OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/3

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. april 2021 — Rådet for Den Europæiske Union mod Kurdistan Workers’ Party (PKK), Europa-Kommissionen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

(Sag C-46/19 P) (1)

(Appel - fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - bekæmpelse af terrorisme - restriktive foranstaltninger truffet over for visse personer og enheder - indefrysning af midler - fælles holdning 2001/931/FUSP - artikel 1, stk. 3, 4 og 6 - forordning (EF) nr. 2580/2001 - artikel 2, stk. 3 - opretholdelse af en organisation på listen over personer, grupper og enheder, som er involveret i terrorhandlinger - betingelser - afgørelse fra en kompetent myndighed - vedvarende risiko for involvering i terroraktiviteter - faktuelt grundlag for afgørelserne om indefrysning af midler - beslutning om en fornyet gennemgang af den nationale afgørelse, der begrundede den oprindelige opførelse - begrundelsespligt)

(2021/C 228/03)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Rådet for Den Europæiske Union (ved B. Driessen et S. Van Overmeire, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Kurdistan Workers’ Party (PKK) (ved advocaten A.M. van Eik og T.M.D. Buruma, Europa-Kommissionen (ved R. Tricot, T. Ramopoulos og J. Norris, som befuldmægtigede) og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (først ved S. Brandon, som befuldmægtiget, bistået af barrister P. Nevill, derefter ved F. Shibli og S. McCrory, som befuldmægtigede, bistået af barrister P. Nevill)

Intervenienter til støtte for sagsøgeren: Den Franske Republik (ved A.-L. Desjonquères, B. Fodda og J.-L. Carré, som befuldmægtigede) og Kongeriget Nederlandene (ved M.K. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Punkt 1-11, 13 og 14 i domskonklusionen i Den Europæiske Unions Rets dom af 15. november 2018, PKK mod Rådet (T-316/14, EU:T:2018:788), ophæves.

2)	Sagen hjemvises til Retten.

3)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

(1) EUT C 103 af 18.3.2019.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/3

Domstolens dom (Første Afdeling) af 22. april 2021 — LH mod Profi Credit Slovakia s.r.o. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Krajský súd v Prešove — Slovakiet)

(Sag C-485/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - forbrugerbeskyttelse - direktiv 2008/48/EF - forbrugerkreditaftaler - direktiv 93/13/EØF - urimelige kontraktvilkår - betaling, der foretages i henhold til et ulovligt vilkår - kreditgivers uberettigede berigelse - forældelse af retten til tilbagebetaling - EU-rettens principper - effektivitetsprincippet - artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48 - oplysninger, der skal angives i en kreditaftale - fjernelse af visse nationale krav på grundlag af Domstolens praksis - fortolkning af den tidligere affattelse af den nationale lovgivning i overensstemmelse med denne praksis - tidsmæssige virkninger)

(2021/C 228/04)

Processprog: slovakisk

Den forelæggende ret

Krajský súd v Prešove

Parter i hovedsagen

Sagsøger: LH

Sagsøgt: Profi Credit Slovakia s.r.o.

Konklusion

Effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at et søgsmål anlagt af en forbruger med påstand om tilbagebetaling af beløb, der er betalt med urette i forbindelse med opfyldelsen af en kreditaftale, på grundlag af urimelige kontraktvilkår som omhandlet i Rådets direktiv 93/13/EF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler eller vilkår, der er i strid med kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF, er omfattet af en forældelsesfrist på tre år, der begynder at løbe fra den dato, hvor den uberettigede berigelse indtræder.

Artikel 10, stk. 2, og artikel 22, stk. 1, i direktiv 2008/48, således som fortolket ved dom af 9. november 2016, Home Credit Slovakia (C-42/15, EU:C:2016:842), finder anvendelse på en kreditaftale, der er blevet indgået inden afsigelsen af denne dom og før en ændring af den nationale lovgivning, som er foretaget med henblik på at følge den fortolkning, der er anlagt i denne dom.

(1) EUT C 305 af 9.9.2019.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/5

Domstolens dom (Første Afdeling) af 22. april 2021 — J.K. mod Dyrektor Izby Administracji Skarbowej w Katowicach (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Naczelny Sąd Administracyjny — Polen)

(Sag C-703/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 98, stk. 2 - medlemsstaternes mulighed for at anvende en eller to nedsatte momssatser for leveringen af visse varer og tjenesteydelser - kvalificering af en erhvervsmæssig virksomhed som »tjenesteydelse« - bilag III, punkt 12a - gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 - artikel 6 - begrebet »restaurations- og cateringydelser« - måltider tilberedt til umiddelbar indtagelse på stedet i sælgerens lokaler eller i et restaurationsområde - måltider tilberedt til umiddelbar indtagelse til at tage med)

(2021/C 228/06)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Naczelny Sąd Administracyjny

Parter i hovedsagen

Sagsøger: J.K.

Sagsøgt: Dyrektor Izby Administracji Skarbowej w Katowicach

Procesdeltager: Rzecznik Małych i Średnich Przedsiębiorców

Konklusion

Artikel 98, stk. 2, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2009/47/EF af 5. maj 2009, sammenholdt med dette direktivs bilag III, punkt 12a), og med artikel 6 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 af 15. marts 2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112, skal fortolkes således, at begrebet »restaurations- og cateringydelser« omfatter levering af fødevarer, når leveringen er ledsaget af tilstrækkelige dertil knyttede ydelser med henblik på at gøre det muligt for slutkunden umiddelbart at indtage disse fødevarer, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Når slutkunden vælger ikke at benytte sig af de materielle og menneskelige ressourcer, som den afgiftspligtige stiller til vedkommendes rådighed til at ledsage indtagelsen af de leverede fødevarer, må det antages, at der ikke er nogen tjenesteydelse forbundet med leveringen af disse fødevarer.

(1) EUT C 27 af 27.1.2020.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/5

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 22. april 2021 — WZ mod Austrian Airlines AG (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesgericht Korneuburg — Østrig)

(Sag C-826/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - lufttransport - kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser - forordning (EF) nr. 261/2004 - artikel 6 - forsinket flyafgang - artikel 8, stk. 3 - omdirigering af et fly til en anden lufthavn, der betjener samme by, byområde eller region - begrebet »aflysning« - usædvanlige omstændigheder - kompensation til luftfartspassagerer ved aflysning eller væsentlig forsinkelse ved ankomsten - pligt til at betale omkostningerne ved overførsel fra den faktiske ankomstlufthavn til den oprindeligt planlagte ankomstlufthavn)

(2021/C 228/07)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesgericht Korneuburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: WZ

Sagsøgt: Austrian Airlines AG

Konklusion

Artikel 8, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til lufthavnspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 skal fortolkes således, at i tilfælde, hvor et fly omdirigeres til en lufthavn, der betjener samme by, som den oprindeligt planlagte lufthavn, er den i denne bestemmelse fastsatte betaling af omkostningerne ved overførsel af passagerer mellem de to lufthavne ikke underlagt en betingelse om, at den første lufthavn skal være beliggende i området for samme by, samme byområde eller samme region som den anden lufthavn.

Artikel 5, stk. 1, litra c), artikel 7, stk. 1, og artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 skal fortolkes således, at et omdirigeret fly, der lander i en anden lufthavn end den oprindeligt planlagte lufthavn, men som betjener samme by, byområde eller region, ikke kan give passageren en ret til kompensation som følge af en flyaflysning. Passageren på et fly, der er blevet omdirigeret til en erstatningslufthavn, som betjener samme by, byområde eller region som den oprindeligt planlagte lufthavn, har imidlertid i princippet ret til en kompensation i henhold til denne forordning, når vedkommende når frem til sit endelige bestemmelsessted tre timer eller mere efter det ankomsttidspunkt, som oprindeligt er fastsat af det transporterende luftfartsselskab.

Artikel 5, artikel 7 og artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 skal fortolkes således, at der med henblik på at fastslå omfanget af forsinkelsen ved ankomsten for en passager på et omdirigeret fly, der er landet i en anden lufthavn end den oprindeligt planlagte lufthavn, men som betjener samme by, byområde eller region, skal tages udgangspunkt i det tidspunkt, hvor passageren efter sin overførsel rent faktisk når frem til den oprindeligt planlagte lufthavn eller i givet fald til et andet nærtliggende bestemmelsessted, der er aftalt med det transporterende luftfartsselskab.

Artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 skal fortolkes således, at et transporterende luftfartsselskab for at blive fritaget for sin forpligtelse til at betale kompensation til passagerer i tilfælde af en væsentlig forsinkelse af en flyafgang kan påberåbe sig en »usædvanlig omstændighed«, der påvirkede en forudgående flyafgang, som dette selskab selv gennemførte med samme luftfartøj i forbindelse med den tredjesidste flyvning i dette luftfartøjs flyrotation, forudsat at der er en direkte årsagsforbindelse mellem denne omstændigheds indtræden og den væsentlige forsinkelse af den efterfølgende flyafgang ved ankomsten, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at vurdere, bl.a. under hensyn til den måde, hvorpå det pågældende transporterende luftfartsselskab anvendte det omhandlede luftfartøj.

Artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 skal fortolkes således, at det transporterende luftfartsselskab i tilfælde af et omdirigeret flys landing i en anden lufthavn end den oprindeligt planlagte lufthavn, men som betjener samme by, byområde eller region, er forpligtet til på eget initiativ at tilbyde passageren at betale omkostningerne ved overførslen til den oprindeligt planlagte ankomstlufthavn eller i givet fald til et andet nærliggende bestemmelsessted efter aftale med den nævnte passager.

Artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 skal fortolkes således, at det transporterende luftfartsselskabs tilsidesættelse af sin forpligtelse til at betale omkostningerne ved overførsel af en passager fra ankomstlufthavnene til den oprindeligt planlagte lufthavn eller til et nærtliggende bestemmelsessted efter aftale med passageren ikke giver denne passager ret til en fast kompensation i henhold til denne forordnings artikel 7, stk. 1. Denne tilsidesættelse giver derimod passageren ret til godtgørelse af de af passageren afholdte beløb, der, i lyset af hver enkelt sags faktiske omstændigheder, var nødvendige, passende og rimelige med henblik på at afhjælpe det transporterende selskabs manglende opfyldelse af dets forpligtelse.

(1) EUT C 77 af 9.3.2020.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/7

Domstolens dom (Store Afdeling) af 20. april 2021 — Repubblika mod Il-Prim Ministru (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Prim’Awla tal-Qorti Ċivili — Ġurisdizzjoni Kostituzzjonali — Malta)

(Sag C-896/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 2 TEU - Unionens værdier - retsstatsprincip - artikel 49 TEU - tiltrædelse af Unionen - opretholdelse af niveauet for beskyttelse af Unionens værdier - effektiv retsbeskyttelse - artikel 19 TEU - artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - anvendelsesområde - en medlemsstats dommeres uafhængighed - udnævnelsesprocedure - premierministerens beføjelse - medvirken af et udvalg for udnævnelse af dommere)

(2021/C 228/08)

Processprog: maltesisk

Den forelæggende ret

Prim’Awla tal-Qorti Ċivili — Ġurisdizzjoni Kostituzzjonali

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Repubblika

Sagsøgt: Il-Prim Ministru

Procesdeltager: WY

Konklusion

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal fortolkes således, at denne bestemmelse kan finde anvendelse i en sag, hvori der for en national retsinstans er indbragt et søgsmål i henhold til national ret med henblik på, at denne retsinstans træffer afgørelse om, hvorvidt nationale bestemmelser om proceduren for udnævnelse af dommere i den medlemsstat, som den pågældende retsinstans henhører under, er forenelige med EU-retten. Ved fortolkningen af denne bestemmelse skal der tages behørigt hensyn til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for nationale bestemmelser, som tillægger den pågældende medlemsstats premierminister en afgørende beføjelse i proceduren for udnævnelse af dommere, idet de samtidig fastsætter, at der i denne procedure skal medvirke et uafhængigt organ, der navnlig har til opgave at bedømme kandidaterne til et dommerembede og afgive udtalelse til premierministeren.

