OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/2

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 14. oktober 2020 — JH mod KG (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale ordinario di Brescia — Italien)

(Sag C-681/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - socialpolitik - direktiv 2008/104/EF - vikararbejde - artikel 5, stk. 5 - ligebehandling - passende foranstaltninger med henblik på at forebygge misbrug af vikararbejde - medlemsstaternes pligt til at forebygge successive udsendelser - ingen grænser i den nationale lovgivning - krav om overensstemmende fortolkning)

(2020/C 423/02)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale ordinario di Brescia

Parter i hovedsagen

Sagsøger: JH

Sagsøgt: KG

Konklusion

Artikel 5, stk. 5, første punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for en national lovgivning, der ikke fastlægger grænser for successive udsendelser af en og samme vikaransatte til en og samme brugervirksomhed, og som ikke bestemmer, at brugen af vikararbejde kun er lovlig, såfremt de tekniske, produktionsmæssige eller organisatoriske hensyn eller det behov for at erstatte arbejdstagere, som begrunder denne brug, angives. Bestemmelsen skal derimod fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat undlader at træffe foranstaltninger med henblik på at sikre, at karakteren af vikararbejdet forbliver midlertidig, og for en national lovgivning, som ikke fastsætter nogen foranstaltninger med henblik på at forebygge successive udsendelser af en og samme vikaransatte til en og samme brugervirksomhed med det formål at omgå bestemmelserne i direktiv 2008/104.

(1) EUT C 35 af 28.1.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/3

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 17. september 2020 — PAO Rosneft Oil Company, tidligere NK Rosneft OAO, RN-Shelf-Arctic OOO, AO RN-Shelf-Far East, tidligere RN-Shelf-Dalniy Vostok ZAO, RN-Exploration OOO og Tagulskoe OOO mod Rådet for Den Europæiske Union, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Europa-Kommissionen

(Sag C-732/18 P) (1)

(Appel - restriktive foranstaltninger på baggrund af Den Russiske Føderations handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine - liste over personer, enheder og organer, som er omfattet af indefrysningen af midler og økonomiske ressourcer - opførelse af appellanternes navne på listen over de enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger)

(2020/C 423/03)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: PAO Rosneft Oil Company, tidligere NK Rosneft OAO, RN-Shelf-Arctic OOO, AO RN-Shelf-Far East, tidligere RN-Shelf-Dalniy Vostok ZAO, RN-Exploration OOO og Tagulskoe OOO (ved advocaat L. Van den Hende)

De øvrige parter i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union (ved M.-M. Joséphidès og B. Driessen, som befuldmægtigede), Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Europa-Kommissionen (først ved L. Havas, J. Norris og A. Tizzano, derefter ved L. Havas og J. Norris, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Rosneft Oil Company PAO, RN-Shelf-Arctic OOO, RN-Shelf-Far East AO, RN-Exploration OOO og Tagulskoe OOO bærer deres egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.

3)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 93 af 11.3.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/3

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 15. oktober 2020 — Association française des usagers de banques mod Ministre de l'Économie et des Finances (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d’État — Frankrig)

(Sag C-778/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - forbrugerbeskyttelse - betalingstjenester i det indre marked - direktiv 2007/64/EF - artikel 45 - direktiv (EU) 2015/2366 - artikel 55 - opsigelse af en rammeaftale - direktiv 2014/17/EU - forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse - artikel 12, stk. 1, artikel 12, stk. 2, litra a), og artikel 12, stk. 3 - kombinationssalg - pakkesalg - direktiv 2014/92/EU - betalingskonti - artikel 9-14 - flytning af konti - pligt til at lade sine indtægter indbetale på en betalingskonto hos kreditgiveren til gengæld for en individualiseret fordel - pligtens varighed - fortabelse af den individualiserede fordel i tilfælde af, at lukningen af kontoen sker førtidigt)

(2020/C 423/04)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Association française des usagers de banques

Sagsøgt: Ministre de l'Économie et des Finances

Konklusion

Artikel 12, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der i forbindelse med indgåelsen af en kreditaftale vedrørende fast ejendom til beboelse tillader kreditgiveren mod en individualiseret fordel at pålægge låntageren at lade sin samlede lønindkomst eller tilsvarende indtægter indbetale til en betalingskonto, der er oprettet hos denne kreditgiver, uanset lånets størrelse, forfaldsdato og løbetid. Denne bestemmelse skal derimod fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den fastsatte periode for indbetalingen, når denne ikke vedrører låntagerens samlede lønindkomst, kan være op til ti år eller svare til kreditaftalens løbetid, hvis denne er kortere.

Begrebet »gebyrer« som omhandlet i artikel 45, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF artikel 55, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF og artikel 12, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner skal fortolkes således, at det ikke omfatter fortabelse af en individuel fordel, som kreditgiveren har tilbudt låntageren til gengæld for, at denne sidstnævnte opretter en konto hos denne kreditgiver med henblik på at lade sine indtægter indbetale på denne konto i forbindelse med en kreditaftale, hvilken fortabelse følger af, at kontoen er blevet lukket.

(1) EUT C 54 af 11.2.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/4

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 17. september 2020 — Stichting Schoonzicht mod Staatssecretaris van Financiën (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hoge Raad der Nederlanden — Nederlandene)

(Sag C-791/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - merværdiafgift (moms) - direktiv 2006/112/EF - investeringsgoder i form af fast ejendom - momsfradrag - regulering af det oprindeligt foretagne fradrag - regulering på én gang af hele dette fradrag efter første ibrugtagning af det pågældende gode - reguleringsperiode)

(2020/C 423/05)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hoge Raad der Nederlanden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Stichting Schoonzicht

Sagsøgt: Staatssecretaris van Financiën

Konklusion

Artikel 184-187 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, som indeholder en reguleringsordning, der finder anvendelse på investeringsgoder, og som fastsætter en fordeling af reguleringen over flere år, i medfør af hvilken hele det oprindeligt foretagne fradrag for dette gode i det år, hvor det pågældende gode blev taget i brug for første gang, hvilket ligeledes svarer til det første reguleringsår, bliver genstand for en regulering på én gang, når det i forbindelse med denne første ibrugtagning viser sig, at dette fradrag ikke svarer til det fradrag, som den afgiftspligtige person var berettiget til at foretage på grundlag af den faktiske brug af det nævnte gode.

(1) EUT C 122 af 1.4.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/5

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 15. oktober 2020 — Deza, a.s. mod Kommissionen, Republikken Finland, Kongeriget Sverige og Det Europæiske Kemikalieagentur

(Sag C-813/18 P) (1)

(Appel - miljø - forordning (EF) nr. 1272/2008 - klassificering, mærkning og emballering af visse stoffer og blandinger - forordning (EU) 2017/776 - klassificering af antraquinon - stof, der formodes at have kræftfremkaldende potentiale i mennesker - fejl i fortolkningen og anvendelsen af forordning nr. 1272/2008 og retssikkerhedsprincippet - urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og af beviserne - omfanget af prøvelsen)

(2020/C 423/06)

Processprog: tjekkisk.

Parter

Appellant: Deza, a.s. (ved advokát P. Dejl)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved R. Lindenthal, K. Mifsud-Bonnici og Z. Malůšková, som befuldmægtigede), Republikken Finland (ved S. Hartikainen, som befuldmægtiget), Kongeriget Sverige (først ved H. Eklinder, H. Shev, C. Meyer-Seitz, J. Lundberg og A. Falk, derefter ved H. Eklinder, H. Shev og C. Meyer-Seitz, som befuldmægtigede), Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) (ved A. Hautamäki og M. Heikkilä, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Deza a.s. bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

3)	Republikken Finland, Kongeriget Sverige og Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) bærer deres egne omkostninger.

(1) EUT C 93 du 11.03.2019

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/5

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 17. september 2020 — Burgo Group SpA mod Gestore dei Servizi Energetici SpA — GSE (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato — Italien)

(Sag C-92/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - miljø - fremme af kraftvarmeproduktion - national lovgivning, der fastsætter en støtteordning - støtteordning til fordel for ikke-højeffektive kraftvarmeanlæg, som er forlænget ud over den 31. december 2010)

(2020/C 423/07)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Burgo Group SpA

Sagsøgt: Gestore dei Servizi Energetici SpA — GSE

Procesdeltagere: Ministero dello Sviluppo economico og Autorità per l’Energia elettrica e il Gas

Konklusion

Artikel 12, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/8/EF af 11. februar 2004 om fremme af kraftvarmeproduktion på grundlag af en efterspørgsel efter nyttevarme på det indre energimarked og om ændring af direktiv 92/42/EØF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter kraftvarmeanlæg, som ikke har karakter af anlæg til højeffektiv kraftvarmeproduktion som omhandlet i direktivet, fortsat — også efter den 31. december 2010 — kan være omfattet af en støtteordning til kraftvarmeproduktion, som bl.a. undtager dem fra pligten til at købe grønne certifikater.

(1) EUT C 182 af 27.5.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/6

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 15. oktober 2020 — »Linas Agro« AB mod Muitinės departamentas prie Lietuvos Respublikos finansų ministerijos (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Mokestinių ginčų komisija prie Lietuvos Respublikos vyriausybės — Litauen)

(Sag C-117/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - toldunion - gennemførelsesforordning (EU) nr. 999/2014 - endelig antidumpingtold på indførsel af gødninger i fast form med indhold af ammoniumnitrat på over 80 vægtprocent - definition - forordning (EF) nr. 945/2005 - bestemmelse af indholdet af ammoniumnitrat - formodning for, at en vare, der har et nitrogenindhold på over 28 vægtprocent, har et indhold af ammoniumnitrat på over 80 vægtprocent)

(2020/C 423/08)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Mokestinių ginčų komisija prie Lietuvos Respublikos vyriausybės

Parter i hovedsagen

Sagsøger:»Linas Agro« AB

Sagsøgt: Muitinės departamentas prie Lietuvos Respublikos finansų ministerijos

Konklusion

Artikel 1 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 999/2014 af 23. september 2014 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009, sammenholdt med 20.-23. betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 945/2005 af 21. juni 2005 om ændring af forordning (EF) nr. 658/2002 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland og forordning (EF) nr. 132/2001 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat med oprindelse i bl.a. Ukraine efter en delvis fornyet undersøgelse i medfør af artikel 11, stk. 3, i forordning (EF) nr. 384/96, skal fortolkes således, at et ammoniumnitratholdigt gødningsstof, hvis indhold af nitrogen (N) overstiger 28 vægtprocent, hvor forholdet mellem nitratnitrogen og ammoniumnitrogen er ca. 1:1, og hvis samlede indhold af phosphor og kalium ikke overstiger 12 vægtprocent, kan, indtil det modsatte er bevist, formodes at have et indhold af ammoniumnitrat (AN) på over 80 vægtprocent med henblik på pålæggelse af den ved artiklen indførte endelige antidumpingtold, uden at det er nødvendigt at foretage en laboratorieanalyse for at bestemme det nøjagtige ammoniumnitratindhold.

(1) EUT C 148 af 29.4.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/7

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 17. september 2020 — Ministre de l’Agriculture et de l’Alimentation mod Compagnie des pêches de Saint-Malo (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d’État — Frankrig)

(Sag C-212/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - statsstøtte - begreb - olietankeren Erikas forlis - støtteordning til fordel for akvakultur- og fiskerivirksomheder - beslutning, der erklærer støtteordningen delvist uforenelig med fællesmarkedet og pålægger tilbagesøgning af den udbetalte støtte - vurdering af gyldighed - prøvelse af egen drift - formaliteten - sagsøgte i hovedsagens manglende anlæggelse af et annullationssøgsmål - nedsættelse af de sociale bidrag - lønmodtagerbidrag - fordel - fastlæggelse af debitor vedrørende tilbagebetalingspligten)

(2020/C 423/09)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ministre de l’Agriculture et de l’Alimentation

Sagsøgt: Compagnie des pêches de Saint-Malo

Konklusion

Kommissionens beslutning 2005/239/EF af 14. juli 2004 om støtteforanstaltninger, som Frankrig har iværksat til fordel for akvakulturbrugere og fiskere, er ugyldig, for så vidt som det heri fastslås, at Den Franske Republiks nedsættelse af lønmodtagerbidrag for fiskere for perioden fra den 15. april til den 15. oktober 2000 udgør statsstøtte, som er uforenelig med fællesmarkedet.

