KOMMISSIONENS MEDDELELSE

Retningslinjer for en fælles forståelse af begrebet »miljøskade« som defineret i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader

(2021/C 118/01)

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

1

2.

Den retlige og bredere lovgivningsmæssige kontekst

2

3.

»Skade«

9

4.

Oversigt over »miljøskade«

10

5.

»Skade på beskyttede arter og naturtyper«

17

6.

»Skade på vandmiljøet«

26

7.

»Skade på jord«

43

8.

Konklusioner

48

Bilag

49

Liste over Domstolens afgørelser

49

1.   INDLEDNING

1.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (1) (»miljøansvarsdirektivet« eller »direktivet«) har til formål at opstille rammebestemmelser om miljøansvar, der bygger på princippet om, at forureneren betaler, med henblik på at forebygge og afhjælpe miljøskader (2). I medfør af en ændring, der blev vedtaget i 2019 (3), skal Europa-Kommissionen udarbejde retningslinjer, som fastlægger en fælles forståelse af begrebet »miljøskade« som defineret i direktivets artikel 2 (4). Denne meddelelse indeholder disse retningslinjer.

2.

Inden for rammerne af direktivet er begrebet »miljøskade« afgørende. Det bruges til at definere direktivets overordnede formål (5). Når en miljøskade opstår, eller når der er fare for, at en miljøskade opstår, udløses der forpligtelser til at træffe forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger for operatører, ligesom der udløses tilknyttede forpligtelser for de kompetente myndigheder (6), og andre personer har ret til at anmode om, at der træffes foranstaltninger (7). I tilfælde af grænseoverskridende skade, som berører mere end én medlemsstat, udløses en forpligtelse til samarbejde mellem medlemsstaterne (8). Begrebet indebærer desuden konsekvenser for finansielle aktører, som stiller finansiel sikkerhed til dækning af ansvar efter direktivet (9). Begrebet spiller således en potentielt vigtig rolle i miljøbeskyttelsen og medvirker til at afgøre, om miljøskade forebygges og afhjælpes eller ej.

3.

Disse retningslinjer for en fælles forståelse af begrebet miljøskade imødekommer et behov, som blev påpeget i en evaluering af direktivet, som Kommissionen foretog i 2016 (»evalueringen«) (10). I evalueringen konkluderede Kommissionen, at gennemførelsen af direktivet blev hæmmet af en betydelig mangel på ensartet anvendelse af centrale begreber, navnlig begreber vedrørende miljøskade (11). Kommissionen gav derfor en kontrahent til opgave sammen med ekspertgruppen vedrørende miljøansvarsdirektivet og den relevante tjenestegren i Kommissionen at udarbejde et fælles forståelsesdokument baseret på forskning og høringer (12). Selv om dette grundlæggende arbejde ikke har udmøntet sig i et kommissionsdokument eller et dokument, som er aftalt med medlemsstaterne, har det bidraget til at bane vejen for disse retningslinjer.

4.

På denne baggrund omhandler disse retningslinjer alle aspekter af definitionen af »miljøskade«. Begrebet er indholdsrigt og henviser til eller omfatter flere andre termer og begreber. Retningslinjerne omfatter disse, da de er nødvendige for forståelsen af begrebet. Med hensyn til struktur indledes retningslinjerne med en gennemgang af den retlige og bredere lovgivningsmæssige sammenhæng, hvori definitionen er relevant. Derefter undersøges definitionen af »skade« og den fuldstændige ordlyd af definitionen af »miljøskade«, inden de tre særskilte kategorier af miljøskade, den omfatter, undersøges i detaljer, dvs. »skade på beskyttede arter og naturtyper«, »skade på vandmiljøet« og »skade på jord«. De overordnede konklusioner fremlægges i slutningen.

5.

Eftersom formålet med retningslinjerne er at give en fælles forståelse af definitionen, er indhold analytisk og detaljeret. Retningslinjerne er ikke henvendt til en bestemt målgruppe, men de er navnlig henvendt til følgende målgrupper, som alle er tildelt en rolle i direktivet: medlemsstaterne, kompetente myndigheder, operatører, fysiske og juridiske personer og udbydere af finansiel sikkerhed. Retningslinjerne omhandler i videst muligt omfang de problemer med forståelsen, der allerede er opstået, eller som med rimelighed kan forventes at opstå i fremtiden. Dette sker gennem en grundig analyse af alle dele af definitionen af »miljøskade«, fremhævelse af detaljerede betragtninger, der kan udledes af ordlyden og den retlige og lovgivningsmæssige sammenhæng, og henvisning til EU-Domstolens retspraksis (»Domstolen«), som kan bidrage til at afklare forskellige aspekter af definitionen enten direkte eller analogt.

6.

Retningslinjerne er udarbejdet under Kommissionens eneansvar. Det er imidlertid kun Domstolen, der har kompetence til autoritativt at fortolke EU-retten.

2.   DEN RETLIGE OG BREDERE LOVGIVNINGSMÆSSIGE KONTEKST

7.

Miljøansvarsdirektivet er et generelt, tværgående miljøinstrument, som ikke finder anvendelse på ét miljøområde, men på flere. Det supplerer således andre EU-instrumenter, som har til formål at beskytte miljøet. Definitionen af »miljøskade« henviser udtrykkeligt til fire af disse: Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (13) [nu direktiv 2009/147/EF om beskyttelse af vilde fugle (14)] (»fugledirektivet«), Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (15) (»habitatdirektivet«), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23 oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (16) (»vandrammedirektivet«) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (17) (»havstrategirammedirektivet«). Krydshenvisninger til og en forståelse af de retlige bestemmelser i disse andre instrumenter er nødvendige for forståelsen af »miljøskade«.

8.

Miljøansvarsdirektivet bygger på og er udtryk for princippet om, at forureneren betaler (18). En fælles forståelse af »miljøskade« skal desuden, for så vidt det er relevant, bygge på andre principper, der ligger til grund for Unionens miljøpolitik, dvs. forsigtighedsprincippet (19) og principperne om, at der skal træffes forebyggende foranstaltninger, og at miljøskade som en prioritet skal afhjælpes ved kilden (20), idet disse er relevante for fortolkningen. EU-rettens generelle principper, f.eks. proportionalitetsprincippet, er også relevante for direktivet.

9.

Miljøansvarsdirektivet omhandler negative virkninger på miljøet, der forvoldes ved udøvelsen af erhvervsmæssige aktiviteter. Disse aktiviteter er underlagt retlige krav efter andre EU-miljølove (21). De pågældende love skaber en bredere lovgivningsmæssig kontekst, som er relevant for anvendelsen af direktivets forpligtelser vedrørende miljøskade. Dette skyldes, at bestemmelserne i disse love normalt også har til formål at forebygge eller begrænse mange af de negative virkninger på natur, vand og jord, der er omfattet af anvendelsesområdet for begrebet »miljøskade«.

Ansvar for miljøskade

10.

»Miljøskade« skal forstås i forhold til dem, der kan være juridisk ansvarlige for den efter direktivet, de omstændigheder og betingelser, hvorunder deres ansvar kan opstå, og de typer foranstaltninger, som de skal træffe i medfør af dette ansvar.

11.

Parter, der kan være juridisk ansvarlige, betegnes »operatører« (22). De er kun ansvarlige for »erhvervsmæssige aktiviteter«, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde (23). I sag C-297/19, Naturschutzbund Deutschland — Landesverband Schleswig-Holstein eV, fastslog Domstolen, at begrebet »erhvervsmæssig aktivitet« ikke er afgrænset til alene de aktiviteter, som har en tilknytning til markedet, eller som har en konkurrencepræget karakter, men omfatter alle de aktiviteter, der udøves i erhvervsmæssig sammenhæng — i modsætning til en rent personlig eller familiemæssig sammenhæng — og dermed de aktiviteter, som på grundlag af en delegation ved lov udøves i offentlighedens interesse (24). I den konkrete sag blev det bekræftet, direktivet fandt anvendelse på et offentligt organ med ansvar for dræning af vådområde af hensyn til landbruget.

12.

De vigtigste relevante erhvervsmæssige aktiviteter (25) er beskrevet i bilag III til direktivet. Operatører af disse kan være ansvarlige for alle tre kategorier af miljøskader efter direktivet. Ansvaret for operatører omhandlet i bilag III er desuden objektivt, dvs. det ikke er afhængigt af, om de har handlet eller undladt at handle forsætligt eller uagtsomt. For at der kan være tale om objektivt ansvar, er det tilstrækkeligt, at der fastslås en årsagssammenhæng mellem miljøskaden og den erhvervsmæssige aktivitet. I betragtning 8 til direktivet angives rationalet for at lade de erhvervsmæssige aktiviteter, der er omhandlet i bilag III, være omfattet af dets anvendelsesområde. Det anføres, at direktivet bør finde anvendelse på erhvervsmæssige aktiviteter, som udgør en risiko for menneskers sundhed eller miljøet, og det tilføjes: »Disse aktiviteter bør i princippet identificeres på grundlag af den relevante [EU-]lovgivning, som opstiller forskrifter for aktiviteter eller fremgangsmåder, der anses for at indebære en aktuel eller potentiel risiko for menneskers sundhed eller miljøet«.

13.

De erhvervsmæssige aktiviteter i bilag III er defineret med henvisning til andre EU-retsakter på miljøområdet, hvoraf mange er blevet kodificeret, ændret eller erstattet, siden direktivet blev vedtaget. De pågældende erhvervsmæssige aktiviteter er dog stadig omfattet af direktivets anvendelsesområde. Det fælles forståelsesdokument indeholdt oplysninger om, hvordan den pågældende lovgivning har udviklet sig (26). De erhvervsmæssige aktiviteter i bilag III dækker bl.a. driften af mange industriaktiviteter, herunder større eller mere risikobetonede industrianlæg som f.eks. kemiske fabrikker, affaldshåndteringsoperationer, visse udledninger af forurenende stoffer i vand, indvinding og opmagasinering af vand, fremstilling, anvendelse, oplagring, forarbejdning, deponering, udledning i miljøet og transport inden for virksomheden af visse stoffer, præparater og produkter samt transport af farlige stoffer eller gods ad vej, jernbane, indre vandveje, hav eller luft.

14.

For en kategori af »miljøskade«, dvs. skade på beskyttede arter og naturtyper, kan andre operatører af erhvervsmæssige aktiviteter end dem, der er anført i bilag III, også være ansvarlige, hvis de har handlet forsætligt eller uagtsomt (27).

15.

Efter anden gældende EU-miljølovgivning skal operatører ofte være i besiddelse af og overholde betingelserne for en godkendelse, eller de kan være forpligtet til at operere i overensstemmelse med generelle bindende krav. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at nogle operatører udfører erhvervsmæssige aktiviteter uden den krævede godkendelse eller uden at overholde alle gældende regler. Dette kan f.eks. være tilfældet for personer, der udfører ulovlige affaldsaktiviteter. Sådan ulovlig adfærd bevirker ikke, at sådanne operatører ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde. Hvis det var tilfældet, ville det være i strid med princippet om, at forureneren betaler. Direktivet er et udtryk for dette princip — og skal fortolkes i lyset heraf (28). Yderligere støtte til dækning af operatører med ulovlige aktiviteter gives af sag C-494/01, Kommissionen mod Irland, hvor Domstolen fastslog, at manglende overholdelse af de kontrolkrav, der er forbundet med tilladelseskrav, kan opstå i forbindelse med affaldsaktiviteter, der udføres uden (29). Analogt kan det hævdes, at direktivets ansvarskrav ligeledes finder anvendelse på erhvervsmæssige aktiviteter, der udføres i strid med godkendelser eller andre forskriftsmæssige krav.

16.

I sag C-378/08, Raffinerie Mediterranee (ERG I) SpA m.fl., og sag C-534/13, Fipa Group m.fl., fastslog Domstolen, at den miljøansvarsordning, der er fastsat ved direktivet, kræver, at der fastslås en årsagssammenhæng mellem en eller flere identificerbare operatørers aktiviteter og miljøskaden eller den overhængende fare for en sådan skade (30). Med hensyn til årsagssammenhængen har Domstolen fastslået, at en formodning, der er baseret på troværdige beviser, er tilstrækkelig til at fastslå årsagssammenhængen, hvis det er i overensstemmelse med medlemsstaten lovgivning (31).

17.

Direktivet definerer ikke, hvilke begivenheder der giver anledning til en årsagssammenhæng mellem den erhvervsmæssige aktivitet og miljøskaden eller den overhængende fare for skade. Flere steder i direktivet henvises der til »en emission, begivenhed eller hændelse« (32). Med undtagelse af »emission« (33) er disse udtryk imidlertid ikke defineret, og, som det fremgår af sag C-529/15, Folk (34), og sag C-297/19, Naturschutzbund Deutschland — Landesverband Schleswig-Holstein eV, omfatter direktivet følgerne af den normale drift af erhvervsmæssige aktiviteter omhandlet i bilag III. I sag C-529/15 involverede den normale drift et vandkraftværk, og i sag C-297/19 involverede den vedligeholdelse af dræning i et vådområde. Det bør derfor ikke antages, at ansvar kun opstår i forbindelse med enkeltstående ulykker eller hændelser. Det kan også opstå i forbindelse med normal drift og vedrøre den type omstændigheder, der er beskrevet i punkt 18 og 19 nedenfor. Af hensyn til overskueligheden betegnes de forskellige mulige hændelser som »skadevoldende hændelser« i disse retningslinjer.

18.

Arten af de faktorer, der forårsager negative virkninger — der kan betegnes som »skadelige påvirkninger« (35) — kan også variere (36). Deres art kan være additiv — f.eks. deponering af affald på land, brug af inert materiale til opfyldning af et vådområde eller forurening af recipientmiljøet med forurenende stoffer. Den kan også være subtraktiv eller ekstraktiv — f.eks. impedans af vandløb (37) eller fjernelse af træer eller mineraler. Eller den kan være rent destruktiv — f.eks. når arealer ryddes, eller individer af en beskyttet art udryddes.

19.

Negative virkninger kan være pludselige og utilsigtede — f.eks. hvis en eksplosion på en kemisk fabrik resulterer i brand, ødelæggelse af bygninger og forurening af jord og vand som følge af udledning af giftige stoffer eller brandslukningsmidler i vand. De kan også være umiddelbare — f.eks. hvis et beskyttet skovhabitat går tabt som følge af hurtig skovrydning. De kan være gradvise — f.eks. hvis en lækage fra et ødelagt rør, der forårsager kumulative skader i recipientmiljøet, først opdages efter et stykke tid. Negative virkninger fra den samme skadelige hændelse kan også komme til udtryk på flere måder — f.eks. hvis en pludselig og utilsigtet udledning af en stor mængde giftige stoffer i et vandløb medfører omgående fiskedød efterfulgt af en langsommere og mere gradvis forringelse af strukturerne i et beskyttet vandlevested eller af en beskyttet arts levested.

20.

Desuden kan kendskabet til de skadevoldende hændelser og de negative virkninger, de forårsager, komme for dagens lys på forskellige tidspunkter. Hvis den skadevoldende hændelse er et alvorligt uheld, vil det blive kendt med det samme, men en ukendt hændelse vil måske først blive opdaget efter nogen tid — f.eks. et brud på en underjordisk lagertank med farlige stoffer (38).

21.

I direktivet opstilles der tre hovedkategorier af forpligtelser for operatører: — Såfremt en miljøskade endnu ikke er indtrådt, men der er overhængende fare for en sådan skade, skal operatøren omgående (39) træffe de nødvendige forebyggende foranstaltninger (40). — Hvis miljøskade er indtrådt, skal operatørerne træffe »enhver praktisk gennemførlig foranstaltning til øjeblikkeligt at kontrollere, indeslutte, fjerne eller på anden måde håndtere de pågældende forurenende stoffer og/eller enhver anden skadelig påvirkning for at begrænse og forhindre yderligere miljøskade og negativ virkning på menneskers sundhed eller yderligere forringelse af udnyttelsesmulighederne« (41). Af hensyn til overskueligheden betegnes disse trin som »omgående håndtering af skadelige påvirkninger«. — Hvis miljøskade er indtrådt, skal operatørerne træffe afhjælpende foranstaltninger (42). De skal fastlægge passende afhjælpende foranstaltninger i overensstemmelse med bilag II og forelægge dem for den kompetente myndighed til godkendelse (43).

22.

Henvisningerne til »omgående« og »straks« viser, at de første to kategorier af forpligtelser er tidskritiske. Dette har betydning for den fælles forståelse af begrebet »miljøskade«. Operatørens forpligtelser til at træffe forebyggende foranstaltninger og straks håndtere skadelige påvirkninger efter direktivet eksisterer parallelt med lignende forpligtelser efter anden EU-miljølovgivning, f.eks. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) (44) (»direktivet om industrielle emissioner«).

23.

Operatørerne skal opfylde visse tilknyttede forpligtelser. Hvis miljøskade er indtrådt, skal de f.eks. »straks underrette den kompetente myndighed om alle relevante aspekter ved situationen« (45) og eventuelt forelægge supplerende oplysninger (46). De kan blive pålagt at opfylde tilsvarende oplysningskrav i forbindelse med en overhængende fare for miljøskade (47). De kan også blive pålagt at foretage deres egen vurdering af miljøskaden og forelægge de nødvendige oplysninger og data for den kompetente myndighed (48). Ud over miljøansvarsdirektivet indeholder anden EU-miljølovgivning, f.eks. direktivet om industrielle emissioner (49) eller direktiv 2012/18/EU om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer og om ændring og efterfølgende ophævelse af Rådets direktiv 96/82/EF (»Sevesodirektivet«) (50) bestemmelser, hvorefter operatørerne kan blive pålagt at indgive relevante oplysninger til myndighederne.

24.

Miljøansvarsdirektivet indeholder bestemmelser om dets tidsmæssige anvendelse, og der fastsættes grænser for dets anvendelse med henvisning til den 30. april 2007 og forløbet af en periode på 30 år (51). Det tidsmæssige anvendelsesområde for de specifikke dele, der blev indført ved ændringerne af direktivet, er naturligvis forskelligt. For f.eks. skade på marine vandressourcer finder direktivet finder anvendelse fra den 19. juli 2015 (52). Det skal bemærkes, at erhvervsmæssige aktiviteter, der er omfattet af godkendelser udstedt før den 30. april 2007, er omfattet med hensyn til ansvar, hvis og i det omfang den skadelige aktivitet videreføres efter den 30. april 2007. I sag C-529/15, Folk, fastslog Domstolen, at »dette direktiv [..] finder anvendelse ratione temporis på miljøskader, der er opstået efter den 30. april 2007, men som er forvoldt af driften af et anlæg, der er godkendt i overensstemmelse med vandlovgivningen og taget i drift før denne dato« (53).

25.

Direktivet indeholder også bestemmelser om undtagelser og fastsætter grænser for dets anvendelse med henvisning til en række nærmere angivne årsager til miljøskade (54). Der gives endvidere en række begrundelser, som en operatør kan påberåbe sig for at undgå at skulle bære omkostningerne ved de forebyggende og afhjælpende foranstaltninger (55). Det giver også medlemsstaterne mulighed for at tillade, at en operatør ikke bærer omkostningerne i forbindelse med afhjælpende foranstaltninger beslutte, hvis operatøren kan påvise, at han ikke har handlet forsætligt eller uagtsomt og har opfyldt alle betingelserne i en tilladelse (56) eller har handlet efter den tilgængelige videnskabelige og tekniske viden (57). Der er imidlertid grænser for de sidstnævnte muligheder, som det fremgår af Domstolens dom i sag C-529/15, Folk (58), vedrørende direktivets artikel 8, stk. 4, litra a).

26.

Direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at opretholde eller vedtage strengere bestemmelser vedrørende miljøskade (59). Dette er i overensstemmelse med artikel 193 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Retten til at have strengere bestemmelser er dog ikke det samme som en ret til at have forskellige bestemmelser, som ikke opfylder direktivets krav. Det er heller ikke en ret til at tilsidesætte operatørers ansvar for »miljøskade« efter direktivet. Kravene i direktivet skal som minimum være opfyldt i alle henseender.

De kompetente myndigheders rolle og medlemsstaternes relevante bredere roller

27.

Mens operatøren er ansvarlig for miljøskade, har de kompetente myndigheder (60) opgaver i forbindelse dermed. En fælles forståelse af begrebet »miljøskade« kræver derfor visse henvisninger til deres rolle.

28.

De kompetente myndigheder skal fastslå, hvilken operatør der har forvoldt miljøskaden eller fremkaldt den overhængende fare for skade (61). Det betyder, at de kompetente myndigheder skal have kendskab til forekomsten af miljøskaden eller faren. Ellers giver opgaven med at fastslå, hvilken operatør der er ansvarlig, ingen mening.

29.

De kompetente myndigheder skal også vurdere miljøskadens betydning (62). Igen giver opgaven med at vurdere betydningen kun mening, hvis myndighederne har kendskab til forekomsten af miljøskaden eller faren.

30.

De kompetente myndigheder skal fastlægge, hvilke afhjælpende foranstaltninger operatøren skal træffe efter bilag II til direktivet (63), på grundlag af de potentielle afhjælpende foranstaltninger, som operatøren har foreslået, og efter behov i samarbejde med den relevante operatør. I sag C-379/08, Raffinerie Mediterranee (ERG) SpA m.fl., bekræftede Domstolen de kompetente myndigheders mulighed for at ændre de afhjælpende foranstaltninger, men påpegede også, at operatøren skulle have mulighed for at blive hørt (64).

31.

Opgaven med at opgaven med at fastslå, hvilken operatør der er ansvarlig, vurdere miljøskadens betydning og fastlægge de afhjælpende foranstaltninger kræver, at de kompetente myndigheder har og anvender relevante oplysninger om den skadevoldende hændelse, den erhvervsmæssige aktivitet, miljøskaden og årsagssammenhængen mellem dem samt den operatør, der udfører aktiviteten. I punkt 32-37 nedenfor beskrives forskellige potentielle typer af og kilder til relevante oplysninger. Det bør dog erindres, at udførlige oplysninger ikke altid er umiddelbart tilgængelige, og at de kompetente myndigheder måske skal handle hurtigt. Under sådanne omstændigheder vil forsigtighedsprincippet berettige de kompetente myndigheder til at gribe ind på grundlag af en rimelig formodning om, at der er sket eller vil opstå miljøskade.

32.

Som bemærket i punkt 23 ovenfor har operatørerne i henhold til direktivet pligt til at underrette de kompetente myndigheder om skadevoldende hændelser og dermed forbundet miljøskade. Som også bemærket kan operatørerne have en særskilt pligt til at indgive oplysninger om skadevoldende hændelser til de kompetente myndigheder efter anden EU-miljølovgivning. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at nogle operatører ikke indberetter sådanne oplysninger. Skadevoldende hændelser og miljøskade, hvor der er en årsagssammenhæng med fordækte ulovlige aktiviteter, uagtsomme handlinger eller undladelser inden for godkendte aktiviteter, vil næppe eller med mindre sandsynlighed blive indberettet.

33.

I betragtning 15 til direktivet anføres det, at offentlige myndigheder bør sikre, at den ordning, der indføres med direktivet, gennemføres og håndhæves korrekt, og direktivet indeholder bestemmelser, hvorefter de kompetente myndigheder kan kræve flere oplysninger og et øget engagement fra operatørens side (65). Det er ikke desto mindre vigtigt, at de kompetente myndigheder har adgang til andre informationskilder end dem, som operatøren stiller til rådighed i henhold til direktivet.

34.

En potentiel kilde til oplysninger om skadevoldende hændelser og miljøskade er anmodninger om foranstaltninger fra de fysiske eller juridiske personer, der har ret til at fremsætte sådanne anmodninger (66). Anmodninger om foranstaltninger skal »ledsages af de relevante oplysninger og data til støtte for bemærkninger, der meddeles om sådanne miljøskader« (67).

35.

En anden mulig kilde til relevante oplysninger er resultaterne af myndighedstilsyn efter anden gældende EU-miljølovgivning. Det kan f.eks. være rutinemæssige inspektioner af industrianlæg efter direktivet om industrielle emissioner (68). Med hensyn til ansvar falder alle skadevoldende hændelser ikke sammen med en operatørs overtrædelser af forskrifterne, men overtrædelser af forskrifterne øger sandsynligheden for skadevoldende hændelser. Dette skyldes, at de pågældende forskrifter har til formål at kontrollere de potentielle eller faktiske risici for menneskers sundhed og miljøet, der er forbundet med de pågældende erhvervsmæssige aktiviteter. Følgelig reducerer overholdelsen af disse forskrifter i praksis sandsynligheden for, at der vil opstå skadevoldende hændelser. På samme måde øger manglende overholdelse af disse krav — herunder alvorlige overtrædelser — sandsynligheden for, at der vil opstå skadevoldende hændelser. Såfremt der findes gode systemer til udveksling af oplysninger, bør overvågningen af overhængende af forskrifterne derfor hjælpe de kompetente myndigheder med at få kendskab til miljøskade eller overhængende fare for skade, fastslå, hvilken operatør der er ansvarlig, og karakterisere den skadevoldende hændelse i overensstemmelse med direktivet. Det kan også hjælpe de kompetente myndigheder ved vurderingen af miljøskade ved f.eks. at tilvejebringe oplysninger om karakteren af de forurenende emissioner.

36.

Som det vil fremgå af senere afsnit i disse retningslinjer, kræver vurderingen af en miljøskades omfang generelt oplysninger om recipientmiljøets tilstand. Nogle oplysninger om miljøets tilstand vil være direkte forbundet med den skadevoldende hændelse — f.eks. registrering af fiskedød i et vandløb, der for nylig er blevet negativt påvirket af forurenende udledninger. Men andre relevante oplysninger om miljøets tilstand vil bestå af registreringer og oplysninger, der er indsamlet til andre formål — f.eks. for at fastslå en arts generelle bevaringsstatus eller status for et beskyttet naturområde, f.eks. et Natura 2000-område. Mange relevante oplysninger om miljøets tilstand vil blive udledt af miljøstatusovervågning, der udføres af de nationale forvaltninger. Oplysninger, der indsamles under de fire direktiver nævnt i punkt 7 ovenfor, vil være særligt relevante. De kan suppleres af andre relevante oplysninger af anerkendt videnskabelig værdi — en ikkestatslig miljøorganisation kan f.eks. tilvejebringe omfattende oplysninger gennem borgervidenskab (69).

37.

Videnskabelige og tekniske oplysninger om genstanden for miljøskaden er tæt forbundet med oplysninger om miljøets tilstand med hensyn til potentiel betydning — f.eks. videnskabelig viden om livscyklussen for en beskyttet art, der påvirkes negativt, eller risikoen for menneskers sundhed ved eksponering for bestemte forurenende stoffer.

38.

Som bemærket ovenfor vil forekomsten af miljøskade eller overhængende fare herfor ofte, men ikke altid, hænge sammen med en overtrædelse af anden EU-miljølovgivning. Sådanne overtrædelser kan kræve eller begrunde, at medlemsstaternes myndigheder træffer særskilte foranstaltninger for at sikre de resultater, der kræves i henhold til anden EU-lovgivning (f.eks. beskyttelse af naturområder i henhold til fugledirektivet og habitatdirektivet), og for at gennemføre sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning. De samme faktiske omstændigheder kan således give anledning til både miljøansvar og strafansvar, og i praksis kan vurderingen af miljøskade efter direktivet foretages parallelt med vurderingen af overtrædelser til andre formål. Adfærd, som medlemsstaterne f.eks. skal straffe i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet (»direktivet om miljøkriminalitet«) (70), omfatter en del (hvis ikke alle) handlinger, der kan medføre miljøansvar (71). Med henblik på at vurdere miljøskadens betydning kan de kompetente myndigheder i denne forbindelse anvende de samme informationskilder som de myndigheder, der er ansvarlige for sanktionerne. Det skal dog understreges, at anvendelsen af ansvarskravene i henhold til direktivet er adskilt fra anvendelsen af sanktioner. Det forhold, at myndighederne kan træffe foranstaltninger med henblik på at pålægge administrative eller strafferetlige sanktioner, er i denne forbindelse ikke en grund til at tilsidesætte de forpligtelser, som de kompetente myndigheder har til at sikre, at miljøskade vurderes og forebygges, at skadelige påvirkninger straks håndteres, eller at skade afbødes i overensstemmelse med direktivet (det omvendte gælder også: Forfølgelsen af miljøansvar er ikke en grund til at se bort fra sanktionernes rolle) (72).

39.

Der opstår en række yderligere punkter med hensyn til situationer, hvor ansvar i henhold til direktivet falder sammen med overtrædelser af bestemmelserne i anden relevant EU-miljølovgivning, navnlig anden lovgivning omhandlet i selve direktivet. Hvis skadelige påvirkninger ikke kontrolleres i overensstemmelse med direktivet eller anden lovgivning, skal medlemsstaterne for det første i medfør af effektivitetsprincippet træffe foranstaltninger for at sikre overholdelsen af de relevante bestemmelser i direktivet og den anden lovgivning, som overtrædes. For det andet omhandler direktivet ikke udtrykkeligt de offentlige myndigheders afledte ansvar for at træffe forebyggende foranstaltninger, foranstaltninger for straks at håndtere skadelige påvirkninger og afhjælpende foranstaltninger, men det fastsætter heller ikke udtrykkeligt, at alle disse foranstaltninger kan fraviges, hvis operatøren ikke gennemfører dem, eller hvis operatøren kan begrunde, at denne ikke skal bære omkostningerne (73). Sondringen i direktivet mellem foranstaltningerne og omkostningerne til disse foranstaltninger viser, at foranstaltningerne kræves, uanset om operatøren kan eller bør bære omkostningerne (74). Retspraksis viser for det tredje, hvordan en medlemsstat kan være forpligtet til at træffe yderligere foranstaltninger, hvis det krævede resultat ikke opnås, selv om myndighederne har grebet ind over for en operatør. I sag C-104/15, Kommissionen mod Rumænien, som vedrørte udvindingsaffaldsdirektivet (75), fandt Domstolen, at medlemsstaten stadig var ansvarlig for den manglende kontrol med emissioner af giftigt støv fra et mineaffaldsanlæg, selv om den havde pålagt operatøren sanktioner (76), og selv om operatøren var blevet insolvent (77).

3.   »SKADE«

40.

Definitionen af »miljøskade« omfatter begrebet »skade«, som er defineret særskilt. Udtrykket »skade« kan ikke stå alene (dvs. at forpligtelserne i medfør af direktivet ikke finder anvendelse på det generelle niveau af udtrykket). Når direktivet anvendes på konkrete situationer, skal de mere præcise formuleringer i definitionen af »miljøskade« anvendes. Uanset dette forbehold er definitionen af »skade« vigtig, fordi den indgår i definitionen af »miljøskade«, og fordi den præsenterer fire grundlæggende begreber, som præciseres i den mere detaljerede definition. Retningslinjerne omhandler derfor »skade«, inden de omhandler de øvrige elementer af definitionen af »miljøskade«. Boks 1: Definition af »skade«

I henhold til miljøansvarsdirektivets artikel 2, nr. 2), forstås ved »skade«»en negativ målelig ændring i en naturressource eller målelig forringelse af en naturressources udnyttelsesmuligheder, som er indtrådt direkte eller indirekte«.

41.

De fire grundlæggende begreber i definitionen af »skade« er: — det materielle anvendelsesområde for det, der berøres, dvs. naturressourcer og naturressourcers udnyttelsesmuligheder — begrebet negative virkninger, dvs. negative ændringer og forringelser — anvendelsesområdet for disse negative virkninger, dvs. de målelige virkninger — de måder, hvorpå disse negative virkninger kan indtræde, dvs. direkte eller indirekte.

Materielt anvendelsesområde for naturressourcer og naturressourcers udnyttelsesmuligheder

Boks 2: Definitioner af »naturressource« og »naturressources udnyttelsesmuligheder«

I henhold til miljøansvarsdirektivets artikel 2, nr. 12), forstås ved »naturressource«»beskyttede arter og naturtyper, vand og jord«. I henhold til miljøansvarsdirektivets artikel 2, nr. 13), forstås ved »udnyttelsesmuligheder« og »naturressources udnyttelsesmuligheder«: »en naturressources funktioner til gavn for en anden naturressource eller for offentligheden«.

42.

