Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2019/C 54/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 44 af 4.2.2019

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 35 af 28.1.2019

EUT C 25 af 21.1.2019

EUT C 16 af 14.1.2019

EUT C 4 af 7.1.2019

EUT C 455 af 17.12.2018

EUT C 445 af 10.12.2018

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 28. november 2018 — Powszechna Kasa Oszczędności (PKO) Bank Polski S.A. mod Jacek Michalski (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sąd Rejonowy w Siemianowicach Śląskich — Polen)

(Sag C-632/17) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - forbrugerbeskyttelse - forordning 93/13/ EØF - urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler - forordning 2008/48/EF - betalingspåbudsprocedure på grundlag af et bankkontoudtog - umuligt for dommeren at bedømme kontraktvilkårenes eventuelle urimelige karakter uden en indsigelse fra forbrugeren))

(2019/C 54/02)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Rejonowy w Siemianowicach Śląskich

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Powszechna Kasa Oszczędności (PKO) Bank Polski S.A.

Sagsøgt: Jacek Michalski

Konklusion

Artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der gør det muligt at udstede et betalingspåbud, som er baseret på et bankkontoudtog som grundlag for, at der består en fordring, der udspringer af en forbrugerkreditaftale, når den dommer, der er forelagt en begæring om udstedelse af et betalingspåbud, ikke har beføjelse til at foretage en undersøgelse af den eventuelle urimelige karakter af vilkårene i denne aftale og til at sikre sig, at denne aftale indeholder de oplysninger, der er omhandlet i nævnte artikel 10, da fremgangsmåden for udøvelsen af retten til at gøre indsigelse mod et sådant betalingspåbud ikke kan sikre, at de rettigheder, som forbrugeren er tillagt i disse direktiver, overholdes.

---

(1)  EUT C 104 af 19.3.2018.

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 13. november 2018 — Toontrack Music AB mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

(Sag C-48/18 P) (1)

([Appel - artikel 181 i Domstolens procesreglement - EU-varemærker - ansøgning om ordmærket EZMIX - afslag på ansøgningen - forordning (EF) nr. 207/2009 - artikel 7, stk. 1, litra b) og c) - artikel 65, 75 og 76 - beskrivende karakter - opfattelsen hos den relevante kundekreds - retten til at blive hørt - princippet om undersøgelse ex officio - begrundelsespligt - fordrejning - beviser fremlagt for første gang for Retten])

(2019/C 54/03)

Processprog: svensk

Parter

Appellant: Toontrack Music AB (ved advokat L.-E. Ström)

Den anden part i sagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Folliard-Monguiral, som befuldmægtiget)

Konklusion

1)	Appellen afvises, idet det er åbenbart, at den delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet.

2)	Toontrack Music AB betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 152 af 30.4.2018.

Domstolens kendelse (Fjerde Afdeling) af 28. november 2018 — Jean-Marie Le Pen mod Europa-Parlamentet

(Sag C-303/18 P) (1)

((Appel - formaliteten - Europa-Parlamentet - regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer - assistentgodtgørelser - inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb))

(2019/C 54/04)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Jean-Marie Le Pen (ved advokat F. Wagner)

Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet (ved S. Seyr og C. Burgos, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes, idet det er åbenbart, at den delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet.

2)	Jean-Marie Le Pen betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 240 af 9.7.2018.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesgerichts Linz (Østrig) den 8. oktober 2018 — HK og IJ mod Deutsche Lufthansa AG

(Sag C-630/18)

(2019/C 54/05)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesgerichts Linz

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: HK og IJ

Sagsøgt: Deutsche Lufthansa AG

Sagen blev ved Domstolens kendelse af 15. november 2018 slettet fra Domstolens register.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Specializat Mureș (Rumænien) den 7. november 2018 — SC Raiffeisen Bank SA mod JB

(Sag C-698/18)

(2019/C 54/06)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Specializat Mureș

Parter i hovedsagen

Sagsøger: SC Raiffeisen Bank SA

Sagsøgt: JB

Præjudicielle spørgsmål

1)

Tillader bestemmelserne i Rådets direktiv 93/13/EØF (1) om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, herunder navnlig 12., 21. og 23. betragtning samt artikel 2, litra b), artikel 6, stk. 1, artikel 7, stk. 2, og artikel 8, i medfør af princippet om procesautonomi og det hermed forbundne ækvivalensprincip og effektivitetsprincip en helhed af retsmidler, som består af et almindeligt søgsmål, som ikke er genstand for forældelse, og hvis formål det er, at det fastslås, at visse kontraktvilkår indeholdt i forbrugeraftaler er urimelige, og et almindeligt søgsmål af personlig og formueretlig art, som er genstand for forældelse, og hvormed forfølges direktivets mål om at fjerne virkningerne af alle de forpligtelser, som er affødt af eller gennemført i medfør af et kontraktvilkår, som det er blevet fastslået er urimeligt i forhold til forbrugeren?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er de samme bestemmelser da til hinder for en fortolkning afledt af anvendelsen af princippet om sikkerheden af civilretlige retsforhold, hvorefter det objektive tidspunkt, hvorfra forbrugeren måtte have eller burde have haft kendskab til, at der var tale om et urimeligt kontraktvilkår, er det tidspunkt, hvor den kreditaftale, inden for rammerne af hvilken denne havde egenskab af forbruger, ophørte?

---

(1)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Specializat Mureş (Rumænien) den 7. november 2018 — BRD Groupe Société Générale SA mod KC

(Sag C-699/18)

(2019/C 54/07)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Specializat Mureş

Parter i hovedsagen

Sagsøger: BRD Groupe Société Générale SA

Sagsøgt: KC

Præjudicielle spørgsmål

1)

Tillader bestemmelserne i Rådets direktiv 93/13/EØF (1) om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, herunder navnlig 12., 21. og 23. betragtning samt artikel 2, litra b), artikel 6, stk. 1, artikel 7, stk. 2, og artikel 8, i medfør af princippet om procesautonomi og det hermed forbundne ækvivalensprincip og effektivitetsprincip en helhed af retsmidler, som består af et almindeligt søgsmål, som ikke er genstand for forældelse, og hvis formål det er, at det fastslås, at visse kontraktvilkår indeholdt i forbrugeraftaler er urimelige, og et almindeligt søgsmål af personlig og formueretlig art, som er genstand for forældelse, og hvormed forfølges direktivets mål om at fjerne virkningerne af alle de forpligtelser, som er affødt af eller gennemført i medfør af et kontraktvilkår, som det er blevet fastslået er urimeligt i forhold til forbrugeren?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er de samme bestemmelser da til hinder for en fortolkning afledt af anvendelsen af princippet om sikkerheden af civilretlige retsforhold, hvorefter det objektive tidspunkt, hvorfra forbrugeren måtte have eller burde have haft kendskab til, at der var tale om et urimeligt kontraktvilkår, er det tidspunkt, hvor den kreditaftale, inden for rammerne af hvilken denne havde egenskab af forbruger, ophørte?

---

(1)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4. 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993 L 95, s. 29)

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Timiş (Rumænien) den 13. november 2018 — Amărăşti Land Investment SRL mod Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Timişoara og Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Timiş

(Sag C-707/18)

(2019/C 54/08)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Timiş

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Amărăşti Land Investment SRL

Sagsøgte: Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Timişoara og Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Timiş

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal direktiv 2006/112 (1), herunder navnlig artikel 24, 28, 167 og artikel 168, litra a), fortolkes således, at i forbindelse med et salg af fast ejendom — som ikke er indført i det nationale ejendomsregister (tingbogen) og ikke er tinglyst på overdragelsestidspunktet — en afgiftspligtig køber, som kontraktmæssigt har forpligtet sig til for egen regning at foretage de nødvendige skridt med henblik på den første indførelse i tingbogen, foretager en levering af ydelser i forhold til sælgeren eller et køb af tjenesteydelser, der er knyttet til dennes investering i fast ejendom, for hvilke der må anerkendes en ret til momsfradrag?

