Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2020/C 77/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 68 af 2.3.2020

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 61 af 24.2.2020

EUT C 54 af 17.2.2020

EUT C 45 af 10.2.2020

EUT C 36 af 3.2.2020

EUT C 27 af 27.1.2020

EUT C 19 af 20.1.2020

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolens dom (Store Afdeling) af 21. januar 2020 – sag indledt af Banco Santander SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Económico-Administrativo Central – Spanien)

(Sag C-274/14) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 267 TEUF - begrebet »national ret« - kriterier - det omhandlede nationale organs uafhængighed - medlemmernes uafsættelighed - afvisning af anmodningen om præjudiciel afgørelse)

(2020/C 77/02)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Económico-Administrativo Central

Part i hovedsagen

Banco Santander SA

Konklusion

Anmodningen om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Tribunal Económico-Administrativo Central (centralt ankenævn i skatteretlige sager, Spanien) ved afgørelse af 2. april 2014, afvises.

---

(1)  EUT C 303 af 8.9.2014.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 22. januar 2020 – PTC Therapeutics International Ltd mod Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) og European Confederation of Pharmaceutical Entrepreneurs (Eucope)

(C-175/18 P) (1)

(Appel - aktindsigt i dokumenter fra Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer - forordning (EF) nr. 1049/2001 - artikel 4, stk. 2, første led - undtagelse vedrørende beskyttelsen af forretningsmæssige interesser - artikel 4, stk. 3 - beskyttelse af beslutningsprocessen - dokumenter indgivet til Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) i forbindelse med en anmodning om markedsføringstilladelse for et lægemiddel - afgørelse om at give tredjemand aktindsigt - generel formodning for fortrolighed - ingen forpligtelse for en EU-institution eller et EU-organ, -kontor eller -agentur til at anvende en generel formodning for fortrolighed)

(2020/C 77/03)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: PTC Therapeutics International Ltd (ved solicitors G. Castle, B. Kelly og K. Ewert, barrister C. Thomas og M. Demetriou, QC)

De andre parter i appelsagen: Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) (først ved T. Jabłoński, S. Marino, S. Drosos, A. Spina og A. Rusanov, derefter ved T. Jabłoński, S. Marino og S. Drosos, som befuldmægtigede) og European Confederation of Pharmaceutical Entrepreneurs (Eucope) (ved solicitor S. Cowlishaw og barrister D. Scannell)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	PTC Therapeutics International Ltd bærer sine egne omkostninger og betaler de af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) afholdte omkostninger.

3)	European Confederation of Pharmaceutical Entrepreneurs bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 231 af 2.7.2018.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. januar 2020 – Almudena Baldonedo Martín mod Ayuntamiento de Madrid (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado Contencioso-Administrativo no 14 de Madrid – Spanien)

(Sag C-177/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - socialpolitik - direktiv 1999/70/EF - rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP - § 4 - princippet om ikke-diskrimination - § 5 - bestemmelser, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold - godtgørelse ved ansættelsesforholdets ophør - artikel 151 TEUF og 153 TEUF - artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - anvendelse - forskelsbehandling på grundlag af den i henhold til national ret offentlige eller private karakter af den ordning, der regulerer ansættelsesforholdet)

(2020/C 77/04)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado Contencioso-Administrativo no 14 de Madrid

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Almudena Baldonedo Martín

Sagsøgt: Ayuntamiento de Madrid

Konklusion

1)

§ 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, som hverken medfører udbetaling af godtgørelse til arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse, der er ansat som ikke-fastansatte medarbejdere, eller til tjenestemænd, der for deres vedkommende er ansat inden for rammerne af et tidsubegrænset ansættelsesforhold, i tilfælde af ansættelsesforholdets ophør, selv om den fastsætter, at der skal udbetales en sådan godtgørelse til kontraktansatte med tidsubegrænset ansættelse i tilfælde af, at deres ansættelseskontrakt opsiges af en objektiv grund.

2)

Artikel 151 TEUF og 153 TEUF samt § 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, som er opført som bilag til direktiv 1999/70, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, som ikke fastsætter, at der udbetales en godtgørelse til arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse, der er ansat som ikke-fastansatte medarbejdere, ved ophøret af deres ansættelse, selv om der ydes en sådan godtgørelse til kontraktansatte med tidsbegrænset ansættelse ved udløbet af deres ansættelseskontrakt.

---

(1)  EUT C 211 af 18.6.2018.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 22. januar 2020 – MSD Animal Health Innovation GmbH og Intervet International BV mod Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA)

(Sag C-178/18 P) (1)

(Appel - aktindsigt i dokumenter fra Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer - forordning (EF) nr. 1049/2001 - artikel 4, stk. 2, første led - undtagelse vedrørende beskyttelsen af forretningsmæssige interesser - artikel 4, stk. 3 - beskyttelse af beslutningsprocessen - dokumenter indgivet til Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) i forbindelse med en ansøgning om markedsføringstilladelse for et veterinærlægemiddel - afgørelse om at give tredjemand aktindsigt - generel formodning for fortrolighed - ingen forpligtelse for en EU-institution eller et EU-organ, kontor eller agentur til at anvende en generel formodning for fortrolighed)

(2020/C 77/05)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: MSD Animal Health Innovation GmbH og Intervet International BV (ved barrister C. Thomas, J. Stratford, QC, og solicitor B. Kelly samt advocaat P. Bogaert)

Den anden part i appelsagen: Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) (først ved T. Jabłoński, S. Marino, S. Drosos og A. Rusanov, derefter ved T. Jabłoński, S. Marino og S. Drosos, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	MSD Animal Health Innovation GmbH og Intervet International BV bærer hver deres egne omkostninger og betaler de af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 231 af 2.7.2018.

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 23. januar 2020 – sag indledt af Energiavirasto (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Korkein hallinto-oikeus – Finland)

(Sag C-578/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - det indre marked for elektricitet - direktiv 2009/72/EF - artikel 3 - forbrugerbeskyttelse - artikel 37 - den regulerende myndigheds opgaver og beføjelser - udenretslig tvistbilæggelse - begrebet »part« - ret til en effektiv domstolsbeskyttelse mod en afgørelse fra en regulerende myndighed - klage indgivet af en privatkunde mod et selskab, der forvalter et elektricitetsdistributionssystem)

(2020/C 77/06)

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Korkein hallinto-oikeus

Parter i hovedsagen

Energiavirasto

Procesdeltagere: A og Caruna Oy

Konklusion

Artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF skal fortolkes således, at den ikke pålægger medlemsstaterne at give den regulerende myndighed kompetence til at træffe afgørelse i tvister mellem privatkunder og netoperatører og til dermed at indrømme den privatkunde, som har indgivet en klage over netoperatøren til den regulerende myndighed, status som »part« i denne bestemmelses forstand og ret til at påklage den afgørelse, som denne myndighed træffer på grundlag af denne klage.

---

(1)  EUT C 427 af 26.11.2018.

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 22. januar 2020 – Ursa Major Services BV mod Minister van Landbouw, Natuur en Voedselkwaliteit (anmodning om præjudiciel afgørelse fra College van Beroep voor het bedrijfsleven – Nederlandene)

(Sag C-814/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - fælles fiskeripolitik - forordning (EF) nr. 1198/2006 - artikel 55, stk. 1 - finansielt tilskud fra Den Europæiske Fiskerifond (EFF) - støtteberettigede udgifter - betingelse - udgifter, der reelt er afholdt af modtagerne - begreb)

(2020/C 77/07)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

College van Beroep voor het bedrijfsleven

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ursa Major Services BV

Sagsøgt: Minister van Landbouw, Natuur en Voedselkwaliteit

Konklusion

1)

Artikel 55, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1198/2006 af 27. juli 2006 om Den Europæiske Fiskerifond skal fortolkes således, at den finder anvendelse på forholdet mellem forvaltningsmyndigheden for et operationelt program og modtageren af et tilskud, som er bevilget under Den Europæiske Fiskerifond, således at denne bestemmelse kan påberåbes over for denne modtager.

2)

Artikel 55, stk. 1, i forordning nr. 1198/2006 skal fortolkes således, at et beløb, der faktureres en modtager af et tilskud tildelt under Den Europæiske Fiskerifond, og som betales af denne modtager, kan betragtes som udgifter, der reelt er afholdt som omhandlet i denne bestemmelse, selv om tredjemand, som har faktureret dette beløb, ligeledes har bidraget økonomisk til det støttede projekt, enten ved at modregne en fordring mod modtageren i en fordring, som modtageren har mod denne tredjemand hidrørende fra tredjemands tilsagn om at yde et økonomisk bidrag, eller ved at udstede en separat faktura, forudsat at den pågældende udgift og det pågældende bidrag er behørigt dokumenteret ved hjælp af kvitterede fakturaer eller regnskabsdokumenter med tilsvarende bevisværdi, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.

---

(1)  EUT C 122 af 1.4.2019.

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 23. januar 2020 – ZP mod Bundesagentur für Arbeit (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundessozialgericht – Tyskland)

(Sag C-29/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - social sikring - vandrende arbejdstagere - forordning (EF) nr. 883/2004 - ydelser ved arbejdsløshed - beregning - ingen hensyntagen til den senest oppebårne løn i bopælsmedlemsstaten - for kort referenceperiode - løn udbetalt efter arbejdsforholdets ophør - person, der tidligere har haft erhvervsmæssig beskæftigelse i Schweiz)

(2020/C 77/08)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundessozialgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: ZP

Sagsøgt: Bundesagentur für Arbeit

Konklusion

1)

Artikel 62, stk. 1 og 2, i Europa Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der, idet den fastsætter, at beregningen af arbejdsløshedsunderstøttelse skal ske på grundlag af den tidligere lønindtægt, ikke gør det muligt, når den periode, hvor den lønindtægt, som den pågældende har haft under den seneste lønnede beskæftigelse, som den pågældende har udøvet i henhold til denne lovgivning, ikke er tilstrækkelig lang til at opfylde den referenceperiode, der er fastsat i den nævnte lovgivning med henblik på beregningen af den lønindtægt, der tjener som grundlag for beregningen af arbejdsløshedsunderstøttelsen, at tage hensyn til den lønindtægt, som den pågældende har haft under denne beskæftigelse.

2)

Artikel 62, stk. 1 og 2, i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der, idet den fastsætter, at beregningen af arbejdsløshedsunderstøttelse skal ske på grundlag af den tidligere lønindtægt, ikke gør det muligt at tage hensyn den lønindtægt, som den pågældende har haft under denne beskæftigelse, når den løn, som den pågældende har haft under denne seneste lønnede beskæftigelse, som vedkommende har udøvet efter denne lovgivning, først blev afregnet og udbetalt efter ansættelsesforholdets ophør.

---

(1)  EUT C 103 af 18.3.2019.

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 22. januar 2020 – AT mod Pensionsversicherungsanstalt (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof – Østrig)

(Sag C-32/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - fri bevægelighed for personer - unionsborgerskab - retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område - direktiv 2004/38/EF - artikel 17, stk. 1, litra a) - ret til tidsubegrænset ophold - opnåelse af retten inden udløbet af et uafbrudt ophold på fem år - arbejdstagere, der, når de ophører med at være erhvervsaktive, har nået alderen for ret til alderspension)

(2020/C 77/09)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberster Gerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: AT

Sagsøgt: Pensionsversicherungsanstalt

Konklusion

Artikel 17, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF skal fortolkes således, at med henblik på at opnå en ret til tidsubegrænset ophold i værtsmedlemsstaten, selv om den pågældende ikke har haft fast ophold dér i fem år i træk, finder betingelserne om, at den pågældende mindst har været erhvervsmæssigt beskæftiget i værtsmedlemsstaten i de foregående tolv måneder og har haft fast ophold i den pågældende medlemsstat i mere end tre år i træk, anvendelse på en arbejdstager, der – når den pågældende ophører med at være erhvervsaktiv – har nået den alder, som er fastsat i den nævnte medlemsstats lovgivning for ret til alderspension.

---

(1)  EUT C 131 af 8.4.2019.

Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 21. januar 2020 – Europa-Parlamentet mod Erik Josefsson

(Sag C-506/18 P) (1)

(Appel - personalesag - midlertidigt ansat - Europa-Parlamentet - opsigelse af kontrakten - aftale med henblik på at løse tvisten mellem parterne - sagens genstand bortfaldet under appelsagen - ufornødent at træffe afgørelse)

(2020/C 77/10)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Europa-Parlamentet (ved Í. Ní Riagáin Düro, V. Montebello-Demogeot og J. Steele, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Erik Josefsson (ved avocats T. Bontinck, A. Guillerme og M. Forgeois)

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i appelsagen.

2)	Europa-Parlamentet og Erik Josefsson betaler hver deres egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 445 af 10.12.2018.

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 21. januar 2020 – Estado do Canadá mod Autoridade Tributária e Aduaneira (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Tributário de Lisboa – Portugal)

(Sag C-613/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - restriktioner for de frie kapitalbevægelser til eller fra tredjelande - direkte beskatning - juridiske personers indkomstskat - overskud udloddet af hjemmehørende selskaber på det portugisiske område - nedsættelse af beskatningsgrundlaget)

(2020/C 77/11)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Tributário de Lisboa

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Estado do Canadá

Sagsøgt: Autoridade Tributária e Aduaneira

Konklusion

Artikel 63 TEUF og 65 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i tvisten i hovedsagen omhandlede, hvorefter udbytte, der udloddes af et hjemmehørende selskab, undergives beskatning med en sats, der faktisk er højere, når udbyttet modtages af en juridisk person med hjemsted i et tredjeland, som ikke primært udøver handels-, industri- eller landbrugsvirksomhed, end når dette udbytte modtages af en sådan juridisk person, der er hjemmehørende i nævnte medlemsstat. Det forholder sig kun anderledes, såfremt anvendelsen af overenskomsten mellem Canada og Den Portugisiske Republik til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelser for så vidt angår indkomst- og formueskatter, undertegnet den 14. juni 1999, gør det muligt at neutralisere virkningerne af den forskelsbehandling, der følger af nævnte medlemsstats lovgivning, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

---

(1)  EUT C 445 af 10.12.2018.

