1)

Appellen forkastes.

2)

Mowi ASA betaler sagsomkostningerne.

1)

Artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at et vilkår i en aftale om lån med pant i fast ejendom, der er indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, hvorefter den rentesats, der finder anvendelse på lånet, er baseret på et af de i den nationale lovgivning fastsatte officielle referenceindeks, som kan anvendes af kreditinstitutter på lån med pant i fast ejendom, er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, når denne lovgivning hverken foreskriver, at dette indeks finder bindende anvendelse, uanset disse parters valg, eller at det finder deklaratorisk anvendelse i mangel af en anden ordning mellem disse samme parter.

2)

Direktiv 93/13, og navnlig dets artikel 4, stk. 2, og artikel 8, skal fortolkes således, at en ret i en medlemsstat er forpligtet til at foretage en prøvelse af, om et kontraktvilkår, der vedrører aftalens hovedgenstand, er klart og forståeligt, uanset om dette direktivs artikel 4, stk. 2, er gennemført i denne medlemsstats retsorden.

3)

Direktiv 93/13, og navnlig dets artikel 4, stk. 2, og artikel 5, skal fortolkes således, at et kontraktvilkår, der fastsætter en variabel rentesats inden for rammerne af en aftale om lån med pant i fast ejendom, for at opfylde kravet om gennemsigtighed af et sådant kontraktvilkår ikke alene skal være forståeligt rent formelt og i sproglig henseende, men også skal gøre det muligt for en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger at være i stand til at forstå, hvordan beregningsmåden for denne sats konkret fungerer, og dermed til på grundlag af klare og forståelige kriterier at vurdere, hvilke, potentielt alvorlige, økonomiske følger et sådant vilkår kan få for den pågældendes finansielle forpligtelser. Med henblik på den bedømmelse, som den nationale ret skal foretage i denne henseende, udgør dels den omstændighed, at hovedelementerne vedrørende beregningen af denne sats er let tilgængelige for enhver person, der overvejer at optage et lån med pant i fast ejendom, som følge af offentliggørelsen af beregningsmåden for den nævnte sats, dels fremlæggelsen af oplysninger om den tidligere udvikling i det indeks, på grundlag af hvilket denne samme sats beregnes, særligt relevante elementer.

4)

Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at den nationale ret, såfremt et urimeligt kontraktvilkår, der fastsætter et referenceindeks for beregningen af de variable renter af et lån, erklæres ugyldigt, erstatter dette indeks med et ved lov fastsat indeks, der finder anvendelse i mangel af modstående aftale mellem aftalens parter, for så vidt som den omhandlede aftale om lån med pant i fast ejendom ikke kan opretholdes, såfremt det nævnte urimelige vilkår fjernes, og annullation af denne aftale i sin helhed ville have særligt skadelige virkninger for forbrugeren.

1)

Den Europæiske Unions Rets dom af 6. december 2017, Tulliallan Burlington mod EUIPO — Burlington Fashion (Burlington) (T-120/16, EU:T:2017:873), af 6. december 2017, Tulliallan Burlington mod EUIPO — Burlington Fashion (BURLINGTON THE ORIGINAL) (T-121/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:872), af 6. december 2017, Tulliallan Burlington mod EUIPO — Burlington Fashion (Burlington) (T-122/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:871), og af 6. december 2017, Tulliallan Burlington mod EUIPO — Burlington Fashion (BURLINGTON) (T-123/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:870), ophæves.

2)

Afgørelserne truffet den 11. januar 2016 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 94/2014-4, R 2501/2013-4, R 2409/2013-4 og R 1635/2013-4) vedrørende fire indsigelsessager mellem Tulliallan Burlington Ltd og Burlington Fashion GmbH annulleres.

3)

Burlington Fashion GmbH og Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) bærer deres egne omkostninger og betaler hver halvdelen af de omkostninger, som Tulliallan Burlington Ltd har afholdt i første instans i sagerne T-120/16 — T-123/16 og i appelsagerne.

1)

Begrebet »juridisk person« i bl.a. artikel 1, litra a), og artikel 9, stk. 3, i Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes efter lovgivningen i den stat, der har udstedt afgørelsen om pålæggelse af en bødestraf.

2)

Rammeafgørelse 2005/214, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, skal fortolkes således, at den ikke pålægger en ret i en medlemsstat at undlade at anvende en bestemmelse i national ret, der er uforenelig med artikel 9, stk. 3, i rammeafgørelse 2005/214, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, idet denne bestemmelse ikke har direkte virkning. Den forelæggende ret er ikke desto mindre forpligtet til i videst muligt omfang at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret med henblik på at sikre et resultat, som er foreneligt med det formål, der forfølges med rammeafgørelse 2005/214, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299.

1)

Artikel 132, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at de kompetente myndigheder i en medlemsstat — med henblik på at afgøre, om behandling, som er af almen interesse, der leveres af et privathospital, udføres under sociale betingelser svarende til dem, der gælder for offentligretlige organer som omhandlet i denne bestemmelse — kan tage hensyn til det forhold, at disse ydelser leveres inden for rammerne af overenskomster, der er indgået af denne medlemsstats offentlige myndigheder, til priser, der er fastsat i disse overenskomster, og hvortil udgifterne delvist bæres af den nævnte medlemsstats sociale sikringsmyndigheder.

2)

Artikel 391 i direktiv 2006/112, sammenholdt med direktivets artikel 377, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet og princippet om afgiftsneutralitet, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for fritagelsen for merværdiafgift af behandling leveret af et privathospital, som er omfattet af dette direktivs artikel 132, stk. 1, litra b), på grund af en ændring af de betingelser, hvorunder den afgiftspligtige person udøver sin virksomhed, der er indtrådt efter, at den pågældende valgte den afgiftsordning, der er fastsat i den omhandlede medlemsstats nationale lovgivning, som fastsætter en forpligtelse for enhver afgiftspligtig person, der foretager et sådant valg, til at forblive underlagt den nævnte ordning i en vis periode, som endnu ikke er udløbet.

1)

Den Europæiske Unions Rets dom af 24. januar 2018, Constantin Film Produktion mod EUIPO (Fack Ju Göhte) (T-69/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:27), ophæves.

2)

Afgørelsen truffet den 1. december 2016 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (sag R 2205/2015-5) vedrørende en ansøgning om registrering af ordtegnet »Fack Ju Göhte« som EU-varemærke annulleres.

3)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret bærer sine egne omkostninger og betaler de af Constantin Film Produktion GmbH afholdte omkostninger både i forbindelse med sagen i første instans i sag T-69/17 og i forbindelse med appelsagen.

1)

Den Europæiske Unions Rets dom af 7. marts 2018, Equivalenza Manufactory mod EUIPO — ITM Entreprises (BLACK LABEL BY EQUIVALENZA) (T-6/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:119), ophæves.

2)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes i det annullationssøgsmål, som er anlagt for Den Europæiske Unions Ret i sag T-6/17.

3)

Equivalenza Manufactory SL bærer sine egne omkostninger i såvel sagen i første instans i sag T-6/17 som appelsagen og betaler de omkostninger, der er afholdt af EUIPO i forbindelse med disse sager.

1)

Appellen forkastes.

2)

Buonotourist Srl betaler sagsomkostningerne.

1)

Appellen forkastes.

2)

CSTP Azienda della Mobilità SpA betaler sagsomkostningerne.

1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, i henhold til hvilken indehaveren af en bevilling til toldoplag til oplagring af varer, i tilfælde af tyveri af varer, der er henført under toldoplagsproceduren, pålægges en passende finansiel sanktion for overtrædelse af toldreglerne.

2)

Artikel 42, stk. 1, i forordning nr. 952/2013 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, i henhold til hvilken indehaveren af en bevilling til toldoplag til oplagring af varer, i tilfælde af unddragelse fra toldtilsyn af varer, der er henført under toldoplagsproceduren, ud over en finansiel sanktion er forpligtet til at betale et beløb svarende til disse varers værdi.

1)

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 25. september 2018, Foundation for the Protection of the Traditional Cheese of Cyprus named Halloumi mod EUIPO — M.J. Dairies (BBQLOUMI) (T-328/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:594), ophæves.

2)

Sagen hjemvises til Den Europæiske Unions Ret.

3)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

1)

Artikel 22, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/13/EF af 10. april 1997 om ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser for teletjenester skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som for 1998 forlænger en forpligtelse, som er pålagt en telekommunikationsvirksomhed, der på tidspunktet for direktivets ikrafttræden havde en gældende tilladelse, til at betale en afgift, der beregnes på grundlag af omsætningen, og ikke blot administrative omkostninger til udstedelse, forvaltning, håndhævelse og gennemførelse af ordningen for generelle tilladelser og individuelle tilladelser.

2)

EU-retten skal fortolkes således, at den ikke forpligter en national retsinstans til at undlade at anvende nationale processuelle bestemmelser, hvorved en retsafgørelse tillægges retskraft, selv om dette gør det muligt at afhjælpe en tilsidesættelse af en bestemmelse i EU-retten, hvilket ikke udelukker de berørte parters mulighed for at anlægge et erstatningssøgsmål mod staten med henblik på herved at opnå en retsbeskyttelse af de ved EU-retten tillagte rettigheder.