2)

Kan direktiv 2006/112, herunder navnlig artikel 167 og artikel 168, litra a), fortolkes således, at udgifter, som en afgiftspligtig køber har afholdt i forbindelse med den første indførelse i tingbogen af ejendomme, for hvilke køberen har en fordring på en senere overdragelse af ejendomsretten, og som er overdraget til denne af sælgere, der ikke har fået indført deres ejendomsret til disse faste ejendomme i tingbogen, kan kvalificeres som forberedende foranstaltninger for investeringen, for hvilke den afgiftspligtige person har ret til momsfradrag?

3)

Skal bestemmelserne i direktiv 2006/112, herunder navnlig artikel 24, 28, 167 og artikel 168, litra a), fortolkes således, at udgifter, som en afgiftspligtig køber har afholdt i forbindelse med den første indførelse i tingbogen af ejendomme, som denne har fået overdraget, og med hensyn til hvilke køberen i medfør af en kontrakt har en fordring på en senere overdragelse af ejendomsretten fra sælgere, der ikke har fået indført deres ejendomsret til disse faste ejendomme i tingbogen, skal kvalificeres som leveringer af tjenesteydelser i forhold til sælgeren i en kontekst, hvor sælgeren og køberen har aftalt, at prisen for de faste ejendomme ikke omfatter modværdien af transaktionerne vedrørende tinglysningen?

4)

Skal med henblik på direktiv 2006/112 administrationsudgifter i forbindelse med ejendomme, som er blevet overdraget, og med hensyn til hvilke køberen har en fordring på en senere overdragelse af ejendomsretten fra sælgeren, herunder, men ikke begrænset til, udgifter i forbindelse med den første indførelse i tingbogen, altid afholdes af sælgeren? Eller kan sådanne udgifter på grundlag af en aftale mellem parterne bæres af køberen eller af en af transaktionens parter med den virkning, at der anerkendes en ret til momsfradrag for denne person?

---

(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).

Sag anlagt den 16. november 2018 — Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland

(Sag C-718/18)

(2019/C 54/09)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved M. Noll-Ehlers og O. Beynet, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (1) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (2), idet den ikke har foretaget en korrekt gennemførelse af: — artikel 2, nr. 21), i direktiv 2009/72/EF og artikel 2, nr. 20), i direktiv 2009/73/EF — artikel 19, stk. 3, sammenholdt med artikel 19, stk. 8, i såvel direktiv 2009/72/EF som direktiv 2009/73/EF — artikel 19, stk. 5, i direktiv 2009/72/EF såvel som i direktiv 2009/73/EF — artikel 37, stk. 1, litra a), og artikel 37, stk. 6, litra a) og b), i direktiv 2009/72/EF og artikel 41, stk. 1, litra a), og og artikel 41, stk. 6, litra a) og b), i direktiv 2009/73/EF.

—	Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålet vedrører en mangelfuld gennemførelse af direktiv 2009/72 og direktiv 2009/73 om henholdsvis det indre marked for elektricitet og for naturgas i Tyskland ved Energiewirtschaftsgesetz (EnWG). Ifølge Kommissionen er den gennemførelse, der er foretaget ved EnWG, ikke fyldestgørende på fire punkter. For det første er definitionen af en vertikalt integreret virksomhed, som er afgørende for, hvilke virksomheder, der er omfattet af i direktivernes adskillelsesregler, kun gennemført i tyske ret i begrænset omfang. For det andet er bestemmelserne om afkølingsperioder med hensyn til ansættelsesmæssige ændringer inden for vertikalt integrerede virksomheder ikke fuldt ud blevet gennemført. For det tredje er også de bestemmelser, der forbyder visse andele i eller finansielle fordele fra virksomheder i en vertikalt integreret virksomhed, kun i begrænset omfang gennemført. Endelig tilsidesætter den i EnWG fastsatte tildeling af beføjelser den enekompetence for de nationale regulerende myndigheder, som er fastsat i direktiverne.

Ifølge Kommissionen er der således tale om en tilsidesættelse af artikel 2, nr. 21), i direktiv 2009/72/EF, artikel 2, nr. 20), i direktiv 2009/73/EF, artikel 19, stk. 3, sammenholdt med artikel 19, stk. 8, i såvel direktiv 2009/72/EF som direktiv 2009/73/EF, artikel 19, stk. 5, i såvel direktiv 2009/72/EF som direktiv 2009/73/EF, artikel 37, stk. 1, litra a), og artikel 37, stk. 6, litra a) og b), i direktiv 2009/72/EF samt artikel 41, stk. 1, litra a), og artikel 41, stk. 6, litra a) og b), i direktiv 2009/73/EF.

---

(1)  EUT 2009, L 211, s. 55.

(2)  EUT 2009, L 211, s. 94.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgerichts Düsseldorf (Tyskland) den 16. november 2018 — Ferrari S.p.A. mod DU

(Sag C-720/18)

(2019/C 54/10)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgerichts Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ferrari S.p.A.

Sagsøgt: DU

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er det ved bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt en brug i henseende til art og omfang er reel som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95 (1), for et varemærke, som er registreret for en bred varekategori — i den foreliggende sag køretøjer, navnlig automobiler og dele hertil — men som faktisk kun benyttes for et særligt markedssegment — i den foreliggende sag dyre luksussportsvogne og dele hertil — markedet for hele den registrerede varekategori, der er afgørende, eller kan det særlige markedssegment lægges til grund for bedømmelsen? I tilfælde af, at brugen for det særlige markedssegment er tilstrækkelig, skal varemærket da i forbindelse med en ugyldighedssag på grund af fortabelse opretholdes for så vidt angår dette markedssegment?

2)	Udgør varemærkeindehaverens salg af brugte varer, som varemærkeindehaveren allerede har markedsført i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, en brug af varemærket som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95/EF?

3)

Bliver et varemærke, som ikke kun er registreret for en vare, men også for dele af denne vare, benyttet med retsbevarende virkning også for varen, når denne vare ikke længere sælges, men tilbehørs- og reservedele, der er mærket med varemærket, fortsat markedsføres til brug for varen, som er solgt tidligere og mærket med varemærket?

4)	Skal der ved bedømmelsen af, om der foreligger en reel brug, også tages hensyn til, om varemærkeindehaveren, ganske vist uden at benytte [org. s. 3] varemærket, tilbyder visse tjenesteydelser for de allerede solgte varer?

5)

Skal der ved prøvelsen af brugen i den pågældende medlemsstat (i den foreliggende sag Tyskland) som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95/EF i henhold til artikel 5 i statsaftalen mellem Tyskland og Schweiz af 13. april 1892 om gensidig patent-, mønster- og varemærkebeskyttelse også tages hensyn til brug af varemærket i Schweiz?

6)	Er det foreneligt med direktiv 2008/95/EF ganske vist at pålægge varemærkeindehaveren, som risikerer fortabelse af varemærket, en omfattende oplysningsbyrde for brugen af varemærket, mens risikoen for, at der ikke kan føre bevis, imidlertid pålægges den part, der har fremsat begæring om fortabelse?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22.10.2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT L 299, s. 259).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Düsseldorf (Tyskland) den 16. november 2018 — Ferrari S.p.A. mod DU

(Sag C-721/18)

(2019/C 54/11)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ferrari S.p.A.

Sagsøgt: DU

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er det ved bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt en brug i henseende til art og omfang er reel som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95 (1), for et varemærke, som er registreret for en bred varekategori — i den foreliggende sag køretøjer, navnlig automobiler og dele hertil — men som faktisk kun benyttes for et særligt markedssegment — i den foreliggende sag dyre luksussportsvogne og dele hertil — markedet for hele den registrerede varekategori, der er afgørende, eller kan det særlige markedssegment lægges til grund for bedømmelsen? I tilfælde af, at brugen for det særlige markedssegment er tilstrækkelig, skal varemærket da i forbindelse med en ugyldighedssag på grund af fortabelse opretholdes for så vidt angår dette markedssegment?

2)	Udgør varemærkeindehaverens salg af brugte varer, som varemærkeindehaveren allerede har markedsført i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, en brug af varemærket som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95/EF?

3)

Bliver et varemærke, som ikke kun er registreret for en vare, men også for dele af denne vare, benyttet med retsbevarende virkning også for varen, når denne vare ikke længere sælges, men tilbehørs- og reservedele, der er mærket med varemærket, fortsat markedsføres til brug for varen, som er solgt tidligere og mærket med varemærket?

