1)

Artikel 108, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at en national lovgivning, der ændrer en støtteordning ved at reducere kredsen af modtagere af denne støtte, principielt er undergivet den anmeldelsespligt, der er fastsat i denne bestemmelse.

2)

Artikel 58, stk. 1, i Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til artikel 107 [TEUF] og 108 [TEUF] skal fortolkes således, at støtte, der ydes inden ikrafttrædelsen af den pågældende forordning på grundlag af en støtteordning som den, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, i henhold til samme forordning kan fritages fra den anmeldelsespligt, der er fastsat i artikel 108, stk. 3, TEUF.

3)

Artikel 44, stk. 3, i forordning nr. 651/2014 skal fortolkes således, at en støtteordning som den, der er omhandlet i tvisterne i hovedsagerne, i henhold til hvilken godtgørelsesbeløbet for energiafgifterne entydigt er fastsat ved en beregningsformel i den nationale lovgivning, der indfører denne ordning, er i overensstemmelse med denne bestemmelse.

1)

Artikel 63 TEUF og 65 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter udbytte udloddet af et hjemmehørende selskab til en hjemmehørende pensionsfond dels er undergivet kildeskat, som fuldt ud kan modregnes i den selskabsskat, som denne fond skal betale, og som kan medføre en tilbagebetaling, såfremt den skat, der er opkrævet i form af kildeskat, overstiger den selskabsskat, som fonden skal betale, dels ikke fører til en forhøjelse af det selskabsskattepligtige resultat eller alene fører til en moderat forhøjelse heraf som følge af muligheden for at fratrække hensættelser til pensionsudbetalingsforpligtelser i nævnte resultat, mens udbytte, der udbetales til en ikke-hjemmehørende pensionsfond, pålægges kildeskat, der for en sådan fond udgør en endelig beskatning, når den ikke-hjemmehørende pensionsfond anvender det modtagne udbytte til hensættelser til alderspensionsydelser, som fonden skal betale i fremtiden, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

2)

Artikel 64, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at en national lovgivning, hvorefter udbytte udloddet af et hjemmehørende selskab til en hjemmehørende pensionsfond dels er undergivet kildeskat, som fuldt ud kan modregnes i den selskabsskat, som denne fond skal betale, og som kan medføre en tilbagebetaling, såfremt den skat, der er opkrævet i form af kildeskat, overstiger den selskabsskat, som fonden skal betale, dels ikke fører til en forhøjelse af det selskabsskattepligtige resultat eller alene fører til en moderat forhøjelse heraf som følge af muligheden for at fratrække hensættelser til pensionsudbetalingsforpligtelser i nævnte resultat, mens udbytte, der udbetales til en ikke-hjemmehørende pensionsfond, pålægges kildeskat, der for en sådan fond udgør en endelig beskatning, ikke kan anses for en restriktion, der eksisterede den 31. december 1993, med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse.

1)

Appellen forkastes.

2)

Aanbestedingskalender BV, Negometrix BV, CTM Solution BV, Stillpoint Applications BV og Huisinga Beheer BV betaler sagsomkostningerne.

3)

Kongeriget Nederlandene bærer sine egne omkostninger.

1)

Artikel 148, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2393 af 13. december 2017, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den, der er fastsat i artikel 3, stk. 3, nr. 1, i Lietuvos Respublikos Ūkio subjektų, perkančių-parduodančių žalią pieną ir prekiaujančių pieno gaminiais, nesąžiningų veiksmLietuvos Respublikos Ūkio subjektų, perkančių-parduodančių žalią pieną ir prekiaujančių pieno gaminiais, nesąžiningų veiksmų draudimo įstatymas Nr. XII-1907 (Republikken Litauens lov nr. XII-1907 om forbud mod litauiske erhvervsdrivendes urimelige praksis ved opkøb og salg af råmælk og markedsføring af mejeriprodukter af 25.6.2015, som ændret ved lov af 22.12.2015), som med henblik på at bekæmpe urimelig handelspraksis forbyder opkøbere af råmælk at betale forskellige købspriser til producenter, som må anses for at tilhøre den samme gruppe, henset til den dagligt solgte mængde råmælk af samme kvalitet og med den samme sammensætning, der leveres på den samme måde, for så vidt som denne lovgivning er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette mål, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.

2)

Artikel 148, stk. 4, i forordning nr. 1308/2013, som ændret ved forordning nr. 2017/2393, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den, der er fastsat i artikel 3, stk. 3, nr. 3, og artikel 5 i Republikken Litauens lov nr. XII-1907 om forbud mod litauiske erhvervsdrivendes urimelige praksis ved opkøb og salg af råmælk og markedsføring af mejeriprodukter af 25. juni 2015, som ændret ved lov af 22. december 2015, som med henblik på at bekæmpe urimelig handelspraksis forbyder opkøberen af råmælk uberettiget at nedsætte den pris, der er aftalt med producenten, og som kræver den kompetente nationale myndigheds tilladelse til prisnedsættelser på mere end 3 %.

1)

Artikel 21, stk. 3, i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for nationale bestemmelser eller national praksis, hvorefter energiprodukter, der forbruges i kraftvarmeanlægget tilhørende den virksomhed, hvor de er fremstillet, beskattes, for så vidt som dette forbrug tager sigte på at producere energiprodukter ved at frembringe den termiske energi, der er nødvendig for den tekniske proces til fremstilling af nævnte produkter. Denne fortolkning berører principielt ikke anvendelsen af dette direktivs artikel 14, stk. 1, litra a), på den del af energiprodukterne, der forbruges med henblik på produktion af elektricitet.

2)

Artikel 2, stk. 3, i direktiv 2003/96 og proportionalitetsprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser eller national praksis, hvorefter den punktafgiftssats, der er fastsat for dieselolie, såfremt der ikke er indgivet en anmodning til de kompetente afgiftsmyndigheder om klassificering med hensyn til punktafgift af energiprodukter, for hvilke der ikke er blevet fastsat en afgiftssats i dette direktiv, anvendes og opretholdes, selv om der senere er opnået en afgørelse om klassificering, der sidestiller disse produkter med brændselsolie.

1)

Princippet om forbud mod forskelsbehandling i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorved der indføres afgifter på fremstilling og oplagring af brændsel og nukleart affald, såsom de i hovedsagerne omhandlede kerneenergiafgifter, som udelukkende pålægges elproducenter, der anvender kernekraft, når hovedformålet med disse afgifter ikke drejer sig om miljøet, men derimod om at øge det finansielle systems indtægter fra elektricitet.

2)

Artikel 3, stk. 2, i direktiv 2009/72 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, når det heri omhandlede miljømæssige formål og de særlige kendetegn, som gør sig gældende for miljøafgifterne, ikke er præciseret i den retskraftige del af denne lovgivning.

1)

Artikel 191, stk. 2, TEUF og artikel 9, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for et gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion såsom det i hovedsagerne omhandlede, som hverken tilskynder til en effektiv vandanvendelse eller fastlægger ordninger med henblik på bevarelse og beskyttelse af de offentlige vandressourcer, og hvis kvantificering på ingen måde er knyttet til kapaciteten til at forårsage skade på disse offentlige vandressourcer, idet gebyret udelukkende har fokus på vandkraftproducenternes mulighed for at skabe indtægter.

2)

Princippet om forbud mod forskelsbehandling, således som fastsat i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF, skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for et gebyr såsom det i hovedsagerne omhandlede gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion, der udelukkende skal betales af de vandkraftproducenter, der opererer i vandløbsoplande, som strækker sig over mere end én selvstyrende regions område.

