—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Sagsøgerens EU-varemærkeansøgning nr. 16 729 154 tillades registreret i sin helhed, idet sagen ellers, subsidiært, hjemvises til appelkammeret.

—

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger, såfremt førstnævnte intervenerer i sagen.

—

EUIPO tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger, såfremt den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO ikke tilpligtes at betale disse.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b). i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Sagsøgerens EU-varemærkeregistreringsansøgning nr. 16 761 769 imødekommes i det hele eller, subsidiært, sagen hjemvises til appelkammeret.

—

Den anden part i sagen for appelkammeret tilpligtes, såfremt sidstnævnte intervenerer i sagen, at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

—

EUIPO tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger, såfremt den anden part i sagen for appelkammeret ikke tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

ECB’s afgørelse af 26. november 2019, hvorved ECB meddelte Satabank afslag på indsigt i dens sagsakter, annulleres.

—

ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at ECB ikke tog hensyn til sagsøgerens primære materielle ret til aktindsigt.

2.

Andet anbringende om, at ECB’s afgørelse er baseret på en uberettiget snæver fortolkning af artikel 32, stk. 1, i forordning (EU) nr. 468/2014 (1).

3.

Tredje anbringende om, at ECB’s afgørelse tilsidesatte sagsøgerens ret til en behørigt begrundet afgørelse.

4.

Fjerde anbringende om, at sagsøgerens ret til at blive hørt er blevet tilsidesat.

5.

Femte anbringende om, at retssikkerhedsprincippet er blevet tilsidesat.

6.

Sjette anbringende om, at proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat.

7.

Syvende anbringende om, at ECB tilsidesatte princippet om nemo auditur.

8.

Ottende anbringende om, at retten til effektive retsmidler i henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er blevet tilsidesat.

—

Sagen antages til realitetsbehandling og sagsøgerne gives medhold.

—

Den anfægtede retsakt (1) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift, idet sagsøgte ikke overholdt alle de obligatoriske krav, der er fastsat i Kommissionens gennemførelsesforordning nr. 844/2012 (2) (artikel 12 og 13), og vedtog den anfægtede retsakt på grundlag af en ufuldstændig risikovurdering. Dette betyder, at den anfægtede retsakt ikke bygger på det fulde retligt påkrævede videnskabelige grundlag.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af gennemsigtighedsprincippet i forhold til den første sagsøger, idet den første sagsøger på intet tidspunkt under fornyelsesproceduren modtog nogen indikationer af, at der var betænkeligheder ud over de, der var blevet kommenteret under perioden med offentlig høring eller fremført i Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets (EFSA) anmodning om supplerende oplysninger i henhold til artikel 13, stk. 3.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift, idet grundlaget for den anfægtede retsakt udgøres af to EFSA-erklæringer i stedet for en standard EFSA peerevalueringsrapport, og idet den første sagsøger ikke var i stand til at fremlægge videnskabelige kommentarer, som kunne besvare sagsøgtes betænkeligheder.

4.

Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af forsigtighedsprincippet: Den anfægtede retsakt understøttes af forsigtighedsprincippet, som for stoffet chlorpyrifos-methyl blev anvendt ulovligt, fordi den første sagsøger havde fremlagt et relevant sæt data, som efter at være blevet vurderet viste negative resultater, og derfor fuldt ud opfyldte de krav, der følger af forsigtighedsprincippet. Endvidere kan forsigtighedsprincippet kun finde anvendelse, når en risikovurdering er blevet foretaget og afsluttet. I den foreliggende sag blev risikovurderingen imidlertid ikke fuldført, og forsigtighedsprincippet i sig selv udgjorde grundlaget for risikovurderingens konklusion.

5.