Domstolens kendelse (Niende Afdeling) af 7. oktober 2019 – HA mod Finanzamt Hamburg-Barmbek-Uhlenhorst (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Hamburg – Tyskland)

(Sag C-47/19) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 132, stk. 1, litra h)–j) - forskellige fritagelser med tilknytning til børn og unge og skole- og universitetsundervisning - undervisning i surfing og sejlads for skoler og universiteter - klasserejse)

(2020/C 77/12)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Hamburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: HA

Sagsøgt: Finanzamt Hamburg-Barmbek-Uhlenhorst

Konklusion

1)

Begrebet »skole- og universitetsundervisning/skole- eller universitetsniveau« som omhandlet i artikel 132, stk. 1, litra i) og j), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at det ikke omfatter undervisning i surfing og sejlads udført af surf- og sejladsskoler som de i hovedsagen omhandlede for skoler eller universiteter, hvor denne undervisning kan henhøre henholdsvis under programmer for sportslige aktiviteter eller under uddannelsen til sportslærer og indgår i karaktergivningen.

2)

Begrebet »nær tilknytning til beskyttelse af børn og unge« som omhandlet i artikel 132, stk. 1, litra h), i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at det ikke omfatter undervisning i surfing og sejlads udført af surf- og sejladsskoler som de i hovedsagen omhandlede, uafhængigt af, om denne undervisning finder sted i forbindelse med en klasserejse.

---

(1)  EUT C 131 af 8.4.2019.

Domstolens kendelse (Tredje Afdeling) af 21. januar 2020 – europæisk arrestordre udstedt mod MN (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour d’appel d’Aix-En-Provence – Frankrig)

(Sag C-813/19 PPU) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - præjudiciel forelæggelse efter hasteproceduren - artikel 99 i Domstolens procesreglement - retligt samarbejde i straffesager - europæisk arrestordre - rammeafgørelse 2002/584/RIA - artikel 6, stk. 1 - begrebet »den udstedende judicielle myndighed« - effektiv domstolsbeskyttelse)

(2020/C 77/13)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour d’appel d’Aix-En-Provence

Parter i hovedsagen

Sagsøger: MN

Procesdeltagere: RJA, RJO, FD, BG, PG, KL, LK, MJ, NI og OH

Konklusion

Artikel 6, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne skal fortolkes således, at anklagerne ved den franske anklagemyndighed, der i henhold til de vedtægtsmæssige og organisatoriske regler, som de er undergivet, er underlagt deres overordnedes ledelse og kontrol samt justitsministeren, er omfattet af begrebet »udstedende judiciel myndighed« i denne bestemmelses forstand, når deres stilling giver dem garanti for uafhængighed, navnlig i forhold til den udøvende magt, i forbindelse med udstedelsen af en europæisk arrestordre.

Rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at de krav, der er forbundet med en effektiv domstolsbeskyttelse af en person, mod hvem der er udstedt en europæisk arrestordre med henblik på strafferetlig forfølgning, er opfyldt, når betingelserne for udstedelse af denne arrestordre og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt denne afgørelse er forholdsmæssig, i henhold til den udstedende medlemsstats lovgivning er undergivet domstolsprøvelse i denne medlemsstat.

---

(1)  EUT C 19 af 20.1.2020.

Appel iværksat den 25. januar 2019 af Mykola Yanovych Azarov til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 13. december 2018 i sag T-247/17, Mykola Yanovych Azarov mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-58/19 P)

(2020/C 77/14)

Processprog: dansk

Parter

Appellant: Mykola Yanovych Azarov (ved Rechtsanwälte A. Egger og G. Lansky)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union

Ved kendelse af 22. oktober 2019 har Domstolen (Syvende Afdeling) truffet følgende afgørelse:

1.	Appellen tages til følge.

2.	Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 13. december 2018, Azarov mod Rådet (T-247/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:931), ophæves.

3.

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/381 af 3. marts 2017 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2017/374 af 3. marts 2017 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine, annulleres, for så vidt som de vedrører Mykola Yanovych Azarov.

4.	Rådet for Den Europæiske Union betaler sagsomkostningerne i forbindelse med såvel sagen i første instans som nærværende appelsag.

Appel iværksat den 15. marts 2019 af István Szécsi og Nóra Somossy til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 16. januar 2019 i sag T-331/18, István Szécsi og Nóra Somossy mod Europa-Kommissionen

(Sag C-236/19 P)

(2020/C 77/15)

Processprog: tysk

Parter

Appellanter: István Szécsi og Nóra Somossy (ved Rechtsanwalt D. Lázár)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Det Europæiske Unions Domstol (Sjette Afdeling) har ved kendelse af 1. oktober 2019 forkastet appellen som åbenbart ugrundet og truffet afgørelse om, at István Szécsi og Nóra Somossy bærer deres egne omkostninger.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Gericht Erster Instanz Eupen (Belgien) den 16. april 2019 – YU mod Wallonische Region

(Sag C-315/19)

(2020/C 77/16)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Gericht Erster Instanz Eupen

Parter i hovedsagen

Sagsøger: YU

Sagsøgt: Wallonische Region

Ved kendelse af 26. september 2019 har Den Europæiske Unions Domstol (Sjette Afdeling) udtalt følgende:

Artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter en person, der er hjemmehørende i denne medlemsstat, kun kan påberåbe sig en fravigelse af pligten til i denne medlemsstat at indregistrere et køretøj, der er indregistreret i en anden medlemsstat og stillet til rådighed af dennes arbejdsgiver med hjemsted i en anden medlemsstat, såfremt de dokumenter, hvorved det bekræftes, at den pågældende opfylder betingelserne for anvendelse af denne fravigelse, altid befinder sig i dette køretøj.

Appel iværksat den 7. juni 2019 af All Star CV til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 29. marts 2019 i sag T-611/17 – All Star mod EUIPO – Carrefour Hypermarchés

(Sag C-461/19 P)

(2020/C 77/17)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: All Star CV (ved avocats S. Malynicz, A. Newnes og A. Artinian)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Ved kendelse af 30. september 2019 har Domstolen (Afdelingen for bevilling af appel) besluttet, at appellen ikke admitteres.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie (Polen) den 5. juli 2019 – P.J. mod (X) S.A.

(Sag C-513/19)

(2020/C 77/18)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie

Parter i hovedsagen

Sagsøger: P.J.

Sagsøgt: (X) S.A.

Ved kendelse af 7. november 2019 har Domstolen (Niende Afdeling) fastslået, at det er åbenbart, at anmodningen om præjudiciel afgørelse må afvises.

Appel iværksat den 17. juli 2019 af Laurence Bonnafous til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 6. juni 2019 i sag T-614/17, Bonnafous mod EACEA

(Sag C-548/19 P)

(2020/C 77/19)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Laurence Bonnafous (ved avocats S. Rodrigues og A. Blot)

Den anden part i appelsagen: Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA)

Ved kendelse af 27. november 2019 har Domstolen (Syvende Afdeling) fastslået, at appellen forkastes som åbenbart ugrundet.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgade de lo Social de Madrid (Spanien) den 17. juli 2019 – EV mod Obras y Servicios Públicos S.A. og Acciona Agua, S.A.

(Sag C-550/19)

(2020/C 77/20)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de lo Social de Madrid

Parter i hovedsagen

Sagsøger: EV

Sagsøgt: Obras y Servicios Públicos S.A. og Acciona Agua, S.A.

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, som blev indarbejdet i fællesskabsretten ved Rådets direktiv 1999/70 (1) og direktiv 2001/23, fortolkes således, at artikel 24, stk. 2, i den kollektive overenskomst i byggebranchen bestemmer, at bestemmelserne i artikel 15, stk. 1, litra a), første afsnit, i lov om arbejdstageres rettigheder ikke finder anvendelse uanset varigheden af den generelle kontrakt i forbindelse med et enkelt byggeri, idet arbejdstagerne bevarer deres status som »faste byggearbejdere« såvel i disse tilfælde som i tilfælde af virksomhedsoverdragelse som omhandlet i artikel 44 i lov om arbejdstageres rettigheder eller subrogation som omhandlet i artikel 27 i den omhandlede generelle overenskomst, idet der ikke foreligger nogen objektiv begrundelse for at tilsidesætte den nationale lovgivning, hvor artikel 15, stk. 1, litra a), i lov om arbejdstageres rettigheder bestemmer, at »disse kontrakter ikke kan have en varighed på over tre år, der kan forlænges med tolv måneder ved en national kollektiv brancheoverenskomst eller ved en kollektiv brancheoverenskomst på et lavere niveau; efter disse forlængelser opnår arbejdstagerne status af fastansatte arbejdstagere i virksomheden«?

2)

Skal § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, som blev indarbejdet i fællesskabsretten ved Rådets direktiv 1999/70 og direktiv 2001/23, fortolkes således, at artikel 24, stk. 5, i den kollektive overenskomst i byggebranchen bestemmer, at forskellige stillinger i medfør af to eller flere faste byggekontrakter med den samme virksomhed eller en gruppe af virksomheder inden for den i artikel 15, stk. 5, i lov om arbejdstageres rettigheder fastsatte periode eller frist ikke resulterer i, at den i den nævnte bestemmelse omhandlede status opnås i disse tilfælde såvel som i tilfælde af virksomhedsoverdragelse som omhandlet i artikel 44 i lov om arbejdstageres rettigheder eller subrogation som omhandlet i artikel 27 i førnævnte kollektive overenskomst, idet der ikke foreligger nogen objektiv begrundelse for at tilsidesætte den nationale lovgivning, hvor artikel 15, stk. 5, i lov om arbejdstageres rettigheder bestemmer, at »arbejdstagere, der med eller uden afbrydelse i en periode på 30 måneder har været ansat i mere end 24 måneder i den samme eller i forskellige stillinger inden for samme virksomhed eller samme koncern, og som har indgået mindst to tidsbegrænsede kontrakter, uanset om der er tale om direkte ansættelse eller ansættelse gennem et vikarbureau, og uanset om samme eller forskellige kontraktvilkår for midlertidig ansættelse har fundet anvendelse, skal anses for at være fastansat, medmindre andet er foreskrevet i denne artikels stk. 1, litra a), og stk. 2 og 3. Bestemmelserne i det foregående afsnit finder også anvendelse ved virksomhedsoverdragelse eller subrogation på de ved lov eller kollektiv overenskomst fastsatte betingelser«?

3)

Skal artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/23 (2) fortolkes således, at den er til hinder for den omstændighed, at det i henhold til den kollektive overenskomst i byggebranchen udelukkes, at de rettigheder og forpligtelser, som den nye virksomhed eller enhed, der skal udføre den af entreprisekontrakten omhandlede aktivitet, skal overholde, begrænses til udelukkende de rettigheder og forpligtelser, der følger af den sidste kontrakt, som arbejdstageren har indgået med den virksomhed, som udtræder af kontrakten, hvilket ikke udgør en objektiv begrundelse for at tilsidesætte den nationale lovgivning, hvor artikel 44 i lov om arbejdstageres rettigheder bestemmer, at subrogation omfatter alle rettigheder og forpligtelser, hvilke ikke er begrænset til den sidste kontrakt?

---

(1)  Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).

(2)  Rådets direktiv 2001/23/EF af 12.3.2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (EFT 2001, L. 82, s. 16).

Appel iværksat den 1. august 2019 af L’Oréal til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 19. juni 2019 i sag T-179/16 – L’Oréal mod EUIPO - Guinot

(Sag C-586/19 P)

(2020/C 77/21)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: L’Oréal (ved avocats T. de Haan og P. Péters)

Den anden part i appelsagen i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret og Guinot

Domstolen (Afdelingen for bevilling af appel) har ved kendelse af 7. oktober 2019 besluttet, at appellen ikke admitteres.

Appel iværksat den 1. august 2019 af L’Oréal til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 19. juni 2019 i sag T-180/16 RENV – L’Oréal mod EUIPO – Guinot

(Sag C-587/19 P)

(2020/C 77/22)

Processprog: frransk

Parter

Appellant: L’Oréal (ved avocats T. de Haan og P. Péters)

De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret og Guinot

Domstolen (Afdelingen for bevilling af appel) har ved kendelse af 7. oktober 2019 besluttet, at appellen ikke admitteres.

Appel iværksat den 1. august 2019 af L’Oréal til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 19. juni 2019 i sag T-181/16 RENV – L’Oréal mod EUIPO – Guinot

(Sag C-588/19 P)

(2020/C 77/23)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: L’Oréal (ved avocats T. de Haan og P. Péters)

De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret og Guinot

Domstolen (Afdelingen for bevilling af appel) har ved kendelse af 7. oktober 2019 besluttet, at appellen ikke admitteres.

Appel iværksat den 1. august 2019 af L’Oréal til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 19. juni 2019 i sag T-182/16 RENV – L’Oréal mod EUIPO – Guinot

(Sag C-589/19 P)

(2020/C 77/24)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: L'Oréal (ved advokaterne T. de Haan og P. Péters)

De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og Guinot

Ved kendelse af 7. oktober 2019 har Domstolen (Afdelingen for bevilling af appel) besluttet ikke at admittere appellen.

Appel iværksat den 1. august 2019 af L’Oréal til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 19. juni 2019 i sag T-183/16 RENV – L’Oréal mod EUIPO – Guinot

(Sag C-590/19 P)

(2020/C 77/25)

Processprog: frransk

Parter

Appellant: L’Oréal (ved avocats T. de Haan og P. Péters)

De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret og Guinot

Domstolen (Afdelingen for bevilling af appel) har ved kendelse af 7. oktober 2019 besluttet, at appellen ikke admitteres.

Appel iværksat den 4. september 2019 af Agencja Wydawnicza Technopol sp. z o. o. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 26. juni 2019 i sag T-117/18 – Agencja Wydawnicza Technopol mod EUIPO

(Sag C-664/19 P)

(2020/C 77/26)

Processprog: polsk

Parter

Appellant: Agencja Wydawnicza Technopol sp. z o. o. (ved adwokat C. Rogula)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Ved kendelse af 5. december har Domstolen (Afdelingen for bevilling af appel) besluttet, at appellen ikke admitteres.

Sag anlagt den 17. oktober 2019 – Europa-Kommissionen mod Ungarn

(Sag C-761/19)

(2020/C 77/27)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved C. Cattabriga og Zs. Teleki, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Ungarn

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 11, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109/EF (1), idet denne medlemsstat ikke giver tredjelandsstatsborgere med tilladelse til længerevarende ophold adgang som medlemmer til dyrlægekammeret, idet disse således udelukkes fra erhvervet som dyrlæge og muligheden for ansættelse eller for at udøve selvstændig virksomhed inden for dyrlægeerhvervet.

