ISSN 1977-0871

Den Europæiske Unions

Tidende

C 297
European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

63. årgang
7. september 2020

Indhold

Side

 

IV   Oplysninger

 

OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

 

Den Europæiske Unions Domstol

2020/C 297/01

Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

1

 

V   Øvrige meddelelser

 

RETSLIGE PROCEDURER

 

Domstolen

2020/C 297/02

Sag C-378/16 P: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 16. juli 2020 — Inclusion Alliance for Europe GEIE mod Europa-Kommissionen (Appel – voldgiftsbestemmelse – tilskudsaftaler indgået inden for rammerne af syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) samt rammeprogram for konkurrenceevne og innovation (2007-2013) – projekterne MARE, Senior og ECRN – Kommissionens afgørelse om inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb – Unionens retsinstansers kompetence)

2

2020/C 297/03

Sag C-517/17: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 16. juli 2020 — Milkiyas Addis mod Bundesrepublik Deutschland (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesverwaltungsgericht — Tyskland) (Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – asylpolitik – fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32/EU – artikel 14 og 34 – forpligtelse til at tilbyde en ansøger om international beskyttelse en personlig samtale, inden der træffes en afgørelse om afvisning – tilsidesættelse af forpligtelsen i første instans – følger)

2

2020/C 297/04

Sag C-584/17 P: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 16. juli 2020 — ADR Center SpA mod Europa-Kommissionen (Appel – voldgiftsbestemmelse – tilskudsaftaler indgået i forbindelse med særprogrammet om Civilret for perioden 2007-2013 – revisionsrapporter, der rejser tvivl om visse omkostningers støtteberettigelse – Europa-Kommissionens afgørelse om inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb – artikel 299 TEUF – Kommissionens beføjelse til at vedtage en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, som led i et kontraktforhold – Unionens retsinstansers kompetence – effektiv retsbeskyttelse)

3

2020/C 297/05

Sag C-311/18: Domstolens dom (Store Afdeling) af 16. juli 2020 — Data Protection Commissioner mod Facebook Ireland Limited og Maximillian Schrems (anmodning om præjudiciel afgørelse fra High Court (Irlande) — (Irland) (Præjudiciel forelæggelse – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 7, 8 og 47 – forordning (EU) 2016/679 – artikel 2, stk. 2 – anvendelsesområde – overførsel af personoplysninger til tredjelande til forretningsmæssige formål – artikel 45 – Kommissionens afgørelse om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet – artikel 46 – overførsler omfattet af fornødne garantier – artikel 58 – tilsynsmyndighedernes beføjelser – behandling af de overførte oplysninger, som de offentlige myndigheder i et tredjeland foretager af hensyn til den nationale sikkerhed – vurdering af tilstrækkeligheden af det beskyttelsesniveau, der er sikret i tredjelandet – afgørelse 2010/87/EU – standardbestemmelser om beskyttelse ved overførsel af personoplysninger til tredjelande – fornødne garantier, der gives af den dataansvarlige – gyldighed – gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1250 – tilstrækkeligheden af den beskyttelse, der opnås ved hjælp af Den Europæiske Unions og USA’s værn om privatlivets fred – gyldighed – klage fra en fysisk person, hvis oplysninger er blevet overført fra Den Europæiske Union til USA)

4

2020/C 297/06

Sag C-549/18: Domstolens dom (Store Afdeling) af 16. juli 2020 — Europa-Kommissionen mod Rumænien (Traktatbrud – artikel 258 TEUF – forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme – direktiv (EU) 2015/849 – manglende gennemførelse og/eller meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger – artikel 260, stk. 3, TEUF – påstand om betaling af et fast beløb)

5

2020/C 297/07

Sag C-550/18: Domstolens dom (Store Afdeling) af 16. juli 2020 — Europa-Kommissionen mod Irland (Traktatbrud – artikel 258 TEUF – forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme – direktiv (EU) 2015/849 – manglende gennemførelse og/eller meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger – artikel 260, stk. 3, TEUF – påstand om betaling af et fast beløb)

6

2020/C 297/08

Sag C-606/18 P: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 16. juli 2020 — Nexans France SAS og Nexans SA mod Europa-Kommissionen (Appel – konkurrence – karteller – det europæiske marked for jord- og undervandselkabler – opdeling af markedet inden for rammerne af projekter – forordning (EF) nr. 1/2003 – artikel 20 – Europa-Kommissionens kontrolundersøgelsesbeføjelser i kartelsager – beføjelse til at kopiere oplysninger uden forudgående undersøgelse og efterfølgende at undersøge dem i Kommissionens lokaler – bøder – fuld prøvelsesret)

6

2020/C 297/09

Sag C-610/18: Domstolens dom (Store Afdeling) af 16. juli 2020 — AFMB Ltd m.fl. mod Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Centrale Raad van Beroep — Nederlandene) (Præjudiciel forelæggelse – vandrende arbejdstagere – social sikring – lovgivning, der finder anvendelse – forordning (EØF) nr. 1408/71 – artikel 14, nr. 2), litra a) – begrebet en person, der hører til det kørende […] personel i en virksomhed – forordning (EF) nr. 883/2004 – artikel 13, stk. 1, litra b) – begrebet arbejdsgiver – lastbilchauffører, der normalt har lønnet beskæftigelse i to eller flere medlemsstater eller stater i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA) – lastbilchauffører, der har indgået en ansættelseskontrakt med en virksomhed, men som placeres under en anden virksomheds faktiske ledelsesbeføjelser, der er hjemmehørende i disse chaufførers bopælsmedlemsstat – fastlæggelse af, hvilken virksomhed der har status som arbejdsgiver)

7

2020/C 297/10

Sag C-658/18: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 16. juli 2020 — UX mod Governo della Repubblica italiana (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Giudice di pace di Bologna — Italien) (Præjudiciel forelæggelse – formaliteten – artikel 267 TEUF – begrebet national ret – kriterier – socialpolitik – direktiv 2003/88/EF – anvendelsesområde – artikel 7 – årlig betalt ferie – direktiv 1999/70/EF – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – § § 2 og 3 – begrebet en person med tidsbegrænset ansættelse – fredsdommere og ordinære dommere – forskelsbehandling – § 4 – princippet om ikke-diskrimination – begrebet objektive forhold)

8

2020/C 297/11

Sag C-686/18: Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. juli 2020 — OC m.fl., Adusbef, Federconsumatori, PB m.fl. og QA m.fl. mod Banca d’Italia, Presidenza del Consiglio dei Ministri og Ministero dell’Economia e delle Finanze (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato — Italien) (Præjudiciel forelæggelse – formaliteten – artikel 63 TEUF ff. – frie kapitalbevægelser – artikel 107 TEUF ff. – statsstøtte – artikel 16 og 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – frihed til at oprette og drive egen virksomhed – ejendomsretten – forordning (EU) nr. 575/2013 – tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber – artikel 29 – forordning (EU) nr. 1024/2013 – artikel 6, stk. 4 – tilsyn med kreditinstitutter – specifikke opgaver, der overdrages til Den Europæiske Centralbank (ECB) – delegeret forordning (EU) nr. 241/2014 – reguleringsmæssige tekniske standarder for kapitalgrundlagskrav for institutter – national lovgivning, der fastsætter et loft over aktiver for andelsbanker, der er oprettet som kooperative aktieselskaber, og som giver mulighed for at begrænse retten til indfrielse af en udtrædende aktionærs aktier)

9

2020/C 297/12

Sag C-714/18 P: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 16. juli 2020 — ACTC GmbH mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og Taiga AB (Appel – EU-varemærker – forordning (EF) nr. 207/2009 – ansøgning om registrering af EU-ordmærket tigha – indsigelse rejst af indehaveren af det ældre EU-varemærke TAIGA – delvist afslag på registreringsansøgningen – artikel 8, stk. 1, litra b) – vurdering af risikoen for forveksling – vurdering af de omtvistede tegns begrebsmæssige lighed – artikel 42, stk. 2 – bevis for reel brug af det ældre varemærke – bevis for brug for en del af […] varer[ne] eller tjenesteydelser[ne] – fastlæggelse af en selvstændig underkategori af varer)

10

2020/C 297/13

Sag C-771/18: Domstolens dom (Niende Afdeling) af 16. juli 2020 — Europa-Kommissionen mod Ungarn (Traktatbrudssøgsmål – de indre markeder for elektricitet og naturgas – elektricitets- og naturgastransmissionsnet – adgangsbetingelser – forordning (EF) nr. 714/2009 – artikel 14, stk. 1 – forordning (EF) nr. 715/2009 – artikel 13, stk. 1 – omkostninger – fastsættelse af afgifter for netadgang – direktiv 2009/72/EF – artikel 37, stk. 17 – direktiv 2009/73/EF – artikel 41, stk. 17 – nationale retsmidler – princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse)

10

2020/C 297/14

Sag C-73/19: Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. juli 2020 — Belgische Staat, ved Minister van Werk, Economie en Consumenten, ansvarlig for Buitenlandse handel, og ved Directeur-Generaal van de Algemene Directie Controle en Bemiddeling van de FOD Economie, K.M.O., Middenstand en Energie, nu Algemene Directie Economische Inspectie, og Directeur-Generaal van de Algemene Directie Controle en Bemiddeling van de FOD Economie, K.M.O., Middenstand en Energie, nu Algemene Directie Economische Inspectie mod Movic BV, Events Belgium BV og Leisure Tickets & Activities International BV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hof van beroep te Antwerpen — Belgien) (Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – forordning (EU) nr. 1215/2012 – artikel 1, stk. 1 – anvendelsesområde – begrebet det civil- og handelsretlige område – søgsmål med påstand om forbud mod urimelig handelspraksis anlagt af en offentlig myndighed med henblik på beskyttelse af forbrugernes interesser)

11

2020/C 297/15

Sag C-80/19: Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. juli 2020 — sag anlagt af E.E. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Lietuvos Aukščiausiasis Teismas — Litauen) (Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – forordning (EU) nr. 650/2012 – anvendelsesområde – begrebet arvesag med grænseoverskridende virkninger – begrebet afdødes sædvanlige opholdssted – artikel 3, stk. 2 – begrebet ret – spørgsmålet, om notarer er underlagt reglerne om retslig kompetence – artikel 3, stk. 1, litra g) og i) – begrebet retsafgørelse og begrebet officielt bekræftet dokument – artikel 5, 7 og 22 – aftale om værneting og valg af, hvilken lov der skal finde anvendelse på arven – artikel 83, stk. 2 og 4 – overgangsbestemmelser)

12

2020/C 297/16

Sag C-97/19: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 16. juli 2020 — Pfeifer & Langen GmbH & Co. KG mod Hauptzollamt Köln (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Düsseldorf — Tyskland) (Præjudiciel forelæggelse – toldkodeks – toldangivelser – kodeksens artikel 78 – revision af toldangivelsen – klarererens navn – ændring af oplysningerne vedrørende klarererens identitet med henblik på at påvise et indirekte repræsentationsforhold – indirekte repræsentation af den person, der har opnået en importlicens)

13

2020/C 297/17

Sag C-129/19: Domstolens dom (Store Afdeling) af 16. juli 2020 — Presidenza del Consiglio dei Ministri mod BV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte suprema di cassazione — Italien) (Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2004/80/EF – artikel 12, stk. 2 – nationale ordninger, som garanterer en rimelig og passende erstatning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser – anvendelsesområde – offer, der er bosiddende i den medlemsstat, på hvis område den forsætlige voldsforbrydelse er blevet begået – forpligtelse til at lade dette offer være omfattet af den nationale erstatningsordning – begrebet rimelig og passende erstatning – medlemsstaternes ansvar i tilfælde af tilsidesættelse af EU-retten)

13

2020/C 297/18

Forenede sager C-133/19, C-136/19 og C-137/19: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 16. juli 2020 — B.M.M. (sag C-133/19 og sag C-136/19), B. S. (sag C-133/19), B.M. (sag C-136/19) og B.M.O. (sag C-137/19) mod État belge (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d’État — Belgien) (Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – indvandringspolitik – ret til familiesammenføring – direktiv 2003/86/EF – artikel 4, stk. 1 – begrebet mindreårigt barn – artikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – barnets tarv – artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder – adgang til effektive retsmidler – referencepersonens børn, der er blevet myndige under beslutningsproceduren eller den retslige procedure til prøvelse af afgørelsen om afslag på ansøgningen om familiesammenføring)

14

2020/C 297/19

Forenede sager C-224/19 og C-259/19: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 16. juli 2020 — CY mod Caixabank SA (sag C-224/19) og LG og PK mod Banco Bilbao Vizcaya Argentaria SA (sag C-259/19) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de Primera Instancia no 17 de Palma de Mallorca og Juzgado de Primera Instancia e Instrucción de Ceuta — Spanien) (Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – direktiv 93/13/EØF – artikel 6 og 7 – forbrugeraftaler – realkreditlån – urimelige aftalevilkår – vilkår, som pålægger låntageren samtlige omkostninger til oprettelse og aflysning af pant – virkningerne af, at disse klausuler er blevet erklæret ugyldige – den nationale retsinstans’ beføjelser i forbindelse med et urimeligt kontraktvilkår – fordeling af omkostninger – anvendelse af nationale bestemmelser, der har deklaratorisk karakter – artikel 3, stk. 1 – vurdering af, om kontraktvilkårene er urimelige – artikel 4, stk. 2 – undtagelse, der gælder for vilkår om aftalens hovedgenstand eller for prisens eller betalingens tilstrækkelighed – betingelse – artikel 5 – pligt til at affatte kontraktvilkårene klart og forståeligt – omkostninger – forældelse – effektivitetsprincippet)

15

2020/C 297/20

Sag C-249/19: Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. juli 2020 — JE mod KF (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunalul Bucureşti — Rumænien) (Præjudiciel forelæggelse – forordning (EU) nr. 1259/2010 – forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation – ensartede regler – artikel 10 – anvendelse af loven i domstolslandet)

16

2020/C 297/21

Sag C-253/19: Domstolens dom (Niende Afdeling) af 16. juli 2020 — MH og NI mod OJ og Novo Banco SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal da Relação de Guimarães — Portugal) (Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – insolvensbehandling – forordning (EU) 2015/848 – artikel 3 – international kompetence – centret for skyldnerens hovedinteresser – fysisk person, som hverken udøver liberalt erhverv eller er selvstændig erhvervsdrivende – afkræftelig formodning om, at centret for denne persons hovedinteresser er vedkommendes sædvanlige opholdssted – afkræftelse af denne formodning – en situation, hvor skyldnerens eneste faste ejendom befinder sig uden for den medlemsstat, hvor denne person har sit sædvanlige opholdssted)

16

2020/C 297/22

Sag C-411/19: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 16. juli 2020 — WWF Italia o.n.l.u.s., m.fl. mod Presidenza del Consiglio dei Ministri og Azienda Nazionale Autonoma Strade SpA (ANAS) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio — Italien) (Præjudiciel forelæggelse – miljø – direktiv 92/43/EØF – artikel 6 – bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter – særlige bevaringsområder – anlæggelse af en vejstrækning – vurdering af dette projekts virkninger på det pågældende særlige bevaringsområde – tilladelse – bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser)

17

2020/C 297/23

Sag C-424/19: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 16. juli 2020 — Cabinet de avocat UR mod Administraţia Sector 3 a Finanţelor Publice prin Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Bucureşti, Administraţia Sector 3 a Finanţelor Publice, MJ og NK (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea de Apel Bucureşti — Rumænien) (Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2006/112/EF – merværdiafgift (moms) – artikel 9, stk. 1 – begrebet afgiftspligtig person – person, der udøver erhverv som advokat – endelig retsafgørelse – princippet om retskraft – rækkevidden af dette princip, såfremt afgørelsen er uforenelig med EU-retten)

18

2020/C 297/24

Sag C-496/19: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 16. juli 2020 — Antonio Capaldo SpA mod Agenzia delle dogane e dei monopoli — Ufficio delle dogane di Salerno (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Commissione tributaria regionale della Campania — Italien) (Præjudiciel forelæggelse – toldunion – EF-toldkodeksen – forordning (EØF) nr. 2913/92 – kontrol med varer – anmodning om revision af toldangivelsen – efterfølgende kontrol)

19

2020/C 297/25

Sag C-686/19: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 16. juli 2020 — SIA Soho Group mod Patērētāju tiesību aizsardzības centrs (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Augstākā tiesa (Senāts) — Letland) (Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – forbrugerkreditaftaler – direktiv 2008/48/EF – begrebet samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten – omkostninger forbundet med kreditforlængelse)

19

2020/C 297/26

Sag C-436/19 P: Appel iværksat den 6. juni 2019 af Abaco Energy SA m.fl. til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 25. marts 2019 i sag T-186/18, Abaco Energy m.fl. mod Kommissionen

20

2020/C 297/27

Sag C-176/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Alba Iulia (Rumænien) den 7. april 2020 — SC Avio Lucos SRL mod Agenția de Plăți și Intervenție pentru Agricultură (APIA) — Aparat Central

20

2020/C 297/28

Sag C-179/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Bucureşti (Rumænien) den 7. april 2020 — Fondul Proprietatea SA mod Guvernul României, SC Complexul Energetic Hunedoara SA, under likvidation, Compania Naţională de Transport a Energiei Electrice Transelectrica SA og SC Complexul Energetic Oltenia SA

