OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/2

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 24. februar 2021 — Agenzia delle Dogane mod Silcompa SpA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte suprema di cassazione — Italien)

(Sag C-95/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - direktiv 76/308/EØF - artikel 6 og 8 samt artikel 12, stk. 1-3 - gensidig bistand ved inddrivelse af visse fordringer - punktafgift, der skal betales i to medlemsstater for de samme transaktioner - direktiv 92/12/EØF - artikel 6 og 20 - varers overgang til forbrug - forfalskning af administrativt ledsagedokument - overtrædelse eller uregelmæssighed, der har fundet sted i forbindelse med omsætning af punktafgiftspligtige varer under en afgiftssuspensionsordning - tilfælde, hvor varer uretmæssigt forlader en suspensionsordning - »fordobling af afgiftskravet« for punktafgifter - prøvelse, der foretages af retterne i den medlemsstat, i hvilken den myndighed, der anmodes om bistand, befinder sig - afslag på anmodning om bistand indgivet af de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat - betingelser)

(2021/C 138/02)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte suprema di cassazione

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Agenzia delle Dogane

Sagsøgt: Silcompa SpA

Konklusion

Artikel 12, stk. 3, i Rådets direktiv 76/308/EØF af 15. marts 1976 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse bidrag, afgifter, skatter og andre foranstaltninger, som ændret ved Rådets direktiv 2001/44/EF af 15. juni 2001, sammenholdt med artikel 20 i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed, som ændret ved Rådets direktiv 92/108/EØF af 14. december 1992, skal fortolkes således, at i forbindelse med et søgsmål om indsigelse, der vedrører eksekutionsforanstaltninger, der er truffet i den medlemsstat, i hvilken den myndighed, der anmodes om bistand, befinder sig, kan den kompetente instans i denne medlemsstat give afslag på en anmodning om inddrivelse af punktafgifter, som er fremsat af de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat, for så vidt angår varer, der uretmæssigt har forladt en suspensionsordning som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 92/12, som ændret ved direktiv 92/108, når denne anmodning er baseret på forhold, der vedrører de samme udførselstransaktioner, som allerede er genstand for inddrivelse af punktafgifter i den medlemsstat, i hvilken den myndighed, der anmodes om bistand, befinder sig.

(1) EUT C 182 af 27.5.2019.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/3

Domstolens dom (Første Afdeling) af 25. februar 2021 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Sverige, Kongeriget Danmark, Republikken Finland, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Kemikalieagentur

(Sag C-389/19 P) (1)

(Appel - forordning (EF) nr. 1907/2006 - registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier - Europa-Kommissionens afgørelse om tilladelse til visse anvendelser af blysulfochromatgul og blychromatmolybdatsulfatrød, hvilke stoffer er opført i bilag XIV til den nævnte forordning - særligt problematiske stoffer - betingelser for godkendelse - undersøgelse af, at der ikke findes alternativer)

(2021/C 138/03)

Processprog: svensk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (først ved R. Lindenthal, K. Mifsud-Bonnici og G. Tolstoy, derefter ved R. Lindenthal og K. Mifsud-Bonnici, som befuldmægtigede, bistået af advokat K. Nordlander)

De andre parter i appelsagen: Kongeriget Sverige (først ved C. Meyer-Seitz, H. Shev, J. Lundberg, H. Eklinder og A. Falk, derefter ved O. Simonsson, C. Meyer-Seitz, M. Salborn Hodgson, R. Shahsavan Eriksson, H. Shev og H. Eklinder, som befuldmægtigede), Kongeriget Danmark (først ved J. Nymann-Lindegren, M.S. Wolff og P.Z.L. Ngo, derefter ved J. Nymann-Lindegren og M.S. Wolff, som befuldmægtigede), Republikken Finland (ved S. Hartikainen, som befuldmægtiget), Europa-Parlamentet (ved A. Neergaard, A. Tamás og C. Biz, som befuldmægtigede) og Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) (først ved M. Heikkilä, W. Broere og C. Schultheiss, derefter ved M. Heikkilä, W. Broere og J. Löfgren, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Punkt 2 i domskonklusionen i Den Europæiske Unions Rets dom af 7. marts 2019, Sverige mod Kommissionen (T-837/16, EU:T:2019:144), ophæves.

2)	I øvrigt forkastes appellen.

Retsvirkningerne af Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2016) 5644 final af 7. september 2016 om tilladelse til visse anvendelser af blysulfochromatgul og blychromatmolybdatsulfatrød i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 opretholdes, indtil Europa-Kommissionen på ny har truffet afgørelse om den ansøgning om godkendelse, som DCC Maastricht BV har indgivet.

4)	Kommissionen, Kongeriget Sverige, Kongeriget Danmark, Republikken Finland, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) bærer hver deres egne omkostninger i forbindelse med appelsagen.

(1) EUT C 246 af 22.7.2019.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/4

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 25. februar 2021 — Société Générale SA mod Ministre de l’Action et des Comptes publics (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d’État — Frankrig)

(Sag C-403/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 63 TEUF - frie kapitalbevægelser - selskabsskat - bilaterale dobbeltbeskatningsoverenskomster - beskatning af udbytte, der udloddes af et ikke-hjemmehørende selskab, der allerede er pålagt skat i en anden medlemsstat - loft over skattegodtgørelse - juridisk dobbeltbeskatning)

(2021/C 138/04)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Société Générale SA

Sagsøgt: Ministre de l’Action et des Comptes publics

Konklusion

Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der — inden for rammerne af en ordning, der har til formål at kompensere for dobbeltbeskatning af udbytte, som modtages af et selskab, der er selskabsskattepligtigt i denne medlemsstat, hvor det er etableret, og som har været genstand for skatteopkrævning i en anden medlemsstat — indrømmer et sådant selskab en skattegodtgørelse, der er begrænset til det beløb, som denne førstnævnte medlemsstat ville have modtaget, hvis alene dette udbytte var pålagt selskabsskat, uden fuldstændigt at kompensere for den skat, der er betalt i den anden medlemsstat.

(1) EUT C 270 af 12.8.2019.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/4

Domstolens dom (Første Afdeling) af 25. februar 2021 — Gmina Wroclaw mod Dyrektor Krajowej Informacji Skarbowej (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Wojewódzki Sąd Administracyjny we Wrocławiu — Polen)

(Sag C-604/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - merværdiafgift (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 2, stk. 1, litra a) - artikel 9, stk. 1 - artikel 13, stk. 1 - artikel 14, stk. 1, og artikel 14, stk. 2, litra a) - begrebet »levering af varer« - konvertering ved lov af en langvarig brugsret over en fast ejendom til en fuld ejendomsret - kommune, der opkræver vederlag for konverteringen - begrebet »erstatningsydelse« - begrebet »en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab« - undtagelse - offentligretlige organer, som udøver eller foretager virksomhed eller transaktioner i deres egenskab af offentlig myndighed)

(2021/C 138/05)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Wojewódzki Sąd Administracyjny we Wrocławiu

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Gmina Wroclaw

Sagsøgt: Dyrektor Krajowej Informacji Skarbowej

Konklusion

Artikel 14, stk. 2, litra a), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at den konvertering af den langvarige brugsret over en fast ejendom til en fuld ejendomsret, der er fastsat i national lovgivning og foretages mod betaling af et vederlag, udgør en levering af varer i denne bestemmelses forstand.

Direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at under forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, handler en kommune, der ejer en fast ejendom, som gør det muligt for den at opnå indtægter af en vis varig karakter, i sin egenskab af afgiftspligtig person som omhandlet i dette direktivs artikel 9, stk. 1, og ikke i sin egenskab af offentlig myndighed som omhandlet i direktivets artikel 13, stk. 1, når denne kommune mod betaling af et vederlag foretager en i national lovgivning fastsat konvertering af den langvarige brugsret over denne ejendom til en fuld ejendomsret.

(1) EUT C 383 af 11.11.2019.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/6

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 25. februar 2021 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

(Sag C-658/19) (1)

(Traktatbrud - artikel 258 TEUF - direktiv (EU) 2016/680 - behandling af personoplysninger - forebyggelse, efterforskning, opdagelse og retsforfølgning af straffelovsovertrædelser - ingen gennemførelse eller meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger - artikel 260, stk. 3, TEUF - påstand om betaling af et fast beløb og en tvangsbøde)

(2021/C 138/07)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved D. Nardi, G. von Rintelen og S. Pardo Quintillán, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Spanien (ved L. Aguilera Ruiz, som befuldmægtiget)

Intervenient til støtte for den anden part i sagen: Republikken Polen (ved B. Majczyna, som befuldmægtiget)

Konklusion

Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 63 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA, idet det ikke ved udløbet af den frist, der var fastsat i den begrundede udtalelse, har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, og dermed heller ikke har meddelt Europa-Kommissionen sådanne bestemmelser.

Kongeriget Spanien fortsætter traktatbruddet, idet det på tidspunktet for Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder ikke har vedtaget de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2016/680 i national ret, og dermed heller ikke har givet Europa-Kommissionen meddelelse om sådanne foranstaltninger.

I tilfælde af, at det i punkt 1 fastslåede traktatbrud fortsat består på tidspunktet for afsigelsen af denne dom, pålægges Kongeriget Spanien at betale Europa-Kommissionen en daglig tvangsbøde på 89 000 EUR fra dette tidspunkt og indtil denne medlemsstat har bragt det fastslåede traktatbrud til ophør.

4)	Kongeriget Spanien betaler Europa-Kommissionen et fast beløb på 15 000 000 EUR.

5)	Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

6)	Republikken Polen bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 357 af 21.10.2019.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/7

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 24. februar 2021 — M, A og Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid og T (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Raad van State — Nederlandene)

(Sag C-673/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - asyl og migration - direktiv 2008/115/EF - artikel 3, 4, 6 og 15 - flygtning med ulovligt ophold på en medlemsstats område - frihedsberøvelse med henblik på overførsel til en anden medlemsstat - flygtningestatus i denne anden medlemsstat - non-refoulement-princippet - manglende afgørelse om tilbagesendelse - anvendelse af direktiv 2008/115)

(2021/C 138/08)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Raad van State

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: M, A og Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Sagsøgte: Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid og T

Konklusion

Artikel 3, 4, 6 og 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at en medlemsstat administrativt frihedsberøver en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på dens område, med henblik på at foretage en tvungen overførsel af denne tredjelandsstatsborger til en anden medlemsstat, hvor nævnte statsborger har flygtningestatus, når den pågældende tredjelandsstatsborger nægter at efterkomme et påbud om at begive sig til denne anden medlemsstat, og det ikke er muligt at vedtage en afgørelse om tilbagesendelse over for den pågældende.

(1) EUT C 423 af 16.12.2019.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/7

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 25. februar 2021 — VodafoneZiggo Group BV mod Europa-Kommissionen

(Sag C-689/19 P) (1)

(Appel - elektroniske kommunikationsnet og tjenester - direktiv 2002/21/EF, som ændret ved direktiv 2009/140/EF - konsolidering af det indre marked for elektronisk kommunikation - artikel 7, stk. 3 og 7 - påtænkt foranstaltning stillet til rådighed af den nationale regelfastsættende myndighed - markedet for engrosforsyning på et fast sted i Nederlandene - betydelig samlet markedsmagt - Europa-Kommissionens bemærkninger meddeles den nationale tilsynsmyndighed - forpligtelse for den nationale tilsynsmyndighed til at tage hensyn hertil i videst mulig udstrækning - rækkevidde - artikel 263 TEUF - annullationssøgsmål - formaliteten - anfægtelig retsakt - artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder)

(2021/C 138/09)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: VodafoneZiggo Group BV (Utrecht, Nederlandene) (ved advocaten W. Knibbeler, A. Pliego Selie og B. Verheijen)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved L. Nicolae og G. Braun, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	VodafoneZiggo Group BV betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 372 af 4.11..2019.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/8

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 25. februar 2021 — Novo Banco SA mod Junta de Andalucía (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Supremo — Spanien)

(Sag C-712/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - etableringsfrihed - frie kapitalbevægelser - skatter og afgifter - afgift, som påhviler kundeindskud i kreditinstitutter - afgiftsfradrag, som kun indrømmes institutter, der har deres hjemsted eller agenturer på den selvstyrende region Andalusiens område - afgiftsfradrag, som kun indrømmes for projekter, der gennemføres i denne selvstyrende region - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 401 - forbud mod at opkræve andre nationale afgifter, der har karakter af omsætningsafgift - begrebet »omsætningsafgift« - momsens væsentlige kendetegn - foreligger ikke)

(2021/C 138/10)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Supremo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Novo Banco SA

Sagsøgt: Junta de Andalucía

Konklusion

Etableringsfriheden, som er sikret ved artikel 49 TEUF, skal fortolkes således, at hvad angår de fradrag, der anvendes på bruttobeløbet af en afgift, som påhviler kundeindskud i kreditinstitutter, der har deres centrale hovedkontor eller agenturer beliggende på en regions område i en medlemsstat,

—	er den til hinder for et fradrag på 200 000 EUR, der anvendes på denne afgifts bruttobeløb til fordel for kreditinstitutter, hvis hjemsted er beliggende på denne regions område

—

er den ikke til hinder for fradrag, der anvendes på nævnte afgifts bruttobeløb, på 5 000 EUR pr. agentur etableret på nævnte regions område, idet sidstnævnte beløb hæves til 7 500 EUR for hvert agentur beliggende i en kommune med mindre end 2 000 indbyggere, medmindre dette fradrag faktisk indebærer en forskelsbehandling på grundlag af de pågældende kreditinstitutters hjemsted, som ikke kan begrundes, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.