Med hensyn til det materielle anvendelsesområde henvises der i definitionen af »skade« til to begreber, som i sig selv er defineret udtrykkeligt i direktivet, nemlig »naturressource« og »naturressources udnyttelsesmuligheder«. »Naturressource« defineres som tre særskilte ressourcekategorier: beskyttede arter og naturtyper, vand og jord. Samtidig fremhæver definitionen af »naturressources udnyttelsesmuligheder« den indbyrdes afhængighed mellem disse forskellige kategorier ved at henvise til de funktioner, de udfører for hinanden. Følgende er ikke-udtømmende eksempler: en marsk (en naturtype) kan beskytte kystområder, overfladevand (en vandkategori) kan understøtte beskyttede vilde fuglearter, jord kan filtrere forurenende stoffer, som ellers ville nå grundvandet (en vandkategori). Definitionen af »naturressources udnyttelsesmuligheder« henviser også til naturressourcefunktioner, som gavner mennesker. Som ikke-udtømmende eksempler fungerer nogle naturlige habitater, f.eks. tørvemoser, som vigtige kulstoflagre, vand kan være en kilde til drikkevand og tilvejebringe fisk til rekreativt fiskeri, og jord er nødvendig til fødevareproduktion og beboelse.

Negative virkninger

43.

Med hensyn til negative virkninger vedrører definitionen af »skade« for det første en »negativ ændring« af en naturressource og for det andet en »forringelse« af en naturressources udnyttelsesmuligheder. Definitionen af »miljøskade« er mere præcis, men tre generelle forhold skal tages i betragtning: — Både »negativ ændring« og »forringelse« indebærer negative virkninger. — Disse negative virkninger vedrører både en naturressources tilstand og de funktioner, der udføres af naturressourcer til gavn for andre naturressourcer og mennesker. Negative virkninger omfatter derfor både negative virkninger på en naturressources egenskaber og negative virkninger på den indbyrdes afhængighed og de dynamiske relationer inden for og mellem naturressourcer og udnyttelsesmuligheder, dvs. de funktioner, som naturressourcer tilvejebringer til hinanden og til offentligheden. — Begreberne ændring og forringelse indebærer en forskel mellem situationen »før« og situationen »efter« en skadevoldende hændelse.

Målelig

44.

For at definitionen af »skade« kan finde anvendelse, skal de negative ændringer og forringelser være »målelige«. Målelig betyder, at skaden skal kunne kvantificeres eller estimeres, og at situationen før og situationen efter en skadevoldende hændelse skal kunne sammenlignes på en meningsfuld måde.

Direkte eller indirekte

45.

Endelig giver definitionen af »skade« mulighed for, at negative ændringer eller forringelser kan indtræde både direkte og indirekte. »Direkte eller indirekte« vedrører årsagssammenhængen mellem en skadevoldende hændelse på den ene side og specifikke negative virkninger på den anden. I nogle tilfælde er årsagssammenhængen direkte, f.eks. når en operatørs skovrydning ødelægger et beskyttet naturligt skovhabitat. I andre tilfælde er den indirekte, f.eks. når udledning af næringsstoffer til et vandområde fører til forringelse af et fjerntliggende beskyttet vandhabitat. Med hensyn til kæden mellem årsag og virkning kan der med fordel henvises til en model for kilde-transportvej-receptor. Skadelige påvirkninger, der er forbundet med en erhvervsmæssig aktivitet (dvs. kilde), kan passere gennem luft, vand eller jord (dvs. transportvej), inden den påvirker en bestemt naturressource (dvs. receptor). I sag C-129/16, Túrkevei Tejtermelő Kft., bemærkede Domstolen, at luftforurening som sådan ikke udgør en miljøskade, men at der kan opstå skade på naturressourcer som følge af luftforurening (78). En skadevoldende hændelse kan adskilles fra de negative virkninger, den forårsager, med hensyn til tid (der opstår f.eks. en forsinket reaktion i naturressourcen), rum (der opstår negative virkninger på naturressourcen på et sted, der ligger langt fra det sted, hvor den skadevoldende hændelse opstod) eller involverede naturressourcer (en handling, hvor et giftigt stof tilføres jorden, medfører f.eks. en beskyttet arts død). Opfattelsen af, at negative virkninger kan indtræde indirekte, er også forbundet med de funktioner, som naturressourcerne tilvejebringer indbyrdes.

4.   OVERSIGT OVER »MILJØSKADE«

46.

Definitionen af »miljøskade« omfatter og præciserer definitionen af »skade«. Med hensyn til det materielle og geografiske anvendelsesområde adskiller og opdeler den for det første de tre kategorier af »naturressourcer«, som indgår i definitionen af »skade«, dvs. beskyttede arter og naturtyper, vand og jord. For de to første kategorier af naturressourcer indeholder den desuden visse detaljer, som hjælper med at fastlægge det geografiske anvendelsesområde for forpligtelserne i henhold til direktivet. Inden for hver naturressourcekategori beskrives de relevante negative virkninger for det andet mere detaljeret ved henvisning til visse begreber (der betegnes »referencebegreber« i disse retningslinjer). For det tredje indgår der et udtryk vedrørende betydning for yderligere at definere omfanget af de negative virkninger, som skal håndteres. For det fjerde skal det bemærkes, at definitionen af miljøskade ikke udelukker muligheden for, at alle tre underkategorier af skader på naturressourcer kan være relevante på samme tid. Boks 3: Definition af »miljøskade«

I henhold til miljøansvarsdirektivets artikel 2, nr. 1) (79), forstås ved »miljøskade«: »a) skade på beskyttede arter og naturtyper, dvs. en skade, som medfører en betydelig negativ påvirkning af indsatsen for at opnå eller opretholde en gunstig bevaringsstatus for sådanne naturtyper og arter. Påvirkningens omfang vurderes i forhold til den hidtidige tilstand under hensyn til kriterierne i bilag I. Skade på beskyttede arter og naturtyper omfatter ikke tidligere identificerede skadelige virkninger, der skyldes en operatørs handling, som de pågældende myndigheder udtrykkeligt har godkendt efter gennemførelsesbestemmelserne til artikel 6, stk. 3 og 4, eller artikel 16 i direktiv 92/43/EØF eller artikel 9 i direktiv 79/409/EØF eller i tilfælde af naturtyper og arter, der ikke er omfattet af fællesskabslovgivningen, i henhold til tilsvarende bestemmelser i den nationale lovgivning om naturbeskyttelse b) »skade på vandmiljøet«, dvs. en skade, som medfører en betydelig negativ påvirkning af: i) de pågældende vandressourcers økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller det økologiske potentiale som defineret i direktiv 2000/60/EF, med undtagelse af negative virkninger, der er omfattet af artikel 4, stk. 7, i nævnte direktiv, eller ii) de pågældende marine vandressourcers miljøtilstand som defineret i direktiv 2008/56/EF, for så vidt som de særlige miljømæssige aspekter af havmiljøet ikke allerede er omfattet af direktiv 2000/60/EF (80) c) skade på jord, dvs. en jordforurening, der medfører en betydelig risiko for, at menneskers sundhed påvirkes negativt som følge af en direkte eller indirekte tilførsel af stoffer, præparater, organismer eller mikroorganismer til jord eller undergrund.«

Materielt og geografisk anvendelsesområde for hver naturressource

47.

På grund af graden af opdeling af det materielle anvendelsesområde kræver en fælles forståelse af begrebet »miljøskade« en grundig analyse af hver kategori af naturressourcer. Det omfatter det geografiske anvendelsesområde for hver kategori af naturressourcer. Det materielle og geografiske anvendelsesområde er omhandlet i de næste afsnit i disse retningslinjer.

Referencebegreber for negative virkninger

48.

For alle tre kategorier af naturressourcer anvender definitionen af »miljøskade« et referencebegreb til at afgøre, om negative virkninger er relevante. For beskyttede arter og naturtyper er referencebegrebet den gunstige bevaringsstatus for disse arter og levesteder. For vand er det vandområdernes økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller økologiske potentiale i henhold til vandrammedirektivet og havområdernes miljøtilstand i henhold til havstrategirammedirektivet, som har forskellige dimensioner. For jord er det risici for menneskers sundhed. Disse referencebegreber bruges til at fastlægge, hvilke parametre og kriterier der skal lægges til grund for undersøgelsen af relevansen af negative virkninger. Begreberne tilvejebringer de elementer, i forhold til hvilke de negative virkninger skal måles. Begreberne analyseres nærmere i de afsnit af disse retningslinjer, som vedrører de specifikke kategorier af skader på naturressourcer.

Vurderingen af betydning

49.

Referencebegreberne præciserer de typer negative virkninger, der er omfattet af direktivet. Definitionen af »miljøskade« indeholder en yderligere præcisering: Ordet »betydelig« optræder i forhold til hver naturressourcekategori, og der skal i henhold til direktivet kun iværksættes forebyggende foranstaltninger, omgående håndtering af skadelige påvirkninger eller afhjælpende foranstaltninger, hvis de negative virkninger vurderes som betydelige i forbindelse med de nævnte referencebegreber.

50.

Blandt Unionens miljøretlige instrumenter er et krav om vurdering af betydning ikke enestående for miljøansvarsdirektivet. Et sådan krav findes f.eks. også i habitatdirektivet (81), og det er et centralt element i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (82) (»direktivet om vurdering af virkningerne for miljøet«). Vurderingen af betydning i henhold til miljøansvarsdirektivet er imidlertid sui generis.

51.

I forbindelse med miljøansvarsdirektivet kan en fælles forståelse af vurderingen af betydning baseres på en overvejelse af følgende: — de omstændigheder, der giver anledning til en vurdering af betydning — formålet med vurderingen af betydning — det retlige ansvar for at udføre vurderingen — den sammenhæng, hvori vurderingen skal foretages — vurderingens fokus — udførelsen af vurderingen — fastlæggelsen af betydning.

Omstændigheder

52.

Som det fremgår af punkt 2 i disse retningslinjer, kan der være stor forskel mellem skadevoldende hændelser, skadelige påvirkninger, relevante erhvervsmæssige aktiviteter, operatørers adfærd og arten af årsagssammenhængen. Vurderingen af betydning skal kunne tilpasses alle disse variabler. Et enkeltstående uheld vil f.eks. indebære nogle helt andre udfordringer end en løbende aktivitet, som eksempelvis i sag C-529/15, Folk.

Formål

53.

Vurderingen af betydningen af negative virkninger er ikke et mål i sig selv. Det har til formål at afgøre, om negative virkninger kræver: — forebyggende foranstaltninger — omgående håndtering af skadelige påvirkninger og/eller — afhjælpende foranstaltninger.

54.

Disse tre formål er forskellige, og afhængigt af omstændighederne kan nogle være relevante og andre ikke. I situationer med overhængende fare vil vurderingen f.eks. alene have til formål at forhindre, at en skadevoldende hændelse finder sted. I situationer, hvor skadevoldende hændelse allerede har fundet sted, er det muligvis ikke længere nødvendigt straks at håndtere de skadelige påvirkninger. Sådan omgående håndtering er måske ikke længere mulig, hvis de skadelige påvirkninger allerede har medført negative virkninger og er udtømt. Alle tre formål kan naturligvis blive sekventielt relevante, f.eks. hvis en overhængende fare for en skadevoldende hændelse bliver en faktisk skadevoldende hændelse, som kræver omgående håndtering af skadelige påvirkninger samt efterfølgende afhjælpende foranstaltninger. Vurderingen af betydning skal derfor tilpasses de formål, som er relevante for de specifikke omstændigheder, der er opstået.

55.

Formålet med forebyggelse og omgående håndtering af skadelige påvirkninger vedrører potentielle eller faktiske skadelige påvirkninger. Disse formål afspejler traktatens principper om forebyggelse og berigtigelse ved kilden. Som tidligere nævnt er de tidskritiske.

56.

Formål med at udpege et behov for afhjælpende foranstaltninger hænger tæt sammen med direktivets specifikke krav til afhjælpende foranstaltninger, som er beskrevet i detaljer i bilag II. For skade på beskyttede arter og naturtyper og skade på vandmiljøet sigter afhjælpende foranstaltninger mod at genoprette miljøet til dets hidtidige tilstand (se boks 4 nedenfor) ved hjælp af primær, supplerende eller kompenserende afhjælpning, som alle er definerede udtryk. Disse krav fokuserer således på det miljø, der er blevet negativt påvirket, og ikke på de skadelige påvirkninger — selv om yderligere håndtering af skadelige påvirkninger ikke kan udelukkes, som det fremgår af Folk-sagen (83). For skade på jord sigter afhjælpende foranstaltninger mod yderligere håndtering af skadelige påvirkninger, hvis sådanne påvirkninger fortsat udgør en betydelig risiko for menneskers sundhed efter opfyldelsen af det andet formål nævnt ovenfor. Boks 4: Definition af »hidtidig tilstand«

I henhold til miljøansvarsdirektivets artikel 2, nr. 14), forstås ved »hidtidig tilstand«»den tilstand, naturressourcerne og disses udnyttelsesmuligheder ville have befundet sig i på det tidspunkt, hvor skaden indtræffer, hvis miljøskaden ikke var indtruffet; den hidtidige tilstand bedømmes på grundlag af de bedste foreliggende oplysninger«.

De berørtes opgaver

57.

Som anført i punkt 29 er den kompetente myndighed ansvarlig for vurderingen af betydning. Betragtning 24 til direktivet lyder: »De kompetente myndigheder bør forestå specifikke opgaver, der kræver passende administrative skønsbeføjelser, dvs. pligt til at vurdere skadens omfang og tage stilling til, hvilke afhjælpende foranstaltninger der bør træffes«.

58.

Det skal imidlertid tages i betragtning, at operatørerne er ansvarlige for omgående at forebygge skadevoldende hændelser og straks håndtere skadelige påvirkninger. Dette ansvar indebærer, at operatørerne uafhængigt skal anerkende de skadelige påvirkninger, der er forbundet med deres erhvervsmæssige aktiviteter, og proaktivt skal reagere på dem. Det fremgår desuden af relevante bestemmelser i direktivet, at vurderingen af betydning skal ske på baggrund af et dynamisk forhold mellem operatøren og den kompetente myndighed, hvor førstnævnte aktivt skal fremlægge oplysninger og respektere den kompetente myndigheds instrukser (84). Disse kan omfatte en et påbud til operatøren om, at denne skal foretage sin egen vurdering og tilvejebringe alle nødvendige oplysninger og data (85). Dette dynamiske forhold er især vigtigt, når negative virkninger allerede er indtruffet, og det er nødvendigt at træffe afhjælpende foranstaltninger.

59.

Vurderingen af betydning kan finde sted i situationer, hvor der er andre berørte parter end den kompetente myndighed og operatøren. Den kompetente myndighed skal navnlig opfylde retlige forpligtelser i forbindelse med en gyldig anmodning om foranstaltninger (86).

60.

Hvis en miljøskade påvirker eller kan forventes at påvirke flere medlemsstater, har de berørte medlemsstater forskellige pligter til at samarbejde, som er relevante for vurderingen af betydning (87).

Kontekst

61.

De kategorier af naturressourcer, der er relevante, og de tilsvarende referencebegreber afgør, hvilke elementer der skal vurderes. Skade på beskyttede arter og naturtyper kræver f.eks., at helt andre elementer vurderes, end skade på jord. Disse specifikke elementer behandles nærmere i de næste afsnit i disse retningslinjer.

Vurderingens fokus

62.

Vurderingens fokus skal variere afhængigt af de relevante omstændigheder, formål og sammenhænge.

63.

Ifølge definitionen af »skade« omfatter negative virkninger ændringer og forringelser, der skal være målelige, og ifølge definitionen af »miljøskade« skal disse ændringer og forringelser vedrøre referencebegreberne.

64.

Måling indebærer en sammenligning af tilstanden for naturressourcerne og disses udnyttelsesmuligheder, før den skadevoldende hændelse indtraf, med deres tilstand efter hændelsen (denne sammenligning vil naturligvis, for så vidt angår tilstanden efter hændelsen, være fiktiv i tilfælde af en overhængende fare, eftersom den overhængende fare endnu ikke har manifesteret sig som en skade). Sammenligningen omfatter to forskellige former for kvantificering eller skøn, hvor den ene har fokus på situationen før den skadevoldende hændelse, og den anden på situationen efter (88). Det skal understreges, at vurderingen, selv om den er relevant for både forebyggende og afhjælpende foranstaltninger, skal behandles forskelligt, afhængigt af om foranstaltningerne er tidskritiske. Hvis foranstaltningerne er tidskritiske, skal vurderingen foretages på grundlag af et hurtigt skøn, der er baseret på eksisterende og umiddelbart tilgængelige oplysninger, som ofte vil være af generel karakter. Støtte til en sådan differentieret tilgang findes i sag C-378/08, Raffinerie Mediterranee (ERG) SpA m.fl. (89).

65.

Med hensyn til måling af situationen før er begrebet hidtidig tilstand relevant (se boks 4 ovenfor). Den hidtidige tilstand kan være konstant, men den vil sandsynligvis variere over tid. Tilstanden kan f.eks. variere regelmæssigt eller forudsigeligt (f.eks. for et oversvømmelsesområde eller en sæsonbestemt sø såsom en turlough (90)), eller det levested eller den bestand af en art, der berøres, kan allerede være stigende eller faldende.

66.

Med hensyn til ændringen eller forringelsen vil dette være forskellen mellem situationen for naturressourcen eller dens udnyttelsesmuligheder efter den skadevoldende hændelse og den hidtidige tilstand. Situationen efter den skadevoldende hændelse skal derfor også være kendt.

67.

Forskellen mellem den hidtidige tilstand og situationen efter den skadevoldende hændelse kan være ustabil, f.eks. hvis de skadelige påvirkninger fortsætter med at skabe negative virkninger, og omfanget af disse negative virkninger vokser. Ud fra formålet med den omgående håndtering af de skadelige påvirkninger kan det udledes, at en vurdering af betydning også skal omfatte de skadelige påvirkninger, der forårsager de negative virkninger.

Udførelsen af vurderingen

68.

Afhængigt af, hvilke formål der er relevante for de omstændigheder, der gør sig gældende, kan vurderingen af betydningen af ændringerne af naturressourcen omfatte forskellige stadier og en overvejelse af forskellige typer oplysninger (91).

69.

Hvis der kræves forebyggende foranstaltninger i forbindelse med en overhængende fare, skal operatøren — og om nødvendigt den kompetente myndighed — anerkende de potentielle skadelige påvirkninger, der er forbundet med den erhvervsmæssige aktivitet, og straks sikre, at disse ikke medfører betydelige negative virkninger for de relevante naturressourcer eller forringer naturressourcers udnyttelsesmuligheder.

70.

Hvis skadelige påvirkninger kræver omgående håndtering, skal operatøren — og om nødvendigt den kompetente myndighed — anerkende de skadelige påvirkninger, der er forbundet med den erhvervsmæssige aktivitet, og sikre hurtige indgreb for at håndtere disse påvirkninger og bryde årsagssammenhængen mellem de betydelige negative virkninger op de relevante naturressourcer eller forringelse af naturressourcernes udnyttelsesmuligheder.

71.

Med henblik på forebyggende foranstaltninger og omgående håndtering af skadelige påvirkninger betyder behovet for hurtig vurdering, at umiddelbart tilgængelige oplysninger skal lægges til grund for både vurderingen og konklusionerne. Generelle oplysninger om arten af de skadelige påvirkninger og en naturressources eksponering for deres negative virkninger vil ofte være centrale, da der måske ikke er tid til at vente på lokalitetsspecifikke detaljer. Under sådanne omstændigheder skal forsigtighedsprincippet anvendes (92).

72.

Hvis der kræves afhjælpende foranstaltninger, er det hensigtsmæssigt med en mere tilbundsgående vurdering, som bør være mindre tidskritisk. Den bør dog gennemføres rettidigt, da tid også er en relevant faktor med hensyn til de afhjælpende foranstaltninger, der er beskrevet i bilag II (93).

73.

Med hensyn til især afhjælpende foranstaltninger kan det ikke udelukkes, at der, som det fremgår af punkt 20, vil være en tidsforskydning mellem den skadevoldende hændelse og den første mulighed for at vurdere dens betydning. Med forbehold af direktivets bestemmelser om det tidsmæssige anvendelsesområde (som nævnt i punkt 24 ovenfor) kan eksistensen af en tidsforskydning imidlertid ikke begrunde, at der ikke foretages en vurdering, især hvis den skadevoldende hændelse har medført varige negative virkninger.

74.

De omstændigheder, der giver anledning til eventuelt ansvar i henhold til direktivet, kan også kræve en vurdering for at afhjælpe manglende overholdelse af forskrifterne i et andet miljøinstrument, f.eks. direktivet om vurdering af virkningerne for miljøet eller habitatdirektivet (94). Vurdering af betydning i henhold til miljøansvarsdirektivet bør imidlertid ikke kombineres med — eller underlægges — de former for vurdering, der kræves for at afhjælpe manglende overholdelse af forskrifter. En fælles procedure (f.eks. efterfølgende miljøkonsekvensvurdering) for at afhjælpe både manglende overholdelse af forskrifter (f.eks. manglende udførelse af en påkrævet forudgående miljøkonsekvensvurdering) og en vurdering af betydningen af ændringer for en naturressource i henhold til miljøansvarsdirektivet skal være i overensstemmelse med kravene i sidstnævnte.

Fastlæggelse af betydning

75.

Betydning skal fastlægges i lyset af de formål, der skal opfyldes. Med hensyn til definitionen af »hidtidig tilstand« skal den fastlægges i forhold til det faktiske fysiske land- eller vandområde eller (hvis der er tale om beskyttede arter) de faktiske bestande, der påvirkes eller risikerer at blive påvirket, under hensyntagen til eventuelle allerede eksisterende iboende karakteristika eller dynamiske faktorer, som kan have påvirket de pågældende naturressourcer uafhængigt af den skadevoldende hændelse.

76.

Med hensyn til »betydelig« udtalte Domstolen i sag C-297/19, Naturschutzbund Deutschland — Landesverband Schleswig-Holstein eV: »Det fremgår af anvendelsen af biordet »betydeligt« i artikel 2, nr. 1), litra a), første afsnit, i direktiv 2004/35, at kun skader, som har en vis alvorsgrad, der betegnes som »betydelige skader« i bilag I til dette direktiv, kan anses for skade på beskyttede arter og naturtyper, hvilket i hvert enkelt konkret tilfælde indebærer, at det er nødvendigt at vurdere omfanget af påvirkningen af den pågældende skade.« (95) Denne retspraksis viser, at »betydelig« i sidste ende er et EU-retligt spørgsmål. Med hensyn til »skade på beskyttede arter og naturtyper« bestemmes det i bilag I til miljøansvarsdirektivet, at »betydelige negative ændringer i forhold til den hidtidige tilstand konstateres ved hjælp af målelige data såsom«. Ovenstående citat fra sag C-297/19 viser derfor også, at fastlæggelse af betydning for denne kategori af miljøskade sker ved hjælp af en objektiv, teknisk vurdering baseret på målelige data. Det kan udledes, at det samme gælder for de øvrige kategorier af miljøskade omhandlet i direktivet.

77.

Af ovenstående kan det også udledes, at direktivets anvendelse ikke kan udelukkes på grundlag af vilkårlige, subjektive opfattelser af, hvad der er betydeligt, eller på grundlag af en eventuel påberåbelse af socioøkonomiske betragtninger, der ligger uden direktivet, for at vurdere og fastslå betydning. De forskellige fritagelser, undtagelser (96) og indsigelser (97), der er omhandlet i direktivet, kan imidlertid bruges til at tage hensyn til socioøkonomiske forhold, og det samme gælder de proportionalitetsvurderinger, der er fastsat i direktivet (98).

78.

Virkningernes betydning afhænger ikke nødvendigvis af, at de er til stede i stort omfang. I sag C-392/96, Kommissionen mod Irland, bemærkede Domstolen følgende i forbindelse med direktivet om vurdering af virkningerne for miljøet: »Et projekt med selv begrænsede dimensioner kan nemlig have væsentlig indvirkning på miljøet, når det placeres på et sted, hvor de i direktivets artikel 3 beskrevne miljøfaktorer, som f.eks. fauna og flora, jordbund, vand, klima eller kulturarv, kan påvirkes ved den mindste ændring«. Et lignende ræsonnement kan anvendes i forbindelse med miljøansvarsdirektivet.

79.

Med hensyn til formålet med at sikre forebyggende foranstaltninger vil betydning vedrøre undgåelsen af skadelige påvirkninger, der medfører negative virkninger på specifikke områder eller bestande. Det samme gælder for formålet om at sikre omgående håndtering af skadelige påvirkninger. De negative virkninger vil være de virkninger, der er omhandlet i punkt 82 og 83 nedenfor. Fastlæggelsen bør afhænge af, om de skadelige påvirkninger sandsynligvis vil bevirke, at nogle af eller alle disse negative virkninger opstår.

80.

Direktivet skal fortolkes i overensstemmelse med Domstolens fortolkningsmetoder og i lyset af relevante retsprincipper, f.eks. forsigtighedsprincippet (99) (se også punkt 8 ovenfor). Efter forsigtighedsprincippet kræves der ikke videnskabelig sikkerhed for, at der vil opstå målelige negative virkninger. En rimelig antagelse er tilstrækkelig. Hvis operatøren eller den kompetente myndighed beslutter ikke at træffe eller kræve forebyggende foranstaltninger eller omgående håndtering af skadelige påvirkninger, skal vedkommendes beslutning baseres på, at der ikke er rimelig videnskabelig tvivl med hensyn til fraværet af målelige negative virkninger på en naturressource (100).

81.

Hvis betydning fastslås med henblik på forebyggende foranstaltninger og omgående håndtering af skadelige påvirkninger, opstår spørgsmålet om, hvilke forebyggende foranstaltninger og hvilken håndtering af skadelige påvirkninger der vil være nødvendige og hensigtsmæssige. Foranstaltningerne og håndteringen bør sigte mod at standse eller bryde enhver årsagssammenhæng som følge af de skadelige påvirkninger, der kan medføre — eller allerede har medført — negative virkninger for naturressourcen af den type, der er nævnt i punkt 82 og 83 nedenfor. Folk-sagen viser, at en eksisterende tilladelse med hensyn til de skadelige påvirkninger ikke nødvendigvis fritager operatøren fra kravet om at træffe foranstaltninger. For så vidt som direktivet tillader, at der henvises til en eksisterende tilladelse, skal de relevante betingelser være opfyldt. Hvis relevante tilladelser eller andre forskriftsmæssige krav ikke opfyldes, er det endvidere i sig selv et stærkt tegn på, at der er behov for at anvende forebyggende foranstaltninger og foranstaltninger til håndtering af skadelige påvirkninger i henhold til miljøansvarsdirektivet. Dette skyldes, at det sandsynligvis vil vise, at relevante skadelige påvirkninger ikke har været underlagt den grad af kontrol, som opfyldelsen af de forskrifterne ville sikre, og derfor har større risiko for at forårsage negative virkninger, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde.

82.

Med hensyn til formålet med at identificere et behov for afhjælpende foranstaltninger fremgår det af bestemmelserne i bilag II om skade på beskyttede arter og naturtyper og skade på vandmiljøet, hvordan der bør foretages en vurdering af betydning og konstatering af forringelse af udnyttelsesmulighederne for disse naturressourcer. De følgende elementer skal alle tages i betragtning i lyset af de relevante referencebegreber og begrebet forringelse af udnyttelses muligheder: måleligt permanent tab af et område, en del af et område, en bestand eller en del af en bestand (101), målelig forringelse af et område et område, en del af et område, en bestand eller en del af en bestand, som dog kan genoprettes (102), måleligt tab af udnyttelsesmuligheder for de berørte områder eller bestande (103) og den målelige tidsforskel, der opstår, inden den hidtidige tilstand kan genoprettes, hvis genopretning er mulig (104). De negative virkninger på ressourcen vil være betydelige, hvis der er et måleligt tab eller en målelig forringelse med hensyn til et område eller en bestand. Med hensyn til forbundne udnyttelsesmuligheder skal der være et måleligt tab af muligheder, som disse naturressourcer tilvejebringer.

83.

Med hensyn til skade på jord skal mindst følgende tages i betragtning efter bestemmelserne i bilag II: tilstedeværelsen, typen og koncentrationen af relevante forurenende stoffer, deres risici og muligheden for, at de spredes, jordens karakteristika og funktion og den nuværende eller fremtidige godkendte anvendelse af den forurenede jord. Risikoen for menneskers sundhed vil være betydelig, hvis der i det specifikke lokale miljø sker en målelig ændring i niveauet af menneskers direkte eller indirekte skadelige eksponering for forurenende stoffer, som årsagsmæssigt kan kædes sammen med en erhvervsmæssig aktivitet omhandlet i bilag III. Indirekte eksponering kan opstå, hvis den forurenede jord udnyttes af andre naturressourcer, f.eks. hvis den filtrerer forurenende stoffer, der kan nå vand, eller hvis forurenende stoffer spredes via jorden, luften eller vandet.

Kombinationer af forskellige kategorier af miljøskade

84.

Det forhold, at definitionen af »miljøskade« omfatter tre forskellige underkategorier af skader på naturressourcer, betyder ikke, at alle kategorier skal indgå i de negative virkninger, for at ansvar kan opstå. Ansvar kan opstå, hvis der kun er én kategori af miljøskade. Hvis miljøskade omfatter mere end én kategori, skal alle de pågældende kategorier ligeledes behandles. I henhold til direktivet kan dets anvendelse ikke begrænses til bestemte kategorier.

5.   »SKADE PÅ BESKYTTEDE ARTER OG NATURTYPER«

85.

Definitionen af »skade på beskyttede arter og naturtyper« hænger tæt sammen med bestemmelserne i fugledirektivet og habitatdirektivet. I disse retningslinjer betegnes disse direktiver under ét som »naturdirektiverne«. Miljøansvarsdirektivet og naturdirektiverne deler visse fælles begreber. Som det anføres i betragtning 5 til miljøansvarsdirektivet bør den samme definition anvendes for begreber, der stammer fra anden relevant EU-lovgivning, så der kan benyttes fælles kriterier og sikres ensartet anvendelse. Samtidig skal der tages hensyn til en række forskelle i dækningen mellem naturdirektiverne på den ene side og miljøansvarsdirektivet på den anden.

86.

I retningslinjerne gøres der navnlig opmærksom på følgende: — det materielle og geografiske anvendelsesområde for de berørte beskyttede arter og naturtyper — referencebegrebet for negative virkninger, dvs. gunstig bevaringsstatus — vurderingen af betydning — undtagelser.

Materielt og geografisk anvendelsesområde for beskyttede arter og naturtyper

Boks 5: Definition af »beskyttede arter og naturtyper«

I henhold til miljøansvarsdirektivets artikel 2, nr. 3), forstås ved »beskyttede arter og naturtyper«: »a) de arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført i bilag II og IV til direktiv 92/43/EØF, b) de naturtyper for arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført i bilag II til direktiv 92/43/EØF, og de naturtyper, der er opført i bilag I til direktiv 92/43/EØF, og ynglepladser eller rastepladser for de arter, der er opført i bilag IV til direktiv 92/43/EØF, og c) hvis en medlemsstat træffer afgørelse herom, enhver naturtype eller art, der ikke er opført i disse bilag, og som medlemsstaterne udpeger til tilsvarende formål som dem, der er fastlagt i disse to direktiver«.

87.

»Beskyttede arter« dækker for det første visse arter, der er beskyttet i henhold til naturdirektiverne, og for det andet andre yderligere arter, som en medlemsstat beslutter at medtage med henblik på erstatningsansvar. Den anden kategori af arter er overladt til medlemsstaternes skøn efter muligheden i miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3, litra c). Mere end halvdelen af medlemsstaterne har benyttet denne mulighed (105). Med hensyn til den første kategori af arter er der ikke fuldstændig overlapning mellem de arter, der er omfattet af naturdirektiverne på den ene side, og miljøansvarsdirektivet på den anden.

88.

Med hensyn til fuglearter er de arter, der er omfattet af definitionen i boks 5, de arter, der er nævnt i artikel 4, stk. 2, eller opført i bilag I til fugledirektivet. I fugledirektivets artikel 4, stk. 2, henvises der til regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter, og i bilag I til fugledirektivet opstilles visse andre fuglearter. Samlet repræsenterer de en undergruppe af den europæiske fuglefauna (106). Definitionen af »beskyttede arter« finder ikke anvendelse på fuglearter, der ikke er opført i bilag I til fugledirektivet, og som ikke er regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter, medmindre de er tilføjet af en medlemsstat.