1)

Artikel 132, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at telefonisk rådgivning, der består i at rådgive i forskellige sundheds- og sygdomsspørgsmål, kan være omfattet af den i denne bestemmelse fastsatte fritagelse, hvis rådgivningen forfølger et terapeutisk formål, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

2)

Artikel 132, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke kræver, at sygeplejersker og sundhedsassistenter, der rådgiver personer om behandling, som følge af, at behandlingen gennemføres telefonisk, skal undergives krav om yderligere faglige kvalifikationer, for at den nævnte behandling kan anses for at være omfattet af den fritagelse, der er fastsat i denne bestemmelse, på den betingelse, at behandlingen kan anses for at have et kvalitetsniveau, der svarer til den behandling, som leveres af andre tjenesteydere, der anvender samme kommunikationsmiddel, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

1)

Appellen forkastes.

2)

Credito Fondiario SpA bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Den Fælles Afviklingsinstans.

3)

Den Italienske Republik og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.

1)

En ydelse som den i hovedsagen omhandlede rehabiliteringsydelse er en ydelse ved sygdom som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 465/2012 af 22. maj 2012.

2)

Forordning nr. 883/2004, som ændret ved forordning nr. 465/2012, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en situation, hvor en person, der er ophørt med at være tilsluttet den sociale sikringsordning i sin oprindelsesmedlemsstat efter at være ophørt med sin erhvervsmæssige beskæftigelse i denne medlemsstat og efter at have flyttet sin bopæl til en anden medlemsstat, hvor hun har arbejdet og optjent størstedelen af sine forsikringsperioder, af den kompetente institution i sin oprindelsesmedlemsstat får afslag på tildeling af en ydelse såsom den i hovedsagen omhandlede rehabiliteringsydelse, eftersom denne person ikke henhører under lovgivningen i den nævnte oprindelsesmedlemsstat, men under lovgivningen i den medlemsstat, hvor vedkommendes bopæl er beliggende.

1)

Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, idet den på datoen for udløbet af den frist, som var fastsat i den af Europa-Kommissionen fremsendte åbningsskrivelse, dvs. den 5. december 2017, ikke havde truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dom af 23. april 2015, Kommissionen mod Grækenland (C-149/14, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:264).

2)

Den Hellenske Republik pålægges at betale Europa-Kommissionen et fast beløb på 3 500 000 EUR på en af denne institution angivet konto.

3)

Den Hellenske Republik betaler sagsomkostningerne.

—

Ophævelse af dom af 12. september 2019 (T-225/18).

—

Der træffes ny afgørelse i sagen og appellanten gives medhold i påstandene i stævningen i første instans.

—

CdT tilpligtes at betale sagsomkostningerne i de to instanser.

1)

Skal artikel 56 TEUF fortolkes således, at det afgørende ved bedømmelsen af koncessionshaverens reklamepraksis, som Domstolen i sin faste praksis har anset for ulovlig i tilfælde af et statsligt monopol på hasardspil, er, om der ved en helhedsbetragtning i den relevante periode reelt har været en vækst på markedet for hasardspil, eller er det tilstrækkeligt, at reklameringen tager sigte på at tilskynde til aktiv deltagelse i spil, navnlig ved at banalisere spil, ved at tegne et positivt billede heraf på grund af anvendelsen af indtægterne herfra til almennyttige aktiviteter eller ved at øge tiltrækningskraften ved spil ved hjælp af lokkende reklamer, som foregøgler store gevinster?

2)

Skal artikel 56 TEUF endvidere fortolkes således, at en monopolindehavers reklamepraksis, såfremt den foreligger, under alle omstændigheder udelukker, at monopolordningen er sammenhængende, eller kan der i tilfælde af private udbyderes tilsvarende reklameaktiviteter også fra en monopolindehavers side tilskyndes til aktiv deltagelse i spil, navnlig ved at banalisere spil, ved at tegne et positivt billede heraf på grund af anvendelsen af indtægterne herfra til almennyttige aktiviteter eller ved at øge tiltrækningskraften ved spil ved hjælp af lokkende reklamer, som foregøgler store gevinster?

3)

Er en statslig ret, der skal anvende artikel 56 TEUF inden for rammerne af sin kompetence, forpligtet til ex officio at sikre den fulde virkning af disse bestemmelser, idet den undlader at anvende enhver bestemmelse i national ret, som efter rettens opfattelse er i strid hermed, selv om det i en forfatningsretlig procedure er blevet bekræftet, at de er i overensstemmelse med EU-retten?

a)

Skal proceduredirektivets artikel 6 og artikel 38, stk. 4, samt 34. betragtning til direktivet, som pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at behandle ansøgninger om international beskyttelse, i lyset af artikel 18 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) fortolkes på den måde, at en medlemsstats kompetente myndighed på asylområdet skal sikre, at ansøgeren gives mulighed for at indlede asylsagen i tilfælde af, at myndigheden ikke har undersøgt asylansøgningens berettigelse under henvisning til den afvisningsgrund, der er nævnt i det første præjudicielle spørgsmål, og følgelig har besluttet at tilbagesende ansøgeren til et tredjeland, som imidlertid har afvist at tilbagetage vedkommende?

b)

Hvis det præjudicielle spørgsmål 2. a) besvares bekræftende: hvad er da denne forpligtelses nøjagtige indhold? Indebærer den en forpligtelse til at sikre muligheden for at indgive en fornyet asylansøgning, hvorved der ses bort fra de negative udfald af tidligere ansøgninger som omhandlet i proceduredirektivets artikel 33, stk. 2, litra d), og artikel 40, eller indebærer den asylsagens indledning eller behandling ex officio?

c)

Hvis det præjudicielle spørgsmål 2. a) besvares bekræftende, kan medlemsstaten ligeledes under hensyntagen til proceduredirektivets artikel 38, stk. 4, uden en ændring af de faktiske omstændigheder, foretage en fornyet undersøgelse af afvisningen af ansøgningen inden for rammerne af denne nye sagsbehandling (med hvilken den ville have mulighed for at anvende enhver form for procedure, der er omhandlet i kapitel III, for eksempel, ved på ny at anvende en afvisningsgrund), eller skal medlemsstaten realitetsbehandle asylansøgningen i forhold til oprindelseslandet?

d)

Følger det af proceduredirektivets artikel 33, stk. 1, og stk. 2, litra b) og c), samt artikel 35 og 38 i lyset af chartrets artikel 18, at en tredjestats tilbagetagelse af en asylansøger er en kumulativ betingelse for anvendelsen af en afvisningsgrund, dvs. for at kunne træffe en afgørelse baseret på en sådan grund, eller er det tilstrækkeligt at godtgøre, at denne betingelse var opfyldt på tidspunktet for afgørelsens fuldbyrdelse?

a)

Skal proceduredirektivets artikel 43 fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som tillader, at ansøgeren kan frihedsberøves i en transitzone i mere end fire uger?

b)

Skal artikel 2, litra h), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU (2) af 26. juni 2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (omarbejdning) (herefter »modtagelsesdirektivet«), som finder anvendelse i medfør af proceduredirektivets artikel 26, i lyset af Den Europæiske Unions charters artikel 6 og artikel 52, stk. 3, fortolkes således, at et ophold i en transitzone under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede (et område, der ikke lovligt kan forlades frivilligt i nogen retning) for en periode på mere end de fire uger, der er omtalt i proceduredirektivets artikel 43, udgør en frihedsberøvelse?

c)

Er det forhold, at frihedsberøvelsen af ansøgeren for en periode på mere end fire uger, som omhandlet i proceduredirektivets artikel 43, alene skyldes, at myndighederne på grund af manglende materielle midler ikke kan opfylde ansøgerens behov (for indkvartering og underhold), foreneligt med modtagelsesdirektivets artikel 8, som finder anvendelse i medfør af proceduredirektivets artikel 26?

d)

Er det foreneligt med modtagelsesdirektivets artikel 8 og 9, som finder anvendelse i medfør af proceduredirektivets artikel 26, at indkvarteringen, som de facto er en frihedsberøvelse for en periode på mere end fire uger som omhandlet i proceduredirektivets artikel 43, ikke er blevet besluttet ved en afgørelse om frihedsberøvelse, ikke indeholder en adgang til at anfægte lovligheden af frihedsberøvelsen og opretholdelsen af samme, at frihedsberøvelsen de facto finder sted uden nogen undersøgelse af dens nødvendighed eller proportionalitet, eller eventuelle alternativer til denne, og at dens præcise varighed, herunder dens ophørstidspunkt, ikke er nærmere bestemt?

e)

Kan chartrets artikel 47 fortolkes således, at en ret i en medlemsstat, når den står over for en tilsyneladende ulovlig frihedsberøvelse, som en foreløbig forholdsregel indtil afslutningen af den administrative sagsbehandling og til fordel for tredjelandsstatsborgeren kan pålægge myndigheden at udpege et opholdssted, der ligger uden for transitzonen?

a)

