Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2021/C 148/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 138 af 19.4.2021

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 128 af 12.4.2021

EUT C 110 af 29.3.2021

EUT C 98 af 22.3.2021

EUT C 88 af 15.3.2021

EUT C 79 af 8.3.2021

EUT C 72 af 1.3.2021

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolens dom (Store Afdeling) af 2. marts 2021 — straffesag mod HK (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Riigikohus — Estland)

(Sag C-746/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - behandling af personoplysninger i den elektroniske kommunikationssektor - direktiv 2002/58/EF - udbydere af elektroniske kommunikationstjenester - kommunikationshemmelighed - begrænsninger - artikel 15, stk. 1 - artikel 7, 8 og 11 samt artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - lovgivning om generel og udifferentieret lagring af trafikdata og lokaliseringsdata, der foretages af udbydere af elektroniske kommunikationstjenester - nationale myndigheders adgang til de lagrede data med henblik på efterforskning - generel bekæmpelse af kriminalitet - tilladelse givet af anklagemyndigheden - anvendelse af data som bevis i en straffesag - formaliteten)

(2021/C 148/02)

Processprog: estisk

Den forelæggende ret

Riigikohus

Part i straffesagen

HK

Procesdeltager: Prokuratuur

Konklusion

1)

Artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009, sammenholdt med artikel 7, 8 og 11 samt artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der giver offentlige myndigheder adgang til en samling af trafikdata eller lokaliseringsdata, som kan tilvejebringe oplysninger om den kommunikation, som en bruger har foretaget ved hjælp af et elektronisk kommunikationsmiddel, eller om placeringen af det terminaludstyr, som den pågældende gør brug af, og som kan gøre det muligt at drage præcise slutninger om den pågældendes privatliv, med henblik på at foretage forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager, uden at denne adgang er begrænset til de procedurer, der har til formål at bekæmpe grov kriminalitet eller at forebygge alvorlige trusler mod den offentlige sikkerhed, og uafhængigt af varigheden af den periode, for hvilken der er anmodet om adgang til de nævnte data, og mængden eller arten af de data, der er tilgængelige i en sådan periode.

2)

Artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, som ændret ved direktiv 2009/136, sammenholdt med artikel 7, 8 og 11 samt artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der tillægger anklagemyndigheden, der har til opgave at lede den strafferetlige efterforskning og i givet fald at udøve den offentlige påtalekompetence i en senere retssag, beføjelse til at give en offentlig myndighed adgang til trafikdata og lokaliseringsdata i forbindelse med den strafferetlige efterforskning.

---

(1)  EUT C 54 af 11.2.2019.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 2. marts 2021 — A.B., C.D., E.F., G.H. og I.J. mod Krajowa Rada Sadownictwa (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Naczelny Sąd Administracyjny — Polen)

(Sag C-824/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 2 og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU - retsstat - effektiv retsbeskyttelse - princippet om dommeres uafhængighed - procedure for udnævnelse til et dommerembede ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) - udnævnelse ved præsidenten for Republikken Polen på grundlag af en afgørelse fra det nationale domstolsråd - dette råds manglende uafhængighed - det retsmiddel, som er tilgængeligt med henblik på prøvelse af en sådan afgørelse, er ikke effektivt - dom afsagt af Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol, Polen) om ophævelse af den bestemmelse, der ligger til grund for den forelæggende rets kompetence - vedtagelse af en lovgivning, hvorefter verserende sager automatisk indstilles, og hvorefter alle fremtidige søgsmål i sådanne sager udelukkes - artikel 267 TEUF - de nationale retters ret og/eller pligt til at foretage en præjudiciel forelæggelse og opretholde denne - artikel 4, stk. 3, TEU - princippet om loyalt samarbejde - EU-rettens forrang - beføjelse til at undlade at anvende nationale bestemmelser, der er i strid med EU-retten)

(2021/C 148/03)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Naczelny Sąd Administracyjny

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: A.B., C.D., E.F., G.H. og I.J.

Sagsøgt: Krajowa Rada Sadownictwa

Procesdeltager: Prokurator Generalny og Rzecznik Praw Obywatelskich

Konklusion

1)

I en situation, hvor der er foretaget ændringer i den nationale retsorden, som for det første fratager en national ret kompetencen til at træffe afgørelse i første og sidste instans i søgsmål anlagt af kandidater til dommerembeder ved en ret såsom Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) til prøvelse af afgørelser truffet af et organ såsom Krajowa Rada Sądownictwa (det nationale domsstolsråd, Polen) om ikke at forelægge de pågældendes, men andre kandidaters ansøgninger for Republikken Polens præsident med henblik på udnævnelse til disse embeder, som for det andet fastsætter, at sådanne søgsmål, der fortsat er verserende, automatisk skal indstilles, idet behandlingen af dem ikke kan fortsætte, og søgsmålene ikke anlægges på ny, og som for det tredje herved fratager en sådan national ret muligheden for at få svar på de præjudicielle spørgsmål, som den har forelagt Domstolen, — skal artikel 267 TEUF og artikel 4, stk. 3, TEU fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for sådanne ændringer, såfremt det fremgår — hvilket det tilkommer den forelæggende ret at vurdere på grundlag af alle de relevante forhold — at disse ændringer specifikt bevirker, at Domstolen forhindres i at træffe afgørelse om præjudicielle spørgsmål som dem, den er blevet forelagt af denne ret, og at enhver mulighed for en national ret for i fremtiden på ny at forelægge tilsvarende spørgsmål udelukkes — skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for sådanne ændringer, såfremt det fremgår — hvilket det tilkommer den forelæggende ret at vurdere på grundlag af alle de relevante forhold — at disse ændringer kan rejse rimelig tvivl i offentligheden om, hvorvidt de dommere, som Republikken Polens præsident udnævner på grundlag af de nævnte afgørelser fra Krajowa Rada Sądownictwa (det nationale domstolsråd), er uimodtagelige for påvirkning udefra, og navnlig for direkte eller indirekte påvirkninger fra den lovgivende og den udøvende magt, og neutrale i forhold til de interesser, som står over for hinanden, og således kan føre til, at disse dommere ikke fremstår som uafhængige og upartiske, hvilket kan skade den tillid, som domstolene skal indgyde borgerne i et demokratisk samfund og en retsstat. Såfremt det fastslås, at disse artikler er tilsidesat, skal princippet om EU-rettens forrang fortolkes således, at det forpligter den forelæggende ret til at undlade at anvende de omhandlede ændringer, uanset om de er fastsat ved lov eller i forfatningen, og i konsekvens heraf fortsat påtage sig den kompetence, som den tidligere havde til at træffe afgørelse i de sager, som var indbragt for den inden indførelsen af disse ændringer.

