—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 17. maj 2018 med titlen »På vej til automatiseret mobilitet: En EU-strategi for fremtidens mobilitet« (COM(2018)0283),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. november 2016 om »En europæisk strategi for samarbejdende intelligente transportsystemer — en milepæl hen imod samarbejdende, opkoblet og automatiseret mobilitet« (COM(2016)0766),

—

der henviser til sin beslutning af 1. juni 2017 om internetkonnektivitet med henblik på vækst, konkurrencedygtighed og samhørighed: et europæisk gigabitsamfund og 5G (1),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2018 om en europæisk strategi for samarbejdende intelligente transportsystemer (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Retsudvalget og Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A8-0425/2018),

A.

der henviser til, at EU-strategien for opkoblet og automatiseret mobilitet er tæt forbundet med Kommissionens politiske prioriteter, navnlig prioriteterne for dens dagsordener for beskæftigelse, vækst og investeringer, forskning og innovation, miljø og klimaændringer, ren og sikker mobilitet og transport, trafiksikkerhed og bekæmpelse af trafikal overbelastning, det digitale indre marked og energiunionen;

B.

der henviser til, at den hastige teknologiske udvikling, både inden for transportsektoren og inden for robotteknologi og kunstig intelligens, har en betydelig indvirkning på økonomien og samfundet; der henviser til, at selvkørende køretøjer i væsentlig grad vil ændre vores dagligdag, bestemme fremtiden for den globale vejtransport, reducere transportomkostningerne, forbedre vejsikkerheden, øge mobiliteten og reducere miljøbelastningen; der henviser til, at vejtransportsektoren kan bane vejen for nye tjenester og nye transportformer og dermed tilfredsstille efterspørgslen efter mobilitet for personer og varer og endda bidrage til at revolutionere byplanlægningen;

C.

der henviser til, at Kommissionen har til hensigt at halvere antallet af trafikdræbte i EU inden 2020 i forhold til 2010 i overensstemmelse med ambitionen om nul trafikdræbte; der henviser til, at de fremskridt, der er gjort med at nedbringe det samlede antal dræbte og tilskadekomne, synes at være stagneret på det seneste, idet mere end 25 000 mennesker mistede livet på vejene i EU i 2016, og yderligere 135 000 mennesker kom alvorligt til skade; der henviser til, at der er betydelige mobilitetsproblemer i vores byer, og at de forstærkes af forurening og klimaændringer;

D.

der henviser til, at avancerede førerstøttesystemer såsom vognbaneskiftalarm og automatiske nødbremser allerede har vist sig at bidrage til trafiksikkerheden og nedbringe antallet af alvorlige ulykker;

E.

der henviser til, at langt de fleste trafikulykker skyldes menneskelige fejl, og at der som sådan er et absolut behov for at mindske mulighederne for sådanne uheld ved at stille krav om, at der bruges avancerede køretøjssystemer, som øger sikkerheden, samtidig med at den personlige mobilitet opretholdes;

F.

der henviser til, at den stabile og positive tendens inden for færdselssikkerhed, som EU har oplevet i det seneste årti, er aftaget; der henviser til, at vejtransport stadig tegner sig for hovedparten af de transportrelaterede emissioner i form af drivhusgasser og luftforurening;

G.

der henviser til, at transportbehovet — for både passagerer og gods — er stigende overalt i verden i en situation med fokus på vores planets begrænsede ressourcer, og til, at effektiv transport således vil være af stigende betydning;

H.

der henviser til, at EU bør tilskynde til og videreudvikle de digitale teknologier til brug for automatiseret mobilitet for at modvirke menneskelige fejl og mindske antallet af trafikhændelser og trafikdræbte;

I.

der henviser til, at automatisering og udbredelse af ny teknologi vil forbedre transportsikkerheden og transportsystemerne samt eliminere nogle af de menneskelige faktorer, der er forbundet hermed; der henviser til, at både forskellen på og betingelserne for transportsystemerne i de forskellige medlemsstater bør tages i betragtning samtidig med automatiseringen; der henviser til, at det er nødvendigt at bygge nye transportsystemer, og at både nye og eksisterende transportsystemer bør være udstyret med pasende sikkerhedssystemer, inden automatisering kan gennemføres;

J.

der henviser til, at der er forskellige automatiseringsniveauer, hvoraf niveau 1 og 2 allerede er på markedet, men at niveauerne fra betinget og høj til fuld automatisering (når et køretøj bliver selvkørende) først forventes at være tilgængelige i 2020-2030, og der henviser til, at førerstøttesystemer derfor er vigtige som støtteteknologi på vejen hen imod fuld automatisering;

K.

der henviser til behovet for at investere både i forskningsfasen og i den efterfølgende udvikling for at forbedre de tilgængelige teknologier og implementere en sikker og intelligent transportinfrastruktur;

L.

der henviser til, at flere lande over hele verden (f.eks. USA, Australien, Japan, Korea og Kina) hurtigt bevæger sig i retning af tilgængeliggørelse af både opkoblet og automatiseret mobilitet på markedet; der henviser til, at Europa er nødt til at reagere meget mere proaktivt på den hurtige udvikling inden for denne sektor og til at tilskynde til initiativer og fremme strenge sikkerhedskrav for alle trafikdeltagere, der rejser med sø- og flodtransport, ad vej, med fly eller med jernbane, og som anvender blandede transportformer;

M.

der henviser til, at Kommissionen forventer, at det nye marked for automatiserede og opkoblede køretøjer vil vokse eksponentielt med en forventet omsætning på over 620 mia. EUR frem til 2025 for EU's bilindustri og 180 mia. EUR for EU's elektroniksektor;

N.

der henviser til, at Amsterdamerklæringen (2016) beskriver samarbejdet mellem medlemsstaterne, Kommissionen og industrien på området for opkoblede og automatiserede køretøjer;

O.

der henviser til, at autonom transport omfatter alle former for fjernstyrede, automatiserede og autonome transportmidler til transport ad vej, jernbane, luft, sø samt ad indre vandveje;

P.

der henviser til, at Kommissionens meddelelse »På vej til automatiseret mobilitet« udgør en vigtig milepæl i EU-strategien for opkoblet og automatiseret mobilitet;

Q.

der henviser til, at der bør lægges vægt på selvkørende mobilitet, da fuldt ud selvkørende køretøjer vil medføre væsentlige fordele i relation til trafiksikkerhed og vil kunne fungere uden opkoblede funktioner; der henviser til, at tilknyttede kapaciteter og tjenester stadig kan kræve digital kommunikation;

R.

der henviser til, at indførelsen af autonome køretøjer, som allerede forventes at finde sted i 2020, vil medføre betydelige fordele, men også indebærer en række nye risici, nemlig vedrørende færdselssikkerhed, civilretligt ansvar og forsikring, cybersikkerhed, intellektuelle ejendomsrettigheder, databeskyttelse og spørgsmål vedrørende dataadgang, teknisk infrastruktur, standardisering og beskæftigelse; der henviser til, at det er umuligt at forudsige det fulde omfang af de langsigtede virkninger af autonom mobilitet på arbejdspladser og på miljøet, der henviser til, at det er af afgørende betydning at sikre, at EU's retlige rammer er velegnede til på passende vis at imødegå disse udfordringer og til at øge offentlighedens bevidsthed og accept af selvkørende køretøjer;

S.

der henviser til, at de etiske konsekvenser af brugen af disse teknologier gør det nødvendigt at udvikle retningslinjer for indførelse af kunstig intelligens i forbindelse med indførelsen af disse systemer for at sikre, at de etiske spørgsmål behandles på en sammenhængende måde;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

42.

43.

44.

45.

46.

47.

48.

49.

50.

51.

52.

53.

54.

55.

56.

57.

58.

59.

60.

61.

62.

63.

64.

65.

66.

67.

68.

69.

70.

71.

72.

73.

74.

75.

76.

77.

78.

79.

80.

81.

82.

—

der henviser til artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvori princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder er nedfældet som en kerneværdi i Unionen,

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 8 og 19,

—

der henviser til artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der indeholder specifikke bestemmelser om det horisontale princip om ligestilling mellem mænd og kvinder, og til artikel 6 i TEU, hvori det anerkendes, at chartret har samme juridiske værdi som traktaterne,

—

der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK),

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,

—

der henviser til FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW) fra 1979,

—

der henviser til Europarådets konvention af 11. maj 2011 til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen),

—

der henviser til sin beslutning af 24. november 2016 om EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder (1),

—

der henviser til Beijingerklæringen og den tilhørende handlingsplan, som blev vedtaget på den fjerde verdenskonference om kvinder den 15. september 1995, og til de efterfølgende slutdokumenter, som blev vedtaget på de ekstraordinære FN-samlinger Beijing + 5 (2000), Beijing + 10 (2005) og Beijing + 15 (2010), og slutdokumentet fra revisionskonferencen Beijing + 20,

—

der henviser til sine beslutninger af 10. februar 2010 om ligestilling mellem kvinder og mænd i EU — 2009 (2), af 8. marts 2011 om ligestilling mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Union — 2010 (3), af 13. marts 2012 om ligestilling mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Union — 2011 (4), af 10. marts 2015 om fremskridt for ligestillingen mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Union i 2013 (5), og af 14. marts 2017 om ligestilling mellem mænd og kvinder i Den Europæiske Union i 2014-2015 (6),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2003 om integrering af ligestillingsaspektet i Europa-Parlamentet (7),

—

der henviser til sin beslutning af 18. januar 2007 om integrering af ligestilling mellem kvinder og mænd i udvalgsarbejdet (8),

—

der henviser til sin beslutning af 22. april 2009 om integrering af ligestilling mellem kvinder og mænd i udvalgs- og delegationsarbejdet (9),

—

der henviser til sin beslutning af 7. maj 2009 om ligestillingsaspektet i EU's eksterne forbindelser og fredsopbygning/nationsopbygning (10),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2012 om kvinders deltagelse i politisk beslutningstagning (11),

—

der henviser til sin beslutning af 9. juni 2015 om EU's strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd efter 2015 (12),

—

der henviser til sin beslutning af 3. februar 2016 om en ny strategi for kvinders rettigheder og ligestilling mellem mænd og kvinder i Europa efter 2015 (13),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2016 om integrering af kønsaspektet i Europa-Parlamentets arbejde (14),

—

der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2017 om bekæmpelse af seksuel chikane og misbrug i EU (15),

—

der henviser til sin beslutning af 11. september 2018 om foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen, i det offentlige rum og i det politiske liv i EU (16),

—

der henviser til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Unionen, fastsat ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 (17), særlig vedtægtens artikel 1c og 1d,

—

der henviser til brochuren »Women in the European Parliament« fra 2018,

—

der henviser til Europa-Parlamentets »Human Resources Annual Report 2017« (årsberetning om menneskelige ressourcer), der blev offentliggjort i august 2018,

—

der henviser til retningslinjerne for kønsneutral sprogbrug i Europa-Parlamentet,

—

der henviser til rapporten fra Dimitrios Papadimoulis, næstformand for Europa-Parlamentet og formand for Gruppen på Højt Plan om Ligestilling og Mangfoldighed, til Europa-Parlamentets Præsidium med titlen »Gender Equality in the European Parliament Secretariat — state of play and the way forward 2017-2019« (ligestilling i Europa-Parlamentets generalsekretariat — status og vejen frem 2017-2019), der blev vedtaget på Præsidiets møde den 16. januar 2017,

