ISSN 1977-0871

Den Europæiske Unions

Tidende

C 124A

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

63. årgang
17. april 2020


Indhold

Side

 

V   Øvrige meddelelser

 

ADMINISTRATIVE PROCEDURER

 

Revisionsretten

2020/C 124 A/01

Stillingsopslag ECA/2020/6 — Databeskyttelsesrådgiver (én stilling — ansættelsesgruppe AD, lønklasse AD 9-AD 12)

1


DA

 


V Øvrige meddelelser

ADMINISTRATIVE PROCEDURER

Revisionsretten

17.4.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CA 124/1


STILLINGSOPSLAG ECA/2020/6 — Databeskyttelsesrådgiver

(én stilling — ansættelsesgruppe AD, lønklasse AD 9-AD 12)

(2020/C 124 A/01)

 

HVEM VI ER

Den Europæiske Revisionsret er Den Europæiske Unions eksterne revisor. Den blev oprettet i 1975 og er en af EU's syv institutioner. Vi har til huse i Luxembourg og beskæftiger ca. 900 personer fra alle EU's medlemsstater som revisorer, støttepersonale og administrativt personale.

Revisionsretten fungerer som et kollegialt organ med 27 medlemmer, et fra hver medlemsstat. Vores revisorer kontrollerer, at EU fører et godt regnskab og anvender sine finansielle regler korrekt, og at dets politikker og programmer opfylder de tilsigtede mål og giver valuta for pengene.

Gennem vores arbejde medvirker vi til at forbedre EU's økonomiske forvaltning og fremme ansvarlighed og gennemsigtighed. Vi advarer om risici, giver sikkerhed, påpeger mangler og succeser og yder vejledning til EU's politiske beslutningstagere og lovgivere. Vi fremlægger vores bemærkninger og anbefalinger for Europa-Parlamentet, EU-Rådet og de nationale regeringer og parlamenter såvel som den brede offentlighed.

I overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (1), har databeskyttelsesrådgiveren en uafhængig funktion og udnævnes direkte af Revisionsretten.

HVAD VI TILBYDER

Med henblik på at udnævne en databeskyttelsesrådgiver (lønklasse AD 9-AD 12) og opstille en liste over egnede ansøgere har Revisionsretten besluttet at indlede en ansættelsesprocedure på grundlag af artikel 29, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (»personalevedtægten«). Med henblik på at udvide ansættelsesmyndighedens valgmuligheder gennemføres denne særlige ansættelsesprocedure, som vedrører en stilling, der kræver specielle kvalifikationer, sideløbende med den interne og den interinstitutionelle procedure for besættelse af ledige stillinger i overensstemmelse med personalevedtægtens artikel 29, stk. 1, litra a)-c).

Databeskyttelsesrådgiverens rolle, mandat og ansvarsområder er fastlagt i forordning (EU) 2018/1725 og i Revisionsrettens gennemførelsesbestemmelser vedrørende databeskyttelsesrådgiveren. Databeskyttelsesrådgiveren sikrer på uafhængig vis, at Revisionsretten anvender loven, der beskytter fysiske personer, korrekt for så vidt angår dens behandling af personoplysninger.

Under Revisionsrettens formands tilsyn omfatter databeskyttelsesrådgiverens ansvar, men er ikke begrænset til:

på uafhængig vis at sikre, at Revisionsretten overholder sine databeskyttelsesforpligtelser i henhold til forordning (EU) 2018/1725

at informere og rådgive Revisionsretten og dens ansatte om at øge kendskabet til spørgsmål vedrørende beskyttelse af personoplysninger

at rådgive om generelle administrative foranstaltninger, der kan påvirke beskyttelsen af personoplysninger, navnlig inden for nye teknologier

at sikre, at de dataansvarlige og de registrerede underrettes om deres rettigheder og forpligtelser i medfør af forordning (EU) 2018/1725

at udarbejde udtalelser og yde rådgivning til Revisionsrettens tjenester og behandle personoplysninger i Revisionsretten, bl.a. også som led i godkendelsesprocessen vedrørende forandringsledelse

at føre et register og en fortegnelse over Revisionsrettens behandling af personoplysninger

at føre et register over brud på persondatasikkerheden

at føre et anonymt register vedrørende udøvelse af de registreredes rettigheder

at høre og undersøge klager og behandle andre anmodninger fra de registrerede og foretage undersøgelser som svar på klager eller på eget initiativ inden for vedkommendes ansvarsområde.