(1) EUT C 77 af 9.3.2020.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/8

Domstolens dom (Første Afdeling) af 22. april 2021 — ZM som kurator for Oeltrans Befrachtungsgesellschaft mbH mod E.A. Frerichs (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof — Tyskland)

(Sag C-73/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - forordning (EF) nr. 1346/2000 - insolvensbehandling - artikel 4 - lovgivning, der finder anvendelse på insolvensbehandlingen - lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen er indledt - artikel 13 - handlinger, som er til skade for alle kreditorerne - undtagelse - betingelser - handling, der er undergivet lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt - handling, der ikke kan anfægtes på grundlag af denne lovgivning - forordning (EF) nr. 593/2008 - lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser - artikel 12, stk. 1, litra b) - lovvalgsregler i forbindelse med kontrakten - opfyldelse af forpligtelser i henhold til denne - betaling ydet til opfyldelse af en kontrakt, der er undergivet lovgivningen i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt - opfyldelse foretaget af tredjemand - sag om omstødelse af denne betaling i forbindelse med en insolvensbehandling - lov, der finder anvendelse på den nævnte betaling)

(2021/C 228/09)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: ZM som kurator for Oeltrans Befrachtungsgesellschaft mbH

Sagsøgt: E.A. Frerichs

Konklusion

Artikel 13 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling og artikel 12, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) skal fortolkes således, at den lovgivning, der i henhold til sidstnævnte forordning finder anvendelse på en kontrakt, også regulerer den betaling, som en tredjemand foretager til opfyldelse af en betalingsforpligtelse, der ifølge kontrakten påhviler en af kontraktens parter, når denne betaling i forbindelse med en insolvensbehandling anfægtes som en handling, der er til skade for alle kreditorerne.

(1) EUT C 191 af 8.6.2020.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/8

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 22. april 2021 — »Lifosa« UAB mod Muitinės departamentas prie Lietuvos Respublikos finansų ministerijos (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas — Litauen)

(Sag C-75/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - toldunion - EF-toldkodeksen - forordning (EØF) nr. 2913/92 - artikel 29, stk. 1 - artikel 32, stk. 1, litra e), nr. i) - EU-toldkodeksen - forordning (EU) nr. 952/2013 - artikel 70, stk. 1 - artikel 71, stk. 1, litra e), nr. i) - fastsættelse af toldværdien - transaktionsværdi - justering - pris inklusive levering ved grænsen)

(2021/C 228/10)

Processprog: Litauisk

Den forelæggende ret

Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas

Parter i hovedsagen

Sagsøger:»Lifosa« UAB

Sagsøgt: Muitinės departamentas prie Lietuvos Respublikos finansų ministerijos

Processprog: Kauno teritorinė muitinė, »Transchema« UAB

Konklusion

Artikel 29, stk. 1, og artikel 32, stk. 1, litra e), nr. i), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks samt artikel 70, stk. 1, og artikel 71, stk. 1, litra e), nr. i), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen skal fortolkes således, at med henblik på at fastsætte toldværdien af de indførte varer skal de omkostninger, som faktisk er afholdt af producenten til transport af disse varer til det sted, hvor de er blevet indført i Den Europæiske Unions toldområde, ikke lægges til de nævnte varers transaktionsværdi, når forpligtelsen til at dække disse omkostninger ifølge de aftalte leveringsbetingelser påhviler producenten, og dette gælder ligeledes, selv om de nævnte omkostninger overstiger den pris, som importøren faktisk har betalt, når denne pris svarer til de nævnte varers reelle værdi, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

(1) EUT C 137 af 27.4.2020.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/9

Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 3. marts 2021 — Ibercaja Banco, SA mod TJ og UK (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Audiencia Provincial de Zaragoza — Spanien)

(Sag C-13/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 53, stk. 2, og artikel 99 i Domstolens procesreglement - forbrugerbeskyttelse - direktiv 93/13/EØF - aftale om et lån mod pant i fast ejendom - urimelige kontraktvilkår - vilkår, der begrænser rentesatsens variable karakter (den såkaldte »gulvklausul«) - kontrakt om novation - afkald på at rejse søgsmål til prøvelse af kontraktvilkårene - ingen bindende karakter - direktiv 2005/29/EF - virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne - artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1)

(2021/C 228/11)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Audiencia Provincial de Zaragoza

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ibercaja Banco, SA

Sagsøgte: TJ og UK

Konklusion

Artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at et vilkår i en aftale, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, og hvis urimelige karakter kan fastslås af en retsinstans, kan være genstand for en kontrakt om novation mellem denne erhvervsdrivende og denne forbruger, hvorved forbrugeren giver afkald på virkningerne af, at det fastslås, at dette vilkår er urimeligt, for så vidt som dette afkald følger af et frit og informeret samtykke, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Et kontraktvilkår, hvorved forbrugeren hvad angår fremtidige tvister giver afkald på at rejse søgsmål støttet på de rettigheder, som vedkommende har i medfør af direktiv 93/13, er derimod ikke bindende for forbrugeren.

Artikel 3 i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at et vilkår i en aftale om et lån mod pant i fast ejendom, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, som tilsigter at ændre et potentielt urimeligt vilkår i en aftale, der er indgået tidligere mellem dem, og som fastsætter, at denne forbruger giver afkald på at rejse søgsmål mod denne erhvervsdrivende, kan anses for ikke at have været genstand for en individuel forhandling, for så vidt som denne forbruger ikke har kunnet få indflydelse på indholdet af det nye vilkår, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

Artikel 3-5 i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at det krav om gennemsigtighed, der påhviler en erhvervsdrivende i medfør af disse bestemmelser, indebærer, at forbrugeren — ved indgåelsen af en kontrakt om novation, som dels tilsigter, at et potentielt urimeligt vilkår i en tidligere indgået kontrakt ændres, dels fastsætter, at forbrugeren giver afkald på at rejse søgsmål mod den erhvervsdrivende — skal sættes i stand til at forstå alle de afgørende retlige og økonomiske konsekvenser for denne, der følger af indgåelsen af denne kontrakt om novation.

4)	Det er åbenbart, at det 10. og det 13. spørgsmål, som Audiencia Provincial de Zaragoza (den regionale domstol i Zaragoza) har forelagt, ikke kan antages til realitetsbehandling.

(1) EUT C 148 af 29.4.2019.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/10

Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 3. marts 2021 — JL mod Fondo de Garantía Salarial (Fogasa) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de lo Social no 41 de Madrid — Spanien)

(Sag C-841/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - direktiv 2006/54/EF - artikel 2, stk. 1, og artikel 4 - lige løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere - rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde - § 4 - deltidsansatte af fortrinsvis kvindeligt køn - national garantiinstitution, der sikrer arbejdstagere betaling af løntilgodehavender hos insolvente arbejdsgivere - loft for betaling af disse tilgodehavender - loftet nedsat for deltidsansatte afhængigt af forholdet mellem disses arbejdstid og fuldtidsansattes arbejdstid - princippet om pro rata temporis)

(2021/C 228/12)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de lo Social no 41 de Madrid

Parter i hovedsagen

Sagsøger: JL

Sagsøgt: Fondo de Garantía Salarial (Fogasa)

Konklusion

Artikel 2, stk. 1, og artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national bestemmelse, som — for så vidt angår den ansvarlige nationale garantiinstitutions udbetaling til arbejdstagere af løn og godtgørelse, der på grund af arbejdsgiverens insolvens ikke er blevet betalt — for fuldtidsansatte fastsætter et loft for denne betaling, som for deltidsansatte nedsættes forholdsmæssigt med den af disse udførte arbejdstid i forhold til den af fuldtidsansatte udførte arbejdstid.

(1) EUT C 45 af 10.2.2020.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/11

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 3. marts 2021 — FGSZ Földgázszállító Zrt. mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Pécsi Törvényszék — Ungarn)

(Sag C-507/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - merværdiafgift (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 90 - nedsættelse af afgiftsgrundlaget - ikke-betaling eller kun delvis betaling af prisen - fordring, der er blevet endeligt uerholdelig - forældelsesfrist for anmodning om efterfølgende nedsættelse af momsgrundlaget - tidspunkt, fra hvilket fristen begynder at løbe)

(2021/C 228/13)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Pécsi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: FGSZ Földgázszállító Zrt.

Sagsøgt: Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

Konklusion

Artikel 90 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, sammenholdt med princippet om afgiftsneutralitet og effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at når en medlemsstat fastsætter en forældelsesfrist, efter udløbet af hvilken en afgiftspligtig person, der har en fordring, som er blevet endeligt uerholdelig, ikke længere kan gøre sin ret til at opnå nedsættelse af afgiftsgrundlaget gældende, skal denne frist ikke begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor den oprindelige betalingsforpligtelse indtrådte, men fra det tidspunkt, hvor fordringen blev endeligt uerholdelig.

(1) EUT C 28 af 25.1.2021.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/11

Domstolens kendelse (Tiende Afdeling) af 3. marts 2021 — Koppány 2007 Kft. mod Vas Megyei Kormányhivatal (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Győri Törvényszék — Ungarn)

(Sag C-523/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - social sikring - forordning (EU) nr. 1231/2010 - lovgivning, der finder anvendelse - A1-attest - artikel 1 - udvidelse af anvendelsesområdet for A1-attester til at omfatte tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt på en medlemsstats område - lovligt ophold - begreb)

(2021/C 228/14)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Győri Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Koppány 2007 Kft.

Sagsøgt: Vas Megyei Kormányhivatal

Konklusion

Artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1231/2010 af 24. november 2010 om udvidelse af forordning (EF) nr. 883/2004 og forordning (EF) nr. 987/2009 til at omfatte tredjelandsstatsborgere, der ikke allerede er omfattet af disse forordninger udelukkende på grund af deres nationalitet, skal fortolkes således, at tredjelandsstatsborgere, som bor midlertidigt i en medlemsstat i medfør af en opholdstilladelse, som er i besiddelse af en angivelse af indkvarteringssted udstedt af udlændingemyndighederne, og som arbejder i forskellige medlemsstater for en arbejdsgiver, der er etableret i denne medlemsstat, kan påberåbe sig de koordineringsregler, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 465/2012 af 22. maj 2012, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004, med henblik på fastlæggelsen af, hvilken lovgivning om social sikring de er omfattet af, når de lovligt opholder sig og arbejder på medlemsstaternes område.

(1) EUT C 28 af 25.1.2021.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/12

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Düsseldorf (Tyskland) den 11. november 2020 — NT, RV, BS og ER mod British Airways plc

(Sag C-592/20)

(2021/C 228/15)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: NT, RV, BS og ER

Sagsøgt: British Airways plc

Domstolen (Niende Afdeling) har ved kendelse af 22. april 2021 fastslået, at artikel 2, litra b), og artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (1), skal fortolkes således, at i forbindelse med en tilsluttende flyforbindelse, der består af to delflyvninger, som er booket samlet, kan en passager, der når det endelige bestemmelsessted med en forsinkelse på tre timer eller mere, som skyldes aflysningen af den anden delflyvning, som skulle have været gennemført af et andet luftfartsselskab end det, som denne passager har indgået transportkontrakt med, anlægge sag med påstand om kompensation i henhold til denne forordnings artikel 7, stk. 1, mod dette luftfartsselskab, og fra dette selskab kræve, at det yder den i denne bestemmelse fastsatte kompensation, som beregnes på grundlag af den samlede afstand for den tilsluttende flyforbindelse fra den første delflyvnings afgangssted til den anden delflyvnings ankomststed.

(1) EUT 2004, L 46, s. 1.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/14

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Krajowa Izba Odwoławcza (Polen) den 29. januar 2021 — ANTEA POLSKA S.A., »Pectore-Eco« sp. z o.o. og Instytut Ochrony Środowiska — Państwowy lnstytut Badawczy mod Państwowe Gospodarstwo Wodne Wody Polskie

(Sag C-54/21)

(2021/C 228/19)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Krajowa Izba Odwoławcza

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: ANTEA POLSKA S.A., »Pectore-Eco[«] sp. z o.o. og Instytut Ochrony Środowiska — Państwowy lnstytut Badawczy

Sagsøgt: Państwowe Gospodarstwo Wodne Wody Polskie

Præjudicielle spørgsmål

Tillader de i artikel 18, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (1) (herefter »direktiv 2014/24/EU«) nævnte principper om ligebehandling og forskel mod forskelsbehandling af økonomiske aktører og gennemsigtighedsprincippet en fortolkning af artikel 21, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU og artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse (2) (herefter »direktiv 2016/943«), og særligt de deri nævnte udtryk som »at de ikke i deres helhed eller i den præcise konfiguration eller sammensætning af deres komponenter er almindeligt kendt blandt eller umiddelbart tilgængelige« og »de har handelsværdi, fordi de er hemmelige« og at »den ordregivende myndighed ikke [må] offentliggøre oplysninger, som de økonomiske aktører har fremsendt, og som de har betegnet som fortrolige«, hvorefter en økonomisk aktør kan betegne enhver oplysning som en forretningshemmelighed henset til, at denne ikke ønsker at videregive oplysningerne til konkurrerende økonomiske aktører?