89.

Med hensyn til andre arter end fugle dækker definitionen dyre- og plantearter, der er opført i bilag II og IV til habitatdirektivet. Den dækker ikke direkte visse arter, som kun er opført i bilag V til habitatdirektivet (107), medmindre medlemsstaterne specifikt har tilføjet dem, eller medmindre de repræsenterer typiske arter af en naturtype, der er opført i bilag I til habitatdirektivet (108). Det bør imidlertid bemærkes, at bilag V omfatter fiskearter, som kan være en del af »skader på vandmiljøet« (se punkt 6 nedenfor).

90.

De naturtyper, der er opført i bilag I til habitatdirektivet, kan navnlig findes i Natura 2000-lokaliteter, der er udpeget for disse naturtyper. Anvendelsen af miljøansvarsdirektivet er imidlertid ikke begrænset til bilag I-naturtyper, der findes i Natura 2000-lokaliteter. I henhold til habitatdirektivets artikel 17 skal medlemsstaterne indberette »udbredelseskort« for bilag I-naturtyper, som dækker hele deres område (109). Disse bør dog ikke opfattes som de eneste oplysninger om tilstedeværelsen af bilag I-naturtyper. Det skal bemærkes, at naturtyper udgøres af forskellige elementer, herunder typiske arter, som er beskrevet i »Habitats Manual« (110).

91.

Levestederne for regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter og fuglearter opført i bilag I til fugledirektivet vil navnlig omfatte levestederne i særligt beskyttede områder, der er klassificeret under fugledirektivets artikel 4. Særligt beskyttede områder omfatter sandsynligvis de vigtigste levesteder, men miljøansvarsdirektivets ordlyd begrænser ikke anvendelsen af skader på levesteder til fuglearters levesteder inden for særligt beskyttede områder. Medlemsstaterne forelægger Kommissionen udbredelseskort (10 km × 10 km) for alle ynglende bilag I-arter (herunder standarter) og andre trækfuglearter, der udløser klassificering som særligt beskyttet område (111).

92.

Levestederne for arter, der er opført i bilag II til habitatdirektivet, kan navnlig findes i Natura 2000-lokaliteter, der er udpeget for disse arter. Anvendelsen af miljøansvarsdirektivet er imidlertid ikke begrænset til naturtyper, der findes i Natura 2000-lokaliteter. I henhold til habitatdirektivets artikel 17 skal medlemsstaterne forelægge Kommissionen »udbredelseskort« for bilag II-arter, som dækker hele deres område (112).

93.

Med hensyn til yngle- og rasteområderne for arter, der er opført i bilag IV til habitatdirektivet, har Kommissionen udarbejdet retningslinjer, som kan være til hjælp ved identificeringen af disse (113). Naturdirektiverne forpligter imidlertid ikke medlemsstaterne til at rapportere deres beliggenhed til Kommissionen (for arter, der kun er opført i bilag IV).

94.

Som det er tilfældet med arter, kan medlemsstaterne medtage naturtyper, der er udpeget til tilsvarende formål på nationalt plan, ud over, der er knyttet til naturdirektiverne (114).

95.

Med hensyn til geografisk anvendelsesområde findes visse beskyttede arter, f.eks. hvaler, og visse naturtyper, f.eks. rev, offshore. Miljøansvarsdirektivet finder anvendelse på disse for så vidt angår: indre farvande og territorialfarvande, den eksklusive økonomiske zone og/eller andre områder, hvor medlemsstaterne udøver tilsvarende suveræne rettigheder, og, for arter og levesteder, der findes på eller er afhængige af havbunden, f.eks. havskildpadder, kontinentalsoklen (115).

Referencebegreb for negative virkninger

96.

Referencebegrebet for negative virkninger på beskyttede arter og naturtyper, »gunstig bevaringsstatus«, er udtrykkeligt defineret i både miljøansvarsdirektivet og habitatdirektivet (116), og definitionerne ligner hinanden. Boks 6: Miljøansvarsdirektivets definition af »gunstig bevaringsstatus«

I henhold til miljøansvarsdirektivets artikel 2, nr. 4), forstås ved »bevaringsstatus«: »a) for en naturtype: resultatet af alle de forhold, der indvirker på en naturtype og på de karakteristiske arter, som lever der, og som på langt sigt kan påvirke dens naturlige udbredelse, struktur og funktion samt de karakteristiske arters overlevelse på langt sigt inden for medlemsstaternes område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse, eller inden for en medlemsstats område eller inden for naturtypens naturlige udbredelsesområde. Bevaringsstatus for en naturtype anses for at være »gunstig«, når: — dens naturlige udbredelsesområde og de områder, som den dækker inden for dette udbredelsesområde, er stabile eller forøges — den særlige struktur og de særlige funktioner, som er nødvendige for dens opretholdelse på lang sigt, er til stede og sandsynligvis fortsat vil være til stede i en overskuelig fremtid, og — bevaringsstatus for dens karakteristiske arter er gunstig som defineret i litra b) b) for en art: resultatet af alle de forhold, der indvirker på arten, og som på langt sigt kan få indflydelse på bestandens udbredelse og talrighed inden for medlemsstaternes område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse, eller inden for en medlemsstats område eller inden for artens naturlige udbredelsesområde. Bevaringsstatus for en art anses for »gunstig«, når: — data vedrørende bestandsudvikling for den pågældende art viser, at den opretholder sig selv på langt sigt som en levedygtig bestanddel af dens naturlige levesteder — artens naturlige udbredelsesområde hverken er i tilbagegang eller der er sandsynlighed for, at det vil blive mindsket i en overskuelig fremtid, og — der er og sandsynligvis fortsat vil være tilstrækkeligt omfattende levesteder til, at bestanden kan bevares på langt sigt«.

97.

Henvisningen til »resultatet« af alle forhold« i definitionen i boks 6 viser, at forskellige individuelle forhold bidrager til de samlede resultater med hensyn til bevaringsstatus. Indvirkende forhold kan være positive eller negative og have direkte eller indirekte virkninger. De skadevoldende hændelser, der forårsager miljøskade, medregnes blandt disse forhold, men udgør ikke hele resultatet.

98.

Definitionen af »bevaringsstatus« henviser til en række parametre i beskrivelsen af resultaterne af indvirkende forhold med hensyn til bevaringsstatus. For naturtyper omfatter disse parametre den langsigtede naturlige udbredelse, struktur og funktion samt de karakteristiske arters overlevelse på langt sigt inden for medlemsstaternes område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse, eller inden for en medlemsstats område eller inden for naturtypens naturlige udbredelsesområde. For en art omfatter parametrene den langsigtede udbredelse og talrighed af dens bestande inden for medlemsstaternes område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse, eller inden for en medlemsstats område eller inden for artens naturlige udbredelsesområde. De geografiske henvisninger til forskellige skalaer beskrives nærmere i punkt 118 nedenfor i forbindelse med vurderingen af betydning.

99.

Ovennævnte parametre præciseres yderligere i selve beskrivelserne af, hvad der udgør en »gunstig« bevaringsstatus. I forhold til naturtyper lyder præciseringen svarende til parameteren for den langsigtede naturlige udbredelse: »dens naturlige udbredelsesområde og de områder, som den dækker inden for dette udbredelsesområde, er stabile eller forøges«.

100.

Individuelle indvirkende forhold — f.eks. skadevoldende hændelser, der forårsager miljøskade — kan vedrøre et eller flere af disse parametre og en eller flere af disse præciseringer. Et enkelt indvirkende forhold påvirker ikke nødvendigvis alle de forskellige parametre og præciseringer på en gang. Selv om en skadevoldende hændelse kan repræsentere et enkelt indvirkende forhold, kan det imidlertid ikke udelukkes, at nogle af de negative virkninger, som den skaber, vil opstå i kombination med andre indvirkende forhold. En skadevoldende hændelse kan f.eks. bestå i forgiftning af individer, der tilhører en bestand af en beskyttet art, i en kontekst, hvor bestanden allerede er påvirket af andre negative indvirkende forhold, som da virker i kombination med de negative virkninger af forgiftningen.

101.

I forbindelse med naturdirektiverne har Kommissionens tjenestegrene udarbejdet dokumentation, der præciserer begreber som f.eks. »naturligt udbredelsesområde« (117).

Vurderingen af betydelige negative virkninger

Omstændigheder

102.

Som det fremgår af punkt 14 ovenfor, er en bredere vifte af operatører og en bredere vifte af erhvervsmæssige aktiviteter relevante for skade på beskyttede arter og naturtyper end for skade på vandmiljøet og skade på jord. Vurderingen af betydningen af negative virkninger vedrører derfor en potentielt bredere vifte af årsager, ansvarlige personer og skadelige påvirkninger.

Kontekst

103.

Som det fremgår af teksten i boks 3, udtrykkes begrebet betydning med hensyn til skade, der medfører »en betydelig negativ påvirkning af indsatsen for at opnå eller opretholde en gunstig bevaringsstatus« for beskyttede arter og naturtyper.

104.

Som det kan udledes af punkt 98-101 ovenfor, kan negative virkninger være betydelige, hvis en skadevoldende hændelse kun påvirker et eller flere af de parametre og præciseringer, der er nævnt i definitionen af »gunstig bevaringsstatus«. Drab af en sjælden rovfugl ved ulovlig anvendelse af gift i en arealforvaltningsaktivitet kan f.eks. påvirke fuglens bestandsdynamik og udbredelse negativt uden at reducere det tilgængelige levested (selv om tilstedeværelsen af gift naturligvis forringer de udnyttelsesmuligheder, der findes på levestedet til fuglen).

105.

Bevaringsstatus for beskyttede arter og naturtyper er en kendsgerning og er ikke fast og uforanderlig. Naturdirektiverne har til formål enten at opretholde en gunstig bevaringsstatus, hvis den allerede er opnået, eller at opnå en gunstig bevaringsstatus, hvis den nuværende status er ugunstig. Ved at henvise til opnåelse eller opretholdelse af en gunstig bevaringsstatus tager definitionens tekst hensyn til begge muligheder. Hvis bevaringsstatus allerede er gunstig, kan negative virkninger derfor bringe opretholdelsen af en positiv status i fare. Hvis bevaringsstatus er ugunstig, kan de negative virkninger yderligere forværre eller bringe den nødvendige forbedring af en aktuelt negativ status i fare. Dette betyder, at negative virkninger på en beskyttet art eller naturtype med ugunstig status ikke kan behandles som virkninger, der ligger uden for omfanget af skade på en beskyttet art eller naturtype, alene med den begrundelse, at den pågældende art eller naturtype allerede befinder sig i en dårlig tilstand. I stedet skal der tages fat om den pågældende arts eller naturtypes kapacitet til at opnå gunstig bevaringsstatus — og eventuelle tilbageskridt i denne kapacitet. Som bemærket i punkt 118 skal vurderingen af betydningen af negative virkninger være relevant på lokalt plan.

106.

I praksis befinder mange af de beskyttede arter og naturtyper, som er omfattet af miljøansvarsdirektivets og naturdirektivernes anvendelsesområde, i ugunstig bevaringsstatus (118).

107.

Hvis en art eller en naturtype, der er opført i naturdirektiverne, har en ugunstig bevaringsstatus, skal der i henhold til naturdirektiverne træffes foranstaltninger for at genoprette en gunstig bevaringsstatus (119) for arten eller naturtypen. I denne sammenhæng skal der tages hensyn til negative virkninger på de genopretningsforanstaltninger, der er indført for at opnå en gunstig bevaringsstatus. Sådanne foranstaltninger kan f.eks. have form af foranstaltninger til genopretning af naturtyper eller programmer for genindførelse af arter. For en skadevoldende hændelse, der medfører fiskedød, kan et eksempel være lokalitetsspecifikke aktive bevaringsforanstaltninger, som har til formål at forbedre bevaringsstatus for en berørt fiskeart. Dette vedrører aspektet med bestandsdynamik. Der kan også tages hensyn til negative virkninger på genopretningspotentialet. En påvirket lokalitet kan f.eks. være vært for en art, som befinder sig i en tilstand, der ikke er gunstig, men som har genoprettelsespotentiale. Negative virkninger, som har en negativ indvirkning på artens tilstedeværelse, kan også reducere genopretningspotentialet.

Udførelsen af vurderingen

108.

Ifølge definitionen skal betydning vurderes »i forhold til den hidtidige tilstand under hensyn til kriterierne i bilag I«. Boks 7: Teksten i kriterierne i bilag I til direktivet

109.

Den hidtidige tilstand vedrører det specifikke område eller den specifikke artsbestand, som påvirkes af de negative virkninger. De bedste foreliggende oplysninger bør anvendes til at håndtere disse.

110.

Under hensyntagen til vurderingens områdespecifikke eller bestandsspecifikke karakter bør den hidtidige tilstand vedrøre de parametre og præciseringer, der er nævnt ovenfor. For eksempelvis naturtyper, der er opført i habitatdirektivets bilag I, kan dette omfatte undersøgelse af de naturtyper, der findes i et bestemt område, deres struktur og funktion samt deres typiske arter. Der kan f.eks. forekomme et mønster af forskellige naturtyper, eller en naturtype kan fungere i forhold til et vandområde (f.eks. når en marsk er afhængig af tidevandsbevægelserne i et kystvand). For Natura 2000-lokaliteter vil standarddataformularen sandsynligvis være en vigtig informationskilde (120).

111.

Ved fastlæggelsen af disse særlige forhold kan der opstå en række mulige praktiske udfordringer: fastlæggelse af de bedste foreliggende oplysninger under de gældende omstændigheder og sikring af oplysningernes pålidelighed.

112.

Hvis skade allerede er indtrådt, kan selve skaden være en hindring for vurderingen af den hidtidige tilstand. Hvis en naturtype er blevet beskadiget eller ødelagt, eller hvis arter er blevet fordrevet derfra, kan det være meget vanskeligt at fastslå den hidtidige tilstand ved hjælp af oplysninger, der indsamles efterfølgende. Dette gør sig især gældende i de typer omstændigheder, der illustreres af sag C-529/15, Folk, og sag C-297/19, Naturschutzbund Deutschland — Landesverband Schleswig-Holstein eV, dvs. hvor en erhvervsmæssig aktivitet kan have skabt negative virkninger kumulativt over en meget lang periode og har undertrykt den måde, hvorpå en naturtype ellers naturligt ville have fungeret, eller tilstedeværelsen af en beskyttet art. Der kræves imidlertid ikke en præcis kvantificering af, hvad der er blevet undertrykt, eller hvad der er gået tabt, da definitionen henviser til »estimeret«. Der kan også henvises til sag C-374/98, Kommissionen mod Frankrig (121), hvor Domstolen fastslog, at det ikke bør være muligt at drage fordel af en manglende opfyldelse af kravene i fugledirektivet. I forbindelse med direktivet bør en operatør, som gennem en ulovlig handling eller undladelse ødelægger eller beskadiger det grundlag, for hvilket der kan indsamles data (f.eks. ved at opfylde et beskyttet vådområde med henblik på økonomisk gevinst), ikke opnå en fordel sammenlignet med en operatør, der handler lovligt.

113.

En anden relevant sag er sag C-157/89, Kommissionen mod Italien, hvor Domstolen undersøgte begrebet bedste foreliggende oplysninger i forbindelse med fugledirektivet og bekræftede, at autoritativ videnskabelig litteratur af generel karakter kan anvendes i en situation, hvor mere specifik litteratur ikke er tilgængelig (122).

114.

Selv når en lokalitet er blevet alvorligt beskadiget, kan det være muligt at indhente oplysninger om den hidtidige tilstand ved brug af eksisterende jordobservationsdata. Hvis oplysningerne er begrænsede, kan det endvidere være hensigtsmæssigt at fastslå den hidtidige tilstand ved brug af data fra lignende lokaliteter, der ikke er berørt af en skadevoldende hændelse (dvs. »referencelokaliteter«) eller ved brug af modeller (123).

115.

Kommissionen har offentliggjort en Excel-tabel med titlen Biodiversity baseline condition (124). Den henviser til en meget bred vifte af informationskilder på EU-plan og på nationalt plan for hver medlemsstat, herunder lokalitetsspecifikke oplysninger som f.eks. »Standard Data Forms« for alle Natura 2000-lokaliteter, og opstiller også metodologiske tilgange på EU-plan og nationalt plan for at hjælpe med at fastlægge den hidtidige tilstand for beskyttede arter og naturtyper (125).

116.

Begrebet bedste foreliggende oplysninger dækker også kvaliteten af de oplysninger, der bruges til at fastlægge den hidtidige tilstand, og de konklusioner, der kan drages af de anvendte oplysninger. Der skal udvises forsigtighed med hensyn til oplysningernes pålidelighed og gyldighed samt de konklusioner, der drages, navnlig hvis en operatør afviser, at der er opstået eller vil opstå negative virkninger. I denne sammenhæng kan der henvises til sag C-209/02, Kommissionen mod Østrig, hvor Domstolen fandt, at de kompetente myndigheder ikke havde draget de korrekte konklusioner af en videnskabelig vurdering af de sandsynlige virkninger af et projekt i en Natura 2000-lokalitet (126).

117.

Med hensyn til situationen efter den skadevoldende hændelse hjælper bilag I, første afsnit, første punktum, med at sætte den hidtidige tilstand i en kontekst, idet der henvises til naturtypers eller arters bevaringsstatus, rekreative værdi og deres evne til naturlig regeneration. Disse repræsenterer generelle kontekstuelle kriterier, dvs. hvad der er almindeligt kendt om de beskyttede arter eller naturtyper, der er udsat for negative virkninger fra den skadevoldende hændelse (ovennævnte Excel-tabel (Biodiversity baseline condition) er tænkt som en hjælp). Henvisningerne i definitionen af »bevaringsstatus« til medlemsstaternes område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse, eller inden for en medlemsstats område eller inden for artens naturlige udbredelsesområde betyder, at denne kontekst kan fastlægges på forskellige niveauer. En sjælden endemisk og geografisk afgrænset naturtype vil f.eks. give et andet billede end en naturtype, som er bredt udbredt både i og på tværs af medlemsstaterne.

118.

I bilag I, første afsnit, andet punktum, henvises der til konstateringen af negative ændringer i forhold til målelige data med angivelse af eksempler. Hermed understreges det, at negative virkninger vedrører målelige negative ændringer og forringelser. Dataene vedrører både de specifikke områder og bestande, der berøres, og de berørte arter og naturtyper mere generelt. Dette betyder, at der er behov for både lokalitetsspecifikke og bestandsspecifikke oplysninger og oplysninger af mere generel karakter (f.eks. oplysninger hentet fra den videnskabelige litteratur): — Det første led henviser til »antallet af individer, deres densitet eller det dækkede areal«. For beskyttede arter kan dette omfatte både antallet af dræbte individer og antallet af individer, der har lidt skade eller er blevet påvirket på anden måde. For naturtyper kan det omfattede område vedrøre levestederne for beskyttede arter, yngle- og rasteområder og levesteder opført i bilag I til habitatdirektivet, og det kan vedrøre tab af naturtyper, forringelse af naturtyper og forringelse af disse naturtypers udnyttelsesmuligheder. — Det andet led har et sammenlignende formål og sigter mod at relatere de berørte individer og det berørte område til den bredere bevaring af de pågældende arter og naturtyper. Henvisningen til vurdering på lokalt, regionalt og højere plan genspejler henvisningen til medlemsstaternes område i Europa og det naturlige udbredelsesområde i definitionen af »bevaringsstatus«. Vurderingen og fastlæggelsen af betydning skal være meningsfuld på lokalt plan. Henvisninger til nationalt og europæisk plan tjener et yderligere vejledende formål, som gør det muligt at placere arter og naturtyper i forskellige geografiske sammenhænge. Det betyder ikke, at negative virkninger skal påvises på nationalt og europæisk plan. — Det tredje led fokuserer på de berørte arters og naturtypers evne til genopretning. Disse kan naturligvis variere. Nogle naturtyper har abiotiske træk, som ikke kan regenereres. Et eksempel herpå er den kalkstensbelægning, som var genstand for sag C-258/11, Sweetman (127), og som blev identificeret som truet af permanent ødelæggelse under en vurderingsproceduren i henhold til habitatdirektivet. En sådan situation med permanent tab kan tænkes at opstå inden for rammerne af miljøansvarsdirektivet. — Det fjerde led fokuserer på en tidsfaktor og hænger tæt sammen med tredje led. Henvisningerne til »hurtigt« og fraværet af indgriben sikrer, at der er mulighed for, at en art eller en naturtype hurtigt kan genoprette sig selv. Det skal dog understreges, at dette er i forhold til den hidtidige tilstand. Der skal derfor tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for det berørte område og den berørte bestand. Det kan f.eks. ikke udelukkes, at lokale forhold kan bevirke, at genopretningen tager længere tid end andre steder. Hvad der forstås ved »hurtigt«, er ikke defineret, men udtrykket indebærer, at arten eller naturtypen mindst skal have kapacitet til hurtig genopretning. Arter med lange reproduktionscyklusser og naturtyper, der dannes langsomt, har ikke en sådan kapacitet.

119.

Vurderingsprocessen er som tidligere nævnt ikke et mål i sig selv, men udføres for at udpege et behov for forebyggende foranstaltninger, omgående håndtering af skadelige påvirkninger og afhjælpende foranstaltninger, alt efter hvad der er relevant. Den tidskritiske karakter af det første og andet formål skal afspejles i vurderingsprocessen. Teksten i definitionen af »skade på beskyttede arter og naturtyper« henviser til en vurdering »under hensyn til« kriterierne i bilag I. Derved kan fokus rettes mod de aspekter i bilag I, som er nødvendige for hurtigt at fastslå behovet for forebyggende foranstaltninger eller omgående håndtering af skadelige påvirkninger. Med hensyn til afhjælpende foranstaltninger vil en mere tilbundsgående vurdering sandsynligvis være hensigtsmæssig.

Fastlæggelsen af betydning

120.

Med hensyn til forebyggende foranstaltninger og foranstaltninger til omgående håndtering af skadelige påvirkninger bør betydningen fastlægges, hvis vurderingen fører til — eller burde føre til — en rimelig formodning om, at der uden sådanne foranstaltninger vil opstå negative ændringer og forringelser af den type, der er nævnt i punkt 121 og 122 nedenfor.

121.

Med forbehold af de kriterier for ikke-betydning, der er nævnt i punkt 124 og 125 nedenfor, vil — for så vidt angår afhjælpende foranstaltninger vedrørende naturtyper — negative ændringer være betydelige, og der vil opstå forringelser, hvis de for den berørte naturtype medfører et eller flere af følgende forhold: — et måleligt permanent eller midlertidigt tab af det område, der er dækket af naturtypen — en målelig forringelse af naturtypens struktur eller funktion — en målelig permanent eller midlertidig reduktion af naturtypens udbredelsesområde — et måleligt permanent eller midlertidigt tab af typiske arter eller en reduktion af deres udbredelse eller tilgængelige levesteder — en målelig permanent eller midlertidig forringelse af de udnyttelsesmuligheder, der er forbundet med området og med naturtypens og dens typiske arters struktur og funktion — en målelig forskel mellem det tidspunkt, hvor de negative virkninger indtræder, og det tidspunkt, hvor den hidtidige tilstand genoprettes for området, strukturen, funktionerne og de typiske arter.

122.

Med forbehold af de kriterier for ikke-betydning, der er nævnt i punkt 124 og 125 nedenfor, vil — for så vidt angår afhjælpende foranstaltninger vedrørende beskyttede arter — negative ændringer være betydelige, og der vil opstå forringelser, hvis de for den berørte bestand medfører et eller flere af følgende forhold: — et måleligt permanent eller midlertidigt bestandstab (herunder tab af et eller flere individer) eller forringelse af en bestands sundhed, som påvirker bestandsdynamikken i det område, hvor de negative virkninger indtræder. Bestandstab kan opstå som følge af dødelighed i forbindelse med den skadevoldende hændelse. En forringelse af en bestands sundhed kan f.eks. indebære skader i form af bioakkumulering af toksiner eller skadelige genetiske ændringer efter krydsbefrugtning med genetisk modificerede individer, som udsættes i miljøet (128) — en målelig permanent eller midlertidig reduktion af den berørte arts udbredelsesområde — en målelig permanent eller midlertidig reduktion af de naturtyper, der er til rådighed for den pågældende art med henblik på dens langsigtede opretholdelse — en målelig permanent eller midlertidig forringelse af de udnyttelsesmuligheder, der er forbundet med bestandstabet, reduktionen af udbredelsesområdet eller reduktionen af de tilgængelige naturtyper — en målelig forskel mellem det tidspunkt, hvor de negative virkninger indtræder, og det tidspunkt, hvor den hidtidige tilstand genoprettes for bestanden, udbredelsesområdet og tilgængeligheden af naturtyper.

123.

Ifølge bilag I, andet afsnit, skal en skade klassificeres som betydelig, hvis dens påvirkning af menneskers sundhed er dokumenteret. Det er muligt, at en negativ ændring af en beskyttet art eller en naturtype kan omfatte virkninger, som har en parallel relevans for menneskers sundhed i medfør af de involverede skadelige påvirkninger. Forureningen af en naturtype med giftige stoffer kan f.eks. samtidig udsætte mennesker for sundhedsskadelige virkninger.

124.

I sidste afsnit af bilag I angives det, hvad der ikke skal anses for betydeligt. I sag C-297/19, Naturschutzbund Deutschland — Landesverband Schleswig-Holstein eV, anførte Domstolen følgende: »Det fremgår af anvendelsen af formuleringen »ikke nødvendigvis skal«, at medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv har muligheden for at afgøre, om disse skader er betydelige som omhandlet i bilag I til det nævnte direktiv« (129). Domstolen fandt også, at bestemmelserne i dette afsnit skal fortolkes strengt (130).

125.

Med hensyn til indholdet af sidste afsnit i bilag I: — Det første led vedrører negative variationer, som er mindre end normale naturlige udsving. Dette vedrører den mulige ikke-statiske karakter af den hidtidige tilstand, der er omhandlet i punkt 65 ovenfor. Fokus er på størrelsen af de negative variationer i forhold til naturlige variationer. — Det andet led vedrører negative variationer som følge af naturlige årsager eller sædvanlig forvaltning af arealer. Domstolen behandlede dette led nærmere i sag C-297/19, Naturschutzbund Deutschland — Landesverband Schleswig Holstein e.V. Denne sag vedrørte regelmæssig dræning af et Natura 2000-vådområde, der udføres af et offentligt organ af hensyn til landbruget. Dræningen bevirkede, at vandstanden faldt, hvilket havde negative virkninger på en beskyttet fugleart, sortternen (Chlidonias niger). Domstolen fastslog, at udtrykket »sædvanlig forvaltning« vedrører både protokoller og måldokumenter for den pågældende naturtype (som vedrører de forvaltningsforanstaltninger, der udføres under ledelse af kompetente myndigheder), samt ejeres eller operatørers tidligere forvaltning (131). Domstolen fastslog, at for »ikke at berøve ordet »sædvanlig« dets effektive virkning inden for rammerne af miljøbeskyttelse skal det imidlertid tilføjes, at en forvaltning kun kan anses for at være sædvanlig, hvis den er i overensstemmelse med god praksis, såsom navnlig god landbrugspraksis« (132). Domstolen fandt også, at forvaltningen af et areal, der er omfattet af habitatdirektivet og fugledirektivet, kun kan anses for at være sædvanlig, såfremt den overholder de formål og forpligtelser, der er fastsat i disse direktiver (133). Denne afgørelse finder anvendelse på alle områder, der er omfattet af naturdirektiverne, ikke kun Natura 2000-lokaliteter (134). Med hensyn til Natura 2000-lokaliteter bør betydningen af hensigtsmæssige lokalitetsspecifikke bevaringsmål nævnes. — Det tredje led henviser til korte naturlige genopretningstider for naturtyper eller arter til en tilstand, der svarer til eller er bedre end den hidtidige tilstand.

Undtagelser

126.

Definitionen af »skade på beskyttede arter og naturtyper« omfatter undtagelser i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4, og artikel 16 samt fugledirektivets artikel 9. I sag C-297/19, Naturschutzbund Deutschland — Landesverband Schleswig-Holstein, fastslog Domstolen, at disse undtagelser skal fortolkes strengt (135).

127.

Der kan drages en række konklusioner af henvisningerne til disse bestemmelser i naturdirektiverne.

128.

For det første medfører den blotte eksistens af en tilladelse efter en af de ovennævnte bestemmelse ikke en generel undtagelse af de negative virkninger fra omfanget af skade på beskyttede arter og naturtyper. For at negative virkninger kan undtages: — skal de tidligere være blevet identificeret — skal der udtrykkeligt være givet tilladelse til den forårsagende handling. Hvis en operatør overskrider betingelserne i en tilladelse (f.eks. ved at foretage større indgreb på en naturtype end tilladt), kan der opstå ansvar for negative virkninger som følge af den manglende overholdelse (136).

129.

For det andet fremgår det af ordlyden af undtagelserne, at ansvar i henhold til miljøansvarsdirektivet kan opstå i situationer, hvor der ikke foreligger nogen tilladelse, men hvor kravene i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4, samt artikel 16 og fugledirektivets artikel 9 finder anvendelse. Dette vil f.eks. være tilfældet, når en operatør burde have indhentet tilladelse til en undtagelse efter habitatdirektivets artikel 16 til lovligt at udøve en erhvervsmæssig aktivitet, men ikke indhentede en sådan (137).

6.   »SKADE PÅ VANDMILJØET«

130.

Som det fremgår af boks 3 ovenfor, vedrører »skade på vandmiljøet« to hovedkategorier af vandområder, for så vidt angår materielt anvendelsesområde: de pågældende vandressourcer omfattet af vandrammedirektivet, og de havområder, der er omfattet af havstrategirammedirektivet. Disse behandles begge i disse retningslinjer.

(A)   DE PÅGÆLDENDE VANDRESSOURCER OMFATTET AF VANDRAMMEDIREKTIVET

Materielt og geografisk anvendelsesområde for de pågældende vandressourcer

131.

For at forstå det materielle anvendelsesområde for »skade på vandmiljøet« er det nødvendigt at forstå, hvad der forstås ved udtrykket »de pågældende vandressourcer«. »Vandressourcer« omfatter alle vandområder, der er omfattet af vandrammedirektivet — se boks 8 nedenfor. Vandrammedirektivets formål er at »fastlægge en ramme for beskyttelse af vandløb og søer, overgangsvande, kystvande og grundvand« (138). De vandressourcer, der er nævnt i dette citat, er de vandressourcer, der er omfattet af vandrammedirektivet. Vandrammedirektivet finder anvendelse på dem alle, uanset deres størrelse og karakteristika (139). Yderligere relevante definitioner er anført i boks 9 nedenfor. De »pågældende« vandressourcer er de vandressourcer, der er berørt af skade. Boks 8: Definition af »vandressourcer«

I henhold til miljøansvarsdirektivets artikel 2, nr. 5), forstås ved »vand«»alle vandressourcer, der er omfattet af direktiv 2000/60/EF«.

Boks 9: Definitioner i vandrammedirektivet, der er relevante for »vand«.

I vandrammedirektivet defineres udtrykkeligt to grundlæggende klasser af vand, »overfladevand« og »grundvand«. I henhold til vandrammedirektivets artikel 2, nr. 1), forstås ved »overfladevand«»indvand bortset fra grundvand; overgangsvande og kystvande, undtagen med hensyn til kemisk tilstand, hvor det også omfatter territorialfarvande«. I henhold til vandrammedirektivets artikel 2, nr. 2), forstås ved »grundvand«»alt vand under jordoverfladen i den mættede zone og i direkte kontakt med jorden eller undergrunden«. Som det fremgår, henviser definitionen af »overfladevand« til fire klasser af vand: »indvand«, »overgangsvande«, »kystvande« og »territorialfarvande«. De første tre af disse defineres selv udtrykkeligt. I henhold til vandrammedirektivets artikel 2, nr. 3), forstås ved »indvand«»alt stillestående eller strømmende vand på jordoverfladen og alt grundvand på landsiden af den basislinje, hvorfra bredden af territoriale farvande måles«. I henhold til vandrammedirektivets artikel 2, nr. 6), forstås ved »overgangsvande«»overfladevandområder i nærheden af flodmundinger, som er delvis saltholdige som følge af, at de er i nærheden af kystvande, men som i væsentlig grad påvirkes af ferskvandsstrømme«. I henhold til vandrammedirektivets artikel 2, nr. 7), forstås ved »kystvand«»overfladevand på landsiden af en linje, hvor hvert punkt befinder sig i en afstand af én sømil til havsiden fra det nærmeste punkt på den basislinje, hvorfra bredden af territorialfarvande måles, og som, hvor det er relevant, strækker sig ud til overgangsvandets yderste grænse«.