Skal 17. og 24. betragtning til samt artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF (3) af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (herefter »tilbagesendelsesdirektivet«) i lyset af chartrets artikel 6 og artikel 52, stk. 3, fortolkes således, at indkvartering i en transitzone under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende (et område, der ikke lovligt kan forlades frivilligt i nogen retning) udgør en frihedsberøvelse i henhold til disse bestemmelser?

b)

Er det i overensstemmelse med 16. betragtning til og artikel 15, stk. 1, i tilbagesendelsesdirektivet set i lyset af chartrets artikel 6 og artikel 52, stk. 3, at frihedsberøvelsen af ansøgeren fra et tredjeland kun finder sted, fordi vedkommende er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse og mangler materielle midler til at opfylde sine behov (for indkvartering og underhold)?

c)

Er det forhold, at afgørelsen om indkvartering, som de facto udgør en frihedsberøvelse, ikke er truffet ved en afgørelse om frihedsberøvelse, og at der derved ikke er nogen sikring af retten til at anfægte lovligheden af frihedsberøvelsen og opretholdelsen af samme, og at frihedsberøvelsen de facto finder sted uden nogen undersøgelse af dens nødvendighed eller proportionalitet, eller eventuelle alternativer hertil, forenelig med 16. betragtning til tilbagesendelsesdirektivet samt dette direktivs artikel 15, stk. 2, set i lyset af chartrets artikel 6, 47, og artikel 52, stk. 3?

d)

Kan man fortolke tilbagesendelsesdirektivets artikel 15, stk. 1 og 4-6, samt 16. betragtning til direktivet i lyset af chartrets artikel 1, 4, 6 og 47, i den forstand, at de er til hinder for, at frihedsberøvelsen kan finde sted, uden at der er truffet afgørelse om dens præcise varighed eller ophørstidspunkt?

e)

Kan EU-retten fortolkes således, at når en ret i en medlemsstat står over for en tilsyneladende ulovlig frihedsberøvelse, kan retten som en forebyggende foranstaltning indtil afslutningen af den administrative sagsbehandling og til fordel for tredjelandsstatsborgeren pålægge myndigheden at udpege et opholdssted, der ligger uden for transitzonen?

a)

Skal proceduredirektivets artikel 6 og artikel 38, stk. 4, samt 34. betragtning til direktivet, som pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at behandle ansøgninger om international beskyttelse, i lyset af artikel 18 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) fortolkes på den måde, at en medlemsstats kompetente myndighed på asylområdet skal sikre, at ansøgeren gives mulighed for at indlede asylsagen i tilfælde af, at myndigheden ikke har undersøgt asylansøgningens berettigelse under henvisning til den afvisningsgrund, der er nævnt i det første præjudicielle spørgsmål, og følgelig har besluttet at tilbagesende ansøgeren til et tredjeland, som imidlertid har afvist at tilbagetage vedkommende?

b)

Hvis det præjudicielle spørgsmål 2. a) besvares bekræftende: hvad er da denne forpligtelses nøjagtige indhold? Indebærer den en forpligtelse til at sikre muligheden for at indgive en fornyet asylansøgning, hvorved der ses bort fra de negative udfald af tidligere ansøgninger som omhandlet i proceduredirektivets artikel 33, stk. 2, litra d), og artikel 40, eller indebærer den asylsagens indledning eller behandling ex officio?

c)

Hvis det præjudicielle spørgsmål 2. a) besvares bekræftende, kan medlemsstaten ligeledes under hensyntagen til proceduredirektivets artikel 38, stk. 4, uden en ændring af de faktiske omstændigheder, foretage en fornyet undersøgelse af afvisningen af ansøgningen inden for rammerne af denne nye sagsbehandling (med hvilken den ville have mulighed for at anvende enhver form for procedure, der er omhandlet i kapitel III, for eksempel, ved på ny at anvende en afvisningsgrund), eller skal medlemsstaten realitetsbehandle asylansøgningen i forhold til oprindelseslandet?

d)

Følger det af proceduredirektivets artikel 33, stk. 1, og stk. 2, litra b) og c), samt artikel 35 og 38 i lyset af chartrets artikel 18, at en tredjestats tilbagetagelse af en asylansøger er en kumulativ betingelse for anvendelsen af en afvisningsgrund, dvs. for at kunne træffe en afgørelse baseret på en sådan grund, eller er det tilstrækkeligt at godtgøre, at denne betingelse var opfyldt på tidspunktet for afgørelsens fuldbyrdelse?

a)

Skal proceduredirektivets artikel 43 fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som tillader, at ansøgeren kan frihedsberøves i en transitzone i mere end fire uger?

b)

Skal artikel 2, litra h), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU (2) af 26. juni 2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (omarbejdning) (herefter »modtagelsesdirektivet«), som finder anvendelse i medfør af proceduredirektivets artikel 26, i lyset af Den Europæiske Unions charters artikel 6 og artikel 52, stk. 3, fortolkes således, at et ophold i en transitzone under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede (et område, der ikke lovligt kan forlades frivilligt i nogen retning) for en periode på mere end de fire uger, der er omtalt i proceduredirektivets artikel 43, udgør en frihedsberøvelse?

c)

Er det forhold, at frihedsberøvelsen af ansøgeren for en periode på mere end fire uger, som omhandlet i proceduredirektivets artikel 43, alene skyldes, at myndighederne på grund af manglende materielle midler ikke kan opfylde ansøgerens behov (for indkvartering og underhold), foreneligt med modtagelsesdirektivets artikel 8, som finder anvendelse i medfør af proceduredirektivets artikel 26?

d)

Er det foreneligt med modtagelsesdirektivets artikel 8 og 9, som finder anvendelse i medfør af proceduredirektivets artikel 26, at indkvarteringen, som de facto er en frihedsberøvelse for en periode på mere end fire uger som omhandlet i proceduredirektivets artikel 43, ikke er blevet besluttet ved en afgørelse om frihedsberøvelse, ikke indeholder en adgang til at anfægte lovligheden af frihedsberøvelsen og opretholdelsen af samme, at frihedsberøvelsen de facto finder sted uden nogen undersøgelse af dens nødvendighed eller proportionalitet, eller eventuelle alternativer til denne, og at dens præcise varighed, herunder dens ophørstidspunkt, ikke er nærmere bestemt?

e)

Kan chartrets artikel 47 fortolkes således, at en ret i en medlemsstat, når den står over for en tilsyneladende ulovlig frihedsberøvelse, som en foreløbig forholdsregel indtil afslutningen af den administrative sagsbehandling og til fordel for tredjelandsstatsborgeren kan pålægge myndigheden at udpege et opholdssted, der ligger uden for transitzonen?

a)

Skal 17. og 24. betragtning til samt artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF (3) af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (herefter »tilbagesendelsesdirektivet«) i lyset af chartrets artikel 6 og artikel 52, stk. 3, fortolkes således, at indkvartering i en transitzone under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende (et område, der ikke lovligt kan forlades frivilligt i nogen retning) udgør en frihedsberøvelse i henhold til disse bestemmelser?

b)

Er det i overensstemmelse med 16. betragtning til og artikel 15, stk. 1, i tilbagesendelsesdirektivet set i lyset af chartrets artikel 6 og artikel 52, stk. 3, at frihedsberøvelsen af ansøgeren fra et tredjeland kun finder sted, fordi vedkommende er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse og mangler materielle midler til at opfylde sine behov (for indkvartering og underhold)?

c)

Er det forhold, at afgørelsen om indkvartering, som de facto udgør en frihedsberøvelse, ikke er truffet ved en afgørelse om frihedsberøvelse, og at der derved ikke er nogen sikring af retten til at anfægte lovligheden af frihedsberøvelsen og opretholdelsen af samme, og at frihedsberøvelsen de facto finder sted uden nogen undersøgelse af dens nødvendighed eller proportionalitet, eller eventuelle alternativer hertil, forenelig med 16. betragtning til tilbagesendelsesdirektivet samt dette direktivs artikel 15, stk. 2, set i lyset af chartrets artikel 6, 47, og artikel 52, stk. 3?

d)

Kan man fortolke tilbagesendelsesdirektivets artikel 15, stk. 1 og 4-6, samt 16. betragtning til direktivet i lyset af chartrets artikel 1, 4, 6 og 47, i den forstand, at de er til hinder for, at frihedsberøvelsen kan finde sted, uden at der er truffet afgørelse om dens præcise varighed eller ophørstidspunkt?

e)

Kan EU-retten fortolkes således, at når en ret i en medlemsstat står over for en tilsyneladende ulovlig frihedsberøvelse, kan retten som en forebyggende foranstaltning indtil afslutningen af den administrative sagsbehandling og til fordel for tredjelandsstatsborgeren pålægge myndigheden at udpege et opholdssted, der ligger uden for transitzonen?

1)

Skal bestemmelsen om kompensation ved aflysning i artikel 5, sammenholdt med artikel 7, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1) fortolkes således, at også passagerer, der transporteres til det endelige bestemmelsessted ved en omlægning af rejsen mere end en time før det planlagte afgangstidspunkt og herefter med den alternative transport ankommer tidligere til dette endelige bestemmelsessted, end det havde været tilfældet med den planlagte (aflyste) flyvning, modtager en kompensation, idet forordningens artikel 7 anvendes analogt?

