liberale tjenesteydelser. Digitaliseringen sætter dette tillidsforhold på prøve. Dette skyldes bl.a., at den personlige kontakt ikke længere foregår direkte, men i stigende grad gennem tekniske hjælpemidler som f.eks. videomøder og elektroniske meddelelsestjenester. Den personlige rådgivning og betjening, som er baseret på tillid, også i digital form, vil dog fortsat udgøre et centralt element i tilvejebringelsen af liberale tjenesteydelser.

5.2.

På lang sigt rejser spørgsmålet sig imidlertid, om AI-løsninger kan leve op til de samme krav som menneskelige konsulenttjenester. I teorien vil tillidsforholdet mellem mennesker kunne forvandles til et tillidsforhold mellem mennesker og maskiner. AI-løsningerne er dog stadig ikke nået så langt. Den endelige beslutning skal ligge hos mennesket (»human in command«-princippet). Den programmering, der ligger til grund for AI, skal være menneskeorienteret, gennemsigtig og primært være målrettet tjenesteydelsesmodtagernes interesser samt følge de samme ansvarsretlige standarder. Det er desuden afgørende for AI-løsningers succes og for tilliden til dem, at de tilgrundliggende algoritmer er gennemsigtige og forståelige. De må ikke føre til forvridninger eller udbredelse af fordomme.

5.3.

Et vigtigt grundlag for dette tillidsforhold er faglig uafhængighed og ejerskab. Det er et uundværligt træk ved de liberale tjenesteydelser, at patienter, klienter og kunder kan stole på, at tjenesteydelserne tilvejebringes på et fagligt grundlag og uafhængigt af eksterne interesser, og at udbyderne af dem påtager sig et personligt ansvar herfor. Netop på det digitale område, hvor det er vanskeligere at overskue interessepåvirkninger, vil tilliden til uafhængig faglig ekspertise få stadig større betydning.

5.4.

Datasikkerhed og databeskyttelse er centrale elementer i tilvejebringelsen af liberale tjenesteydelser i den digitale tidsalder. De liberale erhverv spiller her en central rolle, da de garanterer deres klienter og patienter en sikker anvendelse af digitale løsninger og informerer dem om risiciene forbundet hermed. Dette styrker tillidsforholdet til modtagerne af tjenesteydelserne og går hånd i hånd med overholdelsen af tavshedspligten.

5.5.

Det skal samtidig bemærkes, at de liberale erhverv ikke kan opspore alle tilfælde af datamisbrug, hvilket har afgørende betydning for eventuelle ansvarsspørgsmål. Dette er især tilfældet, når datamisbrug sker via eksterne aktørers adgang til tilgængelig digital infrastruktur uden for EU. EU bør derfor fremme etableringen og udbygningen af sikker digital infrastruktur for at kunne følge med konkurrenterne fra andre regioner i verden.

6. Digitalisering og uddannelse

6.1.

Digitaliseringen vil ændre kravene til uddannelse, videreuddannelse og efteruddannelse inden for de liberale erhverv. Der er brug for vilje til livslang læring, som ikke kun omfatter det egentlige fagområde, men også tilegnelse af hastigt skiftende digitale kompetencer på andre områder.

6.2.

Udøverne af liberale erhverv skal udstyres med de relevante digitale kompetencer allerede under deres uddannelse og i deres videre arbejdsliv for at sikre, at de har noget at bygge videre på i fremtiden. EU opfordres til at ledsage disse processer med relevante støtteprogrammer.

6.3.

Tilegnelse og videreudvikling af digitale kompetencer gælder også for de ansatte inden for de liberale erhverv, hvis uddannelse den selvstændige erhvervsdrivende har ansvaret for.

7. Digitalisering og erhvervsregulering

7.1.

De høje kvalitets- og sikkerhedskrav til liberale tjenesteydelser er i mange lande reguleret ved lov. Der skal værnes om dem, uanset om disse tjenesteydelser leveres digitalt eller ej. Nationale erhvervsregler har i mange år været under pres i EU. Samtidig med at Kommissionen håber på, at en reduktion af nationale erhvervsregler vil give mere økonomisk vækst og konkurrence, ses der bort fra de omkostninger, der opstår ved fejl som følge af manglende kvalitetssikring på deregulerede markeder for liberale tjenesteydelser. Mange medlemsstater mener, at deres regler er nødvendige og hensigtsmæssige for at sikre kvaliteten, navnlig af kritiske liberale tjenesteydelser.

7.2.

Da nye digitale former for levering af liberale tjenesteydelser i stigende omfang ikke længere vil kunne rummes inden for de eksisterende lovgivningsmæssige rammer, vil der ske tilpasninger af de eksisterende erhvervsregler. For at sikre den nødvendige fleksibilitet bør de regler, der som følge af digitaliseringen kan undværes, revideres. På den anden side vil det blive mere nødvendigt ved lov at sikre visse principper vedrørende adgangen til og udøvelsen af liberale erhverv for at undgå, at digitaliseringen får negative følger for forbrugerne og de liberale erhverv.

7.3.

Grundlæggende kommer det til at handle om at finde et optimalt forhold mellem bindende regler og såkaldt soft law. Selvregulering inden for de liberale erhverv er her en prioritet. Først når denne ikke fungerer, opfordres lovgiveren til at regulere. Der bør tilskyndes til vedtagelse af etiske regler for de liberale erhverv, der ikke er reguleret.

8. Digitalisering og de liberale erhvervs selvregulering

8.1.

Et karakteristisk træk ved de liberale erhverv er en eller anden form for faglig organisation. Denne varierer imidlertid betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat.

8.2.

Selvregulering organiseres hovedsagelig regionalt og sommetider lokalt. Digitaliseringen gør op med tjenesteydelsernes traditionelle afhængighed af sted og sprog. Dermed rejser spørgsmålet sig, hvordan man effektivt kan sikre erhvervstilsyn i fremtiden. Dette er et spørgsmål, som de selvregulerende organer bør tage fat på i god tid.

8.3.

Digitaliseringen giver de liberale erhvervs faglige organisationer og brancheorganisationer nye opgaver. De kan hjælpe deres medlemmer med at udvikle nye digitale forretningsområder eller arbejde med nye medier.

8.4.

Digitaliseringen vil kræve en tilpasning af de fagetiske regler, som er blevet fastsat inden for rammerne af de liberale erhvervs selvregulering. En erhvervsetik, som sikrer, at de vigtigste grundelementer i de liberale erhverv overholdes, er en vigtig forudsætning for at undgå, at digitaliseringsprocesser får negative følger for forbrugerne. Her kan fagetiske regler supplere de lovgivningsmæssige bestemmelser.

9. Fremvækst af nye former for liberale erhverv

9.1.

Digitaliseringen kan udvide de eksisterende faglige profiler og styrke det tværfaglige samarbejde med andre erhverv samt — hvis kriterierne i Rommanifestet opfyldes — fremme nye liberale erhverv i et åbent system under udvikling.

9.2.

Desuden vil digitaliseringen forstærke den løbende kommercialisering af liberale tjenesteydelser og ændre traditionelle liberale erhverv.

9.3.

Selvregulering, fagetiske regler og lovbestemte minimumskrav kommer derfor til at spille en vigtig rolle fremover, når det gælder om ved hjælp af innovative og fleksible tilgange at sikre hensynet til almenvellet — i modsætning til ren profittænkning — og hermed liberale tjenesteydelser af høj kvalitet for forbrugerne.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Undersøgelsen »The State of Liberal Professions Concerning their Functions and Relevance to European Civil Society«, EESC-2014-46-EN, ISBN 978-92-830-2460-6.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Socialøkonomiens rolle i jobskabelsen og gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder«

(Sonderende udtalelse)

(2021/C 286/04)

Ordfører:	Giuseppe GUERINI
Medordfører:	Cinzia DEL RIO

Anmodning om udtalelse	Det portugisiske formandskab for Rådet, 26.10.2020
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	31.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	239/2/1

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU glæder sig over det portugisiske formandskabs anmodning om denne udtalelse og anser det for vigtigt, at de socialøkonomiske virksomheder betragtes som strategiske partnere i gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder og i opbygningen af en Europæisk Union, hvor økonomiens vigtigste opgave er at være til gavn for mennesket. EØSU anbefaler i den forbindelse, at medlemsstaternes myndigheder i deres nationale genopretnings- og resiliensplaner for at overvinde den krise, pandemien har medført, sørger for en omfattende inddragelse af de socialøkonomiske virksomheder.

1.2.

Efter EØSU's mening er det nødvendigt at styrke de operative kriterier, som EU-institutionerne har vedtaget, for at fremme en tilstrækkelig anerkendelse af de socialøkonomiske organisationer og virksomheder i deres forskellige juridiske former. Disse kriterier indebærer, at de vægter sociale mål af almen interesse højest, at de har en demokratisk styring med deltagelse af forskellige interessenter, og at de — selv når de har et »begrænset lukrativt formål« — retter dette mod opnåelsen af vedtægtsbestemte mål.

1.3.

For at måle de socialøkonomiske organisationers og virksomheders sociale virkninger anser EØSU det for nødvendigt, at Den Europæiske Union indfører et permanent statistisk registreringssystem, som giver kvalificerede, sammenlignelige og ajourførte data om sektorens sammensætning og omfang.

1.4.

Når socialøkonomiens jobskabende og jobbevarende rolle omfatter ugunstigt stillede arbejdstagere og ugunstigt stillede områder, er der efter EØSU's mening behov for passende støttepolitikker, hvor man anerkender den almene interesse af disse organisationer, der — selv om de juridisk set er private — udfører en opgave, som i væsentlig grad er offentlig.

1.5.

Disse støttepolitikker bør komme til udtryk på fire niveauer:

—	skattepolitikker og beskatningsordninger, som anerkender den almene interesse

—	politikker til fremme af offentlige og private investeringer, som befordrer finansiering med en social virkning — også ved hjælp af offentlige indkøb og koncessioner

—	politikker til støtte for stabil beskæftigelse og en fremtrædende økonomisk rolle for arbejdstagerne i socialøkonomiske virksomheder

—	politikker til støtte for personalets kvalifikationer og teknologisk innovation i de socialøkonomiske organisationer.

1.6.

Hvad angår jobskabelsen og jobbevarelsen, er EØSU af den opfattelse, at den tilgang, der er kendt som »worker buyout« eller arbejdstageropkøb, udgør en god praksis, som ikke blot er nyttig for at puste liv i kriseramte virksomheder, men også til overdragelse af SMV'er, når stifterne ikke har nogen efterfølgere. Derfor kunne det være interessant at oprette en specifik europæisk investeringsfond.

1.7.

EØSU opfordrer til, at man — også ved hjælp af incitamentskabende politikker — støtter og fremmer de økonomiske aktørers voksende interesse for investeringer med en social virkning, der giver de socialøkonomiske virksomheder en hovedrolle, når det gælder om at få gang i investeringer rettet mod gennemførelsen af sociale, miljømæssige og solidariske mål.

1.8.

EØSU er af den opfattelse, at socialøkonomiske virksomheder kan være en ideel organisationsmodel for de nye former for iværksætteri, der finder sted ved hjælp af digitale platforme, og navnlig for de deleøkonomiske aktiviteter, da de er tilbøjelige til aktivt at inddrage arbejdstagere og brugere af de digitale platforme.

1.9.

EØSU understreger, at anstændige arbejdsvilkår og demokratisk styring er afgørende elementer for de socialøkonomiske virksomheder, og at man — når der ikke er taget højde for det i vedtægterne, sådan som det er tilfældet med arbejdstagerkooperativer og sociale kooperativer — bør sørge for konkrete former for høring og inddragelse af arbejdstagerne.

1.10.

EØSU mener, at socialøkonomiske organisationer og navnlig frivillige foreninger spiller en afgørende rolle for samhørigheden ved at give næring til den sociale kapital og støtte civilsamfundets ansvarlige rolle.

1.11.

Frivilligt arbejde blandt unge er en afgørende ressource, som øger de nye generationers beskæftigelsesegnethed og menneskelige kapital og skaber en positiv effekt, der øger beskæftigelsesmulighederne. Denne rolle er også nyttig, når det gælder om at mindske NEET-fænomenet (unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse), og den fortjener, at der føres politikker, som fremmer overgangen fra frivilligt arbejde til stabile former for lønnet arbejde.

1.12.

Endelig er det EØSU's opfordring og ønske, at handlingsplanen for socialøkonomi bliver en lejlighed til at få praktiske instrumenter og konkrete lovgivningsforslag på banen.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

Med denne sonderende udtalelse, som det portugisiske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union har anmodet om, er EØSU glad for at kunne bidrage til opnåelsen af programmets prioriteter, navnlig med hensyn til at fremme den europæiske sociale model ved at stille konkrete forslag til de socialøkonomiske virksomheders rolle i skabelsen af stabile og anstændige job samt en mere inklusiv, bæredygtig og modstandsdygtig økonomi.

2.2.

Socialøkonomien bliver i stadig større grad anerkendt på internationalt plan som en afgørende og relevant faktor, som lader civilsamfundets organisatoriske og forandringsskabende kapacitet komme til udtryk. Flere medlemsstater har vedtaget lovgivning, som anerkender dens formål og rolle, og som fastlægger profil og juridisk form for de organisationer, der betragtes som et udtryk for socialøkonomien (1).

2.3.

Hvad den juridiske anerkendelse angår, understregede EØSU i udtalelse INT/871 (2), at socialøkonomiske organisationer og virksomheder sætter sociale mål højere end kapitalen, også takket være en demokratisk styring med deltagelse af forskellige interessenter. De forfølger ikke et privat lukrativt formål, og selv når de har et »begrænset lukrativt formål« gennem en erhvervsaktivitet, anvendes fortjenesten til at opnå vedtægtsbestemte mål og skabe arbejdspladser.

2.4.

Den væsentlige anerkendelse af socialøkonomien underbygges af undersøgelsesdokumenter fra internationale institutioner og organer såsom OECD, FN, ILO og flere EU-institutioner, heriblandt EØSU selv. I sine 13 udtalelser om socialøkonomi fra 2009 til 2020 har EØSU inddelt de socialøkonomiske organisationer og virksomheder i fire kategorier: kooperativer, foreninger, gensidige selskaber og fonde. Hertil har man for nylig tilføjet de sociale virksomheder.

2.5.

Selv om EU (3) har anerkendt de mest repræsentative kriterier og begreber for socialøkonomien, f.eks. at mennesker er vigtigere end kapital, at udbytte skal geninvesteres, og at styringen skal være deltagelsesbaseret, er man endnu ikke nået til enighed om en fælles europæisk juridisk definition. I 2018 foreslog Europa-Parlamentet indførelsen af et certifikat for socialøkonomiske organisationer på grundlag af artikel 50 i TEUF. For at føre dette ud i livet er det efter EØSU's mening nødvendigt med en bedre og mere ensartet indsamling af statistiske data, så man kan registrere de socialøkonomiske organisationer og virksomheder efter en fælles arbejdsdefinition, sådan som det er tilfældet i de lande, der har indført offentlige registre over socialøkonomiske organisationer og virksomheder.

2.6.

En anerkendt og formelt godkendt arbejdsdefinition, som er gældende for EU-institutionerne, bliver mere og mere nødvendig, ikke mindst for at muliggøre adgangen til de mange vækst- og udviklingsmuligheder og for at fremme en bedre forståelse af socialøkonomien fra de offentlige og private institutioners side.

2.7.

En sådan definition er absolut nødvendig for at gøre kapitalmarkedet fuldt tilgængeligt, da man her ser en voksende interesse for investeringer med en social virkning. Handlingsplanen for socialøkonomi udgør en god lejlighed til at tage dette spørgsmål op, men også i handlingsplanen for en kapitalmarkedsunion for mennesker og virksomheder (4) bør man overveje socialøkonomiens rolle, så man i Europa kan tiltrække investeringer i en økonomi med fokus på mennesket.

2.8.

De socialøkonomiske organisationers rolle og økonomiske værdi er betydelig, både med hensyn til omfang (8 % af Europas BNP) og med hensyn til denne værdis (5) kvalitet og vedvarende karakter. Også i årene med finanskrise var der en stigning i både den skabte økonomiske værdi og antallet af beskæftigede arbejdstagere.

2.9.

De spiller en betydningsfuld jobskabende og jobbevarende rolle med over 13,6 mio. lønnede job i Europa, svarende til ca. 6,3 % af den aktive befolkning i EU-28 (6), over 232 mio. deltagere i kooperativer, gensidige selskaber og tilsvarende enheder samt over 2,8 mio. virksomheder og organisationer. Ud af disse arbejdstagere er der 2,6 mio. arbejdstagere i sociale virksomheder, som opfylder de kriterier, der er beskrevet i initiativet for socialt iværksætteri fra 2011.

2.10.

Mange af de beskæftigede i de socialøkonomiske organisationer og virksomheder finder man i små organisationer, men der findes også store socialøkonomiske virksomheder, som undertiden har hundredvis og endda tusindvis af medarbejdere. En stor del af dem finder man i organisationer, som har en deltagelsesbaseret og demokratisk styring, hvilket viser en sammenhæng mellem interessenternes omfattende deltagelse i styringen og tilbøjeligheden til at opretholde et højt beskæftigelsesniveau såvel som en bedre modstandsdygtighed over for chok (7).

2.11.

Det er værd at bemærke, at socialøkonomien beskæftiger en stor andel af kvindelige arbejdstagere, som i mange tilfælde udgør over 70 % af arbejdskraften, men som generelt ligger på over 50 %. Selv om der stadig skal gøres mere for at sikre fuld ligestilling, er der også en væsentlig andel af kvinder i ledende stillinger og topstillinger i mange socialøkonomiske organisationer. I disse organisationer og virksomheder er der således en betydelig lønlighed, både mellem de forskellige stillinger i organisationshierarkiet og med hensyn til lønnens kønsfordeling, som ikke er uforholdsmæssigt skæv (8).

2.12.

En større lønlighed kompenserer ikke for det forhold, der gør sig gældende i ikke så få tilfælde, nemlig at lønniveauerne for arbejdstagerne i de socialøkonomiske organisationer og virksomheder fortsat ligger i den lave ende, hvad indkomstfordelingen angår. Dette kan delvist tilskrives den generelle underprioritering af omsorgsarbejde, som i alt for mange tilfælde ikke anerkendes tilstrækkeligt økonomisk, heller ikke i konventionelle virksomhedsformer. Det er i den forbindelse vigtigt at styrke fagforeningsrettighederne for arbejdstagere inden for social- og plejesektoren.

2.13.

En anden vigtig opgave er at fremme og gennemføre sociale innovationer, hvilket viser, at disse organisationer forstår at tolke og ledsage samfundsændringer ved at mobilisere en menneskelig kapital, som kommer til udtryk i en aktiv og solidarisk deltagelse med over 82,8 mio. frivillige arbejdstagere.

2.14.

Det store antal personer, der er aktive inden for vigtige sektorer, og de udfordringer med social og teknologisk innovation, som de socialøkonomiske organisationer og virksomheder skal tackle, bør støttes med passende videre- og efteruddannelsesforanstaltninger for at fremme de erhvervsmæssige og organisatoriske kompetencer.

2.15.

EØSU anser det således for meget hensigtsmæssigt, at Kommissionen har bebudet en handlingsplan for socialøkonomi og konkrete foranstaltninger for at gennemføre den europæiske søjle for sociale rettigheder med en særlig handlingsplan, som EØSU har kommenteret med sin udtalelse SOC/614 (9).

3. Forslag til en europæisk politik, der støtter og fremmer socialøkonomien

3.1.

For at tilføre yderligere liv og indhold til de socialøkonomiske organisationer og virksomheders bidrag og skabe »et mere socialt, modstandsdygtigt og inklusivt Europa« er det nødvendigt at indføre lovgivningsforanstaltninger og programmer for europæisk økonomisk politik, som fremmer de socialøkonomiske organisationer og virksomheders vækst, også i kraft af det bidrag, de kan give til en model for bæredygtig, miljøvenlig og solidarisk udvikling.

3.2.

EØSU mener i den henseende, at der kan træffes foranstaltninger på fire områder:

—	en beskatningsordning, som anerkender de socialøkonomiske virksomheders almene interesse, navnlig dem, der arbejder inden for sektorer af væsentlig offentlig interesse, f.eks. sociale tjenester, sundhedstjenester, uddannelsestjenester og social inklusion

—	politikker til fremme af offentlige og private investeringer, som befordrer finansiering med en social virkning — med en yderligere forbedring af adgangen til markedet for offentlige indkøb og koncessioner

—	politikker til støtte for stabil beskæftigelse og en fremtrædende økonomisk rolle for arbejdstagerne i socialøkonomiske virksomheder, navnlig hvad angår deres demokratiske styring

—	politikker til støtte for indførelsen af nye kompetencer og for at fremme udbredelsen af innovation og nye teknologier i civilsamfundet.

3.3.

EØSU anerkender den grundlæggende rolle, som socialøkonomiske organisationer og virksomheder spiller med hensyn til personlige og sociale tjenester. Udvalget mener dog, at staterne og de offentlige forvaltninger stadig har et uomtvisteligt ansvar for at sikre de væsentlige tjenester for borgerne.

3.4.

Det er nødvendigt yderligere at styrke foranstaltninger, der tager sigte på at støtte beskæftigelsen i de sociale virksomheder, som arbejder for at integrere handicappede eller ugunstigt stillede arbejdstagere på arbejdsmarkedet. Disse foranstaltninger bør omfatte en reduktion af skatte- og bidragsbyrden i forbindelse med arbejdskraftomkostningerne, således at de offentlige myndigheder overtager den del af bidragene, der er nødvendig for at sikre disse ugunstigt stillede arbejdstageres socialsikrings- og forsikringsordninger. Sådanne incitamenter bør ikke betragtes som statsstøtte til de socialøkonomiske virksomheder, da de har til formål at støtte en fuldstændig integration på arbejdsmarkedet af meget ugunstigt stillede personer. Incitamenterne bør under alle omstændigheder kun ydes til organisationer, der respekterer de kollektive overenskomster og arbejdstagernes grundlæggende rettigheder.

3.5.

Ofte er socialøkonomiske virksomheder den primære leverandør af væsentlige tjenester for befolkningen såsom uddannelsestjenester, social- og sundhedstjenester, plejetjenester eller erhvervsuddannelse til og arbejdsmarkedsintegration af ugunstigt stillede personer, og de administrerer aktiviteter, der — også selvom de har kommerciel eller erhvervsmæssig karakter — stadig er aktiviteter med stor samfundsmæssig eller lokal betydning, og hvor udbyttet under alle omstændigheder geninvesteres med henblik på at nå de vedtægtsbestemte mål. Det er tjenester, der udføres med modtagernes direkte deltagelse, og som er lokalt forankrede, hvilket er en naturlig del af den opgave, de udfører. Sådanne betingelser kan således ikke ubetinget sidestilles med markedets konkurrenceregler. Derfor bør man lempe nogle af de aktuelle statsstøttekrav, som hindrer indførelsen af en beskatningsordning, der anerkender disse organisationers sociale og almene nytte.

3.6.

Af samme årsag mener EØSU i øvrigt også, sådan som udvalget allerede opfordrede til i udtalelse INT/906 (10), at grænseværdien i de minimis-forordningen om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som ligger på 500 000 EUR i tre skatteår, bør forhøjes til mindst 800 000 EUR pr. skatteår.

Dette bør ikke berøre muligheden for at fastsætte harmoniserede regler for adgangen til offentlig finansiering ved hjælp af ensartede, gennemsigtige kriterier og med fuld respekt for arbejdsstandarderne samt anvendelsen af kollektive sektoroverenskomster.

3.7.

Det er vigtigt at finde frem til instrumenter, der kan øge investeringer med en social virkning i de socialøkonomiske organisationer. Der er foretaget nogle interessante forsøg i den retning med specifikke obligationer eller kapitalandele (egenkapital og kvasiegenkapital) i en socialøkonomisk virksomhed, som forfølger sociale mål af almen interesse.

3.8.

Hvad disse finansielle instrumenter angår, kunne man via en lempet beskatning af investoren skabe en væsentlig vækstfaktor, eftersom de historiske data allerede bekræfter, at de socialøkonomiske organisationer — selv med begrænsede investeringer — har været i stand til at skabe mange job og mange sociale fordele for dem, der nyder godt af deres tjenester.

3.9.

Det er dog nødvendigt at fastlægge passende parametre, som gør det muligt at måle og sammenligne de opnåede resultater, f.eks. den stabile forøgelse af beskæftigelsen, anvendelsen af høje sikkerhedsstandarder på arbejdet og kontrollen af den reelle opnåelse af de sociale mål, der ligger til grund for initiativet. Derfor er det hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne indfører rammelovgivning for socialøkonomien, og at de aktivt fører politikker, som fremmer de socialøkonomiske virksomheders vækst og udvikling.

3.10.

Kommissionen konstaterede allerede i 2011, at det er nødvendigt at forbedre niveauet af viden og offentlig indsamling af data og statistikker om socialøkonomiske virksomheder. Der mangler dog stadig meget med hensyn til udarbejdelsen af koordinerede standarder, som i øvrigt også ville være særlig nyttige for at undgå »social washing« eller uretmæssig adgang til støtteforanstaltninger.

3.11.

Til dette formål kunne man udpege nationale myndigheder i de medlemsstater, der endnu ikke har indført dem. Disse myndigheder skulle have til opgave at overvåge og kontrollere overholdelsen af kravene og standarderne samt overensstemmelsen med de sociale mål.

3.12.

En af de vigtigste specifikke støtteforanstaltninger er deltagelsen på markedet for offentlige indkøb og koncessioner, hvor man allerede i direktiv 2014/24/EU foreslog nogle vigtige instrumenter (11), som ikke er blevet gennemført i tilstrækkelig grad i alle medlemsstater. For at fremme socialt ansvarlige offentlige indkøb bør Kommissionen gå foran med et godt eksempel og sørge for, at de fleste af dens egne udbudsprocedurer opfylder socialpolitiske mål.

3.13.

Til de interessante støtteforanstaltninger hører også dem, der tager sigte på en omlægning af produktionsaktiviteter og tjenesteydelser eller en overdragelse af disse aktiviteter fra kriseramte virksomheder eller iværksættere, som nærmer sig karrierens afslutning, til arbejdstagerne i form af kooperativer eller deltagelsesbaserede virksomheder.

3.14.

Mange af disse erfaringer med arbejdstageropkøb (12) har allerede været en succes og sat skub i kriseramte industriaktiviteter, og i dag er der flere og flere tilfælde, hvor sociale virksomheder med medarbejderdeltagelse tilbyder at overtage små virksomheder. Dette sker navnlig blandt unge, som ikke har tilstrækkeligt med kapital til at starte en virksomhed, men som ofte bremses af, at de ville stå alene med virksomheden og være bekymrede over at skulle tackle markedets vanskeligheder som enkeltmandsvirksomhed.

3.15.

For at styrke disse initiativers potentiale er der behov for en ledsagende investeringsindsats, der hjælper virksomheden i gang ved hjælp af kapitalindskud og finansiering af arbejdstagerne i kriseramte virksomheder, der vælger at genoptage aktiviteterne som et kooperativ. I visse lande har sådanne initiativer gjort det muligt at omlægge adskillige virksomheder og redde tusindvis af arbejdspladser.

3.16.

I disse processer med industriel omlægning spiller arbejdstagernes fagforeninger en afgørende rolle. Former for iværksætteri som arbejdstageropkøb er en integreret del af de aktive arbejdspolitikker. Et eksempel på god praksis for samarbejdet mellem kooperativer og fagforeninger er den aftale, der er blevet indgået i Italien mellem de tre kooperativsammenslutninger og de tre mest repræsentative fagforeninger om et systematisk samarbejde om arbejdstageropkøb (13).

3.17.

Det er EØSU's ønske, at handlingsplanen for socialøkonomi vil fremme indførelsen i EU af tilsvarende initiativer i alle medlemsstater gennem oprettelsen af et særligt organ inden for rammerne af Den Europæiske Investeringsfond eller Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen, med det formål at få nogle konkrete instrumenter til at puste nyt liv i de økonomiske aktiviteter, der har lidt skade som følge af den krise, pandemien har medført.

4. Nye former for socialøkonomi

4.1.

De socialøkonomiske virksomheder skaber ny beskæftigelse og udvikler sociale innovationsinitiativer, også i forbindelse med grøn økonomi og fremme af en bæredygtig udvikling. Der sker en vækst i de socialøkonomiske virksomheders erfaringer med cirkulær økonomi, og de skaber også ny beskæftigelse inden for genbrugssektoren og sektoren for socialt landbrug. De retlige rammer og politikkerne i mange medlemsstater har hidtil ikke gjort det muligt at føre politikker til fremme af kooperativer, som arbejder med arbejdsmarkedsintegration. Derfor er det ønskeligt med en indsats på EU-plan, så man kan gøre fremskridt på disse områder.

4.2.

Særligt interessant er den rolle, som arbejdstagerkooperativerne (14) kan spille, når det gælder om at gøre de nye former for iværksætteri på digitale platforme mere inklusive med det formål at give arbejdstagernes og brugernes deltagelse en mere bæredygtig og fælles karakter og udvikle nye former for gensidighed og solidaritet ved hjælp af digitale teknologier, som fremmer en udbredt deltagelse. Det skal understreges, at beskyttelsen af arbejdstagere på platforme og arbejdstagere med atypiske ansættelsesforhold nødvendigvis bør ske gennem indgåelsen af passende kollektive overenskomster med arbejdstagernes fagforeninger.

4.3.

De socialøkonomiske virksomheder kan skabe beskæftigelsesmuligheder og lokale udviklingsmuligheder ved at sørge for inddragelse af borgerne i leveringen af tjenester som vedvarende energi eller ydelsen af tjenester i fjerntliggende områder og landdistrikter. Det gælder f.eks. Frankrigs erfaringer med de territoriale sammenslutninger for økonomisk samarbejde (PTCE), hvor foreninger, kooperativer, lokale myndigheder, traditionelle virksomheder og universiteter samles omkring et projekt. De fremmer erfaringer med socialt landbrug, bæredygtig turisme og udnyttelse af miljø- eller kulturgoder.

4.4.

De frivillige aktiviteters rolle er afgørende i socialøkonomien. De er vigtige for de unge generationer, men også for ældre mennesker, da de ofte giver en vigtig mulighed for stadig at spille en aktiv rolle som samfundsborger, hvilket er med til at højne livskvaliteten. Derfor er det vigtigt at styrke synergien mellem uddannelsesforløb og frivilligt arbejde som instrumenter til at fremme integrationen på den sociale sektors arbejdsmarked. En bedre koordination af perioderne med frivilligt arbejde og praktik kunne lette uddannelsen af ungt og kvalificeret personale.

4.5.

Den positive erfaring med »Det Europæiske Solidaritetskorps« er en erfaring, der bør styrkes, og som kunne udbredes ved at indføre en slags »Erasmus for sociale iværksættere«, der fremmer det grænseoverskridende samarbejde inden for socialøkonomi.

4.6.

Denne rolle er også meget nyttig, når det gælder om at mindske det komplekse NEET-fænomen, og den fortjener, at der føres politikker, som fremmer overgangen fra frivilligt arbejde til stabilt arbejde.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) https://oeil.secure.europarl.europa.eu/oeil/popups/ficheprocedure.do?reference=2016/2237(INL)&l=en,

https://betterentrepreneurship.eu/da,

https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/MEMO_11_735,

https://cecop.coop/works/cecop-report-on-social-enterprises-laws-in-europe-a-worker-and-social-coops-perspective.

(2) https://www.eesc.europa.eu/da/our-work/opinions-information-reports/opinions/towards-appropriate-european-legal-framework

(3) Initiativet for socialt iværksætteri: https://ec.europa.eu/growth/sectors/social-economy/enterprises_da.

Rådets konklusioner fra 2015 om fremme af den sociale økonomi: https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-15071-2015-INIT/da/pdf.

Social Economy Charter (charter for den sociale økonomis principper) 2002: https://www.socialeconomy.eu.org/wp-content/uploads/2020/04/2019-updated-Social-Economy-Charter.pdf.

(4) En kapitalmarkedsunion for mennesker og virksomheder — ny handlingsplan, COM(2020) 590 final.

(5) Oplysningerne stammer fra Kommissionens dokument: https://ec.europa.eu/social/BlobServlet?docId=22304&langId=en.

(6) Oplysningerne stammer fra EØSU's rapport: https://www.eesc.europa.eu/sites/default/files/files/qe-04-17-875-en-n.pdf.

(7) The resilience of the cooperative model (den kooperative models modstandsdygtighed), CECOP, 2012 https://www.cecop.coop/works/the-resilience-of-the-cooperative-model.

(8) Las mujeres en las cooperativas de trabajo (kvinder i arbejdstagerkooperativer), COCETA, 2019 https://www.coceta.coop/publicaciones/estudio-mujer-cooperativismo-coceta-2019.pdf.

(9) EUT C 14 af 15.1.2020, s .1.

(10) EUT C 429 af 11.12.2020, s. 131.

(11) https://ec.europa.eu/info/policies/public-procurement/support-tools-public-buyers/social-procurement_da

(12) Business transfers to employees under the form of a cooperative in Europe: opportunities and challenges (virksomhedsoverdragelser til medarbejderne i form af kooperativer i Europa: muligheder og udfordringer), CECOP, s. 2013, EUT C 191 af 29.6.2012, s. 24.

(13) Italy, historic agreement between unions and coops on worker buyouts (historisk aftale mellem fagforeninger og kooperativer i Italien om arbejdstageropkøb), CECOP, 2021: https://cecop.coop/works/italy-historic-agreement-between-unions-and-coops-to-promote-worker-buyouts.

(14) All for one — Worker-owned cooperatives' response to non-standard employment (alle for én — arbejdstagerkooperativernes svar på atypisk ansættelse), CECOP 2019: https://cecop.coop/works/cecop-report-all-for-one-reponse-of-worker-owned-cooperatives-to-non-standard-employment.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale udvalgs udtalelse om »Erhvervsuddannelse: effektiviteten af de systemer, der skal foregribe og tilpasse kompetencer og arbejdsmarkedsbehov samt arbejdsmarkedsparternes og de forskellige aktørers rolle«

(Sonderende udtalelse på anmodning af det portugisiske formandskab)

(2021/C 286/05)

Ordfører:

Jean-Michel POTTIER

Anmodning fra det portugisiske rådsformandskab	26.10.2020
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Præsidiets henvisning	28.10.2020
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	16.4.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	222/0/4

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU minder om, at det er vigtigt at matche kvalifikationer med arbejdsmarkedets behov. EØSU understreger den afgørende betydning af effektive uddannelsessystemer og af evnen til at forudse kvalifikationsbehovene i en situation med store omvæltninger som følge af covid-19-krisen, som har fremskyndet forandringerne i vores økonomi, navnlig på det digitale og miljømæssige område.

1.2.

I lyset af de problemer, som de europæiske virksomheder står over for, når de skal ansætte medarbejdere, understreger EØSU, at det kan være nyttigt at anvende vekseluddannelsesordninger i forskellige udformninger til at erhverve kompetencer. Et stort flertal af arbejdsgiverne udfylder hæderligt deres rolle som undervisere for personer i et vekseluddannelsesforløb med henblik på at videregive deres knowhow. Der bør imidlertid lægges særlig vægt på at foregribe og forbyde enhver form for misbrug i forbindelse med de omkostningsfri produktive job, der besættes af personer i et vekseluddannelsesforløb.

1.3.

EØSU minder om, at disse ordningers mangfoldighed giver mulighed for en optimeret tilpasning til forskellige situationer, hvad angår virksomhedernes størrelse, typer af uddannelsesbeviser, uddannelsessystemets struktur samt det pågældende jobs type og niveau. Desuden giver den lønmodtagere og jobsøgende mulighed for at erhverve nye færdigheder og dermed undgå, at deres faglige kompetencer forældes.

1.4.

EØSU fremhæver de særlige forhold, der gør sig gældende for SMV'er. Eftersom det arbejde, der udføres i mange SMV'er, er meget teknisk betonet, hvilket kræver unik ekspertise, navnlig på nichemarkeder, kan vekseluddannelse være en passende løsning med hensyn til kvalifikationsbehovene. I mange landdistrikter skaber små virksomheders knowhow enestående muligheder for de unge, og et gunstigt erhvervsklima kunne forbedre deres beskæftigelsesmuligheder.

1.5.

EØSU betragter arbejdsmarkedsparterne som effektive aktører i udformningen og forvaltningen af uddannelsessystemer. De har særligt gode forudsætninger for at vurdere arbejdsmarkedets kvalifikationsbehov. De er i stand til at diagnosticere mangel på arbejdskraft inden for de enkelte fagområder og geografiske områder og er garanter for en effektiv kompetenceudvikling med fokus på faglig praksis. De kan trække på interessenter som f.eks. staten, regionen eller den offentlige arbejdsformidling med henblik på at sammenholde kvantitative og kvalitative data vedrørende kompetencebehov.

1.6.

EØSU påpeger, at arbejdsmarkedsparterne systematisk bør spille en vigtig rolle i udarbejdelsen af uddannelsesbeviser og deres indhold. Det er vigtigt at inddrage arbejdsmarkedsparterne allerede fra begyndelsen for at undgå situationer, hvor ressourcerne ikke opfylder de reelle behov hos arbejdsgivere og lønmodtagere i Europa.

Arbejdsmarkedsparterne er desuden kvalificerede til at støtte erhvervsvejledningen for alle målgrupper.

1.7.

EØSU minder om, at interessenterne (stat, region, arbejdsformidling) alle spiller en vigtig rolle med hensyn til at tilbyde løsninger, der letter den sociale inklusion. EØSU opfordrer til bedre koordinering mellem alle aktører, interessenter og arbejdsmarkedsparter inden for rammerne af aftaler, der specificerer den enkelte parts samspil og ansvar med henblik på at gøre uddannelses- og støtteordningerne nemmere at forstå. Civilsamfundsorganisationer, offentlige sociale tjenester og nonprofittjenester, sociale virksomheder, sociale velfærdsorganisationer og socialarbejdere spiller en central rolle med hensyn til at støtte unge og knap så unge, idet der lægges særlig vægt på personer fra socialt dårligt stillede grupper. Visse medlemsstaters retlige og finansielle rammer udgør et fornuftigt grundlag for indførelsen af disse vigtige funktioner og tjenester. Stærke erhvervsuddannelsespolitikker er også afgørende for at nå målet i EUF-traktatens artikel 145 om at fremme en veluddannet, velkvalificeret og smidig arbejdsstyrke og arbejdsmarkeder, som reagerer på økonomiske forandringer.

1.8.

EØSU understreger, at det er vigtigt at tage hensyn til de særlige kendetegn ved SMV'er, herunder meget små virksomheder, for at opfylde kvalifikationsbehovene i erhverv, der er under pres. Disse virksomheder har ingen intern afdeling for menneskelige ressourcer, selv om forholdet mellem uddannelse, kompetencer og beskæftigelse kræver en særlig tilgang. Disse virksomheder, som står for et stort antal stillinger, har behov for særlig bistand En sådan bistand skal omhandle fastlæggelse af virksomhedernes kompetencebehov, sammensætning af jobtilbud, rådgivning, ansættelsesprocessen og tilpassede uddannelsessystemer, der giver adgang til varig beskæftigelse.

1.9.

EØSU minder om, at uddannelse er et grundlæggende instrument til integration af personer med handicap. Der skal træffes passende foranstaltninger for at imødegå udfordringen med lige muligheder for mænd og navnlig kvinder med handicap og lige adgang til inkluderende erhvervsuddannelsestilbud. EØSU påpeger også, at arbejdets bæredygtighed især hviler på retten til kvalitetsuddannelse.

1.10.

EØSU anbefaler, at der udarbejdes nationale strategiske aftaler om erhvervsuddannelse og -vejledning på grundlag af forhandlinger mellem myndighederne og arbejdsmarkedsparterne og med deltagelse af interessenter inden for erhvervsrettet uddannelse. EØSU bemærker, at der allerede findes sådanne aftaler i visse virksomheder, brancher og områder, og opfordrer til en udbredt anvendelse af sådanne strategiske nationale aftaler. EU's foranstaltninger bør lette tilpasningen til de industrielle ændringer for at fremme erhvervsmæssig integration og reintegration på arbejdsmarkedet.

2. Baggrund

2.1.

Relevante overvejelser om forholdet mellem de kompetencer, der er til rådighed, og arbejdsmarkedets behov bør foregå i en europæisk sammenhæng som beskrevet i »Osnabrückerklæringen«, hvoraf det fremgår, at arbejdsmarkedsparterne skal medtages som interessenter. I denne europæiske sammenhæng indgår især følgende forhold:

—	For det første har den europæiske søjle for sociale rettigheder uddannelse og livslang læring som sit første og fjerde princip om lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, herunder ud fra et perspektiv om livslang læring.

—	For det andet offentliggjorde Kommissionen i 2020 en meddelelse om almen og faglig uddannelse og bekræftede heri på ny principperne for sin indsats og sine mål, bl.a. kvalitetsuddannelse for alle.

—

Endelig opfordrede EØSU i sin udtalelse SOC/570 (1) om »Fremtidens arbejde — tilegnelse af den fornødne viden og de rette kompetencer til at opfylde behovene på fremtidens arbejdsmarked« til med henblik på at reagere og forberede sig på disse hurtige teknologiske og digitale omstillinger at udvikle målrettede politikker og træffe konkrete foranstaltninger for at forbedre og tilpasse uddannelsessystemerne.

2.2.

Spørgsmålet om overensstemmelse mellem de kompetencer, der er til rådighed, og arbejdsmarkedets behov opfattes forskelligt i de forskellige lande i Den Europæiske Union. Drøftelserne om det såkaldte »kvalifikationsmismatch« blev indledt før covid-19-krisen, og EØSU opfordrede til forsigtighed ved behandlingen af dette spørgsmål. Ifølge Cedefop mener 45 % af arbejdstagerne, at deres kvalifikationer ikke fuldt ud matcher det job, de har, og 70 % af virksomhederne mangler kvalificeret arbejdskraft, men kun få af dem forbinder disse vanskeligheder med de forhindringer, de støder på, f.eks. rekrutteringsproblemer, virksomhedens geografiske beliggenhed, lønniveau og arbejdsvilkår. Der bør foretages en tilbundsgående undersøgelse, som indeholder en analyse af de nøjagtige årsager til kvalifikationsmismatchet og af, hvordan man kan hjælpe de berørte personer med at finde et job.

2.3. Kompetencebehov

De efterspurgte kompetencer varierer fra et land til et andet. De varierende kompetencer afhænger imidlertid af, hvilket niveau et lands industrielle produktionsapparat har sammenlignet med behovene i økonomier, der er orienteret mod tjenesteydelser eller turisme. Selv om de efterspurgte kompetencers generelle niveau er opadgående, vedrører behovene ligeledes de lavere kvalifikationsniveauer, som kan dækkes gennem indvandring.

2.4. Erhvervsuddannelsessystemet

Faglig uddannelse og erhvervsuddannelse er den uddannelsessektor, der er tættest på arbejdsmarkedet og dets kompetencebehov. De grundlæggende erhvervsuddannelser tilbydes normalt på det højere sekundære trin og finder sted enten på skoler eller i et fagligt miljø på uddannelsescentre og i virksomheder. Andelen af unge, der får sig en erhvervsuddannelse sammenlignet med en almen uddannelse, varierer i EU, men falder gradvist overalt. En sådan konstatering fører normalt til korrigerende foranstaltninger eller incitamentsordninger fra såvel de offentlige myndigheder som erhvervsmiljøerne, herunder arbejdsmarkedsparterne. Som en af disse foranstaltninger fokuserer den nye dagsorden for færdigheder på digitalisering af uddannelsesindholdet.

Erhvervsuddannelsessystemet fokuserer hovedsageligt på arbejdsmarkedet, og de fleste erhvervsuddannelser foregår i et arbejdsmiljø.

2.5. Arbejdsmarkedsparternes rolle

Arbejdsmarkedsparterne spiller en rolle på forskellige niveauer i alle lande, og denne rolle bør styrkes. På grundlag af deres erfaringer inddrages arbejdsmarkedsparterne i definitionen af nuværende og fremtidige kompetencebehov inden for erhvervsgrene eller på nationalt tværfagligt plan. De deltager også ofte i fastsættelsen af referencer for uddannelsesbeviser og eksamensbeviser, i forvaltningen af erhvervsuddannelsessystemerne og af fondene for erhvervsuddannelser og lærlingeuddannelser samt i systemet for livslang erhvervsvejledning, Erhvervsuddannelse er desuden et spørgsmål, som arbejdsmarkedsparterne forhandler om ved de kollektive forhandlinger.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU bemærker, at der i stigende grad er uligevægt på arbejdsmarkedet, hvilket især hænger sammen med manglende kompetencer og sundhedskrisens indvirkning, som øger kløften mellem behovene og de unges færdigheder i en stadig mere koncentreret økonomi.

3.1.1.

Denne situation, som eksisterede før sundhedskrisen, har udviklet sig og er blevet forværret i de seneste 20 år. 60 % af de voksne arbejdstagere risikerer, at deres teknologiske færdigheder forældes (data for EU-28 i 2014) (2). Situationen har medført, at der sideløbende forekommer arbejdsløshed og spændinger på arbejdsmarkedet (3) (4).

3.1.2.

Sundhedskrisens indvirkning medfører stadig flere spændinger på arbejdsmarkedet, navnlig spændinger, der skyldes den digitale omstillings hastige udvikling.

3.2.

EØSU glæder sig over den europæiske dagsorden for færdigheder og navnlig over, at Rådets henstilling om erhvervsrettet uddannelse med henblik på bæredygtig konkurrenceevne, social retfærdighed og modstandsdygtighed kan dække tiltag i alle læringsetaper og håndtere forandringer i alle former for behov og færdigheder:

I alle læringsetaper (reference: Cedefop — skills panorama) (5):

—

inden man kommer ud på arbejdsmarkedet:

—	gennem kompetenceudvikling og læring (grundlæggende og videregående erhvervsuddannelse, vekseluddannelse, praktik)

—

på tidspunktet for ansættelse i en virksomhed eller i tilfælde af intern mobilitet:

—	gennem tilpasning af faglige kvalifikationer og adfærdsmæssige kompetencer til situationen i virksomheden (ledsageordning i forbindelse med tilpasning til arbejdspladsen, uddannelse på jobbet)

—

gennem hele erhvervskarrieren:

—	gennem tilpasning af faglige kvalifikationer til udviklingen i jobbet og faget

b)	Tilpasning af ordningerne til de behov, der opstår som følge af ændrede beskæftigelsessituationer: styrkelse af kompetencer (upskilling), omskoling (reskilling), tværfaglig uddannelse (cross-skilling) og nye kompetencer

c)	alt efter typen af ønskede kompetencer: grundlæggende færdigheder, tekniske færdigheder og faglig ekspertise samt tværfaglige færdigheder.

3.3.

Erklæringer fra de repræsentative arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer i kommercielle virksomheder på europæisk plan, som fremlægger forslag, som understøtter deres legitimitet til at træffe tiltag i denne sektor.

Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) fremmer den sociale dialog på dette område, både på europæisk og på nationalt plan. SMEunited mener, at regeringerne bør uddelegere forvaltningen af lærlingeuddannelser til arbejdsmarkedsparterne. Business Europe slår til lyd for, at arbejdsmarkedsparterne udvikler uddannelsesprogrammer, og at der føres fælles forhandlinger med uddannelsesudbydere vedrørende uddannelse af medarbejdere.

3.4. Aktørernes rolle

EØSU opfordrer til, at arbejdsmarkedsparterne inddrages sammen med de øvrige interessenter for at støtte fastlæggelsen af behov, ressourcer og foranstaltninger, der skal gennemføres, og til, at de arbejder sammen på grundlag af de midler, som disse øvrige interessenter har til rådighed. Dette vedrører navnlig virksomheder, erhvervsgrene og andre erhvervs- og brancheorganisationer, sektorspecifikke og nationale arbejdsmarkedsparter, nationale referencerammer eller klassifikationssystemer for faglige kvalifikationer (NQF), regionale myndigheder og offentlige eller halvoffentlige organer og nationale myndigheder, civilsamfundsorganisationer, sociale virksomheder, sociale tjenester, sociale velfærdsorganisationer, organisationer, der beskæftiger sig med erhvervsvejledning og indslusningshjælp og hjælp til tilbagevenden til arbejdsmarkedet og praktik, bl.a. for personer med handicap, og organisationer inden for grundlæggende erhvervsuddannelse og erhvervsrettet efter- og videreuddannelse (IVET/CVET (6)).

4. Særlige bemærkninger

4.1. Foregribelse af fremtidige kompetencebehov

4.1.1.

Arbejdsmarkedsparterne spiller en central rolle med hensyn til at identificere, evaluere og foregribe arbejdsmarkedets kompetencebehov. De spiller en central rolle med hensyn til at lette arbejdet i observationscentre for beskæftigelse og kvalifikationer samt analysere indsamlede data. Deres prospektive analyse skal kombineres med evalueringerne fra alle interessenter: stat, regioner, handels- og erhvervskamre og alle organisationer, der er aktive inden for beskæftigelse, uddannelse og erhvervsvejledning, såsom sociale tjenester og organer. Sådanne former for samarbejde bidrager til at sætte Europa i centrum for arbejdsmarkedet.

4.1.2.

EØSU er af den opfattelse, at denne vigtige rolle skal bekræftes på ny ved at give arbejdsmarkedsparterne alle de nødvendige midler til at handle i takt med de store forandringer, der finder sted på arbejdsmarkedet. Sundhedskrisen og den økonomiske og sociale krise, der startede i 2020, og som stadig varer ved, har vist sig virkelig at sætte fart i forandringerne af vores økonomi. Digitaliseringen af virksomhederne er absolut nødvendig for, at de og især de mindste virksomheder kan tilpasse sig. Den grønne omstilling er med undtagelse af de nye erhverv, som ledsager den, noget, som kunder og forbrugere har ventet på med længsel som en reaktion på krisens konsekvenser.

4.2. Erhvervsuddannelsestilbuddet og dets indhold skal gøres mere effektivt

4.2.1.

På grundlag af evalueringen af kompetencebehov skal referencer til erhvervsuddannelse og uddannelsesbeviser ajourføres regelmæssigt for at undgå, at de bliver forældede. Der kræves hurtige løsninger med hensyn til de kompetencer, som er forbundet med de nye teknologier, med nødvendigheden af en grøn omstilling og med den digitale omstilling, som er blevet fremskyndet af sundhedskrisen. For målgrupper, der er vanskelige at nå ud til, bør den innovative pædagogiske praksis tilpasses ved hjælp af passende inklusive metoder.

Princippet om vekseluddannelse gør det muligt at kombinere uddannelsessystemerne og virksomhedernes uddannelseskapacitet, hvor sidstnævnte i høj grad gør det lettere at finde varigt fodfæste på arbejdsmarkedet med henblik på at fremme udviklingen af økonomiske aktiviteter. Selv om et stort flertal af arbejdsgivere fuldt ud udfylder deres rolle som undervisere i forbindelse med vekseluddannelse, bør der lægges særlig vægt på at foregribe og forbyde enhver form for misbrug i forbindelse med omkostningsfri produktive job, der besættes af personer i et vekseluddannelsesforløb.

4.2.2.

Disse vekseluddannelsesordninger kan være sammensat på forskellig vis:

—	erhvervsuddannelse af unge og knap så unge i form af lærlingeforløb for at opnå en fuldstændig erhvervsuddannelse inden for et bestemt erhverv

—	grundlæggende erhvervsuddannelse med praktikophold i virksomheder på baggrund af vekseluddannelsesordninger

—	intensive praktikophold i virksomheder, navnlig for at blive introduceret til et erhverv

—	erhvervsuddannelse for jobsøgende i et vekseluddannelsesforløb

—	intern uddannelse for virksomhedens medarbejdere

—	uddannelse forud for indtræden på arbejdsmarkedet for at erhverve de nødvendige kvalifikationer til at udøve et erhverv

—	uddannelse i autonomi, analyse af færdigheder, navnlig for dårligt stillede personer, personer med handicap og unge, der forlader skolen uden kvalifikationer.

4.2.3.

Endelig bør denne stræben efter effektivitet i uddannelsestilbuddene føre til løsninger for de mest sårbare personer. Det er nødvendigt at tage hensyn til handicap i forbindelse med uddannelsessystemets materielle og fysiske tilgængelighed og den uddannelsesmæssige indsats for målgrupperne.

4.3. Bedre inddragelse af arbejdsmarkedsparter og interessenter

4.3.1.

Ud over en frivillig tilgang vil aftaler mellem aktørerne konsolidere disse former for god praksis, således at man bedre kan foregribe kompetencebehovene og øge erhvervsuddannelsessystemernes effektivitet.

4.3.2.

Takket være en effektiv rollefordeling inden for ledsagelse af og opfølgning for de mest sårbare personer skal interessenterne påtage sig en vigtig rolle i forbindelse med social inklusion. På tværs af uddannelsesforløb og med den uundværlige ledsagelse udfylder interessenterne en særlig opgave med at hjælpe de personer, der kæmper for at komme ind på arbejdsmarkedet.

4.3.3.

Et vellykket erhvervsuddannelsessystem kræver, at arbejdsmarkedsparterne inddrages aktivt i udformningen af dette. Samarbejdet mellem de to læringssteder, som uddannelsesorganisationerne og virksomhederne udgør, er en central succesfaktor. De politiske definitioner på nationalt eller regionalt plan skal give arbejdsmarkedsparterne fleksibilitet til at tilpasse erhvervsuddannelsernes struktur og indhold til arbejdsgivernes og lønmodtagernes behov under hensyntagen til arbejdsmarkedets særlige forhold.

4.4. Virksomhedernes og lønmodtagernes interesse i uddannelsesinvesteringer skal vækkes

4.4.1.

Andelen af lønmodtagere, der hvert år får mulighed for at vedligeholde deres kvalifikationer eller blive opkvalificeret, er fortsat for lav, navnlig i små og mellemstore virksomheder. Der er mange hindringer: finansiering af uddannelsen og arbejdsgivernes vanskeligheder med at erstatte medarbejdere under uddannelse, afvisning af grunduddannelse samt uddannelsesindholdets og -systemernes kvalitet og tilgængelighed for medarbejderne.

4.4.2.

I den forbindelse er grundlæggende færdigheder fortsat en nødvendig forudsætning for at komme i beskæftigelse, navnlig i SMV'er. Konsekvenserne af covid-19-krisen mærkes i høj grad af unge under uddannelse, og der er flere frafald, hvilket gør spørgsmålet om livslang erhvervsvejledning og rådgivning mere presserende. Det er vigtigt at tage denne udfordring op, så man kan tiltrække arbejdstagernes og de jobsøgendes interesse ved at give dem mulighed for at blive aktører i deres egen karriereudvikling. Som passende mål skal 8 % af lærlinge og praktikanter kunne drage fordel af en mobilitetsperiode i udlandet. Undersøgelser af virkningerne af Erasmus fremhæver den forbedring af færdigheder og beskæftigelsesegnethed, der følger af en mobilitetsperiode.

4.4.3.

Endelig er der spørgsmålet om virksomhedernes fastlæggelse af ansøgernes kvalifikationer, navnlig de virksomheder, der ikke har en intern afdeling for menneskelige ressourcer.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 237 af 6.7.2018, s. 8.

(2) https://www.cedefop.europa.eu/files/3075_en.pdf, s. 26.

(3) Arbejdsløshedsprocent (opdelt på medlemsstater): https://ec.europa.eu/eurostat/web/lfs/visualisations: Unemployment rate, januar 2021, EU27.

(4) Ubesatte stillinger (opdelt på medlemsstater): https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php?title=Job_vacancy_statistics.

(5) https://skillspanorama.cedefop.europa.eu/en/dashboard/european-skills-index

(6) VET providers — VET4EU2 https://ec.europa.eu/transparency/regexpert/index.cfm?do=groupDetail.groupDetailDoc&id=38451&no=1.

BILAG

EKSEMPLER PÅ GOD PRAKSIS

I Østrig kan man allerede komme i lære som 15-årig

I Østrig er 45 % af de 15-19-årige i lære. I de fleste tilfælde varer erhvervsuddannelser for unge, der vælger at veksle mellem skole og virksomhed, tre år. Der er 130 000 lærlinge blandt de unge. De tilbringer 80 % af tiden i virksomheden, dvs. fire dages praktik og en skoledag pr. uge.

Man har et lovmæssigt krav på en læreplads. Elever, der ikke finder en virksomhed til deres lærlingeforløb på grund af dårlige resultater i skolen, uddannes på offentlige værksteder.

I Østrig har en lærling generelt tre gange større chance for at finde et arbejde end en ung, der er stoppet efter grundskolen. Ledigheden blandt unge under 25 år var på 9,6 % i 2018.

Praktisk forberedelse til arbejdsmarkedet (POE) i Frankrig

Praktisk forberedelse til arbejdsmarkedet er en hurtig og skræddersyet løsning for brancher, der er under pres. Der er tale om en uddannelse, der gør det muligt at erhverve eller udvikle de nødvendige faglige kvalifikationer for at opfylde et på forhånd identificeret rekrutteringsbehov.

POE udformes i samarbejde mellem Pôle emploi (den offentlige arbejdsformidling) og virksomheden eller den pågældende brancheorganisation. Varigheden er højst 400 timer og omfatter et intensivt forløb i virksomheden og giver ret til en status som praktikant under erhvervsuddannelse samt løn. Hvis man ved afslutningen har nået det niveau, der kræves for at besætte stillingen, indgås der en kontrakt om fastansættelse med den virksomhed, der har udvalgt kandidaten.

I løbet af de seneste tre år har 70 000 praktikanter årligt benyttet sig af POE, og der er tale om en ansættelsesprocent på omkring 80 %.

Arbejdsmarkedsparternes rolle i Tyskland

Arbejdsmarkedsparternes erfaring sikrer, at de faglige profiler er i overensstemmelse med arbejdsmarkedets krav, således at uddannelsens bestanddele let kan integreres i virksomhedernes produktionsproces og levering af tjenesteydelser.

I Tyskland forhandler arbejdsmarkedsparterne sig normalt frem til aftaler om erhvervsuddannelse, som efterfølgende indarbejdes i de kollektive sektoraftaler. Når uddannelsernes indhold ikke længere svarer til arbejdsmarkedets krav, foretager arbejdsmarkedsparterne en revision af uddannelserne eller udformer nye uddannelser til nye job.

På grundlag af offentlig finansiering og sociallovgivningen (Socialgesetzbuch) yder sociale organisationer til beskyttelse af lærlingeuddannelser og deres professionelle tjenester støtte til uddannelse i autonomi og faglig støtte til dårligt stillede unge med handicap.

Forhandling om en strategisk aftale om erhvervsuddannelse i Portugal

I den stående kommission for den sociale dialog har den portugisiske regering iværksat en forhandlingsproces med henblik på at indgå en strategisk aftale om livslang erhvervsuddannelse og læring. En arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for regeringen, de styrende organer og arbejdsmarkedsparterne arbejder i øjeblikket på at nå frem til en aftale om styringen, reguleringen og finansieringen af erhvervsuddannelsessystemet. Denne aftale sigter ligeledes mod at forbedre uddannelsernes kvalitet, evnen til hurtigt at tilpasse sig den nationale ramme for certificeringer, opfyldelsen af de forskellige sektorers behov, incitamenterne til uddannelse, både for virksomhederne og den enkelte, pædagogisk innovation samt digital undervisning og fjernundervisning.

Vekseluddannelsessystemet i Polen

I det polske uddannelsessystem er vekseluddannelse en kombination af skoleundervisning i teoretisk viden og arbejde i virksomheder for at få kendskab til praktisk erfaring på en arbejdsplads. Uddannelser på de erhvervsfaglige skoler varer mellem to og fem år. I vekseluddannelsessystemet foregår den praktiske uddannelse inden for rammerne af en ansættelsesaftale om erhvervsuddannelse. Den teoretiske uddannelse er omfattet af en lærlingeaftale mellem lederen af læreanstalten og den arbejdsgiver, der tager imod lærlingen. Siden september 2019 har alle elever på erhvervsuddannelser, der ikke er omfattet af denne ordning, haft adgang til et lønnet praktikophold hos en arbejdsgiver. Det skal bemærkes, at håndværksvirksomheder har udviklet vekseluddannelser i samarbejde med 23 500 håndværkere og taget imod næsten 65 000 unge.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/27

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »hvordan fremmer man via uddannelse og i et livslangt læringsperspektiv de færdigheder, Europa har brug for til at skabe et mere retfærdigt, mere sammenhængende, mere bæredygtigt, mere digitalt og mere modstandsdygtigt samfund?«

(Sonderende udtalelse på anmodning af det portugisiske rådsformandskab)

(2021/C 286/06)

Ordfører:

Tatjana BABRAUSKIENĖ

Anmodning fra det portugisiske rådsformandskab	Brev af 26.10.2020
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	16.4.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	219/1/1

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU understreger vigtigheden af en effektiv udnyttelse af genopretning- og resiliensfaciliteten og andre investeringer til støtte for økonomisk vækst og et modstandsdygtigt samfund som led i den digitale og grønne omstilling i økonomien ved at forbedre kvaliteten og inklusionen i uddannelse (systemer, institutioner og programmer) med henblik på at imødekomme behovene hos de lærende i alle aldre og faser af deres læring for at forberede dem på livet og arbejdslivet og for at sikre, at alle arbejdstagere og det øgede antal arbejdsløse, navnlig kvinder, har adgang til uddannelse. Dette vil tillige bidrage til at sikre den frie bevægelighed for arbejdstagere og tjenesteydelser og sikre, at virksomhederne er godt rustet til at håndtere udviklingen inden for deres branche, og til at mindske de kvalifikationskløfter, de møder som led i den digitale og den grønne omstilling af virksomhederne.

1.2.

EØSU anbefaler, at der fastsættes realistiske langsigtede mål og etableres et konstant overvågningssystem inden for det europæiske uddannelsesområde i hver medlemsstat med det formål at opnå inkluderende uddannelse af en høj kvalitet samt livslang læring for alle og sikre, at alle har den viden, færdigheder, kompetencer og holdning, der er nødvendig, for at Europa kan etablere et mere retfærdigt, mere sammenhængende, mere bæredygtigt, mere digitalt og mere modstandsdygtigt samfund.

1.3.

EØSU påpeger, at demokratisk forvaltning af uddannelsessystemerne — for eksempel gennem social dialog — inden for rammerne af EU's kommende strategiske ramme er et vigtigt redskab for en vellykket politikudvikling og -gennemførelse på EU-plan og nationalt plan. Dette skal sikres og styrkes og indebærer en meningsfuld høring med det organiserede civilsamfund.

1.4.

EØSU anbefaler, at enhver fremtidig »arbejdsgruppe under den åbne koordinationsmetode« bør fremlægge politiske resultater, og helst politikanbefalinger, til Rådet (uddannelse) til drøftelse. Resultaterne af arbejdsgrupperne bør offentliggøres, gennemføres effektivt og profileres højt på det relevante politiske niveau og blandt fagfolk på EU-plan og nationalt plan. Derfor er det vigtigt, at medlemmerne af disse grupper omfatter de relevante arbejdsmarkedsparter og interessenter, som er aktive inden for udvikling af uddannelsespolitik, samt repræsentanter for skoleledere, lærere og studerende fra hvert land.

1.5.

For at leve op til indikatorer, benchmarks og mål i handlingsplanen om den europæiske søjle for sociale rettigheder, Rådets resolution om det europæiske uddannelsesområde (2020), Rådets henstilling om erhvervsrettet uddannelse og Osnabrückerklæringen foreslår EØSU, at der gennemføres yderligere forskning og en konsekvensanalyse for at justere indikatorerne og tilføje andre nødvendige indikatorer, som kan understøtte landene i deres rapportering om gennemførelsen, eftersom de fulde konsekvenser af covid-19-krisen for uddannelsessystemerne, de studerende og lærerne endnu ikke er klarlagt. Indikatorerne bør også føre til tiltag, der støtter socioøkonomisk dårligt stillede studerende og elever samt studerende og elever med handicap, med fælles social- og uddannelsespolitikker på nationalt plan. Resultater for realisering af benchmarks og indikatorer bør afrapporteres efter høring af de relevante arbejdsmarkedsparter og berørte parter på EU-plan og på nationalt, regionalt og lokalt plan.

1.6.

EØSU foreslår at fortsætte det vigtige arbejde, der udføres på de formandskabsledede uformelle samarbejdsmøder om uddannelsessektorerne (generaldirektørerne med ansvar for skole, erhvervsuddannelse og videregående uddannelse) (1), med henblik på at finde synergier mellem dem og profilere dem med inddragelse af de relevante arbejdsmarkedsparter fra hvert EU-land og i samråd med de relevante civilsamfundsorganisationer i lighed med Det Rådgivende Udvalg for Erhvervsrettet Uddannelse. Udvalget anbefaler også, at EU-politikker og nationale/regionale politikker knyttes sammen i effektive partnerskaber mellem og forvaltet af ministerier, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.

1.7.

EØSU efterlyser en effektiv gennemførelse af det første princip i den europæiske søjle for sociale rettigheder på europæisk og nationalt plan i henhold til handlingsplanen for gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder, der skal vedtages på det sociale topmøde i 2021, med fuld inddragelse af de relevante arbejdsmarkedsparter og civilsamfundsorganisationer og understøttet af varige offentlige investeringer og genopretnings- og resiliensfaciliteten.

1.8.

ØSU henleder opmærksomheden på den holistiske tilgang til uddannelse og vigtigheden af at følge en sådan fremgangsmåde i gennemførelsen af de seneste EU-initiativer inden for uddannelse (det europæiske uddannelsesområde), erhvervsuddannelse (VET-anbefaling), færdigheder (dagsorden for færdigheder i Europa), ungdomsuddannelse (broen til job) og digitale færdigheder (handlingsplanen for digital uddannelse 2021-2027). Det skal sikres, at de bidrager til lige adgang til uddannelse og omskoling af høj kvalitet og opkvalificering af arbejdstagere med henblik på en retfærdig omstilling på arbejdsmarkedet, idet der ydes støtte til, at lavtkvalificerede voksne kan finde beskæftigelse eller opnå iværksætterkompetencer, og idet man hjælper virksomheder med at komme på niveau med den globale innovation og genvinde konkurrenceevnen.

1.9.

EØSU understreger, at gennemførelsen af handlingsplanen for digital uddannelse 2021-2027 skal sikre en effektiv social dialog og høring af interessenter, respekt for og håndhævelse af arbejdstagerrettigheder samt arbejdstagernes information, høring og deltagelse i udviklingen af digitale færdigheder og iværksætterkompetencer, navnlig inden for erhvervsrettet uddannelse, voksenuddannelse og medarbejderuddannelse med henblik på at mindske den kvalifikationskløft, virksomhederne står over for. Med henvisning til Revisionsrettens beretning og for at opfylde Kommissionens mål om at øge andelen af 16-74-årige med grundlæggende digitale færdigheder fra 56 % i 2019 til 70 % i 2025 opfordrer EØSU til, at der afsættes specifikke beløb inden for fremtidige EU-programmer, at der fastlægges delmål og milepæle, og at man behørigt evaluerer digitale færdigheder i et digitalt miljø, der ændrer sig konstant og hurtigt.

1.10.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at sikre effektiv støtte til beskæftigede og arbejdsløse, som oplever, at det kan være vanskeligt at få adgang til inklusiv og kvalitetssikret voksenuddannelse og erhvervsuddannelse, ved at sikre målrettet finansiering til dem, der har brug for det, såsom arbejdsløse, ikkestandardmæssige arbejdstagere, lavtuddannede, personer med handicap, ældre arbejdstagere, ældre medborgere samt personer fra socialt og økonomisk dårligt stillede grupper, samtidig med at der tages hensyn til kønsaspektet.

1.11.

EØSU foreslår, at øget ulighed i skolerne og generelt i samfundet bekæmpes gennem effektive fælles social- og uddannelsespolitikker på nationalt plan. EØSU foreslår, at der afholdes en fælles samling i Rådet mellem ministrene for uddannelse og sociale anliggender for at finde løsninger, der kan håndtere ulighed på uddannelsesområdet og ulige adgang til uddannelse som følge af covid-19-krisen.

1.12.

EØSU bifalder de målsætninger, der er fastlagt i den nye resolution om det europæiske uddannelsesområde, men foreslår samtidig, at det europæiske uddannelsesområdes indikatorer og benchmarks justeres regelmæssigt, og at andre nødvendige indikatorer tilføjes (f.eks. om grønne færdigheder og kompetencer/læring om bæredygtig udvikling), som landene nemt kan rapportere om, bl.a. for at sikre, at de nationale foranstaltninger effektivt støtter socioøkonomisk dårligt stillede studerende og elever.

1.13.

EØSU påpeger, at det er af afgørende betydning, at der udvikles sociale kompetencer ud fra et livslangt læringsperspektiv for alle elever, at man sikrer, at der undervises i disse kompetencer fra en tidlig alder og gennem hele voksenuddannelsen, og at man fremmer tolerance og ikke-forskelsbehandling inden for uddannelse for alle borgere. Undervisning i nøglekompetencer, navnlig social følsomhed, empati, interkulturel dialog, medborgerskab, sociale kompetencer og iværksætteri, herunder socialt iværksætteri, bør finde sted i hele uddannelsesprocessen.

1.14.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at anvende genopretningsplanen, Next Generation EU og andre EU-midler, herunder Erasmus, ESF+ og Fonden for Retfærdig Omstilling, effektivt og konsekvent til at støtte uddannelsespolitikkerne for at skabe et mere retfærdigt, mere sammenhængende, mere inkluderende, mere bæredygtigt, mere digitalt og mere modstandsdygtigt samfund.

1.15.

EØSU mener, at processen med det europæiske semester skal fortsætte med at tilskynde regeringerne til at sikre bæredygtige offentlige investeringer i en langsigtet indsats for at forbedre kvalitet, retfærdighed, ligestilling og social inklusion i skolerne, forbedre lige adgang til digitalt materiale for elever i alle aldre og støtte sikker brug af digitale teknologier i skoler og på uddannelsesinstitutioner.

1.16.

EØSU understreger, at viden, færdigheder og kompetencer skal erkendes og anerkendes med respekt for de enkelte medlemsstaters uddannelsesmæssige og faglige krav. Det er afgørende at sikre lige adgang til fuldstændige kvalifikationer, og EØSU opfordrer derfor til, at Rådets henstilling om validering af ikkeformel og uformel læring (2) og konventionen om anerkendelse af kvalifikationer inden for de videregående uddannelser i Europaregionen (3) gennemføres. EØSU gentager sit synspunkt om (4), at uddannelse, der fører til et mikroeksamensbevis, bør have kvalitetsstandarder og klare oplysninger om værdien af uddannelsen for effektivt at kunne anvendes på arbejdsmarkedet som videreuddannelse og for at blive tilføjet til en fuldstændig kvalifikation. Det er vigtigt, at man ikke overregulerer mikroeksamensbeviser, så deres fleksibilitet i forhold til arbejdsmarkedet kan opretholdes.

1.17.

EØSU opfordrer til, at det europæiske uddannelsesområde gennemføres på nationalt plan — efter en effektiv social dialog med lærerne — for at forbedre undervisningens kvalitet i den digitale æra og styrke undervisningsstandarderne, for at udvikle en inkluderende indledende læreruddannelse og løbende faglig udvikling af høj kvalitet og for at sikre anstændige arbejdsvilkår og lønninger til lærerne og dermed gøre erhvervet mere attraktivt for højt kvalificerede kandidater.

1.18.

EØSU fremhæver behovet for at respektere de videregående uddannelsesinstitutionernes akademiske frihed, autonomi og styring med hensyn til deres bidrag til livslang læring, sikre tilstrækkelige offentlige investeringer i videregående uddannelse og forskning samt inklusion og diversitet af netværk mellem universiteterne i Europa og respektere nationale og institutionelle kompetencer, hvad angår videregående uddannelse. EØSU opfordrer til, at man yderligere diskuterer, hvad der er blevet kaldt »den europæiske universitetsgrad« og »den europæiske universitetsstatut«, med regeringerne og relevante arbejdsmarkedsparter og civilsamfundsorganisationer, og at der ydes støtte til udvikling af erhvervsrettede uddannelsestilbud på tertiært niveau.

2. Baggrund

2.1.

Denne udtalelse er et bidrag til Rådets drøftelser under det portugisiske rådsformandskab (første semester 2021) om gennemførelse af EU-initiativer vedrørende uddannelse og livslang læring, navnlig det europæiske uddannelsesområde, dagsordenen for færdigheder og handlingsplanen for digital uddannelse 2021-2027.

2.2.

Stigende indkomstulighed, menneskelig mobilitet og en aldrende befolkning er sociale faktorer, der påvirker uddannelsespolitikkerne. I en tid, hvor samfundet står over for økonomiske udfordringer såsom den digitale omstilling og den cirkulære økonomi, kan støtte til enkeltpersoners læring være en af løsningerne til et mere bæredygtigt samfund med henblik på at overvinde hindringerne og udfordringerne i den sociale og økonomiske omstilling, samtidig med at læringsfærdighederne fremmes.

2.3.

EU-landenes ledere mødtes på topmødet i Göteborg den 17. november 2017 for at undertegne den europæiske søjle for sociale rettigheder og påbegyndte i den forbindelse deres drøftelser om lanceringen af det såkaldte europæiske uddannelsesområde (5). Dette blev efterfulgt af flere nye forslag om emnet fra 2018 til 2020 og førte til den nye rådsresolution i februar 2021. Initiativet vedrører det første princip i den sociale søjle, hvori det hedder, at »alle har ret til god og inkluderende uddannelse og livslang læring for at opnå og vedligeholde færdigheder, der sætter dem i stand til at deltage fuldt ud i samfundslivet og håndtere skift på arbejdsmarkedet«, samt til de rettigheder, der er nævnt i det fjerde princip, herunder støtte til uddannelse og omskoling, navnlig unges adgang til videreuddannelse, en læreplads og praktikophold.

2.4.

EU offentliggjorde sin nye politikpakke den 1. juli 2020, herunder meddelelsen om Den europæiske dagsorden for færdigheder med henblik på bæredygtig konkurrenceevne, social retfærdighed og modstandsdygtighed (6), et forslag til Rådets henstilling om erhvervsrettet uddannelse (VET) (7) og en meddelelse (8) og et forslag til Rådets henstilling (9) om Støtte til ungdomsbeskæftigelse: en bro til job for den næste generation. Disse politiske dokumenter knytter livslang læring, opkvalificering og omskoling til gennemførelsen og fuldførelsen af det europæiske uddannelsesområde. EØSU fulgte op på disse initiativer ved at vedtage udtalelser i 2020 om dagsordenen for færdigheder (10), styrkelse af ungdomsgarantien (11) og EU-strategien for fremme af grønne færdigheder og kompetencer for alle (12).

2.5.

I sin udtalelse Anvendelsesværdi er populært igen: nye fremtidsudsigter og udfordringer for europæiske produkter og tjenesteydelser (13) (2019) udtrykte EØSU det synspunkt, at innovative, højt specialiserede produkter og tjenesteydelser, der imødekommer kundernes behov, samt social og miljømæssig bæredygtighed kan blive kernen i og fokus for europæisk konkurrenceevne nu om dage. Af den grund anbefaler EØSU politiske indgreb for relevante uddannelsestjenester.

2.6.

Den 30. september 2020 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om etablering af det europæiske uddannelsesområde inden 2025 (14) med fokus på seks områder: kvalitet, inklusion og ligestilling mellem mænd og kvinder, den grønne og digitale omstilling, lærere og undervisere, videregående uddannelse og geopolitiske dimensioner. Den 30. november 2020 understregede Rådet (uddannelse) vigtigheden af den nationale kompetence for uddannelse og respekt for mangfoldigheden med hensyn til kultur og uddannelsessystemer, og der blev stillet spørgsmålstegn ved »forvaltningsmekanismen for det europæiske uddannelsesområde og de mål på EU-plan, der foreslås opnået inden 2030« (15).

2.7.

I kølvandet på de tidligere politiske initiativer blev Kommissionens meddelelse om handlingsplan for digital uddannelse 2021-2027 — Omstilling af uddannelsessystemerne med henblik på den digitale tidsalder (16) fulgt op af Rådets konklusioner, som understregede, at digital uddannelse bør »sætte den lærende i centrum og støtte alle personer og borgere i at udvikle deres personlighed og færdigheder på en sikker, fri og ansvarlig måde« (17).

3. Generelle bemærkninger

3.1.

Covid-19-pandemien har skubbet den europæiske økonomi ind i dyb recession og presset arbejdsløsheden op som følge af nedgangen i økonomien, der er helt uden fortilfælde, og de udfordringer, som virksomhederne står over for i krisen. Trods udbredt brug af jobrotationsordninger, understøttet af EU-instrumenter og nationale instrumenter, forventes arbejdsløsheden i EU at stige fra 6,7 % i 2019 til 7,7 % i 2020 og til 8,6 % i 2021, før den falder til 8,0 % i 2022 (Eurostat, den 5. november 2020). Den høje arbejdsløshed på grund af covid-19-krisen finder sted samtidig med en stigning i efterspørgslen på færdigheder og opkvalificering og omskoling af den europæiske arbejdsstyrke på grund af den digitale og grønne omstilling i industrien. En effektiv EU-politik skal støtte den økonomiske vækst og et modstandsdygtigt samfund.

3.2.

Covid-19-krisen har også fremskyndet den digitale omstilling på uddannelses- og arbejdsområdet og i dagligdagen. EØSU's udtalelse om den opdaterede dagsorden for færdigheder understreger, at »alle europæere bør have ret til inkluderende erhvervsuddannelse og livslang læring af høj kvalitet inden for rammerne af en retfærdig omstilling og under hensyntagen til demografiske forandringer. EØSU fremhæver behovet for at håndtere uddannelsesmæssig fattigdom, som er blevet værre på grund af ulige adgang til uddannelse og erhvervsuddannelse under covid-19-krisen« (18). Viden, færdigheder og kompetenceudvikling skal ikke blot opfylde arbejdsmarkedets behov og en fremtidig kvalitetsbaseret konkurrenceevne, men også forberede de lærende på at være aktive, demokratiske borgere og bidrage til at nedbringe de sociale og uddannelsesmæssige uligheder. Ud over at sikre en forbedring af EU-borgernes digitale færdigheder er fortrolighed med digitale medier afgørende for at sikre, at borgerne kan navigere i den komplekse verden af i dag.

3.3.

Det er af afgørende betydning, at politiske foranstaltninger i EU og på nationalt plan sikrer, at uddannelse er en menneskerettighed og et offentligt gode, og respekterer Europas kulturelle mangfoldighed, og at uddannelsespolitikker er nationale kompetencer. Politikken på EU-plan og nationalt plan skal tage virkningsfulde skridt til at gennemføre FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og den europæiske søjle for sociale rettigheder med henblik på at opnå kvalitetssikret, effektiv og inklusiv uddannelse for alle i alle europæiske lande ved at inddrage alle medlemsstater, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer i handlingsplanen for gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder.

3.4.

Det er vigtigt, at det europæiske uddannelsesområde handler om at styrke yderligere politisk samarbejde mellem EU-landene og fortsat tilvejebringer en læringsplatform for ministerier, uddannelse, arbejdsmarkedets parter og de relevante interessenter i civilsamfundet. Effektiv styring kræver, at der anvendes ensartede uddannelsespolitikker på alle uddannelsesområder fra førskoleundervisning til voksenuddannelse, herunder erhvervsuddannelse for alle aldersgrupper og sammenkobling af EU-politikker og nationale/regionale politikker som led i effektive partnerskaber mellem ministerier, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet inden for trepartspolitikgrupper.

3.5.

EØSU henviser til sin udtalelse om Bæredygtig finansiering til livslang læring og udvikling af færdigheder i en situation, hvor der er mangel på faglært arbejdskraft (19), og understreger, at bæredygtige offentlige investeringer i uddannelse og effektive private investeringer i erhvervs- og efteruddannelse for alle aldersgrupper er en forudsætning for, at politiske foranstaltninger for social og økonomisk inklusion af elever i alle aldersgrupper og støtte til virksomheder kan lykkes. Derfor er det vigtigt, at genopretningsplanen, Next Generation EU og andre EU-midler (f.eks. ESF+, Fonden for Retfærdig Omstilling) anvendes effektivt og konsekvent til at støtte uddannelsespolitikker i relation til det europæiske semester.

3.6.

Da flere indikatorer og benchmarks i ET 2020-strategirammen ikke er blevet gennemført, glæder EØSU sig over, at mange af indikatorerne er blevet styrket gennem initiativet det europæiske uddannelsesområde. Disse indikatorer er imidlertid meget udfordrende og kræver et økonomisk engagement fra regeringerne. Det er også vigtigt at få klarhed over de betingelser, som hvert land anvender som indikatorer, og at styrke uddannelse i et bæredygtigt miljø som benchmark.

3.7.

Covid-19-krisen har gjort det klart, at skoler er af afgørende betydning for, at elever og studerende kan udvikle deres sociale kompetencer. Elever og studerende bør undervises i at forbedre disse kompetencer gennem hele livet gennem læringskompetence og aktiv deltagelse i samfundet, ved at lære om forskellige kulturer, sprog og mobilitet, forbedre deres viden om kunst osv. Disse kompetencer er særligt vigtige, da mange historiske eksempler har vist, at økonomiske og finansielle kriser bidrager til en stigende tendens til radikalisme. Derfor vil EØSU gerne henlede opmærksomheden på vigtigheden af at tage skridt til at gennemføre Erklæringen om fremme af medborgerskab og de fælles værdier frihed, tolerance og ikkediskrimination ved hjælp af uddannelse (2015) (20) og anvende den over for elever i alle aldersgrupper.

3.8.

For at forbedre de grønne færdigheder, kompetencer og holdninger hos alle i Europa er det nødvendigt, at EU's medlemsstater forbinder miljøpolitikker med uddannelsespolitikker og opstiller nationale strategier for grønne færdigheder og kompetencer. EØSU bemærker (21), at der på EU-plan kan udvikles indikatorer og benchmarks for grønne færdigheder og kompetencer vedrørende bevidsthed omkring klimaændringerne, miljøansvar og bæredygtig udvikling med henblik på at hjælpe landene med at indarbejde grønne færdigheder og kompetencer, der omfatter en forandrende uddannelsestilgang i læseplanerne fra en tidlig alder og fortløbende, herunder i voksenuddannelse, som en del af den livslange læring.

3.9.

EØSU bifalder, at handlingsplanen for digital uddannelse 2021-27 fokuserer på lige adgang til digitale værktøjer, internet og udvikling af digitale kompetencer og færdigheder, især for kvinder i STEM- og IT-erhverv. Effektive færdigheds- og digitaliseringsstrategier på nationalt plan og på virksomhedsniveau bør støtte arbejdstagerne i at levere relevant uddannelse af høj kvalitet. Det er vigtigt, at virksomhederne også modtager støtte til at sikre, at deres arbejdstagere bliver opkvalificeret og omskolet, især i forbindelse med digitaliseringen af deres funktioner. Dette er også i tråd med den grønne omstilling af industrien — med hensyn til produkter og processer — og er både en nødvendighed og en mulighed for europæisk iværksætteri.

3.10.

Det er vigtigt, at de fuldstændige kvalifikationer tages i betragtning. For så vidt angår gennemførelsen af automatisk gensidig anerkendelse inden 2025 understreger EØSU, at viden, færdigheder og kompetencer skal erkendes og anerkendes under hensyntagen til de enkelte medlemsstaters uddannelsesmæssige og faglige krav, og adgangen til ajourførte oplysninger om anerkendelsesprocedurer skal forbedres for studerende og elever. Med dette for øje er det nødvendigt at forbedre gennemførelsen af Rådets henstilling om validering af ikkeformel og uformel læring (22) og af Lissabonkonventionen (23) for at støtte livslang læring for alle.

3.11.

