Meddelelse fra Kommissionen

Særskilt indsamling af farligt husholdningsaffald

(2020/C 375/01)

INDHOLDSFORTEGNELSE

1.

INDLEDNING

2

2.

BEDSTE PRAKSIS INDEN FOR INDSAMLING AF FARLIGT HUSHOLDNINGSAFFALD

3

2.1.

Husholdningskemikalier

6

2.1.1.

Rengøringsmidler til brug i husholdninger og produkter til personlig pleje

7

2.1.2.

Maling, lak, trykfarver og lim

7

2.1.3.

Pesticider til brug i husholdninger og haver

8

2.1.4.

Fotokemikalier

8

2.1.5.

Emballage

9

2.2.

Affald fra sundhedspleje i hjemmet

9

2.2.1.

Lægemidler

9

2.2.2.

Spidse eller skarpe instrumenter og andet potentielt smittefarligt affald

10

2.3.

Bygnings- og nedrivningsaffald

11

2.3.1.

Asbestaffald

11

2.3.2.

Behandlet træ

12

2.3.3.

Kultjære og tjærede produkter

13

2.4.

Affald fra vedligeholdelse af motorkøretøjer

13

2.4.1.

Oliefiltre og forurenede absorberende materialer

13

2.4.2.

Automobilprodukter, polermidler, frostvæske

14

2.5.

Kviksølvholdigt affald (undtagen affald af elektrisk og elektronisk udstyr)

14

3.

SUCCESKRITERIER FOR SÆRSKILT INDSAMLING AF FARLIGT HUSHOLDNINGSAFFALD

15

3.1.

Økonomiske incitamenter

15

3.2.

Tilpassede faciliteter til særskilt indsamling

16

3.3.

Bevidstgørelse og kommunikation

18

3.4.

Håndhævelse

21

4.

REFERENCER

22

BILAG — Links til eksempler på udveksling af oplysninger om god praksis

24

1.   INDLEDNING

Disse retningslinjer er udarbejdet i henhold til artikel 20, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald (1) (i det følgende benævnt »affaldsrammedirektivet«), som pålægger Kommissionen at vedtage retningslinjer for særskilt indsamling af fraktioner af farligt affald, der er produceret af husholdninger, for at bistå og lette medlemsstaternes gennemførelse af den forpligtelse til særskilt indsamling, der er fastsat i affaldsrammedirektivets artikel 20, stk. 1.

Hovedformålet med denne vejledning er at forebygge risici for menneskers sundhed og miljøet, navnlig for arbejdstagere, der arbejder med affald, ved at lette gennemførelsen af den særskilte indsamling af farligt affald fra husholdninger. Et andet formål er at øge mængden og forbedre kvaliteten af materialer til forberedelse med henblik på genbrug og nyttiggørelse ved at forhindre, at andre materialestrømme bliver forurenet, hvilket fører til affaldsbehandling, der fastlåser ressourcer på lavere niveauer i affaldshierarkiet, i overensstemmelse med målene i affaldsrammedirektivet (2). Det er desuden hensigten, at vejledningen skal give et overblik over bedste praksis for gennemførelsen af forpligtelsen til særskilt indsamling fra hele EU, navnlig på regionalt og lokalt plan. Selv om vejledningen omhandler effektiv håndtering af farligt husholdningsaffald, bør det erindres, at forebyggelse og reduktion fortsat prioriteres højt i overensstemmelse med affaldshierarkiet. Det er derfor afgørende, at der gennemføres oplysningskampagner for at minimere brugen af farlige produkter i hjemmet.

Disse retningslinjer er rettet til medlemsstaternes myndigheder på lokalt, regionalt og centralt plan og til operatører, der håndterer affald. Retningslinjerne skal bistå målgrupperne og lette deres opgave med at udvikle og gennemføre særskilte ordninger for indsamling af farligt husholdningsaffald.

Kilde: Baseret på data fra Verdensbanken (2018) og Eurostat (2008) (3).

Farligt husholdningsaffald udgør typisk ca. 1 vægtprocent af alt kommunalt indsamlet affald (ekskl. affald af elektrisk og elektronisk udstyr — »WEEE«) (4). Dette svarer (5) til mellem 1 og 6 kg pr. indbygger om året. Det er dog vanskelige at sammenligne data på landeniveau, da landene har forskellige rapporteringsprocesser og -kategorier (f.eks. WEEE eller spiselige fedtstoffer).

Størstedelen af det kommunale affald, som husholdningsaffald er den vigtigste kilde til, kommer typisk fra seks affaldsstrømme (se figur 1). Farligt husholdningsaffald i små fraktioner er omfattet af »andet«, men det har en forholdsvis større betydning, da det kan forhindre genanvendelse af alle andre fraktioner af høj kvalitet, bl.a. af sikkerhedshensyn.

Disse retningslinjer omhandler ikke specifikt affaldsstrømme, der er omfattet af anden EU-lovgivning om affald, f.eks. batterier, WEEE, olieaffald eller udrangerede køretøjer, for hvilke der allerede findes specifikke indsamlings- og håndteringsordninger. Erfaringerne fra anvendelsen af disse mere specifikke indsamlingsordninger og potentielle synergier med dem kan dog være relevante for særskilt indsamling af farligt husholdningsaffald.

Disse retningslinjer er ikke bindende. Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) er fortsat den eneste myndighed, der kan fortolke EU-retten.

2.   BEDSTE PRAKSIS INDEN FOR INDSAMLING AF FARLIGT HUSHOLDNINGSAFFALD

Farligt husholdningsaffald omfatter en lang række materialer med forskellige farlige egenskaber. Farligt affald defineres i affaldsrammedirektivets artikel 3, stk. 2, som »affald, der udviser en eller flere af de farlige egenskaber, der er anført i bilag III« i direktivet. Blandt eksempler på denne type affald, der typisk produceres af husholdninger, kan nævnes maling og lak, havepesticider, rengøringsmidler, visse ubrugte lægemidler, visse former for affald fra gør det selv-huse og vedligeholdelse af biler.

De klassificeringskriterier for affald, der vedrører egenskaber, som kan gøre affald farligt, er beskrevet i dette bilag og skal i givet fald anvendes ved klassificering af affald som farligt eller ikke-farligt under hensyntagen til affaldets oprindelse og art, og hvorvidt det er opført på den europæiske affaldsliste (afgørelse 2000/532/EF) (6).

Affaldslisten indeholder en referencenomenklatur til brug ved identifikation og klassificering af affald og er bindende for affald, der skal betragtes som farligt. Det affald, der er opført på listen, er inddelt i forskellige kapitler og underkapitler efter kilde og sammensætning. Affald kan identificeres fuldstændig med en sekscifret kode. På denne liste markeres farligt affald med en asterisk (*).

De trin, der skal følges ved tildeling af en affaldskode til en given affaldsstrøm, og den rangorden, der skal anvendes ved søgning i de forskellige kapitler, er beskrevet i bilaget til afgørelse 2000/532/EF. Yderligere vejledning om klassificering af affald og tildeling af affaldskoder findes i Kommissionens meddelelse om teknisk vejledning om klassificering af affald (7).

Både karakteristikaene ved og behandlingen af de forskellige typer farligt husholdningsaffald afviger væsentligt fra hinanden, men på baggrund af en gennemgang af eksisterende bedste praksis for indsamling af farligt husholdningsaffald er følgende systemer til særskilt indsamling af affald blevet udpeget:

—	regelmæssig afhentning på et bestemt sted (f.eks. mobilt opsamlingssted) eller fra dør til dør (intervaller på to uger eller derover)

—	forretningers returordninger

—	aflevering ved genbrugsstationer.

I EU indleveres ca. to tredjedele af det farlige husholdningsaffald, der indsamles særskilt, på genbrugsstationer, mens den sidste tredjedel i vid udstrækning indsamles via regelmæssig afhentning, navnlig på mobile indsamlingssteder. Der findes indsamlingssteder i detailleddet for visse affaldsstrømme, f.eks. batterier og affald af elektrisk og elektronisk udstyr (8).

En del farligt husholdningsaffald bortskaffes fortsat ikke på hensigtsmæssig vis (9), men derimod i beholderen til restaffald eller — i mindre omfang — på en måde, der kan indebære en betydelig sundheds- og miljørisiko, f.eks. udskylning i toilettet (10).

God praksis, eksempel 1 (11) Storhertugdømmet Luxembourg har et integreret system til indsamling af affald med udbredte faciliteter til gratis indlevering af farligt husholdningsaffald. Der findes 18 stationære indsamlingssteder, hvor borgerne kan indlevere deres farlige affald (dvs. ét sted pr. 35 000 indbyggere). Der foretages mobil afhentning fire gange om året, og affald indsamles fra hjemmet på bestilling. Systemet indsamler mere end 5 kg farligt husholdningsaffald pr. indbygger om året (12). Der er planlagt oplysningskampagner med brug af digitale værktøjer og særlige støttetjenester til brug for bestemte fokusgrupper som personer, der bor i lejlighedskomplekser. I de mest omfattende indsamlingssystemer kan beboere i lejlighedskomplekser aflevere op til 27 forskellige typer affald særskilt, herunder farligt husholdningsaffald.

God praksis, eksempel 2 Miljømyndighederne i Helsinki-regionen (Finland) har i hovedstadsområdet installeret 50 containere til gratis indlevering af en bred vifte af affaldsstrømme, herunder farligt husholdningsaffald. Containerne er placeret ved benzinstationer, supermarkeder og andre forretninger for at sikre optimal tilgængelighed. For at garantere deres sikkerhed er containerne kun tilgængelige i åbningstiden, og det lokale politi beskytter ubemandede faciliteter. Følgende former for farligt husholdningsaffald kan afleveres i containerne: — køle-, bremse- og koblingsvæsker — olieaffald, oliefiltre og andet olieholdigt affald — opløsningsmidler som f.eks. terpentin, fortyndervæske, acetone (også neglelakfjerner) — vaskevæske, der er baseret på opløsningsmidler — maling, lim, lak, træbeskyttelsesmidler — stærke syrer, f.eks. svovlsyre — trykbeholdere, der indeholder eller har indeholdt gasser — spraydåser — alkaliske vaskevæsker — pesticider og desinfektionsmidler — fotokemikalier. Derudover er der visse former for farligt husholdningsaffald, som kun kan afleveres på genbrugsstationerne, nemlig elektrisk og elektronisk affald (gratis), imprægneret træ (gratis) og asbestholdigt affald (10 EUR pr. 100 liter i 2015).

