Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2020/C 262/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 255 af 3.8.2020

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 247 af 27.7.2020

EUT C 240 af 20.7.2020

EUT C 230 af 13.7.2020

EUT C 222 af 6.7.2020

EUT C 215 af 29.6.2020

EUT C 209 af 22.6.2020

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 4. juni 2020 — Thomas Leonhard mod DSL-Bank — eine Niederlassung der DB Privat- und Firmenkundenbank AG (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Bonn — Tyskland)

(Sag C-301/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - forbrugerbeskyttelse - direktiv 2002/65/EF - kreditaftale indgået ved fjernsalg - fortrydelsesret - følger - artikel 7, stk. 4 - tilbagebetaling af modtagne ydelser - betaling af erstatning for værdi af anvendelse - leverandørens forpligtelse - udelukket)

(2020/C 262/02)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Bonn

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Thomas Leonhard

Sagsøgt: DSL-Bank — eine Niederlassung der DB Privat- und Firmenkundenbank AG

Konklusion

Artikel 7, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF skal fortolkes således, at en forbruger, når vedkommende udøver sin fortrydelsesret vedrørende en forbrugerkreditaftale, der ved fjernsalg er indgået med en leverandør, med forbehold for de beløb, som vedkommende selv skal betale leverandøren på de betingelser, der er omhandlet i dette direktivs artikel 7, stk. 1 og 3, har ret til fra denne leverandør at få refunderet den hovedstol og de renter, der er betalt til gennemførelse af denne aftale, men ikke til erstatning for værdien af anvendelse af denne hovedstol og af disse renter.

---

(1)  EUT C 285 af 13.8.2018.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 4. juni 2020 — Ungarn mod Europa-Kommissionen

(Sag C-456/18 P) (1)

(Appel - statsstøtte - formodet støtte - afgørelse om at indlede den procedure, der er fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF - påbud om indstilling af de omhandlede foranstaltninger - betingelserne for, at påbuddet er lovligt)

(2020/C 262/03)

Processprog: ungarsk

Parter

Appellant: Ungarn (ved M.Z. Fehér og G. Koós, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved L. Flynn, P.-J. Loewenthal, V. Bottka og K. Talabér-Ritz, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgeren: Republikken Polen (ved B. Majczyna, M. Rzotkiewicz og A. Kramarczyk, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Rets dom af 25. april 2018, Ungarn mod Kommissionen (T-554/15 og T-555/15, EU:T:2018:220), ophæves.

2)

Kommissionens afgørelse C(2015) 4805 final af 15. juli 2015 om statsstøtte SA.41187 (2015/NN) — Ungarn — Sundhedsbidrag pålagt virksomheder i tobaksindustrien, og Kommissionens afgørelse C(2015) 4808 final af 15. juli 2015 om statsstøtte SA.40018 (2015/C) (ex 2014/NN) — 2014-ændringen af det ungarske gebyr for fødevarekædekontrol, annulleres, for så vidt som det med disse afgørelser pålægges at indstille anvendelsen af den progressive afgiftssats, satsen for sundhedsafgiften og gebyret for fødevarekædekontrol, således som disse satser og dette gebyr fremgår af lov nr. XCIV af 2014 om tobaksindustriens sundhedsafgifter og af 2014-ændringen af lov nr. XLVI af 2008 om fødevarekæden og kontrol hermed.

3)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler Ungarns omkostninger såvel i forbindelse med sagen i første instans som i forbindelse med appelsagen.

4)	Republikken Polen bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 301 af 27.8.2018.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 4. juni 2020 — Federación de Trabajadores Independientes de Comercio (Fetico), Federación Estatal de Servicios, Movilidad y Consumo de la Unión General de Trabajadores (FESMC-UGT) og Federación de Servicios de Comisiones Obreras (CCOO) mod Grupo de Empresas DIA S.A.og Twins Alimentación S.A. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Audiencia Nacional — Spanien)

(Sag C-588/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - socialpolitik - beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed - tilrettelæggelse af arbejdstiden - direktiv 2003/88/EF - artikel 5 og 7 - ugentlig hviletid - årlig ferie - tjenestefrihed med løn, der giver mulighed for at være fraværende fra arbejde for at imødekomme bestemte behov og forpligtelser)

(2020/C 262/04)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Audiencia Nacional

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Federación de Trabajadores Independientes de Comercio (Fetico), Federación Estatal de Servicios, Movilidad y Consumo de la Unión General de Trabajadores (FESMC-UGT) og Federación de Servicios de Comisiones Obreras (CCOO)

Sagsøgte: Grupo de Empresas DIA S.A.og Twins Alimentación S.A.

Konklusion

Artikel 5 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden skal fortolkes således, at de ikke finder anvendelse på en national lovgivning, som ikke gør det muligt for arbejdstagerne at gøre brug af de former for tjenestefrihed, som er fastsat i denne lovgivning, på dage, hvor disse arbejdstagere skal arbejde, for så vidt som de behov og forpligtelser, som disse former for tjenestefrihed skal imødekomme, opstår i de ugentlige hvileperioder eller under den årlige betalte ferieperiode, som er omhandlet i disse artikler.

---

(1)  EUT C 436 af 3.12.2018.

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 4. juni 2020 — Terna SpA mod Europa-Kommissionen

(Sag C-812/18 P) (1)

(Appel - energi - EU-projekter af fælles interesse - EU-støtte til to projekter inden for de transeuropæiske energinet - direktiv 2004/17/EF - artikel 37 - underentreprise - artikel 40, stk. 3, litra c) - direkte tildeling - teknisk grund - rammeaftale - nedsættelse af den oprindelige støtte efter en finansiel revision - tilbagebetaling af de oprindeligt udbetalte beløb)

(2020/C 262/05)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Terna SpA (ved advokaterne F. Covone, A. Police, L. Di Via, D. Carria og F. Degni)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved O. Beynet, M. Ilkova, G. Gattinara og P. Ondrůšek, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Terna SpA betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 72 af 25.2.2019.

Domstolens dom (4. juni 2020 Afdeling) af Niende — Trendsetteuse SARL mod DCA SARL (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal de commerce de Paris — Frankrig)

(Sag C-828/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - selvstændige handelsagenter - direktiv 86/653/EØF - artikel 1, stk. 2 - begrebet »handelsagent« - formidling af salg eller køb af varer for agenturgiveren - mellemmand, der ikke har en beføjelse til at ændre salgsbetingelserne for eller priserne på de varer, som den pågældende sælger)

(2020/C 262/06)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de commerce de Paris

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Trendsetteuse SARL

Sagsøgt: DCA SARL

Konklusion

Artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 86/653/EØF af 18. december 1986 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter skal fortolkes således, at en person ikke nødvendigvis skal råde over en beføjelse til at ændre priserne på de varer, som den pågældende sælger for agenturgiverens regning, for at kunne anses for en handelsagent i denne bestemmelses forstand.

---

(1)  EUT C 82 af 4.3.2019.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 4. juni 2020 — Asmel societá consortile a r.l. mod A.N.A.C. — Autorità Nazionale Anticorruzione (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato — Italien)

(Sag C-3/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - offentlige kontrakter - direktiv 2004/18/EF - indkøbscentraler - små kommuner - begrænsning til udelukkende to organisationsmodeller for indkøbscentraler - forbud mod anvendelse af privatretlige indkøbscentraler og mod indkøbscentraler med deltagelse af private enheder - territorial begrænsning af indkøbscentralers virksomhed)

(2020/C 262/07)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Asmel societá consortile a r.l.

Sagsøgt: A.N.A.C. — Autorità Nazionale Anticorruzione

procesdeltager: Associazione Nazionale Aziende Concessionarie Servizi entrate (Anacap)

Konklusion

1)

Artikel 1, stk. 10, og artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter, som ændret ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1336/2013 af 13. december 2013, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en bestemmelse i national ret, der begrænser små, lokale myndigheders organisatoriske autonomi til anvendelse af en indkøbscentral til blot at omfatte to modeller af organisationer, der alene er offentlige, uden private personer eller virksomheders deltagelse.

2)

Artikel 1, stk. 10, og artikel 11 i direktiv 2004/18, som ændret ved forordning nr. 1336/2013, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en bestemmelse i national ret, der begrænser kompetenceområdet for indkøbscentraler, der er oprettet af lokale myndigheder, til at omfatte disse lokale myndigheders geografiske område.

---

(1)  EUT C 164 af 13.5.2019.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 4. juni 2020 — FX mod GZ, repræsenteret af sin mor i dennes egenskab af værge (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Amtsgericht Köln — Tyskland)

(Sag C-41/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende underholdspligt - forordning (EF) nr. 4/2009 - artikel 41, stk. 1 - retligt samarbejde i civile sager - forordning (EU) nr. 1215/2012 - artikel 24, nr. 5) - dokument, der er erklæret eksigibelt, og hvorved et underholdsbidrag er blevet fastslået - søgsmål med henblik på afværgelse af fuldbyrdelse - kompetence for retten i fuldbyrdelsesstaten)

(2020/C 262/08)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Köln

Parter i hovedsagen

Sagsøger: FX

Sagsøgt: GZ, repræsenteret af sin mor i dennes egenskab af værge

Konklusion

Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt skal fortolkes således, at et søgsmål med henblik på afværgelse af fuldbyrdelse, der er anlagt af skyldneren af et underholdsbidrag til prøvelse af fuldbyrdelsen af en retsafgørelse truffet af en ret i domsstaten, hvorved dette krav er blevet fastslået, og som har en snæver tilknytning til fuldbyrdelsesproceduren, er omfattet af forordningens anvendelsesområde og af den internationale kompetence for retterne i fuldbyrdelsesstaten.

