OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/2

Dommernes fordeling mellem afdelingerne

(2019/C 139/02)

På et plenarmøde den 20. marts 2019 har Retten, efter at R. Frendo er tiltrådt som dommer, og på et forslag fra præsidenten, der er fremlagt i overensstemmelse med procesreglementets artikel 13, stk. 2, besluttet at ændre afgørelsen om dommernes fordeling mellem afdelingerne af 21. september 2016 (1), som ændret den 8. juni 2017 (2), den 4. oktober 2017 (3) og den 11. oktober 2018 (4), for perioden fra den 20. marts 2019 til den 31. august 2019 som følger:

Første Udvidede Afdeling med fem dommere:

Afdelingsformand I. Pelikánová og dommerne V. Valančius, P. Nihoul, J. Svenningsen og U. Öberg.

Første Afdeling med tre dommere:

Afdelingsformand I. Pelikánová

a)	dommerne P. Nihoul og J. Svenningsen

b)	dommerne V. Valančius og U. Öberg.

Anden Udvidede Afdeling med fem dommere:

Afdelingsformand M. Prek og dommerne E. Buttigieg, F. Schalin, B. Berke og M.J. Costeira.

Anden Afdeling med tre dommere:

Afdelingsformand M. Prek

a)	dommerne F. Schalin og M.J. Costeira

b)	dommerne E. Buttigieg og B. Berke.

Tredje Udvidede Afdeling med fem dommere:

Afdelingsformand S. Frimodt Nielsen og dommerne V. Kreuschitz, I.S. Forrester, N. Półtorak og E. Perillo.

Tredje Afdeling med tre dommere:

Afdelingsformand S. Frimodt Nielsen

a)	dommerne I.S. Forrester og E. Perillo

b)	dommerne V. Kreuschitz og N. Półtorak.

Fjerde Udvidede Afdeling med fem dommere:

Afdelingsformand H. Kanninen og dommerne J. Schwarcz, C. Iliopoulos, L. Calvo-Sotelo Ibáñez-Martín og I. Reine.

Fjerde Afdeling med tre dommere:

Afdelingsformand H. Kanninen

a)	dommerne J. Schwarcz og C. Iliopoulos

b)	dommerne L. Calvo-Sotelo Ibáñez-Martín og I. Reine.

Femte Udvidede Afdeling med fem dommere:

Afdelingsformand D. Gratsias og dommerne I. Labucka, A. Dittrich, I. Ulloa Rubio og R. Frendo.

Femte Afdeling med tre dommere:

Afdelingsformand D. Gratsias

a)	dommerne A. Dittrich og R. Frendo

b)	dommerne I. Labucka og I. Ulloa Rubio.

Sjette Udvidede Afdeling med fem dommere:

Afdelingsformand G. Berardis og dommerne S. Papasavvas, D. Spielmann, Z. Csehi og O. Spineanu-Matei.

Sjette Afdeling med tre dommere:

Afdelingsformand G. Berardis

a)	dommerne S. Papasavvas og O. Spineanu-Matei

b)	dommerne D. Spielmann og Z. Csehi.

Syvende Udvidede Afdeling med fem dommere:

Afdelingsformand V. Tomljenović og dommerne E. Bieliūnas, A. Marcoulli, J. Passer og A. Kornezov.

Syvende Afdeling med tre dommere:

Afdelingsformand V. Tomljenović

a)	dommerne E. Bieliūnas og A. Kornezov

b)	dommerne E. Bieliūnas og A. Marcoulli

c)	dommerne A. Marcoulli og A. Kornezov.

Ottende Udvidede Afdeling med fem dommere:

Afdelingsformand A.M. Collins og dommerne M. Kancheva, R. Barents, J. Passer og G. De Baere.

Ottende Afdeling med tre dommere:

Afdelingsformand A.M. Collins

a)	dommerne R. Barents og J. Passer

b)	dommerne M. Kancheva og G. De Baere.

Niende Udvidede Afdeling med fem dommere:

Afdelingsformand S. Gervasoni og dommerne L. Madise, R. da Silva Passos, K. Kowalik-Bańczyk og C. Mac Eochaidh.

Niende Afdeling med tre dommere:

Afdelingsformand S. Gervasoni

a)	dommerne L. Madise og R. da Silva Passos

b)	dommerne K. Kowalik-Bańczyk og C. Mac Eochaidh.

(1) EUT 2016, C 392, s. 2.

(2) EUT 2017, C 213, s. 2.

(3) EUT 2017, C 382, s. 2.

(4) EUT 2018, C 408, s. 2.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/5

Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. februar 2019 — N Luxembourg 1 (sag C-115/16), X Denmark A/S (sag C-118/16), C Danmark I (sag C-119/16) og Z Denmark ApS (sag C-299/16) mod Skatteministeriet (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Østre Landsret og Vestre Landsret — Danmark)

(Forenede sager C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-299/16) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - tilnærmelse af lovgivningerne - fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater - direktiv 2003/49/EF - den retmæssige ejer af renter og royalties - artikel 5 - retsmisbrug - selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, som til et associeret selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, betaler renter, som dernæst i deres helhed eller stort set i deres helhed overføres ud af Den Europæiske Unions område - datterselskab, der er underlagt en forpligtelse til at indeholde kildeskat af renter)

(2019/C 139/03)

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Østre Landsret og Vestre Landsret

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: N Luxembourg 1 (sag C-115/16), X Denmark A/S (sag C-118/16), C Danmark I (sag C-119/16) og Z Denmark ApS (sag C-299/16)

Sagsøgt: Skatteministeriet

Konklusion

1)	Sagerne C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-299/16 forenes med henblik på dommen.

Artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 2003/49/EF af 3. juni 2003 om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater, sammenholdt med dette direktivs artikel 1, stk. 4, skal fortolkes således, at den fritagelse for enhver form for skat af rentebetalinger, der er fastsat heri, alene er forbeholdt sådanne renters retmæssige ejere, dvs. de enheder, som økonomisk set reelt modtager disse renter, og som derfor råder over beføjelsen til frit at fastlægge anvendelsen heraf.

Det generelle EU-retlige princip, hvorefter borgerne ikke må kunne påberåbe sig EU-retlige bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug, skal fortolkes således, at de nationale myndigheder og domstole i tilfælde af svig eller misbrug skal nægte en skattepligtig person indrømmelsen af den fritagelse for enhver form for skat af rentebetalinger, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2003/49, selv om der ikke findes nationale eller overenskomstmæssige bestemmelser, der foreskriver en sådan nægtelse.

Med henblik på at bevise, at der foreligger retsmisbrug, kræves dels et sammenfald af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som EU-lovgivningen forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i denne lovgivning formelt er overholdt, dels et subjektivt element, der består i en hensigt om at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel. Den omstændighed, at en række holdepunkter foreligger, kan godtgøre, at der foreligger retsmisbrug, forudsat at disse holdepunkter er objektive og samstemmende. Sådanne holdepunkter kan bl.a. være, at der findes gennemstrømningsselskaber, som ikke har nogen økonomisk begrundelse, og den rent formelle karakter af en koncerns struktur, af den finansielle konstruktion og af lån.

Den omstændighed, at den medlemsstat, hvorfra renterne hidrører, har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den tredjestat, hvor det selskab, som er renternes retmæssige ejer, er hjemmehørende, er uden betydning for en eventuel konstatering af, at der foreligger retsmisbrug.

4)	En national myndighed er med henblik på at nægte at anerkende et selskab som retmæssig ejer af renter eller med henblik på at fastslå, at der foreligger retsmisbrug, ikke forpligtet til at fastlægge, hvilken enhed eller hvilke enheder myndigheden anser for disse renters retmæssige ejer.

Artikel 3, litra a), i direktiv 2003/49 skal fortolkes således, at et société en commandite par actions (SCA) (kommanditaktieselskab), der i henhold til luxembourgsk ret er godkendt som et société d’investissement en capital à risque (SICAR) (risikovilligt investeringsselskab), ikke kan kvalificeres som et selskab i en medlemsstat som omhandlet i dette direktiv, der kan være omfattet af den i direktivets artikel 1, stk. 1, fastsatte skattefritagelse, såfremt de renter, som nævnte SICAR har modtaget i en situation som den i hovedsagen omhandlede, er fritaget for impôt sur le revenu des collectivités (selskabsskat) i Luxembourg, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

I en situation, hvor den i direktiv 2003/49 fastsatte ordning for fritagelse for kildeskat af renter, som et selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, betaler til et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, ikke finder anvendelse som følge af, at det konstateres, at der foreligger svig eller misbrug som omhandlet i direktivets artikel 5, kan anvendelsen af de friheder, der er sikret ved EUF-traktaten, ikke gøres gældende med henblik på at anfægte den lovgivning i den førstnævnte medlemsstat, som regulerer beskatningen af disse renter.

Uden for en sådan situation skal artikel 63 TEUF fortolkes således, at:

—

den principielt ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et hjemmehørende selskab, som betaler renter til et ikke-hjemmehørende selskab, er forpligtet til at indeholde kildeskat af disse renter, mens et hjemmehørende selskab ikke er undergivet en sådan forpligtelse, når det selskab, som modtager renterne, ligeledes er et hjemmehørende selskab, men den er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en sådan indeholdelse af kildeskat i tilfælde af rentebetalinger fra et hjemmehørende selskab til et ikke-hjemmehørende selskab, mens et hjemmehørende selskab, som modtager renter fra et andet hjemmehørende selskab, ikke er undergivet et krav om acontobetalinger af selskabsskat i de første to skatteår og dermed først er forpligtet til at betale selskabsskat af disse renter på et betydeligt senere tidspunkt end forfaldstidspunktet for nævnte kildeskat

—

den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et hjemmehørende selskab, som har pligt til at indeholde kildeskat af renter, som det betaler til et ikke-hjemmehørende selskab, i tilfælde af forsinket betaling af kildeskatten skal betale morarenter med en sats, som er højere end den sats, der finder anvendelse i tilfælde af forsinket betaling af den selskabsskat, som bl.a. pålægges renter, der modtages af et hjemmehørende selskab fra et andet hjemmehørende selskab

—

den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der i et tilfælde, hvor et hjemmehørende selskab er forpligtet til at indeholde kildeskat af renter, som det betaler til et ikke-hjemmehørende selskab, ikke tages hensyn til de udgifter i form af renter, der er direkte forbundet med den pågældende lånevirksomhed, som sidstnævnte selskab har haft, mens sådanne udgifter i henhold til denne nationale lovgivning er fradragsberettigede for et hjemmehørende selskab, der modtager renter fra et andet hjemmehørende selskab, i forbindelse med fastlæggelsen af dets skattepligtige indkomst.

(1) EUT C 270 af 25.7.2016

EUT C 279 af 1.8.2016

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/7

Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. februar 2019 — Skatteministeriet mod T Danmark (sag C-116/16) og Y Denmark Aps (sag C-117/16) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Østre Landsret — Danmark)

(Forenede sager C-116/16 og C-117/16) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - tilnærmelse af lovgivningerne - fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater - direktiv 90/435/EØF - skattefritagelse for overskud, som selskaber i en medlemsstat udlodder til selskaber i andre medlemsstater - den retmæssige ejer af det udloddede udbytte - retsmisbrug - selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, som til et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, udbetaler udbytte, som dernæst i sin helhed eller stort set i sin helhed overføres ud af Den Europæiske Unions område - datterselskab, der er underlagt en forpligtelse til at indeholde kildeskat af udbytte)

(2019/C 139/04)

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Østre Landsret

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Skatteministeriet

Sagsøgte: T Danmark (sag C-116/16) og Y Denmark Aps (sag C-117/16)

Konklusion

1)	Sagerne C-116/16 og C-117/16 forenes med henblik på dommen.

Det generelle EU-retlige princip, hvorefter borgerne ikke må kunne påberåbe sig EU-retlige bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug, skal fortolkes således, at de nationale myndigheder og domstole i tilfælde af svig eller misbrug skal nægte en skattepligtig person indrømmelsen af den fritagelse for kildeskat af udbytte, som et datterselskab udlodder til sit moderselskab, der er fastsat i artikel 5 i Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater, som ændret ved Rådets direktiv 2003/123/EF af 22. december 2003, selv om der ikke findes nationale eller overenskomstmæssige bestemmelser, der foreskriver en sådan nægtelse.

4)	En national myndighed er med henblik på at nægte at anerkende et selskab som retmæssig ejer af udbytte eller med henblik på at fastslå, at der foreligger retsmisbrug, ikke forpligtet til at fastlægge, hvilken enhed eller hvilke enheder myndigheden anser for dette udbyttes retmæssige ejer.

I en situation, hvor den i direktiv 90/435, som ændret ved direktiv 2003/123, fastsatte ordning for fritagelse for kildeskat af udbytte, som et selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, udbetaler til et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, ikke finder anvendelse som følge af, at det konstateres, at der foreligger svig eller misbrug som omhandlet i direktivets artikel 1, stk. 2, kan anvendelsen af de friheder, der er sikret ved EUF-traktaten, ikke gøres gældende med henblik på at anfægte den lovgivning i den førstnævnte medlemsstat, som regulerer beskatningen af dette udbytte.

(1) EUT C 270 af 25.7.2016.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/8

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 28. februar 2019 — Rådet for Den Europæiske Union mod Growth Energy, Renewable Fuels Association, Commission européenne og ePURE, de Europese Producenten Unie van Hernieuwbare Ethanol

(Sag C-465/16 P) (1)

(Appel - dumping - gennemførelsesforordning (EU) nr. 157/2013 - import af bioethanol med oprindelse i Amerikas Forenede Stater - endelig antidumpingtold - dumpingmargen fastsat landsdækkende - annullationssøgsmål - repræsentative sammenslutninger for ikke-eksporterende producenter og forhandlere/blandingsproducenter - søgsmålskompetence - umiddelbart berørt - individuelt berørt)

(2019/C 139/05)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Rådet for Den Europæiske Union (ved S. Boelaert, som befuldmægtiget, bistået af avocată N. Tuominen)

De andre parter i appelsagen: Growth Energy, Renewable Fuels Association (ved advocaat P. Vander Schueren, bistået af avocats N. Mizulin og M. Peristeraki), Europa-Kommissionen (ved T. Maxian Rusche og M. França, som befuldmægtigede) og ePURE, de Europese Producenten Unie van Hernieuwbare Ethanol (ved avocats O. Prost og A. Massot)

Konklusion

Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 9. juni 2016, Growth Energy og Renewable Fuels Association mod Rådet (T-276/13, EU:T:2016:340), ophæves, undtagen for så vidt som den frifandt Rådet i det søgsmål, der blev anlagt af Growth Energy og Renewable Fuels Association individuelt som berørte parter i sagen.

2)	Annullationssøgsmålet fra Growth Energy og Renewable Fuels Association afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som disse anlagde dette søgsmål i deres egenskab af repræsentanter for interesserne hos de amerikanske bioethanolproducenter i stikprøven.

3)	Sagen hjemvises til Retten, for at denne kan træffe afgørelse i annullationssøgsmålet fra Growth Energy og Renewable Fuels Association, for så vidt som disse anlagde søgsmålet i deres egenskab af repræsentanter for interesserne hos forhandlerne/blandingsproducenterne Murex og CHS.

4)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

(1) EUT C 402 af 31.10.2016.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/9

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 28. februar 2019 — Rådet for Den Europæiske Union mod Marquis Energy LLC, Europa-Kommissionen, ePURE, de Europese Producenten Unie van Hernieuwbare Ethanol

(Sag C-466/16 P) (1)

(Appel - dumping - gennemførelsesforordning (EU) nr. 157/2013 - import af bioethanol med oprindelse i Amerikas Forenede Stater - endelig antidumpingtold - dumpingmargen fastsat landsdækkende - annullationssøgsmål - ikke-eksporterende producent - søgsmålskompetence - umiddelbart berørt)

(2019/C 139/06)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Rådet for Den Europæiske Union (ved S. Boelaert, som befuldmægtiget, bistået af avocată N. Tuominen)

De andre parter i appelsagen: Marquis Energy LLC (ved advocaat P. Vander Schueren, bistået af avocats N. Mizulin og M. Peristeraki), Europa-Kommissionen (ved: T. Maxian Rusche og M. França, som befuldmægtigede) og ePURE, de Europese Producenten Unie van Hernieuwbare Ethanol (ved avocats O. Prost og A. Massot)

Konklusion

1)	Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 9. juni 2016, Marquis Energy mod Rådet (T-277/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:343), ophæves.

2)	Annullationssøgsmålet anlagt af Marquis Energy LLC afvises.

3)	Marquis Energy LLC bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger både i sagen i første instans og i appelsagen.

4)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger både i sagen i første instans og i appelsagen.

(1) EUT C 402 af 31.10.2016.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/10

Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. februar 2019 — X GmbH mod Finanzamt Stuttgart — Körperschaften (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesfinanzhof — Tyskland)

(Sag C-135/17) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - frie kapitalbevægelser - kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne og tredjelande - standstill-klausulen - en medlemsstats nationale lovgivning om passive selskaber etableret i tredjelande - ændring af denne lovgivning efterfulgt af den tidligere lovgivnings genindførelse - indkomst hos et selskab etableret i et tredjeland, der hidrører fra ihændehavelse af fordringer fra et selskab etableret i en medlemsstat - medregning af sådan indkomst i beskatningsgrundlaget for en skattepligtig person, der er skattemæssigt hjemmehørende i en medlemsstat - restriktion for de frie kapitalbevægelser - begrundelse)

(2019/C 139/07)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesfinanzhof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: X GmbH

Sagsøgt: Finanzamt Stuttgart — Körperschaften

Konklusion

Standstill-klausulen i artikel 64, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at artikel 63, stk. 1, TEUF ikke berører anvendelsen af en restriktion for de frie kapitalbevægelser til eller fra tredjelande, som vedrører direkte investeringer, der i det væsentlige eksisterede den 31. december 1993 i medfør af en medlemsstats lovgivning, selv om omfanget af denne restriktion efter denne dato blev udvidet til kapitalandele, der ikke vedrører en direkte investering.

Standstill-klausulen i artikel 64, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at forbuddet i artikel 63, stk. 1, TEUF finder anvendelse på en restriktion for kapitalbevægelser til eller fra tredjelande, som vedrører direkte investeringer, når den nationale skattelovgivning, der ligger til grund for denne restriktion, efter den 31. december 1993 har været genstand for en væsentlig ændring som følge af vedtagelsen af en lov, som trådte i kraft, men som, inden den var blevet anvendt i praksis, blev erstattet af en lovgivning, der i det væsentlige er identisk med den, der fandt anvendelse den 31. december 1993, medmindre denne lovs anvendelse i henhold til national lovgivning er blevet udsat, således at denne lov, uanset dens ikrafttrædelse, ikke fandt anvendelse på grænseoverskridende kapitalbevægelser som omhandlet i artikel 64, stk. 1, TEUF, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

Artikel 63, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter indkomst oppebåret af et selskab etableret i et tredjeland, der ikke hidrører fra dette selskabs egen virksomhed, såsom indkomst, der kvalificeres som »passiv indkomst, der har karakter af investeringskapital«, i denne lovgivnings forstand, medregnes forholdsmæssigt i forhold til den ejede kapitalandel i beskatningsgrundlaget for en hjemmehørende skattepligtig person, når denne skattepligtige person ejer en kapitalandel på mindst 1 % i nævnte selskab, og når denne indkomst i dette tredjeland er undergivet et lavere beskatningsniveau end det, der er gældende i den pågældende medlemsstat, medmindre der findes en retlig ramme, som navnlig fastsætter aftalemæssige forpligtelser af en sådan art, at de nationale skattemyndigheder i nævnte medlemsstat gives mulighed for i givet fald at kontrollere rigtigheden af oplysninger vedrørende samme selskab, som fremlægges med henblik på at godtgøre, at nævnte skattepligtige persons kapitalandel i dette selskab ikke beror på en kunstig konstruktion.

(1) EUT C 221 af 10.7.2017.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/11

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 28. februar 2019 — Konkurrensverket mod SJ AB (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Högsta förvaltningsdomstolen — Sverige)

(Sag C-388/17) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - fremgangsmåder ved indgåelse af kontrakter inden for transportsektorerne - direktiv 2004/17/EF - anvendelsesområde - artikel 5 - tilrådighedsstillelse eller drift af net til betjening af offentligheden inden for transport med jernbane - en offentlig national jernbanevirksomhed, der udfører transporttjenester, og dennes tildeling af kontrakter om rengøring af den pågældende virksomheds tog - manglende forudgående offentliggørelse)

(2019/C 139/08)

Processprog: svensk

Den forelæggende ret

Högsta förvaltningsdomstolen

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Konkurrensverket

Sagsøgt: SJ AB

Konklusion

Artikel 5, stk. 1, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester skal fortolkes således, at der foreligger et net til udførsel af transporttjenester med jernbane i denne bestemmelses forstand, når transporttjenester i overensstemmelse med en national lovgivning, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde, stilles til rådighed på en jernbaneinfrastruktur, der forvaltes af en national myndighed, som tildeler denne infrastrukturkapacitet, selv om denne myndighed er forpligtet til at imødekomme jernbanevirksomheders ansøgninger, så længe grænserne for denne kapacitet ikke er nået.

Artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2004/17 skal fortolkes således, at den virksomhed, der udføres af en jernbanevirksomhed, og som består af udførelse af offentlige transporttjenester under udøvelse af retten til at anvende jernbanenettet, udgør »drift af net« som omhandlet i dette direktiv.

(1) EUT C 293 af 4.9.2017.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/12

Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. februar 2019 — Œuvre d’assistance aux bêtes d’abattoirs (OABA) mod Ministre de l’Agriculture et de l’Alimentation, Bionoor SARL, Ecocert France SAS, Institut national de l’origine et de la qualité (INAO) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour administrative d’appel de Versailles — Frankrig)

(Sag C-497/17) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 13 TEUF - dyrevelfærd - forordning (EU) nr. 1099/2009 - beskyttelse af dyrene på aflivningstidspunktet - særlige slagtemetoder foreskrevet ved religiøse ritualer - forordning (EU) nr. 834/2007 - artikel 3 og artikel 14, stk. 1, litra b), nr. viii) - forenelighed med økologisk produktion - forordning (EU) nr. 889/2008 - artikel 57, stk. 1 - Den Europæiske Unions logo for økologisk produktion)

(2019/C 139/09)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour administrative d’appel de Versailles

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Œuvre d’assistance aux bêtes d’abattoirs (OABA)

Sagsøgte: Ministre de l’Agriculture et de l’Alimentation, Bionoor SARL, Ecocert France SAS og Institut national de l’origine et de la qualité (INAO)

Konklusion

Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 af 28. juni 2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2092/91, navnlig forordningens artikel 3 og artikel 14, stk. 1, litra b), nr. viii), sammenholdt med artikel 13 TEUF, skal fortolkes således, at den ikke tillader anvendelse af EU-logoet for økologisk produktion, der er omhandlet i artikel 57, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 889/2008 af 5. september 2008 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 834/2007, som ændret ved forordning (EU) nr. 271/2010 af 24. marts 2010, på produkter fremstillet af dyr, som uden forudgående bedøvelse har været genstand for en rituel slagtning, der er foretaget under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 1099/2009 af 24. september 2009 om beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet, navnlig forordningens artikel 4, stk. 4.

(1) EUT C 347 af 16.10.2017.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/13

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 28. februar 2019 — Groupe Léa Nature mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og Debonair Trading Internacional Lda

(Sag C-505/17 P) (1)

(Appel - EU-varemærker - forordning (EF) nr. 207/2009 - artikel 8, stk. 1, litra b), og stk. 5 - figurmærke indeholdende ordbestanddelene »SO’BiO ētic« - EF-ord- og figurmærker og nationale ord- og figurmærker indeholdende ordbestanddelen »SO… ?« - indsigelse rejst af indehaveren - afslag på registrering)

(2019/C 139/10)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Groupe Léa Nature (ved avocat E. Baud)

De andre parter i sagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved K. Markakis og D. Botis, som befuldmægtigede) og Debonair Trading Internacional Lda (ved barrister T. Alkin)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Groupe Léa Nature SA bærer sine egne omkostninger og betaler de af Debonair Trading Internacional Lda og Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) afholdte omkostninger i sagen.

(1) EUT C 437 af 18.12.2017.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/13

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 27. februar 2019 — Associação Peço a Palavra m.fl. mod Conselho de Ministros (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Supremo Tribunal Administrativo — Portugal)

(Sag C-563/17) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - etableringsfrihed - forordning (EF) nr. 1008/2008 - luftfartsselskab - genprivatiseringsprocedure - salg af op til 61 % af aktiekapitalen - betingelser - forpligtelse til opretholdelse af selskabets hovedsæde og faktiske ledelse i en medlemsstat - forpligtelser til offentlig tjeneste - forpligtelse til opretholdelse og udvikling af det eksisterende nationale centrum for operationer (hub))

(2019/C 139/11)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Supremo Tribunal Administrativo

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Associação Peço a Palavra, João Carlos Constantino Pereira Osório, Maria Clara Marques Pires Sarmento Franco, Sofia da Silva Santos Arauz og Maria João Galhardas Fitas

Sagsøgt: Conselho de Ministros

Procesdeltagere: Parpública — Participações Públicas SGPS SA og TAP — Transportes Aéreos Portugueses SGPS SA

Konklusion

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked skal fortolkes således, at det er irrelevant med henblik på undersøgelsen af foreneligheden med EU-retten af visse krav vedrørende den virksomhed, der udøves af et luftfartsselskab, og som pålægges en erhverver af en kvalificeret andel af dette selskabs aktiekapital, navnlig et krav om, at denne erhverver skal opfylde offentlige serviceforpligtelser samt opretholde og udvikle dette selskabs eksisterende nationale centrum for operationer (hub).

Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at der i udbudsbetingelserne vedrørende kravene til en procedure for genprivatisering af et luftfartsselskab medtages:

—	et krav om, at erhververen af den andel, der er genstand for den pågældende genprivatiseringsprocedure, har kapacitet til at sikre opfyldelsen af de offentlige serviceforpligtelser, der påhviler dette luftfartsselskab, og

—

et krav om, at den nævnte erhverver opretholder det pågældende luftfartsselskabs hovedsæde og faktiske ledelse i den berørte medlemsstat, såfremt en flytning af dette selskabs hovedsæde uden for denne medlemsstat ville medføre for selskabet, at de trafikrettigheder, som det indrømmes ved bilaterale traktater indgået mellem den nævnte medlemsstat og tredjelande, med hvilke medlemsstaten har et særligt historisk, kulturelt og socialt bånd, inddrages, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for, at der i disse udbudsbetingelser er et krav for erhververen af en andel om at sikre opretholdelse og udvikling af det eksisterende nationale centrum for operationer (hub).

(1) EUT C 424 af 11.12.2017.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/14

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 28. februar 2019 — »Bene Factum« UAB mod Valstybinė mokesčių inspekcija prie Lietuvos Respublikos finansų ministerijos (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas — Litauen)

(Sag C-567/17) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - fiskale bestemmelser - punktafgifter - direktiv 92/83/EØF - artikel 27, stk. 1, litra b) - fritagelser - begrebet »produkter, som ikke er bestemt til konsum« - bedømmelseskriterier)

(2019/C 139/12)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas

Parter i hovedsagen

Sagsøger:»Bene Factum« UAB

Sagsøgt: Valstybinė mokesčių inspekcija prie Lietuvos Respublikos finansų ministerijos

Konklusion

Artikel 27, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer skal fortolkes således, at bestemmelsen finder anvendelse på ethanol, som er denatureret i henhold til en medlemsstats forskrifter og indeholdt i kosmetik- eller mundplejeprodukter, der — selv om de ikke som sådan er bestemt til konsum — ikke desto mindre indtages som alkoholholdige drikkevarer af visse personer.

Artikel 27, stk. 1, litra b), i direktiv 92/83 skal fortolkes således, at bestemmelsen finder anvendelse på ethanol, som er denatureret i henhold til en medlemsstats forskrifter og indeholdt i kosmetik- eller mundplejeprodukter, der — selv om de ikke som sådan er bestemt til konsum — ikke desto mindre indtages som alkoholholdige drikkevarer af visse personer, når den person, der importerer disse produkter fra en medlemsstat, med henblik på at andre personer udbyder dem i bestemmelsesmedlemsstaten til de endelige forbrugere, er vidende om, at de ligeledes indtages som alkoholholdige drikkevarer, og lader dem fremstille og mærke under hensyntagen til denne omstændighed for at øge salget af dem.

(1) EUT C 402 af 27.11.2017.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/15

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 28. februar 2019 — BUAK Bauarbeiter-Urlaubs- u. Abfertigungskasse mod Gradbeništvo Korana d.o.o. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Arbeits- und Sozialgericht Wien — Østrig)

(Sag C-579/17) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - samarbejde om civilretlige spørgsmål - forordning (EU) nr. 1215/2012 - artikel 1, stk. 1 - anvendelsesområde - det civil- og handelsretlige område - artikel 1, stk. 2 - områder, der ikke er omfattet - social sikring - artikel 53 - begæring om udstedelse af attest, som bekræfter, at retsafgørelsen truffet af den oprindelige ret er eksigibel - dom vedrørende en fordring i form af tillæg for feriegodtgørelse, som et socialsikringsorgan har over for arbejdsgiver som følge af udstationering af arbejdstagere - den behandlende rets udøvelse af domstolsvirksomhed)

(2019/C 139/13)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Arbeits- und Sozialgericht Wien

Parter i hovedsagen

Sagsøger: BUAK Bauarbeiter-Urlaubs- u. Abfertigungskasse

Sagsøgt: Gradbeništvo Korana d.o.o.

Konklusion

Artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at en sag med påstand om betaling af en fordring i form af tillæg for feriegodtgørelse, som et offentligretligt kollektivt organ har over for en arbejdsgiver som følge af udstationering af arbejdstagere i en medlemsstat, hvor de ikke har deres sædvanlige arbejdssted, eller i forbindelse med tilrådighedsstillelse af arbejdskraft i denne medlemsstat eller over for en arbejdsgiver med hjemsted uden for nævnte medlemsstat i forbindelse med beskæftigelse af arbejdstagere med sædvanligt arbejdssted heri, er omfattet af anvendelsesområdet for denne forordning, for så vidt som de nærmere regler for, hvorledes en sådan sag iværksættes og gennemføres, ikke fraviger de almindelige regler herfor, og navnlig ikke afskærer den behandlende rets mulighed for at prøve rigtigheden af de oplysninger, som ligger til grund for fastlæggelsen af nævnte fordringskrav, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

(1) EUT C 424 af 11.12.2017.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/16

Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. februar 2019 — Martin Wächtler mod Finansamt Konstanz (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Baden-Württemberg — Tyskland)

(Sag C-581/17) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om fri bevægelighed for personer - flytning af en fysisk persons bopæl fra en medlemsstat til Schweiz - beskatning af latente kapitalgevinster af selskabsandele - direkte beskatning - fri bevægelighed for selvstændige - ligebehandling)

(2019/C 139/14)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Baden-Württemberg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Martin Wächtler

Sagsøgt: Finansamt Konstanz

Konklusion

Bestemmelserne i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer, undertegnet i Luxembourg den 21. juni 1999, skal fortolkes således, at de er til hinder for en skatteordning i en medlemsstat, der i det tilfælde, hvor en statsborger i en medlemsstat, som er en fysisk person, der udøver økonomisk virksomhed på Det Schweiziske Forbunds område, flytter sin bopæl fra den medlemsstat, hvis skatteordning er omtvistet, til Schweiz, foreskriver, at der på tidspunktet for denne flytning skal foretages en opkrævning af den skat, som skyldes af latente kapitalgevinster af selskabsandele ejet af denne statsborger, hvorimod det i det tilfælde, hvor bopælen bevares i den nævnte medlemsstat, forholder sig således, at opkrævningen af skatten først finder sted på det tidspunkt, hvor kapitalgevinster realiseres, dvs. i forbindelse med afhændelsen af de pågældende selskabsandele.

(1) EUT C 13 af 15.1.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/17

Domstolens dom (Første Afdeling) af 27. februar 2019 — Den Hellenske Republik mod Europa-Kommissionen

(Sag C-670/17 P) (1)

(Appel - Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) - Udviklingssektionen - nedsættelse af finansielt tilskud - forordning (EF) nr. 1260/1999 - operationelt program - finansielle korrektioner - artikel 39 - retsgrundlag - overgangsbestemmelser)

(2019/C 139/15)

Processprog: græsk

Parter

Appellant: Den Hellenske Republik (ved G. Kanellopoulos, A. Vasilopoulou og I. Pachi, som befuldmægtigede)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved D. Triantafyllou og J. Aquilina, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Rets dom af 19. september 2017, Grækenland mod Kommissionen (T-327/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:631), ophæves.

2)	Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2015) 1936 final af 25. marts 2015 om anvendelse af en finansiel korrektion for tilskuddet fra EUGFL, Udviklingssektionen, for det operationelle program CCI 2000GR061RO021 (Grækenland — Målsætning 1 — Genopbygning af landdistrikterne) annulleres.

3)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Den Hellenske Republik har afholdt i såvel første instans som i forbindelse med appellen.

(1) EUT C 42 af 5.2.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/18

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 28. februar 2919 — straffesag mod Detlef Meyn (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberlandesgericht Karlsruhe — Tyskland)

(Sag C-9/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - transport - direktiv 2006/126/EF - gensidig anerkendelse af kørekort - nægtelse af anerkendelse af et kørekort, der er udstedt i en anden medlemsstat - førerret bevist på grundlag af et kørekort)

(2019/C 139/16)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht Karlsruhe

Part i hovedsagen

Detlef Meyn

Konklusion

Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat nægter at anerkende et kørekort, hvis indehaver har sin sædvanlige bopæl på medlemsstatens område, og som er udstedt af en anden medlemsstat uden egnethedskontrol på grundlag af et kørekort, der er udstedt af en tredje medlemsstat som følge af en ombytning med et kørekort, som er udstedt af et tredjeland.

(1) EUT C 134 af 16.4.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/18

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 28. februar 2019 — Alfamicro — Sistemas de computadores, Sociedade Unipessoal, Lda. mod Europa-Kommissionen

(Sag C-14/18 P) (1)

(Appel - voldgiftsbestemmelse - artikel 272 TEUF - begrebet »anerkendelsessøgsmål« - artikel 263 TEUF - begrebet »administrativ afgørelse« - tilskudsaftale indgået som led i rammeprogrammet for innovation og konkurrenceevne (CIP) (2007-2013) - revisionsrapporter, hvorved det konstateres, at visse anmeldte omkostninger ikke er tilskudsberettigede)

(2019/C 139/17)

Processprog: portugisisk

Parter

Appellant: Alfamicro — Sistemas de computadores, Sociedade Unipessoal, Lda, Cascais (ved advogados G. Gentil Anastácio og D. Pirra Xarepe)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved J. Estrada de Solà og M.M. Farrajota, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Alfamicro — Sistemas de computadores, Sociedade Unipessoal, Lda betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 72 af 26.2.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/19

Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. februar 2019 — Ilmārs Rimšēvičs (sag C-202/18) og Den Europæiske Centralbank (ECB) (sag C-238/18) mod Republikken Letland

(Forenede sager C-202/18 og C-238/18) (1)

(Det Europæiske System af Centralbanker - søgsmål anlagt på grund af en tilsidesættelse af artikel 14.2, stk. 2, i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank - en national myndigheds afgørelse om at suspendere chefen for den nationale centralbank fra tjenesten)

(2019/C 139/18)

Processprog: lettisk

Parter

Sagsøgere: Ilmārs Rimšēvičs (ved advokāti S. Vārpiņš, M. Kvēps og I. Pazare) (sag C-202/18) og Den Europæiske Centralbank (ECB) (ved C. Zilioli, K. Kaiser og C. Kroppenstedt, som befuldmægtigede, bistået af abogado D. Sarmiento Ramírez-Escudero og advokāte V. Čuske-Jurjeva (sag C-238/18))

Sagsøgt: Republikken Letland (ved I. Kucina og J. Davidoviča, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Sagerne C-202/18 og C-238/18 forenes med henblik på dommen.

2)	Afgørelsen truffet af Korupcijas novēršanas un apkarošanas birojs (kontoret for forebyggelse og bekæmpelse af korruption, Letland) den 19. februar 2018 annulleres, for så vidt som den forbyder Ilmārs Rimšēvičs at udføre sit hverv som chef for Letlands centralbank.

3)	Republikken Letland bærer sine egne omkostninger og betaler de af Den Europæiske Centralbank (ECB) afholdte omkostninger.

(1) EUT C 161 af 7.5.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/20

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 28. februar 2019 — Manuel Jorge Sequeira Mesquita mod Fazenda Pública (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Supremo Tribunal Administrativo — Portugal)

(Sag C-278/18) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - merværdiafgift (moms) - sjette direktiv 77/388/EØF - fritagelse - artikel 13, punkt B, litra b) - bortforpagtning og udlejning af fast ejendom - begreb - kontrakt om overdragelse af landbrugsdrift af landbrugsarealer, der består af vinmarker)

(2019/C 139/19)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Supremo Tribunal Administrativo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Manuel Jorge Sequeira Mesquita

Sagsøgt: Fazenda Pública

Konklusion

Artikel 13, punkt B, litra b), i Rådets direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, skal fortolkes således, at den momsfritagelse for bortforpagtning og udlejning af fast ejendom, der er fastsat i denne bestemmelse, finder anvendelse på en aftale om overdragelse af landbrugsbedriften af landbrugsarealer, som består af vinmarker, til et selskab, som driver virksomhed inden for vinavlssektoren, der er indgået for et år og automatisk fornyes, og hvorefter der skal betales leje ved udløbet af hver årlig periode.

(1) EUT C 259 af 23.7.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/20

Sag anlagt den 7. december 2018 — Europa-Kommissionen mod Ungarn

(Sag C-771/18)

(2019/C 139/20)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved O. Beynet og K. Talabér-Ritz, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Ungarn

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1228/2003 (1) og artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1775/2005 (2), idet denne medlemsstat ikke tager hensyn til systemoperatørernes faktiske omkostninger.

—

Det fastslås, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 37, stk. 17, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (3) og artikel 41, stk. 17, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (4), idet denne medlemsstat ikke har indført en passende mekanisme, som sikrer retten til at klage over afgørelser truffet af den nationale regulerende myndighed i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i direktiv 2009/72/EF og 2009/73/EF.

—	Ungarn tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 714/2009 og artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 715/2009 fastsætter princippet om omkostningsrelaterede tariffer for anvendelse af nettene.

Den i Ungarn gældende lov om elektricitet og lov om naturgas tillader imidlertid ikke, at den nationale regulerende myndighed ved fastsættelsen af tarifferne for anvendelse af nettene tager hensyn til alle de omkostninger, som systemoperatørerne faktisk afholder, såsom den særlige afgift på energinet og omkostningerne i forbindelse med gebyrer for bankforretninger.

Kommissionen er af den opfattelse, at ingen objektive grunde forklarer, hvorfor den nationale regulerende myndighed forhindres i at tage hensyn til nævnte omkostninger ved fastsættelsen af tarifferne for anvendelse af nettene.

I overensstemmelse med artikel 37, stk. 17, i direktiv 2009/72/EF og artikel 41, stk. 17, i direktiv 2009/73/EF skal medlemsstaterne desuden sørge for, at der på nationalt plan findes passende mekanismer, inden for hvilke en part, der er berørt af en afgørelse truffet af en regulerende myndighed, har klageret ved et organ, der er uafhængigt af de berørte parter og af enhver regering.

Efter Kommissionens opfattelse har Ungarn ikke indført en passende mekanisme, som sikrer retten til at klage over afgørelser truffet af den nationale regulerende myndighed.

(1) EUT 2009, L 211, s. 15.

(2) EUT 2009, L 211, s. 36.

(3) EUT 2009, L 211, s. 55.

(4) EUT 2009, L 211, s. 94.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/22

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Szombathelyi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (Ungarn) den 11. december 2018 — WO mod Vas Megyei Kormányhivatal

(Sag C-777/18)

(2019/C 139/21)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Szombathelyi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság

Parter i hovedsagen

Sagsøger: WO

Sagsøgt: Vas Megyei Kormányhivatal

Præjudicielle spørgsmål

Udgør en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede — som i forbindelse med godtgørelse af udgifter til grænseoverskridende sundhedsydelser udelukker muligheden for efterfølgende at give tilladelse til sundhedsydelser leveret i en anden medlemsstat uden forhåndstilladelse, herunder når der, såfremt forhåndstilladelsen afventes, foreligger en reel risiko for en uoprettelig forværring af patientens helbred — en restriktion, som er i strid med artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)?

Er en medlemsstats tilladelsesordning — som i forbindelse med godtgørelse af udgifter til grænseoverskridende sundhedsydelser udelukker muligheden for efterfølgende at give tilladelse til sundhedsydelser leveret i en anden medlemsstat uden forhåndstilladelse, herunder når der, såfremt forhåndstilladelsen afventes, foreligger en reel risiko for en uoprettelig forværring af patientens helbred — forenelig med nødvendighedsprincippet og rimelighedsprincippet, som er fastsat i artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU (1) af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser samt princippet om fri bevægelighed for patienter?

Er en national lovgivning — som uanset helbredstilstanden hos den patient, der indgiver anmodningen, fastsætter en sagsbehandlingsfrist på 31 dage, såfremt den kompetente myndighed giver forhåndstilladelse, og en frist på 23 dage, såfremt nævnte myndighed nægter den — forenelig med kravet om en rimelig frist for sagsbehandlingen, som tager hensyn til patientens helbredstilstand, hvor meget det haster og individuelle omstændigheder, som fastsat i artikel 9, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser? Med hensyn til anmodningen kan myndigheden undersøge, om sundhedsydelsen er omfattet af den sociale sikring og, såfremt dette er tilfældet, om den kan leveres inden for en tidsfrist, som er lægeligt forsvarlig, af en sundhedstjenesteyder, der er offentligt finansieret, mens myndigheden, såfremt dette ikke er tilfældet, undersøger kvaliteten, sikkerheden og omkostningseffektiviteten af den ydelse, som den af patienten angivne sundhedstjenesteyder leverer.