132.

Som det fremgår af definitionerne i boks 9, omfatter det geografiske anvendelsesområde for overfladevand kystvande og territorialfarvande, for så vidt angår kemisk tilstand. Territorialfarvandene strækker sig op til 12 sømil ud i havet fra basislinjen. Yderligere to punkter kan nævnes. For det første er der med hensyn til overfladevand en vis overlapning med marine vandressourcer, som det fremgår af boks 12 nedenfor. Hvis der er overlapning, har vandrammedirektivet forrang i forbindelse med miljøansvarsdirektivet (se boks 12 og punkt 175 nedenfor). For det andet indeholder vandrammedirektivet yderligere relevante opdelinger af vand, som det fremgår af boks 10 nedenfor. For det tredje skal der ved vurderingen af betydningen af negative virkninger på de pågældende vandressourcer omfattet af vandrammedirektivet tages hensyn til de geografiske begrænsninger, der er knyttet til referencebegreberne for negative virkninger. Disse er omhandlet nedenfor. Boks 10: Yderligere relevante definitioner af opdelinger af »vand« i vandrammedirektivet

I henhold til vandrammedirektivets artikel 2, nr. 4), forstås ved »vandløb«»indvand, som for størstedelens vedkommende løber på jordoverfladen, men som kan løbe under jorden i en del af sit løb«. I henhold til vandrammedirektivets artikel 2, nr. 5), forstås ved »sø«»indvand bestående af stillestående overfladevand«. I henhold til vandrammedirektivets artikel 2, nr. 8), forstås ved »kunstigt vandområde«»forekomst af overfladevand skabt ved menneskelig aktivitet«. I henhold til vandrammedirektivets artikel 2, nr. 9), forstås ved »stærkt modificeret vandområde«»forekomst af overfladevand, der som et resultat af fysiske ændringer som følge af menneskelig aktivitet i væsentlig grad har ændret karakter som angivet af medlemsstaten i henhold til bestemmelserne i bilag II«. I henhold til vandrammedirektivets artikel 2, nr. 10), forstås ved »overfladevandområde«»en afgrænset og betydelig mængde overfladevand, såsom en sø, et reservoir, et mindre eller større vandløb eller en kanal, en del af et mindre eller større vandløb eller en kanal, et overgangsvand eller en kystvandsstrækning«. I henhold til vandrammedirektivets artikel 2, nr. 12), forstås ved »grundvandsforekomst«»en separat mængde grundvand i et eller flere grundvandsmagasiner«. I henhold til vandrammedirektivets artikel 2, nr. 11), forstås ved »grundvandsmagasin«»et eller flere underjordiske lag af bjergarter eller andre geologiske lag med tilstrækkelig porøsitet og permeabilitet til at muliggøre enten en betydelig grundvandsstrømning eller indvinding af betydelige mængder grundvand«.

Referencebegreber for negative virkninger

133.

Referencebegreberne for negative virkninger omfatter »de pågældende vandressourcers økologiske [relevante for overfladevand], kemiske [relevante for både overfladevand og grundvand] eller kvantitative tilstand [relevant for grundvand] og/eller det økologiske potentiale [relevant for stærkt modificerede eller kunstige vandområder] som defineret i direktiv 2000/60/EF«. Under hensyntagen til forskellene mellem den kemiske tilstand for overfladevand og grundvand betyder dette, at der er fem forskellige typer tilstand, der skal tages i betragtning, og at deres definitioner skal findes i vandrammedirektivet. Som det fremgår af boks 11 nedenfor, er der fastlagt udtrykkelige definitioner af »økologisk tilstand« og »kvantitativ tilstand«. Definitionerne af »kemisk tilstand« og »økologisk potentiale« skal derimod udledes af definitionerne af »god kemisk tilstand« og »godt økologisk potentiale«. Boks 11: Referencebegreber som defineret i vandrammedirektivet.

Vandrammedirektivet indeholder præcise definitioner af »økologisk tilstand« og »kvantitativ tilstand«. I henhold til vandrammedirektivets artikel 2, nr. 21), er »økologisk tilstand«»et udtryk for kvaliteten af de med overfladevandet forbundne vandøkosystemers struktur og funktion, som klassificeret i henhold til bilag V«. I henhold til vandrammedirektivets artikel 2, nr. 26), er »kvantitativ tilstand«»et udtryk for, i hvilken grad en grundvandsforekomst er berørt af direkte og indirekte indvinding«. Mens vandrammedirektivet indeholder udtrykkelige definitioner af »økologisk tilstand« og »kvantitativ tilstand«, indeholder det ikke en udtrykkelig definition af »kemisk tilstand«. I stedet definerer dets artikel 2, nr. 24), og artikel 2, nr. 25), henholdsvis »god kemisk tilstand for overfladevand« og »god kemisk tilstand for grundvand« (fremhævelse tilføjet). Ved »god kemisk tilstand for overfladevand« forstås »den kemiske tilstand, der er nødvendig for at opfylde miljømålene for overfladevand i artikel 4, stk. 1, litra a), dvs. den kemiske status, der er nået i et overfladevandområde, hvori koncentrationerne af forurenende stoffer ikke overstiger de miljøkvalitetskrav, der er fastlagt i bilag IX (140) og i medfør af artikel 16, stk. 7, eller anden relevant fællesskabslovgivning, hvori der er fastsat miljøkvalitetskrav på fællesskabsplan«. Ved »god kemisk tilstand for grundvand« forstås »den kemiske tilstand i en grundvandsforekomst, der opfylder alle betingelser i tabel 2.3.2 i bilag V (141)«. På samme måde indeholder vandrammedirektivet ikke en udtrykkelig definition af »økologisk potentiale«, men definerer i artikel 2, nr. 23), »godt økologisk potentiale« som »tilstand for et stærkt modificeret eller et kunstigt vandområde, som klassificeret i henhold til de relevante bestemmelser i bilag V«.

134.

Under vandrammedirektivet anvendes de fem referencebegreber primært i forbindelse med vandforekomster, der er afgrænset i henhold til dette direktiv, og som vurderes på grundlag af overvågningsprogrammer, der giver medlemsstaterne en skønsmargen med hensyn til hyppighed og overvågningssteder. Inden for disse retlige rammer anvendes begreberne og begrebet afgrænsede vandforekomster primært med henblik på at nå langsigtede mål gennem hensigtsmæssige vandområdeplaner og hensigtsmæssig planlægning af foranstaltninger. I denne henseende bemærkes det i Guidance document No. 2 Identification of Water Bodies (142) , et ikke-bindende referencedokument, der er udarbejdet under den fælles gennemførelsesstrategi for vandrammedirektivet, at begrebet vandforekomster bruges til rapportering og vurdering af overholdelsen af direktivets vigtigste miljømål. Afgrænsningen af en vandforekomst er imidlertid et redskab og ikke et mål i sig selv.

135.

Inden for rammerne af miljøansvarsdirektivet vedrører de fem referencebegreber de samme pågældende vandressourcer, dvs. de vandressourcer, der er omfattet af vandrammedirektivet, men som tjener et andet formål, dvs. de er benchmarks for vurdering af skade på vandmiljøet, dvs. skade, som i betydelig grad påvirker de kvalitetselementer, der definerer disse referencebegreber, negativt.

136.

Som det vil fremgå yderligere nedenfor, henviser de fem referencebegreber selv til flere yderligere begreber i vandrammedirektivet. Afhængigt af de vandressourcer, der er påvirket negativt, skal disse yderligere begreber tages i betragtning, når definitionen af »skade på vandmiljøet« gennemføres. Med henblik på miljøansvarsdirektivet kan de fem begreber opdeles mellem dem, der henviser til grundvand, dvs. økologisk tilstand, økologisk potentiale og kemisk tilstand for overfladevand, og dem, der henviser til grundvand, dvs. kemisk tilstand for grundvand og kvantitativ tilstand.

137.

Definitionen af »økologisk tilstand« henviser til kvaliteten af vandøkosystemernes struktur og funktion i forbindelse med overfladevand klassificeret i overensstemmelse med bilag V til vandrammedirektivet. Bilag V henviser fem klasser eller opdelinger af overfladevand: vandløb, søer, overgangsvande, kystvande samt kunstige og stærkt modificerede vandområder. Vandløb, søer og kunstige og stærkt modificerede vandområder er faktisk yderligere opdelinger af klassen »indvand«, der er omhandlet i boks 9 ovenfor, og de er alle udtrykkeligt defineret i vandrammedirektivet — se boks 10. »Økologisk tilstand« vedrører vandløb, søer, overgangsvande og kystvande. I bilag V fastsættes også de kvalitetselementer, der er relevante for disse forskellige klasser og opdelinger af overfladevand: biologiske elementer, hydromorfologiske elementer, der understøtter de biologiske elementer, generelle fysisk-kemiske elementer, der understøtter de biologiske elementer, og specifikke forurenende stoffer, for hvilke der skal fastsættes nationale miljøkvalitetskrav.

138.

Definitionen af »godt økologisk potentiale« indeholder også en henvisning til bilag V og henviser til kunstige eller stærkt modificerede vandområder. Mere specifikt indeholder bilag V, punkt 1.2.5, definitioner af maksimalt, godt og moderat økologisk potentiale for stærkt modificerede eller kunstige vandområder, som henviser til de kvalitetselementer, der også anvendes for økologisk tilstand for nærmeste andre sammenlignelige overgangsvande, der er omhandlet i bilag V, dvs. vandløb, søer, overgangsvande og kystvande. Det afspejler i det omfang, det er muligt, de værdier, der findes ved den mest sammenlignelige type overfladevand, givet de fysiske forhold, der følger af det pågældende kunstige eller stærkt modificerede vandområdes karakteristika— f.eks. en kanal eller en havn. Dette betyder, at »økologisk potentiale« som referencebegreb er meget tæt forbundet med »økologisk tilstand«.

139.

Af definitionen af »god kemisk tilstand for overfladevand« kan det udledes, at »kemisk tilstand« for overfladevand vedrører koncentrationer af kemiske forurenende stoffer. Siden miljøansvarsdirektivet blev vedtaget, er der blevet vedtaget specifikke foranstaltninger, som er relevante for den kemiske tilstand for overfladevand. I henhold til vandrammedirektivets artikel 16 er Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/105/EF af 16. december 2008 om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken, om ændring og senere ophævelse af Rådets direktiv 82/176/EØF, 83/513/EØF, 84/156/EØF, 84/491/EØF og 86/280/EØF og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (143) (»direktivet om miljøkvalitetskrav«), som ændret (144) blevet vedtaget. Dette omhandler bl.a. kvalitetskrav for prioriterede (farlige) stoffer (145) i overfladevand.

140.

Definitionerne af »god kemisk tilstand for grundvand« og »kvantitativ tilstand« henviser begge til »grundvandsforekomst«, et udtryk, der er defineret særskilt (se boks 10 ovenfor).

141.

Af definitionen af »god kemisk tilstand for grundvand« kan det udledes, at kemisk tilstand for grundvand henviser til koncentrationer af kemiske forurenende stoffer samt ledningsevne. Ledningsevne vedrører indtrængning af saltvand eller andet (146). I henhold til vandrammedirektivets artikel 17 er Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/118/EF af 12. december 2006 om beskyttelse af grundvandet mod forurening og forringelse (147) (»grundvandsdirektivet«) blevet vedtaget. Det omhandler bl.a. Unionens standarder for koncentrationer af nitrater og pesticider i grundvandet (148) og en forpligtelse for medlemsstaterne til at vedtage nationale grænseværdier forurenende stoffer, der er anført i dets bilag.

Vurdering af betydelige negative virkninger

Omstændigheder

142.

I modsætning til skade på beskyttede arter og naturtyper følger det af artikel 3, stk. 1, litra a), at miljøansvarsdirektivet kun finder anvendelse på skade på vandmiljøet, der forvoldes ved udøvelsen af enhver af de erhvervsmæssige aktiviteter, der er opført i bilag III. Flere af disse erhvervsmæssige aktiviteter, f.eks. indvinding og opmagasinering af vand (149) og udledning eller injektion af forurenende stoffer (150), er særligt relevante for vand. Flere er omfattet af vandrammedirektivet.

Kontekst

143.

Med henblik på at vurdere betydningen af skade på baggrund af de fem referencebegreber skal der skelnes mellem følgende klasser og opdelinger af »vand«: — grundvand — vandløb — søer — overgangsvande — kystvande territorialfarvande — kunstige og stærkt modificerede vandområder.

144.

Som allerede bemærket er det hensigtsmæssigt grundlæggende at sondre mellem skade, der påvirker grundvand, og skade, der påvirker overfladevand, da de fem referencebegreber er tilpasset denne grundlæggende sondring. Det er muligt, at negative virkninger vil ramme både grundvand og overfladevand og mere end en opdeling af overfladevand, men skaden skal i så fald vurderes i forhold til hver relevant vandklasse eller opdeling. Dette skyldes, at referencebegreber og relevante kvalitetselementer varierer alt efter vandklasse eller opdeling. For skade, der påvirker overfladevand, kræver referencebegreberne »økologisk tilstand« og »økologisk potentiale« f.eks., at der henvises til de forskellige opdelinger af overfladevand, der er nævnt ovenfor.

145.

Der skal også tages hensyn til de forskellige vandområders indbyrdes afhængighed. Kemisk forurening kan f.eks. passere mellem forskellige klasser og opdelinger af vand, som f.eks. når et kemisk udslip i et vandløb efterfølgende forurener en sø.

146.

Begrebet »skade på vandmiljøet« henviser til betydelige negative virkninger på vandområders tilstand som defineret i vandrammedirektivet. Det skal imidlertid erindres, at begrebet »skade« i miljøansvarsdirektivets artikel 2, nr. 2), ikke kun dækker målelige negative ændringer af et vandområde, men også målelige forringelser af vandets udnyttelsesmuligheder. De negative virkninger, der er omfattet af kategorien »skade på vandmiljøet«, omfatter derfor ikke kun målelige ændringer af vand, men også målelige forringelser af vandets udnyttelsesmuligheder. Dette bekræftes af teksten i punkt 1 i bilag II til miljøansvarsdirektivet, som henviser til både naturressourcer og udnyttelsesmuligheder i forbindelse med afhjælpning af skade på vandmiljøet, beskyttede arter og naturtyper. Som tidligere nævnt er begrebet »skade« på den anden side ikke et selvstændigt begreb og skal fortolkes i lyset af definitionen af »miljøskade« — og mere specifikt af »skade på vandmiljøet«. Forringelsen af vandets udnyttelsesmuligheder skal derfor være ledsaget af betydelige negative virkninger på de pågældende vandressourcers tilstand.

147.

Skade på vandmiljøet kan omfatte et tab af udnyttelsesmuligheder for beskyttede arter og naturtyper. En beskyttet art kan f.eks. være afhængig af, at et vandløb har særlige hydromorfologiske forhold.

148.

Skade på vandmiljøet kan også indebære et tab af udnyttelsesmuligheder til gavn for offentligheden. Tabet af udnyttelsesmuligheder kan vedrøre et stort eller lille antal mennesker, endda enkeltpersoner.

149.

Nogle udnyttelsesmuligheder, f.eks. forsyning af drikkevand og rent badevand, har en vigtig sundhedsdimension. En skadevoldende hændelse kan f.eks. forurene en drikkevandskilde, så det bliver usikkert at anvende den til drikkevandsformål.

150.

Vandrammedirektivet indeholder bestemmelser om et register over beskyttede områder (151), som kan være relevante med henblik på at identificere visse relevante udnyttelsesmuligheder og forringelser. De beskyttede områder omfatter bl.a. områder, der anvendes til indvinding af drikkevand, områder, der er udpeget til beskyttelse af økonomisk vigtige akvatiske arter, vandområder, der er udpeget til rekreative formål, herunder områder udpeget som badevandsområder, og områder, der er udpeget til beskyttelse af levesteder eller arter, hvor opretholdelse eller forbedring af vandets tilstand er en vigtig faktor i deres beskyttelse, herunder de relevante Natura 2000-lokaliteter, der er udpeget efter naturdirektiverne.

151.

Inden for rammerne af vandrammedirektivet vedrører de fem referencebegreber afgrænsede vandområder og anvendes i denne forbindelse til at afgøre, om vandområderne er i god tilstand (eller godt potentiale), eller til, for de vandområder, der ikke er i god tilstand, at vurdere manglerne i forhold til at opnå god tilstand og identificere, hvordan disse mangler kan imødegås. Efter vandrammedirektivet vurderes vandområdernes tilstand på grundlag af overvågningsprogrammer, som revideres hvert sjette år. Inden for rammerne af miljøansvarsdirektivet er det vigtigt, at der tages hensyn til direktivets specifikke indhold og behovet for at muliggøre en mere kortsigtet identifikation af en betydelig negativ påvirkning af vandområdernes tilstand som defineret i vandrammedirektivet. I denne henseende må udtrykket »som medfører en betydelig negativ påvirkning af … tilstand« ikke sammenblandes med en forringelse af tilstanden eller en ændring af tilstanden efter vandrammedirektivet (selv om det kan omfatte disse). Udtrykket skal læses i lyset af formålet med miljøansvarsdirektivet og begrebet »skade«, dvs. der skal tages hensyn til begreberne (målelige) negative ændringer af vandområder og forringelse af udnyttelsesmulighederne for disse vandområder. Der skal således tages hensyn de særlige bestemmelser i miljøansvarsdirektivet, når de fem referencebegreber fortolkes og anvendes til at vurdere og bestemme betydningen af faktisk skade på vandmiljøet: — Som bemærket ovenfor forstås ved »vand« alle vandressourcer, der er omfattet af direktiv 2000/60/EF, i henhold til miljøansvarsdirektivets artikel 2, nr. 1), litra b). — Forringelsen af udnyttelsesmulighederne for vand kan vedrøre vandområder, som er mere begrænsede end dem, der er omfattet af de vandområder, der er afgrænset i henhold til vandrammedirektivet. Der kan f.eks. være tale om en forringelse af drikkevandsforsyningen som følge af kontaminering af et enkelt indvindingssted. — Med hensyn til negative ændringer af naturressourcen (i modsætning til forringelse af udnyttelsesmulighederne for en naturressource) passer det faktiske område, hvor der konstateres negative ændringer, ikke præcist inden for grænserne af et enkelt afgrænset vandområde, men kan strække sig over flere vandområder eller kun vedrøre en del af et vandområde. — I forbindelse med vandrammedirektivet vurderede Domstolen virkningerne på en del af et vandområde i sag C-535/18, IL m.fl. mod Land Nordrhein-Westfalen, som vedrørte risikoen for kemisk forurening af grundvandet som følge af anlæggelsen af en motorvej. Domstolen bemærkede, at en manglende overholdelse et enkelt overvågningspunkt ville indebære en forringelse af den kemiske tilstand for i det mindste en betydelig del af en grundvandsforekomst, selv om det ville være muligt at anse grundvandsforekomsten som helhed for at have god kemisk tilstand i medfør af artikel 4, stk. 2, litra c), i direktiv 2006/118/EF, dvs. under hensyntagen til bl.a. udstrækningen af den grundvandsforekomst, der er berørt. Domstolen understregede videre, at overskridelsen af en grænseværdi i et eller flere overvågningspunkter under alle omstændigheder ville udgøre en forringelse af dens kemiske tilstand som omhandlet i vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1, litra b), nr. i) (152), som kræver handling i henhold til grundvandsdirektivet og vandrammedirektivet. Dette viser, at anvendelse af miljøansvarsdirektivet på andre niveauer end et vandområde som helhed ikke adskiller sig fra den tilgang, der benyttes ved gennemførelsen af vandrammedirektivet og grundvandsdirektivet.

152.

De særlige omstændigheder omkring en specifik skadevoldende hændelse kan imidlertid betyde, at miljøansvarsdirektivet bør anvendes på et afgrænset vandområde som helhed. Et giftigt udslip kan f.eks. påvirke en enkelt sø i dens helhed. Eller en grundvandsforekomst kan fungere som en særskilt hydrologisk enhed for så vidt angår kvantitativ tilstand, og de tilstandselementer, der er relevante for denne tilstandskategori, skal eventuelt vurderes for hele grundvandsforekomsten. En stor del af den eksisterende viden om de pågældende vandressourcer findes desuden på niveauet for afgrænsede vandområder, eftersom overvågning i henhold til vandrammedirektivet er organiseret i forhold til sådanne vandområder.

Vurderingens fokus og udførelse

153.

Som ved skade på beskyttede arter og naturtyper bør betydningen af de negative virkninger af skade på vandmiljøet vurderes i forhold til den hidtidige tilstand. Udtrykket »hidtidig tilstand« nævnes ikke specifikt i definitionen af skade på vandmiljøet. Som det fremgår af boks 4 ovenfor, dækker definitionen af »hidtidig tilstand« imidlertid alle naturressourcer og udnyttelsesmuligheder. Den hidtidige tilstand nævnes desuden i punkt 1 i bilag II i forbindelse med både skade på vandmiljøet og skade på beskyttede arter og naturtyper.

154.

Det følger af definitionen af »hidtidig tilstand«, at vurderingen af betydning skal vedrøre det vandområde eller de vandområder, der påvirkes negativt, og at den skal omfatte en sammenligning af tilstanden for det eller de pågældende områder før og efter den skadevoldende hændelse.

155.

I henhold til vandrammedirektivet skal overfladevand og grundvandsforekomster klassificeres i forskellige tilstandskategorier efter bilag V til dette direktiv. Klassifikationerne vedrører de tilstandselementer, som udgør grundlaget for både fastlæggelsen af den hidtidige tilstand og målingen af negative ændringer eller mulige negative ændringer og forringelser af udnyttelsesmuligheder i henhold til miljøansvarsdirektivet. De klassifikationer, der allerede er foretaget i henhold til bilag V til vandrammedirektivet, kan derfor hjælpe med at fastslå tilstanden af det vandområde eller de vandområder, der er påvirket negativt af en skadevoldende hændelse. »De bedste foreliggende oplysninger« er imidlertid ikke udelukkende knyttet til oplysninger udledt af gennemførelsen af vandrammedirektivet.

156.

For én relevant opdeling af overfladevand, vandløb, er tilstandskategorierne for økologisk tilstand høj, god, moderat, ringe eller dårlig (153).

157.

For vandløb, der er klassificeret som havende en høj, god og moderat økologisk tilstand, opstiller vandrammedirektivet et detaljeret sæt beskrivelser, der svarer til flere af de forskellige tilstandselementer: — For de biologiske kvalitetselementer findes der beskrivelser af følgende elementer: fytoplankton, makrofyter og bundvegetation, bentisk invertebratfauna og fiskefauna. — For de hydromorfologiske kvalitetselementer findes der beskrivelser af følgende elementer: hydrologisk regime, vandløbets kontinuitet og morfologiske forhold. — For de fysisk-kemiske kvalitetselementer findes der beskrivelser af følgende elementer: generelle forhold, specifikke syntetiske forurenende stoffer, og specifikke ikke-syntetiske forurenende stoffer.

158.

Med hensyn til grundvand er der for referencebegrebet »kvantitativ tilstand« et enkelt tilstandselement, »grundvandsstand«. Den detaljerede beskrivelse heraf lyder: »Grundvandsstanden i grundvandsforekomsten ligger tilstrækkelig højt til, at den gennemsnitlige indvinding pr. år over en lang periode ikke overstiger den tilgængelige grundvandsressource. Grundvandsstanden er således ikke udsat for menneskeskabte ændringer, der ville medføre: — manglende opfyldelse af de miljømål, der er fastsat i artikel 4 for tilknyttede overfladevande — en væsentlig forringelse af sådanne vandes tilstand — en væsentlig beskadigelse af tilknyttede terrestriske økosystemer, der er direkte afhængige af grundvandsforekomsten og ændringer i strømningsretningen som følge af ændringer i grundvandsstanden kan forekomme midlertidigt, eller konstant i et rumligt begrænset område, men sådanne ændringer medfører ikke, at saltvand eller andet trænger ind, og indicerer ikke en vedvarende og klart defineret tendens i strømningsretningen, der skyldes menneskeskabt påvirkning, og som kan medføre sådanne indtrængninger« (154).

159.

For referencebegrebet kemisk tilstand for grundvand findes der to tilstandselementer, »generelt« og »ledningsevne«, for hvilke vandrammedirektivet indeholder detaljerede beskrivelser. Beskrivelsen af tilstandselementet »generelt« lyder: »Grundvandsforekomstens kemiske sammensætning er således, at koncentrationerne af forurenende stoffer — som anført nedenfor ikke viser påvirkninger fra indtrængning af saltvand eller andet — ikke overstiger de kvalitetskrav, der gælder i henhold til anden relevant [EU-]lovgivning i overensstemmelse med artikel 17 — ikke ville medføre, at miljømålene i artikel 4 ikke opfyldes for tilknyttede overfladevande, eller at der sker en signifikant forringelse i sådanne vandområders økologiske eller kemiske kvalitet eller en signifikant beskadigelse af terrestriske økosystemer, som er direkte afhængige af grundvandsforekomsten«.

160.

Som det fremgår af tilstandselementet »generelt« vedrørende den kemiske tilstand for grundvand, er der yderligere krydshenvisninger i beskrivelsen af god kemisk tilstand. Som det allerede er bemærket ovenfor, henvises der til kvalitetsstandarder i henhold til anden lovgivning i overensstemmelse med vandrammedirektivets artikel 17, og grundvandsdirektivets omfatter følgelig standarder for nitrater og pesticider samt en forpligtelse for medlemsstaterne til at fastsætte nationale grænseværdier for en række andre forurenende stoffer, der er opført i del A i dets bilag II.

161.

Alle de ovennævnte elementer (og tilsvarende elementer for andre opdelinger af vand) er potentielt relevante, når den hidtidige tilstand estimeres, og den negative ændring måles. Arten af de skadelige påvirkninger — dvs. om de er additive, subtraktive, ekstraktive eller destruktive, som nævnt i punkt 18 ovenfor — bør angive, hvilken serie af tilstandselementer der sandsynligvis vil være relevante.

162.

Disse tilstandselementers forskelligartethed og de mulige varierede udnyttelsesmuligheder i forbindelse med et vandområde betyder, at der kan anvendes en række forskellige teknikker og metoder til at vurdere og måle både den hidtidige tilstand og de negative ændringer og forringelser. De kan f.eks. omfatte kemiske analyser, evaluering af naturtyper, toksicitetsmålinger og bio-indekser. Det eksisterende arbejde, der er udført med henblik på klassifikation og overvågning efter vandrammedirektivet, bør tages i betragtning ved fastlæggelsen af den hidtidige tilstand. Hvis der ikke foreligger overvågningsdata til brug for fastlæggelsen af den hidtidige tilstand for de vandområder, der er påvirket negativt, kan der foretages ekstrapolering fra data, der foreligger for andre lignende vandområder, eller fra generelle referencekilder.

163.

Med hensyn til forringelse af udnyttelsesmuligheder for naturressourcer bør der tages hensyn til sådanne udnyttelsesmuligheder, hvis det er åbenbart, at en skadevoldende hændelse har påvirket et vandområdes tilstand betydeligt. Hvis en skadevoldende hændelse f.eks. forurener en beskyttet drikkevandskilde i en sø og samtidig påvirker søens økologiske eller kemiske tilstand betydeligt, vil den være omfattet af anvendelsesområdet for skade på vandmiljøet i henhold til miljøansvarsdirektivet. Såfremt den skadevoldende hændelse er den samme, skal de skadelige påvirkninger, der forårsager forringelsen af udnyttelsesmuligheden, og de skadelige påvirkninger, der påvirker tilstanden betydeligt, i et sådan tilfælde ikke nødvendigvis være de samme. Hvis den skadevoldende hændelse f.eks. er et udslip af spildevand, kan de skadelige påvirkninger, der er relevante for forringelsen af drikkevandsforsyningen, være tilførsel af mikroorganismer til drikkevandskilden, mens de skadelige påvirkninger, der påvirker tilstanden betydeligt, kan være tilførsel af næringsstoffer.

164.

Dækningen af forringelse af udnyttelsesmuligheder afhænger desuden ikke kun af definitionen af »skade«. De specifikke mål, der er fastsat for beskyttede områder, som er opført i registret over beskyttede områder efter vandrammedirektivet, kan være vigtige. Vandrammedirektivets definitioner af god kemisk tilstand for grundvand og god kemisk tilstand for grundvand omfatter en klar henvisning til betingelser, der har til formål at undgå manglende opfyldelse af de miljømål, der er fastsat i dette direktivs artikel 4 for tilknyttet overfladevand. Disse mål omfatter mål for beskyttede områder i henhold til vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1, litra c). For grundvandsforurening, der muligvis påvirker drikkevandskvaliteten, fastsættes der i grundvandsdirektivet desuden en forpligtelse til at vurdere den kemiske tilstand for grundvandet under hensyn til risikoen fra forurenende stoffer for kvaliteten af det drikkevand, der udvindes (155). I henhold til vandrammedirektivets artikel 7, stk. 3, skal medlemsstaterne for den nødvendige beskyttelse af de udpegede vandforekomster for at undgå en forringelse af deres kvalitet med henblik på at reducere omfanget af den rensning, der kræves til fremstilling af drikkevand. På denne baggrund kan det under hensyntagen til definitionen af »skade« samt de specifikke mål og supplerende krav, der er fastsat i henhold til vandrammedirektivet og grundvandsdirektivet med henblik på at sikre en god tilstand for grundvandsområder, der anvendes til indvinding af drikkevand, konkluderes, at skadevoldende hændelser, der medfører en højere grad af rensning for at opfylde kravene i drikkevandsdirektivet, kan være omfattet af anvendelsesområdet for skade på vandmiljøet efter miljøansvarsdirektivet (156).

165.

Der er dog grænser. Det er f.eks. muligt, at en skadevoldende hændelse vil tilføre mikroorganismer til et overfladevandområde. Dette kan føre til en forringelse af drikkevandsforsyningen, men den skadevoldende hændelse vil falde uden for anvendelsesområdet for skade på vandmiljøet, medmindre det kan påvises, at det også vil påvirke et tilstandselement negativt. En sådan tilførsel af mikroorganismer kan imidlertid være omfattet af anvendelsesområdet for skade på jord (se afsnittet om skade på jord i disse retningslinjer).

166.

Når den hidtidige tilstand samt eventuelle ændringer og forringelser vurderes og måles, skal der muligvis tages hensyn til skadelige påvirkninger, som kan forårsage virkninger over en meget lang periode. Den nuværende operatør af en erhvervsmæssig aktivitet, der udleder forurenende stoffer i et vandområde, har f.eks. løbende gjort dette i en periode, der omfatter en periode, der ligger før den 30. april 2007 (se punkt 24 ovenfor). Følgelig kan en del af skaden (i forurenede sedimenter i et vandløb) være opstået inden gennemførelsesdatoen for miljøansvarsdirektivet. Efterfølgende skade vil imidlertid potentielt være omfattet. Operatøren kan f.eks. overtræde et krav i en tilladelse, der finder anvendelse efter den 30. april 2007. Under sådanne omstændigheder skal den efterfølgende skade holdes adskilt fra den tidligere skade, når den hidtidige tilstand fastlægges, og de negative ændringer og forringelser måles.

Fastlæggelsen af betydning

167.

For at negative virkninger kan være betydelige, skal de ikke nødvendigvis vedrøre alle de tilstandselementer, der potentielt er relevante. De skal dog vedrøre mindst ét (157).

168.

Med hensyn til forebyggende foranstaltninger og foranstaltninger til omgående håndtering af skadelige påvirkninger bør betydningen fastlægges, hvis vurderingen fører til — eller burde føre til — en rimelig formodning om, at der uden sådanne foranstaltninger vil opstå negative ændringer og tilknyttede forringelser af den type, der er nævnt i punkt 169 nedenfor.

169.