I henhold til artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 4/2009 og de relevante bestemmelser i national ret tilkommer det den forelæggende ret som ret i fuldbyrdelsesstaten at træffe afgørelse om, hvorvidt de beviser, som skyldneren af underholdsbidraget har fremlagt, og med hvilke det tilsigtes at underbygge påstanden om, at sidstnævnte har betalt størstedelen af sin gæld, kan antages til realitetsbehandling og er velbegrundede.

---

(1)  EUT C 155 af 6.5.2019.

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 4. juni 2020 — Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil mod Stéphane de Loecker

(Sag C-187/19 P) (1)

(Appel - personalesag - Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) - midlertidigt ansat - psykisk chikane - ansøgning om bistand - afslag på ansøgningen - annullations- og erstatningssøgsmål - artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - ret til at blive hørt - artikel 266 TEUF - opfyldelse af annullationsdommen)

(2020/C 262/09)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) (ved S. Marquardt og R. Spac, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Stéphane de Loecker (ved avocat J.-N. Louis)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 187 af 3.6.2019.

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 4. juni 2020 — Boudewijn Schokker mod Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur

(Sag C-310/19 P) (1)

(Appel - personalesag - kontraktansatte - ansættelsesprocedure - indplacering i lønklasse - ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte - artikel 86 - Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) - almindelige gennemførelsesbestemmelser - indsigelse mod den foreslåede indplacering - tilbagetrækning af tilbud om ansættelse - erstatningssøgsmål - princippet om god forvaltningsskik - omsorgspligt - tjenestefejl - Unionens ansvar uden for kontrakt - ikke-økonomisk tab - erstatning)

(2020/C 262/10)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Boudewijn Schokker (ved advokaterne T. Martin og S. Orlandi)

Den anden part i appelsagen: Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) (ved S. Rostren, som befuldmægtiget, bistået af advokaterne D. Waelbroeck og A. Duron)

Konklusion

1)	Kendelsen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 8. februar 2019, Schokker mod EASA (T-817/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:74), ophæves.

2)	Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) betaler en erstatning på 7 500 EUR til Boudewijn Schokker.

3)	Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) bærer sine egne omkostninger vedrørende såvel proceduren i første instans i sag T-817/17 som proceduren i appelsagen og betaler de af Boudewijn Schokker afholdte omkostninger i forbindelse med disse sager.

---

(1)  EUT C 255 af 29.7.2019.

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 4. juni 2020 — Remondis GmbH mod Abfallzweckverband Rhein-Mosel-Eifel (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberlandesgericht Koblenz — Tyskland)

(Sag C-429/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - offentlige kontrakter - direktiv 2014/24/EU - artikel 12, stk. 4 - anvendelsesområde - offentlige kontrakter mellem enheder inden for den offentlige sektor - begrebet »samarbejde« - foreligger ikke)

(2020/C 262/11)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht Koblenz

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Remondis GmbH

Sagsøgt: Abfallzweckverband Rhein-Mosel-Eifel

Konklusion

Artikel 12, stk. 4, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF skal fortolkes således, at der ikke kan siges at foreligge et samarbejde mellem ordregivende myndigheder, når en ordregivende myndighed, der på sit område har ansvaret for en opgave af almen interesse, ikke fuldt ud selv gennemfører denne opgave, der i henhold til national ret alene påhviler denne myndighed, og som kræver en gennemførelse af flere arbejdsgange, men overlader det til en anden ordregivende myndighed — der er uafhængig af førstnævnte myndighed og ligeledes har ansvaret for denne opgave af almen interesse på sit eget område — at gennemføre en af de nødvendige arbejdsgange mod vederlag.

---

(1)  EUT C 288 af 26.8.2019.

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 4. juni 2020 — SC C.F. SRL mod A.J.F.P.M. og D.G.R.F.P.C (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunalul Cluj — Rumænien)

(Sag C-430/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - EU-retlige principper - overholdelse af retten til forsvar - skatte- og afgiftsprocedure - udøvelse af fradragsretten på området for merværdiafgift (moms) - nægtelse af fradragsretten på grund af den angivelige utilstrækkelige adfærd fra den afgiftspligtige persons leverandørers side - forvaltningsakt udstedt af de nationale skatte- og afgiftsmyndigheder, uden at den pågældende skatte- og afgiftspligtige person gives aktindsigt i de oplysninger og dokumenter, der ligger til grund for nævnte akt - mistanke om skatte- og afgiftssvig - national praksis, som betinger udøvelsen af fradragsretten af besiddelse af anden dokumentation end fakturaen - lovlighed)

(2020/C 262/12)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Cluj

Parter i hovedsagen

Sagsøger: SC C.F. SRL

Sagsøgte: A.J.F.P.M. og D.G.R.F.P.C

Konklusion

1)

Det almindelige EU-retlige princip om retten til forsvar skal fortolkes således, at såfremt en afgiftspligtig person i forbindelse med de nationale administrative procedurer til kontrol og fastsættelse af merværdiafgiftsgrundlaget ikke har haft mulighed for at få adgang til de oplysninger i dennes administrative sagsakter, som er blevet taget i betragtning ved vedtagelsen af en forvaltningsafgørelse, hvorved den afgiftspligtige person er blevet pålagt supplerende afgiftsmæssige betalingsforpligtelser, og når den ret, der behandler sagen, finder, at proceduren kunne have ført til et andet resultat, såfremt den pågældende fejl ikke havde foreligget, da kræver dette princip, at denne afgørelse annulleres.

2)

De principper, der regulerer medlemsstaternes anvendelse af det fælles merværdiafgiftssystem (moms), og navnlig princippet om afgiftens neutralitet og retssikkerhedsprincippet, skal fortolkes således, at de, hvor der foreligger udokumenteret simpel mistanke fra den nationale skatte- og afgiftsmyndigheds side hvad angår den faktiske gennemførelse af de økonomiske transaktioner, for hvilke en faktura er udstedt, er til hinder for, at den afgiftspligtige modtager af denne faktura nægtes ret til fradrag af moms, såfremt vedkommende ikke ud over nævnte faktura kan fremlægge anden dokumentation for realiteten af de gennemførte økonomiske transaktioner.

---

(1)  EUT C 288 af 26.8.2019.

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 4. juni 2020 — Kancelaria Medius SA z siedzibą w Krakowie mod RN (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sąd Okręgowy w Poznaniu — Polen)

(Sag C-495/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - forbrugerbeskyttelse - direktiv 93/13/EØF - artikel 7, stk. 1 - forbrugerkredit - efterprøvelse af, om kontraktvilkår er urimelige - forbruger ikke givet møde - omfanget af rettens opgave)

(2020/C 262/13)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Okręgowy w Poznaniu

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Kancelaria Medius SA z siedzibą w Krakowie

Sagsøgt: RN

Konklusion

Artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en fortolkning af en national bestemmelse, som forhindrer en ret — for hvilken der er anlagt et søgsmål af en erhvervsdrivende mod en forbruger, som er omfattet af anvendelsesområdet for dette direktiv, i en udeblivelsessag, hvor forbrugeren ikke giver møde i det retsmøde, som denne er blevet indkaldt til — i at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på sagens oplysning for at bedømme ex officio, om de kontraktvilkår, som den erhvervsdrivende har støttet sin påstand på, er urimelige, når denne ret nærer tvivl om, hvorvidt disse vilkår er urimelige som omhandlet i direktivet.

---

(1)  EUT C 337 af 7.10.2019.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Stuttgart (Tyskland) den 13. marts 2020 — O. mod P. AG

(Sag C-138/20)

(2020/C 262/14)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Stuttgart

Parter i hovedsagen

Sagsøger: O.

Sagsøgt: P. AG

Præjudicielle spørgsmål

1.   Fortolkning af begrebet »manipulationsanordning«

1-1:	Skal artikel 3, nr. 10), i forordning (EF) nr. 715/2007 (1) fortolkes og anvendes således, at begrebet »anordning« kun omfatter udelukkende mekaniske elementer i form af en fysisk genstand? Såfremt spørgsmål 1-1 besvares benægtende:

1-2:

Skal artikel 3, nr. 10), i forordning (EF) nr. 715/2007 fortolkes og anvendes således, at emissionsbegrænsningssystemet kun omfatter systemet til rensning af udstødningsgas, som er placeret efter motoren (f.eks. i form af dieseloxidationskatalysatorer, dieselpartikelfilter eller -filtre, DeNOx-katalysatorer)?

1-3:	Skal artikel 3, nr. 10), i forordning (EF) nr. 715/2007 fortolkes og anvendes således, at emissionsbegrænsningssystemet omfatter såvel motorinterne som motoreksterne foranstaltninger til at begrænse emissionen?

2.   Fortolkning af begrebet »normal brug«

2-1:	Skal artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 715/2007 fortolkes og anvendes således, at begrebet »normal brug« kun betegner kørselsbetingelser i NEDC-cyklussen? Såfremt spørgsmål 2-1 besvares benægtende:

2-2:

Skal artikel 4, stk. 1, andet afsnit, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 715/2007 fortolkes og anvendes således, at fabrikanterne skal sikre, at de grænseværdier, der er fastlagt i bilag I til forordningen, også overholdes i daglig brug? Såfremt spørgsmål 2-2 besvares bekræftende:

2-3:	Skal artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) [nr. 715/2007] fortolkes og anvendes således, at begrebet »normal brug« betegner de faktiske kørselsbetingelser i daglig brug? Såfremt spørgsmål 2-3 besvares benægtende:

2-4:	Skal artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) [nr. 715/2007] fortolkes og anvendes således, at begrebet »normal brug« betegner de faktiske kørselsbetingelser i daglig brug, idet en gennemsnitlig hastighed på 33,6 km/t og en tophastighed på 120,00 km/t lægges til grund?