2)

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for bestemmelser, som ændrer den gældende nationale retstilstand, og som medfører — for det første, at selv om en kandidat til et dommerembede ved en ret såsom Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) har anlagt søgsmål til prøvelse af en afgørelse truffet af et organ såsom Krajowa Rada Sądownictwa (det nationale domstolsråd, Polen) om ikke at imødekomme denne kandidats ansøgning, men at forelægge andre kandidaters ansøgninger for Republikken Polens præsident, antager denne afgørelse en endelig karakter med hensyn til forelæggelsen af disse andre kandidaters ansøgninger, således at søgsmålet ikke er til hinder for, at Republikken Polens præsident udnævner de sidstnævnte kandidater, og således at den eventuelle annullation af afgørelsen i det omfang, sagsøgeren ikke er blevet indstillet til udnævnelse, ikke kan føre til en ny vurdering af sidstnævntes situation med henblik på eventuel ansættelse i det omhandlede embede, og — for det andet, at et sådant søgsmål ikke kan støttes på et anbringende om en ukorrekt vurdering af kandidaternes opfyldelse af de kriterier, der tages hensyn til, når der træffes beslutning om fremlæggelse af indstillingen om udnævnelse, såfremt det fremgår — hvilket det tilkommer den forelæggende ret at vurdere på grundlag af alle de relevante forhold — at disse ændringer kan rejse rimelig tvivl i offentligheden om, hvorvidt de dommere, som Republikken Polens præsident således udnævner på grundlag af afgørelser truffet af Krajowa Rada Sądownictwa (det nationale domstolsråd), er uimodtagelige for påvirkning udefra, og navnlig for direkte eller indirekte påvirkninger fra den lovgivende og den udøvende magt, og neutrale i forhold til de interesser, som står over for hinanden, og således kan føre til, at disse dommere ikke fremstår som uafhængige og upartiske, hvilket kan skade den tillid, som domstolene skal indgyde borgerne i et demokratisk samfund og en retsstat. Såfremt det fastslås, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU er tilsidesat, skal princippet om EU-rettens forrang fortolkes således, at det forpligter den forelæggende ret til at undlade at anvende disse bestemmelser og i stedet anvende de tidligere gældende nationale bestemmelser, idet den selv udøver den prøvelse, som er fastsat ved sidstnævnte bestemmelser.

---

(1)  EUT C 164 af 13.5.2019.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 2. marts 2021 — Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik, Banca Popolare di Bari Società Cooperativa per Azioni, Fondo interbancario di tutela dei depositi og Banca d’Italia,

(Sag C-425/19 P) (1)

(Appel - statsstøtte - intervention ved et privatretligt bankkonsortium til fordel for et af dets medlemmer - medlemsstatens centralbanks tilladelse til interventionen - begrebet »statsstøtte« - tilregnelse til staten - statsmidler - indicier, der danner grundlag for at fastslå tilregnelsen af en foranstaltning - urigtig gengivelse af de retlige og faktiske omstændigheder - afgørelse, som fastslår, at støtten er uforenelig med det indre marked)

(2021/C 148/04)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved P. Stancanelli, L. Flynn, A. Bouchagiar og D. Recchia, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Den Italienske Republik (ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato P. Gentili og S. Fiorentino),

Banca Popolare di Bari SCpA, tidligere Tercas-Cassa di risparmio della provincia di Teramo SpA (Banca Tercas SpA) (først ved avvocati A. Santa Maria, M. Crisostomo, E. Gambaro og F. Mazzocchi, derefter ved avvocati A. Santa Maria, M. Crisostomo og E. Gambaro), Fondo interbancario di tutela dei depositi (ved avvocati M. Siragusa, G. Scassellati Sforzolini, G. Faella og A. Comino) og Banca d’Italia (ved avvocati M. Perassi, M. Todino, L. Sciotto og O. Capolino)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Europa-Kommissionen betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 238 af 15.7.2019.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Okręgowy w Słupsku (Polen) den 22. juli 2020 — Raiffeisen Bank lnternational AG mod UI og MB

(Sag C-329/20)

(2021/C 148/05)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Okręgowy w Słupsku

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Raiffeisen Bank lnternational AG

Sagsøgte: UI og MB

Ved kendelse af 11. februar 2021 har Domstolen (Ottende Afdeling) fastslået, at det er åbenbart, at anmodningen om præjudiciel afgørelse, indgivet af Sąd Okręgowy w Słupsku Wydział I Cywilny (den regionale domstol i Słupsk, første afdeling for civile sager, Polen) ved afgørelse af 22. juli 2020, skal afvises.

Appel iværksat den 2. december 2020 af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 23. september 2020 i sag T-174/19 — Guillaume Vincenti mod EUIPO

(Sag C-653/20 P)

(2021/C 148/06)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (ved A. Lukošiūtė og K. Tóth, som befuldmægtigede, samt Rechtsanwalt B. Wägenbaur)

Den anden part i appelsagen: Guillaume Vincenti

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom af 23. september 2020 i sag T-174/19, Guillaume Vincenti mod EUIPO, ophæves.

—	Sagsøgeren betaler sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagens behandling i første instans.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen støttes på to anbringender:

For det første anvendte Retten artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fejlagtigt, idet den fastslog, at tjenestemanden skulle høres, inden der blev truffet en afgørelse om, at den pågældende ikke skulle forfremmes.

Dels underkendte Retten derved, at der ikke er en subjektiv ret til forfremmelse, og at det forhold, at der ikke sker en forfremmelse, ikke udgør et indgreb i rettigheder.

Dels underkendte Retten også dermed, at det forhold, at der ikke sker forfremmelse, ikke kan sammenlignes med en bebyrdende forvaltningsakt.

For det andet fastslog Retten, at det ikke kunne udelukkes, at afgørelsen med rimelighed kunne have ført til et andet resultat, hvis EUIPO havde hørt tjenestemanden på forhånd. Der foreligger i denne henseende en begrundelsesmangel, fordi Retten ikke prøvede sagsøgerens argumenter.

Appel iværksat den 7. januar 2021 af Republikken Estland til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 28. oktober 2020 i sag T-594/18, Pharma Mar mod Europa-Kommissionen

(Sag C-16/21 P)

(2021/C 148/07)

Processprog: estisk

Parter

Appellant: Republikken Estland (ved N. Grünberg)

De andre parter i appelsagen: Pharma Mar, SA (ved M. Merola og V. Salvatore) og Europa-Kommissionen (ved L. Haasbeek og A. Sipos)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom af 28. oktober 2020 ophæves.

—	Hver part bærer sine egne omkostninger i appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Republikken Estland har gjort følgende gældende:

1.

Retten foretog en fejlagtig fortolkning af det krav om upartiskhed, der er fastsat i artikel 63 i forordning nr. 726/2004 (1), eftersom den fastslog, at det alene som følge af den blotte omstændighed, at eksperter, der deltager i arbejdet under en videnskabelig rådgivende gruppe (scientific advisory group), står i et ansættelsesforhold til en universitetsklinik, ikke er muligt at udelukke enhver berettiget tvivl med hensyn til en eventuel forudindtagethed, som muligvis kunne bestå i forhold til disse eksperters upartiskhed.