—	Ungarn tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

1.

Den 3. januar 2017 modtag Kommissionen en klage i henhold til Magyar Állatorvosi Kamaráról valamint az állatorvosi szolgáltatói tevékenység végzéséről szóló 2012. évi CXXVII. törvény (lov nr. CXXVII af 2012 om det ungarske dyrlægekammer og levering af veterinærydelser) i forbindelse med kravet om, at en person bl.a. kun kan være medlem af dyrelægekammeret, såfremt vedkommende er statsborger i en kontraherende stat i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Klager er tredjelandsstatsborger og har siden 2007 haft en »tilladelse til længerevarende ophold« i Ungarn og opnåede i 2014 eksamensbevis fra Állatorvostudományi Egyetemen (veterinærhøjskolen) i Budapest. Klagers ansøgning om optagelse i dyrlægekammeret blev afvist med den begrundelse, at ovennævnte lovkrav ikke var opfyldt. I Ungarn er optagelse i dyrlægekammeret en betingelse for at kunne udøve erhverv som dyrlæge, enten ved ansættelse eller ved selvstændig virksomhed.

2.

Den 20. juli 2018 indledte Kommission traktatbrudsprocedure mod Ungarn med hensyn til ovennævnte bestemmelse i lov om det ungarske dyrlægekammer. I forbindelse med denne procedure gjorde Kommissionen gældende, at Ungarn havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 11, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109/EF.

3.	I sit svar herpå gjorde den ungarske regering gældende, at udøvelsen af erhvervet som dyrlæge er omfattet af undtagelsen i artikel 11, stk. 1, litra a), idet det, og ikke kun lejlighedsvis, kan ligestilles med udøvelsen af offentlig myndighed.

4.	Kommissionen anså ikke den ungarske regerings argumenter i dens svar for overbevisende og fremsatte derfor den 25. januar 2019 en begrundet udtalelse, hvori Kommissionen fastholdt sit standpunkt.

5.	Den 29. marts 2019 fremsendte den ungarske regering til Kommissionen sit svar på den begrundede udtalelse, hvori den fastholdt sin tidligere opfattelse.

6.

Kommissionen konkluderer, at udøvelsen af erhverv som dyrlæge både ved ansættelse og som selvstændig i Ungarn ikke er omfattet af undtagelsen i artikel 11, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/109/EF. Veterinærvirksomhed, som Ungarn tillægger en offentlig karakter, indebærer ifølge Kommissionen ikke en direkte og særegen deltagelse i udøvelsen af offentlig myndighed, og er ikke nødvendigvis eller uløseligt forbundet med dette erhverv, idet sådan virksomhed kun er forberedende og accessorisk, eller er virksomhed, som skal udøves på grundlag af en aftale eller under en myndigheds kontrol.

7.	Henset til ovenstående har Kommissionen den 25. juli 2019 besluttet at indbringe sagen for Domstolen med henblik på at det fastslås, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 2003/109/EF.

---

(1)  Rådets direktiv 2003/109/EF af 25.11.2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (EUT 2004, L 16, s. 44).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesgericht Salzburg (Østrig) den 31. oktober 2019 – CT mod VINI GmbH

(Sag C-805/19)

(2020/C 77/28)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesgericht Salzburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: CT

Sagsøgt: VINI GmbH

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder 2010/C 82/01 og artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF (1) fortolkes således, at den nationale bestemmelse i § 10, stk. 2, i Urlaubsgesetz (ferieloven), hvorefter der ikke optjenes ret til feriegodtgørelse for det løbende (sidste) arbejdsår, hvis arbejdstageren fratræder før tiden, ikke kommer til anvendelse?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.11.2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Frankfurt am Main (Tyskland) den 4. november 2019 – Flightright GmbH mod Qatar Airways

(Sag C-810/19)

(2020/C 77/29)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Frankfurt am Main

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Flightright GmbH

Sagsøgt: Qatar Airways

Præjudicielle spørgsmål

1)

Foreligger der også en »direkte tilsluttet flyforbindelse« som omhandlet i artikel 2, litra h), i forordning (EF) nr. 261/2004 (1), hvis der i forbindelse med flyvninger, som er reserveret samlet, og som indebærer en mellemlanding i en omstigningslufthavn uden for den Europæiske Unions område, planlægges et længere ophold på stedet for mellemlandingen og videreflyvningen ikke er reserveret på den tidligst mulige flyvning?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:   Skal artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 261/2004 fortolkes således, at forordningen også gælder for en passagertransport ved en flyvning, som ikke påbegyndes i en lufthavn på en medlemsstats område, men var en del af en samlet reservation, som også omfattede en flyvning fra en lufthavn på en medlemsstats område, også når der ikke er tale om en direkte tilsluttet flyforbindelse?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT 2004, L 46, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht (Tyskland) den 6. november 2019 – Natumi GmbH mod Land Nordrhein-Westfalen

(Sag C-815/19)

(2020/C 77/30)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesverwaltungsgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Natumi GmbH

Sagsøgt: Land Nordrhein-Westfalen

Procesdeltager: Det offentliges repræsentant ved Bundesverwaltungsgericht

Præjudicielle spørgsmål

1)	Skal artikel 28, sammenholdt med punkt 1.3 i bilag IX i Kommissionens forordning (EF) nr. 889/2008 (1), fortolkes således, at algen lithothamnium calcareum må anvendes som ingrediens ved forarbejdning af økologiske fødevarer?

2)	Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:   Er det også tilladt at anvende døde alger?

3)

Såfremt også det andet spørgsmål besvares bekræftende:   Må betegnelsen »med kalcium«, »med kalciumholdig havalge« eller »med værdifuldt kalcium fra havalgen lithothamnium« anvendes for et produkt, som indeholder den (døde) alge lithothamnium clacareum som ingrediens og er mærket med betegnelsen »øko«?

---

(1)  Kommissionens forordning (EF) nr. 889/2008 af 5.9.2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter, for så vidt angår økologisk produktion, mærkning og kontrol (EUT 2008, L 250, s. 1)

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Thüringer Finanzgericht (Tyskland) den 12. november 2019 – Beeren-, Wild-, Feinfrucht GmbH mod Hauptzollamt Erfurt

(Sag C-825/19)

(2020/C 77/31)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Thüringer Finanzgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Beeren-, Wild-, Feinfrucht GmbH

Sagsøgt: Hauptzollamt Erfurt

Præjudicielle spørgsmål

1.	Skal artikel 211, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EU-toldkodeksen) (1) fortolkes således, at den kun finder anvendelse på ansøgninger, hvis bevillingsperiode med tilbagevirkende kraft ville gælde fra den 1. maj 2016?

2.

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal EU-toldkodeksens artikel 211 for så vidt angår ansøgninger om bevilling med tilbagevirkende kraft, hvis bevillingsperiode ligger inden den 1. maj 2016, kun anvendes, hvis ansøgningen om bevilling med tilbagevirkende kraft ganske vist blev indgivet inden de nye reglers ikrafttræden, men toldmyndighederne for første gang afslog sådanne ansøgninger efter den 1. maj 2016?

3.

Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende: Skal EU-toldkodeksens artikel 211 for så vidt angår ansøgninger om bevilling med tilbagevirkende kraft, hvis bevillingsperiode ligger inden den 1. maj 2016, også anvendes, hvis toldmyndighederne har givet afslag på sådanne ansøgninger allerede inden den 1. maj 2016 og også har givet afslag derefter (med en anden begrundelse)?

4.

Såfremt det første og det andet spørgsmål besvares bekræftende, og det tredje spørgsmål besvares benægtende: Skal artikel 294, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (gennemførelsesforordningen til EF-toldkodeksen) (2) fortolkes således, at a) en bevilling med tilbagevirkende kraft fra den dato, hvor den oprindelige bevillings gyldighedsperiode udløb, som fastsat i bestemmelsens stk. 3, højst kunne meddeles således, at den gjaldt fra et år før datoen for ansøgningens indgivelse, og b) skal kravet i bestemmelsens stk. 3 om, at der skal foreligge et dokumenteret økonomisk behov og at ansøgningen ikke må være forbundet med forsøg på bedrageri eller åbenbar forsømmelighed, også skal være opfyldt ved en fornyelse af en bevilling i henhold til stk. 2?

---

(1)  EUT 2013, L 269, s. 1.

(2)  EFT 1993, L 253, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesgericht Korneuburg (Østrig) den 13. november 2019 – WZ mod Austrian Airlines AG

(Sag C-826/19)

(2020/C 77/32)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesgericht Korneuburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: WZ

Sagsøgt: Austrian Airlines AG

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal artikel 8, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til lufthavnspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (forordning (EF) nr. 261/2004) (1) fortolkes således, at den skal anvendes på to lufthavne, der begge befinder sig i umiddelbar nærhed af en bykerne, men hvoraf kun den ene er beliggende i byregionen, hvorimod den anden er beliggende i nabodelstaten?

2.

Skal artikel 5, stk. 1, litra c), artikel 7, stk. 1, og artikel 8, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 fortolkes således, at der i tilfælde af landing i en anden bestemmelseslufthavn i samme by, i samme byområde eller samme region består en ret til kompensation som følge af aflysning af flyvningen?

3.	Skal artikel 6, stk. 1, artikel 7, stk. 1, og artikel 8, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 fortolkes således, at der i tilfælde af landing i en anden lufthavn i samme by, i samme byområde eller samme region består en ret til kompensation som følge af lang forsinkelse?

4.

Skal artikel 5, 7 og 8, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 fortolkes således, at forsinkelsen ved efterprøvelsen af, om en passager har lidt et tab af tid på tre timer eller mere som omhandlet i EU-Domstolens dom af 19. november 2009 i de forenede sager C-402/07 og C-432/07, Sturgeon m.fl. (2), skal beregnes således, at det afgørende er landingstidspunktet i den anden bestemmelseslufthavn, eller er det afgørende det tidspunkt, hvor der gennemføres transport til den bestemmelseslufthavn, som reservationen oprindeligt gjaldt for, eller til et andet nærliggende bestemmelsessted efter aftale med passageren?

5.

Skal artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 fortolkes således, at et luftfartsselskab, der gennemfører flyvninger som led i en flyrotation, kan påberåbe sig en hændelse, der er indtrådt i tredjesidste led inden den berørte flyvning, konkret en reduktion af antallet af indflyvninger som følge af uvejr?

6.	Skal artikel 8, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 fortolkes således, at luftfartsselskabet i tilfælde af landing i en anden bestemmelseslufthavn skal tilbyde transport til et andet sted på eget initiativ, eller påhviler det passageren at anmode om en sådan transport?

7.	Skal artikel 7, stk. 1, artikel 8, stk. 3, og artikel 9, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 261/2004 fortolkes således, at passageren har ret til kompensation som følge af tilsidesættelsen af de i artikel 8 og 9 fastsatte forpligtelser til at tilbyde bistand, forplejning og indkvartering?

---

(1)  EUT 2004, L 46, s. 1.

(2)  EUT 2010, C 24, s. 4.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) den 15. november 2019 – CS og Finanzamt Graz-Stadt mod Finanzamt Judenburg Liezen og technoRent International GmbH

(Sag C-844/19)

(2020/C 77/33)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: CS og Finanzamt Graz-Stadt

Sagsøgt: Finanzamt Judenburg Liezen og technoRent International GmbH

Præjudicielle spørgsmål

1)

Følger der af EU-retten en direkte anvendelig regel, som giver en afgiftspligtig person, til hvem Finanzamt (skatte-og afgiftsmyndigheden) i en situation som den i hovedsagen omhandlede ikke rettidigt har tilbagebetalt et momstilgodehavende, et krav på morarenter, således at den pågældende kan gøre dette krav gældende over for skatte- og afgiftsmyndigheden eller ved forvaltningsdomstolene, selv om den nationale lovgivning ikke indeholder en sådan renteregel? Såfremt spørgsmål 1. besvares bekræftende:

2)

Er det i relation til en momsfordring, der er opstået for den afgiftspligtige person som følge af et efterfølgende afslag i vederlaget efter artikel 90, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), tilladt, at renterne først påløber efter en passende periode, som skatte- og afgiftsmyndigheden har til rådighed med henblik på at efterprøve rigtigheden af det krav, som den afgiftspligtige person har gjort gældende?

3)

Har den omstændighed, at en medlemsstats nationale ret ikke indeholder regler om forrentning i tilfælde af for sen kreditering af et momstilgodehavende, til følge, at de nationale retter ved renteberegningen også skal anvende den retsfølge, som er fastsat i artikel 27, stk. 2, andet afsnit, i Rådets direktiv 2008/9/EF af 12. februar 2008 om detaljerede regler for tilbagebetaling af moms i henhold til direktiv 2006/112/EF til afgiftspligtige personer (2), der ikke er etableret i tilbagebetalingsmedlemsstaten, men i en anden medlemsstat, når hovedsagerne ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde?

---

(1)  EFT 2006, L 347, s. 1.

(2)  EFT 2008, L 44, s. 23.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Berlin-Brandenburg (Tyskland) den 27. november 2019 – M-GmbH mod Finanzamt für Körperschaften

(Sag C-868/19)

(2020/C 77/34)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Berlin-Brandenburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: M-GmbH

Sagsøgt: Finanzamt für Körperschaften

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 11, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (herefter »momsdirektivet (1)«) fortolkes således, at den er til hinder for bestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 2), i Umsatzsteuergesetz (lov om omsætningsafgift), for så vidt som denne forbyder et personselskab (her et GmbH & Co. KG), hvor selskabsdeltagerne ud over det beherskende selskab ikke kun er personer, som i henhold til § 2, stk. 2, nr. 2), i lov om omsætningsafgift er finansielt indlemmet i den virksomhed, der udøves af det beherskende selskab, at være et behersket selskab inden for rammerne af en momsretlig Organschaft-enhed?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: a) Skal momsdirektivets artikel 11, stk. 2, – under hensyntagen til proportionalitetsprincippet og neutralitetsprincippet – fortolkes således, at den kan begrunde udelukkelsen af personselskaber som omhandlet i det første spørgsmål fra en momsretlig Organschaft-enhed, fordi der for så vidt angår personselskaber ikke gælder nogen formkrav i henhold til national lovgivning for indgåelse og ændring af vedtægterne og det i tilfælde af kun mundtlige aftaler i enkelttilfælde kan være vanskeligt at dokumentere det beherskede selskabs finansielle indlemmelse? b) Er det til hinder for anvendelsen af momsdirektivets artikel 11, stk. 2, hvis den nationale lovgiver ikke allerede havde til hensigt at forebygge momssvig og momsunddragelse, da foranstaltningen blev truffet?