(1) EUT C 164 af 13.5.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/7

Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. oktober 2020 — E. Sp. z o.o. Sp. k. mod Minister Finansów (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Naczelny Sąd Administracyjny — Polen)

(Sag C-335/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 90 - nedsættelse af momsgrundlaget - ikke-betaling eller kun delvis betaling af prisen - betingelser, der i medfør af national lovgivning pålægges for udøvelse af retten til nedsættelse - betingelse om, at debitor ikke må være under konkurs- eller likvidationsbehandling - betingelse om, at kreditor og debitor skal være momspligtige personer)

(2020/C 423/10)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Naczelny Sąd Administracyjny

Parter i hovedsagen

Sagsøger: E. Sp. z o.o. Sp. k.

Sagsøgt: Minister Finansów

Konklusion

Artikel 90 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som betinger nedsættelsen af merværdiafgiftsgrundlaget (moms) af, at debitor på dagen for leveringen af varen eller ydelsen samt på dagen før indgivelsen af reguleringen af afgiftsangivelsen med henblik på at opnå denne nedsættelse skal være registreret som momspligtig og ikke må være taget under konkurs- eller likvidationsbehandling, og at kreditor på dagen før indgivelsen af reguleringen af afgiftsangivelsen selv fortsat er registreret som momspligtig.

(1) EUT C 280 af 19.8.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/8

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 21. oktober 2020 — Den Europæiske Centralbank mod Estate of Espírito Santo Financial Group SA, under likvidation

(Sag C-396/19 P) (1)

(Appel - afgørelse 2004/258/EF - artikel 4, stk. 1, litra a) - protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (ECB) - artikel 10, stk. 4 - aktindsigt i ECB-dokumenter - afgørelse truffet af Styrelsesrådet - fortroligheden af møder og forhandlinger i ECB’s organer - resultatet af forhandlingerne - delvist afslag på aktindsigt - skade for beskyttelsen af offentlighedens interesser - begrundelsespligt)

(2020/C 423/11)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Den Europæiske Centralbank (F. Malfrère og M. Ioannidis, som befuldmægtigede, bistået af Rechtsanwalt H.-G. Kamann)

Den anden part i appelsagen: Estate of Espírito Santo Financial Group SA, under likvidation (ved advogados D. Duarte de Campos og S. Estima Martins)

Konklusion

Punkt 1 i domskonklusionen i Den Europæiske Unions Rets dom af 13. marts 2019, Espírito Santo Financial Group mod ECB (T-730/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:161), ophæves, for så vidt som Retten herved annullerede den afgørelse, der blev truffet af Den Europæiske Centralbank (ECB) den 31. august 2016 om delvist afslag på aktindsigt i visse dokumenter i relation til ECB’s afgørelse af 1. august 2014 vedrørende Banco Espírito Santo SA, idet ECB herved gav denne afslag på aktindsigt i det lånebeløb, som fremgår af uddragene af den protokol, der indeholder ECB’s Styrelsesråds afgørelse af 28. juli 2014.

2)	Punkt 3 i domskonklusionen i Den Europæiske Unions Rets dom af 13. marts 2019, Espírito Santo Financial Group mod ECB (T-730/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:161), ophæves for så vidt angår afgørelsen om sagsomkostningerne.

3)	I øvrigt forkastes appellen.

ECB frifindes i det annullationssøgsmål, som er anlagt af Espírito Santo Financial Group SA, under likvidation, for så vidt som der herved er nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, der blev truffet af ECB den 31. august 2016, om delvist afslag på aktindsigt i visse dokumenter vedrørende ECB’s afgørelse af 1. august 2014 vedrørende Banco Espírito Santo SA, for så vidt som ECB herved gav denne afslag på aktindsigt i det lånebeløb, som fremgår af uddragene af den protokol, der indeholder ECB’s Styrelsesråds afgørelse af 28. juli 2014.

5)	Espírito Santo Financial Group SA, under likvidation, bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de omkostninger, som ECB har afholdt i såvel første instans som i forbindelse med appellen.

6)	ECB bærer halvdelen af sine egne omkostninger i forbindelse med såvel sagen i første instans som appellen.

(1) EUT C 319 af 23.09.2019

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/9

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 14. oktober 2020 –Close SA og Cegelec SA mod Europa-Parlamentet

(Sag C-447/19 P) (1)

(Appel - annullationssøgsmål - offentlige bygge- og anlægskontrakter - udbudsprocedure - udvidelse og modernisering af Konrad Adenauer-bygningen i Luxembourg - rækkevidde af den ordregivende myndigheds pligt til at meddele tilbudsgiveren, at den pågældende ikke har fået tildelt kontrakten - begrundelse)

(2020/C 423/12)

Processprog: fransk.

Parter

Sagsøgere: Close SA og Cegelec SA (ved avocats J.-M. Rikkers og J.-L. Teheux)

Den anden part i sagen: Europa-Parlamentet (ved E. Paladini og B. Schäfer, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Close SA og Cegelec SA betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 312 af 16.9.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/9

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 21. oktober 2020 — Möbel Kraft GmbH & Co. KG mod ML (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Amtsgericht Potsdam — Tyskland)

(Sag C-529/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - forbrugerbeskyttelse - direktiv 2011/83/EU - artikel 16, litra c) - fortrydelsesret - undtagelser - varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg - varer, hvis fremstilling den erhvervsdrivende har påbegyndt)

(2020/C 423/13)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Potsdam

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Möbel Kraft GmbH & Co. KG

Sagsøgt: ML

Konklusion

Artikel 16, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF skal fortolkes således, at den i denne bestemmelse fastsatte undtagelse til fortrydelsesretten kan gøres gældende over for en forbruger, som har indgået en aftale uden for fast forretningssted om salg af en vare, der skal fremstilles efter forbrugerens specifikationer, uanset om den erhvervsdrivende har påbegyndt fremstillingen af den nævnte vare.

(1) EUT C 348 af 14.11.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/10

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 17. september 2020 — WV mod Landkreis Harburg (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof — Tyskland)

(Sag C-540/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - retligt samarbejde i civile sager - kompetence i sager om underholdspligt - forordning (EU) nr. 4/2009 - artikel 3, litra b) - retten på det sted, hvor den bidragsberettigede har sin sædvanlige bopæl - regressøgsmål anlagt af et offentligt organ, der er indtrådt i den bidragsberettigedes rettigheder)

(2020/C 423/14)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: WV

Sagsøgt: Landkreis Harburg

Konklusion

Et offentligt organ, der har anlagt et regressøgsmål for at inddrive beløb, som det har udbetalt i stedet for underholdsbidrag til en bidragsberettiget, i hvis rettigheder det er indtrådt i forhold til den bidragspligtige, kan med føje påberåbe sig, at retten på det sted, hvor den bidragsberettigede har sin sædvanlige bopæl, har kompetence i henhold til artikel 3, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt.

(1) EUT C 348 af 14.10.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/10

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 15. oktober 2020 — Jebsen & Jessen (GmbH & Co.) KG mod Hauptzollamt Hamburg (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Hamburg — Tyskland)

(Sag C-543/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - toldunion - forordning (EØF) nr. 2913/92 - artikel 78 - artikel 236, stk. 1 - importprocedure - revision af toldangivelse - handelspolitik - antidumping - gennemførelsesforordning (EU) 2015/82 - endelig antidumpingtold - pristilsagn - fritagelse - artikel 2, stk. 1 - krav om fremlæggelse af tilsagnsfaktura - manglende omtale af et forhold, som er opført i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2015/82)

(2020/C 423/15)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Hamburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Jebsen & Jessen (GmbH & Co.) KG

Sagsøgt: Hauptzollamt Hamburg

Konklusion

Artikel 2, stk. 1, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/82 af 21. januar 2015 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af citronsyre med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 og om en delvis interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1225/2009 skal fortolkes således, at vareimport ikke kan fritages for den antidumpingtold, der er indført ved denne forordnings artikel 1, når den faktura, der er nødvendig for at opnå en sådan fritagelse, i den erklæring, der er omhandlet i punkt 9 i forordningens bilag, ikke anfører Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/87 af 21. januar 2015 om godtagelse af tilsagn i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af citronsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina, men Kommissionens afgørelse 2008/899/EF af 2. december 2008 om godtagelse af tilsagn i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af citronsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

En tilsagnsfaktura, der indeholder alle de oplysninger, som er opregnet i bilaget til gennemførelsesforordning 2015/82, kan ikke fremlægges med henblik på at opnå den fritagelse, der foreskrives i forordningens artikel 2, stk. 1, som led i den procedure, som er fastsat i artikel 236 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen, og som er indledt med henblik på godtgørelse af antidumpingtold.

(1) EUT C 328 af 30.9.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/11

Domstolens dom (Første Afdeling) af 21. oktober 2020 — Société Eco TLC mod Ministre d’État, ministre de la Transition écologique et solidaire og Ministre de l’Économie et des Finances (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d’État — Frankrig)

(Sag C-556/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - statsstøtte - artikel 107, stk. 1, TEUF - begrebet »statsmidler« - udvidet producentansvar - miljøorgan, der er godkendt af de offentlige myndigheder til at opkræve finansielle bidrag fra distributører af bestemte produkter med henblik på at overtage deres lovbestemte forpligtelse til behandling af affaldet fra disse produkter - økonomisk støtte udbetalt af dette miljøorgan til sorteringsvirksomheder, der er indgået aftale med)

(2020/C 423/16)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Société Eco TLC

Sagsøgte: Ministre d’État, ministre de la Transition écologique et solidaire og Ministre de l’Économie et des Finances

Procesdeltager: Fédération des entreprises du recyclage

Konklusion

Artikel 107, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at en ordning, ifølge hvilken et privat miljøorgan, som ikke arbejder med gevinst for øje, og som er godkendt af offentlige myndigheder, i henhold til aftale herom med distributører af en særlig kategori af produkter opkræver finansielle bidrag som modydelse for en tjenesteydelse bestående i at overtage distributørernes forpligtelse til behandling af affaldet fra disse produkter og i til virksomheder, som har til opgave at sortere og nyttiggøre dette affald, at udbetale støtte med et beløb fastsat i godkendelsen på grundlag af miljømæssige og sociale formål, ikke udgør statslig indgriben eller indgriben ved hjælp af statsmidler i denne bestemmelses forstand, for så vidt som denne støtte ikke til stadighed er under de offentlige myndigheders kontrol, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

(1) EUT C 328 af 30.9.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/12

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 17. september 2020 — Alfamicro — Sistemas de computadores, Sociedade Unipessoal, Lda mod Europa-Kommissionen

(Sag C-623/19 P) (1)

(Appel - annullationssøgsmål - afgørelse om inddrivelse af gæld - tvangsfuldbyrdelsesgrundlag - retskraft - vedtagelse af en afgørelse, som kan tvangsfuldbyrdes som omhandlet i artikel 299 TEUF med henblik på tilbagesøgning af tilskud, som er tildelt i henhold til en kontrakt - tilskudsaftale indgået som led i rammeprogrammet for innovation og konkurrenceevne (CIP) (2007-2013))

(2020/C 423/17)

Processprog: portugisisk

Parter

Appellant: Alfamicro — Sistemas de computadores, Sociedade Unipessoal, Lda (ved advogados G. Gentil Anastácio, D. Pirra Xarepe og M. Stock da Cunha)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved B. Rechena og J. Estrada de Solà, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Alfamicro — Sistemas de computadores, Sociedade Unipessoal, Lda betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 348 af 14.10.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/12

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 14. oktober 2020 — Sappi Austria Produktions-GmbH & Co KG og Wasserverband »Region Gratkorn-Gratwein« mod Landeshauptmann von Steiermark (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesverwaltungsgericht Steiermark — Østrig)

(Sag C-629/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - miljø - affald - direktiv 2008/98/EF - artikel 2, stk. 2, litra a), artikel 3, nr. 1), og artikel 6, stk. 1 - spildevand - slam fra rensningsanlæg - anvendelsesområde - begrebet »affald« - affaldsfasens ophør - nyttiggørelses- eller genanvendelsesoperation)

(2020/C 423/18)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesverwaltungsgericht Steiermark

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Sappi Austria Produktions-GmbH & Co KG og »Wasserverband »Region Gratkorn-Gratwein«

Sagsøgt: Landeshauptmann von Steiermark

Konklusion

Artikel 2, stk. 2, litra a), artikel 3, nr. 1), og artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver skal fortolkes således, at det slam fra rensningsanlæg, der opstår i forbindelse med den samtidige rensning i et rensningsanlæg af industrispildevand og husholdnings- eller byspildevand, og som forbrændes i et forbrændingsanlæg til restaffald med henblik på energiudnyttelse ved dampproduktion, skal anses for ikke at udgøre affald, såfremt betingelserne i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/98 allerede er opfyldt, før forbrændingen finder sted. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om dette er tilfældet i hovedsagen.

