—

Rettens dom af 6. december 2018 i sag T-665/17 ophæves.

—

Der afsiges endelig dom vedrørende artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 (1), eller subsidiært hjemvises sagen til Retten.

—

EUIPO og enhver part, der intervenerer i denne appel, tilpligtes at bære deres egne omkostninger og at betale appellantens omkostninger i appelsagen og i sagen for Retten i sag T-665/17.

1.

Retten tilsidesatte EU-varemærkeforordningens artikel 8, stk. 1, litra b).

2.

Retten begrundede ikke sin konklusion om, at det ældre varemærke, som intervenienten påberåbte sig (herefter »det ældre varemærke«), havde en høj grad af særpræg vedrørende »finansiel virksomhed, valutarisk virksomhed og bankvirksomhed«.

3.

Retten fordrejede de faktiske omstændigheder både i forbindelse med dens vurdering af det ældre varemærke og det varemærke, der var rejst indsigelse mod, og i forbindelse med nævnte konklusion om en høj grad af særpræg.

1.

Retten tog hensyn til det ældre varemærkes renommé både i forbindelse med vurderingen af varemærkernes lighed og i forbindelse med helhedsvurderingen af risikoen for forveksling, hvilket var en fejlagtig tilgang og førte til en uacceptabel »dobbelt medregning«.

2.

Retten behandlede fejlagtigt både det ældre varemærke og det varemærke, der var rejst indsigelse mod, som om, de i det væsentlige var ordmærker, og den tog derved ikke tilstrækkeligt hensyn til deres figurative karakter, hvilket havde en negativ indvirkning på vurderingen af både de visuelle og de fonetiske ligheder mellem de omhandlede varemærker og den relative vægtning, der skulle tillægges hvert af disse aspekter.

3.

Retten begik en række fejl vedrørende identificeringen af de tjenesteydelser i klasse 36, med hensyn til hvilke den fandt, at det ældre varemærke havde et renommé og dermed særpræg.

4.

Både som følge af ovennævnte fejl og ved ikke at tage hensyn til yderligere væsentlige faktorer foretog Retten ikke en korrekt helhedsvurdering af risikoen for forveksling mellem det ældre varemærke og det varemærke, der var rejst indsigelse mod.

1.

Den Europæiske Unions Rets dom (Fjerde Afdeling) af 4. december 2018 i sag T-560/16 ophæves i sin helhed.

2.

Der træffes afgørelse i overensstemmelse med den af sagsøgeren i den nævnte sag nedlagte påstand, dvs. at

EUIPO’s (dengang KHIM’s) afgørelse af 2. oktober 2014 om at omplacere fra afdelingen for »internationalt samarbejde og retlige anliggender« til afdelingen »operationer« annulleres.

Subsidiært hjemvises sagen til Retten efter ophævelse af den ovennævnte dom.

3.

EUIPO tilpligtes at betale alle de omkostninger, der er opstået i forbindelse med sagen, dvs. sagen for Retten og appelsagen for EU-Domstolen.

1)

Skal artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/118/EF (1) fortolkes således, at den er til hinder for en afgift som værdiafgiften på elektricitetsproduktion, der nominelt set er en direkte afgift, men som ved en nærmere undersøgelse af dens virkelige beskaffenhed viser sig at være en indirekte afgift uden et særligt formål, som udelukkende tjener et opkrævningsmæssigt formål, uden at den kvalificering, som den nationale lovgivning anvender, kan have forrang for fortolkningen af EU-retten, som er reguleret ved målsætningerne i den nævnte retsorden og på grundlag af afgiftens objektive kendetegn?

2)

Forfølger værdiafgiften på elektricitetsproduktion, selv om den kvalificeres som en miljøafgift, et væsentligt opkrævningsmæssigt formål, idet den pålægges virksomhed med produktion og levering af elektricitet til elforsyningssystemet uafhængigt af virksomhedens intensitet og indvirkning på miljøet, og således tilsidesætter artikel 1 og artikel 3, stk. 1, stk. 2, og stk. 3, litra a), idet sidstnævnte skal sammenholdes med artikel 2, litra k), i direktiv 2009/28/EF (2)?

3)

Skal princippet om fri konkurrence og princippet om fremme af energi fra vedvarende energikilder fortolkes således, at de er til hinder for værdiafgiften på elektricitetsproduktion, for så vidt som energi fra ikke-vedvarende energikilder gives samme afgiftsmæssige behandling som energi fra vedvarende energikilder, hvorved sidstnævnte udsættes for forskelsbehandling, og støtteordningen i artikel 2, litra k), og de følgende bestemmelser i direktiv 2009/28/EF tilsidesættes?

4)

Er det nævnte princip om fri konkurrence og artikel 32, 33 og 34 (KAPITEL VIII, TILRETTELÆGGELSE AF SYSTEMADGANGEN) i direktiv 2009/72/EF (3) til hinder for værdiafgiften på elektricitetsproduktion, for så vidt som det antages, at afgiften indebærer en positiv forskelsbehandling af de udenlandske elektricitetsproducenter til skade for de spanske producenter med en deraf følgende forvridning af det indre marked for elektricitet og af systemadgangen?

1)

Skal artikel 56 TEUF, Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (1) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU af 15. maj 2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF (2) fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse, som fastsætter meget store bøder for overtrædelser af formelle forpligtelser i forbindelse med beskæftigelse af arbejdstagere på tværs af grænserne, såsom den manglende overholdelse af pligten til opbevaring af lønbilag eller manglende anmeldelse til den centrale koordinationsinstans, navnlig store minimumsbøder, som idømmes kumulativt pr. berørt arbejdstager?

2)

I tilfælde af, at det første spørgsmål ikke besvares bekræftende:

Skal artikel 56 TEUF samt direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU da fortolkes således, at de er til hinder for pålæggelse af kumulative bøder for overtrædelser af formelle forpligtelser ved beskæftigelse af arbejdstagere på tværs af grænserne uden absolutte maksimumgrænser?

1)

Skal artikel 7 og 8 samt artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, eventuelt sammenholdt med chartrets artikel 47, fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning i en medlemsstat, der inden for rammerne af ordningen for udveksling af oplysninger efter anmodning, der navnlig blev indført med henblik på gennemførelse af Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (1), udelukker enhver klageadgang, herunder retslig, for den tredjepart, som er i besiddelse af oplysningerne, i forbindelse med et påbud, hvorved den kompetente myndighed i denne medlemsstat pålægger den pågældende tredjepart at fremlægge oplysninger med henblik på at imødekomme en anmodning om udveksling af oplysninger fra en anden medlemsstat?

2)

Besvares det første spørgsmål bekræftende, skal artikel 1, stk. 1, og artikel 5 i direktiv 2011/16 da, i givet fald under hensyntagen til udviklingen i fortolkningen af artikel 26 i OECD’s modelbeskatningsoverenskomst, fortolkes således, at en anmodning om udveksling sammen med et påbud udstedt af den bistandssøgte medlemsstats kompetente myndighed for at følge op på anmodningen, opfylder kriteriet om, at der ikke er tale om åbenlyst manglende forventet relevans, når den bistandssøgende medlemsstat angiver den berørte skattepligtige persons identitet, den periode, der er omfattet af undersøgelsen i den bistandssøgende medlemsstat, og identiteten af den, som er i besiddelse af de pågældende oplysninger, og samtidig anmoder om oplysninger om ikke nærmere præciserede kontrakter, faktureringer og betalinger i tilknytning hertil, som imidlertid er afgrænset af kriterierne vedrørende for det første den omstændighed, at de er indgået af den, som er i besiddelse af de identificerede oplysninger, for det andet den omstændighed, at de vedrører de skatteår, der er omfattet af den undersøgelse, som foretages af myndighederne i den bistandssøgende stat, og for det tredje deres tilknytning til den identificerede berørte skattepligtige person?

1)

Skal artikel 7 og 8 samt artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, eventuelt sammenholdt med chartrets artikel 47, fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning i en medlemsstat, der inden for rammerne af ordningen for udveksling af oplysninger efter anmodning, der navnlig blev indført med henblik på gennemførelse af Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (1), udelukker enhver klageadgang, herunder retslig, for den tredjepart, som er i besiddelse af oplysningerne, i forbindelse med et påbud, hvorved den kompetente myndighed i denne medlemsstat pålægger den pågældende tredjepart at fremlægge oplysninger med henblik på at imødekomme en anmodning om udveksling af oplysninger fra en anden medlemsstat?

2)

Besvares det første spørgsmål bekræftende, skal artikel 1, stk. 1, og artikel 5 i direktiv 2011/16 da, i givet fald under hensyntagen til udviklingen i fortolkningen af artikel 26 i OECD’s modelbeskatningsoverenskomst, fortolkes således, at en anmodning om udveksling sammen med et påbud udstedt af den bistandssøgte medlemsstats kompetente myndighed for at følge op på anmodningen, opfylder kriteriet om, at der ikke er tale om åbenlyst manglende forventet relevans, når den bistandssøgende medlemsstat angiver den berørte skattepligtige persons identitet, den periode, der er omfattet af undersøgelsen i den bistandssøgende medlemsstat, og identiteten af den, som er i besiddelse af de pågældende oplysninger, og samtidig anmoder om oplysninger om ikke nærmere præciserede kontrakter, faktureringer og betalinger i tilknytning hertil, som imidlertid er afgrænset af kriterierne vedrørende for det første den omstændighed, at de er indgået af den, som er i besiddelse af de identificerede oplysninger, for det andet den omstændighed, at de vedrører de skatteår, der er omfattet af den undersøgelse, som foretages af myndighederne i den bistandssøgende stat, og for det tredje deres tilknytning til den identificerede berørte skattepligtige person?