Artikel 63, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at hvad angår en afgift, som påhviler kundeindskud i kreditinstitutter, der har deres centrale hovedkontor eller agenturer beliggende på en regions område i en medlemsstat, er bestemmelsen til hinder for fradrag i denne afgifts bruttobeløb, som modsvarer kreditter, lån og investeringer, der er afsat til projekter gennemført i denne region, forudsat at disse fradrag forfølger et rent økonomisk formål.

Artikel 401 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der indfører en afgift, som kreditinstitutter skal betale på grund af beholdning af kundeindskud, og hvis afgiftsgrundlag svarer til det aritmetiske gennemsnit af den kvartalsvise saldo af disse indskud, og som afgiftssubjektet ikke kan overvælte på tredjeperson.

(1) EUT C 423 af 16.12.2019.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/9

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 25. februar 2021 — Bartosch Airport Supply Services GmbH mod Zollamt Wien (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgerichtshof — Østrig)

(Sag C-772/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - den fælles toldtarif - kombineret nomenklatur - tarifering - toldposition 8701 og 8705 - fortolkning - flybugserer)

(2021/C 138/11)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Bartosch Airport Supply Services GmbH

Sagsøgt: Zollamt Wien

Konklusion

Den kombinerede nomenklatur, som er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, i den affattelse, der følger af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2016/1821 af 6. oktober 2016, skal fortolkes således, at denne nomenklaturs pos. 8705 ikke omfatter et køretøj, der er konstrueret til at slæbe eller skubbe fly, og som benævnes »flybugserer«, idet dette sidstnævnte henhører under den nævnte nomenklaturs pos. 8701.

(1) EUT C 27 af 27.1.2020.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/10

Domstolens dom (Første Afdeling) af 25. februar 2021 — BU mod Markt24 GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesgericht Salzburg — Østrig)

(Sag C-804/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område - forordning (EU) nr. 1215/2012 - kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler - bestemmelserne i afdeling 5 i kapitel II - anvendelighed - aftale indgået i en medlemsstat om ansættelse hos et selskab, der er etableret i en anden medlemsstat - intet arbejde udført i hele aftaleperioden - anvendelse af nationale kompetenceregler udelukket - artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i) - begrebet »det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde« - arbejdsaftale - opfyldelsesstedet for aftalen - arbejdstagerens forpligtelser over for arbejdsgiveren)

(2021/C 138/12)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesgericht Salzburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: BU

Sagsøgt: Markt24 GmbH

Konklusion

Bestemmelserne i afdeling 5 i kapitel II i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område med overskriften »Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler« skal fortolkes således, at de finder anvendelse på en retssag, der er blevet anlagt af en ansat, som har bopæl i en medlemsstat, mod arbejdsgiveren, der har bopæl i en anden medlemsstat, såfremt arbejdsaftalen er blevet forhandlet og indgået i den medlemsstat, hvor den ansatte har bopæl, og det deri er fastsat, at stedet for udførelsen af arbejdet ligger i arbejdsgiverens medlemsstat, selv om dette arbejde ikke er blevet udført af en grund, der kan tilskrives denne arbejdsgiver.

Bestemmelserne i afdeling 5 i kapitel II i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at de er til hinder for anvendelsen af nationale kompetenceregler på en sag som den, der er omhandlet i punkt 1 i denne doms konklusion, uanset at det viser sig, at disse regler er mere fordelagtige for arbejdstageren.

Artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en sag som den, der er omhandlet i punkt 1 i denne doms konklusion, kan anlægges ved retten på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren i henhold til arbejdsaftalen i det væsentlige skulle opfylde sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, jf. dog denne forordnings artikel 7, nr. 5).

(1) EUT C 45 af 10. 2.2020.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/11

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 25. februar 2021 — Slovak Telekom a.s. mod Protimonopolný úrad Slovenskej republiky (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Najvyšší súd Slovenskej republiky — Slovakiet)

(Sag C-857/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - konkurrence - artikel 102 TEUF - misbrug af dominerende stilling - kompetencefordeling mellem Europa-Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder - forordning (EF) nr. 1/2003 - artikel 11, stk. 6 - de nationale konkurrencemyndigheder mister deres kompetence - princippet ne bis in idem - artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder)

(2021/C 138/13)

Processprog: slovakisk

Den forelæggende ret

Najvyšší súd Slovenskej republiky

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Slovak Telekom a.s.

Sagsøgt: Protimonopolný úrad Slovenskej republiky

Konklusion

Artikel 11, stk. 6, første punktum, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] skal fortolkes således, at medlemsstaternes konkurrencemyndigheder mister deres kompetence til at anvende artikel 101 TEUF og 102 TEUF, når Europa-Kommissionen indleder en procedure med henblik på vedtagelsen af en afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse af disse bestemmelser, forudsat at denne formelle retsakt vedrører de samme formodede overtrædelser af artikel 101 TEUF og 102 TEUF, som er blevet begået af den eller de samme virksomheder på det eller de samme produktmarkeder og det eller de samme geografiske markeder i løbet af den eller de samme perioder som dem, der er omfattet af den eller de procedurer, som disse myndigheder forinden har indledt.

Princippet ne bis in idem, som fastsat i artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at det finder anvendelse på overtrædelser af konkurrenceretten, såsom det i artikel 102 TEUF omhandlede misbrug af en dominerende stilling, og forbyder, at en virksomhed domfældes eller atter forfølges for en konkurrencebegrænsende adfærd, for hvilken den allerede er blevet pålagt en sanktion, eller med hensyn til hvilken den er blevet erklæret ansvarsfri ved en tidligere beslutning, der ikke længere kan anfægtes. Derimod finder dette princip ikke anvendelse, når en konkurrencemyndighed i en medlemsstat og Kommissionen hver især og uafhængigt af hinanden forfølger og pålægger en virksomhed sanktioner for overtrædelser af artikel 102 TEUF, som vedrører forskellige produktmarkeder eller geografiske markeder, eller når en konkurrencemyndighed i en medlemsstat mister sin kompetence i henhold til artikel 11, stk. 6, første punktum, i forordning nr. 1/2003.

(1) EUT C 36 af 3.2.2020.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/12

Domstolens dom (Første Afdeling) af 25. februar 2021 — Les Chirurgiens-Dentistes de France m.fl. mod Ministre des Solidarités et de la Santé, Ministre de l’Enseignement supérieur, de la Recherche et de l’Innovation og Premier ministre (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d’État — Frankrig)

(Sag C-940/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer - direktiv 2005/36/EF - artikel 4f, stk. 6 - national lovgivning - indrømmelse af mulighed for delvis adgang til et af de erhverv, som er omfattet af mekanismen for automatisk anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer)

(2021/C 138/14)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Les chirurgiens-dentistes de France, tidligere Confédération nationale des syndicats dentaires, Confédération des syndicats médicaux français, Fédération des syndicats pharmaceutiques de France, Syndicat des biologistes, Syndicat des laboratoires de biologie clinique, Syndicat des médecins libéraux, Union dentaire, Conseil national de l’ordre des chirurgiens-dentistes, Conseil national de l’ordre des masseurs-kinésithérapeutes og Conseil national de l’ordre des infirmiers

Sagsøgte: Ministre des Solidarités et de la Santé, Ministre de l’Enseignement supérieur, de la Recherche et de l’Innovation og Premier ministre

Konklusion

Artikel 4f, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU af 20. november 2013, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en lovgivning, der giver mulighed for delvis adgang til et af de erhverv, som er omfattet af mekanismen for automatisk anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer som fastsat i bestemmelserne i afsnit III, kapitel III, i dette direktiv, som ændret.

(1) EUT C 77 af 9.3.2020.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/12

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 25. februar 2021 — XI mod Caisse pour l’avenir des enfants (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour de cassation du Grand-Duché de Luxembourg — Luxembourg)

(Sag C-129/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - socialpolitik - direktiv 2010/18/EU - den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov - national lovgivning, som betinger retten til forældreorlov af, at arbejdstageren er beskæftiget og i denne egenskab obligatorisk tilknyttet den relevante sociale sikringsordning på tidspunktet for barnets fødsel)

(2021/C 138/15)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation du Grand-Duché de Luxembourg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: XI

Sagsøgt: Caisse pour l’avenir des enfants

Konklusion

§ 1, stk. 1 og 2, § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1, litra b), i rammeaftale vedrørende forældreorlov (revideret) af 18. juni 2009, som findes i bilaget til Rådets direktiv 2010/18/EU af 8. marts 2010 om iværksættelse af den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS, og om ophævelse af direktiv 96/34/EF skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, der betinger tildelingen af en ret til forældreorlov af, at den berørte forælder har været beskæftiget uden afbrydelse i en periode på mindst 12 måneder umiddelbart forud for påbegyndelsen af forældreorloven. Disse bestemmelser er derimod til hinder for en national lovgivning, der betinger tildelingen af en ret til en forældreorlov af, at forælderen har egenskab af arbejdstager på tidspunktet for fødslen eller adoptionen af dennes barn.

(1) EUT C 191 af 8.6.2020.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/13

Domstolens kendelse (Tiende Afdeling) af 14. januar 2021 — Krakvet sp. z o.o. sp.k. mod Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Bucureşti og Administraţia Fiscală pentru Contribuabili Nerezidenţi (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea de Apel Bucureşti — Rumænien)

(Sag C-108/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 33 - fastsættelse af stedet for afgiftspligtige transaktioner - levering af varer med transport - levering af varer, der forsendes eller transporteres af leverandøren eller for hans regning - salg på et websted - aftale om transport af varer indgået mellem køberen og et selskab, som foreslås af leverandøren)

(2021/C 138/16)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Bucureşti

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Krakvet sp. z o.o. sp.k.

Sagsøgte: Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Bucureşti og Administraţia Fiscală pentru Contribuabili Nerezidenţi

Konklusion

Artikel 33 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at hvad angår varer, der sælges på et websted af en leverandør etableret i en medlemsstat til kunder, der befinder sig i en anden medlemsstat, når disse kunder, med henblik på befordring af disse varer, på grundlag af de forsendelsesmuligheder, som leverandøren tilbyder, vælger et selskab, som foreslås på dette websted, med hvilket de indgår en særskilt aftale i forhold til aftalen mellem dem og leverandøren for købet af de nævnte varer, skal disse varer anses for at være transporteret af »leverandøren eller for hans regning« som omhandlet i denne artikel 33, såfremt samme leverandørs rolle for så vidt angår initiativet til og organiseringen af de væsentlige faser i transporten af disse samme varer er afgørende, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve under hensyn til samtlige relevante omstændigheder i tvisten i hovedsagen.

(1) EUT C 172 af 20.5.2019.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/14

Domstolens kendelse (Niende Afdeling) af 20. januar 2021 — CCPL — Consorzio Cooperative di Produzione e Lavoro SC, Coopbox group SpA, Coopbox Eastern s.r.o. mod Europa-Kommissionen

(Sag C-706/19 P) (1)

(Appel - artikel 108 i Den Europæiske Unions Domstols procesreglement - konkurrence - karteller - markedet for fødevareemballage til detailhandelen - appel rettet mod præmisser - åbenbart, at appellen skal afvises)

(2021/C 138/17)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: CCPL — Consorzio Cooperative di Produzione e Lavoro SC, Coopbox group SpA, Coopbox Eastern s.r.o. (først ved avvocati S. Bariatti, E. Cucchiara og A. Cutrupi, derefter ved avvocato E. Cucchiara)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (først ved P. Rossi og T. Vecchi, derefter ved P. Rossi, G. Conte og C. Sjödin, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen afvises.

2)	CCPL — Consorzio Cooperative di Produzione e Lavoro SC, Coopbox group SpA, Coopbox Eastern s.r.o. bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

(1) EUT C 383 af 11.11.2019.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/14

Domstolens kendelse (Tiende Afdeling) af 14. januar 2021 — straffesag mod UC og TD (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Spetsializiran nakazatelen sad — Bulgarien)

(Sag C-769/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - retligt samarbejde i straffesager - direktiv 2012/13/EU - ret til information under straffesager - artikel 6 - retten til information for mistænkte og tiltalte personer vedrørende deres rettigheder - artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - behandling af en sag inden for en rimelig frist - national lovgivning, hvorefter den retslige procedure skal afsluttes, såfremt retten konstaterer, at anklageskriftet er behæftet med formalitetsmangler - hjemvisning af sagen til anklagemyndigheden med henblik på udarbejdelse af et nyt anklageskrift - tilladt)

(2021/C 138/18)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Spetsializiran nakazatelen sad

Parter i straffesagen

UC og TD

Procesdeltager: Spetsializirana prokuratura

Konklusion

Artikel 6, stk. 1, 3 og 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager, artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, princippet om EU-rettens forrang og retten til respekt for den menneskelige værdighed skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, som i et tilfælde, hvor anklageskriftet er behæftet med mangler, for så vidt som dets indhold savner klarhed, er ufuldstændigt eller modstridende, på ingen måde gør det muligt for anklagemyndigheden at afhjælpe disse mangler ved at berigtige dem i det indledende retsmøde, hvor de er blevet konstateret, og som pålægger retten at afslutte den retslige procedure og hjemvise sagen til anklagemyndigheden med henblik på udarbejdelse af et nyt anklageskrift.

(1) EUT C 27 af 27.1.2020.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/15

Domstolens kendelse (Tiende Afdeling) af 14. januar 2021 — Camelia Manea mod Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer

(Sag C-892/19 P) (1)

(Appel - artikel 181 i Domstolens procesreglement - personalesag - midlertidigt ansat - tidsbegrænset kontrakt - afgørelse om ikke at forlænge kontrakten - tilbagetrækning af afgørelsen og vedtagelse af en ny afgørelse om ikke-forlængelse med virkning fra datoen for den første afgørelse - annullations- og erstatningssøgsmål - åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet)

(2021/C 138/19)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Camelia Manea (ved avocat M.-A. Lucas)

Den anden part i appelsagen: Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer (ved M. Garnier og J. Rikkert, som befuldmægtigede, bistået af avocat B. Wägenbaur)

Konklusion

1)	Appellen forkastes, idet det er åbenbart, at den delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet.