3.   Lovligheden af temperaturafhængige strategier til at begrænse emissionen

3-1:

Skal artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 715/2007 fortolkes og anvendes således, at det er ulovligt at udstyre et køretøj med komponenter, som med sandsynlighed påvirker emissionsegenskaberne, og som er konstrueret således, at den andel af udstødningsgassen, som føres tilbage, reguleres på en sådan måde, at et lavt emissionsniveau kun er sikret mellem 20 og 30 grader Celsius og uden for dette temperaturvindue gradvist reduceres? Såfremt spørgsmål 3-1 besvares benægtende:

3-2:

Skal artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 715/2007 fortolkes og anvendes således, at en manipulationsanordning er ulovlig, selv om den arbejder fortløbende uden for temperaturvinduet mellem 20 og 30 grader Celcius for at beskytte motoren, og dette medfører en væsentlig reduktion af den andel af udstødningsgassen, som føres tilbage?

4.   Fortolkning af begrebet »nødvendig« som anvendt i forbindelse med undtagelseskriteriet

4-1:

Skal artikel 5, stk. 2, andet punktum, litra a), i forordning (EF) nr. 715/2007 fortolkes og anvendes således, at det kun er nødvendigt at anvende manipulationsanordninger som omhandlet i bestemmelsen, hvis det heller ikke ved anvendelse af den førende teknologi, der var til rådighed på tidspunktet for opnåelsen af typegodkendelsen for den pågældende køretøjsmodel, var muligt at beskytte motoren mod beskadigelse eller havari og sikre køretøjets driftssikkerhed? Såfremt spørgsmål 4-1 besvares benægtende:

4-2:

Skal artikel 5, stk. 2, andet punktum, litra a), i forordning (EF) [nr. 715/2007] fortolkes og anvendes således, at det ikke er nødvendigt at anvende manipulationsanordninger som omhandlet i bestemmelsen, hvis de parametre, der er indkodet i motorstyringen, er valgt således, at rensningen af udstødningsgassen som følge af den fastlagte temperaturafhængighed på grund af de normalt forventelige temperaturer ikke aktiveres eller kun aktiveres i begrænset omfang i den største del af året?

5.   Fortolkning af begrebet »beskadigelse« som anvendt i forbindelse med undtagelseskriteriet

5-1:	Skal artikel 5, stk. 2, andet punktum, litra a), i forordning (EF) nr. 715/2007 fortolkes og anvendes således, at det kun er motoren, der skal beskyttes mod beskadigelse?

5-2:	Skal artikel 5, stk. 2, andet punktum, litra a), i forordning (EF) nr. 715/2007 fortolkes og anvendes således, at der ikke foreligger beskadigelse, hvis såkaldte sliddele (f.eks. EGR-ventilen) er berørt?

5-3:	Skal artikel 5, stk. 2, andet punktum, litra a), i forordning (EF) nr. 715/2007 fortolkes og anvendes således, at også andre komponenter i køretøjet, navnlig de komponenter i udstødningssystemet, der er placeret efter motoren, skal beskyttes mod beskadigelse eller havari?

6.   Retsvirkninger og sanktioner som følge af overtrædelse af EU-retten

6-1:

Skal artikel 4, stk. 1, andet afsnit, artikel 4, stk. 2, andet afsnit, artikel 5, stk. 1 og 2, samt artikel 13 i forordning (EF) nr. 715/2007 fortolkes og anvendes således, at de i det mindste også beskytter formuen for køberen af et køretøj, som ikke opfylder kravene i forordning (EF) nr. 715/2007? Såfremt spørgsmål 6-1 besvares benægtende:

6-2:

Skal artikel 4, stk. 1, andet afsnit, artikel 4, stk. 2, andet afsnit, artikel 5, stk. 1 og 2, samt artikel 13 i forordning (EF) nr. 715/2007 fortolkes og anvendes således, at medlemsstaterne skal fastsætte en sanktionsmekanisme, som af hensyn til princippet om effet utile giver køberne af køretøjerne ret til at anlægge sag med henblik på håndhævelse af den markedsregulerende EU-lovgivning?

6-3:

Skal artikel 18, stk. 1, og artikel 26, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF (2) fortolkes og anvendes således, at fabrikanten tilsidesætter sin pligt til at udstede en gyldig typeattest i henhold til artikel 18, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF, hvis han har monteret en ulovlig manipulationsanordning som omhandlet i artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 715/2007 i køretøjet, og at markedsføringen af et sådant køretøj er i strid med forbuddet mod at sælge køretøjet uden gyldig typeattest som omhandlet i artikel 26, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF?

6-4:

Er det hensigten og formålet med forordning (EF) nr. 715/2007 og direktiv 2007/46/EF, at grænseværdierne, der er fastlagt i bilag I til forordning (EF) nr. 715/2007, henholdsvis typeattesten som omhandlet i artikel 18, stk. 1, i direktiv 2007/46/EF, sammenholdt med forordning (EF) nr. 385/2009 (3), stifter rettigheder til beskyttelse af køber, således at overtrædelse af de kvalitetsbegrundende grænseværdier i forordningen, henholdsvis af godkendelsesreglerne, EU-retligt forbyder en modregning af fordele ved brug ved tilbagelevering af køretøjet til fabrikanten?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 af 20.6.2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6), om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (EUT 2007, L 171, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5.9.2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (Rammedirektiv) (EUT 2007, L. 263, s. 1).

(3)  Kommissionens forordning (EF) nr. 385/2009 af 7.5.2009 om erstatning af bilag IX til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (»rammedirektiv«) (EUT 2009, L 118, s. 13)

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice Business and Property Courts of England and Wales (Det Forenede Kongerige) den 22. april 2020 — Joint Trustee 1 i konkursboet for M og Joint Trustee 2 i konkursboet for M mod Fru M, MH, ILA og Hr. M

(Sag C-168/20)

(2020/C 262/15)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

High Court of Justice Business and Property Courts of England and Wales

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Joint Trustee 1 i konkursboet for M og Joint Trustee 2 i konkursboet for M

Sagsøgte: Fru M, MH, ILA og Hr. M

Præjudicielle spørgsmål

1)

Såfremt en statsborger i en medlemsstat har udøvet sine rettigheder i henhold til artikel 21 TEUF og 49 TEUF og direktivet om borgernes rettigheder (Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF) (1) ved at flytte til eller etablere sig i Det Forenede Kongerige, er det da i overensstemmelse med disse bestemmelser, at section 11 i WRPA 1999 gør udelukkelsen fra konkurs af pensionsrettigheder i en pensionsordning, herunder pensionsrettigheder der er oprettet og godkendt af skattemyndighederne i en anden medlemsstat, betinget af, hvorvidt pensionsordningen på konkurstidspunktet er registreret i henhold til section 153 i FA 2004 eller fastsat ved regulation 2 i 2002 Regulations og følgelig godkendt af skattemyndighederne i Det Forenede Kongerige?

2)

Er det i forbindelse med besvarelsen af det første spørgsmål relevant eller nødvendigt: a) at tage stilling til, hvorvidt personen hovedsageligt flyttede til Det Forenede Kongerige med henblik på at erklære sig konkurs i Det Forenede Kongerige? b) at tage hensyn til i) de beskyttelsesforanstaltninger, der kan anvendes af den konkursramte for så vidt angår ikke-godkendte pensionsordninger i henhold til section 12 i WRPA 1999, og ii) muligheden for at kuratorerne i et konkursbo kan tilbagesøge beløb for så vidt angår godkendte pensionsordninger? c) at tage hensyn til de krav, som pensionsordninger, der er registreret og godkendt af skattemyndighederne i Det Forenede Kongerige, er underlagt?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77).

Appel iværksat den 28. april 2020 af Ungarn til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 12. februar 2020 i sag T-505/18, Ungarn mod Europa-Kommissionen

(Sag C-185/20 P)

(2020/C 262/16)

Processprog: ungarsk

Parter

Appellant: Ungarn (ved M.Z. Fehér og G. Koós, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom af 12. februar 2020 i sag T-505/18 ophæves.

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/873 af 13. juni 2018 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), annulleres delvist, for så vidt som den vedrører Ungarn, idet støtte ydet til producentsammenslutninger, der har kvalificeret anerkendelse, herved blev udelukket fra EU-finansiering.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har den ungarske regering i det væsentlige fremsat to anbringender i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat i Domstolens praksis.

For det første har appellanten gjort gældende, at Retten ikke tog behørigt hensyn til de anbringender, som Ungarn havde fremsat, og ikke anlagde en korrekt fortolkning af de i søgsmålet og i retsmødet fremsatte argumenter. Retten foretog en vis forenkling af og besvarede ikke Ungarns argument om, at omdannelsen til en kvalificeret producentsammenslutning forudsætter en væsentlig omdannelse af producentsammenslutningen og i det foreliggende tilfælde en ændring af dens sammensætning. Når støtten ydes til en sammenslutning, der har antaget form af en kvalificeret producentsammenslutning, ydes den ikke til den oprindelige sammenslutning, men derimod til en ny enhed, som ligeledes opfylder de formål, der er fastsat i forordningen (fremme af oprettelsen af producentsammenslutninger og deres administrative funktion). Retten besvarede ikke realiteten i dette argument og undersøgte ikke forholdet mellem kvalificerede producentsammenslutninger og producentsammenslutninger.