(1) EUT C 399 af 25.11.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/13

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 14. oktober 2020 — SC Valoris SRL mod Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Craiova — Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Vâlcea og Administraţia Fondului pentru Mediu (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunalul Vâlcea — Rumænien)

(Sag C-677/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - EU-retlige principper - princippet om loyalt samarbejde - ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet - tilbagebetaling af afgifter, som en medlemsstat har opkrævet i strid med EU-retten - frist fastsat for indgivelse af anmodninger om tilbagebetaling af sådanne afgifter - ingen tilsvarende frist for tilbagebetaling af beløb, som denne medlemsstat har opkrævet i strid med national ret)

(2020/C 423/19)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Vâlcea

Parter i hovedsagen

Sagsøger: SC Valoris SRL

Sagsøgte: Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Craiova — Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Vâlcea og Administraţia Fondului pentru Mediu

Konklusion

Effektivitetsprincippet, sammenholdt med princippet om loyalt samarbejde, skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning fastsætter en præklusionsfrist for indgivelse af anmodninger om tilbagebetaling af afgifter, der er fastslået at være uforenelige med EU-retten, som er af ca. et års varighed og løber fra ikrafttrædelsen af denne lovgivning, som har til formål at afhjælpe tilsidesættelsen af EU-retten.

Ækvivalensprincippet, sammenholdt med princippet om loyalt samarbejde, skal fortolkes således, at det er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning fastsætter en præklusionsfrist af ca. et års varighed for indgivelse af anmodninger om tilbagebetaling af afgifter, der er fastslået at være uforenelige med EU-retten, mens denne medlemsstat ikke har fastsat en sådan frist for så vidt angår lignende anmodninger om tilbagebetaling, der er baseret på en tilsidesættelse af national ret.

(1) EUT C 432 af 23.12.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/13

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 21. oktober 2020 — GR mod Stadt Duisburg (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgericht Düsseldorf — Tyskland)

(Sag C-720/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - associeringsaftalen EØF-Tyrkiet - afgørelse nr. 1/80 - artikel 7, stk. 1 - opholdsret for familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager, der har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat - naturalisation af det pågældende familiemedlem i værtsmedlemsstaten - bevarelse af opholdsretten - velerhvervede rettigheder)

(2020/C 423/20)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: GR

Sagsøgt: Stadt Duisburg

Konklusion

Artikel 7, stk. 1, i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet skal fortolkes således, at et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager, som har opnået de rettigheder, der er fastsat i denne bestemmelse, ikke mister disse rettigheder, såfremt den pågældende opnår statsborgerskab i værtsmedlemsstaten og herved opgiver sit tidligere statsborgerskab.

(1) EUT C 19 af 20.1.2020.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/14

Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 1. oktober 2020 — FP Passenger Service GmbH mod Austrian Airlines AG (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesgericht Korneuburg — Østrig)

(Sag C-654/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - lufttransport - forordning (EF) nr. 261/2004 - kompensation til luftfartspassagerer ved lange forsinkelser - ret til kompensation ved forsinkelse - forsinkelsens varighed - det tidspunkt, hvor flyets dør åbnes på bestemmelsesstedet - det faktiske ankomsttidspunkt - det planlagte ankomsttidspunkt - spørgsmål, som Domstolen allerede har afgjort, eller hvis besvarelse klart kan udledes af retspraksis)

(2020/C 423/21)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesgericht Korneuburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: FP Passenger Service GmbH

Sagsøgt: Austrian Airlines AG

Konklusion

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91, sammenholdt med dom af 4. september 2014, Germanwings (C-452/13, EU:C:2014:2141), skal fortolkes således, at den tid, der er forløbet mellem det planlagte ankomsttidspunkt og det faktiske ankomsttidspunkt, dvs. det tidspunkt, hvor mindst én af flyets døre åbnes, forudsat at passagerne på dette tidspunkt har lov til at forlade flyet, skal beregnes med henblik på at fastslå omfanget af den forsinkelse, der berører flypassagererne ved flyets ankomst.

(1) EUT C 406 af 2.12.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/14

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Veszprémi Törvényszék (Ungarn) den 23. juli 2020 — Amper Metal Kft. mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

(Sag C-334/20)

(2020/C 423/22)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Veszprémi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Amper Metal Kft.

Sagsøgt: Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

Præjudicielle spørgsmål

Skal eller kan artikel 168, litra a), i Rådets direktiv 2006/112/EF (1) af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (herefter »momsdirektivet«) fortolkes på en sådan måde, at der i henhold til den nævnte bestemmelse — på grund af udtrykket »anvendes«, der optræder heri — ikke kan nægtes fradrag af moms af en transaktion, der er omfattet af momsdirektivets anvendelsesområde, med den begrundelse, at den ydelse, som en fakturaudsteder leverer inden for rammerne af en transaktion mellem uafhængige parter, efter en afgiftsmyndigheds opfattelse ikke er »fordelagtig« for fakturamodtagerens afgiftspligtige aktiviteter, for så vidt som:

—	værdien af den tjenesteydelse (reklameydelse), der leveres af den part, som udsteder fakturaen, er uforholdsmæssig i forhold til den fordel (omsætning/stigning i omsætning), som den nævnte tjenesteydelse har skabt for fakturamodtageren, eller

—	den nævnte tjenesteydelse (reklameydelse) ikke har genereret nogen omsætning for fakturamodtageren?

Skal eller kan momsdirektivets artikel 168, litra a), fortolkes på en sådan måde, at der i henhold til den nævnte bestemmelse kan nægtes fradrag af moms af en transaktion, der er omfattet af momsdirektivets anvendelsesområde, med den begrundelse, at den ydelse, som en fakturaudsteder leverer inden for rammerne af en transaktion mellem uafhængige parter, efter en afgiftsmyndigheds opfattelse har en uforholdsmæssig værdi, eftersom tjenesteydelsen (reklameydelse) er dyr, og prisen er for høj i forhold til en anden eller andre sammenlignelige tjenesteydelser?

(1) EUT 2006., L 347, s. 1.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/15

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Ravensburg (Tyskland) den 24. juli 2020 — QY mod Bank 11 für Privatkunden und Handel GmbH

(Sag C-336/20)

(2020/C 423/23)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Ravensburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: QY

Sagsøgt: Bank 11 für Privatkunden und Handel GmbH

Præjudicielle spørgsmål

Vedrørende lovmæssighedsfiktionen i henhold til artikel 247, § 6, stk. 2, tredje punktum, og artikel 247, § 12, stk. 1, tredje punktum, i Einführungsgesetz zum Bürgerlichen Gesetzbuche (lov om ikrafttræden af den borgerlige lovbog, herefter »EGBGB«):

Er EGBGB’s artikel 247, § 6, stk. 2, tredje punktum, og artikel 247, § 12, stk. 1, tredje punktum, uforenelige med artikel 10, stk. 2, litra p), og artikel 14, stk. 1, i direktiv 2008/48/EF (1), for så vidt som de fastslår, at aftalevilkår, der er i strid med betingelserne i artikel 10, stk. 2, litra p), i direktiv 2008/48/EF, alligevel opfylder kravene i EGBGB’s artikel 247, § 6, stk. 2, første og andet punktum, og artikel 247, § 12, stk. 1, andet punktum, nr. 2), litra b)?

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende:

Følger det af EU-retten, navnlig af artikel 10, stk. 2, litra p), og artikel 14, stk. 1, i direktiv 2008/48/EF, at EGBGB’s artikel 247, § 6, stk. 2, tredje punktum, og artikel 247, § 12, stk. 1, tredje punktum, ikke skal anvendes, for så vidt som disse bestemmelser i EGBGB fastslår, at aftalevilkår, der er i strid med betingelserne i artikel 10, stk. 2, litra p), i direktiv 2008/48/EF, alligevel opfylder kravene i EGBGB’s artikel 247, § 6, stk. 2, første og andet punktum, og artikel 247, § 12, stk. 1, andet punktum, nr. 2), litra b)?

Såfremt spørgsmål 1. b) ikke besvares bekræftende:

Vedrørende de obligatoriske oplysninger i henhold til artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48/EF:

a)	Skal artikel 10, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/48/EF fortolkes således, at kreditaftalen for så vidt angår oplysninger om kredittypen i givet fald skal angive, at der er tale om en tilknyttet kreditaftale? Såfremt dette spørgsmål besvares benægtende:

Skal artikel 10, stk. 2, litra l), i direktiv 2008/48/EF fortolkes således, at kreditaftalen skal angive den gældende sats for morarenter på tidspunktet for indgåelse af aftalen som et absolut tal, men som minimum den gældende referencesats (i det foreliggende tilfælde basisrentesatsen i henhold til § 247 i [Bürgerliches Gesetzbuch, den borgerlige lovbog, herefter »BGB«], på grundlag af hvilken den gældende sats for morarenter beregnes ved et tillæg (i det foreliggende tilfælde fem procentpoint i henhold til BGB’s § 288, stk. 1, andet punktum), som et absolut tal?

Såfremt dette spørgsmål besvares benægtende:

c)	Skal artikel 10, stk. 2, litra t), i direktiv 2008/48/EF fortolkes således, at kreditaftalens tekst skal angive de væsentlige formelle betingelser for klageadgang og adgang til udenretslig bilæggelse af tvister? Såfremt et af de ovenstående spørgsmål 2. a)-c) besvares bekræftende?

Skal artikel 14, stk. 1, andet punktum, litra b), i direktiv 2008/48/EF fortolkes således, at fristen for udøvelse af fortrydelsesretten kun begynder at løbe, såfremt oplysningerne i henhold til artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48/EF er angivet fuldstændigt og indholdsmæssigt korrekt, og det ikke har nogen betydning, om det forhold, at en oplysning mangler eller er forkert, kan påvirke forbrugernes mulighed for at bedømme omfanget af deres forpligtelse?