Skal artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 (2) af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger fortolkes således, at der kun kan anmodes om godtgørelse af udgifter til grænseoverskridende sundhedsydelser, hvis patienten indgiver en anmodning om forhåndstilladelse til den kompetente institution? Eller udelukker artikel 20, stk. 1, i sådan et tilfælde i sig selv ikke muligheden for efterfølgende at indgive en anmodning om tilladelse med henblik på godtgørelse af udgifterne?

Er en situation, hvor en patient rejser til en anden medlemsstat med en tid til en lægeundersøgelse og en foreløbig tid til en eventuel operation eller et eventuelt lægeligt indgreb dagen efter lægeundersøgelsen, og operationen eller det lægelige indgreb foretages på grund af patientens helbredstilstand, omfattet af anvendelsesområdet for artikel 20, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger? Er det i så fald i henhold til artikel 20, stk. 1, muligt efterfølgende at indgive en anmodning om tilladelse med henblik på godtgørelse af udgifterne?

Er en situation, hvor en patient rejser til en anden medlemsstat med en tid til en lægeundersøgelse og en foreløbig tid til en eventuel operation eller et eventuelt lægeligt indgreb dagen efter lægeundersøgelsen, og operationen eller det lægelige indgreb foretages på grund af patientens helbredstilstand, omfattet af begrebet planlagt behandling som omhandlet i artikel 26 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 (3) af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger? Er det i så fald i henhold til artikel 26 muligt efterfølgende at indgive en anmodning om tilladelse med henblik på godtgørelse af udgifterne? Kræver lovgivningen i forbindelse med akut, livsvigtig behandling som omhandlet i artikel 26, stk. 3, ligeledes en forhåndstilladelse for det i artikel 26, stk. 1, omhandlede tilfælde?

(1) EUT 2011, L 88, s. 45.

(2) EUT 2004, L 166, s. 1.

(3) EUT 2009, L 284, s. 1.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/23

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék (Ungarn) den 20. december 2018 — Telenor Magyarország Zrt. mod Nemzeti Média- és Hírközlési Hatóság Elnöke

(Sag C-807/18)

(2019/C 139/22)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Telenor Magyarország Zrt.

Sagsøgt: Nemzeti Média- és Hírközlési Hatóság Elnöke

Præjudicielle spørgsmål

Skal en handelsaftale mellem en udbyder af internetadgangstjenester og en slutbruger, hvorefter udbyderen anvender en nultakst på slutbrugeren i forbindelse med bestemte applikationer (dvs. at den trafik, der genereres af en bestemt applikation, ikke medregnes med henblik på dataforbruget og heller ikke nedsætter hastigheden, når den aftalte datamængde er brugt), og hvorefter denne udbyder udøver en forskelsbehandling i henhold til betingelserne i den handelsaftale, der er indgået med den endelige forbruger, som udelukkende vedrører den slutbruger, der er part i denne aftale, og ikke slutbrugere, der ikke er part heri, fortolkes i lyset af artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 af 25. november 2015 (1) om foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet og om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og forordning (EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (herefter »forordningen«)?

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, skal forordningens artikel 3, stk. 3, da fortolkes således, at det for at konstatere, at der foreligger en tilsidesættelse — ligeledes i betragtning af syvende betragtning til forordningen — er nødvendigt at foretage en vurdering på grundlag af indvirkningen og markedet med henblik på at afgøre, om de foranstaltninger, som udbyderen af internetadgangstjenester har truffet, reelt — og, i så fald, i hvilket omfang — begrænser de rettigheder, som slutbrugerne er tillagt i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1?

Skal forordningens artikel 3, stk. 3, uanset det første og det andet præjudicielle spørgsmål, fortolkes således, at det forbud, der er fastlagt i nævnte bestemmelse, er af generel og objektiv karakter, således at dette forbyder enhver trafikstyringsforanstaltning, der indfører forskelle mellem bestemte former for internetindhold, uanset om udbyderen af internetadgangstjenester fastlægger disse forskelle gennem en aftale, en handelspraksis eller en anden form for adfærd?

Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, kan det da også fastslås, at der foreligger en tilsidesættelse af forordningens artikel 3, stk. 3, alene på grundlag af den omstændighed, at der foreligger en forskelsbehandling, uden at det er nødvendigt herudover at foretage en vurdering af markedet og af indvirkningen, og at det derfor i så fald er unødvendigt at foretage en vurdering i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1 og 2?

(1) EUT 2015, L 310, s. 1.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/24

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Canarias (Spanien) den 21. december 2018 — KA mod Instituto Nacional de la Seguridad Social (INSS) og Tesorería General de la Seguridad Social (TGSS)

(Sag C-811/18)

(2019/C 139/23)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Canarias

Parter i hovedsagen

Sagsøger: KA

Sagsøgte: Instituto Nacional de la Seguridad Social (INSS) og Tesorería General de la Seguridad Social (TGSS)

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 157 TEUF fortolkes således, at det »moderskabstillæg«, som finder anvendelse på bidragsbaserede ydelser i form af alderspension, enkepension eller pension ved varig uarbejdsdygtighed, som det i hovedsagen omhandlede, og som absolut og ubetinget udelukker pensionister, der er fædre, som kan bevise, at de har varetaget pasningen af deres børn, medfører en lønmæssig forskelsbehandling mellem arbejdstagere, der er mødre, og arbejdstagere, der er fædre?

Skal forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af køn i artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (1) fortolkes således, at det er til hinder for en national bestemmelse såsom artikel 60 i Real Decreto legislativo 8/2015 de 30 de octubre por el que se aprueba el texto refundido de la Ley General de la Seguridad Social (kongeligt lovdekret nr. 8/2015 af 30.10.2015 om godkendelse af almindelig lov om social sikring), som absolut og ubetinget udelukker det tillæg, som er fastlagt med henblik på beregningen af alderspension, enkepension eller pension ved varig uarbejdsdygtighed, for pensionister, der er fædre, som kan bevise, at de har varetaget pasningen af deres børn?

Skal artikel 2 (stk. 2, 3 og 4) og artikel 5 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (2) fortolkes således, at de er til hinder for en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, som absolut og ubetinget udelukker det tillæg, som er fastlagt med henblik på beregningen af alderspension, enkepension eller pension ved varig uarbejdsdygtighed, for pensionister, der er fædre, som kan bevise, at de har varetaget pasningen af deres børn?

4)	Er hindringen for sagsøgerens opnåelse af den ydelse, som følger af det spanske »moderskabstillæg«, i strid med det forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i artikel 21, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (2000/C 364/01)?

(1) EFT 1979. L 6, s. 24.

(2) EFT 1976, L 39, s. 40.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/25

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Castilla-La Mancha (Spanien) den 28. december 2018 — Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real mod RH

(Sag C-836/18)

(2019/C 139/24)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Castilla-La Mancha

Parter i hovedsagen

Appellant: Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real

Indstævnt: RH

Præjudicielle spørgsmål

Henset til at den spanske civillovbogs artikel 68 bestemmer, at ægtefæller har pligt til at bo sammen, kan kravet om, at en spansk statsborger, der ikke har udøvet sin ret til fri bevægelighed, skal opfylde betingelserne i artikel 7[, stk. 1,] i kongeligt dekret nr. 240/2007 som en nødvendig betingelse for at få anerkendt opholdsretten for vedkommendes ægtefælle, som ikke er unionsborger, i overensstemmelse med artikel 7[, stk. 2,] i kongeligt dekret nr. 240/2007 — såfremt disse betingelser ikke er opfyldt — da udgøre en tilsidesættelse af artikel 20 [TEUF], hvis den spanske statsborger som følge af nægtelsen af denne ret er nødsaget til at forlade Unionens område som helhed?

Under alle omstændigheder, uanset det foregående og besvarelsen af det første spørgsmål og henset til Den Europæiske Unions Domstols praksis, bl.a. dom af 8. maj 2018, C-82/16, K.A. m.fl. mod Belgische Staat (1), er den spanske stats praksis — hvorefter bestemmelsen i artikel 7 i kongeligt dekret nr. 240/2007 automatisk anvendes, og der nægtes opholdsret til et familiemedlem til en unionsborger, der aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed, alene af den grund, at unionsborgeren ikke opfylder betingelserne i denne bestemmelse, uden at det i den konkrete sag er blevet undersøgt, om der mellem den pågældende unionsborger og tredjelandsstatsborgeren består et afhængighedsforhold af en sådan art, at dette, uanset grunden hertil og i betragtning af de foreliggende omstændigheder, medfører, at unionsborgeren, såfremt tredjelandsstatsborgeren nægtes opholdsret, ikke kan blive adskilt fra det familiemedlem, som unionsborgeren er afhængig af, og må forlade Unionens område — da i strid med artikel 20 [TEUF]?

(1) Dom af 8. maj 2018, K.A. m.fl. (familiesammenføring i Belgien) (C-82/16, EU:C:2018:308).

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/26

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Gerechtshof Arnhem-Leeuwarden (Nederlandene) den 15. januar 2019 — straffesag mod XN

(Sag C-21/19)

(2019/C 139/25)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Gerechtshof Arnhem-Leeuwarden, tingstedet Arnhem

Tiltalt i straffesagen

Præjudicielle spørgsmål

Er et stof, der ikke er et biprodukt som omhandlet i rammedirektivet om affald (1), pr. definition heller ikke et animalsk biprodukt som omhandlet i forordningen om animalske biprodukter fra 2009, således at dette stof ikke i henhold til artikel 1, stk. 3, i forordning 1013/2006 (2) er undtaget fra anvendelsesområdet for forordning 1013/2006? Eller er det ikke udelukket, at et stof omfattes af definitionen af animalske biprodukter som omhandlet i forordningen om animalske biprodukter, hvis dette stof ikke opfylder betingelserne i artikel 5, stk. 1, i rammedirektivet om affald, således at det ikke uden videre omfattes af forordning 1013/2006?

Hvorledes skal en overførsel, der omfattes af godkendelseskravene i forordning (EF) nr. 1774/2002 (3) — nu forordning (EF) nr. 1069/2009 (4) — som omhandlet i artikel 1, stk. 3, i forordning 1013/2006 forstås: Menes der hermed transporten (fra et land til et andet) af animalske biprodukter, uanset hvilken kategori materialet tilhører? Eller menes der hermed transport af det i artikel 48 i forordningen om animalske biprodukter fra 2009 (før artikel 8 i forordning 1774/2002) omhandlede materiale, der er begrænset til animalske biprodukter eller afledte produkter i denne bestemmelses forstand, altså kategori 1- og kategori 2-materiale, herunder forarbejdede animalske proteiner, afledt af kategori 3-materiale?

Såfremt der ved overførsel, der omfattes af godkendelseskravene i forordning (EF) nr. 1774/2002 — nu forordning (EF) nr. 1069/2009 — som omhandlet i artikel 1, stk. 3, litra d), i forordning 1013/2006 også skal forstås transport (fra et land til et andet) af animalske biprodukter uanset hvilken kategori materialet tilhører, skal artikel 1, stk. 3, litra d), i forordning 1013/2006 da endvidere forstås således, at der hermed også menes overførsel af blandinger af animalske biprodukter og andre stoffer og i bekræftende fald, har mængdeforholdet mellem de animalske biprodukter og andre stoffer da betydning? Eller mister et animalsk biprodukt sin karakter af animalsk biprodukt som omhandlet i forordningen om animalske biprodukter fra 2009, og bliver det animalske biprodukt til affald som omhandlet i forordning 1013/2006 som følge af opblandingen med et andet stof?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19.11.2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver (EUT 2008, L 312, s. 3).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14.6.2006 om overførsel af affald (EUT 2006, L 190, s. 1).

(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3.10.2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum (EFT 2002, L 273, s. 1).

(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 af 21.10.2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1774/2002 (forordningen om animalske biprodukter) (EUT 2009, L 300, s. 1).

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/27

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Gerechtshof Arnhem-Leeuwarden (Nederlandene) den 15. januar 2019 — straffesag mod YO

(Sag C-22/19)

(2019/C 139/26)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Gerechtshof Arnhem-Leeuwarden, tingstedet Arnhem

Tiltalt i straffesagen

Præjudicielle spørgsmål

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19.11.2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver (EUT 2008, L 312, s. 3).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14.6.2006 om overførsel af affald (EUT 2006, L 190, s. 1).

(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3.10.2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum (EFT 2002, L 273, s. 1).

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/28

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Gerechtshof Arnhem-Leeuwarden (Nederlandene) den 15. januar 2019 — straffesag mod P.F. Kamstra Recycling BV

(Sag C-23/19)

(2019/C 139/27)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Gerechtshof Arnhem-Leeuwarden, tingstedet Arnhem

Tiltalt i straffesagen

P.F. Kamstra Recycling BV

Præjudicielle spørgsmål

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19.11.2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver (EUT 2008, L 312, s. 3).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14.6.2006 om overførsel af affald (EUT 2006, L 190, s. 1).

(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1774/2002 af 3.10.2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum (EFT 2002, L 273, s. 1).

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/29

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad voor Vergunningsbetwistingen (Belgien) den 15. januar 2019 — A, B, C, D og E mod Gewestelijke stedenbouwkundige ambtenaar van het departement Ruimte Vlaanderen, afdeling Oost-Vlaanderen

(Sag C-24/19)

(2019/C 139/28)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Raad voor Vergunningsbetwistingen

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: A, B, C, D og E

Sagsøgt: Gewestelijke stedenbouwkundige ambtenaar van het departement Ruimte Vlaanderen, afdeling Oost-Vlaanderen

Præjudicielle spørgsmål

Følger det af artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/42/EF (1) (herefter SMV-direktivet) at artikel 99 i Besluit van de Vlaamse regering van 23 december 2011 tot wijziging van het besluit van de Vlaamse regering van 6 februari 1991 houdende de vaststelling van het Vlaams reglement betreffende de milieuvergunning en van het besluit van de Vlaamse regering van 1 juni 1995 houdende algemene en sectorale bepalingen inzake milieuhygiëne [den flamske regerings bekendtgørelse af 23. december 2011 om ændring af den flamske regerings bekendtgørelse af 6. februar 1991 om fastsættelse af det flamske reglement for miljøtilladelser og af den flamske regerings bekendtgørelse af 1. juni 1995 om almindelige og sektorbestemte bestemmelser på miljøbeskyttelsesområdet] med henblik på disse bekendtgørelsers tilpasning til den tekniske udvikling, afdeling 5.20.6 om anlæg til produktion af elektricitet ved hjælp af vindenergi, indført i VLAREM II, og Omzendbrief »Afwegingskader en randvoorwaarden voor de inplanting van windturbines« [cirkulæreskrivelsen »Vurderingsramme og krydsoverensstemmelse med hensyn til opførelse af vindturbiner« fra 2006, herefter under et benævnt »de foreliggende instrumenter«], der begge indeholder talrige bestemmelser om vindmøller, herunder bestemmelser om sikkerhed og alt efter omstændighederne de for de enkelte planzoner beregnede normer for slagskygge og støjniveau, skal kvalificeres som en plan eller et program i direktivets forstand? Såfremt det viser sig, at der burde være gennemført en miljøvurdering før de foreliggende forskrifter blev udstedt, kan retten da foreløbigt opretholde de ulovlige dele af disse forskrifter? I så henseende må der stilles en række delspørgsmål:

Kan et politisk instrument som den foreliggende cirkulæreskrivelse, der beror på den pågældende myndigheds skøn og politiske frihed, hvorfor der ikke er tale om, at den kompetente myndighed er tildelt en egentlig kompetence til at udfærdige »planen eller programmet«, og der heller ikke findes en formel fastsættelsesprocedure, betragtes som en plan eller et program som omhandlet i SMV-direktivets artikel 2, litra a)?

Er den omstændighed, at et politisk instrument eller en almindelig regel som de foreliggende instrumenter for en del fastsætter en begrænsning af den skønsmargen, der tilkommer den myndighed, der udsteder tilladelser, tilstrækkeligt til, at disse forskrifter kan anses for en plan eller et program som omhandlet i SMV-direktivets artikel 2, litra a), selv om disse forskrifter ikke er noget krav henholdsvis en nødvendig betingelse for at meddele en tilladelse eller ikke har til formål at udgøre en ramme for fremtidige tilladelser, uanset EU-lovgiver har anført, at dette formål er en del af definitionen af »planer og programmer?

Kan et politisk instrument, hvis fastsættelse beror på retssikkerhedshensyn og således udgør en fuldstændig frivillig afgørelse som den foreliggende cirkulæreskrivelse, defineres som en »plan eller et program« som omhandlet i SMV-direktivets artikel 2, litra a), og går en sådan fortolkning ikke imod Domstolens retspraksis, hvorefter en formålsbestemt fortolkning af et direktiv ikke må afvige væsentligt fra EU-lovgivers klart udtrykte vilje?

Kan afdeling 5.20.6 VLAREM II, hvilken der ikke var pligt til at fastsætte, defineres som en »plan eller et program« som omhandlet i SMV-direktivets artikel 2, litra a), og går en sådan fortolkning ikke imod Domstolens retspraksis, hvorefter en formålsbestem fortolkning af et direktiv ikke må afvige væsentligt fra EU-lovgivers klart udtrykte vilje?

Kan et politisk instrument og en normativ regeringsbekendtgørelse som de foreliggende instrumenter, der har en begrænset vejledende værdi, eller i det mindste ikke opstiller nogen ramme, hvoraf der kan udledes nogen ret til gennemførelse af et projekt, og hvoraf der ikke kan afledes nogen ret til en ramme, inden for hvilken der stadig kan tillades projekter, betragtes som »en plan eller et program« [... som] udgør rammerne for meddelelse af fremtidige tilladelser som omhandlet i SMV-direktivets artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 2, og går en sådan fortolkning ikke imod Domstolens retspraksis, hvorefter en formålsbestemt fortolkning af et direktiv ikke må afvige væsentligt fra EU-lovgivers udtrykte vilje?

Kan et politisk instrument såsom cirkulæreskrivelse EME/2006/01- RO/2006/02, der udelukkende har en vejledende værdi og/eller en normativ regeringsbekendtgørelse såsom afdeling 5.20.6 i VLAREM II, som udelukkende fastsætter mindstegrænser og i øvrigt har en fuldstændig selvstændig virkning som almindelig regel, hvorved begge udelukkende omfatter en række kriterier og nærmere bestemmelser, men intet enkelt kriterium eller enkel betingelse for begges vedkommende i sig selv er afgørende, og med hensyn til hvilke det således kan hævdes, at det på basis af objektive kriterier kan udelukkes, at de kan have væsentlige miljøindvirkninger, betragtes som »en plan eller et program«, når de ses i sammenhæng med SMV-direktivets artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 1 og 2, og dermed kan betragtes som retsakter, der, idet de fastsætter de for den pågældende sektor anvendelige regler og kontrolprocedurer, således fastsætter en hel pakke af kriterier for godkendelse og gennemførelse af et eller flere projekter, der kan have væsentlig indvirkning på miljøet?

7)	Kan en retsinstans, såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende, selv fastslå dette, efter at bekendtgørelsen eller pseudo-lovgivningen (som de foreliggende VLAREM-normer og cirkulæreskrivelsen) er blevet udstedt?

Kan en retsinstans, såfremt den kun bliver kompetent via en indsigelse, hvis resultat gælder inter partes, og såfremt det af besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål fremgår, at de foreliggende instrumenter er retsstridige, beslutte at opretholde retsvirkningerne af den retsstridige bekendtgørelse og/eller den retsstridige cirkulæreskrivelse, såfremt de retsstridige instrumenter bidrager til gennemførelse af et miljøbeskyttelsesformål, således som det også tilstræbes i et direktiv i den i artikel 228 TEUF omhandlede forstand, og de EU-retlige krav (som omhandlet i dommen Association France Nature Environnement, [sag C-379/15]) til en sådan opretholdelse er opfyldt?

Kan en retsinstans, såfremt det ottende spørgsmål besvares benægtende, beslutte at opretholde retsvirkningerne af det anfægtede projekt og således indirekte opfylde de krav (som er opstillet i dommen Association France Nature Environnement) som EU-retten stiller til at opretholde retsvirkningerne af den plan eller det program, som ikke er i overensstemmelse med SMV-direktivet?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27.6.2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (EFT 2001, L 197, s. 30).

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/31

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék (Ungarn) den 23. januar 2019 — Telenor Magyarország Zrt. mod Nemzeti Média- és Hírközlési Hatóság Elnöke

(Sag C-39/19)

(2019/C 139/29)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Telenor Magyarország Zrt.