For det andet begik Retten ligeledes en retlig fejl hvad angår den ungarske regerings andet søgsmålsanbringende, hvilket medførte en væsentlig tilsidesættelse af dens procesrettigheder. Den appellerede doms begrundelse er klart utilstrækkelig hvad angår retssikkerhedsprincippet, der er en del af det andet anbringende, og det argument, der ifølge Retten først efterfølgende blev fremsat i retsmødet, og Retten anførte i det væsentlige blot deklaratorisk sit standpunkt uden nogen form for begrundelse.

Retten burde have undersøgt den periode, der var dækket af udelukkelsen, og herved have fortolket artikel 52, stk. 4, litra c) og/eller b), i forordning (EU) nr. 1306/2013 (1), hvis den mente, at den ungarske regering ikke havde ført behørigt bevis for forbindelsen mellem dette spørgsmål og det andet anbringende, herunder forbindelsen med retssikkerhedsprincippet. Hvad angår dette punkt anlagde Retten imidlertid en urigtig fortolkning af EU-retten, nærmere bestemt af artikel 52, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1306/2013, idet den ikke anså denne bestemmelse for at være et spørgsmål, som den skulle undersøge af egen drift.

Endelig har den ungarske regering afsluttet sin argumentation vedrørende det andet anbringende med nogle yderligere bemærkninger om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17.12.2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (EUT 2013, L 347, s. 549).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Düsseldorf (Tyskland) den 8. maj 2020 — BY, CX, FU, DW og EV mod Stadt Duisburg

(Sag C-194/20)

(2020/C 262/17)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: BY, CX, FU, DW og EV

Sagsøgt: Stadt Duisburg

Præjudicielle spørgsmål

1)	Indebærer tyrkiske børns krav i henhold til artikel 9, første punktum, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 (1) uden yderligere betingelser også en ret til ophold i værtsmedlemsstaten?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: a) Forudsætter et opholdskrav i medfør af artikel 9, første punktum, i afgørelse nr. 1/80, at forældrene til de tyrkiske børn, som begunstiges i henhold til denne bestemmelse, allerede har erhvervet rettigheder i henhold til artikel 6, stk. 1, eller artikel 7 i afgørelse nr. 1/80? b) Såfremt det andet spørgsmål, litra a), besvares benægtende: Skal begrebet »lovlig beskæftigelse« som omhandlet i artikel 9, første punktum, i afgørelse nr. 1/80 fortolkes på samme måde som i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80? c) Såfremt det andet spørgsmål, litra a), besvares benægtende: Kan der opstå et opholdskrav for tyrkiske børn i henhold til artikel 9, første punktum, i afgørelse nr. 1/80 allerede efter en lovlig beskæftigelse for den ene forældrepart i værtsmedlemsstaten af (kun) tre måneders varighed? d) Såfremt det andet spørgsmål, litra a), besvares benægtende: Følger der af de tyrkiske børns opholdsret uden yderligere betingelser også en opholdsret for en eller begge forældre, der har forældremyndigheden over dem?

---

(1)  Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19.9.1980 om udvikling af associeringen.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice, Queen’s Bench Division (Administrative Court) (Det Forenede Kongerige) den 15. maj 2020 — VA mod Den regionale anklagemyndighed i Ruse, Bulgarien

(Sag C-206/20)

(2020/C 262/18)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

England

Parter i hovedsagen

Sagsøger: VA

Den begærende part: Den regionale anklagemyndighed i Ruse, Bulgarien

Præjudicielt spørgsmål

I tilfælde, hvor en eftersøgt person ønskes overgivet i forbindelse med retsforfølgning, og hvor både afgørelsen om at udstede en underliggende national arrestordre og afgørelsen om at udstede en europæisk arrestordre træffes af en offentlig anklager uden nogen medvirken af en domstol inden overgivelse, opnår en eftersøgt person da den beskyttelse på to niveauer, som er fastlagt af Domstolen i Bob-Dogi-dommen (C-241/15) (ECLI:EU:C:2016:385), hvis:

a)	virkningen af den nationale arrestordre er begrænset til tilbageholdelse af personen i højst 72 timer med henblik på at stille den pågældende for en domstol, og

b)	det ved overgivelse alene tilkommer denne domstol at træffe afgørelse om løsladelse eller fortsat frihedsberøvelse, henset til samtlige omstændigheder i sagen?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Upper Tribunal (Tax and Chancery Chamber) (Det Forenede Kongerige) den 22. maj 2020 — Renesola UK Ltd mod The Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs

(Sag C-209/20)

(2020/C 262/19)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Upper Tribunal (Tax and Chancery Chamber)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Renesola UK Ltd

Sagsøgt: The Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1357/2013 (1), for så vidt som den har til formål at bestemme oprindelseslandet for solcellemoduler fremstillet af materiale fra flere jurisdiktioner ved at bestemme, at det land, hvor solcellerne fremstilles, er oprindelseslandet, i strid med kravet i artikel 24 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (2) (EF-toldkodeksen) om, at en vare, ved hvis fremstilling to eller flere lande har deltaget, har oprindelse i det land, hvor den sidste væsentlige og økonomisk berettigede bearbejdning eller forarbejdning har fundet sted, når denne er foretaget i en dertil udstyret virksomhed og har ført til fremstilling af et nyt produkt eller udgør et vigtigt trin i fremstillingen, og dermed ugyldig?

2)	Såfremt forordning nr. 1357/2013 er ugyldig, skal EF-toldkodeksens artikel 24 da fortolkes således, at samling af solcellemoduler på basis af solceller og andre dele udgør en væsentlig bearbejdning eller forarbejdning?

---

(1)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1357/2013 af 17.12.2013 om ændring af forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (EUT 2013, L 341, s. 47).

(2)  Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1992, L 302, s. 1).

Appel iværksat den 22. maj 2020 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 12. marts 2020 i sag T-732/16, Valencia Club de Fútbol mod Europa-Kommissionen

(Sag C-211/20 P)

(2020/C 262/20)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen

De andre parter i appelsagen: Valencia Club de Fútbol, S.A.D. og Kongeriget Spanien

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Den appellerede dom ophæves, for så vidt som Retten derved annullerede Kommissionens afgørelse (EU) 2017/365 af 4. juli 2016 om statsstøtte SA.36387 (2013/C) (ex 2013/NN) (ex 2013/CP) gennemført af Spanien til Valencia Club de Fútbol Sociedad Anónima Deportiva, Hércules Club de Fútbol Sociedad Anónima Deportiva, og Elche Club de Fútbol Sociedad Anónima Deportiva (EUT 2017, L 55, s. 12), med hensyn til foranstaltning nr. 1 i form af den statsgaranti, som blev stillet af IVF den 5. november 2009 til dækning af det banklån, der var blevet ydet Fundación Valencia med henblik på tegning af aktier i Valencia CF inden for rammerne af en kapitalforhøjelse, som var blevet iværksat af Valencia CF.

—	Sagen hjemvises til Den Europæiske Unions Ret.

—	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Kommissionens appel støttes på et enkelt appelanbringende om, at Retten begik en retlig fejl i forhold til EU-retten ved at anlægge en urigtig fortolkning af artikel 107 TEUF, navnlig for så vidt angår påvisning af tilstedeværelsen af betingelsen om en fordel. Nærmere bestemt foretog Retten for det første en urigtig fortolkning af Kommissionens meddelelse om anvendelsen af artikel [107 TEUF] og [108 TEUF] på statsstøtte i form af garantier (EUT 2008, C 155, s. 10), sammenholdt med Kommissionens meddelelse om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (EUT 2008, C 14, s. 6), og af den omtvistede afgørelse. For det andet begik Retten en retlig fejl med hensyn til bevisniveauet for tilstedeværelsen af en fordel som følge af en individuel garanti og med hensyn til Kommissionens pligt til at udvise omhu inden for rammerne af en formel undersøgelsesprocedure. For det tredje foretog Retten en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Labour Court, Ireland (Irland) den 20. maj 2020 — MG mod Dublin City Council

(Sag C-214/20)

(2020/C 262/21)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Labour Court, Ireland

Parter i hovedsagen

Appellant: MG

Indstævnt: Dublin City Council

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal artikel 2 i direktivet (1) fortolkes således, at arbejdstid omfatter en situation, hvor en arbejdstager er på tilkaldevagt og befinder sig et eller flere steder efter eget valg, uden at være underlagt en forpligtelse til på noget tidspunkt at underrette arbejdsgiveren om sit opholdssted under tilkaldevagten, men alene er underlagt en forpligtelse til at møde frem inden for en optimal frist på fem minutter og højst ti minutter?

2.

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan en arbejdstager, der ikke er begrænset ud over at være underlagt en forpligtelse til at møde frem inden for en optimal frist på fem minutter og højst ti minutter, og som uden begrænsninger har mulighed for samtidig at være ansat af en anden arbejdsgiver eller drive egen forretning under tilkaldevagter, da anses for at udøve »arbejdstid« for den arbejdsgiver, der foranlediger tilkaldevagten?

3.

