Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om beskatning/private investeringer og målene for bæredygtig udvikling — samarbejde med FN's ekspertudvalg om internationalt samarbejde på skatteområdet

(initiativudtalelse)

(2020/C 97/01)

Ordfører:

Krister ANDERSSON

Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
Plenarforsamlingens beslutning	24.1.2019
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	29.11.2019
Vedtaget på plenarforsamlingen	11.12.2019
Plenarforsamling nr.	548
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	129/0/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Skattepolitikker er af afgørende betydning for målene for bæredygtig udvikling (verdensmålene), da de fastlægger de økonomiske rammebetingelser for investeringer, beskæftigelse og innovation og samtidig sikrer regeringen indtægter til finansieringen af de offentlige udgifter. Hvis politikkerne afstemmes yderligere, og der iværksættes foranstaltninger, der øger troværdigheden, vil der kunne tiltrækkes flere private investeringer, og den globale investeringskløft vil kunne lukkes, da det vil have positiv indvirkning på kapitalstrømmene fra kapitalintensive stater til udviklingsøkonomier med investeringsbehov.

1.2.

Virksomheder leverer værdifulde varer og tjenesteydelser i økonomierne og er vigtige drivkræfter for investeringer, produktivitet, inklusiv økonomisk vækst og jobskabelse. Da virksomheder er forskellige og omfatter alt lige fra SMV'er til multinationale selskaber, er de en vigtig kilde til ekspertise, kreativitet og innovation, og bidrager til at løse mange af udfordringerne forbundet med bæredygtig udvikling.

1.3.

En stor procentdel af uformelle økonomiske aktiviteter fører til smalle skattegrundlag, hvilket reducerer potentialet for skatteopkrævning yderligere og skaber øget forvridning. Skattegrundlag bør være så brede som muligt og muliggøre så ikkeforvridende skattesatser som muligt.

1.4.

EØSU understreger, at en vellykket tilvejebringelse af indenlandske ressourcer kræver, at 1) skatteafgørelser træffes på åben og gennemsigtig vis, 2) der indføres systemer, der sikrer, at civilsamfundsorganisationer og parlamentsmedlemmer holdes ansvarlige, 3) der er gennemsigtighed med hensyn til skatter og udgifter fra regeringernes side, og at 4) skatter er synlige.

1.5.

Den private sektor spiller en vigtig rolle med hensyn til at fremme ligestilling mellem kønnene. Lønpolitikker samt uddannelse på arbejdspladsen er vigtige for at fremme lige muligheder for mænd og kvinder i forhold til karrieremuligheder og faglig udvikling. De muligheder, der er knyttet til kvindernes deltagelse i den globale økonomi, er enorme og bør virke som en drivkraft for inklusiv økonomisk vækst, innovation og produktivitet.

1.6.

Politikker vedrørende beskatning af den digitale økonomi bør have til formål at fremme og ikke lægge hindringer i vejen for økonomisk vækst og grænseoverskridende handel og investeringer. I lyset af de digitale virksomheders stadig større betydning er der behov for at udvikle en ny metode for fastsættelse af den beskatningsmæssige tilknytning og fordeling af overskud med henblik på at fastlægge beskatningsretten mellem markedslande og det land, hvori de multinationale selskaber har hovedsæde.

1.7.

EØSU finder det vigtigt, at alle nye regler for fordeling af beskatningsretten mellem landene er retfærdige for både små og store forbrugerlande samt for udviklede lande og udviklingslande. Bidrag til innovation, iværksætteri osv. skal anerkendes med rimelige vederlag. Indtægterne fra selskabsskat er lave set i forhold til de samlede skatteindtægter, men alligevel vigtige for tilvejebringelsen af ressourcer og finansieringen af den fornødne infrastruktur, forskning og udvikling, uddannelse, sundhedspleje osv.

1.8.

EØSU bemærker, at EU-medlemsstaterne er blandt dem, der er nået længst i forhold til verdensmålene. Udvalget understreger, at EU og medlemsstaterne er nødt til at tage skridt hen imod bæredygtige finanspolitiske og skattemæssige systemer for at kunne opfylde verdensmålene. På alle niveauer er det helt afgørende at inddrage det organiserede civilsamfund for at opfylde verdensmålene, da civilsamfundet repræsenterer vigtige interessenter i forhold til gennemførelsen af 2030-dagsordenen, og en stor del af de krævede investeringer vil komme fra den private sektor.

1.9.

EØSU glæder sig over platformen for skattesamarbejde, som er et fælles initiativ fra Den Internationale Valutafond (IMF), Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), De Forenede Nationer (FN) og Verdensbankgruppen (WBG), da den fremmer interaktionen mellem fastsættelse af standarder, kapacitetsopbygning og teknisk bistand vedrørende international skat. EØSU mener, at EU også burde være medlem af platformen.

1.10.

EØSU opfatter arbejdet om beskatning/private investeringer og verdensmålene i FN’s ekspertudvalg om internationalt skattesamarbejde som yderst vigtigt for at fremme den globale dialog og mener, at det leverer et stort bidrag til peerlæring og udveksling af bedste praksis. EØSU understreger, at det europæiske civilsamfund må spille en aktiv rolle i denne afgørende internationale debat.

2.   Introduktion til investeringer, beskatning og verdensmålene

2.1.

2030-dagsordenen er centreret omkring 17 verdensmål for bæredygtig udvikling (verdensmålene) (1) og 169 delmål, hvis sigte er at gribe ind over for de miljømæssige, politiske og økonomiske udfordringer, som verden står overfor.

2.2.

Private investeringer spiller en vigtig rolle med hensyn til at nå målene, og investerings- og skattepolitikkerne skal afstemmes yderligere for at fremme investeringer, jobskabelse og bæredygtig økonomisk vækst på verdensplan. OECD har i den henseende allerede gjort en stor indsats, bl.a. med projektet om udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud (BEPS) (2) og initiativet politikkohærens for bæredygtig udvikling (2018) (3).

2.3.

Skattepolitikker er af afgørende betydning for verdensmålene, da de fastlægger de økonomiske rammebetingelser for investeringer, beskæftigelse og innovation og samtidig sikrer regeringen indtægter til finansieringen af de offentlige udgifter. Hvis politikkerne afstemmes yderligere, og der iværksættes foranstaltninger, der øger troværdigheden, vil der kunne tiltrækkes flere private investeringer, og den globale investeringskløft vil kunne lukkes, da det vil have positiv indvirkning på kapitalstrømmene fra kapitalintensive stater til udviklingsøkonomier med investeringsbehov.

2.4.

Bekæmpelse af skatteundgåelse og nedbringelse af skattekonkurrencen på globalt plan er af stor betydning for at nå verdensmålene. I en tid med økonomiske stramninger og budgetmæssige begrænsninger har faldet i skatteindtægter fra selskaber en negativ indvirkning på de sociale beskyttelsessystemers bæredygtighed, og den kan føre til en degressiv beskatning, hvis skattebyrden overgår til forbrugere og arbejdstagere.

2.5.

I udviklingslande med størst behov for ressourcer er der stadig udfordringer forbundet med skatteopkrævning. Bidraget fra personlige indkomstskatter er ofte meget lavt i udviklingslandene — blot få procent af BNP — mens det i de udviklede lande udgør hovedparten af skatteindtægterne, navnlig hvis de sociale bidrag regnes med.

2.6.

Forvaltningen og anvendelsen af skatteindtægterne er ligeledes meget vigtig. Det skal bemærkes, at visse lande, navnlig lande i Afrika, anvender 25-35 % mere input i både uddannelses- og sundhedssektoren til at producere samme output som de mere udviklede og velfungerende lande (4). Det er derfor vigtigt at sikre, at de offentlige udgifter er omkostningseffektive.

3.   Beskatning som et instrument til beskyttelse af miljøet

3.1.

En sammenhængende ramme og gennemførelsesplan for beskatning af anvendelsen af naturressourcer ville være hensigtsmæssig i forhold til adskillige af de verdensmål, der vedrører klimabeskyttelse. Miljøafgiftspolitikker kan anvendes til at bekæmpe klimaforandringer (mål 13) (5) og beskytte økosystemerne i havet og på land (mål 14 og 15) (6). Ved at påvirke prisfastsættelsesstrukturen for input kan skatte- og afgiftspolitikker anvendes til at fremme ren energi til en overkommelig pris (mål 7) (7) og en ansvarlig anvendelse af de fælles naturressourcer (mål 12) (8).

3.2.

Fra et økonomisk synspunkt er hensigten med miljøafgifter at korrigere for eksterne effekter, dvs. for situationer, hvor forurenerne kan vælte omkostningerne fra miljøskader over på samfundet. Et eksempel herpå er udledningen af drivhusgasser. Civilsamfundet og erhvervslivet vil med stor fordel kunne inddrages i tilrettelæggelsen af disse afgifter, idet man gennem politikkerne til skærpelse af lovrammerne vil kunne sikre, at incitamenterne for den private sektor er afstemt med de offentlige mål (9).

3.3.

Et eksempel på et policy-mix inden for skatter og afgifter kunne være en udfasning af subsidier til ineffektive fossile brændstoffer (mål 12.c) (10). Dette ville resultere i store budgetbesparelser for regeringerne og tillige gøre denne type brændstof mindre attraktiv for virksomheder og forbrugere. Hvis disse besparelser bruges til at øge andelen af vedvarende energi i den globale energiforsyning (mål 7.2) (11), kan de fremme målet om, at alle skal have adgang til ren energi (mål 7.1) (12). Hvis der indføres yderligere politikker til fremme af investeringer i infrastruktur til ren energi (mål 7.b) (13), vil det bane vej for en afkobling af økonomisk vækst fra miljøforringelse (mål 8.4) (14).

3.4.

Princippet om at afstemme virksomhedsincitamenter med de offentlige mål er i tråd med Addis Abeba-handlingsplanen (15), hvorunder virksomhederne blev opfordret til at indføre en kerneforretningsmodel, som tager højde for de miljømæssige, sociale og forvaltningsmæssige konsekvenser af deres aktiviteter. Virksomheder leverer værdifulde varer og tjenesteydelser i økonomierne og er vigtige drivkræfter for investeringer, produktivitet, inklusiv økonomisk vækst og jobskabelse. Da virksomheder er forskellige og omfatter alt lige fra SMV'er til multinationale selskaber, er de en vigtig kilde til ekspertise, kreativitet og innovation, og bidrager til at løse mange af udfordringerne forbundet med bæredygtig udvikling. Med henblik på at nå verdensmålene vedrørende bekæmpelse af klimaforandringer bør den private sektor overholde en adfærdskodeks, som i væsentlig grad øger de grønne investeringer og reducerer eller eliminerer investeringer med negativ indvirkning på miljøet.

3.5.

I betragtning af at verdensmålene er indbyrdes sammenhængende, er civilsamfundets deltagelse afgørende for at sikre, at de tre aspekter af bæredygtig udvikling (økonomisk, social og miljømæssig) afspejles i politikkernes udformning og gennemførelse. Miljøafgifter er traditionelt blevet betragtet som degressive, hvilket betyder, at de mærkes kraftigere i lavindkomsthusstande. Det er derfor vigtigt at sikre, at politikkerne bliver ved med at være socialt bæredygtige.

3.6.

EØSU er ikke tilhænger af vilkårlige afgifter, som vil have negative og uforholdsmæssige konsekvenser for samfundets fattigste og mindre velstillede og tillige undergrave flere af verdensmålene. Således vil en betydelig afgiftsforøgelse på varer og tjenesteydelser uden bæredygtige alternativer kun være en byrde og ikke kunne være egnet til at målene.

3.7.

EØSU ønsker at understrege den rolle, som civilsamfundsorganisationerne spiller i at overvåge gennemførelsen af verdensmålene, sikre at foranstaltningerne er socialt acceptable og gøre opmærksom på behovet for at revidere indikatorerne (16).

3.8.

EØSU ønsker at understrege behovet for at skabe de rette betingelser, der sikrer, at både private og offentlige midler går til de bæredygtige langsigtede investeringer, som en bæredygtig økonomi har brug for (17).

4.   Beskatning af den uformelle økonomi

4.1.

For at kunne finansiere de offentlige investeringer og udgifter, der er nødvendige for at nå verdensmålene, er det vigtigt, at regeringernes skattegrundlag udvides ved at beskatte den uformelle økonomi. Ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation er mere end 61 % af den globale arbejdsstyrke (2 mia. mennesker) beskæftiget i den uformelle sektor, og på verdensplan findes 93 % af den uformelle beskæftigelse i vækst- og udviklingslandene. Derfor er det særdeles vigtigt, at der udformes skatte- og afgiftspolitikker og en institutionel ramme, som gør det muligt at integrere den uformelle sektor i den formelle økonomi.

4.2.

Den uformelle økonomis fremtrædende rolle navnlig i udviklingslandene betyder, at borgernes og virksomhedernes daglige økonomiske aktiviteter ikke indgår i skattegrundlaget. I mange tilfælde er valget om at operere uden for den formelle økonomi ikke et aktivt valg, men derimod det eneste praktiske alternativ for virksomheder og arbejdstagere, som enten ikke kan få adgang til den formelle sektor eller er blevet udelukket fra den. Inklusionen af den uformelle økonomi skal fremmes ved hjælp af effektive institutioner (mål 16.a og 16.6) (18), som gør det muligt for arbejdstagere, virksomheder og forbrugere at bidrage til statens skattegrundlag til gengæld for social beskyttelse og sociale tjenester. Som en forudsætning for bæredygtig udvikling bør navnlig retfærdighed, gennemsigtighed og effektivitet i skattesystemerne gøres til en prioritet.

4.3.

Mange virksomheder ville være villige til at lade sig formalisere, da der er skjulte omkostninger for SMV'er, der opererer uden for den formelle økonomi, og mange fordele for virksomheder, som lader sig formalisere. Fordelene ved at lade sig formalisere inkluderer nemmere adgang til kredit og finansielle instrumenter (mål 8.10) (19), uddannelses- og støtteprogrammer, offentlige indkøbskontrakter, ejendomsrettigheder samt muligheden for at samarbejde med større virksomheder. Omkostningerne til formalisering er udgifter til registrering og licenser, udgifter til overholdelse af skattereglerne og udgifter til overholdelse af arbejdsmarkedslovgivningen og andre nationale bestemmelser. Hvis procedurerne for registrering, udstedelse af licenser og overholdelse af skattereglerne blev forenklet, ville det være et incitament for virksomhederne til at lade sig formalisere.

4.4.

Denne proces kan i mange situationer, hvor den uformelle økonomi er vidt forgrenet, i høj grad blive fremmet af virksomheder generelt og undertiden især af kooperativer, som for mange mennesker uden økonomiske midler åbner muligheden for at opstarte en økonomisk aktivitet eller iværksættervirksomhed selv med en meget lille kapitaltilførsel.

4.5.

Hvis mikrovirksomheder og SMV'er tilskyndes til at lade sig formalisere banes der vej for politikker, som understøtter jobskabelse og virksomheder i vækst (mål 8.5) (20). Arbejdsmarkedsbestemmelser for at sikre anstændige arbejdsforhold skal overholdes (mål 8.5). Ligesom øget tilsyn og regelmæssig kontrol med de økonomiske aktiviteter vil gøre det muligt for regeringer at vedtage politikker, navnlig finans-, løn- og socialpolitikker til gradvis opnåelse af større lighed (mål 10.4).

4.6.

Selv om fordelene ved et velfungerende skatteopkrævningssystem er åbenlyse, er der fortsat udfordringer med hensyn til, hvordan de nødvendige ændringer skal gennemføres for at øge staternes kapacitet i denne henseende. Tidligere erfaringer viser, at mange af de tiltag, der har været rettet mod dette mål, ofte har resulteret i skævvridninger, lave afkast, høje opkrævningsomkostninger håndhævelsesrelaterede udfordringer og endda kapitalflugt. I betragtning af at mange udviklingslande har færre midler, bør tiltag til forbedring af skattesystemernes administrative effektivitet prioriteres. Den private sektor kan tilbyde bistand inden for kapacitetsopbygning og således overføre erfaringer fra de højtudviklede lande og økonomier (21).

4.7.

De administrative omkostninger og efterlevelsesomkostningerne skal tages i betragtning, når regeringerne forsøger at lukke indtægtskløfter, uanset om der er tale om direkte eller indirekte skatter. Der skal tages særligt hensyn til situationen for lavindkomstgrupper og fordelingen af skattebyrden på tværs af indkomstgrupper. Voksende ulighed kan sætte skattemoralen over styr. Udvalget mener, at et korrekt indrettet progressivt skattesystem kan sikre en retfærdig fordeling af skattebyrden og yde et væsentligt bidrag til at mindske uligheder og reducere fattigdommen.

4.8.

En høj procent af uformelle økonomiske aktiviteter resulterer i smalle skattegrundlag, der igen reducerer potentialet for skatteopkrævning og øger skævvridningerne. Det er vigtigt at fremhæve behovet for at mobilisere ressourcer med henblik på at forbedre den nationale skatteopkrævning (mål 17.1) (22) og bekæmpe skatteunddragelse og hvidvaskning af penge. Landene er nødt til at forbedre deres samarbejde om at bekæmpe ulovlige finansstrømme, og EU bør overveje at opstille en koordineret liste over mulige modforanstaltninger.

4.9.

EØSU understreger, at en vellykket tilvejebringelse af indenlandske ressourcer kræver, at 1) skatteafgørelser træffes på åben og gennemsigtig vis, 2) der indføres systemer, der sikrer, at civilsamfundsorganisationer og parlamentsmedlemmer holdes ansvarlige, 3) der er gennemsigtighed med hensyn skatter og udgifter fra regeringernes side, og at 4) skatter er synlige (23).

5.   Beskatning og ligestilling mellem kønnene

5.1.

Verdensmål 5 sigter mod at afskaffe alle former for diskrimination mod kvinder og fremme politikker for ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder. En forudsætning for at styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder er, at de sikres lige rettigheder til de økonomiske ressourcer samt adgang til ejerskab og kontrol over jord og andre former for ejendom, finansielle tjenester, arv og naturressourcer (mål 5.a) (24). Ved at arbejde for kvinders økonomiske uafhængighed fremmes deres fulde og effektive deltagelse, og de sikres flere lige muligheder for lederskab på alle niveauer af beslutningstagningen inden for politik, økonomi og det offentlige liv (mål 5.5) (25). Opfyldes disse mål, som garanterer kvinder økonomiske rettigheder, vil også andre verdensmål blive styrket, f.eks. mål 8 (anstændigt arbejde og økonomisk vækst) og mål 16 (fred, retfærdighed og stærke institutioner).

5.2.

Den private sektor spiller en vigtig rolle med hensyn til at fremme ligestilling mellem kønnene. Lønpolitikker samt uddannelse på arbejdspladsen er vigtige for at fremme lige muligheder for mænd og kvinder i forhold til karrieremuligheder og faglig udvikling. Kvinders deltagelse i den globale økonomi rummer enorme muligheder og bør fungere som en drivkraft for inklusiv økonomisk vækst, innovation og produktivitet.

5.3.

Der er en tæt sammenhæng mellem mindskelse af den uformelle sektor og ligestilling mellem kønnene. Når virksomheder ikke betaler skat, har de offentlige myndigheder (statslige, regionale og lokale) færre midler til de offentlige tjenester, bæredygtig infrastruktur og social beskyttelse, som alle er vigtige for ligestillingen mellem kønnene. Hvis der ikke bruges nok penge på det sociale område, og hvis infrastrukturen ikke er god nok, rammes de fattige, og ofte er det især kvinderne.

6.   Beskatning i den digitale økonomi

6.1.

Den hastige digitalisering af økonomien er en vigtig drivkraft for den økonomiske vækst på verdensplan. Digitaliseringen gør det desuden muligt for skattemyndighederne at indsamle oplysninger på en mere effektiv måde samt levere bedre tjenesteydelser til skatteyderne. Digitaliseringen af økonomierne har imidlertid gjort spørgsmålet om, hvor indtægter og overskud indtjenes og skabes, og hvordan de fordeles mellem landene, aktuelt. Digitale tjenester kan leveres på afstand uden nogen fysisk tilstedeværelse i den jurisdiktion, hvor forbrugsmarkedet ligger.

6.2.

Politikker vedrørende beskatning af den digitale økonomi bør have til formål at fremme og ikke hæmme den økonomiske vækst og grænseoverskridende handel og investeringer. I lyset af de digitale virksomheders stadig større betydning er der behov for at udvikle en ny metode for fastsættelse af den beskatningsmæssige tilknytning og fordeling af overskud med henblik på at fastlægge beskatningsretten mellem markedslande og det land, hvori de digitale multinationale selskaber har deres hovedsæde (26).

6.3.

Dette kræver, at man på internationalt plan finder frem til en accepteret løsning for, hvordan disse nye forretningsmodeller skal beskattes, samtidig med at der tages hensyn til behovene i både de udviklede lande og udviklingslandene (27). For at kunne gennemføre en beskatningsmodel i den digitale økonomi er det nødvendigt, at der etableres en ramme for øget samarbejde mellem de nationale skattemyndigheder og en tvistbilæggelsesmekanisme for tvister mellem flere parter.

6.4.

I OECD's foreløbige rapport med titlen Tax Challenges Arising from Digitalisation — Interim Report 2018. (marts 2018) (28) beskrives retningslinjerne for arbejdet inden for den inklusive ramme (29) vedrørende digitalisering og de internationale skatteregler frem til 2020. Deri beskrives, hvordan digitaliseringen også påvirker andre områder af skattesystemet, og giver skattemyndighederne nye redskaber, der skal forbedre tjenesteydelserne til skatteyderne, hvilket vil gøre skatteopkrævningen og afsløring af skattesvig mere effektiv. Der ventes en endelig rapport fra OECD/den inklusive ramme i 2020.

6.5.

EØSU finder det vigtigt, at alle nye regler vedrørende fordelingen af beskatningsretten mellem landene er retfærdige for både små og store forbrugerlande samt for udviklede lande og udviklingslande. Bidrag i form af innovation, iværksætteri osv., skal anerkendes med rimelige vederlag. Indtægterne fra selskabsskat udgør en lille del af de samlede skatteindtægter, men er alligevel vigtige for tilvejebringelsen af ressourcer og finansieringen af den fornødne infrastruktur, forskning og udvikling, uddannelse, sundhedspleje osv.

7.   Betydningen af private investeringer for at kunne opfylde verdensmålene

7.1.

EØSU bemærker, at EU-medlemsstaterne er blandt dem, der er nået længst i forhold til mange af verdensmålene. Udvalget understreger, at EU og medlemsstaterne er nødt til at tage skridt hen imod fremtidssikrede finanspolitiske og skattemæssige systemer for at kunne opfylde verdensmålene.

7.2.

På alle niveauer er det helt afgørende at inddrage det organiserede civilsamfund, hvis verdensmålene skal opfyldes, da civilsamfundet repræsenterer vigtige interessenter i forhold til gennemførelsen af 2030-dagsordenen, og en stor del af de krævede investeringer vil komme fra den private sektor.

7.3.

Virksomhederne er globale drivkræfter for produktivitet, inklusiv økonomisk vækst, jobskabelse, investeringer og innovation. Ekspertisen i den private sektor er nøglen til at løfte mange af de udfordringer, der er forbundet med bæredygtig udvikling.

7.4.

Investeringer, herunder direkte udenlandske investeringer, spiller en vigtig rolle med hensyn til at udrydde fattigdom, bekæmpe klimaforandringer og sikre inklusiv bæredygtig vækst (30). Eksempelvis vil opfyldelsen af mål 8 (31) kræve flere investeringer fra den private sektor. I Addis Abeba-handlingsplanen (2015) anerkendes dette, idet det anføres, at private forretningsaktiviteter, investeringer og innovation er de væsentligste drivkræfter for produktivitet, inklusiv økonomisk vækst og jobskabelse.

7.5.

EØSU understreger, at forudsigelige skatteregler har afgørende betydning for grænseoverskridende handel, erhvervsinvesteringer, beskæftigelse og vækst. Aftaler om indkomstskat kan bidrage til vækst i samhandelen ved at skabe større klarhed for virksomhederne, reducere dobbeltbeskatning samt etablere en mekanisme til bekæmpelse af aggressiv skatteplanlægning og skatteunddragelse. Regeringerne skal nå til enighed om acceptable former for skattekonkurrence, og virksomhederne skal overholde de regler og principper, som landene er blevet enige om.

7.6.

OECD og IMF offentliggjorde for nylig en fælles rapport om klarhed på skatteområdet som et svar på den af G20-lederne udtrykte voksende bekymring over den skattemæssige usikkerhed og indvirkningen heraf på handelen og investeringerne over grænserne, især hvad angår international beskatning.

7.7.

I Verdensbankens rapport om betaling af skatter fra 2018 (32) bemærkes det, at skattebyrden for mange virksomheder i udviklingslandene allerede er ret høj. Eksempelvis er de effektive skattesatser i Afrika syd for Sahara for mellemstore virksomheder syv procentpoint højere end gennemsnittet på verdensplan. Med skattepolitikker, som især i udviklingsøkonomierne fremmer investeringer og innovation, vil der kunne vindes meget med hensyn til at tiltrække direkte udenlandske investeringer, og som en følge deraf vil der blive skabt muligheder for anstændigt arbejde, innovation og øget produktivitet, og landenes bruttonationalprodukt vil reelt blive øget.

7.8.

Virksomhederne er nødt til at være gennemsigtige over for skattemyndighederne. Ifølge OECD er hovedformålet med landeopdelt rapportering at udvikle et risikovurderingsværktøj på højt niveau, som kan give skattemyndighederne et bedre overblik over de multinationale selskabers globale aktiviteter og betalte skatter, samtidig med at det på ingen måde skal udgøre beskatningsgrundlaget. Derudover er der også behov for større gennemsigtighed fra regeringernes side med hensyn til, hvor meget skat der opkræves, og hvordan skatten anvendes.

7.9.

Der er undertiden en fejlagtig opfattelse af, at udviklingsbistand kan finansieres fuldstændigt eller overvejende ved at slå hårdt ned på multinationale selskabers tvivlsomme skattepraksis. Ifølge upartiske skøn fra OECD beløb de multinationale selskabers udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud (BEPS) sig til 100-240 mia. USD, inden der blev iværksat modforanstaltninger (33). I EU blev BEPS anslået til at udgøre 0,3 % af BNP (34). Selv om der er tale om et betydeligt beløb, er det ikke tilstrækkeligt til at kunne finansiere gennemførelsen af verdensmålene. Derudover vil disse indtægter næppe tilfalde de lande, som har mest behov for udviklingsmidler. Den vigtigste indtægtskilde til finansieringen af verdensmålene er bæredygtig økonomisk vækst. Der er derfor behov for skattepolitikker, som fremmer bæredygtig økonomisk, social og miljørigtig vækst for at nå disse mål.

7.10.

EØSU glæder sig over platformen for skattesamarbejde, som er et fælles initiativ fra Den Internationale Valutafond (IMF), Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), De Forenede Nationer (FN) og Verdensbankgruppen (WBG), da den fremmer interaktionen mellem fastsættelse af standarder, kapacitetsopbygning og teknisk bistand vedrørende international skat. EØSU mener, at EU også burde være medlem af platformen.

7.11.

EØSU opfatter arbejdet om beskatning/private investeringer og målene for bæredygtig udvikling i FN’s ekspertudvalg om internationalt skattesamarbejde som yderst vigtigt for at fremme den globale dialog og mener, at det leverer et stort bidrag til peerlæring og udveksling af bedste praksis. EØSU understreger, at det europæiske civilsamfund må spille en aktiv rolle i denne afgørende internationale debat.

---

(1)  https://sustainabledevelopment.un.org/topics/sustainabledevelopmentgoals.

(2)  http://www.oecd.org/tax/beps/.

(3)  http://www.oecd.org/publications/policy-coherence-for-sustainable-development-2018-9789264301061-en.htm.

(4)  https://openknowledge.worldbank.org/bitstream/handle/10986/8325/wps3645.pdf?sequence=1&isAllowed=y.

(5)  Mål 13 — Handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser.

(6)  Mål 14 — Bevare og sikre bæredygtig brug af verdens have og deres ressourcer, mål 15 — Beskytte, genoprette og støtte bæredygtig brug af økosystemer på land, bekæmpe ørkendannelse, standse udpining af jorden og tab af biodiversitet.

(7)  Mål 7 — Sikre at alle har adgang til pålidelig, bæredygtig og moderne energi til en overkommelig pris.

(8)  Mål 12 — Sikre bæredygtigt forbrug og bæredygtige produktionsformer.

(9)  For yderligere information se ICC »Business Charter for Sustainable Development — Business Contributions to the Sustainable Development Goals«, https://iccwbo.org/content/uploads/sites/3/2015/09/ICC-Business-Charter-for-Sustainable-Development-Business-contributions-to-the-UN-Sustainable-Development-Goals.pdf.

(10)  12.c. — Rationalisere ineffektive fossile brændstof-subsidier, der tilskynder unødvendigt forbrug ved at fjerne markedsforvridninger i overensstemmelse med nationale forhold, herunder omlægning af beskatningsregler og udfasning af skadelige subsidier, hvor de eksisterer, for at afspejle deres miljøpåvirkninger under fuld hensyntagen til de særlige behov og vilkår, der gør sig gældende for udviklingslande, og minimere eventuelle negative virkninger på deres udvikling på en måde, der beskytter de fattige og de berørte samfund.

(11)  7.2. — Inden 2030 skal andelen af vedvarende energi i det globale energimix øges væsentligt.

(12)  7.1. — Inden 2030 skal alle sikres adgang til pålidelig og moderne energiforsyning til en overkommelig pris.

(13)  7.b. — Inden 2030 skal infrastrukturen udvides og teknologien opgraderes til at kunne levere moderne og bæredygtig energiforsyning til alle i udviklingslandene, især de mindst udviklede lande, udviklingslande bestående af små øer og udviklingslande uden adgang til havet i overensstemmelse med deres respektive støtteprogrammer.

(14)  8.4. — Gradvist forbedre indtil 2030 den globale ressourceudnyttelse inden for forbrug og produktion og forsøge at afkoble økonomisk vækst fra miljøforringelse, i overensstemmelse med den 10-årige Ramme for Programmer for Bæredygtig Forbrug og Produktion, med de udviklede lande i spidsen.

(15)  https://sustainabledevelopment.un.org/index.php?page=view&type=400&nr=2051&menu=35.

(16)  EØSU's igangværende udtalelse om Den bæredygtige økonomi, vi har brug for (endnu ikke offentliggjort), pkt. 1.10 — EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde en plan for en »grøn skattereform« i EU's medlemsstater, der kan bruges til at afstemme skatte- og tilskudspolitikker og prædistributive politikker med målet om at realisere en retfærdig omstilling til en trivselsøkonomi.

(17)  EØSU's udtalelse om Næste skridt hen imod en bæredygtig europæisk fremtid (EUT C 345 af 13.10.2017, s. 91).

(18)  16.a. — Relevante nationale institutioner skal styrkes, bl.a. gennem internationalt samarbejde, for at opbygge kapacitet på alle niveauer, og i særdeleshed i udviklingslande, for at forhindre vold og bekæmpe terrorisme og kriminalitet.

16.6. — Der skal udvikles effektive, ansvarlige og gennemsigtige institutioner på alle niveauer.

(19)  8.10. — Styrke indenlandske finansielle institutioners kapacitet til at fremme og udvide adgang til bankforretninger, forsikring og finansielle tjenesteydelser.

(20)  8.5. — Inden 2030 skal der opnås fuld og produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde for alle kvinder og mænd, herunder også unge og personer med handicap, og med lige løn for arbejde af samme værdi.

(21)  FN's klimapanel (IPCC) har iværksat et sådant program.