Sagsøgt: Nemzeti Média- és Hírközlési Hatóság Elnöke

Præjudicielle spørgsmål

Skal en handelsaftale mellem en udbyder af internetadgangstjenester og en slutbruger, hvorefter udbyderen anvender en nultakst på slutbrugeren i forbindelse med bestemte applikationer (dvs. at den trafik, der genereres af en bestemt applikation, ikke medregnes med henblik på dataforbruget og heller ikke nedsætter hastigheden, når den aftalte datamængde er brugt), og hvorefter denne udbyder udøver en forskelsbehandling i henhold til betingelserne i den handelsaftale, der er indgået med den endelige forbruger, som udelukkende vedrører den slutbruger, der er part i denne aftale, og ikke slutbrugere, der ikke er part heri, fortolkes i lyset af artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 (1) af 25. november 2015 om foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet og om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og forordning (EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (herefter »forordningen«)?

Skal forordningens artikel 3, stk. 3, uanset det første og det andet præjudicielle spørgsmål, fortolkes således, at det forbud, der er fastlagt i nævnte bestemmelse, er af ubetinget, generel og objektiv karakter, således at dette forbyder enhver trafikstyringsforanstaltning, der indfører forskelle mellem bestemte former for internetindhold, uanset om udbyderen af internetadgangstjenester fastlægger disse forskelle gennem en aftale, en handelspraksis eller en anden form for adfærd?

Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, kan det da også fastslås, at der foreligger en tilsidesættelse af forordningens artikel 3, stk. 3, alene på grundlag af den omstændighed, at der foreligger en forskelsbehandling, uden at det er nødvendigt at foretage en vurdering af markedet og af indvirkningen, og at det derfor i så fald er unødvendigt at foretage en vurdering i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1 og 2?

(1) EUT 2015, L 310., s. 1.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/32

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (Ungarn) den 23. januar 2019 — EY mod Bevándorlási és Menekültügyi Hivatal

(Sag C-40/19)

(2019/C 139/30)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság

Parter i hovedsagen

Sagsøger: EY

Sagsøgt: Bevándorlási és Menekültügyi Hivatal

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og artikel 31 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU (1) (benævnt »asylproceduredirektivet«), set i lyset af bestemmelserne i artikel 6 og 13 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, fortolkes således, at det er muligt for en medlemsstat at sikre adgangen til effektive retsmidler, selv i de tilfælde, hvor medlemsstatens retsinstanser ikke kan omgøre afgørelser afsagt i forbindelse med asylprocedurer, men alene har mulighed for at annullere disse og bestemme, at der skal indledes en ny procedure?

Skal artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og artikel 31 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU (benævnt »asylproceduredirektivet«), ligeledes set i lyset af bestemmelserne i artikel 6 og 13 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, fortolkes således, at en medlemsstats lovgivning, hvori der fastsættes en fast og ufravigelig frist for asylprocedurer på i alt 60 dage uden at tage hensyn til personlige forhold, særlige omstændigheder ved sagen eller mulige vanskeligheder for så vidt angår bevisførelsen, er i overensstemmelse [med disse retsforskrifter]?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26.6.2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60).

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/33

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supremo Tribunal Administrativo (Portugal) den 24. januar 2019 — SONAECOM SGPS, S.A. mod Autoridade Tributária e Aduaneira

(Sag C-42/19)

(2019/C 139/31)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Supremo Tribunal Administrativo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: SONAECOM SGPS, S.A.

Sagsøgt: Autoridade Tributária e Aduaneira

Præjudicielle spørgsmål

Er det foreneligt med reglerne for fradrag af moms i sjette momsdirektiv (1), nærmere bestemt artikel 4, stk. 1 og 2, og artikel 17, stk. 1, 2 og 5, at appellanten, Sonaecom SGPS, fradrager den indgående moms i forbindelse med erhvervelsen af konsulenttjenester i form af en markedsundersøgelse med henblik på at erhverve kapitalandele, når den omhandlede erhvervelse ikke har fundet sted?

Er det foreneligt med reglerne for fradrag af moms i sjette momsdirektiv, nærmere bestemt artikel 4, stk. 1 og 2, og artikel 17, stk. 1, 2 og 5, at appellanten, Sonaecom SGPS, fradrager den indgående moms i forbindelse med betaling af et honorar til BCP for organisering og tilrettelæggelse af et obligationslån, som skulle indgå i finansieringsstrukturen i de selskaber, hvori appellanten besad andele, hvilket lån i sin helhed blev tilskrevet koncernens moderselskab, Sonae, SGPS, eftersom de pågældende investeringer ikke fandt sted?

(1) Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17.5.1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT 1977, L 145, s. 1).

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/34

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD) (Portugal) den 24. januar 2019 — Vodafone Portugal — Comunicações Pessoais, S.A. mod Autoridade Tributária e Aduaneira

(Sag C-43/19)

(2019/C 139/32)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Vodafone Portugal — Comunicações Pessoais, S.A.

Sagsøgt: Autoridade Tributária e Aduaneira

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 2, stk. 1, litra c), artikel 9, 24, 72 og 73 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november fortolkes således, at det udgør momspligtig levering af ydelser, at en udbyder af elektronisk kommunikation hos sine tidligere kunder (som udbyderen har givet salgsfremmende fordele i form af gratis opsætning, aktivering af ydelsen, portabilitet eller udstyr eller i form af særlige takster til gengæld for kundernes forpligtelse til at overholde en bindingsperiode, som de ikke har opfyldt af grunde, som kan tilregnes dem selv) opkræver et beløb, der i overensstemmelse med et lovfæstet krav ikke kan overstige de omkostninger, som den udbydende virksomhed har afholdt i forbindelse med opsætning af ydelsen, og som skal stå i et rimeligt forhold til den i kontrakten identificerede og afgrænsede fordel, som kunden har fået, hvorfor beløbet ikke automatisk kan svare til den samlede værdi af de ubetalte afdrag på opsigelsestidspunktet?

Er den omstændighed, at sådanne beløb opkræves, når kontrakten er opsagt, og udbyderen ikke længere leverer ydelser til kunden, og der ikke sker et konkret forbrug efter opsigelsen af kontrakten, henset til de førnævnte regler, til hinder for, at sådanne beløb kvalificeres som en modydelse for en levering af ydelser?

Er det henset til de førnævnte regler udelukket, at det omhandlede beløb er en modydelse for levering af ydelser som følge af, at udbyderen og dennes tidligere kunder i overensstemmelse med et lovfæstet krav i forbindelse med en standardkontrakt på forhånd har fastsat metoden for beregning af det beløb, som de tidligere kunder skal betale i tilfælde af misligholdelse af den bindingsperiode, som er fastsat i kontrakten om levering af ydelser?

4)	Er det henset til de førnævnte regler udelukket, at det omhandlede beløb er en modydelse for levering af ydelser, når det omtvistede beløb ikke svarer til det beløb, som udbyderen ville have modtaget i den resterende bindingsperiode, hvis kontrakten ikke var blevet opsagt?

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/35

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Saarbrücken (Tyskland) den 29. januar 2019 — JC mod Kreissparkasse Saarlouis

(Sag C-66/19)

(2019/C 139/33)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Saarbrücken

Parter i hovedsagen

Sagsøger: JC

Sagsøgt: Kreissparkasse Saarlouis

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 10, stk. 2, litra p), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (1) fortolkes således, at de nødvendige oplysninger om »fristen for udøvelse af en fortrydelsesret« eller »andre betingelser for udøvelsen« også omfatter betingelserne for fortrydelsesfristens begyndelse?

Såfremt spørgsmål 2a besvares bekræftende:

Er artikel 10, stk. 2, litra p), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF til hinder for en fortolkning, hvorefter en oplysning om fortrydelsesretten er»klar« og »koncis«, når den med hensyn til fortrydelsesfristens begyndelse ikke selv fuldstændigt angiver de obligatoriske oplysninger, som skal gives vedrørende fristens begyndelse, men i stedet henviser til en national bestemmelse — i den foreliggende sag § 492, stk. 2, i [Bürgerliches Gesetzbuch] (borgerlig lovbog) i den affattelse, der var gældende indtil den 12. juni 2014 — som igen henviser videre til yderligere nationale bestemmelser — i den foreliggende sag artikel 247, §§ 3-13, i [Einführungsgesetz zum Bürgerlichen Gesetzbuch] (lov om ikrafttrædelse af borgerlig lovbog) i den affattelse, der var gældende indtil den 12. juni 2014 — og forbrugeren derfor er nødt til at læse adskillige lovbestemmelser i forskellige love for at opnå klarhed over, hvilke obligatoriske oplysninger der skal være givet, for at fortrydelsesfristen for dennes kreditaftale begynder at løbe?

Såfremt spørgsmål 2b besvares benægtende (og der ikke er principielle betænkeligheder ved en henvisning til nationale bestemmelser):

Er artikel 10, stk. 2, litra p), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF til hinder for en fortolkning, hvorefter en oplysning om fortrydelsesretten er»klar« og »koncis«, når henvisningen til en national bestemmelse — i den foreliggende sag § 492, stk. 2, i [Bürgerliches Gesetzbuch] (borgerlig lovbog) i den affattelse, der var gældende fra den 30. juli 2010 til den 12. juni 2014 — og dennes videre henvisning — i den foreliggende sag artikel 247, §§ 3-13, i [Einführungsgesetz zum Bürgerlichen Gesetzbuch] (lov om ikrafttrædelse af borgerlig lovbog) i den affattelse, der var gældende fra den 4. august 2011 til den 12. juni 2014 — [org. s. 3] obligatorisk fører til, at forbrugeren ud over blot at læse bestemmelserne også skal foretage en retlig subsumption — f.eks. med hensyn til, om kreditten er ydet denne på sædvanlige betingelser for aftaler, der er sikret ved pant i fast ejendom, og mellemfinansiering af disse, eller om der foreligger tilknyttede aftaler — for at opnå klarhed over, hvilke obligatoriske oplysninger, der skal være givet, for at fortrydelsesretten for dennes kreditaftale begynder at løbe?

(1) EUT 2008, L 133, s. 66.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/36

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (Ungarn) den 30. januar 2019 — KD mod Bevándorlási és Menekültügyi Hivatal

(Sag C-67/19)

(2019/C 139/34)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság

Parter i hovedsagen

Sagsøger: KD

Sagsøgt: Bevándorlási és Menekültügyi Hivatal

Præjudicielle spørgsmål

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26.6.2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60).

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/36

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hof van beroep te Antwerpen (Belgien) den 31. januar 2019 — Belgische Staat vertegenwoordigd door de Minister van Werk, Economie en Consumenten, belast met Buitenlandse handel, Belgische Staat, vertegenwoordigd door de Directeur-Generaal van de Algemene Directie Economische Inspectie og Directeur-Generaal van de Algemene Directie Economische Inspectie mod Movic BV, Events Belgium BV og Leisure Tickets & Activities International BV

(Sag C-73/19)

(2019/C 139/35)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hof van beroep te Antwerpen

Parter i hovedsagen

Appellanter: Belgische Staat, vertegenwoordigd door de Minister van Werk, Economie en Consumenten, belast met Buitenlandse handel, Belgische Staat, vertegenwoordigd door de Directeur-Generaal van de Algemene Directie Economische Inspectie og Directeur-Generaal van de Algemene Directie Economische Inspectie

Indstævnte: Movic BV, Events Belgium BV og Leisure Tickets & Activities International BV

Præjudicielt spørgsmål

Er en retssag, i hvilken den belgiske stat i henhold til artikel 14 i loven af 30. juli 2013 om salg af adgangsbeviser til events og artikel XVII.7 WER over for nederlandske selskaber, som fra Nederlandene via websites, som henvender sig til et hovedsageligt belgisk klientel, videresælger billetter til events, der finder sted i Belgien, har nedlagt påstand om konstatering af og forbud mod en eller flere retsstridige former for markeds- og handelspraksis over for forbrugerne, et søgsmål på det civil- og handelsretlige område som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1215/2015 af 12. december 2012 (1) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område og er en retsafgørelse truffet i en sådan sag derfor omfattet af anvendelsesområdet for denne forordning?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/37

Appel iværksat den 22. februar 2019 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende udvidede Afdeling) den 12. december 2018 i sag T-691/14, Servier m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-176/19 P)

(2019/C 139/36)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved B. Mongin, F. Castilla Contreras, J. Norris og C. Vollrath, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Servier SAS, Servier Laboratories Ltd, Les Laboratoires Servier SA og European Federation of Pharmaceutical Industries and Associations (EFPIA)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Ophævelse af domskonklusionens punkt 1), 2), og 3), der annullerer (i) artikel 4 i Kommissionens afgørelse C(2014) 4955 final af 9. juli 2014 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og 102 TEUF (sag AT.39612 — Perindopril (Servier)), for så vidt som denne artikel fastslår Serviers deltagelse i de aftaler, som Servier har indgået med selskabet Krka, (ii) afgørelsens artikel 7, stk. 4, litra b, der fastsætter den bøde, der blev pålagt Servier for at have indgået disse aftaler, (iii) afgørelsens artikel 6, der fastslår, at Servier har overtrådt artikel 102 TEUF, og (iv) afgørelsens artikel 7, stk. 6, der fastsætter størrelsen af den bøde, der er blevet pålagt Servier for denne overtrædelse.

—	Ophævelse af dommen for så vidt som den fastslår, at bilag A 286 og A 287 til stævningen og bilag C 29 til replikken kan antages til realitetsbehandling (dommens præmis 1461, 1462 og 1463).

—

Der træffes endelig afgørelse i det af Servier anlagte annullationssøgsmål til prøvelse af afgørelsen, Serviers påstand om annullation af afgørelsens artikel 4, artikel 7, stk. 4, litra b, artikel 6 og artikel 7, stk. 6, forkastes, og Kommissionens påstand om afvisning af bilag A 286 og A 287 til stævningen for Retten og bilag C 29 til replikken for Retten (dommens præmis 1461, 1462 og 1463) tages til følge.

—	Servier tilpligtes at betale samtlige omkostninger i nærværende appelsag.

Anbringender og væsentligste argumenter

Kommissionen har til støtte for appellen fremsat en første gruppe af anbringender, der er knyttet til en overtrædelse af artikel 101 TEUF [ophævelse af domskonklusionens punkt 1 og 3, for så vidt som de annullerer afgørelsens artikel 4 og artikel 7, stk. 4, litra b), der fastslår, at de tre aftaler, der blev indgået mellem Servier m.fl. og selskabet Krka, udgjorde en enkelt overtrædelse af artikel 101 TEUF, samt pålægger Servier en bøde].

Det første anbringende om delvis annullation vedrører den retlige fejl, som Retten begik ved at fastslå, at Krka ikke var en kilde til konkurrencemæssigt pres for Servier på datoen for de omhandlede aftaler.

Det andet anbringende vedrører de retlige fejl, som Retten begik ved at analysere indholdet af og formålene med licensaftalen som en tilskyndelse for Krka til at acceptere begrænsningerne i forliget.

Det tredje anbringende vedrører de retlige fejl, som Retten begik ved anvendelsen af begrebet konkurrencebegrænsende formål som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF.

Det fjerde anbringende vedrører den retlige fejl, som Retten begik ved analysen af parternes hensigt med henblik på anvendelsen af artikel 101 TEUF.

Det femte anbringende vedrører den retlige fejl, som Retten begik ved at tage hensyn til de konkurrencefremmende virkninger af licensen på de markeder, der ikke falder inden for området for den overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, der er identificeret i afgørelsen.

Det sjette anbringende vedrører en retlig fejl, som Retten begik ved analysen af formålet med overdragelsesaftalen.

Det syvende anbringende vedrører en retlig fejl ved anvendelsen af begrebet konkurrencebegrænsende virkning som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF.

Derudover har Kommissionen fremsat en anden gruppe af anbringender, der er knyttet til en overtrædelse af artikel 102 TEUF (ophævelse af domskonklusionens punkt 2 og 3, for så vidt som de annullerer afgørelsens artikel 6 og artikel 7, stk. 6, der fastslår, at Servier har overtrådt artikel 102 TEUF, samt pålægger Servier en bøde).

Det ottende annullationsanbringende vedrører de retlige fejl, som Retten begik ved sin analyse af, hvorvidt priskriteriet skulle inddrages ved afgrænsningen af færdigvaremarkedet.

Det niende anbringende vedrører de retlige fejl, som Retten begik ved sin analyse af, hvorvidt den behandlingsmæssige substituerbarhed skulle inddrages ved afgrænsningen af færdigvaremarkedet.

Det tiende anbringende støttes på, at visse bilag burde være blevet afvist.

Det ellevte anbringende vedrører de retlige fejl, som Retten begik ved sin analyse af teknologimarkedet.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/39

Appel iværksat den 28. februar 2019 af Servier SAS, Servier Laboratories Ltd og Les Laboratoires Servier SA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Udvidede Afdeling) den 12. december 2018 i sag T-691/14, Servier m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-201/19 P)

(2019/C 139/37)

Processprog: fransk

Parter

Appellanter: Servier SAS, Servier Laboratories Ltd og Les Laboratoires Servier SA (ved solicitor M. Utges Manley, advocate A. Robert og avocats J. Killick, J. Jourdan, T. Reymond og O. de Juvigny)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og European Federation of Pharmaceutical Industries and Associations (EFPIA)

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Principalt på baggrund af det første til det femte anbringende, hvori det bestrides, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF:

—	ophæves punkt 4, 5 og 6 i konklusionen i dom afsagt af Retten den 12. december 2018 i sag T-691/14, Servier mod Kommissionen,

—

annulleres artikel 1, litra b), artikel 2, litra b), artikel 3, litra b), og artikel 5, litra b), og som en følge deraf artikel 7, stk. 1, litra b), artikel 7, stk. 2, litra b), artikel 7, stk. 3, litra b), og artikel 7, stk. 5, litra b), i Kommissionens afgørelse nr. C(2014) 4955 final af 9. juli 2014 (AT.39 612 — Perindopril (Servier)), eller sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne instans træffer afgørelse vedrørende virkningerne af de pågældende aftaler.

Subsidiært på baggrund af det sjette anbringende:

—

ophæves punkt 4 og 5 i dommens konklusion, for så vidt som den stadfæster afgørelsens konklusioner om, at der foreligger forskellige overtrædelser og kumulative bøder for aftalerne Niche og Matrix; som en følge deraf annulleres afgørelsens artikel 1, litra b), artikel 2, litra b), artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 7, stk. 2, litra b).

og subsidiært

—	punkt 4 og 5 i dommens konklusion ophæves og afgørelsens artikel 7, stk. 1, litra b), artikel 7, stk. 2, litra b), artikel 7, stk. 3, litra b), og artikel 7, stk. 5, litra b), annulleres på baggrund af anbringende 7.1 og 7.2, hvori princippet for og størrelsen af alle bøderne bestrides,

—

punkt 5 i dommens konklusion ophæves og afgørelsens artikel 5, litra b), og artikel 7, stk. 5, litra b), annulleres på baggrund af anbringende 5.4 vedrørende varigheden af den påståede overtrædelse og beregningen af bøden vedrørende den aftale, der var blevet indgået mellem Servier og Lupin, og som en følge deraf fastsættes bøden under udøvelse af Domstolens fulde prøvelsesret,

og under alle omstændigheder.

—	tilpligtes Europa-Kommissionen at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med det første anbringende, der er møntet på alle de aftaler, der er blevet sanktioneret, har Servier gjort gældende, at dommen er retligt forkert, for så vidt som den hviler på en bred forståelse, der ikke er i overensstemmelse med retspraksis, af begrebet overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål. Der ses i dommen bort fra den manglende erfaring og den åbenbare begrænsning, og dommen hviler på en mekanisk test, der ikke iagttager sammenhængen og de ambivalente virkninger af de omhandlede forlig.

Med det andet anbringende, der ligeledes er tværgående, gør Servier gældende, at dommen foretager en fejlagtig anvendelse af retspraksis vedrørende begrebet potentiel konkurrence, og at den hviler på en uberettiget omvendt bevisbyrde.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at de aftaler, der blev indgået den samme dag med Matrix og dennes distributør Niche, ikke har et konkurrencebegrænsende formål. Ifølge Servier begik Retten en retlig fejl ved at kvalificere disse virksomheder som potentielle konkurrenter og ved at anse betalingerne for skadelige og ikke uadskilleligt forbundet med forliget.

Med det fjerde anbringende har Servier gjort gældende, at der foreligger retlige fejl med hensyn til den aftale, der blev indgået med Teva, som heller ikke har et konkurrencebegrænsende formål på baggrund af den retlige og økonomiske sammenhæng, som den indgår i, dens ambivalente virkninger og parternes komplementaritet, eftersom Teva i modsætning til Servier er en distributør af generiske lægemidler i Det Forenede Kongerige.

Det femte anbringende vedrører retlige fejl vedrørende aftalen med Lupin. Retten skulle have foretaget en undersøgelse af aftalens virkninger som følge af dens i det mindste ambivalente, hvis ikke konkurrencefremmende, rækkevidde. Subsidiært er overtrædelsens varighed og således beregningen af bødens størrelse fastlagt fejlagtigt.

Subsidiært har Servier med det sjette anbringende fremført, at Retten skulle have annulleret afgørelsen, for så vidt som den sanktionerer den aftale, der blev indgået med Matrix i tillæg til den, der blev indgået med Niche, selv om der ikke var tale om særskilte overtrædelser.

