1)

Appellen forkastes.

2)

Sun Pharmaceutical Industries Ltd og Ranbaxy (UK) Ltd bærer deres egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

3)

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer sine egne omkostninger.

1)

Appellen forkastes.

2)

Generics (UK) Ltd bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

3)

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer sine egne omkostninger.

1)

Appellen forkastes.

2)

H. Lundbeck A/S og Lundbeck Ltd bærer hver deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

3)

European Federation of Pharmaceutical Industries and Associations (EFPIA) bærer sine egne omkostninger.

4)

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer sine egne omkostninger.

1)

Appellen forkastes.

2)

Arrow Group ApS og Arrow Generics Ltd bærer deres egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

3)

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer sine egne omkostninger.

1)

Appellen forkastes.

2)

Xellia Pharmaceuticals ApS og Alpharma LLC bærer hver deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

3)

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer sine egne omkostninger.

1)

Appellen forkastes.

2)

Merck KGaA bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

3)

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer sine egne omkostninger.

1)

Artikel 7, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/14/EF af 11. marts 2009, skal fortolkes således, at den ret til godtgørelse for indskyderen, som den fastsætter, udelukkende dækker tilbagebetaling gennem indskudsgarantiordningen af indskyderens indisponible indskud svarende til det beløb, der er fastsat i dette direktivs artikel 7, stk. 1a, som ændret ved direktiv 2009/14, efter at den kompetente nationale myndighed har konstateret, at de indskud, der indestår i det pågældende kreditinstitut, er indisponible i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 1, nr. 3), litra i), som ændret ved direktiv 2009/14, således at samme direktivs artikel 7, stk. 6, som ændret ved direktiv 2009/14, ikke danner grundlag for en ret til fordel for indskyderen til erstatning for tab, der er forårsaget af den forsinkede tilbagebetaling af det dækkede beløb af alle den pågældendes indskud eller de kompetente nationale myndigheders utilstrækkelige tilsyn med et kreditinstitut, hvis indskud er blevet indisponible.

2)

Artikel 1, nr. 3), litra i), sammenholdt med artikel 7, stk. 6, og artikel 10, stk. 1, i direktiv 94/14, som ændret ved direktiv 2009/14, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning eller et kontraktvilkår, hvorefter et indskud i et kreditinstitut, hvis betalinger er blevet udsat, først forfalder til udbetaling efter, at den kompetente myndighed har tilbagekaldt den til dette kreditinstitut udstedte banktilladelse, og på den betingelse, at indskyderen udtrykkeligt har anmodet om tilbagebetaling af dette indskud. I henhold til princippet om EU-rettens forrang er enhver national domstol, for hvilken der er indbragt et søgsmål med påstand om erstatning for det tab, der angiveligt er forårsaget af tilbagebetalingen af det dækkede beløb af et sådant indskud efter udløbet af den frist, der er fastsat i direktivets artikel 10, stk. 1, som ændret ved direktiv 2009/14, forpligtet til at undlade at anvende denne nationale lovgivning eller dette kontraktvilkår med henblik på at træffe afgørelse i sagen.

3)

Artikel 17, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF, sammenholdt med 27. betragtning til denne forordning, skal fortolkes således, at en national domstol skal tage hensyn til en henstilling fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, der er vedtaget på grundlag af denne bestemmelse med henblik på at afgøre den tvist, der verserer for den, navnlig i forbindelse med et søgsmål med påstand om, at en medlemsstat ifalder ansvar for skader, der især er forårsaget af den manglende, ukorrekte eller utilstrækkelige anvendelse af de EU-retlige forskrifter, der ligger til grund for den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af denne henstilling. Borgere, der har lidt et tab på grund af den tilsidesættelse af EU-retten, som er fastslået i en sådan henstilling, skal, selv om de ikke er adressater for henstillingen, kunne påberåbe sig denne henstilling med henblik på ved de kompetente nationale domstole at få fastslået, at den pågældende medlemsstat er ansvarlig for den nævnte tilsidesættelse af EU-retten.

Henstilling EBA/REC/2014/02 af 17. oktober 2014 til Balgarska Narodna Banka (den bulgarske nationalbank) og Fond za garantirane na vlogovete v bankite (fonden til dækning af bankindskud) om de skridt, der er nødvendige for at efterleve direktiv 94/19/EF, er ugyldig, for så vidt som den sidestiller afgørelsen fra Balgarska Narodna Banka (den bulgarske nationalbank) om at sætte Korporativna targovska banka AD under skærpet tilsyn og om at udsætte opfyldelsen af dennes forpligtelser med en konstatering af indskuddenes indisponibilitet som omhandlet i artikel 1, nr. 3), litra i), i direktiv 94/19, som ændret ved direktiv 2009/14.

4)

Artikel 2, syvende led, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF af 4. april 2001 om sanering og likvidation af kreditinstitutter, sammenholdt med artikel 17, stk. 1, og artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at en foranstaltning om betalingsstandsning, som en national centralbank har anvendt over for et kreditinstitut som saneringsforanstaltning med henblik på at bevare eller genoprette den finansielle situation i dette institut, udgør et ubegrundet og uforholdsmæssigt indgreb i indskyderne i det nævnte instituts udøvelse af deres ejendomsret, såfremt foranstaltningen ikke respekterer det væsentligste indhold af denne ret, og såfremt andre, mindre indgribende foranstaltninger — under hensyntagen til den overhængende risiko for finansielle tab, som indskyderne ville være blevet udsat for, hvis kreditinstituttet var gået konkurs — kunne have gjort det muligt at opnå samme resultat, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

5)

EU-retten, og navnlig princippet om medlemsstaternes ansvar for tab, der er forvoldt borgerne ved tilsidesættelse af EU-retten, samt ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at:

6)

Ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at de ikke forpligter en domstol — ved hvilken der er anlagt et erstatningssøgsmål, der formelt er støttet på en bestemmelse i den nationale lovgivning om statens ansvar for skader, der er forårsaget af en administrativ aktivitet, men til støtte for hvilket der fremføres anbringender om tilsidesættelse af EU-retten på grund af denne aktivitet — til af egen drift at kvalificere søgsmålet som værende støttet på artikel 4, stk. 3, TEU, for så vidt som de bestemmelser i den nationale lovgivning, der finder anvendelse, ikke forhindrer denne nationale domstol i at undersøge de anbringender om tilsidesættelse af EU-retten, der er gjort gældende til støtte for søgsmålet.