—

der henviser til køreplanen for 2017-2019 for gennemførelse af rapporten »Gender Equality in the European Parliament Secretariat — state of play and the way forward 2017-2019«,

—

der henviser til »Action plan for the promotion of gender equality and diversity in the European Parliament Secretariat for the period 2014-2019« (handlingsplan for fremme af ligestilling og mangfoldighed i Europa-Parlamentets generalsekretariat i perioden 2014-2019),

—

der henviser til det mandat, som Gruppen på Højt Plan om Ligestilling og Mangfoldighed har fået,

—

der henviser til sine retningslinjer vedrørende ligestilling for medlemmer af/rekrutteringspersoner i udvælgelsespaneler,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. juli 2017 med titlen »A better workplace for all: from equal opportunities towards diversity and inclusion« (en bedre arbejdsplads for alle: fra lige muligheder til mangfoldighed og inklusion) (C(2017)5300) (18) og det deri indeholdte »Diversity and Inclusion Charter« (19),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 3. december 2015 med titlen »Strategic engagement for gender equality 2016-2019« (strategisk indsats for ligestilling mellem kvinder og mænd 2016-2019) (SWD(2015)0278) (20),

—

der henviser til Europarådets strategi for ligestilling mellem mænd og kvinder 2018-2023 (21),

—

der henviser til Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring af 19. november 2013 om integrering af kønsaspektet, der er knyttet som bilag til Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om udkast til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020, der er vedhæftet den flerårige finansielle ramme (FFR) (22),

—

der henviser til Den Interparlamentariske Unions rapport fra 2011 med titlen:»Gender-sensitive Parliaments: A Global Review of Good Practice«, der blev offentliggjort i 2011,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0429/2018),

A.

der henviser til, at ligestilling mellem kønnene er en grundlæggende værdi for EU og er anerkendt i traktaterne og i chartret om grundlæggende rettigheder; der henviser til, at ifølge artikel 8 i TEUF skal Unionen i alle sine aktiviteter tilstræbe at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder, når den fastlægger og gennemfører sine politikker og aktiviteter;

B.

der henviser til, at opnåelse af ligestilling mellem mænd og kvinder generelt er af central betydning for beskyttelsen af menneskerettighederne, et velfungerende demokrati, respekten for retsstatsprincippet, økonomisk vækst, social inklusion og bæredygtighed, og at integration af ligestillingsaspektet er relevant for alle politikområder under EU's kompetence;

C.

der henviser til, at retten til ligestilling og garantien for ikkediskrimination er fundamentale principper, der ligger til grund for integration af ligestillingsaspektet; der henviser til, at integration af ligestillingsaspektet betyder, at der gøres en indsats for at fremme rettigheder, perspektiver og velbefindende i forhold til kvinder, piger, LGBTIQ-personer og personer med alle kønsidentiteter;

D.

der henviser til, at fremskridt i retning af kønsligestilling i EU ikke blot stagnerer overalt i EU, men at der også er sket væsentlige tilbageskridt i visse medlemsstater;

E.

der henviser til, at Istanbulkonventionen understreger vigtigheden af at ændre mentalitet og holdninger for at forhindre alle former for kønsbetinget vold i fortsat at finde sted; der henviser til, at undervisning på alle niveauer og for alle aldersgrupper i ligestilling mellem kvinder og mænd, ikke-fastlåste kønsroller og respekt for den personlige integritet derfor er nødvendig i denne henseende;

F.

der henviser til, at der afsættes utilstrækkelige midler og menneskelige ressourcer til at sikre reelle fremskridt i integreringen af kønsaspektet i EU's politikker, programmer, initiativer og aktioner;

G.

der henviser til, at befolkningen i Den Europæiske Union består halvt af kvinder og halvt af mænd, men at Europa-Parlamentets sammensætning afspejler en markant underrepræsentation af kvinder, eftersom kun 36,1 % af MEP'erne er kvinder; der henviser til, at denne kløft fremhæves yderligere af sammensætningen af Europa-Parlamentets Præsidium, der består af 7 kvinder og 13 mænd; der henviser til, at en kønsafbalanceret repræsentation og mangfoldighed i Europa-Parlamentets organer bidrager til at nedbryde stereotyper, mindske diskrimination og øge niveauet for den demokratiske repræsentation af borgerne i EU og legitimiteten i Europa-Parlamentets beslutninger;

H.

der henviser til, at udnævnelser til Parlamentets topledelse (generaldirektører og direktører) kun omfattede 11 % kvinder i 2016 og 33 % kvinder i 2017;

I.

der henviser til, at mål 5 blandt målene for bæredygtig udvikling tilstræber, at man skal »opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder« senest i 2030, og at dette er en tværgående målsætning for samtlige 17 må for bæredygtig udvikling; der henviser til, at integration af ligestillingsaspektet er et redskab til at sikre en effektiv, varig, bæredygtig og retfærdig udvikling med en positive konsekvenser for opfyldelsen af fattigdomsbekæmpelsesmålene; der henviser til, at der imidlertid kun sker meget langsomme fremskridt på området ligestilling mellem kønnene og minimale forandringer i mange lande verden over (23), herunder i Europa; der henviser til, at der har været blandede resultater i forbindelse med implementeringen af mål 5 inden for og på tværs af EU-medlemsstaterne, og at andelen af kvinder i de nationale parlamenter og i beslutningstagende stillinger stadig langt fra svarer til andelen af mænd (24);

J.

der henviser til, at kønsspecifikke konsekvensanalyser er nødvendige for at vurdere og identificere sandsynligheden af, at en given afgørelse får negative konsekvenser for ligestillingen mellem kønnene; der henviser til, at det således er af afgørende betydning, at budgetterne analyseres ud fra et kønsperspektiv for at indhente oplysninger om de forskelligartede konsekvenser, en eventuel tildeling og fordeling af budgetmidler kan få for ligestillingen mellem kønnene, og for at skabe større gennemsigtighed og ansvarlighed;

K.

der henviser til, at integration af ligestillingsaspektet betragtes som en effektiv og globalt anerkendt strategi til sikring af ligestilling og til at bekæmpe diskrimination ved at omorganisere, forbedre, udvikle og evaluere de politiske processer, således at kønsligestillingsaspektet bliver inkorporeret i alle politikker, regulerende foranstaltninger og udgiftsprogrammer på alle niveauer og i alle faser af de aktører, der står for den politiske beslutningstagning; der henviser til, at integration af ligestillingsaspektet giver adgang til nøgleværktøjer til at foretage en systematisk behandling af alle menneskers vilkår, omstændigheder og behov i politiske strategier og foranstaltninger og til at fremme kønsligestilling og lige rettigheder og en kønsafbalanceret repræsentation på forskellige administrative, politiske, sociale og økonomiske niveauer og i beslutningsprocesserne;

L.

der henviser til, at der er behov for et tættere interinstitutionelt samarbejde om integrering af kønsaspektet mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen for at sikre, at kønsperspektivet kan indføres i alle faser af Unionens budget, politikker, programmer og initiativer, hvilket ville lette Parlamentets eget arbejde med integrering af kønsaspektet;

M.

der henviser til, at de ændringsforslag om integration af ligestillingsaspektet, som er blevet vedtaget af Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, og som er blevet indgivet til vedtagelse i andre udvalg, udgør et effektivt redskab til at sikre, at kønsligestilling bliver behandlet på behørig vis i Parlamentets betænkninger og beslutninger;

N.

der henviser til, at kønsbudgettering i form af planlægning og programmering bidrager til at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd og respekten for kvinders rettigheder og er et af de centrale værktøjer, som anvendes af de politiske beslutningstagere til at fremme ligestilling mellem kønnene, men ikke desto mindre stadig ikke anvendes systematisk af EU-institutionerne;

O.

der henviser til, at kvinder ifølge de seneste tilgængelige tal (25) udgør 59 % af Parlamentets medarbejdere, men stadig er underrepræsenterede på alle ledelsesniveauer; der henviser til, at antallet af kvinder i toplederstillinger endda er faldet siden juni 2017, og at antallet af kvinder i mellemlederstillinger kun er forøget i beskedent omfang;

P.

der henviser til, at man i 2017-rapporten om ligestilling mellem mænd og kvinder, der er udarbejdet af næstformand for Europa-Parlamentet Dimitrios Papadimoulis, har fastsat tre mål for kvinders repræsentation i mellem- og topledelsen, der skal nås inden 2019: 30 % på generaldirektørniveau, 35 % på direktørniveau og 40 % på kontorchefniveau, og der henviser til, at den efterfølgende køreplan skitserer, hvordan disse mål skal nås;

Q.

der henviser til, at man for at fremme integration af ligestillingsaspektet i arbejdet i Parlamentets udvalg og delegationer bør udpege et medlem med ansvar for integration af ligestillingsaspektet i hvert udvalg og i Delegationsformandskonferencen, som skal udveksle erfaringer og bedste praksis i kønsmainstreamingnetværket;

R.

der henviser til, at det er afgørende for Parlamentets og de andre EU-institutioners troværdighed at sikre sammenhæng mellem deres interne personalepolitikker og deres tiltag udadtil på området fremme af ligestilling mellem kønnene og LGBTIQ-rettigheder;

S.

der henviser til, at Parlamentets forretningsorden siden 2014 har foreskrevet, at Parlamentets mangfoldighed skal afspejles i sammensætningen af hvert enkelt parlamentsudvalgs formandskab, og at det ikke må være tilladt at have et formandskab med udelukkende mænd eller udelukkende kvinder;

T.

der henviser til, at topstillinger i Parlamentet udelukkende tildeles af Europa-Parlamentets Præsidium;

U.

der henviser til, at integration af ligestillingsaspektet skal omfatte behørig hensyntagen til rettigheder, perspektiver og velbefindende for LGBTIQ-personer og personer med alle kønsidentiteter; der henviser til, at Parlamentet ganske vist tillægger LGBTIQ-spørgsmål øget betydning, men at LGBTIQ-aktivister har en relativt lav synlighed og taler med en svag stemme;

V.

der henviser til, at der er behov for at anerkende den sociale og politiske værdi af kvindeorganisationer og kvindefora, deres historie og deres arbejde samt deres centrale rolle i forbindelse med forebyggelse af kønsbaseret vold og fremme af kønsligestilling, kvinders selvbestemmelser og interkulturel dialog; der henviser til, at der ikke kan foregå nogen form for bevidst integration af ligestillingsaspektet, medmindre der findes steder, hvor kvinder kan opnå selvbestemmelse og autoritet, og hvor vold over for kvinder bliver bekæmpet;

W.

der henviser til, at kvinders legitimitet i den politiske sfære undertiden stadig anfægtes, og at kvinder er ofre for stereotype opfattelser, som afholder dem fra at deltage i politik — et fænomen, der er særligt iøjnefaldende, når kvinder er underrepræsenteret i politik;

X.

der henviser til, at kvinder i EU har de samme politiske og borgerlige rettigheder som mænd, men ikke desto mindre hyppigt bliver konfronteret med sociale, samfundsmæssige eller økonomiske uligheder;

Y.

