1)

Med det første spørgsmål ønskes oplyst, om artikel 2, litra b), i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige vilkår i forbrugeraftaler (1), artikel 3, stk. 1 og 2, og artikel 4, samt betragtningerne hertil, hvorefter:

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares med, at forbrugerbeskyttelse i henhold til direktiv 93/13 ikke omfatter enhver forbruger, men kun en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger, kan en forbruger, der ikke gennemlæste den indgåede kreditaftale med pant i fast ejendom koblet til en udenlandsk valuta af en værdi på 150 000,00 PLN over 30 år, betragtes som en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger? Kan en sådan forbruger ydes beskyttelse i henhold til direktiv 93/13?

3)

Såfremt det første spørgsmål besvares med, at forbrugerbeskyttelse i henhold til direktiv 93/13 ikke omfatter enhver forbruger, men kun en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger, ønskes med det tredje spørgsmål oplyst, om en forbruger, som ganske vist inden indgåelsen af kreditaftalen med pant i fast ejendom koblet til en udenlandsk valuta af en værdi på 150 000 PLN over 30 år, havde læst udkastet til aftalen, men ikke fuldt ud havde forstået den, og alligevel ikke forsøgte at forstå dens betydning, samt ikke rettede henvendelse til aftalens anden part — dvs. banken — med anmodning om afklaring af aftalens vilkår, kan betragtes som en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger? Kan en sådan forbruger ydes beskyttelse i henhold til direktiv 93/13?

—

Ophævelse af kendelse afsagt den 25. marts 2020 af Den Europæiske Unions Ret i sag Necci mod Kommissionen, T-129/19.

—

Sagen hjemvises til Den Europæiske Unions Ret med henblik på, at denne træffer ny afgørelse.

—

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

1.

Skal et kontraktvilkår i en aftale om lån koblet til en udenlandsk valuta, der fastsætter købs- og salgskursen for udenlandsk valuta i henhold til artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, samt artikel 5, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (1) og dets betragtninger, der indeholder krav om, at kontrakterne skal være udarbejdet på en klar og forståelig måde, og at de i tvivlstilfælde skal fortolkes til fordel for forbrugeren, være formuleret entydigt, dvs. således at låntager/forbrugeren selvstændigt kan vurdere kursen på en given dag, eller er det — i lyset af den type aftale, der er nævnt i artikel 4, stk. 1, i ovennævnte direktiv — som følge af aftalens langsigtede karakter (flere årtier) og det faktum, at værdien af udenlandsk valuta er underlagt konstante (hele tiden) ændringer, muligt at formulere kontraktvilkåret på en mere generel måde, nemlig ved at henvise til markedsværdien for udenlandsk valuta, på en måde, der forhindrer en betydelig ubalance mellem parterne for så vidt angår parternes rettigheder og pligter til skade for forbrugeren i henhold til artikel 3, stk. 1, i ovennævnte direktiv?

2.

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, ønskes det oplyst, om det i overensstemmelse med artikel 5 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og dets betragtninger, er muligt at fortolke et kontraktvilkår vedrørende kreditgiverens (bankens) fastsættelse af købs- og salgskursen for udenlandsk valuta på en sådan måde, at tvivl vedrørende kontrakten løses til fordel for forbrugeren, og at antage, at aftalen bestemmer købs- og salgskurser for udenlandsk valuta på en ikke vilkårlig måde, men i overensstemmelse med det frie marked, især i en situation, hvor begge parter forstod kontraktvilkårene vedrørende købs- og salgskursen af udenlandsk valuta på samme måde, eller låntager/forbruger ikke var interesseret i det omtvistede kontraktvilkår på tidspunktet for aftalens indgåelse og opfyldelse, herunder ikke gjorde sig bekendt med aftalens indhold på tidspunktet for dens indgåelse og under dens samlede varighed?

1)