efter anmodning eller på eget initiativ at iværksætte undersøgelser om anliggender og forhold vedrørende mulig overtrædelse af bestemmelserne i forordningen og rapportere om dette

at udarbejde retningslinjer og procedurer inden for bedste praksis vedrørende databeskyttelse og fremme anvendelse af principperne om indbygget privatlivsbeskyttelse og privatlivsbeskyttelse som standard

at samarbejde med den dataansvarlige om at gennemføre konsekvensanalyser vedrørende beskyttelse af privatlivets fred i forbindelse med behandling af personoplysninger

at besvare anmodninger fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS), og inden for rammerne af sine beføjelser, at samarbejde med Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse på dennes anmodning eller på eget initiativ

at underrette Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) om behandling af oplysninger, der kan udgøre en særlig risiko

regelmæssigt at deltage i møder vedrørende databeskyttelsesarbejde, indgå i det interinstitutionelle samarbejde og sikre en gensidig informationsudveksling med andre EU-institutioner og -organer.

Ved indplaceringen af de udvalgte ansøgere i den enkelte ansættelsesgruppe tages der hensyn til deres relevante erhvervserfaring: mindst 9 år for lønklasse AD 9, 12 år for lønklasse AD 10, 15 år for lønklasse AD 11 og 18 år for lønklasse AD 12.

Den månedlige grundløn for lønklasse AD 9 og AD 12 (trin 1) er på nuværende tidspunkt hhv. 8 002,30 EUR og 11 590,57 EUR.

Denne grundløn, som beskattes med en EU-skat, men er fritaget for national beskatning, vil i henhold til de betingelser, der er fastsat i personalevedtægten, og afhængig af personlige forhold og husstandssammensætning i visse tilfælde endvidere blive forhøjet med tillæg.

EU-institutionerne har deres egne ordninger for pension og social sikring, som finansieres med bidrag, der fratrækkes lønnen ved kilden.

Børn af ansatte har gratis adgang til Europaskolen.

HVEM VI SØGER

I.   BERETTIGELSESKRITERIER

Ansættelsesproceduren er åben for alle de ansøgere, som opfylder følgende udvælgelseskriterier ved ansøgningsfristen:

1.   Retlige betingelser

I overensstemmelse med personalevedtægtens artikel 28 skal ansøgere:

være statsborgere i en af Den Europæiske Unions medlemsstater

være i besiddelse af deres borgerlige rettigheder

have opfyldt deres forpligtelser i henhold til gældende love om værnepligt

opfylde de vandelskrav, der stilles for at opfylde de pågældende opgaver.

2.   Uddannelsesniveau

I overensstemmelse med personalevedtægtens artikel 5 skal ansøgere have:

et uddannelsesniveau svarende til afsluttede universitetsstudier med bevis for afsluttet uddannelse, hvor den normale varighed af universitetsuddannelsen er fire år eller derover, eller

et uddannelsesniveau svarende til afsluttede universitetsstudier med bevis for afsluttet uddannelse og relevant erhvervserfaring af mindst et års varighed, hvor den normale varighed af universitetsuddannelsen er mindst tre år.

Kun eksamensbeviser, der er udstedt i EU-medlemsstater eller anerkendt af myndighederne i de pågældende EU-medlemsstater som værende på tilsvarende niveau, tages i betragtning.

3.   Erhvervserfaring

Mindst ni (9) års dokumenteret fuldtidserhvervserfaring, hvoraf fem (5) af relevans for en databeskyttelsesrådgivers arbejdsopgaver, efter erhvervelse af det eksamensbevis, der attesterer opnåelsen af det ovenfor anførte uddannelsesniveau, der kræves for at komme i betragtning.

4.   Sprogkundskaber

Engelsk og fransk er Revisionsrettens arbejdssprog, og derfor kræves der et indgående kendskab til et af disse sprog (mindst niveau C1 for forståelse såvel som mundtlig og skriftlig formulering) og et godt kendskab til det andet sprog (mindst niveau B1 for forståelse såvel som mundtlig og skriftlig formulering).