der henviser til, at ligestilling mellem kønnene bidrager til en mere omfattende debat og en bedre beslutningsproces, eftersom ligestilling betyder, at alle synspunkter bliver repræsenteret;

Z.

der henviser til, at institutionerne må tage ansvaret for at undgå vertikal og horisontal kønsopdeling;

AA.

der henviser til, at Parlamentet i mange år har arbejdet for at fremme ligestilling mellem kønnene, og at Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling har ansvaret for at implementere og videreudvikle integration af ligestillingsaspektet inden for alle politikområder;

AB.

der henviser til, at Parlamentet fortsat skal bekæmpe sexchikane og implementere de aftalte foranstaltninger;

AC.

der henviser til, at Parlamentet har flere forskellige organer, som har ansvaret for at udvikle og implementere integration af ligestillingsaspektet og fremme ligestilling mellem kønnene og mangfoldighed både på det politiske og det administrative plan, som f.eks. Gruppen på Højt Plan om Ligestilling og Mangfoldighed, Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, kønsmainstreamingnetværket, Enheden for Lighed og Mangfoldighed, Udvalget om Lige Muligheder og Mangfoldighed (COPEC), égalité, sammenslutningen af LGBTI+-medarbejdere i EU-institutionerne, det rådgivende udvalg for forebyggende foranstaltninger og beskyttelse på arbejdspladsen samt gruppen af ligestillings- og mangfoldighedskoordinatorer; der henviser til, at der imidlertid ikke findes nogen klar koordinering eller sammenhæng mellem disse organer;

AD.

der henviser til, at integration af ligestillingsaspektet er en proces, der kræver særlige færdigheder og særlig viden samt engagement, og at en sådan integration kun kan gennemføres effektivt, hvis der sideløbende foregår bevidsthedsfremmende og kapacitetsopbyggende aktiviteter i institutionerne og blandt personalet;

AE.

der henviser til, at Parlamentet allerede i 2003 gav tilsagn om at vedtage og implementere en politikplan for integration af ligestillingsaspektet med det overordnede mål at integrere kønsperspektivet i udvalgenes og delegationernes arbejde ved hjælp af konkrete redskaber til at fremme. skabe større bevidsthed omkring og implementere princippet om integration af ligestillingsaspektet i deres daglige arbejde;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

42.

43.

44.

45.

46.

47.

48.

49.

50.

51.

52.

53.

54.

—

der henviser til Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om ændring af beslutning 2007/198/Euratom om oprettelse af et europæisk fællesforetagende for ITER og fusionsenergiudvikling og om tilståelse af fordele til det (COM(2018)0445),

—

der henviser til Rådets beslutning 2007/198/Euratom om oprettelse af et europæisk fællesforetagende for ITER og fusionsenergiudvikling og om tilståelse af fordele til det (1),

—

der henviser til Revisionsrettens beretning af 13. november 2017 om årsregnskabet for det europæiske fællesforetagende for ITER og fusionsenergiudvikling for regnskabsåret 2016, med fællesforetagendets svar,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. juni 2017 om EU's bidrag til en reform af ITER-projektet (COM(2017)0319),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A8-0393/2018),

A.

der henviser til, at fusion kan spille en central rolle i det fremtidige europæiske og globale energilandskab som en potentielt uudtømmelig, sikker, klimavenlig, miljømæssigt ansvarlig og økonomisk konkurrencedygtig energikilde;

B.

der henviser til, at fusion allerede giver industrien konkrete muligheder, har en positiv indvirkning på beskæftigelsen, den økonomiske vækst og innovationen og har positive virkninger, som rækker ud over områderne fusion og energi;

C.

der henviser til, at det europæiske fællesforetagende for ITER og fusionsenergiudvikling samordner de videnskabelige og teknologiske forsknings- og udviklingsaktiviteter på fusionsområdet;

D.

der henviser til, at Europa fra begyndelsen spillede en førende rolle i ITER-projektet, som blev udviklet i tæt samarbejde med de ikke-europæiske underskrivere af ITER-aftalen (USA, Rusland, Japan, Kina, Sydkorea og Indien), og der henviser til, at det europæiske bidrag, der blev kanaliseret via fællesforetagendet, udgør 45 % af projektets opførelsesomkostninger;

E.

der henviser til, at Kommissionens forslag om ændring af Rådets beslutning 2007/198/Euratom har til formål at sikre finansiering af den fortsatte europæiske deltagelse i ITER-projektet i hele den periode, som den næste flerårige finansielle ramme dækker, med henblik på at sikre kontinuitet i projektet, der tager sigte på at opnå centrale videnskabelige gennembrud inden for fusionsudvikling til civil brug, hvilket i sidste ende bør fremme produktionen af sikker og bæredygtig energi, der opfylder målene i Parisaftalen;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

—

der henviser til undersøgelsen med titlen »Public Sector Reform: How the EU budget is used to encourage it«, som blev offentliggjort af Generaldirektoratet for Unionens Interne Politikker i 2016 (1),

—

der henviser til Europa 2020-strategien,

—

der henviser til den nuværende EU-finansieringsperiode (2014-2020) og Kommissionens forslag til den nye flerårige finansiel ramme (2021-2028),

—

der henviser til den aftale, som medlovgiverne indgik i juli 2018, om at forhøje budgettet til støtteprogrammet for strukturreformer (SRSP),

—

der henviser til artikel 197 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Regionaludviklingsudvalget (A8-0378/2018),

A.

der henviser til, at offentlig administration i medlemsstaterne er grundlæggende for gennemførelsen af EU-budgettet, og at den, når den fungerer effektivt, kan bidrage til at skabe moderne systemer, som forbedrer velstanden og velfærden i EU;

B.

der henviser til, at det nye forslag til den flerårige finansielle ramme (FFR) ikke indeholder et særskilt mål for offentlig administration, som det foreligger på nuværende tidspunkt;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

—

der henviser til den internationale retlige beskyttelse af retten til at tænke frit og til samvittigheds-, religions- og trosfrihed i henhold til artikel 18 i verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948, artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, erklæringen fra 1981 om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion og tro, artikel 9 i den europæiske menneskerettighedskonvention og artikel 10, 21 og 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til FN’s Menneskerettighedsråds kommentar nr. 22 af 30. juli 1993 til artikel 18 i verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948 og dets resolution 16/18 af 12. april 2011 om bekæmpelse af intolerance over for, negative stereotyper, stigmatisering og diskriminering af samt vold og tilskyndelse til vold mod personer på grund af religion eller tro,

—

der navnlig henviser til artikel 2 og 21 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

—

der henviser til artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 21. februar 2011 om intolerance, forskelsbehandling og vold på grund af religions- og trosfrihed,

—

der henviser til EU's strategiramme og handlingsplan om menneskerettigheder og demokrati vedtaget den 25. juni 2012 af Rådet og EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati 2015-2019,

—

der henviser til EU-retningslinjerne af 24. juni 2013 vedrørende fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed,

—

der henviser til sin henstilling af 13. juni 2013 om udkast til EU-retningslinjer om fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed (1),

—

der henviser til sine beslutninger af 20. januar 2011 om kristnes situation med hensyn til religionsfrihed (2), af 4. februar 2016 om systematiske massemord på religiøse mindretal begået af det såkaldte ISIS/Daesh (3) og af 14. december 2017 om situationen for rohingya-folket (4),

—

der henviser til sin beslutning af 9. juli 2015 om EU's nye tilgang til menneskerettigheder og demokrati — evaluering af aktiviteterne i Den Europæiske Demokratifond (EED) siden dens oprettelse (5), og især punkt 27 og 28 heri,

—

der henviser til sine beslutninger af 14. december 2016 (6) og 23. november 2017 (7), henholdsvis om årsberetningerne for 2015 og 2016 om menneskerettigheder og demokrati i verden i 2015 og Den Europæiske Unions politik på området, med hensyn til 2015 især punkt 14 i beretningen fra 2016, og med hensyn til 2016 især punkt 8 i beretningen fra 2017,

—

der henviser til »Rabat-handlingsplanen«, som offentliggjordes den 5. oktober 2012 af De Forenede Nationers Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) om forbud mod fortalervirksomhed for nationalt, racemæssigt eller religiøst had, der udgør tilskyndelse til diskriminering, fjendtlighed eller vold,

—

der henviser til mandatet for EU's særlige udsending til fremme af tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed uden for EU,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 235/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et finansieringsinstrument for demokrati og menneskerettigheder på verdensplan (8),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 19. maj 2014 om en rettighedsbaseret tilgang til udviklingssamarbejde, som indbefatter alle menneskerettighederne og til arbejdsdokumentet af 30. april 2014 fra Kommissionens tjenestegrene med titlen »Værktøjskasse — En rettighedsbaseret tilgang, der omfatter alle menneskerettighederne, til EU's udviklingssamarbejde« (SWD(2014)0152),

—

der henviser til uddelingen af Europa-Parlamentets Sakharovpris for tankefrihed til den saudiarabiske blogger og aktivist Raif Badawi i 2015 for hans store indsats for at fremme den åbne dialog om religion og politik i sit land; der henviser til, at han fortsat er frihedsberøvet, efter at han blev idømt 10 år i fængsel, 1 000 piskeslag og en stor bøde for angiveligt at have »fornærmet islam«,

—

der henviser til sagen om den kristne kvinde Asia Bibi, som blev fængslet og dømt til døden for blasfemi, og til hendes seneste frifindelse,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A8-0449/2018),

A.

der henviser til, at retten til at tænke frit og til samvittigheds-, religions- og trosfrihed, der inden for EU's rammer og i denne betænkning almindeligvis benævnes som retten til religions- og trosfrihed, er en naturlig menneskeret for alle mennesker og en grundlæggende ret for individer på lige fod med alle andre, der ikke bør udsættes for nogen form for forskelsbehandling, således som det er nedfældet i internationale og europæiske grundlæggende tekster, herunder verdenserklæringen om menneskerettigheder, den europæiske menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder; der henviser til, at overholdelsen af menneskerettighederne, der er fastlagt i verdenserklæringen om menneskerettighederne og EU's charter om grundlæggende rettigheder, er en ret for alle mennesker uden forskelsbehandling på grundlag af race etnicitet, evner, køn, seksuel orientering, religiøs overbevisning eller fravær af religiøs overbevisning; der henviser til, at EU's aktioner på den internationale scene i henhold til artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union styres af de principper, der har ført til dens oprettelse; der henviser til, at Unionen i henhold til artikel 2 i traktaten er baseret på samfund, hvor der hersker pluralisme og tolerance;

B.

der henviser til, at princippet om adskillelse af kirke og stat er et førende forfatningsmæssigt princip i hele verden og i Europa;

C.

der henviser til, at Europa-Parlamentet har defineret sekularisme som en streng adskillelse mellem den religiøse og politiske myndighed, hvilket indebærer afvisning af enhver religiøs indblanding i offentlige institutioners funktion og enhver offentlig indblanding i religiøse anliggender, bortset fra opretholdelse af reglerne for bevarelse af den offentlige sikkerhed og orden (herunder respekt for andres frihed) og garanti for at alle, uanset om de er troende, agnostikere eller ateister, har samme ret til at følge deres samvittighed;

D.