2)	Camelia Manea betaler appelsagens omkostninger.

(1) EUT C 161 af 11.5.2020.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/16

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 21. januar 2021 — UF mod Partena, Assurances sociales pour travailleurs indépendants ASBL, Institut national d’assurances sociales pour travailleurs indépendants (Inasti) og Union Nationale des Mutualités Libres (Partenamut) (UNMLibres) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal du travail de Nivelles — Belgien)

(Sag C-105/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 53, stk. 2, og artikel 94 i Domstolens procesreglement - forelæggelsesafgørelse - manglende præcisering af de grunde, som begrunder nødvendigheden af et svar på de præjudicielle spørgsmål med henblik på afgørelsen af tvisten i hovedsagen - åbenbart, at anmodningen om præjudiciel afgørelse må afvises)

(2021/C 138/20)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal du travail de Nivelles

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UF

Sagsøgte: Partena, Assurances sociales pour travailleurs indépendants ASBL, Institut national d’assurances sociales pour travailleurs indépendants (Inasti) og Union Nationale des Mutualités Libres (Partenamut) (UNMLibres)

Konklusion

1)	Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal du travail de Nivelles (Belgien) ved afgørelse af 20. februar 2020 afvises.

(1) EUT C 175 af 25.5.2020.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/16

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Aragón (Spanien) den 11. december 2020 — ASADE — Asociación Estatal de Entidades de Servicios de Atención a Domicilio mod Consejería de Sanidad de la Diputación General de Aragón

(Sag C-676/20)

(2021/C 138/22)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Aragón

Parter i hovedsagen

Sagsøger: ASADE — Asociación Estatal de Entidades de Servicios de Atención a Domicilio

Sagsøgt: Consejería de Sanidad de la Diputación General de Aragón

Præjudicielle spørgsmål

Er en national lovgivning, hvorefter ordregivende myndigheder kan benytte sig af aftaler med private nonprofitenheder — ikke kun frivillige organisationer — med henblik på levering af alle former for sociale tjenesteydelser til personer mod godtgørelse af udgifter uden at anvende de procedurer, der er fastlagt i udbudsdirektivet (2014/24/EU), og uanset den anslåede værdi af disse tjenesteydelser, fordi denne godtgørelse ganske enkelt forudgående kvalificeres som værende af ikke-kontraktuel karakter, forenelig med EU-retten — artikel 49 TEUF (1) og artikel 76 og 77 i (sammenholdt med artikel 74 i og bilag XIV til) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 (2)?

Er en national lovgivning, hvorefter det med henblik på levering af sundhedsmæssige og sociale tjenesteydelser af almen interesse er muligt at omgå bestemmelserne om offentlige udbud ved hjælp af teknikken med en fælles indsats som et supplement til eller erstatning af forvaltningen med egne midler, ikke fordi denne teknik er egnet til at sikre en tilfredsstillende levering af tjenesteydelsen, men med henblik på at opnå konkrete socialpolitiske mål, som påvirker leveringsmåden, eller som kræves af den leverandør, der er ansvarlig for at levere tjenesteydelsen, for at blive udvalgt, og dette selv når offentlighedsprincippet, konkurrenceprincippet og gennemsigtighedsprincippet forbliver i kraft, forenelig med EU-retten — artikel 49 TEUF og artikel 76 og 77 i (sammenholdt med artikel 74 i og bilag XIV til) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014?

Såfremt dette er tilfældet, er den omstændighed, at adgangen til denne interventionsteknik alene og udelukkende forbeholdes nonprofitenheder — ikke kun frivillige organisationer — selv når gennemsigtighedsprincippet og offentlighedsprincippet overholdes, da forenelig med EU-retten — de ovenfor anførte bestemmelser og desuden artikel 15, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2007 (3) om tjenesteydelser i det indre marked?

Henset til tjenesteydelsesdirektivets (2006/123/EF) artikel 15, stk. 2, litra b) kan den omstændighed, at ordregivende myndigheder indrømmes en skønsmæssig beføjelse til at anvende en fælles indsats med henblik på at overlade forvaltningen af sociale og sundhedsmæssige tjenesteydelser til nonprofitenheder, fortolkes således, at dette svarer til at betinge adgangen til disse tjenesteydelser af den retlige form? Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, er en national lovgivning som den i sagen omhandlede, med hensyn til hvilken staten ikke har givet Kommissionen meddelelse om, at betingelsen om retlig form er gældende, da gyldig i henhold til tjenesteydelsesdirektivets artikel 15, stk. 7?

Såfremt de foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 49 TEUF og artikel 56 TEUF, og artikel 76 og 77 i (sammenholdt med artikel 74 i og bilag XIV) til direktivet om offentlige udbud (2014/24/EU) og artikel 15, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked da fortolkes således, at de giver mulighed for, at ordregivende myndigheder med henblik på udvælgelsen af en nonprofitenhed (ikke kun frivillige organisationer), hvormed der kan indgås aftale om levering af alle former for sociale tjenesteydelser til personer — ud over de kriterier, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, litra j) i direktiv 2006/123/EF — blandt udvælgelseskriterierne kan inkludere implementeringen på det sted eller det geografiske område, hvor tjenesteydelsen skal leveres?

(1) EUT 2012, C 326, S. 47.

(2) EUT 2014, L 94, s. 65

(3) EFT 2006, L 376, s. 36.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/18

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (Irland) den 4. januar 2021 — FS mod Chief Appeals Officer, Social Welfare Appeals Office, Minister for Employment affaires og Minister for Social Protection

(Sag C-3/21)

(2021/C 138/23)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

High Court (Irland)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: FS

Sagsøgte: Chief Appeals Officer, Social Welfare Appeals Office, Minister for Employment affaires og Minister for Social Protection

Præjudicielle spørgsmål

Omfatter »begæring« i artikel 81 i forordning nr. 883/2004 (1) den løbende modtagelse af en periodisk ydelse fra den første medlemsstat (hvor der sker korrekt udbetaling af ydelsen fra en anden medlemsstat), hver gang denne ydelse betales, selv efter den oprindelige begæring og den oprindelige afgørelse fra den første medlemsstat om at tilkende ydelsen?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal forpligtelsen for den anden medlemsstat i henhold til artikel 81 i forordning nr. 883/2004 (navnlig forpligtelsen til at behandle en begæring til oprindelsesmedlemsstaten således at den kan realitetsbehandles i den anden medlemsstat) under omstændigheder, hvor en begæring om social sikring fejlagtigt indgives i oprindelsesmedlemsstaten, hvor den skulle være indgivet i en anden medlemsstat, da fortolkes således, at den er fuldstændig uafhængig af sagsøgerens forpligtelse til at give korrekte oplysninger vedrørende hendes opholdssted i henhold til artikel 76, stk. 4, i forordning nr. 883/2004, således at en begæring, der fejlagtigt indgives i oprindelsesmedlemsstaten, skal kunne realitetsbehandles af den anden medlemsstat med henblik på artikel 81 til trods for sagsøgerens undladelse af at give korrekte oplysninger for så vidt angår hendes opholdssted i overensstemmelse med artikel 76, stk. 4, inden for den frist for indgivelse af en begæring, der er fastsat i lovgivningen i den anden medlemsstat?

Fører det almindelige EU-retlige effektivitetsprincip til, at adgangen til rettigheder i henhold til EU-retten sættes ud af kraft under omstændigheder som i den foreliggende sag (navnlig omstændigheder, hvorunder den EU-borger, der udøver sin ret til fri bevægelighed, overtræder sin forpligtelse i henhold til artikel 76, stk. 4, til at underrette de sociale myndigheder i oprindelsesmedlemsstaten om ændringen i hendes bopælsland) ved et krav i national ret i den medlemsstat, hvor retten til fri bevægelighed udøves, om at en EU-borger med henblik på at opnå efterbetaling af børnebidrag, skal ansøge om en sådan ydelse i den anden medlemsstat inden for en periode på 12 måneder, der er fastsat i national ret i sidstnævnte medlemsstat?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1).

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/18

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Court (Irland) den 14. januar 2021 — SRS og AA mod Minister for Justice and Equality

(Sag C-22/21)

(2021/C 138/24)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Supreme Court

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: SRS og AA

Sagsøgt: Minister for Justice and Equality

Præjudicielle spørgsmål

1)	Kan begrebet »hører til en unionsborgers husstand«, som er anvendt i artikel 3 i direktiv 2004/38/EF (1), anses for at finde universel anvendelse i hele EU-retten, og hvorledes skal det i bekræftende fald defineres?

Hvilke kriterier skal nationale retter i benægtende fald lægge til grund ved bedømmelsen af beviser, således at nationale retter med udgangspunkt i en række faste kriterier kan træffe afgørelse om, hvorvidt en person hører til eller ikke hører til en unionsborgers husstand med henblik på retten til fri bevægelighed?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77).

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/19

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sofiyski gradski sad (Bulgarien) den 4. februar 2021 — straffesag mod KT

(Sag C-71/21)

(2021/C 138/25)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Sofiyski gradski sad

Tiltalt i straffesagen

Præjudicielle spørgsmål

Giver bestemmelserne i artikel 1, stk. 2 og 3, i aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgivelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Island og Norge mulighed for at udstede en ny arrestordre med henblik på retsforfølgning mod en person, som en medlemsstat i Den Europæiske Union har afvist at overgive på grundlag af aftalens artikel 1, stk. 3, sammenholdt med artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder?

Giver bestemmelserne i artikel 1, stk. 3, i aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgivelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Island og Norge samt artikel 21, stk. 1, og artikel 67, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 6 og artikel 45, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder mulighed for, at en medlemsstat, som har modtaget en arrestordre, træffer fornyet afgørelse i en sag, hvor en anden medlemsstat har afvist at overgive den samme person med henblik på retsforfølgning i den samme sag, efter at den eftersøgte har gjort brug af sin ret til fri bevægelse og er flyttet fra den stat, hvor anmodningen om udlevering blev afvist, til den stat, som har modtaget den nye arrestordre?

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/20

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākā tiesa (Senāts) (Letland) den 4. februar 2021 — SIA »PRODEX« mod Valsts ieņēmumu dienests

(Sag C-72/21)

(2021/C 138/26)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Augstākā tiesa (Senāts)

Parter i hovedsagen

Sagsøger i første instans og kassationsappellant: SIA »PRODEX«

Sagsøgt i første instans og kassationsindstævnt: Valsts ieņēmumu dienests

Præjudicielle spørgsmål

Skal den kombinerede nomenklatur, der er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (1) af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif, som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1006/2011 (2) af 27. september 2011, fortolkes således, at den kombinerede nomenklaturs underpos. 4418 20 kan omfatte rammer til døre og dørtærskler som separate varer?

Kan den kombinerede nomenklaturs underpos. 4418 20 — henset til bestemmelse 2, litra a), første punktum, i de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur, i del I, afsnit I, punkt A., i bilag I til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1006/2011 af 27. september 2011 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif — også omfatte ufærdige rammer til døre, dørplader og dørtærskler, såfremt disse fremtræder som i det væsentlige komplette og færdige rammer til døre og dørtærskler?

Skal de plader og rammelister af træ, der er omtvistede i hovedsagen, som fremtræder med en dekorativ profil og behandling, der objektivt set godtgør, at de er beregnet til fremstilling af døre, rammer dertil, samt dørtærskler, men som inden monteringen af døren skal afskæres for at justere deres længde, og som skal forsynes med placeringer til beslag og, om nødvendigt, til hængsler og til låse, tariferes i underpos. 4418 20 eller, afhængig af de konkrete plader og rammelisters karakteristika, i den kombinerede nomenklaturs underpos. 4411 og 4412?

(1) EFT 1987, L 256, s. 1.

(2) Kommissionens forordninger (EU) nr. 1006/2011 af 27.9.2011 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EUT 2011, L 282 s. 1).

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/20

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administratīvā apgabaltiesa (Letland) den 1. februar 2021 — AS »PrivatBank«, A, B og Unimain Holdings Limited mod Finanšu un kapitāla tirgus komisija

(Sag C-78/21)

(2021/C 138/27)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Administratīvā apgabaltiesa

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: AS »PrivatBank«, A, B og Unimain Holdings Limited

Sagsøgt: Finanšu un kapitāla tirgus komisija

Præjudicielle spørgsmål

Kan finanslån og –kreditter samt transaktioner vedrørende kontokuranter og indlånskonti i penge- og finansieringsinstitutter (herunder banker), som er nævnt i bilag I til direktiv 88/361/EØF af 24. juni 1988 om gennemførelse af [EF]-Traktatens artikel 67 (1), også anses for kapitalbevægelser som omhandlet i artikel 63, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde?

Udgør en restriktion (som ikke udspringer direkte af medlemsstatens lovgivning), som en medlemsstats kompetente myndighed har pålagt et bestemt kreditinstitut, hvorved sidstnævnte forbydes at etablere forretningsforbindelser og pålægges at bringe eksisterende forretningsforbindelser med personer, som ikke er statsborgere i Republikken Letland, til ophør, en foranstaltning i en medlemsstat med henblik på artikel 63, stk. 1, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og udgør den som sådan en restriktion for princippet om frie kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne, som er anerkendt i nævnte bestemmelse?

