—

der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder (børnekonventionen) af 20. november 1989,

—

der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK),

—

der henviser til artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om ophævelse af rammeafgørelse 2004/68/RIA (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/800 af 11. maj 2016 om retssikkerhedsgarantier for børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager (2),

—

der henviser til den europæiske søjle for sociale rettigheder, navnlig princip nr. 11 om børnepasning og støtte til børn,

—

der henviser til sin beslutning af 3. maj 2018 om beskyttelse af migrantbørn (3) og Kommissionens meddelelse af 12. april 2017 om beskyttelse af migrantbørn (COM(2017)0211),

—

der henviser til sin beslutning af 14. februar 2019 om interkønnedes rettigheder (4),

—

der henviser til generel bemærkning nr. 10 fra Komitéen for Barnets Rettigheder af 25. april 2007 om børns rettigheder i forbindelse med ungdomsretspleje,

—

der henviser til generel bemærkning nr. 13 fra Komitéen for Barnets Rettigheder af 18. april 2011 om barnets ret til beskyttelse mod alle former for vold,

—

der henviser til generel bemærkning nr. 14 fra Komitéen for Barnets Rettigheder af 29. maj 2013 om, at barnets tarv altid skal komme i første række,

—

der henviser til artikel 37 i børnekonventionen, den generelle bemærkning nr. 6 fra FN's Komité for Barnets Rettigheder af 1. september 2005 og rapporten fra FN's Komité for Barnets Rettigheder af 28. september 2012 om dagen for generelle drøftelser om alle børns rettigheder i forbindelse med international migration,

—

der henviser til UNICEF's situationsrapport om verdens børn (2019),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

A.

der henviser til, at et barn i henhold til artikel 1 i børnekonventionen »[i] denne konvention forstås ved […] ethvert menneske under 18 år, medmindre barnet bliver myndigt tidligere efter den lov, der gælder for barnet«;

B.

der henviser til, at der bor 100 millioner børn i Europa, og de udgør over 20 % af EU's befolkning, og børn under 18 år udgør over 40 % af befolkningen i udviklingslandene;

C.

der henviser til, at fremme af barnets rettigheder er et udtrykkeligt mål for EU's politikker, der er nedfældet i EU's charter om grundlæggende rettigheder, som kræver, at barnets tarv skal komme i første række i alle EU's handlinger;

D.

der henviser til, at børnekonventionen er den mest ratificerede internationale menneskerettighedskonvention, som er blevet ratificeret af alle EU's medlemsstater, og som fastsætter klare retlige forpligtelser til at fremme, beskytte og opretholde rettighederne for ethvert barn inden for deres jurisdiktion; der henviser til, at Europa-Parlamentet den 20. november afholder en konference på højt plan for at markere 30-årsdagen for børnekonventionen; der henviser til, at Europa-Parlamentets formand har lovet, at den internationale børnedag vil blive fejret hvert år den 20. november med et arrangement i Europa-Parlamentet med deltagelse af børn;

E.

der henviser til, at børns rettigheder fortsat krænkes i mange dele af verden, herunder i EU's medlemsstater, som følge af vold, mishandling, udnyttelse, fattigdom, social udstødelse og forskelsbehandling på grund af religion, handicap, køn, seksuel identitet, alder, etnicitet, migration eller opholdsstatus;

F.

der henviser til, at artikel 12 i børnekonventionen og artikel 24 i EU's charter om grundlæggende rettigheder fastslår børns ret til at udtrykke deres synspunkter, og at der skal tages hensyn hertil i forhold, der vedrører dem, i overensstemmelse med deres alder og modenhed;

G.

der henviser til, at det i artikel 5 i børnekonventionen hedder, at »[d]eltagerstaterne skal respektere det ansvar og de rettigheder og pligter, som forældrene har, eller hvor dette finder anvendelse, tilsvarende ansvar, rettigheder og pligter for så vidt angår medlemmerne af den udvidede familie eller samfundet i overensstemmelse med stedlig sædvane, samt værger eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, til på en måde, der svarer til den løbende udvikling af barnets evner, at yde passende vejledning og støtte til barnet i udøvelsen af rettighederne anerkendt i denne konvention«;

H.

der henviser til, at globale problemer såsom klimaændringer, nye teknologier og digitalisering indebærer nye trusler mod børn, men også giver nye muligheder for at lære og skabe forbindelser;

I.

der henviser til, at EU har forpligtet sig til at gennemføre de 17 mål for bæredygtig udvikling, både i sine interne og eksterne politikker, herunder verdensmål nr. 16.2 om »at sætte en stopper for mishandling, udnyttelse og menneskehandel og alle former for vold og tortur mod børn«;

J.

der henviser til, at næsten 25 millioner børn under 18 år risikerer fattigdom eller social udstødelse i EU; der henviser til, at fattigdom fratager børn mulighed for uddannelse, børnepasning, adgang til sundhedspleje, passende kost og bolig, familiestøtte og endda beskyttelse mod vold og kan have meget langvarige virkninger; der henviser til, at Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder har påpeget, at bekæmpelsen af børnefattigdom også er et spørgsmål om grundlæggende rettigheder og retlige forpligtelser (5);

K.

der henviser til, at børn og unge i den reviderede europæiske konsensus om udvikling beskrives som drivkræfter for udvikling og forandring og som vigtige bidragydere til 2030-dagsordenen, herunder gennem deres evne til at innovere; der henviser til, at det i konsensussen også fastslås, at EU og dets medlemsstater vil styrke de unges rettigheder og sætte dem i stand til at varetage deres interesser ved at fremme deres deltagelse i lokale økonomier, samfund og beslutningsprocesser;

L.

der henviser til, at investering i børns fremtid, betydningen af at beskytte børn gennem en omfattende strategi for børns rettigheder og oprettelsen af børnegarantien som et redskab til bekæmpelse af fattigdom og sikring af, at børn har adgang til basale tjenester, fremhæves som topprioriteter i opgavebeskrivelserne for Kommissionens næstformand med ansvar for demokrati og demografi Dubravka Šuica og den indstillede kommissær med ansvar for beskæftigelse Nicolas Smith;

M.

der henviser til, at børn er en sårbar gruppe, der bliver stærkt påvirket af de negative konsekvenser af klimaændringer og er blandt de første ofre for deres skadelige virkninger såsom tørke, oversvømmelser og storme, fødevarekriser, forurening; der henviser til, at mere end ét ud af fire dødsfald blandt børn under 5 år på verdensplan er direkte eller indirekte forbundet med miljørisici (6);

N.

der henviser til, at næsten hver fjerde offer for menneskehandel, der registreres i EU, er et barn, herunder menneskehandel inden for deres egen medlemsstat; der henviser til, at især piger rammes og handles med henblik på seksuel udnyttelse (7);

O.

der henviser til, at seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn på internettet er en alvorlig krænkelse af børns grundlæggende rettigheder, hvilket medfører enorme traumer med langvarige skadelige konsekvenser for børneofrene, der kan følge dem langt ind i voksenlivet, og at det er et voksende fænomen; der henviser til, at nye former for kriminalitet såsom »hævnpornografi« og sexafpresning er stigende på internettet, og at de skal imødegås med konkrete foranstaltninger af medlemsstaterne; der henviser til, at antallet af børnepornografi på internettet ifølge de seneste opgørelser er steget dramatisk og i et hidtil uset tempo og udbredes på grund af internettet, og at der er tale om mere end 45 millioner billeder og videoer, der er mærket som seksuelt misbrug af børn (8);

P.

der henviser til, at barnets ret til uddannelse altid skal sikres;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

42.

43.

44.

45.

46.

47.

48.

49.

50.

51.

52.

53.

54.

55.

56.

57.

58.

59.

60.

61.

62.

63.

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Algeriet, navnlig beslutning af 30. april 2015 om fængsling af arbejdstagere og menneskerettighedsaktivister i Algeriet (1) og beslutning af 27. marts 2019 med titlen »Efter det arabiske forår: Vejen frem for MENA-regionen« (2),

—

der henviser til landeopdateringen om Algeriet i EU's årsberetning om menneskerettigheder og demokrati i verden i 2018, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 18. marts 2019,

—

der henviser til det 11. møde i Associeringsrådet EU-Algeriet den 14. maj 2018,

—

der henviser til den tredje universelle regelmæssige gennemgang af Algeriet, som blev vedtaget af FN's Menneskerettighedsråd under dets 36. samling den 21.-22. september 2017,

—

der henviser til de fælles partnerskabsprioriteter, som blev vedtaget under den reviderede europæiske naboskabspolitik (ENP) af Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet og Den Europæiske Union den 13. marts 2017, og som fokuserer på gennemførelsen af forfatningsrevisionen og på EU's støtte til fremskridt inden for demokrati og menneskerettigheder i Algeriet,

—

der henviser til associeringsaftalen mellem EU og Algeriet (3), og navnlig til artikel 2, hvori det fastsættes, at respekten for de demokratiske principper og de grundlæggende menneskerettigheder skal udgøre et væsentligt element i aftalen og danne grundlag for parternes interne og internationale politikker,

—

der henviser til Algeriets forfatning, som blev ændret den 7. februar 2016, særlig artikel 2, 3436, 39, 41, 42, 48 og 54,

—

der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, EU's retningslinjer vedrørende dødsstraf, EU's retningslinjer til bekæmpelse af tortur og anden grusom behandling, EU's retningslinjer vedrørende menneskerettigheder hvad angår ytringsfrihed online og offline og EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere samt EU's nye strategiske ramme og handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati, som har til formål at sætte beskyttelse og overvågning af menneskerettighederne i centrum af alle EU's politikker,

—

der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR), den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ICESCR), konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og konventionen om barnets rettigheder,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder af 1948 og FN-erklæringen om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion eller tro,

—

der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

—

der henviser til den algeriske lov 12-06 vedrørende foreninger og til bekendtgørelse 06-03, som regulerer ikkemuslimske religiøse gudstjenester,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,