2.	For det første fastslog Retten fejlagtigt i forbindelse med efterprøvelsen af princippet om upartiskhed som omhandlet i artikel 63 i forordning nr. 726/2004, at en universitetsklinik i det hele kan sidestilles med en lægemiddelproducent.

3.	For det andet foretog Retten i forbindelse med efterprøvelsen af princippet om upartiskhed et åbenbart fejlagtigt skøn med hensyn til vurderingen af det konkurrerende lægemiddel og forbindelsen mellem eksperten og fremstillingen af det »konkurrerende lægemiddel«.

4.

For det tredje begik Retten en fejl i forbindelse med efterprøvelsen af princippet om upartiskhed, idet den ikke foretog en korrekt bedømmelse af forbindelsen mellem de pågældende eksperter og det celleterapeutiske behandlingscenter og deres indflydelse på den videnskabelige rådgivende gruppes afgørelser.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 af 31.3.2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur (EUT 2004, L 136, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Lennestadt (Tyskland) den 19. januar 2021 — Nemzeti Utdijfizetesi Szolgaltato Zrt. (den nationale tjeneste for betaling af vejafgift A/S) mod NW

(Sag C-30/21)

(2021/C 148/08)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Lennestadt

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Nemzeti Utdijfizetesi Szolgaltato Zrt. (den nationale tjeneste for betaling af vejafgift A/S)

Sagsøgt: NW

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (1) fortolkes således, at en retslig procedure, som iværksættes af et statsligt selskab over for en fysisk person med bopæl i en anden medlemsstat med henblik på inddrivelse af et gebyr, der har karakter af straf og er pålagt på grund af uberettiget benyttelse af en betalingspligtig vej, er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Nejvyšší soud České republiky (Den Tjekkiske Republik) den 1. februar 2021 — RegioJet a. s.

(Sag C-57/21)

(2021/C 148/09)

Processprog: tjekkisk

Den forelæggende ret

Nejvyšší soud České republiky

Parter i hovedsagen

Sagsøger: RegioJet a. s.

De andre parter: České dráhy, a.s. og Česká republika — Ministerstvo dopravy

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er en procedure, hvorefter en ret giver pålæg om fremlæggelse af beviser, på trods af, at Kommissionen samtidig har indledt en procedure med henblik på vedtagelse af en beslutning i henhold til kapitel III i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (1) af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (herefter »forordningen«), og retten på baggrund af den procedure udsætter erstatningssøgsmålet for overtrædelse af konkurrencerettens bestemmelser, i overensstemmelse med fortolkningen af artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU (2) af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (herefter »direktivet«)?

2)

Er fortolkningen af direktivets artikel 6, stk. 5, litra a), og artikel 6, stk. 9, til hinder for national lovgivning, som begrænser fremlæggelse af samtlige oplysninger, som er fremlagt i forbindelse med en procedure efter pålæg fra en konkurrencemyndighed, herunder når det omhandler oplysninger, som procesdeltageren er forpligtet til at udarbejde og opbevare i henhold til andre retsforskrifter (eller udarbejder og opbevarer), uafhængigt af, om der er iværksat en procedure om overtrædelse af konkurrenceretten?

3)

Kan den situation, hvorefter en national konkurrencemyndighed udsætter en sag, så snart Kommissionen indleder en procedure med henblik på vedtagelse af en beslutning i henhold til forordningen kapitel III, betragtes som en afslutning af sagen på anden måde i henhold til direktivets artikel 6, stk. 5?

4)

Er en national rets procedure, hvorefter den anvender national ret, som gennemfører direktivets artikel 6, stk. 7, analogt på kategorier af oplysninger, som omhandlet i direktivets artikel 6, stk. 5, og således træffer afgørelse om fremlæggelse af beviser med forbehold for, at spørgsmålet om, hvorvidt bevismidlerne indeholder oplysninger, som er udarbejdet af en fysisk eller juridisk person specifikt til brug for en konkurrencemyndigheds behandling af sagen (som omhandlet i direktivets artikel 6, stk. 5[, litra a)]), først behandles af retten efter beviserne er fremlagt for denne, i overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 1, sammenholdt med artikel 6, stk. 5, under hensynstagen til direktivets funktion og formål?

5)

Såfremt det ovenstående spørgsmål besvares bekræftende — skal direktivets artikel 5, stk. 4, fortolkes således, at de effektive foranstaltninger, som retten råder over, med henblik på at beskytte fortrolige oplysninger, kan føre til udelukkelse af sagsøgerens eller andre parter i sagen eller deres befuldmægtigedes adgang til de fremlagte beviser, inden retten endeligt fastslår, om de fremlagte beviser eller dele heraf, er omfattet af kategorien af beviser i henhold til direktivets artikel 6, stk. 5, litra a)?

---

(1)  EFT 2003, L 1, s. 1.

(2)  EUT .2014, L 349, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesverwaltungsgericht Steiermark (Østrig) den 11. februar 2021 — WY

(Sag C-85/21)

(2021/C 148/10)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesverwaltungsgericht Steiermark

Parter i hovedsagen

Revisionsappellant: WY

Revisionsindstævnt myndighed: Steiermärkische Landesregierung

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 21 TEUF fortolkes således, at bestemmelsen i tilfælde af en i national ret hjemlet ex lege fortabelse af statsborgerskab og derpå følgende fortabelse af unionsborgerstatus skal indgå i proportionalitetsundersøgelsen i det enkelte tilfælde i henhold til principperne i Domstolens dom i sagen Tjebbes (1) m.fl. og kan udgøre en hindring for fortabelsen af statsborgerskabet, såfremt en statsborger har genvundet sit tidligere statsborgerskab ved en erklæring om generhvervelse, og den truende fortabelse af unionsborgerstatus har væsentlige konsekvenser for statsborgerens familie- og arbejdsliv?

---

(1)  ECLI:EU:C:2019:189.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Nejvyšší správní soud (Tjekkiet) den 18. februar 2021 — HJ

(Sag C-101/21)

(2021/C 148/11)

Processprog: tjekkisk

Den forelæggende ret

Nejvyšší správní soud

Parter i hovedsagen

Appellant: HJ

Indstævnt: Ministerstvo práce a sociálních věcí

Præjudicielt spørgsmål

Er artikel 2, sammenholdt med artikel 12, litra a) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF (1) af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens til hinder for nationale domstoles praksis, hvorefter en direktør i et kommercielt selskab ikke anses for at være »arbejdstager« for så vidt angår betaling af løntilgodehavende i henhold til direktiv 2008/94/EF, alene med den begrundelse, at direktøren samtidig med at være ansat i selskabet også er medlem af et vedtægtsmæssigt organ i det pågældende selskab?

---

(1)  EUT 2008, L 283, s. 36.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Úřad pro přístup k dopravní infrastruktuře (Den Tjekkiske Republik) den 19. februar 2021 — RegioJet a. s. mod České dráhy a. s.

(Sag C-104/21)

(2021/C 148/12)

Processprog: tjekkisk

Den forelæggende ret

Úřad pro přístup k dopravní infrastruktuře

Parter i hovedsagen

Sagsøger: RegioJet a. s.