---

(1)  EFT 2006, L 347, s. 1.

Appel iværksat den 28. november 2019 af FV til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 19. september 2019 i sag T-27/18, FV mod Rådet

(Sag C-875/19 P)

(2020/C 77/35)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: FV (ved avocat É. Boigelot)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Ophævelse af dom af 19. september 2019 (T-27/18 RENV) og følgelig gives appellanten medhold i hans påstande i første instans og følgelig annulleres appellantens bedømmelsesrapport for 2013.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne for begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

I den appellerede dom blev påstanden om annullation af bedømmelsesrapporten for 2013 forkastet. Appellanten har fremført et anbringende dels om, at Retten tilsidesatte kontrolforpligtelsen og begrundelsespligten, samt om forkert gengivelse af sagsakterne, dels om tilsidesættelse af bedømmelsesvejledningen, af begrundelsespligten og af omsorgspligten, samt om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn.

Ifølge appellanten tilsidesatte Retten bedømmelsesvejledningen ved at kræve, at der fandtes og blev fremsendt lægeerklæringer og ved følgelig at antage, at fraværsperioderne ikke var berettigede og med føje kunne udgøre et element, der skulle tages hensyn til ved bedømmelsen. Desuden er afgørelsen om nødvendigvis, endog automatisk, at tage hensyn til fraværene og/eller de sene fremmøder med henblik på at bedømme appellanten negativt, ulovlig. Endelig har Rådet aldrig bestridt fraværenes og/eller de sene fremmøders lægelige karakter eller kritiseret begrundelsen for fraværene med vedtagelsen af administrative foranstaltninger og har godkendt anmodningerne om lovliggørelse af forsinkelserne ex post. Retten modsagde således sig selv og gengav oplysningerne i sagsakterne forkert.

I øvrigt indebærer den manglende regelmæssige tilstedeværelse på arbejdsstedet ikke ipso facto, at der ikke foreligger en konstant indsats. Endvidere blev der ikke registreret nogen individuelle mødetider i programmet vedrørende sagsøgerens mødetider. Desuden ville en almindelig kommentar, som kvalificerede »ansvarsfølelsen« som bemærkelsesværdig, kun kunne konkretiseres ved en »udmærket« bedømmelse. Hvad angår bedømmelsen af »arbejdets kvalitet« nærmer begrundelsen i bedømmelsesrapporten sig ikke niveauet for sagsøgerens præstationer. Endelig undlod Retten hvad angår bedømmelsen af »evnen til gruppearbejde« og »menneskelige relationer« at tage hensyn til mange oplysninger i sagsakterne. Ifølge appellanten gengav Retten således oplysningerne i sagsakterne forkert, begik fortolkningsfejl og begrundelsesfejl, tilsidesatte bedømmelsesvejledningen og undlod at udføre sin efterprøvelse af det åbenbart urigtige skøn gyldigt og korrekt.

Endelig har appellanten gjort gældende, at situationen med faglig forulempelse og den lidte psykisk chikane blev forbigået i den appellerede dom. Retten tilsidesatte ligeledes indholdet af omsorgspligten ved at bortse fra appellantens interesse og kun lægge tjenestens angivelige interesse til grund.

Appel iværksat den 28. november 2019 af FV til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 19. september 2019 i sag T-153/17, FV mod Rådet

(Sag C-877/19 P)

(2020/C 77/36)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: FV (ved avocat É. Boigelot)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Ophævelse af dom af 19. september 2019 (sag T-153/17).

—	Følgelig gives appellanten medhold i hans påstande i første instans og følgelig annulleres bedømmelsesrapporterne for 2014 og 2015, som blev endeligt vedtaget den 5. december 2016.

—	Appelindstævnte tilpligtes at betale sagsomkostningerne for begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

I den appellerede dom blev påstanden om annullation af bedømmelsesrapporterne for 2014 og 2015 forkastet.

Appellanten har fremført et anbringende dels om tilsidesættelse af kontrolforpligtelsen og af begrundelsespligten, samt om forkert gengivelse af sagsakterne, dels om tilsidesættelse af bedømmelsesvejledningen, af begrundelsespligten og af omsorgspligten, samt om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn.

Ifølge appellanten anlagde Retten et åbenbart urigtigt skøn og gengav de faktiske omstændigheder forkert ved at antage, at hans, adgiveligt upassende, adfærd var den eneste grund til, at administrationen havde tildelt ham bedømmelsen »god« for »ansvarsfølelse«, selv om denne rubrik i bedømmelsesvejledningen er defineret som »den pågældendes engagement i arbejdet, hans parathed til at udføre opgaverne i en aktiv og konstruktiv ånd«.

Desuden efterprøvede Retten ikke formindskelsen af appellantens arbejdsopgaver korrekt. Sygdom og lægeligt begrundet deltidsarbejde ville ikke kunne begrunde en tilbagetrækning af en del af en tjenestemands arbejdsopgaver, oven i købet uden dennes accept.

I øvrigt har appellanten anfægtet Rettens bedømmelse af ændringen af kontor og af stilling samt af appellantens adfærd i bedømmelsesåret 2014 og gjort gældende, at der er tale om en forkert gengivelse af sagsakterne.

Endelig har den appellerede dom undladt at underkende tilsidesættelsen af omsorgspligten, navnlig hvad angår en tjenestemand, hvis psykologiske helbred er påvirket, og at anvende tjenestemandsvedtægtens artikel 59, stk. 1, tredje afsnit.

Appel iværksat den 3. december 2019 af Europa-Parlamentet til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 20. september 2019 i sag T-47/18, UZ mod Parlamentet

(Sag C-894/19 P)

(2020/C 77/37)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Parlamentet (ved V. Montebello-Demogeot og I. Lázaro Betancor, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: UZ

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den appellerede dom ophæves.

—	Følgelig gives appellanten medhold i påstandene for første instans.

—	Det fastslås, at hver af parterne bærer deres egne omkostninger i forbindelse med appelsagen.

—	UZ tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med sagen i første instans.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med det første appelanbringende om en retlig fejl, forkert gengivelse af de faktiske omstændigheder og manglende begrundelse har Parlamentet gjort gældende, at Retten fejlagtigt konkluderede, at de foretagne undersøgelser var behæftet med manglende objektiv upartiskhed. En af undersøgernes begrænsede forudgående kendskab til de faktiske omstændigheder kunne ikke begrunde en berettiget tvivl med hensyn til hans objektive upartiskhed, eftersom denne tvivl var blevet neutraliseret ved flere undersøgeres deltagelse i samme undersøgelse. Dette vigtige element blev der end ikke taget hensyn til af dommerne. Endelig undersøgte eller begrundede Retten ikke, hvorledes den påståede manglende objektive upartiskhed i denne sammenhæng kunne have ført til et andet resultat, således som krævet i retspraksis.

Det andet anbringende vedrører en retlig fejl, forkert gengivelse af de faktiske omstændigheder og manglende begrundelse i konklusionen om, at der er sket tilsidesættelse af princippet om processuel ligestilling under disciplinærrådets arbejde. Parlamentet har gjort gældende, at dommerne har tilsidesat de faktiske omstændigheder ved med urette at fastslå, at ansættelsesmyndigheden var repræsenteret ved to personer, mens sagsøgeren havde tilsvarende rettigheder, idet han var repræsenteret ved hans advokat. Parlamentet er af den opfattelse, at Retten med urette fraveg sin retspraksis vedrørende anvendelse af princippet om processuel ligestilling på det administrative område og forsømte at undersøge, om proceduren, i mangel af denne angivelige ulovlighed, kunne have ført til et anderledes resultat.

Med det tredje anbringende om en retlig fejl, forkert gengivelse af de faktiske omstændigheder og manglende begrundelse i konklusionen om, at sagsøgerens ret til at blive hørt var blevet tilsidesat, har Parlamentet gjort gældende, at sagsøgeren var blevet behørigt hørt, dels mundtligt på grundlag af en bemyndigelse fra ansættelsesmyndigheden, dels ved fremlæggelse af hans skriftlige bemærkninger i forbindelse med retsmødet. Da bemyndigelsen er fastsat i de interne regler og kun sker, når det ikke er muligt for den delegerende ansættelsesmyndighed selv at handle af tjenstlige grunde, begik Retten en retlig fejl ved at antage, at artikel 22 i bilag IX til vedtægten ikke var blevet overholdt. Endvidere har Parlamentet påberåbt sig en fejl ved kvalificeringen af degraderingen fra lønklasse AD 13 til lønklasse AD 12 som en alvorlig sanktion, for så vidt som den medfører tab af en lederstilling. Endelig har Parlamentet anført, at dommerne ikke undersøgte, om ansættelsesmyndigheden, i det tilfælde, hvor sagsøgerne var blevet afhørt direkte af denne, kunne have tilført andre oplysninger end dem, der fremgik af sagsakterne og i hvilket omfang ansættelsesmyndighedens afgørelse rent faktisk kunne have været anderledes.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Qorti Ċivili Prim’Awla - Ġurisdizzjoni Kostituzzjonali (Malta) den 5. december 2019 – Repubblika mod Il-Prim Ministru

(Sag C-896/19)

(2020/C 77/38)

Processprog: maltesisk

Den forelæggende ret

Qorti Ċivili Prim’Awla - Ġurisdizzjoni Kostituzzjonali

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Repubblika

Sagsøgt: Il-Prim Ministru

Præjudicielle spørgsmål

1)	Finder artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, når de fortolkes hver for sig eller samlet, anvendelse for så vidt angår gyldigheden af artikel 96, 96A og 100 i Maltas forfatning?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftede, er premierministerens beføjelser i forbindelse med udnævnelsen af medlemmer af dommerstanden i Malta da i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, TEU og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i lyset af forfatningens artikel 96A, der trådte i kraft i 2016?

3)	Såfremt premierministerens beføjelser er i strid med førnævnte bestemmelser, skal der da tages hensyn til dette forhold for så vidt angår fremtidige udnævnelse eller berører det endvidere tidligere udnævnelser?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Darmstadt (Tyskland) den 11. december 2019 – EP mod Kreis Groß-Gerau

(Sag C-905/19)

(2020/C 77/39)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Darmstadt

Parter i hovedsagen

Sagsøger: EP

Sagsøgt: Kreis Groß-Gerau

Præjudicielle spørgsmål

Kan der af forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 64 i Euro-Middelhavsaftalen med Tunesien (1) udledes et forbud mod at forkorte en opholdstilladelses gyldighedsperiode på grund af efterfølgende bortfald af betingelserne for at tildele denne opholdstilladelse, når

—	den tunesiske statsborger på tidspunktet for meddelelsen af den efterfølgende forkortelse af opholdstilladelsens gyldighedsperiode var i beskæftigelse,

—	afgørelsen om forkortelse ikke beror på grunde, som tjener beskyttelsen af en legitim statslig interesse såsom den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, og

—	den tunesiske statsborger ikke besad en tilladelse til at udøve en beskæftigelse (arbejdstilladelse), som var uafhængig af opholdstilladelsen, men i kraft af loven var berettiget til at udøve en beskæftigelse i opholdstilladelsens gyldighedsperiode?

Forudsætter en udlændings retsstilling i henhold til forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 64 i Euro-Middelhavsaftalen med Tunesien foruden opholdstilladelsen udstedelse af en tilladelse fra myndighederne til at måtte udøve en beskæftigelse?

Hvilket tidspunkt er afgørende for bedømmelsen af den opholds- og arbejdstilladelsesretlige retsstilling? Er det tidspunktet for udstedelsen af myndighedsafgørelsen om inddragelse af opholdsretten, der er afgørende, eller tidspunktet for rettens afgørelse?

---

(1)  Euro-Middelhavsaftalen af 17.7.1995 om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Tunesiske Republik på den anden side (EFT 1998, L 97, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauen) den 18. december 2019 – »Klaipėdos regiono atliekų tvarkymo centras« UAB, andre parter: »Ecoservice Klaipėda« UAB, »Klaipėdos autobusų parkas« UAB, »Parsekas« UAB og »Klaipėdos transportas« UAB

(Sag C-927/19)

(2020/C 77/40)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Lietuvos Aukščiausiasis Teismas

Parter i hovedsagen

Kassationsappellant:»Klaipėdos regiono atliekų tvarkymo centras« UAB

Andre parter:»Ecoservice Klaipėda« UAB, »Klaipėdos autobusų parkas« UAB, »Parsekas« UAB og »Klaipėdos transportas« UAB

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er en udbudsbetingelse, der indeholder et krav om, at leverandører skal dokumentere, at der foreligger særlige gennemsnitlige årlige driftsindtægter, som hidrører fra udførelsen af aktiviteter, der kun vedrører specifikke tjenester (blandet kommunal affaldshåndtering), omfattet af artikel 58, stk. 3 eller 4, i direktiv 2014/24? (1)

2)	Afhænger metoden til vurderingen af leverandørers kapacitet, der er fastlagt af Domstolen i dom af 4. maj 2017, Esaprojekt (C-387/14) (2), af svaret på det første spørgsmål?

3)

Er en udbudsbetingelse, der indeholder et krav om, at leverandører skal dokumentere, at de for leveringen af [affaldshåndterings-]tjenesterne nødvendige køretøjer opfylder de specifikke tekniske krav om navnlig forurenende emissioner (EURO 5), installation af en GPS-sender, nødvendig kapacitet osv., omfattet af anvendelsesområdet for a) artikel 58, stk. 4, b) artikel 42, sammenholdt med bestemmelserne i bilag VII og c) artikel 70 i direktiv 2014/24?