Skal artikel 36, stk. 1, jf. punkt a.12 i bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF (1) af 5. november 2002 om livsforsikring fortolkes således, at forpligtelsen til at meddele de deri nævnte oplysninger ligeledes omfatter meddelelse til den forsikrede, når denne ikke samtidigt er forsikringstageren, og hvor den pågældende som forbruger slutter sig til en gruppelivforsikringsaftale tilknyttet en kapitalforsikringsfond, hvilken aftale er indgået mellem forsikringsgiveren og forsikringstageren, i egenskab af faktisk investor på en sådan måde, at det er denne forbruger, der betaler forsikringspræmierne?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvare bekræftende, skal artikel 36, stk. 1, sammenholdt med punkt a.11 og a.12 i bilag III til direktiv 2002/83/EF, da fortolkes således, at — inden for rammerne af et sådant retsforhold som omhandlet i det første spørgsmål — skal forpligtelsen til at meddele oplysninger om arten af de kapitalaktiver, der er knyttet til kapitalforsikringsfonden, også indebære, at den forsikrede på en udtømmende og forståelig måde skal oplyses om alle risici, herunder om deres art og omfang, der er forbundet med investering i kapitalfondens aktiver (såsom strukturerede obligationer eller derivater), eller er det tilstrækkeligt i henhold til den nævnte bestemmelse kun at give den forsikrede forbruger grundlæggende oplysninger om de væsentligste risici, der er forbundet med foretage sådanne investeringer?

3)

Skal artikel 36, stk. 1, sammenholdt med punkt a.11 og a.12 i bilag III til direktiv 2002/83/EF fortolkes således, at der — inden for rammerne af et sådant retsforhold som omhandlet i det første spørgsmål — gælder en forpligtelse til at oplyse forbrugeren, som i egenskab af forsikret har indgået en livsforsikringsaftale, om alle investeringsrisici og dermed forbundne forhold, hvorom udstederen af aktiverne (strukturerede obligationer eller derivater), der udgør kapitalforsikringsfonden, har oplyst forsikringsgiveren?

4)

I tilfælde af, at de foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 36, stk. 1, i direktiv 2002/83/EF da fortolkes således, at forbrugeren, der i egenskab af forsikret indgår en gruppelivforsikringsaftale med en kapitalforsikringsfond, skal oplyses om arten af kapitalaktiver og de risici, der er forbundet med at investere i disse aktiver forud for indgåelsen af aftalen som led i en særskilt procedure, og dermed om denne bestemmelse er i strid med en national bestemmelse [som] artikel 13, stk. 4, i lov om forsikringsvirksomhed af 22. maj 2003, hvoraf fremgår, at det er tilstrækkeligt, at disse oplysninger kun medtages i forsikringsaftalen ved dens indgåelse, og tidspunktet for modtagelse af disse oplysninger ikke kan anses for klart og udtrykket at være adskilt i forhold til tidspunktet, hvor aftalen indgås?

5)

Såfremt det første til det tredje spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 36, stk. 1, sammenholdt med punkt a.11 og a.12 i bilag III til direktiv 2002/83/EF da fortolkes således, at en korrekte opfyldelse af den deri anførte informationsforpligtelse skal betragtes som et væsentligt element i en gruppelivforsikringsaftale med en kapitalforsikringsfond, og kan en konstatering af, at denne forpligtelse ikke er korrekt opfyldt medføre, at forbrugeren/den forsikrede opnår — på grund af, at aftalen eller erklæringen om at indgå aftale eventuelt anses for at være ugyldig eller uvirksom — ret til at kræve tilbagebetaling af alle de forsikringspræmier, der er betalt af forbrugeren?

1)

Skal den nationale ret i en straffesag, som føres med det formål at beskytte en monopolordning, prøve den relevante sanktionsbestemmelse i lyset af den frie udveksling af tjenesteydelser, når retten allerede tidligere har sammenholdt monopolordningen med EU-Domstolens principper, og denne undersøgelse har vist, at monopolordningen er lovlig?

2)

Såfremt svaret på det første spørgsmål er bekræftende:

3)

Såfremt svaret på det første spørgsmål er benægtende:

1)

Skal artikel 3, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (1) fortolkes således, at der allerede fastsættes en ramme for fremtidige anlægstilladelser til de projekter, der er opført i bilag I og II til direktiv 2011/92/EU (2) (VVM-direktivet), såfremt en bekendtgørelse om beskyttelse af natur og landskab fastsætter generelle forbud med fritagelsesmulighed og krav om godkendelse, som ikke har nogen specifik forbindelse med projekter, der er nævnt i bilagene til VVM-direktivet?

2)

Skal artikel 3, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/42/EF fortolkes således, at planer og programmer er udarbejdet inden for landbrug, skovbrug, arealanvendelse osv., såfremt de har til formål at fastsætte en referenceramme for netop en eller flere af disse sektorer? Eller er det tilstrækkeligt, at der med henblik på beskyttelse af natur og landskab fastsættes generelle forbud og krav om godkendelse, som skal vurderes ved godkendelsesprocedurer for forskellige aktiviteter og anvendelser og indirekte (»refleksagtigt«) kan påvirke en eller flere af disse sektorer?

