OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/3

Appel iværksat den 30. januar 2020 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 20. november 2019 i sag T-502/16, Stefano Missir Mamachi di Lusignano m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-54/20 P)

(2020/C 209/05)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved B. Schima, T.S. Bohr og G. Gattinara, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Stefano Missir Mamachi di Lusignano i egenskab af arving til Livio Missir Mamachi di Lusignano, Anne Jeanne Cécile Magdalena Maria Sintobin i egenskab af arving til Livio Missir Mamachi di Lusignano, Maria Letizia Missir Mamachi di Lusignano i egenskab af arving til Livio Missir Mamachi di Lusignano, Carlo Amedeo Missir Mamachi di Lusignano, Giustina Missir Mamachi di Lusignano, Tommaso Missir Mamachi di Lusignano og Filiberto Missir Mamachi di Lusignano

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den appellerede dom ophæves, for så vidt som Retten tilpligtede Kommissionen at erstatte den ikke-økonomiske skade, som Maria Letizia Missir og Stefano Missir havde lidt som følge af Alessandro Missirs død.

—	Domstolen træffer afgørelse i sagen, og Kommissionen frifindes i søgsmålet i første instans.

—	Stefano Missir og Maria Letizia Missir tilpligtes at betale sagsomkostningerne i denne sag og i sagen i første instans.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har Kommissionen fremsat to anbringender.

Det første anbringende er opdelt i to led. Med det første led gøres det gældende, at der er begået en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af begrebet person, »der er omfattet af« vedtægten. Dette første led vedrører den appellerede doms præmis 48-64. Med det andet led gøres det subsidiært gældende, at der er sket en retlig fejl, idet Retten på grundlag af vedtægten tilkendte broderen og søsteren til en afdød tjenestemand erstatning for en ikke-økonomiske skade. Dette led vedrører den appellerede doms præmis 134 og 135.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af begrundelsespligten, idet Kommissionen tilpligtedes at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, som broderen og søsteren til en afdød tjenestemand har lidt som følge af sidstnævntes død. Dette andet anbringende vedrører den appellerede doms præmis 154-168, 171, 172 og 181.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/4

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof Baden-Württemberg (Tyskland) den 4. februar 2020 — AR mod Stadt Pforzheim

(Sag C-56/20)

(2020/C 209/06)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgerichtshof Baden-Württemberg

Parter i hovedsagen

Sagsøger og appellant: AR

Sagsøgt og appelindstævnt: Stadt Pforzheim

Præjudicielt spørgsmål

Er EU-retten, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort (1), til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter det udenlandske EF-kørekort for en person, som ikke har sædvanlig bopæl i indlandet, i forbindelse med en afgørelse om frakendelse som omhandlet i artikel 11, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 2006/126/EF omgående skal forelægges for den indenlandske myndighed, der har truffet afgørelsen, så denne kan anbringe en påtegning om den manglende førerret i indlandet på kortet; påtegningen (om spærring) skal som regel på et EF-kørekort ske ved anbringelse af et rødt »D« med en skrå gennemstregning i rubrik 13 (f.eks. i form af et klistermærke)?

(1) EUT 2006, L 403, s. 18.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/5

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Procura della Repubblica di Trento (Italien) den 24. januar 2020 — straffesag mod XK

(Sag C-66/20)

(2020/C 209/08)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Procura della Repubblica di Trento

Tiltalt i straffesagen

Den anden part

Finanzamt Münster

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 2, stk. 1, litra c), nr. ii), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU (1) af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager — for så vidt angår den del, hvori det fastsættes, at som udstedelsesmyndighed kan også anses »enhver anden kompetent myndighed som defineret af udstedelsesstaten, der i den pågældende sag handler i sin egenskab af efterforskningsmyndighed i straffesager med kompetence til at indsamle bevismateriale i henhold til national ret«, idet efterforskningskendelsen dog i dette tilfælde »før den overføres til fuldbyrdelsesmyndigheden, efter en undersøgelse af dens overensstemmelse med betingelserne i henhold til dette direktiv for udstedelse af en europæisk efterforskningskendelse, navnlig betingelserne i artikel 6, stk. 1, [skal] godkendes af en dommer, domstol, undersøgelsesdommer eller offentlig anklager i udstedelsesstaten« — fortolkes således, at en medlemsstat kan bestemme, at en administrativ myndighed undtages fra kravet om at få den europæiske efterforskningskendelse godkendt af en judiciel myndighed, idet den førstnævnte myndighed kvalificeres som »judiciel myndighed som omhandlet i direktivets artikel 2«?

(1) EUT 2014, L 130, s. 1.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/5

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht (Tyskland) den 24. februar 2020 — LW mod Bundesrepublik Deutschland

(Sag C-91/20)

(2020/C 209/09)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesverwaltungsgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: LW

Sagsøgt: Bundesrepublik Deutschland

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 3 i direktiv 2011/95/EU (1) fortolkes således, at den er til hinder for en bestemmelse i en medlemsstat, hvorefter det mindreårige ugifte barn af en person, som har fået tilkendt flygtningestatus, skal tilkendes en af denne afledt flygtningestatus (såkaldt familieflygtningebeskyttelse) også i tilfælde af, at dette barn — via den anden forælder — i hvert fald også har statsborgerret i et andet land, som ikke er identisk med flygtningens hjemland, og hvis beskyttelse det kan gøre krav på?

Skal artikel 23, stk. 2, i direktiv 2011/95/EU fortolkes således, at den begrænsning, hvorefter familiemedlemmet kun har ret til at gøre krav på de fordele, der er omhandlet i artikel 24-35, for så vidt dette er foreneligt med familiemedlemmets personlige retlige status, under de i det første spørgsmål beskrevne omstændigheder forbyder at tildele det mindreårige barn en status som flygtning, der er afledt af den anerkendte flygtning?

Har det betydning for besvarelsen af det første og det andet spørgsmål, om det er muligt og rimeligt for barnet og dets forældre at tage ophold i det land, hvor barnet og dets mor har statsborgerret, hvis beskyttelse de har ret til, og som ikke er identisk med flygtningens (faderens) hjemland, eller er det tilstrækkeligt, at familieenheden kan opretholdes på Forbundsrepublikkens område på grundlag af opholdsretlige regler?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.12.2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9).

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/6

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione (Italien) den 24. februar 2020 — Ordine Nazionale Biologi, MX, NY og OZ mod Presidenza del Consiglio dei Ministri

(Sag C-96/20)

(2020/C 209/10)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte suprema di cassazione

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Ordine Nazionale Biologi, MX, NY og OZ

Sagsøgt: Presidenza del Consiglio dei Ministri

Præjudicielle spørgsmål

Skal bestemmelsen i artikel 9, stk. 2, i direktiv 2002/98/EF om fastsættelse af standarder for kvaliteten og sikkerheden ved tapning, testning, behandling, opbevaring og distribution af humant blod og blodkomponenter (1) fortolkes således, at bestemmelsen — når den blandt de øvrige mindstekrav til kvalifikationer for at blive udpeget som den ansvarlige person for et blodcenter fastsætter, at vedkommende skal være i besiddelse af et kandidateksamensbevis »inden for lægevidenskab eller biologi« — direkte tildeler personer med kandidateksamen i et af disse to fag retten til at bestride stillingen som den ansvarlige person for blodcentret?

2)	Tillader eller er EU-retten i konsekvens heraf til hinder for, at den nationale lovgivning afskærer personer med kandidateksamen i biologi fra at bestride den ovennævnte stilling som den ansvarlige person for et blodcenter?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/98/EF af 27.1.2003 om fastsættelse af standarder for kvaliteten og sikkerheden ved tapning, testning, behandling, opbevaring og distribution af humant blod og blodkomponenter og om ændring af direktiv 2001/83/EF (EUT 2003, L 33, s. 30).

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/7

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 26. februar 2020 — StWL Städtische Werke Lauf a.d. Pegnitz GmbH mod eprimo GmbH

(Sag C-102/20)

(2020/C 209/12)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: StWL Städtische Werke Lauf a.d. Pegnitz GmbH

Sagsøgt: eprimo GmbH

Intervenient for sagsøgte: Interactive Media CCSP GmbH

Præjudicielle spørgsmål

Er begrebet »sendes« som omhandlet i artikel 2, andet punktum, litra h), i direktiv 2002/58/EF (1) opfyldt, når en meddelelse ikke sendes fra en bruger af en elektronisk kommunikationstjeneste til en anden bruger gennem en tjenesteudbyder til den anden brugers elektroniske »adresse«, men som følge af åbning af en kodeordsbeskyttet internetside for en e-mailkonto automatisk vises af adservere på bestemte, hertil beregnede felter i e-mail-indbakken tilhørende en bruger, som udvælges efter et tilfældighedsprincip (indbakkereklame)?

Forudsætter hentning af en meddelelse som omhandlet i artikel 2, andet punktum, litra h), i direktiv 2002/58/EF, at modtageren, efter at have opnået kendskab til, at der foreligger en meddelelse, gennem en bevidst hentningskommando udløser en programteknisk indstillet overføring af meddelelsesdata, eller er det tilstrækkeligt, hvis meddelelsens visning i en e-mailkontos indbakke udløses ved, at brugeren åbner den kodeordsbeskyttede internetside for sin e-mailkonto?

3)	Foreligger der også elektronisk post som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF, når en meddelelse ikke sendes til en konkret individuel modtager, som er fastlagt allerede før overføringen, men vises i indbakken tilhørende en bruger, som er udvalgt ud fra et tilfældighedsprincip?

4)	Foreligger der kun anvendelse af elektronisk post til direkte markedsføring som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF, når der konstateres en byrde for brugeren, som er mere vidtgående end en gene?

Foreligger der kun individuel markedsføring, som opfylder kriterierne for en »henvendelse« som omhandlet i bilag I, nr. 26), første punktum, til direktiv 2005/29/EF (2), hvis en kunde kontaktes ved hjælp af et medium, der normalt anvendes til individuel kommunikation mellem en afsender og en modtager, eller er det tilstrækkeligt, hvis — som det er tilfældet for den markedsføring, der er genstanden for hovedsagen — en individuel relation etableres ved, at reklamen vises i indbakken for en privat e-mailkonto og dermed i et område, hvor kunden forventer meddelelser, der er rettet individuelt til ham?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12.7.2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT 2002, L 201, s. 37).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11.5.2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) EUT 2005, L 149, s. 22

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/8

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) den 3. marts 2020 — JY

(Sag C-118/20)

(2020/C 209/13)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: JY

Sagsøgt myndighed: Wiener Landesregierung

Præjudicielle spørgsmål

Er en situation, hvor en fysisk person, der, som revisionsappellanten i hovedsagen, har givet afkald på sit statsborgerskab i en medlemsstat i Den Europæiske Union — og dermed på sit unionsborgerskab — for at opnå statsborgerskab i en anden medlemsstat i overensstemmelse med et tilsagn om tildeling af statsborgerskab i den anden medlemsstat, som denne person har ansøgt om, og hvor den pågældendes mulighed for at generhverve unionsborgerskabet efterfølgende bortfalder som følge af, at dette tilsagn tilbagekaldes, efter sin natur og sine konsekvenser omfattet af EU-retten, således at EU-retten skal overholdes ved tilbagekaldelsen af tilsagnet om tildeling?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Er de kompetente nationale myndigheder, herunder i givet fald de nationale domstole, i forbindelse med afgørelsen om tilbagekaldelsen af tilsagnet om tildeling af statsborgerskab i medlemsstaten forpligtet til at fastslå, om tilbagekaldelsen af tilsagnet, hvorved muligheden for generhvervelse af unionsborgerskabet bortfalder, henset til følgerne for den berørte person ud fra et EU-retligt synspunkt er forenelig med proportionalitetsprincippet?

