1)

Skal artikel 1, stk. 1, i direktiv 96/71/EF (1), sammenholdt med artikel 3 og 5 i samme direktiv og arbejdslovens § 285 og § 299, fortolkes således, at ungarske arbejdstagere kan indlede en sag mod deres ungarske arbejdsgivere ved de ungarske domstole med påstand om overtrædelse af direktivet og af den franske lovgivning om mindsteløn?

2)

Skal diæter, som er bestemt til at dække udgifter i forbindelse med en arbejdstagers udstationering til udlandet, anses for at udgøre en del af lønnen?

3)

Er en praksis, hvorefter arbejdsgiveren, når der er opnået en besparelse beregnet ud fra den tilbagelagte strækning og brændstofforbruget, i henhold til et skema betaler føreren af en transportvogn et tillæg, som ikke er en del af den løn, der er fastsat i den pågældendes ansættelseskontrakt, og af hvilket der ikke betales skat eller sociale bidrag, i strid med artikel 10 i forordning nr. 561/2006/EF (2)?

Brændstofbesparelsen tilskynder imidlertid førere af transportvogne til at køre på en måde, som kan bringe færdselssikkerheden i fare (f.eks. ved at køre i frigear så længe som muligt i nedadgående retning).

4)

Finder direktiv 96/71/EF anvendelse på international godstransport, navnlig henset til at Europa-Kommissionen har indledt en traktatbrudsprocedure mod Frankrig og Tyskland for anvendelse af lovgivningen om mindsteløn på vejtransportsektoren?

5)

Såfremt et direktiv ikke er blevet gennemført i den nationale lovgivning, kan det da i sig selv skabe forpligtelser for privatpersoner og dermed i sig selv udgøre grundlaget for et søgsmål mod en privatperson i en tvist, som er anlagt ved en national domstol?

1/A

Skal artikel 6, stk. 1, TEU og artikel 5, stk. 2, i direktiv 2010/64/EU (1) fortolkes således, at medlemsstaten for at kunne sikre retten til en retfærdig rettergang for tiltalte, som ikke er bekendte med processproget, skal oprette et register over uafhængige tolke og oversættere, som er behørigt kvalificerede, eller — i mangel heraf — på anden vis skal sikre, at kvaliteten af sprogtolkningen under retsforhandlingerne kan kontrolleres?

1/B

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, og det i den pågældende sag som følge af en utilstrækkelig kvalitet af sprogtolkningen ikke kan fastslås, om den tiltalte er blevet gjort bekendt med genstanden for den rejste sigtelse eller tiltale mod vedkommende, skal artikel 6, stk. 1, TEU samt artikel 4, stk. 5, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2012/13/EU (2) da fortolkes således, at sagen under disse omstændigheder ikke kan fortsætte som en udeblivelsessag?

2/A

Skal princippet om domstolenes uafhængighed, som er fastsat i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og i Den Europæiske Unions Domstols faste praksis fortolkes således, at princippet bliver tilsidesat, såfremt præsidenten for den nationale domstolsmyndighed, som har ansvaret for den centrale forvaltning af domstolene, og som er udnævnt af parlamentet, der er den eneste instans, som præsidenten står til ansvar for, og som kan afsætte vedkommende, besætter stillingen som formand for en domstol — idet denne formand bl.a. har beføjelser på området for sagernes fordeling, indledning af disciplinærsager mod dommere samt evaluering af dommere — ved en direkte midlertidig udnævnelse, hvor proceduren med indkaldelse af ansøgninger er omgået, og hvor der konsekvent er set bort fra domstolenes kompetente selvstyrende organers standpunkter?

2/B

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, og såfremt den dommer, der behandler den pågældende sag, har rimelig grund til at frygte, at det i urimelig grad vil være ham til last som følge af hans judicielle og administrative virksomhed, skal det nævnte princip da fortolkes således, at en retfærdig rettergang ikke er sikret i den foreliggende sag?

3/A

Skal princippet om domstolenes uafhængighed, som er fastsat i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og i Den Europæiske Unions Domstols faste praksis fortolkes således, at en situation, hvor de ungarske dommere siden den 1. september 2018 — til forskel fra den praksis, der er blevet fulgt i de forudgående årtier — i henhold til loven har oppebåret en lavere løn end de offentlige anklagere i den tilsvarende kategori, som ligger på samme løntrin og har samme anciennitet, og hvor deres lønninger i betragtning af landets økonomiske situation generelt ikke er i overensstemmelse med vigtigheden af de hverv, som de udøver, ikke er foreneligt med dette princip, navnlig når der henses til den praksis, der følges af personer i højere retslige embeder med hensyn til udbetaling af skønsmæssige gratialer?

3/B

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, skal det nævnte princip om domstolenes uafhængighed da fortolkes således, at retten til en retfærdig rettergang ikke kan sikres under sådanne omstændigheder?

4/A.

Skal artikel 267 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en afgørelse i henhold til national retspraksis, i medfør af hvilken den øverste dømmende myndighed, inden for rammerne af en procedure, der skal sikre ensartetheden i medlemsstatens retspraksis, uden at påvirke retsvirkningerne af den omhandlede kendelse, kvalificerer en kendelse, der er afsagt af en lavere retsinstans, og hvorved den præjudicielle procedure er blevet indledt, som ulovlig?

4/B.

Såfremt spørgsmål 4/A besvares bekræftende, skal artikel 267 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) da fortolkes således, at den forelæggende ret skal se bort fra modsatrettede afgørelser fra den højere retsinstans, og fra principielle standpunkter, der er indtaget af hensyn til rettens enhed?

4/C.

Såfremt spørgsmål 4/A besvares benægtende, kan behandlingen af den straffesag, der er blevet udsat, da i et sådant tilfælde fortsættes, mens den præjudicielle procedure er i gang?

5.

Skal princippet om domstolenes uafhængighed, som er fastsat i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og i Den Europæiske Unions Domstols praksis fortolkes således, at princippet, i lyset af artikel 267 TEUF, bliver tilsidesat, når der indledes en disciplinærsag mod en dommer med den begrundelse, at vedkommende har indledt en præjudiciel procedure?

1)

Er en national retlig fortolkning og praksis, hvorefter det, når de materielle betingelser for at fradrage afgiften er opfyldt, ikke er tilstrækkeligt blot at være i besiddelse af en faktura, hvis indhold er i overensstemmelse med artikel 226 i Rådets direktiv 2006/112/EF (1) af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, men den afgiftspligtige person derimod for at udøve retten til at fradrage afgiften på grundlag af den pågældende faktura derudover skal være i besiddelse af yderligere dokumentation, som ikke blot skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2006/112, men ligeledes skal være i overensstemmelse med nationalretlige principper om regnskabsføring og specifikke bestemmelser om dokumentation, hvorefter det kræves, at hver enkelt aktør i transaktionskæden samstemmende husker og gengiver alle detaljer ved den økonomiske transaktion, som fremgår af denne dokumentation, i overensstemmelse med artikel 168, litra a), og artikel 178, litra a), i førnævnte direktiv, sammenholdt med artikel 220, litra a), og artikel 226 i samme direktiv, og med effektivitetsprincippet?