(22)  17.1. — National ressourcemobilisering skal styrkes, bl.a. gennem international støtte til udviklingslande, for at forbedre den nationale kapacitet til skatte- og andre indtægtsopkrævninger.

(23)  Nogle af disse problemstillinger behandles i denne artikel: Promoting Tax Bargains in Uganda and Beyond: The Importance of Civil Society and Parliamentarians.

(24)  5.a. — Der skal gennemføres reformer for at give kvinder lige rettigheder til økonomiske ressourcer samt adgang til ejerskab og kontrol over jord og andre former for ejendom, finansielle tjenester, arv og naturressourcer i henhold til nationale love.

(25)  5.5. — Kvinder skal sikres fuld og effektiv deltagelse og lige muligheder for lederskab på alle niveauer af beslutningstagningen inden for politik, økonomi og det offentlige liv.

(26)  Se EØSU's udtalelse om beskatning i den digitale økonomi (EUT C 353 af 18.10.2019, s. 17).

(27)  Se EØSU's udtalelser om beskatning af multinationale selskabers overskud i den digitale økonomi (EUT C 367 af 10.10.2018, s. 73) og om beskatning i den digitale økonomi (EUT C 353 af 18.10.2019, s. 17).

(28)  http://www.oecd.org/tax/tax-challenges-arising-from-digitalisation-interim-report-9789264293083-en.htm.

(29)  OECD's inklusive ramme.

(30)  Se erhvervslivets erklæring for bæredygtig udvikling, ICC (2015).

(31)  Mål 8 — Fremme vedvarende, inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse samt anstændigt arbejde til alle.

(32)  https://www.doingbusiness.org/en/reports/thematic-reports/paying-taxes.

(33)  BEPS-rapport (2015), OECD.

(34)  Se EØSU's udtalelse — På vej mod en mere effektiv og demokratisk beslutningstagning inden for EU's skattepolitik (EUT C 353 af 18.10.2019, s. 90).

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om en bindende FN-traktat om erhvervslivet og menneskerettigheder

(initiativudtalelse)

(2020/C 97/02)

Ordfører:

Thomas WAGNSONNER

Plenarforsamlingens beslutning	24.1.2019
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Eksterne Forbindelser
Vedtaget i sektionen	28.11.2019
Vedtaget på plenarforsamlingen	11.12.2019
Plenarforsamling nr.	548
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	136/23/12

1.   Konklusioner og anbefalinger

Konklusioner

1.1.

EØSU anerkender fuldt ud menneskerettighederne som et universelt, umisteligt, udeleligt, indbyrdes afhængigt, indbyrdes forbundet og dermed obligatorisk grundlag for ethvert samfundsmæssigt engagement. Menneskerettigheder er et fundament for Europas rigdom og et fredeligt liv. EØSU understreger, at alle sociale og politiske menneskerettigheder skal sikre alle mennesker en værdig tilværelse, og at en overtrædelse af dem ikke må føre til uberettigede fortjenester.

1.2.

Krænkelser af menneskerettighederne kan bedre forhindres, hvis der foreligger en internationalt vedtaget bindende standard, der er udformet med henblik på at blive gennemført og beskyttet af staterne. EØSU bifalder en tilgang, der anerkender, at det er staternes pligt at beskytte, fremme og opfylde menneskerettighederne, og at virksomhederne skal respektere disse rettigheder.

1.3.

EØSU glæder sig over, at man i det nuværende tekstudkast har taget højde for de væsentlige spørgsmål, som EU har rejst, såsom anbefalingerne om, at anvendelsesområdet bør omfatte alle virksomheder og en stærkere begrebsmæssig tilpasning til FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne (UNGP). Reglerne skal udformes på en måde, der hænger sammen med eksisterende due diligence-ordninger, navnlig FN's vejledende principper, for at lette gennemførelsen og undgå redundans.

1.4.

Da anvendelsesområdet for udkastet til traktat, der tager udgangspunkt i EU's henstillinger, nu omfatter alle erhvervsaktiviteter generelt uanset størrelse, opfordrer EØSU EU og dets medlemsstater til at træffe foranstaltninger til at støtte virksomheder i gennemførelsen af deres forpligtelser på menneskerettighedsområdet, som kunne baseres på deres frivillige VSA-tilsagn (virksomhedernes sociale ansvar), navnlig med hensyn til internationale aktiviteter. EØSU anerkender vanskelighederne ved at anvende de foranstaltninger, der er fastsat i en sådan traktat for SMV'er, og opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til kraftigt at støtte SMV'er og lette de praktiske rammer for at sikre, at de respekterer menneskerettighederne i deres aktiviteter.

1.5.

EØSU understreger, at ikke-bindende og bindende foranstaltninger ikke udelukker hinanden, men skal supplere hinanden.

1.6.

Systemer som OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder (OECD MNE Guidelines) og UNGP's indberetningsstandarder viser, at der allerede findes praktiske måder at gennemføre strenge menneskerettighedsstandarder på i erhvervslivet. Virksomheder, der allerede har forpligtet sig til disse standarder, bør ikke pålægges yderligere byrder. For at undgå overlapninger skal den valgfri protokol, der er planlagt i gennemførelsesmekanismen, tage hensyn til det system, der anvendes af OECD's nationale kontaktpunkter, som vil skulle tilpasses for at støtte bindende regler, eller andre eksisterende nationale menneskerettighedsinstitutioner.

1.7.

På trods af de meget glædelige store fremskridt, især i Europa, i forbindelse med ikke-bindende retningslinjer for overholdelse af menneskerettighederne i erhvervssammenhæng (f.eks. FN's vejledende principper og OECD MNE Guidelines), er en bindende traktat vigtig for de virksomheder, der endnu ikke har påtaget sig deres ansvar. På denne måde sikres ofre for virksomhedsrelaterede krænkelser af menneskerettighederne på verdensplan ensartede standarder for menneskerettigheder, jurisdiktion og lovvalg samt retfærdig og effektiv adgang til domstolsprøvelse. Dette vil også bidrage til at skabe lige konkurrencevilkår for virksomhederne, skabe juridisk sikkerhed og skabe en mere fair global konkurrence.

1.8.

EØSU anbefaler, at jurisdiktionen placeres i et retsforum (1), der garanterer en retfærdig rettergang, navnlig når det er uklart, om et moderselskab, et af dets datterselskaber eller en leverandør kan holdes ansvarlig, selv hvis selskaberne ligger i forskellige lande. EØSU understreger, at man gennem en utvetydig bestemmelse om gensidig retshjælp kan undgå »forum shopping«.

1.9.

EØSU mener, at arbejdet i den stående mellemstatslige arbejdsgruppe skal fortsætte. EØSU er derfor parat til at give input som det organiserede civilsamfunds talerør. EØSU slår fast, at den sociale dialog, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne yder et vigtigt bidrag til overholdelse af menneskerettighederne.

Anbefalinger

1.10.

Med henblik på at styrke og fremme menneskerettighederne og skabe lige konkurrencevilkår for virksomheder baseret på sammenhængende og strenge globale standarder opfordrer EØSU EU-institutionerne, navnlig Kommissionen og Det Europæiske Råd, samt medlemsstaterne til at deltage aktivt i disse forhandlinger, støtte den igangværende traktatproces og bidrage konstruktivt til forhandlingerne.

1.11.

Det nuværende udkast kan forbedres væsentligt på en række områder. Kommissionen har brug for et klart mandat til at koordinere det nødvendige europæiske engagement.

1.12.

EØSU anbefaler, at der også indføres bestemmelser, der skaber fleksibilitet mellem passende, men ikke belastende regler for SMV'er på den ene side og strengere regler for risikofyldte industrier på den anden. Desuden skal EU tilbyde særlige støtteinstrumenter for at hjælpe SMV'er med at håndtere udfordringerne i forbindelse med en sådan traktat (f.eks. et organ, støtte til peerlæring).

1.13.

EØSU støtter fuldt ud de beslutninger, som Europa-Parlamentet (2) har vedtaget, navnlig opfordringen til, at der sættes fuldt ind på at udvikle et bindende instrument, og noterer sig især, at der er behov for en klagemekanisme. EØSU bemærker, at der findes internationale systemer som f.eks. klageproceduren ved ILO, som kan fungere som model for en mere ambitiøs international håndhævelse, fordi bindende regler ikke er effektive uden en stærk inddragelse af stater og håndhævelsesmekanismer.

1.14.

Hvis der ikke allerede findes nationale handlingsplaner, skal de udarbejdes med henblik på at gennemføre due diligence i forhold til menneskerettigheder, og der skal også udarbejdes en europæisk handlingsplan. Det organiserede civilsamfund skal inddrages i udviklingen, gennemførelsen og håndhævelsen af handlingsplanerne.

1.15.

EØSU anbefaler, at Kommissionen undersøger gennemførligheden af et »offentligt EU-vurderingsorgan« for virksomheders overholdelse af menneskerettighederne.

1.16.

EØSU anbefaler, at der skal være en stærk international overvågnings- og håndhævelsesmekanisme med mulighed for at indgive klager til et internationalt udvalg. Desuden skal der for ofre for overtrædelse af menneskerettighederne udpeges en uafhængig FN-embedsmand (ombudsmand), der undersøger og eventuelt støtter deres påstande, og som uafhængigt følger op på påståede overtrædelser og gør udvalget opmærksom herpå.

1.17.

Udkastet indeholder en meget bred definition af menneskerettighederne. En henvisning i udkastet til traktatens præambel til ILO's trepartserklæring om principper for multinationale virksomheder og socialpolitik og verdensmålene skal gøre det klart, at menneskerettighederne er grundlæggende for fortolkningen af traktaten. Navnlig skal menneskerettigheder — som retten til et sundt miljø, uddannelse og databeskyttelse — nævnes mere udtrykkeligt og være omfattet af traktatens anvendelsesområde.

1.18.

Udkastet foreskriver allerede et valg mellem de kompetente jurisdiktioner, men denne del bør finpudses yderligere. EØSU mener derfor, at det skal sikres, at jurisdiktionen kan udøves i det land, hvor selskabet er etableret, i tilfælde hvor en virksomhed deltager i aktiviteter i tværnationale forsyningskæder. Det skal også gøres klart, at lokale datterselskaber og leverandører kan retsforfølges eller i det mindste blive parter i en sag i det land, hvor moderselskabet eller modtagerselskabet er etableret.

1.19.

EØSU bemærker den vigtige rolle, som vidner og whistleblowere spiller. Udvalget glæder sig over beskyttelsesbestemmelserne i det nuværende tekstudkast. NGO'er, der arbejder på dette område, skal støttes.

1.20.

EØSU anbefaler, at der er klarhed med hensyn til samspillet mellem due dilligence og ansvar, herunder klare og praktiske bestemmelser, der sikrer, at due diligence omfatter løbende overvågning i forsyningskæder samt respektive ansvarsplacering, hvis det ikke lykkes. En yderligere præcisering skal bygge på de koncepter, der allerede er udviklet for FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne.

1.21.

EØSU anbefaler, at der i tilfælde af grov uagtsomhed skal pålægges et strafferetligt ansvar. I tilfælde af mindre alvorlige krænkelser såsom tilsidesættelse af pligten til regelmæssig indberetning, skal det administrative ansvar fremhæves.

1.22.

Udkastet indeholder en bestemmelse om omvendt bevisbyrde i forbindelse med civilretligt ansvar, som skal præciseres for at sikre konsekvent anvendelse på tværs af jurisdiktioner og for at sikre, at ofre kan stole på, at den anvendes, når det er nødvendigt.

1.23.

Med hensyn til handels- og investeringsaftaler skal det præciseres, at gennemførelsesforanstaltninger i en traktat om erhvervslivet og menneskerettighederne er berettigede og ikke kan omgås ved hjælp af investeringstvistbilæggelsesordninger (3).

1.24.

Det nuværende udkast giver mulighed for at tilslutte sig et tvistbilæggelsessystem. Dette skal genovervejes for at sikre en bedre overensstemmelse med de eksisterende rammer, idet de ni centrale menneskerettighedsinstrumenter med tvistbilæggelse omfatter en opt out-bestemmelse.

1.25.

EØSU glæder sig over, at det nuværende tekstudkast behandler spørgsmål om gensidig bistand. Bestemmelserne om sagsomkostninger er imidlertid ændret væsentligt. Med undtagelse af unødvendige retssager må ofrene ikke pålægges at betale sagsomkostningerne.

1.26.

EØSU støtter et juridisk bindende instrument om erhvervslivet og menneskerettigheder, men opfordrer kraftigt til et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer.

2.   Baggrund

2.1.

Verdensmålene sigter på forskellige måder mod forbedrede ansættelsesforhold, ansvarlig produktion og ansvarligt forbrug samt bindende forpligtelser på menneskerettighedsområdet. En bindende traktat kunne i høj grad støtte disse målsætninger ved at skabe en international ramme for bestemmelser om ansvar.

2.2.

Internationale retningslinjer for erhvervslivet og menneskerettigheder omfatter FN's vejledende principper og FN's Global Compact-initiativ samt de retningslinjer, der er udarbejdet i OECD (OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder). Disse retningslinjer giver multinationale virksomheder en ramme for strategier for virksomhedernes sociale ansvar (VSA) og også for den juridiske gennemførelse ved at strukturere deres kontrakter, når de opererer i udlandet og anvender globale forsyningskæder. OECD har også udarbejdet vejledninger for en række sektorer. Deres betydning for fremme af gennemførelsen af due diligence i forsyningskæderne (4) viser, at det er muligt at styre risici og gennemføre strenge standarder for overtrædelse af menneskerettighederne.

2.3.

Overtrædelse af menneskerettighederne påvirker menneskers liv, det samfund, de lever i, miljøet eller deres ejendom. EØSU har således hilst denne slags initiativer (5) velkommen og understreger, at det er vigtigt, at civilsamfundet og fagforeningerne deltager i procedurerne. Ansvarlig forretningsskik er blevet et centralt spørgsmål for virksomhederne. Civilsamfundet og fagforeningerne oplever, at virksomhederne gør en indsats for at udvide den praktiske gennemførelse af menneskerettighederne og for at udvise bedre forretningsskik. Under de igangværende drøftelser om traktaten understreger erhvervslivets repræsentanter vigtigheden af verdensomspændende menneskerettigheder, der gælder for alle arbejdstagere, en effektiv gennemførelse af ILO's standarder og regler for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. VSA-rapporter er ikke markedsføringsværktøjer, men anvendes til at påvise, at man påtager sig et ansvar. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at træffe effektive foranstaltninger for at gennemføre deres menneskerettighedspolitikker og støtte virksomheder i forbindelse med deres frivillige VSA-engagement, navnlig med hensyn til internationale aktiviteter.

2.4.

Frivillige foranstaltninger kan dog ikke forhindre alle overtrædelser af rettigheder (6). Bindende foranstaltninger ledsaget af passende sanktioner kunne være med til at sikre overholdelse af en minimumsstandard, også af de virksomheder, der ikke tager deres moralske ansvar lige så alvorligt, som dem, der gennemfører høje menneskerettighedsstandarder, f.eks. på grundlag af FN's vejledende principper. Bindende regler skal udformes på en måde, der hænger sammen med eksisterende due diligence-ordninger, navnlig FN's vejledende principper, for at lette gennemførelsen og undgå redundans. Frivillige og bindende foranstaltninger udelukker ikke, men supplerer hinanden.

2.5.

EØSU anerkender, at de fleste virksomheder, navnlig i EU, engagerer sig i overholdelsen af menneskerettighederne. Ifølge ILO's statistikker genererer tvangsarbejde imidlertid over 43 mia. USD på verdensplan inden for byggeri, fremstilling, minedrift, forsyningstjenester og landbrug gennem virksomheder, der ikke har engageret sig nok i at gennemføre menneskerettighederne i deres værdikæde.

2.6.

Virksomhedernes menneskerettighedsbenchmark blev oprettet af professionelle investorer sammen med menneskerettigheds-NGO'er (7). Benchmarket er beregnet som et redskab for investorer til at udpege ansvarlige virksomheder, så det er i virksomhedernes interesse at fremvise gode resultater. Det viser, at gennemførelsen af UNGP er lav for mange benchmarkede virksomheder. Det er især værd at bemærke de virksomheder, der er aktive verden over, som f.eks. McDonalds og Starbucks, der er særdeles aktive i Europa, og som scorer lavt, hvad UNGP angår. Gang på gang opnår internationale, ikke-europæiske virksomheder fordele frem for europæiske virksomheder, der er fast besluttede op at overholde menneskerettighederne. Over 40 % af de benchmarkede virksomheder scorer ingen point overhovedet for så vidt angår overholdelse af menneskerettighederne, og to tredjedele af de benchmarkede virksomheder scorer under 30 % i gennemførelsen UNGP, herunder også europæiske virksomheder.

2.7.

Selv om et stort flertal af virksomhederne engagerer sig i menneskerettigheder, overtrædes de gang på gang i forbindelse med forretningsaktiviteter. En bindende traktat vil kunne sikre ofrene globale, ensartede menneskerettighedsnormer, anvendelige retsregler samt retfærdig adgang til myndigheder og domstole. Dette ville også bidrage til at skabe lige konkurrencevilkår for virksomhederne og skabe juridisk sikkerhed samt en mere fair global konkurrence.

2.8.

EU følger en dagsorden, der indebærer fremme og udbredelse af menneskerettigheder i Unionens eksterne politikker. EU's forordning om konfliktmineraler, direktivet om ikkefinansiel rapportering og tømmerforordningen er eksempler på, at due diligence i forbindelse med menneskerettigheder er blevet styrket. Klausuler i frihandelsaftalerne omfatter forpligtelser til at beskytte disse rettigheder. Visse EU-medlemsstater — først og fremmest Frankrig, men også Det Forenede Kongerige og Nederlandene — har vedtaget lovgivning, der skærper virksomhedernes ansvar og opstiller fastere rammer for due diligence i forbindelse med menneskerettighederne. Agenturet for Grundlæggende Rettigheder (FRA) har analyseret de europæiske kompetencer på erhvervs- og menneskerettighedsområdet og er kommet frem til, at der er gyldige grunde til, at visse kompetencer bør ligge hos EU og andre hos medlemsstaterne (8). Agenturet anbefaler derfor en åben koordineringsmetode. Kompetencespørgsmålet skal afklares, inden der sker en formel ratificering af konventionen. Man bør imidlertid kunne sikre delt kompetence. Sagsanlæg om virksomheders krænkelser af grundlæggende rettigheder føres indirekte på grundlag af administrativ ret, civilret eller strafferet og berører international privatret og international strafferet (selskabsret), som i en vis udstrækning er blevet harmoniseret i EU.

2.9.

Europa-Parlamentet har vedtaget en række beslutninger om emnet og har været en stærk fortaler for aktiv deltagelse i forhandlingerne om et bindende retligt instrument. Europa-Parlamentet har også anmodet om en undersøgelse om Adgang til retsmidler for ofre for overtrædelser af menneskerettighederne i tredjelande (9), hvori der fremsættes konkrete anbefalinger til EU-institutionerne om at forbedre denne adgang.

2.10.

Rådet har anmodet om en udtalelse fra FRA om bedre adgang til retsmidler inden for erhvervsliv og menneskerettigheder på EU-plan (Improving access to remedy in the area of business and human rights at the EU level). Ifølge denne udtalelse er der store muligheder for forbedringer.

2.11.

I 2014 vedtog FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC) resolution 26/9, hvorved det blev besluttet at nedsætte en stående mellemstatslig arbejdsgruppe (OEIWG), for at udarbejde et internationalt juridisk bindende instrument til regulering af transnationale selskabers og andre erhvervsvirksomheders aktiviteter i den internationale menneskerettighedslovgivning. Resolutionen blev støttet af et stort antal udviklingslande. Det nuværende udkast blev fremlagt i juli 2019.

2.12.

EU har deltaget i arbejdsgruppen, men har taget afstand fra resultaterne af arbejdsgruppens møde i oktober 2018 under henvisning til en række problemstillinger. De vigtigste synes at være spørgsmålene om et anvendelsesområde, der omfatter alle virksomheder og ikke kun dem med grænseoverskridende aktiviteter, en større orientering mod UNGP og en mere gennemsigtig proces. Som det nuværende tekstudkast ser ud, lader det til, at der er taget højde for de væsentlige spørgsmål, som EU har rejst. I betragtning af de juridiske spørgsmål i tilknytning til en harmonisering bør EU deltage aktivt i processen med et officielt forhandlingsmandat for at repræsentere Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters interesser.

2.13.

Der er større økonomier, som endnu ikke deltager aktivt, f.eks. USA, eller som ikke synes at være stærkt engagerede i traktatprocessen, såsom Kina. Et bredt anvendelsesområde for traktaten vil tjene til at fremme ansvarlig forretningsskik, herunder virksomheder fra disse store økonomier. Selv om disse virksomheder ikke ratificerer den bindende traktat, kan de i følge den bindende traktat blive stillet til ansvar i Europa, hvis de går ind på EU's indre marked. Det vil være nødvendigt for disse lande at gennemføre strengere regler om due diligence i forbindelse med menneskerettighederne, hvis de ønsker at drage yderligere fordel af de europæiske markeder.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU anerkender fuldt ud menneskerettighederne som et universelt, umisteligt, udeleligt, indbyrdes afhængigt, indbyrdes forbundet og dermed obligatorisk grundlag for ethvert samfundsmæssigt engagement, uanset om det er inden for politik, internationalt samarbejde, social dialog, økonomi eller erhvervsliv. Menneskerettigheder er blevet et fundament for Europas rigdom og et fredeligt liv på vores kontinent. Derudover har de også sammen med den europæiske socialstatsmodel, herunder de universelle uddannelsessystemer, sikret økonomisk udvikling og materiel velstand. EØSU understreger, at alle sociale og politiske menneskerettigheder skal sikre alle mennesker i verden en værdig tilværelse, og at en overtrædelse af dem ikke må føre til uberettigede fortjenester.

3.2.

EØSU mener, at det primære formål med en bindende traktat bør være at undgå overtrædelse af menneskerettighederne. Når der er opstillet en internationalt bindende minimumsstandard for god forretningsskik, har virksomhederne brug for endnu mere støtte og vejledning i forbindelse med gennemførelsesforanstaltningerne, og EU og medlemsstaterne skal anerkende deres ansvar for sikre, at ansvarlig forretningskik ikke resulterer i illoyal konkurrence.

3.3.

EØSU støtter fuldt ud de beslutninger, som Europa-Parlamentet har vedtaget og gentager sin opfordring til, at EU i fuldt omfang bakker op om og deltager aktivt i processen i Genève med udviklingen af et bindende instrument, herunder behovet for en klagemekanisme. Kommissionen bør reagere på disse beslutninger og udvise et stærkt engagement.

3.4.

EØSU er også enig med Europa-Parlamentet om, at den bindende traktat skal opfylde følgende kriterier, nemlig at: — traktaten baseres på FN's vejledende principper — der fastlægges obligatoriske due diligence-forpligtelser for tværnationale selskaber og andre virksomhedsforetagender, herunder for deres datterselskaber — staters ekstraterritoriale forpligtelser vedrørende menneskerettigheder anerkendes, og der vedtages lovgivningsforanstaltninger med henblik herpå — virksomhedernes strafferetlige ansvar anerkendes — der etableres mekanismer til koordinering og samarbejde mellem stater om efterforskning, retsforfølgning og håndhævelse af grænseoverskridende sager og — der etableres internationale retslige og udenretslige overvågnings- og håndhævelsesmekanismer.

3.5.

EØSU støtter også Europa-Parlamentets udtalelse om, at hvis ansøgeren havde mulighed for at vælge jurisdiktion, ville det skabe et incitament for staterne til at indføre strenge regler og retfærdige retssystemer for at bevare sådanne sager inden for deres jurisdiktion. Håndhævelsesmekanismer bør imidlertid sikre, at det er i staternes bedste interesse at lovgive om obligatorisk due diligence vedrørende erhvervsliv og menneskerettigheder. Der findes internationale systemer, f.eks. klageproceduren ved ILO, som kan tjene som model for en mere ambitiøs international håndhævelse.

3.6.

Bindende regler må ikke føre til en situation, hvor virksomheder med en ansvarlig forretningsskik bliver mål for unødvendige retssager. Det skal præciseres, i hvilket omfang en bindende retsakt stiller virksomheder til ansvar for krænkelser. Man kan således bedre forebygge krænkelser af rettigheder, hvis der findes en bindende international standard, der gennemføres og beskyttes af staterne. Dette afspejles i den nuværende tilgang i forslaget, hvor virksomhederne ikke pålægges direkte forpligtelser, men hvor staterne pålægges at gennemføre en aftalt standard i overensstemmelse med deres egne retssystemer.

3.7.

Europa-Parlamentets undersøgelse og udtalelsen fra FRA, der er nævnt ovenfor, undersøger specifikke spørgsmål, der jævnligt dukker op, når mennesker forsøger at indbringe klager over krænkelser foretaget af selskaber, deres datterselskaber eller i deres forsyningskæde for europæiske domstole.

3.7.1.

De europæiske domstoles jurisdiktion er normalt forbeholdt europæiske sagsøgte. Det betyder, at et selskab etableret i Europa kan sagsøges ved en europæisk domstol, mens dets datterselskaber, som er etableret i det land, hvor den skadevoldende begivenhed fandt sted, typisk ikke kan. Leverandører og mellemmænd i forsyningskæden er endnu længere væk fra det pågældende europæiske selskab. EØSU bemærker, at det bør være en grundliggende rettighed, at ofre for virksomhedsrelaterede overtrædelser af menneskerettighederne, har garanteret adgang til en retfærdig rettergang, domstole og myndigheder. Navnlig når det er uklart, om moderselskabet, et af dets datterselskaber eller en af dets leverandører kan stilles til ansvar, skal juridiktionen placeres i et retsforum, der garanterer en retfærdig rettergang.

3.7.2.

Europa-Parlamentets undersøgelse illustrerer også de mæglingsprocedurer, som ofrene kan anvende for at gøre deres krav gældende. EØSU hilser udtrykkeligt sådanne værdifulde frivillige procedurer, som OECD, FN's vejledende principper og Global Compact har udbredt, velkommen, men bemærker, at disse procedurer ikke løser problemet med, at virksomheder, der ikke tager højde for menneskerettighedsaspektet af virksomhedernes sociale ansvar, krænker menneskerettighederne. Derfor er der også behov for en officiel retsforfølgelse.

3.7.3.

Af praktiske årsager er det ofte vanskeligt for sagsøgere at indsamle beviser. Sagerne involverer ofte et stort antal mennesker og sprogbarrierer. Selv om det ofte er let at bevise, at et lokalt selskab er et datterselskab af eller en leverandør til et europæisk selskab, er det meget vanskeligt for ofrene at bevise omfanget af den kontrol, der udøves. Når en europæisk jurisdiktion kan gøres gældende, kan sagsomkostningerne være ekstremt høje, også selv om ofrene for overtrædelserne får medhold. Der er stor plads til forbedring af det internationale retlige samarbejde. EØSU glæder sig over, at det nuværende tekstudkast behandler spørgsmål om gensidig bistand, men efterlyser, at ofre ikke skal betale sagsomkostningerne, medmindre der er tale om unødvendige retssager.

3.8.

Hvis EU's medlemsstater på individuelt grundlag begynder at opstille strengere krav til due dilligence, vil dette føre til et misforhold mellem sådanne standarder i EU. Virksomheder, der er placeret i EU's medlemsstater, hvor der er skærpede krav til due dilligence, må ikke udkonkurreres af virksomheder i lande, hvor det ikke forholder sig sådan. EØSU bemærker, at virksomhederne skal have lige konkurrencevilkår og retssikkerhed med klare ansvarsområder.

3.9.

EØSU mener derfor, at det er afgørende, at EU's repræsentanter engagerer sig aktivt og deltager i den kommende proces. Det kan ikke være i EU's og medlemsstaternes interesse ikke at deltage aktivt i udarbejdelsen af en menneskerettighedstraktat med potentielt store konsekvenser for det internationale handelssystem (10). Det nuværende udkast kan forbedres væsentligt på en række områder. EU-institutionerne og medlemsstaterne skal engagere sig aktivt, og Kommissionen har behov for et klart mandat til at koordinere det europæiske engagement.

3.10.

Idet traktaten skal gennemføres og håndhæves af medlemsstaterne og EU, skal medlemsstaterne udarbejde nationale handlingsplaner for, hvordan der sikres due dilligence i forbindelse med menneskerettigheder, hvis sådanne ikke allerede findes. Der skal også udarbejdes en europæisk handlingsplan for at sikre, at alle forvaltningsniveauer på europæisk plan deltager i overensstemmelse med deres kompetencer. I forbindelse med udviklingen, gennemførelsen og håndhævelsen af handlingsplanerne skal det organiserede civilsamfund inddrages.

3.11.

Kommissionen skal undersøge muligheden for at oprette et »offentligt EU-vurderingsorgan« for menneskerettigheder i erhvervssammenhæng ved at udvikle et system, hvor revisionsfirmaer kan certificeres og kontrolleres regelmæssigt (kriterier, overvågning). Et sådant organ vil kunne støtte erhvervslivet (især SMV'er) ved at forsøge at definere og forbedre dets indsats på menneskerettighedsområdet, hvilket vil være gavnligt for virksomhederne i spørgsmål om ansvar. Denne idé kunne behandles i en efterfølgende udtalelse.

3.12.

Ansvar for menneskerettigheder bør gøres til et obligatorisk fag i undervisningen og læseplaner på økonomiske og erhvervsorienterede uddannelser og på andre relaterede områder. Et sådant uddannelsesmæssigt fokus kunne støttes gennem EU's uddannelsesprogrammer.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

Traktaten er ved at blive udviklet af en arbejdsgruppe under Menneskerettighedsrådet (UNHCR), som er ansvarlig for gennemførelsen af FN's menneskerettighedskonventioner. Da traktatens vigtigste målgruppe er stater og ikke enkeltpersoner (f.eks. selskaber eller personer, der er ofre for overtrædelser), er det hensigtsmæssigt at oprette en sådan arbejdsgruppe i UNHCR, mens andre organisationer, såsom ILO og WTO, let kan inddrages. EØSU mener, at arbejdet i OEIGWG skal videreføres.

4.2.

OEIWG's underliggende mandat fokuserer på tværnationale situationer. Virksomhedssammenslutninger og fagforeninger har slået til lyd for et bredere anvendelsesområde, der omfatter alle virksomheder (f.eks. statsejede virksomheder og indenlandske virksomheder). EØSU glæder sig over, at det reviderede tekstudkast i princippet har taget højde for disse krav. Udkastet skal dog præciseres yderligere. I den forbindelse opfordrer EØSU til, at EU-institutionerne deltager aktivt.

4.3.

Der skal være en stærk international overvågnings- og håndhævelsesmekanisme med mulighed for at indgive individuelle klager til det internationale udvalg. Derudover skal der udpeges en uafhængig FN-embedsmand (ombudsmand) for ofre for overtrædelser af menneskerettighederne, der undersøger og eventuelt støtter deres påstande, og som uafhængigt følger op på påståede overtrædelser og gør udvalget opmærksom herpå.

4.4.

Udkastet indeholder en meget bred definition af menneskerettighederne. EØSU bifalder inddragelsen af ILO's konvention 190 i præamblen. ILO's trepartserklæring om principper for multinationale virksomheder og socialpolitik indeholder imidlertid også et omfattende katalog over erklæringer og rettigheder vedrørende multinationale virksomheder og arbejde, som også specifikt henviser til konventioner og henstillinger vedrørende sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Den seneste udvikling inden for menneskerettigheder har også i højere grad understreget retten til et sundt miljø og databeskyttelse, hvilket skal tages med i overvejelserne. Ovennævnte dokumenter og rettigheder tilhører en grundlæggende samling af menneskerettigheder, som finder anvendelse på globalt plan, og som derfor også skal være omfattet af traktatens anvendelsesområde. EØSU glæder sig over, at kønsaspektet i forbindelse med krænkelser af menneskerettighederne, som ofte er blevet overset, i højere grad er blevet integreret i forebyggelsesdelen af en bindende traktat.