4)

Skal artikel 1, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 89/665 (3), der fastsætter effektivitetsprincippet for klageprocedurer, direktivets artikel 1, stk. 3 og 5, artikel 21 i direktiv 2014/24 og direktiv 2016/943 (4), navnlig 18. betragtning hertil, og direktivets artikel 9, stk. 2, tredje afsnit (sammen eller hver for sig men uden begrænsning) fortolkes således, at den ordregivende myndighed, såfremt der er fastsat en bindende administrativ procedure til afgørelse af tvister i de nationale retsforskrifter om offentlige udbud: a) skal give leverandøren, der har indledt klageproceduren, samtlige oplysninger om en anden leverandørs tilbud (uanset deres fortrolige karakter), såfremt genstanden for denne procedure specifikt vedrører lovligheden af vurderingen af den anden leverandørs tilbud, og leverandøren, der indledte proceduren, forud herfor udtrykkeligt har anmodet den ordregivende myndighed om at fremlægge dem, b) uanset svaret på det forudgående spørgsmål i forbindelse med, at der gives afslag på klagen, der er indgivet af leverandøren for så vidt angår lovligheden af bedømmelsen af konkurrentens tilbud, under alle omstændigheder skal give et klart, fyldestgørende og præcist svar, uanset risikoen for at der derved videregives fortrolige oplysninger om tilbuddet, som den er blevet betroet?

5)

Skal artikel 1, stk. 1, tredje afsnit, artikel 1, stk. 3 og 5, og artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 89/665, artikel 21 i direktiv 2014/24 og direktiv 2016/943, navnlig 18. betragtning hertil (samlet eller hver for sig men uden nogen begrænsning) fortolkes således, at den ordregivende myndigheds beslutning om ikke at give en leverandør adgang til de fortrolige oplysninger i en anden deltagers tilbud er en beslutning, som kan anfægtes særskilt ved domstolene?

6)	Såfremt det forudgående spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 1, stk. 5, i direktiv 89/665 da fortolkes således, at leverandøren skal indgive en klage hos den ordregivende myndighed for så vidt angår denne beslutning og om nødvendigt anlægge en retssag ved domstolene?

7)

Såfremt det forudgående spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 1, stk. 1, tredje afsnit, og artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 89/665 da fortolkes således, at leverandøren afhængig af omfanget af de oplysninger, der foreligger om indholdet af de øvrige leverandørers tilbud, kan anlægge en retssag ved domstolene udelukkende vedrørende afslaget på at give oplysninger til leverandøren, uden at lovligheden af den ordregivende myndigheds øvrige beslutninger drages i tvivl?

8)

Uanset svarerne på de forudgående spørgsmål skal artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv 2016/943 fortolkes således, at den ret, der har modtaget sagsøgerens anmodning om, at den anden part i sagen pålægges at fremlægge dokumentation, og at retten giver sagsøgeren adgang til denne dokumentation, skal imødekomme denne anmodning uden hensyntagen til den ordregivende myndigheds handlinger under udbuddet eller klageprocedurerne?

9)

Skal artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv 2016/943 fortolkes således, at retten efter at have givet afslag på sagsøgerens anmodning om videregivelse af fortrolige oplysninger fra den anden part i sagen, af egen drift skal foretage en bedømmelse af betydningen af de oplysninger, hvis fortrolighed, der anmodes om, ikke skal opretholdes, og oplysningernes virkning på lovligheden af den offentlige udbudsprocedure?

10

Kan udelukkelsesgrunden for leverandører, der er fastsat i artikel 57, stk. 4, litra h), i direktiv 2014/24, under hensyntagen til dom af 3. oktober 2019, Delta Antrepriză de Construcții și Montaj 93, anvendes således, at retten i forbindelse med dens behandling af en tvist mellem en leverandør og den ordregivende myndighed af egen drift uanset den ordregivende myndigheds vurdering, kan fastslå, at den omhandlede tilbudsgiver, idet den pågældende handlede forsætligt eller uagtsomt, afgav vildledende faktuelt urigtige oplysninger til den ordregivende myndighed og følgelig skulle udelukkes fra den offentlige udbudsprocedure?

11

Skal artikel 57, stk. 4, litra h), i direktiv 2014/24, sammenholdt med proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 18, stk. 1, fortolkes og anvendes således, at i situationer, hvor national ret fastsætter yderligere sanktioner (udover udelukkelse fra udbudsprocedurer) for så vidt angår fremlæggelsen af urigtige oplysninger, skal disse sanktioner kun anvendes på grundlag af et personligt ansvar, særligt såfremt faktuelt urigtige oplysninger kun afgives af en del af de fælles deltagere i offentlige udbudsprocedurer (eksempelvis af en blandt flere partnere)?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26.2.2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT 2014, L 94, s. 65).

(2)  ECLI:EU:C:2017:338.

(3)  Rådets direktiv 89/665/EØF af 21.12.1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter (EFT 1989, L 395, s. 33).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8.6.2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse (EUT 2016, L 157, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil du Contentieux des Étrangers (Belgien) den 20. december 2019 – X mod État belge

(Sag C-930/19)

(2020/C 77/41)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil du Contentieux des Étrangers

Parter i hovedsagen

Sagsøger: X

Sagsøgt: État belge

Præjudicielt spørgsmål

Tilsidesætter artikel 13, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (1), for så vidt som den bestemmer, at skilsmisse, omstødelse af ægteskabet eller ophør af det registrerede partnerskab ikke betyder, at familiemedlemmer til unionsborgere, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, mister deres ret til ophold – navnlig når der foreligger en særlig vanskelig situation, og ægtefællen eller partneren f.eks. har været udsat for vold i hjemmet, mens ægteskabet eller det registrerede partnerskab stadig bestod – men udelukkende på den betingelse, at de pågældende kan godtgøre, at de er arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, eller at de råder over tilstrækkelige midler til sig selv og deres familiemedlemmer, således at deres ophold ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system, og at de har en sygeforsikring i værtsmedlemsstaten, der dækker alle risici, eller at de i værtsmedlemsstaten har status som familiemedlem til en person, der opfylder disse krav, mens artikel 15, stk. 3, i Rådets direktiv 2004/38/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring (2), der indeholder den samme mulighed for at bevare en opholdsret, ikke gør denne opholdsret betinget af, at dette krav er opfyldt?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77).

(2)  EFT 2003, L 251, s. 12.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig) den 30. december 2019 – Les Chirurgiens-Dentistes de France, Confédération des Syndicats médicaux français, Fédération des Syndicats pharmaceutiques de France, Syndicat des Biologistes, Syndicat des Médecins libéraux, Union dentaire, Conseil national de l’Ordre des Chirurgiens-Dentistes, Conseil national de l’Ordre des Masseurs-Kinésithérapeutes og Conseil national de l’Ordre des Infirmiers mod Ministre des Solidarités et de la Santé, Ministre de l’Enseignement supérieur, de la Recherche et de l’Innovation og Premier ministre

(Sag C-940/19)

(2020/C 77/42)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Les Chirurgiens-Dentistes de France, Confédération des Syndicats médicaux français, Fédération des Syndicats pharmaceutiques de France, Syndicat des Biologistes, Syndicat des Médecins libéraux, Union dentaire, Conseil national de l’Ordre des Chirurgiens-Dentistes, Conseil national de l’Ordre des Masseurs-Kinésithérapeutes og Conseil national de l’Ordre des Infirmiers

Sagsøgte: Ministre des Solidarités et de la Santé, Ministre de l’Enseignement supérieur, de la Recherche et de l’Innovation og Premier ministre

Præjudicielt spørgsmål

Udelukker artikel 4f, stk. 6, i direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 (1), at en medlemsstat indfører mulighed for en delvis adgang til et af de erhverv, som er omfattet af mekanismen for automatisk anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i bestemmelserne i samme direktivs kapitel III i afsnit III?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7.9.2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EUT 2005, L 255, s. 22).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauen) den 31. december 2019 – UAB »Manpower Lit« mod E.S., M.L., M.P., V.V. og R.V.

(Sag C-948/19)

(2020/C 77/43)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Lietuvos Aukščiausiasis Teismas

Parter i hovedsagen

Appellant i sag vedrørende et retligt spørgsmål: UAB »Manpower Lit«

Andre procesdeltagere: E.S., M.L., M.P., V.V. og R.V.

Præjudicielle spørgsmål

1)	Hvilket indhold skal begrebet »offentligretlig virksomhed« i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/104 tillægges (1)? Skal Den Europæiske Unions agenturer som eksempelvis anses for »offentligretlige virksomheder« som omhandlet i direktiv 2008/104?

2)

Hvilke enheder (vikarbureau, brugervirksomhed, mindst en af disse eller muligvis begge) er i henhold til artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/104 underlagt kriteriet om udøvelse af en økonomisk aktivitet? Skal EIGE’s aktivitetsområder og funktioner som defineret i artikel 3 og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1922/2006 (2) af 20. december 2006 anses for en økonomisk aktivitet, således som begrebet er defineret (forstået) i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/104?

3)

Kan artikel 1, stk. 2 og 3, i direktiv 2008/104 fortolkes således, at de kan udelukke anvendelse af direktivet på sådanne offentligretlige og privatretlige vikarbureauer eller brugervirksomheder, som ikke indgår i de forhold, der henvises til i direktivets artikel 1, stk. 3, og ikke udøver den økonomiske aktivitet, der er nævnt i direktivets artikel 1, stk. 2?

4)

Skal bestemmelserne i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/104 vedrørende vikaransattes rettigheder for så vidt angår væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, særligt hvad angår løn, i fuldt omfang finde anvendelse på Den Europæiske Unions agenturer, der er underlagt særlige regler i EU’s arbejdsmarkedslovgivning samt artikel 335 TEUF og artikel 336 TEUF?

5)

Er en medlemsstats retsforskrift (artikel 75 i den litauiske arbejdsmarkedslov), der gennemfører bestemmelserne i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/104 for alle virksomheder (herunder EU-institutioner), der gør brug af vikaransatte, i strid med princippet om en EU-institutions administrative autonomi som fastlagt i artikel 335 TEUF og artikel 336 TEUF og med reglerne om beregning og betaling af løn i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union?

6)

Henset til, at alle stillinger (arbejdsfunktioner), i hvilke arbejdstagere ansættes direkte af EIGE, omfatter arbejdsopgaver, der udelukkende kan udføres af disse arbejdstagere, som arbejder under vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, kan de respektive stillinger (arbejdsfunktioner), som varetages af vikaransatte, da anses for at være »samme arbejdsopgave[r]« som omhandlet i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/104?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19.11.2008 om vikararbejde (EUT 2008, L 327, s. 9).

(2)  EUT 2006, L 403, s. 9.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Helsingin hallinto-oikeus (Finland) den 17. december 2019 – A

(Sag C-950/19)

(2020/C 77/44)

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Helsingin hallinto-oikeus

Parter i hovedsagen

Sagsøger: A

Den anden part i sagen: Patentti- ja rekisterihallituksen tilintarkastuslautakunta

Præjudicielle spørgsmål

1)	Skal artikel 22a, stk. 1 (indføjet ved direktiv 2014/56/EU (1)), i direktiv 2006/43/EF (2) fortolkes således, at en ledende revisionspartner påtager sig en stilling af den i dette stykke nævnte art, når ansættelseskontrakten indgås?

2)	Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal artikel 22a, stk. 1, fortolkes således, at en ledende revisionspartner påtager sig en stilling af den i dette stykke nævnte art, når arbejdet i den pågældende stilling indledes?

---

(1)  EUT 2014, L 158, s. 196.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17.5.2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF (EUT 2006, L 157, s. 87).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rīgas rajona tiesa (Letland) den 7. januar 2020 – straffesag mod AB, CE og SIA »MM investīcijas«

(Sag C-3/20)

(2020/C 77/45)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Rīgas rajona tiesa

Tiltalte i straffesagen

AB, CE og SIA »MM investīcijas«

Præjudicielle spørgsmål

1)

Finder artikel 11, litra a), og artikel 22, stk. 1, i protokol (nr. 7) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter anvendelse på funktionen som medlem af Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank, hvilken udføres af chefen for en centralbank i en medlemsstat, nærmere bestemt formanden for Letlands nationalbank, AB?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, sikrer disse bestemmelser da fortsat denne person fritagelse i forhold til en straffesag, selv efter at vedkommende har fratrådt sit embede som chef for centralbanken i en medlemsstat, og dermed sit embede som medlem af Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank?

3)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, vedrører denne fritagelse da kun fritagelse »for retsforfølgning«, som anført i artikel 11, litra a), i protokol (nr. 7) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, eller omfatter den også strafforfølgning, herunder forkyndelse af et anklageskrift og bevisoptagelse? I det tilfælde, at fritagelsen gælder strafforfølgning, har denne omstændighed da indflydelse på muligheden for at anvende bevismateriale?

4)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, giver artikel 11, litra a), i protokol (nr. 7) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, sammenholdt med nævnte protokols artikel 17, den for sagen ansvarlige eller, på det tilsvarende stadium af retssagen, dommerkollegiet, mulighed for at vurdere, om der inden for rammerne af nævnte sag foreligger en interesse for Den Europæiske Union, og for – kun såfremt en sådan interesse kan konstateres, dvs. såfremt de handlinger, som AB er tiltalt for, vedrører udførelsen af dennes funktioner ved en af Den Europæiske Unions institutioner – at anmode den pågældende institution, dvs. Den Europæiske Centralbank, om at ophæve denne persons immunitet?

5)

Skal Den Europæiske Unions interesse ved anvendelsen af bestemmelserne i protokol (nr. 7) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter altid være direkte knyttet til beslutninger og handlinger, der finder sted under udførelsen af funktioner ved en af Den Europæiske Unions institutioner? Kan en sådan tjenestemand f.eks. gøres til genstand for en strafferetlig processuel handling, hvis sigtelsen af den pågældende ikke vedrører dennes funktioner ved en af Den Europæiske Unions institutioner, men derimod de aktiviteter, som vedkommende udfører inden for rammerne af sine funktioner i en medlemsstat?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varhoven administrativen sad (Bulgarien) den 7. januar 2020 – »Alti« OOD mod Direktora na Direktsia »Obzhalvane i danachno-osiguritelna praktika« Plovdiv pri Tsentralno upravlenie na Natsionalnata agentsia za prihodite

(Sag C-4/20)

(2020/C 77/46)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Varhoven administrativen sad

Parter i hovedsagen

Kassationsappellant:»Alti« OOD

Kassationsindstævnt: Direktora na Direktsia »Obzhalvane i danachno-osiguritelna praktika« Plovdiv pri Tsentralno upravlenie na Natsionalnata agentsia za prihodite (direktør for direktoratet »Klager og skatte-/socialforsikringspraksis i Plovdiv under centraladministrationen for Det Nationale Agentur for Indtægter)

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal artikel 205 i Rådets direktiv 2006/112/EF (1) og proportionalitetsprincippet fortolkes således, at den solidariske hæftelse for den af leverandøren ikke betalte moms, der påhviler en registreret person som modtager af en momspligtig leverance, foruden leverandørens hovedstol (den skyldige moms) også omfatter en accessorisk forpligtelse til at betale morarenter svarende til de lovpligtige renter af hovedstolen fra begyndelsen af skyldnerens forsinkelse med betalingen til tidspunktet for vedtagelsen af den afgiftskontrolafgørelse, med hvilken der blev truffet afgørelse om den solidariske hæftelse, henholdsvis til opfyldelsen af forpligtelsen?