Med hensyn til afhjælpende foranstaltninger vil de negative ændringer være betydelige, og der vil opstå tilknyttede forringelser, hvis de for det eller de pågældende vandområder medfører: — et måleligt permanent eller midlertidigt tab for et tilstandselement, således at det berørte vandområde for dette tilstandselement ikke længere udviser de karakteristika for tilstandselementet, der ville have været til stede i det pågældende område, inden den negative ændring eller forringelse fik virkning. Med et referencebegreb og et tilstandselement som eksempel, nemlig økologisk tilstand og fiskefauna i et vandløb, vil negative virkninger være betydelige, hvis en skadevoldende hændelse, f.eks. et giftigt udslip, fuldstændigt udrydder en fiskebestand i det berørte vandområde — en målelig forringelse med hensyn til et tilstandselement, således at det berørte vandområde for dette tilstandselement ikke længere udviser de karakteristika for tilstandselementet, der ville have været til stede i det pågældende område, inden den negative ændring eller forringelse fik virkning. Med et referencebegreb og et tilstandselement som eksempel, nemlig økologisk tilstand og fiskefauna i et vandløb, vil negative virkninger være betydelige, hvis en skadevoldende hændelse i det pågældende område medfører en fiskedødelighed, der målbart overstiger den normale fiskedødelighed (uden fuldstændigt at udrydde fiskebestanden). Med et andet referencebegreb som eksempel, nemlig kvantitativ tilstand, og et andet tilstandselement, nemlig grundvandsstanden i en grundvandsforekomst, vil negative virkninger være betydelige, hvis grundvandsstanden reduceres målbart i et omfang, der overstiger den tilgængelige grundvandsressource målbart — en målelig forringelse af udnyttelsesmulighederne i forbindelse med de tilstandselementer, der har været udsat for tab eller forringelse. I ovennævnte eksempel med fiskefauna i et vandløb, hvor vandløbet er beskyttet med henblik på rekreativt fiskeri, vil der opstå forringelse, hvis den skadevoldende hændelse bevirker, at vandområdet får reduceret tilgængelighed af fisk til rekreativt fiskeri — en målelig forskel mellem det tidspunkt, hvor de negative virkninger indtræder, og det tidspunkt, hvor den hidtidige tilstand genoprettes for de pågældende tilstandselementer. I ovennævnte eksempel med fiskefauna i et vandløb vil de negative virkninger være betydelige, hvis de negative virkninger fører til en reduceret fiskebestand i en periode, der målbart overstiger de perioder, der svarer til de naturlige udsving i fiskebestanden, selv om der anvendes genopretningsforanstaltninger. En sådan tidsforskel vil udgøre et midlertidigt tab af en naturressource og dermed forbundne udnyttelsesmuligheder og vil kræve kompenserende afhjælpning (158). Sådan kompenserende afhjælpning skal udføres for hele genopretningsperioden. Denne periode skal derfor beregnes.

170.

For at negative virkninger anses for betydelige, skal de som allerede nævnt ikke nødvendigvis medføre en ændring af klassifikationen efter vandrammedirektivet — selv om en ændring til en lavere klassifikation ville være et eksempel på en betydelig negativ virkning. Analogt fastslog Domstolen i sag C-461/13, Bund für Umwelt und Naturschutz Deutschland eV mod Bundesrepublik Deutschland, som vedrørte vandrammedirektivet, at begrebet »forringelse af tilstanden« for et overfladevandområde i vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1, litra a), nr. i), skal fortolkes således, at der foreligger en forringelse, når mindst et af kvalitetselementerne som omhandlet i dette direktivs bilag V falder et niveau, selv om denne forringelse ikke fører til, at hele overfladevandområdet rykker en klasse ned (159). Hvis det pågældende kvalitetselement som omhandlet i bilaget allerede befinder sig i den laveste klasse, udgør enhver forringelse af dette element imidlertid en »forringelse af tilstanden« for et overfladevandområde i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra a), nr. i) (160).

171.

For »skade på vandmiljøet« indeholder miljøansvarsdirektivet ikke en ækvivalent til kriterierne i bilag I for vurdering og fastlæggelse af betydningen af »skade på beskyttede arter og naturtyper«. Det fastsætter heller ikke det fakultative grundlag i dette bilag for at behandle visse negative virkninger som ikke-betydelige. I punkt 1.3.3. i bilag II angives det imidlertid, at de kompetente myndigheder har en vis skønsmargen med hensyn til de afhjælpende foranstaltninger, som en individuel skadevoldende hændelse kræver.

Udelukkelse fra anvendelsesområdet

172.

I definitionen af »skade på vandmiljøet« udelukkes negative virkninger fra dens anvendelsesområde, når vandrammedirektivets artikel 4, stk. 7, finder anvendelse. Selv om vandrammedirektivet har til formål at sikre god tilstand for alle vandområder inden 2015 (eller 2027, hvis tidsbegrænsede undtagelser anvendes) og desuden forbyder enhver yderligere forringelse af vandområder, gives der i artikel 4, stk. 7, mulighed for, at nye ændringer/projekter forringer det pågældende vandområdes tilstand, hvis de strenge kriterier i bestemmelsen opfyldes. Da forringelse under sådanne omstændigheder kan accepteres under vandrammedirektivet, vil skade på vandmiljøet, der følger heraf, ikke være omfattet af miljøansvarsdirektivet. Det kan imidlertid udledes af sag C-297/19, Naturschutzbund Deutschland — Landesverband Schleswig-Holstein, at denne udelukkelse skal fortolkes strengt (161).

173.

I henhold til vandrammedirektivets artikel 4, stk. 7, skal en række betingelser være opfyldt, herunder iværksættelse af alle praktiske foranstaltninger for at afhjælpe de negative virkninger for vandområdets tilstand (162). For at være omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 7, i henhold til miljøansvarsdirektivet skal en økonomisk operatør derfor opfylde alle betingelser for afhjælpning, der er knyttet til en tilladelse i henhold til artikel 4, stk. 7. Selv om der er givet en tilladelse i henhold til artikel 4, stk. 7, finder miljøansvarsdirektivet anvendelse på skade på vandmiljøet, der opstår som følge af manglende overholdelse af sådanne betingelser (163).

174.

I sag C-529/15, Folk, undersøgte Domstolen anvendelsen af udelukkelsen i artikel 4, stk. 7, i definitionen af »skade på vandmiljøet«. Domstolen fastslog følgende: »Såfremt en bevilling er udstedt i henhold til nationale bestemmelser uden en efterprøvelse af, om betingelserne i artikel 4, stk. 7, litra a)-d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger er overholdt, er en national ret ikke forpligtet til selv at efterprøve, om betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt, ved undersøgelsen af, om der foreligger en miljøskade som omhandlet i artikel 2, nr. 1), litra b), i direktiv 2004/35, som ændret ved direktiv 2009/31«. Denne sag understreger yderligere behovet for en streng anvendelse af undtagelsen. En national dommer vil kunne afgive undtagelsen, hvis den godkendende myndighed ikke har påvist, at de strenge kriterier i artikel 4, stk. 7, er opfyldt.

(B)   MARINE VANDRESSOURCER OMFATTET AF HAVSTRATEGIRAMMEDIREKTIVET

Materielt og geografisk anvendelsesområde for marine vandressourcer

Boks 12: Havstrategirammedirektivets definition af »havområder«.

I henhold til havstrategirammedirektivets artikel 3, nr. 1), forstås ved »havområder« (marine vandressourcer): »a) vandområder, havbund og undergrund på havsiden af den basislinje, hvorfra bredden af de territoriale farvande måles, til den yderste grænse af det område, hvor en medlemsstat har og/eller udøver jurisdiktion i overensstemmelse med UNCLOS, med undtagelse af vandområderne omkring de lande og territorier, der er nævnt i traktatens bilag II, og de franske oversøiske departementer og administrative enheder, og b) kystvande som defineret i direktiv 2000/60/EF, inklusive havbund og undergrund, i det omfang de særlige miljømæssige aspekter af havmiljøet ikke allerede er omfattet af det nævnte direktiv eller anden fællesskabslovgivning«.

175.

Som det fremgår, overlapper havstrategirammedirektivets definition af »havområder« vandrammedirektivets definition af »kystvand«, og havstrategirammedirektivet finder anvendelse på kystvand, for så vidt som særlige aspekter af havområdernes miljøtilstand ikke allerede er omhandlet i vandrammedirektivet eller anden EU-lovgivning (164). Der er endvidere en overlapning med definitionen af »territorialfarvande« i vandrammedirektivet. Sidstnævnte instrument finder anvendelse på territorialfarvande, når skaden vedrører kemisk tilstand.

Referencebegreb for negative virkninger

176.

Referencebegrebet for negative virkninger på »havområder« er deres »miljøtilstand« som defineret i havstrategirammedirektivet — se boks 13 nedenfor. Som bemærket ovenfor udelukker definitionen af »havområder« imidlertid aspekter af miljøtilstand, som allerede er omhandlet i vandrammedirektivet eller anden EU-lovgivning. Med hensyn til anden EU-lovgivning er navnlig naturdirektiverne relevante (se punkt 95 ovenfor). Boks 13: Definition af »miljøtilstand«

I henhold til havstrategirammedirektivets artikel 3, nr. 4), forstås ved »miljøtilstand«: »miljøets overordnede tilstand i havområderne under hensyn til de enkelte marine økosystemers struktur, funktion og processer samt de naturlige fysiografiske, geografiske, biologiske, geologiske og klimatiske faktorer tillige med de fysiske, akustiske og kemiske forhold, herunder dem, der skyldes menneskelige aktiviteter i eller uden for det pågældende område«.

177.

Vandrammedirektivet omhandler allerede følgende vedrørende kystvand: koncentrationer af kemikalier, biologiske elementer, hydromorfologiske elementer, der understøtter de biologiske elementer, kemiske og fysisk-kemiske elementer, der understøtter de biologiske elementer, generelle elementer og specifikke forurenende stoffer. Vandrammedirektivet omhandler desuden kemiske koncentrationer i territorialfarvande.

178.

Naturdirektiverne omhandler allerede de marine habitater og havarter, der er omfattet af deres anvendelsesområde. De finder desuden anvendelse på havmiljøet, herunder i den eksklusive økonomiske zone og kontinentalsoklen, hvor en medlemsstat udøver jurisdiktion (se punkt 95 ovenfor).

Vurderingen af betydelige negative virkninger

Omstændigheder

179.

Som med de pågældende vandressourcer omfattet af vandrammedirektivet er negative virkninger, for så vidt angår miljøansvarsdirektivet, kun relevante, hvis der er en årsagssammenhæng mellem disse virkninger og de erhvervsmæssige aktiviteter, der er beskrevet i bilag III til miljøansvarsdirektivet. Arten af disse aktiviteter bør angive den sandsynlige karakter af de skadelige påvirkninger, der kan give anledning til negative virkninger i havområder og dermed forbundet forringelse af udnyttelsesmuligheder.

180.

Følgende aktiviteter omhandlet i bilag III til miljøansvarsdirektivet (165) vil sandsynligvis være de mest relevante for skade på havområder: — Industrielle aktiviteter omhandlet i punkt 1 i bilag III, dvs. drift af anlæg, for hvilke der kræves godkendelse i medfør af Rådets direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (166). Raffinering af mineralolie og gas i havneområder kan f.eks. medføre forurening af kystvand. — Affaldshåndteringsoperationer omhandlet i punkt 2 i bilag III, dvs. indsamling, transport, nyttiggørelse og bortskaffelse af affald og farligt affald, for hvilke der kræves tilladelse eller registrering i medfør af Rådets direktiv 75/442/EØF om affald og Rådets direktiv 91/689/EØF om farligt affald (167). Skade kan f.eks. opstå som følge af forsætlig dumpning af affald i havet eller dårlig forvaltning af deponeringsanlæg langs kysten (168). — Fremstilling, forarbejdning, deponering og udledning i miljøet omhandlet i punkt 7, litra a), i bilag III, af farlige stoffer som defineret i artikel 2, stk. 2, i Rådets direktiv 67/548/EØF af 27. juni 1967 om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer (169). I havområder under en medlemsstats jurisdiktion kan der opstå uheld og udslip i havet som følge af offshore olie- og gasaktiviteter (dvs. udforsknings- og udnyttelsesaktiviteter). Det skal bemærkes, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter og om ændring af direktiv 2004/35/EF (170) (»offshoresikkerhedsdirektivet«) desuden indeholder visse specifikke bestemmelser og definitioner, navnlig i dets artikel 2, nr. 5), 11), 15) og 16), samt artikel 7. Det er således ikke »operatøren«, men »koncessionshaveren« af en offshore efterforsknings- eller produktionsaktivitet, der forårsager miljøskade, som er ansvarlig i henhold til miljøansvarsdirektivet; — Skibsfart omhandlet i punkt 8 i bilag III, dvs. transport ad søvejen vedrørende mindstekrav til skibe, som er på vej til eller fra Fællesskabets søhavne med farligt eller forurenende gods, som defineret i Rådets direktiv 93/75/EØF (171). Transport ad søvejen kan omfatte store mængder gods, der transporteres i containere, og tab af containere til søs kan udgøre skadevoldende hændelser. — Grænseoverskridende overførsel af affald inden for, til og fra Den Europæiske Union omhandlet i punkt 12 i bilag III (som kræver tilladelse eller er forbudt i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 (172)). Affald kan f.eks. tabes på havet under en overførsel af affald.

181.

Tabel 2b »Anvendelsesformål og menneskelige aktiviteter, der befinder sig i eller påvirker havmiljøet« i Kommissionens direktiv 2017/845/EU (173) indeholder relevante oplysninger om aktiviteter, der potentielt kan forårsage skade på havområder, selv om det kun er de erhvervsmæssige aktiviteter, der også er anført i bilag III til miljøansvarsdirektivet, som medregnes ved anvendelsen af miljøansvarsdirektivet.

182.

Med hensyn til skade på havområder skal undtagelserne i miljøansvarsdirektivets artikel 4, stk. 2 og 3, nævnes. I henhold til artikel 4, stk. 2, finder miljøansvarsdirektivet ikke anvendelse, hvis en overhængende fare for skade eller en faktisk skade på havområder opstår ved uheld, for hvilke reglerne om ansvar eller erstatning falder ind under anvendelsesområdet for enhver af de internationale konventioner, der er opført i bilag IV (174). I henhold til artikel 4, stk. 3, berører dette ikke operatørens ret til at begrænse sit ansvar i overensstemmelse med national gennemførelseslovgivning til visse internationale konventioner (175).

Udførelsen af vurderingen

183.

Som ved skade på beskyttede arter og naturtyper og skade på de pågældende vandressourcer omfattet af vandrammedirektivet bør betydningen af de negative virkninger af skade på vandmiljøet vurderes i forhold til den hidtidige tilstand. Som tidligere bemærket dækker definitionen af »hidtidig tilstand« alle naturressourcer og udnyttelsesmuligheder. Den hidtidige tilstand nævnes desuden i punkt 1 i bilag II i forbindelse med både skade på vandmiljøet og skade på beskyttede arter og naturtyper.

184.

Det følger af definitionen af »hidtidig tilstand«, at vurderingen af betydelige negative virkninger skal vedrøre de eller de havområder, der påvirkes negativt, og at den skal omfatte en sammenligning af tilstanden for det eller de pågældende områder før og efter den skadevoldende hændelse. De bedste foreliggende oplysninger bør anvendes til at håndtere disse.

185.

Negative virkninger kan indebære en negativ ændring af havområder. Der kan også være en relateret forringelse af disse havområders udnyttelsesmuligheder i forhold til den hidtidige tilstand. For så vidt angår andre kategorier af naturressourcer, stiller havområder udnyttelsesmuligheder til rådighed for de naturtyper og beskyttede arter, der findes i dem, f.eks. tidevandsstrømme for visse kysthabitater og fødekilder for havpattedyr og havfugle. Sådanne udnyttelsesmuligheder er ikke begrænset til beskyttede havområder såsom Natura 2000-lokaliteter udpeget i henhold til naturdirektiverne, men er særligt vigtige for dem, eftersom sådanne udnyttelsesmuligheder spiller en vigtig rolle for opfyldelsen af lokalitetsspecifikke bevaringsmål. Begrebet udnyttelsesmuligheder dækker også udnyttelsesmuligheder for mennesker. Havområder leverer f.eks. fisk og andre fødevarer til gavn for mennesker. Som et andet eksempel giver de også mulighed for rekreativ hvalobservation.

186.

Med hensyn til referencebegrebet »miljøtilstand« bør der tages udgangspunkt i det arbejde, der er omhandlet i havstrategirammedirektivet, ved fastlæggelsen af den hidtidige tilstand samt relevante ændringer og forringelser.

187.

Havstrategirammedirektivets artikel 8 omhandler medlemsstaternes indledende vurdering af deres havområder med henblik på forberedelsen af havstrategier i henhold til dette direktiv. I henhold til havstrategirammedirektivets artikel 17 skal sådanne indledende vurderinger revideres hvert sjette år. Af hensyn til overskueligheden betegnes sådanne vurderinger »vurderinger efter havstrategirammedirektivet« i disse retningslinjer for at holde dem adskilt fra vurderingen af betydelige negative virkninger i henhold til miljøansvarsdirektivet.

188.

I havstrategirammedirektivet anvendes begrebet »god miljøtilstand« — se boks 14 nedenfor. Boks 14: Definition af »god miljøtilstand« i havstrategirammedirektivets artikel 3, nr. 5):

189.

Under henvisning til den indledende vurdering, der skal foretages i henhold til havstrategirammedirektivet, skal medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 9, stk. 1, for hver af de berørte havregioner eller -subregioner beskrive en række fælles karakteristika for en god miljøtilstand for havområderne på grundlag af de kvalitative deskriptorer i bilag I. Disse deskriptorer er anført i boks 15 nedenfor. De havregioner (176) og subregioner (177), der er nævnt i havstrategirammedirektivet, er defineret i dets artikel 4, stk. 1 og 2. Boks 15: Kvalitative deskriptorer til beskrivelse af en god miljøtilstand

1) Biodiversiteten er opretholdt. Kvaliteten og forekomsten af habitater samt udbredelsen og tætheden af arter svarer til de fremherskende fysiografiske, geografiske og klimatiske forhold. 2) Ikke-hjemmehørende arter indført ved menneskelige aktiviteter ligger på niveauer, der ikke ændrer økosystemerne i negativ retning. 3) Populationerne af alle fiske- og skaldyrarter, der udnyttes erhvervsmæssigt, ligger inden for sikre biologiske grænser og udviser en alders- og størrelsesfordeling, der er betegnende for en sund bestand. 4) Alle elementer i havets fødenet, i den udstrækning de er kendt, er til stede og forekommer med normal tæthed og diversitet og på niveauer, som er i stand til at sikre en langvarig artstæthed og opretholdelse af arternes fulde reproduktionsevne. 5) Menneskeskabt eutrofiering er minimeret, navnlig de negative virkninger heraf, såsom tab af biodiversitet, forringelse af økosystemet, skadelige algeforekomster og iltmangel på vandbunden. 6) Havbundens integritet er på et niveau, der sikrer, at økosystemernes struktur og funktioner bevares, og at især bentiske økosystemer ikke påvirkes negativt. 7) Permanent ændring af de hydrografiske egenskaber påvirker ikke de marine økosystemer i negativ retning. 8) Koncentrationer af forurenende stoffer ligger på niveauer, der ikke medfører forureningsvirkninger. 9) Forurenende stoffer i fisk og skaldyr til konsum overstiger ikke de niveauer, der er fastlagt i fællesskabslovgivningen eller andre relevante standarder. 10) Egenskaberne ved og mængderne af affald i havet skader ikke kyst- og havmiljøet. 11) Indførelsen af energi, herunder undervandsstøj, befinder sig på et niveau, der ikke påvirker havmiljøet i negativ retning.

190.

Kommissionen har vedtaget en afgørelse (178) kriterier og metodiske standarder for hver af de elleve deskriptorer til medlemsstaternes bestemmelse af god miljøtilstand (179). Følgende er alle relevante for fastlæggelsen og opnåelsen af en god miljøtilstand: »kriterieelementer« (180), tærskelværdier (181) for hvert kriterium (182), kvalitetsniveauer (183), det omfang, hvori tærskelværdierne er blevet nået eller skal nås (184), og vejledende lister over karakteristika, miljøbelastninger og påvirkninger (185). Det indbyrdes forhold mellem disse er også vigtigt (186).

191.

Alt dette danner grundlag for vurderingen af skader på havområder i henhold til miljøansvarsdirektivet.

192.

Sammenlignet med vurderinger efter havstrategirammedirektivet kræver vurderingen af skade på havområder (»marine vandressourcer«) i henhold til miljøansvarsdirektivet en mere specifik procedure, som afhænger af behovet for at fastlægge den hidtidige tilstand for det havområde, der er påvirket af den skadevoldende hændelse, og ændringerne af miljøtilstanden for det pågældende havområde og eventuel forringelse af udnyttelsesmulighederne i forbindelse med det pågældende område. Vurderinger efter havstrategirammedirektivet omhandler dog miljøtilstanden for de bredere havområder, hvor de vandressourcer, der er berørt af skader, er beliggende. På denne måde bør vurderinger efter havstrategirammedirektivet tilvejebringe oplysninger, der er relevante for fastlæggelsen af den hidtidige tilstand. Vurderinger efter havstrategirammedirektivet og de kriterier og metodiske standarder, der i henhold til havstrategirammedirektivet skal anvendes til at beskrive en god miljøtilstand, letter endvidere vurderingen af negative ændringer og forringelser i henhold til miljøansvarsdirektivet. Dette skyldes, at de muliggør en dybere forståelse af de elementer, der indgår i miljøtilstanden, som er relevante for en sådan vurdering, og en dybere forståelse af de ændringer og forringelser, som sandsynligvis vil være relevante.

193.

Vurderingen af en individuel skadevoldende hændelse i havområder bør derfor baseres på definitionen af »god miljøtilstand« i havstrategirammedirektivets artikel 3, nr. 5), ovennævnte kvalitative deskriptorer til beskrivelse af god miljøtilstand, kriterierne og de metodiske standarder til bestemmelse af god miljøtilstand efter afgørelse (EU) 2017/848 og medlemsstaternes karakteristika for en god miljøtilstand i henhold til havstrategirammedirektivets artikel 9, stk. 1, ajourført ved samme direktivs artikel 17. Vurderingen i henhold til miljøansvarsdirektivet bør også bygge på de vejledende lister over karakteristika, belastninger og påvirkninger i havstrategirammedirektivet.

194.

I forhold til »miljøtilstand« er alle de kvalitative deskriptorer for fastlæggelse af en god miljøtilstand potentielt relevante, når den hidtidige tilstand fastlægges, og de negative ændringer eller forringelse af udnyttelsesmuligheder måles. Hvis kvalitative deskriptorer er relevante, bør der tages hensyn til de overvejelser, der er nævnt ovenfor, dvs. kriterier, metodiske standarder, fastlagte karakteristika for en god miljøtilstand og vejledende lister over karakteristika, belastninger og påvirkninger.

195.

Skade skal eventuelt fastslås for mere end én kvalitativ deskriptor (187). Med henblik på at fastslå skade på havområder er det på den anden side tilstrækkeligt, hvis kun én af de kvalitative deskriptorer på området for skaden påpeger en negativ virkning.

196.

I praksis vil alle deskriptorerne næppe være lige relevante for vurderingen af et tilfælde af skade i havområder i henhold til miljøansvarsdirektivet. Med hensyn til de erhvervsmæssige aktiviteter i bilag III til miljøansvarsdirektivet og de skadelige påvirkninger, der sandsynligvis vil opstå efter skadevoldende hændelser i forbindelse med disse, er følgende deskriptorer anført i boks 15 ovenfor sandsynligvis mere relevante end de øvrige: 1), 5), 8), 10) og 11).

Fastlæggelse af betydelige negative virkninger

197.

Omfanget af både vurderingen og fastlæggelsen af betydelige negative virkninger på havområder i henhold til miljøansvarsdirektivet adskiller sig fra omfanget af en vurdering efter havstrategirammedirektivet. Miljøansvarsdirektivet bygger på indholdet af havstrategirammedirektivet, og begge direktiver anvender visse fælles udtryk og begreber, og de forfølger sammenlignelige mål. I henhold til havstrategirammedirektivets artikel 1, stk. 2, litra a), skal der udarbejdes og gennemføres havstrategier for at beskytte, bevare og forebygge forringelse af havmiljøet og, hvor det er muligt, genoprette marine økosystemer i områder, hvor de er blevet negativt påvirket. Men det omfang, hvori foranstaltninger påtænkes efter de to direktiver, er ikke det samme. Omfanget af vurderingen og fastlæggelsen efter miljøansvarsdirektivet skal navnlig reduceres for på en meningsfuld måde at måle de betydelige virkninger af en skadevoldende hændelse i forhold til den hidtidige tilstand og på denne måde nå målene for miljøansvarsdirektivet.

198.

På denne baggrund skal betydningen af de negative virkninger på havmiljøets tilstand fastlægges på grundlag af den hidtidige tilstand og relevante målelige data om negative ændringer og tilknyttede forringelser. I forbindelse med afhjælpende foranstaltninger vil negative ændringer være betydelige, hvis de for det pågældende havområde medfører et måleligt permanent eller midlertidigt tab med hensyn til en kvalitativ deskriptor kombineret med den vejledende liste over karakteristika, belastninger og påvirkninger, under hensyn til »kriterieelementer« og »tærskelværdi«, som omhandlet i havstrategirammedirektivet, således at det pågældende havområde ikke længere svarer til den miljøtilstand, der gjorde sig gældende, inden den negative ændring fik virkning. En kvalitativ deskriptor kan f.eks. være koncentration af kulbrinter udledt i et havområde som følge af en ulykke i en offshoreoliebrønd, som påvirker en naturtype i det pågældende havområde negativt. Dette eksempel gælder også for en målelig forskel mellem det tidspunkt, hvor de negative virkninger indtræder, og det tidspunkt, hvor den hidtidige tilstand genoprettes for den kvalitative deskriptor.

199.

For at negative virkninger kan være betydelige i henhold til miljøansvarsdirektivet, skal de dog ikke nødvendigvis medføre en ændring af miljøtilstanden som omhandlet i havstrategirammedirektivet — selv om en ændring fra en god miljøtilstand til en miljøtilstand, som ikke er god, er et eksempel på en betydelig negativ virkning. Havområderne, der underkastes en vurdering efter havstrategirammedirektivet, skal ikke nødvendigvis være i en god miljøtilstand: En vurdering efter havstrategirammedirektivet kan faktisk vise, at de allerede befandt sig i en tilstand, der ikke var god, da en skadevoldende hændelse indtraf. En yderligere forringelse af denne tilstand kan også anses for en betydelig negativ virkning efter miljøansvarsdirektivet.

200.

Endelig skal enhver vurdering og fastlæggelse af betydelige negative virkninger i henhold til miljøansvarsdirektivet tage hensyn til, om en skadevoldende hændelse påvirker beskyttede havområder. Dette skyldes, at der er fastsat strengere krav til bevarelse af biodiversiteten i beskyttede havområder end i andre havområder.

7.   »SKADE PÅ JORD«

201.

Definitionen af »skade på jord« er enklere end definitionen af »skade på beskyttede arter og naturtyper« og definitionen af »skade på vandmiljøet«. I modsætning til sidstnævnte indeholder den ingen udtrykkelige henvisninger til anden EU-miljølovgivning, ingen krydshenvisninger til yderligere definitioner vedrørende dens materielle anvendelsesområde og ingen specifikke undtagelser med henvisning til anden lovgivning. Der er derfor færre elementer, der skal tages i betragtning for at nå frem til en fælles forståelse.

202.

Definitionen er imidlertid begrænset til »en betydelig risiko for, at menneskers sundhed påvirkes negativt«. Det kan bemærkes, at nogle medlemsstater anvender en bredere definition, som f.eks. omfatter en risiko for miljøet eller en risiko for overskridelse af grænseværdierne for visse forurenende stoffer. I sådanne tilfælde kan de pågældende medlemsstater opretholde deres strengere lovgivning om jordbundsbeskyttelse, men de skal som minimum opfylde direktivets krav med hensyn til skade på jord.

Materielt og geografisk anvendelsesområde for jord

203.

Direktivet indeholder ikke en definition af »jord«. Udtrykket »til jord eller undergrund« i definitionen af »skade på jord« tilkendegiver, at anvendelsesområdet ikke kun omfatter jordens overflade, men også undergrunden. Jordbunden er derfor omfattet. Dette bekræftes af henvisningen til jord i punkt 2, første afsnit, i bilag II, som omhandler afhjælpning af skade på jord.

204.

En sondring, der muligvis er relevant, vedrører definitionen af »grundvand« omhandlet i boks 10 ovenfor. Jordforurening og grundvandsforurening er ofte sammenfaldende, og en skadevoldende hændelse kan give anledning til skade på jord og skade på vandmiljøet på samme tid.

205.

De udtryk i direktivet, der præciserer, hvad der menes med beskyttede arter, naturtyper og vandressourcer, omfatter alle geografiske præciseringer, som påvirker den geografiske anvendelse af »skade på beskyttede arter og naturtyper« og »skade på vandmiljøet«. Der er derimod ingen underkategorier af »jord«, der skal tages i betragtning. Anvendelsesområdet for definitionen er det samme for al jord på medlemsstaternes område.

Referencebegreb for negative virkninger

206.

Referencebegrebet for skade på jord er menneskers sundhed (og ikke skade på miljøet, se dog punkt 202 ovenfor). Negative virkninger er kun omfattet, hvis jordforurening potentielt kan skade menneskers sundhed.

207.

»Menneskers sundhed« er ikke defineret i direktivet. Sammenhængen angiver, at det omhandler fysisk sundhed, for så vidt som den kan blive skadet ved eksponering for de forurenende stoffer, der er omfattet af definitionen. Disse forurenende stoffer omfatter toksiner og patogener.

Vurderingen af betydning

Omstændigheder

208.

Referencen til »jordforurening« markerer, at der skal foretages en sondring i forhold til definitionerne af »skade på beskyttede arter og naturtyper« og »skade på vandmiljøet«. Medtagelsen heraf begrænser den mulige række af skadelige påvirkninger, der udløser ansvar for skade på jord. Der er ikke en tilsvarende begrænsning med hensyn til de andre former for skader på naturressourcer.

209.

»Jordforurening« defineres ikke udtrykkeligt, men er i definitionen af »skade på jord« forbundet med »en direkte eller indirekte tilførsel af stoffer, præparater, organismer eller mikroorganismer til jord eller undergrund«.

210.

I punkt 2 i bilag II henvises der til »forurenende stoffer«. Dette, anvendelsen af selve udtrykket »forurening« og forbindelsen til menneskers sundhed, viser, at det — for at der er tale om skade på jord — ikke er tilstrækkeligt med en tilstedeværelse af »stoffer, præparater, organismer eller mikroorganismer«, som har iboende egenskaber, der kan være direkte eller indirekte farlige, men at der også skal foreligge en betydelig risiko for menneskers sundhed. Risikoens betydning vurderes på grundlag af kendte farer og menneskers eksponering for visse forurenende stoffer. Med udgangspunkt i listen over erhvervsmæssige aktiviteter i bilag III til direktivet kan følgende potentielt være relevante: — stoffer, der naturligt forekommer i naturen, f.eks. tungmetaller og næringsstoffer — stoffer, der naturligt forekommer i naturen, men som kan have undergået en form for forarbejdning, f.eks. olieprodukter — menneskeskabte stoffer og præparater, f.eks. syntetiske kemikalier — organismer eller mikroorganismer, der naturligt forekommer i naturen, f.eks. humane patogener såsom salmonella eller E. coli — genetisk modificerede organismer.

211.

Arten af erhvervsmæssige aktiviteter, der er anført i bilag III, kan bidrage til forståelsen af de omstændigheder, hvorunder jordforurening kan opstå. Som en ikke-udtømmende række eksempler viser aktiviteterne, at forurening kan opstå under minedrift eller udvinding, forarbejdning eller fremstilling, husdyrproduktion, pesticidanvendelse, transport af affald og kemikalier og behandling af affald. Forureningen kan opstå, efter at en erhvervsmæssig aktivitet er gået ud over en økonomisk eller aktiv fase og gået ind i en efterbehandlingsfase. De forskriftsmæssige krav til forvaltningen af deponeringsanlæg og mineaffaldsanlæg omfatter f.eks. også betingelser efter nedlukning.

212.