der henviser til, at religions- og trosfrihed indebærer individets ret til at vælge, hvad det vil tro eller ikke tro, retten til at ændre ens religion og overbevisninger uden nogen form for tvang og retten til at udøve og give udtryk for tanker, samvittighed, religion eller tro efter eget valg, hvad enten det foregår individuelt eller i et fællesskab, privat eller offentligt; der henviser til, at udtryk af tanker, samvittighed, religion eller tro kan komme til udtryk i form af tilbedelse, undervisning, udøvelse og helligholdelse; der henviser til, at retten til at tænke frit og til samvittigheds-, religions- og trosfrihed indebærer retten for trossamfund og ikketroende til at bevare eller opgive deres etiske grundlag og at handle i overensstemmelse hermed samt retten for deres religiøse, sekulære og konfessionsløse organisationer til at nyde anerkendt status som juridisk person; der henviser til, at beskyttelsen af individer, der tilhører en religion eller ingen, og effektiv imødegåelse af krænkelser af religions- og trosfriheden, såsom forskelsbehandling eller retlige begrænsninger på grund af religion eller tro, er basale betingelser til sikring af, at individer kan nyde religions- og trosfrihed på lige vilkår;

E.

der henviser til, at teistiske, ikketeistiske og ateistiske overbevisninger samt retten til ikke at bekende sig til nogen religion eller tro også er beskyttet i medfør af artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder; der henviser til, at have eller ikke have en religion eller tro er en absolut rettighed og ikke under nogen omstændigheder må begrænses;

F.

der henviser til, at alle menneskerettighederne er udelelige, indbyrdes afhængige og indbyrdes forbundne; der henviser til, at religions- og trosfrihed omfatter og afhænger af mange andre menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder såsom ytringsfriheden og forsamlings- og foreningsfriheden, og sammen spiller de en vigtig rolle i kampen mod alle former for intolerance og forskelsbehandling baseret på religion eller tro;

G.

der henviser til, at religionsfrihed skal ophøre på det tidspunkt, hvor udøvelsen af den vil krænke andres rettigheder og friheder, og henviser til, at udøvelse af en religion eller forfølgelse af en overbevisning aldrig under noget påskud kan retfærdiggøre voldelig ekstremisme eller lemlæstelse eller give nogen frie tøjler til at handle på en måde, der er til skade for individets iboende værdighed;

H.

der henviser til, at respekt for religions- og trosfrihed bidrager direkte til demokrati, udvikling, retsstaten, fred og stabilitet; der henviser til, at krænkelser af religions- og trosfriheden er udbredt, berører mennesker i alle dele af verden, griber ind i menneskets værdighed og kan skabe eller skærpe intolerance og ofte udgør tidlige indikatorer for potentielle voldshandlinger og konflikter; der henviser til, at stater skal udvise rettidig omhu med hensyn til at forhindre, efterforske og straffe voldshandlinger eller trusler derom mod personer på grund af deres religion eller tro samt sikre, at nogen bliver stillet til ansvar i tilfælde af sådanne krænkelser;

I.

der henviser til, at EU i henhold til artikel 21 i TEU fremmer og forsvarer menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed og respekten for den menneskelige værdighed som en del af de ledende principper i dets udenrigspolitik;

J.

der henviser til, at man i mange lande stadig ser religiøse begrænsninger og fjendtligheder, der skabes af regeringer eller samfund; der henviser til, at visse religiøse mindretal har oplevet øgede trusler og forfølgelse fra statslige og ikke-statslige aktører; der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere, der kæmper for religions- og trosfrihed rundt om i verden i stigende omfang bliver udsat for trusler og angreb;

K.

der henviser til, at Rådet med sigte på målsætningen om at fremme tanke-, samvittigheds- og religionsfriheden gennem EU's udenrigspolitik i juni 2013 vedtog EU-retningslinjer om fremme og beskyttelse af tanke-, samvittigheds- og religionsfriheden, og at Kommissionen i maj 2016 udpegede den første særlige udsending til fremme af tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed uden for EU for en etårig embedsperiode, der siden er blevet fornyet to gange på årlig basis;

L.

der henviser til, at EU har fremmet religions- og trosfrihed på internationalt plan og gennem multilaterale fora, navnlig ved at indtage den ledende rolle med hensyn til tematiske resolutioner om religions- og trosfrihed på FN's Generalforsamling (UNGA) og i FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC) og støtte mandatet for og indgå i et samarbejde med FN's særlige rapportør om religions- og trosfrihed, men også gennem samarbejde med ligesindede tredjelande;

M.

der henviser til, at fremme af tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed, herunder gennem civilsamfundsstøtte til beskyttelse af rettighederne for troende og ikketroende og for individer tilhørende religions- og trosmindretal, støtte til menneskerettighedsforkæmpere og bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af f.eks. religion og tro samt fremme af interkulturel og tværreligiøs dialog er en finansieringsprioritet under det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR) 2014-2020; der henviser til, at Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) og EU's finansielle instrumenter, såsom instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI), det europæiske naboskabsinstrument (ENI), instrumentet, der bidrager til stabilitet og fred (IcSP) og instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA) også har støttet projekter, der bidrager til at forbedre klimaet vedrørende tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

—

der henviser til artikel 2 og artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

—

der henviser til artikel 8, 10, 11, 153 og 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til artikel 23 og artikel 33 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til EU's handlingsplan for menneskerettigheder og demokrati 2015,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 16. juni 2016 om ligestilling mellem mænd og kvinder (00337/2016),

—

der henviser til den europæiske ligestillingspagt for perioden 2011-2020, der er knyttet som bilag til Rådets konklusioner af 7. marts 2011 (07166/2011),

—

der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, særlig artikel 14, der forbyder forskelsbehandling,

—

der henviser til FN's endelige undersøgelse af 15. januar 2016 om ulovlige finansielle strømme, menneskerettigheder og 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling fra den uafhængige ekspert om indvirkningerne af staters udlandsgæld og andre tilsvarende internationale finansielle forpligtelser på adgangen til en fuld udøvelse af alle menneskerettigheder, navnlig økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,

—

der henviser til FN's konvention af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW),

—

der henviser til Beijingerklæringen og -handlingsprogrammet, der blev vedtaget på den fjerde verdenskonference om kvinder den 15. september 1995, og de heraf følgende dokumenter, som blev vedtaget på FN's ekstraordinære samlinger: Beijing+5 (2000), Beijing+10 (2005), Beijing+15 (2010) og Beijing+20 (2015),

—

der henviser til Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen) og dennes artikel 3, der definerer »køn« som »de socialt konstruerede roller, adfærdsmønstre, aktiviteter og egenskaber, som et givent samfund anser for at være passende for kvinder og mænd«, og den interamerikanske konvention om forebyggelse, retsforfølgelse og afskaffelse af vold mod kvinder (Belém do Pará-konventionen) fra 1994,

—

der henviser til FN’s Generalforsamlings resolution 70/1 af 25. september 2015»Transforming our world: the 2030 Agenda for Sustainable Development«,

—

der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) centrale konventioner om henholdsvis ligestilling, herunder lige løn (nr. 100), om forskelsbehandling (ansættelse og beskæftigelse) (nr. 111), om arbejdstagere med familiemæssige forpligtelser (nr. 156) og om moderskabsbeskyttelse (nr. 183),

—

der henviser til det fælles indlæg til CEDAW fra Centre for Economic and Social Rights (CESR), Alliance Sud, Global Justice Clinic ved New York University School of Law, Public Eye and the Tax Justice Network, med titlen »Swiss Responsibility for the Experities of Tax Abuty on Women's Rights«, som fremhæver den uforholdsmæssigt store skattebyrde på kvinder, navnlig kvinder med lave indkomster og kvinder i udviklingslandene, som skyldes tabet af offentlige indtægter som følge af grænseoverskridende skattesvig,

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 3. december 2015 med titlen »Strategic engagement for gender equality 2016-2019« (strategisk indsats for ligestilling mellem kvinder og mænd 2016-2019) (SWD(2015)0278),

—

der henviser til Kommissionens Europa 2020-strategi, som opfordrer til intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst,

—

der henviser til Kommissionens europæiske semesters landereporter,

—

der henviser til Kommissionens 2017-rapport om ligestilling mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Union,

—

der henviser til Kommissionens rapport "Taxation Trends in the European Union — Data for the EU Member States, Island and Norway, 2018 Edition (»Beskatningstendenser i EU — Data for EU-medlemsstaterne, Island og Norge, 2018-udgaven«),

—

der henviser til Kommissionens rapport af 8. maj 2018 om udvikling af børnepasningsfaciliteter for små børn for at øge kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet, skabe en balance mellem arbejdsliv og privatliv for arbejdende forældre samt skabe bæredygtig og inkluderende vækst i Europa (»Barcelonamålene«) (COM(2018)0273),

—

der henviser til Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser,

—

der henviser til forslag til Rådets direktiv af 18. januar 2018 om ændring af direktiv 2006/112/EF med hensyn til satserne for merværdiafgift (COM(2018)0020),

—

der henviser til ligestillingsindekset fra Det Europæiske Ligestillingsinstitut (EIGE),

—

der henviser til UN Womens rapport fra 2015 med titlen »Progress of the world's women 2015-2016. Transforming economies, realising rights« (»Kvinders fremskridt på verdensplan. Omlægning af økonomier, virkeliggørelse af rettigheder«),

—

der henviser til den endelige rapport fra 2005 fra Europarådets gruppe af specialister om kønsbudgettering, hvori kønsbudgettering defineres som en kønsbaseret vurdering af budgetter, der indfører et kønsaspekt i alle faser af budgetprocessen og omstrukturerer indtægter og udgifter med henblik på at fremme ligestilling mellem kønnene,

—

der henviser til undersøgelsen fra 2015 fra Europa-Parlamentets Forskningstjeneste med titlen »Bringing transparency, coordination and convergence to corporate tax policies in the European Union — I — Assessment of the magnitude of aggressive corporate tax planning«, (»Skabe gennemsigtighed, samordning og konvergens i selskabsskattepolitikker i Den Europæiske Union — I -Vurdering af omfanget af aggressiv selskabsskatteplanlægning«),

—

der henviser til de afsluttende bemærkninger fra CEDAW-udvalget om ekstraterritoriale forpligtelser med hensyn til de kønsspecifikke konsekvenser af ulovlige finansielle strømme og selskabers skatteundgåelse i Schweiz i 2016 og i Luxembourg i 2018 (1),

—

der henviser til det politiske notat af 2016 fra Institute of Development Studies med titlen »Redistributing Unpaid Care Work — Why Tax Matters for Women’s Rights« (»Omfordeling af ulønnet omsorgsarbejde — Hvorfor skattesager betyder noget for kvinders rettigheder«),

—

der henviser til undersøgelsen af april 2017 fra Parlamentets temaafdeling C: Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender med titlen »'Gender equality and taxation in the European Union« (»Ligestilling og beskatning i Den Europæiske Union«),

—

der henviser til FN's rapport fra april 2018 om kvinder med titlen »Gender, taxation and equality in developing countries«,

—

der henviser til sin beslutning af 11. september 2012 om kvindernes rolle i den grønne økonomi (2),

—

der henviser til OECD's rapport om gennemførelsen af OECD's kønsspecifikke anbefalinger (juni 2017) og skatte- og fordelsmodellerne for 2015,