—

Det fastslås, at Republikken Cypern har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, 4, 10 og 15 samt bilag I til direktiv 91/271/EØF (1) i forbindelse med rensning af byspildevand, idet den ikke

—

har tilvejebragt et kloaknet i 31 byområder (Aradippou, Ypsonas, Dali, Varoklini, Derinia, Sotira, Xylofagou, Pervolia, Kolossi, Poli Chrisochous, Libadia, Dromolaxia, Pera Chorio-Nisou, Diopetri, Afgorou, Paliometocho, Kiti, Frenaros, Ormidia, Kokkinotrimithia, Trachoni, Episkopi, Xylotybou, Pano Polemidia, Pyla, Dybia, Parekklisia, Kakopetria, Achna, Meneou og Pyrgos), som krævet i henhold til dirketivets artikel 3 og bilag I, afsnit A,

for disse byområder har sikret, at byspildevandet, der tilledes kloaknettet, underkastes sekundær rensning eller en tilsvarende rensning før udledningen som krævet i henhold til direktivets artikel 4, 10 og 15 samt bilag I, afsnit B og D.

—

Republikken Cypern tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

I mangel af et fuldt udbygget og operationelt kloaknet pr. 31. december 2012 i 4 byområder med mere end 10 000 beboere har Republikken Cypern tilsidesat fristen i direktiv 91/271/EØF om rensning af byspildevand (som fastsat i traktaten om Cyperns tiltrædelse af Den Europæiske Union) med hensyn til opsamling (artikel 3) og følgelig sekundær rensning af spildevand (artikel 4) samt infrastrukturen og overvågningen heraf (artikel 10 og 15).

2.

I mangel af et fuldt udbygget og operationelt kloaknet pr. 31. december 2012 i 27 byområder med mellem 2 000 og 10 000 beboere har Republikken Cypern tilsidesat fristen i direktiv 91/271/EØF om rensning af byspildevand (som fastsat i traktaten om Cyperns tiltrædelse af Den Europæiske Union) med hensyn til opsamling (artikel 3) og følgelig sekundær rensning af spildevand (artikel 4) samt infrastrukturen og overvågningen heraf (artikel 10 og 15).

1)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, samt effektivitetsprincippet, i det mindste med hensyn til en national retsorden, der for at sikre retternes uafhængighed og upartiskhed i sin forfatning fastlægger en grundlæggende ret til, at dommerne tildeles opgaver ifølge en efter generelle regler fastsat opgavefordeling, fortolkes således, at lovgiver skal sikre, at denne grundlæggende garanti er effektiv og ikke kun teoretisk?

2)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, og effektivitetsprincippet, i det mindste med hensyn til en national retsorden, der for at sikre retternes uafhængighed og upartiskhed i sin forfatning fastlægger en grundlæggende ret til, at dommerne tildeles opgaver ifølge en efter generelle regler fastsat opgavefordeling, fortolkes således, at en dommer, som har betænkeligheder l) med hensyn til lovligheden af en retsintern opgavefordeling eller 2) med hensyn til lovligheden af en retsintern afgørelse, der bevirker en retsintern opgavefordeling, som direkte berører denne dommers arbejde (navnlig en afgørelse om tildeling af retssager), som følge af disse betænkeligheder skal kunne indgive en klage (der især ikke belaster denne dommer økonomisk) til en anden ret, der har fuld prøvelsesret med hensyn til efterprøvelsen af lovligheden af den retsakt, der er karakteriseret som lovstridig?

Hvis ikke: Skal lovgiver da opfylde andre krav, der sikrer, at en dommer er i stand til at opnå, at overholdelsen af de lovkrav, der vedrører ham, om overholdelse af lovbestemmelserne (især de retsinterne) vedrørende opgavetildeling, er opfyldt på lovlig vis?

3)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, og effektivitetsprincippet, i det mindste med hensyn til en national retsorden, der for at sikre retternes uafhængighed og upartiskhed i sin forfatning fastlægger en grundlæggende ret til, at dommerne tildeles opgaver ifølge en efter generelle regler på forhånd fastsat opgavefordeling, fortolkes således, at en part i en retssag, som har betænkeligheder l) med hensyn til lovligheden af en bestemmelse i den retsinterne opgavefordeling, der er en forudsætning for behandlingen af vedkommendes retssag eller 2) med hensyn til lovligheden af tildelingen af denne sag til en bestemt dommer, endnu inden der er truffet retsafgørelse, som følge af disse betænkeligheder skal kunne indgive en klage (der ikke belaster denne part økonomisk for hårdt) til en anden ret, der har fuld prøvelsesret med hensyn til efterprøvelsen af lovligheden af den retsakt, der anses for lovstridig?

Hvis ikke: Skal lovgiver da opfylde andre krav, der sikrer, at en part kan opnå, at den pågældendes grundlæggende ret til »en ved lov udpeget dommer« er opfyldt på lovlig vis, inden der træffes en retsafgørelse?

4)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, og effektivitetsprincippet, i det mindste med hensyn til en national retsorden, der for at sikre retternes uafhængighed og upartiskhed i sin forfatning fastlægger en grundlæggende ret til, at dommerne tildeles opgaver ifølge en efter generelle regler fastsat opgavefordeling, fortolkes således, at den retsinterne opgavefordeling og den retsinterne dokumentation vedrørende indgåede akter er udformet så gennemskueligt og forståeligt, at dommeren eller en part uden en særlig indsats er i stand til at efterprøve, om den konkrete tildeling af akter til en dommer eller et bestemt dommerkollegium er i overensstemmelse med reglerne for den retsinterne opgaveopdeling?

Hvis ikke: Skal lovgiver da opfylde andre krav, der sikrer, at en dommer eller en part kan gøre sig bekendt med, hvorvidt en konkret tildeling af en retssag er lovlig?

5)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, og effektivitetsprincippet, i det mindste med hensyn til en national retsorden, der for at sikre retternes uafhængighed og upartiskhed i sin forfatning fastlægger en grundlæggende ret til, at dommerne tildeles opgaver ifølge en efter generelle regler fastsat opgavefordeling, fortolkes således, at parterne og dommeren i en retssag uden en særlig indsats skal være i stand til at forstå reglerne for opgavefordelingen med hensyn til indholdet, samt at parterne og dommeren på denne måde skal kunne efterprøve lovligheden af den foretagne tildeling af sagen til en dommer eller et bestemt dommerkollegium?

Hvis ikke: Skal lovgiver da opfylde andre krav, der sikrer, at en dommer eller en part kan gøre sig bekendt med, hvorvidt en konkret tildeling af en retssag er lovlig?

6)

Hvilke forpligtelser til at handle påhviler en dommer henset til dennes forpligtelse til at respektere overholdelsen af de proceduremæssige krav i EU-retten, hvis dommeren ved en retsakt, som denne (retsligt eller udenretsligt) ikke kan anfægte, er forpligtet til at foretage en handling, som strider mod EU-retten og krænker parternes rettigheder?

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse i overensstemmelse med Domstolens afgørelse.

—

Det pålægges senest den 12. april 2019 (eller en anden dato, til hvilken artikel 50-perioden måtte blive forlænget)

—

Det fastslås, at parterne frit kan anmode Retten om yderligere passende påbud.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Det fastslås, at Den Hellenske Republik ikke har overholdt den forpligtelse, som påhviler den i henhold til artikel 260, stk. 1 TEUF, idet den ikke har gennemført alle foranstaltninger til opfyldelse af den dom, som Domstolen afsagde den 23. april 2015 i sag C-149/14, Kommissionen mod Grækenland (1).

—

Den Hellenske Republik tilpligtes at betale en tvangsbøde på 23 753,25 EUR pr. dag for forsinkelsen med opfyldelsen af den dom, som blev afsagt i sag C-149/14, fra datoen for afsigelse af dom i nærværende sag indtil datoen for opfyldelsen af den dom, som blev afsagt i sag C-149/14.

—

Den Hellenske Republik tilpligtes at betale et beløb svarende til 2 639,25 EUR pr. dag fra datoen for afsigelse af dommen C-149/14 indtil datoen for afsigelse af dom i nærværende sag eller datoen for opfyldelsen af dom C-149/14, hvis dette sker først, og såfremt dette beløb ikke overstiger det, at betale et fast beløb på mindst 1 310 000 EUR.

—

Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

I henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, påhviler det Den Hellenske Republik at gennemføre de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af Domstolens dom i sag C-149/14. Den Hellenske Republik har imidlertid ikke de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dommens konklusion. Navnlig har Den Hellenske Republik ikke iværksat handlingsprogrammer i forbindelse med udpegningen af zoner, der er kendetegnet ved overfladiske eller underjordiske vandløb, som er forurenet af nitrater, der stammer fra landbruget. Følgelig har Kommissionen besluttet at anlægge sag ved Domstolen.

2.

Med sit søgsmål har Kommissionen nedlagt påstand om, at Den Hellenske Republik pålægges at betale et fast beløb på 2 639,25 EUR pr. dag og en tvangsbøde på 23 753,25 EUR pr. dag. Størrelsen af det faste beløb og tvangsbøden er blevet beregnet under hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed og til den afskrækkende virkning i forhold til den nævnte medlemsstats betalingsevne.