21

2020/C 297/29

Sag C-182/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Suceava (Rumænien) den 23. april 2020 — BE og DT mod Administrația Județeană a Finanțelor Publice Suceava, Direcția Generală Regională a Finanțelor Publice Iași, Accer Ipurl — lichidator judiciar al BE og EP

22

2020/C 297/30

Sag C-217/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Overijssel (Nederlandene) den 25. maj 2020 — XXXX mod Staatssecretaris van Financiën

22

2020/C 297/31

Sag C-218/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Mureş (Rumænien) den 27. maj 2020 — Sindicatul Lucrătorilor din Transporturi, TD mod SC Samidani Trans SRL

23

2020/C 297/32

Sag C-225/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Constanța (Rumænien) den 29. maj 2020 — Euro Delta Danube SRL mod Agenția de Plăți și Intervenție pentru Agricultură — Centrul Județean Tulcea

23

2020/C 297/33

Sag C-233/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig) den 4. juni 2020 — WD mod job-medium GmbH under likvidation

24

2020/C 297/34

Sag C-237/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 5. juni 2020 — Federatie Nederlandse Vakbeweging mod Heiploeg Seafood International BV og Heitrans International BV

25

2020/C 297/35

Sag C-241/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de première instance du Luxembourg (Belgien) den 5. juni 2020 — BJ mod État belge

26

2020/C 297/36

Sag C-245/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Midden-Nederland (Nederlandene) den 29. maj 2020 — X og Z mod Autoriteit Persoonsgegevens

27

2020/C 297/37

Sag C-246/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank van eerste aanleg Oost-Vlaanderen, Afdeling Gent (Belgien) den 3. juni 2020 — Openbaar Ministerie mod EA

28

2020/C 297/38

Sag C-251/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Frankrig) den 10. juni 2020 — Gtflix mod DR

28

2020/C 297/39

Sag C-253/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hof van beroep te Brussel (Belgien) den 9. juni 2020 — Impexeco N.V. mod Novartis AG

29

2020/C 297/40

Sag C-254/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hof van beroep te Brussel (Belgien) den 9. juni 2020 — PI Pharma NV mod Novartis AG og Novartis Pharma NV

29

2020/C 297/41

Sag C-269/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) den 18. juni 2020 — Finanzamt T mod S

30

2020/C 297/42

Sag C-274/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Giudice di pace di Massa (Italien) den 19. juni 2020 — GN og WX mod Prefettura di Massa Carrara — Ufficio Territoriale del Governo di Massa Carrara

31

2020/C 297/43

Sag C-283/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal du travail francophone de Bruxelles (Belgien) den 25. juni 2020 — CO, ME, GC og 42 andre mod MJ, Europa-Kommissionen, Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), Rådet for Den Europæiske Union og Eulex Kosovo

32

2020/C 297/44

Sag C-288/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal judiciaire — Bobigny (Frankrig) den 30. juni 2020 — BNP Paribas Personal Finance SA mod ZD

32

2020/C 297/45

Sag C-289/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour d’appel de Paris (Frankrig) den 30. juni 2020 — IB mod FA

34

2020/C 297/46

Sag C-290/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Satversmes tiesa (Letland) den 30. juni 2020 — AS Latvijas Gāze mod Latvijas Republikas Saeima og Sabiedrisko pakalpojumu regulēšanas komisija

34

2020/C 297/47

Sag C-299/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig) den 6. juli 2020 — Icade Promotion Logement SAS mod Ministère de l'Action et des Comptes publics

35

2020/C 297/48

Sag C-328/20: Sag anlagt den 22. juli 2020 — Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig

36

2020/C 297/49

Sag C-331/20 P: Appel iværksat den 22. juli 2020 af Volotea, SA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Udvidede Afdeling) den 13. maj 2020 i sag T-607/17, Volotea mod Kommissionen

37

2020/C 297/50

Sag C-343/20 P: Appel iværksat den 23. juli 2020 af easyJet Airline Co. Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Udvidede Afdeling) den 13. maj 2020 i sag T-8/18, easyJet Airline mod Kommissionen

38

 

Retten

2020/C 297/51

Sag T-371/20: Sag anlagt den 15. juni 2020 — Pollinis France mod Kommissionen

39

2020/C 297/52

Sag T-381/20: Sag anlagt den 20. juni 2020 — Datax mod REA

39

2020/C 297/53

Sag T-392/20: Sag anlagt den 19. juni 2020 — Flašker mod Kommissionen

40

2020/C 297/54

Sag T-404/20: Sag anlagt den 27. juni 2020 — Global Translation Solutions mod Kommissionen

41

2020/C 297/55

Sag T-415/20: Sag anlagt den 3. juli 2020 — KT mod EIB

42

2020/C 297/56

Sag T-425/20: Sag anlagt den 3. juli 2020 — KU mod EU-Udenrigstjenesten

43

2020/C 297/57

Sag T-435/20: Sag anlagt den 7. juli 2020 — JR mod Kommissionen

44

2020/C 297/58

Sag T-440/20: Sag anlagt den 10. juli 2020 — Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen

44

2020/C 297/59

Sag T-441/20: Sag anlagt den 10. juli 2020 — Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen

45

2020/C 297/60

Sag T-442/20: Sag anlagt den 13. juli 2020 — Grangé og Van Strydonck mod EUIPO — Nema (âme)

46

2020/C 297/61

Sag T-443/20: Sag anlagt den 13. juli 2020 — Sanford mod EUIPO — Avery Zweckform (Labels)

46

2020/C 297/62

Sag T-457/20: Sag anlagt den 13. juli 2020 — VeriGraft mod EASME

47

2020/C 297/63

Sag T-464/20: Sag anlagt den 21. juli 2020 — EggyFood mod EUIPO (YOUR DAILY PROTEIN)

48

2020/C 297/64

Sag T-474/20: Sag anlagt den 24. juli 2020 — LD mod Kommissionen

48

DA

 

IV Oplysninger

OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

Den Europæiske Unions Domstol

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/1

Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2020/C 297/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 287 af 31.8.2020

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 279 af 24.8.2020

EUT C 271 af 17.8.2020

EUT C 262 af 10.8.2020

EUT C 255 af 3.8.2020

EUT C 247 af 27.7.2020

EUT C 240 af 20.7.2020

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

V Øvrige meddelelser

RETSLIGE PROCEDURER

Domstolen

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/2

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 16. juli 2020 — Inclusion Alliance for Europe GEIE mod Europa-Kommissionen

(Sag C-378/16 P) (1)

(Appel - voldgiftsbestemmelse - tilskudsaftaler indgået inden for rammerne af syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) samt rammeprogram for konkurrenceevne og innovation (2007-2013) - projekterne MARE, Senior og ECRN - Kommissionens afgørelse om inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb - Unionens retsinstansers kompetence)

(2020/C 297/02)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Inclusion Alliance for Europe GEIE (ved avvocati S. Famiani og A. D’Amico)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (først ved F. Moro, S. Delaude og L. Di Paolo, derefter ved F. Moro og S. Delaude, som befuldmægtigede, bistået af avvocato D. Gullo)

Konklusion

1)

Den Europæiske Unions Rets kendelse af 21. april 2016, Inclusion Alliance for Europe mod Kommissionen (T-539/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:235), ophæves.

2)

Sag T-539/13 hjemvises til Retten.

3)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

(1)  EUT C 326 af 5.9.2016.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/2

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 16. juli 2020 — Milkiyas Addis mod Bundesrepublik Deutschland (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesverwaltungsgericht — Tyskland)

(Sag C-517/17) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - område med frihed, sikkerhed og retfærdighed - asylpolitik - fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse - direktiv 2013/32/EU - artikel 14 og 34 - forpligtelse til at tilbyde en ansøger om international beskyttelse en personlig samtale, inden der træffes en afgørelse om afvisning - tilsidesættelse af forpligtelsen i første instans - følger)

(2020/C 297/03)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesverwaltungsgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Milkiyas Addis

Sagsøgt: Bundesrepublik Deutschland

Konklusion

Artikel 14 og 34 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en tilsidesættelse af forpligtelsen til at tilbyde en ansøger om international beskyttelse en personlig samtale, inden der træffes en afgørelse om afvisning på grundlag af dette direktivs artikel 33, stk. 2, litra a), ikke fører til annullation af denne afgørelse, og at sagen hjemvises til den besluttende myndighed, medmindre denne lovgivning giver ansøgeren mulighed for i forbindelse med en retssag til prøvelse af en sådan afgørelse personligt at fremsætte alle sine argumenter mod den nævnte afgørelse under en høring, der opfylder de betingelser og de gældende grundlæggende garantier, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 15, og disse argumenter ikke vil kunne ændre den pågældende afgørelse.

(1)  EUT C 392 af 20.11.2017.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/3

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 16. juli 2020 — ADR Center SpA mod Europa-Kommissionen

(Sag C-584/17 P) (1)

(Appel - voldgiftsbestemmelse - tilskudsaftaler indgået i forbindelse med særprogrammet om »Civilret« for perioden 2007-2013 - revisionsrapporter, der rejser tvivl om visse omkostningers støtteberettigelse - Europa-Kommissionens afgørelse om inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb - artikel 299 TEUF - Kommissionens beføjelse til at vedtage en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, som led i et kontraktforhold - Unionens retsinstansers kompetence - effektiv retsbeskyttelse)

(2020/C 297/04)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: ADR Center SpA (ved avocats A. Guillerme og T. Bontinck)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Konklusion

1)

Appellen forkastes.

2)

ADR Center SpA bærer to tredjedele af sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

3)

Kommissionen bærer en tredjedel af sine egne omkostninger og betaler en tredjedel af de af ADR Center SpA afholdte omkostninger.

(1)  EUT C 5 af 8.1.2018.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/4

Domstolens dom (Store Afdeling) af 16. juli 2020 — Data Protection Commissioner mod Facebook Ireland Limited og Maximillian Schrems (anmodning om præjudiciel afgørelse fra High Court (Irlande) — (Irland)

(Sag C-311/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 7, 8 og 47 - forordning (EU) 2016/679 - artikel 2, stk. 2 - anvendelsesområde - overførsel af personoplysninger til tredjelande til forretningsmæssige formål - artikel 45 - Kommissionens afgørelse om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet - artikel 46 - overførsler omfattet af fornødne garantier - artikel 58 - tilsynsmyndighedernes beføjelser - behandling af de overførte oplysninger, som de offentlige myndigheder i et tredjeland foretager af hensyn til den nationale sikkerhed - vurdering af tilstrækkeligheden af det beskyttelsesniveau, der er sikret i tredjelandet - afgørelse 2010/87/EU - standardbestemmelser om beskyttelse ved overførsel af personoplysninger til tredjelande - fornødne garantier, der gives af den dataansvarlige - gyldighed - gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1250 - tilstrækkeligheden af den beskyttelse, der opnås ved hjælp af Den Europæiske Unions og USA’s værn om privatlivets fred - gyldighed - klage fra en fysisk person, hvis oplysninger er blevet overført fra Den Europæiske Union til USA)

(2020/C 297/05)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

High Court (Irlande)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Data Protection Commissioner

Sagsøgte: Facebook Ireland Limited og Maximillian Schrems

Procesdeltagere: The United States of America, Electronic Privacy Information Centre, BSA Business Software Alliance Inc. og Digitaleurope

Konklusion

1)

Artikel 2, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) skal fortolkes således, at en overførsel af personoplysninger, som foretages til forretningsmæssige formål af en erhvervsdrivende, der er etableret i en medlemsstat, til en anden erhvervsdrivende, der er etableret i et tredjeland, er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, uanset at disse oplysninger under eller efter overførslen kan blive behandlet af det pågældende tredjelands myndigheder af hensyn til den offentlige sikkerhed, forsvaret og statens sikkerhed.

2)

Artikel 46, stk. 1, og artikel 46, stk. 2, litra c), i forordning 2016/679 skal fortolkes således, at de fornødne garantier, de rettigheder, som kan håndhæves, og de effektive retsmidler, som kræves ved disse bestemmelser, skal sikre, at der for de rettigheder, som tilkommer personer, hvis oplysninger overføres til et tredjeland på grundlag af standardbestemmelser om databeskyttelse, gælder et beskyttelsesniveau, der i det væsentlige svarer til det niveau, der er sikret i Den Europæiske Union ved denne forordning, sammenholdt med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Med henblik herpå skal der ved vurderingen af det beskyttelsesniveau, som er sikret i forbindelse med en sådan overførsel, navnlig tages hensyn til både de kontraktvilkår, som er aftalt mellem den dataansvarlige eller dennes databehandler, der er etableret i Den Europæiske Union, og modtageren af overførslen, der er etableret i det pågældende tredjeland, og — for så vidt angår en eventuel adgang for dette tredjelands offentlige myndigheder til de således overførte personoplysninger — til de relevante forhold i dettes retssystem, herunder navnlig de elementer, som er opregnet i den nævnte forordnings artikel 45, stk. 2.

3)

Artikel 58, stk. 2, litra f) og j), i forordning 2016/679 skal fortolkes således, at medmindre der foreligger en afgørelse om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet, som er gyldigt vedtaget af Europa-Kommissionen, har den kompetente tilsynsmyndighed pligt til at suspendere eller forbyde en overførsel af oplysninger til et tredjeland på grundlag af standardbestemmelser om databeskyttelse vedtaget af Kommissionen, såfremt denne tilsynsmyndighed i lyset af samtlige de omstændigheder, der kendetegner denne overførsel, finder, at disse standardbestemmelser ikke er overholdt eller ikke kan overholdes i dette tredjeland, og at det ikke er muligt ved andre midler at sikre den beskyttelse af de overførte oplysninger, som kræves efter EU-retten, herunder navnlig denne forordnings artikel 45 og 46 og chartret om grundlæggende rettigheder, hvis den dataansvarlige eller dennes databehandler, som er etableret i Unionen, ikke selv har suspenderet overførslen eller bragt den til ophør.

4)

Undersøgelsen af Kommissionens afgørelse 2010/87/EU af 5. februar 2010 om standardkontraktbestemmelser for videregivelse af personoplysninger til registerførere etableret i tredjelande i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF, som ændret ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/2297 af 16. december 2016, i lyset af artikel 7, 8 og 47 i chartret om grundlæggende rettigheder har intet frembragt, der kan påvirke gyldigheden af denne afgørelse.

5)

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1250 af 12. juli 2016 i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF om tilstrækkeligheden af den beskyttelse, der opnås ved hjælp af EU’s og USA’s værn om privatlivets fred, er ugyldig.

(1)  EUT C 249 af 16.7.2018.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/5

Domstolens dom (Store Afdeling) af 16. juli 2020 — Europa-Kommissionen mod Rumænien

(Sag C-549/18) (1)

(Traktatbrud - artikel 258 TEUF - forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme - direktiv (EU) 2015/849 - manglende gennemførelse og/eller meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger - artikel 260, stk. 3, TEUF - påstand om betaling af et fast beløb)

(2020/C 297/06)

Processprog: rumænsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved T. Scharf, L. Flynn, G. von Rintelen, L. Nicolae og L. Radu Bouyon, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Rumænien (først ved C.-R. Canţăr, E. Gane, L. Liţu og R.I. Haţieganu, derefter ved de tre sidstnævnte, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for den anden part i sagen: Kongeriget Belgien (ved C. Pochet, P. Cottin og J.-C. Halleux, som befuldmægtigede), Republikken Estland (ved N. Grünberg, som befuldmægtiget), Den Franske Republik (ved A.-L. Desjonquères, B. Fodda og J.-L. Carré, som befuldmægtigede) og Republikken Polen (ved B. Majczyna, som befuldmægtiget)

Konklusion

1)

Rumænien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 67 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF, idet medlemsstaten ikke inden udløbet af den frist, der var fastsat i den begrundede udtalelse af 8. december 2017, havde vedtaget de love og administrative bestemmelser, der var nødvendige for at efterkomme direktiv 2015/849, og idet den derfor heller ikke havde meddelt Europa-Kommissionen disse love og bestemmelser.

2)

Rumænien betaler Kommissionen et fast beløb på 3 000 000 EUR.

3)

Rumænien betaler sagsomkostningerne.

4)

Kongeriget Belgien, Republikken Estland, Den Franske Republik og Republikken Polen bærer hver deres egne omkostninger.

(1)  EUT C 381 af 22.10.2018.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/6

Domstolens dom (Store Afdeling) af 16. juli 2020 — Europa-Kommissionen mod Irland

(Sag C-550/18) (1)

(Traktatbrud - artikel 258 TEUF - forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme - direktiv (EU) 2015/849 - manglende gennemførelse og/eller meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger - artikel 260, stk. 3, TEUF - påstand om betaling af et fast beløb)

(2020/C 297/07)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved T. Scharf, L. Flynn og G. von Rintelen, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Irland (ved G. Hodge, M. Browne og A. Joyce, som befuldmægtigede, bistået af G. Gilmore, BL, og P. McGarry, SC)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: Republikken Estland (ved N. Grünberg, som befuldmægtiget) og Den Franske Republik (ved A.-L. Desjonquères, B. Fodda og J.-L. Carré, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)

Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 67 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF, idet medlemsstaten ikke inden udløbet af den frist, der var fastsat i den begrundede udtalelse af 8. marts 2018, havde vedtaget samtlige de love og administrative bestemmelser, der var nødvendige for at efterkomme direktiv 2015/849, og idet den derfor heller ikke havde meddelt Europa-Kommissionen disse love og bestemmelser.