4.5.

Udkastet nævner allerede i princippet et udvalg af kompetente jurisdiktioner, men denne del skal finpudses yderligere. Når en virksomhed er involveret i forretningsaktiviteter i tværnationale forsyningskæder (f.eks. som modtager af varer eller ressourcer), skal det sikres, at jurisdiktionen fastlægges i den stat, hvor selskabet er etableret. Det skal også gøres klart, at lokale datterselskaber og leverandører kan retsforfølges eller i det mindste blive parter i en sag i det land, hvor moderselskabet eller modtagerselskabet er etableret.

4.6.

Der skal være større klarhed med hensyn til samspillet mellem due diligence og ansvar, herunder klare og praktiske bestemmelser, der sikrer, at due diligence omfatter løbende overvågning — i form af et system for tilsyn og kontrol — i forsyningskæder samt ansvarsplacering, hvis det ikke lykkes. Engelsk retspraksis har udviklet en standard for moderselskabers kontrol for så vidt angår overtrædelser begået af deres datterselskaber (11), hvilket kan inspirere til en klarere bestemmelse om ansvar specifikt for datterselskaber. Det nuværende tekstudkast fokuserer på kontraktlige forhold, hvilket kan gøre det vanskeligt at placere ansvaret i globale værdikæder, idet forretningsforbindelser kan antage forskellige former langs disse kæder. Der er plads til forbedring af den nuværende tekst, og en yderligere præcisering skal bygge på de begreber, der allerede er udviklet for FN's vejledende principper, som EU skal prioritere.

4.7.

Da anvendelsesområdet nu omfatter alle erhvervsaktiviteter og ikke kun tværnationale, skal der også være bestemmelser, der skaber fleksibilitet mellem passende, men ikke belastende regler for SMV'er på den ene side og strengere regler for højrisikoaktiviteter på den anden. Desuden skal EU tilbyde særlige støtteinstrumenter for at hjælpe SMV'er med at håndtere udfordringerne i forbindelse med en sådan traktat (f.eks. et organ, støtte til peerlæring).

4.8.

EØSU noterer sig reglerne om gensidig retshjælp og internationalt samarbejde i det nuværende udkast. Sådanne funktioner kan måske fremmes gennem en FN-ombudsmands internationale kontor som nævnt ovenfor.

4.9.

Udkastet indeholder en bestemmelse om omvendt bevisbyrde i forbindelse med sager om civilretligt ansvar, som skal præciseres for at garantere en konsekvent anvendelse på tværs af jurisdiktioner og sikre, at ofre kan stole på, at dens anvendes, når det er nødvendigt. Det vil ikke mindst betyde, at personer, der lægger sag an på grund af krænkelse af menneskerettighederne, kun skal være forpligtet til at bevise en klar forbindelse mellem den, der har begået overtrædelsen (eksempelvis en leverandør eller et datterselskab), og modtageren eller moderselskabet, som til gengæld skal være forpligtet til på troværdig vis at redegøre for, at overtrædelserne var uden for virksomhedens kontrol. EØSU tvivler på, at det vil tjene retssikkerheden og den ensartede anvendelse, at vurderingen om den omvendte bevisbyrde overlades til domstolene frem for at blive fastsat ved lov.

4.10.

EØSU bemærker den vigtige rolle, som vidner og whistleblowere spiller. Udvalget glæder sig over beskyttelsesbestemmelserne i det nuværende tekstudkast. NGO'er, der arbejder på dette område, skal støttes.

4.11.

Der skal være et strafferetligt ansvar i tilfælde af grov uagtsomhed. I tilfælde af mindre alvorlige krænkelser såsom tilsidesættelse af pligten til regelmæssig indberetning, skal det administrative ansvar fremhæves.

4.12.

EØSU bifalder, at der er indsat en bestemmelse om overensstemmelse med andre bilaterale og multilaterale aftaler. Med hensyn til handels- og investeringsaftaler skal det imidlertid præciseres, at gennemførelsesforanstaltninger i en traktat om erhvervslivet og menneskerettighederne er berettigede og ikke kan omgås ved hjælp af investeringstvistbilæggelsesordninger.

4.13.

Det skal være muligt for staterne at håndhæve gennemførelsen af en bindende traktat. Der findes allerede procedurer, som kan danne grundlag for sådanne muligheder, som f.eks. klageprocedurer i henhold til ILO's forfatning, som giver arbejdsmarkedets parter og stater mulighed for at klage over manglende overholdelse af ILO-konventionerne. Hvis stater kan indgive klager over hinanden, kan gennemførelsen på verdensplan håndhæves. Ansvarlige virksomheder ville nyde en bedre beskyttelse mod illoyal konkurrence. Sådanne klagemuligheder skal også være tilgængelige for arbejdsmarkedets parters organisationer og NGO'er. Hvis et sådant system etableres uafhængigt af ILO's procedurer, skal det fungere, uden at det griber ind i ILO-systemet og dets bestemmelser.

4.14.

Det nuværende udkast giver mulighed for at tilslutte sig et tvistbilæggelsessystem. Dette skal genovervejes for at sikre en bedre overensstemmelse med de eksisterende rammer, idet de ni centrale menneskerettighedsinstrumenter med tvistbilæggelse omfatter en opt out-bestemmelse.

4.15.

I det reviderede udkast blev bestemmelserne om forældelsesfrister og gældende lovgivning begrænset i forhold til »nulversionen«. Da disse bestemmelser indeholder vigtige proceduremæssige rettigheder for ofre, anbefaler EØSU, at man går tilbage til det første udkast.

4.16.

Repræsentanter for det organiserede civilsamfund, navnlig erhvervslivets repræsentanter, har påpeget den sene tilgængelighed og offentliggørelse af udkastene til dokumenter under den løbende traktatproces i Genève. Dette skal forbedres for at give mulighed for en afbalanceret og konstruktiv feedback. Der skal sikres gennemsigtighed for alle deltagere i alle faser af processen.

4.17.

EØSU støtter et juridisk bindende instrument om erhvervslivet og menneskerettigheder, men opfordrer kraftigt til et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer.

---

(1)  Oxford Dictionary of Law (7. udg.) — Det sted eller det land, hvor en sag behandles.

(2)  Bl.a. EP's beslutning af 4. oktober 2018 (2018/2763(RSP)).

(3)  EUT C 110 af 22.3.2019, s. 145.

(4)  http://www.oecd.org/daf/inv/mne/oecd-portal-for-supply-chain-risk-information.htm.

(5)  EUT C 303 af 19.8.2016, s. 17.

(6)  Nogle af de seneste eksempler omfatter hasselnøddeplukkere i Tyrkiet, https://www.nytimes.com/2019/04/29/business/syrian-refugees-turkey-hazelnut-farms.html; gravstene fremstillet af børnearbejdere, https://kurier.at/politik/ausland/blutige-grabsteine-was-friedhoefe-mit-kinderarbeit-zu-tun-haben/400477447; mineraludvinding til batterier i elbiler https://www.dw.com/de/kinderarbeit-f%C3%BCr-elektro-autos/a-40151803.

(7)  https://www.corporatebenchmark.org/.

(8)  FRA's udtalelse om bedre adgang til retsmidler på områderne erhvervsliv og menneskerettigheder på EU-plan, s. 62.

(9)  EP/EXPO/B/DROI/FWC/2013-08/Lot4/07, februar 2019 — PE 603.475.

(10)  EØSU påpegede betydningen af en bindende FN-traktat (EUT C 110 af 22.3.2019, s. 145), punkt 2.19.

(11)  Jf. FN 9, s. 40.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om bistand til tredjelande, investeringer og handel som instrumenter til at mindske årsagerne til den økonomiske migration med særlig fokus på Afrika

(initiativudtalelse)

(2020/C 97/03)

Ordfører:

Arno METZLER

Medordfører:

Thomas WAGNSONNER

Plenarforsamlingens beslutning	23-24.1.2019
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Eksterne Forbindelser
Vedtaget i sektionen	28.11.2019
Vedtaget på plenarforsamlingen	12.12.2019
Plenarforsamling nr.	548
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	152/0/9

1.   Generelle konklusioner og anbefalinger

1.1.

EU's udviklingspolitik har til formål at fremme en bæredygtig udvikling i udviklingslandene med det primære mål at udrydde fattigdom, stimulere bæredygtig vækst og jobskabelse og fremme fred og sikkerhed/stabilitet, god regeringsførelse og menneskerettigheder. Den er en af hjørnestenene i EU's forbindelser med omverdenen og bidrager til at nå målene for EU's optræden udadtil — ved siden af udenrigs-, sikkerheds- og handelspolitikken (og de internationale aspekter af andre politikker såsom miljø, landbrug og fiskeri). Når politikkerne gennemføres med disse mål for øje, bør de altid sikre en »værdig tilværelse«, håndhæve retsstatsprincippet og skabe gode arbejdsforhold. EØSU fremhæver i denne forbindelse udtrykkeligt, at der skal opnås ligestilling mellem kønnene, og at piger og kvinder skal have bedre muligheder.

1.2.

I en verden, der er i konstant forandring, er én ting sikker: Afrika og Europa vil vedblive med at være hinandens tætte naboer. Afrikas 54 lande og EU's 28 medlemsstater har et fælles naboområde og en fælles historie og fremtid. EØSU understreger, at det er vigtigt ikke at gentage fortidens fejl i de to kontinenters fælles fremtid.

1.3.

For 70 år siden var Europa et kontinent med nettoudvandring, hvorfra borgerne flygtede fra plager som krig, sult, fattigdom, arbejdsløshed, miljøforringelser, undertrykkelse og diskrimination. EU's succes med hensyn til at skabe muligheder for alle har gjort Europa til et kontinent med nettoindvandring. Vi bør samarbejde med de afrikanske lande, så de oplever samme fremgang.

1.4.

Det er vanskeligt at fastlægge en sammenhængende økonomisk EU-strategi for Afrika som helhed. EØSU understreger, at det har et stærkt ønske om at blive inddraget i en sådan gennemsigtig og sammenhængende strategi som et organ, der repræsenterer det organiserede civilsamfund og som en aktiv partner i alle den slags EU-aftaler. Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) har bekendtgjort, at EU allerede nu er en af Afrikas stærke politiske partnere, og at næste skridt er at blive ægte økonomiske partnere og uddybe handels- og investeringsforholdet. EØSU har spillet en vigtig rolle med hensyn til at etablere forbindelser til civilsamfundet under Cotonouaftalen. Det er nu vigtigt, at EØSU og dets strukturer fortsat og i endnu højere grad inkluderes som et væsentligt element af afløseren for Cotonouaftalen. På den måde vil EU's civilsamfund kunne hjælpe civilsamfundet i afrikanske lande med at blive en pålidelig og troværdig partner for investorer. Dette vil kun være muligt, hvis der opbygges et ligeværdigt partnerskab, og der reelt tages højde for de nuværende asymmetrier i den økonomiske situation.

1.5.

En styrkelse af det økonomiske samarbejde vil være afgørende for at opnå fælles mål. I de seneste år er der sket en tilnærmelse til et nyt paradigme i forbindelserne mellem EU og Afrika (f.eks. inden for landbruget) med stadig større fokus på politisk samarbejde og fremme af bæredygtige investeringer og et stabilt, ansvarligt og inklusivt erhvervsklima. Dette paradigme skal videreudvikles i en gunstig retning i landbrugssektoren og i andre sektorer og i højere grad inddrage lokalbefolkningen.

1.6.

EØSU anbefaler, at der på EU-niveau fastlægges en one-stop-shop-politik og en passende høringsmekanisme for information og kontakter for dem, som ønsker at investere i og samarbejde med Afrika. Dette ville også — som et slags politisk instrument — kunne bruges til overvågning. Ved at etablere en one-stop-shop for alle initiativer med tilknytning til Afrika undgår man overlappende projekter og sikrer gennemsigtigheden og effektiviteten af EU-støtte.

1.7.

EØSU anbefaler ligeledes, at der etableres en hensigtsmæssig platform for bedre informationsudveksling mellem europæiske og afrikanske SMV'er om bedste praksis for investeringer og samarbejde.

1.8.

Der er behov for at fastlægge en klar og gennemsigtig institutionel struktur for EU's udviklingssamarbejde med Afrika på grundlag af den nye konsensus om udvikling (1), der skaber mulighed for en mere realistisk analyse og gennemførelse af udviklingsperspektivet. EØSU håber, at afløseren for Cotonouaftalen vil kunne udgøre en pragmatisk platform for en reformeret politik for udviklingssamarbejde, der er forenelig med udviklingsprocessens komplekse karakter. Denne platform bør være baseret på et samarbejde mellem alle EU-medlemsstater og EU-institutioner med henblik på at registrere alle programmer, projekter og initiativer på nationalt plan og EU-plan. På den måde undgår man, at aktiviteter overlapper og gentages på nogle områder, mens andre områder helt mangler støtte.

1.9.

Samtidig er EØSU fortaler for en proces, der optimerer andre EU-politikkers indvirkning på den sociale og økonomiske (2) udvikling. Især må handels-, investerings- og skattepolitikkerne (3), politikkerne for ekstern bistand (4) og for bekæmpelse af international organiseret kriminalitet og klimapolitikken hænge sammen med målene for udviklingspolitikken.

1.10.

EØSU er stærkt opsat på at gøre EU's udviklingsstøtte mere produktiv og effektiv. I betragtning af at der via EU's investeringsfonde allerede investeres i Afrika, anbefaler EØSU, at der oprettes en investeringsfond i stil med ESF, der som medinvestor kan fungere som partner for private og offentlige investeringer. Denne fond bør baseres på kriterierne og principperne for 2030-dagsordenen og anerkendelsen af internationalt accepterede grundlæggende standarder (5). De projekter, der støttes, bør overvåges og opføres i centrale registre eller platforme. EØSU opfordrer kraftigt til et endnu tættere samarbejde med civilsamfundsorganisationerne (navnlig EØSU) om de etiske værdier i forbindelse med alle projekter.

1.11.

EØSU opfordrer til en »fra bistand til investering«-tilgang, hvor fokus flyttes fra uddeling af hjælp til samarbejde med og støtte til selvhjulpne, selvforsynende økonomiske aktører og interkontinentale økonomiske projekter baseret på samarbejde på lige vilkår.

1.12.

De finansielle strukturer i selve Afrika bør styrkes, så de kan understøtte langsigtet finansiering til både private og offentlige investeringer. Dette er en vigtig forudsætning for varig, bæredygtig udvikling. De europæiske erfaringer med kooperative banker og nationale udviklingsbanker, der især dækker kommunernes behov, kan måske bruges som model. Især kan mikrokredit og -investeringer være en af de afgørende faktorer for den afrikanske økonomis fremtid. Udviklingen vil kun være bæredygtig, hvis regionale værdikæder og forbrugermarkeder for en middelklasse understøttes (6).

1.13.

EØSU mener, at EU's udviklingssamarbejde bør fokusere på at skabe et menneskecentreret partnerskab, der sikrer inddragelse af civilsamfundet, fagforeninger og den private sektor og skaber direkte fordele for afrikanske og europæiske borgere.

1.14.

EØSU understreger, at det organiserede civilsamfund kan medvirke til at skabe et pålideligt miljø ved at forsyne det afrikanske civilsamfund med instrumenter, der sikrer adgang til retsvæsen, håndhævelse af sikkerhed og bekæmpelse af korruption i partnerskab med afrikanske strukturer. Dette bør være den merværdi, det europæiske civilsamfund bidrager med til Afrikas udvikling på grundlag af fælles værdier som demokrati, retsstatsprincippet samt politiske og borgerlige rettigheder.

1.15.

EU's frihandelsaftaler og økonomiske partnerskabsaftaler med afrikanske lande indeholder ingen mekanismer til dialog med det organiserede civilsamfund. I forbindelse med revisionen af disse aftaler bør EU arbejde for oprettelse af sådanne dialogmekanismer for ikkestatslige aktører.

1.16.

Med udgangspunkt i den tilgang og de erfaringer, der i dag gøres med platformene for bæredygtige virksomheder i Afrika (SB4A), og som overvejende har fokus på at tiltrække den private sektor, bør EU øremærke en større andel af sin bistand og iværksætte et lignende initiativ for civilsamfundet som helhed — enten som en del af SB4A-rammen eller som et supplerende eller sideløbende initiativ. De kunne udvikle sig til multiinteressentplatforme for bæredygtig handel og bæredygtige investeringer til Afrika.

1.17.

EØSU mener, at EU bør øremærke en del af sin bistand til handel til at støtte civilsamfundsorganisationers deltagelse og kapacitetsopbygning i forbindelse med tiltag for bæredygtig handel og bæredygtige investeringer.

1.18.

Via en multiinteressenttilgang, hvorunder også civilsamfundsorganisationer inddrages, fremmer EØSU initiativer og justeringer af frihandelsaftaler, økonomiske partnerskabsaftaler og GSP-ordninger, der fører til en effektiv og bæredygtig gennemførelse af AfCFTA og integration af det afrikanske marked. Den bør navnlig styrke samhandelen i Afrika og den regionale og kontinentale integration samt udvikle de større sektorer af økonomien i hele Afrika.

1.19.

Investeringer i offentlig infrastruktur, især uddannelse, har stået helt centralt i indsatsen for at forbedre levevilkårene i Europa. Et af de vigtigste mål for udviklingspolitikken i Afrika må være at forbedre uddannelsesniveauet, især blandt de økonomisk sårbare grupper.

1.20.

EØSU er tilfreds med EU’s planer om at øge midlerne til Afrika til 40 mia. EUR (46,5 mia. USD) i den næste budgetperiode og håber på, at det vil kunne øge interessen fra private investorer betydeligt.

2.   Baggrund

2.1.

Europa er en global leder inden for udvikling som verdens største donor af officiel udviklingsbistand. Mere end 50 % af udviklingsbistanden på verdensplan kommer fra EU og dets medlemsstater, og de er således samlet set verdens førende donor.

2.2.

Ifølge Verdensbanken (7) udgjorde pengeoverførsler fra bosiddende i udlandet til udviklingslandene i 2016 ca. 426 mia. USD, hvilket er omkring tre gange den officielle udviklingsbistand på verdensplan. Lovlige beskæftigelsesmuligheder for afrikanske migranter i Europa og mulighed for sikker pengeoverførsel vil i høj grad gavne udviklingen i Afrika.

2.3.

Afrika og Europa er nærmeste naboer og er bundet sammen af en fælles historie. De har fælles værdier og interesser, som kan udstikke kursen for deres samarbejde i fremtiden. I dag er de sammen om at tackle fælles globale udfordringer som klimaændringerne og fred og sikkerhed. Afrika vil være særligt sårbar over for klimaændringerne, selv om kontinentet tegner sig for under 4 % af den samlede globale gasudledning. 27 af de 33 lande, der er mest sårbare over for klimaændringerne, ligger i Afrika.

2.4.

Samarbejdet på kontinentalt plan mellem Afrika og EU er styret af et strategisk partnerskab, som er baseret på fælles værdier og interesser. I 2007 blev den fælles Afrika-EU-strategi vedtaget af EU og Den Afrikanske Union for at knytte tættere bånd mellem de to kontinenter på vigtige samarbejdsområder, uddybe den politiske dialog og fastlægge en konkret køreplan for det fremtidige fælles arbejde.

2.5.

EU har det længstvarende samarbejde med gruppen af lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), hvilket siden 1975 har været fastlagt i Lomékonventionen og efterfølgende opdateret i 2000 med Cotonouaftalen. 48 lande i Afrika syd for Sahara er parter i Cotonouaftalen.

2.6.

EU forhandler i øjeblikket en afløser for Cotonouaftalen, hvis løbetid er 2000-2020, med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS). Den politiske og økonomiske situation har ændret sig markant i de seneste to årtier, således at handelsforbindelserne mellem EU og AVS-landene nu hovedsagelig er reguleret af bilaterale og regionale økonomiske partnerskabsaftaler, og således at betydningen af Den Afrikanske Unions ramme sætter spørgsmålstegn ved sammenhængen, komplementariteten og synergien mellem AVS- og EU-rammerne.

2.7.

En afløser for Cotonou er en anledning til at modernisere reglerne på områder som investeringer, tjenester, fair handel, menneskerettigheder, anstændige arbejdsforhold og migration. Men samarbejdet skal have et nyt grundlag baseret på 2030-dagsordenen, og de afrikanske lande må beslutte, om de vil forhandle samlet som et kontinent.

2.8.

Disse forhold får EØSU til at insistere på en sammenhængende socioøkonomisk strategi for forbindelserne mellem EU og Afrika og på, at civilsamfundet og arbejdsmarkedsparterne inddrages tilstrækkeligt i forhandlingerne om afløseren for Cotonou.

2.9.

EØSU har konstateret, at der ikke er nogen central fortegnelse eller noget register over alle initiativer, programmer og partnerskaber på EU-niveau eller nationalt plan. Derudover er der intet fuldt overblik over, hvor mange midler der går til Afrika.

3.   Flaskehalse

3.1.

Det er vigtigt at understrege, at forskellene i Afrika bliver stadig større, og EU bør tilpasse sine politikker til realiteterne. Vi har brug for en langt mere pragmatisk og realistisk tilgang til udviklingen af forbindelserne mellem EU og Afrika.

3.2.

Den direkte forbindelse mellem EU og Den Afrikanske Union er blevet vigtigere siden vedtagelsen af den fælles Afrika-EU-strategi i 2007. EU har også presset på med andre initiativer, herunder Nødtrustfonden for Afrika, investeringsfaciliteten for Afrika, planen for eksterne investeringer samt en række subregionale aftaler. De mange forskellige tilgange i forbindelserne mellem EU og Afrika skaber en kompleks og til tider usammenhængende struktur, hvor elementer af andre politikker blandes med udviklingssamarbejde. Dette kompliceres yderligere af medlemsstaternes mange forskelligrettede interesser.

3.3.

Fred, sikkerhed og stabilitet og gunstige investerings- og erhvervsbetingelser er forudsætninger for øgede private investeringer. Investorundersøgelser (8) viser tydeligt, at der skal langt mere til på dette område for at forbedre Afrikas evne til at konkurrere om at tiltrække investeringskapital på verdensplan. Retsstatsprincippet, bekæmpelse af korruption, et uafhængigt retssystem, forudsigelige skatter og afgifter samt fred og stabilitet er alt sammen vigtige faktorer, som påvirker både indenlandske og udenlandske investorers beslutninger. Omkostningerne til etablering af en virksomhed anslås at være omkring tre gange højere i skrøbelige stater, hvilket er stærkt afskrækkende for private investeringer (9).

3.4.

I sin udtalelse om Handelens centrale rolle i forbindelse med gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling (10) anfører EØSU, at »Gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling vil kræve en direkte inddragelse af civilsamfundet, ikke mindst fordi denne inddragelse forventes at fremme retsstatsprincippet og imødegå korruption«. I samme udtalelse understreges endvidere behovet for at etablere infrastruktur i Afrika, hvilket kineserne for øjeblikket er i gang med. Samhandelen i Afrika er begrænset, især inden for landbrugsprodukter. De tegner sig kun for mellem 10 % og 15 % af al afrikansk handel, men vil forhåbentlig stige med gennemførelsen af WTO-aftalen om handelslettelser fra 2017.

3.5.

Ifølge fremskrivninger vil det kræve ca. 600 mia. USD om året at gennemføre målene for bæredygtig udvikling i Afrika (11). Selv med udenlandske investeringer og officiel udviklingsbistand vil bæredygtig udvikling i Afrika kræve mobilisering og generering af indenlandske ressourcer. Disse ressourcer er baseret på langsigtede investeringer og langsigtet værdiskabelse med henblik på at skabe kvalitetsbeskæftigelse og lokale og regionale værdikæder. Bedre uddannelse og privatforbrug er store drivkræfter for vækst i Afrika, hvorfor etablering af markeder — forbrugere — i Afrika til egne produkter må spille en væsentlig rolle i udviklingen. Offentlig infrastruktur har ligeledes stor betydning for at tiltrække langsigtede private investeringer.

3.6.

EØSU fremhæver betydningen af Erasmus+-programmet for at åbne for adgang til videregående uddannelse for flere afrikanske unge.

3.7.

Sammenhængen mellem økonomisk udvikling og migration må ikke glemmes. Undersøgelser har vist (12), at behovet for migration falder, når der nås en vis indkomst pr. indbygger (afhængigt af undersøgelsen ligger tallet på mellem 6 000 og 10 000 USD pr. indbygger om året). Når man ser bort fra, at størstedelen af migrationen i Afrika sker inden for kontinentet, viser disse tal, at der er behov for en udviklingspolitik, som har fokus på at give befolkningen en værdig tilværelse, beskæftigelse og perspektiver i deres hjemland. En realisering af dette bliver dog en enorm udfordring, idet der ifølge demografiske fremskrivninger vil være 2,5 mia. mennesker i Afrika i 2050 (13).

3.8.

Ifølge målene for bæredygtig udvikling er det nødvendigt, at der opnås ligestilling mellem kønnene, og at piger og kvinder får bedre muligheder for at klare sig selv. De udviklingsmæssige udfordringer, vi står over for i dag, har et udtalt kønsaspekt, der skal behandles som led i udformningen og gennemførelsen af politikkerne.

3.9.

Korruption er et kæmpe problem, ikke kun i Afrika. Der er behov for at fremme sund økonomisk og finansiel forvaltning ved at stramme den gennemsigtige styring af de offentlige finanser, skabe et troværdigt system til bekæmpelse af korruption baseret på et uafhængigt retssystem og forbedre erhvervsklimaet og vilkårene for social fremgang.

3.10.

Det organiserede civilsamfund kan indtage en vigtig funktion som vagthund. Ved at lade NGO'er, fagforeninger og erhvervsorganisationer spille en større rolle og støtte den slags initiativer i partnerlande vil god regeringsførelse, retfærdighed og demokratisering kunne fremmes.

3.11.

Europa mister terræn i Afrika i forhold til andre globale aktører som Kina, der investerer milliarder i kontinentet. EU's medlemsstater er bange for, at de ender i anden division. Hvis Europas — og også Kinas — engagement ikke udelukkende havde fokus på overskud, men også på bæredygtig udvikling i Afrika, der skaber anstændige levevilkår, kunne behovet for at migrere mindskes.

3.12.

EØSU opfordrer til en »fra bistand til investering«-tilgang, hvor fokus flyttes fra uddeling af hjælp til samarbejde med og støtte til selvhjulpne, selvforsynende økonomiske aktører og interkontinentale økonomiske projekter baseret på samarbejde på lige vilkår.

3.13.

Modviljen mod kontrol af befolkningstilvæksten i konservative strukturer (f.eks. kirker) forringer mulighederne for at udvikle en strategi for bæredygtig økonomisk og social vækst.

4.   Investeringer

4.1.

EU's Afrikapolitik har i mange år været præget af gode intentioner og uindfriede løfter. Siden flygtningekrisen har der dog været en markant stigende interesse for en ny strategi for samarbejdet med kontinentet. EU planlægger at investere mere i Afrika og ønsker at styrke handelsforbindelserne, da det nødvendige næste skridt er at blive ægte økonomiske partnere. Et sådant partnerskab bør være baseret på en overenskomst om lige muligheder under hensyntagen til de åbenlyse asymmetrier mellem Afrika og Europa.

4.2.

Der tegner sig et skævt billede af investeringerne i Afrika, hvilket afspejler den globale usikkerhed, hvor strømmene af direkte udenlandske investeringer til Afrika svinger i stedet for at være støt opadgående. Sydafrika, Nigeria, Kenya, Egypten og Marokko tiltrak tilsammen 58 % af de samlede direkte udenlandske investeringer i 2016, mens mindre udviklede og mere skrøbelige lande systemisk har svært ved at tiltrække private investeringer.

4.3.

EU er den største investor i Afrika, og medlemsstaterne tegnede sig for ca. 40 % af de samlede direkte udenlandske investeringer eller i alt 291 mia. EUR i 2016 (14). Afrikas store økonomiske fremskridt i de seneste to årtier og det naturlige fremtidspotentiale betyder, at der er gode muligheder for at gøre mere. De demografiske fremskrivninger for Afrika viser tydeligt, at det også er nødvendigt at skabe millioner af nye kvalitetsjob, især til de unge, som skal ud på arbejdsmarkedet. Makroøkonomiske indikatorer udmønter sig ikke automatisk i en højere levestandard for alle. Politikkerne skal sikre, at den økonomiske udvikling forbedrer levestandarden for befolkningen som helhed.

4.4.

For at skabe bæredygtig udvikling og kvalitetsjob til den afrikanske befolkning — der forventes at være fordoblet i 2050 — skal de offentlige og især de private investeringer øges.

4.5.

Investeringer er blevet en vigtig faktor for Afrikas fremtidige udvikling og vil være et centralt spørgsmål i forhandlingerne om en afløser for Cotonouaftalen. I lyset af de mange forskellige eksisterende instrumenter rummer forhandlingerne om en investeringsordning, hvorunder passende investorbeskyttelse vægtes på lige fod med bæredygtighedsforpligtelser vedrørende især menneskerettigheder, miljøbeskyttelse og skabelse af anstændige levevilkår, potentialet for at kunne skabe særlig stor merværdi.

4.6.

I den kommende budgetperiode har EU planer om at forøge midlerne til Afrika til 40 mia. EUR (46,5 mia. USD). Det sker i håbet om, at disse midler så vil blive mangedoblet af private investorer. EU vil som incitament tilbyde risikogarantier for at tilskynde den private sektor til at gå ind og investere i afrikanske lande. Støtten bør først og fremmest gå til de investeringer, der klart er rettet mod og opfylder 2030-dagsordenens bæredygtighedsmål. Foruden risikogarantiordningen er der også behov for et velegnet system med kontrol og overvågning for at sikre, at målene for bæredygtig udvikling bliver opfyldt. EØSU anbefaler kraftigt, at det organiserede civilsamfund inddrages i kampen mod misbrug af EU-midler.

4.7.

Potentielle investorer, primært fra SMV'er, fortæller, at der mangler tillid til investeringsbetingelserne i forhold til politisk stabilitet, retfærdighed, immaterielle ejendomsrettigheder, markedsadgang og gennemførelsen af handelsaftaler.

4.8.

EØSU anbefaler, at der oprettes en investeringsfond i stil med ESF, der som medinvestor kan fungere som partner for private og offentlige investeringer. Denne fond bør baseres på kriterierne og principperne for 2030-dagsordenen og anerkendelsen af internationalt accepterede grundlæggende standarder (15). De projekter, der støttes, bør overvåges og opføres i centrale registre eller platforme. EØSU fremhæver, at der bør være et endnu tættere samarbejde med det organiserede civilsamfund (navnlig EØSU) om de etiske værdier i forbindelse med alle projekter.

4.9.

EØSU støtter, at der skabes gunstige betingelser for lettere adgang til finansiering for både afrikanske og europæiske mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder med bedre retlige rammer for både offentlige og private investeringer, og hvor de offentlige udbud fungerer mere effektivt, investeringerne gavner mennesker i lokaløkonomierne og fremmer skabelsen af indenlandske kvalitetsjob, og de nødvendige internationale standarder fremmes.

4.10.

De finansielle strukturer i Afrika bør også styrkes for at understøtte langsigtet finansiering. Dette er en vigtig forudsætning for varig, bæredygtig udvikling. Derudover har kooperative banker f.eks. været en grundsten i udviklingen i adskillige europæiske lande, og nationale udviklingsbanker, der især har dækket kommunernes behov, har bidraget til at fremme investeringer i Europa. Herigennem har de europæiske lande navnlig finansieret sociale og lokale offentlige infrastrukturer, som ikke kun har været et vigtigt grundlag for private investeringer og varig økonomisk vækst, men også for udviklingen af de europæiske velfærdsstater.