2)

Er en national retlig fortolkning og praksis, hvorefter det i forbindelse med en transaktionskæde, uanset de øvrige omstændigheder, blot fordi transaktionen har denne karakter, kræves, at hver enkelt aktør i transaktionskæden kontrollerer de elementer af den økonomiske transaktion, som de pågældende har gennemført, og drager konsekvenser af denne kontrol for så vidt angår en afgiftspligtig person, der befinder sig i den anden ende af kæden, og den afgiftspligtige person nægtes retten [til at fradrage moms], idet det gøres gældende, at denne kædes sammensætning, som imidlertid ikke er forbudt i henhold til national ret, ikke var [rimeligt] begrundet ud fra et økonomisk synspunkt, i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2006/112 om retten [til fradrag for moms] og princippet om afgiftsneutralitet og effektivitetsprincippet? Er det i denne forbindelse — i forbindelse med en transaktionskæde ved en undersøgelse af de objektive forhold, der kan begrunde en nægtelse af retten [til at fradrage moms] ved fastlæggelsen og vurderingen af relevansen og beviskraften af de beviser, som nægtelsen af retten til at fradrage moms støttes på — udelukkende muligt at anvende bestemmelserne i direktiv 2006/112 og i national ret om fradrag for afgiften som materielle bestemmelser, der præciserer de relevante faktiske omstændigheder med hensyn til fastlæggelsen af den faktuelle ramme, eller skal den omhandlede medlemsstats regnskabsregler ligeledes anvendes, idet de udgør særlige regler?

3)

Er en national retlig fortolkning og praksis, hvorefter en afgiftspligtig person, som anvender varerne i forbindelse med sine afgiftspligtige transaktioner i den medlemsstat, hvor den pågældende gennemfører dem, og som er i besiddelse af en faktura i overensstemmelse med direktiv 2006/112, nægtes retten [til at fradrage moms], idet det gøres gældende, at den pågældende ikke har kendskab til samtlige elementer [af den transaktion], der er blevet gennemført af aktørerne i kæden, eller der påberåbes forhold, der er knyttet til de aktører i kæden, der befinder sig på et tidligere stadie end udstederen af fakturaen, og som den afgiftspligtige person ikke kunne udøve indflydelse på, hvilket ikke kan tilskrives den pågældende, og retten [til at fradrage moms] betinges af, at den afgiftspligtige person i forbindelse med de foranstaltninger, som det med rimelighed påhviler den pågældende at træffe, overholder en generel kontrolforpligtelse, som ikke blot skal opfyldes inden indgåelsen af aftalen, men også under aftalens gennemførelse og selv efter dens gennemførelse, i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2006/112 om [fradrag for moms] og princippet om afgiftsneutralitet og effektivitetsprincippet? Er den afgiftspligtige person i denne forbindelse forpligtet til at undlade at udøve retten [til at fradrage moms], når den pågældende i forbindelse med et hvilket som helst element af den økonomiske transaktion, der fremgår af fakturaen, på et tidspunkt efter indgåelsen af aftalen, under aftalens gennemførelse eller efter dens gennemførelse, bemærker en uregelmæssighed eller får kendskab til et forhold, der medfører, at retten [til at fradrage moms] nægtes i henhold til afgiftsmyndighedens praksis?

4)

Er afgiftsmyndigheden henset til bestemmelserne i direktiv 2006/112 om [fradrag for moms] og effektivitetsprincippet forpligtet til at præcisere, hvori afgiftssviget består? Er afgiftsmyndighedens fremgangsmåde, hvorefter fejl og uregelmæssigheder, som ikke har en rimelig årsagsforbindelse til retten [til at fradrage moms], som er begået af aktørerne i kæden, anses for beviser for afgiftssvig, i hvilken forbindelse det gøres gældende, at den afgiftspligtige person havde kendskab eller burde have kendskab til afgiftssviget, idet disse fejl og uregelmæssigheder medfører, at indholdet af fakturaen bliver usandsynligt, passende? Såfremt der er tale om afgiftssvig, begrunder denne omstændighed da, at det kræves, at den afgiftspligtige person gennemfører kontrollen med førnævnte rækkevidde, grundighed og omfang, eller overskrider denne pligt, hvad der kræves i henhold til effektivitetsprincippet?

5)

Er en sanktion, som indebærer, at retten [til at fradrage moms] nægtes, og som består i en pligt til at betale en afgiftsbøde svarende til 200 % af afgiftsforskellen, når den statskasse, der er direkte forbundet med den afgiftspligtige persons ret [til at fradrage moms], ikke er blevet påført et indkomsttab, forholdsmæssig? Kan det fastslås, at nogle af de i § 170, stk. 1, tredje punktum, i az adózás rendjéről szóló 2003. évi XCII. törvény (lov XCII af 2003 om almindelige skatte- og afgiftsprocedurer, herefter »lov om almindelige skatte- og afgiftsprocedurer«) omhandlede omstændigheder foreligger, når den afgiftspligtige person har forelagt afgiftsmyndigheden alle de dokumenter, som den pågældende var i besiddelse af, og i forbindelse med sin afgiftsangivelse har vedlagt de udstedte fakturaer?

6)

Hvis det på baggrund af svarene på de forelagte præjudicielle spørgsmål kan fastslås, at den fortolkning af den nationale retlige bestemmelse, som blev anlagt efter den sag, der gav anledning til kendelse af 10. november 2016, Signum Alfa Sped (C-446/15, EU:C:2016:869 [ikke trykt i Sml.]), og den praksis, der blev vedtaget på dette grundlag, ikke er forenelige med bestemmelserne i direktiv 2006/112 om retten [til fradrag for moms], og i betragtning af at retten i første instans ikke kan forelægge Den Europæiske Unions Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse i alle sager, kan det på grundlag af artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder da fastslås, at afgiftspligtige personers ret til at anlægge en retssag om skadeserstatning sikrer dem den adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, som er sikret ved ovennævnte artikel? Kan der i denne forbindelse anlægges en fortolkning, hvorefter den afgørelse, der blev truffet i sagen Signum Alfa Sped, indebærer, at spørgsmålet er blevet reguleret af EU-retten og er blevet afklaret af Den Europæiske Unions Domstols praksis, og at det dermed var indlysende, eller betyder dette, eftersom der blev indledt en ny procedure, at spørgsmålet ikke var blevet endeligt afklaret, og at det dermed fortsat var nødvendigt at anmode Domstolen om at træffe præjudiciel afgørelse?

