10.5.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 159/1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om social dialog om innovation i den digitale økonomi

(Initiativudtalelse)

(2019/C 159/01)

Ordfører: Jukka AHTELA

Plenarforsamlingens beslutning	15.2.2018
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 29, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	18.12.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.1.2019
Plenarforsamling nr.	540
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	133/0/0

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Innovation er en vigtig faktor for virksomheders konkurrenceevne, produktivitet og vækstpotentiale, som også kan forbedre kvaliteten af arbejde, fremme jobskabelsen og forbedre levestandarden. Udnyttelse af det fulde potentiale af innovation kræver engagement og motivation hos arbejdstagerne, herunder gennem social dialog. Dette bør støttes af et innovationsvenligt politisk og lovgivningsmæssigt miljø i hele Europa.

1.2.

Digitaliseringen er sammen med anden udvikling, som påvirker arbejdsvilkårene, arbejdstagernes økonomiske situation og arbejdslivet, en udfordring for eksisterende virksomhedsstrukturer, forvaltnings- og ledelsesmetoder, arbejdsmarkedsrelationer samt omfanget af og metoder for social dialog.

1.3.

Videnarbejde bliver integreret i alle områder af arbejdslivet. Informationsteknologi og især digitalisering gør det muligt at afkoble arbejde fra tid og sted. Udviklingen i retning af færdigheds- og videnbaseret arbejde øger videnarbejderes autonomi, mens der kan ses en tendens til polarisering mellem højt kvalificeret videnarbejde og potentielt mindre produktivt arbejde. For at imødegå den stigende økonomiske usikkerhed, som til dels skyldes digitaliseringen, bør kollektive forhandlinger fremmes på alle niveauer, først og fremmest i sektorer og virksomheder, der berøres af digitaliseringen. Dette kan bidrage til nye former for digitaliseret arbejdstilrettelæggelse, som forbedrer jobkvaliteten frem for at forringe den (1).

1.4.

Mens udviklingen i retning af forbedret autonomi for en række arbejdstagere udfordrer ledelsesstrukturer og ledelsesmetoder, kræver den også nye former for dialog, udveksling af information og høringer, samt at arbejdstagerne bidrager til ledelsesmetoderne. Der er behov for nye deltagelsesbaserede metoder for at engagere så mange menneskelige ressourcer som muligt i innovations- og udviklingsprocesserne.

1.5.

EØSU understreger vigtigheden af at sikre den bredest mulige forståelse af de fordele og udfordringer, som medarbejderne kan imødese, når der vedtages nye strategier i arbejdspladskulturen i form af sikkerhed og kvalitet i ansættelses- og arbejdsvilkårene, herunder sundhed og sikkerhed samt efteruddannelse. Reel støtte og inddragelse af medarbejderne kræver en seriøs og dedikeret indsats på alle niveauer.

1.6.

Den sociale dialog og især de kollektive overenskomstforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter vil fortsat være centrale værktøjer, hvis de, når der indføres ny teknologi, inddrages fra begyndelsen (jf. punkt 5.1 og 5.5) i en ånd af tillid mellem personale og ledelse. Inden for deres beføjelsesområder og uden at underminere de vigtigste principper i de nuværende strukturer bør arbejdsmarkedets parter fortsætte med at finde nye løsninger til den sociale dialog, navnlig forhandlinger, som er tilpasset til de nye udfordringer for at kunne levere afbalancerede løsninger, og som sikrer, at arbejdsmarkedets parter fortsat spiller en meningsfuld og målbevidst rolle på alle niveauer.

1.7.

Nye former for fragmenteret arbejde og stigningen i antallet af atypiske arbejdstagere betyder, at de berørte personer skal inddrages, ved at de i højere grad tilbydes oplysning og rådgivning, og ved at man tilpasser de kollektive rettigheder, arbejdstidsordningerne og de sociale rettigheder (2).

1.8.

Som EØSU tidligere har pointeret, er fagforeningsrepræsentation og kollektive overenskomster for arbejdstagere inden for visse nye former for beskæftigelse kommet under pres (3). Vi skal derfor fjerne de barrierer, der hindrer folk i at udøve de grundlæggende rettigheder, som de er sikret i kraft af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og ILO's konventioner (4).

1.9.

EØSU støtter det synspunkt, at sandsynligheden for innovation øges, når stærke arbejdsorganisationsstrukturer kombineres med forskellige former for øget medarbejderdeltagelse inden for en solid retlig og kontraktmæssig ramme. Med dette for øje skal kollektiv repræsentation i stigende grad ledsages af en mere inkluderende, reflekterende og demokratisk dialog i arbejdsstrukturer og metoder. På samme måde bør der tages hensyn til betydningen af kurser i social dialog for ledere, så ledelsesmetoder kan tilpasses den nye kontekst. EØSU understreger endvidere behovet for et erhvervsvenligt klima, som gør det muligt for virksomhederne at vokse og blive konkurrencedygtige.

1.10.

Et tillidsfuldt forhold mellem medarbejderrepræsentanterne, fagforeningerne og ledelsen kombineret med direkte medarbejderdeltagelse i de beslutningsdygtige organer, jf. punkt 6.7, er forbundet med bedre resultater og større trivsel og skaber et positivt miljø for innovative foranstaltninger. Medarbejderdrevne forandringer er befordrende for et miljø baseret på tillid mellem ledelse, medarbejdere og fagforeninger (5). Det er altafgørende, at arbejdstagerne (og deres fagforeninger) har tilliden i behold, og at de bidrager på alle relevante niveauer og i alle relevante fora på lokalt plan og/eller i bestyrelser og tilsynsorganer. Det er vigtigt, at de deltager i foregribelsen af udviklingen og i den forvaltning og de beslutninger, der vedrører disse forandringer, hvis man skal forholde sig til den digitale omstillings betydning og skabe en mentalitet og en kultur, der er innovationsorienteret (6).

1.11.

På nationalt plan er initiativer fra arbejdsmarkedets parter til at øge arbejdstagernes produktivitet og trivsel på arbejdspladsen en lovende metode, der bør fremmes i en bredere europæisk sammenhæng. I den forbindelse bifalder EØSU de initiativer og den forskning, der er udført af Eurofound og European Workplace Innovation Network, og foreslår, at EU gør en indsats for at udvikle dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og andre interessenter inden for rammerne af deltagelsesbaserede tilgange til fremme af innnovation på arbejdspladsen.

2. Indledning

2.1.

Innovation er en vigtig faktor for virksomheders konkurrenceevne, produktivitet og vækstpotentiale. Udnyttelse af det fulde potentiale i innovation kræver engagerede og motiverede arbejdstagere. Innovationstiltag sætter europæiske arbejdspladser bedre i stand til at konkurrere internationalt og dermed skabe et solidt grundlag for beskæftigelse af høj kvalitet og er dermed en nøgle til højere levestandard. Alt dette bør understøttes af et innovationsvenligt politisk og lovgivningsmæssigt miljø i Europa.

2.2.

Digitalisering er en vigtig drivkraft for innovation. Digitaliseringen af industrien og servicesektoren rummer et enormt potentiale, f.eks. med hensyn til automatisering, forarbejdningsteknologier, øget produktivitet og fleksibilitet, som er til gensidig nytte. Investering i uddannelse på en inklusiv måde med henblik på at sikre de færdigheder, der kræves i den digitale økonomi, er også et vigtigt redskab til at mindske uligheder og høste fordelene af dette potentiale for alle, på arbejdspladser og i samfundet som helhed. Den offentlige sektor har et afgørende ansvar for at modernisere offentlige uddannelser og fremme de nødvendige færdigheder samt bidrage til et erhvervsmiljø af høj kvalitet. Samtidig bør erhvervslivet og industrien også bidrage til at lette arbejdstagernes adgang til efteruddannelse og livslang læring. Kønsperspektivet bør være et centralt element i alle digitale initiativer, så kvinder integreres fuldt ud i den digitale økonomi med henblik på at mindske lønforskellen mellem mænd og kvinder og fremme balancen mellem arbejdsliv og privatliv.

2.3.

Trods hurtigt faldende IKT-priser, et skift fra IKT-investeringer til IKT-tjenester og en fortsat stigning i videnbaserede aktiver er der ikke mange tegn på, at den nye digitale økonomi har øget væksten i produktiviteten. Internationale undersøgelser tyder på, at den nye digitale økonomi stadig er i sin »indkøringsfase«, og produktivitetsvirkningerne viser sig måske først, når teknologien kommer ind i »implementeringsfasen« (7). Desuden kan den overgang fra de mere produktive til mindre produktive former for beskæftigelse, som ses i nationale statistikker, også skjule IKT's fulde bidrag til vækst, da IKT's bidrag til produktivitet og beskæftigelse kan variere betydeligt fra den ene sektor til den anden.

2.4.

Arbejdsverdenen står over for ændringer, som vil have en dybtgående indvirkning på arbejdsgivere, arbejdstagere og de kontraktmæssige forbindelser mellem dem. Nogle af disse ændringer sker uden for virksomhederne, såsom udlicitering, mens mange ændringer finder sted internt i virksomhederne, f.eks. tendensen mod fleksibel arbejdstid og smidige arbejdsformer. Denne udvikling, der finder sted inden for en ramme baseret på lovgivning og kollektive overenskomster, er en udfordring for eksisterende virksomhedsstrukturer, forvaltnings- og ledelsesmetoder samt omfanget af og metoder for social dialog, og har også følgevirkninger for jobsikkerheden og -kvaliteten. Social dialog og forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter er og bør imidlertid fortsat være centrale værktøjer, hvis de forinden (se punkt 5.1) tilpasses forandringer og anvendes fra begyndelsen i en ånd af tillid mellem personale og ledelse, når der indføres ny teknologi. De europæiske arbejdsmarkedsparter udstedte en fælles erklæring om digitalisering i 2016 (8).

2.5.

Denne udtalelse har til formål at afklare og skabe sammenhæng mellem færdigheder og arbejdstagernes rolle som bidragydere til innovationsprocesser, øget produktivitet og egen trivsel på den ene side og behovet for at etablere en velfungerende praksis på arbejdspladsen og fremme disse mål på den anden side.

3. Hvad er på spil? Udfordringer for innovationskulturen på arbejdspladsen

3.1.

Der er et presserende behov for at tilpasse virksomhedsstrukturer og arbejdsmetoder til den digitale økonomi. At finde nye måder til at øge produktiviteten i den digitale tidsalder er en udfordring for alle interessenter. Kontinuerlig innovationsaktivitet med henblik på at udnytte de menneskelige ressourcers potentiale, samtidig med at arbejdstagernes trivsel fremmes, er afgørende for at finde løsninger på disse udfordringer. Den sociale dialog, navnlig forhandlinger på lokalt plan, kan spille en central rolle med hensyn til at lette innovations- og tilpasningsprocesser.

3.2.

Digitalisering har en dybtgående indvirkning både på eksisterende og nye organisationer med hensyn til, hvordan virksomhedens aktiviteter og arbejde tilrettelægges. Mens traditionelle former for arbejde i vid udstrækning kan opretholdes, kan vi allerede nu skelne virkningen af digitalisering for de nye arbejdsmetoder såsom en hastig stigning i fjernarbejde i mange sektorer med øget autonomi for en række arbejdstagere.

3.3.

Videnarbejde bliver integreret i alle områder af arbejdslivet. Informationsteknologi og især digitalisering gør det muligt at afkoble arbejde fra tid og sted. Denne udvikling i retning af færdigheds- og videnbaseret arbejde øger videnarbejderes autonomi, mens der kan ses en tendens til polarisering mellem højt kvalificeret videnarbejde og mindre potentielt produktivt arbejde med færre opgaver.

3.4.

Den tendens til øget autonomi, som digitaliseringen giver visse arbejdstagere, er en udfordring for virksomhederne, deres organer og styring samt for deres ledelsesmetoder og traditionelle hierarkiske strukturer. Den er ligeledes en udfordring for arbejdsvilkårene, arbejdstagernes økonomiske situation og arbejdsmarkedsrelationerne. Disse ændringer betyder, at der er behov for flere former for social dialog, oplysninger, høringer og en stærk inddragelse af arbejdstagerne. Sidstnævnte kan selv være med til at bidrage til innovativ praksis og udviklingsstrukturer, der er fordelagtige for virksomheden og dens interessenter (9). Arbejdsmarkedets parter bør derfor søge løsninger for at sikre sameksistensen mellem traditionelle former for og innovative tilgange til social dialog.

4. Hvordan kan innovationskultur styrkes på arbejdspladsen?

4.1.

Udviklingen i retning af øget autonomi for en række arbejdstagere udfordrer ledelsesstrukturer og ledelsesmetoder, men kræver også nye former for dialog, udveksling af information og høringer, samt at arbejdstagerne bidrager til virksomhedens ledelsesmetoder. Der er behov for nye metoder for at engagere så mange menneskelige ressourcer som muligt i virksomhedens innovations- og udviklingsprocesser.

4.2.

Men det er ikke altid nødvendigt at gennemføre større organisatoriske ændringer for at samle arbejdstagerne omkring virksomhedens innovationsprocesser. Der kan anvendes en række simple værktøjer til dette formål, men det vigtigste værktøj til opnåelse heraf bør være kollektive overenskomstforhandlinger og social dialog i tråd med behovene på de enkelte arbejdspladser. Selvbærende teams, eksperimentelle workshopper, forslagskasser og tværfaglige projektgrupper er blot nogle eksempler. Et fælles træk er en arbejdspladskultur, der fremmer arbejdstagernes opfindsomhed, og sådan en arbejdspladskultur kan kun baseres på gensidig tillid mellem ledelsen og de ansatte.

4.3.

Vigtigheden af at sikre den bredest mulige forståelse af de fordele, som tilfalder medarbejderne, når der vedtages nye strategier i kulturen på arbejdspladsen med hensyn til sikkerhed og kvalitet i beskæftigelse og arbejdsvilkår, bør fremhæves. Der skal endvidere tages fat på risiciene for arbejdstagerne, for eksempel med hensyn til arbejdsvilkår, sundheds- og sikkerhedsbeskyttelse, økonomisk usikkerhed og øget polarisering. Reel støtte og inddragelse af medarbejderne og fagforeningerne bør fremmes på alle niveauer og kræver en seriøs og dedikeret indsats på alle niveauer for at undgå, at der blot anvendes »afkrydsningslister«.

4.4.

En innovationskultur på arbejdspladsen indebærer, at den enkelte arbejdstager ikke kun fokuserer på udførelsen af sine opgaver, men også overvejer, om udførelsen af disse opgaver løbende kunne forbedres. Derudover indebærer en innovationskultur, at ledelsen lytter aktivt til arbejdstagernes idéer og tilskynder dem til at deltage i innovationsprocesser (10).

4.5.

Øget autonomi for arbejdstagere i forbindelse med virksomhedernes innovations- og udviklingsaktiviteter giver gode muligheder for at trække på arbejdstagernes færdigheder. Det samme gælder fleksibilitet i arbejdstid og arbejdssted, der fungerer mere effektivt, hvis innovative tilgange til at tilrettelægge arbejdet bygger på lokalt aftalte ordninger baseret på gensidig tillid. Alt dette kræver en moderne ledelseskultur inden for en solid retlig og kontraktmæssig ramme baseret på en deltagelsesbaseret tilgang, som også bør fremmes på EU-plan.

5. Forskellige former for social dialog

5.1.

En af den sociale dialogs og især de kollektive overenskomstforhandlingers vigtigste funktioner er at bidrage til at forme erhvervsmiljøet og håndtere ændringer i arbejdslivet gennem oplysninger, foregribelse, deltagelse og facilitering for at opbygge gensidig tillid mellem arbejdsmarkedets parter på alle niveauer. Dette er et EU-mål, som gennemføres i overensstemmelse med national praksis.

5.2.

EØSU har i mange af sine udtalelser bekræftet den centrale rolle, som den sociale dialog spiller i en arbejdsverden i forandring (11). Den sociale dialog skal spille en førende rolle på alle relevante niveauer, samtidig med at arbejdsmarkedsparternes autonomi respekteres fuldt ud.

5.3.

I betragtning af udfordringerne og de stadig hastigere forandringer er der imidlertid et klart behov for at tilpasse strukturer og mål for den sociale dialog til den fortsatte strøm af forandringer, under hensyntagen til de nationale og europæiske retlige og kontraktmæssige rammer. Dette er en udfordring for arbejdsmarkedets parter på alle niveauer. Inden for deres beføjelsesområder og uden at underminere de vigtigste principper i de nuværende strukturer bør arbejdsmarkedets parter fortsætte med at finde nye løsninger til den sociale dialog, navnlig forhandlinger, som er tilpasset til de nye udfordringer for at kunne levere afbalancerede løsninger, og som sikrer, at arbejdsmarkedets parter fortsat spiller en meningsfuld og målbevidst rolle på alle niveauer. Partnerskab med lokalsamfundene kan også være en kilde til inspiration for arbejdsmarkedets parter.

5.4.

EØSU har påpeget, at »det i dag er umuligt at forudsige alle de muligheder og udfordringer, som den digitale økonomi vil foranledige. Det er ikke hensigten med den sociale og civile dialog at gå imod denne omstilling, men derimod at styre omstillingen bedst muligt for at udnytte alle de fordele, den kan udgøre for vækst, for fremme af innovation og kompetencer, for job af høj kvalitet samt for bæredygtig og solidarisk finansiering af sociale sikringsrettigheder (12)«.

5.5.

Med hensyn til forvaltning af omstilling i en digitaliseret arbejdsverden er det vigtigt at kunne regne med smidige beslutningsprocesser, så virksomhederne og arbejdstagerne hurtigt kan tilpasse sig de skiftende forhold. EØSU har også anført: »[i] forbindelse med indførelsen af nye teknologier som f.eks. robotter og intelligente maskiner minder EØSU i sin undersøgelse om vigtigheden af at informere og høre arbejdstagerrepræsentanterne på et tidligt tidspunkt og om nødvendigheden af at forhandle kollektivt for at ledsage de forandringer, som disse teknologier medfører. Udvalget minder også om, at i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/38/EF (13) om europæiske samarbejdsudvalg er en sådan høring obligatorisk (14)«.

5.6.

Derudover har EØSU givet eksempler på tilfælde, hvor arbejdsmarksparternes aktiviteter har ført til løsninger på udfordringer, der er opstået i denne overgangsperiode (15). Endnu et eksempel er den kollektive overenskomst mellem den digitale platform for rengøring, Hilfr, og fagforeningen 3F i Danmark (16). EU bør støtte sådanne aktiviteter ved at fremme den sociale dialog og støtte kapacitetsopbygning hos arbejdsmarkedets parter.

6. Vigtigste konklusioner til støtte for nye metoder til at øge innovation

6.1.

Som belyst i Eurofounds nylige undersøgelse (17) kan virksomheder, der opfordrer deres ansatte til at deltage i overordnede beslutninger omkring driften eller en strategisk kurs, ikke kun forbedre jobtilfredsheden, men også hæve innovationsniveauet. Medarbejderdrevne forandringer er befordrende for et miljø baseret på tillid mellem ledelse, medarbejdere og fagforeninger. Det er altafgørende, at arbejdstagerne (og deres fagforeninger) har tilliden i behold, og at de bidrager på alle relevante niveauer og i alle relevante fora på lokalt plan og/eller i bestyrelser og tilsynsorganer. Deres deltagelse i foregribelsen af udviklingen og i den forvaltning og de beslutninger, der vedrører disse forandringer, er af afgørende betydning for håndteringen af den digitale omstillings virkninger og for skabelsen af en mentalitet og en kultur, der er innovationsorienteret (18).

6.2.

Ifølge Eurofound øges sandsynligheden for innovation, når stærke arbejdsorganisationsstrukturer kombineres med direkte medarbejderdeltagelse (f.eks. inddragelse i problemløsning eller forbedring af produktionskvaliteten) (19). Denne konstatering stemmer overens med påstanden om, at selv om kollektiv repræsentation spiller en vigtig rolle med hensyn til at sikre arbejdstagernes inddragelse i innovationsprocesser, er der et stigende behov for en mere rummelig og demokratisk dialog baseret på inddragelse af arbejdstagere i refleksionsprocessen. Metoderne i forbindelse med den sociale dialog bør i denne ånd gøre det lettere at dele og mobilisere den samlede ekspertise hos alle medlemmer af organisationen, det være sig arbejdstagerne, deres repræsentanter eller ledelsen (20).

6.3.

Ligeledes viste Eurofounds analyse, at arbejdstageres adgang til uddannelse hang positivt sammen med innovation. Som EØSU allerede har påpeget, bør arbejde give dem, der udfører det, en tilfredsstillelse i form af at anvende alle deres færdigheder og kvalifikationer og yde deres største bidrag til den fælles trivsel (21).

6.4.

Der var også en positiv forbindelse mellem innovation og motivation i form af finansielle incitamenter som variabel løn i Eurofounds undersøgelse. Det blev ligeledes konstateret, at de mere innovative organisationer oplevede, at de opnåede bedre resultater, og at der var større trivsel på arbejdspladsen. Disse innovative virksomheder havde en tendens til at have en stærk praksis for medarbejderdeltagelse.

6.5.

En tillidsvækkende social dialog er ifølge Eurofound vigtig for ydeevne og trivsel. Resultater og trivsel på arbejdspladsen lå væsentligt under gennemsnittet i virksomheder, hvor der havde været konflikter og faglige aktioner. Et tillidsfuldt forhold mellem medarbejderrepræsentation og ledelse kombineret med direkte medarbejderdeltagelse var forbundet med forbedrede resultater og trivsel, hvilket skabte et positivt miljø for innovative foranstaltninger (22). EØSU understreger betydningen af uddannelse for ledelsen, så den sættes i stand til at tilpasse ledelsesmetoder i den nye kontekst.

6.6.

En kultur baseret på tillid er også en vigtig konkurrenceparameter for virksomhederne. Når en virksomhed tager komplekse spørgsmål om digitalisering op, danner tillidskulturen et solidt grundlag for et vellykket samarbejde i modsætning til en kultur med kontrol og overholdelse (23).

6.7.

Som anført af Eurofound er der ingen opskrift på at skabe tillid på en arbejdsplads, men der er visse betingelser, som gør det lettere. Disse omfatter gensidig anerkendelse af de to parter, der har ansvaret for at finde løsninger på fælles problemer, rettidig indgriben, der giver plads til meningsfuld diskussion, gennemsigtighed, rettidig udveksling af oplysninger af god kvalitet og inddragelse af alle parter i strategi og målsætninger (24). Som EØSU konstaterer i sin udtalelse (25), er det nødvendigt at styrke arbejdstagernes indflydelse og deltagelse i de beslutningsdygtige organer. Deres deltagelse i foregribelsen af udviklingen og i den forvaltning og de beslutninger, der vedrører disse forandringer, er af afgørende betydning for håndteringen af den digitale omstillings betydning og for skabelsen af en mentalitet og en kultur, der er innovationsorienteret.

6.8.

På nationalt plan er initiativer fra arbejdsmarkedets parter til at øge arbejdstageres produktivitet, trivsel og beskæftigelse på arbejdspladsen en lovende metode, der bør fremmes i en bredere europæisk sammenhæng. Det fælles projekt mellem den finske sammenslutning af teknologiindustrier og fagforeningen er et unikt projekt i Finland (26). I Danmark har LO udarbejdet en særlig undersøgelse om emnet »medarbejderdrevet innovation« (27). Endvidere deltager arbejdsmarkedets parter i Tjekkiet, Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien i nationale debatter og projekter om digitale forandringer og deres indvirkning på arbejdslivet (28).

6.9.

På EU-plan bifalder EØSU de initiativer og den forskning, der er udført af Eurofound og European Workplace Innovation Network og lanceret af Kommissionen, og foreslår, at EU gør en indsats for at udvikle dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og andre interessenter inden for rammerne af deltagelsesbaserede tilgange til fremme af innnovation på arbejdspladsen.

Bruxelles, den 23. januar 2019.

Luca JAHIER

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 13 af 15.1.2016, s. 161.

(2) EUT C 434 af 15.12.2017, s. 36 og således som Marianne Thyssen bemærkede på den fælles ETUI/EFS-konference i juni 2016 om »Shaping the new world of work«.

(3) EUT C 303 af 19.8.2016, s. 54.

(4) Artikel 12 og 28 i chartret, og ILO's konventioner nr. 87 og 98; se endvidere nedenfor, punkt 3.2 ff.

(5) 3rd European Company Survey: »Innovative changes in European companies«. Eurofound, 2017.

(6) EUT C 434 af 15.12.2017, s. 30.

(7) »The Productivity Paradox of the New Digital Economy«, Bart van Ark (The Conference Board and the University of Groningen, International Productivity Monitor), 2016, s. 3-18.

(8) Erklæring fra de europæiske arbejdsmarkedsparter om digitalisering.

(9) EUT C 434 af 15.12.2017, s. 30.

(10) »Employee-driven innovation«, LO, 2007.

(11) EUT C 125 af 21.4.2017, s. 10, EUT C 303 af 19.8.2016, s. 54.

(12) EUT C 434 af 15.12.2017, s. 30.

(13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/38/EF af 6. maj 2009 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne (omarbejdning) (EUT L 122 af 16.5.2009, s. 28).

(14) EUT C 434 af 15.12.2017, s. 30.

(15) EUT C 434 af 15.12.2017, s. 30.

(16) Hilfr-overenskomst.

(17) 3rd European Company Survey: »Innovative changes in European companies«. Eurofound, 2017.

(18) EUT C 434 af 15.12.2017, s. 30.

(19) 3rd European Company Survey: »Innovative changes in European companies«. Eurofound, 2017.

(20) »Workplace Social Dialogue as a Form of Productive Reflection«. Peter Cressey, Peter Totterdill, Rosemary Exton; International Journal of Action Research, Volume 9, Issue 2, 2013.

(21) EUT C 288 af 31.8.2017, s. 43.

(22) 3rd European Company Survey: »Innovative changes in European companies«. Eurofound, 2017.

(23) »Vertrauenskultur als Wettbewerbsvorteil in digitalen Zeiten«.

(24) »Win-win arrangements: Innovative measures through social dialogue at company level«, Eurofound, 2016.

(25) EUT C 434 af 15.12.2017, s. 30.

(26) Projektet »Productivity together«.

(27) »Employee-driven innovation«, LO, 2007.

(28) »Addressing digital and technological change through social dialogue«, Eurofound, 2017.

10.5.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 159/7

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om kvinder på Vestbalkan

(initiativudtalelse)

(2019/C 159/02)

Ordfører: Dilyana SLAVOVA

Plenarforsamlingens beslutning	15.2.2018
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 29, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Eksterne Forbindelser
Vedtaget i sektionen	19.12.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.1.2019
Plenarforsamling nr.	540
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	174/1/6

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Der er pustet nyt liv i EU's politik over for Vestbalkan. Den fik et yderligere løft af det bulgarske formandskab, der gjorde denne region til sin prioritet, og af Kommissionens meddelelse »Et troværdigt udvidelsesperspektiv for landene på Vestbalkan og et øget engagement heri fra Den Europæiske Unions side«, som blev offentliggjort den 6. februar 2018.

1.2.

På topmødet i Sofia og i Rådets konklusioner fra juni 2018 om »Udvidelse og stabiliserings- og associeringsprocessen« blev dette engagement gentaget og definerede de næste skridt i den europæiske integration af regionen. Mere specifikt fik Albanien og FYROM en foreløbig dato — juni 2019 — for indledningen af tiltrædelsesforhandlingerne. Dette fokus og denne indsats vil sandsynligvis blive opretholdt og videreført af de kommende formandskaber — Østrig, Rumænien og Kroatien — da de er blandt de medlemsstater, som også udviser større følsomhed over for og engagement i forhold til Vestbalkan.

1.3.

EØSU er en stærk fortaler for en udvidelse, da den er i begge siders — Vestbalkans og EU's — interesse. Denne politiks succes er en vigtig faktor for EU's globale position og hjørnestenen for Europas stabilitet og velstand. EØSU er derfor overbevist om, at tiltrædelsesprocessen bør fortsættes med styrke og beslutsomhed som en af EU's topprioriteter under de klare og stringente betingelser, som er grundlaget for alle udvidelsesprocesser — hverken mere eller mindre.

1.4.

Ligestilling mellem kønnene er en grundlæggende rettighed, som er anerkendt i artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union og i EU's charter om grundlæggende rettigheder. I denne udtalelse fremhæver EØSU kvinders rolle som drivkraften bag konsolideringen af demokratiet, respekten for menneskerettighederne og frihedsrettighederne samt de økonomiske og sociale fremskridt. Formålet med udtalelsen er at skabe opmærksomhed om og fremme kvinders politiske, sociale og økonomiske rettigheder samt ligestilling mellem kønnene på Vestbalkan. Inddragelsen af kønsaspektet kan kun lykkes, hvis der er en stærk politisk vilje og tro på de fordele, som lighed mellem kvinder og mænd vil medføre for samfundet.

1.5.

Kvinder har spillet og spiller fortsat en afgørende rolle med hensyn til forsoning samt social og økonomisk udvikling i regionen, navnlig hvad angår alvorligt svækkede økonomiske strukturer, fattigdom og brudte sociale bånd, hvor kvinder udviser større fleksibilitet og initiativ til at genskabe og forny de sociale netværk og undersøge nye muligheder for arbejde. Trods visse eksempler på god praksis og en positiv udvikling med hensyn til styrkelse af kvinders stilling og iværksatte programmer befinder kvinder sig stadig i en ugunstig position, når det gælder muligheden for fuldt ud at udøve deres politiske, sociale og økonomiske rettigheder og til fulde udnytte mulighederne for socioøkonomisk udvikling. På grund af en patriarkalsk kultur, som giver kvinderne en marginaliseret rolle, udsættes de for fordomme, kønsstereotyper og kønsopdeling på arbejdsmarkedet og på uddannelsesområdet og har betydeligt større risiko for at blive udsat for forskelsbehandling og vold, hvilket hindrer dem i at opnå ledende stillinger.

1.6.

EØSU opfordrer både til en ligelig repræsentation og inddragelse af kvinder i det socioøkonomiske og politiske liv på alle niveauer og til gennemførelse af effektive love og politikker for at bekæmpe diskriminerende adfærd og dybt indgroede patriarkalske opfattelser af kvinder, herunder kvinder fra minoritetsgrupper (især romaer og LGBTIQ), unge kvinder, ældre kvinder, kvinder i landdistrikter og kvinder med handicap samt flygtningekvinder og -piger, der søger om asyl på Vestbalkan.

1.7.

EØSU understreger vigtigheden af at udvikle en køreplan for ligestilling mellem kønnene og foranstaltninger, der kan føre til en mere ligelig fordeling af magt og ressourcer på Vestbalkan. Kvinderettighedsgrupper, erhvervssammenslutninger og fagforeninger har aktivt fremmet kvindernes rolle i regionen, og der er behov for endnu en målrettet og vedvarende indsats i samarbejde med de civile partnere og arbejdsmarkedsparterne for effektivt at kæmpe for og forsvare kvinders rettigheder. EU-institutionerne bør gøre mere for at yde økonomisk støtte til disse organisationer og sammenslutninger gennem specifikke planer og projekter, som er målrettet styrkelse af kvinders stilling på alle niveauer, herunder programmer til støtte for ligestillingsorganisationer og detaljerede handlingsplaner.

1.8.

EØSU opfordrer EU og de nationale myndigheder til i højere grad at samarbejde om at komme uddannelsesmæssige stereotyper til livs for at sikre unge piger og kvinder adgang til uddannelse til en overkommelig pris og af høj kvalitet med henblik på at tilegne sig relevante færdigheder, så de lettere kan skabe sig en karriere og få adgang til job af høj kvalitet på arbejdsmarkedet.

1.9.

Da vold mod og forskelsbehandling af kvinder er en af de alvorligste krænkelser af menneskerettighederne og i stigende grad er blevet gængs praksis i dette efterkrigsområde, opfordrer EØSU Kommissionen til at efterlyse mere regionalt samarbejde om udveksling af bedste praksis vedrørende vold i hjemmet og stille yderligere nødvendig finansiering samt ekspertstøtte til rådighed i forbindelse med alle de bestræbelser, der gøres for at mindske og muligvis eliminere forekomsten af denne udbredte sociale svøbe.

1.10.

EØSU mener, at de nationale myndigheder bør gøre en væsentlig indsats for at forbedre mediefriheden, blandt andet ved at styrke den eksisterende lovgivning og gennemføre den konsekvent. Dette vil bl.a. medvirke til at øge opmærksomheden omkring ligestillingsspørgsmål og fremme et mere sikkert mediemiljø, hvor kønsstereotyper kan nedbrydes via offentlig debat, og hvor kvinder ikke er et mål for sexisme, hadefulde udtalelser og online smædekampagner.

1.11.

EØSU gentager behovet for, at partnerne på Vestbalkan integrerer kønsperspektivet i alle relevante programmer, der finansieres gennem instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA II), navnlig politikområde 3, der omfatter beskæftigelse, social- og arbejdsmarkedspolitikker, uddannelse, fremme af ligestilling mellem kønnene og udvikling af menneskelige ressourcer. Der bør udvikles tematiske fonde til bekæmpelse af vold i hjemmet og støtte til kvinders aktive medborgerskab og medieaktiviteter.

1.12.

Et klart og vedvarende engagement med hensyn til ligestilling mellem kønnene bør sikres som en af EU's grundlæggende værdier. EØSU opfordrer Kommissionen til at lade sit benchmarkingsystem for tiltrædelsesforhandlinger omfatte kritiske ligestillingsindikatorer, der skal udvikles og overvåges i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter og civile partnere, som er engagerede i styrkelsen af kvinders stilling i regionen og i hele EU. Den systematiske anvendelse af kønsperspektivet bør betragtes som et horisontalt benchmark til vurdering af lovgivningsprocessens brugbarhed og kvalitet som led i tiltrædelsesforhandlingerne.

1.13.

EØSU forventer, at den fremtidige indsats på Vestbalkan ikke kun vil handle om at bringe lovgivningen om kvinders menneskerettigheder i overensstemmelse med EU-retten og de relevante internationale mekanismer og instrumenter, men også — og vigtigst — om at komme misforholdet mellem de eksisterende love og deres korrekte gennemførelse til livs. Regeringerne på Vestbalkan bør opmuntres til at udvikle holdbare offentlige finansieringsmekanismer, der fokuserer på at beskytte kvinder mod vold, forskelsbehandling og økonomisk udnyttelse, og modtage støtte hertil.