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/9

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Najwyższy (Polen) den 3. marts 2020 — Koleje Mazowieckie mod Skarb Państwa — Minister Infrastruktury i Budownictwa obecnie Minister Infrastruktury i Prezes Urzędu Transportu Kolejowego og PKP Polskie Linie Kolejowe S.A.

(Sag C-120/20)

(2020/C 209/14)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Najwyższy

Parter i hovedsagen

Kassationsappellant: Koleje Mazowieckie

Kassationsindstævnte: Skarb Państwa — Minister Infrastruktury i Budownictwa obecnie Minister Infrastruktury i Prezes Urzędu Transportu Kolejowego og PKP Polskie Linie Kolejowe S.A.

Præjudicielle spørgsmål

Skal bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14 (1) EF af 26. februar 2001, navnlig direktivets artikel 4, stk. 5 og artikel 30, stk. 1, 3, 5 og 6, fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at en jernbanevirksomhed kan fremsætte et erstatningskrav over for en medlemsstat med henvisning til en fejlagtig gennemførelse af direktivet i en situation, hvor en del af erstatningskravet udgøres af for meget betalt afgift for brug af jernbaneinfrastrukturen, uden at tilsynsorganets afgørelse først har været genstand for retslig prøvelse?

Er princippet om, at retten til erstatning i henhold til EU-retten for fejlagtig anvendelse af EU-retten, og især for en mangelfuld eller manglende gennemførelse af et direktiv, er betinget af, at den tilsidesatte retsnorm tillægger borgerne rettigheder, at tilsidesættelsen er tilstrækkeligt kvalificeret (i form af en åbenbar og alvorlig tilsidesættelse af en medlemsstats skønsbeføjelse ved gennemførelse af direktivet), og at der er en direkte årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen og den lidte skade, til hinder for, at en medlemsstat indfører bestemmelser i national ret, der i sådanne tilfælde giver ret til erstatning under mindre restriktive betingelser?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26.2.2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering (EFT 2001, L 75, s. 29).

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/9

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Den Haag, zittingsplaats Amsterdam (Nederlandene) den 4. marts 2020 — VG mod Minister van Buitenlandse Zaken

(Sag C-121/20)

(2020/C 209/15)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Den Haag, zittingsplaats Amsterdam (retten i første instans i Den Haag, tingstedet Amsterdam, Nederlandene)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: VG

Sagsøgt: Minister van Buitenlandse Zaken (udenrigsministeren)

Præjudicielt spørgsmål

Ændrer det noget ved besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål i de sager, som er blevet registreret ved Domstolen under nummer C-225/19 og C-226/19, såfremt navnet på det land, der under den forudgående høring som omhandlet i artikel 22 i visumkodeksen (1) har gjort indsigelse mod udstedelsen af et visum til ansøgeren, ikke er blevet oplyst eller ikke kendes?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009 af 13.7.2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks) (EUT 2009, L 243, s. 1).

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/10

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy w Gliwicach (Polen) den 5. marts 2020 — D. Spółka Akcyjna mod W. Zrt

(Sag C-127/20)

(2020/C 209/16)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Rejonowy w Gliwicach

Parter i hovedsagen

Sagsøger: D. Spółka Akcyjna

Sagsøgt: W. Zrt

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 (1) af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 fortolkes således, at et transporterende luftfartsselskab, hvis luftfartøj kolliderer med en fugl, er forpligtet til — inden for rammerne af de rimelige forholdsregler, det skal træffe — at afsætte tiltrækkelig tid til gennemførelse af den krævede sikkerhedskontrol ved planlægningen af sit rotationsbaserede flyveplanlægningssystem?

i tilfælde af, at det første spørgsmål besvares benægtende:

Skal artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 fortolkes således, at et transporterende luftfartsselskab, hvis luftfartøj kolliderer med en fugl, er forpligtet til — inden for rammerne af de rimelige forholdsregler, det skal træffe — at udarbejde en tjenesteplan eller besætningsplan på en sådan måde, at besætningen står standby til at påtage sig flyvetjeneste straks efter udførelsen af den krævede sikkerhedskontrol, uafhængigt af de begrænsninger, der er til flyvetid og besætningen samt kravene til hvileperiode, der er fastsat i bilag II til Kommissionens forordning (EU) nr. 965/2012 (2) af 5. oktober 2012 om fastsættelse af tekniske krav og administrative procedurer for flyveoperationer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 216/2008?

(1) EUT 2004, L 46, s. 1.

(2) EUT 2012, L 296, s. 1.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/11

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Najwyższy (Polen) den 10. marts 2020 — BM, DM og EN mod Getin Noble Bank S.A.

(Sag C-132/20)

(2020/C 209/17)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Najwyższy

Parter i hovedsagen

Sagsøger: BM, DM og EN

Sagsøgt: Getin Noble Bank S.A.

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 2, artikel 4, stk. 3, artikel 6, stk. 1 og 3, og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i Traktaten om Den Europæiske (herefter »TEU«), sammenholdt med artikel 47, stk. 1 og 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), artikel 267, stk. 3, TEUF, chartrets artikel 38 og artikel 7, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF (1) af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler fortolkes således, at et organ, hvori en person har sæde ¬– når denne person for første gang eller ved et efterfølgende tilfælde er udpeget til dommer (ved en højere retsinstans) af et politisk organ under den udøvende magt i en stat, som er karakteriseret ved en totalitær, udemokratisk og kommunistisk styreform (Rada Państwa Polskiej Rzeczypospolitej Ludowej) (Folkerepublikken Polens statsråd) efter anmodning fra justitsministeren i denne stat — er en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, i henhold til EU-retten, navnlig når henses til 1) manglen på gennemsigtighed med hensyn til udnævnelseskriterierne, 2) muligheden for at afskedige en dommer til enhver tid, 3) dommerstandens manglende deltagelse i udnævnelsesproceduren, eller 4) [manglen på] relevante offentlige myndigheder oprettet ved demokratiske valg, hvilket kan skade den tillid, som domstolene skal indgyde i et demokratisk samfund?

Har den omstændighed, at udpegelsen til dommer i efterfølgende stillinger (ved en højere retsinstans) kunne finde sted som følge af anerkendelsen af en rimelig tjenesteperiode (anciennitet) samt på grundlag af en vurdering af arbejdet udført i den stilling, som denne person var blevet udnævnt til — i hvert fald første gang — af et politisk organ, sådan som beskrevet i det første spørgsmål og på baggrund af proceduren beskrevet i dette spørgsmål, hvilket kan skade den tillid, som domstolene skal indgyde i et demokratisk samfund, betydning for besvarelsen af det første spørgsmål?

Har den omstændighed, at udnævnelsen til dommer i efterfølgende stillinger (ved en højere retsinstans, med undtagelse af Sąd Najwyższy (øverste domstol)) ikke var betinget af aflæggelse af dommerløftet om at respektere værdierne i et demokratisk samfund, og at en person, der blev udnævnt for første gang, aflagde en ed om at vogte den kommunistiske stats politiske system og den såkaldte »praworządność ludowa« (»folkets retsstat«), hvilket kan skade den tillid, som domstolene skal indgyde i et demokratisk samfund, betydning for besvarelsen af det første spørgsmål?

Skal artikel 2, artikel 4, stk. 3, artikel 6, stk. 1 og 3, og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, artikel 267, stk. 3, TEUF, chartrets artikel 38 og artikel 7, stk. 1 og 2, i direktiv 93/13 fortolkes således, at et organ, hvori en person har sæde — når denne person for første gang eller ved et efterfølgende tilfælde er udpeget til dommer (ved en højere retsinstans) under åbenlys tilsidesættelse af de forfatningsretlige bestemmelser i en EU-medlemsstat, eftersom dommerkollegiet ved det organ, som udpegede denne person til efterfølgende at udøve dommerembedet (Krajowej Rady Sądownictwa) (domstolsrådet) ikke er i overensstemmelse med medlemsstatens forfatning, således som fastslået af forfatningsdomstolen i denne medlemsstat, hvilket i sidste ende kan skade den tillid, som domstolene skal indgyde i et demokratisk samfund — er en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, i henhold til EU-retten?

Skal artikel 2, artikel 4, stk. 3, artikel 6, stk. 1 og 3, og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, artikel 267, stk. 3, TEUF, chartrets artikel 38 og artikel 7, stk. 1 og 2, i direktiv 93/13 fortolkes således, at et organ, hvori en person har sæde — når denne person for første gang eller ved et efterfølgende tilfælde er udpeget til dommer (ved en højere retsinstans), og denne person blev udvalgt som kandidat til at udøve dette embede efter afholdelse af en udvælgelsesprocedure ved Krajowej Rady Sądownictwa (domstolsrådet), hvis denne procedure ikke levede op til kriterierne om åbenhed og gennemsigtighed med hensyn til udvælgelsen af kandidater, hvilket kan skade den tillid, som domstolene skal indgyde i et demokratisk samfund — en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, i henhold til EU-retten?

Skal artikel 2, artikel 4, stk. 3, artikel 6, stk. 3, og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, artikel 267, stk. 3, TEUF, chartrets artikel 38 og artikel 7, stk. 1 og 2, i direktiv 93/13 fortolkes således, at den øverste domstol i en medlemsstat i Den Europæiske Union (Sąd Najwyższy (øverste domstol) med henblik på at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse som et middel til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør, er forpligtet til at foretage en ex officio vurdering på alle trin i sagen af, om:

den i det første og det fjerde spørgsmål nævnte domstol opfylder betingelsen om en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, i henhold til EU-retten, uanset virkningen af vurderingen af denne betingelse på realiteten med hensyn til afgørelsen af spørgsmålet, om et kontraktvilkår er urimeligt, og endvidere,

b)	om retssagen, som er beskrevet i det første og det fjerde spørgsmål, er lovlig?

Skal artikel 2, artikel 6, stk. 1 og 3, artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, artikel 267, stk. 3, TEUF, chartrets artikel 38 og artikel 7, stk. 1 og 2, i direktiv 93/13 fortolkes således, at der kan være bestemmelser i en EU-medlemsstats forfatning vedrørende domstolenes organisation eller udnævnelse af dommere, som gør det umuligt at vurdere den effektive virkning af dommerudnævnelsen, og som er til hinder for — i overensstemmelse med EU-retten — at fastslå, om en domstol eller en dommer, der har sæde deri, savner den fornødne uafhængighed som følge af de omstændigheder, der er beskrevet i det første til det femte spørgsmål?

(1) EFT 1993, L 095, s. 29.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/12

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 11. marts 2020 — European Pallet Association eV mod PHZ BV

(Sag C-133/20)

(2020/C 209/18)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hoge Raad der Nederlanden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: European Pallet Association eV

Sagsøgt: PHZ BV

Præjudicielle spørgsmål

(a)

Kræves det efter artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 (1), at fortsat markedsføring af de pågældende varemærkeprodukter skader eller kan skade en eller flere af de af varemærkets funktioner, der omhandles ovenfor i 3.2.4, for at varemærkeindehaveren med føje kan modsætte sig en sådan markedsføring?

(b)	Såfremt spørgsmål 1(a) besvares bekræftende, er der da tale om et krav, det stilles ud over kravet om »rimelig grund«?

(c)	Er det efter artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 altid tilstrækkeligt, at en eller flere af de af varemærkets funktioner, der omhandles i spørgsmål 1(a), skades, for at varemærkeindehaveren med føje kan modsætte sig fortsat markedsføring?

(a)

Kan det i almindelighed siges, at en varemærkeindehaver i henhold til artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 kan modsætte sig fortsat markedsføring af varer med den pågældendes mærke, såfremt disse varer er blevet repareret af andre end varemærkeindehaveren eller personer, som har fået dennes samtykke hertil?