Med hensyn til den måde, hvorpå forureningen opstår, viser henvisningen til »tilførsel ... til jord eller undergrund«, at der er et bredt spektrum af muligheder, herunder: — Forureningen kan stamme fra stoffer, der findes på stedet. Dette kan være tilfældet, når minedrift eller udvinding bringer tungmetaller, der findes i undergrunden, op til overfladen og efterlader dem til opbevaring der på en usikker måde. — Forureningen kan opstå som følge af en enkeltstående ulykke eller hændelse, f.eks. i forbindelse med transport på stedet af farlige stoffer i rørledninger eller transport af farligt gods eller forurenende gods ad vej (188). — Forureningen kan have en kontinuerlig kendt eller ukendt årsag (f.eks. et ødelagt rør, der kontinuerligt lækker farlige stoffer).

213.

De omstændigheder, hvorunder der opstår skader på jord, kan involvere operatører, som skal opfylde parallelle forpligtelser til at forebygge og afhjælpe negative virkninger efter anden EU-lovgivning og til at underrette de kompetente myndigheder. Bestemmelserne i direktivet om industrielle emissioner er særlig relevante (189). Det skal imidlertid sikres, at sådanne parallelle forpligtelser ikke opfattes som en erstatning for forpligtelserne i henhold til miljøansvarsdirektivet, da de ikke nødvendigvis er identiske med hensyn til anvendelsesområde, formål og resultater.

Vurderingens fokus og udførelse

214.

Vurderingen af betydningen af skade på jord vedrører risikoen for, at menneskers sundhed påvirkes negativt. Det er en vurdering af, om denne risiko er betydelig.

215.

Mens definitionen af »skade på jord« ikke i sig selv definerer, hvordan risikoen skal vurderes, fremgår det klart af punkt 2 i bilag II til direktivet om afhjælpning af skade på jord, hvad risikovurderingen skal dække i situationer, hvor jordforureningen allerede er opstået. Boks 16: Ordlyden af punkt 2 i bilag II til direktivet om afhjælpning af skade på jord.

»De nødvendige foranstaltninger skal træffes for som et minimum at sikre, at de pågældende forurenende stoffer fjernes, kontrolleres, indesluttes eller begrænses, således at den forurenede jord, under hensyn til dens nuværende eller fremtidige anvendelse, der var godkendt på tidspunktet for skadens indtræden, ikke længere indebærer nogen betydelig risiko for, at menneskers sundhed påvirkes negativt. Tilstedeværelsen af sådanne risici skal vurderes ved risikovurderinger under hensyntagen til jordens karakteristika og funktion samt de skadelige stoffers, præparaters, organismers eller mikroorganismers type og koncentration, den risiko, de indebærer, og muligheden af, at de spredes. Anvendelsen bestemmes på grundlag af de forskrifter om arealanvendelse eller andre relevante bestemmelser, der er gældende på tidspunktet for skadens indtræden. Hvis der sker en ændring af anvendelsen af jorden, skal alle nødvendige foranstaltninger træffes for at forhindre enhver negativ påvirkning af menneskers sundhed. Hvis der ikke findes forskrifter om arealanvendelse eller andre relevante bestemmelser, fastlægges anvendelsen af det pågældende område under hensyntagen til karakteren af det pågældende område, hvor skaden indtraf, idet der tages hensyn til dets forventede udvikling. Muligheden for naturlig retablering, dvs. en løsning uden direkte menneskelige indgreb i retableringsprocessen, skal overvejes.«

216.

Definitionen af »hidtidig tilstand« vedrører alle naturressourcer og deres udnyttelsesmuligheder, men den er ikke til megen hjælp ved vurderingen af betydningen af risikoen for menneskers sundhed. Når der er en overhængende fare for skade på jord, men der endnu ikke er sket jordforurening, kan den hidtidige tilstand være relevant med henblik på at måle de risici for menneskers sundhed, der kan opstå, hvis der ikke iværksættes forebyggende foranstaltninger. Hvis forureningen er under udvikling, kan den hidtidige tilstand ligeledes være relevant med henblik på at måle de risici for menneskers sundhed, der kan påstå, hvis de forhold, der forårsager forureningen, ikke straks håndteres. Med hensyn til afhjælpning af skade på jord har direktivet imidlertid til formål at fjerne enhver betydelig risiko for menneskers sundhed i stedet for at genoprette jorden til den tilstand, som den var i inden forureningen. En sådan genopretning kan naturligvis være hensigtsmæssig eller nødvendig i nogle situationer for at imødegå risikoen for menneskers sundhed. Forurenende stoffer kan fjernes, kontrolleres, indesluttes eller begrænses med afhjælpningsteknikker såsom udgravning, jordbehandling på eller uden for stedet eller bioremediering, samt kontrol- og inddæmningsforanstaltninger som f.eks. forsegling, anlæg af barrierer eller indhegning. I henhold til direktivet om industrielle emissioner skal operatører af godkendte anlæg udarbejde en basistilstandsrapport (190). Denne basistilstandsrapport kan, ud over dens rolle i henhold til direktivet om industrielle emissioner, give værdifulde oplysninger til brug ved afhjælpningen af skade på jord i henhold til miljøansvarsdirektivet.

217.

Som det fremgår af punkt 2 i bilag II til direktivet, skal den nuværende eller godkendte fremtidige anvendelse af de pågældende arealer på tidspunktet for skaden tages i betragtning, da dette vil påvirke menneskers sandsynlige eksponering for de pågældende forurenende stoffer. Den tidsmæssige dimension er vigtig. Skade på jord kan f.eks. berøre jord, der ikke på nuværende tidspunkt anvendes til menneskelig beboelse, men som er godkendt til fremtidig beboelse. Den godkendte fremtidige arealanvendelse skal indgå i vurderingen af betydning. Ifølge punkt 2 i bilag II skal denne anvendelse bestemmes på grundlag af den eksisterende arealanvendelse eller andre relevante bestemmelser, der eventuelt er gældende.

218.

Henvisningen til ændring af anvendelsen af jorden i punkt 2, andet afsnit, i bilag II skal bemærkes. Den er ikke tidsbestemt. Den er fortsat relevant, efter at den indledende risikovurdering er udført. På tidspunktet for risikovurderingen kan den nuværende og godkendte fremtidige arealanvendelse f.eks. indebære begrænset eksponering af mennesker for de relevante forurenende stoffer, men på et senere tidspunkt ændrer arealanvendelsen sig, så menneskers eksponering og dermed sundhedsrisikoen øges. Nedlagte industrigrunde, som tidligere blev forurenet af en erhvervsmæssig aktivitet omhandlet i bilag III, godkendes f.eks. til opførelsen af boliger. Under sådanne omstændigheder har medlemsstaterne pligt til at tage højde for eventuelle negative virkninger, der kan opstå fra forureningen, når de træffer beslutning om at ændre arealanvendelsen, for at forhindre en øget eksponering og risiko for menneskers sundhed. En ajourføring af risikovurderingen kan derfor ikke udelukkes i forbindelse med de nødvendige afhjælpende foranstaltninger (191). Dette bør meddeles de myndigheder, der har kompetence til at godkende ændringer af anvendelsen af forurenet jord.

219.

I punkt 2 i bilag II henvises der til anvendelsen af risikovurderingsprocedurer og en række forhold, der skal tages i betragtning for så vidt angår tilstedeværelsen af risikoen: — Jordens karakteristika og funktion. Jordens karakteristika kan påvirke risikoen. Porøs jord er f.eks. mere befordrende for overførsel af patogener i spildevand til grundvand eller overfladevand. Jorden kan støtte eller have til formål at støtte relevante funktioner. Hvis der er tale om et individuelt hensigtsmæssigt system til rensning af spildevand, kan jorden have til formål at rense spildevandsudledninger — dvs. gøre de forurenende stoffer, de indeholder, uskadelige — inden de når et vandområde. Hvis der er tale om et deponeringsanlæg eller et andet affaldsdeponeringsanlæg, kan overfladejord anvendes til at forsegle underliggende affaldsmaterialer og reducere risikoen, at de spredes. — De skadelige stoffers, præparaters, organismers eller mikroorganismers type og koncentration. Denne reference vedrører de specifikke forurenende stoffer, der er til stede i den forurenede jord. Det er nødvendigt at vide, hvilke stoffer der er tale om, og kende deres specifikke risici. En toksicitetsrisiko i forbindelse med tungmetaller vil være meget forskellig fra en risiko for infektionssygdom forbundet med et patogen. Risikoen skal desuden vurderes med hensyn til de mulige forskellige eksponeringsveje — f.eks. hudkontakt, indtagelse via kontakt mellem hånd og mund og indtagelse af forurenede fødevarer eller forurenet vand. For fødevarer og vand kan der være gældende standarder, som kan bruges til at vurdere risiciene — f.eks. de obligatoriske drikkevandsstandarder i drikkevandsdirektivet (192). Der er desuden ingen undtagne kategorier af personer: Der skal tages hensyn til sikkerheden for arbejdstagere på den forurenede jord, naboer og medlemmer af offentligheden. — Risikoen og muligheden for, at de spredes. Spredning kan ske gennem selve jorden, som f.eks. når forurenende stoffer kommer ind i fødevarekæden gennem dyrkning af planter eller opdræt af husdyr på de forurenede arealer. Spredning kan også involvere et andet miljømedium, dvs. luft eller vand. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis giftigt støv hvirvles op fra forurenede arealer, passerer gennem luften og deponeres i beboelsesområder eller på landbrugsjord (hvor der igen skabes mulighed for menneskelig eksponering gennem fødevarekæden). Det vil f.eks. også være tilfældet, hvis patogener, der findes i et spildevandsrensningssystem, passerer gennem jorden til grundvandet og når en brønd, der anvendes til udvinding af drikkevand.

220.

UNEP's vejledning om forvaltning af kviksølvforurenede arealer by mercury (193) illustrerer, hvordan risikovurderinger for ét forurenende stof kan anvendes, hvordan risikovurderinger generelt udføres, og hvordan beslutninger træffes (194). Nogle medlemsstater anvender deres egne værdier og procedurer for jordscreening samt risikovurderingsmetoder og -modeller (195), som varierer på grund af geografiske, sociokulturelle, lovgivningsmæssige, politiske eller videnskabelige forskelle (196).

Fastlæggelsen af betydning

221.

Fokus for fastlæggelsen af betydning er risiko for menneskers sundhed, der er forbundet med den forurenede jord — eller med hensyn til forebyggende foranstaltninger og foranstaltninger til omgående håndtering af skadelige påvirkninger, jord, der trues af forurening eller øget forurening.

222.

I forbindelse med forebyggende foranstaltninger og foranstaltninger til omgående håndtering af skadelige påvirkninger vil risikoen for, at menneskers sundhed påvirkes negativt, være betydelig, hvis der er rimelig tvivl med hensyn til fraværet af en målelig mulighed for, at en overhængende fare eller skadelige påvirkninger kan bevirke, at mennesker eksponeres direkte eller indirekte for forurenende stoffer i et omfang, der er skadeligt for deres sundhed, under hensyntagen til den nuværende eller godkendte fremtidige anvendelse af jorden.

223.

I forbindelse med afhjælpende foranstaltninger vil risikoen for, at menneskers sundhed påvirkes negativt, ligeledes være betydelig, hvis der er rimelig tvivl med hensyn til fraværet af en målelig mulighed for, at en direkte eller indirekte tilførsel af stoffer, præparater, organismer eller mikroorganismer til jord eller undergrund direkte eller indirekte vil eksponere mennesker for forurenende stoffer i et omfang, der er skadeligt for deres sundhed, under hensyntagen til den nuværende eller godkendte fremtidige anvendelse af jorden.

224.

Fastlæggelse af betydning kræver ikke, at risikoen har ført til faktisk skade. Faktisk skade på menneskers sundhed skal ikke påvises, for at definitionen af skade på jord finder anvendelse. Det skal heller ikke påvises, at risikoen gennem spredning allerede har manifesteret som forurening af et andet miljømedium som f.eks. vand. Hvis et enkeltstående spildevandsrensningssystem som følge af fejl i design, placering eller drift udgør en målelig risiko for, at humane patogener passerer gennem jorden til en allerede forurenet drikkevandskilde, finder definitionen af skade på jorden anvendelse, uden at det skal påvises, at det fejlbehæftede rensningssystem har forårsaget den faktiske forurening af brønden.

8.   KONKLUSIONER

225.

Disse retningslinjer omhandler det brede spektrum af negative virkninger, der er omfattet af definitionen af miljøskade. Dette spektrum og det spektrum af erhvervsmæssige aktiviteter og skadelige påvirkninger, der kan være forbundet med negative virkninger, betyder, at de kompetente myndigheder ofte skal have adgang til specialviden, herunder ekspertvurderinger, for at kunne vurdere betydningen af negative virkninger. Eftersom relevant specialviden ofte er fordelt mellem forskellige administrative myndigheder og videncentre, er effektiv samarbejde mellem de forskellige myndigheder afgørende.

226.

Retningslinjerne understreger endvidere omfanget af de juridiske, tekniske og videnskabelige hensyn, der skal tages, når de kompetente myndigheder vurderer betydningen af negative virkninger eller på anden måde sikrer, at forpligtelserne til at forebygge negative virkninger, omgående håndtere skadelige påvirkninger eller træffe afhjælpende foranstaltninger opfyldes. De midler, som de kompetente myndigheder og interessenterne kan bruge til at imødegå de udfordringer, der er forbundet dermed, omfatter relevant faglig uddannelse og udveksling af bedste praksis. For at bistå medlemsstaterne tilbyder Kommissionen uddannelsesmateriale, som den løbende ajourfører (https://ec.europa.eu/environment/legal/liability/eld_training.htm), herunder i lyset af udviklingen i Domstolens praksis (https://curia.europa.eu/jcms/jcms/j_6/en/). Til samme formål har Kommissionen støttet arbejdet i EU-netværket til gennemførelse og håndhævelse af miljølovgivning (Impel) om de praktiske aspekter af direktivets gennemførelse (https://www.impel.eu/projects/financial-provision-what-works-when/).

---

(1)  EUT L 143 af 30.4.2004, s. 56.

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:02004L0035-20190626&qid=1568193390794&from=DA.

(2)  Artikel 1.

(3)  Direktivet er blevet ændret fire gange ved henholdsvis direktiv 2006/21/EF (EUT L 102 af 11.4.2006, s. 15), direktiv 2009/31/EF (EUT L 140 af 5.6.2009, s. 114), direktiv 2013/30/EU (EUT L 178 af 28.6.2013, s. 66) og forordning (EU) 2019/1010 (EUT L 170 af 25.6.2019, s. 115).

(4)  I medfør af ændringen indsættes følgende tekst i direktivets artikel 18, stk. 3: »Senest den 31. december 2020 udarbejder Kommissionen retningslinjer, som fastlægger en fælles forståelse af begrebet »miljøskade« som defineret i artikel 2.«

(5)  Se artikel 2.

(6)  Se navnlig direktivets artikel 5, 6 og 11.

(7)  Direktivets artikel 12. Retten udvides til »forebyggende foranstaltninger«, hvis en medlemsstat i sin nationale gennemførelse af direktivet besluttede ikke at benytte muligheden, jf. artikel 12, stk. 5, for at anvende denne ret i tilfælde, hvor der er overhængende fare for skade.

(8)  Direktivets artikel 15, stk. 1 og 2.

(9)  Direktivets artikel 14.

(10)  REFIT Evaluation of the Environmental Liability Directive, SWD(2016) 121 final

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=SWD:2016:121:FIN.

(11)  REFIT Evaluation, s. 60.

(12)  Common Understanding Document — ELD key terms and concepts. Specific Contract No 07.0203/2016/745366/SER/ENV.E4 https://circabc.europa.eu/ui/group/cafdbfbb-a3b9-42d8-b3c9-05e8f2c6a6fe/library/3112f0b5-0021-49ce-9dfc-9127a1e12a8b/details.

(13)  EFT L 103 af 25.4.1979, s. 1.

(14)  EUT L 20 af 26.1.2010, s. 7.

(15)  EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7.

(16)  EFT L 32 af 22.12.2000, s. 1.

(17)  EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19.

(18)  Se navnlig direktivets artikel 1.

(19)  Se sag C-129/16, Túrkevei Tejtermelő Kft, og sag C-297/19, Naturschutzbund Deutschland — Landesverband Schleswig-Holstein eV, hvor Domstolen udtrykkeligt nævner forsigtighedsprincippet — i førstnævntes præmis 52 og sidstnævntes præmis 31.

(20)  Artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(21)  Af særlig relevans er de instrumenter, der er omhandlet i bilag III, eller de instrumenter, der har efterfulgt dem, når disse er blevet ophævet.

(22)  Defineret i direktivets artikel 2, stk. 6.

(23)  Defineret i direktivets artikel 2, stk. 7. Se også direktivets artikel 3, stk. 1.

(24)  Dommens præmis 76.

(25)  Se direktivets artikel 3, stk. 1, litra a).

(26)  Se kapitel 2.9 i det fælles forståelsesdokument, »Legislation referred to in Annex III«, s. 41.

(27)  Direktivets artikel 3, stk. 1, litra b).

(28)  Se analogt sag C-15/19, AMA, præmis 54.

(29)  Præmis 190-194.

(30)  Henholdsvis præmis 52 og præmis 54.

(31)  Se sag C-378/08, Raffinerie Mediterranee (ERG) SpA m.fl., hvor Domstolen udtalte: »Direktiv 2004/35 er ikke til hinder for en national lovgivning, der tillader den kompetente myndighed, idet den handler inden for rammerne af dette direktiv, at antage, at der foreligger en årsagssammenhæng, herunder i tilfælde af forurening af diffus karakter, mellem operatører og den konstaterede forurening, og dette på grund af deres anlægs placering i nærheden af det forurenede område. I overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler, skal den kompetente myndighed imidlertid med henblik på at fastslå en sådan årsagssammenhæng være i besiddelse af troværdige beviser, der kan begrunde dens formodning, såsom nærheden mellem operatørens anlæg og den konstaterede forurening og overensstemmelsen mellem forureningen og de forurenende stoffer, som operatøren anvender i sin virksomhed.«

(32)  Se f.eks. artikel 17.

(33)  Se direktivets artikel 2, stk. 8.

(34)  Præmis 33.

(35)  Se brugen af udtrykket i direktivets artikel 6, stk. 1, litra a).

(36)  For skade på jord er de skadelige påvirkninger imidlertid begrænset til direkte eller indirekte tilførsel af stoffer. præparater, organismer eller mikroorganismer i eller under jorden.

(37)  Se de omstændigheder, der er omhandlet i sag C-529/15, Folk.

(38)  Se også bilag VI.1. til direktivet, hvor der henvises til »dato for skadens indtræden og/eller konstatering«.

(39)  Direktivets artikel 5, stk. 1.

(40)  Der er også et incitament for operatørerne til at træffe forsigtighedsforanstaltninger, dvs. foranstaltninger, der har til formål at undgå muligheden for miljøskade. Sådanne foranstaltninger kan omfatte gennemførelse af risikovurderinger eller fastlæggelse af risikostyringssystemer og/eller anvendelse af risikobegrænsende/-afbødende teknologier. Selv om miljøansvarsdirektivet ikke direkte kræver sådanne foranstaltninger, kan de bidrage til at undgå skadevoldende hændelser, og de kan også gøre det lettere for operatørerne at opnå finansiel sikkerhed. Der skal skelnes mellem disse foranstaltninger og egentlige »forebyggende foranstaltninger« i henhold til direktivets artikel 5.

(41)  Direktivets artikel 6, stk. 1, litra a).

(42)  Direktivets artikel 6, stk. 1, litra b).

(43)  Direktivets artikel 7, stk. 1.

(44)  EUT L 334 af 17.12.2010, s. 17.

(45)  Direktivets artikel 6, stk. 1.

(46)  Direktivets artikel 6, stk. 2, litra a).

(47)  Direktivets artikel 5, stk. 2 og 3.

(48)  Direktivets artikel 11, stk. 2, andet punktum.

(49)  Se artikel 7 og 8 i direktivet om industrielle emissioner.

(50)  EUT L 197 af 24.7.2012, s. 1.

(51)  Direktivets artikel 17.

(52)  Artikel 38, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter og om ændring af direktiv 2004/35/EF (EUT L 178 af 28.6.2013, s. 66).

(53)  Se også sag C-378/08, ERG.

(54)  Direktivets artikel 4.

(55)  Direktivets artikel 8, stk. 3.

(56)  Direktivets artikel 8, stk. 4, litra a) — ofte benævnt »ansvarsfrihed på grundlag af en tilladelse«.

(57)  Direktivets artikel 8, stk. 4, litra b) — ofte benævnt »ansvarsfrihed i forbindelse med udviklingsrisici« eller »ansvarsfrihed på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden«.

(58)  I præmis 34 fandt Domstolen, at direktivet »skal fortolkes således, at det er til hinder for en bestemmelse i national lovgivning, der generelt og automatisk udelukker, at en skade, som medfører en betydelig negativ påvirkning af de pågældende vandressourcers økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller økologiske potentiale, kvalificeres som »miljøskade« alene på grund af den omstændighed, at skaden er omfattet af en bevilling, der er givet i henhold til denne lovgivning«.

(59)  Direktivets artikel 16. Se f.eks. sag C-129/16.

(60)  Udpeget i henhold til direktivets artikel 11, stk. 1.

(61)  Direktivets artikel 11, stk. 2.

(62)  Ibid.

(63)  Direktivets artikel 7, stk. 2, og artikel 11, stk. 2.

(64)  Se præmis 47-57 og præmis 66.

(65)  Se f.eks. direktivets artikel 5, stk. 3 og 4, og artikel 6, stk. 2 og 3.

(66)  Direktivets artikel 12, stk. 1.

(67)  Direktivets artikel 12, stk. 2.

(68)  Se artikel 23 i direktivet om industrielle emissioner.

(69)  I alle medlemsstater spiller f.eks. ornitologiske NGO'er en meget vigtig rolle i forbindelse med indsamling af oplysninger om udbredelsen af fugle. Domstolen har bekræftet den anerkendte videnskabelige værdi af disse oplysninger (se sag C-3/96, Kommissionen mod Nederlandene, præmis 68-70).

(70)  EUT L 328 af 6.12.2008, s. 91.

(71)  Se artikel 3 i direktiv 2008/99/EF.

(72)  I f.eks. betragtning 11 til direktivet om miljøkriminalitet anføres det, at direktivet ikke griber ind i andre regler for ansvar for miljøskader i henhold til [EU-]retten eller national ret.

(73)  Se artikel 8.

(74)  Se igen artikel 8.

(75)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF (EUT L 102 af 11.4.2006, s. 15).

(76)  Se dommens præmis 96.

(77)  Se dommens præmis 99.

(78)  Se præmis 40-46. Se også betragtning 4 til direktivet.

(79)  Denne tekst er konsolideret og afspejler tilføjelsen af marine vandressourcer efter den oprindelige vedtagelse af direktivet.

(80)  Indsat ved direktiv 2013/30/EU (EUT L 178 af 28.6.2013, s. 66).

(81)  Habitatdirektivets artikel 6, stk. 3.

(82)  EUT L 26 af 28.1.2012, s. 1.

(83)  I Folk-sagen blev der rejst et spørgsmål om, hvorvidt driften af et vandkraftværk kunne medføre et ansvar i henhold til direktivet.

(84)  Direktivets artikel 5 og 6.

(85)  Direktivets artikel 11, stk. 2, andet punktum.

(86)  Se navnlig bestemmelserne i direktivets artikel 12, stk. 3 og 4.

(87)  Direktivets artikel 15.

(88)  Mere præcist med henblik på supplerende eller kompenserende afhjælpning: den tilstand, der ville have foreligget, hvis miljøskaden ikke var indtruffet — under hensyntagen til den mellemliggende udvikling til det bedre eller det værre med hensyn til de skadede ressourcer estimeret på grundlag af de bedste foreliggende oplysninger om de fremherskende tendenser på tidspunktet for skaden.

(89)  Se præmis 52-54.

(90)  En turlough er en midlertidig sø, der findes i kalkstensområder i Irland. De oversvømmes typisk i løbet af efteråret og tørrer ud i sommermånederne. De er en prioriteret naturtype i henhold til habitatdirektivet.

(91)  Vurderingen af betydningen af skaden eller den overhængende fare for skade skal holdes adskilt fra en ikke-obligatorisk risikovurdering af den aktivitet, som operatøren kan blive tilrådet at udføre, gennem forebyggende tiltag for at minimere risikoen for skadevoldende hændelse, som denne kan blive ansvarlig for.

(92)  I nogle situationer er det meget vanskeligt at vurdere betydningen af miljøskade og navnlig den overhængende fare herfor. Det kan skyldes forskellige ting, f.eks. mangel på oplysninger i en nødsituation. I disse situationer kan forsigtighedsprincippet spille en central rolle ved at lægge rimelige formodninger til grund for foranstaltninger. Derved kan de nødvendige forebyggende foranstaltninger gennemføres, og den tilsvarende administrative procedure kan iværksættes.

(93)  Jo længere tid det tager at gennemføre primær afhjælpning, jo større bliver behovet for kompenserende afhjælpning.

(94)  Se sag C-411/17, præmis 175 og 176.

(95)  Præmis 34.

(96)  Se navnlig direktivets artikel 4.

(97)  Se direktivets artikel 8, stk. 3 og 4.

(98)  Se navnlig direktivets artikel 8, stk. 2, og bilag II, punkt 1.3.3, litra b).

(99)  Se artikel 191, stk. 2, i af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(100)  Dette er i overensstemmelse med Domstolens ræsonnement i sag C-127/02, Waddenzee. I denne sag fastsatte Domstolen en streng test til vurdering af planer eller projekter i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Den fandt, at en myndighed kun kan tillade en plan eller et projekt, hvis den har opnået vished for, at aktiviteten ikke har skadelige virkninger for den pågældende lokalitets integritet, og tilføjede, at det »forholder sig således, når det ud fra et videnskabeligt synspunkt uden rimelig tvivl kan fastslås, at der ikke er sådanne virkninger«. Tidspresset for at iværksætte forebyggende foranstaltninger og omgående håndtere skadelige påvirkninger efter miljøansvarsdirektivet er en vigtig differentierende omstændighed, som betyder, at en operatør eller kompetent myndighed kan have begrænsede oplysninger til rådighed. Forsigtighedsprincippet betyder imidlertid, at enhver tvivl bør bevirke, at der iværksættes forebyggende foranstaltninger og omgående håndtering af skadelige påvirkninger, i stedet for at føre til passivitet.

(101)  Dette svarer til begrebet supplerende afhjælpning.

(102)  Dette svarer til begrebet primær afhjælpning.

(103)  Udnyttelsesmuligheder indgår i definitionerne af primær, supplerende og kompenserende afhjælpning.

(104)  Dette svarer til begrebet kompenserende afhjælpning.

(105)  Belgien, Cypern, Tjekkiet, Estland, Grækenland, Ungarn, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Polen, Portugal, Slovenien, Spanien og Sverige.

(106)  Listen over fuglearter, der er omfattet af fugledirektivets artikel 1, dvs. fuglearter, som i vild tilstand har deres naturlige ophold på medlemsstaternes område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse, kan findes her: https://ec.europa.eu/environment/nature/conservation/wildbirds/eu_species/index_en.htm. Se også »Checklist for bird species«(senest opdateret den 5.7.2018), som findes på http://cdr.eionet.europa.eu/help/birds_art12.

(107)  Se bilag II til vejledningen om artsbeskyttelse i henhold til habitatdirektivet, som findes her: https://ec.europa.eu/environment/nature/conservation/species/guidance/pdf/guidance_en.pdf.

(108)  For oplysninger om typiske arter, se s. 74 i dokumentet »Reporting under Article 17 of the Habitats Directive — Explanatory Notes and Guidelines for the period 2013-2018« kaldet »Reporting guidelines Article 17« (pdf) Addendum (senest opdateret den 5.7.2018), på http://cdr.eionet.europa.eu/help/habitats_art17.

(109)  Se s. 164 i dokumentet »Reporting under Article 17 of the Habitats Directive — Explanatory Notes and Guidelines for the period 2013-2018« kaldet »Reporting guidelines Article 17« (pdf) Addendum (senest opdateret: 5. 7.2018), på http://cdr.eionet.europa.eu/help/habitats_art17.

(110)  Se https://ec.europa.eu/environment/nature/legislation/habitatsdirective/docs/Int_Manual_EU28.pdf.

(111)  Kortene, som konsolideres for EU, kan downloades fra EEA-datatjenesten

https://www.eea.europa.eu/data-and-maps/data/article-12-database-birds-directive-2009-147-ec-1.

(112)  Se s. 121 i dokumentet »Reporting under Article 17 of the Habitats Directive — Explanatory Notes and Guidelines for the period 2013-2018«(senest opdateret den 5.7.2018) på http://cdr.eionet.europa.eu/help/habitats_art17.

(113)  https://ec.europa.eu/environment/nature/conservation/species/guidance/pdf/guidance_en.pdf, under revision.

(114)  Se miljøansvarsdirektivets artikel 2, nr. 3), litra c).

(115)  Se Guidelines for the establishment of the Natura 2000 network in the marine environment, Application of the Habitats and Birds Directive, s. 18.

(116)  Habitatdirektivets artikel 1, litra e) og i).

(117)  Se s. 11 i ovennævnte vejledning om beskyttelse af arter.

(118)  Se f.eks. de resultater, der er offentliggjort af Det Europæiske Miljøagentur, på https://www.eea.europa.eu/themes/biodiversity/state-of-nature-in-the-eu/state-of-nature-2020.

(119)  Se habitatdirektivets artikel 2, stk. 2.

(120)  https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32011D0484&from=DA. Se også »Environmental Liability Directive Biodiversity Damage Register«: »Baseline Info Source Europe«, som dækker »Natura 2000 network viewer« (linje 5): https://natura2000.eea.europa.eu/.

(121)  Se dommens præmis 51-52.

(122)  Se dommens præmis 15.

(123)  Environmental Liability Directive: »Training Handbook and Accompanying Slides. European Commission/Eftec/Stratus Consulting. February 2013«, s. 69.

(124)  https://ec.europa.eu/environment/legal/liability/.

(125)  Biodiversity baseline condition.

(126)  Se navnlig dommens præmis 26.

(127)  Se dommens præmis 11.

(128)  Erhvervsmæssige aktiviteter omfattet af bilag III til miljøansvarsdirektivet omfatter aktiviteter, der involverer genetisk modificerede organismer som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF.

(129)  Præmis 36.

(130)  Se præmis 44-45.

(131)  Se præmis 49.

(132)  Se præmis 52.

(133)  Se præmis 55.

(134)  Dette følger af henvisningerne i dommens præmis 54 til forvaltningsforanstaltninger, der er fastsat i habitatdirektivets artikel 6 samt artikel 12-16 og fugledirektivets artikel 3-9.

(135)  Se præmis 44-45.

(136)  Dette er også i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 4, litra a), som giver medlemsstaterne mulighed for at tillade, at en operatør ikke skal bære omkostningerne til afhjælpende foranstaltninger, men kun når visse betingelser er opfyldt. Disse omfatter fuld overholdelse af betingelserne for en tilladelse.

(137)  Sag C-477/19, IE mod Magistrat der Stadt Wien, præmis 11 og 12, viser, hvordan sådanne omstændigheder kan opstå. Anlægsarbejder, der beskrives som »skadelige foranstaltninger« af Domstolen påvirkede et yngle- og rasteområde for en beskyttet art, hamster, uden at der var indhentet forudgående tilladelse.

(138)  Vandrammedirektivets artikel 1.

(139)  Se i denne forbindelse også vejledning fastlagt under den fælles gennemførelsesstrategi for vandrammedirektivet, navnlig vejledning nr. 2.

(140)  I 2012 blev de instrumenter, der er omhandlet i bilag IX til vandrammedirektivet, ophævet ved direktivet om miljøkvalitetskrav nævnt i fodnote 143. De miljøkvalitetskrav, der er nævnt i disse instrumenter, er blevet erstattet af krav i direktivet om miljøkvalitetskrav.

(141)  Koncentrationerne af forurenende stoffer viser ikke tegn på salt eller andre indtrængende stoffer, overstiger ikke de kvalitetskrav, der gælder i henhold til anden relevant fællesskabslovgivning i overensstemmelse med artikel 17, og ville ikke medføre, at miljømålene i artikel 4 ikke opfyldes for tilknyttede overfladevande, eller at der sker en signifikant forringelse i sådanne vandområders økologiske eller kemiske kvalitet eller en signifikant beskadigelse af terrestriske økosystemer, som er direkte afhængige af grundvandsforekomsten.