Femte anbringende om et åbenbart urigtigt skøn, idet sagsøgte tog en irrelevant faktor i betragtning med henblik på vedtagelsen af den anfægtede retsakt. Sidstnævnte blev vedtaget efter en forskriftsudvalgsprocedure, som krævede et kvalificeret flertal inden for SCoPAFF. På grund af Det Forenede Kongeriges forestående udtræden af EU (herefter »Brexit«) deltog Det Forenede Kongeriges repræsentant ikke i SCoPAFF-mødet den 6. december 2019, og gav i stedet en stemmefuldmagt til Finland. Det Forenede Kongeriges repræsentant deltog ikke, fordi Det Forenede Kongeriges regering i slutningen af august 2019 erklærede en ny politik vedrørende landets deltagelse i møder ved EU’s videnskabelige komiteer. Det, at Finland — og i forlængelse deraf sagsøgte — tog hensyn til den Brexit-motiverede politik, betyder, at en irrelevant faktor blev taget i betragtning ved vedtagelsen af den anfægtede retsakt.

6.

Sjette anbringende om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik: Sagsøgte og EFSA nærede den opfattelse, at chlorpyrifos-methyl kunne fremvise sundhedsmæssige betænkeligheder, og de organiserede derfor et ekspertmøde, efter hvilket den rapporterende medlemsstat blev bedt om at foretage yderligere søgning i litteraturen for at bekræfte disse betænkeligheder. Denne søgning førte til, at der blev truffet afgørelse på grundlag ikke-overensstemmende studier, og uden at den første sagsøger fik mulighed for at gøre sit synspunkt kendt.

7.

Syvende anbringende om at konklusionen vedrørende genotoksicitet retligt set er uholdbar: Sagsøgte nåede til den konklusion, at chlorpyrifos-methyl fremviste et potentiale for genotoksicitet på grundlag af en ulovlig og fejlagtig anvendelse af analogislutningen og weight of evidence-tilgangen.

8.

Ottende anbringende om at konklusionen vedrørende udviklingsneurotoksicitet retligt set er uholdbar: Sagsøgte identificerede betænkeligheder vedrørende chlorpyrifos-methyls udviklingsneurotoksicitet på grundlag af en analogislutning mellem stofferne chlorpyrifos-ethyl og organofosfater, på den ene side, og chlorpyrifos-methyl, på den anden side, uden at give nogen indikation af, hvorledes og hvorfor denne analogislutning var videnskabeligt og retligt relevant.

9.

Niende anbringende om en tilsidesættelse af reglerne om klassificering som reproduktionstoksisk i kategori 1B: Sagsøgte tilsidesatte de regler, der er fastsat i forordning (EF) 1272/2008 (3), da denne anførte, at en klassificering af chlorpyrifos-methyl som reproduktionstoksisk i kategori 1B kunne være relevant. Denne tilkendegivelse var således baseret på en ulovlig og ikke-underbygget anvendelsen af analogislutningen.

—

Afgørelsen dateret den 5. april 2019, hvorved sagsøgeren fik afslag på ansøgningen om bistand af 10. april 2018, annulleres.

—

Om fornødent annulleres afgørelsen dateret den 4. november 2019, hvorved sagsøgeren fik afslag på klagen dateret den 5. juli 2019.

—

Sagsøgeren tilkendes økonomisk kompensation, som ex aequo et bono fastsættes til 75 000 EUR.

—

Der træffes afgørelse om, at sagsøgerens sagsomkostninger godtgøres.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten og retten til at blive hørt.

2.

Andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn og en tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 24.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af omsorgspligten.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 9 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 9 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af retten til forsvar, herunder en tilsidesættelse af begrundelsespligten, der gør det muligt at begrunde foranstaltningerne og sikre en effektiv domstolsbeskyttelse, og af retten til at blive hørt.

2.

Andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn for så vidt angår sagsøgerens involvering i handlinger, der udgør alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Den Demokratiske Republik Congo.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af retten til privatlivets fred, uskyldsformodningen og proportionalitetsprincippet.

4.