Mest subsidiært vedrører det syvende anbringende påstanden om ophævelse af dommen, for så vidt som den tiltræder beregningsmetoden vedrørende bøden.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/40

Appel iværksat den 28. februar 2019 af Biogaran til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 12. december 2018 i sag T-677/14, Biogaran mod Kommissionen

(Sag C-207/19 P)

(2019/C 139/38)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Biogaran (ved solicitor M. Utges Manley, advocate A. Robert og avocats O. de Juvigny, T. Reymond, J. Killick og J. Jourdan)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom af 12. december 2018 i sag T-677/14 ophæves i sin helhed.

—	Artikel 1, litra b), nr. (iv), artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 8 i Kommissionens afgørelse C(2014) 4955 final (sag AT.39612 — Perindropil (Servier) annulleres, for så vidt som de vedrører Biogaran.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med det første anbringende har Biogaran gjort gældende, at dommen er behæftet med retlige fejl, for så vidt som den fastslår, at licensen er retsstridig med den begrundelse, at forliget forfølger et konkurrencebegrænsende formål. Ifølge sagsøgeren hviler dommen på en for bred opfattelse af begrebet konkurrencebegrænsende formål og ser bort fra manglende erfaring og åbenbar begrænsning. Dommen hviler endvidere på en fejlagtig retlig test, som hverken tager hensyn til sammenhængen af det forlig, der blev indgået mellem Servier og Niche, eller den omstændighed, at disse sidstnævnte ikke var potentielle konkurrenter.

Med det andet anbringende har Biogaran gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at sætte sin egen begrundelse i stedet for Kommissionens begrundelse. Retten finder, at den påståede tilskyndelse fra Biogaran var »bestemmende«, for så vidt som den var afgørende for Niches beslutning om ikke at indtræde på markedet. Hverken klagepunktsmeddelelsen eller afgørelsen hævder eller godtgør imidlertid, at denne tilskyndelse, der alene er kvalificeret som »supplerende«, var »bestemmende« ved Niches accept af forligets vilkår.

Biogaran har med det tredje anbringende gjort gældende, at Retten tilsidesatte proportionalitetsprincippet og formålene med artikel 101 TEUF ved at holde selskabet ansvarlig parallelt med dets moderselskabs ansvar. Eftersom Retten fastslog, at moderselskabet havde deltaget direkte i overtrædelsen og gjort brug af sin kontrolbeføjelse for at sikre, at dets datterselskab bidrog til sin egen retsstridige adfærd, således at datterselskabet ikke havde nogen form for selvstændighed, kan den ikke parallelt holde datterselskabet ansvarligt i forhold til moderselskabets ansvar uden at gå ud over, hvad der er strengt nødvendigt for en korrekt anvendelse af konkurrencereglerne.

Biogaran har med det fjerde anbringende gjort gældende, at dommen skal ophæves, for så vidt som den tiltræder princippet og beregningsmetoden for bøden til trods for den komplekse og nye karakter af denne sag og manglen på nogen som helst afgørende rolle fra Biogarans side.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/42

Rettens dom af 6. marts 2019 — Hamas mod Rådet

(Sag T-289/15) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger truffet mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme - indefrysning af midler - mulighed for, at en myndighed i et tredjeland kan anses for en kompetent myndighed som omhandlet i fælles holdning 2001/931/FUSP - faktuelt grundlag for afgørelser om indefrysning af midler - begrundelsespligt - urigtigt skøn - ejendomsret)

(2019/C 139/39)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Hamas (Doha, Qatar) (ved advokat L. Glock)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (først ved B. Driessen og N. Rouam, derefter ved B. Driessen, F. Naert og A. Sikora-Kalėda, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Europa-Kommissionen (først ved F. Castillo de la Torre og R. Tricot, derefter ved F. Castillo de la Torre, L. Baumgart og C. Zadra, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse (FUSP) 2015/521 af 26. marts 2015 om ajourføring og ændring af listen over personer, grupper og enheder, som er omfattet af artikel 2, 3 og 4 i fælles holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme, og om ophævelse af afgørelse 2014/483/FUSP (EUT 2015, L 82, s. 107), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/513 af 26. marts 2015 om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 790/2014 (EUT 2015, L 82, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Hamas bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet afholdte omkostninger.

3)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 245 af 27.7.2015.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/43

Rettens dom af 28. februar 2019 — Ateknea Solutions Catalonia mod Kommissionen

(Sag T-69/16) (1)

(Voldgiftsbestemmelse - kontrakter indgået inden for rammerne af det sjette rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling (2002-2006) - tilbagebetaling af de af sagsøgeren afholdte omkostninger med tillæg af morarenter - støtteberettigede omkostninger - erstatningsansvar inden for kontrakt)

(2019/C 139/40)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ateknea Solutions Catalonia, SA (Barcelona, Spanien) (ved advokaterne M. Troncoso Ferrer, C. Ruixó Claramunt og S. Moya Izquierdo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (først ved L. Grønfeldt og M. Siekierzyńska, derefter ved M. Siekierzyńska og R. Lyal, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 272 TEUF med påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren 1 258 533,89 EUR eller, subsidiært, 1 025 845,29 EUR.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Ateknea Solutions Catalonia, SA betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 165 af 10.5.2016.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/43

Rettens dom af 28. februar 2019 — Drex Technologies mod Rådet

(Sag T-414/16) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger over for Syrien - indefrysning af midler - ret til forsvar - ret til en effektiv domstolsbeskyttelse - begrundelsespligt - urigtigt skøn - ret til respekt for ære og omdømme - ejendomsret - uskyldsformodning - proportionalitet)

(2019/C 139/41)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Drex Technologies SA (Tortola, De Britiske Jomfruøer) (ved advokat E. Ruchat)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (først ved S. Kyriakopoulou, G. Étienne og A. Vitro, derefter ved S. Kyriakopoulou, A. Vitro og V. Piessevaux, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2016/850 af 27. maj 2016 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2016, L 141, s. 125), samt de efterfølgende retsakter til gennemførelse heraf, af Rådets afgørelse (FUSP) 2017/917 af 29. maj 2017 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2017, L 139, s. 62), og af Rådets afgørelse (FUSP) 2018/778 af 28. maj 2018 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2018, L 131, s. 16), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Drex Technologies SA bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.

(1) EUT C 364 af 3.10.2016.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/44

Rettens dom af 28. februar 2019 — Almashreq Investment Fund mod Rådet

(Sag T-415/16) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger over for Syrien - indefrysning af midler - ret til forsvar - ret til en effektiv domstolsbeskyttelse - begrundelsespligt - urigtigt skøn - retten til respekt for ære og omdømme - ejendomsret - uskyldsformodning - proportionalitet)

(2019/C 139/42)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Almashreq Investment Fund (Damaskus, Syrien) (ved advokat E. Ruchat)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (først ved S. Kyriakopoulou, G. Étienne og A. Vitro, derefter ved S. Kyriakopoulou og A. Vitro, og endelig ved S. Kyriakopoulou, A. Vitro og V. Piessevaux, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2016/850 af 27. maj 2016 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2016, L 141, s. 125) samt de efterfølgende retsakter til gennemførelse heraf, af Rådets afgørelse (FUSP) 2017/917 af 29. maj 2017 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2017, L 139, s. 62) og af Rådets afgørelse (FUSP) 2018/778 af 28. maj 2018 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2018, L 131, s. 16), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Almashreq Investment Fund bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.

(1) EUT C 364 af 3.10.2016.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/45

Rettens dom af 28. februar 2019 — Souruh mod Rådet

(Sag T-440/16) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger over for Syrien - indefrysning af midler - retten til forsvar - ret til en effektiv domstolsbeskyttelse - begrundelsespligt - urigtigt skøn - retten til respekt for ære og omdømme - ejendomsret - uskyldsformodning - proportionalitet)

(2019/C 139/43)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Souruh SA (Damaskus, Syrien) (ved advokat E. Ruchat)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (først ved S. Kyriakopoulou, G. Étienne og A. Vitro, derefter ved S. Kyriakopoulou og A. Vitro og endeligt ved S. Kyriakopoulou, A. Vitro og V. Piessevaux, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2016/850 af 27. maj 2016 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2016, L 141, s. 125) samt de efterfølgende retsakter til gennemførelse heraf, af Rådets afgørelse (FUSP) 2017/917 af 29. maj 2017 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2017, L 139, s. 62) og af Rådets afgørelse (FUSP) 2018/778 af 28. maj 2018 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2018, L 131, s. 16), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Souruh SA bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.

(1) EUT C 364 af 3.10.2016.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/46

Rettens dom af 26. februar 2019 — Fútbol Club Barcelona mod Kommissionen

(Sag T-865/16) (1)

(Statsstøtte - støtte gennemført af de spanske myndigheder til fordel for visse professionelle fodboldklubber - gunstig indkomstskattesats for klubber, der tillades status som enhed, der ikke arbejder med gevinst for øje - afgørelse, hvorved det fastslås, at støtten ikke er forenelig med det indre marked - etableringsfrihed - fordel)

(2019/C 139/44)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Fútbol Club Barcelona (Barcelona, Spanien) (først ved advokaterne J. Roca Sagarra, J. del Saz Cordero, R. Vallina Hoset, A. Sellés Marco og C. Iglesias Megías, derefter ved J. Roca Sagarra, J. del Saz Cordero, R. Vallina Hoset og A. Sellés Marco)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved G. Luengo, B. Stromsky og P. Němečková, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgeren/sagsøgerne: Kongeriget Spanien (først ved A. Gavela Llopis og J. García-Valdecasas Dorego, derefter ved A. Gavela Llopis, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2016/2391 af 4. juli 2016 om statsstøtte SA.29769 (2013/C) (ex 2013/NN), som Spanien har gennemført for visse fodboldklubber (EUT 2016, L 357, s. 1).

Konklusion

1)	Kommissionens afgørelse (EU) 2016/2391 af 4. juli 2016 om statsstøtte SA.29769 (2013/C) (ex 2013/NN), som Spanien har gennemført for visse fodboldklubber, annulleres.

2)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Futbol Club Barcelona afholdte omkostninger.

3)	Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 30 af 30.1.2017.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/46

Rettens dom af 5. marts 2019 — Pethke mod EUIPO

(Sag T-169/17) (1)

(Personalsag - tjenestemænd - placering - omplacering af en chef for en tjenestegren til en stilling som senioradministrator - tjenestemandsvedtægtens artikel 7, stk. 1 - tjenestens interesse - stillingernes ækvivalens - forskelsbehandling på grundlag af køn - proportionalitet - erstatningssøgsmål - afvisning - manglende overholdelse af den administrative procedure)

(2019/C 139/45)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Ralph Pethke (Alicante, Spanien) (ved advokat H. Tettenborn)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Lukošiūtė, som befuldmægtiget, bistået af advokat B. Wägenbaur)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand dels om annullation af afgørelsen truffet af EUIPO’s administrerende direktør den 17. oktober 2016 om ændring af sagsøgerens placering fra stillingen som direktør for EUIPO’s afdeling »Operations« til en stilling i afdelingen »Observatory«, dels om erstatning af det tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Ralph Pethke bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO afholdte omkostninger.

(1) EUT C 151 af 15.5.2017.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/47

Rettens dom af 5. marts 2019 — Yellow Window mod EIGE

(Sag T-439/17) (1)

(Offentlige tjenesteydelseskontrakter - udbudsprocedure - levering af tjenesteydelser i forbindelse med en undersøgelse af kvindelig kønslemlæstelse - afvisning af en tilbudsgivers tilbud - begrundelsespligt - sammenhæng mellem de ledsagende bemærkninger og karakteren - ansvar uden for kontraktforhold)

(2019/C 139/46)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Yellow Window (Antwerpen, Belgien) (ved advokat M. Velardo)

Sagsøgt: Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (ved advokaterne V. Ost og M. Vanderstraeten)

Sagens genstand

For det første en påstand i henhold til artikel 263 TEUF om annullation af afgørelse af 8. maj 2017, truffet af EIGE, om afslag på det tilbud, som sagsøgeren havde afgivet i forbindelse med udbudsprocedure EIGE/2017/OPER/04, og af afgørelserne, hvormed det tilbud, der blev afgivet af selskabet Y, blev antaget, og hvormed kontrakten blev tildelt dette selskab, for det andet en påstand i henhold til artikel 268 TEUF om erstatning for den skade, som sagsøgeren er blevet påført som følge af disse afgørelser, og for det tredje og subsidiært en påstand om kompensation på grund af de uregelmæssigheder, der blev begået i forbindelse med tildelingen af kontrakten.

Konklusion

Afgørelse af 8. maj 2017, truffet af Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE), om afvisning af det tilbud som Yellow Window NV havde indgivet i forbindelse med udbudsprocedure EIGE/2017/OPER/04, og afgørelserne af 8. maj 2017, hvormed det tilbud, der blev afgivet af selskabet Y, blev antaget i forbindelse mede denne procedure, og hvormed kontrakten blev tildelt dette selskab, annulleres.

2)	I øvrigt frifindes Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder.

3)	Yellow Window bærer 25 % af sine egne omkostninger og EIGE bærer sine egne omkostninger og betaler 75 % af de af Yellow Window af holdte omkostninger.

(1) EUT C 338 af 9.10.2017.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/48

Rettens dom af 5. marts 2019 — Eurosupport — Fineurop support mod EIGE

(Sag T-450/17) (1)

(Offentlige tjenesteydelseskontrakter - udbudsprocedure - levering af tjenesteydelser for gennemførelse af en undersøgelse om kvindelig kønslemlæstelse - afvisning af en tilbudsgivers bud - begrundelsespligt - overensstemmelse mellem kommentarerne og karakteren - ansvar uden for kontraktforhold)

(2019/C 139/47)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Eurosupport — Fineurop support Srl (Milano, Italien) (ved advokat M. Velardo)

Sagsøgt: Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (ved advokaterne V. Ost og M. Vanderstraeten)

Sagens genstand

For det første et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af EIGE’s afgørelse af 8. maj 2017 om afvisning af det bud, som sagsøgeren havde afgivet som led i udbudsproceduren EIGE/2017/OPER/04, samt af beslutningerne om at antage det bud, der var afgivet af selskabet Y, og om at indgå kontrakten med dette selskab, for det andet et søgsmål anlagt i henhold til artikel 268 TEUF med påstand om erstatning for det tab, som er lidt som følge af disse afgørelser, og for det tredje og subsidiært en påstand om godtgørelse for de uregelmæssigheder, der blev begået ved indgåelsen af denne kontrakt.

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse om afgørelserne af 8. maj 2017 fra Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) om at antage det bud, der var afgivet af selskabet Y som led i udbudsproceduren EIGE/2017/OPER/04, og om at indgå denne kontrakt med selskabet.

2)	EIGE’s afgørelse af 8. maj 2017 om afvisning af det bud, som Eurosupport — Fineurop support Srl havde afgivet som led i denne procedure, annulleres.

3)	I øvrigt frifindes EIGE.

4)	Eurosupport — Fineurop support bærer 25 % af sine egne omkostninger, og EIGE bærer sine egne omkostninger og betaler 75 % af de af Eurosupport — Fineurop support afholdte omkostninger.

(1) EUT C 357 af 23.10.2017.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/49

Rettens dom af 27. februar 2019 — Aytekin mod EUIPO — Dienne Salotti (Dienne)

(Sag T-107/18) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket Dienne - det ældre EU-figurmærke ENNE - relativ registreringshindring - ingen risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2019/C 139/48)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Erkan Aytekin (Ankara, Tyrkiet) (ved advokat V. Martín Santos)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Folliard-Monguiral og G. Sakalaite-Orlovskiene, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Dienne Salotti SRL (Altamura, Italien) (ved advokat D. Russo)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 15. december 2017 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1444/2017-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Aytekin og Dienne Salotti.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Erkan Aytekin bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der i forbindelse med denne sag er afholdt af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og af Dienne Salotti Srl.

(1) EUT C 134 af 16.4.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/50

Rettens dom af 28. februar 2019 — Pozza mod Parlamentet

(Sag T-216/18) (1)

(Personalesag - tjenestemænd - løn - udlandstillæg - artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten - stedet for udøvelsen af den erhvervsmæssige hovedaktivitet - interinstitutionel forflyttelse - afgørelse om ikke længere at udbetale udlandstillæg - kompetence - berettiget forventning)

(2019/C 139/49)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Geoffray Pozza (Waldbillig, Luxembourg) (ved advokaterne S. Orlandi og T. Martin)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved J. Van Pottelberge og M. Windisch, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand om annullation af afgørelsen af 8. juni 2017, hvorved Parlamentet ikke længere tildelte sagsøgeren udlandstillæg at regne fra hans tiltrædelse.

Konklusion

1)	Europa-Parlamentet frifindes.

2)	Geoffray Pozza betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 211 af 18.6.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/50

Rettens dom af 5. marts 2019 — Meblo Trade mod EUIPO — Meblo Int (MEBLO)

(Sag T-263/18) (1)

(EU-varemærker - fortabelsessag - EU-figurmærke MEBLO - reel brug af varemærket - artikel 58, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2017/1001 - bevis for reel brug)

(2019/C 139/50)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Meblo Trade d.o.o. (Zagreb, Kroatien) (ved advokat A. Ivanova)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (ved E. Markakis og H. O’Neill, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Meblo Int, proizvodnja izdelkov za spanje d.o.o. (Nova Gorica, Slovenien) (ved advokat A. Plesničar)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 27. februar 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 883/2017-4) vedrørende en fortabelsessag mellem Meblo Trade og Meblo Int, proizvodnja izdelkov za spanje.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Meblo Trade d.o.o. betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 231 af 2.7.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/51

Rettens dom af 6. marts 2019 — Serenity Pharmaceuticals mod EUIPO — Gebro Holding (NOCUVANT)

(Sag T-321/18) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-ordmærket NOCUVANT - de ældre ordmærker NOCUTIL - bevis for reel brug - artikel 47, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001 - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - lighed mellem tegnene - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001)

(2019/C 139/51)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Serenity Pharmaceuticals LLC (Milford, Pennsylvania, De Forenede Stater) (ved solicitor J. Day)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Lukošiūtė og H. O’Neill, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Gebro Holding GmbH (Fieberbrunn, Østrig) (ved advokat M. Konzett)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 8. marts 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 584/2017-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Gebro Holding og Allergan, Inc.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Serenity Pharmaceuticals LLC betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 240 af 9.7.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/52

Rettens dom af 28. februar 2019 — Lotte mod EUIPO — Générale Biscuit-Glico France (PEPERO original)

(Sag T-459/18) (1)

(EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-figurmærke PEPERO original - det ældre nationale tredimensionale varemærke - formen på en aflang kiks delvist toppet med chokolade - ugyldighedserklæring - artikel 8, stk. 5, i forordning (EU) 2017/1001 - reel brug af det ældre varemærke - ældre varemærke udgøres af formen på varen - brug som varemærke - ingen forandring af særpræget)

(2019/C 139/52)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Lotte Corp. (Seoul, Sydkorea) (ved advokat G. Ringeisen)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (ved A. Folliard-Monguiral, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Générale Biscuit-Glico France (Clamart, Frankrig) (ved advokat A. Lecomte)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 11. maj 2018 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 913/2017-1) vedrørende en ugyldighedssag mellem Générale Biscuit-Glico France og Lotte.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Lotte Corp. betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 364 af 8.10.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/53

Rettens kendelse af 27. februar 2019 — Miserini Johansson mod EIB

(Sag T-870/16) (1)

(Personalesag - ansatte ved EIB - langstrakt eller gentagen fravær på grund af ikke-erhvervsbetinget sygdom eller ulykke - nedsat løn efter tolv måneders fravær - artikel 33 i EIB’s personalevedtægt - procedure til anerkendelse af en sygdom som en erhvervssygdom)

(2019/C 139/53)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Virna Miserini Johansson (Luxembourg, Luxembourg) (ved advokat A. Senes)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank (EIB) (ved T. Gilliams, G. Faedo og K. Carr, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne J. Currall og B. Wägenbaur)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF og på artikel 50a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol med påstand, principalt, om annullation af en afgørelse truffet af EIB den 25. januar 2016 og om erstatning af det økonomiske og ikke-økonomiske tab i forbindelse med denne afgørelse, og, subsidiært, alene om erstatning af det økonomiske og ikke-økonomiske tab, der principalt er nedlagt påstand om, samt om godtgørelse af udgifter, der har tilknytning til de helbredsproblemer, der er opstået på grund af den alvorlige stress, som sagsøgeren har lidt af og som ikke godtgøres af EIB’s sygeforsikringsordning.

Konklusion

1)	Den Europæiske Investeringsbank frifindes.

2)	Virna Miserini Johansson betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 86 af 20.3.2017.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/53

Rettens kendelse af 27. februar 2019 — Sports Group Denmark mod EUIPO — K&L (WHISTLER)

(Sag T-836/17) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - tilbagetagelse af indsigelsen - ufornødent at træffe afgørelse)

(2019/C 139/54)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Sports Group Denmark A/S (Ikast, Danmark) (ved advokat E. Skovbo)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (ved D. Gája og D. Walicka, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO: K&L GmbH & Co. Handels-KG (Weilheim, Tyskland)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 18. oktober 2017 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 311/2017-1) vedrørende en indsigelsessag mellem K&L og Sports Group Denmark.