—

Det fastslås, at Den Tjekkiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU (1) af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne ved ikke at sikre, at der i bygninger med et samlet nytteareal på over 500m2, for hvilke der er udstedt energiattester i medfør af dette direktivs artikel 12, stk. 1, og som ofte besøges af offentligheden, foretages opslag af disse energiattester.

—

Den Tjekkiske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Artikel 13, stk. 2, i direktiv 2010/31/EU indeholder en forpligtelse til at foretage opslag af energiattesten udstedt i medfør af direktivets artikel 12, stk. 1, i tilfælde, hvor en bygning har et samlet nytteareal på over 500 m2 og ofte besøges af offentligheden.

2.

Tjekkisk ret (§ 7a zákon č. 406/2000 Sb., o hospodaření energií, ve znění pozdějších předpisů (§ 7a i lov nr. 406/2000 om styring af energi, som ændret)) indeholder derimod en forpligtelse til at foretage opslag af energiattesten eller af et energipas til attestering af den energimæssige ydeevne, for bygninger, som alene anvendes af offentlige myndigheder. Tjekkisk ret indeholder således ikke en forpligtelse til at foretage opslag af et energipas til attestering af den energimæssige ydeevne i tilfælde, hvor disse bygninger anvendes af andre organer end offentlige myndigheder og ofte besøges af offentligheden. Den krævede lovgivning er stadig kun i den forberedende fase.

3.

Den Tjekkiske Republik har derfor ikke sikret, at der i bygninger med et samlet nytteareal på over 500 m2, for hvilke der er udstedt energiattester i medfør af direktivets artikel 12, stk. 1, og som ofte besøges af offentligheden, foretages opslag af disse energiattester, og har derfor tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 13, stk. 2.

1)

Finder artikel 56 ff. i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde anvendelse på en national lovgivning (en almengyldig retsakt af bindende karakter i form af et kommunalt dekret), der forbyder en bestemt tjenesteydelse i en del af en kommune, blot fordi en af denne lovgivning berørt tjenesteyders kunder måtte komme eller kommer fra en anden EU-medlemsstat?

Er en simpel påstand om den eventuelle tilstedeværelse af kunder fra en anden medlemsstat i givet fald tilstrækkelig til, at artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde finder anvendelse, eller er tjenesteyderen forpligtet til at bevise den konkrete levering af tjenesteydelser til kunder, som kommer fra andre medlemsstater?

2)

Har det betydning for besvarelsen af det første spørgsmål, at:

—

Dom afsagt af Retten (Syvende Udvidede Afdeling) den 14. februar 2019 i de forenede sager T-131/16 og T-263/16, Belgien og Magnetrol International mod Kommissionen, EU:T:2019:91, ophæves, for så vidt som det heri blev fastslået, at Kommissionens afgørelse (EU) 2016/1699 (1) af 11. januar 2016 om skattefritagelse for overskydende fortjeneste, statsstøtteordning SA.37667 (2015/C) (ex 2015/NN), iværksat af Belgien, fejlagtigt klassificerede ordningen for »overskydende fortjeneste« som en ordning som omhandlet i artikel 1, litra d), i forordning 2015/1589 (2),

—

Sagen hjemvises til Retten til fornyet behandling af de anbringender, der ikke tidligere er blevet vurderet, og

—

Afgørelsen om sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen udsættes.

—

Appellen antages til realitetsbehandling, og appellanten gives medhold.

—

Følgelig ophæves dom af 28. februar 2019 (T-414/16).

—

Afgørelse (FUSP) 2016/850 af 27. maj 2016 (1) samt de efterfølgende retsakter til gennemførelse heraf annulleres, for så vidt som de angår appellanten.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Appellen antages til realitetsbehandling, og appellanten gives medhold.

—

Følgelig ophæves dom af 28. februar 2019 (T-415/16).

—

Afgørelse (FUSP) 2016/850 af 27. maj 2016 (1) samt de efterfølgende foranstaltninger til gennemførelse heraf annulleres, for så vidt som de angår appellanten.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Appellen antages til realitetsbehandling, og appellanten gives medhold.

—

Følgelig ophæves dom af 28. februar 2019 (T-440/16).

—

Afgørelse (FUSP) 2016/850 af 27. maj 2016 (1) samt de efterfølgende foranstaltninger til gennemførelse heraf annulleres, for så vidt som de angår appellanten.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 170 og 171 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1) og artikel 5 i Rådets direktiv 2008/9/EF af 12. februar 2008 om detaljerede regler for tilbagebetaling af moms i henhold til direktiv 2006/112/EF til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i tilbagebetalingsmedlemsstaten, men i en anden medlemsstat (2), idet Forbundsrepublikken Tyskland systematisk undlader at anmode om manglende oplysninger i en anmodning om tilbagebetaling af moms og i stedet for umiddelbart afviser tilbagebetalingsanmodningerne i disse tilfælde, når sådanne oplysninger først vil kunne fremlægges efter fristen den 30. september.

—

Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende — tilsidesættelse af princippet om momsens neutralitet

Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat det princip om momsens neutralitet, der er fastsat i artikel 170 og 171 i direktiv 2006/112 og artikel 5 i direktiv 2008/9, hvorefter der i forbindelse med køb af varer og tjenesteydelser skal ske regulering til fordel for den afgiftspligtige person af den i tidligere omsætningsled betalte indgående moms.

Princippet om momsens neutralitet kræver, at enhver tilbagebetalingsanmodning, der opfylder de materielle betingelser, imødekommes. Hvis der er tvivl om, hvorvidt de materielle betingelser for tilbagebetaling foreligger, kan tilbagebetalingsanmodningen i henhold til artikel 5 i direktiv 2008/9, sammenholdt med dets artikel 21, stk. 1, første punktum, kun afvises, hvis tilbagebetalingsmedlemsstatens anmodning om supplerende oplysninger i medfør af direktivets artikel 20 ikke er blevet besvaret.

2.

Andet anbringende — tilsidesættelse af princippet om den effektive virkning af retten til tilbagebetaling af moms

Den fortolkning af artikel 20, stk. 1, i direktiv 2008/9, som Forbundsrepublikken Tyskland har anlagt, er til hinder for den effektive udøvelse af retten til tilbagebetaling af moms for de afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i tilbagebetalingsmedlemsstaten. De tyske afgiftsmyndigheders forvaltningspraksis tilsidesætter dermed disse afgiftspligtiges rettigheder i medfør af artikel 170 og 171 i direktiv 2006/112 og artikel 5 i direktiv 2008/9.

Den effektive virkning af direktiv 2006/112 og 2008/9 kræver, at anmodninger om tilbagebetaling af moms, der opfylder de materielle betingelser, imødekommes, således at princippet om momsens neutralitet i videst muligt omfang sikres. Lovgivningen har til formål, at der i forbindelse med køb af varer og tjenesteydelser sker en fuldstændig regulering af den moms, der er blevet betalt i tidligere omsætningsled, således at der herved også i tilfælde af grænseoverskridende transaktioner skabes konkurrencebetingelser, der i vidt omfang er de samme for alle afgiftspligtige personer. I denne forbindelse skal der træffes alle de passende foranstaltninger, der er fastsat i direktivet, for at gøre det muligt at gennemføre anmodningerne om tilbagebetaling af moms.

3.

Tredje anbringende — tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

Forbundsrepublikken Tysklands systematiske undladelse af i henhold til artikel 20, stk. 1, i direktiv 2008/9 at anmode om supplerende oplysninger og dokumenter udgør en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Efter at have modtaget en kvittering for modtagelsen af tilbagebetalingsanmodningen burde enhver afgiftspligtig person kunne gå ud fra, at den pågældendes anmodning behandles i overensstemmelse med dette direktivs bestemmelser. Såfremt dette ikke er tilfældet, sker der en tilsidesættelse af den pågældendes berettigede forventning om en lovmæssig behandling.

1)

Europa-Parlamentets afgørelse af 26. januar 2016 om afslag på QH’s ansøgning om bistand, således som den blev bekræftet ved afgørelsen af 12. juli 2016 om afslag på klagen, annulleres.

2)

I øvrigt frifindes Parlamentet.

3)

Hver part bærer sine egne omkostninger.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Kongeriget Spanien betaler sagsomkostningerne.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Scor SE bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen og Caisse centrale de réassurance (CCR) afholdte omkostninger, herunder omkostningerne afholdt som led i begæringen om fortrolig behandling.

3)

Den Franske Republik bærer sine egne omkostninger, herunder omkostningerne afholdt som led i begæringen om fortrolig behandling.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

1)

Afgørelsen fra afregningskontoret for den fælles sygeforsikringsordning i Luxembourg, således som den fremgår af betalingsoversigt nr. 244 af 25. januar 2017, hvorved Francis Wattiau pålægges at betale et beløb på 843,01 EUR, svarende til 15 % af lægeregningen af 30. maj 2016, annulleres.

2)

Europa-Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler de af Francis Wattiau afholdte omkostninger.

3)

Association des seniors de la fonction publique européenne (SFPE) bærer sine egne omkostninger.

1)

Afgørelsen truffet den 15. december 2017 af Første Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 3111/2014-1) annulleres.

2)

I øvrigt frifindes EUIPO.

3)

EUIPO betaler sagsomkostningerne.

1)

Sagerne T-152/18 — T-155/18 forenes med henblik på dommen.

2)

Afgørelserne truffet den 20. december 2017 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sagerne R 1319/2017-4, R 1321/2017-4, R 1322/2017-4 og R 1323/2017-4) annulleres.