4.11.

EU og dets medlemsstater bør koncentrere deres finansielle instrumenter om bestemte mål og institutioner for at undgå ødelæggende konkurrence. Konkurrence mellem forskellige europæiske og internationale institutioner har medført misforståelser og vanskeligheder med at få adgang til de afrikanske markeder. Der er behov for større fælles og direkte engagement, kontrol og gennemsigtighed. Civilsamfundet kan her spille en institutionel rolle som uafhængige observatører.

4.12.

En investeringspolitik, der fremmer europæiske private investeringer i Afrika, bør navnlig være rettet mod at skabe regionale værdikæder, der fremstiller varer, som primært kan forbruges i Afrika, således at der opbygges hjemmemarkeder. Dette kunne være inspireret af den europæiske vækstmodel i årtierne efter Anden Verdenskrig, hvor Europa var stærkt afhængig af sine hjemmemarkeder til udvikling af sin industri.

4.13.

Afrikanske og europæiske NGO’er, især dem med afrikanske rødder, kunne fungere som brobygger for økonomisk udvikling og blive aktører i fremme af bæredygtig økonomisk udvikling i deres hjemland.

5.   Handel

5.1.

EU er stadig Afrikas største handelspartner og tegner sig for 36 % af al eksport efterfulgt af Kina og USA. Det er Kommissionens mål at intensivere dette samarbejde og give det et nyt aftalegrundlag.

5.2.

Som Afrikas vigtigste handelspartner har EU gerne tilbudt de afrikanske lande sine mest favorable handelspræferencer, enten gennem GSP-ordningen (og EBA for de mindst udviklede lande, hvoraf mange ligger i Afrika) eller gennem frihandelsaftaler, især økonomiske partnerskabsaftaler, der har udvikling som det primære mål.

5.3.

Men i modsætning til bestemmelserne i EU's nye generation af frihandelsaftaler og den økonomiske partnerskabsaftale med de caribiske lande indeholder EU's frihandelsaftaler og økonomiske partnerskabsaftaler med afrikanske lande ingen mekanismer for dialog med det organiserede civilsamfund. Frihandelsaftalerne med de nordafrikanske lande indeholder endnu ikke hverken bestemmelser om interne rådgivende grupper eller et kapitel om handel og bæredygtig udvikling. Tilsvarende indeholder de økonomiske partnerskabsaftaler, der handler om udvikling, ikke en bestemmelse om et rådgivende udvalg for at fremme dialog med ikkestatslige aktører om en bæredygtig gennemførelse og virkning af aftalen.

5.4.

Engagement og dialog med det organiserede civilsamfund kan også ske uden for rammerne af (eller parallelt med) handelsaftaler. Da formålet med handels- og investeringsforbindelserne mellem EU og Afrika er at fremme bæredygtig udvikling, bør alle interesserede parter — ikke kun statslige aktører — inddrages.

5.5.

Den nuværende handelsstruktur mellem Afrika og Europa skaber en række udfordringer for udviklingen. Selv når de økonomiske partnerskabsaftaler er blevet ratificeret, gennemføres de ikke altid i praksis i partnerlandene. Det er heller ikke helt uden grund, da der er talrige rapporter om, at europæisk eksport fortrænger udviklingen af lokale industrier og sektorer (16). Udvidet frihandel er en markant strukturel ændring for partnerlande, der tidligere kunne regulere deres økonomiske sektorer ved hjælp af præferenceordninger. Desuden forhandles de økonomiske partnerskabsaftaler med økonomiske blokke, og situationen for medlemmerne er ofte forskellig, hvilket kan nødvendiggøre forskellige tilgange til handelspolitikken. Sidst, men ikke mindst kan omfattende handelsaftaler i og af sig selv udgøre en organisatorisk forhandlingsudfordring for udviklingslandene og nyligt industrialiserede lande.

5.6.

Et større engagement med civilsamfundet indebærer behov for kapacitetsopbygning og omkostninger, hvilket bør imødegås for at få effektive inddragelsesmekanismer på plads. EU bør øremærke en del af sin bistand til handel (der kan fastsættes en procentdel) til at støtte civilsamfundets deltagelse, den sociale dialog og kapacitetsopbygningen i forbindelse med bæredygtig handel og investeringstiltag.

5.7.

Afrika er også engageret i oprettelsen af den afrikanske kontinentale frihandelsaftale (AfCFTA), der skal skabe et indre afrikansk marked. Indtil videre har 40 lande underskrevet aftalen, der af mange statslige og ikkestatslige aktører i hele Afrika opfattes som ekstremt vigtig. Den burde styrke samhandelen i Afrika og den regionale og kontinentale integration og udvikle de større sektorer af økonomien i hele Afrika. EU kan i praksis støtte dette arbejde og hjælpe med at sikre, at præferencehandelsordningerne med de afrikanske lande og regioner (EU's frihandelsaftaler med Nordafrika, økonomiske partnerskabsaftaler og GSP-ordningen) bidrager til at støtte den kontinentale handelsintegration og udvikler sig i retning af handelsaftaler mellem kontinenter.

6.   På vej mod en ny alliance mellem Afrika og Europa

6.1.

Afrika har ikke brug for almisser: Kontinentet har brug for ægte og retfærdigt partnerskab i overensstemmelse med alliancen for bæredygtige investeringer og job mellem Europa og Afrika, der blev foreslået i september 2018. I forslaget skønnes det, at dette vil kunne skabe op til 10 mio. job i Afrika alene i løbet af de kommende fem år. Det må være underforstået, at disse job skal kunne garantere en indkomst, der sikrer anstændige levevilkår. Alliancens formål er at tiltrække private investeringer og udnytte de enorme muligheder, der kan skabe fordele for afrikanske og europæiske borgere og økonomier. EU bør overveje at omdanne de talrige handelsaftaler mellem EU og Afrika til en frihandelsaftale mellem kontinenter som et økonomisk partnerskab mellem ligeværdige parter. I den henseende er alliancen et vigtigt politisk signal. Et sådant partnerskab bør etableres på lighed og under hensyntagen til de eksisterende asymmetrier og parternes respektive kompetencer.

6.2.

Hvis det skal blive en ægte alliance, er der behov for refleksion på begge sider, et behov for større forståelse, koordinering og samarbejde fra begge parter og et behov for, at: — der tages ansvar fra Afrikas side, — indsatsen ikke kun foregår på regeringsniveau, — alle ikkestatslige aktører inddrages, — målet er at skabe en værdig tilværelse for alle mennesker i Afrika.

7.   Afløser for Cotonou og civilsamfundets rolle

7.1.

Kommissionen har indledt forhandlingerne om et nyt, ambitiøst partnerskab med 79 AVS-lande. Både AVS-landene og EU værdsætter den »politiske dimension«, der er et resultat af Cotonouaftalen, og ønsker at bibeholde den. Den har fokus på den politiske dialog vedrørende nationale, regionale og globale spørgsmål af gensidig interesse samt en forpligtelse til menneskerettigheder, god regeringsførelse, fred og stabilitet.

7.2.

En sådan ny fair handelsforbindelse med landene i Afrika bør fremme anstændigt arbejde og understøtte offentlige tjenester. Handelspolitikken må sikre fuld respekt for og beskyttelse af menneskerettighederne, kvalitetsjob og miljøet og må tillige være opmærksom på udviklingsbehovene i de mindre udviklede lande. Handel rummer fantastiske muligheder, men kun hvis der skabes kvalitetsjob, og den bæredygtige vækst får et løft. I hver eneste handelsaftale bør der være garanti for inddragelse af det organiserede civilsamfund, god regeringsførelse og gennemsigtighed.

7.3.

EØSU har spillet en vigtig rolle i at opbygge relationer med civilsamfundet under Cotonouaftalen. Det er nu vigtigt, at EØSU og dets strukturer fortsat og i endnu højere grad inkluderes som et væsentligt element af afløseren for Cotonouaftalen. På den måde bliver EU's civilsamfund sat i stand til at hjælpe civilsamfundet i afrikanske lande med at blive en pålidelig og troværdig partner for investorer.

---

(1)  EUT C 246 af 28.7.2017, s. 71.

(2)  https://www.africa-eu-partnership.org//sites/default/files/documents/eas2007_joint_strategy_en.pdf.

(3)  EUT C 81 af 2.3.2018, s. 29.

(4)  Forstået som katastrofehjælp og humanitær nødhjælp, konfliktforebyggelse, demokratisering og udviklingssamarbejde, men ikke støtte til og samarbejde med militær- og grænsepoliti.

(5)  Som f.eks. ILO's trepartserklæring om principperne for multinationale virksomheder og socialpolitik.

(6)  Undersøgelser viser, at en vis minimumsindkomst nedbringer migrationspresset, bl.a. Clemens, Does Development Reduce Migration? (2014) (http://ftp.iza.org/dp8592.pdf).

(7)  http://pubdocs.worldbank.org/en/992371492706371662/MigrationandDevelopmentBrief27.pdf.

(8)  Bl.a. Verdensbankens rapport Doing Business 2017.

(9)  Strategisk note fra Det Europæiske Center for Politisk Strategi, The Makings of an African Century (2017).

(10)  EUT C 129 af 11.4.2018, s. 27.

(11)  Det tyske udviklingsministerium, »Afrika und Europa — Neue Partnerschaft für Entwicklung, Frieden und Zukunft — Eckpunkte für einen Marshallplan mit Afrika« og UNCTAD, Economic Development in Africa Report 2016.

(12)  Bl.a. Clemens, Does Development Reduce Migration? (2014) (http://ftp.iza.org/dp8592.pdf).

(13)  Africa's Development Dynamics 2018: Growth, Jobs and Inequalities, AUC/OECD 2018.

(14)  Eurostat 2018.

(15)  Som f.eks. trepartserklæringen om principperne for multinationale virksomheder og socialpolitik.

(16)  F.eks. https://www.deutschlandfunk.de/das-globale-huhn-ghanas-bauern-leiden-unter-gefluegel.766.de.html?dram:article_id=433177, https://www.wienerzeitung.at/nachrichten/wirtschaft/international/835163_Was-Altkleider-fuer-Afrikas-Wirtschaft-bedeuten.html og https://www.dialog-milch.de/im-fokus-eu-milchpulver-und-der-milchmarkt-in-afrika/.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse — Anvendelsesværdi er populært igen: nye fremtidsudsigter og udfordringer for europæiske produkter og tjenesteydelser

(initiativudtalelse)

(2020/C 97/04)

Ordfører:

Dimitris DIMITRIADIS

Plenarforsamlingens beslutning	24.1.2019
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	19.11.2019
Vedtaget på plenum	11.12.2019
Plenarforsamling nr.	548
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	191/3/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at levering af innovative, højt specialiserede produkter og tjenesteydelser med anerkendte og certificerede nøglefunktioner, der imødekommer kundernes behov og opfylder kravene til social og miljømæssig bæredygtighed, kan blive kernen i og fokus for europæisk konkurrenceevne nu om dage. Nærværende udtalelse handler om, hvordan man skaber en europæisk profil, der er tilpasset de systemiske og socioøkonomiske forandringer, der sker på verdensplan.

1.2.

EØSU mener, at anvendelsesværdi med den seneste udvikling igen er ved at få stor betydning for konkurrencesituationen. Dette fremmer en bæredygtig omlægning af produktionen i EU på tværs af alle sektorer og brancher. Det er veldokumenteret, at de europæiske små og mellemstore virksomheder (SMV'er) giver et vigtigt socioøkonomisk afkast, men derudover kan de også opfylde den globale efterspørgsel efter variation og dermed blive en vigtig faktor, når EU skal repositionere sig i vor tids arbejdsdeling.

1.3.

»Anvendelsesværdiens tilbagevenden« passer sammen med EU's grundlæggende karakteristika, der indebærer en betydelig sociokulturel, geologisk og klimatisk mangfoldighed. Derfor er det vigtigt at stræbe efter højt specialiserede produkter og tjenesteydelser. Af hensyn til konkurrenceevnen bør produktionsprocesserne også være i overensstemmelse med politikkerne for social og miljømæssig bæredygtighed.

1.4.

I betragtning af de enorme stordriftsfordele i vækstøkonomierne og udviklingslandene og fralæggelsen af det sociale og miljømæssige ansvar, samtidig med at mange af de udviklede lande er vendt tilbage til en aggressiv protektionisme, er den bedste (hvis ikke den eneste) løsning formentlig at gå over til specialiserede, kvalitative og bæredygtige produktionsformer — ikke kun for EU, men for verden som helhed.

1.5.

Med henblik derpå anbefaler EØSU en række politiske tiltag i følgende retning: i) national og europæisk forvaltning bør anvende et anvendelsesorienteret policy-mix, der er tilpasset de lokale karakteristika og behov, ii) udvikling af en lige så ambitiøs EU-industripolitik og fremme af (delvist) selvstændige producenters dannelse af klynger og kooperativer, så de både kan blive ved med at producere forskellige varianter og samtidig udnytte stordriftsfordele i specifikke dele af produktets livscyklus, iii) udbredelse af industriel symbiose for at fremme den cirkulære økonomi, iv) forbedret adgang til finansielle midler ved at gennemføre handlingsplanen for kapitalmarkedsunionen og fremme de mikrofinansielle redskaber og ved hjælp af miljøvenlige og anvendelsesorienterede bankstrategier.

1.6.

Erhvervsuddannelse og livslang læring medfører enestående muligheder for netværkssamarbejde og klyngedannelse med henblik på at mindske omkostningerne ved menneskelig udvikling og er med til at styrke vigtige horisontale færdigheder.

1.7.

De næste politiske tiltag bør træffes inden for dataadgang og datastyringsevne. Det kan ikke desto mindre være en teknisk og juridisk vanskelig opgave at sikre både digital suverænitet og privatlivets fred for fysiske og juridiske personer. Producenter af produkter og tjenesteydelser bør dog også have muligheden for og færdighederne til at bruge de nødvendige metoder og processer, uanset om de er digitaliserede eller ej. Dette fører os igen tilbage til behovet for erhvervsuddannelse og livslang læring i tillæg til levering af open source software (OSS).

2.   Baggrund for udtalelsen

2.1.

»Anvendelsesværdi« besvarer spørgsmålet, »hvilken nytte har et produkt eller en tjeneste?«. I et bredere, holistisk perspektiv omfatter dette alle de forskellige positive eller negative anvendelsesformål, hvad enten de er direkte forbundet eller opstår indirekte. Anvendelsesværdi henviser til alle reelle, objektive og/eller subjektivt forventede egenskaber ved et produkt eller en tjeneste i den samlede livscyklus (»fra vugge til grav«). Alt (materielt eller ej), der har en anvendelsesværdi, udgør et »økonomisk gode«. I en tid med en »kommercialiseret økonomi« har handelsværdien (prisen) fortrængt anvendelsesværdien fra markedet, således at sidstnævnte i bedste fald skulle forestille at være bestemt af førstnævnte.

2.2.

Efterhånden som arbejdsproduktiviteten stiger og stiger, ændrer vores behov sig gradvist i retning af et ønske om variation, da behovet for kvantitet på verdens førende markeder for længst er blevet mættet. Overordnet set går forbrugernes præferencer mere og mere i retning af specialiserede, differentierede, certificerede kvalitetsvarer og -tjenesteydelser. Dette gælder selv de nye markeder i visse dele af den lokale efterspørgsel — afhængigt af alder, uddannelsesniveau, beskæftigelsestype, urbaniseringsgrad osv.

2.3.

Ikke overraskende handler de nyeste teknologiske og proceduremæssige opgraderinger om at øge produktiviteten, ikke kun for at producere større mængder, men frem for alt for at producere forskellige kvaliteter, så produktionen tilpasses mere direkte til de reelle præferencer.

2.4.

Derudover fører de stadig hurtigere tekniske ændringer til, at varer mister deres typiske kommercielle egenskaber og gradvist afkommercialiseres, om end i forskellig grad i forskellige brancher. Alt dette giver nu igen anvendelsesværdi en central plads i konkurrencen, hvilket kunne tjene som grundlaget for en bæredygtig omlægning af den europæiske produktion på tværs af alle sektorer.

2.5.

EU-institutionerne har tilsyneladende forstået disse strukturelle ændringer. Kommissionens meddelelse COM(2017) 479 sætter fokus på behovet for at investere i en intelligent, innovativ og bæredygtig europæisk industri. EØSU udarbejdede en høringsudtalelse (1) om nævnte meddelelse, hvori behovet for at opskalere SMV'er og fremme relevant innovation blev fremhævet.

2.6.

I en nyere sonderende udtalelse opfordrede EØSU til »en holistisk tilgang for at forene håndteringen af udfordringer inden for vækst, klima og miljø og i form af samfundsproblemer i en plan for retfærdig omstilling.« Med udgangspunkt deri opfordrede udvalget yderligere Kommissionen og medlemsstaterne til at »vedtage en langsigtet, vidtfavnende strategi med en global vision«, hvor »Europas tiltrækningskraft bør være en prioritet for enhver industripolitik baseret på innovation og konkurrencedygtighed« (2).

2.7.

På grund af de »høje omkostninger i forhold til konsekvenserne af drivhuseffekten« undersøgte EØSU for nylig i en initiativudtalelse om en industriel vinkel på foreningen af klima- og energipolitik (3) den tekniske og juridiske gennemførlighed af grænsetilpasningsforanstaltninger vedrørende den interne pris på drivhusgasemissioner. Her anbefalede EØSU Kommissionen at se nærmere på denne og andre politiske løsningsmodeller såsom en reform af emissionshandelssystemet (ETS), CO2-grænsetilpasningsforanstaltninger og en momssats, der svarer til kulstofintensiteten.

2.8.

Nærværende initiativudtalelse går et skridt videre. Den handler om, hvilke elementer der bør indgå i en samlet industripolitisk strategi med henblik på at gøre vare- og tjenesteydelsesproduktionen i EU til en global spiller, med udgangspunkt i en økosocial og åben markedsmodel, der afspejler EU's traditioner og fremtid.

3.   Mikroniveau

3.1.

De omtalte strukturelle ændringer gør SMV'ernes »nytteværdi« endnu mere aktuel: Det er veldokumenteret, at de giver et socioøkonomisk afkast — som markant øger værditilvæksten i det moderne samfund og skaber nye job — men SMV'erne kan også blive den afgørende faktor i omstillingen af den europæiske produktion på grund af deres evne til at reagere på specifikke behov på nichemarkeder og den globalt stigende efterspørgsel efter variation.

3.2.

At anerkende SMV'ers betydning for vores samtid betyder dog ikke automatisk, at de er bedre beskyttet mod risici. Et af formålene med denne udtalelse er således at finde nye måder, hvorpå de europæiske SMV'er kan hjælpes med at overvinde stordriftsrelaterede ulemper. EØSU opfordrer igen til at fremme nye metoder til dannelse af netværk, klynger og kooperativer, så producenterne kan bevare deres (delvise) selvstændighed i produktionen af kvalitetsdifferentierede produkter, samtidig med at man deles om visse dele af produktets livscyklus og dermed udnytter stordriftsfordelene. Det kunne f.eks. være i forbindelse med design og afsætning af et produkt, etablering af væksthuse for nystartede virksomheder og prævæksthuse inden for transport og logistik, adgang til finansiering, adgang til og brug af big data og specialiserede databaser og interkonnektivitet i forbindelse med den cirkulære økonomi.

3.3.

Bedre adgang til finansiering og tjenester er afgørende for europæiske virksomheder og navnlig SMV'er. Det er helt afgørende at få gennemført handlingsplanen for kapitalmarkedsunionen, da den indeholder mikrofinansieringsværktøjer til innovation, nystartede virksomheder og ikkebørsnoterede selskaber og metoder til at gøre det lettere at komme ind og rejse kapital på offentlige markeder mv. I betragtning af hvor vigtig en vares eller en tjenesteydelses miljømæssige og sociale dimension er, bør grønne og anvendelsesrelaterede bankstrategier også fremmes yderligere. Relevante kompetencecentre kan vise sig at være yderst nyttige til at indarbejde bæredygtighedsprincipper i driften af SMV'erne.

3.4.

Der bør desuden lægges særlig vægt på omstillingen til en cirkulær økonomi, og producenterne bør tilskyndes til at samarbejde og dele ressourcerne effektivt. Med henblik derpå understreger EØSU betydningen af at give de europæiske forbrugere de mest objektive oplysninger og henleder opmærksomheden på oprettelsen af økologiske industriparker og distrikter. En sammenslutning af fremstillings- og servicevirksomheder kan forbedre de miljømæssige og økonomiske resultater ved at arbejde sammen om forvaltning af miljø- og ressourcespørgsmål, herunder energi, vand og materialer. Denne stedbaserede »symbiose« fremmer ressourcedeling mellem enheder i den samme sektor eller endda på tværs af forskellige sektorer.

3.5.

Fordelene ved industriel symbiose kan mærkes på alle niveauer af bæredygtighed. De øgede bagud- og fremadrettede forbindelser i industri- og produktionsområder omdanner omkostningerne ved bortskaffelse af affald til profit ved at nedbringe priserne på råmaterialer, maksimere brugen af underudnyttede ressourcer og faciliteter, fordele omkostningerne til ny infrastruktur og investere i samarbejde med interessenter fra samme sektor eller endog andre sektorer.

3.6.

Desuden bliver ressourceforvaltning en kilde til innovation, hvor »ubrugelige« eller »ikkeudnyttelige« ressourcer får en ny værdi, og der åbnes op for nye forretningsmuligheder, samtidig med at man sikrer bedre overholdelse af regler og mindsker risikoen for bøder. Lige så vigtige er de miljømæssige fordele. Brugen af råvarer, nettoaffaldsproduktionen og CO2-emissionerne reduceres gennem en sådan industriel symbiose, uden at de økonomiske aktiviteter begrænses. Disse faktorer kan tjene som grundlag for en genkendelig global certificering af slutprodukter, hvilket yderligere vil fremhæve kvaliteten af europæiske produkter og tjenesteydelser.

3.7.

Ved at forbedre de europæiske virksomheders — og navnlig de små og mellemstore producenters — evne til effektivt at håndtere alle relevante data og oplysninger (business intelligence er et nyt relevant begreb), øges deres chancer for at overleve, men også deres evne til at tilpasse sig til et globalt marked under forandring: — mere intelligent ressourcebrug, da realtidsdata om produktstatus på f.eks. biler og andre maskiner gør det muligt for virksomhederne at afdække eventuelle fejl og planlægge prediktiv vedligeholdelse og reparationer, hvilket kan forlænge produkternes levetid — større forsyningssikkerhed som følge af den igangværende omstilling til en cirkulær økonomi, dvs. mindre afhængighed af nye ressourcer, og øget brug af genanvendte varer, hvilket medfører, at virksomhederne i mindre omfang vil opleve svingende råvarepriser, hvilket igen øger deres modstandskraft — levering af produkter som en service ved brug af sensorer til at overvåge forbruget — forbrugeren betaler derefter efter eget forbrug, mens virksomheden forbliver ejer af produktet. Dette gør det muligt at bruge produkterne i længere tid, mens kunden kun betaler for det faktiske forbrug — øget fleksibilitet og konkurrenceevne som følge af korrekt håndtering af udfordringer som øget volatilitet, kundeinteraktion og -loyalitet og dyr bortskaffelse af affald — nye veje til kreativ kundekontakt, hvor virksomhederne kan skabe et mere personligt forhold til deres kunder og skræddersy produkter og tjenesteydelser mere effektivt.

3.8.

Sidst, men ikke mindst spiller netværk og klyngedannelse også en rolle, når det handler om at udvikle de nødvendige kompetencer blandt medarbejderne. CEDEFOP har understreget behovet for øget samarbejde, især inden for læring på arbejdspladsen, mellem erhvervsuddannelsesinstitutioner, universiteter, forskningscentre og virksomheder. Horisontale færdigheder bør styrkes gennem både indledende og livslang læring med henblik på at skabe mere fleksible fremstillingsprocesser, mere kreativitet og innovation, også i forhold til den digitale omstilling m.m.

4.   Makroniveau

4.1.

Genindustrialisering i betydningen genopbygning af en tværsektoriel produktionsstruktur i Europa er opstået efter en periode med afindustrialisering og en stigende outsourcing til andre, overvejende ikkeeuropæiske områder. Det er almindeligt anerkendt, at det har adskillige positive virkninger på den samfundsøkonomiske udvikling at genetablere et mangfoldigt, produktivt »økosystem«. Dette skyldes, at det i) skaber fremad- og bagudrettede produktionsforbindelser, ii) styrker lokale markeder, iii) reducerer graden af produktionsafhængighed og derved fremmer den lokale økonomis modstandsdygtighed og iv) frembringer tværfaglige FoU-aktiviteter, der fremmer innovation inden for produktionsprocesser og med hensyn til produktets og tjenesteydelsens særlige kendetegn.

4.2.

For at skabe en omlægning af produktionen i EU og udnytte den eksisterende globale tendens til tilbageflytning skal den europæiske konkurrenceevne genoprettes i forhold til de nuværende internationaliserede markeder. De globale værdikæder undergår betydelige forandringer: i) de har siden den globale finanskrise oplevet en kontinuerlig nedgang, ii) »regionalisering« bruges som en strategi til at rykke tættere på de store forbrugermarkeder, iii) produktionskæderne omlægges og adskilles fysisk.

4.3.

At prioritere kvalitet på linje med pris og at lade en vare miste sin typiske kommercielle karakter hænger godt sammen med EU's grundlæggende karakteristika. Europa er et sociokulturelt, geologisk og klimatisk mangfoldigt område, hvor SMV'erne samtidig — eller måske netop af den grund — fortsat spiller en væsentlig rolle som »forstærkere« i økonomien. Innovative, højt specialiserede produkter og tjenester med anerkendte og certificerede nøglefunktioner, der imødekommer kundernes behov og kravene til social og miljømæssig bæredygtighed, kan derfor blive essensen af og fokus for moderne europæisk konkurrenceevne.

4.4.

Dette argument bliver endnu mere slagkraftigt, i betragtning af at verden udvikler sig i en ny modsætningsfyldt retning. Vi ser kæmpe stordriftsfordele i vækstøkonomierne og udviklingslandene og en fralæggelse af det sociale og miljømæssige ansvar, samtidig med at mange af de udviklede lande er vendt tilbage til en aggressiv protektionisme. EU befinder sig et sted midt imellem (og påvirkes f.eks. af handelskrigen mellem USA og Kina). Utrolige teknologiske, sociale og demografiske ændringer fører til kæmpestore forandringer i den globale økonomis udformning og struktur, og nye lokale markeder og behov dukker op. Tilpasning til systemiske udviklingstendenser og anvendelse af ovennævnte egenskaber i en specialiseret, kvalitativ og bæredygtig produktion kunne være en løsning, ikke kun for EU, men for verden som helhed.

5.   Relevante politiske forslag på lokalt og nationalt plan og EU-plan

5.1.

For at imødegå alle udfordringer i forbindelse med at skabe en europæisk profil og styrke den rolle, som europæiske produkter og tjenesteydelser spiller i den globale økonomi, er EU og medlemsstaterne nødt til at investere væsentligt flere ressourcer i forskning og udvikling, uddannelse, infrastruktur, markedsføring og innovative teknologier. Med henblik herpå er der som anbefalet af arbejdsmarkedsparter, civilsamfundet og andre aktører i EU behov for en ambitiøs EU-industripolitik med fokus på innovation, intelligent lovgivning, sociale partnerskaber, frihandel og social og miljømæssig ansvarlighed.

5.2.

I betragtning af at den globale konkurrence intensiveres og samtidig er under hastig forandring, er handelspolitik et uundgåeligt emne. Det handelspolitiske område er desuden vigtigt for at modvirke indefra kommende markedssvigt. Man bør dog på nationalt niveau og EU-niveau ikke lade sig hvirvle ind i en protektionistisk spiral, men derimod udforme og anvende et anvendelsesorienteret policy-mix, der tilpasses lokale forhold og behov i form af: i) standardiserings- og certificeringsforanstaltninger til beskyttelse i hjemlandet og til oversøisk fremme af europæiske brands, ii) et (pro)aktivt økonomisk diplomati, der udnytter de internationale politiske, kulturelle og socioøkonomiske bånd, iii) brug af offentlige indkøb som et instrument til at håndhæve kvalitative standarder på de europæiske markeder, iv) fremme af de nødvendige infrastrukturinvesteringer og institutionelle ordninger, der yderligere styrker den lokale produktions konkurrenceevne.

5.3.

En sådan intelligent handelslovgivning bør gå hånd i hånd med intelligente industripolitikker i både EU og på nationalt plan: i) brug af digitalisering, cyberisering og kunstig intelligens i produktionen, ii) investeringer i udvikling af mere differentierede og højt specialiserede produkter og tjenesteydelser, iii) investeringer i den tekniske kapacitet til effektivt at fremstille flere differentierede varianter, iv) fremme af (delvist) selvstændige producenters dannelse af klynger og kooperativer, så de både kan blive ved med at producere forskellige varianter og samtidig udnytte stordriftsfordelene i specifikke, nøje udvalgte dele af produktets livscyklus, v) udbredelse af systemet med industriel symbiose for at fremme den cirkulære økonomi, vi) yderligere styrkelse af forbindelserne mellem produktion og FoU, også på mindre anvendte videnskabelige områder (se den relevante drøftelse om det nye Horisont Europa 2020-2025).

5.4.

Især når det gælder fremme af målrettet klyngedannelse og industriel symbiose vil der være behov for regionale, branchespecifikke undersøgelser med henblik på at identificere de segmenter af lokal produktion, hvor der kan etableres forskellige typer af netværk og kooperativer.

5.5.

Som allerede nævnt er erhvervsuddannelse og livslang læring begge værktøjer til netværks- og klyngedannelse, der kan give stordriftsfordele i forhold til de omkostninger ved menneskelig udvikling, som arbejdsgivere skal afholde, og fungere som en måde til at styrke færdigheder, som er afgørende for at fremme kreativitet, innovation og tilpasning i produktionsprocessen. Den fremtidige europæiske politik for erhvervsuddannelse og livslang læring bliver nødt til at prioritere disse horisontale færdigheder på alle niveauer på mange forskellige måder, herunder ved hjælp af nye læringsmetoder, ved at udnytte den seneste teknologi og nye finansieringsmekanismer og dermed hjælpe produktionsenheder med at anvende de nyeste resultater til at udvikle nye differentierede produkter.

5.6.

Dataadgang og datastyringsevne er det næste område, hvor der bør tages politiske skridt med henblik på at støtte europæiske producenter og tjenesteudbydere, så de kan følge med i den seneste udvikling på de globaliserede markeder og udnytte deres komparative fordel inden for højt specialiserede varer og tjenesteydelser. Dette er især vigtigt for SMV'er. Ikke desto mindre går fri dataadgang hånd i hånd med en stigende risiko for datamisbrug. Det kan være en teknisk og juridisk vanskelig, men også vigtig opgave at sikre både digital suverænitet og privatlivets fred for fysiske og juridiske personer.

5.7.

Slutteligt er adgangen til den eksponentielt voksende mængde data allerede blevet nemmere, men producenter af varer og tjenesteydelser skal også have mulighed for og evnerne til at bruge de nødvendige værktøjer til dataforvaltning, som omfatter metoder og processer, hvad enten de er digitaliserede eller ikkedigitaliserede. Business intelligence er et relativt nyt begreb i litteraturen og beskriver netop evnen til at gøre brug af oplysninger og datasæt. Derudover skal der træffes tekniske og juridiske foranstaltninger med henblik på at levere open source software (OSS). Dette fører os atter tilbage til de relevante horisontale færdigheder, der skal udvikles gennem erhvervsuddannelse og livslang læring.