2)

Irland betaler Kommissionen et fast beløb på 2 000 000 EUR.

3)

Irland betaler sagsomkostningerne.

4)

Republikken Estland og Den Franske Republik bærer hver deres egne omkostninger.

(1)  EUT C 436 af 3.12.2018.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/6

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 16. juli 2020 — Nexans France SAS og Nexans SA mod Europa-Kommissionen

(Sag C-606/18 P) (1)

(Appel - konkurrence - karteller - det europæiske marked for jord- og undervandselkabler - opdeling af markedet inden for rammerne af projekter - forordning (EF) nr. 1/2003 - artikel 20 - Europa-Kommissionens kontrolundersøgelsesbeføjelser i kartelsager - beføjelse til at kopiere oplysninger uden forudgående undersøgelse og efterfølgende at undersøge dem i Kommissionens lokaler - bøder - fuld prøvelsesret)

(2020/C 297/08)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Nexans France SAS og Nexans SA (ved avocate G. Forwood og solicitors M. Powell og A. Rogers)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved C. Giolito, P. Rossi, C. Sjödin og F. Castilla Contreras, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)

Appellen forkastes

2)

Nexans France SAS og Nexans SA betaler sagsomkostningerne.

(1)  EUT C 427 af 26.11.2018.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/7

Domstolens dom (Store Afdeling) af 16. juli 2020 — AFMB Ltd m.fl. mod Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Centrale Raad van Beroep — Nederlandene)

(Sag C-610/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - vandrende arbejdstagere - social sikring - lovgivning, der finder anvendelse - forordning (EØF) nr. 1408/71 - artikel 14, nr. 2), litra a) - begrebet »en person, der hører til det kørende […] personel i en virksomhed« - forordning (EF) nr. 883/2004 - artikel 13, stk. 1, litra b) - begrebet »arbejdsgiver« - lastbilchauffører, der normalt har lønnet beskæftigelse i to eller flere medlemsstater eller stater i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA) - lastbilchauffører, der har indgået en ansættelseskontrakt med en virksomhed, men som placeres under en anden virksomheds faktiske ledelsesbeføjelser, der er hjemmehørende i disse chaufførers bopælsmedlemsstat - fastlæggelse af, hvilken virksomhed der har status som »arbejdsgiver«)

(2020/C 297/09)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Centrale Raad van Beroep

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: AFMB Ltd m.fl.

Sagsøgt: Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank

Konklusion

Artikel 14, nr. 2), litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 631/2004 af 31. marts 2004, og artikel 13, stk. 1, litra b), nr. i), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 465/2012 af 22. maj 2012, skal fortolkes således, at en international lastbilchaufførs arbejdsgiver som omhandlet i disse bestemmelser er den virksomhed, der udøver den faktiske ledelsesbeføjelse over denne lastbilchauffør, som faktisk bærer de tilsvarende lønomkostninger, og som har den faktiske ret til at afskedige vedkommende, og ikke den virksomhed, med hvilken den nævnte chauffør har indgået en ansættelseskontrakt, og som formelt er angivet i denne kontrakt som denne chaufførs arbejdsgiver.

(1)  EUT C 455 af 17.12.2018.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/8

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 16. juli 2020 — UX mod Governo della Repubblica italiana (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Giudice di pace di Bologna — Italien)

(Sag C-658/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - formaliteten - artikel 267 TEUF - begrebet »national ret« - kriterier - socialpolitik - direktiv 2003/88/EF - anvendelsesområde - artikel 7 - årlig betalt ferie - direktiv 1999/70/EF - rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP - § § 2 og 3 - begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« - fredsdommere og ordinære dommere - forskelsbehandling - § 4 - princippet om ikke-diskrimination - begrebet »objektive forhold«)

(2020/C 297/10)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Giudice di pace di Bologna

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UX

Sagsøgt: Governo della Repubblica italiana

Konklusion

1)

Artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at Giudice di pace (fredsdommer, Italien) henhører under begrebet »ret i en af medlemsstaterne« som omhandlet i denne artikel.

2)

Artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden og artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at en fredsdommer, som inden for rammerne af sine funktioner udfører reelle og effektive ydelser, der ikke fremtræder som et rent marginalt supplement, og for hvilke han modtager vederlag, der har karakter af løn, kan henhøre under begrebet »arbejdstager« som omhandlet i disse bestemmelser, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

3)

§ 2, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« i denne bestemmelse kan omfatte en fredsdommer, der er udnævnt for en begrænset periode, som inden for rammerne af sine funktioner udfører reelle og effektive ydelser, der ikke fremtræder som et rent marginalt supplement, og for hvilke han modtager vederlag, der har karakter af løn, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

4)

§ 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som ikke fastsætter en ret for en fredsdommer til at få en årlig betalt ferie på 30 dage ligesom den ferie, der er fastsat for ordinære dommere, i det tilfælde, hvor denne fredsdommer henhører under begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i denne rammeaftales § 2, stk. 1, og hvor han befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for en ordinær dommer, medmindre en sådan forskelsbehandling er begrundet i forskellene i de krævede kvalifikationer og karakteren af de opgaver, som de nævnte dommere har ansvaret for, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

(1)  EUT C 25 af 21.1.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/9

Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. juli 2020 — OC m.fl., Adusbef, Federconsumatori, PB m.fl. og QA m.fl. mod Banca d’Italia, Presidenza del Consiglio dei Ministri og Ministero dell’Economia e delle Finanze (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato — Italien)

(Sag C-686/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - formaliteten - artikel 63 TEUF ff. - frie kapitalbevægelser - artikel 107 TEUF ff. - statsstøtte - artikel 16 og 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - frihed til at oprette og drive egen virksomhed - ejendomsretten - forordning (EU) nr. 575/2013 - tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber - artikel 29 - forordning (EU) nr. 1024/2013 - artikel 6, stk. 4 - tilsyn med kreditinstitutter - specifikke opgaver, der overdrages til Den Europæiske Centralbank (ECB) - delegeret forordning (EU) nr. 241/2014 - reguleringsmæssige tekniske standarder for kapitalgrundlagskrav for institutter - national lovgivning, der fastsætter et loft over aktiver for andelsbanker, der er oprettet som kooperative aktieselskaber, og som giver mulighed for at begrænse retten til indfrielse af en udtrædende aktionærs aktier)

(2020/C 297/11)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: OC m.fl., Adusbef, Federconsumatori, PB m.fl. og QA m.fl.

Sagsøgte: Banca d’Italia, Presidenza del Consiglio dei Ministri og Ministero dell’Economia e delle Finanze

Procesdeltagere: Banca Popolare di Sondrio ScpA, Veneto Banca ScpA, Banco Popolare — Società Cooperativa, Coordinamento delle associazioni per la tutela dell’ambiente e dei diritti degli utenti e consumatori (Codacons), Banco BPM SpA, Unione di Banche Italiane — Ubi Banca SpA, Banca Popolare di Milano, Amber Capital Italia SGR SpA, RZ e.a., Amber Capital UK LLP, Unione di Banche Italiane — Ubi Banca ScpA, Banca Popolare di Vicenza ScpA og Banca Popolare dell’Etruria e del Lazio SC

Konklusion

1)

Artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012, artikel 10 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 241/2014 af 7. januar 2014 om udbygning af forordning nr. 575/2013 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for kapitalgrundlagskrav for institutter samt artikel 16 og 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som forbyder andelsbanker, der er etableret i denne medlemsstat, at nægte indfrielse af kapitalinstrumenter, men som giver disse banker mulighed for i en ubegrænset periode at udskyde indfrielsen af en udtrædende aktionærs aktier og helt eller delvist at begrænse det beløb, der indfries, forudsat at de indfrielsesbegrænsninger, der fastsættes i forbindelse med udøvelsen af denne mulighed, ikke går videre, end hvad der er nødvendigt i forhold til nævnte bankers tilsynsmæssige situation med henblik på at sikre, at kapitalinstrumenter udstedt af disse banker kan kvalificeres som egentlige kernekapitalinstrumenter, navnlig henset til de forhold, der er omhandlet i artikel 10, stk. 3, i delegeret forordning nr. 241/2014, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.

2)

Artikel 63 TEUF ff. skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som fastsætter et loft over aktiver for udøvelse af bankvirksomhed i andelsbanker, der er etableret i denne medlemsstat og oprettet som kooperative aktieselskaber, ud over hvilket disse banker har pligt til at omdannes til aktieselskaber, bringe deres aktiver under dette loft eller lade sig likvidere, forudsat at denne lovgivning er egnet til at sikre gennemførelsen af de mål af almen interesse, som den forfølger, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.

(1)  EUT C 35 af 28.1.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/10

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 16. juli 2020 — ACTC GmbH mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og Taiga AB

(Sag C-714/18 P) (1)

(Appel - EU-varemærker - forordning (EF) nr. 207/2009 - ansøgning om registrering af EU-ordmærket tigha - indsigelse rejst af indehaveren af det ældre EU-varemærke TAIGA - delvist afslag på registreringsansøgningen - artikel 8, stk. 1, litra b) - vurdering af risikoen for forveksling - vurdering af de omtvistede tegns begrebsmæssige lighed - artikel 42, stk. 2 - bevis for reel brug af det ældre varemærke - bevis for brug »for en del af […] varer[ne] eller tjenesteydelser[ne]« - fastlæggelse af en selvstændig underkategori af varer)

(2020/C 297/12)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: ACTC GmbH, Erkrath (ved Rechtsanwälte V. Hoene, S. Gantenbrink og D. Eickemeier)

De andre parter i sagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (ved D. Gája, som befuldmægtiget) og Taiga AB (ved Rechtsanwälte C. Eckhartt, A. von Mühlendahl, K. Thanbichler-Brandl og C. Fluhme)

Konklusion

1)

Appellen forkastes

2)

ACTC GmbH betaler sagsomkostningerne.

(1)  EUT C 82 af 4.3.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/10

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 16. juli 2020 — Europa-Kommissionen mod Ungarn

(Sag C-771/18) (1)

(Traktatbrudssøgsmål - de indre markeder for elektricitet og naturgas - elektricitets- og naturgastransmissionsnet - adgangsbetingelser - forordning (EF) nr. 714/2009 - artikel 14, stk. 1 - forordning (EF) nr. 715/2009 - artikel 13, stk. 1 - omkostninger - fastsættelse af afgifter for netadgang - direktiv 2009/72/EF - artikel 37, stk. 17 - direktiv 2009/73/EF - artikel 41, stk. 17 - nationale retsmidler - princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse)

(2020/C 297/13)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved O. Beynet og K. Talabér-Ritz, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Ungarn (først ved M.Z. Fehér og Z. Wagner, derefter ved M.Z. Fehér, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)

Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 37, stk. 17, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF og artikel 41, stk. 17, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF, idet denne medlemsstat ikke har sikret en effektiv adgang til at klage over den nationale reguleringsmyndigheds bekendtgørelser om fastsættelse af afgifterne for netadgang.

2)

I øvrigt frifindes Ungarn.

3)

Europa-Kommissionen og Ungarn bærer hver deres egne omkostninger.

(1)  EUT C 139 af 15.4.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/11

Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. juli 2020 — Belgische Staat, ved Minister van Werk, Economie en Consumenten, ansvarlig for Buitenlandse handel, og ved Directeur-Generaal van de Algemene Directie Controle en Bemiddeling van de FOD Economie, K.M.O., Middenstand en Energie, nu Algemene Directie Economische Inspectie, og Directeur-Generaal van de Algemene Directie Controle en Bemiddeling van de FOD Economie, K.M.O., Middenstand en Energie, nu Algemene Directie Economische Inspectie mod Movic BV, Events Belgium BV og Leisure Tickets & Activities International BV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hof van beroep te Antwerpen — Belgien)

(Sag C-73/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - retligt samarbejde i civile sager - forordning (EU) nr. 1215/2012 - artikel 1, stk. 1 - anvendelsesområde - begrebet »det civil- og handelsretlige område« - søgsmål med påstand om forbud mod urimelig handelspraksis anlagt af en offentlig myndighed med henblik på beskyttelse af forbrugernes interesser)

(2020/C 297/14)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hof van beroep te Antwerpen

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Belgische Staat, ved Minister van Werk, Economie en Consumenten, ansvarlig for Buitenlandse handel, og ved Directeur-Generaal van de Algemene Directie Controle en Bemiddeling van de FOD Economie, K.M.O., Middenstand en Energie, nu Algemene Directie Economische Inspectie, og Directeur-Generaal van de Algemene Directie Controle en Bemiddeling van de FOD Economie, K.M.O., Middenstand en Energie, nu Algemene Directie Economische Inspectie

Sagsøgte: Movic BV, Events Belgium BV og Leisure Tickets & Activities International BV

Konklusion

Artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at begrebet »det civil- og handelsretlige område«, der er nævnt i denne bestemmelse, omfatter et søgsmål mellem myndighederne i én medlemsstat og erhvervsdrivende, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, i hvilken forbindelse disse myndigheder har nedlagt principal påstand om, at det fastslås, at der foreligger overtrædelser, som udgør urimelig — og angiveligt ulovlig — handelspraksis, og at det fastslås, at denne praksis skal bringes til ophør, samt, som supplerende påstand, at det fastslås, at der skal træffes foranstaltninger til offentliggørelse, og at der pålægges en tvangsbøde.

(1)  EUT C 139 af 15.4.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/12

Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. juli 2020 — sag anlagt af E.E. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Lietuvos Aukščiausiasis Teismas — Litauen)

(Sag C-80/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - retligt samarbejde i civile sager - forordning (EU) nr. 650/2012 - anvendelsesområde - begrebet »arvesag med grænseoverskridende virkninger« - begrebet »afdødes sædvanlige opholdssted« - artikel 3, stk. 2 - begrebet »ret« - spørgsmålet, om notarer er underlagt reglerne om retslig kompetence - artikel 3, stk. 1, litra g) og i) - begrebet »retsafgørelse« og begrebet »officielt bekræftet dokument« - artikel 5, 7 og 22 - aftale om værneting og valg af, hvilken lov der skal finde anvendelse på arven - artikel 83, stk. 2 og 4 - overgangsbestemmelser)

(2020/C 297/15)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Lietuvos Aukščiausiasis Teismas

Part i hovedsagen

Sagsøger: E.E.

Procesdelatgere: Kauno miesto 4-ojo notaro biuro notarė Virginija Jarienė og K.-D. E.

Konklusion

1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis skal fortolkes således, at begrebet »arvesag med grænseoverskridende virkninger« omfatter en situation, hvor afdøde var en statsborger i en medlemsstat, som havde bopæl i en anden medlemsstat på tidspunktet for sin død, men ikke havde brudt sin forbindelse til den førstnævnte af disse medlemsstater, i hvilken boets aktiver befinder sig, mens arvingerne har deres bopæl i disse to medlemsstater. Afdødes seneste sædvanlige opholdssted som omhandlet i denne forordning skal fastlægges af den myndighed, der behandler arvesagen, i kun én af disse medlemsstater.

2)

Artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at de litauiske notarer, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, ikke udøver retslige funktioner ved udstedelsen af et nationalt arvebevis. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at afgøre, om disse notarer handler i henhold til en judiciel myndigheds delegation af beføjelser eller under en judiciel myndigheds kontrol og følgelig kan kvalificeres som en »ret« som omhandlet i denne bestemmelse.

3)

Artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at i tilfælde af, at den forelæggende ret måtte finde, at en litauisk notar kan kvalificeres som en »ret« som omhandlet i denne forordning, kan det arvebevis, som denne notar udsteder, anses for en »retsafgørelse« som omhandlet i denne bestemmelse, således at notaren med henblik på at udstede arvebeviset kan anvende de kompetenceregler, der er fastsat i nævnte forordnings kapitel II.

4)

Artikel 4 og 59 i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at en notar i en medlemsstat, som ikke kan kvalificeres som en »ret« som omhandlet i denne forordning, kan udstede nationale arvebeviser uden at anvende de almindelige kompetenceregler, der er fastsat i nævnte forordning. Såfremt den forelæggende ret finder, at disse arvebeviser opfylder de i samme forordnings artikel 3, stk. 1, litra i), fastsatte betingelser og dermed kan anses for »officielt bekræftede dokumenter« som omhandlet i denne forordning, har disse arvebeviser i de øvrige medlemsstater de virkninger, som artikel 59, stk. 1, og artikel 60, stk. 1, i forordning nr. 650/2012 tillægger officielt bekræftede dokumenter.

5)

Artikel 4, 5, 7 og 22 samt artikel 83, stk. 2 og 4, i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at afdødes vilje og en aftale mellem dennes arvinger kan medføre, at det fastlægges, at den ret, der har kompetence til at behandle arvesagen, og den medlemsstats arvelov, der finder anvendelse, er en anden ret og en anden lov end dem, der ville følge af anvendelsen af de kriterier, der er fastsat i denne forordning.