(142)  https://circabc.europa.eu/sd/a/655e3e31-3b5d-4053-be19-15bd22b15ba9/Guidance%20No%202%20-%20Identification%20of%20water%20bodies.pdf.

(143)  EUT L 348 af 24.12.2008, s. 84.

(144)  Ved direktiv 2013/39/EF (EUT L 226 af 24.8.2013, s. 1).

(145)  Se bilag I til direktivet om miljøkvalitetskrav.

(146)  Se punkt 2.3 i bilag V til vandrammedirektivet.

(147)  EUT L 372 af 27.12.2006, s. 19.

(148)  Se bilag I til grundvandsdirektivet.

(149)  Se punkt 6 i bilag III til miljøansvarsdirektivet.

(150)  Se punkt 5 i bilag III til miljøansvarsdirektivet.

(151)  Se vandrammedirektivets artikel 6.

(152)  Se præmis 115 og 116.

(153)  Se punkt 1.2.1 i bilag V til vandrammedirektivet.

(154)  Se punkt 2.1.2 i bilag V til vandrammedirektivet.

(155)  Se grundvandsdirektivets artikel 4, stk. 2, litra c), nr. ii) og iii), sammenholdt med punkt 4 i bilag III til samme direktiv.

(156)  Vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1, henviser til tre kategorier af mål. Artikel 4, stk. 1, litra a), henviser til mål for overfladevand, artikel 4, stk. 1, litra b), henviser til mål for grundvand, og artikel 4, stk. 1, litra c), henviser til beskyttede områder. Målene i vandrammedirektivet omfatter forebyggelse af forringelse af tilstanden for og opnåelse af god tilstand for overfladevand og grundvand og opnåelse af overensstemmelse med EU-retten for så vidt angår beskyttede områder (hvis vandområder er relevante for disse). I vandrammedirektivet defineres tilstand ved henvisning til kvalitetselementer for overfladevand og grundvand. Målene i artikel 4, stk. 1, litra c), er ikke afspejlet i definitionen af tilstand for overfladevand: Ingen af elementerne henviser til denne bestemmelse. Målene i artikel 4, stk. 1, litra c), er derimod underforståede i definitionen af kemisk [og kvantitativ] tilstand for grundvand. Kemisk tilstand vedrører navnlig overholdelse af EU-standarder og nationale standarder for kemikalier og sikring af, at forurening ikke hindrer opfyldelsen af [alle] vandrammedirektivets mål for tilknyttet overfladevand. Målene i artikel 4, stk. 1, litra c), vedrørende beskyttede områder er derfor omfattet af den kemiske tilstand for grundvand. Selv om grundvandsdirektivet ikke direkte omhandler mikrobiologiske forurenende stoffer i grundvandet (der er ingen EU-standarder eller nationale standarder for disse), er mikrobiologisk forurening omfattet, hvis den er til binder for opfyldelsen af målene i artikel 4, stk. 1, litra c). I denne forbindelse er beskyttede drikkevandsområder relevante. Beskyttede badeområder kan også være relevante.

(157)  Dette er i overensstemmelse med Domstolens tilgang vedrørende selve vandrammedirektivet (se sag C-461/13).

(158)  Punkt 1.1.3 i bilag II.

(159)  Se præmis 69-70.

(160)  Se også punkt 151, sidste led.

(161)  Se præmis 44-45.

(162)  Se vandrammedirektivets artikel 4, stk. 7, litra a).

(163)  Den tidligere nævnte sag C-461/13, Bund für Umwelt und Naturschutz Deutschland eV mod Bundesrepublik Deutschland, er også relevant for en forståelse af vandrammedirektivets artikel 4, stk. 7.

(164)  Tidligere fællesskabslovgivning.

(165)  Disse aktiviteter er som anført ovenfor normalt alle godkendte aktiviteter.

(166)  Erstattet af direktivet om industrielle emissioner.

(167)  Sammenskrevet med og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver (EUT L 312 af 22.11.2008, s. 3).

(168)  Se sag C-494/01, Kommissionen mod Irland, præmis 84, for eksempel på et skadeligt deponeringsanlæg ved kysten.

(169)  Erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT L 353 af 31.12.2008, s. 1).

(170)  EUT L 178 af 28.6.2013, s. 66.

(171)  Erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet og om ophævelse af Rådets direktiv 93/75/EØF (EFT L 208 af 5.8.2002, s. 10).

(172)  Erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald (EUT L 190 af 12.7.2006, s. 1).

(173)  Kommissionens direktiv (EU) 2017/845 af 17. maj 2017 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF for så vidt angår de vejledende lister over elementer, der skal tages hensyn til under udarbejdelsen af havstrategier (EUT L 125 af 18.5.2017, s. 27).

(174)  Det drejer sig om følgende konventioner: den internationale konvention om det privatretlige ansvar for skader ved olieforurening, 1992, den internationale konvention om oprettelse af en international fond for erstatning af skader ved olieforurening, 1992, den internationale konvention om civilretligt ansvar for forureningsskader forårsaget af bunkerolie, 2001, og den internationale konvention om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer, 1996/2010 (endnu ikke i kraft).

(175)  Konventionen om begrænsning af ansvaret for søretlige krav, 1976, og Strasbourg-konventionen om begrænsning af ansvaret inden for indlandsskibsfarten, 1988.

(176)  Østersøen, det nordøstlige Atlanterhav, Middelhavet og Sortehavet.

(177)  I det nordøstlige Atlanterhav: Nordsøen, herunder Kattegat og Den Engelske Kanal, Det Keltiske Hav, Biscayabugten og den iberiske kyst. I Atlanterhavet, den makaronesiske biogeografiske region, som er havområderne omkring Azorerne, Madeira og De Kanariske Øer.

I Middelhavet: det vestlige Middelhav, Adriaterhavet, Det Ioniske Hav og det centrale Middelhavsområde. Det Ægæisk-Levantinske Hav.

(178)  Kommissionens afgørelse (EU) 2017/848 af 17. maj 2017 om fastlæggelse af kriterier og metodiske standarder for god miljøtilstand i havområder samt specifikationer og standardmetoder for overvågning og vurdering og om ophævelse af afgørelse 2010/477/EU (EUT L 125 af 18.5.2017, s. 43).

(179)  For hver deskriptor angives det i denne afgørelse, hvordan det omfang, hvori en god miljøtilstand er blevet opnået, skal udtrykkes for hvert område, hvert habitat eller hver bestand. Se de metodiske standarder i bilaget til afgørelsen.

(180)  Disse er defineret i artikel 2, nr. 4), i afgørelse (EU) 2017/848 som »elementer i et økosystem, særligt dets biologiske elementer (arter, habitater og deres samfund), eller aspekter af belastninger af havmiljøet (biologiske, fysiske, stoffer, affald og energi), som vurderes under hvert kriterium«.

(181)  Ved »tærskelværdi« forstås i henhold til artikel 2, nr. 5), i afgørelse (EU) 2017/848 »en værdi eller et interval af værdier, som gør det muligt at vurdere det kvalitetsniveau, der er opnået for et bestemt kriterium, og som derved indgår i vurderingen af, i hvilket omfang der er opnået en god miljøtilstand«.

(182)  Se artikel 4 i afgørelse (EU) 2017/848. Tærskelværdier skal udvikles på EU-plan eller på regionalt eller subregionalt plan. På nuværende tidspunkt er der ikke fastsat tærskelværdier for alle kriterier, men de er under udvikling. Et eksempel er antallet af visse stykker affald pr. kvadratmeter. For forurenende stoffer er tærsklen den miljøkvalitetsstandard, der eventuelt er fastsat i vandrammedirektivet.

(183)  I henhold til artikel 4, stk. 1, litra c), i afgørelse (EU) 2017/848 skal tærskelværdier, hvor det er relevant, afspejle det kvalitetsniveau, der viser betydningen af en negativ virkning for et kriterium, og fastlægges i forhold til en referencetilstand. I denne henseende hedder det bl.a. i betragtning 13 til afgørelsen: »Tærskelværdierne bør i relevante tilfælde afspejle det kvalitetsniveau, der viser betydningen af en negativ virkning for et kriterium, og bør fastlægges i forhold til en referencebetingelse«. Det skal bemærkes, at udtrykket »negativ virkning« bruges i afgørelse (EU) 2017/848 uafhængigt af henvisningen til »en betydelig negativ påvirkning« i definitionen af »skade på vandmiljøet«.

(184)  Se betragtning 14 og 15 til afgørelse (EU) 2017/848. I henhold til havstrategirammedirektivets artikel 1, stk. 3, er der behov for, at det samlede pres fra sådanne aktiviteter holdes inden for niveauer, der er forenelige med opnåelsen af en god miljøtilstand, og at de marine økosystemers evne til at håndtere menneskeskabte forandringer ikke bringes i fare. Dette kan, hvis det er hensigtsmæssigt, indebære, at tærskelværdierne for visse belastninger og deres miljøvirkninger ikke nødvendigvis opnås i alle dele af medlemsstaternes havområder, forudsat at dette ikke er til hinder for opfyldelsen af målene i havstrategirammedirektivet, samtidig med at en bæredygtig udnyttelse af havets goder og ydelser muliggøres.

(185)  Disse er fastsat i bilag III til havstrategirammedirektivet.

(186)  Det indbyrdes forhold mellem disse forskellige aspekter af fastlæggelsen af en god miljøtilstand er forklaret i et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene. Se SWD(2020) 62, »Background document for the Marine Strategy Framework Directive on the determination of good environmental status and its links to assessments and the setting of environmental targets«.

(187)  Se også havstrategirammedirektivets artikel 8, stk. 1, litra b), nr. ii).

(188)  Se punkt 7, litra a), og punkt 8 i bilag III.

(189)  Eksempler: Artikel 7 i direktivet om industrielle emissioner forpligter operatører til at underrette de kompetente myndigheder om hændelser eller uheld og træffe forebyggende foranstaltninger. Artikel 8 i samme direktiv forpligter operatører til at underrette myndighederne om manglende overholdelse og træffe forebyggende foranstaltninger, men omhandler også mulig indstilling af driften.

(190)  Artikel 22 i direktivet om industrielle emissioner. Kommissionen har udarbejdet retningslinjer for udarbejdelsen af basistilstandsrapporten. Se Europa-Kommissionens vejledning om basistilstandsrapporter, jf. artikel 22, stk. 2, i direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner (2014/C 136/03).

(191)  Direktivets artikel 6, stk. 1, litra b).

(192)  Rådets direktiv 98/83/EF af 3. november 1998 om kvaliteten af drikkevand (EFT L 330 af 5.12.1998, s. 32).

(193)  UNEP/MC/COP.3/8/Rev.1.

(194)  Risikovurdering kan bruges til at hjælpe med at fastlægge afhjælpnings- eller forvaltningsmål for et område, f.eks.

a)	at nå de maksimalt acceptable grænser, der er fastsat ved national eller lokal lovgivning eller af relevante myndigheder, eller

b)

at nå specifikke risikobaserede grænser fastsat for området på grundlag af vurderingen. Med henblik på at understøtte risikobaseret beslutningstagning og bæredygtig risikostyring kan en lokalitetsspecifik vurdering, der er baseret på veldefineret CSM (dvs. sammenhæng mellem kilde-transportvej-receptor) og tager hensyn til lokale forhold og baggrundsværdier, anses som et primært redskab til at fastslå behovet for risikostyringsforanstaltninger.

Risikovurdering udføres generelt i fire klart definerede faser med specifikke mål med henblik på at identificere forhold mellem farer, dosis og risiko og måle eksponeringens omfang med henblik på at fastlægge risikoniveauet og den anslåede indvirkning på de eksponerede receptorer:

a)

Identifikation og karakterisering af omfanget (f.eks. forureningens omfang, nærhed til mennesker, grundvandsdybde eller nærhed til overfladevand eller følsomme naturtyper): Risikovurderingen kan målrettes mod de forurenende stoffers virkninger på menneskers sundhed, landdyr og akvatiske biota. Menneskers sundhed vil ofte blive prioriteret. Omfanget af en risikovurdering fastlægges på grundlag af lokalitetsspecifikke behov.

b)	Analyse af fareniveau og toksicitet: Farerne ved visse forurenende stoffer er velkendte, og der foreligger omfattende videnskabelige oplysninger om deres virkninger.

c)

Analyse af eksponering: Målet er at anslå graden af kontakt mellem de identificerede forurenende stoffer og mennesker eller miljøet. Analysen er baseret på en beskrivelse af faktiske og mulige eksponeringsscenarier samt en karakterisering af forureningens art og omfang. Dette kan omfatte eksponeringsmålinger, f.eks. test af vandforsyning, lokalt dyrkede fødevarer, skaldyr, menneskehår og urin. Målinger af indholdet af forurenende stoffer i sedimenter, fisk og andre biota kan identificere potentielle økologiske virkninger.

d)	Analyse af risici: Resultaterne fra de foregående faser kombineres med henblik på objektivt at anslå sandsynligheden for negative virkninger på de beskyttede elementer under de særlige forhold på lokaliteten.

Efter vurdering af et forurenet areal træffes der beslutninger om de mest hensigtsmæssige metoder til styring af de risici, der gør sig gældende på stedet. Sådanne beslutninger kan træffes på nationalt, regionalt eller lokalt plan eller under visse omstændigheder af jordejere eller andre enheder. Målet med risikostyring bør fastlægges forud for indsatsen og bør være i overensstemmelse med målet om at beskytte menneskers sundhed og miljøet mod menneskeskabte emissioner og udslip af forurenende stoffer. Kravene til forvaltning af forurenede arealer kan fastsættes i lovgivning eller politikker på nationalt eller lokalt plan.

(195)  Se f.eks. S-Risk model, der anvendes i Flandern: www.s-risk.be.

(196)  JRC (2007). Derivation methods of soil screening values in Europe. A review and evaluation of national procedures towards harmonization: https://esdac.jrc.ec.europa.eu/ESDB_Archive/eusoils_docs/other/EUR22805.pdf.

Beslutning om ikke at gøre indsigelse mod en anmeldt fusion

(Sag M.9744 — Mastercard/Nets)

(EØS-relevant tekst)

(2021/C 118/02)

Den 17. august 2020 besluttede Kommissionen ikke at gøre indsigelse mod ovennævnte anmeldte fusion og erklære den forenelig med det indre marked. Beslutningen er truffet efter artikel 6, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 6, stk. 2), i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1). Beslutningens fulde ordlyd foreligger kun på engelsk og vil blive offentliggjort, efter at eventuelle forretningshemmeligheder er udeladt. Den vil kunne ses:

—	under fusioner på Kommissionens websted for konkurrence (http://ec.europa.eu/competition/mergers/cases/). Dette websted giver forskellige muligheder for at finde de konkrete fusionsbeslutninger, idet de er opstillet efter bl.a. virksomhedens navn, sagsnummer, dato og sektor

—	i elektronisk form på EUR-Lex-webstedet (http://eur-lex.europa.eu/homepage.html?locale=da) under dokumentnummer 32020M9744. EUR-Lex giver onlineadgang til EU-retten.

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.

Den Europæiske Centralbanks rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner (1):

0,00 % pr. 1. april 2021

Euroens vekselkurs (2)

6. april 2021

(2021/C 118/03)

1 euro =

	Valuta	Kurs
USD	amerikanske dollar	1,1812
JPY	japanske yen	130,27
DKK	danske kroner	7,4379
GBP	pund sterling	0,85358
SEK	svenske kroner	10,2610
CHF	schweiziske franc	1,1070
ISK	islandske kroner	149,50
NOK	norske kroner	10,0768
BGN	bulgarske lev	1,9558
CZK	tjekkiske koruna	26,051
HUF	ungarske forint	360,31
PLN	polske zloty	4,5914
RON	rumænske leu	4,9175
TRY	tyrkiske lira	9,6281
AUD	australske dollar	1,5482
CAD	canadiske dollar	1,4840
HKD	hongkongske dollar	9,1860
NZD	newzealandske dollar	1,6814
SGD	singaporeanske dollar	1,5840
KRW	sydkoreanske won	1 323,16
ZAR	sydafrikanske rand	17,1399
CNY	kinesiske renminbi yuan	7,7390
HRK	kroatiske kuna	7,5700
IDR	indonesiske rupiah	17 133,31
MYR	malaysiske ringgit	4,8801
PHP	filippinske pesos	57,424
RUB	russiske rubler	90,5074
THB	thailandske bath	37,054
BRL	brasilianske real	6,6644
MXN	mexicanske pesos	23,9395
INR	indiske rupee	86,7000

---

(1)  Rentesats for den seneste transaktion inden den angivne dato. Ved refinansieringstransaktioner til en variabel rente er rentesatsen den marginale rentesats.

(2)  Kilde: Referencekurs offentliggjort af Den Europæiske Centralbank.

Oplysninger, der skal forelægges i henhold til artikel 5, stk. 2,

om oprettelse af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS)

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1082/2006 af 5. juli 2006 (EUT L 210 af 31.7.2006, s. 19))

(2021/C 118/04)

II.   FORMÅL

III.   YDERLIGERE OPLYSNINGER OM GRUPPENS NAVN

Navn på engelsk: EGTC European Campus of Studies and Research

Navn på fransk: Campus Européen d’Études et de Recherche

IV.   MEDLEMMER

IV.1)

Gruppens samlede antal medlemmer: 3

IV.2)

Gruppemedlemmernes nationalitet: DE/AT

IV.3)

Oplysninger om medlemmerne (1) Officielt navn: FH Oberösterreich Management GesmbH Adresse: Roseggerstraße 15, AT-4600 Wels, Østrig Internetadresse: www.fh-ooe.at Medlemstype: offentligretligt organ Officielt navn: European Academy of Sciences and Art Adresse: Eduard-Baumgartner-Straße 3, 5020 Salzburg, Østrig Internetadresse: www.euro-acad.eu Medlemstype: offentligretligt organ Yderligere oplysninger: tilknyttet partner uden stemmeret Officielt navn: Technische Hochschule Deggendorf, offentligretligt organ – KdöR Adresse: Max-Breiherr-Straße 32, 84347 Pfarrkirchen, Tyskland Internetadresse: i.r. Medlemstype: offentligretligt organ

---

(1)  Indsæt venligst oplysninger for hvert enkelt medlem.

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet Indkaldelse af interessetilkendegivelser vedrørende hvervet som medlem af bestyrelsen for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet

(2021/C 118/05)

Ansøgninger til hvervet som et af de 14 medlemmer af bestyrelsen for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (1), modtages. Autoriteten er hjemmehørende i Parma, Italien.

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) er hjørnestenen i EU's ordning for risikovurdering inden for fødevare- og fodersikkerhed. Autoriteten blev oprettet med henblik på at give videnskabelig rådgivning og støtte i forbindelse med EU-lovgivning og -politikker på alle områder, som har direkte eller indirekte betydning for fødevare- og fodersikkerheden, samt dermed nært forbundne forhold vedrørende dyresundhed og -velfærd og planters sundhed. Den giver uvildige oplysninger om disse forhold og om risici. Den har også til opgave at give videnskabelig rådgivning om en lang række områder inden for fødevare- og foderlovgivningen, når dette kræves i EU-lovgivningen, herunder om nye fødevareteknologier som f.eks. genetisk modificerede organismer. Autoriteten er almindeligt anerkendt som referencegrundlag i kraft af sin uafhængighed, den videnskabelige kvalitet af de udtalelser, den afgiver, og af de informationer, den videregiver til offentligheden, åbenheden om dens procedurer og i kraft af dens omhu ved udførelsen af de opgaver, den er pålagt. Ud over at have sit eget personale bestående af specialister støttes autoriteten af en række netværk af kompetente organisationer i Unionen.

Juridisk baggrund

I henhold til artikel 25 i ovennævnte forordning skal »bestyrelsesmedlemmerne udpeges således, at der sikres det højest mulige kompetenceniveau, en bred vifte af relevant ekspertise og i overensstemmelse hermed den størst mulige geografiske spredning i EU«. Derudover skal fire af medlemmerne »have baggrund i organisationer, der repræsenterer forbrugere og andre interesser i fødevarekæden«.

Desuden hedder det i betragtning 40 i ovennævnte forordning: »Samarbejde med medlemsstaterne også er uomgængelig nødvendigt«, og det hedder i betragtning 41:

Bestyrelsens rolle og arbejdsmåde

Bestyrelsens ansvarsområder omfatter navnlig:

—	generel overvågning af autoriteten for at sikre, at den varetager sit kommissorium og udfører de opgaver, den er pålagt, i overensstemmelse med sit mandat og inden for rammerne af en kultur præget af uafhængighed og åbenhed

—	udnævnelse af den administrerende direktør på grundlag af en liste over kandidater udarbejdet af Kommissionen og i givet fald afskedigelse af den pågældende

—	udnævnelse af medlemmerne af den videnskabelige komité og de ekspertpaneler, som har ansvaret for at udarbejde autoritetens ekspertudtalelser

—	vedtagelse af autoritetens årlige og flerårige arbejdsprogrammer og den årlige aktivitetsberetning

—	vedtagelse af autoritetens budget for det kommende år og af årsregnskaberne for de foregående år

—	vedtagelse af autoritetens interne regler og finansforordning.

Bestyrelsens arbejdsmåde omfatter offentlige møder, lukkede møder og korrespondance. Autoritetens dokumenter og bestyrelsens korrespondance er på engelsk, ligesom også lukkede møder foregår på engelsk. Bestyrelsen mødes fire til seks gange om året, normalt i Parma.

Bestyrelsens sammensætning

Bestyrelsen består af 14 medlemmer samt en repræsentant for Kommissionen, jf. artikel 25, stk. 1, i forordning (EF) nr. 178/2002. Fire af medlemmerne skal have baggrund i organisationer, der repræsenterer forbrugere og andre interesser i fødevarekæden.

Den nuværende bestyrelses sammensætning kan ses på EFSA's websted https://www.efsa.europa.eu/en/people/mbmembers.

Mandatet for et af medlemmerne af den nuværende bestyrelse udløber den 30. juni 2021, jf. Rådets afgørelse 2018/C 230/02 (2).

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1381 af 20. juni 2019 om åbenhed og bæredygtighed i EU's risikovurdering i fødevarekæden og om ændring af forordning (EF) nr. 178/2002, (EF) nr. 1829/2003, (EF) nr. 1831/2003, (EF) nr. 2065/2003, (EF) nr. 1935/2004, (EF) nr. 1331/2008, (EF) nr. 1107/2009, (EU) 2015/2283 og direktiv 2001/18/EF (3), der bl.a. ændrer forordning (EF) nr. 178/2002, blev der desuden indført nye bestemmelser om sammensætningen af EFSA's bestyrelse. I henhold til førstnævnte forordning (4) ophører mandatperioden for hele EFSA's bestyrelse den 30. juni 2022. Der træder en ny bestyrelse i funktion fra den 1. juli 2022 og sammensættes i overensstemmelse med de nye bestemmelser.

Derfor vil udtræden af det medlem, hvis mandat udløber den 30. juni 2021, skabe en tom plads, der skal besættes for perioden fra den 1. juli 2021 til den 30. juni 2022.

Da det pågældende medlem desuden har en baggrund i organisationer, der repræsenterer forbrugere eller andre interesser i fødevarekæden, skal det medlem, der skal træde i stedet for vedkommende, også have en sådan baggrund. Derfor vil kun ansøgninger fra ansøgere med bekræftet baggrund i organisationer, der repræsenterer forbrugere eller andre interesser i fødevarekæden, blive taget i betragtning.

Krævede kvalifikationer og udvælgelseskriterier

Bestyrelsens medlemmer skal besidde det højest mulige kompetenceniveau og en bred vifte af relevant ekspertise samt forpligte sig til at handle uafhængigt.

For at komme i betragtning til hvervet skal ansøgerne være statsborgere i en EU-medlemsstat og bevise:

1.

at de har mindst 15 års erfaring inden for ét eller flere af nedenstående fem kompetenceområder, herunder mindst 5 års ledelseserfaring: — udarbejdelse af videnskabelige vurderinger og videnskabelig og teknisk bistand i forbindelse med forberedelse af EU-lovgivning og -politikker på alle områder, som har direkte eller indirekte indflydelse på fødevare- og fodersikkerheden — ledelse og offentlig forvaltning (herunder menneskelige ressourcer samt juridiske og finansielle aspekter) — udvikling af politikker, der sikrer integritet, uafhængighed, gennemsigtighed, etisk praksis og rådgivning af høj videnskabelig kvalitet, samtidig med at troværdigheden over for interessenterne opretholdes — effektiv kommunikation med og information til offentligheden om videnskabelige spørgsmål — sikring af nødvendig sammenhæng mellem: risikovurdering, risikostyring og risikokommunikation

2.	at de har mindst fem års erfaring fra arbejde vedrørende fødevare- og fodersikkerhed eller andre områder, som vedrører autoritetens kommissorium, navnlig inden for dyresundhed og -velfærd, miljøbeskyttelse, plantesundhed og ernæring

3.	at de kan arbejde i et flersprogligt, multikulturelt og tværfagligt miljø

4.	at de forpligter sig til at handle uafhængigt: De forventes at overholde de højeste standarder for etisk handlemåde, optræde redeligt, uafhængigt, upartisk, diskret og uden hensyntagen til personlige interesser samt at undgå situationer, der kan give anledning til personlige interessekonflikter.

5.	at de har baggrund i organisationer, der repræsenterer forbrugere og andre interesser i fødevarekæden.

Følgende kriterier vil blive anvendt til at evaluere kandidaterne, som vil blive vurderet på grundlag af en sammenligning af deres kvalifikationer og deres forpligtelse til at handle uafhængigt:

—	ekspertise og evne til at bidrage effektivt til et eller flere af ovennævnte kompetenceområder

—	ekspertise inden for fødevare- og fodersikkerhed eller andre områder med tilknytning til autoritetens kommissorium

—	evne til at arbejde i et flersprogligt, multikulturelt og tværfagligt miljø.

Den prioriterede liste over kandidater analyseres også ud fra følgende krav til bestyrelsens sammensætning:

—	god kombination af kollektiv ekspertise blandt bestyrelsesmedlemmerne

—	bredest mulig geografisk fordeling baseret på rotationsordningen hvad angår bestyrelsesmedlemmernes nationalitet.

Desuden vil kun ansøgninger fra ansøgere med baggrund i organisationer, der repræsenterer forbrugere eller andre interesser i fødevarekæden, blive taget i betragtning. Kandidaterne skal fremlægge begrundelse for denne påberåbte baggrund. Begrundelsen skal omfatte oplysninger om deres baggrund i organisationer, der repræsenterer forbrugere eller andre interesser i fødevarekæden. En referenceskrivelse fra den pågældende organisation skal vedlægges ansøgningen.

Kandidater kan kun indsende en ansøgning.

Ansøgerne skal udfylde et onlineansøgningsskema og en interesseerklæring, der omfatter specifikke forpligtelser og erklæringer på tro og love.

Formålet med interesseerklæringen er at vise, at ansøgeren kan varetage hvervet som medlem af EFSA's bestyrelse i overensstemmelse med EFSA's interne regler om uafhængighed (http://www.efsa.europa.eu/en/values/independence.htm) og adfærdskodeksen for EFSA's bestyrelse (Code of Conduct of the EFSA Management Board). Ifølge disse bestemmelser må bestyrelsesmedlemmer ikke deltage i nogen som helst aktivitet, der kan medføre interessekonflikt eller give anledning til mistanke om interessekonflikt i offentligheden.

Når bestyrelsesmedlemmerne er udpeget af Rådet, skal de hvert år udarbejde en skriftlig interesseerklæring og i forbindelse med hvert bestyrelsesmøde udfærdige en erklæring vedrørende direkte eller indirekte interesser, der kan anses for at være til hinder for deres uafhængighed, hvad angår punkterne på dagsordenen.

Deltagelse i bestyrelsens møder/godtgørelse og dagpenge

Medlemmerne skal forpligte sig til i så høj grad som muligt at deltage i bestyrelsens møder. De bedes i ansøgningsskemaet bekræfte, i hvilket omfang de har mulighed for at deltage aktivt i bestyrelsens arbejde. Det forventes, at bestyrelsen mødes 4-6 gange om året. Bestyrelsesmedlemmer får ikke løn, men får godtgjort deres almindelige rejseudgifter og har ret til dagpenge i henhold til de gennemførelsesregler, som autoriteten har vedtaget. Uden at dette berører muligheden for, at de gældende regler kan ændres i løbet af mandatet, betales opholdsudgifter direkte af autoriteten. Bestyrelsesmedlemmer har også ret til en godtgørelse på 450 EUR for hvert møde af en hel dags varighed til at dække andre udgifter som følge af deres bidrag til og deltagelse i bestyrelsens arbejde. Ved et møde af en halv dags varighed betales halvdelen af godtgørelsen.

Udnævnelse og mandatets varighed

Med undtagelse af Kommissionens repræsentant, som udnævnes af Kommissionen selv, udnævnes bestyrelsesmedlemmerne af Rådet i samråd med Europa-Parlamentet og ud fra den liste, Kommissionen har udarbejdet på grundlag af denne indkaldelse af interessetilkendegivelser.

Mandatperioden for den kandidat, der udnævnes i forbindelse med denne procedure, udløber som nævnt den 30. juni 2022 i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EU) 2019/1381.

Ansøgerne gøres opmærksom på, at Kommissionens liste offentliggøres, og at de har ret til at modsætte sig offentliggørelsen af deres navn ved henvendelse til Kommissionen på den adresse, der er anført i den specifikke erklæring om databeskyttelse for denne indkaldelse (se også nedenstående afsnit med titlen »Beskyttelse af personoplysninger«). Brug af denne ret vil ikke skade kandidatens ansøgning.

Lige muligheder

Der vil blive lagt stor vægt på at undgå enhver form for forskelsbehandling, og kvinder opfordres til at ansøge.

Ansøgningsprocedure og frist

Ansøgningerne skal overholde de krav, der anføres i det følgende, ellers kommer tages de ikke i betragtning:

1)	Interesserede opfordres til at ansøge via et onlinesystem på webstedet: https://ec.europa.eu/food/efsa/management-board_en.

Onlineansøgningen skal omfatte tre bilag:

a)	interesseerklæringsformularen forsynet med en håndskreven underskrift; formularen findes på følgende adresse: https://ec.europa.eu/food/efsa/management-board_en

b)	et detaljeret CV

c)	en referenceskrivelse fra en eller flere organisationer, der repræsenterer forbrugere og andre interesser i fødevarekæden.

2)

Når onlineansøgningen er blevet indsendt, genererer onlinesystemet et registreringsnummer. Hvis der ikke genereres et registreringsnummer, er ansøgningen ikke blevet registreret. Send en e-mail til SANTE-CALL-AGENCIES@ec.europa.eu, hvis der opstår tekniske problemer. Det er ikke muligt at følge ansøgningens forløb online.

3)

Ansøgningsskemaet, interesseerklæringen, CV'et og yderligere dokumentation skal være affattet på et af Den Europæiske Unions officielle sprog. Det er ikke et krav, men det foretrækkes dog, at der vedlægges et resumé af erfaringerne og andre relevante oplysninger på engelsk for at lette udvælgelsesproceduren. Yderligere dokumentation skal i givet fald indsendes på et senere tidspunkt.

4)

Hvis man ønsker at indgive en ansøgning på et af Den Europæiske Unions officielle sprog ud over engelsk, udfyldes ansøgningen på dette sprog, eller sekretariat for denne interessetilkendegivelse kontaktes pr. e-mail SANTE-CALL-AGENCIES@ec.europa.eu og der anmodes om et ansøgningsskema på et givet sprog. Ansøgningsskemaet fremsendes i Word-format.

5)	Alle interessetilkendegivelser behandles fortroligt.

6)	Den endelige frist for indsendelse af ansøgninger er kl. 12:00 (middag), Bruxelles-tid, den 7. maj 2021.

7)

Ansøgningen skal være udfyldt, og fristen skal overholdes. Det anbefales på det kraftigste, at man ikke venter til de sidste dage inden fristens udløb, da problemer med internetforbindelsen kan medføre, at ansøgningen ikke indsendes i tide. Ansøgninger accepteres ikke efter ansøgningsfristens udløb.

8)	Ansøgninger, der er sendt via e-mail til SANTE-CALL-AGENCIES@ec.europa.eu, og som opfylder kravene i punkt 3, accepteres. Ansøgninger, der er indsendt pr. post eller fax, personligt indleveret eller sendt direkte til den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, accepteres ikke.