EØSU bifalder initiativet om handlingsplanen for digital uddannelse 2021-2027 om at skabe en europæisk udvekslingsplatform for digitale materialer og kurser. Det er vigtigt, at brugerne får alle oplysninger om, hvorvidt et kursus fører til fuldstændige eller delvise kvalifikationer eller til et mikroeksamensbevis, hvem der validerer og kvalitetssikrer onlinekurser, hvorvidt de er anerkendt eller ej, og hvordan de kan føjes til de fuldstændige kvalifikationer. Det er vigtigt at opliste disse kurser på Europass-portalen, og at man grundigt ser på ophavsret og ejerskab til onlinematerialerne samt kvaliteten og relevansen af de pågældende onlinekurser.

3.12.

Lærere spiller en central rolle med hensyn til at levere uddannelse af høj kvalitet, men ifølge OECD mener færre end én ud af fem lærere, at deres erhverv værdsættes i samfundet (24), og lærererhvervet er i gennemsnit 11 % dårligere betalt end andre fagfolk med en videregående uddannelse (25). Det europæiske uddannelsesområde skal yde effektiv støtte til lærere, undervisere og andet uddannelsespersonale for at overvinde de negative virkninger af covid-19-krisen.

3.13.

Inklusionen og diversiteten af de europæiske universiteters netværk af institutioner, studerende og lærere skal støttes af alle landene i Bolognaprocessen, samtidig med at de nationale og institutionelle kompetencer med hensyn til de videregående uddannelser respekteres og beskyttes.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Møde mellem generaldirektørerne for skoleuddannelse, generaldirektørerne for erhvervsuddannelse og generaldirektørerne for videregående uddannelse.

(2) 2012/C 398/01.

(3) Konventionen om anerkendelse af kvalifikationer inden for de videregående uddannelser i Europaregionen.

(4) EUT C 10 af 11.1.2021, s. 40.

(5) COM(2017) 673 final.

(6) COM(2020) 274 final.

(7) COM(2020) 275 final.

(8) COM(2020) 276 final.

(9) COM(2020) 277 final.

(10) EUT C 10 af 11.1.2021, s. 40.

(11) EUT C 10 af 11.1.2021, s. 48.

(12) EUT C 56 af 16.2.2021, s. 1.

(13) EUT C 97 af 24.3.2020, s. 27.

(14) COM(2020) 625 final.

(15) Videokonference mellem undervisningsministrene, den 30. november 2020 — Vigtigste resultater https://www.consilium.europa.eu/da/meetings/eycs/2020/11/30/education/.

(16) COM(2020) 624 final.

(17) 2020/C 415/10.

(18) EUT C 10 af 11.1.2021, s. 40.

(19) EUT C 232 af 14.7.2020, s. 8.

(20) Pariserklæringen, 17.3.2015.

(21) EUT C 56 af 16.2.2021, s. 1.

(22) 2012/C 398/01.

(23) Konventionen om anerkendelse af kvalifikationer inden for de videregående uddannelser i Europaregionen.

(24) TALIS — OECD's internationale undersøgelse af undervisning og læring for 2018.

(25) OECD's Education at a Glance 2020, OECD iLibrary, Introduction: The indicators and their framework (oecd-ilibrary.org).

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/33

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »harmonisering af markedsadgangen for kosttilskud i EU: løsninger og bedste praksis«

(Sonderende udtalelse)

(2021/C 286/07)

Ordfører:

Veselin MITOV

Anmodning om udtalelse	Det portugisiske rådsformandskab, 26.10.2020
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø
Vedtaget i sektionen	15.4.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	245/0/5

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Markedet for kosttilskud er voksende i Europa. Kosttilskud reguleres ved direktiv 2002/46/EF (1), der ikke anvendes på en ensartet måde i EU. En ensartet anvendelse af lovgivningen er imidlertid vigtig for, at EU's indre marked kan fungere effektivt og dermed muliggøre fri bevægelighed for sikre varer.

1.2.

EØSU støtter en revision af denne lovgivning, navnlig gennem ajourføring af definitionen af kosttilskud, indføjelse af en anmeldelsespligt og en gennemgang af de administrative sagsakter samt oprettelse af et system for fødevareovervågning med indsamling af uønskede bivirkninger og dermed en forbedret beskyttelse af folkesundheden.

1.3.

Det vigtigste krav må være, at produkter og ingredienser er sikre. Sikkerheden bør derfor fastlægges på et videnskabeligt grundlag. EØSU anbefaler, at der indføres maksimumsmængder for vitaminer og mineraler, og at der opstilles positiv- og negativlister for ingredienser, herunder planter.

1.4.

Den information, der stilles til rådighed for forbrugerne, skal sætte dem i stand til at forbruge produkterne helt uden risiko. EØSU anbefaler, at der iværksættes foranstaltninger i form af information og oplysning af forbrugerne, navnlig på e-handelsområdet.

1.5.

EØSU opfordrer myndighederne til at styrke kontrollen, analysen og overvågningen af produkterne for at beskytte forbrugerne, ved at produkter, som ikke opfylder kravene, trækkes tilbage fra markedet. Denne kontrol skal også hindre illoyal konkurrence mellem erhvervsdrivende (herunder ikke mindst i form af anvendelse af ikketilladte anprisninger, og produkter med oprindelse i tredjelande, der ikke opfylder kravene).

1.6.

EØSU opfordrer derfor alle interessenter til at harmonisere lovrammen for kosttilskud og gennemførelsen af denne for at sikre en mere retfærdig økonomi og øget produktsikkerhed.

2. Indledning

2.1.

Denne udtalelse er udarbejdet på anmodning af det portugisiske formandskab for Rådet. Hensigten er at finde løsninger og god praksis med henblik på gennemførelse af en harmonisering af markedsadgangen for kosttilskud i EU. EØSU's udtalelse vil kunne bidrage til formandskabets arbejde på dette område, bl.a. inden for rammerne af en konference, der vil blive afholdt i årets første halvdel, og i forbindelse med arbejdsgrupper under Rådet. EØSU stiller sig positivt til denne anmodning, der omhandler et ringe belyst område inden for fødevaresektoren.

2.2.

EØSU mener, at emnet indgår som et naturligt led i Verdenssundhedsorganisationens »One Health«-model og i EU's »jord til bord«-strategi, der slår til lyd for sunde og bæredygtige kostvaner og bedre forbrugerinformation, samtidig med at der sikres retfærdig handel mellem de erhvervsdrivende (2). EØSU mener, at sunde og bæredygtige kostvaner udgør en vigtig søjle i en samlet fødevarepolitik, da vi er nødt til hurtigt at omlægge vores kostvaner for at forbedre — ikke skade — økosystemernes og borgernes sundhed (3).

2.3.

EØSU har altid støttet en EU-politik der værner om sundheden i hele fødevarekæden med henblik på at fremme sikkerheden, hygiejnen og en klar, gennemsigtig og sikker produktinformation (4). EØSU fastholder også, at fødevaresikkerhed forstsat bør være baseret på et robust system og en europæisk fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) med gennemsigtige procedurer for vurdering af sikkerheden, når det gælder nye produkter, der skal indgå i fødevarekæden, fuld sporbarhed og passende risikokommunikation (5).

3. Øget harmonisering på området for kosttilskud

3.1. En lovramme, der kalder på forbedringer

3.1.1.

Kosttilskud reguleres specifikt ved direktiv 2002/46/EF, der er forblevet omtrent uændret, siden det blev vedtaget.

3.1.2.

Definitionen af kosttilskud er ikke blevet udbygget på trods af nyudviklingen i denne sektor og nye forbrugsmønstre. Den er ikke tilstrækkelig præcis og er genstand for divergerende fortolkninger. Som eksempel kan nævnes begrebet »mindre afmålte mængder«, der er forskelligt fra land til land (ingen defineret mængde). Disse fortolkninger kan føre til afvigelser mellem medlemsstaterne med hensyn til kosttilskuddenes status og kontrolresultater. Den pågældende definition bør udvides og præciseres.

3.1.3.

EØSU foreslår, at lovgivningen ajourføres for bedre at harmonisere markedet for kosttilskud og tage højde for udviklingen på området.

3.2. Effektivisere anmeldelsesproceduren

3.2.1.

Direktivet hjemler mulighed for anmeldelse af et produkt. Denne indberetning er en administrativ registrering af produkterne forud for markedsføringen. Der er ikke tale om en markedsføringstilladelse eller om et bevis for regelefterlevelse eller sikkerhed. De enkelte medlemsstater (24/27) kan fastsætte indholdet af anmeldelsen og proceduren for behandling af disse oplysninger (lige fra simpel registrering til et grundigt studie).

3.2.2.

Oplysningerne i anmeldelsen sætter de kompetente myndigheder i stand til at få bedre indsigt i markedet, og behandlingen af oplysningerne sikrer, at der ikke distribueres produkter, som ikke overholder kravene (national og europæisk lovgivning), og letter kontrollen.

3.2.3.

EØSU foreslår en bedre harmonisering af de nationale ordninger og anbefaler, at det fastsættes i lovgivningen, hvilke obligatoriske minimumsoplysninger (kvalitativ og kvantitativ sammensætning, mærkning osv.) der skal indgives, fortrinsvis i digital form, for at begrænse det administrative arbejde for den erhvervsdrivende og sikre de højst mulige standarder. EØSU foreslår, at der om muligt oprettes en europæisk flersproget portal, hvis indhold det overlades til medlemsstaterne at bestemme. Da sammensætningen kun i ringe grad er harmoniseret (jf. nedenfor), kan dette spørgsmål nemlig kun behandles på nationalt plan.

3.2.4.

EØSU mener, at anmeldelse bør gøres obligatorisk for at beskytte forbrugerne. En sådan praksis gør, at der markedsføres sikrere produkter, og den letter kontrollen med og overvågningen af markedet. Listen over anmeldte produkter og de tilhørende konklusioner bør stilles til rådighed for forbrugerne. Forbrugerne bør ikke tøve med selv at søge information og klage til tilsynsmyndighederne, hvis der konstateres en overtrædelse.

3.3. Fastsættelse af maksimumsværdier for næringsstoffer — en lovgivningsmæssig prioritet

3.3.1.

Vitaminer og mineraler er de mest kendte ingredienser i kosttilskud. Næringsstoffer og deres kemiske former blev oprindeligt reguleret og listeopført ved forordning (EF) nr. 1170/2009 (6) efter sikkerhedsvurderinger foretaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA). Maksimumsdoserne fastsættes i dag på nationalt plan, enten på grundlag af den virksomme dosis eller på grundlag af toksicitet (7). Nogle lande har ikke fastsat lovbestemte grænser. EFSA har i forskellige udtalelser fastsat grænseværdierne for toksicitet. Disse værdier vedrører eksponeringen i den samlede ernæring (8) og kan ikke ekstrapoleres til kosttilskud alene.

3.3.2.

EØSU anbefaler, at Kommissionen hurtigt overdrager EFSA det hverv at fastsætte maksimumsgrænserne for næringsstoffer samt renhedskriterierne for kosttilskud. I betragtning af det europæiske områdes udstrækning og de forskellige kostvaner (forbrug af grøntsager, fisk eller kød, ledningsvandets sammensætning osv.) er en fælles maksimumsværdi måske ikke mulig, og grænserne må i så fald fastsættes på regions-/landegruppeplan. Det er også bedst, at der sættes grænser for sårbare befolkningsgrupper såsom børn, gravide kvinder osv.

3.3.3.

En sådan harmonisering i hele EU ville være til gavn for alle interessenter, idet sikkerheden for forbrugerne ville blive styrket og risikoen for overdosering mindsket, og den frie bevægelighed for produkterne ville gavne såvel de erhvervsdrivende — der kunne afsætte deres varer på flere markeder — som forbrugerne — der ville få adgang til et bredere sortiment.

3.3.4.

Selv om næringsstoffer står øverst på listen, bør andre ingredienser, der anvendes i produkterne, også underkastes en harmonisering. Dette vil styrke omsætningen af disse og fastslå deres uskadelighed på grundlag af en videnskabelig vurdering. Nogle lande (Belgien, Frankrig og Italien og senest Tyskland, Schweiz og Østrig) har bl.a. forsøgt at tilnærme deres lovgivning med hensyn til plantebaserede produkter gennem fælles lister. Ingredienser, der er baseret på bioteknologi såsom mikroorganismer (probiotika, gær), fortjener også en særlig opmærksomhed.

3.3.5.

EØSU anbefaler også, at Kommissionen går i gang med at opstille positiv- og negativlister over andre stoffer — såvel hvad angår identitet og kvantitet som anvendelsesbetingelser — således som den gør det inden for rammerne af forordning (EU) 2015/2283 (9) om nye fødevarer.

3.4. Anprisninger — et redskab for forbrugerne

3.4.1.

Forbrugerinformation formidles i almindelighed gennem mærkning af varerne, f.eks. oversigt over ingredienser og allergener, og henhører under forordning (EU) nr. 1169/2011 (10) (11). Mærkning tegnede sig imidlertid for 58 % af de overtrædelser, der blev afsløret ved kontroller i 2018 (12). EØSU glæder sig over EU's indsats i forbindelse med Rådets arbejde vedrørende mærkning af fødevarer, men konstaterer, at der fortsat udestår en række problemer.

3.4.2.

Produktets egenskaber beskrives i anprisningerne på mærkningen samt gennem reklamer i blade, på TV, på internettet osv. Reklamer kan anspore til køb af bestemte varer. Forordning (EF) nr. 1924/2006 (13) indeholdt positivlister over ernærings- og sundhedsanprisninger. Anprisningerne af vitaminer og mineraler er allerede blevet vurderet af EFSA og offentliggjort, mens der endnu ikke er gennemført undersøgelser af anprisninger af planteprodukter og andre stoffer. Disse anprisninger er derfor undergivet nationale regler, hvor sådanne findes, og der cirkulerer ubekræftede påstande af enhver art på markedet, der således medfører markedsforvridning.

3.4.3.

EØSU går derfor ind for, at Kommissionen finder frem til den bedste arbejdsmodel, så EFSA kan fortsætte med at vurdere ernærings- og sundhedsanprisningerne af de stoffer, der endnu ikke er undersøgt — først og fremmest anprisningerne af planteprodukter — og fastsætte betingelserne for, at ingredienserne er sikre.

3.5. Grænseprodukter — ikke risikofrie produkter

3.5.1.

Det sker også, at præsentationen af og reklamerne for kosttilskud giver anledning til forvirring med hensyn til produkternes status. Nogle erhvervsdrivende tøver ikke med at tillægge produkterne terapeutiske eller profylaktiske egenskaber og dermed gøre dem til erstatningsprodukter for lægemidler og benævne dem »nutraceutika« (med association til »næring« og »farmaceutika«). En særlig kontrolkampagne har afsløret, at sådanne vildledende anprisninger er blevet anvendt i forbindelse med forebyggelsen og bekæmpelsen af covid-19 (14). Forbrugerne kan blive påvirket af disse falske løfter.

3.5.2.

Disse produkter, hvis status ikke er klarlagt (15) benævnes »grænseprodukter«. Denne gråzone skyldes produkternes salgssted, deres form og det forhold, at visse ingredienser kan anvendes både i fødevarer og i lægemidler, men i forskellige doser.

3.5.3.

EØSU råder Kommissionen til at nedsætte en arbejdsgruppe for »grænseprodukter«, f.eks. inden for rammerne af ekspertgruppen under Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (PAFF), ligesom der findes for lægemidler, medicinsk udstyr, kosmetiske produkter og biocider. Denne ville offentliggøre dokumenter, som kan hjælpe myndigheder og erhvervsdrivende med at præcisere produkters status. Nedsættelsen af en europæisk arbejdsgruppe hindrer ikke, at der oprettes blandede udvalg på nationalt plan med henblik på bestemmelse af produkternes status.

3.5.4.

EØSU råder på det kraftigste myndighederne til at iværksætte en kontrol, der specifikt er målrettet disse produkter, med henblik på at fjerne dem fra markedet. Tilstedeværelsen af disse produkter på markedet udgør illoyal konkurrence mod medicinalvirksomhederne, der skal indhente markedsføringstilladelser for deres lægemidler. Hvis denne kontrol blev offentliggjort, ville det også give forbrugerne viden om risiciene ved disse produkter.

3.6. Væksten i e-handlen — en kilde til større valgmuligheder, men også til uligheder

3.6.1.

Fjernsalget af fødevarer er vokset som følge af covid-19-pandemien. Kosttilskud er produkter, der i almindelighed har en lang udløbsdato, og de er lette at transportere.

3.6.2.

Desværre lever en række af disse produkter — især produkter, der kommer fra lande uden for Europa — ikke op til kravene i forhold til sammensætning og anprisninger. Dette skaber illoyal konkurrence i forhold til de europæiske erhvervsdrivende, som følger reglerne. Derudover har medlemsstaterne konstateret forekomst af forbudte og farlige stoffer (amfetaminer i kosttilskud til sportsfolk, lægemidler osv.) i visse produkter, hvilket udgør en fare for forbrugerne.

3.6.3.

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke overvågningen af og kontrollen med e-handelsplatforme og websteder og til at tage stikprøver og foretage analyser samt anmelde produkter, som ikke opfylder kravene, under det hurtige varslingssystem for fødevarer og foder (RASFF).

3.6.4.

EØSU mener ligeledes, at information til og oplysning af forbrugere og sundhedspersonale bør øges for at skabe mere sikre køb på internettet. Fødevarer skal være sikre for at kunne markedsføres, men forbrugerne bør være opmærksomme på, at visse produkter, som udbydes på nettet, kan udgøre en risiko for deres sundhed.

3.7. Fødevareovervågning som en varslingsmekanisme

3.7.1.

Visse ingredienser kan fremkalde uønskede bivirkninger, selv om produkterne lever op til kravene. Sikkerheden vurderes ikke for de enkelte produkter eller ingredienser, og ej heller for deres eventuelle interaktion med andre produkter såsom lægemidler.

3.7.2.

Kun meget få medlemsstater har indført en struktureret ordning for indsamling og overvågning af uønskede bivirkninger (fødevareovervågning) med opfølgning herpå. Følgende lande har indført en sådan ordning: Italien, Frankrig, Danmark, Portugal, Tjekkiet, Slovenien og Kroatien.

3.7.3.

EØSU opfordrer til, at der indføres nationale fødevareovervågningsordninger til fremme af produktsikkerheden og sikring af et højt niveau for beskyttelse af menneskers sundhed gennem tidlig påvisning af signaler og dermed forebyggelse af sundhedsproblemer. En sådan ordning ville gøre det muligt at indsamle bivirkninger uanset alvoren af disse med henblik på at støtte vurderingen af produktsikkerheden og træffe hasteforanstaltninger eller om nødvendigt tilpasse lovgivningen og sætte de erhvervsdrivende i stand til at udvikle mere sikre produkter, idet de lader oplysningerne indgå i deres kvalitetskontrol. På produktionsniveauet er kosttilskud undergivet samme sikkerhedsregler som andre produkter i landbrugsfødevaresektoren (HACCP (16) osv.), og der er ikke konstateret nogen specifik risiko for arbejdstagerne i sektoren.

3.7.4.

EØSU foreslår endvidere, at der på europæisk plan nedsættes en arbejdsgruppe for medlemsstaterne under tilsyn af EFSA, hvilket ville muliggøre udveksling af oplysninger mellem landene, deling af bedste praksis med henblik på en ensartet vurdering, udveksling af videnskabelig viden og om nødvendigt inkorporering af denne i EU-lovgivningen.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EFT L 183 af 12.7.2002, s. 51.

(2) EUT C 429 af 11.12.2020, s. 268.

(3) EUT C 190 af 5.6.2019, s. 9.

(4) EUT C 440 af 6.12.2018, s. 158.

(5) EUT C 268 af 14.8.2015, s. 1.

(6) EUT L 314 af 1.12.2009 s. 36.

(7) Domstolens dom, sag C-672/15.

(8) I henhold til artikel 6 i forordning (EF) nr. 1925/2006 om tilsætning af vitaminer og mineraler, skulle Kommissionen senest den 19.1.2009 have fastsat maksimumsmængderne for næringsstoffer i fødevarer (med undtagelse af kosttilskud).

(9) EUT L 327 af 11.12.2015, s. 1.

(10) EUT L 304 af 22.11.2011, s. 18.

(11) Rådet behandler i øjeblikket en køreplan med begrænset effekt på kosttilskud vedrørende en revision af reglerne for forbrugerinformation om ingrediensernes oprindelse og udløbsdatoer.

(12) EU-Netværket mod Fødevaresvindel (EU Food Fraud Network) og systemet for administrativ bistand og administrativt samarbejde — Annual Report 2018.

(13) EUT L 404 af 30.12.2006, s. 9.

(14) Resultaterne af denne kontrol kan hentes her.

(15) Ifølge en dom fra Domstolen henhører spørgsmålet om produkternes status under de nationale myndigheders kompetence, og et kosttilskud kan have en forskellig status afhængigt af land: forenede sager C-211/03, C-299/03, C-316/03, C-317/03 og C-318/03.

(16) Hazard Analysis and Critical Control Points (HACCP-system).

560. plenarforsamling i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (JDE) – INTERACTIO, 27.4.2021-28.4.2021

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/38

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæisk datastyring (forordning om datastyring)«

(COM(2020) 767 final)

(2021/C 286/08)

Ordfører:	Giuseppe GUERINI
Medordfører:	Marinel Dănuț MUREŞAN

Anmodning om udtalelse	Rådet for Den Europæiske Union, 11.12.2020 Europa-Parlamentet, 14.12.2020
Retsgrundlag	Artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	31.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	234/3/13

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder forslaget til forordning om datastyring, der supplerer og kompletterer direktiv (EU) 2019/1024 (1) (direktivet om åbne data) og vedrører data, der er i de offentlige myndigheders besiddelse, og som er omfattet af andres rettigheder.

1.2.

EØSU opfatter denne foranstaltning som hensigtsmæssig og nødvendig, eftersom behandling, lagring og deling af digitale data i stadig større grad får en ikke blot økonomisk, men også social og samfundsmæssig betydning, der har at gøre med privatpersoner, forvaltninger og virksomheder i en kompleks og detaljeret lovgivningskontekst.

1.3.

EØSU finder det absolut nødvendigt at vedtage et harmoniseret regelsæt, der giver borgerne, forbrugerne, SMV'er og især mikrovirksomheder tillid til, at deres data beskyttes tilstrækkeligt, så man fremmer udviklingsmulighederne for de økonomiske aktører og for forsknings- og udviklingsinstitutionerne.

1.4.

EØSU er enig i Kommissionens målsætning om at anvende den forordning, der behandles i denne udtalelse, på forvaltninger, offentlige myndigheder og offentligretlige organer, således at alle offentlige organer er omfattet uanset deres organisationsform.

1.5.

EØSU anser det for vigtigt, at der ved forvaltning og behandling af data vedrørende arbejdslivet ved hjælp af kunstig intelligens indføres passende former for forudgående høring af og forhandlinger om disse spørgsmål med arbejdsmarkedets parter. Det organiserede civilsamfund skal også inddrages, når den slags værktøjer indvirker på borgernes rettigheder.

1.6.

EØSU støtter forslaget om at udpege nationale myndigheder, der skal sikre en passende kontrol af de nye bestemmelser.

1.7.

EØSU er enig i, at det er hensigtsmæssigt at oprette kontaktpunkter i alle medlemsstater, og anbefaler i den forbindelse, at de bliver tilgængelige for alle interessenter med henblik på at sikre, at de kan fungere effektivt, og fremme et godt samarbejde med civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter.

1.8.

EØSU bifalder forslaget om at indføre bestemmelser for de organisationer, der beskæftiger sig med »altruistisk dataforvaltning«, og er enig i, at disse organisationer skal være juridiske enheder uden fortjeneste for øje og tjene almennyttige formål på en uafhængig og selvstændig måde i forhold til andre organisationer, som forvalter data med fortjeneste for øje.

1.9.

I forordningen åbnes der op for, at der kan anvendes en kooperativ model til dataforvaltning og dataudveksling som et instrument, der kan være til nytte for borgerne, mikrovirksomheder, SMV'er, selvstændige og liberale erhverv, hvilket EØSU finder særligt interessant.

1.10.

En kooperativ model kan endvidere være et yderst nyttigt redskab til neutral fælles dataforvaltning. EØSU opfordrer i den henseende Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte borgerne, SMV'er og deres organisationer med henblik på at træffe skridt til at udvikle gensidige organisationer til dataforvaltning og dataudveksling.

1.11.

EØSU opfatter beskyttelse af personoplysninger, digital identitet og privatlivets fred som helt afgørende aspekter af datastyring og direkte forbundet med spørgsmålet om respekt for den menneskelige værdighed og de grundlæggende rettigheder. Derfor anser EØSU det for absolut nødvendigt at anerkende ejendomsretten til personoplysninger, så de europæiske borgere får kontrol med brugen af deres data.

2. Kommissionens forslag

2.1.

Kommissionens forslag, som behandles i denne udtalelse, tager sigte på at:

i.	stille data fra den offentlige sektor til rådighed for videreanvendelse i situationer, hvor dataene er omfattet af andres rettigheder

ii.	muliggøre datadeling mellem virksomheder

iii.	gøre det muligt at anvende personoplysninger i overensstemmelse med persondataforordningen

iv.	gøre det muligt at anvende data af altruistiske årsager.

2.2.

Forslaget supplerer og kompletterer direktiv (EU) 2019/1024 om åbne data og videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (direktivet om åbne data) og vedrører data, der er i de offentlige myndigheders besiddelse, og som er omfattet af andres rettigheder.

2.3.

Forslaget bygger på artikel 114 i TEUF og sigter mod en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning og administrative praksis for at sikre datastrømme i Den Europæiske Union inden for en harmoniseret lovgivningsramme med henblik på en tilstrækkelig konsolidering af det indre marked, hvad angår udveksling af data i de offentlige myndigheders besiddelse.

2.4.

I kapitel I i forordningen defineres anvendelsesområdet, og det præciseres, at forordningen fastsætter:

i.	betingelser for videreanvendelse inden for EU af bestemte kategorier af data, som offentlige myndigheder er i besiddelse af

ii.	en anmeldelses- og tilsynsramme for udbud af datadelingstjenester

iii.	en ramme for frivillig registrering af enheder, der indsamler og behandler data, som stilles til rådighed til altruistiske formål.

2.5.

I kapitel II indføres en mekanisme til videreanvendelse af visse kategorier af data fra den offentlige sektor, hvor anvendelsen er betinget af respekten for andres rettigheder. Beskyttelsen af andres rettigheder kan navnlig være begrundet med beskyttelse af personoplysninger, men også med beskyttelse af intellektuel ejendomsret og forretningshemmeligheder.

2.6.

Medlemsstaterne skal oprette et fælles kontaktpunkt for at støtte forskere og innovative virksomheder i at finde egnede data, og de skal indføre strukturer til at støtte offentlige myndigheder med passende tekniske midler og en tilgang, hvor man er bevidst om sektorens lovgivningsramme.

2.7.

Kapitel III har til formål at øge tilliden til deling af personoplysninger og andre data end personoplysninger og mindske transaktionsomkostningerne i forbindelse med datadeling mellem virksomheder og mellem virksomheder og forbrugere, ved at der oprettes en anmeldelsesordning for enheder, som ønsker at beskæftige sig med datadeling, og en lovgivningsramme for sådanne enheders aktiviteter. Udbyderne er pålagt et krav om at forblive neutrale for så vidt angår de data, der deles, og ikke anvende disse data til andre formål.

2.8.

Kapitel IV tager sigte på at lette altruistisk deling af data, som privatpersoner eller virksomheder frivilligt stiller til rådighed til gavn for samfundet. Det bliver navnlig muligt for organisationer, der beskæftiger sig med dataaltruisme, at registrere sig som en »dataaltruistisk organisation, der er anerkendt i EU« for at øge tilliden til deres aktiviteter.

2.9.

Der vil også blive udviklet en fælles europæisk samtykkeformular for dataaltruisme for at mindske omkostningerne ved at indhente samtykke og lette dataportabiliteten.

2.10.

I kapitel V fastsættes kravene til, hvordan de kompetente myndigheder, som har til opgave at overvåge og gennemføre anmeldelsesrammen for udbydere af datadelingstjenester og enheder, der beskæftiger sig med dataaltruisme, skal fungere. Kapitlet indeholder også bestemmelser om effektiv beskyttelse af enkeltpersoners rettigheder og navnlig om retten til at indgive en administrativ klage og/eller anvendelse af retsmidler over for de udpegede sektormyndigheders afgørelser.

2.11.

I kapitel VI oprettes »Det Europæiske Datainnovationsråd«, som skal gøre det lettere for medlemsstaternes myndigheder at udvikle bedste praksis, navnlig med hensyn til behandlingen af anmodninger om videreanvendelse af data og opnåelsen af en konsekvent praksis, hvad angår anmeldelsesrammen for udbydere af datadelingstjenester samt anvendelse af data til altruistiske formål.

2.12.

Kapitel VII tillægger Kommissionen beføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter vedrørende den europæiske samtykkeformular for dataaltruisme, mens kapitel VIII indeholder overgangsbestemmelser for, hvordan den generelle tilladelsesordning for udbydere af datadelingstjenester fungerer, samt de afsluttende bestemmelser.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

Kommissionens forslag forekommer hensigtsmæssigt og nødvendigt, eftersom behandling, lagring og deling af digitale data i stadig større grad får en ikke blot økonomisk, men også social og samfundsmæssig betydning, der har at gøre med privatpersoner, forvaltninger og virksomheder i en kompleks og detaljeret lovgivningskontekst.

3.2.

Avanceret brug af digitale data kan nemlig gøre det muligt at udvikle nye produkter og effektivisere de traditionelle fremstillingsprocesser, fremme forskning, bekæmpe den globale opvarmning og forbedre brugen af energi- og vandressourcerne, samtidig med at menneskers sundhed hele tiden bliver bedre beskyttet.

3.3.

Effektiv og hensigtsmæssig anvendelse af data kræver, at det er muligt at dele og udveksle store datamængder ved at udnytte datakraften i kunstig intelligens til at behandle og anvende sådanne data til stadig mere ambitiøse formål af fælles interesse. Et eksempel på dette er dataudveksling med henblik på hurtigt at opdage sygdomme ved hjælp af billeddiagnosticering.

3.4.

Kompleksiteten og mængden af de data, der konstant genereres, udtrækkes og overføres, har ført til oprettelsen af virksomheder, organisationer og enheder, som har specialiseret sig i dataforvaltning eller dataformidling med henblik på udveksling, både i handelsøjemed og til almennyttige formål, som er til gavn for samfundet (navnlig med henblik på videnskabelig forskning).

3.5.

I den aktuelle økonomiske og teknologiske kontekst er data en ressource af stor værdi og nytte, hvortil der knytter sig vigtige etiske, økonomiske og politiske spørgsmål, og som har en meget stor indvirkning på konkurrenceevnen og konkurrencen mellem både virksomheder og lande. Derfor er det hensigtsmæssigt, at Kommissionen fastlægger en klar lovgivningsramme for offentlig datastyring, som står i et rimeligt forhold til målene, så man beskytter dataenes økonomiske og strategiske værdi på de forskellige områder, hvor kapacitet til at besidde og behandle digitale data er af stor betydning.

3.6.

Hvad angår følsomme oplysninger og navnlig sundhedsoplysninger, er EØSU af den opfattelse, at der bør udvikles og udbredes god operativ praksis ligesom f.eks. Microsoft, der har valgt at advare sine kunder, når myndigheder anmoder om at få udleveret deres personoplysninger.

3.7.

EØSU anerkender og bifalder, at målet med Kommissionens forslag først og fremmest er at skabe de nødvendige betingelser for, at borgere, forbrugere, selvstændige, liberale erhverv og virksomheder — navnlig de små virksomheder og mikrovirksomheder — kan dele deres data i visheden om, at de bliver forvaltet af regulerede og tilstrækkeligt overvågede organisationer, hvilket fremmer tilliden og indførelsen af en lovgivningsramme, som er fuldt forenelig med Den Europæiske Unions værdier og principper.

3.8.

EØSU minder som i tidligere udtalelser om, at spørgsmål vedrørende datastyring og kunstig intelligens kræver en europæisk lovgivningsramme, som sikrer algoritmernes gennemsigtighed og sporbarhed, menneskelig kontrol med AI-instrumenter og respekt for de grundlæggende rettigheder.

3.9.

Det skal desuden bemærkes, at når kunstig intelligens tages i brug på arbejdspladserne, bør Kommissionen fastlægge regler om en styrkelse af den sociale dialog og forhandlinger gennem en forudgående høring af arbejdstagerrepræsentanterne. Kommissionen bør ligeledes opfordre til oprettelsen af nationale udvalg/observatorier for udbredelsen af kunstig intelligens, hvor alle de berørte parter inddrages, dvs. forbrugere, små og mellemstore virksomheder, erhvervsorganisationer, arbejdstagerrepræsentanter og repræsentanter for det organiserede civilsamfund.

3.10.

Det er også vigtigt, at forordningen fremmer et forløb, som tager sigte på at ensrette de generelle betingelser for brug af datastyringstjenester, så bestemmelser i kontrakter om dataoverførsel eller -adgang, der er i strid med EU's beskyttelsesstandarder, kan annulleres ved at gå rettens vej. Af samme grund anbefaler EØSU, at man harmoniserer og styrker princippet om samtykke ved at forenkle proceduren for accept eller afvisning af cookies.

4. Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU glæder sig over, at Kommissionens forslag er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet i traktaterne, eftersom de regler, der foreslås, ikke i uforholdsmæssig grad tilsidesætter den private interesse i forhold til målet om deling og hensigtsmæssig anvendelse af data.

4.2.

En forordning, der har til formål at sikre ensartede regler og samtidig er gældende på hele det indre marked, synes at være det mest velegnede instrument, eftersom forskellige nationale bestemmelser ville være ineffektive og give de europæiske virksomheder, navnlig SMV'erne, alt for store overholdelsesomkostninger, hvilket ville hindre en tilstrækkelig dataudveksling.

4.3.

Valget af reguleringsinstrument er således det mest velegnede til at skabe et europæisk marked med hensigtsmæssige datastrømme takket være et harmoniseret regelsæt, der giver borgerne, forbrugerne og de små og mellemstore virksomheder tillid til, at deres data beskyttes tilstrækkeligt, og som fremmer udviklings- og vækstmulighederne for de økonomiske aktører og for forsknings- og udviklingsinstitutionerne.

4.4.

EØSU bifalder Kommissionens målsætning om at anvende den forordning, der behandles i denne udtalelse, på forvaltninger, offentlige myndigheder og offentligretlige organer, sådan som det allerede er tilfældet inden for udbud. Med en tilgang, hvor der lægges vægt på indholdet, bliver det således muligt at anvende lovgivningen tilstrækkeligt effektivt og bredt på alle offentlige organer uanset deres organisationsform.

4.5.

På den baggrund forekommer det forholdsmæssigt og foreneligt med den generelle tilgang i de nye bestemmelser at undtage offentlige virksomheder fra forordningens anvendelsesområde, eftersom de i stadig større grad er organiseret på basis af virksomheds- og markedsmodeller.

4.6.

EØSU støtter bestemmelsen i artikel 6 om, at »offentlige myndigheder, der tillader videreanvendelse af de omhandlede kategorier af data, kan opkræve gebyrer for tilladelsen til at videreanvende disse data«, og at »sådanne gebyrer skal være ikkediskriminerende, stå i et rimeligt forhold til formålet og være objektivt begrundede, og de må ikke begrænse konkurrencen«. I den forbindelse skal det understreges, at virksomheder, SMV'er, mikroorganisationer og små organisationer samt socialøkonomiske organisationer leverer mange data til myndighederne. Disse data kan være forbundet med betydelige omkostninger, og konsekvenser heraf — navnlig for SMV'erne — bør tages i betragtning, når gebyrerne fastsættes.

4.7.

Det er ligeledes fornuftigt og prisværdigt, at metoden til beregning af gebyrer skal offentliggøres på forhånd, og at den skal være baseret på omkostningerne ved dataforvaltningen og datadeling frem for en anden ordning for omkostningsfastsættelse, som kan sammenlignes med en datalicens.

4.8.

EØSU gør opmærksom på, at dataudvekslingen nødvendigvis må foregå i henhold til artikel 101 i TEUF om konkurrencebegrænsende aftaler. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionens retningslinjer for horisontale samarbejdsaftaler overholdes i forbindelse med udveksling af oplysninger, så det undgås, at enheder, der udveksler oplysninger, kan forplumre gennemsigtigheden på markedet ved at bane vej for samordning mellem direkte konkurrenter, hvilket ville mindske konkurrencen til skade for forbrugerne, de små virksomheder og mikrovirksomhederne og dermed fordreje markedernes konkurrenceevne.

4.9.

4.10.

For at undgå misbrug af nationale og europæiske databaser bør kontrollen med anvendelsen af data foretages af de kompetente nationale myndigheder i et indbyrdes samarbejde og i samarbejde med Kommissionen.

4.11.

Hvad angår dataaltruistiske organisationer og de generelle betingelser for anerkendelsen af disse enheder, er det prisværdigt, at disse organisationer ifølge forslaget til forordning skal være juridiske enheder uden fortjeneste for øje, tjene almennyttige formål og ikke mindst være uafhængige og selvstændige, navnlig i forhold til andre organisationer, som forvalter data til kommercielle formål eller med fortjeneste for øje.

4.12.

Disse karakteristika — såvel som indførelsen af et særligt offentligt register over sådanne enheder — opfylder på en passende måde det behov for gennemsigtighed og beskyttelse af borgernes og virksomhedernes rettigheder og interesser, der kendetegner altruistisk dataudveksling. På denne måde øger man alle interessenternes tillid.

4.13.

EØSU bakker kraftigt op omkring oprettelsen af et kontaktpunkt i alle medlemsstater, sådan som det fastlægges i artikel 8 i forslaget til forordning. Dette kontaktpunkt bør være meget tilgængeligt for alle interessenter, så man sikrer, at det fungerer på en effektiv måde og fremmer et godt samarbejde med civilsamfundets organisationer og arbejdsmarkedets parter.

4.14.

Endelig er det særdeles prisværdigt, at forordningen i kapitel III henviser til muligheden for at oprette kooperativer til dataforvaltning og dataudveksling som et instrument, der kan være til nytte for borgerne (arbejdstagere, forbrugere og erhvervsdrivende) samt små virksomheder og individuelle iværksættere, der ikke selv ville kunne få adgang til eller behandle store datamængder. EØSU opfordrer i den henseende Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte SMV-organisationerne i at tage fælles initiativer for at udvikle denne form for gensidige organisationer til dataforvaltning og dataudveksling.

4.15.

Kooperativer og samarbejdsmodeller i det hele taget forekommer særligt velegnede til at varetage dataformidling, -udveksling- eller -deling mellem borgerne (arbejdstagere, forbrugere og iværksættere) og virksomhederne, da især kooperativer i forbindelse med dataforvaltning gør det muligt at finde en balance mellem interesserne hos de registrerede personer og den kooperative dataindehaver, der i dette tilfælde er ejet af de registrerede personer. Disse strukturer kan således sikre en deltagerorienteret og delt styring mellem borgerne, virksomheder og iværksættere, der alle kan fungere som såvel leverandører som brugere og modtagere af data. Denne mekanisme kunne understøtte det klima af tillid og åbenhed, der er en forudsætning for en god datastyring i EU's digitale indre marked.

4.16.

EØSU mener på den baggrund, at det er nødvendigt med et effektivt samarbejde med civilsamfundets organisationer, arbejdsmarkedets parter og erhvervsorganisationer.

4.17.

Hvad angår beskyttelsen af personoplysninger, minder EØSU om, at beskyttelse af privatlivets fred og respekt for den menneskelige værdighed ifølge EU-retten er en uadskillelig del af de grundlæggende og ukrænkelige menneskerettigheder. Det hænder dog, at misbrug af data, der frit er indsamlet efter et forudgående samtykke, som ikke altid indhentes på en forenklet måde, udgør en trussel mod den tilstrækkelige beskyttelse af disse rettigheder. Desuden er der alvorligere tilfælde, hvor data udtrækkes ulovligt med henblik på et egentligt identitetstyveri. Domstolene i nogle medlemsstater har gentagne gange afsagt dom over »datatyverier«. Ved at anerkende tyveriet anerkender man ejendomsretten til dataene.

4.18.

EØSU anbefaler således en anerkendelse af europæisk ejendomsret til digitale data med henblik på at sætte borgerne (arbejdstagere, forbrugere og erhvervsdrivende) i stand til at kontrollere og forvalte brugen af deres data eller forbyde brugen af dem. Dette vil bane vej for kollektive søgsmål med klar juridisk legitimitet med det sigte at forhindre eller kontrollere adgangen til folks data og gøre forvaltningen af disse data nemmere med henblik på at skabe et europæisk digitalt marked.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT L 172 af 26.6.2019, s. 56.

BILAG

Følgende afsnit i sektionens udtalelse opnåede mindst en fjerdedel af stemmerne, men blev forkastet til fordel for et ændringsforslag vedtaget af plenarforsamlingen:

1.6.

EØSU støtter forslaget om at udpege nationale myndigheder, der skal sikre en passende kontrol af de nye bestemmelser, og gør i den henseende opmærksom på, at de myndigheder i medlemsstaterne, som allerede er ansvarlige for beskyttelsen af personoplysninger, kunne stå for at gennemføre bestemmelserne i Kommissionens forslag, så man udnytter den opnåede erfaring uden at oprette nye myndigheder.

4.9.

EØSU støtter i høj grad udpegelsen af nationale myndigheder (artikel 12 og 20), der skal sikre en passende kontrol af effektiviteten af Kommissionens nye bestemmelser, og udvalget er enig i kravene til disse myndigheder som fastlagt i artikel 23. I den forbindelse og med forbehold af medlemsstaternes organisatoriske frihed gør EØSU opmærksom på, at de myndigheder, der allerede er ansvarlige for beskyttelsen af personoplysninger, ligger inde med en betydelig teknisk og lovgivningsmæssig ekspertise på dette område. De kunne således stå for at gennemføre de bestemmelser, som Kommissionens forslag omhandler, så man ikke behøver at oprette nye myndigheder.

Afstemningsresultat:

Stemmer for ændringsforslaget (dvs. for at slette punktet):	124
Imod:	94
Hverken for eller imod:	27

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/45

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — En ny forbrugerdagsorden — Styrkelse af forbrugernes stilling med henblik på at opnå en bæredygtig genopretning«

(COM (2020) 696 final)

(2021/C 286/09)

Ordfører:	Bernardo HERNÁNDEZ BATALLER
Medordfører:	Gonçalo LOBO XAVIER

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 14.1.2021
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	31.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	218/2/24

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU noterer sig den nye forbrugerdagsorden og de 22 foranstaltninger, der er foreslået heri, og skønner, at den er så fuldstændig og detaljeret, som den kan være.

1.2.

EØSU mener dog i anerkendelse af Kommissionens indsats, at en forbrugerdagsorden burde opstå som eller være den logiske følge af en sand politisk strategi på forbrugerområdet. Da Kommissionens seneste strategi på det forbrugerpolitiske område er fra 13. marts 2007 (for perioden 2007-2013), er den nu fuldstændig forældet.

1.3.

EØSU frygter derfor, at den nye forbrugerdagsorden, som den er struktureret, kan ses som en liste over særskilte initiativer, som det vil være vanskeligt at gennemføre i praksis.

1.4.

EØSU mener endvidere, at foranstaltningerne til bekæmpelse af covid-19-pandemien skal være engangsforanstaltninger, og at mange af dem bør have førsteprioritet og er presserende i lyset af denne krise af hidtil uset omfang, som er af både sundhedsmæssig, økonomisk og social karakter. Udvalget sætter spørgsmålstegn ved, om sådanne foranstaltninger bør medtages i en forbrugerdagsorden, som efter EØSU's mening i øvrigt ikke i tilstrækkelig grad tager højde for den nuværende vanskelige situation.

1.5.

I denne forbindelse er EØSU nødt til at understrege, at sundhedspolitikken bør uddybes mest muligt, og at den ikke bør være en politik, der udelukkende henhører under medlemsstaternes kompetence. Artikel 168 i EUF-traktaten bør således ændres med henblik på at tilnærme den artikel 169 om forbrugerpolitik.

1.6.

EØSU insisterer på, at gennemførelsen af det indre marked, uanset om der er tale om det fysiske eller det digitale marked, skal ske på lige vilkår, og at der skal nås et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, sådan som EØSU gentagne gange har efterlyst. Udvalget er derfor enigt i, at der er behov for en horisontal tilgang, der er integreret med EU's øvrige politikker, således at der tages hensyn til forbrugernes interesser ved udformningen og gennemførelsen af de forskellige sektorpolitikker.

1.7.

EØSU finder den grønne del af dagsordenen yderst vigtig og minder om, at udvalget støttede den europæiske grønne pagt. EØSU har navnlig talt for mere bæredygtige varer, adgang til bæredygtige produkter, en ren, cirkulær og mere klimavenlig økonomi og en effektiv udnyttelse af produkter, for bekæmpelse af indbygget forældelse og for retten til at få repareret varer og produkter.

1.8.

EØSU er dog bevidst om, at det nødvendige arbejde med at måle CO2-aftrykket skal tage hensyn til produkternes livscyklus og ikke er nemt at gennemføre.

1.9.

Det er nødvendigt at vedtage forbrugerbeskyttelsesregler på det digitale område. De udfordringer, der er forbundet med de nye teknologier som f.eks. kunstig intelligens (AI), tingenes internet (IoT) og robotteknik, kræver et øget beskyttelsesniveau og bør håndteres, navnlig i forbindelse med revisionen af direktivet om produktsikkerhed. Derudover bør hullerne i den gældende lovgivning identificeres og fjernes. Det er også grunden til, at forordningen om digitale tjenester og forordningen om digitale markeder er et vigtigt supplement til denne strategi.

1.10.

EØSU håber, at den europæiske støtte også vil føre til alle civilsamfundsorganisationernes (navnlig forbrugerorganisationerne) deltagelse, da de bør spille en vigtig rolle i udviklingen af denne dagsorden. Det organiserede civilsamfund, navnlig forbrugerorganisationer og repræsentanter for erhvervslivet, bør sammen med andre arbejdsmarkedsparter udvikle et gensidigt fordelagtigt forhold for at sikre en bredere deltagelse i udformningen og gennemførelsen af denne politik.

1.11.

Forbrugeroplysning og -uddannelse bør følgelig spille en større og styrket rolle inden for rammerne af dagsordenen, da det bidrager til at holde fast i et højt beskyttelsesniveau.

1.12.

EØSU er klar over de vanskeligheder, som SMV'erne støder på, når de skal bidrage til en vellykket dagsorden, navnlig hvad angår bevidstgørelse og information af forbrugerne og levering af varer og tjenesteydelser, der er bæredygtige, men som har en større økonomisk værdi.

1.13.

EØSU henleder opmærksomheden på behovet for at sikre virksomheder — og især SMV'er — tilstrækkelige finansielle midler til at kunne opfylde kravene i dagsordenen, navnlig på et tidspunkt, hvor bekæmpelsen af covid-19-krisen mindsker virksomhedernes investeringer i de digitale og grønne sektorer.

2. Kommissionens meddelelse

2.1. Generelt

2.1.1.

Kommissionens meddelelse

—	sigter mod at styrke den overordnede ramme for samarbejde mellem EU-institutionerne, medlemsstaterne og interessenter

—	anlægger en holistisk tilgang, der omfatter forskellige EU-politikker

—	afspejler behovet for at tage højde for forbrugerbeskyttelse i udformningen og anvendelsen af andre politikker som supplement til andre EU-initiativer

—	kræver et tæt samarbejde mellem EU og medlemsstaterne og gennemførelse, anvendelse og håndhævelse af de rammer for forbrugerbeskyttelse, der er fastlagt i den afledte EU-ret.

2.1.2.

Meddelelsen indeholder 22 foranstaltninger inden for fem store prioriterede områder:

—	Den grønne omstilling

—	Den digitale omstilling

—	Klageadgang og håndhævelse af forbrugerrettigheder

—	Særlige behov hos visse forbrugergrupper og

—	Internationalt samarbejde.

2.1.3.

Meddelelsen tager højde for problemerne og fremhæver betydningen af, at alle har lige og rettidig adgang til test, beskyttelsesudstyr, behandling og fremtidige vacciner. Dette skal give forbrugeren alle nødvendige garantier med hensyn til grundlæggende rettigheder, medicinsk etik, privatlivets fred og databeskyttelse i overensstemmelse med den generelle forordning om databeskyttelse.

2.1.4.

De omfattende sociale og økonomiske forstyrrelser, der er fulgt i kølvandet på pandemien, udgør en udfordring for samfundet. Selv om det er vigtigt at garantere et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, er der fortsat visse udfordringer, navnlig når det gælder følgende elementer:

—	gennemførelse af lovgivning om retten til fuld tilbagebetaling af forudbetalte beløb til turistoperatører

—	stigningen i svindel rettet mod forbrugerne, vildledende markedsføringsteknikker og svindel i forbindelse med køb på nettet

—	udviklingen i forbrugsmønstrene, der navnlig medfører en stigning i mængden af affald fra engangsemballage.

2.2. Centrale prioritetsområder

2.2.1.

Den grønne omstilling: bidrage til at opnå klimaneutralitet, bevare naturressourcerne og biodiversiteten og mindske vand-, luft- og jordforurening. Alle bør sikres adgang til bæredygtige produkter.

2.2.2.

Med den europæiske grønne pagt fastsættes en omfattende strategi med henblik på at omdanne EU til et retfærdigt og velstående samfund med en klimaneutral, ressourceeffektiv, ren og cirkulær økonomi, hvor indvirkningerne på miljøet mindskes.

2.2.3.

Direktivet om salg af varer bør ændres for at fremme mulighederne for at få ting repareret og gøre det til en reel ret. Der er planlagt supplerende foranstaltninger for at tage hånd om bestemte grupper af varer og tjenesteydelser.

2.2.4.

Forbrugerne bør beskyttes bedre mod falske oplysninger eller oplysninger, der præsenteres på en forvirrende eller vildledende måde for at give et fejlagtigt indtryk af, at et produkt eller en virksomhed er mere miljøvenlig (»grønvaskning«).

2.3. Den digitale omstilling

2.3.1.

Direktivet om bedre håndhævelse og modernisering af forbrugerlovgivningen og direktivet om digitalt indhold udgør vigtige skridt, selv om der er behov for supplerende foranstaltninger i lyset af den hurtige teknologiske udvikling.

2.3.2.

Det er nødvendigt at undgå anvendelse af »skjulte« mønstre, visse former for personlig tilpasning, der består af profilering, skjult reklame, svindel, urigtige eller vildledende oplysninger og manipulerede forbrugeranmeldelser. Der er ligeledes behov for yderligere vejledning, hvad angår direktivet om urimelig handelspraksis og direktivet om forbrugerrettigheder, da niveauet af forbrugerbeskyttelse online bør matche niveauet offline.

2.3.3.

Kunstig intelligens medfører fordele, men visse anvendelser kan skade forbrugerens rettigheder. EØSU vil gerne understrege, at de registrerede i henhold til artikel 22 i GDPR har ret til menneskelig indgriben, når en afgørelse truffet på grundlag af automatisk behandling påvirker dem betydeligt.

2.3.4.

Den nye forordning om forbrugerbeskyttelsessamarbejde styrker de håndhævende myndigheders onlinekapacitet, samarbejdsmekanismer og systemet til indsamling af efterretninger med henblik på at håndtere overtrædelser af stort omfang af EU's forbrugerlovgivning, sikre et ensartet niveau af forbrugerbeskyttelse og sørge for et enkelt kontaktpunkt for virksomhederne.

2.4. Hensyntagen til særlige forbrugerbehov

2.4.1.

Det antages, at forbrugerne som udgangspunkt er den svage part i en transaktion, og at deres interesser derfor skal beskyttes. Bestemte grupper af forbrugere kan imidlertid være særligt sårbare og have behov for særlige garantier. Denne sårbarhed kan skyldes sociale omstændigheder eller særlige karakteristika, som f.eks. alder, køn, helbred, digitale færdigheder, talforståelse og økonomisk situation.

2.4.2.

Mange EU-husholdningers voksende økonomiske sårbarhed er i denne tid særligt bekymrende.

2.4.3.

Målet med denne revision er også at undgå forskelsbehandling i forbindelse med adgangen til kredittjenester.

2.4.3.1.

Ældre mennesker og personer med handicap har særlige forbrugsrelaterede behov. Det er vigtigt at sikre, at klar, brugervenlig og tilgængelig information stilles til rådighed både online og i fysisk form i overensstemmelse med tilgængelighedskravene for produkter og tjenester.

2.4.3.2.

En retfærdig tilgang til den digitale omstilling uden forskelsbehandling bør tilgodese behovene hos ældre forbrugere, forbrugere med handicap og mere generelt personer, der lever deres liv offline, og som er mindre fortrolige med digitale værktøjer.

2.4.3.3.

Børn og mindreårige er særligt udsatte for vildledende eller aggressiv markedsføring online, og der skal findes en løsning på dette problem. Derudover bør børn beskyttes mod eksisterende usikre produkter og de risici, som produkterne medfører, og sikkerhedskravene til standarder for visse produkter rettet mod børn bør derfor opdateres.

2.4.3.4.

Risikoen for forskelsbehandling forværres til tider af algoritmer, som anvendes af visse leverandører af varer og tjenesteydelser, og som kan være udarbejdet med visse skævheder, der ofte skyldes eksisterende kulturelle eller sociale forventninger.

2.5. Forbrugerbeskyttelse i en global sammenhæng

2.5.1.

Det er vigtigt, at EU på internationalt plan fremhæver sit høje forbrugerbeskyttelsesniveau som en europæisk værdi og en europæisk model.

2.5.2.

Det kræver en styrket EU-indsats med stærkere markedsovervågningsværktøjer og et tættere samarbejde med myndighederne i EU's partnerlande at garantere sikkerheden ved import og beskytte forbrugerne i EU mod tredjelandsoperatørers urimelige handelspraksis.

2.5.3.

Multilateralt samarbejde om forbrugerspørgsmål er nøglen til at fremme et højt niveau af beskyttelse og sikkerhed på internationalt plan og beskytte forbrugerne globalt.

2.6. Styring

2.6.1.

Dagsordenen indeholder foranstaltninger til fremme af de forbrugerpolitiske prioriteter, som EU og medlemsstaterne kan forfølge i de næste fem år.

2.6.2.

Denne nye vision for samarbejdet mellem EU og de nationale politiske prioriteter indebærer en ny ramme for et styrket samarbejde, hvorved der kan iværksættes konkrete tiltag.

2.6.3.

Kommissionen vil regelmæssigt indlede drøftelser med Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget og arbejde tæt sammen med de nationale myndigheder for at sikre, at foranstaltningerne koordineres tæt, og at de disponible midler udnyttes bedst muligt.

2.6.4.

Dette arbejde bør ledsages af et tæt og effektivt samarbejde med de vigtigste interessenter, herunder forbrugerorganisationer, erhvervslivet og den akademiske sektor. Stærke forbrugerorganisationer på EU-plan og nationalt plan er vigtige partnere i udformningen af arbejdet under dagsordenen, og når det gælder kontakten med forbrugerne.

2.6.5.

Derfor vil Kommissionen:

—	nedsætte en ny rådgivende gruppe for forbrugerpolitik

—	omarbejde resultattavlen for forbrugervilkår i 2021.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

Hvad angår sundhedskrisen, opfordrer EØSU Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte indsatsen for at få vaccineret befolkningen og gøre vaccinestrategien tilgængelig for alle borgere i social og økonomisk henseende.

3.2.

Det er vigtigt at styrke og inddrage forbrugerne i økonomien og gøre dem til centrale aktører for en bæredygtig genopretning og dermed styrke den europæiske økonomis og det indre markeds konkurrenceevne. Nye forretningsmodeller, der kan øge effektiviteten og bæredygtigheden af varer og tjenesteydelser, er vigtige.

3.3.

Forbrugerne bør være relevante aktører i den grønne omstilling og således fremme bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug. Alle produkter bør være sikre, stilles til rådighed på markedet og være prismæssigt overkommelige og tilgængelige, navnlig hvad angår fremme af produktets opbevaringstid, holdbarhed, reparationsmuligheder og genanvendelighed. EØSU har allerede givet udtryk for sin opbakning til forordningen om »indbygget forældelse« og produkters holdbarhed, også når det drejer sig om software. De foreslåede foranstaltninger er generelt horisontale og finder ikke kun specifikt anvendelse på forbrugerbeskyttelse.

3.4.

SMV'erne bør inddrages i denne grønne omstilling, uden at de pålægges alt for tunge administrative byrder.

3.5.

EØSU er fast besluttet på at arbejde aktivt for en »grøn« omstilling og en »digital« omstilling — uden social eksklusion — hvor man af hensyn til sårbare forbrugere og forskelsbehandling undgår et system i to hastigheder, der begrænser valget og adgangen til varer og tjenesteydelser, hvor f.eks. gravide nægtes adgang til kredittjenester på grundlag af et forventet muligt tab af indkomst, og enlige mødre udelukkes fra visse finansielle tjenesteydelser.

3.6.

Der bør indføres støtteforanstaltninger med henblik på at afhjælpe familiernes økonomiske sårbarhed, herunder enlige forældre og ægtefæller af samme køn, navnlig når det gælder om gældsstiftelse. EØSU har i sine udtalelser gentagne gange givet udtryk for sin støtte til lovgivning om overdreven gældsætning blandt husholdningerne.

3.7.

Kommissionen bør inden for rammerne af de horisontale foranstaltninger skride ind over for energifattigdom og undgå situationer, der vil kunne føre til sociale eksklusion.

3.8.

EØSU håber, at Kommissionen snarest muligt vil indlede en revision af direktiverne om produktsikkerhed, forbrugerkredit, fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, forbrugerrettigheder og urimelig handelspraksis.

3.9.

EØSU har store forventninger til direktivet om adgang til indbringelse af sager til varetagelse af forbrugernes kollektive interesser og forventer, at dette direktiv gennemføres i overensstemmelse med medlemsstaternes retlige rammer.

3.10.

EØSU tilslutter sig målet om at sætte forbrugerne i stand til at spille en mere aktiv rolle i den grønne omstilling. Det er ikke tilstrækkeligt, at virksomhederne gennemfører ændringer og foretager innovation. Markedet skal også acceptere disse ændringer og ændre sig, således at økonomien kan fungere på en mere cirkulær måde: forbrug af mere bæredygtige produkter (sandsynligvis dyrere), længere holdbarhed og bedre muligheder for reparation af produkter som følge af ønsket om mere miljøvenligt design (udvikling af produkter på grundlag af miljøkriterier) og en mere effektiv udnyttelse af naturressourcerne. Der bør ligeledes tages hensyn til den rolle, som transport spiller i forbindelse med den grønne omstilling.

3.11.

Det er vigtigt at formidle budskabet om, at alle har et miljøansvar: virksomhederne, som gennemfører mere bæredygtige foranstaltninger og praksisser, informerer og uddanner forbrugerne, og — for at disse foranstaltninger kan være effektive — forbrugerne, som også skal udvikle bæredygtige vaner og en bæredygtig adfærd. Med hensyn til de ekstraomkostninger, som dette vil kunne have for SMV'er i EU, og som er blevet målt i forbindelse med konsekvensanalysen af SMV-testen (der udgør en integreret del af det europæiske initiativ »Small Business Act«), skal det sikres, at disse omkostninger begrænses inden for rammerne af denne mekanisme, der også omfatter den igangværende høring af repræsentanter for SMV'erne. Der skal indføres mekanismer og midler, som gør det muligt for SMV'er at opdatere og forny deres viden.

3.12.

Efter EØSU's opfattelse er det vigtigt at intensivere bekæmpelsen af urimelig handelspraksis på internettet, der ikke overholder de rettigheder, som forbrugerne og alle de andre operatører, der indgår i produktcyklussen, har. EØSU fastslår, at alt det, der betragtes som urimeligt i den fysiske verden (offline), bør behandles på samme måde i den digitale verden (online). Nye former for misbrug i offlineverdenen såsom forretningsovervågningsstrategier og »skjulte mønstre« kræver, at der udvikles endnu stærkere beskyttelsesforanstaltninger.

3.13.

Det er vigtigt at styrke de digitale, menneskelige og øvrige ressourcer, der yder støtte til bekæmpelsen af digitalt svig. Digitalt svig gør på grund af sin store udbredelse myndighedernes indsats langt mere kompliceret, også i tilfælde hvor folkesundheden angribes (f.eks. i form af onlinekøb af »ulovlige« lægemidler)

3.14.

Foranstaltning 8, 9 og 10 skal bevare ligevægten mellem sikkerhed og den nødvendige fleksibilitet for ikke at hæmme innovation og teknologiske og økonomiske fremskridt. Det er vigtigt, at der udarbejdes en handlingsplan for produktsikkerhed i samarbejde med Kina, og at støtten til EU's partnerlande, herunder i Afrika, øges for at styrke kapaciteten inden for lovgivning og faglig bistand. Det er vigtigt at beskytte produkternes autenticitet (og i øvrigt varemærkerettighederne), for det er velkendt, at der findes et stort antal kopivarer og forfalskninger i visse tredjelande. De originale produkter fortjener på grund af deres kvalitet, brugbarhed og omdømme stor opmærksomhed og interesse fra forbrugernes side.

3.15.

EØSU slår til lyd for, at der indføres en metode til kvalitativ og kvantitativ evaluering. Det er vigtigt at evaluere, om EU-direktiverne gennemføres i rette tid, i overensstemmelse med bestemmelserne i den afledte ret og principperne om bedre lovgivning.

3.16.

EØSU bemærker, at der er en voksende kløft mellem strategierne (f.eks. overordnet set den europæiske grønne pagt og »fra jord til bord« eller mere specifikt den nye forbrugerdagsorden) og de mere detaljerede lovgivningsmæssige (eller ikkelovgivningsmæssige) initiativer, der skal gennemføre disse strategier. Udvalget understreger vigtigheden af, at ambitionerne i forbrugerdagsordenen for gennemførelsen af målene i den europæiske grønne pagt er konstante under hele gennemførelsen af de enkelte opfølgende initiativer.

4. Covid-19-krisen

4.1.

Den nuværende pandemikrise har ramt hele verden hårdt og har en betydelig indvirkning på mange områder af livet. Krisen har medført en ændring af medlemsstaternes vigtigste prioriteter, og det har vist sig at være yderst byrdefuldt for forbrugerne, hvis rettigheder er blevet uretmæssigt begrænset, uden at de eksisterende mekanismer er blevet styrket, og uden at der er blevet indført foranstaltninger til håndtering af den nye situation med henblik på at sikre økonomisk beskyttelse af forbrugerne.

4.2.

For at foregribe eventuelle konsekvenser for forbrugerne og med udgangspunkt i de erfaringer, vi har gjort os under pandemien, er det derfor vigtigt i fremtiden at søge at styrke forbrugerbeskyttelsen på områder som sundhed, energi, kommunikation, finansielle tjenester, luftfart og passagerrettigheder, pakkerejser, overvågning, ernæring og digitale tjenester.

4.3.

Desuden har krisen fremmet udviklingen af urimelig handelspraksis til skade for de mest sårbare personer, og i en periode har den ud over manglende lagre af visse produkter og personlige værnemidler medført meget høje og spekulative priser. Denne situation kræver endnu en gang i lyset af en ny genopblussen af krisen øget opmærksomhed blandt de organer, der skal sikre, at lovgivningen overholdes, ligesom den gør det nødvendigt, at der afsættes flere ressourcer til dem.

4.4.

EØSU vil tilskynde til, at der udarbejdes en initiativudtalelse om emnet med henblik på at bistå Kommissionen med at fastlægge og gennemføre disse foranstaltninger.

5. Andre områder, der ikke er omfattet af den nye forbrugerdagsorden, eller som behandles indirekte, og som der bør tages højde for

5.1. Forvaltning af folkesundheden i medlemsstaterne

De første skridt mod at oprette en europæisk sundhedsunion bliver taget netop nu. Coronakrisen har vist, at EU er nødt til at spille en langt større rolle på folkesundhedsområdet for at beskytte alle europæiske borgeres sundhed med mere modstandsdygtige sundhedssystemer og for at opbygge en stærkere ramme for sundhedssikkerhed.

5.2. Finansielle tjenester

I forbindelse med revisionen af direktivet om forbrugerkreditaftaler vil det være vigtigt at fremhæve ordningen med betalingsudsættelse og skabelse af en integreret tilgang, der beskytter forbrugernes interesser uanset lånets art. Det er vigtigt at evaluere den særlige insolvensmekanisme på europæisk plan under hensyntagen til behovet for at undgå, at den beskyttelse, som forbrugerne i øjeblikket nyder godt af, mindskes.

5.3. Turisme, fritid og flypassagerers rettigheder

Det er vigtigt at fastlægge, styrke eller ændre forbrugernes rettigheder og oprette europæiske fonde, der skal beskytte forbrugernes interesser på disse områder. Det er desuden også en god lejlighed til at revurdere forbrugerbeskyttelsen med en passende finansiel beskyttelsesordning for at beskytte passagererne mod risikoen for en likviditetskrise eller — i tilfælde af et luftfartsselskab går konkurs — reglerne for refusion af billetter og om nødvendigt hjemtransport.

5.4. Boliger

Det er nødvendigt at udarbejde et integreret europæisk boligprogram, der dækker forskellige områder, navnlig miljø, energi, finansielle tjenester, kontraktlige rettigheder og sundhed, med henblik på at sikre de europæiske forbrugere retten til at få adgang til en anstændig bolig på lang sigt. Der bør tilskyndes til at opføre bæredygtige huse (f.eks. såkaldte »passivhuse«). Anvendelse af cirkularitetsprincipperne for bygningsrenovering vil reducere drivhusgasemissioner fra byggematerialer. Bygningsrenovering kan åbne mange muligheder og medføre vidtrækkende sociale, miljømæssige og økonomiske fordele.

5.5. Energi

Det er vigtigt at styrke forbrugerrettighederne i forbindelse med gennemførelsen af politikker om vedvarende energi, egetforbrug og markedspriser, og det bør sikres, at ingen forbrugere forskelsbehandles eller oplever manglende konnektivitet, når der indføres egentlige alternative energiløsninger.

5.6.

Det er nødvendigt bedre at definere og at styrke de digitale platformes ansvar med hensyn til såvel produktsikkerhed som ansvar for formidling af onlinekontrakter.

5.7.

Det er vigtigt at fastlægge en klar ansvarsstruktur for onlineplatforme, herunder vedtagelse af passende foranstaltninger til at håndtere svigagtig, urimelig og vildledende handelspraksis og salg af produkter, der ikke opfylder kravene, og farlige varer og tjenesteydelser via onlineplatforme. I den forbindelse er det vigtigt at styrke samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale myndigheder for at bekæmpe en sådan uærlig praksis.

5.8.

Det er vigtigt at gøre en ende på eller begrænse direkte salg af produkter, der er farlige for forbrugerne, hovedsageligt på grund af deres kemiske sammensætning. EØSU bifalder indførelsen af Safety Gate-systemet som et hurtigt EU-varslingssystem for usikre forbrugsvarer.

5.9.

Det er nødvendigt at styrke beskyttelsen inden for over-the-top-tjenester, som stadig ikke er omfattet af størstedelen af de nationale lovgivninger, og som stort set ikke var omfattet af den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation.

5.10.

Ved at udvikle forbrugerbeskyttelsespolitikken vil EU styrke sin økonomiske, sociale og territoriale samhørighed. Uden at dette berører den overordnede politikudformning, bør EU gennemføre en række foranstaltninger og programmer tættere på borgerne. EU vil med henblik herpå skulle styrke Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre (ECC) og netværket for forbrugerbeskyttelsessamarbejde med inddragelse af alle nationale myndigheder.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

BILAG

Følgende ændringsforslag blev forkastet på plenarforsamlingen, men opnåede over en fjerdedel af de afgivne stemmer (forretningsordenens artikel 59, stk. 3):

Punkt 1.13

Udgår:

1.13	EØSU henleder opmærksomheden på behovet for at sikre virksomheder — og især SMV'er — tilstrækkelige finansielle midler til at kunne opfylde kravene i dagsordenen, navnlig på et tidspunkt, hvor bekæmpelsen af covid-19-krisen mindsker virksomhedernes investeringer i de digitale og grønne sektorer.

Begrundelse:

Punktets nuværende ordlyd synes at indikere, at der skal ydes støtte fra den offentlige sektor for at få virksomhederne til at sikre grundlæggende forbrugerbeskyttelse. Det siger sig selv, at sådanne planer er alt for vidtgående i det økonomiske system, som er orienteret mod profit, og at de er i modstrid med de grundlæggende funktionskrav for et sådant system. Forbrugerbeskyttelse er et must, ikke en luksus eller en mulighed, der realiseres, når man betaler for den med offentlige midler.

Afstemningsresultat:

For:	64
Imod:	139
Hverken for eller imod:	35

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/53

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En lægemiddelstrategi for Europa«

(COM(2020) 761 final)

(2021/C 286/10)

Ordfører:

Martin SCHAFFENRATH

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 14.1.2021
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	31.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	232/1/4

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig først og fremmest over Kommissionens intention om, at den nye lægemiddelstrategi for Europa, ud over at fremme medicinalindustriens konkurrenceevne, skal garantere forsyningen med sikre lægemidler af høj kvalitet til overkommelige priser samt den økonomiske bæredygtighed i medlemsstaternes sundhedssystemer. Nye fælles europæiske initiativer spiller især en central rolle på følgende områder:

—	adgangen til og tilgængeligheden af lægemidler

—	den prismæssige overkommelighed og de nationale sundhedssystemers økonomiske bæredygtighed

—	støtten til forskning og innovation for at styrke den europæiske medicinalindustris konkurrenceevne

—	styrkelsen af modstandsdygtige og gennemsigtige forsynings- og produktionskæder.

—	en effektiv gennemførelse af målene i den grønne pagt (1) ved hjælp af en klimaneutral lægemiddelindustri.

1.2.

Den aktuelle covid-19-pandemi viser, hvor vigtig en koordineret europæisk tilgang er. EØSU fremhæver derfor betydningen af fælles strategier for lægemiddelforskningen og -udviklingen samt for prisdannelsen, især når der er tale om højrisikoprodukter, og der ikke er nogen garanti for, at investeringen vil være rentabel for producenterne.

1.3.

EØSU understreger, at der i forbindelse med eventuelle politiske foranstaltninger på EU-niveau skal sikres respekt for medlemsstaternes kompetencer og nærhedsprincippet i henhold til artikel 168, stk. 7, i TEUF, så der tages hensyn til de forskelligt organiserede nationale sundhedssystemer, der ikke må destabiliseres i økonomisk henseende. Dette er især vigtigt, når der er tale om spørgsmål vedrørende prisdannelse og godtgørelse, som er medlemsstaternes eneansvar. Ikke desto mindre må det sikres, at informationer, viden og bedste praksis løbende udveksles på EU-plan for derigennem at undgå fragmentering og uligheder.

1.4.

EØSU konstaterer, at den europæiske lægemiddelsektor under de nuværende rammebetingelser i de senere år har udviklet sig i en retning, der i nogle tilfælde har ført til misbrug af de forskellige incitamentssystemer. Hertil kommer manglende gennemsigtighed i mange henseender og et fokus på forretningsområder med høje fortjenstmargener og i nogle tilfælde overdrevne priskrav. EØSU ser derfor et presserende behov for at revidere og tilpasse den nuværende retlige ramme for lægemidler og stille strengere krav med hensyn til prismæssig overkommelighed og tilgængelighed.

1.5.

EØSU understreger især betydningen af et velfungerende, retfærdigt og effektivt indre marked, der på den ene side fremmer og belønner ægte medicinsk innovation med en reel merværdi for sundhedsvæsenet, og på den anden side styrker konkurrencen og sikrer en retfærdig og økonomisk overkommelig adgang til lægemidler.

1.6.

Af hensyn til fremme af innovativ forskning og udvikling (FoU) som grundlag for den europæiske medicinalindustris globale konkurrenceevne støtter EØSU især den foreslåede standardisering af rammebestemmelserne for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og den konsekvente anvendelse heraf i medlemsstaterne.

1.7.

Hvad angår mere modstandsdygtige forsynings- og produktionskæder, der skal styrke Europas strategiske autonomi og forebygge forsyningsflaskehalse, går EØSU ind for en afbalanceret tilgang mellem øget diversificering af produktionsstederne og en gradvis/gradueret/delvis og samtidig holdbar tilbageflytning af produktionen til Europa. Eventuelle økonomiske og skattemæssige incitamenter på medlemsstatsniveau og deres effektivitet bør drøftes og analyseres i fællesskab på EU-niveau.

1.8.

Derudover glæder EØSU sig over den planlagte revision af det europæiske incitamentssystem for farmaceutisk FoU i Europa, frem for alt de juridiske rammer for pædiatriske lægemidler og lægemidler til sjældne sygdomme. Der skal især være fokus på det store udækkede behov for passende behandlinger i tilfælde af kræft hos børn i fremtidige strategier.

1.9.

Revisionen af de juridiske rammer for lægemidler og alle fremtidige initiativer på EU-plan skal efter EØSU's mening frem for alt udformes i overensstemmelse med gennemsigtighedsprincippet, så der skabes en reel merværdi, der er i offentlighedens interesse. Ud over omkostningerne på producentsiden gælder dette også for bevillingen af offentlige midler til FoU, brugen af incitamenter mv.

1.10.

EØSU bifalder og støtter medlemsstatsinitiativer, der med støtte fra Kommissionen har fokus på fælles indkøb af innovative lægemidler, hvor prisen er høj, med det formål at sikre de nationale sundhedssystemers økonomiske bæredygtighed.

1.11.

EØSU anerkender den positive rolle, som generiske og biosimilære lægemidler spiller for adgangen til økonomisk overkommelige lægemidler og deres betydning for en holdbar finansiering af sundhedssystemerne samt deres bidrag til et modstandsdygtigt og strategisk uafhængigt europæisk marked for lægemidler. EØSU støtter foranstaltninger som f.eks. offentlige indkøb under anvendelse af kriterier for det mest økonomisk fordelagtige bud (MEAT — most economically advantageous tender) og multi-vinder-bud under hensyntagen til miljømæssige og socialbeskyttelsesrelaterede aspekter, som resulterer i en fremtidssikret udformning af markedet for generiske og biosimilære lægemidler.

1.12.

EØSU maner til forsigtighed med hensyn til fremskyndede tilladelser på grundlag af utilstrækkelig evidens og øget brug af data fra den virkelige verden, når der ikke er tale om en grænseoverskridende sundhedskrise. En risikoforskydning til skade for patienten fra før til efter markedsføringstilladelsen skal absolut forhindres. Data og undersøgelsesresultater bør derfor konsekvent offentliggøres for at sikre en effektiv overvågning efter markedsføringstilladelsen.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

Ifølge rapporten Health at a Glance: Europe (2), der blev offentliggjort den 18. november 2020, steg udgifterne til sundhed i alle EU's 27 medlemsstater i gennemsnit med 3,0 % årligt mellem 2013 og 2019 og lå i 2019 på 8,3 % af BNP. Denne andel har udviklet sig i overensstemmelse med den økonomiske vækst i medlemslandene, men man må forvente en drastisk stigning i forbindelse med den aktuelle covid-19-pandemi.

2.2.

Som det allerede blev understreget i Rådets konklusioner i 2016 (3) og i Europa-Parlamentets initiativbetænkning om mulighederne for at forbedre adgangen til lægemidler (4) lægger stigende lægemiddelpriser et stadig stærkere pres på de nationale sundhedssystemer. Balancen i det komplekse lægemiddelsystem mellem godkendelse og foranstaltninger til fremme af innovation skal derfor genoprettes i EU for at sikre lige adgang til lægemidler i alle medlemsstater.

2.3.

Navnlig de stigende priser på nyligt godkendte behandlinger bringer stabiliteten i lægemiddelbudgettet og dermed også patienternes adgang til lægemidler i fare (5). I den forbindelse er EØSU særligt kritisk over for den stærke klyngedannelse (f.eks. vedrørende kræft) på allerede velundersøgte områder, der i vidt omfang falder sammen med producenternes eksisterende porteføljer. I fremtiden skal der derfor findes effektive metoder til at bryde denne »clustering«. Behandlinger skal være økonomisk overkommelige, så alle patienter har adgang til dem på lige vilkår. Med henblik herpå er det nødvendigt at kanalisere FoU-midler til områder med et reelt uopfyldt medicinsk behov, f.eks. sjældne sygdomme eller pædiatriske kræftformer.

2.4.

I køreplanen for den europæiske handlingsplan for intellektuel ejendomsret (6) understreges det allerede, at Unionen har en stærk juridisk ramme til beskyttelse af intellektuel ejendomsret. Enhver ændring af dette system bør derfor ledsages af en grundig konsekvensanalyse, så der kun foretages nødvendige ændringer.

2.4.1.

Med patenter, supplerende beskyttelsescertifikater og dataeksklusivitet skal der skabes incitamenter, der kan fremme forskning inden for nye områder. Ved videreudviklingen af lægemiddelstrategien er det vigtigt at have fokus på den samfundsmæssige merværdi. Det centrale fokus bør være på adgangen til og tilgængeligheden af effektive, sikre og prisoverkommelige lægemidler til gavn for alle patienter i overensstemmelse med retten til passende sundhedspleje som fastlagt i den europæiske søjle for sociale rettigheder (7). Dette gælder ikke kun for forsyningen med innovative nye, patentbeskyttede lægemidler, men også for adgangen til generiske og biosimilære lægemidler. Et velfungerende og retfærdigt indre marked spiller derfor en central rolle.

2.4.2.

EØSU anbefaler også en harmonisering af de juridiske rammer for supplerende beskyttelsescertifikater for dermed at gøre tilladelsesprocedurerne mere sammenhængende og fjerne den fragmenterede anvendelse i medlemsstaterne. I betragtning af de sociale virkninger af supplerende beskyttelsescertifikater skal det sikres, at den myndighed, der i denne sammenhæng skal etableres centralt, er underordnet EU-institutionerne.

2.4.3.

EØSU ser med stor bekymring på en mulig forlængelse af eksklusive rettigheder og en yderligere styrkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder på lægemiddelmarkedet. For fortsat at give patienter adgang til prisoverkommelige behandlinger, må udvikling og markedsføring af generiske og biosimilære lægemidler ikke gøre priskonkurrencen vanskeligere. Det er derfor vigtigt at undgå flere lag af beskyttelse for et produkt i de forskellige medlemslande eller gennem flere patenter (»patent slicing«), især da der ikke er nogen dokumentation for, at en stærk beskyttelse af intellektuel ejendom fremmer innovation og produktivitet (8).

2.4.4.

Navnlig i forbindelse med den aktuelle politiske diskussion om tilbageflytning af produktionssteder til Europa for at sikre forsyningen skal en ændring af de juridiske rammer for intellektuel ejendomsret analyseres nøje. Ifølge konsekvensanalysen i tilknytning til det såkaldte direktiv til beskyttelse mod forfalskninger, 2011/62/EU (9), kommer langt størstedelen af de aktive stoffer, der anvendes i generiske lægemidler, fra Indien og Kina, mens de aktive stoffer i nye, patenterede lægemidler for størstedelens vedkommende produceres i Europa. Derfor skal der med henblik på at flytte især generisk produktion tilbage iværksættes andre incitamenter og mekanismer end en yderligere styrkelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder. Alternative foranstaltninger kunne f.eks. være licensaftaler, forhåndsaftaler om indkøb eller såkaldte patentpuljer for lægemidler (10). Samtidig med tilbageflytningen bør man også finde måder, hvorpå man kan diversificere produktionen både i og uden for Europa yderligere for derigennem at styrke og sikre forsyningskæderne.

2.5.

På området for lægemidler til sjældne sygdomme glæder EØSU sig over, at antallet af godkendte lægemidler til sjældne sygdomme er steget støt som et resultat af incitamenterne i forordning (EF) nr. 141/2000 (11), der har forbedret den lige adgang for patienter væsentligt og dermed skal hilses velkommen. Adgangen undergraves imidlertid mere og mere af producenternes høje priskrav (12). EØSU understreger derfor, at statussen »lægemidler til sjældne sygdomme« ikke må udnyttes som grundlag for uforholdsmæssigt høje priskrav og gevinster og støtter derfor den revision af denne juridiske ramme, der blev indledt ved konsekvensanalysen (13) offentliggjort i november 2020. Det bør overvejes at foretage en regelmæssig automatisk revurdering af kriterierne samt en justering af varigheden af eksklusiviteten på markedet, under visse betingelser, der skal fastlægges. EØSU støtter også en mulig revision af kriterierne, især prævalensen (under hensyntagen til alle godkendte indikationer), med hensyn til udpegelsen som lægemidler til sjældne sygdomme.

2.6.

EØSU støtter især kravet fra Kommissionen og talrige medlemmer af Europa-Parlamentet om større gennemsigtighed i hele medicinalindustrien, især hvad angår FoU-omkostninger. Da der for det meste ikke findes nogen grundlæggende regler om omkostningsgennemsigtighed i forbindelse med udviklingen af lægemidler, kan prisdannelsen på nye lægemidler på grundlag af argumentet om store forskningsudgifter og dermed rimeligheden af de krævede priser ikke efterprøves af de kompetente prisfastsættelses- og godtgørelsesmyndigheder.

2.6.1.

Et vigtigt instrument i denne sammenhæng kunne efter EØSU's opfattelse være gennemsigtighedsdirektivet 89/105/EØF (14). I direktivets artikel 6 fastslås det, at medlemsstater, der opstiller en positivliste, skal offentliggøre en komplet liste over de produkter, der er omfattet af deres sygesikringssystem, samt de priser, der er fastsat af deres kompetente myndigheder, og sende den til Kommissionen. De faktisk betalte priser er imidlertid beskyttet af fortrolige købsaftaler, hvilket gør udvekslingen mellem nationale myndigheder betydeligt vanskeligere. Euripid-databasen (15) kunne fungere som udgangspunkt i denne sammenhæng, forudsat at alle medlemsstater forpligtes til at indsende deres prisoplysninger.

2.6.2.

Central betydning har efter EØSU's mening ligeledes en væsentlig forøgelse af gennemsigtigheden i de globale farmaceutiske forsynings- og produktionskæder med henblik på at modvirke mulige forsyningsflaskehalse og styrke sundhedssystemernes modstandsdygtighed. Vigtigt i den henseende er, ud over oprettelsen af et koordineret rapporteringssystem med obligatorisk deltagelse af alle relevante aktører, som det allerede er planlagt i forbindelse med den europæiske sundhedsunion, oprettelsen af et strategisk lager af lægemidler, som WHO har udpeget som væsentlige.

2.6.3.

På baggrund af den aktuelle covid-19-pandemi støtter EØSU kravet fra talrige medlemmer af Europa-Parlamentet og relevante interessenter om større gennemsigtighed vedrørende indkøbsaftaler med lægemiddelproducenter om covid-19-vacciner. Gennemsigtighed er nøglen til EU-borgernes tillid til og accept af vaccination mod virusset. Dette bør ikke kun gælde for de aktuelle vaccinekontrakter, men også tjene som en ny gennemsigtighedsramme for fremtidige fælles indkøbsforanstaltninger.

2.7.

For så vidt angår foranstaltninger til fælles indkøb af nyligt godkendte lægemidler med høje priser, bør disse udtrykkeligt styrkes og fremmes på europæisk plan. Ud over øget forsyningssikkerhed i Europa kan forhandlingspositionen over for lægemiddelproducenter også styrkes på denne måde, og der kan opnås betydelige omkostningsreduktioner gennem et større indkøbsvolumen.

2.8.

Med hensyn til fremme af farmaceutisk FoU støtter EØSU kritikken fra adskillige aktører og interessenter af manglende gennemsigtighed, utilstrækkelig involvering af offentlige interessenter og manglende offentlig adgang til forskningsresultater.