4)	Skal der ved bedømmelsen af, om der foreligger en reel brug, også tages hensyn til, om varemærkeindehaveren, ganske vist uden at benytte [org. s. 3] varemærket, tilbyder visse tjenesteydelser for de allerede solgte varer?

5)

Skal der ved prøvelsen af brugen i den pågældende medlemsstat (i den foreliggende sag Tyskland) som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95/EF i henhold til artikel 5 i statsaftalen mellem Tyskland og Schweiz af 13. april 1892 om gensidig patent-, mønster- og varemærkebeskyttelse også tages hensyn til brug af varemærket i Schweiz?

6)	Er det foreneligt med direktiv 2008/95/EF ganske vist at pålægge varemærkeindehaveren, som risikerer fortabelse af varemærket, en omfattende oplysningsbyrde for brugen af varemærket, mens risikoen for, at der ikke kan føre bevis, imidlertid pålægges den part, der har fremsat begæring om fortabelse?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22.10.2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (kodificeret udgave) (EUT L 299, s. 25).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rēzeknes tiesa (Letland) den 28. november 2018 — SIA Elme Messer Metalurgs mod Latvijas Investīciju un attīstības aģentūra

(Sag C-743/18)

(2019/C 54/12)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Rēzeknes tiesa

Parter i hovedsagen

Sagsøger: SIA Elme Messer Metalurgs

Sagsøgt: Latvijas Investīciju un attīstības aģentūra

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 2, nr. 7), i Rådets forordning nr. 1083/2006 (1) fortolkes således, at såfremt en støttemodtager ikke er i stand til at nå op på det fastsatte omsætningsniveau inden for den relevante periode som følge af, at denne støttemodtagers eneste samarbejdspartner i samme periode ophører med sin erhvervsmæssige virksomhed eller bliver insolvent, skal dette anses for en handling eller undladelse, der kan tilskrives en økonomisk aktør (støttemodtager), og som skader eller vil kunne skade Den Europæiske Unions almindelige budget?

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11.7.2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999 (EUT L 210, s. 25).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Riigikohus (Estland) den 29. november 2018 — H.K. mod Anklagemyndigheden

(Sag C-746/18)

(2019/C 54/13)

Processprog: estisk

Den forelæggende ret

Riigikohus

Parter i hovedsagen

Kassationsappellant: H.K.

Øvrig procesdeltager: Anklagemyndigheden

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF (1) af 12. juli 2002, sammenholdt med artikel 7, 8, 11 og 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at statslige myndigheders adgang i en straffesag til data, som gør det muligt at fastslå udgangs- og destinationssted, dato, klokkeslæt og varighed, kommunikationstjenestens art, det anvendte terminaludstyr og stedet for anvendelsen af mobilt terminaludstyr for så vidt angår en sigtets telefon- eller mobiltelefonkommunikation, udgør et så alvorligt indgreb i de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i de nævnte artikler i chartret, at denne adgang i forbindelse med forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager skal begrænses til bekæmpelse af grov kriminalitet, uanset hvilken periode de lagrede data, som de statslige myndigheder har adgang til, vedrører?

2)

Skal artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF med udgangspunkt i proportionalitetsprincippet, som kommer til udtryk i Den Europæiske Unions Domstols dom af 2. oktober 2018 (C-207/16, præmis 55-57), fortolkes således, at når mængden af de i det første spørgsmål nævnte data, som de statslige myndigheder har adgang til, ikke er stor (hverken med hensyn til dataenes art eller tidsmæssige udstrækning), kan det dertil knyttede indgreb i de grundlæggende rettigheder være begrundet i formålet forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager generelt, og at de strafbare handlinger, som skal bekæmpes med indgrebet, skal være så meget desto grovere, jo større den mængde data er, som de statslige myndigheder har adgang til?

3)

Betyder det i Domstolens dom af 21. december 2016 i de forenede sager C-203/15 og C-698/15, domskonklusionens punkt 2, nævnte krav om, at de kompetente statslige myndigheders adgang skal være underlagt en forudgående kontrol foretaget af en domstol eller af en uafhængig administrativ myndighed, at artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF skal [org. s. 2] fortolkes således, at anklagemyndigheden, som leder efterforskningen, og som i denne forbindelse ifølge loven er forpligtet til at handle uafhængigt og kun er bundet af loven og under efterforskningen opklarer såvel omstændigheder, der belaster den tiltalte, som omstændigheder, der er diskulperende for den pågældende, men senere i retssagen repræsenterer den offentlige anklage, kan anses for en uafhængig administrativ myndighed?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12.7.2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT 2002, L 201, s. 37).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bayerischen Verwaltungsgerichtshofs (Tyskland) den 3. december 2018 — Deutsche Umwelthilfe e.V. mod Freistaat Bayern

(Sag C-752/18)

(2019/C 54/14)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bayerischen Verwaltungsgerichtshofs

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Deutsche Umwelthilfe e.V.

Sagsøgt: Freistaat Bayern

Præjudicielle spørgsmål

1)	princippet i artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvorefter medlemsstaterne skal træffe alle foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne,

2)	princippet om medlemsstaternes effektive gennemførelse af EU-retten, der bl.a. er fastsat i artikel 197, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

3)	adgangen til effektive retsmidler i henhold til artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

4)

de kontraherende staters forpligtelse til at stille effektive retsmidler til rådighed på miljøområdet, som følger af artikel 9, stk. 4, første punktum, i konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århuskonventionen), og

5)	medlemsstaternes forpligtelse i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU til at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten,

fortolkes således, at en tysk domstol har ret — og eventuelt endog pligt — til at tage embedsmænd i en tysk delstat i forvaring for derigennem at håndhæve denne delstats forpligtelse til at ajourføre en luftkvalitetsplan som omhandlet i artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF af 21. maj 2008 om luftkvaliteten og renere luft i Europa (EUT 2008, L 152, s. 1) med et vist minimumsindhold, såfremt den pågældende delstat ved endelig dom er blevet pålagt at foretage en ajourføring med dette minimumsindhold, og

—	flere varsler om og pålæggelser af tvangsbøder over for delstaten ikke har ført til noget resultat,

—

varsler om og idømmelser af tvangsbøder, selv med højere beløb end de hidtidige varslede og pålagte, ikke har nævneværdig virkning som tvangsmiddel, eftersom betalingen af bøder ikke er forbundet med økonomiske tab for den retskraftigt dømte delstat, men der herved blot sker en overførsel af det pågældende beløb fra ét bogføringssted inden for delstatsadministrationen til et andet bogføringssted inden for delstatsadministrationen,

—

at den retskraftigt dømte delstat både over for domstole og offentligt — bl.a. gennem den person, der beklæder det højeste politiske embede i delstaten over for parlamentet — har fastslået, at den ikke vil opfylde de forpligtelser, som den er blevet pålagt af domstolene i forbindelse med udarbejdelsen af luftkvalitetsplaner,

—	den nationale lovgivning i princippet har fastsat retsinstituttet forvaring med henblik på fuldbyrdelse af retsafgørelser, men national forfatningsretlig praksis er til hinder for anvendelsen af den relevante bestemmelse i en situation som den i sagen omhandlede, og

—

den nationale lovgivning ikke stiller tvangsmidler, der er mere effektive end varsler om og pålæggelse af tvangsbøder, men er mindre indgribende end forvaring, til rådighed i en situation som den i sagen foreliggende, og en anvendelse af sådanne tvangsmidler heller ikke i materiel henseende kan komme i betragtning i den foreliggende sag?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal d’instance d’Aulnay-Sous-Bois (Frankrig) den 3. december 2018 — LC og MD mod easyJet Airline Co. Ltd

(Sag C-756/18)

(2019/C 54/15)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

tribunal d’instance d’Aulnay-Sous-Bois

Parter i hovedsagen

Sagsøger: LC og MD

Sagsøgt: easyJet Airline Co. Ltd

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 3, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (1) fortolkes således, at passagererne for at kunne påberåbe sig forordningens bestemmelser skal bevise, at de var til stede ved indcheckningen?