1)

Er en national fortolkning og praksis, hvorefter afgiftsmyndigheden nægter retten [til at fradrage moms] i forbindelse med en økonomisk transaktion mellem parterne på det grundlag, at denne myndighed anser retsforholdet mellem disse parter (en arbejdskontrakt) for at være svigagtigt, fordi det medfører en fradragsret, og derfor kvalificerer det i overensstemmelse med § 1, stk. 7, i [lov om almindelige skatte- og afgiftsprocedurer] som en aktivitet (formidlingsvirksomhed), der ikke medfører en fradragsret, idet førnævnte myndighed er af den opfattelse, at parternes adfærd har til formål at begå skatteunddragelse, eftersom den aktivitet, som modtageren af fakturaen udøver, ikke nødvendigvis skal antage [denne form for erhvervsvirksomhed], idet den pågældende ligeledes kunne have udøvet den i egenskab af formidler, i overensstemmelse med de relevante bestemmelser [om momsfradrag] i direktiv 2006/112 (1) og med princippet om afgiftsneutralitet? Har afgiftspligtige personer i denne forbindelse, som et krav for at anvende [momsfradraget], en afgiftsmæssig forpligtelse til at vælge den form for økonomisk aktivitet, som medfører den største afgiftsbyrde, eller udgør den omstændighed, at de under udøvelsen af den aftalefrihed, som de er tillagt, og med formål, der ikke er knyttet til skattelovgivningen, vælger en kontraktform for den økonomiske aktivitet, der finder sted mellem dem, som også har en virkning, som de ikke forfølger, som består i retten til at fradrage moms, et misbrug?

2)

Er en national fortolkning og praksis, hvorefter afgiftsmyndigheden, når den afgiftspligtige person, der ønsker at udøve retten [til at fradrage moms], opfylder alle de materielle og formelle betingelser [for dette fradrag] og har truffet de påkrævede foranstaltninger inden indgåelsen af kontrakten, nægter retten til at fradrage moms på det grundlag, at denne myndighed er af den opfattelse, at oprettelsen af en kæde er unødvendig ud fra et økonomisk synspunkt og dermed udgør et misbrug, fordi underleverandøren, selv om denne er i stand til at forestå leveringen af ydelser, lader andre underleverandører forestå leveringen af grunde, der ikke er knyttet til afgiften, og fordi den afgiftspligtige person, som ønsker at udøve retten [til at fradrage moms], ved accepten af ordren vidste, at dennes underleverandør, på grund af manglende personelle og materielle ressourcer, ville levere ydelsen under anvendelse af sine egne underleverandører, i overensstemmelse med de relevante bestemmelser [om momsfradrag] i direktiv 2006/112 og med princippet om afgiftsneutralitet? Er det af betydning for besvarelsen, at den afgiftspligtige person eller dennes underleverandør har medtaget en underleverandør i kæden, som den pågældende har en direkte forbindelse til, eller som den pågældende er knyttet til på et personligt eller organisatorisk plan (personligt kendskab, slægtskab eller samme indehaver)?

3)

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, er kravet om, at de faktiske omstændigheder skal fastlægges på grundlag af objektive forhold, da opfyldt under en sag, hvor afgiftsmyndigheden er af den opfattelse, at den økonomiske forbindelse mellem den afgiftspligtige person, der ønsker at udøve retten [til at fradrage moms], og dennes underleverandør er irrationel og ubegrundet, hvilket forhold udelukkende støttes på et udsagn fra nogle af underleverandørens ansatte, uden at den økonomiske aktivitet, som udgør kontraktens genstand, de nærmere omstændigheder og den omhandlede økonomiske kontekst fastlægges på baggrund af objektive forhold og uden høring af direktørerne for den afgiftspligtige person og for de underleverandører, der indgår i kæden, som har beslutningskompetencer, og er det i denne henseende relevant, om den afgiftspligtige person eller aktørerne i kæden har kapacitet til at levere ydelserne, og er det nødvendigt, at en sagkyndig intervenerer i denne forbindelse?

4)

Er en national fortolkning og praksis, hvorefter afgiftsmyndigheden, hvis de materielle og formelle betingelser [for at fradrage moms] er opfyldt, og de foranstaltninger, der [med rimelighed] kan kræves, er truffet, på grundlag af forhold, som ifølge Domstolens domme ikke berettiger [nægtelse af momsfradrag] og ikke er objektive, anser afgiftssviget for at være dokumenteret og nægter retten [til at fradrage moms], alene fordi disse forhold som helhed gør sig gældende for et tilstrækkeligt stort antal af de undersøgte aktører i den identificerede kæde, i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2006/112 og med princippet om afgiftsneutralitet?

1)

Er en medlemsstats praksis, hvorefter begrebet »personlig bagage«, som er fastlagt som en begrebsmæssig bestanddel af levering af varer til udenlandske rejsende, som er fritaget for merværdiafgift, sidestilles med begrebet personlige ejendele, som anvendes i Konventionen om toldlettelser for turisttrafik, undertegnet i New York den 4. juni 1954 og tillægsprotokollen hertil, og med begrebet »bagage« som defineret i artikel 1, nr. 5), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2446 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 med nærmere regler angående visse bestemmelser i EU-toldkodeksen, forenelig med artikel 147 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1) (herefter »momsdirektivet«)?

2)

Såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende, hvordan skal begrebet »personlig bagage« i momsdirektivets artikel 147 da defineres i betragtning af, at dette direktiv ikke definerer det? Er den nationale praksis, hvorefter en medlemsstats afgiftsmyndigheder udelukkende tager »den almindelige betydning af ordene« i betragtning, forenelig med EU-rettens bestemmelser?

3)

Skal momsdirektivets artikel 146 og 147 fortolkes således, at det, når en afgiftspligtig person ikke har ret til fritagelse for levering af varer til udenlandske rejsende i henhold til dette direktivs artikel 147, skal undersøges, om fritagelsen for levering af varer med henblik på udførsel i henhold til samme direktivs artikel 146 eventuelt finder anvendelse, selv når de toldformaliteter, der er fastlagt i EU-toldkodeksen og i den delegerede retsakt, ikke er blevet udført?

4)

Hvis det foregående præjudicielle spørgsmål besvares således, at transaktionen, når fritagelsen for udenlandske rejsende ikke finder anvendelse, kan være omfattet af en momsfritagelse i forbindelse med udførsel, kan en juridisk transaktion da kvalificeres som en momsfritaget levering af varer med henblik på udførsel i modstrid med den hensigt, som kunden udtrykkeligt gav udtryk for, da denne afgav sin bestilling?