Er restriktionen for de frie kapitalbevægelser, som er garanteret i artikel 63, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, begrundet i formålet om at forebygge anvendelse af Unionens finansielle system til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der fremgår af artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (2)?

Er den foranstaltning, som medlemsstaten har valgt — at pålægge et bestemt kreditinstitut en pligt til ikke at etablere forretningsforbindelser og bringe eksisterende forretningsforbindelser med personer, som ikke er statsborgere i en konkret medlemsstat (Republikken Letland), til ophør — egnet til at nå det formål, der fremgår af artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF, og udgør den dermed en undtagelse i henhold til artikel 65, stk. 1, litra b), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde?

(1) EFT 1988, L 178, s. 5.

(2) EUT 2015, L 141, s. 73.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/21

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal du travail de Liège (Belgien) den 15. februar 2021 — VW mod Agence fédérale pour l’Accueil des demandeurs d’asile (Fedasil)

(Sag C-92/21)

(2021/C 138/28)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal du travail de Liège

Parter i hovedsagen

Sagsøger: VW

Sagsøgt: Agence fédérale pour l’Accueil des demandeurs d’asile (Fedasil)

Præjudicielt spørgsmål

Udgør et søgsmål under national lovgivning til fordel for en asylansøger, der er blevet opfordret til at lade sin ansøgning om international beskyttelse behandle i en anden medlemsstat, idet søgsmålet ikke har opsættende karakter og kun kan opnå en sådan karakter i tilfælde af frihedsberøvelse med henblik på en nært forestående overførsel, et effektivt retsmiddel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den såkaldte Dublin III-forordnings (1) artikel 27?

Skal begrebet effektive retsmidler i henhold til den såkaldte Dublin III-forordnings artikel 27 forstås således, at det kun er til hinder for gennemførelsen af en foranstaltning med henblik på tvungen overførsel, så længe behandlingen af det søgsmål, der er anlagt til prøvelse af nævnte afgørelse om overførsel, verserer, eller således, at det forbyder enhver indledende foranstaltning med henblik på udsendelse, såsom overflytning til et center, der varetager iværksættelse af tilbagerejse i forhold til asylansøgere, der er blevet opfordret til at lade deres asylansøgning behandle i et andet europæisk land?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31).

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/23

Sag anlagt den 26. februar 2021 — Den Tjekkiske Republik mod Republikken Polen

(Sag C-121/21)

(2021/C 138/30)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Den Tjekkiske Republik (ved M. Smolek, L. Dvořáková og J. Vláčil, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Polen

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Polen,

—

idet den har tilladt, at tilladelsen til brunkulsminedrift forlænges med seks år, uden at der foretages en miljøkonsekvensvurdering, ikke har opfyldt de forpligtelser, der påhviler den i medfør af artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 2011/92 (1), sammenholdt med dette direktivs artikel 4, stk. 4-6, artikel 5, stk. 1 og 2, og artikel 6, 7, 8 og 9

—	idet den har tilladt at udelukke den berørte offentlighed fra proceduren om meddelelse af en tilladelse til minedrift, ikke har opfyldt de forpligtelser, der påhviler den i medfør af artikel 6, stk. 2-7, artikel 7, stk. 5, artikel 8, artikel 9 og artikel 11, stk. 1, i direktiv 2011/92

—	idet den har erklæret, at miljøkonsekvensvurderingsafgørelsen straks kunne fuldbyrdes, ikke har opfyldt de forpligtelser, der påhviler den i medfør af artikel 11, stk.1, i direktiv nr. 2011/92

—

idet den ikke i miljøkonsekvensvurderingsafgørelsen har inddraget en mulig fremgangsmåde i tilfælde af, at de berørte forekomster af vand ikke undtages, jf. artikel 4, stk. 5, i direktiv 2000/60 (2), ikke har opfyldt de forpligtelser, der påhviler den i medfør af artikel 4, stk. 1, litra a), nr. ii), og litra b), nr. ii), i direktiv 2000/60

—

idet den ikke har tilladt den berørte offentlighed og Den Tjekkiske Republiks deltagelse i proceduren vedrørende meddelelse af en tilladelse til minedrift indtil 2026, ikke har opfyldt de forpligtelser, der påhviler den i medfør af artikel 6, stk. 2-7, artikel 7, stk. 1, 2 og 5, og artikel 8 i direktiv 2011/92

—	idet den ikke har offentliggjort og meddelt Den Tjekkiske Republik tilladelsen til minedrift indtil 2026, ikke har opfyldt de forpligtelser, der påhviler den i medfør af artikel 9, stk. 1, og 2, i direktiv 2011/92

—	idet den ikke har tilladt en retslig kontrol af tilladelsen til minedrift indtil 2026, ikke har opfyldt de forpligtelser, der påhviler den i medfør af artikel 11, stk. 1, i direktiv 2011/92

—	idet den ikke har offentliggjort tilladelsen til minedrift indtil 2026, ikke har opfyldt de forpligtelser, der påhviler den i medfør af artikel 7 i direktiv 2003/4 (3)

—	idet den ikke har meddelt fuldstændige oplysninger i forbindelse med proceduren vedrørende meddelelsen af tilladelsen til minedrift indtil 2026, ikke har opfyldt de forpligtelser, der påhviler den i medfør af princippet om loyalt samarbejde i artikel 4, stk. 3, TEU

—	idet den i tilladelsen til minedrift indtil 2026 ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til miljøkonsekvensvurderingsafgørelsen, ikke har opfyldt de forpligtelser, der påhviler den i medfør af artikel 2, stk. 1, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, i direktiv 2011/92

—	og idet den ikke har fastlagt tilstrækkelige miljømæssige betingelser i tilladelsen til minedrift indtil 2026, ikke har opfyldt de forpligtelser, der påhviler den i medfør af artikel 8a, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/92.

Republikken Polen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender, der er støttet på en tilsidesættelse af direktiv 2011/92, direktiv 2000/60, direktiv 2003/4 og traktaten om Den Europæiske Union (princippet om loyalt samarbejde).

Republikken Polen har indført nationale retsforskrifter, hvorefter det er muligt at forlænge tilladelsen til minedrift med seks år, uden at der foretages en miljøkonsekvensvurdering, og hvorefter proceduren for meddelelse af tilladelse til minedrift i de fleste tilfælde ikke er offentlig. Den har dermed tilsidesat direktiv 2011/92.

Republikken Polen har tilsidesat direktiv 2011/92, idet den har erklæret, at afgørelsen om de miljømæssige betingelser, der finder anvendelse på projektet om udvidelse og forlængelse af minedriftsarbejdet i Turów indtil 2044, kunne fuldbyrdes øjeblikkeligt, hvorved den udelukkede en effektiv retsbeskyttelse med hensyn til denne afgørelse. Samtidig har Republikken Polen tilsidesat direktiv 2000/60, idet afgørelsen om de miljømæssige betingelser ikke dækker projektets samlede periode på passende måde henset til minedriftens virkninger på vandforekomsterne tilstand.

Republikken Polen har tilsidesat direktiv 2011/92, idet den hverken har tilladt den berørte offentlighed eller Den Tjekkiske Republik at deltage i proceduren for meddelelse af den endelige tilladelse til brunkulsminedrift i Turów indtil 2026, idet den ikke har offentliggjort den meddelte tilladelse og har tilsendt Den Tjekkiske Republik denne tilladelse ufuldstændigt og for sent, idet polsk ret er til hinder for, at den berørte offentlighed kan få efterprøvet denne tilladelse, og idet der ikke blev taget behørigt hensyn til miljøkonsekvensvurderingen i denne tilladelse. Med denne adfærd har Republikken Polen også tilsidesat direktiv 2003/4 og princippet om loyalt samarbejde i henhold til artikel 4, stk. 3, TEU.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13.12.2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EUT 2012, L 26, s. 1).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23.10.2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EFT 2000, L 327, s. 1).

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28.1.2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF (EUT 2003, L 41, s. 26).

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/24

Sag anlagt den 11. marts 2021 — Ungarn mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-156/21)

(2021/C 138/31)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Ungarn (ved M.Z. Fehér og M.M. Tátrai, som befuldmægtigede)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2092 af 16. december 2020 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget (1) annulleres.

—	Subsidiært annulleres følgende bestemmelser i forordning 2020/2092:

—	Artikel 4, stk. 1.

—	Artikel 4, stk. 2, litra h).

—	Artikel 5, stk. 2.

—	artikel 5, stk. 3, tredje punktum.

—	Artikel 5, stk. 3, sidste punktum.

—	Artikel 6, stk. 3 og 8.

—	Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

1. Første anbringende om, at retsgrundlaget for forordningen var upassende, og at der ikke er et passende retsgrundlag

Artikel 322, stk. 1, litra a), TEUF, som er den bestemmelse, der er anført som retsgrundlag for den anfægtede forordning, giver EU-lovgiver mulighed for at vedtage finansielle regler om gennemførelsen af Unionens budget. Den nævnte forordning indeholder imidlertid ikke bestemmelser af denne art. Forordningens retsgrundlag er således ikke korrekt, og den savner et passende retsgrundlag.

2. Andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 7 TEU, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, TEU, artikel 5, stk. 2, TEU, artikel 13, stk. 2, TEUF og artikel 269 TEUF

Den procedure, der er fastsat ved den anfægtede forordning, kræver, at der for et specifikt budget fastlægges den procedure, der henvises til i artikel 7 TEU, hvilket ikke er tilladt i medfør af artikel 7 TEU. Selve oprettelsen af en parallel procedure ved den anfægtede forordning udgør en tilsidesættelse og omgåelse af artikel 7 TEU. Samtidig er den ved forordningen fastsatte procedure i strid med den kompetencefordeling, der defineres i artikel 4, stk. 1, TEU, tilsidesætter det princip om kompetencetildeling, der er fastsat i artikel 5, stk. 2, TEU, og det princip om institutionel ligevægt, der foreskrives i artikel 13, stk. 2, TEUF, og tilsidesætter artikel 269 TEUF ved den kompetence, som Domstolen tillægges.

3. Tredje anbringende om en tilsidesættelse af de generelle EU-retlige principper om retssikkerhed og om retsreglernes klarhed

De grundlæggende begreber, der anvendes i den anfægtede forordning, er dels ikke defineret og kan dels heller ikke gøres til genstand for en ensartet fortolkning, og de er derfor ikke egnede til at danne grundlag for de vurderinger og foranstaltninger, som kan foretages eller vedtages i medfør af forordningen, eller til at give medlemsstaterne mulighed for med den fornødne sikkerhed i medfør af forordningen at identificere, hvad der forventes af dem med hensyn til deres retsordener eller deres myndigheders funktion. Forskellige konkrete bestemmelser i forordningen indebærer således såvel individuelt som samlet set en sådan grad af retlig usikkerhed hvad angår anvendelsen af forordningen, at de udgør en tilsidesættelse af de generelle EU-retlige principper om retssikkerhed og retsreglernes klarhed.

4. Fjerde anbringende om annullation af forordningens artikel 4, stk. 1

Den anfægtede forordnings artikel 4, stk. 1, tillader, at der også vedtages foranstaltninger, hvis der er risiko for Unionens budget eller Unionens finansielle interesser. Når der ikke foreligger en konkret påvirkning eller en konkret indvirkning, kan anvendelsen af de foranstaltninger, som kan vedtages i medfør af forordningen, anses for at være uforholdsmæssig. Denne bestemmelse udgør således en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

5. Femte anbringende om annullation af forordningens artikel 4, stk. 2, litra h)

Den anfægtede forordnings artikel 4, stk. 2, litra h), giver, når der indtræder andre situationer eller anden adfærd fra medlemsstaternes myndigheders side, som er relevante i forbindelse med den forsvarlige økonomiske forvaltning af Unionens budget eller beskyttelsen af Unionens finansielle interesser, ligeledes mulighed for at vurdere, at retsstatsprincipperne er blevet tilsidesat, og at vedtage foranstaltninger, hvilket — eftersom der ikke foreligger en præcis definition af den adfærd eller de situationer, der kan pålægges sanktioner — er i strid med retssikkerhedsprincippet.

6. Sjette anbringende om annullation af forordningens artikel 5, stk. 2

Det følger af den anfægtede forordnings artikel 5, stk. 2, at når der vedtages foranstaltninger i forhold til en medlemsstat, dvs. at den fratages midler fra Unionens budget, fritages den berørte medlemsstats regering ikke herved fra sin forpligtelse til fortsat at finansiere slutbrugerne i programmerne i medfør af det tidligere aftalte. Dette er dels i strid med forordningens retsgrundlag, eftersom det pålægger en forpligtelse, der bebyrder medlemsstaterne budget, dels tilsidesætter det bestemmelserne i EU-retten om budgetunderskud og er i strid med princippet om lighed mellem medlemsstaterne.

7. Syvende anbringende om annullation af forordningens artikel 5, stk. 3, tredje punktum

I henhold til den anfægtede forordnings artikel 5, stk. 3, tredje punktum, skal de foranstaltninger, der skal vedtages, tage hensyn til arten, varigheden, alvoren og omfanget af tilsidesættelserne af retsstatsprincippet, hvilket rejser tvivl om forholdet mellem den tilsidesættelse af retsstatsprincippet, som fastslås, og den konkrete indvirkning på Unionens budget eller Unionens finansielle interesser, og det er dermed i strid med forordningens retsgrundlag og artikel 7 TEU. Den omstændighed, at foranstaltningerne ikke defineres med den fornødne præcision, udgør således en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

8. Ottende anbringende om annullation af forordningens artikel 5, stk. 3, sidste punktum

I henhold til den anfægtede forordnings artikel 5, stk. 3, sidste punktum, skal de foranstaltninger, der skal vedtages, så vidt muligt være rettet mod de EU-tiltag, der berøres af tilsidesættelserne af retsstatsprincippet, hvilket ikke sikrer, at der er en direkte forbindelse mellem den tilsidesættelse af retsstatsprincippet, som konkret fastslås, og de foranstaltninger, som skal vedtages, og det udgør derfor en tilsidesættelse af både proportionalitetsprincippet og — som følge af en upassende fastlæggelse af forbindelsen mellem den tilsidesættelse af retsstatsprincippet, der fastslås, og de foranstaltninger, der skal vedtages — af retssikkerhedsprincippet.