2.8.1.

EØSU opfordrer derfor til, at alle offentlige forskningsmidler og FoU-udgifter offentliggøres i fremtiden, så dette kan tages i betragtning i forbindelse med spørgsmål om national prisfastsættelse, og således at et ægte »public return on public investment« kan garanteres. I den forbindelse burde det overvejes at indføre en regelmæssig evaluering af forskningsfinansiering og rapportering til Europa-Parlamentet. Navnlig på følsomme områder inden for sundhedsplejen er forskningsstøttens ensidige fokus på industriens interesser skadelig. I fremtiden skal alle relevante aktører derfor i høj grad inddrages i Kommissionens forskningsdagsordener for at sikre, at disse tager udgangspunkt i de faktiske medicinske og samfundsmæssige behov.

2.8.2.

I den sammenhæng er det vigtigt at etablere en fælles definition på EU-plan af et uopfyldt medicinsk behov for effektivt at kunne dirigere farmaceutiske FoU-aktiviteter til de områder, hvor der ikke findes tilstrækkelig eller effektiv behandling. Disse kriterier skal baseres på patienternes og folkesundhedens behov.

2.9.

I forbindelse med medicinsk FoU og kliniske undersøgelser opfordrer EØSU samtidig til, at der gøres en indsats på EU-plan for i højere grad at tage hensyn til kønsforskellene og de forskellige virkninger af brugen af lægemidler i praksis på grundlag af relevante indikatorer. Udvalget efterlyser også større gennemsigtighed og dermed større bevidsthed hos alle interessenter i den henseende.

2.10.

Efter EØSU's opfattelse er det især positivt, at den stigende risiko for antimikrobiel resistens (AMR) udtrykkeligt fremhæves i lægemiddelstrategien. Ud over effektive foranstaltninger til at reducere brugen af antibiotika skal der fokuseres på alternative incitamentsmodeller i FoU-cyklussen og på nye prisdannelsesmodeller. I den forbindelse kan man også benytte gennemprøvede incitamenter, f.eks. en tidlig dialog med Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) og gebyrfritagelse. I fremtiden vil det være vigtigt at afkoble producentens fortjeneste fra salgsvolumen. Parallelt med støtte til nye antibiotika kan der også benyttes andre foranstaltninger, som f.eks. forudgående købsaftaler, til at give producenterne større forudsigelighed.

2.11.

Hvad angår spørgsmål om godkendelse og markedslancering hilser EØSU generelt den hurtige tilgængelighed af innovative lægemidler velkommen, især på områder med et stort uopfyldt medicinsk behov. Hurtigere godkendelser garanterer dog ikke automatisk en bedre forsyning med lægemidler. Det primære mål for den europæiske lægemiddelpolitik skal derfor være lige adgang til sikre, økonomisk overkommelige lægemidler af høj kvalitet for alle patienter.

2.11.1.

På baggrund af de teknologiske muligheder, der er under hastig udvikling, og den dertil knyttede efterspørgsel efter fleksible undersøgelsesdesign er EØSU enig med Kommissionen i, at randomiserede kontrollerede undersøgelser med (ideelt set) relevante komparatorer og slutpunkter fortsat skal være guldstandarden for markedsføringstilladelsen. Undtagelser bør kun indrømmes i enkelttilfælde og med passende begrundelse. Hvis tilvejebringelsen af data flyttes til fasen efter en godkendt markeds-lancering, skal det sikres, at de tilknyttede omkostninger ikke flyttes fra lægemiddelvirksomheder til den offentlige sektor, og at patientsikkerheden ikke bringes i fare ved tidlig godkendelse. Det forhold, at der ikke foreligger tilstrækkelige data, og at der derfor skal indsamles yderligere, bør tages i betragtning ved prisfastsættelsen.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) https://ec.europa.eu/info/strategy/priorities-2019-2024/european-green-deal_da

(2) https://ec.europa.eu/health/state/glance_da

(3) EUT C 269 af 23.7.2016, s. 31.

(4) https://www.europarl.europa.eu/doceo/document/A-8-2017-0040_DA.pdf

(5) https://www.oecd.org/health/health-systems/Addressing-Challenges-in-Access-to-Oncology-Medicines-Analytical-Report.pdf

(6) https://ec.europa.eu/info/law/better-regulation/have-your-say/initiatives/12510-Intellectual-Property-Action-Plan

(7) https://ec.europa.eu/info/publications/european-pillar-social-rights-booklet_en

(8) https://pubs.aeaweb.org/doi/pdf/10.1257/jep.27.1.3

(9) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:32011L0062 (EUT L 174 af 1.7.2011, s. 74).

(10) https://www.who.int/bulletin/volumes/97/8/18-229179/en/

(11) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:02000R0141-20190726&qid=1598193643269&from=DA (EUT L 18 af 22.1.2000, s. 1).

(12) https://ec.europa.eu/health/sites/health/files/files/paediatrics/docs/orphan-regulation_study_final-report_en.pdf

(13) https://ec.europa.eu/info/law/better-regulation/have-your-say/initiatives/12767-Revision-of-the-EU-legislation-on-medicines-for-children-and-rare-diseases

(14) EFT L 40 af 12.2.1989, s. 8.

(15) Euripid er en frivillig database for nationale myndigheder, der har ansvaret for prisfastsættelses- og godtgørelsesspørgsmål. Databasen omfatter — på grundlag af gennemsigtighedsdirektivet 89/105/EØS — de officielle referencepriser for lægemidler, der hovedsageligt anvendes ambulant: https://www.euripid.eu/about.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/59

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Optimering af EU's innovative potentiale — En handlingsplan for intellektuel ejendomsret til støtte for EU's genopretning og modstandsdygtighed

(COM(2020) 760 final)

(2021/C 286/11)

Ordfører:

Rudolf KOLBE

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 14.1.2021
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	31.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	241/0/2

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU støtter fuldt ud Kommissionens handlingsplan for intellektuel ejendomsret (IP) som en rigtigt god og holistisk tilgang til at modernisere EU's system for intellektuel ejendom.

1.2.

EØSU mener i høj grad, at lanceringen af enhedspatentsystemet bør være en af hovedprioriteterne, og at det vil styrke konkurrenceevnen hos virksomhederne i EU betydeligt. Med tanke på de åbenlyse vanskeligheder forbundet med gennemførelsen af systemet er EØSU overbevist om, at målet (på lang sigt) bør være at underlægge enhedspatentsystemet EU-lovgivningen.

1.3.

EØSU understreger vigtigheden af foranstaltninger til støtte for SMV'er på alle områder for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR). Ud over økonomiske støtteforanstaltninger bør der være et særligt fokus på at øge IPR-knowhow og på skræddersyede konsultations- og rådgivningstjenester.

1.4.

EØSU vil gerne sætte gang i en debat om, hvordan viden om IPR og IPR-forvaltning kan fremmes på alle niveauer af EU's uddannelsessystemer.

1.5.

EØSU opfordrer Kommissionen til at indføre et fælles supplerende beskyttelsescertifikat (SPC) og undersøge muligheden for at anvende SPC-systemet i nye sektorer.

1.6.

EØSU mener, at harmonisering af de ophavsretlige rammer og forvaltning af ophavsretsdata ville forbedre anvendelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder i den kreative sektor.

1.7.

EØSU opfordrer til en social dialog, som — i tillæg til de retlige bestemmelser — gennem kollektiv forhandling præciserer og definerer retfærdige intellektuelle ejendomsrettigheder med henblik på at give ophavsmænd og producenter incitamenter i form af anerkendelse af deres frembringelser samt retfærdig økonomisk kompensation.

1.8.

EØSU betragter geografiske betegnelser som et vigtigt værktøj til at styrke lokale producenters konkurrenceevne og fremhæver potentialet i at skabe et ensartet system for beskyttelse af geografiske betegnelser for ikkelandbrugsprodukter.

1.9.

EØSU anerkender det økonomiske potentiale og offentlighedens interesse i at fremme datastrømmen i hele EU, men understreger problemerne forbundet med uensartede regler.

1.10.

EØSU er positivt stemt over for alle foranstaltninger til fremme af kampen mod krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder og over for styrkelsen af den rolle, som Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig spiller i kampen mod varemærkeforfalskning.

1.11.

EØSU anbefaler yderligere at styrke de direkte støtteværktøjer til EU-virksomheder, der opererer i tredjelande og streng håndhævelse af lovgivningen om intellektuelle ejendom og bestemmelserne i EU's handelsaftaler for at beskytte disse virksomheder mod overtrædelser af deres intellektuelle ejendomsrettigheder.

1.12.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

EØSU glæder sig over Kommissionens handlingsplan for intellektuel ejendomsret som en vigtig strategi til at modernisere EU's IP-system og fremme det enorme innovationspotentiale hos virksomhederne i EU, især SMV'er og mikrovirksomheder. Da den store økonomiske betydning af intellektuelle ejendomsrettighedsprodukter såsom opfindelser, kunstneriske og kulturelle frembringelser, mærker, software, knowhow, forretningsprocesser og data i EU-landene fortsætter med at vokse, mener EØSU, at en optimeret og lettilgængelig retlig og politisk ramme er yderst vigtig.

2.2.

Mange virksomheder, især SMV'er, som udgør 99 % af alle virksomhederne i EU, udnytter ikke mulighederne for beskyttelse af intellektuel ejendom (fuldt ud). Kernen i handlingsplanen for intellektuel ejendomsret bør være at øge brugen af IP-beskyttelse i virksomhederne i EU — med et særligt fokus på SMV'er og mikrovirksomheder. Der er brug for mange forskellige foranstaltninger, lige fra behovet for at reducere omkostningerne, forenkle procedurerne, øge bevidstheden om og kendskabet til emnet, yde skræddersyet rådgivning og støtte samt modernisere uddannelsessystemet inden for IPR-knowhow.

2.3.

IP er en meget vigtig økonomisk faktor, da de IP-relaterede brancher tegner sig for næsten 45 % af Europas BNP og 30 % af arbejdspladserne, men også en meget vigtig faktor i imødegåelsen af de største udfordringer, vores samfund står over for. Covid-19-krisen har meget tydeligt vist EU's afhængighed af faglig ekspertise kombineret med effektive IP-regler og værktøjer til at sikre en hurtig udbredelse af kritisk IP. En vellykket bekæmpelse af klimaforandringerne vil også i høj grad afhænge af hurtig udvikling og indførelse af banebrydende teknologier og effektive værktøjer til retfærdig udveksling af kritiske immaterielle aktiver og data.

2.4.

Den teknologiske revolution er en drivkraft for de intellektuelle ejendomsrettigheder, men også en udfordring, som nødvendiggør en velafbalanceret tilgang til de innovationsdrevne værktøjer. Digitalisering og AI-teknologier rejser mange IP-spørgsmål, som kræver overvejelse, bl.a. gennemsigtighed, dataoprindelse og -ophavsret, omfanget af menneskelig indgriben, etiske principper osv. EØSU støtter Kommissionens synspunkt om, at AI-systemer ikke bør behandles som ophavsmænd eller opfindere. Generelt mener EØSU, at den europæiske IP-ramme — med velafbalancerede ændringer og opdateringer — er egnet til at tackle udfordringerne i forbindelse med digitalisering og AI. Da EU stadig halter et godt stykke efter andre regioner med hensyn til antallet af patenter på digitale produkter og teknologier, må der rettes særlig opmærksomhed mod foranstaltninger til forbedring af dette vigtige marked.

3. Særlige bemærkninger

3.1. Beskyttelse af intellektuel ejendom

3.1.1.

Enhedspatentsystemet spiller som en one-stop-shop for virksomheder en afgørende rolle med henblik på væsentligt at reducere udgifterne til patenter, lette licenseringen, øge gennemsigtigheden og overvinde hindringerne for SMV'ernes adgang. Lanceringen af enhedspatentsystemet og klargørelsen af Den Fælles Patentdomstol vil forbedre IP-beskyttelsen væsentligt og bør prioriteres i handlingsplanen. Det vil også gøre den samlede proces hurtigere og dermed øge de europæiske patenthaveres konkurrenceevne at lette procedurerne. Aftalen om Den Fælles Patentdomstol udgør et vigtigt grundlag for et effektivt, specialiseret og teknisk kompetent tvistbilæggelsessystem på patentområdet, der vil kunne forbedre retssikkerheden, enkelheden og effektiviteten. Som vanskelighederne med gennemførelsen viser sig, bør målet imidlertid være at overføre systemet til EU's retssystem. I mellemtiden er der et presserende behov for at håndtere de yderligere forsinkelser forårsaget af retssager i medlemsstaterne og/eller Det Forenede Kongeriges udtræden af aftalen. EU's andel af de globale patenter faldt drastisk fra 17,4 % i 2009 til 11,3 % i 2019, hvilket også tydeligt viser, at der er behov for yderligere foranstaltninger.

3.1.2.

Et supplerende beskyttelsescertifikat (SPC) kan forlænge beskyttelsesperioden for et patent på et lægemiddel eller plantebeskyttelsesmiddel, som den pågældende markedsføringstilladelse gælder for. Det er derfor et vigtigt værktøj til at opveje det tab af effektiv patentbeskyttelse, der opstår på grund af den tid, der kræves til test, kliniske forsøg/feltforsøg og myndighedernes sagsbehandling. EØSU mener, at de supplerende beskyttelsescertifikater er afgørende for at effektivt at fremme innovationen inden for nye aktivstoffer og tiltrække FoU-centre i EU, mens der ved hjælp af balancerede undtagelser fra retten til supplerende beskyttelse bør sikres prisoverkommelighed og tilstrækkelige forsyninger af lægemidler. Selv om SPC-ordningen er ligetil og innovationsstimulerende, er den stadig fragmenteret og kræver, at der indgives en SPC-ansøgning i de enkelte EU-medlemsstater, hvor der søges om supplerende beskyttelse. Indførelse — ved hjælp af en ny separat EU-forordning — af en fælles SPC-titel og en fælles myndighed som en one-stop-shop til udstedelse af supplerende beskyttelsescertifikater for enhedspatenter ville gøre de supplerende beskyttelsescertifikater mere attraktive for patenthaverne, sikre innovatorerne en bedre beskyttelse og skabe retssikkerhed for tredjeparter. EØSU støtter også tilgangen med at undersøge anvendelsen af en optimeret SPC-ordning i nye sektorer, hvor der ofte kræves markedsføringstilladelse til produkterne.

3.1.3.

Med udgangspunkt i erfaringerne fra revideringen af EU's varemærkelovgivning er EØSU overbevist om, at opdateringen af EU-lovgivningen om designbeskyttelse vil blive gennemført på vellykket vis. Den positive erfaring med regulering af disse forhold gennem EU-lovgivning bør motivere Kommissionen til at udarbejde et forslag til en ny separat forordning om supplerende beskyttelsescertifikater for enhedspatenter og på lang sigt indarbejde enhedspatentsystemet i EU's lovgivningssystem.

3.1.4.

EØSU bemærker, at geografiske betegnelser er en enestående og værdifuld ressource for EU's producenter på et stadig mere liberaliseret og konkurrencepræget globalt marked. EU's ordning for beskyttelse af geografiske betegnelser har stor økonomisk værdi i landbrugssektoren. Generelt fungerer ordningen rigtig godt, men beskyttelsen af geografiske betegnelser skal stadig gennemføres, f.eks. gennem et harmoniseret kontrolsystem for myndighederne og en fælles definition af fødevaresvindel. I handelsaftalerne bør der også være fokus på sådanne specifikke beskyttelsesforanstaltninger. EØSU fremhæver potentialet ved at indføre en harmoniseret ordning for beskyttelse af geografiske betegnelser for ikkelandbrugsprodukter, som er en vigtig del af den lokale identitet. Dette ville hjælpe de lokale producenter med at præsentere deres kvalitetsprodukter på mere vellykket vis og have yderligere positiv effekt på mindre udviklede regioner. Endvidere ville en forenkling af registreringsproceduren gavne producenterne.

3.1.5.

Ordningen for EF-sortsbeskyttelse er et andet positivt eksempel på en harmoniseret tilgang til IP-beskyttelse på grundlag af en EU-forordning. Den kan desuden udgøre en sikker base for små og mellemstore planteforædlere og indeholder vigtige undtagelser for landbruget og forædlerne. Når det gælder ordningens mål, udgør den et godt grundlag for forædlerne til effektivt at bidrage til målene for den grønne omstilling.

3.1.6.

EØSU understreger, at beskyttelsen af ophavsret, design og relaterede rettigheder er yderst vigtig for de kulturelle og kreative erhverv, som genererer en betydelig økonomisk velstand og bidrager væsentligt til den europæiske identitet og kultur og de europæiske værdier — med f.eks. arkitektoniske og andre kulturelle værker — men som ofte ikke har tilstrækkelig knowhow eller de økonomiske midler til at beskytte deres intellektuelle ejendomsret og omdanne innovationer til produkter. Harmoniseringen af de ophavsretlige rammer og forvaltningen af ophavsretsdata er vigtig og bør ledsages af yderligere støtteforanstaltninger.

3.1.7.

Ansatte, der udfører kreativt arbejde og især opfindere, kan være rettighedshavere. Det er yderst vigtigt at etablere en social dialog på europæisk eller nationalt niveau eller på sektor- eller virksomhedsniveau, som i tillæg til de retlige regler rammer i form af kollektive overenskomster præciserer og definerer retfærdige intellektuelle ejendomsrettigheder med henblik på at give ophavsmænd og producenter incitamenter i form af anerkendelse af deres frembringelser samt retfærdig økonomisk kompensation. Aftaler om overdragelse af ophavsret bør ikke betragtes som en pligt til at overføre al intellektuel ejendomsret til arbejdsgiveren uden passende kompensation.

3.1.8.

Biotekdirektivet udgør en vigtig ramme for den retlige beskyttelse af bioteknologiske opfindelser. Det omhandler politisk og etisk følsomme emner og er derfor resultatet af en omhyggelig afvejning af meget omstridte interesser. Bioteknologiens hastige udvikling er dog også nødvendig inden for sundhed og bekæmpelse af store epidemier og sult i verden. Det er derfor vigtigt i vid udstrækning at fremme forskningen og innovationen på disse områder, men også at udbrede og licensere den på effektiv vis.

3.1.9.

Forretningshemmeligheder er immaterielle aktiver, som supplerer de intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR). De anvendes i vidt omfang i den kreative proces, der fører til innovation og skabelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, og det er derfor ekstremt vigtigt at sikre, at de beskyttes effektivt. EØSU mener derfor, at det er vigtigt at præcisere det grundlag, der er fastlagt i direktiv (EU) 2016/943. (1)

3.2. Anvendelse og udbredelse af IP — med et særligt fokus på SMV'er

3.2.1.

EØSU mener, at et af de vigtigste mål i handlingsplanen er at øge SMV'ernes brug af muligheden for at beskytte deres intellektuelle ejendomsrettigheder, hvilket vil påvirke de forskellige ordninger til beskyttelse af intellektuel ejendom. Selv om SMV'erne og mikrovirksomhederne i EU har et stort innovationspotentiale, formår størstedelen af dem ikke at tilføre værdi til deres immaterielle aktiver.

3.2.2.

Omkostningsfaktoren er en af grundene til, at kun 9 % af EU's SMV'er har registreret deres IP-rettigheder. Omkostningerne ved at anskaffe sig et patent er i øjeblikket betydeligt højere i EU end i f.eks. USA eller Japan og udgør en enorm økonomisk byrde for SMV'er og mikrovirksomheder. For at forbedre SMV'ernes adgang til IP-beskyttelse må omkostningerne derfor reduceres. En hurtig implementering af enhedspatentsystemet, som vil reducere omkostningerne ved patentregistrering væsentligt, vil i afgørende grad ændre situationen for innovative SMV'er og mikrovirksomheder såsom liberale velkvalificerede ingeniørvirksomheder. EØSU understreger også vigtigheden af alle de forskellige tilgange til økonomisk og knowhowmæssig støtte til SMV'er, EUIPO's IP-vouchers, fremgangsmåden med at hjælpe SMV'er med at bruge deres IP til at opnå adgang til finansiering og IPA4SME-programmet, som yder medfinansiering på op til 15 000 EUR til IP-diagnostik og beskyttelsesforanstaltninger, osv. Udvalget bemærker også patentagenternes vigtige rolle i dette støttesystem.

3.2.3.

EØSU mener, at et væsentligt problem er den enorme mangel på viden om IPR-forvaltningsstrategier i virksomhederne i EU, især, men ikke kun, i SMV'er og mikrovirksomheder. Lettilgængelig, generel og skræddersyet information, støtte og rådgivning til SMV'er og mikrovirksomheder — gennem forskellige programmer og initiativer såsom den europæiske IP-Helpdesk og gennem forskellige kanaler og netværk — er derfor meget vigtigt for at tackle denne udfordring og bør yderligere udbredes. Bevidstheden om de intellektuelle ejendomsrettigheders potentiale for iværksættere bør øges og kombineres med forskellige lettilgængelige kurser. EØSU foreslår, at man udforsker forskellige veje til at øge antallet af kvalificerede IPR-forvaltere i virksomhederne i EU.

3.2.4.

EØSU vil også gerne starte en debat om, hvordan man kan fremme viden om IPR og IPR-forvaltning i EU's uddannelsessystem: Grundlæggende viden og bevidsthed om IPR-forvaltning bør være en del af ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, således at omfattende viden om IPR-studier, herunder erhvervsrelaterede og tekniske studier samt mange andre, bliver en del af læseplanerne. IPR-forvaltning bør også tilbydes som enkeltfag på videregående uddannelser. EØSU er overbevist om at en styrkelse af den tilgængelige knowhow kan øge anvendelsen af IP-beskyttelse.

3.2.5.

Det er indlysende, at det er vigtigt at omsætte forskningsresultater til innovation, og EØSU hilser derfor alle aktiviteter, der fremmer videnoverførsel og bedre IP-forvaltning i FoI-kredse, velkommen. SMV'er og mikrovirksomheder er ofte små partnere i projektkonsortier, og de har i denne rolle brug for bedre støtte til at omsætte intellektuelle ejendomsrettigheder til produkter og til at beskytte deres rettigheder i disse konsortier. Der bør være et særligt fokus på dette i de støtteprogrammer, der sørger for skræddersyet rådgivning og støtte.

3.3. Adgang til og deling af IP-beskyttede aktiver

3.3.1.

Den aktuelle sundhedskrise har tydeliggjort behovet for adgang til systemisk relevant IP i kritiske situationer. Intellektuelle ejendomsrettigheder bør ikke hindre adgangen til eller tilgængeligheden af vacciner og behandlinger under pandemier. Effekten af forskning, som gennemføres med europæiske offentlige midler, bør maksimeres ved at sikre, at den heraf fremkomne viden og IP deles. Endvidere udgør effektive ordninger til udstedelse af tvangslicenser et sikkerhedsnet for samfundet i nødsituationer. Procedurerne i sådanne ordninger bør være baseret på en omhyggelig afvejning af de forskellige involverede interesser, samtidig med at det sikres, at de er hurtige og koordineres på europæiske niveau for at kunne opfylde folkesundhedskravene så effektivt som muligt. I denne sammenhæng vil EØSU også gerne understrege vigtigheden af forordning (EF) nr. 816/2006 om tvangslicens til udnyttelse af patenter vedrørende fremstilling af farmaceutiske produkter med henblik på eksport til lande med folkesundhedsproblemer (2).

3.3.2.

En øget gennemsigtighed, når det gælder ejerskab og forvaltning af intellektuel ejendomsret, er en forudsætning for at lette licensering og udbredelse af intellektuel ejendomsret. I denne sammenhæng vil EØSU også gerne fremhæve behovet for hurtig implementering af enhedspatentsystemet og vigtigheden af at forbedre ophavsretsinfrastrukturen med hensyn til oplysninger om rettighedshavere, vilkår og betingelser samt licensmuligheder, også når det gælder blockchainteknologi.

3.3.3.

Eftersom standardisering er en proces med mange forskellige aktørinteresser, kræver standardessentielle patenter et særligt højt niveau af gennemsigtighed og retfærdige regler for licensering. EØSU støtter derfor strategier for et uafhængigt tredjepartssystem til væsentlighedskontrol og foranstaltninger til at nedbringe antallet af overtrædelser og stridspunkter.

3.3.4.

EØSU anerkender det økonomiske potentiale i at fremme datadeling og datastrømmen i hele EU mellem alle sektorer, men understreger, at det at muliggøre strømmen og bredt anvende data bør baseres på en afstemt tilgang, der sikrer både privatliv, sikkerhed, etiske standarder og legitime interesser inden for IP-beskyttelse. Dette bør sikres i forbindelse med revideringen af databasedirektivet i 2021 (3).

3.4. IPR Infringements

3.4.1.

Effektiv håndhævelse og effektive retsmidler er de vigtigste kriterier for et vellykket IP-beskyttelsessystem og bør derfor styrkes væsentligt. EØSU understreger, at oprettelsen af Den Fælles Patentdomstol vil give håndhævelsen af patentrettigheder et enormt løft, og at beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder i andre IPR-ordninger (f.eks. forsikringer) også bør styrkes betragteligt gennem praktiske og/eller retlige foranstaltninger. SMV'er og navnlig mikrovirksomheder har ofte ikke midlerne til at gøre deres intellektuelle ejendomsrettigheder gældende.

3.4.2.

Digitaliseringen har ført til nye former for IP-overtrædelser såsom cybertyveri af forretningshemmeligheder, ulovlig streaming osv. EØSU hilser bindende regler som f.eks. retsakten om digitale tjenester (4), der sikrer bedre retlige rammer, velkommen.

3.4.3.

Varemærkeforfalskning og piratkopiering forårsager enorme omsætningstab i EU, men udgør også sundheds- og sikkerhedstrusler for forbrugerne. EØSU er positivt stemt over for samarbejdet mellem alle aktørerne, oprettelsen af en EU-værktøjskasse og styrkelsen af den rolle, som Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig spiller i kampen mod varemærkeforfalskning.

3.5. Fairplay på globalt plan

3.5.1.

EU er ikke førende i den globale IPR-konkurrence. Asien øgede sin samlede andel af patentansøgninger på verdensplan til 65 % i 2019, mens EU's andel faldt drastisk fra 17,4 % (2009) til 11,3 %. Det er derfor ekstremt vigtig at styrke EU's position.

3.5.2.

IPR-beskyttelse og -håndhævelse er en ekstra udfordring for EU-virksomheder, der opererer i tredjelande. Derfor opfordrer EØSU til, at alle Kommissionens foranstaltninger bidrager til at forbedre denne situation. Forhandling af kapitlerne om intellektuelle ejendomsrettigheder med et højt niveau af beskyttelse i frihandelsaftaler og IP-dialoger med handelspartnere er vigtige strategier på lang sigt, og det samme er samarbejdet i verdensomspændende organisationer som WIPO og WTO samt deltagelse i globale IP-aftaler.

3.5.3.

EØSU understreger vigtigheden af direkte støtteværktøjer, som leverer oplysninger til EU-virksomheder, der opererer i tredjelande, f.eks. screening af udenlandske investeringer, observationslisten over varemærkeforfalskning og piratkopiering samt rapporten om tredjelande. Foranstaltninger såsom IP-Helpdeske for SMV'er, der kan støtte SMV'er og mikrovirksomheder, er særligt vigtige og bør udvikles yderligere.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT L 157 af 15.6.2016, s. 1.

(2) EUT L 157 af 9.6.2006, s. 1.

(3) EUT L 77 af 27.3 1996 s. 20.

(4) COM(2020) 825 final.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/64

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om åbne og retfærdige markeder i den digitale sektor (retsakt om digitale markeder)«

(COM(2020) 842 final — 2020/0374 (COD))

(2021/C 286/12)

Ordfører:

Emilie PROUZET

Anmodning om udtalelse	Rådet for den Europæiske Union, 10.2.2021 Europa-Parlamentet, 8.2./2021
Retsgrundlag	Artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	31.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	179/9/16

1. Konklusioner og anbefalinger på højt plan

1.1.

I løbet af de seneste ti år er der blevet rejst en række spørgsmål og behov i forbindelse med både konkurrencereglerne og reglerne for det indre marked. Og de er kun blevet flere under covid-19-krisen. EØSU glæder sig over forslaget til forordning om retsakten om digitale markeder, som har til formål at forhindre gatekeepere i at pålægge virksomheder og forbrugere urimelige betingelser og sikre adgangen til vigtige digitale tjenester.

1.2.

Onlineplatforme er et allestedsnærværende fænomen, som udfordrer de etablerede aktører ved at ændre måden, hvorpå vi forbruger og leverer produkter og tjenesteydelser, men som også ændrer den måde vi arbejder på og beskæftiger ansatte. I den henseende glæder EØSU sig over Kommissionens helhedsorienterede tilgang, hvor alle dele af dette økosystem behandles. Udvalget vil her være særligt opmærksom på beskatning, datastyring og arbejdsvilkår. Hvad sidstnævnte angår hilser EØSU Kommissionens høring om forbedring af platformsarbejderes arbejdsvilkår velkommen og ser frem til det lovgivningsinitiativ, der er planlagt til at blive offentliggjort inden årets udgang.

1.3.

Det primære mål er fortsat at skabe fælles spilleregler for de forskellige operatører på de digitale markeder. Europa har behov for et retfærdigt og åbent onlineplatformmiljø for at sikre et bedre fungerende indre marked. EØSU er af den opfattelse, at retsakten om digitale markeder) og retsakten om digitale tjenester (1) sammen vil udgøre det centrale element i en ramme, som skal forbedres over flere år og anvendes i overensstemmelse med andre centrale digitale politikker såsom forordningen om e-databeskyttelse, den generelle forordning om databeskyttelse, P2B-forordningen og en tilpasning af konkurrencereglerne til den digitale tidsalder.

1.4.

Det er fortsat yderst vigtigt at værne om et retfærdigt, innovationsvenligt forretningsmiljø, samtidig med at slutbrugerne beskyttes. Forslaget til retsakt om digitale markeder er et svar på den digitale æra, der er i hurtig udvikling med korte frister og hastigt ændrede procedurer, samtidig med at retssikkerheden og retten til forsvar beskyttes. Ikke desto mindre mener EØSU, at artikel 16 om markedsundersøgelse af manglende overholdelse bør styrkes, både med hensyn til tidsforskydningen (hvis man skal vente på tre tilfælde af manglende overholdelse inden for fem år, vil det forårsage for stor skade) og sanktioner.

1.5.

Ved at fokusere på specifikke tjenester uafhængigt af det sted, hvor tjenesteudbyderen er etableret, eller af den lovgivning, der finder anvendelse på udbuddet af tjenesten, tackler Kommissionen på effektiv vis spørgsmålet om lige konkurrencevilkår for europæiske og globale onlineoperatører. EØSU mener, at fokus på tjenesten frem for på operatøren er en god løsning på problemerne med at overvåge de stærkt forskelligartede digitale aktører.

1.6.

I modsætning til retsakten om digitale tjenester foreskrives det ikke direkte i retsakten om digitale markeder, at der udpeges en retlig repræsentant i Den Europæiske Union af de af platformene udpegede gatekeepere. De nedenfor beskrevne evaluerings- og undersøgelsesprocedurer forudsætter imidlertid dialog og koordinering mellem de centrale tjenesteplatforme og Kommissionen. EØSU anbefaler, at der medtages en henvisning til artikel 10 og 11 i retsakten om digitale tjenester for at sikre, at alle gatekeepere udpeger en retlig repræsentant i Den Europæiske Union.

1.7.

Hertil kommer, at det er en topprioritet for EØSU at forhindre, at det indre marked fragmenteres yderligere ved øget national lovgivning. EØSU mener, at det er ekstremt vigtigt at træffe foranstaltninger på EU-plan, og støtter fuldt ud artikel 1, stk. 5 og 7.

1.8.

Samtidig er EØSU enig i, at medlemsstaterne, som det fremgår af retsakten om digitale markeder, er nødt til at have mulighed for at agere i tæt samarbejde med Kommissionen (ved hjælp af en afgørelse, der er vedtaget i henhold til artikel 3, stk. 6, artikel 33, eller parallelt hermed på grundlag af konkurrencereglerne).

1.9.

I de tilfælde, hvor ansvar ifaldes samtidig som følge af overtrædelse af retsakten om digitale markeder og overtrædelse af reglerne i henhold til artikel 101 og 102 i EUF-traktaten, må det antages, at de to regelsæt kan anvendes samtidig. Gennemførelses- og koordineringsprocesserne bør derfor præciseres nærmere i retsakten om digitale markeder af hensyn til retssikkerheden og effektiviteten (artikel 1, stk. 6).

1.10.

EØSU mener, at der er behov for en detaljeret drøftelse om grundene til og følgerne af den anderledes tilgang til indførelse af nye forpligtelser i henhold til artikel 10 og til medtagelse af ny praksis i henhold til artikel 17. EØSU mener samtidig, at de særlige ekstraordinære forhold vedrørende de seks parametre for udpegelse af gatekeepere bør præciseres (artikel 3, stk. 6).

1.11.

EØSU mener derfor, at definitionerne af »centrale tjenester«, »slutbrugere« og »erhvervsbrugere« bør være langt mere specifikke.

1.12.

EØSU mener, at det bør præciseres nærmere, at de praksisser, der er omhandlet i artikel 5 og 6, udgør en form for forbudt praksis. Artikel 6 om praksisser er imidlertid nødt til at blive gennemført specifikt under den regelmæssige dialog mellem Kommissionen og gatekeeperne.

2. Bemærkninger om anvendelsesområde og udpegelse

2.1.

EØSU mener, at der er meget vide muligheder for tjenesterne på trods af deres væsentlige betydning. Det er reelt kun praksis, der er direkte relateret til disse centrale platformstjenester, som falder ind under anvendelsesområdet og er underlagt forpligtelser. EØSU støtter den retssikkerhed, som følger af revisionen af forordningen med ændringer i anvendelsesområdet for tjenesterne.

2.2.

EØSU noterer, at de betænkeligheder, der er konstateret med hensyn til funktionen af markedet for centrale tjenester, ikke alle vedrører slutbrugere (jf. tjenesterne f), g) og h)), og spørger sig selv, om følgerne af processen i retsakten om digitale markeder for de centrale B2B-tjenester er blevet tilstrækkeligt analyseret, navnlig hvad angår økosystemerne omkring reklame (reklamemarkedet).

2.3.

2.4. Særlige bemærkninger om den kvantitative evaluering — formodede gatekeepere

2.4.1.

For så vidt angår den første tærskel noterer EØSU, at tærsklen refererer til den samlede omsætning i den virksomhed, der ejer platformen, herunder også alle forretningsområder, der ikke er platformsbaserede forretningsmodeller eller ikke er onlineaktiviteter, ikke til tjenestens omsætning.

2.4.2.

EØSU støtter tærsklen for finansielle data, navnlig den måde, hvorpå den dækker kapitaliseringstallene som afspejling af platformenes evne til at tjene penge på deres brugere og styrke deres finansielle kapacitet (herunder muligheden for at udnytte deres adgang til finansielle markeder).

2.4.3.

Med hensyn til den anden tærskel anerkender EØSU relevansen af kriterierne vedrørende antallet af brugere (for den specifikke centrale platformstjeneste, der analyseres).

2.4.4.

I forslaget ligger definitionen af slutbruger (artikel 2, stk. 16) tæt op ad definitionen af forbruger og forstås ifølge sædvanen som modsætning til erhvervsbrugeren. I artikel 3, stk. 2, litra b), defineres begrebet slutbrugere på grundlag af varighed (måneder) og relevans (de er aktive). EØSU mener, at definitionen af slutbrugere bør være præcis (dvs. brugere, der kommer forbi, besøger stedet, anvender det en gang om måneden). Samme spørgsmål gælder for erhvervsbrugere. Af hensyn til retssikkerheden anbefaler EØSU, at begreberne »slutbrugere« og »erhvervsbrugere« præciseres nærmere eller i det mindste defineres i forslaget til forordning.

2.5. Særlige bemærkninger om den kvalitative evaluering — evaluerede gatekeepere

2.5.1.

Hvis alle tærsklerne ikke nås, kan Kommissionen iværksætte en markedsundersøgelse. Dette kan ske på anmodning af en medlemsstat (artikel 15) og under anvendelse af seks andre parametre for at fastslå, om platformen opfylder de tre afgørende kriterier (artikel 3, stk. 6).

2.5.2.

Den kvalitative vurdering af det indre marked, som Kommissionen har indført, modsvarer mange parametre, der er relevante i konkurrencelovgivningen og inden for økonomien. Ikke desto mindre er det i betragtning af manglende præcedens (intet behov for at afgrænse et relevant marked eller bevise dominans for at etablere gatekeeperstatus) uklart/uprøvet, hvor mange/hvor stærke egenskaber/parametre der skal forekomme.

2.5.3.

Hvis målet er at fokusere på situationer, der svarer til dem, der er fastlagt i den kvantitative vurdering, men hvor tærsklerne ikke er overskredet, mener EØSU, at vurderingsmekanismen er meget begrænset med hensyn til detaljer. Umiddelbart ser det ud som om, der ikke er noget til hinder for en bredere fortolkning af disse parametre, så de kan anvendes på et større antal operatører, da vi ved, at mange forretningsmodeller på tværs af økonomien undergår en udvikling og eksperimenterer via digital omstilling og nye forretningsmodeller.

2.5.4.

Da disse seks parametre gør det muligt at udpege gatekeepere, mener EØSU, at deres særlige ekstraordinære forhold bør fastlægges nærmere.

3. Bemærkninger om den oplistede praksis

3.1.

For at forstå de lister over praksis, der er anført i forslaget til retsakt om digitale markeder, mener EØSU, at det er vigtigt med et tilbageblik på Kommissionens arbejde, nemlig den praksis, der er kortlagt i de senere år, den, der allerede er omfattet af den nye P2B-forordning, og den, der kunne blive omfattet ved at tilpasse konkurrencelovgivningen til det digitale økosystem.

3.2.

EØSU mener, at anvendelsesområdet for praksis bør præciseres, især hvis Kommissionen kan udvide det. Det lader således til, at mange af de former for praksis, der er omhandlet i artikel 5, er led i platformens centrale tjenester, mens der i artikel 6 henvises til anvendelsen af sådanne centrale platformstjenester til fremme og påvirkning af markedsresultaterne.

3.3.

EØSU opfordrer til, at der udvikles en robust certificeringsordning baseret på testprocedurer, som gør det muligt for virksomhederne at fastslå pålideligheden af og sikkerheden i deres AI-systemer. Gennemsigtighed, specielt i ratingsystemerne, sporbarhed og forståeligheden af algoritmebaserede beslutningsprocesser udgør en teknisk udfordring, der kræver støtte fra EU-instrumenter såsom Horisont Europa-programmet (2).

3.4. Særlige bemærkninger om urimelig datadreven praksis

3.4.1.

EØSU erkender behovet for en yderligere forbedring af gennemførelsen af den generelle forordning om databeskyttelse gennem indførelse af den i artikel 5, litra a) beskrevne praksis. EØSU opfordrer også Kommissionen til jævnligt at evaluere den generelle forordning om databeskyttelse og de tilknyttede forordninger i lyset af den teknologiske udvikling (3).

3.4.2.

Med hensyn til effektiv portabilitet af data (artikel 6, litra h)) påpeger EØSU, at cloudindustrien i medfør af forordningen om fri udveksling af data er i færd med at opstille en adfærdskodeks til sikring af gennemsigtighed i kontraktlig og teknisk forstand med hensyn til afslutning af kontrakter og portering af data mellem cloududbydere eller tilbage til forretningsstedet. Det vil inden længe blive evalueret, hvor effektiv adfærdskodeksen er med hensyn til at fremme portabiliteten på cloudmarkedet.

3.5. Særlige bemærkninger om urimelig fortrinsbehandling af egne tjenester

3.5.1.

Ifølge retsakten om digitale markeder er gatekeeperen forpligtet til at afholde sig fra en gunstigere behandling, selv af »en tredjepart, som tilhører samme virksomhed«. Denne yderligere præcisering gentages imidlertid ikke i andre bestemmelser, på trods af at gatekeeperen vil kunne omgå den restriktion, der er anført i disse bestemmelser, ved at fremsende relevante data til en tredjepart. Som eksempel kan EØSU henvise til bestemmelserne i artikel 5, litra a), og artikel 6, stk. 1, litra a), hvorefter overførsel af data til en tredjepart (uanset om denne tilhører samme virksomhed eller ej) ikke er forbudt. Selv om artikel 11 til en vis grad indebærer en løsning, finder udvalget det ikke tilstrækkeligt.

3.5.2.

Paritetsklausul — artikel 5, litra b): Det vil nu være forbudt gatekeepere at forhindre erhvervsbrugere i at tilbyde samme varer og tjenester til forbrugere på andre betingelser gennem andre onlineformidlingstjenester eller søgemaskiner end gennem gatekeepernes platform. EØSU mener, at formuleringen »… til priser eller på betingelser, der er forskellige…« er bred og kan omfatte andre kriterier end blot pris, som bør præciseres.

3.6. Særlige bemærkninger om urimelige adgangsbetingelser

3.6.1.

Med hensyn til den i artikel 5, litra d), omhandlede praksis noterer EØSU, at P2B-forordningen allerede indeholder bestemmelser om sikring af erhvervsbrugeres adgang til at fremsætte klager og gennemsigtighed i behandlingen af klager, og sætter spørgsmålstegn ved relevansen af denne praksis. EØSU undrer sig over, hvorfor slutbrugere ikke er omfattet.

4. Bemærkninger om undersøgelses-, håndhævelses- og overvågningsbeføjelser

4.1.

For så vidt angår artikel 3, stk. 6, bør det i højere grad overvejes at inddrage medlemsstaternes myndigheder i beslutningsproceduren. EØSU mener, at myndighederne i en medlemsstat bør have ret til at anmode Kommissionen om at træffe en afgørelse i henhold til stk. 6, og at Kommissionen bør have en tilsvarende forpligtelse til at behandle anmodningen og, hvor det er hensigtsmæssigt, at tillade den pågældende medlemsstat at træffe foreløbige foranstaltninger i afventning af Kommissionens afgørelse. Med henblik på afgørelsen bør Kommissionen også indhente en udtalelse fra alle de medlemsstater, hvor den potentielle gatekeeper driver virksomhed.

4.2.

I forslaget til forordning kombineres platformens selvevaluering med evaluering ved den kompetente myndighed — Kommissionen. Ikke desto mindre foretages denne vurdering i første omgang af den centrale tjenesteplatform, der inden for tre måneder skal underrette Kommissionen om, at disse tærskler er nået (artikel 3, stk. 3). EØSU anerkender og støtter, at processen i retsakten om digitale markeder ansvarliggør platformene. EØSU noterer også, at der i forslaget tages hensyn til retten til forsvar og appel og til den hastige udvikling i den digitale sektor.

4.3.

EØSU støtter de foranstaltninger i retsakten om digitale markeder, der sætter Kommissionen i stand til at vurdere og overvåge væksten i gatekeeperplatforme såsom fusioner uden for tærsklerne i henhold til forordning (EF) nr. 139/2004 (4).

4.4.

Endvidere støtter EØSU Kommissionens evaluering af, hvorvidt den nuværende EU-ordning gør det muligt i tilstrækkeligt omfang at opfange væsentlige erhvervelser af mål med lav omsætning, som kan have en betydning for konkurrencen i EU's indre marked (5). EU-kommissær Margrethe Vestagers forslag om at begynde at acceptere henvisninger fra nationale konkurrencemyndigheder om fusioner, uanset om disse myndigheder havde beføjelse til at undersøge sagen, kunne være en mulighed (6).

4.5.

Ud over Kommissionen er det også nødvendigt, at det planlagte Rådgivende Udvalg for Digitale Markeder nedsættes med maksimal effektivitet for øje. Efter EØSU's opfattelse er artikel 32 meget vag i denne henseende, og EØSU mener, at udvalget bør have ansvaret for løbende tilsyn og overvågning. EØSU foreslår også, at man overvejer, om udvalget kunne modtage klager fra forbrugerorganisationer og arbejdsmarkedets parter.

4.6.

Efter EØSU's opfattelse bør der lyttes til erhvervsinteresseorganisationer, forbrugerorganisationer og fagforeninger, og der bør tages hensyn til deres synspunkter, sådan som det kan være tilfældet i konkurrencesager. Artikel 20 i retsakten om digitale markeder bemyndiger Kommissionen til at gennemføre interviews og indhente udtalelser. EØSU foreslår, at inddragelsen af de førnævnte organisationer og deres ret til at blive hørt klart angives i denne artikel.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EØSU's udtalelse om Retsakt om digitale tjenester (se side 64 i denne EUT).

(2) EUT C 47 af 11.2.2020, s. 64.

(3) EUT C 47 af 11.2.2020, s. 64.

(4) EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.

(5) https://one.oecd.org/document/DAF/COMP/WD(2020)24/en/pdf

(6) https://ec.europa.eu/commission/commissioners/2019-2024/vestager/announcements/future-eu-merger-control_en

BILAG

Følgende afsnit i sektionens udtalelse opnåede mindst en fjerdedel af stemmerne, men blev forkastet til fordel for et ændringsforslag vedtaget af plenarforsamlingen:

»2.3.

Når der tilbydes en central tjeneste, er det muligt at vurdere, om udbyderen af denne tjeneste besidder egenskaber, der samlet set opfylder kriterierne for at blive betragtet som gatekeeper vedrørende denne specifikke tjeneste. EØSU mener ikke, at denne kumulative tilgang på effektiv vis omfatter gatekeeperne, men foreslår, at der kun skal opfyldes et kriterium, helst antallet af brugere, så der bliver overensstemmelse med retsakten om digitale tjenester. Udvalget udtrykker også bekymring over, at proceduren til identificering af gatekeepere kan være omstændelig, og anbefaler derfor en hurtigere proces.«

Afstemningsresultat:

For:	98
Imod:	83
Hverken for eller imod:	20

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/70

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et indre marked for digitale tjenester (retsakt om digitale tjenester) og ændring af direktiv 2000/31/EF«

(COM(2020) 825 final — 2020/0361 (COD))

(2021/C 286/13)

Ordfører:

Gonçalo LOBO XAVIER

Anmodning om udtalelse	Rådet for den Europæiske Union, 11.2.2021 Europa-Parlamentet, 8.2.2021
Retsgrundlag	Artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	31.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	235/3/5

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU bifalder forslaget om et indre marked for digitale tjenester (retsakt om digitale tjenester) på et tidspunkt, hvor der er opstået nye og innovative (digitale) informationssamfundstjenester, der ændrer EU-borgernes dagligdag og former og forandrer den måde, hvorpå de kommunikerer, sætter sig i forbindelse, forbruger og driver forretning. Disse tjenester har ydet vidtrækkende bidrag til den samfundsmæssige og økonomiske omstilling i EU og i hele verden, og covid-19-krisen har vist, hvor afgørende de er for at skabe et bedre samfund.

1.2.

EØSU støtter Kommissionens bestræbelser på at forhindre, at det indre marked opsplittes af adskillige nationale regler og bestemmelser, der kan underminere systemet og forhindre, at alle europæiske virksomheder nyder godt af et stærkt indre marked. EØSU efterlyser derfor en klar erklæring om, at retsakten om digitale tjenester er udtømmende. Udvalget mener, at dette er en anledning til at fastlægge globale standarder for de digitale markeder, som kan føre Europa ind i denne nye tidsalder og dermed sikre et højt niveau af forbrugersikkerhed og -beskyttelse online.

1.3.

EØSU er klar over, at drøftelserne om retsakten om digitale tjenester vil tage tid, og at der på lang sigt vil være behov for kompromiser. Til trods herfor opfordrer EØSU Kommissionen og medlemsstaterne til at fastlægge en rimelig tidsplan for etablering af drøftelser inklusiv offentlig høring og gennemførelse af forordningen og strategien. Det er afgørende, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne spiller en rolle i denne proces med henblik på at opnå lige vilkår for alle aktører, uanset om de er etableret i EU eller ej.

1.4.

EØSU mener desuden, at behovet for nye regler og bestemmelser til afhjælpning af problemer og udfordringer i forbindelse med digitale teknologier er blevet en prioritet på grund af disse teknologiers betydning. En ny økonomi kræver nye tilgange.

1.5.

EØSU byder den større gennemsigtighed i anbefalingssystemer og reklamer velkommen. Anbefalingssystemerne bør dog ikke blive dæmoniseret, men det bør sikres, at forbrugerne kun får den reklame, de ønsker. Reglerne bør derfor lægge vægt på den enkeltes autonomi, og EØSU mener, at forordningens artikel 29 og 30 følgelig bør skabe en passende balance.

1.6.

EØSU bemærker, at der er mange mangler forbundet med princippet om oprindelsesland og opfordrer til, at man nøje overvejer alternative metoder som f.eks. princippet om bestemmelsesland, navnlig i forbindelse med spørgsmål vedrørende beskatning, arbejdskraft og forbrugere, medmindre reguleringen på EU-niveau er skrappere, således at der sikres en retfærdig konkurrence og det højest mulige forbrugerbeskyttelsesniveau. Det bør sikres, at der gælder samme arbejdsretlige bestemmelser for platformsarbejderen som dem, der er indført i det land, hvor tjenesten leveres, da dårlige arbejdsvilkår for arbejdstagerne er blevet et stort problem for den retfærdige konkurrence. Det overordnede mål er at fremme og styrke det indre marked ved at sikre lige vilkår for alle aktører.

1.7.

Gennemsigtighedsforpligtelserne bør ikke forhindre teknologiske fremskridt, navnlig inden for kunstig intelligens og datalogi. Selv om black box AI udgør en risiko, kan det også medføre betydelige fordele. EØSU understreger behovet for at sikre, at lovgivningen finjusteres og ikke hindrer den tekniske udvikling under hensyntagen til det højest mulige forbruger- og arbejdstagerbeskyttelsesniveau. Udvalget opfordrer til, at der udvikles en passende ramme, der gør det muligt for virksomhederne at godtgøre, at deres AI-systemer er retfærdige, pålidelige og sikre.

1.8.

Fritagelsen for ansvar for hosting bør kun ophøre med at gælde, når det drejer sig om indhold, der klart er ulovligt, eller som ved en domstolsafgørelse er blevet fastslået som ulovligt. EØSU anbefaler, at der under visse omstændigheder indføres en positiv ansvarsordning for onlinemarkedspladser.

1.9.

De anvendte definitioner bør strømlines og så vidt muligt harmoniseres med relaterede retsakter såsom retsakten om digitale markeder, direktivet om ophavsret i det digitale indre marked og P2B-forordningen.

1.10.

Retsakten om digitale tjenester er en del af en bredere lovgivningsmæssig tilgang til platformsøkonomien, som også skal omhandle beskatning, arbejdstagerrettigheder (herunder social beskyttelse, sundhed og sikkerhed, retten til at organisere sig og overenskomstforhandlinger), fordeling af velstand, bæredygtighed og produktsikkerhed. EØSU henleder opmærksomheden på den enorme opgave med at opnå en ordentlig koordinering mellem alle relevante instrumenter og initiativer, navnlig inden for intellektuel ejendomsret, telekommunikation, data og privatliv, produktansvar, produktsikkerhed, den audiovisuelle sektor og naturligvis direktivet om e-handel. Der er behov for et tilfredsstillende overblik over, hvordan disse forskellige perspektiver, der påvirker retsakten om digitale tjenester, kan integreres.

1.11.

EØSU vil fortsat være særligt opmærksom, når det gælder beskatning, datastyring, beskæftigelsesstatus, arbejdsvilkår og forbrugerbeskyttelse, da disse forhold er væsentlige årsager til den nuværende til tider uretfærdige konkurrence inden for de digitale økonomier. Udvalget understreger, at disse udfordringer skal tackles i lyset af verdensmålene for bæredygtig udvikling, den digitale dagsorden, chartret om grundlæggende rettigheder og den europæiske søjle for sociale rettigheder.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

Digitale teknologier kan spille en afgørende rolle i vores hverdag. De kan være til stor gavn for samfundet og økonomien, og det er nu almindeligt anerkendt, at de er uundværlige for den måde, markedet fungerer på, og den måde, vi forholder os til hinanden på, med reelle fordele for samfundet som helhed. Digitale tjenester har imidlertid også skabt betydelige udfordringer for enkeltpersoner, samfundet og markedet. Et mere retfærdigt Europa kræver ordentlig regulering af den digitale sektor, og at der sikres en korrekt fordeling af disse fordele og tilstrækkelig beskyttelse af alle markedsdeltagere (borgere, forbrugere, arbejdstagere og virksomheder uanset deres størrelse).

2.2.

Kommissionens reaktion på en række dokumenter, udvikling af retspraksis og opfordringer — på den ene side med henblik på ambitiøse reformer af EU's eksisterende retlige rammer for e-handel, samtidig med at de centrale principper for direktivets ansvarsordning, forbuddet mod generel overvågning og klausulen om det indre marked opretholdes, og på den anden side med henblik på et ajourført, mere retfærdigt og konkurrencedygtigt digitalt marked — er fokuseret på to hovedemner, nemlig retsakten om digitale tjenester og retsakten om digitale markeder.

2.3.

Med retsakten om digitale tjenester bør EU sikre et højt europæisk forbrugerbeskyttelsesniveau inden for flere områder af den digitale økonomi, først og fremmest på digitale onlineplatforme. Bekæmpelse af ulovligt indhold og øget gennemsigtighed i den måde, som reklamer er rettet mod offentligheden på, er blandt de vigtigste og mest kontroversielle aspekter af dette forslag.

2.4.

Med retsakten om digitale markeder fokuserer Kommissionen på den måde, som det europæiske digitale marked fungerer på, samtidig med at den forsøger at gøre det mere afbalanceret, mere konkurrencedygtigt og mere innovativt og derigennem tilbyde borgerne flere og bedre tjenester, ved at etablere lige vilkår for alle markedsdeltagere.

2.5.

EØSU bifalder derfor Kommissionens bestræbelser på at regulere den digitale økonomi yderligere og gøre den pålidelig for både samfundet og økonomien. Borgere, arbejdstagere og økonomiske aktører, især SMV'er og sårbare enkeltpersoner, har brug for sikkerhedsforanstaltninger i deres forhold til digitale platforme, og sikkerheden skal garanteres i alle operationer, både hvad angår indhold, økonomiske transaktioner og endog intellektuelle ejendomsrettigheder.

2.6.

EU's regler for cyberspace bliver stadig mere komplekse og fragmenterede. Der bør gøres en indsats for at øge deres læsbarhed og sammenhæng. Alt for komplekse regler kan være skadelige for både virksomheder og borgere, kvæle innovation, øge omkostningerne og gøre det sværere for folk at udøve deres rettigheder. EØSU bifalder derfor Kommissionens hensigt om at koordinere og strømline de proceduremæssige aspekter af håndhævelsesreglerne i medlemsstaterne og valget af en retsakt, der finder direkte anvendelse.

2.7.

EØSU understreger, at der bør være sammenhæng mellem retsakten om digitale tjenester og de potentielle retlige rammer, der håndterer andre relevante spørgsmål vedrørende platformsøkonomien såsom arbejdstagernes rettigheder (herunder social beskyttelse, sundhed og sikkerhed, retten til at organisere sig og overenskomstforhandlinger) (1), skatte- og formuefordeling og bæredygtighed, og understreger behovet for at imødegå disse udfordringer på europæisk plan og i lyset af verdensmålene for bæredygtig udvikling, den digitale dagsorden, chartret om grundlæggende rettigheder og den europæiske søjle for sociale rettigheder. Blandt Kommissionens kommende initiativer vil udvalget være særlig på vagt, når det gælder beskatning, datastyring, beskæftigelsesstatus, arbejdsvilkår og forbrugerbeskyttelse, da disse forhold er væsentlige årsager til den til tider uretfærdige konkurrence inden for de digitale økonomier.

2.8.

Reguleringen af cyberspace bør være så fremtidssikret og teknologisk neutral som muligt. Dette vil skabe klarhed og markedsmuligheder for alle med fokus på forbrugerbeskyttelse og -sikkerhed.

2.9.

Det er vigtigt, at Kommissionen med hensyn til digital beskatning tager initiativer inden for rammerne af internationale drøftelser ved at opstille principper om lighed og gennemsigtighed, fordeling af velstand og bæredygtighed, og at den understreger nødvendigheden af at behandle disse spørgsmål på europæisk plan og i overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling, den digitale strategi, chartret om grundlæggende rettigheder og den europæiske søjle for sociale rettigheder.

3. Særlige bemærkninger

3.1.

Bedre og mere effektiv regulering, bl.a. for at undgå uretfærdig konkurrence, er et af de vigtigste emner i denne nye økonomi. Kommissionen mener helt klart — og EØSU støtter det — at der er behov for nye midler og tilgange til at regulere et marked, der ikke kan bruge de samme værktøjer og udøve »business as usual«. Det er en kendsgerning, at de »normale« lovgivningsmæssige konkurrenceregler ikke er tilstrækkelige til effektivt at håndtere de udfordringer og vanskeligheder, som eksistensen af store teknologivirksomheder har forårsaget.

3.2.

EØSU efterlyser klarere regler som f.eks. dem, Kommissionen er villig til at undersøge, på grundlag af en forenklet fast track-lovramme for det digitale indre marked. EU er nødt til at opdatere sin reguleringsmæssige værktøjskasse for effektivt at håndtere digitale markeder ud over spørgsmål vedrørende gatekeeperplatforme. Den nye økonomi kræver en anden indsats, og EØSU hilser derfor også initiativet vedrørende retsakten om digitale markeder (2) velkommen.

3.3.

Europæisk digital suverænitet skal indgå i alle lovgivningsmæssige tiltag for at beskytte ikke blot virksomhederne, men også arbejdstagerne, forbrugerne og borgerne. Med covid-19-krisen steg forekomsten af salg af usikre produkter, falske anmeldelser, urimelig handelspraksis og andre overtrædelser af forbrugerlovgivningen, piratkopiering og forfalskning på digitale platforme til uacceptable niveauer. Dette illustrerer værdien af initiativet vedrørende retsakten om digitale tjenester og det presserende behov for handling.

3.4.

Det er også klart, at håndhævelsesmekanismerne til bekæmpelse af svig og ulovlige aktiviteter i forbindelse med digitale platforme udgør en udfordring. De sikrer, at de virksomheder, der drager størst fordel af den digitale økonomi, også bærer et større ansvar. EØSU mener, at retsakten om digitale tjenester spiller en afgørende rolle for at genoprette tilliden til markedet og få medlemsstaterne til at definere en hurtig og effektiv håndhævelsesmekanisme, der passer til alle medlemsstater under hensyntagen til deres eksisterende forskelle. EØSU glæder sig over, at manglende håndhævelse på området for ulovlig onlineannoncering med stor sandsynlighed vil blive reduceret som følge af retsakten om digitale tjenester.

3.5.

Uanset hvilken tilgang der anvendes med hensyn til håndhævelsessystemer og -mekanismer, skal Kommissionen og medlemsstaterne afsætte tilstrækkelige midler til at investere i menneskelige ressourcer, uddannelsessystemer, software og hardware, der kan styrke tilliden til markedet og enkeltpersoner. Det er derfor en prioritet at definere omkostningerne forbundet med gennemførelsen af retsakten om digitale tjenester og de forventede omkostninger for samfundet, hvis der ikke gribes ind, og sikre passende vilkår med henblik på at få alle medlemsstater med ombord.

3.6.

Hvad angår anvendelsesområdet for retsakten om digitale tjenester, er størrelsen af betydning. For at undgå illoyal konkurrence på grundlag af økonomisk magt og størrelse bør alle virksomheder på dette område ikke behandles ens. Det foreslåede kriterium, dvs. antallet af arbejdstagere, kan imidlertid vise sig at være utilstrækkeligt og let at omgå. Dette er især vigtigt, fordi betydelige dele af platformenes forpligtelser som beskrevet i forslaget til forordning ikke gælder for mikrovirksomheder og små virksomheder. Det drejer sig f.eks. om håndtering af klager, misbrug, indberetning af strafbare handlinger, gennemsigtighed vedrørende reklame, uafhængige revisioner og pålidelige indberettere.

3.7.

EØSU understreger imidlertid, at det er vigtigt at beskytte SMV'er, mikrovirksomheder og socialøkonomiske virksomheder. Disse har måske ikke råd til at afholde efterlevelses- og investeringsomkostningerne, og det må sikres, at de ikke lider under gennemførelsen af en forordning, der havde til hensigt at give dem fair konkurrence. EØSU opfordrer derfor til, at der findes alternative kriterier for definition af mikrovirksomheder og små virksomheder (artikel 16) som f.eks. årsomsætning, ejerforhold eller organisationsstruktur.

3.8.

EØSU bifalder tilpasningsperioden for virksomheder, der falder ind under kategorien meget store onlineplatforme (artikel 25, stk. 4). Ofte vokser disse virksomheder meget hurtigt og bør have en fair chance for at tilpasse sig de strengere krav og pligter, der er fastsat i forslaget.

3.9.

Selv om forslaget gør det klart, at det skal forstås som lex generalis, synes der at være mange nært beslægtede definitioner i forskellige instrumenter, som kan blive for vanskelige med hensyn til overholdelse og pålægger virksomheder og forbrugere yderligere omkostninger. F.eks. defineres begrebet »onlineplatform« i forslaget. Begrebet »platform« defineres ikke, men anvendes i P2B-forordningen (forordning (EU) 2019/1150 (3)). Direktivet om det digitale indre marked (direktiv (EU) 2019/790 (4)) anvender begrebet »udbydere af onlineindholdsdelingstjenester«, og forslaget til retsakten om digitale markeder henviser til »gatekeepere« og »centrale platformstjenester«.

3.10.

Med fremkomsten af digitale tjenester har forretningsmodellerne udviklet sig og er blevet mere komplekse, og sondringen mellem forskellige aktører er blevet sløret. I betragtning af den hurtige udvikling i sektoren, som udgør en udfordring for lovgiverne, er der behov for klare definitioner. EØSU anbefaler, at »platforme«, »brugere« eller »modtagere« (forslaget anvender begge udtryk, men »modtagere« forekommer meget oftere), »forbrugere« og »arbejdstagere i den digitale økonomi« defineres tydeligere.

3.11.

I henhold til det foreliggende forslag finder reglerne om de erhvervsdrivendes sporbarhed kun anvendelse, når »en onlineplatform giver forbrugerne mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler med erhvervsdrivende« (artikel 22). Et alternativ er at definere disse udbydere/platforme, der giver forbrugerne mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, som »markedspladser« og præcisere, hvilke regler der gælder for denne kategori af formidlere.

3.12.

Udarbejdelsen af adfærdskodekser i henhold til artikel 35 og 36 bør foregå på en åben og deltagelsesbaseret måde. Organisationer, der repræsenterer brugere og modtagere, civilsamfundsorganisationer, arbejdsmarkedets parter og relevante myndigheder bør inddrages.

3.13.

3.14.

Desuden bør systemet i forslagets artikel 8 og 9 ikke ses som et alternativ til anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, og det bør præciseres, at reglerne om nægtelse af anerkendelse og afslag på fuldbyrdelse fortsat er gyldige og gældende.

3.15.

EØSU bifalder præciseringen af, at undersøgelser på eget initiativ ikke påvirker anvendelsen af sikre havne (artikel 6), og at det generelle princip om, at der ikke er nogen forpligtelse til at overvåge (artikel 7), bevares, men retsakten om digitale tjenester må indeholde en forpligtelse for onlinemarkedspladser til at gennemføre regelmæssige kontroller af erhvervsdrivende (artikel 22) og af de udbudte produkter og tjenester.

3.16.

Artikel 12, stk. 1, første punktum, bør præciseres, navnlig for at afklare, om bestemmelsen omfatter oplysninger såsom tekniske data, der leveres til en softwareleverandør i en stabiliserings- og associeringsaftale.

3.17.

EØSU bifalder den detaljerede regulering af meddelelsen og den interne klagebehandlingsprocedure og de garantier, som forslaget indeholder. Udvalget mener dog, at en sikker havn (artikel 5) kun bør udelukkes, hvis indholdet klart er ulovligt i henhold til national lovgivning i oprindelseslandet eller til umiddelbart gældende EU-lovgivning, eller hvis det af en domstol er fastslået, at det er ulovligt. Ellers vil formidlere have et incitament til som standard at fjerne indhold. Den juridiske vurdering af visse typer indhold kan være meget kompleks, og formidlere bør ikke drages til ansvar, hvis de ikke har fjernet det. Dette er i overensstemmelse med den forpligtelse til at suspendere, der er fastsat i artikel 20, og som henviser til åbenbart ulovligt indhold.

3.18.

Oprettelsen af digitale tjenester er hovedsageligt baseret på muligheden for at forvalte og få adgang til data. I den forbindelse er det vigtigt at huske retsakten om datastyring (COM(2020) 767 final), som nævner muligheden for at oprette kooperativer for dataforvaltning og -udveksling, et instrument, der vil begunstige små virksomheder, virksomheder og individuelle iværksættere, som måske ikke kan få adgang til eller behandle store mængder data individuelt. Sådanne strukturer kan tilvejebringe delt deltagerorienteret forvaltning af formidlings-, udvekslings- eller datadelingstjenester mellem virksomheder og mellem virksomheder og iværksættere, som kan levere data, men også drage fordel af og anvende dem.

4. Gennemførelsesstrategi — at få tingene gjort

4.1.

Det anføres, at konsekvensanalysen præciserede forbindelserne mellem retsakten om digitale tjenester og den bredere lovgivningsmæssige ramme ved at redegøre nærmere for de politiske løsningsmodeller med en mere detaljeret analyse af den underliggende dokumentation, der behandles i den reviderede konsekvensanalyse. Dette er afgørende, men betyder ikke, at samfundet kan undgå fortsat at være bekymret over alle de involverede variabler og fortsat være forsigtig. De digitale tjenesters betydning for vores økonomi og samfund, men også de risici, de medfører, vil fortsætte med at stige.

4.2.

Hvad angår merværdien i forbindelse med håndhævelse af foranstaltninger, skaber initiativet betydelige effektivitetsgevinster i samarbejdet mellem medlemsstaterne og samler ressourcer til teknisk bistand på EU-plan til inspektion og revision af indholdsmoderationssystemer, anbefalingssystemer og onlinereklame på meget store onlineplatforme. Dette vil igen gøre håndhævelses- og tilsynsforanstaltningerne mere effektive, mens det nuværende system i vid udstrækning afhænger af den begrænsede tilsynskapacitet i et lille antal medlemsstater. Forslaget skal dog forbedres af hensyn til håndhævelsen og for at sikre, at forbrugerklager behandles effektivt og hurtigt. Retsakten om digitale tjenester skal omfatte retsmidler, herunder erstatning, for forbrugerne, når virksomhederne ikke lever op til deres forpligtelser i henhold til retsakten om digitale tjenester.

4.3.

Det anføres, at Kommissionen vil etablere en omfattende ramme for løbende overvågning af output, resultater og virkninger af denne retsakt på datoen for dens anvendelse. Ifølge det fastlagte overvågningsprogram skal retsakten evalueres senest fem år efter dens ikrafttræden. EØSU mener ikke, at der er tale om en rimelig tidsramme, som kan skabe tillid på markedet og hos borgerne og sikre sammenhæng med revisionen af direktivet om e-handel. Kommissionen bør sørge for regelmæssig evaluering hvert andet år.

4.4.

Reglerne bør kommunikeres effektivt og bør ikke ødelægge EU's image. Beskyttelse af EU-borgerne og forbrugerbeskyttelse bør være et af hovedpunkterne i den fremtidige kommunikation og håndhævelse. EU er og skal fortsat være et attraktivt sted for virksomheder, arbejdstagere og borgere, herunder virksomheder uden for EU. Forordningen bør ikke blive opfattet som en byrde eller hindring, men snarere som en afbalanceret tilgang til internetregulering i det 21. århundrede, der sætter standarden for en bedre og mere retfærdig digital økonomi, et sikrere onlinerum og beskytter levende demokratier.

5. Grundlæggende rettigheder

5.1.

Arbejdstagernes rettigheder, et højt niveau af forbrugerbeskyttelse, beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger samt grundlæggende frihedsrettigheder såsom friheden til at drive egen virksomhed og udveksle tjenesteydelser samt ytrings-, tanke- og meningsfriheden skal sikres på behørig vis i henhold til lovgivningen og chartret om grundlæggende rettigheder. Forslaget bør have til formål at finde en rimelig balance i denne henseende.

5.2.

Et vigtigt aspekt af forslaget er proceduremæssig rimelighed. Dog er dette alene muligvis ikke nok til at sikre reel og effektiv retfærdighed, hvis incitamenterne ikke er ordentligt afstemt. En bred forståelse af ulovligt indhold eller, som nogle har foreslået, »skadeligt indhold« kan vise sig at begrænse ytrings- og meningsfriheden.

5.3.

Den menneskelige værdighed sikres gennem stærke og klare regler, der beskytter borgerne og forbrugerne. Disse aspekter spiller en vigtig rolle i forslaget og bør bevares.

5.4.

Den ramme, der foreslås i retsakten om digitale tjenester, giver myndighederne de rette værktøjer til at forebygge, overvåge og reagere på manipulation, risici for forskelsbehandling og andre former for misbrug. EØSU mener, at EU og medlemsstaterne skal investere betydelige ressourcer og sikre, at de udnyttes til gavn for samfundet som helhed.

5.5.

For at mindske risiciene for forskelsbehandling anbefaler EØSU, at EU og medlemsstaterne investerer tilstrækkelige ressourcer i at føre kontrol og tilsyn med de algoritmer, som platformene anvender. EØSU sætter pris på den øgede adgang til data og algoritmer og anbefaler, at adgangen må sikres for offentlige myndigheder på alle niveauer og for godkendte uafhængige forskere, herunder fra det uafhængige civilsamfund, som arbejder i offentlighedens interesse.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Kommissionens høring om forbedring af arbejdsvilkårene i platformsarbejde.

(2) EØSU's udtalelse om Retsakt om digitale markeder (se side 64 i denne EUT).

(3) EUT L 186 af 11.7.2019, s. 57.

(4) EUT L 130 af 17.5.2019, s. 92.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/76

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »fælles meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet — EU's strategi for cybersikkerhed for det digitale årti«

(JOIN(2020) 18 final)

(2021/C 286/14)

Ordfører:

Philip VON BROCKDORFF

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 21.4.2021
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	31.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	238/0/3

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) betragter den foreslåede strategi som et positivt skridt i retning af at beskytte regeringer, borgere og virksomheder i hele EU mod globale cybertrusler og sikre økonomisk vækst.

1.2.

EØSU er af den opfattelse, at yderligere finansiering skal gøres tilgængelig for offentlige enheder, så der kan gennemføres investeringer i en passende cybersikkerhedsinfrastruktur, der gør det muligt at reagere effektivt på en krisesituation som f.eks. en pandemi.

1.3.

EØSU bifalder forslagene om at opbygge et netværk af sikkerhedsoperationscentre i hele EU og om, at Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed (ENISA) bør samarbejde med alle interessenter om at begrænse risiciene i forbindelse med 5G.

1.4.

EØSU bifalder også forslaget om at videreudvikle Europols rolle som ekspertisecenter inden for cyberkriminalitet. Samarbejde med multiinteressentsamfundet og på internationalt niveau anses for vigtigt.

1.5.

EØSU advarer om kvalifikationskløften inden for cybersikkerhed og anbefaler, at der etableres et EU-værktøj til karrierevejledning inden for cybersikkerhed, der kan hjælpe den enkelte borger med at vælge, udbygge og navigere i et relevant karriereforløb.

1.6.

EØSU fremhæver emnet desinformation. Spredning af desinformation kan have alvorlige konsekvenser, og forebyggelse af desinformation bør indgå i enhver strategi for cybersikkerhed.

1.7.

EØSU anbefaler, at der stilles krav om, at alle udenlandske investeringer i strategiske sektorer i EU skal stemme overens med EU's sikkerhedspolitik.

1.8.

EØSU advarer om fremkomsten af kvantecomputere og de risici, de medfører. Dette gør det nødvendigt at omstille til kvanteresistent eller post-kvantekryptografi.

1.9.

EØSU anbefaler, at Kommissionens strategi for cybersikkerhed bliver opdateret jævnligt, mindst hvert andet år, så der kan reageres effektivt på fremtidige teknologier og risici.

1.10.

Endelig fremhæver EØSU den sociale dialogs betydning i forbindelse med udformningen af cybersikkerhedspolitikker, der effektivt beskytter enkeltpersoner i tilfælde af distancearbejde og mere generelt onlineaktiviteter.

2. Kommissionens meddelelse

2.1.

Formålet med Kommissionens meddelelse er at understrege EU's engagement i at sikre et onlinemiljø, som skaber størst mulig frihed og sikkerhed til gavn for EU-borgerne.

2.2.

Meddelelsen skitserer EU's vision på dette område, definerer roller og ansvar, og foreslår specifikke tiltag på EU-niveau, som skal etablere en robust og effektiv beskyttelse og samtidig sikre borgernes rettigheder, så onlinemiljøet bliver trygt og sikkert.

2.3.

De aktioner, der foreslås, sigter mod at:

—	opnå cyberrobusthed ved at øge kapaciteten, beredskabet, samarbejdet, informationsudvekslingen og bevidstheden inden for net- og informationssikkerhed for og private sektorer på såvel nationalt som EU-plan,

—	standardisere procesforløb til cyberforsvar i hele EU samt opbygge en database med relevante informationer, der skal levere trusselsefterretninger til støtte for den berørte sektor eller økonomi,

—	reducere cyberkriminaliteten drastisk ved at styrke ekspertisen hos dem, der står for at efterforske og forfølge den, ved at fastlægge en mere koordineret tilgang mellem retshåndhævende organer i hele EU og ved at forbedre samarbejdet med andre aktører,

—	indføre uddannelser og certificering i hele EU for fagfolk, som opfylder de krav, der kan stilles til kvalificerede eksperter i cyberkriminalitet, med et fælles EU-kvalifikationsniveau som mål,

—	udvikle en EU-politik for cyberforsvar og kapacitet inden for rammerne af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik,

—

fremme de industrielle og teknologiske ressourcer, som er nødvendige for at drage fordel af det digitale indre marked. Dette vil bidrage til at stimulere fremkomsten af en europæisk industri og et europæisk marked for sikker IKT. Det vil også bidrage til EU's økonomiske vækst og konkurrenceevne, og det vil øge de offentlige og private investeringer i forskning og udvikling inden for cybersikkerhed,

—	forbedre EU's internationale cyperspacepolitik med henblik på at fremme EU's centrale værdier, optræde som fortaler for anvendelse af den eksisterende internationale lovgivning i cyberspace og bistå lande uden for EU med at opbygge cybersikkerhedskapacitet og

—	udvikle og offentlige indføre et sikkerhedsrelateret EU-kvalitetsmærke for produkter, tjenesteydelser og teknologier, som opfylder standarder og krav til cybersikre løsninger.

2.4.

Den foreslåede strategi vedrører sikkerhed for væsentlige tjenester såsom hospitaler, energinet og jernbaner samt den stadigt stigende mængde af opkoblet udstyr i vores hjem, kontorer og fabrikker. Formålet er at opbygge kollektiv kapacitet til at reagere på større cyberangreb og arbejde sammen med globale partnere om at garantere den internationale sikkerhed og stabilitet i cyberspace.

2.5.

Eftersom trusler mod cybersikkerheden næsten altid er grænseoverskridende, og eftersom et cyberangreb i et land kan påvirke enten en gruppe af medlemsstater eller EU som helhed, foreslår Kommissionen, at der oprettes en fælles cyberenhed, så der kan reageres så effektivt som muligt på cybertrusler under anvendelse af de kollektive ressourcer og ekspertiser, der er tilgængelige i EU og medlemsstaterne.

2.6.

Strategien, som har et budget på 2 mia. EUR, vil blive finansieret under EU-programmet for et digitalt Europa og Horisont Europa, med et supplement af investeringer fra medlemsstaterne og den private sektor.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

Det er i dag almindeligt accepteret, at cybersikkerhed udgør en væsentlig forudsætning for velfungerende EU-institutioner og -agenturer, hvilket også gælder for de enkelte medlemsstater og deres økonomi. Cybersikkerhed er afgørende for EU's energiinfrastruktur og udrulningen af intelligente net (1) og gør EU's økonomier mere digitale og grønne. Lige så vigtigt er det at beskytte og sikre borgernes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, som garanteres af cybersikkerheden. Det er særligt relevant at sikre rettigheder og frihedsrettigheder, eftersom cyberangreb kan have negative konsekvenser for borgere og husholdninger (samt for virksomheder, organisationer og offentlige tjenester). Det nylige IT-angreb på et hospital i Tournai i Belgien er et eksempel på en trussel, som ikke kun er rettet mod fysiske aktiver, men også mod menneskeliv som følge af udsættelsen af kirurgiske indgreb (2).

3.2.

Ifølge DigitalEurope (3) udgør cybertrusler en alvorlig hindring på Europas vej mod velstand. På verdensplan skønnes det, at det økonomiske tab som følge af cyberkriminalitet nåede op på 2,5 billioner EUR ved udgangen af 2020, og 74 % af verdens virksomheder kan forvente at blive hacket i 2021. På trods af dette har kun 32 % af de europæiske virksomheder en politik for cybersikkerhed. Det er klart og uomgængeligt, at cybertrusler kræver et koordineret svar fra EU og en strategi for cybersikkerhed, som er i stand til både at håndtere de aktuelle udfordringer og forsvare organisationer og borgere mod den næste generation af cybertrusler. Dette gælder navnlig inden for offentlige tjenester, hvor man forvalter store mængder af personoplysninger og følsomme data, som det er nødvendigt at beskytte. Desuden er det nødvendigt at styrke vejen til europæisk datasuverænitet og opretholdelsen af datafortroligheden inden for EU gennem cyberrobusthed og digital modstandsdygtighed, som igen vil øge velstanden i EU.

3.3.

De potentielle økonomiske tab som følge af cyberangreb er enorme og omfatter:

—	tab af intellektuel ejendom og fortrolige forretningsoplysninger,

—	onlinesvindel og økonomiske forbrydelser, ofte som resultat af stjålne identitetsoplysninger,

—	finansielle manipulationer under anvendelse af stjålne, følsomme virksomhedsoplysninger om potentielle sammenlægninger eller forhåndsviden om børsnoterede selskabers resultater,

—	offeromkostninger, herunder afbrydelser af produktion eller tjenesteydelser og mindre tillid til onlineaktiviteter,

—	omkostninger til at sikre netværk, såsom køb af cyberforsikringer (4) og omkostninger til genopretning efter cyberangreb og

—	risiko for skade på omdømme og tillid for den hackede virksomhed og dens brand, herunder midlertidig skade på værdiansættelsen.

3.4.

Det er relevant at bemærke, at EU oplever de største økonomiske konsekvenser som følge af cyberkriminalitet, som skønnes til 0,84 % af EU's BNP, sammenlignet med 0,78 % i USA, ifølge den seneste rapport om cyberkriminalitetens økonomiske følger fra Center for Strategic and International Studies (CSIS).

3.5.

På den baggrund kunne den foreslåede strategi, som følger efter en periode med omfattende interessenthøringer, ikke komme på et bedre tidspunkt, idet eksperter forudsiger, at antallet af opkoblede enheder på verdensplan vil stige til 25 mia. i 2025. En fjerdedel af disse enheder forventes at befinde sig i Europa.

3.6.

Meddelelsen om strategien faldt sammen med, at computere i amerikanske føderale regeringsorganer blev ramt af et cyberangreb rettet mod en amerikansk virksomhed, der udvikler software til virksomheder, som kan hjælpe dem med at forvalte deres netværk og IT-systemer. Hundredvis af amerikanske virksomheder blev ramt af angrebet, hvor hackere tilføjede malware til en softwareopdatering, som blev downloadet af tusindvis af kunder hos den berørte amerikanske virksomhed. Denne hændelse viser, hvordan offentlige forvaltninger, virksomheder på tværs af alle sektorer og samfundet som helhed risikerer at blive udsat for cyberangreb.

3.7.

Ikke overraskende er nøglesektorer omfattet af strategien, herunder leverandører af data- og cloudtjenester, telekommunikation, offentlige IT-systemer og fremstillingsvirksomheder. Andre relevante eksempler, hvor der kan opstå trusler mod cybersikkerheden, er kontaktopsporingsapps som dem, der anvendes i indsatsen mod covid-19. En sikring af kontaktopsporingsapps vil naturligvis bidrage til at øge offentlighedens tillid til beskyttelsen af personlige oplysninger i forbindelse med de covid-19-foranstaltninger, som anses for afgørende som reaktion på pandemien.

3.8.

Covid-19-pandemien har fremskyndet en ændring i arbejdsmønstrene, idet hele 40 % af EU's arbejdstagere har skiftet til distancearbejde i 2020 (5). Det skønnes imidlertid, at 40 % af brugerne i EU oplevede sikkerhedsmæssige udfordringer i 2020, og over 12 % af virksomhederne blev ramt af cyberangreb.

4. Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU mener, at den foreslåede strategi er et skridt i den rigtige retning mod at beskytte regeringer, borgere og virksomheder i hele EU mod globale cybertrusler og sørge for lederskab i cyberspace, samtidig med at det sikres, at alle kan høste fordelene ved internettet og teknologianvendelsen.

4.2.

EØSU mener, at cybersikkerhed er en afgørende forudsætning for at sikre de økonomiske aktiviteter, styrke den økonomiske vækst og sikre brugernes tillid til onlineaktiviteter. Udvalget er også enigt i, at det er nødvendigt med modige skridt for at sikre, at europæerne kan få gavn af innovation, konnektivitet og automatisering på en sikker måde.

4.3.

EØSU anerkender også, at EU's økonomiske sektorer bliver stadig mere afhængige af den digitale teknologi og indbyrdes afhængige. Der har været en stor vækst i forbrugeres og virksomheders brug af enheder knyttet til tingenes internet, f.eks. inden for produktion, samtidig med at FinTech og RegTech er blevet mainstream. Udrulningen af 5G er kommet i fart, og senest har covid-19-krisen accelereret den digitale omstilling i mange virksomheder og forvaltninger, idet de blev tvunget til at anvende distancearbejde nærmest fra den ene dag til den anden, hvilket i høj grad fremskyndede brugen af cloudbaserede tjenesteydelser. Denne udvikling kræver en effektiv, hurtig og inkluderende cybersikkerhedsindsats.

4.4.

Disse forandringer har øget risiciene for regeringer og erhvervsliv. EØSU støtter derfor den nye strategi for cybersikkerhed og dens forslag til forbedring af cyberrobustheden både i EU og eksternt. Selvom offentlige enheder er berettigede til EU-finansiering under de forskellige relevante programmer, der støtter investeringer på dette område såsom Horisont 2020/Horisont Europa er EØSU af den opfattelse, at yderligere finansieringsmuligheder kan være en nødvendighed for offentligt eller delvist offentligt ejede enheder, således at der åbnes mulighed for investeringer i en passende cybersikkerhedsinfrastruktur, der garanterer forsyningssikkerheden for borgerne, navnlig i en krisesituation, som f.eks. under en pandemi.

4.5.

Kommissionens forslag om at oprette et netværk af sikkerhedsoperationscentre i hele EU, som mere effektivt kan udnytte kunstig intelligens og maskinlæring til at forbedre sporingen af trusler og hændelser, analyser og reaktionshastigheder, er vigtigt, og det kommer i rette tid. EØSU anerkender, at det bliver stadig vanskeligere at forebygge cyberangreb manuelt på grund af det overvældende antal af daglige alarmer, som sikkerhedsenhederne skal håndtere, kombineret med manglen på specialiserede arbejdstagere på dette område. Alt dette gør det uomgængeligt at automatisere sikkerhedsoperationscentrene.

4.6.