1.14.

EØSU opfordrer de medlemsstater og partnere på Vestbalkan, som endnu ikke har ratificeret Istanbulkonventionen, til hurtigst muligt at gøre dette, da den repræsenterer den mest omfattende politiske ramme for forebyggelse af vold i hjemmet, beskyttelse af ofre og retsforfølgelse af overtrædere. EØSU opfordrer endvidere kirker og andre religiøse institutioner samt civilsamfundsorganisationer fra alle trosretninger til hverken at krænke kvinders rettigheder eller gribe ind i deres reproduktive rettigheder, som er en afgørende forudsætning for kvinders sociale og økonomiske frigørelse og for styrkelsen af deres stilling.

1.15.

EØSU gentager betydningen af at sammenkoble kønsbudgettering og overordnede ligestillingsforanstaltninger. Udvalget opfordrer til, at kønsperspektivet inddrages i alle politikker og programmer gennem en bedre ressourcefordeling, som er i tråd med de kønsspecifikke behov. I lyset af dette og i betragtning af den kommende FFR bør EU være mere konsekvent med hensyn til Vestbalkan og integration af kønsaspektet og insistere på kønsbudgettering og kønsopdelt dataindsamling for at sikre, at ligestillingen mellem kvinder og mænd og respekten for kvinders rettigheder tages i betragtning på holdbar vis. Med henblik herpå opfordres partnerne på Vestbalkan og Kommissionen til at intensivere politiske høringer med kvinderettighedsforkæmpere og ligestillingseksperter inden for forskellige politiske områder vedrørende udvidelse.

1.16.

EØSU understreger, at der skal rettes særlig opmærksomhed mod kvindelige iværksættere i betragtning af deres potentiale til at øge regionens vækstperspektiver væsentligt, og opfordrer EU-institutionerne til at spille en rolle i denne sammenhæng. Foranstaltninger til støtte for oprettelse af nye virksomheder indebærer blandt andet at sikre adgang til finansielle og institutionelle ressourcer, tilbyde optimal infrastruktur for nystartede virksomheder, levere relevant information om virksomhedsetablering, skabe interesse for kvinders iværksætteri gennem mediekampagner og yde lån til nystartede virksomheder og ekspansionsprojekter. Kvindelige iværksættere og deres erhvervsorganisationer bør systematisk inddrages i alle politikudviklingsprocesser, som er relevante for den sociale og økonomiske dimension af udvidelsen.

2. Baggrund

2.1.

Ligestilling mellem kvinder og mænd er en grundlæggende rettighed og en fælles værdi, som er anerkendt af EU. Ligestilling mellem kønnene er forankret i EU-traktaterne og internationale menneskerettighedskonventioner og indgår i de tiltrædelsesbetingelser, som kandidatlande og potentielle kandidatlande på Vestbalkan (Albanien, Bosnien-Hercegovina, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, Kosovo (1), Montenegro og Serbien) skal opfylde. Investering i ligestilling mellem kønnene er af afgørende betydning, idet der ikke kun er tale om et EU-krav, men også om en nøgleindikator for et lige og demokratisk samfund.

2.2.

Som led i deres forberedelse til EU-tiltrædelse har landene på Vestbalkan i de seneste år taget skridt til at fremme kvinders rettigheder. De har vedtaget eller ændret den relevante lovgivning (f.eks. love om hhv. bekæmpelse af forskelsbehandling, strafferet og arbejdsret), udarbejdet nationale strategier og handlingsplaner og oprettet institutionelle mekanismer til gennemførelse og overvågning af de relevante politikker. Ikke desto mindre foregår fremme af ligestilling mellem kønnene ofte kun overfladisk, og de foranstaltninger, der træffes i den forbindelse, mangler reelt politisk engagement, kompetencer og finansielle ressourcer, hvilket resulterer i en svag og sporadisk gennemførelse.

2.3.

Desværre blev muligheden for fremskridt med hensyn til at fremme ligestilling mellem kønnene i regionen forpasset på topmødet om Vestbalkan, som blev afholdt i London i juli 2018. Forslaget om en sammenhængende indsats, som blev gennemgået under forberedelserne til topmødet, bør derfor hurtigt godkendes politisk og hurtigst muligt gennemføres på holdbar vis.

2.4.

Ulighed mellem mænd og kvinder er fortsat et problem på Vestbalkan på grund af de stærkt patriarkalske strukturer, der er typiske for regionen, og som giver udslag i kønsbaseret vold, forskelsbehandling og udnyttelse, varig dobbelt byrde for kvinder med hensyn til arbejde og familiemæssige forpligtelser, adskillige hindringer for kvinders opadgående mobilitet og lige løn samt utilstrækkelig adgang til sociale ydelser og ydelser vedrørende reproduktiv sundhed samt til finansielle instrumenter. Der er sket visse forbedringer for så vidt angår kvinders politiske repræsentation — dog kun med mindre varig virkning på den rimelige fordeling af den politiske magt mellem kvinder og mænd. Det afgørende problem er den begrænsede gennemførelse af progressive politikker, hvilket afspejles i manglende reelt politisk engagement, finansiering og ekspertise.

2.5.

Arbejdet med at sikre ligestilling mellem kvinder og mænd (2) i regionen er stadig ikke afsluttet. Med denne udtalelse henleder EØSU opmærksomheden på EU-arbejdsmarkedsparternes og civilsamfundets indsats for at fremme ligestilling mellem kønnene som en del af EU's udvidelsespolitik og gøre den til en tværgående indikator på alle samfundsområder. Udtalelsen beskæftiger sig desuden med nogle af de store udfordringer, som kvinder står over for på Vestbalkan, f.eks. deres svagere roller på sociale, økonomiske og politiske områder og udbredt kønsbaseret vold.

3. Kønsbaseret vold

3.1.

Kønsbaseret vold, f.eks. seksuel og reproduktiv vold samt vold i hjemmet, er fortsat et udbredt problem i regionen. Selv om vold i hjemmet er underrapporteret, er antallet af anmeldelser stadig højt. De foreliggende oplysninger viser, at 56 % af kvinderne i Albanien udsættes for mindst én form for vold i hjemmet. I Kosovo udsættes næsten 70 % af kvinderne for vold på et tidspunkt i deres liv, mens der i Serbien blev registreret mindst 26 tilfælde af kvindemord i 2017, og i de fleste tilfælde var gerningsmanden ofrets partner (3). En gennemgang af de tjenester, som beskæftiger sig med vold i hjemmet i landene i regionen, har vist, at tjenesterne var underfinansierede, underbemandede og overbebyrdede (4), og at indberetningsmekanismerne generelt var meget ringe.

3.2.

Alle partnere på Vestbalkan har en national strategi, der sigter mod at bekæmpe vold i hjemmet (5). Kvinder undlader for størstedelens vedkommende at anmelde hændelser på grund af normer for accept, mistillid til sikkerheds- og retsmyndighederne og manglende institutionel handling, selv når situationen indberettes. Manglen på finansielt bæredygtige støttenetværk, kvindecentre og institutioner for ofre, som er modige nok til at indberette vold, medvirker til yderligere viktimisering af de mest sårbare kvinder. Det er nødvendigt at tage fat på en række mangler i forbindelse med indsamlingen af sammenlignelige data i regionen. Målet er veludformede, finansierede og overvågede politikker, som forebygger, beskytter og retsforfølger. Dette kræver den rette uddannelse af alle aktører, som er involverede i processen, passende oplysningsaktiviteter og en holdningsændring i samfundet. Efter EØSU's mening er forebyggelse også på dette område af yderste vigtighed og koster mindre end interventioner på et senere tidspunkt.

3.3.

I hele den vestlige Balkanregion er der behov for at gennemføre Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen) fuldt ud. Når hovedparten af partnerne på Vestbalkan har undertegnet og ratificeret konventionen, bør de intensivere deres arbejde med at tildele passende offentlig støtte, koordinere politikker og gennemføre praktiske foranstaltninger med henblik på at håndtere enhver form for vold mod kvinder. Kommissionen anmodes i øvrigt om at prioritere emnet vold i hjemmet ved tildeling af førtiltrædelsesstøtte til såvel civilsamfundet som de institutionelle kapacitetsopbyggende aktiviteter. EØSU opfordrer Kommissionen til at tilskynde til et stærkere regionalt samarbejde om udveksling af bedste praksis over for vold i hjemmet, som ikke tager hensyn til opdelingen mellem EU-medlemsstater og udvidelseslande. I forbindelse med udvidelsen er det vigtigt, at EU's medlemsstater udgør positive foregangseksempler på området.

Der efterlyses større engagement og yderligere koordinering mellem alle aktører i den offentlige og private sektor, og NGO'er bør i højere grad inddrages, idet samarbejdet mellem statslige tjenester og NGO'er er afgørende for en vellykket gennemførelse af lovgivningen og de politiske tiltag vedrørende bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder.

3.4.

Familier og skoler har en afgørende rolle at spille. I forbindelse med børneopdragelse og uddannelse bør der tages hensyn til kønnene og fokuseres på en eliminering af kønsbaseret vold, navnlig mod piger og unge kvinder. Etableringen af en ramme, der indfører klare politikker i skolerne for håndtering af kønsbaseret vold, vil bidrage til at reducere en sådan praksis og følgelig skabe et mere understøttende miljø for ofrene samt fremme ligestilling mellem kønnene som et grundlæggende princip i samfundet.

4. Menneskerettigheder

4.1.

Kvinders menneskerettigheder bringes systematisk i fare på Vestbalkan af nationalister og gejstlige, som ofte anvender religiøse dogmer og nationale interesser såsom traditionelle patriarkalske familieværdier og demografisk fornyelse som en moralsk begrundelse for at fratage kvinder deres frihedsrettigheder, ligestilling og sikkerhed. Trods de eksisterende omfattende og generelt beskyttende love vedrørende menneskerettigheder er gennemførelses- og håndhævelsesmekanismerne forbundet med væsentlige mangler. EØSU opfordrer til et mere effektivt samarbejde mellem og fælles handling fra nationale menneskerettighedsstrukturer, arbejdsmarkedsparter, civilsamfundsorganisationer og statslige myndigheder for at fremme menneskerettighedsdagsordenen og hjælpe de mest sårbare.

4.2.

Traditionelle kønsroller og holdninger til kvinders seksualitet gør sig gældende på Vestbalkan. Anvendelsen af mødrepleje ligger på et rimeligt niveau, men derudover vælger kvinder ofte ikke at gå til lægen. Kvinder på arbejdsmarkedet udsættes ofte for forskelsbehandling for så vidt angår rettighederne i forbindelse med barsel, bl.a. gennem spørgsmål til jobsamtaler vedrørende deres civilstand og ønske om at få børn trods det, at der er indført lovgivning for at forhindre dette. Regelmæssige lægeundersøgelser bør tilskyndes og fremmes. Der er behov for intensive oplysningskampagner om ydelser vedrørende reproduktiv sundhed.

4.3.

EØSU er særligt bekymret over, at kvinders reproduktive sundhed i landene på Vestbalkan bringes i fare på grund af et stigende antal angreb fra ultrakonservative interessegrupper, som er tæt knyttet til dominerende religiøse samfund. Der bør foretages en yderligere analyse af virkningen af fundamentalistiske religiøse syn på kvinders rettigheder og navnlig på deres reproduktive rettigheder i regionen.

4.4.

LGBTIQ-samfundet fortjener særlig opmærksomhed, idet disse personers rettigheder langt fra er konsolideret. Desuden er de konstant under pres fra forskellige konservative sociale grupper.

5. Sociale rettigheder

5.1.

Der består fortsat visse mangler i landene i regionen med hensyn til garanti for og overvågning af økonomiske og sociale rettigheder, herunder retten til beskyttelse mod forskelsbehandling. Dette påvirker alle kvinder på arbejdsmarkedet, men især kvinder og piger fra sårbare grupper, herunder etniske minoriteter (først og fremmest romaer), internt fordrevne, mennesker med handicap, migranter og flygtninge.

5.2.

Kvinder fra sådanne ugunstigt stillede grupper har ofte ikke tilstrækkelig viden om sociale rettigheder og adgang til sociale ydelser, uddannelse, sundhedsydelser og bolighjælp. De institutioner, som er juridisk ansvarlige for disse områder, er endnu ikke i stand til at yde tilstrækkelig støtte til de berørte personer. EØSU mener, at interessenter såsom socialcentre, lokale forvaltninger og NGO'er bør forbedre de betingelser, som er nødvendige for at sikre lige sociale rettigheder for sårbare grupper. Der er et presserende behov for på ny at gennemgå kvaliteten og den finansielle levedygtighed af de sociale reformprogrammer, der støttes af EU, f.eks. via et fælles memorandum om integration med fokus på social inklusion, diversificering, demokratisering og decentralisering af sociale ydelser. Mulighederne for rettidig anvendelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder i udvidelsesprocessen bør undersøges.

5.3.

Et bekymrende socialt fænomen er kvinders radikalisering i visse muslimske samfund og deres inddragelse i voldelig ekstremisme. Fra 2012 til 2016 var omtrent 20 % af de ca. 1 000 personer, som forlod den vestlige Balkanregion for at rejse til konfliktområder i Syrien og Irak, kvinder (6). Regeringer, institutioner og civilsamfundsorganisationer gør ikke nok for offentligt at anerkende kvinders migration til Mellemøsten og sikre, at der tages hensyn til kønsperspektivet i de nuværende bestræbelser på at imødegå voldelig ekstremisme. Vedtagelse af lovgivning for at gøre deltagelse i samt materiel støtte og rekruttering til udenlandske paramilitære grupper kriminelt bør følges op af praktiske foranstaltninger, der skal støtte afradikalisering og rehabilitering af kvinder, som primært bør anerkendes som ofre for ekstremistisk propaganda og rekruttering.

6. Kvinder på arbejdsmarkedet

6.1.

Kvinders udelukkelse fra arbejdsmarkedet er udbredt i regionen og er betydeligt højere end EU-gennemsnittet (7). Næsten to tredjedele af kvinderne i den erhvervsaktive alder i regionen er enten inaktive eller arbejdsløse. For romakvinder og kvinder med handicap er tallene endnu højere. Statistikkerne viser, at kvinder har lavere aktivitetsniveauer end mænd, og der er kun gjort beskedne fremskridt med hensyn til at udligne den kønsbestemte forskel i beskæftigelsesfrekvensen.

6.2.

Dette udgør ikke blot en krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder, men er også forbundet med høje økonomiske og sociale omkostninger og svækker den potentielle økonomiske vækst i regionen. Hvert år mister landene på Vestbalkan gennemsnitligt 18 procent af deres samlede BNP på grund af kønsskævhed på arbejdsmarkedet (8). En tredjedel af tabet skyldes forskelle i mænd og kvinders valg af beskæftigelse. De resterende to tredjedele skyldes omkostninger forbundet med forskellig arbejdsmarkedsdeltagelse. Vestbalkan bør opfordres til at gøre optimal brug af de eksisterende uudnyttede menneskelige ressourcer, støtte og forenkle kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og imødegå problemet med, at en stor andel af kvinderne er beskæftiget i den uformelle økonomi.

6.3.

Denne kønsskævhed er afledt af rodfæstede normer vedrørende familieroller og utilstrækkelig institutionel handling for at tackle udfordringerne. Der er tendens til, at familiemæssige forpligtelser påhviler kvinder, og fleksible arbejdsordninger er yderst begrænsede. Dette tvinger kvinder til at vælge mellem familieliv og karriere. Kvinder ansættes formelt til en langt lavere løn end mænd, tjener mindre og besætter sjældent ledende stillinger. Det er vigtigt at inddrage mænd i diskussionen og opmuntre dem til at påtage sig en større del af de familiemæssige forpligtelser.

6.4.

Adgang til økonomisk overkommelig børnepasning og opmuntring til, at fædre tager forældreorlov, er en af forudsætningerne for øget tilstedeværelse af kvinder på arbejdsmarkederne. Der er også behov for specifikke foranstaltninger for at forbedre kvindelige arbejdstageres matchning på arbejdsmarkedet, f.eks. tilbud om offentlig undervisning til børn i vuggestue- og børnehavealderen. Stereotyper i forældrenes opdragelse og adfærd, navnlig i visse samfund, der leder mod bestemte uddannelser for henholdsvis drenge og piger, samt stereotyper i forbindelse med valg af erhverv inden for typiske »kvinde-« eller »mandefag« bidrager blandt andre faktorer til løn- og pensionsforskellene mellem kvinder og mænd.

6.5.

Den kønsbestemte lønforskel i regionen, som er på ca. 20 % (9), er et vedvarende problem. Dette har følgeligt en indvirkning på den kønsbestemte pensionsforskel og ulighed mellem mænd og kvinder i pensionsalderen. Med den eventuelle stigning i arbejdende fattige, hvoraf mange er kvinder, er der tydeligvis behov for større politisk opmærksomhed og handling fra regeringens, arbejdsgivernes og arbejdsmarkedsparternes side, ikke kun via direkte foranstaltninger vedrørende hhv. minimumsløn og eksistenssikrende løn, progressiv beskatning, arbejdsbetingede ydelser og social bistand, men også — og endnu vigtigere — via indirekte foranstaltninger såsom mere fleksible arbejdsordninger, bolighjælp, opgradering af kvalifikationer og børnepasning.

6.6.

Den økonomiske situation og manglende beskæftigelsesmuligheder har en negativ indvirkning på kvinder, især unge kvinder, og tvinger dem til at forlade deres land og forværrer således hjerneflugten i regionen. Der bør udformes politiske foranstaltninger til at gøre fuld brug af kvinders talenter og kvalifikationer i det dynamisk skiftende økonomiske miljø. I denne forbindelse bør det overvejes at oprette netværk af kvindelige eksperter for at fremhæve deres ekspertise inden for forskellige områder. Derudover bør kvinders adgang til livslang læring forbedres og garanteres.

6.7.

For at komme uddannelsesmæssige stereotyper til livs er det nødvendigt konsekvent at opmuntre piger og kvinder til i højere grad at engagere sig i STEM-fagene (naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik), erhvervsrettede uddannelser og lærlingeuddannelser.

7. Styrkelse af kvinders stilling

7.1. Økonomisk styrkelse af kvinders stilling

7.1.1.

Kvindelige iværksættere er stadig en uudnyttet kilde til oprettelse af virksomheder og jobskabelse og en vigtig drivkraft for økonomisk vækst. De møder unikke udfordringer og hindringer, når de starter og udbygger en virksomhed, f.eks. manglende erhvervs- og iværksætterfærdigheder samt fremherskende fordomme i banker mod kvindeledede virksomheders kreditværdighed. Der findes ingen entydig definition af »kvinders iværksætteri«, hvilket betyder, at der mangler oplysninger om dette vigtige emne.

7.1.2.

Ønsket om at skabe forandring er forankret i stærke beviser for, at der er højtkvalificerede kvinder på Vestbalkan, og derfor bør argumenterne for kønsbalance være baseret på reglen om fortjeneste og præference frem for positiv forskelsbehandling. Der er dog stadig forhold, som gør det vanskeligt for kvinder at blive ledere, såsom manglen på foranstaltninger, der gør det nemmere at forene arbejde og familieliv, den begrænsede adgang til de netværk, som er vigtige for at opnå højere stillinger, manglende selvtillid osv. (10).

7.1.3.

EØSU anbefaler desuden, at de politiske beslutningstagere og virksomhederne ser nærmere på følgende punkter for at sikre, at kvinder ansættes i ledende stillinger på Vestbalkan (11):

—	forbedret synlighed af kvinder i ledende stillinger

—	større gennemsigtighed i forbindelse med headhunting af talenter

—	imødegåelse af stereotyper med hensyn til kønsroller

—	planlægning af udskiftninger i ledelser

—	oprettelse af et »talentnetværk«

—	videreformidling af eksempler på god praksis

—	oprettelse af en database over kvinder, der er kvalificerede til en bestyrelsespost.

7.1.4.

Uddannelse og adgang til finansiering, herunder mikrofinansiering, bør tilbydes som en integreret pakke til kvinders nystartede virksomheder og virksomheder i vækst (12). Fremme af kvindeligt iværksætteri i regionen vil føre til jobskabelse og medføre økonomiske fordele for alle. Til dette formål bør der mere aktivt anvendes foranstaltninger som virksomhedsinkubatorer, mentorordninger, innovationsknudepunkter, teknologilaboratorier og andre former for støtte til kvinder i erhvervslivet.

7.1.5.

Sammenslutninger af forretningskvinder bør aktivt tage del i beslutningsprocesserne og den offentlige dialog med lokale og regionale myndigheder og partnerorganisationer. Nyere projekter inden for dette område har vist, at emnet i højere grad end tidligere anerkendes, og at støtte til kvindelige iværksættere har rykket sig fra at være et projekt til at være en løbende proces. Hvis der skal opnås yderligere betydelige fremskridt, må der ske en holdningsændring hos folk.

7.1.6.

Sociale virksomheder har en vigtig rolle at spille med hensyn til at samle kvindelige iværksættere, og i hele regionen bør de tilskyndes til at koordinere tiltag og lette adgangen til finansiering.

7.1.7.

Unges iværksætteri er af afgørende betydning for regionen, og der er behov for en ny vækstmodel for at nå den digitale grænse. Modellen bør være baseret på innovation og den nye millenniumgenerations iværksætterånd. Den bør bl.a. omfatte skræddersyet uddannelse af unge kvinder og mænd til det nye arbejdsunivers og sikre finansieringsløsninger.

7.2. Politisk styrkelse af kvinders stilling

7.2.1.

Alle partnere på Vestbalkan anvender kønskvotering, og der er indført en stringent politik med henblik på at øge kvinders repræsentation. I de fleste partnerlande kræver kvoteordningen, at mindst 30 % af kandidaterne på de politiske partiers lister udgøres af kvinder med undtagelse af Bosnien-Hercegovina og den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, hvor minimumsniveauet er 40 %.

7.2.2.

Selvom kønskvoterne er i udvikling, og der sker positive ændringer i regionen, er der ingen konsekvens med hensyn til at følge denne politik. Som et resultat heraf har kvinders status i politik og deres deltagelse i beslutningsprocesserne ikke forbedret sig væsentligt og er stadig ikke varig.

7.2.3.

Der forekommer hierarkisk marginalisering i regionen, hvor et højere antal mænd end kvinder har topstillinger. Kvinder besidder stadig ikke magtfulde stillinger. De er meget ofte involveret i politiske organer, der beskæftiger sig med uddannelse, sundhed, socialpolitik og forvaltning, hvilket kan føre til en horisontal opdeling i visse sektorer. De er imidlertid langt mindre repræsenteret i andre organer med større beslutningskompetence og indflydelse på den politiske beslutningstagning eller den statslige lovgivning.

7.2.4.

Der findes gode eksempler på kvinders politiske indflydelse i regionen. Lokale organisationer har formået at mobilisere kvinder i politiske processer, og støtten til kvinder i politiske partier har ført til valget af den første kvindelige borgmester i Kosovo. I Albanien har partnere ledet den civilsamfundskoalition, som kræver overholdelse af kønskvoteringen i parlamentet, og dermed hævet niveauet for kvindelig deltagelse ved de seneste valg. Der er mange igangværende planer, mekanismer og støttestrukturer til at øge kvinders politiske deltagelse i regionen, og betydelige forbedringer har fundet sted (13).

8. Arbejdsmarkedsparternes og civilsamfundets rolle

8.1.

Arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne på Vestbalkan har en vigtig rolle at spille med hensyn til at påvirke myndighederne til at forpligte sig til ligestilling mellem kønnene. De har vist sig at være katalysatorer for positive forandringer og opbygningen af tolerante og modstandsdygtige samfund. En række succesfulde initiativer, projekter og platforme lanceret af kvinder har set dagens lys, og EØSU støtter fuldt ud disse positive tiltag.

8.2.

I denne forbindelse har kvindeorganisationerne som en del af civilsamfundsorganisationerne en særlig betydning og spiller en ledende rolle med hensyn til forebyggelse af vold mod kvinder og forsoning på lokalt og regionalt niveau. De er en vigtig del af processen med at overvåge og drage regeringer til ansvar for den effektive gennemførelse af politikker.

8.3.

På trods af formelt indførte mekanismer for inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne i høringsprocedurer lader kommunikation og samarbejde med regeringer meget tilbage at ønske. Den seneste tids mere negative indstilling til civilsamfundsorganisationer gør det vanskeligt for disse at rette fornuftig kritik og foreslå foranstaltninger til effektivt at udbedre de eksisterende mangler. EØSU understreger, at der er behov for at støtte og gøre plads til kvinders rettigheder og styrkelsen af deres stilling i civilsamfundet.

8.4.

Udvidelsesprocessen og Berlinprocessen har bidraget til inddragelsen af civilsamfundet i regionale initiativer og politiske beslutninger. Der er tegn på fremskridt i forhold til sektorens status og position som helhed, hvilket har ført til, at der er foretaget flere ændringer i lovgivning, politik og budgetter under hensyntagen til, hvad borgerne ønsker.

8.5.

EØSU har udviklet en tostrenget tilgang — en regional og en bilateral — til sine relationer til civilsamfundsorganisationerne på Vestbalkan. Opfølgningsudvalget for det vestlige Balkan, som blev oprettet af EØSU i 2004, er det vigtigste instrument til koordinering af EØSU's aktiviteter i regionen og overvågning af ændringerne i den politiske, økonomiske og sociale situation i partnerlandene på Vestbalkan samt i forholdet mellem EU og Vestbalkan, bl.a. vedrørende kvinders rettigheder. Opfølgningsudvalgets arbejde omfatter bl.a. møder i Civilsamfundsforummet for Vestbalkan. På det 6. forum, som blev afholdt i juli 2017 i Sarajevo, blev der drøftet og vedtaget anbefalinger vedrørende kvinders rettigheder og styrkelse af kvinders stilling.

8.6.

I Kommissionens meddelelse om udvidelse fra 2018 opfordres de nationale myndigheder med støtte fra deres samfund til at underlægge sig og opfylde de velkendte betingelser for EU-tiltrædelse. En inklusiv og effektivt struktureret dialog om reformprioriteter med inddragelse af et styrket civilsamfund vil i vid udstrækning sikre, at ethvert nyskabende tiltag bliver succesfuldt. EU bør derfor gøre mere for at tilskynde til og fremme en sådan dialog.

Bruxelles, den 23. januar 2019.

Luca JAHIER

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med UNSCR 1244/99 og ICJ's udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.

(2) Europa-Parlamentets Forskningstjeneste. Orientering om kvinder på Vestbalkan, juli 2018.

(3) Civil Society forum (CSF) of the Western Balkans Summit, Gender Issues in the Western Balkans, Policy Brief nr. 4, april 2018, http://wb-csf.eu/wp-content/uploads/2018/04/CSF-PB-04-Gender-Issues-in-the-Western-Balkans.pdf

(4) Hughson, 2014, Gender Country Profile of Bosnia and Herzegovina and Brankovic, 2015. Multisectoral Cooperation: An Obligation or Wishful Thinking. UNDP.

(5) I. Petricevic 2012. Women's Rights in the Western Balkans in the Context of EU Integration.

(6) Det Regionale Samarbejdsråd, A Waiting Game: Assessing and Responding to the Threat from Returning Foreign Fighters in the Western Balkans, november 2017, https://www.rcc.int/pubs/54/a-waiting-game-assessing-and-responding-to-the-threat-from-returning-foreign-fighters-in-the-western-balkans

(7) Europa-Parlamentets Forskningstjeneste. Orientering om kvinder på Vestbalkan, juli 2018.

(8) http://blogs.worldbank.org/europeandcentralasia/key-unlocking-economic-potential-western-balkans-women

(9) UN Women Regional Project.

(10) EUT C 133 af 9.5.2013, s. 68

(11) EUT C 133 af 9.5.2013, s. 68

(12) Kommissionens indeks for SMV-politik, Vestbalkan og Tyrkiet 2016, Assessing the implementation of the Small Business Act for Europe.

(13) UNDP, 2016.

10.5.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 159/15

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om reform af WTO med henblik på at tilpasse sig udviklingen i verdenshandelen

(initiativudtalelse)

(2019/C 159/03)

Ordfører: Emmanuelle BUTAUD-STUBBS

Plenarforsamlingens beslutning	12.7.2018
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 29, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	REX
Vedtaget i sektionen	19.12.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.1.2019
Plenarforsamling nr.	540
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	174/2/3

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) gentager sin opbakning til Verdenshandelsorganisationen (WTO) som den internsationale handels vogter og en smeltedigel for udvikling af regler og bestemmelser med henblik på at sikre fair handel, liberalisering af handelen med varer og tjenesteydelser og gennemsigtighed i udformningen af handelsrelaterede politikker.

1.2.

EØSU mener ikke alene, at der bør gennemføres hastereformer så hurtigt som muligt, navnlig for driften af tvistbilæggelsesinstansens (DSB) appelorgan, men også at WTO-medlemmerne bør foretage mere ambitiøse og systemiske ændringer i forbindelse med arbejdsstandarder, kampen mod klimaændringer og de globale mål for bæredygtig udvikling for at tilpasse reglerne for den internationale handel til de globale udfordringer.

1.3.

EØSU opfordrer Kommissionen til med hjælp fra medlemsstaterne at tilstræbe en ambitiøs EU-27-handelspolitik, som vil give EU-virksomheder bedre markedsadgang og udbrede EU's værdier på områderne menneskerettigheder og grundlæggende arbejdsstandarder såsom bekæmpelse af forskelsbehandling, ligestilling mellem mænd og kvinder, retten til forsamlings- og foreningsfrihed osv. gennem multilaterale, plurilaterale (herunder WTO), bilaterale og unilaterale (GSP, EBA) aftaler. EU's civilsamfund efterlyser fri, men fair handel.

1.4.

Det Forenede Kongerige bliver med sin udtræden af EU (den 29. marts 2019) et uafhængigt medlem af WTO, hvilket betyder, at EU-27 og Det Forenede Kongerige bør sikre deres bilaterale handels- og investeringsforbindelser, og at EU-27 bør tage behørigt hensyn til spørgsmålet om toldkontingenter med sine frihandelsaftalepartnere. EØSU ser gerne, at Det Forenede Kongerige støtter de EU-forslag, der har som målsætning at reformere WTO med henblik på at modernisere multilaterale handelsregler.

1.5.

EØSU støtter Kommissionens forslag til en brugbar løsning for at få tvistbilæggelsesinstansens appelorgan tilbage på rette spor og de seneste meddelelser fra WTO-medlemmer om ændring af visse bestemmelser i aftalen om regler og procedurer for tvistbilæggelse.

1.6.

EØSU er som repræsentant for det europæiske organiserede civilsamfund i høj grad involveret i overvågningen af frihandelsaftaler, opfyldelsen af de forpligtelser, som parterne har påtaget sig i henhold til kapitlerne om bæredygtig udvikling, og kravet om at tage højde for FN's mål for bæredygtig udvikling og bekæmpelsen af klimaændringer.

1.7.

Udbredelsen af handelshindringer og den øgede beskatning af import (aluminium, stål, osv.) gennem vigtige handelsaktører (bl.a. USA og Kina) udgør en reel trussel mod væksten i verdenshandelen — som i forvejen har oplevet en tilbagegang siden 2014 — hvilket kan gå hen og skade den globale vækst, bestræbelserne på at mindske ulighederne, udviklingen af de mest sårbare økonomier og skabelsen af værdi og arbejdspladser i globale værdikæder.

1.8.

I lyset af disse risici mener EØSU, at der er behov for en ambitiøs reform af WTO. Denne reform bør være opdelt i to dele: en første og mere teknisk del vedrørende de mest presserende udfordringer, der skal håndteres inden udgangen af 2019 for at undgå en blokering af tvistbilæggelsesinstansens appelorgan og præcisere visse definitioner; og en anden og mere systemisk del, der kan tage længere tid, og som vil tilpasse WTO's opgaver og funktionsmåde til de store forandringer i verdenshandelen.

1.9.

I forbindelse med første fase bør flere af de forslag, som Kommissionen har fremsat i et idéoplæg fra september 2018 som svar på det mandat, som medlemsstaterne tildelte på Det Europæiske Råds møde den 28. og 29. juni, støttes.

1.10.

De pågældende forslag er som følger: styrkelse af sekretariatets rolle, ændring af reglerne vedrørende embedsperioden for dommere i tvistbilæggelsesinstansens appelorgan, ajourføring af reglerne om støtte, statsejede virksomheder og overførsel af teknologi og øget anvendelse af åbne plurilaterale forhandlinger.

1.11.

EØSU finder det ligeledes presserende for den første fase, at WTO bliver mere ambitiøs med hensyn til landbrugssektoren med henblik på at garantere forsyninger af sikre fødevarer af høj kvalitet. WTO's rolle med hensyn til at mindske usikkerheden i den internationale handel har afgørende betydning for morgendagens landbrug i alle lande ligesom dens evne til at sikre fødevaresikkerhed i overensstemmelse med høje miljøstandarder for produktion og dyrevelfærd.

1.12.

EØSU mener, at det er helt centralt, at forsigtighedsprincippet, som er indskrevet i Lissabontraktaten, beskyttes på passende vis, også på multilateralt niveau, og sikres fuld juridisk anerkendelse, således at man kan sikre et højere beskyttelsesniveau gennem præventiv beslutningstagning i tilfælde af risici for menneskers sundhed eller miljøet. I betragtning af betydningen heraf bør EU gøre dette princip til en sag, man kæmper aktivt for i alle EU's handelsforhandlinger.

1.13.

EØSU mener, at sikring af databeskyttelse i den internationale handel gennem multilaterale instrumenter, som tager udgangspunkt i de standarder og regler, der er fastsat i EU og i OECD, APEC og FN, er en yderligere prioritet. Det eksisterende multilaterale instrument med hensyn til databeskyttelse bør udvikles yderligere, og flere tredjelande bør tilskyndes til at tilslutte sig dette. EU's tilgang til horisontale bestemmelser om grænseoverskridende datastrømme og databeskyttelse bør fremmes som en multilateral standard.

1.14.

Tilpasningen af de eksisterende regler vedrørende landbrugssektoren og databeskyttelse er nødvendig for at kunne tage hensyn til de markedskarakteristika og den handelspraksis, der kendetegner en række WTO-medlemslande.

1.15.

Andre veje til en mere ambitiøs og systemisk reform, der ikke omtales af Kommissionen på dette tidspunkt, fortjener også at komme i betragtning.

1.16.