A.

der henviser til, at Algeriet er en nær nabo og en vigtig partner for Den Europæiske Union og for den nordafrikanske region;

B.

der henviser til, at der den 16. februar 2019, ti dage efter at Abdelaziz Bouteflika bekendtgjorde sit kandidatur til en femte præsidentperiode, udbrød fredelige protester, også kaldet Hirak (bevægelsen), i Algeriet; der henviser til, at Bouteflika trådte tilbage den 2. april 2019; der henviser til, at formanden for Nationalrådet, Abdelkader Bensalah, overtog posten som fungerende statschef; der henviser til, at den militære ledelse under generalløjtnant Ahmed Gaïd Salah åbent har udøvet magt i landet siden Bouteflikas tilbagetræden;

C.

der henviser til, at Abdelaziz Bouteflika havde været præsident siden 1999; der henviser til, at forfatningsrevisionen i 2016 begrænsede det maksimale antal valgperioder for fremtidige præsidenter til to; der henviser til, at forfatningsrevisionen ikke kunne anvendes med tilbagevirkende kraft, hvilket betød at Bouteflika havde mulighed for at kandidere til en femte valgperiode; der henviser til, at præsidentvalget, som oprindeligt var planlagt til den 18. april 2019, i første omgang blev udsat til den 4. juli 2019 og derefter til den 12. december 2019;

D.

der henviser til, at der var fredelige demonstrationer i hele landet i februar, marts og april 2019 og derefter hver tirsdag og fredag i de seneste 40 uger; der henviser til, at demonstranterne i de seneste uger har afholdt nattemarcher i hele landet;

E.

der henviser til, at Hirak nyder bred opbakning og udgør den største protestbevægelse i Algeriet; der henviser til, at de unge udgør hovedparten af demonstranterne; der henviser til, at demonstranterne kræver, at der sættes en stopper for korruption, de manglende muligheder for politisk deltagelse, de høje arbejdsløshedsrater og undertrykkelsen af demonstrationer, og kræver mere pluralistiske og inkluderende rammer for forberedelse af frie valg som led i den bredere politiske omstilling;

F.

der henviser til, at World Press Freedom Index 2019 placerer Algeriet som nr. 141 ud af de 180 undersøgte stater, beskriver pressefriheden i landet som »truet«, og bemærker, at journalister oplever hyppig forfølgelse; der henviser til, at uafhængige medieorganisationer, borgere, der rapporterer på sociale medier, og andre medieforetagender oplever strukturel censur fra de algeriske myndigheders side i forbindelse med enhver dækning, der anses for at støtte afvigende holdninger;

G.

der henviser til, at de algeriske myndigheder siden januar 2018 har lukket adskillige kirker, hvoraf et stort flertal tilhører Église protestante d'Algérie (EPA), som er den retligt anerkendte paraplyorganisation for de protestantiske kirker i Algeriet;

H.

der henviser til, at chefredaktøren for den offentlige radiostation, La chaîne III, Meriem Abdou, sagde op den 23. februar 2019 i protest mod den tendentiøse behandling af Hirak; der henviser til, at flere andre journalister har været arresteret eller udsat for intimidering, f.eks. den tidligere arabiske korrespondent for France 24, Sofiane Merakchi, og journalisterne Azeb El Sheihk og Abdelmouji Khelladi, som har været tilbageholdt siden henholdsvis den 26. september 2019 og den 14. oktober 2019;

I.

der henviser til, at Nadia Madassia, der havde været vært på Canal Algérie i de seneste 15 år, fratrådte den 4. marts 2019 med påstande om, at hun blev censureret; der henviser til, at avisen Echorouk og TV-kanalen El Bilad den 5. marts 2019 blev pålagt sanktioner af Ministeriet for Kommunikation for at have dækket demonstrationerne; der henviser til, at Facebook-gruppen »Algérie — Debout!« med over 500 000 medlemmer blev lukket ned, og dens initiativtager og administrator, Sofiane Benyounes, blev chikaneret og forhørt flere gange, inden hun blev tiltalt; der henviser til, at publikationerne Jeune Afrique, Tout Sur l'Algerie, Algérie Part, Interlignes og Observ'Algérie er blevet censureret;

J.

der henviser til, at Hirak-demonstranter, menneskerettighedsforkæmpere, journalister og bloggere i stigende grad bliver intimideret eller arresteret for at forhindre udøvelsen af deres ytrings-, forenings- eller forsamlingsfrihed;

K.

der henviser til, at det algeriske advokatsamfund (Union nationale des ordres des avocats, UNOA) enstemmigt har fordømt anholdelserne af Hirak-aktivister og undertrykkelsen af frihedsrettigheder; der henviser til, at omkring 500 advokater demonstrerede i Algier den 24. oktober 2019 for at kræve respekt for demonstranternes ret til en retfærdig rettergang og for domstolenes uafhængighed; der henviser til, at UNOA har nedsat et udvalg, som skal støtte de advokater, der forsvarer tilbageholdte demonstranter og dissidenter;

L.

der henviser til, at mere end hundrede personer ifølge Ligue algérienne pour la défense des droits de l'homme (LADDH) er blevet arresteret og tilbageholdt i forbindelse med de fredelige protester siden Hiraks begyndelse; der henviser til, at de anklager, de tilbageholdes på — »undergravning af den nationale enhed og territoriale integritet«, »tilskyndelse til forsamling« og »svækkelse af hærens moral« — er vage og tilsidesætter internationale menneskerettighedsstandarder;

M.

der henviser til, at den 87-årige Lakhdar Bouregaa — en veteran fra uafhængighedskrigen — blev anholdt den 29. juni 2019 for at have kritiseret hærchefen; der henviser til, at den 22-årige jurastuderende, Nour el Houda Dahmani, blev løsladt den 25. november 2019 efter at være blevet idømt seks måneders fængsel efter en studentermarch den 17. september 2019 og er blevet et ikon for de ugentlige skolemarcher; der henviser til, at Ibrahim Daouadji og fire andre aktivister blev anholdt den 12. oktober 2019 for at anfægte ungdomsministerens besøg;

N.

der henviser til, at Kamal Eddine Fekhar, læge, menneskerettighedsforkæmper, forkæmper for Amazigh At-Mzab-samfundet og tidligere medlem af LADDH, som var blevet anholdt under de omfattende demonstrationer, afgik ved døden i fængslet den 28. maj 2019 efter 53 dages sultestrejke, af hvad der menes at være følgerne af de forhold, hvorunder han blev tilbageholdt, og lægefaglig forsømmelighed; der henviser til, at den 22-årige Ramzi Yetou døde som følge af de skader, han pådrog sig, da han blev tævet brutalt af politiet i april 2019;

O.

der henviser til, at Karim Tabbou, førende oppositionspolitiker, tidligere generalsekretær for det historiske oppositionsparti, De Socialistiske Styrkers Front (Front des forces socialistes, FFS) og nuværende leder af det ikke anerkendte parti, Den Sociale og Demokratiske Union, blev anholdt den 12. september 2019; der henviser til, at han blev løsladt af Tipaza-domstolen den 26. september 2019, men mindre end 14 timer senere blev arresteret igen under en anden jurisdiktion (Sidi M'Hamed), men for samme forhold, og nu tilbageholdes i de facto isolation;

P.

der henviser til, at flere medlemmer af Rassemblement actions jeunesse (RAJ), herunder stifteren, Hakim Addad, dets formand Abdelouahab Fersaoui, og dets medlemmer Massinissa Aissous, Djalal Mokrani, Ahmed Bouider, Kamel Ouldouali, Karim Boutata, Ahcene Kadi, Wafi Tigrine og Khireddine Mejani, blev arresteret under fredelige demonstrationer til støtte for samvittighedsfanger i Algeriet;

Q.

der henviser til, at adskillige demonstranter, såsom Samir Belarbi, Fodil Boumala, Fouad Ouicher, Saida Deffeur og Raouf Rais, der fortsat tilbageholdes, og menneskerettighedsforkæmpere — herunder Said Boudour, Hamid Goura og Slimane Hamitouche — retsforfølges for at »svække hærens moral«;

R.

der henviser til, at Sidi M'Hamed-domstolen i Algier den 11. november 2019 indledte retssagen mod 42 aktivister, herunder et medlem af Folkets Provinsforsamling i Wilaya, Samira Messouci, der anklages for at »bringe det nationale territoriums integritet i fare« for at svinge med Amazigh-symbolet; der henviser til, at dette flag har været anvendt sammen med det nationale flag i hele landet under de ugentlige demonstrationer; der henviser til, at flere domstole i landet har løsladt demonstranter, der blev anholdt på grundlag af samme anklage;

S.

der henviser til, at den algeriske forfatning værner om grundlæggende frihedsrettigheder, herunder foreningsfriheden, som er yderligere defineret i lov 12-06; der henviser til, at lov 12-06 kræver, at alle foreninger — herunder dem der allerede har registreret sig — registrerer sig og modtager en registreringsbekræftelse fra Indenrigsministeriet, inden de kan fungere lovligt; der henviser til, at ansøgninger om forudgående registrering fra en række civilsamfunds-, ikkestatslige, religiøse og velgørende organisationer, såsom LADDH, EuromedRights, RAJ, Amnesty International, Algeriets Protestantiske Sammenslutning, Den Nationale Kommission for Ikkemuslimske Religiøse Grupper og Den Feministiske Forening for Personlig Udvikling og Udøvelse af Medborgerskab (AFEPEC), stadig er under behandling, selv om de opfylder alle juridiske krav; der henviser til, at de derfor ikke har officiel retlig status;

T.

der henviser til, at regeringer i henhold til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Algeriet har ratificeret, skal sikre retten til religions-, tanke- og samvittighedsfrihed for alle personer under deres jurisdiktion, og navnlig for religiøse mindretal; der henviser til, at denne ret omfatter friheden til at udøve religion eller tro efter eget valg, hvad enten det sker offentligt eller privat, alene eller sammen med andre;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Cuba, navnlig beslutning af 17. november 2004 om Cuba (1), af 2. februar 2006 om EU's politik over for cubanske regering (2), af 21. juni 2007 om Cuba (3), af 11. marts 2010 om samvittighedsfanger i Cuba (4), af 5. juli 2017 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Cuba på den anden side (5) og af 15. november 2018 (6),