2.

Skal artikel 205 i direktiv 2006/112 og proportionalitetsprincippet fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse som artikel 16, stk. 3, i Danachno-osiguritelen protsesualen kodeks (lov om skatteprocedure og socialsikringsprocedures), hvorefter en tredjemands hæftelse for en afgiftspligtig persons ikke betalte afgifter omfatter afgifterne og renterne?

---

(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, p. 1).

Sag anlagt den 17. januar 2020 – Europa-Kommissionen mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-24/20)

(2020/C 77/47)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved F. Castillo de la Torre, J. Norris og I. Naglis, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Artikel 3 i Rådets afgørelse 2019/1754 (1) af 7. oktober 2019 om Den Europæiske Unions tiltrædelse af Genèveaftalen om Lissabonaftalen vedrørende oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser annulleres.

—	Artikel 4 i afgørelse 2019/1754 annulleres, for så vidt som der heri henvises til medlemsstaterne, eller, subsidiært, annulleres artikel 4 i sin helhed, såfremt henvisningerne til medlemsstaterne ikke kan udskilles fra resten af denne artikel.

—

Virkningerne af de dele af afgørelse 2019/1754, som er blevet annulleret, opretholdes, herunder navnlig anvendelsen af den bemyndigelse, der er blevet tildelt i henhold til artikel 3, og som – af de medlemsstater, som på nuværende tidspunkt er parter i Lissabonaftalen af 1958 – blev gennemført inden datoen for dommen, indtil en afgørelse fra Rådet for Den Europæiske Union træder i kraft inden for en rimelig frist, der ikke må overstige seks måneder fra dommens afsigelse.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 218, stk. 6, TEUF, artikel 293, stk. 1, TEUF, princippet om kompetencetildeling i artikel 13, stk. 2, TEU, princippet om institutionel ligevægt og Kommissionens initiativret, for så vidt som den anfægtede afgørelse ikke er blevet vedtaget på forslag fra Kommissionen.

Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 2, stk. 1, TEUF samt artikel 207 TEUF og om manglende begrundelse, for så vidt som Rådet overskred grænserne for sine skønsmæssige beføjelser, da det gav en bemyndigelse, som er generel, permanent og ikke behørigt begrundet.

---

(1)  EUT 2019, L 271, s. 12.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 15. januar 2020 – Procureur de la République mod Tugdual Carluer, Yann Latouche, Dominique Legeard, Thierry Leleu, Dimitri Pinschof, Brigitte Plunian og Rozenn Marechal (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal correctionnel de Saint-Brieuc - Chambre détachée de Guingamp – Frankrig)

(Sag C-115/18) (1)

(2020/C 77/48)

Processprog: fransk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 152 af 30.4.2018.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23. oktober 2019 – sag anlagt af Humbert Jörg Köfler, Wolfgang Leitner, Joachim Schönbeck og Wolfgang Semper mod Bezirkshauptmannschaft Murtal, procesdeltager: Finanzpolizei (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesverwaltungsgericht Steiermark – Østrig)

(Sag C-297/18) (1)

(2020/C 77/49)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 301 af 27.8.2018.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23. oktober 2019 – sag anlagt af ZR, AR og BS mod Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld, procesdeltager: Finanzpolizei (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesverwaltungsgericht Steiermark (Østrig)

(Sag C-712/19) (1)

(2020/C 77/50)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 122 af 1.4.2019.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23. oktober 2019 – ZR, BS og AR mod Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld, procesdeltager: Finanzpolizei (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesverwaltungsgericht Steiermark – Østrig)

(Sag C-713/18) (1)

(2020/C 77/51)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 122 af 1.4.2019.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23. oktober 2019 – EX mod Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld, procesdelteger Finanzpolizei (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesverwaltungsgericht Steiermark – Østrig)

(Sag C-138/19) (1)

(2020/C 77/52)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 187 af 3.6.2019.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23. oktober 2019 – sag anlagt af DY (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesverwaltungsgericht Steiermark – Østrig)

(Sag C-139/19) (1)

(2020/C 77/53)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 187 af 3.6.2019.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 7. oktober 2019 – Kypriaki Kentriki Archi mod GA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Eparchiako Dikastirio Larnakas – Cypern)

(Sag C-154/19) (1)

(2020/C 77/54)

Processprog: græsk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 164 af 13.5.2019.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23. oktober 2019 – DX mod Bürgermeister der Stadt Graz, procesdeltager: Finanzpolizei (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesverwaltungsgericht Steiermark – Østrig)

(Sag C-227/19) (1)

(2020/C 77/55)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 213 af 24.6.2019.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 18. oktober 2019 – Eurowings GmbH mod GD, HE og IF (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Stuttgart – Tyskland)

(Sag C-334/19) (1)

(2020/C 77/56)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 288 af 26.8.2019.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 24. oktober 2019 – X mod État belge (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil du Contentieux des Étrangers – Belgien)

(Sag C-672/19) (1)

(2020/C 77/57)

Processprog: fransk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 372 af 4.11.2019.

Rettens dom af 30. januar 2020 – PV mod Kommissionen

(Forenede sager T-786/16 og T-224/18) (1)

(Personalesag - tjenestemænd - psykisk chikane - vifte af afgørelser vedtaget af Kommissionen, som er bebyrdende for sagsøgeren - ansøgninger om bistand - disciplinær forfølgning - fjernelse fra tjenesten - tilbagetrækning af fjernelsen fra tjenesten - ny disciplinær forfølgning - ny fjernelse fra tjenesten)

(2020/C 77/58)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: PV (ved advokat M. Casado García-Hirschfeld)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved G. Berscheid, B. Mongin og I. Melo Sampaio, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand om, for det første, at det fastslås, at sagsøgeren blev udsat for psykisk chikane, for det andet, om annullation, principalt, i sag T-786/16, af sagsøgerens bedømmelsesrapporter for 2014, 2015 og 2016, af afgørelserne fra generaldirektøren for Kommissionens generaldirektorat (GD) for tolkning af 31. maj og 5. juli 2016 om fradrag i sagsøgerens løn og af afgørelsen af 28. november 2016 om afslag på de klager, der blev fremlagt over disse afgørelser, af forhåndsmeddelelsen fra Kontoret for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) af 21. juni 2016, hvori sagsøgeren underrettes om, at han har en gæld på 33 593,88 EUR, af PMO’s afgørelse af 11. juli 2016 om at tilbageholde sagsøgerens løn fra den 1. juli 2016 samt af afgørelsen af 17. januar 2017 om afslag på klagen over disse afgørelser, af afgørelsen om fjernelse fra tjenesten af 26. juli 2016, af skrivelsen fra generaldirektøren for Kommissionens generaldirektorat (GD) for tolkning af 31. juli 2016 om at anse sagsøgerens fravær i perioden fra den 2. juni til den 31. juli 2016 for ulovlig og om at foretage tilsvarende fradrag i hans løn, af forhåndsmeddelelsen om den samlede gæld fra PMO af 21. september 2016, hvori sagsøgeren blev underrettet om, at han havde en gæld på 42 704,74 EUR, og af afgørelsen af 17. januar 2017 om afslag på klagen over denne skrivelse, af debetnotaen af 20. juli 2017 og af afgørelsen af 29. november 2017 om afslaget på klagen over denne afgørelse og af den disciplinære forfølgning CMS 13/087 og, i sag T-224/18, af afgørelsen om indledning af den disciplinære forfølgning CMS 17/025, af de e-mails, hvori sagsøgeren blev opfordret til at dotage i bedømmelserne for 2016 og 2017, af afgørelsen af 24. juli 2017 om at genindsætte sagsøgeren efter tilbagetrækningen af afgørelsen om at fjerne ham fra tjenesten og af afgørelsen af 15. januar 2018 om afslag på klagen over denne afgørelse, af PMO’s afgørelse af 12. september 2017 om modregning mellem debetnotaen af 20. juli 2017 og den ikke-udbetalte løn til sagsøgeren for perioden fra den 1. august 2016 til den 30. september 2017, af afgørelsen om afslag på klagen over denne afgørelse og af afgørelsen om at tilbageholde sagsøgerens løn fra den 1. oktober 2017 og, subsidiært, i sag T-768/16, af de lægelige udtalelser af 27. juni og 10. oktober 2014, af afgørelserne om afslag på ansøgningerne om bistand af 23. oktober 2014, af 20. januar, 20. marts og 30. juli 2015 og af 15. marts og 18. maj 2016, af afgørelserne om lønindeholdelse af 9. februar, 30. marts, 5. maj, 24. juni, 1. oktober og 12. november 2015, af 15. januar, 22. april, 31. maj, 5. juli, 11. juli og 15. september 2016 og af afgørelserne om afslag på klagerne over disse afgørelser, af skrivelserne om gæld af 10. marts, 11. maj, 10. juni, 11. august, 13. november og 9. december 2015 og af 18. juli 2016, af afgørelserne om afslag af 12. marts, 11. august og 13. oktober 2015, af 7. juni og 21. september 2016 vedrørende klagerne over bedømmelsesprocedurerne, af de lægelige skrivelser fra Kommissionens kontrollerende læge om manglende fremmøde til den lægelige kontrol af 16. og 18. juli, 8. august, 4. september og 4. december 2014, af 4. februar, 13. april, 4. juni, 11. august, 14. oktober og 4. december 2015, af 5. februar, 22. marts, 18. april, 3. juni, 30. juni og 25. juli 2016, af afgørelsen om afslag på klagen af 14. juli 2016 vedrørende et uberettiget fravær den 16. og 17. marts 2016 og, for det tredje, både i sag T-786/16 og i sag T-224/18, om tildeling af erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, sagsøgeren angiveligt har lidt.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	PV betaler sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i sagerne om foreløbige forholdsregler i sag T-224/18 R og i sag T-224/18 R II.

---

(1)  EUT C 123 af 9.4.2018.

Rettens dom af 30. januar 2020 – CBA Spielapparate- und Restaurantbetrieb mod Kommissionen

(Sag T-168/17) (1)

(Aktindsigt - forordning (EF) nr. 1049/2001 - dokumenter, der vedrører en administrativ procedure angående en påstået statsstøtte ydet af de østrigske myndigheder til indehavere af en koncession i henhold til loven om hasardspil - afslag på aktindsigt - undtagelse vedrørende beskyttelsen af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision - tungtvejende offentlig interesse - begrundelsespligt - ulovlighedsindsigelse)

(2020/C 77/59)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: CBA Spielapparate- und Restaurantbetriebs GmbH (Wien, Østrig) (ved advokat A. Schuster)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved C. Ehrbar, F. Erlbacher og K. Blanck, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: Europa-Parlamentet (ved N. Görlitz og D. Moore, som befuldmægtigede) og Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Bauer og E. Rebasti, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2017) 249 final af 13. januar 2017, hvorved der blev givet afslag på aktindsigt i dokumenter vedrørende en procedure for statsstøtte registreret under sagsnummeret SA.40224 [2014/CP] i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	CBA Spielapparate- und Restaurantbetrieb GmbH bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

3)	Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union bærer hver deres egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 151 af 15.5.2017.

Rettens dom af 22. januar 2020 – Litauen mod Kommissionen

(Sag T-19/18) (1)

(EGFL og ELFUL - udgifter udelukket fra finansiering - udgifter afholdt af Litauen - punktvise og faste finansielle korrektioner - udvikling af landdistrikterne - kontrolsystem i forbindelse med krydsoverensstemmelse - administrativ kontrol - kontrol på stedet - kvaliteten af kontrol - ansøgernes kvalitet - kunstigt skabte betingelser - omkostningernes rimelighed - udgifter afholdt inden for rammerne af projekter - risikoanalyse - risikofaktorer - forskelligheder i sanktionssystem, der ikke er foreskrevet i EU-retten - system til vurdering og pålæggelse af sanktioner for lempeligt - årlige, statistiske kontroloplysninger)

(2020/C 77/60)

Processprog: litauisk

Parter

Sagsøger: Republikken Litauen (ved R. Dzikovič, V. Vasiliauskienė, M. Palionis og A. Dapkuvienė, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved A. Sauka, A. Steiblytė og J. Jokubauskaitė, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgeren: Den Tjekkiske Republik (ved M. Smolek, J. Pavliš, O. Serdula, J. Vláčil og S. Šindelková, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/2014 af 8. november 2017 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2017, L 292, s. 61), for så vidt som Republikken Litauen herved blev pålagt en finansiel korrektion på 9 745 705,88 EUR for udgifter afholdt inden for rammerne af ELFUL og en finansiel korrektion på 546 351,91 EUR vedrørende udgifter afholdt inden for rammerne af EGFL og ELFUL.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Republikken Litauen bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

3)	Den Tjekkiske Republik bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 112 af 26.3.2018.

Rettens dom af 30. januar 2020 – Portugal mod Kommissionen

(Sag T-292/18) (1)

(EGFL og ELFUL - udgifter udelukket fra EU-finansiering - udgifter afholdt af Portugal - artikel 32 og 33 i forordning (EF) nr. 1290/2005 - artikel 54 i forordning (EU) nr. 1306/2013 - begrebet national domstol)

(2020/C 77/61)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Den Portugisiske Republik (ved L. Inez Fernandes, P. Estêvão, J. Saraiva de Almeida og P. Barros da Costa, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved B. Rechena og A. Sauka, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/304 af 27. februar 2018 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2018, L 59, s. 3), for så vidt som den udelukker et beløb på 1 052 101,05 EUR vedrørende udgifter anmeldt af Den Portugisiske Republik fra EU-finansiering.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Den Portugisiske Republik bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

---

(1)  EUT C 249 af 16.7.2018.