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, er artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 261/2004 da til hinder for en ordning med en simpel formodning, hvorefter betingelsen om, at passageren skal være til stede ved indcheckningen, anses for at være opfyldt, når sidstnævnte er i besiddelse af en reservation, som er blevet accepteret og registreret af det transporterende luftfartsselskab i henhold til artikel 2, litra g)?

---

(1)  EUT L 46, p. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rayonen sad Haskovo (Bulgarien) den 4. december 2018 — QH mod Varhoven kasatsionen sad, Republikken Bulgarien

(Sag C-762/18)

(2019/C 54/16)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Rayonen sad Haskovo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: QH

Sagsøgt: Varhoven kasatsionen sad, Republikken Bulgarien

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF (1) af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden fortolkes således, at den er til hinder for en national ordning og/eller retspraksis, hvorefter en arbejdstager, som er blevet ulovligt opsagt, og hvis genansættelse derefter er blevet anordnet af en domstol, ikke har krav på årlig betalt ferie for perioden fra opsigelsesdagen til genansættelsesdagen?

2.

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 da fortolkes således, at den er til hinder for en national ordning og/eller retspraksis, hvorefter der efter fornyet ophør af denne arbejdstagers ansættelse ikke består et krav på finansiel godtgørelse for ikke afholdt årlig betalt ferie for perioden fra den forrige opsigelsesdag til genansættelsesdagen?

---

(1)  EUT 2003, L 299, s. 9.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Frankrig) den 7. december 2018 — Caisse d’assurance retraite et de la santé au travail d’Alsace-Moselle mod SJ og Ministre chargé de la Sécurité sociale

(Sag C-769/18)

(2019/C 54/17)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Caisse d’assurance retraite et de la santé au travail d’Alsace-Moselle

Sagsøgt: SJ og Ministre chargé de la Sécurité sociale

Præjudicielle spørgsmål

1)	Er den støtte til dækning af omkostningerne ved et handicap, der er omhandlet i § 35a i den ottende bog i Sozialgesetzbuch (den tyske sociallov) omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 883/2004 (1)?

2)

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, er dels børnepasningsbidraget til et handicappet barn, supplementet hertil, eller kompensationsydelsen for et handicap, dels ydelsen til integration af handicappede børn og unge med mentale handicap, der er omhandlet i § 35a i den ottende bog i Sozialgesetzbuch (den tyske sociallov), tilsvarende ydelser i henhold til artikel 5, litra a), i forordning nr. 883/2004, henset til formålet med artikel L. 351-4-1 i den franske lov om social sikring om hensyntagen til omkostningerne i tilknytning til pasning af et handicappet barn ved fastsættelsen af den forsikringsperiode, der giver ret til alderspension?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig) den 11. december 2018 — Association française des usagers de banques mod Ministre de l’Économie et des Finances

(Sag C-778/18)

(2019/C 54/18)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Association française des usagers de banques

Sagsøgt: Ministre de l’Économie et des Finances

Præjudicielle spørgsmål

—

Tillader bestemmelserne i artikel 12, stk. 2, litra a), i direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 (1) om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, navnlig henset til det i disse bestemmelser angivne formål med den betalings- eller opsparingskonto, som de giver mulighed for at oprette eller opretholde, eller bestemmelserne i artikel 12, stk. 3, dels at en kreditgiver, til gengæld for en individualiseret fordel, pålægger en låntager at lade sin samlede lønindkomst eller tilsvarende indtægter indbetale til en betalingskonto hos kreditgiveren i en periode, som er fastsat i låneaftalen, uanset lånets størrelse, forfaldsdato og løbetid, dels at den således fastsatte periode kan være op til ti år eller svare til kreditaftalens løbetid, hvis denne er kortere?

—

Er artikel 45 i direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 (2), som var gældende på det relevante tidspunkt (nu artikel 55 i direktiv (EU) 2015/2366 af 25.11.2015 (3)) og artikel 9-14 i direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 (4) vedrørende fremme af bankmobilitet og gebyrer for lukning af en betalingskonto til hinder for, at lukning af en konto, som låntageren har oprettet hos kreditgiveren for at indbetale sine indtægter til denne til gengæld for en individualiseret fordel i forbindelse med en kreditaftale, medfører, at denne fordel fortabes, hvis lukningen sker før udløbet af den periode, som er fastsat i aftalen, herunder mere end et år efter oprettelsen af kontoen, og er de samme bestemmelser desuden til hinder for, at varigheden af denne periode er op til ti år eller svarer til hele lånets løbetid?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4.2.2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 60, s. 34).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13.11.2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (EUT L 319, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25.11.2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337, s. 35)

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23.7.2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (EUT L 257, s. 214).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal d’instance Épinal (Frankrig) den 13. december 2018 — Cofidis mod YP

(Sag C-782/18)

(2019/C 54/19)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal d’instance Épinal

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Cofidis

Sagsøgt: YP

Præjudicielt spørgsmål

Er den beskyttelse, som Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (1) giver forbrugeren, til hinder for en national bestemmelse, der i sager anlagt af erhvervsdrivende mod en forbruger på grundlag af en kreditaftale mellem dem, forbyder den nationale ret efter udløbet af en forældelsesfrist på fem år at regne fra indgåelsen af aftalen, af egen drift eller efter en indsigelse fra forbrugeren at henvise til eller sanktionere en tilsidesættelse af bestemmelserne i direktivets artikel 8 om forpligtelsen til at vurdere forbrugerens kreditværdighed, af bestemmelserne om, at oplysningerne skal være angivet klart og koncist i aftalen som anført i direktivets artikel 10 ff., og mere generelt af alle direktivets bestemmelser til beskyttelse af forbrugerne?

---

(1)  EUT L 133, s. 66.

Appel iværksat den 12. december 2018 af Mellifera eV, Vereinigung für wesensgemäße Bienenhaltung til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 27. september 2018 i sag T-12/17, Mellifera e. V. mod Europa-Kommissionen

(Sag C-784/18 P)

(2019/C 54/20)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Mellifera eV, Vereinigung für wesensgemäße Bienenhaltung (ved Rechtsanwalt A. Willand)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1.

Rettens dom af 27. september 2018, Mellifera e. V. mod Europa-Kommissionen, T-12/17, ophæves, for så vidt som Retten forkastede første led af appellantens påstande (den appellerede doms præmis 18, første led) om annullation af indstævntes afgørelse af 8. november 2016, Ares(2016)6306335 og pålagde appellanten at betale sagsomkostningerne.

2.	Indstævntes afgørelse, der er nævnt ovenfor i nr. 1, annulleres.

3.	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har i det væsentlige fremsat to appelanbringender.

Første appelanbringende: Tilsidesættelse af artikel 10, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1367/2006 (1) sammenholdt med denne forordnings artikel 2, stk. 1, litra g), og Århus-konventionen.

I modsætning til Rettens opfattelse er forlængelsen af godkendelsesperioden for aktivstoffet glyphosat en forvaltningsakt, der kan prøves efter den i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1367/2006 omhandlede procedure. Det følger navnlig af ordlyden af og formålet med artikel 2, litra g), i forordning (EF) nr. 1367/2006, at bestemmelsens krav om, at en foranstaltning skal være individuel for at være omfattet af den deri fastsatte definition, vedrører det materielle anvendelsesområde, og ikke antallet af de personer, der berøres af foranstaltningen, eller hvorvidt de kan identificeres.

Andet appelanbringende: Tilsidesættelse af princippet om, at bestemmelser i afledt EU-ret skal fortolkes i overensstemmelse med folkeretlige aftaler.