—

der henviser til aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem Den Europæiske Union og Cuba, der blev undertegnet i december 2016, og som har fundet midlertidig anvendelse siden den 1. november 2017,

—

der henviser til det andet møde i Det Fælles EU-Cuba-Råd den 9. september 2019 i Havanna,

—

der henviser til den anden formelle menneskerettighedsdialog mellem EU og Cuba, som blev afholdt i henhold til aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem EU og Cuba den 3. oktober 2019 i Bruxelles,

—

der henviser til FN's Menneskerettighedsråds universelle regelmæssige gennemgang af Cuba fra maj 2018,

—

der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og andre internationale menneskerettighedstraktater og -instrumenter,

—

der henviser til FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, der blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 10. december 1984, og som Cuba er part i,

—

der henviser til EU-retningslinjerne vedrørende menneskerettighedsforkæmpere,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne, som Cuba har undertegnet,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,

A.

der henviser til, at oppositionslederen for Den Cubanske Patriotiske Union (UNPACU) José Daniel Ferrer den 1. oktober 2019 vilkårligt blev tilbageholdt uden tiltale og blev nægtet enhver ekstern kontakt i mindst 72 timer;

B.

der henviser til, at de cubanske myndigheder har fængslet, chikaneret og truet ham i over et årti på grund af hans fredelige politiske aktivisme; der henviser til, at han i 2018 blev holdt i isolation i 10 dage;

C.

der henviser til, at Ferrer den 2. november 2019 smuglede et brev ud, hvoraf det fremgik, at han var blevet tortureret og mishandlet, og at han var i livsfare, mens han var tilbageholdt, og at han var blevet nægtet passende lægehjælp; der henviser til, at ifølge oplysninger fra hans familie af 15. november 2019 er han anbragt i Aguadores-fængslet i Santiago de Cuba, hvor han blev ført til en straffecelle; der henviser til, at hans hustru den 7. november 2019 mødtes med ham i nogle få minutter og bekræftede, at hans helbred var i en kritisk tilstand, idet han havde mistet halvdelen af sin kropsvægt, hvilket også var en følge af en sultestrejke, som han var begyndt på;

D.

der henviser til, at han ifølge flere NGO'er kun er én af de ca. 120 politiske fanger i Cuba; der henviser til, at mange uafhængige journalister, fredelige dissidenter og menneskerettighedsforkæmpere, som oftest er medlemmer af den demokratiske opposition, bliver forfulgt, vilkårligt tilbageholdt eller holdt fængslet i Cuba, navnlig José Guía Piloto, Silverio Portal Contreras, Mitzael Díaz Paseiro, Orlando Zapata Tamayo, Eliecer Bandera Barrera, Edilberto Ronal Azuaga og Roberto de Jesús Quiñones Haces;

E.

der henviser til, at Armando Sosa Fortuny — den længst tilbageholdte cubanske politiske fange, der havde tilbragt 43 år i fængsel — døde den 28. oktober 2019; der henviser til, at de cubanske myndigheder ikke har indvilget i at løslade ham på trods af hans svigtende helbred;

F.

der henviser til, at i henhold til internationale menneskerettighedsstandarder skal enhver, der anholdes eller tilbageholdes, orienteres om årsagen til deres anholdelse på det tidspunkt, hvor de bliver anholdt, og straks indbringes for en dommer;

G.

der henviser til, at den cubanske regerings handlinger er i strid med bestemmelserne i artikel 1, stk. 5, og artikel 22 i aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem Den Europæiske Union og Cuba, der blev undertegnet i 2016, og hvori den cubanske regering forpligter sig til at opretholde og forbedre menneskerettighederne;

H.

der henviser til, at Parlamentet den 5. juli 2017 godkendte aftalen om politisk dialog og samarbejde; der henviser til, at Parlamentet i sin godkendelse gav udtryk for sine store bekymringer med hensyn til menneskerettighedssituationen i Cuba og tilføjede en suspensionsklausul i tilfælde af en overtrædelse af bestemmelserne om menneskerettigheder;

I.

der henviser til, at menneskerettighedsdialogen mellem EU og Cuba, der ledes af EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, begyndte i 2015, og at den femte runde fandt sted den 9. oktober 2018; der henviser til, at EU og Cuba den 3. oktober 2019 afholdt deres anden formelle menneskerettighedsdialog; der henviser til, at det ikke har ført til håndgribelige resultater på trods af, at Cuba blev genvalgt til FN's Menneskerettighedsråd for perioden 2017-2019; der henviser til, at en politisk dialog skal omfatte direkte intensiv dialog med civilsamfundet og alle oppositionens aktører uden nogen begrænsninger;

J.

der henviser til, at over 100 aktivister vilkårligt blev tilbageholdt i forbindelse med det andet møde i Det Fælles EU-Cuba-Råd den 9. september 2019 i Havanna; der henviser til, at EU ikke har udtalt sig om disse foranstaltninger, og at det heller ikke har udtalt sig om sagen Ferrer;

K.

der henviser til, at Parlamentet ved tre lejligheder har tildelt Sakharovprisen for tankefrihed til cubanske aktivister: Oswaldo Payá i 2002, Kvinder i Hvidt i 2005 og Guillermo Fariñas i 2010; der henviser til, at Sakharovprismodtagere og deres pårørende fortsat ofte chikaneres og trues og forhindres i at forlade landet og deltage i internationale begivenheder;

L.

der henviser til, at menneskerettigheder, frihed og værdighed og befolkningens interesser bedst repræsenteres og forsvares i et demokrati;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Haiti, navnlig beslutningerne af 19. januar 2011 om situationen i Haiti et år efter jordskælvet: humanitær bistand og genopbygning (1) og af 8. februar 2018 om børneslaveri i Haiti (2),

—

der henviser til EU's årsberetning om menneskerettigheder og demokrati i verden i 2018 og navnlig opdateringen af landeberetningen om Haiti, som blev vedtaget af Rådet den 13. maj 2019,

—

der henviser til den endelige rapport fra EU's valgobservationsmission til Haiti mellem den 19. og 23. november 2018,

—

der henviser til årsberetningen fra juli 2017 fra FN's stabiliseringsmission i Haiti (MINUSTAH) og FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder om menneskerettighedssituationen i Haiti fra 1. juli 2015 til 31. december 2016,

—

der henviser til MINUSTAH og FN's Højkommissariat for Menneskerettigheders rapporter om påstandene om menneskerettighedskrænkelser og overgreb af 13. og 14. november 2018 i distriktet La Saline i Port-au-Prince,

—

der henviser til FN's Menneskerettighedsråds universelle regelmæssige gennemgang af Haiti på dets 34. møde den 17. marts 2017,

—

der henviser til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 16. december 1966, og som Haiti er part i,

—

der henviser til Cotonouaftalen,

—

der henviser til FN's menneskerettighedserklæring,

—

der henviser til konventionen om barnets rettigheder, som Haiti er part i,

—

der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2476 (2019) af 25. juni 2019,

—

der henviser til den endelige beretning fra EU's valgobservationsmission i 2015,

—

der henviser til erklæringen af 7. november 2019 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik på vegne af Den Europæiske Union om situationen i Haiti,

—

der henviser til den artikel, som blev offentliggjort af Amnesty International den 31. oktober 2019, og som dokumenterer overdreven magtanvendelse over for demonstranter,

—

der henviser til rapporten af 1. oktober 2019 fra FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender vedrørende situationen i Haiti,

—

der henviser til erklæringen fra delegationen for Den Europæiske Union til Haiti den 28. maj 2019,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,

A.

der henviser til, at regeringens meddelelse i juli 2018 om, at den vil afskaffe subsidier, der gør det muligt for brændstofpriserne at stige med op til 50 %, har ført til omfattende protester og den værste civile uro, som landet har oplevet i årevis; der henviser til, at denne foranstaltning svarede til de nedskæringer, der blev opnået enighed om i februar 2018 med Den Internationale Valutafond (IMF) til gengæld for finansielle lån for 96 mio. dollars for at hjælpe landet med at betale sin udlandsgæld;

B.

der henviser til, at de demonstrationer, som oppositionslederne organiserede, krævede, at præsident Jovenel Moïse trådte tilbage på grund af den voldsomme inflation, påstande om systematisk regeringskorruption, som også involverede tidligere præsident Michel Martelly, og økonomisk usikkerhed og fødevareusikkerhed, uden at dette fik større opmærksomhed fra omverdenen; der henviser til, at de demonstrationer, der begyndte over et år siden i protest mod korruptionsskandaler, der involverede haitianske myndigheder, har kostet omkring hundrede liv og er eskaleret til en omsiggribende krise; der henviser til, at korruption synes at være et endemisk problem i det haitiske samfund og i haitiansk politik;

C.

der henviser til, at den offentlige magt undertrykkede demonstrationerne med skarp ammunition og tåregas; der henviser til, at 41 mennesker døde og 100 blev såret i protesterne i februar, ifølge FN's Menneskerettighedskontor; der henviser til, at ifølge de seneste tal fra FN's Menneskerettighedskontor blev mindst 42 mennesker dræbt i lignende demonstrationer mellem den 15. september og den 1. november 2019, hvoraf 19 blev dræbt af de retshåndhævende myndigheder, og at 86 mennesker blev såret;

D.

der henviser til, at Haiti har været uden regering siden marts 2019, hvilket hæmmer landets evne til at få adgang til international bistand og lån fra Verdensbanken; der henviser til, at Haiti i januar 2020 vil være uden parlament som følge af, at det ikke har afholdt parlamentsvalg i oktober 2019; der henviser til, at Moïse har givet udtryk for sin hensigt om at indføre forfatningsmæssige reformer, der styrker præsidentens beføjelser;