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Sports Group Denmark A/S betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 63 af 19.2.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/54

Rettens kendelse af 27. februar 2019 — PAN Europe mod Kommissionen

(Sag T-25/18) (1)

(Aktindsigt - forordning (EF) nr. 1049/2001 - forordning (EF) nr. 1367/2006 - dokumenter vedrørende hormonforstyrrende stoffer - tilbagekaldelse af afgørelsen om afslag på aktindsigt - udbredelse efter sagens anlæg - bortfald af tvistens genstand - ufornødent at træffe afgørelse)

(2019/C 139/55)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Pesticide Action Network Europe (PAN Europe) (Bruxelles, Belgien) (ved advokat B. Kloostra)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved A. Buchet, I. Naglis og G. Gattinara, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2017) 7604 final af 9. november 2017, for så vidt som der heri gives afslag på aktindsigt i dokumenter vedrørende hormonforstyrrende stoffer.

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Europa-Kommissionen betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 104 af 19.3.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/55

Rettens kendelse af 28. februar 2019 — Région de Bruxelles-Capitale mod Kommissionen

(Sag T-178/18) (1)

(Annullationssøgsmål - plantebeskyttelsesmidler - aktivstoffet glyphosat - fornyelse af optagelsen i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 - ikke umiddelbart berørt - afvisning)

(2019/C 139/56)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Région de Bruxelles-Capitale (ved advokaterne A. Bailleux og B. Magarinos Rey)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved F. Castillo de la Torre, A. Lewis, I. Naglis og G. Koleva, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/2324 af 12. december 2017 om fornyelse af godkendelsen af aktivstoffet glyphosat, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (EUT 2017, L 333, s. 10).

Konklusion

1)	Sagen afvises.

Det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende de anmodninger om intervention, der er fremsat af Justice Pesticides, Région wallonne, Pesticide Action Network Europe (PAN Europe), Health & Environment Alliance (HEAL), Nature & Progrès Belgique (Nature & Progrès), SomeOfUs, WeMove Europe (WeMove.EU), Monsanto Europe NV/SA, Monsanto Company, Helm AG, Barclay Chemicals Manufacturing Ltd, Albaugh Europe Sàrl, Albaugh TKI D.O.O. og Albaugh UK Ltd.

3)	Région de Bruxelles-Capitale bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

Région de Bruxelles-Capitale, Kommissionen, Justice Pesticides, Région wallonne, PAN Europe, HEAL, Nature & Progrès, SomeOfUs, WeMove.EU, Monsanto Europe, Monsanto Company, Helm, Barclay Chemicals Manufacturing, Albaugh Europe, Albaugh TKI D.O.O. og Albaugh UK bærer hver deres egne omkostninger i forbindelse med anmodningerne om intervention.

(1) EUT C 190 af 4.6.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/56

Rettens kendelse af 28. februar 2019 — Gollnisch mod Parlamentet

(Sag T-375/18) (1)

(Annullations- og erstatningssøgsmål - regler for institutionerne - Europa-Parlamentet - arbejdet for en delegation uden for Unionen - afgørelse fra formanden for Delegationen for Forbindelserne med Japan - liste over personer med bemyndigelse til at deltage i et interparlamentarisk møde i Japan, som ikke indeholdt sagsøgerens navn - søgsmålsfrist - for sent anlagt - retsakt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål - tilsidesættelse af formkrav - afvisning)

(2019/C 139/57)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Bruno Gollnisch (Villiers-le-Mahieu, Frankrig) (ved advokat B. Bonnefoy-Claudet)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved C. Burgos og S. Alonso de León, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Dels et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med principal påstand om annullation af afgørelsen af 20. marts 2018 truffet af formanden for Delegationen for Forbindelserne med Japan, hvorved listen over personer med bemyndigelse til at deltage i et interparlamentarisk møde i Japan blev fastsat, og med subsidiær påstand om annullation af to stiltiende afvisninger, dels et søgsmål i henhold til artikel 268 TEUF med påstand om erstatning for det tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af denne afgørelse.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Bruno Gollnisch bærer sine egne omkostninger, og betaler de af Europa-Parlamentet afholdte omkostninger.

(1) EUT C 364 af 8.10.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/57

Rettens kendelse af 27. februar 2019 — SFIE-PE mod Parlamentet

(Sag T-401/18) (1)

(Annullationssøgsmål - regler for institutionerne - tolkestrejke - foranstaltninger vedrørende rekvirering af tolke vedtaget af Europa-Parlamentet - retsakt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål - ikke individuelt berørt - afvisning)

(2019/C 139/58)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Syndicat des fonctionnaires internationaux et européens — Section du Parlement européen (SFIE-PE) (Bruxelles, Belgien) (ved advokat L. Levi)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved O. Caisou-Rousseau og E. Taneva, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 263 TEUF og artikel 268 TEUF med påstand dels om annullation af afgørelsen af 2. juli 2018 fra generaldirektøren for Parlamentets ansatte vedrørende rekvisition af tolke og konferencetolke til den 3. juli 2018 samt af de efterfølgende afgørelser fra generaldirektøren for Parlamentets ansatte vedrørende rekvisition af tolke og konferencetolke til den 4., 5., 10. og 11. juli 2018, dels om, at Parlamentet tilpligtes at erstatte det ikke-økonomiske tab, der er forvoldt ved disse afgørelser, efter ret og billighed opgjort til 10 000 EUR.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Det er ufornødent at træffe afgørelse om Rådet for Den Europæiske Unions interventionsbegæring.

3)	Syndicat des fonctionnaires internationaux et européens — Section du Parlement européen (SFIE-PE) betaler sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, der vedrører sagen om foreløbige forholdsregler, med undtagelse af de omkostninger, der vedrører Rådets interventionsbegæring.

4)	SFIE-PE, Europa-Parlamentet og Rådet bærer hver deres egne omkostninger i forbindelse med Rådets interventionsbegæring.

(1) EUT C 364 af 8.10.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/57

Rettens kendelse af 28. februar 2019 — eSlovensko Bratislava mod Kommissionen

(Sag T-460/18) (1)

(Annullationssøgsmål - offentlige kontrakter - modregning af fordringer - bortfald af tvistens genstand - ufornødent at træffe afgørelse)

(2019/C 139/59)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: eSlovensko Bratislava (Bratislava, Slovakiet) (ved advokat B. Fridrich)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved O. Verheecke, J. Estrada de Solà og F. van den Berghe, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse, der er indeholdt i en skrivelse af 22. juni 2018 om tilbagesøgning af et beløb på 229 711,16 EUR gennem modregning af en betaling til sagsøgeren, som Forvaltningsorganet for Innovation og Netværk (INEA) skulle fortage med en fordring, som Kommissionen havde på eSlovensko.

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen..

2)	Hver part bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 328 af 17.9.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/58

Rettens kendelse af 27. februar 2019 — ND (*1) og OE (*1) mod Kommissionen

(Sag T-581/18) (1)

(Annullationssøgsmål - angivelig forskelsbehandling mellem EU-tjenestemænd og andre nationalt bosiddende borgere, for så vidt angår beregningsmetoden af den nettoindtjening, der ligger til grund for fastsættelsen af prisen på visse sociale ydelser - koordinering af socialsikringssystemerne - henlæggelse af en klage - undladelse af at indlede en traktatbrudssag - afvisning)

(2019/C 139/60)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: ND (*1) og OE (*1) (ved advokat A. Bove)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved D. Martin, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af den afgørelse, der var indeholdt i Kommissionens skrivelse af 27. juli 2018, som blev meddelt sagsøgerne den 30. juli 2018, hvorved Kommissionen henlagde sagsøgernes klage over Luxembourg by, den luxembourgske stat og den luxembourgske Cour administrative (appeldomstol i forvaltningsretlige sager i Luxembourg).

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	ND (1) og OE (1) betaler sagsomkostningerne.

(*1) Information er fjernet eller erstattet inden for rammerne af beskyttelse af personoplysninger og/eller fortrolighed.

(1) EUT C 408 af 12.11.2018.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/59

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 5. februar 2019 — Trifolio-M m.fl. mod EFSA

(Sag T-675/18 R)

(Anmodning om foreløbige forholdsregler - plantebeskyttelsesmidler - procedure for fornyet vurdering af godkendelsen af aktivstoffet azadirachtin - afslag på anmodning om fortrolig behandling - fumus boni juris foreligger ikke)

(2019/C 139/61)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Trifolio-M GmbH (Lahnau, Tyskland), Oxon Italia SpA (Milano, Italien) og Mitsui AgriScience International SA (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne C. Mereu og S. Englebert)

Sagsøgt: Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (ved D. Detken og S. Gabbi, som befuldmægtigede, bistået af advokat S. Raes)

Sagens genstand

Anmodning støttet på artikel 278 TEUF og 279 TEUF om udsættelse af gennemførelsen af afgørelse truffet den 11. september 2018 af den administrerende direktør for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet om anmodningerne om fortrolig behandling af konklusionen vedrørende peerevalueringen af vurderingen af pesticidrisikoen ved aktivstoffet azadirachtin (EFSA1LA1DEC/19777743/2018).

Konklusion

1)	Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Kendelsen af 20. november 2018, Trifolio-M m.fl. mod EFSA (sag T-675/18 R), ophæves.

3)	Hver part bærer sine egne omkostninger.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/60

Sag anlagt den 30. januar 2019 — Cham Holding og Bena Properties mod Rådet

(Sag T-55/19)

(2019/C 139/62)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Cham Holding Co. SA (Damaskus, Syrien) og Bena Properties Co. SA (Damaskus) (ved advokat E. Ruchat)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgernes påstande

—	Sagsøgernes søgsmål antages til realitetsbehandling, og sagsøgerne gives medhold.

—	Den Europæiske Union tilpligtes at erstatte den af sagsøgerne lidte skade med et beløb, som Retten fastlægger.

—	Der udpeges en sagkyndig med henblik på at fastslå det fulde omfang af den af sagsøgerne lidte skade.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført et principalt anbringende og et subsidiært anbringende vedrørende den skade, som de har lidt, og som Den Europæiske Union bærer ansvaret for.

Det principale anbringende støttes på, at de omtvistede restriktive foranstaltninger, dvs. Rådets afgørelse (FUSP) 2018/778 af 28. maj 2018 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien samt de efterfølgende retsakter til gennemførelse heraf, er ulovlige. For det første tilsidesætter de begrundelsespligten, således som fastsat i artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og for det andet tilsidesætter de sagsøgernes ejendomsret og retten til respekt for deres omdømme. Denne tilsidesættelse er den direkte årsag til den betydelige ikke-økonomiske og økonomiske skade, som de er blevet påført, der henholdsvis består i dels en skade på deres omdømme, dels afbrydelse af kontrakter, tab af materiale og tab af indtægter, og for hvilken sagsøgerne har ret til erstatning.

Det subsidiære anbringende støttes på, at der findes en ordning for objektivt ansvar for Den Europæiske Union.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/61

Sag anlagt den 30. januar 2019 — Syriatel Mobile Telecom mod Rådet

(Sag T-56/19)

(2019/C 139/63)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Syriatel Mobile Telecom (Joint Stock Company) (Damaskus, Syrien) (ved advokat E. Ruchat)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Sagsøgerens søgsmål antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—	Den Europæiske Union tilpligtes som følge heraf at dække det samlede tab, som sagsøgeren har lidt, med et rimeligt beløb, som Retten fastlægger.

—	Subsidiært fastslås det, at der skal udpeges en sagkyndig med henblik på at fastlægge det fulde omfang af det tab, som sagsøgeren har lidt.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat et principalt anbringende og et subsidiært anbringende om den skade, selskabet har lidt, og som Rådet for Den Europæiske Union er ansvarligt for.

Med det principale anbringende er det blevet gjort gældende, at de omtvistede restriktive foranstaltninger, nemlig Rådets afgørelse (FUSP) 2018/778 af 28. maj 2018 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien og dens efterfølgende gennemførelsesretsakter, er ulovlige. For det første udgør de en tilsidesættelse af begrundelsespligten i artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og for det andet udgør de et indgreb i sagsøgerens ejendomsret og i retten til respekt for dets omdømme. Denne tilsidesættelse er den direkte årsag til væsentlig økonomisk og ikke-økonomisk skade for selskabet, der dels består i en skade på dets omdømme, dels i ophævelse af kontrakter, tab af materiale og tab af indtægter, for hvilket sagsøgeren har ret til erstatning.

Med det subsidiære anbringende er det blevet gjort gældende, at der findes en ordning med objektivt ansvar for Den Europæiske Union.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/61

Sag anlagt den 31. januar 2019 — Makhlouf mod Rådet

(Sag T-57/19)

(2019/C 139/64)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Rami Makhlouf (Damaskus, Syrien) (ved advokat E. Ruchat)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Sagsøgerens søgsmål antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—	Den Europæiske Union tilpligtes som følge heraf at dække det samlede tab, som sagsøgeren har lidt, med et rimeligt beløb, som Retten fastlægger.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat et principalt anbringende og et subsidiært anbringende om den skade, han har lidt, og som Rådet for Den Europæiske Union er ansvarligt for.

Med det principale anbringende er det blevet gjort gældende, at de omtvistede restriktive foranstaltninger, nemlig Rådets afgørelse (FUSP) 2018/778 af 28. maj 2018 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien og dens efterfølgende gennemførelsesretsakter, er ulovlige. For det første udgør de en tilsidesættelse af begrundelsespligten i artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og for det andet udgør de et indgreb i sagsøgerens ejendomsret og i retten til respekt for hans omdømme. Denne tilsidesættelse er den direkte årsag til væsentlig økonomisk og ikke-økonomisk skade for ham, der dels består i en skade på hans omdømme, dels i ophævelse af kontrakter, tab af materiale og tab af indtægter, for hvilket han har ret til erstatning.

Med det subsidiære anbringende er det blevet gjort gældende, at der findes en ordning med objektivt ansvar for Den Europæiske Union.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/62

Sag anlagt den 31. januar 2019 — Othman mod Rådet

(Sag T-58/19)

(2019/C 139/65)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Razan Othman (Damaskus, Syrien) (ved advokat E. Ruchat)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Sagsøgerens søgsmål antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—	Den Europæiske Union tilpligtes som følge heraf at dække det samlede tab, som sagsøgeren har lidt, med et rimeligt beløb, som Retten fastlægger.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat et principalt anbringende og et subsidiært anbringende om den skade, han har lidt, og som Rådet for Den Europæiske Union er ansvarligt for.

Med det principale anbringende er det blevet gjort gældende, at de omtvistede restriktive foranstaltninger, nemlig Rådets afgørelse (FUSP) 2018/778 af 28. maj 2018 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien og dens efterfølgende gennemførelsesretsakter, er ulovlige. For det første udgør de en tilsidesættelse af begrundelsespligten i artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og for det andet udgør de et indgreb i sagsøgerens ejendomsret og i retten til respekt for hans omdømme. Denne tilsidesættelse er den direkte årsag til væsentlig økonomisk og ikke-økonomisk skade for ham, der dels består i en skade på hans omdømme, dels i ophævelse af kontrakter, tab af materiale og tab af indtægter, for hvilket han har ret til erstatning.

Med det subsidiære anbringende er det blevet gjort gældende, at der findes en ordning med objektivt ansvar for Den Europæiske Union.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/63

Sag anlagt den 31. januar 2019 — Makhlouf mod Rådet

(Sag T-59/19)

(2019/C 139/66)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Ehab Makhlouf (Damaskus, Syrien) (ved advokat E. Ruchat)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Sagsøgerens søgsmål antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—	Den Europæiske Union tilpligtes som følge heraf at dække det samlede tab, som sagsøgeren har lidt, med et rimeligt beløb, som Retten fastlægger.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat et principalt anbringende og et subsidiært anbringende om den skade, han har lidt, og som Rådet for Den Europæiske Union er ansvarligt for.

Med det principale anbringende er det blevet gjort gældende, at de omtvistede restriktive foranstaltninger, nemlig Rådets afgørelse (FUSP) 2018/778 af 28. maj 2018 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien og dens efterfølgende gennemførelsesretsakter, er ulovlige. For det første udgør de en tilsidesættelse af begrundelsespligten i artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og for det andet udgør de et indgreb i sagsøgerens ejendomsret og i retten til respekt for hans omdømme. Denne tilsidesættelse er den direkte årsag til væsentlig ikke-økonomisk skade for ham, der består i en skade på hans omdømme og er lidt som følge af hans opførelse på sanktionslisterne, og for hvilket han har ret til erstatning.

Med det subsidiære anbringende er det blevet gjort gældende, at der findes en ordning med objektivt ansvar for Den Europæiske Union.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/64

Sag anlagt den 3. februar 2019 — Drex Technologies mod Rådet

(Sag T-61/19)

(2019/C 139/67)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Drex Technologies SA (Tortola, De Britiske Jomfruøer) (ved advokat E. Ruchat)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Sagsøgerens søgsmål antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—	Den Europæiske Union tilpligtes som følge heraf at dække det samlede tab, som sagsøgeren har lidt, med et rimeligt beløb, som Retten fastlægger.

—	Subsidiært fastslås det, at der skal udpeges en sagkyndig med henblik på at fastlægge det fulde omfang af det tab, som sagsøgeren har lidt.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med det subsidiære anbringende er det blevet gjort gældende, at der findes en ordning med objektivt ansvar for Den Europæiske Union.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/65

Sag anlagt den 3. februar 2019 — Almashreq Investment Fund mod Rådet

(Sag T-62/19)

(2019/C 139/68)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Almashreq Investment Fund (Damaskus, Syrien) (ved advokat E. Ruchat)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Sagsøgerens søgsmål antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—	Den Europæiske Union tilpligtes som følge heraf at dække det samlede tab, som sagsøgeren har lidt, med et rimeligt beløb, som Retten fastlægger.

—	Subsidiært fastslås det, at der skal udpeges en sagkyndig med henblik på at fastlægge det fulde omfang af det tab, som sagsøgeren har lidt.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat et principalt anbringende og et subsidiært anbringende om den skade, fonden har lidt, og som Rådet for Den Europæiske Union er ansvarligt for.

Med det principale anbringende er det blevet gjort gældende, at de omtvistede restriktive foranstaltninger, nemlig Rådets afgørelse (FUSP) 2018/778 af 28. maj 2018 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien og dens efterfølgende gennemførelsesretsakter, er ulovlige. For det første udgør de en tilsidesættelse af begrundelsespligten i artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og for det andet udgør de et indgreb i sagsøgerensejendomsret og i retten til respekt for dennes omdømme. Denne tilsidesættelse er den direkte årsag til væsentlig økonomisk og ikke-økonomisk skade for fonden, der dels består i en skade på dens omdømme, dels i ophævelse af kontrakter, tab af materiale og tab af indtægter, for hvilket sagsøgeren har ret til erstatning.

Med det subsidiære anbringende er det blevet gjort gældende, at der findes en ordning med objektivt ansvar for Den Europæiske Union.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/66

Sag anlagt den 5. februar 2019 — CRIA og CCCMC mod Kommissionen

(Sag T-72/19)

(2019/C 139/69)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: China Rubber Industry Association (CRIA) (Beijing, Kina) og China Chamber of Commerce of Metals, Minerals & Chemicals Importers & Exporters (CCCMC) (Beijing) (ved advokaterne R. Antonini, E. Monard og B. Maniatis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1690 af 9. november 2018 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1579 om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) 2018/163, annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne og deres relevante medlemmer, og

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

Med det første anbringende gøres det gældende, at den anfægtede forordning ved at foretage skadesanalysen på grundlag af de »vægtede« oplysninger fra de virksomheder, der indgik i stikprøven, er i strid med artikel 2, litra d), artikel 8, stk. 1, 4 og 7 og artikel 27 (sammenholdt med artikel 10, stk. 6) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 (antisubsidiegrundforordningen) (1). Selv såfremt det antages, at vægtningen var tilladt, er måden, hvorpå den blev foretaget, i strid med antisubsidiegrundforordningens artikel 8, stk. 1, 2 og 4, og artikel 15, stk. 1.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at inkluderingen af regummierede dæk ikke giver Kommissionen mulighed for at opnå noget grundlag for logisk at kunne fortsætte sin undersøgelse i strid med antisubsidiegrundforordningens artikel 2, litra d), artikel 8, stk. 1, stk. 4 og 5, og artikel 9, stk. 1. En analyse af skaden og årsagssammenhængen, som ser bort fra opdelingen mellem nye og regummierede dæk, er ikke støttet på positivt bevismateriale og udgør ikke en objektiv undersøgelse i strid med antisubsidiegrundforordningens artikel 8, stk. 1, stk. 4 og 5.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at vurderingen af prisvirkningerne (underbud og målprisunderbud) og fastlæggelsen af skadestærskelen tilsidesætter antisubsidiegrundforordningens artikel 8, stk. 1 og 2, og artikel 15, stk. 1, ved at undlade at tage hensyn til de betydeligt højere omkostninger pr. kilometer ved et nyt dæk sammenlignet med et regummieret dæk og ved at være baseret på konstruerede eksportpriser.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at uoverensstemmelserne, den manglende konsekvens og fraværet af et positivt og/eller objektivt bevismæssigt grundlag for analysen af årsagssammenhængen udgør en tilsidesættelse af antisubsidiegrundforordningens artikel 8, stk. 1 og 5. Den anfægtede forordning indeholder heller ikke en passende undersøgelse af andre kendte faktorer til sikring af, at den skade, der var forårsaget af disse andre faktorer, ikke kan tilregnes dumpingimporten i strid med antisubsidiegrundforordningens artikel 8, stk. 1 og 6.