Giver de i artikel 18, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU nævnte principper om ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling af økonomiske aktører og gennemsigtighedsprincippet sammenholdt med artikel 58, stk. 1, artikel 63, stk. 1, og artikel 67, stk. 2, litra b), i direktiv 2014/24/EU, mulighed for, at den ordregivende myndighed samtidig kan acceptere en økonomisk aktørs erklæring om, at denne råder over menneskelige ressourcer, enheder, som vedkommende ønsker at basere sig på, eller underleverandører, som enten kræves af den ordregivende myndighed eller som følger af en egenerklæring, hvilket i henhold til bestemmelserne skal bevises for den ordregivende myndighed, samt en erklæring om, at selve videregivelsen af oplysningerne om disse personer eller enheder (efternavn, navn, erfaring og kvalifikationer) til den økonomiske aktørs konkurrenter kan føre til, at disse økonomiske aktører »hugger« dem, hvorfor det er nødvendigt, at disse oplysninger omfattes af forretningshemmeligheden? I forbindelse med ovenstående, kan en så vag forbindelse mellem en økonomisk aktør og disse personer og enheder anses som et bevis for, at ressourcerne er stillet til rådighed, og navnlig for, om den økonomiske aktør kan tildeles tillægspoint i henhold til tildelingskriterierne?

Tillader de i artikel 18, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU nævnte principper om ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling af økonomiske aktører og gennemsigtighedsprincippet en fortolkning af artikel 21, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU og artikel 2, nr. 1), i direktiv 2016/943, hvorefter økonomiske aktører, der i deltager i en offentlig udbudsprocedure, kan betegne de dokumenter, der er påkrævet med henblik på at foretage en overensstemmelsesvurdering af overholdelsen af kriterierne fastsat i udbudsbetingelserne (herunder en beskrivelse af kontraktens genstand) eller med henblik på at vurdere tilbuddene i henhold til tildelingskriterierne, særligt såfremt dokumenterne omhandler opfyldelsen af de krav, der af den ordregivende myndighed er fastsat i udbudsbetingelserne, i lovgivningen eller i andre dokumenter, som er offentligt tilgængelige eller er tilgængelige for interesserede personer, særligt hvis denne vurdering ikke er baseret på objektivt sammenlignelige skemaer og matematisk eller fysisk målbare og sammenlignelige indikatorer, men i henhold til den ordregivende myndigheds individuelle vurdering, som forretningshemmeligheder? I forlængelse heraf om artikel 21, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU og artikel 2, nr. 1), i direktiv 2016/943 kan fortolkes således, at en erklæring, som en økonomisk aktør har indgivet som led i et tilbud om udførelse af kontraktens genstand i henhold til kravene, som den ordregivende myndighed har fastsat i udbudsbetingelserne, som efterprøves og vurderes af den ordregivende myndighed med henblik på overholdelsen af disse krav, kan betragtes som en given økonomisk aktørs forretningshemmelighed, også selv om det tilkommer den økonomiske aktør at vælge de metoder, der gør det muligt at opnå den effekt, som den ordregivende myndighed kræver (kontraktens genstand)?

Tillader de i artikel 18, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU nævnte principper om ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling af økonomiske aktører og gennemsigtighedsprincippet sammenholdt med artikel 67, stk. 4, i direktiv 2014/24/EU, hvoraf det fremgår, at tildelingskriterier ikke [medfører], at den ordregivende myndighed gives ubegrænset valgfrihed, at de skal sikre muligheden for effektiv konkurrence og at de skal være ledsaget af specifikationer, der giver mulighed for en effektiv kontrol af tilbudsgivernes oplysninger, med henblik på at vurdere, i hvilket omfang tilbuddene opfylder tildelingskriterierne, at den ordregivende myndighed fastsætter et bestemt kriterium for at vurdere tilbuddene, navnlig et kriterium, som vurderes i henhold til den ordregivende myndigheds individuelle vurdering, selv om det på tidspunktet for fastsættelsen af dette kriterium er kendt, at de økonomiske aktører for den del af udbuddet, som dette kriterium vedrører, vil være omfattet af forretningshemmeligheden, hvorfor den ordregivende myndighed ikke har nogen indvendinger, således at konkurrerende økonomiske aktører, der ikke kan efterprøve deres konkurrenters tilbud eller sammenligne dem med deres egne tilbud, kan få det indtryk, at den ordregivende myndighed har fuldstændig frihed i sin gennemgang og evaluering af buddene?

Kan de i artikel 18, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU nævnte principper om ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling af økonomiske aktører og gennemsigtighedsprincippet sammenholdt med artikel 67, stk. 4, i direktiv 2014/24/EU, hvoraf det fremgår, at tildelingskriterier ikke [medfører], at den ordregivende myndighed gives ubegrænset valgfrihed, at de skal sikre muligheden for effektiv konkurrence og at de skal være ledsaget af specifikationer, der giver mulighed for en effektiv kontrol af tilbudsgivernes oplysninger, med henblik på at vurdere, i hvilket omfang tilbuddene opfylder tildelingskriterierne, fortolkes således, at de giver den ordregivende myndighed mulighed for at fastsætte tildelingskriterier som »udviklingskoncept« og »beskrivelse af måden kontrakten gennemføres på«, som i den foreliggende sag?

Skal artikel 1, stk. 1 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter (3), herefter »kontroldirektivet«, som pålægger medlemsstaterne at sikre, at økonomiske aktører effektivt kan indgive klager over de ordregivende myndigheders beslutninger, samt at der er adgang til klageprocedurer for personer, der har interesse i at opnå en bestemt kontrakt, og som har lidt eller vil kunne lide skade som følge af en hævdet overtrædelse, fortolkes således, at et dømmende organs vurdering af, at dokumenter, som en økonomisk aktør har hemmeligholdt i en given sag, ikke udgør forretningshemmeligheder, hvorefter de offentliggøres af den ordregivende myndighed og videregives til den økonomiske aktørs konkurrenter — hvis en sådan virkning ikke direkte følger af lovgivningen — fører det da til, at det dømmende organ er forpligtet til at træffe beslutning om at gøre det muligt for denne økonomiske aktør på ny at indgive en klage — for så vidt angår indholdet, der fremgår af disse dokumenter, som den økonomiske aktør ikke kendte til, og derfor ikke effektivt kunne udnytte klageadgangen — i forbindelse med sager, som ikke vil kunne appelleres henset til udløbet af klagefristen, f.eks. ved omstødelse af undersøgelsen og vurderingen af tilbuddene, som de pågældende dokumenter, der er betegnet som forretningshemmeligheder, omhandler?

(1) EUT 2014, L 94, s. 65.

(2) EUT 2016, L 157, s. 1.

(3) EFT 2007, L 335, s. 31.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/16

Appel iværksat den 2. februar 2021 af Laure Camerin til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 24. november 2020 i sag T-367/19, Camerin mod Kommissionen

(Sag C-63/21 P)

(2021/C 228/20)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Laure Camerin (ved avocate M. Casado García-Hirschfeld)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Kendelse afsagt af Retten den 24. november 2020 i sag T-367/19, ophæves.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i forbindelse med sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

I appelskriftet har appellanten nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede kendelse, for så vidt som Retten fastslog, at det var ufornødent at træffe afgørelse i sagen, og afviste stævningen, hvori der var nedlagt påstand om delvis annullation af PMO’s afgørelse af 17. april 2019 og om erstatning for den lidte ikke-økonomiske skade på grund af de ulovligheder, som PMO har begået, som ikke tillader appellanten at leve et værdigt liv.

I appellen anfægter appellanten navnlig den appellerede kendelses præmis 50-52, 54, 57-62, 67, 73 og 74.

Til støtte for appellen har appellanten fremsat et enkelt anbringende om en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og åbenbare vurderingsfejl, der medfører en upræcis retlig begrundelse.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/16

Appel iværksat den 12. februar 2021 af Vincent Thunus, Jaime Barragán, Marc D’hooge, Alexandra Felten, Christophe Nègre og Patrick Vanhoudt til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 2. december 2020 i sag T-247/19, Thunus m.fl. mod EIB

(Sag C-90/21 P)

(2021/C 228/21)

Processprog: fransk

Parter

Appellanter: Vincent Thunus, Jaime Barragán, Marc D’hooge, Alexandra Felten, Christophe Nègre og Patrick Vanhoudt (ved avocate L. Levi)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom af 2. december 2020 i sag T-247/19 ophæves.

—

Følgelig gives sagsøgerne medhold i deres påstande i første instans, og i overensstemmelse hermed

—	annulleres den afgørelse, der er indeholdt i sagsøgernes lønsedler for februar 2018, hvori den fastsatte årlige tilpasning af grundlønnen begrænses til 0,7 % for 2018, og følgelig annulleres de tilsvarende afgørelser, der er indeholdt i de efterfølgende lønsedler

—

tilpligtes sagsøgte i erstatning for økonomisk skade at betale i) den resterende del af lønnen svarende til anvendelsen af den årlige tilpasning for 2018, dvs. en stigning på 1,4 % for perioden fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2018, ii) den resterende del af lønnen svarende til konsekvenserne af anvendelsen af den årlige tilpasning på 0,7 % for 2018 på den løn, som bliver udbetalt fra januar 2018, iii) morarenter af den skyldige restløn, indtil fuldstændig betaling af de skyldige beløb, idet den morarentesats, der finder anvendelse, skal beregnes på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for primære refinansieringsoperationer i den relevante periode, forhøjet med tre procentpoint.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

1)	Tilsidesættelse af personalerepræsentationens ret til at blive hørt — urigtig gengivelse af sagsakterne

2)	Tilsidesættelse af begrundelsespligten — urigtig gengivelse af sagsakterne — tilsidesættelse af Rettens begrundelsespligt

3)	Tilsidesættelse af omsorgspligten og af proportionalitetsprincippet

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/17

(Sag C-91/21 P)

(2021/C 228/22)

Processprog: fransk

Parter

Appellanter: Vincent Thunus, Jaime Barragán, Marc D’hooge, Alexandra Felten, Christophe Nègre og Patrick Vanhoudt (ved avocate L. Levi)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom af 2. december 2020 i sag T-318/19 ophæves.

—

Følgelig gives sagsøgerne medhold i deres påstande i første instans, og i overensstemmelse hermed

—	fremmes sagen til realitetsbehandling, og sagsøgerne gives medhold, herunder i ulovlighedsindsigelsen.

—

Følgelig:

—	Den afgørelse, der er indeholdt i sagsøgernes lønsedler for februar 2019, hvori den fastsatte årlige tilpasning af grundlønnen begrænses til 0,8 % for 2019, annulleres, og følgelig annulleres de tilsvarende afgørelser, der er indeholdt i de efterfølgende lønsedler.

—

Sagsøgte tilpligtes i erstatning for økonomisk skade at betale i) den resterende del af lønnen svarende til anvendelsen af den årlige tilpasning for 2019, dvs. en stigning på 1,2 % for perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2019, ii) den resterende del af lønnen svarende til konsekvenserne af anvendelsen af den årlige tilpasning på 0,8 % for 2019 på den løn, som bliver udbetalt fra januar 2019, iii) morarenter af den skyldige restløn, indtil fuldstændig betaling af de skyldige beløb, idet den morarentesats, der finder anvendelse, skal beregnes på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for primære refinansieringsoperationer i den relevante periode, forhøjet med tre procentpoint.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

1)	Tilsidesættelse af reglerne om kompetencen hos retsaktens ophavsmand — tilsidesættelse af forretningsordenens artikel 18 — urigtig gengivelse af sagsakterne — tilsidesættelse af Rettens begrundelsespligt

2)	Tilsidesættelse af personalerepræsentationens ret til at blive hørt — urigtig gengivelse af sagsakterne

3)	Tilsidesættelse af begrundelsespligten — urigtig gengivelse af sagsakterne — tilsidesættelse af Rettens begrundelsespligt

4)	Tilsidesættelse af omsorgspligten og af proportionalitetsprincippet

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/19

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Bucureşti (Rumænien) den 3. marts 2021 — Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Bucureşti — Administraţia Sector 1 a Finanţelor Publice mod VB, Direcţia Generalā Regionalā a Finanţelor Publice Bucureşti -Serviciul Soluţionare Contestaţii 1

(Sag C-146/21)

(2021/C 228/24)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Bucureşti

Parter i hovedsagen

Appellant: Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Bucureşti — Administraţia Sector 1 a Finanţelor Publice

Indstævnte: VB og Direcţia Generalā Regionalā a Finanţelor Publice Bucureşti -Serviciul Soluţionare Contestaţii 1

Præjudicielt spørgsmål

Er direktiv 2006/112/EF (1) og princippet om afgiftens neutralitet under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, til hinder for en national lovgivning eller en afgiftsretlig praksis, hvorefter en person, som har været genstand for undersøgelse og har ladet sig momsregistrere efter denne undersøgelses afslutning, ikke er omfattet af ordningen med omvendt betalingspligt (forenklingsforanstaltninger) — som ufravigeligt finder anvendelse på salg af træ på rod — fordi den undersøgte person ikke har anmodet om og opnåede momsregistrering inden gennemførelsen af transaktioner eller på det tidspunkt, hvor den maksimale tærskel er blevet oversteget?