9)

Ved indsendelsen af ansøgninger accepterer ansøgerne de procedurer og betingelser, der er beskrevet i denne indkaldelse og i de dokumenter, der refereres til heri. Der må i ansøgningerne under ingen omstændigheder henvises til dokumenter, der er indsendt i forbindelse med tidligere ansøgninger (f.eks. vil fotokopier af tidligere ansøgninger ikke blive accepteret). Afgivelse af urigtige oplysninger kan medføre, at ansøgningen ikke vil blive taget i betragtning.

10)	Ansøgere, der reagerer på denne indkaldelse af interessetilkendegivelser, vil blive orienteret om resultatet af udvælgelsesproceduren.

Beskyttelse af personoplysninger

Kommissionen vil sikre, at behandlingen af kandidaternes personoplysninger foregår i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (5). Dette gælder navnlig fortroligheden og sikkerheden af sådanne oplysninger. Kandidaterne kan finde yderligere oplysninger om hvordan, med hvilket formål og med hvilke hjælpemidler deres personoplysninger behandles i forbindelse med denne indkaldelse i den specifikke erklæring om databeskyttelse på webstedet for denne indkaldelse på følgende adresse: https://ec.europa.eu/food/efsa/management-board_en.

---

(1)  EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.

(2)  EUT C 230 af 2.7.2018, s. 2.

(3)  EUT L 231 af 6.9.2019, s. 1.

(4)  Artikel 10, stk. 2.

(5)  EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39.

Meddelelse fra Kommissionen vedrørende tilbagebetaling af antidumpingtold

(2021/C 118/06)

I denne meddelelse udstikkes retningslinjerne for anmodning om tilbagebetaling af antidumpingtold i henhold til artikel 11, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (1) (»grundforordningen«). Disse retningslinjer ophæver og erstatter de retningslinjer, der blev offentliggjort i 2014 (2). Disse retningslinjer skal for de forskellige parter, der er involveret i en tilbagebetalingsprocedure, præcisere de betingelser, som skal opfyldes i forbindelse med en anmodning, og trin for trin redegøre for hele den procedure, som kan føre til en tilbagebetaling.

1.   Formål

Formålet med tilbagebetalingsproceduren er tilbagebetaling af den antidumpingtold, der er betalt, når det påvises, at den dumpingmargen, på grundlag af hvilken tolden blev fastsat, er blevet elimineret eller reduceret. Den omfatter en undersøgelse af den eksporterende producents eksport til Unionen og en beregning af en ny dumpingmargen.

2.   Grundlæggende principper for en tilbagebetalingsprocedure

2.1.   Hvilke betingelser skal opfyldes?

Anmodninger om tilbagebetaling i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 8, skal påvise, at den dumpingmargen, der lå til grund for fastsættelsen af tolden, er blevet reduceret eller elimineret. I andre tilfælde kan bestemmelserne i afdeling 3, kapitel 3, afsnit III, i EU-toldkodeksen om godtgørelse af og fritagelse for importafgifter finde anvendelse (3).

2.2.   Hvem er berettiget til at anmode om tilbagebetaling?

a)	Alle importører, som importerede varer, for hvilke antidumpingtolden blev fastsat af toldmyndighederne, kan anmode om tilbagebetaling.

b)

Hvis der er indført antidumpingtold efter en undersøgelse, hvor Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 17 benyttede sig af stikprøver blandt de eksporterende producenter for at fastlægge dumpingens omfang, kan importører anmode om tilbagebetaling, uanset om deres eksporterende producenter indgik i stikprøven eller ej.

2.3.   Hvad er fristen for at anmode om tilbagebetaling?

a)

Anmodningen skal indgives senest seks måneder efter den dato, hvor beløbet for antidumpingtolden blev fastsat af de kompetente toldmyndigheder, dvs. datoen for toldmyndighedernes meddelelse af toldskylden i henhold til artikel 102 i EU-toldkodeksen. Anmodningen skal indgives til den kompetente myndighed i den medlemsstat (4), hvor varerne blev godkendt til fri omsætning i Unionen (jf. punkt 3.2 og 3.3).

b)

Selv om en importør anfægter gyldigheden af en antidumpingtold, som gjaldt for dennes import i henhold til Unionens toldlovgivning, skal importøren, uanset om denne foranstaltning suspenderer betalingen af told eller ej, indgive en anmodning om tilbagebetaling inden for fristen på seks måneder fra fastsættelsen af tolden, for at anmodningen kan komme i betragtning.

c)	Kommissionen kan efter aftale med ansøgeren beslutte at suspendere undersøgelsen vedrørende tilbagebetaling, indtil forpligtelsen vedrørende betaling af antidumpingtold er blevet endeligt fastlagt.

2.4.   Hvordan fastsættes den reviderede dumpingmargen?

a)	Kommissionen vil for en repræsentativ periode fastsætte en dumpingmargen for al eksport af den pågældende vare, der foretages af den eksporterende producent til alle importører i Unionen og ikke kun til den importør, der kræver tilbagebetaling.

b)	Undersøgelsen vedrørende tilbagebetaling vil derfor omfatte alle varekontrolnumre (5), der er omfattet af varedefinitionen i forordningen om indførelse af antidumpingtold, og ikke kun de varer, der indføres af ansøgeren.

c)	Medmindre omstændighederne har ændret sig, vil der blive benyttet samme metode som i den undersøgelse, der førte til indførelse af told.

2.5.   Hvis samarbejde er påkrævet?

En anmodning om tilbagebetaling kan kun behandles med et godt resultat, hvis både ansøgeren og den eksporterende producent udviser samarbejdsvilje. Ansøgeren skal sikre, at den eksporterende producent afgiver de relevante oplysninger til Kommissionen. Dette indebærer udfyldelse af et spørgeskema, som dækker en bred vifte af forretningsoplysninger for en fastsat repræsentativ periode i fortiden og accept af behandlingen af sådanne oplysninger, herunder et kontrolbesøg. En eksporterende producent kan ikke »samarbejde delvist« ved kun at afgive udvalgte oplysninger. Dette vil føre til, at Kommissionen konkluderer, at den pågældende virksomhed ikke udviser samarbejdsvilje, og afviser anmodningen.

2.6.   Hvordan beskyttes fortrolige oplysninger?

Reglerne om fortrolighed i grundforordningens artikel 19 gælder for alle oplysninger, der modtages i forbindelse med anmodninger om tilbagebetaling af antidumpingtold.

2.7.   Hvor meget kan tilbagebetales?

Hvis det fastslås, at anmodningen er antagelig og berettiget, kan undersøgelsen føre til:

—	ingen tilbagebetaling af antidumpingtolden, hvis det konstateres, at dumpingmargenen svarer til eller er højere end den opkrævede antidumpingtold eller

—	tilbagebetaling af en del af antidumpingtolden, hvis dumpingmargenen er faldet til et niveau, der ligger under den opkrævede antidumpingtold eller

—	tilbagebetaling af hele antidumpingtolden, hvis dumpingmargenen er blevet elimineret.

2.8.   Hvad er fristen for afslutning af undersøgelsen vedrørende tilbagebetaling?

Kommissionen bør normalt træffe en afgørelse om tilbagebetaling inden 12 måneder og under ingen omstændigheder senere end 18 måneder fra den dato, hvor anmodningen om tilbagebetaling er behørigt dokumenteret. I henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 8, tredje afsnit, er en anmodning behørigt dokumenteret, hvis den indeholder nøjagtige oplysninger om størrelsen af den antidumpingtold, der kræves tilbagebetalt, alle tolddokumenter vedrørende fastsættelsen og betalingen af den pågældende told og oplysninger om normale værdier (jf. punkt 3.5-3.7 og punkt 4, litra d)) og eksportpriser for den eksporterende producent, som tolden finder anvendelse på (jf. punkt 4).

Hvis der indrømmes tilbagebetaling, har medlemsstaternes myndigheder 90 dage til at foretage den pågældende betaling fra den dato, hvor de er blevet underrettet om Kommissionens afgørelse.

3.   Anmodningen

3.1.   Anmodningens form

Anmodningen skal indgives skriftligt på et af Unionens officielle sprog og skal underskrives af en person, der har beføjelse til at repræsentere ansøgeren. Anmodningen skal udfærdiges på den formular, der er vedlagt som bilag I til denne meddelelse.

Det samlede beløb i antidumpingtold, der anmodes om tilbagebetaling for, og de specifikke importtransaktioner, som det samlede beløb er baseret på, skal fremgå klart af anmodningen.

Anmodningen skal være baseret på en reduktion eller en eliminering af dumpingmargenen. Den skal derfor omfatte en erklæring om, at dumpingmargenen for ansøgerens eksporterende producent, som har ligget til grund for fastsættelsen af antidumpingtolden, er blevet reduceret til et niveau, der ligger under den gældende importtold, der anmodes om tilbagebetaling for, eller er blevet elimineret.

3.2.   Indgivelse af anmodningen

Anmodningen skal indgives til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område den af antidumpingtolden omfattede vare overgik til fri omsætning (6). Listen over kompetente myndigheder offentliggøres på webstedet for Generaldirektoratet for Handel.

Medlemsstaten bør øjeblikkeligt videresende anmodningen og al relevant dokumentation til Kommissionen. Uden at dette berører andre fremsendelsesformer, skal dette ske elektronisk.

3.3.   Frister for indgivelse af anmodninger

a)

6-måneders frist Alle anmodninger om tilbagebetaling skal indgives til de kompetente myndigheder i den relevante medlemsstat inden for den frist på seks måneder (7), der er fastsat i grundforordningens artikel 11, stk. 8, andet afsnit. Fristen på seks måneder skal overholdes, selv i tilfælde, hvor en forordning om indførelse af den pågældende told anfægtes ved Den Europæiske Unions domstole, eller når anvendelsen af forordningen anfægtes ved de nationale administrative eller retslige organer (se punkt 2.3, litra b)). Alt efter de specifikke omstændigheder ved hver enkelt sag regnes fristen på seks måneder fra:   datoen for ikrafttrædelsen af en forordning om indførelse af endelig told og opkrævning af beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig told, når den midlertidige told opkræves endeligt eller   datoen for fastsættelse af den endelige antidumpingtold, dvs. datoen for toldmyndighedernes meddelelse af toldskylden i henhold til artikel 102 i EU-toldkodeksen eller   hvis det korrekte toldbeløb fastsættes efter en kontrol, datoen for den seneste fastlæggelse af den skyldige told.

b)

Dato for indgivelse af anmodningen Ved fremsendelsen af anmodningen til Kommissionen skal medlemsstaten angive datoen for indgivelsen af anmodningen, dvs. den dato, hvor medlemsstatens kompetente myndighed modtog anmodningen. Ansøgerne bør i egen interesse sikre sig bevis for, at den relevante medlemsstat har modtaget deres anmodning. F.eks.:   anmodninger sendt med postvæsenet sendes rekommanderet ledsaget af et modtagelsesbevis   datoen for modtagelsen af en telefax hos medlemsstatens kompetente myndighed fastsættes på grundlag af den dato, der er anført på transmissionsrapporten og faxjournalen   datoen for en formel bekræftelse på modtagelsen, når anmodningen indgives manuelt eller elektronisk.

3.4.   Dokumentation, der ønskes fra ansøgeren

For at sætte Kommissionen i stand til at behandle anmodningen, skal ansøgeren så vidt muligt vedlægge sin anmodning til den relevante medlemsstat følgende dokumentation (8):

a)	alle fakturaer og andre dokumenter, som toldprocedurerne var baseret på

b)

alle tolddokumenter, der identificerer de importtransaktioner, for hvilke der ønskes tilbagebetaling, og som specifikt viser grundlaget for fastsættelse af den told, der skal opkræves (arten, mængden og værdien af de varer, der er angivet til fortoldning, og den anvendte antidumpingtoldsats), samt det nøjagtige beløb, der er opkrævet i antidumpingtold

c)	erklæringer om, at: i) den opkrævede told ikke er blevet tilbagebetalt af den eksporterende producent eller af tredjemand ii) de priser, der ligger til grund for anmodningen, er reelle iii) der ikke er indgået noget kompensationsarrangement før, efter eller samtidig med det pågældende salg

d)

oplysninger om den normale værdi og eksportpriser, der viser, at dumpingmargenen for den eksporterende producent er faldet under den gældende toldsats eller er blevet elimineret. Dette er særlig vigtigt, hvis ansøgeren er knyttet til den eksporterende producent. Hvis ansøgeren ikke er knyttet til den eksporterende producent, og hvis de relevante oplysninger ikke er umiddelbart tilgængelige, skal anmodningen indeholde en erklæring fra den eksporterende producent om, at dumpingmargenen er blevet reduceret eller elimineret, og at ansøgeren vil forelægge Kommissionen alle relevante baggrundsoplysninger. Dette omfatter oplysningerne om den normale værdi og eksportpriserne for en repræsentativ periode, i hvilken ansøgerens varer blev eksporteret til Unionen. Denne periode vil senere blive fastsat af Kommissionen (jf. punkt 4.1, litra a)). Hvis den eksporterende producent er hjemmehørende i visse lande, der ikke er medlemmer af WTO, vil den normale værdi blive fastsat i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7 (jf. punkt 3.5, hvor der findes yderligere oplysninger om proceduren for visse lande, der ikke er medlemmer af WTO). Hvis den eksporterende producent er beliggende i et land, hvor der er konstateret væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), for så vidt angår den gældende toldsats, vil den normale værdi blive fastsat i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a (jf. punkt 3.6, hvor der findes yderligere oplysninger om proceduren for lande med væsentlige fordrejninger). For oplysninger om overgangsperioden for fastsættelsen af den normale værdi henvises til punkt 3.7

e)	oplysninger om ansøgerens selskabsmæssige form

f)	en fuldmagt, hvis anmodningen indgives af en tredjepart

g)	en liste over de importtransaktioner, som der anmodes om tilbagebetaling for (som en hjælp til ansøgeren er der som bilag II til denne meddelelse gengivet en anmodningsformular med de krævede oplysninger)

h)

bevis for betaling af den antidumpingtold, for hvilken der anmodes om tilbagebetaling. Kopier af originale fakturaer, toldangivelser og lignende dokumenter skal fremlægges med en erklæring om deres ægthed fra ansøgeren eller den eksporterende producent, alt afhængigt af situationen. Desuden bør sådanne dokumenter eller oversættelser heraf være på et af Unionens officielle sprog.

Kommissionen vil så vurdere, om anmodningen indeholder alle de oplysninger, der ønskes fra ansøgeren. Kommissionen vil om nødvendigt underrette ansøgeren om, hvilke oplysninger der endnu skal afgives, og nærmere angive en frist, inden for hvilken den dokumentation, der anmodes om, skal fremlægges. Kommissionen forbeholder sig ret til at anmode om yderligere dokumentation, som understøtter anmodningen.

3.5.   Dokumentation for normal værdi i tilfælde af import fra visse lande, der ikke er medlemmer af WTO

Hvis der anmodes om tilbagebetaling af told på import fra et land, der ikke er medlem af WTO, og som er opført i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/755 (9), vil den normale værdi blive fastsat i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, og i overensstemmelse med den metode, der anvendes for den omhandlede importtold.

Den normale værdi fastsættes i så fald på grundlag af prisen eller den beregnede værdi i et egnet referenceland, og ansøgeren bør udpege og søge samarbejde fra en producent i et referenceland.

Ansøgeren bør søge samarbejde fra de samme virksomheder, der samarbejdede i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, medmindre det kan påvises, at anvendelsen af andre producenter i det samme land eller data fra et andet referenceland er mere hensigtsmæssig.

Hvis ansøgeren ikke kan opnå samarbejde, kan den pågældende foreslå enhver anden metode i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, og fremlægge de oplysninger, der er nødvendige til beregning af normale værdier på grundlag af en sådan anden metode. Ansøgeren bør fremlægge fyldestgørende dokumentation for, at denne uden held søgte at samarbejde med alle kendte producenter af den undersøgte vare.

Hvis ansøgeren ikke forelægger data til beregning af den normale værdi i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 7, inden for en rimelig frist, afviser Kommissionen anmodningen på grund af manglende dokumentation.

3.6.   Dokumentation for normal værdi i tilfælde af import fra et land med væsentlige fordrejninger

Hvis der anmodes om tilbagebetaling af told på import fra et land, hvor det i den oprindelige undersøgelse eller efter en udløbsundersøgelse blev fastslået, at der foreligger væsentlige fordrejninger, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra b), for så vidt angår den omhandlede told, vil den normale værdi normalt blive fastsat i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a.

I dette tilfælde vil den normale værdi blive beregnet på grundlag af produktions- og salgsomkostninger, der afspejler ikke-fordrejede priser eller referenceværdier.

For oplysninger om overgangsperioden for anvendelsen af denne metode henvises til punkt 3.7.

3.7.   Overgangsperiode for metoden til fastsættelse af den normale værdi

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 4, vil den metode for lande uden markedsøkonomi, der var gældende indtil den 19. december 2017, blive anvendt til at fastsætte den normale værdi i en overgangsperiode, hvis:

—	der anmodes om tilbagebetaling af told på grundlag af en normal værdi, der er beregnet efter metoden for lande uden markedsøkonomi, som den var gældende indtil den 19. december 2017

—	indtil den dato, hvor den første udløbsundersøgelse af disse foranstaltninger efter den 19. december 2017 er iværksat (10).

Med henblik herpå finder bestemmelserne i den grundforordning, der var gældende indtil den 19. december 2017 (»grundforordningen fra 2017«) (11), anvendelse. I sådanne tilfælde vil den normale værdi blive fastsat i henhold til artikel 2, stk. 7, litra a), i grundforordningen fra 2017, medmindre den eksporterende producent indrømmes markedsøkonomisk behandling i henhold til artikel 2, stk. 7, litra c), i grundforordningen fra 2017.

Hvis der ikke anvendes markedsøkonomisk behandling, vil den normale værdi blive fastsat i henhold til artikel 2, stk. 7, litra a), i grundforordningen fra 2017 på grundlag af prisen eller den beregnede værdi i et tredjeland med markedsøkonomi (»referenceland«). Ansøgeren bør udpege og søge samarbejde fra en producent i et referenceland.

Ansøgeren bør søge samarbejde fra de samme virksomheder, der samarbejdede i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, medmindre det kan påvises, at anvendelsen af andre producenter i det samme land eller data fra et andet referenceland er mere hensigtsmæssig.

Hvis ansøgeren ikke kan opnå samarbejde, kan den pågældende foreslå enhver anden metode i henhold til artikel 2, stk. 7, litra a), i grundforordningen fra 2017 og fremlægge de oplysninger, der er nødvendige til beregning af normale værdier på grundlag af en sådan anden metode. Ansøgeren bør fremlægge fyldestgørende dokumentation for, at denne uden held søgte at samarbejde med alle kendte producenter af den undersøgte vare.

Hvis ansøgeren ikke forelægger data til beregning af den normale værdi i overensstemmelse med artikel 2, stk. 7, litra a), i grundforordningen fra 2017 inden for en rimelig frist, afviser Kommissionen anmodningen på grund af manglende dokumentation.

3.8.   Gentagne anmodninger

Så snart ansøgeren ved, at der vil blive indgivet mere end en anmodning om tilbagebetaling af antidumpingtold, der er opkrævet for den pågældende vare, bør denne underrette Kommissionen. Kommissionen har behov for disse oplysninger for at kunne gennemføre undersøgelsen så effektivt som muligt.

4.   Vurdering af en anmodnings berettigelse

Kommissionen vil kontakte den eksporterende producent og anmode om oplysninger om den normale værdi og eksportpriser for en given repræsentativ periode. Anmodningen anses kun for behørigt dokumenteret (12), når alle de oplysninger, der kræves, og de udfyldte spørgeskemaer (herunder svar på eventuelle henvendelser vedrørende væsentlige mangler, som måtte være blevet påpeget) er blevet modtaget af Kommissionen.

a)

Repræsentativ periode Med henblik på at fastsætte den reviderede dumpingmargen vil Kommissionen angive den repræsentative periode, som normalt vil være på mindst seks måneder og omfatte en kort periode forud for datoen for den eksporterende producents fakturering af den første transaktion, for hvilken der ønskes tilbagebetaling.

b)

Dumpingspørgeskemaer I henhold til grundforordningens artikel 6, stk. 2, vil ansøgerens eksporterende producent, og i påkommende tilfælde også den eller de forretningsmæssigt forbundne importører, blive anmodet om at afgive oplysninger om deres salg til Unionen og ikke blot salget til ansøgeren i den repræsentative periode. Oplysningerne vil blive indhentet ved hjælp af et spørgeskema, som sendes til ansøgerens eksporterende producent (og til alle forretningsmæssigt forbundne importører i Unionen), og som skal besvares inden for 37 dage. Den eksporterende producent kan sende fortrolige oplysninger direkte til Kommissionen og ikke via ansøgeren. En ikkefortrolig version af spørgeskemabesvarelsen og andre fortrolige oplysninger, der fremlægges, bør indgives i overensstemmelse med grundforordningens artikel 19, stk. 2. Sådanne ikkefortrolige oplysninger vil blive stillet til rådighed for de interesserede parter og kan tilgås online via TRON.tdi (https://tron.trade.ec.europa.eu/tron/TDI).

c)

Markedsøkonomisk behandling Hvis den i punkt 3.7 omhandlede overgangsperiode finder anvendelse, kan den eksporterende producent søge om markedsøkonomisk behandling, for så vidt angår undersøgelsen vedrørende tilbagebetaling. Virksomheden skal i så fald forelægge alle de oplysninger, der kræves i artikel 2, stk. 7, litra c), i grundforordningen fra 2017. Hvis en eksporterende producent indrømmes markedsøkonomisk behandling, vil den normale værdi blive fastsat på grundlag af virksomhedens egne priser og omkostninger i henhold til artikel 2, stk. 1-6, i grundforordningen fra 2017. Hvis der ikke indrømmes markedsøkonomisk behandling, vil den normale værdi blive fastsat i henhold til artikel 2, stk. 7, litra c), i grundforordningen fra 2017. Afgørelsen om markedsøkonomisk behandling i en undersøgelse vedrørende tilbagebetaling anvendes kun med henblik på fastsættelse af dumpingmargenen i den periode, som er repræsentativ i forbindelse med tilbagebetalingen. Indrømmelsen af markedsøkonomisk behandling i forbindelse med undersøgelsen vedrørende tilbagebetaling er uafhængig af, om den eksporterende producent allerede er blevet indrømmet markedsøkonomisk behandling i den oprindelige undersøgelse, eller om producenten har samarbejdet i forbindelse med den oprindelige undersøgelse.

d)

Eksport fra visse lande, der ikke er medlemmer af WTO Hvis der anmodes om tilbagebetaling af told på eksport fra visse lande, der ikke er medlemmer af WTO, fastsættes den normale værdi i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7 (den dokumentation, som ansøgeren skal forelægge, fremgår af punkt 3.5).

e)

Eksport fra lande med væsentlige fordrejninger Ud over den procedure, der er nævnt under litra b), vil ansøgerens eksporterende producent blive anmodet om at indgive oplysninger om de anvendte produktionsfaktorer i den repræsentative periode. Oplysningerne vil blive indhentet ved hjælp af en formular, som sendes til ansøgerens eksporterende producent, og som skal besvares inden for 15 dage.

f)	Kontrolbesøg Parter, der indgiver oplysninger, bør være opmærksomme på, at Kommissionen kan efterprøve de oplysninger, der modtages, gennem et kontrolbesøg i henhold til grundforordningens artikel 16.

4.1.   Analyse af anmodningens berettigelse

a)

Generel metode Den reviderede dumpingmargen vil blive fastsat ved en sammenligning for den repræsentative periode af: — de(n) normale værdi(er) — og eksportpriserne for de(n) pågældende eksporterede vare(r) i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i grundforordningens artikel 2. I henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 9, skal Kommissionen anvende de samme metoder, som blev benyttet i den undersøgelse, der resulterede i indførelsen af den pågældende told, idet der tages behørigt hensyn til artikel 2 (Konstatering af dumping), særlig stk. 11 og 12 (Anvendelse af vejede gennemsnit ved beregning af dumpingmargenen), og artikel 17 (Stikprøver). Kommissionen kan basere beregningen af den reviderede dumpingmargen på en stikprøve blandt de eksporterende producenter, varetyper eller transaktioner, som anmodningen eller anmodningerne vedrører, på grundlag af grundforordningens artikel 17, særlig stk. 3. Stikprøveudtagning anvendes, hvis antallet af de pågældende eksporterende producenter, varetyper eller transaktioner er så stort, at individuelle undersøgelser ville være urimeligt byrdefulde og hindre en rettidig afslutning af undersøgelsen. Dette fastlægges over en periode på mindst seks måneder, regnet fra datoen for indgivelsen af den første anmodning, eller 12 måneder, regnet fra datoen for indførelsen af endelige foranstaltninger, hvis dette sker senere.

b)

Gennemførelse af grundforordningens artikel 11, stk. 10 Hvis eksportprisen beregnes i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, beregner Kommissionen den uden noget fradrag for den betalte antidumpingtold, når der fremlægges afgørende beviser for, at tolden er behørigt afspejlet i videresalgspriserne og de efterfølgende salgspriser i Unionen. Kommissionen vil undersøge, om en stigning i salgspriserne til uafhængige kunder i Unionen mellem den oprindelige undersøgelsesperiode og perioden for undersøgelsen vedrørende tilbagebetaling omfatter antidumpingtolden.

c)

Anvendelse af resultater af fornyede undersøgelser I forbindelse med undersøgelsen af en anmodning om tilbagebetaling kan Kommissionen når som helst træffe beslutning om at indlede en interimsundersøgelse i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 3. Proceduren vedrørende anmodningen om tilbagebetaling vil blive suspenderet, indtil den fornyede undersøgelse er afsluttet. Resultaterne af den fornyede undersøgelse kan anvendes til at afgøre, om en anmodning om tilbagebetaling er berettiget, forudsat at datoen for de transaktioner, for hvilke der kræves tilbagebetaling, ligger inden for den undersøgelsesperiode, der er omfattet af den fornyede undersøgelse.

d)

Ekstrapolering Uanset litra c) kan den for enhver undersøgelsesperiode fastsatte dumpingmargen af hensyn til forvaltningens effektivitet ekstrapoleres for importtransaktioner, for hvilke der kræves tilbagebetaling, og som ikke er omfattet af den pågældende undersøgelsesperiode. Dette er betinget af følgende:   ekstrapolering kan kun finde sted for en periode, der ligger umiddelbart op til en periode, der er blevet undersøgt   undersøgelsesresultater kan kun ekstrapoleres med højst seks måneder   ekstrapolering kan kun anvendes, hvis dumpingmargenen er blevet beregnet og fastsat på grundlag af en afsluttet undersøgelse   ekstrapolering anvendes kun på en toldsum, der er relativt begrænset i forhold til hele tilbagebetalingsanmodningen.

4.2.   Manglende samarbejde

I tilfælde, hvor ansøgeren, den eksporterende producent eller producenten i et referenceland (hvis relevant):

afgiver falske eller misvisende oplysninger eller

nægter at give adgang til relevante oplysninger eller ikke afgiver sådanne oplysninger inden for en rimelig frist eller

i væsentlig grad lægger hindringer i vejen for undersøgelsen, herunder for en kontrol af oplysningerne i det omfang, som Kommissionen finder nødvendigt vil der blive set bort fra oplysningerne, og Kommissionen kan konkludere, at ansøgeren ikke opfyldte sine bevisforpligtelser. Dette kan medføre afvisning af anmodningen, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 8, tredje afsnit.

4.3.   Fremlæggelse af oplysninger

Når undersøgelsen af anmodningens berettigelse er afsluttet, forelægges ansøgeren de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke Kommissionen agter at vedtage en afgørelse om tilbagebetalingsanmodningen. De(n) samarbejdsvillige eksporterende producent(er) må kun modtage oplysninger om behandlingen af deres egne data, navnlig beregningerne af den normale værdi og eksportpriserne på grundlag af disse data.

5.   Udfald

5.1.   Overskydende beløb tilbagebetales

Det overskydende beløb, der skal tilbagebetales til ansøgeren, vil normalt blive beregnet som forskellen mellem den opkrævede told og den i undersøgelsen vedrørende tilbagebetaling fastsatte dumpingmargen, som en absolut sum.

5.2.   Betaling

Tilbagebetalingen bør normalt foretages af den medlemsstat, hvor antidumpingtolden blev fastsat og derefter opkrævet, senest 90 dage efter datoen for meddelelsen af afgørelsen om tilbagebetaling.

Det er fortsat den nationale lovgivning i hver medlemsstat, der afgør, om der skal betales renter af betalinger, der sker efter 90 dage.

5.3.   Tilbagekaldelse af en afgørelse om tilbagebetaling

Hvis det efterfølgende konstateres, at en afgørelse om indrømmelse af tilbagebetaling er blevet truffet på grundlag af falske eller ufuldstændige oplysninger, vil den blive tilbagekaldt med tilbagevirkende kraft. Det forhold, at en afgørelse om tilbagebetaling er baseret på falske eller ufuldstændige oplysninger, betyder, at der ikke foreligger et objektivt retsgrundlag for denne afgørelse, hvilket derfor fra begyndelsen fratager den pågældende ansøger retten til at opnå tilbagebetaling og berettiger tilbagekaldelsen af afgørelsen.

Som følge af en sådan tilbagekaldelse vil de tilbagebetalte beløb svarende til den oprindelige antidumpingtold blive opkrævet igen.

Når Kommissionen har vedtaget en afgørelse om at tilbagekalde en afgørelse om tilbagebetaling, sikrer den pågældende medlemsstat, at denne afgørelse gennemføres korrekt på dens område ved at opkræve de beløb, der ubeføjet er blevet tilbagebetalt i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 8.

De nationale myndigheder i den pågældende medlemsstat handler ved gennemførelsen af en sådan afgørelse i overensstemmelse med de proceduremæssige og materielle regler i deres egen nationale lovgivning. Anvendelsen af den nationale lovgivning bør ikke påvirke omfanget og effektiviteten af Kommissionens afgørelse om at tilbagekalde sin tidligere afgørelse om indrømmelse af tilbagebetaling.

5.4.   Gennemsigtighed

Den ikkefortrolige udgave af Kommissionens afgørelser i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 8, samt de igangværende undersøgelser vedrørende tilbagebetaling offentliggøres på webstedet for Generaldirektoratet for Handel.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21).

(2)  Meddelelse fra Kommissionen vedrørende tilbagebetaling af antidumpingtold (EUT C 164 af 29.5.2014, s. 9).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1).

(4)  Den procedure, der er beskrevet i denne meddelelse, finder tilsvarende anvendelse på anmodninger om tilbagebetaling indgivet af importører, der har betalt den antidumpingtold, som Unionen har pålagt ved import af varer, der blev fortoldet i Nordirland, i overensstemmelse med punkt 5 i bilag II til protokollen om Irland/Nordirland til aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT C 384 I af 12.11.2019, s. 1) som ændret ved afgørelse nr. 3/2020 truffet af Det Blandede Udvalg, der er nedsat ved aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT L 443 af 30.12.2020, s. 3).

(5)  Varekontrolnumre fastsættes med henblik på beregning af dumpingmargenen for hver enkelt type og mulig kombination af produktegenskaber, for alle produkter, der fremstilles og eksporteres til Den Europæiske Union, såvel som for varer, der sælges på hjemmemarkedet.

(6)  Anmodninger om tilbagebetaling for varer, som bringes til en medlemsstats kontinentalsokkel eller eksklusive økonomiske zone, skal indgives til myndighederne i den medlemsstat, der har fastlagt toldskylden, i overensstemmelse med artikel 4 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1131 af 2. juli 2019 om indførelse af et toldværktøj til gennemførelse af artikel 14a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 og artikel 24a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037.

(7)  For så vidt angår beregning af frister, henvises til Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (EFT L 124 af 8.6.1971, s. 1).

(8)  Hvis oplysningerne ikke er til rådighed på tidspunktet for indgivelse af anmodningen, skal oplysningerne sendes direkte til Kommissionen efter indgivelsen.

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/755 af 29. april 2015 om fælles ordninger for indførsel fra visse tredjelande (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 33).

(10)  Jf. grundforordningens artikel 11, stk. 3, fjerde afsnit.

(11)  De relevante bestemmelser findes i bilag III.

(12)  Jf. grundforordningens artikel 11, stk. 8, fjerde led.