EØSU foreslår, at der gøres overvejelser om definitionen af udviklingslande i WTO-procedurer, som kunne bygge på et sæt kriterier som f.eks. markedsandele i den globale økonomi og indekser for menneskelig udvikling i overensstemmelse med allerede eksisterende definitioner i andre internationale organisationer.

1.17.

De forslag, der støttes af EØSU, dækker primært tre områder: arbejdsstandarder og anstændigt arbejde, målsætninger vedrørende klimaændringer og opfyldelse af FN's 2030-mål for bæredygtig udvikling.

1.18.

Sammenkoblingen af grundlæggende arbejdsstandarder med multilaterale handelsregler har været et vedvarende problem i over 20 år. Med FN's vedtagelse af ambitiøse og omfattende mål for bæredygtig udvikling mener EØSU, at tiden nu er inde til, at WTO som vogter af den internationale handel spiller sin rolle ved aktivt at fremme grundlæggende arbejdsstandarder. Dette kan opnås gennem anerkendelse af målene for bæredygtig udvikling og ILO's grundlæggende konventioner i en generel præambel og fuld brug af artikel XX i GATT, både på miljøområdet (XX g) og på det sociale område (XX e).

1.19.

Men ud over mulighederne for at ajourføre de nuværende regler og fastsætte nye regler, der er tilpasset det 21. århundredes handel, er det rent faktisk WTO's komplekse styringsstruktur baseret på enstemmighed, der bør gøres mere fleksibel og gennemsigtig for at gøre organisationen mere effektiv.

1.20.

Netop derfor anmoder EØSU Kommissionen om i samarbejde med sine største handelspartnere at overveje mulige ændringer af WTO's beslutningsprocedurer, gennemsigtigheden i organisationens arbejde og dens inddragelse af civilsamfundet.

2. En vigtig aktør i den internationale handel

2.1.

WTO er en hjørnesten i den multilaterale handel, som har affødt mange positive resultater: en proces med liberalisering af verdenshandelen, større gennemsigtighed i handelspolitiske foranstaltninger gennem peer review, tvistbilæggelsesinstansens retspraksis, som giver alle organisationens medlemmer mulighed for at gøre deres rettigheder gældende over for et andet WTO-medlem, hvis deres regler overtrædes, og udviklingen af regler og bestemmelser, om end dette er en langsommelig og vanskelig proces, til regulering af den internationale handels udvikling (handelslettelser, bekæmpelse af støtte til fiskerisektoren osv.).

2.2.

EØSU betragter det som en succes, at WTO har fået flere medlemmer, fået geopolitiske »kæmper«(Kina og Rusland) til at vedtage multilateralismens principper og lettet integrationen af sårbare økonomier i verdenshandelen (Liberia, Cambodja osv.).

2.3.

Siden WTO's oprettelse i januar 1995har organisationen således spillet en tredobbelt rolle som vogter af handelsregler, drivkraft for internationaliseringen af udviklingslandes økonomier og facilitator for etableringen af globale værdikæder.

2.4.

Dens arbejde er primært blevet udført inden for rammerne af følgende tre søjler:

2.4.1. Udarbejdelse af et regelsæt og bestemmelser for den internationale handel

2.4.1.1.

Disse regler dækker på nuværende tidspunkt tre hovedområder: den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser og aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder. Disse tre søjler er blevet suppleret med et tvistbilæggelsessystem og et gennemsigtighedsprincip baseret på en undersøgelse af medlemsstaternes handelspolitikker. Hele dette regelsæt, som håndhæves af tvistbilæggelsesinstansen, giver internationale handelsaktører retssikkerhed og forudsigelighed, som er afgørende for langsigtede investeringer.

2.4.2. Tvistbilæggelsesinstansen

2.4.2.1.

Dette er et af de store fremskridt med WTO i forhold til GATT. De tidsplaner og procedureregler, der gælder for bilæggelsen af tvister mellem medlemslande, blev formaliseret og underlagt strenge tidsfrister, hvilket har medført, at der er blevet indbragt over 500 tvister for tvistbilæggelsesinstansen siden 1995 og truffet 350 afgørelser.

2.4.2.2.

Tvistbilæggelsesinstansen har truffet en række vigtige afgørelser, selv om der kan være visse problemer vedrørende implementeringen af afgørelserne: støtte til luftfartøjer (EU/USA), udenlandske salgsselskaber (EU/USA), støtte til bomuld (Brasilien/USA) osv. Antallet af indberetninger er steget på det seneste i forbindelse med udbredelsen af handelspolitiske foranstaltninger, der fastsætter yderligere eller protektionistiske toldafgifter (USA/Kina), tvungen overførsel af teknologi og manglende overholdelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.

2.4.3. Handelsliberaliseringsrunder

2.4.3.1.

Uruguayrunden (1986-1994) er den seneste runde af multilaterale forhandlinger, der har ført til et ambitiøst program for nedbringelse af industrielle toldafgifter, afvikling af ikketoldmæssige foranstaltninger, herunder tekstil- og beklædningskvoter, samt skærpede regler og fastsættelse af procedureregler for tvistbilæggelse.

3. Nuværende mangler ved WTO

3.1. En igangværende krise i tvistbilæggelsesinstansens appelorgan

3.1.1.

Appelorganet, som er hjørnestenen i WTO's retlige funktion, risikerer at gå helt i stå: hvis USA fortsætter med at nægte at udnævne nye dommere, vil der i december 2019 være færre end tre faste dommere tilknyttet dette organ. Denne blokering ville forhindre appelorganet i at træffe beslutninger, hvilket kræver mindst tre dommere, og det på et tidspunkt, hvor antallet af tvister stiger som følge af det voksende pres, der udspringer fra protektionisme.

3.1.2.

USA's handelsrepræsentants kontor (USTR) har rejst flere kritikpunkter vedrørende tvistbilæggelsesinstansens nuværende funktionsmåde: funktion ud over den centrale opgave at bistå WTO-medlemmer i forbindelse med bilæggelsen af handelstvister, manglende overholdelse af tidsfristen på 90 dage, afgivelse af udtalelser om spørgsmål, der ikke vedrører genstanden for tvisten, og det forhold, at der skal findes en ny balance mellem appelorganets rettigheder og forpligtelser.

3.1.3.

Dette er et paradoks taget i betragtning, at USA sammen med EU, Canada, Brasilien og Indien indgår i den lille kreds af medlemmer, der gør mest brug af tvistbilæggelsesinstansen.

3.2. Manglende mulighed for at levere nye multilaterale regler eller aftaler

3.2.1.

EØSU bemærker, at WTO har været ramt af en række tilbageslag som f.eks. fastlåsningen af Doharunden, der blev indledt i 2001, manglende indgriben i forbindelse med urimelig handelspraksis i adskillige medlemslande og manglende vedtagelse af en ministeriel erklæring på ministerkonferencen i Buenos Aires i december 2017, selv om der er gjort en del fremskridt, navnlig i form af ikrafttrædelsen af aftalen om handelslettelser i 2013. Dette har fået flere handelspartnere (bl.a. EU, USA, Japan, Canada og Kina) og NGO'er til at foreslå gennemgribende reformer af både dens ansvarsområde og arbejdsmetoder.

3.2.2.

Disse mangler afspejler i virkeligheden, at WTO har vanskeligt ved at tilpasse sin arbejdsform til den nye situation inden for den internationale handel: det øgede antal protektionistiske foranstaltninger, kompleksiteten inden for verdenshandelen, den offentlige opinions pres på de handelspolitiske beslutningstagere på grund af handelens sociale og miljømæssige følger, den eksisterende modstand mod visse negative virkninger af globaliseringen, den særdeles langsomme og geografisk begrænsede åbning af offentlige udbud samt forekomsten af overkapacitet i visse industrisektorer som følge af massive subsidier.

3.2.3.

Problemerne med fuldt ud at inkludere et antal WTO-medlemmer i det multilaterale, regelbaserede handelssystem: set i lyset af disse medlemslandes økonomiske størrelse og statens og forskellige offentlige organers rolle i forbindelse med forretningsmæssige beslutninger er det et faktum, at adskillige WTO-medlemmer (herunder USA, EU, Japan og Canada) i de seneste 15 år har indgivet mange klager til og foretaget indbringelser for tvistbilæggelsesinstansen vedrørende krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, tvungen overførsel af teknologier, begrænset adgang til investeringer for udenlandske virksomheder i bestemte sektorer, eksportkontrol, massive statstilskud i nogle industrisektorer osv.

3.3. En generel ubalance i rettigheder og forpligtelser mellem udviklede lande og store vækstøkonomier

3.3.1.

WTO har siden sin oprettelse løbende taget imod nye medlemmer, 36 i alt, herunder både vigtige lande, der nu er medlem af den »multilaterale klasse«, og skrøbelige udviklingslande, som ønsker at blive integreret i den internationale handel.

3.3.2.

Det skal bemærkes, at der ikke findes WTO-definitioner af udviklede lande og udviklingslande med undtagelse af de mindst udviklede lande, som betegnes som sådan af FN: ethvert land, der gennemfører tiltrædelsesprocessen med succes, erklærer, hvilken kategori det tilhører, hvorefter der kan gøres indsigelser herimod. Denne situation, der bygger på egenerklæring, er problematisk, eftersom en række store vækstøkonomier, som har erklæret, at de er »udviklingslande«, tildeles dispensationer på dette grundlag, selv om deres økonomiske resultater og vellykkede integration i den internationale handel tyder på, at de snarere bør medtages i kategorien »industrilande«. EØSU foreslår derfor, at der gøres overvejelser om definitionen af udviklingslande i WTO-procedurer, som kunne bygge på et sæt kriterier som f.eks. markedsandele i den globale økonomi og, som foreslået af Europa-Parlamentet, indekser for menneskelig udvikling (1) i overensstemmelse med allerede eksisterende definitioner i andre internationale organisationer.

3.3.3.

Som Kommissionen påpegede i sin meddelelse fra 2015 (2): »Der er sket en omfattende ændring i de største handelspartneres relative økonomiske indflydelse, og dette er endnu ikke fuldt afspejlet i WTO-systemet. Derfor er der et stadigt større misforhold mellem det bidrag, som de store vækstøkonomier yder til det multilaterale handelssystem, og de fordele, de opnår«(s. 28).

3.3.4.

Fra 2005 til 2015 var de mindst udviklede lande, til trods for at de nød godt af generelle toldpræferencer fra industrilande, ikke i stand til at gøre nogen betydelige fremskridt inden for den internationale handel: deres andel er vokset fra 0,8% til 1% (3). EØSU erkender, at denne stagnation viser, at disse mindst udviklede lande bør have samme kvote- og toldfrie markedsadgang ikke alene i de industrialiserede lande, men også i de store vækstøkonomier.

4. Indsatsområderne i en presserende reform, der sigter mod at overvinde den nuværende krise

4.1. En hurtig løsning, der skal få tvistbilæggelsesinstansen tilbage på rette spor

4.1.1.

EØSU bakker op om de forslag, som Kommissionen og Europa-Parlamentet har udarbejdet, og hvori der gives tilladelse til at forlænge embedsperioden for de nuværende dommere ud over de tre år, at ansætte fuldtidsansatte, uafhængige og professionelle dommere samt at forhøje antallet af dommere i appelorganet fra syv til ni.

4.1.2.

EØSU støtter de to meddelelser fra flere WTO-medlemmer i lyset af Det Almindelige Råd den 12.-13. december 2018, hvori der foreslås ændringer af visse bestemmelser vedrørende aftalen om regler og procedurer for bilæggelse af tvister: mulig undtagelse fra perioden på 90 dage, udelukkelse af visse kommunalretlige foranstaltninger fra partens side, forøgelse af appelorganets medlemmer fra syv til ni og udvidelse af deres mandatperiode.

4.2. Hyppigere brug af åbne plurilaterale forhandlinger

4.2.1.

Der er indgået et stort antal bilaterale og regionale aftaler (4), hvilket er et direkte resultat af, at der ikke har været nogen multilateral dynamik siden 2001. EØSU anbefaler, at plurilaterale aftaler indgås inden for rammerne af WTO, og at de i alle tilfælde er åbne og gennemsigtige. Plurilaterale aftaler indebærer i forhold til multilaterale en række fordele:

—	de er baseret på en kritisk masse af lande, der er villige til at handle

—	de indebærer kortere forhandlinger

—	der er ingen fare for, at princippet om enstemmighed misbruges, eftersom et land eller en gruppe af mindre relevante lande ikke kan blokere en aftale

—	deres anvendelsesområde er ofte begrænset, hvilket betyder, at de kan målrette virkningen af partnernes forpligtelser og fremme investeringer, handel og jobskabelse.

4.2.2.

Denne løsning er allerede blevet brugt og har givet positive resultater, om end der er behov for at undersøge den yderligere (ITA I og II, aftalen om offentlige udbud).

4.2.3.

Åbne, inkluderende og gennemsigtige plurilaterale aftaler kan anvendes mere systematisk, samtidig med at der indføres inklusionsmekanismer, der giver lande, som ikke har undertegnet aftalerne, mulighed for at nyde godt af fordelene i dem under visse betingelser med hensyn til forpligtelser og gennemførelse.

4.2.4.

Der er i øjeblikket forhandlinger i gang om en række emner som f.eks. e-handel, fremme af investeringer og mikrovirksomheder samt små og mellemstore virksomheder (SMV'er), liberalisering af miljøvenlige varer og tjenesteydelser og handel med tjenesteydelser med henblik på at indgå åbne plurilaterale aftaler.

4.2.5.

WTO-medlemmer har taget vigtige skridt til at bringe mikrovirksomheder samt små og mellemstore virksomheder i centrum af drøftelserne gennem f.eks. det fælles åbne initiativ til støtte af mikrovirksomheder samt små og mellemstore virksomheder, som blev lanceret i Buenos Aires i 2017. Fokus er på handelsfinansiering, og de multilaterale udviklingsbanker har reageret gennem deres programmer for fremme af handelsfinansiering. Ved at strømline, forenkle og standardisere toldprocedurerne bidrager aftalen om handelslettelser til at reducere handelsomkostningerne og lette de administrative byrder for mikrovirksomheder samt små og mellemstore virksomheder. EØSU foreslår en omfattende, inkluderende, sammenhængende og effektiv multilateral tilgang, der tager hensyn til behovene hos alle de forskellige SMV-undergrupper og -interesser.

4.3. Ajourføring af nogle af de eksisterende regler

4.3.1. Aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger

4.3.1.1.

Set i lyset af de meget store programmer med direkte og indirekte subsidier til industrien i visse medlemslande (f.eks. »Made in China 2025«) støtter udvalget de forslag, som Kommissionen har fremsat i sit idéoplæg fra september 2018, og som er under drøftelse med USA, Japan og Canada: det antages, at alle ikkeanmeldte subsidier forvrider markedet, anmeldelsesproceduren skal forbedres, og der tilføjes nye kategorier af subsidier som f.eks. dem, der gives til insolvente eller nødlidende virksomheder uden en troværdig omstruktureringsplan. Der bør også rettes mere opmærksomhed mod problemet med dobbelte prissystemer, som visse medlemsstater (f.eks. Rusland) anvender for at opnå en konkurrencemæssig fordel, navnlig i energiintensive industrier.

4.3.1.2.

Der bør indføres et mere robust system for overvågning af anmeldelser, herunder sanktioner, i lyset af den nedadgående tendens i antallet af WTO-medlemslande, der anmelder sine subsidier, idet procentdelen er faldet fra 50% i 1995 (128 medlemslande) til 38% på nuværende tidspunkt (164 medlemslande) (5).

4.3.2. Tvungen overførsel af teknologi

4.3.2.1.

EØSU bifalder forslagene fra Kommissionen, som ønsker at indføre nye mekanismer til kontrol med de mange former for tvungen overførsel af teknologi (begrænsninger på joint ventures, begrænsninger på udenlandske virksomheders egenkapitalfinansiering, udstedelse af licenser på grundlag af uigennemsigtige kriterier, udstedelse af licenser med restriktioner) og beskytte forretningshemmeligheder mere effektivt. Disse nye mekanismer bør udelukkende vedrøre tvungen overførsel af teknologi og ikke teknologioverførsel i almindelighed, der har positiv indvirkning i udviklingslandene.

4.3.3. Statsejede virksomheder

4.3.3.1.

Definitionen af og reglerne om statsejede virksomheder bør ajourføres og præciseres med henblik på at dække hele rækken af virksomheder, der er direkte eller indirekte forbundne med staten eller offentlige organer.

4.3.4. Drøftelser om nye regler på området for særlig og differentieret behandling (SDT)

4.3.4.1.

Kommissionen præsenterede en række interessante muligheder i sit idéoplæg fra september 2018 (graduering og undtagelser, objektive kriterier for tildelingen af SDT til udviklingslande, behandling fra sag til sag af anmodninger om nye fleksibilitetsmuligheder i henhold til SDT), som EØSU støtter.

4.3.5. Investeringer

4.3.5.1.

På ministerkonferencen i Buenos Aires underskrev 45 WTO-medlemmer en fælles erklæring om fremme af investeringer for handelen, hvori de opfordrede til drøftelser om mulighederne for at fastsætte en multilateral ramme, som skaber gennemsigtighed og forudsigelighed. EØSU bemærker, at udenlandske investeringer nok er nyttige, men at de også er ledsaget af risici, og henviser til sin udtalelse, hvori det anbefaler visse foranstaltninger til håndtering af eventuelle negative følgevirkninger (6).

4.3.5.2.

Der er behov for større gennemsigtighed inden for udenlandske direkte investeringer, eftersom visse store strømme til udviklingslande virker uigennemsigtige. Med hensyn til oprettelsen af en multilateral investeringsdomstol henviser EØSU til sin udtalelsen, hvori der fremhæves en række grundlæggende spørgsmål, som skal tages i betragtning (7).

4.3.6. Offentlige indkøb

4.3.6.1.

Der er behov for fremskridt på tre områder:

—	gennemsigtighed: med anvendelse af sanktioner, hvis de obligatoriske rapporteringskrav ikke opfyldes

—

dækning: med en forøgelse af antallet af lande, der har undertegnet aftalen om offentlige indkøb og de offentlige udbudsprocedurer, som hører under denne aftale. At opfordre lande som Kina, Rusland og Indien til at undertegne aftalen er en prioritet, og deres tilsagn skal omfatte både nationale og regionale niveauer og virksomheder med tilknytning til staten

—	fastholdelse af muligheden for ordregivende enheder for at anvende miljømæssige, sociale og arbejdsrelaterede kriterier som f.eks. forpligtelsen til at overholde og følge kollektive aftaler i udbud (8).

4.3.7. E-handel

4.3.7.1.

På WTO's ministerkonference i Buenos Aires i december 2017 støttede 71 medlemslande, der tegner sig for 77% af e-handelen, idéen om et plurilateralt initiativ til stabilisering af lovrammen og mobilisering af færdigheder og ekspertise i de mest sårbare økonomier. Gruppen på højt plan vedrørende e-handel i 2030 fremlagde efterfølgende sin rapport i det offentlige WTO-forum den 4. oktober 2018.

4.3.7.2.

EØSU mener, at GATS-bilaget om telekommunikation og GATS-referencedokumentet bør danne grundlaget for et sæt ensartede og ambitiøse regler om e-handel, der er gearet til de mange udfordringer, der ligger forude. Disse omfatter princippet om ikkeforskelsbehandling mellem indenlandske og udenlandske operatører ved at fjerne hindringer for udviklingen af grænseoverskridende strømme, f.eks. kravet om at servere skal være placeret lokalt, dog med forbehold af behovet for at gøre en undtagelse, når det drejer sig om den almene interesse (sikkerhed, offentlig orden osv.), sikring af adgang til den digitale handelsplatform på samme vilkår for både indenlandske og udenlandske virksomheder, sikring af dataintegritet, sikring af retssikkerhed for operatører med hensyn til deres investeringer samt fremme af investeringer i telekommunikationsinfrastruktur med henblik på at bekæmpe den digitale kløft.

4.3.7.3.

EØSU påpeger dog, at alle initiativer vedrørende e-handel skal være i fuld overensstemmelse med anbefalingen nedenfor om databeskyttelse i international handel samt de horisontale bestemmelser om grænseoverskridende datastrømme (i EU's handels- og investeringsaftaler).

4.4. Databeskyttelse i international handel

4.4.1.

EØSU mener, at der i lyset af de hurtige teknologiske fremskridt og den fortsatte udvidelse af ITC-infrastrukturen er behov for tæt myndighedstilsyn og overvågning. Selv om afgørelser om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet vurderes hvert fjerde år (jf. artikel 45, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (9) (generel forordning om databeskyttelse), anbefaler EØSU en permanent kontakt mellem Kommissionen, databeskyttelsesmyndighederne og de offentlige myndigheder i tredjelande for at afdække nye udfordringer i et meget dynamisk, teknologisk og økonomisk miljø (10).

4.4.2.

EØSU mener, at fremme af databeskyttelsesstandarder gennem multilaterale instrumenter bør være en prioritet for Kommissionen, og at denne indsats bør støttes med ressourcer, således at der på forhånd skabes reel beskyttelse af menneskerettighederne og efterfølgende en effektiv klageadgang for skadelidte (11). Europarådets konvention nr. 108 af 1981 med tillægsprotokollen af 1999 er det eneste bindende multilaterale instrument inden for databeskyttelse. Instrumentet bør videreudvikles, og flere tredjelande bør opfordres til at tilslutte sig.

4.4.3.

Den multilaterale indsats inden for OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling), G20 og APEC (det økonomiske samarbejde i Asien-Stillehavsområdet) bør videreudvikles med henblik på at opbygge et reelt globalt multilateralt system for databeskyttelse. Samarbejdet med FN's særlige rapportør om retten til privatlivets fred bør være solidt og funktionelt.

4.4.4.

EØSU håber, at Kommissionen, Rådet, medlemsstaternes nationale regeringer og parlamenter samt den amerikanske regering og kongres vil tage godt imod forslagene i Europa-Parlamentets beslutning af 6. april 2017 om tilstrækkeligheden af den beskyttelse, der opnås ved hjælp af EU's og USA's værn om privatlivets fred. Europa-Parlamentet giver i sin beslutning udtryk for alvorlig bekymring på mange punkter, herunder frygt for, at aftalen og den nuværende amerikanske lovramme ikke i praksis beskytter EU-borgernes rettigheder (12).

4.4.5.

EØSU opfordrer til, at alle fremtidige multilaterale initiativer om datastrømme fuldt ud overholder EU's horisontale bestemmelser om grænseoverskridende datastrømme og databeskyttelse i EU's handels- og investeringsaftaler og navnlig artikel B, stk. 2 (13).

4.5. Landbrugets rolle i handelsforhandlingerne

4.5.1.

Med en samlet import og eksport på 242mia. EUR i 2015 er EU verdens førende forhandler af landbrugsfødevarer, hvilket giver fordele for producenter og forbrugere i og uden for EU (14). EØSU mener, at EU bør tage højde for de konsekvenser, som dets seneste handelsaftaler og udviklingen i handelen på verdensplan vil få for landbruget i EU (15). WTO's rolle med hensyn til at reducere usikkerheden i den internationale handel vil være afgørende for fremtidens landbrug.

4.5.2.

En stærk og levedygtig landbrugssektor i WTO's medlemslande er afgørende for at bevare eller øge stabile og sikre forsyninger af fødevarer. Handel bidrager naturligvis til at udjævne skævheder i udbud og efterspørgsel, fremme ressourceeffektivitet, forbedre afsætningsmulighederne og øge den økonomiske vækst, således at der skabes arbejdspladser, indtægter og fremgang i landdistrikterne (16).

4.5.3.

WTO's SPS-aftale fra 1995 dækker anvendelsen af regulering vedrørende fødevaresikkerhed og dyre- og plantesundhed. Artikel 5, stk. 7, i aftalen omhandler forsigtighedsprincippet, som nu er indskrevet i Lissabontraktaten. Ethvert forsøg på at ændre denne aftale på et andet niveau end det multilaterale niveau vil få vidtrækkende konsekvenser for verdenshandelsordenen og for selve aftalens fremtidige troværdighed (17). Imidlertid anser EØSU forsigtighedsprincippet, som er indskrevet i Lissabontraktaten, for helt centralt og opfordrer til, at dette princip beskyttes på passende vis og sikres fuld juridisk anerkendelse på multilateralt niveau, for fødevaresikkerhedsstandarder af høj kvalitet samt høj dyrevelfærd og miljønormer i landbrugsproduktionen. EØSU noterer sig med bekymring, at det ikke er lykkedes EU at forsvare sine beskyttelsesforanstaltninger i to WTO-tvister under de nuværende regler. I betragtning af betydningen heraf bør EU gøre forsigtighedsprincippet til en sag, man kæmper aktivt for i alle EU's handelsforhandlinger.

4.5.4.

Som Nairobi har vist, idet der her mod forventning blev vedtaget en betydningsfuld ministeriel erklæring, står EU stærkt, når det handler om at spille en ledende rolle i fremtidige forhandlinger om landbrugshandelen. Dette beror på, at EU er blevet set som en førende kraft i udbredelsen af såvel bæredygtighed som udvikling (dets rolle i Nairobi), og i kraft af resultaterne af tidligere reformer af den fælles landbrugspolitik bliver EU ikke længere opfattet som værende hovedsagelig i defensiven (18). Under alle omstændigheder bør de mindst udviklede lande og deres særlige sårbarhed i landbrugssektoren beskyttes ved hjælp af alle tilgængelige instrumenter, såsom mekanismerne for særlig og differentieret behandling og den særlige beskyttelsesordning.

4.5.5.

EØSU mener i den henseende, at der bør være en langt mere sammenhængende strategi mellem den fælles landbrugspolitik og den internationale handelspolitik, som EU fører.

4.6. Tjenesteydelser

4.6.1.

På ministerkonferencen i Buenos Aires efterlyste 34 WTO-medlemmer en intensivering af arbejdet med nationale bestemmelser (licenser, erhvervsmæssige kvalifikationer, procedurer osv.) med henblik på at udstikke en gennemsigtig multilateral ramme, eftersom forhandlingerne om en aftale om tjenesteydelser (TISA) var gået i stå. Civilsamfundet og fagforeningerne var bekymrede over flere aspekter af den faktiske gennemførelse af sikkerhedsforanstaltninger for offentlige ydelser.

4.6.2.

Disse bestræbelser på at udstikke en sådan multilateral ramme har afgørende betydning, da EU med en samlet import og eksport på 1 809mia. EUR i 2017 er verdens største forhandler af tjenester, hvilket giver fordele for producenter og forbrugere i og uden for EU (19). Servicesektorerne bidrager til mere end 75% af BNP for udviklede lande og 50% af BNP for udviklingslande, og de er rygraden i den globale værdikæde.

4.7. Konsekvenserne af Brexit

4.7.1.

Det Forenede Kongerige vil optræde som et enkelt medlemsland af WTO fra slutningen af marts 2019. EØSU håber, at Det Forenede Kongerige i denne egenskab vil støtte de ambitiøse og fremadskuende reformer, som EU efterlyser. Det nylige tilsagn om at deltage i aftalen om offentlige indkøb er positivt.

4.7.2.

EU-27 vil få til opgave at omforme tilbud om markedsadgang til EU's handelspartnere, især i landbrugssektoren med en retfærdig og afbalanceret omfordeling af kvoter mellem medlemsstaterne.

5. Åbning af debatten om en vigtig, men systemisk reform af WTO

5.1. Udformning af et nyt forvaltningssystem til en ny verdensorden

5.1.1.

WTO's interne organisation, der blev oprettet i 1994, bør revideres, således at den kan tilpasses til vigtige udviklingstendenser:

—	en hastig stigning i antallet af medlemmer, hvilket — hvis princippet om enstemmighed ikke ændres — vil blokere beslutningstagningen

—	vigtige ændringer i den internationale handels struktur

—	vedtagelsen af ambitiøse mål på området for bæredygtig udvikling (FN's mål for bæredygtig udvikling) og bekæmpelse af klimaændringer (Parisaftalen)

—	EU's erfaring med at indarbejde kapitler om handel og bæredygtig udvikling i alle dets seneste frihandelsaftaler.

5.1.2. Udarbejdelse af en kreativ løsning, der skal sætte en stopper for det systematiske behov for enstemmighed

5.1.2.1.

WTO's beslutningsproces, som er et levn fra GATT, er i praksis konsensus, dvs. enstemmighed blandt de 164 medlemmer. Det kræver »positiv«enstemmighed at vedtage Det Almindelige Råds afgørelser og ministerielle erklæringer. Hvad angår bilæggelse af tvister, kræver det »negativ«enstemmighed at afvise en endelig rapport, der er udfærdiget af et panel. Denne regel giver tydeligvis mulighed for, at ét land alene eller, hvilket oftest gør sig gældende, koalitioner af medlemslande dannet omkring fælles mål (G3, G20) kan nedlægge veto mod, at forhandlinger afsluttes.

5.1.2.2.

De fleste internationale organisationer har vedtaget beslutningsmekanismer, som giver mulighed for debat og forhindrer, at tingene går i stå, såsom vægtning af stemmer på grundlag af objektive kriterier (IMF) eller indførelse af afstemning med kvalificeret flertal (EU). EØSU foreslår, at man overvejer eventuelle nye regler for beslutningstagning baseret på kvalificeret flertal på grundlag af dobbeltkriterierne om hensyntagen til markedsandelen i den globale økonomi og den sammensatte udviklingsindikator.

5.1.2.3.

Udvalget foreslår, at antallet af beslutninger, der kræver enstemmighed, reduceres, således at man undgår, at det også anvendes i WTO's normale procedurer. Sådanne normale procedurer omfatter enighed om dagsordenen på udvalgsmøder, forslag om en debat om handelspolitiske spørgsmål og forslag om at invitere uafhængige eksperter til at komme med input til spørgsmål, der har umiddelbar relevans for gennemførelsen af en WTO-aftale (20).

5.1.3. Strømlining af organisationen for at øge effektiviteten

5.1.3.1.

WTO har en kompleks organisatorisk struktur (21). Dens overordnede struktur omfatter Det Almindelige Råd, der er sammensat af repræsentanter for alle medlemslande, og som har til opgave at godkende udtalelserne fra de tre specialiserede instanser: Rådet for Handel med Varer, Rådet for Handel med Tjenesteydelser og Rådet for Handelsrelaterede Intellektuelle Ejendomsrettigheder. Disse tematiske råd suppleres af andre instanser, der har til opgave at håndtere eksisterende plurilaterale aftaler og udarbejde nye plurilaterale initiativer. Ministerkonferencen på politisk niveau, som mødes mindst én gang hvert andet år og er sammensat af medlemslandenes handelsministre, arbejder på grundlag af en enstemmig aftale om erklæringer, der er udarbejdet af andre organer.

5.1.3.2.

En række udvalg, der er oprettet til et bestemt formål, som ikke længere er relevant, f.eks. arbejdsgruppen om problemerne i Singapore, oprettes som midlertidige udvalg. Antallet af udvalg bør reduceres på grundlag af det antal møder, der afholdes, og de opnåede resultater for således at afsætte ressourcer til spørgsmål, som medlemmerne anser for at være prioriterede emner. Der skal skabes en evalueringskultur.

5.1.4. Styrkelse af sekretariatets rolle gennem tildeling af yderligere ressourcer

5.1.4.1.

For at sikre at WTO udarbejder ministerielle erklæringer og iværksætter nye plurilaterale initiativer mere effektivt, bør sekretariatets rolle styrkes ved at give det ret til på eget initiativ at foreslå nye emner til forhandling, ændringer af regelsæt og bestemmelser og kompromisser til de spørgsmål, der drøftes.

5.1.5. Tilsidesættelse af helhedsreglen

5.1.5.1.

På ministerkonferencen på Bali forbød WTO helhedstilgangen. Den nye og mere fleksible tilgang gjorde det muligt at vedtage den multilaterale aftale om handelslettelser, der trådte i kraft den 22. februar 2017, hvor mindst to tredjedele af WTO-medlemmerne (dvs. 110) fremlagde deres ratificeringsinstrument. Formålet med denne aftale er at lette og fremskynde den internationale handel med varer takket være mere effektive og hurtigere procedurer på områder som f.eks. frigivelse og toldbehandling af varer (22).

5.1.6. Bygning af stærkere broer til civilsamfundet

5.1.6.1.

EU har stor erfaring med at høre og inddrage civilsamfundet i handelspolitikken. Forpligtelser vedrørende arbejdstagerrettigheder og miljø, der bidrager til parternes bæredygtige udvikling, fastsættes i kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling i alle EU's seneste frihandelsaftaler, og i disse fastsættes der som regel overvågningsmekanismer for civilsamfundet, de såkaldte interne rådgivende grupper, i EU og i partnerlandet eller -landene. EØSU foreslår, at sådanne erfaringer med aktiv deltagelse af civilsamfundet promoveres med andre WTO-medlemmer med henblik på at fremsætte forslag til de mest passende mekanismer, der kan indføres på multilateralt niveau.

5.1.6.2.

EØSU foreslår ligeledes, at det offentlige WTO-forum i form af en afbalanceret og repræsentativ forsamling af sociale og økonomiske interessenter fra alle forskellige sektorer og interessegrupper kommer til at fungere som en mulig platform for civilsamfundets deltagelse og får mulighed for at fremsætte anbefalinger inden for rammerne af WTO's procedurer. Den måde, hvorpå OECD har kunnet strukturere høringen af en bred vifte af interessenter, kan også tages i betragtning.

5.1.6.3.

Som foreslået bilateralt af EØSU (23) bør der medtages en specifik bestemmelse vedrørende overvågning i alle disse multilaterale og plurilaterale aftaler, der fastslår, »at begge parter i civilsamfundets overvågningsmekanisme skal samarbejde om at fremme målene for bæredygtig udvikling og overvåge resultaterne heraf«.

5.2. Skabelse af sammenhæng mellem et multilateralt handelssystem og internationale sociale og arbejdsretlige standarder

5.2.1.

OECD og EU tog problemet med globale værdikæder op i 2010, hvor man søgte at forstå, hvordan de fungerer, og foreslå løsninger med henblik på at korrigere de konstaterede problemer med hensyn til miljøet og grundlæggende menneskerettigheder. Der er blevet udarbejdet detaljerede monografier for adskillige sektorer og praktiske vejledninger og identificeret specifikke spørgsmål vedrørende virksomhedernes sociale ansvar (børnearbejde, foreningsfrihed og kollektive forhandlinger, en anstændig levestandard, tab af biodiversitet og illoyal priskonkurrence).