---

(1)  EUT C 227 af 28.6.2018, s. 70.

(2)  EUT C 197 af 8.6.2018, s. 10.

(3)  EUT C 353 af 18.10.2019, s. 59.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fælles minimumsstandarder for arbejdsløshedsforsikring — et konkret skridt i retning mod reel gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder

(initiativudtalelse)

(2020/C 97/05)

Ordfører:

Oliver RÖPKE

Plenarforsamlingens beslutning	15.3.2018
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	15.11.2019
Vedtaget på plenarforsamlingen	11.12.2019
Plenarforsamling nr.	548
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	141/65/14

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

På EU's sociale topmøde den 17. november 2017 i Göteborg blev den europæiske søjle for sociale rettigheder højtideligt proklameret. For at sætte skub i søjlen er der behov for konkrete skridt i retning af reel gennemførelse, både fra EU's og fra medlemsstaternes side.

1.2.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) henviser til søjlens 13. princip om arbejdsløshedsunderstøttelse. Ifølge dette princip har arbejdsløse ret til passende aktiveringsstøtte fra de offentlige arbejdsformidlinger til at komme ud/tilbage på arbejdsmarkedet og passende arbejdsløshedsunderstøttelse af en rimelig varighed i overensstemmelse med deres bidrag og de nationale regler for støtteberettigelse. Understøttelsen må ikke afholde modtagerne fra hurtigt at komme i beskæftigelse igen.

1.3.

Arbejdsløshedsforsikring er — trods de forskellige nationale udformninger — et centralt element i medlemsstaternes velfærdssystemer. EØSU tilslutter sig Kommissionens opfattelse om, at forbedrede standarder for medlemsstaternes arbejdsløshedsforsikringsordninger giver mulighed for mere velfungerende arbejdsmarkeder, og at medlemsstater med mere generøse arbejdsløshedsforsikringsordninger og flere midler til aktive arbejdsmarkedspolitikker og -foranstaltninger har større succes med at integrere arbejdsløse varigt på arbejdsmarkedet (1). Samtidig fremhæver EØSU arbejdsløshedsforsikringens vigtige funktion som automatisk stabilisator.

1.4.

Der er i øjeblikket stor forskel på medlemsstaternes arbejdsløshedsunderstøttelse. EØSU henleder opmærksomheden på den fælles beskæftigelsesrapport 2019, hvoraf det fremgår, at arbejdsløshedsunderstøttelse af passende størrelse, af rimelig varighed, og som er tilgængelig for alle arbejdstagere og ledsaget af effektive aktiveringsforanstaltninger, er afgørende for at støtte jobsøgende i omstillingsperioder på arbejdsmarkedet. (2).

1.5.

EØSU gentager sin opfordring til at indføre høje beskæftigelsesstandarder og høje sociale standarder (3) og anbefaler derfor, at der fastsættes mål for arbejdsløshedsunderstøttelse i medlemsstaterne. Der bør fastlægges mål for nettokompensationsgrad, støtteperiode og andel af forsikrede. EØSU anbefaler også mål for efteruddannelse og aktivering.

1.6.

Som et første skridt bør målene for arbejdsløshedsunderstøttelse fastlægges og overvåges i en benchmarkproces som led i det europæiske semester. EØSU gentager sin anbefaling om, at den europæiske søjle for sociale rettigheder også skal berøre den økonomiske styring i EU (4). Efter EØSU's mening bør de landespecifikke henstillinger til medlemsstaterne i forbindelse med det europæiske semester indeholde konkrete mål vedrørende arbejdsløshedsunderstøttelsens nettokompensationsgrad, støtteperiode og andel af forsikrede samt efteruddannelse og aktivering. De landespecifikke henstillinger udarbejdes af Kommissionen, Rådet træffer afgørelse om dem, og de godkendes af Det Europæiske Råd.

1.7.

Grundlaget for de landespecifikke henstillinger bør være de integrerede retningslinjer (5). I henhold til retningslinje 7 i retningslinjerne for beskæftigelsespolitikker 2018 (6) , som fortsat er gældende for 2019 (7), bør medlemsstaterne give de arbejdsløse passende arbejdsløshedsunderstøttelse af rimelig varighed i overensstemmelse med deres bidrag og de nationale regler for støtteberettigelse. Understøttelsen må dog ikke ødelægge incitamentet til hurtigt at komme i beskæftigelse igen.

1.8.

Den europæiske søjle for sociale rettigheder ledsages af en social resultattavle, som overvåger søjlens gennemførelse samt følger tendenser og fremskridt i medlemsstaterne og lader disse indgå i det europæiske semester. EØSU anbefaler, at man i fremtiden også overvåger arbejdsløshedsunderstøttelse under den sociale resultattavle. Udvalget anbefaler desuden en benchmarkproces for arbejdsløshedsunderstøttelse som et supplement til den sociale resultattavle. EØSU udtrykker derfor stor tilfredshed med Kommissionens aktuelle bestræbelser på at indføre en benchmarkproces for arbejdsløshedsunderstøttelse, og disse bestræbelser bør styrkes og knyttes til en permanent overvågningsproces.

1.9.

Formålet med den foreslåede benchmarkproces for arbejdsløshedsunderstøttelse er at opnå social konvergens i opadgående retning i medlemsstaterne og mere velfungerende arbejdsmarkeder. Benchmarkprocessen skal baseres på en analyse af den aktuelle situation uden udeladelser og forskønnelser. Benchmarkprocessen må ikke være begrænset til overvågning og evaluering. Medlemsstaterne skal lære af hinanden ved at analysere det bedste benchmark (benchlearning) og gennemføre forbedringer (benchaction).

1.10.

Benchmarkprocessen for arbejdsløshedsunderstøttelse bør styres af Kommissionen. Fastsættelsen af benchmarks bør ske med konstant og øget inddragelse af arbejdsmarkedets parter.

1.11.

Sociale mål skal med tiden føre til social konvergens. Borgerne skal opleve, at principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder ikke blot er ord på papir, men bliver omsat til konkret virkelighed og skridt for skridt forbedrer deres levevilkår.

1.12.

EØSU anbefaler, at benchmarkprocessens resultater overvåges nøje og evalueres. Hvis der ikke sker tilstrækkelige fremskridt i retning af de ønskede virkninger, bør der indføres et juridisk bindende instrument for at støtte og supplere medlemsstaternes bestræbelser på at modernisere arbejdsløshedsforsikringsordningerne. Ud over Rådets henstilling som rettesnor for medlemsstaterne anbefaler EØSU, at der i overensstemmelse med EUF-traktatens artikel 153 indføres et direktiv om retligt bindende minimumsstandarder for arbejdsløshedsforsikringsordninger i medlemsstaterne. Direktivet bør indeholde krav om EU-dækkende minimumsstandarder for nettokompensationsgrad, støtteperiode og andel af forsikrede i forbindelse med arbejdsløshedsunderstøttelse. EØSU går også ind for EU-dækkende minimumsstandarder for efteruddannelse og aktivering i forbindelse med arbejdsløshedsforsikring.

1.13.

Juridisk bindende minimumsstandarder bør finde gradvis anvendelse. Der bør fastsættes en rimelig frist, der gør det muligt for alle medlemsstater at overholde de fælles standarder.

1.14.

I den forbindelse og som understreget i artikel 153 i EUF-traktaten må medlemsstaternes beføjelser til at fastlægge de grundlæggende principper i deres sociale sikringsordninger og den økonomiske balance i disse ordninger ikke i væsentligt omfang forringes. Dette princip bør respekteres uanset formen og indholdet af medlemsstatens ordning. Medlemsstaterne må ikke afholdes fra at udøve deres traktatfæstede ret til at opretholde eller indføre mere vidtgående (strengere) beskyttelsesforanstaltninger. I den forbindelse skal der særligt tages hensyn til forskelle i de nationale forsikringsordningers opbygning, inddragelse af arbejdsmarkedets parter samt finansiering.

2.   Udgangssituation og baggrund for udtalelsen

2.1.

Efter de smertefulde erfaringer fra den økonomiske og finansielle krise fra 2008 og den efterfølgende ustabilitet er økonomien nu atter i vækst og arbejdsløshedstallene faldende. Den aktuelle fremgang på arbejdsmarkederne er imidlertid ikke lige stor i alle medlemsstater, regioner og befolkningsgrupper. EØSU henviser i denne forbindelse til den fælles beskæftigelsesrapport 2019 (8).

2.2.

EØSU er enig med Rådet i, at medlemsstaterne og EU bør tage fat på de sociale konsekvenser af den økonomiske og finansielle krise og bestræbe sig på at udarbejde et inklusivt samfund. Der bør tages fat på uligheder og forskelsbehandling. Der bør sikres adgang og lige muligheder for alle, og fattigdom og social udstødelse bør udryddes, navnlig ved at sikre velfungerende arbejdsmarkeder og sociale beskyttelsessystemer (9).

2.3.

EU har inden for rammerne af Europa 2020-strategien sat sig som mål at nedbringe antallet af personer, som lever i eller risikerer fattigdom og social udstødelse, med 20 mio. inden 2020. Dette mål er langt fra nået. Ganske vist er der siden 2012 (hvor næsten 25 % af EU's samlede befolkning risikerede fattigdom og social udstødelse) sket løbende forbedringer, men Europa står fortsat over for enorme udfordringer. I 2018 var næsten 22 % af EU's befolkning truet af fattigdom eller social udstødelse (10).

2.4.

Arbejdsløshedsforsikring er et centralt element i alle medlemsstaters sociale systemer. Den giver et sikkerhedsnet for arbejdstagerne, hvis de mister deres arbejde, og beskytter mod fattigdom. Samtidig fungerer arbejdsløshedsunderstøttelse som automatisk stabilisator, fordi indkomsterne og dermed forbruget ikke falder så meget ved en generel stigning i arbejdsløsheden. Effektiv og tilstrækkelig arbejdsløshedsunderstøttelse giver desuden arbejdstagerne mulighed for at finde job, der svarer til deres forventninger og kvalifikationer, eller for at omskole sig som en del af en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

2.5.

I nogle medlemsstater er den sociale beskyttelse blevet forringet i de seneste år som følge af krisepolitikken. Mange mennesker oplever i stigende grad, at deres sociale interesser og krav ikke er sikret i EU. Med brexit går den europæiske integrationsproces for første gang i den modsatte retning. Disse udviklingstendenser skal opfattes som et advarselssignal. For at ruste EU til fremtiden og genvinde borgernes tillid er der efter EØSU's opfattelse behov for at styrke EU's sociale dimension og samtidig tage fat på aktuelle udfordringer som klimaændringerne og digitalisering. Det kræver en engageret indsats på alle niveauer, herunder fra medlemsstater, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsaktører, på baggrund af en stabil, bæredygtig og inklusiv økonomi (11).

2.6.

På EU's sociale topmøde den 17. november 2017 i Göteborg proklamerede Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen højtideligt den europæiske søjle for sociale rettigheder. For at sætte skub i denne er der behov for konkrete skridt i retning af reel gennemførelse, både fra EU's og medlemsstaternes side. Den nyvalgte formand for Kommissionen, Ursula von der Leyen, bebuder i Kommissionens politiske retningslinjer for 2019-2024 en handlingsplan for fuld gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder. EØSU ønsker med et forslag om mål for medlemsstaternes arbejdsløshedsunderstøttelse at yde et bidrag til gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder.

2.7.

EØSU henviser til det 13. princip i den europæiske søjle for sociale rettigheder (arbejdsløshedsunderstøttelse). Ifølge dette princip har arbejdsløse ret til passende støtte fra de offentlige arbejdsformidlinger for (igen) at komme ud på arbejdsmarkedet og til passende arbejdsløshedsunderstøttelse af en rimelig varighed i overensstemmelse med deres bidrag og de nationale regler for støtteberettigelse. Understøttelsen må ikke ødelægge incitamentet til hurtigt at komme i beskæftigelse igen.

2.8.

I den forbindelse henviser EØSU også til det 17. princip i den europæiske søjle for sociale rettigheder om, at personer med handicap har ret til indkomststøtte, der sikrer et værdigt liv, samt tjenesteydelser, som sætter dem i stand til at deltage på arbejdsmarkedet og i samfundslivet. I forbindelse med arbejdsløshedsforsikringens støtteperiode bør der tages hensyn til, at det for mennesker med handicap er betydeligt vanskeligere og mere tidskrævende at finde et nyt job eller gennemføre en omskoling.

2.9.

Arbejdsløshedsforsikring er et centralt element i alle medlemsstaters sociale systemer. De nationale bestemmelser for arbejdsløshedsforsikringsordningerne er meget forskellige, både hvad angår retten til understøttelse samt størrelsen, varigheden og beregningsmetoderne. EØSU opfordrer til, at der fastlægges mål for arbejdsløshedsunderstøttelse som led i det europæiske semester. Derudover henviser udvalget til nødvendigheden af at sikre grundlæggende sociale ydelser baseret på fælles EU-regler (12). Det anbefaler en løbende evaluering af benchmarkprocessen. Med en henstilling fra Rådet kan der i medlemsstaterne sættes gang i og tilskyndes til debatter og reformer vedrørende indførelse af fælles minimumsstandarder, og der gives mulighed for samarbejde mellem medlemsstaterne på dette område.

2.10.

Hvis der med tiden ikke gøres tilstrækkelige fremskridt i retning af de ønskede virkninger, anbefaler EØSU, at der indføres et direktiv i overensstemmelse med EUF-traktatens artikel 153 om retligt bindende minimumsstandarder for arbejdsløshedsforsikringsordninger i medlemsstaterne. Direktivet bør indeholde krav om EU-dækkende minimumsstandarder for nettokompensationsgrad, støtteperiode og andel af forsikrede i forbindelse med arbejdsløshedsunderstøttelse. EØSU går også ind for EU-dækkende minimumsstandarder for efteruddannelse og aktivering i forbindelse med arbejdsløshedsforsikring. Minimumsforskrifter er ikke til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter mere ambitiøse standarder (se punkt 16 i præamblen til den europæiske søjle for sociale rettigheder). Allerede eksisterende standarder i medlemsstaterne bør ikke sænkes. EØSU anbefaler, at der fastsættes minimumsforskrifter for medlemsstaternes arbejdsløshedsforsikringsordninger sammenholdt med en korrekt anvendelse af en bestemmelse om, at ordningerne ikke må forringes (forbud mod et tilbageskridt som følge af indførelsen af minimumsstandarder). På denne måde tages der hensyn til EU's målsætning om at forbedre leve- og arbejdsvilkårene mellem medlemsstaterne med konvergens i opadgående retning (EUF-traktatens artikel 151).

2.11.

I forbindelse med støtte til arbejdsløse skal der sondres mellem sociale sikringsydelser (forsikringsydelser) og socialhjælp. Forsikringsydelser er som regel baseret på bidrag og forudsætter en bestemt beskæftigelsesperiode. Socialhjælp er en bidragsuafhængig, skattefinansieret social bistand, som støtter mennesker, der ikke ved egen kraft kan tjene til livets ophold, og som er underlagt en behovsprøve. I denne initiativudtalelse behandler EØSU sociale sikringsydelser.

2.12.

I forbindelse med debatten om en uddybning af Den Økonomiske og Monetære Union foreslår Kommissionen, at der indføres en stabiliseringsfunktion for euroområdet (med deltagelsesmulighed for medlemsstater uden for euroområdet), som skal gøre det muligt at reagere bedre på asymmetriske chok i fremtiden. Som en mulig stabiliseringsfunktion nævner Kommissionen oprettelse af en europæisk arbejdsløshedsgenforsikringsordning som »genforsikringsfond« for de nationale arbejdsløshedsforsikringsordninger (13). Dette skattepolitiske forslag, som i øjeblikket diskuteres ivrigt, skal adskilles klart fra den foreliggende initiativudtalelse, som udgør et socialpolitisk forslag om at styrke EU's sociale dimension.

2.13.

EØSU har for nylig talt for at undersøge muligheden for EU-dækkende minimumsstandarder i de nationale arbejdsløshedsordninger, således at bl.a. alle arbejdssøgende får ret til støtte (14). Dette står udvalget nu ved med den foreliggende udtalelse.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

I henhold til retningslinje 7 i retningslinjerne for beskæftigelsespolitikker 2018 (15), som fortsat står ved magt for 2019 (16), bør medlemsstaterne give de arbejdsløse passende arbejdsløshedsunderstøttelse af en rimelig varighed i overensstemmelse med deres bidrag og de nationale regler for støtteberettigelse. Med denne anbefaling tages der hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder i retningslinjerne for beskæftigelsespolitikker.

3.2.

Nedbringelse af antallet af mennesker, der lever i eller risikerer fattigdom og social udstødelse, er en af de fem målsætninger i Europa 2020-strategien samt et af de 17 mål i FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling. Gennem den sociale resultattavle, som blev indført i forbindelse med den europæiske søjle for sociale rettigheder, overvåges tendenser og fremskridt i medlemsstaterne også, hvad angår personer, som lever i eller risikerer fattigdom eller social udstødelse.

3.3.

EØSU henviser til Kommissionens konstatering af, at støtteperioden for arbejdsløshedsunderstøttelse har direkte indvirkning på de arbejdsløses risiko for at havne i fattigdom. Medlemsstater med mere generøse arbejdsløshedsforsikringsordninger og højere udgifter til aktive arbejdsmarkedspolitikker og -foranstaltninger har større succes med at integrere arbejdsløse varigt på arbejdsmarkedet (17). Der er store forskelle mellem medlemsstaterne. Den maksimale støtteperiode strækker sig fra 90 dage i Ungarn til en støtteperiode uden tidsbegrænsning i Belgien (18).

3.4.

Efter EØSU's opfattelse skal sociale sikringsydelser være udformet således, at der sikres en rimelig levestandard, når en risikobegivenhed som arbejdsløshed indtræffer. Arbejdsløshedsunderstøttelsens størrelse, dvs. nettokompensationsgraden, skal derfor være rimelig. Også i den forbindelse har der vist sig at være væsentlige forskelle inden for EU. Nettokompensationsgraden for en lavtlønnet arbejdstager med en kort arbejdshistorie (et år) varierer fra under 20 % af den tidligere (netto-)lønindkomst i Ungarn til ca. 90 % i Luxembourg (19).

3.5.

Antallet af arbejdsløse, som modtager arbejdsløshedsunderstøttelse, i forhold til det samlede antal arbejdsløse, kaldes andelen af forsikrede. Denne andel angives systematisk på baggrund af arbejdsløshed af en bestemt varighed (f.eks. andelen af arbejdsløse, som modtager støtte efter et års arbejdsløshed). Også her er der stor forskel mellem medlemsstaterne. I gennemsnit udgør andelen af korttidsledige (personer, som har været ledige i mindre end et år), der modtager arbejdsløshedsunderstøttelse, kun en tredjedel af de arbejdsløse. Tyskland har med ca. 63 % den højeste andel af forsikrede. Derimod er andelen af forsikrede i Malta, Kroatien, Polen, Rumænien og Bulgarien et godt stykke under 15 % (20).

3.6.

En lav andel af forsikrede i en medlemsstat kan skyldes forskellige ting, bl.a. ungdomsarbejdsløshed. Unge arbejdsløse, som ikke klarer at komme ind på arbejdsmarkedet, kan på grund af manglende afsluttede beskæftigelsesperioder ofte ikke optjene ret til understøttelse. Derfor modtager unge arbejdsløse i mange tilfælde ingen understøttelse.

3.7.

EØSU fremhæver endnu en gang, at unges overgang fra (skole-)uddannelse til arbejdsmarked er af central betydning. De bør modtage optimal støtte for at sikre, at de så hurtigt som muligt integreres på arbejdsmarkedet.

3.8.

Arbejdsløshedens varighed har også indvirkning på andelen af forsikrede. Andelen af forsikrede korttidsledige i EU udgør gennemsnitligt omkring en tredjedel, men dette tal er lavere i forbindelse med langtidsledighed, idet støtteperioden er tidsbegrænset i de fleste medlemsstater. EØSU anbefaler, at der fastlægges et mål for andelen af forsikrede på baggrund af korttidsledige (personer, som har været ledige i mindre end et år).

3.9.

En anden årsag til en lav andel af forsikrede er nye former for beskæftigelse såsom atypisk beskæftigelse og usikre ansættelsesforhold, som gør det vanskeligt at optjene ret til understøttelse. Med henvisning til den politiske enighed i Rådet om en henstilling vedrørende arbejdstageres og selvstændiges adgang til social beskyttelse opfordrer EØSU til at finde en helhedsløsning med henblik på anerkendelse af retten til socialsikring for arbejdstagere under de nye beskæftigelsesformer (21).

3.10.

I henhold til det første princip i den europæiske søjle for sociale rettigheder har alle ret til god og inkluderende uddannelse og livslang læring for at opnå og vedligeholde færdigheder, der sætter dem i stand til at deltage fuldt ud i samfundslivet og håndtere skift på arbejdsmarkedet. EØSU tilskynder derfor til mål for efteruddannelse og aktivering og gentager sit synspunkt om, at sikring af retten til livslang læring for alle bør være på EU's dagsorden (22).

3.11.

EØSU tilslutter sig Kommissionens opfattelse om, at forbedrede standarder for medlemsstaternes arbejdsløshedsforsikringsordninger kan skabe mulighed for mere velfungerende arbejdsmarkeder. Lave standarder betyder derimod ikke nødvendigvis lavere statslige udgifter, idet arbejdsløse, som ikke modtager understøttelse fra arbejdsløshedsforsikringen, i de fleste tilfælde modtager en anden form for statslig støtte (f.eks. bistandshjælp eller minimumsindkomst). I lighed med Kommissionens opfattelse kan det med rimelighed antages, at merudgifterne til forbedrede standarder inden for arbejdsløshedsforsikring — sammen med aktive arbejdsmarkedspolitikker — inden for relativ kort tid opvejes af øget beskæftigelse og de øgede skatteindtægter, der genereres herved, samt af hurtigere økonomisk vækst (23).

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

Der er i øjeblikket stor forskel på medlemsstaternes arbejdsløshedsunderstøttelse. EØSU henleder opmærksomheden på den fælles beskæftigelsesrapport 2019, hvoraf det fremgår, at arbejdsløshedsunderstøttelse af passende størrelse, af rimelig varighed, og som er tilgængelig for alle arbejdstagere og ledsaget af effektive aktiveringsforanstaltninger, er afgørende for at støtte jobsøgende i omstillingsperioder på arbejdsmarkedet (24).

4.2.

EØSU anbefaler derfor, at der fastlægges mål for medlemsstaternes arbejdsløshedsunderstøttelse. Der bør fastlægges mål for nettokompensationsgrad, støtteperiode og andel af forsikrede. EØSU anbefaler også mål for efteruddannelse og aktivering.

4.3.

EØSU glæder sig udtrykkeligt over Kommissionens bestræbelser på at gennemføre den europæiske søjle for sociale rettigheder, bl.a. i forbindelse med det europæiske semester, og fremme en benchmarkproces for understøttelse fra de nationale arbejdsløshedsforsikringsordninger (bl.a. gennem den fælles beskæftigelsesrapport). Benchmarking opfattes med rette som et vigtigt instrument til gennemførelse af den sociale søjle for sociale rettigheder. Disse bestræbelser bør intensiveres og knyttes til en permanent overvågningsproces. Benchmarkprocessen for arbejdsløshedsunderstøttelse skal forfølge målet om at bidrage til en social konvergens i opadgående retning i EU og mere velfungerende arbejdsmarkeder.

4.4.

Efter EØSU's mening bør de landespecifikke henstillinger indeholde konkrete mål vedrørende nettokompensationsgrad, støtteperiode og andel af forsikrede samt for efteruddannelse og aktivering. I denne forbindelse støtter udvalget Kommissionens model med, at mere generøs understøttelse bør gå hånd i hånd med en tilsvarende aktivering af de arbejdsløse.

4.5.

Et vellykket indre marked afhænger i vid udstrækning af både effektiviteten af arbejdsmarkederne og de sociale beskyttelsessystemer og de europæiske økonomiers evne til at tilpasse sig omvæltninger. Ud fra denne antagelse blev Europa 2020-strategien iværksat som en strategi, der skulle omstille EU til en intelligent, bæredygtig og inklusiv økonomi med henblik på at sikre høj beskæftigelse, produktivitet og social samhørighed (25). EØSU henviser til, at EU ikke vil opfylde målet i Europa 2020-strategien om at mindske antallet af personer, som lever i eller risikerer fattigdom og social udstødelse, med 20 mio.

4.6.

Efter EØSU's mening bør det efter valget til Europa-Parlamentet fra den 23. til den 26. maj 2019 være en vigtig opgave for den nye Kommission at foreslå foranstaltninger til mere velfungerende arbejdsmarkeder og social konvergens i opadgående retning i medlemsstaterne. Der er også behov for en ny strategi for Europas sociale dimension efter 2020.

4.7.

Medlemsstaterne drøfter i øjeblikket Europas sociale dimension efter 2020. Dette rejser blandt andet spørgsmålet om, hvilke nøgleaspekter der bør karakterisere den fremtidige sociale dimension (26). Efter EØSU's opfattelse er mere velfungerende arbejdsmarkeder og bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse nøgleaspekter af Europas sociale dimension efter 2020. Mål om medlemsstaternes arbejdsløshedsunderstøttelse kan i den forbindelse udgøre et væsentligt bidrag.

4.8.

Sociale mål skal med tiden føre til social konvergens. Borgerne skal opleve, at rettigheder og principper som dem, der er fastsat i den europæiske søjle for sociale rettigheder, ikke blot er ord på papir, men bliver omsat til konkret virkelighed og skridt for skridt forbedrer deres levevilkår.

4.9.

Såfremt målene i forbindelse med det europæiske semester ikke giver de ønskede virkninger, anbefaler EØSU med henblik på Europas sociale dimension efter 2020, at der indføres et direktiv i henhold til EUF-traktatens artikel 153 om fastlæggelse af juridisk bindende minimumsstandarder for medlemsstaternes arbejdsløshedsforsikringsordninger. Direktivet bør indeholde krav om EU-dækkende minimumsstandarder for nettokompensationsgrad, støtteperiode og andel af forsikrede i forbindelse med arbejdsløshedsunderstøttelse. EØSU går også ind for EU-dækkende minimumsstandarder for efteruddannelse og aktivering i forbindelse med arbejdsløshedsforsikring.

---

(1)  Det europæiske semester — Temablad — Ydelser ved arbejdsløshed — 2017.

(2)  COM(2018) 761 final af 21.11.2018, EPSCO-Rådet ST 7619 2019 INIT af 15.3.2019.

(3)  EUT C 62 af 15.2.2019, s. 165.

(4)  EUT C 81 af 2.3.2018, s. 145.

(5)  EUT L 224 af 5.9 2018, s. 4.

(6)  EUT L 224 af 5.9 2018, s. 4.

(7)  EUT L 185 af 11.7 2019, s. 44.

(8)  COM(2018) 761 final af 21.11.2018, EPSCO-Rådet ST 7619 2019 INIT af 15.3.2019.

(9)  EUT L 224 af 5.9 2018, s. 4.

(10)  Eurostat, 16.10.2019.

(11)  EUT C 262 af 25.7.2018, s. 1.

(12)  EUT C 13 af 15.1.2016, s. 40.

(13)  COM(2017) 822 final af 6.12.2017.

(14)  EUT C 129 af 11.4.2018, s. 7.

(15)  EUT L 224 af 5.9 2018, s. 4.

(16)  EUT L 185 af 11.7 2019, s. 44.

(17)  Det europæiske semester — Temablad — Ydelser ved arbejdsløshed — 2017.

(18)  COM(2018) 761 final af 21.11.2018, EPSCO-Rådet ST 7619 2019 INIT af 15.3.2019.

(19)  COM(2018) 761 final af 21.11.2018, EPSCO-Rådet ST 7619 2019 INIT af 15.3.2019.

(20)  COM(2018) 761 final af 21.11.2018, EPSCO-Rådet ST 7619 2019 INIT af 15.3.2019.

(21)  EUT C 129 af 11.4.2018, s. 7.

(22)  EUT C 237 af 6.7.2018, s. 8 og EØSU's udtalelser EUT C 14 af 15.1.2020, s. 1 og EUT C 14 af 15.1.2020, s. 46.

(23)  Det europæiske semester — Temablad — Ydelser ved arbejdsløshed — 2017.

(24)  COM(2018) 761 final af 21.11.2018, EPSCO-Rådet ST 7619 2019 INIT af 15.3.2019.

(25)  COM(2018) 761 final af 21.11.2018, EPSCO-Rådet ST 7619 2019 INIT af 15.3.2019.

(26)  EPSCO-Rådet ST 6622 2019 INIT af 27.2.2019.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om udformningen af EU's dagsorden for rettigheder for personer med handicap 2020-2030 — et bidrag fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(initiativudtalelse)

(2020/C 97/06)

Ordfører:

Ioannis VARDAKASTANIS

Plenarforsamlingens beslutning	24.1.2019
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	15.11.2019
Vedtaget på plenarforsamlingen	11.12.2019
Plenarforsamling nr.	548
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	178/1/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU opfordrer Kommissionen til omhyggeligt at overveje følgende anbefalinger og konklusioner ved udarbejdelsen af dagsordenen for rettigheder for personer med handicap 2020-2030 (dagsordenen), til at sørge for en mere fuldstændig gennemførelse af De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap (handicapkonventionen) og til at opfylde sine forpligtelser i 2030-dagsordenen og målene for bæredygtig udvikling, hvor handicap nævnes 11 gange. EØSU anbefaler navnlig følgende:

1.2.

Der bør være handicapkontaktpunkter i alle Kommissionens GD'er og agenturer og i alle EU-institutioner, og hovedkontaktpunktet bør være placeret inden for Kommissionens generalsekretariat i lyset af handicapspørgsmålenes tværgående karakter. Endvidere bør et udvalg for rettigheder for personer med handicap, bestående af disse handicapkontaktpunkter, føre tilsyn med dagsordenens gennemførelse. Da der nu vil være en kommissær for ligestilling, er det også vigtigt, at der er et handicapkontaktpunkt inden for GD for Retlige Anliggender.

1.3.

Der bør indføres en interinstitutionel mekanisme mellem Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet (1), hvor formændene mødes ved starten af hver mandatperiode. EØSU opfordrer også til, at der i Rådet oprettes en arbejdsgruppe om handicap for at fremme dette.

1.4.

EU-institutionerne bør gøre alle nødvendige midler, menneskelige ressourcer og finansiel støtte tilgængelige for EU's overvågningsramme under konventionen om rettigheder for personer med handicap med henblik på at sikre, at den er i stand til at udføre sine opgaver i henhold til artikel 33, stk. 2, i handicapkonventionen.

1.5.

Der bør oprettes et europæisk udvalg for tilgængelighed med henblik på at overvåge gennemførelsen af EU's tilgængelighedslovgivning.

1.6.

Kommissionen bør gennemgå de beføjelser, som den deler med medlemsstaterne i henhold til handicapkonventionen og EU-lovgivningen, for at fastlægge, hvor EU kan samarbejde med medlemsstaterne om gennemførelsen. Dette bør gøres ved at udarbejde en kompetenceerklæring om revision af erklæringen om EU's enekompetencer og ved at indgå den valgfrie protokol til handicapkonventionen.

1.7.

Kommissionen bør indarbejde den sociale søjles principper i dagsordenen, med særligt sigte på at gennemføre princip 17 om inklusion af personer med handicap.

1.8.