3)

Artikel 107, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at den omstændighed, at det i hovedsagerne omhandlede gebyr for anvendelse af indvand til elektricitetsproduktion ikke skal betales for det første af de vandkraftproducenter, der opererer i vandløbsoplande, som er beliggende på én enkelt selvstyrende regions område, for det andet af producenter af elektricitet, der stammer fra andre kilder end vand, ikke udgør statsstøtte som omhandlet i denne bestemmelse til fordel for disse producenter, eftersom de nævnte producenter – i forhold til den relevante referenceramme såvel som det med dette gebyr forfulgte formål – ikke befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for de vandkraftproducenter, der opererer i vandløbsoplande, der strækker sig over mere end én selvstyrende regions område, og som er pålagt det nævnte gebyr, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

1)

Begrebet »ændring af status« som omhandlet i artikel 12, stk. 2, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger skal fortolkes således, at det omfatter en transaktion som den i hovedsagen omhandlede, hvorved et institut i løbet af året ophører med at være underlagt den nationale afviklingsmyndigheds tilsyn som følge af en grænseoverskridende fusion med dets moderselskab som det overtagende selskab, og at denne transaktion følgelig er uden betydning for dette instituts forpligtelse til at betale de samlede almindelige bidrag, der forfalder i det pågældende bidragsår.

2)

Artikel 12, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63 skal fortolkes således, at den finder anvendelse på en situation, hvor den grænseoverskridende fusion, hvorved et institut, der er beliggende i en medlemsstat, overtages af dets moderselskab, som er beliggende i en anden medlemsstat, og den efterfølgende opløsning af dette overtagne institut fandt sted i 2015, selv om hverken den nationale afviklingsmyndighed eller den nationale fond endnu formelt var blevet oprettet af den førstnævnte medlemsstat, og selv om bidragene endnu ikke var blevet beregnet.

3)

Artikel 104 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 skal fortolkes således, at et institut, der er beliggende i en medlemsstat, og som ved overtagelse fusionerede med moderselskabet, som har hjemsted i en anden medlemsstat, på et tidspunkt, der ligger forud for førstnævnte medlemsstats afviklingsmyndigheds indførelse af ekstraordinære bidrag, ikke er betalingspligtig for dette bidrag.

1)

Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, idet denne medlemsstat ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dom af 3. juli 2008, Kommissionen mod Irland (C-215/06, EU:C:2008:380).

2)

Irland tilpligtes at betale Europa-Kommissionen et fast beløb på 5 000 000 EUR.

3)

Irland tilpligtes at betale Kommissionen en tvangsbøde på 15 000 EUR pr. dag fra datoen for afsigelsen af nærværende dom til datoen for opfyldelse af dom af 3. juli 2008, Kommissionen mod Irland (C-215/06, EU:C:2008:380).

4)

Irland betaler sagsomkostningerne.

1)

Artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat gennemfører procedurerne for offentlig deltagelse i beslutningsprocessen i forbindelse med et projekt på den kompetente regionale administrative myndigheds niveau og ikke på den kommunale enheds niveau, som stedet for dette projekts gennemførelse hører under, når de konkrete tiltag, som gennemføres, ikke sikrer en effektiv overholdelse af den berørte offentligheds rettigheder, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.

2)

Artikel 9 og 11 i direktiv 2011/92 skal fortolkes således, at de er til hinder for en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som medfører, at der over for medlemmer af den berørte offentlighed gøres en søgsmålsfrist gældende, som begynder at løbe fra bekendtgørelsen af en tilladelse til et projekt på internettet, når disse medlemmer af den berørte offentlighed ikke forinden har haft passende mulighed for at informere sig om tilladelsesproceduren i overensstemmelse med dette direktivs artikel 6, stk. 2.

1)

Den Europæiske Unions Rets dom af 8. marts 2018, Rose Vision mod Kommissionen (T-45/13 RENV og T-587/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:124), ophæves, for så vidt som Retten herved i denne doms præmis 160 fastslog, at der i medfør af artikel 340, stk. 1, TEUF ikke var grundlag for at fastslå, at appellanten var blevet påført et kontraktretligt tab som følge af tilsidesættelsen af punkt II.22, stk. 1, i de almindelige betingelser, som er en integreret del af de aftaler, der er indgået mellem Rose Vision SL og Europa-Kommissionen som led i det syvende rammeprogram, som blev vedtaget ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1982/2006/EF af 18. december 2006 om Det Europæiske Fællesskabs syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013).

2)

I øvrigt forkastes appellen.

3)

Det fastslås, at Europa-Kommissionen har tilsidesat tilskudsaftalen vedrørende projektet FutureNEM hvad angår fortroligheden af revision 11-INFS-025.

4)

Rose Vision SL bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af Kommissionens omkostninger hvad angår såvel proceduren i første instans som appellen.

1)

Artikel 3, nr. 8), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser skal fortolkes således, at en situation, hvori en passager stiger ombord på et tog, der er frit tilgængeligt, med henblik at foretage en rejse uden at have erhvervet en billet, henhører under begrebet »befordringskontrakt« som omhandlet i denne bestemmelse.

2)

Artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for dels, at den nationale ret, der fastslår, at et bødevilkår i en aftale, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, er urimeligt, ændrer størrelsen af den bøde, der ved dette vilkår pålægges forbrugeren, dels, at den nationale ret under anvendelse af aftaleretlige principper erstatter det pågældende vilkår med en udfyldende regel i national ret, medmindre den omhandlede kontrakt ikke kan opretholdes, såfremt det nævnte urimelige vilkår fjernes, og annullation af aftalen i dens helhed vil have særligt skadelige virkninger for forbrugeren.

1)

Artikel 1, stk. 1, artikel 3, stk. 1, artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som for at sikre betaling af en fordring, der hidrører fra en forbrugerkreditaftale, som er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, ved en blankoveksel gør det muligt i denne kontrakt at fastlægge en forpligtelse for låntager til at udstede en blankoveksel, og som gør lovligheden af udstedelsen af en sådan veksel betinget af en forudgående indgåelse af en vekselaftale, der fastsætter reglerne for, hvorledes denne veksel kan fuldstændiggøres, forudsat at denne bestemmelse og denne aftale overholder dette direktivs artikel 3 og 5 samt artikel 10 i Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.

2)

Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 samt artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48 skal fortolkes således, at en national ret, når den under omstændigheder som de i hovedsagerne omhandlede nærer alvorlig tvivl om, hvorvidt der er grundlag for et krav, der er støttet på en veksel, som skal sikre en fordring, der hidrører fra en forbrugerkreditaftale, og denne veksel oprindeligt er blankoudstedt af låntageren og senere udfyldt af den begunstigede, ex officio skal efterprøve, om de bestemmelser, der er aftalt mellem parterne, er af urimelig karakter, og i denne henseende kan kræve, at den erhvervsdrivende fremlægger skriftligt bevis for disse bestemmelser, således at den nævnte ret kan sikre sig, at de rettigheder, som forbrugerne nyder i henhold til disse direktiver, overholdes.

1)

EU-retten, og navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national procedure, hvorefter den kompetente myndighed er bemyndiget til ex officio at tilpasse gyldighedsperioden for en tilladelse til parallelhandel, således at den bliver i overensstemmelse med gyldighedsperioden for en fornyet godkendelse af et referencemiddel.

Forordning nr. 1107/2009, og navnlig dens artikel 52, skal fortolkes således, at tilpasningen af gyldighedsperioden for en tilladelse til parallelhandel ikke automatisk følger af beslutningen om at forny godkendelsen af et referencemiddel, men derimod kræver, at der træffes en ny beslutning herom.

Forordning nr. 1107/2009 skal fortolkes således, at når datoen for gyldighedsperioden for en tilladelse til parallelhandel skal tilpasses, således at den bliver i overensstemmelse med gyldighedsperioden for en fornyet godkendelse af et referencemiddel, skal kravene for udstedelse af en sådan tilladelse i artikel 52, stk. 1-3, i forordning nr. 1107/2009 være opfyldt, og det tilkommer den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat at efterprøve, om dette faktisk er tilfældet.