(1) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/19

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék (Ungarn) den 11. marts 2021 — GM mod Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m. fl.

(Sag C-159/21)

(2021/C 228/25)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: GM

Sagsøgte: Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság, Alkotmányvédelmi Hivatal og Terrorelhárítási Központ

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 11, stk. 2, artikel 12, stk. 1, litra d), og stk. 2, artikel 23, stk. 1, litra b), og artikel 45, stk. 1, samt stk. 3-5, i direktivet om asylprocedurer (1) — i lyset af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) — fortolkes således, at disse bestemmelser, såfremt den i dette direktivs artikel 23, stk. 1, nævnte undtagelse vedrørende [hensynet til den nationale] sikkerhed finder anvendelse, kræver, at en myndighed i en medlemsstat, som har truffet afgørelse vedrørende international beskyttelse, hvorved den har afslået eller frataget denne status af hensyn til den nationale sikkerhed, og den specialiserede myndighed, som har fastslået den fortrolige karakter, skal sikre, at den berørte ansøger, flygtning eller udlænding, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, eller den pågældendes juridiske repræsentant, under alle omstændigheder har ret til adgang til i det mindste essensen af de fortrolige eller klassificerede informationer, som den afgørelse, der er truffet af ovennævnte hensyn, støtter sig på, og til at gøre brug af disse informationer i proceduren vedrørende afgørelsen, såfremt den ansvarlige myndighed har anført, at en sådan videregivelse ville være i strid med hensynet til den nationale sikkerhed?

2)	Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, hvad skal der da præcist forstås ved »essensen« af de fortrolige grunde, som den pågældende afgørelse støtter sig på, ved anvendelsen af artikel 23, stk. 1, litra b), i direktivet om asylprocedurer, i lyset af chartrets artikel 41 og 47?

Skal kvalifikationsdirektivets artikel 14, stk. 4, litra a), og artikel 17, stk. 1, litra d) (2), samt artikel 45, stk. 1, litra a), og stk. 3 og 4, i direktivet om asylprocedurer og 49. betragtning hertil fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter fratagelse af eller udelukkelse fra flygtningestatus eller status som udlænding, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, sker i kraft af en ubegrundet afgørelse, som udelukkende støtter sig på en automatisk henvisning til den specialiserede myndigheds ufravigelige og bindende udtalelse, som ligeledes er ubegrundet, og hvori det fastslås, at den nationale sikkerhed er bragt i fare?

Skal 20. og 34. betragtning til og artikel 4, artikel 10, stk. 2 og stk. 3, litra d), i direktivet om asylprocedurer samt kvalifikationsdirektivets artikel 14, [stk.] 4, litra a), og artikel 17, [stk.] 1, litra d), fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den pågældende specialiserede myndighed foretager en undersøgelse af udelukkelsesgrunden og træffer afgørelse vedrørende realiteten i en procedure, som ikke er i overensstemmelse med de materielle og formelle bestemmelser i direktivet om asylprocedurer og i kvalifikationsdirektivet?

Skal kvalifikationsdirektivets artikel 17, stk. 1, litra b), fortolkes således, at den er til hinder for en udelukkelse, der støttes på et forhold eller en strafbar handling, som allerede var kendt inden afsigelsen af den endelige dom eller vedtagelsen af den endelige afgørelse om anerkendelse af flygtningestatus, men som ikke dannede grundlag for en udelukkelsesgrund, hverken i forbindelse med anerkendelsen af flygtningestatus eller med den subsidiære beskyttelse?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26.6.2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.12.2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9).

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/20

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Frankrig) den 16. marts 2021 — Procureur général près la cour d’appel d’Angers mod KL

(Sag C-168/21)

(2021/C 228/26)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Appellant i kassationssagen: Procureur général près la cour d’appel d’Angers

Kassationsindstævnte: KL

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 2, stk. 4, og artikel 4, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 (1) fortolkes således, at betingelsen om dobbelt strafbarhed er opfyldt i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor der anmodes om overgivelse for handlinger, der i udstedelsesstaten er blevet kvalificeret som hærværk og plyndring, som består i hærværk og plyndring, der kan krænke den offentlige orden, når der i fuldbyrdelsesstaten er tale om strafbarhed for tyveri med vandalisme, ødelæggelse og vandalisme, som ikke forudsætter dette element af krænkelse af den offentlige orden?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 2, stk. 4, og artikel 4, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 da fortolkes således, at retten i fuldbyrdelsesstaten kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på straffuldbyrdelse, når den konstaterer, at den pågældende er blevet idømt en straf af de judicielle myndigheder i udstedelsesstaten for at have begået en samlet lovovertrædelse, hvor tiltalen vedrørte forskellige handlinger, og hvor kun en del af handlingerne udgør en lovovertrædelse for fuldbyrdelsesstaten? Skal der sondres mellem, om udstedelsesstatens fuldbyrdende judicielle myndigheder har anset disse forskellige handlinger for at kunne opdeles eller ej?

Pålægger artikel 49, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder den fuldbyrdende medlemsstats judicielle myndighed at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, når denne arrestordre dels er blevet udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en samlet straf for en samlet lovovertrædelse, dels når visse af de forhold, som ligger til grund for idømmelsen af denne straf, ikke udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning, og overgivelsen derfor kun kan gennemføres for en del af disse forhold?

(1) Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002 L 190, s. 1).

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/21

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Köln (Tyskland) den 19. marts 2021 — EF mod Deutsche Lufthansa AG

(Sag C-172/21)

(2021/C 228/27)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Köln

Parter i hovedsagen

Sagsøger: EF

Sagsøgt: Deutsche Lufthansa AG

Præjudicielle spørgsmål

Er en billetpris for en virksomhed, der er mere fordelagtig end den normale billetpris (her 152,00 EUR i stedet for 169,00 EUR) og beror på en rammeaftale mellem et luftfartsselskab og en anden virksomhed, og som kun kan bookes til forretningsrejser for den pågældende virksomheds medarbejdere, en nedsat billetpris, der ikke direkte eller indirekte er til rådighed for offentligheden, i henhold til artikel 3, stk. 3, første punktum, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1)?

2)	Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er en sådan billetpris for en virksomhed heller ikke et luftfartsselskabs eller en rejsearrangørs bonusprogram eller et andet kommercielt program i henhold til artikel 3, stk. 3, andet punktum, i forordning (EF) nr. 261/2004?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EFT 2004, L 46 s. 1).

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/21

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Saarbrücken (Tyskland) den 23. marts 2021 — Maxxus Group GmbH & Co. KG mod Globus Holding GmbH & Co. KG

(Sag C-183/21)

(2021/C 228/28)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Saarbrücken

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Maxxus Group GmbH & Co. KG

Sagsøgt: Globus Holding GmbH & Co. KG

Præjudicielle spørgsmål

Skal EU-retten, navnlig for så vidt angår varemærkedirektivet/-direktiverne, det vil sige direktiv 2008/95/EF (1), navnlig artikel 12, og direktiv (EU) 2015/2436 (2), navnlig artikel 16, 17 og 19, fortolkes således, at kravet om disse bestemmelsers effektive virkning er til hinder for en fortolkning af national procesret, hvorefter

1)	sagsøgeren i en civilretlig sag om sletning af et registreret nationalt varemærke som følge af fortabelse på grund af manglende brug, pålægges en redegørelsespligt, der adskiller sig fra spørgsmålet om bevisbyrde, og

sagsøgeren inden for rammerne af denne redegørelsespligt pålægges

a.	at fremlægge velfunderede argumenter under retssagen for så vidt angår sagsøgtes manglende brug af varemærket, så vidt dette er muligt for sagsøgeren, og

b.	selv at gennemføre en undersøgelse på markedet, der er rimelig set i forhold til begæringen om fortabelse og det pågældende varemærkes særpræg?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22.10.2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT 2008, L 299, s. 25).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 af 16.12.2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT 2015, L 336, s. 1).

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/22

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kúria (Ungarn) den 25. marts 2021 — FAWKES Kft. mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

(Sag C-187/21)

(2021/C 228/29)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Kúria

Parter i hovedsagen

Appellant: FAWKES Kft.

Indstævnt: Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 30, stk. 2, litra a) og b), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (1) om indførelse af en EF-toldkodeks fortolkes således, at kun værdier, der fremgår af den database, der er oprettet på grundlag af medlemsstatens egen toldmyndigheds toldklareringer, kan og skal tages i betragtning som toldværdi?

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, er det med henblik på fastsættelsen af toldværdien i henhold til artikel 30, stk. 2, litra a) og b), nødvendigt at rette henvendelse til toldmyndighederne i andre medlemsstater for at få oplyst toldværdien af lignende varer, der fremgår af deres databaser, og/eller er det nødvendigt at konsultere en fællesskabsdatabase og få oplyst de toldværdier, der fremgår heraf?

Skal artikel 30, stk. 2, litra a) og b), i forordning nr. 2913/92 fortolkes således, at der med henblik på fastsættelsen af toldværdien ikke kan tages hensyn til transaktionsværdierne fra transaktioner, som den, der har anmodet om toldklarering, selv har foretaget, selv om hverken den nationale toldmyndighed eller andre medlemsstaters nationale myndigheder har rejst tvivl om disse værdier?

4)	Skal kravet vedrørende samme eller næsten samme tidspunkt, som er fastsat i artikel 30, stk. 2, litra a) og b), i forordning nr. 2913/92, fortolkes således, at dette tidspunkt kan være begrænset til en periode på +/- 45 dage før og efter toldklareringen?

(1) EFT 1992, L 302, s. 1.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/23

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kúria (Ungarn) den 25. marts 2021 — Megatherm-Csillaghegy Kft. mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

(Sag C-188/21)

(2021/C 228/30)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Kúria

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Megatherm-Csillaghegy Kft.

Sagsøgt: Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

Præjudicielle spørgsmål

Skal princippet om merværdiafgiftens neutralitet samt 30. betragtning til og artikel 63, 167, 168, 178-180, 182 og 273 i momsdirektivet (1) fortolkes således, at de er til hinder for det sidste punktum i § 137, stk. 3, i Az általános forgalmi adóról szóló 2007. évi CXXVII. törvény (lov nr. CXXVII af 2007 om merværdiafgift) i den affattelse, der var gældende fra den 1. januar 2015 til den 31. december 2017, hvorefter »en afgiftspligtig person, også i det tilfælde, hvor skattemyndigheden inddrager vedkommendes skatteidentifikationsnummer uden at have suspenderet det, fortaber sin ret til afgiftsfradrag fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om inddragelse af det pågældende nummer bliver retskraftig«, og for den nævnte lovs § 137 i den affattelse, der var gældende fra den 1. januar 2018 til den 26. november 2020, hvorefter »en afgiftspligtig person, såfremt den statslige told- og skattemyndighed inddrager vedkommendes skatteidentifikationsnummer, fortaber sin ret til afgiftsfradrag fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om inddragelse af det pågældende nummer bliver endelig«[?]

2)	Skal momsdirektivets artikel 273 fortolkes således, at den fortabte ret til afgiftsfradrag — som en bindende retsvirkning — (uforholdsmæssigt) går videre end, hvad der er nødvendigt for at forfølge målet om opkrævning af afgifter og bekæmpelse af afgiftssvig?

(1) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (momsdirektivet) (EUT 2006, L 347, s. 1).

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/24

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 29. marts 2021 — Staatssecretaris van Financiën mod X

(Sag C-194/21)

(2021/C 228/32)

Processprog: nederlsndsk

Den forelæggende ret

Hoge Raad der Nederlanden

Parter i hovedsagen

Appellant: Staatssecretaris van Financiën

Indstævnt: X

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 184 og 185 i momsdirektivet af 2006 (1) fortolkes således, at en afgiftspligtig, som ved erhvervelse af en vare eller modtagelse af en ydelse, har undladt inden for den gældende nationale forvaltningsfrist at foretage fradrag for indgående moms (»det oprindelige fradrag«) i overensstemmelse med den påtænkte afgiftspligtige benyttelse, har ret til — i forbindelse med en regulering i anledning af den senere første benyttelse af varen eller ydelsen — at gennemføre fradraget, såfremt den faktiske benyttelse af varen eller ydelsen på reguleringstidspunktet er den samme som den påtænkte benyttelse?