2)

1)

Omfatter vendingen »der er fremkommet nye elementer eller oplysninger, eller har ansøgeren fremlagt sådanne« i artikel 40, stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (1) også omstændigheder, som forelå allerede forud for afslutningen af den tidligere asylprocedure?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

2)

Er det i tilfælde af, at der fremkommer nye faktiske omstændigheder eller beviser, som uden udlændingens skyld ikke kunne gøres gældende i den tidligere procedure, tilstrækkeligt, at en asylansøger får mulighed for at kunne forlange en retskraftig afsluttet tidligere sag genoptaget?

3)

Må myndigheden, hvis asylansøgeren bærer ansvaret for, at han ikke gjorde argumenterne for de nye grunde gældende allerede under den tidligere asylsag, afvise at realitetsprøve en fornyet ansøgning som følge af en national bestemmelse, som fastlægger et generelt forvaltningsretligt princip, selv om medlemsstaten ikke har udstedt særregler og dermed ikke har gennemført artikel 40, stk. 2 og 3, i direktiv 2013/32 korrekt og som følge deraf heller ikke udtrykkeligt har gjort brug af muligheden i artikel 40, stk. 4, i direktiv 2013/32 for at indføre en undtagelse fra realitetsprøvelsen af den fornyede ansøgning?

1)

Er en retlig fortolkning (hvorefter tilbagebetaling af beløb, der er betalt uretmæssigt i henhold til en omkostningsklausul, der optræder i en aftale om lån mod pant i fast ejendom, som er indgået med en forbruger, ikke er en virkning af ugyldighedserklæringen, men derimod et selvstændigt søgsmål, som er underlagt en forældelsesfrist), som tillader, at forbrugeren i sidste ende er bundet af omkostningsklausulen, idet den pågældende ikke kan opnå tilbagebetaling, hvis dette søgsmål er forældet, forenelig med princippet om, at urimelige kontraktvilkår ikke binder forbrugeren, i direktivets (1) artikel 6, stk. 1?

2)

Er retsinstituttet forældelse af søgsmålet om tilbagebetaling af det beløb, der er betalt uretmæssigt i henhold til den klausul, der er erklæret urimelig, foreneligt med ovennævnte princip, for så vidt som det kan indebære fortabelse af retten til tilbagebetaling, selv om klausulen er erklæret ugyldig?

3)

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, skal begrebet »rimelig forældelsesfrist«, som Domstolen har henvist til, da fortolkes på grundlag af nationale kriterier, eller skal rimeligheden derimod være underlagt en form for krav med henblik på at sikre en minimumsbeskyttelse af låntagere/forbrugere i hele Den Europæiske Union og ikke berøre indholdet af retten til ikke at være bundet af en klausul, der er erklæret urimelig?

4)

Såfremt det fastslås, at rimeligheden af forældelsesfristen skal være underlagt mindstekrav, kan rimeligheden da afhænge af det tidspunkt, hvor et søgsmål i henhold til en national lovgivning kan anlægges? Er det rimeligt, at beregningen af forældelsesfristen begynder på datoen for aftalens indgåelse, eller kræver princippet om, at urimelige kontraktvilkår ikke binder forbrugeren, derimod en forudgående eller samtidig erklæring af, at omkostningsklausulen er ugyldig, således at låntageren har en rimelig frist til at søge tilbagebetaling af det uretmæssigt betalte beløb?

1)

Skal chartrets artikel 30 fortolkes således, at arbejdstagere i tilfælde af ulovlig kollektiv afskedigelse har ret til en faktisk, effektiv og hensigtsmæssig beskyttelse med afskrækkende virkning, fordi disse parametre udgør karakteren af de af »EU-retten« fastsatte sanktioner, der skal bidrage til overholdelsen af grundlæggende værdier, og idet den nationale lovgivning eller praksis, der sikrer den konkrete sanktionsforanstaltning mod ubegrundet opsigelse, skal være tilpasset disse parametre? Udgør de nævnte parametre derfor en ekstern grænse, som har relevans og kan påberåbes over for de nationale retter i sager, som vedrører tilpasningen til EU-retten af den nationale lovgivning eller praksis til gennemførelse af direktiv 98/59/EF (1)?

2)

Skal der — i forbindelse med fastsættelse af det i EU-retten foreskrevne beskyttelsesniveau i tilfælde af ulovlig kollektiv afskedigelse — anlægges en fortolkning af chartrets artikel 30, der tager »behørigt hensyn«, og dermed tillægger relevans, til det materielle indhold af artikel 24 i den reviderede europæiske socialpagt, hvortil forklaringerne til chartret henviser, sådan som dette fremgår af afgørelserne fra Det Europæiske Udvalg for Sociale Rettigheder, og er EU-retten i konsekvens heraf til hinder for en national lovgivning og praksis, der i stedet for genansættelse tildeler en beskyttelse alene i form af en erstatning med et loft, som står i forhold til hovedkriteriet om anciennitet, og som ikke yder arbejdstageren erstatning for indtægtsbortfald?

3)

Skal de nationale retter i forbindelse med vurdering af, i hvilket omfang den nationale lovgivning, der gennemfører eller nærmere bestemt fastsætter beskyttelsen mod ulovlig kollektiv afskedigelse (som følge af tilsidesættelse af udvælgelseskriterierne), er forenelig med EU-retten, tage hensyn til indholdet af den europæiske socialpagt, sådan som dette fremgår af afgørelserne fra de kompetente organer, og under alle omstændigheder anse det for nødvendigt, at arbejdstageren ydes en beskyttelse, som sikrer en fuldstændig eller en så vidt muligt fuldstændig erstatning for de økonomiske følger af tabet af ansættelsen?

4)

Er chartrets artikel 20, 21, 34 og 47 til hinder for, at en medlemsstat indfører en lovgivning eller praksis til gennemførelse af direktiv 98/59/EF, der fastsætter en sanktionsordning, hvorefter arbejdstagere ansat efter den 7. marts 2015 — i modsætning til arbejdstagere, som omfattes af samme afskedigelsesprocedure, men blev ansat tidligere end den nævnte dato — ikke har ret til genansættelse og under alle omstændigheder erstatning for følgerne af tabet af løn og social sikring, men alene erstatning med et beløb, som hovedsageligt fastlægges ud fra ancienniteten, således at sanktionen differentieres afhængigt af ansættelsesdatoen, og der herved indføres forskellige beskyttelsesniveauer baseret på det nævnte kriterium og ikke på de faktiske følger af uretfærdigt indtægtsbortfald?

1)

Skal artikel 10, stk. 2, litra l), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF (1) af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF fortolkes således, at kreditaftalen

2)

Skal artikel 10, stk. 2, litra r), i direktiv 2008/48/EF fortolkes således, at kreditaftalen skal angive en konkret, for forbrugeren forståelig metode til beregning af den kompensation for førtidig indfrielse, der skal betales ved førtidig tilbagebetaling af lånet, således at forbrugeren som minimum tilnærmelsesvis kan beregne, hvor meget den kompensation, der skal betales i tilfælde af førtidig opsigelse, andrager?

3)

Skal artikel 10, stk. 2, litra s), i direktiv 2008/48/EF fortolkes således, at kreditaftalen

1)

Er § 5 i den rammeaftale, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF (1) (Rådets direktiv 1999/70/EF om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, herefter »direktivet«), som har overskriften »Bestemmelser om misbrug«, sammenholdt med sjette og syvende betragtning til direktivet og med rammeaftalens § 4 (»Princippet om ikke-diskrimination«), samt i lyset af ækvivalensprincippet, effektivitetsprincippet og princippet om [EU-rettens] effektive virkning, til hinder for en national lovgivning, og navnlig artikel 24, stk. 3, litra a), og artikel 22, stk. 9, i lov nr. 240/2010, hvorefter universiteter uden kvantitative begrænsninger kan gøre brug af treårige tidsbegrænsede forskerkontrakter, som kan forlænges med to år, uden at indgåelsen og forlængelsen heraf er betinget af objektive omstændigheder med tilknytning til behov, der er af midlertidig eller exceptionel karakter, ved det universitet, som indgår kontrakterne, og ifølge hvilken den eneste begrænsning for indgåelsen af flere tidsbegrænsede kontrakter med den samme person udgøres af den samlede varighed, som ikke må overstige tolv år, også hvis usammenhængende?

2)

Er rammeaftalens ovennævnte § 5, sammenholdt med sjette og syvende betragtning til direktivet og med rammeaftalens ovennævnte § 4, samt i lyset af princippet om [EU-rettens] effektive virkning, til hinder for en national lovgivning (og navnlig artikel 24 og 29, stk. 1, i lov nr. 240/2010), hvorefter universiteter kun kan rekruttere forskere på grundlag af en tidsbegrænset kontrakt, uden at den respektive beslutning er betinget af behov, der er af midlertidig eller exceptionel karakter, og uden begrænsninger, således at universiteternes almindelige undervisnings- og forskningsbehov opfyldes ved brug af en potentielt uendelig række af tidsbegrænsede kontrakter?