(b)

Såfremt spørgsmål 2(a) besvares benægtende, er spørgsmålet om der foreligger »rimelig grund« som omhandlet i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, efter at tredjemand repareret varer, som er markedsført af varemærkeindehaveren eller med dennes samtykke, afhængig af [org. s. 9] varernes art eller arten af reparationen (som nærmere omtalt ovenfor i 3.2.5) eller af andre omstændigheder såsom sådanne særlige omstændigheder som dem, der i denne sag er nævnt ovenfor i 2.1. under (ii) og (iii)?

(a)

Er det udelukket, at varemærkeindehaveren som omhandlet i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 kan modsætte sig fortsat markedsføring af varer, repareret af tredjemand, såfremt varemærket bruges på en måde, der ikke kan fremkalde det indtryk, at der findes et økonomisk bånd mellem varemærkeindehaveren (eller dennes licenshavere) og den person, der fortsat markedsfører, eksempelvis såfremt det ved ændring af mærket og/eller supplerende etikettering af varerne efter reparationen gøres tydeligt, at reparationen ikke er foretaget af varemærkeindehaveren eller med dennes samtykke eller af en af dennes licenshavere?

(b)	Har det herved betydning, om varemærket nemt kan ændres, uden at varernes tekniske brugbarhed eller praktiske anvendelighed skades?

4)	Har det for besvarelsen af de foregående spørgsmål nogen betydning, om der er tale om et fællesmærke omfattet af forordning nr. 207/2009, og i bekræftende fald, i hvilken henseende?

(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1).

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/13

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supremo Tribunal Administrativo (Portugal) den 12. marts 2020 — JS mod Câmara municipal de Gondomar

(Sag C-135/20)

(2020/C 209/19)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Supremo Tribunal Administrativo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: JS

Sagsøgt: Câmara municipal de Gondomar

Præjudicielt spørgsmål

Skal EU-retten, navnlig § 5 i den rammeaftale, som er optaget som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF (1) af 28. juni 1999 om rammeaftalen, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, fortolkes således, at den er til hinder for en national ordning, som forbyder enhver ændring af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået af offentlige institutioner, til tidsubegrænsede ansættelseskontrakter?

2)	Skal direktiv 1999/70/EF fortolkes således, at det pålægger en ændring af kontrakterne som den eneste måde, hvorved misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter kan undgås?

(1) Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/14

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Judicial da Comarca dos Açores (Portugal) den 12. marts 2020 — MV mod SATA Internacional — Serviços de Transportes Aéreos SA

(Sag C-137/20)

(2020/C 209/20)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Judicial da Comarca dos Açores

Parter i hovedsagen

Sagsøger: MV

Sagsøgt: SATA Internacional — Serviços de Transportes Aéreos SA

Præjudicielt spørgsmål

Skal omstændigheder, som dem, der indtraf den 6. juni 2016, hvorefter en flyvning blev annulleret som følge af meteologiske omstændigheder i destinationslufthavnen, hvor minimumsgrænserne for horizontal visibilitet samt minimumsgrænserne for vertikal visibilitet på landingsbanen ikke var sikret på flyvningens afgangstidspunkt, idet de krævede sikkerhedsbetingelser således ikke var opfyldt ved landingen af det pågældende fly i den pågældende lufthavn, mens prognoserne fortsat viste en forværring af de atmosfæriske betingelser i de følgende timer, kvalificeres som »usædvanlige omstændigheder« som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 (1), som fritager det transporterende luftfartsselskab fra forpligtelsen til at yde kompensation?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT 2004, L 46, s. 1).

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/14

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Giustizia amministrativa per la Regione siciliana (Italien) den 26. marts 2020 — Analisi G. Caracciolo srl mod Regione Siciliana — Assessorato regionale della salute — Dipartimento regionale per la pianificazione m.fl.

(Sag C-142/20)

(2020/C 209/21)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Giustizia amministrativa per la Regione siciliana

Parter i hovedsagen

Appellant: Analisi G. Caracciolo srl

Indstævnte: Regione Siciliana — Assessorato regionale della salute — Dipartimento regionale per la pianificazione, Regione Sicilia — Assessorato della salute — Dipartimento per le attività sanitarie e osservatorio, Accredia — Ente Italiano di Accreditamento og Azienda sanitaria provinciale di Palermo

Præjudicielle spørgsmål

Er forordning (EF) nr. 765/2008 (1) til hinder for en national bestemmelse (såsom artikel 40 i lov nr. 88/2009), såfremt den fortolkes således, at akkrediteringsaktiviteter kan udføres af organer, der ikke er etableret i en EU-medlemsstat — og derfor uden om det udpegede akkrediteringsorgan — forudsat at disse organer sikrer opfyldelsen af standarderne UNI CEI EN ISO/IEC 17025 og UNI CEI EN ISO/IEC 17011 og godtgør — herunder gennem aftaler om gensidig anerkendelse — at besidde kvalifikationer, som i det væsentlige kan sidestilles med kvalifikationerne for de i forordning (EF) nr. 765/2008 omhandlede udpegede nationale organer?

Indebærer forordning (EF) nr. 765/2008, i relation til artikel 56 TEUF, artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt artikel 102 TEUF, en tilsidesættelse af principperne i den primære EU-ret, bl.a. om fri udveksling af tjenesteydelser, ikke-diskrimination og forbud mod forskelsbehandling, samt konkurrencereglerne om forbud mod monopolstillinger, eftersom den gennem ordningen med »ét enkelt organ« indfører et materielt monopol for akkrediteringsaktiviteter på nationalt plan?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 (EUT 2008, L 218, s. 30).

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/15

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie (Polen) den 24. marts 2020 — A mod O

(Sag C-143/20)

(2020/C 209/22)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie

Parter i hovedsagen

Sagsøger: A

Sagsøgt: O

Præjudicielle spørgsmål

[Skal] artikel 185, stk. 3, litra i), i direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (1) (Solvens II), omarbejdning, EUT, L 335, 17.12. 2009, herefter »direktiv 2009/138/EF«) og artikel 36, stk. 1, sammenholdt med bilag III A, punkt 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring (2) […] (herefter »direktiv 2002/83/EF«), fortolkes således, at i tilfælde af indgåelse af livsforsikringsaftaler, som er knyttet til en investeringsfond (forsikringskapitalfond), i hvilken fond de underliggende aktiver er derivater (eller strukturerede finansieringsinstrumenter indlejret i derivater), er forsikringsselskabet eller forsikringsmægleren (der tilbyder en sådan forsikring, distribuerer forsikringsproduktet, »sælger« en forsikring) forpligtet over for den forsikrede forbruger til at give oplysninger om arten, typespecifikationen og egenskaber (engelsk: indication of the nature, tysk: Angabe der Art, fransk: indications sur la nature) af det underliggende instrument (derivat eller struktureret finansielt instrument, hvori derivatet er indlejret), eller er det tilstrækkeligt kun at oplyse om typen af de underliggende aktiver uden at oplyse om egenskaberne ved disse instrumenter?

[…] [I] tilfælde af, at svaret på det første spørgsmål er, at forsikringsselskabet eller forsikringsmægleren (som tilbyder en sådan forsikring, distribuerer forsikringsproduktet, »sælger« en forsikring tilknyttet en investeringsfond/forsikringskapitalfond) er forpligtet til at give forbrugeren information om arten, typespecifikationen og egenskaber ved det underliggende instrument (derivat eller struktureret finansielt instrument, hvori derivatet er indlejret), skal artikel 185, stk. 3, litra i), i direktiv 2009/138/ EF og artikel 36, stk. 1, sammenholdt med bilag III A. punkt 12 til direktiv 2002/83/EF, da fortolkes således, at oplysninger om art, typespecifikation og egenskaber ved det underliggende instrument (derivat eller struktureret finansielt instrument, hvori det afledte instrument er integreret), der gives den forsikrede/forbrugeren, skal være identiske med de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 19, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/ EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/ EØF (3), […] og artikel 24, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (4) (herefter »direktiv 2014/65/EU«), dvs. omfattende information om derivater og foreslåede investeringsstrategier, som bør indeholde relevante retningslinjer og advarsler om de risici, der er forbundet med investering i sådanne instrumenter eller om individuelle investeringsstrategier, herunder især oplysninger om metoden til værdiansættelse af det underliggende instrument (derivat eller struktureret med indlejret derivat) anvendt af forsikringsselskabet eller i dækningsperioden, oplysninger om risikoen forbundet med derivatet og dets udsteder, herunder ændringer i derivatets værdi over tid, individuelle faktorer, der bestemmer disse ændringer, og graden af deres indflydelse på værdien?

[Skal] artikel 185, stk. 4, i direktiv 2009/138/EF fortolkes således, at i tilfælde, hvor livsforsikringsaftaler er tilknyttet en investeringsfond (forsikringskapitalfond), og hvor fondens underliggende aktiv er et derivat (eller et struktureret finansielt instrument, hvori derivatet er indlejret), er forsikringsselskabet eller forsikringsmægleren (der tilbyder en sådan forsikring, distribuerer forsikringsproduktet, »sælger« forsikringen) forpligtet til at give forbrugeren/den forsikrede samme omfattende oplysninger, som kræves i henhold til artikel 19, stk. 3, i direktiv 2004/39/EF og artikel 24, stk. 4, direktiv 2014/65/EU, dvs. information om afledte instrumenter og foreslåede investeringsstrategier, som bør indeholde relevante retningslinjer og advarsler om de risici, der er forbundet med investeringer i sådanne instrumenter eller om individuelle investeringsstrategier, herunder især oplysninger om metoden til værdiansættelse af det underliggende instrument brugt af forsikringsselskabet eller beregningsagenten i dækningsperioden, information om risikoen forbundet med derivatet og dets udsteder, herunder ændringer i værdien af derivatet over tid, individuelle faktorer, der bestemmer disse ændringer og graden af deres indvirkning på værdien?

[I] tilfælde af en bekræftende besvarelse af det andet eller det tredje spørgsmål (eller begge), udgør forsikringsselskabets eller forsikringsmæglerens, der tilbyder livsforsikring tilknyttet en investeringsfond (forsikringskapitalfond), undladelse af at give forbrugeren/den forsikrede de krævede oplysninger (angivet i det første og andet spørgsmål), en urimelig handelspraksis som omhandlet artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (5) […], eller udgør undladelse af at give de påkrævede oplysninger en vildledende handelspraksis som omhandlet i dette direktivs artikel 7?

[I] tilfælde af en benægtende besvarelse af såvel det andet som det tredje spørgsmål, udgør forsikringsselskabets eller forsikringssælgerens (som tilbyder en sådan forsikring, distribuerer forsikringsproduktet, »sælger« livsforsikring tilknyttet en investeringsfond (forsikringskapitalfond)) undladelse af at oplyse forbrugeren klart om, at investeringsfondens midler (forsikringskapitalfond) investeres i derivater (eller strukturerede produkter, hvori derivater er indlejret), en urimelig handelspraksis som omhandlet i artikel 5 i direktivet om urimelige handelspraksis, eller udgør undladelse af at give de påkrævede oplysninger en vildledende handelspraksis som omhandlet i dette direktivs artikel 7?

[I] tilfælde af en benægtende besvarelse af både det andet og det tredje spørgsmål, udgør det forhold, at forsikringsselskabet eller forsikringsmægleren, der tilbyder livsforsikring tilknyttet en investeringsfond (forsikringskapitalfond), ikke specifikt forklarer forbrugeren de nøjagtige egenskaber ved det instrument, hvori investeringsfondens midler er investeret (forsikringskapitalfond), herunder oplysninger om principperne for et sådant instruments funktion, i en situation, hvor instrumentet er et derivat (eller et struktureret instrument, hvor derivatet er indlejret), en urimelig handelspraksis som omhandlet i artikel 5 i direktivet om urimelige handelspraksis, eller udgør en undladelse af at angive de påkrævede oplysninger en vildledende handelspraksis som omhandlet i dette direktivs artikel 7?