2)	Har det for besvarelsen af spørgsmål 1 betydning, at undladelsen af at gennemføre det oprindelige fradrag ikke skyldes svig eller misbrug af rettigheder, og at der ikke er konstateret skadelige følger for statskassen?

(1) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/24

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rayonen sad Lukovit (Bulgarien) den 26. marts 2021 — LB mod Smetna palata na Republika Bulgaria

(Sag C-195/21)

(2021/C 228/33)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Rayonen sad Lukovit

Parter i hovedsagen

Sagsøger: LB

Sagsøgt: Smetna palata na Republika Bulgaria

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 58, stk. 4, i direktiv 2014/24/EU (1) fortolkes således, at de krav, der med udvælgelseskriterierne opstilles til den økonomiske aktørs medarbejderes formåen med hensyn til en fagspecifik kontrakt inden for byggeriet, må være strengere end de mindstekrav til uddannelse og erhvervskvalifikationer, som den nationale særlov (artikel 163a, stk. 4, i lov om fysisk planlægning) opstiller, uden at det på forhånd er konkurrencebegrænsende, og nærmere bestemt: kræver den fastsatte betingelse om, at de opstillede krav for deltagelsen skal »stå i forhold til« kontraktens genstand, a) at den nationale domstol foretager en bedømmelse af forholdsmæssigheden ud fra de optagne beviser og kontraktens konkrete parametre, selv i de tilfælde, hvor den nationale lov fastsætter en række professionelle, som principielt er kvalificeret til opgaverne i forbindelse med kontrakten, eller b) tillader den, at den retslige kontrol blot begrænses til at prøve, om betingelserne for deltagelse er for strenge i forhold til dem, der principielt er fastsat i den nationale særlov?

Skal bestemmelserne i afsnit II, »Administrative foranstaltninger og sanktioner«, i forordning (EF) nr. 2988/95 (2) fortolkes således, at den samme overtrædelse af Zakon za obsjtjestvenite poratjki (lov om offentlige udbud), som gennemfører direktiv 2014/24/EU, (herunder overtrædelse i forbindelse med fastlæggelsen af udvælgelseskriterierne, hvilket sagsøgeren blev straffet for), kan medføre forskellige retsvirkninger alt efter, om overtrædelsen blev begået uden skyld eller forsætligt eller ved uagtsomhed?

Tillader retssikkerhedsprincippet og effektivitetsprincippet henset til målsætningen med artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 2988/95 og 43. og 122. betragtning til forordning nr. 1303/13 (3), at de forskellige nationale myndigheder, som har til opgave at varetage Den Europæiske Unions finansielle interesser, bedømmer de samme kendsgerninger i udbudsproceduren forskelligt, nærmere bestemt at forvaltningsmyndigheden for det operationelle program ikke konstaterer en overtrædelse i forbindelse med fastlæggelsen af udvælgelseskriterierne, mens revisionsretten ved den efterfølgende kontrol, uden at der foreligger særlige eller nye omstændigheder, lægger til grund, at disse kriterier er konkurrencebegrænsende, og pålægger ordregiver en administrativ sanktion herfor?

Er proportionalitetsprincippet til hinder for en national bestemmelse som artikel 247, stk. 1, i lov om offentlige udbud, som fastsætter, at en ordregiver, der formelt overtræder forbuddet i denne lovs artikel 2, stk. 2, straffes med en bøde på 2 procent af kontraktens værdi inklusive moms, dog højst 10 000 leva (BGN), uden at overtrædelsens grovhed og dens faktiske og potentielle konsekvenser for Unionens interesser skal fastslås?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26.2.2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT 2014, L 94, s. 65).

(2) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT 1995, L 312, s. 1).

(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17.12.2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT 2013, L 347, s. 320)

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/26

Appel iværksat den 19. april 2021 af Europa-Parlamentet til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) den 3. februar 2021 i sag T-17/19, Europa-Parlamentet mod Giulia Moi

(Sag C-246/21 P)

(2021/C 228/35)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Europa-Parlamentet (ved S. Seyr, M. Windisch og T. Lazian, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Giulia Moi

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den appellerede dom ophæves.

—	Der træffes endelig afgørelse i den tvist, som var genstand for søgsmålet for Retten, idet Parlamentets påstande i første instans tages til følge.

—	Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

—	Første anbringende om, at Retten overskred sine beføjelser og traf afgørelse ultra petita, idet den lod Parlamentets formands afgørelse om, at der forelå chikane, indgå i tvistens genstand og annullerede denne afgørelse (den appellerede doms præmis 34, 37, 38 og 76).

—	Andet anbringende om, at Retten tilsidesatte Parlamentets ret til forsvar (den appellerede doms præmis 35 og 36).

—

Tredje anbringende om, at Retten tilsidesatte artikel 263, stk. 6, TEUF, idet den ikke tog hensyn til den heri fastsatte frist for anlæggelse af et annullationssøgsmål og lod Parlamentets formands afgørelse om, at der forelå chikane, som i mellemtiden var blevet endelig, indgå i tvistens genstand (den appellerede doms præmis 76 og 77).

—

Fjerde anbringende om, at Retten tilsidesatte artikel 232 TEUF, eftersom den ikke tog hensyn til Parlamentets beføjelse til selv at fastsætte sin funktionsmåde, således som det er fastsat i de interne regler for behandling af klager over chikane, som involverer medlemmer af Parlamentet, og i Parlamentets forretningsorden, særligt artikel 166 og 167 om pålæggelse af sanktioner, der fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder (den appellerede doms præmis 12, 13, 63, 66, 129 og 132).

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/28

Rettens dom af 14. april 2021 — Crédit lyonnais mod ECB

(Sag T-504/19) (1)

(Økonomisk og monetær politik - tilsyn med kreditinstitutter - artikel 4, stk. 1, litra d), og artikel 4, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1024/2013 - beregning af gearingsgraden - ECB’s delvise afslag på at give tilladelse til at udeholde eksponeringer, der opfylder visse betingelser, fra beregningen af gearingsgraden - artikel 429, stk. 14, i forordning (EU) nr. 575/2013 - manglende undersøgelse af alle relevante forhold i den enkelte sag - retskraft - artikel 266 TEUF)

(2021/C 228/38)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Crédit Lyonnais (Lyon, Frankrig) (ved advokaterne A. Champsaur og A. Delors)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank (ECB) (ved J. Poscia, R. Ugena og F. Bonnard, som befuldmægtigede, bistået af advokat H.-G. Kamann)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF om annullation af ECB’s afgørelse ECB-SSM-2019-FRCAG-39 af 3. maj 2019, truffet i henhold til artikel 4, stk. 1, litra d), og artikel 10 i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287, s. 63) og artikel 429, stk. 14, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2013, L 176, s. 1, berigtiget i EUT 2013, L 208, s. 68, og EUT 2013, L 321, s. 6), for så vidt som ECB herved har afvist at give sagsøgeren tilladelse til at udeholde visse eksponeringer fra beregningen af dennes gearingsgrad

Konklusion

1)	Den Europæiske Centralbanks (ECB) afgørelse ECB-SSM-2019-FRCAG-39 af 3. maj 2019 annulleres, for så vidt som ECB herved har afvist at lade Crédit lyonnais udeholde 34 % af sine eksponeringer mod Caisse des dépôts et consignations fra beregningen af sin gearingsgrad.

2)	ECB betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 312 af 16.9.2019.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/29

Rettens kendelse af 9. april 2021 — Laroni mod Parlamentet

(Sag T-415/19) (1)

(Regler for institutionerne - fælles statut for medlemmerne af Europa-Parlamentet - medlemmer af Europa-Parlamentet, der er valgt i italienske valgkredse - afgørelse nr. 14/2018 om pension vedtaget af Ufficio di Presidenza della Camera dei deputati (præsidiet for det italienske deputeretkammer) - ændring af pensionsbeløb for medlemmer af det nationale italienske parlament - Europa-Parlamentets tilsvarende ændring af pensionsbeløbet for visse tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet, der er valgt i Italien - sagsøgers dødsfald - retssuccessorernes manglende videreførelse af sagen - ufornødent at træffe afgørelse)

(2021/C 228/39)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Nereo Laroni (Venedig, Italien) (ved advokat M. Merola)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved S. Seyr og S. Alves, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Europa-Parlamentets meddelelse af 11. april 2019 vedrørende tilpasningen af de pensioner, som sagsøgeren har ret til efter ikrafttrædelsen den 1. januar 2019 af afgørelse nr. 14/2018 vedtaget af Ufficio di Presidenza della Camera dei deputati.

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Hver part bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 295 af 2.9.2019.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/29

Rettens kendelse af 8. april 2021 — CRII-GEN m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-496/20) (1)

(Annullationssøgsmål - plantebeskyttelsesmidler - aktivstoffet glyphosat - anmodning om fornyet vurdering med henblik på tilbagekaldelse eller ændring af godkendelsen - artikel 21 i forordning (EF) nr. 1107/2009 - afslag - retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål)

(2021/C 228/40)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Comité de recherche et d’information indépendantes sur le génie génétique (CRII-GEN) (Paris, Frankrig), og de 6 andre sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget til kendelsen (ved advokat C. Lepage)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved X. Lewis, G. Gattinara, I. Naglis og G. Koleva, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 17. juni 2020 om afslag på sagsøgernes anmodning, der var blevet indgivet på grundlag af artikel 21 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT 2009, L 309, s. 1), og som tilsigtede, at godkendelsen af aktivstoffet glyphosat blev tilbagekaldt eller ændret.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Det er ufornødent at træffe afgørelse om Bayer Agriculture BV’s anmodning om intervention.

3)	Comité de recherche et d’information indépendantes sur le génie génétique (CRII-GEN) og de andre sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget, betaler sagsomkostningerne, bortset fra de omkostninger, der er opstået for Bayer Agriculture i forbindelse med dennes anmodning om intervention.

4)	Bayer Agriculture bærer sine egne omkostninger i forbindelse med anmodningen om intervention.

(1) EUT C 329 af 5.10.2020.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/30

Sag anlagt den 22. marts 2021 — RG mod Rådet

(Sag T-157/21)

(2021/C 228/41)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: RG (ved solicitor R. Purcell)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—

Rådets afgørelse (EU) 2020/2252 af 29. december 2020 (1) om undertegnelse på Unionens vegne og om midlertidig anvendelse af handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side og af aftalen mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om sikkerhedsprocedurer for udveksling og beskyttelse af klassificerede informationer (2) annulleres, for så vidt som afgørelsen midlertidigt anvender afsnit VII i tredje del af handels- og samarbejdsaftalen på Irland.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat et anbringende om, at Rådet ved at træffe en afgørelse, som uden adgang til at vælge deltagelse i henhold til protokol nr. 21 tilsigtede at være bindende for Irland på området frihed, sikkerhed og retfærdighed (»OFSR«), handlede uden kompetence, idet det tilsidesatte en væsentlig formforskrift, og i strid med traktaterne.

—	Protokollen er en del af den primære EU-ret. Den er også en vigtig demokratibestemmelse i irsk forfatningsret.

—	Teksten til protokol nr. 21 og de tilsvarende bestemmelser i den irske forfatning viser, at Irland har bevaret sin enekompetence med hensyn til OFSR.

—	Handels- og samarbejdsaftalen er en international aftale i protokollens forstand. Mulighed for at vælge deltagelse er derfor nødvendig, hvis foranstaltningerne vedrørende OFSR i aftalen skal være bindende for Irland.

—	Domstolens praksis støtter den antagelse, at afsnittet om overgivelse er en ikke-sekundær foranstaltning, hvis korrekte retsgrundlag er OFSR.

(1) EUT 2020, L 444, s. 2.