Med det femte anbringende gøres det gældende, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgernes ret til forsvar og antisubsidiegrundforordningens artikel 11, stk. 7, artikel 29, stk. 1, 2 og 3, og artikel 30, stk. 2 og 4, ved ikke at offentliggøre og give sagsøgerne adgang til oplysninger, som var relevante for fastlæggelsen af skaden og dumpingen.

Med det sjette anbringende gøres det gældende, at niveauet for den antidumpingtold, der blev pålagt ved den anfægtede forordning, er i strid med de tilsvarende bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2016/1036 (antidumpinggrundforordningen) (2) og antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 10, litra b), og artikel 2, stk. 7, litra a).

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8.6.2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT L 176 af 30.6.2016, s. 55).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8.6.2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21).

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/67

Sag anlagt den 12. februar 2019 — Cinkciarz.pl mod EUIPO — MasterCard International (We IntelliGence the World)

(Sag T-84/19)

(2019/C 139/70)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Cinkciarz.pl sp. z o.o. (Zielona Góra, Polen) (ved advokaterne E. Skrzydło-Tefelska og K. Gajek)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: MasterCard International, Inc. (New York, New York, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Cinkciarz.pl sp. z o.o.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket (We IntelliGence the World) — registreringsansøgning nr. 15 225 246

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 7. december 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1062/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og MasterCard International Incorporated tilpligtes at bære hver deres egne omkostninger samt betale sagsøgerens omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i sagen for EUIPO.

Anbringender

—

Tilsidesættelse af artikel 71, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5. marts 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430, sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/68

Sag anlagt den 15. februar 2019 — Broughton mod Eurojust

(Sag T-87/19)

(2019/C 139/71)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Jon Broughton (Amsterdam, Nederlandene) (ved advokat D.C. Coppens)

Sagsøgt: Eurojust

Sagsøgerens påstande

—	Annullation i henhold til artikel 270 TEUF af de anfægtede afgørelser fra Eurojust 62/2018/AD af 20. november 2018, AD 2018-26 og AD 2018-27 af 4. maj 2018, samt af afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb af 4. maj 2018.

—	Det fastslås, at fransk skal anses for at være sagsøgerens andet sprog og nederlandsk som hans tredje sprog.

—	Det fastslås, at tilbagesøgningen over for sagsøgeren er ulovlig, at den skal bringes til ophør og at de beløb, der er tilbagesøgt af Eurojust, skal tilbagebetales til sagsøgeren.

—	Det fastslås, at Eurojust skal genindsætte sagsøgeren i den samme retsstilling som den, han befandt sig i inden de anfægtede afgørelser.

—	Eurojust tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført tre anbringender.

Første anbringende, der er rettet mod alle de anfægtede afgørelser, om, at:

—	Undersøgelsen ikke har været gennemført på en måde, som er objektiv og omhyggelig.

—	De faktiske omstændigheder, hvorpå afgørelsen hviler, er ikke blevet godtgjort på grundlag af en omhyggelig og uafhængig undersøgelse.

—	Afgørelsen er faktuel forkert.

—	Der er ikke i tilstrækkeligt omfang taget hensyn til sagsøgerens interesser, og dette i strid med princippet om processuel ligestilling.

Andet anbringende, der er rettet mod afgørelse AD 2018-26 og afgørelse AD 2018-27, om, at afgørelserne er faktuelt forkerte:

—	De faktiske omstændigheder, hvorpå afgørelsen hviler, kan ikke understøtte denne.

—	De faktiske omstændigheder er blevet fastlagt på en fejlagtig måde.

—	Beviserne er blevet bedømt på en fejlagtig måde.

Tredje anbringende, der er rettet mod afgørelsen om at begære tilbagesøgning, om, at:

—	Afgørelsen er faktuel forkert.

—	Afgørelsen er ikke tilstrækkeligt begrundet.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/69

Sag anlagt den 13. februar 2019 — Cinkciarz.pl mod EUIPO — MasterCard International (currencymachineassistant)

(Sag T-88/19)

(2019/C 139/72)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Cinkciarz.pl sp. z o.o. (Zielona Góra, Polen) (ved advokaterne E. Skrzydło-Tefelska og K. Gajek)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: MasterCard International, Inc. (New York, New York, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Cinkciarz.pl sp. z o.o.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket currencymachineassistant — registreringsansøgning nr. 15 225 071

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 7. december 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1059/2018-2)

Sagsøgerens påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og MasterCard International Incorporated tilpligtes at bære hver deres egne omkostninger samt betale sagsøgerens omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i sagen for EUIPO.

Anbringender

—

– Tilsidesættelse af artikel 71, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5. marts 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430, sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	– Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/70

Sag anlagt den 13. februar 2019 — Cinkciarz.pl mod EUIPO — MasterCard International (robodealer)

(Sag T-89/19)

(2019/C 139/73)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Cinkciarz.pl sp. z o.o. (Zielona Góra, Polen) (ved advokaterne E. Skrzydło-Tefelska og K. Gajek)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: MasterCard International, Inc. (New York, New York, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger/Indehaver af det omtvistede varemærke: Cinkciarz.pl sp. z o.o.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket (robodealer) — registreringsansøgning nr. 15 225 212

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 7. december 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1058/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og MasterCard International Incorporated tilpligtes at bære hver deres egne omkostninger samt betale sagsøgerens omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i sagen for EUIPO.

Anbringender

—

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/72

Sag anlagt den 13. februar 2019 — Cinkciarz.pl mod EUIPO — MasterCard International (currencyassistant)

(Sag T-90/19)

(2019/C 139/74)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Cinkciarz.pl sp. z o.o. (Zielona Góra, Polen) (ved advokaterne E. Skrzydło-Tefelska og K. Gajek)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: MasterCard International, Inc. (New York, New York, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Cinkciarz.pl sp. z o.o.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket currencyassistant — registreringsansøgning nr. 15 224 876

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 7. december 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1057/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og MasterCard International Incorporated tilpligtes at bære hver deres egne omkostninger samt betale sagsøgerens omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i sagen for EUIPO.

Anbringender

—

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/73

Sag anlagt den 13. februar 2019 — Cinkciarz.pl mod EUIPO — MasterCard International (tradingcurrencyassistant)

(Sag T-91/19)

(2019/C 139/75)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Cinkciarz.pl sp. z o.o. (Zielona Góra, Polen) (ved advokaterne E. Skrzydło-Tefelska og K. Gajek)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: MasterCard International, Inc. (New York, New York, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Cinkciarz.pl sp. z o.o.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket tradingcurrencyassistant — registreringsansøgning nr. 15 225 238

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 7. december 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1056/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og MasterCard International Incorporated tilpligtes at bære hver deres egne omkostninger samt betale sagsøgerens omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i sagen for EUIPO.

Anbringende

—

Tilsidesættelse af artikel 71, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5. marts 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/74

Sag anlagt den 13. februar 2019 — Cinkciarz.pl mod EUIPO — MasterCard International (CKPL)

(Sag T-92/19)

(2019/C 139/76)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Cinkciarz.pl sp. z o.o. (Zielona Góra, Polen) (ved advokaterne E. Skrzydło-Tefelska og K. Gajek)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: MasterCard International, Inc. (New York, New York, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Cinkciarz.pl sp. z o.o.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket (CKPL) — registreringsansøgning nr. 15 368 897

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 7. december 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1060/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og MasterCard International Incorporated tilpligtes at bære hver deres egne omkostninger samt betale sagsøgerens omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i sagen for EUIPO.

Anbringender

—

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/75

Sag anlagt den 13. februar 2019 — Cinkciarz.pl mod EUIPO — MasterCard International (AI moneypersonalassistant)

(Sag T-93/19)

(2019/C 139/77)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Cinkciarz.pl sp. z o.o. (Zielona Góra, Polen) (ved advokaterne E. Skrzydło-Tefelska og K. Gajek)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: MasterCard International, Inc. (New York, New York, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Cinkciarz.pl sp. z o.o.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket AI moneypersonalassistant — registreringsansøgning nr. 15 225 188

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 7. december 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1055/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og MasterCard International Incorporated tilpligtes at bære hver deres egne omkostninger samt betale sagsøgerens omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i sagen for EUIPO.

Anbringende

—

Tilsidesættelse af artikel 71, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5. marts 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/76

Sag anlagt den 13. februar 2019 — Cinkciarz.pl mod EUIPO — MasterCard International (moneyassistant)

(Sag T-94/19)

(2019/C 139/78)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Cinkciarz.pl sp. z o.o. (Zielona Góra, Polen) (ved advokaterne E. Skrzydło-Tefelska og K. Gajek)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: MasterCard International, Inc. (New York, New York, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Cinkciarz.pl sp. z o.o.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket moneyassistant — registreringsansøgning nr. 15 225 105

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 7. december 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1054/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og MasterCard International Incorporated tilpligtes at bære hver deres egne omkostninger samt betale sagsøgerens omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i sagen for EUIPO.

Anbringende

—

Tilsidesættelse af artikel 71, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5. marts 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/77

Sag anlagt den 13. februar 2019 — Cinkciarz.pl mod EUIPO — MasterCard International (AI currencypersonalassistant)

(Sag T-95/19)

(2019/C 139/79)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Cinkciarz.pl sp. z o.o. (Zielona Góra, Polen) (ved advokaterne E. Skrzydło-Tefelska og K. Gajek)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: MasterCard International, Inc. (New York, New York, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Cinkciarz.pl sp. z o.o.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket AI currencypersonalassistant — registreringsansøgning nr. 15 225 097

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 7. december 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1053/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og MasterCard International Incorporated tilpligtes at bære hver deres egne omkostninger samt betale sagsøgerens omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i sagen for EUIPO.

Anbringender

—

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/78

Sag anlagt den 14. februar 2019 — Cinkciarz.pl mod EUIPO — MasterCard International (CNTX Trading)

(Sag T-96/19)

(2019/C 139/80)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Cinkciarz.pl sp. z o.o. (Zielona Góra, Polen) (ved advokaterne E. Skrzydło-Tefelska og K. Gajek)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: MasterCard International, Inc. (New York, New York, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Cinkciarz.pl sp. z o.o.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket CNTX Trading — registreringsansøgning nr. 15 368 939

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 7. december 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 986/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og MasterCard International Incorporated tilpligtes at bære hver deres egne omkostninger samt betale sagsøgerens omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i sagen for EUIPO.

Anbringender

—

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/79

Sag anlagt den 13. februar 2019 — Cinkciarz.pl mod EUIPO — Mastercard International (AIdealer)

(Sag T-97/19)

(2019/C 139/81)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Cinkciarz.pl sp. z o.o. (Zielona Góra, Polen) (ved advokaterne E. Skrzydło-Tefelska og K. Gajek)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Mastercard International, Inc. (New York, New York, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Cinkciarz.pl sp. z o.o.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket AIdealer — registreringsansøgning nr. 15 216 765

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 7. december 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1063/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og MasterCard International Incorporated tilpligtes at bære hver deres egne omkostninger samt betale sagsøgerens omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i sagen for EUIPO.

Anbringender

—

Tilsidesættelse af artikel 71, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5. marts 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/81

Sag anlagt den 13. februar 2019 — Cinkciarz.pl mod EUIPO — MasterCard International (CNTX)

(Sag T-98/19)

(2019/C 139/82)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Cinkciarz.pl sp. z o.o. (Zielona Góra, Polen) (ved advokaterne E. Skrzydło-Tefelska og K. Gajek)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: MasterCard International, Inc. (New York, New York, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Cinkciarz.pl sp. z o.o.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket CNTX — registreringsansøgning nr. 15 368 954

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 7. december 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1064/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og MasterCard International Incorporated tilpligtes at bære hver deres egne omkostninger samt betale sagsøgerens omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i sagen for EUIPO.

Anbringender

—

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 sammenholdt med artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/82

Sag anlagt den 19. februar 2019 — L. Oliva Torras mod EUIPO — Mecánica del Frío (koblinger til køretøjer)

(Sag T-100/19)

(2019/C 139/83)

Stævningen er affattet på spansk

Parter

Sagsøger: L. Oliva Torras, SA (Manresa, Spanien) (ved advokat E. Sugrañes Coca)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Mecánica del Frío, SL (Cornellá de Llobregat, Spanien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede design: Mecánica del Frío, SL

Det omtvistede design: EF-design (koblinger til køretøjer) — EU-design nr. 2217 588-0001

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 19. november 2018 af Tredje Appelkammer ved EUIPO i sag R 1397/2017-3

Sagsøgerens påstande

—	Om ugyldighedsgrunden. Appelkammerets konklusioner herom tiltrædes, og ugyldighedssagen anses for at være anlagt vedrørende ugyldighedsgrundene for et EF-design hvad angår EF-designforordningens artikel 4-9 om »Betingelser for beskyttelse«.

—

Om eksistensen af et tidligere design påberåbt til støtte for argumenterne om manglende nyhed og individuel karakter. Den sammenligning, som ugyldighedsafdelingen og appelkammeret har foretaget alene på grundlag af billede A (renderet billede fra kataloget), er ukorrekt, og der nedlægges påstand om, at sammenligningen skal foretages under hensyntagen til alt bevismateriale, som er fremlagt, og de særlige omstændigheder i den foreliggende sag.

—

Om realiteten: Det registrerede EF-design savner nyhed. Det erklæres ugyldigt, eftersom det er næsten identisk med og dermed består i en i praksis identisk og uhjemlet kopi af det design, som sagsøgeren markedsfører. Det anfægtede EF-design opfylder derfor ikke det krav om nyhed, som er nødvendigt for at opnå beskyttelse gennem registrering af et EF-design.

—

Om realiteten: Det registrerede EF-design savner individuel karakter. Det registrerede EF-design erklæres ugyldigt på grund af manglende individuel karakter i forhold til de design, som tidligere er offentliggjort af L. Oliva Torras, S.A., henset til den lille grad af kreativ frihed, som er en konsekvens af den tekniske funktionalitet af emnet, der skal være monteret i en bestemt motor til et køretøj, den informerede brugers karakter og ligheden mellem de sammenlignede emner.

—

Om realiteten: Det registrerede EF-design er udelukket fra beskyttelse i henhold til EF-designforordningens artikel 8. Det anfægtede design erklæres ugyldigt, fordi det er omfattet af forbuddet i artikel 8, stk. 1 og 2, eftersom designets udseende alene er bestemt af dets tekniske funktion, og fordi det er omfattet af det absolutte forbud i EF-designforordningens artikel 4, idet det udgør en komponent af et sammensat produkt.

—	Om realiteten: Det registrerede EF-design er i strid med designforordningens artikel 9. Appelkammerets afgørelse stadfæstes på dette punkt.

—	I overensstemmelse med artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement, »Almindelige bestemmelser om fordeling af sagsomkostninger«, nedlægges der påstand om, at den tabende part pålægges at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 5, 6, 8 og 9 i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/83

Sag anlagt den 19. februar 2019 — Garriga Polledo m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-102/19)

(2019/C 139/84)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Salvador Garriga Polledo (Madrid, Spanien) og 45 andre sagsøgere (ved advokaterne A. Schmitt og A. Waisse)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgernes påstande

—

Om fornødent, og som foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller som foranstaltninger til bevisoptagelse, tilpligtes Europa-Parlamentet at fremlægge de udtalelser, som blev afgivet af Europa-Parlamentets juridiske tjeneste og som blev fremsat den 16. juli 2018 samt den 3. december 2018, med forbehold for den nøjagtige dato, men under alle omstændigheder før vedtagelsen af Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 10. december 2018 om ændring af gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (EUT 2018, C 466, s. 8).

—

Annullation af førnævnte afgørelse truffet af Parlamentets Præsidium den 10. december 2018 om ændring af gennemførelsesbestemmelserne for Europa-Parlamentets medlemmer, for så vidt som den ændrer artikel 76 i gennemførelsesbestemmelserne (betragtning 5 og 6 til førnævnte afgørelse og denne afgørelses artikel 1, stk. 7, og artikel 2, for så vidt som den vedrører artikel 76 i gennemførelsesbestemmelserne), eller annullation af den førnævnte afgørelse i sin helhed, hvis de førnævnte elementer ikke kan anses for at kunne adskilles fra resten af den anfægtede retsakt.

—	Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremført fem anbringender.

Første anbringende om Præsidiets manglende kompetence ratione materiae

—

Dels er den anfægtede retsakt truffet i strid med statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, vedtaget ved Europa-Parlamentets afgørelse af 28. september 2005, 2005/684/EF, Euratom, (EUT 2005, L 262, s. 1) (herefter »vedtægten«). Den anfægtede retsakt er bl.a. i strid med bestemmelserne i vedtægtens artikel 27, som fastsætter, at »de erhvervede rettigheder« skal bevares.

—	Dels skaber den anfægtede afgørelse en skat ved at indføre en særlig afgift, der beløber sig til 5 % af det nominelle beløb for pensionen, selv om indførelse af en skat ikke henhører under Præsidiets kompetence ifølge artikel 223, stk. 2, TEUF.

Andet anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formkrav.

—	Dels foreholdes Præsidiet, at det har vedtaget den anfægtede retsakt uden at overholde de regler, der er fastsat i artikel 223 TEUF.

—	Dels er den anfægtede retsakt utilstrækkeligt begrundet og tilsidesætter således den begrundelsespligt, der er fastsat i artikel 296, andet afsnit, TEUF, og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af de erhvervede rettigheder og af princippet om beskyttelse af de berettigede forventning.

—	Dels tilsidesætter den anfægtede retsakt de erhvervede rettigheder som følger af såvel de generelle retsprincipper som af vedtægten, som udtrykkeligt fastsætter, at de bevares »i fuldt omfang« (artikel 27).

—	Dels tilsidesætter den anfægtede retsakt princippet om beskyttelse af de berettigede forventning.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling.

—	Dels er indgrebene i sagsøgernes rettigheder uforholdsmæssige i forhold til de formål, der forfølges med den anfægtede retsakt.

—	Dels skal den anfægtede retsakt annulleres på grund af tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling.

Femte anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og om manglende gennemførelsesforanstaltninger.

—	Dels tilsidesætter den anfægtede retsakt retssikkerhedsprincippet for så vidt som den i strid med loven har retsvirkninger med tilbagevirkende kraft.

—	Dels tilsidesætter den anfægtede retsakt retssikkerhedsprincippet, for så vidt som den har undladt at træffe gennemførelsesforanstaltninger.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/84

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Mende Omalanga mod Rådet

(Sag T-103/19)

(2019/C 139/85)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Lambert Mende Omalanga (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, M. Forgeois og A. Guillerme)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1940 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 11 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1931 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 11 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—	Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra a), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

1.	Første anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar, herunder tilsidesættelse af begrundelsespligten, som gør det muligt at begrunde foranstaltningerne og sikre en effektiv domstolsbeskyttelse, samt tilsidesættelse af retten til at blive hørt.

2.	Andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn hvad angår sagsøgerens involvering i handlinger, der hindrer en konsensuspræget og fredelig løsning med hensyn til valgene i Den Demokratiske Republik Congo.

3.	Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til privatlivets fred og proportionalitetsprincippet.