2)

Artikel 52, stk. 3, litra a), i forordning nr. 1107/2009 skal fortolkes således, at den omfatter en situation, hvor det plantebeskyttelsesmiddel, der er godkendt af oprindelsesstaten, fremstilles af selskab A, mens referenceplantebeskyttelsesmidlet fremstilles af selskab B med samtykke fra selskab A i overensstemmelse med samme fremstillingsproces, men på et andet produktionssted end det tidligere, forudsat at dette samtykke på tilsvarende måde som en licensaftale er af langfristet art.

3)

Artikel 52, stk. 2-4, i forordning nr. 1107/2009 skal fortolkes således, at indehaveren af en tilladelse til parallelhandel skal indgive en ny fuldstændig ansøgning ved fremlæggelse af de i denne artikels stk. 4 angivne oplysninger med henblik på at godtgøre, at de omhandlede midler fortsat er »identiske« efter artiklens stk. 3, uden at dette berører den kompetente myndigheds mulighed for at anmode oprindelsesmedlemsstaten for det indførte middel om de oplysninger, der er nødvendige for at fastslå, om disse midler er identiske. Hvis den afgørelse, hvorved der gives tilladelse til parallelhandel, anfægtes, er det den berørte medlemsstats nationale bevisbyrderegler, som finder anvendelse, forudsat at de overholder ækvivalensprincippet, og at de ikke i praksis umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der er tillagt ved EU-retten.

1)

Appellen forkastes.

2)

Outsource Professional Services Ltd bærer sine egne omkostninger og betaler de af Flatworld Solutions Pvt. Ltd afholdte omkostninger i forbindelse med appelsagens behandling.

3)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) bærer sine egne omkostninger i forbindelse med appelsagens behandling.

1)

Artikel 4, nr. 10), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 655/2014 af 15. maj 2014 om indførelse af en procedure for en europæisk kendelse til sikring af bankindeståender med henblik på at lette grænseoverskridende gældsinddrivelse på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at et betalingspåbud som det i hovedsagen omhandlede, der ikke er eksigibelt, ikke er omfattet af begrebet »officielt bekræftet dokument« i denne bestemmelses forstand.

2)

Artikel 5, litra a), i forordning nr. 655/2014 skal fortolkes således, at en verserende sag om betalingspåbud som den i hovedsagen omhandlede kan kvalificeres som »hovedsagen« i denne bestemmelses forstand.

3)

Artikel 45 i forordning nr. 655/2014 skal fortolkes således, at retsferier ikke er omfattet af begrebet »ekstraordinære omstændigheder« i denne bestemmelses forstand.

1)

Appellen forkastes.

2)

Silec Cable SAS og General Cable Corp. betaler sagsomkostningerne.

1)

Appellen forkastes som åbenbart ugrundet.

2)

Fred Olsen SA bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de af Naviera Armas SA afholdte omkostninger i forbindelse med appelsagen.

3)

Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

1)

Er det med henblik på at sikre beskyttelsen af forbrugere og brugere og den EU-retspraksis, der uddyber denne beskyttelse, i henhold til Rådets direktiv 93/13/EØF (1) af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, navnlig dettes artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, foreneligt med EU-retten, at Tribunal Supremo (øverste domstol) i sine domme 44-49 af 23.1.2019 har fastsat et entydigt kriterium om, at kontraktvilkår – i forbrugeraftaler om lån mod pant i fast ejendom – der ikke er individuelt forhandlet, og som foreskriver, at samtlige udgifter ved stiftelse af lån mod pant i fast ejendom skal afholdes af låntageren, er urimelige, og at de forskellige udgifter, som er omfattet af det urimelige kontraktvilkår, der er erklæret ugyldigt, skal fordeles mellem den långivende bankenhed, som er den konciperende part, og låntageren, som er forbruger, med henblik på at begrænse tilbagebetalingen af de beløb, som er blevet betalt uretmæssigt i henhold til national lovgivning?

Er det med henblik på at sikre beskyttelsen af forbrugere og brugere og den EU-retspraksis, der uddyber denne beskyttelse, i henhold til Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, navnlig dettes artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, foreneligt med EU-retten, at Tribunal Supremo (øverste domstol) anlægger en udvidet fortolkning af et kontraktvilkår, som er ugyldigt, fordi det er urimeligt, når ophævelsen af vilkåret og virkningerne heraf ikke har indflydelse på, om låneaftalen mod pant i fast ejendom opretholdes?

2)

Er det med hensyn til artikel 394 i Ley de Enjuiciamiento Civil (lov om civil retspleje, herefter »LEC«), som fastsætter et kriterium om, at den tabende part bærer sagsomkostningerne, såfremt et urimeligt kontraktvilkår om udgifter ophæves, men virkningerne af denne ophævelse begrænser sig til en fordeling af de førnævnte udgifter, i strid med det EU-retlige effektivitetsprincip og princippet om, at urimelige kontraktvilkår ikke binder forbrugeren, når det fastslås, at der kun er blevet givet delvis medhold, og vil dette kunne fortolkes således, at der skabes en omvendt afskrækkende virkning og en efterfølgende manglende beskyttelse af forbrugernes og brugernes legitime interesser?

—

Det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (1) og til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (2), idet det ikke har foretaget en korrekt gennemførelse af følgende:

—

Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

a.

Medfører artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1215/2012 (1) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning) et krav om, at den påstand, den skadelidte fremfører til støtte for sagsanlægget mod forsikringstageren/den sikrede, vedrører en forsikringssag?

b.

Såfremt spørgsmål a) besvares bekræftende, er det forhold, at det erstatningskrav, som skadelidte søger at gøre gældende mod forsikringstageren/den sikrede, udspringer af de samme forhold og er fremsat inden for rammerne af samme sagsanlæg som det direkte søgsmål, der er anlagt mod forsikringsgiveren, da tilstrækkeligt til, at det kan konkluderes, at skadelidtes søgsmål er en forsikringssag?

c.

Såfremt spørgsmål a) besvares benægtende, er det da tilstrækkeligt, at lovgivningen, der finder anvendelse på det direkte sagsanlæg mod forsikringsgiveren, indeholder hjemmel til, at den sikrede kan inddrages i det direkte sagsanlæg mod forsikringsgiveren?

d.

Dækker begrebet »skadelidt« i artikel 13, stk. 2, en person, der er født som resultat af assisterede reproduktionsteknikker under omstændigheder, hvor denne person fremsætter erstatningskrav vedrørende uagtsomhed udvist i forbindelse med anvendelsen af de assisterede reproduktionsteknikker, der blev brugt ved denne persons undfangelse?

—

Rettens dom i sag T-308/18 ophæves.

—

Domstolen træffer endelig afgørelse vedrørende de spørgsmål, som er genstand for denne appel.

—

Sagsøgeren i sag T-308/18 tilpligtes at betale de omkostninger, som Rådet for Den Europæiske Union har afholdt i første instans og i forbindelse med den foreliggende appelsag.

1)

Artikel 1 i Kommissionens afgørelse C(2017) 900 final af 8. februar 2017 om en procedure efter artikel 101 TEUF (sag AT.40018 – genindvinding af batterier til biler) annulleres, for så vidt som den omhandler perioden mellem den 10. februar 2010 og den 10. januar 2011 og perioden mellem den 4. april 2011 og den 7. marts 2012, for så vidt som den vedrører Campine NV og Campine Recycling NV.

2)

Artikel 2 i afgørelse C(2017) 900 final annulleres, for så vidt som den fastsætter størrelsen af den bøde, der blev pålagt Campine og Campine Recycling, til 8 158 000 EUR.

