Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2018/C 381/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 373 af 15.10.2018

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 364 af 8.10.2018

EUT C 352 af 1.10.2018

EUT C 341 af 24.9.2018

EUT C 328 af 17.9.2018

EUT C 319 af 10.9.2018

EUT C 311 af 3.9.2018

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Appel iværksat den 9. april 2018 af Massimo Campailla til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 23. januar 2018 i sag T-759/16, Campailla mod Den Europæiske Union

(Sag C-256/18 P)

(2018/C 381/02)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Massimo Campailla (ved avocat F. Rollinger)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Union repræsenteret ved Den Europæiske Unions Domstol

Ved kendelse af 7. august 2018 har Domstolen (Syvende Afdeling) forkastet appellen som delvist åbenbart ugrundet, delvist åbenbart irrelevant.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia e Instrucción de Teruel (Spanien) den 11. juli 2018 — XZ mod Ibercaja Banco, S.A.

(Sag C-452/18)

(2018/C 381/03)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de Primera Instancia e Instrucción de Teruel

Parter i hovedsagen

Sagsøger: XZ

Sagsøgt: Ibercaja Banco, S.A.

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal princippet om, at ugyldige kontraktvilkår ikke er bindende (artikel 6 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 (1)), udstrækkes til også at omfatte senere kontrakter og juridiske dokumenter vedrørende disse kontraktvilkår, såsom en kontrakt om novation. Henset til, at kontraktvilkårets absolutte ugyldighed indebærer, at vilkåret aldrig eksisterede i kontraktens juridisk-økonomiske liv, kan det da konkluderes, at senere retshandlinger og deres virkninger for dette kontraktvilkår, dvs. en kontrakt om novation, også forsvinder fra den juridiske virkelighed, idet de skal anses for ikke at eksistere og for ikke at have nogen virkning.

2)

Kan dokumenter, som ændrer ikke-forhandlede kontraktvilkår, eller hvormed der indgås et forlig med hensyn til ikke-forhandlede kontraktvilkår, og som ved en kontrol ikke opfylder kriterierne om rimelighed og gennemsigtighed, anses for almindelige forretningsbetingelser som omhandlet i artikel 3 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993, således at der for disse dokumenter gælder de samme ugyldighedsgrunde, som gælder for de originale dokumenter, som har været genstand for novation eller forlig.

3)

Bør et afkald på at foretage retslige skridt indeholdt i en kontrakt om novation også være ugyldigt, for så vidt som kunderne ikke i de aftaler, som de underskrev, blev oplyst om, at der var tale om et ugyldigt kontraktvilkår, eller om de penge eller de beløb, som de havde krav på som tilbagebetaling af de renter, som var blevet betalt som følge af den oprindelige pålæggelse af »gulvklausuler«. Herved oplyses, at kunden underskriver et afkald på at anlægge sag uden af banken at være blevet oplyst op, hvad og hvor mange penge vedkommende giver afkald på.

4)

Hvis kontrakten om novation og ændring af et lån analyseres i lyset af EU-Domstolens praksis og artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, i direktiv [93/13], er den nye gulvklausul i kontrakten da på ny behæftet med en gennemsigtighedsmangel, idet banken igen ikke har opfyldt de kriterier med hensyn til gennemsigtighed, som er fastsat for den i dom af 9. maj 2013 fra Tribunal Superior, og ikke har oplyst kunden om de reelle økonomiske omkostninger forbundet med denne klausul i kundens aftale om lån mod pant i fast ejendom, således at kunden kan få kendskab til den rentesats (og det deraf følgende beløb), som kunden ville skulle betale, hvis den nye gulvklausul anvendes, og den rentesats (og det deraf følgende beløb), som kunden ville skulle betales, hvis der ikke anvendes nogen gulvklausul, og der anvendes den rentesats, som er aftalt i et lån mod pant i fast ejendom uden nogen begrænsning nedadtil. Det ønskes herved oplyst, om den finansielle institution ved at pålægge det dokument, der benævnes som et dokument om novation, med hensyn til »gulvklausulerne« burde have udført den kontrol med hensyn til gennemsigtighed, der er nævnt i artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, i direktiv [93/13] og oplyse forbrugeren om størrelsen af de tab, som forbrugeren er blevet påført ved anvendelsen af »gulvklausulerne«, og den rente, som skal anvendes, hvis disse gulvklausuler ikke fandtes, og om disse dokumenter i mangel heraf også er behæftet med en ugyldighedsgrund.