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, og i en situation, hvor arbejdstageren faktisk er ansat af en anden arbejdsgiver under tilkaldevagter og kun er underlagt den forpligtelse, at den anden arbejdsgiver skal fritstille arbejdstageren, såfremt den første arbejdsgiver tilkalder arbejdstageren, medfører dette da, at den tid, som arbejdstageren har brugt på tilkaldevagter og arbejde for den anden arbejdsgiver, kan betragtes som arbejdstid for den første arbejdsgiver?

4.	Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, skal en arbejdstager, der udfører arbejde for en anden arbejdsgiver under tilkaldevagter for den første arbejdsgiver, da anses for samtidig at udøve arbejdstid hos den første og den anden arbejdsgiver?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.11.2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein hallinto-oikeus (Finland) den 28. maj 2020 — A Oy

(Sag C-221/20)

(2020/C 262/22)

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Korkein hallinto-oikeus

Parter i hovedsagen

Appellant: A Oy

Procesdeltagere: Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 4 i direktiv 92/83/EØF (1) fortolkes således, at en medlemsstat, som i henhold til denne bestemmelse anvender reducerede punktafgiftssatser på øl, der er brygget af små uafhængige bryggerier, også skal anvende den i direktivets artikel 4, stk. 2, andet punktum, indeholdte bestemmelse om fælles afgiftspålæggelse på små bryggerier, eller er anvendelsen af sidstnævnte bestemmelse op til den pågældende medlemsstats skøn?

2)	Har artikel 4, stk. 2, andet punktum, i direktiv 92/83/EØF direkte virkning?

---

(1)  Rådets direktiv 92/83/EØF af 19.10.1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (EFT 1992, L 316, s. 21).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein hallinto-oikeus (Finland) den 28. maj 2020 — B Oy

(Sag C-223/20)

(2020/C 262/23)

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Korkein hallinto-oikeus

Parter i hovedsagen

Appellant: B Oy

Anden part: Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal artikel 4 i direktiv 92/83/EØF (1) fortolkes således, at en medlemsstat, som i henhold til denne bestemmelse anvender reducerede punktafgiftssatser på øl, der er brygget af små uafhængige bryggerier, også skal anvende den i direktivets artikel 4, stk. 2, andet punktum, indeholdte bestemmelse om fælles afgiftspålæggelse på små bryggerier, eller er anvendelsen af sidstnævnte bestemmelse op til den pågældende medlemsstats skøn?

2.	Har artikel 4, stk. 2, andet punktum, i direktiv 92/83/EØF direkte virkning?

---

(1)  Rådets direktiv 92/83/EØF af 19.10.1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (EFT 1992, L 316, s. 21).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākā tiesa (Senāts) (Letland) den 4. juni 2020 — SIA Sātiņi-S mod Lauku atbalsta dienests

(Sag C-234/20)

(2020/C 262/24)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Augstākā tiesa (Senāts)

Parter i hovedsagen

Appellant: SIA Sātiņi-S

Modpart i appelsagen: Lauku atbalsta dienests

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 30, stk. 6, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 (1) fortolkes således, at tørvebundsarealer er fuldstændig udelukkede fra Natura 2000-betalingerne?

2)	Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, er tørvebundsarealer da omfattede af landbrugs- og skovbrugsområderne?

3)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 30 i forordning nr. 1305/2013 da fortolkes således, at en medlemsstat kan udelukke tørvebundsarealer fuldstændigt fra Natura 2000-betalingerne, og at sådanne nationale bestemmelser er forenelige med det fastsatte kompensationsformål for de pågældende betalinger i forordning nr. 1305/2013?

4)

Skal artikel 30 i forordning nr. 1305/2013 fortolkes således, at en medlemsstat kan begrænse udbetalingen af støtte for Natura 2000-områder ved at fastsætte, at støtten alene ydes i forbindelse med begrænsning af en specifik type af økonomisk virksomhed, som f.eks. alene skovbrugsvirksomhed for så vidt angår skovområder?

5)

Skal artikel 30, stk. 1, i forordning nr. 1305/2013, sammenholdt med artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at en person, under henvisning til sine planer om en ny økonomisk virksomhed, har ret til en Natura 2000-betaling, når vedkommende ved erhvervelsen af ejendommen allerede havde kendskab til de begrænsninger, som ejendommen var underlagt?

---

(1)  EUT 2005, L 277, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākā tiesa (Senāts) (Letland) den 5. juni 2020 — SIA Sātiņi-S mod Dabas aizsardzības pārvalde

(Sag C-238/20)

(2020/C 262/25)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Augstākā tiesa (Senāts)

Parter i hovedsagen

Sagsøger i første instans og appellant i appelsagen: SIA Sātiņi-S

Kassationsindstævnt: Dabas aizsardzības pārvalde

Præjudicielle spørgsmål

1)

Tillader retten til en rimelig erstatning som følge af begrænsningen af ejendomsretten, der er sikret ved artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at den erstatning, som en stat yder for tab for akvakulturen i et Natura 2000-område, som er forårsaget af fugle, der er beskyttet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (1), er væsentligt lavere end de tab, der faktisk er lidt?

2)

Udgør den erstatning, som en stat yder for tab for akvakulturen i et Natura 2000-område, som er forårsaget af fugle, der er beskyttet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, statsstøtte i artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmådes forstand?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, finder det loft på 30 000 EUR for de minimis-støtte, der er fastsat i artikel 3, stk. 2, i Kommissionens forordning (EU) nr. 717/2014 af 27. juni 2014 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde anvendelse på de minimis-støtte i fiskeri- og akvakultursektoren (2), da anvendelse på en erstatning som den i hovedsagen omhandlede?

---

(1)  EUT 2010, L 20, s. 7.

(2)  EUT 2014, L 190, s. 45.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Visoki trgovački sud Republike Hrvatske (Kroatien) den 8. juni 2020 — HRVATSKE Šume d.o.o., Zagreb, indtrådt i rettighederne efter HRVATSKE ŠUME javno poduzeće za gospodarenje šumama i šumskim zemljištima u Republici Hrvatskoj, p.o., Zagreb mod BP EUROPA SE, indtrådt i rettighederne efter DEUTSCHE BP AG, indtrådt i rettighederne efter THE BURMAH OIL (Deutschland), GmbH

(Sag C-242/20)

(2020/C 262/26)

Processprog: kroatisk

Den forelæggende ret

Visoki trgovački sud Republike Hrvatske

Parter i hovedsagen

Sagsøger: HRVATSKE Šume d.o.o., Zagreb, indtrådt i rettighederne efter HRVATSKE ŠUME javno poduzeće za gospodarenje šumama i šumskim zemljištima u Republici Hrvatskoj, p.o., Zagreb

Sagsøgt: BP EUROPA SE, indtrådt i rettighederne efter DEUTSCHE BP AG, indtrådt i rettighederne efter THE BURMAH OIL (Deutschland), GmbH

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er krav om tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse omfattet af kompetencereglen i forordning (EF) nr. 44/2001 (1) for sager om »erstatning uden for kontrakt« under hensynstagen til, at forordningens artikel 5, nr. 3), bl.a. bestemmer, at »[e]n person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå«?

2)

Er civile søgsmål, der er anlagt på grund af, at der fandtes tidsbegrænsninger inden for rammerne af en tvangsfuldbyrdelsesprocedure for tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld inden for rammerne af samme tvangsfuldbyrdelsesprocedure, omfattet af enekompetencen i henhold til artikel 22, nr. 5), i forordning (EF) nr. 44/2001, som bestemmer, at i sager om fuldbyrdelse af retsafgørelser, er retterne i den medlemsstat, på hvis område fuldbyrdelsesstedet er beliggende, enekompetente, uden hensyn til bopæl?

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2001, L 12, s. 1).

Rettens dom af 25. juni 2020 — Polen mod Kommissionen

(Sag T-506/18) (1)

(EGFL og ELFUL - udgifter udelukket fra finansiering - specifik støtte til tobakssektoren - udgifter afholdt af Polen - hovedkontroller - faste korrektioner - begrundelsespligt)

(2020/C 262/27)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Republikken Polen (ved B. Majczyna, B. Włodarczyk, B. Straś og M. Wiącek, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved J. Aquilina, B. Hofstötter, M. Kaduczak og A. Stobiecka-Kuik, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om delvis annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/873 af 13. juni 2018 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2018, L 152, s. 29).

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Republikken Polen betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 427 af 26.11.2018.

Rettens dom af 25. juni 2020 — Dermavita mod EUIPO — Allergan Holdings France (JUVÉDERM)

(Sag T-104/19) (1)

(EU-varemærker - fortabelsessag - EU-ordmærket JUVÉDERM - reel brug af varemærket - brug vedrørende de varer, for hvilke varemærket er registreret - varemærke brugt i den form, i hvilken det er registreret - brug med indehaverens samtykke - artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 207/2009 [nu artikel 58, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2017/1001])

(2020/C 262/28)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Dermavita Co. Ltd (Beirut, Libanon) (ved advokat G. Paricheva)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved K. Zajfert, J. Crespo Carrillo, H. O’Neill og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Allergan Holdings France (Courbevoie, Frankrig) (ved solicitor J. Day og advokat T. de Haan)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 19. december 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2630/2017-4) vedrørende en fortabelsessag mellem Dermavita og Allergan Holdings France.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Dermavita Co. Ltd bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO afholdte omkostninger.

3)	Allergan Holdings France bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 139 af 15.4.2019.