3)

Størrelsen af den bøde, der blev pålagt Campine og Campine Recycling i artikel 2 i afgørelse C(2017) 900 final, fastsættes til 4 275 648 EUR.

4)

I øvrigt frifindes Kommissionen.

5)

Campine og Campine Recycling bærer to tredjedele af deres egne omkostninger.

6)

Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler en tredjedel af Campine og Campine Ryclings omkostninger.

1)

Afgørelsen truffet den 14. februar 2017 af Første Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 2125/2016-1) annulleres, for så vidt som appelkammeret herved har givet medhold i ugyldighedsbegæringen for »produkter og præparater til opdræt af fugle, krybdyr, amfibier«, i klasse 31 og »veterinærmedicinske, terapeutiske, desinfektions- og sanitære produkter og præparater til anvendelse i terrarier« i klasse 5.

2)

Klagen indgivet af Aviário Tropical, SA til prøvelse af afgørelsen truffet den 15. juli 2013 (nr. 6029C) af ugyldighedsafdelingen ved EUIPO forkastes, for så vidt som denne klage tilsigter, at varemærket TROPICAL erklæres ugyldigt for »produkter og præparater til opdræt af fugle, krybdyr, amfibier« i klasse 31 og »veterinærmedicinske, terapeutiske, desinfektions- og sanitære produkter og præparater til anvendelse i terrarier« i klasse 5.

3)

I øvrigt frifindes EUIPO.

4)

Tadeusz Ogrodnik bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de af EUIPO afholdte omkostninger.

5)

EUIPO betaler halvdelen af de af Tadeusz Ogrodnik afholdte omkostninger og bærer halvdelen af sine egne omkostninger.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Luigi Bruno betaler sagsomkostningerne.

3)

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union bærer hver deres egne omkostninger.

1)

Europa-Parlamentet frifindes.

2)

Hver part bærer sine egne omkostninger.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Neoperl AG betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Rezon OOD betaler sagsomkostningerne.

1)

Afgørelsen truffet den 30. november 2018 af Andet Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 876/2018-2) annulleres.

2)

Den af Jumbo Africa, SL til EUIPO indgivne klage forkastes.

3)

EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af Société des produits Nestlé SA afholdte omkostninger med henblik på sagens behandling for Retten.

4)

Jumbo Africa betaler de nødvendige omkostninger afholdt af Société des produits Nestlé SA med henblik på sagens behandling for appelkammeret ved EUIPO.

5)

I øvrigt frifindes EUIPO.

—

Sagsøgtes afgørelse C(2019) 2526 final af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn samt gav en utilstrækkelig begrundelse ved identificeringen, i den anfægtede afgørelse, af referenceordningen.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn samt gav en utilstrækkelig begrundelse, idet skattefritagelsen for koncernintern finansiering i den anfægtede afgørelse med urette blev kvalificeret som en fravigelse af referenceordningens normale funktionsmåde.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn, idet det i den anfægtede afgørelse blev fastslået, at skattefritagelsen for koncernintern finansiering medfører forskelsbehandling mellem økonomiske aktører.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen begik retlige fejl og/eller anlagde åbenbart urigtige skøn, idet det i den anfægtede afgørelse blev konkluderet, at skattefritagelsen for koncernintern finansiering ikke kan begrundes i karakteren eller den almindelige opbygning af referenceordningen.

—

Sagsøgtes afgørelse C(2019) 2526 final af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres, for så vidt som den finder anvendelse på sagsøgerne eller nogen af dem.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen foretog en ukorrekt anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved sit valg af referenceordning for analysen af beskatningsordningen. Kommissionen skulle som referenceordning have anvendt Det Forenede Kongeriges selskabsbeskatningsordning og ikke blot selve ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved at anlægge en fejlagtig tilgang til analysen af ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber. I 124.-126. betragtning til den anfægtede afgørelse behandlede Kommissionen med urette bestemmelserne i kapitel 9 i del 9A i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) som en form for undtagelse til en almindelig skattepligt indeholdt i denne lovs kapitel 5.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 127.-151. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at selektivitetskriteriet var opfyldt, idet virksomheder, som befandt sig i faktisk og retligt sammenlignelige situationer, blev behandlet forskelligt.

4.

Fjerde anbringende om, at 75 %-fritagelsen i henhold til sektion 371ID i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) er begrundet i beskatningsordningens karakter og almindelige opbygning.

5.

Femte anbringende om, at den omstændighed, at kontrollerede udenlandske selskaber, der opfyldte fritagelserne indeholdt i det nævnte kapitel 9, som en klasse blev pålagt en skattepligt, udgjorde en tilsidesættelse af sagsøgernes etableringsfrihed i strid med artikel 49 TEUF.

6.

Sjette anbringende om, at der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller foretaget en åbenbart urigtig vurdering med hensyn til 75 %-fritagelsen og spørgsmålet om en fast sats.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen afgørelse ikke overholder det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling eller det almindelige EU-retlige lighedsprincip.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen ligeledes begik en retlig fejl, da den foretog en analog anvendelse af eller i for høj grad forlod sig på ordlyden af Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1), som ikke tidsmæssigt fandt anvendelse.

9.

Niende anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 176. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at der fandtes en klasse af modtagere (herunder sagsøgerne), og at de (sagsøgerne) overhovedet havde opnået støtte, som skulle tilbagesøges i henhold til den anfægtede afgørelses artikel 2, stk. 1.

—

Annullation af Kommissionens afgørelse af 20. december 2018.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til tjenestemandsvedtægten og af artikel 7, stk. 1, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser:

2.

Andet anbringende om en ugrundet berigelse af Unionen:

—

Sagsøgtes afgørelse C(2019) 2526 final af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne eller nogen af dem.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen foretog en ukorrekt anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved sit valg af referenceordning for analysen af beskatningsordningen. Kommissionen skulle som referenceordning have anvendt Det Forenede Kongeriges selskabsbeskatningsordning og ikke blot selve ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved at anlægge en fejlagtig tilgang til analysen af ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber. I 124.-126. betragtning til den anfægtede afgørelse behandlede Kommissionen med urette bestemmelserne i kapitel 9 i del 9A i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) som en form for undtagelse til en almindelig skattepligt indeholdt i denne lovs kapitel 5.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 127.-151. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at selektivitetskriteriet var opfyldt, idet virksomheder, som befandt sig i faktisk og retligt sammenlignelige situationer, blev behandlet forskelligt.

4.

Fjerde anbringende om, at 75 %-fritagelsen i henhold til sektion 371ID i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) er begrundet i beskatningsordningens karakter og almindelige opbygning.

5.

Femte anbringende om, at den omstændighed, at kontrollerede udenlandske selskaber, der opfyldte fritagelserne indeholdt i det nævnte kapitel 9, som en klasse blev pålagt en skattepligt, udgjorde en tilsidesættelse af sagsøgernes etableringsfrihed i strid med artikel 49 TEUF.

6.

Sjette anbringende om, at der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller foretaget en åbenbart urigtig vurdering med hensyn til 75 %-fritagelsen og spørgsmålet om en fast sats.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen afgørelse ikke overholder det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling eller det almindelige EU-retlige lighedsprincip.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl, da den foretog en analog anvendelse af eller i for høj grad forlod sig på ordlyden af Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1), som ikke tidsmæssigt fandt anvendelse.

—

Sagsøgtes afgørelse C(2019) 2526 final af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne eller hver enkelt af dem.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen foretog en ukorrekt anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved sit valg af referenceordning for analysen af beskatningsordningen. Kommissionen skulle som referenceordning have anvendt Det Forenede Kongeriges selskabsbeskatningsordning og ikke blot selve ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved at anlægge en fejlagtig tilgang til analysen af ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber. I 124.-126. betragtning til den anfægtede afgørelse behandlede Kommissionen med urette bestemmelserne i kapitel 9 i del 9A i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) som en form for undtagelse til en almindelig skattepligt indeholdt i denne lovs kapitel 5.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 127.-151. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at selektivitetskriteriet var opfyldt, idet virksomheder, som befandt sig i faktisk og retligt sammenlignelige situationer, blev behandlet forskelligt.