5.2.2.

En ILO-erklæring fra 2016 om anstændigt arbejde i de globale forsyningskæder afdækkede flere indsatsområder: fremme af internationale arbejdsstandarder, afhjælpning af mangelfuld regeringsførelse, fremme af en inkluderende og effektiv arbejdsmarkedsdialog, styrkelse af arbejdsmarkedsforvaltningssystemer, udbygning af viden og udvidelse af statistikker.

5.2.3.

EØSU beklager, at omfanget af den eksisterende artikel XX, litra e), begrænser sig til tvangsarbejde, og foreslår en udvidelse til også at omfatte grundlæggende arbejdstagerrettigheder (børnearbejde, tvangsarbejde osv.). Udvalget mener desuden, at EU's erfaringer med at indarbejde beskyttelsen af arbejds- og miljøstandarder i sin handelspolitik kunne inspirere WTO til, for eksempel i en præambel, at henvise til de otte ILO-konventioner, Paris-aftalen og målene for bæredygtig udvikling. Hvert WTO-medlemsland, der ikke fuldt ud overholder reglerne, bør ratificere de manglende ILO-konventioner, eller i det mindste godtgøre et tilsvarende beskyttelsesniveau, og i den forbindelse trække på ressourcerne til kapacitetsopbygning.

5.2.4.

ILO og WTO samarbejder i øjeblikket på teknisk niveau om at udføre fælles undersøgelser. Undersøgelsen »Trade and employment, challenges for policy research«viste i 2007, at teknologi snarere end handel var ansvarlig for den stigende ulighed. I 2017 viste en anden fælles undersøgelse »Investing in skills for inclusive trade«, at en styrkelse af de grundlæggende færdigheder samt tekniske og ledelsesmæssige færdigheder hjalp lande med at få fuldt udbytte af handel.

5.2.5.

WTO har udviklet en database om globale værdikæder og udført videnskabelige undersøgelser (f.eks. undersøgelsen »Trade patterns and global value chains in South-East Asia«), der oplyser om deres struktur og arbejdsmetoder, og som bør anvendes til udarbejdelsen af nye multilaterale vejledninger med afsæt i OECD's vejledninger med det formål at sikre en bæredygtig forvaltning af de globale værdikæder.

5.2.6.

EØSU støtter oprettelsen af en ny arbejdsgruppe om handel og anstændigt arbejde i WTO, som vil få to mål, i overensstemmelse med arbejdet i FN om et juridisk bindende instrument til regulering af de aktiviteter, der udføres af transnationale selskaber og andre erhvervsvirksomheder, byggende på initiativer fra flere forskellige aktører (24). På den ene side skal den fremme god praksis for, hvordan man kan løfte ansvaret om at respektere og beskytte menneskerettigheder i lyset af den komplekse natur af ansvarlig forretningsskik i de globale værdikæder (lineære eller komplekse, lange eller korte) (25). På den anden side skal den øge bevidstheden i udviklingslandene om ansvarlig forretningsskik ved at fokusere på konkrete foranstaltninger til imødegåelse af nuværende og fremtidige sociale, miljømæssige og forvaltningsmæssige udfordringer og ved at undersøge mulighederne for at afhjælpe potentielle negative virkninger. WTO-systemet med handelspolitiske undersøgelser bør systematisk omfatte en gennemgang af landenes gennemførelse af ILO's grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

5.3. At få den internationale handel til at bidrage til bekæmpelsen af klimaændringer

5.3.1.

At tilpasse WTO's regler til behovet for at bekæmpe klimaændringer er en af de vigtigste prioriteter i WTO-reformen og sigter mod at sikre, at den internationale handel med industri- og landbrugsvarer kommer ind på rette spor. EØSU støtter virksomheder, som investerer i mere bæredygtig produktion, og mener, at illoyal konkurrence bør undgås. Der er i allerhøjeste grad behov for denne indsats, når der er tale om investeringer, der er afgørende for at opnå målene for bæredygtig udvikling: UNCTAD skønner, at det er nødvendigt med et årligt budget på 2 500mia. USD, og WTO har også en rolle at spille med hensyn til at tilskynde til ansvarlige investeringer i transport, vand og energiinfrastruktur.

5.3.2.

Følgende foranstaltninger kunne overvejes:

—

at udvide dispensationerne i GATT's artikel XX, som giver WTO-medlemmer autonomi (med visse begrænsninger) til at fastsætte deres egne miljømål (bekæmpelse af rygning, beskyttelse af delfiner, asbest osv.) for at dække nationale foranstaltninger, der træffes med henblik på at støtte kampen mod drivhusgasemissioner. Dette ville f.eks. gøre det muligt for et medlemsland at placere en CO2-inkluderingsmekanisme ved dets grænser med henblik på at sikre ren luft (artikel XX, litra g))

—	at udvikle en international metode til måling og modellering af nye drivhusgasemissioner forbundet med udviklingen af handelsstrømme, f.eks. mellem to lande eller to regioner, som har underskrevet en frihandelsaftale

—

fælles refleksionsgrupper, der nedsættes af WTO og sekretariatet for UNFCCC (De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer), som registrerer alle bidrag fra de enkelte lande, kunne udarbejde forslag til, hvordan man kan kompensere for disse yderligere emissioner (nyplantning og genplantning af skov, CO2-opsamling, investeringer i rene teknologier). De planlagte femårsgennemgange i 2023 kunne også bidrage til at »bringe finansieringsstrømmene i overensstemmelse med en tilgang hen imod en klimarobust udvikling med lave drivhusgasemissioner« (26),

—	relancering af den plurilaterale aftale om liberalisering af miljøvenlige varer og tjenesteydelser, som vil fremme bevægeligheden for varer og tjenester med en positiv indflydelse på miljøet (energi, vand, affald osv.).

5.4. Integration af bæredygtighedsmålene i den multilaterale dagsorden

5.4.1.

WTO's regler og bestemmelser bidrager i sig selv til opnåelsen af nogle af målene for bæredygtig udvikling, især Fremme et universelt, regelbaseret, åbent, ikke-diskriminerende og retfærdigt multilateralt handelssystem under WTO (mål 17.10) og Stoppe sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug (mål 2).

5.4.2.

Arbejdet hermed blevet indledt med den ministerielle erklæring fra Nairobi, hvori man forpligtede sig til at afskaffe eksportsubsidierne til landbrugsprodukter, og den ministerielle erklæring fra Buenos Aires vedrørende de mest skadelige fiskerisubsidier. Man kunne dog sagtens argumentere for, at andre mål for bæredygtig udvikling, f.eks. mål 8 (Fremme vedvarende, inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse samt anstændigt arbejde for alle), mål 14 (bevare og sikre bæredygtig brug af verdens have og havets ressourcer) og mål 17 (styrke midlerne til gennemførelse af dagsordenen og at genoplive det globale partnerskab for bæredygtig udvikling) fortjener at komme i betragtning af WTO i dennes aktiviteter.

5.4.3.

Dette indebærer, at alle plurilaterale og multilaterale aftaler, der er indgået inden for rammerne af WTO, bør bidrage til at opnå disse mål, og at manglende overholdelse muligvis kan udløse tvistbilæggelsesmekanismen.

5.4.4.

Konklusionerne fra WTO's sjette globale evaluering af bistand til handel, som fandt sted i Genève i juli 2017, bør omsættes til handling for at hjælpe udviklingslandene med at drage fordel af e-handel og de digitale muligheder og tilskynde til investeringer i fysisk og digital infrastruktur.

Bruxelles, den 23. januar 2019.

Formand

Luca JAHIER

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Europa-Parlamentets beslutning om WTO: vejen frem, punkt 9, den 29. november 2018 (2018/2084 (INI)).

(2) Trade for all — Towards a more responsible trade and investment policy.

(3) De mindst udviklede landes andel i verdenshandelen (kilde: World Trade Statistical Review 2016, WTO, s. 59

(4) Regionale aftaler, som er anmeldt til WTO (kilde: www.wto.org)

(5) »Improving disciplines on subsidies notification«, TN/RL/GEN/188, WTO, 2017.

(6) Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et regelsæt for screening af udenlandske direkte investeringer i Den Europæiske Union (COM(2017) 487 final — 2017/0224 (COD)), ordfører: Christian Bäumler, medordfører: Gintaras Morkis (EUT C 262 af 25.7.2018, s. 94).

(7) EØSU's udtalelse om henstilling med henblik på Rådets afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en konvention om oprettelse af en multilateral domstol til bilæggelse af tvister vedrørende investeringer, ordfører: Philippe de Buck, medordfører: Tanja Buzek (EUT C 110 af 22.3.2019, s. 145).

(8) Fælles fortolkende instrument om den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem Canada og Den Europæiske Union og dens medlemsstater (http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-13541-2016-INIT/en/pdf).

(9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).

(10) EØSU's udtalelse om udveksling og beskyttelse af personoplysninger i en globaliseret verden, ordfører: Christian Pîrvulescu (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 209).

(11) EØSU's udtalelse om udveksling og beskyttelse af personoplysninger i en globaliseret verden, ordfører: Christian Pîrvulescu (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 209).

(12) EØSU's udtalelse om udveksling og beskyttelse af personoplysninger i en globaliseret verden, ordfører: Christian Pîrvulescu (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 209).

(13) »Hver af parterne kan vedtage og opretholde de beskyttelsesforanstaltninger, denne anser for nødvendige for at sikre beskyttelse af personoplysninger og privatliv, herunder gennem vedtagelse og anvendelse af reglerne for grænseoverskridende overførsel af personoplysninger. Intet i denne aftale berører beskyttelsen af personoplysninger og privatliv i parternes respektive sikkerhedsforanstaltninger.«http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2018/december/tradoc_156884.pdf

(14) https://ec.europa.eu/agriculture/sites/agriculture/files/trade-analysis/statistics/graphs/eu-agrifood-trade.pdf

(15) EØSU's udtalelse om landbrugets rolle i multilaterale, bilaterale og regionale handelsforhandlinger i lyset af WTO-ministermødet i Nairobi, ordfører: Jonathan Peel (EUT C 173 af 31.5.2017, s. 20).

(16) EØSU's udtalelse om landbrugets rolle i multilaterale, bilaterale og regionale handelsforhandlinger i lyset af WTO-ministermødet i Nairobi, ordfører: Jonathan Peel (EUT C 173 af 31.5.2017, s. 20).

(17) EØSU's udtalelse om landbrugets rolle i multilaterale, bilaterale og regionale handelsforhandlinger i lyset af WTO-ministermødet i Nairobi, ordfører: Jonathan Peel (EUT C 173 af 31.5.2017, s. 20).

(18) EØSU's udtalelse om landbrugets rolle i multilaterale, bilaterale og regionale handelsforhandlinger i lyset af WTO-ministermødet i Nairobi, ordfører: Jonathan Peel (EUT C 173 af 31.5.2017, s. 20).

(19) https://www.wto.org/english/res_e/statis_e/wts2018_e/wts2018_e.pdf

(20) Policy Brief Revitalizing Multilateral Governance at the World Trade Organization — Report of the High-Level Board of Experts on the Future of Global Trade Governance, Bertelsmann Stiftung, 2018.

(21) WTO's struktur (kilde: Revitalizing Multilateral Governance at the World Trade Organization, Bertelsmann Stiftung, s. 54)

(22) Les trois réformes de l'OMC, Zaki Laïdi, Libération, 2003.

(23) EØSU's udtalelse om handels og investeringers centrale rolle i forbindelse med opfyldelse og gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling, ordfører: Jonathan Peel, medordfører: Christophe Quarez (EUT C 129 af 11.4.2018, s. 27, punkt 1.8).

(24) F.eks. den seneste lov om »Duty of Vigilance«i Frankrig.

(25) EØSU's udtalelse om ordentligt arbejde i de globale forsyningskæder, ordfører Emmanuelle Butaud Stubbs (FR-I) (EUT C 303 af 19.8.2016, s. 17).

(26) Artikel 2 i Parisaftalen (UNFCCC).

10.5.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 159/28

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om de interne rådgivende gruppers rolle i overvågningen af gennemførelsen af frihandelsaftaler

(sonderende udtalelse på anmodning af Europa-Parlamentet)

(2019/C 159/04)

Ordføre: Alberto MAZZOLA

Anmodning om udtalelse	Europa-Parlamentet, 11.9.2018
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Eksterne Forbindelser
Vedtaget i sektionen	15.1.2019
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.1.2019
Plenarforsamling nr.	540
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	152/0/2

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU anerkender, at handel bidrager til økonomisk udvikling i bred forstand, og støtter i den henseende en udvidelse af antallet af handelsaftaler indgået af EU. Der er imidlertid intens debat om frihandelsaftaler og deres bidrag til social udvikling og miljøbeskyttelse, deres fordele og ulemper og deres fordeling på lande og forskellige interessenter. Dette vil EØSU gerne understrege.

1.2.

EU står i dag over for et stigende krav om en konstruktiv dialog med civilsamfundet om handel. Et af de vigtigste resultater for inddragelse af interessenter gennem interne rådgivende grupper er styrkelsen af civilsamfundsprocesserne.

1.3.

EØSU mener, at civilsamfundets deltagelse i alle former for aftaler er uomgængelig. På den ene side fordi overvågning er nødvendig, og fordi forslag på denne måde kan formidles videre og legitime spørgsmål, der berører samfundet som helhed, kan tages op. På den anden side er deltagelsen afgørende for effektivt at opfylde de strategiske ambitioner, der findes i aktuelle aftaler, og som ikke udelukkende kan udvikles på grundlag af forholdet mellem institutioner og regeringer.

EØSU mener, at en sådan deltagelse i alle former for aftaler bør ske via et fælles civilsamfundsorgan, der omfatter begge parter i aftalen.

De interne rådgivende grupper bør være af rådgivende og institutionaliseret karakter og have beføjelse til at beskæftige sig med alle aspekter af aftalen. De bør være uafhængige, have en afbalanceret sammensætning af alle tre sektorer og have en ansvarlig og uafhængig rolle i overvågningen og evalueringen af EU's aftaler. Alle disse egenskaber er afgørende for at styrke civilsamfundets indflydelse, synlighed og evne til at udarbejde strukturerede forslag, der effektivt kan påvirke beslutningstagningen.

1.4.

De interne rådgivende grupper bør bl.a. lægge særlig vægt på parternes respekt for ILO's grundlæggende arbejdsstandarder og grundlæggende konventioner samt for multilaterale miljøaftaler.

1.5.

EØSU gentager sin anbefaling om at give de interne rådgivende grupper mandat til at overvåge alle dele af handelsaftalernes indvirkning på menneskerettigheder og arbejdstager- og miljørettigheder, og anvendelsesområdet skal dække forbrugernes interesser (1).

1.6.

EØSU forventer, at udvidelsen af de rådgivende gruppers overvågningsbeføjelser til at omfatte hele aftalen og alle aftalens aspekter, inklusive dem, der ikke er relateret til bæredygtig udvikling, idet der fastholdes særlig opmærksomhed på disse aspekter, kan supplere Kommissionens indsats for at fremme en bedre implementering af EU's fremtidige frihandelsaftaler, og støtter en sådan udvidelse. Interne rådgivende grupper forventes at have en positiv indvirkning på styrkelsen af bevidstheden blandt bredere dele af civilsamfundet om fordelene ved fri, regelbaseret, bæredygtig og inkluderende handel, og samtidig tage fat på mangler i den forbindelse. Endvidere kan grupperne give saglig information og bidrage til en objektiv tilgang til handelsaftaler.

1.7.

En udvidelse af kompetencen til alle aftalens aspekter vil sandsynligvis gøre det lettere for partnerlandene at acceptere civilsamfundsovervågning og sætte skub i etableringen af interne rådgivende grupper.

1.8.

Det er særligt vigtigt at samarbejde med tredjelande på grundlag af gensidig respekt og forståelse. EØSU mener, at fælles møder i de interne rådgivende grupper med partnerlandet er ekstremt vigtige. Med henblik på alle fremtidige relevante aftaler opfordrer EØSU til oprettelse af en fælles intern rådgivende gruppe (dvs. et civilsamfundsorgan, der er fælles med partnerlandene), så der ikke kun er tale om en separat intern rådgivende gruppe for hver part (2). I tilfælde, hvor der allerede findes andre mekanismer til at give udtryk for civilsamfundets holdninger, vil det være vigtigt at bevare dem, da det kræver år at opbygge tillid og ordentlige arbejdsforhold.

1.9.

EØSU mener, at det, der også gør interne rådgivende grupper relevante, er deres sammensætning og særlig deres medlemmers repræsentativitet og kompetence, som bør sikres gennem en forbedret udvælgelsesmekanisme i samråd med EØSU, som det har været gjort i andre vellykkede tilfælde. I de interne rådgivende grupper bør der sikres en afbalanceret repræsentation af civilsamfundsinteresser samt passende intern relevant ekspertise. Interne rådgivende grupper bør kunne inddrage og høre eksterne interessenter.

1.10.

EØSU anbefaler, at interne rådgivende grupper mødes mindst to gange årligt på EU-niveau, og at institutionaliserede formelle møder i de fælles interne rådgivende grupper finder sted to gange årligt — også under anvendelse af videokonference, dog mindst én gang om året ansigt til ansigt.

1.11.

EØSU anbefaler, at der hvert år i Bruxelles afholdes en konference for alle medlemmer af interne rådgivende grupper på EU-plan for at give mulighed for udveksling af erfaringer fra de respektive interne rådgivende grupper.

1.12.

Interne rådgivende grupper bør også have mulighed for at organisere en høring hvert år. Samarbejde med nationale institutionelle organer, der repræsenterer civilsamfundet — det nationale modstykke til EØSU — vil fremme en udvidelse af dialogen uden for Bruxelles og for at nå ud til et større publikum, der strækker sig ud over den nuværende ramme, der giver Bruxelles-baserede organisationer en privilegeret stilling.

1.13.

Etablering af flere organer under den samme aftale skaber forvirring hos EU's handelspartnere (3) og pålægger både tredjelande og EØSU en byrde. EØSU opfordrer EU til at sikre fælles høringsmekanismer med kompetence inden for alle søjler i fremtidige associeringsaftaler, begyndende med de genforhandlede aftaler med Chile og Mexico og i fremtiden med MERCOSUR.

1.14.

Der bør sørges for en rapporteringsmekanisme, der vil give civilsamfundsorganisationer i fremtidige interne rådgivende grupper mulighed for at rapportere problemer i forbindelse med implementering eller fremsætte forslag til forbedringer. EØSU anbefaler endvidere, at formændene for interne rådgivende grupper får ret til at fremlægge deres gruppers synspunkter for udvalgene om handel og bæredygtig udvikling, og at der stilles krav om, at disse udvalg inden for en rimelig tidsfrist skal reagere på spørgsmål og anbefalinger fra de interne rådgivende grupper. EØSU glæder sig over Kommissionens tilsagn om at sikre en struktureret, gennemsigtig og tidsbaseret klagemekanisme for implementeringen af kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling i fremtiden.

1.15.

Før der oprettes civilsamfundsorganer, vil EØSU gøre en stor indsats for at etablere interne rådgivende grupper/rådgivende udvalg, i god tid før aftalens ikrafttræden. EØSU's indsats bør anerkendes og støttes af Europa-Parlamentet og Rådet, navnlig i deres budgetmæssige kapacitet, samt af Kommissionen.

1.16.

For at sikre synlighed for de interne rådgivende grupper anbefaler EØSU, at der fastlægges en kommunikationsstrategi, som omfatter anvendelse af websider og en IT-platform til udveksling og sociale medier.

1.17.

Der skal sørges for finansiel støtte til gennemførelsen af fremtidige aftaler, navnlig af partnerlandenes regeringer. EØSU mener, at aftalernes tekst eksplicit bør sikre, at forpligtelsen til på tilstrækkelig vis at finansiere og til politisk og logistisk at støtte de påtænkte civilsamfundsorganer overholdes, også af partnerlandenes regeringer.

1.18.

EØSU mener, at dets deltagelse er uvurderlig, og ønsker fortsat at være del af alle interne rådgivende grupper.

1.19.

I kraft af sine regler og arbejdsmetoder og gennem sine medlemmer sikrer EØSU, at den interne rådgivende gruppe er struktureret og velorganiseret, bl.a. ved at bidrage til at finde modparter i partnerlandet, fastsætte dagsordenen, lede møderne, rapportere til EU-institutionerne og civilsamfundet og sikre ansvarlighed.

1.20.

EØSU's omkostninger ved deltagelse i de interne rådgivende grupper forventes at blive fordoblet i løbet af de næste tre år, og blive tredoblet for at kunne dække de frihandelsaftaler, som der forhandles om i øjeblikket. De interne rådgivende grupper udgør en udfordring for EØSU for så vidt angår finansielle og menneskelige ressourcer. EØSU anmoder budgetmyndighederne om supplerende budgetmidler, der modsvarer de løbende udgifter, som Kommissionen har beregnet at det vil koste at støtte de interne rådgivende grupper i at udføre det forventede arbejde såvel kvantitativt som kvalitativt.

1.21.

EØSU foreslår, at følgende kriterier tages i betragtning ved oprettelse af en intern rådgivende gruppe og fastsættelse af antallet af medlemmer: EU's samlede udenrigshandel pr. år, EU-investeringer i partnerlandet (partnerlandene), aftalens betydning ud fra et geopolitisk og strategisk perspektiv, relevante overvejelser vedrørende bæredygtighed.

1.22.

På EU-siden rapporterer de interne rådgivende grupper i første række til Kommissionen, og det vil i fremtiden være vigtigt også at kunne rapportere til Europa-Parlamentet og Rådet. EØSU anbefaler en regelmæssig og struktureret dialog mellem EU's interne rådgivende grupper, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, Europa-Parlamentet og EU-medlemsstaterne. For så vidt angår Europa-Parlamentet kunne man forestille sig en struktureret, regelmæssig høringsmekanisme.

2. Baggrund

2.1.

Europa-Parlamentets formand har i overensstemmelse med artikel 304, stk. 1, andet punktum, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hørt EØSU med henblik på en udtalelse om de interne rådgivende gruppers funktion (4) og påpeget, at der er flere aspekter, som kræver yderligere analyse og drøftelse, f.eks. de nødvendige ressourcer for, at interne rådgivende grupper effektivt kan løse deres opgaver, måder at håndtere de organisatoriske og logistiske udfordringer, som civilsamfundsorganer i øjeblikket står over for, måder at forbedre interaktionen mellem interne rådgivende grupper og udvalg om handel og bæredygtig udvikling og alle andre aspekter, der ville gøre det muligt at forbedre den aktuelle situation.

2.2.

Interne rådgivende grupper er et vigtigt resultat af inklusionen af kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling i EU's frihandelsaftaler. Etableringen af dem er ikke alene baseret på EU's handelspolitik, men også mere bredt på EU's stærke politiske vilje til at integrere bæredygtig udvikling i alle sine politikker og strategier siden Rio+20-erklæringen fra 2012. Strategien »Handel for alle«, der blev vedtaget af Kommissionen i 2015, havde yderligere fokus på større gennemsigtighed og rummelighed i EU's handelspolitik, herunder gennem en udvidet dialog med civilsamfundet.

2.3.

Den 26. februar 2018 fremlagde Kommissionen et nonpaper (5), der foreslår et sæt af 15 konkrete og gennemførlige tiltag, der skal gennemføres for at forny kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling, bl.a. ved at udvide det materielle anvendelsesområde for interne rådgivende gruppers rådgivningskompetence til i fremtidige frihandelsaftaler at omfatte implementeringen af hele aftalen. Af dette nonpaper fremgår det, at den nye tilgang først indføres med frihandelsaftalerne mellem EU og Mexico og mellem EU og MERCOSUR og derefter bliver en del af Kommissionens standardforhandlingstilgang.

2.4.

Aftalerne mellem EU og Mexico og EU og MERCOSUR er associeringsaftaler, og de har således også politiske søjler og samarbejdssøjler, der er forhandlet af EU-Udenrigstjenesten. EU har foreslået en såkaldt »indlejret«tilgang, hvor interne rådgivende grupper og civilsamfundsfora har kompetence til at udtale sig både om associeringsaftalen generelt, men også specifikt om handelsdelen. I modsætning hertil foreslås for selvstændige frihandelsaftaler, f.eks. med Indonesien, Australien og New Zealand, en enklere tilgang, der dækker hele frihandelsaftalen. Under drøftelser med Kommissionen blev det fremhævet, at udarbejdelsen af bestemmelserne for civilsamfundet vil være åben, og at civilsamfundsfora frit vil kunne give input til alle emner af interesse, også dem, der ikke er relateret til bæredygtig udvikling.

2.5.

EØSU har allerede vedtaget flere udtalelser (6) om handel og bæredygtig udvikling med opfordringer til at styrke overvågningsmekanismerne og anbefalinger til forbedring af de interne rådgivende grupper. I sin udtalelse om kapitlet om handel og bæredygtig udvikling i EU's frihandelsaftaler opfordrede EØSU specifikt til at give interne rådgivende grupper mandat til at overvåge indvirkningen af alle dele af handelsaftaler på menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og miljørettigheder og til at udvide anvendelsesområdet til at dække forbrugerinteresser samt sociale og økonomiske konsekvenser. EØSU glæder sig desuden over, at en rapport om implementeringen af frihandelsaftaler nu vil blive udgivet hvert år.

2.6.

Den økonomiske partnerskabsaftale mellem EU og CARIFORUM og frihandelsaftalen mellem EU og Korea, som trådte i kraft i henholdsvis 2014 og 2011, var de første, der indeholdt bestemmelser om etablering af et rådgivende civilsamfundsorgan, som har til opgave at overvåge gennemførelsen af aftalens kapitel om handel og bæredygtig udvikling. Alle efterfølgende EU-aftaler, herunder med Centralamerika, Colombia, Peru og Ecuador, Georgien, Moldova, Ukraine og Canada, har anvendt denne tilgang. I dag er otte interne rådgivende grupper med 27 medlemmer fra EØSU aktive, yderligere fem forventes at blive etableret inden 2021, og flere kan følge i fremtiden, under forudsætning af at de nye forhandlinger om frihandelsaftaler, f.eks. med Australien og New Zealand, afsluttes, eller de nuværende aftaler revideres.

2.7.

De interne rådgivende grupper, som findes i henhold til de nuværende aftaler, giver mulighed for en afbalanceret repræsentation af civilsamfundsinteresser gennem de tre undergrupper, som de er organiseret i: arbejdsgivere, fagforeninger og andre interesser, herunder miljø- og forbrugerorganisationer, samt andre relevante interessenter. Medlemmer af interne rådgivende grupper er repræsentanter for de vigtigste europæiske økonomiske og sociale organisationer og fra miljøorganisationer, forbrugere, landbrugere og andre interesser i den tredje sektor. EØSU er en fast bestanddel af medlemskabet af de interne rådgivende grupper.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU anerkender, at handel bidrager til økonomisk vækst og udvikling i en bredere forstand, og støtter i denne henseende en udvidelse af antallet af handelsaftaler, som EU indgår. Der er imidlertid intens debat om frihandelsaftaler og deres bidrag til social udvikling og miljøbeskyttelse, deres fordele og ulemper og deres fordeling på lande og forskellige interessenter. EU står i dag over for et stigende krav om en konstruktiv dialog med civilsamfundet om frihandelsaftaler. De nuværende EU-mekanismer for aftaler omfatter interne rådgivende grupper, blandede rådgivende udvalg, civilsamfundsplatforme, civilsamfundsfora og blandede civilsamfundsfora. Det er en udfordring at forvandle denne komplekse arkitektur af høringsmekanismer til effektive og velfungerende strukturer (7). Yderligere mekanismer til drøftelser med civilsamfundet om EU's handelspolitik omfatter offentlige høringer og platforme såsom civilsamfundsdialogen og ekspertgruppen vedrørende EU-handelsaftaler (på anmodning af GD for Handel).

3.2.

Lissabontraktaten styrkede og bekræftede EØSU's funktion og sammensætning som en institutionel repræsentant for det organiserede civilsamfund. EØSU blev i partnerskab med de andre institutioner oprettet som instrumentet for deltagelsesdemokrati og civil dialog på europæisk plan. Set fra et institutionelt perspektiv fremsættes civilsamfundets synspunkter om EU's handelspolitik via EØSU's udtalelser og også gennem andre kanaler. På baggrund af sin kapacitet anmoder EØSU om at blive hørt under forhandlingsfasen for EU's associeringsaftaler, partnerskabsaftaler og frihandelsaftaler.

3.3.

EØSU, der er permanent medlem af de interne rådgivende grupper og står for sekretariatet for alle eksisterende interne rådgivende grupper, har omfattende førstehåndsviden om de fordele og konsekvenser, som civilsamfundsovervågning har for implementeringen af kapitler om handel og bæredygtig udvikling. Nogle af de erfaringer, der er blevet gjort gennem eksisterende interne rådgivende gruppers arbejde, vil blive anvendt tilsvarende, når interne rådgivende gruppers kompetence udvides til de andre kapitler i aftalerne. Samtidig anser EØSU det for vigtigt med yderligere overvejelser og ønsker at fremsætte anbefalinger vedrørende de interne rådgivende gruppers relevans og effektivitet, sammensætning, arbejdsmåde og mandatvarighed samt administrative og budgetmæssige aspekter.

Interne rådgivende gruppers relevans

3.4.

EØSU støtter konceptet om bæredygtig udvikling i dets tre indbyrdes forbundne og gensidigt styrkende økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner. Det er klart, at international handel kun kan finde sted ved at tage højde for bæredygtig udvikling, miljøbeskyttelse, social beskyttelse af arbejdstagere samt borger- og forbrugerrettigheder. Aftaler skal omfatte bestemmelser, der har til formål at skabe lige vilkår og retfærdig konkurrence vedrørende alle disse aspekter.

3.5.

Generelt har deltagelsen af aktører fra civilsamfundet bidraget til bedre resultater i form af positive økonomiske, sociale og miljømæssige virkninger af handelsaftaler. Deres inddragelse i EU's overvågning af frihandelsaftaler har en vigtig merværdi, hvilket konkrete fremskridt i tilfældet Korea har vist (8). Det er vigtigt at huske på, at den institutionaliserede dialog med civilsamfundet er et særkende ved EU's levevis og arbejdsmetoder, men vi må erkende, at dette ikke altid deles fuldt ud af vores partnere. EØSU mener, at interne rådgivende grupper fortsat skal have en rådgivende, ansvarlig og uafhængig rolle i overvågningen og evalueringen af EU-aftaler. Civilsamfundets deltagelse yder også et afgørende bidrag til disse aftalers strategiske værdi. Det drejer sig i dag om mere end blot fordelene ved handel.

3.6.

Et af de vigtigste resultater af interessenters involvering gennem strukturer som interne rådgivende grupper er styrkelse af civilsamfundsprocesserne og styrkelse af civilsamfundsorganisationer, der ikke anerkendes i nævneværdig grad af deres egne regeringer. Dette gælder især for partnerlande, der har en anden forståelse af civilsamfundets rolle end EU, og for dem, der har mindre udviklede praksisser, når det gælder høring af civilsamfundet. Ved flere lejligheder, især når handelspartneren er et udviklingsland, har oprettelsen af en intern rådgivende gruppe gjort det muligt at give større indflydelse til interessenter, der har vigtig ekspertise, og givet mulighed for en bundstyret tilgang til problemløsning gennem dialog, samarbejde og kapacitetsopbygning (9).

3.7.

Civilsamfundsorganisationernes samarbejdsbaserede tilgang kan udgøre et politikrelevant bidrag til sikring af en innovativ, effektiv og vellykket overvågning af implementeringen af klausuler i frihandelsaftalerne, selv i fravær af regler, der kan håndhæves. I dette tilfælde er civilsamfundsorganisationernes rolle i forbindelse med handel at støtte en pragmatisk og fleksibel tilgang til bæredygtig udvikling, der er tilpasset til de specifikke forhold i de lande, hvor den interne rådgivende gruppe vil blive etableret. Interne rådgivende gruppers fælles arbejde, der er i denne sammenhæng finder sted mellem partnerlande og EU, kan spille en vigtig rolle både med hensyn til at kortlægge problemer og foreslå offentlige politikker til overvindelse heraf.

3.8.

De interne rådgivende grupper bør bl.a. lægge særlig vægt på, at parterne respekterer ILO's grundlæggende arbejdsstandarder og grundlæggende konventioner og overholder multilaterale miljøaftaler. Implementeringen og håndhævelsen af konkret vigtig lovgivning, f.eks. vedrørende foreningsfrihed, kollektive forhandlinger, arbejdsmarkedsdialog, social beskyttelse, sundhed og sikkerhed samt arbejdstilsyn, bør være genstand for de interne rådgivende gruppers særlige opmærksomhed.

3.9.

Civilsamfundets deltagelse via interne rådgivende grupper bidrager til at opretholde og forbedre forbrugerbeskyttelsen under hensyntagen til de miljømæssige konsekvenser og fuld overholdelse af målene for bæredygtighed og til at undersøge mulighederne for små og mellemstore virksomheder. De interne rådgivende grupper kan også undersøge mulige negative sociale følger hvad angår lige muligheder for kvinder og mænd, handicappedes og andre mindretals rettigheder samt lige adgang til tjenesteydelser af almen interesse. Forbrugerorganisationer har udtrykt deres støtte til EU's frihandelsaftaler og har krævet, at beskyttelsen af forbrugerne fortsat skal være garanteret efter liberalisering af markeder. Forbrugere har foreslået, at der indføres et forbrugerkapitel i fremtidige EU-aftaler. Det udvidede anvendelsesområde for interne rådgivende gruppers overvågning ville gøre det muligt for forbrugersammenslutninger at følge implementeringen af det særlige forbrugerkapitel nærmere.

3.10.

De interne rådgivende grupper kunne hjælpe med til at prioritere blandt implementeringsspørgsmål. Som Kommissionen viser i sin rapport om handels- og investeringshindringer, fortsætter protektionismen i sine forskellige afskygninger med at stige, hvilket påvirker EU-interessenterne negativt. Hvis der konstateres regelbrud eller suboptimal gennemførelse vil de økonomiske operatører i de interne rådgivende grupper have en ekstra kanal til rådighed til at skabe bevidsthed om problemer i felten, og det skal være muligt for den interne rådgivende gruppe at gøre opmærksom på mulige forbindelser mellem præferenceudnyttelsesgraden i frihandelsaftaler og hindringer for handel, som indgår i databasen for markedsadgang. Som det fremgår af en nylig rapport (10) kan den manglende udnyttelse af toldpræferencer i frihandelsaftaler være betydelig og svær at måle for især små og mellemstore virksomheder. Samtidig ønsker EØSU at understrege den vigtige forbindelse mellem den økonomiske dimension og måden, hvorpå afgifter implementeres, og skabelse og beskyttelse af arbejdspladser.