(1) EUT 2009, L 335, s. 1.

(2) EFT 2002, L 345, s. 1.

(3) EUT 2004, L 145, s. 1.

(4) EUT 2014, L 173, s. 349.

(5) EUT 2005, L 149, s. 22.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/17

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig) den 27. marts 2020 — Bundeswettbewerbsbehörde mod Nordzucker AG m.fl.

(Sag C-151/20)

(2020/C 209/23)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberster Gerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger og appellant: Bundeswettbewerbsbehörde

Sagsøgte og appelindstævnte: Nordzucker AG, Südzucker AG og Agrana Zucker GmbH

Præjudicielle spørgsmål

Finder det tredje kriterium, som Domstolen har opstillet i sin praksis for anvendeligheden af princippet ne bis in idem, nemlig at det samme beskyttede retlige gode skal være berørt, også anvendelse i tilfælde, hvor konkurrencemyndighederne i to medlemsstater for de samme faktiske omstændigheder og vedrørende de samme personer foruden de nationale retsregler også skal anvende de samme EU-regler (i den foreliggende sag artikel 101 TEUF)?

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende:

2)	Foreligger der i et sådant tilfælde, hvor europæiske og nationale konkurrenceregler anvendes parallelt, det samme beskyttede retlige gode?

Er det derudover relevant for anvendelsen af princippet ne bis in idem, om den tidsmæssigt første bødeafgørelse, som blev vedtaget af konkurrencemyndigheden i en medlemsstat, tog hensyn til de faktiske indvirkninger af overtrædelsen af konkurrencereglerne i den anden medlemsstat, hvis konkurrencemyndighed først derefter traf afgørelse i den af denne førte konkurrencesag?

Foreligger der også i en sag, hvor det på grund af en af procesdeltagernes deltagelse i det nationale kronvidneprogram kun er muligt deklaratorisk at fastslå dennes overtrædelse af konkurrencereglerne, en sag, som er underlagt princippet ne bis in idem, eller kan en sådan ren konstatering af overtrædelsen ske uafhængigt af resultatet af en tidligere sag vedrørende pålæg af en bøde (i en anden medlemsstat)?

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/18

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Nejvyšší správní soud (Den Tjekkiske Republik) den 31. marts 2020 — Kemwater ProChemie s.r.o. mod Odvolací finanční ředitelství

(Sag C-154/20)

(2020/C 209/24)

Processprog: tjekkisk

Den forelæggende ret

Nejvyšší správní soud

Parter i hovedsagen

Appellant: Kemwater ProChemie s.r.o.

Indstævnte: Odvolací finanční ředitelství

Præjudicielle spørgsmål

1)	Er direktiv 2006/112/EF (1) til hinder for, at udøvelse af retten til at fradrage indgående moms betinges af, at den afgiftspligtige person kan bevise, at den af ham modtagne ydelse som led i en afgiftspligtig transaktion blev leveret af en anden, nærmere identificeret, afgiftspligtig person?

Såfremt første spørgsmål besvares bekræftende, kan en afgiftspligtig person nægtes retten til fradrag for indgående afgift, såfremt den afgiftspligtige ikke kan løfte bevisbyrden, selv om det ikke er blevet godtgjort, at den afgiftspligtige vidste eller burde have vidst, at han deltog i afgiftssvig ved køb af de pågældende varer eller tjenesteydelser?

(1) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/18

Sag anlagt den 14. april 2020 — Europa-Kommissionen mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-161/20)

(2020/C 209/25)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved J.-F. Brakeland, E. Georgieva, S.L. Kalėda og W. Mölls, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—

Rådets afgørelse (1), der er indeholdt i Corepers retsakt af 5. februar 2020, som tilslutter sig en forelæggelse for Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) vedrørende indførelsen af livscyklusretningslinjer med henblik på at bedømme well-to-tank drivhusgasemissioner fra bæredygtige alternative brændstoffer med henblik på, at Rådets formandsskab fremsender den til IMO på vegne af medlemsstaterne og Kommissionen, annulleres.

—	Afgørelsens virkninger opretholdes.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det annullationssøgsmål, som Kommissionen har anlagt, vedrører en afgørelse fra Rådet, der er indeholdt i Corepers retsakt af 5. februar 2020, som tilslutter sig forelæggelsen for Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) vedrørende indførelsen af livscyklusretningslinjer med henblik på at bedømme well-to-tank drivhusgasemissioner fra bæredygtige alternative brændstoffer (forelæggelsen vedrørende drivhusgasemissioner) med henblik på, at Rådets formandsskabs fremsender den til IMO på vegne af medlemsstaterne og Kommissionen.

Til støtte for søgsmålet har Kommissionen anført to anbringender.

For det første er Kommissionen af den opfattelse, at Rådets afgørelse tilsidesætter Unionens enekompetence i henhold til artikel 3, stk. 2, TEUF. Det er Unionen, der har enekompetence på det område, der vedrører forelæggelsen vedrørende drivhusgasemissioner, som omhandlet i artikel 3, stk. 2, TEUF, fordi dette område i vidt omfang er omfattet af de fælles regler, der finder anvendelse på situationer inden for Unionen som omhandlet i Domstolens faste praksis.

For det andet er Kommissionen af den opfattelse, at Rådets afgørelse tilsidesætter Kommissionens institutionelle prærogativer i henhold til artikel 17, stk. 1, TEU, fordi det kun er Kommissionen, der har ret til at handle på Unionens vegne og at sikre Unionens repræsentation udadtil.

(1) Rådets dokument ST 6287/20 af 24.2.2020.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/19

Sag anlagt den 23. april 2020 — Europa-Kommissionen mod Republikken Portugal

(Sag C-169/20)

(2020/C 209/26)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved M. França og C. Perrin, som befuldmægtigede)

Sagsøg: Republikken Portugal

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Portugal har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 110 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), idet den ikke tager hensyn til værditabet på miljøkomponenten ved beregningen af værdien af brugte køretøjer, der er importeret til portugisisk område og købt i andre medlemsstater, ved fastsættelsen af registreringsafgiften.

—	Republikken Portugal tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den pågældende portugisiske lovgivning indfører en forskelsbehandling mellem afgiften på et importeret køretøj og afgiften på et tilsvarende indenlandsk køretøj. De gældende regler og metoden for beregning medfører, at afgiften på importerede køretøjer næsten altid er højere.

Dette er særligt bekymrende, fordi det er i strid med Domstolens praksis: Den portugisiske lovgivning om beregning af afgiften på brugte køretøjer, der er købt i andre medlemsstater, har allerede været genstand for tidligere traktatbrudssager og flere domme afsagt af Domstolen.

Den portugisiske lovgivning sikrer ikke, at brugte køretøjer, der importeres fra andre medlemsstater, ikke beskattes med et beløb, der er højere end afgiften på tilsvarende indenlandske brugte køretøjer. Dette kan forklares ved det forhold, at der som følge af lovændringen i 2016 ikke tages hensyn til værdiforringelsen af den miljøkomponent, der anvendes ved beregningen af værdien af et brugt køretøj.

Det følger af det ovenstående, at den værdiforringelsestabel, som er vedtaget ved den nationale lovgivning, ikke medfører en rimelig tilnærmelse til det importerede brugte køretøjs faktiske værdi. Det beløb, som betales for at indregistrere et importeret brugt køretøj, er derfor højere end det, der betales for et lignende brugt køretøj, der allerede er registreret i Portugal, hvilket bekræfter, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 110 TEUF og Domstolens praksis.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/20

Sag anlagt den 24. april 2020 — Europa-Kommissionen mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-180/20)

(2020/C 209/27)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved M. Kellerbauer og T. Ramopoulos, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—

Rådets afgørelse (EU) 2020/245 (1) af 17. februar 2020 om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i partnerskabsrådet, der er nedsat ved den omfattende og udvidede partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Armenien på den anden side (»CEPA«), til vedtagelsen af forretningsordenen for partnerskabsrådet, for partnerskabsudvalget, for underudvalgene og for andre organer, der nedsættes af partnerskabsrådet, og til oprettelsen af listen over underudvalg, for så vidt angår anvendelsen af nævnte aftale, med undtagelse af nævnte aftales afsnit II (herefter »Rådets afgørelse 2020/245«), og Rådets afgørelse (EU) 2020/246 (2) af 17. februar 2020 om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i partnerskabsrådet, der er nedsat ved CEPA, til vedtagelsen af forretningsordenen for partnerskabsrådet, for partnerskabsudvalget, for underudvalgene og for andre organer, der nedsættes af partnerskabsrådet, og til oprettelsen af listen over underudvalg, for så vidt angår anvendelsen af nævnte aftales afsnit II (herefter »Rådets afgørelse 2020/246«) annulleres.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har gjort gældende, at (i) udelukkelsen af CEPA’s afsnit II fra anvendelsesområdet for Rådets afgørelse 2020/245, (ii) vedtagelsen af den særskilte Rådets afgørelse 2020/246, der udelukkende vedrører CEPA’s afsnit II, og hvis materielle retsgrundlag er artikel 37 TEU, og (iii) tilføjelsen af artikel 218, stk. 8, andet afsnit, TEUF, hvorefter Rådet træffer afgørelse med enstemmighed, når aftalen vedrører et område, hvor der kræves enstemmighed, tilsidesætter traktaten som fortolket i Domstolens praksis.

Dette anbringende underbygges af følgende argumenter:

I henhold til Domstolens faste praksis skal det materielle retsgrundlag for Rådets afgørelse på grundlag af artikel 218, stk. 9, TEUF om den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i de organer, der blev oprettet i henhold til en aftale, for det første fastlægges i overensstemmelse med tyngdepunktet i aftalen i sin helhed. CEPA vedrører hovedsagligt handels- og udviklingssamarbejde samt handel med transportydelser, mens forbindelserne mellem CEPA og FUSP ikke er tilstrækkeligt væsentlige til at begrunde et materielt FUSP-retsgrundlag med hensyn til aftalen i sin helhed. Det var således med urette, at Rådet inkluderede artikel 37 TEU i retsgrundlaget for afgørelse 2020/246, og denne afgørelse blev fejlagtigt vedtaget efter afstemningsreglen om enstemmighed.

Det er for det andet ikke muligt for EU-institutionerne kunstigt at opdele en enkelt retsakt i forskellige dele og derved skabe dele med respektive forskellige tyngdepunkter, for at undgå at de kan omgå kravet i artikel 13 TEU om at hver institution handler inden for rammerne af de beføjelser, der er tildelt den ved traktaterne, og i overensstemmelse med de procedurer, betingelser og mål, der er fastsat i disse. Hvor Rådet fastlægger den holdning, der skal indtages på vegne af Unionen i et organ nedsat ved en aftale, i henhold til artikel 218, stk. 9, TEUF vedrørende reglerne for dette organs organisation på tværs af alle bestemmelser i aftalen, kan en opdeling af Rådets afgørelse i to retsakter ikke begrundes. Idet CEPA ikke sondrer mellem den forretningsorden, der finder anvendelse, når de pågældende organer handler under afsnit II eller under et andet af CEPA’s afsnit, begik Rådet en fejl, da det vedtog to særskilte rådsafgørelser, hvoraf den ene udelukkende vedrører CEPA’s afsnit II.

(1) EUT 2020, L 52, s. 3.