1)

Appellen forkastes.

2)

Deutsche Telekom AG bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

1)

Appellen forkastes.

2)

Slovak Telekom a.s. bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

1)

Artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at en sag om inddrivelse af en afgift i form af en dagsparkeringsbillet for en parkeringsplads, som er afgrænset og beliggende på offentlig vej, der er indledt af et selskab bemyndiget af en lokal myndighed til at varetage driften af sådanne parkeringspladser, er omfattet af begrebet »det civil- og handelsretlige område« i denne bestemmelses forstand.

2)

Artikel 24, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en sag om inddrivelse af en afgift i form af en dagsparkeringsbillet for en afgrænset parkeringsplads beliggende på offentlig vej ikke er omfattet af begrebet »leje eller forpagtning af fast ejendom« i denne bestemmelses forstand.

3)

Artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 skal for det første fortolkes således, at en sag om inddrivelse af en afgift, som følger af en aftale vedrørende parkering på en af de afgrænsede parkeringspladser beliggende på offentlig vej, der tilrettelægges og forvaltes af et selskab, som er bemyndiget hertil, er omfattet af »sager om kontraktforhold« i denne bestemmelses forstand, og for det andet, at denne aftale udgør en aftale om levering af tjenesteydelser som omhandlet i denne forordnings artikel 7, nr. 1), litra b), andet led.

1)

Appellerne i sagerne C-517/19 P og C-518/19 P forkastes.

2)

Maria Alvarez y Bejarano, Ana-Maria Enescu, Angelica Livia Salanta, Svetla Shulga, Soldimar Urena de Poznanski, Angela Vakalis, Luz Anamaria Chu, Marli Bertolete, Maria Castro Capcha, Evelyne Vandevoorde, Lucian Micu og Hassan Orfe El bærer deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger i forbindelse med appellen i sag C-517/19 P.

3)

Jakov Ardalic, Christian Stouraitis, Abdelhamid Azbair, Abdel Bouzanih, Bob Kitenge Ya Musenga, El Miloud Sadiki, Cam Tran Thi, Liliana Bicanova, Monica Brunetto, Claudia Istoc, Sylvie Jamet og Despina Kanellou bærer deres egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger i forbindelse med appellen i sag C-518/19 P.

4)

Rådet bærer sine egne omkostninger i forbindelse med appellen i sag C 517/19 P.

5)

Europa-Parlamentet bærer sine egne omkostninger i forbindelse med appellerne i sagerne C-517/19 P og C-518/19 P.

1)

Appellen forkastes.

2)

Armando Carvalho og de 36 andre appellanter, hvis navne er opført i bilaget til denne dom, bærer deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.

3)

Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

1)

Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10, stk. 2 og 3, i Rådets direktiv 2011/64/EU af 21. juni 2011 om punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak, idet Ungarn efter udløbet af overgangsperioden, der gik til og med den 31. december 2017, på cigaretter har anvendt en samlet punktafgiftssats på under 60 % af den vejede gennemsnitlige detailsalgspris på cigaretter, der overgår til frit forbrug, og har opkrævet en punktafgift, der er mindre end 115 EUR pr. 1 000 stk. cigaretter.

2)

Ungarn betaler sagsomkostningerne.

1)

Skal artikel 1, stk. 2, artikel 5 og artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF (1) fortolkes således, at et kontraktvilkår om kursrisiko ikke er fritaget for vurdering, såfremt dette kontraktvilkår i en gensidigt bebyrdende aftale baseret på magtforhold gennemfører et princip udtrykt i en deklaratorisk bestemmelse, der finder anvendelse på aftaler uden vederlag, tilsigter at stille aftaleparterne i et balanceforhold og ikke har været genstand for lovgivers vurdering med henblik på at sikre en afbalanceret afvejning mellem den erhvervsdrivendes og forbrugerens interesser, i et tilfælde, hvor den erhvervsdrivende har indført dette kontraktvilkår uden i den prækontraktuelle fase at informere, rådgive og advare forbrugeren i relation til bankproduktets særlige kendetegn hvad angår lånevalutaens karakteristika med det formål, at forbrugeren kan forstå de økonomiske følger af den påtagne forpligtelse?

2)

Skal direktiv 93/13/EØF fortolkes således, at fritagelsen for vurdering ikke er begrundet, når der foreligger elementer for at antage, at den erhvervsdrivende har indført kontraktvilkåret i ond tro vel vidende, at anvendelsen af det i den deklaratoriske bestemmelse udtrykte princip kan bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren?

1)

Skal artikel 77, stk. 1, og artikel 79, stk. 1, i forordning 2016/679 (1) fortolkes således, at den administrative klageadgang, der er fastlagt i artikel 77, udgør et instrument til udøvelse af offentlige rettigheder, mens den søgsmålsret, der er fastlagt i artikel 79, udgør et instrument til udøvelse af private rettigheder? Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, følger det da deraf, at tilsynsmyndigheden, som det påhviler at påkende administrative klager, har den overordnede kompetence til at fastslå, at der foreligger en overtrædelse?