5)

Kan de bestemmelser om retslige skridt, der fremgår af de almindelige forretningsbetingelser i kontrakten om novation og ændring af et lån, efter deres indhold anses for urimelige kontraktvilkår i henhold til artikel 3, stk. 2, sammenholdt med bilaget, som indeholder en liste over urimelige kontraktvilkår, og nærmere bestemt dette bilags litra q), (kontraktvilkår, der har til formål eller til virkning at ophæve eller indskrænke forbrugerens adgang til at rejse søgsmål eller benytte andre retsmidler, er urimelige kontraktvilkår)), eftersom de begrænser forbrugernes ret til at udøve rettigheder, som kan opstå eller vise sig efter kontraktens underskrivelse, som det var tilfældet med muligheden for at kræve fuld tilbagebetaling af de betalte renter (jf. Domstolens dom af 21.12.2016 (2)).

---

(1)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, 29).

(2)  Dom af 21.12.2016, Gutiérrez Naranjo og andre (C-154/15, C-307/15 og C-308/15, EU:C:2016:980).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia Vigo (Spanien) den 11. juli 2018 — Bondora AS mod Carlos V. C.

(Sag C-453/18)

(2018/C 381/04)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de Primera Instancia Vigo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Bondora AS

Sagsøgt: Carlos V. C.

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (1) og den retspraksis, hvorved direktivet er blevet fortolket, fortolkes således, at den nævnte bestemmelse i direktivet er til hinder for en national forskrift som den 23. afsluttende bestemmelse, [stk. 2], i lov nr. 1/2000 af 7. januar 2000 om den civile retspleje, hvorefter det i forbindelse med en anmodning om et europæisk betalingspåkrav ikke er nødvendigt at fremlægge dokumentation, og at en sådan i givet fald vil blive afvist?

2)

Skal artikel 7, stk. 2, litra e), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1896/2006 af 12. december 2006 (2) fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at det långivende selskab kan pålægges at fremlægge den dokumentation, hvorpå det støtter sit krav, der udspringer af et forbrugslån, hvorom der er indgået aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, såfremt retten finder det tvingende nødvendigt at foretage en undersøgelse af dokumentet for at kunne fastslå, om den indgåede aftale mellem parterne indeholder urimelige kontraktvilkår, og derigennem opfylde bestemmelserne i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og den retspraksis, hvorved direktivet er blevet fortolket?

---

(1)  EFT L 95, s. 29.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12.12.2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (EUT L 399, s. 1).

Appel iværksat den 12. juli 2018 af HK til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 3. maj 2018 i sag T-574/16, HK mod Kommissionen

(Sag C-460/18 P)

(2018/C 381/05)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: HK (ved advokaterne A. Champetier og S. Rodrigues)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Appellen fremmes til realitetsbehandling og appellanten gives medhold.

—	Ophævelse af Rettens dom af 3. maj 2018 (sag T-574/16).

—	Appellanten gives medhold i påstandene for første instans, herunder påstanden om, at appelindstævnte tilpligtes at betale sagsomkostningerne, eller subsidiært:

—	Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse, idet der træffes afgørelse om sagsomkostningerne i appelsagen i overensstemmelse med artikel 184 i Domstolens procesreglement.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten påberåbt sig to anbringender. Det første anbringende er tilsidesættelse af artikel 17, første afsnit, i bilag VIII til tjenestemandsvedtægten, og at begrundelse både er tvetydig, usammenhængende og selvmodsigende. Det andet anbringende er tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling og at der foreligger en utilstrækkelig begrundelse.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Judecătoria Constanța (Rumænien) den 18. juli 2018 — R mod P

(Sag C-468/18)

(2018/C 381/06)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Judecătoria Constanța

Parter i hovedsagen

Sagsøger: R

Sagsøgt: P

Præjudicielle spørgsmål

1)