Der bør træffes konkrete foranstaltninger for at gennemføre dagsordenen. De mest presserende foranstaltninger, der bør træffes, er følgende: vedtagelse af lovgivning, som bekæmper alle former for forskelsbehandling på grund af handicap (2), et direktiv, der harmoniserer anerkendelsen af handicapvurdering i hele EU for at fremme fri bevægelighed for personer med handicap, foranstaltninger, som sikrer personer med handicap ret til at deltage i politik på EU-plan og vejledning til medlemsstaterne for at sikre det samme på nationalt plan, bindende lovgivning, der harmoniserer tilgængelighedsstandarderne i bebyggelse, foranstaltninger, der harmoniserer minimumsstandarderne for tilpasninger i rimeligt omfang på arbejdspladsen og fastlægger retningslinjer for minimumsstandarder for handicapydelser og levering af tjenesteydelser, herunder støtte til en uafhængig tilværelse og om muligt personlig hjælp i medlemsstaterne.

1.9.

Spørgsmålene om ligestilling af personer med handicap bør indarbejdes i alle EU's økonomiske og sociale politikker og miljøpolitikker, navnlig i ligestillingsstrategien, ungdomsgarantien, den nye grønne aftale, børnegarantien og den kommende grønbog om aldring.

1.10.

EU-institutionerne og medlemsstaterne bør blive enige om en garanti for rettigheder for personer med handicap i lighed med ungdomsgarantien for at få personer med handicap i gang med beskæftigelse, praktik, jobformidling og videreuddannelse.

1.11.

EU-budgettet bør støtte personer med handicap bedre ved at investere i forskning med henblik på udvikling af ny hjælpeteknologi, sætte midler af til at øge Erasmus+-programmernes tilgængelighed for at styrke deltagelsen af personer med handicap, finansiere overgangen fra institutionspleje til pleje i familien og nærmiljøet og en uafhængig tilværelse samt sørge for effektive overvågnings- og evalueringsmekanismer på medlemsstatsplan og strategisk investere EU-midler for at gennemføre handicapkonventionen i medlemsstaterne, navnlig på de områder, hvor EU ikke har fuld kompetence.

1.12.

Dagsordenen bør spille en rolle, når det gælder om at fremme rettighederne for personer med handicap i EU's optræden udadtil.

1.13.

En forbedret indsamling af data og publikationer om personer med handicap i Eurostats arbejde er centrale elementer for dagsordenen.

1.14.

Dagsordenen bør medtage klare og konkrete benchmarks samt målbare indikatorer, navnlig for kvinder og piger med handicap, unge og ældre med handicap samt flygtninge, migranter og LGBTI-personer med handicap.

1.15.

Kommissionen bør gennem det europæiske semester lægge pres på medlemsstaterne, så de udvikler deres egne nationale handicapstrategier for at fremme integrationen af ligestilling af personer med handicap og medtager handicapkonventionens gennemførelse i de nationale reformprogrammer.

1.16.

Dagsordenen bør omfatte bevidstgørelse om rettighederne for personer med handicap i henhold til handicapkonventionen.

1.17.

Når den sociale dialog finder sted på EU-plan og nationalt plan, og når arbejdsmarkedets parter forhandler om kollektive overenskomster, bør der i høj grad tages højde for rettigheder for personer med handicap og handicapkonventionens gennemførelse i fuldt samråd med og under inddragelse af handicaporganisationerne.

1.18.

En fuldstændig og aktiv inddragelse af handicaporganisationerne og civilsamfundsorganisationerne bør sikres i udarbejdelsen, gennemførelsen og forvaltningen af dagsordenen.

2.   Baggrund

2.1.

EØSU understreger, at dagsordenen — som en strategi, der vil blive udarbejdet og gennemført i en sammenhæng, hvor EU og alle medlemsstater har undertegnet og ratificeret handicapkonventionen — bør bruges som et redskab til at behandle alle områder af handicapkonventionen.

2.2.

I modsætning til den nuværende handicapstrategi bør dagsordenen for 2020-2030 også tage højde for den uløselige forbindelse mellem forpligtelserne i henhold til handicapkonventionen og tilsagnet vedrørende målene for bæredygtig udvikling og søjlen for sociale rettigheder. EØSU foreslår derfor, at dagsordenen kaldes »EU's dagsorden for rettigheder for personer med handicap 2020-2030«.

2.3.

I lyset af den gennemgang, som FN-komitéen for rettigheder for personer med handicap foretog af EU i 2015, påpeger EØSU, at dagsordenen også bør bygges op omkring de konkluderende bemærkninger og anbefalinger.

2.4.

Den nye dagsorden bør baseres på en tværgående, omfattende gennemgang af al EU-lovgivning og -politik og være i overensstemmelse med andre EU-initiativer og -strategier for at sikre en fuldstændig harmonisering med handicapkonventionen. Den bør også afspejle en menneskerettighedsbaseret tilgang til handicap og tage højde for den seneste udvikling, hvad angår sociale og digitale rettigheder.

2.5.

I betragtning af sårbarheden hos visse grupper af personer med handicap bør alle områder i dagsordenen have særligt fokus på handicappede kvinder, børn, unge og ældre, flygtninge og migranter, LGBTI-personer og hjemløse.

3.   Principperne i EU's dagsorden for rettigheder for personer med handicap

3.1.

I tråd med de generelle principper i handicapkonventionens artikel 3 er EØSU af den opfattelse, at dagsordenen bør indarbejde handicapaspektet i al EU-politik og -lovgivning, der berører hverdagen for personer med handicap. Dagsordenen bør følge principperne om ikkeforskelsbehandling, tilgængelighed, deltagelse og inklusion, lige muligheder, ligestilling mellem mænd og kvinder, respekt for den naturlige værdighed og den personlige autonomi, accept af personer med handicap som en del af den menneskelige mangfoldighed og af menneskeheden samt respekt for de voksende evner, som personer med handicap udvikler, og for deres ret til at bevare deres identitet.

4.   Omfanget af EU's dagsorden for rettigheder for personer med handicap

4.1.   Bekæmpelse af forskelsbehandling og ulighed (3)

4.1.1.

Halvdelen af alle europæere betragter forskelsbehandling på grund af handicap som et udbredt problem i EU, og tallet er stigende (4). EØSU anmoder derfor indtrængende om følgende:

4.1.2.

EU-institutionerne bør gøre en konkret indsats for, at der vedtages et horisontalt direktiv om bekæmpelse af forskelsbehandling (af personer med handicap), som beskytter personer med handicap mod forskelsbehandling i alle aspekter af deres hverdag. Dette bør anerkende nægtelse af tilpasninger i rimeligt omfang i ethvert aspekt af hverdagen som en form for forskelsbehandling på grund af handicap, og det bør ligeledes anerkende andre former for forskelsbehandling såsom forskelsbehandling på grund af tilknytning samt forskelligartede og sammenfaldende former for forskelsbehandling.

4.1.3.

EU-institutionerne bør fremskynde vedtagelsen af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen) og træffe konkrete foranstaltninger for at forebygge, bekæmpe og sanktionere kønsbaseret vold.

4.1.3.1.

Alle EU-institutionerne bør sikre tilgængelighed i deres rolle som offentlig arbejdsgiver, f.eks. ved at sikre tilgængelige interne og eksterne websteder, politikker for menneskelige ressourcer og procedurer for at øge antallet af ansatte med handicap og styrke Europaskolernes inklusive karakter.

4.1.3.2.

EU-institutionerne bør træffe foranstaltninger til at afhjælpe manglen på lige muligheder for personer med handicap ved hjælp af EU-midler. Der bør rettes større fokus på dem, der oplever forskelligartede eller sammenfaldende former for forskelsbehandling på grund af nationalitet, alder, race eller etnicitet, køn, religion eller tro, kønsidentitet og seksuel orientering.

4.1.3.3.

Artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (5) om fælles bestemmelser for 2014-2020 bør — i tråd med EØSU's tidligere anbefalinger — integreres i forslaget til den nye forordning om fælles bestemmelser for 2021-2027, og dette princip bør indføjes direkte i hovedteksten i forslaget til EFRU-forordning. Tilgængelighed for personer med handicap bør også medtages som en forudsætning for, at programmer kan modtage EU-finansiering.

4.1.3.4.

EU-institutionerne bør indarbejde spørgsmålene om ligestilling af personer med handicap i alle EU's økonomiske og sociale politikker og miljøpolitikker, navnlig i ligestillingsstrategien, ungdomsgarantien, den nye grønne aftale, børnegarantien og den kommende grønbog om aldring.

4.1.3.5.

Kommissionen bør fremme overensstemmelsen mellem medlemsstaternes lovgivning om rets- og handleevne og handicapkonventionen (6) og fremme udvekslingen af ekspertise mellem medlemsstaterne.

4.2.   Sikring af fuld deltagelse og fri bevægelighed

4.2.1.

Personer med handicap forhindres stadig i at udøve retten til fri bevægelighed i EU som følge af den manglende harmoniserede anerkendelse af handicapvurdering og den manglende mulighed for at tage retten til støttetjenester og ydelser med sig, når de flytter til en anden medlemsstat. Fortsat institutionalisering, manglende investeringer i tjenester i nærmiljøet samt almindelige tjenesters generelle manglende tilgængelighed hindrer også personer med handicap i at deltage i samfundet. EØSU anmoder derfor indtrængende om følgende:

4.2.2.

Kommissionen bør foreslå et direktiv, der harmoniserer anerkendelsen af handicapvurdering for personer, som flytter fra en medlemsstat til en anden. Med dette direktiv bør EU-institutionerne garantere retten til fri bevægelighed for personer med handicap ved at sikre muligheden for at overføre sociale sikringsydelser, enten ved at hjemlandet fortsætter disse ydelser, ved at den nye bopælsmedlemsstat sørger for disse eller via en gradvis overgang mellem de to. Tilsvarende rettigheder og retten til at modtage tjenesteydelser bør sikres for personer med handicap, der flytter til en anden medlemsstat. Dette bør gøres på en koordineret måde, som fremmer en hurtig og gnidningsløs overførsel af sådanne rettigheder (7), herunder personlig hjælp.

4.2.2.1.

EU-institutionerne bør sikre, at der aldrig bruges EU-midler til at fremme institutionalisering af personer med handicap (8), og at de aktivt investeres i nærmiljø- og familiebaserede tjenester. Det er yderst vigtigt, at unge, som deltager i Det Europæiske Solidaritetskorps, ikke placeres på institutioner, som fastholder adskillelsen. Der bør også investeres i at uddanne nuværende institutionsmedarbejdere i at tilbyde nærmiljøbaseret pleje i overensstemmelse med handicapkonventionen, hvilket bør ske i samarbejde med personer med handicap. Kommissionen bør også skabe bevidsthed om det skadelige i institutionalisering for personer med handicap med henblik på at fremme medlemsstaternes overgang til nærmiljøbaserede alternativer.

4.2.2.2.

EU-institutionerne bør prioritere adgang til kultur og fritidsaktiviteter ved hjælp af EU-midler, navnlig for at fremme og formalisere brugen af EU-handicapkortet i alle medlemsstaterne med støtte fra EU.

4.2.2.3.

EU-institutionerne bør sikre, at der anvendes tegnsprog, blindeskrift og letlæselig tekst i dialogen med borgerne, når der anmodes herom.

4.2.2.4.

EU-institutionerne bør træffe politiske initiativer for at fjerne alle barrierer, som hindrer personer med handicap i politisk deltagelse og fratager dem deres ret til at stemme og opstille til valg, navnlig hvad angår personer med intellektuelle handicap og psykiske problemer, som udsættes for en særlig forskelsbehandling. Kommissionen bør ligeledes sikre fuld tilgængelighed i valgprocessen. Til dette formål bør den arbejde for, at alle medlemsstater sikrer politisk deltagelse for deres borgere med handicap i de nationale, regionale og lokale valgprocesser.

4.2.2.5.

EU-institutionerne bør vedtage passende foranstaltninger for at sikre, at alle personer med handicap kan udøve alle de rettigheder, der er nedfældet i EU-traktaterne og -lovgivningen, tilskynde til frivillige foranstaltninger og støttet beslutningstagning for personer med handicap og sikre frihed og sikkerhed for alle personer med handicap.

4.2.2.6.

EU-institutionerne bør fremme den strukturelle inddragelse af personer med handicap og handicaporganisationer — herunder dem, der arbejder for børn med handicap — i alle beslutningstagningsprocesser, både nationalt og på EU-plan, og finansiere handicaporganisationernes kapacitetsopbygning. Kommissionen og andre EU-organer bør også sikre, at personer med handicap let kan deltage i offentlige høringer.

4.3.   Opnåelse af adgang i alle miljøer

4.3.1.

Utilgængelige offentlige steder, bygninger, transport og teknologi forhindrer stadig alt for mange personer med handicap i at kunne spille en aktiv rolle i samfundet og bringer deres sikkerhed i fare. EØSU anmoder derfor indtrængende om følgende:

4.3.1.1.

Kommissionen bør træffe konkrete foranstaltninger for at oprette et europæisk udvalg for tilgængelighed i lighed med det amerikanske med henblik på at overvåge gennemførelsen af EU's tilgængelighedslovgivning og fremme udarbejdelsen af tilgængelighedsstandarder og retningslinjer, udveksling af bedste praksis og repræsentative handicaporganisationers meningsfulde deltagelse med hensyn til tilgængelighed.

4.3.2.

EU-institutionerne bør selv stræbe efter de højeste tilgængelighedsstandarder inden for fysisk infrastruktur, tjenester og det digitale område og sikre fuld tilgængelighed for personer med handicap på alle EU-administrationens websteder og kontaktformularer.

4.3.2.1.

EU-institutionerne bør gøre brug af lovgivningsinstrumenter og andre instrumenter, f.eks. standardisering, for at udfylde de huller, som den europæiske lov om tilgængelighed har efterladt, og harmonisere minimumsstandarderne for alle aspekter af det bebyggede miljø (9), både i byområder og i landdistrikter, idet der også medtages bestemmelser for personer med intellektuelle og/eller psykosociale handicap.

4.3.2.2.

Kommissionen bør revidere, udvide og styrke passagerrettighederne for personer med handicap, f.eks. ved at fremsætte et nyt lovgivningsforslag om multimodal transport om revidering af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2006 (10) om handicappede og bevægelseshæmmedes rettigheder, når de rejser med fly, fjerne, harmonisere og give en detaljeret beskrivelse af tilfældene med »boardingafvisning« og forbedre andre gældende forordninger.

4.3.2.3.

I den nye EU-forordning om jernbanepassagerers rettigheder bør EU-institutionerne indtage en fast holdning til fjernelsen af de påkrævede frister for at give besked om behovet for assistance i forbindelse med togrejsen.

4.3.2.4.

Kommissionen bør forbedre jernbanernes tilgængelighed for personer med handicap (11) yderligere ved at sørge for, at medlemsstaterne sikrer alle togperroners tilgængelighed og letter adgangen til togvognene, ikke kun i forbindelse med nybyggeri, men også med tilpasning af eksisterende infrastruktur.

4.3.2.5.

Kommissionen bør vejlede medlemsstaterne i, hvordan de skal gennemføre EU-direktiverne om fælles minimumsstandarder for de proceduremæssige rettigheder for ofre for kriminalitet og for personer, der er mistænkt eller tiltalt for kriminalitet, når det gælder personer med handicap (12), herunder uddannelse i rettigheder for personer med handicap for personale, der er involveret i adgang til klage og domstolsprøvelse. Handicaporganisationerne bør betragtes som samarbejdende enheder og have en specifik status, der berettiger deres tilstedeværelse i retten.

4.3.2.6.

Kommissionen bør sikre, at tilgængelighed er et kriterium for at få adgang til EU-støtte (13).

4.3.2.7.

Kommissionen bør investere i forskning med henblik på udvikling af ny hjælpeteknologi og nye hjælpemidler til personer med handicap.

4.3.2.8.

Tilgængelighed bør også gå hånd i hånd med bæredygtighed, f.eks. inden for byggeri og transport, og være en forudsætning for at opnå et grønnere Europa for alle.

4.3.2.9.

Kommissionen bør bistå medlemsstaterne i at forbedre tilgængeligheden af ny og eksisterende bebyggelse, navnlig boliger, og forbedre uddannelsesmulighederne for personalet i alle transportnet med hensyn til assistance til adgang.

4.3.2.10.

Kommissionen bør støtte medlemsstaterne for at sikre, at personer med handicap får adgang til hjælpemidler, teknologi og tjenester, og hjælpe dem med at få råd til disse, uanset hvilket EU-land de tilbydes i.

4.3.2.11.

Kommissionen bør hjælpe medlemsstaterne med at sikre, at personer med handicap har adgang til offentlige udbud som borgere, modtagere og offentligt ansatte.

4.3.2.12.

Kommissionen bør give medlemsstaterne den nødvendige støtte til at gennemføre direktivet om webtilgængelighed korrekt og rettidigt.

4.4.   Fremme af beskæftigelse af høj kvalitet og erhvervsuddannelse

4.4.1.

Beskæftigelsesfrekvensen for personer med handicap er stadig uforholdsmæssigt lav sammenlignet med frekvensen for personer uden handicap, nemlig 48,1 % i forhold til 73,9 %. Beskæftigelsen af kvinder med handicap er væsentligt lavere (14). EØSU anmoder derfor indtrængende om følgende:

4.4.2.

Kommissionen bør foreslå foranstaltninger, der harmoniserer kravene i hele EU for det, som arbejdsgiverne har pligt til at tilbyde, og ligeledes for den støtte, som de nationale myndigheder skal give arbejdsgiverne, når det gælder om at sikre tilpasninger i rimeligt omfang for arbejdstagere med handicap (15).

4.4.3.

EU-institutionerne bør være rollemodeller for ansættelsen af personer med handicap ved at øge andelen af ansatte med handicap i deres institutioner og i EU-administrationen.

4.4.3.1.

Kommissionen bør undersøge effektiviteten af de kvotesystemer, som mange medlemsstater bruger til at fremme beskæftigelsen af personer med handicap, med henblik på at fremme bedste praksis og potentielt indføre et sådant system i EU-administrationen.

4.4.3.2.

EU-institutionerne bør træffe foranstaltninger til at investere EU-midler i initiativer, der tager sigte på uddannelse, beskæftigelse og jobmobilitet for personer med handicap, herunder støtte til socialt iværksætteri og socialøkonomiske virksomheder for således at fremme alle typer af inklusiv beskæftigelse i overensstemmelse med konventionen, og rette særligt fokus på unge, kvinder, migranter, flygtninge og ældre arbejdstagere med handicap (16). Der bør lægges vægt på at støtte personer med handicap i at træffe et valg inden for deres arbejdsområde, og der bør også foretages investeringer i erhvervsfaglig rehabilitering, jobfastholdelse, karriereudvikling og politikker for tilbagevenden til arbejdet, med fokus på at udvikle færdigheder til nye erhverv.

4.4.3.3.

EU-institutionerne og medlemsstaterne bør blive enige om en garanti for rettigheder for personer med handicap i lighed med ungdomsgarantien for at få personer med handicap i gang med beskæftigelse, praktik, jobformidling og videreuddannelse. Der bør tages et beskæftigelsesinitiativ for personer med handicap, som ledsages af finansielle ressourcer til dette formål.

4.4.3.4.

Kommissionen bør give medlemsstaterne den nødvendige støtte for at sikre, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1158 (17) om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner gennemføres fuldstændigt, så forældre til personer med handicap får adgang til en tilstrækkelig orlov og fleksible arbejdsordninger. Kommissionen bør endvidere arbejde for, at personer med handicap selv får ret til den samme fleksibilitet.

4.4.3.5.

Det europæiske semester og lovgivningen bør anvendes som redskaber til at sikre, at arbejdstagere med handicap får en passende/aftalt løn, der er på samme niveau som for ansatte uden handicap og aldrig under mindstelønnen. Kommissionen bør anvende EU-midler til at gennemgå god praksis og beskæftigelseslovgivningen med hensyn til reintegration og rehabilitering af arbejdstagere, som har haft en lang sygeorlov, og arbejdstagere, der måske har fået et handicap.

4.4.3.6.

Kommissionen bør støtte medlemsstaterne i at reducere den risiko, der er forbundet med overgangen til arbejdsmarkedet, ved at tilbyde mere fleksible handicapydelser og tildelingssystemer for at undgå tabet af et sikkerhedsnet mod fattigdom og for at fremme beskæftigelsen.

4.4.3.7.

Kommissionen bør anspore medlemsstaterne til bedre at hjælpe arbejdsgiverne med at få information om — og støtte til — hjælpeteknologi, gøre arbejdspladserne mere tilgængelige og gøre arbejdstiden mere fleksibel i forhold til den enkeltes behov. Kommissionen bør navnlig støtte forskning med henblik på at skabe en business case for handicapinkluderende arbejdspladser.

4.4.3.8.

Kommissionen bør give medlemsstaterne den nødvendige støtte til at sikre en fuldstændig gennemførelse af Rådets direktiv 2000/78/EF (18) om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. Kommissionen og medlemsstaterne bør også gå videre med vedtagelsen af forslaget til horisontalt direktiv om bekæmpelse af forskelsbehandling i adgangen til varer og tjenesteydelser, da forskelsbehandling på dette område kan medføre forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

4.4.3.9.

Kommissionen bør bistå medlemsstaterne i at integrere politikker for virksomhedernes sociale ansvar og handicappolitikker med det formål at medtage handicap i virksomhedernes ansættelsespolitikker. Kommissionen bør også støtte medlemsstaterne i at fremme handicap- og tilgængelighedsaspekterne i de ikkefinansielle oplysninger, som virksomhederne fremlægger.

4.4.3.10.

Kommissionen bør støtte rettighederne for personer med handicap i hele EU, så de kan udøve deres arbejdstager- og fagforeningsrettigheder på lige fod med andre. Dette bør ske i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Især bør der i den europæiske proces med mangfoldighedschartre være større fokus på at fremme arbejdskraft med handicap.

4.4.3.11.

Arbejdsmarkedets parter bør i den sociale dialog på EU-plan og ved indgåelsen af kollektive overenskomster tage højde for handicapkonventionens gennemførelse og rettighederne for arbejdstagere og ansatte med handicap i samråd med handicaporganisationerne på EU-plan.

4.5.   Sikring af kvalitet, inklusiv uddannelse og livslang læring

4.5.1.

Adgangen til almindelig uddannelse for personer med handicap er stadig vanskelig og resulterer ofte i uddannelsesmæssig segregation. Personer med handicap har i EU gennemsnitligt en 13 % større risiko for at gå ud af skolen før tid end deres jævnaldrende uden handicap, og der er 14 % mindre sandsynlighed for, at de starter på en videregående uddannelse (19). EØSU anmoder derfor indtrængende om følgende:

4.5.2.

EU-institutionerne bør investere EU-midler i inklusiv læring, førskoleundervisning, programmer for livslang læring og uddannelsesprogrammer for at lette overgangen fra uddannelse til arbejde for personer med handicap. Karrieremobiliteten for personer med handicap bør også fremmes.

4.5.2.1.

EU-institutionerne bør gøre en specifik indsats for at sikre inklusion af børn og unge med handicap i deres eget europæiske skolesystem for børn af EU-ansatte.

4.5.2.2.

Kommissionen bør træffe konkrete foranstaltninger for at styrke deltagelsen i videregående uddannelse for personer med handicap ved at yde bistand til støttebehov og omkostninger, mens de studerer eller er i praktik.

4.5.2.3.

Kommissionen bør træffe foranstaltninger for at øge Erasmus+-programmernes tilgængelighed og styrke deltagelsen af personer med handicap ved at yde bistand til støttebehov og omkostninger i forbindelse med studier eller praktik i udlandet.

4.5.2.4.

Kommissionen bør give medlemsstaterne den nødvendige støtte til at uddanne personale i almindelige skoler og støtte uddannelsen af hjælpelærere med speciale i handicap for at fremme inklusion af børn med handicap i almindelige skoler. I uddannelsen bør der også være fokus på, hvordan hjælpeteknologi kan anvendes til bedre at integrere elever med handicap. Der bør ligeledes være opmærksomhed på at skabe gode arbejdsforhold i klasseværelset og reducere klassestørrelserne.

4.6.   Bekæmpelse af usikre ansættelsesforhold, fattigdom og social udstødelse

4.6.1.

Personer med handicap har i EU i gennemsnit en 9 % større risiko for fattigdom og social udstødelse end personer uden handicap (20). EØSU anmoder derfor indtrængende om følgende:

4.6.1.1.

EU-institutionerne bør sikre, at den nye dagsorden medtager specifikke foranstaltninger for at fremme et inkluderende socialt beskyttelsessystem, og Kommissionen bør fastlægge retningslinjer for medlemsstaterne med hensyn til en social mindstebeskyttelse for personer med handicap og omsorgspersoner, der ville sikre dem en passende levestandard (21). Kommissionen og medlemsstaterne bør sikre, at personer med handicap — navnlig personer, som har fået et handicap i løbet af deres karriere og har kortere indbetalingsperioder til pensionen — er dækket af passende sociale sikringsordninger før og efter pensionsalderen.

4.6.1.2.

Kommissionen bør sørge for vejledning om reformer, der vedrører støtte til at afholde de ekstra omkostninger til handicaphjælpemidler, hjælpeteknologi, tilpasninger, transport osv. Kommissionen bør anspore medlemsstaterne til at være mere fleksible og give personer med handicap mulighed for at beholde støtten, når de kommer ind på arbejdsmarkedet, for at opveje uforholdsmæssigt høje udgifter, reducere risikoen for fattigdom blandt personer i arbejde og fremme beskæftigelsen.

4.6.1.3.

Kommissionen bør sørge for vejledning til medlemsstaterne om handicapvurderingsprocedurer for at sikre, at personer med sjældne sygdomme eller multihandicap ikke overses. Kommissionen bør også — gennem det europæiske semester — kraftigt fraråde medlemsstaterne at sætte handicapydelserne ned for deres borgere og dermed øge risikoen for fattigdom og social udstødelse. Kommissionen bør bede medlemsstaterne om at se på retfærdigheden af deres handicapydelser i hele livsforløbet for at sikre, at personer med handicap, som bliver ældre, og ældre, der får et handicap, ikke mister deres ret til ydelserne.

4.6.1.4.

Den sociale resultattavle bør tilpasses, så den medtager målinger, der specifikt vedrører personer med handicap, for at supplere de stadig tættere forbindelser mellem det europæiske semester og søjlen for sociale rettigheder.

4.6.1.5.

Kommissionen bør give medlemsstaterne den nødvendige støtte til en korrekt gennemførelse af Rådets henstilling om social sikring ved atypiske ansættelseskontrakter og til at sikre, at ingen personer med handicap, hvad enten de arbejder eller ej, nægtes retten til passende sundhedsdækning og andre rettigheder.

4.6.1.6.

Kommissionen bør bistå medlemsstaterne med at fremme adgang til sundhedspleje for personer med handicap på lige fod med andre (22).

4.6.2.

Kommissionen bør sikre, at tidligere, nuværende og kommende medarbejdere med handicap i EU-administrationen eller forsørgede familiemedlemmer, der har et handicap, nyder godt af en omfattende sundhedsforsikring, der kan give dem den bedst mulige medicinske behandling og livskvalitet.

4.7.   EU bør indtage en global førsteplads med hensyn til ikke at lade nogen i stikken uden for EU's grænser

4.7.1.

EU er verdens største yder af udviklingsbistand. Som parter i handicapkonventionen bør EU og medlemsstaterne fremme rettighederne for personer med handicap i deres optræden udadtil. EØSU anmoder derfor indtrængende om følgende:

4.7.2.

EU-institutionerne bør gøre en indsats for at sørge for, at alle EU-finansierede foranstaltninger i tredjelande følger de genelle principper i handicapkonventionen, som er skitseret i punkt 3.1.

4.7.2.1.

EU-institutionerne bør træffe foranstaltninger for at sikre, at kandidatlande og potentielle kandidatlande til tiltrædelse af EU kan dokumentere, at de beskytter rettighederne for personer med handicap lige så godt som i EU's medlemsstater. Kommissionen bør også sikre, at de finansielle instrumenter til førtiltrædelsesbistand anvendes til at forbedre deres situation.

4.7.2.2.

Kommissionen bør øge bevidstheden om handicapkonventionen og de behov, som personer med handicap har, bl.a. tilgængelighed, hvad angår humanitær bistand og nødhjælp, såvel som bevidstheden om handicapspørgsmål i EU-delegationerne.

4.7.2.3.

EU-institutionerne bør sikre, at der er en klar opfølgning på EU's konsensus om udvikling og støtte medtagelsen af handicapmarkørerne fra OECD's Komité for Udviklingsbistand (DAC) i EU's samarbejdsprogrammer, projekter og aktiviteter i hele verden.

4.7.2.4.

EU-institutionerne bør sikre, at rettighederne garanteres, og at der ydes tilstrækkelig og passende støtte til personer med handicap, der kommer til EU som asylansøgere eller flygtninge, samt tilbyde støtte til personer, der har pådraget sig et handicap ved at flygte fra deres land.

4.7.2.5.

Kommissionen bør støtte medlemsstaterne i at tackle handicapspørgsmålene i dialog med tredjelandene. Kommissionen bør også arbejde for at fremme enighed og engagement i handicapspørgsmål i internationale fora (FN, Europarådet og OECD).

4.7.2.6.

Kommissionen bør i lyset af brexit hjælpe medlemsstaterne med at sikre, at borgere fra EU, der i øjeblikket er bosiddende i Storbritannien og omvendt, fortsat modtager den bistand, der i øjeblikket ydes af deres hjemland.

5.   Forvaltning, gennemførelse og overvågning

5.1.

I betragtning af FN-komitéens konkluderende bemærkninger til EU anbefaler EØSU kraftigt, at der oprettes handicapkontaktpunkter i alle EU's institutioner, agenturer og organer, navnlig Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Det Europæiske Regionsudvalg osv. og i agenturer såsom Agenturet for Grundlæggende Rettigheder og Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder. Der bør oprettes handicapkontaktpunkter i alle Kommissionens GD'er. Eftersom handicapspørgsmål er af tværgående karakter, bør hovedkontaktpunktet høre ind under Kommissionens generalsekretær. Dette vil være nødvendigt for at overvåge EU-institutionernes gennemførelse af handicapkonventionen og dagsordenen. EØSU, der går foran med et godt eksempel, har sit eget handicapkontaktpunkt og en studiegruppe om handicappedes rettigheder, som støttes af SOC-sektionens sekretariat. EØSU anmoder også indtrængende om følgende:

5.2.

Da der vil være en kommissær med ansvar for ligestilling, bør der placeres et handicapkontaktpunkt inden for GD for Retlige Anliggender for at bistå kommissæren i hendes rolle. Dette er af stor vigtighed.

5.3.

Det nuværende system med en Gruppe på Højt Plan vedrørende Handicapspørgsmål bør erstattes med et »udvalg for rettigheder for personer med handicap«, der tjener som en platform for regelmæssige møder med deltagelse af alle handicapkontaktpunkterne i de forskellige direktorater, institutioner og agenturer samt de forskellige medlemsstater. Udvalget bør have ret til at overvåge dagsordenens gennemførelse på EU-plan og på nationalt plan samt til at fremsætte anbefalinger til Kommissionen og de nationale regeringer.

5.4.

Kommissionen bør gennemgå de beføjelser, som den deler med medlemsstaterne i henhold til handicapkonventionen og EU-lovgivningen, med det formål at fastlægge, hvor EU kan samarbejde med medlemsstaterne om gennemførelsen. Dette bør gøres ved at udarbejde en kompetenceerklæring.

5.5.

Der bør indføres en interinstitutionel mekanisme mellem Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet (23). Formændene for de tre institutioner bør mødes ved starten af hver mandatperiode for at vise deres engagement i rettigheder for personer med handicap. Der bør i Rådet oprettes en arbejdsgruppe om handicap for at fremme en sådan mekanisme.

5.6.

