MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN

Meddelelse om nationale domstoles beskyttelse af fortrolige oplysninger i sager i forbindelse med privat håndhævelse af EU's konkurrenceregler

(2020/C 242/01)

I.   DENNE MEDDELELSES ANVENDELSESOMRÅDE OG FORMÅL

1.

Denne meddelelse vedrører beskyttelsen af fortrolige oplysninger i civile sager, der behandles ved nationale domstole, i forbindelse med anvendelsen af artikel 101 eller 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF«).

2.

Sager om privat håndhævelse, der indbringes for de nationale domstole i EU, kan afhængigt af de gældende nationale regler tage forskellige former, eksempelvis erstatningssøgsmål, anerkendelsessøgsmål eller søgsmål med påstand om forbud. Der er konstateret en kraftig stigning i antallet af såkaldt efterfølgende erstatningssøgsmål, hvorved skadelidte i forbindelse med en overtrædelse af konkurrenceretten gør krav på erstatning, efter at en konkurrencemyndighed har truffet afgørelse, eller at en appelret har afsagt endelig dom (1).

3.

Adgang til beviser er et vigtigt element i håndhævelsen af de rettigheder, der tilkommer personer, herunder forbrugere og virksomheder, eller offentlige myndigheder i medfør af artikel 101 eller 102 i TEUF i sager om privat håndhævelse, der behandles ved de nationale domstole.

4.

De nationale domstole kan således modtage begæringer om fremlæggelse af beviser i sager vedrørende privat håndhævelse af EU's konkurrenceregler. De nationale domstole skal sikre en effektiv privat håndhævelse ved at give adgang til oplysninger med relevans for at godtgøre de respektive krav eller understøtte forsvaret, hvis betingelserne for offentliggørelse af oplysningerne er opfyldt. Samtidig skal de nationale domstole værne om den parts eller tredjeparts interesser, for hvilken de fortrolige oplysninger skal offentliggøres.

5.

De nationale domstole bør med henblik herpå råde over foranstaltninger til at beskytte fortrolige oplysninger på en måde, der ikke hindrer parternes effektive adgang til domstolsprøvelse eller til udøvelse af retten til fuld erstatning (2).

6.

Med hensyn til navnlig erstatningssøgsmål skal medlemsstaterne i henhold til erstatningsdirektivet (3) sikre, at nationale domstole har beføjelse til at kræve fremlæggelse af beviser, der indeholder fortrolige oplysninger, forudsat at en række betingelser er opfyldt. Medlemsstaterne skal ligeledes sikre, at de nationale domstole råder over effektive foranstaltninger til at beskytte sådanne fortrolige oplysninger, og samtidig sikre udøvelse af retten til fuld erstatning (4). Dette er vigtigt, fordi de nationale domstole kan have begrænsede ressourcer til at behandle begæringer om fremlæggelse.

7.

På denne baggrund præsenteres der i denne meddelelse foranstaltninger, som de nationale domstole kan anvende i forbindelse med begæringer om fremlæggelse af fortrolige oplysninger i sager om privat håndhævelse.

8.

Denne meddelelse skal tjene til inspiration og vejledning til de nationale domstole, og den er ikke bindende for dem. Den indebærer hverken ændringer af gældende EU-lovgivning (5) eller lovgivning i medlemsstaterne, ligesom den ikke medfører ændringer af de retsplejeregler, der gælder for civile sager, eller af retten til fortrolighed mellem advokat og klient. (6) Navnlig kan de foranstaltninger til beskyttelse af fortrolige oplysninger, der er beskrevet i denne meddelelses afsnit III, anvendes, hvis de er tilgængelige i henhold til og forenelige med nationale regler samt med parternes rettigheder i retssager som anerkendt i EU-retten og national ret.

II.   BEGÆRINGER OM FREMLÆGGELSE AF BEVISER, DER INDEHOLDER FORTROLIGE OPLYSNINGER, FOR NATIONALE DOMSTOLE

A.   Relevante overvejelser i forbindelse med begæringer om fremlæggelse af beviser

9.

I forbindelse med privat håndhævelse af EU's konkurrenceregler kan parternes mulighed for effektivt at udøve deres rettigheder i civile søgsmål (sagsøger(e) og sagsøgte) afhænge af muligheden for at få adgang til relevant bevismateriale. Det kan dog forekomme, at den part, der bærer bevisbyrden, ikke er i besiddelse af eller ikke har umiddelbar adgang til dette bevismateriale.

10.

Derfor kan nationale domstole efter begæring fra en af parterne kræve fremlæggelse af beviser. Fremlæggelsen af beviser vil være underlagt nationale processuelle regler og genstand for administrative og procesøkonomiske overvejelser.

11.

I forbindelse med erstatningssøgsmål pålægger erstatningsdirektivet navnlig medlemsstaterne at fastsætte sagsøgers og sagsøgtes ret til at kræve fremlæggelse af beviser af relevans for deres krav eller påstand om frifindelse på følgende betingelser (7).

12.

De nationale domstole skal først afgøre, om erstatningskravet er sandsynliggjort, og om anmodningen om fremlæggelse vedrører relevante beviser og står i et rimeligt forhold til formålet (8). Erstatningsdirektivet foreskriver, at der i forbindelse med vurderingen af proportionaliteten skal tages hensyn til omfanget af fremlæggelsen af beviser og omkostningerne herved, herunder for at forhindre ukonkret søgning efter oplysninger, der sandsynligvis ikke er relevante for søgsmålets parter. Meget brede eller generaliserede begæringer om fremlæggelse vil sandsynligvis ikke opfylde disse betingelser. (9)

13.

For det andet skal begæringer om fremlæggelse identificere nærmere angivne beviser eller relevante kategorier af beviser »så præcist og så snævert som muligt« på grundlag af rimeligt tilgængelige faktuelle oplysninger. (10) Kategorier af beviser kan identificeres ud fra henvisning til fællestræk ved deres væsentlige bestanddele såsom art, formål eller indhold af de dokumenter, der begæres fremlagt, tidspunktet for deres udarbejdelse eller andre kriterier. En begæring om kategorier af beviser kan for eksempel henvise til salgsdata for virksomhed A og virksomhed B vedrørende produkt Y, der er udvekslet mellem år N og N+5.

14.

For det tredje fastslår erstatningsdirektivet med hensyn til fremlæggelse af oplysninger, der er indeholdt i Kommissionens eller en national konkurrencemyndigheds sagsakter, at en national domstol ved vurderingen af, om et pålæg om fremlæggelse af oplysninger er proportionalt, bl.a. skal tage hensyn til, hvorvidt »begæringen er affattet specifikt med hensyn til arten, genstanden eller indholdet af dokumenter forelagt for en konkurrencemyndighed eller indeholdt i dennes sagsakter snarere end som en ukonkret ansøgning vedrørende dokumenter, der er indgivet til en konkurrencemyndighed« (11).

15.

Det skal erindres, at erstatningsdirektivet fastslår, at redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse og forligsredegørelser aldrig må fremlægges (såkaldte »sortlistede dokumenter«) (12). Hvis Kommissionen eller en national konkurrencemyndighed endnu ikke har afsluttet sagsbehandlingen, kan den nationale domstol desuden ikke kræve fremlæggelse af oplysninger, der blev udarbejdet af en fysisk eller juridisk person specifikt til brug for en konkurrencemyndigheds behandling af sagen, oplysninger, som er udarbejdet af konkurrencemyndigheden og fremsendt til parterne i forbindelse med dens behandling af sagen, eller forligsredegørelser, der er blevet trukket tilbage (såkaldte »grålistede dokumenter«) (13).

16.

De nationale domstole kan pålægge en af parterne (sagsøgte og/eller sagsøger) eller tredjeparter at fremlægge beviser, som er undergivet deres rådighed (14). I de fleste sager vil en af parterne eller en tredjepart være i besiddelse af de nødvendige beviser. I nogle tilfælde vil sagsøgte være i besiddelse af beviser, som er relevante for at fastslå, at der foreligger en overtrædelse, eller for at fastslå overtrædelsens varighed, og som er indhentet via adgang til en konkurrencemyndigheds sagsakter (f.eks. allerede eksisterende dokumenter, svar på anmodninger om oplysninger osv.). I andre tilfælde, f.eks. i erstatningssøgsmål, kan sagsøgte eller sagsøger være i besiddelse af yderligere beviser, som ikke indgik i en konkurrencemyndigheds sagsakter, men som er relevante for erstatningskravet eller påstanden om frifindelse (f.eks. vedrørende årsagssammenhængen mellem overtrædelsen og den lidte skade, tabsopgørelse (15), skøn over sagsøgtes mulige overvæltning af overpris (16) osv.). Dette gælder især for oplysninger vedrørende kundespecifikke priser, omsætning eller andre data såsom køberes prispolitik mv.

17.

Hvis parterne eller en tredjepart ikke har kunnet fremskaffe de ønskede beviser, og hvis begæringen om fremlæggelse vedrører et dokument i Kommissionens eller en national konkurrencemyndigheds sagsakter, kan den nationale domstol stille krav om, at de skal fremlægge det (17).

B.   Fortrolige oplysninger

18.

Princippet om beskyttelse af forretningshemmeligheder og andre fortrolige oplysninger er nedfældet i artikel 339 i TEUF og er også et generelt princip i EU-retten (18). Det forhold at oplysninger er af fortrolig art, er imidlertid ikke nogen absolut hindring for deres fremlæggelse i nationale sager (19). Nationale domstole vil på grundlag af nationale regler og EU-regler samt relevant retspraksis afgøre fra sag til sag, hvad der udgør fortrolige oplysninger i forbindelse med privat håndhævelse af EU's konkurrenceregler.

19.

Kommissionen ønsker derfor ikke at fastsætte en definition af fortrolige oplysninger. Der kan imidlertid drages inspiration fra EU's retsinstansers og Kommissionens praksis. (20)

20.

EU-domstolene kvalificerer oplysninger som fortrolige, forudsat at de opfylder følgende kumulative betingelser (21): i) de er kun tilgængelige for en begrænset personkreds ii) fremlæggelsen heraf kan være til alvorlig skade for den person, som fremlagde dem, eller for tredjeparter iii) de interesser, som vil kunne skades ved fremlæggelsen af den fortrolige oplysning, er objektivt set beskyttelsesværdige.

21.

Hvad angår den første betingelse kan oplysninger miste deres fortrolige karakter, så snart de er »til rådighed for en kreds af specialister eller kunne udledes af offentligt tilgængelige oplysninger« (22).

22.