3)

Skal artikel 3, stk. 4, i direktiv 2001/42/EF fortolkes således, at der fastsættes en ramme for fremtidige anlægstilladelser til projekter, såfremt en bekendtgørelse, som er vedtaget med henblik på beskyttelse af natur og landskab, fastsætter generelle forbud og krav om godkendelse for flere forskellige abstrakt beskrevne aktiviteter og foranstaltninger i det beskyttede område, men der på tidspunktet for dens vedtagelse hverken forventes eller påtænkes konkrete projekter og der dermed ikke er nogen specifik forbindelse med konkrete projekter?

1)

Kan en aftale mellem en producent og nogle distributører som omhandlet i den foreliggende sag (hvorefter den distributør, der først har registreret en potentiel transaktion, har fortrinsret i en periode på 6 — seks — måneder regnet fra registreringen af en potentiel transaktion til at gennemføre salgsprocessen med den pågældende slutbruger, medmindre denne modsætter sig det) i henhold til en korrekt fortolkning af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde anses for en aftale mellem virksomheder, der har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen som omhandlet i artikel 101, stk. 1 TEUF?

2)

Er der holdepunkter i den aftale mellem en producent og nogle distributører, som er omhandlet i den foreliggende sag, fortolket i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der gør det muligt at vurdere, om denne aftale ikke er undtaget fra det generelle kartelforbud?

3)

Kan den aftale mellem en producent og nogle distributører, som er omhandlet i den foreliggende sag, fortolket i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde, betragtes som en undtagelse? Gælder den undtagelse, der tillader, at der indgås vertikale aftaler, der begrænser aktivt salg ind i det eksklusivområde eller til den eksklusive kundegruppe, som er reserveret leverandøren, eller som leverandøren har tildelt en anden køber, forudsat at begrænsningen ikke begrænser køberens kunders salg, og hvor leverandørens (sagsøgerens) markedsandel ikke overstiger 30 %, kun for eksklusive distributionssystemer?

4)

Kan den aftale mellem en producent og nogle distributører, som er omhandlet i den foreliggende sag, fortolket i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. udgøre en forbudt aftale udelukkende på grundlag af en enkelt økonomisk aktørs ulovlige adfærd? Er der under omstændighederne i den foreliggende sag, fortolket i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, holdepunkter for at antage, at en enkelt økonomisk aktør deltager i et kartel?

5)

Er der under omstændighederne i den foreliggende sag, fortolket i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, holdepunkter for at antage, at der foreligger en formindskelse (forvridning) af konkurrencen inden for rammerne af distributionssystemet eller en fordel for sagsøgeren eller en negativ indvirkning på konkurrencen?

6)

Er der under omstændighederne i den foreliggende sag, fortolket i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, holdepunkter for at antage, at der foreligger negative virkninger for konkurrencen i eller uden for distributionssystemet, hvis distributionsnettets markedsandel ikke overstiger 30 % (sagsøgeren er producent, og sagsøgerens markedsandel omfatter derfor også distributørernes videresalg), og er den nævnte aftale omfattet af kartelforbuddet?

7)

I henhold til artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 2 i Kommissionens forordning nr. 330/2010 (1) af 20. april 2010, sammenholdt med artikel 4, litra b), heri:

—

på princippet om beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet (artikel 13);

—

på principperne om tilstrækkelig egenkapacitet og nærhed fastsat i artikel 16, stk. 1, hvorefter »[medlemsstaterne], hvis det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt i samarbejde med andre medlemsstater, [skal træffe] passende foranstaltninger til at oprette et integreret og tilstrækkeligt net af bortskaffelsesanlæg og anlæg til nyttiggørelse af blandet kommunalt affald, indsamlet fra private husholdninger, herunder i tilfælde, hvor denne indsamling også omfatter sådant affald fra andre producenter, idet der tages hensyn til den bedste tilgængelige teknik«;

—

på princippet fastsat i samme artikel 16, [stk. 1], andet afsnit, sidste punktum, ifølge hvilken »[m]edlemsstaterne [også kan] begrænse udgående overførsler af affald af miljøhensyn, jf. forordning (EF) nr. 1013/2006« (2);

—

på 33. betragtning til direktiv 2008/98, hvoraf det fremgår, at »[i] forbindelse med anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 […] om overførsel af affald forbliver blandet kommunalt affald som omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 5, blandet kommunalt affald, selv når det har gennemgået en affaldsbehandling, der ikke grundlæggende har ændret dets egenskaber«,

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2020/24 om ex ante-bidrag for 2020 til Den Fælles Afviklingsfond, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og i den delegerede forordning ikke finder anvendelse:

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling, for så vidt som de nærmere bestemmelser for beregning af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (SRF), som fastsat i SRM-forordningen og den delegerede forordning, hverken afspejler institutternes reelle størrelse eller deres reelle risiko.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, for så vidt som mekanismen for ex ante bidrag til SRF, som fastsat i SRM-forordningen og den delegerede forordning, hviler på en vurdering, som kunstigt forværrer risikoprofilen for store franske institutter såsom sagsøgerne, og fører derfor til et bidragsbeløb, som er uforholdsmæssigt højt i forhold til den risiko, som reelt er forbundet med disse samme institutter.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, idet beregningen af beløbet for ex ante-bidragene, som fastsat i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og i den delegerede forordning, dels ikke med tilstrækkelig præcision kan forudses, dels ikke så meget afhænger af instituttets egen situation og overordnede risikoprofil, som instituttets situation i forhold til andre bidragydende institutter. Endelig er sagsøgerne af den opfattelse, at Kommissionen ikke burde have haft ansvaret for at fastlægge risikoindikatorer inden for rammerne af den delegerede forordning, for så vidt som disse kriterier har en særdeles strukturel og afgørende funktion ved fastsættelsen af bidragsbeløbene (artikel 290 TEUF).

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, for så vidt som SRB ikke, ved beregningen af den risikoafpassede variabel, anvender samtlige risikokriterier, der er fastsat i den delegerede forordning. Sagsøgerne har anført, at den anfægtede afgørelse endvidere ikke indeholder oplysninger, der er tilstrækkeligt klare og fyldestgørende til at sagsøgerne kan genberegne det bidragsbeløb, der skyldes, hvilket ligeledes indebærer en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF.

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2020/24 om ex ante-bidrag for 2020 til Den Fælles Afviklingsfond, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og i den delegerede forordning ikke finder anvendelse:

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2020/24 om ex ante-bidrag for 2020 til Den Fælles Afviklingsfond, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og i den delegerede forordning ikke finder anvendelse:

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2020/24 om ex ante-bidrag for 2020 til Den Fælles Afviklingsfond, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og i den delegerede forordning ikke finder anvendelse.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2020/24 om ex ante-bidrag for 2020 til Den Fælles Afviklingsfond, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og i den delegerede forordning ikke finder anvendelse:

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2020/24 om ex ante-bidrag for 2020 til Den Fælles Afviklingsfond, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og i den delegerede forordning ikke finder anvendelse:

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres delvist, for så vidt som indsigelsen derved blev taget til følge for varer og tjenesteydelser i klasse 29, 30, 35 og 43, og det fastslås, at der ikke foreligger risiko for forveksling som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 for alle de anfægtede varer og tjenesteydelser.

—

EUIPO og i givet fald den anden part i sagen for EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med den foreliggende sag.

—

Tilsidesættelse af artikel 47, stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 og regel 22, stk. 3 og 4, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EF) 2868/95.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 2. juli 2020 om at forflytte sagsøgeren til Europa-Parlamentets Liaison Office i Luxembourg med virkning fra den 1. september 2020.

—

Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om manglende begrundelse

2.

Andet anbringende om manglende overholdelse af proceduren i henhold til afgørelsens ordlyd

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af omsorgspligten over for tjenestemænd. Overflytningen til et andet tjenestested var i strid med arbejdsgiverens omsorgspligt over for tjenestemænd, eftersom den var uforenelig med flere grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Navnlig er følgende rettigheder blevet tilsidesat:

4.

Fjerde anbringende om den uforholdsmæssige karakter af forflyttelsen til et andet tjenestested

5.

Femte anbringende om manglende brug af skønsbeføjelsen

6.

Sjette anbringende om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

7.

Syvende anbringende om fortabelse

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO og indsigeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen for indsigelsesafdelingen og appelkammeret.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Sagen antages til realitetsbehandling.

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/611 af 30. april 2020 om genindførelse af den endelige antidumpingtold, der er indført ved Rådets forordning (EF) nr. 91/2009 på importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern og stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, til også at omfatte importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern og stål afsendt fra Malaysia, uanset om varen er angivet med oprindelse i Malaysia eller ej (1), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at forordning (EU) 2020/611, idet den med tilbagevirkende kraft afhjalp en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift, udgør en tilsidesættelse af artikel 266 og 264 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse.

2.

Andet anbringende om, at forordning (EU) 2020/611, idet den ikke er støttet på et gyldigt retsgrundlag, udgør en tilsidesættelse af artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1225/2009 (2), artikel 5, stk. 1, og artikel 5, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) samt princippet om god forvaltningsskik.