Såfremt ovenstående spørgsmål 1. a) og/eller et af de under 2. a)-c) stillede spørgsmål besvares bekræftende:

Vedrørende fortabelsen af den fortrydelsesret, der består i henhold til artikel 14, stk. 1, første punktum, i direktiv 2008/48/EF:

a)	Kan fortrydelsesretten i henhold til artikel 14, stk. 1, første punktum, i direktiv 2008/48/EF fortabes? Såfremt dette er tilfældet:

b)	Udgør fortabelsen en tidsbegrænsning af fortrydelsesretten, der skal være reguleret i en parlamentslov? Såfremt dette ikke er tilfældet:

c)	Forudsætter en indsigelse om fortabelse i subjektiv henseende, at forbrugeren vidste, at dennes fortrydelsesret fortsat bestod, eller at denne i det mindste var ansvarlig for sit manglende kendskab, idet dette skyldtes grov uagtsomhed? Såfremt dette ikke er tilfældet:

Er kreditgiverens mulighed for at meddele kredittageren oplysningerne efterfølgende som omhandlet i artikel 14, stk. 1, andet punktum, litra b), i direktiv 2008/48/EF og dermed sætte fristen i gang, til hinder for at anvende reglerne om fortabelse i god tro [»Treu und Glauben«]?

Såfremt dette ikke er tilfældet:

e)	Er dette foreneligt med de faste principper, som de tyske domstole er bundet af i henhold til Grundgesetz (den tyske grundlov), og hvorledes skal de tyske retsanvendende myndigheder i givet fald løse en konflikt mellem bindende folkeretlige regler og krav fra EU-Domstolen?

Uanset hvorledes ovenstående spørgsmål 1.-3. besvares:

Vedrørende en enedommers forelæggelseskompetence i henhold til artikel 267, stk. 2, TEUF:

Er § 348a, stk. 2, nr. 1, i Zivilprozeßordnung (den tyske retsplejelov), for så vidt som denne bestemmelse også vedrører afsigelse af forelæggelseskendelser i henhold til artikel 267, stk. 2, TEUF, uforenelig med de nationale domstoles forelæggelseskompetence i henhold til artikel 267, stk. 2, TEUF, således at den ikke kan anvendes på spørgsmålet om afsigelse af forelæggelseskendelser?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.4.2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT 2008, L 133, s. 66).

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/17

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kúria (Ungarn) den 31. juli 2020 — HOLD Alapkezelő Befektetési Alapkezelő Zrt. mod Magyar Nemzeti Bank

(Sag C-352/20)

(2020/C 423/24)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Kúria

Parter i hovedsagen

Sagsøger: HOLD Alapkezelő Befektetési Alapkezelő Zrt.

Sagsøgt: Magyar Nemzeti Bank

Præjudicielle spørgsmål

Regulerer aflønningspolitikkerne hos forvaltere af investeringsfonde det udbytte, som de pågældende medlemmer af ledelsen får udbetalt

a)	direkte i kraft af deres status som indehavere af præferenceaktier med fortrinsret til udbytte i forvaltere af investeringsfonde, og

b)	gennem enkeltmandsaktieselskaber ejet af de pågældende medlemmer af ledelsen, som besidder præferenceaktier med fortrinsret til udbytte i den pågældende forvalter af investeringsfonde?

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/17

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék (Ungarn) den 5. august 2020 — MARCAS MC Szolgáltató Zrt. mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

(Sag C-363/20)

(2020/C 423/25)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: MARCAS MC Szolgáltató Zrt.

Sagsøgt: Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

Præjudicielle spørgsmål

Er det i overensstemmelse med retten til en retfærdig rettergang, der er anerkendt som et almindeligt retsprincip i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og med retssikkerhedsprincippet, proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, når en medlemsstats skattemyndigheds praksis, hvorefter en skattemyndighed i forbindelse med en efterfølgende kontrol af en skattepligtig persons angivelse — uden at den skattepligtige persons overtrædelse af en specifik regnskabsmæssig bestemmelse eller en materielretlig regel vedrørende den skat, der er genstand for kontrol, er blevet fastslået, og uden at det skyldige skattebeløb er blevet ændret i forhold til det, der er opgjort i angivelsen for de år, som den økonomiske virksomhed vedrører — uden at begrunde det, fastslår eksistensen af en skattedifference, der skal afholdes af en skattepligtig person, udelukkende af den grund, at denne ikke har udarbejdet sin angivelse under hensyntagen til blandt de regnskabsprincipper, der er indeholdt i medlemsstatens regnskabslov, to beskatningsprincipper i henhold til skattemyndighedens krav, men at den skattepligtige person ved at gøre brug af sin skønsmargen har gjort det på grundlag af andre principper, som denne har anset for at regulere regnskabsføringen af sin økonomiske virksomhed?

Kan artikel 2, stk. 3, og artikel 31 i direktiv 78/660/EØF (1) (fjerde direktiv) i lyset af retten til en retfærdig rettergang, der er anerkendt i chartrets artikel 47, og af retssikkerhedsprincippet, proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, der er anerkendt som almindelige EU-retlige principper, fortolkes således, at det i tilfælde af en økonomisk virksomhed, der vedrører flere regnskabsår, såfremt en skattemyndighed erstatter de regnskabsprincipper, som er valgt af en skattepligtig person, med andre regnskabsprincipper og som følge heraf foretager en ændring i regnskabsposteringen, der ligeledes påvirker skatteangivelserne for de tilgrænsende år, er obligatorisk, at denne ligeledes udvider sin kontrol til de regnskabsår, som den økonomiske virksomhed vedrører, og som skattemyndighedens konklusioner vedrørende den periode, der er genstand for kontrol, følgelig påvirker? Ved udførelsen af en efterfølgende kontrol af en skattepligtig persons angivelse skal skattemyndigheden i det regnskabsår, der er genstand for kontrol, da tage hensyn til de poster, der er blevet ændret ved en supplerende angivelse i det foregående år, med det resultat at der foreligger en overbetaling fra den skattepligtige persons side som følge af, at denne har betalt skatten før forfaldstidspunktet, eller er en adfærd, hvorefter en skattemyndighed fastslår eksistensen af en skattegæld, der skal afholdes af en skattepligtig person, selv om der foreligger en overbetaling, i overensstemmelse med de anførte principper og med forbuddet mod misbrug af rettigheder i chartrets artikel 54?

Er det forholdsmæssigt at kritisere valget af en eventuelt ukorrekt regnskabsmetode ved at fastslå eksistensen af en skattedifference, der kvalificeres som gæld, ligeledes under hensyntagen til, at der pålægges betaling af en bøde — selv om den blot udgør et beløb på 10 % — og morarenter, såfremt den omtvistede skat er blevet betalt før dens forfald, og den under sagen og indtil dens afslutning har figureret som en overbetaling på sagsøgerens løbende skattekonto, hvorfor der ikke foreligger et indtægtstab for statskassen, og der ikke foreligger tegn på misbrug?

Kan princippet om (beskyttelse af) den berettigede forventning fortolkes således, at dets objektive grundlag, dvs. den skattepligtige persons forventning, for så vidt angår den regnskabsmæssige behandling, er begrundet, såfremt skattemyndigheden forud har foretaget en kontrol på den skattepligtige persons hjemsted, hvorunder den har fastslået, selv om der ikke foreligger en konkret erklæring, eller at det udelukkende udledes implicit af dennes adfærd, at præsentationen og førelsen af dokumentation, regnskaber og registre var i overensstemmelse med forskrifterne, eller kan den skattepligtige person kun påberåbe sig princippet om den berettigede forventning, såfremt skattemyndigheden udfører en efterfølgende kontrol af de skatteangivelser, der giver anledning til en periode, der afsluttes med en kontrol, idet den udvides til alle former for skatter, og udtrykkeligt udtaler sig positivt om den skattepligtige persons regnskabspraksis? Handler skattemyndigheden på en måde, der er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, hvis den i efterfølgende afgørelser tillægger regnskabsmæssige uregelmæssigheder skatteretlige konsekvenser, således at myndigheden ved at påberåbe sig den forudgående kontrols formelle eller ufuldstændige karakter eller manglen på en udtrykkelig positiv erklæring ikke anerkender, at sagsøgeren har haft en berettiget forventning om, at dennes tidligere regnskabspraksis var korrekt?

(1) Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25.7.1978 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer (EFT 1978, L. 122, s. 11, ungarsk specialudgave, kapitel 17, bind 1, s. 58).

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/19

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Wojewódzki Sąd Administracyjny w Szczecinie (Polen) den 6. august 2020 — A.M. mod Dyrektor Z. Oddziału Regionalnego Agencji Restrukturyzacji i Modernizacji Rolnictwa

(Sag C-373/20)

(2020/C 423/26)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Wojewódzki Sąd Administracyjny w Szczecinie

Parter i hovedsagen

Sagsøger: A.M.

Sagsøgt: Dyrektor Z. Oddziału Regionalnego Agencji Restrukturyzacji i Modernizacji Rolnictwa

Præjudicielt spørgsmål

Er de nationale myndigheders forståelse af begrebet »permanente græsarealer« i artikel 2, litra c), i Kommissionens forordning (EF) nr. 1120/2009 af 29. oktober 2009 om gennemførelsesbestemmelser til enkeltbetalingsordningen i afsnit III i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (1), hvorefter naturlige periodiske oversvømmelser eller delvise oversvømmelser af enge og græsgange beliggende i det særlige naturbeskyttelsesområde (Natura 2000-området Iński landskabspark), fører til såkaldt »omdrift« på disse arealer, hvilket resulterer i afbrydelse af perioden på fem år (eller længere), hvor »omdrift« ikke må anvendes, hvilket følgelig danner grundlag for at fratage eller reducere betalinger for miljøvenligt landbrug til landbrugeren samt yderligere økonomiske konsekvenser i forbindelse med afbrydelsen af den femårige gennemførelsesperiode for et miljøvenligt landbrugsprogram, korrekt?

(1) EUT 2009, L 316, s. 1.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/22

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia no 49 de Barcelona (Spanien) den 12. august 2020 — EL og TP mod Caixabank SA

(Sag C-385/20)

(2020/C 423/32)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de Primera Instancia no 49 de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: EL og TP

Sagsøgt: Caixabank SA

Præjudicielle spørgsmål

Er den fortolkning i retspraksis af artikel 251, artikel 394, stk. 3 og artikel 411 i Ley de Enjuiciamiento Civil (lov om civil retspleje), der er fastlagt i Decreto de 1 de octubre de 2019 (dekret af 1.10.2019), og hvorefter det beløb, som tvisten omhandler, sidestilles med den økonomiske interesse i sagen og følgelig fører til en nedsættelse af de salærer, som en forbruger har betalt til sin advokat på grundlag af et fast beløb (18 000 EUR), der er fastsat ved lov udelukkende for et beløb, der ikke kan anslås, og ikke for et ubestemt beløb, i strid med artikel 6, stk.1, og artikel 7, stk.1, i direktivet (1), idet den ikke kan genoprette den faktiske og retlige situation, som forbrugeren ville have befundet sig i uden det nævnte vilkår, selv om der til dennes fordel foreligger en erklæring fra en ret om, at kontraktvilkåret er urimeligt, og idet den ikke fjerner et urimeligt proceduremæssigt krav vedrørende en begrænsning af omkostningerne, hvor det ville sikre forbrugeren de mest passende og effektive midler til en legitim udøvelse af dennes rettigheder, hvis dette krav fjernes?

Er artikel 394, stk. 3, i Ley de Enjuiciamiento Civil (lov om civil retspleje) i sig selv i strid med direktivets artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, og gør den det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder for retsinstanserne, som det nævnte direktiv tillægger forbrugerne, idet den begrænsning, som den nævnte artikel pålægger forbrugeren, hvorefter denne skal bære en del af sine egne sagsomkostninger, medfører, at det ikke er muligt at genoprette den faktiske og retlige situation, som forbrugeren ville have befundet sig i uden det nævnte vilkår, selv om der til dennes fordel foreligger en erklæring fra en ret om, at kontraktvilkåret er urimeligt, og idet den ikke fjerner et urimeligt proceduremæssigt krav vedrørende en begrænsning af omkostningerne, hvor det ville sikre forbrugerenen de mest passende og effektive midler til en legitim udøvelse af dennes rettigheder, hvis dette krav fjernes?