Såfremt en ret i en medlemsstat anmodes om at træffe afgørelse i en sag vedrørende tre anmodninger, nærmere bestemt om opløsningen af ægteskabelige forbindelser for forældrene til et mindreårigt barn, om forældreansvaret over for dette barn og om underholdspligten i forhold til det samme barn, kan bestemmelserne i artikel 3, litra a), artikel 3, litra d), og artikel 5 i forordning nr. 4/2009 (1) da fortolkes således, at den ret, som har kompetence til at påkende skilsmissesagen, som — samtidig — er retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, og den ret, for hvilken sagsøgte har givet møde, kan træffe afgørelse om anmodningen om underhold til barnet, selv om retten har erklæret sig inkompetent med hensyn til forældreansvaret over for det nævnte barn, eller kan anmodningen om underhold da kun afgøres af den ret, som har kompetence til at træffe afgørelse i den verserende sag om forældreansvaret over for dette barn?

2)	Såfremt en sag indbringes for en tilsvarende national ret, er anmodningen om underhold til det mindreårige barn da accessorisk i forhold til den verserende sag om forældreansvar som omhandlet i artikel 3, litra d), i forordning nr. 4/2009?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, er det da til barnets bedste, at den på grundlag af artikel 3, litra a), i forordning (EF) nr. 4/2009 kompetente ret i en medlemsstat træffer afgørelse vedrørende forælderens underholdspligt i forhold til et mindreårigt barn som følge af det ægteskab, hvorom der anmodes om opløsning, såfremt denne ret har erklæret sig inkompetent for så vidt angår forældreansvaret, idet den med retskraft har fastslået, at betingelserne i artikel 12 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (2) ikke er opfyldt?

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18.12.2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (EUT L 7, s. 1).

(2)  EUT 2003, L 338, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākā tiesa (Letland) den 23. juli 2018 — AS »PrivatBank«

(Sag C-480/18)

(2018/C 381/07)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Augstākā tiesa

Parter i hovedsagen

Sagsøger og kassationsappellant: AS »PrivatBank«

Kassationsindstævnt: Finanšu un kapitāla tirgus komisija (finanstilsynet, Letland)

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er en national lovgivning, hvorefter det lettiske finanstilsyn har beføjelse til at behandle klager fra brugerne af betalingstjenester, herunder i forbindelse med manglende betalinger i euro eller i en medlemsstats nationale valuta, og dermed til at konstatere overtrædelser af loven [om betalingstjenester og elektroniske penge] og pålægge sanktioner, forenelig med artikel 2, stk. 2, i direktiv (1) [2007/64/EF]?

2)	Skal direktivets artikel 20, stk. 1 og 5, og artikel 21, stk. 2, fortolkes således, at de tillader, at den kompetente myndighed ligeledes fører tilsyn med og pålægger sanktioner i forbindelse med manglende betalinger i euro eller i valutaen i en medlemsstat uden for euroområdet?

3)

Har den kompetente myndighed med henblik på de i direktivets artikel 20 og 21 fastlagte tilsynsopgaver eller med henblik på de i direktivets artikel 80-82 fastlagte klageprocedurer beføjelse til at bilægge tvister mellem betaleren og udbyderen af betalingstjenester, som udspringer af de i direktivets artikel 75 omhandlede retsforhold, og afgøre, hvem der er ansvarlig for den manglende eller mangelfuldt gennemførte transaktion?

4)

Når den kompetente myndighed udfører de i direktivets artikel 20 og 21 fastlagte tilsynsopgaver eller gennemfører de i direktivets artikel 80-82 fastlagte klageprocedurer, skal denne myndighed da tage hensyn til en voldgiftsafgørelse, der bilægger tvisten mellem udbyderen af betalingstjenesterne og brugeren af betalingstjenesterne?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13.11.2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5 (EUT 2007, L 319, s. 1)

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Budapest Környéki Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (Ungarn) den 26. juli 2018 — Farmland Kft. mod Földművelésügyi Miniszter

(Sag C-489/18)

(2018/C 381/08)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Budapest Környéki Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Farmland Kft.