Retten har tilsidesat princippet om i videst muligt omfang at foretage en fortolkning i overensstemmelse med folkeretten, idet den ikke har fortolket artikel 10 i forordning (EF) nr. 1367/2006 sammenholdt med denne forordnings artikel 2, stk. 1, litra g), i overensstemmelse med Århus-konventionen, selv om dette ville have været i overensstemmelse med ordlyden og formålet med de relevante EU-retlige bestemmelser i forordning (EF) nr. 1367/2006.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6.9.2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT 2006, L 264, s. 13)

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 15. november 2018 — Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie mod D og I mod Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Raad van State — Nederlandene)

(Sag C-586/17) (1)

(2019/C 54/21)

Processprog: nederlandsk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 5 af 8.1.2018.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 16. oktober 2018 — Kreyenhop & Kluge GmbH & Co. KG mod Hauptzollamt Hannover (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Hamburg — Tyskland)

(Sag C-593/17) (1)

(2019/C 54/22)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 32 af 29.1.2018.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 8. november 2018 — Europa-Kommissionen mod Irland

(Sag C-678/17) (1)

(2019/C 54/23)

Processprog: engelsk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 22 af 22.1.2018.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 7. november 2018 — Edward Reich, Debora Lieber, Ella Reich, Ezra Bernard Reich og Zoe Reich mod Koninklijke Luchtvaart Maatschappij NV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal de première instance francophone de Bruxelles — Belgique)

(Sag C-730/17) (1)

(2019/C 54/24)

Processprog: fransk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 104 af 19.3.2018.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 26. oktober 2018 — Logistik XXL GmbH mod CMR Transport & Logistik, procesdeltager: Rudolph Spedition und Logistik GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof — Tyskland)

(Sag C-135/18) (1)

(2019/C 54/25)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 190 af 4.6.2018.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 26. oktober 2018 — KN mod Minister for Justice and Equality (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Supreme Court — Irland)

(Sag C-191/18) (1)

(2019/C 54/26)

Processprog: engelsk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 190 af 4. 6.2018.

Kendelse afsagt af formanden for Domstolens Syvende Afdeling den 8. november 2018 — VE mod WD (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Budai Központi Kerületi Bíróság — Ungarn)

(Sag C-227/18) (1)

(2019/C 54/27)

Processprog: ungarsk

Formanden for Syvende Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 231 af 2.7.2018.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 22. november 2018 — Banco Popular Español SA mod María Ángeles Díaz Soria, Miguel Ángel Góngora Gómez, José Antonio Sánchez González og Dolores María del Águila Andújar (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Audiencia Provincial de Almería — Spanien)

(Sag C-232/18) (1)

(2019/C 54/28)

Processprog: spansk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 240 af 9.7.2018.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 15. november 2018 — Magdalena Molina Rodríguez mod Servicio Público de Empleo Estatal (SEPE) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de lo Social no 33 de Barcelona — Spanien)

(Sag C-279/18) (1)

(2019/C 54/29)

Processprog: spansk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 259 af 23.7.2018.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 26. oktober 2018 — KAMU Passenger & IT Services GmbH mod Türk Hava Yollari A.O. — T.H.Y. Turkish Airlines (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Handelsgericht Wien — Østrig)

(Sag C-289/18) (1)

(2019/C 54/30)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 285 af 13.8.2018.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 7. november 2018 — DS mod Porsche Inter Auto GmbH & Co KG (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesgericht Linz — Østrig)

(Sag C-466/18) (1)

(2019/C 54/31)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 408 af 12.11.2018.

Kendelse afsagt af formanden for Domstolens Sjette Afdeling den 23. oktober 2018 — AA mod Migrationsverket (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Förvaltingsrätten Göteborg — Sverige)

(Sag C-526/18) (1)

(2019/C 54/32)

Processprog: svensk

Formanden for Sjette Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 381 af 22.10.2018.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 8. november 2018 — Eurowings GmbH mod JJ og KI (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Hamburg — Tyskland)

(Sag C-557/18) (1)

(2019/C 54/33)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 436 af 3.12.2018.

Rettens kendelse af 28. november 2018 — Euronet Consulting mod Kommissionen

(Sag T-350/18) (1)

((Offentlige tjenesteydelseskontrakter - udbudsprocedure - afvisning af en tilbudsgivers bud - delvis annullation af den anfægtede retsakt - ændringsafgørelse - bortfald af tvistens genstand - ufornødent at træffe afgørelse))

(2019/C 54/34)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Euronet Consulting EEIG (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne P. Peeters og R. van Cleemput)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved J. Estrada de Solà, T. Ramopoulos og A. Aresu, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse, der blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 26. marts 2018, om afvisning af et bud fra et konsortium, hvori sagsøgeren var ledende virksomhed, på delkontrakt 2 i udbuddet EuropeAid/138778/DH/SER/MULTI med titlen »Rammekontrakt om tjenesteydelser vedrørende gennemførelse af ekstern bistand 2018 (FWC SIEA 2018) 2017/S 128-260026«, og om tildeling af kontrakten til ti andre tilbudsgivere.

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Hver part bærer sine egne omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

---

(1)  EUT C 259 af 23.7.2018.

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 28. november 2018 — ZU mod Kommissionen

(Sag T-671/18 R)

((Særlige rettergangsformer - personalesager - begæring om udsættelse af gennemførelse - ingen uopsættelighed))

(2019/C 54/35)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: ZU (ved advokat C. Bernard-Glanz)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved G. Berscheid og R. Striani, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 278 og artikel 279 TEUF med påstand om udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen af 12. oktober 2018 truffet af Kommissionens generaldirektorat for Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed (GD HR) (Ares(2018)5241886 — 12/10/2018) vedrørende overførsel af sagsøgeren og af afgørelsen truffet den 29. oktober 2018 af Kommissionens generaldirektorat for Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed (GD HR) (Ares(2018)5529220 — 29/10/2018), for så vidt angår hans tilbagevenden til hovedsædet.

Konklusion

1)	Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Sag anlagt den 27. november 2018 — Polen mod Kommissionen

(Sag T-703/18)

(2019/C 54/36)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Republikken Polen (ved B. Majczyna, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 17. september 2018 om en forpligtelse til at gennemføre de foranstaltninger og anbefalinger, som er indeholdt i den endelige revisionsberetning, annulleres for så vidt angår anbefaling 04.01 litra g), hvorefter der ved projekter inden for rammerne af alle operationelle programmer, som er medfinansieret af Den Europæiske Socialfond, og med hensyn til hvilke Europa-Kommissionen har erklæret udgifterne for godtgørelsesberettigede, skal foretages finansielle korrektioner af udgifter vedrørende merværdiafgift i forbindelse med de sager, hvor støttemodtagerne var afgiftspligtige med hensyn til merværdiafgift og derfor havde mulighed for at få godtgjort merværdiafgiften, men ikke gjorde brug af denne mulighed

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat ét enkelt anbringende om tilsidesættelse af artikel 65, stk. 2, og artikel 69, stk. 3, litra c), i forordning nr. 1303/2013 (1) sammenholdt med denne forordnings artikel 2, nr. 10), idet Kommissionen har fortolket disse bestemmelser ukorrekt og med urette har lagt til grund, at artikel 69, stk. 3, litra c), i forordning nr. 1303/2013 finder anvendelse på de endelige modtagere af støtte fra Den Europæiske Socialfond, selv om de ikke er støttemodtagere som omhandlet i denne forordnings artikel 2, nr. 10).

I overensstemmelse med den generelle ordning vedrørende udgifters støtteberettigelse i forbindelse med projekter under Den Europæiske Socialfond, der er fastsat i artikel 65, stk. 2, i forordning nr. 1303/2013, henhører de betingelser for udgifters støtteberettigelse, som følger af denne forordnings artikel 69, under de forpligtelser, som påhviler den støttemodtager, der gennemfører projektet.

Artikel 2, nr. 10), i forordning nr. 1303/2013 overlader det udtrykkeligt til medlemsstaterne ved støtte, hvis værdi ikke overstiger 200 000 EUR, at bestemme, om det er den enhed, der modtager støtten, eller den enhed der tildeler støtten, som er støttemodtageren.

I den foreliggende sag har de polske myndigheder besluttet, at den enhed, som tildeler støtten, og ikke den enhed, som modtager støtten, anses for støttemodtageren. De endelige støttemodtagere er ikke støttemodtagere og derfor finder artikel 69, stk. 3, litra c), i forordning nr. 1303/2013 derfor ikke anvendelse på dem.