(2) EUT 2020, L 52, s. 5.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/22

Rettens dom af 26. marts 2020 — Armani mod EUIPO — Asunción (GIORGIO ARMANI le Sac 11)

(Sag T-653/18) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket GIORGIO ARMANI le sac 11 - det ældre nationale ordmærke og de ældre nationale figurmærker LESAC og lesac - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - lighed mellem tegnene - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 - reel brug af det ældre varemærke - artikel 47, stk. 2 og 3, i forordning 2017/1001)

(2020/C 209/28)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Giorgio Armani SpA (Milano, Italien) (ved advokat S. Martínez Almeida og Alejos-Pita)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved H. O’Neill, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Felipe Domingo Asunción (Madrid, Spanien)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 13. august 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2462/2017-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Felipe Domingo Asunción og Giorgio Armani.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Giorgio Armani SpA betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 25 af 21.1.2019.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/22

Rettens dom af 26. marts 2020 — Armani mod EUIPO — Asunción (le Sac 11)

(Sag T-654/18) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket le Sac 11 - det ældre nationale ordmærke og de ældre nationale figurmærker LESAC og lesac - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - lighed imellem tegnene - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 - reel brug af det ældre varemærke - artikel 47, stk. 2 og 3, i forordning 2017/1001)

(2020/C 209/29)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Giorgio Armani SpA (Milano, Italien) (ved advokaterne S. Martínez Almeida og Alejos-Pita)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved H. O’Neill, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Felipe Domingo Asunción (Madrid, Spanien)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 13. august 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2464/2017-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Asunción og Giorgio Armani.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Giorgio Armani SpA betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 25 af 21.1.2019.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/23

Rettens dom af 29. april 2020 — Tilly-Sabco mod Rådet og Kommissionen

(Sag T-707/18) (1)

(Landbrug - eksportrestitutioner - fjerkrækød - forordning (EU) 2018/1277 vedtaget som følge af Domstolens dom om annullation af gennemførelsesforordning (EU) nr. 689/2013 - kompetence hos retsaktens ophavsmand - procedurefordrejning - begrundelsespligt - ansvar uden for kontraktforhold - tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder - tab)

(2020/C 209/30)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Tilly-Sabco (Guerlesquin, Frankrig) (ved advokaterne R. Milchior og S. Charbonnel)

Sagsøgte: Rådet for Den Europæiske Union (ved D. Komilaki og M. Alver, som befuldmægtigede) og Europa-Kommissionen (ved A. Lewis og B. Hofstötter, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Dels søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Rådets forordning (EU) 2018/1277 af 18. september 2018 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød (EUT 2018, L 239, s. 1), dels søgsmål støttet på artikel 268 TEUF med påstand om erstatning for det tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af fastsættelsen af de nævnte eksportrestitutioner til nul i perioden fra den 19. juli til den 31. december 2013.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Tilly-Sabco betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 54 af 11.2.2019.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/24

Rettens dom af 26. marts 2020 — Tecnodidattica mod EUIPO (Formen på globus- og lampesokler)

(Sag T-752/18) (1)

(EU-varemærker - ansøgning om tredimensionalt EU-varemærke - formen på globus- og lampesokler - absolut registreringshindring - tegn, som udelukkende består af en udformning af varen, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat - artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), i forordning (EU) 2017/1001] - mangel på dekorative eller fantasifulde bestanddele, der spiller en væsentlig eller grundlæggende rolle)

(2020/C 209/31)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Tecnodidattica SpA (San Colombano Certenoli, Italien) (ved advokaterne S. Corona og F. Corona)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved L. Rampini, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 9. oktober 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 76/2017-2) vedrørende en ansøgning om registrering af et tredimensionalt tegn, der udgøres af formen på globus og lampesokler, som EU-varemærke.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Tecnodidattica SpA betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 72 af 25.2.2019.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/24

Rettens dom af 29. april 2020 — Bergslagernas Järnvaru mod EUIPO — Scheppach Fabrikation von Holzbearbeitungsmaschinen (træflækningsværktøj)

(Sag T-73/19) (1)

(EF-design - ugyldighedssag - registreret EF-design, der gengiver et træflækningsværktøj - tidligere nationalt EF-design - ugyldighedsgrund - manglende individuel karakter - andet helhedsindtryk foreligger ikke - artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 6/2002 - tilsidesættelse af retten til forsvar - artikel 62 i forordning nr. 6/2002)

(2020/C 209/32)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Bergslagernas Järnvaruaktiebolag (Saltsjö-Boo, Sverige) (ved advokaterne S. Kirschstein-Freund, V. Dalichau og B. Breitinger)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved S. Hanne, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Scheppach Fabrikation von Holzbearbeitungsmaschinen GmbH (Ichenhausen, Tyskland)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 23. november 2018 af Tredje Appelkammer ved EUIPO (sag R 1455/2018-3) vedrørende en ugyldighedssag mellem Scheppach Fabrikation von Holzbearbeitungsmaschinen og Bergslagernas Järnvaru.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Bergslagernas Järnvaruaktiebolag betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 122 af 1.4.2019.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/25

Rettens dom af 29. april 2020 — Abarca mod EUIPO — Abanca Corporación Bancaria (ABARCA SEGUROS)

(Sag T-106/19) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket ABARCA SEGUROS - det ældre EU-ordmærke ABANCA - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2020/C 209/33)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Abarca — Companhia de Seguros SA (Lissabon, Portugal) (ved advokaterne J. Pimenta og Á. Pinho)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved G. Schneider, J. Crespo Carrillo og H. O’Neill, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Abanca Corporación Bancaria, SA (Betanzos, Spanien)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 22. november 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1370/2018-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Abanca Corporación Bancaria og Abarca — Companhia de Seguros.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Abarca — Companhia de Seguros SA bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO og Abanca Corporación Bancaria, SA afholdte omkostninger.

(1) EUT C 131 af 8.4.2019.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/26

Rettens dom af 29. april 2020 — Kerry Luxembourg mod EUIPO — Döhler (TasteSense)

(Sag T-109/19) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket TasteSense - det ældre EU-ordmærke MultiSense - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001])

(2020/C 209/34)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Kerry Luxembourg Sàrl (Luxembourg, Luxembourg) (ved advokaterne A. von Mühlendahl og H. Hartwig)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Ivanauskas og H. O’Neill, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Döhler GmbH (Darmstadt, Tyskland)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 27. november 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1178/2018-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Döhler og Kerry Luxembourg.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Kerry Luxembourg Sàrl betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 139 af 15.4.2019.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/26

Rettens dom af 29. april 2020 — CV m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-496/19) (1)

(Personalesag - tjenestemænd - løn - justeringskoefficient - fast stillingstillæg - boligudgifter - begrundelsespligt - omsorgspligt - købekraftækvivalens - ligebehandling)

(2020/C 209/35)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: CV, CW og CY (ved advokat J.-N. Louis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved B. Mongin og M. Brauhoff, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens stiltiende afgørelse, hvorved denne institutions ansættelsesmyndighed afslog sagsøgernes påstand om nærmere bestemt at opnå en stigning, i givet fald med tilbagevirkende kraft, af den justeringskoefficient, der finder anvendelse på deres tjenestested, i det foreliggende tilfælde Paris.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	CV, CW og CY betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 305 af 9.9.2019.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/27

Rettens dom af 29. april 2020 — CZ mfl. mod EU-Udenrigstjenesten

(Sag T-497/19) (1)

(Personalesag - tjenestemænd - løn - justeringskoefficient - fast tjenstligt tillæg - boligudgifter - begrundelsespligt - omsorgspligt - købekraftsækvivalens - ligebehandling)

(2020/C 209/36)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: CZ, DB, DC og DD (ved advokat J.-N. Louis)

Sagsøgt: Tjenesten for EU's optræden udadtil (EU-Udenrigstjenesten) (ved S. Marquardt og R. Spac, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand om annullation af EU-Udenrigstjenestens stiltiende afgørelse, hvorved EU-Udenrigstjenestens ansættelsesmyndighed afslog sagsøgernes ansøgninger om nærmere bestemt at opnå en forhøjelse, i givet fald med tilbagevirkende kraft, af den justeringskoefficient, der gælder for deres tjenestested, i det foreliggende tilfælde Paris.

Konklusion

1)	Tjenesten for EU's optræden udadtil (EU-Udenrigstjenesten) frifindes.

2)	CZ, DB, DC og DD betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 305 af 9.9.2019.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/27

Rettens kendelse af 27. april 2020 — Axactor mod EUIPO — Axa (AXACTOR)

(Sag T-594/19) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - tilbagetagelse af indsigelsen - ufornødent at træffe afgørelse)

(2020/C 209/37)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Axactor SE (Oslo, Norge) (ved solicitors D. Stone, A. Dykes og A. Leonelli)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Folliard-Monguiral, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Axa SA (Paris, Frankrig) (ved advokat P. Martini-Berthon)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 28. juni 2019 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 479/2018-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Axa SA og Axactor SE.

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Axactor SE og Axa SA bærer deres egne omkostninger og betaler hver halvdelen af de af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) afholdte omkostninger.

(1) EUT C 363 af 28.10.2019.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/28

Rettens kendelse af 30. april 2020 — ArcelorMittal Bremen mod Kommissionen

(Sag T-623/19) (1)

(Passivitetssøgsmål - direktiv 2003/87/EF - ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner - afgørelse 2011/278/EU - midlertidige regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter - ændring af den nationale tabel for tildeling vedrørende Tyskland for perioden fra 2013-2020 - væsentlig kapacitetsudvidelse - tvistens genstand bortfaldet - ufornødent at træffe afgørelse)

(2020/C 209/38)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: ArcelorMittal Bremen GmbH (Bremen, Tyskland) (ved advokaterne S. Altenschmidt og L. Buschmann)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved J.-F. Brakeland og A. Becker, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 265 TEUF med påstand om, at det fastslås, at Kommissionen ulovligt har undladt at træffe afgørelse om det samlede årlige antal gratistildelte emissionskvoter til en væsentlig kapacitetsudvidelse for så vidt angår sagsøgerens delinstallation til flydende jern og subsidiært en påstand støttet på artikel 263 TEUF om annullation af den angivelige afgørelse vedtaget af Kommissionen den 19. juli 2019 vedrørendesagsøgerens opfordring af 1. juli 2019.

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Hver part bærer deres egne omkostninger.

(1) EUT C 363 af 28.10.2019.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/29

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 4. maj 2020 — Csordas m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-146/20 R)

(Særlige rettergangsformer - personalesag - valg af den lokale afdeling i Luxembourg af Kommissionens personaleudvalg - lovlighed - institutionens kontrolpligt - begæring om foreløbige forholdsregler - fumus boni juris foreligger ikke)

(2020/C 209/39)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Annamaria Csordas (Luxembourg, Luxembourg), Adrian Sorin Cristescu (Luxembourg), Jean Putz (Esch-sur-Alzette, Luxembourg) og Miguel Vicente Nunez (Luxembourg) (ved advokat M.-A. Lucas)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved D. Milanowska, T. Lilamand og T. Bohr, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF og på artikel 91, stk. 4, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union med påstand principalt dels om at opnå udsættelse af gennemførelsen for det første af skrivelsen af 26. november 2019 fra valgkontoret med oplysning om resultaterne af valget til den lokale afdeling i Luxembourg af Kommissionens personaleudvalg, for det andet af Kommissionens afgørelse af 28. november 2019 vedrørende beregningen af repræsentationen af de faglige organisationer i udvalget, for det tredje af mandatet for den lokale afdeling i Luxembourg af Kommissionens personaleudvalg efter valget i november 2019, for det fjerde af den lokale afdeling i Luxembourg af Kommissionens personaleudvalgs udpegning af delegerede til Kommissionens centrale personaleudvalg, for det femte af enhver afgørelse om tildeling af yderligere ressourcer til Kommissionens personalerepræsentanter, dels om at Kommissionen tilpligtes at lade det afgående personaleudvalg fungere indtil datoen for afsigelsen af dommen i hovedsagen, idet den begrænser dette mandat til de verserende sager, og subsidiært om dels at Kommissionen tilpligtes at begrænse mandatet for den lokale afdeling i Luxembourg af Kommissionens personaleudvalg efter valget i november 2019 til de verserende sager, dels at denne lokale afdeling tilpligtes at udpege de repræsentanter, der foreslås af Union syndicale Luxembourg, til Kommisisionens centrale personaleudvalg.