E.

der henviser til, at der ikke er truffet nogen retlige skridt til trods for demonstrationerne; der henviser til, at denne straffrihed og det internationale samfunds manglende opmærksomhed har fremmet volden yderligere; der henviser til, at den langvarige og fortsatte krise også har medført yderligere begrænsninger i adgangen til sundhedspleje, fødevarer, uddannelse og andre behov og har forårsaget yderligere mangel på elektricitet og brændstof;

F.

der henviser til, at mange samfund fortsat mangler adgang til elnettet efter jordskælvet i 2010 og er afhængige af elgeneratorer til at opfylde deres dagligdags behov; der henviser til, at stigningen i brændstofprisen yderligere har begrænset det økonomiske råderum;

G.

der henviser til, at der er troværdig dokumentation for, at politiet bevæbnet med halvautomatiske rifler har affyret skarp ammunition under demonstrationer i strid med den internationale menneskerettighedslovgivning og standarder for magtanvendelse; der henviser til, at journalister er et mål for vedvarende chikane og fysiske angreb; der henviser til, at Néhémie Joseph, en journalist ved Radio Méga, som dækkede protesterne, blev skudt og dræbt i sin bil den 11. oktober 2019, at fotojournalisten fra Associated Press, Chery Dieug-Nalio, blev skudt i ansigtet i september 2019, at journalisten fra Radio Sans Fin, Pétion Rospide, blev skuddræbt i sin bil i juni 2019, og at journalisten Vladjimir Legagneur forsvandt i marts 2018;

H.

der henviser til, at straffrihed også har gjort sig gældende i sager som massakren i La Saline i udkanten af hovedstaden Port-au-Prince i oktober 2018, hvor 70 personer blev vilkårligt dræbt, og 13 kvinder voldtaget; der henviser til, at regeringen siger, at massakren skyldes en bandekrig; der henviser til, at Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) og FN's mission for støtte til retsvæsenet i Haiti på grundlag af oplysninger, der er indsamlet af det nationale menneskerettighedsnetværk, tilskriver denne massakre et forsøg fra præsidentens kone Martine Moïse og flere regeringsrepræsentanter på at bestikke befolkningen i la Saline for at standse demonstrationerne mod præsident Moïse, og hævder, at massakren var konsekvensen af deres afvisning af at acceptere bestikkelsen; der henviser til, at menneskerettighedsorganisationer i Haiti har anmodet OAS om at efterforske massakren;

I.

der henviser til, at sikkerhedssituationen i landet er faldet drastisk siden oktober 2017, hvor De Forenede Nationers stabiliseringsmission i Haiti blev afløst af FN's mission for støtte til retsvæsenet i Haiti, hvis medarbejdere har begrænset politiuddannelse;

J.

der henviser til, at kønsdiskrimination fortsat er et alvorligt problem i landet; der henviser til, at Haiti har et indeks for ulighed mellem kønnene (GMI) på 0,593, hvilket placerer landet i 142. position ud af 159 lande i indekset for 2015; der henviser til, at forskelsbehandling, stigmatisering, udstødelse og vold mod LGBTI-personer er af systemisk karakter og udbredt i Haiti; der henviser til, at unge piger kun får ringe eller ingen uddannelse; der henviser til, at love, der kriminaliserer voldtægt og vold i hjemmet, først blev vedtaget i 2005, at straffeloven ikke er blevet ændret siden 1835, og at kvinder og piger ofte udsættes for ulige retsbeskyttelse; der henviser til, at 10 kvindelige tilbageholdte, heriblandt en 15-årig pige, den 7. november 2019 blev voldtaget i Gonaives-fængslet; der henviser til, at overfyldte fængsler, fødevaremangel, manglende familiebesøg og andre umenneskelige forhold har været udbredt i det haitianske fængselsvæsen siden protesterne begyndte;

K.

der henviser til, at de fleste børn i Haiti ikke har været i stand til at gå i skole siden begyndelsen af skoleåret i september; der henviser til, at analfabetisme og adgang til uddannelse er et stort problem i Haiti, da omkring halvdelen af alle haitianerne på 15 år og derover er analfabeter, og at mindst 350 000 børn og unge over hele landet ikke går i skole på primær- og sekundærtrinnet;

L.

der henviser til, at systemet med Restastavèk, en moderne form for slaveri, stadig er en praksis, hvor haitianske børn fra fattige hjem sendes væk af deres forældre for at bo sammen med andre familier og arbejde for dem som hushjælp, og at de ofte der misbruges og mishandles og ikke får mulighed for at gå i skole;

M.

der henviser til, at Haiti er klassificeret som nr. 168 i De Forenede Nationers Udviklingsprograms indeks for menneskelig udvikling, hvilket er lavere end i den foregående klassifikation, og at Haiti har et vedvarende behov for humanitær bistand og udviklingsbistand: der henviser til, at Haiti ifølge Verdensbanken fortsat er det fattigste land i Nord-, Syd- og Mellemamerika og en af de fattigste lande i verden, idet 59 % af befolkningen lever under den nationale fattigdomsgrænse, 24 % under den nationale ekstreme fattigdomsgrænse, og over 40 % af befolkningen er arbejdsløs; der henviser til, at regeringens korruption foregår i stigende grad, og at Transparency Internationals korruptionsindeks 2018 rangerer Haiti 161 ud af de 180 undersøgte stater;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

—

der henviser til redegørelse af 22. oktober 2019 fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) om valgprocessen i Bolivia og af 15. november 2019 om situationen i Bolivia,

—

der henviser til erklæring af 21. oktober 2019 fra Organisationen for Amerikanske Staters (OAS') valgobservationsmission i Bolivia,

—

der henviser til erklæring af 10. november 2019 fra gruppen af revisorer om valgprocessen i Bolivia,

—

der henviser til erklæring af 16. november 2019 fra FN's højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet,

—

der henviser til folkeafstemningen om forfatningen, som blev afholdt i Bolivia den 21. februar 2016,

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Bolivia,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne,

—

der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

—

der henviser til de seneste pressemeddelelser om Bolivia fra Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder, navnlig dem af 23. oktober, 12. november og 19. november 2019,

—

der henviser til Bolivias forfatning,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2 og 4,

A.

der henviser til, at præsident- og parlamentsvalget i Bolivia den 20. oktober 2019 fandt sted i et stærkt polariseret miljø på grund af striden om accept af præsident Evo Morales' kandidatur;

B.

der henviser til, at Evo Morales efter at have tabt en folkeafstemning om ændring af den bolivianske forfatning i 2016 stillede op til en fjerde mandatperiode med godkendelse fra forfatningsdomstolen — en afgørelse, der viste en klar mangel på et uafhængigt retsvæsen i Bolivia;

C.

der henviser til, at den øverste valgdomstol ophørte med at offentliggøre de foreløbige resultater, efter at mere end 80 % af stemmerne var blevet optalt af systemet til hurtig og sikker fremsendelse af foreløbige resultater (TREP); der henviser til, at tallene på dette tidspunkt klart viste, at der burde afholdes en anden valgrunde; der henviser til, at den øverste valgdomstol ifølge OAS 24 timer senere fremlagde data med en uforklarlig ændring af tendensen, der drastisk ændrede valgets skæbne og medførte et dyk i tilliden til valgprocessen; der henviser til, at forfatningsdomstolen udelukkede muligheden for en anden valgrunde med den begrundelse, at den påkrævede procentforskel på 10 % mellem de to førende kandidater var nået;

D.

der henviser til, at den øverste valgdomstols handlinger udløste uenighed og mistanke om svindel, ikke kun blandt tilhængere af oppositionens kandidater, men også blandt nationale og internationale observatører og størstedelen af det internationale samfund;

E.

der henviser til, at præsident Morales offentligt udråbte sig selv til vinder af valget, endda inden alle officielle resultater var blevet fremsendt og offentliggjort;

F.

der henviser til, at erklæringer fra OAS, EU og det internationale samfund gav udtryk for alvorlig bekymring over den uberettigede afbrydelse af stemmeoptællingen, som tydede på, at valgkommissionens observatører muligvis havde anvendt en partisk tilgang; der henviser til, at nationale og internationale partnere anbefalede at afholde anden valgrunde som en vej ud af den politiske krise;

G.

der henviser til, at den uventede afbrydelse af stemmeoptællingen og præsident Morales' sejrserklæring førte til omfattende protester og mobilisering fra oppositionstilhængernes side og fra præsident Morales' egne tilhængere; der henviser til, at disse demonstrationer har givet anledning til stor bekymring i hele det internationale samfund og indtil videre har medført, at mindst 32 mennesker er blevet dræbt, flere hundrede er blevet såret og over 600 er blevet anholdt; der henviser til, at landet led under fødevare- og brændstofmangel, som har alvorlige konsekvenser for civilbefolkningen som følge af Morales-tilhængeres gadeblokader; der henviser til, at der er bekymring over volden, påstandene om sikkerhedsstyrkernes unødvendige og uforholdsmæssige magtanvendelse og samfundets sammenbrud;

H.

der henviser til, at organet med ansvar for at administrere valget ikke havde nogen troværdighed, og at ét af medlemmerne trådte tilbage under optællingen; der henviser til, at oppositionen ikke anerkendte resultatet af et valg, der var blevet gennemført under sådanne omstændigheder, og fordømte den påståede valgsvindel;

I.

der henviser til, at EU ikke sendte en fuldgyldig valgobservationsmission, men kun var repræsenteret af et lille teknisk hold bestående af tre lavtrangerende tjenestemænd;

J.

der henviser til, at både regeringen og valgmyndighederne med henblik på at genskabe tilliden accepterede, at et professionelt hold fra OAS gennemførte en teknisk bindende revision; der henviser til, at denne revision fik støtte fra FN's generalsekretær;

K.