Sagsøgt: České dráhy a. s.

Præjudicielle spørgsmål

1)	Skal informationsbærere, der indeholder information i papirform til passagerer, og som er placeret på jernbanestationer, betragtes som servicefaciliteter i henhold til artikel 3, nr. 11), i direktiv 2012/34 (1)?

2)

Er direktiv 2012/34, jf. artikel 288 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, bindende for jernbanevirksomheden České dráhy som en del af staten i en bredere forstand? Kan private over for jernbanevirksomheden České dráhy påberåbe sig den direkte virkning af et direktiv, der er gennemført fejlagtig eller ikke er gennemført i national lovgivning?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21.11.2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde (EUT 2012, L 343, s. 32).

Appel iværksat den 23. februar 2021 af Maen Haikal til prøvelse af dom afsagt af Retten den 16. december 2020 i sag T-189/19, Maen Haikal mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-113/21 P)

(2021/C 148/13)

Processprog: bulgarsk

Parter

Appellant: Maen Haikal (ved advokat S. Koev)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Det fastslås, at denne appel kan antages til realitetsbehandling i sin helhed, at der er grundlag for appellen, og at de i denne fremsatte anbringender kan tiltrædes.

—	Rettens dom ophæves i det hele.

—	Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2019/87 af 21. januar 2019 om gennemførelse af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien annulleres begge, for så vidt som de vedrører Maen Haikal.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/85 (1) af 21. januar 2019 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 36/2012 (2) om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien annulleres begge, for så vidt som de vedrører Maen Haikal.

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2019/806 af 17. maj 2019 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien annulleres, for så vidt som den vedrører Maen Haikal.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/798 (3) af 17. maj 2019 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien annulleres, for så vidt som den vedrører Maen Haikal.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

1.

Retten begik en retlig fejl, for så vidt som den fastslog, at Rådet havde foretaget en korrekt anvendelse af formodningen om, at appellanten er en væsentlig erhvervsdrivende, der driver virksomhed i Syrien, selv om der ikke er retligt grundlag for denne formodning, og den er uforholdsmæssig i lyset af det lovbestemte formål.

2.	Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet (artikel 49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder).

3.	Tilsidesættelse af reglerne om bevisbyrden, eftersom der ikke foreligger beviser for anvendelsen af denne formodning og for ikke at anvende artikel 27, stk. 3, og artikel 28, stk. 3, i afgørelse 2013/255, som ændret ved afgørelse 2015/1836.

4.	Urigtig vurdering, som bekræftes af Rådets retsakter, hvorved appellantens navn blev fjernet fra sanktionslisterne.

---

(1)  EUT 2019, L 18I, s. 4.

(2)  EUT 2012, L 16, s. 1.

(3)  EUT 2019, L 132, s. 1.

Sag anlagt den 26. februar 2021 — Europa-Kommissionen mod Irland

(Sag C-125/21)

(2021/C 148/14)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved J. Tomkin, og S. Grünheid, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Irland

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 29, stk. 1 og 2, i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union (1), idet medlemsstaten ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme rammeafgørelsen, eller i hver faldt ikke har underrettet Kommissionen om sådanne bestemmelser.

—	Irland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I henhold til artikel 29, stk. 1 og 2, i rammeafgørelse 2008/909/RIA skulle medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme denne rammeafgørelses bestemmelser senest den 5. december 2011 og meddele Kommissionen om sådanne foranstaltninger.

Efter Kommissionens opfattelse har Irland tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 29, stk. 1 og 2, i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA, idet staten ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme rammeafgørelsen, eller i hvert fald ikke har underrettet Kommissionen om sådanne bestemmelser.

---

(1)  EUT 2008, L 327, s. 27.

Sag anlagt den 26. februar 2021 — Europa-Kommissionen mod Irland

(Sag C-126/21)

(2021/C 148/15)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved J. Tomkin, og S. Grünheid, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Irland

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 27 i Rådets rammeafgørelse 2009/829/RIA af 23. oktober 2009 om anvendelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om tilsynsforanstaltninger som et alternativ til varetægtsfængsling (1), idet staten ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme rammeafgørelsen, eller i hver faldt ikke har underrettet Kommissionen om sådanne bestemmelser.

—	Irland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I henhold til artikel 27 i rammeafgørelse 2009/829/RIA skulle medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme denne rammeafgørelse senest den 1. december 2012 og meddele Kommissionen om sådanne foranstaltninger.

Det er Kommissionens opfattelse, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 27 i Rådets rammeafgørelse 2009/829/RIA, idet staten ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme rammeafgørelsen, eller i hver faldt ikke har underrettet Kommissionen om sådanne bestemmelser.

---

(1)  EUT 2009, L 294, s. 20.

Sag anlagt den 4. marts 2021 — Europa-Parlamentet mod Europa-Kommissionen

(Sag C-137/21)

(2021/C 148/16)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Europa-Parlamentet (ved P. López-Carceller, J. Rodrigues og S. Alonso de León, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat traktaten, idet den ikke har vedtaget den delegerede retsakt i henhold til artikel 7, litra f), i forordning 2018/1806 (1).

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført et enkelt anbringende, nemlig, at er sket en tilsidesættelse af traktaterne.

Ifølge Parlamentet var Kommissionen forpligtet til at vedtage en delegeret retsakt, jf. artikel 7, litra f), i forordning 2018/1806. Ved beslutning af 22. oktober 2020 opfordrede Parlamentet Kommissionen til at vedtaget den omhandlede retsakt. Eftersom Kommissionen ikke havde vedtaget den delegerede retsakt den 22. december 2020, besluttede Parlamentet at anlægge et passivitetssøgsmål i henhold til artikel 265 TEUF.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1806 af 14.11.2018 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav (EUT 2018, L 303, s. 39)

Sag anlagt den 12. marts 2021 — Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

(Sag C-166/21)

(2021/C 148/17)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved C. Perrin og M. Siekierzyńska, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Polen

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 27, stk. 1, litra d), i Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (1) og proportionalitetsprincippet, ved ikke at give en importør af ethanol, der anvendes til fremstilling af lægemidler, den obligatoriske fritagelse for punktafgifter, når importøren ikke har valgt at anvende afgiftssuspensionsordningen.

—	Republikken Polen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Republikken Polen har indført nationale bestemmelser, hvorefter en importør af ethanol, der anvendes til fremstilling af lægemidler, ikke gives fritagelse for punktafgifter, når den pågældende importør ikke har valgt at anvende afgiftssuspensionsordningen.

Ifølge Kommissionen er der tale om en tilsidesættelse af de forpligtelser, der følger af artikel 27, stk. 1, litra d), i Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer og af proportionalitetsprincippet.