2)

Såfremt den registrerede — som er af den opfattelse, at behandlingen af personoplysninger, som vedrører den pågældende, overtræder forordning 2016/679 — på samme tid udøver retten til at indgive en klage i henhold til denne forordnings artikel 77, stk. 1, og søgsmålsretten i henhold til samme forordnings artikel 79, stk. 1, kan det da fastslås, at en fortolkning, der er i overensstemmelse med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, indebærer:

3)

Skal tilsynsmyndighedens uafhængighed, som er sikret ved artikel 51, stk. 1, og artikel 52, stk. 1, i forordning 2016/679, fortolkes således, at den pågældende myndighed ved behandlingen og afgørelsen af den klageprocedure, der er fastlagt i artikel 77, er uafhængig af, hvad den kompetente ret fastslår ved endelig dom i henhold til artikel 79, således at den pågældende myndighed kan vedtage en uoverensstemmende afgørelse med hensyn til den samme hævdede overtrædelse?

1)

Er en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsætter en lønmæssig forskelsbehandling til skade for arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse som omhandlet i § 1 i direktiv 1999/70/EF (1) i forhold til en sammenlignelig fastansat, hvor det eneste differentieringskriterium er, at deres kontrakt kvalificeres af arbejdsgiveren eller i loven som tidsbegrænset ansættelseskontrakt, forenelig med § 4 i direktiv 1999/70/EF?

2)

Er nærmere bestemt en national lovgivning, der begrunder en lønmæssig forskelsbehandling af arbejdstagere, der udfører arbejde på tidsbegrænset ansættelseskontrakt, vel vidende at deres arbejde dækker arbejdsgiverens faste og varige behov, forenelig med § 4 i direktiv 1999/70/EF?

1)

Skal ECT (1) fortolkes således, at voldgiftsklausulen i artikel 26 (2) — hvorigennem en kontraherende part giver sit samtykke til at tvister mellem en kontraherende part og en investor fra en anden kontraherende part vedrørende en investering foretaget af sidstnævnte på den førstnævntes område henvises til international voldgift — også omfatter en tvist mellem en EU-medlemsstat på den ene side og en investor fra en anden EU-medlemsstat på den anden side?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende; skal artikel 19 TEU og artikel 4, stk. 3, TEU samt artikel 267 TEUF og artikel 344 TEUF fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for voldgiftsklausulen i artikel 26 ECT eller for en anvendelse af voldgiftsklausulen, hvor en investor fra en EU-medlemsstat i tilfælde af en tvist vedrørende en investering i en anden medlemsstat i henhold til artikel 26 har mulighed for at indlede sag mod sidstnævnte medlemsstat ved en voldgiftsret, hvis kompetence og afgørelse denne medlemsstat har pligt til at acceptere?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende; skal EU-retten, og navnlig princippet om EU-rettens forrang og princippet om EU-rettens effektive virkning, fortolkes således, at den er til hinder for anvendelsen af en bestemmelse i national ret om præklusion, såsom voldgiftslovens § 34, stk. 2, såfremt anvendelsen medfører, at en part i en retssag, hvorved voldgiftskendelsen indbringes for domstolene, ikke har mulighed for at gøre den indsigelse gældende, at der ikke foreligger en gyldig voldgiftsaftale af den grund, at voldgiftsklausulen i eller tilbuddet i henhold til artikel 26 ECT er ugyldigt eller ikke finder anvendelse som stridende mod EU-retten?

1)

Betegner begrebet »betaling« i artikel 75, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 (1) af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik afslutningen af den procedure, der indledes ved en betalingsanmodning?

2)

Er en landbrugers faktiske modtagelse af det anmodede beløb ensbetydende med, at betalingsmyndigheden har truffet en positiv afgørelse om anmodningen om aktivering af betalingsrettigheder, eller udgør manglende modtagelse af beløb i tilfælde af offentlig bekendtgørelse af udbetalinger for den pågældende foranstaltning et afslag på de anmodede betalingsrettigheder, hvis personen ikke informeres om, at proceduren fortsættes med nye kontroller?

3)

Indebærer fristen i henhold til artikel 75, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik, at medlemsstaterne har pligt til at kontrollere betingelserne for ydelse af støtte før fristens udløb, og kan denne kontrol kun undtagelsesvis fortsættes?

4)

Udgør en manglende overholdelse af fristen i henhold til artikel 75, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik et stiltiende afslag på at betale støtte, hvis en landbruger ikke er blevet informeret om gennemførelsen af supplerende kontroller, og der ikke foreligger noget skriftligt dokument herom?

1)

I lyset af artikel 12(2) i forordning 726/2004 (1) (tidligere artikel 12[, stk. 2] i forordning 2309/1993 (2)) og afsnit 2.3 i kapitel 2 i EU-Kommissionens Notice to Applicants, kan et lægemiddel, som det i sagen omhandlede Precedex, der har fået en markedsføringstilladelse i en medlemsstat i henhold til dennes nationale regler forud for medlemsstatens indtræden i EU, men efter at lægemidlet har fået en negativ vurdering fra CPMP under forordning 2309/1993 på samme kliniske grundlag, i en situation hvor den nationale markedsføringstilladelse ikke er blevet opdateret med ny klinisk dokumentation eller tilhørende ekspertrapport, efter medlemsstatens indtræden i EU anses for et referencelægemiddel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 10, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/83 (3), således at det kan danne grundlag for en global markedsføringstilladelse i henhold til artikel 6[, stk. 1,] i direktiv 2001/83?

2)

Kan et lægemiddel, som det i sagen omhandlede Precedex, der er godkendt i en medlemsstat i henhold til dennes nationale regler forud for medlemsstatens indtræden i EU, uden at medlemsstatens kompetente myndighed har haft adgang til ASM's begrænsede del under European Drug Master File proceduren (nu Active Substance Master File), i en situation hvor den nationale markedsføringstilladelse ikke er blevet opdateret med ASM's begrænsede del, efter medlemsstatens indtræden i EU anses for et referencelægemiddel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 10, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/83, således at det kan danne grundlag for en global markedsføringstilladelse i henhold til artikel 6[, stk. 1,] i direktiv 2001/83?

3)

Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 1 eller 2, at den pågældende nationale markedsføringstilladelse ikke kunne danne grundlag for gensidig anerkendelse efter artikel 28 i direktiv 2001/83?