Rettens dom af 29. januar 2020 – Aquino m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-402/18) (1)

(Personalesag - tolkestrejke - foranstaltninger vedrørende rekvirering af tolke iværksat af Europa-Parlamentet - manglende lovhjemmel - ansvar - ikke-økonomisk skade)

(2020/C 77/62)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Roberto Aquino (Bruxelles, Belgien) og 25 andre sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget (ved advokat L. Levi)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved O. Caisou-Rousseau, E. Taneva og M. Rantala, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Bauer og R. Meyer, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF med påstand om dels annullation af Parlamentets generaldirektør for personales afgørelse af 2. juli 2018 vedrørende rekvirering af tolke og konferencetolke for den 3. juli 2018 og de senere afgørelser fra Parlamentets generaldirektør for personale vedrørende rekvirering af tolke og konferencetolke for den 4., 5., 10. og 11. juli 2018, dels erstatning, der efter ret og billighed opgøres til 1 000 EUR pr. person, for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgerne angiveligt er blevet påført som følge af disse afgørelser.

Konklusion

1)	Afgørelsen af 2. juli 2018, truffet af generaldirektøren for Europa-Parlamentets personale, om rekvirering af tolke og konferencetolke til den 3. juli 2018 annulleres.

2)	Parlamentet betaler et beløb på 500 EUR hver til Barbara Carli-Ganotis, Claudine de Seze, Maria Corina Diaconu Olszewski, Maria Provata, Irène Sevastikoglou og Benedetta Tissi.

3)	I øvrigt frifindes Parlamentet.

4)	Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som de ved afgørelsen af 2. juli 2018 rekvirerede sagsøgere har afholdt, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler og omkostningerne vedrørende Rådet for Den Europæiske Unions intervention.

5)	De sagsøgere, der blev rekvireret ved de afgørelser, der blev truffet efter sagens anlæg, bærer hver deres egne omkostninger.

6)	Rådet bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  – EUT C 364 af 8.10.2018.

Rettens dom af 30. januar 2020 – Grupo Textil Brownie mod EUIPO – The Guide Association (BROWNIE)

(Sag T-598/18) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-ordmærket BROWNIE - de ældre nationale ordmærker BROWNIES, BROWNIE, Brownies og Brownie - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001] - reel brug af det ældre varemærke - artikel 42, stk. 2 og 3, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 47, stk. 2 og 3, i forordning 2017/1001))

(2020/C 77/63)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Grupo Textil Brownie, SL (Barcelona, Spanien) (ved advokaterne D. Pellisé Urquiza og J.C. Quero Navarro)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved M. Capostagno, A. Folliard-Monguiral og H. O’Neill, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: The Guide Association (London, Det Forenede Kongerige) (ved barrister T. St Quintin og solicitor M. Jhittay)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 4. juli 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 2680/2017-2) vedrørende en indsigelsessag mellem The Guide Association og Grupo Textil Brownie.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Grupo Textil Brownie, SL betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 427 af 26.11.2018.

Rettens dom af 29. januar 2020 – Aldi mod EUIPO – Titlbach (ALTISPORT)

(Sag T-697/18) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - EU-figurmærket ALTISPORT - ældre internationalt og nationalt ordmærke ALDI - relativ registreringshindring - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 - sammenligning af de omhandlede varer og tjenesteydelser - begrundelsespligt - artikel 75 i forordning nr. 2017/1001)

(2020/C 77/64)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Aldi GmbH & Co. KG (Mülheim an der Ruhr, Tyskland) (ved advokaterne N. Lützenrath, U. Rademacher, C. Fürsen og M. Minkner)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved E. Markakis og A. Söder, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Aleš Titlbach (Meziboří, Den Tjekkiske Republik)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 19. september 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2683/2017-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Aldi og Aleš Titlbach.

Konklusion

1)

Afgørelsen truffet den 19. september 2018 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 2683/2017-4) annulleres, for så vidt som den vedrører »legetøj« i klasse 28 i Nice-arrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.

2)	I øvrigt frifindes EUIPO.

3)	Hver part bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 25 af 21.1.2019.

Rettens dom af 29. januar 2020 – Volkswagen AG mod EUIPO (CROSS)

(Sag T-42/19) (1)

(EU-varemærker - ansøgning om EU-ordmærket CROSS - absolut registreringshindring - beskrivende karakter - artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning (EU) 2017/1001 - mangel på fornødent særpræg - artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001 - ligebehandling - begrundelsespligt - artikel 94, stk. 1, i forordning 2017/1001)

(2020/C 77/65)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Volkswagen AG (Wolfsburg, Tyskland) (ved advokaterne F. Thiering og L. Steidle)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved G. Schneider, S. Hanne og E. Markakis, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 14. november 2018 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 2500/2017-1) vedrørende en ansøgning om registrering af ordtegnet CROSS som EU-varemærke.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Volkswagen AG betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 82 af 4.3.2019.

Rettens dom af 29. januar 2020 – Vinos de Arganza mod EUIPO – Nordbrand Nordhausen (ENCANTO)

(Sag T-239/19) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket ENCANTO - det ældre nationale ordmærke BELCANTO - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2020/C 77/66)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Vinos de Arganza, SL (Toral de los Vados, Spanien) (ved advokat L. Broschat García)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved L. Rampini, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Nordbrand Nordhausen GmbH (Nordhausen, Tyskland)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 17. januar 2019 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 392/2018-1) vedrørende en indsigelsessag mellem Nordbrand Nordhausen og Vinos de Arganza.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Vinos de Arganza, SL betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 187 af 3.6.2019.

Rettens dom af 30. januar 2020 – BZ mod Kommissionen

(Sag T-336/19) (1)

(Personalesag - kontraktansatte - afskedigelse som følge af klart utilfredsstillende arbejdsindsats - proportionalitet - artikel 84 i ansættelsesvilkårene - ansvar)

(2020/C 77/67)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: BZ (ved advokat C. Mourato)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved G. Berscheid, B. Mongin og M. Brauhoff, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand dels om annullation af Kommissionens afgørelse af 25. juli 2018 om afskedigelse af sagsøgeren på grund af klart utilfredsstillende arbejdsindsats efter en førtidig prøvetidsudtalelse, dels om erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af denne afgørelse.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionens afgørelse af 25. juli 2018 om afskedigelse af BZ annulleres.

2)	I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen

3)	Kommissionen betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 255 af 29.7.2019.

Rettens dom af 30. januar 2020 – Julius Sämann mod EUIPO – Maharishi Vedic University (Gengivelse af et træ)

(Sag T-559/19) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærke, der gengiver et træ - EU-varemærke og de ældre internationale figurmærker, der gengiver et »magisk træ« - relative registreringshindringer - ingen risiko for forveksling - ingen lighed mellem tegnene - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 - ingen krænkelse af renomméet - artikel 8, stk. 5, i forordning 2017/1001)

(2020/C 77/68)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Julius Sämann Ltd (Thayngen, Schweiz) (ved advokat D. Parrish)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved K. Kompari, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Maharishi Vedic University Ltd (Mgarr, Malta) (ved advokat L. Prehn)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 16. maj 2019 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 1743/2018-1) vedrørende en indsigelsessag mellem Julius Sämann og Maharishi Vedic University.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Julius Sämann Ltd betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 328 af 30.9.2019.

Rettens kendelse af 22. januar 2020 – Daimler mod Kommissionen

(Sag T-751/18) (1)

(Annullationssøgsmål - inddragelse af certificerede CO2-besparelser - miljøinnovationsordningen - forordning (EF) nr. 443/2009 - gennemførelsesforordning (EU) nr. 725/2011 - retsakt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål - forberedende foranstaltning - afvisning)

(2020/C 77/69)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Daimler AG (Stuttgart, Tyskland) (ved advokaterne N. Wimmer, C. Arhold og G. Ollinger)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved J.-F. Brakeland og A. Becker, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens skrivelse Ares(2018) 5413709 af 22. oktober 2018 om meddelelse om inddragelse af CO2-besparelser opnået ved hjælp af miljøinnovationer for Daimler AG-køretøjer udstyret med de højeffektive generatorer Bosch HED EL 7-150 og 175 plus.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Daimler AG betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 93 af 11.3.2019.

Rettens kendelse af 21. januar 2020 – Clem & Jo Optique mod EUIPO – C&A (C&J)

(Sag T-125/19) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - tilbagetagelse af indsigelsen - ufornødent at træffe afgørelse)

(2020/C 77/70)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Clem & Jo Optique SARL (Cormicy, Frankrig) (ved advokat N. Hausmann)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Crespo Carrillo og H. O’Neill, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: C&A AG (Zug, Schweiz) (ved advokat M. Aznar Alonso)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 19. december 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1252/2018-4) vedrørende en indsigelsessag mellem C&A og Clem & Jo Optique.

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Clem & Jo Optique SARL bærer sine egne omkostninger og betaler omkostningerne afholdt af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO).

3)	C&A AG bærer sine egne omkostninger

---

(1)  EUT C 148 af 29.4.2019.

Rettens kendelse af 16. januar 2020 – Hemp Foods Australia Pty Ltd mod EUIPO – Cabrejos (Sativa)

(Sag T-128/19) (1)

(Annullationssøgsmål - EU-varemærker - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - manglende indførelse af ændring af indehaver i det internationale register - manglende søgsmålskompetence - afvisning)

(2020/C 77/71)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Hemp Foods Australia Pty Ltd (Sydney, Australien) (ved solicitors M. Holah og P. Brownlow)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved E. Markakis, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: César Raúl Dávila Cabrejos (Lima, Peru) (ved advokat L. Estropá Navarro)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 16. november 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1041/2018-2) vedrørende en indsigelsessag mellem César Raúl Dávila Cabrejos og Raw With Life Pty Ltd som formueforvalter for Benhaim Trading Trust.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Hemp Foods Australia Pty Ltd betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 182 af 27.5.2019.

Rettens kendelse af 21. januar 2020 – Deutsche Telekom mod Parlamentet og Rådet

(Sag T-161/19) (1)

(Annullationssøgsmål - det indre marked for elektronisk kommunikation - detailpriser, som forbrugerne skal betale for reguleret EU-intern kommunikation - forordning (EU) 2018/1971 - lovgivningsmæssig retsakt - ikke individuelt berørt - afvisning)

(2020/C 77/72)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Deutsche Telekom AG (Bonn, Tyskland) (ved advokaterne F. González Díaz, B. Langeheine og J. Blanco Carol)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet (ved R. van de Westelaken, M. Peternel og C. Biz, som befuldmægtigede) og Rådet for Den Europæiske Union (ved O. Segnana og I. Gurov, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om delvis annullation af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1971 af 11. december 2018 om oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og Agenturet for Støtte til BEREC (BEREC-kontoret), om ændring af forordning (EU) 2015/2120 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1211/2009 (EUT 2018, L 321, s. 1).

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Det er ufornødent at træffe afgørelse om anmodningerne om intervention indgivet af Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen.

3)	Deutsche Telekom AG bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger bortset fra omkostningerne i forbindelse med anmodningerne om intervention.

4)	Deutsche Telekom AG, Parlamentet, Rådet, Kongeriget Nederlandene og Kommissionen bærer deres egne omkostninger i forbindelse med anmodningerne om intervention.

---

(1)  EUT C 172 af 20.5.2019.

Rettens kendelse af 21. januar 2020 – Telefónica og Telefónica de España mod Parlamentet og Rådet

(Sag T-162/19) (1)

(Annullationssøgsmål - det indre marked for elektronisk kommunikation - detailpriser, som forbrugerne skal betale for reguleret EU-intern kommunikation - forordning (EU) 2018/1971 - lovgivningsmæssig retsakt - ikke individuelt berørt - afvisning)

(2020/C 77/73)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Telefónica, SA (Madrid, Spanien) og Telefónica de España, SAU (Madrid) (ved advokaterne F. González Díaz, B. Langeheine og J. Blanco Carol)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet (ved R. van de Westelaken, M. Peternel og C. Biz, som befuldmægtigede) og Rådet for Den Europæiske Union (ved O. Segnana og I. Gurov, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om delvis annullation af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1971 af 11. december 2018 om oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og Agenturet for Støtte til BEREC (BEREC-kontoret), om ændring af forordning (EU) 2015/2120 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1211/2009 (EUT 2018, L 321, s. 1).

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Det er ufornødent at træffe afgørelse om anmodningerne om intervention indgivet af Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen.

3)	Telefónica, SA og Telefónica de España bærer deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger bortset fra omkostningerne i forbindelse med anmodningerne om intervention.

4)	Telefónica, SA, Telefónica de España, Parlamentet, Rådet, Kongeriget Nederlandene og Kommissionen bærer deres egne omkostninger i forbindelse med anmodningerne om intervention.

---

(1)  EUT C 172 af 20.5.2019.

Sag anlagt den 1. oktober 2019 – Qualcomm mod Kommissionen

(Sag T-671/19)

(2020/C 77/74)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Qualcomm, Inc. (San Diego, Californien, De Forenede Stater) (ved advokaterne M. Davilla, M. Pinto de Lemos Fermiano Rato og M. English)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse C(2019) 5361 final annulleres.

—	Subsidiært annulleres eller nedsættes bøden betydeligt.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat femten anbringender.

1.	Første anbringende om, at afgørelsen er resultatet af alvorlige proceduremæssige uregelmæssigheder, som har tilsidesat Qualcomm’s ret til forsvar uopretteligt.

2.	Andet anbringende om, at afgørelsen i forbindelse med forsvaret af det relevante marked og konstateringen af, at Qualcomm indtager en dominerende stilling, er behæftet med åbenbart urigtige skøn af de faktiske og retlige omstændigheder og savner en tilstrækkelig begrundelse.

3.	Tredje anbringende om, at der ikke i afgørelsen benyttes det korrekte retlige kriterium, og at den således er behæftet med åbenbare retlige fejl.

4.	Fjerde anbringende om, at den i afgørelsen anvendte teori om underbud er ulogisk og udokumenteret.

5.	Femte anbringende om, at afgørelsen i forbindelse med rekonstruktionen af de angiveligt »faktisk betalte« priser er behæftet med åbenbare fejl og savner en tilstrækkelig begrundelse.