(1)  EUT C 148 af 29.4.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/13

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 16. juli 2020 — Pfeifer & Langen GmbH & Co. KG mod Hauptzollamt Köln (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Düsseldorf — Tyskland)

(Sag C-97/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - toldkodeks - toldangivelser - kodeksens artikel 78 - revision af toldangivelsen - klarererens navn - ændring af oplysningerne vedrørende klarererens identitet med henblik på at påvise et indirekte repræsentationsforhold - indirekte repræsentation af den person, der har opnået en importlicens)

(2020/C 297/16)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Pfeifer & Langen GmbH & Co. KG

Sagsøgt: Hauptzollamt Köln

Konklusion

Artikel 78, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks skal fortolkes således, at toldmyndighederne kan imødekomme en anmodning om revision af en toldangivelse med henblik på, at det fremgår, at der findes et indirekte repræsentationsforhold mellem på den ene side en fuldmagtshaver, som ved en fejl har angivet udelukkende at handle i eget navn og for egen regning, selv om den pågældende havde en fuldmagt fra indehaveren af importlicensen, og på den anden side den fuldmagtsgiver, for hvis regning angivelsen blev indgivet.

(1)  EUT C 182 af 27.5.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/13

Domstolens dom (Store Afdeling) af 16. juli 2020 — Presidenza del Consiglio dei Ministri mod BV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte suprema di cassazione — Italien)

(Sag C-129/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2004/80/EF - artikel 12, stk. 2 - nationale ordninger, som garanterer en rimelig og passende erstatning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser - anvendelsesområde - offer, der er bosiddende i den medlemsstat, på hvis område den forsætlige voldsforbrydelse er blevet begået - forpligtelse til at lade dette offer være omfattet af den nationale erstatningsordning - begrebet »rimelig og passende erstatning« - medlemsstaternes ansvar i tilfælde af tilsidesættelse af EU-retten)

(2020/C 297/17)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte suprema di cassazione

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Presidenza del Consiglio dei Ministri

Sagsøgt: BV

Procesdeltager: Procura della Repubblica di Torino

Konklusion

1)

EU-retten skal fortolkes således, at ordningen for en medlemsstats ansvar uden for kontraktforhold for den skade, der skyldes en tilsidesættelse af denne ret, finder anvendelse på ofre bosiddende i denne medlemsstat, på hvis område den forsætlige voldsforbrydelse er blevet begået, med den begrundelse, at den nævnte medlemsstat ikke rettidigt gennemførte artikel 12, stk. 2, i Rådets direktiv 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til ofre for forbrydelser.

2)

Artikel 12, stk. 2, i direktiv 2004/80 skal fortolkes således, at en fast erstatning ydet til ofre for et seksuelt overgreb i henhold til en national ordning for erstatning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser ikke kan anses for »rimelig og passende« i denne bestemmelses forstand, såfremt den fastsættes uden hensyntagen til alvoren af den begåede lovovertrædelses følger for ofrene og dermed ikke udgør en tilstrækkelig erstatning for den lidte økonomiske og ikkeøkonomiske skade.

(1)  EUT C 182 af 27.5.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/14

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 16. juli 2020 — B.M.M. (sag C-133/19 og sag C-136/19), B. S. (sag C-133/19), B.M. (sag C-136/19) og B.M.O. (sag C-137/19) mod État belge (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d’État — Belgien)

(Forenede sager C-133/19, C-136/19 og C-137/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - område med frihed, sikkerhed og retfærdighed - indvandringspolitik - ret til familiesammenføring - direktiv 2003/86/EF - artikel 4, stk. 1 - begrebet »mindreårigt barn« - artikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - barnets tarv - artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder - adgang til effektive retsmidler - referencepersonens børn, der er blevet myndige under beslutningsproceduren eller den retslige procedure til prøvelse af afgørelsen om afslag på ansøgningen om familiesammenføring)

(2020/C 297/18)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: B.M.M. (sag C-133/19 og sag C-136/19), B.S. (sag C-133/19), B.M. (sag C-136/19) og B.M.O. (sag C-137/19)

Sagsøgt: État belge

Konklusion

1)

Artikel 4, stk. 1, første afsnit, i Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring skal fortolkes således, at den dato, som skal lægges til grund ved afgørelsen af, om en tredjelandsstatsborger eller en ugift statsløs er et mindreårigt barn, som omhandlet i denne bestemmelse, er den dato, hvorpå ansøgningen om tilladelse til indrejse og ophold med henblik på familiesammenføring for mindreårige børn blev indgivet, og ikke den dato, hvorpå de kompetente myndigheder i denne medlemsstat træffer afgørelse om denne ansøgning, i givet fald efter et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om afslag på en sådan ansøgning.

2)

Artikel 18 i direktiv 2003/86, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at et søgsmål til prøvelse af et afslag på et mindreårigt barns ansøgning om familiesammenføring afvises alene af den grund, at barnet er blevet myndigt under den retslige procedure.

(1)  EUT C 164 af 13.5.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/15

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 16. juli 2020 — CY mod Caixabank SA (sag C-224/19) og LG og PK mod Banco Bilbao Vizcaya Argentaria SA (sag C-259/19) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de Primera Instancia no 17 de Palma de Mallorca og Juzgado de Primera Instancia e Instrucción de Ceuta — Spanien)

(Forenede sager C-224/19 og C-259/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - forbrugerbeskyttelse - direktiv 93/13/EØF - artikel 6 og 7 - forbrugeraftaler - realkreditlån - urimelige aftalevilkår - vilkår, som pålægger låntageren samtlige omkostninger til oprettelse og aflysning af pant - virkningerne af, at disse klausuler er blevet erklæret ugyldige - den nationale retsinstans’ beføjelser i forbindelse med et »urimeligt« kontraktvilkår - fordeling af omkostninger - anvendelse af nationale bestemmelser, der har deklaratorisk karakter - artikel 3, stk. 1 - vurdering af, om kontraktvilkårene er urimelige - artikel 4, stk. 2 - undtagelse, der gælder for vilkår om aftalens hovedgenstand eller for prisens eller betalingens tilstrækkelighed - betingelse - artikel 5 - pligt til at affatte kontraktvilkårene klart og forståeligt - omkostninger - forældelse - effektivitetsprincippet)

(2020/C 297/19)

Processprog: spansk

De forelæggende retter

Juzgado de Primera Instancia no 17 de Palma de Mallorca og Juzgado de Primera Instancia e Instrucción de Ceuta

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: CY (sag C-224/19) og LG og PK (sag C-259/19)

Sagsøgte: Caixabank SA (sag C-224/19) og Banco Bilbao Vizcaya Argentaria SA (sag C-259/19)

Konklusion

1)

Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at den nationale ret, såfremt et urimeligt kontraktvilkår, som pålægger en forbruger at betale samtlige omkostninger til oprettelse og aflysning af pant, erklæres ugyldigt, nægter tilbagebetaling til forbrugeren af de beløb, der er betalt i henhold til dette vilkår, medmindre de bestemmelser i national ret, der finder anvendelse uden dette vilkår, pålægger forbrugeren at betale samtlige eller en del af disse omkostninger.

2)

Artikel 3, artikel 4, stk. 2, og artikel 5 i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at de kontraktvilkår, som er omfattet af begrebet »aftalens hovedgenstand«, skal forstås som vilkår, der fastlægger aftalens hovedydelser, og som dermed er kendetegnende for aftalen. De vilkår, som derimod er underordnede i forhold til dem, der definerer selve aftaleforholdets natur, kan ikke være omfattet af dette begreb. Den omstændighed, at et oprettelsesgebyr er indeholdt i de samlede omkostninger ved et lån mod sikkerhed i fast ejendom, kan ikke være afgørende for, at der er tale om en hovedydelse ved lånet. En ret i en medlemsstat er under alle omstændigheder forpligtet til at foretage en prøvelse af, om et kontraktvilkår, der vedrører aftalens hovedgenstand, er klart og forståeligt, uanset om dette direktivs artikel 4, stk. 2, er gennemført i denne medlemsstats retsorden.

3)

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at et vilkår i en låneaftale, der er indgået mellem en forbruger og et finansinstitut, der pålægger forbrugeren at betale et oprettelsesgebyr, til trods for kravene om god tro kan bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren, når finansinstituttet ikke har godtgjort, at dette gebyr svarer til faktisk leverede tjenester eller omkostninger, vedkommende har afholdt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

4)

Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at anlæggelse af søgsmål med påstand om, at de genoprettende virkninger af, at et urimeligt kontraktvilkår erklæres ugyldigt, gøres til genstand for en forældelsesfrist, for så vidt som starttidspunktet for denne frist og varigheden heraf ikke gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve forbrugerens ret til at kræve en sådan restitution.

5)

Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 samt effektivitetsprincippet skal fortolkes således, at disse er til hinder for en ordning, der giver mulighed for at pålægge forbrugeren at bære en del af sagsomkostningerne, alt efter størrelsen på de uretmæssigt betalte beløb, der er blevet restitueret forbrugeren, efter at et kontraktvilkår erklæres ugyldigt, fordi det er urimeligt, idet en sådan ordning indebærer en væsentlig hindring, der kan afholde forbrugerne fra at udøve den ret, som er tillagt ved direktiv 93/13, til en effektiv domstolsprøvelse af den eventuelt urimelige karakter af kontraktvilkår.

(1)  EUT C 246 af 22.7.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/16

Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. juli 2020 — JE mod KF (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunalul Bucureşti — Rumænien)

(Sag C-249/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - forordning (EU) nr. 1259/2010 - forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation - ensartede regler - artikel 10 - anvendelse af loven i domstolslandet)

(2020/C 297/20)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Bucureşti

Parter i hovedsagen

Sagsøger: JE

Sagsøgt: KF

Konklusion

Artikel 10 i Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 af 20. december 2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation skal fortolkes således, at udtrykket »[n]år den lov, der skal anvendes i henhold til artikel 5 og 8, ikke giver mulighed for skilsmisse« kun omfatter de tilfælde, hvor den anvendelige udenlandske lov ikke giver mulighed for skilsmisse under nogen omstændigheder.

(1)  EUT C 206 af 17.6.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/16

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 16. juli 2020 — MH og NI mod OJ og Novo Banco SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal da Relação de Guimarães — Portugal)

(Sag C-253/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - retligt samarbejde i civile sager - insolvensbehandling - forordning (EU) 2015/848 - artikel 3 - international kompetence - centret for skyldnerens hovedinteresser - fysisk person, som hverken udøver liberalt erhverv eller er selvstændig erhvervsdrivende - afkræftelig formodning om, at centret for denne persons hovedinteresser er vedkommendes sædvanlige opholdssted - afkræftelse af denne formodning - en situation, hvor skyldnerens eneste faste ejendom befinder sig uden for den medlemsstat, hvor denne person har sit sædvanlige opholdssted)

(2020/C 297/21)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal da Relação de Guimarães

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: MH og NI

Sagsøgte: OJ og Novo Banco SA

Konklusion

Artikel 3, stk. 1, første og fjerde afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20. maj 2015 om insolvensbehandling skal fortolkes således, at den formodning, der fastsættes heri med henblik på at afgøre den internationale kompetence til at indlede en insolvensbehandling, hvorefter centret for hovedinteresserne for en fysisk person, der hverken udøver liberalt erhverv eller er selvstændig erhvervsdrivende, er vedkommendes sædvanlige opholdssted, ikke afkræftes, alene fordi denne persons eneste faste ejendom befinder sig uden for den medlemsstat, hvor vedkommende har sit sædvanlige opholdssted.

(1)  EUT C 206 af 17.6.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/17

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 16. juli 2020 — WWF Italia o.n.l.u.s., m.fl. mod Presidenza del Consiglio dei Ministri og Azienda Nazionale Autonoma Strade SpA (ANAS) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio — Italien)

(Sag C-411/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - miljø - direktiv 92/43/EØF - artikel 6 - bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter - særlige bevaringsområder - anlæggelse af en vejstrækning - vurdering af dette projekts virkninger på det pågældende særlige bevaringsområde - tilladelse - bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser)

(2020/C 297/22)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: WWF Italia o.n.l.u.s., Lega Italiana Protezione Uccelli o.n.l.u.s., Gruppo di Intervento Giuridico o.n.l.u.s., Italia Nostra o.n.l.u.s., Forum Ambientalista og FC m.fl.

Sagsøgte: Presidenza del Consiglio dei Ministri og Azienda Nazionale Autonoma Strade SpA (ANAS)

Konklusion

1)

Artikel 6 i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der giver mulighed for — af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser — at fortsætte proceduren for tilladelse til en plan eller et projekt, hvis virkninger på et særligt bevaringsområde ikke kan afhjælpes, og som den kompetente offentlige myndighed allerede har afgivet en negativ udtalelse om, medmindre der findes en alternativ løsning, der medfører færre ulemper for det berørte områdes integritet, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

2)

Artikel 6 i direktiv 92/43 skal — såfremt en plan eller et projekt i henhold til dette direktivs artikel 6, stk. 3, er blevet vurderet negativt med hensyn til planens eller projektets virkninger på et særligt bevaringsområde, og den pågældende medlemsstat alligevel i henhold til denne artikels stk. 4 har besluttet at gennemføre planen eller projektet af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser –fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som gør det muligt at supplere planen eller projektet med foranstaltninger til afhjælpning af virkningerne på dette område og fortsætte vurderingen af disse virkninger, efter at planen eller projektet er blevet vurderet negativt i henhold til denne artikels stk. 3, og før planen eller projektet er blevet endeligt vedtaget i henhold til dens stk. 4. Artikel 6 i direktiv 92/43 er derimod i samme situation ikke til hinder for en national lovgivning, der gør det muligt at fastsætte kompensationsforanstaltningerne i forbindelse med den samme beslutning, forudsat at de øvrige betingelser for anvendelsen af dette direktivs artikel 6, stk. 4, ligeledes er opfyldt.

3)

Direktiv 92/43 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning, som fastsætter, at forslagsstilleren skal foretage en undersøgelse af virkningerne af den omhandlede plan eller det omhandlede projekt på det berørte særlige bevaringsområde, på grundlag af hvilken den kompetente myndighed foretager vurderingen af disse virkninger. Dette direktiv er derimod til hinder for en national lovgivning, som gør det muligt at pålægge forslagsstilleren at inddrage landskabs- og miljømæssige krav, henstillinger og anbefalinger i den endelige plan eller det endelige projekt, efter at den kompetente myndighed har vurderet denne plan eller dette projekt negativt, uden at denne myndighed skal foretage en ny vurdering af den således ændrede plan eller det således ændrede projekt.

4)

Direktiv 92/43 skal fortolkes således, at selv om det overlader det til medlemsstaterne at udpege den kompetente myndighed til at vurdere virkningerne af en plan eller et projekt på et særligt bevaringsområde under hensyn til de kriterier, som er opstillet i Domstolens praksis, er det til gengæld til hinder for, at nogen myndighed fortsætter eller supplerer denne vurdering, når den først er foretaget.

(1)  EUT C 328 af 30.9.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/18

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 16. juli 2020 — Cabinet de avocat UR mod Administraţia Sector 3 a Finanţelor Publice prin Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Bucureşti, Administraţia Sector 3 a Finanţelor Publice, MJ og NK (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea de Apel Bucureşti — Rumænien)

(Sag C-424/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2006/112/EF - merværdiafgift (moms) - artikel 9, stk. 1 - begrebet »afgiftspligtig person« - person, der udøver erhverv som advokat - endelig retsafgørelse - princippet om retskraft - rækkevidden af dette princip, såfremt afgørelsen er uforenelig med EU-retten)

(2020/C 297/23)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Bucureşti

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Cabinet de avocat UR

Sagsøgte: Administraţia Sector 3 a Finanţelor Publice prin Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Bucureşti, Administraţia Sector 3 a Finanţelor Publice, MJ og NK

Konklusion

1)

Artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at en person, der udøver erhverv som advokat, skal anses for at være »afgiftspligtig person« i denne bestemmelses forstand.

2)

EU-retten er til hinder for, at en national retsinstans som led i en tvist vedrørende merværdiafgift (moms) anvender princippet om retskraft, når denne tvist ikke vedrører en tilsvarende afgiftsperiode som den, der var omhandlet i den tvist, der gav anledning til den retskraftige retsafgørelse, eller har samme genstand som denne, og når anvendelsen af dette princip hindrer, at denne retsinstans tager hensyn til gældende EU-bestemmelser på momsområdet.

(1)  EUT C 288 af 26.8.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/19

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 16. juli 2020 — Antonio Capaldo SpA mod Agenzia delle dogane e dei monopoli — Ufficio delle dogane di Salerno (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Commissione tributaria regionale della Campania — Italien)

(Sag C-496/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - toldunion - EF-toldkodeksen - forordning (EØF) nr. 2913/92 - kontrol med varer - anmodning om revision af toldangivelsen - efterfølgende kontrol)

(2020/C 297/24)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Commissione tributaria regionale della Campania

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Antonio Capaldo SpA

Sagsøgt: Agenzia delle dogane e dei monopoli — Ufficio delle dogane di Salerno

Konklusion

Artikel 78 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for indledningen af den heri fastsatte procedure for revision af toldangivelsen, selv om den pågældende vare under en tidligere import har været genstand for en fysisk kontrol, som bekræftede tariferingen heraf, uden at der er indgivet klage herover.