Sagsøgt: Földművelésügyi Miniszter

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er den lovgivning, som er fastsat i ministeren for landbrug og udvikling af landdistrikters bekendtgørelse nr. 22/2010 af 16. marts, i ministeren for landbrug og udvikling af landdistrikters bekendtgørelse nr. 34/2010 af 9. april, i ministeren for landbrug og udvikling af landdistrikters bekendtgørelse nr. 25/2011 af 7. april og i ministeren for landbrug og udvikling af landdistrikters bekendtgørelse nr. 22/2011 af 25. marts, hvorefter landbrugerens støtteansøgning afvises alene på grundlag af et sæt kriterier vedrørende den såkaldte »retmæssige bruger af arealet«, som er fastsat i den nationale lovgivning, og et manglende såkaldt »certifikat for brug af arealet«, som er omfattet af kriterierne, selv om EU-producenten opfylder de øvrige betingelser med hensyn til støtteansøgningen og konkret kan godtgøre, at vedkommende råder over de anmeldte arealer, dvs. forvalter og driver dem, forenelig med EU-retten?

2)

Såfremt det første spørgsmål skal besvares benægtende, stiller EU-retten da krav om, at medlemsstatens betalingsorgan, når den vurderer en støtteansøgning, skal tage hensyn til anden dokumentation for betingelsen om, at »være til […] rådighed«, som fremgår af artikel 124 i Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 (1)?

3)

Såfremt det første spørgsmål skal besvares benægtende, hvilke retlige følger har det da i henhold til EU-retten, dvs. hvordan skal »en erklæring fra landbrugeren om, at vedkommende er bekendt med de betingelser, der gælder for de pågældende støtteordninger«, som i henhold til artikel 12, litra e), i Kommissionens forordning (EF) nr. 1122/2009 (2) er indeholdt i enkeltansøgningen, fortolkes eller vurderes i forhold til en særlig restriktiv bestemmelse i medlemsstaten, såsom et sæt kriterier vedrørende »den retmæssige bruger af arealet«?

4)

Såfremt det første spørgsmål skal besvares benægtende, hvilke retlige følger har det da i henhold til EU-retten, dvs. hvordan skal en af medlemsstaten pålagt forpligtelse til at afgive en erklæring om, at et sæt kriterier vedrørende »den retmæssige bruger af arealet«, dvs. de administrative betingelser, der vedrører medlemsstatens særlige, restriktive bestemmelse, er opfyldt, fortolkes og vurderes i forbindelse med enkeltansøgningen?

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19.1.2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 378/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003 (EUT 2009, L 30, s. 16).

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1122/2009 af 30.11.2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 for så vidt angår krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem inden for rammerne af de ordninger for direkte støtte til landbrugerne, som er omhandlet i nævnte forordning, og om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår krydsoverensstemmelse inden for rammerne af støtteordningen for vin (EUT 2009, L 316, s. 65).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Amsterdam (Nederlandene) den 27. juli 2018 — Openbaar Ministerie mod TC

(Sag C-492/18)

(2018/C 381/09)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Amsterdam

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Openbaar Ministerie

Sagsøgt: TC

Præjudicielle spørgsmål

Såfremt

—

den fuldbyrdende medlemsstat har gennemført artikel 17 i rammeafgørelse 2002/584/RIA (1) på en sådan måde, at varetægtsfængslingen i udleveringsøjemed af den eftersøgte person altid skal suspenderes, når fristen på 90 dage for at træffe endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre overskrides, og

—

de judicielle myndigheder i denne medlemsstat har fortolket national ret således, at fristen for at træffe afgørelse udsættes, når den fuldbyrdende judicielle myndighed har besluttet at stille et præjudicielt spørgsmål til Domstolen eller at afvente besvarelsen af et præjudicielt spørgsmål stillet af en anden fuldbyrdende judiciel myndighed eller at udsætte afgørelsen om overgivelse på grund af en reel fare for umenneskelige eller nedværdigende fængselsforhold i den fuldbyrdende medlemsstat,

er fortsat varetægtsfængsling af den eftersøgte på grund af flugtfare, når denne fængsling har varet mere end 90 dage efter anholdelsen af den eftersøgte person, da i strid med artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

---

(1)  Rådets rammeafgørelse af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne — Erklæringer fra en række medlemsstater i forbindelse med rammeafgørelsens vedtagelse (EFT L 190, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia de Barcelona (Spanien) den 27. juli 2018 — Bondora AS mod XY

(Sag C-494/18)

(2018/C 381/10)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de Primera Instancia de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Bondora AS

Sagsøgt: XY

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er chartrets [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder] artikel 38, artikel 6, stk. 1, [TEU], samt artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 (1) til hinder for en national retsregel som retsplejelovens 23. afsluttende bestemmelse, stk. 4, som ikke gør det muligt at fremlægge eller kræve en kontrakt eller en opgørelse af gælden fremlagt i forbindelse med en fordring, hvor sagsøgte er forbruger, og der er indicier på, at der rejses krav om beløb, der er baseret på urimelige kontraktvilkår?