—

der henviser til sin beslutning af 9. juni 2015 om EU’s strategi for ligestilling mellem kønnene efter 2015 (3),

—

der henviser til sin beslutning af 28. april 2016 om kvindelige husarbejdere og omsorgspersoner i EU (4),

—

der henviser til sin beslutning af 26. maj 2016 om fattigdom: et kønsperspektiv (5),

—

der henviser til sin beslutning af 14. marts 2017 om ligestilling mellem mænd og kvinder i Den Europæiske Union i 2014-2015 (6),

—

der henviser til sin henstilling af 13. december 2017 til Rådet og Kommissionen på baggrund af undersøgelsen vedrørende hvidvaskning af penge, skatteundgåelse og skatteunddragelse (7),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til den fælles behandling i Økonomi- og Valutaudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, jf. forretningsordenens artikel 55,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0416/2018),

A.

der henviser til, at artikel 2 og 3 i TEU anerkender ikke-forskelsbehandling og ligestilling mellem kvinder og mænd som kerneværdier, som EU bygger på; der henviser til, at artikel 8 og 10 i TEUF forpligter EU til at afskaffe uligheder, fremme ligestilling mellem mænd og kvinder og bekæmpe forskelsbehandling i forbindelse med udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens politikker og aktiviteter; der henviser til, at chartret om grundlæggende rettigheder indeholder rettigheder og principper, der henviser til forbuddet mod direkte og indirekte forskelsbehandling (artikel 21, stk. 1) og ligestilling mellem mænd og kvinder (artikel 23); der henviser til, at de rettigheder, der er fastsat i chartret, er direkte relevante for medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten (artikel 51);

B.

der henviser til, at kvinder overalt i EU stadig er stærkt underrepræsenteret på arbejdsmarkedet, og at den samlede beskæftigelsesfrekvens for kvinder stadig er næsten 12 % lavere end mænds; der henviser til, at 31,5 % af alle kvinder i arbejde i EU arbejder på deltid sammenlignet med 8,2 % af mænd i arbejde;

C.

der henviser til, at det er yderst vigtigt at slå bro over den kønsbaserede kløft i beskæftigelsen og indsnævre den kønsbaserede pensionsforskel, som ligger på næsten 40 % i EU i gennemsnit og skyldes de uligheder, der har ophobet sig gennem kvindernes levetid, og de perioder, hvor de har været fraværende fra arbejdsmarkedet;

D.

der henviser til, at den kønsbestemte lønforskel i EU ligger på 16 %, hvilket betyder, at kvinder i EU på tværs af økonomien tjener i gennemsnit 16 % mindre i timen end mænd;

E.

der henviser til, at den kumulative effekt af de mange kløfter, der påvirker kvinder (kønsbestemte løn- og beskæftigelsesforskelle, karriere og afbrydelser på grund af børn, fuld tid i forhold til deltid) i høj grad bidrager til den kønsbestemte løn- og pensionsforskel, hvilket øger risikoen for eksponering for fattigdom og social udelukkelse for kvinder, hvor den negative virkning også breder sig til deres børn og familier;

F.

der henviser til, at Beijinghandlingsplanen understreger behovet for, ud fra et kønsperspektiv, at analysere forskellige politikker og programmer, herunder dem, der vedrører beskatning, og at tilpasse dem, hvor det er nødvendigt, for at fremme en mere retfærdig fordeling af produktive aktiver, velstand, muligheder, indtægter og tjenesteydelser;

G.

der henviser til, at det kræves i CEDAW, at familierne baseres på princippet om lighed, retfærdighed og individuel realisering for hvert medlem, idet kvinder behandles lige for mænd også i skattelovgivningen, som enkeltpersoner og selvstændige borgere, snarere end som afhængige personer af mænd;

H.

der henviser til, at medlemsstaterne som underskrivere af den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ESC) har forpligtet sig til at mobilisere flest muligt ressourcer for at have midler til rådighed til progressivt at realisere økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder;

I.

der henviser til, at personlige indkomstskatteregler, som implicit stiller kvinder dårligere med hensyn til adgang til og betingelserne for beskæftigelse eller arbejdsgiverbetalt pension, kan være i strid med artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF (8) af 5. Juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse (9);

J.

der henviser til, at der i Kommissionens arbejdsdokument »Strategisk indsats for ligestilling mellem mænd og kvinder (2016-2019)« udpeges nøgleområder for ligestilling mellem mænd og kvinder, herunder skattepolitikker, men mangler bindende bestemmelser eller en opfordring til en forpligtelse til integrering af kønsaspektet på medlemsstatsplan;

K.

der henviser til, at skattepolitikker kan have eksplicitte eller implicitte kønsskævheder; en eksplicit skævhed betyder, at en skattebestemmelse direkte sigter mod enten mænd eller kvinder på en bestemt måde, mens en implicit skævhed betyder, at bestemmelsen nominelt gælder ligeligt for alle, men i virkeligheden er der stadig forskelsbehandling, eftersom politikken interagerer med adfærds-/indkomstmønstre, der påvirker kønnene forskelligt; der henviser til, at de fleste medlemsstater har afskaffet skatteregler, der udtrykkeligt skelner mellem mænd og kvinder, men at implicitte skattemæssige skævheder stadig er fremherskende i hele EU, eftersom skatteregler interagerer med socioøkonomiske realiteter;

L.

der henviser til, at politiske valg med henblik på at rejse og omfordele indtægter kan påvirke kvinders indkomst og økonomisk sikkerhed i uforholdsmæssig høj grad og mindske deres adgang til offentlige tjenester af høj kvalitet, hvilket underminerer deres evne til at udøve deres økonomiske og sociale rettigheder og fremskridt i retning af ligestilling;

M.

der henviser til, at manglen på et kønsperspektiv i EU's og de nationale skattepolitikker forstærker de nuværende kønsforskelle (beskæftigelse, indkomst, ubetalt arbejde, pension, fattigdom, velstand osv.), skaber negative incitamenter for kvinder til at komme ind på og forblive på arbejdsmarkedet og gengiver de traditionelle kønsrollemønstre og stereotyper;

N.

der henviser til, at udformningen af skattepolitikkerne er et væsentligt træk ved Europa 2020-strategien; der henviser til, at hovedfokus i forbindelse med det europæiske semester fortsat er at sikre, at stabilitets- og vækstpagten overholdes, og at der er tendens til, at der ses bort fra kønsaspekter i forbindelse med prioriteter og henstillinger, navnlig vedrørende beskatning;

O.

der henviser til, at de regressive ændringer i beskatningen af arbejdskraft, selskaber, forbrug og velstand, som er blevet observeret i de seneste årtier på tværs af medlemsstaterne, har medført en svækkelse af skattesystemernes omfordelingsbeføjelser og bidraget til tendensen med stigende indkomstulighed; der henviser til, at denne strukturelle ændring i beskatning har forskudt skattebyrden i retning af lavindkomstgrupper, og derfor navnlig for kvinder, på grund af den ulige indkomstfordeling mellem kvinder og mænd, den ringe andel af kvinder med topindkomst, andelen over gennemsnittet af kvinders forbrugs for så vidt angår basale varer og tjenesteydelser, og den forholdsvis høje andel af lønindkomster og lille andel af kapitalindkomst i kvinders samlede indkomst (10);

P.

der henviser til, at navnlig kvinder kan lide under økonomiske uligheder på grund af den ulige indkomstfordeling mellem kvinder og mænd, den lille andel af kvinder, som har en høj indkomst, og den forholdsvist høje andel af lønindkomst og lille andel af kapitalindkomst i kvinders samlede indkomst (11);

Q.

der henviser til, at selskabsskattesatserne i gennemsnit er faldet drastisk siden 1980'erne, fra over 40 % til 21,9 % i 2018, mens den sats, der anvendes til at betale forbrugsafgifter (heraf en stor del af momsen), er steget siden 2009 og nåede op på 20,6 % i 2016 (12);

R.

der henviser til, at de nuværende makroøkonomiske politikker i højere grad bør afspejle betydningen af ulønnet omsorgsarbejde og husligt arbejde, og der henviser til, at der er dokumentation for, at 80 % af omsorgen i EU stammer fra ulønnede uformelle plejere, hvoraf 75 % er kvinder; der henviser til, at visse skattepolitikker, de underfinansierede offentlige tjenester og adgang til de sociale tjenesteydelser i uforholdsmæssig høj grad rammer lavindkomstgrupper og navnlig kvinder, eftersom de ofte udfylder hullerne i omsorgsarbejde, undervisning og andre former for familiestøtte, typisk uden vederlag, og derved fastholder kvinders uforholdsmæssigt store ansvar for omsorg; der henviser til, at det er de fattigste og dårligste kvinder i alle lande, som står over for den dobbelt byrde med at skulle betale for både ubetalt omsorgsarbejde og lavt betalt usikkert arbejde (13);

S.

der henviser til, at næsten alle medlemsstater har indført dobbelte indkomstskattesystemer og anvender en højere marginal skatteprocent på den sekundære forsørgers indkomst og ensartede skatteprocenter for de fleste typer kapitalindkomst; der henviser til, at den uforholdsmæssigt store skattebyrde for sekundære forsørgere i de fleste medlemsstater som følge af de direkte progressive skatteordninger, som gælder for arbejdsindkomst, er en af de største hindringer for kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet (14) ud over andre fælles skatte- og dagpengebestemmelser og omkostninger og mangel på alment tjenesteudbud;

T.

der henviser til, at niveauerne i inaktivitetsfælden (aktuelt 40 %) og lavtlønsfælden, som uforholdsmæssigt påvirker kvinder og afholder dem fra at deltage fuldt ud i beskæftigelse, i høj grad bestemmes af direkte skattebestemmelser ud over tab af fordele;

U.

der henviser til, at i visse medlemsstater kan familier stadig få skattereduktioner, når de har en ægtefælle, som de har forsørgerpligt over for, tillæg for ægtepar og/eller skattegodtgørelser for par med én forsørger, hvilket styrker asymmetrien i forhold til familier med én forælder, som primært er kvinder, og ikke anerkender de mange forskellige familiesituationer, som findes i EU; der henviser til, at sådanne skattefordele normalt afholder den gifte kvinde fra at komme ind på arbejdsmarkedet og direkte eller indirekte fremkalder en omfordeling af kvindernes tid fra betalt til ubetalt arbejde;

V.

der henviser til, at beskatnings indvirkning på kønsbestemte forskelle med hensyn til selskabsformue, personlig formue og ejendom er et underudviklet forskningsområde, og at der er et presserende behov for at sikre, at der findes kønsopdelte data på disse områder;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

—

der henviser til sin afgørelse af 6. februar 2018 om nedsættelse af et særligt udvalg om Unionens godkendelsesprocedure for pesticider, dets ansvarsområder, medlemstal og funktionsperiode (1),

—

der henviser til artikel 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til EU's syvende generelle miljøhandlingsprogram frem til 2020 (2),

—

der henviser til De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas (UNECE's) konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (»Aarhuskonventionen«),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (3) (»forordningen«),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF og 96/61/EF (6) for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (7),

—

der henviser til Kommissionens forordning (EU) nr. 546/2011 af 10. juni 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår ensartede principper for vurdering og godkendelse af plantebeskyttelsesmidler (8),