I henhold til denne direktivbestemmelse skal medlemsstaterne, når alkohol anvendes til fremstilling af lægemidler, fritage det for afgift på betingelser, som de fastsætter for at sikre en korrekt og ukompliceret anvendelse af sådanne fritagelser og for at hindre svig, unddragelse eller misbrug. Efter Kommissionens opfattelse er det ikke nødvendigt, for at sikre en korrekt og ukompliceret anvendelse af sådanne fritagelser og for at hindre svig, unddragelse eller misbrug, at betinge punktafgiftsfritagelsen af anvendelse af suspensionsordningen. Denne betingelse er ligeledes i strid med proportionalitetsprincippet.

---

(1)  EFT 1992, L 316, s. 21.

Rettens dom af 24. februar 2021 — Universität Koblenz-Landau mod EACEA

(Sag T-108/18) (1)

(Voldgiftsbestemmelse - Tempus IV-programmerne - tilskudsaftaler - tvistens kontraktretlige karakter - omkvalificering af søgsmålet - støtteberettigede omkostninger - systemiske og tilbagevendende uregelmæssigheder - fuld tilbagebetaling af udbetalte beløb - proportionalitet - ret til at blive hørt - begrundelsespligt - artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder)

(2021/C 148/18)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Universität Koblenz-Landau (Mainz, Tyskland), (ved advokaterne C. von der Lühe og I. Felder)

Sagsøgt: Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA) (ved H. Monet, som befuldmægtiget, bistået af advokaterne R. van der Hout og C. Wagner)

Sagens genstand

Principal påstand støttet på artikel 263 TEUF om annullation af skrivelserne fra EACEA af 21. december 2017 og af 7. februar 2018 vedrørende de beløb, der er udbetalt til sagsøgeren inden for rammerne af de tilskudsaftaler, der er indgået med henblik på gennemførelsen af tre projekter inden for videregående uddannelse, og en subsidiær påstand støttet på artikel 272 TEUF om at det fastslås, at den påberåbte ret til inddrivelse ikke er godtgjort

Konklusion

1)	Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA) frifindes.

2)	Universität Koblenz-Landau betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 166 af 14.5.2018.

Rettens dom af 24. februar 2021 — Universität Koblenz-Landau mod EACEA

(Sag T-606/18) (1)

(Voldgiftsbestemmelse - Tempus-programmerne - tilskudsaftale - støtteberettigede omkostninger - suspension af betalinger - tilbagebetaling af udbetalte beløb - begrundelsespligt)

(2021/C 148/19)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Universität Koblenz-Landau (Mainz, Tyskland) (ved advokaterne C. von der Lühe og I. Felder)

Sagsøgt: Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA) (ved H. Monet, som befuldmægtiget, bistået af advokaterne R. van der Hout og C. Wagner)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 272 TEUF med påstand om, at Retten dels fastslår, at den fordring på 22 454,22 EUR, som EACEA hævder at have i henhold til tilskudsaftale nr. 2012-3075 om gennemførelse af projektet »Qualification Frameworks in Central Asia: Bologna-Based Principles and Regional Coordination«, ikke eksisterer, dels tilpligter EACEA at betale sagsøgeren et beløb på 41 408,15 EUR i henhold til denne tilskudsaftale med tillæg af morarenter.

Konklusion

1)	Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA) frifindes.

2)	Universität Koblenz-Landau betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 427 af 26.11.2018.

Rettens dom af 3. marts 2021 — Barata mod Parlamentet

(Sag T-723/18) (1)

(Personalesag - tjenestemænd - forfremmelse - certificeringsprocedure - udelukkelse fra den endelige liste over tjenestemænd med tilladelse til at følge uddannelsesprogrammet - vedtægtens artikel 45a - annullationssøgsmål - meddelelse pr. anbefalet brev - vedtægtens artikel 26 - anbefalet postforsendelse, som adressaten ikke har afhentet - søgsmålsfristens begyndelsestidspunkt - formaliteten - begrundelsespligt - ret til at blive hørt - princippet om god forvaltningsskik - proportionalitet - sprogordning)

(2021/C 148/20)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: João Miguel Barata (Evere, Belgien) (ved advokaterne G. Pandey, D. Rovetta og V. Villante)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved J. Steele og I. Terwinghe, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand om annullation af afgørelsen af 23. juli 2018, af retsakten af 7. december 2017, af retsakten af 21. december 2017, af skrivelsen af 1. marts 2018, af skrivelsen af 22. marts 2018 vedrørende sagsøgerens ansøgning om deltagelse i certificeringsproceduren 2017 samt af meddelelsen om intern udvælgelsesprøve af 22. september 2017.

Konklusion

1)	Europa-Parlamentet frifindes.

2)	João Miguel Barata betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 72 af 25.2.2019.

Rettens dom af 3. marts 2021 — EM mod Parlamentet

(Sag T-599/19) (1)

(Personalesag - midlertidigt ansatte - psykisk chikane - ansøgning om bistand - afslag på ansøgningen - pensionering - bistandspligt - princippet om god forvaltningsskik - omsorgspligt)

(2021/C 148/21)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: EM (ved advokat M. Casado García-Hirschfeld)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved D. Boytha, C. González Argüelles og T. Lazian, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand dels om annullation af Parlamentets afgørelse af 31. oktober 2018 om afslag på sagsøgerens ansøgning om bistand, som stadfæstet ved afgørelse af 24. maj 2019 om afslag på klagen, dels om erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af disse afgørelser.

Konklusion

1)	Europa-Parlamentet frifindes.

2)	Hver part bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 383 af 11.11.2019.

Rettens dom af 3. marts 2021 — Sahaj Marg Spirituality Foundation mod EUIPO (Heartfulness)

(Sag T-48/20) (1)

(EU-varemærker - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - figurmærket Heartfulness - absolut registreringshindring - beskrivende karakter - artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning (EU) 2017/1001)

(2021/C 148/22)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Sahaj Marg Spirituality Foundation (Manapakkam, Indien) (ved advokat E. Manresa Medina)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved E. Sliwinska og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 26. november 2019 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1266/2019-4) vedrørende international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af figurmærket Heartfulness.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Sahaj Marg Spirituality Foundation bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 87 af 16.3.2020.

Rettens kendelse af 16. februar 2021 — Ungureanu mod Kommissionen

(Sag T-753/19) (1)

(Erstatningssøgsmål - regler for institutionerne - hævdet ulovlighed i forbindelse med en undladelse af at anlægge et traktatbrudssøgsmål i medfør af artikel 258 TEUF - Kommissionens skønsbeføjelse - åbenbart, at sagen skal afvises)

(2021/C 148/23)

Processprog: rumænsk

Parter

Sagsøger: Simeda Ungureanu (Cluj-Napoca, Rumænien) (ved advokat R. Chiriţă)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved A. Sipos og M. Carpus Carcea)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 268 TEUF med påstand om erstatning for den skade, som sagsøgeren hævder at have lidt som følge af Kommissionens tilsidesættelse af sin forpligtelse til at sikre, at traktaterne og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder overholdes af Rumænien.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Simeda Ungureanu betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 68 af 2.3.2020.