(1) Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/22

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Contencioso-Administrativo no 2 de Vigo (Spanien) den 14. august 2020 — CJ mod Tesorería General de la Seguridad Social

(Sag C-389/20)

(2020/C 423/33)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de lo Contencioso-Administrativo no 2 de Vigo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: CJ

Sagsøgt: Tesorería General de la Seguridad Social

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/7/EØF (1) af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring, som forbyder enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn i forbindelse med pligten til at bidrage til de sociale sikringsordninger, og artikel 5, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF (2) af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv, som fastsætter et lignende forbud mod direkte eller indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn med hensyn til anvendelsesområdet for de sociale sikringsordninger og vilkårene for adgangen hertil samt for så vidt angår bidragspligten og beregningen af bidrag, fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse som artikel 251, litra d), i lov om social sikring? »d) beskyttelsesforanstaltningen under særordningen for hushjælp omfatter ikke foranstaltninger i forbindelse med arbejdsløshed.«

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, udgør den nævnte bestemmelse da et eksempel på forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til artikel 9, stk. 1, litra e) og/eller k), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006, for så vidt som den omtvistede bestemmelse i artikel 251, litra d), i lov om social sikring i næsten udelukkende berører kvinder?

(1) EFT 1979, L 6, s. 24

(2) EUT 2006, L 204, s. 23.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/23

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy dla Warszawy-Mokotowa w Warszawie (Polen) den 12. august 2020 — Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) mod Miejskie Przedsiębiorstwo Energetyki Cieplnej sp. z o.o.

(Sag C-392/20)

(2020/C 423/34)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Rejonowy dla Warszawy-Mokotowa w Warszawie

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA)

Sagsøgt: Miejskie Przedsiębiorstwo Energetyki Cieplnej sp. z o.o.

Præjudicielle spørgsmål

1.	Skal artikel 299 TEUF fortolkes således, at den kun finder anvendelse på Rådets, Kommissionens eller Den Europæiske Centralbanks afgørelser, eller finder den også anvendelse på Det Europæiske Kemikalieagenturs afgørelser med hensyn til pålæggelse af administrative tillægsafgifter?

Skal bestemmelsen i artikel 299 TEUF, hvori det fastslås, at fuldbyrdelsespåtegning skal påføres efter en prøvelse, der kun omfatter ægtheden af det pågældende fuldbyrdelsesgrundlag, fortolkes således, at en national domstol, som træffer afgørelse om fuldbyrdelsespåtegning, og som anvender den borgerlige retsplejes regler i denne medlemsstat, ikke har kompetence til at undersøge, om kravet som fuldbyrdelsespåtegningen vedrører, er forældet?

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/24

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy dla Krakowa-Śródmieścia w Krakowie (Polen) den 18. august 2020 — T.B., D. sp. z. o. omod G. I. A/S

(Sag C-393/20)

(2020/C 423/35)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Rejonowy dla Krakowa-Śródmieścia w Krakowie

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: T.B. og D. sp. z. o. o

Sagsøgt: G. I. A/S

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 13, stk. 2, sammenholdt med artikel 11, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (1) fortolkes således, at bestemmelsen kan påberåbes af en person, der som modydelse til tjenester, der er leveret til den direkte skadelidte i et trafikuheld, har overtaget denne skadelidtes erstatningskrav, når den pågældende person ikke driver erhvervsmæssig virksomhed med at gøre erstatningskrav gældende over for forsikringsselskaber, og når den pågældende på det sted, hvor vedkommende har bopæl, har anlagt sag mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, som har hjemsted i en anden medlemsstat?

Skal artikel 7, nr. 2), og artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område fortolkes således, at disse bestemmelser kan påberåbes af en person, der har overtaget et krav fra skadelidte i et trafikuheld på grundlag af en aftale, inden for rammerne af en sag anlagt ved en ret i den medlemsstat, hvor ulykken skete, mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, der har hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor skadetilføjelsen er foregået?

(1) EUT 2012, L 351, s. 1-32.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/24

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kúria (Ungarn) den 30. juli 2020 — CHEP Equipment Pooling NV mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

(Sag C-396/20)

(2020/C 423/36)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Kúria

Parter i hovedsagen

Appellant: CHEP Equipment Pooling NV

Indstævnt: Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 20, stk. 1, i Rådets direktiv 2008/9/EF (1) af 12. februar 2008 om detaljerede regler for tilbagebetaling af moms i henhold til direktiv 2006/112/EF til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i tilbagebetalingsmedlemsstaten, men i en anden medlemsstat (direktiv 2008/9/EF), fortolkes således, at tilbagebetalingsmedlemsstaten, selv i tilfælde af åbenbare beløbsmæssige forskelle mellem anmodningen om tilbagebetaling og den faktura, der er til skade for den afgiftspligtige person, uden at der rejses spørgsmål om en pro rata-sats, kan lægge til grund, at det ikke er nødvendigt at anmode om supplerende oplysninger, og at den har modtaget alle de relevante oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse om en tilbagebetaling?

(1) EUT 2008, L 44, s. 23.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/25

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Köln (Tyskland) den 28. august 2020 — Phantasialand mod Finanzamt Brühl

(Sag C-406/20)

(2020/C 423/37)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Köln

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Phantasialand

Sagsøgt: Finanzamt Brühl

Præjudicielle spørgsmål

Kan omtalen af messer og forlystelsesparker i bilag III, kategori nr. 7, jf. artikel 98, stk. 2, i direktiv 2006/112 (1) i henhold til en differentieret beskatning anføres som begrundelse for en beskatning af en aktivitetspark med standardmomssatsen, selvom betegnelsen »forlystelsespark« omfatter både lokalt baserede og mobile markedsvirksomheder?

2)	Kan EU-Domstolens praksis, ifølge hvilken den kontekst, som leveringen af forskellige ydelser må ses i, kan føre til, at disse ydelser ikke er sammenlignelige, anvendes på ydelser, som leveres af henholdsvis omrejsende markedsfolk og lokalt baserede markedsvirksomheder i form af aktivitetsparker?

Såfremt svaret på det andet spørgsmål er benægtende:

Er »den gennemsnitlige forbrugers synspunkt«, som ifølge EU-Domstolens praksis udgør et væsentligt element i princippet om afgiftsneutralitet, et »intellektuelt perspektiv«, som ikke kan godtgøres med en bevisoptagelse i form af en sagkyndig udtalelse?

(1) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/25

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de La Coruña (Spanien) den 2. september 2020 — Banco Santander, S.A. mod J.A.C. og M.C.P.R.

(Sag C-410/20)

(2020/C 423/38)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Audiencia Provincial de La Coruña

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Banco Santander, S.A.

Sagsøgte: J.A.C. og M.C.P.R.

Præjudicielle spørgsmål

Når alle de aktier, som selskabskapitalen bestod af, er blevet annulleret i forbindelse med et finansieringsinstituts afviklingsprocedure, skal artikel 34, stk. 1, litra a), artikel 53, stk. 1 og 3, artikel 60, stk. 2, litra b) og e), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 (1) da fortolkes således, at de er til hinder for, at de personer, som nogle måneder for indledningen af afviklingsproceduren købte deres aktier i forbindelse med en kapitalforhøjelse ved en offentlig tegning, kan anlægge erstatningssøgsmål eller søgsmål med tilsvarende virkning på grundlag af mangelfulde oplysninger i prospektet mod det udstedende institut eller mod det selskab, der er opstået ved en efterfølgende fusion ved overtagelse?

I den samme situation som i det foregående spørgsmål er artikel 34, stk. 1, litra a), artikel 53, stk. 3, og artikel 60, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 da til hinder for, at det udstedende institut eller det selskab, som er dets universelle efterfølger, ved en domstol pålægges forpligtelser med hensyn til tilbagebetaling af vederlaget for de tegnede aktier med tillæg af renter som følge af den omstændighed, at aftalen om tegning af aktier er blevet erklæret ugyldig med tilbagevirkende kraft (ex tunc) i forbindelse med søgsmål, der er anlagt efter afviklingen af instituttet?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.5.2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber (EUT 2014, L 173, s. 190).

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/26

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Bremen (Tyskland) den 2. september 2020 — S mod Familienkasse Niedersachsen-Bremen der Bundesagentur für Arbeit

(Sag C-411/20)

(2020/C 423/39)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Bremen

Parter i hovedsagen

Sagsøger: S

Sagsøgt: Familienkasse Niedersachsen-Bremen der Bundesagentur für Arbeit

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 24 i direktiv 2004/38/EF (1) og artikel 4 i forordning (EF) nr. 883/2004 (2) fortolkes således, at de er til hinder for en ordning i en medlemsstat, hvorefter en statsborger i en anden medlemsstat, som etablerer bopæl eller sædvanligt opholdssted i indlandet og ikke dokumenterer at have indenlandske indtægter fra land- og skovbrug, erhvervsvirksomhed, selvstændigt arbejde eller ansættelse, i de første tre måneder efter etableringen af bopælen eller det sædvanlige opholdssted ikke har ret til familieydelser som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra j), sammenholdt med artikel 1, litra z), i forordning (EF) nr. 883/2004, mens en statsborger i den pågældende medlemsstat, som befinder sig i samme situation, har ret til familieydelser som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra j), sammenholdt med artikel 1, litra z), i forordning (EF) nr. 883/2004 uden at skulle dokumentere indenlandske indtægter fra land- og skovbrug, erhvervsvirksomhed, selvstændigt arbejde eller ansættelse?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1).

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/27

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Hamburg (Tyskland) den 7. september 2020 — Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions GmbH mod Hauptzollamt Hamburg

(Sag C-415/20)

(2020/C 423/40)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Hamburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions GmbH

Sagsøgt: Hauptzollamt Hamburg

Præjudicielle spørgsmål

Foreligger medlemsstaternes forpligtelse i henhold til EU-retten til at tilbagebetale afgifter, som er opkrævet i strid med EU-retten, med tillæg af renter, også i tilfælde, hvor grunden til tilbagebetalingen ikke er, at Den Europæiske Unions Domstol har fastslået, at retsgrundlaget er i strid med EU-retten, men derimod Domstolens fortolkning af en (under-)position i den kombinerede nomenklatur?

2)	Kan principperne for det EU-retlige rentekrav, som Den Europæiske Unions Domstol har udviklet, også overføres til betalingen af eksportrestitutioner, som myndigheden i medlemsstaten har nægtet i strid med EU-retten?

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/27

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Judicial da Comarca de Braga, Juízo do Trabalho de Barcelos (Portugal) den 10. september 2020 — GD og ES mod Luso Temp — Empresa de Trabalho Temporário, S.A.

(Sag C-426/20)

(2020/C 423/41)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Judicial da Comarca de Braga, Juízo do Trabalho de Barcelos

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: GD og ES

Sagsøgt: Luso Temp — Empresa de Trabalho Temporário, S.A.

Præjudicielt spørgsmål

Er artikel 3, stk. 1, litra f), og artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF (1) af 19. november 2008 om vikararbejde til hinder for en bestemmelse som den, der er indeholdt i artikel 185, stk. 6, i lov om arbejdsforhold (vedtaget ved lov nr. 7/2009 af 12.2.2009), hvorefter en vikaransat altid kun har ret til betalt ferie og ferietillæg, som beregnes forholdsmæssigt efter den arbejdstid, der er tilbagelagt hos brugervirksomheden, selv når vedkommendes ansættelsesforhold er påbegyndt i et kalenderår og ophører to eller flere kalenderår efter denne dato, mens den almindelige ferieordning finder anvendelse på en arbejdstager, der er ansat direkte af brugervirksomheden, og som varetager samme stilling i den samme periode, hvilket garanterer denne arbejdstager en længere periode med betalt ferie og et større ferietillæg, idet disse ikke beregnes forholdsmæssigt efter den tilbagelagte arbejdstid?