3)

Er rammeaftalens § 4 til hinder for en national bestemmelse såsom artikel 20, stk. 1, i lovdekret nr. 75/2017 (som fortolket i ovennævnte ministerielle cirkulære nr. 3/2017), hvorefter offentlige forskningsenheder kan stabilisere ansættelsesforholdet for forskere med tidsbegrænset kontrakt — men kun såfremt de pr. 31. december 2017 har været ansat i mindst tre år — hvorimod ansættelsesforholdet for universitetsforskere med tidsbegrænset kontrakt ikke kan stabiliseres, alene fordi artikel 22, stk. 16, i lovdekret nr. 75/2017 bestemmer, at deres ansættelsesforhold omfattes af »forvaltningsretlige regler«, til trods for at det i henhold til loven er baseret på en ansættelseskontrakt, og selv om forskere ved forskningsenheder og universiteter i medfør af artikel 22, stk. 9, i lov nr. 240/2010 er omfattet af samme regel om den maksimale varighed af de tidsbegrænsede ansættelsesforhold, som universiteter og forskningsenheder kan indgå med dem i form af kontrakter i overensstemmelse med lovens artikel 24 eller forskningsstipendier som omhandlet i nævnte artikel 22?

4)

Er ækvivalensprincippet, effektivitetsprincippet og princippet om EU-rettens effektive virkning, med hensyn til ovennævnte rammeaftale, samt princippet om ikke-diskrimination, der er anerkendt i rammeaftalens § 4, til hinder for en national lovgivning [artikel 24, stk. 3, litra a), i lov nr. 240/2010 samt artikel 29, stk. 2, litra d), og stk. 4, i lovdekret nr. 81/2015], som — selv om samtlige offentligt og privat ansatte omfattes af den samme retsorden, som senest indeholdt i lovdekret nr. 81/2015, hvori den maksimale varighed af et tidsbegrænset ansættelsesforhold (fra og med 2018) er fastsat til 24 måneder (inklusive forlængelser og fornyelser) og den offentlige forvaltnings brug af denne form for forhold er betinget af behov, der er af »midlertidig og exceptionel karakter« — foreskriver, at universiteter kan rekruttere forskere på grundlag af en treårig tidsbegrænset kontrakt, som kan forlænges med to år efter positiv vurdering af den i treårsperioden udførte undervisning og forskning, uden at indgåelsen af den første kontrakt og forlængelsen heraf skal være betinget af sådanne behov af midlertidig eller exceptionel karakter ved det konkrete universitet, idet universitetet i slutningen af denne femårsperiode kan indgå yderligere en tidsbegrænset kontrakt af samme art med den samme person eller med andre personer med henblik på at opfylde de samme undervisnings- og forskningsbehov, som var knyttet til den foregående kontrakt?

5)

Er § 5 i ovennævnte rammeaftale, herunder i lyset af effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet samt af ovennævnte § 4, til hinder for en national lovgivning [artikel 29, stk. 2, litra d), og stk. 4, i lovdekret nr. 81/2015 samt artikel 36, stk. 2 og 5, i lovdekret nr. 165/2001], der afskærer universitetsforskere med treårig tidsbegrænset kontrakt, som kan forlænges med to år [i henhold til nævnte artikel 24, stk. 3, litra a), i lov nr. 240/2010], fra efterfølgende at indgå et tidsubegrænset ansættelsesforhold, når den italienske retsorden ikke indeholder andre effektive foranstaltninger, hvorved universiteters misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter forhindres og sanktioneres?

a)

Skal § 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 (1), fortolkes således, at de tjenesteperioder i myndigheden, som en person med tidsbegrænset ansættelse har tilbagelagt med identiske arbejdsopgaver som en fastansat indplaceret i tilsvarende tjenestegrad i den samme myndighed, skal vurderes for at fastlægge ancienniteten, selv om fastansættelsen finder sted efter en almindelig udvælgelsesprøve og til trods for, at særtrækkene i udvælgelsesproceduren som anført i begrundelsen bevirker en fuldstændig fornyelse af ansættelsesforholdet og indgåelsen — efter den af deltageren i udvælgelsesproceduren accepterede opløsning af det foregående ansættelsesforhold — af et nyt ansættelsesforhold, som er kendetegnet ved en myndighedsakt om indplacering samt særlige forpligtelser og særlig øget stabilitet?

b)

Såfremt spørgsmål a) besvares bekræftende: Skal ancienniteten anerkendes fuldstændigt, eller foreligger der objektive forhold, som henset til de ovennævnte særtræk kan begrunde differentierede kriterier for anerkendelse i forhold til fuldstændig anerkendelse?

c)

Hvis spørgsmål b) besvares benægtende: På grundlag af hvilke kriterier skal ancienniteten vurderes for at undgå diskriminering?

1)

Kan det i en procedure om en væsentlig ændring af en varespecifikation være tilstrækkeligt, at en fysisk eller juridisk person er eller kan blive berørt økonomisk, uden at dette er fuldstændig usandsynligt, med henblik på at begrunde en legitim interesse som omhandlet i artikel 53, stk. 2, første afsnit, sammenholdt med artikel 49, stk. 3, første afsnit, og stk. 4, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 (1), idet en sådan interesse er en forudsætning for at gøre indsigelse mod ansøgningen eller påklage en positiv afgørelse om ansøgningen?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:

I en procedure om en væsentlig ændring af en varespecifikation er det da (kun) de erhvervsdrivende, der fremstiller lignende produkter og fødevarer som de erhvervsdrivende, for hvilke en beskyttet geografisk betegnelse er registreret, der har en legitim interesse som omhandlet i artikel 53, stk. 2, første afsnit, sammenholdt med artikel 49, stk. 3, første afsnit, og stk. 4, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012?

3)

Såfremt spørgsmål 2 besvares benægtende:

1)

Kan artikel 13, stk. 2 og 6, i direktiv 2012/34 (1) (artikel 15, stk. 5 og 6, i forordning 2017/2177 (2)) anvendes således, at tilsynsorganet kan pålægge ejeren af et anlæg, som ikke selv er operatør af servicefaciliteten, en forpligtelse til at sikre adgang til ydelserne?

2)

Skal artikel 13, stk. 6, i direktiv 2012/34 (artikel 15, stk. 5 og 6, i forordning 2017/2177) fortolkes således, at den tillader ejeren af en bygning at bringe en lejekontrakt til ophør og omlægge en servicefacilitet?

3)

Skal artikel 13, stk. 6, i direktiv 2012/34 (artikel 15, stk. 5 og 6, i forordning 2017/2177) fortolkes således, at den kun pålægger tilsynsorganet at undersøge, om operatøren af en servicefacilitet (i det foreliggende tilfælde ejeren af servicefaciliteten) faktisk har besluttet at omlægge anlægget?

1)

Udgør et søgsmål under national lovgivning til fordel for en asylansøger, der er blevet opfordret til at lade sin ansøgning om international beskyttelse behandle i en anden medlemsstat [org. s. 18], idet søgsmålet ikke har opsættende karakter og kun kan opnå en sådan karakter i tilfælde af frihedsberøvelse med henblik på en nært forestående overførsel, et effektivt retsmiddel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den såkaldte Dublin III-forordnings artikel 27 (1)?

2)

Skal begrebet effektive retsmidler i henhold til den såkaldte Dublin III-forordnings artikel 27 forstås således, at det kun er til hinder for gennemførelsen af en foranstaltning med henblik på tvungen overførsel, så længe behandlingen af det søgsmål, der er anlagt til prøvelse af nævnte afgørelse om overførsel, verserer, eller således, at det forbyder enhver indledende foranstaltning med henblik på udsendelse, såsom overflytning til et center, der varetager iværksættelse af tilbagerejse i forhold til asylansøgere, der er blevet opfordret til at lade deres asylansøgning behandle i et andet europæisk land?

1)

Udgør et søgsmål under national lovgivning til fordel for en asylansøger, der er blevet opfordret til at lade sin ansøgning om international beskyttelse behandle i en anden medlemsstat, idet søgsmålet ikke har opsættende karakter og kun kan opnå en sådan karakter i tilfælde af frihedsberøvelse med henblik på en nært forestående overførsel, et effektivt retsmiddel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den såkaldte Dublin III-forordnings (1) artikel 27?

2)

Skal begrebet effektive retsmidler i henhold til den såkaldte Dublin III-forordnings artikel 27 forstås således, at det kun er til hinder for gennemførelsen af en foranstaltning med henblik på tvungen overførsel, så længe behandlingen af det søgsmål, der er anlagt til prøvelse af nævnte afgørelse om overførsel, verserer, eller således, at det forbyder enhver indledende foranstaltning med henblik på udsendelse, såsom overflytning til et center, der varetager iværksættelse af tilbagerejse i forhold til asylansøgere, der er blevet opfordret til at lade deres asylansøgning behandle i et andet europæisk land?

1)

Udgør et søgsmål under national lovgivning til fordel for en asylansøger, der er blevet opfordret til at lade sin ansøgning om international beskyttelse behandle i en anden medlemsstat [org. s. 18], idet søgsmålet ikke har opsættende karakter og kun kan opnå en sådan karakter i tilfælde af frihedsberøvelse med henblik på en nært forestående overførsel, et effektivt retsmiddel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den såkaldte Dublin III-forordnings artikel 27 (1)?