Udvidelse af de interne rådgivende gruppers beføjelser

3.11.

På baggrund af disse fordele ved civilsamfundets inddragelse forventer EØSU, at udvidelsen af de rådgivende gruppers overvågning til at omfatte hele aftalen og alle aftalens aspekter, inklusive dem, der ikke er relateret til bæredygtig udvikling, idet der fastholdes særlig opmærksomhed på disse aspekter, kan supplere Kommissionens indsats for at fremme bedre implementering af EU's frihandelsaftaler. Interne rådgivende grupper forventes at have en positiv effekt med hensyn til at øge bevidstheden blandt bredere dele af civilsamfundet om fordelene ved fri, regelbaseret, bæredygtig og inkluderende handel, samtidig med at manglerne i den forbindelse tages op. Det er vigtigt at overvåge frihandelsaftalers gennemførelse for at vise både de fordele og de ulemper, aftalerne giver for virksomheder, arbejdere, forbrugere og borgerne generelt. Endvidere kan grupperne give saglig information og bidrage til en objektiv tilgang til handelsaftaler.

3.12.

En udvidelse af beføjelserne til at omfatte aftalens forretningsaspekter vil sandsynligvis gøre det lettere for partnerlandene at acceptere civilsamfundsovervågning og sætte skub i etableringen af interne rådgivende grupper (11). Interne rådgivende grupper skal være i stand til (sammensætning, arbejdsmåde osv.) korrekt at håndtere de mange forskellige problemer i samtlige kapitler i frihandelsaftalerne, og have kapacitet til at samarbejde med relevante dele af civilsamfundet. EØSU mener, at udvidelse af overvågningen til hele aftalen vil kræve prioritering, så der gøres en indsats, hvor det er mest nødvendigt, således at der opretholdes en afbalanceret repræsentation af alle interesser i den interne rådgivende gruppes arbejdsprogram.

3.13.

Imidlertid beklager EØSU, at udvidelsen ikke ledsages af en yderligere styrkelse af overvågningsmekanismen med henblik på faktisk håndhævelse af forpligtelserne i kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling, hvilket EØSU finder afgørende vigtigt, og af de interne rådgivende gruppers vigtige rolle med hensyn til at sikre, at overtrædelser opdages og håndteres på effektiv vis.

4. Særlige spørgsmål, der skal behandles

Interne rådgivende grupper i partnerlande

4.1.

Det er særligt vigtigt at samarbejde med tredjelande på grundlag af gensidig respekt og forståelse. Flere regeringer er meget tilbageholdende med at forhandle et kapitel om handel og bæredygtig udvikling og etablere en overvågningsmekanisme for civilsamfundet. I mange lande organiseres civilsamfundets involvering i overvågningen af implementering af handel og bæredygtig udvikling ofte på en anden måde end i EU. Canada er f.eks. i gang med at oprette to interne rådgivende grupper, én for miljø og én for arbejde. Etablering af interne rådgivende grupper er en gradvis proces, der kræver en indsats fra EU's side for at hjælpe modparten med at involvere civilsamfundet. EØSU anser fælles interne rådgivende grupper med partnerlande for at være særdeles vigtige. Med henblik på enhver fremtidig aftale opfordrer EØSU til oprettelse af en fælles intern rådgivende gruppe (dvs. et civilsamfundsorgan, der er fælles med partnerlandene), så der ikke kun er tale om en separat intern rådgivende gruppe for hver part (12). Men i tilfælde, hvor der allerede findes andre mekanismer til at give udtryk for civilsamfundets holdninger, som f.eks. i associeringsaftalen mellem EU og Chile, vil det være vigtigt at bevare dem, da det kræver år at opbygge tillid og ordentlige arbejdsforhold.

4.2.

De største mangler, hvoraf nogle identificeres i tidligere EØSU-udtalelser, er ubalanceret medlemskab, lange forsinkelser, manglende politisk og finansiel støtte fra partnerlandets regering og udelukkelse af de mest repræsentative organisationer i et bestemt land, og disse mangler udgør fortsat alvorlige hindringer for at finde frem til en passende modpart. Valget af nationale organisationer i stedet for eksisterende repræsentative og afbalancerede regionale civilsamfundsstrukturer (som f.eks. i Centralamerika og MERCOSUR) skader civilsamfundets muligheder for at arbejde sammen på regionalt plan og for selve den regionale samhørighed.

4.3.

EU skal på diplomatisk, men bestemt vis overbevise partnerlandene om behovet for at overholde aftalen om at etablere afbalancerede og repræsentative interne rådgivende grupper. Med henblik herpå bør der skabes koordinering mellem Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, Europa-Parlamentet og dets forskellige organer og EØSU.

Sammensætning og repræsentativitet

4.4.

Det, der gør interne rådgivende grupper relevante, er også deres sammensætning, og særligt deres medlemmers repræsentativitet og kompetence, hvilket er vigtige aspekter, der skal bevares i fremtiden og fremmes yderligere i tredjelande. Dette skal sikres i udvælgelsesprocessen. EØSU forventer at blive hørt om forbedringer af udvælgelsesprocessen. I de interne rådgivende grupper skal der garanteres en afbalanceret repræsentation af civilsamfundsinteresser. Formålet er at sikre, at en enkelt interessent eller undergruppe af interessenter ikke dominerer debatten eller dagsordenen, der bør indeholde elementer, der er foreslået af alle undergrupper.

Effektivitet/logistiske og organisatoriske udfordringer

4.5.

Det begrænsede antal medlemmer (normalt ikke over seks pr. undergruppe) og deres arbejdsmetode sikrer de interne rådgivende gruppers effektivitet. EØSU anbefaler, at interne rådgivende grupper mødes mindst to gange årligt på EU-niveau, og at møder i fælles interne rådgivende grupper formaliseres i teksten i fremtidige aftaler, så de kan finde sted to gange om året (det ene møde skal afholdes ansigt til ansigt, men det andet kan afholdes via videokonference af logistiske og budgetmæssige hensyn). EØSU opfordrer indtrængende forhandlingsparterne til at lære af erfaringerne fra andre frihandelsaftaler, hvor parterne har nedsat interne rådgivende civilsamfundsgrupper uden mulighed for en anerkendt fælles dialog inden for rammerne af aftalerne. Denne models klare begrænsninger er blevet påvist. EØSU opfordrer til, at møderne i de fælles interne rådgivende grupper i de nuværende aftaler anerkendes formelt af parterne i de eksisterende aftaler. Møder i de fælles interne rådgivende grupper giver mulighed for, at civilsamfundsorganisationer, der jævnligt er involveret i deres respektive interne overvågning, kan udveksle synspunkter vedrørende implementeringsspørgsmål. Ved at fastlægge hvilke resultater, der skal opnås, og udarbejde et fælles arbejdsprogram kan medlemmerne af de interne rådgivende grupper vurdere de opnåede fremskridt, forberede fælles anbefalinger, rapportere til institutionerne og det bredere civilsamfund og derved sikre gennemsigtighed, ansvarlighed og kontinuitet.

4.6.

Bedre koordinering af de interne rådgivende grupper vil sikre overvågning af højere kvalitet fra civilsamfundets side. I lyset af den betragtelige viden, der erhverves i de enkelte interne rådgivende grupper, anbefaler EØSU, at der hvert år i Bruxelles afholdes en konference for alle medlemmer af interne rådgivende grupper på EU-plan for at give mulighed for udveksling af erfaringer fra de respektive interne rådgivende grupper.

4.7.

Sammensætningen af fremtidige interne rådgivende grupper bør afspejle de emneområder, som kommer til at indgå i arbejdsprogrammet. Dette kræver deltagelse fra organisationer, der har den tekniske ekspertise inden for alle aspekter af handelsaftaler og har direkte interesser på spil. For at de interne rådgivende gruppers overvågning kan dække alle aspekter af frihandelsaftaler, skal interne rådgivende grupper have intern relevant ekspertise, samtidig med at de også kan udvide deltagelsen og høre eksterne interessenter. Interne rådgivende grupper bør også have mulighed for at organisere en høring hvert år. Samarbejde med nationale institutionelle organer, der repræsenterer civilsamfundet — det nationale modstykke til EØSU — vil være til fordel for en udvidelse af dialogen uden for Bruxelles og for at nå ud til et større publikum, der strækker sig ud over den nuværende ramme, der giver Bruxelles-baserede organisationer en privilegeret stilling.

4.8.

Etablering af flere organer under den samme aftale skaber forvirring hos EU's handelspartnere (13) og pålægger både tredjelande og EØSU en byrde. Det er unødvendigt og ineffektivt, at civilsamfundet repræsenteres to gange — én gang i associeringsaftalen samlet set og igen i kapitlet om handel og bæredygtig udvikling. I associeringsaftalerne med Moldova, Georgien og Ukraine opereres der f.eks. med to forskellige organer: inden for aftalens politiske søjle oprettes en civilsamfundsplatform, der har beføjelser inden for alle områder af aftalen, mens der under aftalens handelssøjle etableres en intern rådgivende gruppe. EØSU opfordrer EU til at sikre fælles høringsmekanismer med kompetence inden for alle søjler i fremtidige associeringsaftaler, begyndende med de genforhandlede aftaler med Chile og Mexico og i fremtiden med MERCOSUR.

4.9.

Det er konstateret, at regelbrud, der tidligere er blevet rapporteret af en intern rådgivende gruppe, ikke straks er blevet taget op. Der bør sørges for en rapporteringsmekanisme, der vil give civilsamfundsorganisationer i fremtidige interne rådgivende grupper mulighed for at rapportere problemer i forbindelse med implementering eller fremsætte forslag til forbedringer. EØSU anbefaler endvidere, at formændene for interne rådgivende grupper får ret til at fremlægge deres gruppers synspunkter for udvalgene om handel og bæredygtig udvikling, og at der stilles krav om, at disse udvalg inden for en rimelig tidsfrist skal reagere på spørgsmål og anbefalinger fra de interne rådgivende grupper. EØSU glæder sig over Kommissionens tilsagn om at sikre en struktureret, gennemsigtig og tidsbaseret klagemekanisme for implementeringen af kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling i fremtiden. Et sådant engagement bør også præge den fremtidige tilgang.

Mere gennemsigtighed og kommunikationsstrategi

4.10.

Før der oprettes civilsamfundsorganer, gør EØSU en stor indsats for at etablere interne rådgivende grupper/rådgivende udvalg i god tid før aftalens gennemførelse. Dette er især tilfældet i Centralamerika, Canada, Japan, Chile, MERCOSUR og Ukraine, hvor medlemmer af EØSU har skabt kontakt til partnerorganisationer og -regeringer for at øge disses kendskab til behovet for at forberede vores fremtidige fælles arbejde. EØSU's indsats bør støttes af Europa-Parlamentet, GD for Handel og EU-Udenrigstjenesten, så der leveres oplysninger til civilsamfundsorganisationer i partnerlandene om behovet for at oprette disse civilsamfundsorganer for så hurtigt som muligt at gøre dem operationelle efter aftalens ikrafttræden.

4.11.

Efter deres oprettelse og for at sikre de interne rådgivende gruppers synlighed anbefaler EØSU, at der gennemføres en kommunikationskampagne, og at den særlige webside jævnligt opdateres med mødedokumenter inklusive dagsorden og referater. Til dette formål kunne der etableres en IT-platform for at give mulighed for udvekslinger mellem EU's og partnerlandenes interne rådgivende grupper. De bør også gøres brug af de sociale medier.

Nødvendige ressourcer

4.12.

Både EØSU og Kommissionen har indtil videre leveret finansielle og menneskelige ressourcer som hjælp til de interne rådgivende gruppers funktion. Fra 2018 har Kommissionen øremærket et budget på 3 mio. EUR for tre år. En ekstern kontrahent vil have ansvaret for den logistiske organisering af møderne i de interne rådgivende grupper.

4.13.

Der bør sikres yderligere finansiel støtte til gennemførelsen af fremtidige aftaler, navnlig af partnerregeringer. EU-institutionerne bør konstant tage denne sag op over for partnerlandenes regeringer for sammen at finde mere langsigtede bæredygtige løsninger. EØSU mener, at aftalernes tekst eksplicit bør sikre, at forpligtelsen til på tilstrækkelig vis at finansiere og til politisk og logistisk at støtte de påtænkte civilsamfundsorganer overholdes, også af partnerlandenes regeringer.

5. EØSU og de interne rådgivende grupper

5.1.

På Kommissionens anmodning støtter EØSU interne rådgivende grupper via sine medlemmer og sit sekretariat. EØSU anser sin deltagelse for at være værdifuld og ønsker fortsat at være del af alle interne rådgivende grupper. EØSU anbefaler, at medlemskab af en intern rådgivende gruppe fastsættes for en periode på fem år for at give stabilitet og kontinuitet. Medlemmer af formandskabet bør dog gå på skift hvert 2½ år.

5.2.

EØSU sikrer at den interne rådgivende gruppe er struktureret og velorganiseret, bl.a. ved at bidrage til at finde modparter i partnerlandet, fastsætte dagsordenen, lede møderne, rapportere til EU-institutionerne og civilsamfundet og sikre ansvarlighed. Af disse grunde er EØSU bedst placeret til at lede de interne rådgivende grupper, og udvalget foreslår derfor, at fremtidige frihandelsaftaler indeholder bestemmelser om, at EØSU har formandskabet for europæiske interne rådgivende grupper.

5.3.

EØSU's omkostninger ved deltagelse i de interne rådgivende grupper ventes at blive fordoblet i løbet af de næste tre år — og blive tredoblet for at kunne dække de frihandelsaftaler, som der forhandles om i øjeblikket. EØSU's medlemskab af interne rådgivende grupper forventes at kræve inddragelse af yderligere omkring 50 EØSU-medlemmer.

5.4.

De interne rådgivende grupper udgør en udfordring for EØSU for så vidt angår finansielle og menneskelige ressourcer. Det anslås, at de årlige omkostninger, når alle nuværende og fremtidige interne rådgivende grupper er etableret, kan blive helt op til 24 % af det nuværende budget for Sektionen for Eksterne Forbindelser for medlemmer.

5.5.

For så vidt angår menneskelige ressourcer vil Sektionen for Eksterne Forbindelser også få brug for at blive styrket og for en forøgelse af sit budget for missioner. På baggrund af aftalen mellem EØSU og Kommissionen (GD for Handel) varetager EØSU's Sektion for Eksterne Forbindelser (REX) sekretariatsopgaver for EU's interne rådgivende grupper og har forbindelse til partnerlandenes interne rådgivende grupper i spørgsmål vedrørende de årlige fælles møder og samarbejdet mellem møder.

5.6.

EØSU vil især rette opmærksomheden mod det sekretariatsarbejde, der udføres af EØSU's tjenestemænd, og som letter de interne rådgivende gruppers arbejde på områder ud over det rent organisationsmæssige. De interne rådgivende grupper kan drage fordel af EØSU-personalets omfattende erfaring med hensyn til at støtte civilsamfundshøringer både i EU og i tredjelande og regioner i tredjelande (REX-sekretariatet forvalter i øjeblikket 17 fælles organer med tredjelande). Sekretariatet:

—	yder politisk rådgivning til medlemmer i deres arbejde

—	bistår formændene for de interne rådgivende grupper i udarbejdelsen af mødedagsordener og tager notater ved møderne

—	rådgiver om potentielle talere, eksperter og civilsamfundsorganisationer, der kan inviteres

—	forbereder mødedokumenter og sikrer en konstant strøm af oplysninger om emner af interesse for medlemmer af interne rådgivende grupper

—	bruger sit netværk af kontakter i andre EU-institutioner og i internationale organisationer for at fremme udvekslinger mellem interne rådgivende grupper og disse institutioner.

Men denne opgaver kræver en stadig større indsats i både økonomisk og personalemæssig henseende.

5.7.

EØSU takker Europa-Parlamentet, der anmodede om at øge medlems- og personalebudgettet i 2017 og 2018, og håber, at en sådan støtte kan opretholdes i fremtiden. EØSU anmoder budgetmyndighederne om supplerende budgetmidler, der modsvarer de løbende udgifter, som Kommissionen har beregnet at det vil koste at støtte de interne rådgivende grupper i at udføre det forventede arbejde såvel kvantitativt som kvalitativt.

5.8.

De begrænsede ressourcer kræver, at deltagelse ved oprettelsen af den interne rådgivende gruppe fastsættes til tre EØSU-medlemmer for en almindelig intern rådgivende gruppe og kun i ekstraordinære tilfælde til seks medlemmer, f.eks.

—	en intern rådgivende gruppe med et land/område, der repræsenterer mere end 100 mia. EUR af EU's samlede handel pr. år

—	eller EU-investeringer på over 100 mia. EUR

—	eller som har stor betydning set fra et geopolitisk og strategisk perspektiv

—	eller hvor overvejelser vedrørende bæredygtighed er særligt relevante.

Lignende kriterier kan tages i betragtning med henblik på, hvorvidt der skal oprettes en intern rådgivende gruppe. EU har handelsaftaler med 69 af verdens lande og regioner. Ikke alle kræver oprettelse af en intern rådgivende gruppe.

EØSU og EU's institutioner

5.9.

Interne rådgivende grupper spiller en forskellig rolle for EU og for partnerlandet. På EU-siden rapporterer de interne rådgivende grupper først og fremmest til Kommissionen, og det vil i fremtiden være vigtigt også at kunne rapportere til Europa-Parlamentet og Rådet. Med hensyn til Europa-Parlamentet sker rapportering i øjeblikket på uformel ad hoc-basis efter forespørgsel fra enten INTA-udvalget eller en af Europa-Parlamentets delegationer for relationer med tredjelande. Man kunne forestille sig en mere struktureret, regelmæssig høringsmekanisme.

Bruxelles, den 23. januar 2019.

Formand

Luca JAHIER

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EØSU's udtalelse om kapitler om handel og bæredygtig udvikling i EU's frihandelsaftaler (EUT C 227 af 28.6.2018, s. 27).

(2) EØSU's udtalelse om mod en associeringsaftale mellem EU og Mercosur, punkt 6 (EUT C 283 af 10.8.2018, s. 9).

(3) EØSU's udtalelse om kapitler om handel og bæredygtig udvikling i EU's frihandelsaftaler (EUT C 227 af 28.6.2018, s. 27).

(4) Brev fra Antonio Tajani, Europa-Parlamentets formand, til Luca Jahier, formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, den 11. oktober 2018.

(5) I Kommissionens tjenestegrenes nonpaper »Feedback and way forward on improving the implementation and enforcement of Trade and Sustainable Development chapters in EU Free Trade Agreements«blev der gjort status over debatten, der omfattede høringer med EU's medlemsstater, Europa-Parlamentet og civilsamfundet http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2018/february/tradoc_156618.pdf

(6) EØSU's udtalelse om kapitlet om handel og bæredygtig udvikling i EU's frihandelsaftaler (EUT C 227 af 28.6.2018, s. 27), EØSU's udtalelse om mod en associeringsaftale mellem EU og MERCOSUR (EUT C 283 af 10.8.2018, s. 9), EØSU's udtalelse om frihandelsaftalen mellem EU og Korea — Kapitlet om handel og bæredygtig udvikling (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 201).

(7) Uddybes i punkt 4.8.

(8) Se GD for Handels formelle høring i 2018 af den koreanske regering om fagforeningsrettighederne i Korea og Koreas manglende ratificering af visse ILO-konventioner, hvilket EU's interne rådgivende gruppe for Korea gentagne gange har anmodet om.

(9) Damien Raess, side 13.

(10) Rapport fra UNCTAD og det svenske handelsråd.

(11) I 2018 omfatter implementeringsproblemerne i frihandelsaftalen med Korea ratificering og implementering af ILO-konventioner, eksport af oksekød til Korea, vederlag for intellektuelle ejendomsrettigheder, lovrammen, markedsadgang for elektronik, biler og maskiner og forbedring af toldprocedurer. Andre frihandelsaftaler vil naturligvis have deres egne problemer.

(12) EØSU's udtalelse om mod en associeringsaftale mellem EU og Mercosur, punkt 6 (EUT C 283 af 10.8.2018, s. 9).

(13) EØSU's udtalelse om kapitler om handel og bæredygtig udvikling i EU's frihandelsaftaler (EUT C 227 af 28.6 2018, s. 27).

10.5.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 159/38

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår indførelsen af de detaljerede tekniske foranstaltninger for den konkrete anvendelse af det endelige momssystem for beskatning af handel mellem medlemsstaterne

(COM(2018) 329 final — 2018/0164 (CNS))

(2019/C 159/05)

Ordfører: Krister ANDERSSON

Medordfører: Giuseppe GUERINI

Anmodning om udtalelse	Rådet for Den Europæiske Union, 11.7.2018
Retsgrundlag	Artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	20.12.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen	24.1.2019
Plenarforsamling nr.	540
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	163/0/2

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at erstatte overgangssystemet for beskatning af handel mellem medlemsstaterne, der blev indført for mere end 25 år siden og stadig finder anvendelse. At gå væk fra overgangssystemet er et afgørende skridt for at kunne fuldføre overgangen til det endelige momssystem baseret på destinationsprincippet for beskatning af varer i B2B-forhold, og det vil i høj grad bidrage til den fortsatte konsolidering af EU's indre marked.

1.2.

EØSU opfordrer igen (1) Kommissionen til at undersøge, hvordan man hurtigst muligt kan indføre et fælles system for både tjenesteydelser og varer og derved mindske de problemer, der forventeligt opstår med to forskellige systemer til varer og tjenesteydelser. Kommissionen har imidlertid gentagne gange argumenteret for en gradvis overgang til det nye system i to trin, hvor det første omfatter varer og det andet fremtidige trin tjenesteydelser.

1.3.

EØSU understreger vigtigheden af at fortsætte arbejdet hen imod det andet trin, da det vil bidrage til vækst og mere effektiv bekæmpelse af svig at behandle varer og tjenesteydelser ens i momsmæssig henseende.

1.4.

EØSU påpeger, at selv om Kommissionens forslag er omfattende og veludformet, er der stadig nogle uafklarede spørgsmål. Det foreslåede system ville have gavn af tydelige bestemmelser om eller en præcisering af reglerne for uerholdelige fordringer og håndteringen af tilbagebetalinger i one-stop-shop. Derudover kunne man fastsætte og uddybe definitionerne af »markedsplads« og »platform« yderligere.

1.5.

EØSU bemærker, at det foreslåede system vil få følger for cash flowet på grund af den moms, der pålægges grænseoverskridende B2B-leverancer af varer, hvilket fører til cash flow-gevinster for sælger og cash flow-omkostninger for køber. Kapitalomkostningerne vil dog generelt blive højere, eftersom den tid, det tager at inddrive momsen, altid vil overstige den periode, hvor sælgeren råder over momsbeløbet. Desuden vil one-stop-shop-ordningen medføre en differentieret tilbagebetalingsperiode som følge af medlemsstaternes indberetningsfrister, fristen for betaling til de lokale skattemyndigheder og skattemyndighedernes effektivitet, når det gælder tilbagebetaling af momsen til køberens land.

1.6.

EØSU ønsker en nærmere undersøgelse af disse aspekter for at forhindre negative virkninger for det indre marked og for at sikre sikkerheden og forudsigeligheden i det nye momssystem, der er ved at blive udviklet, og derved nedbringe efterlevelsesomkostningerne og den administrative byrde.

1.7.

Når det gælder begrebet »godkendt afgiftspligtig person«, efterlyser EØSU tydelige og proportionale kriterier på tværs af medlemsstaterne for at give størst mulig adgang til status som godkendt afgiftspligtig person. For at nå målet med det nye destinationsbaserede system ville det være en fordel at ensrette tidsfristen for, hvornår medlemsstaterne skal behandle en ansøgning om at opnå status som godkendt afgiftspligtig. Medlemsstaterne bør behandle en ansøgning om status som godkendt afgiftspligtig person hurtigt for at give virksomhederne mulighed for at fortsætte deres forretning uden unødvendige afbrydelser, forsinkelser og administrative byrder på grund af usikkerhed. Samtidig bør Kommissionen nøje overvåge statussen som godkendt afgiftspligtig person for at undgå muligt misbrug og manglende forskriftsmæssig ensartethed navnlig i de første måneder af anvendelsen.

1.8.

EØSU understreger, at en velfungerende one-stop-shop-ordning er afgørende for at kunne gennemføre det nye destinationsbaserede system. Uden en velfungerende one-stop-shop-ordning, der bygger på revisioner i oprindelseslandet, skalerbare forenklinger og muligheden for at modregne afholdt indgående moms fra alle medlemsstater vil ethvert destinationsbaseret system øge den administrative byrde dramatisk, navnlig for SMV'er.

1.9.

EØSU er bekymret for, at det foreliggende forslag risikerer at blive en uoverstigelig hindring for både SMV'er og nystartede virksomheder. EØSU mener, at mekanismen for omvendt betalingspligt bør gælde for alle grænseoverskridende B2B-leverancer af varer, indtil det endelige system er helt på plads, og tilbagebetalingen af momsen sker rettidigt.

1.10.

EØSU anbefaler, at der investeres tilstrækkeligt i IT-hardware-/-softwareaktiver til udvikling af en solid og pålidelig one-stop-shop-ordning, der effektivt vil kunne håndtere en betydelig mængde fortrolige oplysninger, og sikring af, at systemet fungerer hurtigt og sikkert til gavn for både de europæiske virksomheder og skattemyndighederne. Sådanne strategiske investeringer har til formål at afbøde negative virkninger i overgangsperioden fra det gamle system til det nye, som vil medføre betydelige tilpasningsomkostninger, der så vidt muligt bør minimeres ved hjælp af passende digitalisering.

1.11.

EØSU understreger behovet for yderligere samarbejde mellem medlemsstaterne om bekæmpelse af svig og fortsatte analyser af spørgsmålet for at sikre, at det foreslåede system ikke fører til nye former for svig og tab af indtægter. Beskatning af grænseoverskrivende B2B-transaktioner vil øge det samlede momsbeløb i systemet, hvilket kan øge muligheden for andre former for svig, lækage og tab af indtægter. En afgiftspligtig person i en medlemsstat med et stort momsgab kommer til at fungere som opkræver for medlemsstater med et lavere momsgab.

1.12.

EØSU anbefaler, at de nationale skattemyndigheder og de retshåndhævende myndigheder arbejder mere sammen for både at gøre det nye destinationsbaserede system mere effektivt over for svig og mere pålideligt for de europæiske virksomheder. Et sådant samarbejde bør bl.a. omfatte automatisk udveksling af oplysninger og data samt periodiske rapporter og analyser vedrørende driften af det nye system, navnlig i de første år af gennemførelsen.

1.13.

Endelig vurderer EØSU, at de europæiske virksomheder vil have gavn af, at Kommissionen træffer omfattende kommunikationstiltag for i tydelige og praktiske vendinger at forklare hovedtrækkene ved det nye momssystem og de konkrete fordele, som momsreformen ventes at medføre til fordel for de europæiske virksomheder og deres vækst.

2. Indledning og baggrund

2.1.

Inden for rammerne af handlingsplanen om moms, der blev vedtaget i april 2016 (2), har Kommissionen offentliggjort et forslag til Rådets direktiv om detaljerede tekniske ændringer af EU's regler om merværdiafgift (»moms«) (3). Forslaget til direktiv indeholder ændringer til omkring 200 artikler i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 (4), som vil blive tilpasset for at indføre de detaljerede tekniske foranstaltninger til anvendelsen af det endelige momssystem for beskatning af handel mellem medlemsstaterne (i henhold til destinationsprincippet).

2.2.

Kommissionens forslag erstatter den overgangsordning, der har været i kraft siden den 1. januar 1993, og indeholder detaljerede bestemmelser for B2B-handel inden for Unionen, hvor nationale og grænseoverskridende transaktioner med varer vil blive sidestillet. Det fungerer endvidere som det første af de to lovgivningstrin — et for varer og et for tjenester — som Kommissionen ønsker gennemført for at opnå et enklere endeligt momssystem for handel inden for Unionen, som også er mere modstandsdygtigt over for svig.

2.3.

Kommissionens forslag giver anledning til vigtige ændringer af momsdirektivet med henblik på at give virksomhederne og de nationale budgetter følgende fordele: i) forenkling af beskatningen af varer, ii) udvikling af en fælles onlineportal for erhvervsdrivende (one-stop-shop), iii) mindre bureaukrati og iv) sælgeren gøres generelt ansvarlig for momsopkrævningen.

2.4.

De vigtigste ændringer omfatter afskaffelsen af begrebet »erhvervelse af varer inden for Fællesskabet«, ifølge hvilket handel med varer mellem virksomheder opdeles i to transaktioner i momsmæssig forstand: et momsfrit salg i oprindelsesmedlemsstaten og et momsbelagt køb i bestemmelsesmedlemsstaten. Det erstattes af det nye begreb »levering af varer inden for Unionen«, ifølge hvilket grænseoverskridende B2B-leveringer af varer inden for Unionen medfører en enkelt momstransaktion.

2.5.

Ændringerne, som Kommissionen foreslår, omfatter ligeledes: i) en ny undtagelse fra hovedreglen om, at leveringsstedet for en levering af varer inden for Unionen anses for at være det sted, hvor varerne befinder sig, når forsendelsen eller transporten af varerne til kunden afsluttes, ii) en ændring, der fastsætter en enkelt regel for tidspunktet for afgiftens forfald ved levering af varer inden for Unionen, iii) en ny artikel, hvori det bestemmes, at momsen påhviler den person, som varerne leveres til, hvis den pågældende er en godkendt afgiftspligtig person. Ifølge Kommissionen ventes forslaget at nedbringe grænseoverskrivende momssvig med op til 41 mia. EUR om året.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at erstatte det nuværende overgangssystem for pålæggelse af moms på handel mellem medlemsstaterne, der blev indført for mere end 25 år siden, og som stadig finder anvendelse. At gå væk fra overgangsordningen er et afgørende skridt for at kunne fuldføre overgangen til det endelige momssystem baseret på destinationsprincippet til beskatning af varer i B2B-forhold, og det vil i høj grad bidrage til den fortsatte konsolidering af EU's indre marked.

3.2.

EØSU er bekymret over omkostningerne for virksomhederne og navnlig SMV'erne. De skal tilpasse deres systemer for at overholde reglerne for handel både i og uden for Europa. Det er afgørende, at forslaget og gennemførelsen heraf ikke kommer til at indeholde nye momsindberetningskrav. Sådanne ændringer vil kun få efterlevelsesomkostningerne til at stige.

3.3.

EØSU har i tidligere udtalelser opfordret Kommissionen til at undersøge, hvordan man hurtigst muligt kan indføre et fælles system for både tjenesteydelser og varer og derved afhjælpe de problemer, der forventeligt opstår, når der findes to forskellige systemer, et for varer og et for tjenesteydelser (5). Kommissionen har imidlertid gentagne gange talt for en gradvis overgang til det nye system i to trin.

3.4.

Inden tjenesteydelserne medtages i systemet, vil Kommissionen og de nationale skattemyndigheder derfor kunne vurdere resultaterne af det nye destinationsbaserede momssystem, når det gælder: i) effektivitet i bekæmpelse af svig, ii) de europæiske virksomheders efterlevelsesomkostninger, iii) skattemyndighedernes forvaltning af den nye ramme.

3.5.

EØSU håber, at valget af en gradvis og langsommere overgang til det nye momssystem i nær fremtid kan gøre det muligt at indføre et samlet og effektivt endeligt system, der omfatter både varer og tjenesteydelser. I løbet af den gradvise gennemførelse kan man med fordel tage ved lære af de første operationelle resultater, som det nye system medfører for varer.

3.6.

Det skal imidlertid bemærkes, at man har imødeset det endelige momssystem som det andet trin i overgangssystemet i mere end 25 år. Derfor understreger EØSU betydningen af at fortsætte arbejdet hen imod dette næste trin. Hvis varer og tjenesteydelser blev behandlet på samme måde, ville momssystemet være mere befordrende for vækst og modstandsdygtigt over for svig.

3.7.

Selv om forslaget er omfattende, ønsker EØSU at fremhæve, at en række spørgsmål fortsat er ubesvarede. Det foreslåede system ville f.eks. have gavn af tydelige bestemmelser om eller en yderligere præcisering af reglerne for uerholdelige fordringer, forvaltning af tilbagebetalinger under one-stop-shop-ordningen, acontobetalinger og definitioner af »markedsplads«, »platforme« osv. Disse uklarheder vil sammen med et negativt cash flow få virksomhederne til at træffe foranstaltninger for at minimere risiciene. EØSU ønsker en nærmere undersøgelse af disse aspekter for at forhindre negative virkninger for det indre marked.

3.8.

Derudover er det værd at bemærke, at de europæiske virksomheder vil have gavn af, at Kommissionen træffer omfattende kommunikationstiltag for i tydelige og praktiske vendinger at forklare hovedtrækkene ved det nye momssystem og de konkrete fordele, som momsreformen ventes at medføre til fordel for de europæiske virksomheder og deres vækst.

3.9.

Beskatning af grænseoverskrivende B2B-transaktioner vil øge det samlede momsbeløb i systemet, hvilket kan øge muligheden for andre former for svig, lækage og tab af indtægter. En afgiftspligtig person i en medlemsstat med et stort momsgab kommer til at fungere som opkræver for medlemsstater med et lavere momsgab. Derfor understreger EØSU behovet for yderligere samarbejde mellem medlemsstaterne om bekæmpelse af svig og fortsatte analyser af spørgsmålet for at sikre, at det foreslåede system ikke fører til nye former for svig og tab af indtægter.

4. De vigtigste ændringer af direktiv 2006/112/EF

4.1.

Den nuværende opdeling af en varetransaktion i to dele i momsmæssig forstand — en momsfri levering af varerne i afgangsjurisdiktionen og en »erhvervelse af varer inden for Fællesskabet«, som er momspligtig i bestemmelsesmedlemsstaten — erstattes med en enkelt transaktion, der betegnes »levering af varer inden for Unionen«, idet ordet »Fællesskabet« erstattes af ordet »Unionen« (6).

4.1.1.