EU-institutionerne bør medtage klare, konkrete og specifikke benchmarks og målbare indikatorer i dagsordenen for at holde øje med mangler i gennemførelsen og effektivt måle de fremskridt, der gøres.

5.7.

Kommissionen bør sikre, at der planlægges effektive overvågningsmekanismer under udarbejdelsen af lovgivningsforslag og initiativer, og at der afsættes tilstrækkelige ressourcer og budgetter til dette. Dagsordenen bør medtage et klart tilsagn om finansiering med en angivelse af de beløb, der skal øremærkes til overvågningsmekanismer.

5.8.

Kommissionen bør tildele EU's rammer for konventionen om rettigheder for personer med handicap tilstrækkelige ressourcer til at sikre dens uafhængige og tilstrækkelige funktion.

5.9.

EU-institutionerne bør inddrage handicaporganisationerne og civilsamfundsorganisationerne aktivt og fuldstændigt i udarbejdelsen, gennemførelsen og forvaltningen af dagsordenen (24). Handicaporganisationerne bør også løbende høres og inddrages i udformningen, vedtagelsen, gennemførelsen og overvågningen af lovgivning, politikker og programmer, der følger af denne dagsorden, og bør have adgang til ressourcer, der støtter en meningsfuld inddragelse af dem. Høringsprocesserne bør også være forståelige og fuldt tilgængelige for personer med handicap.

5.10.

Kommissionen bør træffe passende foranstaltninger for at sikre, at Eurostat i samarbejde med de nationale statistikmyndigheder og repræsentanter for handicaporganisationerne udvikler et menneskerettighedsbaseret indikatorsystem og et sammenligneligt, omfattende dataindsamlingssystem om situationen for personer med handicap i EU, og at Eurostat også offentliggør mere relevante og opdelte handicapanalyser. I den forbindelse bør der tages hensyn til den tværgående karakter af problemer og erfaringer hos personer med handicap, f.eks. på grund af køn, alder, flygtninge-, asyl- eller migrantstatus eller etnisk minoritetsbaggrund, samt forskellige typer handicap og den måde, de påvirker trivsel og resultater på (25). Der bør også indsamles data om antallet af personer med handicap, som bor på institutioner, og om børn med handicap, som bor uden for hjemmet.

5.11.

Kommissionen bør gennem det europæiske semester lægge pres på medlemsstaterne, så de udvikler deres egne nationale handicapstrategier og medtager handicapkonventionens gennemførelse i de nationale reformprogrammer.

5.12.

Kommissionen bør gøre alle nødvendige midler, menneskelige ressourcer og finansiel støtte tilgængelige for EU's overvågningsramme under konventionen om rettigheder for personer med handicap med henblik på at sikre, at den er i stand til at udføre sine opgaver i henhold til artikel 33, stk. 2, i handicapkonventionen.

6.   Kommunikation og formidling (26)

6.1.

EU-institutionerne bør øge bevidstheden om de barrierer, som personer med handicap stadig står over for, bryde stereotyperne og samarbejde med de nationale og regionale regeringer for at sikre, at denne information når frem til beslutningstagere og andre interessenter på alle niveauer. Kommissionen bør støtte det arbejde, der udføres af EU's handicaporganisationer og NGO'er, der er aktive på dette område.

6.2.

Kommissionen bør sørge for kampagner og kurser for at øge bevidstheden om rettigheder for personer med handicap. De bør være rettet mod den brede offentlighed, politikere og beslutningstagere, ansatte i offentlige og private virksomheder, personer med handicap og deres familier osv. Kommissionen bør opmuntre medlemsstaterne til at iværksætte lignende kampagner.

6.3.

Kommissionen og medlemsstaterne bør være særligt opmærksomme på at fremhæve den forskelligartede og sammenfaldende forskelsbehandling, som visse grupper af personer med handicap, navnlig kvinder og piger, LGBTI-personer og etniske minoriteter, udsættes for.

---

(1)  Anbefalinger fra FN’s komité for rettigheder for personer med handicap til EU i 2015.

(2)  I overensstemmelse med artikel 1 i handicapkonventionen omfatter personer med handicap personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

(3)  Artikel 1, 21 og 26 i EU's charter og artikel 10 og 19 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(4)  Særnummer af Eurobarometer 437. Findes på: https://data.europa.eu/euodp/data/dataset/S2077_83_4_437_ENG.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(6)  FN-komitéens generelle kommentar nr. 1 (2014) om lighed for loven.

(7)  FN-komitéens anbefalinger, artikel 18.

(8)  Artikel 19 i handicapkonventionen og generel kommentar nr. 5.

(9)  Artikel 9 og 20 i handicapkonventionen.

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (EUT L 204 af 26.7.2006, s. 1).

(11)  Under den næste revision af Kommissionens forordning (EU) nr. 1300/2014 af 18. november 2014 om den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for tilgængelighed for handicappede og bevægelseshæmmede personer i EU's jernbanesystem (EUT L 356 af 12.12.2014, s. 110).

(12)  Artikel 13 i handicapkonventionen.

(13)  EUT C 62 af 15.2.2019, s. 83.

(14)  https://www.disability-europe.net/theme/employment.

(15)  Artikel 5 og 27 i handicapkonventionen.

(16)  Artikel 27 i handicapkonventionen.

(17)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1158 af 20. juni 2019 om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner og om ophævelse af Rådets direktiv 2010/18/EU (EUT L 188 af 12.7.2019, s. 79).

(18)  Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16).

(19)  ANED på baggrund af Eurostat 2016, personer med og uden handicap (alder: 30-34 år), forskel i procentpoint.

(20)  EU-SILC 2016.

(21)  Artikel 28 i handicapkonventionen.

(22)  FN-komitéens anbefalinger, punkt 63.

(23)  Anbefalinger fra FN-komitéen for rettigheder for personer med handicap til EU i 2015.

(24)  FN-komitéens generelle kommentar.

(25)  Artikel 31 i handicapkonventionen.

(26)  Artikel 8 i handicapkonventionen.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om populisme og grundlæggende rettigheder — forstadsområder og landdistrikter

(initiativudtalelse)

(2020/C 97/07)

Ordfører:

Karolina DRESZER-SMALEC

Medordfører:

Jukka AHTELA

Plenarforsamlingens beslutning	20.2.2019
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø
Vedtaget i sektionen	27.11.2019
Vedtaget på plenarforsamlingen	11.12.2019
Plenarforsamling nr.	548
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	145/3/6

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

De populistiske partier gik væsentligt frem ved valget til Europa-Parlamentet i 2019. Populisme undergraver stabiliteten af de politiske institutioner, fører til øget splittelse og polarisering i lokalsamfundene og gør det risikabelt for virksomhederne at træffe beslutninger om at investere.

1.2.

Der er mange årsager til, at de populistiske bevægelser og partier har vind i sejlene. På det helt overordnede plan er en årsag de globaliseringsprocesser, der slår igennem i alle typer af udviklede lande. Mere specifikt kan populismen forklares med både kulturelle og identitetsbestemte faktorer og socioøkonomiske udviklingstendenser. Endelig er truslen fra populismen stærkest de »steder, der er uden betydning« (1), uanset om de ligger i udkanten eller helt i centrum af Den Europæiske Union.

1.3.

Man er nødt til at sondre klart mellem på den ene side den frygt, angst og vrede, der driver folk i armene på de populistiske partier, og på den anden side de entreprenante politikere, der bevidst forsøger at omsætte denne frygt til politisk gevinst. Borgernes utilfredshed, som ofte er rationelt begrundet, skal tages alvorligt. Der må ikke sættes lighedstegn mellem dette og retorikken hos populistiske ledere, der forsøger at udnytte denne utilfredshed.

1.4.

Utilfredshedens geografi afspejler skillelinjerne mellem nord og syd og øst og vest i EU og de nationale skillelinjer mellem centrum og udkant i de enkelte medlemsstater. Afhængigt af sted bunder utilfredsheden i forskellige former for modgang. Modstrategierne bliver kun vellykkede, hvis de tager højde for denne kompleksitet. EØSU mener, at opbygning af alliancer mellem lokale myndigheder, civilsamfundsorganisationer, arbejdsmarkedets parter og andre aktører, f.eks. lokale ledere og sociale bevægelser, er nøglen til at afhjælpe de underliggende årsager til populisme.

1.5.

Jo mindre folk mærker effekten af successen i landets vækstcentre, jo stærkere er tendensen til, at de er negativt indstillet til den herskende elite, partisystemerne og den postmoderne livsstil. Aktivister i civilsamfundet sættes ofte i bås med disse grupper, hvilket forstærker de negative holdninger til dem.

1.6.

For civilsamfundet bliver situationen særligt alvorlig, når populisterne kommer til magten og kan sætte deres tydelige præg på regeringens dagsorden med et skred i retning af et autoritært system til følge. Civilsamfundsorganisationer er under et stærkt pres ikke blot på grund af det stadig mindre rum til deres aktiviteter, men også som følge af personlige trusler og forfølgelse.

1.7.

EØSU mener, at undervisning i samfundskundskab om principperne om demokrati, grundlæggende rettigheder og retsstat bør styrkes som en reaktion på denne udvikling. EØSU minder om sin anbefaling i udtalelsen om »Styrkelse af retsstatsprincippet« (2) om, at medlemsstaterne integrerer disse emner i læseplanerne på skoler og videregående uddannelser, og at Kommissionen fremlægger en ambitiøs strategi for kommunikation, uddannelse og folkeoplysning om grundlæggende rettigheder, retsstatsprincippet og demokrati og de uafhængige mediers rolle.

1.8.

Befolkningen ønsker ambitiøse og realiserbare politiske visioner, og i det lys er EØSU overbevist om, at EU bør tilbyde fortællinger om en attraktiv fremtid og genoplive vigtige principper, der har spillet en stor rolle i det europæiske projekt såsom partnerskab og nærhed.

1.9.

EØSU er enig i Europa-Parlamentets beslutning om »opfyldelse af de særlige behov i landdistrikter, bjergområder og fjerntliggende områder« (2018/2720/RSP)) (3) om »at fremme socioøkonomisk udvikling, økonomisk vækst og diversificering, social velfærd, naturbeskyttelse og samarbejde og sammenkobling med byområder for at fremme samhørighed og forebygge risikoen for territorial opsplitning«. Udvalget tilslutter sig derfor Parlamentets opfordring til en pagt om intelligente byer omfattende alle myndighedsniveauer i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

1.10.

EØSU minder om, at det i sin udtalelse om »Et robust demokrati gennem et stærkt og mangfoldigt civilsamfund« (4) anbefaler, at »der laves en resultattavle for demokrati, som (…) skal afspejle rammebetingelserne for civilsamfundets aktiviteter og føre til konkrete reformhenstillinger«.

1.11.

Myndighederne bør anvende en menneskerettighedsbaseret tilgang (5) til politikker — navnlig økonomiske reformpolitikker, således at de baseres på systematiske analyser af konsekvenserne for menneskerettighederne (6). Dette bør være en forudsætning for velinformerede og inklusive nationale debatter, justeringen af politiske beslutninger og en uproblematisk gennemførelse af reformerne.

1.12.

EØSU opfordrer til, at der lægges større vægt på de nye økonomiske aktiviteter, der opstår i landdistrikterne, hvoraf mange er baseret på principperne om gensidighed og omsorg. EØSU tilskynder til foranstaltninger, der fremmer bedre støtte til og sammenhæng mellem disse initiativer, således at de fra at være isolerede og eksperimenterende bliver til emancipatoriske politiske og sociale alliancer.

1.13.

EØSU opfordrer EU og medlemsstaterne til at styrke infrastrukturen på det subnationale niveau. Nedlæggelse af offentlige transportforbindelser og lukning af skoler og sundhedstjenester har uden tvivl været blandt årsagerne til de populistiske protester i Europa.

1.14.

EU-institutionerne bør styrke kapacitetsopbygningen for europæiske, nationale og lokale civilsamfundsorganisationer og sørge for, at de har ressourcerne til at øge rækkevidden og kvaliteten af deres foranstaltninger. De spiller en vigtig rolle for anerkendelsen og opfyldelsen af lokalsamfundenes behov. De rammes særligt hårdt, når retsstaten, de grundlæggende rettigheder og demokratiet nedbrydes.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

De populistiske partier gik væsentligt frem ved valget til Europa-Parlamentet i 2019. EØSU er stærkt bekymret over denne udvikling og efterlyser omfattende initiativer for at imødegå denne udvikling, startende med en indsats for bedre at forstå de underliggende årsager.

2.2.

EØSU mener, at der især bør være fokus på forholdene for civilsamfundsorganisationer, der rammes særligt hårdt, når retsstaten, de grundlæggende rettigheder og demokratiet nedbrydes. Civilsamfundsorganisationerne oplever i øjeblikket et svindende rum for deres aktiviteter i mange lande. Populismens fortsatte fremgang vil sandsynligvis også betyde mindre økonomisk stabilitet, mindre effektiv styring og mindre effektive politikker med negativ indvirkning på investeringerne.

2.3.

EØSU har allerede udtrykt stor bekymring »over forringelsen af menneskerettighederne, den populistiske og autoritære tendens, der breder sig, og over den risiko, som dette medfører for kvaliteten af demokratiet og beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder« (7). EØSU har opfordret EU-institutionerne til at »anlægge en proaktiv og forebyggende tilgang i deres politiske aktiviteter for at foregribe og undgå problemer«.

2.4.

I sin initiativudtalelse om »Et robust demokrati gennem et stærkt og mangfoldigt samfund« (8) understregede EØSU, at det mener, at civilsamfundet spiller en central rolle »i at bevare det liberale demokrati i Europa«, og at »kun et stærkt og mangfoldigt civilsamfund kan forsvare demokrati og frihed og styre Europa uden om fristelsen fra autoritære principper«.

2.5.

En række aspekter skal tages i betragtning, hvis man skal forstå populismens væsen fuldt ud. Nogle iagttagere identificerer primært kulturelle faktorer som kilden til populisme. Andre hævder, at betydningen af disse faktorer ikke må overses, men at den primære årsag til den voksende populisme er socioøkonomisk og skal findes i kompleksiteten af globaliseringsprocessen.

2.6.

Mange af de bekymringer, der ligger til grund for befolkningens utilfredshed, er rationelle og kræver politiske løsninger. Disse legitime bekymringer skal holdes adskilt fra visse entreprenante politikeres forsøg på at udnytte utilfredsheden og benytte sig af den til at skaffe stemmer gennem demagogiske, men ufornuftige forslag.

2.7.

De vigtigste faktorer, der kan forklare modtageligheden over for populismen, er: alder (høj), uddannelsesniveau (lavt), relativ velstand (lav), arbejdsløshed (høj) og type af beskæftigelse (atypisk, tidsbegrænset). Disse socioøkonomiske faktorer er mere fremherskende i landdistrikterne og uden for de større byer.

2.8.

Der er store forskelle mellem brexitafstemningen i Det Forenede Kongerige, protestbevægelsen De Gule Veste i Frankrig og fremgangen for AfD i det østlige Tyskland, for Lega i Italien og for Lov og Retfærdighedspartiet i Polen. Alle disse fænomener har imidlertid det til fælles, at de afspejler det dramatiske fald i tilliden til institutionerne, politikerne og medierne.

2.9.

Jo mindre folk får udbytte af successen i landets vækstcentre, jo stærkere er tendensen til, at de er negativt indstillet til den herskende elite, partisystemerne og den postmoderne livsstil. Aktivister i civilsamfundet sættes ofte i bås med disse grupper, hvilket forstærker de negative holdninger over for dem og har betydelige konsekvenser for civilsamfundsorganisationernes arbejde.

3.   Generelle og geografiske faktorer til forklaring af populismen

3.1.

Populismens fremgang kan forklares ud fra to overordnede synsvinkler. Den ene synsvinkel fremhæver de kulturelle faktorer såsom identitetsdannelse og ændringer i opfattelse som et resultat af udviklingstendenserne i de seneste to til tre årtier. Den anden synsvinkel understreger de socioøkonomiske faktorers hovedrolle som den væsentligste forklaring på populismens succes. Selv om begge disse forklaringer er rammende, er faktorer knyttet til den politiske økonomi klart vigtigere, når det gælder den rolle, som størrelse og område spiller (9).

3.2.

Populisme er ét konkret udtryk for, hvad man i dag betegner som en ny æra, en ny epoke eller et epokebrud. Alle lande påvirkes i varierende grad af virkningerne af denne ændring, og dette gælder uanset region. Samfundsordenens væsentligste komponenter påvirkes tilsyneladende af denne ændring — staten lige så meget som markedet og fællesskabet, hvor sidstnævnte også betegner civilsamfundet.

3.3.

Som en følge af de processer, der kommercialiserer sociale og politiske relationer, opstår populismen typisk først i fællesskabssammenhæng. De fællesskaber, som man selv vælger, såsom interesseorganisationer, samfundsbevægelser og andre civilsamfundsorganisationer, går mere og mere i opløsning. De kæmper hårdt for at overleve og fastholde deres medlemmer. Skæbnefællesskaber som familier, nabolag og lokale grupper mærkes også af opsplitningen, tabet af solidaritet, fremmedgørelsen og opløsningen.

3.4.

I en stadig mere kompleks verden skaber en sådan social og politisk opsplitning usikkerhed, angst og søgen efter entydige svar. Ofte kan de traditionelle fællesskaber ikke længere levere disse svar. Uanset alder og socialklasse søger mange mennesker efter nye tilhørsforhold og en sikker identitet. Entreprenante populistiske politikere har specialiseret sig i at levere den slags forenklede løsninger, som ofte hænger sammen med bagudskuende visioner om en glorværdig fortid, der skal genoplives.

3.5.

Når de omsættes til tiltalende politiske programmer, trænger disse forenklede løsninger igennem til politik og stat — systemer, som selv er ramt af opsplitning som følge af partisystemerne og den svindende tillid til styret.

3.6.

De generelle årsager, der kan forklare populismen, forstærkes yderligere af den territoriale opsplitning, der påvirker landdistrikter og forstæder. Befolkningen i disse områder føler sig afskåret fra den økonomiske udvikling og de offentlige infrastrukturer til transport, sundhed, ældrepleje, uddannelse og sikkerhed. Dette fører til udbredt negativitet over for eliten og fordomme over for det, man betragter som en kosmopolitisk livsstil.

4.   Globaliseringen og den økonomiske krise

4.1.

Globaliseringen har skabt muligheder og trusler, men i forstadsområderne og landdistrikterne er det truslerne, der slår kraftigst igennem. Dette har medført en investeringsflugt fra disse områder og efterladt en berettiget følelse af usikkerhed over for risikoen for udflytning af industriinfrastrukturer og arbejdspladser til udlandet, kombineret med en afvisning af urimelige skattepolitikker, der generelt opfattes som ikke tilstrækkeligt retfærdige. Særlige handelsaftaler, f.eks. den nylige Mercosursaftale, har også givet anledning til bekymring i nogle medlemsstater, hvor de anses for at udgøre en risiko for de europæiske landbrugeres levebrød og for den europæiske familielandbrugsmodel.

4.2.

Denne »populismens politiske økonomi« undersøges i en rapport, der blev udarbejdet for EØSU's Diversitet Europa-gruppe (10), hvori det antydes, at højere niveauer af disponibel indkomst, beskæftigelse, udgifter til sociale ydelser og BNP alle er associeret med en lavere stemmeandel til populistiske kandidater på regionalt plan. Faldende disponibel indkomst associeres med øget støtte til populistiske partier.

4.3.

Trods den generelt positive udvikling på beskæftigelsesområdet i Europa er arbejdsløshed, atypiske ansættelsesforhold samt social og økonomisk marginalisering særligt udtalte blandt den yngre del af befolkningen i mange medlemsstater. De 20-30-årige kan være den første generation siden EU's fødsel, der vil være dårligere stillet end den foregående generation. Tal fra Eurostat viser, at 44 % af arbejdstagerne mellem 19 og 24 år i Europa kun har en midlertidig ansættelseskontrakt sammenlignet med 14 % i befolkningen som helhed.

4.4.

Landdistrikter, forstadsområder og udkantsområder har generelt større tendens til at lade sig påvirke af populismen, som fremlægger en model, der sætter spørgsmålstegn ved netop de faktorer, som de senere års økonomiske vækst har været baseret på: åbne markeder, migration, økonomisk integration og globalisering (11).

4.5.

I en situation med strukturbetinget lav økonomisk vækst har de europæiske lande generelt lavere indtægter og højere udgifter. Presset på udgifterne skyldes flere forskellige faktorer, herunder aldrende befolkninger, gældsbyrden og de stigende udgifter til offentlig sikkerhed, mens presset på indtægterne stammer fra faktorer som økonomiske politikbeslutninger, krisepolitikker samt skatteunddragelse eller -undgåelse. Resultatet er, at knapheden på offentlige ressourcer begrænser landene i deres rolle som ansvarlige for omfordelingspolitikkerne, der er afgørende for indfrielsen af sociale og økonomiske rettigheder. Offentlige og private investorer fravælger den industrielle struktur i navnlig landdistrikter og forstæder, hvilket blandt visse grupper i befolkningen fører til en følelse af marginalisering og af at være blevet opgivet af de statslige strukturer og offentlige tjenester.

4.6.

EØSU opfordrer de europæiske og nationale myndigheder til at medtage inklusion, adgang til rettigheder og bevarelsen af økonomiske og industrielle strukturer og beskæftigelsescentre som nøglekriterier for samhørighedspolitikkerne og de økonomiske og territoriale politikker.

5.   Migrationens rolle

5.1.

Migration er lige som globalisering et fænomen, der påvirker alle lande, udviklede som mindre udviklede. Med stor sandsynlighed er fænomenet kommet for at blive og vil tage til med tiden. Det voksende pres fra de populistiske bevægelser gør det vanskeligt, men ikke mindre påkrævet, for medlemsstaterne at blive enige om en stærkt tiltrængt, retfærdig, empatisk og ansvarlig europæisk migrations- og asylpolitik, der overholder den internationale menneskerettighedslovgivning.

5.2.

Den populistiske retorik er ikke rationelt rettet mod de reguleringsmæssige aspekter af migrationspolitikkerne. I stedet stigmatiserer den migranterne direkte som kriminelle, terrorister eller indtrængere, hvilket skaber en stemning, der tilskynder til direkte angreb på dem.

5.3.

Når det gælder migration, skyldes de vigtigste geografiske skillelinjer forskelle i de sociale velfærdssystemer og arbejdsmarkederne. I nogle lande er velfærdssystemerne og arbejdsmarkederne forholdsvis åbne for immigranter, hvorimod de i andre er lukkede og ekskluderende. Med ankomsten af migranter i stort tal reagerer de dele af lokalbefolkningen, der er marginaliserede eller bange for at blive det, forskelligt afhængigt af politisk økonomi.

5.4.

I nogle lande og i bestemte områder i disse lande er der en frygt for, at velfærdssystemerne bliver overbelastede, mens migranter i andre lande opfattes som konkurrenter på arbejdsmarkedet. Migranter kan subjektivt opfattes som en udfordring i forhold til stabil beskæftigelse og modtagelse af velfærdsydelser. Denne frygt kan være særligt udtalt blandt folk i landdistrikter og forstadsområder.

5.5.

Dette giver grobund for en lang række potentielle årsager til fremvæksten af populistiske bevægelser, som nationale regeringer, Den Europæiske Unions institutioner og civilsamfundsorganisationer bør tage med i overvejelserne, når de udformer de relevante modstrategier af politisk og/eller økonomisk karakter. Følelsen visse steder i EU af, at den sociale tilbagegang og økonomiske marginalisering ikke er resultatet af indvandring, men snarere af udvandring er af lige så stor betydning. Især i nogle egne af Østeuropa har strømmen af højt kvalificerede personer, der rejser væk, nået et alarmerende omfang, hvilket har forrykket den socioøkonomiske struktur i disse lande.

5.6.

EØSU afviser tanken om, at der foregår en konkurrence om offentlige ressourcer mellem migranter og lokalbefolkningen. Udvalget opfordrer civilsamfundsorganisationerne til at intensivere deres aktiviteter rettet mod at imødegå den frygt og bekymring, der findes i dele af befolkningen. Det opfordrer tillige til, at der oprettes uddannelsesprogrammer og sociale programmer, der tager fat på populismens mange drivkræfter, især i EU's udkantsområder. Civilsamfundets nationale og europæiske platforme og netværk bør tilbydes mere støtte, så der kan foretages en mere udførlig analyse af fænomenet og for at fremme udbredelsen af pålidelige oplysnings- og uddannelsesaktiviteter, der har som mål at forbedre forståelsen.

6.   Utilfredshedens geografi

6.1.

I landdistrikter og postindustrielle udkantsområder af EU har de populistiske partier haft en fremgang ud over normalen (12). Det gælder brexitafstemningen i UK, og i Østrig hvor FPÖ's kandidat fik over 62 % af stemmerne i landdistrikterne ved præsidentvalget i maj 2018.

6.2.

Utilfredshedens geografi afspejler skillelinjerne mellem nord og syd og øst og vest i EU og de nationale skillelinjer mellem centrum og udkant i de enkelte medlemsstater. I årenes løb er populismen vokset frem i denne mangefacetterede opsplitning af samfund og områder. Infrastrukturer og transportpolitikker er derfor særligt vigtige, da de sikrer den territoriale sammenhæng og er en væsentlig forudsætning for, at borgerne kan udnytte deres borgerlige, politiske, økonomiske og sociale rettigheder.

6.3.

EØSU anbefaler, at de europæiske og nationale myndigheder behandler politikker for transport-, infrastruktur- og internetforbindelser som et middel til at bekæmpe populismen. Myndighederne bør anvende en menneskerettighedsbaseret tilgang til udformningen af såvel disse politikker som samhørighedspolitikken, socialpolitikken og fattigdomsbekæmpelsespolitikken (13). De bør også sikre, at politikkerne, især de økonomiske reformpolitikker, bygger på forudgående og efterfølgende analyser af konsekvenserne for menneskerettighederne (14) med henblik på at fremme velinformerede og inklusive nationale debatter om forhandlingerne om og justeringen af politiske beslutninger.

6.4.

En af konsekvenserne af den sociale, økonomiske og geografiske opsplitning er en tiltagende følelse af reelt at være hægtet politisk af hos en stor del af befolkningen i forstadsområder og landdistrikter. Dette giver sig udslag i lav valgdeltagelse, afvisning af det repræsentative demokrati og de formidlende instanser, herunder politiske partier og fagforeninger, samt støtte til radikale populistiske bevægelser. EØSU mener, at undervisning i samfundskundskab om principperne om demokrati, grundlæggende rettigheder og retsstat bør styrkes som en reaktion på denne udvikling. EØSU minder om sin anbefaling i udtalelsen om Styrkelse af retsstatsprincippet (15) om, at medlemsstaterne integrerer disse emner i læseplanerne på skoler og videregående uddannelser, og at Kommissionen fremlægger en ambitiøs strategi for kommunikation, uddannelse og folkeoplysning om grundlæggende rettigheder, retsstatsprincippet og demokrati og de uafhængige mediers rolle.

6.5.

Netop på grund af sammenhængen mellem identitet, tilhørsforhold, anerkendelse og omfordeling skal man tage hensyn til, at religion, kønsdynamik, sted og kulturel identitet er vigtige faktorer, og det samme gælder klasseinteresser og ulighed. Det er ikke nemt at skabe alternativer til de regressive politiske kræfters fængende budskaber. Der er behov for nye kampagner og fortællinger. For at nå dertil er det særligt vigtigt at være opmærksom på de mange nye økonomiske aktiviteter, der er under udvikling i landdistrikter baseret på principper om fællesskab, gensidighed og omsorg. Opgaven bliver herefter at skabe en sammenhæng, således at de ikke forbliver isolerede og eksperimenterende, men kædes sammen indbyrdes og med frigørende politiske alliancer.

7.   Sådan påvirkes civilsamfundet uden for de store byer af populisme

7.1.

Civilsamfundet påvirkes kraftigt af fremvæksten af populistiske bevægelser og partier over hele Europa og på tværs af forskellige territoriale niveauer. Eftersom autoritær propaganda, fremmedfjendske og racistiske holdninger og fascistisk vold i stigende grad påvirker det politiske rum mange steder i Europa, berøres såvel samfundsbevægelser, fagforeninger og erhvervsorganisationer direkte.

7.2.

For civilsamfundet er situationen blevet særligt alvorlig, når populisterne er kommet til magten og kan sætte deres tydelige præg på regeringens dagsorden. Når populistiske partier indtager nøgleposter i parlamenter og regeringer, er der en tendens til, at de skubber de engang liberale samfund i retning af autoritære regimer. Civilsamfundsorganisationerne er under et stærkt pres på grund af det stadig mindre rum til deres aktiviteter. Visse pseudo- eller falske NGO'er, der etableres oppe fra, og som ofte udgiver sig for at være radikalt demokratiske, gør det samtidig endnu vanskeligere for de eksisterende civilsamfundsorganisationer at operere frit.

7.3.

Spørgsmålet om, i hvilken udstrækning civilsamfundet påvirkes af populismen i landdistrikter og forstadsområder, er komplekst. Aktivister i landdistrikterne mangler ofte de strengt nødvendige ressourcer til at etablere de alliancer, der er mere almindelige i de store byer. Dette gælder ligeledes for alliancer med f.eks. forbrugerbevægelser og fødevareaktivister i byerne, som ofte er længere fremme med bæredygtige fødevarepolitikker. Fraværet af magtfulde sociale bevægelser og politiske partier til at repræsentere landbefolkningens interesser er en del af forklaringen på det vælgertække, som populistiske partier på højrefløjen har i EU's landdistrikter.

8.   Mulighederne for at bekæmpe populismen

8.1.

To sæt politikker anbefales som værktøj til at bekæmpe populismen. Det første vedrører den populistiske trussel i al almindelighed og de mulige instrumenter, som EU kan tage i brug. Det andet sæt af anbefalinger angår mere direkte bestemte regioner, landdistrikter og forstadsområder.

8.2.

Adskillige strategier kan være velegnede til at bekæmpe populismens rødder. Den første vedrører den måde, hvorpå politikere og institutioner henvender sig til og interagerer med de borgere, der virkelig har det socialt og økonomisk svært. De sociale, økonomiske og politiske kompleksiteter er af en sådan karakter, at ingen enkelt institution — heller ikke EU, er i stand til at finde nemme og entydige svar, der kan mindske denne kompleksitet ved at vende tilbage til en idealiseret socioøkonomisk tidligere status quo. Når politikerne og institutionerne sætter ind for at afhjælpe de underliggende årsager til populismen, bør de pille den retorik fra hinanden, der hævder at kunne tilbyde omgående og endegyldige svar på komplekse problemer.

8.3.

Den anden af disse strategier hænger direkte sammen med EU’s image og skæbne. De borgere, der er mest modtagelige for populistisk propaganda, er bl.a. frustrerede over manglen på virkeligt attraktive politiske projekter, der giver et troværdigt håb om en bedre fremtid, og handling, der sigter mod at forbedre deres dagligdag. Populisterne har brugt denne frustration til at tilbyde en bagudskuende vision, der er forankret i en tilsyneladende glorværdig fortid. Hvis EU skal overleve, skal det igen gøre det europæiske projekt attraktivt for borgerne.

8.4.

Myten om EU's grundlæggelse alene er ikke længere tilstrækkelig til at appellere til Europas befolkning. EU bør tilbyde fortællinger om en attraktiv fremtid og genoplive vigtige principper, der har spillet en stor rolle i det europæiske projekt såsom partnerskab og nærhed.

8.5.