—

der henviser til Kommissionens forordning (EU) nr. 283/2013 af 1. marts 2013 om fastsættelse af datakrav vedrørende aktivstoffer (9),

—

der henviser til Kommissionens forordning (EU) nr. 284/2013 af 1. marts 2013 om fastsættelse af datakrav vedrørende plantebeskyttelsesmidler (10),

—

der henviser til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1056 af 29. juni 2016 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 for så vidt angår forlængelse af godkendelsesperioden for aktivstoffet glyphosat (11) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1313 af 1. august 2016 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 for så vidt angår godkendelsesbetingelserne for aktivstoffet glyphosat (12),

—

der henviser til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/2324 af 12. december 2017 om fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet glyphosat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ændring af bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (13),

—

der henviser til sine beslutninger af 13. april 2016 (14) og af 24. oktober 2017 (15) om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning om fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet glyphosat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ændring af bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011,

—

der henviser til sin beslutning af 15. februar 2017 om lavrisikopesticider af biologisk oprindelse (16),

—

der henviser til sin beslutning af 7. juni 2016 om styrkelse af innovation og økonomisk udvikling i fremtidens europæiske landbrugsdrift (17),

—

der henviser til sin beslutning af 7. juni 2016 om teknologiske løsninger for et bæredygtigt landbrug i EU (18),

—

der henviser til sin beslutning af 13. september 2018 om gennemførelse af forordning (EF) nr. 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler (19),

—

der henviser til den europæiske gennemførelsesvurdering af forordning (EF) nr. 1107/2009 og de relevante bilag dertil som offentliggjort af Europa-Parlamentets Forskningstjeneste (EPRS) i april 2018,

—

der henviser til Den Europæiske Unions Domstols dom af 23. november 2016 i sag C-442/14, Bayer CropScience SA-NV og Stichting De Bijenstichting mod College voor de toelating van gewasbeschermingsmiddelen en biociden (20),

—

der henviser til Den Europæiske Ombudsmands afgørelse af 18. februar 2016 i sag 12/2013/MDC om Kommissionens praksis med hensyn til godkendelse og markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (pesticider),

—

der henviser til undersøgelsen »IARC Monographs Volume 112: evaluation of five organophosphate insecticides and herbicides«, som blev offentliggjort den 20. marts 2015,

—

der henviser til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets (EFSA's) konklusion om peerevalueringen af vurderingen af pesticidrisikoen ved aktivstoffet glyphosat (21), der blev offentliggjort den 12. november 2015, og dens peerevaluering af vurderingen af pesticidrisikoen ved glyphosats potentielle hormonforstyrrende egenskaber (22), som blev offentliggjort den 7. september 2017,

—

der henviser til udtalelsen af 15. marts 2017 fra Udvalget for Risikovurdering (RAC) under Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) om klassificeringen af glyphosat,

—

der henviser til videnskabelig udtalelse nr. 5/2018 fra den videnskabelige rådgivningsmekanisme (SAM) om EU's godkendelsesprocesser for plantebeskyttelsesmidler fra juni 2018 (23),

—

der henviser til rapporten fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1185/2009 af 25. november 2009 om statistik over pesticider (COM(2017)0109),

—

der henviser til gennemførelsesplanen for øget tilgængelighed af lavrisikoplantebeskyttelsesmidler og fremskyndelse af integreret skadedyrsbekæmpelse i medlemsstaterne, som blev udarbejdet af ekspertgruppen vedrørende bæredygtig plantebeskyttelse og vedtaget af Rådet den 28. juni 2016,

—

der henviser til rapporten af 24. januar 2017 fra FN's Menneskerettighedsråds særlige rapportør om retten til mad vedrørende brugen af pesticider inden for landbruget på verdensplan og betydningen heraf for menneskerettighederne,

—

der henviser til artikel 13 i TEUF, hvori det fastsættes, at der i forbindelse med udformning og gennemførelse af Unionens politikker, navnlig vedrørende det indre marked, bør tages fuldt hensyn til velfærden hos dyr som følende væsener,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/63/EU af 22. september 2010 om beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål (24),

—

der henviser til den særlige Eurobarometerundersøgelse nr. 442 fra marts 2016, som viser, at 89 % af EU's borgere er enige i, at EU bør gøre mere for at fremme en større bevidsthed om betydningen af dyrevelfærd på internationalt plan, og at 90 % af EU's borgere er enige i, at det er vigtigt at opstille høje standarder for dyrevelfærd,

—

der henviser til, at Parlamentet modtager mange andragender fra bekymrede borgere, der gør brug af deres rettigheder i henhold til artikel 24 og 227 i TEUF og artikel 44 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og opfordrer til, at der sættes en stopper for dyreforsøg i Europa og på verdensplan, til, at der fastlægges internationale standarder for dyrevelfærd,

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om åbenhed og bæredygtighed i EU's risikovurdering i fødevarekæden (COM(2018)0179) (25),

—

der henviser til Kommissionens igangværende REFIT-evaluering af forordning (EF) nr. 1107/2009,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Det Særlige Udvalg om Unionens Godkendelsesprocedure for Pesticider (A8-0475/2018),

A.

der henviser til, at det erklærede formål med forordning (EF) nr. 1107/2009 (»forordningen«) er gennem en harmonisering af bestemmelserne for markedsføring af plantebeskyttelsesmidler at sikre et højt beskyttelsesniveau for både menneskers og dyrs sundhed og miljøet og forbedre det indre markeds funktion, samtidig med at landbrugsproduktionen forbedres;

B.

der henviser til, at EU's godkendelsesprocedure for plantebeskyttelsesmidler er en af de strengeste i verden; der henviser til, at Det Særlige Udvalg om Unionens Godkendelsesprocedure for Pesticider (PEST) — på baggrund af de betænkeligheder, som adskillige interessenter har rejst vedrørende vurderingen af glyphosat — sigter mod at få fastlagt, på hvilke områder der kan foretages yderligere forbedringer med hensyn til Unionens godkendelsesprocedure for plantebeskyttelsesmidler, ved at fremsætte henstillinger, som det anser for nødvendige for at sikre et højt beskyttelsesniveau for både menneskers og dyrs sundhed og miljøet;

C.

der henviser til, at forsigtighedsprincippet er et overordnet princip for Unionens politik som fastlagt i artikel 191 i TEUF; der henviser til, at forordningen i henhold til dens artikel 1, stk. 4, understøttes af forsigtighedsprincippet; der henviser til, at risikostyringsbeslutningen i henhold til artikel 13, stk. 2, skal overholde forsigtighedsprincippet som fastsat i artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 178/2002; der henviser til, at artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 178/2002 fastslår, at foranstaltninger, der vedtages på grundlag af forsigtighedsprincippet, skal være forholdsmæssige;

D.

der henviser til, at flere interessenter har rejst bekymring om vurderingen af glyphosat, navnlig om, hvorvidt der er foretaget en uafhængig, objektiv og gennemsigtig vurdering, hvorvidt klassificeringskriterierne i forordning (EF) nr. 1272/2008 er blevet anvendt korrekt, hvorvidt de relevante vejledninger er blevet anvendt korrekt, og hvorvidt godkendelseskriterierne og forsigtighedsprincippet er blevet anvendt på behørig vis;

E.

der henviser til, at et plantebeskyttelsesmiddel, der anvendes i overensstemmelse med god plantebeskyttelsespraksis og under hensyntagen til realistiske brugsbetingelser, i henhold til forordningens artikel 4, stk. 3, bl.a. ikke må have umiddelbare eller forsinkede skadelige virkninger på menneskers sundhed, herunder på udsatte grupper, og at det ikke må have uacceptable virkninger for miljøet;

F.

der henviser til, at evalueringen af forordningen har vist, at målsætningerne om at beskytte menneskers og dyrs sundhed og miljøet ikke er blevet fuldt ud opfyldt, og at der kunne foretages forbedringer med henblik på at opfylde alle målsætningerne i forordningen;

G.

der henviser til, at det er yderst vigtigt at gennemføre forordningen fuldt ud i alle medlemsstater;

H.

der henviser til, at arbejdet i de nationale kompetente myndigheder, der er involveret i godkendelses- og godkendelsesprocesserne, ofte forsinkes; der henviser til, at det er blevet konstateret, at de kompetente nationale myndigheder, der er involveret i godkendelsesprocesserne, i visse tilfælde er underbemandet og underfinansieret; der henviser til, at manglen på ressourcer foruden forsinkelser i vurderingen risikerer at påvirke kvaliteten af vurderingerne, både for aktivstoffer og plantebeskyttelsesmidler;

I.

der henviser til, at risikovurderingens uafhængighed former grundlaget for tilliden til forordningen og til EU's fødevarelovgivning;

J.

der henviser til, at det er blevet konstateret, at beslutningsprocessen mangler gennemsigtighed gennem hele proceduren, lige fra manglende offentlig adgang til de fuldstændige undersøgelser og rådata til risikostyringsfasen;

K.

der henviser til, at retten til aktindsigt i dokumenter, som EU-institutionerne er i besiddelse af, herunder EU's agenturer, er en vigtig rettighed, og at undtagelser hertil skal fortolkes snævert; henviser til EU-Domstolens retspraksis, i henhold til hvilken gennemsigtighed og aktindsigt bidrager til større legitimitet for EU-agenturerne i borgernes øjne og sikrer, at EU-agenturerne bedre kan holdes ansvarlige over for borgerne i et demokratisk system (26);

L.

der henviser til, at Kommissionens forordning (EU) nr. 283/2013, der fastlægger datakrav for aktivstoffer, bør opdateres regelmæssigt for at tage hensyn til den foreliggende videnskabelige og tekniske viden; der henviser til, at Kommissionens meddelelse i forbindelse med gennemførelsen af Kommissionens forordning (EU) nr. 283/2013 af 1. marts 2013 om fastsættelse af datakrav for aktivstoffer (27) fortsat er den mest omfattende kilde til vejledninger og retningslinjer for afprøvning, selv om flere af de anførte dokumenter kan være blevet erstattet og bør ajourføres; der henviser til, at de metoder, der anvendes til videnskabelig vurdering af aktivstoffer, i form af retningslinjer, der anvendes af EFSA og medlemsstaterne, ikke altid afspejler den foreliggende videnskabelige og tekniske viden som krævet i forordningens artikel 4; der henviser til, at enten er visse centrale afprøvninger ikke medtaget i risikovurderingen, eller de seneste videnskabelige metoder mangler (f.eks. i forbindelse med ajourførte økotoksikologiske afprøvninger til jordorganismer og vurdering af miljøkoncentration og restkoncentrationer i støv, vind, luft og vand);

M.

der henviser til, at den opdaterede vejledning om bier, som EFSA har anvendt i sin seneste gennemgang af tre neonicotinoider, endnu ikke er formelt vedtaget; der henviser til, at den vejledning om jordorganismer, som på nuværende tidspunkt anvendes af EFSA, stammer fra 2002;

N.

der henviser til, at vejledninger omsætter kravene i lovgivningen til praktiske foranstaltninger ved at forklare, hvad der skal gøres, mens forsøgsvejledninger beskriver afprøvningsprotokoller, som skal overholdes i forbindelse med datagenereringen ved at forklare, hvordan afprøvninger skal udføres;