(1) EUT 2008, L 327, s. 9

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/28

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de la Comunidad Valenciana (Spanien) den 16. september 2020 — Asociación Estatal de Entidades de Servicios de Atención a Domicilio (ASADE) mod Consejería de Igualdad y Políticas Inclusivas

(Sag C-436/20)

(2020/C 423/42)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de la Comunidad Valenciana

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Asociación Estatal de Entidades de Servicios de Atención a Domicilio (ASADE)

Sagsøgt: Consejería de Igualdad y Políticas Inclusivas

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 49 TEUF og artikel 76 og 77 i (sammenholdt med artikel 74 i og bilag XIV til) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU (1) af 26. februar 2014 fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter ordregivende myndigheder kan benytte sig af aftaler med private nonprofitenheder — ikke kun frivillige organisationer — med henblik på levering af alle former for sociale tjenesteydelser til personer mod godtgørelse af udgifter uden at anvende de procedurer, der er fastlagt i udbudsdirektivet, og uanset den anslåede værdi af disse tjenesteydelser, idet det forholder sig sådan, fordi denne godtgørelse ganske enkelt forudgående kvalificeres som værende af ikke-kontraktuel karakter?

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, og denne ordning dermed er mulig, skal artikel 49 TEUF og artikel 76 og 77 i (sammenholdt med artikel 74 i og bilag XIV til) udbudsdirektivet da fortolkes således, at ordregivende myndigheder kan benytte sig af aftaler med private nonprofitenheder — ikke kun frivillige organisationer — med henblik på levering af alle former for sociale tjenesteydelser til personer mod godtgørelse af udgifter uden at anvende de procedurer, der er fastlagt i udbudsdirektivet, og uanset den anslåede værdi af disse tjenesteydelser, idet det forholder sig sådan, fordi denne godtgørelse ganske enkelt forudgående kvalificeres som værende af ikke-kontraktuel karakter, når denne nationale lovgivning desuden ikke udtrykkeligt omfatter de krav, der er fastsat i førnævnte direktivs artikel 77, men derimod henviser til en senere lovgivningsmæssig udvikling, uden at det udtrykkeligt er fastsat i retningslinjerne for denne lovgivningsmæssige udvikling, at den udtrykkeligt skal omfatte de krav, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 77?

Såfremt det andet spørgsmål også besvares benægtende, og denne ordning dermed er mulig, skal artikel 49 TEUF og 56 TEUF og artikel 76 og 77 i (sammenholdt med artikel 74 i og bilag XIV til) direktivet om offentlige udbud og artikel 15, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF (2) af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked da fortolkes således, at ordregivende myndigheder med henblik på udvælgelsen af den nonprofitorganisation (ikke kun frivillige organisationer), som de vil indgå aftale med om levering af alle former for sociale tjenesteydelser til personer — ud over de i artikel 2, stk. 2, litra j), i sidstnævnte direktiv nævnte — blandt udvælgelseskriterierne kan anvende kriteriet om, at den pågældende enhed skal være etableret på det sted, hvor tjenesteydelsen skal leveres?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26.2.2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT 2014, L 94, s. 65).

(2) EUT L 376, p. 36.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/29

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 23. september 2020 — PJ mod Agenzia delle dogane e dei monopoli — Ufficio dei monopoli per la Toscana og Ministero dell'Economia e delle Finanze

(Sag C-452/20)

(2020/C 423/43)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Appellant: PJ

Indstævnte: Agenzia delle dogane e dei monopoli — Ufficio dei monopoli per la Toscana og Ministero dell'Economia e delle Finanze

Præjudicielt spørgsmål

Udgør artikel 25, stk. 2, i kongeligt dekret nr. 2316 af 24. december 1934, som erstattet af artikel 24, stk. 3, i lovdekret nr. 6/2016 (gennemførelse af direktiv 2014/40/EU (1) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobak og relaterede produkter og om ophævelse af direktiv 2001/37/EF) — for så vidt angår den del, hvor det bestemmes, at »[e]nhver, der sælger eller udleverer tobaksvarer eller elektroniske cigaretter eller genopfyldningsbeholdere til elektroniske cigaretter, som indeholder nikotin, eller nye kategorier af tobaksvarer, til personer under 18 år, pålægges en administrativ finansiel sanktion på 500,00 til 3 000,00 EUR og 15 dages suspension af bevillingen til udøvelse af aktiviteten« — en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og forsigtighedsprincippet i EU-retten, sådan som de fremgår af artikel 5 TEU og artikel 23, stk. 3, i samt 21. og 60. betragtning til direktiv 2014/40, idet den omhandlede bestemmelse giver forrang for forsigtighedsprincippet uden at afveje det mod proportionalitetsprincippet, hvorfor de økonomiske aktørers interesser forringes uforholdsmæssigt til gavn for beskyttelsen af retten til sundhed, således at der ikke sikres den rimelige balance mellem de forskellige grundlæggende rettigheder, så meget desto mere når sanktionen ved en tilsidesættelse af 8. betragtning til direktivet ikke effektivt forfølger formålet om at nedbringe rygeprævalensen blandt unge?«

(1) EUT 2014, L 127, s. 1.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/29

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék (Ungarn) den 30. september 2020 — Lombard Pénzügyi és Lízing Zrt. mod PN

(Sag C-472/20)

(2020/C 423/44)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger og appellant: Lombard Pénzügyi és Lízing Zrt.

Sagsøgt og appelindstævnt: PN

Præjudicielle spørgsmål

Såfremt det urimelige kontraktvilkår vedrører aftalens hovedgenstand (oplysningerne om valutakursen var ikke overensstemmende), med det resultat, at aftalen ikke kan opretholdes, og der ikke foreligger enighed mellem parterne, sikrer den effektive virkning af direktiv 93/13 (1) da, at det i mangel af en deklaratorisk bestemmelse er en udtalelse, som afgives af en retsinstans med højere hierarkisk status, men som imidlertid ikke er bindende for de lavere retsinstanser, der skal gælde som retningslinje i forbindelse med erklæringen om, at aftalen er gyldig eller har virkninger?

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, er det da muligt at genskabe den oprindelige situation, når aftalen ikke kan opretholdes som følge af det urimelige kontraktvilkår vedrørende aftalens hovedgenstand, der ikke foreligger enighed mellem parterne, og den ovennævnte udtalelse heller ikke kan finde anvendelse?

Såfremt det andet præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, kan der da, i tilfælde af et søgsmål med påstand om erklæring af ugyldighed vedrørende aftalens hovedgenstand, ved lov indføres et krav i forbindelse med [denne] type af aftaler om, at forbrugeren, samtidig med det pågældende søgsmål, ligeledes skal anlægge et søgsmål med påstand om, at aftalen erklæres for gyldig eller for at have virkninger?

4)	Såfremt det andet præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, og det således ikke er muligt at genskabe den oprindelige situation, kan aftalerne da efterfølgende erklæres gyldige eller som havende virkninger gennem lovgivning for at sikre ligevægt mellem parterne?

(1) Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/30

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vrhovni sud Republike Hrvatske (Kroatien) den 30. september 2020 — I.D. mod Z. b. d.d., Z.

(Sag C-474/20)

(2020/C 423/45)

Processprog: kroatisk

Den forelæggende ret

Vrhovni sud Republike Hrvatske

Parter i hovedsagen

Sagsøger: I.D.

Sagsøgt: Z. b. d.d., Z.

Præjudicielle spørgsmål

Skal direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (1) fortolkes således, at dets bestemmelser finder anvendelse på en låneaftale, som er indgået før Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union, når lånet blev konverteret efter tiltrædelsen i henhold til en lov, som Republikken Kroatien vedtog efter sin tiltrædelse til Den Europæiske Union, og har Domstolen henset hertil kompetence til at besvare det andet spørgsmål?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, har det andet spørgsmål følgende ordlyd:

Skal artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for anvendelsen af en national lov såsom den særlov, der er omtvistet i hovedsagen — ZID ZPK 2015 — Zakon o konverziji (konverteringsloven), der på den ene side i henhold til en ufravigelig bestemmelse pålægger tjenesteydere at tilbyde forbrugere at indgå tillæg til låneaftaler på de i loven fastsatte betingelser, hvilket tillæg erstatter de enkelte kontraktvilkår — som på tidspunktet for lovens ikrafttræden (vilkår vedrørende en ensidig ændring af rentesatsen) eller senere (vilkår vedrørende en klausul om valuta knyttet til CHF) er blevet erklæret ugyldige ved en domstolsafgørelse — med gyldige kontraktvilkår, på en sådan måde, at vilkårene i tillægget anses for at have været i kraft fra begyndelsen, hvilket sikrer aftalens gyldighed, og som på den anden side bestemmer, at de betalinger, der er foretaget af forbrugeren, som frivilligt har accepteret at indgå tillægget, i henhold til de urimelige vilkår, skal anvendes for at opfylde den pågældende forbrugers forpligtelser i henhold til vilkårene i det gyldige tillæg, i kraft af en aftale om rådighed over et eventuelt overskydende beløb eller tilbagebetaling til forbrugeren såfremt det overskydende beløb overstiger summen af lige store delbetalinger i henhold til den nye tilbagebetalingsplan for lånet, hvorved ovenstående skal ske på den måde, der er foreskrevet i loven?

(1) Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29)

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/31

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de Barcelona (Spanien) den 6. oktober 2020 — M P A mod LC D N M T

(Sag C-501/20)

(2020/C 423/46)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Audiencia Provincial de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøger: M P A

Sagsøgt: LC D N M T

Præjudicielle spørgsmål

Hvordan skal begrebet »sædvanligt opholdssted« i artikel 3 i forordning nr. 2201/2003 (1) og »sædvanlig bopæl« i artikel 3 i forordning nr. 4/2009 fortolkes med hensyn til personer, der er statsborgere i en medlemsstat og opholder sig i et tredjeland på grund af de opgaver, som de varetager i egenskab af kontraktansatte i Den Europæiske Union, og som i det pågældende tredjeland er anerkendt som diplomatiske repræsentanter for Den Europæiske Union, når deres ophold i det pågældende land er forbundet med udøvelsen af de opgaver, som de varetager for Unionen?

Hvis fastlæggelsen af ægtefællernes sædvanlige opholdssted eller sædvanlige bopæl med henblik på artikel 3 i forordning nr. 2201/2003 og artikel 3 i forordning nr. 4/2009 (2) afhænger af deres status som kontraktansatte i Den Europæiske Union i et tredjeland, hvordan påvirker dette opholdssted da fastlæggelsen af børnenes sædvanlige opholdssted i henhold til artikel 8 i forordning nr. 2201/2003?

Såfremt det fastslås, at børnene ikke har deres sædvanlige opholdssted i tredjelandet, er det da muligt at tage hensyn til tilknytningen til moderens statsborgerskab, hendes ophold i Spanien inden ægteskabets indgåelse, børnenes spanske statsborgerskab og den omstændighed, at de blev født i Spanien, med henblik på fastlæggelsen af det sædvanlige opholdssted i henhold til artikel 8 i forordning nr. 2201/2003?

Såfremt det fastslås, at forældrenes og børnenes sædvanlige opholdssted ikke befinder sig i en medlemsstat, er den omstændighed, at sagsøgte er statsborger i en medlemsstat — henset til at der i henhold til forordning nr. 2201/2003 ikke findes en anden medlemsstat, der har kompetence til at træffe afgørelse for så vidt angår påstandene — da til hinder for, at bestemmelserne om anden kompetence i artikel 7 og 14 i forordning nr. 2201/2003 anvendes?