Hvad angår den anden betingelse er det værd at bemærke, at det ved vurderingen af potentialet for at forvolde skade er relevant først at tage hensyn til oplysningernes art. Fremlæggelse af oplysninger, der har kommerciel, finansiel eller strategisk værdi, anses typisk for at kunne forvolde alvorlig skade. (23) For det andet er det også relevant at tage hensyn til, hvor aktuelle oplysningerne er. Kommercielt følsomme oplysninger vedrørende igangværende eller fremtidige forretningsforbindelser, interne forretningsplaner og andre fremadrettede forretningsoplysninger kan ofte (i det mindste delvist) betragtes som fortrolige oplysninger. Selv sådanne oplysninger kan imidlertid miste deres fortrolige karakter, når de har »mistet deres kommercielle betydning på grund af den tid, der er gået«. (24)

23.

Hvad angår den tredje betingelse udgør en parts interesse i at beskytte sig selv eller sit omdømme mod en erstatningskendelse afsagt af en national domstol på grund af partens deltagelse i en overtrædelse af konkurrenceretten ikke en beskyttelsesværdig interesse. (25)

24.

Endelig skal forretningshemmeligheder som defineret i direktivet om forretningshemmeligheder betragtes som fortrolige oplysninger (26).

C.   Samarbejde mellem Kommissionen og nationale domstole i forbindelse med fremlæggelse af beviser

25.

I civile sager kan en national domstol i forbindelse med anvendelsen af artikel 101 og 102 i TEUF i henhold til artikel 15, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (27) anmode Kommissionen om en udtalelse om spørgsmål vedrørende anvendelsen af EU's konkurrenceret eller om at få tilsendt retlige, økonomiske eller proceduremæssige oplysninger, som den er i besiddelse af, jf. princippet om loyalt samarbejde i artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (28).

26.

I henhold til erstatningsdirektivet kan den nationale domstol eksempelvis kræve fremlæggelse af dokumenter fra Kommissionens sagsakter, når en part eller en tredjepart ikke med rimelighed kan skaffe dem (29). Det er i denne henseende vigtigt at påpege, at Kommissionen som nævnt ovenfor ikke vil fremsende sortlistede dokumenter eller, hvis sagen ikke er afsluttet, grålistede dokumenter (jf. punkt 15) (30).

27.

Desuden må Kommissionens bistand til nationale domstole ikke underminere de garantier, der tilkommer fysiske og juridiske personer som følge af princippet om tavshedspligt i henhold til artikel 339 i TEUF og artikel 28 i forordning (EF) nr. 1/2003 (31).

28.

Hvis Kommissionen mener, at de oplysninger, som en national domstol har anmodet om, er fortrolige i forbindelse med den verserende sag, spørger den domstolen, om den kan og vil garantere beskyttelsen af de fortrolige oplysninger, før den videregiver oplysningerne (32). Den nationale domstol bør da effektivt garantere en passende beskyttelse af fortrolige oplysninger, der tilhører juridiske eller fysiske personer, som Kommissionen har modtaget oplysninger fra (33).

29.

Hvis den nationale domstol garanterer, at den vil beskytte de fortrolige oplysninger, videregiver Kommissionen de ønskede oplysninger. Den nationale domstol kan herefter fremlægge oplysningerne i nationale retssager ved at anvende foranstaltningerne til beskyttelse af fortrolige oplysninger, der er meddelt Kommissionen, og ved at tage højde for Kommissionens eventuelle bemærkninger vedrørende dette spørgsmål.

III.   FORANSTALTNINGER TIL BESKYTTELSE AF FORTROLIGE OPLYSNINGER

A.   Indledning

30.

Når der fremlægges bevismateriale, som indeholder fortrolige oplysninger, bør der træffes foranstaltninger til at beskytte disse oplysninger. I erstatningsdirektivet henvises der eksempelvis til en række foranstaltninger, herunder muligheden for redigering af dokumenter, afholdelse af retsmøder for lukkede døre, begrænsning af de personer, der har adgang til at se beviserne, og udpegelse af sagkyndige til at udarbejde sammendrag af oplysningerne i aggregeret eller anden ikkefortrolig form (34).

31.

Valget af, hvilken foranstaltning der skal anvendes til at beskytte fortrolige oplysninger ved pålæg om fremlæggelse, vil naturligvis afhænge af de specifikke processuelle regler, herunder i hvilket omfang visse foranstaltninger overhovedet er tilgængelige. De nationale domstole kan også anmode parterne om selv at nå til enighed om, hvilke foranstaltninger der skal anvendes til at beskytte fortrolige oplysninger.

32.

De nationale domstole afgør fra sag til sag, hvad der udgør den mest relevante foranstaltning eller kombination af foranstaltninger til effektivt at beskytte de fortrolige oplysninger. Valget kan afhænge af adskillige forhold, bl.a.: i) karakteren og den kommercielle/finansielle/strategiske værdi af de oplysninger, der er genstand for fremlæggelse (f.eks. kundenavne, priser, omkostningsstruktur, avancer osv.), og, for så vidt angår de rettigheder, der tilkommer den part, der begærer fremlæggelse, hvorvidt der kan gives adgang til disse oplysninger i aggregeret eller anonymiseret form ii) omfanget af den begærede fremlæggelse (dvs. mængden eller antallet af dokumenter, der skal fremlægges) iii) antal parter, der er berørt af retssagen og fremlæggelsen. Visse foranstaltninger til beskyttelse af fortrolige oplysninger kan være mere effektive end andre, afhængigt af om der er mere end én begærende part og/eller fremlæggende part iv) forholdet mellem parterne (f.eks. om den fremlæggende part er en direkte konkurrent til den part, der begærer fremlæggelse (35), om parterne har et varigt leveranceforhold osv.) v) hvorvidt de oplysninger, der skal fremlægges, stammer fra tredjeparter. Tredjeparters rettigheder i en civil retssag vedrørende beskyttelse af deres fortrolige oplysninger skal tages i betragtning (36). Den fremlæggende part kan være i besiddelse af dokumenter fra en tredjepart, som er fortrolige over for den begærende part eller over for andre parter i sagen (37) vi) den kreds af personer, som gives adgang til oplysningerne (dvs. om fremlæggelse kun bør gælde for eksterne repræsentanter, eller om den begærende part (virksomhedsrepræsentanter) også vil få adgang til oplysningerne) vii) risikoen for utilsigtet videregivelse viii) domstolens evne til at beskytte fortrolige oplysninger under hele den civile sag, og efter at sagen er afsluttet; nationale domstole kan beslutte, at en enkelt foranstaltning ikke er tilstrækkelig til effektivt at beskytte de fortrolige oplysninger, og at der er behov for at træffe andre foranstaltninger under sagen ix) eventuelle andre begrænsninger, eller administrative byrder (38) forbundet med fremlæggelsen af oplysninger som f.eks. ekstra omkostninger eller yderligere administrative skridt for det nationale retssystem (39), parternes udgifter, potentielle forsinkelser af sagen osv.

33.

For at undgå at parterne anvender fortrolige oplysninger uden for rammerne af den retssag, i forbindelse med hvilken oplysningerne er blevet fremlagt, er det vigtigt, at de nationale domstole kan pålægge afskrækkende sanktioner for manglende overholdelse af forpligtelsen til at beskytte fortrolige oplysninger. (40) Valget af den eller de mest effektive foranstaltninger til beskyttelse af fortrolige oplysninger kan afhænge af eksistensen af og muligheden for at pålægge og håndhæve sanktioner for undladelse eller nægtelse af at overholde sådanne foranstaltninger. I forbindelse med erstatningssøgsmål skal de nationale domstole i henhold til erstatningsdirektivets artikel 8 effektivt kunne pålægge parterne, tredjeparter og deres retlige repræsentanter sanktioner i tilfælde af deres undladelse eller nægtelse af at opfylde de forpligtelser, der pålægges af en national domstol ved en afgørelse om beskyttelse af fortrolige oplysninger (41).

34.

Sanktionernes nøjagtige karakter og omfang vil afhænge af de nationale regler. Ifølge erstatningsdirektivet skal sanktioner for bl.a. manglende overholdelse af et pålæg om fremlæggelse eller manglende opfyldelse af de forpligtelser, der pålægges af en national domstol ved en afgørelse om beskyttelse af fortrolige oplysninger, omfatte muligheden for at lade partens adfærd virke belastende ved bevisbedømmelsen samt muligheden for at pålægge betaling af sagsomkostninger (42). Eksterne juridiske rådgivere eller sagkyndige kan også blive genstand for disciplinære sanktioner fra deres faglige organisationer (f.eks. suspension, bøder osv.).

35.

Kort sagt kan valget af foranstaltning(er) til beskyttelse af fortrolige oplysninger kræve en omfattende vurdering af mange forhold. Med henblik på at bistå de nationale domstole i denne vurdering giver denne meddelelse et overblik over de mest almindelige foranstaltninger, der, i det omfang de er tilgængelige i medlemsstaternes processuelle regler, kan anvendes til at beskytte fortrolige oplysninger, samt relevante overvejelser vedrørende effektiviteten heraf.

B.   Redigeringer

36.

De nationale domstole kan overveje at pålægge den fremlæggende part at redigere dokumenter ved at slette de fortrolige oplysninger. Denne procedure kaldes redigering.

37.

Redigering kan indebære, at hver fortrolig oplysning udskiftes med anonymiserede oplysninger eller aggregerede tal, at slettede afsnit erstattes af informative eller relevante ikkefortrolige sammendrag, eller at dele af dokumenter, der indeholder fortrolige oplysninger, overstreges fuldstændig.

38.

Fremlæggende parter skal begrænse redigering til, hvad der er strengt nødvendigt for at beskytte interesserne for dem, oplysningerne stammer fra (f.eks. tredjeparter). Det kan være tilstrækkeligt at foretage en begrænset redigering af visse fortrolige oplysninger for at beskytte alle fortrolige oplysninger i en række dokumenter. Afhængigt af sagens omstændigheder kan eksempelvis redigering af kunders navne uden at redigere de respektive mængder af det leverede produkt være tilstrækkeligt til at beskytte fortroligheden. (43)

39.

Redigering af fortrolige oplysninger uden at erstatte oplysningerne med en ikkefortrolig udgave vil ikke nødvendigvis være et passende kompromis mellem en parts ret til beskyttelse af fortrolige oplysninger og den begærende parts ret til adgang til beviser til understøttelse af sit krav eller sin påstand om frifindelse. Redigering af hele sider eller afsnit i dokumenter eller af hele bilag vil muligvis blive betragtet som værende for vidtgående og vil muligvis ikke være acceptabelt henset til sagens formål.

B.1.    Redigering som en effektiv foranstaltning til beskyttelse af fortrolige oplysninger

40.