4)

Er den nationale kompetente myndighed i et referencemedlemsland eller et berørt medlemsland i henhold til en decentral procedure i medfør af artikel 28 i direktiv 2001/83 for et generisk lægemiddel, berettiget eller forpligtet til at afvise anvendelsen af et lægemiddel som referencelægemiddel, hvis det pågældende lægemiddel er godkendt i et andet medlemsland før dettes indtræden i EU under omstændigheder som anført i spørgsmål 1 og / eller 2?

5)

Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 4, at den nationale kompetente myndighed i et referencemedlemsland eller berørt medlemsland havde oplysninger om, at det pågældende lægemiddel havde fået en negativ vurdering fra CPMP under forordning 2309/1993 forud for godkendelsen i en anden medlemsstat forinden denne medlemsstats indtræden i EU?

1)

Skal artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF (1) fortolkes således, at retten i sager om udstedelse af et betalingspåkrav, hvori skyldneren ikke deltager, er forpligtet til ex officio at undersøge, om et kontraktvilkår er urimeligt, og til at undlade at anvende dette, såfremt der er mistanke om, at det er urimeligt?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er den nationale ret forpligtet til helt at afvise at afsige en kendelse, hvorved der udstedes et betalingspåkrav, hvis en del af kravet er baseret på et urimeligt kontraktvilkår, som har betydning for omfanget af det krav, der gøres gældende?

3)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende og det andet spørgsmål besvares benægtende: Er den nationale ret forpligtet til at afvise at afsige en kendelse, hvorved der udstedes et betalingspåkrav, for så vidt angår den del af kravet, der er baseret på det urimelige kontraktvilkår?

4)

Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende: Er retten forpligtet til — og i så fald under hvilke betingelser — ex officio at tage hensyn til et kontraktvilkårs urimelighed, hvis der foreligger oplysninger om en betaling i henhold til dette vilkår, herunder at modregne denne betaling i andre udestående skyldige beløb i henhold til aftalen?

5)

Såfremt det fjerde spørgsmål besvares bekræftende: Er den nationale ret bundet af en højere instans påbud, som i henhold til national ret er bindende for den instans, hvis afgørelse prøves, hvis disse påbud ikke tager hensyn til konsekvenserne af et kontraktvilkårs urimelighed?

—

Det fastslås, at Republikken Bulgarien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, med hensyn til zonerne og byområderne BG0001 AG Sofia, BG0002 AG Plovdiv, BG0004 Nord, BG0005 Sydvest og BG0006 Sydøst, idet den ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger, der følger af Domstolens dom af 5. april 2017, Kommissionen mod Bulgarien (C-488/15, EU:C:2017:267).

—

Republikken Bulgarien tilpligtes at betale et fast beløb på 3 156 EUR om dagen beregnet fra forkyndelsen af dommen af 5. april 2017, Kommissionen mod Bulgarien (C-488/15, EU:C:2017:267), indtil forkyndelsen af dommen i nærværende sag, eller — såfremt dommen opfyldes tidligere — indtil den 31. december i det sidste år, hvori den ikke er blevet opfyldt, men under alle omstændigheder ikke mindre end et fast minimumsbeløb på 653 000 EUR, til Kommissionen.

—

Republikken Bulgarien tilpligtes at betale en tvangsbøde til Kommissionen på 5 677,20 EUR om dagen for hver enkelt luftkvalitetszone, beregnet fra tidspunktet for forkyndelsen af Domstolens dom i nærværende sag og indtil det år, hvori dom af 5. april 2017, Kommissionen mod Bulgarien (C-488/15, EU:C:2017:267), er fuldstændigt opfyldt.

—

Republikken Bulgarien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1)

Skal artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 (1) af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA fortolkes således, at begreberne »forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger« i forbindelse med angivelsen af formålet opregnes som aspekter af et generelt formål?

2)

Finder bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (2) af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF anvendelse på Republikken Bulgariens anklagemyndighed, henset til det forhold, at oplysninger om en person, som anklagemyndigheden i sin egenskab af »dataansvarlig« som omhandlet i artikel 3, nr. 8), i [direktiv 2016/680] har indsamlet til en aktmappe om denne person med henblik på at undersøge, om der er grundlag for at antage, at der foreligger en strafbar handling, er blevet anvendt som en del af anklagemyndighedens retlige forsvar som part i en civil sag — idet det anføres, at denne aktmappe er blevet oprettet, eller idet dens indhold fremlægges?

2.1

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende:

Skal udtrykket »legitim interesse« i artikel 6, stk. 1, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF fortolkes således, at det omfatter en fuldstændig eller delvis videregivelse af oplysninger om en person, som er blevet indsamlet af anklagemyndigheden til en aktmappe om denne person med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger, når denne videregivelse sker som led i den dataansvarliges forsvar som part i en civil sag, og er den registreredes samtykke udelukket?

1)

Skal artikel 8, stk. 3, litra d), i direktiv 2013/33 (1) fortolkes således, at udtrykket »herunder« blandt de objektive kriterier udtrykkeligt omfatter den omstændighed, at »[ansøgeren] allerede har haft mulighed for adgang til asylproceduren«?

2)

Såfremt dette spørgsmål skal besvares benægtende, skal artikel 8, stk. 3, litra d), i direktiv 2013/33 da fortolkes således, at frihedsberøvelse under de beskrevne omstændigheder kun er tilladt på grundlag af på forhånd fastsatte objektive kriterier og en forudgående konstatering af, at ansøgeren allerede har haft mulighed for at indgive en ansøgning om international beskyttelse, på grundlag af hvilken det kan konkluderes, at der er rimelig grund til at antage, at nævnte ansøgning kun er blevet indgivet for at forsinke eller forhindre en afgørelse om tilbagesendelse?

—

Rettens dom af 27. januar 2021 i sag T-699/17, Republikken Polen mod Europa-Kommissionen, ophæves i sin helhed.

—

Republikken Polens første anbringende i sag T-699/17 forkastes.