der henviser til, at OAS-revisionen den 10. november 2019 afslørede væsentlige uregelmæssigheder og manipulation under valget, opfordrede til, at valgresultatet blev annulleret, og anbefalede en ny valgproces, der skulle omfatte nye valgmyndigheder for at sikre afholdelsen af troværdige valg;

L.

der henviser til, at mange højtrangerende statslige repræsentanter, herunder præsidenten, vicepræsidenten, formanden for Senatet og repræsentanter fra valgorganet, trådte tilbage efter fremlæggelsen af OAS' revisionsrapport den 10. november 2019, hvori der blev opfordret til, at valgprocessen blev annulleret og gjort om; der henviser til, at Evo Morales og visse andre medlemmer af hans regering blev nødt til at træde tilbage, forlade landet og opgive deres hverv; der henviser til, at højtstående medlemmer af de væbnede styrker foreslog, at den tidligere præsident Evo Morales skulle træde tilbage; der henviser til, at de væbnede styrker og politiet bør afholde sig fra at påvirke de politiske processer og bør være underlagt civil kontrol;

M.

der henviser til, at Jeanine Áñez underskrev et omstridt dekret, som beskytter de væbnede styrker mod retsforfølgning for de handlinger, de begår med henblik på at genoprette offentlig orden;

N.

der henviser til, at flere fratrædelser førte til, at anden næstformand for senatet Jeanine Áñez midlertidigt overtog præsidentposten med henblik på hurtigt at udskrive et nyt præsidentvalg, eftersom dette er den eneste demokratiske og forfatningsmæssige måde at løse den nuværende krise på;

O.

der henviser til, at både det øvre og nedre kammer i Bolivias parlament den 23. november 2019 enstemmigt vedtog lovgivning, der baner vejen for et nyt præsidentvalg, og at denne lovgivning efterfølgende blev underskrevet af den midlertidige præsident Áñez; der henviser til, at den vedtagne lovgivning forbyder personer, der har gjort tjeneste i to på hinanden følgende valgperioder, at genopstille til valg, hvilket dermed indebærer, at Evo Morales ikke er valgbar;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

—

der henviser til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og den dertil hørende Kyotoprotokol,

—

der henviser til den aftale, der blev vedtaget på den 21. partskonference under UNFCCC (COP21) i Paris den 12. december 2015 (Parisaftalen),

—

der henviser til FN's konvention om biologisk mangfoldighed (CBD),

—

der henviser til de seneste og mest omfattende videnskabelige beviser på de ødelæggende virkninger af klimaændringerne, som er fremlagt i særrapporten fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) med titlen »Global Warming of 1.5 oC«, panelets femte vurderingsrapport (AR5) og dets sammenfattende rapport derom, dets særrapport om klimaændringer og landarealer og dets særrapport om havet og kryosfæren i et klima i forandring,

—

der henviser til den massive trussel om tab af biodiversitet, som er beskrevet i sammendraget for politiske beslutningstagere af den globale rapport om biodiversitet og økosystemydelser af 29. maj 2019 fra Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser (IPBES),

—

der henviser til den 25. partskonference under UNFCCC (COP25), som skal holdes i Madrid, Spanien den 2.-13. december 2019,

—

der henviser til den 26. partskonference under UNFCCC, som skal holdes i december 2020, og det forhold, at alle parter i UNFCCC er nødt til at øge deres nationalt bestemte bidrag i overensstemmelse med målene i Parisaftalen,

—

der henviser til den 15. partskonference under konventionen om den biologiske mangfoldighed (COP15), som skal holdes i Kunming i Kina i oktober 2020, hvor parterne er nødt til at træffe beslutning om den globale ramme for perioden efter 2020 for at standse tabet af biodiversitet,

—

der henviser til sin beslutning af 14. marts 2019 om klimaændringer — en europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi i overensstemmelse med Parisaftalen (1),

—

der henviser til sin beslutning af 28. november 2019 om FN's konference om klimaændringer 2019 i Madrid, Spanien (COP25) (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2 og 4,

A.

der henviser til, at en øjeblikkelig og ambitiøs indsats er altafgørende for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 oC og undgå et massivt tab af biodiversitet;

B.

der henviser til, at denne indsats skal være videnskabsbaseret og skal involvere borgerne og alle dele af samfundet og økonomien, herunder industrien, på en socialt afbalanceret og holdbar måde; der henviser til, at den skal støtte vores økonomiers konkurrenceevne og være ledsaget af stærke sociale og inkluderende foranstaltninger for at sikre en retfærdig og rimelig omstilling, som understøtter jobskabelse, samtidig med at behovet for en høj velfærdsstandard og job og uddannelse af høj kvalitet respekteres;

C.

der henviser til, at ingen krise nogensinde må bruges til at udhule demokratiske institutioner eller undergrave grundlæggende rettigheder; der henviser til, at alle foranstaltninger altid vil blive vedtaget gennem en demokratisk proces;

1.

2.

3.

4.

5.

—

der henviser til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og den dertil hørende Kyotoprotokol,

—

der henviser til den aftale, der blev vedtaget på den 21. partskonference under UNFCCC (COP21) i Paris den 12. december 2015 (Parisaftalen),

—

der henviser til den 24. partskonference under UNFCCC (COP24), den 14. samling af mødet for parterne i Kyotoprotokollen (CMP14) samt tredje del af den første samling i partskonferencen, der tjener som møde for parterne i Parisaftalen (CMA1.3), og som afholdtes i Katowice, Polen den 2.-14. december 2018,

—

der henviser til UNFCCC COP's præsidiums beslutning af 1. november 2019 om at godtage forslaget fra Chiles regering, der næstfølgende vil have formandskabet, om at afholde COP25 i Madrid i Spanien den 2.-13. december 2019,

—

der henviser til De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og til målene for bæredygtig udvikling (SDG-målene),

—

der henviser til klimatopmødet afholdt i FN's generalsekretærs regi den 23. september 2019,

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2018 om FN's konference om klimaændringer 2018 i Katowice, Polen (COP24) (1),

—

der henviser til sin beslutning af 14. marts 2019 om klimaændringer — en europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi i overensstemmelse med Parisaftalen (2),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. november 2018 med titlen »En ren planet for alle — En europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi« (COM(2018)0773),

—

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 20. juni 2019,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 4. oktober 2019,

—

der henviser til fremlæggelsen den 6. marts 2015 fra Letland og Europa-Kommissionen til UNFCCC af de tilsigtede nationalt bestemte bidrag (NDC'er) fra EU og dets medlemsstater,

—

der henviser til særrapporten fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) om global opvarmning på 1,5 oC, panelets femte vurderingsrapport (AR5) såvel som dets sammenfattende rapport, dets særlige rapport om klimaforandringer og landarealer og særrapporten om havet og kryosfæren i et klima i forandring,

—

der henviser til flagskibsrapporten fra GCA (Den Globale Tilpasningskommission) om klimatilpasning,

—

der henviser til den 9. sammenfattende rapport om emissionskløften fra FN's Miljøprogram (UNEP) af november 2018 (emissionskløft-rapporten 2018) og til sin 4. rapport om tilpasningskløften for 2018,

—

der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs indikatorvurdering om økonomiske tab fra klimarelaterede ekstreme forhold i Europa, offentliggjort den 2. april 2019,

—

der henviser til erklæringen om den globale klimatilstand anno 2018 fra Den Meteorologiske Verdensorganisations (WMO) af marts 2019 og til WMO's 14. drivhusgasrapport af 22. november 2018,

—

der henviser til Schlesienerklæringen om solidaritet og retfærdig omstilling, den ministerielle erklæring fra Schlesien om skoves betydning for klimaet og partnerskabet for en fælles indsats for forandring gennem elektromobilitet og nulemissionstransport, der blev undertegnet i tilknytning til klimakonferencen COP24,

—

der henviser til sammendraget for politiske beslutningstagere af den globale rapport om vurdering af biodiversitet og økosystemydelser af 29. maj 2019 fra Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser (IPBES),

—

der henviser til sin beslutning af 15. november 2017 om en handlingsplan for naturen, mennesket og økonomien (3),

—

der henviser til den sammenfattende rapport på højt niveau om de seneste klimavidenskabelige oplysninger sammenkaldt af den videnskabelige rådgivningsgruppe under FN's klimatopmøde 2019 med titlen »United in Science«,

—

der henviser til Eurobarometer-undersøgelsen fra april 2019 om klimaændringer,

—

der henviser til forespørgsel til Rådet (O-000029/2019 — B9-0055/2019) og til Kommissionen (O-000030/2019 — B9-0056/2019) om FN's konference om klimaændringer 2019 i Madrid, Spanien (COP 25),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 136, stk. 5, og artikel 132, stk. 2,

A.

der henviser til, at Parisaftalen trådte i kraft den 4. november 2016; der henviser til, at 187 ud af de 197 parter i UNFCCC pr. 19. november 2019 havde indberettet deres ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse til FN;

B.

der henviser til, at EU og dets medlemsstater den 6. marts 2015 tilsendte UNFCCC deres tilsigtede nationalt bestemte bidrag (NDC'er), hvormed de forpligtede sig til et bindende mål om mindst 40 % national reduktion af drivhusgasemissionerne senest i 2030 i forhold til 1990-niveauet;

C.

der henviser til, at de forpligtelser, der indtil videre er indgået af underskriverne af Parisaftalen, ikke er tilstrækkelige til at opfylde det fælles mål; der henviser til, at de nuværende NDC'er, som EU og dets medlemsstater har forelagt, heller ikke er i overensstemmelse med målene i Parisaftalen og derfor må revideres;

D.

der henviser til, at IPCC's 1,5 oC-rapport viser, at virkningerne af en temperaturstigning sandsynligvis vil være betydeligt mindre alvorlige ved 1,5 oC end ved en stigning på 2 oC;

E.