EØSU opfordrer EU, medlemsstaterne og alle relevante interessenter til at puste nyt liv i nærhedsprincippet og partnerskabsprincippet. Som nævnt i anbefalingen fra Gruppen Diversitet Europa om genopretning af borgernes tillid og tiltro til EU (16) mener EØSU, at man skal bestræbe sig på at præcisere nærhedsprincippet over for borgerne og forklare, at EU respekterer både den kulturelle mangfoldighed og de lokale traditioner. Et funktionelt nærhedsprincip indebærer en øget inddragelse af civilsamfundsorganisationer i såvel den regionale planlægning og EU's regionalpolitikker som i forsvaret af demokrati, retfærdighed og ligebehandling af alle indbyggere i landdistrikter og udkantsområder. Territorial nærhed vil give regionale og lokale myndigheder endnu flere muligheder for at påtage sig et medansvar for udformningen, gennemførelsen og evalueringen af de strukturelle politikker.

8.6.

EØSU anbefaler en styrkelse af et af redskaberne under den europæiske samhørighedspolitik, nemlig lokaludvikling styret af lokalsamfundet. Lokale aktører og borgere vil derigennem få mulighed for at træffe beslutninger om spørgsmål af direkte relevans for dem og vil således kunne bidrage betragteligt til at forbedre deres egen livskvalitet.

8.7.

Partnerskab er vigtigt med hensyn til såvel kommunikation som solidaritet og gensidig bistand blandt civilsamfundsorganisationer fra forskellige lande. Partnerskab er lige så vigtigt for opbygningen af alliancer mellem offentlige myndigheder og grupper i civilsamfundet på lokalt plan.

8.8.

EU og medlemsstaterne skal blive bedre til at håndtere krænkelser af de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet som følge af handlinger begået af populistiske bevægelser, herunder dem, der er ved magten. EØSU gør opmærksom på, at det i sin udtalelse om »Et robust demokrati gennem et stærkt og mangfoldigt civilsamfund« (17) anbefaler, at »der laves en resultattavle for demokrati, som (…) skal afspejle rammebetingelserne for civilsamfundets aktiviteter og føre til konkrete reformhenstillinger« og på sine anbefalinger i udtalelsen om »Styrkelse af retsstatsprincippet« (18).

8.9.

EØSU anbefaler, at man indarbejder betragtningerne i denne udtalelse i en sådan resultattavle for demokrati og i en kommende overvågningsmekanisme for retsstatsprincippet. Gennem omhyggelig kommunikation bør det gøres klart, at EU's og medlemsstaternes foranstaltninger sigter mod at afhjælpe krænkelser af de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet, der følger af bestemte populistiske politikker, og ikke er et angreb på de vælgere, der stemmer på de populistiske partier, hvis legitime bekymringer skal imødekommes gennem retfærdige, ikkediskriminerende og effektive politikker.

9.   Støtte til en græsrodsreaktion på populismen

9.1.

Det problem, som civilsamfundet står over for i landdistrikterne, handler ikke nødvendigvis om »svindende rum«. Problemet er, at rummet endnu ikke er skabt. Reaktionen på populismens fremgang bør være rettet mod de underliggende årsager til utilfredsheden og i videst mulig udstrækning komme fra græsrødderne. EØSU tilskynder til foranstaltninger, der skaber en følelse af fælles interesser og mål blandt forskellige grupper af fødevareproducenter og forbrugere på tværs af klasser, køn, generationer og skel mellem by og land. Fødevaresuverænitet og de mange spørgsmål om retten til mad og til et sundt miljø er eksempler på specifikke udfordringer, som bedre kan løses ved at styrke solidariteten, den kollektive identitet og den politiske deltagelse i Europas landdistrikter.

9.2.

Med hensyn til øget borgerdeltagelse bør de medlemsstater, som overvejer at styrke det direkte demokrati med lokale folkeafstemninger, holde sig for øje, at det netop er det redskab, som populistiske partier overalt i Europa for øjeblikket tyr til. Direkte demokrati kan være et tveægget sværd. De lokale myndigheder og civilsamfundsaktørerne bør træffe passende forholdsregler for at garantere, at det er et redskab, der kun bruges, når forventningen er, at det vil gøre reel nytte.

9.3.

EØSU mener, at opbygning af alliancer mellem lokale myndigheder, civilsamfundsorganisationer, arbejdsmarkedets parter og andre aktører, f.eks. lokale ledere og sociale bevægelser, er nøglen til at afhjælpe de underliggende årsager til populisme. Dette vil være et led i indsatsen for at afhjælpe følelsen af at være blevet hægtet af hos beboerne i landdistrikter og forstadsområder. Samtidig vil arbejdsmarkedets parter blive styrket, og de vil kunne bidrage til at mindske forskellene og tiltrække økonomiske investeringer og udvikling gennem dialog og handling.

9.4.

Interesserne og bekymringerne hos sammenslutninger af mindre virksomheder, håndværkere og landbrugere er lige så vigtige. De steder, hvor autoritære grupper er kommet til magten i (lokal)regeringer, kan de økonomiske aktører være tilbageholdende med at investere. Desuden vil migranter, der søger beskæftigelse, måske undgå disse steder, selv om der er muligheder for at få arbejde. Det er derfor vigtigt at bryde denne onde cirkel i forstadsområder og landdistrikter.

9.5.

Incitamenter for private og offentlige investeringer i det uudnyttede potentiale i regioner, der betragtes som hægtet af, bør udvikles yderligere. Fokus på overførsler og sociale ydelser bør suppleres ved at udbygge mulighederne i de pågældende regioner (under hensyntagen til de lokale forhold), afhjælpe institutionel ineffektivitet og flaskehalse og gennem foranstaltninger, der fremmer uddannelse og iværksætteri samt assimilering af viden og innovation (19).

9.6.

De underliggende årsager til populisme kan kun afhjælpes ved også at tage hensyn til faktorer som religion, kønsdynamik, bopæl, kulturel identitet og uddannelse udover de socioøkonomiske faktorer. Det er ikke let at mobilisere alternativer til de nemme svar fra regressive politiske kræfter. Svarene skal tilpasses den særlige sammensætning af faktorer, der skaber modgang under visse lokale forhold.

9.7.

Nye fortællinger kan også bruges til at bekæmpe den type af desinformation, der gødes af kampagner på de sociale medier med det mål at undergrave de europæiske værdier og dermed understøtte fremvæksten af separatistiske og nationalistiske påstande og holdninger. Det er vigtigt, at styrke den rolle, som de traditionelle medier (public service-TV, uafhængige aviser) spiller, så de har forudsætningerne for at udfylde deres funktion og levere objektiv information. Kommissionen har allerede beskæftiget sig aktivt hermed (se COM(2018) 236), men udvalget mener, at man i højere grad bør betone spørgsmålets hastende karakter.

9.8.

EØSU opfordrer til, at der lægges større vægt på de nye økonomiske aktiviteter, der opstår i landdistrikterne, hvoraf mange er baseret på principperne om gensidighed og omsorg. EØSU tilskynder til foranstaltninger, der fremmer bedre støtte til og sammenhæng mellem disse initiativer, således at de fra at være isolerede og eksperimenterende bliver til emancipatoriske politiske og sociale alliancer.

9.9.

EØSU opfordrer EU og medlemsstaterne til at styrke infrastrukturen på subnationalt niveau. Nedlæggelse af offentlige transportforbindelser og lukning af skoler og sundhedstjenester har uden tvivl været blandt årsagerne til de populistiske protester i Europa. Der er behov for økonomisk bistand til forbedring af lokale infrastrukturer, både materielle (transport og offentlige tjenester) og immaterielle (netværk på tværs af forskellige typer af steder, institutioner og organisationer).

9.10.

EØSU, dets medlemmers organisationer og andre EU-institutioner bør styrke kapacitetsopbygningen for lokale civilsamfundsorganisationer og sørge for, at de har ressourcerne til at øge rækkevidden og kvaliteten af deres foranstaltninger. Der bør ydes mere støtte til civilsamfundsorganisationer og de europæiske netværk heraf med henblik på at uddanne medlemmer af lokale civilsamfundsorganisationer.

---

(1)  Andrés Rodríguez-Pose, The revenge of places that don't matter (and what to do about it), (LSE Research online): http://eprints.lse.ac.uk/85888/1/Rodriguez-Pose_Revenge%20of%20Places.pdf.

(2)  EØSU's udtalelse om yderligere styrkelse af retsstatsprincippet i Unionen. Status og eventuelle næste skridt (EUT C 282 af 20.8.2019, s. 39).

(3)  Europa-Parlamentets beslutning af 3. oktober 2018 om opfyldelse af de særlige behov i landdistrikter, bjergområder og fjerntliggende områder (EUT C 11 af 13.1.2020, s. 15).

(4)  EØSU's udtalelse om et robust demokrati gennem et stærkt og mangfoldigt civilsamfund (EUT C 228 af 5.7.2019, s. 24).

(5)  OHCHR, Principles and Guidelines for a Human Rights Approach to Poverty Reduction Strategies, https://www.ohchr.org/Documents/Publications/PovertyStrategiesen.pdf.

(6)  OHCHR, Guiding principles on human rights impact assessments of economic reforms, 19. december 2018, https://documents-dds-ny.un.org/doc/UNDOC/GEN/G18/443/52/pdf/G1844352.pdf?OpenElement.

(7)  EØSU's udtalelse om en europæisk kontrolmekanisme for retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder (EUT C 34 af 2.2.2017, s. 8).

(8)  EØSU's udtalelse om et robust demokrati gennem et stærkt og mangfoldigt civilsamfund, (EUT C 228 af 5.7.2019, s. 24).

(9)  Societies outside Metropolises: the role of civil society organisations in facing populism, EØSU, Bruxelles, 2019, https://www.eesc.europa.eu/sites/default/files/files/qe-04-19-236-en-n.pdf.

(10)  Societies outside Metropolises: the role of civil society organisations in facing populism, EØSU, Bruxelles 2019, https://www.eesc.europa.eu/sites/default/files/files/qe-04-19-236-en-n.pdf.

(11)  Andrés Rodríguez-Pose, The revenge of places that don't matter (and what to do about it), s. 32 (LSE Research online), http://eprints.lse.ac.uk/85888/1/Rodriguez-Pose_Revenge%20of%20Places.pdf.

(12)  Caroline de Gruyter, Commentary: The revenge of the country side, 21. oktober 2016.

(13)  OHCHR, Principles and Guidelines for a Human Rights Approach to Poverty Reduction Strategies, https://www.ohchr.org/Documents/Publications/PovertyStrategiesen.pdf.

(14)  OHCHR, Guiding principles on human rights impact assessments of economic reforms, 19. december 2018, https://documents-dds-ny.un.org/doc/UNDOC/GEN/G18/443/52/pdf/G1844352.pdf?OpenElement.

(15)  EØSU's udtalelse om yderligere styrkelse af retsstatsprincippet i Unionen. Status og eventuelle næste skridt (EUT C 282 af 20.8.2019, s. 39).

(16)  Regaining Citizens' Trust and Confidence in the EU: 7 priorities of the Diversity Europe Group; Diversity Europe Group.

(17)  EØSU's udtalelse om et robust demokrati gennem et stærkt og mangfoldigt civilsamfund (EUT C 228 af 5.7.2019, s. 24).

(18)  EØSU's udtalelse om yderligere styrkelse af retsstatsprincippet i Unionen. Status og eventuelle næste skridt (EUT C 282 af 20.8.2019, s. 39).

(19)  Andrés Rodríguez-Pose, The revenge of places that don't matter (and what to do about it), s. 32 (LSE Research online): http://eprints.lse.ac.uk/85888/1/Rodriguez-Pose_Revenge%20of%20Places.pdf.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Beretning om konkurrencepolitikken 2018

(COM(2019) 339 final)

(2020/C 97/08)

Ordfører:

Gerardo LARGHI

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 15.10.2019
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	19.11.2019
Vedtaget på plenarforsamlingen	11.12.2019
Plenarforsamling nr.	548
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	197/0/1

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder Kommissionens beretning om konkurrencepolitikken 2018, som er baseret på en tilgang, der har som sigte at styrke det indre marked, den økonomiske udvikling og de socialpolitiske målsætninger.

1.2.

Som allerede understreget i flere dokumenter opfatter EØSU en effektiv og principbaseret konkurrencepolitik som en af EU's grundpiller og som et uundværligt instrument for gennemførelsen af det indre marked i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og i lyset af målene for bæredygtig udvikling, opbygningen af en social markedsøkonomi og bestemmelserne i den sociale søjle (1).

1.3.

På dette område bør EØSU og Den Europæiske Union føre en permanent dialog med de øvrige institutioner, civilsamfundet og især forbrugerorganisationerne.

1.4.

Derfor opfordrer EØSU til, at der ved udbetalingen af støttemidler altid er størst mulig gennemsigtighed vedrørende de omkostninger, der påføres forbrugerne, og at denne information klart fremgår af fakturaerne (2). EØSU bifalder, at Kommissionen har til hensigt at gribe ind over for vertikale og horisontale konkurrencebegrænsninger, især inden for e-handel, hvor virkningerne af konkurrencebegrænsende adfærd kan mærkes.

1.5.

Der bør især være fokus på diskriminerende praksis ved hjælp af kunstig intelligens. EU-lovgivningen bør tilpasses, så forskelsbehandling som følge af forbrugerprofilering ved hjælp af kunstig intelligens forbydes.

1.6.

Big data kan anvendes imod forbrugerne, især til skade for deres velfærd, da forbrugerprofilering begrænser deres frie valgmuligheder.

1.7.

EØSU mener, at konkurrencemyndighederne må have den ekspertise, de kompetencer og de ressourcer, der er nødvendige for at kunne anvende den konkrete lovgivning og løse alvorlige konkurrenceproblemer, som skader forbrugerne.

1.8.

EØSU glæder sig over, at moderniseringen af statsstøttekontrollen har gjort det muligt for myndighederne at fokusere på de vigtigste og største sager, bl.a. ved hjælp af IT-platformen »Transparency Award Module«.

1.9.

EØSU understreger, at der må være garanti for sammenhæng mellem miljø- og statsstøttepolitikkerne. EØSU noterer sig navnlig den igangværende revision af retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi.

1.10.

EØSU glæder sig over, at formålet med Kommissionens retningslinjer er at sikre fri konkurrence på det europæiske energimarked gennem teknologineutrale udbud, hvilket er afgørende for udviklingen af forskellige teknologier inden for vedvarende energi og for et modstandsdygtigt og konkurrencedygtigt europæisk energimarked, hvor der er garanti for forsyningssikkerhed. EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fastlægge en overordnet, langsigtet strategi i stedet for en kortsigtet tilgang, som er baseret på korrigerende foranstaltninger, der ikke skaber grundlag for at fremme vækst og jobskabelse på en mere konkret og bæredygtig måde. I den forbindelse vil det være nyttigt, at Kommissionen udarbejder en sammenlignende undersøgelse af de forskellige planer for støtte til fremstillingsindustrien, som for nyligt er blevet vedtaget i USA, Kina og Korea (3).

1.11.

Hvad angår konkurrencen med virksomheder i tredjelande efterlyser EØSU garanti for samme regler vedrørende arbejdsforhold og miljø, så der er sikkerhed for lige konkurrencevilkår.

1.12.

EØSU understreger, at det med henblik på indførelsen af et frit socialt marked er vigtigt med en konkurrencepolitik, som forener de sociale og økonomiske mål for arbejdstagerne og forbrugerne med opretholdelsen af en konkurrencedygtig og effektiv produktionsstruktur.

1.13.

EØSU mener, at det indre markeds bestemmelser om retten til fri bevægelighed (navnlig for personer, men også for tjenesteydelser, varer og kapital) udgør grundpillerne i EU-retten, og at udstationering af arbejdstagere og den fri bevægelighed for tjenesteydelser bør sikres for at undgå enhver form for social dumping.

1.14.

Endelig undrer EØSU sig over, at der i beretningen ikke henvises til de tilsyneladende fastlåste forhandlinger mellem Rådet og Europa-Parlamentet for så vidt angår kollektive søgsmål efter forslaget om en ny aftale for forbrugerne, i betragtning af hvor centrale disse søgsmål er for gennemførelsen af ordningen med effektiv erstatning for skader, som forbrugerne lider som følge af overtrædelser af kartelreglerne.

2.   Sammendrag af beretningen om konkurrencepolitikken 2018

2.1.

Beretningen for 2018 omhandler spørgsmål som digital økonomi, finansielle tjenesteydelser, energi og miljø, landbrug og fødevarer, transport og fremstilling, decentralisering af kompetencerne til at bekæmpe konkurrencebegrænsende praksis i medlemsstaterne og et styrket internationalt samarbejde.

2.2.

Kommissionen anvender principperne om ikkeforskelsbehandling, lighed, gennemsigtighed, forudsigelighed, retten til at blive hørt og beskyttelse af fortroligheden i sin daglige håndhævelsespraksis. Et udtrykkeligt mål for håndhævelsen af EU’s konkurrenceregler er »beskyttelse af forbrugernes velfærd«.

2.3.

Den digitale tidsalder medfører nye udfordringer for konkurrencereglerne såsom anvendelsen af big data, algoritmer og kunstig intelligens.

2.4.

Med det formål at »strømline procedurerne i konkurrencesager« har Kommissionen offentliggjort ajourførte retningslinjer for virksomheder vedrørende forretningshemmeligheder og andre fortrolige oplysninger afgivet i forbindelse med undersøgelser af konkurrencebegrænsende adfærd samt retningslinjer til brug i forbindelse med »confidentiality rings«.

2.5.

Ved at belønne virksomheder, som samarbejder i forbindelse med undersøgelser af konkurrencebegrænsende praksis har Kommissionen kunnet øge relevansen og virkningen af sine afgørelser, idet undersøgelserne er blevet fremskyndet.

2.6.

I kraft af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1 (det såkaldte ECN+-direktiv) (4) kan medlemsstaternes konkurrencemyndigheder håndhæve EU's konkurrenceregler mere effektivt.

2.7.

Moderniseringen af statsstøttepolitikken har gjort det lettere for medlemsstaterne at gennemføre foranstaltninger, som fremmer investeringer, økonomisk vækst og jobskabelse. Moderniseringen er blevet ledsaget af statsstøtteforanstaltninger og har medvirket til en betydelig nedbringelse af omkostningerne til den mindre fordrejende statsstøtte.

2.8.

Kommissionens forligsprocedure har gjort det muligt at afsløre karteller hurtigere og dermed frigjort ressourcer til andre undersøgelser og fået nedbraget omkostningerne til undersøgelser. For virksomhederne har gevinsten desuden været hurtigere afgørelser.

2.9.

I beretningen for 2018 er der fokus på de afgørelser, der er truffet i 2018 (og i de tidligere år) vedrørende karteller inden for bilindustrien, og det nævnes, at der er blevet iværksat en tilbundsgående undersøgelse af bilfabrikanters mulige samordning med hensyn til teknologisk udvikling af emissionsrensesystemer til personbiler.

2.10.   Den digitale økonomi

2.10.1.

Konkurrencepolitikken spiller en yderst vigtig rolle i at skabe et velfungerende digitalt indre marked. I den forbindelse må »internetgiganterne« forhindres i at bruge deres markedsstyrke til at svække konkurrencen og dermed innovationen på de digitale markeder.

2.10.2.

Fastsættelse af videresalgspriser på e-handelsplatforme er en af de mest udbredte former for konkurrencebegrænsning i den digitale økonomi. Det kan således konstateres, at anvendelsen af algoritmer til prisfastsættelse er stigende.

2.11.

Statsstøtte til at gøre økonomien grønnere fremmer de investeringer, der er nødvendige for at garantere forsyningssikkerheden og samtidig dekarbonisere det europæiske energisystem.

2.12.   Energi

2.12.1.

Den statsstøtte, der i 2018 blev godkendt inden for sektoren for vedvarende energi, har gjort det muligt for medlemsstaterne at fremme bæredygtig energi og nedbringe omkostningerne for forbrugerne i elsystemet som helhed.

2.12.2.

Kommissionen er af den opfattelse, at statsstøtteforanstaltningerne vil bidrage til at garantere forsyningssikkerheden uden at forårsage højere elpriser for forbrugerne eller hindre elektricitetsstrømme på tværs af EU's grænser.

2.12.3.

EU bør øge andelen af vedvarende energi i sit energimix, sikre diversificering af gasforsyningen og indføre en målrettet europæisk energilovgivning.

2.13.   Konkurrence på det indre marked

2.13.1.

Kommissionen nedlagde forbud mod Siemens' overtagelse af Alstom. I landbrugsfødevaresektoren blev fusionen mellem Bayer og Monsanto godkendt, men betinget af afhændelsen af visse aktiver. I stålsektoren blev Arcelor Mittals overtagelse af ILVA godkendt på betingelse af visse afhændelser. Kommissionen blokerede for Siemens' planlagte overtagelse af Alstom, som den anså for at være skadelig for konkurrencen.

2.14.   Finanssektoren

2.14.1.

Den generelle stabilisering af sektoren har medført færre indgreb fra det offentlige budget i forbindelse med statsstøttesager. Dog er der stadig misligholdte lån i nogle medlemsstater.

2.15.   Sikring af lige vilkår på beskatningsområdet

2.15.1.

Der skal skabes lige konkurrencevilkår for virksomhederne, så de kan konkurrere på grundlag af kvalifikationer. Medlemsstaterne kan således ikke give skattefordele til multinationale selskaber til skade for SMV'er.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

Beretningen for 2018 er baseret på en tilgang, der har som sigte at styrke det indre marked, den økonomiske udvikling og de social- og arbejdsmarkedspolitiske målsætninger.

3.2.

Den digitale økonomi kræver store investeringer — i størrelsesordenen 500 mia. EUR — over de næste 10 år, hvis målene for konnektivitet skal nås. Det er vigtigt, at der især i landdistrikterne og de mindre urbaniserede områder indføres en seriøs konkurrencepolitik.

3.3.

Den digitale tidsalder indebærer nye udfordringer for konkurrencereglerne såsom anvendelsen af megadata, algoritmer og kunstig intelligens. Det skal derfor sikres, at teknologigiganterne ikke bruger deres markedsstyrke til at svække konkurrenterne. Konkurrencemyndighederne må have den ekspertise, de kompetencer og de ressourcer, der er nødvendige for at kunne anvende den konkrete lovgivning og løse de alvorlige konkurrenceproblemer, som skader forbrugerne, inden det er for sent.

3.4.

Gennemførelsen bør endvidere baseres på en proaktiv anvendelse af informationsindsamlingsværktøjer og sektorundersøgelser.

3.5.

Enhver forsinkelse i håndhævelsen af reglerne bør undgås ved proaktivt at gøre brug af værktøjskassen for konkurrence (f.eks. foreløbige forholdsregler) i de tilfælde, der er åbenbart skadelige for konkurrencen eller forbrugerne.

3.6.

Det er vigtigt, at bevisbyrden flyttes til de virksomheder, som fusionerer på de digitale markeder, så det bliver dem, der skal bevise, at aftalerne ikke fordrejer konkurrencen.

3.7.

Der skal foretages en skrappere evaluering af, om aktørerne kan blokere for markedsadgangen og dermed begrænse forbrugernes valgmuligheder og informationsstrømmene og påvirke brugernes adfærd

3.8.

For at skabe opmærksom om de problemer for konkurrencen, som følger af bestemt praksis, er det vigtigt, at virksomhederne har retningslinjer og hjælp til at agere inden for lovgivningens rammer.

3.9.

Kunstig intelligens påvirker i dag prisfastsættelsespolitikkerne og prisovervågningen, og følgerne deraf er ikke uden risiko. Algoritmer gør det muligt for e-handelsplatforme at kontrollere og begrænse såvel detailhandlernes frihed til selv at fastsætte priser som konkurrencen i supermarkedssektoren (ved hjælp af urimelig praksis, som ikke vil kunne videreføres i fremtiden).

3.10.

Denne udvikling ses også i turistbranchen, hvor der på de platforme, der sælger turistprodukter, forekommer misbrug af en dominerende stilling. Der findes fire store salgsnetværk, som har enorm magt over hoteller, små aktører og SMV’er.

3.11.

Der bør især være fokus på diskriminerende praksis ved hjælp af kunstig intelligens. EU-lovgivningen bør tilpasses, så forskelsbehandling som følge af forbrugerprofilering ved hjælp af kunstig intelligens forbydes.

3.12.

EØSU bifalder Kommissionens beslutning om at betragte de virksomheder, der bruger algoritmer, som eneansvarlige for de deraf følgende handlinger. Big data kan anvendes imod forbrugerne især til skade for deres velfærd, da detaljeret forbrugerprofilering begrænser deres valgmuligheder.

3.13.

Big datas indflydelse på konkurrencen bliver efter EØSU’s opfattelse stadig større og må ikke ignoreres. En alt for indgribende politik kan dog mindske incitamenterne til innovation (og dermed skabe hindringer for bedre tjenester og lavere priser, som kan afhænge af innovation inden for distribution af produkter og indkøbsplatforme).

3.14.

Konkurrencefordele i kraft af big data kan give de førende aktører en dominerende stilling på markedet. Masseanalyseteknikker (handel med data, onlinemarkedsføring, genkendelse af mønstre, skønnet efterspørgsel, prisoptimering) kan være praksis, der udgør udnyttelse.

3.15.

I forbindelse med strategien for det digitale indre marked har Kommissionens undersøgelser vist, at restriktioner for videresalgsprisen er langt de mest udbredte konkurrencebegrænsninger på e-handelsmarkederne. I 2018 vedtog Kommissionen en række afgørelser, hvor virksomheder blev idømt bøder for at fastsætte restriktioner for videresalgspriserne på nettet i strid med EU's konkurrenceregler.

3.16.

EØSU glæder sig over de foranstaltninger, som Kommissionen i 2018 indførte på beskatningsområdet. Samtidig er det vigtigt, at man også på dette område sikrer fair konkurrence mellem landene. Det er navnlig nødvendigt med et øget tilsyn, når det gælder skatteafgørelser og de uretmæssige konkurrencefordele, der opnås gennem aftaler mellem visse lande og store aktører, og som risikerer at fordreje det frie marked til skade for SMV'erne og skabe unfair konkurrence mellem landene.

3.17.

På energiområdet konstaterer EØSU, at forbrugernes elregninger i nogle lande endnu ikke er fuldstændigt gennemsigtige. Uden gennemsigtighed bliver det sværere for forbrugerne at træffe et bevidst valg, og man fremmer status quo til gavn for de store aktører.

3.18.

Landbrug og fødevarer. Inden for landbrugsfødevaresektoren er det vigtigt at beskytte produkter med europæiske oprindelsesbetegnelser. Sektoren for frø og pesticider er vigtig for landbrugerne og forbrugerne, men giver også anledning til bekymringer, som ikke blot vedrører forbrugerbeskyttelse, fødevaresikkerhed og overholdelse af miljø- og klimastandarderne.

3.19.

På transportområdet anbefaler EØSU Kommissionen at undersøge, om og i hvilken grad afgiftsfritagelsen for flybrændstof kan udgøre uretmæssig støtte til luftfartsselskaberne sammenlignet med jernbanetransporten.

3.20.

For at sikre en balance mellem det frie marked og fusioner er det ikke tilstrækkeligt at henvise til konkurrence fra andre store globale aktører, især ikke hvis de kommer fra lande, hvor der er lukket for konkurrencen fra udenlandske virksomheder. På den baggrund foreslår EØSU, at man i stedet for at foretage virksomhedsfusioner, der svækker konkurrencen, træffer foranstaltninger for at fjerne hindringerne for adgangen til tredjelandsmarkeder, indfører større skattemæssige incitamenter til forskning og udvikling og sikrer aftaler mellem de europæiske producenter om samordning af eksportstrategier og strategier for investeringer i udlandet.

3.21.

Under alle omstændigheder må forbrugerbeskyttelse ledsages af støttende og fremmende foranstaltninger for innovative virksomheder og SMV’er (med instrumenter, som ikke skader den dynamiske konkurrence på markedet), hvilket er den bedste metode til at skabe kvalitetsbeskæftigelse og garantere produktionssystemets dynamiske bæredygtighed.

3.22.

Hvad angår arbejdsmarkedet og beskyttelse af konkurrencen, er EØSU af den opfattelse, at lovgivningen er et af de områder, hvor der skal gøres en indsats for at sikre egentlig konkurrence mellem virksomhederne på det aktuelle marked, så der både er respekt for de grundlæggende sociale rettigheder og for fri bevægelighed for arbejdstagere og tjenesteydelser.

3.23.

Det gælder om at hindre enhver form for »social dumping« (unfair konkurrence med hensyn til lønninger og arbejdsforhold, som skaber en nedadgående spiral) for at sikre ligebehandling af arbejdstagerne — uanset hvor de arbejder eller kommer fra — og ikkeforskelsbehandling af arbejdstagere og virksomheder på det sted, hvor arbejdet udføres.

3.24.

Endelig undrer EØSU sig over, at Kommissionen både i selve beretningen og i det ledsagende arbejdsdokument SWD(2019) 297 final til forskel fra de seneste års beretninger for første gang fuldstændig har udeladt enhver henvisning til de manglende fremskridt med hensyn til kollektive søgsmål — der ikke er omfattet af direktiv 2014/104/EU (5) om erstatning for overtrædelser af kartelreglerne — som et middel til at fremme en effektiv erstatning for skader, som forbrugerne lider som følge af overtrædelser af kartelreglerne, og navnlig i lyset af EØSU's udtalelse (6) om Kommissionens forslag om en ny aftale for forbrugerne (7) og Rådets beslutning om at udelade alle dele, der vedrører kollektive søgsmål (8), i det nyligt vedtagne direktiv. Dette er efter EØSU's opfattelse en åbenlys mangel.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU er enig med Kommissionen i, at digitaliseringen skal betragtes som en prioritet, og at der i konkurrenceprogrammet for perioden 2021-2027 bør fokuseres på udfordringerne i forbindelse med big data, algoritmer og kunstig intelligens. EØSU opfordrer Kommissionen til at følge op på indholdet i rapporten fra april 2019 om konkurrencepolitikken i den digitale tidsalder, navnlig med hensyn til:

4.1.1.

de strategier, der skal iværksættes for at bekæmpe enhver begrænsning af konkurrencen og det frie marked fra de digitale platformes side, herunder inden for handel og turisme;

4.1.2.

brugernes/forbrugernes faktiske og fuldstændige kendskab til, hvilke personoplysninger platformene er i besiddelse af, og mulighederne for overførsel;

4.1.3.

bekæmpelse af visse digitale platformes udelukkelse af virksomheder, de betragter som potentielt farlige for deres dominerende stilling;

4.1.4.

opretholdelse af det frie marked ved at beskytte små opstartsvirksomheder med markedspotentiale, som ofte opkøbes af de store digitale aktører, der opfatter dem som farlige fremtidige konkurrenter.

4.2.

EØSU mener, at de myndigheder, uanset niveau, som har givet digitale platforme opgaver af almen interesse, også bør have lovgivningsværktøjer til at få adgang til og kontrollere de algoritmer, som disse platforme anvender.

4.3.

EØSU anbefaler, at Kommissionen styrker tilsynet med gennemførelsen af frihandelsaftalerne og beskytter de europæiske virksomheders frie adgang til verdensmarkederne.

4.4.

Med henblik derpå skal der være garanti for reel gensidighed på de globale offentlige markeder.

---

(1)  Artikel 7, 9, 11 og 12 i TEUF.

(2)  EEuropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU (EUT L 158 af 14.6.2019, s. 125).

(3)  EUT C 197 af 8.6.2018, s. 10.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1 af 11. december 2018 om styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og sikring af et velfungerende indre marked (EUT L 11 af 14.1.2019, s. 3).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i medlemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret (EUT L 349 af 5.12.2014, s. 1).

(6)  EUT C 440 af 6.12.2018, s. 66.

(7)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til indbringelse af sager til varetagelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF, COM(2018) 184 final — 2018/0089 (COD).

(8)  Se dokument PE-CONS 83/19 af 18. oktober 2019.