2)

Skal begrebet effektive retsmidler i henhold til den såkaldte Dublin III-forordnings artikel 27 forstås således, at det kun er til hinder for gennemførelsen af en foranstaltning med henblik på tvungen overførsel, så længe behandlingen af det søgsmål, der er anlagt til prøvelse af nævnte afgørelse om overførsel, verserer, eller således, at det forbyder enhver indledende foranstaltning med henblik på udsendelse, såsom overflytning til et center, der varetager iværksættelse af tilbagerejse i forhold til asylansøgere, der er blevet opfordret til at lade deres asylansøgning behandle i et andet europæisk land?

1)

Skal punkt 3 a), i de Almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1754 (1) fortolkes således, at det med henblik på tariferingen af produkter som de i hovedsagen omhandlede, som består af forskellige materialer, altid er den position, som det efter mængden (omfanget) dominerende materiale hører under, der er »den position, der har den mest specificerede varebeskrivelse«, eller er denne fortolkning kun mulig, hvis positionen selv fastsætter mængden (omfanget) som det kriterium, der betegner varen mest specificeret og beskriver den mest tydeligt og fuldstændigt?

2)

Afhængigt af besvarelsen af det første spørgsmål og i lyset af de forklarende bemærkninger til (det harmoniserede system) vedrørende position 4410 og 4419, skal gennemførelsesforordning (EU) 2015/1754 da fortolkes således, at position 4419 ikke omfatter varer af spånplader (fibre), hvor bindemidlets vægt (termohærdende harpiks) overstiger 15 % af pladens vægt?

3)

Skal gennemførelsesforordning (EU) 2015/1754 fortolkes således, at varer som de i hovedsagen omhandlede, nemlig bægre, der er fremstillet af et sammensat materiale med en andel på 72,33 % af vegetabilske træcellulosefibre og en andel på 25,2 % af bindemidler (melaminplast), skal tariferes i underposition 3924 10 00 i bilag I?

—

Der træffes afgørelse i deres søgsmål af 31. juli 2019 uden hjemvisning af den appellerede kendelse til Retten.

—

Den under registreringsnummer 923557 registrerede kendelse af 11. december 2019 fra Den Europæiske Unions Rets Niende Afdeling vedrørende det ovennævnte søgsmål ophæves, og appellanterne gives medhold i alle deres påstande.

—

Forordning (EU) 2019/1157 (1) af 20. juni 2019 annulleres.

—

De øvrige parter i appelsagen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første appelanbringende gøres det gældende, at den appellerede kendelse, for så vidt som Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen herved blev frifundet, og for så vidt som det herved blev fastslået, at »[…] den anfægtede forordning ikke berører sagsøgerne, der er fysiske personer, på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre, men på grund af deres overbevisninger, som et ubestemt antal personer aktuelt eller potentielt bekender sig til. Følgelig er sagsøgerne ikke individuelt berørt af den anfægtede forordning som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF«, udgør en tilsidesættelse af artikel 263, stk. 4, TEUF, artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, proportionalitetsprincippet, præamblen til og artikel 47 og artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (EFT 2000, C 364, s. 1), artikel 5, stk. 1 og 4, i traktaten om Den Europæiske Union (individuelt og sammenholdt med protokol (nr. 2) om anvendelse af proportionalitetsprincippet) samt relevant retspraksis. Dette skyldes, at appellanterne ved deres søgsmål har gjort gældende, at den anfægtede forordning tilsidesætter deres menneskerettigheder, herunder de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (menneskelig værdighed, religiøs overbevisning, ret til nægtelse på grundlag af religionsfriheden, privatliv og frihed, personoplysninger, ret til at give udtrykkeligt samtykke til behandling af oplysningerne), således at forordningen berører dem umiddelbart og individuelt, og de er som følge af selve de berørte rettigheders karakter af grundlæggende menneskerettigheder berettiget til at anlægge et annullationssøgsmål ved Retten i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, og Retten er forpligtet til at efterprøve gyldigheden af forordninger i tilfælde af krænkelse af grundlæggende menneskerettigheder.

2.

Med det andet appelanbringende gøres det gældende, at Retten ved i den appellerede kendelse at fastslå, at den sjette sagsøger ikke for Retten kunne repræsenteres ved dikigoros Christos Papasotiriou, idet »[…] den sjette sagsøger […] ikke [lod] sig repræsentere ved en advokat, der var tredjemand i forhold til sagsøgeren, men handlede i eget navn ved selv at underskrive stævningen og påberåbe sig sin status som advokat på grundlag af den dokumentation, som er omhandlet i procesreglementets artikel 51, stk. 2«, anlagde en urigtig fortolkning, contra legem, af bestemmelserne i artikel 19 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og tilsidesatte artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, proportionalitetsprincippet og de relevante bestemmelser i EU-retten, der sikrer dette princip.

1)

Er bestemmelsen i artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolket i lyset af artikel 4 i tillægsprotokol nr. 7 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og Menneskerettighedsdomstolens praksis på området, til hinder for kumulation af strafferetlig forfølgning og administrativ forfølgning af strafferetlig karakter, som vedrører den samme materielle handling (telefonsalg), som forfølges under to forskellige kvalificeringer?

2)

Såfremt dette er tilfældet, hvilket indebærer én enkelt retsforfølgelse for det samme forhold, kræver artikel 49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som fastsætter legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet mellem strafbare forhold og straffe, fortolket i lyset af de rettigheder og friheder, der er fastlagt i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis på området, da ikke, at betingelserne og kriterierne for én enkelt retsforfølgelse skal være fastlagt på forhånd under hensyntagen til overtrædelsens grovhed?

3)

Hvis dette ikke er tilfældet, hvilket indebærer kumulation af retsforfølgelse, kræver artikel 49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som fastsætter legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet mellem strafbare forhold og straffe, fortolket i lyset af de rettigheder og friheder, der er fastlagt i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis på området, da ikke, at denne kumulation af strafferetlig forfølgning og administrativ forfølgning af strafferetlig karakter for den samme materielle handling (telefonsalg) begrænses til de groveste tilfælde, og at der forudgående fastsættes kriterier for grovheden?

—

den samme nationale lovgivning, i det foreliggende tilfælde den belgiske lovgivning, ikke pålægger arbejdsgiverne en forpligtelse til at oprette et pålideligt system, der gør det muligt at måle længden af hver enkelt arbejdstagers daglige arbejdstid,

—

og arbejdsgiveren ikke har indført et sådant system af egen drift

—

og dermed gør det materielt umuligt for arbejdstageren at bevise denne overskridelse?

—

Appellen tiltrædes, og den appellerede dom afsagt af Den Europæiske Unions Rets den 19. december 2019 i sag Τ-14/18, hvorved Retten frifandt Europa-Kommissionen i et søgsmål anlagt af Den Hellenske Republik med påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/2014 af 8. november 2017, ophæves, der gives medhold i sagen i første instans, og Kommissionens afgørelse annulleres, for så vidt som den udelukker udgifter, som Den Hellenske Republik har afholdt til arealstøtte for ansøgningsåret 2014, fra EU-finansiering, og som svarer til 5 % af de samlede udgifter, der blev afholdt til støtte til græsarealer for 12 482 555,68 EUR netto.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Appellen tiltrædes, og den appellerede dom afsagt af Retten den 19. december 2019 i sag T-295/18, hvorved Retten frifandt Europa-Kommissionen i et søgsmål anlagt af Den Hellenske Republik den 7. maj 2018 til prøvelse af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/304 af 27. februar 2018, ophæves med henblik på at tage ovennævnte appel til følge og annullere Kommissionens afgørelse, for så vidt som visse udgifter fra Den Hellenske Republik til et samlet (brutto-) beløb på 17 869 131,75 EUR (de finansielle virkninger androg 14 857 076,98 EUR), der blev afholdt og anmeldt inden for rammerne af ELFUL vedrørende foranstaltningerne 125A, 321 og 322 (bruttobeløb på 15 631 043,52 EUR, hvoraf de finansielle virkninger androg 12 618 988,75 EUR) og foranstaltning 123A (2 238 088,23 EUR) samt et beløb på 588 103,59 EUR [for udgifter] afholdt inden for rammerne af EGFL i forlængelse af kontroller af transaktionerne i regnskabsårene 2011-2014, blev udelukket fra EU-finansiering.

1)

Skal princippet ne bis in idem, således som det sikres ved chartrets artikel 50, fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at den kompetente administrative myndighed i en medlemsstat pålægger en bøde for overtrædelse af EU-konkurrenceretten i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den samme juridiske person allerede har betalt en administrativ bøde fuldt ud, som den er blevet pålagt af den nationale tilsynsmyndighed for postvæsenet for en angivelig overtrædelse af postlovgivningen på grundlag af de samme eller tilsvarende forhold, for så vidt som betingelsen om, at den retsbeskyttede interesse skal være den samme ikke er opfyldt, da den foreliggende sag vedrører to forskellige overtrædelser af to særskilte lovgivninger, der henhører under to særskilte retsområder?