O.

der henviser til, at den udbredte brug — og profylaktiske brug, når den er uhensigtsmæssig — af plantebeskyttelsesmidler giver anledning til bekymring;

P.

der henviser til, at brugen af plantebeskyttelsesmidler til tørring (dvs. behandlingen af den egentlige planteafgrøde inden høsten for at fremskynde dens modning og lette høsten) er uhensigtsmæssig;

Q.

der henviser til, at brugen af plantebeskyttelsesmidler i områder, der anvendes af offentligheden eller sårbare grupper, er uhensigtsmæssig;

R.

der henviser til, at EU ifølge data indsamlet af FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) anvendte 368 588 ton pesticider i 2016, hvilket udgjorde 11,8 % af det globale forbrug;

S.

der henviser til, at ifølge FAO har anvendelsen af pesticider i EU været stigende siden 2009; der henviser til, at tendensen imidlertid er meget forskellig fra medlemsstat til medlemsstat og svinger lige fra en kraftig stigning i nogle af dem til et kraftigt fald i andre; der henviser til, at den samlede mængde af pesticidaktive stoffer, der sælges i 16 EU-medlemsstater, steg med 1,6 % fra 2011 til 2016;

T.

der henviser til, at der frem til 2018 er blevet godkendt 493 aktiv- og basisstoffer;

U.

der henviser til, at Kommissionens rapport om gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1185/2009 fremhæver manglerne på statistik over pesticidanvendelse og den manglende viden om anvendelsen af specifikke aktivstoffer;

V.

der henviser til, at ifølge Den Europæiske Unions rapport fra 2016 om pesticidrester i fødevarer (28), som EFSA offentliggjorde i 2018, lå 96,2 % af de udtagne prøver inden for de grænser, der er fastsat i EU-lovgivningen;

W.

der henviser til, at der mangler offentlig viden om farer og risici og acceptable og uacceptable farer og risici og om niveauet for overholdelse af maksimalgrænseværdier (MRL'er) over hele EU;

X.

der henviser til, at beslutninger om godkendelse af nyudviklede aktivstoffer og plantebeskyttelsesmidler uvægerligt træffes med en vis usikkerhed for så vidt angår faktiske virkninger; der henviser til, at der mangler overvågning efter godkendelsen; der henviser til, at der mangler data for de nøjagtige mængder af hvert enkelt plantebeskyttelsesmiddel, for gennemførelsen og effektiviteten af afbødningsforanstaltninger og for de potentielle skadelige virkninger for menneskers og dyrs sundhed og for miljøet;

Y.

der henviser til, at manglen på data vedrører de faktiske virkninger af aktivstoffer, safenere, synergister og hjælpestoffer og deres metabolitter samt formuleringer og blandinger af produkter; der henviser til, at man derfor ikke rigtigt kender pesticidernes fulde indvirkning på menneskers og dyrs sundhed og miljøet;

Z.

der henviser til, at pilotprojektet »Miljøovervågning af pesticidbrug via honningbier« endnu ikke er gennemført på trods af dets optagelse i Unionens budget for regnskabsårene 2017 og 2018;

AA.

der henviser til, at et af målene i det syvende generelle EU-miljøhandlingsprogram frem til 2020 er, at kemikalier skal fremstilles og anvendes på en måde, der minimerer de signifikante skadelige virkninger for menneskers sundhed og miljøet, og at der stadig er usikkerhed om de fulde indvirkninger på menneskers sundhed og miljøet, som skyldes kombinationsvirkninger af forskellige kemikalier;

AB.

der henviser til, at det i artikel 4, stk. 3, i forordningen fastsættes, at plantebeskyttelsesmidler »ikke må have umiddelbare eller forsinkede skadelige virkninger for menneskers sundhed … idet kendte kumulative og synergistiske virkninger tages i betragtning, såfremt der foreligger videnskabelige metoder, der er godkendt af autoriteten«; der henviser til, at forordning (EF) nr. 396/2005 bestemmer, at der skal tages hensyn til »kendte kumulative og synergistiske virkninger, når der findes metoder til at vurdere sådanne virkninger«;

AC.

der henviser til, at der nu findes sådanne metoder, og at en pilotvurdering, hvor man ser på de kumulative virkninger af eksponering for pesticider i fødevarer på det menneskelige nerve- og skjoldbruskkirtelsystem, forventes afsluttet af EFSA inden udgangen af 2019;

AD.

der henviser til, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen juridisk forpligtelse til at teste aktivstoffer for deres udviklingsneurotoksicitet, som f.eks. kan forårsage autisme, ADHD og dysleksi; der henviser til, at udviklingsstudier og neurotoksicitetsundersøgelser er nødvendige og kan afstedkomme undersøgelser med ad hoc-undersøgelsesdesign for at løse specifikke problemer; der henviser til, at EFSA i denne forbindelse arbejder på et igangværende projekt med henblik på at udvikle alternative metoder til screening for udviklingsneurotoksicitetseffekter, der ikke involverer brug af dyr;

AE.

der henviser til, at der er bekymring for, at gennemførelsen af forordningen — for så vidt angår anvendelse af dyr til afprøvning med henblik på fareidentifikation og risikovurdering — ikke er i overensstemmelse med 3R-princippet (erstatning, begrænsning og forfining) i direktiv 2010/63/EU om dyreforsøg, eftersom Kommissionens forordning (EU) nr. 283/2013 og (EU) nr. 284/2013 samt tilsvarende retningslinjer ikke er blevet ajourført, siden de blev vedtaget, selv om der findes validerede alternative forsøg og teknologier;

AF.

der henviser til, at afprøvning af virkninger på menneskers sundhed indebærer anvendelse af dyr og derfor ikke nødvendigvis giver et retvisende billede af de menneskelige reaktioner;

AG.

der henviser til, at der er behov for at fremskynde udviklingen og valideringen af nye metoder, som ikke omfatter dyr, og som tilvejebringer information om de underliggende mekanismer for toksicitet hos mennesker, herunder de forløb, der fører til negative resultater hos mennesker;

AH.

der henviser til, at mange landbrugsprodukter fra tredjelande har et lavere niveau for beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed og af miljøet med hensyn til godkendelse og anvendelse af plantebeskyttelsesmidler; der henviser til, at det er nødvendigt at sikre, at EU's beskyttelsesniveau ikke undermineres af import af landbrugsprodukter fra tredjelande;

AI.

der henviser til, at ulovligt importerede plantebeskyttelsesmidler er i cirkulation og i brug i EU, hvor de udgør en potentiel trussel mod folkesundheden og en illoyal konkurrence i forhold til plantebeskyttelsesmidler, som underkastes en godkendelsesprocedure i henhold til den gældende EU-lovgivning;

AJ.

der henviser til, at flere interessenter har givet udtryk for bekymring med hensyn til gennemsigtighed og interessekonflikter i forbindelse med ansøgernes ret til at vælge den rapporterende medlemsstat ved den første ansøgning om godkendelse af et aktivstof;

AK.

der henviser til, at flere interessenter for så vidt angår gennemsigtighed og interessekonflikter endvidere har givet udtryk for bekymring over, at den rapporterende medlemsstat, som Kommissionen har givet ansvaret for fornyelse af en vurderingsrapport, kan være den samme som den, der lavede det oprindelige udkast til vurderingsrapport;

AL.

der henviser til, at kun 11 ud af 28 medlemsstater er blevet valgt som rapporterende medlemsstater af ansøgerne i forbindelse med nye aktivstoffer, siden forordningen trådte i kraft, hvilket viser, at der er betydelige forskelle med hensyn til ekspertise og personale;

AM.

der henviser til, at Frankrig, Nederlandene, Tyskland og Det Forenede Kongerige har behandlet ca. 80 % af alle dossierer; der henviser til, at brexit vil få en betydelig indvirkning på arbejdsbyrden i andre medlemsstater;

AN.

der henviser til, at ansøgeren i henhold til forordningens artikel 8, stk. 1, skal fremlægge et resumé af dossieret, der bl.a. skal indeholde resuméer og resultater af forsøg og undersøgelser for hvert punkt i datakravene, herunder en vurdering af alle fremlagte oplysninger;

AO.

der henviser til, at flere interessenter har givet udtryk for bekymring over evalueringsmetoden, som er fastsat ved lov, navnlig over, hvem der skal foretage de videnskabelige undersøgelser og fremlægge dokumentation for evalueringerne af aktivstoffer, som bør tilvejebringe videnskabelig peer-evalueret litteratur, og som bør vurdere undersøgelserne;

AP.

der henviser til, at ansøgeren i henhold til forordningens artikel 8, stk. 5, til dossieret skal føje al videnskabelig, peer-evalueret alment tilgængelig litteratur om aktivstoffet og dets relevante metabolitter;

AQ.

der henviser til, at der for nye aktivstoffer normalt kun foreligger data fra lovbestemte undersøgelser, der er genereret af ansøgeren;

AR.

der henviser til, at risikovurdering skal være baseret på al relevant tilgængelig videnskabelig dokumentation; der henviser til, at videnskabelig, peer-evalueret alment tilgængelig litteratur giver vigtige supplerende oplysninger til de undersøgelser, der er foretaget på grundlag af god laboratoriepraksis, som ansøgerne har fremlagt, og kan omfatte resultater, som advarer bedømmerne om skadelige virkninger, der ikke ses ved standardforsøg;

AS.

der henviser til, at OECD har udviklet principperne for god laboratoriepraksis for at sikre, at en undersøgelse bliver foretaget som foreskrevet ved en bestemt forsøgsmetode, for at forebygge svigagtig praksis; der henviser til, at EU har vedtaget disse principper ved direktiv 2004/10/EF, som pålægger medlemsstaterne at sikre, at laboratorier, der udfører sikkerhedsundersøgelser af kemiske produkter, overholder OECD's principper for god laboratoriepraksis og direktiv 2004/9/EF, hvorefter medlemsstaterne har pligt til at udpege de myndigheder, der er ansvarlige for inspektioner angående god laboratoriepraksis på deres område;

AT.

der henviser til, at alle medlemsstaterne, som rapporteret af Kommissionen i 2015, har gennemført direktivet om god laboratoriepraksis og har etableret funktionsdygtige nationale overvågningsprogrammer for overholdelse af god laboratoriepraksis;

AU.

der henviser til, at OECD's forsøgsvejledninger sikrer, at forskning er reproducerbar, konsistent og ensartet og sætter tilsynsmyndighederne i stand til at vurdere en undersøgelses kvalitet og relevans, sikre den metodologiske gyldighed af en undersøgelse og lette den gensidige accept af data mellem medlemsstaterne;

AV.

der henviser til, at det hedder i forordningens artikel 11, stk. 2, at »den rapporterende medlemsstat foretager en uafhængig, objektiv og gennemsigtig vurdering på grundlag af den foreliggende videnskabelige og tekniske viden«;

AW.

der henviser til, at det er blevet konstateret, at forskellige medlemsstater, når de optræder som rapporterende medlemsstat, anvender forskellige former for praksis hvad angår henvisninger til ansøgerens resuméer af peer-evalueret litteratur; der henviser til, at det er en grundlæggende regel, at ethvert videnskabeligt værk klart bør angive andres udsagn ved brug af anførselstegn;

AX.