Du kan vurdere dine sprogkundskaber her:

http://europass.cedefop.europa.eu/da/resources/european-language-levels-cefr

II.   SÆRLIGE KRAV

1.   Viden inden for området

Dokumenteret erhvervserfaring inden for anvendelse af lovgivning om beskyttelse af personoplysninger, helst fra arbejde for/i EU-institutioner, -agenturer eller -organer eller en tilsvarende tjeneste i en national forvaltning i en EU-medlemsstat.

Kendskab til informationsteknologier, herunder tekniske sikkerhedsaspekter.

2.   Fordelagtige kvalifikationer

En universitetsuddannelse i jura, IT eller et områderne af relevans for de ovenfor anførte arbejdsopgaver.

En certificering som databeskyttelsesrådgiver, der er udstedt af det certificeringsorgan, som er beskrevet i artikel 42-43 i den generelle forordning om databeskyttelse, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (2), eller af en international databeskyttelsesorganisation.

3.   Bløde færdigheder

Kapacitet til at levere kvalitet og sikre den mest effektive anvendelse af tilgængelige ressourcer samt have en åben og tilgængelig indstilling og udvise høflighed og objektivitet.

Dokumenteret kapacitet til at analysere komplekse oplysninger, overveje muligheder på en klar og struktureret måde, foreslå og gennemføre anbefalinger og træffe fornuftige beslutninger.

Dokumenteret kapacitet til at arbejde under pres og inden for korte frister, træffe beslutninger rettidigt og omprioritere opgaver som reaktion på ændringer under hastigt skiftende forhold.

Særdeles gode analytiske evner, problem- og konfliktløsningsfærdigheder.

Stærke forhandlingsevner og evne til at forsvare databeskyttelsesprincipper og -rettigheder over for Revisionsrettens øverste ledelse, reviderede enheder og tjenesteydere.

Fremragende interpersonelle og kommunikationsmæssige færdigheder.

PROCEDURE

Udvælgelseskomitéen vil forhåndsudvælge de berettigede ansøgere på grundlag af deres kendskab og/eller erfaring inden for området og deres kvalifikationer, som nævnt under de særlige krav i afsnit II ovenfor. Maks. ti ansøgere (3) vil blive udvalgt på denne måde og indkaldt til en samtale, der vil blive suppleret af en skriftlig kompetenceprøve.

Formålet med samtalen og kompetenceprøven er at vurdere ansøgerens bløde færdigheder, som nævnt under de særlige krav i afsnit II ovenfor, og deres tekniske kompetencer.

Ved procedurens afslutning vil udvælgelseskomitéen opstille en reserveliste over de fem ansøgere (maks.), som bedst opfylder kravene i dette stillingsopslag. De udvalgte ansøgere vil blive opført i alfabetisk rækkefølge.

Optagelse på reservelisten giver ikke på nogen måde ret til ansættelse. Revisionsrettens ansættelsesmyndighed er ansvarlig for alle tilbud om ansættelse. Listen er gældende indtil den 31. december 2021 og kan forlænges.

ANSØGNINGER

Fristen for indgivelse af ansøgninger er den 22. maj 2020 kl. 12.00 (CET).

Ansøgninger skal affattes på engelsk eller fransk og kan kun indgives via onlineformularen vedrørende den opslåede stilling på:

https://www.eca.europa.eu/da/Pages/JobOpportunities.aspx#page-search---index---lang---en_US

Ansøgninger skal ledsages af følgende dokumenter:

et motivationsbrev (maks. 3 sider)

et ajourført CV (maks. 3 sider) udarbejdet ved hjælp af Europass-modellen med angivelse af nøjagtige datoer (jf. http://europass.cedefop.europa.eu).

for tjenestemænd, som gør tjeneste i en anden institution end Revisionsretten, kræves der ud over de to ovennævnte dokumenter et dokument, der bekræfter din ansættelsesgruppe, lønklasse og status som tjenestemand

for ansøgere, der har bestået en almindelig udvælgelsesprøve, eller som er opført på en reserveliste, skal udvælgelsesprøvens eller reservelistens reference angives i deres ansøgning (CV/motivationsbrev/ansøgningsskema).