9. Niende anbringende om annullation af forordningens artikel 6, stk. 3 og 8

I medfør af den anfægtede forordnings artikel 6, stk. 3 og 8, tager Kommissionen ved den vurdering, den foretager, hensyn til relevante oplysninger fra tilgængelige kilder, herunder afgørelser, konklusioner og henstillinger fra EU-institutioner, og ved vurderingen af forholdsmæssigheden af de foranstaltninger, der skal træffes, tager den hensyn til disse oplysninger og denne vejledning, hvilket kræver, at de anvendte oplysninger defineres med den fornødne præcision. Den omstændighed, at de henvisninger og kilder, som Kommissionen har anvendt, ikke defineres passende, udgør en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

(1) EUT 2020, L 433I, s. 1.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/26

Sag anlagt den 11. marts 2021 –Polen mod Parlamentet og Rådet

(Sag C-157/21)

(2021/C 138/32)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Republikken Polen (ved B. Majczyna som befuldmægtiget)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2092 af 16. december 2020 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget (1) annulleres i sin helhed.

—	Parlamentet og Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Anbringende om, at forordning 2020/2092 savner retsgrundlag.

Polen har anført, at forordningen, der er udstedt i henhold til artikel 322, stk. 1, litra a), TEUF, hverken fastlægger betingelserne for tilsidesættelse af principperne, der definerer begrebet »retsstat«, eller bemyndiger Kommissionen og Rådet til at fastslå, at medlemsstaterne har tilsidesat disse principper, og følgelig i gennemførelsesretsakterne at vedtage foranstaltninger til beskyttelse af Unionens budget. Ydermere har Polen anført, at denne mekanisme ikke opfylder de krav, der skal opfyldes af konditionalitetsmekanismen, og den er derfor en mekanisme til pålæggelse af sanktioner over for medlemsstaterne for deres manglende efterlevelse af deres forpligtelser i henhold til traktaterne.

2)	Såfremt Domstolen anerkender EU-lovgivers kompetence til at vedtage forordning 2020/2092, gøres subsidiært gældende, at forordningen hviler på et forkert retsgrundlag.

3)	Såfremt Domstolen anerkender EU-lovgivers kompetence til at vedtage forordning 2020/2092, gøres mere subsidiært gældende, at protokollen (nr. 2) til traktaterne om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat.

4)	Anbringende om tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF, eftersom begrundelsen for forslaget til forordning 2020/2092 er utilstrækkelig.

Anbringende om tilsidesættelse af artikel 7 TEU.

Republikken Polen har gjort gældende, at forordning 2020/2092 indfører en ny kontrolmekanisme, med hensyn til medlemsstaternes overholdelse af retsstatsprincippet, som ikke er forudset i traktaterne, og at den derfor medfører virkninger, som svarer til en ændring af traktaterne. Da formålet med den mekanisme, der er vedtaget i forordning 2020/2092, overlapper med formålet med den procedure, der er fastsat i artikel 7 TEU, fører forordning 2020/2092 desuden til omgåelse af den i artikel 7 TEU fastsatte procedure, og anfægter således gyldigheden af dens fortsatte anvendelse, og gør den endda irrelevant.

6)	Anbringende om tilsidesættelse af artikel 269, stk. 1, TEUF, idet retsstatsprincippet er defineret som et primærretligt begreb, der er fastsat i artikel 2 TEU, via en afledt retsakt, dvs. via forordning 2020/2092.

Anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, TEU, artikel 4, stk. 2, andet punktum, TEU og artikel 5, stk. 2, TEU.

Dette anbringende uddyber den argumentation, der er anført i forbindelse med det første anbringende. Polen har anført, at EU-lovgiver ved at vedtage kontrolmekanismen i forhold til medlemsstaternes efterlevelse af retsstatsprincippet, der er fastsat i forordning 2020/2092, har tilsidesat princippet om kompetencetildeling i henhold til artikel 4, stk. 1, TEU og artikel 5, stk. 2, TEU. Ydermere har Polen anført, at lovgiver også har tilsidesat forpligtelsen til respektere centrale statslige funktioner i henhold til artikel 4, stk. 2, andet punktum, TEU, og i særdeleshed funktioner til sikring af statens territoriale integritet, opretholdelse af lov og orden samt beskyttelse af den nationale sikkerhed.

Anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af medlemsstaterne (artikel 4, stk. 2, første punktum, TEU)

Polen har gjort gældende, at bestemmelserne i forordningen ikke sikrer, at der forud for konstateringen af tilsidesættelser af retsstatsprincippet vil blive foretaget en »grundig kvalitativ vurdering«, der er objektiv, upartisk og fair. Ydermere har Polen anført, at proceduren for vedtagelse af foranstaltninger til beskyttelse af Unionens budget åbenlyst og direkte forskelsbehandler de mindre og mellemstore medlemsstater i forhold til de større medlemsstater.

Anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

Polen har gjort gældende, at bestemmelserne i forordning 2020/2092, og navnlig angivelserne af vurderingen af tilsidesættelsen af retsstatsprincippet, der er nævnt i artikel 3 og artikel 4, stk. 2, ikke opfylder kravene om klarhed og præcision.

10)	Anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet (artikel 5, stk. 4, TEU).

11)

Anbringende om magtmisbrug ved vedtagelsen af den mekanisme, hvis egentlige formal ikke er beskyttelse af Unionens budget, men omgåelsen af de processuelle krav til udløsningen af proceduren i henhold til artikel 7 TEU samt af de materielle krav til indledning af proceduren, der er nævnt i artikel 258 TEUF.

(1) EUT 2020, L 433I, s. 1

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/30

Rettens dom af 17. februar 2021 — Ryanair mod Kommissionen

(Sag T-238/20) (1)

(Statsstøtte - markedet for lufttransport i Sverige, fra Sverige og til Sverige - lånegarantier med henblik på at støtte luftfartsselskaberne i forbindelse med i COVID-19-pandemien - beslutning om ikke at gøre indsigelse - midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger - foranstaltning til afhjælpning af en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi - fri udveksling af tjenesteydelser - ligebehandling - proportionalitet - kriteriet om at være indehaver af en licens udstedt af de svenske myndigheder - ingen afvejning af støttens gunstige virkninger og dens negative indvirkning på samhandelsvilkårene og på opretholdelsen af en ufordrejet konkurrence - artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF - ratio legis - begrundelsespligt)

(2021/C 138/40)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ryanair DAC (Swords, Irland) (ved advokaterne E. Vahida, F. C. Laprévote, S. Rating og I.-G. Metaxas-Maranghidis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved L. Flynn, S. Noë og F. Tomat, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: Den Franske Republik (ved E. de Moustier, C. Mosser, A. Daniel og P. Dodeller, som befuldmægtigede) og Kongeriget Sverige (ved C. Meyer-Seitz, H. Eklinder, A. Runeskjöld, M. Salborn Hodgson, H. Shev, R. Shahsavan Eriksson og J. Lundberg, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2020) 2366 final af 11. april 2020 om statsstøtte SA.56812 (2020/N) — Sverige — COVID-19: lånegarantiordning for luftfartsselskaberne.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Ryanair DAC bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med anmodningen om fortrolig behandling.

3)	Den Franske Republik og Kongeriget Sverige bærer deres egne omkostninger.

(1) EUT C 209 af 22.6.2020.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/31

Rettens dom af 17. februar 2021 — Ryanair mod Kommissionen

(Sag T-259/20) (1)

(Statsstøtte - det franske marked for lufttransport - betalingsmoratorium for afgiften for civil luftfart og solidaritetsafgiften på flybilletter til månedlig betaling i perioden fra marts til december 2020 i forbindelse med COVID-19-pandemien - beslutning om ikke at gøre indsigelse - støtte, hvis formål er at afhjælpe skader, der er forårsaget af en usædvanlig begivenhed - fri udveksling af tjenesteydelser - ligebehandling - kriteriet om at være indehaver af en licens udstedt af de franske myndigheder - proportionalitet - artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF - begrundelsespligt)

(2021/C 138/41)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ryanair DAC (Swords, Irland) (ved advokaterne E. Vahida, F. C. Laprévote, S. Rating og I.-G. Metaxas-Maranghidis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved L. Flynn, S. Noë og C. Georgieva-Kecsmar, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Den Franske Republik (ved E. de Moustier, C. Mosser, A. Daniel og P. Dodeller, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2020) 2097 final af 31. marts 2020 om statsstøtte SA.56765 (2020/N) — Frankrig — COVID-19 — betalingsmoratorium for luftfartsafgifter til fordel for offentlige lufttransportvirksomheder.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Ryanair DAC bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med anmodningen om fortrolig behandling.

3)	Den Franske Republik bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 215 af 29.6.2020.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/31

Rettens kendelse af 12. februar 2021 — sprd.net mod EUIPO — Shirtlabor (I love)

(Sag T-19/20) (1)

(Annullationssøgsmål - EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-figurmærket I love - absolut registreringshindring - mangel på fornødent særpræg - artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001] - varemærke bestående af et reklameslogan - begrundelsespligt - artikel 94, stk. 1, i forordning 2017/1001 - artikel 16, stk. 1, litra a), i delegeret forordning (EU) 2018/625 finder ikke anvendelse - formaliteten vedrørende beviser - artikel 97, stk. 1, i forordning 2017/1001 - upartiskhed - artikel 95, stk. 1, i forordning 2017/1001 - åbenbart, at sagen er retligt ugrundet)

(2021/C 138/42)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: sprd.net AG (Leipzig, Tyskland) (ved advokat J. Hellenbrand)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved S. Hanne, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Shirtlabor GmbH (Münster, Tyskland) (ved advokat O. Wallscheid)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 18. oktober 2019 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 5/2019-5) vedrørende en indsigelsessag mellem Shirtlabor og sprd.net.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	sprd.net AG bærer sine egne omkostninger samt betaler de af EUIPO afholdte omkostninger.

3)	Shirtlabor GmbH bærer sine egne sagsomkostningerne.

(1) EUT C 68 af 2.3.2020.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/32

Rettens kendelse af 11. februar 2021 — Fryč mod Kommissionen

(Sag T-92/20) (1)

(Ansvar uden for kontraktforhold - statsstøtte - gruppefritagelsesforordninger - program for støtte ydet af de tjekkiske myndigheder til visse virksomheder - Kommissionens afgørelse om godkendelse af dette program - annullationssøgsmål afvist som for sent anlagt - skade angiveligt forårsaget af Kommissionens og Unionens retsinstanser handlinger - forældelse - åbenbart, at søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling - årsagsforbindelse - åbenbart, at søgsmålet delvist er ugrundet)

(2021/C 138/43)

Processprog: tjekkisk

Parter

Sagsøger: Petr Fryč (Pardubice, Den Tjekkiske Republik) (ved advokat Š. Oharková)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved G. Braga da Cruz, C. Georgieva-Kecsmar og K. Walkerová, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 268 TEUF med påstand om erstatning for den skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af for det første vedtagelsen af Kommissionens forordning (EF) nr. 800/2008 af 6. august 2008 om visse former for støttes forenelighed med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87 og 88 (Generel gruppefritagelsesforordning) (EUT 2008, L 214, s. 3), for det andet Kommissionens vedtagelse af afgørelsen af 3. december 2007 og den manglende offentliggørelse af nævnte afgørelse, for det tredje manglerne ved Kommissionens behandling af sagsøgerens klager indgivet mellem 2016 og 2018 og for det fjerde kendelse af 5. september 2019, Fryč mod Kommissionen (C 230/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:685), og af 15. januar 2019, Fryč mod Kommissionen (T-513/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:22).

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Det er ufornødent at træffe afgørelse om Den Tjekkiske Republiks anmodning om intervention.

3)	Petr Fryč bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger med undtagelse af omkostningerne forbundet med anmodningen om intervention.

4)	Petr Fryč og Europa-Kommissionen bærer deres egne omkostninger i forbindelse med anmodningen om intervention.

(1) EUT C 161 af 11.5.2020.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/33

Rettens kendelse af 11. februar 2021 — Sam McKnight mod EUIPO — Carolina Herrera (COOL GIRL)

(Sag T-176/20) (1)

(EU-varemærker - tilbagekaldelse af den anfægtede beslutning - bortfald af tvistens genstand - ufornødent at træffe afgørelse)

(2021/C 138/44)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Sam McKnight Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved advokat V. von Bomhard og J. Fuhrmann)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved P. Sipos, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Carolina Herrera Ltd (New York, New York, De Forenede Stater)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 30. januar 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 689/2019-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Carolina Herrera og Sam McKnight.

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) bærer sine egne omkostninger og betaler de af Sam McKnight Ltd og Carolina Herrera Ltd afholdte omkostninger.