(2) EUT 2020, L 444, s. 14.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/31

Sag anlagt den 29. marts 2021 — Ubisoft Entertainment mod EUIPO — Huawei Technologies (FOR HONOR)

(Sag T-171/21)

(2021/C 228/42)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Ubisoft Entertainment (Carentoir, Frankrig) (ved advokat J. Bourgeois)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Huawei Technologies Co. Ltd (Shenzhen, Kina)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Ubisoft Entertainment

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket FOR HONOR — registreringsansøgning nr. 14 744 338

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 25. januar 2021 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1297/2020-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og intervenienten tilpligtes at betale alle sagsomkostningerne og at godtgøre sagsøgeren alle afholdte omkostninger forbundet med sagens behandling ved indsigelsesafdelingen og ved appelkammeret, herunder klagegebyrer.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/32

Sag anlagt den 31. marts 2021 — Valve mod Kommissionen

(Sag T-172/21)

(2021/C 228/43)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Valve Corp. (Bellevue, Washington, De Forenede Stater) (ved advokaterne L. Kjølbye, S. Völcker og G. Caldini)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse af 20. januar 2021 vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (Sag AT.40413 — Focus Home, AT.40414 — Koch Media, AT.40420 — ZeniMax, AT.40422 — Bandai Namco og AT.40424 — Capcom — C(2021) 75 final) annulleres helt eller helvist.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

Første anbringende om retlige og faktiske fejl ved anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF i forbindelse med konstateringen af aftaler/samordnet praksis mellem Valve og hver af de fem udgivere af computerspil som følge af Kommissionens uberettigede udvidelse af den relevante retspraksis til at omfatte adfærd, der ikke udgør »samordning« og urigtig vurdering af den omhandlede adfærd.

Andet anbringende om retlige og faktiske fejl ved anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF i forbindelse med Kommissionens konstatering af, at de angivelige aftaler/samordnet praksis mellem Valve og hver af de fem udgivere af computerspil har til formål at begrænse konkurrencen som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF som følge af Kommissionens manglende vurdering af det nye ved den omhandlede adfærd og urigtige bedømmelse af den relevante retlige og økonomiske sammenhæng, nemlig relevansen af ophavsretsdirektivet, Valves rolle som en tosidet platform og de pågældende varers eller tjenesteydelsers art (digitale computerspil).

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/32

Sag anlagt den 16. april 2021 — Polynt mod ECHA

(Sag T-207/21)

(2021/C 228/44)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Polynt SpA (Scanzorosciate, Italien) (ved advokaterne C. Mereu, P. Sellar og S. Abdel-Qader)

Sagsøgt: Det Europæiske Kemikalieagentur

Sagsøgerens påstande

—	Søgsmålet fremmes til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	ECHA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med søgsmålet har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af Klageudvalget ved Det Europæiske Kemikalieagenturs (ECHA) afgørelse af 9. februar 2021, hvorved udvalget opretholdt ECHA’s afgørelse om anmodning om, at der blev udført yderligere forsøg som led i vurderingen af stoffet hexahydro-4-methylphthalsyreanhydrid (sag A-015-2019) i henhold til artikel 40 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (1) (»REACH-forordningen«). Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.

Første anbringende om, at Klageudvalget begik en retlig fejl, da det foretog en legalitetsprøvelse af ECHA’s afgørelse TPE-D-2114483466-38-01/F af 4. september 2019 vedrørende et forslag til udførelse af forsøg med stoffet hexahydro-4-methylphthalsyreanhydrid (EF-nummer 243-072-0 og CAS-nummer 19438-60-9) (»4-MHHPA«).

2.	Andet anbringende om, at Klageudvalget begik en retlig fejl, da det konkluderede, at behandling af forslag til udførelse af forsøg er det samme som gennemgang af kontrol af registreringer.

Tredje anbringende om, at Klageudvalget ikke anvendte det korrekte retlige kriterium og ikke undersøgte sagsøgerens argumenter, vendte bevisbyrden for så vidt angik kravene i punkt 8.7.3., kolonne 2, i bilag X til REACH-forordningen og undlod at behandle klagerens argumenter for så vidt angik konklusionerne i WHO’s Concise International Chemical Assessment Document 75.

4.	Fjerde anbringende om, at Klageudvalget tilsidesatte eller anvendte REACH-forordningens artikel 91 og 93 urigtigt.

5.	Femte anbringende om, at Klageudvalget ikke behandlede sagsøgerens anbringender for så vidt angik tilsidesættelsen af artikel 13 i TEUF, REACH-forordningens artikel 25 og princippet om dyrebeskyttelse, proportionalitetsprincippet og princippet om god forvaltningsskik.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18.12.2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT 2006, L 396, s. 1).

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/33

Sag anlagt den 16. april 2021 — Dorit mod EUIPO — Erwin Suter (DORIT)

(Sag T-208/21)

(2021/C 228/45)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Dorit-DFT Fleischereimaschinen GmbH (Ellwangen, Tyskland) (ved advokat E. Strauß)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Erwin Suter AG, Maschinenfabrik Retus (Kölliken, Schweiz)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Erwin Suter AG, Maschinenfabrik Retus

Det omtvistede varemærke: International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af EU-ordmærket DORIT — registreringsansøgning nr. 878 792

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 9. februar 2021 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 127/2020-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse omgøres og ugyldighedsbegæringen vedrørende det anfægtede varemærke tages til følge.

—	Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse.

—	Den anden part tilpligtes at betale omkostningerne afholdt i forbindelse med sagens behandling for EUIPO og EUIPO tilpligtes at betale omkostningerne afholdt i forbindelse med sagens behandling for Retten.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/34

Sag anlagt den 19. april 2021 — Vintae Luxury Wine Specialists mod EUIPO — R. Lopez de Heredia Viña Tondonia (LOPEZ DE HARO)

(Sag T-210/21)

(2021/C 228/46)

Stævningen er affattet på spansk

Parter

Sagsøger: Vintae Luxury Wine Specialists SLU (Logroño, Spanien) (ved advokaterne L. Broschat García og L. Polo Flores)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: R. Lopez de Heredia Viña Tondonia SA (Haro, Spanien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Vintae Luxury Wine Specialists SLU

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket LOPEZ DE HARO — registreringsansøgning nr. 17 909 326

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 16. februar 2021 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1741/2020-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EU-varemærket nr. 17 909 326, LOPEZ DE HARO (fig.) tillades registreret i klasse 33.

—	Modparterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/35

Sag anlagt den 16. april 2021 — Mlékárna Hlinsko mod Kommissionen

(Sag T-213/21)

(2021/C 228/47)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Mlékárna Hlinsko a.s. (Hlinsko, Den Tjekkiske Republik) (ved advokaterne S. Sobolová og O. Billard)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Det forbud mod tildeling af tilskud, der er pålagt i Kommissionens skrivelse af 22. oktober 2020, ARES (2020) 5759350, annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

1.	Første anbringende om, at Kommissionen både direkte og indirekte har tilsidesat sagsøgerens grundlæggende rettigheder, idet sagsøgeren på intet tidspunkt har været i stand til at udøve sin ret til at blive hørt under den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den anfægtede foranstaltning.

Andet anbringende om, at Kommissionen ikke har kompetence til at foretage revision af specifikke tilskud og træffe afgørelse om specifikke ansøgninger om tilskud fra de europæiske struktur- og investeringsfonde, idet Kommissionen kun har beføjelse til at undersøge, om de af medlemsstaterne indførte forvaltnings- og kontrolsystemer overordnet set er i overensstemmelse med reglerne, men ingen kompetence til at foretage detaljerede revisioner og træffe afgørelse om specifikke ansøgninger om tilskud, som er indgivet af individuelle selskaber.

Tredje anbringende om, at Kommissionen ikke har kompetence til at fortolke og anvende medlemsstaternes nationale lovgivning, eftersom denne institutions kompetencer er strengt begrænset af princippet om kompetencetildeling, som er fastsat i artikel 5 og 13 i traktaten om Den Europæiske Union, enhver fravigelse af dette princip skal fortolkes strengt, og kombinationen af princippet om kompetencetildeling og traktatens bestemmelser klart indebærer, at Kommissionen ikke har kompetence til at anvende en medlemsstats nationale lovgivning. Under alle omstændigheder kan de bestemmelser i tjekkisk lovgivning, som Kommissionen har baseret sig på, ikke prøves i forhold til forordning nr. 1303/2013 (1), som udgør retsgrundlaget for den revisionsprocedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede foranstaltning.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen ikke førte bevis for indholdet af den tjekkiske lovgivning og begik fejl ved fortolkningen og anvendelsen heraf. I stedet for at føre bevis for indholdet af den tjekkiske lovgivning, som krævet i henhold til Domstolens praksis, anlagde Kommissionen en grov fejlfortolkning af tjekkisk lovgivning og navnlig af artikel 4c i lov om interessekonflikt (2), og så bevidst bort fra såvel retspraksis fra de tjekkiske domstole som den endelige, bindende og eksigible afgørelse fra de tjekkiske myndigheder vedrørende genstanden for den revisionsprocedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede foranstaltning.

Femte anbringende om, at Kommissionen også begik fejl ved fortolkningen og anvendelsen af EU-retten, idet den fejlagtigt konkluderede, at der forelå en overtrædelse af finansforordningens artikel 61 (3), og ikke tog i betragtning, at de tjekkiske bestemmelser om interessekonflikt er i strid med de grundlæggende EU-retlige principper.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17.12.2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT 2013, L 347, s. 320).

(2) Tjekkisk lov nr. 159/2006 om interessekonflikt, med senere ændringer.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18.7.2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1).

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/36

Sag anlagt den 20. april 2021 — SB mod eu-LISA

(Sag T-217/21)

(2021/C 228/48)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: SB (ved advokat H. Tagaras)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (eu-LISA)

Sagsøgerens påstande

—	Søgsmålet antages til realitetsbehandling.

—	De anfægtede foranstaltninger annulleres.

—	Den Europæiske Unions Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet om annullation af afgørelse truffet af Den Europæiske Unions Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (eu-LISA) den 3. august 2020 om afskedigelse af sagsøgeren ved udløbet af hans prøvetid, har sagsøgeren anført seks anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten, for så vidt som prøvetidsrapporten navnlig ikke nævnte den mindste konkrete omstændighed og alene var begrænset til abstrakte vurderinger, som på ingen måde var understøttet af faktiske omstændigheder eller af henvisninger til de angivelige mangler ved sagsøgerens opnåelse af sine mål. Sagsøgeren har endvidere foreholdt ansættelsesmyndigheden, at den medunderskrev prøvetidsrapporten uden at præcisere, hvilke af de vurderinger, som rapportens forfatter havde anført, den var enig i.

Andet anbringende om tilsidesættelse af reglen om, at prøvetiden skal forløbe under »normale betingelser«, for så vidt som sagsøgeren foreholdes på utilfredsstillende vis at have udført opgaver, som han aldrig var blevet pålagt, samt foreholdes et utilstrækkeligt engelskniveau til trods for, at sagsøgte havde testet disse sprogkundskaber ved to lejligheder inden sagsøgerens ansættelse.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til at blive hørt, for så vidt som sagsøgeren ikke fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til referatet af den formelle samtale, der blev afholdt med bedømmeren af hans prøvetid, og eftersom han først blev inviteret til en høring af ansættelsesmyndigheden, efter at denne havde truffet afgørelsen om afskedigelse.

Fjerde anbringende om processuelle uregelmæssigheder, som bl.a. bestod i den manglende overholdelse af fristerne under proceduren for udarbejdelse af prøvetidsrapporten, tilstedeværelsen af en person, der ikke burde være der, under den formelle bedømmelsessamtale, den manglende høring af sagsøgerens direkte overordnede og den fuldstændig manglende henvisning i bedømmelsesrapporten til, at sagsøgeren blev pålagt nye mål under prøvetiden.

Femte anbringende om tilsidesættelse af pligten til at vise omsorg for personalet og af artikel 84 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, idet sagsøgeren blev opfordret til i væsentlig grad at forbedre sig i slutningen af hans prøvetid, så han kunne beholde sin stilling, for derefter at meddele ham, at forbedringen skete for sent, selv om myndigheden havde været forsinket med iværksættelsen af procedurerne. I samme forbindelse foreholder sagsøgeren sagsøgte, at den ikke forlængede hans prøvetid, hvilket havde givet mulighed for at »måle« hans forbedring under samtidig hensyntagen til de begrænsninger, der fulgte af sundhedskrisen.

6.	Sjette anbringende om et åbenbart fejlagtigt skøn og tilsidesættelse af princippet om en god forvaltning af de oven for nævnte grunde.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/37

Sag anlagt den 23. april 2021 — Agora Invest mod EUIPO — Transportes Maquinaria y Obras (TRAMOSA)

(Sag T-219/21)

(2021/C 228/49)

Stævningen er affattet på spansk

Parter

Sagsøger: Agora Invest, SA (Barcelona, Spanien) (ved advokat A. Alejos Cutuli)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Transportes Maquinaria y Obras, SA (Madrid, Spanien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Agora Invest, SA

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket TRAMOSA — registreringsansøgning nr. 17 236 531

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 16. februar 2021 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 566/2020-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Indsigelse B 3 029 199 mod EU-varemærkeansøgning nr. 17 236 531 forkastes.