God praksis, eksempel 3 (13) I Odense (Danmark) modtager hver husholdning en 40-liters rød kasse til opbevaring og transport af farligt husholdningsaffald. Kassen kan indsamles på fire måder: — hentes på matriklen på bestilling mod betaling af et gebyr — indsamles i lejlighedskomplekser ved brug af særlige køretøjer, der er skræddersyet til farligt husholdningsaffald — husholdningerne kan indlevere den til en af to bemandede modtagestationer til farligt husholdningsaffald — husholdningerne kan indlevere den til almindelige genbrugsstationer i bestemte weekender. Odense indsamler årligt 300 ton farligt husholdningsaffald svarende til ca. 1,6 kg pr. indbygger. Størstedelen af dette er maling og lakker, der tegner sig for 66-75 % af alt det farlige husholdningsaffald, der indsamles. Resten er en blanding af syrer, pesticider, spraydåser og forskellige andre kemikalier. Da indsamlingen forestås af uddannet personale, er de indsamlede strømme meget ensartede og af høj kvalitet. Indsamlingen af det farlige affald finansieres hovedsagelig af det almindelige affaldsgebyr, som alle husstande i kommunen betaler. Omkostningerne pr. indbygger er på ca. 3,3 EUR om året (baseret på oplysninger indberettet i 2014).

God praksis, eksempel 4 (14) I Paris (Frankrig) anvendes »Trimobiles« (trehjulede køretøjer, som udgør mobile indsamlingssteder) ud over genbrugsstationer og indsamling ved husstanden på bestilling. Disse køretøjer kan på under en time omdannes til et mobilt indsamlingssted. I 2012 bestod netværket af seks mobile indsamlingssteder på 30 forskellige lokaliteter. Indsamlingshyppigheden afhænger af lokale forhold og varierer fra én til syv gange om måneden. Hver enhed bliver stående på det samme sted en halv dag. Der indsamles flere affaldsfraktioner, herunder bygge- og nedrivningsaffald, affald af elektrisk og elektronisk udstyr og træ. Ved disse mobile indsamlingssteder er opsamlingsraten høj, nemlig 65 % af alt indsamlet farligt husholdningsaffald i målområderne. I 2017 blev der indsamlet 323 ton farligt affald (15). Tjenesten tilbydes kun til husholdninger og er gratis. Ordningen finansieres hovedsagelig af de lokale myndigheder og beløber sig til ca. 2 EUR pr. indbygger pr. år for både de mobile indsamlingssteder og de traditionelle genbrugsstationer. Ordningen for udvidet producentansvar for affald af elektrisk og elektronisk udstyr tegner sig for en lille del af den samlede finansiering. I Paris ligger omkostningerne til affaldsindsamling via »Trimobiles« på ca. 300 EUR/ton, mens omkostningerne til en traditionel genbrugsstation ligger på omkring 75 EUR/ton (baseret på en rapport fra 2014).

God praksis, eksempel 5 (16) I Tallinn (Estland) benyttes ombyggede skibscontainere, der er udstyret med hylder, skuffer og andre hensigtsmæssige oplagringsfaciliteter, til indsamling af farligt husholdningsaffald. Containerne er placeret på centrale steder for at sikre nærhed til borgerne. Denne praksis har øget indsamlingen af farligt husholdningsaffald fra 12 ton (0,03 kg/indbygger om året) i 2000 til 158 ton (0,4 kg/indbygger om året) i 2013. Omkostningerne pr. container lå i 2005 på mellem 3 700 EUR og 4 500 EUR afhængigt af størrelsen (20-30 m3). Omkostningerne til forvaltning af et indsamlingssted lå på mellem 46 EUR pr. måned i 2004 og 70 EUR pr. måned i 2013.

2.1.   Husholdningskemikalier

I de fleste medlemsstater indsamler kommunerne allerede husholdningskemikalier særskilt. Dette sker normalt ved regelmæssig afhentning og på genbrugsstationer og ved hjælp af supplerende mekanismer via distributører, der udfører dette arbejde frivilligt.

Indsamlingen og behandlingen af farlige husholdningskemikalier finansieres hovedsagelig af kommunerne. Tilrettelæggelsen og finansieringen af indsamlingen og behandlingen kan også være omfattet af ordninger for udvidet producentansvar, som det har været tilfældet i Frankrig siden 2011. I Frankrig omfatter flere af denne slags sektorordninger en række husholdningskemikalier, der er samlet under begrebet »særligt diffust affald« (déchets diffus spécifiques (17)), som husholdningerne har frembragt, og som omfatter pyrotekniske produkter, kulbrinter, ildslukningsapparater, klæbemidler, opløsningsmidler og almindelige husholdningskemikalier. Pyrotekniske anordninger indsamles gennem et net af skibsprovianteringsfirmaer i henhold til en kontrakt under sektorordningen Aper Pyro.

God praksis, eksempel 6 I Bruxelles (Belgien) kan borgerne aflevere kemisk husholdningsaffald ved en mobil station i form af en »Proxy Chimik«-lastbil. Lastbilen holder med jævne mellemrum i 45 minutter på ca. 100 forskellige steder i Bruxelles. Den kommer én gang om måneden eller én gang hver anden måned afhængigt af beliggenheden. I 2012 blev der indsamlet ca. 0,4 kg farligt husholdningsaffald pr. capita gennem denne mobile indsamlingsform. Før modtagelse undersøges affaldet på stedet for at undgå forurening og sundhedsfare og for at udnytte dets nyttiggørelsespotentiale fuldt ud (dvs. at flydende og faste stoffer skal medbringes særskilt og i den oprindelige emballage, og produktets navn skal angives på emballagen). Personalet får en grunduddannelse i kemi med henblik på at kunne anvende kriterierne for modtagelse af affald. Kommunikationsmidlerne omfatter klare instrukser til borgerne, brochurer, websteder og mobilapplikationer, der oplyser borgerne om tidsplanen for indsamlingen. Der ydes offentlig finansiering, så indsamlingen af farligt husholdningsaffald forbliver gratis for borgerne.

2.1.1.   Rengøringsmidler til brug i husholdninger og produkter til personlig pleje

Rengøringsmidler og produkter til personlig pleje (kosmetiske produkter, hårfarvningsmidler, neglelakfjerner osv.), der indeholder farlige stoffer, medtages under følgende koder på affaldslisten:

20 01 13*	–	Opløsningsmidler
20 01 14*	–	Syrer
20 01 29*	–	Vaske- og rengøringsmidler, der indeholder farlige stoffer

Mange rengøringsmidler til daglig brug i hjemmet kan blive til farligt affald, når de bortskaffes, fordi de ofte indeholder opløsningsmidler, syrer, baser, slibemidler, overfladeaktive stoffer, blegemidler og andre farlige bestanddele. De kan bl.a. være brandfarlige eller ætsende.

Særskilt indsamling letter følgende behandling: Rengøringsmidler til brug i hjemmet og produkter til personlig pleje forbrændes normalt. Genbrug af produkter til personlig pleje, f.eks. kosmetik, er ikke almindelig praksis, men der findes flere initiativer, som en række NGO'er står bag.

2.1.2.   Maling, lak, trykfarver og lim

Maling er en blanding af opløsningsmidler, pigmenter, mineraler, harpikser, overfladeaktive stoffer og andre tilsætningsstoffer. En fraktion af produktet ender i kloakker og overfladevand efter rengøring af børster og beholdere. Under brug og efter bortskaffelse udleder maling, der er baseret på opløsningsmidler, flygtige organiske forbindelser til luften.

Malingsrester og opløsningsmidler, der indeholder farlige stoffer, udgør en væsentlig del af det farlige husholdningsaffald. Den relevante kode på affaldslisten er:

20 01 27*

–

Maling, trykfarver, klæbestoffer og harpikser indeholdende farlige stoffer

God praksis, eksempel 7 »RePaint« er et landsdækkende netværk til genbrug af maling i Det Forenede Kongerige (sponsoreret af en stor distributør af maling for at opnå ekspertise, synlighed og finansiering), som indsamler malingsrester, omdanner dem til ny maling og distribuerer den gratis eller billigt til enkeltpersoner, lokalsamfund og velgørende organisationer. Der anvendes strenge acceptkriterier for at undgå forurening (f.eks. accepteres maling kun, hvis den stadig er i den oprindelige beholder). RePaint driver mere end 74 indleveringssteder, herunder genbrugsstationer og andre faciliteter, som forvaltes af frivillige, og omfordeler over 300 000 liter maling hvert år. De årlige omkostninger til driften af et indleveringssted er tæt på 10 000 EUR afhængigt af størrelse og placering.

Særskilt indsamling letter følgende behandling: Den hyppigst anvendte behandling af malingsrester i EU er forbrænding, men genbrug og genanvendelse forekommer også. Deponering af maling med opløsningsmidler (20 01 27*) er forbudt i henhold til artikel 5, stk. 3, i direktiv 1999/31/EF om deponering af affald (18), der forbyder deponering af flydende affald og affald, der klassificeres som brandfarligt.

2.1.3.   Pesticider til brug i husholdninger og haver

Pesticider anvendes som aktive stoffer i plantebeskyttelsesmidler og biocider. Selv om pesticider til brug i husholdninger er formuleret specifikt til ikke-erhvervsmæssig brug/hjemmebrug, indeholder de aktive ingredienser, der er giftige for andre planter og dyr end målgruppen, navnlig planter (herbicider), insekter (insekticider) eller svampe (fungicider). Nogle pesticider kan være persistente og bioakkumulerende, ligesom de kan være giftige, hvis de indtages, og irriterende for øjne og hud. For at undgå sundheds- og miljømæssige risici ved bortskaffelse af disse produkter er det meget vigtigt, at forbrugerne overholder anvisningerne vedrørende bortskaffelse. Det mest udbredte system til indsamling af dette affald i medlemsstaterne er indlevering fra husholdninger på den lokale genbrugsstation.

Den gældende kode på affaldslisten for pesticider i husholdningsaffald er:

20 01 19*

–

Pesticider

Særskilt indsamling letter følgende behandling: Pesticider og kemikalier i haveaffald fra husholdninger er som regel ikke egnet til genanvendelse. Affaldshåndteringsordningerne har generelt været fokuseret på at reducere brugen af dem og sikre korrekt bortskaffelse af rester af dem. I de fleste tilfælde destrueres pesticidaffald ved forbrænding ved høj temperatur.

2.1.4.   Fotokemikalier

Denne kategori af farligt affald er blevet mindre fremherskende siden fremkomsten af digital fotografering, men nogle husstande fremkalder stadig fotografiske film og fremstiller tryk ved brug af store mængder farlige kemikalier. Flydende affald fra fotografiske processer indeholder stoffer såsom hydrokinin, natriumsulfit, sølv, kviksølvchlorid, cadmium, ferrocyanid, cyanid og formaldehyd. Disse findes i affald fra procesbade og farvefremkaldervæsker, blegemidler, fikserbade og affald herfra. Den relevante kode på affaldslisten er:

20 01 17*

–

Fotokemikalier

I Tyskland og Danmark pålægges ejere af fotoforretninger at tage dette affald tilbage fra husholdningerne uden beregning. Desuden har de ansvaret bortskaffelse af affaldet.