4.

Fjerde anbringende om, at den »fulde« fritagelse i henhold til sektion 371IB i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) er begrundet i beskatningsordningens karakter og almindelige opbygning.

5.

Femte anbringende om, at 75 %-fritagelsen i henhold til sektion 371ID i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) er begrundet i beskatningsordningens karakter og almindelige opbygning.

6.

Sjette anbringende om, at den omstændighed, at kontrollerede udenlandske selskaber, der opfyldte fritagelserne indeholdt i det nævnte kapitel 9, som en klasse blev pålagt en skattepligt, udgjorde en tilsidesættelse af sagsøgernes etableringsfrihed i strid med artikel 49 TEUF.

7.

Syvende anbringende om, at der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller foretaget en åbenbart urigtig vurdering med hensyn til 75 %-fritagelsen og spørgsmålet om en fast sats.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen afgørelse ikke overholder det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling eller det almindelige EU-retlige lighedsprincip.

9.

Niende anbringende om, at Kommissionen også begik en retlig fejl, da den foretog en analog anvendelse af eller i for høj grad forlod sig på ordlyden af Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1), som ikke tidsmæssigt fandt anvendelse.

10.

Tiende anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 176. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at der fandtes en klasse af modtagere (herunder sagsøgerne), og at de (sagsøgerne) overhovedet havde opnået støtte, som skulle tilbagesøges i henhold til den anfægtede afgørelses artikel 2, stk. 1.

—

Sagsøgtes afgørelse C(2019) 2526 final af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne eller hver enkelt af dem.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen foretog en ukorrekt anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved sit valg af referenceordning for analysen af beskatningsordningen. Kommissionen skulle som referenceordning have anvendt Det Forenede Kongeriges selskabsbeskatningsordning og ikke blot selve ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved at anlægge en fejlagtig tilgang til analysen af ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber. I 124.-126. betragtning til den anfægtede afgørelse behandlede Kommissionen med urette bestemmelserne i kapitel 9 i del 9A i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) som en form for undtagelse til en almindelig skattepligt indeholdt i denne lovs kapitel 5.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 127.-151. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at selektivitetskriteriet var opfyldt, idet virksomheder, som befandt sig i faktisk og retligt sammenlignelige situationer, blev behandlet forskelligt.

4.

Fjerde anbringende om, at den »fulde« fritagelse i henhold til sektion 371IB i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) er begrundet i beskatningsordningens karakter og almindelige opbygning.

5.

Femte anbringende om, at 75 %-fritagelsen i henhold til sektion 371ID i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) er begrundet i beskatningsordningens karakter og almindelige opbygning.

6.

Sjette anbringende om, at den omstændighed, at kontrollerede udenlandske selskaber, der opfyldte fritagelserne indeholdt i det nævnte kapitel 9, som en klasse blev pålagt en skattepligt, udgjorde en tilsidesættelse af sagsøgernes etableringsfrihed i strid med artikel 49 TEUF.

7.

Syvende anbringende om, at der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller foretaget en åbenbart urigtig vurdering med hensyn til 75 %-fritagelsen og spørgsmålet om en fast sats.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen afgørelse ikke overholder det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling eller det almindelige EU-retlige lighedsprincip.

9.

Niende anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl, da den foretog en analog anvendelse af eller i for høj grad forlod sig på ordlyden af Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1), som ikke tidsmæssigt fandt anvendelse.

10.

Tiende anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 176. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at der fandtes en klasse af modtagere (herunder sagsøgerne), og at de (sagsøgerne) overhovedet havde opnået støtte, som skulle tilbagesøges i henhold til den anfægtede afgørelses artikel 2, stk. 1.

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne eller nogen af dem.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen foretog en ukorrekt anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved sit valg af referenceordning for analysen af beskatningsordningen. Kommissionen skulle som referenceordning have anvendt Det Forenede Kongeriges selskabsbeskatningsordning og ikke blot selve ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved at anlægge en fejlagtig tilgang til analysen af ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber. I 124.-126. betragtning til den anfægtede afgørelse behandlede Kommissionen med urette bestemmelserne i kapitel 9 i del 9A i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) som en form for undtagelse til en almindelig skattepligt indeholdt i denne lovs kapitel 5.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 127.-151. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at selektivitetskriteriet var opfyldt, idet virksomheder, som befandt sig i faktisk og retligt sammenlignelige situationer, blev behandlet forskelligt.

4.

Fjerde anbringende om, at 75 %-fritagelsen i henhold til sektion 371ID i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) er begrundet i beskatningsordningens karakter og almindelige opbygning.

5.

Femte anbringende om, at den omstændighed, at kontrollerede udenlandske selskaber, der opfyldte fritagelserne indeholdt i det nævnte kapitel 9, som en klasse blev pålagt en skattepligt, udgjorde en tilsidesættelse af sagsøgernes etableringsfrihed i strid med artikel 49 TEUF.

6.

Sjette anbringende om, at der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller foretaget en åbenbart urigtig vurdering med hensyn til 75 %-fritagelsen og spørgsmålet om en fast sats.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen afgørelse ikke overholder det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling eller det almindelige EU-retlige lighedsprincip.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl, da den foretog en analog anvendelse af eller i for høj grad forlod sig på ordlyden af Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1), som ikke tidsmæssigt fandt anvendelse.

9.

Niende anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 176. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at der fandtes en klasse af modtagere (herunder sagsøgerne), og at de (sagsøgerne) overhovedet havde opnået støtte, som skulle tilbagesøges i henhold til den anfægtede afgørelses artikel 2, stk. 1.

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne eller nogen af dem.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen foretog en ukorrekt anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved sit valg af referenceordning for analysen af beskatningsordningen. Kommissionen skulle som referenceordning have anvendt Det Forenede Kongeriges selskabsbeskatningsordning og ikke blot selve ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved at anlægge en fejlagtig tilgang til analysen af ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber. I 124.-126. betragtning til den anfægtede afgørelse behandlede Kommissionen med urette bestemmelserne i kapitel 9 i del 9A i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) som en form for undtagelse til en almindelig skattepligt indeholdt i denne lovs kapitel 5.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 127.-151. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at selektivitetskriteriet var opfyldt, idet virksomheder, som befandt sig i faktisk og retligt sammenlignelige situationer, blev behandlet forskelligt.

4.

Fjerde anbringende om, at 75 %-fritagelsen i henhold til sektion 371ID i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) er begrundet i beskatningsordningens karakter og almindelige opbygning.

5.

Femte anbringende om, at den omstændighed, at kontrollerede udenlandske selskaber, der opfyldte fritagelserne indeholdt i det nævnte kapitel 9, som en klasse blev pålagt en skattepligt, udgjorde en tilsidesættelse af sagsøgernes etableringsfrihed i strid med artikel 49 TEUF.

6.

Sjette anbringende om, at der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller foretaget en åbenbart urigtig vurdering med hensyn til 75 %-fritagelsen og spørgsmålet om en fast sats.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen afgørelse ikke overholder det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling eller det almindelige EU-retlige lighedsprincip.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl, da den foretog en analog anvendelse af eller i for høj grad forlod sig på ordlyden af Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1), som ikke tidsmæssigt fandt anvendelse.

9.

Niende anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 176. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at der fandtes en klasse af modtagere (herunder sagsøgerne), og at de (sagsøgerne) overhovedet havde opnået støtte, som skulle tilbagesøges i henhold til den anfægtede afgørelses artikel 2, stk. 1.