(1) EUT C 191 af 8.6.2020.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/33

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 8. februar 2021 — PNB Banka mod ECB

(Sag T-230/20 R)

(Særlige rettergangsformer - økonomisk og monetær politik - tilsyn med kreditinstitutter - specifikke tilsynsopgaver, der overdrages til ECB - afgørelse om inddragelse af et kreditinstituts tilladelse - anmodning om udsættelse af gennemførelse - ingen uopsættelighed)

(2021/C 138/45)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: PNB Banka AS (Riga, Letland) (ved advokat O. Behrends)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank (ECB) (ved F. Bonnard, V. Hümpfner og C. Hernández Saseta, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Republikken Letland (ved K. Pommere, V. Soņeca og E. Bārdiņš, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Anmodning indgivet på grundlag af artikel 278 TEUF og 279 TEUF om udsættelse af gennemførelsen af ECB’s afgørelse af 17. februar 2020 om inddragelse af sagsøgerens tilladelse.

Konklusion

1)	Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/34

Sag anlagt den 19. december 2020 — Kommissionen mod CEVA m.fl.

(Sag T-748/20)

(2021/C 138/46)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved J. Estrada de Solà og M. Ilkova, som befuldmægtigede, bistået af advokat E. Bouttier)

Sagsøgte: Centre d’étude et de valorisation des algues SA (CEVA) (Pleubian, Frankrig), SELARL TCA, som repræsentant i saneringsproceduren vedrørende CEVA (Saint-Brieuc, Frankrig) og SELARL AJIRE, som forvalter i forbindelse med gennemførelsen af saneringsplanen for CEVA (Rennes, Frankrig)

Sagsøgerens påstande

—	CEVA, repræsenteret ved CEVA’s præsident, tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 234 491,02 EUR svarende til en hovedstol på 168 220,16 EUR og et beløb på 66 270,86 EUR i morarenter.

—	CEVA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

Første anbringende om, at sagen skal antages til realitetsbehandling, da voldgiftsklausulen i artikel 5 i tilskudsaftale nr. Q5RS-2000-31334 fastsætter, at alene De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (nu »Den Europæiske Unions Ret«) og — i tilfælde af appel — De Europæiske Fællesskabers Domstol (nu »Den Europæiske Unions Domstol«) har kompetence til at træffe afgørelse i enhver tvist mellem på den ene side Fællesskabet (nu »Unionen«) og på den anden side kontraktpartnerne vedrørende gyldigheden, anvendelsen og enhver fortolkning af den nævnte kontrakt.

Andet anbringende om, at forvalteren i forbindelse med gennemførelsen af saneringsplanen (»plan de sauvegarde«) og repræsentanten i saneringsproceduren (»procédure de sauvegarde«) vedrørende CEVA skal anføres som sagsøgte på grund af indledningen af en saneringsprocedure vedrørende CEVA. Sagsøgeren er nemlig af den opfattelse, at da den foreliggende sag er blevet anlagt efter vedtagelsen af saneringsplanen, skal kreditor rejse krav mod ikke alene forvalteren i forbindelse med gennemførelsen af planen, men ligeledes mod repræsentanten, som organer, der deltager i proceduren til efterprøvelse og konstatering af krav.

Tredje anbringende om, at der i forbindelse med en revision er blevet konstateret svig fra CEVA’s side og alvorlige finansielle uregelmæssigheder. Sagsøgeren gør bl.a. gældende, at de franske retsinstanser har fastslået, at CEVA har tilsidesat sine kontraktlige forpligtelser, idet CEVA har afgivet svigagtige erklæringer om antallet af arbejdstimer til forskellige projekter, til hvilke CEVA har modtaget EU-tilskud. Heraf følger således en pligt til at tilbagebetale de af sagsøgeren ydede forskud som følge af CEVA’s handlingers svigagtige karakter.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/35

Sag anlagt den 29. januar 2021 — EVH mod Europa-Kommissionen

(Sag T-53/21)

(2021/C 138/47)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: EVH GmbH (Halle [Saale], Tyskland) (ved advokaterne I. Zenke og T. Heymann)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse af 17. september 2019 om, at fusionen mellem E.ON og Innogy er forenelig med det indre marked, Sag M.8870, (EUT 2020, C 379, s. 16), annulleres.

—	Kommissionen opfordres til at fremlægge bilagene til sag M.8870 og M.8871 vedrørende drøftelserne mellem Kommissionen og fusionsparterne før og under fusionsproceduren, om den isolerede anmeldelse af de enkelte bestanddele af transaktionen og om Kommissionens ændring af standpunkt under proceduren.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de advokat- og rejseomkostninger, som sagsøgeren har afholdt som følge af sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende anbringender.

Første anbringende: Kommissionens godkendelsesafgørelse er behæftet med formelle fejl.

—

Den af Kommissionen godkendte fusion M.8870, som anfægtes ved dette søgsmål, er urigtigt blevet adskilt fra den samlede fusion E.ON SE (E.ON) og RWE AG (RWE), der afgrænsede energiforsyningstjenestens værdiskabelsesfaser. Den samlede procedure er tæt sammenknyttet og omfatter foruden overdragelsen af RWE-datterselskabet innogy SE (innogy) til E.ON også RWE’s af Kommissionen særskilt godkendte erhvervelse af E.ON.-produktionsaktiver (sag M.8871) og RWE’s af Bundeskartellamt godkendte erhvervelse af 16,67 % af kapitalandelene i E.ON. Desuden har Kommissionen reelt ikke hørt sagsøgeren og begrundet afgørelsen for sent og mangelfuldt.

Andet anbringende: Kommissionen har ikke foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af de faktiske omstændigheder vedrørende.

—

Kommissionen har ved fastlæggelsen af det relevante produktmarked vedrørende strøm -og gasforsyning til tyske husholdninger og små erhvervskunder ikke ud fra kundernes synsvinkel undersøgt, hvilken indvirkning varernes ensartethed, varernes ensartede anvendelsesformål og andre vigtige faktorer for forsyning til husholdninger og små erhvervskunder har på definitionen af produktmarkedet. Kommissionen var derfor ukorrekt af den opfattelse, at der findes særskilte markeder for basisforsyning og forsyning i henhold til særlige kontrakter.

—	Kommissionen har ved den geografiske markedsafgræsning ikke præciseret, hvordan udbuds- og efterspørgselssiden er sikret for lokal forsyning af husholdninger og små erhvervskunder, og misforstod derved den faktiske, lokale struktur, der differentieres efter postnummer.

—

Vedrørende markedsforholdene for de lokale markeder for husholdninger og små erhvervskunder er samlingen af E.ON og innogys kundeporteføljer i deres etablerede forsyningsområder, E.ON’s dominerende tilstedeværelse på de vigtige salgskanaler Google, Verivox og Check24 og evnen til at fortrænge tredjepartsudbydere ikke undersøgt (korrekt).

—

Undersøgelsen af nethandelen er heller ikke tilstrækkelig. Dette gælder såvel for E.ON’s massive indtrængen på markedet ved tilvejebringelse af netværksudstyr, — tjenesteydelser og -IT og dette selskabs eget tilbud af netværksrelaterede tjenesteydelser til tredjemand ved drift af distributionsnet som for konkurrence om selve distributionsnettene (såkaldt koncessionskonkurrence). Navnlig er der ikke opstillet en prognose, eller opstillet en urigtig prognose, for de fremtidige følger af, at innogy bortfalder som konkurrent til E.ON i forbindelse med koncessionskonkurrence.

—

Den innovative handel i skæringspunktet af den af E.ON dominerede distributions- og nethandel er kun delvist undersøgt, bl.a. hvad angår betydningen af metrologi som døråbner for innovative produktløsninger og E.ON’s rolle i denne forbindelse. I forbindelse med den hurtigt voksende E-Mobility er det kun ladestationer på motorveje, som dog kun er en del af markedet, der er blevet undersøgt. Vigtige fremtidige emner som Big Data og innovative (pakke-)produkter blev kun underkastet en meget begrænset behandling.

—	Undersøgelsen er i sin helhed retsstridigt basseret på betragtninger fra fortiden. Virkningerne i de kommende år (f.eks. gennem øget mangel på uddannet personale til udbygning af netværk, voksende betydning af data m.v.) er ikke blevet fastlagt.

Tredje anbringende: Kommissionen har — også på grund af den mangelfulde undersøgelse — åbenbart materielt urigtigt anset fusionen for at være forenelig med konkurrencen

—	Kommissionen har åbenbart afgrænset produktmarkedet forsyning til husholdninger og små erhvervskunder ukorrekt, idet den ikke har defineret energiforsyning til husholdninger og små erhvervskunder på grundlag af basisforsyning og i henhold til særlige kontrakter som et samlet marked.

—

Kommissionen har systematisk vurderet E.ON’s markedsstyrke ved forsyning til husholdninger og små erhvervskunder forkert, idet denne institution — der i forvejen ukorrekt har begrænset markedet til forsyning i henhold til særlige kontrakter — fejlagtigt har lagt et nationalt marked til grund i stedet for en række lokale markeder. Kommissionen har herved overset E.ON’s (stigende) lokale markedsandele på 70 % eller mere i mange tilfælde.

—	Kommissionen har ligeledes urigtigt anset E.ON’s omfattende tilstedeværelse og overlegne stilling ved konkurrencen om netværkskoncessioner som ubetænkelig, hvorved der især er blevet anlagt en urigtig vurdering af de negative følger for konkurrencen af, at innogy bortfalder som konkurrent.

—

Som følge af den urigtige differentiering mellem forskellige produktmarkeder i metrologi blev E.ON’s markedsstyrke ikke erkendt, hvilket også indebar, at konkurrenceskaderne for den innovative handel blev undervurderet. Det samme gælder for området for E-Mobility, hvor de negative følger for driften af ladestationer på motorveje kun blev delvis erkendt.

—	Kommissionen tog åbenbart urigtigt heller ikke hensyn til de skadelige virkninger for konkurrencen, der ville følge af E.ON’s forbedrede adgang til endnu flere data.

—	Kommissionen har ikke forstået, at den aftalte opdeling af energiforsyningstjenestens værdiskabelsesfaser mellem E.ON og RWE, som er indholdsmæssigt forbundet med den samlede fusion, indebærer en konkurrencebegrænsning, der er uforenelig med artikel 101 TEUF.

—

Endelig er Kommissionens minimale påbud, der på det tyske marked er begrænset til nichesegmenterne elektricitet til opvarmning og ladestationer på motorveje, ikke egnet til at afhjælpe de eksisterende betænkeligheder i forhold til konkurrencen. Disse påbud vedrører ikke de markeder, der er påført skade som følge af fusionen, og er ikke relevante for at sikre konkurrencen.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/37

Sag anlagt den 29. januar 2021 — Stadtwerke Leipzig mod Kommissionen

(Sag T-55/21)

(2021/C 138/48)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Stadtwerke Leipzig GmbH (Leipzig, Tyskland) (ved advokaterne I. Zenke og T. Heymann)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse af 17. september 2019 om, at fusionen mellem E.ON og Innogy er forenelig med det indre marked, sag M.8870, (EUT 2020, C 379, s. 16), annulleres.

—	Kommissionen opfordres til at fremlægge bilagene til sag M.8870 og M.8871 vedrørende drøftelserne mellem Kommissionen og fusionsparterne før og under fusionsproceduren, om den isolerede anmeldelse af de enkelte bestanddele af transaktionen og om Kommissionens ændring af standpunkt under proceduren.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de advokat- og rejseomkostninger, som sagsøgeren har afholdt som følge af sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålet er støttet på tre anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller minder om de anbringender, der er gjort gældende i sag T-53/21, EVH mod Kommissionen.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/37

Sag anlagt den 29. januar 2021 — TEAG mod Kommissionen

(Sag T-56/21)

(2021/C 138/49)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: TEAG Thüringer Energie AG (Erfurt, Tyskland) (ved advokaterne I. Zenke og T. Heymann)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse af 17. september 2019 om, at fusionen mellem E.ON og Innogy er forenelig med det indre marked, Sag M.8870, (EUT 2020, C 379, s. 16), annulleres.

—	Kommissionen opfordres til at fremlægge bilagene til sag M.8870 og M.8871 vedrørende drøftelserne mellem Kommissionen og fusionsparterne før og under fusionsproceduren, om den isolerede anmeldelse af de enkelte bestanddele af transaktionen og om Kommissionens ændring af standpunkt under proceduren.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de advokat- og rejseomkostninger, som sagsøgeren har afholdt som følge af sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålet er støttet på tre anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller minder om de anbringender, der er gjort gældende i sag T-53/21, EVH mod Kommissionen.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/38

Sag anlagt den 29. januar 2021 — GWS Stadtwerke Hameln mod Kommissionen

(Sag T-58/21)

(2021/C 138/50)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: GWS Stadtwerke Hameln GmbH (Hameln, Tyskland) (ved advokaterne I. Zenke og T. Heymann)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse af 17. september 2019 om, at fusionen mellem E.ON og Innogy er forenelig med det indre marked, sag M.8870, (EUT 2020, C 379, s. 16), annulleres.

—	Kommissionen opfordres til at fremlægge bilagene til sag M.8870 og M.8871 vedrørende drøftelserne mellem Kommissionen og fusionsparterne før og under fusionsproceduren, om den isolerede anmeldelse af de enkelte bestanddele af transaktionen og om Kommissionens ændring af standpunkt under proceduren.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de advokat- og rejseomkostninger, som sagsøgeren har afholdt som følge af sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålet er støttet på tre anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller minder om de anbringender, der er gjort gældende i sag T-53/21, EVH mod Kommissionen.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/38

Sag anlagt den 29. januar 2021 — eins energie in sachsen mod Kommissionen

(Sag T-59/21)

(2021/C 138/51)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: eins energie in sachsen GmbH & Co. KG (Chemnitz, Tyskland) (ved advokaterne I. Zenke og T. Heymann)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse af 17. september 2019 om, at fusionen mellem E.ON og Innogy er forenelig med det indre marked, sag M.8870, (EUT 2020, C 379, s. 16), annulleres.