—

Sagen hjemvises til fornyet behandling ved Retten, således at det andet til det femte anbringende, som ikke blev undersøgt i første instans, kan forkastes.

—

Afgørelsen om sagsomkostninger i forbindelse med sagen i første instans og nærværende appelsag udsættes til den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Reza Hossein Khan Tehrani betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Gábor Bende betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Chatwal Hotels & Resorts LLC betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Steinel GmbH betaler sagsomkostningerne.

1)

Sagen afvises.

2)

Det er ufornødent at træffe afgørelse om de af Graanhandel P. van Schelven BV fremsatte anmodninger om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og om vidneførsel.

3)

Graanhandel P. van Schelven betaler sagsomkostningerne.

1)

Sagen afvises.

2)

Det er ufornødent at træffe afgørelse om Forbundsrepublikken Tysklands interventionsbegæring.

3)

Sindicato de Enfermería (SATSE) pålægges at betale Europa-Kommissionens sagsomkostninger med undtagelse af omkostningerne i forbindelse med interventionsbegæringen.

4)

SATSE, Kommissionen samt Forbundsrepublikken Tyskland bærer hver deres egne sagsomkostninger i forbindelse med interventionsbegæringen.

1)

Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

—

De dokumenter, som indgår i den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, tilføjes sagsakterne i det i stævningen anførte omfang.

—

Den foreliggende sag forenes med sag T-95/21 (Den Portugisiske Republik mod Europa-Kommissionen).

—

Artikel 1 og artikel 4-6 i Europa-Kommissionens afgørelse C(2020) 8550 final af 4. december 2020»om den støtteordning SA.21259 (2018/C) (ex2018/NN), som Portugal indførte til fordel for Zona Franca Madeira (ZFM) [herefter »Madeira-frizonen«] — Tredje ordning« annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale alle sagsomkostninger, herunder sagsøgerens.

1.

Første anbringende om en retlig fejl og/eller manglende begrundelse, idet den omtvistede foranstaltning ikke er af selektiv, men af generel karakter og dermed ikke udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Sagsøgeren har bl.a. gjort gældende, at foranstaltningen ikke er selektiv, fordi den indgår i den portugisiske skatteordnings generelle opbygning.

2.

Andet anbringende om en retlig fejl, for så vidt som Madeira-frizonens tredje ordning blev iværksat i overensstemmelse med Kommissionens afgørelser fra 2007 og fra 2013 samt artikel 107 og 108 TEUF. Sagsøgeren har gjort gældende, at kravet om, at fortjenesten skal hidrøre fra virksomhed, der reelt og materielt er udøvet i den selvstyrende region Madeira, ikke skal fortolkes således, at der alene skal tages hensyn til de ekstraomkostninger for virksomheder registreret i Madeira-frizonen, der er forbundet med deres afsides beliggenhed, at skattefordelene kun kan vedrøre fortjeneste hos disse virksomheder, der hidrører fra transaktioner direkte behæftet med disse ekstraomkostninger, og at aktiviteter, der udøves uden for Madeira af virksomheder med internationale aktiviteter, der er registreret i Madeira-frizonen, udelukkes.

3.

Tredje anbringende om en fejl ved vurderingen af de faktiske omstændigheder og/eller om manglende begrundelse af Kommissionens afgørelse, for så vidt som kravene med hensyn til skatteordningen og de nationale og regionale myndigheders tilsyn er passende med henblik på at kontrollere Madeira-frizonens tredje ordning. Sagsøgeren har bl.a. gjort gældende, at lovkravene om et særskilt regnskab for indtægter oppebåret i Madeira-frizonen og overholdelsen af stort antal skattemæssige forpligtelser muliggør de nationale og regionale myndigheders effektive og passende kontrol af og tilsyn med Madeira-frizonens tredje ordning.

4.

Fjerde anbringende om en retlig fejl ved Kommissionens afgørelse, for så vidt som det »arbejdsplads«-begreb, der finder anvendelse inden for Madeira-frizonens tredje ordning, følger af national lovgivning og idet metodologien for [definitionen af] arbejdspladser i »FTÆ« (fuldtidsækvivalent) og i »ÅAE« (årsarbejdsenheder) ikke finder anvendelse. Sagsøgeren har gjort gældende, der ved vurderingen af kravet i Madeira-frizonens tredje ordning om skabelse eller opretholdelse af arbejdspladser er begået en fejl i den anfægtede afgørelse ved at anvende metodologien for definitionen af arbejdspladser i »FTÆ« og i »ÅAE«, eftersom det arbejdspladsbegreb, der finder anvendelse på Madeira-frizoneordningen, er det, som følger af den nationale arbejdsretlige lovgivning.

5.

Femte anbringende om en fejl ved vurderingen af de faktiske omstændigheder og/eller om manglende begrundelse af afgørelsen, for så vidt som tilsynet med kravet om skabelse eller opretholdelse af arbejdspladser var passende og effektiv. Sagsøgeren har gjort gældende, at de nationale myndigheder gav Kommissionen oplysninger, der gjorde det muligt at vurdere, om der blev foretaget en kontrol af kravet om skabelse eller opretholdelse af arbejdspladser i Madeira-frizonen, hvorfor den anfægtede afgørelse er behæftet med en fejl hvad angår vurderingen af de faktiske omstændigheder og/eller med en manglende begrundelse.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af generelle EU-retlige principper. Sagsøgerne har bl.a. gjort gældende, at afgørelsen tilsidesætter de generelle EU-retlige principper om forholdsmæssighed, retssikkerhed, den berettigede forventning og god forvaltning.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale økonomisk erstatning for den skade, som sagsøgeren har lidt som følge af sagsøgtes afgørelse ECB/SSM/2016 — 529900WIPOINFDAWTJ81/1 WOANCA-2016-0005 af 3. marts 2016 om inddragelse af sagsøgerens tilladelse.