der henviser til, at Parlamentet anerkender debatten om litteraturgennemgangen i risikovurderingsrapporten om glyphosat fra det tyske forbundsinstitut for risikovurdering (BfR); der henviser til, at flere interessenter har givet udtryk for bekymring over, at vigtige vurderingselementer i udkastet til risikovurderingsrapporten om glyphosat blev taget fra ansøgningen, uden at de klart er angivet som henvisninger;

AY.

der henviser til, at troværdigheden af Unionens system til godkendelse af plantebeskyttelsesmidler afhænger stærkt af offentlighedens tillid til EFSA, som leverer de videnskabelige udtalelser, der ligger til grund for godkendelser vedrørende fødevaresikkerhed i Europa; der henviser til, at den faldende offentlige tillid til EFSA giver anledning til bekymring;

AZ.

der henviser til, at ca. to tredjedele af de nationale eksperter, der i øjeblikket arbejder for EFSA, kommer fra kun seks medlemsstater;

BA.

der henviser til, at det ifølge forordningens artikel 4, stk. 1, andet afsnit, ved vurderingen af et aktivstof først skal fastslås, om kriterierne for godkendelse i bilag II, punkt 3.6.2-3.6.4 og punkt 3.7, er opfyldt (= »udelukkelseskriterierne«); der henviser til, at et af disse udelukkelseskriterier vedrører klassificeringen af et stof som kræftfremkaldende (kategori 1A eller 1B) i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1272/2008;

BB.

der henviser til, at Det Internationale Kræftforskningscenter (IARC) klassificerede glyphosat som sandsynligvis kræftfremkaldende for mennesker (gruppe 2A) i henhold til sin nomenklatur (svarende til kategori 1B i forordning (EF) nr. 1272/2008); der henviser til, at de europæiske agenturer, der er ansvarlige for at foretage videnskabelige vurderinger, som danner grundlag for EU's risikostyringsbeslutninger, konkluderede — efter at have gennemgået de tilgængelige oplysninger, herunder IARC's vurdering, EFSA og ECHA — at det ikke var berettiget at klassificere stoffet som kræftfremkaldende i henhold til bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1272/2008;

BC.

der henviser til, at mens IARC baserede sin konklusion på offentliggjort litteratur i overensstemmelse med sine arbejdsprincipper, brugte EFSA og ECHA desuden ikke-offentliggjorte undersøgelser indsendt af ansøgeren i henhold til artikel 8 i forordningen som det centrale grundlag for deres evaluering og havde desuden adgang til de relevante rådata;

BD.

der henviser til, at flere andre kompetente myndigheder rundt om i verden, herunder i USA, Canada, New Zealand, Australien og Japan, efterfølgende har afsluttet nye vurderinger af glyphosat og har konkluderet, at det ikke er kræftfremkaldende; der henviser til, at glyphosat stadig undersøges af det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur, hvis udkast til en økologisk risikovurdering tydeligt viser, at der er potentielle virkninger for fugle, pattedyr og land- og vandplanter;

BE.

der henviser til, at det fremgår af en sammenligning foretaget af EFSA i 2017 af 54 pesticider, der var blevet vurderet i henhold til både EU's og IARC's system, at EU-klassificeringen i 14 tilfælde var mere konservativ (og dermed strengere) end IARC's klassificering, i 11 tilfælde (glyphosat og 10 andre aktivstoffer) mindre streng og i 29 tilfælde tilsvarende;

BF.

der henviser til, at der er blevet og fortsat bliver givet udtryk for bekymring fra flere interessenters side over EFSA's og ECHA's udtalelser for så vidt angår deres konklusioner om ikke at klassificere glyphosat som kræftfremkaldende;

BG.

der henviser til, at det desværre ikke var muligt at løse denne strid i Det Særlige Udvalg;

BH.

der henviser til, at Kommissionen i oktober 2017 meddelte, at det europæiske borgerinitiativ »Indfør et forbud mod glyphosat og beskyt mennesker og miljø mod giftige pesticider« opfylder betingelserne for behandling; der henviser til, at over én million borgere opfordrede Kommissionen til at foreslå medlemsstaterne at indføre et forbud mod brug af glyphosat, reformere godkendelsesproceduren for pesticider og fastsætte obligatoriske EU-reduktionsmål for anvendelsen af pesticider;

BI.

der henviser til, at der i de såkaldte Monsanto-papirer og den nylige dom afsagt af den øverste domstol i staten Californien i sagen Dewayne Johnson mod Monsanto (sag nr. CG-16-550128) og i den efterfølgende appel er der blevet givet udtryk for bekymring over uafhængigheden og interessekonflikterne i forbindelse med vurderingsprocessen for glyphosat;

BJ.

der henviser til, at forordningen fastsætter en frist på seks måneder for Kommissionen, fra EFSA's konklusioner til forelæggelsen af et udkast til forordning;

BK.

der henviser til, at afgørelsen om at forny godkendelsen af glyphosat ikke indeholdt juridisk bindende risikobegrænsende foranstaltninger på EU-plan; der henviser til, at Kommissionen besluttede at vedtage en specifik henstilling i godkendelsesbetingelserne om, at medlemsstater ved udstedelse af godkendelse til plantebeskyttelsesmidler med glyphosat skal være særligt opmærksomme på risikoen for landlevende hvirveldyr; der henviser til, at der er blevet konstateret en høj langtidsrisiko for næsten alle anvendelser af glyphosat for ikke-målarter blandt landlevende hvirveldyr, herunder pattedyr og fugle;

BL.

der henviser til, at ECHA konkluderede, at glyphosat forårsager alvorlig øjenskade og er giftig for vandlevende organismer med langvarige virkninger;

BM.

der henviser til, at det er ikke klart, under hvilke betingelser Kommissionen og medlemsstaterne anser en risiko for at være uacceptabel for miljøet;

BN.

der henviser til, at det giver anledning til bekymring, at Kommissionen med støtte fra medlemsstaterne godkender aktivstoffer, som EFSA har konstateret udgør en stor risiko for miljøet og biodiversiteten, i betragtning af at et plantebeskyttelsesmiddel i henhold til forordningens artikel 4, stk. 3, litra e), ikke må have nogen uacceptabel indvirkning på miljøet;

BO.

der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand i sin afgørelse i sag 12/2013/MDC af 18. februar 2016 anførte, at fremlæggelse af bekræftende data ikke bør vedrøre datakrav, der eksisterede på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen i forbindelse med vurderingen af sundhedsrisici, og for hvilke der forelå relevante vejledninger,

BP.

der henviser til, at bekræftende data generelt ikke er genstand for den samme videnskabelige kontrol eller vurdering som de data, der er fremlagt i den oprindelige ansøgning, da de ikke systematisk underkastes en peer-evaluering af EFSA; der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand i sin afgørelse fra 2016 opfordrede Kommissionen til at overveje, om alle bekræftende data fra nu af systematisk bør underkastes en peer-evaluering af EFSA, og om vejledningerne bør ændres i overensstemmelse hermed;

BQ.

der henviser til, at proceduren med bekræftende data, på grundlag af den opfølgningsrapport, som Kommissionen forelagde i februar 2018 for så vidt angår ti aktivstoffer, som blev undersøgt i forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse, har ført til, at to aktivstoffer, haloxyfop-P og malathion, som ellers ville være blevet begrænset, er blevet på markedet over en længere periode;

BR.

der henviser til, at datahuller i tilfælde af biologiske pesticider med lav risiko primært opstår, fordi datakravene er udformet til kemiske plantebeskyttelsesmidler og derfor er uegnede til biologiske pesticider med lav risiko;

BS.

der henviser til, at Kommissionen til trods for de risici, som EFSA har peget på i sine konklusioner om aktivstoffer, ofte overlader det til medlemsstaterne at træffe risikobegrænsende foranstaltninger, selv om den i henhold til forordningen har mulighed for at indføre dem på EU-plan; der henviser til, at denne fremgangsmåde blev hårdt kritiseret af Den Europæiske Ombudsmand i hendes afgørelse i sag 12/2013/MDC;

BT.

der henviser til, at det er hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne træffer beslutning om risikostyringsforanstaltninger for så vidt angår de forhold, der vedrører deres situation;

BU.

der henviser til, at der ikke er adgang til plantebeskyttelsesmidler med lav risiko; der henviser til, at kun ti ud af de næsten 500 stoffer, der findes på EU's marked, er godkendt som lavrisikoaktivstoffer; der henviser til, at manglen på adgang til plantebeskyttelsesmidler med lav risiko gør gennemførelse og udvikling af integreret bekæmpelse af skadegørere vanskeligere; der henviser til, at denne mangel på tilgængelighed skyldes den langvarige evaluerings-, godkendelses- og registreringsproces;

BV.

der henviser til, at avancerede teknikker som f.eks. præcisionslandbrug og robotteknologi nu om stunder kan anvendes til præcist at overvåge og fjerne ukrudt eller skadelige insekter på et tidligt tidspunkt; der henviser til, at disse avancerede teknikker endnu er ret uudviklede i EU og kræver støtte fra EU og medlemsstaterne;

BW.

der henviser til, at plantebeskyttelsesmidler bør vurderes omhyggeligt i overensstemmelse med eksisterende videnskabelig og teknisk viden, inden de godkendes; der henviser til, at manglende personale og/eller underfinansiering kan føre til overdreven afhængighed af den vurdering, der er foretaget med henblik på godkendelse af aktivstofferne i forbindelse med afgørelser vedrørende plantebeskyttelsesmidler;

BX.

der henviser til, at proceduren for godkendelse af plantebeskyttelsesmidler, og navnlig datakravene i forbindelse med risikovurderingen, bør tage hensyn til den faktiske anvendelse af plantebeskyttelsesmidlerne;

BY.

der henviser til, at der, når der gives tilladelse til plantebeskyttelsesmidler, fortsat bør lægges særlig vægt på risikoen for »sårbare grupper«; der henviser til, at forordningen definerer udsatte grupper som personer, der skal tages særligt hensyn til ved vurderingen af akutte og kroniske sundhedsvirkninger af plantebeskyttelsesmidler; der henviser til, at disse omfatter gravide og ammende kvinder, ufødte børn, spædbørn og børn, ældre og arbejdstagere og beboere, der udsættes for høj eksponering for pesticider gennem lang tid;

BZ.

der henviser til, at safenere og synergister i henhold til forordningens artikel 25 skal underkastes samme godkendelsesprocedure som aktivstoffer med henblik på optagelse på en positivliste; der henviser til, at Kommissionen endnu ikke har godkendt nogen safenere eller synergister;

CA.

der henviser til, at artikel 27 i forordningen pålægger Kommissionen at medtage en negativ liste over uacceptable hjælpestoffer i bilag III; der henviser til, at Kommissionen endnu ikke har vedtaget negativlisten over hjælpestoffer, men har meddelt, at den har til hensigt at gøre dette inden udgangen af 2018; der henviser til, at denne forsinkelse er uacceptabel i betragtning af disse stoffers indvirkning; der henviser til, at nogle medlemsstater har udarbejdet deres egne negativlister over hjælpestoffer, da der ikke findes en sådan liste på EU-plan;

CB.

der henviser til, at manglen på disse EU-lister gør det vanskeligere at foretage en grundig risikovurdering af plantebeskyttelsesmidler;