—	Kommissionen opfordres til at fremlægge bilagene til sag M.8870 og M.8871 vedrørende drøftelserne mellem Kommissionen og fusionsparterne før og under fusionsproceduren, om den isolerede anmeldelse af de enkelte bestanddele af transaktionen og om Kommissionens ændring af standpunkt under proceduren.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de advokat- og rejseomkostninger, som sagsøgeren har afholdt som følge af sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålet er støttet på tre anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller minder om de anbringender, der er gjort gældende i sag T-53/21, EVH mod Kommissionen.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/39

Sag anlagt den 29. januar 2021 — Naturstrom mod Kommissionen

(Sag T-60/21)

(2021/C 138/52)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Naturstrom AG (Düsseldorf, Tyskland) (ved advokaterne I. Zenke og T. Heymann)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse af 17. september 2019 om, at fusionen mellem E.ON og Innogy er forenelig med det indre marked, sag M.8870, (EUT 2020, C 379, s. 16), annulleres.

—	Kommissionen opfordres til at fremlægge bilagene til sag M.8870 og M.8871 vedrørende drøftelserne mellem Kommissionen og fusionsparterne før og under fusionsproceduren, om den isolerede anmeldelse af de enkelte bestanddele af transaktionen og om Kommissionens ændring af standpunkt under proceduren.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de advokat- og rejseomkostninger, som sagsøgeren har afholdt som følge af sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålet er støttet på tre anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller minder om de anbringender, der er gjort gældende i sag T-53/21, EVH mod Kommissionen.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/40

Sag anlagt den 29. januar 2021 — EnergieVerbund Dresden mod Kommissionen

(Sag T-61/21)

(2021/C 138/53)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: EnergieVerbund Dresden GmbH (Dresden, Tyskland) (ved advokaterne I. Zenke og T. Heymann)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse af 17. september 2019 om, at fusionen mellem E.ON og Innogy er forenelig med det indre marked, sag M.8870, (EUT 2020, C 379, s. 16), annulleres.

—	Kommissionen opfordres til at fremlægge bilagene til sag M.8870 og M.8871 vedrørende drøftelserne mellem Kommissionen og fusionsparterne før og under fusionsproceduren, om den isolerede anmeldelse af de enkelte bestanddele af transaktionen og om Kommissionens ændring af standpunkt under proceduren.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de advokat- og rejseomkostninger, som sagsøgeren har afholdt som følge af sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålet er støttet på tre anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller minder om de anbringender, der er gjort gældende i sag T-53/21, EVH mod Kommissionen.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/40

Sag anlagt den 29. januar 2021 — GGEW mod Kommissionen

(Sag T-62/21)

(2021/C 138/54)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: GGEW, Gruppen-Gas- und Elektrizitätswerk Bergstraße AG (Bensheim, Tyskland) (ved advokaterne I. Zenke og T. Heymann)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse af 17. september 2019 om, at fusionen mellem E.ON og Innogy er forenelig med det indre marked, sag M.8870, (EUT 2020, C 379, s. 16), annulleres.

—	Kommissionen opfordres til at fremlægge bilagene til sag M.8870 og M.8871 vedrørende drøftelserne mellem Kommissionen og fusionsparterne før og under fusionsproceduren, om den isolerede anmeldelse af de enkelte bestanddele af transaktionen og om Kommissionens ændring af standpunkt under proceduren.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de advokat- og rejseomkostninger, som sagsøgeren har afholdt som følge af sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålet er støttet på tre anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller minder om de anbringender, der er gjort gældende i sag T-53/21, EVH mod Kommissionen.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/41

Sag anlagt den 29. januar 2021 — Stadtwerke Frankfurt am Main mod Kommissionen

(Sag T-63/21)

(2021/C 138/55)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Stadtwerke Frankfurt am Main Holding GmbH (Frankfurt am Main, Tyskland) (ved advokat C. Schalast)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse af 17. september 2019, sag M.8870, annulleres

—	Sagen forenes i henhold til artikel 68(5) i Rettens procesreglement med sagen anlagt til prøvelse af samme afgørelse vedrørende sag M.8870, fordi der er indholdsmæssig sammenhæng mellem sagerne, med henblik på den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet til prøvelse af Kommissionens afgørelse af 17. september 2019 om, at fusionen mellem E.ON og Innogy er forenelig med det indre marked, Sag M.8870, (EUT 2020, C 379, s. 16), i det væsentlige gjort et enkelt anbringende gældende, nemlig at bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1) er tilsidesat. Sagsøgeren har herved støttet sig på følgende argumenter:

Opdeling af fusionen i tre deltransaktioner

—

Kommissionen har med den vilkårlige opdeling af fusionen i tilsidesat EU-traktaterne og bestemmelserne i EF-fusionsforordningen. Kommissionen har navnlig tilsidesat fusionsretlige procedurebestemmelser og derved ikke eller ikke korrekt taget hensyn til omstændigheder af relevans for afgørelsen. Dette omfatter navnlig en ukorrekt opfattelse af den retlige, økonomiske og faktiske sammenhæng i det samlede fusionsprojekt, den urigtige kvalificering af transaktionen som Asset Swap, den manglende hensyntagen til den konkurrencemæssige virkning af modydelsen for RWE AG’s erhvervelse af 16,67 % af kapitalandelene i E.ON SE samt den urigtige bedømmelse af de konkurrenceretlige virkninger af transaktionen.

Urigtig bedømmelse af fusionen og dennes indvirkninger på det indre marked i EU.

—

Kommissionen har ligeledes undladt at foretage en forskriftsmæssig afgrænsning af markedet. Desuden har Kommissionen lagt en urigtig skønsbeføjelse til grund med hensyn til transaktionens virkninger og foretaget en ukorrekt bedømmelse af indvirkningerne på konkurrencen. Herved har Kommissionen desuden basseret sig på et urigtigt faktuelt grundlag. Kommissionen er for så vidt kommet til det urigtige resultat, at fusionen for det første kan prøves adskilt og for det andet ikke har negative virkninger for konkurrencen på fællesskabsplan.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20.1.2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT 2004, L 24, s. 1).

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/42

Sag anlagt den 29. januar 2021 — Mainova mod Kommissionen

(Sag T-64/21)

(2021/C 138/56)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Mainova AG (Frankfurt am Main, Tyskland) (ved advokat C. Schalast)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse af 17. september 2019, sag M.8870, annulleres.

—	Sagen forenes i henhold til artikel 68(5) i Rettens procesreglement med sagen anlagt til prøvelse af samme afgørelse vedrørende sag M.8870, fordi der er indholdsmæssig sammenhæng mellem sagerne, med henblik på den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet til prøvelse af Kommissionens afgørelse af 17. september 2019 om, at fusionen mellem E.ON og Innogy er forenelig med det indre marked, Sag M.8870, (EUT 2020, C 379, s. 16), gøres et enkelt anbringende gældende, der i det væsentlige er identisk med eller minder om det anbringende, der er gjort gældende i sag T-63/21, Stadtwerke Frankfurt am Main og Kommissionen.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/42

Sag anlagt den 29. januar 2021 — enercity mod Kommissionen

(Sag T-65/21)

(2021/C 138/57)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: enercity AG (Hannover, Tyskland) (ved advokat C. Schalast)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse af 17. september 2019, sag M.8870, annulleres.

—	Sagen forenes i henhold til artikel 68(5) i Rettens procesreglement med sagen anlagt til prøvelse af samme afgørelse vedrørende sag M.8870, fordi der er indholdsmæssig sammenhæng mellem sagerne, med henblik på den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/43

Sag anlagt den 28. januar 2021 — QA mod Kommissionen

(Sag T-68/21)

(2021/C 138/58)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: QA (ved advokat C. Roth)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 397 038,03 EUR [til QA] for det økonomiske tab, hun har lidt som følge af Kommissionens tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, princippet om god forvaltning og retten til forsvar, der følger af EU-retten.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 100 000 EUR [til QA] for det ikke-økonomiske tab, hun har lidt som følge af en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, der følger af EU-retten.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, der ikke kan erstattes.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender, hvoraf de første tre vedrører det økonomiske tab, hun angiveligt har lidt som følge af, at hun har mistet indtægter i form af sin nuværende og fremtidige løn, og det fjerde vedrører det ikke-økonomiske tab, hun angiveligt har lidt som følge af skaden på sit omdømme.

1.	Første anbringende vedrører Europa-Kommissionens tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, hvilket udgør en ulovlighed, som Kommissionen således har begået, og som har påført sagsøgeren et tab.

2.	Andet anbringende vedrører Europa-Kommissionens manglende overholdelse af retten til forsvar, hvilket udgør en ulovlighed, som Kommissionen således har begået, og som har påført sagsøgeren et tab.

3.	Tredje anbringende vedrører Europa-Kommissionens tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, hvilket udgør en ulovlighed, som Kommissionen således har begået, og som har påført sagsøgeren et tab.

4.	Fjerde anbringende vedrører Europa-Kommissionens tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, hvilket udgør en ulovlighed, som Kommissionen således har begået, og som har påført sagsøgeren et tab.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/44

Sag anlagt den 4. februar 2021 — PIC CO mod EUIPO — Haribo Ricqles Zan (P.I.C. Co.)

(Sag T-73/21)

(2021/C 138/59)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: PIC CO (Kazichene, Bulgarien) (ved advokat A. Ivanova)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Haribo Ricqles Zan (Marseille, Frankrig)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: PIC CO

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket P.I.C. Co. — registreringsansøgning nr. 15 400 138

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 27. november 2020 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1847/2019-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/44

Sag anlagt den 4. februar 2021 — QC mod Kommissionen

(Sag T-77/21)

(2021/C 138/60)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: QC (ved advokat F. Moyse)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Den stiltiende afgørelse om afslag af 8. november 2020, annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at foretage en genberegning af [QC’s] pensionsrettigheder med virkning fra den 1. maj 2020 på grundlag af sagsøgerens samlede faktiske bidrag til den spanske socialordning.

—

Sagsøgeren tilkendes et beløb svarende til forskellen mellem det genberegnede beløb for dennes pension og det beløb [QC] faktisk har modtaget for perioden fra den 1. maj 2020 til datoen for den nævnte genberegning af pensionsrettighederne, og med tillæg af lovbestemte renter fra udbetalingen af det nævnte beløb, subsidiært fra dagen for indgivelsen af klagen, mere subsidiært fra dagen for indleveringen af stævningen, med forbehold for en forhøjelse af dette beløb for månederne forud for januar 2021, og frem til annullationen af den anfægtede stiltiende afgørelse om afslag.

—	Sagsøgeren tilkendes 25 000 EUR (femogtyvetusinde euro) i erstatning for den økonomiske skade.

—	Sagsøgeren tilkendes 50 000 EUR (halvtredstusinde euro) i erstatning for den ikke-økonomiske skade.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 45 TEUF og 48 TEUF, der fastsætter arbejdskraftens frie bevægelighed og beskyttelsen af sociale rettigheder i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, nærmere bestemt om tilsidesættelse af beskyttelsen af sociale rettigheder for en unionsborger, der har arbejdet for en international organisation under udøvelse af sin frie bevægelighed inden for Den Europæiske Union. Ifølge sagsøgeren kommer denne tilsidesættelse ligeledes til udtryk ved tilsidesættelsen af andre EU-retlige regler, herunder:

—	Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT 1971, L 149, s. 2).

—	Artikel 7 og bilag 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union.

—	Artikel 6 i forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1).

2.	Andet anbringende om sagsøgerens erstatningskrav vedrørende den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt som følge af den manglende anerkendelse af pensionsrettigheder.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/45

Sag anlagt den 12. februar 2021 — Paesen mod EU-Udenrigstjenesten

(Sag T-88/21)

(2021/C 138/61)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Sandra Paesen (Beersel, Belgien) (ved advokat M. Casado García-Hirschfeld)

Sagsøgt: Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelsen af 10. april 2020 om omplacering til en stilling uden ledelsesansvar annulleres, og subsidiært annulleres udtalelsen ved prøvetidens udløb, der blev bekræftet ved samme afgørelse.

—	Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 12. maj 2020 om afslag på klagerens anmodning om bistand indgivet den 17. januar 2020 på grundlag af vedtægtens artikel 24 annulleres.

—	Om fornødent annulleres afgørelsen af 4. november 2020 om afslag på sagsøgerens klage indgivet i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2.

—	Sagsøgeren ydes erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, som hun har lidt som følge af psykisk chikane og administrationens retsstridige handlinger.

—	Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren hvad angår annullationspåstandene fremsat fire anbringender.

1.	Første anbringende om tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder med hensyn til god forvaltning og af retten til at blive hørt, om et åbenbart urigtigt skøn og om magtfordrejning.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 11 i Kommissionens afgørelse om mellemledere, C (2008) 5028/2, og af EU-Udenrigstjenestens generalsekretærs afgørelse af 15. november 2019 om udøvelse og videredelegering af beføjelser tildelt ansættelsesmyndigheden og kontraktindgåelsesmyndigheden, ADMIN (2019) 31, og om et åbenbart urigtigt skøn.

Tredje anbringende, der er opdelt i to led:

—	Første led vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 25 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 7, stk. 1, og et åbenbart urigtigt skøn.

—	Andet led vedrørende en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 26 og et åbenbart urigtigt skøn.

4.	Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af retten til værdighed og anstændige arbejdsvilkår, af omsorgspligten og af forbuddet mod enhver form for psykisk chikane.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/46

Sag anlagt den 13. februar 2021 — Creaticon mod EUIPO — Paul Hartmann (SK SKINTEGRA THE RARE MOLECULE)

(Sag T-93/21)

(2021/C 138/62)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Creaticon d.o.o. (Zagreb, Kroatien) (ved advokat P. Krmpotić)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Paul Hartmann AG (Heidenheim, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Creaticon d.o.o.