—

Det fastslås, at den økonomiske skade beløber sig til mindst 126 mio. EUR med tillæg af udligningsrenter fra den 3. marts 2016 og indtil afsigelse af endelig dom i den foreliggende sag samt med tillæg af morarenter fra dommens afsigelse og indtil fuld betaling sker.

—

Den Europæiske Centralbank tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at sagsøgte ikke behandlede proceduremæssige uregelmæssigheder korrekt. Disse omfatter det forhold, at den lettiske FCMC (1) umiddelbart inden, at proceduren for inddragelse af tilladelse blev indledt, havde fastslået, at en inddragelse af tilladelse ikke var berettiget, og at denne faktiske omstændighed efterfølgende blev udeladt i FCMC’s anmodning om inddragelse af tilladelse. Sagsøgeren har endvidere kritiseret, at den engelske udgave af FCMC’s seneste afgørelse var manipuleret. Yderligere angivelige proceduremæssige uregelmæssigheder vedrører manglende effektiv håndtering af den potentielle korrupte adfærd udvist af lettiske embedsmænd og EU-ansatte i denne henseende.

2.

Andet anbringende om, at sagsøgte tilsidesatte materielle bestemmelser ved at handle uden for sit kompetenceområde, da denne traf den anfægtede afgørelse, navnlig med hensyn til spørgsmål om hvidvaskning af penge, og at sagsøgte derfor fejlagtigt antog, at der var grundlag for en inddragelse af tilladelse.

3.

Tredje anbringende om, at sagsøgeren har lidt betydelig økonomisk skade, navnlig på grund af dens likvidation som følge af den fejlagtige inddragelse af tilladelse.

4.

Fjerde anbringende om, at der er årsagssammenhæng mellem inddragelsen af tilladelse og den skade, som sagsøgeren har lidt.

—

Europa-Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2020) 7930 final af 10. november 2020 om udstedelse af en markedsføringstilladelse til det veterinærmedicinske lægemiddel »Librela — bedinvetmab«, offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 30. december 2020 (EUT C 453, 30.12.2020, s. 1), annulleres, for så vidt som den er blevet vedtaget i strid med artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 af 31. marts 2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur.

—

Europa-Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2020) 7930 final af 10. november 2020 om udstedelse af en markedsføringstilladelse til det veterinærmedicinske lægemiddel »Librela — bedinvetmab«, offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 30. december 2020 (EUT C 453, 30.12.2020, s. 1), annulleres, for så vidt som den er blevet vedtaget i strid med artikel 31 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 af 31. marts 2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur.

—

Europa-Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2020) 7930 final af 10. november 2020 om udstedelse af en markedsføringstilladelse til det veterinærmedicinske lægemiddel »Librela — bedinvetmab«, offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 30. december 2020 (EUT C 453, 30.12.2020, s. 1), annulleres, for så vidt som den er et resultat af en tilsidesættelse af artikel 102 TEUF og derved er i strid med princippet om den effektive virkning, legalitetsprincippet og princippet om god forvaltning, som Europa-Kommissionen er forpligtet til at overholde.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 af 31. marts 2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur (EUT 2004, L 136, s. 1) er blevet tilsidesat, for så vidt som den anfægtede afgørelse giver tilladelse til markedsføring af Librela® på det europæiske marked, skønt dette produkts sikkerhed og virkning ikke er blevet dokumenteret på passende og tilstrækkelig vis i lyset af denne bestemmelse.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at artikel 31 i ovenfor nævnte forordning (EF) nr. 726/2004 er blevet tilsidesat, for så vidt som den anfægtede afgørelse er i strid med reglerne for affattelse af produktresuméet, der burde have ført Europa-Kommissionen til at konstatere, at den særlige advarsel, der er blevet indført for Librela®, og som vedrører virkningen af anti-lægemiddel antistofferne, er for generisk og upræcis.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at den effektive virkning af artikel 102 TEUF samt legalitetsprincippet og princippet om god forvaltning er blevet tilsidesat, for så vidt som den anfægtede afgørelse giver virkning til det misbrug af en dominerende stilling, som koncernen Zoetis har begået i forbindelse med indstillingen af udviklingen af det konkurrerende produkt til Librela®, som sagsøgeren har fået licens til.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale økonomisk erstatning for den skade, som sagsøgerne har lidt som følge af sagsøgtes afgørelse ECB/SSM/2016 — 529900WIPOINFDAWTJ81/1 WOANCA-2016-0005 af 3. marts 2016 om inddragelse af Trasta Komercbanka AS’ tilladelse.

—

Det fastslås, at den økonomiske skade beløber sig til mindst 25 mio. EUR (1) med tillæg af udligningsrenter fra den 3. marts 2016 og indtil afsigelse af endelig dom i den foreliggende sag samt med tillæg af morarenter fra dommens afsigelse og indtil fuld betaling sker.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at sagsøgte ikke behandlede proceduremæssige uregelmæssigheder korrekt. Disse omfatter det forhold, at den lettiske FCMC (2) umiddelbart inden, at proceduren for inddragelse af tilladelse blev indledt, havde fastslået, at en inddragelse af tilladelse ikke var berettiget, og at denne faktiske omstændighed efterfølgende blev udeladt i FCMC’s anmodning om inddragelse af tilladelse. Sagsøgerne har endvidere kritiseret, at den engelske udgave af FCMC’s seneste afgørelse var manipuleret. Yderligere angivelige proceduremæssige uregelmæssigheder vedrører manglende effektiv håndtering af den potentielle korrupte adfærd udvist af lettiske embedsmænd og EU-ansatte i denne henseende.

2.

Andet anbringende om, at sagsøgte tilsidesatte materielle bestemmelser ved at handle uden for sit kompetenceområde, da denne traf den anfægtede afgørelse, navnlig med hensyn til spørgsmål om hvidvaskning af penge, og at sagsøgte derfor fejlagtigt antog, at der var grundlag for en inddragelse af tilladelse.

3.