(1)  EUT C 257 af 21.10.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/19

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 16. juli 2020 — SIA »Soho Group« mod Patērētāju tiesību aizsardzības centrs (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Augstākā tiesa (Senāts) — Letland)

(Sag C-686/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - forbrugerbeskyttelse - forbrugerkreditaftaler - direktiv 2008/48/EF - begrebet »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten« - omkostninger forbundet med kreditforlængelse)

(2020/C 297/25)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Augstākā tiesa (Senāts)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: SIA »Soho Group«

Sagsøgt: Patērētāju tiesību aizsardzības centrs

Konklusion

Begrebet »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten«, som fremgår af artikel 3, litra g), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF, skal fortolkes således, at det omfatter omkostninger til forlængelse af kreditten, dels fordi de konkrete og præcise vilkår for en eventuel forlængelse heraf, herunder af dens løbetid, er en del af de vilkår og betingelser, som er aftalt mellem långiveren og låntageren i kreditaftalen, dels fordi långiveren har kendskab til disse omkostninger.

(1)  EUT C 399 af 25.11.2019.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/20

Appel iværksat den 6. juni 2019 af Abaco Energy SA m.fl. til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 25. marts 2019 i sag T-186/18, Abaco Energy m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-436/19 P)

(2020/C 297/26)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Abaco Energy SA m.fl. (ved abogado P. Holtrop)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Ved kendelse af 21. juli 2020 forkastede Domstolen (Syvende Afdeling) appellen, idet det var åbenbart, at den delvist skulle afvises, delvist savnede grundlag, og pålagde appellanterne at bære deres egne omkostninger.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/20

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Alba Iulia (Rumænien) den 7. april 2020 — SC Avio Lucos SRL mod Agenția de Plăți și Intervenție pentru Agricultură (APIA) — Aparat Central

(Sag C-176/20)

(2020/C 297/27)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Alba Iulia

Parter i hovedsagen

Appellant: SC Avio Lucos SRL

Indstævnte: Agenția de Plăți și Intervenție pentru Agricultură — Centrul Județean Dolj og Agenția de Plăți și Intervenție pentru Agricultură (APIA) — Aparat Central

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landsbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 (1) til hinder for en national lovgivning, hvorefter de minimumsaktiviteter, som skal udføres på landbrugsarealer, der sædvanligvis holdes i en stand, der er egnet til græsning, skal bestå i græsning med dyr, som landbrugeren bruger?

2)

For så vidt som den ovenfor anførte [EU]-lovgivning ikke er til hinder for den i det første spørgsmål omhandlede nationale lovgivning, kan bestemmelserne i artikel 4, stk. 1, litra a) og c), samt artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013 da fortolkes således, at begrebet »aktiv landbruger« kan omfatte en juridisk person, som har indgået en koncessionsaftale under omstændigheder som de i tvisten i hovedsagen omhandlede og bruger dyr i kraft af aftaler om brugslån, hvormed fysiske personer i egenskab af långivere omkostningsfrit stiller de dyr, som de bruger i egenskab af dyreejere, til rådighed for låntagerne med henblik på brug til græsning i aftalte perioder på de græsningsarealer, som stilles til rådighed for låntagerne?

3)

Skal bestemmelserne i artikel 60 i forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (2) fortolkes således, at betingelser, der er skabt på en kunstig måde, inkluderer brug af en koncessionsaftale og aftaler om brugslån som de i hovedsagen omhandlede?

(1)  EFT 2013, L 347, s. 608.

(2)  EFT 2013, L 347, s. 549.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/21

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Bucureşti (Rumænien) den 7. april 2020 — Fondul Proprietatea SA mod Guvernul României, SC Complexul Energetic Hunedoara SA, under likvidation, Compania Naţională de Transport a Energiei Electrice Transelectrica SA og SC Complexul Energetic Oltenia SA

(Sag C-179/20)

(2020/C 297/28)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Bucureşti

Parter i hovedsagen

Appellant: Fondul Proprietatea SA

Indstævnte: Guvernul României, SC Complexul Energetic Hunedoara SA, under likvidationență, Compania Naţională de Transport a Energiei Electrice Transelectrica SA og SC Complexul Energetic Oltenia SA

Intervenient: Ministerul Economiei, Energiei și Mediului de Afaceri

Præjudicielle spørgsmål

a)

Udgør den rumænske stats vedtagelse af bestemmelser, der til fordel for to selskaber, hvori staten er majoritetsaktionær, fastsætter, at

a.1.

disse to selskaber tildeles prioriteret adgang ved lastfordelingen, samt at transmissionssystemoperatøren har pligt til at købe systembærende ydelser af dem, og at

a.2.

elektricitet produceret af disse to selskaber tildeles garanteret adgang til elnettene med henblik på at sikre disse selskabers uafbrudte drift,

statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF, dvs. er der tale om en foranstaltning, som er finansieret af staten eller ved hjælp af statsmidler, har selektiv karakter og kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne? Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, var denne statsstøtte da anmeldelsespligtig i medfør af artikel 108, stk. 3, TEUF?

b)

Er den rumænske stats tildeling af en ret til garanteret adgang til elnettet, hvormed to selskaber, hvori staten er majoritetsaktionær, sikres uafbrudt drift, forenelig med bestemmelserne i artikel 15, stk. 4, i direktiv 2009/72/EF (1)?

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13.7.2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT 2009, L 211, s. 55).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/22

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Suceava (Rumænien) den 23. april 2020 — BE og DT mod Administrația Județeană a Finanțelor Publice Suceava, Direcția Generală Regională a Finanțelor Publice Iași, Accer Ipurl — lichidator judiciar al BE og EP

(Sag C-182/20)

(2020/C 297/29)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Suceava

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: BE og DT

Sagsøgte: Administrația Județeană a Finanțelor Publice Suceava, Direcția Generală Regională a Finanțelor Publice Iași, Accer Ipurl — lichidator judiciar al BE og EP

Præjudicielt spørgsmål

Er direktiv 2006/112/EF (1), princippet om afgiftsneutralitet, princippet om retten til at fradrage momsen og princippet om forudsigelig beskatning under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at som følge af indledningen af en økonomisk aktørs konkursbehandling reguleres momsen automatisk og uden yderligere kontroller, idet momsfradrag nægtes for afgiftspligtige transaktioner, som er blevet udført inden konkurserklæringen, og den økonomiske aktør pålægges at betale den fradragsberettigede moms? Er proportionalitetsprincippet under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, og henset til de økonomiske konsekvenser for den økonomiske aktør og den endelige karakter af en sådan regulering til hinder for nationale bestemmelser af denne art?

(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/22

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Overijssel (Nederlandene) den 25. maj 2020 — XXXX mod Staatssecretaris van Financiën

(Sag C-217/20)

(2020/C 297/30)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Overijssel

Parter i hovedsagen

Sagsøger: XXXX

Sagsøgt: Staatssecretaris van Financiën

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 17, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF (1) af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden fortolkes således, at arbejdstageren ikke mister sin løn eller en del heraf, fordi han har udøvet sin ret til årlig ferie?« Eller skal denne bestemmelse fortolkes således, at arbejdstageren beholder sin løn, når han udøver sin ret til årlig ferie, uanset årsagen til, at han ikke arbejder i ferien?

2)

Skal artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF […] fortolkes således, at den er til hinder for national lovgivning og praksis, hvorefter en arbejdstager, som på grund af sygdom er uarbejdsdygtig, i sin årlige ferie beholder sin løn på det niveau, den havde umiddelbart forud for den årlige ferie, selv om denne løn på grund af en lang periode med uarbejdsdygtighed er lavere end lønnen ved fuld arbejdsdygtighed?

3)

Skal den alle arbejdstagere tilkommende ret til en årlig betalt ferie i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF […] og i henhold til fast EU-retspraksis fortolkes således, at nedsættelsen af denne løn i den årlige ferie er i strid hermed?

(1)  EUT 2003, L 299. s. 9.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/23

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Mureş (Rumænien) den 27. maj 2020 — Sindicatul Lucrătorilor din Transporturi, TD mod SC Samidani Trans SRL

(Sag C-218/20)

(2020/C 297/31)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Mureş

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Sindicatul Lucrătorilor din Transporturi, TD

Sagsøgt: SC Samidani Trans SRL

Præjudicielle spørgsmål

1)

Med hensyn til fortolkningen af artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 (1) af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)[:] Er det forhold, at der er foretaget et lovvalg med hensyn til den lov, der skal anvendes på den individuelle arbejdsaftale, til hinder for anvendelsen af loven i det land, hvori arbejdstageren sædvanligvis har udført sit arbejde, eller udelukker det forhold, at der er foretaget et lovvalg anvendelsen af forordningens artikel 8, stk. 1, andet punktum?

2)

Med hensyn til fortolkningen af artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)[:] Udgør den mindsteløn, der gælder i det land, hvor arbejdstageren sædvanligvis har udført sit arbejde, en rettighed, som er omfattet af de »bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale i henhold til den lov, som ville have fundet anvendelse […], såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg«, som omhandlet i forordningens artikel 8, stk. 1, andet punktum?

3)

Med hensyn til fortolkningen af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)[:] Indebærer angivelsen i den individuelle arbejdsaftale af en klausul, der henviser til bestemmelserne i den rumænske arbejdslov, at der er foretaget et lovvalg til fordel for rumænsk lov, i det omfang det er velkendt i Rumænien, at arbejdsgiveren bestemmer indholdet af den individuelle arbejdsaftale på forhånd?

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17.6.2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008 L 177, s. 6).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/23

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Constanța (Rumænien) den 29. maj 2020 — Euro Delta Danube SRL mod Agenția de Plăți și Intervenție pentru Agricultură — Centrul Județean Tulcea

(Sag C-225/20)

(2020/C 297/32)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Constanța

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Euro Delta Danube SRL

Sagsøgt: Agenția de Plăți și Intervenție pentru Agricultură — Centrul Județean Tulcea

Præjudicielt spørgsmål

1)

Er bestemmelserne i artikel 2, nr. 23), og artikel 19 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 6[4]0/2014 (1) om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, betingelserne for afslag eller tilbagetrækning af betalinger og administrative sanktioner vedrørende direkte betalinger, støtte til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse til hinder for en national lovgivning, der under omstændigheder som de i tvisten i hovedsagen omhandlede anvender administrative sanktioner i tilfælde af anmeldelse af for stort et areal over for den landbruger, som ikke opfylder kravene for støtteberettigelse for det overskydende areal, eftersom denne anvender et areal bestemt til akvakulturanlæg, som landbrugeren har til rådighed i kraft af en koncessionsaftale, til landbrugsaktiviteter uden at kunne bevise at have koncessionsgiverens godkendelse til anvendelse af arealet som landbrugsareal?

(1)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 af 11.3.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, betingelserne for afslag eller tilbagetrækning af betalinger og administrative sanktioner vedrørende direkte betalinger, støtte til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse (EUT 2014 L 181, s. 48).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/24

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig) den 4. juni 2020 — WD mod job-medium GmbH under likvidation

(Sag C-233/20)

(2020/C 297/33)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberster Gerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger og revisionsappellant: WD

Sagsøgt og revisionsindstævnt: job-medium GmbH under likvidation

Præjudicielle spørgsmål

1.

Er en national bestemmelse, hvorefter der ikke er ret til feriegodtgørelse [»Urlaubsersatzleistung«] for det løbende (sidste) arbejdsår, hvis arbejdstageren, uden at der foreligger en vigtig grund, før tiden og ensidigt bringer arbejdsforholdet til ophør (»fratrædelse«) (»Austritt«), forenelig med artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 7 i direktiv 2003/88/EF (1)?

2.

Såfremt dette spørgsmål besvares benægtende:

2.1.

Skal det i så fald tillige efterprøves, om det var umuligt for arbejdstageren at afholde ferien?

2.2.

Efter hvilke kriterier skal denne efterprøvelse foretages?

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.11.2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/25

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 5. juni 2020 — Federatie Nederlandse Vakbeweging mod Heiploeg Seafood International BV og Heitrans International BV

(Sag C-237/20)

(2020/C 297/34)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hoge Raad der Nederlanden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Federatie Nederlandse Vakbeweging

Sagsøgt: Heiploeg Seafood International BV og Heitrans International BV

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/23/EF (1) fortolkes således, at betingelsen, hvorefter »der er indledt konkursbehandling eller en anden tilsvarende insolvensbehandling, som tager sigte på realisering af overdragerens aktiver« er opfyldt, såfremt

(i)

overdragerens konkurs er uafvendelig, og overdrageren således er faktisk insolvent,

(ii)

formålet med konkursproceduren efter nederlandsk ret er at tilvejebringe et så stort provenu som muligt til samtlige kreditorer ved at realisere skyldnerens formue, og

(iii)

overførslen af (en del af) virksomheden) forberedes i en såkaldt pre-pack-procedure forud for konkurserklæringen, og overførslen først gennemføres efter konkurserklæringen, hvorved

(iv)

den af retten udpegede påtænkte kurator skal lade sig lede af hensynet til samtlige kreditorer samt samfundshensyn såsom bevarelse af arbejdspladserne, og den af retten udpegede påtænkte rechter-commissaris (tilsynsførende dommer) skal føre tilsyn hermed,

(v)

formålet med pre-pack-proceduren er at muliggøre en realiseringsmåde under den senere konkursprocedure, hvorved (en del af) den af overdragerens formue omfattede virksomhed sælges som going concern med henblik på provenumaksimering for alle kreditorer og herved så vidt muligt sikre arbejdspladserne, og

(vi)

udformningen af denne procedure sikrer, at dette formål faktisk følges?

2)

Skal artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/23 fortolkes således, at betingelsen, hvorefter »konkursbehandling eller en anden tilsvarende insolvensbehandling […] under tilsyn af en kompetent offentlig myndighed«, er opfyldt, såfremt overførslen af (en del af) virksomheden forberedes i en pre-pack-procedure forud for konkurserklæringen og først sker efter konkurserklæringen, og

(i)

dette forud for konkurserklæringen kontrolleres af en påtænkt kurator og en påtænkt rechter-commissaris, der begge er udpeget af retten, men som ikke råder over lovbestemte beføjelser

(ii)

den påtænkte kurator efter nederlandsk ret, forud for konkurserklæringen, skal lade sig lede af hensynet til samtlige kreditorer samt samfundshensyn såsom bevarelse af arbejdspladserne, og den af retten udpegede påtænkte rechter-commissaris skal føre tilsyn hermed,

(iii)

de opgaver, der påhviler den påtænkte kurator og den påtænkte rechter-commissaris ikke adskiller sig fra de opgaver, der påhviler en kurator og rechter-commissaris ved en konkurs,

(iv)

den aftale, på grundlag af hvilken virksomheden overføres, og som er forberedt under en pre-pack-procedure, først indgås og gennemføres efter konkurserklæringen,

(v)

retten samtidigt med konkurserklæringen kan udnævne en anden end den påtænkte kurator og påtænkte rechter-commissaris til kurator og rechter-commissaris, og

(vi)

der for kurator og rechter-commissaris gælder de samme krav til objektivitet og uafhængighed som ved en konkurs, hvor der ikke forinden har fundet en pre-pack-procedure sted, og kurator og rechter-commissaris uanset omfanget af deres medvirken forud for konkurserklæringen, på grund af deres lovbestemte hverv har pligt til at afgøre, om den før konkurserklæringen forberedte overførsel af (en del af) virksomheden er i alle kreditorers interesse, og såfremt dette spørgsmål besvares benægtende, bestemme, at overførslen ikke må finde sted, mens de når som helst af andre grunde, eksempelvis samfundsmæssige hensyn såsom bevarelse af arbejdspladserne er beføjet til at modsætte sig overførslen og bestemme, at den før konkurserklæringen forberedte overførsel af (en del af) virksomheden ikke må finde sted?

(1)  Rådets direktiv 2001/23/EF af 12.3.2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter. (EFT 2001, L 82, s. 16).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/26

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de première instance du Luxembourg (Belgien) den 5. juni 2020 — BJ mod État belge

(Sag C-241/20)

(2020/C 297/35)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de première instance du Luxembourg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: BJ

Sagsøgt: État belge

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er artikel 45 TEUF til hinder for bestemmelser som dem, hovedsagen vedrører — uanset om de er optaget i en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning — hvorefter en skattepligtig med henblik på beregningen af sin indkomstskat i bopælsstaten mister en del af fordelen ved den andel af indkomsten, som er fritaget for beskatning, og andre personlige skattefordele (såsom skattenedsættelser, der gives for langsigtet opsparing, dvs. præmier betalt i henhold til en individuel livsforsikringsaftale, og skattenedsættelser for udgifter til energibesparende foranstaltninger), fordi vedkommende i det pågældende år også har haft lønindtægt i en anden medlemsstat, som er blevet beskattet i denne anden medlemsstat?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal det da fortsat besvares bekræftende, såfremt den skattepligtige ikke har indkomst af betydning — kvantitativt eller forholdsmæssigt — i sin bopælsstat, uanset at denne fortsat kan indrømme den pågældende skattefordele?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, skal det da fortsat besvares bekræftende, såfremt den skattepligtige i henhold til en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, der er blevet indgået mellem bopælsstaten og den anden stat, i den anden stat har personlige skattefordele for så vidt angår indkomst, der er skattepligtig i den anden stat i henhold til den anden stats skattelovgivning, men disse skattefordele ikke omfatter visse skattefordele, som den skattepligtige principielt har ret til i bopælsstaten?