Rettens kendelse af 17. februar 2021 — ML mod Kommissionen

(Sag T-567/20) (1)

(Annullations- og erstatningssøgsmål - offentlige kontrakter - udbudsprocedure - bæredygtig restaurering af Kommissionen i Bruxelles og dens omgivelser - afvisning af en tilbudsgivers bud - annullation af udbuddet - ufornødent at træffe afgørelse)

(2021/C 148/24)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: ML (ved advokaterne L. Levi og M. Vandenbussche)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved L. André og M. Ilkova, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til for det første artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 30. juni 2020 om afvisning af sagsøgerens bud afgivet som led i udbudsprocedure OIB/2019/CPN/039 vedrørende bæredygtig restaurering af Kommissionen i hovedstadsregionen Bruxelles og dens omgivelser og for det andet i henhold til artikel 268 TEUF med påstand om erstatning for det tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af denne afgørelse.

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af ML’s omkostninger i sagen.

3)	ML bærer halvdelen af sine omkostninger.

---

(1)  EUT C 371 af 3.11.2020.

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 23. februar 2021 — Symrise mod ECHA

(Sag T-656/20 R)

(Særlige rettergangsformer - REACH - stoffet homosalat - overensstemmelseskontrol af registreringer - pligt til at fremlægge visse oplysninger, der nødvendiggør dyreforsøg - begæring om foreløbige forholdsregler - ingen uopsættelighed)

(2021/C 148/25)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Symrise AG (Holzminden, Tyskland) (ved advokaterne R. Cana, E. Mullier og H. Widemann)

Sagsøgt: Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) (ved W. Broere, N. Knight og M. Heikkilä, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 278 TEUF og 279 TEUF med påstand om anordning af foreløbige forholdsregler med henblik på at opnå dels udsættelse af gennemførelsen af ECHA’s Klageudvalgs afgørelse A-009-2018 af 18. august 2020 vedrørende sagsøgerens registreringsdossier for homosalat, dels forlængelse af den fastsatte frist for fremlæggelse af testresultaterne i udsættelsens varighed.

Konklusion

1)	Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Sag anlagt den 19. januar 2021 — KF mod EIB

(Sag T-37/21)

(2021/C 148/26)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: KF (ved advokaterne L. Levi og A. Blot)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank

Sagsøgerens påstande

—	EIB’s afgørelse af 13. oktober 2020 annulleres.

—	Der ydes erstatning for det lidte ikke-økonomiske tab.

—	EIB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1.	Første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, artikel 46, stk. 1, og artikel 51, stk. 1, i EIB’s Pension Scheme Regulations (EIB’s bestemmelser vedrørende pensionsordningen for de ansatte) og om, at der er blevet anlagt en åbenbar fejlvurdering af det juridiske begreb ugyldighed.

2.	Andet anbringende om, at sagsøgte ikke var upartisk.

Sag anlagt den 2. februar 2021 — QB mod Kommissionen

(Sag T-71/21)

(2021/C 148/27)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: QB (ved advokat R. Wardyn)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kontoret for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheders (PMO) afgørelse af 6. april 2020 og ansættelsesmyndighedens afgørelse af 3. november 2020, hvorved Europa-Kommissionen afslog at tildele sagsøgeren udlandstillæg, annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.

Første anbringende om en utilstrækkelig begrundelse af PMO’s og ansættelsesmyndighedens afgørelser — Sagsøgeren har anført, at PMO og ansættelsesmyndigheden ikke henviste til det forhold, at de forfatningsmæssige og lovmæssige bestemmelser, som finder anvendelse på alle polske dommere i overensstemmelse med retsstatsprincippet, ikke tillod sagsøgeren at indgå i noget retsforhold med Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere (EJTN) eller noget andet privatretligt organ i Polen eller udlandet. — Sagsøgeren har endvidere anført, at PMO og ansættelsesmyndigheden ikke tog hensyn til det forhold, at sagsøgeren, som var dommer i aktiv tjeneste, ifølge polsk ret ikke kunne have været under tilsyn af nogen anden myndighed end retten i første instans i Lubartow og KSSiP’s (den nationale skole for retsvæsenet og statsadvokaturen) ledelse.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, i bilag VII til tjenestemandsvedtægten — Det gøres gældende, at udtrykket »tjeneste for en anden stat« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i bilag VII til tjenestemandsvedtægten skal fortolkes således, at det omfatter alle tilfælde, hvor der er gjort tjeneste for en anden stat, og ikke er begrænset til tjeneste for denne stats officielle repræsentation, og at ansættelsesmyndighedens restriktive bedømmelse hverken finder støtte i lovgivningen eller retspraksis. — Det gøres endvidere gældende, at KSSiP skal anses for at være et centralt statsorgan, og at tjeneste udført af sagsøgeren som delegeret ved KSSiP derfor skal betragtes som tjeneste for den polske stat. — Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at den tjeneste, han udførte (1), var underordnet retsforholdet mellem sagsøgeren og KSSiP. — Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at hans hovederhverv i referenceperioden var hans tjeneste for KSSiP i Polen.

3.

Tredje anbringende om et åbenbart urigtigt skøn — Det gøres gældende, at sagsøgeren bevarede en særlig tilknytning til Polen, hvilket var til hinder for etablering af en varig tilknytning til Belgien. — Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at hans retlige og faktiske situation ikke gjorde det muligt for ham at blive integreret i det belgiske samfund.

---

(1)  Note: Sætningsdel udeladt for at sikre anonymitet.

Sag anlagt den 5. februar 2021 — Van Walle mod ECDC

(Sag T-83/21)

(2021/C 148/28)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ivo Van Walle (Järfälla, Sverige) (ved advokaterne L. Levi og A. Champetier)

Sagsøgt: Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse af 30. marts 2020 om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt annulleres.

—	Afgørelse af 26. oktober 2020 om afslag på sagsøgerens klage af 24. juni 2020 annulleres om nødvendigt.

—	ECDC tilpligtes at udbetale sagsøgerens nettoløn med tilbagevirkende kraft fra den 31. oktober 2020 og til det tidspunkt, hvor han genindsættes i tjenesten.

—	ECDC tilpligtes at betale sagsøgeren 30 000 EUR i erstatning for den økonomiske skade, som han har lidt, og et beløb i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han har lidt, og som efter ret og billighed er opgjort til 20 000 EUR.

—	ECDC tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.	Første anbringende om anlæggelsen af åbenbart urigtige skøn.

2.	Andet anbringende om misbrug af beføjelser.

3.	Tredje anbringende om tilsidesættelse af omsorgspligten.

4.	Fjerde anbringende om tilsidesættelse af retten til at blive hørt.

Sag anlagt den 16. februar 2021 — Amort m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-96/21)

(2021/C 148/29)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: Heidi Amort (San Genesio, Italien) og 35 andre sagsøgere (ved advokat R. Holzeisen)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Sagsøgerne har nedlagt påstand om annullation af den anfægtede gennemførelsesafgørelse, som ændret og suppleret.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålet til prøvelse af Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2020) 9598 final af 21. december 2020 om tilladelse på særlige vilkår til markedsføring i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 af det humanmedicinske lægemiddel »Comirnaty — mRNA-vaccine (modificeret nucleosid)« mod COVID-19 er støttet på følgende fire anbringender:

1.