Fjerde anbringende om, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i Rådets afgørelse 2010/788/FUSP af 20. december 2010 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo og om ophævelse af fælles holdning 2008/369/FUSP (EUT 2010, L 336, s. 30)[, som ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2016/2231 af 12. december 2016 om ændring af afgørelse 2010/788),] og artikel 2b, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 1183/2005 af 18. juli 2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2005, L 193, s. 1)[, som ændret ved Rådets forordning (EU) 2016/2230 af 12. december 2016 om ændring af forordning nr. 1183/2005),] ikke finder anvendelse. I denne henseende har sagsøgeren gjort gældende, at det retlige kriterium, således som det er defineret i disse artikler, og hvorpå opførelsen af sagsøgerens navn på de omhandlede lister er støttet, udgør en tilsidesættelse af princippet om forudsigelighed af Unionens retsakter og proportionalitetsprincippet, for så vidt som Rådet herved er blevet indrømmet en vilkårlig skønsbeføjelse.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 8 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 8 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Varemærket »MaxWear« tillades registreret for de ansøgte varer.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 3 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 3 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 1 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 1 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 12 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 12 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 11 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 11 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 10 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 10 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 2 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 2 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 7 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 7 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 6 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 6 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 5 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 5 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 4 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9. december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet fastholdt under nr. 4 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2092 af 28. november 2019 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af biodiesel med oprindelse i Indonesien (1) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgernes omkostninger i forbindelse med sagen.

1.

Første anbringende om, at Europa-Kommissionen tilsidesatte artikel 3, stk. 1, litra a), artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), artikel 3, stk. 2, og artikel 7, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (»grundforordningen«), og foretog en række åbenbart urigtige vurderinger ved at fastslå, at betalingerne modtaget fra Oil Palm Plantation Fund udgjorde et udligningsberettiget subsidie, og ved ikke at justere den fordel, som sagsøgerne angiveligt havde modtaget for de rabatter, der var blevet ydet, og for de transport- og kreditomkostninger, som var blevet afholdt for at opnå de angivelige subsidier.

2.

Andet anbringende om, at sagsøgte tilsidesatte grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a, nr. iv, artikel 3, stk. 1, litra b, artikel 3, stk. 2, artikel 6, litra d, og artikel 28, stk. 5, og foretog en række åbenbart urigtige vurderinger ved at konkludere, at der forelå statslig støtte til levering af rå palmeolie mod utilstrækkeligt vederlag.

3.

Tredje anbringende om, at sagsøgte foretog en åbenbart urigtig vurdering og tilsidesatte grundforordningens artikel 8, stk. 8, ved at konkludere, at EU-erhvervsgrenen var konfronteret med en trussel om væsentlig skade.

4.

Fjerde anbringende om, at sagsøgte tilsidesatte grundforordningens artikel 8, stk. 5, og artikel 8, stk. 6, og foretog en række åbenbart urigtige vurderinger ved at konkludere, at importen fra Indonesien truede med at forårsage skade på EU-erhvervsgrenen, og ved at se bort fra indvirkningen af importen fra Argentina.

—

Kommissionens forordning (EU) 2019/2021 af 1. oktober 2019 om fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af elektroniske skærme i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF, om ændring af Kommissionens forordning (EF) nr. 1275/2008 og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 642/2009 annulleres, for så vidt som den forbyder halogenerede flammehæmmere.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at Kommissionen ved vedtagelsen af den anfægtede forordning tilsidesatte artikel 1, stk. 4, og artikel 15, stk. 2, litra c), nr. i), i direktivet om miljøvenligt design (1), handlede ultra vires og overskred sine beføjelser samt hindrede den effektive virkning af andre EU-retlige foranstaltninger.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgerens ret til forsvar, idet den med den anfægtede forordning forbød halogenerede flammehæmmere til brug i elektroniske skærme.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn og undlod at tage hensyn til alle oplysninger, tilsidesatte artikel 15, stk. 1, i direktivet om miljøvenligt design og tilsidesatte sin forpligtelse til at foretage en passende konsekvensanalyse, da den i henhold til den anfægtede forordning forbød halogenerede flammehæmmere.