der henviser til, at de sidste fire år — 2015-2018 — var de fire hidtil varmeste år registreret på globalt plan, og at de globale CO2-emissioner var rekordhøje i 2018; der henviser til, at juli 2019 var den varmeste måned nogensinde registreret, og at året 2019 ligger helt i forlængelse af den hidtidige tendens, hvilket ifølge WMO vil betyde, at perioden 2015-2019 bliver den varmeste femårsperiode nogensinde registreret;

F.

der henviser til, at den globale CO2-koncentration ifølge WMO var på 407,8 dele pr. million (ppm) i 2018, 2,2 ppm højere end i 2017, og at CO2-koncentrationerne er på vej til at nå op på eller endda overstige 410 ppm ved udgangen af 2019;

G.

der henviser til, at der som led i en global bevægelse har fundet klimastrejker sted i 185 lande over hele kloden med en rekorddeltagelse på 7,6 millioner mennesker i september 2019, hvilket er den største mobilisering for klimasagen i historien;

H.

der henviser til, at præamblen til Parisaftalen anerkender vigtigheden af at sikre økosystemers integritet, herunder havenes, og at artikel 4, stk.1, litra d), i UNFCCC betoner, at parterne til konventionen skal fremme bæredygtig forvaltning, bevarelse og forøgelse af dræn og reservoirer for alle drivhusgasser, herunder biomasse, skove og verdenshave såvel som andre terrestriske og marine økosystemer samt kystøkosystemer;

I.

der henviser til, at Chile som værtsland for COP25 allerede har indikeret, at det vil fremhæve havenes rolle i kampen mod den globale opvarmning, og at denne beslutning er endnu mere velovervejet efter offentliggørelsen af en ny alarmerende rapport fra IPCC om opvarmningen af havene;

J.

der henviser til, at skove bidrager væsentligt til afbødning af og tilpasning til klimaændringer; der henviser til, at omkring 10 % af EU's drivhusgasemissioner absorberes af voksende skove; der henviser til, at skovrydningen tegner sig for næsten 20 % af de globale drivhusgasemissioner og navnlig er drevet af en udvidelse af industriproduktionen af husdyrbestande, soja og palmeolie, herunder dem beregnet til EU-markedet; der henviser til, at EU bør mindske sit indirekte bidrag til skovrydning (»sin indlejrede skovrydning«), eftersom det har et ansvar herfor;

K.

der henviser til, at Parlamentet nu flere gange, herunder i sin beslutning om klimaændringer af 14. marts 2019, har anmodet Kommissionen om at undersøge CO2-priser i sektorer, der endnu ikke er omfattet af EU's emissionshandelssystem (ETS);

L.

der henviser til, at klimaændringerne i uforholdsmæssig høj grad påvirker udviklingslandene, til trods for at disse udleder langt mindre CO2 end de udviklede lande;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

42.

43.

44.

45.

46.

47.

48.

49.

50.

51.

52.

53.

54.

55.

56.

57.

58.

59.

60.

61.

62.

63.

64.

65.

66.

67.

68.

69.

70.

71.

72.

73.

74.

75.

76.

77.

78.

79.

80.

81.

82.

83.

84.

85.

86.

87.

88.

89.

90.

91.

92.

93.

94.

95.

96.

97.

98.

99.

100.

101.

102.

103.

104.

105.

106.

107.

108.

109.

110.

111.

112.

113.

114.

115.

116.

117.

118.

119.

120.

121.

122.

123.

124.

125.

126.

127.

—

der henviser til traktaten om den Europæiske Union (TEU), traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, som blev åbnet for undertegnelse den 11. maj 2011 (i det følgende benævnt »Istanbulkonventionen«),

—

der henviser til Beijingerklæringen og den tilhørende handlingsplan, der blev vedtaget på den fjerde verdenskvindekonference den 15. september 1995, og til de efterfølgende slutdokumenter, som blev vedtaget på de ekstraordinære FN-samlinger Beijing+5 (2005), Beijing+15 (2010) og Beijing+20 (2015),

—

der henviser til bestemmelserne i FN's retlige instrumenter på menneskerettighedsområdet, navnlig dem, der vedrører kvinders rettigheder,

—

der henviser til forslag til Rådets afgørelse af 4. marts 2016 (COM(2016)0109),

—

der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2017/865 af 11. maj 2017 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, for så vidt angår spørgsmål vedrørende retligt samarbejde i straffesager (1),

—

der henviser til Rådets afgørelse (EU) 2017/866 af 11. maj 2017 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, for så vidt angår asyl og nonrefoulement (2),

—

der henviser til Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969, særlig artikel 26 og 27,

—

der henviser til den relevante retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/99/EU af 13. december 2011 om den europæiske beskyttelsesordre (4) og til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 606/2013 af 12. juni 2013 om gensidig anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger i civilretlige spørgsmål (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA (6) og til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA (7),

—

der henviser til Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (8) og Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (9), hvori chikane og seksuel chikane defineres og fordømmes,

—

der henviser til sin beslutning af 4. april 2019 om indhentning af Domstolens udtalelse om foreneligheden med traktaterne af Den Europæiske Unions tiltrædelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet og om proceduren for denne tiltrædelse (10),

—

der henviser til sin beslutning af 11. september 2018 om foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen, i det offentlige rum og i det politiske liv i EU (11),

—

der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2017 om bekæmpelse af seksuel chikane og seksuelle overgreb i EU (12),

—

der henviser til sin beslutning af 12. september 2017 om forslag til Rådets afgørelse om Den Europæiske Unions indgåelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (COM(2016)0109 — 2016/0062(NLE)) (13),

—

der henviser til sin beslutning af 9. juni 2015 om EU's strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd efter 2015 (14),

—

der henviser til EU's retningslinjer af 8. december 2008 vedrørende vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem,

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 3. december 2015 med titlen »Strategic engagement for gender equality 2016-2019« (strategisk indsats for ligestilling mellem kvinder og mænd 2016-2019) (SWD(2015)0278),

—

der henviser til rapporten fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) fra marts 2014 med titlen »Vold mod kvinder: en EU-undersøgelse«,

—

der henviser til Venedigkommissionens udtalelse af 14. oktober 2019 om Armenien, om de konstitutionelle konsekvenser af ratificeringen af Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet,

—

der henviser til Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen (15),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

A.

der henviser til, at ligestilling mellem kønnene er en central værdi for EU; der henviser til, at retten til ligebehandling og ikkeforskelsbehandling er en grundlæggende rettighed, der er nedfældet i traktaterne og i chartret for grundlæggende rettigheder, og bør respekteres fuldt ud;

B.

der henviser til, at Det Europæiske Ligestillingsinstituts (EIGE's) kønsligestillingsindeks viser, at intet EU-land endnu har opnået lighed mellem kvinder og mænd fuldt ud; der henviser til, at elimineringen af kønsbaseret vold er en forudsætning for at nå dette mål;

C.

der henviser til, at bekæmpelse af kønsbaseret vold er en af prioriteterne i EU's strategiske indsats for ligestilling mellem mænd og kvinder 2016-2019;

D.

der henviser til, at udtrykket »vold mod kvinder«, jf. definitionen i Istanbulkonventionen, skal »forstås som en overtrædelse af menneskerettighederne og en form for diskrimination af kvinder og omfatter alle former for kønsbetinget vold, som medfører eller sandsynligvis medfører fysisk, seksuel, psykisk eller økonomisk overlast eller lidelse for kvinder, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten dette sker i den offentlige eller den private sfære«;

E.

der henviser til, at begrebet kvindedrab i opfølgningsmekanismen i Belém do Pará-konventionen (MESECVI) blev defineret som »kvinders voldelige død baseret på køn, hvad enten det sker inden for familien, i et familieretligt partnerskab eller ethvert andet forhold mellem personer, eller det sker i samfundet og begås af en hvilken som helst person eller begås eller tolereres af staten eller dens aktører ved en direkte handling eller ved undladelse af at foretage en sådan (16)«;

F.

der henviser til, at det i Istanbulkonventionen foreskrives, at alle dens bestemmelser, navnlig foranstaltningerne til beskyttelse af ofres rettigheder, »skal sikres uden nogen form for diskrimination, det være sig på grund af biologisk køn, sociokulturelt køn, race, hudfarve, sprog, religion, politisk eller anden orientering, national eller social oprindelse, tilknytning til et nationalt mindretal, ejendom, fødsel, seksuel orientering, kønsidentitet, alder, sundhedstilstand, handicap, ægteskabelig status, indvandrer- eller flygtningestatus eller anden status«;

G.

der henviser til, at vold mod kvinder og kønsbaseret vold, både fysisk og psykisk, er udbredt og berører kvinder på alle niveauer i samfundet uanset alder, uddannelse, indkomst, social stilling eller oprindelses- eller bopælsland;

H.

der henviser til, at kønsbaseret vold både er årsag til og en konsekvens af strukturelle uligheder, som kvinder oplever i mange af livets forhold — på arbejdet og inden for sundhed, adgang til finansielle ressourcer, magt og viden samt personlig tidsforvaltning; der henviser til, at bekæmpelse af kønsbaseret vold kræver en forståelse af årsagerne dertil og de medvirkende faktorer;

I.

der henviser til, at det i forsøget på at forklare udbredelsen af vold mod kvinder i vores samfund er vigtigt at anerkende strukturel eller institutionel vold, der kan karakteriseres som en underordning af kvinderne i det økonomiske, sociale og politiske liv;

J.

der henviser til, at kvinderne i EU som følge af forskellig politik og lovgivning i de enkelte medlemsstater ikke nyder samme grad af beskyttelse mod kønsbaseret vold;

K.

der henviser til, at retssystemerne ofte ikke yder tilstrækkelig støtte til kvinder; der henviser til, at offeret i mange tilfælde kan blive udsat for nedværdigende bemærkninger fra de retshåndhævende tjenestemænd eller befinder sig i en afhængighedssituation, som forværrer deres frygt for at anmelde volden;

L.

der henviser til, at man i det nuværende årti er vidne til et synligt og organiseret angreb på globalt og europæisk plan mod ligestilling mellem kønnene og kvinders rettigheder, herunder seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR);

M.