Konklusion

1)	Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/29

Sag anlagt den 18. marts 2020 — JP mod Kommissionen

(Sag T-179/20)

(2020/C 209/40)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: JP (ved advokaterne S. Rodrigues og A. Champetier)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Annullation af afgørelsen af 17. juli 2019 om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten over beståede ansøger fra udvælgelsesprøve EPSO/AD/363/18 — Administratorer (AD7) samt af afgørelsen af 10. december 2019 om afslag på sagsøgerens ansøgning om fornyet gennemgang.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale erstatning for det lidte tab.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af princippet om, at udvælgelseskomitéens medlemmer skal have de fornødne kompetencer til at foretage en objektiv bedømmelse af ansøgerens præstation og faglige kvalifikationer under det områdespecifikke interview, tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om, at en udvælgelseskomités sammensætning skal være tilstrækkelig stabil.

3.	Tredje anbringende om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/30

Sag anlagt den 20. april 2020 — Square mod EUIPO ($ Cash App)

(Sag T-210/20)

(2020/C 209/41)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Square, Inc. (San Francisco, Californien, De Forenede Stater) (ved solicitor, M. Hawkins og advokaterne K. Lüder, and T. Dolde)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af figurmærket $ Cash App — International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, nr. 1 410 819

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 5. februar 2020 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 811/2019-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne afholdt i forbindelse med sagen for operationsafdelingen og Første Appelkammer.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 72, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af princippet om god forvaltningsskik.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/31

Sag anlagt den 20. april 2020 — Square mod EUIPO ($ Cash App)

(Sag T-211/20)

(2020/C 209/42)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Square, Inc. (San Francisco, Californien, De Forenede Stater) (ved solicitor M. Hawkins og advokaterne K. Lüder, and T. Dolde)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 5. februar 2020 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 810/2019-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne afholdt i forbindelse med sagen for operationsafdelingen og Første Appelkammer.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 72, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/32

Sag anlagt den 15. april 2020 — JK mod Kommissionen

(Sag T-219/20)

(2020/C 209/43)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: JK (ved advokat N. de Montigny)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Annullation af afgørelsen af 5. juni 2019 truffet af direktøren for GD Budget og Administration, Menneskelige Ressourcer, i EU-Udenrigstjenesten om afslag på sagsøgerens klage indgivet i henhold til vedtægtens artikel 24 den 5. februar 2019.

—	Annullation af den stiltiende afgørelse fra Kommissionens ansættelsesmyndighed om afslag på hans klage indgivet i henhold til vedtægtens artikel 24 den 5. februar 2019.

—	Annullation, for så vidt som denne afgørelse følger efter et stiltiende afslag, af afgørelsen om afslag på den klage, som sagsøgeren indgav den 4. september 2019, og som blev meddelt den 6. januar 2020 af direktøren for GD Budget og Administration, Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 12a i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), en retlig fejl i bedømmelsen af begrebet chikane og nærmere bestemt dets bedømmelse henset til iværksættelsen af institutionens omsorgspligt i medfør af vedtægtens artikel 24 og en retlig fejl begået af ansættelsesmyndigheden i forbindelse med afslaget på klagen, før iværksættelsen af en administrativ undersøgelse, hvad angår vigtigheden af beviset for de elementer, som blev fremlagt til støtte for hans klage.

2.	Andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn af de elementer, som blev fremlagt til støtte for ansøgningen om bistand henset til den omstændighed, at sagsøgeren gennem sin klage har fremlagt tilstrækkelige elementer, som kan godtgøre den reelle karakter af de angreb, som han var genstand for.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/32

Sag anlagt den 23. april 2020 — Orion mod Kommissionen

(Sag T-223/20)

(2020/C 209/44)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Orion Oyj (Espoo, Finland) (ved advokat C. Schoonderbeek samt solicitors J. Mulryne og E. Amos)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Kommissionens afgørelse af 13. februar 2020 om at udstede en generisk markedsføringstilladelse for »Dexmedetomidine Accord« annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens retlige samt andre omkostninger og udgifter i forbindelse med sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

Med det første anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse, idet lægemidlet »Precedex«, for hvilket der i Den Tjekkiske Republik og inden dennes tiltrædelse af EU var blevet udstedt en national markedsføringstilladelse som et referencelægemiddel, herved blev accepteret, udgør en tilsidesættelse af artikel 10, stk. 1, i direktiv 2001/83/EF (1), sammenholdt med direktivets artikel 10, stk. 2, litra a), eftersom denne nationale markedsføringstilladelse ikke var blevet udstedt (eller ajourført) i overensstemmelse med gældende EU-retlige bestemmelser.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse udgør en tilsidesættelse af artikel 14, stk. 11, i forordning nr. 726/2004 (2), sammenholdt med artikel 10, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2001/83, idet det i afgørelsen blev konkluderet, at reglerne om databeskyttelse for sagsøgerens produkt, »Dexdor«, var udløbet, og idet det herved blev accepteret, at produktet (og de forskningsdata, der lå til grund herfor) kunne anvendes som et referencelægemiddel til støtte for en ansøgning om markedsføringstilladelse for et (generisk) kopiprodukt med den begrundelse, at lægemidlerne »Precedex« og »Dexdor« hører ind under samme samlede markedsføringstilladelse.

3.	Med det tredje anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse ikke er tilstrækkeligt begrundet som krævet i henhold til artikel 296 TEUF.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6.11.2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT 2001, L 311, s. 67)

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 af 31.3.2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur (EUT 2004, L 136, s. 1).

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/33

Sag anlagt den 27. april 2020 — PNB Banka mod ECB

(Sag T-230/20)

(2020/C 209/45)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: PNB Banka AS (Riga, Letland) (ved advokat O. Behrends)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank (ECB)

Sagsøgerens påstande

—	ECB’s afgørelse af 17. februar 2020 om inddragelse af AS PNB Bankas banklicens annulleres.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tretten anbringender.

1.	Første anbringende om, at den anfægtede afgørelses tekst indeholder utilstrækkelige og misvisende proceduremæssige oplysninger.

Andet anbringende om, at ECB ulovligt anvendte totrinsproceduren for den anfægtede afgørelse (indbefattende et forslag fra den kompetente nationale myndighed) i henhold til artikel 14, stk. 5, andet afsnit, i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (1) og artikel 83 i forordning (EU) nr. 468/2014 (2), trods ECB’s afgørelse af 1. marts 2019 om omklassifikation, hvorved ECB overtog det direkte tilsyn med sagsøgeren.

3.	Tredje anbringende om tilsidesættelse af proceduren for den kompetente nationale myndighed, finans- og kapitalmarkedskommissionen (herefter »FKMK«).

4.	Fjerde anbringende om, at det den 17. februar 2020 var blevet processuelt umuligt for ECB at vedtage et udkast til afgørelse om inddragelse af licens dateret den 12. september 2019 på grund af den processuelle bestemmelse i artikel 83, stk. 1, i forordning (EU) nr. 468/2014.

5.	Femte anbringende om, at den anfægtede afgørelse er blevet gjort processuelt og materielt ulovlig på grund af ECB’s de facto inddragelse af licens ved den forudgående vurdering om at være »nødlidende eller forventeligt nødlidende« (FOLTF-vurdering) af 15. august 2019.

6.	Sjette anbringende om, at den anfægtede afgørelse er ulovlig, idet den er baseret på et ulovligt indgreb i sagsøgerens ret til repræsentation, som fratager sagsøgeren samtlige af sine processuelle rettigheder.

7.	Syvende anbringende om, at den anfægtede afgørelse er ulovlig, idet den er utilstrækkeligt begrundet.

8.	Ottende anbringende om, at sagsøgerens ret til at blive hørt er blevet tilsidesat.

9.	Niende anbringende om, at ECB var afskåret fra at henholde sig til den lettiske insolvensafgørelse af 12. september 2019, idet denne afgørelse var ulovlig og udelukkende baseret på ECB’s fejlagtige FOLTF-vurdering.

10.

Tiende anbringende om, at ECB fejlagtigt baserede sig på yderligere grunde i den anfægtede afgørelses begrundelse, navnlig angivelige overtrædelser af grænserne for store engagementer og lovpligtige kapitalkrav, hvilke ikke var godtgjort, og hvilke FKMK ikke støttede sig på i sit udkast til afgørelse.

11.	Ellevte anbringende om, at den anfægtede afgørelse er materielt retsstridig, idet sagsøgeren har været underlagt FKMK’s, og dermed indirekte ECB’s, fulde kontrol siden den 12. september 2019.

12.	Tolvte anbringende om, at den anfægtede afgørelse er uforholdsmæssig.

13.	Trettende anbringende om, at den anfægtede afgørelse er baseret på alle FOLTF-vurderingens mangler.

(1) Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15.10.2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287, s. 63)

(2) Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 468/2014 af 16.4.2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem Den Europæiske Centralbank og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder (EUT 2014, L 141, s. 1)

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/35

Sag anlagt den 23. april 2020 — Price mod Rådet

(Sag T-231/20)

(2020/C 209/46)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: David Price (Le Dorat, Frankrig) (ved advokat J. Fouchet)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—

Sagen udsættes og Retten forelægges følgende præjudicielle spørgsmål efter en hasteprocedure:

1.	Ophæver Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union unionsborgerskabet for de britiske statsborgere, som før overgangsperiodens udløb udnyttede deres ret til fri bevægelighed og til at bosætte sig på en anden medlemsstats område?

I bekræftende fald: Skal artikel 2, 3, 10, 12 og 127 i udtrædelsesaftalen, punkt 6 i præamblen hertil, og artikel 18, 20 og 21 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde anses for at have tilladt disse britiske statsborgere uden undtagelse at bevare de rettigheder til unionsborgerskab, som de havde inden deres lands udtræden af Den Europæiske Union?

3.	Såfremt det andet spørgsmål besvares negativt: Tilsidesætter udtrædelsesaftalen artikel 18, 20 og 21 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, for så vidt som den ikke indeholder bestemmelser, som gør det muligt for dem at bevare disse rettigheder uden undtagelse?

Under alle omstændigheder: Tilsidesætter udtrædelsesaftalens artikel 127, stk. 1, litra b), artikel 18, 20 og 21 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, men også artikel 39 og 40 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som den fratager unionsborgere, som har udøvet deres ret til fri bevægelighed og til at bosætte sig i Det Forenede Kongerige, valgretten og valgbarheden til kommunale valg i dette land og, såfremt Retten og Domstolen er enige heri med det franske statsråd, gælder denne tilsidesættelse ikke for statsborgere fra Det Forenede Kongerige, som har udnyttet deres til fri bevægelighed og til frit at bosætte sig?

—

Delvis annullation af Rådets afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 om indgåelse af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, under ét aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, for så vidt som udtrædelsesaftalen ikke gør det muligt fuldt ud at beskytte disse statsborgeres ret til sundhed og for så vidt som disse retsakter automatisk og generelt, uden den mindste kontrol med proportionaliteten, sondrer mellem unionsborgere og statsborgere fra Det Forenede Kongerige at regne fra den 1. februar 2020, og således bl.a. annullation af sjette afsnit i udtrædelsesaftalens præambel og af dennes artikel 9, 10 og 127.

—	Den Europæiske Union betaler sagsomkostningerne, herunder advokatomkostningerne på 5 000 EUR.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført otte anbringender.

Første anbringende om manglende proportionalitetskontrol med ophævelsen af unionsborgerskabet for visse kategorier af britiske statsborgere. Sagsøgeren har gjort gældende, at han i egenskab af unionsborger, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed i Unionen og som har været bosat uden for det britiske område i mere end femten år, ikke fik tilladelse til at stemme ved folkeafstemningen den 23. juni 2016 om Det Forenede Kongeriges medlemskab af Den Europæiske Union.