Denne overgang til en enkelt transaktion er nødvendig for at opnå et nyt momssystem baseret på destinationsprincippet, og det vil formentlig forenkle de enkelte erhvervsdrivendes administrative forvaltning. Derudover er fjernelsen af henvisningen til »Det Europæiske Fællesskab« i hele teksten til direktiv 2006/112/EF en nødvendig tilpasning i lyset af den nye institutionelle formulering i Lissabontraktaten, hvor der henvises til »Den Europæiske Union«.

4.1.2.

Ved »leveringer af varer inden for Unionen« forstås en levering af varer udført af en afgiftspligtig person for en afgiftspligtig person eller for en ikke-afgiftspligtig juridisk person, hvor varerne forsendes eller transporteres, af leverandøren eller den person, der erhverver varerne inden for Unionen, eller for disses regning, fra en medlemsstat til en anden« (7).

4.1.3.

Det er vigtigt at bemærke, at et sådant bredt begreb ikke vil omfatte i) levering af varer med montering eller installering, med eller uden afprøvning, ii) levering af varer, der er fritaget i henhold til artikel 148 eller 151 i direktiv 2006/112/EF, og iii) varer, der er omfattet af ordningen om standardsatser for landbrugere (8). Når disse transaktioner foregår over grænserne, betegnes de i dag ikke som levering og erhvervelse inden for Fællesskabet, og den nye tekst bekræfter denne særordning.

4.1.4.

EØSU mener, at de ovennævnte fritagelser på nyttig vis bekræfter de bestemmelser, der allerede er medtaget i direktiv 2006/112/EF for så vidt angår specifikke opførte varer, og som derfor kan garantere sammenhængen af og sikkerheden for momsreglerne i hele det indre marked i indkøringsfasen for det nye system.

4.2.

Begrebet levering af varer inden for Unionen suppleres gennem en specifik formulering i direktiv 2006/112/EF om »leveringsstedet for varerne«, som fastsætter, i hvilken medlemsstat momsen skal erlægges. De eksisterende generelle regler om dette bekræftes, men med en ny undtagelse (9) i henhold til hvilken »leveringsstedet for en levering af varer inden for Unionen anses for at være det sted, hvor varerne befinder sig, når forsendelsen eller transporten af varerne til kunden afsluttes« (10).

4.2.1.

EØSU støtter tanken bag begge Kommissionens lovgivningsmæssige valg, eftersom de tydeligvis har til formål at udvikle det nye destinationsbaserede system, mens bevarelsen af omfattende fritagelser baseret på oprindelseslandsprincippet kunne skade kontinuiteten i den nye momsramme, gøre lovgivningen mindre forudsigelig og muligvis føre til øgede efterlevelsesomkostninger for virksomhederne og øge den administrative byrde for skattemyndighederne.

4.2.2.

Det er ikke desto mindre vigtigt at foretage en yderligere analyse af det foreslåede systems indvirkning på cash flowet. I dag har momsen på grænseoverskridende B2B-leverancer af varer ikke nogen indvirkning på cash flowet. Det foreslåede system vil derimod føre til cash flow-gevinster for sælgeren og cash flow-omkostninger for køberen (11).

4.2.3.

Kapitalomkostningerne vil dog generelt blive højere, eftersom den tid, det tager at inddrive momsen, normalt vil overstige den periode, hvor sælgeren råder over momsbeløbet. Dette skyldes, at mange medlemsstater har tendens til at udskyde tilbagebetalingen af moms. Kapitalomkostningerne vil variere afhængigt af medlemsstaternes indberetningsfrist, tilbagebetalingsfrist til de lokale skattemyndigheder og skattemyndighedernes effektivitet for så vidt angår tilbagebetaling af momsen til køberen. Kapitalomkostninger er navnlig et problem for små medlemsstater med stor eksport.

4.2.4.

Sådanne konsekvenser for cash flowet i de europæiske virksomheder bør overvejes af både de europæiske og de nationale skattemyndigheder og afhjælpes på effektiv vis, således at man undgår forsinkelser i tilbagebetalingen og de dermed forbundne omkostninger. Ændringer i forsyningskæderne på grund af cash flow-følger risikerer at hæmme samhandelen inden for Unionen og kan hindre gennemførelsen af det indre marked.

4.3.

Princippet om, at moms skal betales af en afgiftspligtig person, der foretager en skattepligtig levering af varer, udgør fortsat en hjørnesten i momssystemet bortset fra de undtagelser, der allerede er anført i artikel 193 i direktiv 2006/112/EF, som nu suppleres af en ny undtagelse i henhold til artikel 194a. Ifølge denne undtagelse skal momsen, når leverandøren ikke er etableret i den stat, hvor momsen forfalder, betales af den person, som varerne leveres til, hvis denne er en godkendt afgiftspligtig person (12).

4.3.1.

Hvad angår den godkendte afgiftspligtige person, forstår EØSU tanken bag at lade virksomheder, som har bevist, at de er pålidelige i afgiftssammenhæng, omfatte af passende forenklingsforanstaltninger. Men som det bemærkes i udtalelse ECO/442 om Momsreformpakken (I), bør »godkendt afgiftspligtig person« understøttes af præcise og gennemsigtige gennemførelseskriterier for at give virksomheder og navnlig SMV'er mulighed for at få status af godkendt afgiftspligtig person.

4.3.2.

Udvalget understreger, at det med henblik på at opnå de forventede fordele er vigtigt, at en afgiftspligtig person, som foretager sammensatte leverancer, har mulighed for at anvende forenklingerne på alle dele af en transaktion. Ved at gennemtvinge en fiktiv opdeling af transaktionen risikerer man, at den ønskede forenkling bliver til en komplikation.

4.3.3.

I denne forbindelse er det vigtigt, at der anvendes harmoniserede, tydelige og proportionale kriterier på tværs af alle medlemsstaterne for at lette den bredest mulige adgang til statussen som godkendt afgiftspligtig person. Samtidig skal statussen som godkendt afgiftspligtig person overvåges nøje af Kommissionen for at undgå muligt misbrug og mangel på lovgivningsmæssig ensartethed navnlig i de første måneder af anvendelsen.

4.3.4.

For at nå målet med ordningen vil det være en fordel at harmonisere tidsfristen for, hvornår medlemsstaterne skal behandle en ansøgning om at opnå status som godkendt afgiftspligtig person. Medlemsstaterne bør behandle en ansøgning om status som godkendt afgiftspligtig person hurtigt for at give virksomhederne mulighed for at videreføre deres forretning uden unødvendige afbrydelser, forsinkelser og administrative byrder på grund af usikkerhed.

4.3.5.

Desuden er EØSU bekymret for, at det nuværende forslag risikerer at blive en uoverstigelig forhindring for både SMV'er og nystartede virksomheder. EØSU mener, at mekanismen for omvendt betalingspligt bør gælde for alle grænseoverskridende B2B-leverancer af varer, indtil det endelige system er helt på plads, og tilbagebetalingen af momsen sker rettidigt.

4.4.

Kommissionens forslag om at afskaffe momsoversigter for varer falder i tråd med den nye momsramme, hvormed man genindfører momsens selvkontrollerende karakter. På den anden side er bekræftelsen af momsoversigter for tjenester i overensstemmelse med Kommissionens valg om at gennemføre handlingsplanen i to trin (13).

4.4.1.

EØSU støtter Kommissionens forslag om, at medlemsstaterne skal kunne forenkle forpligtelsen til at indgive momsoversigter, eftersom forenklingen forhåbentlig vil føre til mindre bureaukrati og lavere driftsomkostninger for de europæiske virksomheder. Udvalget understreger imidlertid, at sådanne forenklingsforanstaltninger bør udformes på en sådan måde, at man undgår overtrædelser hos virksomhederne, ikke mindst i lyset af at indførelsen af et enklere system kan fremmes betydeligt gennem øget brug af elektroniske fakturaer i de nationale skatte- og afgiftssystemer.

4.4.2.

Den nuværende særordning for fjernsalg af varer inden for Unionen og for ydelser leveret af afgiftspligtige personer, som er etableret inden for Unionen, men ikke i forbrugsmedlemsstaten, vil blive ændret betydeligt for at gennemføre princippet om en fælles registreringsordning for momsindberetning, -betaling og -fradrag.

4.5.

Fra den 1. januar 2021 vil en afgiftspligtig person, der er registeret i sin identifikationsmedlemsstat, elektronisk kunne indsende kvartalsvise mini-one-stop-shop-momsangivelser for leverancer af tjenesteydelser og fjernsalg inden for Unionen til ikkeafgiftspligtige personer i en anden medlemsstat (forbrugsmedlemsstaten) sammen med momstilsvaret (14).

4.5.1.

Identifikationsmedlemsstaten sender derefter indberetningerne sammen med den betalte moms til forbrugsmedlemsstaten, og på den måde undgår man, at disse afgiftspligtige personer skal være registreret i forbrugsmedlemsstaten.

4.5.2.

Omfanget af transaktioner, der er omfattet af en sådan mekanisme, øges og udvides fra B2C-transaktioner til B2B-transaktioner (objektiv udvidelse) og gøres også tilgængelig for afgiftspligtige personer uden for EU, der udpeger en formidler i EU, som så bliver betalingspligtig for momsen og ansvarlig for de tilhørende forpligtelser (subjektiv udvidelse).

4.5.3.

Afgiftspligtige personer, der benytter denne ordning, skal indsende månedlige one-stop-shop-momsangivelser, når deres årlige omsætning er over 2 500 000 EUR.

4.5.4.

Muligheden for at trække momsen fra og få godtgjort momsen af en medlemsstat inden for rammerne af one-stop-shop-ordningen giver mulighed for en effektiv koncentration af adskillige momsforpligtelser, som skal gennemføres af både skatteydere og skattemyndigheder, på et og samme sted.

4.5.5.

EØSU bemærker, at det er positivt, at det nye system inklusive fradrag vil blive forenklet ved at give den afgiftspligtige person mulighed for at betale summen af momsens nettobeløb (15) i alle beskatningsmedlemsstaterne.

4.5.6.

Derudover øger muligheden for fradrag behovet for retssikkerhed og fuldstændige oplysninger til skattemyndighederne og berettiger dermed Kommissionens forslag om at supplere one-stop-shop-momsangivelserne med supplerende oplysninger, herunder i) det samlede momsbeløb, der er blevet pålagt leveringer af varer og ydelser, for hvilke den afgiftspligtige person som modtager er betalingspligtig for momsen, samt indførsel af varer, hvor medlemsstaten udnytter muligheden i henhold til artikel 211, stk. 2, ii) den moms, der foretages fradrag for, iii) ændringer vedrørende tidligere momsperioder og iv) nettomomsbeløbet, som skal betales, tilbagebetales eller krediteres.

4.5.7.

En velfungerende one-stop-shop-ordning er en forudsætning for et destinationsbaseret system. Uden en fuldt udviklet one-stop-shop-ordning baseret på revisioner i oprindelseslandet, skalerbare forenklinger og muligheden for at modregne afholdt indgående moms fra alle medlemsstater vil ethvert destinationsbaseret system øge den administrative byrde dramatisk, navnlig for SMV'er.

4.5.8.

Man bør tage de første operationelle resultater af mini-one-stop-shop-ordningen, som har været i kraft siden 1. januar 2015 inden for telekommunikation, radio- og tv og elektroniske tjenester, og som skal udvides til alle former for B2C-transaktioner inden for e-handel (16), i betragtning for at opnå en solid og fuldt funktionel one-stop-shop-ordning med et udvidet og betydeligt anvendelsesområde baseret på de hidtidige resultater af et sådant værktøj, når det anvendes på specifikke sektorer og brancher.

4.5.9.

Endelig anbefaler EØSU, at der investeres tilstrækkeligt i IT-hardware-/-softwareaktiver til udvikling af en solid og pålidelig one-stop-shop-ordning, der effektivt vil kunne håndtere en betydelig mængde fortrolige oplysninger, og sikring af, at systemet fungerer hurtigt og sikkert til gavn for både de europæiske virksomheder og skattemyndighederne. Sådanne investeringer er strategiske og har til formål at undgå negative virkninger i overgangsperioden fra det gamle system til det nye, som vil medføre betydelige tilpasningsomkostninger, der så vidt muligt bør minimeres gennem passende digitalisering.

Bruxelles, den 24. januar 2019.

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

Luca JAHIER

(1) Se tidligere udtalelser fra EØSU om en handlingsplan for moms (EUT C 389 af 21.10.2016, s. 43), Momsreformpakken (I) (EUT C 237 af 6.7.2018, s. 40) og Momsreformpakken (II) (EUT C 283 af 10.8.2018, s. 35).

(2) COM(2016) 148 final.

(3) COM(2018) 329 final.

(4) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1).

(5) Se tidligere udtalelser fra EØSU om en handlingsplan for moms (EUT C 389 af 21.10.2016, s. 43), Momsreformpakken (I) (EUT C 237 af 6.7.2018, s. 40) og Momsreformpakken (II) (EUT C 283 af 10.8.2018, s. 35).

(6) Ændringer af artikel 2-4 i direktiv 2006/112/EF.

(7) COM(2018) 329 final, s. 6.

(8) Ændringer af artikel 14 i direktiv 2006/112/EF.

(9) Jf. artikel 35a i direktiv 2006/112/EF.

(10) COM(2018) 329 final, s. 7.

(11) Hvis sælgeren skal betale moms, inden han har modtaget beløbet fra køberen, vil sælgeren opleve en negativ cash flow-effekt og dermed en omkostning.

(12) Ændringer af artikel 193 og 194a i direktiv 2006/112/EF.

(13) Ændringer af artikel 262-271 i direktiv 2006/112/EF.

(14) Ændringer af artikel 358-369 i direktiv 2006/112/EF.

(15) Skyldig moms minus fradragsberettiget moms.

(16) Dette giver virksomheder, der leverer telekommunikationstjenester, TV- og radiotjenester og elektronisk leverede tjenester til ikkeafgiftspligtige personer i medlemsstaterne, når de ikke har en virksomhed, mulighed for at afregne den skyldige moms på leverancer via en webportal i en den medlemsstat, hvor de er identificeret.

10.5.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 159/45

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013 for så vidt angår justering af den årlige forfinansiering for årene 2021 til 2023

(COM(2018) 614 final — 2018/0322 (COD))

(2019/C 159/06)

Ordfører: Javier DOZ ORRIT

Anmodning om udtalelse	Europa-Parlamentet, 13.9.2018 Det Europæiske Råd, 17.9.2018
Retsgrundlag	Artikel 177 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	20.12.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen:	24.1.2019
Plenarforsamling nr.	540
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	121/1/3

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Kommissionens forslag til forordning, som analyseres i denne udtalelse (1), ændrer den gældende forordning om fælles bestemmelser for EU's fonde (2) med henblik på for årene 2021-2023 at reducere forfinansieringen af støtten til landene — under den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2014-2020 — fra 3 % til 1 %.

1.2.

Reduktionen af procentsatsen for forfinansieringen i den sidste del af gennemførelsen af de programmer, der finansieres af midler fra EU's fonde inden for rammerne af FFR 2014-2020, vil i starten af gennemførelsesperioden for FFR for 2021-2027 — hvis den nye forordning om fælles bestemmelser (3) vedtages i henhold til Kommissionens forslag — blive endnu større og komme til at ligge på 0,5 % mellem 2021 og 2026 og blive afskaffet helt i 2027 og de følgende år. Samtidig foreslår Kommissionen for den næste FFR: en mindskelse af ressourcerne under samhørighedspolitikken (-10 %) og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (-13 %), en stigning i den procentsats for samfinansiering, som påhviler medlemsstaterne, og en reduktion af programmernes gennemførelsesperiode (fra n+3 til n+2).

1.3.

Forfinansiering er først og fremmest en støtte til medlemsstaternes likviditet med henblik på at kunne påbegynde gennemførelsen af programmer, der medfinansieres af EU's fonde, og undgå for store forsinkelser i deres gennemførelse. Forfinansiering er et nyttigt og nødvendigt værktøj. Der skal mindes om, at for at iværksætte et program, der er finansieret af EU-midler, skal medlemsstaterne give de offentlige institutioner og/eller private aktører, der er de direkte ansvarlige for programmernes gennemførelse, forskud på midlerne.

1.4.

Efter EØSU's opfattelse er Kommissionens begrundelser for at reducere forfinansieringssatserne i den sidste del af gennemførelsen af FFR for 2014-2020 ikke vægtige nok.

1.5.

EØSU mener, at Kommissionen har tilstrækkeligt med instrumenter til at kontrollere, om EU-fondene, herunder forfinansieringen, anvendes korrekt af medlemsstaterne, og under alle omstændigheder er udvalget parat til at støtte enhver reform, som forbedrer denne kapacitet.

1.6.

EØSU opfordrer Kommissionen til at genoverveje sit forslag om at reducere forfinansieringssatserne og til at holde fast i satserne i den gældende forordning om fælles bestemmelser for EU-fondene under FFR for 2014-2020.

1.7.

Ligeledes anmoder EØSU Kommissionen om at revidere den planlagte forfinansiering i sit forslag til forordning om fælles bestemmelser for EU-fondene under FFR for 2021-2027 i tråd med indholdet i denne udtalelse.

2. Baggrund for Kommissionens forslag

2.1.

I den gældende forordning (EU) nr. 1303/2013 om fælles bestemmelser for EU's fonde fastsættes reglerne for fordelingen af fondenes midler under den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2014-2020. I forordningens artikel 134 fastsættes beløbene for den forfinansiering, som medlemsstaterne kan modtage fra EU til gennemførelse af de godkendte programmer, der skal finansieres med disse midler. Det er fastlagt i forordningen, at procentsatsen for forfinansieringen skulle stige gradvist fra 1 % af støttebeløbet fra fondene og EHFF til programmerne i 2014 til 3 % mellem 2020 og 2023.

2.2.

Artikel 1 i den foreslåede forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013, som denne udtalelse omhandler, der er den eneste af de to artikler i teksten, der har normativt indhold, ændrer artikel 134 i forordning (EU) nr. 1303/2013 således, at forfinansieringen i perioden 2021-2023 reduceres fra 3 % til 1 %, så procentsatsen på 3 % kun fastholdes for 2020. Det drejer sig i alle tilfælde om forfinansieringen af de programmer under den flerårige finansielle ramme for 2014-2020, der fortsætter med at løbe indtil 2023.

2.3.

Begrundelsen for ændringen af kriterierne for forfinansiering, der anføres i begrundelserne til forslaget til forordning, henviser til, at det er for »... at øge gennemsigtigheden og bidrage til forudsigeligheden i budgetplanlægningen og til en mere stabil og forudsigelig betalingsprofil« under henvisning til den tilbagebetaling af midler fra medlemsstaterne til EU, som systemet genererer, når opgørelsen af betalingsstrømmene udarbejdes. Der henvises også til, at beregningsgrundlaget for forfinansieringen fra 2019 allerede indeholder »resultatreserven«, som tegner sig for 6 % af den samlede værdi af den planlagte støtte.

2.4.

Forslaget til forordning vedrører forfinansiering af programmer, der finansieres af følgende fonde: Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond Plus, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond samt instrumentet for grænseforvaltning og visa.

2.5.

I forslaget til forordning om fælles bestemmelser for EU's fonde under den flerårige finansielle ramme 2021-2027 (4) bestemmes det i artikel 84, der vedrører forfinansiering, at den procentvise andel af den samlede støtte fra fondene, der er fastsat i afgørelsen om godkendelse af programmet, skal være 0,5 % og kun vil blive ydet i de første seks år af perioden, fra 2021 til 2026. Kommissionens forslag indeholder hverken bestemmelser om forfinansiering i 2027 eller i de efterfølgende år. Interreg-programmer skal reguleres af særlige bestemmelser, der fastsætter, at forfinansiering udgør 1 % af programmets samlede beløb.

2.6.

Andre ændringer med hensyn til gældende regler, der er indeholdt i forslaget til forordning om fælles bestemmelser for 2021-2027, er reduktionen af medfinansieringssatsen på EU-budgetterne og reduktionen af programmernes gennemførelsestid, hvor det foreslås at ændre n+3-reglen til n+2-reglen.

3. Generelle og særlige bemærkninger samt forslag

3.1.

Procedurerne for gennemførelse af støtte til programmer finansieret af de midler, der er omfattet af forordning (EU) nr. 1303/2013 og de øvrige regler for regnskabsføring og kontrol med de midler, som EU frigiver til medlemsstaterne, foreskriver, at det er medlemsstaterne, der udbetaler forskud på midlerne til offentlige institutioner, private aktører eller sammenslutninger af begge, som er direkte ansvarlige for gennemførelsen af disse programmer. Efterhånden som programmerne gennemføres, og medlemsstaterne behørigt bekræfter dette, vil EU frigive den del til medlemsstaterne, der svarer til den pligtige medfinansiering for hvert af de godkendte programmer.

3.2.

Forfinansiering er først og fremmest en støtte til medlemsstaternes likviditet, hvilket er meget nyttigt med henblik på at kunne påbegynde gennemførelsen af programmer, der medfinansieres af EU's fonde, og for at undgå for store forsinkelser i deres gennemførelse som følge af eventuelle likviditetsproblemer. Disse likviditetsproblemer har været særligt alvorlige i de hårdeste år under den seneste økonomiske og finansielle krise, hvor der blev gennemført ekstreme stramninger, og de er fortsat et problem i dag, især for de medlemsstater, der skal reducere deres budgetunderskud.

3.3.

Tiden til modning, forberedelse, præsentation, godkendelse og iværksættelse af programmerne varierer afhængigt af programmets art og kapaciteten hos administrationerne og de private aktører i de enkelte medlemsstater. I mange tilfælde strækker de sig imidlertid over mere end to år, hvorfor det er almindeligt, at gennemførelsen af dem hober sig op i de sidste år af den enkelte flerårige finansielle ramme og slutter to eller tre år efter, at denne afsluttes. Forordningen om fælles bestemmelser fra 2013 syntes at tage højde for denne omstændighed, idet den fastsatte, at procentsatserne for den årlige forfinansiering skulle stige fra 1 % i 2014 til 3 % mellem 2020 og 2023, herunder fra 2 % til 2,875 % mellem 2016 og 2019.

3.4.

Nu følger Kommissionen den modsatte logik. I forslaget til ændring af 2013-forordningen, som denne udtalelse omhandler, falder den årlige forfinansiering, som vil ligge på 2,875 % af værdien af de enkelte programmer i 2019, til 1 % mellem 2021 og 2023. På samme måde, men mere radikalt, fastsætter den foreslåede forordning om fælles bestemmelser for den flerårige finansielle ramme 2021-2027 den årlige forfinansiering til 0,5 % mellem 2021 og 2026 og afskaffer den helt i 2027 og de følgende år, hvor gennemførelsen af programmer finansieret af struktur- og samhørighedsfondene vil fortsætte.

3.5.

Efter udvalgets opfattelse synes Kommissionens begrundelser i forslaget til forordning ikke tilstrækkelige til at begrunde ændringen. Der nævnes gennemsigtighed og forudsigelighed i budgetplanlægningen samt stabilitet og forudsigelighed, når det gælder betalingsprofilen. Efter EØSU's opfattelse kan disse meget ønskværdige kriterier ikke siges at være uforenelige med en procedure for forskud og udbetaling af støtte, hvis der ellers, som det bør være tilfældet, findes tilstrækkelig kontrol.

3.6.

Det tal, der nævnes i begrundelsen, om en pengestrøm på 6,6 mia. EUR (2017) i tilbagebetaling fra medlemsstaterne til EU, kan set ud fra sin størrelse ikke udelukkende være et resultat af et for stort forfinansieringsbeløb, men må også skyldes manglende eller dårlig gennemførelse af programmerne eller dårlig planlægning af dokumentationen for udgifterne. Desuden er bemærkningen i begrundelserne om, at nedgangen i forfinansieringssatsen vil blive kompenseret af, at denne procentsats også fra 2019 vil blive anvendt på »resultatreserven«, ikke korrekt. Denne reserve udgør kun 6 % af programmets størrelse, og den nye foreslåede forfinansieringssats vil kun være en tredjedel af det forventede. Det forholder sig imidlertid også således, at denne »resultatreserve« allerede er indregnet i de enkelte medlemsstaters budgetter, og det eneste, de risikerer, er, at de helt eller delvist mister disse 6 %, hvis gennemførelsesbetingelserne ikke opfyldes tilfredsstillende.

3.7.

Hvis det problem, som ændringen af forordningen skal løse, er relateret til forvaltningen af budgetmidlernes likviditet, vil det, som Kommissionen foreslår, overføre likviditetsproblemerne fra EU til medlemsstaterne. Spørgsmålet er komplekst, idet EU-midlerne i den nuværende flerårige finansielle ramme 2014-2020, der er baseret på medlemsstaternes bidrag ud fra deres bruttonationalindkomst (BNI), udgør 72 % af EU's (5) samlede indtægter, hvorfor vi, når vi taler om EU's likviditet, også taler om medlemsstaternes likviditet som funktion af deres velstandsniveauer.

3.8.

Det skal også tages i betragtning, at den foreslåede forordning om fælles bestemmelser for den flerårige finansielle ramme 2021-2027 fastsætter en stigning i medlemsstaternes medfinansieringssats, og at reglen om gennemførelsesperioden reduceres med ét år og går fra n+3 til n+2. Samtidig indeholder forslaget om flerårige budgetter for 2021-2027 en reduktion på 10 % af de midler, der er afsat til samhørighedspolitikken, og en reduktion på 13 % af midlerne til Den Europæiske Hav- og Fiskerifond. Det vil sige, at det samtidig foreslås at reducere fondenes midler væsentligt, at reducere programmernes gennemførelsesperiode, og at medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til medfinansiering forøges, mens der sker en meget stærk reduktion i forfinansieringen.

3.9.

EØSU minder om, at det af udvalgets generelle udtalelse om den flerårige finansielle ramme for tiden efter 2021-2027 (6) fremgår, at »EØSU (…) i overensstemmelse med Parlamentets holdning, [foreslår,] at udgifter og indtægter udgør 1,3 % af BNI«, og at »... finansieringen af samhørighedspolitikkerne (summen af EFRU, Samhørighedsfonden og ESF) bør fastholdes i FFR for 2021-2027 med mindst de samme ressourcer regnet i faste priser som i den indeværende finansielle ramme«. Samme kriterie gælder den fælles landbrugspolitik og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond. Hvad angår indtægterne, påpeger EØSU i nævnte udtalelse: »Der burde tages udgangspunkt i forslagene fra Gruppen på Højt Plan vedrørende Egne Indtægter og fra Europa-Parlamentet til en lang række andre kilder til egne indtægter, der fører til et betydeligt skift i retning af afhængighed af egne indtægter i den kommende FFR-periode«. Sammenfaldet i holdningerne til disse og en lang række andre aspekter vedrørende EU's næste FFR, mellem EØSU, Europa-Parlamentet og Regionsudvalget, skal særligt fremhæves.

3.10.

De nævnte holdninger gentages i de specifikke udtalelser om den nye finansielle ramme for EU, navnlig i udtalelsen om Forordningen om fælles bestemmelser for EU's fonde (7), som falder sammen med udsagnene i udtalelsen om Den flerårige finansielle ramme efter 2020 (8), og hvori det tilføjes, at EØSU »beklager (…), at forslaget ændrer den nuværende N+3-regel til en N+2-regel, og udvalget opfordrer Kommissionen til at genoverveje dette«, og at udvalget »anbefaler Kommissionen at tage en forhøjelse af [medlemsstaternes] medfinansieringssatser (…) op til fornyet overvejelse«.

3.11.

EØSU mener, at Kommissionen har tilstrækkeligt med instrumenter til at kontrollere, om EU-fondene, herunder forfinansieringen, anvendes korrekt af medlemsstaterne. Samtidig er det udvalgets opfattelse, at ved hjælp af et tæt samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne kan og bør flere aspekter forbundet med planlægningen og forvaltningen af programmerne forbedres, og udvalget vil støtte reformer, der styrker denne kapacitet.

3.12.

Under henvisning til ovennævnte erklærer EØSU sig uenig i forslaget til forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013, som sigter mod at reducere den årlige forfinansiering for årene 2021-2023 væsentligt.

3.13.

Udvalget anmoder Kommissionen om at tage sit forslag op til fornyet overvejelse og tage hensyn til denne udtalelse og holdningen i medlemsstaterne, navnlig dem, der gennemfører de programmer, der medfinansieres med europæiske midler, mest korrekt og effektivt. Hvis de forfinansieringssatser, der er fastsat i den nuværende forordning, ikke kan opretholdes, bør reduktionen af dem være væsentligt mindre og ikke på to tredjedele (målt i gennemsnit), som det er hensigten.

3.14.

På samme måde opfordrer EØSU til, at den drastiske nedskæring i forfinansieringen og dens afskaffelse i 2027 og de følgende år, som der lægges op til i forslaget til forordning om fælles bestemmelser om europæiske fonde under den flerårige finansielle ramme for 2021-2027, tages op til fornyet overvejelse.

Bruxelles, den 24. januar 2019.

Formand

Luca JAHIER

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013 for så vidt angår justering af den årlige forfinansiering for årene 2021 til 2023 — COM(2018) 614 final — 2018/0322 (COD).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(3) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond Plus, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om finansielle regler for nævnte fonde og for Asyl- og Migrationsfonden, Fonden for Intern Sikkerhed og instrumentet for grænseforvaltning og visa, COM(2018) 375 final – 2018/0196 (COD) og bilag.

(4) COM(2018) 375 final — 2018/0196 (COD) og bilag hertil.

(5) I Kommissionens forslag til en flerårig finansiel ramme for 2021-2027 er prognosen for EU's egne indtægter øget, men staternes bidrag i henhold til deres BNI vil fortsat ligge tæt på 57 %.

(6) EUT C 440 af 6.12.2018, s. 106.

(7) EUT C 62 af 15.2.2019, s. 83.

(8) EUT C 440 af 6.12.2018, s. 106.

10.5.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 159/49

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet

(COM(2018) 759 final)

(2019/C 159/07)

Ordfører: Javier DOZ ORRIT

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 24.1.2019
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten omS Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	20.12.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen	24.1.2019
Plenarforsamling nr.	540
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	162/2/2

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU er af den opfattelse, at opbygning af økonomisk resiliens, et mål som er grundlaget for Kommissionens henstillinger vedrørende den økonomiske politik i euroområdet, er yderst vigtig for økonomierne i euroområdet i betragtning af den fremherskende risiko for lavere økonomisk vækst, som kan udvikle sig til en ny krise i en ikke alt for fjern fremtid. Udvalget ønsker dog at understrege, at bestræbelserne på at opnå økonomisk resiliens bør gå hånd i hånd med en øget arbejdsmarkedsresiliens, dvs. arbejdsmarkedernes evne til at afbøde chok og begrænse de dertil relaterede sociale omkostninger (1).

1.2.

Udvalget sætter pris på Kommissionens henstilling om en differentieret finanspolitisk kurs i medlemsstaterne, men advarer om, at det i flere medlemsstater med stor offentlig gæld og negativt eller neutralt outputgab kan være kontraproduktivt for en inklusiv og bæredygtig vækst og holdbarhed i gæld at opbygge finanspolitiske stødpuder på dette tidspunkt.

1.3.

Udvalget bekræfter sin holdning i udtalelsen Den økonomiske politik i euroområdet (2018) (2) om, at det er afgørende at udligne underskuddet i offentlige og private investeringer i EU. På denne baggrund opfordrer det EU's institutioner til at vedtage de nødvendige retningslinjer og foranstaltninger for at fremme offentlige investeringer og lette private investeringer.

1.4.

EØSU bifalder forslagene om at flytte skatten væk fra arbejde, styrke uddannelsessystemerne, øge investeringerne i færdigheder og sikre effektive arbejdsmarkedspolitikker, som støtter omstillingen til job af høj kvalitet. Segmenteringen på arbejdsmarkedet bør også imødegås. Medlemsstaterne skal sikre en tilstrækkelig finansiering af sociale investeringer og sociale beskyttelsessystemer.

1.5.

EØSU deler desuden fuldt ud Kommissionens bekymring med hensyn til behovet for at sætte ind mod skattesvig, skatteunddragelse og skatteundgåelse, navnlig ved hjælp af foranstaltninger til bekæmpelse af aggressiv skatteplanlægning, med henblik på at gøre skattesystemerne mere effektive og fair og forbedre kvaliteten af de offentlige finanser.

1.6.

EØSU gentager vigtigheden af at gennemføre den europæiske søjle for sociale rettigheder som et middel til at øge resiliensen, fremme konvergens i opadgående retning og i sidste ende beskytte det europæiske integrationsprojekt mod centrifugale tendenser.

1.7.

EØSU glæder sig over Kommissionens henstilling vedrørende en symmetrisk genopretning af ubalancer på de løbende poster i euroområdet og navnlig kravet om en større lønvækst i medlemsstater med overskud. EØSU mener, at den nationale reallønsvækst på mellemlang sigt bør svare til den nationale produktivitetsvækst og ikke halte bagud i forhold til denne.

1.8.

Efter EØSU's opfattelse er en forbedring af rammerne for erhvervslivet og fremme af fuldendelsen af det indre marked, uden at undergrave sociale rettigheder og arbejdsmarkedsrettigheder, vigtige veje til at styrke den økonomiske resiliens i euroområdet. Udvalget er helt enigt med Kommissionen i, at indførelsen af det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag er et skridt i denne retning, som bør forfølges.

1.9.

At lette finansieringen af virksomheder bør være en anden af den økonomiske politiks prioriteter. EØSU understreger, at kapitalmarkedsunionen er meget vigtig for finansieringen af den økonomiske aktivitet, og er bekymret over de forsinkelser og forhindringer, der opleves i forbindelse med udviklingen af bankunionen, bl.a. omfanget af misligholdte lån i nogle medlemsstater.

1.10.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at udvise politisk lederskab og det nødvendige engagement for at overvinde uenigheder på vejen til at uddybe Den Økonomiske og Monetære Union, især ved at fuldføre bankunionen, øge de egne indtægter og indføre en makroøkonomisk stabiliseringsmekanisme for euroområdet, der kan øge euroområdets økonomiske resiliens.

2. Baggrund

2.1.