Særskilt indsamling letter følgende behandling: Fotokemisk affald genanvendes normalt, idet udvinding af sølv fra det er en væsentlig økonomisk drivkraft. Elektrolyse er en almindeligt anvendt, men kapitalintensiv metode til udvinding af sølv.

2.1.5.   Emballage

Emballageaffald, der indeholder farlige stoffer og blandinger (f.eks. dem, der er omtalt i ovenstående afsnit), betragtes som farligt affald og kan indsamles særskilt på genbrugsstationen eller ved regelmæssig afhentning i hjemmet. Følgende kategorier på affaldslisten er relevante:

15 01 10*

–

Emballage, som indeholder rester af eller er forurenet med farlige stoffer

Yderligere vejledning om klassificering af beholdere med farlige stoffer og blandinger og om, hvornår de skal betragtes som »tomme«, findes i Kommissionens meddelelse om teknisk vejledning om klassificering af affald (19). Tom emballage fra husholdninger indsamles typisk som led i ordninger for særskilt indsamling eller som blandet kommunalt indsamlet affald.

2.2.   Affald fra sundhedspleje i hjemmet

2.2.1.   Lægemidler

En lang række lægemidler såsom analgetika, antibiotika, hormonerstatningslægemidler, midler til oral kemoterapi og antidepressive midler findes almindeligvis i husholdningerne, og ifølge nogle skøn bliver en betydelig del af dem til affald (20). I direktiv 2001/83/EF om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (artikel 127b) (21) pålægges medlemsstaterne at sikre, at der findes hensigtsmæssige indsamlingsordninger for ubrugte eller udløbne lægemidler. Medlemsstaterne gennemfører denne forpligtelse ved at kræve, at apoteker eller genbrugsstationer (22) skal tage imod lægemiddelaffald. Blandt andre indsamlingssteder, der anvendes i EU, kan nævnes plejehjem og pensionistsamfund. Indsamlingsperioderne varierer fra en enkelt dag til løbende og regelmæssig indsamling.

De relevante koder på affaldslisten er:

20 01 31*	–	Cytotoksiske og cytostatiske lægemidler
20 01 32	–	Lægemidler, bortset fra affald henhørende under 20 01 31*

Særskilt indsamling af lægemiddelaffald er vigtig, uanset om de enkelte produkter klassificeres som farligt eller ikke-farligt affald, da det kan udledes til miljøet fra husholdningerne. F.eks. indeholder byspildevand, der udledes fra rensningsanlæg, udskilte lægemidler og ubrugte lægemidler, der skylles ud i håndvasken og toilettet (23). Spildevandsrensningsanlæg er primært konstrueret til at behandle ekskreter og andet almindeligt organisk materiale og ikke til at fjerne lægemidler. Derfor findes der i stigende grad lægemidler og restkoncentrationer af disse i overfladevand (24) (25).

For at finansiere indsamlingen har medlemsstater som Frankrig (26) og Spanien (27) indført ordninger for udvidet producentansvar for lægemidler, der er udløbet.

Særskilt indsamling letter følgende behandling: Indsamlede lægemidler, der er udløbet, forbrændes typisk ved høj temperatur.

God praksis, eksempel 8 I Frankrig gennemføres en ordning for udvidet producentansvar for farmaceutiske produkter gennem organisationen »Cyclamed«, som koordinerer den særskilte indsamling af lægemidler. Cyclamed tilrettelægger oplysningskampagner for patienter og partnerskaber med alle aktører i forsyningskæden for lægemidler. Mere end 21 000 apoteker, 200 distributører og 190 laboratorier deltager i ordningen. Cyclamed formår at indsamle 62 % af de ubrugte lægemidler. Den indsamlede mængde udgør i alt 10 500 ton, svarende til 162 g pr. indbygger om året. De samlede omkostninger til indsamlingsordningen beløber sig til ca. 10 mio. EUR, som dækkes af et bidrag fra producenterne på 0,0032 EUR pr. pakke medicin, eksklusive moms. Omkring 50 % af omkostningerne vedrører affaldsbortskaffelse (250 EUR/ton), herunder omkostninger til forbrænding (120 EUR/ton), oplagring og transport (28). Indkøbet af de indsamlingskasser, der udleveres til apotekerne, tegner sig for ca. 25 % af de samlede omkostninger, mens tallene for kommunikation og overordnet forvaltning er henholdsvis 10 % og 5 %. Den resterende del omfatter undersøgelser, forskning og diverse omkostninger.

2.2.2.   Spidse eller skarpe instrumenter og andet potentielt smittefarligt affald

Ved »smittefarligt affald« forstås affald, der indeholder levedygtige mikroorganismer eller disses toksiner, hvorom det vides eller kan formodes, at de fremkalder sygdom hos mennesker eller andre levende organismer (bilag III til affaldsrammedirektivet). Denne type affald opstår normalt på hospitaler, laboratorier og tilhørende sundhedsfaciliteter. Lignende affald kan dog frembringes ved patienters selvbehandling og selvovervågning i hjemmet uden medvirken af sundhedspersonale. Der kan f.eks. være tale om nåle, som patienter har brugt til behandling af specifikke lidelser, herunder diabetes, og affald fra diagnostisk udstyr til selvtest for overførbare infektionssygdomme. Verdenssundhedsorganisationen fremlægger løbende oplysninger om forskellige kategorier af smitsomme agenser og om kategorier af affald fra sundhedspleje (29). Særlige nationale regler for indsamling og behandling af sådant affald gælder generelt for affald fra sundhedsfaciliteter såsom hospitaler, laboratorier og veterinærklinikker, men ikke for affald fra sundhedspleje i hjemmet, som der normalt ikke findes særskilte indsamlingsordninger for, undtagen for brugte lægemidler (som beskrevet ovenfor).

Der findes ikke nogen passende kode på affaldslisten for særskilt indsamlet smittefarligt kommunalt indsamlet affald. Ved brug af metoden i bilaget til afgørelse 2000/532/EF kan følgende koder på affaldslisten i øjeblikket finde anvendelse på sådant affald fra husholdninger:

20 03 01	–	Blandet kommunalt indsamlet husholdningsaffald
20 03 99	–	Kommunalt indsamlet affald, ikke andetsteds specificeret

God praksis, eksempel 9 Frankrig har indført en ordning for udvidet producentansvar for visse potentielt smittefarlige lægemidler, navnlig spidse eller skarpe instrumenter, testkit og udtjent medicinsk udstyr. Organisationen »DASTRI« er blevet oprettet for at opfylde denne forpligtelse på producenternes vegne. Den leverer særlige kanylebokse, der skal returneres til apoteker, som samarbejder med DASTRI. I løbet af seks år er der uddelt 12 mio. indsamlingskasser til spidse og skarpe instrumenter til patienter, og i 2018 blev 83 % af denne slags instrumenter indsamlet og håndteret på sikker vis. Som følge af covid-19-pandemien, som blev erklæret i marts 2020, har nogle medlemsstater eller deres regioner indført særlige indsamlingsordninger (30) for blandet affald fra husholdninger med patienter, der er berørt af covid-19. Som anført i vejledningen (31) fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) og bekræftet i vejledningen fra Kommissionens tjenestegrene (32) indsamles dette affald imidlertid generelt sammen med det usorterede husholdningsaffald, uden at der træffes yderligere særlige indsamlingsforanstaltninger. Særskilt indsamling letter følgende behandling: Behandlingen af smittefarligt affald består generelt i, at det forbrændes af aktører, der er godkendt til at modtage denne form for affald. Alternativt kan smittefarligt affald behandles med dampsterilisation eller kemisk behandling. I 2019 offentliggjorde Verdenssundhedsorganisationen en omfattende gennemgang (33) af teknologier til behandling af affald fra sundhedspleje.

2.3.   Bygnings- og nedrivningsaffald

2.3.1.   Asbestaffald

Asbest er betegnelsen for en gruppe naturligt forekommende mineralske silikatfibre af serpentin- og amfiboltypen. Asbest er et farligt mineral med en fiberstruktur, der har alvorlige, potentielt dødelige, langsigtede sundhedsmæssige konsekvenser, herunder kræft, hvis de indåndes. Det har tidligere været almindeligt anvendt til isolering og andre formål på grund af dets modstandsdygtighed over for ild og varme.

Asbest er klassificeret som kræftfremkaldende i kategori 1 (34), og affald, der indeholder stoffet i koncentrationer på over 0,1 %, klassificeres som farligt i henhold til bilag III til affaldsrammedirektivet. Flere poster på affaldslisten gælder for asbestholdigt affald fra husholdninger, der opstår som følge af enten nedrivnings- eller renoveringsarbejde eller bortskaffelse af visse former for (gammelt) udstyr:

16 02 12*	–	Kasseret udstyr, som indeholder fri asbest
16 02 15*	–	Farlige dele fjernet fra kasseret udstyr
17 06 01*	–	Isolationsmateriale indeholdende asbest
17 06 05*	–	Asbestholdige byggematerialer

Selv om produktion af asbest er forbudt i EU i kraft af begrænsningen under række 6 i bilag XVII til REACH (35), er stoffet stadig meget udbredt i en række materialer og produkter med lang livscyklus, f.eks. materialer, der findes i bygninger, bl.a. beton, tagdækning, isolering, rørledninger osv. I en række lande indleverer borgere, der udfører gør det selv-aktiviteter, desuden asbestaffald (der er bundet i produkter) til genbrugsstationer. Det skal bemærkes, at alle medlemsstaterne har indført lovgivning, der sikrer streng regulering af beskyttelsen af arbejdstagerne mod risiciene i forbindelse med eksponering for asbest under arbejdet, jf. direktiv 2009/148/EF (36). Arbejde med asbestholdige materialer bør kun udføres af uddannede fagfolk og ikke som en gør det selv-aktivitet.

God praksis, eksempel 10 I London (Det Forenede Kongerige) er der indført en on demand-tjeneste, hvor der indsamles indpakket asbest. Borgerne kan én gang om året anmode om indsamling af op til 15 m3 asbest på hjemmeadressen uden beregning. For at optimere omkostningseffektiviteten outsources tjenesten til private kontrahenter, der er udvalgt i fri konkurrence.