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1295 af 1. august 2019 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2018/1469 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i Rusland og Ukraine efter en delvis interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning (EU) 2016/1036 annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 2, stk. 3, første afsnit, artikel 2, stk. 4, første afsnit, artikel 2, stk. 6, første pkt. og artikel 9, stk. 4, i forordning (EU) 2016/1036 (»grundforordningen«) (1) og artikel 2.2.2., første pkt., og artikel 9.3 i WTO’s antidumpingaftale ved i forbindelse med beregningen af dumpingmargenen at inddrage salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (»SA&G«) for de salg, som sagsøgerne foretog til deres forretningsmæssigt forbundne indenlandske forhandler.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fratrække et beløb, der svarede til SA&G-omkostningerne for den forretningsmæssigt forbundne forhandler og en antaget fortjeneste fra en ikke forretningsmæssigt forbunden importør fra sagsøgernes eksportpris som en justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, nr. i), og artikel 2, stk. 10, første afsnit.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen tilsidesatte grundforordningens artikel 11, stk. 9, og foretog en retsstridig beregning af sagsøgernes dumpingmargen ved at anvende en anden metode til fastsættelsen af normalværdien og sagsøgernes eksportpris i forhold til den metode, der blev anvendt i den tidligere undersøgelse, der førte til pålæggelsen af foranstaltningen under prøvelse.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgernes ret til forsvar derved, at den anden supplerende fremlæggelse, der blev modtaget samme dag som offentliggørelsen af den anfægtede forordning, indeholder nye faktiske oplysninger, som sagsøgerne ikke blev givet mulighed for at kommentere.

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne eller nogen af dem.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen foretog en ukorrekt anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved sit valg af referenceordning for analysen af beskatningsordningen. Kommissionen skulle som referenceordning have anvendt Det Forenede Kongeriges selskabsbeskatningsordning og ikke blot selve ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved at anlægge en fejlagtig tilgang til analysen af ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber. I 124.-126. betragtning til den anfægtede afgørelse behandlede Kommissionen med urette bestemmelserne i kapitel 9 i del 9A i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) som en form for undtagelse til en almindelig skattepligt indeholdt i denne lovs kapitel 5.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 127.-151. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at selektivitetskriteriet var opfyldt, idet virksomheder, som befandt sig i faktisk og retligt sammenlignelige situationer, blev behandlet forskelligt.

4.

Fjerde anbringende om, at 75 %-fritagelsen i henhold til sektion 371ID i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) er begrundet i beskatningsordningens karakter og almindelige opbygning.

5.

Femte anbringende om, at fritagelsen vedrørende »matched interest« (en tilsvarende interesse) i henhold til sektion 371IE i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) er begrundet i beskatningsordningens karakter og almindelige opbygning.

6.

Sjette anbringende om, at den omstændighed, at kontrollerede udenlandske selskaber, der opfyldte fritagelserne indeholdt i det nævnte kapitel 9, som en klasse blev pålagt en skattepligt, udgjorde en tilsidesættelse af sagsøgernes etableringsfrihed i strid med artikel 49 TEUF.

7.

Syvende anbringende om, at der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller foretaget en åbenbart urigtig vurdering med hensyn til 75 %-fritagelsen og spørgsmålet om en fast sats.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen afgørelse ikke overholder det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling eller det almindelige EU-retlige lighedsprincip.

9.

Niende anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl, da den foretog en analog anvendelse af eller i for høj grad forlod sig på ordlyden af Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1), som ikke tidsmæssigt fandt anvendelse.

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 2. april 2019 om Det Forenede Kongeriges statsstøtte (SA.44896) vedrørende skattefritagelse for koncernintern finansiering for kontrollerede udenlandske selskaber annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne eller nogen af dem.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgernes omkostninger.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen foretog en ukorrekt anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved sit valg af referenceordning for analysen af beskatningsordningen. Kommissionen skulle som referenceordning have anvendt Det Forenede Kongeriges selskabsbeskatningsordning og ikke blot selve ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og/eller anlagde et åbenbart urigtigt skøn eller foretog en åbenbart urigtig bedømmelse ved at anlægge en fejlagtig tilgang til analysen af ordningen for kontrollerede udenlandske selskaber. I 124.-126. betragtning til den anfægtede afgørelse behandlede Kommissionen med urette bestemmelserne i kapitel 9 i del 9A i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) som en form for undtagelse til en almindelig skattepligt indeholdt i denne lovs kapitel 5.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 127.-151. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at selektivitetskriteriet var opfyldt, idet virksomheder, som befandt sig i faktisk og retligt sammenlignelige situationer, blev behandlet forskelligt.

4.

Fjerde anbringende om, at 75 %-fritagelsen i henhold til sektion 371ID i 2010-skatteloven (internationale og andre bestemmelser) er begrundet i beskatningsordningens karakter og almindelige opbygning.

5.

Femte anbringende om, at den omstændighed, at kontrollerede udenlandske selskaber, der opfyldte fritagelserne indeholdt i det nævnte kapitel 9, som en klasse blev pålagt en skattepligt, udgjorde en tilsidesættelse af sagsøgernes etableringsfrihed i strid med artikel 49 TEUF.

6.

Sjette anbringende om, at der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller foretaget en åbenbart urigtig vurdering med hensyn til 75 %-fritagelsen og spørgsmålet om en fast sats.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen afgørelse ikke overholder det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling eller det almindelige EU-retlige lighedsprincip.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl, da den foretog en analog anvendelse af eller i for høj grad forlod sig på ordlyden af Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (1), som ikke tidsmæssigt fandt anvendelse.

9.

Niende anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved sin anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, da den i 176. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at der fandtes en klasse af modtagere (herunder sagsøgerne), og at de (sagsøgerne) overhovedet havde opnået støtte, som skulle tilbagesøges i henhold til den anfægtede afgørelses artikel 2, stk. 1.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1688 af 8. oktober 2019 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af blandinger af urinstof og ammoniumnitrat, med oprindelse i Rusland, Trinidad og Tobago samt USA annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 37, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625.

—

Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af princippet om god forvaltningsskik

—

Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, første punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Artikel 1 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1382 (1) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

virkningerne af den anfægtede forordning opretholdes, indtil Kommissionen har vedtaget de til opfyldelse af Rettens dom nødvendige foranstaltninger i henhold til artikel 264, stk. 2, TEUF.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen ikke havde kompetence og handlede i strid med artikel 1, stk. 1, i forordning (EU) 2015/477 (»kombineret virkning-forordningen«) (2) og artikel 9, stk. 5, i forordning (EU) 2016/1036 (»antidumpinggrundforordningen«) (3) ved at pålægge forskellige niveauer for antidumpingtold, alt efter om kontingenterne i henhold til beskyttelsesforanstaltningerne var opbrugt.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn og handlede i strid med kombineret virkning-forordningens artikel 1, stk. 1, og grundforordningens artikel 9, stk. 5, ved kun at ændre antidumpingforanstaltningerne, når beskyttelsesforanstaltningerne var opbrugt.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres og indsigelsen forkastes.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse.

—

EUIPO og den anden part i sagen tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling for Andet Appelkammer og med nærværende sag.

—

Tilsidesættelse af artikel 42, stk. 2, i og Rådets forordning (EF) 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse, hvorved Kommissionen har besluttet ikke at gøre indsigelser mod »Ændring af ordningen om tilskud til ressourcetilstrækkelighed. Indførelse af miljøkrav«, statsstøtte nr. SA.53821 (2019/N), annulleres

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med sagen.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens processuelle rettigheder i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, eftersom sagsøgeren – inden for rammerne af en formel undersøgelsesprocedure, som i det foreliggende tilfælde ikke er indledt – ikke er blevet anmodet om at fremsætte sine bemærkninger til ændringen af antallet af deltagere på kapacitetsmarkedet, for så vidt som begrebet »ny kapacitet« ud over nye produktionsenheder, som allerede har fået alle nødvendige tilladelser til etablering og drift af anlæggene, er blevet udvidet til også at gælde nye produktionsenheder med hensyn til hvilke, der først for nylig er indledt administrative procedurer med henblik udstedelse af disse tilladelser.