Selv om euroområdet går ind i sit sjette år med uafbrudt økonomisk vækst, forventes der nu lavere vækst med synligt øget nedadgående risiko, og arrene fra den store recession er fortsat mærkbare, spændende fra lavere potentiel vækst til uligheder mellem medlemsstaterne og høje arbejdsløshedstal i visse områder. Konvergens i retning af mere resiliente økonomiske strukturer er derfor et vigtigt mål, og det samme er en dybere ØMU. På denne baggrund er Kommissionens vigtigste henstillinger for den økonomiske politik i euroområdet i 2019 følgende:

2.2.

Udbygge det indre marked, skabe bedre rammer for erhvervslivet og forfølge produkt- og tjenestemarkedsreformer, som øger resiliensen. Nedbringe gælden over for udlandet og gennemføre reformer til at øge produktiviteten i medlemsstater i euroområdet, som har underskud på de løbende poster, skabe bedre betingelser for lønvækst under hensyntagen til arbejdsmarkedets parter og gennemføre foranstaltninger, der fremmer investeringer i medlemsstater i euroområdet, som har store overskud på de løbende poster.

2.3.

Genopbygge finanspolitiske stødpuder i eurolande med høje offentlige gældsniveauer, understøtte offentlige og private investeringer og forbedre kvaliteten og sammensætningen af de offentlige finanser i alle lande. Til forskel fra tidligere år har Kommissionen ikke fremsat en henstilling om en specifik finanspolitisk kurs i euroområdet for 2019.

2.4.

Flytte skatten væk fra arbejde, styrke uddannelsessystemerne, øge investeringerne i færdigheder og sikre effektive arbejdsmarkedspolitikker, som støtter omstilling. Håndtere segmenteringen på arbejdsmarkederne og sørge for passende socialsikringssystemer i hele euroområdet.

2.5.

Gøre bagstopperen for Den Fælles Afviklingsfond driftsklar, indføre en europæisk indskudsforsikringsordning og styrke de europæiske lovgivnings- og tilsynsmæssige rammer. Fremme en kontrolleret afvikling af store private gældsbeholdninger. Hurtigt nedbringe niveauet af misligholdte lån i euroområdet og forhindre, at de hober sig op, bl.a. ved at afskaffe de skattemæssige fordele ved gældsstiftelse.

2.6.

Gøre hurtige fremskridt med fuldførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union, også med henblik på at styrke euroens betydning på internationalt plan under hensyntagen til Kommissionens forslag, bl.a. forslagene vedrørende finanssektoren samt om indførelsen af et reformstøtteprogram og en europæisk investeringsstabiliseringsfunktion som led i forslagene til den flerårige finansielle ramme for 2021-2027.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU er bekymret for, at den nedadgående risiko i de økonomiske perspektiver for euroområdet meget vel kan udvikle sig til en ny samfundsøkonomisk krise i en ikke så fjern fremtid, hvilket kan medføre alvorlige udfordringer for tilpasningen.

3.1.1.

Den nuværende outputvækst har allerede toppet efter at have nået blot 1,7 % i 2017. Den potentielle outputvækst ligger stadig under niveauet i 2008, mens de offentlige investeringer er meget langt fra at have indhentet det store fald (på mere end en fjerdedel af topniveauet) siden krisens begyndelse.

3.1.2.

Der er fortsat uligheder mellem medlemsstaterne, navnlig med hensyn til arbejdsløshed. Selvom der er forbedringer i de overordnede indikatorer, ligger antallet af arbejdstimer og beskæftigelsesmængden fortsat under niveauet i 2008, samtidig med at væksten i reallønnen har været beskeden og fortsat er lavere end væksten i produktiviteten, hvilket indikerer, at gevinsten ved selv beskeden vækst fortsat fordeles ulige.

3.1.3.

Euroområdet registrerer fortsat et betydeligt overskud på de løbende poster, som især drives af overskud på de løbende poster i visse medlemsstater. Dette indikerer en relativt lav indenlandsk efterspørgsel og er en af årsagerne til de internationale spændinger, som leder i retning af handelsprotektionisme.

3.1.4.

Trods nylige nedjusteringer af den forventede vækst besluttede Den Europæiske Centralbank at opgive sit kvantitative lempelsesprogram og dermed fjerne en vigtig søjle i den politiske støtte til væksten i euroområdet.

3.1.5.

Mens sårbarheder fra krisen fortsat er til stede, f.eks. i form af høje offentlige og private gældsniveauer og misligholdte lån, som tynger bankernes balancer, er der stadig utilstrækkelige fremskridt med hensyn til at styrke ØMU'ens institutionelle arkitektur på en måde, som kan styrke euroøkonomiens resiliens uden at veje for tungt på de offentlige finanser, arbejdsmarkederne og socialpolitikken med hensyn til justeringer i tilfælde af chok.

3.1.6.

Der er betydelige globale nedadgående risici, fra øget handelsprotektionisme til volatilitet på de finansielle markeder.

3.2.

I betragtning af konsekvenserne af den foregående krise, hvis ar stadig er synlige i flere medlemsstater, navnlig på arbejdsmarkedet og de sociale områder, er EØSU af den opfattelse, at det er afgørende at styrke den økonomiske resiliens i euroområdet ved beslutsomt og hurtigt at tage skridt til at fuldende og uddybe ØMU'en og det indre marked i overensstemmelse med Kommissionens forslag for at forebygge, at en ny økonomisk krise kan udvikle sig til en arbejdsmarkedskrise og social krise.

3.3.

I tillæg til disse risici indebærer de teknologiske fremskridt muligheder, men også trusler. På den ene side kan de, under forudsætning af at der investeres tilstrækkeligt i dem, bidrage til at øge den kronisk svage produktivitetsvækst i euroområdet. På den anden side vil de sandsynligvis favorisere visse samfundsgrupper, især dem med højere og bedre kvalifikationer, mere end andre.

3.4.

Selv om det gennemsnitlige outputgab (3) i euroområdet forventes at blive beskedent positivt i 2018 (0,3 % af det potentielle BNP), er der store forskelle mellem medlemsstaterne, som indikerer, at konjunkturopsvinget ikke er det samme alle steder). Størrelsen af et lands positive outputgab er en indikation af, hvor meget dets finanspolitiske kurs kunne strammes, uden at finanspolitikken bliver procyklisk. Flere medlemsstater (og især et par af de store, som har væsentlig indflydelse på det samlede resultat i euroområdet) med stor offentlig gæld i forhold til BNP har ubetydelige eller negative outputgab. Selv om medlemsstaterne bør gøre deres yderste for at sikre høj kvalitet i deres offentlige finanser, vil en opfordring til at opbygge finansielle stødpuder ved hjælp af en stram finanspolitisk kurs sandsynligvis fastholde den lave vækst i de pågældende lande uden at bidrage til at mindske deres offentlige gæld i forhold til BNP.

3.5.

Det har desuden været en veldokumenteret svaghed i EU's økonomiske styring og en af begrundelserne for reformer som etableringen af Det Europæiske Finanspolitiske Råd, at der udelukkende har været fokuseret på, om de nationale finanspolitikker var i overensstemmelse med EU's finanspolitiske regler, mens den samlede finanspolitiske kurs i euroområdet er blevet negligeret. Det er derfor uheldigt, at der i år mangler en henstilling om den samlede kurs for området, og man dermed går glip af muligheden for at kombinere med mere specifikke henstillinger om differentiering mellem medlemsstaterne.

3.6.

Lige som i tidligere EØSU-udtalelser opfordrer udvalget medlemsstaterne og Kommissionen til at styrke de offentlige investeringer som et middel til at fremme langsigtet vækst, men også til at mindske de nuværende usikkerheder og fremme en glidende overgang til en mere bæredygtig og fair vækstmodel.

3.7.

EØSU er i tvivl om, hvorvidt en mere produktiv og effektiv offentlig indkøbspolitik i lande med høj offentlig gæld i forhold til BNP alene (4) kan skabe tilstrækkeligt rum til at øge de offentlige udgifter til investeringer — herunder investeringer i uddannelse, kvalifikationer og aktiv arbejdsmarkedspolitik — til et niveau, hvor de fremmer væksten på lang sigt og opfylder Parisaftalens mål om at skære ned på kulstofemissionerne, og om sådanne ændringer kan ske tilstrækkeligt hurtigt i betragtning af det akutte behov for offentlige investeringer.

3.8.

I sin udtalelse Den økonomiske politik i euroområdet (2018) (5) understregede EØSU det selvmodsigende aspekt ved situationen i lande, som har opretholdt store overskud på deres løbende poster og overskud på de offentlige finanser i kombination med negative årlige nettotal for offentlige investeringer. Udvalget udtrykker sin bekymring over, at prognosen fra efteråret trods Kommissionens og Rådets gentagne henstillinger forudser, at disse lande vil fortsætte med meget store overskud på de løbende poster indtil 2020 (6).

3.9.

EØSU glæder sig over, at der lægges vægt på at styrke uddannelsessystemerne, investere i færdigheder og mindske segmenteringen af arbejdsmarkedet, og gentager sin opfordring til strukturreformer, som fremmer en større samlet produktivitetsvækst og samtidig skaber job af høj kvalitet og sikrer en retfærdig fordeling af produktivitetsgevinsterne.

3.10.

EØSU er enigt i kravet om større lønvækst i medlemsstater med overskud. Det bemærker dog, at produktivitetsvækst alene ikke nødvendigvis vil bidrage til at øge reallønnen i medlemsstater med en negativ international nettoinvesteringsposition, da der i mange lande er sket en afkobling mellem væksten i produktiviteten og væksten i reallønnen. Der bør også træffes foranstaltninger til at støtte en mere ligelig fordeling af produktivitetsgevinster. Det vigtigste instrument i denne sammenhæng er kollektive forhandlinger på grundlag af arbejdsmarkedsparternes selvstændighed, der bør tage højde for lønfastsættelse, de stigende leveomkostninger og den faktiske produktivitetsstigning og desuden berøre andre aspekter, der forbedrer beskæftigelsens kvalitet.

4. Særlige bemærkninger

4.1.

At sætte ind mod skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning er vigtigt for at gøre skattesystemerne mere effektive og retfærdige. Sådanne foranstaltninger er vigtige for at sikre offentlige indtægter, forhindre forvridning af konkurrencen mellem virksomheder, bevare den sociale samhørighed og bekæmpe den voksende ulighed. EØSU er helt enigt i denne udtalelse i arbejdsdokumentet, som ledsager den foreslåede henstilling (7). Udvalget opfordrer derfor til, at de regler, der er vedtaget for at bekæmpe disse lovovertrædelser og uregelmæssigheder, bliver anvendt omgående, og at der foretages en evaluering af muligheden for at indføre andre, mere effektive foranstaltninger, herunder instrumenter til at bringe de ulovlige aktiviteter i skattely til ophør.

4.2.

Udvalget er af den opfattelse, at der bør tages mere beslutsomme skridt for at lette offentlige investeringer, f.eks. ved at undtage udgifter til offentlige investeringer fra beregningen af underskud ved anvendelsen af EU's finanspolitiske regler (den såkaldte gyldne regel), idet man selvsagt sørger for at sikre holdbarheden i de eksisterende gældsniveauer.

Bruxelles, den 24. januar 2019.

Luca JAHIER

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Denne definition af arbejdsmarkedsresiliens er taget fra OECD's rapport fra 2012 What makes labour markets resilient during recessions? i OECD Employment Outlook, OECD Publishing, Paris.

(2) EUT C 62 af 15.2.2019, s. 312.

(3) Forskellen mellem faktisk og potentielt BNP som andel af potentielt BNP.

(4) Se Kommissionens analyse af økonomien i euroområdet, SWD(2018) 467 final, s. 8.

(5) EUT C 62 af 15.2.2019, s. 312.

(6) Statistical Annex, European Economic Forecast — Autumn 2018, Table 50, s. 196.

(7) Se Kommissionens analyse af økonomien i euroområdet (2018), SWD(2018) 467 final.

10.5.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 159/53

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Et bidrag fra Europa-Kommissionen til mødet mellem lederne i Salzburg den 19.-20. september 2018

(COM(2018) 634 final — 2018/0329 COD)

(2019/C 159/08)

Ordfører: José Antonio MORENO DÍAZ

Medordfører: Vladimíra DRBALOVÁ

Anmodning om udtalelse	Kommissionen 24.10.2018
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	18.12.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.1.2019
Plenarforsamling nr.	540
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	169/2/6

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU noterer sig Kommissionens argumenter for at omarbejde tilbagesendelsesdirektivet (1), men gentager sin holdning om, at det er afgørende for EU først og fremmest at fastsætte en fælles politik og lovgivning om lovlig migration såvel som international beskyttelse og asyl (2).

1.2.

EØSU er bekymret over EU-medlemsstaternes uens kriterier i migrationsstyringen, navnlig når det gælder behandlingen af irregulære migranter, hvilket skaber retsusikkerhed og forskelsbehandling.

1.3.

EØSU mener, at Kommissionen burde have kommunikeret og rådgivet sig med regeringerne og civilsamfundet om disse forhold i betragtning af den ændrede situation — sådan som den gjorde på et tidligere stadie med grønbogen (3).

1.4.

EØSU mener, at Kommissionen burde have fremlagt data om eller i det mindste skøn over omfanget af anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF (4), dets anvendelighed, graden af overvågning af dets effektivitet, de største vanskeligheder i anvendelsesperioden og de enkelte medlemsstaters grad af overholdelse.

1.5.

Kommissionen bør udvise et minimum af selvkritik eller i det mindste foretage en analyse for at forklare medlemsstaternes få tilbagesendelser og klart afdække årsagerne til dette og/eller de ansvarlige. Hvis medlemsstaterne hverken har gennemført direktivet eller overholdt Kommissionens henstilling (EU) 2017/432 (5) om den mest effektive håndtering af tilbagesendelse, bør der udarbejdes en konsekvensanalyse. En sådan bør omfatte en vurdering af, hvordan medlemsstaterne har oprettet operationelle programmer med henblik på at yde bistand og rådgivning i forbindelse med tilbagesendelser samt en sammenligning af omkostningseffektiviteten af frivillige og tvangsmæssige tilbagesendelser.

1.6.

EØSU er bekendt med, at den ekstreme højrefløjs og nationalisternes diskurs om migration giver næring til fremmedfjendske og intolerante holdninger. EØSU mener, at en omfattende fælles europæisk migrationspolitik ville være det bedste instrument til at mindske de europæiske borgeres frygt.

1.7.

EØSU har i tidligere udtalelser (6) allerede anført, at bør vi skabe en anden fortælling om migration med henblik på at fremme en afdramatiseret opfattelse heraf som en normal social og økonomisk faktor og lette den samfundsoplysende indsats på området.

1.8.

Desuden støtter EØSU Det Europæiske Råds konklusioner fra juni 2018, hvor det fremgår, at en af forudsætningerne for en velfungerende EU-politik er en fælles tilgang til migration, hvor man kombinerer mere effektiv kontrol af EU's ydre grænser, en styrkelse af indsatsen udadtil og de interne forhold i overensstemmelse med EU's principper og værdier. Vi bør arbejde videre med disse bestræbelser for at undgå humanitære katastrofer (7).

1.9.

Ifølge oplysninger fra Det Europæiske Råd af 18. oktober (8) er antallet af irregulære indrejser i EU faldet med 95 %. Samtidig fremgår det af data fra IOM fra september 2018 (9), at 83 067 personer frem til den pågældende dato var ankommet til EU ad søvejen, og at 1 987 havde mistet livet.

1.10.

EØSU ser en effektiv tilbagesendelsespolitik som en uløselig del af en fælles EU-migrations- og asylpolitik. En sådan politik findes imidlertid ikke, og Kommissionen bør handle konsekvent og velovervejet frem for at betragte migration ud fra et politi- og sikkerhedsperspektiv, der kriminaliserer migration.

1.11.

EØSU mener, at der skal foretages en komparativ undersøgelse ved hjælp af data fra og feltbesøg i tilbageholdelsescentrene i EU, hvor man undersøger situationen og overholdelsen af menneskerettighederne.

1.12.

EØSU bifalder Kommissionens bestræbelser på at fremskynde tilbagesendelsesafgørelserne og skabe en forbindelse med afgørelserne om afvisning af asylansøgere eller ophør af lovligt ophold samt bestræbelserne på som hovedregel at fremskynde og effektivisere tilbagesendelsesproceduren. Alligevel bør man overveje, om de foreslåede frister er realistiske, og evaluere de forhold, der kan hindre overholdelsen.

1.13.

Samtidig mener EØSU, at en effektiv tilbagesendelsespolitik er afhængig af et effektivt samarbejde med tredjelande samt indgåelse og gennemførelse af tilbagetagelsesaftaler. EØSU opfordrer Kommissionen til at optrappe sin indsats på området og medlemsstaterne til at drage maksimal nytte af disse mekanismer.

1.14.

EØSU mener desuden, at visse EU-landes bedste praksis, når det drejer sig om at forhindre, at udlændinge med ulovligt ophold falder i en kronisk irregulær situation, bør fremhæves. Sådan bedste praksis omfatter tildeling af opholdstilladelser på et ekstraordinært grundlag som stærke sociale, arbejdsmæssige eller familiemæssige bånd (arraigo) i Spanien eller Duldung-bestemmelsen i Tyskland.

2. Baggrund og Kommissionens forslag

2.1.

EU har siden 1999 arbejdet på at udvikle en samlet strategi for migration, herunder harmonisering af tilbagetagelsesbetingelserne, retten til lovligt ophold for tredjelandsstatsborgere og udviklingen af retlige foranstaltninger og praktisk samarbejde for at forhindre irregulær migration. Direktiv 2008/115/EF om tilbagesendelser har til formål at fastlægge en effektiv udsendelses- og repatrieringspolitik, der bygger på fælles standarder, men rapporten om gennemførelsen af direktivet om tilbagesendelser, som blev offentliggjort i 2014, viste meget langsomme fremskridt, når det gælder EU's reelle tilbagesendelsesrate: 2014 — 36,3 %, 2015 — 36,8 %, 2016 — 45,8 %, 2017 — 36,6 %. Henstilling (EU) 2017/432, der indeholder en pakke af foranstaltninger, som medlemsstaterne bør træffe for at udnytte direktivets fleksibilitet, har heller ikke resulteret i forbedringer.

2.2.

Uden at ændre direktivets anvendelsesområde eller berøre den nuværende beskyttelse af migranters rettigheder, f.eks. vedrørende barnets tarv, familieliv og helbredstilstand samt princippet om non-refoulement, foreslår det omarbejdede direktiv at gøre tilbagesendelsesproceduren mere effektiv ved hjælp af:

—	mere sammenhæng og flere synergier med asylprocedurerne

—	en ny grænseprocedure

—	tydelige procedurer og regler for at forhindre misbrug

—	forslag med henblik på at fremme effektiv frivillig tilbagevenden

—	klare regler for frihedsberøvelse.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU er bekymret over EU-medlemsstaternes uens kriterier i migrationsstyringen, navnlig når det gælder behandlingen af irregulære migranter, hvilket skaber retsusikkerhed og forskelsbehandling.

3.2.

EØSU gentager sine anbefalinger fra udtalelsen fra 2002 om Meddelelse fra Kommissionen om en fællesskabspolitik for tilbagesendelse af personer med ulovligt ophold, da udvalget ikke mener, at disse henstillinger blev — eller ikke til fulde blev — taget op i de forskellige lovgivningsmæssige og politiske foranstaltninger, som efterfølgende er blevet indført på EU-plan, navnlig når det gælder irregulære migranters rettigheder, legalisering, tvangsmæssige tilbagesendelser, retsmidler, retten til familiens enhed, frihedsberøvelse og behovet for en egentlig fælles politik for lovlig migration (10).

3.3.

Hensigten med omarbejdningen — at gøre tilbagesendelsesproceduren mere effektiv og undgå unødvendige forsinkelser i behandlingen heraf samt skabe en direkte forbindelse til afgørelser om afvisning af asylansøgere eller ophør af lovligt ophold — bydes naturligvis velkommen. Medlemsstaterne har ret til at sende irregulære migranter tilbage, forudsat at der findes retfærdige og effektive asylordninger, som fuldt ud respekterer princippet om non-refoulement. EØSU er dog alvorligt bekymret over den potentielle virkning af målene med de foreslåede ændringer. EØSU sætter spørgsmålstegn ved effektiviteten af disse ændringer og frygter, at ændringerne kun vil udmunde i en vanskeligere situation og strengere straffe. Vi bør ikke negligere det grundlæggende princip om, at frivillig tilbagevenden bør prioriteres, jf. det oprindelige direktiv 2008/115/EF, og udelukkende erstatte det med undertrykkende politikker.

3.4.

Forslaget bør også evalueres på baggrund af målsætningernes levedygtighed, især hvis det fortsat skal være foreneligt med menneskerettighederne. Målet om generelt at udsende alle tredjelandsstatsborgere, der ulovligt befinder sig på EU's territorium, som den eneste måde at genoprette lovformeligheden på, er ganske enkelt ikke gennemførligt. Dette fremgår af de seneste års erfaringer, og det ville desuden være forbundet med uforholdsmæssigt store menneskelige, økonomiske og øvrige omkostninger.

3.5.

I de sidste ti år er tilbagesendelsespolitikken hverken blevet effektivt gennemført, overvåget eller vurderet, og den er heller ikke blevet indarbejdet i en omfattende og fælles EU-migrationspolitik på tilfredsstillende vis.

3.6.

Kommissionen burde i forslaget have givet en begrundelse for, hvorfor medlemsstaterne ikke har gennemført direktiv 2008/115/EF ordentligt og heller ikke har fulgt henstilling (EU) 2017/432, der indeholder en række retningslinjer vedrørende gennemførelsen af direktivet og opfordrer medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at fjerne retlige og praktiske hindringer for tilbagesendelse.

3.7.

På samme måde bør der på grund af samfundets tiltagende forvirring gøres en indsats for at offentliggøre korrekte data om irregulær migration til EU og tolke dem på ansvarlig vis for at undgå at give næring til den fremmedfjendske og racistiske diskurs, der underbygger den ekstreme højrefløjs holdninger.

4. Særlige bemærkninger

4.1.

I lyset af hvordan situationen har udviklet sig siden 2008, ser Kommissionen ændringen af direktivet som et middel til at opnå det legitime mål, nemlig at genoprette lovligheden og gøre tilbagesendelsesprocessen mere effektiv. Der er imidlertid mange andre måder at nå dette mål på — måder, som er mere effektive og mindre byrdefulde (frivillig tilbagevenden og individuel legalisering mv.). EØSU mener, at en effektiv tilbagesendelsespolitik bør være en integreret del af en fælles EU-migrations- og asylpolitik. Manglen på en sådan politik burde imidlertid få Kommissionen til at antage en selvkritisk, sammenhængende og afbalanceret tilgang frem for at betragte migration ud fra et politi- og sikkerhedsperspektiv, hvor migration kriminaliseres (11).

4.2.

I udvalgets tidligere udtalelse lød det: »EØSU minder Kommissionen om, at det i forskellige udtalelser har påpeget behovet for at tage skridt til regularisering« (12). EU-lovgivningen fastsætter ganske vist foranstaltninger til at bringe en persons ulovlige ophold til ophør på en fornuftig og konstruktiv måde.

4.3.

Eksempler på sådanne foranstaltninger findes i artikel 6 — Afgørelse om tilbagesendelse — og artikel 7 — Frivillig udrejse — i direktiv 2008/115/EF, men medlemsstaterne har kun i ringe grad udforsket og anvendt disse foranstaltninger, navnlig i sager hvor man uden held har forsøgt at sende en person tilbage. På baggrund heraf støtter EØSU henstilling (EU) 2017/432 om at oprette operationelle programmer for støttet frivillig tilbagevenden.

4.4.

EØSU bemærker endvidere, at bestemmelser, der finder anvendelse på europæiske borgere og deres familiemedlemmer af hensyn til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed (13), ikke finder anvendelse på irregulære migranter. Udvalget henviser her til muligheden for at anmode om ophævelse af en afgørelse på grund af en ændring i vedkommendes situation efter en rimelig frist og — to år efter afgørelsen — forpligtelsen til ikke at håndhæve en udsendelsesafgørelse uden en vurdering af situationen. Det forekommer ikke rimeligt, at metoden, der anvendes på EU-borgere — dvs. udelukkende når der er tale om en trussel mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed — ikke kan anvendes på personer, der blot mangler dokumentation, hvis deres situation har ændret sig i væsentlig grad.

4.5.

Det er tvingende nødvendigt, at tilbagesendelsesproceduren omfatter mekanismer og effektive garantier, der rækker ud over muligheden for regres eller appel, for at beskytte tredjelandsstatsborgeres rettighederne og interesser under sagsbehandlingen. Man skal reelt have mulighed for at udøve disse rettigheder og med passende juridisk bistand. Ved hver procedure bør der automatisk udpeges en specialiseret advokat med erfaring på området til at tage sig af forsvaret.

4.6.

Politikken med at retsforfølge personer med ulovligt ophold skal gå hånd i hånd med et kategorisk og urokkeligt forbud mod at udpege folk på grundlag af deres etnicitet og/eller religion. Den nuværende lempelse af dette forbud gør Europa til et sted, hvor raceminoriteter på helt uacceptabel vis risikerer at blive udsat for mistro og overvågning fra myndighedernes side. Eksemplet hvor FN's Menneskerettighedsråd irettesatte Spanien i juli 2009 (14) for at have frihedsberøvet en spansk statsborger, som de mistænkte for at være ulovlig indvandrer, ganske enkelt fordi hun var sort, taler for sig selv.

4.7.

EØSU mener, at der bør foretages en komparativ undersøgelse ved hjælp af data fra og feltbesøg i tilbageholdelsescentrene i EU, hvor man undersøger forholdene og overholdelsen af menneskerettighederne.

4.8.

EØSU foreslår ydermere, at Kommissionen fortløbende undersøger, hvordan medlemsstaterne anvender de operationelle programmer til at yde bedre bistand og støtte i forbindelse med tilbagesendelser, herunder støtte til reintegration i tredjelande. Disse programmer burde have været påbegyndt i 2017. I denne undersøgelse bør omkostningseffektiviteten af de henholdsvis frivillige og tvangsmæssige tilbagesendelser sammenlignes.

4.9.

EØSU vil gerne nævne den bedste praksis, der anvendes i visse EU-lande, til at forhindre irregulære migranter i at ende med at opholde sig permanent ulovligt i landet. Sådan bedste praksis omfatter den spanske arraigo- og den tyske Duldung-bestemmelse, som gør det muligt for visse udenlandske statsborgere, der har opholdt sig ulovligt i landet, at opnå — på et ekstraordinært grundlag — lovlig status, forudsat at de opfylder visse krav. Sådanne beslutninger træffes på et individuelt og selektivt grundlag.

5. Analyse af de foreslåede ændringer

5.1.

Direktivets tekst er meget klar, og der præsenteres ni konkrete ændringer, som EØSU fokuserer på i sin udtalelse.

5.2.

Der er et behov for fælles, europæiske og objektive kriterier for at fastslå, om der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde, herunder foretage uautoriserede sekundære bevægelser. For at undgå forskellige eller ineffektive fortolkninger fastlægges der i forslagets artikel 6 som led i en samlet vurdering af de særlige forhold i den enkelte sag en fælles liste over objektive kriterier for at fastslå, om der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde. Listen over kriterier er for generel og rækker ud over henstilling (EU) 2017/432. Resultatet er, at selv om der i direktivet fastsættes bestemmelser om to forskellige tilbagesendelsesprocedurer — en undtagelsesprocedure, der anvendes under særlige omstændigheder uden frivillig udrejse og på andre betingelser, samt en anden med garantier, som giver mulighed for frivillig efterlevelse — anvendes der i de fleste tilfælde den procedure, der i teorien burde være en undtagelsesprocedure.

5.2.1.

Kun et begrænset antal af de foreslåede objektive kriterier i artikel 6 (som stammer fra henstilling (EU) 2017/432, og som i den omarbejdede tekst modsvarer kriterierne i litra f), h) og k)) kan anvendes til at fastsætte en præcis definition af »risikoen for, at den pågældende forsvinder«. I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 7 om forpligtelsen til at samarbejde kan litra j) også anvendes som et passende kriterium.

a)	Hvis der mangler dokumentation ved indledningen af sagsbehandlingen, kan dette i de fleste tilfælde afhjælpes ved at anmode herom, og hvis denne dokumentation ikke fremlægges, kan litra f) finde anvendelse.

Med dette kriterium pålægges bevisbyrden migranten, som således skal bevise sin faktiske bopæl, og man fjerner en grundlæggende retssikkerhedsmæssig garanti. De store boligproblemer — og navnlig dem, som mange kommuner skaber for udlændinge i almindelighed og personer med irregulær status i særdeleshed — forværrer dette problem uforholdsmæssigt meget.

Hvis vi skal forhindre, at ALLE irregulære migranter bliver mistænkt for at ville forsvinde, og proceduren med sikkerhedsforanstaltninger således fuldstændig ignoreres, kan risikoen for forsvinding ikke defineres ud fra sådanne parametre. Enhver, der er frataget retten til at arbejde, har naturligvis heller ingen økonomiske ressourcer, og de fleste irregulære migranter vil således mangle økonomiske ressourcer.

d)	På grund af medlemsstaternes grænselukningspolitikker er mange irregulære (og endda også lovlige) migranter rejst ulovligt ind i medlemsstaterne.

e)	Når en irregulær migrant bevæger sig mellem medlemsstaterne, betragtes det pr. definition som ulovligt, men det betyder ikke nødvendigvis, at der er risiko for, at vedkommende forsvinder.

g)	Hvis vedkommende er omfattet af en afgørelse om tilbagesendelse truffet af en anden medlemsstat. Selv om direktivet giver mulighed for direkte fuldbyrdelse af afgørelsen i den anden stat, er det meningsløst at give denne mulighed.

Manglende overholdelse af kravet om at rejse til en anden medlemsstat, hvor vedkommende har lovligt ophold. I sådanne tilfælde er det helt uforholdsmæssigt at iværksætte en udsendelsesprocedure uden frivillig udrejse til oprindelseslandet. Der er derimod behov for en form for obligatorisk foranstaltning, der skal bringe den pågældende tilbage til den anden medlemsstat, men vedkommende bør ikke sendes tilbage til oprindelseslandet og slet ikke efter undtagelsesproceduren.

5.3.

Før analysen af artikel 7 og 8 og andre artikler i forslaget er det vigtigt at præcisere, at det fremgår af hele teksten til disse ændringer, at den retlige karakter af en afgørelse om tilbagesendelse ikke er forstået. Dette er efter en præciserende forklaring hovedårsagen til de udfordringer, der opstår med hensyn til stk. 3, i direktivets nye artikel 8. En afgørelse om tilbagesendelse er en myndighedsafgørelse truffet af en stat, og den har direkte indvirkning på et menneskes personlige rettigheder og interesser. Desuden er begrundelsen sædvanligvis direkte eller indirekte relateret til opfyldelsen af forpligtelser eller til en bestemt handling, som personen er anklaget for, og denne person har ret til en passende proces med henblik på at kontrollere rigtigheden af sådanne påstande, som i disse tilfælde uden tvivl kan verificeres. Konklusionen er, at udsendelse er en sanktion eller en straf af administrativ — ikke strafferetlig — karakter, men som er underlagt de samme forfatningsmæssige principper og grundlæggende rettigheder som strafferetten.

5.4.

Når det gælder artikel 7»Forpligtelse til at samarbejde«, noterer EØSU sig, at Kommissionen antager, at tredjelandsstatsborgeres forpligtelse til at samarbejde med de kompetente myndigheder i medlemsstaterne i alle faser af tilbagesendelsesproceduren kunne bidrage til at gøre proceduren mere smidig og effektiv. Det bør dog bemærkes, at dette er i strid med den grundlæggende ret til ikke at fremlægge bevis mod sig selv. Forpligtelserne i denne artikel kan koges ned til en enkelt, nemlig forpligtelsen til at samarbejde i en procedure, der er rettet mod én selv. I artikel 8»Afgørelse om tilbagesendelse« fastsættes bestemmelser om medlemsstaternes forpligtelse til at træffe afgørelse om tilbagesendelse straks efter vedtagelse af en afgørelse om ophør af en tredjelandsstatsborgers lovlige ophold, herunder afgørelse om ikke at give flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse. EØSU mener, at artikel 8 bør omfatte muligheden for at give tredjelandsstatsborgere en rimelig chance for at opfylde forpligtelsen til selv at forlade landet eller søge alternative måder til at få bragt deres situation i orden på.

5.5.

I artikel 9 om frivillig udrejse fastsættes det, at der i en afgørelse om tilbagesendelse skal sættes en passende frist for frivillig udrejse på tredive dage, hvilket betyder, at den oprindelige bestemmelse om en periode på 7-30 dage ophæves. Hvor den maksimale frist på kun 30 dage plejede at være årsag til kritik, fungerede en minimumsperiode imidlertid som en sikkerhedsforanstaltning. Med afskaffelsen af denne minimumsfrist får medlemsstaterne mulighed for helt at undlade at fastsætte en frist for frivillig udrejse.

5.6.

Den nye bestemmelse i artikel 13 giver medlemsstaterne mulighed for at udstede et indrejseforbud — uden at træffe en afgørelse om tilbagesendelse — for en tredjelandsstatsborger, hvis ulovlige ophold afsløres, når vedkommende (frivilligt) rejser ud af EU. EØSU mener, at denne bestemmelse straffer personer, som på netop dette tidspunkt overholder loven, dvs. forlader EU's territorium og bringer det ulovlige forhold til ophør. På den anden side kan bestemmelsen betragtes som en garanti i tilfælde af fremtidig indrejse i den pågældende medlemsstat.

5.7.

I henhold til artikel 14 om forvaltning af tilbagesendelser skal de enkelte medlemsstater oprette, drive, vedligeholde og videreudvikle et nationalt system for forvaltning af tilbagesendelser, hvor alle de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af direktivet, behandles. Den tekniske kompatibilitet med EU's centrale system bør dog sikres. I artikel 14 fastsættes det ligeledes, at medlemsstaterne skal indføre et operationelt program til støtte for berørte personer.

5.7.1.

Manglerne i Schengeninformationssystemet (SIS) betyder, at der er behov for foranstaltninger til at forbedre samarbejdet medlemsstaterne imellem. Det er dog yderst tvivlsomt, om der er behov for særlige regler i form af et direktiv, eftersom det frem for alt drejer sig om rent praktiske spørgsmål.

5.7.2.

Forslaget om at medlemsstaterne skal oprette programmer til logistisk, finansiel og anden materiel bistand med henblik på frivillig tilbagevenden, herunder reintegrationsprogrammer, kommer fra henstilling (EU) 2017/432. Kommissionen bør støtte, overvåge og vurdere oprettelsen heraf.