God praksis, eksempel 11 Regionen Flandern (Belgien) bestræber sig på at blive »asbestsikker« inden 2040. En af de politiske foranstaltninger giver husholdningerne mulighed for at indlevere deres ikke-smuldrende (bundne) asbest fra gør det selv-renovering på en genbrugsstation eller anmode om afhentning i hjemmet ved brug af særlige poser, der kan købes af kommunen på forhånd. Private husholdninger kan gratis indlevere op til 200 kg/indbygger af denne asbest, svarende til 1 m3 eller 10 tagplader, på genbrugsstationer om året. Ved brug af en samfinansieringsformel sænkes servicegebyret for borgerne til kun 30 EUR for én pose, som kan indeholde ca. 20 bølgetagplader. Resultaterne viser, at den mængde asbest, der indleveres på genbrugsstationer, forbliver den samme, selv når der gives mulighed for at få asbestaffaldet indsamlet fra hjemmet, hvilket tyder på, at indsamlingen ikke blot flyttes fra det ene punkt til det andet. Dette viser, at indsamling fra hjemmet er vigtig for at fremskynde fjernelsen af asbestaffald fra huse. Særskilt indsamling letter følgende behandling: Selv om der findes alternative behandlingsmetoder (37), er deponering af asbestaffald på lossepladser stadig den bedste tilgængelige teknik. Før deponering kan der træffes yderligere stabiliseringsforanstaltninger for at mindske risikoen for frigivelse af fibre.

2.3.2.   Behandlet træ

Træaffald frembringes ved renovering og reparation af boliger og omfatter bærende og ikke-bærende bygningsdele, f.eks. vindues- og dørkarme, skillevægge og tagelementer, træ fra vindfang, havehegn og andre udendørs trækonstruktioner. For at forhindre, at træet forringes, er det imprægneret med træbeskyttelsesmidler. Brugen af visse udbredte beskyttelsesmidler såsom kobber, chrom og arsen (CCA), creosot og pentachlorphenol er blevet stærkt begrænset eller helt forbudt, men der er stadig behov for at bortskaffe træ, der er behandlet med dem (38) (39). Den relevante kode på affaldslisten for denne slags husholdningsaffald er:

20 01 37*

–

Træ indeholdende farlige stoffer

Husstande kan typisk indlevere behandlet træ på en genbrugsstation.

Særskilt indsamling letter følgende behandling: Den foretrukne behandlingsmetode for CCA-behandlet og andet behandlet træ er forbrænding med optimal luftforureningskontrol på grund af arsens flygtighed i røggassen.

2.3.3.   Kultjære og tjærede produkter

Kultjære var almindeligt anvendt som bindemiddel i vejbyggeri, inden det blev afløst af bitumen. Jernbanesveller af træ blev også behandlet med kultjærecreosot som beskyttelsesmiddel i mange årtier. I dag er brugen af creosot til behandling af træ meget begrænset og reguleret i henhold til forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (40), bilag XVII, række 31.

Affald, der indeholder kultjære, klassificeres som farligt, fordi det rummer betydelige mængder polycykliske aromatiske kulbrinter (PAH), en gruppe af kræftfremkaldende stoffer. Asfaltaffald, der indeholder kultjære, betragtes som farligt affald, når kultjæreniveauet er > 0,1 %. Betegnelsen »kultjære« dækker over en række komplekse stoffer afledt af kul, der klassificeres som kræftfremkaldende i kategori 1A i bilag VI til CLP-forordningen (41), og som i henhold til bilag III til affaldsrammedirektivet klassificeres som farligt affald, hvis koncentrationen er lig med eller overstiger 0,1 %. Brugte jernbanesveller vides at være genanvendt i haver til stabilisering af gærder eller terræn og behandles i afsnittet ovenfor om træaffald. Kultjære findes også i andre produkter som brædder eller tagpap, der er brugt som f.eks. en del af taget på havehuse. Nogle af disse produkter kan medføre betydelige mængder af farligt affald, når de repareres eller udskiftes.

De relevante koder på affaldslisten er:

17 03 01*	–	Bitumenholdige blandinger indeholdende kultjære
17 03 03*	–	Kultjære og tjærede produkter
20 01 37*	–	Træ indeholdende farlige stoffer (se afsnit 3.3.2. ovenfor)

Husstande kan typisk indlevere dette affald på en genbrugsstation.

Særskilt indsamling letter følgende behandling: Afhængigt af landets lovgivning og infrastruktur behandles denne affaldskategori enten termisk (forbrænding), eller alternativt deponeres den, selv om dette i betragtning af affaldshierarkiet anses som mindre gunstigt.

2.4.   Affald fra vedligeholdelse af motorkøretøjer

2 4.1.   Oliefiltre og forurenede absorberende materialer

Oliefiltre fra biler kan indgå i husholdningsaffaldet, når folk udfører service på deres egne biler. Disse aktiviteter kan også generere andre former for affald, der er vædet med olie, f.eks. klude og handsker. Det anslås, at der alene i Det Forenede Kongerige hvert år bortskaffes 1 100 ton (42) olieaffald i sådanne brugte filtre, ofte som blandet kommunalt indsamlet affald. De relevante koder på affaldslisten er:

15 02 02*	–	Absorptionsmidler, filtermaterialer (herunder oliefiltre, ikke specificeret andetsteds), aftørringsklude og beskyttelsesdragter forurenet med farlige stoffer
16 01 07*	–	Oliefiltre

Dette affald kan indleveres til autoriserede virksomheder, der frembringer affald af denne art som en del af deres arbejdsaktiviteter, f.eks. bilværksteder og butikker, der sælger reservedele (evt. mod betaling af et gebyr), eller til en genbrugsstation, hvor der anvendes særlige affaldsbeholdere til indsamling for at forhindre lækage og lette videre transport.

Særskilt indsamling letter følgende behandling: Brugte oliefiltre kan genanvendes, da de er fremstillet af stål. Eventuel olie, der sidder i dem, kan genvindes ved hjælp af oliefilterpressere.

2.4.2.   Automobilprodukter, polermidler, frostvæske

Mange af de stoffer og blandinger, der anvendes i biler eller til rengøring og vedligeholdelse af dem, er farlige for menneskers sundhed og miljøet. For eksempel er den primære ingrediens i frostvæske ethylenglykol, som er et giftigt stof. Ligesom andre væsker i bilen, f.eks. bremsevæske eller smøreolie, skal frostvæske skiftes med jævne mellemrum. De relevante koder på affaldslisten er:

16 01 13*	–	Bremsevæsker
16 01 14*	–	Frostvæsker indeholdende farlige stoffer
20 01 26*	–	Olie og fedt, bortset fra affald henhørende under 20 01 25

Uhensigtsmæssig håndtering af olieaffald kan bl.a. bestå i at hælde det i et afløb eller ud på jorden, brænde det af i bål eller oliebrændere eller hælde det i beholderen til restaffald sammen med brugte filtre. Denne slags affald kan indleveres til autoriserede virksomheder, der frembringer affald af denne art som en del af deres arbejdsaktiviteter, f.eks. bilværksteder, butikker, der sælger reservedele, eller benzinstationer.

Særskilt indsamling letter følgende behandling: Brugt frostvæske kan genanvendes, og dets oprindelige egenskaber kan genoprettes. Genanvendt frostvæske kan bruges som motorkølevæske, eller ethylenglycolen kan udvindes og genbruges i plastindustrien. Motorolie kan behandles og regenereres til baseolie eller anvendes som brændstof. Megen olie går dog tabt, hovedsagelig ved afbrænding i brugsfasen.

2.5.   Kviksølvholdigt affald (undtagen affald af elektrisk og elektronisk udstyr)

Kviksølv er meget giftigt for mennesker og dyr ved indånding eller indtagelse. Det er også giftigt for organismer, der lever i vand. Blandt kviksølvholdigt affald fra husholdninger kan nævnes gamle kviksølvholdige batterier og kviksølvtermometre. Disse er omfattet af følgende punkter på affaldslisten:

20 01 21*	–	Lysstofrør og andet kviksølvholdigt affald
20 01 33*	–	Batterier eller akkumulatorer henhørende under 16 06 01, 16 06 02 eller 16 06 03 samt usorterede batterier og akkumulatorer indeholdende disse batterier

Det samlede forbrug af kviksølv i måleinstrumenter i 2007 i EU-27 blev anslået til mellem 7 og 17 ton. De vigtigste anvendelsesformål var blodtryksmålere, barometre, lægetermometre og termometre til laboratorie- og industriformål. Markedsføring af kviksølvholdige måleinstrumenter er nu forbudt i henhold til forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (43) (bilag XVII, række 18a), og forbruget af kviksølv til udstyr, der sælges til den brede offentlighed (f.eks. lægetermometre og barometre), ophørte i 2009 (44).

De fleste medlemsstater indsamler dette udstyr sammen med andre typer farligt affald og sorterer det fra med henblik på genanvendelse. En betydelig del af kviksølvet i termometre og andet måleudstyr, der anvendes i husholdninger, bortskaffes dog fortsat på uhensigtsmæssig vis sammen med blandet restaffald.

Særskilt indsamling letter følgende behandling: Kviksølvholdigt affald bør genanvendes eller behandles i et anlæg, der har tilladelse til at behandle farligt affald. Der findes anlæg til nyttiggørelse af kviksølv i bl.a. Tyskland, Frankrig, Østrig og Sverige. Handel med kviksølv reguleres og kontrolleres effektivt i henhold til forordning (EU) 2017/852 om kviksølv (45). Kviksølvholdigt affald behandles og stabiliseres normalt, før det deponeres permanent i underjordiske oplagringsfaciliteter, f.eks. saltminer, eller på særligt konstruerede deponeringsanlæg.

3.   SUCCESKRITERIER FOR SÆRSKILT INDSAMLING AF FARLIGT HUSHOLDNINGSAFFALD

Forskellige tilgange til tilrettelæggelse af særskilt indsamling er blevet analyseret i mange undersøgelser (46). Vellykkede ordninger for særskilt indsamling har vist sig at følge en integreret tilgang, der omfatter følgende fire elementer: De giver økonomiske incitamenter, de opstiller klare regler om retshåndhævelse, de leverer en skræddersyet infrastruktur til særskilt indsamling, og de indgår aktivt og regelmæssigt i kommunikation med målgruppen (husstande, der producerer affald). Disse elementer har vist sig at være fælles for alle ordninger for særskilt indsamling, også af farligt husholdningsaffald.

Analyser af bedste praksis i medlemsstaterne har fået Kommissionen til at pege på følgende faktorer, der i høj grad bidrager til at gøre ordningerne for særskilt indsamling effektive, navnlig hvad angår farligt husholdningsaffald.

3.1.   Økonomiske incitamenter

De virkemidler, der er anført nedenfor, anses generelt for at fremme særskilt indsamling i Europa, bl.a. hjemme hos borgerne.

Ordningen med udvidet producentansvar flytter det finansielle og/eller driftsmæssige ansvar for affaldshåndteringen fra kommunerne over på producenterne af de pågældende varer. Udvidet producentansvar bidrager til bedre sortering og genanvendelse ved at sikre den nødvendige infrastruktur og kommunikation, ved at dække nettoomkostningerne til driften af systemet til indsamling og behandling i overensstemmelse med affaldshierarkiet og ved, at der gennemføres oplysningskampagner. Ordningen har vist sig at give fordele i forbindelse med genanvendelse af affald i mange forskellige strømme, f.eks. emballage, elektronik, batterier og køretøjer.