Redigering kan være en effektiv foranstaltning til beskyttelse af fortrolige oplysninger, når dokumenterne og oplysningerne heri til trods for udskiftning af fortrolige oplysninger med en ikkefortrolig udgave fortsat er relevante og egnede til, at den part, der begærer fremlæggelse, kan udøve sine rettigheder.

41.

Brug af redigering som foranstaltning kan derfor være særligt effektiv, når de fortrolige oplysninger omhandler markedsoplysninger og -tal (f.eks. omsætning, fortjeneste, markedsandele mv.), som kan erstattes med repræsentative intervaller, eller hvor kvalitative oplysninger kan opsummeres i et meningsfuldt sammendrag.

42.

Redigering kan også være en effektiv foranstaltning til beskyttelse af fortrolige oplysninger, når mængden af fortrolige oplysninger, der skal fremlægges, er begrænset. Hvis der skal redigeres i et meget stort antal dokumenter, kan andre foranstaltninger til beskyttelse af fortrolige oplysninger (f.eks. en fortrolighedskreds), afhængigt af sagens omstændigheder, anses for bedre egnede under hensyn til den tid og de omkostninger og ressourcer, det vil kræve at udarbejde ikkefortrolige udgaver.

43.

Endelig kan redigering af tredjeparters fortrolige oplysninger også være en velegnet foranstaltning, hvis den fremlæggende part er i besiddelse af oplysninger fra tredjeparter, som måske ikke er fortrolige for den pågældende part, men som kan være fortrolige for den part, der begærer fremlæggelse heraf. (44) Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis den begærende part, som ville få adgang til oplysningerne, og tredjeparten er konkurrenter. I disse tilfælde kan det være nødvendigt, at den fremlæggende part indhenter tredjepartens mening om, hvilke oplysninger der er fortrolige, eller på anden vis bliver enig med tredjeparten om et forslag til redigering.

44.

De nationale domstole kan dog konkludere, at redigering er en mindre effektiv foranstaltning i de sager, hvor begæringen omfatter mange dokumenter fra en tredjepart, fordi interaktionen med tredjeparten i denne forbindelse kan gøre opgaven mere kompleks.

B.2.    Redigering af fortrolige oplysninger

45.

Afhængigt af de forskellige processuelle regler kan nationale domstole være mere eller mindre aktivt involveret i redigeringsprocessen. De nationale domstole kan føre tilsyn med og kontrollere redigeringsprocessen og fungere som kontaktpunkt for parterne og tredjeparter. Alternativt kan parterne være hovedansvarlige for at udarbejde ikkefortrolige udgaver og/eller for at blive enige med tredjeparter om forslag til redigering, hvor det er relevant.

46.

Med henblik på at styre processen med at udarbejde ikkefortrolige udgaver kan det under alle omstændigheder være nyttigt for de nationale domstole at udstede overordnede retningslinjer til parterne og/eller sagsspecifik vejledning vedrørende sager, der behandles for domstolen, hvis det er muligt efter national procesret. Sådanne retningslinjer kan være nyttige til at fastsætte den procedure, som domstolene forventer, at parterne følger ved udarbejdelsen af ikkefortrolige udgaver.

47.

Med henblik på at sikre en effektiv behandling af anmodninger om redigering kan nationale domstole anmode parterne om (45): i) at markere alle fortrolige oplysninger i de oprindelige fortrolige dokumenter med kantet parentes og fremhæve dem på en sådan måde, at oplysningerne fortsat kan læses, før der træffes afgørelse om, hvad der skal redigeres (46) ii) at udarbejde en liste over alle de oplysninger, der foreslås redigeret (hvert ord, hver oplysning, hvert afsnit og/eller punkt, der skal redigeres) iii) for hver foreslået redigering at give en begrundelse for, hvorfor oplysningerne skal behandles fortroligt iv) at erstatte redigerede oplysninger med et informativt og meningsfuldt ikkefortroligt sammendrag af de redigerede oplysninger (47). Simple angivelser såsom »forretningshemmelighed«, »fortroligt« eller »fortrolige oplysninger« er generelt ikke tilstrækkelige. Ved redigering af kvantitative oplysninger (f.eks. salg, omsætning, fortjeneste, markedsandel, priser m.v.) kan der anvendes meningsfulde intervaller eller aggregerede tal. Ved oplysninger om salg og/eller omsætning vil intervaller på mere end 20 % af det nøjagtige tal muligvis ikke være relevante; på samme måde, afhængigt af sagens omstændigheder, vil intervaller på mere end 5 % for markedsandele muligvis ikke være relevante (48) v) at indgive ikkefortrolige udgaver af de pågældende dokumenter, som gengiver struktur og format af de fortrolige udgaver. Navnlig skal oplysninger i det originale dokument såsom overskrifter, sidenumre og afsnitsnummerering forblive uændrede, således at den person, der læser dokumentet, er i stand til at forstå omfanget af redigeringerne, og i hvilket omfang redigeringerne påvirker muligheden for at forstå oplysningerne, når de fremlægges vi) at sikre, at de ikkefortrolige udgaver, der indgives, er teknisk pålidelige, og at de redigerede oplysninger ikke kan udledes på nogen måde, herunder ved hjælp af kriminaltekniske værktøjer.

48.

Når parterne indgiver deres respektive anmodninger om redigering eller bliver enige om et forslag til redigering, er det op til den nationale domstol at beslutte, om den foreslåede redigering er acceptabel.

49.

Efter redigeringen kan de ikkefortrolige udgaver af originaldokumenterne bruges i hele den civile retssag, og der kan ikke kræves nogen yderligere beskyttelse.

C.   Fortrolighedskredse

50.

En fortrolighedskreds er en fremlæggelsesforanstaltning, hvorved den fremlæggende part kun stiller bestemte kategorier af oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, til rådighed for en afgrænset gruppe personer. (49)

C.1.    Fortrolighedskredse som en effektiv foranstaltning til beskyttelse af fortrolighed

51.

Fortrolighedskredse kan være en effektiv foranstaltning for nationale domstole til at beskytte oplysningernes fortrolige karakter i en række situationer.

52.

For det første kan fortrolighedskredse være egnede til at sikre fremlæggelse af kvantitative data (f.eks. indtægter, priser, avancer osv.) (50) eller meget strategiske kommercielle oplysninger, der, selv om de er relevante for partens påstand, er meget vanskelige at sammenfatte på en meningsfuld måde (51) eller ikke kan fremlægges uden risiko for at blive overdrevent redigeret (52) og dermed miste deres værdi som bevis.

53.

For det andet kan fortrolighedskredse være procesbesparende og omkostningseffektive, især hvis der er anmodet om et stort antal dokumenter, og alle dokumenterne stilles til rådighed i deres helhed i kredsen (dvs. i originaludgaven uden nogen redigering). I praksis kan parterne nægte at fremlægge uredigerede udgaver af visse dokumenter i fortrolighedskredsen og må stadig pålægges at udarbejde fortrolige og ikkefortrolige udgaver af visse dokumenter. Selv i sådanne tilfælde kan fortrolighedskredse ikke desto mindre mindske behovet for drøftelser om fortrolighed mellem parterne og dermed mindske risikoen for forsinkelser.

54.

For det tredje kan fortrolighedskredse tilrettelægges elektronisk (f.eks. ved elektronisk fremlæggelse). Derfor forudsætter fortrolighedskredse ikke nødvendigvis fysisk udlevering af oplysninger eller fysisk tilstedeværelse af medlemmerne af kredsen på et bestemt sted.

55.

Fortrolighedskredse kan således bidrage til at sikre en balance mellem behovet for fremlæggelse og pligten til at beskytte fortrolige oplysninger. (53) Ved at fremlægge dokumenter i en fortrolighedskreds fremlægges relevante fortrolige oplysninger, men den potentielle skade forvoldt af fremlæggelsen er kontrolleret eller minimeret ved kun at give en begrænset gruppe af personer adgang hertil, afhængigt af sagens specifikke omstændigheder (f.eks. dokumenternes art, forbindelsen mellem parterne, sammensætningen af kredsen, tredjeparts dokumenter osv.).

56.

De nationale domstole kan i deres overvejelser om, hvorvidt og i hvilket omfang beviser bør fremlægges i en fortrolighedskreds, imidlertid tage hensyn til det forhold, at fremlæggelse af oplysninger i en fortrolighedskreds kan begrænse mulighederne for at gøre oplysningerne tilgængelige og/eller anvende dem i efterfølgende stadier af retsforhandlingerne (f.eks. under retsmøder, ved offentliggørelse osv.). De nationale domstole kan også tage hensyn til, hvorvidt der stadig vil være behov for ikkefortrolige udgaver af dokumenterne, og i givet fald det antal dokumenter, der under alle omstændigheder vil skulle redigeres.

C.2.    Tilrettelæggelse af en fortrolighedskreds

57.

Hvis en national domstol finder, at en fortrolighedskreds er en effektiv fremlæggelsesforanstaltning i en given sag, kan den afsige en kendelse om en række relevante aspekter, såsom a) hvilke oplysninger der skal fremlægges for fortrolighedskredsen, b) fortrolighedskredsens sammensætning, c) hvilke tilsagn om fortrolighed, parterne skal afgive, og d) den logistiske tilrettelæggelse af fortrolighedskredsen. Nogle aspekter kan allerede være fastlagt i den nationale procesret eller i almene retningslinjer udstedt af den nationale domstol. (54)

a)   Fastlæggelse af, hvilke oplysninger der er tilgængelige i fortrolighedskredsen

58.

For enhver fortrolighedskreds, der tilrettelægges af en national domstol, vil de kategorier af oplysninger eller specifikke dele af beviser, der bør medtages i fortrolighedskredsen, typisk blive udpeget. I praksis kan parterne aftale eller opfordres af domstolen til at aftale, hvilke dokumenter eller oplysninger, der bør medtages i fortrolighedskredsen, før domstolen træffer afgørelse.

b)   Fortrolighedskredsens sammensætning

59.

Efter at have undersøgt parternes argumenter, enten skriftligt eller ved en mundtlig høring, eller efter at parterne er nået til enighed, kan domstolen afgøre, hvem der skal være medlem at fortrolighedskredsen samt disse medlemmers adgangsniveau. (55)

60.

Medlemmerne af fortrolighedskredsen kan være de personer, som vil have ret til at gennemgå dokumenterne i fortrolighedskredsen. Afgørelsen om sammensætningen af fortrolighedskredsen vil afhænge af sagens omstændigheder, navnlig arten af de oplysninger, som begæringen om fremlæggelse vedrører.

61.