2)

Er det foreneligt med artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 1896/2006 (2), hvorved der indføres en europæisk betalingspåkravsprocedure, at anmode en sagsøger om, at denne i forbindelse med en fordring mod en forbruger i punkt 11 i formular A specificerer opgørelsen af det skyldige beløb, der rejses krav om? Er det ligeledes foreneligt med den nævnte bestemmelse at kræve, at indholdet af de kontraktvilkår, der ud over kontraktens hovedformål ligger til grund for fordringen mod forbrugeren, skal anføres i samme punkt 11 med henblik på at vurdere, om de er urimelige?

3)

Såfremt spørgsmål 2) besvares benægtende, anmodes Domstolen om at oplyse, om det i den nuværende affattelse af forordning nr. 1896/2006 er muligt ex officio at efterprøve, om der i en forbrugerkontrakt er anvendt urimelige vilkår, inden det europæiske betalingspåkrav udstedes, og på grundlag af hvilken bestemmelse denne efterprøvelse kan foretages?

4)

Såfremt det ikke i den nuværende affattelse af forordning nr. 1896/2006 er muligt ex officio at efterprøve, om der foreligger urimelige kontraktvilkår, inden det europæiske betalingspåkrav udstedes, anmodes Domstolen om at tage stilling til, hvorvidt den nævnte forordning er gyldig, eller om den er i strid med chartrets artikel 38 og artikel 6, stk. 1, [TEU]?

---

(1)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12.12.2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (EUT L 399, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék (Ungarn) den 30. juli 2018 — HUNGEOD Közlekedésfejlesztési, Földmérési, Út- és Vasúttervezési Kft. o.a. mod Közbeszerzési Hatóság Közbeszerzési Döntőbizottság

(Sag C-496/18)

(2018/C 381/11)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: HUNGEOD Közlekedésfejlesztési, Földmérési, Út- és Vasúttervezési Kft., SIXENSE Soldata og Budapesti Közlekedési Zrt.

Sagsøgt: Közbeszerzési Hatóság Közbeszerzési Döntőbizottság

Anden part: Közbeszerzési Hatóság Elnöke

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 41, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, 2., 25., 27. og 36. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF (1) af 11. december 2007 om ændring af Rådets direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter, artikel 1, stk. 1 og 3, i Rådets direktiv 92/13/EØF (2) af 25. februar 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation og, i denne forbindelse, retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt princip, og kravet om effektiv og hurtig behandling af klager over indgåelse af offentlige kontrakter i forbindelse med afgørelser truffet af ordregivende myndigheder fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som med hensyn til offentlige kontrakter, der indgås før denne lovgivnings ikrafttrædelse, efter udløbet af fristen, i henhold til medlemsstatens tidligere lovgivning, for undersøgelse af overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter, som begås inden ikrafttrædelsen af denne lovgivning, generelt tillader den kompetente (tilsyns-)myndighed, som er oprettet i medfør af denne lovgivning, at denne inden for den i nævnte lovgivning fastsatte frist selv kan iværksætte en procedure for at undersøge en konkret overtrædelse i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter og træffe afgørelse om realiteten og som følge heraf fastslå, at der er begået en overtrædelse, fastsætte en sanktion vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter og anvende virkningerne af kontraktens ugyldighed?

2)

Kan de retsregler og principper, som er nævnt i det første spørgsmål — ud over den faktiske udøvelse af (den subjektive og personlige) ret til efterprøvelse, som aktører, der berøres af indgåelsen af en offentlig kontrakt, har — finde anvendelse på retten til at iværksætte og behandle en klageprocedure, som de (tilsyns)myndigheder, som er oprettet i medfør af medlemsstatens lovgivning, har, hvilke myndigheder har beføjelse til af egen drift at identificere og undersøge overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter og har til opgave at varetage samfundsmæssige interesser?