3)

EUIPO og Solgar Holdings, Inc. bærer deres egne omkostninger og betaler hver halvdelen af de af Sona Nutrition Ltd afholdte omkostninger.

1)

Europa-Parlamentet frifindes.

2)

Steeve Briois bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Parlamentet afholdte omkostninger.

1)

Forvaltningsorganet for Innovation og Netværk frifindes.

2)

Walter Mauritsch betaler sagsomkostningerne.

1)

EUIPO frifindes.

2)

WP betaler sagsomkostningerne.

1)

Afgørelse truffet den 28. marts 2018 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1326/2017-5) annulleres.

2)

EUIPO betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Victor Lupu betaler sagsomkostningerne.

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Promeco NV bærer sine egne omkostninger og betaler de af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) afholdte omkostninger.

3)

Aerts NV bærer sine egne omkostninger.

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Engel GmbH og F. Engel K/S bærer deres egne omkostninger og Engel GmbH betaler de af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) afholdte omkostninger i sagen.

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Dermatest Gesellschaft für allergologische Forschung u. Vertrieb von Körperpflegemitteln mbH betaler sagsomkostningerne.

1)

Sagen afvises.

2)

Rumænien bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

1)

Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres og EU-varemærket nr. 13 545 181 opretholdes gyldigt registreret, således som det blev registreret den 5. maj 2016 for alle varerne og tjenesteydelserne.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Intet bevis vedrørende tilsidesættelse af den offentlige interesse.

—

Det fastslås, at Kommissionen siden den 18. december 2018, datoen for den elektroniske fremsendelse af sagsøgerens anden skrivelse med opfordring til Kommissionen om at handle, ved passivitet har tilsidesat sin forpligtelse til at vedtage en afgørelse til afslutning af den foreløbige undersøgelse i støttesag SA.48706 (RVV Rostocker Versorgungs- und Verkehrs-Holding GmbH und Nordwasser GmbH), dvs. enten en afgørelse om at indlede en formel undersøgelsesprocedure eller en afgørelse om ikke at indlede en sådan procedure, hvilken afgørelse skulle fremsendes til sagsøgeren i dennes egenskab af klager.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Subsidiært for det tilfælde, at Kommissionen har bragt sin passivitet til ophør efter sagens anlæggelse, tilpligtes denne institution at betale sagsomkostningerne.

—

Kommissionens afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 (EUT 2019, L 14, s. 1) for 2012 og 2013 annulleres.

—

Subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for 2012 og 2013 for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Mere subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter, for båndlastbrugere med mindst 7 500 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 15 % af de offentliggjorte netafgifter og for båndlastbrugere med mindst 8 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 10 % af de offentliggjorte netafgifter.

—

Mest subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 i forhold til sagsøgeren for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 000 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder advokat- og rejseudgifter.

1.

Det er urigtigt lagt grund, at der foreligger statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF

I forbindelse med det første anbringende anfægtes, at Kommissionen ved sin undersøgelse af den omtvistede fritagelse for netafgifter retligt ukorrekt har lagt til grund, at der anvendes statsmidler.

Desuden er referencesystemet fastlagt ukorrekt og mangelfuldt ved undersøgelsen af »selektivitets«-kriteriet.

Det gøres videre gældende, at Kommissionen på grund af den utilstrækkelige fastlæggelse af referencesystemet har tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF.

2.

Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

I forbindelse med det andet klagepunkt gøres det gældende, at Kommissionens afgørelse medfører, at der kun fastsættes efterbetalingsforpligtelser for de båndlastbrugere, som i 2012 og 2013 blev fuldstændigt fritaget for netafgifter. Dermed blev disse båndlastbrugere undergivet en forskelsbehandling og udsat for en uberettiget ulempe i forhold til de båndlastbrugere, som i den samme periode benyttede sig af faste reduceringer af netafgiften, og som ikke blev underlagt efterbetalingsforpligtelser.

I denne forbindelse anfægtes ligeledes, at Kommissionen med hensyn til forskelsbehandlingen har tilsidesat sin begrundelsespligt i medfør af artikel 263, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Forskelsbehandlingen tilsidesætter endvidere forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 32, stk. 1, i direktiv 2009/72/EF (1).

3.

Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

I forbindelse med det tredje anbringende gøres gældende, at sagsøgeren på grund af individuelle omstændigheder havde en berettiget forventning om, at virksomheden kunne beholde de indrømmede særlige netafgifter.

—

Kommissionens afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 (EUT 2019, L 14, s. 1) for 2012 og 2013 annulleres.

—

Subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for 2012 og 2013 for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Mere subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter, for båndlastbrugere med mindst 7 500 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 15 % af de offentliggjorte netafgifter og for båndlastbrugere med mindst 8 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 10 % af de offentliggjorte netafgifter.

—

Mest subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 i forhold til sagsøgeren for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 000 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder advokat- og rejseudgifter.

1.

Det er urigtigt lagt grund, at der foreligger statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF

I forbindelse med det første anbringende anfægtes, at Kommissionen ved sin undersøgelse af den omtvistede fritagelse for netafgifter retligt ukorrekt har lagt til grund, at der anvendes statsmidler.

Desuden er referencesystemet fastlagt ukorrekt og mangelfuldt ved undersøgelsen af »selektivitets«-kriteriet.

Det gøres videre gældende, at Kommissionen på grund af den utilstrækkelige fastlæggelse af referencesystemet har tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF.

2.

Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

I forbindelse med det andet klagepunkt gøres det gældende, at Kommissionens afgørelse medfører, at der kun fastsættes efterbetalingsforpligtelser for de båndlastbrugere, som i 2012 og 2013 blev fuldstændigt fritaget for netafgifter. Dermed blev disse båndlastbrugere undergivet en forskelsbehandling og udsat for en uberettiget ulempe i forhold til de båndlastbrugere, som i den samme periode benyttede sig af faste reduceringer af netafgiften, og som ikke blev underlagt efterbetalingsforpligtelser.

I denne forbindelse anfægtes ligeledes, at Kommissionen med hensyn til forskelsbehandlingen har tilsidesat sin begrundelsespligt i medfør af artikel 263, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Forskelsbehandlingen tilsidesætter endvidere forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 32, stk. 1, i direktiv 2009/72/EF (1).

3.

Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

I forbindelse med det tredje anbringende gøres gældende, at sagsøgeren på grund af individuelle omstændigheder havde en berettiget forventning om, at virksomheden kunne beholde de indrømmede særlige netafgifter.

—

Kommissionens afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 (EUT 2019, L 14, s. 1) for 2012 og 2013 annulleres.

—

Subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for 2012 og 2013 for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Mere subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter, for båndlastbrugere med mindst 7 500 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 15 % af de offentliggjorte netafgifter og for båndlastbrugere med mindst 8 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 10 % af de offentliggjorte netafgifter.

—

Mest subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 i forhold til sagsøgeren for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 000 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder advokat- og rejseudgifter.

1.

Det er urigtigt lagt grund, at der foreligger statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF

I forbindelse med det første anbringende anfægtes, at Kommissionen ved sin undersøgelse af den omtvistede fritagelse for netafgifter retligt ukorrekt har lagt til grund, at der anvendes statsmidler.

Desuden er referencesystemet fastlagt ukorrekt og mangelfuldt ved undersøgelsen af »selektivitets«-kriteriet.

Det gøres videre gældende, at Kommissionen på grund af den utilstrækkelige fastlæggelse af referencesystemet har tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF.

2.

Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

I forbindelse med det andet klagepunkt gøres det gældende, at Kommissionens afgørelse medfører, at der kun fastsættes efterbetalingsforpligtelser for de båndlastbrugere, som i 2012 og 2013 blev fuldstændigt fritaget for netafgifter. Dermed blev disse båndlastbrugere undergivet en forskelsbehandling og udsat for en uberettiget ulempe i forhold til de båndlastbrugere, som i den samme periode benyttede sig af faste reduceringer af netafgiften, og som ikke blev underlagt efterbetalingsforpligtelser.

I denne forbindelse anfægtes ligeledes, at Kommissionen med hensyn til forskelsbehandlingen har tilsidesat sin begrundelsespligt i medfør af artikel 263, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Forskelsbehandlingen tilsidesætter endvidere forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 32, stk. 1, i direktiv 2009/72/EF (1).

3.

Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

I forbindelse med det tredje anbringende gøres gældende, at sagsøgeren på grund af individuelle omstændigheder havde en berettiget forventning om, at virksomheden kunne beholde de indrømmede særlige netafgifter.

—

Kommissionens afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 (EUT 2019, L 14, s. 1) for 2012 og 2013 annulleres.

—

Subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for 2012 og 2013 for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Mere subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter, for båndlastbrugere med mindst 7 500 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 15 % af de offentliggjorte netafgifter og for båndlastbrugere med mindst 8 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 10 % af de offentliggjorte netafgifter.

—

Mest subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 i forhold til sagsøgeren for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 000 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder advokat- og rejseudgifter.

1.

Det er urigtigt lagt grund, at der foreligger statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF

I forbindelse med det første anbringende anfægtes, at Kommissionen ved sin undersøgelse af den omtvistede fritagelse for netafgifter retligt ukorrekt har lagt til grund, at der anvendes statsmidler.

Desuden er referencesystemet fastlagt ukorrekt og mangelfuldt ved undersøgelsen af »selektivitets«-kriteriet.

Det gøres videre gældende, at Kommissionen på grund af den utilstrækkelige fastlæggelse af referencesystemet har tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF.