Medlemmerne af fortrolighedskredsen kan spænde fra parternes eksterne rådgivere (f.eks. eksterne juridiske rådgivere eller andre rådgivere) til interne juridiske rådgivere og/eller andre virksomhedsrepræsentanter. Afhængigt af de nationale regler og sagens specifikke omstændigheder kan fortrolighedskredse være sammensat udelukkende af eksterne rådgivere eller af en kombination af eksterne og interne rådgivere.

Eksterne rådgivere

62.

Eksterne rådgivere kan omfatte juridiske rådgivere og andre rådgivere eller sagkyndige såsom bogholdere, økonomer, finansielle rådgivere eller revisorer afhængigt af behovene i den foreliggende sag.

63.

Afhængigt af forbindelsen mellem den begærende og den fremlæggende part og af de oplysninger, der skal fremlægges, kan domstolen finde det nødvendigt at begrænse adgangen til fortrolighedskredsen til rådgivere, der ikke deltager i beslutningsprocessen i den virksomhed, de repræsenterer (56). Dette er ofte tilfældet for eksterne rådgivere.

64.

I modsætning til eksterne rådgivere kan interne juridiske rådgivere eller virksomhedsrepræsentanter bestride en række andre funktioner i virksomheden og kan ofte være enten direkte eller indirekte involveret i virksomhedens strategiske beslutningstagning. Derfor kan der i visse tilfælde være risiko for, at den interne juridiske rådgivers kommercielle eller strategiske rådgivning af virksomhedes ledelse påvirkes af adgangen til visse fortrolige oplysninger i fortrolighedskredsen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis parterne i civile sager er faktiske eller potentielle konkurrenter, og adgang til kommercielt følsomme eller strategiske oplysninger kan give dem en urimelig konkurrencemæssig fordel, hvis parterne har et leveranceforhold, eller hvis de oplysninger, der skal fremlægges, omfatter aftaler, som stadig er gyldige.

65.

I forbindelse med afgørelsen om, hvorvidt der udelukkende skal gives adgang til eksterne rådgivere, kan de nationale domstole tage hensyn til arten af oplysningerne samt til, hvorvidt en sådan begrænset adgang giver parterne mulighed for effektivt at udøve deres rettigheder i retssager som anerkendt i EU-retten (57) og national ret.

Interne juridiske rådgivere og/eller andre virksomhedsrepræsentanter

66.

Der kan være omstændigheder, hvor den nationale domstol kan finde det hensigtsmæssigt for interne juridiske rådgivere og/eller virksomhedsrepræsentanter (f.eks. ledere eller andre medarbejdere (58)) at få adgang til fortrolighedskredse. Interne juridiske rådgiveres og/eller virksomhedsrepræsentanters adgang kan vurderes i den enkelte sag og kan afhænge af, hvor tæt de personer, parterne foreslår, er på den forretning, det aktivitetsområde eller de driftsaktiviteter, som anmodningen omhandler, eller andre faktuelle forhold.

67.

Der kan gives en sådan adgang, hvis (alle eller nogle af) de pågældende fortrolige oplysninger anses for mindre forretningsmæssigt følsomme, eller hvis fremlæggelse for virksomhedens medarbejdere eventuelt ikke vil forårsage nogen skade, f.eks. på grund af forholdet mellem parterne.

68.

Interne juridiske rådgivere og/eller andre virksomhedsrepræsentanter kan også gives adgang til visse oplysninger på grundlag af en begrundet anmodning fra parterne (59), typisk hvis den eksterne juridiske rådgiver, der har haft adgang til oplysningerne, mener, at vedkommende ikke på passende vis kan repræsentere sin klients interesser, uden at nogle bestemte oplysninger fremlægges for klienten. Dette er f.eks. tilfældet, hvis den eksterne juridiske rådgiver ikke er i stand til at bedømme nøjagtigheden eller relevansen af oplysningerne for partens krav, eller hvis oplysningerne er meget tekniske eller produkt-/ydelsesspecifikke og kræver kendskab til branchen eller industrien for at kunne foretage en relevant vurdering. (60)

69.

I nogle medlemsstaters retssystemer er der desuden mulighed for i særlige tilfælde at indhente den nationale domstols samtykke til at dele specifikke oplysninger med interne juridiske rådgivere eller med virksomhedsrepræsentanter uden at lade disse personer blive medlemmer af fortrolighedskredsen.

Adgangsrettigheder

70.

Hvis fortrolighedskredsen består af en kombination af eksterne rådgivere og interne juridiske rådgivere og/eller virksomhedsrepræsentanter, er det muligt, at alle fortrolighedskredsens medlemmer har adgang til alle de oplysninger, der fremlægges i kredsen, eller at de tildeles forskellige adgangsrettigheder.

71.

Det er også muligt, at fortrolighedskredsen omfatter to adgangsniveauer: en indre kreds bestående af eksterne juridiske rådgivere og/eller andre eksterne rådgivere, som har adgang til de mest følsomme oplysninger; og en ydre kreds bestående af interne juridiske rådgivere og/eller virksomhedsrepræsentanter, som har adgang til de øvrige fortrolige oplysninger.

72.

Efter en begrundet anmodning fra den fremlæggende part, kan domstolen — afhængigt af de nationale procedurer — også pålægge specifikke restriktioner i forbindelse med visse fortrolighedskredsmedlemmers adgang til specifikke dokumenter.

73.

Administrativt personale og/eller støttepersonale kan eventuelt også gives adgang til fortrolighedskredsen (herunder bl.a. eksterne udbydere af elektroniske ydelser i forbindelse med retssagen) under tilsyn af andre personer, der er udpeget i kredsen, og med samme fortrolighedsforpligtelser.

74.

Når domstolen har truffet en afgørelse om sammensætningen af fortrolighedskredsen, kan det være hensigtsmæssigt at udpege hvert enkelt medlem ved navn, rolle eller stilling samt forhold til parterne (61). Domstolen kan også udpege medarbejdere ved domstolen, som skal være til stede eller have adgang til kredsen sammen med parterne eller på ethvert andet tidspunkt, når der er tale om fortrolighedskredse på et bestemt fysisk sted.

c)   Skriftlige tilsagn fra fortrolighedskredsens medlemmer

75.

Domstolen kan bede medlemmerne af fortrolighedskredsen om at afgive skriftlige tilsagn til domstolen. Sådanne tilsagn bør vedrøre deres forpligtelser i forbindelse med adgangen til fortrolighedskredsen og navnlig fortrolig behandling af visse oplysninger, der indgår i fortrolighedskredsen (62).

76.

Sådanne tilsagn kan blandt andet omhandle forpligtelsen til ikke at videregive de fortrolige oplysninger til andre personer end dem, domstolen har opført som medlemmer af fortrolighedskredsen, uden udtrykkeligt samtykke fra domstolen; forpligtelsen til kun at anvende de fortrolige oplysninger i forbindelse med den civile sag, hvor pålægget om fremlæggelse blev udstedt; forpligtelsen til at sikre en passende opbevaring af oplysningerne; forpligtelsen til at vedtage alle de foranstaltninger, der under omstændighederne er nødvendige for at forhindre uautoriseret adgang; forpligtelsen til ikke at kopiere, printe, downloade eller på anden vis gengive, videregive eller formidle de dokumenter, der er opnået adgang til; forpligtelsen til at returnere eller tilintetgøre alle kopier af dokumenter, der indeholder fortrolige oplysninger; forpligtelsen til at gøre dokumenterne utilgængelige for de udpegede personer fra en computer eller anden enhed efter en bestemt dato osv.

77.

I sager, hvor domstolen udelukkende har givet eksterne rådgivere adgang til fortrolighedskredsen, kan den tilpligte dem ikke at videregive de fortrolige oplysninger til deres klienter. Dette kan være særlig relevant i de retssystemer, hvor eksterne juridiske rådgivere i henhold til fagetiske eller andre regler har pligt til at dele oplysningerne med deres klienter. (63) Hvis parterne er enige om sådanne begrænsninger vedrørende fortrolighedskredsen, kan det således være nødvendigt udtrykkeligt at fritage de eksterne juridiske rådgivere, som er medlem af fortrolighedskredsen (og eventuelt deres advokatfirma) for pligten til at videregive dem oplysninger, der er indgår i fortrolighedskredsen. (64)

78.

Hvis interne juridiske rådgivere eller virksomhedsrepræsentanter deltager i en fortrolighedskreds, kan de desuden være underlagt yderligere betingelser. Den nationale domstol kan f.eks. finde det hensigtsmæssigt at kræve, at den pågældende medarbejder i en begrænset periode ikke arbejder på det forretningsområde, som kravet omhandler.

d)   Logistisk tilrettelæggelse af en fortrolighedskreds

79.

Fortrolighedskredse kan forudsætte, at de nationale domstole træffer afgørelse om forskellige foranstaltninger, der vedrører organisation, infrastruktur og logistik.

80.

For det første kan fortrolighedskredse omfatte fysisk eller elektronisk fremlæggelse af fortrolige oplysninger. Fysisk fremlæggelse kan foregå i domstolens lokaler, hvor retspersonalet står for fremlæggelsen, eller hos parterne i deres lokaler uden inddragelse af domstolen. Fysisk fremlæggelse kan indebære overdragelse af papirkopier af dokumenter, men også fremlæggelse af beviser i form af en CD, DVD eller en USB-nøgle på et fysisk sted i domstolens eller parternes lokaler.

81.

Hvis fremlæggelsen af oplysningerne i fortrolighedskredsen finder sted i domstolens lokaler, kan det være nødvendigt for domstolen at sikre, at de faciliteter, der giver adgang til oplysningerne, er egnede, medmindre det tillades, at de personer, der indgår i fortrolighedskredsen, medbringer deres eget udstyr.

82.

Fremlæggelse af oplysninger i en fortrolighedskreds kan også ske med elektroniske midler. I sådanne tilfælde uploades og lagres oplysningerne på en elektronisk adresse (f.eks. en sky), og adgang til oplysningerne beskyttes med passende krypteringsforanstaltninger.

83.

For det andet kan domstolen bestemme, hvor længe der er adgang til fortrolighedskredsen.

84.

For det tredje kan domstolen beslutte, på hvilke tidspunkter fremlæggelseslokalerne er tilgængelige (f.eks. kun inden for kontortid), om domstolens personale skal være til stede i fremlæggelseslokalerne, om sedler eller mapper må medbringes i lokalerne osv.

85.