der henviser til, at FRA's undersøgelse fra 2014 viste, at en tredjedel af alle kvinder i Europa har været udsat for fysisk eller seksuel vold mindst én gang efter det fyldte 15. år, at 55 % af kvinderne har været udsat for en eller flere former for seksuel chikane, at 11 % har været udsat for chikane på internettet, at 1 ud af 20 (5 %) er blevet voldtaget, og at mere end en tiendedel har været udsat for seksuel vold med anvendelse af magt; der henviser til, at over halvdelen af alle kvindelige mordofre i mange medlemsstater dræbes af en samlivspartner, slægtning eller et familiemedlem; der henviser til, at ofrene kun i 14 % af tilfældene havde anmeldt de alvorligste tilfælde af partnervold mod dem til politiet, og at de alvorligste tilfælde af ikkepartnervold kun var blevet anmeldt i 13 % af tilfældene, hvilket viser en meget høj grad af underrapportering; der henviser til, at #metoo-bevægelsen i de seneste år har opfordret kvinder og piger til at anmelde tilfælde af overgreb, vold og chikane;

N.

der henviser til, at moderne former for slaveri og menneskehandel, som hovedsageligt rammer kvinder, stadig forekommer i EU; der henviser til, at 71 % af alle ofre for menneskehandel på verdensplan er kvinder og piger, og at tre ud af fire af disse kvinder og piger bliver seksuelt udnyttet (17);

O.

der henviser til, at cybervold og -chikane ofte har fysiske konsekvenser og skaber en alvorlig risiko for at anspore til en sådan vold ved at tilskynde internetbrugere til at imitere den vold og chikane, de har læst om, og til at gå over til at foretage sådanne handlinger;

P.

der henviser til, at visse grupper af kvinder og piger, f.eks. migrantkvinder, kvindelige flygtninge og asylansøgere, kvinder og piger med handicap, LBTI-kvinder og romakvinder, udsættes for mange forskellige og indbyrdes forbundne former for forskelsbehandling og derfor sættes i en endnu mere udsat situation med risiko for kønsbaseret vold og hindres i at få adgang til retfærdighed og støtte- og beskyttelsestjenester samt i at nyde godt af deres grundlæggende rettigheder;

Q.

der henviser til, at kvinder, der er ofre for kønsbestemt vold, og deres børn ofte kræver særlig støtte og beskyttelse på grund af den store risiko for gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse, der er forbundet med denne form for vold;

R.

der henviser til, at kønsbaseret vold undergraver menneskerettighederne, den sociale stabilitet og sikkerhed, folkesundheden, kvinders uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder samt børns og lokalsamfunds trivsel og udviklingsmuligheder;

S.

der henviser til, at udsættelse for fysisk, seksuel eller psykisk vold og fysiske, seksuelle eller psykiske overgreb har en alvorlig indvirkning på ofrene og kan påføre dem varig fysisk, seksuel, følelsesmæssig eller psykisk overlast eller varige økonomiske og finansielle skader;

T.

der henviser til, at der stadig forekommer straffrihed for gerningsmænd til forbrydelser mod kvinder, og at dette bør ophøre gennem sikring af, at gerningsmændene retsforfølges, og at kvinder og piger, der har overlevet vold, får behørig støtte og anerkendelse fra retssystemet; der henviser til, at det er af afgørende betydning at tilbyde kurser til tjenesteydere, der bekæmper vold mod kvinder, såsom retshåndhævende tjenestemænd, dommere eller politiske beslutningstagere;

U.

der henviser til, at EU i samarbejde med medlemsstaterne bør træffe alle nødvendige foranstaltninger til at fremme og beskytte kvinders og pigers ret til at leve uden vold i såvel den offentlige som den private sfære;

V.

der henviser til, at Istanbulkonventionen efter otte år efter dens godkendelse endnu ikke er ratificeret af alle medlemsstater eller af EU;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Den Russiske Føderation,

—

der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (den europæiske menneskerettighedskonvention),

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne,

—

der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

—

der henviser til den europæiske konvention om gensidig retshjælp i straffesager,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til FN's grundlæggende principper for retsvæsenets uafhængighed,

—

der henviser til den seneste drøftelse i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender den 12. november 2019 (1),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2 og 4,

A.

der henviser til, at det kommunistiske USSR som en direkte følge af Molotov-Ribbentrop-pagten annekterede Republikken Litauen sammen med en række andre lande;

B.

der henviser til, at Den Russiske Føderation i overensstemmelse med sine forpligtelser i henhold til verdenserklæringen om menneskerettighederne og den europæiske menneskerettighedskonvention og som fuldt medlem af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa har forpligtet sig til at respektere principperne om demokrati, retsstat og respekt for de grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettigheder;

C.

der henviser til, at USSR' væbnede styrker i perioden mellem den 11. og 13. januar 1991 udsatte den uafhængige stat Litauen og personer, der fredeligt forsøgte at forsvare TV-tårnet i Vilnius, for en aggressionshandling, som resulterede i 14 dræbte og næsten 800 sårede; der henviser til, at de sovjetiske væbnede styrkers undertrykkelse fortsatte indtil kupforsøget, der fandt sted i Moskva i august 1991;

D.

der henviser til, at blodsudgydelserne blev fordømt over hele verden, herunder af lederen af Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks øverste sovjet under en massedemonstration i Moskva nogle få dage senere;

E.

der henviser til, at Den Russiske Føderation i henhold til traktaten mellem Republikken Litauen og Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik om grundlaget for relationer mellem staterne af 29. juli 1991 anerkendte genoprettelsen af den uafhængige republik Litauen den 11. marts 1990;

F.

der henviser til, at Den Russiske Føderation indtrådte i det tidligere Sovjetunionens rettigheder og forpligtelser og er dens efterfølgerstat;

G.

der henviser til, at den regionale domstol i Vilnius den 27. marts 2019 afsagde en dom i den såkaldte »13. januar-sag«, hvor Dmitrij Jasov, den tidligere forsvarsminister i Sovjetunionen, Vladimir Uskhopchik, den sovjetiske hærs tidligere garnisonschef i Vilnius, Mikhail Golovatov, den tidligere leder af KGB's specialstyrker, og 64 russiske, hviderussiske og ukrainske borgere blev fundet skyldige i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden for deres indblanding i den sovjetiske aggressionshandling mod staten Litauen;

H.

der henviser til, at alle gerningsmænd bag dette angreb blev dømt in absentia, undtagen to: Jurij Mel og Gennadij Ivanov, tidligere sovjetiske officerer, og at de tiltalte fik fængselsstraffe på op til 14 års fængsel; der henviser til, at de domme, der blev afsagt i foråret 2019, vedrører de tragiske begivenheder efter den litauiske uafhængighedserklæring af 11. marts 1990 og de sovjetiske forsøg på at tvinge Litauen til at tilbagekalde sin uafhængighedserklæring, som startede med en økonomisk blokade i første halvår af 1990 og kulminerede med et brutalt forsøg på at afsætte den litauiske regering i januar 1991;

I.

der henviser til, at myndighederne i Republikken Litauen i forbindelse med efterforskningen forud for 13. januar-retssagen aktivt anmodede Den Russiske Føderations kompetente myndigheder om at yde juridisk bistand i forbindelse med disse straffesager, men at Den Russiske Føderation ikke samarbejdede;

J.

der henviser til, at Den Russiske Føderation menes aktivt at skjule og beskytte de ledende befalingsmænd og gerningsmændene til de væbnede aggressionshandlinger mod uskyldige og ubevæbnede civile, bl.a. den ledende militærofficer under begivenhederne i januar 1991 Mikhail Golovatov, og at Rusland træffer alle mulige foranstaltninger for at hjælpe dem med at undgå at blive draget til ansvar;

K.

der henviser til, at den oprindelige russiske reaktion på domstolens afgørelse var negativ, idet den russiske Statsduma gjorde gældende, at retssagen var »politisk motiveret«, »et forsøg på at omskrive historien«, og at det russiske udenrigsministerium meddelte, at det »ikke ville lade den passere uden yderligere reaktioner«;

L.

der henviser til, at Den Russiske Føderations undersøgelseskomité mellem juli 2018 og april 2019 indledte straffesager mod anklagere, efterforskere og dommere fra Republikken Litauen, der var involveret i efterforskningen og domsafsigelsen i 13. januar-sagen, på grundlag af artikel 299 og 305 i Den Russiske Føderations straffelov, som fastsætter, at det er strafbart »at gøre en person strafferetligt ansvarlig, vel vidende at vedkommende er uskyldig« og »for en dommer (dommere) at afsige/træffe åbenlyst urimelige domme, kendelser og andre afgørelser«;

M.

der henviser til, at denne politisk motiverede strafferetlige forfølgning, som Den Russiske Føderation har indledt, kan føre til misbrug af INTERPOL's system og af andre bilaterale og multilaterale samarbejdsaftaler med henblik på at begrænse de rettigheder, som efterforskere og dommere involveret i undersøgelsen af 13. januar-sagen har i forbindelse med ransagninger, afhøringer og anholdelser; der henviser til, at Den Russiske Føderation kan forsøge at anmode om internationale arrestordrer mod de litauiske embedsmænd, der er involveret i disse sager;

N.

der henviser til, at de statskontrollerede medier i Den Russiske Føderation og dennes officielle repræsentanter fører en propaganda- og desinformationskampagne, som har til formål at udvikle konspirationsteorier vedrørende 13. januar-sagen, og som indgår i den hybride trussel mod EU og demokratier;

O.

der henviser til, at retsstatsprincippet, herunder retsvæsenets uafhængighed, er en af de fælles værdier, som EU bygger på; der henviser til, at Kommissionen sammen med Parlamentet og Rådet i henhold til traktaterne er ansvarlig for at sikre, at retsstatsprincippet overholdes som en grundlæggende værdi i Unionen, og for at sikre, at EU's love, værdier og principper overholdes;

P.