2.

Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

I forbindelse med det andet klagepunkt gøres det gældende, at Kommissionens afgørelse medfører, at der kun fastsættes efterbetalingsforpligtelser for de båndlastbrugere, som i 2012 og 2013 blev fuldstændigt fritaget for netafgifter. Dermed blev disse båndlastbrugere undergivet en forskelsbehandling og udsat for en uberettiget ulempe i forhold til de båndlastbrugere, som i den samme periode benyttede sig af faste reduceringer af netafgiften, og som ikke blev underlagt efterbetalingsforpligtelser.

I denne forbindelse anfægtes ligeledes, at Kommissionen med hensyn til forskelsbehandlingen har tilsidesat sin begrundelsespligt i medfør af artikel 263, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Forskelsbehandlingen tilsidesætter endvidere forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 32, stk. 1, i direktiv 2009/72/EF (1).

3.

Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

I forbindelse med det tredje anbringende gøres gældende, at sagsøgeren på grund af individuelle omstændigheder havde en berettiget forventning om, at virksomheden kunne beholde de indrømmede særlige netafgifter.

—

Kommissionens afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 (EUT 2019, L 14, s. 1) for 2012 og 2013 annulleres.

—

Subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for 2012 og 2013 for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Mere subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter, for båndlastbrugere med mindst 7 500 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 15 % af de offentliggjorte netafgifter og for båndlastbrugere med mindst 8 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 10 % af de offentliggjorte netafgifter.

—

Mest subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 i forhold til sagsøgeren for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 000 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder advokat- og rejseudgifter.

1.

Det er urigtigt lagt grund, at der foreligger statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF

I forbindelse med det første anbringende anfægtes, at Kommissionen ved sin undersøgelse af den omtvistede fritagelse for netafgifter retligt ukorrekt har lagt til grund, at der anvendes statsmidler.

Desuden er referencesystemet fastlagt ukorrekt og mangelfuldt ved undersøgelsen af »selektivitets«-kriteriet.

Det gøres videre gældende, at Kommissionen på grund af den utilstrækkelige fastlæggelse af referencesystemet har tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF.

2.

Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

I forbindelse med det andet klagepunkt gøres det gældende, at Kommissionens afgørelse medfører, at der kun fastsættes efterbetalingsforpligtelser for de båndlastbrugere, som i 2012 og 2013 blev fuldstændigt fritaget for netafgifter. Dermed blev disse båndlastbrugere undergivet en forskelsbehandling og udsat for en uberettiget ulempe i forhold til de båndlastbrugere, som i den samme periode benyttede sig af faste reduceringer af netafgiften, og som ikke blev underlagt efterbetalingsforpligtelser.

I denne forbindelse anfægtes ligeledes, at Kommissionen med hensyn til forskelsbehandlingen har tilsidesat sin begrundelsespligt i medfør af artikel 263, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Forskelsbehandlingen tilsidesætter endvidere forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 32, stk. 1, i direktiv 2009/72/EF (1).

3.

Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

I forbindelse med det tredje anbringende gøres gældende, at sagsøgeren på grund af individuelle omstændigheder havde en berettiget forventning om, at virksomheden kunne beholde de indrømmede særlige netafgifter.

1.

Første anbringende om en ukorrekt fortolkning af artikel 150 i forordning (EU) nr. 1308/2013 med hensyn til fastlæggelsen af det kvalificerede flertal af producenter, som er berørt af forslaget til regulering af udbuddet.

2.

Andet anbringende om en ukorrekt fortolkning af artikel 150 i forordning (EU) nr. 1308/2013 med hensyn til nødvendigheden af at undersøge de materielle betingelser for markedsbalance med henblik på vedtagelse af midlertidige foranstaltninger til regulering af udbuddet og nødvendigheden af en tilstrækkelig begrundelse i denne henseende.

3.

Tredje anbringende om en ukorrekt fortolkning af artikel 150 i forordning (EU) nr. 1308/2013, idet planer for regulering af udbuddet, hvis indhold er udtryk for forskelsbehandling, er forbudte.

—

Kommissionens afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 (EUT 2019, L 14, s. 1) for 2012 og 2013 annulleres.

—

Subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for 2012 og 2013 for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder advokat- og rejseudgifter.

1.

Det er urigtigt lagt grund, at der foreligger statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF

I forbindelse med det første anbringende anfægtes, at Kommissionen ved sin undersøgelse af den omtvistede fritagelse for netafgifter retligt ukorrekt har lagt til grund, at der anvendes statsmidler.

Desuden er referencesystemet fastlagt ukorrekt og mangelfuldt ved undersøgelsen af »selektivitets«-kriteriet.

Det gøres videre gældende, at Kommissionen på grund af den utilstrækkelige fastlæggelse af referencesystemet har tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF.

2.

Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

I forbindelse med det andet anbringende gøres gældende, at sagsøgeren på grund af individuelle omstændigheder havde en berettiget forventning om, at virksomheden kunne beholde de indrømmede særlige netafgifter.

—

Kommissionens afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 (EUT 2019, L 14, s. 1) for 2012 og 2013 annulleres.

—

Subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for 2012 og 2013 for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Mere subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter, for båndlastbrugere med mindst 7 500 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 15 % af de offentliggjorte netafgifter og for båndlastbrugere med mindst 8 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 10 % af de offentliggjorte netafgifter.

—

Mest subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 i forhold til sagsøgeren for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 000 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder advokat- og rejseudgifter.

1.

Det er urigtigt lagt grund, at der foreligger statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF

I forbindelse med det første anbringende anfægtes, at Kommissionen ved sin undersøgelse af den omtvistede fritagelse for netafgifter retligt ukorrekt har lagt til grund, at der anvendes statsmidler.

Desuden er referencesystemet fastlagt ukorrekt og mangelfuldt ved undersøgelsen af »selektivitets«-kriteriet.

Det gøres videre gældende, at Kommissionen på grund af den utilstrækkelige fastlæggelse af referencesystemet har tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF.

2.

Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

I forbindelse med det andet klagepunkt gøres det gældende, at Kommissionens afgørelse medfører, at der kun fastsættes efterbetalingsforpligtelser for de båndlastbrugere, som i 2012 og 2013 blev fuldstændigt fritaget for netafgifter. Dermed blev disse båndlastbrugere undergivet en forskelsbehandling og udsat for en uberettiget ulempe i forhold til de båndlastbrugere, som i den samme periode benyttede sig af faste reduceringer af netafgiften, og som ikke blev underlagt efterbetalingsforpligtelser.

I denne forbindelse anfægtes ligeledes, at Kommissionen med hensyn til forskelsbehandlingen har tilsidesat sin begrundelsespligt i medfør af artikel 263, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Forskelsbehandlingen tilsidesætter endvidere forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 32, stk. 1, i direktiv 2009/72/EF (1).

3.

Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

I forbindelse med det tredje anbringende gøres gældende, at sagsøgeren på grund af individuelle omstændigheder havde en berettiget forventning om, at virksomheden kunne beholde de indrømmede særlige netafgifter.

—

Kommissionens afgørelse med j.nr. C(2018) 3166 (EUT 2019, L 14, s. 1) af 28. maj 2018 i statsstøttesag SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) gennemført af Tyskland til fordel for båndlastbrugere i henhold til elnetsbekendtgørelsens § 19 annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Kommissionens afgørelse med j.nr. C(2018) 3166 (EUT 2019, L 14, s. 1) af 28. maj 2018 i statsstøttesag SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) gennemført af Tyskland til fordel for båndlastbrugere i henhold til elnetsbekendtgørelsens § 19 annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Kommissionens afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 (EUT 2019, L 14, s. 1) for 2012 og 2013 annulleres.

—

Subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for 2012 og 2013 for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Mere subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter, for båndlastbrugere med mindst 7 500 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 15 % af de offentliggjorte netafgifter og for båndlastbrugere med mindst 8 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 10 % af de offentliggjorte netafgifter.

—

Mest subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 i forhold til sagsøgeren for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 000 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder advokat- og rejseudgifter.

1.

Det er urigtigt lagt grund, at der foreligger statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF

I forbindelse med det første anbringende anfægtes, at Kommissionen ved sin undersøgelse af den omtvistede fritagelse for netafgifter retligt ukorrekt har lagt til grund, at der anvendes statsmidler.

Desuden er referencesystemet fastlagt ukorrekt og mangelfuldt ved undersøgelsen af »selektivitets«-kriteriet.

Det gøres videre gældende, at Kommissionen på grund af den utilstrækkelige fastlæggelse af referencesystemet har tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF.

2.

Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

I forbindelse med det andet klagepunkt gøres det gældende, at Kommissionens afgørelse medfører, at der kun fastsættes efterbetalingsforpligtelser for de båndlastbrugere, som i 2012 og 2013 blev fuldstændigt fritaget for netafgifter. Dermed blev disse båndlastbrugere undergivet en forskelsbehandling og udsat for en uberettiget ulempe i forhold til de båndlastbrugere, som i den samme periode benyttede sig af faste reduceringer af netafgiften, og som ikke blev underlagt efterbetalingsforpligtelser.

I denne forbindelse anfægtes ligeledes, at Kommissionen med hensyn til forskelsbehandlingen har tilsidesat sin begrundelsespligt i medfør af artikel 263, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Forskelsbehandlingen tilsidesætter endvidere forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 32, stk. 1, i direktiv 2009/72/EF (1).

3.

Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

I forbindelse med det tredje anbringende gøres gældende, at sagsøgeren på grund af individuelle omstændigheder havde en berettiget forventning om, at virksomheden kunne beholde de indrømmede særlige netafgifter.

—

Europa-Kommissionens afgørelse med j.nr. C(2018) 3166 (EUT 2019, L 14, s. 1) af 28. maj 2018 i statsstøttesag SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) gennemført af Tyskland til fordel for båndlastbrugere i henhold til § 19 i elnetsbekendtgørelsen annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne forbundet med sagens behandling ved Retten og for appelkammeret, herunder de ved begge instanser af sagsøgeren afholdte nødvendige omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), og artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/67 af 16. januar 2019 (1) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at begrænsningen af begrebet EU-producenter til producenter af samme eller direkte konkurrerende varer, der er fremstillet af råvarer (uafskallet ris) produceret i EU, udgør en tilsidesættelse af artikel 22, stk. 1, og artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 978/2012 af 25. oktober 2012 (2). Subsidiært har sagsøgtes fremgangsmåde tilsidesat artikel 22, stk. 2, i forordning nr. 978/2012.

2.

Andet anbringende om, at sagsøgte, idet den lagde vægt på ukorrekte eller unøjagtige data, eller data, som ikke specifikt var knyttet til samme vare, undlod på behørig vis at undersøge de »alvorlige vanskeligheder« i strid med artikel 23 i forordning nr. 978/2012. Dermed kunne der ikke på behørig vis foretages en undersøgelse af, hvorvidt betingelserne i artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 978/2012 er opfyldt for så vidt angår samme vare som defineret i artikel 22, stk. 2, i forordning nr. 978/2012.

3.

Tredje anbringende om, at sagsøgte foretog en sammenligning af importpriserne fra Cambodja og EU-priserne på en måde, som er i strid med artikel 22, stk. 1, og artikel 23 i forordning nr. 978/2012.

4.

Fjerde anbringende om, at sagsøgtes analyse af årsagssammenhængen udgør en tilsidesættelse af artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 978/2012, idet de alvorlige vanskeligheder, som EU-erhvervsgrenen blev udsat for, ikke udgjorde en tilstrækkelig direkte følge af mængden af import fra Cambodja og priserne. For så vidt som forordning 2019/67 støttes på en kumulativ vurdering, udgør den ligeledes en tilsidesættelse af artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 978/2012.

5.

Femte anbringende om, at sagsøgte undlod at fremlægge adskillige vigtige kendsgerninger eller betragtninger, eller nærmere oplysninger, der ligger til grund for sådanne vigtige kendsgerninger eller betragtninger, hvilket er i strid med artikel 17, stk. 1-4, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1083/2013 af 28. august 2013 (3), artikel 38 i forordning nr. 978/2012 og sagsøgernes ret til forsvar.

6.

Sjette anbringende om, at dossieret i vidt omfang er mangelfuldt og savner en række væsentlige oplysninger. Dette udgør en tilsidesættelse af artikel 14 i Kommissionens delegerede forordning nr. 1083/2013, artikel 38 i forordning nr. 978/2012 og sagsøgernes ret til forsvar.

—

Europa-Parlamentets afgørelse P8_TA-PROV(2019)0137 af 12. marts 2019 om anmodning om ophævelse af sagsøgerens immunitet (2018/2267(IMM)), som faktisk ophævede sagsøgerens immunitet, annulleres.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 9 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter (EUT 2010, C 83, s. 266), af artikel 5, stk. 1 og 5, i Europa-Parlamentets forretningsorden (EUT 2005, L 44, s. 1) og af meddelelse til medlemmerne nr. 11/2003 og nr. 11/2016.

2.

Andet anbringende om procedurefordrejning, og nærmere bestemt om tilsidesættelse af artikel 43 i meddelelse til medlemmerne nr. 11/2016, idet det underliggende formål med retsforfølgningen er at vanskeliggøre sagsøgerens politiske arbejde, hvilket udgør et tilfælde af fumus persecutionis imod sagsøgeren.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af de almindelige EU-retlige principper om »ne bis in idem« og »una via electa«, om procedurefordrejning og om magtfordrejning.

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 5. februar 2019 i sag M.8900 — Wieland/Aurubis Rolled Products/Schwermetall annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger i forbindelse med denne sag.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen begik åbenbare fejl ved at basere den anfægtede afgørelse på det fejlagtige begreb om et såkaldt undersegment »af høj kvalitet« i stedet for at basere den anfægtede afgørelse på det relevante marked for valsede kobberprodukter, sådan som det er defineret af Kommissionen selv.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen hverken opstillede en definition eller en klar afgrænsning af det såkaldte undersegment »af høj kvalitet«, som den — uholdbart — baserede sin vurdering på. Kommissionens fremgangsmåde er åbenbart fejlagtig og spekulativ.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen foretog åbenbart urigtige vurderinger ved at modsige sine egne konstateringer i godkendelsesafgørelsen i sag M.8909 — KME/MKM.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen anvendte en hidtil uset og uholdbar teori om skade sui generis, som fejlagtigt sammenkobler horisontale og ikke-horisontale virkninger og sammenblander den klare og strenge vejledning, der er opstillet i retningslinjerne for fusioner.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen begik åbenbare fejl ved konkurrencevurderingen angående den bekymring med hensyn til et horisontalt element, som den angiveligt nærede, ved oplagt at undlade at undersøge åbenlyse faktiske omstændigheder ved fastlæggelsen af konkurrencesituationen på det relevante marked.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionens vurdering af kundernes mulighed for at skifte leverandør er åbenbart urigtig.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen har hævdet, at der vil ske prisstigninger som følge af fusionen, uden at have ført bevis for dette.

8.

Ottende anbringende om, at Kommissionen begik åbenbare fejl ved sin vurdering af overgangen fra fælleskontrol til enekontrol over Schwermetall. Navnlig undlod Kommissionen at træffer de nødvendige undersøgelsesforanstaltninger.

9.

Niende anbringende om, at Kommissionen begik åbenbare fejl ved vurderingen af de af sagsøgeren afgivne tilsagn.

10.

Tiende anbringende om, at Kommissionens håndtering af afhjælpningsproceduren og markedstesten ikke var i overensstemmelse med den gældende procedure.

11.

Ellevte anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte væsentlige formforskrifter og den gældende procedure. Den afslog at markedsteste de første to tilsagn og iværksatte markedstesten alt for sent i processen.

—

Rådets afgørelse, der er indeholdt i en skrivelse til sagsøgeren af 12. februar 2019, om afslag på fuld aktindsigt i dokument ST 13593 2018 INIT (juridisk udtalelse fra Rådets Juridiske Tjeneste af 25.10.2018) i henhold til artikel 4, stk. 2, og artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001 (1) annulleres.

—

Subsidiært tilpligtes Rådet at give en mere omfattende delvis aktindsigt i dokument ST 13593 2018 INIT i henhold til artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder eventuelle intervenerende parters omkostninger.

1.

Første anbringende om en retlig fejl og en urigtig anvendelse af artikel 4, stk. 2, andet led, i forordning nr. 1049/2001.

2.

Andet anbringende om en retlig fejl og en urigtig anvendelse af artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1049/2001.

3.

Tredje anbringende — som er et subsidiært anbringende — om, at såfremt de påberåbte undtagelser finder anvendelse på det ønskede dokument, tilsidesatte Rådet artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001, idet det åbenbart undlod at opfylde sin forpligtelse til at give den (behørige og krævede) delvise aktindsigt, som det burde have givet i det ønskede dokument i henhold til nævnte artikel 4, stk. 6, ved at tilbageholde hele afsnittet om den juridiske analyse.

—

Annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 18. maj 2018 om at bringe sagsøgerens kontrakt til ophør.

—

Om fornødent annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 4. januar 2019 om afslag på sagsøgerens klage af 16. august 2018, meddelt den 9. januar 2019.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale erstatning til sagsøgeren for det ikke-økonomiske tab, som denne har lidt som følge af sagsøgtes culpøse handling, opgjort til 50 000 EUR.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og af de processuelle regler, der finder anvendelse i det tilfælde, hvor den pågældende kontrakt bringes til ophør.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 12a og artikel 24 og i denne forbindelse tilsidesættelse af retten til at få sin sag behandlet upartisk og retfærdigt, tilsidesættelse af pligten til at handle omhyggeligt og anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn.

—

Det fastslås, at artikel 1 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/85 af 21. januar 2019 (1) og artikel 1 Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2019/87 af 21. januar 2019 (2) ikke finder anvendelse på sagsøgeren.

—

Rådets gennemførelsesforordning 2019/85 og Rådets gennemførelsesafgørelse 2019/87 annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—

Det bestemmes, at sagsøgerens navn slettes fra bilaget (nr. 266 heri) til Rådets gennemførelsesforordning 2019/85 og fra bilaget (nr. 266 heri) til Rådets gennemførelsesafgørelse 2019/87.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at sagsøgtes begrundelse for listeopførelsen af sagsøgeren er utilstrækkelig og ubegrundet.

2.

Andet anbringende om, at listeopførelsen af sagsøgeren er baseret på et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, for så vidt som sagsøgte ikke har fremført beviser for de anførte faktiske omstændigheder, der kan understøtte eller angiveligt kan understøtte begrundelsen for de trufne foranstaltninger, eller for så vidt som sagsøgte har draget urimelige konsekvenser af disse faktiske omstændigheder.

3.

Tredje anbringende om, at listeopførelsen af sagsøgeren tilsidesætter sagsøgerens ret til forsvar.