Med henblik på at sikre, at fortrolige oplysninger, der fremlægges i en fortrolighedskreds, er beskyttet under hele sagsforløbet, kan nationale domstole anmode om, at parterne indsender både en fortrolig og en ikke-fortrolig udgave af deres processkrifter (sidstnævnte kan for eksempel udelukkende omfatte kvantitative data i aggregeret eller anonymiseret form), at der for eksempel kun henvises til dem i et fortroligt bilag, eller at der træffes andre foranstaltninger til at beskytte disse oplysningers fortrolige karakter. Der redegøres nærmere herfor i afsnit IV nedenfor.

D.   Udpegning af sagkyndige

86.

I nogle retssystemer kan nationale domstole beslutte at udpege en tredjepart med ekspertise inden for et bestemt område (f.eks. regnskab, økonomi, konkurrenceret, revision osv.) til efter en fremlæggelsesbegæring at få adgang til visse fortrolige oplysninger. En af domstolen udpeget sagkyndig kan udøve en funktion, der adskiller sig fra sagkyndige udpeget af parterne, som i nogle retssystemer ofte benyttes til at støtte en parts krav eller forsvar.

87.

Hvis de nationale processuelle regler tillader det, kan den sagkyndige f.eks. have til opgave at udarbejde et meningsfyldt ikkefortroligt sammendrag af de oplysninger, der skal stilles til rådighed for den part, der begærer fremlæggelse. Alternativt, og afhængigt af gældende national procesret, kan den sagkyndige anmodes om at udarbejde en fortrolig rapport, der kun stilles til rådighed for den begærende parts eksterne juridiske rådgivere og/eller andre eksterne rådgivere, mens der kan stilles en ikkefortrolig udgave af rapporten til rådighed for den begærende part.

D.1.    Udpegning af sagkyndige som en effektiv foranstaltning til beskyttelse af oplysningers fortrolighed

88.

For det første kan udpegning af sagkyndige vise sig at være en effektiv foranstaltning, hvis de oplysninger, der skal fremlægges, er kommercielt meget følsomme og af kvantitativ eller teknisk karakter (f.eks. oplysninger i handels- og regnskabsbøger, kundeoplysninger, fremstillingsprocesser osv.). I sådanne tilfælde kan den sagkyndige sammenfatte og/eller aggregere fortrolige oplysninger med henblik på at gøre dem tilgængelige for den part, der begærer fremlæggelse.

89.

For det andet kan udpegning af sagkyndige desuden være effektivt, hvis en part begærer yderligere adgang til fortrolige dokumenter, som indeholder underliggende oplysninger, f.eks. med henblik på at vurdere soliditeten af de metoder, der er anvendt til at foretage skøn over omfanget af den lidte skade eller af den andel af overprisen, som er blevet overvæltet osv.

90.

For det tredje kan domstolen i sager, hvor en stor andel af de dokumenter, der skal fremlægges, vedrører tredjeparters fortrolige oplysninger, finde det mere effektivt at udpege en sagkyndig, der får adgang til oplysningerne og giver sit syn på, om oplysningerne er fortrolige, end at indgå i drøftelser med parterne om omfanget af redigeringer eller nedsætte en fortrolighedskreds.

D.2.    Instruktion af sagkyndige

91.

Den nationale domstol kan udpege og instruere de sagkyndige. Afhængigt af de forskellige procedureregler kan nationale domstole have mulighed for at udpege eksterne uafhængige sagkyndige fra en liste over sagkyndige, der er »godkendt af domstolen«, fra en liste over sagkyndige foreslået af parterne osv. I henhold til nationale procedureregler vil den nationale domstol, når den udpeger en sagkyndig, muligvis også skulle beslutte, hvem der skal afholde udgifterne til den sagkyndige.

92.

Så snart der er udpeget en sagkyndig, kan den nationale domstol anmode den sagkyndige om at afgive skriftlige tilsagn om fortrolig behandling af alle oplysninger, som vedkommende får adgang til.

93.

Ligesom medlemmerne af en fortrolighedskreds kan sagkyndige pålægges at være indforstået med ikke at videregive fortrolige oplysninger til andre personer end dem, der er anført af domstolen, eller uden domstolens udtrykkelige samtykke; til kun at anvende de fortrolige oplysninger i forbindelse med de civile sager, hvor pålægget om fremlæggelse blev udstedt; til at sikre en passende opbevaring af oplysningerne; til at træffe alle de foranstaltninger, der efter omstændighederne er nødvendige for at forhindre uautoriseret adgang, og til at returnere eller tilintetgøre eventuelle kopier af dokumenter, der indeholder fortrolige oplysninger osv. Disse tilsagn kan også indeholde bestemmelser om sanktioner i tilfælde af overtrædelse af fortrolighedspligten.

94.

Sagkyndige kan pålægges at give oplysninger om eventuelle interessekonflikter, som kan forhindre dem i at udføre deres opgave.

95.

Domstolen kan desuden instruere den sagkyndige i, hvilken type rapport der skal udarbejdes, og hvorvidt der både kan være behov for en fortrolig og ikkefortrolig udgave af rapporten.

96.

Når der udarbejdes en fortrolig udgave af den sagkyndiges rapport, kan domstolen beslutte, at rapporten kun må deles med parternes eksterne rådgivere, mens parterne kun kan få adgang til en ikkefortrolig udgave af rapporten. Hvis den nationale domstol begrænser adgangen til den fortrolige udgave af rapporten, der er udarbejdet af en sagkyndig, til en parts eksterne rådgiver, må den eksterne rådgiver ikke videregive de fortrolige oplysninger i rapporten til sin klient (65). Hvis domstolen beslutter, at de underliggende data, som den uafhængige sagkyndige anvender, også kan fremlægges for den eksterne rådgiver, kan der være behov for særskilte fortrolighedsforanstaltninger.

97.

Hvis interne juridiske rådgivere og/eller virksomhedsrepræsentanter har adgang til en fortrolig udgave af den sagkyndiges rapport, kan domstolen anmode om, at de også afgiver skriftlige tilsagn om fortrolig behandling af alle oplysninger, som de har adgang til.

IV.   BESKYTTELSE AF FORTROLIGE OPLYSNINGER UNDER HELE SAGEN OG DEREFTER

98.

Når der er blevet fremlagt fortrolige oplysninger, kan de nationale domstole tage stilling til, hvordan disse oplysninger kan anvendes under og efter sagen. (66) Hvis parternes eksterne eller interne rådgivere eksempelvis benytter oplysninger, de har haft adgang til i en fortrolighedskreds, eller som indgår i en fortrolig rapport fra en sagkyndig i deres processkrifter, kan den nationale domstol anmode dem om kun at henvise til sådanne oplysninger i fortrolige bilag, der skal indsendes sammen med de primære processkrifter (67).

99.

Hvis parternes eksterne juridiske rådgivere eller vidner ønsker at henvise til fortrolige oplysninger under retsmødet, eller hvis en sagkyndig høres om sådanne beviser, kan den nationale domstol begære retsmøder afholdt for lukkede døre, hvis det er muligt efter de gældende processuelle regler. Alternativt kan det også være muligt for parternes rådgivere mundtligt at gøre dommeren opmærksom på sådanne oplysninger, uden at fremlægge dem i retten.

100.

Behovet for at beskytte fortrolige oplysninger kan også opstå senere, f.eks. på tidspunktet for vedtagelse, meddelelse eller offentliggørelse af retsafgørelsen, i forbindelse med appelsager eller anmodninger om adgang til rettens optegnelser.

A.   Retsmøder for lukkede døre

101.

I henhold til princippet om et åbent retssystem er civile retssager som udgangspunkt offentlige (68), og nationale domstole kan foretage en afvejning af interessen i at beskytte fortrolige oplysninger med behovet for at begrænse indskrænkning af princippet om et åbent retssystem.

102.

Afhængigt af gældende nationale regler kan nationale domstole beslutte at undtage henvisninger til fortrolige oplysninger i offentlige retsmøder eller at afholde den del af retsmøderne, hvor der eventuelt vil blive drøftet fortrolige oplysninger, for lukkede døre. I sidstnævnte tilfælde skal de nationale domstole i så fald afgøre, hvem der bør have lov til at deltage i retsmødet for lukkede døre. Denne afgørelse kan afhænge af, hvordan og til hvem de fortrolige oplysninger blev fremlagt (f.eks. parternes eksterne rådgivere, en sagkyndig, parternes virksomhedsrepræsentanter mv.).

103.

Generelt vil kun de eksterne rådgivere og/eller interne juridiske rådgivere eller andre virksomhedsrepræsentanter, som fik adgang til de fortrolige dokumenter i fortrolighedskredsen, og (hvis det er relevant) den sagkyndige, som fik adgang til oplysningerne, have lov til at deltage i den del af retsmøderne, der afholdes for lukkede døre.

104.

Retsmøder for lukkede døre kan være et effektivt middel til at krydsforhøre parter eller vidner om fortrolige beviser, der er fremlagt i en fortrolighedskreds, eller til at høre en sagkyndig om de fortrolige beviser, der indgår i vedkommendes rapport.

B.   Meddelelse til parterne og offentliggørelse

105.

Domstolen vil muligvis skulle tage stilling til, hvordan fortrolige oplysninger skal beskyttes i den udgave af dommen, der skal meddeles til parterne, uden at dette berører parternes adgang til at iværksætte en appel.

106.

Hvis afgørelser eller domme offentliggøres, vil de nationale domstole muligvis også skulle beskytte fortrolige oplysninger. For at beskytte parternes eller tredjeparters fortrolige oplysninger kan nationale domstole, når de afsiger dom og giver pålæg om offentliggørelse, beslutte at anonymisere alle oplysninger, der kan identificere kilden til oplysningerne, eller at redigere de dele af den offentligt tilgængelige udgave af dommen, der henviser til fortrolige oplysninger. (69) I den forbindelse kan domstolen anmode parterne om hjælp til at udpege de oplysninger, der ikke bør udbredes til offentligheden (f.eks. ved at anmode om en udgave, hvor de oplysninger, der skal udgå, er markeret) (70).

C.   Adgang til retsprotokoller

107.

Det kan være nødvendigt for de nationale domstole at beskytte fortrolige oplysninger i forbindelse med begæringer om adgang til retsprotokoller (enten den fortrolige udgave af en dom eller alle sagsakterne), hvis det efter national procesret er muligt at fremsætte sådanne begæringer.

108.

Afhængigt af gældende nationale regler kan de nationale domstole beslutte at begrænse adgangen til retsprotokoller enten hvad angår dele af sagsakterne (ved f.eks. at nægte adgang til dokumenter, der fremlægges i en fortrolighedskreds, rapporter fra sagkyndige, referater af retsmøder for lukkede døre, fortrolige udgaver af processkrifter osv.) eller med hensyn til samtlige sagsakter.

109.