4.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at den anfægtede forordning er i strid med retssikkerhedsprincippet, for så vidt som sagsøgeren befinder sig i en situation med en uacceptabel retlig usikkerhed.

5.

Med det femte anbringende gøres det gældende, at den anfægtede forordning er i strid med proportionalitetsprincippet, for så vidt som forbuddet mod halogenerede flammehæmmere overskrider grænserne for, hvad der er passende, ikke var nødvendigt for at nå de forfulgte mål og ikke er den mindst bebyrdende foranstaltning, som Kommissionen kunne have anvendt.

6.

Med det sjette anbringende gøres det gældende, at den anfægtede forordning er i strid med ligebehandlingsprincippet, for så vidt som forbuddet mod halogenerede flammehæmmere udgør forskelsbehandling i forhold til andre produktkategorier og i forhold til andre stoffer.

7.

Med det syende anbringende gøres det gældende, at Kommissionen ved vedtagelsen af den anfægtede forordning tilsidesatte artikel 15, stk. 1, i direktivet om miljøvenligt design og artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 og 8 i afgørelse 1999/468/EF (2) og handlede ultra vires.

—

Den anfægtede afgørelse ændres, begæringen om, at det registrerede EU-varemærke nr. 5 641 303, URSUS Kapital (figurmærke), erklæres ugyldigt på grund af manglende brug vedrørende tjenesteydelsen »finansiel virksomhed« i klasse 36, afslås, og det fastslås, at der er blevet gjort faktisk brug af varemærke nr. 5 641 303 for »finansiel virksomhed«.

—

Subsidiært ændres den anfægtede afgørelse, begæringen om, at det registrerede EU-varemærke nr. 5 641 303, URSUS Kapital (figurmærke), erklæres ugyldigt på grund af manglende brug vedrørende tjenesteydelsen »finansiel virksomhed« i klasse 36, afslås, og det fastslås, at der er blevet gjort faktisk brug af varemærke nr. 5 641 303 for i det mindste »finansiel virksomhed, dvs. investeringsvirksomhed, investering af pengemidler, investeringsanalyser, forvaltning af investeringer, investeringsrådgivning og investeringer i fast ejendom«.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 18 og 58 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 og af artikel 10 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625.

—

Afgørelse truffet af Europa-Parlamentets formand, som afspejlet i dennes skrivelse af 10. december 2019, om ikke at give Parlamentet meddelelse om den anmodning om beskyttelse af sagsøgernes immunitet, som Diana Riba i Giner havde indgivet på deres vegne den 10. oktober 2019 i henhold til artikel 7, stk. 1 og 2, og artikel 9, stk.1, i Europa-Parlamentets forretningsorden, og om ikke at henvise denne anmodning til det ansvarlige udvalg, annulleres.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 af 28. november 2019, nærmere bestemt: bilag IV, del A (frø af foderplanter), del B (sædekorn), del C (vin), del F (grøntsagsfrø), del I (plantemateriale af grøntsagsplanter) og del J (frugtplanter), annulleres.

—

Artikel 36, bilag I, afsnit 4, punkt 3, og artikel 37, stk. 2, i forordning (EU) 2016/2031 erklæres for ugyldige.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 36, litra e) og f), i forordning (EU) 2016/2031 samt af proportionalitetsprincippet og om, at der i det foreliggende tilfælde ikke er givet en tilstrækkelig begrundelse

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af den internationale traktat om plantegenetiske ressourcer på fødevare- og landbrugsområdet (ITPGRFA)

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 af 30. maj 2018 økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 (EUT 2018, L 150, s. 1)

4.