5)

Såfremt det tredje og det fjerde præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, er en medlemsstats praksis, hvorefter afgiftsmyndigheden afviser at tilbagebetale en afgift, der fejlagtigt er blevet angivet og betalt for levering af varer til udenlandske rejsende, uden at kvalificere disse transaktioner som levering af varer med henblik på udførsel og uden at foretage den nødvendige korrektion, selv om det er ubestrideligt, at varerne forlod Ungarn som rejsendes bagage, i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor udstederen af fakturaerne ved leveringen af varerne vidste, at disse varer var blevet købt med henblik på videresalg, men at den udenlandske køber ikke desto mindre ønskede at føre dem ud af området under ordningen for udenlandske rejsende, og udstederen af fakturaerne dermed handlede i ond tro, idet den pågældende udleverede formularen til ansøgning om tilbagebetaling af den for denne ordning fastsatte afgift og tilbagebetalte den opkrævede afgift i overensstemmelse med en fritagelse for udenlandske rejsende, forenelig med momsdirektivets artikel 146 og 147 og med det EU-retlige princip om afgiftsneutralitet og det EU-retlige proportionalitetsprincip?

1)

Skal artikel 90, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1) fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omtvistede, hvorefter en medicinalvirksomhed, som i henhold til en aftale, hvis indgåelse ikke er obligatorisk, foretager betalinger til den statslige sygeforsikringsinstitution på grundlag af den omsætning, der er opnået med farmaceutiske produkter, og som dermed ikke beholder den fulde modydelse for disse produkter, ikke har ret til efterfølgende at nedsætte sit afgiftsgrundlag alene på grund af den omstændighed, at betalingerne hverken sker på den måde, der er fastlagt i medicinalvirksomhedens forretningspolitik, eller hovedsageligt i reklameøjemed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 273 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem da fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omtvistede, hvorefter der med henblik på en efterfølgende nedsættelse af afgiftsgrundlaget kræves en faktura udstedt i navnet på den person, der har ret til tilbagebetaling, som dokumenterer gennemførelsen af den transaktion, der giver ret til denne tilbagebetaling, når den transaktion, der giver mulighed for den efterfølgende nedsættelse af afgiftsgrundlaget, i øvrigt er behørigt dokumenteret og kan kontrolleres efterfølgende, delvist bygger på offentlige og officielle oplysninger og sikrer korrekt opkrævning af afgiften?

1)

Skal artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og artikel 31 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU (1) (benævnt »asylproceduredirektivet«), set i lyset af bestemmelserne i artikel 6 og 13 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, fortolkes således, at det er muligt for en medlemsstat at sikre adgangen til effektive retsmidler, selv i de tilfælde, hvor medlemsstatens retsinstanser ikke kan omgøre afgørelser afsagt i forbindelse med asylprocedurer, men alene har mulighed for at annullere disse og bestemme, at der skal indledes en ny procedure?

2)

Skal artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og artikel 31 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU (benævnt »asylproceduredirektivet«), ligeledes set i lyset af bestemmelserne i artikel 6 og 13 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, fortolkes således, at en medlemsstats lovgivning, hvori der fastsættes en fast og ufravigelig frist for asylprocedurer på i alt 60 dage uden at tage hensyn til personlige forhold, særlige omstændigheder ved sagen eller mulige vanskeligheder for så vidt angår bevisførelsen, er i overensstemmelse med disse retsforskrifter?

1)

Når et udbud til offentligheden på tegning af aktier både er rettet mod detailinvestorer og kvalificerede investorer, og der udstedes et prospekt til detailinvestorer, er det da muligt for begge typer af investorer eller kun for detailinvestorer at anlægge et søgsmål med påstand om ansvar i tilknytning til prospektet?

2)

I tilfælde af, at svaret på det foregående spørgsmål er, at det også er muligt for kvalificerede investorer at anlægge et sådant søgsmål, er det da muligt at vurdere deres grad af kendskab til den økonomiske situation i det selskab, som har udstedt udbuddet til offentligheden på tegning af aktier, ud over prospektet, som følge af deres juridiske eller handelsmæssige relationer med den nævnte udsteder (som aktionær i selskabet, medlem af dets bestyrelsesorganer osv.)?

1)

Skal aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund af 21. juni 1999 (1) om luftfart, som ændret ved afgørelse nr. 2/2010 (2) truffet af Luftfartsudvalget Fællesskabet/Schweiz af 26. november 2010 fortolkes således, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (3) i overensstemmelse med forordningens artikel 3, stk. 1, litra b), også gælder for luftfartspassagerer, der efter en flyvning fra et tredjeland ankommer til en lufthavn i Schweiz for derefter at påbegynde en flyvning til en medlemsstat?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Omfatter denne anvendelighed for retter i en medlemsstat også EU-Domstolens praksis, hvorefter passagerer på forsinkede flyafgange kan sidestilles med passagerer på aflyste flyafgange i forhold til anvendelsen af retten til kompensation (Domstolens dom af 19.11.2009, forenede sager C-402/07 og C-432/07, Sturgeon m.fl. (4))?

3)

Kan der også foreligge en kompensationsret i henhold til forordningens artikel 7, når en luftfartspassager som følge af en relativt kort forsinkelse i forhold til det planlagte ankomsttidspunkt ikke når en direkte tilsluttet flyforbindelse, og dette medfører en forsinket ankomst til det endelige bestemmelsessted på tre timer eller mere, men de to flyvninger blev varetaget af forskellige luftfartsselskaber, og reservationsbekræftelsen blev foretaget af en rejsearrangør, der havde sammensat flyvningerne for sine kunder?

1)

Kan en public service-tv-stations levering af audiovisuelle medietjenester til seerne anses for en ydelse leveret mod vederlag som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/112/EF, når den finansieres af staten i form af tilskud, idet seerne ikke betaler gebyrer for transmissionen, eller udgør den ikke en ydelse leveret mod vederlag i denne bestemmelses forstand og er ikke omfattet af dette direktivs anvendelsesområde?

2)

Såfremt svaret herpå er, at public service-tv-stationers audiovisuelle medietjenester til seerne er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/112/EF, skal det da lægges til grund, at det drejer sig om fritagne leveringer som omhandlet i direktivets artikel 132, stk. 1, litra q), og er en national bestemmelse lovlig, som fritager denne aktivitet alene på grund af det modtagne statstilskud, som public service-tv-stationen modtager, uanset om denne virksomhed også er kommerciel?

3)

Er en praksis, som gør retten til fradrag af indgående moms for erhvervelser afhængig af ikke alene anvendelsen af erhvervelserne (til afgiftspligtig eller ikke afgiftspligtig virksomhed), men også af finansieringen af disse erhvervelser, nemlig for det første af egne indtægter (reklameydelser m.v.) og for det andet af statstilskud, og som kun indrømmer ret til fradrag for erhvervelser, der er finansieret ved egne indtægter, og ikke for dem, der er finansieret ved statstilskud, idet der kræves en afgrænsning af disse, tilladt i henhold til artikel 168 i direktiv 2006/112/EF (1)?

4)

Såfremt det lægges til grund, at public service-tv-stationers virksomhed består af afgiftspligtige og fritagne leveringer, og under hensyntagen til den blandede finansiering af disse: Hvilket omfang har fradragsretten for disse erhvervelser, og hvilke kriterier skal der anvendes ved fastsættelsen?