EØSU glæder sig over målsætningerne og foranstaltningerne vedrørende 5G-sikkerhed, der vil være afgørende for at afbøde nye risici som følge af den voksende angrebsflade, som 5G-netinfrastrukturer vil skabe. EØSU støtter navnlig opfordringen til Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed (ENISA) om at samarbejde med alle interessenter om at opnå en bedre forståelse af de nye 5G-sikkerhedsteknologier og -kapaciteter såvel som truslerne. Det fremgår klart, at strategien anerkender, at 5G's brug af nye teknologier såsom network virtualisation, network slicing og edge computing indebærer specifikke sårbarheder, som kræver supplerende sikkerhedsforanstaltninger.

4.7.

EØSU glæder sig også over forslaget om at videreudvikle Europols rolle som ekspertisecenter for cyberkriminalitet til støtte for de nationale retshåndhævende myndigheder, samt flere midler og et stærkere mandat til CERT-EU. Begge instanser spiller en kritisk rolle i cybersikkerhedsindsatsen i hele EU. Denne indsats vil uden tvivl bidrage til at forbedre cybersikkerheden i EU's institutioner og agenturer og andre steder.

4.8.

EØSU roser, at der i strategien lægges vægt på EU's internationale samarbejde, f.eks. gennem cyberdiplomati i internationale relationer, flere bilaterale dialoger om cybersikkerhed og cyberkapacitetsopbygning i tredjelande. Trusler mod cybersikkerheden er globale og ikke kun regionale, og det er nødvendigt, at effektive politikker til at modvirke dem også er globale.

4.9.

EØSU bemærker også, at der i strategien lægges vægt på, at det er vigtigt, at der føres en dialog og samarbejdes i multiinteressentfællesskabet, navnlig gennem jævnlige udvekslinger med den offentlige og private sektor, arbejdsmarkedets parter og den akademiske verden. Denne tilgang hilses velkommen og vil være afgørende i bestræbelserne på at videreudvikle de forslag, der er indeholdt i strategien, og som vedrører håndteringen af vigtige udviklingstendenser såsom sikkerhedsudfordringerne i forbindelse med distancearbejde. Input fra alle relevante interessenter bør være en løbende proces, eftersom det teknologiske niveau, der anvendes i cyberkriminalitet, bliver stadig mere sofistikeret.

4.10.

EØSU glæder sig over, at der lægges vægt på at udvikle relevante færdigheder til beskyttelse mod cyberkriminalitet generelt. For hovedparten af de europæiske virksomheder og navnlig SMV'er er den voksende kvalifikationskløft imidlertid fortsat et enormt problem i forbindelse med trusler mod cybersikkerheden. EØSU mener, at denne kvalifikationskløft kun kan afhjælpes gennem et EU-værktøj til karrierevejledning inden for cybersikkerhed, der kan hjælpe den enkelte borger med at vælge, udbygge og navigere i et potentielt karriereforløb inden for cybersikkerhed. Det handler om at øge forståelsen for, hvilken viden og hvilke færdigheder og evner der er nødvendige for at indlede, skifte til eller gøre karriere i cybersikkerhedssektoren. Dette værktøj bør også omfatte specifikke programmer, som tager fat på spørgsmålet om tilgængelighed og diversitet på cybersikkerhedsområdet. Erhvervsuddannelsesinstitutioner anses for at have en vigtig rolle at spille i støtten til et EU-værktøj til karrierevejledning inden for cybersikkerhed. Desuden bør EU i stigende omfang se på fælles forskningsinitiativer (i EU og andre steder) møntet på at uddanne dygtige og kvalificerede fagfolk inden for cybersikkerhed på en inkluderende måde. Dette vil være vigtigt i betragtning af den stadig større rolle, som teknologien spiller med hensyn til at skabe mere rummelige arbejdspladser og et mere inklusivt samfund. Endelig bør det overvejes aktivt at tilskynde studerende til at vælge videregående studier i cybersikkerhed ved at tilbyde stipendier til studier på bachelor-, master- og kandidatniveau med fokus på cybersikkerhed til gengæld for tjeneste i EU-institutioner og -agenturer samt offentlige forvaltninger i hele EU efter endt eksamen.

4.11.

EØSU noterer, at et aspekt, som ikke er nævnt i strategien for cybersikkerhed, er forbindelsen mellem cybersikkerhed og desinformation. EØSU henviser specifikt til den undersøgelse, som blev bestilt af Europa-Parlamentets Temaafdeling for Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender (6). I internettets tidsalder kan spredning af desinformation have alvorlige konsekvenser. Grænseoverskridende angreb kan være rettet mod informationscentre og nationale eller europæiske institutioner med det formål at sprede desinformation, og sådanne angreb kan også skade tilliden til offentlige myndigheder. Det er derfor nødvendigt at lægge vægt på at forebygge desinformation i enhver strategi for cybersikkerhed.

4.12.

EØSU noterer også, at udenlandske investeringer i strategiske sektorer, udenlandsk erhvervelse af kritiske aktiver, teknologier og infrastrukturer i Unionen samt levering af udenlandsk kritisk udstyr kan udgøre en sikkerhedsmæssig risiko for EU. I den henseende og i overensstemmelse med de eksisterende regler for offentlige indkøb anbefaler EØSU, at der lægges større vægt på sikkerhedshensyn ved tildelingen af kontrakter.

4.13.

EØSU bemærker også, at sikkerheden i nuværende kryptografisk software og systemer undergraves af kvantecomputere, som forventes at blive tilgængelige for offentligheden inden for et årti. Der er et behov for at omstille til kvanteresistent eller post-kvantekryptografi. Dette underbygges også af verdensomspændende initiativer til standardisering af post-kvantekryptografi såsom USA's NIST standardiseringsproces for post-kvantekryptografi, Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikations (ETSI) arbejdsgruppe om kvantesikker kryptografi og den kinesiske sammenslutning for kryptologisk forsknings projekt vedrørende post-kvantekryptografi.

4.14.

EØSU anbefaler, at de nationale strategier for cybersikkerhed revideres for at sikre, at de stemmer overens med Kommissionens strategi, og for at sikre, at beslutninger på medlemsstatsniveau er i overensstemmelse med forslagene i Kommissionens strategi. EU's strategi og de nationale strategier bør afstemmes med hinanden for effektivt at kunne håndtere cybertrusler i dag og i fremtiden.

4.15.

Da det i vidt omfang er umuligt at forudsige fremtidige trusler, og med henvisning til punkt 4.13 ovenfor, anbefaler EØSU, at Kommissionens strategi for cybersikkerhed opdateres jævnligt, mindst hvert andet år, så der kan reageres effektivt på fremtidige teknologier og risici. Som anført tidligere er det afgørende, at interessentinddragelse og forskning på højt niveau indgår i ajourføringen af strategierne for cybersikkerhed.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Et cyberangreb på et intelligent net kan påvirke energiforsyningen til forbrugere og virksomheder.

(2) https://www.databreaches.net/chwapi-hospital-hit-by-ransomware-operations-canceled-and-another-city-hit/

(3) https://www.digitaleurope.org/

(4) Der er naturligvis ikke et ubegrænset udbud af cyberforsikringer. Covid-19 har understreget, at akkumulation af risici udgør en udfordring for muligheden for at tegne forsikringer. Nylige undersøgelser fra AON underbygger, at forsikringer kun udgør en meget lille del (5 %) af udgifterne til cyberberedskab. Overvågning og uddannelse viste sig at spille en langt større rolle for omkostningerne.

(5) Eurofound (2020) Liv, arbejde og covid-19, covid-19-serien, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg.

(6) https://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2019/608864/IPOL_STU(2019)608864_EN.pdf

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/82

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et IT-system til grænseoverskridende kommunikation i civil- og strafferetlige sager (e-CODEX), og om ændring af forordning (EU) 2018/1726«

(COM(2020) 712 final — 2020/0345 (COD))

(2021/C 286/15)

Ordfører:

Ozlem YILDIRIM

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 24.2.2021
Retsgrundlag	Artikel 81, stk. 2, og artikel 82, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	31.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	247/0/3

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU glæder sig over det foreslåede lovgivningsinitiativ, som skal suppleres med Europa-Parlamentets forslag. e-CODEX vil indirekte få positiv indflydelse, eftersom det forenkler og fremskynder grænseoverskridende retssager og samarbejde, hvilket også vil bidrage til et mere velfungerende indre marked.

1.2.

1.3.

1.4.

Digitaliseringen af samfundet, økonomien og forvaltningen tager fart og er tilsammen udtryk for et ambitiøst mål. Der er brug for en klar forbindelse til denne virkelighed. e-CODEX-systemet er en vigtig del af pakken om retligt samarbejde på det digitale område og e-Justice-portalens digitale serviceinfrastruktur, blandt andre initiativer. Eftersom systemet vedrører retsvæsenet og grundlæggende rettigheder, mener EØSU, at det bør kædes sammen med den overordnede digitale strategi »Europas digitale fremtid i støbeskeen« (1) — et centralt aspekt, der ikke fremgår udtrykkeligt af forordningen.

1.5.

1.6.

1.7.

1.8.

2. Baggrund og resumé af Kommissionens forslag

2.1.

e-CODEX-systemet (e-Justice Communication via Online Data Exchange) blev lanceret under den flerårige handlingsplan for e-justice 2009-2013 (2), hovedsagelig for at fremme digitaliseringen af grænseoverskridende retssager og lette kommunikationen mellem medlemsstaternes retslige myndigheder.

2.2.

e-CODEX er det vigtigste redskab til at etablere et interoperabelt og decentraliseret kommunikationsnetværk mellem nationale IT-systemer i grænseoverskridende civil- og strafferetlige sager. Det er en softwarepakke, som skaber forbindelse mellem nationale systemer, så brugere, herunder retslige myndigheder, retsvæsenets aktører og befolkningen, kan sende og modtage dokumenter, formularer, bevismateriale eller anden information på en hurtig og sikker måde. e-CODEX-systemet består af en pakke af softwareprodukter, der kan anvendes til at oprette et adgangspunkt for sikker kommunikation.

2.3.

e-CODEX-systemet er et af de centrale elementer i Kommissionens politiske initiativer vedrørende e-justice til forbedring af adgangen til og effektiviteten af retsvæsenerne i medlemsstaterne og indgår i den flerårige handlingsplan for e-justice i EU for 2019-2023 (3). Det betragtes også som det vigtigste redskab for sikker digital kommunikation i grænseoverskridende retssager i Kommissionens meddelelse »Digitalisering af retsvæsenet i Den Europæiske Union — en værktøjskasse fuld af muligheder« (4). I forbindelse med et digitalt indre marked, der har til formål at stille sikre og pålidelige højhastighedsinfrastrukturer og -tjenester til rådighed, indgik løsninger til fremme af e-justice i 2016-handlingsplanen for e-forvaltning (5).

2.4.

e-CODEX er udviklet af 21 medlemsstater med deltagelse af andre tredjelande/territorier og organisationer (6) mellem 2010 og 2016.

2.5.

e-CODEX-systemet forvaltes i øjeblikket af et konsortium af medlemsstater og andre organisationer og finansieres af et EU-tilskud.

2.6.

e-CODEX-systemet skal forvaltes på en måde, der ikke skaber tvivl om de nationale retsvæseners uafhængighed.

2.7.

Kommissionen fremsætter et forslag til forordning om oprettelse af e-CODEX-systemet på EU-plan og giver Den Europæiske Unions Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (eu-LISA) ansvaret for den operationelle forvaltning af systemet. Stabil forvaltning af e-CODEX-systemet vil gøre det muligt at etablere det som standardsystem for udveksling af elektroniske meddelelser i forbindelse med det retlige samarbejde på EU-plan. eu-LISA overtager ikke e-CODEX-systemet før juli 2023.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

3.2.

EU fører an i den digitale omstilling. e-CODEX er katalysator for denne omstilling i EU og medlemsstaterne og, hvad der er vigtigst, imellem dem. Det opfylder ikke blot funktionelle IT-behov, men vedrører vigtige faktorer som harmonisering, kultur, menneskerettigheder og andre processer, som medlemsstaterne må håndtere i forbindelse med digitaliseringen af samfundet og økonomien.

3.3.

Eftersom denne forordning giver borgerne bedre grænseoverskridende adgang til retsvæsenet, mener EØSU, at den også specifikt skal indeholde bestemmelser om den nødvendige styrkelse og harmonisering af medlemsstaternes kapacitet inden for det retlige samarbejde. Det vedrører i første omgang det digitale økosystem, der ligger til grund for e-CODEX, og som skal give mulighed for et interoperabelt og indbyrdes forbundet miljø. EØSU bemærker, at anvendelsen af IT i medlemsstaternes retsvæsen hidtil har været varierende. EØSU efterlyser derfor en koordinering mellem de nationale justitsministerier og konvergens i EU på forskellige niveauer under fuld hensyntagen til de nationale systemers særlige forhold, herunder de forskellige involverede aktørers roller og ansvarsområder. På teknisk niveau skal det sikres, at medlemsstaterne har sammenlignelige automatiseringsniveauer og den tekniske kapacitet til at håndtere og lagre store elektroniske dokumenter og til at etablere forbindelse mellem tjenesteudbydere på en fuldstændig sikker måde.

3.4.

Det er afgørende at øge tilliden til grænseoverskridende elektronisk kommunikation mellem borgere, virksomheder og offentlige myndigheder. Den indvirkning, som eIDAS-forordningen (elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked) har på e-CODEX-systemets infrastruktur og funktion, må ikke overses. Eftersom eIDAS regulerer elektroniske signaturer, elektroniske transaktioner, de involverede organer og deres processer, bemærker EØSU, at e-CODEX fungerer som et effektivt middel til bred kommunikation. Systemets infrastruktur skal fungere i overensstemmelse med betingelserne i eIDAS-forordningen og give mulighed for sikker interoperabilitet.

3.5.

Det skal bemærkes, at e-CODEX ikke begrænser sig til e-justice. Med den fremtidige udvikling for øje anbefaler EØSU at indarbejde en bestemmelse, der åbner op for andre anvendelsesmuligheder for andre offentlige forvaltninger, herunder f.eks. udveksling af elektroniske patientjournaler. Anvendelse af e-CODEX til andre formål end e-justice vil bidrage til at sikre dets langsigtede anvendelse og tilskynde medlemsstaterne til at foretage de nødvendige investeringer i deres infrastruktur. Eftersom forslaget udelukkende regulerer retlige aspekter, vil der være brug for forskellige lovgivningsmæssige forslag i denne henseende.

3.6.

EØSU støtter e-CODEX-systemet, da det giver mulighed for sikker elektronisk transmission af information og dokumenter i grænseoverskridende civil- og strafferetlige sager. Som Kommissionen bemærker, er forordningen nødvendig primært af to årsager: 1) for at etablere og sikre e-CODEX-systemets langsigtede bæredygtighed og 2) for at overdrage forvaltningen, videreudviklingen og vedligeholdelsen af systemet til eu-LISA-agenturet. EØSU påpeger dog, at effektiv styring af det digitale retsvæsen kræver både teknisk arkitektur, der er bæredygtig og stabil, og en robust forvaltningsmæssig infrastruktur.

3.7.

EØSU anbefaler, at Kommissionen inddrager skalerbarhed i forordningens anvendelsesområde. Indtil nu har e-CODEX fungeret i nogle få medlemsstater, som er de oprindelige projektsponsorer. Det nuværende e-CODEX-projekt skal dog opskaleres og fortsat fungere gnidningsløst i alle medlemsstaterne. Det er formålet med den foreslåede forordning. EØSU understreger, at det er de enkelte medlemsstaters ansvar at sikre, at deres nationale IT-systemer og -infrastruktur fungerer godt og sikkert, og at personoplysninger og privatlivets fred beskyttes.

3.8.

EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at hjælpe aktører, der opererer uden for EU, især i lande, der er associeret med EU, med at etablere e-CODEX-systemets pakke af softwareprodukter. En udvidelse af projektets omfang, som bør være baseret på en klar model for medfinansiering, vil sikre fordele for alle involverede parter. Der bør tages højde for behovet for at sikre, at systemet er skalerbart og operationelt.

4. Særlige bemærkninger

4.1. Tilpasning til og overensstemmelse med centrale europæiske strategier

4.1.1.

Digitaliseringen af samfundet, økonomien og forvaltningen tager fart og er tilsammen udtryk for et ambitiøst mål. Der er brug for en klar forbindelse til denne virkelighed. e-CODEX-systemet er en vigtig del af pakken om retligt samarbejde på det digitale område og e-Justice-portalens digitale serviceinfrastruktur, blandt andre initiativer. Eftersom systemet vedrører retsvæsenet og grundlæggende rettigheder, mener EØSU, at det bør kædes sammen med den overordnede digitale strategi »Europas digitale fremtid i støbeskeen« (7) — et centralt aspekt, der ikke fremgår udtrykkeligt af forordningen.

4.1.2.

Det kommende lovgivningsmæssige initiativ om kunstig intelligens (AI), som Kommissionen forventes at præsentere i foråret 2021 (8), skal ifølge EØSU specifikt indeholde bestemmelser om AI-baserede løsningers rolle i e-justice-løsninger og de risici, der er forbundet med de retslige myndigheders brug af AI-baserede løsninger. Disse mulige anvendelsesformål omfatter »prædiktiv ret« og de udfordringer, der er forbundet hermed, brug af onlineplatforme for tvistbilæggelse og brug af algoritmer i strafferetlige efterforskninger.

4.1.3.

EØSU anerkender, at e-CODEX ikke indebærer brug af kunstig intelligens. Kunstig intelligens bruges dog mere og mere i retssystemerne. På grund af den indirekte forbindelse anbefaler EØSU derfor, at man i den første revision af den koordinerede plan for kunstig intelligens (9), der er planlagt til første kvartal 2021, behandler forbindelsen mellem kunstig intelligens og e-justice samt e-CODEX-systemet.

4.2. Effektiv forvaltning af e-CODEX og operationelle aspekter af e-CODEX

4.2.1.

Eftersom eu-LISA ikke er et reguleringsagentur, mener EØSU, at kapitel 2 i forslaget til forordning skal indeholde bestemmelser om gennemsigtighed i beslutningsprocessen, inddragelse af medlemsstaterne og andre relevante interessenter og den nødvendige uafhængighed i eu-LISA's forvaltningsorganers beslutningsproces. Eksempelvis vil advokater, da de vil være en vigtig potentiel brugergruppe for e-CODEX, kunne inddrages på både politisk niveau og i forbindelse med gennemførelsen f.eks. med henblik på at opfylde behovet for at sikre, at e-CODEX fremmer lige vilkår hvad angår adgang for alle parter og opfylder advokaternes behov. Advokater bør derfor involveres på strukturelt plan og ikke blot høres.

4.2.2.

EØSU understreger, at der på operationelt niveau er brug for afklaring af f.eks. afgrænsningen af indre anliggender og spørgsmålet om kvikskranken. Formaterne til indgivelse og udveksling af bevismateriale mellem domstolene skal også harmoniseres.

4.2.3.

For så vidt angår eu-LISA, skal agenturet både have tilstrækkelige menneskelige og tilstrækkelige økonomiske ressourcer til rådighed. For at styrke dette punkt gentager EØSU sin anbefaling om at give eu-LISA's personale (10), især IT-personalet, den nødvendige uddannelse, herunder en passende forståelse af, hvordan forvaltningen af e-CODEX-systemet skal sikre retsvæsenets uafhængighed og retten til en retfærdig rettergang. Dette aspekt kan uddybes i artikel 13 i forslaget til forordning.

4.3. Et højt sikkerhedsniveau for at beskytte rettigheder og frihedsrettigheder

4.3.1.

Eftersom e-CODEX består af en pakke af softwareprodukter, der kan anvendes til at oprette et adgangspunkt for sikker kommunikation, skal et af forordningens centrale mål være at sikre et højt sikkerhedsniveau forstået som behovet for at etablere sikkerhedsforanstaltninger, der sikrer uhindret udøvelse af den enkeltes rettigheder (11). EØSU mener desuden, at det i e-CODEX-forordningen i kapitel 2 skal understreges, at der er indgået en samarbejdsaftale mellem eu-LISA og Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed (ENISA) (12).

4.3.2.

Digitale løsninger skal sikre et højt beskyttelsesniveau for personoplysninger og privatlivets fred. Et højt sikkerhedsniveau omfatter desuden harmoniseret databeskyttelse på nationalt niveau. EØSU understreger, at de dataansvarlige i medlemsstaterne skal træffe passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger, gennemføre principperne om databeskyttelse på en effektiv måde og sikre tilstrækkelige økonomiske midler til dette formål.

4.3.3.

Sikkerhedsrisiciene bliver stadig mere uforudsigelige. EØSU anerkender, at risikovurdering og risikoreduktion er en central del af eu-LISA's årlige planlægnings-, almindelige drifts- og rapporteringscyklus. EØSU mener, at eu-LISA, ud over risikoreduktionsstrategier og kortlægning af »store risici«, kan styrke sine rammer ved at kortlægge potentielle risici med uventede følger. Det vil gøre det til et mere modstandsdygtigt og proaktivt agentur.

5. Håndhævelse af grundlæggende rettigheder

5.1. Adgang for alle til et digitalt retsvæsen som en metode til at sikre lighed og ikkeforskelsbehandling

5.1.1.

Et punkt, der ifølge EØSU fortjener større opmærksomhed, er reel og bred digital adgang til retsvæsenet. Der skal være flere fordele ved e-CODEX-systemet end blot bedre forvaltning, samarbejde og kommunikationsmuligheder. EØSU mener, at udviklingen af et digitalt retsvæsen skal sikre, at alle borgere i EU har sikker, pålidelig og let adgang til retsvæsenet. Lige adgang skal være et centralt mål i forordningen for at undgå forskelsbehandling og uligheder. EØSU anbefaler, at e-CODEX-forordningen i højere grad sætter fokus på, at borgere reelt skal have lige adgang til effektiv retlig beskyttelse og adgang til e-justice og tilhørende digitale tjenester.

5.1.2.

Fordelene ved e-CODEX-systemet skal nå ud til og hjælpe den bredere befolkning. I et grænseperspektiv er de retslige og de grænseoverskridende myndigheder ikke de eneste interessenter. Det miljø, som e-CODEX indgår i, skal ikke blot integrere retslige myndigheder og e-CODEX-adgangspunkter, men også en lang række aktører: borgere, domstole, retsembedsmænd, andet administrativt personale og IKT-personale, retshåndhævende myndigheder, notarer, retstekniske sagkyndige på det digitale område, advokater og tredjeparter, som direkte eller indirekte har gavn af systemet.

5.1.3.

Der bør desuden også, i lyset af e-CODEX-systemets betydning for at sikre effektiv adgang til retsvæsenet for borgere og virksomheder, henvises til beskyttelse af processuelle rettigheder.

5.2. Respekt for retsvæsenets uafhængighed og retten til en retfærdig rettergang

5.2.1.

Retsvæsenets uafhængighed er en hjørnesten i princippet om magtens tredeling og et af de grundlæggende retsstatsprincipper. Anvendelsen af teknologi må ikke ske på bekostning af konsekvent fyldestgørelse af retfærdigheden. Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til at foretage en egentlig vurdering af, hvorvidt det system, der bruges til at sammenkoble de nationale e-justice-systemer, er i tråd med principperne om en retfærdig rettergang. Sådanne sikkerhedsforanstaltninger bør navnlig træffes ved overdragelsen af e-CODEX til eu-LISA.

5.2.2.

EØSU påpeger, at flere interessenter og medlemsstater har givet udtryk for bekymring om, hvorvidt princippet om retsvæsenets uafhængighed vil blive tilstrækkeligt sikret i forbindelse med eu-LISA's permanente operationelle drift og videreudvikling af e-CODEX. Forslagets nuværende bestemmelser om retsvæsenets uafhængighed er ikke tilstrækkelige. Der er brug for en mere håndfast formulering i betragtning af, hvor vigtigt dette princip er. EØSU anmoder desuden om en afklaring af, hvordan den foreslåede forvaltningsstruktur for e-CODEX reelt vil sikre, at dette princip anvendes i praksis.

5.3. Respekt for og reference til grundlæggende rettigheder

5.3.1.

EØSU fremhæver, at forordningen skal respektere de grundlæggende rettigheder og overholde de principper, der er anerkendt i navnlig Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i medlemsstaternes forfatninger. Disse rettigheder omfatter retten til sikkerhed, retten til effektive retsmidler, legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf. EØSU påpeger, at beskyttelsen af disse rettigheder også afhænger af, på hvilke betingelser der kan gøres indgreb i disse rettigheder, og hvem der skal afgøre dette.

5.3.2.

Brugen af digitale teknologier må ikke undergrave retten til en retfærdig rettergang og effektive retsmidler. Det gælder navnlig følgende: lige mulighed for begge parter for at udtale sig (processuel ligestilling), retten til at få kendskab til/udtale sig om alt bevismateriale og alle udtalelser, som er indgivet (kontradiktorisk sagsbehandling), retten til offentlig høring og, i straffesager, retten til et forsvar.

5.3.3.

Forslaget bør specifikt henvise til anvendelsen af afsnit VI (retfærdighed i retssystemet) i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 47 heri.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) COM(2020) 67 final.

(2) EUT C 75 af 31.3.2009, s. 1.

(3) Forordning (EU) 2018/1726.

(4) COM(2020) 710 final.

(5) COM(2016) 179 final.

(6) Jersey, Norge, Tyrkiet, Rådet for Advokatsamfund i Den Europæiske Union (CCBE) og Sammenslutningen af Notarer i Den Europæiske Union (CNUE).

(7) COM(2020) 67 final.

(8) https://www.europarl.europa.eu/news/da/headlines/eu-affairs/20201208STO93329/coming-up-eu-spearheads-efforts-for-recovery-in-2021

(9) COM(2018) 795 final, https://eur-lex.europa.eu/legal-content/en/ALL/?uri=CELEX:52018DC0795.

(10) EUT C 283 af 10.8.2018, s. 48.

(11) Udtalelse EESC-2020-05923 vedtaget på plenarforsamlingen i april 2021 (se side 76 i denne EUT).

(12) https://www.enisa.europa.eu/publications/artificial-intelligence-cybersecurity-challenges

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/88

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs om »meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Digitalisering af retsvæsenet i Den Europæiske Union — En værktøjskasse fuld af muligheder«

(COM(2020) 710 final)

(2021/C 286/16)

Ordfører:

João NABAIS

Anmodning om udtalelse	21.4.2021
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	31.3.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	237/2/9

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU hilser meddelelsen velkommen som et vigtigt og reelt skridt i retning mod digitalisering af retsvæsenet. Det er helt afgørende, at medlemsstaterne støttes på nationalt niveau i denne omstilling med den nødvendige finansiering såvel som værktøjer. Med denne støtte kan digitaliseringen af retsvæsenet udvikles på EU-niveau, således at der oprettes mekanismer, der fremmer det grænseoverskridende samarbejde mellem retslige myndigheder.

1.2.

Det skal bemærkes, at situationen i medlemsstaterne er meget forskellig, idet der findes en lang række forskellige nationale IT-redskaber, hvilket betyder, at visse mekanismer som f.eks. e-CODEX (1) ikke anvendes på samme måde af alle.

1.3.

For EØSU forekommer det derfor stadig vigtigere at fastlægge regler om en mere ensartet tilgang blandt medlemsstaterne.

1.4.

EØSU opfatter digitaliseringen af retsvæsenet som et vigtigt redskab til at sikre et ægte samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder i kampen mod kriminelle aktiviteter, som er til stor skade for det europæiske område.

1.5.

EØSU konstaterer, at nogle specifikke aspekter af meddelelsen ikke afspejler den komplekse virkelighed for retssystemerne i de forskellige medlemsstater.

1.6.

EØSU foreslår, at Kommissionen vedtager et direktiv om retsmøder på afstand med bestemmelser om og accept af alle kontaktmåder via videoopkald på alle medier, som garanterer retten til privatlivets fred og ikke skaber risiko for beskyttelsen af den berørte persons personoplysninger eller den verserende retssags fortrolighed.

1.7.

EØSU mener ikke, at brugen af andre fjernkommunikationsmidler, som allerede findes, kan bringe databeskyttelsen som sådan i fare, når alle og enhver kan overvære de fleste retsmøder.

1.8.

EØSU mener, at politiet i forbindelse med efterforskning af en mulig terroristgruppe i en medlemsstat skal have omgående adgang til de indsamlede beviser ikke alene i Europols, Eurojusts og Den Europæiske Anklagemyndigheds (EPPO's) databaser, men også i de retshåndhævende myndigheders databaser i alle medlemsstater.

1.9.

EØSU understreger behovet for at udnytte fordelene ved digitaliseringen mest muligt med henblik på at muliggøre fuldbyrdelse af domme i andre medlemsstater, alternative tvistløsningsmekanismer og administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne og EU-agenturer.

2. Kommissionens meddelelse

2.1.

I meddelelsen foreslås en værktøjskasse til digitalisering af retsvæsenet med henblik på at bringe digitaliseringen af retsvæsenet op i tempo. Med den foreslåede tilgang tages der hensyn til medlemsstaternes forskellige nationale forhold og nationale kompetencer, og nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet overholdes fuldt ud. Samtidig er det vigtigt, at alle medlemsstater arbejder på at mindske de eksisterende digitaliseringskløfter og opsplitningen mellem de nationale retssystemer og på at udnytte mulighederne i de relevante EU-finansieringsmekanismer.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

Covid-19-krisen har skabt store vanskeligheder for retssystemets funktion og for den effektive retsbeskyttelse. Retssager med fysisk fremmøde og forkyndelse af retlige dokumenter på tværs af grænserne er bl.a. blevet forsinket, ligesom det midlertidigt har været umuligt at opnå personlig juridisk bistand, og visse frister er udløbet på grund af forsinkelser. Samtidig har det stigende antal insolvens- og afskedigelsessager som følge af pandemien yderligere vanskeliggjort domstolenes arbejde.

3.2.

På den baggrund er det nødvendigt at iværksætte nye foranstaltninger for at forstærke og fremme digitaliseringen af retsvæsenet. På nationalt niveau skal medlemsstaterne støttes ikke alene med den nødvendige finansiering, men også med værktøjer, som vil sikre, at alle retslige myndigheder og retsvæsenets aktører er klar til denne nye tid med forandringer. Det er altafgørende, at retsvæsenet bliver mere tilgængeligt og kommer tættere på borgerne.

3.3.

Kun med denne støtte på nationalt plan kan digitaliseringen af retsvæsenet udvikles på EU-niveau, således at der oprettes mekanismer, der fremmer et tættere grænseoverskridende samarbejde mellem retslige myndigheder.

3.4.

Det skal bemærkes, at situationen i medlemsstaterne lige nu er meget forskellig, idet der findes en lang række forskellige nationale IT-redskaber, hvilket betyder, at visse mekanismer som f.eks. e-CODEX ikke anvendes på samme måde af alle.

3.5.

Det bliver derfor stadig vigtigere at fastlægge regler om en mere ensartet tilgang blandt EU's medlemsstater.

3.6.

Hovedformålet med meddelelsen er at digitalisere de offentlige retstjenester yderligere, fremme brugen af sikker fjernkommunikationsteknologi af høj kvalitet (videokonferencer), lette sammenkoblingen af nationale databaser og registre og fremme brugen af sikre elektroniske transmissionskanaler mellem kompetente myndigheder.

3.7.

Digitalisering af retsvæsenet er afgørende for, at der kan etableres et reelt partnerskab mellem medlemsstaternes myndigheder om bekæmpelsen af kriminelle aktiviteter, der er til alvorlig skade for det europæiske område, såsom terrorrelaterede forbrydelser, hvidvask af penge, korruption, menneskehandel, hadforbrydelser og tilskyndelse til hadefuld tale og vold.

3.8.

Disse former for kriminalitet har stadig oftere grænseoverskridende karakter, og digitalisering er derfor et kæmpe — og afgørende — skridt i forbindelse med efterforskningen og retsforfølgelsen af disse ødelæggende aktiviteter.

3.9.

Selv om Kommissionen har gjort en enorm indsats på området, og meddelelsen bestemt er et meget positivt tiltag, er digitalisering af retsvæsenet en lang og vanskelig proces.

3.10.

Visse specifikke aspekter af meddelelsen kan kritiseres for at være mangelfulde, eller for at de formulerede idéer afspejler en manglende forståelse af den komplekse virkelighed for retssystemerne i de forskellige medlemsstater.

3.11.

Kommissionen overser tilsyneladende, at retssager og andre retslige procedurer i civil-, handels-, arbejds- og strafferetlige sager gennemføres på en sådan måde, at visse dele af proceduren (f.eks. afhøring af tiltalte og vidneforklaringer under en strafferetlig efterforskning) kan foregå på afstand ved brug af enten de applikationer, der findes på markedet, eller kommunikationsapps til videoopkald.

3.12.

EØSU forstår, at retsvæsenets konventioner skal overholdes, men covid-19-krisen har fået os til at indse, at videokonferencer ikke nødvendigvis skal foregå efter de eksisterende mekanismer for interaktion med domstolene (hvad enten det er på nationalt eller internationalt niveau), hvor sagens parter er til stede i retten i det område, hvor de bor, eller på steder, der er angivet eller godkendt på forhånd (såsom politistationer, kriminaltekniske afdelinger osv.). Kontakt med vidner kan således foregå over computeren eller mobiltelefon, uanset hvor de befinder sig.

3.13.

I dag findes der allerede en række fjernkommunikationsmidler, som ikke alene sikrer retten til privatlivets fred, men også databeskyttelse — to afgørende forhold, der naturligvis skal værnes om.

3.14.

Det skal bemærkes, at princippet om offentlig adgang gælder for de fleste retslige procedurer. Ved retssager, der er åbne for offentligheden, er der således en sandsynlighed for, at ikke blot pårørende og venner til parterne (sagsøger og sagsøgte i civil-, handels- og arbejdsretlige sager og vidner og tiltalte i straffesager) er til stede, men også andre personer, som ikke er berørt af sagen, og endda i mange tilfælde journalister og andre mediefolk.

3.15.

EØSU mener derfor ikke, at brugen af andre fjernkommunikationsmidler såsom IT-platforme og andre behørigt certificerede digitale applikationer, som allerede findes, kan bringe databeskyttelsen som sådan i fare, når alle og enhver i realiteten kan overvære de fleste retsmøder.

3.16.

Desuden bør det især i straffesager være muligt for tiltalte selv at vælge at afgive forklaring via fjernkommunikationsmidler i stedet for ved personligt fremmøde i retten, hvis der ikke er specifikke grunde til, at tiltalte skal møde personligt frem i retten.

3.17.

For vidners vedkommende skal det sikres, at en person med fysisk handicap, som bor i en lille landsby langt fra den nærmeste domstol, ikke skal forlade trygheden i sit hjem for at vente i timevis i retten på at blive kaldt i vidneskranken, da der findes pålidelige og certificerede elektroniske platforme, som beskytter informationsudvekslingens og vidneforklaringernes sikkerhed og fortrolighed under fjernkommunikation.

3.18.

Kommissionen foreslår i meddelelsen »fremme af brugen af sikker fjernkommunikationsteknologi af høj kvalitet (videokonferencer)«.

3.19.

Følgelig og i tråd med overstående foreslår EØSU, at Kommissionen vedtager et direktiv om retsmøder på afstand med bestemmelser om og accept af alle kontaktmåder via videoopkald på alle medier (stationær computer, bærbar computer eller endda mobiltelefon), som garanterer retten til privatlivets fred og ikke skaber risiko for beskyttelsen af den berørte persons personoplysninger eller den verserende retssags fortrolighed.

3.20.

Dette ligger i forlængelse af Kommissionens strategiske fremsynsrapport 2020, hvori det konkluderes, at digitaliseringen af retsvæsenet bør sætte mennesker først og skabe nye muligheder for de forskellige interessenter ved at bidrage til at mindske forsinkelser, øge retssikkerheden og gøre adgangen til retslig prøvelse billigere og enklere.

3.21.

Denne situation bør imidlertid overvåges nøje, når der er tale om mindreårige og sårbare personer samt i sager om hadforbrydelser og seksualforbrydelser, hvor behovet for at beskytte privatlivets fred og retssikkerheden er større og i realiteten altafgørende.

3.22.

Kommissionen kommer i meddelelsen ind på udviklingen af et standardiseret, maskinlæsbart format for adgang til national retspraksis — en europæisk retspraksisidentifikator.

3.23.

EØSU bakker helt op om dette forslag, men hvis det skal være fuldt ud effektivt, kan det kræve supplerende lovgivning med henblik på formel standardisering (ikke af indholdet) af retsafgørelser.

3.24.

Som bekendt har hver medlemsstat ikke alene sin egen lovgivning, men også sit eget sæt af konventioner. En dom i Portugal vil på ingen måde være udformet og affattet på samme måde som i Italien eller Frankrig, og Kommissionen bør derfor tage behørigt hensyn til disse forskelle.

3.25.

Kommission foreslår endvidere at oprette en IT-platform til samarbejdet mellem de fælles efterforskningshold (som samler efterforskere og anklagere fra medlemsstaterne, om nødvendigt med støtte fra Europol, Eurojust og EPPO). Det bør kun være de kompetente myndigheder, der under overholdelse af databeskyttelseskravene har adgang til de data og databaser, der findes i medlemsstaterne.

3.26.

Dette er et glimrende forslag, som dog kan blive vanskeliggjort af den manglende standardisering af reglerne i medlemsstaternes forskellige strafferetsplejelovgivning, som indeholder bestemmelserne om bevisoptagelse.

3.27.

Så længe der ikke er denne standardisering, er der en mulighed for, at visse undersøgelsesmetoder kan føre til, at en sag bliver erklæret ugyldig i henhold til lovgivningen i visse medlemsstater, hvilket vil undergrave effektiviteten af fælles efterforskninger.

3.28.

Terrorbekæmpelse er et af de områder, Kommissionen kommer ind på i meddelelsen. Ud over behovet for et lovgivningsforslag om udveksling om grænseoverskridende digitale terrorsager er det dog også nødvendigt at etablere og implementere værktøjer, hvorigennem der via digital sammenkobling kan udveksles processkrifter og oplysninger om mistænkte og overvågede gruppers aktiviteter (2).

3.29.

Med tanke på behovet for at bekæmpe terrorisme mener EØSU, at politiet i forbindelse med efterforskning af en mulig terroristgruppe i en medlemsstat skal have omgående adgang til de indsamlede beviser ikke alene i Europols, Eurojusts og EPPO's databaser, men også i de retshåndhævende myndigheders databaser i alle medlemsstater. Det skal dog sikres, at oplysningerne ikke overføres til uvedkommende eller personer, der ikke er tillid til.

3.30.

Desuden bør der tilbydes onlinetjenester såsom fornyelse af ID-kort, elektroniske retlige attester, civilstandsattester eller endog straffeattester samt onlineopslag i retssager, da det både begrænser rejser og transport til tjenesternes fysiske beliggenhed og sikrer adgang til sådanne tjenester, selv når de fysiske steder er lukkede.

3.31.

Hvad angår sammenkobling af data (specifikt data om virksomheder, konkurser, matrikelregistre og straffeattester) skal det dog sikres, at adgangen til disse data ikke i visse tilfælde (f.eks. oplysninger fra strafferegistre) kan bringe retten til privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger i fare.

3.32.

Det er derfor vigtigt, at IT-modellen på dette område studeres særligt grundigt for at sikre, at den ønskede digitalisering ikke skader borgerne og ikke undergraver deres grundlæggende rettigheder.

3.33.

I meddelelsen præsenterer Kommissionen oprettelsen af et værktøj benævnt »Mit e-justice-område«, som har til formål at give enkeltpersoner elektronisk adgang til retslige dokumenter (i nationale sager eller verserende sager i andre medlemsstater), som de pågældende eller deres retlige repræsentant har ret til at konsultere og/eller indhente.

3.34.

Muligheden for, at enkeltpersoner kan få digital adgang til oplysninger i en sag, som vedkommende er part i, er yderst vigtig for reel gennemsigtighed på det retlige område, som igen er afgørende for, at borgene ikke opfatter retsvæsenet som uigennemskueligt og utilgængeligt, og for at fremme en hurtigere og mere effektiv adgang til domstolene med færre omkostninger.

3.35.

Elektronisk adgang for retslige myndigheder og advokater til sager, som er pådømt i en anden medlemsstat, er et stort og yderst vigtigt skridt i den foreslåede digitalisering af retsvæsenet.

3.36.

Men i betragtning af forskellene mellem medlemsstaterne med hensyn til omfanget af tavshedspligt i straffesager vil dette glimrende forslag fra Kommissionen helt sikkert ikke have nogen effekt i forhold til registre i andre lande uden harmonisering af de nationale lovgivninger på området.

3.37.

Den ønskede digitalisering af retsvæsenet må give EU-borgerne nye og væsentlige muligheder for at afgøre tvister på tværs af grænserne. Det er den eneste vej frem mod målet om at udvide borgernes ret til adgang til retslig prøvelse.

3.38.

I den henseende nævner Kommissionen f.eks. oprettelsen af (digitale) kanaler for indgivelse af krav og muligheden for grænseoverskridende inddrivelse af underholdsbidrag til mindreårige i henhold til forældreansvaret.

3.39.

I meddelelsen har Kommissionen dog overset et helt grundlæggende spørgsmål, nemlig muligheden for at fuldbyrde retsafgørelser i andre medlemsstater. Gennem digitalisering vil dette mål kunne realiseres i praksis, hvilket er et mangeårigt ønske fra mange af retsvæsenets aktører. Det skal bemærkes, at dette allerede kan lade sig gøre inden for adskillige områder (handelsret og familieret), og muligheden skal derfor udvides til de områder, hvor dette endnu ikke er tilfældet.

3.40.

Det er for længst blevet fastslået, at retsafgørelser nødvendigvis afsiges af domstolene i de enkelte medlemsstater, og på dette område må EU-medlemsstaternes suverænitet betragtes som ukrænkelig.

3.41.

Men faktum er, at mange retsafgørelser i sidste instans vedrører aktiver, virksomheder eller borgere, som befinder sig uden for det land, hvor afgørelsen er afsagt.

3.42.

I de sager udgør grænserne mellem medlemsstaterne hindringer for hurtig retsfuldbyrdelse. Det retlige samarbejde i Unionen bør derfor udnytte digitaliseringens muligheder til at sikre, at retsafgørelser fuldbyrdes direkte i det land, hvor de berørte aktiver befinder sig.

3.43.

Det samme gælder alternative tvistbilæggelsesmekanismer, som også bør kunne foregå online, herunder voldgift, fredsdommere og inden for offentlige mæglingsordninger.

3.44.

Med hensyn til samarbejdet mellem nationale myndigheder og EU's agenturer og organer om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet erkender Kommissionen med rette behovet for at styrke kapaciteten til digitalt samarbejde.

3.45.

Men selv om det var forventningen, at Kommissionen i meddelelsen havde defineret, hvilken model der skal anvendes, og hvilke investeringer den er parat til at støtte for at opfylde dette vigtige mål, udtrykkes der kun et fromt ønske om, at Eurojust, EPPO, OLAF (Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig) og Europol »når til enighed om en fælles tilgang, der sikrer et gnidningsløst og sikkert samarbejde med medlemsstaterne […]«.

3.46.

På et så vigtigt område er Kommissionen imidlertid nødt til at fastsætte en frist for etablering af en samarbejdsmodel, og i stedet for blot at håbe, at institutionerne selv finder ud af det, må det forpligte sig til at indføre et instrument (muligvis et direktiv) for også i dette tilfælde at pålægge en mekanisme baseret på digitaliseringens muligheder.

3.47.

EØSU bifalder, at Kommissionen i meddelelsen tilkendegiver at ville yde økonomisk støtte til medlemsstaterne til udvikling af passende IT-systemer og fastlæggelse af en strategi for digitalisering af retsvæsenet i EU under det nye program for retlige anliggender og programmet for et digitalt Europa.

3.48.

Det bør bemærkes, at den største hindring for digitalisering ikke er de retslige myndigheder eller borgerne, men medlemsstaternes manglende midler til at iværksætte de tiltag, der er nødvendige til oprettelse og anvendelse af digitale platforme og elektroniske systemer inden for retsvæsenet.

3.49.

Derfor — og især som følge af den aktuelle krise, som har været et pludseligt chok for medlemsstaternes økonomier, der vil kunne mærkes på både kort og lang sigt — er der hårdt brug for finansieringsløsninger for disse lande, således at digitaliseringen af retsvæsenet kan gennemføres tilstrækkeligt harmonisk og ensartet. Først derefter kan der iværksættes et grænseoverskridende samarbejde på EU-plan.

3.50.

Det skal også fremhæves, at Kommissionen anfører, at et vigtigt mål med digitaliseringen er at opnå et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU gennem udnyttelse af de ressourcer, der er til rådighed under genopretnings- og resiliensfaciliteten.

3.51.

Det er også betryggende, at Kommissionen angiver, at det instrument for teknisk støtte, der følger af et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning, skal hjælpe alle medlemsstaterne med at gennemføre reformer af retsvæsenet, hvilket naturligvis vil indebære de ovenfor nævnte investeringer i digitalisering.

3.52.

Da Kommission vurderer, at det nuværende papirbaserede grænseoverskridende samarbejde er behæftet med mange mangler, hvilket har en negativ indvirkning på omkostningerne og effektiviteten af retssager, er det vigtigt, at elektronisk transmission bliver standardkanal for kommunikation og dokumentudveksling.

3.53.

Det vil kunne lade sig gøre at oprette et decentraliseret IT-system, som forbinder de nationale systemer, således at dokumenter kan udveksles hurtigere og sikrere elektronisk. Der skal i den forbindelse træffes foranstaltninger med henblik på databeskyttelse og privatlivets fred ved overførsel af dokumenter og indsamling af bevismateriale.

3.54.

Almindelig udbredelse af elektronisk retssagsbehandling, fremme af papirløs kommunikation mellem domstole og andre instanser og tjenester og processkrifter leveret af retlige repræsentanter i mange forskellige multimedieformater er afgørende tiltag for at digitalisere retsvæsenet.

3.55.

Kommissionen bør desuden være opmærksom på vigtigheden af at give retsvæsenets aktører de nødvendige værktøjer til at gennemføre de påtænkte foranstaltninger gennem uddannelse på det digitale område og specialkurser i brug af en række elektroniske applikationer og platforme, hvilket uundgåeligt vil medføre omkostninger.

3.56.

Der må dog gøres en undtagelse for medlemsstater, som er indbragt for at have krænket grundlæggende rettigheder eller overtrådt retsstatsprincippet.

a)	De bør ikke kunne modtage EU-midler, og

b)	det er ikke al information, der bør deles med dem, da man ikke længere kan have tillid til domstolene, retssystemet og politimyndighederne i de pågældende lande.

3.57.

De igangværende omstillingsbestræbelser udgør et solidt grundlag for at gøre større brug af den teknologiske kapacitet i kraft af nye teknologier med henblik på at skabe et digitaliseret og menneskecentreret økosystem i retsvæsenet.

3.58.

EØSU har store forhåbninger om, at lovgivningen vil blive ændret for at muliggøre den længe ventede omstilling af retsvæsenet til den digitale tidsalder, accept af elektronisk identifikation ved digital transmission af retslige dokumenter og anerkendelse af elektroniske eller elektronisk fremsendte dokumenter som bevismateriale i retssager.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) COM(2020) 712 final.

(2) Se EØSU's udtalelse (EUT C 110 af 22.3.2019, s. 67).

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/95

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om medicinsk teknologivurdering og om ændring af direktiv 2011/24/EU«

(COM(2018) 51 final — 2018/0018 (COD))

(2021/C 286/17)

Ordfører:

Dimitris DIMITRIADIS

Anmodning om udtalelse	Rådet for den Europæiske Union, 24.3.2021
Retsgrundlag	Artikel 168, stk. 4, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	227/0/5

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU glæder sig over det initiativ, som det portugisiske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union har taget med henblik på at opnå et mandat (1) fra medlemsstaterne til at indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet om et forslag til lovgivning om medicinsk teknologivurdering (MTV), til gavn for patienterne.

1.2.

EØSU er enig i, at evidensbaserede processer som MTV, der er en vigtig drivkraft for socioøkonomisk vækst og innovation i Unionen, kan dække både kliniske og ikkekliniske aspekter af en medicinsk teknologi, og at dette kan opnås gennem samarbejde mellem medlemsstaterne på EU-plan, således at der sigtes mod en høj grad af beskyttelse af patienters sundhed, og det sikres, at et inkluderende indre marked fungerer tilfredsstillende.

1.3.

EØSU understreger, at forordningen om medicinsk teknologivurdering, når den bliver vedtaget, vil være et stort skridt fremad inden for sundhedsområdet og bane vejen for en stærk europæisk sundhedsunion, der vil forbedre og beskytte alle borgeres sundhed.

1.4.

EØSU henleder opmærksomheden på, at mandatet henviser til sundhed som et marked, men at sundhed er et fælles gode og bør behandles ud fra et synspunkt om almen interesse.

1.5.

EØSU anerkender, at MTV kan spille en nøglerolle i at sikre rimelig og bæredygtig sundhedspleje.

1.6.

EØSU bifalder Kommissionens beslutning om at anvende en forordning frem for andre lovgivningsinstrumenter, fordi den vil sikre et mere direkte og effektivt samarbejde på medlemsstatsniveau (2) og mellem medlemsstaterne set ud fra et europæisk perspektiv.

1.7.

EØSU mener, at aldringen af Europas befolkning sandsynligvis vil tiltage i de kommende år. Endvidere vil stigningen i kroniske sygdomme, pandemier og anvendelsen af ny kompleks teknologi øge behovet for investering i sundhedssystemer, mens medlemsstaterne står over for stadig større budgetmæssige begrænsninger.

1.8.

EØSU ville være parat til at støtte anvendelsen af skattemæssige incitamenter i visse medlemsstater samt en mulig justering af minimumstærsklen for statsstøtte i opadgående retning.

1.9.

EØSU mener, at medlemsstaterne bør støtte og finansiere idéer til nye medicinske teknologier og alle relevante initiativer fra nystartede virksomheder.

1.10.

EØSU tilslutter sig initiativet til at indføre øget koordinering af MTV'er gennem indgivelse af ét dossier og støtter en tidslinje for gradvis gennemførelse, men påpeger manglen på særlige bestemmelser for SMV'er.

1.11.

EØSU er bekymret over de fastsatte tidsplaner for gennemførelse og især udskydelsen af anvendelsen med tre år og mener, at denne kunne gøres kortere til gavn for patienterne og omkostningseffektiviteten.

1.12.

EØSU anbefaler, at forordningen henviser til forebyggende foranstaltninger, der vil have en betydelig indvirkning på patienterne, f.eks. vejledning til sygehusene med hensyn til kontrol med hospitalsinfektioner og forebyggelse og begrænsning af dem, og at dens anvendelsesområde udvides eller suppleres med bestemmelser i den henseende som en del af de uopfyldte medicinske behov.

1.13.

EØSU understreger, at inddragelsen af civilsamfundet (især socialøkonomiske organisationer og patientorganisationer) er afgørende for at opfylde løftet om digital sundhed og pleje, som MTV er en del af.

2. Baggrund

2.1.

Forslaget til forordning kommer efter mere end 20 års frivilligt samarbejde inden for medicinsk teknologivurdering (MTV). Efter vedtagelsen af direktivet om grænseoverskridende sundhedsydelser (direktiv 2011/24/EU) (3) blev der i 2013 oprettet et frivilligt MTV-netværk bestående af nationale MTV-organer og -institutioner, der skulle udstikke strategiske og politiske retningslinjer for det videnskabelige og tekniske samarbejde på EU-plan.

2.2.

Dette arbejde, der blev suppleret af tre på hinanden følgende fælles aktioner (4) vedrørende MTV, har gjort det muligt for Kommissionen og medlemsstaterne at opbygge en solid videnbase af oplysninger og metoder på MTV-området.

2.3.

EØSU anerkender, at sundhedssystemerne og MTV-processen er forankret i nationale traditioner og kulturer. Som europæiske borgere tror vi dog i høj grad på, at vi kun kan overvinde fremtidige sundhedsudfordringer og drage fordel af fremtidige muligheder inden for sundhedspleje gennem effektivt samarbejde på europæisk plan.

2.4.

Princippet om gennemførelse af en prospektiv analyse, især gennem »horisontafsøgning«, bør fremmes, så det bliver muligt på et tidligt tidspunkt at udpege de fremspirende medicinske teknologier, der sandsynligvis vil have indvirkning på patienter, folkesundhed og sundhedssystemer. En sådan prospektiv analyse kunne bruges til at støtte koordineringsgruppen i planlægningen af dens arbejde.

3. Problemer eller mangler, som forslaget skal afhjælpe

3.1.

EØSU er enig i konklusionerne fra den brede høring, nemlig at markedsadgangen for innovative teknologier hidtil har været vanskeliggjort eller fordrejet som følge af forskellene mellem nationale eller regionale administrative procedurer eller metoder og de MTV-krav, der findes i hele EU, som skyldes forskellig national lovgivning og praksis. Derfor har Kommissionen fremsat et forslag til forordning, da det er den bedst egnede lovgivningsmetode (5).

3.2.

EØSU er ligeledes enig i, at den nuværende situation bidrager til manglende forudsigelighed for virksomhederne og højere omkostninger for industrien og SMV'er, hvilket forsinker adgangen til nye teknologier og har negative virkninger for innovationen. Som eksempel på den herskende mangel på harmonisering kan nævnes et dokument, der er offentliggjort af tænketanken i-com, institute for competitiveness (6). På side 49 henvises til Den Europæiske Forbrugerorganisation (BEUC), og det anføres, at nogle MTV-organer gør vurderingerne offentligt tilgængelige direkte eller efter anmodning, mens andre betragter dem som fortrolige. Desuden accepterer nogle MTV-organer observationsundersøgelser med henblik på at vurdere et lægemiddels værdi, mens andre afviser dem. Som flere årtiers EU-samarbejde om MTV har vist, er disse problemer ikke blevet løst tilfredsstillende med den rent frivillige tilgang, der indtil nu er blevet anvendt i det fælles arbejde.

3.3.

Denne tilgang vil bidrage til reelt at fjerne fragmenteringen af de nationale MTV-systemer (dvs. forskellene i procedurer og metoder, som berører markedsadgangen), når der henses til, at enhver ny mekanismes pålidelighed skal prøves efter principperne om de interesserede parters uafhængighed og ytringsfrihed og på grundlag af videnskabelige, etiske og upartiske kriterier, og at de forfulgte mål i dette initiativ kan nås på en hensigtsmæssig måde gennem et styrket EU-samarbejde om MTV med udgangspunkt i disse principper. Selv om tilgangen vil styrke samarbejdet på andre niveauer, som er nødvendige for MTV (f.eks. i de medlemsstater, der oplever vanskeligheder, fordi de ikke har patientregistre), bør der iværksættes nationale handlingsplaner for alle sygdomme med henblik på at fremskynde de berørte sundhedsministeriers arbejde under hensyntagen til gældende bedste praksis i andre medlemsstater. Denne tilgang omfatter ligeledes sociale værdier og prioriteringer i den videnskabelige beslutningstagning.

3.4.

EØSU påpeger behovet for, at støtte til teknologisk innovation i sundhedssektoren også dækker pleje uden for hospitalsmiljøet på lokalt plan. Befolkningens aldring (7), stigningen i forekomsten af kroniske sygdomme og tabet af autonomi kræver, at de teknologier og metoder, der anvendes til hjemmepleje, specialiseres og anvendes mere effektivt. Derfor bør der tilskyndes til målrettede MTV-programmer, som sigter mod at forbedre denne behandling og disse ydelser i eget hjem, ikke alene ved brug af nye teknologier og telemedicin, men også gennem en generel kvalitetsforbedring af professionelle sundhedstjenester.

4. Hvad er de forventede resultater af dette konkrete forslag?

4.1.

Det foreslåede mål med EU-forordningen om MTV er bl.a. at sikre, at den mekanisme, der sikrer klinisk vurdering, kun indgives én gang på EU-niveau for at fremme tilgængeligheden af innovative medicinske teknologier for patienter i Europa og for at udnytte de tilgængelige ressourcer bedre, samtidig med at den forretningsmæssige forudsigelighed forbedres.

4.2.

EØSU bifalder Kommissionens beslutning om at anvende en forordning frem for andre lovgivningsinstrumenter, fordi den vil sikre et mere direkte og effektivt samarbejde på medlemsstatsniveau og mellem medlemsstaterne, med en europæisk tilgang.

4.3.

Formålet med forslaget til forordning er at sikre, at de anvendte MTV-metoder og -procedurer bliver mere forudsigelige i EU, og at de fælles kliniske vurderinger ikke gentages unødigt på nationalt niveau, så man undgår dobbeltarbejde og uoverensstemmelser. Den foretrukne løsning anses for at tilvejebringe den bedste kombination af nyttighed og effektivitet med hensyn til at nå de politiske mål, samtidig med at nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet overholdes. Den udgør det bedst mulige middel til at nå målene for det indre marked.

4.4.

EØSU er enig i, at forslaget giver medlemsstaterne en bæredygtig ramme, der giver dem mulighed for at udveksle ekspertise og styrke evidensbaseret beslutningstagning, og det støtter dem i deres bestræbelser på at sikre bæredygtige nationale sundhedssystemer. Den foretrukne løsning er også omkostningseffektiv i den forstand, at omkostningerne i stort omfang opvejes af besparelser for medlemsstaterne, industrien og SMV'erne som følge af, at man sammenlægger ressourcerne, undgår dobbeltarbejde og forbedrer forudsigeligheden for virksomhederne. Forslaget indeholder bestemmelser om brugen af fælles MTV-værktøjer, idet der sker en gradvis gennemførelse af anvendelsen, begyndende med kræftlægemidler, lægemidler til sjældne sygdomme og lægemidler til avanceret terapi og fastlægger de fire søjler for medlemsstaternes fælles arbejde i EU, f.eks. fælles kliniske vurderinger, fælles konsultationer, afdækning af fremspirende medicinske teknologier og frivilligt samarbejde.

4.5.

EØSU er enig i en detaljeret tidsplan for gennemførelsen, men mener, at den kunstige intelligens væsentlige rolle sammen med digital omstilling har ændret landskabet for sundhed og pleje, der tilbyder hurtige behandlingsstrategier. EØSU er således bekymret over de fastsatte tidsplaner for gennemførelsen og især udskydelsen af anvendelsen med tre år som anført i artikel 5, stk. 2, litra b) (8), og mener, at denne kunne gøres kortere til gavn for patienterne og omkostningseffektiviteten.

4.6.

En patientcentreret tilgang er den eneste måde, hvorpå det kan sikres, at sundhedsydelser er tilstrækkelige og relevante. Af denne grund bør der tages hensyn til patienter, omsorgspersoner, den sociale økonomi og patientorganisationer i forbindelse med det foreslåede interessentnetværk, koordineringsgruppen og i kliniske vurderinger. Vi støtter Det Europæiske Patientforums (EPF) opfordring til obligatorisk og meningsfuld involvering af patientsamfundet for at sikre, at MTV'er gennemføres i patienternes interesse (9).

5. Hvilke lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige løsninger er under overvejelse? Er der en foretrukken løsning?

5.1.

EØSU mener, at forslaget til forordning er i overensstemmelse med EU's overordnede målsætninger, bl.a. om et velfungerende indre marked, bæredygtige sundhedssystemer og en ambitiøs forsknings- og innovationsdagsorden.

5.1.1.

Ud over at være i overensstemmelse med disse politiske EU-målsætninger er forslaget også i overensstemmelse med de eksisterende EU-traktater og den eksisterende lovgivning om lægemidler, medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik og medicinsk udstyr (10). Selv om lovgivningsprocessen og MTV-processen forbliver klart adskilte på baggrund af deres forskellige formål, er der f.eks. mulighed for at skabe synergi gennem gensidig udveksling af oplysninger og en bedre tidsmæssig afstemning af procedurerne for de foreslåede fælles kliniske vurderinger og den centraliserede markedsføringstilladelse for lægemidler (11).

5.2.

Retsgrundlaget for forslaget er artikel 114 og 116 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

5.2.1.

Artikel 114 og 116 i TEUF giver mulighed for at vedtage foranstaltninger om indbyrdes tilnærmelse af love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne, forudsat at de er nødvendige for det indre markeds oprettelse og funktion og samtidig sikrer et højt beskyttelsesniveau for folkesundheden.

5.2.2.

Forslaget skal ligeledes være i overensstemmelse med artikel 168, stk. 7, i TEUF, ifølge hvilken Unionen respekterer medlemsstaternes ansvar for udformningen af deres sundhedspolitik samt for organisation og levering af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet.

5.2.3.

Selv om det er klart, at EU-medlemsstaterne forsat vil have ansvaret for dels at vurdere medicinske teknologiers ikkekliniske, dvs. eksempelvis økonomiske, sociale og etiske, aspekter, dels at træffe beslutning om prisfastsættelse og godtgørelse, foreslår EØSU, at man f.eks. i et særskilt studie undersøger muligheden for at indføre en fælles prispolitik i EU — for at sikre gennemsigtighed og tilgængelighed for hele befolkningen — med hensyn til lægemidler, medicinsk udstyr og medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik generelt, i særdeleshed når de har været underkastet en MTV, med det mål at forbedre deres tilgængelighed for alle europæiske borgere og undgå paralleleksport og -import, der udelukkende er baseret på prisen. Dette vil støtte arbejdet i de ansvarlige nationale udvalg, som forvalter prisregistre, eller observatorier (som fastsætter prislofter) i en række lande, især med hensyn til medicinsk udstyr.

5.3.

Selv om »termen »medicinsk teknologi« skal forstås i bred forstand, omfattende lægemidler, medicinsk udstyr, lægelige og kirurgiske procedurer samt foranstaltninger til sygdomsforebyggelse, diagnosticering og behandling anvendt i forbindelse med sundhedsydelser«, er fælles kliniske vurderinger begrænset til lægemidler, der er omfattet af den centrale procedure for markedsføringstilladelse, nye virksomme stoffer og eksisterende produkter, for hvilke markedsføringstilladelsen er udvidet til at omfatte en ny terapeutisk indikation, og visse klasser af medicinsk udstyr og medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik, som de relevante ekspertpaneler nedsat i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/745 (12) og (EU) 2017/746 (13) har afgivet udtalelse om, og som er udvalgt af den koordinationsgruppe, der oprettes ved nærværende forordning.

5.4.

For at forebygge degenerative sygdomme og også at begrænse unødige hospitalsindlæggelser af ældre, omsorgskrævende personer bør der iværksættes foranstaltninger, som øger kvaliteten af sundhedsplejen og den sociale omsorg og dermed patienternes sikkerhed og trivsel.

5.4.1.

EØSU mener, at der bør træffes foranstaltninger og tages skridt til at støtte hospitalerne i overvågningen af hospitalsinfektioner og forebyggelse og begrænsning af dem, og at forordningens anvendelsesområde bør udvides til at omfatte sådanne foranstaltninger, hvilket kan være særdeles nyttigt i tilfælde af pandemier som den aktuelle. Det konkrete eksempel vedrører de omkring 37 000 (14) personer i Europa, som hvert år mister livet som følge af en hospitalsinfektion. Der er et presserende behov for at forbedre patientsikkerheden og kvaliteten af de tilbudte sundhedsydelser med fokus på forebyggelse af hospitalsinfektioner og fornuftig anvendelse af antibiotika.

6. Hvad koster den foretrukne løsning?

6.1.

EØSU mener, at den foretrukne løsning er omkostningseffektiv, idet de nødvendige omkostninger i stort omfang opvejes af besparelser for medlemsstaterne og industrien (15) som følge af, at man sammenlægger ressourcerne, undgår dobbeltarbejde og forbedrer forudsigeligheden for virksomhederne.

6.2.

EØSU støtter, at der skal være tilstrækkelig finansiering til fælles arbejde og frivilligt samarbejde om MTV mellem medlemsstaterne inden for områder som udvikling og gennemførelse af vaccinationsprogrammer for at sikre, at der er tilstrækkelige ressourcer til rådighed (16) til det fælles arbejde, der er omhandlet i forslaget til forordning, og til den støtteramme, der ligger til grund for disse aktiviteter.

6.3.

EØSU foreslår for at sikre effektivitet med hensyn til omkostninger og tid, at koordineringsgruppen bestående af repræsentanter for medlemsstaterne kunne dække mere end ét og maksimalt tre områder, så der arbejdes parallelt, dvs. et for kræftlægemidler, lægemidler til sjældne sygdomme og lægemidler til avanceret terapi, et for alle andre lægemidler og et til in vitro-diagnostisk medicinsk udstyr og medicinsk udstyr. Afgørelser truffet af sådanne videnskabeligt funderede organer bør træffes ved afstemning med simpelt flertal.

6.4.

Tilsammen udgør (offentlige og private) sundhedsudgifter i EU omkring 1 300 mia. EUR om året (17), (heraf 220 mia. EUR til lægemidler (18) og 100 mia. EUR til medicinsk udstyr (19)). I gennemsnit udgør udgifterne til sundhedspleje ca. 10 % af EU's BNP (20).

6.5.

EØSU mener, at faktoren øget aldring sammen med den større forekomst af kroniske sygdomme og pandemier styrker behovet for investeringer i sundhedssystemer og sundhedsydelser samtidig med, at medlemsstaterne også står over for stadig større budgetmæssige restriktioner.

6.6.

EØSU mener i øvrigt, at denne udvikling vil kræve, at medlemsstaterne styrker sundhedsbudgetternes effektivitet yderligere og fokuserer på effektive teknologier, samtidig med at innovationsincitamenterne bevares (21).

6.7.

EØSU ville være parat til at støtte anvendelsen af skattemæssige incitamenter i visse medlemsstater samt en mulig justering af minimumstærsklen for statsstøtte i opadgående retning. Et forslag kunne være en eventuel revision af maksimumsbeløbet for anvendelse af de minimis-reglerne om statsstøtte. Således kunne man hæve det nugældende loft på 200 000 EUR til mindst 700 000 EUR for SMV'er, der er aktive inden for sundheds- og plejesektoren, og samtidig pålægge de berørte virksomheder yderligere kvalitetskrav, f.eks. om at udarbejde projekter, der kræver samarbejde mellem flere virksomheder, at investere i forskning og innovation og at geninvestere hele deres overskud i virksomheden. Det vil være muligt at anvende disse bestemmelser til at tilskynde SMV'er og socialøkonomiske virksomheder til at investere mere i forskning og innovation og i udvikling af netværkssamarbejde (22).

6.8.

Udvalget anser den offentlige støtte for særdeles relevant i forbindelse med MTV, og denne kan helt sikkert styrkes, hvis man samordner indsatsen og undgår unødigt dobbeltarbejde. Det anslås, at hver MTV, som udføres i et land, koster de nationale organer omkring 30 000 EUR og sundhedssektoren 100 000 EUR (23). Hvis f.eks. 10 medlemsstater foretog en MTV af samme teknologi, og dette arbejde erstattes af en fælles rapport, vil der kunne spares op til 70 % af nævnte beløb, selv når det samtidig antages, at omkostningerne til en fælles vurdering er tre gange højere end til en enkelt national rapport som følge af større behov for samordning. Disse midler kunne enten spares eller omfordeles til andre MTV-aktiviteter. I betragtning af de meget høje omkostninger, der er forbundet med de nye teknologier, er det imidlertid nødvendigt, at den MTV, som anvendes af en medlemsstat til at træffe beslutning om godtgørelse af en teknologi, er i overensstemmelse med dens nationale behandlingsudbud. Hvad angår f.eks. kræftbehandlinger, der som regel koster over 100 000 EUR pr. patient, vil en uheldig klinisk vurdering indebære langt større omkostninger end de besparelser, der opnås ved en fælles vurdering. Det er vigtigt at nævne, at »European Cancer Patient Coalition (ECPC) hilser det aktuelle forslag velkommen. Da dobbeltarbejde undgås, vil obligatoriske fælles kliniske vurderinger fjerne risikoen for at komme frem til divergerende resultater og dermed begrænse forsinkelserne i adgangen til nye behandlinger mest muligt« (24). Desuden glæder International Association of Mutual Benefit Societies (AIM, en international sammenslutning af NGO'er på sundhedsområdet) »sig over, at Kommissionen foreslår at give MTV-samarbejde på EU-niveau en mere permanent status (25).

6.9.

På grund af de enorme økonomiske interesser, der er på spil, rammes sektoren for medicinsk teknologi nemt af interessekonflikter, hvorfor det er meget vigtigt, at MTV bliver organiseret på en objektiv, uafhængig, solid og gennemsigtig måde som anført i forslaget.

7. Hvordan vil SMV’er og mikrovirksomheder blive påvirket?

7.1.

Efter EØSU’s opfattelse kan forslaget forventes at være til gavn for SMV'er og socialøkonomiske virksomheder, der er aktive i denne sektor, idet det vil reducere den nuværende administrative byrde og de høje overholdelsesomkostninger som følge af, at der skal indgives flere dossierer for at opfylde forskellige nationale MTV-krav. Dette vil øge SMV'ernes deltagelse, og EØSU beklager derfor manglen på særlige bestemmelser for SMV'er. Navnlig vil fælles kliniske vurderinger og fælles videnskabelige samråd, som er omhandlet i forslaget, øge forudsigeligheden for virksomhederne. Dette er særlig relevant for SMV'er og sociale virksomheder, da de generelt er tilbøjelige til at have en mindre produktportefølje og mere begrænsede øremærkede ressourcer og muligheder, når det gælder MTV (26). Det er værd at bemærke, at forslaget ikke indeholder nogen bestemmelser om gebyrer for fælles kliniske vurderinger eller fælles videnskabelige samråd, hvilket ligeledes har stor betydning for beskæftigelsen (f.eks. begrænsning af arbejdsløshed). Forbedret forudsigelighed for virksomheder takket være det fælles arbejde om MTV i hele EU forventes at få en positiv indvirkning på konkurrenceevnen i EU's sektor for medicinsk teknologi.

7.2.

Et meget vigtigt finansielt incitament for SMV'er kunne være at tilskynde dem til efter 2020 at deltage i europæiske udviklingsfinansieringsprogrammer i henhold til de nationale strategiske referencerammer. Programmerne vedrørende nationale strategiske referencerammer for perioden 2014-2020 indeholdt specifikke bestemmelser om forsknings- og udviklingsforanstaltninger med henblik på at bekæmpe fattigdom og arbejdsløshed.

7.2.1.

Efter EØSU's mening er det ikke alene nødvendigt at bevare disse programmer, men tilmed at udvide dem til at omfatte de bredere principper i forslaget til forordning og gøre dem til et værktøj, der stimulerer forskning, udvikling og kreativitet.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om medicinsk teknologivurdering og om ændring af direktiv 2011/24/EU.

(2) https://www.eesc.europa.eu/el/our-work/opinions-information-reports/opinions/health-technology-assessment

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser (EUT L 88 af 4.4.2011, s. 45).

(4) EUnetHTA fælles aktion 1, 2010-2012, EUnetHTA fælles aktion 2, 2012-2015 og EUnetHTA fælles aktion 3, 2016-2019. Se: http://www.eunethta.eu/.

(5) https://www.eesc.europa.eu/el/our-work/opinions-information-reports/opinions/health-technology-assessment

(6) http://www.astrid-online.it/static/upload/7787/7787e169a7f0afc63221153a6636c63f.pdf

(7) http://ec.europa.eu/economy_finance/publications/european_economy/2015/pdf/ee3_en.pdf

(8) Jf. fodnote 1.

(9) Stillingtagen fra Arbejdsgruppen af Europæiske Kræftpatientnetværk (WECAN) om yderligere EU-integration af MTV, https://wecanadvocate.eu/wecan-position-further-eu-integration-of-hta/.

(10) Relevant lovgivning omfatter direktiv 2001/83/EF, forordning (EF) nr. 726/2004, forordning (EU) nr. 536/2014, forordning (EU) 2017/745 og forordning (EU) 2017/746.

(11) Behovet for forbedret synergi anerkendes også af medlemsstaterne i oplægget Synergies between regulatory and HTA issues on pharmaceuticals fra MTV-netværket og af EUnetHTA og EMA (Det Europæiske Lægemiddelagentur) i deres fælles Report on the implementation of the EMA-EUnetHTA three-year work plan 2012-2015.

(12) EUT L 117 af 5.5.2017, s. 1.

(13) EUT L 117 af 5.5.2017, s. 176.

(14) http://www.cleoresearch.org/en/

(15) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=CELEX:52018SC0041 Omkostningsbesparelsen i forbindelse med fælles vurderinger (vurderinger af relativ effektivitet, REA) må antages at kunne andrage 2,67 mio. EUR årligt.

(16) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:52018SC0041 de samlede omkostninger i forbindelse med den foretrukne løsning er anslået til ca. 16 mio. EUR.

(17) Data fra Eurostat. Fra arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene Pharmaceutical Industry: A Strategic Sector for the European Economy, GD GROW 2014. Eurostat, udgifter til sundhedsvæsenet i samtlige medlemsstater, data fra 2012 eller de seneste data, der er til rådighed. For Irland, Italien, Malta og Det Forenede Kongerige suppleres disse tal med sundhedsdata fra WHO (med ECB's årlige omregningskurs).

(18) Eurostat data, in DG GROW SWP, 2014, Pharmaceutical Industry: A Strategic Sector for the European Economy.

(19) Meddelelse om Sikkert, effektivt og innovativt medicinsk udstyr og medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik til gavn for patienter, forbrugere og sundhedspersoner, COM(2012) 540 final. Analyser fra Verdensbanken, EDMA, Espicom og Eucomed.

(20) Kommissionen. Det europæiske semester, tematisk faktablad om sundhed og sundhedssystemer, 2015. Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender (ECFIN), Cost-containment policies in public pharmaceutical spending in the EU (Politikker til begrænsning af offentlige lægemiddeludgifter i EU), 2012. Se også http://ec.europa.eu/smart-regulation/roadmaps/docs/2016_sante_144_health_technology_assessments_en.pdf.

(21) Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender (ECFIN), Cost-containment policies in public pharmaceutical spending in the EU (politikker til begrænsning af offentlige lægemiddeludgifter i EU), 2012.

(22) På nuværende tidspunkt fastsættes i forordning (EU) nr. 1407/2013 et loft på 200 000 EUR for den statsstøtte, som virksomhederne kan modtage over en periode på tre år, herunder i form af skattelettelser. På grund af den økonomiske krise hævede EU midlertidigt dette loft til 500 000 EUR i 2008 som led i sin genopretningsplan. Det må erkendes, at den stigende efterspørgsel efter sundhedstjenesteydelser, især til omsorgskrævende personer, vil udgøre en af de største udgiftsposter for medlemsstaternes sundhedssystemer. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at indføre en særlig ordning til at skabe incitamenter for og tildele støtte til virksomheder, som er aktive inden for levering af social service på lokalt plan.

(23) GD ECFIN, The 2015 Ageing Report (rapporten om befolkningsaldringen), 2015. OECD, 2015. Pharmaceutical expenditure and policies: past trends and future challenges.

(24) http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/BRIE/2018/614772/EPRS_BRI(2018)614772_EN.pdf

(25) https://www.aim-mutual.org/wp-content/uploads/2018/02/AIM-on-HTA.pdf

(26) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=CELEX:52018SC0041

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/102

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår tildeling af gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen for at fastsætte betydningen af de termer, der anvendes i visse bestemmelser i direktivet«

(COM(2020) 749 final — 2020/0331 (CNS))

(2021/C 286/18)

Ordfører:

Christophe LEFÈVRE

Anmodning om udtalelse	Rådet for Den Europæiske Union, 7.1.2021
Retsgrundlag	Artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	13.4.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	226/2/6

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU støtter det overordnede formål med Kommissionens forslag, idet retssikkerhed og forudsigelighed i momsdirektivet (1) er en vigtig forudsætning for at skabe lige konkurrencevilkår i alle medlemsstater og for yderligere at fremme det indre marked.

1.2.

De vedvarende forskelle mellem medlemsstaterne, med hensyn til både fortolkningen og gennemførelsen af momsdirektivet, er utvivlsomt skadelige for det indre marked, hvilket Kommissionen har påpeget. EØSU tilskynder derfor til en hurtig og effektiv indsats på dette område.

1.3.

Mere ensartede momsregler kan reelt reducere efterlevelsesomkostningerne og øge væksten for alle virksomheder, der er aktive i EU, især for SMV'er, der arbejder på tværnationalt grundlag, idet de er mere påvirket af lovgivningsmæssige forskelle mellem medlemsstaterne.

1.4.

Forskelle i anvendelsen af momsreglerne kan resultere i betydelige negative forvridninger i hele det indre marked og som følge heraf negative sociale virkninger, hvilket bør forebygges ved at sikre en mere konsekvent anvendelse af de eksisterende regler.

1.5.

EØSU kan dog ikke undlade at bemærke, at Kommissionens forslag, navnlig forslagene til emner, der skal høre under det nye regelsæt, kan støde på betydelig modstand fra mange medlemsstater, hvilket kan give anledning til »principielle indvendinger« mod Kommissionens forslag.

1.6.

EØSU opfordrer derfor til at overveje andre foranstaltninger, der kan forbedre det indre marked, så hurtigt som muligt. I den nuværende politiske situation foreslår EØSU, at Kommissionen som et første skridt overvejer at forbedre og styrke det eksisterende rådgivende udvalg om moms (Momsudvalget) og dets beslutningsproces med henblik på at øge graden af ensartethed i momsreglerne i medlemsstaterne, der på nuværende tidspunkt er utilfredsstillende.

1.7.

EØSU mener desuden, at det vil være nyttigt på behørig vis at spore tilfælde af heterogen anvendelse og gennemførelse af de aftalte momsregler på nationalt plan. Det er vigtigt at gøre de eksisterende forskelle gennemsigtige, klare og offentlige med det formål at forbedre ensartetheden inden for de nuværende lovgivningsmæssige rammer.

1.8.

Denne tilgang kunne resultere i et effektivt system med »gruppepres«, som vil gøre det meget sværere for medlemsstaterne at afvige fra konsoliderede fortolkninger og gennemførelsespraksis til skade for det indre marked.

1.9.

EØSU mener endvidere, at det er vigtigt, at Kommissionen gennemfører konsekvensanalyser af eventuelle forskelle i gennemførelsen eller fortolkningen af de aftalte momsregler i de enkelte medlemsstater. Konsekvensanalyserne bør offentliggøres, drøftes grundigt og følges op i Momsudvalget.

1.10.

Endelig vil EØSU gerne henlede opmærksomheden på eventuelle uønskede virkninger af det nye forslag. Kommissionens foreslåede gennemførelsesrolle, set i relation til nogle af hovedbegreberne i momsdirektivet, kan gøre det vanskeligt at skelne mellem anvendelsesområdet for Kommissionens nye beføjelser, og hvad der reelt vil udgøre en ændring af momsdirektivet. En sådan usikkerhed kan muligvis forhindre, at der kan opnås den nødvendige enstemmighed i Rådet om at ændre momsdirektivet i fremtiden.

2. Kommissionens forslag

2.1.

I det foreliggende lovgivningsforslag påpeges det, at Kommissionen på nuværende tidspunkt ikke har gennemførelsesbeføjelser med hensyn til momsdirektivet. Det eneste værktøj, der er til rådighed til gennemførelse af direktivets bestemmelser, er det rådgivende udvalg (Momsudvalget), der er nedsat i henhold til artikel 398.

2.2.

Momsudvalget består af repræsentanter for medlemsstaterne og Kommissionen og har ansvaret for at behandle spørgsmål vedrørende anvendelsen af EU's momsbestemmelser, som forelægges af Kommissionen eller en medlemsstat. Momsudvalget kan i øjeblikket kun vedtage ikkebindende retningslinjer for anvendelsen af momsdirektivet, mens bindende gennemførelsesforanstaltninger kan vedtages af Rådet på grundlag af et forslag fra Kommissionen.

2.3.

Ifølge Kommissionen sikrer de eksisterende retningslinjer ikke altid en ensartet anvendelse af EU's momslovgivning, hvilket også skyldes de påviste vanskeligheder med at nå frem til enstemmige retningslinjer i Momsudvalget. Som illustration giver Kommissionen flere eksempler på manglende enstemmighed om regler og principper vedrørende de strategiske bestemmelser og begreber i momsdirektivet.

2.4.

Kommissionen påpeger endvidere, at sådanne forskelle kan have flere negative konsekvenser, herunder: i) en risiko for dobbeltbeskatning eller ingen beskatning, ii) retsusikkerhed og manglende forudsigelighed og iii) yderligere omkostninger for virksomhederne. I den henseende vil EU-Domstolens retspraksis, selv om den er nyttig, ifølge Kommissionen ikke være en optimal løsning til at undgå alle de usikkerheder, der følger af bestemmelserne i momsdirektivet.

2.5.

For at forbedre retssikkerheden og forudsigeligheden stilles der i lovgivningsforslaget derfor forslag om, at Kommissionen får beføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter på visse områder, der er omfattet af momsdirektivet. Det foreslås endvidere at nedsætte et udvalg, der skal føre tilsyn med Kommissionens nye beføjelser.

2.6.

Kommissionens foreslåede gennemførelsesrolle vil fokusere på de specifikke områder og begreber vedrørende EU-moms, som kræver ensartet anvendelse, og hvor der er behov for større sikkerhed og forudsigelighed. Rådet vil til gengæld beholde sine gennemførelsesbeføjelser uden for Kommissionens fremtidige mandat.

2.7.

De nye regler fastholder navnlig, at Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter vil fastlægge betydningen af de termer, der anvendes inden for følgende områder/begreber i momsdirektivet: i) afgiftspligtige personer, ii) momspligtige transaktioner, iii) stedet for afgiftspligtige transaktioner, iv) afgiftspligtens indtræden og afgiftens forfald, v) afgiftsgrundlaget, vi) momsfritagelser, vii) momsnedsættelser, viii) forpligtelserne for afgiftspligtige personer og visse ikkeafgiftspligtige personer og ix) særordningerne.

2.8.

Retsgrundlaget for dette forslag er artikel 113 i TEUF, der giver Rådet, som træffer afgørelse med enstemmighed efter en særlig lovgivningsprocedure og efter høring af Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, mulighed for at vedtage bestemmelser om harmonisering af medlemsstaternes regler vedrørende indirekte skatter.

2.9.

Ifølge forslaget udelukker tildelingen af gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen ikke, at medlemsstaterne foretager en generel kontrol af Kommissionens udøvelse af disse beføjelser.

2.10.

Der nedsættes et særligt udvalg i henhold til de nye regler. Bestemmelserne om udvalgets sammensætning og formand er direkte fastsat i artikel 3 i forordningen om udvalgsprocedurer.

3. Generelle og særlige bemærkninger

3.1.

EØSU bifalder og støtter det overordnede mål, der forfølges med Kommissionens forslag. Det har afgørende betydning at sikre retssikkerhed og forudsigelighed med hensyn til momsdirektivet for at skabe lige konkurrencevilkår og fremme det indre marked.

3.2.

De nuværende forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til gennemførelsesretsakterne er skadelige for det indre marked, hvilket Kommissionen har påpeget. Desuden kompliceres regelsættet endnu mere af, at ikke blot gennemførelsesretsakter, men også fortolkningen af regler og begreber i momsdirektivet kan være forskellige.

3.3.

Mere ensartede momsregler kan reelt reducere efterlevelsesomkostningerne og bidrage til vækst for alle virksomheder, der er aktive på det indre marked, især for SMV'er, der arbejder på tværnationalt grundlag. Konsolideringen af selve det indre marked kunne i høj grad drage fordel af større ensartethed på momsområdet i medlemsstaterne.

3.4.

Der er talrige eksempler på skadelige forskelle i gennemførelsen af aftalte momsregler. Der er f.eks. ingen fælles konsensus om og fortolkning af, hvorvidt et »oplag« er et »fast forretningssted for en afgiftspligtig person eller ej« eller af betydningen af udtrykket »leverandør…, som enten selv forsender eller transporterer varerne eller på sine vegne lader en tredjemand forsende eller transportere varerne« i henhold til momsdirektivets artikel 36a, stk. 3.

3.5.