I artikel 8 og 8a i affaldsrammedirektivet, som blev revideret i 2018, fastsættes de generelle principper, der skal følges ved gennemførelsen af ordninger for udvidet producentansvar. Et vigtigt element er gradueringen af de gebyrer, som producenterne skal betale, under hensyntagen til en række bæredygtighedskriterier, bl.a. holdbarhed, reparerbarhed, muligheder for genbrug og genanvendelighed samt indholdet af farlige stoffer i deres produkter. For så vidt angår farlige produkter til husholdningsbrug kan »økograduering« fremme forbedringer af produkternes design med henblik på at gøre dem mindre farlige (kvalitativ forebyggelse), øge den (kvantitative) affaldsforebyggelse og forbedre mulighederne for genanvendelse eller genbrug.

Mængde- og vægtbaseret afregning (PAYT — Pay-As-You-Throw) indebærer, at husholdningerne skal betale, når de bortskaffer blandet affald. Ordningen gennemføres typisk ved hjælp af mærkede affaldsposer, der skal indkøbes på forhånd, eller ved brug af gadecontainere, som kun kan åbnes, når brugeren identificerer sig med et personligt kort. Det er afgørende, at blandet affald er forholdsvis dyrt, mens genanvendelige og andre sorterede strømme kan deponeres (næsten) gratis. Dette giver et klart incitament til at kildesortere affald.

Takket være de finansielle incitamenters styrke har PAYT vist sig at være et effektivt redskab til at fremme særskilt indsamling ved kilden.

God praksis, eksempel 12 Flandern (47) (Belgien) går forrest med hensyn til kildesortering takket være PAYT-systemet. Den variable del af den kommunale affaldsafgift, som husholdningerne betaler, skal holdes mellem 0,1 og 0,3 EUR/kg for restaffald og mellem 0,75 og 2,25 EUR for en pose på 60 liter. PAYT er typisk baseret på registrerede affaldsposer eller spande med stregkoder. I lejlighedskomplekser og meget tætbefolkede områder kan der gøres brug af (underjordiske) offentlige containere, der automatisk åbner efter betaling eller identifikation ved hjælp af et kort. Afgifter og gebyrer for deponering og forbrænding berører ikke borgerne direkte, men de tilskynder kommunerne og affaldshåndteringsvirksomhederne til at effektivisere sorteringen, indsamlingen og genanvendelsen af affald i deres område. Disse afgifter og gebyrer (48) bidrager til at internalisere de eksterne omkostninger ved bortskaffelse (udledning af kuldioxid og metan, forurening af luften og grundvandet) og de eksterne fordele ved genanvendelse (energibesparelser, nedbringelse af de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser af udvinding af nye ressourcer). I en returpantordning betaler forbrugeren pant, når han køber et produkt, f.eks. en drikkevare på flaske, hvorefter han får pengene retur ved tilbagelevering af emballagen (49). Ordningen anvendes typisk til drikkevareemballage, men findes også for andre former for returemballage som f.eks. propangasflasker til udendørs madlavning. På grund af det økonomiske incitament medfører returpantordninger en næsten øjeblikkelig stigning i genanvendelsesprocenterne til over 90 %. De tre første af disse instrumenter (udvidet producentansvar, PAYT og afgifter på deponering og forbrænding) anses for at være vigtige økonomiske instrumenter, der kan fremme anvendelsen af affaldshierarkiet som afspejlet i bilag IVa til affaldsrammedirektivet. Råd om god praksis: — Indsamlingsraten øges, hvis husholdningerne får sikre muligheder for at bortskaffe farligt husholdningsaffald gratis eller meget billigt. — Hvis de producenter, der har ansvaret for at håndtere farligt husholdningsaffald, gøres ansvarlige gennem udvidet producentansvar, sikrer det en bæredygtig finansiering af indsamlingsfaciliteterne. Og hvis dette kombineres med effektiv økograduering, kan det også tilskynde til ændringer af udformningen af produkterne med henblik på at minimere omkostningerne i forbindelse med bortskaffelse.

3.2.   Tilpassede faciliteter til særskilt indsamling

Der findes en lang række metoder til indsamling af forskellige affaldsstrømme.

1)

Dør til dør-indsamling (enkelt eller sammenblandet strøm) er især velegnet til byområder med høj befolkningstæthed, hvor transportafstandene er korte. Denne indsamlingsform anvendes almindeligvis til forskellige affaldsstrømme, f.eks. til (hyppig) indsamling af tørre genanvendelige materialer og bioaffald, men sjældent til farligt husholdningsaffald (formodentlig på grund af små mængder, forskellige affaldstyper og øget risiko ved placering af farligt husholdningsaffald ved kantstenen).

2)

Regelmæssig afhentning anvendes typisk for grønt affald, farligt husholdningsaffald og storskrald. Ved at foretage regelmæssig afhentning tilbyder kommunerne borgerne en service, samtidig med at indsamlingen ikke sker så hyppigt, f.eks. en gang om måneden. Der er fleksibilitet med hensyn til indsamlingsstedet (f.eks. kan lastbiler regelmæssigt afhente farligt husholdningsaffald på centrale steder), ligesom affald kan afhentes på bestilling (f.eks. indsamling hos husholdningerne af emballeret bundet asbest). Denne form for afhentning tilrettelægges og befordres for det meste af kommunen, men udliciteres undertiden til private affaldshåndteringsvirksomheder. Den enkelte kommune kan begrænse den mængde affald pr. husholdning, som den indsamler (f.eks. 2 m3 storskrald om året), og indføre identitetskontrol for at sikre, at indsamlingen begrænses til private husholdninger, og at der ikke er tale om kommercielle eller andre aktiviteter.

3)

Gadecontainere og »bringeordninger«. Kommuner, organisationer, der gennemfører forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar, og andre aktører på affaldsområdet anbringer gadecontainere eller forvalter »bringeordninger« for at indsamle en række affaldsstrømme, bl.a. restaffald, visse former for farligt husholdningsaffald, køkkenaffald, papir og pap, plast, metal, glasemballage og tekstiler. Ved at anbringe affaldsspande eller -containere på centrale offentlige steder åbnes der mulighed for, at husholdningerne kan aflevere deres affald, samtidig med at logistikken optimeres i forhold til indsamling fra dør til dør.

4)

Forretningers returordninger — Organisationer, der gennemfører forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar, tilbyder returnering til forretningen for så vidt angår en række affaldsstrømme, herunder drikkevareemballage, affald af elektrisk og elektronisk udstyr, batterier og farligt husholdningsaffald. I forbindelse med disse ordninger tilbydes forbrugerne brugervenlige løsninger, samtidig med at logistikken optimeres i forhold til afhentning fra dør til dør.

5)

Genbrugsstationer — giver brugerne mulighed for at aflevere næsten alt affald, der er beregnet til nyttiggørelse eller bortskaffelse, og stationernes personale kan yde bistand og kontrollere kvaliteten af det afleverede affald. Da genbrugsstationerne er beregnet til indsamling af husholdningsaffald, bør affald, der frembringes som følge af erhvervsmæssige aktiviteter, holdes borte fra disse stationer, f.eks. ved at anvende kravet om identifikation ved hjælp af et ID-kort og forbyde store mængder. God praksis, eksempel 13 I Nederlandene anbefales et vejledende antal på 60 000 indbyggere pr. genbrugsstation (50). I regionen Flandern (Belgien) kan den enkelte kommune vælge en standard baseret på enten befolkning eller afstand. Den første betyder, at der er én genbrugsstation pr. lokalsamfund med mindst 10 000 indbyggere og en ekstra station pr. 30 000 indbyggere (51). Alternativt er alle genbrugsstationer i en fælleskommunal sammenslutning åbne for alle borgere i sammenslutningens forskellige kommuner, og 90 % af indbyggerne bør have adgang til en genbrugsstation inden for 5 km. De fleste byer vælger standarden baseret på afstand, og derfor vil antallet af faciliteter pr. 100 indbyggere typisk være lavere på grund af den høje befolkningstæthed. Det skal bemærkes, at selv om analysen af bedste praksis i forskellige områder viser, at der ikke findes ét system til særskilt indsamling af affald, der egner sig til alle, er der enkelte fælles elementer, som i forskellige kombinationer kendetegner et standardsystem til særskilt indsamling. Disse elementer præsenteres og drøftes i disse retningslinjer. Fleksibilitet med hensyn til, hvordan disse elementer kan finjusteres og kombineres, giver mulighed for optimering under hensyntagen til lokale forhold, f.eks. befolkningstæthed, boligtypologi, klima, pladsbegrænsninger og indsamling i historiske bycentre. Råd om god praksis: — Hvis der gennemføres en kombination af forskellige systemer til særskilt indsamling, vil det generelt gøre indsamlingen mere effektiv, idet der kan tages hensyn til forskellige affaldsstrømme og befolkningens adfærd/præferencer i forbindelse med bortskaffelse. — Genbrugspladser er de mest almindelige faciliteter til indsamling af strømmene af meget forskelligartet farligt husholdningsaffald. Det er vigtigt, at de er brugervenlige, da dette øger mængden af farligt husholdningsaffald, der indsamles. Dette drejer sig bl.a. om lang åbningstid, tilgængelig placering og et netværk, hvor der aldrig er langt til den nærmeste genbrugsstation. — Regelmæssig afhentning, afhentning på bestilling og mobile indsamlingssteder er et vigtigt supplement til almindelige genbrugsstationer, da de giver husholdningerne mulighed for at bortskaffe deres affald tættere på hjemmet. Desuden bidrager de til at overvinde problemer med pladsmangel i tætbefolkede områder. Innovative indsamlingsfaciliteter (f.eks. »trimobiles« i Paris og ombyggede skibscontainere i Tallinn) kan sikre effektive og omkostningseffektive indsamlingsløsninger. — Dør til dør-indsamling fører generelt til de højeste indsamlingsrater, især i tætbefolkede områder. Omkostningerne er dog også højere end for andre indsamlingsordninger. — Indsamlingssteder og forretningers, apotekers og andre professionelle aktørers forpligtelse til at tage visse former for affald retur kan indgå i indsamlingsnettet, så det bliver lettere at bortskaffe affald korrekt i stedet for at blande det med andet kommunalt affald eller skylle det ud i kloaknettet. — For så vidt angår visse former for farligt husholdningsaffald, f.eks. asbest, kan de lokale myndigheder minimere både sundhedsrisikoen og den ulovlige bortskaffelse ved at tilbyde tjenester, der er tilpasset til de enkelte strømme, f.eks. indsamling af bundet asbest i hjemmet ved brug af standardiseret emballage. — Det bidrager til at forbedre sorteringen og dermed de nyttiggjorte materialers kvalitet, hvis personalet på genbrugsstationerne modtager passende uddannelse, navnlig i kriterierne for modtagelse af affald på stationerne. — Det er en effektiv metode til at overvåge en indsamlingsordnings effektivitet, fastsætte mål for den og vurdere dens udvikling over tid, hvis der etableres et system til at fastslå mængden af særskilt indsamlet farligt husholdningsaffald og foretages beregninger af mængden af indsamlet affald og omkostningerne til indsamling pr. indbygger om året.