Rettens dom af 25. juni 2020 — Serviceplan Gruppe für innovative Kommunikation mod EUIPO (Serviceplan)

(Sag T-379/19) (1)

(EU-varemærker - ansøgning om EU-ordmærket Serviceplan - absolut registreringshindring - mangel på fornødent særpræg - artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 - begrundelsespligt - artikel 94, stk. 1, første punktum, i forordning 2017/1001)

(2020/C 262/29)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Serviceplan Gruppe für innovative Kommunikation GmbH & Co. KG (München, Tyskland) (ved advokaterne B. Koch og P. Schmitz)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved E. Markakis, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 18. marts 2019 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1424/2018-5) vedrørende en ansøgning om registrering af ordtegnet Serviceplan som EU-varemærke.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Serviceplan Gruppe für innovative Kommunikation GmbH & Co. KG betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 270 af 12.8.2019.

Rettens dom af 25. juni 2020 — Serviceplan Gruppe für innovative Kommunikation mod EUIPO (Serviceplan Solutions)

(Sag T-380/19) (1)

(EU-varemærker - ansøgning om EU-ordmærket Serviceplan Solutions - absolut registreringshindring - mangel på fornødent særpræg - artikel 7, stk.1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 - begrundelsespligt - artikel 94, stk. 1, første punktum, i forordning 2017/1001)

(2020/C 262/30)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Serviceplan Gruppe für innovative Kommunikation GmbH & Co. KG (München, Tyskland) (ved advokaterne B. Koch og P. Schmitz)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved E. Markakis, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 25. marts 2020 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1427/2018-5) vedrørende en ansøgning om registrering af ordtegnet Serviceplan Solutions som EU-varemærke.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Serviceplan Gruppe für innovative Kommunikation GmbH & Co. KG betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 270 af 12.8.2019.

Rettens dom af 25. juni 2020 — Malacalza Investimenti mod ECB

(Sag T-552/19) (1)

(Aktindsigt - ECB’s afgørelse om midlertidigt at sætte Banca Carige SpA under administration - afslag på aktindsigt - udeblivelsessag)

(2020/C 262/31)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Malacalza Investimenti Srl (Genova, Italien) (ved advokaterne P. Ghiglione, E. De Giorgi og L. Amicarelli)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank (ved F. von Lindeiner og M. Van Hoecke, som befuldmægtigede, bistået af advokat D. Sarmiento Ramírez-Escudero)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af ECB’s afgørelse LS/LdG/19/185 af 12. juni 2019 om afslag på aktindsigt i flere dokumenter vedrørende afgørelse ECB-SSM-2019-ITCAR-11 truffet af ECB’s Styrelsesråd den 1. januar 2019, hvorved det blev besluttet midlertidigt at sætte Banca Carige SpA under administration

Konklusion

1)

Den Europæiske Centralbanks (ECB) afgørelse LS/LdG/19/185 af 12. juni 2019 om afslag på aktindsigt i flere dokumenter vedrørende afgørelse ECB-SSM-2019-ITCAR-11 truffet af ECB’s Styrelsesråd den 1. januar 2019, hvorved det blev besluttet midlertidigt at sætte Banca Carige SpA under administration, annulleres.

2)	ECB betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 328 af 30.9.2019.

Rettens kendelse af 11. juni 2020 — Vanhoudt m.fl. mod EIB

(Sag T-294/19) (1)

(Annullations- og erstatningssøgsmål - personalesag - ansatte ved EIB - ændring af EIB’s lønsystem og lønstigningsordning - lønsimuleringsværktøj - retsakt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål - rent bekræftende retsakt - ingen nye og væsentlige faktiske omstændigheder - ikke-økonomisk tab - manglende årsagsforbindelse - søgsmål, der dels skal afvises, dels åbenbart savner ethvert retligt grundlag)

(2020/C 262/32)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Patrick Vanhoudt (Gonderange, Luxembourg) og ni andre sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget til kendelsen (ved barrister A. Haines)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank (EIB) (ved T. Gilliams, J. Klein og J. Krueck, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne P.E. Partsch og T. Evans)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF og på artikel 50a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol med påstand dels om annullation af EIB’s afgørelse af 31. januar 2019, hvorved denne bekræftede afgørelsen fra forligsudvalget, hvori det blev konstateret, at forligsproceduren vedrørende sagsøgernes krav om at få stillet et officielt trykt uddrag af resultaterne af det lønsimuleringsværktøj, der blev anvendt til at beregne indvirkningen af ændringerne samt forliget med henblik på at kompensere de tab, der angiveligt var lidt som følge af ændringerne, til rådighed, var brudt sammen, dels om at få tildelt erstatning for det ikke-økonomiske tab, som sagsøgerne angiveligt havde lidt som følge af den nævnte afgørelse af 31. januar 2019.

Konklusion

1)	EIB frifindes, da søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet.

2)	Patrick Vanhoudt og de andre sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget til kendelsen, betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 230 af 8.7.2019.

Rettens kendelse af 11. juni 2020 — VDV eTicket Service mod Kommissionen og INEA

(Sag T-516/19) (1)

(Voldgiftsbestemmelse - »Horisont 2020«-rammeprogrammet for forskning og innovation (2014-2020) - projekt »European Travellers Club: Account-Based Travelling across the European Union — ETC« - tilskudsaftale - afgørelse fra INEA, der fastslår, at visse omkostninger, der er afholdt i forbindelse med underleverancekontrakter, ikke er støtteberettigede - fejlagtig identifikation af sagsøgte - akt, som indgår som del af en kontrakt, og som ikke kan udskilles herfra - berettiget forventning - søgsmål, der dels skal afvises, dels åbenbart savner ethvert retligt grundlag)

(2020/C 262/33)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: VDV eTicket Service GmbH & Co. KG (Köln, Tyskland) (ved advokat A. Bartosch)

Sagsøgte: Europa-Kommissionen (ved R. Pethke og M. Siekierzyńska, som befuldmægtigede) og Forvaltningsorganet for Innovation og Netværk (INEA) (ved I. Ramallo og P. Rosa Plaza, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne R. van der Hout og C. Wagner)

Sagens genstand

Søgsmål dels i henhold til artikel 272 TEUF med påstand om, at det fastslås, at den manglende anerkendelse af omkostninger for et beløb på 407 443,04 EUR i INEA’s skrivelse af 13. maj 2019 Ref. Ares(2019)3151305 i forbindelse med »Horizon 2020«-programmet er ulovlig, dels og subsidiært i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om, at samme skrivelse annulleres, for så vidt som disse omkostninger på det nævnte beløb i henhold hertil ikke anses for støtteberettigede.

Konklusion

1)	Sagen afvises, idet det er åbenbart, at den delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er åbenbart ugrundet.

2)	VDV eTicket Service GmbH & Co. KG betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 319 af 23.9.2019.

Rettens kendelse af 11. juni 2020 — Perfect Bar mod EUIPO (PERFECT Bar)

(Sag T-563/19) (1)

(Annullationssøgsmål - EU-varemærker - ansøgning om EU-figurmærket PERFECT Bar - absolutte registreringshindringer - mangel på fornødent særpræg - beskrivende karakter - artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning (EU) 2017/1001 - afgørelse truffet efter Rettens annullation af en tidligere afgørelse - artikel 72, stk. 6, i forordning 2017/1001 - åbenbart, at sagen er retligt ugrundet)

(2020/C 262/34)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Perfect Bar LLC (San Diego, Californien, De Forenede Stater) (ved advokaterne F. Miazzetto, J.L. Gracia Albero, R. Seoane Lacayo og E. Cebollero González)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved M. Capostagno, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 6. juni 2019 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 372/2019-5) vedrørende en ansøgning om registrering af figurtegnet PERFECT Bar som EU-varemærke.

Konklusion

1)	Sagen afvises, idet den er åbenbart retligt ugrundet.

2)	Perfect Bar LLC betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 337 af 7.10.2019.

Rettens kendelse af 16. juni 2020 — etc-gaming og Casino Equipment mod Kommissionen

(Sag T-803/19) (1)

(Erstatningssøgsmål - EU’s manglende fastsættelse af adgang til effektive retsmidler, der kan afhjælpe de nationale retters undladelse af at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse - tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder - åbenbart, at sagen er retligt ugrundet)

(2020/C 262/35)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: etc-gaming GmbH (Wien, Østrig) og Casino-Equipment Vermietungs GmbH (Wien) (ved advokat A. Schuster)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved L. Armati, G. Braun og L. Malferrari, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 268 TEUF med påstand om erstatning for det tab, som sagsøgerne angiveligt har lidt som følge af, at Den Europæiske Union ikke har fastsat adgang til effektive retsmidler, der kan afhjælpe de nationale retters undladelse af at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	etc-gaming GmbH og Casino-Equipment Vermietungs GmbH betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 45 af 10.2.2020.

Sag anlagt den 15. maj 2020 — WT mod Kommissionen

(Sag T-91/20)

(2020/C 262/36)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: WT (ved advokaterne G. Pandey og V. Villante)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 7. november 2019, meddelt til sagsøgeren via ARES-systemet samme dag, om afslag på sagsøgerens klage i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, indgivet den 17. juli 2019, herunder om afslag på hendes krav om en erstatning på 30 000 EUR.

—	Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 17. april 2019 om anvendelse af en irettesættelse, jf. vedtægtens artikel 9, stk. 1, litra b).

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning på 30 000 EUR for det tab, der er lidt som følge af førnævnte anfægtede ulovlige afgørelser.