4.

Fjerde anbringende om, at listeopførelsen af sagsøgeren tilsidesætter sagsøgerens ejendomsret og retten til fri erhvervsudøvelse samt proportionalitetsprincippet.

—

Kommissionens afgørelse af 12. februar 2019 med referencen Ares(2019)856949 om udelukkelse af IMAGINA MEDIA AUDIOVISUAL SL fra de udbuds- og tilskudsprocedurer, som er reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (1), annulleres, for så vidt som den udelukker Imagina/dpa-konsortiet eller afviste dets bud.

—

Kommissionens afgørelse af 9. april 2019 med referencen Ares(2019)2494476 annulleres, for så vidt som den skal anses for at være afgørelsen om at udelukke konsortiet fra udbuddet med reference nr. PO/2018-05/A4 eller afvise dets bud.

—

Den/de retsakt(er), hvorved Kommissionen tildeler kontrakterne om eller lader en anden part end Imagina/dpa-konsortiet udføre den audiovisuelle dækning af EU-nyheder vedrørende parti 1, 3 og 6 som beskrevet i udbuddet, annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at erstatte det tab, som den har påført konsortiet ved at forhindre det i at udføre kontrakterne vedrørende parti 1, 3 og 6.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgernes omkostninger.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at Kommissionen foretog et åbenbart urigtigt skøn ved ikke at anerkende, at udelukkelsen af Imagina Media Audiovisual SL — som er et af konsortiets medlemmer — ingen indvirkning har på konsortiets udførelse af kontrakten vedrørende parti 1, 3 og 6 i udbuddet. Udelukkelsen af Imagina Media Audiovisual SL har heller ingen indvirkning på de afgørelser, hvorved Kommissionen tildelte konsortiet disse kontrakter.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at Kommissionen foretog et åbenbart urigtigt skøn ved ikke at anvende udbudsdokumenterne korrekt. Kommissionen krævede følgelig ikke, at konsortiet erstattede Imagina Media Audiovisual SL med en anden enhed, som kunne indgå i konsortiet, således som udbudsdokumenterne krævede.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at Kommissionen foretog et åbenbart urigtigt skøn ved ikke at anvende artikel 136, stk. 9, i forordning 2018/1046 korrekt. Kommissionens anvisningsberettigede krævede derfor ikke, at konsortiet erstattede Imagina Media Audiovisual SL med en anden enhed, som kunne indgå i konsortiet, således som forordning 2018/1046 krævede.

4.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at Kommissionen tilsidesatte konsortiets ret til effektive retsmidler og princippet om god forvaltningsskik. Kommissionen brugte retsstridigt sin afgørelse af 12. februar 2019 med referencen Ares(2019) 856949 om udelukkelse af Imagina Media Audiovisual SL eller sin skrivelse af 9. april 2019 med referencen Ares(2019) 2494476 til at udelukke konsortiet fra udbuddet med reference nr. PO/2018-05/A4.

5.

Med det femte anbringende gøres det gældende, at Kommissionen tilsidesatte konsortiets ret til effektive retsmidler, sin begrundelsespligt og princippet om god forvaltningsskik. Kommissionen begik procedurefejl og tildelte retsstridigt en anden tilbudsgiver end konsortiet kontrakterne vedrørende parti 1, 3 og 6 i udbuddet.

6.

Med det sjette anbringende gøres det gældende, at Kommissionen påførte konsortiet tab ved sin retsstridige adfærd, som har medført, at konsortiet ikke kan udføre kontrakterne vedrørende parti 1, 3 og 6 i udbuddet med reference nr. PO/2018-05/A4.

—

Kommissionens afgørelse Ares(2019)856949, hvorved Kommissionen pålagde sagsøgeren en toårig udelukkelse og registrerede sagsøgeren i databasen for tidlig afsløring og udelukkelse (1), annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at erstatte sagsøgeren det tab, der er forårsaget af den anfægtede afgørelse.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved ikke at foretage sin egen prøvelse eller analyse og alene støttede sig på konklusionerne fra det amerikanske justitsministerium, uden at den foretog sin egen prøvelse, og ved at fortolke konklusionerne fra det amerikanske justitsministerium fejlagtigt. Herved foretog Kommissionen en urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og tilsidesatte således sin pligt til at udvise omhu.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at Kommissionen fejlagtigt udelukkede sagsøgeren og derfor tilsidesatte artikel 146, stk. 1, litra c), i forordning 2018/1046 og sagsøgerens ret til forsvar ved ikke tydeligt at angive præcis, hvad der udgør alvorlige forsømmelser. Endvidere begik Kommissionen ifølge sagsøgeren en fejl ved at fastslå, at sagsøgeren også er udelukket fra den igangværende udbudsprocedure, eftersom dette ikke følger af den anfægtede afgørelses konklusion, ved at udelukke sagsøgeren som følge af en adfærd, der relaterer sig til medie- og markedsføringsrettigheder inden for sportssektoren i et udbud for audiovisuel dækning af EU-retlige anliggender, idet disse udgør forskellige markeder, som ikke påvirker hinanden, således at sagsøgerens pålidelighed i kontrakter for Den Europæiske Union lader sig godtgøre og, ved at fastslå, at sagsøgeren skulle udelukkes, eftersom Kommissionen ikke havde tilstrækkeligt bevis til at træffe den anfægtede afgørelse, og sagsøgerens aftale med det amerikanske justitsministerium om, at der ikke blev indledt retsforfølgning, ikke fastslår, at sagsøgeren eller selskabets administrerende direktører er skyldige.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at udelukkelsen ville være proportional som omhandlet i artikel 136, stk. 3, i forordning 2018/1046 og derved så bort fra den manglende påvirkning af Unionens økonomiske interesser og omdømme samt den hengåede tid siden den pågældende adfærd.

4.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at de afhjælpende foranstaltninger, der blev truffet af sagsøgeren, er midlertidige og utilstrækkelige på baggrund af artikel 136, stk. 6, litra a), sammenholdt med artikel 136, stk. 7, i forordning 2018/1046.

5.

Med det femte anbringende gøres det gældende, at Kommissionen tilsidesatte det grundlæggende ligebehandlingsprincip ved at behandle sagsøgeren anderledes end de andre tilbudsgivere, der indgik aftaler med det amerikanske justitsministerium om, at der ikke blev indledt retsforfølgning.

6.

Med det sjette anbringende gøres det gældende, at Kommissionen forvoldte skade på sagsøgeren ved uretmæssigt at fastslå, at sagsøgeren skulle udelukkes fra de tilskudsprocedurer, der er reguleret af forordning 2018/1046.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne i sagen for Retten og for Appelkammeret ved EUIPO, herunder nødvendige omkostninger afholdt af sagsøgeren i forbindelse med sagens behandling ved begge instanser.

—

Appelkammeret har tilsidesat artikel 7, stk. 1, litra b) og c), og stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001, idet det har afslået beskyttelse for det omhandlede varemærke.

—

Annullation af EU-Udenrigstjenestens ansættelsesmyndigheds afgørelse af 15. juni 2018, hvori det fastslås, at sagsøgeren ikke opfylder alle de betingelser for ansættelse, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 82, og at hun ikke kan ansættes i EU-Udenrigstjenesten som kontraktansat i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 3b.

—

Annullation af EU-Udenrigstjenestens ansættelsesmyndigheds afgørelse af 14. januar 2019 om afslag på den klage, som sagsøgeren indgav den 14. september 2018.

—

EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagsøgeren en godtgørelse opgjort til 36 992,52 EUR svarende til et års løn for en kontrakt AC FG II efter den løntabel, der er gældende fra den 1. november 2017, med forbehold for justering under sagen.

—

EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at beregne tabet for så vidt angår pensionsrettigheder som følge af hendes manglende ansættelse.

—

EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagsøgeren en godtgørelse på 15 000 EUR for den ikke-økonomiske skade som følge af angrebet på hendes værdighed og faglige omdømme.

—

EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagsøgeren en godtgørelse på 15 000 EUR for den ikke-økonomiske skade som følge af angrebet på hendes helbred og personlige ligevægt.

—

EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagsøgeren en godtgørelse på 15 000 EUR for den ikke-økonomiske skade som følge af EU-Udenrigstjenestens tilsidesættelse af forordning nr. 45/2001 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

—

EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagsøgeren en godtgørelse på 10 000 EUR for den ikke-økonomiske skade som følge af tilsidesættelsen af den lægelige tavshedspligt og af den fortrolige karakter af personoplysninger, som vedrører sagsøgerens lægejournal.

—

EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagsøgeren en godtgørelse på 15 000 EUR for den ikke-økonomiske skade som følge af bagvaskelsen af og/eller de æreskrænkende beskyldninger mod sagsøgeren.

—

EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 33, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og af artikel 82 og artikel 83 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union, af proportionalitetsprincippet og af kontradiktionsprincippet, af retten til en god forvaltning og af omsorgspligten, af princippet om forbud mod forskelsbehandling og af retten til en upartisk og retfærdig behandling og af forbuddet mod enhver form for psykisk chikane.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 2001, L 8, s. 1) og af artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne forbundet med sagens behandling for annullationsafdelingen og for Andet Appelkammer ved EUIPO.

—

Tilsidesættelse af artikel 53, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Annullation af ECB’s afgørelse af 14. februar 209 om at foretage en kontrol på stedet af PNB Banka AS’ forretningslokaler og af de selskaber, der tilhører koncernen.