Fjerde anbringende om uforenelighed med Den Europæiske Unions landbrugspolitik

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Modparten eller modparterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Sagen antages til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold.

—

annulleres de anfægtede afgørelser,

—

tilpligtes Europa-Kommissionen at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og af begrundelsespligten. Sagsøgeren gør i denne forbindelse navnlig gældende, at den pågældende er blevet behandlet uretfærdigt af Kommissionen, der har tilsidesat forpligtelsen til at udvise tilstrækkelig omhu og omsorgspligten. Ifølge sagsøgeren burde Kommissionen have orienteret sig om udfaldet af straffesagen, der blev afsluttet med henlæggelse, og have informeret disciplinærrådet herom, således at det kunne tage hensyn hertil i sin afgørelse.

2.

Andet anbringende om, at de forberedende retsakter til den anfægtede afgørelse, er retsstridige, og om, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtig skøn. Sagsøgeren er navnlig af den opfattelse, at den omstændighed, at de to forberedende retsakter til den anfægtede afgørelse er retsstridige, medfører, at den sidstnævnte afgørelse er retsstridig.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 10 i bilag X til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union henset til, dels at ikke alle omstændigheder i sagsøgerens sagsmappe blev undersøgt, dels at de kriterier, som blev gjort gældende ved fastlæggelsen af sanktionen, har været genstand for en fejlagtig vurdering eller en urimelig afvejning.

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1960 af 26. november 2019 om ikke at godkende sølvzeolit som et eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 2 og 7 (1) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af en retsregel vedrørende anvendelsen af traktaterne og af artikel 4 og 19 i forordning (EU) nr. 528/2012 (2)

2.

Andet anbringende om manglende kompetence — tilsidesættelse af artikel 290 TEUF og artikel 4 og 19 i forordning (EU) nr. 528/2012

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af en retsregel vedrørende anvendelsen af traktaterne — princippet om forbud mod forskelsbehandling

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af en retsregel vedrørende anvendelsen af traktaterne — retssikkerhedsprincippet.

—

Principalt annulleres den anfægtede afgørelse.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som skattefritagelsen ikke udgør en fordel.

Til støtte for det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at de skattefritagelsesforanstaltninger, som er genstand for de anfægtede afgørelser, ikke udgør en økonomisk fordel, hvorimod afskaffelse af denne fritagelse pålægger havnemyndigheden en økonomisk byrde, idet denne havnemyndighed er forpligtet til at finansiere almennyttige investeringer med dens midler.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af 107, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som Kommissionen i analysen af, om der forelå en fordel, ikke foretog en fuldstændig analyse af de tilgængelige oplysninger.

Til støtte for det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Europa-Kommissionen ved vurderingen af, hvorvidt de skattefritagelsesforanstaltninger, som er genstand for de anfægtede afgørelser, indebar en fordel, ikke foretog en fuldstændig analyse af de oplysninger, der var blevet fremlagt under den administrative procedure af havnemyndigheden.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som skattefritagelsen hverken fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen eller påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

Til støtte for det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at de fritagelsesforanstaltninger, som er genstand for de anfægtede afgørelser, ikke forbedrer havnemyndighedernes konkurrencemæssige stilling, således at det ikke er muligt, at konkurrencen påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Dermed er der ikke tale om statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som skattefritagelsen ikke er selektiv.

Til støtte for det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at de fritagelsesforanstaltninger, som er genstand for de anfægtede afgørelser, ikke er selektive, da de ikke udgør en undtagelse til referencesystemet, hvorfor der ikke er tale om statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF.

5.

Femte subsidiære anbringende om, at de foreliggende fritagelsesforanstaltninger, herunder såfremt de udgør statsstøtte, er forenelige med det indre marked.