I den forbindelse kan de nationale domstole eventuelt anmode parterne om at angive, hvilke dokumenter der er fortrolige, således at disse dokumenter ikke kan tilgås af nogen, der ikke er part i sagen, eller anmode om ikkefortrolige udgaver af de pågældende dokumenter til retsprotokollerne. Hvis der i forbindelse med sagen f.eks. er blevet fremlagt mange fortrolige dokumenter, og der er gjort brug af foranstaltninger såsom fortrolighedskredse til at beskytte fortroligheden, kan domstolen også overveje kun at registrere ikkefortrolige udgaver af processkrifter, referater af retsmøder for lukkede døre (71) eller rapporter fra sagkyndige i retsprotokollerne. Domstolen kan også overveje at forsegle domstolens sagsakter helt eller delvist mod adgang i en bestemt periode.

110.

Når domstolene skal afgøre, om adgang skal begrænses helt eller delvist, kan det være nødvendigt bl.a. at vurdere, hvem der begærer adgang til domstolens sagsakter. Det kan f.eks. være nødvendigt, at domstolene tager i betragtning, at de personer, der begærer adgang, kan være aktive på samme marked eller i samme branche som de parter, der er involveret i den civile sag (f.eks. parternes konkurrenter, forretningspartnere osv.), og at de kan have en særlig interesse i at få adgang til domstolens sagsakter, efter at sagen er afsluttet.

---

(1)  Jean-François Laborde, Cartel damages actions in Europe: How courts have assessed cartel overcharges (2019 ed.), Concurrences Review N° 4-2019, Art. N° 92227, november 2019, findes på www.concurrences.com.

(2)  Hvad angår retten til erstatning henvises til Domstolens dom af 5. juni 2014, Kone AG m.fl. mod ÖBB-Infrastruktur AG, C-557/12, EU:C:2014:1317, præmis 21 og 22.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (EUT L 349 af 5.12.2014, s. 1) (»erstatningsdirektivet«).

(4)  Jf. artikel 5 i erstatningsdirektivet. Se også betragtning 18 til erstatningsdirektivet.

(5)  Denne meddelelse berører f.eks. ikke bestemmelserne i: Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (EFT L 174 af 27.6.2001, s. 1), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39) eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).

Denne meddelelse berører heller ikke Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EUT L 145 af 31.5.2001, s. 43), som vedrører gennemsigtighed og fremlæggelsen af oplysninger for den bredere offentlighed. Se Rettens dom af 12. maj 2015, Unión de Almacenistas de Hierros de España mod Europa-Kommissionen, T-623/13, EU:T:2015:268, præmis 86, og Domstolens dom af 27. februar 2014, Europa-Kommissionen mod EnBW Energie Baden-Württemberg AG, C-365/12 P, EU:C:2014:112, præmis 100-109. Efter gennemførelsen af erstatningsdirektivet kan sagsøgere fuldt ud henholde sig de nationale regler, der gennemfører nævnte direktivs artikel 5 og 6, i forbindelse med fremlæggelse af relevante oplysninger.

(6)  For erstatningssøgsmål henvises til erstatningsdirektivets artikel 5, stk. 6.

(7)  Jf. betragtning 15 og artikel 5, stk. 1, i erstatningsdirektivet.

(8)  Jf. artikel 5, stk. 1 og 3, i erstatningsdirektivet; se også bemærkninger fra Kommissionen til Det Forenede Kongeriges High Court of Justice af 27. januar 2017 i henhold til artikel 15, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1/2003, i EURIBOR-sagen, præmis 24, der er tilgængelig på http://ec.europa.eu/competition/court/antitrust_amicus_curiae.html.

(9)  Jf. betragtning 23 i erstatningsdirektivet om proportionalitetsprincippet og forhindring af »fisketure«, dvs. ukonkrete eller for brede søgninger efter oplysninger, der sandsynligvis ikke er relevante for søgsmålets parter.

(10)  Jf. betragtning 16 og artikel 5, stk. 2, i erstatningsdirektivet.

(11)  Jf. artikel 6, stk. 4, litra a), i erstatningsdirektivet.

(12)  Artikel 6, stk. 6, i erstatningsdirektivet.

(13)  Artikel 6, stk. 5, i erstatningsdirektivet.

(14)  Artikel 5, stk. 1, i erstatningsdirektivet.

(15)  Meddelelse fra Kommissionen om tabsopgørelse i erstatningssøgsmål (EUT C 167 af 13.6.2013, s. 19), og praktisk vejledning om tabsopgørelse i erstatningssøgsmål efter overtrædelser af artikel 101 eller 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (11.6.2013).

(16)  Hvis en sagsøgt f.eks. fremfører, at sagsøger har overvæltet overprisen fra overtrædelsen på sine kunder (en såkaldt påstand om overvæltning), kan sagsøgte anmode om adgang til beviser, som er i sagsøgers eller tredjeparters besiddelse. Se retningslinjer til nationale retter om, hvordan der foretages skøn af den andel af overprisen, som er blevet overvæltet til den indirekte aftager (EUT C 267 af 9.8.2019, s. 4).

(17)  Jf. artikel 4, stk. 3, i TEU om princippet om loyalt samarbejde mellem Unionen og medlemsstaterne og artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 for så vidt angår anmodninger om oplysninger til Kommissionen. Se også artikel 6, stk. 10, i erstatningsdirektivet, der fastslår, at fremlæggelse fra en konkurrencemyndighed er en sidste udvej (»Medlemsstaterne sikrer, at nationale domstole kun begærer fremlæggelse af beviser fra en konkurrencemyndighed vedrørende beviser i dennes sagsakter, når en part eller tredjepart ikke med rimelighed kan skaffe beviserne.«).

(18)  Jf. Domstolens dom af 14. februar 2008, Varec mod den belgiske stat, C-450/06, EU:C:2008:91, præmis 49. Jf. også Domstolens dom af 24. juni 1986, Akzo Chemie mod Kommissionen, C-53/85, EU:C:1986:256, præmis 28; Domstolens dom af 19. maj 1994, SEP mod Kommissionen, C-36/92 P, EU:C:1994:205, præmis 37, og Domstolens dom af 19. juni 2018, Baumeister, C-15/16, EU:C:2018:464, præmis 53. Beskyttelsen af fortrolige oplysninger er også en følge af enhvers ret til respekt for sit privatliv og familieliv, der er fastsat i artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (EUT C 326 af 26.10.2012, s. 391) (se også ovennævnte dom i Varec mod den belgiske stat, præmis 48).

(19)  Rettens dom af 18. september 1996, Postbank, T-353/94, EU:T:1996:119, præmis 66 og 89; se også til inspiration Kommissionens meddelelse om samarbejde mellem Kommissionen og domstolene i EU's medlemsstater om anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT C 101 af 27.4.2004, s. 54) (»meddelelsen om samarbejde med nationale domstole«), punkt 24; og Kommissionens meddelelse om regler for indsigt i Kommissionens sagsakter i forbindelse med sager efter EF-traktatens artikel 81 og 82, EØS-aftalens artikel 53, 54 og 57 og Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (EUT C 325 af 22.12.2005, s. 7) (»meddelelsen om aktindsigt«), punkt 24. Se også artikel 3 og 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse (EUT L 157 af 15.6.2016, s. 1) (direktivet om forretningshemmeligheder«).

(20)  Se f.eks. punkt 17-19 i meddelelsen om aktindsigt, kapitel 11 i GD for Konkurrences procedurehåndbog for anvendelse af artikel 101 og 102 i TEUF (findes på https://ec.europa.eu/competition/antitrust/antitrust_manproc_11_2019_en.pdf) og punkt 8-17 i vejledning vedrørende krav om fortrolighed i forbindelse med Kommissionens konkurrencesager (findes på https://ec.europa.eu/competition/antitrust/business_secrets_en.pdf).

Afhængigt af omstændighederne kan det imidlertid være nødvendigt, at de nationale domstole i sager om privat håndhævelse foretager en fornyet vurdering af oplysningernes fortrolighed, også selv om fortroligheden allerede blev fastslået i forbindelse med den offentlige håndhævelse af EU's konkurrenceregler. Parter i administrative procedurer kan for eksempel have begæret fortrolighed over for andre parter i disse procedurer, men vil skulle foretage andre begæringer over for de parter, der anmoder om fremlæggelse for en national domstol i civile sager. Dette gælder også tredjeparter, som Kommissionen eller en national konkurrencemyndighed eventuelt har fremskaffet oplysninger fra under en administrativ procedure. På grund af den tid, der er gået mellem de forskellige sager, kan det også være relevant at foretage en fornyet vurdering af oplysningernes fortrolige karakter (jf. også punkt 22 nedenfor).

(21)  Rettens dom af 30. maj 2006, Bank Austria mod Kommissionen, T-198/03, EU:T:2006:136, præmis 71; Rettens dom af 8. november 2011, Idromacchine mod Kommissionen, T-88/09, EU:T:2011:641, præmis 45; Rettens dom af 28. januar 2015, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, T-345/12, EU:T:2015:50, præmis 65 og Domstolens dom af 14. marts 2017, Evonik Degussa mod Kommissionen, C-162/15 P, EU:C:2017:205, præmis 107.

(22)  Se f.eks. Rettens kendelse af 19. juni 1996, NMH Stahlwerke mod Kommissionen, T-134/94, etc., EU:T:1996:85, præmis 40; Rettens kendelse af 29. maj 1997, British Steel mod Kommissionen, T-89/96, EU:T:1997:77, præmis 29; Rettens kendelse af 15. juni 2006, Deutsche Telekom mod Kommissionen, T-271/03, EU:T:2006:163, præmis 64 og 65; og Rettens dom af 2. marts 2010, Telefónica mod Kommissionen, T-336/07, EU:T:2008:299, præmis 39, 63 og 64; se også punkt 23 i meddelelsen om aktindsigt.

(23)  Dette er også relevant for beskyttelse af tredjeparter mod risikoen for repressalier fra en konkurrent eller handelspartner, der kan lægge et betydeligt kommercielt eller økonomisk pres på dem. Se f.eks. Domstolens dom af 6. april 1995, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, C-310/93, EU:C:1995:101, præmis 26 og 27.

(24)  Oplysninger, som var fortrolige, men som er mindst fem år gamle, skal anses for bedagede, medmindre den part, der har påberåbt sig den fortrolige karakter, påviser, at de stadig udgør en væsentlig faktor i dennes eller tredjeparters forretningsmæssige stilling, se i den forbindelse ovennævnte dom i sagen Evonik Degussa mod Kommissionen, præmis 64; ovennævnte dom i Baumeister-sagen, præmis 54; og Rettens dom af 15. juli 2015, Pilkington Group Ltd mod Kommissionen, T-462/12, EU:T:2015:508, præmis 58. Se også punkt 23 i meddelelsen om aktindsigt.