EØSU påpeger, at forskelle i anvendelsen af momsreglerne kan resultere i betydelige negative forvridninger i hele det indre marked og som følge heraf negative sociale virkninger, som er uacceptable og bør forebygges ved at sikre en mere konsekvent anvendelse af de eksisterende momsregler.

3.6.

EØSU kan dog ikke undlade at bemærke, at Kommissionens forslag kan støde på betydelig modstand fra mange medlemsstater, når der skal opnås enighed om, hvilke spørgsmål der skal behandles under henholdsvis det nye regelsæt og de eksisterende regler om en ændring af momsdirektiverne. EØSU opfordrer derfor til at overveje andre foranstaltninger, der kan styrke det indre marked, så hurtigt som muligt.

3.7.

I den nuværende politiske situation foreslår EØSU, at Kommissionen som et første skridt overvejer at forbedre funktionen af det eksisterende Momsudvalg. Udvalget kunne styrkes og gøres mere effektivt og således bevare en vigtig rolle for medlemsstaterne og forbedre den nuværende utilfredsstillende grad af ensartethed.

3.8.

EØSU mener, at det vil være nyttigt på behørig vis at spore tilfælde af heterogen anvendelse og gennemførelse af de aftalte momsregler på nationalt plan. Det er vigtigt, at forskellene er gennemsigtige, klare og offentlige med det formål at forbedre ensartetheden inden for de nuværende lovgivningsmæssige rammer. På trods af alle de begrænsninger og mangler, som Kommissionen har beskrevet, har Momsudvalget ikke desto mindre opnået betydelig erfaring med at behandle komplekse spørgsmål vedrørende momsdirektivet.

3.9.

EØSU foreslår en »gruppepres«-tilgang. En sådan tilgang kunne være effektiv og gøre det meget vanskeligere for medlemsstaterne at afvige fra og skabe hindringer for et velfungerende indre marked. Medlemsstaterne ville skulle forklare, hvorfor der er sket en afvigelse i gennemførelsen. Ifølge EØSU bør medlemsstaterne ikke modsætte sig gennemsigtighed og ansvarlighed.

3.10.

3.11.

I overensstemmelse med denne argumentation kan begrundelsen for at afvige fra de fælles regler og den aftalte gennemførelse af dem anfægtes, samtidig med at proportionalitets- og nærhedsprincippet overholdes.

3.12.

Endelig vil EØSU gerne henlede opmærksomheden på eventuelle uønskede virkninger af det nye forslag. Kommissionens gennemførelsesrolle, set i relation til nogle af de mere relevante begreber i momsdirektivet, kan gøre det vanskeligt at skelne mellem anvendelsesområdet for Kommissionens nye beføjelser, og hvad der reelt vil udgøre en ændring af momsdirektivet. En sådan usikkerhed kan muligvis gøre det vanskeligere at opnå den nødvendige enstemmighed i Rådet om at ændre momsdirektivet i fremtiden.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/106

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet for så vidt angår indholdet af elektroniske registre«

(COM(2021) 28 final — 2021/0015 (CNS))

(2021/C 286/19)

Ordfører:

Szilárd PODRUZSIK

Anmodning om udtalelse	Rådet for den Europæiske Union, 5.2.2021
Retsgrundlag	Artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	13.4.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	230/0/6

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Som EØSU tidligere har gjort opmærksom på (1), støtter det fuldt ud en løbende ajourføring af reglerne, der muliggør en passende grad af administrativt samarbejde mellem de nationale skattemyndigheder. Udvalget går desuden ind for, at Kommissionen og medlemsstaterne gør bedst mulig brug af IT og teknologisk avancerede systemer til at forbedre skatteopkrævningen og bekæmpe svig.

1.2.

EØSU støtter fuldt ud Kommissionens forslag, i det omfang det indebærer tekniske tilpasninger af den nuværende lovgivning om nationale punktafgiftsregistre, der har vist sig at være nødvendige i lyset af den nylige vedtagelse af direktiv (EU) 2020/262 (2).

1.3.

Udvalget minder om, at det i forbindelse med oprettelsen og driften af nationale punktafgiftsregistre er vigtigt at respektere retten til privatlivets fred, for så vidt angår de oplysninger, der indføres og behandles i registrene. Behandlingen af disse oplysninger bør begrænses til, hvad der er nødvendigt og forholdsmæssigt for at beskytte medlemsstaternes legitime beskatningsinteresser i tråd med proportionalitetsprincippet som udviklet i EU-Domstolens retspraksis.

1.4.

Eftersom vedtagelsen af direktiv (EU) 2020/262 — som definerer »autoriseret afsender« og »autoriseret modtager« samt »autoriseret afsender eller autoriseret modtager, der kun lejlighedsvis sender eller modtager punktafgiftspligtige varer« — har nødvendiggjort en tilpasning af de nationale registre, anbefaler EØSU, at Kommissionen sikrer en tilstrækkelig grad af harmonisering i fortolkningen og gennemførelsen af disse begreber af hensyn til ensartetheden af de oplysninger, der indføres i de nationale registre.

1.5.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til nøje at overveje og overvåge gennemførelsesomkostningerne under den tilpasningsproces, som Kommissionens forslag igangsætter. Skulle det under tilpasningsprocessen vise sig at være nødvendigt med yderligere udgifter for fuldt ud at beskytte de europæiske virksomheders og borgeres data, bør der omgående foretages tilstrækkelige ekstrainvesteringer i IT og registrenes cybersikkerhed.

2. Kommissionens forslag

2.1.

Kommissionens forslag ændrer Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 (3), som udgør retsgrundlaget for administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne på punktafgiftsområdet, for så vidt angår indholdet af de nationale elektroniske registre.

2.2.

Forslaget nødvendiggøres af kapitel V i det nyligt vedtagne direktiv (EU) 2020/262. Navnlig hedder det i direktivets artikel 35, stk. 8, at »for en autoriseret afsender eller en autoriseret modtager, der kun lejlighedsvis sender eller modtager punktafgiftspligtige varer, begrænses den i artikel 3, nr. 12) og 13), omhandlede autorisation til en nærmere bestemt mængde punktafgiftspligtige varer, en enkelt afsender eller modtager og en nærmere bestemt periode«.

2.3.

På grundlag af denne bestemmelse præciseres det i Kommissionens forslag, hvilke oplysninger der skal indføres i medlemsstaternes registre, når det gælder autoriserede afsendere og modtagere, som kun lejlighedsvis flytter varer.

2.4.

Artikel 19 i Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at vedligeholde elektroniske registre over godkendte erhvervsdrivende og afgiftsoplag, som er involveret i bevægelser af punktafgiftspligtige varer under afgiftssuspensionsordninger, samt godkendte erhvervsdrivende, der i egenskab af autoriserede afsendere og autoriserede modtagere er involveret i bevægelser af varer, som allerede er overgået til forbrug.

2.5.

For at opnå et velfungerede IT-system gennem lagring af fuldstændige, ajourførte og nøjagtige data er sigtet med Kommissionens forslag at udvide anvendelsesområdet for artikel 19 i Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 med henblik på at fastsætte, hvilke oplysninger medlemsstaterne skal indføre i registrene over erhvervsdrivende, der kun lejlighedsvis flytter punktafgiftspligtige varer.

2.6.

Nærmere bestemt vedrører disse oplysninger — både hvad angår autoriserede afsendere og autoriserede modtagere — mængden af varer, den erhvervsdrivendes identitet ved ophøret af varernes bevægelse og den midlertidige autorisations varighed.

2.7.

Den foreslåede ændring har ikke til formål at definere en ny kategori af godkendte erhvervsdrivende i forhold til punktafgift, men i første omgang snarere at knytte forsendelser i fri bevægelse i en medlemsstat til de allerede definerede begreber »afgiftsoplag«, »registreret modtager« og »registreret afsender«, som igen knyttes til de nye begreber »autoriseret afsender« og/eller »autoriseret modtager«. Ændringen udvider og præciserer således de oplysninger, der allerede er registreret i den officielle database.

2.8.

Forslaget er baseret på artikel 113 i TEUF, hvorefter »Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed efter en særlig lovgivningsprocedure og efter høring af Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg, vedtager bestemmelser om harmonisering af lovgivningerne vedrørende omsætningsafgifter, punktafgifter og andre indirekte skatter, i det omfang en sådan harmonisering er nødvendig for at sikre det indre markeds oprettelse og funktion og undgå konkurrenceforvridning«.

2.9.

Forslaget ændrer ikke på EU-budgettet og finder anvendelse fra den 13. februar 2023.

3. Generelle og særlige bemærkninger

3.1.

Som EØSU har gjort opmærksom på i tidligere udtalelser (4), støtter det fuldt ud en løbende ajourføring af reglerne, der muliggør en passende grad af administrativt samarbejde mellem de nationale myndigheder med henblik på at sikre fuld skatteopkrævning og en effektiv bekæmpelse af svig på punktafgiftsområdet.

3.2.

Udvalget går desuden ind for, at Kommissionen og medlemsstaterne gør bedst mulig brug af IT og teknologisk avancerede systemer til at forbedre skatteopkrævningen og bekæmpe svig.

3.3.

EØSU støtter derfor fuldt ud det her behandlede forslag, i det omfang det indebærer tekniske tilpasninger af den nuværende lovgivning om nationale punktafgiftsregistre, der har vist sig at være nødvendige i lyset af den nylige vedtagelse og gennemførelse af direktiv (EU) 2020/262.

3.4.

EØSU finder det hensigtsmæssigt at have en omfattende database, som gør de oplysninger, der er omfattet af forslaget, verificerbare i SEED-systemet. Overvågningen af afgiftsbelagte forsendelser og af, hvorvidt punktafgiftsforpligtelser opfyldes korrekt, bliver hermed harmoniseret, mere effektiv og mere gennemsigtig.

3.5.

Forslaget synes at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet, idet de nationale registres indhold og funktion — hvad angår oplysninger om registrerede afsendere og registrerede modtagere, der kun flytter varer lejlighedsvis — skal harmoniseres ved hjælp af EU-regler. Kommissionens lovgivningsmæssige mål vil i højere grad kunne nås med sådanne regler end med flere nationale tilgange. I den forbindelse forekommer valget af en forordning, der skal godkendes i henhold til artikel 113 i TEUF, at være hensigtsmæssigt.

3.6.

Forslaget er desuden i tråd med proportionalitetsprincippet som udviklet i EU-Domstolens retspraksis og nedfældet i traktaten. Forslagets indhold begrænser sig i øvrigt til, hvad der er nødvendigt for at nå Kommissionens lovgivningsmæssige mål, uden at private virksomheders interesser bliver unødigt påvirket.

3.7.

Med andre ord fører forslaget til en acceptabel forøgelse af den administrative byrde for de nationale skattemyndigheder, der er begrundet i, at den kontrol, der gennemføres via registrene, i sidste ende bliver mere omfattende samt mere effektiv og gennemsigtig.

3.8.

Udvalget minder om, at det i forbindelse med oprettelsen og driften af nationale registre er vigtigt at respektere de grundlæggende rettigheder og især retten til privatlivets fred, for så vidt angår de oplysninger, der indføres og behandles i registrene. Behandlingen af disse oplysninger bør begrænses til, hvad der er nødvendigt og forholdsmæssigt for at beskytte medlemsstaternes legitime beskatningsinteresser i tråd med proportionalitetsprincippet.

3.9.

Eftersom vedtagelsen af direktiv (EU) 2020/262 — som definerer »autoriseret afsender« og »autoriseret modtager« (artikel 3) samt »autoriseret afsender eller autoriseret modtager, der kun lejlighedsvis sender eller modtager punktafgiftspligtige varer« (artikel 35) — har nødvendiggjort en tilpasning af registrene, anbefaler EØSU, at Kommissionen sikrer en tilstrækkelig grad af harmonisering i fortolkningen og gennemførelsen af disse begreber af hensyn til ensartetheden af de oplysninger, der indføres i de nationale registre.

3.10.

EØSU bemærker, at forslaget ikke vil påvirke EU-budgettet, men opfordrer samtidig medlemsstaterne til nøje at overveje og overvåge gennemførelsesomkostningerne under tilpasningsprocessen. Der bør dog, hvis det skønnes nødvendigt, foretages tilstrækkelige ekstrainvesteringer i IT, skulle det under tilpasningsprocessen vise sig at være nødvendigt med yderligere udgifter for fuldt ud at beskytte de europæiske virksomheders og borgeres data.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Se EØSU's udtalelse om Administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet (EUT C 68 af 6.3.2012, s. 45).

(2) EUT L 58 af 27.2.2020, s. 4.

(3) EUT L 121 af 8.5.2012, s. 1.

(4) Se EØSU's udtalelse om Administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet (EUT C 68 af 6.3.2012, s. 45).

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/109

(COM(2020) 724 final)

om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om styrkelse af Det Europæiske Lægemiddelagenturs rolle i forbindelse med kriseberedskab og krisestyring med hensyn til lægemidler og medicinsk udstyr«

(COM(2020) 725 final — 2020/321 (COD))

om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 851/2004 om oprettelse af et europæisk center for forebyggelse af og kontrol med sygdomme«

(COM(2020) 726 final — 2020/320 (COD))

om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler og om ophævelse af afgørelse nr. 1082/2013/EU«

(COM(2020) 727 final — 2020/322 (COD))

(2021/C 286/20)

Ordfører:

Ioannis VARDAKASTANIS (EL-III)

Anmodning om udtalelse	Rådet, 14.12.2020 Europa-Parlamentet, 14.12.2020 Kommissionen, 12.11.2020
Retsgrundlag	Artikel 168, stk. 5, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	16.4.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4./2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	232/3/7

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Med denne pakke om en »EU-sundhedsunion« skal Den Europæiske Union (EU) og medlemsstaterne reagere på EU-borgernes ønske om, at EU kommer til at spille en mere aktiv rolle med hensyn til at beskytte deres sundhed og fremme retten til sundhed. En nylig EU-undersøgelse viser, at 66 % af EU-borgerne ønsker, at EU skal have mere indflydelse på sundhedsrelaterede anliggender. 54 % af de adspurgte mener, at folkesundhed bør være en udgiftsprioritet for EU-budgettet (1). Der er behov for en særlig forbedring af EU's kapacitet til effektivt at forebygge, opdage, forberede sig på og håndtere grænseoverskridende sundhedstrusler. Som sådan skal en drøftelse og potentiel revision finde sted med hensyn til nærhedsprincippet, kompetencefordelingen og henvisningerne til grænseoverskridende sundhedstrusler og beredskab i EU-traktaterne, når der har været tid til fuldt ud at evaluere denne pandemi og EU's og medlemsstaternes indsats. I mellemtiden skal de ambitiøse initiativer inden for traktaternes nuværende rammer fortsætte.

1.2.

EU-borgerne har under pandemien set og følt, hvor dårligt EU var forberedt på at beskytte borgerne med sin splittede sundhedsarkitektur og forebyggelsesstrategi kombineret med årtier med økonomiske stramninger og underinvestering i sundhedspleje og social behandling. Dette forårsagede tab af menneskeliv, stigende ulighed og fattigdomsrater. Den afslører også, at mange mennesker i EU stadig ikke er beskyttet mod forskelsbehandling eller ikke har adgang til oplysninger om folkesundhed eller sundhedspleje. EØSU opfordrer til stadighed til en opadgående konvergens i sundheds- og socialsystemerne og i alle generelle fælles EU-principper (2). Foranstaltninger til sundhedsbeskyttelse skal altid være i overensstemmelse med alle grundlæggende rettigheder og bygge på solidaritetsbaserede sundhedssystemer. Proceduren for det europæiske semester bør kontrollere kvaliteten af og betingelserne for medlemsstaternes krisestyring og sundhedssystemer.

1.3.

Covid-19-pandemien har vist, hvor vigtige sundheds- og plejeydelser er, og at sundhed er et offentligt gode. Med dette for øje bør EU og medlemsstaterne sikre, at alle har lige adgang til sundheds- og sociale ydelser af god kvalitet og med tilstrækkelig bemanding og tilstrækkeligt udstyr.

1.4.

Under hele pandemien har sundhedspersonale, socialarbejdere, sundhedsmæglere, aktører i civilsamfundet og leverandører af væsentlige ydelser (mad, transport) befundet sig i pandemiens frontlinje og udvist en enestående grad af solidaritet i en meget svær tid. Der bør rettes særlig opmærksomhed mod sundhedspersonalet og behovet for bedre arbejdsbetingelser, herunder løn, rekruttering og fastholdelse samt deres sundhed og sikkerhed. Presset under pandemien har fået mange til at sige deres stilling op. Denne pakke skal tage hensyn til dette og den rolle, alle ovennævnte aktører kan spille på sundhedsområdet. Ligeledes bør lokale myndigheder, serviceleverandører og sundhedspersonalet i større udstrækning blive hørt. Bedre koordinering mellem EU, medlemsstaterne, det regionale og det lokale plan, herunder civilsamfundet, vil øge effektiviteten til gavn for borgerne i EU.

1.5.

Selv om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) roser EU for den solidaritet, der er udvist i vaccinationsstrategien, oplever vi alvorlige forsinkelser med hensyn til at få vaccinen ud til borgerne. EØSU anmoder Kommissionen om at sikre, at adgangen til vaccination forbliver, som Kommissionen oprindeligt anførte, et offentligt gode, der er gratis for alle borgere. Tilgængeligheden af fremtidige vacciner bør ikke svækkes af immaterialrettigheder og EU-lovgivning vedrørende data- og markedseneret. Desuden bør modtagere af EU-støtte være retligt forpligtet til at dele viden relateret til sundhedsteknologi om covid-19.

1.6.

Pandemien har afsløret det giftige forhold mellem overførbare og ikkeoverførbare sygdomme. Langt størstedelen af covid-19-dødsfaldene var forbundet med underliggende og allerede eksisterende sundhedsproblemer. En anden oplevet konsekvens af pandemien var betydningen for patienter med kroniske sygdomme, hvis adgang til behandling blev negativt påvirket af pandemien. Derfor bør kriseberedskabsmekanismen og den europæiske sundhedsunion også omfatte et fokus på ikkeoverførbare sygdomme. Den bør også indeholde et stærkt fokus på den mentale sundhedskrise, som allerede eksisterede før pandemien, men som formentlig vil eksplodere på grund af det pres, som mange mennesker nu lever under.

1.7.

Med hensyn til EU-forordningen om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler understreger EØSU behovet for at oplagre og udvikle lægemidler, der er anvendelige og økonomisk overkommelige for hele befolkningen, at beredskabet til at beskytte højrisikogrupper straks indledes, navnlig for borgere i lukkede miljøer og institutioner, at dataindsamling opdeles bedre for at give en klar forståelse med hensyn til de mest udsatte borgere, og at medicinsk innovation og indsatser er tilgængelig for alle uanset deres indkomst, medlemsstat eller bopælsregion.

1.8.

På baggrund af det fornyede mandat til Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme understreger EØSU betydningen af at gøre reduktionen af uligheder på sundhedsområdet i EU til et centralt element i centrets arbejde såvel som at inkludere ikkeoverførbare sygdomme, at være fuldt udstyret til at indsamle helt opdelte og anonymiserede data og udarbejde anbefalinger om de sociale og kommercielle sundhedsdeterminanter (3) og at have mandat til at overvåge investeringer og udarbejde anbefalinger om finansiering af sundhedsovervågning, risikovurdering, beredskab og indsats, både på EU-plan og på nationalt plan.

1.9.

Hvad angår Det Europæiske Lægemiddelagenturs (EMA) styrkede rolle, opfordrer EØSU indtrængende til, at lægemiddelmiddelstyringsgruppen og styringsgruppen vedrørende medicinsk udstyr omfatter civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter og hører dem på en meningsfuld måde, at udbuddet af lægemidler og medicinsk udstyr i hele EU ikke blot er pålideligt og tilstrækkeligt, men at EMA også samarbejder med alle interessenter på sundhedsområdet med henblik på at etablere en europæisk model for prisfastsættelse af lægemidler på en retfærdig, ansvarlig og gennemsigtig måde.

1.10.

Den nye EU-sundhedspakke bør kombineres med indførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder, navnlig princip 12, 16, 17 og 18 og handlingsplanen om den europæiske søjle for sociale rettigheder, der bl.a. foreslår et EU-sundhedsdataområde. Den bør også være en del af indfrielsen af verdensmål 3 for bæredygtig udvikling (SDG).

1.11.

Der er behov for at gøre noget ved overlapningen mellem målene i de forskellige forordninger og præcisere de forskellige agenturers mandater for at øge effektiviteten og undgå forvirring om, hvem der er ansvarlig for de forskellige indsatser. Der bør endvidere følges op på de formelle kommentarer fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) vedrørende den foreslåede pakke for den europæiske sundhedsunion.

1.12.

EØSU mener, at nogle af elementerne i denne lovgivningspakke måske kommer for tidligt, da vi stadig befinder os midt i covid-19-pandemien og stadig er ved at lære om dens virkninger. Vi er dog samtidig klar over, at der på nogle områder af EU's sundhedskoordinering er behov for hurtig handling. Vi opfordrer Kommissionen til inden juni 2021 at fremlægge en rapport om de hidtil opnåede erfaringer fra pandemien.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

EØSU bifalder Kommissionens foreslåede pakke til opbygning af en stærk europæisk sundhedsunion. Den foreslåede pakke omfatter a) meddelelsen om opbygning af en europæisk sundhedsunion, styrkelse af EU's modstandsdygtighed over for grænseoverskridende sundhedstrusler, b) vedtagelse af en ny forordning om alvorlige grænseoverskridende trusler med henblik på at styrke beredskabet og overvågningen og forbedre indberetningen af data, c) forbedret kapacitet hos Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) og Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) med henblik på bedre beskyttelse af borgere, der bor i EU, og håndtere grænseoverskridende sundhedstrusler, d) oprettelse af en Kriseberedskabsmyndighed på Sundhedsområdet på EU-plan (HERA) for effektivt at støtte indsatsen på EU-plan over for grænseoverskridende sundhedstrusler og e) etableringen af det nye Forvaltningsorgan for Sundhed og Det Digitale Område, som vil få til opgave at udrulle og styre de årlige arbejdsprogrammer for EU4Health-programmet.

2.2.

EØSU opfordrer EU og medlemsstaterne til at reagere på de europæiske borgeres krav om at gøre sundhed til en prioritet. Som Kommissionen påpeger i sin meddelelse, udtrykker de europæiske borgere i stigende grad et ønske om, at EU kommer til at spille en mere aktiv rolle med hensyn til at beskytte deres sundhed, navnlig mod sundhedstrusler på tværs af nationale grænser.

2.3.

Kommissionens foreslåede pakke er udgangspunktet for realiseringen af retten til sundhed af høj kvalitet og for styrkelsen af inklusive sundhedssystemer for alle borgere i EU, nabolandene og tiltrædelseslandene. Den styrker ligeledes platformen for EU's bidrag til den globale folkesundhed. Endvidere skal social beskyttelse på sundhedsområdet prioriteres i Kommissionens internationale partnerskaber.

2.4.

Pakken den »europæiske sundhedsunion« går i den rigtige retning, selv om der er behov for en udvidelse ud over koordinering alene. Nye foranstaltninger bør kombineres med en eventuel revision af EU-traktaterne, navnlig artikel 168, stk. 1, andet afsnit, i TEUF for at udvide EU's beføjelser inden for akutte sundhedsmæssige krisesituationer og grænseoverskridende sundhedstrusler og betegne sundhedsbeskyttelse som et offentligt gode. I artikel 35 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder hedder det, at »enhver har ret til at få adgang til forebyggende sundhedsydelser og til at modtage lægehjælp på de betingelser, der er fastsat ved medlemsstaternes lovgivning og praksis. Der skal sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter.« Til det formål bør det sikres, at medlemsstaterne investerer tilstrækkeligt i folkesundhed og social behandling. Der bør også tages hensyn til den rette balance mellem demokratisk godkendte nationale sundheds- og plejesystemer og de fælles behov i Europa. Alle relevante videnskabelige kilder bør bidrage til ansvarlige politiske beslutninger, og der bør indføres obligatorisk sundhedskonsekvensanalyse af alle EU's politiske initiativer. Endelig skal alle sundhedsbeskyttelsesforanstaltninger overholde alle grundlæggende rettigheder. Indskrænkninger af sådanne rettigheder skal være forholdsmæssige, styret af domstolene og følge principperne for demokrati og retssikkerhed.

2.5.

EØSU har allerede vedtaget udtalelser på sundhedsområdet (4). I juni 2020 vedtog EØSU's plenarforsamling også en resolution om EØSU's forslag til genopbygning og genopretning efter covid-19-krisen (5).

2.6.

Initiativet til at forbedre EU's evne til effektivt at forebygge, forberede sig på og håndtere grænseoverskridende sundhedstrusler på en holistisk måde bør kombineres med gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder, navnlig princip 12, 16, 17 og 18 og handlingsplanen om den europæiske søjle for sociale rettigheder, der bl.a. foreslår et EU-sundhedsdataområde. Området skal reguleres som et offentligt gode. Dette initiativ bør også være en del af indfrielsen af verdensmålene for bæredygtig udvikling og være knyttet til reformer finansieret af genopretnings- og resiliensfaciliteten, som kan bane vejen for fremskridt inden for tilgængelig e-sundhed og telemedicin. EØSU ser frem til at se genopretnings- og resiliensfacilitetens resultattavle, som vil fremhæve, hvilke investeringer der er blevet foretaget i sundhedssektoren via genopretnings- og resiliensfaciliteten.

2.7.

På trods af europæiske samarbejdsprogrammer mellem grænseoverskridende regioner med mere end 20 års investeringer fra EU-fonde til fremme af sundhedsmobilitet i disse områder har vi endnu ikke opnået en mere integreret model for grænseoverskridende sundhedspleje. Der er behov for et nyt afsæt og langsigtede visioner for at gøre grænseoverskridende områder til drivkræfter for solidaritet og samarbejde på sundhedsområdet. I de medlemsstater, der har fælles landegrænser, bør »forebyggelses-, beredskabs- og indsatsplanlægningen« omfatte en introduktion til det tilstødende lands offentlige sundhedssystem og -personale samt gennemførelse af fælles grænseoverskridende øvelser.

2.8.

Pandemien har drastisk øget fattigdommen og forværret de eksisterende uligheder, navnlig i de medlemsstater, der i det seneste tiår er blevet hårdt ramt af den økonomiske krise. Sundhedskrisen har i høj grad påvirket økonomien, arbejdsmarkedet og den sociale samhørighed. Stigning i arbejdsløshed, fastfrysning af ansættelser, manglende skabelse af nye job og nedsættelse af arbejdstiden er mærkbare påvirkninger på arbejdsmarkedet. Tallene fra Eurostat viser en klar indvirkning på arbejdsløsheden i EU på grund af pandemien, og sandsynligvis vil situationen blive forværret i de kommende år. Arbejdsløsheden i EU var 7,6 % i oktober 2020, en stigning fra 6,6 % i november 2019. For unge er situationen endnu værre, idet arbejdsløsheden er steget fra 14,9 % til 17,7 % mellem november 2019 og november 2020 (6). Det skal bemærkes, at ifølge artikel 31, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder »[har enhver arbejdstager] ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold«. Artikel 3, stk. 3, i TEU udtrykker også målet om fuld beskæftigelse.

2.9.

De eksisterende sundhedssystemer i hele EU — ikke mindst i de medlemsstater, der i det seneste tiår er blevet påvirket af sparepolitikker, vedvarende underinvesteringer og ekstreme nedskæringer i de offentlige udgifter — var ikke i stand til at reagere effektivt på det enorme pres, som covid-19-pandemien forårsagede. Denne pandemi har sat fokus på manglerne i sundhedssystemerne i hele Europa og behovet for at ændre vores syn på sundhedspleje. Sundhedsydelser kan ikke behandles som en vare. Lige adgang til behandling, øget bemanding i sundhedssektoren og bedre vilkår for sundhedspersonale skal være en prioritet.

2.10.

EU's koordinerede vaccinestrategi og fælles vaccineindkøb har vist sig at være utilstrækkelig. EU kæmper også stadig med produktionskapaciteten, hvilket resulterer i unødvendige tab af liv. EØSU opfordrer til en grundig gennemgang af EU's centrale indkøbssystem for covid-19-vacciner. Når pandemien er overstået, vil det være nyttigt at se på, hvordan denne centrale indkøbsproces forløb, hvad der virkede, og hvad der kunne have været gjort bedre. Det er altafgørende, at vi drager al mulig lære af den nuværende situation og tager den med os i vores fremtidige planlægning.

2.11.

Under pandemien har civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter spillet en vigtig rolle med hensyn til at beskytte og fremme rettigheder. I alle fremtidige indsatser, der har til formål at forbedre sundheden for de europæere, der er hårdest ramt af covid-19, herunder ældre, særligt dem, der bor på plejehjem, hjemløse, personer, der lever i fattigdom, personer med handicap, personer med kroniske sygdomme, migranter, flygtninge, etniske mindretal og LGBTIQ+-samfundet, skal civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter udgøre kernen i udformningen og gennemførelsen af sådanne indsatser.

2.12.

Pandemien afslørede også, at mange mennesker i EU stadig ikke er beskyttet mod forskelsbehandling eller ikke har adgang til oplysninger om folkesundhed eller grundlæggende sundhedspleje. Hertil kommer, at vi har observeret en stigning i de såkaldte lægeørkener (7). I henhold til EU-traktaterne bør borgerne endvidere være fri for forskelsbehandling. Aktuelt dækker beskyttelsen mod sundhedsdiskrimination på EU-plan ikke alle områder. Rådets mislykkede forsøg på at få vedtaget direktivet om ligebehandling fremsat i 2008 betyder, at beskyttelsen mod sundhedsdiskrimination, f.eks. på grund af alder, handicap, køn eller seksuel orientering, endnu ikke er sikret. Dette blev tydeligt under pandemien. De mangelfulde tjenesteydelser, adgang til og beskyttelse mod forskelsbehandling i EU skal afhjælpes.

2.13.

EØSU er villig til at være det centrale kontaktpunkt for civilsamfundsorganisationernes deltagelse i den europæiske sundhedsunions processer og samle repræsentanter for EU-institutionerne, medlemsstaterne og civilsamfundsorganisationer både på EU-plan og nationalt plan.

2.14.

Den »europæiske sundhedsunion« er en vigtig ny udvikling. Den skal bidrage til at forbedre adgangen til sundhedspleje og sikkerhed og trivsel for de borgere, der bor i EU; den vil styrke anerkendelsen af EU's engagement med hensyn til at tjene sine borgere og samtidig beskytte medlemsstaterne mod trusler fra stigende nationalisme og populisme. Det bør derfor være et emne, der skal medtages på konferencen om Europas fremtid. I denne forbindelse henleder EØSU opmærksomheden på anbefalingerne i rapporten fra WHO's kommission på højt niveau om beskæftigelse i sundhedssektoren og økonomisk vækst »Working for health and growth: investing in the health workforce« og på den femårige handlingsplan for beskæftigelse i sundhedssektoren og inkluderende økonomisk vækst (2017-2021), der bør implementeres som led i en styrkelse af EU's beredskab for fremtidige sundhedskriser.

2.15.

En ægte inkluderende europæisk sundhedsunion kan ikke opnås med de foreslåede foranstaltninger alene. Den skal være mere end bare krisehåndtering og sigte på et endeligt mål om et Europa, hvor alle har adgang til den højest mulige sundhedsstandard med lige adgang til behandling af høj kvalitet. Den skal sætte gang i et systemskifte med henblik på at være bedre forberedt, ikke bare på den næste pandemi, men også på andre grænseoverskridende sundhedsudfordringer såsom antimikrobiel modstandsdygtighed, overvægt og epidemier af ikkeoverførbare sygdomme, som findes i alle europæiske lande. Den bør også anvende One Health-modellen, som forudsætter en sammenhæng mellem menneskers, dyrs og miljøets velbefindende, for at vi kan bevare vores sundhed.

2.16.

Da det i mange medlemsstater er det lokale eller regionale niveau, der er ansvarligt for forebyggelse og for at levere sundhedsydelser, er det af afgørende betydning, at EU's sundhedspakke omfatter forvaltning på flere niveauer, som fuldt ud omfatter lokale og regionale myndigheder, nødorganisationer og serviceleverandører. Der skal ikke herske tvivl om, at de lokale myndigheder i tilfælde af en større sundhedshændelse vil spille en afgørende rolle i formidlingen af oplysninger og data og for at kommunikere om tilgængeligheden af hospitalssenge, sygeplejersker og livreddende udstyr og lægemidler i deres lokalområde. Disse oplysninger skal indsamles centralt på EU-plan, og for grænseregionernes vedkommende bør der udvises solidaritet mellem medlemsstaterne ved at støtte naboregioner og tiltrædelseslande, der har overskredet kapaciteten til at levere akut sundhedspleje. I nogle medlemsstater leveres sundhedsydelser af socialøkonomiske virksomheder i egenskab af nonprofitorganisationer som f.eks. sygekasser. I alle medlemsstater bør der være tilstrækkelige retlige og finansielle rammer for disse tjenester med henblik på at sikre direkte deltagelse i EU-foranstaltninger, en retfærdig konkurrence og opadgående konvergens i kvalitet og tilgængelighed, samtidig med at princippet om sundhed som et offentligt gode fastholdes. Under hensyntagen til sin udtalelse om »en europæisk retlig ramme, der er tilpasset virksomhederne i den sociale økonomi« foreslår EØSU endvidere, at der i EU-lovgivningen indføres en retlig ramme, der er bedre egnet til at anerkende sociale virksomheder. Alle relevante interessegrupper i medlemsstaterne bør kontaktes direkte, digitalt og hurtigt af det centrale dataindsamlingsteam for at maksimere nøjagtigheden af de indsamlede data og kvaliteten af EU's koordinerede indsats.

2.17.

EU bør også se nærmere på ansættelses-, fastholdelses- og arbejdsvilkårene for sundheds- og socialarbejdere. Sundheds- og socialarbejderes sikkerhed bør også prioriteres i betragtning af antallet af dødsfald under pandemien. Desuden bør EU indsamle relevante og gennemsigtige data om følgerne af covid-19 for sundheds- og socialarbejdere. Dette vil gøre det muligt for EU og medlemsstaterne at vurdere de langsigtede konsekvenser af covid-19 mere præcist og at udvikle tiltag, der kan sikre, at sundhedsplejesystemerne er bedre forberedt på fremtidige sundhedskriser.

2.18.

Der synes at være overlapning mellem målene i de forskellige forordninger. Det er uklart, hvordan ansvarsfordelingen vil fungere i praksis. Der hersker uklarhed omkring, hvilket agentur eller organ der skal lede de overlappende indsatser, hvilket kan føre til forvirring og ineffektivitet i EU's koordineringsindsats. Dette spørgsmål skal afklares. Hvis der stadig er gentagelser i de forskellige forordninger, skal der tilvejebringes et fælles sæt definitioner af alle de anvendte udtryk, herunder hvad der udgør en »folkesundhedskrise«.

2.19.

Covid-19 henledte opmærksomheden på fragmenteringen af EU's sundhedsarkitektur og behovet for at styrke alle relevante europæiske agenturers rolle. På trods af EU-finansiering er investeringerne stadig utilstrækkelige i betragtning af omfanget af udfordringer, herunder forebyggelse. EØSU beklager også, at genopretnings- og resiliensfacilitetens investeringer i sundhed blev reduceret sammenholdt med Kommissionens forslag. Dette er i vores øjne en stor fejl.

2.20.

EØSU maner til forsigtighed, når der handles på forslag i denne pakke. EØSU støtter overordnet denne lovgivningspakke, men forventer, at der, efter at pandemien er overstået, og vi har et mere tydeligt billede af dens konsekvenser, vil blive udarbejdet en evaluering af situationen og lovgivningspakkens tilstrækkelighed.

3. EU-forordning om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler

3.1.

EØSU bifalder denne forordning, som vil føre til en stærkere og mere omfattende retlig ramme, der sætter EU i stand til bedre at forberede sig på og reagere hurtigt på grænseoverskridende sundhedstrusler.

3.2.

EØSU mener, at de nuværende koordinationsmekanismer var helt utilstrækkelige til at dæmme op for covid-19-pandemien og beskytte de borgere, der bor i EU, eftersom:

3.2.1.

De nuværende sundhedssikkerhedsordninger, der er baseret på systemet for tidlig varsling og indsats og udvekslingen af oplysninger og samarbejdet i Udvalget for Sundhedssikkerhed, kan ikke gøre meget for at udløse en rettidig fælles indsats på EU-niveau, koordinere de afgørende aspekter af risikokommunikation eller for at sikre solidaritet mellem medlemsstaterne.

3.2.2.

Der var en fragmenteret tilgang til at inddæmme virusset, som underminerede Europas evne til at forhindre dets spredning. I alt for mange medlemsstater blev de indførte foranstaltninger ikke gennemført i overensstemmelse med videnskabelig rådgivning. Vi har set dette afspejle sig i infektionsrater i lande, der var langsomme til at vedtage forebyggende foranstaltninger, ikke indførte nedlukninger eller valgte en tilgang med flokimmunitet. Der blev ikke taget tilstrækkeligt hensyn til de særlige geografiske forhold i medlemsstaterne såsom de grænser, de deler med andre lande med høje infektionsrater, eller lande, der oplever en betydelig strøm af migranter og flygtninge.

3.2.3.

Borgere i institutionspleje var særligt udsatte for infektion og tegnede sig for et uforholdsmæssigt stort antal dødsfald. Eksempelvis viser de foreliggende data, at borgere i institutionelle miljøer var udsat for og fortsat er udsat for de højeste infektions- og dødelighedsrater som følge af covid-19. I Slovenien fandt f.eks. 81 % af covid-19-dødsfaldene sted blandt plejehjemsbeboere (8). Virusset har haft katastrofale konsekvenser i disse miljøer, og EU's fremtidige indsats på sundhedssikkerhedsområdet bør fuldt ud afhjælpe dette hul.

3.2.4.

Da de primære sundheds- og akutafdelinger var fyldt op, var de, der var mest udsatte for infektion og alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser, de første, der blev nægtet behandling i henhold til patientsortering. Ældre mennesker og personer med handicap var særligt udsat for at blive nægtet akut behandling.

3.2.5.

I begyndelsen af pandemien var der alvorlig mangel på personlige værnemidler (PV) og medicinsk udstyr. Pandemien afslørede revner i EU's solidaritet, idet nogle medlemsstater forhindrede eksport af personlige værnemidler eller respiratorer til andre medlemsstater, der havde hårdt brug for dem. Manglen på en central EU-baseret medicinsk teknologivurdering (MTV) af lægemidler og medicinsk udstyr viste sig også at være et betydeligt problem. Dette er problemer, som EU aldrig bør stå over for igen.

3.2.6.

Der manglede opdelte data om de grupper, der var hårdest ramt af covid-19, hvilket hæmmede forsøgene på at udpege og beskytte dem, der var mest udsatte.

3.2.7.

Inkonsekvent kommunikation med offentligheden og interessenter såsom sundhedspersonale i hele EU samt mellem medlemsstaterne havde en negativ indvirkning på effektiviteten af indsatsen i et folkesundhedsmæssigt perspektiv. Der mangler også en effektiv gennemførelse af EU's e-sundhedsværktøjer og nye teknologier til kunstig intelligens.

3.3.

EØSU mener, at EU-forordningen om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler kan bidrage til at afhjælpe sådanne problemer under fremtidige sundhedskriser i hele EU ved at:

3.3.1.

indføre en fælles EU-udbudsprocedure og tilvejebringe strategisk oplagring via rescEU-reserven for at afhjælpe lignende mangler under fremtidige sundhedskriser i hele EU. Det er særlig vigtigt at sørge for lægemidler, der er anvendelige for hele befolkningen, og i tilfælde, hvor visse grupper vil kræve tilpassede eller alternative former for behandling på grund af deres alder, seksualitet eller køn, tilstand eller handicap, at der tages fuldt hensyn til dette

3.3.2.

oprette en omfattende lovgivningsmæssig ramme til styring og effektiv gennemførelse af foranstaltninger på EU-plan vedrørende beredskab, overvågning, risikovurdering samt tidlig varsling og indsats. Beredskabet til at beskytte højrisikogrupper bør straks iværksættes, navnlig for borgere, der bor sammen i grupper og på institutioner, hvor det har vist sig at være meget vanskeligt i tilstrækkelig grad at beskytte beboere og respektere deres rettigheder samt for at sikre sundhed og sikkerhed i relation til arbejdsvilkår og et tilstrækkeligt niveau af personale såvel i sundheds- som i plejesektoren. Denne forordning bør også indeholde bestemmelser om bedre overvågning af manglen på sundheds- og plejepersonale med henblik på at bistå medlemsstaterne, Kommissionen og arbejdsmarkedsparterne på nationalt plan og EU-plan med at overveje, hvordan man kan gøre arbejdet i denne sektor mere attraktivt og dermed tiltrække og fastholde medarbejdere

3.3.3.

mobilisere videnskabelig ekspertise og tværfaglig dialog på en koordineret måde. EØSU mener, at dette bør ske i samarbejde med ekspertisen i civilsamfundet, navnlig organisationer, der repræsenterer grupper, der under pandemier er i høj risiko såsom ældre, hjemløse, personer fra etniske mindretal og personer med handicap. Den bør også omfatte sundhedssektoren, forskere og andre relevante aktører, herunder socialøkonomiske virksomheder

3.3.4.

sætte EU's Udvalg for Sundhedssikkerhed (HSC) i stand til at udstikke retningslinjer for vedtagelse af fælles foranstaltninger på EU-plan for at imødegå en fremtidig grænseoverskridende sundhedstrussel De europæiske arbejdsmarkedsparter i sundhedssektoren (såsom det europæiske dialogudvalg for sundhedssektoren) skal høres og inddrages i udvalgets ledelse.

3.3.5.

lette indberetning af sundhedssystemdata og andre relevante data til håndtering af grænseoverskridende trusler. Denne dataindsamling skal opdeles for at give en mere klar, EU-dækkende forståelse af, hvilke grupper der er mest udsatte og hårdest ramt af sundhedstrusler. Dataene bør tage hensyn til køn, alder, etnicitet, migrationsbaggrund, handicap og kroniske sygdomme Den bør også indeholde data om bestanden af sundheds- og socialpersonale, lagerbeholdningerne af medicin, medicinsk udstyr og personlige værnemidler, sengekapacitet og senge i brug på intensiv- og akutafdelinger, respiratorer og respiratorer i brug, testkapacitet og udførte test og data om ressourcetilførslen til den offentlige sundhedsforvaltning med henblik på at sikre tilstrækkelige, behovsbestemte personaleressourcer, særligt pr. capita personaleniveauer for samfundsmedicin. Der skal endvidere indsamles information om, i hvilken grad de nationale sundhedssystemer er inkluderende, så der kan sikres mere lige adgang. Disse data bør bruges til at indføre anbefalinger såsom faste kvoter for ressourcer pr. befolkningsenhed, herunder antallet af sundheds- og socialmedarbejdere, udviklet på basis af god praksis og politikevalueringer.

3.3.6.

etablere nye EU-netværk af laboratorier. Der bør være opmærksomhed omkring, hvordan man sikrer, at medicinsk innovation og håndtering er tilgængelig for alle uanset deres medlemsstat eller bopælsregion, og hvordan man gør dem økonomisk overkommelige for alle

3.3.7.

oprette uddannelsesprogrammer for specialister, som også bør tage hensyn til særlige behov hos forskellige patientprofiler, sundheds- og plejepersonale og overgangen til e-sundhed og telemedicin. Under covid-19-pandemien har vi set, at alder og forskellige sygdomme og handicap har haft en enorm indvirkning på risikoen for alvorlige symptomer og dødsfald. Navnlig med hensyn til personer med handicap og kroniske sygdomme er det afgørende, at specialister forstår, hvordan man hører patienter korrekt, respekterer alles frie vilje og sikrer, at ingen tvinges til behandling. Uddannelsen skal være i overensstemmelse med One Health-modellen. Herudover bør der i grænseregioner opfordres til grænseoverskridende øvelser, og til, at man gør sig bekendt med hinandens offentlige sundhedssystemer.

4. Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme

4.1.

EØSU bifalder styrkelsen af mandatet for Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (»centret«), der beskæftiger sig med overvågning, beredskab, tidlig varsling og indsats under en styrket EU-ramme for sundhedssikkerhed.

4.2.

Denne forlængelse og udvidelse af centrets mandat kommer på et belejligt tidspunkt og vil, hvis det lykkes, være en byggesten, der sætter EU i stand til bedre at håndtere covid-19-pandemien. Den har også potentiale til at afhjælpe de svagheder, som pandemien har fremhævet i det folkesundhedsmæssige og sundhedsmæssige kriseberedskab på EU-plan og nationalt plan.

4.3.

EØSU mener, at centret ikke havde mandat, mekanismer eller ressourcer til at reagere konsekvent og effektivt på covid-19-pandemien.

4.4.

Nærhedsprincippet finder anvendelse på nationale folkesundhedsspørgsmål. I vores Union, som i vid udstrækning indebærer bevægelighed for borgerne og varer på tværs af grænserne, er alle overførbare sygdomme imidlertid potentielt grænseoverskridende sundhedstrusler, der fortjener overvågning, beredskab, risikovurdering, tidlig varsling og indsats på EU-plan.

4.5.

Pandemien har afsløret det giftige forhold mellem overførbare og ikkeoverførbare sygdomme. Langt størstedelen af covid-19-dødsfaldene har været forbundet med underliggende og allerede eksisterende sundhedsproblemer, og adgangen til behandling for kronisk syge patienter har været påvirket negativt af pandemien. Derfor bør kriseberedskabsmekanismen og den europæiske sundhedsunion også omfatte ikkeoverførbare sygdomme.

4.6.

Den eksterne evaluering af centret, der blev offentliggjort i september 2019, fremhævede vigtige måder til at styrke centret. Den fremhævede behovet for at styrke relevansen for medlemsstaterne og fokusere på at afhjælpe strukturelle huller og mangler i medlemsstaternes offentlige sundhedssystemer, som påvirker deres evne til at bidrage effektivt og drage optimal fordel af ECDC's aktiviteter. Evalueringen pegede på behovet for at revidere og udvide centrets mandat og ændre den eksisterende forordning.

4.7.

EØSU bemærker, at sundhedsbeskyttelse er grundlæggende for beskyttelsen af menneskerettigheder. Manglende tilstrækkelig undersøgelse, forberedelse til, advarsel om og indsats over for sundhedstrusler, som vi fortsat observerer under pandemien, underminerer menneskerettighederne, navnlig retten til sundhed, og skaber uligheder.

4.8.

Forslaget indeholder vigtige forbedringer af centrets kapacitet:

—	forbedret evne til at overvåge sundhedssituationen på grundlag af digitaliserede overvågningssystemer

—	bedre beredskab i medlemsstaterne gennem udvikling af nationale forebyggelses- og indsatsplaner og større kapacitet til en integreret hurtig sundhedsindsats

—	skærpede foranstaltninger til bekæmpelse af epidemier og udbrud gennem bindende anbefalinger vedrørende risikostyring

—	øget kapacitet til at mobilisere og indsætte EU-sundhedstaskforcen

—	monitorering og vurdering af sundhedssystemernes kapacitet til at diagnosticere, forebygge og behandle specifikke overførbare og ikkeoverførbare sygdomme samt patientsikkerheden

—	styrkelse af kapaciteten til at indkredse risikogrupper i befolkningen, der har behov for målrettede indsatsforanstaltninger

—	styrkelse af forbindelser mellem forskning, beredskab og indsats og politisk samarbejde mellem folkesundhedssektoren og forskningsmiljøer

—	opbygning af kompetencer inden for sundhedsbeskyttelse gennem koordinering af et nyt netværk af EU-referencelaboratorier og et nyt netværk af nationale tjenester, der støtter transfusion, transplantation og medicinsk assisteret reproduktion

—	udvidelse af arbejdet med overførbare sygdomme

—	bidrag til EU's tilsagn om global sundhedssikkerhed og -beredskab.

4.9.

EØSU har gentagne gange opfordret til en styrkelse af investeringerne i folkesundhed i EU. I den forbindelse vil det gennem styrkelsen af centrets mandat være vigtigt at huske på følgende:

4.9.1.

Centret bør have mandat og ressourcer til at tage fat på uligheder på sundhedsområdet og sikre, at EU's sundhedsindsats målrettes mod dem, der af tværfaglige videnskabelige eksperter anses for at være mest udsatte. Identifikationen af dem, der er mest udsatte, bør baseres på kvalitetsopdelte data, der omfatter disse populationer. Dette bør på meningsfuld vis inddrage civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, tjenesteydere og medlemmer af de mest berørte grupper. Koordinering mellem offentlige sundhedssystemer, lægestanden og civilsamfundet, herunder arbejdsmarkedets parter og sociale virksomheder, der arbejder på sundhedsområdet, er nøglen til informationsudvekslingen.

4.9.2.

Sundhed er ikke et selvstændigt spørgsmål. Det hænger tæt sammen med en anstændig levestandard, anstændigt arbejde, passende boliger og ernæring og en bred vifte af tjenester og støtte. EU har allerede forpligtet sig til at fremme et socialt Europa gennem den europæiske søjle for sociale rettigheder. Centret bør også være udstyret til at måle og udarbejde anbefalinger til de relevante EU-strukturer såsom dem, der fører tilsyn med processen for det europæiske semester og den nye sociale resultattavle for den europæiske søjle for sociale rettigheder. I samarbejde med disse strukturer skal det kunne vejlede medlemsstaterne om de sociale sundhedsdeterminanter og om, hvordan man kan forbedre sundheden ved at arbejde med de sociale determinanter.

4.9.3.

Centret bør have mandat til at overvåge investeringer og udarbejde anbefalinger om finansiering af sundhedsovervågning, risikovurdering, beredskab og indsats, både på EU-plan og på nationalt plan.

4.9.4.

Samarbejde om systematisk overvågning bør finde sted mellem ECDC og nationale centre for sygdomsbekæmpelse. Sammen bør de overvåge, hvem der er hårdest ramt af sundhedstrusler, opdage tilfælde og hotspots, spotte tendenser og give anbefalinger.

5. EU-forordning om styrkelse af Det Europæiske Lægemiddelagenturs rolle

5.1.

EØSU bifalder Det Europæiske Lægemiddelagenturs (EMA) fornyede rolle og dets øgede kapacitet til at afhjælpe manglen på lægemidler og medicinsk udstyr i hele EU.

5.2.

EØSU mener, at EMA's nuværende rolle var utilstrækkelig til at håndtere udfordringerne i forbindelse med covid-19-pandemien, navnlig i betragtning af at EU i begyndelsen af pandemien oplevede en alvorlig mangel på livsvigtigt medicinsk udstyr såsom respiratorer. Manglerne var særligt tydelige i visse medlemsstater, og der var utilstrækkelig koordinering af distributionen af udstyr og personlige værnemidler i hele Unionen.

5.3.

EMA's fornyede rolle og øgede kapacitet, der skal aktiveres i tilfælde af en ny sundhedskrise på EU-plan, vil bidrage til at afhjælpe de problemer, der blev konstateret under covid-19-pandemien, ved at:

5.3.1.

oprette en lægemiddelstyringsgruppe og en styringsgruppe vedrørende medicinsk udstyr, som skal rapportere tilbage til Kommissionen og medlemsstaterne om mangler eller risici for fremtidige mangler. Styringsgrupperne, der består af eksperter fra hele EU, og som skal tilbyde en koordineret tilgang, bør omfatte fagfolk, der er specialiseret i tilpasset medicinsk behandling af dem, der er mere udsat for sundhedskomplikationer under pandemier som den, vi lige har oplevet. Dette vil naturligvis afhænge af, hvilken type sundhedskrise EU gennemgår, men vil typisk kræve viden om tilpasset behandling afhængigt af seksualitet og køn af ældre mennesker, personer med handicap og personer med alvorlige sundhedsproblemer. Civilsamfundets organisationer bør også inddrages og høres på en meningsfuld måde

5.3.2.

reagere, før der er mangel på lægemidler og opdage potentiel mangel. Dette skal ikke blot være tilfældet for de mest almindeligt anvendte lægemidler på markedet i EU, men også sikre fortsat adgang til lægemidler og medicinsk udstyr til mere sjældne sygdomme for at sikre, at disse er tilgængelige i alle medlemsstater og på alle lokaliteter, når det er nødvendigt

5.3.3.

koordinere undersøgelser sammen med Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) for at overvåge vacciners effektivitet og sikkerhed og fremme en »rolling review«-undersøgelse, hvor en taskforce vil se på data og dokumentation fra kliniske forsøg i realtid for at fremskynde processen. Denne taskforce vil også yde videnskabelig rådgivning om udkast til kliniske forsøg med lægemidler og vacciner. Gennem udøvelsen af denne kompetence bør taskforcen tilskynde til fastsættelsen af de klinisk mest relevante resultatmål for lægemidler, der undersøges i kliniske forsøg. Agenturet yder allerede videnskabelig rådgivning, men det vil nu ske hurtigt og gratis inden for 20 dage.

5.4.

EMA står over for flere udfordringer i sine fremtidige aktiviteter. Agenturet skal sikre, at udbuddet af lægemidler og medicinsk udstyr i hele EU ikke blot er pålideligt og tilstrækkeligt, men at der er et lager til rådighed, som er prismæssigt overkommeligt for borgerne.

5.5.

På nuværende tidspunkt er den største udfordring udrulningen af covid-19-vaccinationerne. Det er beklageligt, at EU's strategi for vaccination ikke tager højde for visse højrisikogrupper som berettigede til hurtig vaccination såsom personer med handicap og personer med kroniske sygdomme. Behandlingens rækkefølge bør fastlægges ved tværfaglige videnskabelige analyser, der tager hensyn til forskelsbehandling og eksponering af grupper af mennesker for virusset. Vaccinen bør behandles som et offentligt gode, og som sådan er det afgørende at sikre, at rettidig tildeling af vacciner til befolkningen ikke hindres for meget af begrænsninger i forbindelse med udfordringer såsom intellektuelle ejendomsrettigheder. Det at redde liv skal altid være højeste prioritet for EU. Det er derfor altafgørende, at Kommissionen sørger for, at Europa forbliver det førende kontinent inden for vaccineudvikling.

5.6.

Under covid-19-pandemien har EMA proaktivt offentliggjort data om forbedrede vacciner og lægemidler og information om udførelsen af agenturets aktiviteter. EMA har også forklaret de lovgivningsmæssige processer for offentligheden. Dette niveau af gennemsigtighed betragtes som værende særdeles nyttigt og bør også sikres i fremtiden. Til det formål bør forordningen indeholde en bestemmelse om, at alle data fra kliniske forsøg, på baggrund af hvilke agenturet godkender lægemidler og vacciner, skal offentliggøres, og det samme bør gælde for protokoller for kliniske forsøg, på hvilke agenturet baserer sin rådgivning, i overensstemmelse med forordningen om kliniske forsøg.

5.7.

EØSU opfordrer EMA til at samarbejde med alle interessenter på sundhedsområdet med henblik på at etablere en europæisk model for retfærdig, ansvarlig og gennemsigtig prisfastsættelse af lægemidler og for tilgængelig adgang til lægemiddelinnovation.

6. Kriseberedskabsmyndigheden på Sundhedsområdet

6.1.

EU planlægger at oprette en Kriseberedskabsmyndighed på Sundhedsområdet (HERA). Lovgivningsforslaget om oprettelse af agenturet forventes offentliggjort i fjerde kvartal 2021, men udkastet til HERA er allerede medtaget i den nyligt offentliggjorte EU-lægemiddelstrategi.

6.2.

Planen er, at HERA skal udfylde et stort strukturelt hul i EU's kriseberedskabs- og indsatsinfrastruktur. Den vil styrke koordineringen mellem medlemsstaterne ved at udvikle strategiske investeringer i forskning, udvikling, fremstilling, anvendelse, distribution og anvendelse af medicinske modforanstaltninger. For at opnå dette vil HERA hjælpe EU med bedre at reagere på nye sundhedsbehov ved at:

—

foregribe specifikke trusler og understøtte teknologier ved at foretage horisontafsøgning og udvise fremsyn. Dette vil kræve en betydelig indsats over for civilsamfundsgrupper, der repræsenterer borgere, der typisk er mere udsatte under sundhedskriser, for at vurdere, hvordan potentielle trusler kan have en uforholdsmæssig stor indvirkning på dem

—	påvise og imødegå investeringsmangler, hvad angår modforanstaltninger, herunder udvikling af innovative antimikrobielle stoffer

—	overvåge og samle produktionskapacitet, behov for råmaterialer og tilgængelighed og dermed håndtere sårbarheder i forsyningskæden

—	støtte til udvikling af tværgående teknologiske løsninger såsom vaccineplatformsteknologier, som understøtter beredskabs- og indsatsplanlægning i forbindelse med fremtidige trusler mod folkesundheden

—	udvikle specifikke modforanstaltninger, herunder gennem forskning, kliniske forsøg og datainfrastruktur.

6.3.

EØSU sætter spørgsmålstegn ved overlapningen mellem målene i HERA og målene i ECDC, EMA og forordningen om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler. Spørgsmål vedrørende kriseberedskab, forskning, data og koordineret distribution af lægemidler og medicinsk udstyr synes at være omfattet af ovennævnte forordninger. Merværdien af HERA synes derfor uklar og risikerer endda at sløre grænserne mellem, hvilket organ der er ansvarligt for hvilket område af sundhedskoordineringen. Det er f.eks. uklart, om anbefalingerne fra HERA vil få forrang frem for anbefalingerne fra EMA i tilfælde af erklæring om en epidemi, der rammer EU.

6.4.

HERA bør være en 100 % offentlig organisation med en klar og tydelig sundhedsmission, som ikke skal smeltes sammen med områder inden for industripolitikken, og det skal være villigt til at fremsætte vurderinger, som er uafhængige af lægemiddelindustrien, og udforme løsninger, der er drevet af folkesundheden (f.eks. vedrørende håndteringen antimikrobiel modstandsdygtighed). Det bør bevilges et betydeligt budget, som kan give mulighed for uafhængig langtidsplanlægning. Der bør indføres en bestemmelse om rimelig prisfastsættelse i lovteksterne, der regulerer, hvordan HERA fungerer.

6.5.

Det, der imidlertid kan ses som HERA's merværdi, er den koordinerende rolle for fremstilling af medicinsk udstyr og værnemidler samt medicin. Overvågning og sammenlægning af produktionskapacitet, behov for råmaterialer og tilgængelighed er også et område, hvor HERA vil skille sig ud fra EMA's og ECDC's arbejde. Et succesfuldt HERA er et stærkt, uafhængigt og gennemsigtigt offentligt agentur. Det bør have hensynet til almenvellet som dets centrale omdrejningspunkt, og dette bør afspejles i dets prioriteter, forvaltning og handlinger. En bedre dataopdeling inden for de sårbare grupper vil være en forudsætning for at bekæmpe uligheder på sundhedsområdet.

6.6.

EØSU mener, at der er uafklarede spørgsmål, som HERA logisk set kunne have bemyndigelse til at føre tilsyn med, og som endnu ikke er blevet nævnt i tidligere meddelelser. HERA giver en fremragende mulighed for at udnytte den europæiske videnskabs høje kvalitet til at lære af den aktuelle krise og sikre, at den offentlige sektor opfører sig som en klog investor, som styrer meningsfuld, folkesundhedsdrevet innovation. I lyset af overlapningerne med andre myndigheders arbejde kan det være en fordel at tilpasse HERA's funktionsområde og ansvar til at omfatte:

6.6.1.

koordinering af en EU-taskforce, der specifikt fokuserer på sundhedskrisers indvirkning på sociale højrisikogrupper og sundheds- og plejepersonale. Denne arbejdsgruppe kunne fokusere på ældre mennesker, personer med sundhedsproblemer og personer med handicap, dog ikke udelukkende

6.6.2.

fokus på ikkeforskelsbehandling i EU's reaktion på fremtidige pandemier og sikring af, at forebyggende foranstaltninger, nødhjælp i form af lægemidler og behandlinger er tilgængelige for alle, herunder hjemløse, omrejsende samfund og papirløse personer, der bor i EU, og som alle risikerer at falde gennem sprækkerne under en offentlig reaktion på sundhedskriser

6.6.3.

kommunikationskampagner under sundhedskriser for at sikre, at folk har en bedre forståelse for, hvordan de beskytter sig selv, hvordan de skal tilpasse sig i deres daglige aktiviteter for at forblive i sikkerhed, og, hvis og når der er behandlinger til rådighed, hvordan de får adgang til dem. Denne kommunikation skal udsendes direkte og være tilgængelig for alle borgere og tage hensyn til særlige behov hos højrisikogrupper såsom ældre mennesker, personer med sundhedsproblemer og personer med handicap. Under den igangværende covid-19-pandemi har denne kommunikation i vid udstrækning været afhængig af civilsamfundsorganisationernes arbejde. De bør derfor høres i forbindelse med denne aktivitet.

6.6.4.

HERA's ledelsesstruktur bør være gennemsigtig og balanceret og bl.a. omfatte patient- og folkesundhedsorganisationer, civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter samt repræsentanter fra forskningsmiljøet. Industrivirksomhederne vil være vigtige partnere, men de bør ikke være en del af denne nye offentlige organisations ledelsesstruktur. Definitionen af globale uafdækkede behov vil blive foretaget af sundhedssektoren alene, og målet vil være at tage del i udviklingen af nye produkter for at få dem lanceret på markedet.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Den offentlige mening i EU i en tid med coronaviruskrise 3 (europa.eu).

(2) EUT C 13 af 15.1.2016, s. 40, og EUT C 14 af 15.1.2020, s. 1.

(3) Policy & practice: Commercial determinants of health and sport.

(4) EUT C 429 af 11.12.2020, s. 251, EUT C 440 af 6.12.2018, s. 150, EUT C 242 af 23.7.2015, s. 48, EUT C 181 af 21.6.2012, s. 160, EUT C 14 af 15.1.2020, s. 1, EUT C 13 af 15.1.2016, s. 40.

(5) EØSU's resolution (EUT C 311 af 18.9 2020, s. 1).

(6) https://ec.europa.eu/eurostat/en/web/products-euro-indicators/-/3-08012021-ap

(7) https://www.aim-mutual.org/mediaroom/tackling-medical-deserts-across-the-eu/

(8) A. Comas-Herrera et al., Mortality associated with COVID-19 outbreaks in care homes: early international evidence, maj 2020.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/121

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »en Union med lighed: EU-handlingsplan mod racisme 2020-2025«

(COM(2020) 565 final)

(2021/C 286/21)

Ordfører: Cristian PÎRVULESCU

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 27.11.2020
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Præsidiets henvisning	1.12.2020
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	16.4.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	192/2/9

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU bifalder den EU-handlingsplan mod racisme 2020-2025, som Kommissionen har fremlagt, og håber, at den vil hjælpe både EU's og medlemsstaternes institutioner med at gøre en fornyet indsats for at bekæmpe racisme og andre former for strukturel forskelsbehandling.

1.2.

Planen er relevant og kommer på det rette tidspunkt. Krisen som følge af covid-19-epidemien har skabt nye udfordringer i forhold til inklusion og fremme af mangfoldighed. For grupper, der i forvejen var marginaliserede, som f.eks. migranter, har der været store sundhedsmæssige, sociale og økonomiske problemer. I krisetider bliver diskriminerende holdninger og adfærd typisk mere udbredt.

1.3.

Allerede inden covid-19-krisen var situationen for mindretal og sårbare grupper i EU under forværring. Negative holdninger til migranter blev mere og mere udbredte, hvilket blev fremhjulpet af opportunistiske politiske ledere og partier, der ansporede til negative holdninger mod muslimer, afrikanere og asiater. Historiske mindretal som f.eks. romaer var i stigende grad mål for racistisk motiveret had. Den jødiske befolkning i Europa følte sig mindre og mindre sikker, hvilket frembragte smertefulde mindelser om den ondskabsfulde antisemitisme, som hærgede det europæiske kontinent inden Anden Verdenskrig.

1.4.

Set i det lys er formålet med planen at strømline de lovgivningsmæssige, politiske og budgetmæssige tiltag. I planen samles alle de instrumenter, der findes, men sine steder synes der at mangle ambitioner og historisk perspektiv. Tilgangen er for forsigtig, samtidig med at situationen hastigt forværres i praksis. EØSU understreger, at tiltag for at bekæmpe forskelsbehandling, racisme, fremmedhad og andre former for intolerance er et klart ansvarsområde for EU i henhold til EU's grundlæggende dokumenter. Det er ikke valgfrit, og ansvarsfordelingen mellem EU og de nationale myndigheder må ikke resultere i efterladenhed og passivitet. Det er et konkret problem at få alle EU-medlemsstater overtalt til at deltage i denne indsats og sikre, at forskellige organer, institutioner og organisationer på nationalt plan samarbejder aktivt.

1.5.

EØSU støtter udarbejdelsen af ny lovgivning for at styrke den rolle, som nationale ligestillingsorganer spiller.

1.6.

EØSU opfordrer desuden Rådet til at vedtage Kommissionens forslag fra 2008 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

1.7.

Der er brug for en omfattende vurdering af gennemførelsen af rammeafgørelsen om bekæmpelse af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen, hvilket er en vigtig retsakt.

1.8.

Internettet er i stigende grad ved at afløse det traditionelle offentlige rum. Det er også på internettet, at nogle politiske ledere, grupper og organisationer fremmer racistiske og diskriminerende holdninger. Når der udvikles politikker og procedurer, bør der lægges større vægt på den organiserede udbredelse af hadefulde udtalelser og på, hvordan det skal tackles.

1.9.

Desværre har vi igennem det seneste årti set et betydeligt antal grupper og organisationer, som åbent har antaget idéer og symboler og foretaget handlinger, der stammer tilbage fra den europæiske fascisme i mellemkrigsårene. Igennem det seneste årti har de bevæget sig væk fra periferien og ind mod centrum af det offentlige rum, bl.a. via onlinemobilisering. De er desuden blevet motiveret af den politiske udvikling uden for Europa, hvor styret i store lande slår ind på en nationalistisk og konservativ kurs i indenrigs- og udenrigspolitikken. Der må gribes passende ind over for denne nye mobilisering og ikke blot ved hjælp af lovgivning og straffende foranstaltninger, som kan komme for sent, men også gennem direkte og målbevidst handling for at tackle de grundlæggende årsager til højreradikalisering.

1.10.

EØSU bifalder den af Kommissionen fremlagte handlingsplan for den europæiske søjle for sociale rettigheder og håber, at den vil medvirke stærkt til at fremme lige muligheder på arbejdsmarkedet, herunder for personer med racemæssig eller etnisk mindretalsbaggrund. Udvalget håber også, at EU-institutionerne og medlemsstaterne holder fast i deres sociale forpligtelser i de vanskelige økonomiske tider, som covid-19-epidemien har forårsaget.

1.11.

EØSU ser frem til Kommissionens omfattende strategi for børns rettigheder, der er planlagt til at blive offentliggjort i 2021. Udvalget håber, at strategien vil omfatte tiltag for at tackle racisme og forskelsbehandling og samtidig koble til politik og ressourcer, som vil kunne afbøde de negative virkninger og konsekvenserne af epidemien.

1.12.

Der er brug for en grundlæggende gentænkning af EU's og medlemsstaternes sundhedspolitik med det formål at sikre adgang til ydelser af høj kvalitet for alle og især mindretal og sårbare grupper. Det omfatter bedre finansiering af ydelserne, udvikling af offentlig sundhedsinfrastruktur i alle regioner, især i de fattigere områder, udvikling af primære sundhedstjenester og fokusering af tjenesterne på patienternes behov og rettigheder. Der bør være særlig fokus på de ældre borgeres rettigheder, værdighed og velfærd, da de under covid-19-pandemien har været isoleret på plejehjem.

1.13.

Racismens historiske rødder bør være genstand for fornyet interesse og handling, især inden for undervisning og uddannelse. Der bør udarbejdes nye undervisningsplaner og lærebøger samt tilrettelægges uddannelsesprogrammer for lærere og undervisere med EU-støtte. Der bør fremmes en tværfaglig tilgang til den fælles europæiske historie og kulturarv på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.

1.14.

1.15.

EØSU håber, at erhvervsorganisationers og individuelle virksomheders indsats for at skabe og opretholde et inkluderende arbejdsmiljø for deres ansatte, uanset køn, race eller etnisk oprindelse, religion, alder, handicap eller seksuel orientering, vil blive udbygget yderligere. Et inkluderende arbejdsmiljø er også ensbetydende med en reel arbejdsmarkedsdialog og solid medarbejderrepræsentation. Vi ser frem til den europæiske mangfoldighedschartermåned i maj 2021 og lanceringen af onlineværktøjskassen, der skal hjælpe virksomheder med at vurdere deres interne mangfoldighed og mangfoldighedsstrategier.

1.16.

Finansieringen af tiltag til at bekæmpe racisme og forskelsbehandling lader til at være generøs. Den omfatter den flerårige finansielle ramme (FFR), det nye program for borgere, ligestilling, rettigheder og værdier, Horisont Europa og den nye genopretnings- og resiliensfacilitet. Baseret på en generel evaluering af tiltagene hidtil ser medlemsstaternes regeringer ud til kun at have en begrænset interesse i at få adgang til de forskellige ressourcer og gøre en indsats for at bekæmpe racisme og forskelsbehandling. EØSU mener, at budgetbevillingerne alene ikke er tilstrækkelige, og at der bør iværksættes et system af incitamenter.

1.17.

EØSU bifalder Kommissionens intentioner om at samarbejde med de europæiske politiske partier, det europæiske valgsamarbejdsnetværk, civilsamfundet og den akademiske verden for at øge deltagelsen i handlingsplanen for europæisk demokrati. EØSU er parat til at bidrage til arbejdet og med sit eget perspektiv og sin egen ekspertise.

1.18.

EØSU opfordrer Kommissionen til bedre integrering af forskellige planer med en høj grad af overlapning af mål og instrumenter. Vi foreslår at integrere handlingsplanen mod racisme, strategien til at gennemføre chartret om grundlæggende rettigheder, handlingsplanen for demokrati og rapporten om retsstatsprincippet. Udvalget anerkender, at disse planer vedrører forskellige politikområder og mener derfor, at der også bør identificeres fælles elementer og synergier.

1.19.

En af grundstenene for effektive politikker, når det gælder demokrati, retsstatsprincippet og beskyttelse af menneskerettigheder er et dynamisk, velorganiseret og målbevidst civilsamfund, der er aktivt på alle niveauer — lokalt, regionalt, nationalt og europæisk. Derfor opfordrer EØSU kraftigt Kommissionen til at udarbejde en omfattende strategi for civilsamfundet i EU som en hjælp til, at det kan opfylde sin demokratimission.

2. Generelle bemærkninger

2.1. Bekæmpelse af racisme og racediskrimination med lovgivning: gennemgang og foranstaltninger

2.1.1.

EØSU opfordrer Kommissionen til at foretage den samlede vurdering af den eksisterende retlige ramme snarest muligt. Overvågning af gennemførelsen og implementeringen af EU-lovgivningen er afgørende for at sikre effektiv bekæmpelse af forskelsbehandling. EØSU opfordrer Kommissionen til i vurderingen at inddrage synspunkterne fra civilsamfundsorganisationer, arbejdsmarkedets parter og interessegrupper i frontlinjen samt nationale ligestillingsorganer. De organisationer, der samarbejder direkte med de berørte grupper, bør også involveres.

2.1.2.

EØSU ser frem til overvågningsrapporten om gennemførelsen af direktivet om racelighed, som skal foreligge i 2021, og bifalder det mulige fokus på regulering af retshåndhævelsen. Udvalget opfordrer desuden Kommissionen til proaktivt at anvende traktatbrudsproceduren, når det er nødvendigt.

2.1.3.

EØSU støtter udarbejdelse af ny lovgivning til at styrke den rolle, som nationale ligestillingsorganer spiller. Det er beklageligt, at disse vigtige institutioner, som har ansvaret for uafhængigt at bistå ofre for forskelsbehandling, fremme ligestilling, foretage uafhængige undersøgelser og udsende uafhængige rapporter og anbefalinger, har for uensartede beføjelser og funktioner. Det er absolut nødvendigt at gentænke og styrke deres roller yderligere.

2.1.4.

2.1.5.

Der er brug for en omfattende vurdering af gennemførelsen af rammeafgørelsen om bekæmpelse af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen (2), hvilket er en vigtig retsakt. Som det fremgår af forslaget, er der alvorlig bekymring for, i hvilken udstrækning hadefulde taler og hadforbrydelser kriminaliseres på korrekt vis i de nationale straffelove, hvilket er en bekymring, der deles af udvalget.

2.1.6.

Udbredelsen af hadefulde udtalelser på internettet er særligt bekymrende (3). Selv om rammeafgørelsen kræver, at medlemsstaterne kriminaliserer offentlig tilskyndelse til vold og had på grund af hudfarve, religion, herkomst, race eller national eller etnisk oprindelse, er der et betydeligt efterslæb med at overholde denne regel i praksis. De nationale myndigheder skal tage højde for ytringsfriheden og definere mere præcist, hvad der udgør ulovlig adfærd på internettet. Samtidig er de nødt til at samarbejde med IT-platforme for at regulere adgangen og fastsætte klarere regler for moderering og fjernelse af indhold. Der sker fremskridt med hensyn til platformudbyderes frivillige overholdelse og fjernelse af ulovligt indhold, men det kræver en fortsat indsats at holde trit med udviklingen på internettet.

2.1.7.

Internettet er i stigende grad ved at afløse det traditionelle offentlige rum. Det er her, at størstedelen af den sociale interaktion finder sted baseret på forskellige behov og formål lige fra at købe varer og tjenester, underholdning, information, uddannelse og kulturforbrug til mobilisering af borgere og politisk mobilisering. Det er et umådeligt stort rum, hvor udviklingen i teknologi og tjenester hele tiden skubber grænserne for social omgang og interaktion. Det er samtidig det foretrukne rum for politiske ledere, grupper og organisationer til at udbrede deres værdier og ideologier, til at komme i kontakt med borgerne og mobilisere til handling (4). For nogles vedkommende er deres politiske virke og mobilisering centreret om racistiske og diskriminerende holdninger. Når der udvikles politikker og procedurer, bør der lægges større vægt på den organiserede udbredelse af hadefulde udtalelser og på, hvordan det skal tackles.

2.1.8.

Desværre har vi igennem det seneste årti set et betydeligt antal grupper og organisationer, som åbent har antaget idéer og symboler og foretaget handlinger, der stammer tilbage fra den europæiske fascisme i mellemkrigsårene. Deriblandt er der partier i nationale parlamenter, udenomsparlamentariske partier, politiske bevægelser og militser, der alle har rødder i en politisk kultur baseret på had og diskrimination. Igennem det seneste årti har de bevæget sig væk fra periferien og ind mod centrum af det offentlige rum, bl.a. via onlinemobilisering. De er desuden blevet motiveret af den politiske udvikling uden for Europa, hvor styret i store lande slår ind på en nationalistisk og konservativ kurs i indenrigs- og udenrigspolitikken. Der må gribes passende ind over for denne nye mobilisering og ikke blot ved hjælp af lovgivning og straffende foranstaltninger, som kan komme for sent, men også gennem direkte og målbevidst handling for at tackle de grundlæggende årsager til højreradikalisering.

2.1.9.

Som det fremgår af forslaget, har nogle medlemsstater truffet foranstaltninger til at forbyde racistiske grupper og deres symboler, ofte ved lovgivning om hadforbrydelser, hadefulde udtalelser eller terrorisme, eller de har indført strafferetlige sanktioner i forbindelse med benægtelse af forbrydelser mod menneskeheden og/eller nazistiske og fascistiske perioder samt propaganda for terrorgrupper. Det er et skridt i den rigtige retning, men der er brug for mere handling. Alle lande bør udvikle nationale reaktioner på voldelig ekstremisme, og deres strategi bør fremmes ved fælles handling på EU-plan. EØSU ser frem til Kommissionens rapport om nationale reaktioner på voldelig ekstremisme. Vi opfordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen ikke blot med de retshåndhævende myndigheder, som normalt får til opgave at overvåge voldelig ekstremisme, men også med nationale ligestillingsorganer, uafhængige overvågningsinstanser, civilsamfundsorganisationer (herunder religiøse samfund), arbejdsmarkedets parter, medierne og universiteter. EØSU er parat til at bidrage med sin ekspertise til udarbejdelsen af fælles EU-planer for bekæmpelse af voldelig ekstremisme. Tiltagene bør ikke kun rettes imod den voldelig ekstremisme, der bliver synlig sidst i forløbet, men mod de underliggende årsager og miljøer, der har ført til radikaliseringen og til, at der blev grebet til handling.

2.1.10.

EØSU opfordrer alle medlemsstater til at omgående at behandle ratificering af Den Internationale Arbejdsorganisations konvention 190 (2019), der er den første internationale traktat, der direkte fordømmer enhver form for vold og chikane på arbejdspladsen. Den har derfor betydning for chikane og forskelsbehandling som følge af race, køn eller alle andre årsager.

2.2. Mere end EU-lovgivning: en større indsats for at bekæmpe racisme i dagligdagen

2.2.1.

EØSU bifalder, at de retshåndhævende myndigheder får nyt fokus på bekæmpelse af forskelsbehandling. De retshåndhævende myndigheder er på arbejde hver dag i lokalsamfund over alt i EU, og de kan blive centrale aktører i kampen mod racisme, fremmedhad og forskelsbehandling. Desværre omfatter uddannelsen af de ansatte normalt ikke demokrati, beskyttelse af menneskerettigheder og forskelsbehandling. I nogle tilfælde udvikler der sig også racistiske, fremmedhadske og diskriminerende holdninger blandt retshåndhævelsespersonalet, og i værste fald har de forbindelse til eksterne grupper, som promoverer deres idéer. Udvalget bifalder det arbejde, som Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) og Den Europæiske Unions Agentur for Uddannelse inden for Retshåndhævelse (CEPOL) har udført for at udarbejde undervisningsmaterialer og -værktøjer, men det er ikke tilstrækkeligt. Potentielt er der hundredtusindvis af ansatte, der skal gennemgå et kursusforløb. Derfor skal samarbejdet med nationale uddannelsesinstitutioner optrappes markant med flere øremærkede ressourcer til uddannelse på EU-niveau og i medlemsstaterne. Desuden kan FRA og CEPOL tilskynde de nationale uddannelsesinstitutioner til at samarbejde med civilsamfundsorganisationer og universiteter med henblik på en bedre tilpasning af undervisningsindholdet til de nationale forhold.

2.2.2.

EØSU bifalder Kommissionens stærke indsats for at bekæmpe forskelsbehandling, ulige adgang til beskæftigelse, uddannelse, sundhedsydelser og boliger ved hjælp af politik- og finansieringsprogrammer. Udvalget bifalder derfor handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder, som Kommissionen har fremlagt, og håber, at den vil yde et stærkt bidrag til fremme af lige muligheder på arbejdsmarkedet, herunder for personer med racemæssig eller etnisk mindretalsbaggrund. Derudover håber udvalget, at EU-institutionerne og medlemsstaterne holder fast i deres sociale forpligtelser i de vanskelige økonomiske tider, som covid-19-epidemien har forårsaget.

2.2.3.

EØSU bifalder hensigten om at bruge Next Generation EU, instrumentet for teknisk støtte og det almindelige budget for 2021-2027 til at fremme social inklusion, sikre lige muligheder for alle og tackle forskelsbehandling. Covid-19-krisen har med dens uforholdsmæssige konsekvenser for sårbare grupper og mindretal skabt behov for udvikling af infrastruktur og lige adgang til arbejdsmarkedet, sundheds- og socialydelser, boliger samt ikkesegregerede og inkluderende uddannelsestilbud af høj kvalitet.

2.2.4.

Covid-19-krisen har forværret problemerne for mindretal og sårbare grupper på arbejdsmarkedet. Personer fra mindretal har vanskeligt ved at finde arbejde og, hvis de har et arbejde, at få en løn, der svarer til deres uddannelses- og kompetenceniveau. De økonomiske konsekvenser af pandemien i form af store afskedigelsesrunder og yderligere forringelse af arbejds- og lønvilkår rammer mindretal og sårbare grupper hårdere. Udvalget ser frem til handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder, så forskelsbehandlingen inden for beskæftigelse kan tackles mere effektivt.

2.2.5.

Covid-19-krisen har også haft en negativ indvirkning på uddannelsesområdet. Skolelukningerne, som fandt sted i 2020, og som formentlig vil fortsætte i 2021, afbrød et uddannelsesforløb, der i forvejen ikke var tilstrækkeligt inkluderende. Selv inden pandemien gik børn og unge fra sårbare grupper og mindretal tidligt ud af skolen eller færdiggjorde ikke hele uddannelsen. Når de deltog i uddannelse, blev børn med en mindretalsbaggrund udsat for forskelsbehandling og mobning, hvilket Kommissionens forslag ikke anerkender fuldt ud. Skoler er ikke blot uddannelsesinstitutioner. I og omkring dem ydes der flere forskellige former for tjenester fra skolemad til sundhedsovervågning og -hjælp og forebyggelse af forældres og samfundets overgreb. Onlineundervisning var en nødløsning. I mange tilfælde har det skabt endnu en hindring for børn fra sårbare grupper og mindretal, fordi de ikke har haft egnede enheder og internetforbindelse. Så snart skolerne kan genåbnes, er der brug for en direkte og stærk indsats for at komme i gang med støtteundervisning og levering af tjenester. EØSU ser frem til Kommissionens omfattende strategi for børns rettigheder, der er planlagt til at blive offentliggjort i 2021. Udvalget håber, at strategien vil omfatte tiltag for at tackle racisme og forskelsbehandling og samtidig koble til politikker og ressourcer, som vil kunne afbøde de negative virkninger og konsekvenserne af epidemien.

2.2.6.

EØSU bifalder Netværket til Bevidstgørelse omkring Radikaliserings arbejde og håber, at dets aktiviteter vil blive støttet yderligere og videreudviklet, især med hensyn til undervisning.

2.2.7.

På sundhedsområdet har covid-19 haft store konsekvenser. De sundhedsmæssige uligheder, som personer med en racemæssig eller etnisk mindretalsbaggrund er udsat for, er blevet større. Udvalget opfordrer til, at EU's platform for sundhedspolitik fuldt ud tager hånd om spørgsmålet om at mindske uligheder, der skyldes race eller etnisk oprindelse. EU må gøre langt mere for at sikre, at borgere og bosiddende i EU har adgang til sundhedsbehandling af høj kvalitet under og efter pandemien. EU's indsats for at fremskaffe medicinsk udstyr og efterfølgende adgang til vacciner bør roses og tilskyndes. Men det kræver en omfattende nytænkning af EU's og medlemsstaternes sundhedspolitik at løse problemet med adgang og kvalitet på mellemlang og lang sigt for alle og især personer fra sårbare grupper og mindretal. Det omfatter bedre finansiering af ydelserne, udvikling af offentlig sundhedsinfrastruktur i alle regioner, især i de fattigere områder, udvikling af primære sundhedstjenester og fokusering af tjenesterne på patienternes behov og rettigheder.

2.2.8.

Der er brug for en større indsats i forhold til boliger. Som det fremgår af forslaget forstærker forskelsbehandling på boligmarkedet segregering med en afledt effekt på uddannelses- og beskæftigelsesmulighederne og har i børnefamilier en betydelig skadelig indvirkning på børns udvikling. Covid-19-epidemien har understreget behovet for en indsats for at forbedre forholdene på boligområdet. Forebyggelse af infektioner og alvorlige former for sygdomme afhænger af den almene sundhedstilstand, men også af adgang til vand- og sanitetsinfrastruktur. Boligsegregering, især i de fattigere områder, bør være en prioritetssag. Selv om der via samhørighedspolitikken kan bevilges midler til en indsats for ikkesegregerede boliger og til at sikre adgang til inkluderende almindelige tjenester af høj kvalitet, er det uklart, om de nationale og lokale myndigheder vil benytte sig deraf.