Endvidere ville de personer, der modtager støtten — som er personer, som ikke er i beskæftigelse — såfremt de kvalificeres som støttemodtagere, blive pålagt mange forpligtelser forbundet med afregning af den modtagne støtte, indberettelse af fremskridt med hensyn til gennemførelsen af projektet, projektkontroller og registrering af data i IT-systemer, som anvendes til gennemførelse af operationelle programmer. En sådan kvalificering ville gøre det umuligt at nå målene med forordning nr. 1303/2013.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17.12.2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT 2013, L 347, s. 320).

Sag anlagt den 29. november 2018 — Tilly-Sabco mod Rådet og Kommissionen

(Sag T-707/18)

(2019/C 54/37)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Tilly-Sabco (Guerlesquin, Frankrig) (ved advokaterne R. Milchior og S. Charbonnel)

Sagsøgte: Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Søgsmålet med påstand om annullation af Rådets forordning (EU) 2018/1277 af 18. september 2018 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød til 0 EUR (EUT 2018, L 239, s. 1) antages til realitetsbehandling.

Følgelig:

—	Rådets forordning (EU) 2018/1277 af 18. september 2018 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød til 0 EUR (EUT 2018, L 239, s. 1) annulleres.

—	Principalt fastslås det, at Rådet skal holdes ansvarlig for en fejl som følge af vedtagelsen af forordning (EU) 2018/1277 af 18. september 2018, som skal annulleres.

—	Subsidiært fastslås det, at Kommissionen skal holdes ansvarlig for en fejl som følge af, at den lod Rådet vedtage forordning (EU) 2018/1277 af 18. september 2018, som skal annulleres, hvis, og kun hvis, Kommissionen ikke holdes ansvarlig i forbindelse med sag T-437/18.

—	Mere subsidiært fastslås det, at Rådet og Kommissionen skal holdes ansvarlige for en fejl som følge af vedtagelsen af forordning (EU) 2018/1277 af 18. september 2018, som skal annulleres, hvis, og kun hvis, Kommissionen ikke holdes ansvarlig i forbindelse med sag T-437/18.

—	Det fastslås, at den af Rådet og/eller Kommissionen begåede fejl påførte selskabet Tilly-Sabco et tab.

Følgelig:

—

Principalt: — Rådet pålægges at betale sagsøgeren et beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol, heraf: — 2 848 000 EUR svarende til de restitutioner, der ikke blev udbetalt for salg foretaget i perioden fra den 19. juli til den 31. december 2013 — 390 000 EUR i restitutioner for det indtægtstab, der er forbundet med den manglende gennemførelse af salg af yderligere 3 550 ton til lande i Mellemøsten i den samme periode. — Rådet tilpligtes at betale et beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol — med tillæg af udligningsrenter, der beregnes fra den annullerede forordning (EU) nr. 689/2013 og indtil afsigelsen af dommen i nærværende sag, med den årlige inflationsrate, som Eurostat (Den Europæiske Unions Statistiske Kontor) har konstateret for den pågældende periode i den medlemsstat, hvor dette selskab har hjemsted — forhøjet med morarenter, der beregnes fra afsigelsen af nærværende dom, og indtil fuld betaling er sket, med den sats, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har fastsat for sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med to procentpoint.

—

Subsidiært: — Kommissionen pålægges at betale sagsøgeren et beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol, heraf: — 2 848 000 EUR svarende til de restitutioner, der ikke blev udbetalt for salg foretaget i perioden fra den 19. juli til den 31. december 2013 — 390 000 EUR i restitutioner for det indtægtstab, der er forbundet med den manglende gennemførelse af salg af yderligere 3 550 ton til lande i Mellemøsten i den samme periode. — Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol — med tillæg af udligningsrenter, der beregnes fra den annullerede forordning (EU) nr. 689/2013 og indtil afsigelsen af dommen i nærværende sag, med den årlige inflationsrate, som Eurostat (Den Europæiske Unions Statistiske Kontor) har konstateret for den pågældende periode i den medlemsstat, hvor dette selskab har hjemsted — forhøjet med morarenter, der beregnes fra afsigelsen af nærværende dom, og indtil fuld betaling er sket, med den sats, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har fastsat for sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med to procentpoint. — Det fastslås, at det beløb, som Kommissionen tilpligtes at betale i nærværende sag i hovedstol og renter, kan nedsættes med det beløb, som den vil kunne tilpligtes at betale i forbindelse med sag T-437/18. — Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for det ikke-økonomiske tab, der er påført ved Kommissionens dobbelte fejl, idet beløbet efter ret og billighed er opgjort til 20 000 EUR.

—

Mere subsidiært: — Rådet og Kommissionen pålægges at betale sagsøgeren et beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol, idet det tilkommer Retten at fordele beløbet mellem disse to enheder, heraf: — 2 848 000 EUR svarende til de restitutioner, der ikke blev udbetalt for salg foretaget i perioden fra den 19. juli til den 31. december 2013 — 390 000 EUR i restitutioner for det indtægtstab, der er forbundet med den manglende gennemførelse af salg af yderligere 3 550 ton til lande i Mellemøsten i den samme periode. — Rådet og Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol, idet det tilkommer Retten at fordele beløbet mellem disse to enheder, — med tillæg af udligningsrenter, der beregnes fra den annullerede forordning (EU) nr. 689/2013 og indtil afsigelsen af dommen i nærværende sag, med den årlige inflationsrate, som Eurostat (Den Europæiske Unions Statistiske Kontor) har konstateret for den pågældende periode i den medlemsstat, hvor dette selskab har hjemsted — forhøjet med morarenter, der beregnes fra afsigelsen af nærværende dom, og indtil fuld betaling er sket, med den sats, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har fastsat for sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med to procentpoint.

—	Rådet og Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og Retten træffer afgørelse om en eventuel fordeling heraf mellem dem.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

1.

Det første anbringende vedrører procedurefordrejning eller en sagsbehandlingsfejl, for så vidt som sagsøgeren er af den opfattelse, at proceduren for erstatning af en annulleret retsakt ikke er blevet overholdt i det foreliggende tilfælde, eftersom det var Kommissionen, der havde udstedt den annullerede retsakt, dvs. forordning (EU) nr. 689/2013 af 18. juli 2013 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød (EUT 2013, L 196, s. 13), mens Rådet vedtog den nye forordning af 18. september 2018 på grundlag af andre retsakter.

2.

Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af reglen om parallelitet i formkravene, dels for så vidt som den nye forordning ikke blev vedtaget af Kommissionen men af Rådet, dels idet Kommissionen skulle have været bistået af Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter.

3.

Det tredje anbringende vedrører, at den anfægtede forordning mangler retsgrundlag, for så vidt som artikel 43, stk. 3, TEUF, der blev anvendt som det eneste mulige retsgrundlag for at vedtage den anfægtede afgørelse, ikke gav Rådet beføjelse til at vedtage en sådan forordning. Der er således ikke noget retligt grundlag, hvorpå Rådet kan vedtage en fastsættelse eksportrestitutioner for fjerkrækød.

4.

Det fjerde anbringende vedrører procedurefordrejning, for så vidt som Kommissionen med henblik på at overholde Domstolens dom af 20. september 2017, Tilly-Sabco mod Kommissionen, (C-183/16 P, EU:C:2017:704), selv skulle have vedtaget retsakten til erstatning for den annullerede forordning og ikke skulle have anmodet Rådet om at vedtage en retsakt »i sit sted«.

5.

Det femte anbringende vedrører en utilstrækkelig eller manglende begrundelse både med hensyn til formen, for så vidt som den anfægtede forordning ikke giver nogen forklaring på, hvorfor det var nødvendigt at anmode Rådet om at vedtage denne retsakt, eller hvorfor og hvordan artikel 43, stk. 3, TEUF var det eneste retsgrundlag, hvorpå forordningen kunne vedtages, og med hensyn til den materielle del med henblik på at fastsætte restitutionssatsen, for så vidt som Rådet ligesom Kommissionen undlod at foretage nogen økonomiske analyser.

6.	Det sjette anbringende vedrører den anfægtede forordnings mangel på konsekvens, for så vidt som Rådet på samme måde uden overvejelser og analyser vedtog samme forordning på et forkert og ugyldigt retsgrundlag, og idet det således ikke tog hensyn til førnævnte dom fra Domstolen.