Det omtvistede varemærke: International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af EU-figurmærket SK SKINTEGRA THE RARE MOLECULE — International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, nr. 1 424 199

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 2. december 2020 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 847/2020-5)

Påstande

—	Varemærke nr. 1 424 199 tillades registreret for varer i klasse 3.

—	Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/47

Sag anlagt den 15. februar 2021 — Portugal mod Kommissionen

(Sag T-95/21)

(2021/C 138/63)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Den Portugisiske Republik (Lissabon, Portugal) (ved L. Inez Fernandes, P. Barros da Costa, M.J. Marques, L. Borrego og A.M. Soares de Freitas, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne M. Gorjão-Henriques og A. Saavedra)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	De dokumenter, som indgår i den administrative procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, tilføjes sagsakterne i det i stævningen anførte omfang.

—	Artikel 1 og 4-6 i Europa-Kommissionens afgørelse af 4. december 2020, referencenummer C(2020) 8550 final »om støtteordning SA.21259 (2018/C) (ex2018/NN) Portugals støtte til Madeira-frizonen — Tredje ordning« annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat syv anbringender.

1.	Det første anbringende om en retlig fejl, idet den omhandlede foranstaltning ikke er selektiv, men generel, hvorved den ikke udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.	Det andet anbringende om, at Kommissionen under alle omstændigheder ikke godtgjorde, at kriteriet om konkurrencefordrejning var opfyldt, og at samhandelen mellem medlemsstaterne var påvirket.

3.	Det tredje anbringende om en retlig fejl vedrørende anvendelsen af artikel 108 TEUF samt artikel 21-23 i forordning (EU) 2015/1589, idet der var tale om eksisterende støtte.

4.	Det fjerde anbringende om en retlig fejl i afgørelsen, idet tredje ordning for Madeira-frizonen blev gennemført i overensstemmelse med Kommissionens afgørelser af 2007 og 2013 og med artikel 107 TEUF og 108 TEUF.

5.	Det femte anbringende om en fejl vedrørende de faktiske omstændigheder i afgørelsen og/eller en utilstrækkelig begrundelse heraf, idet kravene i beskatningsordningen og de nationale myndigheders kontrol heraf er egnede til at føre tilsyn med tredje ordning for Madeira-frizonen.

6.	Det sjette anbringende om en fejl vedrørende de faktiske omstændigheder i afgørelsen og/eller en begrundelsesmangel heraf, eftersom Den Portugisiske Republik foretog kontroller af kravet om skabelse/opretholdelse af beskæftigelse.

7.	Det syvende anbringende om en tilsidesættelse af de almindelige EU-retlige principper. Sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om god forvaltningsskik, og at der foreligger en begrundelsesmangel.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/48

Sag anlagt den 17. februar 2021 — Construcciones Electromecanicas Sabero mod EUIPO — Magdalenas de las Heras (Heras Bareche)

(Sag T-99/21)

(2021/C 138/64)

Stævningen er affattet på spansk

Parter

Sagsøger: Construcciones Electromecanicas Sabero, SL (Madrid, Spanien) (ved advokaterne I. Valdelomar Serrano, P. Román Maestre og D. Liern Cendrero)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Magdalenas de las Heras, SA (Aranda de Duero, Spanien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Construcciones Electromecanicas Sabero, SL

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket Heras Bareche — registreringsansøgning nr. 17 979 710

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 2. december 2020 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1019/2020-5)

Påstande

—	Det fastslås, at der i den anfægtede afgørelse er sket urigtig anvendelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—	Det fastslås, at der ydes beskyttelse for alle de varer og tjenesteydelser i klasse 30 og 35, der er omfattet af EU-varemærkeansøgning nr. 17 979 710, Heras Bareche (figur).

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med denne sag.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/49

Sag anlagt den 19. februar 2021 — Ryanair mod Kommissionen

(Sag T-111/21)

(2021/C 138/65)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ryanair DAC (Swords, Irland) (ved advokaterne E. Vahida, F-C. Laprévote, V. Blanc, S. Rating og I. Metaxas-Maranghidis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse af. 30. november 2020 om statsstøtte SA.55373 (2020/N) — Kroatien — COVID-19: Damage compensation to Croatia Airlines (1) annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

Første anbringende om, at Kommissionen i sin afgørelse har tilsidesat specifikke bestemmelser i TEUF og de almindelige principper i europæisk ret, der har understøttet liberaliseringen af lufttransporten i EU siden slutningen af 1980' erne (dvs. princippet om forbud mod forskelsbehandling, princippet om den fri udveksling af tjenesteydelser, princippet om etableringsfrihed) (2).

2.	Andet anbringende om, at Kommissionen har foretaget en urigtig anvendelse af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF og anlagt et åbenbart urigtigt skøn i sin prøvelse af, om støtten for skade, der er forårsaget af COVID-19-krisen, er forholdsmæssig.

3.	Tredje anbringende om, at Kommissionen har undladt at indlede en formel undersøgelsesprocedure til trods for, at der forelå alvorlige vanskeligheder, og tilsidesat sagsøgerens proceduremæssige rettigheder.

4.	Fjerde anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat sin begrundelsespligt.

(1) EUT 2021, C 17, s. 3.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24.9.2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (omarbejdning) (EØS-relevant tekst) (EUT 2008, L 293, s. 3-20).

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/49

Sag anlagt den 25. februar 2021 — Suez mod Kommissionen

(Sag T-121/21)

(2021/C 138/66)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Suez (Paris, Frankrig) (ved advokaterne O. Billard, I. Simic, Y. Trifounovitch, G. Fabre, G. Vatin, D. Théophile, G. Aubron og O. Chriqui)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål til prøvelse af Kommissionens afgørelse C(2020) 8969 final af 17. december 2020, om afslag på sagsøgerens anmodning om dels, at det fastslås, at Veolia Environnement S.A. har tilsidesat artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 139/2004 (1) ved at erhverve en andel på 29,9 % af Suez kapital uden forinden at indhente en godkendelse fra Kommissionen, dels, at der træffes foreløbige foranstaltninger over for dette selskab i henhold til samme forordnings artikel 8, stk. 5, litra a), anført to anbringender.

Første anbringende om en manglende begrundelse i henhold til artikel 296 TEUF. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke har overholdt kravene i artikel 296 TEUF, idet denne institution har vedtaget en afgørelse, hvis ræsonnement hverken gør det muligt for sagsøgeren eller for Retten at forstå de grunde, der har foranlediget Kommissionen til at fastslå, at den automatiske dispensation, der er fastsat i EF-fusionsforordningens artikel 7, stk. 2, fandt anvendelse. Sagsøgeren har ligeledes kritiseret, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en selvmodsigende begrundelse hvad angår anvendeligheden af EF-fusionsforordningens artikel 7, stk. 1, i forbindelse med en erhvervelse af en andel på 29,9 % af sagsøgerens kapital. Endelig er det sagsøgerens opfattelse, at den anfægtede afgørelse uden tilstrækkelig begrundelse fraviger fast praksis fra Unionens retsinstanser om en streng fortolkning af undtagelser i forbindelse med den opsættende virkning, der er fastsat i EF-fusionsforordningens artikel 7, stk. 2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af EF-fusionsforordningens artikel 7, stk. 2. Det er i denne henseende sagsøgerens opfattelse, at Kommissionen har tilsidesat denne bestemmelse, idet den for det første har fastslået, at den undtagelse, der er indeholdt i denne bestemmelse skal finde anvendelse på af alle de af Veolia påtænkte transaktioner som én og samme fusion, selv om denne undtagelse åbenbart var uden genstand og dermed ikke fandt anvendelse på denne transaktion, og for det andet, at alle de retlige transaktioner, der udgør én og samme fusion, skal henhøre under den samme retlige ordning i henhold til denne artikel. Sagsøgeren er ligeledes af den opfattelse, at Kommissionens anvendelse af den undtagelse, som er fastsat i denne bestemmelse, på en privat erhvervelse af værdipapirer, der foretages hos én og samme sælger, udgør en yderligere tilsidesættelse af denne bestemmelse. Endelig har sagsøgeren foreholdt Kommissionen, at den finder, at Veolia havde opfyldt den forpligtelse, der vedrører omgående anmeldelse af fusionen.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20.1.2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT 2004, L 24, s. 1).

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/50

Sag anlagt den 25. februar 2021 — QI mod Kommissionen

(Sag T-122/21)

(2021/C 138/67)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: QI (ved advokat N. de Montigny)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Sagsøgerens endelige bedømmelsesrapporter for 2018 og 2019 annulleres.

—	Afgørelsen om afvisning af klagen af 16. november 2020 annulleres om fornødent.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

Første anbringende om manglende overholdelse af de almindelige gennemførelsesbestemmelser, som finder anvendelse. Hvad angår bedømmelsesrapporten for 2018 har sagsøgeren gjort gældende, at der i appelleddet blev foretaget en ulovlig prøvelse af, om sagsøgerens indsats havde været tilfredsstillende. Hvad angår bedømmelsesrapporten for 2019 har sagsøgeren kritiseret appelbedømmerens indgriben på et tidligt tidspunkt. Hvad endelig angår begge rapporter har sagsøgeren påberåbt sig en fejl ved fortolkningen og anvendelsen på sagsøgerens situation af artikel 2, stk. 3, litra a), i de almindelige gennemførelsesbestemmelser og af artikel 4 i disse samme bestemmelser.

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af pligten til uvildighed og neutralitet, tilsidesættelse af pligten til at yde bistand og pligten til at følge god forvaltningsskik, tilsidesættelse af artikel 21a i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, og om procedurefordrejning eller -misbrug.

3.	Tredje anbringende om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, om indholdsmæssige unøjagtigheder vedrørende de faktiske omstændigheder, om urigtige beskyldninger uden sammenhæng med de objektive faktiske omstændigheder og om tilsidesættelse af begrebet loyalitetspligt.

19.4.2021

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/51

Sag anlagt den 25. februar 2021 — Mariani m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-124/21)

(2021/C 138/68)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Thierry Mariani (Paris, Frankrig) og 22 andre sagsøgere (ved advokat F. Wagner)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgernes påstande

—

Artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2223 af 23. december 2020 om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013, for så vidt angår samarbejdet med Den Europæiske Anklagemyndighed og effektiviteten af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs undersøgelser (EUT 2020, L 437, s. 49), herunder navnlig artikel 3, stk. 11, artikel 4, stk. 2, litra a) og b), artikel 5, litra a), stk. 1, artikel 7, litra b), stk. 3a [og] artikel 9a, stk. 1-4, som ændret og tilføjet ved denne forordning, annulleres.

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat et enkelt anbringende vedrørende tilsidesættelse af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), den europæiske menneskerettighedskonvention, de i retspraksis anerkendte almindelige principper, protokollen vedrørende medlemmernes privilegier og immuniteter, Europa-Parlamentets forretningsorden og statutten for medlemmerne.

Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede retsakt giver Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) mulighed for omgående og uden varsel at få adgang til alle oplysninger om medlemmerne og deres assistenter og disses lokaler uden kendelse fra en uafhængig dommer, som krævet i enhver demokratisk stat.

Sagsøgerne har ligeledes kritiseret den anfægtede retsakt med henvisning til, at den ifølge sagsøgerne gør det muligt for OLAF at få adgang til medlemmernes og deres assistenters privatejet udstyr, kontoudtog og bankkontooplysninger.

Sagsøgerne er af den opfattelse, at OLAF kan iværksætte en sådan undersøgelse på baggrund af en simpel anonym anmeldelse, og de frygter, at medlemmerne, navnlig den parlamentariske opposition, vil blive udsat for pres, afpresning og anden intimidering, og at dette vil kunne påvirke deres parlamentariske arbejde.

Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at den kontrolansvarlige for processuelle garantier på ingen måde er et uafhængigt organ, således som det er tilfældet med en undersøgelsesdommer i forhold til efterforskere ved kriminalpolitiet, og har henvist til, at den kontrolansvarlige udnævnes og er økonomisk afhængig af Kommissionen. Ifølge sagsøgerne sikrer ordningen ingen upartiskhed i forhold til de medlemmer af oppositionen, som kan blive undersøgt af OLAF.

Sagsøgerne har ligeledes kritiseret den anfægtede retsakt for at bringe de almindelige principper i EU-retten, som er fastsat i chartrets artikel 7 og 8, i fare, eftersom den giver OLAF adgang til oplysninger, der ikke vedrører OLAF, Parlamentet eller nogen anden EU-institution.

Endelig er sagsøgerne af den opfattelse, at den anfægtede retsakt bringer de almindelige principper i EU-retten, som er fastsat i artikel 8 og 9 i protokollen vedrørende medlemmernes privilegier og immuniteter, i fare, idet den anfægtede forordning gør det muligt for OLAF at krænke den parlamentariske immunitet uden, at en retlig institution forinden har fremsat anmodning eller endsige truffet afgørelse om ophævelse af medlemmernes parlamentariske immunitet, og uden at der er tale om pågribelse på fersk gerning. Ifølge sagsøgerne giver den anfægtede afgørelse OLAF — og dermed Europa-Parlamentet, som anmoder herom — mulighed for at omgå parlamentsmedlemmernes immunitet og ukrænkelighed for at få adgang til oplysninger, som OLAF ellers ikke ville have adgang til.

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 138

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	64. årgang 19. april 2021

Indhold		Side
	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Den Europæiske Unions Domstol
2021/C 138/01	Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende	1