2.3. Strukturel racisme — håndtering af det underliggende problem

2.3.1.

Bekæmpelse af stereotyper og øget kendskab til historien er yderst vigtigt for at opnå et kontinent uden racisme og forskelsbehandling. Racismens historiske rødder bør være genstand for fornyet interesse og handling, især inden for undervisning og uddannelse. Udvalget hilser Europarådets arbejde omkring historie og historieundervisning velkommen. Men de værktøjer, der er til rådighed, anvendes ikke rutinemæssigt i historieundervisningen generelt. Der er brug for yderligere fælles og målrettet handling i denne henseende. Der bør udarbejdes nye undervisningsplaner og lærebøger samt tilrettelægges uddannelsesprogrammer for lærere og undervisere med EU-støtte. En tværfaglig tilgang til den fælles europæiske historie og kulturarv bør fremmes på ungdomsungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Fokus på uddannelse, formel som ikkeformel, er grundstenen i en effektiv politik mod racisme og forskelsbehandling.

2.3.2.

Den kreative sektors rolle er også meget vigtig, da den fungerer som en bro mellem samfundsgrupper. Indlevelse og solidaritet er værdier, der udgør grundlaget for et inkluderende samfund. Derfor bifalder udvalget, at Et Kreativt Europa og andre programmer har fokus på projekter, der søger at fjerne barrierer og tilskynde til social inklusion og deltagelse af underrepræsenterede og dårligt stillede grupper.

2.3.3.

Samarbejde med journalister er desuden på sin plads og relevant. Udvalget bakker op om Kommissionens bestræbelser på at udvikle en række seminarer om racemæssige og etniske stereotyper, der samler journalister, civilsamfundsorganisationer og repræsentanter for personer med racemæssig eller etnisk mindretalsbaggrund. EØSU er parat til at bidrage til denne indsats.

2.3.4.

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde på en fælles metode til indsamling af relevante data, herunder data, der er opdelt efter etnisk oprindelse og race. Metoden bør følge de principper, der blev fastlagt af FN's verdenskonference mod racisme, racediskrimination, fremmedhad og hermed beslægtet intolerance i 2002 og Durbanhandlingsprogrammet: Indsamling af opdelte data til befolkningsstatistikker kræver svarpersonernes udtrykkelige samtykke baseret på deres selvidentificering og i overensstemmelse med menneskerettighedsstandarderne til beskyttelse af privatlivets fred. Efter EØSU's opfattelse er det arbejde, som agenturet for grundlæggende rettigheder har udført inden for dataindsamling, ikke tilstrækkeligt, og der bør gøres en lignende indsats i medlemsstaterne.

2.3.5.

EØSU fremhæver vigtigheden af god praksis for samarbejde med det lokale niveau (byer) og nabolag/fællesskaber, hvor den strukturelle racisme slår igennem i dagligdagen og arbejdslivet, med det sigte at fremme et klima af interkulturel tolerance.

2.4. Gennemførelsesramme: fuld udnyttelse af EU's redskaber

2.4.1.

EØSU tilslutter sig Kommissionens opfordring til alle medlemsstater om at udarbejde og vedtage nationale handlingsplaner mod racisme og racediskrimination. Det er kun omkring halvdelen af medlemsstaterne, der har den slags planer, hvilket indikerer en svingende interesse og indsats fra medlemsstaternes regeringers side (5). EØSU ser frem til fastlæggelsen af fælles vejledende principper for nationale handlingsplaner senest i 2021 og er parat til at bidrage til arbejdet. De politiske områder, som er fremhævet i den nuværende handlingsplan (lovgivning om ikkeforskelsbehandling og ligestillingsorganers rolle, hadefulde udtalelser og hadforbrydelser, ulovlig profilering foretaget af retshåndhævende myndigheder, risici i forbindelse med nye teknologier, stereotyper og historisk bevidsthed, lige adgang til uddannelse, beskæftigelse, sundhedsydelser, boliger, integration af ligestillingsaspekter på nationalt plan, inddragelse af det regionale og lokale niveau, finansiering til bekæmpelse af racisme, dataindsamling, dialog med civilsamfundet), er godt strukturerede og spænder vidt. Det er et konkret problem at få alle EU-medlemsstater overtalt til at deltage i denne indsats og sikre, at forskellige organer, institutioner og organisationer på nationalt plan samarbejder aktivt.

2.4.2.

EØSU håber, at erhvervsorganisationers og individuelle virksomheders indsats for at skabe og opretholde et inkluderende arbejdsmiljø for deres ansatte uanset køn, race, etnisk oprindelse, religion, alder, handicap eller seksuel orientering vil blive udbygget yderligere (6). Et inkluderende arbejdsmiljø er også ensbetydende med en reel arbejdsmarkedsdialog og solid medarbejderrepræsentation. Vi ser frem til den europæiske mangfoldighedschartermåned i maj 2021 og lanceringen af onlineværktøjskassen, der skal hjælpe virksomheder med at vurdere deres interne mangfoldighed og mangfoldighedsstrategier.

2.4.3.

EØSU bakker fuldt ud op om Kommissionens bestræbelser for at sikre, at bekæmpelsen af forskelsbehandling af specifikke årsager og disses krydsfelt med andre årsager til forskelsbehandling såsom køn, handicap, alder, religion eller seksuel orientering, integreres i alle EU's politikker, lovgivning og finansieringsprogrammer.

2.4.4.

Finansieringen af tiltag til at bekæmpe racisme og forskelsbehandling lader til at være generøs. Den omfatter den flerårige finansielle ramme (FFR), det nye program for borgere, ligestilling, rettigheder og værdier, Horisont Europa og den nye genopretnings- og resiliensfacilitet. Baseret på en generel evaluering af tiltagene hidtil ser medlemsstaternes regeringer ud til kun at have en begrænset interesse i at få adgang til de forskelige ressourcer og gøre en indsats for at bekæmpe racisme og forskelsbehandling. EØSU mener, at budgetbevillingerne alene ikke er tilstrækkelige, og at der bør iværksættes et system af incitamenter. En væsentlig årsag til den begrænsede interesse kan være den følsomme politiske karakter af disse tiltag og radikale politiske lederes, organisationers og gruppers politiske mobilisering mod tiltagene.

2.4.5.

Bekæmpelse af racisme og forskelsbehandling i de eksterne politikker er ligeledes en prioritet, især i en verden, der er hårdt ramt af covid-19-epidemien. EØSU håber, at der vil være fuld opbakning til racismebekæmpelse, ikkeforskelsbehandling og ligestilling igennem instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde i samarbejde med regeringerne, civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter i udvalgets partnerlande (7).

2.5. Positive tiltag fra EU's side: lydhørhed og handlekraft

2.5.1.

Den demokratiske deltagelse og repræsentation af grupper, der typisk er marginaliserede f.eks. personer med racemæssig eller etnisk mindretalsbaggrund, er fortsat utilstrækkelig de fleste steder i Europa. Derfor bifalder EØSU Kommissionens hensigt om at samarbejde med EU's politiske partier, det europæiske valgsamarbejdsnetværk og civilsamfundet for at øge deltagelsen i handlingsplanen for europæisk demokrati. EØSU er parat til at bidrage til arbejdet og med sit eget perspektiv og sin egen ekspertise. En af prioriteterne vil være at fjerne forskellige juridiske og administrative udfordringer, adgangshindringer og institutionelle vanskeligheder, som folk, der ønsker at engagere sig i politik støder på på alle niveauer. Desuden skal der samarbejdes med partier for at tilskynde dem til at skabe mere forskelligartede og inkluderende politiske valgkredse samt fremhjælpe ledere og kandidater fra sårbare grupper/med en mindretalsbaggrund.

2.5.2.

EØSU bifalder Kommissionens indsats for regelmæssigt at mødes med civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedsparter, som er aktive i kampen mod racisme på europæisk, nationalt og lokalt niveau, for at gøre status over fremskridtene med bekæmpelse af racisme. EØSU er parat til at deltage i dialogen. Det er vigtigt at inddrage religiøse aktører i denne proces.

2.5.3.

EØSU glæder sig over Kommissionens planlagte udpegelse af en racismebekæmpelseskoordinator. Koordinatoren skal samarbejde med medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, civilsamfundsorganisationer, arbejdsmarkedets parter og den akademiske verden om at sikre bedre politiske løsninger på racismespørgsmålet.

2.5.4.

EØSU ser frem til Kommissionens planlagte topmøde om racisme. Topmødet vil blive afholdt samtidig med den internationale dag for afskaffelse af racediskrimination den 21. marts 2021, og denne dag vil hvert år blive markeret af Kommissionen.

2.5.5.

Kommissionens arbejde for at fremme mangfoldighed og sikre en inkluderede arbejdsplads uden forskelsbehandling, der er åben for alle uanset race, etnisk oprindelse eller hudfarve, hilses velkommen og er et rigtig godt eksempel til efterlevelse for de øvrige EU-institutioner.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) COM(2008) 426 final.

(2) EUT L 328 af 6.12.2008, s. 55.

(3) Desuden bruges internettet i stigende grad af stater, som benytter utraditionelle strategier til at påvirke den offentlige mening.

(4) EØSU anbefaler, at Kommissionen i højere grad integrerer denne handlingsplan i EU's digitale strategi.

(5) Ifølge Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheders rapport fra juni 2020 havde 15 medlemsstater i 2019 planer for bekæmpelse af racisme, forskelsbehandling på grundlag af race eller etnisk oprindelse og intolerance i forbindelse hermed: Belgien, Kroatien, Tjekkiet, Finland, Frankrig, Tyskland, Irland, Italien, Litauen, Nederlandene, Portugal, Slovakiet, Sverige og Spanien. Det Forenede Kongerige havde også en plan, men udtrådte af EU den 1. januar 2021.

(6) Ifølge forslaget er der på nuværende tidspunkt mangfoldighedschartre i 24 medlemsstater med mere end 12 000 underskrivere (virksomheder, offentlige institutioner, ikkestatslige organisationer, universiteter, fagforeninger m.fl.) og over 16 mio. ansatte.

(7) EUT C 110 af 22.3.2019, s. 163.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/128

(COM(2020) 698 final)

(2021/C 286/22)

Ordfører:	Ionuț SIBIAN
Medordfører:	Maria del Carmen BARRERA CHAMORRO

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 14.1.2021
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	16.4.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	187/8/12

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU bifalder og støtter det mod, Kommissionen har udvist ved at vedtage strategien for ligestilling af LGBTIQ-personer 2020-2025, hvis formål er at mindske forskelsbehandling og garantere sikkerheden og de grundlæggende rettigheder for LGBTIQ-personer i hele Den Europæiske Union. Det sker gennem vedtagelsen af lovgivningsmæssige foranstaltninger på europæisk plan, men også ved at tilskynde medlemsstaterne til at udarbejde og gennemføre de handlingsplaner, der nævnes i strategien, på nationalt niveau.

1.2.

EØSU er af den faste overbevisning, at Kommissionen, hvis strategien skal lykkes, bør indføre en stærk mekanisme til gennemførelse af den og til regelmæssig overvågning af dens anvendelse, såvel horisontalt som vertikalt. Kommissionen bør i den forbindelse fremme en bred dialog mellem europæiske og internationale institutioner, medlemsstaterne, civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter.

1.3.

EØSU er overbevist om, at strategien, hvis dens mål for LGBTIQ-ligestilling skal nås, bør koordineres med andre EU-strategier — som f.eks. strategien for ofres rettigheder, strategien for ligestilling mellem kønnene, EU's handlingsplan mod racisme, strategien for rettigheder for personer med handicap og strategien om barnets rettigheder — så der skabes et tværsektorielt perspektiv.

1.4.

Et af de mest presserende problemer med hensyn til forskelsbehandling af LGBTIQ-personer vedrører forskelsbehandling på arbejdspladsen og adgangen til arbejdsmarkedet. Således bør Rådets direktiv 2000/78/EF (1) om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse også beskytte transpersoner, ikkebinære, interkønnede og queerpersoner mod forskelsbehandling på disse områder. Desuden bifalder EØSU Kommissionens ønske om at udvide direktivets anvendelsesområde til andre områder end beskæftigelse, idet udvalget betragter direktivet som et effektivt middel til bekæmpelse af forskelsbehandling af LGBTIQ-personer.

1.5.

For at forbedre LGBTIQ-personers beskæftigelsesegnethed er det nødvendigt at anvende aktive beskæftigelsespolitikker og at indføre et LGBTIQ-perspektiv i beskæftigelsesordningerne. Det er også afgørende, at virksomhederne — for at bekæmpe forskelsbehandling af LGBTIQ-personer på arbejdspladsen — har LGBTIQ-ligestillingsplaner, og at planerne indeholder konkrete foranstaltninger, protokoller og redskaber til bekæmpelse af forskelsbehandling.

1.6.

For at LGBTIQ-personer ikke skal konfronteres med socioøkonomiske afsavn og en høj grad af fattigdom og social udstødelse skal medlemsstaterne tilskyndes til at sørge for lægehjælp og sociale ydelser, tilflugtssteder, støtteprogrammer og sikre opholdssteder for LGBTIQ-personer, som er ofre for vold i hjemmet, hadforbrydelser og hadefuld tale, samt unge LGBTIQ-personer, der står uden familiens støtte m.m.

1.7.

EØSU er overbevist om, at de såkaldte konverteringsmetoder bør forbydes af alle EU-medlemsstater, da der er tale om metoder, der krænker grundlæggende rettigheder, og som er blevet klassificeret som tortur. Kommissionen skal støtte medlemsstaterne i deres bestræbelser på at forbyde alle former for skadelig praksis, herunder medicinsk unødvendige indgreb over for interkønnede personer, og reformere deres lovgivning om kønsspørgsmål, så det sikres, at den opfylder menneskerettighedsstandarderne for selvbestemmelse.

1.8.

EØSU opfordrer Kommissionen til at sørge for finansiering til uddannelse af professionelt personale, som er i kontakt med LGBTIQ-personer, og tilskynde til udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne. Der er desuden brug for EU-finansiering til specialuddannelse af læger, undervisere og andre fagfolk, så de bedre forstår LGBTIQ-personers specifikke omstændigheder og behov. Desuden tilbyder EUHealth4LGBTIQ-pilotprojektet undervisningsmanualer for sundhedstjenesteydere, og Kommissionen bør støtte medlemsstaternes bestræbelser på at sikre, at disse kurser er tilgængelige på nationalt plan.

1.9.

Hvad angår finansiering fra EU's budget til medlemsstaterne bør Kommissionen efter udvalgets mening indføre en stærk mekanisme til overvågning af, at medlemsstaterne anvender disse midler i overensstemmelse med det europæiske princip om ikkeforskelsbehandling, jf. artikel 2 i TEU, og under fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder som fastsat i chartret om grundlæggende rettigheder. Dette tilsyn skal udføres både ex-ante ved hjælp af en mangfoldighedskontrol og ex-post, som fastsat i forordningen om fælles bestemmelser for finansieringsperioden 2021-2027.

1.10.

Kommissionen må påtage sig rollen som vogter af Den Europæiske Unions traktater og optrappe sine bestræbelser på at sikre en fuld gennemførelse og håndhævelse af relevant EU-lovgivning og EU-Domstolens retspraksis i medlemsstaterne, navnlig med hensyn til direktiv 2004/38/EF (2) og asyllovgivningen. I lyset af den frie bevægelighed og grænseoverskridende scenarier er det også vigtigt, at der på europæisk plan vedtages en klar, inklusiv og ikkediskriminerende lovgivning om begrebet »familie«, herunder regnbuefamilier, og om anerkendelse af transpersoners fødselsattester i alle medlemsstater — uafhængigt af andre administrative eller juridiske procedurer.

1.11.

Den Europæiske Union skal påtage sig et ansvar for at fremme menneskerettighederne globalt, herunder LGBTIQ-personers frihed og værdighed. For at nå dette mål bør EU samarbejde med internationale og regionale institutioner om en universel afkriminalisering af homoseksualitet og respekt for LGBTIQ-personers værdighed og grundlæggende rettigheder i hele verden.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

EØSU anser det for afgørende, at både europæiske og nationale institutioner udformer politikker til beskyttelse af LGBTIQ-personer, således at de værdier, der er nedfældet i chartret om grundlæggende rettigheder og i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), nemlig »den menneskelige værdighed, (…), ligestilling, (…), respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal«, respekteres i hele Unionen (3). EØSU støtter Europa-Parlamentets beslutning om at erklære EU for en »LGBTIQ-frihedszone«.

2.2.

Data (4) fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) viser, at LGBTIQ-personer er en sårbar gruppe, der har brug for støtte fra både EU-institutionerne og de nationale myndigheder i medlemsstaterne. Udvalget mener, at strategien for ligestilling af LGBTIQ-personer 2020-2025 udgør et første skridt i bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet/kønsudtryk og kønskarakteristika og etableringen af et sikkert opholdssted for LGBTIQ-fællesskabet i hele Den Europæiske Union.

2.3.

EØSU bifalder anvendelsen af intersektionalitet som et tværgående princip i Kommissionens meddelelse: seksuel orientering, kønsidentitet/-udtryk og/eller kønskarakteristika sammenholdes med andre personlige karakteristika eller identiteter, herunder køn, race/etnisk oprindelse, religion/tro, handicap og alder. Alt dette ses i sammenhæng med covid-19-krisen, der har ramt sårbare LGBTIQ-personer uforholdsmæssigt hårdt.

2.4.

Hvis strategien for ligestilling af LGBTIQ-personer 2020-2025 skal gennemføres effektivt i hele Den Europæiske Union, bør Kommissionen imidlertid udarbejde en operationaliserings- og overvågningsmekanisme, således at der kan føres tilsyn med, om — eller i hvilket omfang — strategien er blevet gennemført. I den henseende bør Kommissionen en gang om året kontrollere, hvorvidt — og i hvilken udstrækning — EU's institutioner og medlemsstaterne har gennemført de centrale prioriteter, som er omhandlet i strategien. Denne evaluering bør gennemføres i samråd med medlemsstaterne og det organiserede civilsamfund.

3. Særlige bemærkninger

3.1. Forskelsbehandling af LGBTIQ-personer

3.1.1.

Forskelsbehandling rammer LGBTIQ-personer i alle livsfaser. Ofte stigmatiseres LGBTIQ-børn og -unge og børn fra LGBTIQ- eller regnbuefamilier, hvor et af medlemmerne er LGBTIQ-person, fra en tidlig alder, hvilket gør dem til mål for forskelsbehandling og mobning. Dette påvirker deres uddannelsesmæssige resultater og beskæftigelsesudsigter, deres dagligdag og hele familiens trivsel. Det er derfor nødvendigt med udvidede og bedre foranstaltninger til beskyttelse af børn, navnlig på uddannelsesområdet, for at gøre op med den forskelsbehandling, der rammer LGTBIQ-personer.

3.1.2.

Et af de mest presserende problemer med hensyn til forskelsbehandling af LGBTIQ-personer vedrører forskelsbehandling på arbejdspladsen (5) og adgangen til arbejdsmarkedet. Derfor bør direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse også beskytte transpersoner, ikkebinære, interkønnede og queerpersoner mod forskelsbehandling på disse områder. Desuden bifalder EØSU Kommissionens ønske om at udvide direktivets anvendelsesområde til andre områder end beskæftigelse og erhvervsuddannelse, idet udvalget betragter direktivet som et effektivt middel til bekæmpelse af forskelsbehandling af LGBTIQ-personer.

3.1.3.

Med hensyn til forskelsbehandling på arbejdspladsen bør der være særlig opmærksomhed omkring transpersoner på grund af de sociale udfordringer, de har (såsom misforholdet mellem den faktiske og den retlige situation som følge af vanskelige procedurer til ændring af identitetsdokumenter i de fleste medlemsstater, manglende adgang til medicinske procedurer, andres fordomme osv.). Disse sociale udfordringer kan føre til chikane på arbejdspladsen, afskedigelser og, generelt, udsigt til talrige problemer i forbindelse med jobsøgning.

3.1.4.

Udvalget peger på behovet for, at Den Europæiske Union fastlægger retningslinjer for aktive beskæftigelsespolitikker med det formål, at medlemsstaterne og de nationale myndigheder udvikler nationale beskæftigelsesplaner, som indeholder specifikke foranstaltninger for LGBTIQ-personer og begrænser virkningerne af den manglende adgang til beskæftigelse, som disse personer strukturelt rammes af.

3.1.5.

EØSU finder det afgørende at udvide EU's regelsæt om ligebehandling i forbindelse med beskæftigelse — med det formål at inkludere transpersoner samt ikkebinære, interkønnede og queerpersoner og dermed beskytte alle LGBTIQ-personer mod beskæftigelsesrelateret forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet og kønsudtryk samt seksuelle karakteristika.

3.1.6.

EØSU bakker op om Kommissionens forslag om at udvide direktivet om ligebehandling til andre områder end beskæftigelse og erhvervsuddannelse. I den forbindelse mener EØSU, at Kommissionens opfordring til Rådet om at vedtage forslaget bør støttes, så der kan rettes op på manglerne i den beskyttelse, som EU-lovgivningen giver med hensyn til forskelsbehandling af årsager relateret til seksuel orientering, men også kønsidentitet/kønsudtryk, seksuelle karakteristika og familieforhold.

3.1.7.

EØSU støtter EU-institutionernes opfordring til medlemsstaterne om at ratificere ILO-konvention nr. 190 om afskaffelse af vold og chikane i arbejdslivet, hvilket refererer til forskellige former for uacceptabel adfærd og praksis rettet mod mennesker på grund af deres seksualitet eller køn, og som vejleder regeringer og arbejdsmarkedets parter om, hvordan de kan finde værktøjer til at forebygge og bekæmpe disse former for forskelsbehandling. Kollektive overenskomstforhandlinger på alle niveauer og kollektive overenskomster kan bidrage til at fastlægge målrettede foranstaltninger på arbejdspladsen og til at gennemføre den selvstændige aftale, som de europæiske arbejdsmarkedsparter har undertegnet om bekæmpelse af vold på arbejdspladsen.

3.1.8.

På grund af forskelsbehandling af LGBTIQ-personer i selve det rum, hvor de burde kunne føle sig mest trygge, nemlig i familiens skød, ender mange personer inden for LGBTIQ-miljøet, særlig unge, med at blive hjemløse. I mange medlemsstater evner myndighederne ikke at stille sociale ydelser og lægehjælp til rådighed for disse personer. Det er derfor afgørende, at de enkelte LGBTIQ-personer kan nyde godt af sikre tilflugtssteder og lægehjælp, så de kan integrere sig i samfundet og finde stabile og sikre job.

3.1.9.

Ud over Kommissionens forslag om en reform af det fælles europæiske asylsystem er det vigtigt, at EU finansierer undervisning af dommere, anklagere, grænsevagter, eksperter der arbejder i udlændingemyndigheder og tolke, således at de pågældende kan forstå de specifikke behov hos sårbare ansøgere om international beskyttelse, herunder LGBTIQ-personer.

3.1.10.

I den forbindelse finder EØSU det afgørende — i betragtning af at mange af disse mennesker flygter fra forfølgelse i deres oprindelseslande på grund af seksuel orientering, kønsidentitet/kønsudtryk og kønskarakteristika — at begrænse anvendelsen af politikker for tilbagesendelse af migranter ved EU's grænser. Tilbagesendelse, uden at de pågældende får mulighed for at søge international beskyttelse, er en krænkelse af de mest grundlæggende menneskerettigheder, internationale traktater og, i visse tilfælde, nationale love om international beskyttelse.

3.1.11.

Udvalget mener, at Kommissionen bør overveje at anerkende transpersoners ret til at fastlægge eget køn og derved være på linje med de højeste internationale standarder for overholdelse af menneskerettighederne og fremme anerkendelsen heraf i medlemsstaterne og fra de nationale myndigheders side. Derved kan transpersoner se deres identitet anerkendt uden at behøve at have en tredjepart til at bevise det.

3.1.12.

Kommissionen bør føre tilsyn med adgangen til sygesikring i forbindelse med kønsskiftebehandlinger for transpersoner og samarbejde med medlemsstaterne om at udnytte mulighederne i EU's ramme for grænseoverskridende sundhedsydelser fuldt ud for at afhjælpe eventuelle nationale mangler.

3.1.13.

Kommissionen bør tilskynde medlemsstaterne til at vedtage nationale strategier for overvågning, bekæmpelse og forebyggelse af seksuelt overførbare sygdomme. På dette område er det desuden afgørende at prioritere finansiering til sundhedspersonale og deres deltagelse i undervisning i overensstemmelse med anbefalingerne fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og den 11. udgave af International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems (ICD-11). Herudover er det afgørende, at medlemsstaterne letter udvekslingen af erfaringer og bedste praksis blandt specialiseret sundhedspersonale i de enkelte medlemsstater.

3.1.14.

Medlemsstaterne bør tilskyndes til at forbyde »konverteringsmetoder« i hele EU. Det er en nedværdigende og skadelig praksis med talrige negative følger for den enkelte LGBTIQ-persons fysiske og mentale sundhed. Derudover bør medlemsstaterne opfordres til at vedtage lovgivning, der forbyder »kønslemlæstelse af interkønnede«. Dette vil sikre, at interkønnede har retten til selv at bestemme, om de ønsker at gennemgå lægelige procedurer for at blive tildelt et bestemt køn eller ej. Der kan kun dispenseres fra bestemmelsen i situationer med presserende behov for lægehjælp, hvor den interkønnede persons liv er i fare.

3.1.15.

EU's finansieringsprogrammer bør kobles tæt sammen med EU's værdier, som anført i artikel 2 i TEU, og støtten bør betinges af, at disse værdier respekteres. For store projekter bør der endvidere være krav om, at medlemsstaterne udfører en konsekvensanalyse, der inkluderer sårbare grupper, herunder LGBTIQ-personer, når der er tale om projekter, der finansieres af EU-midler. I forbindelse med EU-finansiering bør der i medlemsstaterne gennemføres en mangfoldighedskontrol udført af en uafhængig kommission, der består af lokale eller centrale nationale, offentlige myndigheder og civilsamfundsorganisationer (6).

3.1.16.

Med hensyn til uddannelsen af de eksperter, der indkaldes til at udføre denne mangfoldighedskontrol inden for rammerne af EU's finansieringsprogrammer, bør der udrulles et EU-uddannelsesprogram til udvikling af færdigheder, der ligeledes kan tilskynde medlemsstaterne til at udveksle viden om god praksis vedrørende EU-programmernes indvirkning på sårbare grupper, herunder LGBTIQ-samfundet. Der bør — med henblik på gennemførelse af denne foranstaltning i hele EU — oprettes en tilsynsmekanisme under Kommissionen.

3.1.17.

Medlemsstaterne bør tilskyndes til at gennemføre nationale uddannelses- og bevidstgørelseskampagner og -programmer for at mindske og bekæmpe forskelsbehandling af personer med en anden seksuel orientering og kønsidentitet. I den forbindelse bør de nationale myndigheder sikre, at obligatoriske nationale læseplaner i skolerne omfatter oplysninger om menneskerettigheder, herunder i forbindelse med seksuel orientering, kønsidentitet og kønsudtryk, med henblik på at forebygge forskelsbehandling, fordomme og stereotyper. Desuden bør skoler på primær- og sekundærtrinnet tilbyde omfattende seksualundervisning, således at børn og unge erhverver den viden og de færdigheder, der er nødvendige for at kunne føre et sundere liv og engagere sig i lige partnerskaber.

3.2. Garanti for LGBTIQ-personers sikkerhed

3.2.1.

Det er velkendt, at der i flere medlemsstater har været folkeafstemninger om ændring af de nationale forfatninger med det formål at begrænse LGBTIQ-personers rettigheder eller stigmatisere denne kategori af borgere i den almindelige offentlighed. Eftersom informationstrømmene går på tværs af grænserne i hele EU er det nødvendigt, at medlemsstaterne sikrer gennemsigtighed omkring offentlig finansiering til alle aktører, der er involveret i disse folkeafstemninger.

3.2.2.

EØSU bakker op om initiativet til at udvide listen over »strafbare handlinger i EU«, i henhold til artikel 83, stk. 1, i TEUF, til også at omfatte hadforbrydelser og hadefuld tale, herunder når disse handlinger er rettet mod LGBTIQ-personer. Det er derfor nødvendigt, at Kommissionen træffer foranstaltninger til at informere og øge bevidstheden om dette emne på europæisk plan. Kommissionen bør iværksætte en kommunikationskampagne med det formål at modvirke denne tendens og dermed forbunden adfærd og fremme ligestillingen for alle Unionens borgere. EØSU foreslår, at kampagnen lanceres på europæisk plan, og at den behandler de problemer, der opleves i den enkelte medlemsstat, på lokalt niveau. Disse initiativer bør indgå i EU's handlingsplan for demokrati. Desuden har alle europæiske lande forpligtet sig til at indsamle data til Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) om hadforbrydelser, som kan anvendes i denne forbindelse.

3.2.3.

Kommissionen bør også, i samarbejde med medlemsstaterne, træffe en række foranstaltninger til bekæmpelse af falske nyheder og misinformation samt hadefuld tale — såvel online som offline. I den henseende bør Kommissionen udvikle en mekanisme til overvågning af, at direktivet om audiovisuelle medietjenester gennemføres korrekt i medlemsstaterne. Kommissionen bør imidlertid også vedtage en EU-lovramme, der vil gøre bekæmpelsen af falske nyheder og misinformation lettere.

3.2.4.

Med henblik på at bekæmpe hadefuld tale i onlinemiljøet finder EØSU Kommissionens indsats for at fremme og gennemføre den »adfærdskodeks mod ulovlig hadefuld tale på internettet«, som er underskrevet af Facebook, Microsoft, Twitter og YouTube, yderst opmuntrende. Denne type værktøj — en adfærdskodeks til bekæmpelse af hadefuld tale — bør gennemføres som en henstilling i medlemsstaterne såvel på internettet som i det audiovisuelle rum, så der skabes et sikkert rum for LGBTIQ-personer og for andre sårbare grupper, der let kan blive udsat for internetbaseret chikane eller hadefuld tale (7).

3.2.5.

Strategien for ligestilling af LGBTIQ-personer 2020-2025 bør kobles sammen med strategien for ofres rettigheder 2020-2025, således at personer, der tilhører seksuelle mindretal, kan føle sig trygge ved at indberette hadforbrydelser, der begås imod dem. Det er således nødvendigt at sikre kontinuerlig efteruddannelse af politiets medarbejdere, advokater og dommere med hensyn til hadforbrydelser, fordomme og stereotyper, og det er afgørende at samarbejde med NGO'er, som støtter LGBTIQ-personer.

3.2.6.

Covid-19-pandemien har vist, at de fleste medlemsstater ikke har den fornødne kapacitet til at give LGBTIQ-personer, som enten er ofre for vold i hjemmet, navnlig transpersoner, eller som overfaldes af deres egen familie, adgang til tilflugtssteder eller sikre boliger til kortere ophold. Etableringen af tilflugtssteder, sikre opholdssteder, støttecentre og leveringen af integrerede ydelser kræver derfor et samarbejde mellem nationale myndigheder og NGO'er samt EU-finansiering.

3.3. Opbygning af inkluderende samfund for LGBTIQ-personer

3.3.1.

Kommissionen må påtage sig rollen som vogter af EU-retten, således som den fremgår af EU's retsregler og EU-Domstolens retspraksis, med henblik på en korrekt og ensartet anvendelse af EU's lovgivning i alle medlemsstater. Den bør optrappe indsatsen og udvikle omfattende mekanismer til overvågning af anvendelsen af EU-retten og EU-Domstolens afgørelser inden for rammerne af de nationale lovgivninger og i de nationale myndigheders praksis.

3.3.2.

Hvad angår retten til fri bevægelighed, der er en af EU-rettens søjler, bør Kommissionen udvikle en overvågningsmekanisme, der skal sikre, at de i direktiv 2004/38/EF indeholdte rettigheder, navnlig retten til frit at færdes og opholde sig i EU, anerkendes for alle EU-borgere og deres familier, herunder regnbuefamilier, i hele Unionen.

3.3.3.

For at alle LGBTIQ-personer kan udøve retten til fri bevægelighed i hele EU, opfordrer EØSU Kommissionen til på den ene side at udvikle et regelsæt, hvorigennem begrebet »familie« er et selvstændigt begreb, uafhængigt af medlemsstaternes nationale lovgivning, navnlig i grænseoverskridende situationer, og på den anden side at sikre, at fødselsattester, der er udstedt efter en administrativ eller retlig procedure anerkendes i alle medlemsstater, inden for rammerne af den frie bevægelighed. Kommissionen bør samarbejde med medlemsstaterne om at lette registrering af slægtskab for forældre, der er transpersoner, i overensstemmelse med deres retligt anerkendte kønsidentitet, således at disse familier beskyttes mod uønsket outing, forskelsbehandling og vold.

3.4. Forrest i opfordringen til LGBTIQ-ligestilling i hele verden

3.4.1.

EU's institutioner bør i deres optræden såvel indadtil som udadtil påtage sig rollen som garant for og beskytter af de grundlæggende menneskerettigheder. For at dette kan ske, er det nødvendigt at samarbejde med andre regionale og internationale institutioner som f.eks. Europarådet og FN om at sikre LGBTIQ-personer og menneskerettighedsforkæmpere den sikkerhed og ligestilling, de fortjener. Ud over at støtte foranstaltninger til bekæmpelse af vold, had og forskelsbehandling over for LGBTIQ-personer gennem instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA) i kandidatlande eller potentielle kandidatlande er det også vigtigt, at EU-institutionerne indfører disse kriterier i forbindelse med deres eksterne aktioner, når der er tale om finansiering til ikkeEU-lande.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16.

(2) EUT L 158 af 30.4.2004, s. 77.

(3) Artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union.

(4) https://fra.europa.eu/sites/default/files/fra_uploads/fra-2020-lgbti-equality-1_en.pdf

(5) På arbejdspladsen oplever LGBTIQ-personer stadig forskelsbehandling i forbindelse med rekruttering, på arbejdet og ved afslutningen af deres arbejdsliv, hvilket er i modstrid med EU's klare lovgivning på området. Mange LGBTIQ-personer møder talrige hindringer, når det drejer sig om at finde rimelige og stabile job, hvilket øger risikoen for fattigdom, social udstødelse og hjemløshed.

(6) Med henblik på gennemførelsen af denne foranstaltning er det nødvendigt at etablere et organ af eksperter, som skal vurdere, i hvilken udstrækning medlemsstaternes projekter hjælper sårbare grupper, herunder LGBTIQ-gruppen. Dette organ skal ligeledes vurdere de ex ante og ex post analyser, der udføres i tilknytning til projekter finansieret af europæiske midler, på basis af en evalueringsramme på EU-plan.

(7) Adfærdskodekser bør være inspireret af EU's værdier med hensyn til ligestilling, menneskerettigheder, mangfoldighed og ytringsfrihed. Der bør oprettes en ekspertgruppe, der skal overvåge gennemførelsen og anvendelsen af dette arbejdsredskab under inddragelse af civilsamfundsorganisationer, der arbejder med forsvar af menneskerettighederne og sårbare grupper.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/134

(COM(2020) 758 final)

(2021/C 286/23)

Ordfører:

Paul SOETE

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 14.1./2021
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	16.4./2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	205/1/9

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU glæder sig over at konstatere, at Kommissionens handlingsplan om integration og inklusion (herefter benævnt »handlingsplanen«) er en del af en omfattende reaktion på udfordringerne i forbindelse med migration som fremsat i den nye pagt om migration og asyl.

1.2.

Handlingsplanen dækker et bredere område end den tidligere, idet den i modsætning til den foregående plan fra 2016 ikke kun omfatter migranter, men også EU-borgere »med migrantbaggrund«. Selv om integration også er vigtig for denne gruppe af borgere og for alle borgere og bosiddende i EU, kan dette indebære, at indsatsen bliver mindre målrettet, da de nytilkomnes problemer adskiller sig fra anden- og tredjegenerationsmigranternes.

1.3.

Integrations- og inklusionsværktøjerne er hovedsageligt forbeholdt de nationale, regionale og lokale myndigheder. Tiltag på EU-niveau er af supplerende karakter og beregnet til at fremme, lette og koordinere samarbejde. Som en konsekvens heraf er der i handlingsplanen ikke fastlagt overordnede eller specifikke mål for medlemsstaterne, men kun anbefalinger. På grund af den aktuelle situation og pandemiens indvirkning er der en risiko for, at integrationsspørgsmålene prioriteres lavere.

1.4.

Handlingsplanen omfatter alle politikområder, der har betydning for den socioøkonomiske og politiske integration af nytilkomne migranter, og giver et overblik over de europæiske initiativer inden for forskellige områder, der kan have indflydelse på migration og integration. EØSU understreger, at de virkelige udfordringer ligger i gennemførelsen af disse politikker.

1.5.

EØSU støtter handlingsplanens foreslåede mål inden for de forskellige nøglesektorer. Det ønsker dog samtidig at påpege, at der snarere er tale om mulige tiltag end om målbare mål. Den effektive gennemførelse synes derfor at være betinget af en overvågningsproces, der endnu ikke er blevet etableret. EØSU opfordrer Kommissionen til at etablere løbende overvågning af handlingsplanens gennemførelse.

1.6.

Sammenlignet med handlingsplanen fra 2016 er der nu større fokus på kønsaspektet af integration generelt. Kønsaspektet bør også fremhæves i de forskellige dele af de sektorspecifikke områder.

1.7.

EØSU understreger, at værdien af arbejde generelt bør være en rød tråd gennem hele handlingsplanen, da arbejde i alle dets former er et centralt element i integration og personlig udvikling.

1.8.

Handlingsplanen giver et overblik over alle de eksisterende finansieringsinstrumenter inden for hvert sektorspecifikt område. Disse instrumenter synes imidlertid at være lavet til eksperter i støtteforanstaltninger, og EØSU foreslår, at Kommissionen gør det lettere at få adgang til disse midler ved f.eks. at udvikle et særligt integrationsinstrument. EØSU frygter også, at midler til integration gradvist vil glide ned ad listen over prioriteter.

1.9.

EØSU fremhæver betydningen af civilsamfundet i bred forstand for integrationen i den lokale måde at leve på og af den specifikke rolle, som fagforeningerne og arbejdsgiveorganisationer spiller.

2. Baggrund

2.1.

Handlingsplanen vedrørende integration og inklusion 2021-2027 er en del af en omfattende reaktion på udfordringerne i forbindelse med migration fremsat i den nye pagt om migration og asyl. Den bygger på og opdaterer forpligtelserne i EU's handlingsplan om integration fra 2016, og løber over en periode på syv år med en midtvejsevaluering i 2024, hvilket er sammenfaldende med FFR for samme periode.

2.2.

Behovet for en handlingsplan udspringer af de slående forskelle mellem migranter og indfødte, når det gælder uddannelse, beskæftigelse, fattigdom og boligforhold. Et enkelt tal, der viser denne forskel, er procentdelen af unge (mellem 18 og 24 år), der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET), i EU, som for migranter ligger på 21 %, mens den for indfødte er på 12,5 %. Kønsskævheden er også stor, idet procentdelen af unge migrantpiger, der falder inden for denne kategori, er 25,9 % (1).

2.3.

Covid-19-pandemien har kastet lys over dybtliggende uligheder i adgangen til sundhedsydelser for migranter med deraf følgende risici for samfundet i almindelighed. Den har også vist, at migranter oftere arbejder i job, som kræver tæt personlig kontakt, og at de dermed er mere udsatte for covid-19.

2.4.

En fuld integration af migranterne på arbejdsmarkedet vil kunne give store økonomiske gevinster for den nationale velfærd, herunder til pensionsordninger og i form af bidrag via skatten (2). Dette ville være en win-win-situation, da fuldstændig integration også gavner migranterne, som dermed får adgang til værtslandets velfærdssystem.

2.5.

Handlingsplanen refererer til et sæt af overordnede nøgleprincipper og -værdier, som er fælles for alle EU's inklusionspolitikker, herunder den europæiske søjle for sociale rettigheder.

2.6.

De specifikke tiltag, der præsenteres i handlingsplanen, vedrører fire sektorområder, nemlig uddannelse og erhvervsuddannelse, beskæftigelse og færdigheder, sundhed samt boliger. Inden for hvert af disse områder kortlægges, hvor integrationen er slået fejl. Tiltagene suppleres med tværgående tiltag, herunder opbygning af stærke partnerskaber, øget adgang til finansieringsmuligheder, knytning af bånd til værtssamfundet, forbedring af brugen af de nye teknologier og digitale værktøjer samt overvågning af udviklingen inden for integration.

2.7.

EØSU erkender, at handlingsplanen har fokus på integrationsprocessen som sådan og ikke på adgangen til EU. Alligevel ønsker udvalget at gøre opmærksom på, at familiesammenføring stadig er et vigtigt element i juridisk og social integration.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

I modsætning til 2016-planen omfatter den aktuelle handlingsplan ikke kun migranter, men også EU-borgere »med migrantbaggrund«. EØSU tager det bredere fokusområde til efterretning, da integrationsaspekter også er vigtige i forhold til den anden gruppe af borgere og bosiddende i EU, idet de fremmer den europæiske levevis, hvor rettigheder og inklusionsbehov også er forbundet med ansvar.

3.2.

På trods af dette frygter EØSU, at handlingsplanens bredere fokusområde kan resultere i mindre målrettede — og derfor mindre effektive — tiltag. De problemer, som opleves af nytilkomne, adskiller sig fra de problemer, som anden- og tredjegenerationsmigranter har. Herudover risikerer inkluderingen af anden- og tredjegenerationsmigranter i migrations- og integrationspolitikkerne at stigmatisere dem og videreføre racismen.

3.3.

Kommissionens handlingsplan giver et godt overblik over europæiske initiativer på de områder, der har betydning for migration og integration. Dokumentet behandler alle de væsentlige politikområder, der er nødvendige for socioøkonomisk og politisk integration af nytilkomne migranter. Det kommer også ind på de midler, der er til rådighed, og partnerskaber med institutioner og organisationer for at fremme integrationen.

3.4.

EØSU understreger, at arbejde — ved siden af disse politikker — fortsat er en vigtig faktor for integration og derfor bør medtages og fremmes som et centralt, gennemgående element i planen.

3.5.

EØSU påpeger, at de virkelige udfordringer ligger i gennemførelsen af disse politikker. F.eks. tøver arbejdsgivere med at ansætte migranter, selv om de har anerkendte kvalifikationer, da de ikke har tillid til niveauet af deres færdigheder. Dette synes at være tilfældet for migranter fra Mellemøsten og Nordafrika og Syd- og Centralasien.

3.6.

Tilsagnet om i højere grad at inddrage de lokale og regionale myndigheder, civilsamfundet, migranterne og deres organisationer i EU's integrations- og inklusionspolitikker er et positivt aspekt af den nye handlingsplan. EØSU bemærker, at civilsamfundet også bør omfatte fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.

3.7.

Handlingsplanen anerkender med rette vigtigheden af de nationale, regionale og lokale myndigheder i integrationspolitikken og fremmer samarbejdet mellem disse. Faktisk bør det bemærkes, at de fleste integrationsværktøjer ligger i deres hænder. Handling på EU-niveau er af supplerende karakter og beregnet til at fremme, lette og koordinere samarbejdet, hvor det er gavnligt. Som en konsekvens heraf indeholder handlingsplanen ingen overordnede eller specifikke mål for medlemsstaterne, men kun anbefalinger.

3.8.

Eftersom teksten ikke er bindende, og det i sidste ende er medlemsstaterne, der er ansvarlige for integrationspolitikkerne på nationalt niveau, understreger EØSU behovet for et klart engagement fra EU-medlemsstaternes side samt etableringen af relevante fora, herunder regelmæssige møder, med henblik på at koordinere politikkerne og evaluere udviklingen.

3.9.

Kommissionen præsenterer klart og tydeligt, hvad den ønsker at opnå på hvert område. EØSU er enig i diagnosen og de ønskede resultater, men noterer sig fraværet af klare overordnede eller handlingsspecifikke mål. En effektiv gennemførelse synes at være betinget af en overvågningsproces, der endnu ikke er blevet etableret.

3.10.

I udtalelsen SOC/649 (En ny pagt om migration og asyl) (3) satte EØSU spørgsmålstegn ved omfanget af og støtten til integrationsforanstaltningerne. De værktøjer og incitamenter, som handlingsplanen tilbyder de forskellige interessegrupper, er muligvis endnu ikke tilstrækkelige til at forbedre integrationen mærkbart, særligt set i lyset af den langsigtede karakter af foranstaltningerne på dette område. Det er derfor nødvendigt at overvåge gennemførelsen af dette.

3.11.

Finansiering er en vigtig del af handlingsplanen. Medlemsstaterne og andre interessegrupper opfordres til at gøre fuld brug af EU-finansiering. Handlingsplanen giver også et overblik over alle de finansieringsinstrumenter, der er til rådighed for hvert sektorspecifikt område.

3.12.

Mainstreaming nævnes som et af de styrende principper for handlingsplanen, men planen giver ikke tilstrækkelige anvisninger til, hvordan integrationspolitikker kan indarbejdes i de generelle foranstaltninger for social samhørighed.

3.13.

EØSU glæder sig over, at den nye handlingsplan kommer ind på kønsaspektet af integration. Samtidig fremhæver udvalget, at der bør være større fokus på de kønsbestemte udfordringer forbundet med integration og specifikke tiltag herom inden for hver af sektorområderne.

4. Særlige bemærkninger

4.1. Uddannelse og erhvervsuddannelse

4.1.1.

I handlingsplanen anføres med rette, at uddannelse og erhvervsuddannelse er grundlaget for en succesfuld deltagelse i samfundet. Skoler og andre uddannelsesinstitutioner er en vigtig ramme for skabelsen af et inkluderende samfund og bekæmpelse af segregering. Dertil kommer, at undervisning i demokrati og medborgerskab er et godt fundament for aktiv deltagelse i samfundet og forebygger, at de unge tiltrækkes af ekstremistiske ideologier. Dette er et område, hvor der bør tilskyndes til aktiv deltagelse i civilsamfundet, da det fremmer tillid, social samhørighed og sammenhold.

4.1.2.

Hvad angår de specifikke tiltag for at øge deltagelsen i uddannelse og erhvervsuddannelse, bør Kommissionen udspecificere, hvilken støtte der er tale om, da handlingsplanen kun i generelle vendinger omtaler målrettede støtteforanstaltninger. Det mest specifikke tiltag, der nævnes, er værktøjskassen med praktisk vejledning i førskoleundervisning og børnepasning, som vil blive offentliggjort i starten af 2021.

4.1.3.

Handlingsplanen nævner også behovet for at gøre det nemmere at få anerkendt kvalifikationer, som er opnået i tredjelande. Der nævnes en række instrumenter, som skal gøre det nemmere at anerkende kvalifikationer: ENIC-NARIC-netværkene, Erasmusprogrammet, den europæiske kvalifikationsramme, og Europassportalen. Ud over at styrke de eksisterende instrumenter er det også vigtigt at identificere og kortlægge de eksisterende hindringer for anerkendelse, herunder manglende tillid og andre sociale hindringer.

4.1.4.

Kommissionen understreger vigtigheden af at lære sproget og foreslår at videreudvikle omfattende og lettilgængelige sproglæringsprogrammer. EØSU mener, at sprogindlæring bør være det centrale omdrejningspunkt på uddannelses- og beskæftigelsesområdet helt fra de første stadier i integrationsprocessen. Tilegnelsen af modtagersamfundets sprog giver adgang til det nødvendige uddannelsesniveau med vidtrækkende betydning for integrationen. Sproglæringsprogrammerne bør derfor også være præget af en holistisk tilgang (4).

4.1.5.

Med udgangspunkt i det kommende mål om en børnegaranti er det vigtigt at anbefale, at medlemsstaterne fremmer bedre adgang til uddannelse for migrantbørn ved at sikre, at immigrationsprocedurerne ikke står i vejen for børnenes skolegang eller børns rettigheder i bred forstand. Undervisningen bør evaluere, imødekomme og i rimelig grad tilpasses behovene hos migrantbørn med handicap eller andre behov med henblik på at fremme udviklingen af deres personlighed, deres talent og deres kreativitet samt deres mentale og fysiske færdigheder til deres fulde potentiale.

4.1.6.

Alle tiltag på disse områder bør være rettet mod at opnå inkluderende uddannelsessystemer på alle niveauer og livslang læring.

4.1.7.

I planen fremhæves vigtigheden af at opnå en forståelse af modtagersamfundets love, kultur og værdier så tidligt som muligt gennem kurser i samfundsorientering. Kommissionen foreslår udveksling af god praksis mellem medlemsstaterne på disse områder. Al information om disse spørgsmål bør formidles på en måde, som er forståelig og tilgængelig for alle.

4.2. Beskæftigelse og færdigheder

4.2.1.

På dette område er problemdiagnosen og de overordnede mål veldefinerede, hvilket viser betydningen af migranternes bidrag til økonomien, særligt i covid-19-tider. Handlingsplanen understreger ligeledes, at ikke blot migrantarbejdstagere, men også migrantiværksættere, vil være vigtige for væksten under og efter pandemien.

4.2.2.

For at nå de anførte mål opfordrer handlingsplanen til at anvende de eksisterende EU-værktøjer, herunder det europæiske partnerskab for integration, at arbejde sammen med sociale og økonomiske partnere, initiativet Employers together for integration, InvestEU, som støtter iværksætteri, det europæiske integrationsnetværk, det europæiske netværk af offentlige arbejdsformidlinger, Europassplatformen til deling og opskalering af praksis for evaluering af færdigheder, EU's redskab for tredjelandsstatsborgeres færdighedsprofiler for at lette valideringen af færdigheder samt det kommende program for borgere, lighed, rettigheder og værdier med henblik på at støtte mennesker med migrantbaggrund.

4.2.3.

Et af handlingsplanens andre mål er at løse problemerne i relation til adgangen til finansielle tjenesteydelser og information, men der foreslås ingen konkrete tiltag til at løse disse problemer. I denne sammenhæng bør handlingsplanen fremme styrkelsen af migrantarbejdstagernes selvstændighed ved at sikre adgang til finansiel og juridisk information, klagemekanismer og sikker rapportering i forståelige og tilgængelige formater.

4.2.4.

I handlingsplanen understreges med rette vigtigheden af at sikre mere effektive og hurtigere systemer eller test til færdighedsvurdering, hvorunder også tidligere erfaringer tages i betragtning.

4.2.5.

Værktøjer til færdighedsvurdering er dog ikke nok til at sikre bedre adgang til jobmarkedet, da der er behov for tiltag for at komme mistillid og diskrimination til livs. Det er vigtigt, at de nationale arbejdsformidlinger og aktører i beskæftigelsessektoren får støtte og specifik vejledning med henblik på at udvikle politikker til bekæmpelse af forskelsbehandling og fremme deltagelse på alle niveauer. Det er også afgørende at anbefale nationale politikker, der sikrer øget og nemmere adgang for tredjelandsstatsborgere til alle beskæftigelsessektorer ved at lette visumprocedurerne.

4.2.6.

Handlingsplanen bør i højere grad fremhæve vigtigheden af at fremme øget adgang til lærepladser, praktikforløb, erhvervsuddannelser og endda frivilligt arbejde, som kan føre til et rigtigt fuldtidsarbejde. Det vil give migranter og bosiddende i EU med migrantbaggrund mulighed for at arbejde, dygtiggøre sig og få en indkomst, således at de kan forsørge sig selv og deres familier. Særligt programmer til fremme af unge menneskers adgang til arbejdsmarkedet (f.eks. ungdomsgarantien) bør indeholde særlige bestemmelser med henblik på at garantere deltagelsen af tredjelandsstatsborgere.

4.2.7.

Handlingsplanen bør også omfatte målrettede tiltag for at styrke migrant- og flygtningekvinders muligheder og forbedre deres adgang til arbejdsmarkedet, bl.a. gennem en styrkelse af foranstaltningerne til bekæmpelse af menneskehandel og gennem støtte til deres specifikke behov.

4.3. Sundhed

4.3.1.

Som noget meget vigtigt, fremhæves det i handlingsplanen, at covid-19-pandemien har bragt dybtliggende uligheder i adgangen til sundhedsydelser frem i lyset, og at dette er forbundet med risici for samfundet i almindelighed.

4.3.2.

Set i lyset af pandemien mener EØSU, at alle migranter, herunder også irregulære migranter, bør have adgang til grundlæggende sundhedsydelser, i særdeleshed test og vaccinationer, i alle EU-medlemsstater.

4.3.3.

I relation til de foreslåede tiltag henviser Kommissionen til finansieringsmulighederne gennem AMIF, ESF+, EFRU og det kommende program for borgere, lighed, rettigheder og værdier. Handlingsplanen opfordrer med rette til at gøre brug af EU-støttemidler til leveringen af sundhedsydelser.

4.3.4.

EØSU fremhæver, at det er afgørende at anbefale, at medlemsstaterne fjerner hindringer for adgang til sundhedsydelser og hindringer inden for sundhedsvæsenet, herunder gennem informationskampagner om nationale sundhedssystemer, og vurderer og imødekommer de individuelle sundhedsbehov hos migranter med handicap.

4.3.5.

EØSU understreger vigtigheden af at højne opmærksomheden omkring og forbedre migrantbefolkningsgruppers mentale sundhed som en del af integrationsprocessen særligt set i lyset af den aktuelle pandemi, herunder også ved at sikre adgang til kultursensitive mentale sundhedsydelser.

4.3.6.

Tiltag med henblik på øget adgang til sundhedsydelser bør også omfatte modtagelsesfaciliteter for asylansøgere, navnlig i forbindelse med forberedelsen af det nye sundhedsprogram.

4.4. Boliger

4.4.1.

Kommissionen vil iværksætte et initiativ om prismæssigt overkommelige boliger som annonceret under renoveringsbølgen og fremme ikkeopdelte, anstændige, tilgængelige og prismæssigt overkommelige boliger. Der vil blive lagt særlig vægt på selvstændige boligtyper — i modsætning til kollektive — til asylansøgere.

4.4.2.

Blandt målene for dette område bør bekæmpelsen af diskrimination på boligmarkedet og nedbringelsen af boligsegregering stå øverst på prioriteringslisten.

4.4.3.

Dette bør også indbefatte et større fokus på udbredelsen af prismæssigt overkommelige boliger, herunder socialt boligbyggeri, gennem generelle løsninger, som er målrettet tredjelandsstatsborgere samt alle borgere, der mangler en bolig (5).

4.4.4.

Medlemsstaterne bør også opfordres til at gøre brug af EU-støttemidler til at etablere og håndhæve mekanismer, der giver til adgang til retlig prøvelse i tilfælde af udnyttelse på boligmarkedet.

4.5. Partnerskaber med henblik på en mere effektiv integrationsproces

4.5.1.

Kommissionen agter at styrke det europæiske integrationsnetværk ved at tilbyde målrettet finansiering og kapacitetsudvikling til medlemsstaterne.

4.5.2.

Der er særligt fokus på støtte til lokale og regionale myndigheder, herunder til udvidelsen af Urban Academy om integration og styrkelsen af dialogen på tværs af religioner i forskellige samfund, med henblik på at støtte byer i at forebygge radikalisering under initiativet »EU's byer mod radikalisering«, der blev lanceret i 2019. EØSU understreger vigtigheden af dialog på tværs af religioner for integrationen.

4.5.3.

Handlingsplanen nævner også det årlige Europæiske Migrationsforum, som arrangeres i samarbejde med EØSU, og ikke mindst dets tematiske IMI-studiegruppe som en måde at understøtte dialogen med civilsamfundet og indvandrerorganisationer.

4.5.4.

Endelig melder planen om støtte til fonde og organisationer gennem en strukturel dialog om integration af migranter og udforskning af mulige samarbejdsværktøjer uden at gå i detaljer med, hvori denne støtte kunne bestå.

4.6. Flere muligheder for EU-finansiering

4.6.1.

Finansieringsaspektet løber som en rød tråd gennem alle de foreslåede tiltag i planen og er knyttet sammen med FFR 2021-2027. Planen indeholder en oversigt over de vigtigste EU-fonde, der støttede integrationen og inklusionen i perioden 2014-2020, men der angives ikke nogen tal for fremtiden. Her er EØSU klar over, at man må vente til afslutningen af programmeringsfasen, før det er muligt at vide, hvor meget medlemsstaterne vil afsætte til integrationsproblemer under hver fond.

4.6.2.

Listen over fonde, der kan bruges til integration og inklusion, eller som er relevante for tiltag til støtte for migranter, er imponerende og omfatter bl.a. AMIF, ESF+ og EFRU. Samtidig skal det afdækkes, hvor der er synergier med andre fonde som f.eks. Erasmus+, genopretnings- og resiliensfaciliteten, ELFUL og InvestEU. Når instrumentet for teknisk støtte er vedtaget, vil også dette instrument kunne yde bistand til medlemsstaterne til udvikling eller forbedring af integrations- og inklusionspolitikkerne. Endelig vil det kommende program for borgere, lighed, rettigheder og værdier også kunne bidrage til finansieringen af specifikke tiltag målrettet mod EU-borgere med migrantbaggrund. Man har besluttet, at der skal være en stor portefølje af mulige fonde, men en bedre løsning havde måske været en særlig fond for integrationsspørgsmål. EØSU foreslår, at Kommissionen gør det lettere at få adgang til støttemidler ved f.eks. at etablere et særligt instrument for integration af migranter.

4.6.3.

Den europæiske børnegaranti er også vigtig i denne sammenhæng, da der også blandt de dårligst stillede børn er børn med migrantbaggrund.

4.6.4.

EU-finansieringens komplekse karakter gør det nødvendigt at opdatere værktøjskassen, som blev udviklet i 2018, for at kunne bruge midler til integration i programmeringsperioden 2021-2027.

4.6.5.

Et andet interessant aspekt af finansieringspolitikken er Kommissionens intention om at udvikle offentlig-private partnerskaber med fonde og private donorer.

4.7. Fremme af deltagelse i og kontakt med værtssamfundet

4.7.1.

EØSU bifalder idéen om at involvere den nyoprettede ekspertgruppe vedrørende migranternes synspunkter bestående af migranter og organisationer, der repræsenterer deres interesser, i udformningen og gennemførelsen af fremtidige politikker om migration, asyl og integration. Dette vil kunne bidrage til en øget deltagelse af migranter og EU-borgere med migrantbaggrund i høringsprocessen og samtidig sikre, at politikkerne afspejler de reelle behov. Af disse årsager er det vigtigt, at der skabes muligheder for tovejskommunikation mellem tredjelandsstatsborgere og modtagersamfundene helt fra de tidlige stadier af modtagelse og integration.

4.7.2.

Handlingsplanens mål er at fremme dialog og skabe opmærksomhed blandt alle europæere om integrationens og migrationens realiteter. Men der er en risiko for, at dette mål er for vagt, på trods af den tydelige indsats for at skabe opmærksomhed om fakta og tal. En ændring af fortællingen om migration i den offentlige bevidsthed er absolut nødvendig, og EØSU savner svar på, hvad der vil blive gjort for at opnå dette.

4.7.3.

EØSU støtter initiativer som fodboldfestivaler målrettet mod unge migranter i værtsbyerne for europamesterskaber, da de kan have en positiv indvirkning på migrationspositive fortællinger. Andre ad hoc-foranstaltninger af denne type kan derimod, i lighed med integrationspriser til lokale skoler eller lokalsamfund/organisationer, være med til at forstærke de opfattede forskelle og stigmatisere bestemte grupper.

4.8. Øget brug af nye teknologier og digitale værktøjer

4.8.1.

Kommissionens handlingsplan anerkender med rette den reelle risiko for en digital kløft mellem migranter og indfødte af forskellige årsager: 8,1 % af personer, der er født uden for Europa, har ikke råd til en computer sammenlignet med 3,1 % af de indfødte, og forældre fra migrantfamilier kan have sværere ved at hjælpe deres børn med fjernundervisning.

4.8.2.

Handlingsplanen anbefaler en forbedring af de digitale færdigheder blandt migrantbefolkningen, men indeholder ikke specifikke forslag til eller mål for, hvordan dette skal opnås i praksis.

4.8.3.

En interessant idé er involveringen af migranter i produktionen og leveringen af digitale offentlige tjenester. EØSU formoder, at dette allerede er sket, når det gælder EU's administrative aktiviteter.

4.9. Overvågning af udviklingen: mod en evidensbaseret integrations- og inklusionspolitik

4.9.1.

EØSU bifalder målet om en mere evidensbaseret debat om migration. Hvis bedre data og præsentationsværktøjer kan bidrage til dette mål, skal disse indsamles, udvikles og udbredes. Der har eksisteret EU-indikatorer for integration siden 2010, men på trods af en omfattende indsats mangler der stadig viden på området. Nyttige værktøjer i denne forbindelse kunne være et nyt barometer og en fælles resultattavle, der kan bruges til sammenligninger mellem lande og over tid.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Kommissionen, Handlingsplan om integration og inklusion 2021-2027, s. 5.

(2) Ibid., s. 2.

(3) EUT C 123 af 9.4.2021, s. 15.

(4) Se mere information om målsprogsniveauer for integration i SOC/641 om Integration af kvinder, mødre og familier med migrantbaggrund i EU's medlemsstater og målsprogsniveauer for integration (sonderende udtalelse på anmodning af det tyske rådsformandsskab) (EUT C 10 af 11.1.2021, s. 1).

(5) En oversigt over innovative og inklusive boligløsninger kan findes i Housing Europe Observatory, 2018. Housing & Migration. Research Briefing. Bruxelles: Housing Europe Observatory.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/141

(COM(2020) 713 final)

(2021/C 286/24)

Ordfører:

Elena CALLISTRU

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 24.2.2021
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	16.4.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	240/3/0

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Uddannelse af retsvæsenets aktører i EU-retten har styrket korrekt og ensartet gennemførelse af EU-retten og opbygget gensidig tillid i forbindelse med retssager på tværs af grænserne og bidrager dermed til at udvikle EU's retlige område. Strategien bygger på tidligere vellykkede indsatser og søger at sikre, at uddannelse af retsvæsenets aktører fortsat står højt på EU's dagsorden med særligt fokus på at tage hånd om nye udfordringer, såsom den grønne omstilling eller nye arbejdsmarkedsrelationer, og tilpasse sig den nye teknologiske tidsalder.

1.2.

Med passende ressourcer, støtte og uddannelse kan retsvæsenets aktører i alle medlemsstaterne opfylde borgernes, arbejdstagernes og erhvervslivets behov i hele EU. Veluddannede fagfolk spiller en vigtig rolle med hensyn til at styrke retsstatskulturen og opretholde selve retsstatsprincippet samt fremme europæiske værdier og principper såsom retsvæsenets uafhængighed og støtte den effektive overholdelse af grundlæggende rettigheder på EU-plan og på nationalt plan.

1.3.

Den igangværende udvikling på arbejdsmarkedet rejser i stigende grad spørgsmål om status og gældende regler for arbejdstagere og nye fremtidige arbejdsformer. Medlemsstaternes domstole har truffet forskellige afgørelser i lignende eller identiske situationer på dette område, selv i sager vedrørende den samme virksomhed. Der er brug for retningslinjer for og uddannelse af retsvæsenets aktører for at sikre en ensartet retspraksis og et velfungerende indre marked.

1.4.

EØSU forstår fuldt ud og anerkender, at Kommissionen kun har en støttende rolle i forbindelse med uddannelse af retsvæsenets aktører, og at det primære ansvar ligger hos de nationale aktører. Ikke desto mindre bør passende strategisk integration og finansiel støtte til gennemførelsen af strategien være et fælles anliggende.

1.5.

I betragtning af udfordringen på EU-plan og det voksende antal spørgsmål med en EU-dimension (dvs. beskyttelse af EU's finansielle interesser i nye finansielle mekanismer samt den digitale og den grønne omstilling) bliver det stadig vigtigere at fastlægge regler for en mere ensartet tilgang til uddannelse af retsvæsenets aktører i alle medlemsstaterne.

1.6.

Udvalget anerkender i samme udstrækning den betydning, Kommissionen tillægger en regelmæssig overvågning af strategien og samarbejdet med andre EU-institutioner om at sikre den nødvendige politiske opbakning til at nå målene. EØSU opfordrer kraftigt Kommissionen til at finde måder, hvorpå civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter kan inddrages i overvågningen af gennemførelsen af strategien, både på EU- og medlemsstatsniveau.

1.7.

For at tage vare på EU's finansielle interesser, miljøspørgsmål og EU-rettigheder mener EØSU, at beskyttelse af og rettigheder for whistleblowere, som spiller en vigtig rolle med hensyn til at forhindre misbrug knyttet til svig og korruption samt enhver krænkelse af EU-rettigheder, bør indgå i uddannelsen af retsvæsenets aktører.

1.8.

Uddannelsen af retsvæsenets aktører i EU bør omfatte mere end juridisk uddannelse, og udvalget bifalder især, at der lægges vægt på retslige kompetencer (judgecraft) som et centralt element for et effektivt retsvæsen. EØSU støtter udvikling af faglige kompetencer inden for komplementære områder som etik, retsmedicin og psykologi, og sikring af, at retsvæsenet har den nødvendige forståelse af tekniske forhold, som for det meste behandles inden for forskellige områder af EU-lovgivningen, f.eks. miljø, infrastruktur eller finans-/bankvirksomhed.

1.9.

EØSU anbefaler ligeledes specifik uddannelse i forbindelse med digitalisering, især hvad angår anvendelsen af kunstig intelligens-værktøjer i retsvæsenet. Navnlig bør man efterstræbe og anbefale viden om og anvendelse af principperne i det europæiske etiske charter for anvendelse af kunstig intelligens i retssystemerne.

2. Baggrund

2.1.

Evalueringen af strategien for uddannelse af retsvæsenets aktører i EU 2011-2020 viser, at den har været med til at forbedre retsvæsenets aktørers uddannelse i EU-ret (navnlig dommere og anklagere), opbygge kapaciteten i netværk som Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere (EJTN) og styrke netværk og uddannelsesudbydere på EU-plan.

2.2.

Der skal tages højde for nye udviklingstendenser og udfordringer gennem uddannelse af retsvæsenets aktører på EU-plan. Disse omfatter en forringelse af retsstatsprincippet og angreb på grundlæggende rettigheder i nogle medlemsstater samt nye reguleringsområder på EU-plan, men også den digitale omstilling.

2.3.

Strategien for uddannelse af retsvæsenets aktører i EU 2021-2024 har til formål at skabe en fælles retskultur i EU baseret på retsstatsprincippet, grundlæggende rettigheder og gensidig tillid. I strategien foreslås en ramme og et sæt nøgleaktioner med henblik på at styrke korrekt og effektiv gennemførelse af EU-retten. Medlemsstater, uddannelsesudbydere, faglige organisationer for retsvæsenets aktører på nationalt plan og EU-plan samt EU opfordres til ved fælles ansvar at tage fat på følgende prioriteter:

—	Uddannelse af retsvæsenets aktører med henblik på at fremme en fælles retsstatskultur

—	Opretholdelse af grundlæggende rettigheder og virkeliggørelse af EU-charteret om grundlæggende rettigheder i folks hverdag med vægt på at beskytte ofre og sårbare individer

—	Opskalering af digitaliseringen af retsvæsenet

—	Holde trit med udviklingen i EU-retten herunder grænseoverskridende retligt samarbejde

—	Uddannelse af retsvæsenets aktører, så de er klædt på til at imødekomme nye udfordringer, navnlig i kølvandet på pandemien

—	Uddannelse, som rækker ud over EU-retten, som f.eks. i retslig kompetence (judgecraft) og ikkejuridisk viden og færdigheder

—	Oprettelse og gennemførelse af et mere praktisk orienteret og skræddersyet uddannelsesforløb for retsvæsenets aktører

—	Øget, bredere og mere målrettet uddannelse af de forskellige kategorier af retsvæsenets aktører

—	Fremme af effektive uddannelsesaktiviteter af høj kvalitet, herunder forskelligartede former for læring med vægt på hybrid- og/eller e-læringsmetoder samt anvendelse af gennemprøvede læseplaner

—	Fremme af uddannelse af retsvæsenets unge aktører

—	Styrkelse af det fælles ansvar for nationale interessenter, netværk af eksperter inden for EU-ret, Det Europæiske Retlige Uddannelsesnetværk, andre EU-aktører og Kommissionen

—	Målrettet uddannelse af retsvæsenets aktører uden for EU, navnlig fra Vestbalkan.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

Covid-19-krisen har medført betydelige vanskeligheder for retssystemets funktion, men har også skabt adskillige nye udfordringer, som retsvæsenets aktører er nødt til at tage sig af. EØSU bifalder opmærksomheden på behovet for at sikre ikke kun infrastrukturen til den digitale omstilling, men også investering i færdigheder hos retsvæsenets aktører, som skal være en del af den digitale omstilling.

3.2.

Der er dog et væsentligt forbehold — gennemførelsen af strategien er umulig uden deltagelse af alle interessenter, herunder justitsministerier, domstolsadministrationer og anklagemyndigheder, bestyrelser for selvregulerende erhverv, foreninger for retsvæsenets aktører i EU, nationale og europæiske uddannelsesudbydere samt EU-institutioner og -organer. EØSU tilslutter sig Kommissionens opfordring til, at disse aktører forpligter sig til at nå strategiens kvantitative og kvalitative mål.

3.3.

EØSU minder om konklusionerne i adskillige tidligere udtalelser (1), som fastslår, at konsekvens i adgangen til klage og domstolsprøvelse i hele EU er en afgørende faktor, der styrker det indre marked og er med til at sikre en ensartet gennemførelse i Unionen af juridiske EU-rettigheder, hvorved der tilvejebringes den nødvendige klarhed og sikkerhed for borgere og virksomheder, idet der fortsat er store forskelle i gennemførelsen af EU-retten på tværs af medlemsstaterne. Med henblik herpå er det vigtigt at støtte medlemsstaterne på nationalt plan ved at sikre dem ikke blot den nødvendige supplerende finansiering (bl.a. gennem genopretnings- og resiliensmidlerne), men også værktøjerne til at sørge for, at alle aktører og personer, der arbejder i retsvæsenet, er parate til at deltage i denne indsats.

3.4.

Udvalget anerkender i samme udstrækning den betydning, Kommissionen tillægger en regelmæssig overvågning af strategien og samarbejdet med andre EU-institutioner om at sikre den nødvendige politiske opbakning til at nå målene. EØSU opfordrer Kommissionen til at finde måder, hvorpå civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter kan inddrages i overvågningen af gennemførelsen af strategien, både på EU- og medlemsstatsniveau.

3.5.

EØSU er enigt i, at veluddannede fagfolk spiller en vigtig rolle med hensyn til at styrke retsstatskulturen og opretholde selve retsstatsprincippet samt fremme europæiske værdier og principper såsom retsvæsenets uafhængighed og støtte den effektive overholdelse af grundlæggende rettigheder på EU-plan og på nationalt plan. Udvalget understreger imidlertid vigtigheden af at stille passende ressourcer, støtte og uddannelse til rådighed som led i en større indsats for at sikre, at retsvæsenets aktører i alle medlemsstater kan imødekomme borgernes og erhvervslivets behov i hele EU under overholdelse af de samme standarder og værdier.

3.6.

Siden oprettelsen af EØSU's Gruppe vedrørende Grundlæggende Rettigheder og Retsstatsprincippet i 2018 har gruppen haft opmærksomhed på interessenternes holdning til spørgsmål vedrørende retsvæsenets kvalitet og uafhængighed. EØSU er enigt i, at veluddannede fagfolk spiller en vigtig rolle med hensyn til at styrke retsstatskulturen og opretholde selve retsstatsprincippet samt fremme europæiske værdier og principper såsom retsvæsenets uafhængighed og støtte den effektive overholdelse af grundlæggende rettigheder på EU-plan og på nationalt plan.

4. Særlige bemærkninger

4.1.

Vi glæder os over det fortsatte tilsagn om at sørge for grundlæggende uddannelse af retsvæsenets aktører i medlemsstaterne, især gennem overholdelse af gældende EU-ret på retsstatsområdet og effektiv gennemførelse af medlemsstaternes tilsagn, for så vidt angår grundlæggende rettigheder (herunder rettighederne for specifikke, sårbare grupper såsom børn, personer med handicap, ofre for kønsbaseret vold, racisme og diskrimination).

4.2.

4.3.

Et andet element, der skal understreges, er behovet for at fortsætte uddannelsesaktiviteterne på de områder, der betragtes som problematiske ifølge EU's sikkerhedsdagsorden, f.eks. cyberkriminalitet, organiseret kriminalitet og økonomiske forbrydelser, der påvirker EU-budgettet, især i den nye kontekst med oprettelsen af Den Europæiske Anklagemyndighed. Dette bør være af vedvarende interesse for alle interessenter, og der bør afsættes passende ressourcer dertil.

4.4.

Med hensyn til beskyttelsen af EU's finansielle og miljømæssige interesser mener EØSU, at uddannelsen af retsvæsenets aktører skal omfatte beskyttelse af whistleblowere, hvis rettigheder stadig ikke er tilstrækkeligt kendt, og som gennem deres indberetning spiller en vigtig rolle med at forhindre misbrug knyttet til svig og korruption og enhver krænkelse af Unionens rettigheder.

4.5.

Et af de vigtigste emner bliver at få retssektoren til at gøre fremskridt på det digitale område. EØSU må imidlertid konstatere, at der er betydelige forskelle i de nationale forhold, og at retssystemerne i medlemsstaterne befinder sig i forskellige faser af digitaliseringen. Den foreslåede strategi tager højde for de nationale kompetencer og respekterer nærhedsprincippet. Samtidig er det vigtigt, at alle medlemsstater arbejder på at mindske de eksisterende digitaliseringskløfter, ikke kun ved at sikre investeringer i infrastruktur, men også i færdigheder for de aktører i retsvæsenet, der skal føre den digitale omstilling ud i livet.

4.6.

Uden digitalisering af retsvæsenet på nationalt plan og investering i uddannelse af retsvæsenets aktører i at bruge digitale værktøjer og teknologier i deres daglige praksis vil det være vanskeligt at fremme et tættere grænseoverskridende samarbejde mellem retlige myndigheder. Uden passende og sammenhængende investeringer i uddannelse, ikke kun i digitale færdigheder, men også oplysning, vil nye udfordringer være svære tackle (både spørgsmål som tilstrækkelig beskyttelse af personers rettigheder og personoplysninger i det digitale rum samt nye emner som f.eks. cyberkriminalitet).

4.7.

EØSU anbefaler specifik uddannelse i forbindelse med digitalisering, især hvad angår anvendelsen af kunstig intelligens-værktøjer i retsvæsenet. Det europæiske etiske charter for anvendelse af kunstig intelligens (2) i retssystemerne omfatter bl.a. respekt for de grundlæggende rettigheder, forebyggelse af forskelsbehandling, anvendelse af data af god kvalitet i retsafgørelser og respekt for tilgangen med menneskelig kontrol. Det er yderst vigtigt at udbrede kendskabet til og overholdelsen af disse principper gennem uddannelse.

4.8.

Anerkendelsen af at uddannelse af retsvæsenets aktører i EU bør omfatte mere end juridisk uddannelse og støtte udviklingen af faglige kompetencer, hilses velkommen. Vi noterer os især, at der er fokus på uddannelse i retslige kompetencer (judgecraft) som et centralt element i retsvæsenets effektivitet, det tillidsfulde forhold mellem retssystemerne og medlemmerne af offentligheden samt tilliden mellem retsvæsenets aktører i det grænseoverskridende samarbejde.

4.9.

Et andet centralt punkt, der skal tages fat på, er uddannelse af retsvæsenets aktører inden for komplementære områder som etik, retsmedicin og psykologi, og sikring af, at retsvæsenet har den nødvendige forståelse af tekniske forhold, som for det meste behandles inden for forskellige områder af EU-lovgivningen, f.eks. miljø, infrastruktur eller finans-/bankvirksomhed.

4.10.

EØSU værdsætter også fokus på en bredere kreds af retsvæsenets aktører, som anvender EU-retten, herunder — først og fremmest — dommere, anklagere og retspersonale, men også andre erhverv som advokater, notarer, fogeder, mæglere, retstolke/juridiske oversættere, sagkyndige og i visse situationer fængselspersonale og medarbejdere ved kriminalforsorgen. Ikke desto mindre bør der være særlig opmærksomhed på det meget varierede billede i de forskellige medlemsstater med forskellige specifikke nationale forhold, der kan gøre en ensartet gennemførelse af strategien ganske vanskelig.

4.11.

EØSU er også enigt i, at uddannelsen skal være af tilstrækkelig høj kvalitet til at opfylde de mål, der er sat for den, at behovsvurderinger er obligatoriske, men også at retsvæsenets aktører har brug for adgang til forskellige former for læring, der omfatter en blanding af klasseundervisning, e-læringsredskaber og oplæring på arbejdspladsen. EØSU er imidlertid bekymret for, at fælles metoder og nationale uddannelsesudbydere ikke vil være tilstrækkelige i denne henseende, og at medlemsstaterne, selv om der i øjeblikket er masser af ressourcer, god praksis og vejledninger til rådighed på EU-plan, ikke er fuldt ud indstillet på at bruge dem.

4.12.

Vi kan lære af den unikke rolle, som Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere spiller, og de resultater det har opnået, og vi glæder os over fokus på den rolle, som aktører på EU-niveau skal spille, når det gælder om at fremme og organisere grænseoverskridende uddannelsesaktiviteter, samtidig med at uddannelsesvirkningerne øges.

4.13.

Den rolle, uddannelse af retsvæsenets aktører spiller i at fremme en fælles retskultur, er også i fokus for retsvæsenets aktører uden for EU, og det samme er den særlige vægt, der lægges på at sikre, at nye aktører inden for retsvæsenet får en grundig indføring i EU's retssystem og juridiske kultur under deres grunduddannelse.

4.14.

Kommissionens bestræbelser på at tilskynde retsvæsenets aktører fra tredjelande — især den vestlige Balkanregion — til at deltage i uddannelse i retsstatsprincippet eller grænseoverskridende retligt samarbejde, hilses også velkommen. EØSU har konstant understreget (3) behovet for at støtte op om retsstatsprincippet og et uafhængigt retsvæsen i kandidatlandene og potentielle kandidatlande til EU-medlemskab.

4.15.

EØSU henleder også opmærksomheden på behovet for at anerkende de udfordringer, der kan opstå for fagfolk inden for retsvæsenet som følge af Brexit. Det er især vigtigt i forbindelse med den handels- og samarbejdsaftale mellem EU og Det Forenede Kongerige, der er blevet indgået, men også med hensyn til samarbejde om retshåndhævelse og retligt samarbejde i straffesager og for at sikre, at de grundlæggende rettigheder respekteres.

4.16.

Sidst, men ikke mindst understreger EØSU med henblik på at sikre bæredygtigheden af de foreslåede aktiviteter behovet for ud over aktører fra retsvæsenet at involvere civilsamfundsorganisationer og faglige sammenslutninger af retsvæsenets aktører samt retsundergivne fra bestemte områder (miljø, offentlige udbud, sundhedspleje, forbrugerbeskyttelse, arbejdstageres rettigheder, arbejdsmarkedsrelationer osv.). Stærkt engagement fra civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter kan bidrage yderligere til at styrke demokratiet, menneskerettighederne og retsstatsprincippet.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EØSU's udtalelse om Adgang til klage og domstolsprøvelse på nationalt niveau i forbindelse med foranstaltninger til gennemførelse af EU's miljølovgivning (meddelelse) (EUT C 129 af 11.4.2018, s. 65), EØSU's udtalelse om EU-tiltag, der skal forbedre overholdelsen af miljøbestemmelser og forvaltningen af miljøet (EUT C 283 af 10.8.2018, s. 83) og EØSU's udtalelse om Anvendelse af Århuskonventionen — Adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet ( EUT C 123 af 9.4.2021, s. 66).

(2) https://rm.coe.int/charte-ethique-fr-pour-publication-4-decembre-2018/16808f699b

(3) EØSU Udtalelse om Styrkelse af tiltrædelsesprocessen — Et troværdigt EU-perspektiv for landene på Vestbalkan (EUT C 220 af 9.6.2021, s. 88), EØSU's udtalelse om EU's udvidelsesstrategi, EUT C 133 af 14.4.2016, s. 31.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/146

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en ramme for udstedelse, kontrol og godkendelse af interoperable certifikater for vaccination, test og restitution med henblik på at fremme den frie bevægelighed under covid-19-pandemien (digitalt grønt certifikat)«

(COM(2021) 130 final — 2021/0068 (COD))

(2021/C 286/25)

Ordfører:

George VERNICOS

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 21.4.2021
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	251/0/4

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Covid-19-pandemien har tilført vores økonomier, samfund og liv et ekstraordinært chok, og turistbranchen er påvirket i et hidtil uset omfang. Den aktuelle krise har vist, hvor vigtig turisme er for Europa, ikke kun fra et økonomisk synspunkt, men også med hensyn til at leve sammen og danne et skæbnefællesskab.

1.2.

EØSU insisterer på, at det »digitale grønne certifikat« minimerer kompleksiteten for rejsende og gør det lettere at udøve retten til fri bevægelighed under covid-19-pandemien.

1.3.

EØSU mener, at det er nødvendigt at præcisere, at besiddelse af et »digitalt grønt certifikat« ikke er en forudsætning for udøvelse af retten til fri bevægelighed, og at forslaget til forordning ikke fastlægger en forpligtelse eller ret til at blive vaccineret. Udvalget anbefaler dog, at især socialt marginaliserede og dårligt stillede grupper får adgang til relevante oplysninger, og at indvirkningen af det grønne certifikat på disse grupper vurderes omhyggeligt og overvåges.

1.4.

EØSU understreger, at besiddelse af det grønne certifikat ikke bør fritage rejsende fra at overholde andre risikoreducerende foranstaltninger, men bør betragtes som en overgangsstrategi for lande, der kræver en permanent mekanisme til løbende revurdering efter indførelsen.

1.5.

EØSU påpeger, at alle europæiske lande bør arbejde sammen om at opnå ensartede rammebetingelser (dvs. indhold, format, principper og tekniske standarder for certifikatet) snarest muligt, da vi ikke har råd til endnu en sommer uden turisme.

1.6.

EØSU påpeger, at rejseprotokoller skal være klare og gældende for international rejseaktivitet med fly, ad landevej og til søs.

1.7.

EØSU understreger, at det er vigtigt, at alle medlemsstater har interoperable systemer med lige strenge databeskyttelsesregler, da personoplysningerne omfatter følsomme medicinske oplysninger. Det digitale grønne certifikat må ikke forudsætte oprettelse og vedligeholdelse af en central database på EU-niveau. EØSU anbefaler også, at det digitale grønne certifikat udformes på en sådan måde, at oplysningerne om, hvilken kategori der er opfyldt for at rejse, kun er synlige for den rejsende.

1.8.

EØSU ønsker endvidere at gøre opmærksom på, at det digitale grønne certifikat også vil gøre det nemmere at foretage forretningsrejser. Dette må ikke føre til forskelsbehandling på arbejdspladsen eller til misbrug gennem ansættelse af vaccinerede personer fra tredjelande i job med dårligere arbejdsvilkår.

1.9.

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at certifikatet og opdateringer af det forbliver gratis.

1.10.

EØSU fremhæver, at der er behov for at fremskynde vaccinationerne ved at øge vaccineproduktionen og sikre mere gennemsigtighed og forudsigelighed for at garantere et passende antal vacciner i hele EU gennem en koordineret og ensartet tilgang. Samtidig bør landene investere mere i oplysningskampagner om fordelene ved at blive vaccineret for at bekæmpe misinformation.

1.11.

EØSU mener, at det digitale grønne certifikat også bør kunne indhentes ved hjælp af selvtest og blodprøver for covid-19-antistoffer.

1.12.

EØSU er enig i, at de europæiske regeringer bør sikre, at alle borgere har adgang til at blive testet nemt og gratis, så man undgår ulige begrænsninger af retten til fri bevægelighed for dem, der ikke er blevet vaccineret.