4)

Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, skal det da fortsat besvares bekræftende, såfremt den skattepligtige til trods for de ovenfor anførte forskelle i den anden stat opnår en skattenedsættelse, der mindst svarer til den, den pågældende har mistet i sin bopælsstat?

5)

Skal spørgsmålene besvares på samme måde i relation til artikel 63, stk. 1, og artikel 65, stk. 1, litra a), i Traktaten om den europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede — uanset om de er optaget i en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning — hvorefter en skattepligtig med henblik på beregningen af sin indkomstskat i bopælsstaten mister en del af fordelen ved den andel af indkomsten, som er fritaget for beskatning, og en del af sine personlige skattefordele (såsom skattenedsættelser, der gives for langsigtet opsparing, dvs. præmier betalt i henhold til en individuel livsforsikringsaftale, og skattenedsættelser for udgifter til energibesparende foranstaltninger), fordi vedkommende i det pågældende år også har haft lejeindtægter fra en ejendom, som vedkommende ejer i en anden medlemsstat, og som er blevet beskattet i denne anden medlemsstat?«

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/27

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Midden-Nederland (Nederlandene) den 29. maj 2020 — X og Z mod Autoriteit Persoonsgegevens

(Sag C-245/20)

(2020/C 297/36)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Midden-Nederland

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: X og Z

Sagsøgt: Autoriteit Persoonsgegevens

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 55, stk. 3, i den generelle databeskyttelsesforordning (1) fortolkes således, at der ved »domstoles behandlingsaktiviteter, når disse handler i deres egenskab af domstol«, kan forstås den omstændighed, at en domstol giver aktindsigt i procesdokumenter, der indeholder personoplysninger, hvorved aktindsigten sker ved, at der stilles kopier af procesdokumenterne til rådighed for en journalist, således som det er beskrevet i nærværende forelæggelsesafgørelse?

a.

Har det for besvarelsen af dette spørgsmål nogen betydning, om den nationale tilsynsmyndigheds udøvelse af tilsyn med denne form for databehandling i konkrete sager berører domstolenes uafhængighed ved beslutningstagningen?

b.

Har det for besvarelsen af dette spørgsmål nogen betydning, at arten af og formålet med databehandlingen ifølge den pågældende retsinstans er at informere en journalist for at sætte denne i stand til at give en bedre dækning af det offentlige retsmøde i et retssag, og det således tilstræbes at tjene hensynet til offentlighed og gennemsigtighed vedrørende retspraksis?

c.

Har det for besvarelsen af dette spørgsmål nogen betydning, om databehandlingen beror på en udtrykkelig nationalretlig hjemmel?

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/28

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank van eerste aanleg Oost-Vlaanderen, Afdeling Gent (Belgien) den 3. juni 2020 — Openbaar Ministerie mod EA

(Sag C-246/20)

(2020/C 297/37)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank van eerste aanleg Oost-Vlaanderen, Afdeling Gent

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Openbaar Ministerie

Sagsøgt: EA

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 2, stk. 1, i direktiv 2006/126/EF (1) fortolkes således, at medlemsstaterne uden videre skal anerkende et kørekort, selv om dette dokument er blevet udstedt på grundlag af en ombytning med et kørekort, som i det land, hvor det blev udstedt, er registreret som bortkommet, og i udstedelseslandet har mistet sin gyldighed?

2)

Kan en medlemsstat i henhold til artikel 11, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 2006/126/EF nægte at anerkende et ombyttet kørekort, såfremt ombytningen fandt sted på et tidspunkt, hvor den medlemsstat, der har udstedt det oprindelige kørekort, havde inddraget førerretten indtil det tidspunkt, hvor der var afholdt en ny køreprøve?

3)

Kan en medlemsstat under alle omstændigheder nægte at anerkende det ombyttede kørekort, såfremt den medlemsstat, på hvis område spørgsmålet om anerkendelse af kørekortet opstår, på grundlag af konkrete og sikre faktiske omstændigheder kan fastslå, at førerretten ikke længere eksisterede på det tidspunkt, da kørekortet blev ombyttet?

4)

Kan en medlemsstat under alle omstændigheder nægte at anerkende det ombyttede kørekort, såfremt spørgsmålet om anerkendelse vedrører en borger fra den medlemsstat, hvor spørgsmålet om anerkendelse opstår, og denne medlemsstat konstaterer, at den pågældende på grundlag af konkrete og sikre faktiske omstændigheder på det tidspunkt, da ombytningen fandt sted, og/eller spørgsmålet om anerkendelse opstod, ikke opfyldte minimumskravene for at få kørekort i denne medlemsstat?

5)

Skal artikel 2, stk. 1, i direktiv 2006/126/EF fortolkes således, at denne bestemmelse skaber en ulighed mellem på den ene side en borger fra en medlemsstat, der først generhverver sin førerret efter aflæggelse af en fornyet køreprøve, og på den anden side en borger, der ligeledes er blevet pålagt at aflægge en fornyet køreprøve, men som i mellemtiden har erhvervet et udenlandsk kørekort eventuelt under tilsidesættelse af kravet om opholdssted eller ved at ombytte et kørekort, der har mistet sin gyldighed i udstedelseslandet?

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20.12.2006 om kørekort (omarbejdning) EUT 2006, L 403, s. 18).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/28

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Frankrig) den 10. juni 2020 — Gtflix mod DR

(Sag C-251/20)

(2020/C 297/38)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Gtflix Tv

Sagsøgt: DR

Præjudicielt spørgsmål

Skal bestemmelserne i artikel 7, nr. 2), i forordning (EU) nr. 1215/2012 (1) fortolkes således, at en person, som anser sine rettigheder for at være krænket på grund af spredning af nedsættende ytringer på internettet og derfor anlægger sag både med henblik på berigtigelse af oplysninger og fjernelse af indhold og med henblik på erstatning for ikke-økonomisk og økonomisk tab som følge heraf for retterne i hver enkelt medlemsstat, på hvis område et indhold offentliggjort på internettet er eller har været tilgængeligt, kan kræve erstatning for tab, som er lidt på den pågældende medlemsstats område, i overensstemmelse med eDate Advertising-dommen (præmis 51 og 52), eller om vedkommende, i henhold til Svensk Handel-dommen (præmis 48), skal forelægge dette erstatningskrav for den ret, der har kompetence til at pålægge berigtigelse og fjernelse af de nedsættende kommentarer?

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/29

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hof van beroep te Brussel (Belgien) den 9. juni 2020 — Impexeco N.V. mod Novartis AG

(Sag C-253/20)

(2020/C 297/39)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hof van beroep te Brussel

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Impexeco N.V.

Sagsøgt: Novartis AG

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 34-36 TEUF fortolkes således, at i en situation, hvor et mærkelægemiddel (referencelægemiddel) og et generisk lægemiddel er markedsført af økonomisk forbundne virksomheder inden for EØS, kan den omstændighed, at en varemærkeindehaver gør indsigelse mod en parallelimportørs fortsatte markedsføring af det generiske lægemiddel i importstaten, idet parallelimportøren har ompakket dette ved at anbringe varemærket for mærkelægemidlet (referencelægemiddel), føre til en kunstig opdeling af markederne mellem medlemsstaterne?

2)

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, skal varemærkeindehaverens indsigelse mod en sådan ommærkning i så fald prøves på grundlag af BMS-kriterierne?

3)

Er det af betydning for besvarelsen af disse spørgsmål, at det generiske lægemiddel og mærkelægemidlet (referencelægemiddel) er identiske henholdsvis har samme terapeutiske virkning i henhold til artikel 3, § 2, i den kongelige anordning af 19. april 2001 om parallelimport?

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/29

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hof van beroep te Brussel (Belgien) den 9. juni 2020 — PI Pharma NV mod Novartis AG og Novartis Pharma NV

(Sag C-254/20)

(2020/C 297/40)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hof van beroep te Brussel

Parter i hovedsagen

Appellant: PI Pharma NV

Appelindstævnte: Novartis AG og Novartis Pharma NV

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 34-36 TEUF fortolkes således, at i en situation, hvor et mærkelægemiddel (referencelægemiddel) og et generisk lægemiddel er markedsført af økonomisk forbundne virksomheder inden for EØS, kan den omstændighed, at en varemærkeindehaver gør indsigelse mod en parallelimportørs fortsatte markedsføring af det generiske lægemiddel i importstaten, idet parallelimportøren har ompakket dette ved at anbringe varemærket for mærkelægemidlet (referencelægemiddel), føre til en kunstig opdeling af markederne mellem medlemsstaterne?

2)

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, skal varemærkeindehaverens indsigelse mod en sådan ommærkning i så fald prøves på grundlag af BMS-kriterierne?

3)

Er det af betydning for besvarelsen af disse spørgsmål, at det generiske lægemiddel og mærkelægemidlet (referencelægemiddel) er identiske henholdsvis har samme terapeutiske virkning i henhold til artikel 3, § 2, i den kongelige anordning af 19. april 2001 om parallelimport?

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/30

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) den 18. juni 2020 — Finanzamt T mod S

(Sag C-269/20)

(2020/C 297/41)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesfinanzhof

Parter i hovedsagen

Revisionsappellant: Finanzamt T

Revisionsindstævnt: S

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal den bemyndigelse, som tildeles medlemsstaterne i artikel 4, stk. 4, andet afsnit, i Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter (1), for at betragte personer, som er etableret i indlandet, og som i retlig forstand er selvstændige, men som finansielt, økonomisk og organisatorisk er nært knyttet til hinanden, som én enkelt afgiftspligtig person, udøves således,

a)

at behandlingen som én enkelt afgiftspligtig person sker hos en af disse personer, som er den afgiftspligtige person for alle disse personers omsætning, eller således,

b)

at behandlingen som én enkelt afgiftspligtig person altid — idet der derved må accepteres et væsentligt tab af afgiftsprovenu — skal føre til en momsgruppe, som er adskilt fra de personer, der er nært knyttet til hinanden, og som udgør en fiktiv konstruktion, der udelukkende oprettes med henblik på momsen?

2.

Såfremt alternativ a) er det korrekte svar på det første spørgsmål: Følger det af Den Europæiske Unions Domstols retspraksis vedrørende virksomheden uvedkommende formål som omhandlet i artikel 6, stk. 2, i Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter (Domstolens dom af 12.2.2009, VNLTO, C-515/07, EU:C:2009:88), at en afgiftspligtig person,

a)

som dels udøver en økonomisk aktivitet og i denne forbindelse leverer ydelser mod vederlag som omhandlet i artikel 2, nr. 1, i Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter og

b)

dels samtidig udøver en aktivitet, som påhviler ham som offentlig myndighed, og for hvilke han i henhold til artikel 4, stk. 5, i Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter ikke anses som afgiftspligtig person,

i henhold til artikel 6, stk. 2, litra b), i Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter ikke skal pålægges afgift for levering af en vederlagsfri tjenesteydelse fra den pågældende afgiftspligtige persons økonomiske aktivitetsområde til området for dennes myndighedsopgaver som omhandlet i artikel 6, stk. 2, litra b), i Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter?

(1)  EFT 1977, L 145, s. 1.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/31

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Giudice di pace di Massa (Italien) den 19. juni 2020 — GN og WX mod Prefettura di Massa Carrara — Ufficio Territoriale del Governo di Massa Carrara

(Sag C-274/20)

(2020/C 297/42)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Giudice di pace di Massa

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: GN og WX

Sagsøgt: Prefettura di Massa Carrara — Ufficio Territoriale del Governo di Massa Carrara

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal begrebet forbud mod »forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet«, i artikel 18 TEUF fortolkes således, at medlemsstaterne ikke må vedtage bestemmelser af nogen art, der selv på indirekte, skjult og/eller materiel vis kan bringe statsborgere i andre medlemsstater i vanskeligheder?

2)

Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, kan artikel 93, stk. 1a, i Codice della Strada (færdselsloven) angående forbuddet mod kørsel med udenlandske nummerplader (uanset i hvis navn pladerne er registreret) efter at have haft bopæl i Italien i 60 dage da bringe statsborgere i andre medlemsstater (indehavere af udenlandsk registrerede køretøjer) i vanskeligheder og dermed udgøre forskelsbehandling på grundlag af nationalitet?

3)

Skal begreberne

a.

»ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område« i artikel 21 TEUF,

b.

»indre marked«, der »indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaterne«, i artikel 26 TEUF,

c.

»[a]rbejdskraftens frie bevægelighed sikres inden for Unionen« i artikel 45 TEUF,

d.

»forbud mod restriktioner, som hindrer statsborgere i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område«, i artikel 49-55 TEUF og

e.

»forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Unionen, for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i en anden medlemsstat end modtageren af den pågældende ydelse«, i artikel 56-62 TEUF

fortolkes således, at nationale bestemmelser, der selv kun på indirekte, skjult og/eller materiel vis kan begrænse eller vanskeliggøre unionsborgeres udøvelse af retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, retten til arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser eller på nogen måde påvirke disse rettigheder, ligeledes er forbudt?

4)

Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, kan artikel 93, stk. 1a, i Codice della Strada angående forbuddet mod kørsel med udenlandske nummerplader (uanset i hvis navn pladerne er registreret) efter at have haft bopæl i Italien i 60 dage da begrænse, vanskeliggøre eller på nogen måde påvirke udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, retten til arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser?

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/32

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal du travail francophone de Bruxelles (Belgien) den 25. juni 2020 — CO, ME, GC og 42 andre mod MJ, Europa-Kommissionen, Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), Rådet for Den Europæiske Union og Eulex Kosovo

(Sag C-283/20)

(2020/C 297/43)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal du travail francophone de Bruxelles

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: CO, ME, GC og 42 andre

Sagsøgte: MJ, Europa-Kommissionen, Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), Rådet for Den Europæiske Union og Eulex Kosovo

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 8.3 og artikel 10.3 i Rådets fælles aktion 2008/124/FUSP af 4. februar 2008 om Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo, EULEX KOSOVO (1) inden dennes ændring ved Rådets afgørelse 2014/349/FUSP af 12. juni 2014 (2), om fornødent sammenholdt med alle andre bestemmelser, der måtte være relevante, fortolkes således, at de tildeler missionschefen, personligt og for egen regning, egenskab af arbejdsgiver for det internationale civile personale ansat i EULEX KOSOVO’s tjeneste i perioden inden den 12. juni 2014, eller, navnlig under hensyntagen til artikel 8.5 og artikel 9.3 i fælles aktion 2008/124/FUSP inden dennes ændring af 12. juni 2014, således, at den tildeler egenskaben af arbejdsgiver til Den Europæiske Union og/eller til en institution i Den Europæiske Union, såsom Europa-Kommissionen, Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil, Rådet for Den Europæiske Union eller enhver anden eventuel institution, for hvis regning missionschefen måtte have handlet indtil denne dato i henhold til et mandat, en delegation af beføjelser eller enhver anden form for repræsentation, som i givet fald må fastlægges?

(1)  EUT 2008, L 42, s. 92.

(2)  Afgørelse om ændring af fælles aktion 2008/124/FUSP om Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo, EULEX KOSOVO (EUT 2014, L 174, s. 42).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/32

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal judiciaire — Bobigny (Frankrig) den 30. juni 2020 — BNP Paribas Personal Finance SA mod ZD

(Sag C-288/20)

(2020/C 297/44)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal Judiciaire — Bobigny

Parter i hovedsagen

Sagsøger: BNP Paribas Personal Finance SA

Sagsøgt: ZD

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er vilkår som de i hovedsagen omhandlede, der bl.a. fastsætter, at schweizerfranc er regnskabsvaluta og euro betalingsvaluta, og som indebærer, at det er låntager, der bærer kursrisikoen, omfattet af aftalens hovedgenstand, som omhandlet i artikel 4, [stk.] 2, i direktiv 93/13 (1), når vekselgebyrernes størrelse ikke anfægtes, og der foreligger vilkår, som giver låntager mulighed for på bestemte datoer at udøve en ret til at omregne lånet til euro i henhold til en forud fastsat fremgangsmåde?

2)

Er direktiv nr. 93/13, fortolket i lyset af fællesskabsrettens effektivitetsprincip, til hinder for en national retspraksis, ifølge hvilken et eller flere vilkår såsom de i hovedsagen omhandlede, er »klare og forståelige« i den forstand, hvori disse udtryk er anvendt i direktivet, med den begrundelse, at

—

det forudgående lånetilbud indeholder detaljerede oplysninger om de valutatransaktioner, der vil blive foretaget i lånets løbetid, og præciserer, at vekselkursen mellem euro og schweizerfranc er den, der er gældende to hverdage forud for datoen for den hændelse, der udløser transaktionen, og som er offentliggjort på Den Europæiske Centralbanks websted.