Ifølge sagsøgeren giver annullationen af den nye forordning (EU) nr. 2018/1277 ret til at nedlægge en principal påstand om erstatning fra Rådet for det tab, som selskabet har lidt som følge af Rådets vedtagelse. Subsidiært har sagsøgeren rettet et erstatningskrav mod Kommissionen, som er årsag til vedtagelsen af denne nye forordning, som skal annulleres. Endelig har sagsøgeren mere subsidiært rettet et erstatningskrav mod Rådet og Kommissionen i forening, eftersom disse enheder har begået hver deres fejl.

Sag anlagt den 4. december 2018 — Adraces mod Kommissionen

(Sag T-714/18)

(2019/C 54/38)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Associação para o Desenvolvimento da Raia Centro Sul — Adraces (Vila Velha de Ródão, Portugal) (ved advokaterne G. Anastácio, D. Pirra Xarepe, J. Whyte og M. Barros Silva)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse ARES (2018) 4940694 af 26. september 2018 annulleres, som afsluttede rammepartnerskabsaftale nr. COM/LIS/ED/2018-2020_1, erklæres ugyldig, og Kommissionen pålægges at genoprette den tidligere situation for sagsøgeren.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

1.	Det første anbringende om en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, for så vidt som Kommissionen ensidigt opsagde en offentlig kontrakt, idet den ikke gav et grundlag eller en begrundelse herfor.

2.

Det andet anbringende om en tilsidesættelse af princippet om god tro, for så vidt som Kommissionen uden grundlag eller begrundelse ved i den nævnte rammeaftale at indføre et almindeligt vilkår om opsigelse, hvorefter den vilkårligt kunne opsige denne aftale, gjorde sig skyldig i magtmisbrug og så bort fra den interesseafvejning, der ligger til grund for alle kontrakter, uanset om de er offentlige eller private.

3.

Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af princippet om overholdelsen af borgernes rettigheder og berettigede interesser, som er bindende for de administrative myndigheder inden for offentlige kontrakter, for så vidt som Kommissionen ensidigt, vilkårligt og uden grundlag opsagde den nævnte aftale, hvilket er i strid med princippet om pacta sunt servanda.

4.

Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, for så vidt som Kommissionen opsagde den nævnte aftale alene på grundlag af en avisartikel, uden at den foretog en tilstrækkeligt grundig vurdering af den konkrete sag, hvilket udgør et tilfælde af åbenbar misforvaltning.

5.

Det femte anbringende om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, for så vidt som Kommissionen uden grundlag og begrundelse opsagde den nævnte aftale, fordi en af sagsøgerens ansatte var blevet dømt for dokumentfalsk og bedrageri, som hverken vedrørte sagsøgerens virksomhed eller Kommissionens opgaver og beføjelser.

Sag anlagt den 5. december 2018 — B.D. mod EUIPO — Philicon 97 (PHILIBON)

(Sag T-717/18)

(2019/C 54/39)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: B.D. — Boyer Developpement (Moissac, Frankrig) (ved advokat E. Junca)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Philicon 97 AD (Plovdiv, Bulgarien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: B.D. — Boyer Developpement

Det omtvistede varemærke: EU-ordmærket »PHILIBON« — EU-varemærkeregistrering nr. 9 690 041

Sagen for EUIPO: Fortabelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 10. oktober 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 375/2018-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Annullationsafdelingens afgørelse af 21. december 2017 annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Appelkammeret anvendte bestemmelserne i forordning 2017/1001, der ikke var i kraft på tidspunktet for indgivelsen af begæringen om fortabelse til EUIPO. Appelkammeret undlod at iagttage betingelserne fastsat i artikel 8, stk. 5, sammenholdt med artikel 53 i forordning nr. 2017/2009

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 2, litra c), i forordning nr. 207/2009.

Sag anlagt den 5. december 2018 — Boyer mod EUIPO — Philicon 97 (PHILIBON DEPUIS 1957 www.philibon.com)

(Sag T-718/18)

(2019/C 54/40)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Boyer (Moissac, Frankrig) (ved advokat E. Junca)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Philicon 97 AD (Plovdiv, Bulgarien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Boyer

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærke i farverne blå, gul og hvid — EU-varemærkeregistrering nr. 12 501 466

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 10. oktober 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 374/2018-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Annullationsafdelingens afgørelse af 21. december 2017 annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

Appelkammeret foretog anvendelse af bestemmelserne i forordning 2017/1001, der ikke var i kraft på tidspunktet for ugyldighedsbegæringens indgivelse til EUIPO. Appelkammeret undlod at iagttage betingelserne fastsat i artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009.

Sag anlagt den 7. december 2018 — Apostolopoulou og Apostolopoulou-Chrysanthaki mod Kommissionen

(Sag T-721/18)

(2019/C 54/41)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøgere: Zoi Apostolopoulou (Athen, Grækenland) og Anastasia Apostolopoulou-Chrysanthaki (Athen) (ved advokat D. Gkouskos)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—	Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgte pålægges i fællesskab og som solidarisk hæftende at betale hver sagsøger i alt 50 000 EUR, som det udførligt kan udledes af stævningen.

—	Sagsøgte pålægges at afholde sig fra i fremtiden at tilsidesætte sagsøgernes personlige rettigheder.

—

Den første sagsøgte tilpligtes at genoprette sagsøgernes hæderlighed og omdømme ved at afgive en erklæring for Efeteio Athinon (appeldomstolen i Athen), for hvilken ret verserer appellen iværksat af sagsøgerne den 11. september 2017, med almindeligt sagsnummer 572461/2017 og særligt sagsnummer 1898/2017, idet den første sagsøgte som led i denne appel har afgivet falske eller fornærmende erklæringer i forhold til sagsøgerne.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Dette søgsmål er anlagt mod Europa-Kommissionen og Den Europæiske Union. Henset til, at sidstnævnte for Domstolen altid repræsenteres af den institution, som er ophavsmand til den anfægtede retsakt eller adfærd, anses Kommissionen følgelig for at være eneste sagsøgte i nærværende søgsmål.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat fire anbringender.

1.

Det første anbringende om tilsidesættelse af den menneskelige værdighed og af sagsøgernes personlige rettigheder som følge af de erklæringer, som Kommissionen har afgivet for Monomeles Protodikeio Athinon (enedommeren i første instans i Athen), og som følge af en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik med henblik på at foretage tvangsfuldbyrdelse i forhold til sagsøgerne.

2.

Det andet anbringende om tilsidesættelse af legalitetsprincippet, princippet om god tro og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning som følge af Kommissionens konstatering af, de selskabsdeltagende sagsøgerne er retligt ansvarlige, og at selskabet ikke var en juridisk person, selv om det flere gange var aftalt, at sagsøgerne i henhold til græsk ret og selskabets vedtægt ikke var personligt ansvarlige for selskabets forpligtelser.

3.	Det tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang, for så vidt som sagsøgerne ikke var parter i de procedurer, hvori fuldbyrdelsesdokumenterne blev udstedt.

4.	Det fjerde anbringende om en uberettiget og ulovlig fremskyndelse af fuldbyrdelsesproceduren i forhold til sagsøgerne.

Sag anlagt den 7. december 2018 — Repsol mod EUIPO — Basic (BASIC)

(Sag T-722/18)

(2019/C 54/42)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Repsol, SA (Madrid, Spanien) (ved advokaterne J. Devaureix og J. Erdozain López)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Basic AG Lebensmittelhandel (München, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Repsol, SA

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket BASIC i farverne blå, rød, orange og hvid — EU-varemærkeregistrering nr. 5 648 159

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 22. august 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 178/2018-2)

Påstande

—	Stævningen med alle dokumenter vedlagt som bilag antages til realitetsbehandling.

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Basic Aktiengesellschaft Lebensmittelhandel og EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 72, stk. 6, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009.

Sag anlagt den 7. december 2018 — Aurea Biolabs mod EUIPO — Avizel (AUREA BIOLABS)

(Sag T-724/18)

(2019/C 54/43)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Aurea Biolabs Pte Ltd (Cochin, Indien) (ved barrister B. Brandreth og solicitor L. Oommen)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Avizel SA (Luxembourg, Luxembourg)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Aurea Biolabs Pte Ltd

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket AUREA BIOLABS — registreringsansøgning nr. 15 836 737

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 11. september 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 814/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001.