—	Det fastslås, at den krævede undersøgelse, som er anført i denne stævning, iværksættes.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1.	Første anbringende om tilsidesættelse af omsorgspligten og af det princip om god forvaltning, der er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af den rimelige frist, der er fastsat i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, og af retssikkerhedsprincippet og tilsidesættelse af vedtægtens artikel 12a (forbud mod chikane) og anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn.

Sag anlagt den 26. marts 2020 — Close og Cegelec mod Parlamentet

(Sag T-188/20)

(2020/C 262/37)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: SA Close (Harzé-Aywaille, Belgien) og Cegelec (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne J. Rikkers og J. Teheux)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgernes påstande

—	Den Europæiske Union, repræsenteret ved Europa-Parlamentet, tilpligtes foreløbigt at betale en godtgørelse opgjort til 3 906 043 EUR med tillæg af renter fastsat til den lovbestemte sats fra tidspunktet for tabets opståen, dvs. den 27. marts 2015.

—	Inden der træffes afgørelse i sagen anmoder sagsøgerne om, at sagen udsættes i afventning af Domstolens dom i den sag, der for nærværende verserer under sagsnummer C-447/19, og eventuelt Rettens dom i tilfælde af hjemvisning.

—	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført, at såfremt appellen med påstand om ophævelse af dom af 9. april 2019 (sag T-259/15, Close og Cegelec mod Parlamentet) tages til følge og medfører annullation af Parlamentets afgørelse af 19. marts 2015 om at tildele den offentlige bygge- og anlægskontrakt vedrørende »projekt om udvidelse og modernisering af Konrad Adenauer-bygningen i Luxembourg«, del 73 (kraftværk), ref. INLO-D-UPIL-T-14-A04, til den midlertidige virksomhedssammenslutning ENERGIE-KAD (bestående af selskaberne MERSCH og SCHMITZ PRODUCTION SARL og ENERGOLUX SA) og om dermed ikke at vælge sagsøgernes bud, vil det følge heraf, dels at den midlertidige virksomhedssammenslutning ENERGIE-KAD ikke kunne vælges, dels at sagsøgerne, der havde afgivet det laveste bud, burde være blevet tildelt kontrakten, idet kontrakttildelingen udelukkende var baseret på priskriteriet. Det lidte tab opgøres foreløbigt til 10 % af størrelsen af deres bud.

Sag anlagt den 29. april 2020 — Moviescreens Rental mod EUIPO — the airscreen company (AIRSCREEN)

(Sag T-250/20)

(2020/C 262/38)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Moviescreens Rental GmbH (Damme, Tyskland) (ved advokaterne D. Schulz og P. Stelzig)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: the airscreen company GmbH & Co. KG (Münster, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: the airscreen company GmbH & Co. KG

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket AIRSCREEN — EU-varemærke nr. 3 244 662

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 12. februar 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2527/2018-4)

Påstande

—

Den anfægtede afgørelse omgøres, for så vidt som appelkammeret herved stadfæstede annullationsafdelingens afgørelse, hvorved denne afviste ugyldighedsbegæringen vedrørende det anfægtede varemærke for de i nærværende sag omtvistede varer i Klasse 9: oppustelige filmskærme; storskærme; sølvskærme Klasse 17: pvc-rammer, der kan fyldes med luft; bøjelige pvc-plader Klasse 19: transportable bygninger, ikke af metal; rammer til store skærme, ikke af metal.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 1, litra a), og artikel 59, stk. 3), sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—	Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 1, litra a), og artikel 59, stk. 3), sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 22. maj 2020 — KD mod EUIPO

(Sag T-298/20)

(2020/C 262/39)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: KD (ved advokaterne S. Pappas og N. Kyriazopoulou)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Sagsøgerens påstande

—	Bedømmelsesrapporten vedrørende perioden 1. januar 2019 til 31. december 2019, der blev vedtaget af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret og meddelt sagsøgeren den 11. marts 2020, annulleres.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale 3 000 EUR i godtgørelse for den ikke-økonomiske skade, der er lidt som følge af bedømmelsesrapporten.

—	Sagsøgte tilpligtes at bære sine egne omkostninger samt betale sagsøgerens omkostninger i nærværende sag.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af begrundelsespligten, idet bedømmelsesrapporten indeholder kommentarer, der er mindre gunstige end kommentarerne i de tidligere rapporter uden nogen begrundelse herfor, hvilket således udgør en åbenbar faktisk fejl med den yderligere følge, at sagsøgeren blev frataget muligheden for at udøve sin ret til forsvar.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af pligten til at udvise fornøden omhu, idet der ikke blev taget hensyn til sagsøgerens vellykkede gennemførelse af forskellige projekter eller hendes motivation og arbejdsvillighed, til trods for hendes familie- og helbredsmæssige problemer.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at der foreligger et åbenbart urigtigt skøn vedrørende den manglende overensstemmelse mellem kommentarerne og bedømmelsen og den manglende hensyntagen til alle de kriterier, der kan anvendes. Med hensyn til kravet vedrørende den ikke-økonomiske skade har sagsøgeren begrundet dette i fremkaldelsen af en følelse af bekymring, angst og uretfærdighed som følge af den anfægtede rapports ulovlige karakter.

Sag anlagt den 20. maj 2020 — KF mod EIB

(Sag T-299/20)

(2020/C 262/40)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: KF (ved advokaterne L. Levi og A. Blot)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringbank (EIB)

Sagsøgerens påstande

—	Annullation af afgørelsen truffet af EIB’s formand den 27. januar 2020 og meddelt sagsøgeren ved e-mail af 18. februar 2020, hvorved sagsøgeren blev underrettet om, at hendes klage i henhold til proceduren vedrørende værdighed på arbejdspladsen var blevet afslået.

—	Sagsøgte tilpligtes at erstatte det lidte økonomiske tab.

—	Sagsøgte tilpligtes at erstatte det lidte ikke-økonomiske tab.

—	Den Europæiske Investeringbank tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende anbringender.

1.	Første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten.

2.	Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse er åbenbart ulovlig, for så vidt som den bekræfter konklusionerne fra panelet, som satte sin egen bedømmelse i stedet for ansættelsesmyndighedens.

3.	Tredje anbringende om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, om panelets forkerte fortolkning af det retlige begreb chikane og om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og af omsorgspligten.

4.	Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og af omsorgspligten.

5.	Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at ulovlighederne som anført i klagen udgør fejl begået af sagsøgte. Sagsøgeren har derfor nedlagt påstand om erstatning af det økonomiske og ikke-økonomiske tab, der følger af de anfægtede afgørelser.

Sag anlagt den 18. maj 2020 — PL mod Kommissionen

(Sag T-308/20)

(2020/C 262/41)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: PL (ved advokaterne J. Van Rossum og J.-N. Louis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Annullation af Kommissionens afgørelse af 25. juni 2019 om »i tjenestens interesse« at forflytte sagsøgeren fra generaldirektoratet »Développement et Coopération — EuropAid«, direktoratet »Voisinage«, enheden »Finances, contrats, audit«, (DEVCO.F5.DEL.West Bank and Gaza Strip.006) i Øst-Jerusalem til generaldirektoratet »Mobilitet og Transports«, direktoratet »Ressources communes MOVE.ENER« (MOVE.SRD) i Bruxelles, med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2013.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 266 TEUF, for så vidt som den anfægtede afgørelse ikke overholder domskonklusionen i Personalerettens dom af 15. april 2015 (F-96/13, EU:F:2015:29) og i Rettens dom af 13. december 2018 (T-689/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:925) for så vidt angår begrundelserne heri, som udgør det nødvendige grundlag herfor, for så vidt som de er uundværlige med henblik på at afgøre det nøjagtige indhold af retskraften.

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 2 og af artikel 22a i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, for så vidt som den anfægtede afgørelse blev truffet af en inkompetent myndighed samt tilsidesættelse af begrundelsespligten og af pligten til loyalt samarbejde.

Sag anlagt den 2. juni 2020 — Indo European Foods mod EUIPO — Chakari (Abresham Super Basmati Selaa Grade One World's Best Rice)

(Sag T-342/20)

(2020/C 262/42)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Indo European Foods Ltd (Harrow, Det Forenede Kongerige) (ved barrister A. Norris og solicitor N. Welch)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Hamid Ahmad Chakari (Wien, Østrig)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Hamid Ahmad Chakari

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket i farver Abresham Super Basmati Selaa Grade One World's Best Rice — registreringsansøgning nr. 16 860 868

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 2. april 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1079/2019–4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Sagsøgeren gives medhold i indsigelsen med hensyn til alle varerne.

—	Subsidiært hjemvises sagen til EUIPO til fornyet behandling.