2.

Andet anbringende om, at afgørelsen er behæftet med en mangelfuld undersøgelse og manglende begrundelse.

—

Den anfægtede afgørelse, hvorved Kommissionen har besluttet ikke at gøre indsigelser mod »Ændring af ordningen om tilskud til ressourcetilstrækkelighed. Indførelse af miljøkrav«, statsstøtte nr. SA.53821 (2019/N), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med sagen.

—

Sagsøgeren har i denne forbindelse henvist til aspekterne ved og virkningerne af, at markedskapaciteten udvides til nye ikke-tilladte produktionsenheder, som Kommissionen endnu ikke har foretaget en passende vurdering af, og sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at Kommissionen burde have undersøgt de nye aspekter ved den ændrede lovgivning, hvilken Kommissionen imidlertid enten har undladt at undersøge eller vurderet fejlagtigt.

—

Sagen fremmes til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold.

—

Annullation af Kommissionens afgørelse af 15. oktober 2019 om nedsættelse af værdien af kontrakt CARDS/2008/166-429 fra 199 125 EUR til 0 (nul) EUR og om inddrivelse af alle de betalinger, på et beløb af 1 197 055,86 EUR, som er foretaget i henhold til den nævnte kontrakt.

—

Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale alle de beløb, der eventuelt er inddrevet af Kommissionen på grundlag af denne afgørelse, med tillæg af morarenter beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats, forhøjet med 7 procentpoint.

—

Kommissionen tilpligtes at betale den sidste faktura, som sagsøgeren har udstedt, på et beløb af 437 649,39 EUR, med tillæg af morarenter beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats, forhøjet med 7 procentpoint, samt at frigive bankgarantien på et beløb af (…) og at betale erstatning for det økonomiske tab, der er lidt som følge af denne for sene frigivelse.

—

Kommissionen tilpligtes at betale en symbolsk erstatning på 1 EUR, med forbehold for forhøjelse.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen ikke har kompetence til at vedtage den omtvistede afgørelse, at sidstnævnte mangler retligt grundlag, og at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er tilsidesat. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at Kommissionen ikke havde kompetence til at vedtage den omtvistede afgørelse, som udgjorde et eksekutionsfundament med henblik på inddrivelsen af den fordring, som Kommissionen påstår at have på sagsøgeren, i mangel af en voldgiftsklausul, som tillægger kompetence til EU’s retsinstanser med hensyn til de tvister, som opstår mellem disse, på det kontraktlige område.

2.

Andet anbringende om, at den påståede fordring er forældet og, i alle tilfælde, om tilsidesættelse af en passende frist, af artikel 73a, stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 248, s. 1) (herefter »finansforordningen af 2002«), af retten til god forvaltning som fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og af artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK). Ifølge sagsøgeren er den fordring, som Kommissionen påstår at have på sagsøgeren, forældet, eftersom den frist på fem år, der er fastsat i artikel 73a i finansforordningen 2002, er udløbet. I øvrigt finder artikel 85b, stk. 4, i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 357, s. 1) (herefter »gennemførelsesforordningen af 2002«) vedrørende grunde til afbrydelse af forældelsesfristen, ikke anvendelse. Under alle omstændigheder, og selv om afbrydelsen af forældelsesfristen var lovlig, er fristen for at vedtage den anfægtede afgørelse og den debetnota, som er vedlagt denne, åbenbart urimelig og tilsidesætter EMRK’s artikel 41 (for så vidt som denne fastsætter en grundlæggende ret, der ligeledes udgør et almindeligt retsprincip.).

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af dommen fra retten i første instans i Bruxelles (Belgien) af 5. oktober 2017 og af retssætningen om, at administrative sager skal afvente udfaldet af straffesager. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen er bundet af dommen af 5. oktober 2017 afsagt af den belgiske strafferet, som fastslog, at retsforfølgningen skulle afvises, da der ikke forelå elementer, som kunne bevise de påtalte faktiske omstændigheder. Kommissionen, som i øvrigt var indtrådt som civil part i straffesagen og som havde besluttet at afvente udfaldet af den belgiske sag inden vedtagelsen af afgørelsen om inddrivelse, er bundet af det nævnte udfald og den nationale retsinstans’ konstateringer og dette selv om dommen fra den belgiske retsinstans ikke havde retskraft i forhold til Kommissionen.

4.

Fjerde anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med åbenbart urigtige skøn. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at det er åbenbart, at de forhold, der foreholdes sagsøgeren, ikke er bevist og at der åbenbart ikke foreligger, a fortiori alvorlige, ulovligheder. Den anfægtede afgørelse er baseret på to rapporter fra OLAF. De af sagsøgte fremførte klagepunkter er imidlertid ikke bevist.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af instrukserne til tilbudsgiverne og af artikel 103 i finansforordningen af 2002. Sagsøgeren er af den opfattelse, at der blandt de klagepunkter, som sagsøgte har påberåbt sig over for sagsøgeren, ikke er nogen, som vedrører den omstændighed, at sidstnævnte fik fortrolige oplysninger, indgik en ulovlig aftale med en konkurrent eller øvede indflydelse på bedømmelsesudvalget eller på den ordregivende myndighed i forbindelse med undersøgelsen, klarlæggelsen, bedømmelsen eller sammenligningen af tilbuddene. Følgelig er hverken betingelserne i artikel 103 i finansforordningen af 2002 eller betingelserne i artikel 13, litra a), i instrukserne til tilbudsgiverne opfyldt.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar med den begrundelse, at sagsøgerens ret til at blive hørt er tilsidesat.

7.

Syvende anbringende om tilsidesættelse af princippet om god administration, af princippet om, at kontrakter skal opfyldes i god tro, og af princippet om forbud mod »retsmisbrug«. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at Kommissionen hverken har handlet omhyggeligt eller upartisk.

8.

Ottende anbringende om en ulovlighedsindsigelse med hensyn til artikel 103 i finansforordningen af 2002, for så vidt som denne artikel tilsidesætter det almindelige retsprincip om forbud mod ugrundet berigelse. Artikel 103 i finansforordningen af 2002 giver nemlig en institution mulighed for at inddrive alle de beløb, der er betalt i hele den periode, hvor kontrakten blev opfyldt, selv om sidstnævnte udelukkende blev opfyldt af kontrahenten. Artikel 103 i finansforordningen af 2002 betyder, at institutionen således kan nyde godt af alle de ydelser, der leveres af kontrahenten, uden at der skyldes denne noget beløb. Det skal fastslås, at artikel 103 er ulovlig, for så vidt som den tillader institutionen at forbedre sin formue ubegrundet til skade for kontrahentens formue.

9.

Niende anbringende, som fremsættes subsidiært, om tilsidesættelse af artikel 103 i finansforordningen af 2002 og af proportionalitetsprincippet. Ifølge sagsøgeren skal institutionens bedømmelse foretages i overensstemmelse med artikel 103 i finansforordningen af 2002. Dette betyder, at Kommissionen ikke kan anvende flere sanktioner, idet artikel 103 fastsætter en liste over sanktioner, som ikke er kumulativ. Denne bedømmelse skal desuden foretages under overholdelse af proportionalitetsprincippet, idet institutionen skal sikre, at dens afgørelse står i forhold til alvorligheden af den pågældende ulovlighed. Denne proportionalitetsforpligtelse er et udtryk for princippet om god tro, som gælder ved opfyldelsen af kontrakter. Dette har imidlertid ikke været tilfældet i den foreliggende sag.