3.3.   Bevidstgørelse og kommunikation

Kommunikation er afgørende, når det drejer sig om at informere husholdningerne og motivere dem til at kildesortere deres affald. Det er nødvendigt at kommunikere med borgerne for at oplyse dem om, hvordan de kan sortere og opbygge et støttegrundlag, men dette er i sig selv sjældent nok til at ændre et lokalsamfunds sorteringsadfærd. Derfor bør kommunikationen ledsages af økonomiske incitamenter og håndhævelse for at opnå succes.

God praksis, eksempel 14 Ljubljana (Slovenien) skiller sig ud ved at have en indsamlingsrate på 73 % for genanvendelige materialer. Dette kan tilskrives et system til indsamling af bioaffald og genanvendeligt affald fra dør til dør, der understøttes af genbrugsstationer. Tørt genanvendeligt affald indsamles i højere grad end restaffald for at tilskynde til kildesortering. Informering om indsamlingsdatoer ved brug af sociale medier og SMS-beskeder, som er tilpasset den enkelte borgers profil, har været vigtige elementer for at opnå denne høje indsamlingsrate. Det offentlige affaldshåndteringsselskab Snaga bruger også sociale medier (internet, SMS-service, Facebook, Twitter) til at gøre indsamlingen mere brugervenlig. Underjordiske indsamlingsfaciliteter i bymidten letter indsamling uden visuelle gener.

Følgende elementer bør tages i betragtning for at udvikle effektiv kommunikation. Husholdninger kan modtage oplysninger om affaldssortering fra en række forskellige kilder, såsom organisationer, der gennemfører forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar, samt lokale, regionale og nationale myndigheder. For at maksimere virkningen af denne kommunikation og skabe synergier anbefales følgende:

—	at sikre overensstemmelse med hensyn til anvendelsesområde og indhold

—	at kommunikationskampagner bør gennemføres samtidig via forskellige kanaler, herunder TV, radio, sociale medier, websteder, aviser, lokale tidsskrifter osv.

—	at budskabet og sproget skal tilpasses de enkelte målgrupper, og at der gøres en særlig indsats for at nå ud til sårbare husholdninger, der ofte har begrænset adgang til information

—	at fastsætte indikatorer og anvende dem til regelmæssigt at måle bevidstgørelsen, hvilket gør det muligt at evaluere og finpudse kampagner og fastlægge fremtidige prioriteringer med hensyn til kommunikation

—	at give klare anvisninger på affaldsposer og affaldsindsamlingssteder for at reducere mængden af materialer uden for målgruppen.

God praksis, eksempel 15 Som det fremgår af eksempel 8, er Cyclamed (52) den organisation, der gennemfører forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar, og som koordinerer og finansierer indsamlingen af udløbne (eller ubrugte) lægemidler i Frankrig. I sin kommunikationsstrategi sigter organisationen mod at sikre, at forbrugerne sorterer og returnerer ubrugte lægemidler til apoteker, og at de bortskaffer emballagen og indlægssedlerne i containeren til returpapir. I 2018 lå indsamlingsraten på 62 %. Kommunikationsaktiviteterne rettes mod forbrugere og omfatter apoteker, distributører og kommuner. Blandt de kommunikationsforanstaltninger, der blev iværksat i 2018, kan nævnes følgende: — En kortfilm (< 80 sekunder), som kan findes på internettet og vises på tv-skærme på apoteker. I filmen beskrives sorteringsanvisningerne på en enkel og humoristisk måde. — En række spotfilm (12 sekunder) til TV, sociale medier og elektroniske reklameskilte (f.eks. på apoteker), der skal fastholde opmærksomheden. — Plakater, foldere og infografikker, der findes på webstedet og vises på apoteker og kommunekontorer. Der vises nøgletal og visuelle eksempler på, hvordan man sorterer, så borgerne motiveres til at sortere. — Bannere med centrale budskaber, som apoteker og andre aktører nemt kan bruge på deres websteder. — Et tegneseriehæfte med bl.a. små opgaver, som man kan løse. — Klistermærker med vigtig information om sortering (< 15 ord) til brug i apoteker og på distributørers varevogne. — Et websted med fokus på sider for målgrupper og partnere i form af forbrugere, apoteker, distributører og kommuner. Webstedet rummer ikke blot interaktive funktioner såsom geolokalisering af deltagende apoteker, der tager imod udløbne lægemidler, men også quizzer og vidnesbyrd. — Sociale medier — en blog, en side på Facebook og en Twitter-konto. Antallet af følgere måles for at vurdere virkningen. — En mobilapp med en søgemaskine, der kan bruges til at søge efter medicin, og som holdes opdateret. Push-meddelelser, der kan tilpasses brugerens behov og sorteringsinstrukser. — Et nyhedsbrev til apoteker med nyheder om indsamlingsordninger og en lang række artikler, der skal øge relevansen og dækningen. Virkningen måles af en ekstern virksomhed via undersøgelser på apoteker. — Annoncer i de franske farmaceuters fagblad med opfordring til at melde sig som »indsamlingsambassadører«. — Regelmæssige møder med sektorsammenslutninger med henblik på at fastholde bevidstheden, indsamle feedback for at forbedre tjenesten og sikre, at alle partnere i forsyningskæden engageres. — Andre kampagner — støtte til kampagner og arrangementer, der tilrettelægges af de relevante kompetente myndigheder og andre organisationer, som gennemfører forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar, for at understrege betydningen af særskilt indsamling af alle affaldsstrømme. — Skræddersyet information til kommuner og deltagelse i arrangementer, der afholdes af kommuner.

Råd om god praksis:

—

Alle aktører, der håndterer farligt husholdningsaffald (f.eks. lokale myndigheder, aktører på affaldsområdet og organisationer, der gennemfører forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar på vegne af producenter), bør give klare, konsekvente og detaljerede instrukser om forebyggelse, identifikation, sortering og bortskaffelse af farligt husholdningsaffald (bl.a. gennem forbedret mærkning af farlige produkter). Budskaberne bør være enkle for at undgå forvirring hos forbrugere, der skal håndtere en bred vifte af farligt husholdningsaffald.

—	Oplysninger om placering og åbningstider for genbrugsstationer og andre faciliteter, der indsamler farligt husholdningsaffald, bør formidles bredt via forskellige kanaler, herunder sociale medier, så budskabet når ud til alle dele af befolkningen.

—	Inddragelse af lokale interessenter (f.eks. foreninger i lokalsamfundet) og sociale grupper i indsamlingen af farligt husholdningsaffald øger bevidstheden og borgernes engagement.

—

Støtte til uddannelsesprogrammer, der især er rettet mod børn, som er gode ambassadører for god praksis med hensyn til affaldshåndtering. Ved at lære børn, hvor vigtigt det er at indsamle farligt husholdningsaffald, og hvordan det gøres (gennem kurser, ekskursioner osv.), tilskyndes deres forældre og andre ældre familiemedlemmer også indirekte til at sortere affald.

—	Oplysninger til borgerne om de skadelige konsekvenser for folkesundheden og miljøet ved uhensigtsmæssig bortskaffelse af farligt husholdningsaffald kan fremme god adfærd på området for sortering og bortskaffelse.

3.4.   Håndhævelse

Ukorrekt indsamling og sortering forringer det indsamlede affalds kvalitet med henblik på nyttiggørelse. Farligt husholdningsaffald, der indsamles som en del af blandet husholdningsaffald eller andet ikke-farligt affald, forringer muligheden for genanvendelse af høj kvalitet af dette affald. Effektiv kommunikation hjælper husholdningerne med at forstå, hvordan de sorterer deres affald korrekt, men der er behov for visse incitamenter og kontrol- og håndhævelsesforanstaltninger. I praksis kan de kompetente myndigheder gennemføre følgende kontrolforanstaltninger:

—	Visuel inspektion af gennemsigtige affaldsposer: Poserne bør mærkes som forkert sorteret og efterlades på afhentningsstedet, hvis de indeholder materialer, der ikke hører hjemme i det pågældende system til særskilt indsamling.

—

Vægtbaseret kontrol: En vægt, der ikke er karakteristisk for den pågældende affaldsstrøm, kan udløse en kontrol. Hvis f.eks. en container til indsamling af aluminium og plastemballage eller bioaffald er bemærkelsesværdigt tung, kan det tyde på, at den indeholder andre materialer end de tilsigtede, f.eks. jord.

—

Bøder: Ud over det at nægte at afhente poser eller spande, der indeholder forkert sorteret affald, er administrative bøder et effektivt middel til at fremme korrekt særskilt indsamling ved kilden. Disse bøder er også med til at modvirke, at afviste poser bliver liggende i det offentlige rum. Bøderne bør dog supplere passende økonomiske incitamenter, tilskyndelse og kommunikation. De kan ikke erstatte disse elementer.

Den beklagelige praksis med ukontrolleret og ulovlig henkastning af affald forekommer på trods af incitamenterne til korrekt indsamling og forebyggelse af affald og forårsager betydelige gener og skader for miljøet og folkesundheden. Gennemførelse af en strategi for håndhævelse og forebyggelse af ukontrolleret og ulovlig henkastning af affald er en af hjørnestenene i vellykket affaldshåndtering. Hvis der opstilles bedre incitamenter til at håndtere farligt husholdningsaffald på passende vis, reduceres denne praksis, hvilket gør de øvrige håndhævelsestiltag mere effektive.

De nationale og regionale myndigheder kan øge effektiviteten yderligere ved at benchmarke kommuner og fremme udvekslingen af god håndhævelsespraksis. En sådan benchmarking skal gennemføres over for kommuner og regioner med lignende karakteristika. F.eks. har Flandern (Belgien) inddelt sine kommuner i 16 grupper, som har forskellige mål for særskilt indsamling (53). Denne inddeling er bl.a. baseret på befolkningens alder, migration, turisme og urbaniseringsgrad. I litteraturen beskrives en række metoder til benchmarking af de kommunale systemer til affaldshåndtering (54).