—	Det fastslås, at EU-varemærkeansøgning nr. 17 236 531 TRAMOSA (med grafik) tillades registreret.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/38

Sag anlagt den 25. april 2021 — Italien mod Kommissionen

(Sag T-221/21)

(2021/C 228/50)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Republikken Italien (ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, og avvocati dello Stato G. Rocchitta, C. Gerardis og E. Feola)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2021/261 af 17. februar 2021 annulleres, for så vidt som den pålægger Italien finansielle korrektioner vedrørende revisionsundersøgelserne AA/2017/013 (Arealstøtte. — TUTTI OP — Regnskabsåret 2018 — 67 368 272,99 EUR) og CEB/2018/057 (Regnskabsåret 2017 og forsinkede betalinger — TUTTI OP — nettobeløb 74 978 660,98 EUR — bruttobeløb 75 696 497,283 EUR.

—	Subsidiært annulleres samme afgørelse, for så vidt som den anvender en fast korrektion på 67 368 272,99 EUR for revisionsundersøgelsen AA/2017/013 (Arealstøtte — TUTTI OP — Regnskabsåret 2018 — 67 368 272,99 EUR), i stedet for en engangskorrektion, som AGEA har opgjort til 27 848 824,26 EUR.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

Første anbringende om revisionsundersøgelsen AA/2017/013 om arealstøtte vedrørende tilsidesættelse af artikel 4, litra h), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landsbrugspolitik og om ophævelse af Rådet forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådet forordning (EF) nr. 73/2009 (EUT 2013, L 347, s. 608) med hensyn til den definition af »permanente græsarealer«, som er fastlagt på nationalt plan i ministerielt dekret af 18. november 2014.

Andet anbringende om revisionsundersøgelsen AA/2017/013 vedrørende tilsidesættelse af artikel 52, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (EUT 2013, L 347, s. 549), og artikel 12, stk. 2 og 6, i Kommissionens forordning (EU) nr. 907/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår betalingsorganer og andre organer, finansiel forvaltning, regnskabsafslutning, sikkerhedsstillelse og brug af euroen (EUT 2014, L 255, s. 18) vedrørende anvendelsen af en fast sats, selv om den faktiske risiko for Unionens budget kunne beregnes.

Tredje anbringende om revisionsundersøgelsen AA/2017/013 vedrørende en tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder vedrørende anvendelsen af et almindeligt vilkår om »en uforholdsmæssig stor indsats« som begrundelse for den faste korrektion.

Fjerde anbringende om revisionsundersøgelsen CEB/2018/057 om forsinkede betalinger vedrørende en tilsidesættelse af artikel 5, stk. 4, i forordning (EU) nr. 907/2014 henset til de forsinkede betalinger, der er afholdt med hensyn til 2015-enkeltansøgningen, selv om der foreligger »særlige forvaltningsforhold«, som er forbundet med anvendelsen af reformen af den fælles landbrugspolitik 2015-2020.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/39

Sag anlagt den 26. april 2021 — Shopify mod EUIPO — Rossi m.fl. (Shoppi)

(Sag T-222/21)

(2021/C 228/51)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Shopify Inc. (Ottawa, Ontario, Canada) (ved advokaterne S. Völker og M. Pemsel)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

De andre parter i sagen for appelkammeret: Massimo Carlo Alberto Rossi (Fiano, Italien), Salvatore Vacante (Berlin, Tyskland) og Shoppi Ltd (London, Det Forenede Kongerige)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehavere af det omtvistede varemærke: Massimo Carlo Alberto Rossi, Salvatore Vacante og Shoppi Ltd.

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket Shoppi i mørkeblå, hvid, rød og orange — registreringsansøgning nr. 16 684 797

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 18. februar 2021 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 785/2020-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Klagen indgivet af de andre parter i sagen for Andet Appelkammer ved EUIPO over annullationsafdelingens afgørelse af 6. februar 2020 (ugyldighedssag nr.: 000034203 C) forkastes.

—	EUIPO og de andre parter i sagen for Andet Appelkammer ved EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne afholdt i forbindelse med sagens behandling ved appelkammeret.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/40

Sag anlagt den 27. april 2021 — Ryanair mod Kommissionen

(Sag T-225/21)

(2021/C 228/53)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ryanair DAC (Swords, Irland) (ved advokaterne E. Vahida, F C. Laprévote, S. Rating, V. Blanc og I. Metaxas-Maranghidis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Sagsøgtes afgørelse af 4. september 2020 om statsstøtte SA.58114 (2020/N) — Italy — covid-19 støtte til Alitalia (1) annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

1.	Første anbringende om, at sagsøgte har begået magtfordrejning og anvendt artikel 107, stk. 2, litra b), urigtigt ved at prioritere kontrol af støtten og udsætte undersøgelsen af ulovlig redningsstøtte til Alitalia i 2017 og 2019.

2.	Andet anbringende om, at sagsøgte har foretaget en urigtig anvendelse af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF og anlagt åbenbart urigtige skøn ved sin kontrol af støttens proportionalitet i forhold til den skade, som er forårsaget af covid-19-krisen.

Tredje anbringende om, at sagsøgte har tilsidesat specifikke bestemmelser i TEUF og de almindelige EU-retlige principper, der har understøttet liberaliseringen af lufttransportmarkedet i EU siden slutningen af 1980’erne (nemlig forbuddet mod forskelsbehandling, den frie udveksling af tjenesteydelser — der anvendes på lufttransport gennem forordning nr. 1008/2008 (2) — og den frie etableringsret).

4.	Fjerde anbringende om, at sagsøgte har undladt at indlede en formel undersøgelsesprocedure på trods af alvorlige vanskeligheder, og at den har tilsidesat sagsøgerens processuelle rettigheder.

5.	Femte anbringende om, at sagsøgte har tilsidesat sin begrundelsespligt.

(1) EUT 2021, C 41, s. 6.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24.9.2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (omarbejdning) (EØS-relevant tekst) (EUT 2008, L 293, s. 3-20).

14.6.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/41

Sag anlagt den 27. april 2021 — Retail Royalty mod EUIPO — Fashion Energy (Afbildning af en ørn)

(Sag T-226/21)

(2021/C 228/54)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Retail Royalty Co. (Las Vegas, Nevada, De Forenede Stater) (ved advokaterne J. Bogatz og Y. Stone)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Fashion Energy Srl (Milano, Italien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Retail Royalty Co.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket (Afbildning af en ørn) — registreringsansøgning nr. 5 066 113

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 10. februar 2021 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 2813/2019-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Anbringender

—

Tilsidesættelse af artikel 58, stk. 1, litra a), artikel 58, stk. 2, og artikel 18, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 og artikel 19, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625, sammenholdt med artikel 10, stk. 3, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 228

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	64. årgang 14. juni 2021

Indhold		Side
	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Den Europæiske Unions Domstol
2021/C 228/01	Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende	1