—

Søgsmålet antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgeren medhold.

—

Kommissionens afgørelse af 15. oktober 2019 om nedsættelse af beløbet for kontrakten TACIS/2006/101-510 fra 4 410 000 EUR til 0 (nul) EUR og tilbagesøgningen af alle udbetalinger for i alt 4 241 507 EUR, der var foretaget som led i denne kontrakt, annulleres.

—

Det pålægges Kommissionen at tilbagebetale alle de beløb, som den eventuelt har inddrevet i henhold til denne afgørelse, med tillæg af renter i henhold til den af Den Europæiske Centralbank fastsatte sats, forhøjet med syv procentpoint.

—

Kommissionen tilpligtes at betale et symbolsk beløb på 1 EUR i erstatning og renter med forbehold for forhøjelse.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende om Kommissionens manglende beføjelse til at vedtage den anfægtede afgørelse, det manglende retsgrundlag herfor og om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen ikke havde kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse, som skabte et fuldbyrdelsesgrundlag for inddrivelsen af den fordring, som Kommissionen angav, at den havde i forhold til sagsøgeren, uden at der fandtes en voldgiftsklausul, som tillagde Unionens retsinstanser en kompetence i tvister mellem parterne på det kontraktretlige område.

2.

Det andet anbringende om en forældelse af den angivelige fordring og under alle omstændigheder om en tilsidesættelse af den rimelige frist, af artikel 73a, stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 248, s. 1) (herefter »2002-finansforordningen«), af retten til god forvaltning som fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og af artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMRK«). Det er sagsøgerens opfattelse, at den fordring, som Kommissionen mener at have i forhold til denne, er forældet, eftersom femårsfristen, der er fastsat i 2002-finansofordningens artikel 73a, er udløbet. Artikel 85b, stk. 4, i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 357, s. 1) (herefter »2002-gennemførelsesforordningen«) om grunde til afbrydelse af forældelsesfristen er i øvrigt ugyldig. Under alle omstændigheder, og selv om afbrydelsen af forældelsesfristen var lovlig, er den forløbne tid for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og af debitnotaen hertil åbenbart urimelig og i strid med artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder og med EMRK’s artikel 6, stk. 1 (for så vidt som den fastsætter en grundlæggende ret, der ligeledes udgør et almindeligt retsprincip).

3.

Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af dom, afsagt af tribunal de première instance de Bruxelles (ret i første instans i Bruxelles, Belgien) den 5. oktober 2017, og af maksimen om, at »administrative sager skal afvente udfaldet af straffesager«. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen er bundet af dommen afsagt den 5. oktober 2017 af en belgisk strafferetlig domstol, som frifandt sagsøgeren, idet der ikke var beviser for tiltaleforholdene. Eftersom Kommissionen, der i øvrigt var civil part for den strafferetlige domstol, havde besluttet at afvente resultatet af den belgiske sag, inden den vedtog afgørelsen om inddrivelse, er den bundet af dette resultat og af den nationale rets konklusioner, selv om den belgiske rets afgørelse ikke havde retskraft i forhold til Kommissionen.

4.

Det fjerde anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med åbenbart urigtige vurderinger. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at det er åbenbart, at de foreholdte faktiske omstændigheder ikke er bevist, og at der åbenbart ikke foreligger uregelmæssigheder, som skulle være alvorlige. Den anfægtede afgørelse er støttet på to rapporter fra OLAF. Kommissionens klagepunkter er således ikke godtgjort.

5.

Det femte anbringende om en tilsidesættelse af instrukserne til tilbudsgiverne og af 2002-finansforordningens artikel 103. Sagsøgeren har gjort gældende, at ingen af de klagepunkter, som Kommissionen har fremsat i forhold til sagsøgeren, vedrører den omstændighed, at sagsøgeren havde opnået fortrolige oplysninger, havde indgået en ulovlig aftale med en konkurrent eller havde påvirket bedømmelsesudvalget eller den ordregivende myndighed under gennemgangen, afklaringen, bedømmelsen eller sammenligningen af buddene. Dermed var hverken betingelserne i 2002-finansforordningens artikel 103 eller i artikel 13, litra a), i instrukserne til tilbudsgiverne opfyldt.

6.

Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af retten til forsvar, eftersom sagsøgerens ret til at blive hørt er blevet tilsidesat.

7.

Det syvende anbringende om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, af princippet om loyal opfyldelse af kontrakterne og af princippet om »rettighedsmisbrug«. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen hverken har handlet omhyggeligt eller upartisk.

8.

Det ottende anbringende om en formalitetsindsigelse i forhold til 2002-finansforordningens artikel 103, for så vidt som denne tilsidesætter det almindelige princip om forbud mod uberettiget berigelse. 2002-finansforordningens artikel 103 giver nemlig denne institution mulighed for at inddrive hele det beløb, der er udbetalt i kontraktens gennemførelsesperiode, selv om kontrahenten har gennemført kontrakten fuldstændigt. 2002-finansforordningens artikel 103 indebærer, at institutionen således kan drage fordel af alle kontrahentens ydelser, uden at den skylder denne betaling herfor. Artikel 103 skal således erklæres ulovlig, for så vidt som den tillader institutionen en uberettiget berigelse til skade for kontrahenten.

9.

Det niende anbringende, der er fremsat subsidiært, om en tilsidesættelse af 2002-finansforordningens artikel 103 og af proportionalitetsprincippet. Det er sagsøgerens opfattelse, at institutionen skal foretage sin bedømmelse i henhold til 2002-finansforordningens artikel 103. Bedømmelsen skal ligeledes foretages under overholdelse af proportionalitetsprincippet, idet institutionen skal sikre sig, at dens afgørelse står i forhold til den pågældende uregelmæssigheds alvor. Denne proportionalitetsforpligtelse er udtryk for princippet om loyal opfyldelse af kontrakter. Dette har ikke været tilfældet i den foreliggende sag.

—

Afgørelse truffet af Den Europæiske Centralbank den 14. november 2019, hvorved Anglo Austrian AAB Bank AG’s tilladelse til at drive virksomhed som kreditinstitut blev inddraget, annulleres.

—

Den Europæiske Centralbank tilpligtes at betale sagsomkostningerne

—

I betragtning af de foreliggende omstændigheder pådømmes sagen forud for andre sager i medfør af artikel 67, stk. 2, i Rettens procesreglement.

1.

ECB har tilsidesat artikel 14, stk. 5, i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (1), idet den har foretaget en fejlagtig anvendelse af den nationale lovgivning, som i medfør af denne forordnings artikel 4, stk. 3, finder anvendelse på inddragelse af tilladelser.

2.

ECB har tilsidesat proportionalitetsprincippet, eftersom den med inddragelsen af tilladelsen uretmæssigt har anvendt den sidste udvej blandt de mulige tilsynsbeføjelser.

3.

ECB har tilsidesat Anglo Austrian AAB Bank AG’s ret til effektive retsmidler ved ikke at udsætte fuldbyrdelsen af afgørelsen.

4.

ECB har tilsidesat artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 31 og 32 i forordning (EU) nr. 1024/2013 samt § 70, stk. 4, i Bankwesengesetz og artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, idet den ikke har overholdt Anglo Austrian AAB Bank AG’s deri fastsatte processuelle rettigheder.

5.

ECB har tilsidesat Belegging-Maatschappij »Far-East« B.V.’s ejendomsret, idet den har inddraget Anglo Austrian AAB Bank AG’s tilladelse og derved har ødelagt den økonomiske værdi af de andele, som Belegging-Maatschappij »Far-East« B.V. ejer i Anglo Austrian AAB Bank AG.