God praksis, eksempel 16 I Storhertugdømmet Luxembourg pålægger loven om affaldshåndtering af 21. marts 2012 lejlighedskomplekser at have faciliteter til særskilt indsamling af affald. SuperDrecksKëscht®, som det integrerede system til indsamling af affald hedder, tilbyder ejendomsadministratorer gratis rådgivning med henblik på at understøtte gennemførelsen på lokalt plan: Der aflægges besøg på stedet for at vurdere den aktuelle situation, fremsætte anbefalinger vedrørende sorteringsinfrastruktur og yde støtte med hensyn til kommunikationen med beboerne. Denne retlige forpligtelse, der understøttes af en integreret tilgang, har bidraget til høje indsamlingsrater (55). Råd om god praksis: — Hvis der gennemføres en juridisk forpligtelse til at etablere en velegnet affaldssorteringsinfrastruktur i lejlighedskomplekser, giver det ejere og administratorer af ejendomme et incitament til at træffe foranstaltninger. Det har vist sig at være et effektivt middel til at fremme sortering af farligt husholdningsaffald i lejlighedskomplekser og dermed undgå, at det bortskaffes forkert, hvis en sådan forpligtelse kombineres med praktiske støttetjenester (besøg på stedet, kommunikationsskabeloner). — Overvågning af koncentrationerne af fejlsorteret farligt husholdningsaffald i poser med restaffald og dette affalds art gør det muligt for affaldsaktørerne at fastlægge prioriteter for at fokusere deres håndhævelses- og kommunikationsindsats. — Ved at undersøge ukontrolleret henkastet affald nærmere kan det være muligt at finde ud af, hvem der har kastet det, hvilket kan danne grundlag for håndhævelsesforanstaltninger. Det fører til adfærdsændringer, hvis der idømmes bøder, og hvis befolkningen får det indtryk, at der er en risiko for at få en bøde.

4.   REFERENCER

ACR+ (2019) Deposit-refund systems in Europe

Adamcová, D. et al. Household Solid Waste Composition Focusing on Hazardous Waste. Pol. J. Environ. Stud. Vol. 25, No. 2 (2016), 487-493. http://www.pjoes.com/Household-Solid-Waste-Composition-Focusing-on-Hazardous-Waste,61011,0,2.html

Adème (2017) Les filières à responsabilité élargie du producteur. https://www.conibi.fr/uploads/pdf/comm/FILIERES-REP-EDITION2017.pdf https://www.ademe.fr/sites/default/files/assets/documents/responsabilite_elargie_du_producteur_rep_memo2017_010401.pdf

Amsterdam (2015) Afvalketen in Beeld

Andreasi Bassi, S., Christensen, T.H., Damgaard, A. (2017) Environmental performance of household waste management in Europe – an example of 7 countries, Waste Management, 69, 545-557. https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0956053X17305342

aus der Beek, T. et al. (2016), »Pharmaceuticals in the environment. Global occurrences and perspectives«, Environmental Toxicology and Chemistry, Vol. 35/4, s. 823-835. http://dx.doi.org/10.1002/etc.3339

Bio Intelligence (2012). Use of economic instruments and waste management performances

Cyclamed (2019) Rapport annuel 2018

D'emweltverwaltung (2018) Plan national de gestion des déchets et ressources

Dijkgraaf, E., Vollebergh, H. (2004) Burn or bury? A social cost comparison of final waste disposal methods, Ecological economics, 5, 233-247

Dubois, M. (2013) Disparity in European taxation of combustible waste, Waste Management 7, 1575-1576

European Commission (2002a), Study on hazardous household waste (HHW) with a main emphasis on hazardous household chemicals (HHC)

European Commission (2002b) Costs for municipal waste management in the EU

EEA (2015) Prevention of hazardous waste in Europe

EEA (2019) Paving the way for a circular economy, Insights on status and potential. https://www.eea.europa.eu/publications/circular-economy-in-europe-insights

Eurostat (2008) Municipal solid waste composition EU 27

Giegrich J., Mampel U., Franke B., Müller F., Knappe F. (1993) Eintrag organischer und anorganischer Schadstoffe in den Abfall über Produkte (Introduction of organic and inorganic pollutants into waste via products). Ifeu-Institut für Energie- und Umweltforschung Heidelberg GmbH. F+E-Vorhaben Nr. 10310602 under contract with Umweltbundesamt Berlin; Heidelberg, December 1993

Lavigne, C., De Jaeger, S., Rogge, N. (2019) identifying the most relevant peers for benchmarking waste management performance: A conditional directional distance Benefit-of-the-Doubt approach, Waste Management, 89, 418-429

Letcher, T. M., & Vallero, D. A. (Eds.) (2019), Waste: A handbook for management. Academic Press.

Nainggolan. D. et al. Ecological Economics 166 (2019) 106402. Consumers in a Circular Economy: Economic Analysis of Household Waste.Sorting Behaviour

OECD (2012) Sustainable materials management, Making better use of resources. https://www.oecd.org/env/waste/smm-makingbetteruseofresources.htm

OVAM (2010) Uitvoeringsplan milieuverantwoord beheer van huishoudelijke afvalstoffen

OVAM (2018) Huishoudelijk Afval en gelijkaardig bedrijfsafval

OVAM (2019) Planaanpassing Uitvoeringsplan huishoudelijk afval en gelijkaardig bedrijfsafval goedgekeurd door de Vlaamse Regering op 17 mei 2019

START project (2008). Management Strategies for Pharmaceuticals in Drinking Water. http://www.start-project.de. Quoted in: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2866706/pdf/ehp-118-a210.pdf

UNEP (2016) Guidelines for Framework legislation for Integrated Waste Management. https://stg-wedocs.unep.org/handle/20.500.11822/22098

Besluit van de Vlaamse Regering tot vaststelling van het Vlaams reglement betreffende het duurzaam beheer van materiaalkringlopen en afvalstoffen (Vlarema) bijlage 5.1.4 https://navigator.emis.vito.be/mijn-navigator?woId=44718 — https://www.ovam.be/sites/default/files/atoms/files/Minimum-%20en%20maximumtarieven%202019%20voor%20huisvuil%20en%20grofvuil.pdf

Worldbank (2018) What a waste 2.0

WRAP (2014) Waste Regulations Route Map. http://www.wrap.org.uk/sites/files/wrap/Route%20Map%20Revised%20Dec%2014.pdf

---

(1)  EUT L 312 af 22.11.2008, s. 3.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/851 af 30. maj 2018 om ændring af direktiv 2008/98/EF om affald (EUT L 150 af 14.6.2018, s. 109, betragtning 41).

(3)  Se f.eks. Andreasi m.fl. (2017) for at få en oversigt over affaldssammensætningen i forskellige affaldsstrømme.

(4)  Adamcová, D. m.fl. (2016).

(5)  EEA (2015) og D'emwelverwaltung (2018).

(6)  Kommissionens beslutning 2000/532/EF af 3. maj 2000 om afløsning af beslutning 94/3/EF om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1, litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF om affald og af Rådets beslutning 94/904/EF om udarbejdelse af en liste over farligt affald i henhold til artikel 1, stk. 4, i Rådets direktiv 91/689/EØF om farligt affald (EFT L 226 af 6.9.2000, s. 3).

(7)  Meddelelse fra Kommissionen om teknisk vejledning om klassificering af affald (EUT C 124 af 9.4.2018, s. 1).

(8)  http://ec.europa.eu/environment/waste/studies/pdf/household_report.pdf.

(9)  Letcher og Vallero (2019).

(10)  https://ec.europa.eu/environment/waste/studies/pdf/household_report.pdf.

(11)  https://ec.europa.eu/environment/waste/studies/pdf/20180227_Haz_Waste_Final_RepV5_clear.pdf.

(12)  D'emweltverwaltung (2018).

(13)  https://www.acrplus.org/images/project/R4R/Good_Practices/GP_Odense_hazardous-waste-collection.pdf.

(14)  https://www.acrplus.org/images/project/R4R/Good_Practices/GP_ORDIF_mobile-civic amenity site.pdf.

(15)  https://cdn.paris.fr/paris/2020/06/10/4beadd723295ce69dcd7acbcbe0a582f.pdf.

(16)  https://www.acrplus.org/images/project/R4R/Good_Practices/GP_Tallinn_hazardous-waste-collection.pdf.

(17)  https://www.ecologique-solidaire.gouv.fr/dechets-diffus-specifiques-menagers.

(18)  Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (EFT L 182 af 16.7.1999, s. 1).

(19)  Meddelelse fra Kommissionen om teknisk vejledning om klassificering af affald (EUT C 124 af 9.4.2018, s. 1).

(20)  Det tyske Umweltbundesamt anslår, at i alt ca. 30 % af de solgte mængder ikke bruges, men blot smides ud.

(21)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT L 311 af 28.11.2001, s. 67).

(22)  Health care without harm (HCWH). Europa har oprettet en database, der har til formål at give et overblik over aktuelle og tidligere initiativer truffet af lokale, regionale og nationale NGO'er, europæiske projekter og nationale/regionale myndigheder i EU's medlemsstater med henblik på at tage hånd om problemer med lægemidler i miljøet og lægemiddelaffald: http://saferpharma.org/pie-initiatives-database/?_sft_area_of_interest=unused-expired-pharmaceutical-disposal-practices.

(23)  OECD 2019 - https://www.oecd.org/chemicalsafety/pharmaceutical-residues-in-freshwater-c936f42d-en.htm.

(24)  https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29890607 og https://doi.org/10.1016/j.scitotenv.2012.04.028.

(25)  aus der Beek, T. m.fl. (2016).

(26)  Ademe (2017).

(27)  https://www.sigre.es/.

(28)  https://www.cyclamed.org/wp-content/uploads/2019/09/CYCLAMED_INFOGRAPHIE_2018-3-1024x1024.jpg.

(29)  WHO, 2014. Safe management of wastes from health-care activities, https://www.who.int/water_sanitation_health/publications/wastemanag/en/.

(30)  En gennemgang af disse på medlemsstats-/regionsplan kan findes i COVID19 web under ACR+, https://www.acrplus.org/en/municipal-waste-management-covid-19.

(31)  https://www.ecdc.europa.eu/en/publications-data/infection-prevention-control-household-management-covid-19.

(32)  Waste management in the context of the coronavirus crisis (affaldshåndtering på baggrund af coronaviruskrisen) (april 2020), https://ec.europa.eu/info/sites/info/files/waste_management_guidance_dg-env.pdf.

(33)  https://www.who.int/water_sanitation_health/publications/technologies-for-the-treatment-of-infectious-and-sharp-waste/en/.

(34)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT L 353 af 31.12.2008, s. 1).

(35)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1).

(36)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/148/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af arbejdstagere mod farerne ved under arbejdet at være udsat for asbest. (EUT L 330 af 16.12.2009, s. 28).

(37)  State of the art: asbestos — possible treatment methods in Flanders: constraints and opportunities (2016) file: https://www.ovam.be/sites/default/files/atoms/files/State%20of%20the%20art%20asbestos%20waste%20treatement.pdf.

(38)  https://www.researchgate.net/publication/279340427_Regulations_in_the_European_Union_with_Emphasis_on_Germany_Sweden_and_Slovenia.

(39)  I en detaljeret undersøgelse foretaget for det tyske miljøagentur (Giegrich et al., 1993) konkluderes det, at arsen er den vigtigste årsag til, at perkolat fra lossepladser er kræftfremkaldende.