Tredje anbringende om, at sagsøgerne har lidt betydelig økonomisk skade, navnlig på grund af likvidationen af Trasta Komercbanka AS som følge af den fejlagtige inddragelse af tilladelse.

4.

Fjerde anbringende om, at der er årsagssammenhæng mellem inddragelsen af tilladelse og den skade, som sagsøgerne har lidt.

—

Gennemførelsesforordning (EU) 2020/2151 af 17. december 2020 (1) annulleres i sin helhed eller, subsidiært, delvist for så vidt angår artikel 2, stk. 4, heri og bilag IV hertil eller delvist for så vidt angår drikkebægre lavet af plastik.

—

Forordning 2020/2151 annulleres delvist for så vidt angår artikel 3.

—

Direktiv (EU) 2019/904 af 5. juni 2019 (2) annulleres delvist for så vidt angår artikel 7, i det omfang denne bestemmelse vedrører drikkebægre, og del D, nr. 4), i bilaget hertil.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen med vedtagelsen af forordning 2020/2151 tilsidesatte artikel 7 i direktiv 2019/904 om reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning og overskred de beføjelser, som Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet har tillagt den.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen med vedtagelsen af forordning 2020/2151 tilsidesatte en væsentlig formforskrift, eftersom den vedtog denne forordning efter den 3. juli 2020 og de hertil hørende berigtigede sprogudgaver mere end seks måneder efter den frist, som Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet havde fastsat i direktiv 2019/904.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen med vedtagelsen af forordning 2020/2151 tilsidesatte artikel 7 i direktiv 2019/904 samt retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen med vedtagelsen af forordning 2020/2151 tilsidesatte begrundelsespligten.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 7, stk. 1, i direktiv 2019/904, foretog et åbenbart urigtigt skøn og overskred sin kompetence.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 7, stk. 2, litra c), i direktiv 2019/904 og foretog et åbenbart urigtigt skøn.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte proportionalitetsprincippet.

Sagsøgerne har også rejst en ulovlighedsindsigelse i henhold til artikel 277 TEUF mod artikel 7 i direktiv 2019/904 og del D, nr. 4), i bilaget hertil.

—

Sagsøgeren gives medhold i sagen.

—

EUIPO’s afgørelse af 20. marts 2020 tilbagekaldes.

—

Den anfægtede afgørelse af 20. januar 2021 annulleres.

—

Sletningen af EU-varemærke nr. 4 814 158 »APERITAL« på grund af manglende brug af de omtvistede varer i klasse 5 tilbagekaldes, samtidig opretholdes registreringen af disse varer (samt »farmaceutiske præparater«).

—

EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret, såfremt sidstnævnte intervenerer i sagen, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Fejlagtig fortolkning af artikel 58, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 i forbindelse med vurderingen af begrebet reel brug af det anfægtede varemærke for de omtvistede varer

—

Fejlagtig fortolkning af artikel 58, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 i forbindelse med vurderingen af begrebet rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted.

—

Rådets afgørelse om afslag på aktindsigt i visse dokumenter, hvori der var begæret aktindsigt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, som meddelt sagsøgeren ved brev af 14. januar 2021 med referencen SGS 21/000067, med bilag, annulleres.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger i henhold til artikel 134 i Rettens procesreglement, herunder eventuelle intervenerende parters omkostninger.

1.

Første anbringende om retlige fejl og et åbenbart urigtigt skøn, der resulterede i en forkert anvendelse af undtagelsen vedrørende beskyttelse af beslutningsprocessen (artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1049/2001) (1) og manglende begrundelse, eftersom udbredelse ikke ville være til alvorlig skade for beslutningsprocessen.

2.

Andet anbringende om retlige fejl og et åbenbart urigtigt skøn, der resulterede i en forkert anvendelse af undtagelsen vedrørende beskyttelse af beslutningsprocessen (artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1049/2001) og manglende begrundelse, eftersom der ved den anfægtede afgørelse ikke blev anerkendt mere tungvejende offentlige interesser og meddelt aktindsigt på grundlag heraf.

3.

Tredje anbringende, hvorved det subsidiært gøres gældende, at der er begået retlige fejl og foretaget et åbenbart urigtigt skøn, der resulterede i en forkert anvendelse af forpligtelsen til at give delvis aktindsigt (artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001) og manglende begrundelse.

—

Sagsøgtes afgørelse af 18. december 2020 i sag SA.44830 (2016/FC) — Netherlands: Prolongation of gambling licenses in the Netherlands (Nederlandene: forlængelse af spillelicenser i Nederlandene) (1) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at sagsøgte tilsidesatte sagsøgerens processuelle rettigheder, idet den ikke indledte en formel undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, skønt dens indledende undersøgelse ikke fjernede enhver tvivl om, hvorvidt der forelå statsstøtte.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at sagsøgte anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den fandt, at Nederlandenes forlængelse af de etablerede tilladelsesindehaveres eksisterende tilladelser til sportsvæddemål, hestevæddeløb, lotteri og kasino ikke giver en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

—

Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgeren medhold.

—

Europa-Parlamentets afgørelse af 15. januar 2021 A (2019) 8551 C (D 300153), hvorved sagsøgeren fik afslag på aktindsigt i de dokumenter, for hvilke der var begæret aktindsigt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, annulleres.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Retten træffer enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig.

1.

Med første anbringende gøres gældende, at sagsøgte ikke undersøgte, om betingelserne for at opnå aktindsigt i de ønskede dokumenter i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter var opfyldt. En udbredelse af de ønskede dokumenter ville ikke være til skade for beskyttelsen af formålet med undersøgelser, således som påstået af sagsøgte. Sagsøgte har ikke påvist, at dette var tilfældet og slet ikke, at der var en rimelig forudsigelig risiko for, at beskyttelsen af formålet med undersøgelser ville lide skade som følge af en sådan udbredelse af undersøgelsesdokumenter, hvis indhold allerede delvist var offentligt tilgængeligt.

2.