der henviser til, at dommerne i en hvilken som helst medlemsstat som helhed betragtet også er dommere i Den Europæiske Union;

Q.

der henviser til, at retsvæsenets uafhængighed understøtter retsstatsprincippet og er afgørende for demokratiets funktion og overholdelsen af menneskerettighederne; der henviser til, at princippet om retsvæsenets uafhængighed er nedfældet i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og i artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention;

R.

der henviser til, at FN's grundprincipper for retsvæsenets uafhængighed fastsætter, at det påhviler alle statslige og andre institutioner at respektere og iagttage retsvæsenets uafhængighed; der henviser til, at det heri også anføres, at der ikke bør foretages upassende eller uberettiget indblanding i retsprocessen (2);

S.

der henviser til, at verdenserklæringen om menneskerettigheder navnlig fastsætter principperne om lighed for loven, princippet om uskyldsformodning og princippet om retten til en retfærdig og offentlig rettergang for en kompetent, uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov;

T.

der henviser til, at artikel 1 i den europæiske konvention om gensidig retshjælp i straffesager — der er ratificeret af Den Russiske Føderation — fastsætter, at »de kontraherende parter forpligter sig til i overensstemmelse med denne konventions bestemmelser i videst muligt omfang at yde hverandre bistand til retsforfølgning af forbrydelser, som på det tidspunkt, da retshjælpen begæres, falder ind under den begærende stats judicielle myndigheders kompetence«;

U.

der henviser til, at Den Russiske Føderation overtræder flere og flere internationale love og forpligtelser og indtager standpunkter, der er i strid med gode naboforbindelser og således undergraver alle muligheder for fremtidigt samarbejde;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

—

der henviser til den afgørelse, som Verdenshandelsorganisationens (WTO's) voldgiftsmand traf i tvisten om subsidier til Airbus (DS316) den 2. oktober 2019, og som tillader USA at træffe modforanstaltninger mod EU's eksport til en værdi af 7,5 mia. USD (6,8 mia. EUR),

—

der henviser til den formelle afgørelse, som WTO's tvistbilæggelsesorgan traf den 14. oktober 2019, og som gav grønt lys til disse modforanstaltninger,

—

der henviser til USA's beslutning om at indføre en ny værditoldsats på 25 % på visse landbrugsfødevarer og visse landbrugsprodukter og en værditoldsats på 10 % på ikke-landbrugsprodukter fra den 18. oktober 2019,

—

der henviser til de relevante artikler i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1144/2014 af 22. oktober 2014 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter gennemført i det indre marked og i tredjelande og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 3/2008 (1) (salgsfremstødsforordningen) og til Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 18. november 2019 om vedtagelse af arbejdsprogrammet for 2020 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter, som gennemføres i det indre marked og i tredjelande,

—

der henviser til de relevante artikler i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter (2) (forordningen om fusionsmarkedsordningen),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2 og 4,

A.

der henviser til, at USA er den største aftager af landbrugseksporten fra EU-28, idet denne eksport beløb sig til 22,3 mia. EUR i 2018 (16,2 % af alle landbrugsfødevarer) og derfor udgør et uerstatteligt marked både med hensyn til værdi og volumen;

B.

der henviser til, at EU's eksport af landbrugsfødevarer til en værdi af 4,3 mia. EUR (60 % af den samlede værdi af modforanstaltningerne) vil blive ramt af de nye toldsatser, som vil svare til 1,1 mia. EUR;

C.

der henviser til, at Det Forenede Kongerige, Frankrig, Spanien, Italien, Tyskland og Irland er de lande, der fortrinsvist vil blive berørt af den amerikanske beslutning, men at landbrugsfødevaresektorerne i andre EU-medlemsstater også vil blive negativt påvirket;

D.

der henviser til, at de vigtigste landbrugsprodukter, der er blevet mål for de amerikanske sanktioner, er emblematiske EU-produkter med meget stor merværdi, der ofte er beskyttet i henhold til EU's kvalitetsordninger (vin og spiritus såsom single malt whisky, olivenolie og mejeriprodukter såsom smør og ost);

E.

der henviser til, at andre landbrugsfødevarer såsom spiseoliven, svinekød, kaffe, småkager, forarbejdede frugter, citrusfrugter, muslinger, likører og kaschmir også rammes, omend i ringere grad;

F.

der henviser til, at landbrugere og erhvervsdrivende i fødevarekæden efter den russiske embargo endnu en gang er ofre for en ikke-landbrugsmæssig handelskonflikt, som de ikke har indflydelse på, og til at USA's beslutning om at anvende disse takster vil kunne gælde på ubestemt tid, indtil medlemsstaterne efterlever WTO's resolution i Airbus-striden;

G.

der henviser til, at de amerikanske modforanstaltninger vil medføre økonomisk og juridisk usikkerhed for de europæiske producenter i en sektor, som allerede er ustabil i sit væsen, og øge ustabiliteten på EU's indre marked, som allerede skal håndtere den forstyrrende indvirkning af den russiske embargo, og som skal forberede sig på de økonomiske konsekvenser af den mulige britiske potentielle udtræden af EU;

H.

der henviser til, at USA i henhold til bestemmelser i amerikansk ret kan indføre en såkaldt toldkarrusel, der vil have en dominoeffekt på andre produkter, hvad der vil forstærke de økonomiske konsekvenser af modforanstaltningerne og have uforholdsmæssig stor indvirkning på landbrugsfødevaresektoren;

I.

der henviser til, at tvisten om Boeing-subsidier stadig behandles af WTO;

J.

der henviser til, at den amerikanske beslutning vil forværre en allerede ustabil situation på det indre marked for visse sektorer såsom spiseoliven (der allerede er påvirket af indførelsen af amerikanske toldsatser siden november 2017), mens beslutningen for andre, såsom vin- whisky- og mejerisektoren, risikerer at forårsage alvorlige forstyrrelser på markedet som helhed; der henviser til, at en sådan beslutning derfor ville true vækst, investeringer og jobskabelse og føre til et betydeligt tab af konkurrenceevne og markedsandel, som det har taget år at etablere, og som det vil være vanskeligt at genskabe;

K.

der henviser til, at toldsatserne vil føre til kraftige prisstigninger for forbrugerne, økonomiske tab og tab af arbejdspladser for virksomheder på begge sider af Atlanten, hvilket i sidste ende vil gavne producenter uden for EU og USA;

L.

der henviser til, at salgsfremstød, der allerede er blevet godkendt og målrettet mod det amerikanske marked, i henhold til de nuværende EU-regler ikke kan omprogrammeres, og at visse foranstaltninger, der allerede er truffet for at fremme produkter med meget høj værdi, kan vise sig at være værdiløse, hvis de amerikanske tariffer skal anvendes;

M.

der henviser til, at EU's landbrug, der i sit væsen er særligt følsomt på visse områder, i stigende grad er integreret på de internationale markeder, hvilket understreger betydningen af konstruktive handelsforbindelser generelt og af at opretholde en fødevareforsyningskæde med produkter af høj kvalitet, der opfylder kundernes krav;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

—

der henviser til Marrakeshoverenskomsten af 15. april 1994 om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO),

—

der henviser til artikel 17 i forståelsen vedrørende regler og procedurer for bilæggelse af tvister, hvormed Den Stående Appelinstans blev nedsat under WTO's Instans til Bilæggelse af Tvister,

—

der henviser til meddelelsen fra Den Europæiske Union, Kina, Canada, Indien, Norge, New Zealand, Schweiz, Australien, Republikken Korea, Island, Singapore, Mexico, Costa Rica og Montenegro til WTO's Almindelige Råd af 11. december 2018, (WT/GC/W/752/Rev. 2) og meddelelsen fra Den Europæiske Union, Kina, Indien og Montenegro til WTO's Almindelige Råd af 11. december 2018 (WT/GC/W/753/Rev.1),

—

der henviser til den foreløbige appelvoldgiftsaftale mellem EU og Canada i henhold til artikel 25 i tvistbilæggelsesforståelsen af 25. juli 2019 samt en lignende aftale med Norge, som der blev opnået enighed om den 21. oktober 2019,

—

der henviser til den uformelle proces om spørgsmål vedrørende appelinstansens funktion i Det Generelle Råds regi, og til rapporterne fra New Zealands ambassadør David Walker til WTO's Almindelige Råd af 28. februar 2019, (JOB/GC/215), 7. maj 2019 (JOB/GC/217), 23. juli 2019 (JOB/GC/220) og 15. oktober 2019 (JOB/GC/222), samt til udkastet til Det Almindelige Råds afgørelse om appelinstansens funktion, som blev forelagt Det Almindelige Råd af ambassadør Walker den 15. oktober 2019, og som er vedlagt som bilag til hans rapport,

—

der henviser til Kommissionens redegørelse af 26. november 2019,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2,

—

der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om International Handel,

A.

der henviser til, at WTO blev oprettet med henblik på at styrke multilateralisme, fremme en inkluderende økonomisk verdensorden og fremme et åbent, regelbaseret og ikkediskriminerende multilateralt handelssystem;

B.

der henviser til, at WTO's tvistbilæggelsesordning takket være sin bindende karakter, sine to afgørelsesniveauer og uafhængighed samt sine dommeres upartiskhed har bidraget effektivt til at sikre respekten for WTO's regler og til det multilaterale handelssystems sikkerhed og forudsigelighed og dermed medvirket til at undgå unilaterale foranstaltninger;

C.

der henviser til, at WTO's appelinstans spiller en grundlæggende rolle i WTO's tvistbilæggelsesordning;

D.

der henviser til, at USA siden 2017 har blokeret for udskiftning af ethvert af appelinstansens syv medlemmer og har forkastet talrige forslag om at indlede udvælgelsesprocessen med henblik på at besætte de resterende ledige stillinger;

E.

der henviser til, at mandaterne for to af de tre resterende medlemmer af appelinstansen udløber den 10. december 2019, og at appelinstansen ikke længere vil kunne behandle nye appeller, da dette kræver tre medlemmer;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.