	V Øvrige meddelelser
	RETSLIGE PROCEDURER
	Domstolen
2021/C 228/02	Sag C-572/18 P: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 22. april 2021 — thyssenkrupp Electrical Steel GmbH og thyssenkrupp Electrical Steel Ugo mod Europa-Kommissionen (Appel – toldunion – forordning (EU) nr. 952/2013 – artikel 211, stk. 6 – bevilling til aktiv forædling af visse kornorienterede elektriske stålprodukter – risiko for, at væsentlige interesser for EU-producenter bliver negativt berørt – undersøgelse af de økonomiske forudsætninger – gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 – artikel 259 – Europa-Kommissionens konklusioner om de økonomiske forudsætninger – artikel 263 TEUF – retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål)	2
2021/C 228/03	Sag C-46/19 P: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. april 2021 — Rådet for Den Europæiske Union mod Kurdistan Workers’ Party (PKK), Europa-Kommissionen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (Appel – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – bekæmpelse af terrorisme – restriktive foranstaltninger truffet over for visse personer og enheder – indefrysning af midler – fælles holdning 2001/931/FUSP – artikel 1, stk. 3, 4 og 6 – forordning (EF) nr. 2580/2001 – artikel 2, stk. 3 – opretholdelse af en organisation på listen over personer, grupper og enheder, som er involveret i terrorhandlinger – betingelser – afgørelse fra en kompetent myndighed – vedvarende risiko for involvering i terroraktiviteter – faktuelt grundlag for afgørelserne om indefrysning af midler – beslutning om en fornyet gennemgang af den nationale afgørelse, der begrundede den oprindelige opførelse – begrundelsespligt)	3
2021/C 228/04	Sag C-485/19: Domstolens dom (Første Afdeling) af 22. april 2021 — LH mod Profi Credit Slovakia s.r.o. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Krajský súd v Prešove — Slovakiet) (Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – direktiv 2008/48/EF – forbrugerkreditaftaler – direktiv 93/13/EØF – urimelige kontraktvilkår – betaling, der foretages i henhold til et ulovligt vilkår – kreditgivers uberettigede berigelse – forældelse af retten til tilbagebetaling – EU-rettens principper – effektivitetsprincippet – artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48 – oplysninger, der skal angives i en kreditaftale – fjernelse af visse nationale krav på grundlag af Domstolens praksis – fortolkning af den tidligere affattelse af den nationale lovgivning i overensstemmelse med denne praksis – tidsmæssige virkninger)	3
2021/C 228/05	Sag C-537/19: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 22. april 2021 — Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig (Traktatbrud – direktiv 2004/18/EF – offentlige bygge- og anlægskontrakter – kontrakt mellem en offentlig enhed og en privat virksomhed om leje af en endnu ikke opført bygning – artikel 1 – udførelse af et bygge- og anlægsarbejde, som svarer til de af lejeren præciserede behov – artikel 16 – udelukket)	4
2021/C 228/06	Sag C-703/19: Domstolens dom (Første Afdeling) af 22. april 2021 — J.K. mod Dyrektor Izby Administracji Skarbowej w Katowicach (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Naczelny Sąd Administracyjny — Polen) (Præjudiciel forelæggelse – skatter og afgifter – det fælles merværdiafgiftssystem (moms) – direktiv 2006/112/EF – artikel 98, stk. 2 – medlemsstaternes mulighed for at anvende en eller to nedsatte momssatser for leveringen af visse varer og tjenesteydelser – kvalificering af en erhvervsmæssig virksomhed som tjenesteydelse – bilag III, punkt 12a – gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 – artikel 6 – begrebet restaurations- og cateringydelser – måltider tilberedt til umiddelbar indtagelse på stedet i sælgerens lokaler eller i et restaurationsområde – måltider tilberedt til umiddelbar indtagelse til at tage med)	5
2021/C 228/07	Sag C-826/19: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 22. april 2021 — WZ mod Austrian Airlines AG (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesgericht Korneuburg — Østrig) (Præjudiciel forelæggelse – lufttransport – kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser – forordning (EF) nr. 261/2004 – artikel 6 – forsinket flyafgang – artikel 8, stk. 3 – omdirigering af et fly til en anden lufthavn, der betjener samme by, byområde eller region – begrebet aflysning – usædvanlige omstændigheder – kompensation til luftfartspassagerer ved aflysning eller væsentlig forsinkelse ved ankomsten – pligt til at betale omkostningerne ved overførsel fra den faktiske ankomstlufthavn til den oprindeligt planlagte ankomstlufthavn)	5
2021/C 228/08	Sag C-896/19: Domstolens dom (Store Afdeling) af 20. april 2021 — Repubblika mod Il-Prim Ministru (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Prim’Awla tal-Qorti Ċivili — Ġurisdizzjoni Kostituzzjonali — Malta) (Præjudiciel forelæggelse – artikel 2 TEU – Unionens værdier – retsstatsprincip – artikel 49 TEU – tiltrædelse af Unionen – opretholdelse af niveauet for beskyttelse af Unionens værdier – effektiv retsbeskyttelse – artikel 19 TEU – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – anvendelsesområde – en medlemsstats dommeres uafhængighed – udnævnelsesprocedure – premierministerens beføjelse – medvirken af et udvalg for udnævnelse af dommere)	7
2021/C 228/09	Sag C-73/20: Domstolens dom (Første Afdeling) af 22. april 2021 — ZM som kurator for Oeltrans Befrachtungsgesellschaft mbH mod E.A. Frerichs (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof — Tyskland) [Præjudiciel forelæggelse – forordning (EF) nr. 1346/2000 – insolvensbehandling – artikel 4 – lovgivning, der finder anvendelse på insolvensbehandlingen – lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen er indledt – artikel 13 – handlinger, som er til skade for alle kreditorerne – undtagelse – betingelser – handling, der er undergivet lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt – handling, der ikke kan anfægtes på grundlag af denne lovgivning – forordning (EF) nr. 593/2008 – lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser – artikel 12, stk. 1, litra b) – lovvalgsregler i forbindelse med kontrakten – opfyldelse af forpligtelser i henhold til denne – betaling ydet til opfyldelse af en kontrakt, der er undergivet lovgivningen i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt – opfyldelse foretaget af tredjemand – sag om omstødelse af denne betaling i forbindelse med en insolvensbehandling – lov, der finder anvendelse på den nævnte betaling]	8
2021/C 228/10	Sag C-75/20: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 22. april 2021 — Lifosa UAB mod Muitinės departamentas prie Lietuvos Respublikos finansų ministerijos (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas — Litauen) [Præjudiciel forelæggelse – toldunion – EF-toldkodeksen – forordning (EØF) nr. 2913/92 – artikel 29, stk. 1 – artikel 32, stk. 1, litra e), nr. i) – EU-toldkodeksen – forordning (EU) nr. 952/2013 – artikel 70, stk. 1 – artikel 71, stk. 1, litra e), nr. i) – fastsættelse af toldværdien – transaktionsværdi – justering – pris inklusive levering ved grænsen]	8
2021/C 228/11	Sag C-13/19: Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 3. marts 2021 — Ibercaja Banco, SA mod TJ og UK (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Audiencia Provincial de Zaragoza — Spanien) (Præjudiciel forelæggelse – artikel 53, stk. 2, og artikel 99 i Domstolens procesreglement – forbrugerbeskyttelse – direktiv 93/13/EØF – aftale om et lån mod pant i fast ejendom – urimelige kontraktvilkår – vilkår, der begrænser rentesatsens variable karakter (den såkaldte gulvklausul) – kontrakt om novation – afkald på at rejse søgsmål til prøvelse af kontraktvilkårene – ingen bindende karakter – direktiv 2005/29/EF – virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne – artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1)	9
2021/C 228/12	Sag C-841/19: Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 3. marts 2021 — JL mod Fondo de Garantía Salarial (Fogasa) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de lo Social no 41 de Madrid — Spanien) (Præjudiciel forelæggelse – artikel 99 i Domstolens procesreglement – direktiv 2006/54/EF – artikel 2, stk. 1, og artikel 4 – lige løn til mandlige og kvindelige arbejdstagere – rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde – § 4 – deltidsansatte af fortrinsvis kvindeligt køn – national garantiinstitution, der sikrer arbejdstagere betaling af løntilgodehavender hos insolvente arbejdsgivere – loft for betaling af disse tilgodehavender – loftet nedsat for deltidsansatte afhængigt af forholdet mellem disses arbejdstid og fuldtidsansattes arbejdstid – princippet om pro rata temporis)	10
2021/C 228/13	Sag C-507/20: Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 3. marts 2021 — FGSZ Földgázszállító Zrt. mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Pécsi Törvényszék — Ungarn) (Præjudiciel forelæggelse – merværdiafgift (moms) – direktiv 2006/112/EF – artikel 90 – nedsættelse af afgiftsgrundlaget – ikke-betaling eller kun delvis betaling af prisen – fordring, der er blevet endeligt uerholdelig – forældelsesfrist for anmodning om efterfølgende nedsættelse af momsgrundlaget – tidspunkt, fra hvilket fristen begynder at løbe)	11
2021/C 228/14	Sag C-523/20: Domstolens kendelse (Tiende Afdeling) af 3. marts 2021 — Koppány 2007 Kft. mod Vas Megyei Kormányhivatal (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Győri Törvényszék — Ungarn) (Præjudiciel forelæggelse – artikel 99 i Domstolens procesreglement – social sikring – forordning (EU) nr. 1231/2010 – lovgivning, der finder anvendelse – A1-attest – artikel 1 – udvidelse af anvendelsesområdet for A1-attester til at omfatte tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt på en medlemsstats område – lovligt ophold – begreb)	11
2021/C 228/15	Sag C-592/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Düsseldorf (Tyskland) den 11. november 2020 — NT, RV, BS og ER mod British Airways plc	12
2021/C 228/16	Sag C-681/20 P: Appel iværksat den 16. december 2020 af smart things solutions GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 15. oktober 2020 i sag T-48/19, smart things solutions mod EUIPO — Samsung Electronics (smart:)things)	12
2021/C 228/17	Sag C-41/21 P: Appel iværksat den 26. januar 2021 af Allergan Holdings France til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 18. november 2020 i sag T-664/19 — Allergan Holdings France mod EUIPO — Dermavita (JUVEDERM ULTRA)	13
2021/C 228/18	Sag C-50/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Cataluña (Spanien) den 29. januar 2021 — Prestige and Limousine, S.L. mod Área Metropolitana de Barcelona	13
2021/C 228/19	Sag C-54/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Krajowa Izba Odwoławcza (Polen) den 29. januar 2021 — ANTEA POLSKA S.A., Pectore-Eco sp. z o.o. og Instytut Ochrony Środowiska — Państwowy lnstytut Badawczy mod Państwowe Gospodarstwo Wodne Wody Polskie	14
2021/C 228/20	Sag C-63/21 P: Appel iværksat den 2. februar 2021 af Laure Camerin til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 24. november 2020 i sag T-367/19, Camerin mod Kommissionen	16
2021/C 228/21	Sag C-90/21 P: Appel iværksat den 12. februar 2021 af Vincent Thunus, Jaime Barragán, Marc D’hooge, Alexandra Felten, Christophe Nègre og Patrick Vanhoudt til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 2. december 2020 i sag T-247/19, Thunus m.fl. mod EIB	16
2021/C 228/22	Sag C-91/21 P: Appel iværksat den 12. februar 2021 af Vincent Thunus, Jaime Barragán, Marc D’hooge, Alexandra Felten, Christophe Nègre og Patrick Vanhoudt til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 2. december 2020 i sag T-318/19, Thunus m.fl. mod EIB	17
2021/C 228/23	Sag C-111/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Obersten Gerichtshof (Østrig) den 25. februar 2021 — BT mod Laudamotion GmbH	18
2021/C 228/24	Sag C-146/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Bucureşti (Rumænien) den 3. marts 2021 — Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Bucureşti — Administraţia Sector 1 a Finanţelor Publice mod VB, Direcţia Generalā Regionalā a Finanţelor Publice Bucureşti -Serviciul Soluţionare Contestaţii 1	19
2021/C 228/25	Sag C-159/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék (Ungarn) den 11. marts 2021 — GM mod Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m. fl.	19
2021/C 228/26	Sag C-168/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Frankrig) den 16. marts 2021 — Procureur général près la cour d’appel d’Angers mod KL	20
2021/C 228/27	Sag C-172/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Köln (Tyskland) den 19. marts 2021 — EF mod Deutsche Lufthansa AG	21
2021/C 228/28	Sag C-183/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Saarbrücken (Tyskland) den 23. marts 2021 — Maxxus Group GmbH & Co. KG mod Globus Holding GmbH & Co. KG	21
2021/C 228/29	Sag C-187/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kúria (Ungarn) den 25. marts 2021 — FAWKES Kft. mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága	22
2021/C 228/30	Sag C-188/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kúria (Ungarn) den 25. marts 2021 — Megatherm-Csillaghegy Kft. mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága	23
2021/C 228/31	Sag C-189/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af College van Beroep voor het bedrijfsleven (Nederlandene) den 26. marts 2021 — R. en R. mod Minister van Landbouw, Natuur en Voedselkwaliteit	23
2021/C 228/32	Sag C-194/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 29. marts 2021 — Staatssecretaris van Financiën mod X	24
2021/C 228/33	Sag C-195/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rayonen sad Lukovit (Bulgarien) den 26. marts 2021 — LB mod Smetna palata na Republika Bulgaria	24
2021/C 228/34	Sag C-203/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Okrazhen sad Burgas (Bulgarien) den 31. marts 2021 — straffesag mod DELTA STROY 2003 EOOD	25
2021/C 228/35	Sag C-246/21 P: Appel iværksat den 19. april 2021 af Europa-Parlamentet til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) den 3. februar 2021 i sag T-17/19, Europa-Parlamentet mod Giulia Moi	26
2021/C 228/36	Sag C-469/19: Kendelse afsagt af formanden for Domstolens Anden Afdeling den 4. marts 2021 — i sag anlagt af All in One Star Ltd (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof — Tyskland)	27
2021/C 228/37	Sag C-606/20: Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 26. februar 2021 — EZ mod Iberia Lineas Aereas de Espana, Sociedad Unipersona l(anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Düsseldorf — Tyskland)	27
	Retten
2021/C 228/38	Sag T-504/19: Rettens dom af 14. april 2021 — Crédit lyonnais mod ECB (Økonomisk og monetær politik – tilsyn med kreditinstitutter – artikel 4, stk. 1, litra d), og artikel 4, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1024/2013 – beregning af gearingsgraden – ECB’s delvise afslag på at give tilladelse til at udeholde eksponeringer, der opfylder visse betingelser, fra beregningen af gearingsgraden – artikel 429, stk. 14, i forordning (EU) nr. 575/2013 – manglende undersøgelse af alle relevante forhold i den enkelte sag – retskraft – artikel 266 TEUF)	28
2021/C 228/39	Sag T-415/19: Rettens kendelse af 9. april 2021 — Laroni mod Parlamentet (Regler for institutionerne – fælles statut for medlemmerne af Europa-Parlamentet – medlemmer af Europa-Parlamentet, der er valgt i italienske valgkredse – afgørelse nr. 14/2018 om pension vedtaget af Ufficio di Presidenza della Camera dei deputati (præsidiet for det italienske deputeretkammer) – ændring af pensionsbeløb for medlemmer af det nationale italienske parlament – Europa-Parlamentets tilsvarende ændring af pensionsbeløbet for visse tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet, der er valgt i Italien – sagsøgers dødsfald – retssuccessorernes manglende videreførelse af sagen – ufornødent at træffe afgørelse)	29
2021/C 228/40	Sag T-496/20: Rettens kendelse af 8. april 2021 — CRII-GEN m.fl. mod Kommissionen (Annullationssøgsmål – plantebeskyttelsesmidler – aktivstoffet glyphosat – anmodning om fornyet vurdering med henblik på tilbagekaldelse eller ændring af godkendelsen – artikel 21 i forordning (EF) nr. 1107/2009 – afslag – retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål)	29
2021/C 228/41	Sag T-157/21: Sag anlagt den 22. marts 2021 — RG mod Rådet	30
2021/C 228/42	Sag T-171/21: Sag anlagt den 29. marts 2021 — Ubisoft Entertainment mod EUIPO — Huawei Technologies (FOR HONOR)	31
2021/C 228/43	Sag T-172/21: Sag anlagt den 31. marts 2021 — Valve mod Kommissionen	32
2021/C 228/44	Sag T-207/21: Sag anlagt den 16. april 2021 — Polynt mod ECHA	32
2021/C 228/45	Sag T-208/21: Sag anlagt den 16. april 2021 — Dorit mod EUIPO — Erwin Suter (DORIT)	33
2021/C 228/46	Sag T-210/21: Sag anlagt den 19. april 2021 — Vintae Luxury Wine Specialists mod EUIPO — R. Lopez de Heredia Viña Tondonia (LOPEZ DE HARO)	34
2021/C 228/47	Sag T-213/21: Sag anlagt den 16. april 2021 — Mlékárna Hlinsko mod Kommissionen	35
2021/C 228/48	Sag T-217/21: Sag anlagt den 20. april 2021 — SB mod eu-LISA	36
2021/C 228/49	Sag T-219/21: Sag anlagt den 23. april 2021 — Agora Invest mod EUIPO — Transportes Maquinaria y Obras (TRAMOSA)	37
2021/C 228/50	Sag T-221/21: Sag anlagt den 25. april 2021 — Italien mod Kommissionen	38
2021/C 228/51	Sag T-222/21: Sag anlagt den 26. april 2021 — Shopify mod EUIPO — Rossi m.fl. (Shoppi)	39
2021/C 228/52	Sag T-224/21: Sag anlagt den 27. april 2021 — PepsiCo mod EUIPO (Smartfood)	40
2021/C 228/53	Sag T-225/21: Sag anlagt den 27. april 2021 — Ryanair mod Kommissionen	40
2021/C 228/54	Sag T-226/21: Sag anlagt den 27. april 2021 — Retail Royalty mod EUIPO — Fashion Energy (Afbildning af en ørn)	41