Fjerde anbringende om, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra a), i Rådets afgørelse 2010/788/FUSP af 20. december 2010 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo og om ophævelse af fælles holdning 2008/369/FUSP (EUT 2010, L 336, s. 30) og i artikel 2b, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 1183/2005 af 18. juli 2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2005, L 193, s. 1) ikke finder anvendelse. I denne henseende har sagsøgeren gjort gældende, at det retlige kriterium, der er fastlagt i disse bestemmelser, som ligger til grund for opførelsen af sagsøgerens navn på de omhandlede lister, tilsidesætter princippet om forudsigelighed af Unionens retsakter og proportionalitetsprincippet, for så vidt som det tillægger Rådet en vilkårlig skønsbeføjelse.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/85

Sag anlagt den 19. februar 2019 — Dermavita mod EUIPO — Allergan Holdings France (JUVÉDERM)

(Sag T-104/19)

(2019/C 139/86)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Dermavita Co. Ltd (Beirut, Libanon) (ved advokat G. Paricheva)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Allergan Holdings France SAS (Courbevoie, Frankrig)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Allergan Holdings France SAS

Det omtvistede varemærke: EU-ordmærket JUVÉDERM — EU-varemærke nr. 5 807 169

Sagen for EUIPO: Fortabelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 19. december 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2630/2017-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret tilpligtes at bære deres egne omkostninger og at betale omkostningerne afholdt af den part, der har fremsat begæring om fortabelse, i forbindelse med hver fase af sagens behandling for annullationsafdelingen og appelkammeret samt for Retten.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/86

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Louis Vuitton Malletier mod EUIPO — Wisniewski (Gengivelse af et skakternmønster)

(Sag T-105/19)

(2019/C 139/87)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Louis Vuitton Malletier (Paris, Frankrig) (ved advokaterne P. Roncaglia, G. Lazzeretti, N. Parrotta og F. Rossi)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Norbert Wisniewski (Warschawa, Polen)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Louis Vuitton Malletier

Det omtvistede varemærke: International varemærkeregistrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af figurmærket, der gengiver et skakternmønster — International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, nr. 2 829 851

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 22. november 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 274/2017-2)

Sagsøgerens påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—	Norbert Wisniewski tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med denne sags behandling.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/87

Sag anlagt den 20. februar 2019 — ALDE mod Parlamentet

(Sag T-107/19)

(2019/C 139/88)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa (ALDE) (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne E. Plasschaert og E. Montens)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

—

Annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 10. december 2018, indeholdt i skrivelsen af 12. december 2018 med referencen D202862, vedrørende sagsøgerens endelige tilskud, for så vidt som den:

—

omklassificerede beløbet vedrørende »Survey on attitude on UK minority groups in the EU«, dvs. 108 985,58 EUR, som værende en ikke-støtteberettiget udgift, der skal tilbagebetales på grund af påstået manglende overholdelse af artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2004/2003 af 4. november 2003. (1)

—	omklassificerede beløbet vedrørende »UK Trade Partnership Conference«, dvs. 122 295,10 EUR, som værende en ikke-støtteberettiget udgift, der skal tilbagebetales på grund af påstået manglende overholdelse af artikel 7 i forordning nr. 2004/2003.

—	omklassificerede beløbet vedrørende »Conservative International — Miami Conference of 26-27 May 2017«, dvs. 249 589,17 EUR, som værende en ikke-støtteberettiget udgift, der skal tilbagebetales på grund af påstået manglende overholdelse af artikel 8 i forordning nr. 2004/2003.

—	omklassificerede beløbet vedrørende »Conservative International — Kampala Conference of 13-15 July 2017«, dvs. 91 546,58 EUR, som værende en ikke-støtteberettiget udgift, der skal tilbagebetales på grund af påstået manglende overholdelse af artikel 8 i forordning nr. 2004/2003.

—	fastsatte, at betalingen af medlemskontingent på 133 043,80 EUR fra Prosperous Armenian Party er genstand for den grænse på 12 000 EUR, der er fastsat for donationer, og pålagde sagsøgeren at returnere beløb over 12 000 EUR til det pågældende medlem, dvs. et beløb på 121 043,80 EUR.

—

Annullation af bidragsafgørelsen med nr. FINS-2019-5, for så vidt som den gør Europa-Parlamentets betaling af 100 % af forfinansieringsbeløbet på 4422 345,48EUR afhængigt af tilbagebetaling inden 15. januar 2019 af i) beløbet på 535 609,48 EUR til Europa-Parlamentet af ii) enhver betaling uberettiget modtaget af enhver tredjemand til sådan en tredjemand og følgelig annullation af artikel 1.5.1 i de særlige vilkår og betingelser bilagt nævnte bidragsafgørelse.

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for den første påstand har sagsøgeren fremført tretten anbringender.

Anbringender vedrørende alle anfægtede aspekter af afgørelsen:

Første anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, af artikel 7 og artikel 8 i Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 29. marts 2004 om fastsættelsen af gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2004/2003, af artikel II.14.1 i tilskudsafgørelsen og af sagsøgerens ret til forsvar.

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 2004/2003. Anbringender vedrørende omklassificering af beløbet på 108 985,58 EUR som værende et ikke-støtteberettiget beløb, der skal tilbagebetales:

3.	Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 7 i forordning nr. 2004/2003, i det mindste anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn.

4.	Fjerde anbringende om tilsidesættelse af EU’s almindelige retssikkerhedsprincip.

5.	Femte anbringende om tilsidesættelse af EU’s almindelige ligebehandlingsprincip. Anbringender vedrørende omklassificering af beløbet på 122 295,10 EUR som værende et ikke-støtteberettiget beløb, der skal tilbagebetales:

6.	Sjette anbringende om tilsidesættelse af artikel 7 i forordning nr. 2004/2003, i det mindste anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn.

7.	Syvende anbringende om tilsidesættelse af EU’s almindelige ligebehandlingsprincip. Anbringender vedrørende omklassificering af beløbene på 249 589,17 EUR og 91 546,58 EUR som værende ikke-støtteberettigede beløb, der skal tilbagebetales:

8.	Ottende anbringende om tilsidesættelse af artikel 8 i forordning nr. 2004/2003, af artikel 10, stk. 4, TEU, af artikel 204a i finansforordningen og af artikel 11 og artikel 12 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, i det mindste anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn.

9.	Niende anbringende om tilsidesættelse af EU’s retssikkerhedsprincip.

10.	Tiende anbringende om tilsidesættelse af EU’s almindelige ligebehandlingsprincip og princip om forbud mod forskelsbehandling. Anbringender vedrørende omklassificering af beløbet på 133 043 EUR og afgørelsen om tilbagebetaling af 121 043,80 EUR:

11.	Ellevte anbringende om tilsidesættelse af artikel 2 og artikel 6 i forordning nr. 2004/2003, i det mindste anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn.

12.	Tolvte anbringende om tilsidesættelse af EU’s retssikkerhedsprincip.

13.	Trettende anbringende om tilsidesættelse af EU’s ligebehandlingsprincip og princip om forbud mod forskelsbehandling.

Til støtte for den anden påstand har sagsøgeren fremført to anbringender.

1.	Første anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, af artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr.1141/2014 af 22. oktober 2014 (2) og af sagsøgerens ret til forsvar.

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 28. maj 2018 om fastsættelse af gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1141/2014.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2004/2003 af 4. november 2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan (EUT L 297 af 15.11.2003, s. 1).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 af 22.10.2014 om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde (EUT L 317 af 4.11.2014, s. 1).

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/90

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Kerry Luxembourg mod EUIPO — Döhler (TasteSense By Kerry)

(Sag T-108/19)

(2019/C 139/89)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Kerry Luxembourg Sàrl (Luxembourg, Luxembourg) (ved advokaterne A. von Mühlendahl og H. Hartwig)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Döhler GmbH (Darmstadt, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Kerry Luxembourg Sàrl

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket TasteSense By Kerry — registreringsansøgning nr. 15 820 509

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 27. november 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1179/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Den af Döhler GmbH rejste indsigelse mod registrering af varemærket TasteSense By Kerry nr. 15 820 509 forkastes.

—	EUIPO og Döhler, såfremt sidstnævnte intervenerer i sagen, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/91

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Kerry Luxembourg mod EUIPO — Döhler (TasteSense)

(Sag T-109/19)

(2019/C 139/90)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Kerry Luxembourg Sàrl (Luxembourg, Luxembourg) (ved advokaterne A. von Mühlendahl og H. Hartwig)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Döhler GmbH (Darmstadt, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Kerry Luxembourg Sàrl

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket TasteSense — registreringsansøgning nr. 15 820 525

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 27. november 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1178/2018-2)

Sagsøgerens påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Den af Döhler GmbH rejste indsigelse mod registrering af varemærket TasteSense nr. 15 820 525 forkastes.

—	EUIPO og Döhler, såfremt sidstnævnte intervenerer i sagen, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/92

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Kazembe Musonda mod Rådet

(Sag T-110/19)

(2019/C 139/91)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Jean-Claude Kazembe Musonda (Lubumbashi, Den Demokratisk Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, M. Forgeois og A. Guillerme)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1940 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 10 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1931 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 10 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—	Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-103/19, Mende Omalanga mod Rådet.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/92

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Boshab mod Rådet

(Sag T-111/19)

(2019/C 139/92)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Évariste Boshab (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, M. Forgeois og A. Guillerme)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1940 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 8 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1931 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 8 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—	Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-103/19, Mende Omalanga mod Rådet.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/93

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Kibelisa Ngambasai mod Rådet

(Sag T-112/19)

(2019/C 139/93)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Roger Kibelisa Ngambasai (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterene T. Bontinck, P. De Wolf, M. Forgeois, og A. Guillerme)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1940 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 6 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1931 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 6 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—	Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra a), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-103/19, Mende Omalanga mod Rådet.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/94

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Kampete mod Rådet

(Sag T-113/19)

(2019/C 139/94)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Ilunga Kampete (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterene T. Bontinck, P. De Wolf, M. Forgeois, og A. Guillerme)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1940 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 1 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1931 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 1 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—	Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-103/19, Mende Omalanga mod Rådet.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/95

Sag anlagt den 19. februar 2019 — Bacardi mod EUIPO — La Fée (ANGEL’S ENVY)

(Sag T-115/19)

(2019/C 139/95)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Bacardi Co. Ltd (Vaduz, Liechtenstein) (ved advokat A. Parassina)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: La Fée LLP (Hertfordshire, Det Forenede Kongerige)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Bacardi Co. Ltd

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket ANGEL’S ENVY — registreringsansøgning nr. 13 896 551

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 7. december 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 338/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Indsigelsen mod registrering af figurmærke nr. 13 896 551 for varer i klasse 33 forkastes.

—	Dommen af sagt af Retten ved EU-Domstolen meddeles EUIPO.

—	La Fée LLP tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 95 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 27, stk. 2-4, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625

—	Tilsidesættelse af artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/96

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Kande Mupompa mod Rådet

(Sag T-116/19)

(2019/C 139/96)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Alex Kande Mupompa (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, M. Forgeois og A. Guillerme)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1940 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 9 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1931 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 9 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—	Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-103/19, Mende Omalanga mod Rådet.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/96

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Kahimbi Kasagwe mod Rådet

(Sag T-117/19)

(2019/C 139/97)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Delphin Kahimbi Kasagwe (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, M. Forgeois og A. Guillerme)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1940 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 7 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1931 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 7 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—	Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra a), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-103/19, Mende Omalanga mod Rådet.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/97

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Amisi Kumba mod Rådet

(Sag T-118/19)

(2019/C 139/98)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Gabriel Amisi Kumba (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterneT. Bontinck, P. De Wolf, M. Forgeois og A. Guillerme)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1940 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 2 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1931 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 2 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—	Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-103/19, Mende Omalanga mod Rådet.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/98

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Mutondo mod Rådet

(Sag T-119/19)

(2019/C 139/99)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Kalev Mutondo (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, M. Forgeois og A. Guillerme)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1940 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 14 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1931 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 14 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—	Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra a), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-103/19, Mende Omalanga mod Rådet.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/99

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Numbi mod Rådet

(Sag T-120/19)

(2019/C 139/100)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: John Numbi (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, M. Forgeois og A. Guillerme)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1940 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 5 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1931 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 5 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—	Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra a), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-103/19, Mende Omalanga mod Rådet.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/99

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Ruhorimbere mod Rådet

(Sag T-121/19)

(2019/C 139/101)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Éric Ruhorimbere (Mbuji-Mayi, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, M. Forgeois og A. Guillerme)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1940 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 12 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1931 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 12 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—	Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-103/19, Mende Omalanga mod Rådet.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/100

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Ramazani Shadary mod Rådet

(Sag T-122/19)

(2019/C 139/102)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Emmanuel Ramazani Shadary (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, M. Forgeois, og A. Guillerme)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1940 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 13 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1931 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 13 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—	Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-103/19, Mende Omalanga mod Rådet.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/101

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Kanyama mod Rådet

(Sag T-123/19)

(2019/C 139/103)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Célestin Kanyama (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, M. Forgeois, og A. Guillerme)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1940 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 4 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1931 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 4 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—	Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-103/19, Mende Omalanga mod Rådet.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/102

Sag anlagt den 20. februar 2019 — Ilunga Luyoyo mod Rådet

(Sag T-124/19)

(2019/C 139/104)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Ferdinand Ilunga Luyoyo (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, M. Forgeois, og A. Guillerme)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1940 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 3 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1931 af 10. december 2018 annulleres, for så vidt som den fastholder sagsøgeren som nr. 3 i bilag Ia til forordning (EF) nr. 1183/2005.

—	Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-103/19, Mende Omalanga mod Rådet.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/102

Sag anlagt den 21. februar 2019 — Dyson m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-127/19)

(2019/C 139/105)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Dyson Ltd (Malmesbury, Det Forenede Kongerige) og 14 andre sagsøgere (ved solicitors E. Batchelor, T. Selwyn Sharpe og M. Healy)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—

Det fastslås, at Europa-Kommissionen er ansvarlig for det tab, som sagsøgerne har lidt som følge af vedtagelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 665/2013 af 3. maj 2013 (1) på ca.:

—	176 100 000 EUR, inklusive renter, i det kontrafaktiske scenarie med ikke-mærkning, fra ikrafttrædelsen af delegeret forordning nr. 665/2013 til den 19. januar 2019, hvor mærkningsforordningen blev annulleret og/eller subsidiært

—	127 100 000 EUR, inklusive renter, i det kontrafaktiske scenarie med støvbelastning, fra ikrafttrædelsen af delegeret forordning nr. 665/2013 til den 19. januar 2019, hvor mærkningsforordningen blev annulleret.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat fem anbringender.

Med det første anbringende gøres det gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 10, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU af 19. maj 2010 (2) og overskredet sin retlige kompetence i medfør af artikel 290 TEUF ved at vedtage en testmetode med tom pose/støvbeholder i delegeret forordning nr. 665/2013.

Kommissionen har undladt at tage hensyn til et væsentligt element i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2010/30/EU og overskredet sin kompetence i strid med artikel 290 TEUF.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at Kommissionen har tilsidesat det grundlæggende princip om ligebehandling ved at vedtage delegeret forordning nr. 665/2013, som uden objektiv begrundelse medførte en ulovlig forskelsbehandling mellem traditionelle støvsugere med pose og cyklonteknologi uden pose som sagsøgernes.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at Kommissionen har tilsidesat det grundlæggende princip om god forvaltningsskik og/eller sin pligt til at udvise omhu ved at vedtage en testmetode med tom pose/beholder, som i) ikke tog hensyn til et væsentligt element i direktiv 2010/30/EU, ii) medførte en forskelsbehandling mellem grundlæggende forskellige teknologier og iii) ikke omhyggeligt og upartisk vurderede de alternative testmetoder med støvbelastning, som var tilgængelige på det pågældende tidspunkt.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgernes grundlæggende ret til fri erhvervsudøvelse.

Kommissionen vedtog en forordning, som favoriserede traditionelle støvsugere med pose, som taber ydeevne, efterhånden som beholderen fyldes med støv, i forhold til cyklonteknologibaserede maskiner som sagsøgernes, som bevarer deres ydeevne under anvendelse. Dette hindrede sagsøgernes mulighed for at gøre forretninger og konkurrere på lige vilkår med konkurrenter, hvis ringere ydeevne, efterhånden som beholderen fyldes med støv, blev skjult af Kommissionens mærke, som foreskrev test i oprindelig tilstand.

5.	Med det femte anbringende gøres det gældende, at disse alvorlige tilsidesættelser af EU-retten påførte sagsøgerne betydelig økonomisk og ikke-økonomisk skade, som bør medføre erstatningsansvar for Kommissionen i forhold til sagsøgerne.

(1) Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 665/2013 af 3.5.2013 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU for så vidt angår energimærkning af støvsugere (EUT L 192 af 13.7.2013, s. 1).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU af 19.5.2010 om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger (EUT L 153 af 18.6.2010, s. 1).

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/104

Sag anlagt den 26. februar 2019 — Spadafora mod Kommissionen

(Sag T-130/19)

(2019/C 139/106)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Sergio Spadafora (Bruxelles, Belgien) (ved advokat G. Belotti)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Annullation af den afgørelse, der den 26. november 2018 blev truffet af generaldirektøren for OLAF om afslag på den klage, som sagsøgeren indgav den 24. juli 2018.

—	Annullation af den afgørelse, der blev truffet af den fungerende generaldirektør for OLAF, i dennes egenskab af ansættelsesmyndighed, om udnævnelse af chefen for kontor OLAF.C4 (»Legal advice«) fra og med den 1. juni 2018.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagen er principalt anlagt til prøvelse af afgørelsen om udnævnelse af chefen for kontor OLAF.C4 (»Legal advice«) i direktoratet »Investigation Support« i OLAF fra og med den 1. juni 2018 og om afslag på den klage, som sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, har indgivet over den ovennævnte afgørelse om udnævnelse.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

Første anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1 og 2, i Kommissionens afgørelse C(2016) 3288 final

—

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden ikke tog hensyn til de bedømmelser, der er indeholdt i de rapporter, som er udarbejdet af det eksterne konsulentfirma, således som det er foreskrevet i artikel 8, stk. 1, i den ovennævnte Kommissionsafgørelse, med henblik på en lovlig udnævnelse af en kontorchef.

Andet anbringende vedrører tilsidesættelse af pligten til upartiskhed

—

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er blevet tilsidesat i den foreliggende sag, eftersom afgørelsen om udnævnelse af den pågældende kontorchef i stedet for at være et lovligt udfald af en retfærdig udvælgelsesprocedure hele tiden har været det formål, der er blevet forfulgt med sagsøgtes forudbestemte ulovlige udnævnelse. I forbindelse med sagsøgtes ulovlige forudbestemte udnævnelse skal to vigtige faktorer tages i betragtning: (i) begunstigelse af en konkurrent til sagsøgeren; (ii) manglende hensyntagen til Rettens dom (Appelafdelingen) af 5. december 2017, sag T-250/16 P.

Tredje anbringende vedrørende den omstændighed, at selv om artikel 8, stk. 2, litra a), i Kommissionens afgørelse C(2016) 3288 final fastsætter, at »inden der foretages en udnævnelse konsulterer den pågældende generaldirektør den ansvarlige kommissær«, har ansættelsesmyndigheden ikke i den foreliggende sag fulgt denne høringsprocedure, idet den i stedet rådførte sig med en eller flere personer om den ansøger, som skulle udnævnes til en stilling som kontorchef.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/105

Sag anlagt den 28. februar 2019 — Off-White mod EUIPO (OFF-WHITE)

(Sag T-133/19)

(2019/C 139/107)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Off-White LLC (Springfield, Illinois, De Forenede Stater) (ved advokat M. Decker)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket OFF-WHITE — registreringsansøgning nr. 17 360 009

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 14. december 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 580/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne, herunder de af OFF-WHITE LLC afholdte omkostninger i forbindelse med sagens behandling for Retten og for appelkammeret ved EUIPO.

Anbringender

—	Den anfægtede afgørelse tog ikke tidligere praksis i betragtning og udgør en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, af retssikkerhedsprincippet og af ligebehandlingsprincippet

—	Tilsidesættelse af artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/106

Sag anlagt den 4, marts 2019 — Pilatus Bank mod ECB

(Sag T-139/19)

(2019/C 139/108)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Pilatus Bank plc (Ta’Xbiex, Malta) (ved advokaterne O. Behrends, M. Kirchner og L. Feddern)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank

Sagsøgerens påstande

—	Den anfægtede afgørelse erklæres ugyldig i henhold til artikel 264 TEUF, hvorved ECB afviste at overtage det direkte tilsyn med sagsøgeren i henhold til SSM-forordningens artikel 6, stk. 5, litra b) (1).

—	Sagsøgte tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i henhold til artikel 134 og 135 i Rettens procesreglement.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført ni anbringender.

1.	Første anbringende om ECB’s fejlagtige antagelse om, at ECB ikke længere har kompetence til at føre tilsyn med sagsøgeren efter sidstnævntes inddragelse af tilladelse.

2.	Andet anbringende om, at ECB er forpligtet til at overtaget tilsynet, idet ECB skal fastholde høje tilsynsstandarder.

3.	Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til effektive retsmidler og princippet om processuel ligestilling.

4.	Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet.

5.	Femte anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

6.	Sjette anbringende om magtfordrejning.

7.	Syvende anbringende om utilstrækkelig begrundelse.

8.	Ottende anbringende om tilsidesættelse af retten til at blive hørt.

9.	Niende anbringende om tilsidesættelse af princippet om nemo auditor.

(1) Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15.10.2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63)

15.4.2019

Den Europæiske Unions Tidende

C 139/107

Sag anlagt den 7. marts 2019 — Kludi mod EUIPO — Adlon Brand (ADLON)

(Sag T-144/19)

(2019/C 139/109)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Kludi GmbH & Co. KG (Menden, Tyskland) (ved advokat A. Zafar)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Adlon Brand GmbH & Co. KG (Düren, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Kludi GmbH & Co. KG

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket ADLON — registreringsansøgning nr. 11 115 961

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 26. november 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1500/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 7, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625

—	Tilsidesættelse af artikel 27, stk. 4, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625

—	Tilsidesættelse af princippet om at parterne selv fastsætter sagens genstand.

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 139

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	62. årgang 15. april 2019

Indhold		Side
	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Den Europæiske Unions Domstol
2019/C 139/01	Den Europæiske UnionsDomstols seneste offentliggørelser i Den EuropæiskeUnions Tidende	1
	GCEU
2019/C 139/02	Dommernes fordeling mellem afdelingerne	2