1)

Skal ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet i udbudsdirektivets (1) artikel 18, stk. 1, og bestemmelsen i udbudsdirektivets artikel 49, sammenholdt med direktivets bilag V, afsnit C, punkt 7 og 10a, fortolkes således, at udbudsbekendtgørelsen i en sag som den foreliggende skal indeholde oplysning om den anslåede mængde og/eller den anslåede værdi af de varer, der skal leveres i henhold til den udbudte rammeaftale?

Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, anmodes Domstolen om tillige at oplyse, om de nævnte bestemmelser da skal fortolkes således, at oplysningerne skal angives for rammeaftalen a) samlet og/eller b) for den oprindelige ordregivende myndighed, der har tilkendegivet, at den ønsker at indgå en aftale på grundlag af udbuddet (her: Region Nordjylland) og/eller c) for den oprindelige ordregivende myndighed, som alene har tilkendegivet, at den deltager på en option (her: Region Syddanmark).

2)

Skal ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet i udbudsdirektivets artikel 18, stk. 1, og bestemmelserne i udbudsdirektivets artikel 33 og 49 sammenholdt med direktivets bilag V, afsnit C, punkt 7 og 10a, fortolkes således, at der i enten udbudsbekendtgørelsen eller udbudsbetingelserne skal fastsættes en maksimal mængde og/eller en maksimal værdi af de varer, der skal leveres i henhold til den udbudte rammeaftale, således at den pågældende rammeaftale vil have udtømt sine virkninger, når denne grænse er nået?

Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, anmodes Domstolen om tillige at oplyse, om de nævnte bestemmelser skal fortolkes således, at den nævnte maksimale grænse da skal angives for rammeaftalen a) samlet og/eller b) for den oprindelige ordregivende myndighed, der har tilkendegivet, at den ønsker at indgå en aftale på grundlag af udbuddet (her: Region Nordjylland) og/eller c) for den oprindelige ordregivende myndighed, som alene har tilkendegivet, at den deltager på en option (her: Region Syddanmark).

Såfremt spørgsmål 1 og/eller spørgsmål 2 er besvaret bekræftende, anmodes Domstolen endvidere om — i det omfang det efter indholdet af de nævnte besvarelser er aktuelt — at besvare følgende spørgsmål:

3)

Skal artikel 2d, stk. 1, litra a, i kontroldirektivet læst i sammenhæng med udbudsdirektivets artikel 33 og 49 sammenholdt med direktivets bilag V, afsnit C, punkt 7 og 10a, fortolkes således, at betingelsen om, at den »ordregivende enhed har tildelt en kontrakt uden forudgående offentliggørelse af en bekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende«, omfatter et tilfælde som det foreliggende, hvor ordregiven har offentliggjort en udbudsbekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende om den påtænkte rammeaftale, men

1)

Udgør en strejke blandt flypiloter, som er ansat af et luftfartsselskab, og som er nødvendige for at udføre en flyvning, en »usædvanlig omstændighed« som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 (1), hvis strejken ikke gennemføres i forbindelse med en foranstaltning [org. s. 4], som luftfartsselskabet har truffet beslutning eller givet meddelelse om, men er en varslet strejke, der af arbejdstagerorganisationer lovligt er iværksat som en faglig aktion med det formål at tilskynde luftfartsselskabet til at forhøje lønninger, indrømme fordele eller ændre arbejdsforhold for at imødekomme organisationernes krav?

2)

Hvilken betydning, om nogen, har rimeligheden i arbejdstagerorganisationernes krav og navnlig det forhold, at den krævede lønstigning er væsentligt højere end de lønstigninger, der generelt gælder for de pågældende nationale arbejdsmarkeder?

3)

Hvilken betydning, om nogen, har det forhold, at luftfartsselskabet for at undgå en strejke accepterer et forligsforslag fra en national instans, der er ansvarlig for at mægle i arbejdskonflikter, men arbejdstagerorganisationerne ikke accepterer forslaget?

1)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet frifindes.

2)

WD betaler sagsomkostningerne.

1)

Europa-Kommissionens afgørelse af 7. juni 2018 om delvist eller fuldstændigt afslag på at give Compañía de Tranvías de la Coruña, SA aktindsigt i dokumenter vedrørende Kommissionens udtalelse til Den Franske Republik om, at aftalen om metrolinjer er gyldig indtil 2039, annulleres, for så vidt som der hermed gives delvist afslag på aktindsigt i andre oplysninger end de personoplysninger, som fremgår af Kommissionens skrivelse af 25. oktober 2010 til de franske myndigheder og af skrivelserne fra Siim Kallas, næstformand i Kommissionen, af 27. juli 2012 og 5. juni 2013 til RATP.

2)

I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

3)

Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler en femtedel af de af Compañía de Tranvías de la Coruña afholdte omkostninger.

4)

Compañía de Tranvías de la Coruña bærer fire femtedele af sine egne omkostninger.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Stada Arzneimittel AG betaler sagsomkostningerne.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Ungarn betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Hickies, Inc. betaler sagsomkostningerne.

1)

Afgørelsen truffet den 15. oktober 2018 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 539/2018-4) annulleres.

2)

EUIPO bærer sine egen omkostninger og betaler de af Dalasa Handelsgesellschaft mbH afholdte omkostninger i forbindelse med sagens behandling for Retten.

3)

Charité — Universitätsmedizin Berlin, Gliedkörperschaft Öffentlichen Rechts bærer sine egne omkostninger i forbindelse med sagens behandling for Retten.

4)

I øvrigt frifindes EUIPO.

1)

Afgørelsen truffet den 15. oktober 2018 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 540/2018-4) annulleres.

2)

EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af Dalasa Handelsgesellschaft mbH afholdte omkostninger i forbindelse med sagens behandling for Retten.

3)

Charité — Universitätsmedizin Berlin, Gliedkörperschaft Öffentlichen Rechts bærer sine egne omkostninger i forbindelse med sagens behandling for Retten.

4)

I øvrigt frifindes EUIPO.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Kontrasøgsmålet afvises.

3)

I hovedsøgsmålet bærer Globalia Corporación Empresarial, SA sine egne omkostninger og betaler de af Touring Club Italiano afholdte omkostninger i forbindelse med sagen for appelkammeret.

4)

I kontrasøgsmålet bærer Touring Club Italiano sine egne omkostninger og betaler de af Globalia Corporación Empresarial og EUIPO afholdte omkostninger.

1)

Afgørelsen truffet den 13. december 2018 af Andet Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 874/2018-2) annulleres, for så vidt som den fastslår, at der ikke foreligger risiko for forveksling vedrørende andre tjenesteydelser end tjenesteydelserne »tolkning og oversættelse« i klasse 41 som omhandlet i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.

2)

I øvrigt frifindes EUIPO.

3)

Hver part bærer sine egne omkostninger.

1)

Europa-Parlamentet frifindes.

2)

Dominique Bilde bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Parlamentet afholdte omkostninger.

1)

Afgørelsen truffet den 11. februar 2019 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1153/2018-4) annulleres.