Første anbringende: den anfægtede gennemførelsesafgørelse er i strid med artikel 2, nr. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 507/2006 (1). Det er videnskabeligt bevist, at den verdensomspændende panik på grund af den høje dødelighed, der angiveligt er forbundet med SARS-CoV-2-smitten, er ubegrundet. Endvidere anerkendte WHO og EU ikke behørigt, at der forelå en krisesituation i form af en trussel mod folkesundheden.

2.

Andet anbringende: den anfægtede gennemførelsesafgørelse er i strid med artikel 4 i forordning (EF) nr. 507/2006 som følge af, — at der ikke foreligger et gunstigt forhold mellem fordele og risici i henhold til artikel 1, nr. 28a), i direktiv 2001/83 (2) — betingelsen i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 507/2006 ikke er opfyldt, idet det ikke er sandsynligt, at ansøgeren vil være i stand til at fremskaffe de fuldstændige kliniske data — betingelsen i henhold til artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 507/2006 ikke er opfyldt, idet der ikke foreligger udækkede medicinske behov, der kan opfyldes gennem det tilladte lægemiddel — betingelsen i henhold til artikel 4, stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 507/2006 ikke er opfyldt.

3.	Tredje anbringende: tilsidesættelse af forordning (EF) nr. 1394/2007 (3), direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004 (4).

4.	Fjerde anbringende: alvorlig tilsidesættelse af artikel 168 TEUF og 169 TEUF og af chartrets artikel. 3, 35 og 38.

---

(1)  Kommissionens forordning (EF) nr. 507/2006 af 29.3.2006 om tilladelse til markedsføring af humanmedicinske lægemidler omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 på særlige vilkår (EUT 2006, L 92, s. 6).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6.11.2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT 2001, L 311, s. 67).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1394/2007 af 13.11.2007 om lægemidler til avanceret terapi og om ændring af direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004 (EUT 2007, L 324, s. 121).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 af 31.3.2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur (EUT 2004, L 136, s. 1)

Sag anlagt den 16. februar 2021 — Synesis mod Rådet

(Sag T-97/21)

(2021/C 148/30)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Synesis OOO (Minsk, Hviderusland) (ved advokaterne G. Lansky og A. Egger)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—

Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2020/2130 af 17. december 2020 om gennemførelse af afgørelse 2012/642/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Hviderusland (EUT 2020, L 426I, s. 14) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/2129 af 17. december 2020 om gennemførelse af artikel 8a, stk. 1, i forordning (EF) nr. 765/2006 om restriktive foranstaltninger over for Hviderusland (EUT 2020, L 426I, s. 1) annulleres i henhold til artikel 263 TEUF, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med artikel 134 i Rettens procesreglement.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for, at de anfægtede retsakter er ulovlige, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, har denne fremsat et enkelt anbringende, hvorved det gøres gældende, at Rådet anlagde et åbenbart urigtigt skøn og særligt tilsidesatte sine undersøgelsesforpligtelser. Rådet fremlagde ingen konkrete beviser som begrundelse for gyldigheden af opførelsen af sagsøgeren på listen i de anfægtede retsakter.

Sag anlagt den 22. februar 2021 — Maternus mod EUIPO — adp Gauselmann (WILD)

(Sag T-116/21)

(2021/C 148/31)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Maternus GmbH (München, Tyskland) (ved advokaterne M. Zoebisch og R. Drozdz)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: adp Gauselmann GmbH (Espelkamp, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Maternus GmbH

Det omtvistede varemærke: EU-ordmærket WILD — registreringsansøgning nr. 9 515 248

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 9. december 2020 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 932/2019-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, første punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 1, litra a), og stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 25. februar 2021 — Stowarzyszenie chłodnictwa klimatyzacji i pomp ciepła mod Kommissionen

(Sag T-123/21)

(2021/C 148/32)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Stowarzyszenie chłodnictwa klimatyzacji i pomp ciepła (Warsawa, Polen) (ved advokat A. Galos)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Europa-Kommissionens afgørelse meddelt den 15. december 2020 om fastlæggelse af den mængde kvoter, som tildeles sagsøgeren i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 517/2014 af 16. april 2014 om fluorholdige drivhusgasser og om ophævelse af forordning (EF) nr. 842/2006 (1), annulleres, for så vidt som Kommissionen har foretaget en nedsættelse af kvoterne på grundlag af denne forordnings artikel 25.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført et anbringende om en urigtig anvendelse af forordning nr. 517/2014 med henvisning til, at der er anlagt en fejlagtig fortolkning af begrebet »markedsføring« i denne forordnings artikel 2, nr. 10).

---

(1)  EUT 2014, L 150, s. 195.

Sag anlagt den 27. februar 2021 — Banco de Investimento Global mod EUIPO — Banco BIC Português (EUROBIC)

(Sag T-125/21)

(2021/C 148/33)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Banco de Investimento Global SA (Lissabon, Portugal) (ved advokat N. Lucas)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Banco BIC Português SA (Lissabon, Portugal)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Banco BIC Português SA

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket EUROBIC — registreringsansøgning nr. 16 775 199

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 25. november 2020 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 607/2019-1)

Påstande

—

Det fastslås, at der i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 foreligger en risiko for forveksling mellem de ældre varemærker tilhørende Banco de Investimento Global SA og det ansøgte varemærke, og følgelig annulleres den anfægtede afgørelse.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 95, stk. 1 og 2, samt artikel 97, stk. 1, litra c) og f), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1 litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 26. februar 2021 — Nevinnomysskiy Azot og NAK »Azot« mod Kommissionen

(Sag T-126/21)

(2021/C 148/34)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: AO Nevinnomysskiy Azot (Nevinnomyssk, Rusland) og AO Novomoskovskaya Aktsionernaya Kompania NAK »Azot« (Novomoskovsk, Rusland) (ved advokaterne P. Vander Schueren og E. Gergondet)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—	Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/2100 af 15. december 2020 (1) annulleres, for så vidt som den angår sagsøgerne.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat et enkelt anbringende om, at sagsøgte ikke modtog nogen anmodning om en udløbsundersøgelse med tilstrækkelige beviser og derfor anlagde åbenbart urigtige skøn, handlede i strid med artikel 11, stk. 2, artikel 11, stk. 5 og artikel 5, stk. 3, i forordning (EU) 2016/1036 (2), og tilsidesatte sin pligt til at foretage en omhyggelig og upartisk undersøgelse af alle de relevante forhold i den foreliggende sag, da den indledte udløbsundersøgelsen.

---

(1)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/2100 af 15.12.2020 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (EUT 2020, L 425, s. 21).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8.6.2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 21).