Til støtte for det femte anbringende gøres det subsidiært gældende, herunder såfremt de fritagelsesforanstaltninger, som er genstand for de anfægtede afgørelser, anses for at udgøre statsstøtte, at fritagelsesforanstaltningerne er støtte, der er forenelig med det indre marked.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret, såfremt sidstnævnte intervenerer i sagen, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret, såfremt sidstnævnte intervenerer i sagen, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2092 of 28. november 2019 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af biodiesel med oprindelse i Indonesien annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat artikel 8, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (»grundforordningen«), ved en prisunderbudsfastsættelse, for så vidt som den undlod at undersøge alle relevante beviser og at fastslå et prisunderbud for produktet som helhed.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat grundforordningens artikel 8, stk. 5, fordi den baserede sin undersøgelse af årsagssammenhængen på en korrekt konstatering af et prisunderbud.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesat grundforordningens artikel 3 ved på den ene side at fastslå, at udbetalinger fra Oil Palm Plantation Fund skal kvalificeres som tilskud i stedet for betalinger for indkøb af biodiesel, og på den anden side, at Oil Palm Plantation Fund-betalingerne medfører en fordel for biodieselproducenterne, da Kommissionen (i) støttede sig på et åbenbart urigtigt kontrafaktisk scenarium og (ii) ikke fandt, at en eventuel fordel blev overført til producenter, der blander biodiesel.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesat grundforordningens artikel 7 ved beregningen af størrelsen af fordelen i henhold til Oil Palm Plantation Fund-ordningen.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat grundforordningens artikel 8, stk. 1 og 2 ved ikke at bygge sin konstatering af truslen om skade på positivt bevismateriale og en objektiv undersøgelse af alle de relevante elementer.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar ved kun at medtage visse væsentlige betragtninger i forbindelse med prisunderbudsanalysen i den anfægtede forordning, hvorved sagsøgeren hindres i at tage stilling til dette spørgsmål.

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2092 af 28. november 2019 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af biodiesel med oprindelse i Indonesien annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgernes omkostninger.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 8, stk. 1, og artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (»grundforordningen«), ved at fastslå, at der forelå et prisunderbud, eftersom den (1) undlod at undersøge hele det relevante bevismateriale og (2) ikke påviste et prisunderbud for produktet som helhed.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen også tilsidesatte grundforordningens artikel 8, stk. 5, fordi den støttede sin analyse af årsagssammenhængen på en urigtig konstatering af, at der forelå et prisunderbud.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen foretog en åbenbart urigtig vurdering og tilsidesatte grundforordningens artikel 3 ved at fastslå, at Indonesiens regering har overdraget eller pålagt leverandørerne af rå palmeolie at levere deres varer mod utilstrækkeligt vederlag, at denne regering har ydet indkomst- eller prisstøtte til leverandørerne af rå palmeolie, og at der derved er givet en fordel.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen foretog en åbenbart urigtig vurdering og tilsidesatte grundforordningens artikel 3 ved på den ene side at fastslå, at betalingerne fra Oil Palm Plantation Fund (»OPPF«) kan kvalificeres som tilskud i stedet for betaling for indkøb af biodiesel, og ved på den anden side at fastslå, at betalingerne fra OPPF giver biodieselproducenterne en fordel, eftersom Kommissionen henholdt sig til et åbenbart urigtigt kontrafaktisk scenarie og undlod at fastslå, at fordelen — hvis der forelå en sådan — blev sendt videre til de virksomheder, der blander biodiesel.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen foretog en åbenbart urigtig vurdering og tilsidesatte grundforordningens artikel 7 ved beregningen af størrelsen af fordelen ifølge OPPF-ordningen.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte grundforordningens artikel 8, stk. 1, og artikel 8, stk. 8, ved ikke at basere sin vurdering af truslen om skade på positivt bevismateriale og en objektiv undersøgelse af alle de relevante faktorer.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgernes ret til forsvar ved først i den anfægtede forordning at medtage visse væsentligste betragtninger angående prisunderbudsanalysen, hvorved sagsøgerne blev hindret i at kommentere dette spørgsmål.