—

ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at ECB ikke var den kompetente tilsynsmyndighed i forhold til PNB Banka AS på tidspunktet for afgørelsen om at foretage kontrollen på stedet.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse ikke var »nødvendig« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 12 i SSM-forordningen. (1)

3.

Tredje anbringende om, at ECB ikke udøvede dens skøn i henhold til artikel 12, stk. 1, i SSM-forordningen på behørig vis.

4.

Fjerde anbringende om, at ECB tilsidesatte proportionalitetsprincippet.

5.

Femte anbringende om, at ECB tilsidesatte sagsøgernes ret til at blive hørt.

6.

Sjette anbringende om, at EDB tilsidesatte dens pligt til omhyggeligt og upartisk at undersøge og vurdere alle de relevante aspekter i den individuelle sag.

7.

Syvende anbringende om, at ECB tilsidesatte dens forpligtelse til at fremkomme med en tilstrækkelig begrundelse for dens afgørelse.

8.

Ottende anbringende om, at ECB tilsidesatte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet.

9.

Niende anbringende om, at ECB tilsidesatte ligebehandlingsprincippet og handlede på en diskriminerende måde over for sagsøgerne.

10.

Tiende anbringende om, at ECB tilsidesatte artikel 19 i SSM-forordningen og 75. betragtning til præamblen til SSM-forordningen og begik magtfordrejning.

—

Den anfægtede afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden, hvis indhold fremgår af lederen af administrationsafdelingens korrespondance den 20. september 2018, og den ligeledes anfægtede stiltiende afgørelse om afslag på sagsøgerens klage annulleres med den følge, at EASO med tilbagevirkende kraft skal træffe de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger i henhold til artikel 266 TEUF.

—

EASO tilpligtes at betale samtlige sagsøgerens sagsomkostninger.

1.

Første anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning.

2.

Andet anbringende vedrører manglende begrundelse og følgelig væsentlige formelle mangler som omhandlet i artikel 263 TEUF.

3.

Tredje anbringende vedrører en utilstrækkelig begrundelse af den anfægtede afgørelse, som indeholder faktiske vildfarelser.

4.

Fjerde anbringende vedrører retsvildfarelser, idet afgørelsen ikke tager hensyn til den ansattes interesser og den omsorgspligt, som administrationen har i forhold til dens ansatte.

—

Det fastslås, at den dom, som blev afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 23. november 2017 i sag T-140/15, er anvendt urigtigt i den anfægtede afgørelse.

—

Den anfægtede afgørelse ændres, EF-Sortsmyndighedens afgørelse NN010 af 23. september 2013 omgøres, og sagsøgerens anfægtelse af 28. august 2012 af gyldigheden af EF-sortbeskyttelse nr. EU 15118 tages til følge.

—

erklæres EF-sortbeskyttelse nr. EU 15118 ugyldig ab initio.

—

EF-Sortsmyndigheden tilpligtes at betale sagsomkostningerne i henhold til artikel 87 i Rettens procesreglement, herunder eventuelle intervenerende parters omkostninger.

—

Tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

—

Pligtforsømmelse og nægtelse af adgang til domstolsprøvelse.

—

Kommissionens afgørelse om afslag på sagsøgerens klage (sag SA.53105 — Påstået støtte til Eurobank Ergasias gennem salg af Piraeus Bank Bulgaria) annulleres, i det mindste for så vidt som den angår tilsidesættelserne af omstruktureringstilsagnene i sag SA.43364 og sag SA.43363.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionens afgørelse overtrådte væsentlige procedurekrav og tilsidesatte følgende:

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen urigtigt konkluderede, at (i) de tilsagn, der blev afgivet i sag SA.43364 i forbindelse med den af Piraeus Bank modtagne statsstøtte, og (ii) de tilsagn, der blev afgivet i sag SA.43363 i forbindelse med den af Eurobank Ergasias modtagne statsstøtte, ikke fandt tidsmæssig anvendelse, eftersom afslutningen af salget af Piraeus Bank Bulgaria vil finde sted efter den 31. december 2018.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale omkostningerne afholdt af den part, der har fremsat ugyldighedsbegæringen.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale omkostningerne afholdt af den part, der har fremsat ugyldighedsbegæringen.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Det fastslås, at sagsøgeren ikke er forpligtet til at betale Europa-Kommissionen de beløb, som sidstnævnte har opkrævet ved debetnota nr. 3241902288 modtaget den 22. februar 2019 og senest ved skrivelse modtaget den 29. april 2019 — ref. Ares (2019) 2858540, der opkræves som tilbagebetaling af tilskud samt i form af erstatning og renter med den begrundelse, at Studio Galli Ingegneria angiveligt har tilsidesat de forpligtelser, der påhvilede selskabet i medfør af tilskudsaftale nr. 619120 vedrørende projektet benævnt »MARSOL«.

—

Det fastslås, at de tilsidesættelser, som Kommissionen har gjort gældende, ikke foreligger.

—

Det fastslås, at skrivelsen om indledende orientering af 19. december 2018, OLAF’s inspektionsrapport, debetnotaen af 22. februar 2019, den efterfølgende rykker af 2. april 2019 og den seneste skrivelse om fornyet fastsættelse af det opkrævede beløb og om afvisning af SGI’s efterfølgende anmodninger af 29. april 2019 ref. Ares (2019) 2858540 er ulovlige, ugyldige og under alle omstændigheder ugrundede.

—

Det fastslås, at det af Kommissionen fremlagte krav ikke findes.

—

Det fastslås, at sagsøgeren har ret til det tilskud, som Kommissionen faktisk har betalt i medfør af tilskudsaftale nr. 619120 for projektet »MARSOL«.

—

Subsidiært fastslås det, at det beløb, som er genstand for Kommissionens krav om tilbagebetaling, ikke kan overstige 100 044,99 EUR.

—

Mere subsidiært fastslås det, at Kommissionen tilpligtes at betale SGI de omkostninger, som selskabet har afholdt i forbindelse med gennemførelsen af projektet MARSOL, som følge af ugrundet berigelse.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af princippet om god tro i kontraktforhold, tilsidesættelse af retten til forsvar i fasen efter afslutningen af inspektionen, tilsidesættelse af retten til effektive retsmidler som omhandlet i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), tilsidesættelse af retten til god forvaltning som omhandlet i chartrets artikel 41, tilsidesættelse af retten til aktindsigt som omhandlet i chartrets artikel 42 og tilsidesættelse af tilskudsaftalens artikel II.22 og den belgiske civillovs artikel 1134.

2.

Andet anbringende om, at den påberåbte tilsidesættelse ikke foreligger, at det af Europa-Kommissionen fremlagte krav ikke findes, at OLAF’s inspektionsrapport var ulovlig og ugrundet, således at skrivelsen om indledende orientering og Kommissionens debetnotaer også var det, om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning, princippet om bevisbyrden og rimelighedsprincippet som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013, at der er sket en fejl i bevisvurderingen samt om tilsidesættelse af den belgiske civillovs artikel 1315.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, rimelighedsprincippet og princippet om god tro i kontraktforhold og om tilsidesættelse af tilskudsaftalens artikel II.22.

4.

Fjerde anbringende, som er fremsat subsidiært, om retten til erstatning som følge af Kommissionens ugrundede berigelse.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/354 af 4. marts 2019 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2019, L 64, s. 7) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/352 af 4. marts 2019 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT 2019, L 64, s. 1), annulleres i medfør af artikel 263 TEUF, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—

Der vedtages visse foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 64 i Rettens procesreglement, herunder navnlig

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement.

—

Afgørelse truffet den 22. februar 2019 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1782/2018-2) annulleres.

—

Afgørelse truffet den 10. juli 2018 af indsigelsesafdelingen annulleres (indsigelse B 2 598 285).

—

EU-varemærke nr. 14 180 038, hvorimod der er rejst indsigelse, registreres for alle de af ansøgningen omfattede varer.

—

EUIPO tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Det af Oleksandr Viktorovych Klymenko anlagte søgsmål antages til realitetsbehandling.

—

Rådets afgørelse 2019/354 af 4. marts 2019 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine annulleres.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/352 af 4. marts 2019 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine annulleres.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne i henhold til artikel 87 og 91 i Rettens procesreglement.

1.

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten, for så vidt som de anfægtede retsakter er utilstrækkeligt begrundet.

2.

Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til forsvar og af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, der er sikret ved de grundlæggende principper i EU-retten, og som er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

3.

Det tredje anbringende vedrører manglende retsgrundlag, eftersom artikel 29 i traktaten om Den Europæiske Union ikke kan være retsgrundlag for den restriktive foranstaltning, der er blevet truffet over for sagsøgeren.

4.

Det fjerde anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn, idet sagsøgeren har fremlagt oplysninger, der attesterer et manglende tilstrækkeligt faktuelt grundlag for nogen som helst strafferetlig procedure.

5.

Det femte anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til respekt for ejendom, som er et grundlæggende princip i EU-retten, der er beskyttet ved artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og ved artikel 1 i tillægsprotokol nr. 1 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

—

Den anfægtede afgørelse omgøres og der meddeles pålæg om afslag på EU-varemærkeansøgning nr. 13 761 168 SUM011 for de resterende tjenesteydelser i klasse 35 og 39.

—

De andre parter tilpligtes at betale sagsomkostningerne forbundet med sagens behandling for Retten samt omkostningerne forbundet med sagens behandling ved indsigelsesafdelingen og for appelkammeret ved EUIPO.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.