(40)  Se fodnote 35.

(41)  F. eks. højtemperaturkultjærebeg [EC: 266-028-2].

(42)  http://ec.europa.eu/environment/waste/studies/pdf/household_report.pdf.

(43)  Se fodnote 35.

(44)  http://ec.europa.eu/environment/chemicals/mercury/pdf/study_report2008.pdf.

(45)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/852 af 17. maj 2017 om kviksølv og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1102/2008 (EUT L 137 af 24.5.2017, s. 1).

(46)  Se bl.a. OECD (2012), WRAP (2014), UNEP (2016) og EEA (2019).

(47)  Besluit van de Vlaamse Regering tot vaststelling van het Vlaams reglement betreffende het duurzaam beheer van materiaalkringlopen en afvalstoffen (Vlarema), bilag 5.1.4.

(48)  Se den omfattende debat om grøn beskatning på https://ex-tax.com/.

(49)  Se ACR+ (2019), hvor der findes en oversigt over returpantordninger i Europa.

(50)  Amsterdam (2015).

(51)  OVAM (2010).

(52)  Cyclamed (2019).

(53)  OVAM (2019).

(54)  Lavigne et al. (2019).

(55)  Luxembourgs miljøagentur 2015.

ÆNDRING AF ECB'S ETISKE GRUNDLAG

(Denne tekst erstatter Del 0 af ECB’s personaleregler om det etiske grundlag i den tekst, der blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende C 204 af 20. juni 2015, s. 3)

(2020/C 375/02)

Kapitel III. Del 0 af ECB’s personaleregler om det etiske grundlag erstattes af følgende:

Beslutning om ikke at gøre indsigelse mod en anmeldt fusion

(Sag M.9953 — CalSTRS/Altitude Group/AI THD)

(EØS-relevant tekst)

(2020/C 375/03)

Den 28. oktober 2020 besluttede Kommissionen ikke at gøre indsigelse mod ovennævnte anmeldte fusion og erklære den forenelig med det indre marked. Beslutningen er truffet efter artikel 6, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1). Beslutningens fulde ordlyd foreligger kun på engelsk og vil blive offentliggjort, efter at eventuelle forretningshemmeligheder er udeladt. Den vil kunne ses:

—	under fusioner på Kommissionens websted for konkurrence (http://ec.europa.eu/competition/mergers/cases/). Dette websted giver forskellige muligheder for at finde de konkrete fusionsbeslutninger, idet de er opstillet efter bl.a. virksomhedens navn, sagsnummer, dato og sektor,

—	i elektronisk form på EUR-Lex-webstedet (http://eur-lex.europa.eu/homepage.html?locale=da) under dokumentnummer 32020M9953. EUR-Lex giver onlineadgang til EU-retten.

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.

Beslutning om ikke at gøre indsigelse mod en anmeldt fusion

(Sag M.10003 — DWS/Vertex Bioenergy)

(EØS-relevant tekst)

(2020/C 375/04)

Den 30. oktober 2020 besluttede Kommissionen ikke at gøre indsigelse mod ovennævnte anmeldte fusion og erklære den forenelig med det indre marked. Beslutningen er truffet efter artikel 6, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1). Beslutningens fulde ordlyd foreligger kun på engelsk og vil blive offentliggjort, efter at eventuelle forretningshemmeligheder er udeladt. Den vil kunne ses:

—	under fusioner på Kommissionens websted for konkurrence (http://ec.europa.eu/competition/mergers/cases/). Dette websted giver forskellige muligheder for at finde de konkrete fusionsbeslutninger, idet de er opstillet efter bl.a. virksomhedens navn, sagsnummer, dato og sektor,

—	i elektronisk form på EUR-Lex-webstedet (http://eur-lex.europa.eu/homepage.html?locale=da) under dokumentnummer 32020M10003. EUR-Lex giver onlineadgang til EU-retten.

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.

Beslutning om ikke at gøre indsigelse mod en anmeldt fusion

(Sag M.9619 — CDC/EDF/ENGIE/La Poste)

(EØS-relevant tekst)

(2020/C 375/05)

Den 11. august 2020 besluttede Kommissionen ikke at gøre indsigelse mod ovennævnte anmeldte fusion og erklære den forenelig med det indre marked. Beslutningen er truffet efter artikel 6, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1). Beslutningens fulde ordlyd foreligger kun på fransk og vil blive offentliggjort, efter at eventuelle forretningshemmeligheder er udeladt. Den vil kunne ses:

—	under fusioner på Kommissionens websted for konkurrence (http://ec.europa.eu/competition/mergers/cases/). Dette websted giver forskellige muligheder for at finde de konkrete fusionsbeslutninger, idet de er opstillet efter bl.a. virksomhedens navn, sagsnummer, dato og sektor

—	i elektronisk form på EUR-Lex-webstedet (http://eur-lex.europa.eu/homepage.html?locale=da) under dokumentnummer 32020M9619. EUR-Lex giver onlineadgang til EU-retten.

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.

Beslutning om ikke at gøre indsigelse mod en anmeldt fusion

(Sag M.8130 — Imerys/Alteo certain assets)

(EØS-relevant tekst)

(2020/C 375/06)

Den 28. oktober 2016 besluttede Kommissionen ikke at gøre indsigelse mod ovennævnte anmeldte fusion og erklære den forenelig med det indre marked. Beslutningen er truffet efter artikel 6, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 6, stk. 2), i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1). Beslutningens fulde ordlyd foreligger kun på engelsk og vil blive offentliggjort, efter at eventuelle forretningshemmeligheder er udeladt. Den vil kunne ses:

—	under fusioner på Kommissionens websted for konkurrence (http://ec.europa.eu/competition/mergers/cases/). Dette websted giver forskellige muligheder for at finde de konkrete fusionsbeslutninger, idet de er opstillet efter bl.a. virksomhedens navn, sagsnummer, dato og sektor

—	i elektronisk form på EUR-Lex-webstedet (http://eur-lex.europa.eu/homepage.html?locale=da) under dokumentnummer 32016M8130. EUR-Lex giver onlineadgang til EU-retten.

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.

Euroens vekselkurs (1)

5. november 2020

(2020/C 375/07)

1 euro =

	Valuta	Kurs
USD	amerikanske dollar	1,1855
JPY	japanske yen	122,86
DKK	danske kroner	7,4467
GBP	pund sterling	0,90450
SEK	svenske kroner	10,2770
CHF	schweiziske franc	1,0724
ISK	islandske kroner	163,70
NOK	norske kroner	10,8500
BGN	bulgarske lev	1,9558
CZK	tjekkiske koruna	26,766
HUF	ungarske forint	357,83
PLN	polske zloty	4,5134
RON	rumænske leu	4,8648
TRY	tyrkiske lira	9,9980
AUD	australske dollar	1,6356
CAD	canadiske dollar	1,5478
HKD	hongkongske dollar	9,1922
NZD	newzealandske dollar	1,7540
SGD	singaporeanske dollar	1,6014
KRW	sydkoreanske won	1 330,68
ZAR	sydafrikanske rand	18,6894
CNY	kinesiske renminbi yuan	7,8331
HRK	kroatiske kuna	7,5518
IDR	indonesiske rupiah	16 901,14
MYR	malaysiske ringgit	4,9169
PHP	filippinske pesos	57,218
RUB	russiske rubler	91,7450
THB	thailandske bath	36,525
BRL	brasilianske real	6,5906
MXN	mexicanske pesos	24,5016
INR	indiske rupee	87,7405

---

(1)  Kilde: Referencekurs offentliggjort af Den Europæiske Centralbank.

KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 22. juli 2020

om at give den centrale administrator for Den Europæiske Unions transaktionsjournal anvisning om at indføre ændringerne i de nationale tildelingstabeller over luftfartskvoter til gratistildeling i 2020 fra de medlemsstater, der forvalter luftfartøjsoperatører, som har udført flyvninger fra EU til Schweiz i Den Europæiske Unions transaktionsjournal

(2020/C 375/08)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (1),

under henvisning til Kommissionens forordning (EU) nr. 389/2013 af 2. maj 2013 om oprettelse af et EU-register i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 280/2004/EF og nr. 406/2009/EF, og om ophævelse af Kommissionens forordning (EU) nr. 920/2010 og (EU) nr. 1193/2011 (2), særlig artikel 55, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

1)	Kommissionens afgørelse 2011/638/EU (3) fastlagde benchmarks med henblik på tildeling af gratis drivhusgasemissionskvoter til luftfartøjsoperatører i henhold til artikel 3e, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF.

2)

I henhold til artikel 28a, stk. 7, i direktiv 2003/87/EF finder den midlertidige undtagelse vedrørende flyvninger til og fra tredjelande anvendelse på lande med en aftale i henhold til artikel 25 eller 25a i nævnte direktiv, der kun er indgået i overensstemmelse med bestemmelserne i en sådan aftale.

3)	Aftalen mellem Den Europæiske Union og Det Schweiziske Forbund om sammenkobling af deres systemer for handel med drivhusgasemissioner (4) (»sammenkoblingsaftalen«) blev undertegnet den 23. november 2017 og trådte i kraft den 1. januar 2020.

4)	I punkt B i bilag I til sammenkoblingsaftalen om omfanget af dækningen fastsættes, at flyvninger, der afgår fra en flyveplads i EØS og ankommer til en flyveplads i Schweiz' område, er omfattet af omfanget for EU's emissionshandelssystem.

5)

Den 18. maj 2020 vedtog Kommissionen delegeret afgørelse C(2020) 3107 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF for så vidt angår udelukkelse af flyvninger, der ankommer fra Schweiz, fra EU's emissionshandelssystem. Med ikrafttrædelsen af denne afgørelse er det nødvendigt at foretage de tilsvarende ændringer i de nationale tildelingstabeller for luftfart.

6)	I henhold til artikel 55, stk. 3, i forordning (EU) nr. 389/2013 skal Kommissionen give den centrale administrator for Den Europæiske Unions transaktionsjournal anvisning om at uploade de reviderede nationale tildelingstabeller for luftfart i Den Europæiske Unions transaktionsjournal —

BESTEMT FØLGENDE:

---

(1)  EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32.

(2)  EUT L 122 af 3.5.2013, s. 1.

(3)  Kommissionens afgørelse 2011/638/EU af 26. september 2011 om benchmarks med henblik på tildeling af gratis drivhusgasemissionskvoter til luftfartøjsoperatører i henhold til artikel 3e i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT L 252 af 28.9.2011, s. 20).

(4)  EUT L 322 af 7.12.2017, s. 3.

Anmeldelse af en planlagt fusion

(Sag M.9989 — BB Holding Investment/Duferdofin-Nucor)

Behandles eventuelt efter den forenklede procedure

(EØS-relevant tekst)

(2020/C 375/09)

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1 (»fusionsforordningen«).

(2)  EUT C 366 af 14.12.2013, s. 5.