3)

Følger det af artikel 99, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU (3) om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF (4), at lovgivningen i en medlemsstat, idet der vedtages en ny lov — med henblik på at beskytte EU’s finansielle interesser i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter — generelt kan tillade (tilsyns)myndigheder, som i henhold til medlemsstatens lovgivning har beføjelse til af egen drift at identificere og undersøge overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter, og som har til opgave at varetage samfundsmæssige interesser, at undersøge overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter, der er begået inden ikrafttrædelsen af denne lov, og iværksætte og behandle en procedure, selv om fristerne i henhold til den tidligere lovgivning er udløbet?

4)

Har det i betragtning af de retsregler og principper, som er nævnt i det første spørgsmål, ved vurderingen af, om den i det første og det tredje spørgsmål beskrevne undersøgelsesbeføjelse, som er tillagt (tilsyns)myndighederne, er forenelig med EU-retten, nogen betydning, hvilke retlige, forskriftsmæssige, tekniske eller organisatoriske lakuner eller andre former for hindringer, der ligger til grund for den omstændighed, at overtrædelsen i forbindelse med indgåelsen af offentlige kontrakter ikke blev undersøgt, da den blev begået?

5)

Skal artikel 41, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, 2., 25., 27. og 36. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter, artikel 1, stk. 1 og 3, i Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation og, i denne forbindelse, retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt princip, og kravet om effektiv og hurtig behandling af klager over indgåelse af offentlige kontrakter i forbindelse med afgørelser truffet af ordregivende myndigheder og proportionalitetsprincippet, fortolkes således, at den nationale ret — selv hvis den i det første til det fjerde spørgsmål nævnte beføjelse i betragtning af disse principper kan tillægges de (tilsyns)myndigheder, som i henhold til medlemsstatens lovgivning har beføjelse til af egen drift at identificere og undersøge overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter, og som har til opgave at varetage samfundsmæssige interesser — kan tage stilling til, om den tid, der er gået mellem overtrædelsen blev begået, udløbet af den tidligere gældende undersøgelsesfrist og iværksættelsen af proceduren om undersøgelse af overtrædelsen, er rimelig og forholdsmæssig, og heraf udlede den retlige følge af, at den omtvistede afgørelse er uden virkning, eller en anden retlig følge, der følger af medlemsstatens lovgivning?

---

(1)  EFT L 335, s. 31.

(2)  EFT L 76, s. 14.

(3)  Direktiv af 26. februar 2014 (EUT L 94, s. 243).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester (»forsyningsvirksomhedsdirektivet«) (EUT L 134, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék (Ungarn) den 30. juli 2018 — Budapesti Közlekedési Zrt. mod Közbeszerzési Hatóság Közbeszerzési Döntőbizottság

(Sag C-497/18)

(2018/C 381/12)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Budapesti Közlekedési Zrt.

Sagsøgt: Közbeszerzési Hatóság Közbeszerzési Döntőbizottság

Anden part: Közbeszerzési Hatóság Elnöke

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 41, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, 2., 25., 27. og 36. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF (1) af 11. december 2007 om ændring af Rådets direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter, artikel 1, stk. 1 og 3, i Rådets direktiv 89/665/EØF (2) af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter og, i denne forbindelse, retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt princip, og kravet om effektiv og hurtig behandling af klager over indgåelse af offentlige kontrakter i forbindelse med afgørelser truffet af ordregivende myndigheder fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som med hensyn til offentlige kontrakter, der indgås før denne lovgivnings ikrafttrædelse, efter udløbet af fristen, i henhold til medlemsstatens tidligere lovgivning, for undersøgelse af overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter, som begås inden ikrafttrædelsen af denne lovgivning, generelt tillader den kompetente (tilsyns-)myndighed, som er oprettet i medfør af denne lovgivning, at denne inden for den i nævnte lovgivning fastsatte frist selv kan iværksætte en procedure for at undersøge en konkret overtrædelse i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter og som følge heraf fastslå, at der er begået en overtrædelse, fastsætte en sanktion vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter og anvende virkningerne af den offentlige kontrakts ugyldighed?