5.8.

Artikel 16 omhandler og fokuserer udelukkende på »det eneste obligatoriske tilfælde, hvor der indrømmes en automatisk opsættende virkning i henhold til dette forslag«, dvs. det underbygger udsendelsen af en person, hvis ansøgning om international beskyttelse er blevet afvist. EØSU har intet at indvende, bortset fra at udvalget konstaterer, at der er andre tilfælde, hvor udsendelse ligeledes bør udsættes automatisk for at udvide anvendelsesområdet af visse sikkerhedsforanstaltninger eller garantier. En ikkeudtømmende liste over disse bør omfatte:

—	tilfælde, hvor mindreårige er direkte eller indirekte berørt

—	tilfælde, hvor EU-familiemedlemmer er direkte eller indirekte berørt og derfor ikke er omfattet af direktiv 2004/38/EF

—	tilfælde, hvor der er en påviselig risiko for vedkommendes sundhed eller fysiske integritet

—	tilfælde, hvor tilbagesendelse sker til lande, der kategorises som ikke-sikre, herunder lande, der ikke respekterer menneskerettighederne.

5.9.

Med hensyn til frihedsberøvelse og fastsættelse af den maksimale periode for frihedsberøvelse på mindst tre måneder må det påpeges, at en periode på mindre end tre måneder i realiteten er tilstrækkelig til at fuldføre proceduren og tage de nødvendige skridt til at håndhæve udsendelse til et tredjeland. Der opnås stort set intet ved at forlænge denne periode, uanset hvor lang den måtte være, og endnu mindre ved at udsætte nogen, som ikke har begået kriminalitet, for en så voldsom foranstaltning som frihedsberøvelse.

5.10.

Udvalget opfordrer på ny til at finde andre løsninger såsom den ovenfor nævnte tyske Duldung-eller den spanske arraigo-bestemmelse, hvor det tager langt under tre måneder at afgøre, om en person kan udsendes eller ej. Forebyggende tilbageholdelse er en midlertidig foranstaltning, der har til formål at lette gennemførelsen af en tvangsmæssig tilbagesendelse og forhindre, at personen forsvinder. Man må derfor forhindre, at det anvendes som dække for fængsling eller straf for irregulær migration. En sådan form for indespærring er udtrykkeligt forbudt ifølge Den Europæiske Unions Domstols retspraksis (15).

5.11.

Direktivet bør derfor stille krav om, at sådanne særlige faciliteter for frihedsberøvede ikke er lig eller værre end fængsler. Det bør fastsættes, at de nationale retshåndhævende myndigheder aldrig bør forvalte den interne overvågning på disse faciliteter, men kun overvåge omgivelserne. Den interne overvågning bør varetages af et andet statsligt organ. Der bør desuden i de enkelte medlemsstater være en minimumsstandard for frihedsberøvedes rettigheder, og disse skal i enhver henseende svare til eller være bedre end en fængslets retsstilling.

5.12.

Ændringen i artikel 22, stk. 7, er helt overflødig, da disse forhold allerede reguleres under medlemsstaternes forskellige asylprocedurer. Under alle omstændigheder er det helt uforholdsmæssigt, at en person kan frihedsberøves i op til fire måneder med henblik på udsendelse som følge af en afvist asylansøgning og derefter straks underlægges en ny periode på seks måneder med det samme formål, nemlig at sende vedkommende hjem.

5.13.

EØSU er enig med Kommission i, at effektiviteten af EU's tilbagesendelsespolitik også afhænger af, at oprindelseslandene samarbejder. EU har allerede gjort et vist fremskridt, men EØSU beder ikke desto mindre Kommissionen om at fortsætte sin indsats på området og opfordrer samtidig medlemsstaterne til at udnytte resultaterne og gøre fuld brug af mekanismerne.

Bruxelles, den 23. januar 2019.

Formand

Luca JAHIER

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) COM(2018) 634 final.

(2) EUT C 85 af 8.4.2003, s. 51.

(3) COM(2002) 175 final.

(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L 348 af 24.12.2008, s. 98).

(5) Kommissionens henstilling (EU) 2017/432 af 7. marts 2017 om at gøre tilbagesendelse mere effektiv ved gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF (EUT L 66 af 11.3.2017, s. 15).

(6) Se EØSU's udtalelse om omkostningerne ved manglende indvandring og manglende integration (EUT C 110 af 22.3.2019, s. 1).

(7) Det Europæiske Råds konklusioner af 28.6.2018.

(8) Det Europæiske Råds konklusioner af 18.10.2018.

(9) IOM — Migration: Flow Monitoring Europe.

(10) EUT C 85 af 8.4.2003, s. 51.

(11) Se rapporten fra Research Social Platform on Migration and Asylum: »Migration crackdown on NGO's assisting refugees and other migrants«.

(12) EUT C 85 af 8.4.2003, s. 51.

(13) Artikel 32 og 33 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT L 158 af 30.4.2004, s. 77).

(14) FF. Communication No. 1493/2006, Williams Lecraft v. Spain.

(15) Domstolens dom af 7. juni 2016 i sag C-47/15 Affum, ECLI:EU:C:2016:408, og af 28. april 2011 i sag C-61/11 El Dridi, ECLI:EU:C:2011:268.

10.5.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 159/63

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af det europæiske industri-, teknologi- og forskningskompetencecenter for cybersikkerhed og netværket af nationale koordinationscentre

(COM(2018) 630 final — 2018/0328 (COD))

(2019/C 159/10)

Ordfører: Antonio LONGO

Medordfører: Alberto MAZZOLA

Anmodning om udtalelse:	Det Europæiske Råd, 5.10.2018 Europa-Parlamentet, 1.10.2018
Retsgrundlag	Artikel 173, stk. 3, artikel 188 og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	9.1.2019
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.1.2019
Plenarforsamling nr.	540
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	143/5/2

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over Kommissionens initiativ og betragter det som nyttigt for fastlæggelsen af en industriel strategi for cybersikkerhed og strategisk for at opnå en solid og omfattende digital autonomi. Disse faktorer er nødvendige for at styrke de europæiske forsvarsmekanismer over for den igangværende cyberkrig, der risikerer at gå ud over de politiske, økonomiske og sociale systemer.

1.2.

Udvalget gør opmærksom på, at der i enhver strategi for cybersikkerhed skal sørges for en udbredt bevidsthed og sikker brugeradfærd fra alle brugere.

1.3.

Udvalget bifalder forslagets generelle målsætninger og er klar over, at nogle specifikke virkningsaspekter vil være genstand for en efterfølgende analyse. Eftersom der dog er tale om en forordning, mener udvalget, at visse følsomme aspekter, som vedrører forvaltning, finansiering og opnåelse af de fastsatte målsætninger, bør fastlægges på forhånd. Det er vigtigt, at det fremtidige netværk og centret så vidt muligt tager udgangspunkt i medlemsstaternes cyberkapaciteter og ekspertise, og at alle kompetencer ikke samles i det kommende center. Derudover bør det sikres, at aktiviteterne i det fremtidige netværk og center ikke overlapper med eksisterende samarbejdsmekanismer og institutioner.

1.4.

EØSU støtter en udvidelse af samarbejdet til også at omfatte industrien — på baggrund af faste forpligtelser med hensyn til videnskab og investeringer — ved i fremtiden at medtage denne i bestyrelsen. Såfremt der bliver tale om et trepartssamarbejde mellem Kommissionen, medlemsstaterne og industrien, bør deltagelse af virksomheder fra tredjelande være begrænset til dem, der har været etableret på europæisk område i lang tid, og som er fuldt ud inddraget i det teknologiske og industrielle grundlag i Europa, under forudsætning af at de underkastes passende screening- og kontrolmekanismer og respekterer princippet om gensidighed og fortrolighedskravene.

1.5.

Cybersikkerhed bør være en fælles opgave for alle medlemsstater, og disse bør således deltage i bestyrelsen efter nærmere fastsatte regler. Hvad det finansielle bidrag fra medlemsstaterne angår, kunne det være baseret på tildelingen af EU-midler til hver enkelt medlemsstat.

1.6.

Det bør fremgå mere udtrykkeligt af forslaget, på hvilke betingelser centret kan deltage i koordineringen af finansieringen til programmet for det digitale Europa og Horisont Europa, og ikke mindst hvilke retningslinjer eventuelle indkøbsaftaler skal udarbejdes og tildeles efter. Dette aspekt er vigtigt for at undgå dobbeltarbejde eller overlapninger. Endelig anbefales det, at der for at øge finansieringsrammen skabes større synergi med andre af EU's finansielle instrumenter (f.eks. regionalfonde, strukturfonde, CEF, EUF, InvestEU osv.).

1.7.

Efter EØSU's mening er det vigtigt at fastlægge betingelserne for samarbejdet og forholdet mellem det europæiske center og de nationale centre. Det er ligeledes vigtigt, at de nationale centre finansieres af EU, i det mindste hvad angår de administrative omkostninger, således at den administrative harmonisering og harmoniseringen af kompetencerne med henblik på at reducere den eksisterende kløft mellem medlemsstaterne lettes.

1.8.

Udvalget understreger betydningen af den menneskelige kapital og giver udtryk for ønsket om, at kompetencecentret i samarbejde med universiteter, forskningscentre og højere uddannelsescentre vil kunne fremme uddannelse af høj kvalitet, også ved hjælp af specifikke studieforløb på universitets- og gymnasieniveau. Det er også væsentligt at sørge for specifik støtte til nystartede virksomheder og SMV'er.

1.9.

EØSU mener, at det er vigtigt med en bedre præcisering af de respektive kompetenceområder og afgrænsningen mellem centrets opgaver og dem, der hører under Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA), således at betingelserne for samarbejdet og gensidig støtte klart defineres, og overlapning af kompetencer og dobbeltarbejde undgås. Der eksisterer en lignende problemstilling med andre organer, der beskæftiger sig med cybersikkerhed, f.eks. EDA, Europol og CERT-EU, og det anbefales, at der også oprettes mekanismer for en struktureret dialog mellem de forskellige organer.

2. De nuværende rammer for cybersikkerhed

2.1.

Cybersikkerhed er et af de emner, der står øverst på EU's dagsorden, da det er en absolut forudsætning for at forsvare institutionerne, virksomhederne og borgerne og et nødvendigt instrument til selve demokratiets opretholdelse. Et af de mest bekymrende fænomener er den eksponentielle stigning i malware, der udbredes på nettet ved hjælp af automatiske systemer, og som er gået fra 130 000 i 2007 til 8 mio. i 2017. Desuden er EU nettoimportør af cybersikkerhedsprodukter og -løsninger, hvilket er problematisk i forhold til den økonomiske konkurrenceevne og den civile og militære sikkerhed.

2.2.

Selv om EU har stor erfaring og ekspertise inden for cybersikkerhed, forekommer industrien på dette område, universiteter og forskningscentre stadig at være fragmenterede uden indbyrdes afstemning og en fælles udviklingsstrategi. Dette skyldes, at de relevante sektorer for cybersikkerhed (f.eks. energi, rumfart, forsvar og transport) ikke støttes tilstrækkeligt, og at synergierne mellem de civile og militære cybersikkerhedssektorer ikke udnyttes fuldt ud.

2.3.

For at tackle de voksende udfordringer fastlagde EU i 2013 en strategi for cybersikkerhed med henblik på at fremme et pålideligt, sikkert og åbent cyberøkosystem (1). Herefter vedtog man i 2016 de første specifikke foranstaltninger med hensyn til net- og informationssystemers sikkerhed (2). Dette forløb førte til oprettelsen af det offentlig-private partnerskab (»OPP«) for cybersikkerhed.

2.4.

I 2017 understregede man i meddelelsen med titlen »Modstandsdygtighed, afskrækkelse og forsvar: opbygning af en stærk cybersikkerhed for EU« (3) nødvendigheden af at sikre, at EU bevarer og udvikler afgørende teknologiske kapaciteter inden for cybersikkerhed med henblik på at sikre det digitale indre marked og navnlig på at beskytte kritiske netværk og informationssystemer og tilvejebringe vigtige cybersikkerhedstjenester.

2.5.

EU skal således være i stand til at sikre sine digitale aktiver og processer samt til at konkurrere på det globale marked for cybersikkerhed for at opnå en solid og omfattende digital autonomi (4).

3. Kommissionens forslag

3.1.

Kompetencecentret (eller »centret«) får til opgave at fremme og bistå det arbejde, der udføres af netværket af nationale koordinationscentre, fremme kompetencefællesskabet for cybersikkerhed og derved fremme den teknologiske dagsorden for cybersikkerhed og lette adgangen til den indsamlede ekspertise.

3.2.

I denne forbindelse vil centret navnlig gennemføre de relevante dele af programmet for det digitale Europa og Horisont Europa-programmet ved at yde tilskud og foretage indkøb. I lyset af de betragtelige cybersikkerhedsinvesteringer i andre dele af verden og behovet for at koordinere og sammenlægge ressourcer i Europa foreslås kompetencecentret som et europæisk partnerskab med et dobbelt retsgrundlag, der dermed kan fremme fælles investeringer fra EU, medlemsstaterne og/eller industrien.

3.3.

Forslaget pålægger medlemsstaterne at bidrage med et forholdsmæssigt beløb til kompetencecentrets og netværkets initiativer. EU's planlagte finansieringsramme er på ca. 2 mia. EUR fra programmet for det digitale Europa, et endnu ikke fastlagt beløb fra Horisont Europa-programmet og et samlet bidrag fra medlemsstaterne af mindst samme størrelsesorden som EU-bidraget.

3.4.

Bestyrelsen udgør det øverste beslutningsorgan, hvor alle medlemsstaterne har mulighed for at deltage, men hvor kun de medlemsstater, der deltager i finansieringen, har stemmeret. Stemmeordningen i bestyrelsen følger princippet om dobbelt flertal, hvor der kræves 75 % af det finansielle bidrag og 75 % af stemmerne. Kommissionen repræsenterer 50 % af stemmerne. Centret bistås af et industrielt og videnskabeligt rådgivende organ, der kan sørge for en dialog med virksomhederne, forbrugerne og andre relevante interessenter.

3.5.

Ved at arbejde tæt sammen med netværket af nationale koordinationscentre og kompetencefællesskabet for cybersikkerhed vil centret blive det vigtigste gennemførelsesorgan for EU's finansielle ressourcer, der er afsat til cybersikkerhed under de foreslåede programmer, nemlig programmet for et digitalt Europa og Horisont Europa-programmet.

3.6.

De nationale koordinationscentre udvælges af medlemsstaterne. De skal enten råde over eller have direkte adgang til teknologisk ekspertise i cybersikkerhed, herunder især på områder som kryptering, IKT-sikkerhedstjenester, afsløring af indtrængen, systemsikkerhed, netsikkerhed, software- og applikationssikkerhed samt de menneskelige og samfundsmæssige aspekter af sikkerhed og privatlivets fred. De bør også have kapacitet til effektivt at interagere og koordinere med erhvervslivet og den offentlige sektor, herunder de myndigheder, der er udpeget i henhold til direktiv (EU) 2016/1148.

4. Generelle bemærkninger

4.1.

EØSU glæder sig over Kommissionens initiativ og betragter det som strategisk for udviklingen af cybersikkerhed i henhold til det, der blev besluttet på topmødet i Tallinn i september 2017. Ved den lejlighed opfordrede stats- og regeringscheferne EU til at blive en »global leder inden for cybersikkerhed senest i 2025 for at sikre tillid og beskyttelse af vores borgere, forbrugere og virksomheder på nettet og for at muliggøre et frit og lovstyret internet«.

4.2.

EØSU gentager, at der er en regulær cyberkrig i gang, som risikerer at gå ud over de politiske, økonomiske og sociale systemer ved at angribe institutioners IT-systemer, kritisk infrastruktur (energi, transport, banker, finansielle institutter osv.) og virksomheder, og som også påvirker valgprocesserne og de demokratiske processer generelt ved hjælp af falske nyheder (5). Derfor er det nødvendigt, at vi er fuldt bevidste om dette og reagerer resolut og hurtigt. Der er således brug for en klar og velunderstøttet industriel strategi for cybersikkerhed som en absolut forudsætning for at opnå digital autonomi. EØSU mener, at man i arbejdsplanen bør prioritere de sektorer, som er medtaget i direktiv (EU) 2016/1148, der gælder for både offentlige og private virksomheder, der udbyder væsentlige tjenester, som følge af deres samfundsmæssige betydning (6).

4.3.

Udvalget gør opmærksom på, at der i enhver strategi for cybersikkerhed skal sørges for en udbredt bevidsthed og sikker brugeradfærd fra alle brugere. Derfor bør alle teknologiske initiativer ledsages af passende informations- og bevidstgørelseskampagner, så man skaber en »digital kultur for sikkerhed« (7).

4.4.

4.5.

EØSU minder om, at udvalget i sin udtalelse TEN/646 om forordningen om cybersikkerhed (8) havde foreslået et OPP-trepartssamarbejde mellem Kommissionen, medlemsstaterne og industrien, herunder SMV’er, mens der i den aktuelle struktur, hvis juridiske form endnu ikke er fastlagt, grundlæggende tages højde for et offentlig-offentligt partnerskab mellem Kommissionen og medlemsstaterne.

4.6.

EØSU støtter en udvidelse af samarbejdet til også at omfatte industrien — på baggrund af faste forpligtelser med hensyn til videnskab og investeringer — ved i fremtiden at medtage denne i bestyrelsen. Oprettelsen af et industrielt og videnskabeligt rådgivende organ vil muligvis ikke kunne sikre en løbende dialog med virksomhederne, forbrugerne og andre relevante interessenter. Inden for de nye rammer, som Kommissionens skitserer, er det desuden ikke klart, hvilken rolle Den Europæiske Cybersikkerhedsorganisation (ECSO) skal spille. Den blev oprettet i juni 2016 på Kommissionens initiativ og som et modstykke til Kommissionen, og dens netværks- og videnkapital bør ikke gå til spilde.

4.6.1.

Såfremt der bliver tale om et trepartssamarbejde, er det vigtigt at være opmærksom på virksomheder fra tredjelande. EØSU understreger navnlig, at dette samarbejde bør være baseret på en stringent mekanisme for at forebygge, at tilstedeværelsen af virksomheder fra tredjelande hindrer EU's sikkerhed og autonomi. De relevante bestemmelser, der er fastlagt i EDIDP (9), bør også være gældende i denne sammenhæng.

4.6.2.

Samtidig anerkender EØSU, at nogle virksomheder fra tredjelande, som har været etableret på europæisk område i lang tid, og som er fuldt ud inddraget i det teknologiske og industrielle grundlag i Europa, kunne være meget nyttige for EU-projekterne og bør kunne få adgang til disse, under forudsætning af at medlemsstaterne sørger for passende screening- og kontrolmekanismer for disse virksomheder, og under forudsætning af at princippet om gensidighed og fortrolighedskravene respekteres.

4.7.

Cybersikkerhed bør være en fælles opgave for alle medlemsstater, og disse bør således deltage i bestyrelsen efter nærmere fastsatte regler. Det er ligeledes vigtigt, at alle medlemsstater bidrager finansielt og på en passende måde til Kommissionens initiativ. Hvad det finansielle bidrag fra medlemsstaterne angår, kunne det være baseret på tildelingen af EU-midler til hver enkelt medlemsstat.

4.8.

EØSU er enig i, at enhver medlemsstat frit skal kunne udpege sin egen repræsentant i det europæiske kompetencecenters bestyrelse. Udvalget anbefaler, at de nationale repræsentanters CV-profiler defineres klart, og at de strategiske og teknologiske kompetencer suppleres med administrative, ledelsesmæssige og budgetmæssige kompetencer.

4.9.

Det bør mere udtrykkeligt fremgå af forslaget, på hvilke betingelser centret kan deltage i koordinationen af finansieringen til programmet for det digitale Europa og Horisont Europa, som stadig er genstand for forhandling, og ikke mindst hvilke retningslinjer eventuelle indkøbsaftaler skal udarbejdes og tildeles efter. Dette aspekt er vigtigt for at undgå dobbeltarbejde eller overlapninger. Endelig anbefales det, at der for at øge finansieringsrammen skabes større synergi med andre af EU's finansielle instrumenter (f.eks. regionalfonde, strukturfonde, CEF, EUF, InvestEU osv.). Udvalget giver udtryk for ønsket om, at netværket af nationale koordinationscentre involveres i forvaltningen og koordinering af midlerne.

4.10.

EØSU bemærker, at det rådgivende udvalg bør bestå af 16 medlemmer, men det bliver ikke præciseret, hvilke kriterier der bør benyttes for at trække på erhvervslivet, universiteter, forskningsmiljøer og forbrugere. Udvalget finder det nyttigt og hensigtsmæssigt, at medlemmerne af dette rådgivende udvalg har stor viden om emnet og er repræsentative på en afbalanceret måde for de forskellige involverede sektorer.

4.11.

4.12.

I tråd med sine tidligere udtalelser (10) understreger EØSU vigtigheden af uddannelse af høj kvalitet af de menneskelige ressourcer inden for cybersikkerhed, også ved hjælp af specifikke skole-, universitets- og ph.d.-studier. Det er ligeledes vigtigt at yde tilstrækkelig finansiel støtte til SMV'er og nystartede virksomheder inden for sektoren (11), da de er afgørende for udviklingen af topforskning.

4.13.

EØSU mener, at det er vigtigt med en bedre præcisering af de respektive kompetenceområder og afgrænsningen mellem centrets og ENISA's opgaver, således at betingelserne for samarbejdet og gensidig støtte klart defineres, og overlapning af kompetencer og dobbeltarbejde undgås (12). I forslaget til forordning står der, at en repræsentant for ENISA skal være permanent observatør i bestyrelsen, men denne observatørs tilstedeværelse garanterer ikke en struktureret dialog mellem de to organer. Der eksisterer en lignende problemstilling med andre organer, der beskæftiger sig med cybersikkerhed, f.eks. EDA, Europol og CERT-EU. Interessant i den forbindelse er det aftalememorandum, der blev undertegnet i maj 2018 mellem ENISA, EDA, Europol og CERT-EU.

Bruxelles, den 23. januar 2019.

Formand

Luca JAHIER

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) JOIN(2013) 1 final.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen (EUT L 194 af 19.7.2016, s. 1).

(3) JOIN(2017) 450 final.

(4) EUT C 227 af 28.6.2018, s. 86.

(5) Informationsrapport om »Anvendelse af medier til at påvirke de sociale og politiske processer i EU og de østlige nabolande«, Vareikytė, 2014.

(6) EUT C 227 af 28.6.2018, s. 86.

(7) EUT C 227 af 28.6.2018, s. 86.

(8) EUT C 227 af 28.6.2018, s. 86.

(9) COM(2017) 294.

(10) EUT C 451 af 16.12.2014, s. 25.

(11) EUT C 227 af 28.6.2018, s. 86.

(12) EUT C 227 af 28.6.2018, s. 86.

10.5.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 159/68

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet [som ændret ved direktiv (EU) 2018/2002 og Europa Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 [forvaltning af energiunionen] på grund af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union

(COM(2018) 744 final — 2018/0385 (COD))

(2019/C 159/11)

Hovedordfører: Séamus BOLAND

Anmodning om udtalelse	Europa-Parlamentet, 15.11.2018 Rådet, 26.11.2018
Retsgrundlag	Artikel 192, stk. 1, artikel 194, stk. 2, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Præsidiets henvisning	11.12.2018
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.1.2019
Plenarforsamling nr.	540
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	106/0/0

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU hilser forslaget om at ændre EU's lovgivning om energieffektivitet velkommen ud fra det synspunkt, at ændringerne er nødvendige på grund af Det Forenede Kongeriges udtræden af EU.

1.2.

EØSU anerkender, at ændringerne er af teknisk art, og glæder sig over, at de vil sætte det nye EU med 27 medlemmer i stand til at videreføre planerne om at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU (1) om energieffektivitet og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 (2) om forvaltning af energiunionen.

1.3.

EØSU bifalder, at de foreslåede ændringer ikke kommer til at påvirke den yderligere fremdrift i de relevante energidirektiver, sådan som det blev påpeget i forbindelse med offentliggørelsen af den politiske aftale fra juni 2018.

1.4.

EØSU anbefaler, at EU opmuntrer UK til efter sin udtræden at tilpasse sig målsætningerne i aftalen om energieffektivitetsmål, sådan som de kommer til at fremgå af direktivet.

1.5.

EØSU anbefaler, at Kommissionen sætter sig for at indføre en vidtfavnende kommunikationsstrategi for hele EU, som sikrer, at målene i direktivet om energieffektivitet og forordningen om forvaltning af energiunionen opfyldes hurtigst muligt. Det gælder navnlig efter Brexit.

1.6.

EØSU anbefaler på det kraftigste, at EU udnytter alle muligheder for at inddrage civilsamfundet i arbejdet med at nå energieffektivitetsmålene, herunder i den forandringsproces, som er nødvendiggjort af Brexit.

1.7.

EØSU anbefaler, at Kommissionen bestræber sig på at sikre, at disse ændringer ikke kommer til at få nogen utilsigtede konsekvenser for budgettet eller menneskerettighederne.

2. Kontekst

2.1.

EU's direktiv om energieffektivitet og forordningen om forvaltning af energiunionen er afgørende instrumenter, når det gælder om at sikre, at EU opfylder sine forpligtelser med hensyn til at nå energieffektivitetsmålene inden 2030 og dermed opfylde de miljømæssige forpligtelser, Unionen har indgået i en række forskellige internationale aftaler.

2.2.

Som en del af forberedelserne til Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union har Kommissionen foreslået at ændre EU's lovgivning om energieffektivitet og forordningen om forvaltning af energiunionen.

2.3.

Nødvendigheden af dette forslag bunder i, at tallene for energiforbruget, som fremgår af det reviderede direktiv om energieffektivitet og forordningen om forvaltning af energiunionen, er baseret på en Union med 28 medlemsstater, og at de derfor nødvendigvis må ændres for at afspejle en ny Union med 27 medlemmer.

2.4.

Forslaget vil ikke påvirke EU's energieffektivitetsmål, som de fremgår af den politiske aftale fra juni 2018, der understreger forpligtelsen til at nå et effektivitetsmål på 32,5 % i 2030.

3. Baggrund

3.1.

Ved en folkeafstemning den 23. juni 2016 om EU-medlemskabet besluttede Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland at forlade Den Europæiske Union. Denne beslutning omfatter Gibraltar.

3.2.

Den 29. marts 2017 meddelte Det Forenede Kongerige sin beslutning om at udtræde af Unionen. Dette betyder, at medmindre der ved en ratificeret aftale fastsættes en anden dato, vil al primær og afledt EU-ret ophøre med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige fra den 30. marts 2019 (»udtrædelsesdatoen«). Det Forenede Kongerige vil derefter være et såkaldt tredjeland.

3.3.

Med direktivet om energieffektivitet ønsker man at nå et EU-mål for energieffektivitet på mindst 32,5 % i 2030 ved at fastsætte krav om, at medlemsstaterne fastlægger vejledende nationale energieffektivitetsbidrag.

3.4.

Medlemsstaterne forventes derfor at tage hensyn til EU's fremskrivninger af energiforbruget.

3.5.

Forslaget henviser til forordningen om forvaltning af energiunionen, som også kræver, at medlemsstaterne tager hensyn til energiforbruget i 2030, når de fastsætter deres bidrag til Unionens 2030-mål.

3.6.

Eftersom de absolutte værdier i energieffektivitetsdirektivet gentages i forordningen om forvaltning, er det nødvendigt at ændre disse værdier tilsvarende.

3.7.

EU's fremskrivninger viser, at primærenergiforbruget i 2030 ikke må være over 1 273 Mtoe (millioner ton olieækvivalenter), og at det endelige energiforbrug højst må være 956 Mtoe. Lignende fremskrivninger for EU 27's medlemmer viser, at primærenergiforbruget ikke må være over 1 128 Mtoe, og det endelige energiforbrug højst 846 Mtoe.

3.8.

Principperne om nærhed (artikel 5, stk. 3, i EUT) og proportionalitet (artikel 5, stk. 4, i EUT) overholdes fuldt ud, hovedsageligt fordi man med forslaget blot ønsker at foretage ændringer af teknisk art, som ikke berører allerede vedtaget lov.

3.9.

Alle interessenter har allerede accepteret, at der er tale om nødvendige tekniske ændringer, som vil give den nye Union med 27 medlemsstater mulighed for at forfølge de mål, der allerede findes i de relevante direktiver.

4. EØSU's bemærkninger

4.1.

Det står klart, at dette forslag har til formål at opnå en nødvendig teknisk ændring af den relevante EU-lovgivning om energieffektivitet og forvaltning af energiunionen som følge af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union.

4.2.

Med tanke på EØSU's nylige udtalelser om Forvaltning af energiunionen (3) og Ændring af direktivet om energieffektivitet (4) (ordfører Mihai Manoliu) er det også tydeligt, at alle anbefalingerne i disse udtalelser fortsat er 100 % relevante, og at EØSU derfor i høj grad bør rette fokus mod disse.

4.3.

Selv om udvalget accepterer, at forslaget ikke har nogen indvirkning på mere overordnede spørgsmål såsom budget og menneskerettigheder, er det stadig nødvendigt at udvise årvågenhed på dette område, så der ikke opstår utilsigtede konsekvenser hverken for budgettet eller menneskerettighederne.

4.4.

EØSU glæder sig over, at principperne om nærhed og proportionalitet overholdes til fulde.

4.5.

Selv om det anerkendes, at forslaget er udformet med henblik på at ændre den eksisterende lovgivning vedrørende energi, og at der fortsat satses stærkt på opfyldelsen af visse mål, skal det bemærkes, at resultaterne kan påvirkes af, om UK forsat vil opfylde de samme mål som de tilbageværende 27 medlemsstater.

4.6.

I den henseende råder EØSU til, at der iværksættes en stærk kommunikationsstrategi, som skal sikre, at der ikke som følge af Brexit vil opstå nogen forvirring blandt de berørte parter med hensyn til engagementet i og gennemførelsen af planer, som allerede er vedtaget af medlemsstaterne med henblik på at opfylde visse energieffektivitetsmål.

4.7.

EØSU bemærker, at de foreslåede ændringer er af teknisk art, og at de ikke kræver en offentlig høring. Udvalget anbefaler imidlertid også, at man udnytter alle muligheder for at inddrage civilsamfundet i støtten til regeringernes planer for gennemførelsen.

4.8.

EØSU noterer sig nødvendigheden af disse tekniske ændringer og mener, at de vil forbedre direktivets gennemførelse.

4.9.

EØSU glæder sig over, at den foreløbige aftale fra juni 2018 om et revideret direktiv om energieffektivitet ikke berøres af denne afgørelse.

4.10.

Ud over behovet for at sikre, at der er en kommunikationsstrategi på plads, som vil bortvejre enhver uklarhed om den fortsatte gennemførelse af direktiverne, er EØSU overbevist om, at forslaget ikke væsentligt vil ændre medlemsstaternes planer for opnåelse af de angivne mål.

Bruxelles, den 23. januar 2019.

Luca JAHIER

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 1).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 af 11. december 2018 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 663/2009 og (EF) nr. 715/2009, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/22/EF, 98/70/EF, 2009/31/EF, 2009/73/EF, 2010/31/EU, 2012/27/EU og 2013/30/EU, Rådets direktiv 2009/119/EF og (EU) 2015/652 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 1).

(3) EUT C 246 af 28.7.2017, s. 34.

(4) EUT C 246 af 28.7.2017, s. 42.

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 159

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	62. årgang 10. maj 2019

Indhold		Side
	I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser
	UDTALELSER
	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
2019/C 159/01	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om social dialog om innovation i den digitale økonomi (Initiativudtalelse)	1
	UDTALELSER
2019/C 159/02	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om kvinder på Vestbalkan (initiativudtalelse)	7
2019/C 159/03	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om reform af WTO med henblik på at tilpasse sig udviklingen i verdenshandelen (initiativudtalelse)	15
2019/C 159/04	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om de interne rådgivende gruppers rolle i overvågningen af gennemførelsen af frihandelsaftaler (sonderende udtalelse på anmodning af Europa-Parlamentet)	28

	III Forberedende retsakter
	DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
2019/C 159/05	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår indførelsen af de detaljerede tekniske foranstaltninger for den konkrete anvendelse af det endelige momssystem for beskatning af handel mellem medlemsstaterne (COM(2018) 329 final — 2018/0164 (CNS))	38
	DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
2019/C 159/06	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013 for så vidt angår justering af den årlige forfinansiering for årene 2021 til 2023 (COM(2018) 614 final — 2018/0322 (COD))	45
2019/C 159/07	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om henstilling med henblik på Rådets henstilling om den økonomiske politik i euroområdet (COM(2018) 759 final)	49
2019/C 159/08	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Et bidrag fra Europa-Kommissionen til mødet mellem lederne i Salzburg den 19.-20. september 2018(COM(2018) 634 final — 2018/0329 COD)	53
2019/C 159/09	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om bevarelses- og håndhævelsesforanstaltninger gældende for det område, som reguleres af Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav, og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2115/2005 og Rådets forordning (EF) nr. 1386/2007 (COM(2018) 577 final — 2018/0304 (COD))	60
	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
2019/C 159/10	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af det europæiske industri-, teknologi- og forskningskompetencecenter for cybersikkerhed og netværket af nationale koordinationscentre (COM(2018) 630 final — 2018/0328 (COD))	63
	DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
2019/C 159/11	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet [som ændret ved direktiv (EU) 2018/2002 og Europa Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 [forvaltning af energiunionen] på grund af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union (COM(2018) 744 final — 2018/0385 (COD))	68
2019/C 159/12	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1305/2013 og (EU) nr. 1307/2013 for så vidt angår visse regler om direkte betalinger og støtte til udvikling af landdistrikterne for årene 2019 og 2020 (COM(2018) 817 final — 2018/0414 (COD))	71

Anmodning om udtalelse	Rådet, 3.9.2018
	Europa-Parlamentet, 10.9.2018
Retsgrundlag	Artikel 43, stk. 2, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.1.2019
Plenarforsamling nr.	540
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	104/0/2

Høring	Europa-Parlamentet, 13.12.2018 Rådet Den Europæiske Unions 14.12.2018
Retsgrundlag,	Artikel 43, stk. 2, og artikel 304 i traktaten om funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.1.2019
Plenarforsamling nr.	540
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	175/1/5