Med andet anbringende gøres gældende, at sagsøgte endvidere ikke tog hensyn til, at der var en mere tungtvejende offentlig interesse i at få udleveret de ønskede dokumenter, som i det foreliggende tilfælde bestod af en iagttagelse af værdien af retsstatsprincippet, som er baseret på principperne om grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder.

—

Kommissionens afgørelse af 18. februar 2021 om i 18 måneder at udelukke sagsøgeren fra at deltage i de offentlige udbuds- og tilskudsprocedurer, som er indeholdt i EU-budgettet og den 11. Europæiske Udviklingsfond, eller fra at blive udvalgt til at gennemføre EU-midler i medfør af forordning (EU, Euratom) 2018/1046 og til at gennemføre midler inden for rammerne af Den Europæiske Udviklingsfond i medfør af forordning (EU) 2018/1877, og om at offentliggøre udelukkelsen på Kommissionens websted, annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning for det tab på 17 385 832 EUR, som denne har lidt.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at der er begået en retlig fejl i forbindelse med den retlige kvalifikation af alvorlige forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af erhvervet.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at der er sket en tilsidesættelse af uskyldsformodningen, og at der er anvendt omvendt bevisbyrde.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at der er foretaget en fejlagtig bedømmelse vedrørende de faktiske omstændigheder og den omstændighed, at der tydeligvis ikke er begået alvorlige forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af erhvervet, og navnlig ikke sådanne forsømmelser som dem, der er omhandlet i artikel 136, stk. 1, litra c), nr. v), i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (som under alle omstændigheder udgør en åbenbar fejl), og at OLAF’s rapport og den anfægtede afgørelse er behæftet med ulovligheder.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at der er sket en tilsidesættelse af pligten til at udvise omhu og af retten til god forvaltning som omhandlet i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at der er sket en tilsidesættelse af retten til forsvar.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at der er sket en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

7.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at det er sket en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet i forbindelse med sanktionen, der består i udelukkelse og offentliggørelse af udelukkelsen

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Intervenienten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne afholdt i forbindelse med sagens behandling ved appelkammeret og annullationsafdelingen.

—

Tilsidesættelse af artikel 71 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 27 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625.

—

Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Afgørelsen af 20. maj 2020 om ikke at tildele sagsøgeren udlandstillæg annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Sagsøgerens KUR (1) for 2019 annulleres.

—

Subsidiært annulleres sagsøgerens KUR, for så vidt som den indeholder anfægtede bemærkninger.

—

Samtidigt, og for så vidt det er nødvendigt, annulleres Kommissionens afgørelse om afslag på sagsøgerens klage over KUR’en for 2019 indgivet på grundlag af tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2.

—

Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for det af sagsøgeren lidte ikke-økonomiske tab.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte sin forpligtelse til at fastsætte mål i KUR’en. Sagsøgeren har også anført, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesatte sin pligt til at udvise omhu og princippet om god forvaltning.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte tjenestemandsvedtægtens artikel 43, artikel 7, stk. 3, i Kommissionens afgørelse af 16. december 2013 (2) og Kommissionens interne vejledning for bedømmere (3). Sagsøgeren har endvidere anført, at Kommissionen foretog åbenbart urigtige skøn og misbrugte sine beføjelser. Det gøres også gældende, at Kommissionen tilsidesatte sin pligt til at udvise omhu og pligten til god forvaltning.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Sagsøgeren har også anført, at Kommissionen tilsidesatte reglerne om objektivitet og upartiskhed.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 296, stk. 2, TEUF. Sagsøgeren har også anført, at Kommissionen tilsidesatte tjenestemandsvedtægtens artikel 25, stk. 2, og artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Det gøres ligeledes gældende, at Kommissionen tilsidesatte begrundelsespligten.

—

Kommissionens forordning (EU) 2021/468 annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første underanbringende om, at Kommissionens forordning (EU) 2021/468 (1) tilsidesætter forsigtighedsprincippet. Sagsøgeren gør gældende, at forsigtighedsprincippet kun tillader forebyggende lovgivningsmæssige tiltag, når en videnskabelig vurdering viser, at en potentiel risiko overskrider det niveau, som stadig ville være acceptabelt for samfundet. I dette tilfælde har den anfægtede forordning forbudt gel fra Aloe vera blade, selv om den videnskabelige vurdering viste, at der ikke var nogen risiko ved dette produkt. Sagsøgeren gør endvidere gældende, at den anfægtede forordning snarere end at være baseret på videnskab var et resultat af en række vilkårlige afgørelser.

2.

Andet underanbringende om, at forordning (EU) 2021/468 blev vedtaget under processuel tilsidesættelse af forsigtighedsprincippet. Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen ikke overholdt den ramme, der er fastsat i artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1925/2006 (2), og fejlagtigt støttede sig på den skriftlige procedure i artikel 3, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (3) samt tilsidesatte proportionalitetsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling.

—

Søgsmålet anlagt af Oleksandr Viktorovytch Klymenko antages til realitetsbehandling.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2021/394 af 4. marts 2021 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/391 af 4. marts 2021 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne i henhold til artikel 87 og 91 i Rettens procesreglement.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten, navnlig vedrørende angivelsen i retsakterne af begrundelsen for foranstaltningen og den efterprøvelse, der er foretaget af overholdelsen af retten til forsvar og til en effektiv domstolsbeskyttelse.

2.

Andet anbringende om, at der i den foreliggende sag er anlagt et urigtigt skøn, og at der foreligger magtfordrejning, for så vidt som sagsøgeren har forelagt elementer, der godtgør, at der ikke foreligger et tilstrækkeligt faktisk grundlag for at begrunde nogen strafferetlig procedure, samt elementer om tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder, uden at Rådet har draget nogen konsekvens desangående.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder, navnlig iagttagelsen af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse samt retten til processuel ligestilling.

4.

Fjerde anbringende om manglende retsgrundlag, for så vidt som artikel 29 TEU ikke kan udgøre retsgrundlaget for den restriktive foranstaltning, der er truffet over for sagsøgeren.