(25)  Rettens dom af 15. december 2011, CDC Hydrogene Peroxide mod Kommissionen, T-437/08, EU:T:2011:752, præmis 49 (»[…] kan den interesse, som et selskab, der har deltaget i kartellet, har i at undgå sådanne sagsanlæg, ikke anses for at udgøre […] en beskyttelsesværdig interesse, navnlig henset til den adgang, som enhver har til at kræve erstatning for skade, der er påført ham som følge af en adfærd, der kan begrænse eller fordreje konkurrencen (Domstolens dom af 20.9.2001, sag C-453/99, Courage og Crehan Sml. I, s. 6297, præmis 24 og 26, og af 13.7.2006, forenede sager C-295/04 — C-298/04, Manfredi m.fl., Sml. I, s. 6619, præmis 59 og 61)«). Det fastslås ligeledes i erstatningsdirektivets artikel 5, stk. 5, et en virksomheds interesse i at undgå erstatningssøgsmål som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten ikke er en interesse, der skal beskyttes.

(26)  Se artikel 2, nr. 1), i direktivet om forretningshemmeligheder for en definition af forretningshemmelighed, som skal sammenholdes med artikel 3, stk. 2 i samme direktiv.

(27)  EFT L 1 af 4.1.2003, p. 1.

(28)  Artikel 15, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003; punkt 21, 27 og 29 i meddelelsen om samarbejde med de nationale domstole; ovennævnte dom i Postbank-sagen, præmis 65; se også Domstolens kendelse af 13. juli 1990, Imm Zwartveld, C-2/88, EU:C:1990:315, præmis 21-22. Det skal bemærkes, at Kommissionen, såfremt den ensartede anvendelse af artikel 101 og 102 i TEUF kræver det, på eget initiativ kan afgive skriftlige indlæg for medlemsstaternes domstole, og at den med henblik herpå kan anmode den relevante nationale domstol om at tilsende den eller sørge for, at den får tilsendt alle nødvendige dokumenter til vurdering af sagen, jf. artikel 15, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1/2003.

(29)  Jf. artikel 6, stk. 10, i erstatningsdirektivet.

(30)  Jf. artikel 16a, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82, som ændret (EUT L 123 af 27.4.2004, s. 18). Se også punkt 26 i meddelelsen om samarbejde med de nationale domstole om afslag på at udlevere oplysninger under henvisning til overordnede hensyn, hvis det er nødvendigt for at beskytte Unionens interesser eller for at undgå indblanding i dens funktion og uafhængighed.

(31)  Jf. ovennævnte dom i Postbank, præmis 90. Se også artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(32)  Jf. punkt 25 i meddelelsen om samarbejde med de nationale domstole.

(33)  Jf. punkt 12 i Kommissionens udtalelse af 22. december 2014 efter en anmodning i henhold til artikel 15, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, The Secretary of State for Health m.fl. mod Servier Laboratories Limited m.fl., C(2014) 10264 final, der er tilgængelig på http://ec.europa.eu/competition/court/confidentiality_rings_final_opinion_en.pdf.

(34)  Jf. betragtning 18 i erstatningsdirektivet.

(35)  Hvis parterne f.eks. er direkte konkurrenter, skal den valgte foranstaltning sikre, at den måde, oplysningerne fremlægges på, ikke vil give parterne mulighed for at indgå hemmelige aftaler eller give den part, der begærer fremlæggelse, en konkurrencemæssig fordel.

(36)  Jf. navnlig artikel 5, stk. 7, i erstatningsdirektivet (»Medlemsstaterne sikrer, at de, der skal fremlægge oplysninger, får lejlighed til at blive hørt, inden en national ret kræver fremlæggelse […]«).

(37)  Den fremlæggende part er ikke nødvendigvis den part, som oplysningerne stammer fra. En part kan for eksempel have haft adgang til oplysninger fra en tredjepart under den administrative procedure ved Kommissionen eller en national konkurrencemyndighed. Det forhold, at en part har haft adgang til oplysningerne, giver ikke denne part ret til at videregive en tredjeparts fortrolige oplysninger. I forbindelse med ikkefortrolige udgaver af dokumenter vedrørende en dataindsamling, der er tilrettelagt specifikt med henblik på aktindsigt, henvises eksempelvis til punkt 23 i Kommissionens udtalelse af 29. oktober 2015 i henhold til artikel 15, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, Sainsbury's Supermarkets Ltd mod Mastercard Incorporated m.fl., (C(2015) 7682 final), hvori Kommissionen anførte, at det i forbindelse med Kommissionens undersøgelse ikke var nødvendigt at tage stilling til, om oplysningerne var fortrolige over for andre parter, men at tredjeparter, som fremsendte oplysningerne, kan gøre indsigelse mod deling af oplysningerne med sagsøger. Det konkluderedes i udtalelsen, at »[…], fordi Mastercard eventuelt blev stillet tilfreds med visse iværksatte foranstaltninger såsom en fortrolighedskreds, er det ikke ensbetydende med, at tredjeparter, som har afgivet oplysningerne, bliver stillet tilfreds.« Udtalelsen findes på http://ec.europa.eu/competition/court/sainsbury_opinion_en.pdf.

(38)  Se betragtning 6 og 10 ovenfor.

(39)  Beskyttelsen af fortrolige oplysninger i forbindelse med begæringer om fremlæggelse kan kræve ændringer af den måde, hvorpå domstolens logistik eller endda telematiske procedurer normalt fungerer, eller de kan føre til indførelsen af ad hoc-procedurer for enkelte sager inden for grænserne af gældende national procesret.

(40)  Se eksempelvis artikel 16 i direktivet om forretningshemmeligheder, hvori det er fastsat, at sanktioner kan pålægges over for enhver person, som ikke overholder eller nægter at overholde foranstaltninger, der er pålagt for at beskytte forretningshemmeligheder i løbet af en retssag.

(41)  Se også betragtning 33 i erstatningsdirektivet. Anvendelse af sanktioner er væsentlig i lyset af, at nationale domstole i de fleste tilfælde ikke vil være i stand til i realtid at overvåge parternes overholdelse af bestemmelserne i et pålæg om fremlæggelse, navnlig i forbindelse med en fortrolighedskreds.

(42)  Jf. erstatningsdirektivets artikel 8, stk. 2.

(43)  Adgang til oplysninger om leverede mængder kan være afgørende for at kvantificere den forvoldte skade på et lavere niveau i forsyningskæden (dvs. på indirekte kunder).

(44)  Dette kan forekomme, fordi dokumenterne fra en tredjepart ikke indeholder fortrolige oplysninger over for den fremlæggende part, eller fordi den fremlæggende part allerede har haft adgang til en ikkefortrolig udgave af dokumenterne, hvor de oplysninger, der betragtes som fortrolige over for den fremlæggende part, tidligere er blevet redigeret.

(45)  Der kan hentes inspiration i punkt 35-38 i meddelelsen om aktindsigt, punkt 18-26 i vejledningen vedrørende krav om fortrolighed i forbindelse med Kommissionens konkurrencesager, som findes på https://ec.europa.eu/competition/antitrust/business_secrets_en.pdf, samt i konkurrencedirektoratets uformelle vejledning om anmodninger om fortrolig behandling, som findes på https://ec.europa.eu/competition/antitrust/guidance_en.pdf.

(46)  Der kan f.eks. anvendes farvekoder til at angive, hvilken part oplysningerne tilhører, eller om oplysningerne vedrører en tredjepart.

(47)  Se f.eks. artikel 103, stk. 3, i Rettens procesreglement.

(48)  Hvad angår intervaller for salg, omsætning og markedsandel henvises til punkt 22 i vejledningen om anmodninger om fortrolig behandling i forbindelse med Kommissionens konkurrencesager, som findes på https://ec.europa.eu/competition/antitrust/business_secrets_en.pdf.

(49)  Afhængigt af det relevante retssystem kaldes denne fremlæggelsesforanstaltning også fortrolighedsklubber eller datarum. Denne type foranstaltning kan også anvendes inden for rammerne af administrative procedurer. Med hensyn til Kommissionens procedurer henvises til punkt 96 og 97 i Kommissionens meddelelse om bedste praksis ved behandlingen af konkurrencesager efter artikel 101 og 102 i TEUF (EUT C 308 af 20.10.2011, s. 6); for datarum henvises til punkt 9 i bedste praksis for fremlæggelse af oplysninger i datarum ved behandlingen af konkurrencesager efter artikel 101 og 102 i TEUF og efter EU's fusionsforordning, som findes på http://ec.europa.eu/competition/mergers/legislation/disclosure_information_data_rooms_en.pdf. Hvad angår fortrolighedskredse henvises til vejledning om brug af fortrolighedskredse i Kommissionens procedurer, som findes på http://ec.europa.eu/competition/antitrust/conf_rings.pdf.

(50)  Se punkt 43 i ovennævnte retningslinjer for skøn af den andel af overprisen, som overvæltes.

(51)  Se f.eks. OECD's rapport af 5. oktober 2011, »Procedural fairness: transparency issues in civil and administrative enforcement proceedings«, s. 12, som findes på www.oecd.org/competition/mergers/48825133.pdf; se også »Scoping note on Transparency and Procedural Fairness as a long-term theme for 2019-2020«, 6.-8. juni 2018, OECD's konferencecenter, s. 4, som findes på www.oecd.org/officialdocuments/publicdisplaydocumentpdf/?cote=DAF/COMP/WD(2018)6&docLanguage=En .

(52)  Med hensyn til data indsamlet af eksterne konsulenter fra deltagere i en undersøgelse gennemført af Kommissionen, konkluderede Kommissionen i punkt 21 i sin udtalelse i sagen Sainsbury's Supermarkets Ltd mod MasterCard Incorporated m.fl., at oplysningerne ikke kunne anonymiseres på en måde, der fuldt ud respekterede dataleverandørernes legitime interesse i beskyttelse af deres fortrolige oplysninger.