1.13.

EØSU mener, at alle EU-medlemsstater er nødt til at anerkende certifikatet for at bane vejen for etableringen af fuldstændig fri bevægelighed i EU under covid19-pandemien.

2. Baggrund

2.1.

Rådet vedtog den 13. oktober 2020 Rådets henstilling (EU) 2020/1475 (1) for at sikre en velkoordineret, forudsigelig og gennemsigtig tilgang til indførelsen af restriktioner for den frie bevægelighed som reaktion på covid-19-pandemien.

I praksis blev denne henstilling dog næsten ikke håndhævet, eftersom de enkelte medlemsstater i stedet indførte egne restriktioner.

2.2.

Endnu vigtigere efterlyste medlemmerne af Det Europæiske Råd i erklæringen, der blev vedtaget efter de uformelle videokonferencer den 25.-26. februar 2021, at der arbejdes videre på en fælles tilgang til vaccinationscertifikater. Kommissionen har arbejdet sammen med medlemsstaterne i e-sundhedsnetværket, som er et frivilligt netværk af nationale myndigheder med ansvar for e-sundhed, om at sikre interoperabiliteten mellem disse certifikater. Den 12. marts 2021 nåede e-sundhedsnetværket også til enighed om fælles standardiserede datasæt for covid-19-vaccinations-, test- og restitutionscertifikater og om et udkast til en tillidsramme.

2.3.

På grundlag af det tekniske arbejde, der er pågået indtil videre, fremlagde Kommissionen den 17. marts 2021 et forslag til en forordning om et digitalt grønt certifikat (2021/0068 (COD)), som er en ramme for udstedelse, kontrol og godkendelse af interoperable sundhedscertifikater for vaccination, test og restitution med henblik på at fremme den frie bevægelighed i EU, og et ledsagende forslag om tredjelandsstatsborgere, som lovligt opholder sig eller har bopæl i EU (2021/0071 (COD)).

Det planlagte europæiske certifikat vil med respekt for de grundlæggende rettigheder, herunder om privatlivets fred og ikkeforskelsbehandling, tilvejebringe:

—	bevis for, at en person er blevet vaccineret mod covid-19, og/eller

—	resultaterne af en nylig test for sars-CoV-2-infektion og/eller

—	oplysninger om, at en person er kommet sig over en infektion med sars-CoV-2.

2.4.

Det vil være til rådighed for EU-borgere og deres familiemedlemmer, tredjelandsstatsborgere, som har bopæl i EU, og besøgende, som har ret til at rejse til andre medlemsstater. Det vil være gyldigt i alle EU-medlemsstater og i Island, Liechtenstein og Norge gennem inkorporering i EØS-aftalen. Schweiz kan beslutte også at indføre certifikatet.

2.5.

De nationale myndigheder i EU's medlemsstater (hospitaler, testcentre og sundhedsmyndigheder) vil være ansvarlige for udstedelsen. Certifikatet skal indeholde indehaverens navn, fødselsdato, udstedelsesdato, oplysninger om status for vaccine, test eller restitution og en unik identifikator. Der vil blive genereret en QR-kode til at bekræfte certifikatets ægthed, garantere datasikkerheden og beskytte mod forfalskning.

2.6.

Forslaget forpligter ikke medlemsstaterne til at fravige restriktionerne for den frie bevægelighed (for så vidt de er nødvendige for at beskytte folkesundheden) for rejsende med det grønne certifikat, men det giver dem pålidelige, godkendte og harmoniserede dokumenter, når de gør det. Det er derfor klart, at der fortsat vil være en skønsmargen, selv om den foreslåede ramme anbefaler, at restriktionerne begrænses til, hvad der er absolut nødvendigt, og bygger på en formodning om, at restriktionerne vil blive ophævet for indehaverne af certifikater, idet medlemsstaterne pålægges at informere andre medlemsstater og Kommissionen, hvis de fortsætter med at pålægge restriktioner.

2.7.

Det foreslåede system gør det muligt at foretage opdateringer baseret på ny videnskabelig dokumentation for vaccinernes effektivitet med hensyn til at standse spredningen af sars-CoV-2 og varigheden af den beskyttende immunitet efter en tidligere infektion. I øjeblikket fastsætter rammen den maksimale gyldighedsperiode for certifikatet for restitution efter en tidligere covid-19-infektion til 180 dage. I henhold til forslaget vil det digitale grønne certifikat blive suspenderet, når Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærer den internationale covid-19-sundhedskrise for at være ovre, men det kan genaktiveres ved fremtidige pandemier.

3. Generelle bemærkninger om den aktuelle krise i turistbranchen

3.1.

Turistbranchen, der er en meget dynamisk og integreret sektor, udgør en af de økonomiske drivkræfter i Europa og tegner sig for 50 % (2) af den globale turisme. I lande på alle udviklingsniveauer er mange millioner job og virksomheder afhængige af et stærk og blomstrende turisterhverv. Turistbranchen bidrager direkte og indirekte med næsten 10 % til EU's BNP.

3.2.

Covid-19-pandemien har tilført vores økonomier, samfund og liv et ekstraordinært chok. For at begrænse spredningen af virus på tværs af nationale grænser har landene anvendt en kombination af foranstaltninger, hvoraf nogle har haft en negativ indvirkning på rejser til og i medlemsstaterne.

Turismen er påvirket i et hidtil uset omfang med 2020 som det værste år nogensinde for turistbranchen. Europa oplevede en nedgang i ankomster på 69 % i 2020 og en nedgang på 85 % i januar 2021 (3).

3.3.

Situationen er særligt vanskelig i de EU-lande, som er store turistmål, dvs. Italien, Grækenland, Portugal, Malta, Cypern, Spanien og Frankrig. EU's turistbranche, der beskæftiger omkring 13 mio. mennesker (4), skønnes at miste omkring 1 mia. EUR i indtægter om måneden som følge af covid-19-udbruddet.

3.4.

Mere end en tredjedel af den merværdi, der genereres af turisme i den indenlandske økonomi, kommer fra indirekte indvirkninger, hvilket viser bredden og dybden i forbindelserne mellem turisme og andre sektorer (5). Som følge heraf har reduktionen af turiststrømmene alvorlige konsekvenser for økonomien i bred forstand (6).

3.5.

Det er også vigtigt at understrege turistbranchens sociale indvirkning. Turisme bidrager til udviklingen af landdistrikterne, idet der skabes yderligere indtægtskilder og dermed grundlag for en afbalanceret territorial udvikling af vores samfund. Turisme har også være en drivkraft i beskyttelsen af natur- og kulturarven, herunder bevarelsen heraf til kommende generationer.

3.6.

Fremadrettet skønner Verdensturistorganisationen, at der er mulighed for et opsving i den internationale rejseaktivitet i anden halvdel af året. Dette bygger på en række faktorer, herunder især en omfattende ophævelse af rejserestriktionerne, vaccinationsprogrammernes succes og indførelsen af harmoniserede protokoller som f.eks. det digitale grønne certifikat, som Kommissionen planlægger.

4. Særlige bemærkninger til forslaget til forordning om det digitale grønne certifikat

4.1.

EØSU bakker op om, at Kommissionen har taget initiativ til at arbejde sammen med medlemsstaterne i e-sundhedsnetværket med henblik på at sikre interoperabiliteten af vaccinationscertifikaterne og dermed etablere en almindeligt brugbar løsning, fjerne kompleksitet, begrænse datasættene til vaccinationscertifikater til et absolut minimum for at beskytte indehaverens følsomme oplysninger og udvikle en unik identifikator. Uden foranstaltninger på EU-niveau vil det sandsynligvis føre til, at medlemsstaterne indfører forskellige, ikkekoordinerede og komplicerede systemer.

4.2.

EØSU påpeger, at indførelsen af det »grønne certifikat« er en udmærket fælles standard, der kan lette administrativt bureaukrati, men at det ikke kan betragtes som den vigtigste drivkraft for den frie bevægelighed. Den fri bevægelighed vil fortsat være underlagt nationale restriktioner, som slet og ret fastlægges af den enkelte medlemsstats formåen og sundhedssystemers kapacitet. Som følge heraf vil foranstaltninger (f.eks. karantæne eller selvisolation, yderligere eller gentagen test før og/eller efter ankomst), der gælder for personer, der rejser på tværs af grænserne, fortsat kunne anvendes af medlemsstaterne efter eget skøn, selv om den foreslåede ramme indeholder visse anbefalinger om, at landene bør begrænse sig til de absolut nødvendige restriktioner.

4.3.

EØSU understreger, at besiddelse af det grønne certifikat ikke bør fritage rejsende fra at overholde andre risikobegrænsende foranstaltninger, men bør betragtes som en overgangsstrategi, som landene kan anvende, når den epidemiologiske situation kan berettige en lempelse af rejserestriktionerne, men der stadig kræves forholdsregler for at gøre det mere sikkert at rejse. Der er usikkerhed med hensyn til vaccinernes effektivitet i forhold til at mindske smittespredning og over for visse mutationer samt omfanget og varigheden af antistofmedieret immunitet over for ny sars-CoV-2-infektion. Der er desuden fortsat ubesvarede spørgsmål om gyldigheden af test. EØSU anbefaler derfor kraftigt ledsageforanstaltninger til beskyttelse af rejsendes og arbejdstageres sundhed, især på lukkede og overfyldt steder.

4.4.

EØSU påpeger, at der er behov for effektive og hurtige foranstaltninger som f.eks. en stærkere koordinering af rejseprotokoller mellem landene, så turismen kan genoptages på sikker vis, da vi ikke har råd til endnu en sommer uden turisme. Pandemien er et globalt problem, som kun en global tilgang og tillid kan løse — løsninger i de enkelte lande vil ikke fungere.

4.5.

EØSU understreger, at det grønne certifikat skal være fuldt interoperabelt, sikkert og kontrollerbart for at være effektivt. Derfor bør alle europæiske lande arbejde sammen for hurtigst muligt at fastlægge ensartede rammebetingelser (dvs. indhold, format, principper og tekniske standarder for certifikatet). Dette omfatter fælles standarder for, hvor længe (og hvilke) test og vacciner er gyldige, og hvor længe folk regnes for at være »restituerede«.

EØSU påpeger, at rejseprotokoller skal være klare og gældende for international rejseaktivitet med fly, ad landevej og til søs. Det skal bemærkes, at anvendelsen af det grønne certifikat er et fælles ansvar for grænsemyndighederne og transportvirksomhederne.

4.6.

Som EØSU forstår det, er det grønne certifikat udformet til at være så enkelt som mulig. Det gennemføres som en pakke og bygger på tillid mellem de involverede lande, og der kræves en permanent mekanisme til en løbende revurdering efter dets indførelse.

4.7.

EØSU bakker op om, at følgende principper skal understøtte systemet: a) det grønne certifikat bør sigte mod at mindske indvirkningen af risikoen til et niveau, som de nationale myndigheder anser for at være acceptabelt, og som er i overensstemmelse med WHO, b) restriktioner for internationale rejser bør stå i et rimeligt forhold til den epidemiologiske situation i oprindelses- og bestemmelseslandet, c) karantæne kan fortsat være et instrument, som myndighederne tager i brug, når det er hensigtsmæssigt, d) lande, der deltager i systemet, accepterer test, der er godkendt af de nationale myndigheder i andre deltagende lande, e) procedurernes kompleksitet og omfanget af oplysninger, der indsamles og overføres på tværs af landegrænser, bør minimeres, f) systemet bør være interoperabelt og baseret på en fælles nomenklatur og et fælles format for overførsel af oplysninger, g) systemet bør overholde principperne om indbygget databeskyttelse, hvor indhold, indsamlingsmetode, formål med indsamlingen og varigheden af opbevaringen af nogle eller alle indsamlede oplysninger bliver gjort klart for den registrerede fra starten.

4.8.

Vaccinationskampagner og vaccine- og certificeringsregler hører fortsat under de nationale myndigheders enekompetence og ansvar. Der er ingen medlemsstater, der har valgt at gøre vaccination obligatorisk (undtagen i særlige tilfælde som f.eks. for plejepersonale i Italien), og det forekommer meget usandsynligt, at de vil gøre det i de kommende måneder.

Universel og lige adgang til en sikker og effektiv covid-19-vaccine er dog afgørende for at redde liv, beskytte det offentlige sundhedssystem og gøre det muligt at genoprette økonomierne. EØSU fremhæver, at der er behov for at fremskynde vaccinationerne ved at øge vaccineproduktionen og sikre mere gennemsigtighed og forudsigelighed for at garantere et passende antal vacciner i hele EU gennem en koordineret og ensartet tilgang. Dette er også en vigtig forudsætning for, at det digitale grønne certifikat kommer til at fungere, og for ligebehandling af borgerne.

4.9.

De europæiske regeringer bør bruge midlerne til genopretningen efter pandemien til vaccinationsprogrammer rettet mod dele af befolkningen, der ellers vil være mere vanskelige at nå, f.eks. i landdistrikter eller mindre velhavende områder langt fra hospitaler og klinikker. Forskelsbehandling af etniske minoriteter bør desuden undgås.

EU bør også investere yderligere i oplysningskampagner om fordelene ved vaccinen. Det vil bidrage til at bekæmpe misinformation, der gør folk utilbøjelige til at lade sig vaccinere.

4.10.

EØSU er enig i, at de europæiske regeringer bør sørge for, at alle borgere har nem og gratis adgang til test (og hurtigt modtager testsvar) for at undgå ulige begrænsninger af den frie bevægelighed for dem, der ikke er blevet vaccineret, især set i lyset af den mulige kløft mellem landdistrikter og byområder.

4.11.

EØSU mener, at det er nødvendigt at præcisere, at besiddelse af et »digitalt grønt certifikat« ikke er en forudsætning for udøvelse af retten til fri bevægelighed, og at forslaget til forordning ikke fastlægger en forpligtelse eller ret til at blive vaccineret. EØSU påpeger, at alle former for immunitetscertificering rejser etiske spørgsmål vedrørende respekt, individuelle rettigheder og interesser, ansvar for folkesundheden og social retfærdighed. Især i forhold til socialt marginaliserede og dårligt stillede gruppe skal disse virkninger vurderes omhyggeligt og overvåges.

4.12.

EØSU påpeger, at det digitale grønne certifikat understøtter den stærkt tiltrængte genopretning af rejse- og turistbranchen. Det er også et meget vigtigt certifikat for forretningsrejser og alle andre sociale forsamlinger, hvilket vil give økonomien samt kulturelle og andre sociale begivenheder en saltvandsindsprøjtning og i det hele taget have en positiv indvirkning på sundheden (mentalt og fysisk). Kommissionen og medlemsstaterne bør sikre, at certifikatet og opdateringer af det forbliver gratis, som anført i artikel 3, stk. 3. Certifikatet bør udstyres med en QR-kode, der kan bidrage til at garanterer sikkerheden og ægtheden, og det bør affattes på det eller de officielle sprog i den udstedende medlemsstat samt på engelsk. Certifikatet skal anerkendes i alle EU-medlemsstater for at bane vejen for indførelsen af fuldstændig fri bevægelighed i EU under covid-19-pandemien.

4.13.

EØSU ønsker at gøre opmærksom på, at det digitale grønne certifikat ikke kun vil blive brugt til turisme. Det vil også gøre forretningsrejser i Europa lettere, men kan være til ulempe for den enkelte arbejdstager. EØSU anbefaler, at medlemsstaterne træffer forholdsregler for at sikre, at dette ikke fører til forskelsbehandling på arbejdspladsen og ikke påvirker beskæftigelsesegnetheden. EØSU advarer desuden om, at forordningen kan blive misbrugt til gøre indrejse lettere for vaccinerede personer fra tredjelande og ansætte dem i job med dårligere arbejdsvilkår

4.14.

EØSU tilføjer, at Kommissionen og medlemsstaterne bør etablere en digital infrastruktur for tillidsrammen, der muliggør en pålidelig og sikker udstedelse og kontrol af certifikaterne, og bistå medlemsstaterne med den tekniske gennemførelse for så vidt muligt at sikre interoperabilitet med internationalt etablerede teknologiske systemer.

4.15.

EØSU understreger, at der bør sikres et meget højt databeskyttelsesniveau, og at princippet om dataminimering bør opretholdes, da personoplysningerne omfatter følsomme medicinske oplysninger.

Navnlig bør rammen for det »digitale grønne certifikat« ikke forudsætte, at der oprettes og vedligeholdes en database på EU-niveau. I stedet bør der være mulighed for decentral kontrol af digitalt underskrevne interoperable certifikater. Myndighederne må også sikre, at personoplysninger opbevares sikkert og ikke deles eller misbruges til andre formål. Derudover må de respektive oplysninger kun behandles i forbindelse med det digitale grønne certifikat, og de kompetente myndigheder skal sikre, at oplysningerne slettes efterfølgende. Hvis der kræves et digitalt grønt certifikat til rejser mellem lande, er det helt afgørende, at alle medlemsstater har interoperable systemer med lige strenge databeskyttelsesregler, som foreskriver, at de registeransvarlige har pligt til at rådføre sig med deres nationale databeskyttelsesmyndigheder inden behandling af oplysninger. EØSU anbefaler, at der inddrages databeskyttelseseksperter på europæisk og nationalt niveau for at sikre en korrekt gennemførelse.

4.16.

EØSU advarer endvidere om, at det digitale grønne certifikat afslører følsomme medicinske personoplysninger om den rejsendes status med hensyn til vaccination, antistoffer og test. EØSU anbefaler derfor, at det digitale grønne certifikat udformes således, at disse oplysninger kun er synlige for den rejsende, og at tredjepersoner kun ser, at den pågældende opfylder en betingelse.

4.17.

EØSU mener, at det digitale grønne certifikat også bør kunne indhentes ved hjælp af selvtest og blodprøver for covid-19-antistoffer. Praksis har vist, at blodprøver for covid-19-antistoffer er lige så velegnet som covid-19-restitutionscertifikatet.

4.18.

Ifølge EØSU må det klarlægges, hvad der vil ske med de vacciner, som EMA i øjeblikket foretager en rullende gennemgang af. Dette er et særligt vigtigt spørgsmål for de EU-lande, der har brugt disse vacciner.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT L 337 af 14.10.2020, s. 3.

(2) Det største antal ankomster i perioden 2014-2018 er registreret i Europa, som for alle år tegner sig for mere end 50 % af de udadgående rejser på verdensplan. Rejser til europæiske destinationer i perioden 2014-2018 steg med 24,3 %.

(3) UNWT, marts 2021.

(4) Eurostat.

(5) Betydningen af indirekte tab som følge af tværsektorielle forbindelser i turistbranchen understreges også af De Forenede Nationers Konference for Handel og Udvikling (UNCTAD), og tabene i BNP skønnes at være ca. to eller tre gange højere end det umiddelbare tab af indtægter fra internationale turister. UNCTAD-rapporten anslår, at de direkte og indirekte tab for turismen på verdensplan som følge af covid-19 kan udgøre ca. 4 % af verdens BNP, men med forskellige indvirkninger i landene afhængigt af deres eksponering for rejser og turisme.

(6) OECD Economic Outlook-database, december 2020, og World Travel & Tourism Council-database.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/152

(COM(2020) 741 final)

(2021/C 286/26)

Ordfører:

Marcin Wiesław NOWACKI

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 24.2.2021
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	14.4.2021
Dato for vedtagelse på plenum	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	239/1/4

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU glæder sig over denne strategi, som har til formål at udnytte potentialet i offshore vedvarende energi med en klimaneutral fremtid for øje.

1.2.

EØSU glæder sig over forslagene om at inkludere udviklingsmålsætninger for vedvarende havenergi i forbindelse med udarbejdelsen af nationale og regionale fysiske forvaltningsplaner for det maritime rum.

1.3.

Udvalget mener, at strategien burde medtage beregninger af det bidrag, som vindenergi yder med hensyn til at reducere nettodrivhusgasemissionerne til nul i 2050.

1.4.

EØSU glæder sig over synspunktet om, at et velreguleret energimarked bør sende passende investeringssignaler. Efter udvalgets opfattelse spiller forudsigelige og stabile lovgivningsmæssige rammer en central rolle i udviklingen af offshorevindenergi.

1.5.

EØSU bemærker i relation til visse karakteristika såsom dybde og afstand til andre lande, at installationen af hybridprojekter alene er mulig i Nordsøen og Østersøen. EØSU mener endvidere set i lyset af det forventede udviklingstempo, at EU's og de nationale tiltag i første omgang bør fokusere på at frigive potentialet for de mest avancerede projekter, som er planlagt til at skulle forbindes med det nationale elnet i en radial form.

1.6.

EØSU er skuffet over den overfladiske måde, hvorpå strategien håndterer spørgsmålet om genanvendelse af brugte vindmøller, og opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på spørgsmålet om dekommissioneringsomkostninger. EØSU vil gerne fremhæve, at ren energi ikke alene vil forbedre luftkvaliteten i lokalmiljøet, men miljøet og klimaet som helhed.

1.7.

EØSU glæder sig over udpegelsen af potentialet for Nordsøen, Østersøen, Middelhavet, Sortehavet, den europæiske del af Atlanterhavet og øerne i EU. Det er forståeligt, at oprettelsen af nye projekter i Nordsøen prioriteres i betragtning af de muligheder, som den eksisterende infrastruktur i området tilbyder. Udvalget understreger dog, at der med henblik på at garantere sikkerheden af energiforsyningen såvel som den sociale og økonomiske samhørighed i EU er behov for forholdsmæssige investeringer i offshorevindmølleparker i alle EU's havområder.

1.8.

EØSU støtter forslaget om at ændre TEN-E-forordningen for at inkludere princippet om one-stop-shop for offshorevindenergiprojekter.

1.9.

EØSU er bekymret over manglen på oplysninger om specifikke foranstaltninger og støtteordninger, hvilket kan bringe finansieringen af vedvarende energi i fare. Efter udvalgets opfattelse bør et fælles instrument, som er dedikeret til at finansiere offshorevindenergi, oprettes inden for rammerne af eksisterende programmer. En sådan tilgang bør endvidere udvides til andre former for vedvarende energikilder, f.eks. onshorevindenergi og fotovoltaik, for dermed at leve op til kravene i den europæiske energiunion og direktivet om vedvarende energi II, der fremhæver decentrale og regionale produktionsenheders muligheder for at bidrage til udnyttelsen af værdiskabelsespotentialet i flere regioner, bidrage til jobskabelsen og sætte borgerne i centrum for politikken og gøre dem til aktive producenter og prosumenter. I den forbindelse bemærker EØSU med en vis bekymring, at Kommissionen i øjeblikket »kun« beskæftiger sig med offshore- og brintteknologier, men forsømmer disse decentraliserede tilgange.

1.10.

EØSU påpeger, at enhver investering i offshorevindmølleparker bør bidrage så meget som muligt til den socioøkonomiske udvikling i de regioner, der er i den umiddelbare nærhed af investeringen, ved at fremme deltagelse i projektet — den »lokale indholdsfaktor«.

1.11.

EØSU glæder sig over, at strategien skal suppleres af en plan for udvikling af færdigheder og uddannelsessystemer på området for offshorevindenergi.

1.12.

EØSU anerkender, at EU gerne vil indtage en førerposition inden for offshorevindenergisektoren, og støtter udviklingen af vindenergi både til havs og på landjorden. Udvalget forventer derfor, at Kommissionen snarest muligt supplerer offshorestrategien med en onshorestrategi.

2. Indledning

2.1.

Emnet for denne udtalelse er En EU-strategi for udnyttelse af potentialet i offshore vedvarende energi med en klimaneutral fremtid for øje, som blev offentliggjort den 18. november 2020. Denne strategi er en integreret del af den europæiske grønne pagt.

2.2.

Ifølge konsekvensanalysen, som ledsagede 2030-klimaplanen, skal over 80 % af elektriciteten stamme fra vedvarende energikilder inden 2030, og opfyldelsen af klimamålet for 2050 vil kræve offshorevindenergi med en anslået kapacitet på 300 GW, som skal suppleres af ca. 40 GW havenergi. Den strategi, som drøftes i denne udtalelse, viser, hvordan EU kan opnå dette.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

Strategien har til formål at fremskynde overgangen til ren energi og samtidig bevare de vigtige mål om økonomisk vækst og jobskabelse i Europa. De primære årsager til indførelse af denne strategi er:

—	gennemførelse af forpligtelserne fra den første globale aftale om modvirkning af klimaændringer (Parisaftalen fra 2015)

—	genopretning af den europæiske økonomis konkurrenceevne ved at øge energieffektiviteten og

—	oprettelse af nye arbejdspladser ved at øge omfanget af investeringer, hvilket vil bidrage til at modvirke den socioøkonomiske indvirkning af covid-19-pandemien og bidrage til udviklingen af den europæiske økonomi.

3.2.

Offshorevindenergikapaciteten vil i henhold til denne strategi stige fra det nuværende niveau på 12 GW til mindst 60 GW inden 2030 og til 300 GW inden 2050. Kommissionen har endvidere til hensigt at tilføje 40 GW havenergi og andre nye teknologier såsom flydende vindmølleparker og flydende solcelleanlæg inden 2050.

3.3.

Der skønnes at være et investeringsbehov på 800 mia. EUR for at opnå disse målsætninger. Der er endvidere behov for, at Unionen og medlemsstaternes regeringer inddrages i større omfang, da den aktuelle og anslåede anlægskapacitet under de nuværende politikker kun vil udmønte sig i ca. 90 GW i 2050.

3.4.

EØSU glæder sig over fremlæggelsen af denne strategi, som omfatter lovgivningsmæssige forslag og foranstaltninger, der gør det muligt at fokusere på udvikling, styrkelse og uddybning af samarbejde på området for offshorevindenergi.

3.5.

Udvalget bemærker, at de ovennævnte data og oplysninger illustrerer omfanget af de udfordringer, som investorer, EU's industri og transmissions- og distributionssystemoperatører står over for. Strategien fremlægger optimistiske perspektiver såsom muligheder for at fremme private investeringer eller oprette nye arbejdspladser. Udvalget bemærker dog, at strategien alene anvender vage oplysninger om forudsigelser for udviklingen af offshorevindenergi i forbindelse med oprettelse af arbejdspladser. Det er endvidere vigtigt at bemærke, at der vil blive skabt yderligere arbejdspladser ikke bare i energisektoren, men også inden for landbaserede aktiviteter såsom havneudvikling og shipping. Strategien berører ligeledes indvirkningen af industriens udvikling på EU's BNP.

3.6.

EØSU bemærker, at strategien bygger på et indbyrdes forbundet miljø, hvor sektoren for offshore vedvarende energi skal eksistere side om side med en række »andre aktiviteter til søs« (turisme, fiskeri, akvakultur osv.), hvor hybridprojekter interagerer med grænseoverskridende sammenkoblinger, hvor udviklingen fremmes af målsætninger, der fastlægges i adskillige lande, og hvor indlandsstater kan finansiere offshoreprojekter. Eftersom offshoreprojekter medfinansieres af EU, opfordrer EØSU til, at der sikres åbenhed om spørgsmålet om deling af byrde og nytteværdi.

3.7.

EØSU er skuffet over strategiens manglende medtagelse af beregninger af det bidrag, som vindenergi yder med hensyn til at reducere nettodrivhusgasemissionerne til nul i 2050. Ved udelukkende at fokusere på installeret kapacitet overses denne centrale faktor for at opnå målsætningerne i den europæiske grønne pagt.

4. Udsigterne for teknologier til offshore vedvarende energi

4.1.

EU's offshoreanlæg genererer 12 GW, hvilket svarer til 42 % af verdens offshorevindenergikapacitet. De fleste projekter er vindmøller, som står på havbunden. Udvalget mener, at denne teknologi har nået en vis grad af modenhed, hvilket illustreres ved en reduktion på 44 % af de normaliserede omkostninger ved produktion af offshorevindenergi over 10 år.

4.2.

Udvalget er usikker på, om udviklingsstrategien for offshorevindenergi bør være baseret på udviklingsteknologier såsom hybridprojekter, og henleder opmærksomheden på behovet for at producere energi til konkurrencedygtige priser, som vil gøre det muligt at genopbygge EU's økonomi efter covid-19-krisen.

5. Unionens havområder: et enormt og forskelligartet potentiale for udrulning af offshore vedvarende energi

5.1.

EØSU glæder sig over udpegelsen af potentialet for Nordsøen, Østersøen, Middelhavet, Sortehavet, den europæiske del af Atlanterhavet og øerne i EU. En fastlæggelse af potentialet for havområder i strategien vil gøre det muligt at foretage en ordentlig planlægning af lovgivningsmæssige tiltag og at nå målsætningerne.

5.2.

Det er forståeligt, at oprettelsen af nye projekter i Nordsøen prioriteres i betragtning af de muligheder, som den eksisterende infrastruktur i området tilbyder. Udvalget understreger dog, at der med henblik på at garantere sikkerheden af energiforsyningen såvel som den sociale og økonomiske samhørighed i EU er behov for et energimiks, der ikke er alt for afhængig af én energikilde, samt forholdsmæssige investeringer i offshorevindmølleparker i alle EU's havområder.

5.3.

Udvalget bemærker på samme tid, at udviklingsstrategien for offshorevindenergi går i retning af regionalisering.

6. Maritim fysisk planlægning med henblik på en bæredygtig areal- og ressourceforvaltning

6.1.

Det er nødvendigt at sikre en rimelig sameksistens mellem offshoreanlæg og anden anvendelse af havområder, samtidig med at biodiversiteten også beskyttes, for at fremskynde udviklingen af vindenergi. EØSU glæder sig over forslagene om at inkludere udviklingsmålsætninger for vedvarende havenergi i forbindelse med udarbejdelsen af nationale og regionale fysiske forvaltningsplaner for det maritime rum, men opfordrer samtidig Kommissionen til udtrykkeligt at fastslå, at det anslåede areal på 3 % af det europæiske havområde, som er nødvendigt for at opskalere sektoren for offshore vedvarende energi, er er et gennemsnitstal, og at der skal tages højde for specifikke faktorer som vindens karakter og forskellige typer miljø.

6.2.

EØSU er enig i, at udviklingen og offentliggørelsen af forvaltningsplaner ville give selskaber og investorer et signal om regeringernes intentioner for så vidt angår den fremtidige udvikling af sektoren for offshore vedvarende energi og lette den offentlige såvel som den private planlægning.

6.3.

Den miljømæssige indvirkning af anlæggene er i øjeblikket genstand for en grundig og langvarig vurdering i processen med at opnå alle de nødvendige administrative afgørelser. EØSU støtter derfor forslaget om at ændre TEN-E-forordningen for at inkludere princippet om one-stop-shop for offshorevindenergiprojekter.

7. En ny tilgang til offshore vedvarende energi og netinfrastruktur

7.1.

De fleste af de offshorevindmølleparker, der er i drift på nuværende tidspunkt, er blevet udrullet som nationale projekter med direkte forbindelse til kysten via radiale forbindelser. Det foreslås dog med henblik på at fremskynde udviklingen af offshorevindenergi, reducere omkostningerne og mindske det anvendte havområde, at der sættes fokus på hybridprojekter. Et sådant system er en mellemting mellem traditionelle projekter, som forbindes radialt med det nationale elsystem, og en model med fuldt maskenet. Strategien fremlægger også den forholdsvis optimistiske antagelse, at tilgrænsende medlemsstater i fællesskab bør fastsætte vidtrækkende mål for offshorevindenergi.

7.2.

8. Et klarere EU-regelsæt for offshore vedvarende energi

8.1.

EØSU glæder sig over erklæringen om, at et velreguleret energimarked bør tilvejebringe passende investeringssignaler. Efter udvalgets opfattelse spiller forudsigelige og stabile lovgivningsmæssige rammer en central rolle i udviklingen af offshorevindenergi.

8.2.

Den forventede stigende betydning af grænseoverskridende energiprojekter betyder, at der er behov for en præcisering af reglerne for elmarkedet. En sådan præcisering findes i det arbejdsdokument fra Kommissionen, der ledsager denne strategi.

8.3.

Den gældende retlige ramme indeholder ikke innovative teknologier såsom hybride energiøer eller offshorebrintproduktion. Kommissionen stiller forslag om et særskilt marked for havområder med muligheden for at omfordele dele af flaskehalsindtægterne til producenter som den bedste model for regulering af hybridprojekter. EØSU støtter målsætningen om at oprette offshorebudområder ud fra antagelsen om, at de vil forenkle reguleringen af energimarkedet.

8.4.

EØSU glæder sig over indsatsen for at sikre stabilitet på indkomstsiden for investorer. Udvalget opfordrer til fleksibilitet i relation til muligheden for at fremme udviklingen af offshorevindenergi i medlemsstater, hvor denne teknologi befinder sig på et tidligt udviklingsstadium, herunder ved at tildele direkte støtte uden en udbudsprocedure i overensstemmelse med bestemmelserne i direktivet om vedvarende energi.

9. Mobilisering af investeringer i offshore vedvarende energi fra den private sektor: EU-midlernes rolle

9.1.

De fornødne investeringer til gennemførelse af strategien anslås at beløbe sig til knap 800 mia. EUR, hvoraf ca. to tredjedele vil gå til finansieringen af tilknyttede netinfrastrukturer, og en tredjedel vil gå til offshoreproduktion. Investeringer i net til onshore og offshore vedvarende energi i Europa i løbet af de 10 år, der gik forud for 2020, udgjorde ca. 30 mia. EUR. Strategien omfatter en stigning til mere end 60 mia. EUR i løbet af det næste årti og sågar en endnu større stigning efter 2030. I strategien udtrykkes der endvidere forventning om, at de fleste af disse investeringer vil komme fra privat kapital. Dokumentet viser dog, at Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank og andre finansielle institutioner vil samarbejde om at støtte strategiske investeringer i offshorevindenergi.

9.2.

EØSU er bekymret over manglen på oplysninger om specifikke foranstaltninger og støtteordninger, hvilket kan bringe den yderligere fremme af vedvarende energi i fare. På grundlag af den foreliggende strategi vil der være otte forskellige EU-fonde til rådighed for investorerne. Der er ingen indikation af de forventede andele på dette område, navnlig kendes omfanget af andelen af EU-midler ikke. Efter udvalgets overbevisning vil oprettelsen af et samlet instrument til finansiering af offshorevindenergiprojekter inden for rammerne af de eksisterende programmer være afgørende for at sikre hurtig finansiering og udvikling af projekterne. En sådan tilgang bør endvidere udvides til andre former for vedvarende energikilder.

9.3.

9.4.

Strategien indeholder muligheden for en mekanisme til finansiering af vedvarende energi, som kan tilbyde måder, hvorpå fordelene ved offshorevindenergiprojekter kan deles med medlemsstater, der ikke har en kystlinje. Det er efter udvalgets opfattelse for optimistisk at antage, at medlemsstater uden adgang til havet vil ønske at finansiere vindenergi ved hjælp af deres egne ressourcer i bytte for statistiske fordele.

10. Forskning og innovation skal fokusere på at støtte offshoreprojekter

10.1.

EØSU er dybt skuffet over den overfladiske måde, hvorpå strategien håndterer problemet med at genanvende brugte vindmøller. Strategien fastslår, at det er nødvendigt at integrere princippet om »indbygget cirkularitet« mere systematisk i forskning og innovation vedrørende vedvarende energi. Den giver dog ikke yderligere oplysninger om den potentielle gennemførelse af dette princip. Udvalget bemærker, at behandlingen af brugte vindmølleblade på land er et stigende problem i områder som Tyskland, hvor muligheden for at begrave dem i jorden er under overvejelse. Det er værd at bemærke, at offshorevindmøller er meget større, hvilket direkte afspejles i problemets omfang.

10.2.

EØSU vil gerne fremhæve, at ren energi ikke alene vil forbedre luftkvaliteten i lokalmiljøet, men miljøet og klimaet som helhed. EØSU er modstander af den hurtige udvikling af offshorevindenergi, uden at der tages højde for de potentielle indvirkninger på miljøet, og opfordrer Kommissionen til at tage behørigt hensyn til spørgsmålet om dekommissioneringsomkostninger. I tilfælde, hvor projekter finansieres af EU-midler, burde disse omkostninger i realiteten allerede være blevet evalueret på forhånd, og det rette ansvar være placeret.

10.3.

EØSU glæder sig over, at strategien suppleres af en plan for udviklingen af færdigheder og uddannelsessystemer på området for offshorevindenergi, som udarbejdes af GD EMPL og GD MARE. Styrkelsen af færdigheder er et grundlæggende element i udviklingen i denne sektor. Den bæredygtige og hurtige udvikling i denne sektor kræver, at der gennemføres undervisningsprogrammer i de medlemsstater, hvor denne teknologi stadig befinder sig på et tidligt udviklingsstadium. Strategien viser, at eksisterende EU-instrumenter og -midler kan anvendes til dette formål. Det er udvalgets opfattelse, at betydningen af at udvikle færdigheder inden for offshorevindenergi kræver, at der oprettes dedikerede instrumenter og midler på EU-niveau.

11. En stærkere forsynings- og værdikæde i hele Europa

11.1.

En styrkelse af forsyningskæden kræver en samlet investering på omkring 0,5-1 mia. EUR. EØSU beklager den manglende præcisering af, hvordan disse midler skal mobiliseres, eller en tidshorisont herfor.

11.2.

EØSU glæder sig over planen om at styrke industriforummet for ren energi og om inden for rammerne heraf at oprette en dedikeret gruppe vedrørende offshore vedvarende energi i 2021.

11.3.

Udvalget er alvorligt bekymret over planerne om, at Kommissionen og ENTSO-E skal fremme standardisering og interoperabilitet mellem forskellige producenters konvertere inden 2028. Denne dato ligger alt for langt ude i fremtiden, især i lyset af at der i offshorevindmølleparker skal bygges 60 GW inden 2030. Udvalget ønsker en dato, som vil gøre det muligt at fastsætte en realistisk tidsramme med henblik på at udvikle standarder for udstyr.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/158

(COM(2020) 789 final)

(2021/C 286/27)

Ordfører:	Stefan BACK
Medordfører:	Tanja BUZEK

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 26.3.2021
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	14.4.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	230/1/7

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU bifalder, at den nye transportstrategi sætter fokus på bæredygtig og intelligent mobilitet og fremhæver transportens vigtige rolle og dens fordele for befolkningen og for EU's økonomi, men at den samtidig behandler omkostningerne for samfundet.

1.2.

Strategien anerkender det indre marked og sociale spørgsmål som en vigtig katalysator for omstillingen til en mere bæredygtig og intelligent mobilitet, men lever ikke fuldt ud op til dette. Konkret sættes der ikke tilstrækkeligt ind med foranstaltninger over for de mangler, som er beskrevet i det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, heller ikke i strategiens målrettede kapitler.

1.3.

EØSU støtter den generelle tilgang med at integrere strategien i den europæiske grønne pagt og lægge særlig vægt på tiltag, der sigter mod at nå klimamålene. Udvalget sætter dog spørgsmålstegn ved, om balancen mellem de tekniske og de transportpolitiske foranstaltninger er egnet til at nå disse mål. Udvalget peger navnlig på, at mange af de foreslåede tiltag vedrørende bæredygtighed og digitalisering har vidtrækkende konsekvenser for det indre marked og transportarbejderne. Utilstrækkelig opmærksomhed på dette kan potentielt hindre en vellykket gennemførelse.

1.4.

En vellykket EU-mobilitetsstrategi skal også gå hånd i hånd med en styrkelse af transportsektorens konkurrenceevne som helhed og af EU's relaterede industrigrundlag.

1.5.

Covid-19-pandemien, som er uden fortilfælde, har demonstreret, at et velfungerende indre transportmarked og bæredygtige forsyningskæder har afgørende betydning, ligesom offentlig transport har afgørende betydning for vigtige arbejdstageres mobilitet. Pandemien har også kastet transportsektoren ud i store overlevelsesvanskeligheder på grund af de faldende passagertal.

1.6.

Pandemien har på dramatisk vis sat fokus på situationen for tusindvis af arbejdstagere inden for transport, som er strandet rundt omkring i Europa og i hele verden, samtidig med at de befinder sig i arbejdsrelationer med usikre arbejdskontrakter. Den har desuden synliggjort en social krise i transportsektoren, der er en følge af, at de seneste årtiers transportpolitikker med fokus på det indre marked ikke har kunnet forhindre forringede arbejdsforhold inden for samtlige transportformer. EØSU ser her et presserende behov for at indføre samme ambitionsniveau med hensyn til et socialt bæredygtigt transportsystem. Endvidere bør det med den kommende kriseberedskabsplan tilstræbes at forhindre negative konsekvenser for transportarbejdere.

1.7.

EØSU glæder sig over, at strategien fremhæver kvinder inden for transport, men beklager endnu engang, at der ikke er noget indsatsområde, der matcher ambitionen.

1.8.

EØSU er enig i de prioriteter, der er fastsat vedrørende behovet for at færdiggøre det fælles europæiske transportområde (SETA) og styrke det indre marked, også set i lyset af erfaringerne fra covid-19-krisen, samt behovet for at udarbejde en kriseberedskabsplan. Udvalget er dog af den opfattelse, at tilrettelæggelsen af en sådan krisebredskabsplan skal baseres på en seriøs social dialog med civilsamfundsorganisationer og aftales med arbejdsmarkedets parter.

1.9.

EØSU mener, at en begrænsning af milepælene for modstandsdygtig mobilitet til rettidig gennemførelse af TEN-T og en reduktion af antallet af transportforårsagede dødsfald — i betragtning af den brede vifte af emner i dette afsnit af strategien — langt fra er tilstrækkeligt.

1.10.

EØSU støtter en mere bæredygtig udformning af alle transportformer og fremme af et mere bæredygtigt multimodalt transportsystem baseret på et samarbejde mellem transportformerne og på optimerede miljøegenskaber og den sociale bæredygtighed for hver transportform. Udvalget mener, at emissioner fra køretøjer bør måles over køretøjets livscyklus og ved hjælp af en well-to-wheel-beregning.

1.11.

Milepæl 1 om inden 2030 at have mindst 30 mio. nulemissionsbiler og 80 000 nulemissionsvarevogne i drift virker overoptimistisk og er ikke blevet analyseret i tilstrækkelig grad, da der ikke er noget klart overblik over, hvor mange ladestandere der er nødvendige til det planlagte antal køretøjer. EØSU advarer mod at opstille overambitiøse mål, der kan have negative konsekvenser for strategiens troværdighed.

1.12.

EØSU sætter spørgsmålstegn ved, om den nye strategi er i overensstemmelse med en tilgang, der opfatter de forskellige transportformer som en kombineret ressource, hvor samarbejde mellem transportformer, inden for et multimodalt transportsystem, baseret på løsninger, der har det bedste miljømæssige — og sociale — aftryk og den højeste effektivitet, fremmes.

1.13.

Social dumping og urimelige praksisser i én sektor skaber forvridninger i andre sektorer. Usikre arbejdsvilkår og manglende håndhævelse af sociallovgivningen skævvrider prisfastsættelse og valg i forbindelse med transporttjenester. EØSU mener, at der ud over internaliseringen af alle eksterne omkostninger er behov for et initiativ, der medtager arbejdsomkostninger som en del af en rimelig prispolitik for bæredygtige transporttjenester. En rimelig prisfastsættelse på det frie marked for en transporttjeneste skal omfatte en løn, der muliggør et eksistensminimum, samme løn for samme arbejde det samme sted, sygesikring og social sikring. Hvad angår prissætningen inden for offentlig transport, ydes der kompensation for forpligtelsen til offentlig tjeneste.

1.14.

Ifølge strategien bør sø- og jernbanetransport kunne konkurrere på lige vilkår med vejtransporten i 2030, men det forklares ikke, hvordan dette skal opnås. Der mangler faktisk en mere omfattende strategi til fremme af jernbanegodstrafik og nærskibsfart.

1.15.

Statsstøtte er relevant med henblik på at forfølge politiske mål som f.eks. at gøre transport grøn og social. EØSU ser et presserende behov for at revidere statsstøttereglerne, navnlig retningslinjerne for statsstøtte til søfartssektoren, for at sikre rimelige sociale og økonomiske forhold i havnesektoren og beskæftigelse for europæiske søfarende.

1.16.

Strategien mangler desuden en dybdegående analyse af den vigtige forbindelse mellem det indre marked og konkurrencepolitikken, og EØSU deler betænkelighederne med hensyn til forlængelsen af gruppefritagelsesforordningen for konsortier.

1.17.

Strategien afspejler heller ikke i tilstrækkelig grad bekymringerne i landdistrikter. Udvalget opfordrer til, at der i den kommende meddelelse om en langsigtet vision for landdistrikterne tages fat på det vigtige mobilitetsaspekt, og at det sikres, at alle har adgang til velegnede alternativer, der er til at betale.

1.18.

For at forhindre transportfattigdom er det vigtigt med adgang til økonomisk overkommelig offentlig transport af høj kvalitet som et bæredygtigt alternativ til individuelle transportformer, og det er særlig vigtigt i landdistrikter. Med hensyn til at opnå en bæredygtig bytrafik bør der lægges større vægt på offentlig transport som rygraden i omstillingen og en vigtig kilde til social inklusion og lokale arbejdspladser af høj kvalitet.

1.19.

EØSU mener, at bytrafikken egner sig til forsøg med opkoblet, samarbejdsbaseret og automatiseret mobilitet (CCAM), som bør tage udgangspunkt i en sikkerhedsvurdering og en dialog med civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter. Udvalget understreger behovet for passende finansiering for at muliggøre kompetenceopbygning, hvor der er behov for det.

1.20.

For så vidt angår bytrafik bør Mobility as a Service-platforme (MaaS) høre under det offentliges ansvarsområde for at sikre gennemførelsen af bytrafikstrategier. Det er kun socialt ansvarlige udbydere af mobilitetstjenester med rimelige og anstændige arbejdsvilkår, der bør have adgang til MaaS-platforme — også under hensyntagen til den planlagte lovgivning om platformsarbejdere.

1.21.

EØSU glæder sig over digitaliserings- og automatiseringsmålene i strategien som et middel til at nå bæredygtighedsmål og opfordrer til en bred dialog om de overordnede miljømæssige og samfundsmæssige virkninger. Udvalget understreger, at det er nødvendigt med en menneskecentreret tilgang, som inkluderer sociale og miljømæssige aspekter.

1.22.

EØSU noterer sig med bekymring, at transportarbejdere ikke behandles noget sted i kapitlet om intelligent mobilitet. Den menneskelige faktor inden for forskning, design og udbredelse af digitale teknologier er vigtig for en succesfuld anvendelse af sådanne innovationer og skal baseres på en inklusiv social dialog for at sikre en retfærdig omstilling.

1.23.

Den digitale omstilling sker lige nu. EØSU beklager, at der først vil blive fremsat henstillinger om konsekvenser for arbejdsstyrken i transportsektoren i 2023. Udvalget opfordrer til omgående iværksættelse af foranstaltninger i samråd med arbejdsmarkedets parter og med udgangspunkt i eksisterende viden om bedste praksis.

1.24.

Vellykkede investeringer i digitale teknologier forudsætter, at der fra begyndelsen finder en inkluderende social dialog sted, som omfatter en drøftelse af formålet med digitalisering og automatisering (f.eks. produktivitetsstigninger kontra overkapacitet), målet om relevante foranstaltninger, der skal give sikrere og sundere arbejdspladser og opretholde beskæftigelsen, samt hvordan man sikrer arbejdstagerne en rimelig andel af produktivitetsgevinsterne.

1.25.

EØSU glæder sig over den større anerkendelse af transportarbejdere, men det kræver konkrete lovgivningsinitiativer at gøre en ende på social dumping inden for alle transportformer. Udvalget ser et presserende behov for at etablere en social taskforce for transport, der omfatter alle relevante generaldirektorater (GD'er) som f.eks. MOVE, EMPL og andre relevante GD'er.

1.26.

EØSU støtter målet om »tæt på nul dødsfald« inden for alle transportformer inden 2050, men strategien mangler at tage højde for erhvervsmæssig vejtransport, og navnlig problemet med chaufførernes træthed som en »kronisk sygdom« og vigtig faktor i forbindelse med ulykker. Med hensyn til buschauffører peger EØSU på den rapport, Kommissionen forelagde for Rådet og Parlamentet, og forventer, at EU's institutioner agerer i overensstemmelse med de politiske mål, som er fastsat i køre- og hviletidsforordningen.

1.27.

EØSU understreger vigtigheden af at opnå bred støtte til en grøn, social og digital omstilling fra alle interessenter i civilsamfundet, herunder arbejdsmarkedets parter, og står klar til at bidrage til en dialog med civilsamfundet med henblik på at forme og gennemføre strategien. Strategien anfører med rette, at et skift til bæredygtig, intelligent og modstandsdygtig mobilitet skal være retfærdig eller slet ikke finde sted.

2. Baggrund

2.1.

Strategien for bæredygtig og intelligent mobilitet — en europæisk transportsektor, der er klar til fremtiden understreger den vigtige rolle og betydning, som transport har for befolkningen og EU's økonomi, men tager også højde for omkostningerne for samfundet. Kommissionen foreslår med sin meddelelse en ny strategi for at nå målene om at reducere drivhusgasemissioner fra transport med 55 % inden 2030 og 90 % inden 2050, som aftalt i den europæiske grønne pagt. Den fremlægger også en køreplan for digitalisering og udvikling af automatisering og kunstig intelligens i transportsektoren.

2.2.

I lyset af erfaringerne fra covid-19-krisen gøres modstandsdygtighed over for fremtidige kriser med denne strategi til et centralt mål for EU's transportpolitik — sammen med færdiggørelsen af det fælles europæiske transportområde, jf. hvidbogen for transportpolitik fra 2011.

2.3.

I strategien fastslås det i forbindelse med udrulning af 10 centrale indsatsområder (flagskibsområder) og 14 konkrete milepæle, at økonomisk overkommelig mobilitet skal være tilgængelig for alle, og at sektoren skal tilbyde gode sociale vilkår, omskolingsmuligheder og attraktive job. Den europæiske søjle for sociale rettigheder skal sikre, at den grønne og den digitale omstilling er retfærdig.

2.4.

En handlingsplan, der ledsager meddelelsen, fastsætter 82 initiativer, der skal iværksættes mellem 2021 og 2023. Der fremlægges yderligere analyser i et ledsagende arbejdsdokument.

3. Særlige bemærkninger: Strategiens vision

3.1.

Et årti efter offentliggørelsen i 2011 af den seneste hvidbog om transportpolitikken sigter Kommissionen med den nye overordnede strategi mod at nå de grundlæggende mål om en bæredygtig, intelligent og robust mobilitet. Tidligere hvidbøger (1992, 2001 og 2011) havde alle fokus på etableringen af det fælles europæiske transportområde og færdiggørelsen af det indre marked.

3.2.

Hvidbøgerne behandlede allerede i 2001 og 2011 problemet med EU's afhængighed af fossile brændstoffer og problemet med klimaændringer og det voksende bidrag fra EU's transportsektor til drivhusgasemissionerne, uden at deres klimarelevante mål dog blev nået. Set i lyset af klimakrisen glæder EØSU sig meget over tilgangen med at integrere EU's nye mobilitetsstrategi i den europæiske grønne pagt med særlig vægt på foranstaltninger, der sigter mod opfyldelse af klimamålene.

3.3.

For at sikre, at de relaterede europæiske industrielle værdikæder kommer til at danne rygraden i en bæredygtig og digital omstilling af EU's transportsektor, skal en vellykket mobilitetsstrategi gå hånd i hånd med en styrkelse af EU’s industrigrundlag. Den skal i høj grad bygge på en styrkelse af transportsektorens konkurrenceevne som helhed.

3.4.

Covid-19-pandemien, som er uden fortilfælde, har demonstreret, at et velfungerende indre transportmarked og bæredygtige forsyningskæder har afgørende betydning, og har samtidig — på grund af de faldende passagertal forårsaget af pandemien — kastet transportsektoren ud i store overlevelsesvanskeligheder. Pandemien har også på dramatisk vis synliggjort situationen for tusindvis af arbejdstagere inden for transport, som er strandet rundt omkring i Europa og i hele verden, samtidig med at de befinder sig i arbejdsrelationer med usikre arbejdskontrakter, utilstrækkelig social sikring og sygesikring og tab af job uden social beskyttelse. Den har desuden blotlagt en social krise i transportsektoren, som afslører mangler i EU's tidligere transportpolitikker og viser, at der er behov for at anvende samme ambitionsniveau for et socialt bæredygtigt transportsystem. EØSU finder det afgørende, at man ikke går glip af muligheden for at udforme et ægte bæredygtigt fælles europæisk transportområde for fremtiden, der nu har brug for grundlæggende tilretning for at komme videre. Endvidere skal det med en fremtidig kriseberedskabsplan tilstræbes at forhindre negative konsekvenser for transportarbejdere.

3.5.

På trods af de initiativer, der er taget indtil nu, er det fælles europæiske transportområde, inklusive det indre markeds sociale og miljømæssige dimensioner, ikke nået, og der er et presserende behov for en yderligere indsats. EØSU beklager, at strategien, om end den er meget detaljeret med hensyn til klima- og digitaliseringsmål og midlerne til at nå dem, er mindre udførlig med hensyn til det indre marked og sociale spørgsmål. Dette er særlig uheldigt, eftersom mange af de foreslåede tiltag vedrørende bæredygtighed og digitalisering har vidtrækkende konsekvenser for det indre marked og transportarbejderne, hvilket der derfor er krydshenvisninger til i hele denne udtalelse. EØSU opfordrer i denne henseende til en mere holistisk og tværgående tilgang for at forhindre, at strategien ender med en pyrrhussejr.

3.6.

EØSU glæder sig over, at strategien fremhæver kvinder inden for transport og »på behørig vis [vil] anvende integrering af ligestillingsaspektet i sine transportrelaterede politiske initiativer«, men beklager, at der ikke er noget indsatsområde, der matcher ambitionen. Udveksling af god praksis og et netværk af ambassadører for mangfoldighed er ikke nok til at integrere en tilgang med et kønsperspektiv i EU's transportpolitikker. Gode eksempler på indsatssteder indgår som en del af den tematiske vejledning om planer for bæredygtig bytrafik, »Addressing Gender Equity and Vulnerable Groups in SUMPs«.

3.7.

Størstedelen af de planlagte tiltag under strategiens afsnit 1 til 3 (vision, bæredygtig mobilitet og intelligent mobilitet) har et snævert anvendelsesområde med fokus på primært tekniske spørgsmål, der vedrører miljøgenskaber for køretøjer, skibe og fly, etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer, projekter inden for industriel digital udvikling, energibeskatning og internalisering af eksterne omkostninger med en målsætning om at gennemføre princippet om, at forureneren/brugeren betaler. Flagskib 3 og 4 omhandler lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige politiske foranstaltninger til fremme af bæredygtig passager- og godstransport.

3.8.

Selv om de foreslåede tiltag og milepæle synes at være relativt indbyrdes sammenhængende med de primært tekniske spørgsmål, der behandles i afsnit 1 til 3, sætter EØSU spørgsmålstegn ved, om balancen mellem tekniske og transportpolitiske foranstaltninger er passende til at nå klimamålene.

3.9.

EØSU sætter også spørgsmålstegn ved en tilgang, der gør det nødvendigt med et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene på næsten 300 sider for fuldt ud at forstå strategiens målsætninger. Denne måde at fremlægge og forklare en strategi på hjælper ikke med at gøre den tilgængelig og gør det ikke nemt at opnå bred støtte.

3.10.

I strategien anføres det med rette, at »sektorens mest værdifulde aktiv først og fremmest er dens mennesker, og at en bæredygtig og intelligent omstilling ikke vil være mulig uden støtte fra og inddragelse af transportarbejdere«.

3.11.

EØSU gør opmærksom på, at der i landdistrikter i Europa er en særlig bekymring for, at realisering af de fastsatte mål for bæredygtig mobilitet indebærer et betydeligt indgreb i deres levevis. Udvalget opfordrer proaktivt Kommissionen til at tage fat på det vigtige mobilitetsaspekt i den kommende meddelelse om en langsigtet vision for landdistrikterne og sikre, at alle har adgang til velegnede alternativer, der er til at betale.

3.12.

EØSU understreger vigtigheden af at opnå bred støtte til den planlagte grønne og digitale omstilling fra alle interessenter i civilsamfundet, herunder arbejdsmarkedets parter. Dette betyder også, at det er meget vigtigt med den sociale dimension, herunder en dialog om, hvordan omstillingen håndteres bedst og gøres socialt acceptabel.

3.13.

EØSU står klar til at bidrage til en dialog med civilsamfundet med henblik på at udforme og gennemføre strategien, og formålet med denne udtalelse er at bidrage med konkrete forslag til debatten.

4. Bæredygtig mobilitet

4.1.

EØSU er enig i, at det kræver en indsats inden for tre søjler at opnå denne systemiske omstilling, nemlig »1) at gøre alle transportformer mere bæredygtige, 2) at gøre bæredygtige alternativer bredt tilgængelige i et multimodalt transportsystem og 3) at indføre de rette incitamenter til fremme af omstillingen«.

4.2.

For at gøre alle transportformer mere bæredygtige sigter milepæl 1 mod målet om, at der i 2030 skal være 30 mio. nulemissionsbiler og 80 000 nulemissionsvarevogne i drift, hvor de aktuelle tal ligger på omkring 1 mio. biler og 30 000 varevogne (1). EØSU noterer sig, at investeringsbeslutninger vedrørende de køretøjer, der er i brug i 2030, træffes nu eller meget snart. Set i lyset af prisforskellene, den relativt begrænsede lade-/optankningsinfrastruktur for alternative brændstoffer og levetiden på køretøjer virker scenariet overoptimistisk. Hertil kommer, at det virker som om, at der indtil videre ikke er noget klart billede af, hvor mange ladestandere/tankstationer der skal til for at støtte de planlagte flåder. Udvalget advarer mod at opstille overambitiøse mål, der kan have negative konsekvenser for strategiens troværdighed.

4.3.

Strategien beskriver klart, at elektricitet og brint skal prioriteres for at dekarbonisere mobiliteten. En nøjagtig nulemissionstilgang til mobilitet bør tage højde for køretøjers CO2-aftryk i hele deres livscyklus (kun 33 % af elektriciteten i EU kom fra vedvarende energikilder i 2018) og måles med en »well-to-wheel«-beregning.

4.4.

EØSU bakker kraftigt op om skiftet til mere bæredygtige transportløsninger og tilskynder Kommissionen til at udvikle denne tilgang med konkrete indsatsområder, som også støtter ikke-motoriseret transport.

4.5.

I den grønne pagt prioriteres ressourceeffektiviteten med overgangen til en ren og cirkulær økonomi, genopretning af biodiversitet, stop for nedslidning af offentlige rum og begrænsning af forurening. På den baggrund gentager EØSU, at en bæredygtig transportstrategi skal prioritere en arealanvendelse, der kræver mindst mulig infrastruktur, sikre transport rimelig plads i byer og byområder og være ressourceeffektiv, navnlig med hensyn til kritiske ressourcer. De grundlæggende rettigheder skal respekteres.

4.6.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen vil arbejde tættere sammen med byerne og medlemsstaterne for at sikre, at alle store og mellemstore byer udvikler deres egne planer for bæredygtig bytrafik (SUMP-planer) inden 2030. Den aktuelle situation tyder på, at man ikke vil se den ønskede stigning i antallet af udviklede SUMP-planer uden nationale rammer for og finansielle instrumenter til udvikling og gennemførelse af SUMP-planer.

4.7.

Strategien kommer kun kort ind på parkeringsforvaltning og -politikker. EØSU foreslår at dette område udvikles yderligere med klare indsatsområder, som tager højde for parkeringsområders negative indvirkning på arealbefæstelsen i byer. God parkeringsforvaltning kan bidrage til at frigøre værdifulde offentlige rum og gøre byerne mere attraktive, støtte de lokale økonomier, mindske færdslen med motorkøretøjer og forbedre trafiktætheden, færdselssikkerheden og luftforureningen.

4.8.

Den anden søjle i bæredygtig transport omhandler tilgængeligheden af alternative transportformer og angiver i den forbindelse et udvalg af transportformer inden for en multimodal tilgang. Milepæl 4 til 8 fastsætter mål for 2030 og 2050 om en massiv stigning i personbefordring med jernbane (fordobling med hensyn til højhastighedstog inden 2030 og tredobling inden 2050) og jernbanegodstransport (stigning på 50 % inden 2030 og fordobling inden 2050). Der er også fastsat mål for kollektiv trafik, indre vandveje og nærskibsfart samt for 100 klimaneutrale byer inden 2030.

4.9.

EØSU sætter spørgsmålstegn ved, om strategien er i overensstemmelse med en tilgang, der betragter de forskellige transportformer som en kombineret ressource, hvor man, inden for et multimodalt transportsystem, fremmer samarbejde mellem transportformerne på basis af de løsninger, der har det bedste miljømæssige og ikke mindst sociale fodaftryk, og som er mest effektive — i stedet for konkurrence mellem transportformerne.

4.10.

EØSU opfordrer i denne forbindelse til en bredere bæredygtighedsvurdering med henblik på fuldt ud at indarbejde social bæredygtighed. Udvalget foreslår at supplere strategiens miljømæssige fodaftryk ved at indføre et tilsvarende »arbejdsrelateret fodaftryk fra transport«, som refererer til rimelige arbejdsvilkår, herunder alle elementer, der er relevante for at forhindre en fortsat forværring, sikre konkurrence på lige vilkår inden for og mellem transportformerne og undgå ødelæggende konkurrence, der skyldes forkerte incitamenter. For at sikre lige konkurrencevilkår mellem transportformer bør en rimelig prissætning på det frie marked, som understreget i kapitel 6, medtage rimelige lønomkostninger.

4.11.

Det er beklageligt, at udviklingen af multimodale modeller for varetransport, der baseres på samarbejde mellem transportformerne, optimerede miljøegenskaber og på social bæredygtighed af den enkelte transportform, hvor ressourcerne optimeres gennem digitale platforme, samtidig med at al social lovgivning overholdes — ikke er en af milepælene under søjlen for intelligent mobilitet.

4.12.

I henhold til milepæl 9 forventes det, at sø- og jernbanetransport i 2030 kan konkurrere på lige vilkår med vejtransporten, men det bliver ikke forklaret, hvordan dette skal opnås, undtagen eventuelt gennem internalisering af eksterne udgifter og beskatning af brændstof. Der mangler reelt en mere favnende strategi til at øge jernbanegodstrafikken og nærskibsfarten — en strategi som bl.a. tager højde for de højere omkostninger ved jernbanetransporten og dennes problemer med punktlighed, som er beskrevet i det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene.

4.13.

Målsætningen for milepæl 4 er, at alle planlagte rejser på op til 500 km internt i EU skal være kulstofneutrale inden 2030. Indvirkningen på personbefordring med bus og de mulige negative konsekvenser for bæredygtighed bør undersøges.

4.14.

Statsstøtte er relevant med henblik på at forfølge politiske mål som f.eks. at gøre transport grøn og social. EØSU ser et presserende behov for at revidere retningslinjerne for statsstøtte. Et af elementerne er det territoriale aspekt, f.eks. vedrørende fjerntliggende områder. Udvalget henleder desuden opmærksomheden på, at en anmodning om tilpasning af retningslinjerne for statsstøtte med henblik på at sikre rimelige sociale og økonomiske forhold i havnesektoren og beskæftigelsen for europæiske søfarende har været undervejs længe for at gøre søfartssektoren socialt bæredygtig, og at tilsvarende gælder for anmodningen om, at der handles før 2023.

4.15.

EØSU kritiserer det forhold, at strategien mangler en indgående analyse af den vigtige kobling mellem det indre marked og konkurrencepolitikken. Udvalget er enig i, at det er nødvendigt med en ordentlig drøftelse af statsstøtten og subsidierne til søtransporten samt subsidiernes indvirkning på havnesektoren. De europæiske arbejdsmarkedsparter har i fællesskab givet udtryk for deres bekymringer vedrørende en forlængelse af gruppefritagelsen for konsortier, som de mener vil forstærke forskelsbehandlingen mellem skibsejere og de berørte parter i havnene og have skadelige konsekvenser for EU's havne (2).

5. Intelligent mobilitet

5.1.

EØSU er enig i, at eftersom innovation vil forme »mobiliteten for passagerer og gods i fremtiden, bør de rette rammer og katalysatorer være på plads for at lette denne omstilling, der kan gøre transportsystemet meget mere effektivt og bæredygtigt«. Udvalget anser det for nødvendigt at følge ét centralt vejledende princip, nemlig at digitalisering og automatisering er instrumenter snarere end mål i sig selv.

5.2.

EØSU glæder sig i den henseende over de målsætninger for digitalisering og automatisering, der er fastsat i strategien som et middel til at opnå bæredygtighedsmål. Det er særdeles vigtigt at behandle og tage hånd om den kunstige intelligens' indvirkning på samfund og miljø, princippet om menneskers kontrol over maskinerne samt indsamlingen og anvendelsen af personoplysninger, og det kræver en bred dialog. Det er afgørende for en vellykket anvendelse af innovative tiltag på dette område, at man inddrager den menneskelige faktor i forbindelse med forskning i samt design og udbredelse af digitale automatiseringsteknologier. Inddragelsen bør baseres på en inklusiv social dialog, så der sikres en retfærdig omstilling. Det er nødvendigt med en menneskecentreret tilgang, som tager højde for sociale og miljømæssige aspekter, og nødvendigt med en garanti for, at der ikke vil forekomme misbrug af teknologier.

5.3.

EØSU noterer sig, at der i pakken om kunstig intelligens og dataretsakten mangler henvisninger til de horisontale initiativer vedrørende sikkerhed, pålidelighed, grundlæggende rettigheder og dataaspekter, hvad angår kontrol af og vilkår for datadeling.

5.4.

Hvis EU skal blive førende i verden inden for udvikling af CCAM-tjenester og -systemer, bør det være lettere at teste pilottjenesterne i byernes trafiksystemer på grundlag af en sikkerhedsvurdering og en dialog med civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter. De nuværende pilottjenester testes overvejende i lukkede transportsystemer (universitetsområder, industrikomplekser osv.).

5.5.

EØSU glæder sig over, at strategien behandler den digitale omstilling inden for mobilitet i byer, herunder MaaS, delte tjenester, on demand-tjenester og fremkomsten af nye platforme, og de muligheder og risici, som dette indebærer for bæredygtige og effektive transportkoncepter. Udvalget glæder sig også over, at punkt 38 med rette omfatter sociale og sikkerhedsmæssige bekymringer, eftersom et antal nye mobilitetstjenester samt formidlingsplatforme tilbyder usikre former for beskæftigelse og lave lønniveauer, hvilket kan give problemer med konkurrence. Tiltag 23 har dog ikke til hensigt at »vurdere behovet for foranstaltninger til at sikre lige vilkår for lokale platforme for on-demand-passagerbefordrings- og kørselstjenester« før i 2022.

5.6.

MaaS-platforme bør høre under det offentliges ansvarsområde for at sikre gennemførelsen af planer for bæredygtig bytrafik. Det er kun socialt ansvarlige udbydere af mobilitetstjenester med rimelige og anstændige arbejdsvilkår, der bør have adgang til MaaS-platforme — også under hensyntagen til den planlagte lovgivning om platformsarbejdere.

5.7.

EØSU glæder sig over Kommissionens initiativ vedrørende lovgivning til regulering af arbejdsvilkårene for platformsarbejdere og forventer, at forslaget vil sikre krav om status som ansat og rimelige arbejdsvilkår for platformsarbejdere inden for transport som f.eks. kørselstjenester og leveringstjenester.

5.8.

EØSU er meget lydhør over for bekymringen over, at omkostningerne ved intelligente mobilitetsløsninger, udviklingen inden for kunstig intelligens og automatisering potentielt kan øge forskellen, eftersom EU-medlemsstaternes udgangspunkter er meget forskellige. EØSU anser det således for at være vigtigt for enhver succesfuld strategi, at EU tager hånd om disse investeringsunderskud ved at støtte intelligente mobilitetsløsninger i de fattigste medlemsstater ved ligeledes at styrke den sociale dialog, de sociale vilkår og en tilgang med mennesket i centrum.

6. Modstandsdygtig mobilitet

6.1.

Afsnit 4 om modstandsdygtig mobilitet indeholder tre flagskibe — styrkelse af det indre marked, en fair og retfærdig mobilitet for alle og styrkelse af transportsikkerheden, ledsaget af milepæl 13 og 14.

Relevans for det indre marked

6.2.

EØSU er enig i de prioriteter, der er fastsat vedrørende behovet for at færdiggøre det fælles europæiske transportområde og styrke det indre marked, også set i lyset af erfaringerne fra covid-19 samt behovet for at forberede en kriseberedskabsplan. EØSU er dog af den opfattelse, at tilrettelæggelsen af en sådan krisebredskabsplan bør baseres på en seriøs social dialog med civilsamfundsorganisationer og bør ske efter aftale med arbejdsmarkedets parter.

6.3.

EØSU beklager imidlertid, at spørgsmål såsom færdiggørelse af det fælles europæiske transportområde samt styrkelse af det indre marked, vigtigheden af en rettidig gennemførelse af TEN-T og udviklingen af strategiske værdikæder vedrørende f.eks. batterier og hydrogen og relaterede finansieringsbehov med henblik på at nå målene i den grønne pagt og den digitale omstilling inden for transport behandles under ét i strategien sammen med andre vigtige spørgsmål som f.eks. passagerrettigheder, offentlige serviceforpligtelser, transportarbejderes sociale vilkår og transportsikkerhed. Det forekommer besynderligt, at de overordnede problemer med det indre marked og de relaterede sociale og sikkerhedsmæssige spørgsmål står til sidst i strategien.

6.4.

EØSU mener, at en begrænsning af milepælene for modstandsdygtig mobilitet til rettidig gennemførelse af TEN-T og reduktion af antallet af transportforårsagede dødsfald langt fra er tilstrækkeligt, eftersom udfordringerne omfatter styrkelsen af det indre marked og færdiggørelsen af det fælles europæiske transportområde, herunder en forbedret effektivitet gennem bedre muligheder for kapacitetsudnyttelse, finansiering af en modernisering af flåder, spørgsmål om statsstøtte, forbedret konnektivitet og beskyttelse af passagerer og deres rettigheder.

6.5.

EØSU noterer sig, at et velfungerende indre marked, der er modstandsdygtigt over for kriser, ifølge visionen i strategien, også bør »være et centralt mål for EU's transportpolitik«, mens »grønnere mobilitet skal være transportsektorens nye licens til vækst«. Færdiggørelsen af det indre transportmarked med nye bæredygtige og digitaliserede forretningsmodeller kunne for eksempel meget vel have været tilføjet til milepælene.

6.6.

Det er også beklageligt, at strategien ikke indeholder en beskrivelse af de resterende forhindringer for en fuld gennemførelse af det indre marked på transportområdet. Navnlig anføres der i afsnit 4.3.3 i arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene en række problemstillinger vedrørende det indre markeds funktion, som ikke berøres i afsnit 4. Dette svarer til afsnit 4.3.4, hvori der beskrives en række mangler af social art, der ikke behandles i strategien.

6.7.

Processerne for bedre regulering skal forbedres. EØSU insisterer på, at der for hvert af tiltagene, uanset om de nævnes i handlingsplanen eller i andre dokumenter, skal gennemføres en fuldstændig konsekvensanalyse (social, miljømæssig, økonomisk og med integration af kønsaspektet) med en privilegeret høring af arbejdsmarkedets anerkendte parter som f.eks. repræsentative organisationer, der er godkendt af Kommissionen.

6.8.

Ligeledes har en række af de foranstaltninger, der er planlagt i strategiens foregående afsnit, tydelige konsekvenser for det indre marked, som f.eks. ændringer i direktivet om vægt og mål for lastbiler, ændringer i luftfartslovgivningen og med hensyn til digitale platforme.

Den sociale dimension og arbejdsvilkår

6.9.

Covid-19-krisen, som er uden fortilfælde, har vist, at transport er en vigtig tjeneste. Den har også kastet lys på, hvor vigtige transportarbejdere er, og på deres betydning for transportsystemets modstandsdygtighed. EØSU glæder sig over den større anerkendelse af transportarbejdere i strategien sammenlignet med tidligere transportpolitiske dokumenter, idet de anerkendes som værende »sektorens mest værdifulde aktiv«, men det påpeges også, at »nogle lider under barske og usikre arbejdsvilkår«. Set i lyset af den betydning, som den sociale søjle tillægges i den nuværende gennemførelse af EU's politikker, er det overraskende, at den sociale dimension inden for transport ikke behandles i et særligt afsnit.

6.10.

Strategien anerkender desuden sektorens demografiske problemer og vanskelighederne med at tiltrække de arbejdstagere, den har brug for. I strategien konkluderes det, at tilvejebringelse af »højere sociale standarder vil bidrage direkte til at vende sektorens nuværende generelle mangel på tiltrækningskraft til det bedre«. Beklageligvis analyserer hverken strategien eller arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene årsagerne til transportsektorens vanskeligheder med hensyn til at tiltrække arbejdskraft. De tager ikke højde for, at de seneste årtiers transportpolitikker med fokus på det indre marked ikke har kunnet forhindre de forringede arbejdsforhold inden for samtlige transportformer.

6.11.

Kommissionens erklæringer om, at den vil »overveje foranstaltninger på tværs af de forskellige transportformer for at styrke den lovgivningsmæssige ramme for arbejdsvilkår for arbejdstagere« og »iværksætte initiativer for at gøre transportsektoren mere attraktiv i 2021-2023« er for vage. Det er vanskeligt at se, hvorfor aspekter som f.eks. rimelige arbejdsvilkår og en forbedring af erhvervets tiltrækningskraft, herunder for unge og kvinder, ikke er blevet betragtet som værd at fastsætte milepæle for.

6.12.

Der er behov for konkrete lovgivningsinitiativer for at gøre en ende på social dumping inden for alle transportformer. Princippet om lige løn for lige arbejde på den samme arbejdsplads bør gælde for alle transportformer (udstationering af meget mobile arbejdstagere) ligesom beskyttelse af beskæftigelse og erhvervede rettigheder for personale, der er omfattet af et skift i operatører som følge af et udbud af kontrakter for de forskellige transportformer. EØSU ser således et presserende behov for at etablere en social taskforce for transport, der omfatter alle relevante generaldirektorater som f.eks. MOVE, EMPL og generaldirektoratet for konkurrence.

Sociale omkostninger og bæredygtighed

6.13.

Social dumping og urimelige praksisser i én sektor skaber forvridninger i andre sektorer. Usikre arbejdsvilkår og manglende håndhævelse af sociallovgivning forvrider prisfastsættelsen og valget af transportform. EØSU mener, at der ud over internaliseringen af alle eksterne omkostninger er behov for et initiativ, der medtager arbejdsomkostninger som en del af en rimelig prispolitik for bæredygtige transporttjenester. En rimelig prissætning på det frie marked for en transporttjeneste bør omfatte lønninger, der er til at leve af, samme løn for samme arbejde det samme sted, dækning af sundhedspleje og social sikring og investeringer i en sund arbejdsplads og i kvalifikationer og uddannelse. Tilføjelsen af et »arbejdsrelateret fodaftryk« til henstillingerne vedrørende CO2-fodaftryk i tiltag 28 og 34 som defineret i punkt 4.6 kan være et muligt tiltag, men det er dog langt fra tilstrækkeligt. Hvad angår prissætningen inden for offentlig transport, ydes der kompensation for forpligtelsen til offentlig tjeneste.

6.14.

EØSU understreger vigtigheden af kollektive overenskomstforhandlinger og deres rolle med hensyn til fastsættelse af lønniveauet og insisterer derfor på betydningen af at styrke de kollektive overenskomstforhandlinger, navnlig i den meget fragmenterede transportsektor og i alle medlemsstater.

En retfærdig digital omstilling

6.15.

EØSU glæder sig over, at strategien tager behørigt hensyn til de risici og muligheder for beskæftigelse, der er forbundet med den digitale omstilling, og behovet for en retfærdig omstilling for transportarbejdere. Tiltag 69 lægger dog ikke op til, at »henstillinger om overgangen til automatisering og digitalisering og deres indvirkning på transportarbejdsstyrken« skal fremsættes før i 2023. Dette tager ikke højde for, at digitaliseringen og automatiseringen allerede er i gang, og at der er et presserende behov for handling. Milepæl 13 sætter f.eks. et mål om, at »automatiseret mobilitet vil blive indført i stor skala [inden 2030]«.

6.16.

Succesfulde investeringer i digitale teknologier kræver en inkluderende social dialog fra starten. Der findes eksempler på god praksis som f.eks. den kollektive overenskomst CBA Future — Shaping automation socially and in a co-determined way for containerterminaloperatøren EUROGATE i Tyskland, som omfatter virksomhedens tre terminaler i Hamborg, Bremerhaven og Wilhelmshaven (3). Dialogen bør også omfatte en debat om formålet med digitalisering og automatisering (f.eks. produktivitetsstigning kontra overkapacitet), målet om relevante foranstaltninger, der skal give sikrere og sundere arbejdspladser og opretholde beskæftigelsen, samt hvordan man sikrer arbejdstagerne en rimelig andel af produktivitetsgevinsterne.

6.17.

På europæisk plan underskrev de europæiske arbejdsmarkedsparter inden for offentlig transport i byerne for nylig en række fælles henstillinger om den digitale omstilling af den offentlige transport i byerne (4). De fremmer en inklusiv og deltagerorienteret tilgang til den digitale omstilling, som sikrer jobsikkerheden og kvalifikationerne inden for den digitale omstilling, udnytter omstillingen til at forbedre arbejdsvilkårene og balancen mellem arbejdsliv og privatliv og sikrer databeskyttelsen, beskyttelsen af privatlivets fred og værdigheden. Strategier bør sikre, at både virksomheden og arbejdstagerne får gavn af indførelsen af digitale teknologier, bl.a. gennem en andel af produktivitetsgevinsterne.

6.18.

Kommissionen bør i samråd med arbejdsmarkedets parter iværksætte øjeblikkelige foranstaltninger for at sikre en retfærdig omstilling til automatisering og digitalisering, hvor ingen lades i stikken.

Transportsikkerhed

6.19.

Med hensyn til transportsikkerhed sigter milepæl 14 mod en trafikdødelighed tæt på nul for alle transportformer inden 2050, hvoraf den største bekymring er dødsulykker inden for vejtransport. EU's trafiksikkerhedsstrategi fra 2018 medtager dog ikke erhvervsmæssig vejtransport, og navnlig problemet med chaufførernes træthed som en »kronisk sygdom« og en vigtig faktor ved ulykker.

6.20.

I den forbindelse er EØSU yderst foruroliget over Kommissionens nye initiativ om regler for køre- og hviletid for buschauffører og gør opmærksom på den rapport, som Kommissionen skal forelægge for Rådet og Parlamentet. En udvidelse af køretid og hvileperioder i sektoren vil være i strid med de politiske mål i forordning (EF) nr. 561/2006 (5) og føre til en yderligere forværring af vejsikkerheden for passagerer og andre trafikanter og af arbejdsvilkårene for buschauffører.

6.21.

EØSU bakker op om de planlagte foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og glæder sig navnlig over, at foranstaltningerne er tænkt som et middel til at håndtere cybertrusler.

7. Betydningen af en stærk offentlig tjeneste

7.1.

EØSU gentager, at det er en opgave for de offentlige politikker at sikre et bæredygtigt bytransportsystem, der gennemfører klimamålene, men også fremmer folkesundheden og trafiksikkerheden og sikrer transport rimelig plads i byområder.

7.2.

Kommissionens vision fremhæver med rette, at »det er afgørende, at mobilitet er tilgængelig og økonomisk overkommelig for alle, og at landdistrikter og fjerntliggende regioner fortsat er forbundet«. EØSU insisterer på tilgængeligheden af offentlige tjenester, der støttes af lovgivningsrammen, som rygraden i en bæredygtig og økonomisk overkommelig mobilitet. Dette kræver højere og miljømæssigt og socialt bedre kompensation for offentlige serviceforpligtelser ved hjælp af økonomisk støtte og indførelse af finansielle instrumenter fra de nationale regeringers og regionernes og kommunernes side.

7.3.

For at forhindre transportfattigdom er det vigtigt med adgang til økonomisk overkommelig offentlig transport af høj kvalitet som et bæredygtigt alternativ til individuelle transportformer. Dette er særlig vigtigt i landdistrikter, og delte tjenester og on demand-tjenester kan også supplere det offentlige trafikudbud, navnlig i disse områder under den forudsætning at der tilbydes arbejdsvilkår af rimelig kvalitet. Desuden bør der lægges mere vægt på ikkemotoriserede aktive transportformer såsom gang og cykling, hvor der er behov for større investeringer i sikker kvalitetsinfrastruktur.

7.4.

Offentlig transport er vigtig for den sociale inklusion og lokale arbejdspladser af høj kvalitet. Strategien lægger således for stor vægt på de teknologiske aspekter af digitalisering, mikromobilitet og nye mobilitetstjenester. Den nye vision må ikke glemme, at intelligent mobilitet bør være et instrument snarere end et mål.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene SWD (2020) 331, afsnit 4.1.1, side 81 ff.

(2) De europæiske arbejdsmarkedsparter har givet udtryk for denne opfordring over for kommissærerne Adina Vălean og Nicolas Schmit.

(3) Den kollektive overenskomst, der blev indgået i 2019 mellem EUROGATE og den tyske servicesektors fagforening (ver.di) dækker alle gruppens tyske datterselskaber, herunder containerterminaler, vedligeholdelses- og jernbaneselskabet og andre forretningsenheder i Tyskland. Et nedsat udvalg for automatisering informeres om hard- eller softwareprojekter i virksomheden, også hvis disse ikke har nogen direkte konsekvenser for beskæftigelsessituationen. Udeladelsen af en relateret omstrukturering af beskæftigelsen indtil 2025 er en del af den kollektive overenskomst frem til 2025 med EUROGATE.

(4) Digital Transformation and Social Dialogue in Urban Public Transport (UPT) in Europe, fælles henstillinger fra de europæiske arbejdsmarkedsparter inden for offentlig transport i byerne (ETF og UITP), underskrevet i marts 2021.

(5) EUT L 102 af 11.4.2006, s. 1.

BILAG

Følgende ændringsforslag blev forkastet, men opnåede mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Punkt 4.14 (hænger sammen med sletningen af punkt 1.15)

Punktet udgår:

Resultat af afstemningen om ændringsforslaget:

Stemmer for:	77
Stemmer imod:	123
Hverken for eller imod:	27

Punkt 1.15 (hænger sammen med sletningen af punkt 4.14)

Punktet udgår:

Resultat af afstemningen om ændringsforslaget:

Ændringsforslaget blev forkastet i kraft af afstemningen om punkt 4.14, som det hang sammen med.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/170

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger til sikring af et højt fælles cybersikkerhedsniveau i hele Unionen og om ophævelse af direktiv (EU) 2016/1148, og forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kritiske enheders modstandsdygtighed«

(COM(2020) 823 final — 2020/0359 (COD) — COM(2020) 829 final — 2020/0365 (COD))

(2021/C 286/28)

Ordfører:

Maurizio MENSI

Anmodning om udtalelse	Europa-Parlamentet, 21.1.2021-11.2.2021 Rådet, 26.1.2021-19.2.2021
Retsgrundlag	Artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	14.4.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	243/0/5

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU værdsætter Kommissionens indsats for at øge offentlige og private enheders modstandsdygtighed over for trusler fra hændelser, cyberangreb og fysiske angreb. EØSU er enig i, at det er nødvendigt at styrke EU's industri og innovationskapacitet på en inklusiv måde efter en strategi, der bygger på fire søjler, nemlig databeskyttelse, grundlæggende rettigheder, sikkerhed og cybersikkerhed.

1.2.

EØSU påpeger imidlertid, at det som følge af vigtigheden og følsomheden af målene for begge forslag ville have været bedre med en forordning end et direktiv. Det er desuden ikke klart, hvorfor Kommissionen ikke engang nævner dette som en af de overvejede muligheder.