—	EUIPO tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger for så vidt angår sagens behandling for Retten, for appelkammeret og for indsigelsesafdelingen.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 3. juni 2020 — AC Milan mod EUIPO — InterES (ACM 1899 AC MILAN)

(Sag T-353/20)

(2020/C 262/43)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Associazione Calcio Milan SpA (AC Milan) (Milano, Italien) (ved advokaterne A. Perani og G. Ghisletti)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: InterES Handels- und Dienstleistungs Gesellschaft mbH & Co. KG (Nürnberg, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Associazione Calcio Milan SpA (AC Milan)

Det omtvistede varemærke: International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af EU-figurmærket ACM 1899 AC MILAN i rød, sort og hvid — International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, nr. 1 329 545

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 14. februar 2020 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 161/2019-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med nærværende sag.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 10, stk. 3, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625

—	Tilsidesættelse af artikel 18, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 4. juni 2020 — Kfz-Gewerbe mod EUIPO — The Blink Fish (Gengivelse af en fisk)

(Sag T-354/20)

(2020/C 262/44)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Wirtschaftsgesellschaft des Kfz-Gewerbes mbH (Bonn, Tyskland) (ved advokat N. Hebeis)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: The Blink Fish Srl (Milano, Italien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: The Blink Fish Srl

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærke (Gengivelse af en fisk) — EU-varemærke nr. 17 301 359

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 6. april 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2333/2019-4)

Påstande

—

Delvis annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt angår de følgende tjenesteydelser, der er omfattet af den anfægtede EU-varemærkeansøgning nr. 17 301 359: — klasse 35: reklamevirksomhed; forretningsledelse. — klasse 38: telekommunikation. — klasse 41: underholdningsvirksomhed; sportsarrangementer og kulturelle arrangementer; undervisning; oplæring.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 grundet appelkammerets manglende begrundelse i den anfægtede afgørelse.

Sag anlagt den 15. juni 2020 — Dermavita Company mod EUIPO — Allergan Holdings France (JUVEDERM)

(Sag T-372/20)

(2020/C 262/45)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Dermavita Company SARL (Beirut, Libanon) (ved advokat D. Todorov)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Allergan Holdings France SAS (Courbevoie, Frankrig)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Allergan Holdings France SAS

Det omtvistede varemærke: EU-ordmærket JUVEDERM — EU-varemærke nr. 2 196 822

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 14. april 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 877/2019-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres delvist for så vidt angår afvisningen af begæringen om fortabelse af EU-varemærke nr. 2 196 822, JUVEDERM, for de omtvistede varer »biokompatible stoffer til medicinsk brug beregnet til udfyldning af rynker«.

—	EUIPO og den anden part tilpligtes at bære deres egne omkostninger og betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med alle stadier af fortabelses- og klagesagen, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen for EUIPO og for Retten.

Anbringender

—	Fejlagtig fortolkning af den relevante lovgivning vedrørende bedømmelsen af karakteren af de varer, for hvilke varemærket er blevet brugt.

—	Manglende bevis for tredjemands brug af varemærket med samtykke fra indehaveren af EU-varemærket som omhandlet i artikel 18, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 15. juni 2020 — Poupart mod Kommissionen

(Sag T-376/20)

(2020/C 262/46)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Nicole Poupart (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne S. Orlandi og T. Martin)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Annullation af afgørelsen af 1. oktober 2019 om at anvende de vedtægtsbestemmelser, der har været gældende siden den 1. maj 2004, på beregningen af hendes alderspension.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort et enkelt anbringende gældende om tilsidesættelse af artikel 21 og artikel 22 i bilag XIII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union.

Sag anlagt den 16. juni 2020 — Moloko Beverage mod EUIPO — Nexus Liquids (moloko)

(Sag T-383/20)

(2020/C 262/47)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Moloko Beverage GmbH (Göppingen, Tyskland) (ved advokat D. Wieland)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Nexus Liquids GmbH (Bielefeld, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Moloko Beverage GmbH

Det omtvistede varemærke: EU-ordmærket moloko — EU-varemærke nr. 16 415 838

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 18. marts 2020 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1485/2019-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, og EU-varemærke nr. 16 415 838 registreres ligeledes for varerne: tobak og tobaksprodukter (inklusive erstatninger); smagsstoffer og opløsninger til forstøvere til personlig brug og elektroniske cigaretter.

—	EUIPO tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling for Retten, og Nexus Liquids GmbH tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling for appelkammeret ved EUIPO.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 23. juni 2020 — DK Company mod EUIPO — Hunter Boot (DENIM HUNTER)

(Sag T-387/20)

(2020/C 262/48)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: DK Company A/S (Ikast, Danmark) (ved advokat S. Hansen)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Hunter Boot Ltd (Edinburgh, Det Forenede Kongerige)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: DK Company A/S

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket DENIM HUNTER — registreringsansøgning nr. 14 649 891

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 3. april 2020 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 849/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse omgøres i sin helhed.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Anbringender

—	Appelkammeret begik en fejl ved bedømmelsen af konsekvenserne af den (administrative) begrænsning af varerne i sagsøgerens varemærkeansøgning og af betydningen af figurbestanddelen i sagsøgerens varemærke.

—	Appelkammeret så helt bort fra, at Retten allerede havde bedømt ordet »HUNTER«’s særpræg for varer i klasse 25.

Sag anlagt den 26. juni 2020 — Ryanair mod Kommissionen

(Sag T-388/20)

(2020/C 262/49)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ryanair DAC (Swords, Irland) (ved advokaterne E. Vahida, F. Laprévote, S. Rating og I. Metaxas-Maranghidis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Kommissionens afgørelse (EU) af 18. maj 2020 om statsstøtte SA.56809 (2020/N) — Finland — COVID –19: statslångaranti til Finnair (1) annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Sagsøgeren har ligeledes nedlagt påstand om, at søgsmålet behandles i en fremskyndet procedure som omhandlet i artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

1.

Første anbringende om, at Europa-Kommissionen har anvendt artikel 107, stk. 3, litra b), urigtigt, idet den har fastslået, at støtten afhjælper en alvorlig forstyrrelse i den finske økonomi, og idet den har tilsidesat forpligtelsen til at afveje støttens gunstige virkninger og dens negative indvirkning på samhandelsvilkårene og konkurrencen (dvs. »afvejningstesten«).

2.

Andet anbringende om, at Europa-Kommissionen har tilsidesat specifikke bestemmelser i TEUF og de almindelige EU-retlige principper om forbud mod forskelsbehandling, den frie udveksling af tjenesteydelser og den frie etableringsret, der har understøttet liberaliseringen af luftfarten i EU siden slutningen af 1980'erne. Liberaliseringen af lufttransportmarkedet i EU har givet mulighed for vækst hos egentlige paneuropæiske lavpris-luftfartsselskaber. Europa-Kommissionen har set bort fra de skader, som COVID-19-krisen har påført sådanne paneuropæiske luftfartsselskaber, og fra deres rolle i forbindelse med udbud af flyforbindelser til og fra Finland, idet den har tilladt Finaland at forbeholde støtten for Finnair alene. Artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF fastsætter en undtagelse til forbuddet mod statsstøtte i artikel 107, stk. 1, TEUF, men den fastsætter ikke en undtagelse til de andre regler og principper i TEUF.

3.	Tredje anbringende om, at Europa-Kommissionen har undladt at indlede en formel undersøgelsesprocedure på trods af alvorlige vanskeligheder og har tilsidesat sagsøgerens proceduremæssige rettigheder.

4.	Fjerde anbringende om, at Kommissionen i afgørelsen har tilsidesat sin begrundelsespligt.

---

(1)  Europa-Kommissionens afgørelse (EU) af 18.5.2020 om statsstøtte SA. 56809 (2020/N) — Finland — COVID-19: Statslångaranti til Finnair (endnu ikke trykt i EU-tidende).

Sag anlagt den 29. juni 2020 — El Corte Inglés mod EUIPO — Rudolf Böckenholt (LLOYD’S)

(Sag T-400/20)

(2020/C 262/50)

Stævningen er affattet på spansk

Parter

Sagsøger: El Corte Inglés, SA (Madrid, Spanien) (ved advokat J.L. Rivas Zurdo)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Rudolf Böckenholt GmbH & Co. KG (Ostbevern, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: El Corte Inglés, SA

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket LLOYD’S — EU-varemærke nr. 2 957 132

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 14. april 2020 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 1119/2019-1)

Påstande

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den — idet El Corte Inglés, S.A.’s klage herved afvises — stadfæster annullationsafdelingens afgørelse om delvist at imødekomme ugyldighedsbegæring nr. 18 381 C og opretholder den delvise annullation af EU-varemærke nr. 2 957 132, LLOYD’S (figurativt), for »varer fremstillet af disse materialer (læder og læderimitationer) og ikke indeholdt i andre klasser, dog skind til fodtøj« i klasse 18.

—	Den anden part eller de andre parter tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—	Modstrid med afgørelse truffet den 23. oktober 2009 af Første Appelkammer ved EUIPO i sag R 562/2006-1.

—	Modstrid og manglende sammenhæng i afgørelsen med hensyn til de argumenter, som afgørelsen er støttet på, og tilsidesættelse af artikel 32, litra i), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1430.

Rettens kendelse af 8. juni 2020 — Limango mod EUIPO — Consolidated Artists (limango)

(Sag T-23/19) (1)

(2020/C 262/51)

Processprog: engelsk

Formanden for Anden Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 93 af 11.3.2019.

Rettens kendelse af 8. juni 2020 — TestBioTech mod Kommissionen

(Sag T-534/19) (1)

(2020/C 262/52)

Processprog: engelsk

Formanden for Anden Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 363 af 28.10.2019.

Rettens kendelse af 4. juni 2020 — UPL Europe og Aceto Agricultural Chemicals mod Kommissionen

(Sag T-612/19) (1)

(2020/C 262/53)

Processprog: engelsk

Formanden for Syvende Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 399 af 25.11.2019.

Rettens kendelse af 10. juni 2020 — Bujar mod Kommissionen

(Sag T-708/19) (1)

(2020/C 262/54)

Processprog: engelsk

Formanden for Syvende Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 10 af 13.1.2020.