(53)  Se i denne henseende fremlæggelse til en fortrolighedskreds pålagt af Retten i sin dom af 14. marts 2014 Cementos Portland Valderrivas, SA mod Kommissionen, T-296/11, EU:T:2014:121, præmis 24: »[…] med henblik på at forene dels kontradiktionsprincippet, dels kendetegnene for procedurens indledende undersøgelse på det trin, hvor den berørte virksomhed hverken har ret til at blive informeret om de væsentlige elementer, som Kommissionen baserer sig på, eller har ret til aktindsigt, fastslog Retten ved sin kendelse af 14. maj 2013, at det kun var sagsøgerens advokater, der fik adgang til de af Kommissionen fremlagte oplysninger, samt at disse skulle skrive under på en fortrolighedserklæring.«

(54)  For et eksempel på en foranstaltning med henblik på tilrettelæggelse af sagen henvises til de praktiske gennemførelsesbestemmelser til Rettens procesreglement vedtaget af Retten, navnlig afsnit VI om den fortrolige behandling (EUT L 152 af 18.6.2015, s. 1). Hvad angår regler for fortrolighedskredse og regler for datarum i forbindelse med Kommissionens administrative procedurer henvises f.eks. til afsnit 4.3 i ovennævnte bedste praksis for fremlæggelse af oplysninger i datarum i retssager efter artikel 101 og 102 i TEUF og efter EU's fusionsforordning; bilag A til samme dokument samt standardreglerne for datarum (for fremlæggelse af fortrolige oplysninger udelukkende til eksterne rådgivere), som findes på https://ec.europa.eu/competition/antitrust/data_room_rules_en.pdf; samt ovennævnte vejledning om brug af fortrolighedskredse og navnlig afsnit 5 om den forhandlede fortrolighedsaftale.

(55)  Afgørelsen om sammensætningen af fortrolighedskredsen kan også fastsætte det maksimale antal medlemmer pr. part.

(56)  Jf. betragtning 18 i erstatningsdirektivet (»begrænsning af de personer, der har adgang til at se beviserne«).

(57)  Jf. også artikel 9, stk. 2, i direktivet om forretningshemmeligheder.

(58)  F.eks. personer, der er ansat af den begærende part gennem ansættelseskontrakter eller en anden type serviceaftaler eller kontraktlige aftaler.

(59)  Se til inspiration punkt 47 i ovennævnte meddelelse om indsigt i sagsakter.

(60)  I forbindelse med retssager vedrørende videregivelse af forretningshemmeligheder foreskrives det i artikel 9, stk. 2, i direktivet om forretningshemmeligheder, at den begrænsede kreds af personer skal bestå af mindst én fysisk person fra hver af parterne. Dette krav er begrænset til (angivelige) forretningshemmeligheder.

(61)  Jf. punkt 22 i Kommissionens udtalelse i Servier-sagen, der er nævnt ovenfor.

(62)  Kommissionen anvender eksempelvis i sine administrative procedurer en standardfortrolighedsaftale, som kan hentes på https://ec.europa.eu/competition/antitrust/nda_en.pdf.

(63)  Dette er en fravigelse af den sædvanlige praksis, hvor en parts eksterne juridiske rådgiver videregiver oplysninger og processkrifter, der er modtaget fra andre parter i sagen, til sin klient og drøfter dem frit.

(64)  Kommissionen kan i forbindelse med administrative procedurer også anmode om fritagelse for pligten til videregivelse mellem advokat og klient; se f.eks. punkt 13 i ovennævnte vejledning om brug af fortrolighedskredse og punkt 23 i ovennævnte bedste praksis for fremlæggelse af oplysninger i datarum.

(65)  Ligesom ved eksterne juridiske rådgivere, der indgår i fortrolighedskredsen, kan det være nødvendigt, at kunden fritager de eksterne rådgivere fra pligten til at videregive de fortrolige oplysninger i rapporten. Se punkt 77. ovenfor.

(66)  Beskyttelsen af fortrolige oplysninger er et generelt princip i EU-retten. Se fodnote 18 ovenfor.

(67)  Ikkefortrolige udgaver af processkrifterne skal give de øvrige parter mulighed for at forstå de argumenter og beviser, der henvises til, så de kan drøfte sagen med deres juridiske repræsentanter og instruere dem i overensstemmelse hermed.

(68)  Jf. artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som er citeret ovenfor. Undtagelser fra dette princip kan i visse medlemsstater vedrøre opretholdelse af den offentlige orden, beskyttelse af grundlæggende rettigheder eller andre overordnede mål.

(69)  Se også artikel 9, stk. 2, litra c), i direktivet om forretningshemmeligheder.

(70)  Som inspiration til, hvordan dette kan forløbe, henvises til retningslinjerne for udarbejdelse af offentlige udgaver af Kommissionens afgørelser, som findes på https://ec.europa.eu/competition/antitrust/guidance_on_preparation_of_public_versions_antitrust_04062015.pdf.

(71)  Hvis der f.eks. er henvist til fortrolige dokumenter under høringen ved lukkede døre, og dette er blevet registreret i retsprotokollerne, kan dette være nødvendigt. Hvis det er muligt efter gældende nationale regler, kan domstolen imidlertid beslutte, at nogle oplysninger, der er citeret under retsmødet for lukkede døre, ikke skal fremgå af retsprotokollerne. I dette tilfælde kan det være unødvendigt at udarbejde ikkefortrolige udgaver af referaterne af retsmøderne for lukkede døre.

Euroens vekselkurs (1)

21. juli 2020

(2020/C 242/02)

1 euro =

	Valuta	Kurs
USD	amerikanske dollar	1,1443
JPY	japanske yen	122,70
DKK	danske kroner	7,4449
GBP	pund sterling	0,90055
SEK	svenske kroner	10,2390
CHF	schweiziske franc	1,0740
ISK	islandske kroner	159,30
NOK	norske kroner	10,4933
BGN	bulgarske lev	1,9558
CZK	tjekkiske koruna	26,429
HUF	ungarske forint	350,64
PLN	polske zloty	4,4362
RON	rumænske leu	4,8392
TRY	tyrkiske lira	7,8369
AUD	australske dollar	1,6154
CAD	canadiske dollar	1,5399
HKD	hongkongske dollar	8,8704
NZD	newzealandske dollar	1,7305
SGD	singaporeanske dollar	1,5891
KRW	sydkoreanske won	1 367,96
ZAR	sydafrikanske rand	18,8806
CNY	kinesiske renminbi yuan	7,9982
HRK	kroatiske kuna	7,5300
IDR	indonesiske rupiah	16 830,00
MYR	malaysiske ringgit	4,8764
PHP	filippinske pesos	56,455
RUB	russiske rubler	81,0833
THB	thailandske bath	36,194
BRL	brasilianske real	6,0416
MXN	mexicanske pesos	25,5910
INR	indiske rupee	85,3805

---

(1)  Kilde: Referencekurs offentliggjort af Den Europæiske Centralbank.

Anmeldelse af en planlagt fusion

(Sag M.9903 — SoftBank Group/Mizuho Financial Group/One Tap Buy)

Behandles eventuelt efter den forenklede procedure

(EØS-relevant tekst)

(2020/C 242/03)

---

(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1 (»fusionsforordningen«).

(2)  EUT C 366 af 14.12.2013, s. 5.

Meddelelse om anmodning vedrørende anvendelsen af artikel 34 i direktiv 2014/25/EU — ophør af suspension eller forlængelse af fristen for vedtagelse af gennemførelsesretsakter

(2020/C 242/04)

Kommissionen modtog den 19. september 2019 en anmodning i henhold til artikel 35 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU (1).

Anmodningen fra Slovenske železnice — Freight Transport d.o.o. vedrører jernbanegodstransport. De relevante meddelelser blev offentliggjort på side 10 i EUT C 53 af 17. februar 2020.

Den 16. december 2019 anmodede Kommissionen de nationale myndigheder om at fremkomme med supplerende oplysninger senest den 6. januar 2020. Som bebudet i den meddelelse, der blev offentliggjort på side 2 i EUT C 211 af 25. juni 2020, blev den endelige frist forlænget med 22 arbejdsdage regnet fra modtagelsen af de fuldstændige og korrekte oplysninger. De fuldstændige og korrekte oplysninger blev modtaget den 25. maj 2020.

I henhold til punkt 1, fjerde afsnit, i bilag IV til direktiv 2014/25/EU kan Kommissionen forlænge fristen efter aftale med dem, der har fremsat anmodningen om undtagelse. I betragtning af den aktuelle situation og konsekvenserne af Covid-19-pandemien og med samtykke fra Slovenske železnice — Freight Transport d.o.o. forlænges Kommissionens frist til at træffe afgørelse om denne anmodning hermed til den 24. juli 2020.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26. februar 2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF (EUT L 94 af 28.3.2014, s. 243).

Meddelelse om anmodning vedrørende anvendelsen af artikel 34 i direktiv 2014/25/EU

Anmodning indgivet af en ordregivende enhed — Forlængelse af fristen for vedtagelse af gennemførelsesretsakter

(2020/C 242/05)

Kommissionen modtog den 3. december 2019 en anmodning i henhold til artikel 35 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU (1).

Anmodningen blev indgivet af ENEL Green Power og vedrører aktiviteter i forbindelse med produktion og engrossalg af elektricitet fra vedvarende energikilder i Italien. Den relevante meddelelse blev offentliggjort på side 45 i EUT C 196 af 11. juni 2020. Den forlængede frist var den 15. juli 2020.

I henhold til punkt 1, fjerde afsnit, i bilag IV til direktiv 2014/25/EU kan Kommissionen forlænge fristen efter aftale med dem, der har fremsat anmodningen om undtagelse. I betragtning af den aktuelle situation og konsekvenserne af Covid-19-pandemien og med samtykke fra ENEL Green Power forlænges Kommissionens frist til at træffe afgørelse om denne anmodning hermed til den 31. juli 2020.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26. februar 2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF (EUT L 94 af 28.3.2014, s. 243).

Meddelelse om anmodning vedrørende anvendelsen af artikel 34 i direktiv 2014/25/EU

Anmodning indgivet af en ordregivende enhed — Forlængelse af fristen for vedtagelse af gennemførelsesretsakter

(2020/C 242/06)

Kommissionen modtog den 8. april 2019 en anmodning i henhold til artikel 35 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU (1).

Denne anmodning, som er fremsat af Lietuvos energija UAB, vedrører produktion og engrossalg af elektricitet i Litauen. De relevante meddelelser blev offentliggjort på side 28 i EUT C 316 af 20. september 2019 og på side 9 i EUT C 53 af 17. februar 2020 og på side 27 i EUT C 202 af 16. juni 2020. Den forlængede frist var den 10. juli 2020.

I henhold til punkt 1, fjerde afsnit, i bilag IV til direktiv 2014/25/EU kan Kommissionen forlænge fristen efter aftale med dem, der har fremsat anmodningen om undtagelse. I betragtning af den aktuelle situation og konsekvenserne af covid-19-pandemien og med samtykke fra Lietuvos energija UAB (nu Ignitis) forlænges Kommissionens frist til at træffe afgørelse om denne anmodning hermed til den 31. juli 2020.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26. februar 2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF (EUT L 94 af 28.3.2014, s. 243).