2)

EUIPO betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Pierre Balmain betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Pierre Balmain betaler sagsomkostningerne.

1)

Sagen afvises.

2)

Det er ufornødent at træffe afgørelse om Kongeriget Spaniens anmodning om intervention.

3)

Republikken Letland bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionens afholdte omkostninger med undtagelse af de omkostninger, der vedrører begæringen om intervention.

4)

Kongeriget Spanien, Republikken Letland og Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger i forbindelse med begæringen om intervention.

1)

Sagen afvises.

2)

Harry Shindler og de andre sagsøgere, hvis navne er opført i bilaget til dommen, betaler sagsomkostningerne.

1)

Begæringen om foreløbige forholdsregler forkastes.

2)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

1)

Anmodningen om foreløbige forholdsregler forkastes.

2)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

—

Annullation af Kommissionens afgørelse af 14. marts 2019 om afslag på sagsøgerens ansøgning om adgang til den interne udvælgelsesprøve COM/1/AD10/18 (AD10).

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 27 ved afgørelsen om at nægte sagsøgeren adgang til den interne udvælgelsesprøve på grund af manglende minimumslønklasse.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af tjenestemandsvedtægtens artikel 27 med kravet om en minimumslønklasse, som ikke berører øvrige ansatte og tjenestemænd på samme måde.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 27 med kravet om kun at ansøge på et enkelt område, hvilket forhindrer ansættelse baseret på de bedst kvalificerede tjenestemænd med hensyn til kompetence, arbejdsindsats og integritet på det bredest mulige grundlag.

—

Annullation af Kommissionens afgørelse af 14. marts 2019 om afslag på sagsøgerens ansøgning om at få adgang til den interne udvælgelsesprøve COM/2/AD12/18.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at afgørelsen om at nægte at give sagsøgeren adgang til den interne udvælgelsesprøve på grund af manglende minimumslønklasse udgør en tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 27. Sagsøgeren har gjort gældende, at en minimumslønklasse ikke er den reelle indikator for kompetencer. Som følge heraf forhindrer kravet om en minimumslønklasse ansættelse af erfarne og kvalificerede ansøgere.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af tjenestemandsvedtægtens artikel 27 med kravet om en minimumslønklasse, som ikke berører midlertidigt ansatte og tjenestemænd på samme måde.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 27 med kravet om, at der kun kan ansøges inden for et enkelt område, som forhindrer ansættelse baseret på de bedste kvalifikationer med hensyn til kompetence, arbejdsindsats og integritet og på det bredest mulige grundlag.

—

Annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 5. december 2019 om at tildele virksomheden andenpladsen i udbud TRA/EU19/2019: Translation services lot 5 (oversættelse til engelsk).

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at erstatte det tab, som sagsøgeren har lidt som følge af den mistede kontrakt.

—

Subsidiært tilpligtes Europa-Parlamentet at erstatte det tab, som sagsøgeren har lidt som følge af fortabelsen af en mulighed.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsøgerens sagsomkostninger og andre udgifter i forbindelse med dette søgsmål, også selv om sagsøgeren ikke gives medhold i søgsmålet.

1.

Første anbringende om utilstrækkelig begrundelse — tilsidesættelse af begrundelsespligten, tilsidesættelse af artikel 296 TEUF, af bilag I, kapitel I, Fælles bestemmelser, Afdeling 1, punkt 31 i finansforordning (EU) 2018/1046 (1) og af artikel 89 i den delegerede forordning (EU) 2019/715 (2) — tilsidesættelse af et væsentligt processuelt krav og af retten til adgang til effektive retsmidler.

2.

Andet anbringende om anlæggelse af åbenbart urigtige skøn.

3.

Tredje anbringende om uklare bedømmelseskriterier — brug af samme kriterium to gange — tildeling af point for samme karakteristika vedrørende udbuddet i henhold til to forskellige bedømmelseskriterier.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 21.2 i bilag I til finansforordning (EU) 2018/1046 — Utilstrækkelig vægtning af tildelingsskriterier.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af udbudsspecifikationerne og af artikel 175 i finansforordning (EU) 2018/1046 vedrørende standstillperioden.

—

Søgsmålet fremmes til realitetsbehandling.

—

Annullation af den anfægtede afgørelse og, om fornødent, af afgørelsen om afslag på klagen.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale et beløb på 449 397,05 EUR i erstatning for det lidte økonomiske tab, med tillæg af lovbestemte morarenter indtil fuld betaling sker.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale et beløb på 20 000 EUR i erstatning for det lidte ikke-økonomiske tab, med tillæg af lovbestemte morarenter indtil fuld betaling sker.

—

Tjenesten for EU’s optræden udadtil tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 84 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union:

2.

Andet anbringende om utilstrækkelig begrundelse og anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn:

3.

Tredje anbringende om magtmisbrug.

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1835 (1) annulleres, for så vidt som den udelukker visse udgifter, som er blevet afholdt af Det Forenede Kongeriges godkendte betalingsorganer inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), fra EU-finansiering som følge af en svaghed i definitionen af en aktiv landbruger — tilknyttede virksomheder, og

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

For det første begik Kommissionen en fejl ved sin fortolkning af ordlyden af artikel 9, stk. 2, litra a). Den udelukker ikke udbetaling til en ansøger, udelukkende fordi ansøgeren er en del af en større gruppe selskaber, hvoraf nogle af medlemmerne udøver aktiviteter, der er på negativlisten.

2.

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at ordlyden af den pågældende bestemmelse ikke kan have den betydning, som Kommissionen har givet den. Ud fra syntaksen er det åbenbart, at det, der er forbudt, er, at sammenslutningen selv udøver den omhandlede aktivitet. Denne betingelse er ikke opfyldt, såfremt ansøgeren om den direkte betaling er et selskab, som (i og af sig selv) opfylder definitionen på en landbruger i artikel 4, stk. 1, litra a), men som ikke (i og af sig selv) udøver en relevant aktivitet.

3.

For det tredje understøttes Det Forenede Kongeriges fortolkning af den omstændighed, at ordlyden af artikel 9, stk. 2, litra a), er sammenfaldende med ordlyden af artikel 4, stk. 1, litra a), der definerer begrebet »landbruger«. En »landbruger« kan være enten a) en enkelt (fysisk eller juridisk) person, som udøver en landbrugsaktivitet, eller b) en sammenslutning af sådanne personer. I sidstnævnte tilfælde vil en enkelt »landbruger« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra a), være omfattet af et kollektiv af fysiske eller juridiske personer. Sætningen skal ikke læses således, at den indfører »forbundne enheder« i artikel 4, stk. 1, litra a). Artikel 9, stk. 2, litra a), skal derfor ikke gives denne betydning.

4.