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om demokrati, af ligebehandlingsprincippet, af princippet om fri bevægelighed, af princippet om ytringsfrihed og af princippet om god forvaltning.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af Unionens retsorden og af det ligebehandlingsprincip, som hænger uløseligt sammen med unionsborgerskabet. Sagsøgeren har bl.a. gjort gældende, at den anfægtede afgørelse strider mod Unionens retsorden, som fastslår princippet om ligebehandling af alle borgere, og strider mod retsordenen i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Sagsøgeren har i denne henseende bl.a. gjort gældende, at den anfægtede afgørelse stadfæster tabet af hans permanente opholdstilladelse, erhvervet efter fem års uafbrudt bopæl i en medlemsstat, uden at de konkrete konsekvenser af dette tab er forudsat og især uden at der er udøvet nogen proportionalitetskontrol.

Femte anbringende om tilsidesættelse af retten til respekt for privat- og familieliv, som er sikret ved konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse påvirker hans ret til privat- og familieliv, for så vidt som den fratager ham unionsborgerskabet og følgelig retten til frit at være bosat på en medlemsstats område, hvori han ikke statsborger, men på hvis område han har opbygget sit familieliv.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af britiske statsborgeres valgret og valgbarhed til kommunale og europæiske valg. Ifølge sagsøgeren tilsidesætter udtrædelsesaftalens artikel 127 artikel 18 TEUF og artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Den anfægtede afgørelse skal derfor annulleres, for så vidt som den ratificerer en aftale, som indeholder en bestemmelse, som skaber forskelsbehandling mellem britiske statsborgere.

Syvende anbringende om udtrædelsesaftalens automatiske og generelle sondring mellem unionsborgere og statsborgere i Det Forenede Kongerige uden proportionalitetskontrol hvad angår briternes privat- og familieliv at regne fra den 1. februar 2020. Til støtte for dette anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at en ophævelse af unionsborgerskabet ikke kan ske automatisk og generelt, at der bør ske en konkret bedømmelse af konsekvenserne og at den anfægtede afgørelse i mangel af en sådan bedømmelse bør annulleres.

Ottende anbringende om tilsidesættelse af artikel 35 i chartret om grundlæggende rettigheder, dvs. af retten til sundhed. Sagsøgeren er af den opfattelse, at som følge af, at udtrædelsesaftalen ikke fastsætter nogen handling til beskyttelse af hans ret til sundhed, forsvinder denne bistandskompetence for Det Forenede Kongerige og dets statsborgere, som bringer disse i fare, bl.a. i en periode med pandemi og sundhedskrise.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/36

Sag anlagt den 1. maj 2020 — Ryanair mod Kommissionen

(Sag T-238/20)

(2020/C 209/47)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ryanair DAC (Swords, Irland) (ved advokaterne E. Vahida, F. Laprévote, S. Rating og I. Metaxas-Maranghidis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Kommissionens afgørelse (EU) af 11. april 2020 om statsstøtte SA.56812 (1) annulleres, og

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—	Sagsøgeren ønsker tillige, at sagen undergives en fremskyndet procedure i henhold til artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionens afgørelse er i strid med bestemte bestemmelser i TEUF og med almindelige EU-retlige principper vedrørende forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og den fri bevægelighed for tjenesteydelser, der har dannet grundlag for liberaliseringen af lufttransportmarkedet i EU siden slutningen af 1980’erne. Liberaliseringen af lufttransportmarkedet i EU har medført en vækst i de reelt fælleseuropæiske lavpris-luftfartsselskaber. Kommissionens afgørelse undlader at tage hensyn til sådanne fælleseuropæiske luftfartsselskabers rolle for forbindelsen mellem EU-medlemsstater ved at tillade Sverige kun at yde støtte til EU-luftfartsselskaber, som Sverige har udstedt EU-driftslicenser til. Artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF indeholder en undtagelse til forbuddet mod statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF, men indeholder ikke en undtagelse til de øvrige regler og principper i TEUF.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionens afgørelse er i strid med Kommissionens forpligtelse til at afveje støttens gunstige virkninger og dens negative indvirkning på samhandelsvilkårene og med hensyn til opretholdelsen af en ufordrejet konkurrence mod hinanden (»afvejningstesten«).

3.	Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen ikke indledte den formelle undersøgelsesprocedure til trods for alvorlige vanskeligheder og tilsidesatte sagsøgerens processuelle rettigheder.

4.	Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen har tilsidesat sin begrundelsespligt i afgørelsen.

(1) Europa-Kommissionens afgørelse (EU) af 11.4.2020 om statsstøtte SA.56812 Sverige — lånegarantiordning til luftfartsselskaber i henhold til de midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende covid-19-udbrud (endnu ikke offentliggjort i EUT).

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/37

Sag anlagt den 30. april 2020 — Stada Arzneimittel mod EUIPO — Pfizer (RUXXIMLA)

(Sag T-239/20)

(2020/C 209/48)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Stada Arzneimittel AG (Bad Vilbel, Tyskland) (ved advokaterne J.-C. Plate og R. Kaase)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Pfizer Inc. (New York, New York, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Stada Arzneimittel AG

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket RUXXIMLA — registreringsansøgning nr. 17 865 742

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 13. februar 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1879/2019-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagens behandling for appelkammeret.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/38

Sag anlagt den 5. maj 2020 — Stada Arzneimittel mod EUIPO — Pfizer (RUXYMLA)

(Sag T-248/20)

(2020/C 209/49)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Stada Arzneimittel AG (Bad Vilbel, Tyskland) (ved advokaterne J.-C. Plate og R. Kaase)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Pfizer Inc. (New York, New York, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Stada Arzneimittel AG

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket RUXYMLA — registreringsansøgning nr. 17 865 739

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 13. februar 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1878/2019-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagens behandling for appelkammeret.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/39

Sag anlagt den 7. maj 2020 — González Calvet mod SRB

(Sag T-257/20)

(2020/C 209/50)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøgere: Ramón González Calvet og Joan González Calvet (Barcelona, Spanien) (ved advokat P. Molina Bosch)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Sagsøgernes påstande

—	Afgørelse SRB/EES/2020/52 truffet af Den Fælles Afviklingsinstans den 17. marts 2020 annulleres.

—	I stedet for blot at værdiansætte moderselskabets aktiver, adskilt fra dets datterselskabers aktiver, således som Deloitte har gjort, værdiansættes samtlige aktiver i hele Banco Popularkoncernen, fordi det er hele koncernen og ikke kun moderselskabet, der er blevet overtaget af Banco Santander.

—	Ikke-misligholdte lån værdiansættes til 100 % af deres bogførte værdi.

—	Misligholdte lån værdiansættes til 100 % af deres bogførte værdi, idet dækningen heraf, bestående af garantier og henlæggelser, var tæt på 100 %.

—	Banco Popularkoncernens aktiver i fast ejendom værdiansættes til 10 896 000 000 EUR, eftersom de tilsvarende henlæggelser allerede var fratrukket.

—

De samlede aktiver i Banco Popularkoncernen værdiansættes til 153 785 000 000 EUR i overensstemmelse med de argumenter, som er anført i stævningen, hvilket i tilfælde af likvidation giver en realiseret værdi til aktionærerne på 29 365 000 000 EUR, efter at det beløb på 124 420 000 000 EUR, som ifølge Deloitte skyldtes til kreditorerne, er fratrukket.

—	Der træffes afgørelse om en godtgørelse på 7,00 EUR pr. aktie, hvilket svarer til at beløbet på 29 365 000 000 EUR divideres med de 4 196 000 000 aktier, der var i cirkulation på afviklingstidspunktet.

—

Ramón González Calvet tilkendes erstatning på 317 072 EUR (trehundredesyttentusinde og tooghalvfjerds euro) for eksproprieringen af hans 45 296 aktier og Joan González Calvet tilkendes erstatning på 11 977 EUR (ellevetusinde og nihundredesyvoghalvfjerds euro) for eksproprieringen af hendes 1 711 aktier, tillagt sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den 6. juni 2017 traf Den Fælles Afviklingsinstans afgørelse om afvikling af Banco Popular (SRB) og solgte denne til Banco Santander til en pris på 1 EUR. Ved afgørelse SRB/EES/2020/52 af 17. marts 2020 fandt SRB, efter at have hørt de obligationsindehavere og aktionærer, der var berørt af bankens afvikling, at der i Deloittes værdiansættelsesrapport 3 ikke var grundlag for at give erstatning til de berørte personer.

I stævningen har sagsøgerne forklaret, at Deloitte er et revisionsfirma, der på grund af sager som Gowexsagen, Bankiasagen, Gescarterasagen og Abengoasagen har mistet sin anseelse, og som på nuværende tidspunkt i øvrigt ikke påtager sig revisionen af nogen af de store spanske banker.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne påberåbt sig følgende:

Sagsøgerne har påvist, at Deloittes værdiansættelse er misvisende til fordel for SRB’s interesser og til skade for aktionærerne bl.a. af følgende grunde:

—	Værdiansættelsen undervurderer de udskudte skatteaktiver, som Banco Santander fuldt ud har oppebåret.

—	Værdiansættelsen tager ikke hensyn til den omstændighed, at dækningen af misligholdte lån, bestående af garantier og henlæggelser, var på 100 %.

—	Værdiansættelsen undervurderer porteføljen af ikke-misligholdte lån.

—	Værdiansættelsen opgør ikke Banco Popularkoncernens samlede aktiver ved at adskille aktiverne hos den juridiske person Banco Popular fra aktiverne hos dets datterselskaber og de virksomheder, hvori Banco Popular ejer kapitalandele.

—	Værdiansættelsen tager ikke hensyn til, at den bogførte nettoværdi af aktiverne i fast ejendom, efter at henlæggelserne var fratrukket, beløb sig til 10 896 000 000.

Den 23. maj 2017 blev Deloitte af SRB betroet værdiansættelsen af Banco Popular, mens præsidenten for SRB, Elka König, i et interview med Bloomberg TV, indrømmede, at Banco Popular var under observation. Heraf kan det udledes, at SRB allerede den 23. maj 2017 havde besluttet at afvikle Banco Popular, hvilket sivede ud til Reuters nyhedsbureau den 31. maj og førte til den indlånsflugt, som fik Banco Populars likviditet til at kollapse.

Ifølge Banco de España vurderede Den Europæiske Centralbank, at Banco Popular var en solvent bank den 13. marts 2017. Banco Popular har aldrig været under likvidation, i modsætning til hvad Deloitte har hævdet, men det er klart, at SRB satte sig det mål at afvikle Banco Popular for at kunne redde Banco Santander, en systemisk bank på verdensplan og europæisk plan, og hvis tab (der ifølge sagsøgernes beregninger beløb sig til 22 573 000 000 EUR i 2017) blev skjult for aktionærerne takket være eksproprieringen og overtagelsen af Banco Popular.

22.6.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/40

Sag anlagt den 8. maj 2020 — Global Chartered Controller Institute mod EUIPO — CFA Institute (CCA CHARTERED CONTROLLER ANALYST CERTIFICATE)

(Sag T-266/20)

(2020/C 209/51)

Stævningen er affattet på spansk

Parter

Sagsøger: Global Chartered Controller Institute SL (Alicante, Spanien) (ved advokaterne M. Pomares Caballero og T. Barber Giner)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: CFA Institute (Charlottesville, Virginia, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Global Chartered Controller Institute SL

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket CCA CHARTERED CONTROLLER ANALYST CERTIFICATE — registreringsansøgning nr. 15 508 161

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 25. februar 2020 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 235/2019-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse omgøres, idet det fastslås, at betingelserne for anvendelse af den relative registreringshindring, der er fastsat i EU-varemærkeforordningens artikel 8, stk. 1, litra b), ikke er opfyldt i denne sag.