Sag anlagt den 2. marts 2021 — CCPL m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-130/21)

(2021/C 148/35)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøgere: CCPL — Consorzio Cooperative di Produzione e Lavoro SC (Reggio Emilia, Italien), Coopbox Group SpA (Bibbiano, Italien) og Coopbox Eastern s.r.o. (Nové Mesto nad Váhom, Slovakiet) (ved advokaterne E. Cucchiara og E. Rocchi)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—	Den bøde, der blev pålagt sagsøgerne, ophæves.

—	Subsidiært nedsættes bødens størrelse.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Dette søgsmål er rettet mod Europa-Kommissionens afgørelse af 17. december 2020 C(2020) 8940 final i sag AT.39563 — fødevareemballage til detailhandelen vedrørende en overtrædelse af artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat tre anbringender.

1.

Første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 23, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EUT 2003, L 1, s. 1). — Sagsøgerne har i denne forbindelse gjort gældende, at den værdi, som Kommissionen tog hensyn til ved beregningen af den tærskel på 10 %, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003, er åbenbart fejlagtig, for så vidt som dette tal omfatter CCPL-koncernens samlede omsætning, selv om Kommissionen på ingen måde har godtgjort, at koncernens moderselskab kan tilregnes et ansvar.

2.

Andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet ved fastsættelsen af bødens størrelse. — Sagsøgerne har i denne forbindelse gjort gældende, at den bøde, der blev pålagt sagsøgerne, er åbenbart og berettiget uforholdsmæssig i forhold til de øvrige parters bøder. En mekanisk anvendelse af 10 %-tærsklen på hver enkelt fastslået overtrædelse er i strid med proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet og med princippet om individualisering og graduering af bøder.

3.

Tredje anbringende vedrører Europa-Kommissionens tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF ved kun delvist at have taget hensyn til oplysningerne fra CCPL-koncernen vedrørende manglende betalingsevne. — Sagsøgerne har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede afgørelse, selv om den anerkender den alvorlige krise, som sagsøgerne befinder sig i, ikke tog tilstrækkeligt hensyn til dette forhold ved gradueringen af sanktionen.

Sag anlagt den 3. marts 2021 — Telefónica Germany mod EUIPO (LOOP)

(Sag T-132/21)

(2021/C 148/36)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Telefónica Germany GmbH & Co. OHG (München, Tyskland) (ved advokaterne A. Fottner og M. Müller)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket LOOP — registreringsansøgning nr. 18 008 477

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 17. december 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 644/2020-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den afslår EU-varemærkeansøgning nr. 18008477.

—	EUIPO tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling for Retten, ved appelkammeret og af undersøgeren.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001, og art. 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt artikel 41, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 20 og artikel 21, stk. 1, i ovennævnte charter.

Sag anlagt den 5. marts 2021 — Amort m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-136/21)

(2021/C 148/37)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: Heidi Amort (San Genesio, Italien) og 37 andre sagsøgere (ved advokat R. Holzeisen)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Sagsøgerne har nedlagt påstand om annullation af den anfægtede gennemførelsesafgørelse, som ændret og suppleret.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålet til prøvelse af Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 6. januar 2021 om tilladelse på særlige vilkår til markedsføring i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 af det humanmedicinske lægemiddel »COVID-19-Vaccine Moderna — mRNA-vaccine (modificeret nucleosid) mod COVID-19« er støttet på følgende fire anbringender:

1.

Første anbringende: den anfægtede gennemførelsesafgørelse er i strid med artikel 2, nr. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 507/2006 (1). Det er videnskabeligt bevist, at den verdensomspændende panik på grund af den høje dødelighed, der angiveligt er forbundet med SARS-CoV-2-smitten, er ubegrundet. Endvidere anerkendte WHO og EU ikke behørigt, at der forelå en krisesituation i form af en trussel mod folkesundheden.

2.

Andet anbringende: den anfægtede gennemførelsesafgørelse er i strid med artikel 4 i forordning (EF) nr. 507/2006 som følge af, — at der ikke foreligger et gunstigt forhold mellem fordele og risici i henhold til artikel 1, nr. 28a), i direktiv 2001/83 (2) — betingelsen i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 507/2006 ikke er opfyldt, idet det ikke er sandsynligt, at ansøgeren vil være i stand til at fremskaffe de fuldstændige kliniske data — betingelsen i henhold til artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 507/2006 ikke er opfyldt, idet der ikke foreligger udækkede medicinske behov, der kan opfyldes gennem det tilladte lægemiddel — betingelsen i henhold til artikel 4, stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 507/2006 ikke er opfyldt.

3.	Tredje anbringende: tilsidesættelse af forordning (EF) nr. 1394/2007 (3) direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004 (4).

4.	Fjerde anbringende: alvorlig tilsidesættelse af artikel 168 TEUF og 169 TEUF og af chartrets artikel. 3, 35 og 38.

---

(1)  Kommissionens forordning (EF) nr. 507/2006 af 29.3.2006 om tilladelse til markedsføring af humanmedicinske lægemidler omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 på særlige vilkår (EUT 2006, L 92, s. 6).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6.11.2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT 2001, L 311, s. 67).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1394/2007 af 13.11.2007 om lægemidler til avanceret terapi og om ændring af direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004 (EUT 2007, L 324, s. 121).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 af 31.3.2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur (EUT 2004, L 136, s. 1).

Sag anlagt den 7. marts 2021 — WIZZ Air Hungary mod Kommissionen

(Sag T-142/21)

(2021/C 148/38)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: WIZZ Air Hungary Légiközlekedési Zrt. (Budapest, Ungarn) (ved advokaterne E. Vahida, S. Rating og I. Metaxas-Maranghidis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse (EU) af 20. august 2020 i statsstøttesag SA.57026 (2020/N) — Rumænien COVID-19: Aid to Blue Air (1) annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.

1.	Første anbringende om, at Kommissionen har foretaget en urigtig anvendelse af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF og anlagt et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med sin kontrol af støttens proportionalitet i forhold til den skade, som covid-19-krisen har forårsaget.

2.	Andet anbringende om, at Kommissionens prøvelse af betingelserne for støtteberettigelse og for støttens forenelighed med det indre marked er fejlbehæftet.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte specifikke bestemmelser i TEUF og almindelige EU-retlige principper: princippet om forbud mod forskelsbehandling princippet om den frie udveksling af tjenesteydelser og princippet om den frie etableringsret, der har understøttet liberaliseringen af lufttransporten i EU siden slutningen af 1980'erne (2).

4.	Fjerde anbringende om, at Kommissionen støttede sig på ikke-eksisterende eller utilstrækkelige beviser.

5.	Femte anbringende om, at Kommissionen undlod at indlede en formel undersøgelsesprocedure til trods for, at der forelå alvorlige vanskeligheder, og tilsidesatte sagsøgerens proceduremæssige rettigheder.

6.	Sjette anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte sin begrundelsespligt.

---

(1)  EUT 2020 C 430, s. 2.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24.11.2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (omarbejdning) (EØS-relevant tekst) (EUT 2008, L 293, s. 3-20).