For det fjerde forekommer begrebet »sammenslutninger af fysiske eller juridiske personer« også andre steder i forordningen, Kommissionen synes dog ikke at foretage en ensartet fortolkning, der er i overensstemmelse med dens fortolkning i artikel 9, stk. 2, litra a). Det Forenede Kongerige har gjort gældende, at den pågældende vending skal fortolkes ensartet i hele forordning nr. 1307/13.

5.

For det femte har Det Forenede Kongerige også gjort gældende, at foreligger et yderligere sprogligt problem med Kommissionens fortolkning. Henvisningen til en »fysisk« person i den pågældende vending er overflødig. Det vil nemlig være tilstrækkeligt at henvise udelukkende til »sammenslutninger af juridiske personer«. En fysisk person kan aldrig være ejet af en anden fysisk eller juridisk person, og kan heller ikke blive associeret med en sådan anden person på en måde, hvor et selskab kan være forbundet med et andet selskab.

6.

For det sjette støtter yderligere formålsbestemte eller teleologiske betragtninger Det Forenede Kongeriges standpunkt og underminerer Kommissionens standpunkt. I henhold til 10. betragtning bør der ikke bevilges direkte betalinger til »fysiske og juridiske personer, medmindre sådanne personer kan godtgøre, at deres landbrugsaktivitet ikke er marginal«. Denne tilgang er fuldstændigt i overensstemmelse med Det Forenede Kongeriges fortolkning af artikel 9, stk. 2, litra a), og er i strid med Kommissionens fortolkning.

7.

Endelig tillader artikel 9, stk. 2, litra c), en undtagelse til forbuddet i artikel 9, stk. 2, litra a), i det tilfælde at landbrugeren (hvad enten en enkelt person eller en sammenslutning) er omfattet af litra a) — c). Såfremt ansøgeren kan godtgøre, at deres landbrugsaktiviteter »ikke er ubetydelige« omfattes de af litra b). Det er derfor åbenbart, at der ikke foreligger nogen hensigt fra lovgivers side om som sådan at udelukke betalinger til personer, der udøver aktiviteter på negativlisten.

—

Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—

Annullation af afgørelsen af 21. marts 2019, med ref. nr. Ares(2019)1889562, om at genindsætte sagsøgeren i lønklasse AD 8/5.

—

Annullation af afgørelsen af 21. oktober 2019, med ref. nr. Ares(2019)6485832, meddelt samme dato, hvorved ansættelsesmyndigheden afslog sagsøgerens klage, som han havde indgivet den 21, juni 2019, med ref. nr. R/348/19, over den anfægtede afgørelse.

—

Retten giver sagsøgeren medhold i de tab, der følger af den fortabte mulighed for forfremmelse og af fratagelsen af retten til at forblive i tjenesten; i denne forbindelse tilpligtes Kommissionen at betale en godtgørelse, som foreløbigt er opgjort til 300 000 (tre hundrede tusinde) EUR, med forbehold for forhøjelse eller nedsættelse under sagen.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Rets procesreglement.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af forpligtelsen til at opfylde Rettens domme i medfør af artikel 266 TEUF, samt om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af princippet om god tro. Sagsøgeren har fremhævet, at Kommissionen, som den selv har erkendt, ikke har foretaget en genoprettelse af hans karriere, som den var forpligtet til til opfyldelse af dom af 13. december 2018, CX mod Kommissionen (T-743/16 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:937). Han har tilføjet, at Kommissionen ikke har foretaget nogen fornyet undersøgelse af hans situation og ingen sammenligning af hans fortjenester med fortjenesterne hos de andre forfremmelsesværdige tjenestemænd. Sagsøgeren er endelig af den opfattelse, at førnævnte dom fra Retten, som annullerede afgørelsen om fjernelse fra tjenesten, udgjorde en forsikring, som kunne give ham en berettiget forventning om, at hans karriere ville blive genoprettet af ansættelsesmyndigheden med god tro, loyalitet og oprigtighed og under overholdelse af gældende bestemmelser og principper.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og om manglende begrundelse. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede skrivelse ikke indeholder nogen begrundelse hvad angår afgørelsen om at indplacere ham i lønklasse AD 8, løntrin 5. Der er ifølge ham tale om en »bebyrdende afgørelse« og ikke om en »rent bekræftende afgørelse«, eftersom denne skrivelse gennemfører og fremsender en afgørelse fra Kommissionen, som er bebyrdende, selv om den var stiltiende og ikke tidligere var blevet fremsendt til sagsøgeren.

3.

Tredje anbringende om en materiel fejl, om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, om tilsidesættelse af de almindelige gennemførelsesbestemmelser i artikel 45 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) og om processuelle fejl. Sagsøgeren er af den opfattelse, at det ikke er fastsat noget sted i vedtægten, at en disciplinær afgørelse om degradering ex officio har forrang for en efterfølgende afgørelse om forfremmelse, når adressaten for de to afgørelser er den samme tjenestemand og når forfremmelse ved sin karakter er en retsakt, som ikke tillader nogen betingelse, hverken opsættende eller retsophævende, eller nogen tidsbegrænsning. Kommissionen burde derfor på tidspunktet for genoprettelsen af sagsøgerens karriere have taget hensyn til, at han siden den 1. januar 2010 havde været indplaceret i lønklasse AD 10. Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at Kommissionen efter Rettens annullation af afgørelsen om fjernelse fra tjenesten og henset til hans genindsættelse og genopretningen af hans karriere ligeledes havde pligt til at genoptage forfremmelsesproceduren på det tidspunkt, hvor den i henhold til vedtægten var blevet suspenderet i medfør af de almindelige gennemførelsesbestemmelser i vedtægtens artikel 45. Endelig var Kommissionen ifølge sagsøgeren forpligtet til, med henblik på en loyal og seriøs genopretning af karrieren i god tro, i henhold til princippet om god forvaltning detaljeret at analysere samtlige elementer, som gør det muligt at nå frem til en begrundet afgørelse hvad angår den lønklasse, som han burde have været genindsat i. Dette gjorde Kommissionen imidlertid ikke, ligesom den heller ikke hørte sagsøgeren, inden den traf sin afgørelse.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af tjenestemænd og af princippet om ret til en karriere. Sagsøgeren har gjort gældende, at princippet om ret til en karriere, som er en særlig form af det ligebehandlingsprincip, som finder anvendelse på tjenestemænd, blev tilsidesat derved, at administrationen i perioden fra den 1. januar 2010 til den 1. maj 2019 ignorerede såvel dette princip om ret til en karriere som vedtægtens artikel 5, stk. 5, sammenholdt med bestemmelserne i bilag I, punkt B og med vedtægtsbestemmelserne om forfremmelse af tjenestemænd, som fastslår, at sagsøgeren kunne have været forfremmet til lønklasse AD 11 den 1. januar 2014 og dernæst til lønklasse AD 12 den 1. januar 2018. Samme betragtninger fører desuden til, at det må konkluderes, at der er sket tilsidesættelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af tjenestemænd, eftersom sagsøgeren ikke er blevet behandlet på samme måde som de øvrige tjenestemænd.