Såfremt det fastslås, at forældrenes og børnenes sædvanlige opholdssted ikke befinder sig i en medlemsstat med henblik på fastsættelsen af underholdsbidraget til børnene, hvordan skal forum necessitatis i artikel 7 i forordning nr. 4/2009 da fortolkes? Nærmere bestemt: hvilke forudsætninger er nødvendige for at fastslå, at en sag ikke med rimelighed kan anlægges eller føres eller viser sig umulig at føre i et tredjeland, som tvisten er nært knyttet til (Togo i dette tilfælde)? Er det nødvendigt, at en part godtgør, at den pågældende har anlagt eller har forsøgt at anlægge sagen i den pågældende stat med et negativt resultat? Og udgør den omstændighed, at en af parterne har statsborgerskab i den pågældende medlemsstat, en tilstrækkelig tilknytning?

6)	Er en situation, hvor anvendelsen af bestemmelserne i forordningerne bevirker, at ingen medlemsstat har kompetence, i en sag som denne, hvor ægtefællerne har stærk tilknytning til medlemsstater (statsborgerskab, tidligere ophold), i strid med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder?

(1) Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.11.2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1).

(2) Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18.12.2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (EUT 2009, L 7, s. 1).

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/32

Appel iværksat den 6. november 2020 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Udvidede Afdeling) den 23. september 2020 i sag T-411/17, Landesbank Baden-Württemberg mod Den Fælles Afviklingsinstans

(Sag C-584/20 P)

(2020/C 423/47)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved D. Triantafyllou, A. Nijenhuis, A. Steiblytė og V. Di Bucci, som befuldmægtigede)

De øvrige parter i appelsagen: Landesbank Baden-Württemberg og Den Fælles Afviklingsinstans

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom ophæves.

—	Landesbank Baden-Württemberg betaler sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Efter appellantens opfattelse skal den appellerede dom, hvorved Retten annullerede afgørelsen om beregningen af ex ante-bidrag for 2017 til Den Fælles Afviklingsfond, som Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) traf på sit eksekutivmøde den 11. april 2017 (SRB/ES/SRF/2017/05), for så vidt som den vedrører Landesbank Baden-Württemberg (herefter »den omtvistede afgørelse«), ophæves af følgende grunde:

For det første er kvalificeringen af bilaget til den omtvistede afgørelse fejlbehæftet, for så vidt som Retten lagde til grund, at dette bilag »på ingen måde hænger uløseligt sammen med« denne afgørelse. Dette udgør en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder. Derudover tilsidesatte Retten i denne sammenhæng kontradiktionsprincippet og Afviklingsinstansens ret til forsvar. Bilaget til den omtvistede afgørelse udgør en integrerende bestanddel af denne afgørelse. Dette bilag er blevet forelagt elektronisk for Afviklingsinstansens bestyrelse sammen med afgørelsens tekst og er blevet godkendt af denne. På følgesedlen til underskrivelse i hånden var det pågældende bilag opført under samme sagsnummer. Retten overså dette og gav ikke Afviklingsinstansen lejlighed til at bevise forbindelsen mellem disse to dokumenter, selv om der var tale om en retlig fejl, som Retten undersøgte af egen drift.

For det andet begik Retten en retlig fejl, da den uden begrundelse fandt, at den i første instans rejste ulovlighedsindsigelse mod delegeret forordning (EU) 2015/63 (1) kunne antages til realitetsbehandling. Retten så bort fra, at den angivelige ulovlighed af den delegerede forordning kan føres tilbage til forordning (EU) nr. 806/2014 (2) og direktiv 2014/59 (3). Da lovligheden af disse to retsakter ikke var anfægtet, kunne Retten ikke i forbindelse med den delegerede forordning prøve, om der var tale om en retlig tilsidesættelse, som i sidste ende hviler på en af de to andre trinhøjere retsakter.

For det tredje foretog Retten en fejlagtig fortolkning af artikel 69, stk. 1, og artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 for så vidt angår målniveauet og det årlige basisbidrag. Retten lagde til grund, at det er muligt at ligge over eller under målniveauet og det årlige basisbidrag. Herved overså Retten imidlertid, at et agentur som Afviklingsinstansen ikke kan have beføjelse til at træffe afgørelse om sådanne beløb. Det faste referencebeløb medfører, at det er nødvendigt at foretage en forholdsmæssig fordeling af byrden på alle bidragspligtige.

For det fjerde begik Retten en retlig fejl, da den fandt, at den delegerede forordning, navnlig dennes artikel 4-7, artikel 9 og bilag I hertil, er »indbyrdes afhængige«, hvorved Retten kvalificerede bidragenes afpasning til risikoprofilen forkert. Retten støttede sin tese om den »indbyrdes afhængighed« af bidragene på afpasningen af de individuelle bidrag til det bidragspligtige instituts risikoprofil. Denne afpasning er imidlertid resultatet af en sammenligning af det enkelte institut med dette instituts konkurrenter, hvilket ikke må forveksles med »indbyrdes afhængighed«.

For det femte begik Retten en retlig fejl ved at udvide den begrundelsespligt, der i medfør af artikel 296 TEUF påhviler Europa-Kommissionen. Retten kritiserede metoden til beregning af bidrag for at være uigennemsigtig ved uden sondring at inddrage flere bestemmelser i den delegerede forordning under ét, selv om Retten medgav, at de konkurrerende institutters oplysninger er fortrolige. Efter appellantens opfattelse er det imidlertid tilstrækkeligt, at der i den respektive afgørelse redegøres for den anvendte metode, dennes betydning og rækkevidde, således at ethvert bidragspligtigt institut kan sammenholde metoden med de oplysninger, der vedrører det pågældende institut. Oplysninger om de talrige konkurrenter er for så vidt uden relevans. Der er i retspraksis flere eksempler på, at fortroligheden af konkurrenters oplysninger blev opretholdt, uden at de omhandlede retsakter blev forkastet. Endelig undlod Retten at anvende sine processuelle regler om adgang til fortrolige oplysninger.

(1) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21.10.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.5.2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190).

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/34

Rettens dom af 5. oktober 2020 — Laboratories Ern mod EUIPO — SBS Bilimsel Bio Çözümler (apiheal)

(Sag T-51/19) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket apiheal - det ældre nationale ordmærke APIRETAL - relativ registreringshindring - ingen risiko for forveksling - ingen lighed mellem varerne - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001] - ingen krænkelse af renomméet - artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 8, stk. 5, i forordning 2017/1001))

(2020/C 423/49)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Laboratories Ern, SA (Barcelona, Spanien) (ved advokat S. Correa Rodríguez)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved S. Palmero Cabezas og H. O’Neill, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: SBS Bilimsel Bio Çözümler Sanayi Ve Ticaret AŞ (Istanbul, Tyrkiet) (ved advokat M. López Camba)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 19. november 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1725/2017-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Laboratorios Ern og SBS Bilimsel Bio Çözümler Sanayi Ve Ticaret.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Laboratorios Ern, SA betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 103 af 18.3.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/34

Rettens dom af 5. oktober 2020 — SBS Bilimsel Bio Çözümler mod EUIPO — Laboratorios Ern (apiheal)

(Sag T-53/19) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket apiheal - det ældre nationale ordmærke APIRETAL - relativ registreringshindring - ingen risiko for forveksling - ingen lighed mellem tegnene - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001])

(2020/C 423/50)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: SBS Bilimsel Bio Çözümler Sanayi Ve Ticaret AŞ (Istanbul, Tyrkiet) (ved advokat M. López Camba)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved S. Palmero Cabezas og H. O’Neill, som befuldmægtiget)

Den anden part ved EUIPO og intervenient ved Retten: Laboratorios Ern, SA (Barcelona, Spanien) (ved advokat S. Correa Rodríguez)

Sagens genstand

Konklusion

Afgørelsen truffet den 19. november 2018 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1725/2017-4) annulleres, for så vidt angår »farmaceutiske og veterinære præparater til medicinske formål; kemiske præparater til medicinske og veterinære formål, kemiske reagenser til farmaceutiske og veterinærmedicinske formål; diætetiske tilskud til farmaceutiske og veterinærmedicinske formål; diæt- og kosttilskud; kosttilskud; medicinske præparater til slankende formål; mad til spædbørn; urter og urtedrikke tilpasset medicinsk brug; urtetilsætninger; urtecremer til medicinsk brug; urtecremer til medicinske formål; urteteer til medicinsk brug; urtetilskud i flydende form; tandfyldematerialer, tandlægeaftryksmasse, klæbemidler til dental brug og materiale til reparation af tænder; sanitære præparater til medicinske formål; hygiejnebind; hygiejniske tamponer; plastre, forbindsstoffer; materialer til forbindsstoffer; bleer, inklusive førnævnte fremstillet af papir og tekstilstoffer; fungicider; desinfektionsmidler; antiseptiske midler; rensemidler til medicinsk brug« i klasse 5 og »bivoks til brug som næringsmiddel til mennesker, propolis, propolis som næringsmiddel til mennesker« i klasse 30.

2)	I øvrigt frifindes EUIPO.

3)	EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af SBS Bilimsel Bio Çözümler Sanayi Ve Ticaret AŞ afholdte omkostninger.

4)	Laboratorios Ern, SA bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 103 af 18.3.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/35

Rettens dom af 5. oktober 2020 — Broughton mod Eurojust

(Sag T-87/19) (1)

(Personalesag - midlertidigt ansatte - suspension af avancement til et højere løntrin for en periode på seks måneder - annullation af omklassificering til en højere lønklasse - evne til at arbejde på et tredje sprog - administrativ undersøgelse - loyalitetspligt - upartiskhed - ret til forsvar - processuel ligestilling - begrundelsespligt - vedtægtens artikel 11 og 12)

(2020/C 423/51)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Jon Broughton (Rotterdam, Nederlandene) (ved advokat D. Coppens)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust) (ved J. Jooma og A. Terstegen-Verhaag, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne D. Waelbroeck og A. Duron)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF i det væsentlige med påstand om for det første annullation af Eurojusts afgørelser af 4. maj 2018, hvorved Eurojust suspenderede sagsøgerens avancement til et højere løntrin i en periode på seks måneder, fastslog, at fransk var hans tredje sprog, annullerede hans omklassificering fra lønklasse AD 9 til lønklasse AD 10, der fandt sted i 2012, og foretog tilbagesøgning af de beløb, som han havde modtaget fra dette år som følge af denne omklassificering, for det andet om, at det fastslås, at fransk skal anses for at være sagsøgerens andet sprog og nederlandsk for at være hans tredje sprog, for det tredje om, at det fastslås, at tilbagesøgningen af de beløb, som sagsøgeren modtog som følge af omklassificeringen til en anden lønklasse, var ulovlig, og at de beløb, der blev tilbagesøgt af Eurojust, skal tilbagebetales til sagsøgeren, samt for det fjerde om, at det fastslås, at Eurojust skal genindsætte sagsøgeren i den samme retsstilling som den, han tidligere befandt sig i.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust) frifindes.

2)	Jon Broughton bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Eurojust.

(1) EUT C 139 af 15.4.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/36

Rettens dom af 5. oktober 2020 — CU mod Regionsudvalget

(Sag T-487/19) (1)

(Personalesag - tjenestemænd - månedlig grundløn for tjenestemænd, der er ansat inden den 1. maj 2004 - anvendelse af en multiplikationsfaktor, som er mindre end én - reduktion af multiplikationsfaktoren - retlig fejl - ligebehandling - berettiget forventning)

(2020/C 423/52)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: CU (ved advokaterne T. Martin og S. Orlandi)

Sagsøgt: Regionsudvalget (ved B. Rentmeister, som befuldmægtiget, bistået af advokat A. Dal Ferro)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Europa-Kommissionen (ved T. Bohr, T. Lilamand og B. Mongin, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF med påstand om annullation af Regionsudvalgets afgørelse af 18. oktober 2018, hvorved sagsøgeren blev forfremmet til lønklasse AD 14, løntrin 1, for så vidt som sagsøgerens multiplikationsfaktor herved blev fastsat til 0,9589951.