1.3.

EØSU bemærker, at nogle af bestemmelserne i de to forslag til direktiver overlapper hinanden. De hænger tæt sammen og supplerer hinanden, idet det ene forslag hovedsagelig omhandler cybersikkerhedsaspekter og det andet fysisk sikkerhed. EØSU opfordrer derfor til, at man overvejer at samle de to forslag i ét dokument med henblik på forenkling og strømlining.

1.4.

EØSU bifalder forslaget om at gå bort fra den skelnen mellem operatører af væsentlige tjenester og udbydere af digitale tjenester, der fandtes i det oprindelige NIS-direktiv, men mener dog, at det vil være hensigtsmæssigt, at det defineres mere klart og præcist, hvilke enheder der falder ind under direktivets anvendelsesområde. Især bør kriterierne for differentiering mellem »væsentlige« og »vigtige« enheder og de forpligtelser, de er underlagt, fastlægges mere præcist, så man undgår, at forskellige nationale tilgange skaber hindringer for konkurrencen og den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser, hvilket risikerer at gå ud over virksomhederne og skade handelen.

1.5.

Det system, der skitseres i forslaget, er komplekst, hvorfor EØSU finder det vigtigt, at Kommissionen omhyggeligt tydeliggør anvendelsesområdet for de to retsakter, ikke mindst når forskellige bestemmelser regulerer det samme spørgsmål eller den samme enhed.

1.6.

EØSU understreger, at klare lovgivningsbestemmelser altid bør være et ufravigeligt mål ligesom mindskelse af bureaukrati og fragmentering gennem forenkling af procedurerne, sikkerhedskravene og pligten til underretning om hændelser. Også i den henseende kunne det være hensigtsmæssigt, at man — til gavn for borgerne og virksomhederne — samler de to forslag til direktiv i ét dokument, så man undgår eventuelle fortolknings- og anvendelsesproblemer.

1.7.

EØSU anerkender den afgørende rolle, som ledelsesorganerne for »væsentlige« og »vigtige« enheder spiller, sådan som det understreges i forslaget til direktiv. Medlemmerne af ledelsesorganerne skal regelmæssigt følge specifikke uddannelseskurser for at opnå tilstrækkelig viden og færdigheder til at forstå og håndtere cybersikkerhedsrisici og vurdere deres indvirkning på driften. I den forbindelse bør forslaget præcisere, hvilken viden og hvilke færdigheder der som minimum er tale om, således at der på EU-niveau er en rettesnor for, hvilke uddannelseskvalifikationer der anses for passende, og man undgår, at uddannelseskursernes indhold er forskelligt fra land til land.

1.8.

EØSU er enig i, at ENISA institutionelt og operationelt har stor betydning for cybersikkerheden på EU-niveau. EØSU mener derfor, at ENISA i tillæg til den rapport om cybersikkerhedssituationen i Unionen, der skal offentliggøres hvert andet år, også bør offentliggøre regelmæssige og opdaterede oplysninger online om cybersikkerhedshændelser og sektorspecifikke meddelelser, som de enheder, der er omfattet af NIS 2, kan anvende som et yderligere, nyttigt informationsredskab til at beskytte deres egne virksomheder bedre.

1.9.

EØSU bifalder forslaget om at give ENISA til opgave at udvikle et europæisk sårbarhedsregister og mener, at rapportering af sårbarheder og af de vigtigste hændelser bør være obligatorisk i stedet for frivillig, så det også bliver et nyttigt instrument for de ordregivende myndigheder i forbindelse med udbudsprocedurer på europæisk plan, bl.a. for produkter og teknologier til 5G.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

Den 16. december 2020 blev den nye EU-strategi for cybersikkerhed præsenteret sammen med to lovgivningsforslag, nemlig revisionen af direktiv (EU) 2016/1148 (1) om sikkerhed i net- og informationssystemer (NIS 2) og et nyt direktiv om kritiske enheders modstandsdygtighed. Strategien, som er et nøgleelement i meddelelsen »Europas digitale fremtid i støbeskeen« (2), genopretningsplanen for Europa og strategien for EU's sikkerhedsunion, tager sigte på at styrke Europas kollektive modstandsdygtighed over for cybertrusler og sikre, at alle borgere og virksomheder har adgang til pålidelige og sikre digitale tjenester og værktøjer.

2.2.

De eksisterende foranstaltninger på EU-niveau, der har til formål at beskytte kritiske infrastrukturer og tjenester mod cyberrisici og fysiske risici, skal ajourføres. Med den stadig mere udbredte digitalisering og indbyrdes forbundethed bliver cybersikkerhedsrisiciene ved med at udvikle sig. Derfor er det nødvendigt at revidere den gældende lovgivning i overensstemmelse med EU's sikkerhedsstrategi, overvinde splittelsen mellem online og offline og nedbryde silotilgangen.

2.3.

De to direktivforslag berører en lang række sektorer og omhandler nuværende og fremtidige risici, både online og offline, fra cyberangreb og -kriminalitet til naturkatastrofer og andre hændelser. Dette sker bl.a. på baggrund af erfaringerne fra den aktuelle pandemi, som har blotlagt, hvordan samfund og økonomier, der i stigende grad er afhængige af digitale løsninger, er sårbare og eksponeret for de stadigt flere og hastigt forandrende cybertrusler. Dette gælder ikke mindst grupper i risiko for social udstødelse, f.eks. personer med handicap. EU har derfor foreslået tiltag for at sikre et globalt og åbent cyberspace også fremover, som bygger på solide sikkerhedsgarantier, teknologisk suverænitet og lederskab. Målet er at udvikle operationel kapacitet til at forebygge, modvirke og reagere på eventuelle trusler gennem et mere udbygget samarbejde med respekt for de beføjelser vedrørende den nationale sikkerhed, som henhører under medlemsstaterne.

3. Forslaget til revision af direktivet om net- og informationssikkerhed

3.1.

Direktiv (EU) 2016/1148 (NIS-direktivet), som var EU's første »horisontale« lovgivningsinstrument vedrørende cybersikkerhed, havde til formål at forbedre Unionens net- og informationssystemers modstandsdygtighed over for cyberrisici. Selv om NIS-direktivet har givet gode resultater, har det også vist sine begrænsninger. Digitaliseringen af samfundet, der er blevet forstærket af covid-19-krisen, har udvidet trusselsbilledet og fremhævet sårbarhederne over for store og uforudsete risici i vores stadig mere indbyrdes afhængige samfund. Der er opstået nye udfordringer, som kræver passende og innovative løsninger. Resultaterne af den brede høring af de interesserede parter har afdækket det utilstrækkelige cybersikkerhedsniveau i europæiske virksomheder, medlemsstaternes inkonsekvente anvendelse af reglerne på forskellige områder og den mangelfulde forståelse af de vigtigste trusler og udfordringer.

3.2.

NIS 2-forslaget hænger tæt sammen med to andre initiativer, nemlig forslaget til forordning om den digitale finansielle sektor (digital operationel modstandsdygtighed, DORA) og forslaget til direktiv om kritiske enheder, som udvider anvendelsesområdet for direktiv 2008/114 (3), der omhandler energi og transport, til at omfatte nye områder, som f.eks. sundhedssektoren og de enheder, der forsker i og udvikler lægemidler. Med forslaget til direktiv om kritiske enheder, hvis anvendelsesområde er det samme som NIS 2 om væsentlige enheder (bilag 1 i NIS 2), flyttes fokus fra beskyttelse af fysiske aktiver til modstandsdygtigheden hos de enheder, der forvalter dem, og man går fra at identificere kritisk europæisk infrastruktur med en grænseoverskridende dimension til at identificere kritisk national infrastruktur. NIS 2 hænger også sammen med og supplerer andre gældende lovgivningsinstrumenter såsom den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation, den generelle forordning om databeskyttelse og eIDAS-forordningen om elektronisk identifikation og tillidstjenester.

3.3.

Forslaget til NIS 2-direktiv har i overensstemmelse med programmet for målrettet og effektiv regulering (REFIT) til formål at mindske den reguleringsmæssige byrde for de kompetente myndigheder og overholdelsesomkostningerne for offentlige og private enheder samt at modernisere referencelovgivningen. Desuden skærpes de sikkerhedskrav, der pålægges virksomhederne, spørgsmålet om forsyningskædernes sikkerhed behandles, rapporteringsforpligtelserne strømlines, og der indføres strengere tilsynsforanstaltninger for de nationale myndigheder. Et andet formål er at harmonisere medlemsstaternes sanktionsordninger.

3.4.

NIS 2 bidrager ligeledes til at øge udvekslingen af oplysninger og samarbejdet om cyberkrisestyring på nationalt og europæisk plan. Der skelnes ikke længere mellem operatører af væsentlige tjenester og udbydere af digitale tjenester, sådan som det var tilfældet i NIS-direktivet. Direktivets anvendelsesområde omfatter mellemstore virksomheder i sektorer, der fastlægges på baggrund af deres kritiske betydning for økonomien og samfundet. Disse offentlige og private enheder inddeles i »væsentlige« og »vigtige« enheder, og de er underlagt forskellige tilsynsordninger. Medlemsstaterne har dog mulighed for også at tage mindre enheder i betragtning, hvis de har en høj risikoprofil.

3.5.

Der er planer om et nyt netværk af EU-sikkerhedsoperationscentre, som skal styres af kunstig intelligens (AI) og udgøre et reelt »cybersikkerhedsskjold«, der kan opdage tegn på cyberangreb i så god tid, at det er muligt at gribe ind, før skaden sker. Vigtigheden af kunstig intelligens for cybersikkerheden fremhæves desuden i den rapport om kunstig intelligens, som USA's nationale sikkerhedsråd (NSCAI) offentliggjorde den 1. marts 2021. Som følge heraf vil medlemsstaterne og operatører af kritisk infrastruktur kunne få direkte adgang til information om truslerne inden for rammerne af et europæisk sikkerhedsnetværk for trusselsefterretninger.

3.6.

Kommissionen tager ligeledes fat på spørgsmålet om forsyningskædernes sikkerhed og forbindelserne til leverandørerne. Medlemsstaterne kan i samarbejde med Kommissionen og ENISA foretage koordinerede risikovurderinger af kritiske forsyningskæder, som det allerede er sket for 5G-net i henhold til henstillingen af 26. marts 2019 (4).

3.7.

Forslaget styrker og strømliner virksomhedernes sikkerheds- og rapporteringsforpligtelser ved hjælp af en fælles risikostyringstilgang med en minimumsliste over de grundlæggende sikkerhedsforanstaltninger, der skal træffes. Der fastlægges mere præcise bestemmelser om proceduren for underretning om hændelser, rapporternes indhold og frister. I den forbindelse skitseres der i forslaget en rapporteringsproces i to faser: Virksomhederne har 24 timer til at indsende en første sammenfattende rapport, som skal efterfølges af en endelig og detaljeret rapport, inden der er gået en måned.

3.8.

Der lægges op til, at medlemsstaterne udpeger de nationale myndigheder, der skal være ansvarlige for krisestyringen, med specifikke planer og et nyt netværk for operationelt samarbejde, »det europæiske netværk af forbindelsesorganisationer for cyberkriser« (»EU-CyCLONe«). Samarbejdsgruppen skal have en mere fremtrædende rolle i forbindelse med strategiske beslutninger, og der oprettes et register — som forvaltes af ENISA — over de sårbarheder, der konstateres i EU. Desuden øges udvekslingen af oplysninger og samarbejdet mellem medlemsstaternes myndigheder, herunder det operationelle samarbejde om cyberkrisestyring.

3.9.

Der indføres strengere tilsynsforanstaltninger for de nationale myndigheder og strengere håndhævelseskrav, og der sigtes mod at harmonisere alle medlemsstaternes sanktionsordninger.

3.10.

I den henseende fastlægges der i direktivet en liste over administrative sanktioner for brud på forpligtelserne med hensyn til risikostyring og rapportering vedrørende cybersikkerhed. Der fastlægges bestemmelser om ansvaret hos fysiske personer, som har repræsentative eller ledende stillinger i de virksomheder, der falder ind under direktivets anvendelsesområde. Med forslaget forbedres den måde, hvorpå EU forebygger, håndterer og reagerer på omfattende cybersikkerhedshændelser og -kriser med en klar ansvarsfordeling, hensigtsmæssig planlægning og et større samarbejde på EU-niveau.

3.11.

Medlemsstaterne bliver i stand til i fællesskab at overvåge EU-bestemmelsernes gennemførelse, og de hjælper hinanden i tilfælde af grænseoverskridende problemer. De skal etablere en mere struktureret dialog med den private sektor, koordinere offentliggørelsen af konstaterede sårbarheder i software og hardware, som markedsføres på det indre marked, og koordinere vurderingen af de sikkerhedsrisici og trusler, der er forbundet med de nye teknologier, sådan som det var tilfældet med 5G.

4. Forslaget til direktiv om kritiske enheders modstandsdygtighed

4.1.

I 2006 indførte EU det europæiske program for beskyttelse af kritisk infrastruktur (EPCIP), og i 2008 vedtog EU direktivet om europæisk kritisk infrastruktur, som gælder for energi- og transportsektoren. Både strategien for EU's sikkerhedsunion 2020-2025 (5), som Kommissionen har vedtaget, og den nyligt vedtagne dagsorden om terrorbekæmpelse understreger vigtigheden af at sikre kritisk infrastrukturs modstandsdygtighed over for fysiske og digitale risici. Både den vurdering af gennemførelsen af direktivet om europæisk kritisk infrastruktur, der blev udført i 2019, og konsekvensanalysen af det nu foreliggende forslag viser imidlertid, at de gældende europæiske og nationale foranstaltninger ikke i tilstrækkelig grad sikrer, at operatørerne er i stand til at håndtere de aktuelle risici. Derfor opfordrer Rådet og Europa-Parlamentet Kommissionen til at genoverveje den nuværende tilgang til beskyttelsen af kritisk infrastruktur.

4.2.

I strategien for EU's sikkerhedsunion, som Kommissionen vedtog den 24. juli 2020, anerkendte man den stadig større indbyrdes forbundethed og afhængighed mellem de fysiske og digitale infrastrukturer, og behovet for mere sammenhæng og ensartethed mellem direktivet om europæisk kritisk infrastruktur og NIS-direktivet blev understreget. Derfor udvides med forslaget til direktiv om kritiske enheders modstandsdygtighed — hvis objektive referenceområde er det samme som i NIS 2 om væsentlige enheder — det oprindelige anvendelsesområde for direktiv 2008/114/EF, der var begrænset til energi og transport, til at omfatte følgende områder: bankvæsen, finansmarkedsinfrastruktur, sundhed, drikkevand, spildevand, digital infrastruktur, offentlig forvaltning og rummet. Forslaget indeholder tillige bestemmelser om en klar ansvarsfordeling, hensigtsmæssig planlægning og større samarbejde. Der er med henblik derpå behov for at skabe en referenceramme for alle risici og støtte medlemsstaterne i deres bestræbelser på at sikre, at kritiske enheder er i stand til at forebygge, modstå og absorbere konsekvenserne af hændelser, uanset om risiciene stammer fra naturkatastrofer, ulykker, terrorisme, interne trusler eller folkesundhedskriser som den nuværende.

4.3.

Alle medlemsstater skal vedtage en national strategi for at sikre kritiske enheders modstandsdygtighed, foretage regelmæssige risikovurderinger og på dette grundlag identificere de kritiske enheder. De kritiske enheder skal til gengæld foretage risikovurderinger, træffe passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at øge modstandsdygtigheden og underrette de nationale myndigheder om hændelser. Enheder, som leverer tjenester til mindst en tredjedel af medlemsstaterne eller i mindst en tredjedel af dem, er underlagt et særligt tilsyn, som omfatter særlige rådgivende missioner rettet mod disse og tilrettelagt af Kommissionen.

4.4.

Forslaget til direktiv om kritiske enheders modstandsdygtighed omfatter forskellige former for støtte til medlemsstaterne og de kritiske enheder, en oversigt over risiciene på EU-plan, bedste praksis og metoder samt uddannelsesaktiviteter og øvelser for at afprøve kritiske enheders modstandsdygtighed. Systemet for grænseoverskridende samarbejde skal desuden omfatte en ad hoc-ekspertgruppe, gruppen for kritiske enheders modstandsdygtighed, et forum for det strategiske samarbejde og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne.

5. Ændringsforslag til det omhandlede lovgivningsforslag

5.1.

EØSU værdsætter Kommissionens indsats for at øge offentlige og private enheders modstandsdygtighed over for trusler fra cyberangreb og fysiske angreb. Især i lyset af den hurtige digitalisering, som covid-19-krisen har sat i gang, har dette fået en særlig betydning og relevans. EØSU er ligeledes enig i, at det, som det anføres i meddelelsen »Europas digitale fremtid i støbeskeen«, er nødvendigt, at Europa høster fordelene ved den digitale tidsalder og styrker sin industri, herunder især de små og mellemstore virksomheder, og innovationskapacitet på en inklusiv måde efter en strategi, der bygger på fire søjler, nemlig databeskyttelse, grundlæggende rettigheder, sikkerhed og cybersikkerhed, som er vigtige forudsætninger for et databaseret samfund.

5.2.

EØSU bemærker imidlertid, at det ikke fremgår, hvorfor Kommissionen ikke foreslår vedtagelse af en forordning i stedet for et direktiv, og heller ikke hvorfor det slet ikke er blevet overvejet. Dette skal ses i lyset af resultaterne af den konsekvensanalyse og den høring, der gik forud for NIS 2-forslaget, og det ofte understregede mål om at undgå en fragmentering af de vedtagne regler på nationalt plan, sådan som der også gives udtryk for i meddelelsen af 4. oktober 2017 om NIS-direktivets gennemførelse (6).

5.3.

EØSU bemærker, at nogle af bestemmelserne i de to forslag til direktiver overlapper hinanden. De hænger tæt sammen og supplerer hinanden, idet det ene forslag hovedsagelig omhandler cybersikkerhedsaspekter og det andet fysisk sikkerhed. Udvalget gør endvidere opmærksom på, at de kritiske enheder i direktivet om kritiske enheders modstandsdygtighed findes i samme sektorer som og er sammenfaldende med de »væsentlige« enheder i NIS 2 (7). Dertil kommer, at alle de kritiske enheder, der er omfattet af direktivet om kritiske enheders modstandsdygtighed, er underlagt de forpligtelser vedrørende cybersikkerhed, der er fastlagt i NIS 2. De to forslag indeholder desuden en række brobyggende bestemmelser, som binder dem sammen, nemlig bestemmelser om et styrket samarbejde mellem myndighederne, udveksling af oplysninger om tilsynsaktiviteterne, underretning af NIS 2-myndighederne om identifikation af kritiske enheder i henhold til direktivet om kritiske enheders modstandsdygtighed og regelmæssige møder i de respektive samarbejdsgrupper mindst én gang om året. De to forslag har også samme retsgrundlag, nemlig artikel 114 i TEUF, der handler om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love af hensyn til det indre markeds funktion, sådan som det f.eks. blev fortolket af EU-Domstolen i dommen i sag C-58/08, Vodafone m.fl. EØSU opfordrer derfor til, at man overvejer at samle de to forslag i ét dokument med henblik på forenkling og strømlining.

5.4.

EØSU bifalder, at man går bort fra den skelnen mellem operatører af væsentlige tjenester og udbydere af digitale tjenester, der fandtes i det oprindelige NIS direktiv, men mener dog, at det vil være hensigtsmæssigt, at det defineres mere klart og præcist, hvilke enheder der falder ind under direktivets anvendelsesområde. Ud over de henvisninger, der er medtaget i bilag I og II, indeholder NIS 2 nemlig en række uensartede kriterier, som indebærer vanskelige kvalitative og kvantitative vurderinger, som kan blive gennemført på forskellig vis i medlemsstaterne. Dette skaber risiko for en gentagelse af den fragmenterede situation, som man ønskede at undgå med den pågældende lovgivning. Det er således vigtigt at undgå, at forskellige nationale tilgange resulterer i hindringer for konkurrencen og den frie bevægelighed, hvilket risikerer at gå ud over virksomhederne og skade handelen.

5.5.

I henhold til NIS 2 er kritiske operatører i sektorer, der betragtes som »væsentlige« i det pågældende forslag, også underlagt generelle forpligtelser til at øge modstandsdygtigheden, idet der lægges særlig vægt på ikkecyberrelaterede risici i henhold til direktivet om kritiske enheders modstandsdygtighed. Det fremgår dog udtrykkeligt af direktivet, at det ikke gælder for de områder, som NIS 2 vedrører. Det fastlægges således i direktivet om kritiske enheders modstandsdygtighed, at cybersikkerhed behandles tilstrækkeligt i NIS 2-direktivet, hvorfor de områder, der reguleres af NIS 2, bør være udelukket fra anvendelsesområdet for direktivet om kritiske enheders modstandsdygtighed, uden at dette berører den særlige ordning for enheder i den digitale infrastruktursektor. I henhold til direktivet om kritiske enheders modstandsdygtighed gælder det desuden, at enheder i den digitale infrastruktursektor i det væsentlige er baseret på net- og informationssystemer og falder ind under anvendelsesområdet for NIS 2-direktivet, som også omhandler den fysiske sikkerhed for sådanne systemer som en del af deres forpligtelser med hensyn til risikostyring og rapportering vedrørende cybersikkerhed. Samtidig fremgår det af direktivet om kritiske enheders modstandsdygtighed, at det ikke er udelukket, at der kan gælde særlige bestemmelser for dem.

5.6.

Inden for disse komplekse rammer anser EØSU det således for absolut nødvendigt, at Kommissionen omhyggeligt præciserer anvendelsesområdet for de to retsakter, ikke mindst når bestemmelserne regulerer det samme spørgsmål eller den samme enhed.

5.7.

Klare lovgivningsbestemmelser, især i omfattende og detaljerede retsakter som de omhandlede, bør altid være et ufravigeligt mål på ethvert niveau ligesom mindskelse af bureaukrati og fragmentering gennem forenkling af procedurerne, sikkerhedskravene og pligten til underretning om hændelser. Det er ligeledes vigtigt at undgå, at en flerdobling af organer med særlige opgaver vanskeliggør en klar identifikation af kompetencer, da dette vil forpurre opnåelsen af de ønskede mål. Også derfor kunne det være hensigtsmæssigt, at man — til gavn for borgerne og virksomhederne — samler de to direktivforslag i ét dokument, så man undgår eventuelle fortolknings- og anvendelsesproblemer.

5.8.

I flere tilfælde henvises der i NIS 2 til bestemmelser i andre retsakter, f.eks. direktiv (EU) 2018/1972 (8) om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation, hvis anvendelse er underlagt specialitetskriteriet. Nogle af bestemmelserne i nævnte direktiv er udtrykkeligt blevet ophævet (artikel 40 og 41), mens andre skal anvendes i henhold til førnævnte princip, uden at der gives nogen præcisering i den forbindelse. På dette punkt ønsker EØSU, at enhver usikkerhed fjernes, så der ikke opstår fortolkningsproblemer. Hvad angår sanktionsordningen er EØSU i øvrigt enig i Kommissionens mål om at harmonisere reglerne i tilfælde af manglende overholdelse i forbindelse med risikostyringen som led i bedre informationsdeling og samarbejde på EU-niveau.

5.9.

EØSU anerkender den afgørende rolle, som ledelsesorganerne for »væsentlige« og »vigtige« enheder spiller, sådan som det understreges i forslaget til direktiv, da det er dem, der skal godkende risikostyringsforanstaltningerne, føre tilsyn med deres gennemførelse og gribe ind ved eventuel manglende overholdelse. Med henblik derpå skal medlemmerne af disse organer regelmæssigt følge specifikke uddannelseskurser for at opnå tilstrækkelig viden og færdigheder til at forstå og håndtere de forskellige cybersikkerhedsrisici og vurdere deres indvirkning på driften. Det bør dog i forslaget præciseres, hvilken viden og hvilke færdigheder der er tale om, således at der på EU-niveau er en rettesnor for, hvilke uddannelseskvalifikationer der anses for passende til at opfylde forpligtelserne i forslaget, og man undgår, at kravene til og indholdet af uddannelseskurserne er forskelligt fra land til land.

5.10.

EØSU er enig i, at ENISA institutionelt og operationelt har stor betydning for cybersikkerheden på EU-niveau. EØSU mener derfor, at ENISA i tillæg til den rapport om cybersikkerhedssituationen i Unionen, der skal offentliggøres, også bør offentliggøre opdaterede oplysninger online om cybersikkerhedshændelser og sektorspecifikke meddelelser, som de interessenter, der er omfattet af NIS 2, kan anvende som et nyttigt informationsredskab til at beskytte deres egne virksomheder bedre.

5.11.

EØSU er enig i, at adgang til korrekte og rettidige oplysninger om sårbarheder, der påvirker IKT-produkter og -tjenester, bidrager til en forbedret risikostyring i forbindelse med cybersikkerhed. I denne henseende udgør kilder til offentligt tilgængelige oplysninger om sårbarheder et vigtigt redskab for de nationale kompetente myndigheder, CSIRT'er, virksomheder og brugere. EØSU bifalder derfor forslaget om at give ENISA til opgave at udvikle et europæisk sårbarhedsregister, som væsentlige og vigtige enheder samt deres leverandører kan give oplysninger til, så det bliver muligt for brugerne at træffe passende afbødende foranstaltninger. EØSU er desuden af den opfattelse, at en sådan rapportering af sårbarheder og af de vigtigste hændelser bør være obligatorisk i stedet for frivillig, så registret også bliver et nyttigt instrument for de ordregivende myndigheder i forbindelse med udbudsprocedurer på EU-niveau, bl.a. for produkter og teknologier til 5G. Dette register ville i så fald indeholde nyttige oplysninger til vurderingen af buddenes kvalitet og de europæiske og ikkeeuropæiske kontrahenters pålidelighed med hensyn til sikkerheden af de varer og tjenesteydelser, der er genstand for udbuddet, i tråd med henstillingen af 26. marts 2019 om cybersikkerhed i 5G-net. Det bør også sikres, at oplysningerne i registret gøres tilgængelige på en måde, der forhindrer enhver form for forskelsbehandling.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT L 194 af 19.7.2016 s. 1.

(2) COM(2020) 67 final.

(3) EUT L 345 af 23.12.2008 s. 75.

(4) EUT L 88 af 29.3.2019 s. 42.

(5) COM(2020) 605 final.

(6) COM(2017) 476 final.

(7) Bilag 1: EUT L 194 af 19.7.2016, s. 1.

(8) EUT L 321 af 17.12.2018, s. 36.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/176

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »meddelelse fra Kommissionen til Europa–Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Europas medier i det digitale årti: En handlingsplan til støtte for genopretning og transformering«

(COM(2020) 784 final)

(2021/C 286/29)

Ordfører:

Elena-Alexandra CALISTRU

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 24.2.2021
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	14.4.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	241/1/3

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over Kommissionens handlingsplan og den indsats, der gøres gennem forskellige instrumenter for at skabe et frit, varieret og dynamisk miljø på mediemarkedet. Udvalget er tilfreds med, at dette marked anerkendes som afgørende for at styrke åbne og demokratiske samfund og stimulere Europas kulturelle mangfoldighed.

1.2.

EØSU glæder sig over erkendelsen af, at kulturen og det kreative økosystem, som nyhedsmedierne og de audiovisuelle sektorer tilhører, har været ramt af pandemien og dermed har brug for en hurtig indgriben. Branchens økonomiske genopretning og konkurrenceevne er en forudsætning for velfungerende, uafhængige og pluralistiske medier, som igen er afgørende for vores demokrati. EØSU støtter, at der holdes fokus på, at medievirksomheder både er en økonomisk sektor og et offentligt gode, som er afgørende for at give borgerne præcise oplysninger og gøre det muligt for demokratiet at fungere ordentligt.

1.3.

Kombinationen af de underliggende tendenser og covid-19-krisen kan, uden en stærk politisk reaktion og økonomisk støtte, undergrave modstandsdygtigheden i Europas mediesektor og dens demokratiske rolle. EØSU deler Kommissionens bekymring for, at dette kan svække Europas kulturelle mangfoldighed og mediepluralisme, og hilser Kommissionens tilsagn om foranstaltninger, der skal gennemføres i tæt samarbejde med medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, mediebranchen og alle interessenter, velkommen. Ikke desto mindre ønsker EØSU at understrege, at det er afgørende, at medlemsstaterne gør alt, hvad de kan, for at gøre disse foranstaltninger til virkelighed og arbejde sammen for at styrke medierne og demokratiet.

1.4.

EØSU ser positivt på, at meddelelsen har tre mål: at fremskynde såvel genopretningen som omstillingen af mediebranchen og øge dens modstandsdygtighed. Der skal gøres en indsats for at tackle de strukturelle udfordringer, som de audiovisuelle brancher og nyhedsmedierne står over for, samt for at fremme gunstige rammevilkår, hvor medierne og civilsamfundet kan deltage i en åben debat uden skadelig indblanding og desinformation.

1.5.

EØSU ser gerne, at planen bliver tættere knyttet til de sociale realiteter og branchens specifikke karakteristika. Navnlig bør indgrebene tage højde for de eksisterende forskelle i medielandskabet og den audiovisuelle industri mellem de enkelte medlemsstater og forskellene internt i medlemsstaterne mellem lokale og nationale mediers kapacitet og behov. De finansielle instrumenter bør være gennemsigtige, tilgængelige og inklusive over for alle aktører, der sikrer den europæiske mediebranches og audiovisuelle industris mangfoldighed, bl.a. bør der sikres større støtte til lokale medier og nystartede medievirksomheder.

1.6.

EØSU anmoder om, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet involveres i gennemførelsen af de aktioner, der har til formål at styrke borgernes indflydelse, anerkende deres rolle i bestræbelserne på at fremme demokratiske værdier, styrke mediefriheden og modvirke desinformation gennem mediekendskab. Hvis planen skal lykkes, skal den inddrage alle relevante interessenter med henblik på at anerkende mediernes betydning for Europas demokratiske værdier og give borgerne kompetencer til at genkende og forbruge information og audiovisuel kultur, der fremmer netop disse værdier. Regelmæssige rapporter som dem, der handler om bekæmpelse af desinformationskampagner, kan bruges til at støtte indsatsen for mediekendskab.

2. Resumé af Kommissionens meddelelse

2.1.

Kommissionens meddelelse fokuserer på nyhedsmediesektoren (herunder trykt og online presse, radio og audiovisuelle tjenester) og branchen for audiovisuel kultur, navnlig film, tv, radio og videostreaming samt videospil og innovative formater såsom virtual reality-oplevelser.

2.2.

I denne meddelelse præsenterer Kommissionen et rammedokument/en handlingsplan, hvori der stilles forslag om en række initiativer, der er udviklet for at bidrage til genopretningen og omstillingen af Europas nyhedsmedier og audiovisuelle sektorer. Disse sektorer, der har været hårdt ramt af covid-19-krisen, er afgørende for demokrati, kulturel mangfoldighed og Europas digitale autonomi.

2.3.

Samtidig har Europas nyhedsmedier og audiovisuelle sektorer haft stor betydning, idet de har holdt borgerne orienteret og underholdt under covid-19-pandemien. Efterspørgslen efter faktatjekkede oplysninger og nyheder er steget betydeligt, mens film, serier og videospil har været den vigtigste kilde til kultur i månederne med nedlukning.

2.4.

Denne meddelelse er bygget op omkring tre temaer:

a)	Genopretning: hvad Kommissionen planlægger at gøre for at hjælpe audiovisuelle virksomheder og medievirksomheder med at klare sig igennem den nuværende storm og yde likviditet og finansiel støtte

b)	Transformering: tage fat på strukturelle problemer ved at hjælpe industrien med at klare den dobbelte omstilling i forbindelse med klimaændringer og digitalisering i en situation med hård global konkurrence

c)	Muliggørelse og styrkelse: skabe betingelser, der giver mulighed for mere innovation i sektoren, samtidig med at der sikres reelle lige vilkår, og sætte den enkelte borger i stand til lettere at få adgang til indhold og træffe informerede beslutninger.

2.5.

Handlingsplanen er en del af Kommissionens bredere indsats for at udarbejde en række initiativer, der skal hjælpe med at forme Europas digitale fremtid, og er et af de initiativer, der indgår i søjlen for et åbent, demokratisk og bæredygtigt samfund.

2.6.

Meddelelsen supplerer også handlingsplanen for europæisk demokrati og er baseret på den ramme, der er oprettet med det for nyligt ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester (AVMS-direktivet) og reformen af ophavsretten. Den skal også opfattes som et element i de regler, der er fastlagt i de fælles retsakter om digitale tjenester og digitale markeder.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU glæder sig over den samlede tilgang til de nødvendige foranstaltninger, der både skal sikre bedre rammevilkår for journalister og fremme mediekendskab. Det bør derfor angives mere tydeligt, hvordan meddelelsen supplerer handlingsplanen for europæisk demokrati, herunder med hensyn til fordelingen af økonomisk støtte.

3.2.

De relevante dokumenter bør kædes grundigt og omhyggeligt sammen, herunder ved i højere grad at fremhæve de foranstaltninger, der fastsættes i Kommissionens forslag til retsakten om digitale tjenester, digitale markeder og Den Europæiske Forbrugerdagsorden, idet mediekøreplanen understreger den digitale omstillings indvirkning, herunder en styrkelse af de europæiske mediers konkurrenceevne (1).

3.3.

EØSU glæder sig over den håndgribelige struktur og de konkrete instrumenter og mener, at de både kan levere et hurtigt svar på behovet for genopretning efter krisen ved at lette og udvide adgangen til finansiering og sikre resultater på længere sigt, idet de fokuserer på den omstilling, der udløses af stimuleringen af investeringer i den dobbelte omstilling i forbindelse med klimaændringer og digitalisering. Der er imidlertid behov for gunstige rammevilkår, så medierne kan afprøve nye finansieringsmodeller. Uden støtte, der giver mulighed for en »trial-and-error«-tilgang, vil innovationen have hårde vilkår på dette område. Der er i øjeblikket ingen standardmodeller, der kan anvendes, kun individuelle succeshistorier om specifikke medievirksomheder, som har formået at blive levedygtige.

3.4.

Hvad angår nyhedsmediesektoren bemærker EØSU, at handlingsplanen omfatter foranstaltninger til håndtering af de udfordringer, der opstår på et digitalt marked, hvor hovedparten af reklameindtægterne går til globale digitale platforme. De foreslåede finansielle mekanismer er mere alsidige end nogensinde, og alligevel er der risiko for en universaltilgang, der kan føre til skævheder mellem og sågar internt i medlemsstaterne (dvs. mellem nationale og lokale niveauer). Der skal tages hensyn til lokale nyhedsmediers forskellige kapacitet, når det handler om at få adgang til komplekse finansielle instrumenter.

3.5.

EØSU understreger, at der skal gøres en indsats for at håndtere risikoen for fragmentering (2). De vigtigste foranstaltninger for den audiovisuelle sektor er målrettet denne udfordring, hvilket ikke kun skyldes presset fra onlineplatforme, men også det faktum, at sektoren næsten udelukkende fokuserer på det nationale publikum. Der er brug for modige foranstaltninger, der kan give europæiske aktører mulighed for at investere i indhold, talent, promovering, distribution, innovation og teknologi i hele EU.

3.6.

Som en forsamling, der repræsenterer civilsamfundet, har EØSU ved mange lejligheder understreget (3), at Europas digitale fremtid er baseret på en personorienteret tilgang, men at kritisk tænkning og mediekendskab også er afgørende (4). EØSU understreger endnu en gang, at mediernes digitale omstilling ikke vil være mulig, medmindre offentligheden er forberedt på den, hvilket betyder, at foranstaltninger til fremme af mediekendskab og folkeoplysning er vigtige.

3.7.

Endvidere ønsker EØSU at understrege, at inklusion og tilgængelighed er afgørende faktorer, som der skal tages hensyn til i alle aspekter af strategien, lige fra reglerne for tildeling af midler, de tekniske løsninger for ansøgning om midler og mediedataområdet til platformene for udbud af audiovisuelt indhold, uddannelse, myndiggørelse og det europæiske mediemarkeds funktion.

4. Særlige bemærkninger

4.1.

De foranstaltninger, der understøtter genopretningen, omfatter finansieringsprogrammer med direkte konsekvenser for medierne, men alligevel er kun få af disse finansieringsmekanismer stabile, forudsigelige og tilgængelige i løbet af handlingsplanens løbetid. De foreslåede foranstaltninger skal tilpasses for at sikre vigtig finansiering til prioriteterne, ud over de midler, der er tilgængelige midlertidigt eller efter medlemsstaternes skøn. F.eks. vil programmet Et Kreativt Europa, der vil være tilgængeligt under hele den flerårige finansielle ramme, for første gang omfatte foranstaltninger med fokus på mediefrihed og -pluralisme, journalistik og mediekendskab. De andre foreslåede kilder til finansiering er midlertidige (såsom SURE), eller medlemsstaterne kan vælge ikke at benytte dem (strukturfondene).

4.2.

Med aktion 1 foreslås en bedre adgang til EU-støtte via et interaktivt værktøj, der vejleder om, hvordan der kan ansøges om relevant EU-støtte i løbet af den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 og gennem de nationale genopretnings- og resiliensplaner. Dette er en fremragende idé, der vil gøre det lettere at finde oplysninger, og som vil optimere mediefinansieringsprocesserne. Dette tiltag bør imidlertid ledsages af en mekanisme, der gør det muligt for medlemsstaterne at sende information i realtid, så portalen har de nødvendige oplysninger, når det er relevant.

4.3.

I aktion 2 behandles MEDIA INVEST-initiativet, der har til formål at øge investeringerne i den audiovisuelle industri. Dette er en særlig egenkapitalinvesteringsplatform til fremme af europæiske audiovisuelle produktioner og distributionsstrategier. EØSU mener, at investeringerne skal øges markant, og at disse investeringer skal gå hånd i hånd med større fokus på innovation, hvis det også er målet at gøre europæiske audiovisuelle virksomheder mere konkurrencedygtige på et stadig mere aggressivt globalt marked. Derudover og på baggrund af covid-19-krisen anbefaler EØSU, at der oprettes en europæisk forsikringsfond for audiovisuel produktion.

4.4.

I aktion 3 behandles NYHEDER, et initiativ til at samle aktioner og støtte til nyhedsmediesektoren. Det store udvalg af værktøjer har også stor betydning. Det er imidlertid vigtigt at tage højde for, at disse støttemekanismer bør være gearet til branchens specifikke karakteristika og skabe muligheder for både nystartede medievirksomheder (uanset deres juridiske struktur) og freelancejournalister.

4.5.

Der skal ydes større støtte til lokalmedier og nystartede virksomheder, der ikke har kapacitet til at søge om denne type støtte, gennem værktøjer, som er let tilgængelige for de små uafhængige medier, der kæmper mest med at finde økonomiske ressourcer. Kanalisering af finansieringen via faglige sammenslutninger kan hjælpe små medievirksomheder med at få adgang til den nødvendige støtte. I nogle medlemsstater er mediemarkedet, især det lokale marked, svagt og sårbart, og derfor ser investorerne det måske ikke som en mulighed. Der skal derfor findes løsninger, der gør det muligt for lokale medievirksomheder at diversificere deres indkomststrømme og styrke deres markedsposition, uden at de bliver afhængige af eksterne investorer. Disse undervurderer muligvis den potentielle rentabilitet ved at investere i disse lavværdimarkeder.

4.6.

Finansielle støttemekanismer skal ledsages af foranstaltninger i henhold til handlingsplanen for europæisk demokrati for at sikre, at de konsekvent fremmer demokratiske værdier, styrker mediefriheden og modarbejder desinformation. Samtidig med at det glæder sig over de finansielle instrumenters mangfoldighed og innovation understreger EØSU i denne forbindelse behovet for at sikre gennemsigtighed i de offentlige og private investeringer, midler, stiftelser og andre medieejerskabsstrukturer, så det sikres, at de ikke bidrager til en alt for stor koncentration og ikke ledsages af specifikke politiske eller ideologiske krav.

4.7.

I aktion 4 introduceres foranstaltninger, der fokuserer på omstilling af branchen, fremmer innovation gennem et europæisk mediedataområde og tilskynder til nye forretningsmodeller. Som påpeget i andre udtalelser (5) er EØSU enig i, at det er nødvendigt at opbygge et reelt europæisk indre marked for data, et europæisk dataområde baseret på europæiske regler og værdier, herunder i medieindustrien. Foranstaltningerne skal styrke branchens kapacitet til at omstille sig til en mediemodel, der i stigende grad er baseret på data, idet der er store forskelle på dette område. EØSU giver dog udtryk for sin bekymring vedrørende behovet for at sikre rettighederne for de brugere, der leverer data til dette europæiske marked. I tråd med udmeldingerne fra forskellige europæiske forbrugerorganisationer understreger udvalget samtidig behovet for, at brugerne modtager en rimelig kompensation for brugen af deres data.

4.8.

De andre foranstaltninger i denne ramme er i overensstemmelse med indsatsen for at realisere den digitale og økonomiske omstilling og bør ses i en bredere sammenhæng med aktioner på disse områder. Aktion 5 har til formål at fremme en europæisk industriel koalition for Virtual og Augmented Reality, mens aktion 6 skal støtte omstillingen til en klimaneutral audiovisuel sektor gennem en struktureret udveksling af bedste praksis. EØSU gør opmærksom på behovet for at investere i faglige uddannelser (6) og styrkelse af branchen, så kompetencerne tilpasses disse grundlæggende udfordringer.

4.9.

Foranstaltningerne til at muliggøre og styrke understreger behovet for, at de europæiske borgere kommer til at stå i centrum for det digitale årti. Formålet med aktion 7 er at opnå en bredere tilgængelighed af audiovisuelt indhold i hele EU ved at indlede en dialog med den audiovisuelle industri og civilsamfundet, så der kan opnås enighed om skridt til forbedring af adgangen til og tilgængeligheden af audiovisuelt indhold på tværs af grænserne i EU og arbejdes på at eliminere geografiske begrænsninger på adgang til digitalt indhold gennem geoblokering. EØSU bifalder opstarten af denne dialog, som skal tage hensyn til den nødvendige beskyttelse af ophavsretten og de økonomiske begrænsninger i den audiovisuelle industri.

4.10.

EØSU glæder sig over aktion 8, der har til formål at fremme europæiske medietalenter gennem uddannelse, mentorforløb og støtte til innovation. Udvalget fremhæver imidlertid den brede vifte af strukturer blandt branchens interessenter (selvstændige, nonprofitorganisationer) og behovet for at sikre, at de alle får adgang til mekanismerne.

4.11.

Aktion 9 fokuserer på at styrke borgerne. I kraft af mediekendskabets betydning for både borgerne og demokratiet bør dette spørgsmål prioriteres. Der skal navnlig udvikles instrumenter til bekæmpelse af spredningen og udbredelsen af desinformation og misinformation, der stiger i bekymrende grad. Det er også afgørende at sikre, at foranstaltningerne i de relevante dokumenter og planer (7) stemmer over ens, særlig fordi disse sektorer er nye og omfatter store mængder af information. Medlemsstaterne har behov for klar vejledning og ensartede procedurer.

4.12.

Aktion 10 giver anledning til drøftelser om sikring af det europæiske mediemarkeds funktion ved at styrke samarbejdsrammen mellem de europæiske medietilsynsmyndigheder inden for Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester (ERGA). EØSU forstår, at det er vigtigt at involvere beslutningstagere på medlemsstatsniveau, navnlig i forbindelse med håndhævelsen af AVMS-direktivet, og efterlyser en tilsvarende tilgang for alle aktioner i planen, så de resulterer i en reel køreplan for branchen.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:52018AE3902&from=DA

(2) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:52016AE4519&from=DA

(3) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:52020AE1188&from=DA

(4) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:52018AE6302&from=DA

(5) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:52020AE1188&from=DA

(6) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:52017AE1813&from=DA

(7) Inklusive handlingsplanen for europæisk demokrati, handlingsplanen for bekæmpelse af desinformation og handlingsplanen for digital uddannelse.

16.7.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/181

(COM(2020) 667 final)

(2021/C 286/30)

Ordfører:	Maria NIKOLOPOULOU
Medordfører:	John COMER

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 28.10.2020
Retsgrundlag	Artikel 192, stk. 1, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø
Vedtaget i sektionen	15.4.2021
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	242/1/7

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU bakker op om Kommissionens målsætning om at skabe fremskridt i retning af et giftfrit miljø og sikre, at kemikalier produceres på en måde, der maksimerer deres positive bidrag til samfundet og reducerer deres indvirkning på miljøet.

1.2.

Der er brug for en definition af, hvilke anvendelser af kemikalier der er »væsentlige«, og en klart beskrevet metode for, hvordan kemikalier kan gøres »sikre« og få »indbygget bæredygtighed«. I den forbindelse understreger vi, at »problematiske stoffer« bør udpeges, vurderes og klassificeres på den mest omfattende, utvetydige og forenklede måde, så industrien bliver i stand til at tilpasse sig.

1.3.

EØSU bifalder Kommissionens synspunkt om, at EU på globalt plan bør gå forrest inden for produktion og anvendelse af sikre og bæredygtige kemikalier, og peger på vigtigheden af at sikre lige markedsvilkår i forbindelse med internationale handelsaftaler for virksomheder og med hensyn til foranstaltninger for en retfærdig omstilling for alle EU-borgere.

1.4.

For at strategien skal lykkes, forudsætter det engagement og innovativ tænkning samt gennemsigtighed og inddragelse i beslutningsprocessen i befolkningen og industrien.

1.5.

Strategien har til formål at udvide den generiske tilgang til risikostyring til at omfatte forbrugerprodukter, der indeholder farlige kemikalier såsom kræftfremkaldende, mutagene eller hormonforstyrrende stoffer. For at gøre det lettere for industrien at tilpasse sig bør der dog sikres en balance mellem generiske vurderinger og risikovurderinger.

1.6.

EØSU opfordrer til, at korrekt og konsekvent mærkning gøres obligatorisk og håndhæves i hele forsyningskæden, herunder for produkter, der indeholder nanomaterialer.

1.7.

EØSU bifalder indsatsen for at styrke EU's strategiske autonomi, navnlig hvad angår kemikalier, der anvendes til sundhedsformål, og ønsker at se den samme indsats i andre sektorer. Udvalget opfordrer til, at man overvejer en revision af EU's industripolitik med henblik på at flytte en del af den centrale kemikalieproduktion til EU.

1.8.

EØSU understreger vigtigheden af at løse problemet med manglende tilgængelighed af data om kemikalier for at sætte skub i innovationen, øge forbrugertilliden og udføre korrekte konsekvensvurderinger. Det er afgørende at råde over tilgængelige og pålidelige databaser over forskningsresultater for at revidere industrielle ejendomsrettigheder og patenter, som virker begrænsende på adgangen til data, og at styrke princippet om »ingen data, intet marked«.

1.9.

EØSU mener, at håndtering af kemiske blandinger er et relevant skridt fremad i forbindelse med risikovurdering af kemikalier. Det er dog vigtigt at sikre mere forskning og udvikling for at afhjælpe den reelle mangel på viden og fremme vurderingen og forvaltningen af kemiske blandinger.

2. Kommissionens forslag

2.1.

Strategien udgør en mulighed for at afstemme kemikaliernes samfundsmæssige værdi med hensynet til menneskers sundhed og planetens begrænsninger — og dermed leve op til EU-borgernes legitime forventninger om et højt beskyttelsesniveau over for farlige kemikalier — samt fremme EU's industri som en global frontløber i produktionen og anvendelsen af sikre og bæredygtige kemikalier.

2.2.

For at fremme et giftfrit miljø fastsættes der et nyt hierarki inden for kemikalieforvaltning, hvilket omfatter anvendelse af sikre og bæredygtige kemikalier, begrænsning til et minimum eller substitution af problematiske stoffer med kroniske virkninger for menneskers sundhed og miljøet og udfasning af de mest skadelige af dem i forbindelse med ikkeessentielle samfundsmæssige formål, navnlig i forbrugerprodukter.

Figur

Det giftfrie hierarki — et nyt hierarki inden for kemikaliehåndtering

2.3. Strategien sigter mod fem hovedmål

2.3.1.

Innovation med sikre og bæredygtige EU-kemikalier for øje. De foreslåede foranstaltninger omfatter bl.a. udvikling af EU-kriterier for sikre kemikalier med indbygget bæredygtighed, indførelse af retlige krav vedrørende tilstedeværelsen af problematiske stoffer i produkter gennem initiativet om bæredygtige produkter og gennemførelse af ændringer i EU-lovgivningen om industriens udledninger med henblik på fremme af anvendelsen af mere sikre kemikalier i EU's industri.

2.3.2.

Styrkelse af EU's retlige ramme for håndtering af presserende miljø- og sundhedsproblemer. De foreslåede tiltag skal beskytte forbrugere og arbejdstagere ved at forhindre forekomst af de mest skadelige kemikalier i alle forbrugerprodukter, f.eks. materialer, som kommer i kontakt med fødevarer, legetøj, småbørnsartikler, kosmetik, vaske- og rengøringsmidler, møbler og tekstiler. Der vil blive rettet særlig opmærksomhed på kemikalier, der kan forårsage kræft eller genmutationer, påvirke forplantningssystemet eller hormonsystemet, eller som er tungtnedbrydelige og bioakkumulerende. Denne tilgang vil i sidste ende komme til at gælde for kemikalier, der påvirker immunsystemet, nervesystemet eller åndedrætsorganerne samt kemikalier, der er toksiske for et specifikt organ. Så længe den generiske tilgang til risikostyring ikke er indført, prioriteres stoffer med de ovennævnte risici med henblik på begrænsninger ved alle anvendelsesformål og igennem en gruppering i stedet for en enkeltvis regulering.

2.3.3.

Forenkling og konsolidering af foranstaltninger for at forbedre de retlige rammer. Forslaget omfatter tilrettelæggelse af en »ét stof, én vurdering«-procedure til koordinering af fare- og risikovurderinger vedrørende kemikalier på tværs af kemikalielovgivningen, styrkelse af forvaltningen af Det Europæiske Kemikalieagentur og styrkelse af bæredygtigheden af agenturets finansieringsmodel. Derudover indeholder strategien forslag om målrettede ændringer af REACH-forordningen (om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier) og CLP-forordningen (om klassificering, mærkning og emballering), som skal foretages i overensstemmelse med principperne om bedre regulering og underlægges evalueringer og konsekvensanalyser, hvis det er relevant.

2.3.4.

Oprettelse af en samlet videnbase om kemikalier. Der vil blive udviklet et EU-system for tidlig varsling og indsats for kemikalier med henblik på at sikre, at EU's politikker imødegår nye kemikalierelaterede risici, så hurtigt som de opdages gennem monitorering og forskning, og etablere en ramme af indikatorer til monitorering af kemikalieforureningens drivfaktorer og virkninger og måling af kemikalielovgivningens effektivitet.

2.3.5.

Et forbillede for en forsvarlig global forvaltning af kemikalier. Disse foranstaltninger vil have sigte på at støtte kapacitetsopbygning i tredjelande med hensyn til kemikalievurdering og -forvaltning og at sikre, at farlige kemikalier, som er forbudt i EU, ikke fremstilles med eksport for øje.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

Gennem de seneste 50 år er kemikalier blevet vigtige for vores måde at leve på, da de bidrager positivt til vores kultur og til fremgangen i samfundet som helhed med den voksende befolkning. Samtidig kan kemikalier — både syntetiske og naturlige — have farlige egenskaber, der udgør en risiko for menneskers sundhed og miljøet.

Til trods herfor er menneskeheden i stadig stigende grad afhængig af dem. Ifølge FN vil kemikalieproduktionen vokse syv gange hurtigere end den globale befolkning mellem 1990 og 2030.

3.2.

Der bør være enighed om det prisværdige mål om et giftfrit miljø, og der er — uanset hvor svært det er at opnå — ingen undskyldning for ikke at prøve at gøre fremskridt. EØSU bifalder Kommissionens intention om til dette formål at etablere en rundbordskonference på højt niveau med alle interessenter.

3.3.

Der er fortsat udslip af store mængder farlige kemikalier til miljøet fra mange kilder såsom udledning af behandlet og ubehandlet spildevand fra husholdninger og industri, affaldsdeponering og forbrændings- og produktionsprocesser, og kemikalierne kan spredes gennem luft, jord og vand, hvor de gør alvorlig skade (1).

3.4.

Der er mange problemer med eftervirkninger af kemikalieforurening. F.eks. migrerer PBDE (polybromerede diphenylethere) og andre flammehæmmere let fra de produkter, de tilsættes, som f.eks. polyurethanskum, og forurener derpå luft og støv. Selvom mange skadelige PBDE-produkter er blevet forbudt, forbliver stofferne i miljøet på grund af deres persistens og den omfattende brug af dem.

3.5.

Når vi substituerer sådanne farlige kemikalier, er vi nødt til at være sikre på, at virkningerne af det substituerede produkt er en væsentlig forbedring. F.eks. kan palmeoliebaseret biodiesel, som bidrager til afskovning, være værre for miljøet end at bruge fossile brændstoffer.

3.6.

Endvidere bør lovgiverne være opmærksomme på forsøg på at erstatte ét skadeligt kemikalie med kemikalier, der har lignende skadelige egenskaber, og forhindre sådanne forsøg. F.eks. bør per- og polyfluoralkylstoffer behandles som en gruppe snarere end på individuel basis. Ny forskning peger på, at visse alternativer til ældre produkter med per- og polyfluoralkylstoffer måske ikke er mere sikre (2).

3.7.

EØSU er bekymret for, om dekontamineringstiltagene til genopretning af menneskers sundhed og miljøet er tilstrækkelige, navnlig med hensyn til væsentlige kemikalier, for hvilke giftfrie alternativer endnu ikke forefindes eller kræver en langvarig udviklingsproces, og med hensyn til de udfasede kemikalier, som på grund af deres persistens i miljøet stadig giver anledning til stor bekymring. Der gøres stadig en stor indsats for at vedtage dekontamineringsstrategier, og EØSU ser frem til at se den kommende »handlingsplan for nulforurening«.

3.8.

EØSU opfordrer til, at korrekt og konsekvent mærkning bliver obligatorisk for hele forsyningskæden, og at det håndhæves i forbindelse med produkter indeholdende nanomaterialer (legetøj, biocider, tøj, pesticider, lægemidler, maling, produkter til småbørn osv.).

3.9.

EØSU stiller ligeledes spørgsmålstegn ved, om tidsplanen for de adskillige tiltag, der skal gennemføres sideløbende, er realistisk og gennemførlig, i betragtning af industriens behov for gradvis at tilpasse sig til omstillingen uden alvorlige negative sociale og økonomiske følger. Det er endvidere nødvendigt at forstærke myndighedernes kapacitetsopbygning — det er væsentligt for en vellykket gennemførelse af de planlagte opdaterede politikker.

3.10.

Visse aspekter mangler eller er ikke tilstrækkeligt forklaret i strategien, såsom den estimerede energibalance i forbindelse med den foreslåede omstilling til andre kemikalier og konsekvenserne for arbejdstagere og store og små virksomheder i Europa. Der bør afsættes midler fra de europæiske struktur- og investeringsfonde til at sikre en effektiv gennemførelse af strategien.

4. Særlige bemærkninger

4.1. Innovation med sikre og bæredygtige EU-kemikalier for øje

4.1.1.

Der er enighed om, at omstillingen til kriterier for sikre kemikalier med indbygget bæredygtighed socialt og økonomisk set er bydende nødvendig for at fremme den grønne og den digitale omstilling af EU's industri. Det bliver en enorm udfordring, og den nødvendige forskning vil potentielt have store omkostninger, men det vil give nogle konkurrencefordele. Det kan imidlertid medføre tab af arbejdspladser og økonomiske tab, da ikke alle virksomheder nødvendigvis er i stand til at tilpasse sig, og ikke alle arbejdstagere vil kunne omskoles/opkvalificeres. For at opnå en retfærdig omstilling er det derfor altafgørende at sørge for finansielle og motiverende foranstaltninger med særlig fokus på at sikre, at arbejdstagerne kan beholde deres job eller får et levedygtigt alternativ, og støtte investeringer og innovative forretningsmodeller.

4.1.2.

Foranstaltninger til at sikre en fuldstændig tilpasning for arbejdstagere, som f.eks. tilskyndelse til og finansiering af uddannelse med henblik på omskoling og specialisering for at forhindre tab af job, præciseres ikke i strategien. Det er også bekymrende, hvordan den geografiske fordeling af industrisektorer har indflydelse på strategiens virkninger. Industrier beliggende i yderområder og den høje andel af SMV'er i sektoren bør tages i betragtning.

4.1.3.

Konceptet »sikkerhed og indbygget bæredygtighed«, som skal udvikles, skaber uro blandt interessenterne. Derfor bør definitionen deraf og de hensigtsmæssige færdigheder til at styrke produktionen af sådanne kemikalier inddrage alle relevante aktørers kriterier.

4.1.4.

Proceduren for registrering, vurdering og godkendelse af kemikalier er kompleks og kræver specialisering, hvilket undertiden kan være en udfordring for SMV'er, og normalt medfører store omkostninger til overholdelse og administration. For at lette gennemførelsen af registreringen og de forskriftsmæssige risikohåndteringsprocesser i REACH og CLP, bør man forenkle processen eller tilskynde til uddannelse af ikke-eksperter.

4.1.5.

Nye og renere industrielle processer og teknologier vil mindske kemikalieproduktionens miljøaftryk, forbedre paratheden på markedet og bidrage til at nå verdensmålene for bæredygtig udvikling og gennemføre den overordnede europæiske grønne pagt. Retningslinjer for vurdering og udveksling af bedste praksis om udformning og gennemførelse af renere industrielle processer og teknologier vil gøre en sådan omstilling mulig. Den bedste tilgængelige teknologi bør tages i betragtning.

4.1.6.

Kommission sigter mod at minimere tilstedeværelsen af problematiske stoffer i genanvendte materialer ved at indføre krav til og information om kemikalieindhold og sikker anvendelse som en del af initiativet til en politik for bæredygtige produkter. Brugen af materialer, der kan genanvendes, bør ikke tillade en fortsat anvendelse af farlige kemikalier i højere koncentrationer (3). »Problematiske stoffer« bør udpeges, vurderes og klassificeres på den mest omfattende og utvetydige, men også forenklede måde, så industrien bliver i stand til at tilpasse sig.

4.1.7.

Disse foranstaltninger vil øge forbrugeres og producenters tillid til genanvendte produkter. Manglen på hensigtsmæssig information om kemikalieindholdet i produkter, som fremstilles af genanvendte materialer, er et problem, og databeskyttelsesrestriktioner kan udgøre barrierer på dette område.

4.1.8.

Strategien omfatter øgede investeringer i innovative teknologier. Dette er en god mulighed for at fremme forskning inden for værdiansættelse af industriens affaldsprodukter, navnlig produkter fra landbrugsfødevareaffald, hvis store potentiale er blevet hæmmet af utilstrækkelige investeringer.

Retlige krav til værdiansættelse af produkter fra landbrugsfødevareaffald negligeres imidlertid næsten fuldkomment i både »fra jord til bord«-strategien og i strategien for bæredygtige kemikalier. F.eks. er tilstedeværelsen af lægemiddelrester i behandlet dyregødning til gødskning, genanvendelse af behandlet spildevand til vanding af afgrøder og lægemiddelrester samt pesticider, herbicider og insekticider i optimeret fødevareaffald genstand for særlig bekymring, eftersom disse bioaktive stoffer kan spredes i hele miljøet og sætte gang i skadelige virkninger i økosystemerne. De bør derfor udpeges, evalueres og reguleres. Mennesker kan rammes — ikke kun gennem eksponering, men også gennem forbrug, eftersom disse stoffer kan akkumuleres og opkoncentreres i biologiske organismer gennem hele fødekæden.

4.1.9.

Stoffer, der betragtes som problematiske, skaber forvirring blandt interessenterne. En forklaring af, hvilke krav der skal indføres, og oplysninger om tidsrammen for gennemførelsen vil gøre det lettere at forstå virkningen af denne foranstaltning på de nuværende materialekredsløb.

4.1.10.

Den estimerede energibalance for den foreslåede kemikalieomstilling giver anledning til bekymring. Eftersom hovedparten af de krævede materialeomdannelser med henblik på grønne kredsløb involverer stærkt endotermiske processer (f.eks. separation, genanvendelse, dekontaminering og kemikalieomdannelse), ventes energibehovet at stige. Desuden bør CO2-belastningen hidrørende fra fremstillingen af kemikalier nedbringes, da det sædvanligvis er en energiintensiv proces.

4.1.11.

Brint har et stort potentiale til dette formål, både som energikilde og som kemisk reduktionsmiddel i processer, der kan målstyres (f.eks. erstatning af kulstof som reduktionsmiddel). Brintbaserede brændselsceller afhænger dog stadig af dyrt platin, der er omkostningstungt i miljømæssig henseende. Der er behov for grundforskning inden for kemikalier for at finde alternativer til platin.

4.1.12.

Kommissionen tilstræber mere modstandsdygtighed i forbindelse med kemikalieforsyningen og bæredygtighed af kemikalier til væsentlige anvendelsesformål for det europæiske samfund ved at gøre EU mindre afhængig og øge den strategiske fremsynethed for så vidt angår kemikalier. En styrkelse af modstandsdygtigheden af de kemikalier, der anvendes til sundhedsformål, vil være et væsentligt fremskridt for EU's marked og industri inden for kemikalier til sundhedspleje. Vi er dog nødt til at vide, hvordan disse foranstaltninger vil fungere for andre kemikalier til væsentlige anvendelsesformål.

4.1.13.

Produkter fremstillet med råstoffer, der importeres fra tredjelande, såsom sjældne grundstoffer, der udvindes gennem malmmineaktiviteter, som udgør miljø- og sundhedsrisici, er blevet afgørende for flere moderne teknologier, lige fra forsvarssystemer, mobiltelefoner og TV-apparater til LED-pærer og vindmøller. Der opstår således et spørgsmål om, hvilke strategier der vil blive indført for at tackle afhængigheden af andre væsentlige stoffer, hvis produktionsprocesser er afhængige af forsyninger fra tredjelande.

4.1.14.

EØSU vil også gerne vide, hvordan tilgangen »sikkerhed og indbygget bæredygtighed« vil finde anvendelse på leverandører fra tredjelande, som har egne kemikalielovgivninger. Eftersom der endnu ikke er indført grænseværdier for disse kriterier for kemikalieproduktionen, står det ikke klart, hvorvidt princippet og vurderingsforanstaltningerne finder anvendelse på råstofkilder uanset deres oprindelse. Det er fortsat uklart, hvordan de foreslåede foranstaltninger vil blive sammenkædet og balanceret med de forskellige eksisterende politikker i tredjelande, som indgår i EU's kemikalieværdikæder.

4.1.15.

EØSU foreslår derfor, at EU's industristrategi revideres, og at man overvejer at indføre incitamenter til at få kemikalieproduktion tilbage til EU-landene. Dette vil ikke alene styrke EU's strategiske autonomi, men også skabe nye kvalitetsjob og fremme gennemførelsen af kemikaliestrategien.

4.2. En styrket EU-retlig ramme til imødegåelse af miljø- og sundhedsproblemer

4.2.1.

EØSU bifalder Kommissionens mål om at udvide den generiske tilgang til risikostyring. Eftersom visse produkter vil blive begrænset, er det imidlertid nødvendigt at sikre konsekvens mellem generiske og specifikke risikovurderinger for alle kemikalier, så industrien bliver i stand til at tilpasse sig gradvist.

4.2.2.

EØSU bifalder ligeledes anvendelse af gruppering til at håndtere regulering af PFAS og er enig i, at det kan være nødvendigt at øge vedtagelsen af grupperingsstrategier for at fremme lovgivningens virkning og effektivitet (4).

4.2.3.

Strategien vil indeholde forslag til nye fareklasser og -kriterier i CLP-forordningen for fuldt ud at imødegå miljøtoksicitet, persistens, mobilitet og bioakkumulering. Det er vigtigt, at vurderingen af kemikaliers skadelige indvirkning på miljøet og tildelingen af forskellige fareklasser til kemikalier foretages på et dækkende og gennemsigtigt grundlag. Klassificeringskriterierne bør defineres nøje for at foregribe potentielle betænkeligheder vedrørende andre produkter, som er under udvikling.

4.2.4.

Optagelsen af hormonforstyrrende stoffer samt persistente, mobile og toksiske stoffer og meget persistente og meget mobile stoffer som kategorier af særligt problematiske stoffer kræver en omfattende og gennemsigtig vurdering og evaluering. Derudover er der behov for større overensstemmelse mellem de særligt problematiske stoffer, der udpeges i henholdsvis REACH-forordningen og anden europæisk lovgivning (f.eks. EU's vandrammedirektiv).

4.2.5.

Strategien har primært fokus på hormonforstyrrende stoffer og per- og polyfluoralkylstoffer, og kommer ligeledes ind på pesticider, biocider, lægemidler, tungmetaller, blødgørere og flammehæmmere som farlige stoffer. Men øvrige problematiske kemikalier såsom nanomaterialer nævnes knap nok. Selvom de er omfattet af REACH-forordningen, er der endnu ikke foretaget en revision af definitionen af dem, og reguleringen af dem er fortsat utilstrækkelig (f.eks. manglende regulering af udslip af nanomaterialer til miljøet, ingen begrænsning af markedsføringen af dem, ingen gennemsigtighed og ingen oprettelse af et EU-register til at sikre sporbarheden af dem fra producent til forbruger).

4.2.6.

I betragtning af den brede dokumentation af de risici, der er forbundet med visse grupper af stoffer, bør EU ikke bare begrænse, men i visse tilfælde også forbyde anvendelsen af allerede opdagede hormonforstyrrende stoffer såsom bisphenol og ftalater — det gælder også kemikalier uden ernæringsmæssig nyttevirkning i fødevareprodukter, som f.eks. nanomaterialer.

4.2.7.

Foranstaltninger til at fremme og lette substitutionen af særligt problematiske stoffer og andre farlige stoffer kunne gennemføres ved hjælp af en finansiel mekanisme (bonus/malus).

4.2.8.

Det er et relevant skridt fremad i risikovurderingen af problematiske kemikalier, at der rettes særlig opmærksomhed mod blandinger, og EØSU glæder sig over, at både tilsigtede og utilsigtede blandinger vil blive behandlet. Den resterende mangel på viden om toksiciteten ved og eksponeringen for blandinger og det store antal kemikalier i brug fører dog til, at forslag, såsom systematisk anvendelse af faktoren for vurdering af blandinger (MAF) for individuelle kemikalier, tager fat om utilsigtede blandinger. Pålideligheden af faktoren for vurdering af blandinger i risikovurderingen af kemikalier giver anledning til bekymring, da der ikke er tale om en scenariespecifik faktor. EØSU bakker derfor kraftigt op om de prioriteter og anbefalinger vedrørende forskning og udvikling, som fremhæves i rapporten (SWD(2020) 250 (5)), med henblik på en effektiv vurdering og håndtering af kemiske blandinger.

4.3. Forenkling og konsolidering af de retlige rammer

4.3.1.

EØSU bakker op om, at »ét stof, én vurdering«-tilgangen overvejes for at sikre en effektiv sikkerhedsvurdering af kemikalier.

4.3.2.

Den vil forenkle og fremskynde godkendelsesprocessen, hvilket vil gavne producenter og fremme forskning og udvikling inden for alternative giftfri stoffer. Man bør dog ikke se bort fra, at det samme stof under forskellige omstændigheder samt i blandinger kan have forskellige virkninger.

4.3.3.

Omkring 30 % af indberetningerne vedrørende farlige produkter på markedet involverer kemikaliebaserede risici, og blot en tredjedel af de registreringsdossierer for kemiske stoffer, som industrien har registreret i henhold til REACH-forordningen, er i fuld overensstemmelse med oplysningskravene.

4.3.4.

Tilgangen med nultolerance over for manglende overholdelse og de foreslåede foranstaltninger til intensivering af gennemførelsen og håndhævelsen af kemikalielovgivningen bydes velkommen. Der anbefales på det kraftigste, at princippet om »ingen data, intet marked« gennemføres behørigt, i stedet for at der er ikkeregulerede produkter og kemikalier på markederne.

4.3.5.

Desuden bør data vedrørende kemiske stoffer, som er godkendt til markedsføring, opdateres med regelmæssige mellemrum af de samme registranter, eftersom REACH-forordningen er utilstrækkelig med hensyn til visse aspekter. Ifølge EEB's rapport Chemical Evaluation Report (6) manglede 64 % af stofferne under evaluering (126 ud af 196) oplysninger, der kunne påvise sikkerheden ved de kemikalier, der markedsføres i Europa.

4.3.6.

Næsten 90 % af de produkter, der betragtes som farlige, importeres fra tredjelande. Det forventes, at den globale kemikalieproduktion fortsat vil vokse. EU- og OECD-landene vil sandsynligvis fokusere på udvikling og fremstilling af teknologisk avancerede kemiske produkter såsom specialkemikalier og biovidenskabelige kemikalier, mens Afrika, Mellemøsten og Asien sandsynligvis vil fremstille store mængder af basiskemikalier. Det vil føre til enorme problemer for EU med hensyn til grænsekontrol og økonomisk konkurrenceevne. Der vil blive behov for foranstaltninger til at sikre lige markedsvilkår for virksomheder i EU i frihandelsaftaler.

4.3.7.

EØSU glæder sig over tiltagene til at styrke kontroller ved EU's grænser og samarbejdet med onlineplatforme for direkte salg.

4.4. En samlet videnbase om kemikalier

4.4.1.

Da EU mangler en samlet informationsbase om alle stoffer, er forslag til foranstaltninger til forbedring af tilgængeligheden af data om kemikalier velkommen i det omfang, de pågældende foranstaltninger er effektive.

4.4.2.

Fra industriens synspunkt gør det tvivlsomme patentsystem det umuligt at afdække alle aspekter af patenterede produkter på markedet.

4.4.3.

Fra et videnskabeligt synspunkt hæmmer den begrænsede mængde gratis og frit tilgængelige videnskab den frie udveksling af viden og kombinationen af indsats og investering. Regler for beskyttelse af videnskabelige data og industrielle ejendomsrettigheder, der ikke er tilstrækkeligt underbygget, virker begrænsende på adgangen til alle relevante kemikaliedata og dermed på innovationen.

4.4.4.

Konflikterne vedrørende dataadgang bør behandles og løses ved at medtage foranstaltninger, der skal skabe bredde i de tilgængelige data og forbedre kvaliteten af dem. Der kan f.eks. etableres en mekanisme, hvorigennem industrier, som importerer nanomaterialer til fremstillingsformål, finansierer uafhængig forskning om risici ved nanomaterialer, hvor der mangler videnskabelig viden.

4.4.5.

Kommissionen har til hensigt fortsat at fremme forskning og (bio)monitorering for at forstå og forhindre kemikalierelaterede risici og fremme innovation inden for vurdering af kemikalierisici og regulatorisk videnskab.

4.4.6.

For at fremme innovation gennem forskning bør inddragelse af arbejdstagerne og finansiel støtte også bidrage til optimering af bedste praksis i forbindelse med overførsel af viden, både industriel og videnskabelig, ved at sikre gratis og let adgang til pålidelige databaser. Endvidere bør adgangen til innovation gøres tilgængelig for enhver aktør, der er berørt af EU's kemikalieindustri.

4.4.7.

Foranstaltninger til fremme af innovation inden for sikkerhedstestning og vurderinger af kemikalierisici med færre dyreforsøg påskønnes, navnlig i betragtning af fremskridtene inden for forskning og banebrydende nye metoder, der er udviklet (f.eks. in vitro-prøver), som vil forbedre kvalitet, effektivitet og hastighed i forbindelse med vurderinger af kemikalierisici.

4.4.8.

Det er væsentligt at sikre mere gennemsigtighed i forbindelse med beslutningstagning. Mange vigtige anliggender drøftes på lukkede møder, hvilket skaber forvirring blandt EU's borgere om de foranstaltninger, EU træffer for at begrænse deres eksponering for farlige kemikalier. De rå data, som vurderinger og beslutninger baseres på (ECHA og EFSA) (7), bør ligeledes være tilgængelige. Der er behov for at sikre større gennemsigtighed om medlemsstaternes beslutninger og holdninger vedrørende kemiske stoffer på markedet.

4.5. Et forbillede for en forsvarlig global forvaltning af kemikalier

4.5.1.

Med hensyn til den globale indvirkning glæder det EØSU at se, at Kommissionen — blandt foranstaltningerne til fremme af sikkerheds- og bæredygtighedsstandarder uden for EU — gør en indsats for at sikre, at farlige kemikalier, der er forbudt i EU, ikke fremstilles til eksport. Det er dog fortsat uklart, hvordan retsakter, der endnu ikke er udviklet og harmoniseret, vil finde global anvendelse. Forbuddet mod eksport af visse produkter kan påvirke industrien i andre lande, som ikke er omfattet af kemikaliestrategien. Det er ikke klart, hvordan virkningerne vil blive håndteret for ikke-EU-industrier, som tidligere har produceret og eksporteret et bestemt produkt.

4.6. Overforbrug af kemikalier i sundhedsplejen

Der bør forskes meget mere i udvikling af politikker til sygdomsforebyggelse med særligt fokus på immunsystemet. Målet må være en positiv indstilling til sund livsstil, hvilket kan medføre reduceret brug af kemiske behandlinger i befolkningen, hvor det er hensigtsmæssigt. Kemiske behandlinger bør kun anvendes til borgere, som ikke kan undvære dem, og man bør undgå overforbrug.

4.7. Kemikalier i landbruget

4.7.1.

Det er nødvendigt at reducere de negative indvirkninger af anvendelsen af pesticider i landbruget på miljøet, uden at det fører til forringelser i kvaliteten af fødevareproduktionen eller bringer fødevaresikkerheden i EU i fare.

4.7.2.

Den nuværende europæiske forskningsalliance, der har til opgave at finde og teste organiske alternativer til syntetiske kemikalier i landbruget, har brug for behørig finansiering. Investeringer bør rettes mod organiske biologiske pesticider. Den finansielle støtte bør også øges for at fremme forskning og innovation inden for vækstfremmende naturbaserede plantemidler og plantebeskyttelsesmidler. F.eks. kan den naturlige bioaktivitet i visse naturlige blandinger, som omsættes af rhizobakterier, anvendes som plantebeskyttelsesmiddel mod eksterne patogener.

4.7.3.

Brugen af kemiske gødningsstoffer bør være meget mere målrettet, hvilket igen bør føre til et mindre forbrug heraf. Der er behov for yderligere forskning for at udvikle alternativer, således at en hensigtsmæssig fødevareproduktion forsætter, og landbrugere får passende indkomster.

4.7.4.

Det er nødvendigt med yderligere vurderinger af miljø- og sundhedsrisici for at evaluere, hvorvidt anvendelsen af bioteknologi og genteknologi kan bidrage til udvikling af alternativer til kemiske gødningsstoffer og pesticider.

4.7.5.

Hvis der ikke præsenteres andre gennemførlige alternativer, vil en betydelig reduktion i anvendelsen af pesticider enten øge produktionsomkostningerne og/eller føre til lavere udbytte. Det er derfor nødvendigt at se på spørgsmålet om den økonomiske byrde for producenter og forbrugere og fødevareimporten fra tredjelande.

4.7.6.

EU's nye biodiversitetsstrategi for 2030 er yderst ambitiøs, da den vil konvertere mindst 30 % af Europas landområder til et netværk af aktivt forvaltede og beskyttede områder. Den vil vise sig at være et stort bidrag til biodiversiteten og naturgenopretningen og hjælpe med at understøtte strategien for bæredygtige kemikalier i landbrugssektoren.

4.7.7.

I den henseende bør der gøres en særlig indsats for bedre at beskytte biodiversiteten og navnlig bestøvere fra pesticider. F.eks. har EFSA-vejledningsdokumentet om risikovurderingen med hensyn til plantebeskyttelsesprodukters virkninger for bier store mangler. Dokumentet bør indeholde data om kronisk toksicitet, virkninger af pesticider på larver og data vedrørende akut toksicitet for bier og andre bestøvere.

4.7.8.

Hvis kemikaliestrategien skal lykkes, skal der sikres væsentlig støtte fra offentligheden og en reel kulturændring i den generelle tilgang til anvendelsen af kemikalier, klimaforandringer og miljøforurening.

Bruxelles, den 27. april 2021.

Christa SCHWENG

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Joyce Msuya, vicedirektør for FN's miljøprogram.

(2) EU news alert, nummer 517, 22/11/18.

(3) EØSU's udtalelse om Gennemførelse af EU's miljølovgivning vedrørende luftkvalitet, vand og affald (EUT C 110 af 22.3.2019, s. 33).

(4) Kommissionens undersøgelse: »Study for the strategy for a non-toxic environment of the 7th Environment Action Programme«.

(5) Kommissionens fremskridtsrapport om vurdering og styring af risikoen for kombineret eksponering for flere kemikalier (kemikalieblandinger) og de forbundne risici.

(6) Det Europæiske Miljøkontor: https://eeb.org/chemical-evaluation-report-achievements-challenges-and-recommendations-after-a-decade-of-reach/.

(7) Forkortelser: ECHA: Det Europæiske Kemikalieagentur, EFSA: Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet.

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 286

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	64. årgang 16. juli 2021

Indhold		Side
	I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser
	BESLUTNINGER OG RESOLUTIONER
	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
	560. plenarforsamling i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (JDE) – INTERACTIO, 27.4.2021-28.4.2021
2021/C 286/01	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution om en ny fortælling om Europa — EØSU's resolution om konferencen om Europas fremtid	1
2021/C 286/02	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution om det europæiske civilsamfund i partnerskab for vores bæredygtige fremtid — EØSU's bidrag til det sociale topmøde i Porto	6
	UDTALELSER
	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
	560. plenarforsamling i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (JDE) – INTERACTIO, 27.4.2021-28.4.2021
2021/C 286/03	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Liberale erhverv 4.0 (Initiativudtalelse)	8
2021/C 286/04	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Socialøkonomiens rolle i jobskabelsen og gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder(Sonderende udtalelse)	13
2021/C 286/05	Det Europæiske Økonomiske og Sociale udvalgs udtalelse om Erhvervsuddannelse: effektiviteten af de systemer, der skal foregribe og tilpasse kompetencer og arbejdsmarkedsbehov samt arbejdsmarkedsparternes og de forskellige aktørers rolle (Sonderende udtalelse på anmodning af det portugisiske formandskab)	20
2021/C 286/06	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om hvordan fremmer man via uddannelse og i et livslangt læringsperspektiv de færdigheder, Europa har brug for til at skabe et mere retfærdigt, mere sammenhængende, mere bæredygtigt, mere digitalt og mere modstandsdygtigt samfund?(Sonderende udtalelse på anmodning af det portugisiske rådsformandskab)	27
2021/C 286/07	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om harmonisering af markedsadgangen for kosttilskud i EU: løsninger og bedste praksis(Sonderende udtalelse)	33

	III Forberedende retsakter
	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
	560. plenarforsamling i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (JDE) – INTERACTIO, 27.4.2021-28.4.2021
2021/C 286/08	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæisk datastyring (forordning om datastyring)(COM(2020) 767 final)	38
2021/C 286/09	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — En ny forbrugerdagsorden — Styrkelse af forbrugernes stilling med henblik på at opnå en bæredygtig genopretning(COM (2020) 696 final)	45
2021/C 286/10	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En lægemiddelstrategi for Europa(COM(2020) 761 final)	53
2021/C 286/11	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Optimering af EU's innovative potentiale — En handlingsplan for intellektuel ejendomsret til støtte for EU's genopretning og modstandsdygtighed (COM(2020) 760 final)	59
2021/C 286/12	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om åbne og retfærdige markeder i den digitale sektor (retsakt om digitale markeder)(COM(2020) 842 final — 2020/0374 (COD))	64
2021/C 286/13	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et indre marked for digitale tjenester (retsakt om digitale tjenester) og ændring af direktiv 2000/31/EF(COM(2020) 825 final — 2020/0361 (COD))	70
2021/C 286/14	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fælles meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet — EU's strategi for cybersikkerhed for det digitale årti(JOIN(2020) 18 final)	76
2021/C 286/15	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et IT-system til grænseoverskridende kommunikation i civil- og strafferetlige sager (e-CODEX), og om ændring af forordning (EU) 2018/1726(COM(2020) 712 final — 2020/0345 (COD))	82
2021/C 286/16	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Digitalisering af retsvæsenet i Den Europæiske Union — En værktøjskasse fuld af muligheder(COM(2020) 710 final)	88
2021/C 286/17	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om medicinsk teknologivurdering og om ændring af direktiv 2011/24/EU(COM(2018) 51 final — 2018/0018 (COD))	95
2021/C 286/18	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår tildeling af gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen for at fastsætte betydningen af de termer, der anvendes i visse bestemmelser i direktivet(COM(2020) 749 final — 2020/0331 (CNS))	102
2021/C 286/19	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet for så vidt angår indholdet af elektroniske registre(COM(2021) 28 final — 2021/0015 (CNS))	106
2021/C 286/20	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Opbygning af en europæisk sundhedsunion: Styrkelse af EU's modstandsdygtighed over for grænseoverskridende sundhedstrusler(COM(2020) 724 final), om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om styrkelse af Det Europæiske Lægemiddelagenturs rolle i forbindelse med kriseberedskab og krisestyring med hensyn til lægemidler og medicinsk udstyr(COM(2020) 725 final — 2020/321 (COD)), om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 851/2004 om oprettelse af et europæisk center for forebyggelse af og kontrol med sygdomme(COM(2020) 726 final — 2020/320 (COD)) om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler og om ophævelse af afgørelse nr. 1082/2013/EU(COM(2020) 727 final — 2020/322 (COD))	109
2021/C 286/21	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om en Union med lighed: EU-handlingsplan mod racisme 2020-2025(COM(2020) 565 final)	121
2021/C 286/22	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En Union med lige muligheder: Strategi for ligestilling af LGBTIQ-personer 2020-2025(COM(2020) 698 final)	128
2021/C 286/23	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Handlingsplan om integration og inklusion 2021-2027(COM(2020) 758 final)	134
2021/C 286/24	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget Sikring af retsvæsenets funktion i EU — strategi for uddannelse af retsvæsenets aktører i EU 2021-2024(COM(2020) 713 final)	141
2021/C 286/25	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en ramme for udstedelse, kontrol og godkendelse af interoperable certifikater for vaccination, test og restitution med henblik på at fremme den frie bevægelighed under covid-19-pandemien (digitalt grønt certifikat)(COM(2021) 130 final — 2021/0068 (COD))	146
2021/C 286/26	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: En EU-strategi for udnyttelse af potentialet i offshore vedvarende energi med en klimaneutral fremtid for øje(COM(2020) 741 final)	152
2021/C 286/27	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Strategi for bæredygtig og intelligent mobilitet — en europæisk transportsektor, der er klar til fremtiden(COM(2020) 789 final)	158
2021/C 286/28	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger til sikring af et højt fælles cybersikkerhedsniveau i hele Unionen og om ophævelse af direktiv (EU) 2016/1148, og forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kritiske enheders modstandsdygtighed(COM(2020) 823 final — 2020/0359 (COD) — COM(2020) 829 final — 2020/0365 (COD))	170
2021/C 286/29	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa–Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Europas medier i det digitale årti: En handlingsplan til støtte for genopretning og transformering(COM(2020) 784 final)	176
2021/C 286/30	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En kemikaliestrategi med bæredygtighed for øje — På vej mod et giftfrit miljø(COM(2020) 667 final)	181
2021/C 286/31	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår fritagelser ved indførsel og visse leveringer i tilknytning til EU-foranstaltninger af almen interesse(COM(2021) 181 final — 2021/0097 (CNS))	190

Anmodning om udtalelse	Rådet for Den Europæiske Union, 16.4.2021
Retsgrundlag	Artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2021
Plenarforsamling nr.	560
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	220/0/7