—

Afgørelse C(2019) 5187 final af 18. juli 2019, hvorved Kommissionen erklærede fusionen i sag M.8864 — Vodafone/Certain Liberty Global Assets forenelig med det indre marked og EØS-aftalen, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesat begrundelsespligten og sin pligt til at udvise omhu, idet den har afvist, at der skulle foreligge væsentlige hindringer for en effektiv konkurrence på markedet for »detailudbud af transmission af TV-signaler til kunder i boligbyggeri« med henblik på:

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesat begrundelsespligten og sin pligt til at udvise omhu, idet den har afvist, at der skulle foreligge væsentlige hindringer for en effektiv konkurrence på markedet for »detailudbud af transmission af TV-signaler til kunder i enfamiliehuse« med henblik på antagelsen om, at deltagerne i fusionen hverken er direkte eller potentielle konkurrenter

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesat artikel 2 og 8 i Rådets forordning nr. 139/2004 (1) i forbindelse med afgrænsningen af markedet og ved bedømmelsen af den konkurrencemæssige virkning af udbuddet af produkter med flere anvendelsesmuligheder, herunder udbuddet af fastnettelekommunikation i kombination med mobiltelekommunikation (»udbud af fastnet/mobil)«.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesat artikel 2 og 8 i forordning nr. 139/2004, sin begrundelsespligt og sin pligt til at udvise omhu ved bedømmelsen af og antagelsen om, at der foreligger bredbåndsadgang på engrosniveau eller i forbindelse med afgivelse af tilsagn.

—

Kommissionens afgørelse C (2019) 5187 final af 18. juli 2019 i sag M.8864 — Vodafone/visse Liberty Global-aktiver annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 2, stk. 2 og 3, i EF-fusionsforordningen (1), idet den godkendte en transaktion, der gav den fusionerede enhed en dominerende stilling og indebar en betydelig hindring for en effektiv konkurrence på det tyske marked for detailudbuddet af transmission af TV-signaler til kunder i boligbyggeri. Kommissionens konklusion om, at parterne hverken var aktuelle (direkte/indirekte) eller potentielle konkurrenter forud for transaktionen, og at transaktionen ikke ville medføre en væsentlig forringelse af konkurrencevilkårene, er behæftet med åbenbart urigtige skøn. Kommissionen undlod navnlig at tage hensyn til de negative virkninger af den fusionerede enheds større markedskraft på markederne for udbud og erhvervelse af TV-kanaler på engrosniveau og for udbud af transmission af TV-signaler på engrosniveau (herefter »TV-engrosmarkederne«) på markedet for kunder i boligbyggeri.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at Kommissionens konklusion om, at der ikke forelå en betydelig hindring for en effektiv konkurrence på markedet for kunder i enfamiliehuse, ligeledes er behæftet med åbenbart urigtige skøn, navnlig eftersom den ligeledes er støttet på det angivelige fravær af et betydeligt konkurrenceforhold mellem parterne forud for fusionen. Transaktionen medfører en dominerende stilling, som skaber en betydelig hindring for en effektiv konkurrence på markedet for kunder i boligbyggeri, herunder for kabel- og IPTV-tjenester.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at Kommissionens konklusion om den fusionerede enheds evne og incitamenter til at skade Tele Columbus og andre detailudbydere af TV-signaler, der afhænger af den fusionerede enheds levering af TV-signaler som mellemled, er behæftet med retlige fejl og åbenbart urigtige skøn.

4.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at Kommissionens vurdering af transaktionens negative virkninger på TV-engrosmarkederne er ufuldstændig og åbenbart urigtig. Kommissionen fastslog navnlig med urette, at den fusionerede enhed ikke ville have incitament til at afskærme den fusionerede enheds konkurrenters adgang til indhold, og at en sådan afskærmning ikke ville have væsentlige negative virkninger for downstream-markederne for detailudbud af TV-signaler til kunder i boligbyggeri og kunder i enfamiliehuse. Kommissionen foretog heller ikke, og til skade for kunderne, en vurdering af den fusionerede enheds evne og incitament til at skade downstream-konkurrenter ved på anden made end gennem fuldstændig afskærmning (»delvis afskærmning«) at vanskeliggøre deres adgangsvilkår til TV-indhold med digitale funktioner (dvs. instant restart, pause osv.).

5.

Med det femte anbringende gøres det gældende, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at transaktionen, som ændret med de af Vodafone foreslåede tilsagn, ikke medfører en betydelig hindring for en effektiv konkurrence på TV-engrosmarkederne. Eftersom tilsagnene ikke opfyldte kravene i Kommissionens meddelelse om acceptable løsninger og var utilstrækkelige til at afhjælpe transaktionens betydelige hindring for en effektiv konkurrence på disse og andre markeder, er Kommissionens godkendelsesafgørelse, hvorved disse tilsagn blev accepteret, i strid med EF-fusionsforordningens artikel 2, stk. 3.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres delvist.

—

EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret betaler de af sagsøgeren afholdte omkostninger, herunder omkostningerne afholdt i forbindelse med sagens behandling ved EUIPO.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret betaler de af sagsøgeren afholdte omkostninger, herunder omkostningerne afholdt i forbindelse med sagens behandling ved EUIPO.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger, herunder dem, der er afholdt i forbindelse med sagens behandling for appelkammeret.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Kommissionens afgørelse C(2019) 5187 af 18. juli 2019 (M.8864 — VODAFONE/CERTAIN LIBERTY GLOBAL ASSETS) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn og en procedurefejl i forbindelse med undersøgelsen af, om der forelå en væsentlig hindring for en effektiv konkurrence som følge af ikke-koordinerede horisontale virkninger på det tyske »marked for udbud af transmission af kabel-TV-signaler til husstande i boligbyggeri (kunder i boligbyggeri)« (herefter »MDU-markedet«)

2.

Andet anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med undersøgelsen af, om der forelå en væsentlig hindring for en effektiv konkurrence som følge af ikke-koordinerede horisontale virkninger på det tyske »marked for udbud af transmission af TV-signaler til husstande i enfamiliehuse (kunder i enfamiliehuse)«.

3.

Tredje anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn og en procedurefejl i forbindelse med undersøgelsen af, om der forelå en væsentlig hindring for en effektiv konkurrence som følge af ikke-koordinerede vertikale virkninger på det tyske marked for signaldistribution og det dermed forbundne MDU-marked i Tyskland

4.

Fjerde anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med undersøgelsen af, om der forelå en væsentlig hindring for en effektiv konkurrence som følge af ikke-koordinerede horisontale virkninger på det såkaldte inputmarked i Tyskland

5.

Femte anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn og en procedurefejl i forbindelse med undersøgelsen af tilsagn, for så vidt som Kommissionen accepterede en tilsagnspakke, som på forhånd ikke — strukturelt — var egnet til at kompensere for de væsentlige konkurrencebegrænsninger, som fulgte af fusionen.