Konklusion

1)	Regionsudvalget frifindes.

2)	CU og Regionsudvalget bærer hver deres egne omkostninger.

3)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 295 af 2.9.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/37

Rettens dom af 5. oktober 2020 — Eugène Perma France mod EUIPO — SPI Investments Group (NATURANOVE)

(Sag T-602/19) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-ordmærket NATURANOVE - det ældre EU-ordmærke NATURALIUM - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2020/C 423/53)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Eugène Perma France (Saint-Denis, Frankrig) (ved advokat S. Havard Duclos)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Crespo Carrillo og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

De andre parter i sagen for appelkammeret ved EUIPO: SPI Investments Group, SL (Sant Just Desvern, Spanien)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 1. juli 2019 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2161/2018-4) vedrørende en indsigelsessag mellem SPI Investments Group og Eugène Perma France.

Konklusion

1)	Afgørelse truffet den 1. juli 2019 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 2161/2018-4) vedrørende en indsigelsessag mellem SPI Investments Group og Eugène Perma France, annulleres.

2)	EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af Eugène Perma France afholdte omkostninger, herunder de nødvendige omkostninger afholdt i forbindelse med sagens behandling ved appelkammeret.

(1) EUT C 363 af 28.10.2019.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/37

Sag anlagt den 15. oktober 2020 — LC mod Kommissionen

(Sag T-472/20)

(2020/C 423/54)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: LC (ved advokat L. Bôle-Richard)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse C(2020) 3503 final af 28. maj 2020 annulleres.

—	Sagen henvises til Kommissionen.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.

Første anbringende om et åbenbart urigtigt skøn, som Europa-Kommissionen har anlagt vedrørende Fællesskabets interesse. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at Kommissionen ikke har erkendt betydningen og grovheden af overtrædelsen af konkurrencebestemmelserne som kriterier for at bedømme Fællesskabets interesse. Sagsøgeren har tilføjet, at misbruget af dennes portefølje af patenter har giver internethandlende og logistikleverandører eller postoperatører mulighed for at anvende den omhandlede opfindelse uden at dele dens anvendelse, dens fordele og det udbytte, der følger af opfindelsen på hele det omhandlede marked.

Andet anbringende om, at Kommissionen har undladt at foretage en omhyggelig og upartisk behandling af klagen. Sagsøgeren har anfægtet, at den anfægtede afgørelse kun indeholder en forudindtaget fremstilling af sagen og kronologien heri samtidigt med, at den indeholder uhensigtsmæssige juridiske råd. Desuden viser affattelsen af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen ikke har foretaget en analyse af de faktiske og retlige oplysninger, som den er blevet gjort bekendt med.

Tredje anbringende om magtfordrejning, som Kommissionen har gjort sig skyldig i, idet den befandt sig i en situation med interessekonflikt, og idet den anvendte forhalingstaktikker over for sagsøgeren og denne krav. Sagsøgeren har til støtte for dette anbringende bl.a. påberåbt sig de bånd, som forbinder Kommissionen med selskabet Amazon.

Fjerde anbringende om en retlig fejl som følge af den omstændighed, at Kommissionen ikke har fastslået, at der foreligger forskelsbehandling ved adgangen til processen for standardudvikling og til resultatet af og rapporterne vedrørende denne proces. Sagsøgeren har anført, at denne var forhindret i at få indsigt i standardiseringsprocessen, både hos GSI og ISO og hos logistikleverandører eller postoperatører og virksomheder, der har udviklet deres egen branchestandard, som er basseret på en proces, som sagsøgeren har patent på.

Femte anbringende om en retlig fejl som følge af den omstændighed, at Kommissionen ikke har fastslået, at der foreligger en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF. Det er sagsøgerens opfattelse, at det for så vidt angår markedet for forsendelse og sporing af pakker er påvist, at de angivelige patentkrænkere har ført konkurrencebegrænsende drøftelser, foretaget konkurrencebegrænsende udelukkelser og nægtet sagsøgeren adgang til processen for standardudvikling. Undersøgelsen af de horisontale samarbejdsaftaler i lyset af formodninger om forenelighed og uforenelighed fører ubestrideligt til en konklusion om, at disse aftaler er uforenelige med artikel 101, stk. 1, TEUF. Endelig har sagsøgeren mindet om, at der i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF ikke kan indrømmes nogen undtagelse for de horisontale samarbejdsaftaler, der er genstand for tvisten.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/38

Sag anlagt den 9. september 2020 — Satabank mod ECB

(Sag T-563/20)

(2020/C 423/55)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Satabank plc (St. Julians, Malta) (ved advokat O. Behrends)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank (ECB)

Sagsøgerens påstande

—	ECB’s afgørelse af 30. juni 2020, hvorved denne inddrog sagsøgerens tilladelse til at drive virksomhed som kreditinstitut, annulleres.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse grundlæggende er behæftet med en fejl som følge af de tidligere foranstaltninger truffet af ECB og Maltese Financial Services Authority (MFSA) (det maltesiske finanstilsyn) og det forhold, at ECB ikke behandlede disse korrekt i den anfægtede afgørelse.

Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med fejl i forbindelse med den hævdede tilsidesættelse, som den er støttet på.

—

Med hensyn til de hævdede problemer vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme (AML/CFT) gøres det gældende, at der ikke i den anfægtede afgørelse er redegjort for nogen aktuel tilsidesættelse af AML/CFT-regler, og at ECB ikke har angivet nogen afgørelse fra de kompetente AML/CFT-myndigheder om, at sagsøgeren havde tilsidesat AML/CFT-bestemmelser på tidspunktet for den anfægtede afgørelse.

—

Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med fejl vedrørende den hævdede manglende overholdelse af lovbestemte kapitalkrav. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at den anfægtede afgørelse begrænser sig til at beskrive konsekvenserne af MFSA’s handlinger og dermed indirekte af ECB’s egne handlinger.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/39

Sag anlagt den 22. september 2020 — YG mod Kommissionen

(Sag T-599/20)

(2020/C 423/56)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: YG (ved advokaterne S. Rodrigues og A. Champetier)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Kommissionens afgørelse af 14. november 2019 om ikke at opføre sagsøgeren på listen over forfremmede tjenestemænd for 2019 annulleres.

—	Afgørelsen af 11. juni 2020 om afslag på sagsøgerens klage over Europa-Kommissionens afgørelse af 14. november 2019 om ikke at opføre sagsøgeren på listen over forfremmede tjenestemænd annulleres

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 45 — åbenbart urigtige skøn — manglende sammenlignende vurdering

—	med hensyn til både evalueringen af sagsøgerens bedømmelsesrapporter og metoden for den sammenlignende vurdering (vedrørende i) fraværet af enhver sammenlignende vurdering og ii) manglende sammenlignende vurdering med ansatte i samme GD og samme lønklasse).

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 25, stk. 2 (begrundelsespligt).

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/39

Sag anlagt den 19. oktober 2020 — MZ mod Kommissionen

(Sag T-631/20)

(2020/C 423/57)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: MZ (ved advokat M. Velardo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelsen af 17. juli 2019 om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten for udvælgelsesprøve EPSO/AD/363/18 (AD7) — 2, administratorer inden for beskatning, annulleres.

—	Afgørelsen af 10. december 2019, som bekræftede afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten for udvælgelsesprøve EPSO/AD/363/18 (AD7) — 2, administratorer inden for beskatning, annulleres.

—	Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 8. juli 2020, meddelt sagsøgeren ved e-mail af samme dato, annulleres, og Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af de lovbestemmelser, som regulerer sprogordningen ved EU-institutionerne, forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af sprog, proportionalitetsprincippet, artikel 27 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, princippet om ligebehandling af ansøgerne og artikel 22 i chartret om grundlæggende rettigheder.

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne og manglende objektivitet ved bedømmelserne på grund af udvælgelseskomitéens ustabile karakter, tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27, bedømmelsens åbenbart ulogiske og inkonsekvente karakter og åbenbart urigtige skøn foretaget af udvælgelseskomitéen.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve og heraf følgende tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 27, for så vidt som udvælgelseskomitéen ikke overholdt meddelelsens bestemmelser om bedømmelsen af de generelle kompetencer og de områderelaterede kompetencer.

4.	Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 5 i bilag III til tjenestemandsvedtægten og anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn.

Femte anbringende om udvælgelseskomitéens tilsidesættelse af begrundelsespligten ved revurderingen samt tilsidesættelse af retten til adgang til effektive retsmidler, princippet om god forvaltningsskik og retten til forsvar, for så vidt som udvælgelseskomitéen anvendte en standardbegrundelse, hvoraf det ikke fremgik, at sagsøgerens kompetencer var blevet bedømt, og hvilke kriterier der faktisk blev anvendt i denne henseende.

7.12.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 423/40

Sag anlagt den 23. oktober 2020 — Ryanair mod Kommissionen

(Sag T-643/20)

(2020/C 423/58)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ryanair DAC (Swords, Irland) (ved advokaterne F. Laprévote, V. Blanc, E. Vahida, S. Rating og I. Metaxas-Maranghidis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Kommissionens afgørelse (EU) af 13. juli 2020 om statsstøtte SA. 57116 — Nederlandene — COVID-19: statsgaranteret lån og statslån til KLM annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Sagsøgeren har ligeledes nedlagt påstand om, at søgsmålet behandles i en fremskyndet procedure som omhandlet i artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

1.	Første anbringende om, at Europa-Kommissionen med urette udelukkede støtten til Air France fra afgørelsens anvendelsesområde.

Andet anbringende om, at Europa-Kommissionen tilsidesatte specifikke bestemmelser i EUF-traktaten og de almindelige EU-retlige principper om forbud mod forskelsbehandling, den frie udveksling af tjenesteydelser og den frie etableringsret, der har understøttet liberaliseringen af luftfarten i Unionen siden slutningen af 1980'erne. Liberaliseringen af lufttransportmarkedet i Unionen har givet mulighed for vækst hos egentlige paneuropæiske lavpris-luftfartsselskaber. Europa-Kommissionen så bort fra de skader, som COVID-19-krisen har påført sådanne paneuropæiske luftfartsselskaber, og fra deres rolle i forbindelse med udbud af flyforbindelser til og fra Nederlandene, idet den tilladt Nederlandene at forbeholde støtten for KLM. Artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF fastsætter en undtagelse til forbuddet mod statsstøtte i artikel 107, stk. 1, TEUF, men den fastsætter ikke en undtagelse til de andre regler og principper i EUF-traktaten.

Tredje anbringende om, at Europa-Kommissionen foretog en urigtig anvendelse af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF og anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at støtten imødegår en alvorlig forstyrrelse i den nederlandske økonomi, og idet den tilsidesatte sin forpligtelse til at afveje støttens gavnlige virkninger og dens negative indvirkning på samhandelsvilkårene og på opretholdelsen af en ufordrejet konkurrence (dvs. »afvejningstesten«) og til at sikre, at støtten er forholdsmæssig.

4.	Fjerde anbringende om, at Europa-Kommissionen undlod at indlede en formel undersøgelsesprocedure på trods af alvorlige vanskeligheder og tilsidesatte sagsøgerens proceduremæssige rettigheder.

5.	Femte anbringende om, at Kommissionen i afgørelsen tilsidesatte sin begrundelsespligt.

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 423

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	63. årgang 7. december 2020

Indhold		Side
	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Den Europæiske Unions Domstol
2020/C 423/01	Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende	1