Bemærk, at der ved evalueringen af din ansøgning kun vil blive taget højde for oplysningerne i dit CV og dit motivationsbrev.

Disse oplysninger vil blive betragtet som ægte og nøjagtige og er derfor bindende for ansøgeren.

Ansøgerne skal efter anmodning kunne fremlægge skriftlige beviser for deres uddannelsesniveau, erhvervserfaring og nuværende arbejdsopgaver, hvis det skønnes nødvendigt.

Interesserede ansøgere bedes udfylde deres onlineansøgning i god tid. Ansøgerne opfordres på det kraftigste til ikke at vente med at indsende ansøgningen til sidste øjeblik. Erfaringen viser, at systemet kan blive overbelastet i tiden op til fristens udløb. Det kan derfor blive vanskeligt at ansøge rettidigt.

Ansøgninger, der ikke opfylder ovennævnte betingelser, vil blive afvist.

ANSÆTTELSESPOLITIK

I overensstemmelse med Revisionsrettens ligestillingspolitik og personalevedtægtens artikel 1d fremmer Revisionsretten mangfoldighed og ligestilling. Revisionsretten accepterer ansøgninger uden forskelsbehandling på noget grundlag og sikrer navnlig en ligelig kønsfordeling i forbindelse med ansættelser som fastsat i artikel 23 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Revisionsretten træffer også foranstaltninger til at forene arbejds- og familieliv.

Hvis ansøgere har særlige behov (knyttet til et handicap eller en funktionsnedsættelse), som skal imødekommes, for at de kan deltage i denne udvælgelsesprocedure, bedes de i god tid sende en e-mail til ECA-Recrutement@eca.europa.eu.

DATABESKYTTELSE

Revisionsretten er forpligtet til at sikre, at ansøgeres personoplysninger behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

For nærmere oplysninger henvises der til den specifikke erklæring om databeskyttelse i forbindelse med ledige stillinger, som kan findes på følgende adresse:

https://www.eca.europa.eu/Lists/ECADocuments/Specific_Privacy_Statement_vacancies/Specific_Privacy_Statement_vacancies_DA.PDF.

ANMODNING OM GENBEHANDLING — KLAGEADGANG — KLAGE TIL DEN EUROPÆISKE OMBUDSMAND

På et hvilket som helst tidspunkt under udvælgelsesproceduren kan du, hvis du anser en afgørelse, der vedrører dig, for at være forkert, gøre brug af følgende:

I.   Anmodning om at udvælgelseskomitéen genbehandler sin afgørelse

Du kan indgive en skriftlig og begrundet anmodning om fornyet overvejelse af en afgørelse truffet af udvælgelseskomitéen. Denne anmodning skal sendes inden for 10 dage efter meddelelsen af afgørelsen til ECA-Recours@eca.europa.eu.

II.   Klageadgang

I medfør af personalevedtægtens artikel 90, stk. 2, kan du indgive en klage over Revisionsrettens afgørelse om at afvise din ansøgning inden for tre måneder fra meddelelsen af afgørelsen. Klagen skal sendes til følgende adresse:

Generalsekretæren

Den Europæiske Revisionsret

12, rue Alcide De Gasperi

L-1615 Luxembourg

LUXEMBOURG

III.   Retslig klage

I medfør af personalevedtægtens artikel 91 kan du indgive en klage over en afgørelse om at afvise din klage, hvis du mener, at den går dig imod, til Den Europæiske Unions Domstol. Denne klage skal fremsættes af en advokat senest tre måneder efter meddelelsen af afgørelsen om at afvise klagen.

IV.   Klage til Den Europæiske Ombudsmand

Hvis du mener, at Revisionsretten ikke har behandlet din sag korrekt, har du ret til at indgive en klage for Den Europæiske Ombudsmand efter først at have kontaktet Revisionsretten med henblik på at bilægge tvisten. Denne klage skal du indgive skriftligt senest to år efter at have opdaget de relevante forhold. En elektronisk klageformular kan findes på Den Europæiske Ombudsmands websted. En klage til Den Europæiske Ombudsmand suspenderer ikke ovennævnte klagefrister.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).

(3)  Hvis der er tilstrækkeligt mange ansøgere.