—

det er nævnt i tilbuddet, at låntager accepterer de valutatransaktioner fra schweizerfranc til euro og fra euro til schweizerfranc, der er nødvendige for lånets funktion og tilbagebetaling, og at långiver foretager omregningen til schweizerfranc af de resterende månedlige betalinger i euro efter betaling af de med lånet forbundne ekstraomkostninger.

—

det fremgår af tilbuddet, at hvis valutatransaktionen udmønter sig i et lavere beløb end det forfaldne beløb i schweizerfranc, vil amortiseringen af kapitalen gå langsommere, og den eventuelle ikke-amortiserede forfaldne kapital vil blive opført på debitorsaldoen på kontoen i schweizerfranc, og det præciseres, at amortiseringen af lånebeløbet udvikler sig i takt med udsving i op- eller nedadgående retning i den vekselkurs, der anvendes på de månedlige betalinger, og at denne udvikling kan bevirke, at lånets løbetid bliver længere eller kortere og eventuelt ændre den samlede tilbagebetalingsbyrde.

—

artiklerne »intern konto i euro« og »intern konto i schweizerfranc« indeholder detaljerede oplysninger om de transaktioner, der foretages på kontienes kredit- og debetside ved hver betaling, og det forklares klart i aftalen, hvordan mekanismen til omregning af den udenlandske valuta konkret fungerer,

selv om tilbuddet bl.a. ikke indeholder nogen udtrykkelig angivelse af den »kursrisiko«, der påhviler låntager, eftersom indtægterne ikke udbetales i regnskabsvalutaen, og der ej heller er nogen udtrykkelig angivelse af »renterisikoen«?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, er direktiv nr. 93/13, fortolket i lyset af fællesskabsrettens effektivitetsprincip, da til hinder for en national retspraksis, ifølge hvilken et eller flere vilkår såsom de i hovedsagen omhandlede, er »klare og forståelige« i den forstand, hvori disse udtryk er anvendt i direktivet, når der til de elementer, der er nævnt i det andet spørgsmål, alene er tilføjet en simulation vedrørende et fald i betalingsvalutaen på 5,27 % i forhold til regnskabsvalutaen i en aftale med en oprindelig løbetid på mere end 20 år, uden anden angivelse af udtryk som »risiko« eller »vanskelighed«?

4)

Påhviler bevisbyrden for et vilkårs »klare og forståelige« karakter i henhold til direktiv 93/13, herunder for så vidt angår omstændighederne i forbindelse med aftalens indgåelse, den erhvervsdrivende eller forbrugeren?

5)

Hvis bevisbyrden for vilkårets klare og forståelige karakter påhviler den erhvervsdrivende, er direktiv 93/13 da til hinder for en national retspraksis, ifølge hvilken det er låntagerne, der for så vidt angår dokumenter om salgsteknikker skal bevise, at de for det første har modtaget oplysningerne i disse dokumenter, og for det andet at det er banken, der har afgivet dem, eller kræver det tværtimod, at disse elementer udgør en formodning om, at oplysningerne i disse dokumenter er blevet afgivet, herunder mundtligt, til låntagerne — en simpel formodning, som det påhviler den erhvervsdrivende, der skal stå til ansvar for de oplysninger, som de af ham valgte mellemmænd videregiver, at gendrive?

6)

Kan det karakteriseres som en betydelig skævhed i en aftale som den i hovedsagen omhandlede, hvor kursrisikoen påhviler begge parter, når den erhvervsdrivende for det første råder over langt mere omfattende midler end forbrugeren til at foregribe kursrisikoen, og når den erhvervsdrivendes risiko for det andet er begrænset, mens forbrugerens ikke er?

(1)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/34

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour d’appel de Paris (Frankrig) den 30. juni 2020 — IB mod FA

(Sag C-289/20)

(2020/C 297/45)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour d’appel de Paris

Parter i hovedsagen

Appellant: IB

Indstævnt: FA

Præjudicielt spørgsmål

Når det som i det foreliggende tilfælde af de faktiske omstændigheder fremgår, at en af ægtefællerne tilbringer sit liv i to medlemsstater, kan den pågældende da anses for at have sit sædvanlige opholdssted, som omhandlet i artikel 3 i forordning nr. 2201/2003 (1) og i forbindelse med anvendelsen af denne artikel, i to medlemsstater, således at retterne i begge medlemsstater har kompetence til at træffe afgørelse om skilsmissen, hvis betingelserne i denne artikel er opfyldt i disse to medlemsstater?

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.11.2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/34

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Satversmes tiesa (Letland) den 30. juni 2020 — AS Latvijas Gāze mod Latvijas Republikas Saeima og Sabiedrisko pakalpojumu regulēšanas komisija

(Sag C-290/20)

(2020/C 297/46)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Satversmes tiesa

Parter i hovedsagen

Sagsøger: AS Latvijas Gāze

Sagsøgte: Latvijas Republikas Saeima og Sabiedrisko pakalpojumu regulēšanas komisija

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 23 og artikel 32, stk. 1, i direktiv 2009/73/EF (1) fortolkes således, at medlemsstaterne skal vedtage en lovgivning, hvorefter enhver endelig kunde dels kan vælge, hvilken type system — transmissions- eller distributionssystemet — den pågældende tilslutter sig, og systemoperatøren dels er forpligtet til at tillade den pågældende at tilslutte sig det pågældende system?

2)

Skal artikel 23 i direktiv 2009/73/EF fortolkes således, at medlemsstaterne er forpligtede til at vedtage en lovgivning, hvorefter kun en endelig erhvervskunde (dvs. kun en industriel kunde) tillades at tilslutte sig transmissionssystemet for naturgas?

3)

Skal artikel 23 i direktiv 2009/73/EF, navnlig begrebet »nye […] industrielle kunder«, fortolkes således, at denne artikel fastsætter en forpligtelse for medlemsstaterne til at vedtage en lovgivning, hvorefter kun en endelig erhvervskunde (dvs. kun en industriel kunde), som ikke tidligere har været tilsluttet distributionssystemet, tillades at tilslutte sig transmissionssystemet for naturgas?

4)

Skal artikel 2, nr. 3), og artikel 23 i direktiv 2009/73 fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter transport af naturgas omfatter direkte transport af naturgas til den endelige kundes naturgasforsyningssystem?

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13.7.2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (EUT 2009, L 211, s. 94).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/35

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig) den 6. juli 2020 — Icade Promotion Logement SAS mod Ministère de l'Action et des Comptes publics

(Sag C-299/20)

(2020/C 297/47)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Appellant: Icade Promotion Logement SAS

Indstævnt: Ministère de l'Action et des Comptes publics

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 393 i direktivet af 28. november 2006 (1) fortolkes således, at anvendelsen af fortjenstmargenordningen forbeholdes transaktioner i form af leveringer af fast ejendom, hvis erhvervelse er blevet pålagt moms, uden at den afgiftspligtige person, der videresælger denne faste ejendom, har haft ret til at foretage fradrag for denne afgift? Eller tillader denne bestemmelse, at denne ordning anvendes på transaktioner i form af levering af fast ejendom, hvis erhvervelse ikke har været pålagt moms, enten fordi denne erhvervelse ikke er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde, eller fordi den, selv om den er omfattet af dette anvendelsesområde, alligevel er fritaget for moms?

2)

Skal artikel 392 i direktivet af 28. november 2006 fortolkes således, at den udelukker anvendelse af fortjenstmargenordningen på transaktioner i form af leveringer af byggegrunde i følgende to tilfælde:

—

når disse grunde, der er erhvervet ubebyggede, mellem tidspunktet for erhvervelsen og tidspunktet for den momspligtige persons videresalg er blevet til byggegrunde

—

når de mellem tidspunktet for erhvervelsen og tidspunktet for den momspligtige persons videresalg har undergået ændringer som f.eks. opdeling i parceller, eller der er udført byggemodningsarbejder (veje, drikkevand, elektricitet, gas, sanering, telekommunikation)?

(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/36

Sag anlagt den 22. juli 2020 — Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig

(Sag C-328/20)

(2020/C 297/48)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved D. Martin og B.-R. Killmann, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Østrig

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Østrig har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7 og 67 i forordning (EF) nr. 883/2004 (1) og sine forpligtelser i henhold til artikel 4 i forordning nr. 883/2004 og artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) nr. 492/2011 (2), idet den har indført en tilpasningsmekanisme med hensyn til familietillæg (Familienbeihilfe) og børnefradrag for arbejdstagere (Kinderabsetzbetrag für Erwerbstätige), hvis børn har fast bopæl i en anden medlemsstat.

—

Det fastslås, at Republikken Østrig desuden har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011, idet den har indført en tilpasningsmekanisme med hensyn til Familienbonus Plus, ægteskabsfradraget (Alleinverdienerabsetzbetrag), eneforsørgerfradraget (Alleinerzieherabsetzbetrag) og underholdsfradraget (Unterhaltsabsetzbetrag) for vandrende arbejdstagere, hvis børn har fast bopæl i en anden medlemsstat.

—

Republikken Østrig tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Østrig tildeler i form af ens, faste beløb personer, som arbejder i Østrig, for disses børn, familieydelsen og den sociale fordel i form af familietillæg og børnefradrag samt skattefordelen i form af Familienbonus Plus, ægteskabsfradraget, eneforsørgerfradraget og underholdsfradraget. Siden den 1. januar 2019 har disse statslige ydelser ifølge de østrigske regler skullet tilpasses på grundlag af det generelle prisniveau i den medlemsstat, hvor barnet har fast bopæl.

Første anbringende

Kommissionen gør gældende, at familietillægget og børnefradraget er familieydelser som omhandlet i forordning nr. 883/2004. Ifølge denne forordnings artikel 7 og 67 må en medlemsstat ikke gøre tildeling af familieydelser eller størrelsen heraf afhængig af, at arbejdstagerens familiemedlemmer bor i den medlemsstat, som erlægger ydelserne. Med indførelsen af tilpasningen lader Østrig imidlertid netop behandlingen af familieydelser til fordel for børn afhænge af, i hvilken medlemsstat børnene bor. Østrig tilsidesætter derved artikel 7 og 67 i forordning nr. 883/2004.

Andet anbringende

Kommissionen gør endvidere gældende, at tilpasningen, som indført i Østrig, stiller berettigede personer, hvis børn bor i medlemsstater med et højere prisniveau, bedre end personer, hvis børn bor i Østrig, hvorimod personer, hvis børn bor i medlemsstater med et lavt prisniveau, behandles mindre gunstigt. I forbindelse med indførelsen af tilpasningen forventede Østrig en besparelse i det nationale budget, hvilket kun kan betyde, at der er flere modtagere af disse ydelser og begunstigelser, hvis børn bor i medlemsstater med et lavere prisniveau end i Østrig.

Gennem tilpasningsmekanismen har Østrig således indført en indirekte forskelsbehandling af vandrende arbejdstagere. Der ses ikke at være noget legitimt mål, som kan begrunde denne forskelsbehandling. Østrig har derfor med hensyn til familietillægget og børnefradraget tilsidesat ligebehandlingsprincippet som indeholdt i artikel 4 i forordning nr. 883/2004 og i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011 og, med hensyn til Familienbonus Plus, ægteskabsfradraget, eneforsørgerfradraget og underholdsfradraget, tilsidesat ligebehandlingsprincippet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011.

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5.4.2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen (EUT 2011, L 141, s. 1).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/37

Appel iværksat den 22. juli 2020 af Volotea, SA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Udvidede Afdeling) den 13. maj 2020 i sag T-607/17, Volotea mod Kommissionen

(Sag C-331/20 P)

(2020/C 297/49)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Volotea, SA (ved avvocato M. Carpagnano og Rechtsanwalt M. Nordmann)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Punkt 1 og 2 i den appellerede doms konklusion ophæves.

—

Artikel 1, stk. 2-4, i Kommissionens afgørelse (1) af 29. juli 2016 om Italiens statsstøtte SA33983 (2013/C) (ex 2012/NN) (ex 2011/N) — Italien — Kompensation til lufthavne på Sardinien for forpligtelser til offentlig tjeneste, og den tilbagesøgning, som fastslås heri, annulleres delvist, for så vidt som den vedrører appellanten.

Subsidiært:

—

Punkt 1 og 2 i den appellerede doms konklusion ophæves.

—

Sagen hjemvises til Retten.

Appellanten gør endvidere gældende, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Retten begik en fejl, da den anvendte begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Retten anvendte nærmere bestemt begrebet økonomisk fordel forkert, overskred sine beføjelser ved at erstatte Europa-Kommissionens begrundelse og fejlbedømte kriterierne om selektivitet, statsmidler og konkurrenceforvridning.

Retten begik en fejl i forbindelse med begrundelsen for, at der forelå statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), og EF-retningslinjerne for finansiering af lufthavne og statslig startstøtte til luftfartsselskaber, som opererer fra regionale lufthavne.

Retten undlod at tage hensyn til princippet om berettiget forventning i forbindelse med sit påbud om tilbagesøgning, den begik en fejl ved at anerkende, at der forelå en tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF som følge af Europa-Kommissionens manglende begrundelse, og den tilsidesatte appellantens ret til effektive retsmidler.

(1)  Kommissionens afgørelse (EU) 2017/1861 af 29.7.2016 om Italiens statsstøtte SA33983 (2013/C) (ex 2012/NN) (ex 2011/N) — Italien — Kompensation til lufthavne på Sardinien for forpligtelser til offentlig tjeneste (EUT 2017, L 268, s. 1).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/38

Appel iværksat den 23. juli 2020 af easyJet Airline Co. Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Udvidede Afdeling) den 13. maj 2020 i sag T-8/18, easyJet Airline mod Kommissionen

(Sag C-343/20 P)

(2020/C 297/50)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: easyJet Airline Co. Ltd (ved avocat J. Rivas Andrés og abogada A. Manzaneque Valverde)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Den appellerede dom ophæves, og/eller Kommissionens afgørelse (EU) 2017/1861 af 29. juli 2016 om Italiens statsstøtte SA33983 (2013/C) (ex 2012/NN) (ex 2011/N) — Italien — Kompensation til lufthavne på Sardinien for forpligtelser til offentlig tjeneste annulleres, for så vidt som den vedrører appellanten (1).

—

Subsidiært ophæves den appellerede dom, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved Retten.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i første instans.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har påstået den appellerede dom ophævet af følgende fire grunde:

For det første er den appellerede dom behæftet med en retlig fejl som følge af en sammenblanding af to af betingelserne for, at der foreligger statsstøtte (statsmidler og fordel).

For det andet er den appellerede dom behæftet med en retlig fejl, idet det blev fastslået, at kriteriet om den private aktør i en markedsøkonomi ikke kunne finde anvendelse i det foreliggende tilfælde. Retten begik en fejl, da den konkluderede, at lufthavnsoperatørerne ikke bidrog væsentligt med egne midler og ikke handlede som private aktører i en markedsøkonomi. Hertil kommer, at den appellerede doms begrundelse med hensyn til, at kriteriet om den private erhvervsdrivende ikke fandt anvendelse, indebar en tilsidesættelse af artikel 345 TEUF, ligebehandlingsprincippet og forbuddet mod forskelsbehandling samt easyJet’s ret til forsvar.

For det tredje er den appellerede dom behæftet med en retlig fejl, idet det blev fastslået, at lufthavnsoperatørerne handlede som rene »mellemmænd« for regionen Sardinien.

For det fjerde er den appellerede dom behæftet med en retlig fejl for så vidt angår identificeringen af: (i) den regionale ordnings endelige støttemodtagere; (ii) den indirekte fordel, og (iii) ordningens følgevirkninger.

(1)  EUT 2017, L 268, s. 1.

Retten

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/39

Sag anlagt den 15. juni 2020 — Pollinis France mod Kommissionen

(Sag T-371/20)

(2020/C 297/51)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Pollinis France (Paris, Frankrig) (ved advokat C. Lepage)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Europa-Kommissionens stiltiende afgørelse om afslag på en genfremsat begæring om aktindsigt, registreret under referencenummer GESTDEM nr. 2020/0498, i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1049/2001 (1) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale 3 000 EUR i sagsomkostninger til sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1049/2001, idet Europa-Kommissionen ikke begrundede sin anvendelse af undtagelsen om beskyttelse af beslutningsprocessen.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1049/2001, eftersom der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelse af de ønskede dokumenter, og om, at disse dokumenter bør være omfattet af den udvidede adgang til aktindsigt, som gælder for »lovgivningsdokumenter«.

3.

Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1367/2006 (2), eftersom undtagelsen i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001 skal fortolkes og anvendes så meget desto mere strengt, når de oplysninger, der anmodes om, vedrører emissioner til miljøet.

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6.9.2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT 2006, L 264, s. 13).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/39

Sag anlagt den 20. juni 2020 — Datax mod REA

(Sag T-381/20)

(2020/C 297/52)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Datax sp. z o.o. (Warszawa, Polen) (ved advokat J. Bober)

Sagsøgt: Forvaltningsorganet for Forskning (REA)

Sagsøgerens påstande

—

Afgørelse af 13. november 2019 (ARES 2019 7018535 — 13/11/2019) om delvis afvisning af støtteberettigede omkostninger og inddrivelse af EU-støtte, og hvorefter sagsøgeren skal betale konventionalbod, annulleres.