6.	Sjette anbringende om, at den i afgørelsen foretagne fordeling af engangsudgifter for udarbejdelse er åbenbart urigtig.

7.	Syvende anbringende om, at det er åbenbart, at der i afgørelsen ikke er godtgjort et hensigtsmæssigt referenceniveau for omkostninger.

8.	Ottende anbringende om, at den i afgørelsen foretagne prisomkostningsanalyse er åbenbart urigtig.

9.	Niende anbringende om, at afgørelsen i forbindelse med konstateringen af, at Qualcomm’s priser udkonkurrerede Icera og påførte forbrugerne skade, er behæftet med åbenbare retlige fejl og urigtige skøn.

10.	Tiende anbringende om, at afgørelsen indeholder en åbenbar fejl i forbindelse med konstateringen af, at Qualcomm’s priser var udtryk for en gennemførelse af en plan om at udelukke Icera.

11.	Ellevte anbringende om, at afgørelsen ved at afvise den objektive begrundelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn og savner en tilstrækkelig begrundelse.

12.	Tolvte anbringende om, at afgørelsen ikke er tilstrækkeligt begrundet.

13.	Trettende anbringende om, at afgørelsens konstateringer vedrørende overtrædelsens varighed er åbenbart urigtige.

14.	Fjortende anbringende om, at afgørelsen indeholder en åbenbar fejl i forbindelse med pålæggelsen og beregningen af bøden.

15.	Femtende anbringende om, at afgørelsen er behæftet med åbenbare retlige og faktiske fejl samt åbenbart urigtige skøn og savner en tilstrækkelig begrundelse, idet der heri fastslås en kompetence for Kommissionen og en angivelig påvirkning af samhandelen.

Sag anlagt den 20. december 2019 – Worldwide Spirits Supply mod EUIPO – Melfinco (CLEOPATRA QUEEN)

(Sag T-870/19)

(2020/C 77/75)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Worldwide Spirits Supply, Inc. (Tortola, De Britiske Jomfruøer) (ved advokat S. Demetriou)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Melfinco S.A. (Schaan, Liechtenstein)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Worldwide Spirits Supply, Inc.

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket CLEOPATRA QUEEN – registreringsansøgning nr. 14 027 338

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 21. oktober 2019 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1820/2018-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, hvorved afgørelsen om ugyldighed omgøres, idet den erklæres ugyldig.

—	Den anfægtede afgørelse omgøres indholdsmæssigt, for så vidt som sagsøgeren skal opfordres til at fremlægge bevis for reel brug eller opfordres til at indgå forlig med Melfino S.A. i forbindelse med sameksistens.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 64, stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 3. januar 2020 – Forbo Financial Services mod EUIPO – Windmöller (Canoleum)

(Sag T-3/20)

(2020/C 77/76)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Forbo Financial Services AG (Baar, Schweiz) (ved advokat S. Fröhlich)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Windmöller GmbH (Augustdorf, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Windmöller GmbH

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket Canoleum – registreringsansøgning nr. 16 736 548

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 9. oktober 2019 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 773/2019-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 104, sammenholdt med artikel 97, stk. 1, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 8. januar 2020 – Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen

(Sag T-8/20)

(2020/C 77/77)

Processprog: tjekkisk

Parter

Sagsøger: Den Tjekkiske Republik (ved M. Smolek, J. Pavliš, J. Očková og J. Vláčil, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1835 af 30. oktober 2019 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som Den Tjekkiske Republik har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) i forbindelse med foranstaltning M14 for regnskabsårene 2017, 2018 og 2019 vedrørende et samlet beløb på 35 109,02 EUR annulleres, og Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende anbringende.

—

Anbringendet vedrører en tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik. Kommissionen støttede den finansielle korrektion på en hævdet overtrædelse af en EU-retlig bestemmelse, nemlig artikel 25 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 af 17. juli 2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse (herefter »forordning nr. 809/2014«). Der var imidlertid ikke sket en overtrædelse af denne bestemmelse. Kommissionen fandt nemlig fejlagtigt, at indledningen af en kontrol på stedet på den første støttemodtagende bedrift udgjorde en stiltiende varsling af yderligere kontroller, og at den stiltiende varsling har samme virkning, som hvis der var sket en faktisk varsling om kontrol i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 25 i forordning nr. 809/2014.

Sag anlagt den 14. januar 2020 – Buxadé Villalba m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-32/20)

(2020/C 77/78)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøgere: Jorge Buxadé Villalba, María Esperanza Araceli Aguilar Pinar og Hermann Tertsch Del Valle-Lersundi (ved advokat M. Castro Fuertes)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgernes påstande

—	Afgørelsen om anerkendelse af Carles Puigdemont i Casamajós og Antoni Comín i Oliveres’ status som medlemmer af Europa-Parlamentet annulleres.

—	Alle virkninger af denne status ophører, og allerede indtrådte virkninger ophæves.

—	Alle tjenesteydelseskontrakter, som Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres har indgået med assistenter, rådgivere, praktikanter og tredjemænd, ophæves.

—

Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres tilpligtes at tilbagebetale alle beløb, som de har modtaget af Europa-Parlamentet i kraft af deres ulovlige status som medlemmer af Europa-Parlamentet, uanset grundlag og størrelse, og alle beløb, som Europa-Parlamentet har betalt til tredjemænd i henhold til tjenesteydelseskontrakter med assistenter, rådgivere, praktikanter og tredjemænd.

—

Subsidiært fastslås det, at hvervet som medlem af Europa-Parlamentet er uforeneligt med hvervet som medlem af den lovgivende forsamling i den selvstyrende region, og at de pågældende ikke har ret til at modtage vederlag af nogen art fra den 2. juli 2019 til tiltrædelsen af embedet, og de tilpligtes at tilbagebetale eventuelt modtagne beløb med tillæg af morarenter.

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne, såfremt sagsøgerne får medhold.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat fire anbringender.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 8 og 12 i akten om valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet af 20. september 1976, sammenholdt med den spanske valglovgivning. — Det gøres i denne forbindelse gældende, at proceduren for valg til Europa-Parlamentet i overensstemmelse med denne akt er undergivet hver medlemsstats nationale forskrifter, og at artikel 219-224 i Ley Orgánica del Régimen Electoral General (lov om det almindelige valgsystem) derfor finder anvendelse. I sidstnævnte bestemmelse er det nærmere bestemt fastsat, at de valgte kandidater inden for en frist på fem dage skal aflægge ed eller løfte om troskab til forfatningen, og at mandatet – såfremt dette ikke sker – erklæres ledigt. Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres har imidlertid på intet tidspunkt givet møde for den centrale valgkommission for at aflægge ed eller løfte om troskab til forfatningen.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets forretningsorden. — Det gøres i denne forbindelse gældende, at den kompetente spanske myndighed ikke har fremsendt noget valgbrev, hvorved det meddeles, at Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres har aflagt det løfte om troskab til forfatningen, som er en suspensiv betingelse for, at de kan opnå status som valgte. Europa-Parlamentets handlemåde er derfor efter sagsøgernes opfattelse i strid med den europæiske valgakt, den gør indgreb i medlemsstaternes enekompetencer, og den medfører, at enhver afgørelse, som vedtages af Europa-Parlamentets plenarforsamling eller i udvalg, som Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres måtte deltage i, helt vil savne lovlighed og gyldighed.

3.

Tredje anbringende om, at Domstolens dom af 19. december 2019 i sag C-502/19, Junqueras Vies, er irrelevant for spørgsmålet om ugyldigheden af Europa-Parlamentets handling. — Det gøres i denne forbindelse gældende, at Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres aldrig har været varetægtsfængslede, og at de kun nyder immunitet som følge af bekendtgørelsen om valgte medlemmer, men ikke har opnået fuld status som medlemmer af Europa-Parlamentet, fordi ikke alle formaliteter i den spanske valgprocedure er opfyldt.

4.

Fjerde anbringende, der fremsættes subsidiært, om tilsidesættelse af den europæiske valgakts artikel 7, stk. 3 og 4, for så vidt som der foreligger en uforenelighedsgrund, som er fastsat i den spanske valglovgivning [artikel 211, stk. 2, litra d), i lov om det almindelige valgsystem]. — Det gøres i denne forbindelse gældende, at hver medlemsstat i overensstemmelse med EU-lovgivningen kan udvide bestemmelserne for, hvilke hverv der er uforenelige på nationalt plan, til valget til Europa-Parlamentet, at ovennævnte bestemmelse i den nationale valglovgivning fastsætter uforenelighed for medlemmer af de lovgivende forsamlinger i de selvstyrende regioner, og at Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres ophørte med at være medlemmer af det catalanske parlament den 7. januar 2020.

Sag anlagt den 20. januar 2020 – Datenlotsen Informationssysteme mod Kommissionen

(Sag T-34/20)

(2020/C 77/79)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Datenlotsen Informationssysteme GmbH (Hamburg, Tyskland) (ved advokat T. Lübbig)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Kommissionens afgørelse af 20. september 2019 om foranstaltning SA.34402 – 2015/C (ex 2015/NN) iværksat af Tyskland til fordel for Hochschul-Informations-System GmbH (kommissionsdokument nr. C(2019) 6836 final) annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende anbringender.

1.

Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, idet der er anvendt et prøvelseskriterium, som er i strid med retspraksis, til at bedømme den økonomiske rentabilitet af de af Hochschul-Informations- System GmbH (herefter »HIS«) foretagne handlinger, eftersom Kommissionen har tilsidesat indholdet af »uadskillelighedskriteriet« og den selvstændige betydning af »sammenhængskriteriet«.

2.	Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF som følge af kvalificeringen af HIS’ aktiviteter for de tyske statslige videregående uddannelsesinstitutioner som ikke-økonomiske aktiviteter.

3.	Det foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF som følge af den manglende sondring mellem HIS’ forskellige aktiviteter.

4.	Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, TEUF og artikel 1, litra b), nr. v), i Rådets forordning (EU) 2015/1589 (1) som følge af kvalificeringen af den direkte støtte som »eksisterende støtte« på grund af den omstændighed, at der fandtes et marked i 1976.

5.	Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF som følge af den utilstrækkelige begrundelse for anvendelsen af artikel 1, litra b), nr. v), i forordning 2015/1589 på faktiske omstændigheder, der ikke vedrører liberalisering.

6.	Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, og artikel 1, litra b), nr. v), i forordning 2015/1589 som følge af kvalificeringen af den direkte støtte som »eksisterende støtte« på grund af væsentlige ændringer af foranstaltningen.

7.	Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, og artikel 1, litra b), nr. v), i forordning 2015/1589 som følge af kvalificeringen af den direkte støtte som »eksisterende støtte«, idet der derimod er tale om en række af årlige tildelinger af individuel støtte.

8.	Der foreligger en tilsidesættelse af retten til en »rimelig sagsbehandlingstid« som del af retten til »god forvaltning« i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

---

(1)  Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9).

Sag anlagt den 23. januar 2020 – Lotto24 mod EUIPO (LOTTO24)

(Sag T-38/20)

(2020/C 77/80)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Lotto24 (Hamborg, Tyskland) (ved advokat O. Brexl)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket LOTTO24 i farverne orange (Pantone 130) og Rød (Pantone 1807) – registreringsansøgning nr. 17 996 822

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 5. november 2019 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1216/2019-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 24. januar 2020 – Di Bernardo mod Kommissionen

(Sag T-41/20)

(2020/C 77/81)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Danilo Di Bernardo (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne S. Orlandi og T. Martin)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Annullation af afgørelsen af 13. marts 2019 truffet til opfyldelse af dom af 29. november 2018 i sag T-811/16.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 50 000 EUR i erstatning for det økonomiske tab, der er forvoldt sagsøgeren, samt et beløb på 7 000 EUR i erstatning for sagsøgerens ikke-økonomiske tab, med forbehold for en forhøjelse heraf under sagen.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1.

Første anbringende om udvælgelseskomitéens tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve, for så vidt som de adgangskriterier, som denne har fastsat, ulovligt indskrænker den nævnte meddelelses rækkevidde. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at udvælgelseskomitéen med vedtagelsen af adgangskriterier, som medfører, at der ikke tages hensyn til en erhvervserfaring, som ligner sagsøgerens, og som imidlertid er forenelig med kravene i meddelelsen om udvælgelsesprøve, har tilsidesat denne meddelelse.

2.	Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med anlæggelsen af åbenbart urigtige skøn vedrørende spørgsmålet, om sagsøgerens erhvervserfaring har sammenhæng med karakteren af de opgaver, der er beskrevet i meddelelsen om udvælgelsesprøve.

Sag anlagt den 27. januar 2020 – KRBL mod EUIPO – P.K. Overseas (INDIA SALAM Pure Basmati Rice)

(Sag T-45/20)

(2020/C 77/82)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: KRBL Ltd (Delhi, Indien) (ved solicitor P. Strickland)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: P.K. Overseas Pte Ltd (Singapore, Singapore)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: P.K. Overseas Pte Ltd

Det omtvistede varemærke: International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af figurmærket INDIA SALAM Pure Basmati Rice med farveangivelserne lysebrun, sepia og hvidgul – International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, nr. 1 126 413

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 26. november 2019 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 766/2019-4)

Påstande

—	Søgsmålet antages til realitetsbehandling og varemærkeansøgningen afslås.

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Afgørelsen truffet den 13. februar 2019 af indsigelsesafdelingen vedrørende indsigelsessag nr. B 2 201 385 annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Rettens kendelse af 22. januar 2020 – La Marchesiana mod EUIPO – Marchesi 1824 (MARCHESI)

(Sag T-35/18) (1)

(2020/C 77/83)

Processprog: engelsk

Formanden for Niende Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 142 af 23.4.2018.

Rettens kendelse af 15. januar 2020 – Avio mod Kommissionen

(Sag T-139/18) (1)

(2020/C 77/84)

Processprog: italiensk

Formanden for Tredje Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 142 af 23.4.2018.

Rettens kendelse af 21. januar 2020 – Bartolomé Alvarado og Grupo Preciados Place mod Alpargatas (ALPARGATUS PASOS ARTESANALES)

(Sag T-606/19) (1)

(2020/C 77/85)

Processprog: spansk

Formanden for Femte Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 372 af 4.11.2019.