2)

Skal princippet ne bis in idem, således som det sikres ved chartrets artikel 50, fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at den kompetente administrative myndighed i en medlemsstat pålægger en bøde for overtrædelse af EU-konkurrenceretten i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den samme juridiske person allerede har betalt en administrativ bøde fuldt ud, som den er blevet pålagt af den nationale tilsynsmyndighed for postvæsenet for en angivelig overtrædelse af postlovgivningen på grundlag af de samme eller tilsvarende forhold, med den begrundelse, at en begrænsning af princippet ne bis in idem vil være berettiget, fordi konkurrencelovgivningen forfølger et komplementært mål af almen interesse, nemlig beskyttelse og opretholdelse af et system uden konkurrencefordrejning i det indre marked, og ikke går videre end det, der er hensigtsmæssigt og nødvendigt for at nå det mål, der legitimt forfølges med denne lovgivning, og/eller med henblik på at beskytte disse andre aktørers frihed til at oprette og drive egen virksomhed på grundlag af chartrets artikel 16?

—

Det fastslås, at Den Europæiske Unions institutioner har tilsidesat deres forpligtelser i groft omfang og har påført sagsøgeren en skade, idet:

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 4 800 000 EUR i erstatning for den skade, der er opstået som følge af det ovenstående, inden for tre dage efter den endelige dom.

—

Sagsøgeren tilkendes sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at sagsøgeren blev påført en skade inden for rammerne af EU’s ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 340, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Som følge af den offentlige støtte til sagsøgerens konkurrenter i strid med TEUF blev sagsøgerens selskab påført skade i konkurrencemæssig henseende på en sådan måde, der førte til en reduktion af selskabets årsomsætning og en reduktion af selskabets overskud på flere mio. CZK. Henset til den flerårige varighed af den offentlige støtte og til selskabets deraf følgende utilfredsstillende økonomiske situation, blev selskabet erklæret insolvent ved afgørelse truffet af den kompetente ret i Den Tjekkiske Republik.

For det tilfælde, at forordning (EF) nr. 800/2008 (Generel gruppefritagelsesforordning) måtte være lovlig, da påførte støtten, som blev tildelt selektivt og på en diskriminerende måde i forbindelse med OPVI-støtteprogrammet, sagsøgeren en særlig og usædvanlig skade, som i det hele overskred grænserne for den økonomiske risiko, der var forbundet med de økonomiske aktiviteter, som sagsøgerens selskab udfører.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen vedtog forordning (EF) nr. 800/2008 af 6. august 2008 (Generel gruppefritagelsesforordning) i en form, der ikke sikrer overholdelse af artikel 107 TEUF.

Rådet har i medfør af artikel 109 TEUF beføjelse til ved forordning at specificere områder, hvor standardproceduren, hvor Kommissionen vurderer forslaget til statsstøtte og efterprøver dets overensstemmelse med artikel 107 TEUF, ikke finder anvendelse. Rådet vedtog forordning nr. 659/1999 og gav i denne forordning (i overensstemmelse med artikel 108, stk. 4, TEUF) Kommissionen beføjelse til at udstede forordninger med betingelserne for tildeling af statsstøtte uden for standard »ad hoc«-godkendelsesordningen. Kommissionen vedtog forordning nr. 70/2001, derefter forordning nr. 800/2008 og derefter forordning nr. 651/2014 (Generelle gruppefritagelsesforordninger).

Imidlertid kunne hverken Rådet eller Kommissionen i deres forordninger gå videre end den ramme, der er fastsat i artikel 107 TEUF. Deres rolle må bestå i at fastsætte betingelserne for statsstøtte, således at medlemsstater, der indfører statsstøtte på »undtagne« områder, ikke kunne indføre statsstøtte, der er i strid med princippet om, at der ikke må gribes ind i konkurrencen, selv hvis støtten er undtaget fra standardproceduren for Kommissionen. Dette er endnu en grund til, at Kommissionens overvågning (som fastsat og sikret i TEUF) af støtteordninger efter sin karakter er løbende, at der (i det mindste i teorien) findes procedurer for tilbagesøgning af ulovlig støtte, og at EU stadig betegner sig som en markedsøkonomi, som er en økonomi, der producerer varer og tilvejebringer tjenester, som forbrugerne frivilligt anskaffer sig i bestræbelserne på at optimere forholdet mellem indtægter og udgifter, og ikke varer og tjenester, som fastlægges af politikere eller embedsmænd.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen vedtog afgørelsen af 3. december 2007 om det operationelle program (OPVI) i strid med traktaterne og chartret, og at den ikke offentlige gjorde denne afgørelse.

Kommissionen er den eneste EU-institution, der har kompetence til at kontrollere, at statsstøtte indføres i overensstemmelse med artikel 107 TEUF.

Kommissionen undersøgte med hensyn til det godkendte operationelle program ikke, om og hvorfor der forelå et markedssvigt, hvilken er en betingelse for indførsel af statsstøtte. Desuden bad Kommissionen ikke Den Tjekkiske Republik om en cost-benefitanalyse, objektivt fastsatte indikatorer, en analyse af indvirkningen på konkurrencen og yderligere forhold, som efter sagsøgerens opfattelse er forudsætninger for indførelse af statsstøtte. Kommissionens afgørelse var derfor ulovlig og i strid med Kommissionens mission.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen fra sagsøgeren modtog en række klager, herunder detaljerede analyser, der godtgør, at den støtte, der blev indført på grundlag af OPVI, var ulovlig, at Kommissionen ikke handlede i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 659/1999, og at den ikke overholdt princippet om god forvaltning, som sagsøgeren er sikret i henhold til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Kommissionen afviste at tage stilling til sagsøgerens klager, uden at undersøge dem eller anmode om yderligere dokumenter, idet den ikke »umiddelbart« kunne erkende nogen uregelmæssighed ved indførelsen af OPVI-støtteprogrammet.

5.

Femte anbringende om, at Den Europæiske Unions Domstol afviste domstolsprøvelse som følge af uforholdsmæssig formalisme.

Sagsøgeren henvendte sig til Domstolen med en stævning med påstand om annullation af de tre generelle gruppefritagelsesforordninger med den begrundelse, at de tilsidesatte traktaterne og chartret. EU-retsinstanserne afviste i begge instanser sagsøgerens påstand om annullation af de generelle gruppefritagelsesforordninger fra realitetsbehandling. Begrundelsen for afvisningen var manglende overholdelse af den objektive to-månedersfrist, der er fastsat i artikel 263 TEUF. Domstolen forholdt sig ikke på nogen måde til sagens realitet og foretog en udelukkende formalistisk anvendelse af fristen for anlæggelse af søgsmål. Det var imidlertid sagsøgerens opfattelse, at den omstændighed, at Kommissionens kontrolmekanisme ikke fungerede korrekt, først viste sig ved Kommissionens besvarelse af sagsøgerens klager. Sagsøgeren anførte i stævningen, at han var af den opfattelse, at fristen begyndte at løbe fra Kommissionens svar om afvisning af en detaljeret behandling af sagsøgerens klage.

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1973 af 27. november 2019 om ikke at godkende sølvkobberzeolit som et eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 2 og 7 (1) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

2.

3.

4.

—

Den afgørelse fra generaldirektøren for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og inklusion, der er indeholdt i e-mail af 2. juli 2019 fra den kompetente HR forretningskorrespondent, hvorved der blev givet afslag på anmodningen fra Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop) om en tredje fornyelse af sagsøgerens udstationering, annulleres.

—

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 23. januar 2020, hvorved der blev givet afslag på den klage, sagsøgeren havde indgivet i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at den administrative procedure var behæftet med uregelmæssigheder, og ikke førte til en passende undersøgelse af den anfægtede afgørelse af 2. juli 2019 fra ansættelsesmyndighedens side.

2.

Andet anbringende om en væsentlig og proceduremæssig tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 38.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af det almindelige princip om pligten til at vise omhu, som er en del af retten til god forvaltning, henset til den manglende hensyntagen til alle sagens faktiske omstændigheder og den manglende begrundelse.

4.

Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af den ret til beskyttelse af familien, som er fastsat i artikel 33 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

—

Principalt i henhold til artikel 267 TEUF:

—

Subsidiært i henhold til artikel 272 TEUF:

1.

Første anbringende i henhold til artikel 267 TEUF om, at sagsøgte har begået en retlig fejl og foretaget en urigtig anvendelse af støtteberettigelseskriterierne for tilskud i forbindelse med SMV-instrumentet som fastsat i henhold til forordning nr. 1290/2013 (1).

2.

Andet anbringende i henhold til artikel 263 TEUF om, at sagsøgte har begået en retlig fejl, idet den anfægtede afgørelse udgør en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

3.

Tredje anbringende i henhold til artikel 263 TEUF om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

4.

Et enkelt anbringende i henhold til artikel 272 TEUF om, at den anfægtede afgørelse, navnlig på grund af den konstaterede urigtige fortolkning af gældende ret og diskriminerende praksis, ligeledes fører til en fejlagtig fortolkning og misligholdelse af de kontraktmæssige forpligtelser over for sagsøgeren.

—

Kommissionens afgørelse af 18. december 2019 truffet i henhold til artikel 4 i gennemførelsesbestemmelserne til forordning (EF) nr. 1049/2001 (1), hvorved der blev givet afslag på sagsøgerens genfremsatte begæring af 13. november 2019 om aktindsigt i henhold til denne forordning, annulleres.