3.

Tredje anbringende om, at forordning (EU) 2020/611, idet den forbød tilbagebetaling og pålagde opkrævning af tilbagebetalt antidumpingtold, udgør en tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1, TEU og artikel 5, stk. 2, TEU.

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/776 af 12. juni 2020 om indførelse af endelig antidumpingtold på importen af visse vævede og/eller stingfæstnede stoffer af glasfiber med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Egypten (1) og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/492 om indførelse af endelig antidumpingtold på importen af visse vævede og/eller stingfæstnede stoffer af glasfiber med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Egypten annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

Europa-Kommissionen og enhver intervenient, der gives tilladelse til at støtte Kommissionen, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionens metode til beregning af sagsøgernes subsidieringsmargen er i strid med artikel 1, stk. 1, artikel 5, stk. 1, artikel 6, artikel 12, stk. 1, litra c), og artikel 24, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (2).

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionens afgørelse om at udligne den økonomiske støtte, som blev tildelt af kinesiske offentlige organer, er i strid med artikel 2, litra a) og b), artikel 3, stk. 1, litra a), og artikel 4, stk. 2 og 3, i forordning (EU) 2016/1037.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionens afgørelse om levering af jord til Jushi er i strid med sagsøgernes ret til forsvar og med artikel 30 samt artikel 3, stk. 2, artikel 5 og artikel 6, litra d), i forordning (EU) 2016/1037.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionens afgørelse om udligning af nedslagsordningen for importafgifter på Jushis importerede materialer er i strid med artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), artikel 3, stk. 2, og artikel 5 i forordning (EU) 2016/1037.

5.

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionens afgørelse om udligning af den skattemæssige behandling af valutakurstab er i strid med artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning (EU) 2016/1037.

6.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionens metode til beregning af underbudsmarginen i forhold til sagsøgerne er i strid med artikel 1, stk. 1, artikel 2, litra d), og artikel 8, stk. 1, 2 og 5, i forordning (EU) 2016/1037.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, der er blevet afholdt i forbindelse med sagens behandling for appelkammeret.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Kommissionens direktiv (EU) 2020/739 af 3. juni 2020 om ændring af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/54/EF for så vidt angår opførelse af SARS-CoV-2 på listen over biologiske agenser, der vides at kunne fremkalde infektionssygdomme hos mennesker, og om ændring af Kommissionens direktiv (EU) 2019/1833, offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 4. juni 2020 (L 175/11 — L 175/14), annulleres.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 2 og 18 i direktiv 2000/54/EF, sammenholdt med bilag III hertil.

2.

Andet anbringende om væsentlige formmangler, idet der foreligger en manglende begrundelse for at klassificere den biologiske agens SARA-CoV-2 i gruppe 3.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), for så vidt som det heri fastslås, at Oriol Junqueras i Vies har egenskab af parlamentsmedlem fra den 13. juni 2019, således at den grund vedrørende uforenelighed, der er fastsat i artikel 7, stk. 2, i akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet af 1976 (EFT 1976, L 278, s. 5) i medfør af den nævnte dom ikke foreligger.

2.

Andet anbringende om nødvendigheden af, i det foreliggende tilfælde, at lægge en ikke-formalistisk fortolkning af artikel 7, stk. 2, i akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet af 1976 til grund, for så vidt som Oriol Junqueras i Vies, henset til Parlamentets manglende handling med henblik på at beskytte sidstnævntes immunitet, materielt og fysisk mod sin vilje var forhindret i at frasige sig hvervet som medlem af Congreso de los Diputados (deputérkammeret, Spanien) og fuldt ud udøve hvervet som medlem af Europa-Parlamentet.

3.

Tredje anbringende om nødvendigheden af, i det foreliggende tilfælde, at lægge en materiel og ikke en formel fortolkning af artikel 7, stk. 2, i akten om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet af 1976 til grund, for så vidt som de materielle betingelser for grunden vedrørende uforenelighed ikke er opfyldt, eftersom Oriol Junqueras i Vies hele tiden var suspenderet fra sit hverv som medlem af Congreso de los Diputados (deputérkammeret, Spanien) samt suspenderet fra alle de rettigheder og vederlag, der hænger uløseligt sammen med sidstnævnte, og eftersom han desuden mod sin vilje blev fastholdt i denne stilling, idet han materielt og fysisk mod sin vilje var forhindret i at give afkald herpå med henblik på fuldt ud at udøve sit hverv som medlem af Europa-Parlamentet.