Sag anlagt den 6. december 2018 — Brand IP Licensing mod EUIPO — Facebook (lovebook)

(Sag T-728/18)

(2019/C 54/44)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Brand IP Licensing Ltd (Road Town, De Britiske Jomfruøer) (ved solicitor J. MacKenzie)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Facebook, Inc. (Menlo Park, Californien, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Brand IP Licensing Ltd

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket lovebook — registreringsansøgning nr. 9 926 577

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 2. oktober 2018 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 2279/2017-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Indsigelsesafdelingens afgørelse af 24. august 2017 annulleres i det hele.

—	Indsigelsen forkastes.

—	Sagsøgeren tilkendes sagsomkostninger.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 12. december 2018 — DQ m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-730/18)

(2019/C 54/45)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: DQ og 11 andre sagsøgere (ved advokat M. Casado García-Hirschfeld)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgernes påstande

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

—	Sagen fremmes til realitetsbehandling og sagsøgerne gives medhold.

Følgelig:

—	Annullation af den stiltiende afgørelse om afslag på sagsøgernes ansøgning om erstatning (»den anfægtede afgørelse«) indgivet den 13. december 2017 i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1.

—	Om fornødent annullation af afgørelsen af 12. september 2018 om afslag på klagen indgivet den 23. maj 2018 i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2.

—

Sagsøgte tilpligtes at erstatte det ikke-økonomiske tab, der er forvoldt ved en helhed af retsakter og adfærd fra Parlamentets side, som skal være genstand for en samlet vurdering, og som sagsøgerne efter ret og billighed har opgjort til et beløb på 192 000 EUR, med forbehold for en fornyet opgørelse.

—	Parlamentet tilpligtes at betale renter og morarenter, der er forfaldet i mellemtiden.

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne påberåbt sig de ulovligheder, som Parlamentet har begået i dets egenskab af arbejdsgiver, bl.a. tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og af omsorgspligten, krænkelse af sagsøgernes værdighed, tilsidesættelse af deres privat- og familieliv, tilsidesættelse af deres ret til beskyttelse af den lægelige tavshedspligt og tilsidesættelse af deres ret til arbejdsvilkår, som tager hensyn til deres sundhed, sikkerhed og værdighed.

Sagsøgerne har gjort gældende, at de faktiske omstændigheder og den adfærd, som de havde anmeldt, prima facie udgjorde faktiske omstændigheder og adfærd, som var reel eller i det mindste sandsynlig, og hvoraf det kunne formodes, at der forelå psykisk chikane over for dem, og har anført, at Europa-Parlamentet har pådraget sig ansvar bl.a. som følge af dettes passivitet i forbindelse med behandlingen af deres ansøgning om bistand i henhold til artikel 12 og artikel 24 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union.

Sag anlagt den 14. december 2018 — Dalasa mod EUIPO — Charité — Universitätsmedizin Berlin (charantea)

(Sag T-732/18)

(2019/C 54/46)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Dalasa Handelsgesellschaft mbH (Wien, Østrig) (ved advokat I. Hödl)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

De andre parter i sagen for appelkammeret: Charité — Universitätsmedizin Berlin og Gliedkörperschaft Öffentlichen Rechts (Berlin, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Dalasa Handelsgesellschaft mbH

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om registrering af EU-ordmærket charantea — registreringsansøgning nr. 15 485 956

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 15. oktober 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 539/2018-4)

Påstande

—

Der gives medhold i sagsøgerens påstande, idet den anfægtede afgørelse truffet den 15. oktober 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 539/2018-4) vedrørende indsigelsessag nr. B 2 758 830 (EU-varemærkeansøgning nr. 15 485 956) ændres, idet indsigelsen forkastes og det ansøgte EU-varemærke tillades registreret.

—	Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse truffet den 15. oktober 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 539/2018-4) vedrørende indsigelsessag nr. B 2 758 830 (EU-varemærkeansøgning nr. 15 485 956) og sagen hjemvises til EUIPO.

—	Under alle omstændigheder tilpligtes EUIPO at betale sagsomkostningerne.

—	Den part, der har rejst indsigelsen, tilpligtes at betale samtlige omkostninger, der er afholdt i forbindelse med sagens behandling for indsigelsesafdelingen og for appelkammeret.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 14. december 2018 — Dalasa mod EUIPO — Charité — Universitätsmedizin Berlin (charantea)

(Sag T-733/18)

(2019/C 54/47)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Dalasa Handelsgesellschaft mbH (Wien, Østrig) (ved advokat I. Hödl)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

De andre parter i sagen for appelkammeret: Charité — Universitätsmedizin Berlin og Gliedkörperschaft Öffentlichen Rechts (Berlin, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Dalasa Handelsgesellschaft mbH

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om registrering af EU-figurmærket charantea — registreringsansøgning nr. 15 785 801

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 15. oktober 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 540/2018-4)

Påstande

—

Der gives medhold i sagsøgerens påstande, idet den anfægtede afgørelse truffet den 15. oktober 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 540/2018-4) vedrørende indsigelsessag nr. B 2 815 978 (EU-varemærkeansøgning nr. 15 785 801) ændres, idet indsigelsen forkastes og det ansøgte EU-varemærke tillades registreret.

—	Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse truffet den 15. oktober 2018 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 540/2018-4) vedrørende indsigelsessag nr. B 2 815 978 (EU-varemærkeansøgning nr. 15 785 801) og sagen hjemvises til EUIPO.

—	Under alle omstændigheder tilpligtes EUIPO at betale sagsomkostningerne.

—	Den part, der har rejst indsigelsen, tilpligtes at betale samtlige omkostninger, der er afholdt i forbindelse med sagens behandling for indsigelsesafdelingen og for appelkammeret.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 17. december 2018 — Siberia Oriental mod CPVO (Siberia)

(Sag T-737/18)

(2019/C 54/48)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Siberia Oriental BV (‘t Zand, Nederlandene) (ved advokat T. Overdijk)

Sagsøgt: EF-Sortsmyndigheden (CPVO)

Oplysninger vedrørende sagen for CPVO

Den omtvistede EF-sortsbeskyttelse: EF-sortsbeskyttelse nr. EU0404 (Lilium L.-sorten »Siberia«)

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet af appelkammeret ved CPVO den 15. oktober 2018 i sag A 009/2017

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres eller ophæves.

—	CPVO pålægges at ændre udløbsdatoen i registret til den 30. april 2020.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af væsentlige formkrav.

—	Tilsidesættelse af Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 eller retsregler vedrørende dens gennemførelse, herunder traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Rettens kendelse af 7. december 2018 — Kibelisa mod Rådet

(Sag T-139/17) (1)

(2019/C 54/49)

Processprog: fransk

Formanden for Niende Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 129 af 24.4.2017.

Rettens kendelse af 7. december 2018 — Kampete mod Rådet

(Sag T-140/17) (1)

(2019/C 54/50)

Processprog: fransk

Formanden for Niende Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 129 af 24.4.2017.

Rettens kendelse af 7. december 2018 — Amisi Kumba mod Rådet

(Sag T-141/17) (1)

(2019/C 54/51)

Processprog: fransk

Formanden for Niende Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 129 af 24.4.2017.

Rettens kendelse af 7. december 2018 — Kaimbi mod Rådet

(Sag T-142/17) (1)

(2019/C 54/52)

Processprog: fransk

Formanden for Niende Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 129 af 24.4.2017.

Rettens kendelse af 7. december 2018 — Ilunga Luyoyo mod Rådet

(Sag T-143/17) (1)

(2019/C 54/53)

Processprog: fransk

Formanden for Niende Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 129 af 24.4.2017.

Rettens kendelse af 7. december 2018 — Numbi mod Rådet

(Sag T-144/17) (1)

(2019/C 54/54)

Processprog: fransk

Formanden for Niende Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 129 af 24.4.2017.

Rettens kendelse af 7. december 2018 — Kanyama mod Rådet

(Sag T-145/17) (1)

(2019/C 54/55)

Processprog: fransk

Formanden for Niende Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 129 af 24.4.2017.