—	Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse.

—

EUIPO tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger (herunder omkostningerne afholdt i forbindelse med sagens behandling for appelkammeret) og intervenienten tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling for indsigelsesafdelingen.

Anbringende

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 92 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 209

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	63. årgang 22. juni 2020

Indhold		Side
	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Den Europæiske Unions Domstol
2020/C 209/01	Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende	1

	V Øvrige meddelelser
	RETSLIGE PROCEDURER
	Domstolen
2020/C 209/02	Sag C-838/19: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de commerce de Bordeaux (Frankrig) den 18. november 2019 — Boé Aquitaine SELARL mod Mercialys SA	2
2020/C 209/03	Sag C-860/19 P: Appel iværksat den 24. november 2019 af Nathaniel Magnan til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 25. september 2019 i sag T-99/19, Magnan mod Kommissionen	2
2020/C 209/04	Sag C-939/19: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Düsseldorf (Tyskland) den 24. december 2019 — Flightright GmbH mod Eurowings GmbH	3
2020/C 209/05	Sag C-54/20 P: Appel iværksat den 30. januar 2020 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 20. november 2019 i sag T-502/16, Stefano Missir Mamachi di Lusignano m.fl. mod Kommissionen	3
2020/C 209/06	Sag C-56/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof Baden-Württemberg (Tyskland) den 4. februar 2020 — AR mod Stadt Pforzheim	4
2020/C 209/07	Sag C-65/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig) den 7. februar 2020 — VI mod KRONE — Verlag Gesellschaft mbH & Co KG	4
2020/C 209/08	Sag C-66/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Procura della Repubblica di Trento (Italien) den 24. januar 2020 — straffesag mod XK	5
2020/C 209/09	Sag C-91/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht (Tyskland) den 24. februar 2020 — LW mod Bundesrepublik Deutschland	5
2020/C 209/10	Sag C-96/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione (Italien) den 24. februar 2020 — Ordine Nazionale Biologi, MX, NY og OZ mod Presidenza del Consiglio dei Ministri	6
2020/C 209/11	Sag C-100/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) den 26. februar 2020 — XY mod Hauptzollamt B	7
2020/C 209/12	Sag C-102/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 26. februar 2020 — StWL Städtische Werke Lauf a.d. Pegnitz GmbH mod eprimo GmbH	7
2020/C 209/13	Sag C-118/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) den 3. marts 2020 — JY	8
2020/C 209/14	Sag C-120/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Najwyższy (Polen) den 3. marts 2020 — Koleje Mazowieckie mod Skarb Państwa — Minister Infrastruktury i Budownictwa obecnie Minister Infrastruktury i Prezes Urzędu Transportu Kolejowego og PKP Polskie Linie Kolejowe S.A.	9
2020/C 209/15	Sag C-121/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Den Haag, zittingsplaats Amsterdam (Nederlandene) den 4. marts 2020 — VG mod Minister van Buitenlandse Zaken	9
2020/C 209/16	Sag C-127/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy w Gliwicach (Polen) den 5. marts 2020 — D. Spółka Akcyjna mod W. Zrt	10
2020/C 209/17	Sag C-132/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Najwyższy (Polen) den 10. marts 2020 — BM, DM og EN mod Getin Noble Bank S.A.	11
2020/C 209/18	Sag C-133/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 11. marts 2020 — European Pallet Association eV mod PHZ BV	12
2020/C 209/19	Sag C-135/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supremo Tribunal Administrativo (Portugal) den 12. marts 2020 — JS mod Câmara municipal de Gondomar	13
2020/C 209/20	Sag C-137/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Judicial da Comarca dos Açores (Portugal) den 12. marts 2020 — MV mod SATA Internacional — Serviços de Transportes Aéreos SA	14
2020/C 209/21	Sag C-142/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Giustizia amministrativa per la Regione siciliana (Italien) den 26. marts 2020 — Analisi G. Caracciolo srl mod Regione Siciliana — Assessorato regionale della salute — Dipartimento regionale per la pianificazione m.fl.	14
2020/C 209/22	Sag C-143/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie (Polen) den 24. marts 2020 — A mod O	15
2020/C 209/23	Sag C-151/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig) den 27. marts 2020 — Bundeswettbewerbsbehörde mod Nordzucker AG m.fl.	17
2020/C 209/24	Sag C-154/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Nejvyšší správní soud (Den Tjekkiske Republik) den 31. marts 2020 — Kemwater ProChemie s.r.o. mod Odvolací finanční ředitelství	18
2020/C 209/25	Sag C-161/20: Sag anlagt den 14. april 2020 — Europa-Kommissionen mod Rådet for Den Europæiske Union	18
2020/C 209/26	Sag C-169/20: Sag anlagt den 23. april 2020 — Europa-Kommissionen mod Republikken Portugal	19
2020/C 209/27	Sag C-180/20: Sag anlagt den 24. april 2020 — Europa-Kommissionen mod Rådet for Den Europæiske Union	20
	Retten
2020/C 209/28	Sag T-653/18: Rettens dom af 26. marts 2020 — Armani mod EUIPO — Asunción (GIORGIO ARMANI le Sac 11) [EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-figurmærket GIORGIO ARMANI le sac 11 – det ældre nationale ordmærke og de ældre nationale figurmærker LESAC og lesac – relativ registreringshindring – risiko for forveksling – lighed mellem tegnene – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 – reel brug af det ældre varemærke – artikel 47, stk. 2 og 3, i forordning 2017/1001]	22
2020/C 209/29	Sag T-654/18: Rettens dom af 26. marts 2020 — Armani mod EUIPO — Asunción (le Sac 11) [EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-figurmærket le Sac 11 – det ældre nationale ordmærke og de ældre nationale figurmærker LESAC og lesac – relativ registreringshindring – risiko for forveksling – lighed imellem tegnene – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 – reel brug af det ældre varemærke – artikel 47, stk. 2 og 3, i forordning 2017/1001]	22
2020/C 209/30	Sag T-707/18: Rettens dom af 29. april 2020 — Tilly-Sabco mod Rådet og Kommissionen (Landbrug – eksportrestitutioner – fjerkrækød – forordning (EU) 2018/1277 vedtaget som følge af Domstolens dom om annullation af gennemførelsesforordning (EU) nr. 689/2013 – kompetence hos retsaktens ophavsmand – procedurefordrejning – begrundelsespligt – ansvar uden for kontraktforhold – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – tab)	23
2020/C 209/31	Sag T-752/18: Rettens dom af 26. marts 2020 — Tecnodidattica mod EUIPO (Formen på globus- og lampesokler) [EU-varemærker – ansøgning om tredimensionalt EU-varemærke – formen på globus- og lampesokler – absolut registreringshindring – tegn, som udelukkende består af en udformning af varen, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat – artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), i forordning (EU) 2017/1001] – mangel på dekorative eller fantasifulde bestanddele, der spiller en væsentlig eller grundlæggende rolle]	24
2020/C 209/32	Sag T-73/19: Rettens dom af 29. april 2020 — Bergslagernas Järnvaru mod EUIPO — Scheppach Fabrikation von Holzbearbeitungsmaschinen (træflækningsværktøj) (EF-design – ugyldighedssag – registreret EF-design, der gengiver et træflækningsværktøj – tidligere nationalt EF-design – ugyldighedsgrund – manglende individuel karakter – andet helhedsindtryk foreligger ikke – artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 6/2002 – tilsidesættelse af retten til forsvar – artikel 62 i forordning nr. 6/2002)	24
2020/C 209/33	Sag T-106/19: Rettens dom af 29. april 2020 — Abarca mod EUIPO — Abanca Corporación Bancaria (ABARCA SEGUROS) [EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-figurmærket ABARCA SEGUROS – det ældre EU-ordmærke ABANCA – relativ registreringshindring – risiko for forveksling – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001]	25
2020/C 209/34	Sag T-109/19: Rettens dom af 29. april 2020 — Kerry Luxembourg mod EUIPO — Döhler (TasteSense) [EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-figurmærket TasteSense – det ældre EU-ordmærke MultiSense – relativ registreringshindring – risiko for forveksling – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001]]	26
2020/C 209/35	Sag T-496/19: Rettens dom af 29. april 2020 — CV m.fl. mod Kommissionen (Personalesag – tjenestemænd – løn – justeringskoefficient – fast stillingstillæg – boligudgifter – begrundelsespligt – omsorgspligt – købekraftækvivalens – ligebehandling)	26
2020/C 209/36	Sag T-497/19: Rettens dom af 29. april 2020 — CZ mfl. mod EU-Udenrigstjenesten (Personalesag – tjenestemænd – løn – justeringskoefficient – fast tjenstligt tillæg – boligudgifter – begrundelsespligt – omsorgspligt – købekraftsækvivalens – ligebehandling)	27
2020/C 209/37	Sag T-594/19: Rettens kendelse af 27. april 2020 — Axactor mod EUIPO — Axa (AXACTOR) (EU-varemærker – indsigelsessag – tilbagetagelse af indsigelsen – ufornødent at træffe afgørelse)	27
2020/C 209/38	Sag T-623/19: Rettens kendelse af 30. april 2020 — ArcelorMittal Bremen mod Kommissionen (Passivitetssøgsmål – direktiv 2003/87/EF – ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner – afgørelse 2011/278/EU – midlertidige regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter – ændring af den nationale tabel for tildeling vedrørende Tyskland for perioden fra 2013-2020 – væsentlig kapacitetsudvidelse – tvistens genstand bortfaldet – ufornødent at træffe afgørelse)	28
2020/C 209/39	Sag T-146/20 R: Kendelse afsagt af Rettens præsident den 4. maj 2020 — Csordas m.fl. mod Kommissionen (Særlige rettergangsformer – personalesag – valg af den lokale afdeling i Luxembourg af Kommissionens personaleudvalg – lovlighed – institutionens kontrolpligt – begæring om foreløbige forholdsregler – fumus boni juris foreligger ikke)	29
2020/C 209/40	Sag T-179/20: Sag anlagt den 18. marts 2020 — JP mod Kommissionen	29
2020/C 209/41	Sag T-210/20: Sag anlagt den 20. april 2020 — Square mod EUIPO ($ Cash App)	30
2020/C 209/42	Sag T-211/20: Sag anlagt den 20. april 2020 — Square mod EUIPO ($ Cash App)	31
2020/C 209/43	Sag T-219/20: Sag anlagt den 15. april 2020 — JK mod Kommissionen	32
2020/C 209/44	Sag T-223/20: Sag anlagt den 23. april 2020 — Orion mod Kommissionen	32
2020/C 209/45	Sag T-230/20: Sag anlagt den 27. april 2020 — PNB Banka mod ECB	33
2020/C 209/46	Sag T-231/20: Sag anlagt den 23. april 2020 — Price mod Rådet	35
2020/C 209/47	Sag T-238/20: Sag anlagt den 1. maj 2020 — Ryanair mod Kommissionen	36
2020/C 209/48	Sag T-239/20: Sag anlagt den 30. april 2020 — Stada Arzneimittel mod EUIPO — Pfizer (RUXXIMLA)	37
2020/C 209/49	Sag T-248/20: Sag anlagt den 5. maj 2020 — Stada Arzneimittel mod EUIPO — Pfizer (RUXYMLA)	38
2020/C 209/50	Sag T-257/20: Sag anlagt den 7. maj 2020 — González Calvet mod SRB	39
2020/C 209/51	Sag T-266/20: Sag anlagt den 8. maj 2020 — Global Chartered Controller Institute mod EUIPO — CFA Institute (CCA CHARTERED CONTROLLER ANALYST CERTIFICATE)	40