—

Kommissionen pålægges at give sagsøgeren aktindsigt i de ikke-fortrolige udgaver af det dokument med navnene på de begunstigede af skatteafgørelser, som Luxembourg fremsendte den 22. december 2014 som svar på Kommissionens skrivelse af 19. juni 2013, hvortil der henvises i punkt 4 i Kommissionens afgørelse af 7. marts 2019 om indledning af en formel undersøgelsesprocedure i statsstøttesag SA.50400 (2019/NN-2) — Luxembourg — Mulig statsstøtte, og de skatteafgørelser truffet af skatteforvaltningen i Luxembourg, som Kommissionen har henvist til i punkt 4 og 7 i ovennævnte afgørelse af 7. marts 2019.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at antage, at den generelle formodning for afslag på aktindsigt, som er fastsat i retspraksis, gælder for sagsøgerens begæring om aktindsigt i de ønskede dokumenter.

2.

Andet anbringende om, at det forhold, at der — såfremt det antages, at formodningen for afslag på aktindsigt gælder i den foreliggende sag (hvilket ikke er tilfældet) — ikke kan påføres de interesser, som beskyttes ved artikel 4, stk. 2, første og tredje led, i forordning nr. 1049/2001, nogen skade, afkræfter anvendelsen af denne formodning (det andet anbringendes første led). Sagsøgeren gør desuden gældende, at anvendelsen af denne formodning under alle omstændigheder vil blive tilbagevist, eftersom der er mere tungtvejende offentlige interesser, der begrunder udbredelsen af de ønskede dokumenter (det andet anbringendes andet led).

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat begrundelseskravene i artikel 296 TEUF og sagsøgerens ret til god forvaltning i henhold til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres med undtagelse af konklusionen heri, hvorefter det anfægtede EU-varemærke skal opretholdes for varerne »uædle metaller og legeringer heraf« i klasse 6.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Åbenbart manglende begrundelse i den anfægtede afgørelse.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO og den anden part tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 24 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/626

—

Tilsidesættelse af bestemmelserne om sagsbehandlingen i artikel 7, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625

—

Tilsidesættelse af princippet om retten til at blive hørt

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Følgende dele af den anfægtede retsakt annulleres: (i) Punkt 1, litra b), og punkt 2, litra b), i bilag VI for så vidt angår den del, hvor det anføres, at »[d]isse oplysninger betragtes som de oplyste værdier med henblik på kontrolproceduren i bilag IX«, (ii) afsnit 2, litra a), i bilag IX for så vidt angår den del, hvori det anføres, at »oplyste værdier« svarer til »værdierne i den tekniske dokumentation«, og (iii) afsnit 2, litra b), i bilag IX.

—

Tabel 9 i bilag IX om »Verifikationstolerancer« annulleres for så vidt angår den del, hvor den indeholder parametre, som er omfattet af bilag VI og ikke opregnet i bilag V, nemlig: »EW, full, EW,½, EW,¼, EWD, full, EWD,½« og »WW, full, WW,½ WW, ¼, WWD, full, og WWD,½«.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede retsakt tilsidesætter rammeforordningens (2) artikel 3, 12 og 16, og at Kommissionen handlede ultra vires, idet den indførte usammenhængende krav med hensyn til den tekniske dokumentation, som leverandører skal indlæse i databasen, og den kontrolprocedure, markedsovervågningsmyndighederne er berettigede til at foretage.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede retsakt tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og ligebehandlingsprincippet, fordi den ikke fastsætter en klar og entydig lovgivningsmæssig ramme og derved gør det umuligt for leverandørerne at fastslå deres pligter med hensyn til de data, der skal fremlægges i den tekniske dokumentation, og den kontrolprocedure, der finder anvendelse ved vurderingen af nøjagtigheden af disse data.

—

Følgende dele af den anfægtede retsakt annulleres: i) artikel 1, nr. 42), i bilag I med definitionen af »oplyst værdi«; ii) den del af afsnit 2, punkt 2, litra a), i bilag IX, hvor det anføres, at »oplyste værdier« svarer til »værdierne i den tekniske dokumentation«, og iii) afsnit 2, punkt 2, litra b), i bilag IX.

—

Den del af tabel 9 om »Verifikationstolerancer« i bilag IX, som indeholder parametre, der er omfattet af bilag VI, og som ikke er opført i bilag V, nemlig »Samlet netspændingslysudbytte ηTM«, »Lysstrømsvedligeholdelsesfaktor (for FL og HID)«, »Overlevelsesfaktor (for FL og HID)« og »Spektral renhed«.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede retsakt tilsidesætter rammeforordningens (2) artikel 3, 12 og 16, og om, at Kommissionen har handlet ultra vires, idet den har indført usammenhængende krav med hensyn til den tekniske dokumentation, som leverandører skal uploade til databasen, og den kontrolprocedure, som markedsovervågningsmyndighederne er bemyndigede til at foretage.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede retsakt tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og ligebehandlingsprincippet, idet den ikke fastsætter en klar og utvetydig lovgivningsmæssig ramme, men gør det umuligt for leverandørerne at afgøre, hvilke forpligtelser de har med hensyn til data, som skal gives i den tekniske dokumentation, og hvilken kontrolprocedure der finder anvendelse ved vurderingen af dataenes nøjagtighed.

—

Følgende dele af den anfægtede retsakt annulleres: (i) Afsnit 3, punkt 2, litra a), i bilag IX for så vidt angår den del, hvori det anføres, at »oplyste værdier« svarer til »værdierne i den tekniske dokumentation«, og (ii) afsnit 3, punkt 2, litra b), i bilag IX.

—

Tabel 8 i bilag IX om »Verifikationstolerancer for målte parametre« annulleres for så vidt angår den del, hvor den indeholder parametre, som er omfattet af bilag VI og ikke opregnet i bilag V, nemlig: »E16, E32« and »Eaux«.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede retsakt tilsidesætter rammeforordningens (2) artikel 3, 12 og 16, og at Kommissionen handlede ultra vires, idet den indførte usammenhængende krav med hensyn til den tekniske dokumentation, som leverandører skal indlæse i databasen, og den kontrolprocedure, markedsovervågningsmyndighederne er berettigede til at foretage.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede retsakt tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og ligebehandlingsprincippet, fordi den ikke fastsætter en klar og entydig lovgivningsmæssig ramme og derved gør det umuligt for leverandørerne at fastslå deres pligter med hensyn til de data, der skal fremlægges i den tekniske dokumentation, og den kontrolprocedure, der finder anvendelse ved vurderingen af nøjagtigheden af disse data.

—

Følgende dele af den anfægtede retsakt annulleres: (i) Artikel 1, litra b), i bilag VI for så vidt angår den del, hvor det anføres, at »[d]isse oplysninger betragtes som de oplyste værdier med henblik på kontrolproceduren i bilag IX«, (ii) afsnit 3, punkt 2, litra a), i bilag IX for så vidt angår den del, hvori det anføres, at »oplyste værdier« svarer til »værdierne i den tekniske dokumentation«, og (iii) afsnit 3, punkt 2, litra b), i bilag IX.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede retsakt tilsidesætter rammeforordningens (2) artikel 3, 12 og 16, og at Kommissionen handlede ultra vires, idet den indførte usammenhængende krav med hensyn til den tekniske dokumentation, som leverandører skal indlæse i databasen, og den kontrolprocedure, markedsovervågningsmyndighederne er berettigede til at foretage.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede retsakt tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og ligebehandlingsprincippet, fordi den ikke fastsætter en klar og entydig lovgivningsmæssig ramme og derved gør det umuligt for leverandørerne at fastslå deres pligter med hensyn til de data, der skal fremlægges i den tekniske dokumentation, og den kontrolprocedure, der finder anvendelse ved vurderingen af nøjagtigheden af disse data.

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2131 af 28. november 2019 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Folkerepublikken Kina efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 13, stk. 3, sammenholdt med artikel 5, stk. 10 og 11, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (herefter »grundforordningen«), samt artikel 6.1, 6.2 og 12.1 i WTO’s antidumpingaftale, princippet om forbud mod forskelsbehandling og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet den ikke optog sagsøgeren på den udtømmende liste over de berørte eksportører i den forordning, der indledte antiomgåelsesundersøgelsen, og ved derefter at udvide undersøgelsens formål til ligeledes at omfatte sagsøgeren.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen savnede retsgrundlag for at inkludere sagsøgeren i den anfægtede forordning, idet grundforordningens artikel 13, stk. 3, ikke omfatter antiomgåelsesforanstaltninger støttet på den blotte risiko for omgåelse og endvidere kræver, at al berørt import på forhånd er registreret. Kommissionens ræsonnement savnede endvidere logik, var ubegrundet og så bort fra grundlæggende beviser og udgør derfor et åbenbart urigtigt skøn.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgerens ret til forsvar og princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet den støttede sin endelige afgørelse på to nye faktiske forhold, som sagsøgeren ikke havde haft mulighed for at kommentere under interimsundersøgelsen.