—

Forvaltningsorganet for Forskning (REA) tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de udgifter til juridisk bistand, som sagsøger har afholdt i forbindelse med retssagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat otte anbringender.

1.

Første anbringende vedrører fejl ved de fastslåede faktiske omstændigheder og en tilsidesættelse af polsk arbejdsret.

2.

Andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af de grundlæggende principper i EU-retten, navnlig retsstatsprincippet.

3.

Tredje anbringende vedrører, at sagsøgeren ikke har begået uregelmæssigheder.

4.

Fjerde anbringende vedrører manglende anvendelse af proportionalitetsprincippet.

5.

Femte anbringende vedrører, at argumentet om, at sagsøgeren har overtrådt tilskudsaftaler, er forkert.

6.

Sjette anbringende, som fremsættes subsidiært, vedrører, at det var en fejl, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget af REA, som er et af Den Europæiske Unions forvaltningsorganer, og ikke af Europa-Kommissionen.

7.

Syvende anbringende, som ligeledes fremsættes subsidiært, vedrører en tilsidesættelse af Kongeriget Belgiens lovgivning.

8.

Ottende anbringende, som også fremsættes subsidiært, vedrører, at sagsøgtes finansielle fordringer er forældet.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/40

Sag anlagt den 19. juni 2020 — Flašker mod Kommissionen

(Sag T-392/20)

(2020/C 297/53)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Petra Flašker (Grosuplje, Slovenien) (ved advokat K. Zdolšek)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 24. marts 2020 i sag SA. 43546 — angivelig statsstøtte til Lekarna Ljubljana, hvori det, uden at der blev indledt en formel undersøgelsesprocedure, blev fastslået, at de foranstaltninger, som sagsøgeren har klaget over, ikke udgør statsstøtte, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne og de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse indeholder materielle modstridende begrundelser, som udgør en tilsidesættelse af den i artikel 296 TEUF fastsatte begrundelsespligt.

2.

Andet anbringende om faktiske og retlige fejl i Kommissionens konklusion om, at foranstaltningerne udgør eksisterende støtte.

—

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionens afgørelse hviler på urigtige og ufuldstændige oplysninger samt en fejlagtig kvalificering af den retlige art af de pågældende oplysninger, hvilket udgør en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF og 108 TEUF.

3.

Tredje anbringende om, at de faktiske og retlige fejl, som er beskrevet under de første to anbringender, har afsløret tilstrækkelige vanskeligheder ved Kommissionens vurdering af nærværende sag og en utilstrækkelig undersøgelse af de relevante omstændigheder forud for afgørelsens vedtagelse, som begrunder en formel undersøgelsesprocedure. Disse vanskeligheder forværres af andre processuelle vanskeligheder, som anføres i dette tredje anbringende. Kommissionen var som følge af disse vanskeligheder forpligtet til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, og den har ved at undlade at gøre dette tilsidesat sagsøgerens processuelle rettigheder i medfør af artikel 108, stk. 2, TEUF.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/41

Sag anlagt den 27. juni 2020 — Global Translation Solutions mod Kommissionen

(Sag T-404/20)

(2020/C 297/54)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Global Translation Solutions ltd. (Valletta, Malta) (ved advokat C. Mifsud-Bonnici)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Sagsøgtes afgørelser af 17. april 2020 (i) om tildeling af delkontrakt 22 EN>MT i forbindelse med offentlig udbudsprocedure TRAD19 til tilslagsmodtageren, og ii) om afvisning af sagsøgerens bud på delkontrakt 22 samt alle sagsøgtes relaterede afgørelser annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.

Første anbringende om, at sagsøgtes afgørelser af 17. april 2020 (i) om tildeling af delkontrakt 22 EN>MT i forbindelse med offentlig udbudsprocedure TRAD19 til tilslagsmodtageren, og ii) om afvisning af sagsøgerens bud på delkontrakt 22 er ulovlige under henvisning til, at de er baseret på et alvorligt og åbenbart urigtigt skøn ved formuleringen af standardkarakterskalaen for bedømmelsen af revisionsprøven.

2.

Andet anbringende om, at sagsøgtes afgørelser af 17. april 2020 (i) om tildeling af delkontrakt 22 EN>MT i forbindelse med offentlig udbudsprocedure TRAD19 til tilslagsmodtageren, og ii) om afvisning af sagsøgerens bud på delkontrakt 22 er ulovlige under henvisning til, at formuleringen af standardkarakterskalaen udgjorde en tilsidesættelse af bl.a. finansforordningens artikel 160, stk. 1 (1), og er i strid med generelle principper i EU-retten, herunder udbudsregler og bl.a. ligebehandlingsprincippet og gennemsigtighedsprincippet.

3.

Tredje anbringende om, at sagsøgtes afgørelser af 17. april 2020 (i) om tildeling af delkontrakt 22 EN>MT i forbindelse med offentlig udbudsprocedure TRAD19/2019 til tilslagsmodtageren, og ii) om afvisning af sagsøgerens bud på delkontrakt 22 er ulovlige under henvisning til, at sagsøgte har undladt at give en begrundelse for afgørelsen om at afvise sagsøgerens bud som krævet i medfør af EU-retten og Domstolens praksis.

4.

Fjerde anbringende om, at sagsøgtes afgørelser af 17. april 2020 (i) om tildeling af delkontrakt 22 EN>MT i forbindelse med offentlig udbudsprocedure TRAD19 til tilslagsmodtageren, og ii) om afvisning af sagsøgerens bud på delkontrakt 22 er ulovlige under henvisning til, at sagsøgtes adfærd i forbindelse med brevvekslingen med sagsøgeren efter den 17. april 2020, navnlig med hensyn til sagsøgtes forklaringer vedrørende standardkarakterskalaen og de »foruddefinerede fejl«, var i strid med de generelle principper om pligt til at udvise omhu, god forvaltningsskik og offentlige udbud.

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18.7.2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1).

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/42

Sag anlagt den 3. juli 2020 — KT mod EIB

(Sag T-415/20)

(2020/C 297/55)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: KT

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

Sagsøgerens påstande

—

Sagen fremmes til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold, herunder i ulovlighedsindsigelsen.

—

Følgelig:

—

Annullation af afgørelsen af 24. marts 2020 om at pålægge sagsøgeren en disciplinær sanktion i form af afskedigelse på grund af en alvorlig fejl, uden varsel med udtrædelsespenge.

—

Den Europæiske Investeringsbank tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar, navnlig tilsidesættelse af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

2.

Andet anbringende om, at retsaktens ophavsmand er inkompetent.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af en rimelig frist, navnlig tilsidesættelse af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om upartiskhed. Dels har sagsøgeren fremført en ulovlighedsindsigelse, for så vidt som artikel 40 i personalevedtægten for Den Europæiske Investeringsbank (EIB) tilsidesætter princippet om upartiskhed, hvad angår objektiv upartiskhed. Dels har sagsøgeren anført, at den procedure, som EIB har indført, tilsidesætter princippet om upartiskhed, hvad angår subjektiv upartiskhed.

5.

Femte anbringende om anlæggelse af åbenbart urigtige skøn og om tilsidesættelse af reglerne om beskyttelse af personoplysninger.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/43

Sag anlagt den 3. juli 2020 — KU mod EU-Udenrigstjenesten

(Sag T-425/20)

(2020/C 297/56)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: KU (ved advokat R. Wardyn)

Sagsøgt: Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten)

Sagsøgerens påstande

—

EU-Udenrigstjenestens afgørelse af 17. september 2019 om afslag på sagsøgerens ansøgning om bistand annulleres.

—

Afgørelsen af 3. april 2020 om afslag på sagsøgerens klage i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, annulleres.

—

EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale 15 000 EUR som rimelig godtgørelse for den chikane, sagsøgeren har været udsat for.

—

EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.

Første anbringende om utilstrækkelig begrundelse og manglende efterprøvelse af beviser

—

Det gøres gældende, at EU-Udenrigstjenestens afgørelser af 17. september 2019 og 3. april 2020 ikke er tilstrækkeligt begrundede, hvilket er i strid med pligten for forvaltningen til at begrunde sine afgørelser (artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 18 i den europæiske adfærdskodeks for god forvaltningsskik).

2.

Andet anbringende om en retlig fejl: tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 12a

—

EU-Udenrigstjenesten tilsidesatte tjenestemandsvedtægtens artikel 12a, da den afviste at lægge til grund, at X’s adfærd som beskrevet i ansøgningen om bistand udgjorde psykisk chikane i denne artikels forstand.

3.

Tredje anbringende om et åbenbart urigtigt skøn

—

EU-Udenrigstjenesten foretog et åbenbart urigtigt skøn, da den afviste at lægge til grund, at X’s adfærd som beskrevet i ansøgningen om bistand udgjorde psykisk chikane.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af pligten til at yde bistand: tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 24

—

Det gøres gældende, at perioden på mere end 16 måneder var urimeligt lang tid for en undersøgelse, og at EU-Udenrigstjenesten, sammen med IDOC, tilsidesatte princippet om en rimelig frist og pligten til at handle hurtigt og dermed tjenestemandsvedtægtens artikel 24.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/44

Sag anlagt den 7. juli 2020 — JR mod Kommissionen

(Sag T-435/20)

(2020/C 297/57)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: JR (ved advokaterne L. Levi og A. Champetier)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Sagen fremmes til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold.

—

Følgelig:

—

Annullation af afgørelsen af 15. april 2020, for så vidt som denne forkaster sagsøgerens anmodning om fornyet gennemgang af udvælgelseskomitéens afgørelse af 16. december 2019 om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten fra den interne udvælgelsesprøve COM/03/AD/18 (AD6) — 1 Administratorer, og, om fornødent, annullation af denne afgørelse af 16. december 2019.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1.

Første anbringende om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn samt tilsidesættelse af reglerne for udvælgelseskomitéens arbejde.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten samt om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/44

Sag anlagt den 10. juli 2020 — Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen

(Sag T-440/20)

(2020/C 297/58)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Jindal Saw Ltd (New Delhi, Indien), Jindal Saw Italia SpA (Trieste, Italien) (ved advokaterne R. Antonini, E. Monard og B. Maniatis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/527 af 15. april 2020 om genindførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse rør af duktilt støbejern (også kendt som kuglegrafitstøbejern) med oprindelse i Indien for så vidt angår Jindal Saw Limited som følge af Rettens dom i sag T-301/16 annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat syv anbringender.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 10, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1225/2009 og det generelle princip om forbud mod tilbagevirkende kraft.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af det generelle princip om forbud mod tilbagevirkende kraft og det almindelige retssikkerhedsprincip.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 266 TEUF og artikel 264 TEUF.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet samt artikel 5, stk. 1, TEUF og artikel 5, stk. 4, TEU.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af retten til adgang til effektive retsmidler og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af EU-toldkodeksens artikel 103 og artikel 296 TEUF.

7.

Syvende anbringende om Kommissionens manglende kompetence til at pålægge registrering af Jindals import og tilsidesættelse af artikel 14, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1225/2009.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/45

Sag anlagt den 10. juli 2020 — Jindal Saw og Jindal Saw Italia mod Kommissionen

(Sag T-441/20)

(2020/C 297/59)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Jindal Saw Ltd (New Delhi, Indien), Jindal Saw Italia SpA (Trieste, Italien) (ved advokaterne R. Antonini, E. Monard og B. Maniatis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/526 af 15. april 2020 om genindførelse af en endelig udligningstold på importen af visse rør af duktilt støbejern (også kendt som kuglegrafitstøbejern) med oprindelse i Indien for så vidt angår Jindal Saw Limited som følge af Rettens dom i sag T-300/16, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 16, stk. 1, i forordning (EF) nr. 597/2009 og det generelle princip om forbud mod tilbagevirkende kraft.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af det generelle princip om forbud mod tilbagevirkende kraft og det almindelige retssikkerhedsprincip.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 266 TEUF og artikel 264 TEUF.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet samt artikel 5, stk. 1, TEUF og artikel 5, stk. 4, TEU.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af retten til adgang til effektive retsmidler og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af EU-toldkodeksens artikel 103 og artikel 296 TEUF.

7.

Syvende anbringende om Kommissionens manglende kompetence til at pålægge registrering af Jindals import og tilsidesættelse af artikel 24, stk. 5, i forordning (EF) nr. 597/2009.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/46

Sag anlagt den 13. juli 2020 — Grangé og Van Strydonck mod EUIPO — Nema (âme)

(Sag T-442/20)

(2020/C 297/60)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Isaline Grangé (Edegem, Belgien) og Alizée Van Strydonck (Strombeek-Bever, Belgien) (ved advokat M. De Vroey)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Nema Srl (San Lazzaro di Savena, Italien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøgere af det omtvistede varemærke: Isaline Grangé og Alizée Van Strydonck

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket âme — registreringsansøgning nr. 17 895 139

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 4. juni 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2960/2019-4)

Påstande

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO og eventuelle intervenienter tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/46

Sag anlagt den 13. juli 2020 — Sanford mod EUIPO — Avery Zweckform (Labels)

(Sag T-443/20)

(2020/C 297/61)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Sanford LP (Atlanta, Georgia, De Forenede Stater) (ved advokat J. Zecher)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Avery Zweckform GmbH (Oberlaindern/Valley, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede design: Sanford LP

Det omtvistede design: EF-design 141999-0002

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 15. maj 2020 af Tredje Appelkammer ved EUIPO (sag R 2413/2018-3)

Påstande

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Den klage, som den anden part i sagen for appelkammeret indbragte den 11. december 2018 til prøvelse af ugyldighedsafdelingen ved EUIPO’s afgørelse af 25. oktober 2018, afvises.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, der opstod under sagen for appelkammeret.

Anbringender

—

Tilsidesættelse af artikel 25, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002

—

Tilsidesættelse af artikel 6, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002

—

Tilsidesættelse af artikel 63, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/47

Sag anlagt den 13. juli 2020 — VeriGraft mod EASME

(Sag T-457/20)

(2020/C 297/62)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: VeriGraft AB (Göteborg, Sverige) (ved advokaterne P. Hansson og M. Persson)

Sagsøgt: Forvaltningsorgan for Små og Mellemstore Virksomheder (EASME)

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at EASME’s pålæg om tilbagesøgning vedrørende omkostninger for i alt 258 588,80 EUR er ugyldig.

—

Det fastslås, at de omkostninger, som EASME har afvist (helt eller delvist), for i alt 258 588,80 EUR udgør tilskudsberettigede omkostninger.

—

Det fastslås, at EASME’s debetnota på 106 928,74 EUR er ugyldig, og

—

EASME tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

1.

Første anbringende om, at pålægget om tilbagesøgning tilsidesætter retten til god forvaltning:

—

Det er ikke ud fra pålægget om tilbagesøgning, herunder bilag hertil, muligt at forstå hvilke specifikke omkostninger, der blev afvist af EASME, eller på hvilket grundlag disse omkostninger blev afvist. Retten til god forvaltning, som er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og mere specifikt begrundelsespligten, er således blevet tilsidesat.

2.

Andet anbringende om, at de afviste omkostninger er tilskudsberettigede i henhold til tilskudsaftalen:

—

De afviste omkostninger er under alle omstændigheder tilskudsberettigede i henhold til tilskudsaftalen indgået mellem VERIGRAFT og EASME, idet de var nævnt i tilskudsaftalen og indberettet i periodiske indberetninger godkendt af EASME.

3.

Tredje anbringende om, at debetnotaen under alle omstændigheder er ugyldig, idet afviste VERIGRAFT-omkostninger er tilskudsberettigede i henhold til tilskudsaftalen:

—

VERIGRAFT har afholdt omkostninger, der overstiger de beløb, som EASME søger at inddrive gennem pålægget om tilbagesøgning, og debetnotaen er således under alle omstændigheder også på dette grundlag ugyldig.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/48

Sag anlagt den 21. juli 2020 — EggyFood mod EUIPO (YOUR DAILY PROTEIN)

(Sag T-464/20)

(2020/C 297/63)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Eggy Food GmbH & Co. KG (Osnabrück, Tyskland) (ved advokat J. Eberhardt)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket YOUR DAILY PROTEIN — registreringsansøgning nr. 17 953 235

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 8. maj 2020 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 2235/2019-5)

Påstande

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Det fastslås, at EU-varemærkeansøgning nr. 17 953 235 skal offentliggøres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

7.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 297/48

Sag anlagt den 24. juli 2020 — LD mod Kommissionen

(Sag T-474/20)

(2020/C 297/64)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: LD (ved advokat M. Velardo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Afgørelsen af 20. juni 2019, hvorved sagsøgeren blev udelukket fra deltagelse i prøverne ved assessmentcentret i forbindelse med udvælgelsesprøve EPSO/AD/371/19, annulleres.

—

Afgørelse af 31. oktober 2019, hvorved der blev givet afslag på anmodningen om revurdering af udelukkelsen fra udvælgelsesprøve EPSO/AD/371/19, annulleres.

—

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 22. april 2020, hvorved den administrative klage i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, blev afslået, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålsgrundene og de væsentligste argumenter svarer til de påberåbte i sag T-456/20, LA mod Kommissionen.