2)

Kan de retsregler og principper, som er nævnt i det første spørgsmål — ud over den faktiske udøvelse af (den subjektive og personlige) ret til efterprøvelse, som aktører, der berøres af indgåelsen af en offentlig kontrakt, har — finde anvendelse på retten til at iværksætte og behandle en klageprocedure, som de (tilsyns)myndigheder, som er oprettet i medfør af medlemsstatens lovgivning, har, hvilke myndigheder har beføjelse til af egen drift at identificere og undersøge overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter og har til opgave at varetage samfundsmæssige interesser?

3)

Følger det af artikel 83, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU (3) af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (4), at lovgivningen i en medlemsstat, idet der vedtages en ny lov — med henblik på at beskytte EU’s finansielle interesser i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter — generelt kan tillade (tilsyns)myndigheder, som i henhold til medlemsstatens lovgivning har beføjelse til af egen drift at identificere og undersøge overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter, og som har til opgave at varetage samfundsmæssige interesser, at undersøge overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter, der er begået inden ikrafttrædelsen af denne lov, og iværksætte og behandle en procedure, selv om fristerne i henhold til den tidligere lovgivning er udløbet?

4)

Har det i betragtning af de retsregler og principper, som er nævnt i det første spørgsmål, ved vurderingen af, om den i det første og det tredje spørgsmål beskrevne undersøgelsesbeføjelse, som er tillagt (tilsyns)myndighederne, er forenelig med EU-retten, nogen betydning, hvilke retlige, forskriftsmæssige, tekniske eller organisatoriske lakuner eller andre former for hindringer, der ligger til grund for den omstændighed, at overtrædelsen i forbindelse med indgåelsen af offentlige kontrakter ikke blev undersøgt, da den blev begået?

5)

Skal artikel 41, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, 2., 25., 27. og 36. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter, artikel 1, stk. 1 og 3, i Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter og, i denne forbindelse, retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt princip, og kravet om effektiv og hurtig behandling af klager over indgåelse af offentlige kontrakter i forbindelse med afgørelser truffet af ordregivende myndigheder og proportionalitetsprincippet, fortolkes således, at den nationale ret — selv hvis den i det første til det fjerde spørgsmål nævnte beføjelse i betragtning af disse principper kan tillægges de (tilsyns)myndigheder, som i henhold til medlemsstatens lovgivning har beføjelse til af egen drift at identificere og undersøge overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter, og som har til opgave at varetage samfundsmæssige interesser — kan tage stilling til, om den tid, der er gået mellem overtrædelsen blev begået, udløbet af den tidligere gældende frist for undersøgelse og iværksættelsen af proceduren om undersøgelse af overtrædelsen, er rimelig og forholdsmæssig, og heraf udlede den retlige følge af, at den omtvistede afgørelse er uden virkning, eller en anden retlig følge, der følger af medlemsstatens lovgivning?

---

(1)  EUT 2007, L 335, s. 31.

(2)  EUT 1989, L 395, s. 33.

(3)  Direktiv af 26.2.2014 (EUT 2014, L 94, s. 65).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets af 31.3.2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT L 134, s. 114).

Appel iværksat den 27. juli 2018 af Bayer CropScience AG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Udvidede Afdeling) den 17. maj 2018 i sag T-429/13, Bayer CropScience AG mod Europa-Kommissionen

(Sag C-499/18 P)

(2018/C 381/13)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Bayer CropScience AG (ved advokat K. Nordlander, avocat C. Zimmermann, advocate A. Robert og solicitor M. Zdzieborska)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Association générale des producteurs de maïs et autres céréales cultivées de la sous-famille des panicoïdées (AGPM), The National Farmers’ Union (NFU), Association européenne pour la protection des cultures (ECPA), Rapool-Ring GmbH Qualitätsraps deutscher Züchter, European Seed Association (ESA), Agricultural Industries Confederation Ltd, Kongeriget Sverige, Union nationale de l’apiculture française (UNAF), Deutscher Berufs- und Erwerbsimkerbund eV, Österreichischer Erwerbsimkerbund, Pesticide Action Network Europe (PAN Europe), Bee Life European Beekeeping Coordination (Bee Life), Buglife — The Invertebrate Conservation Trust, Stichting Greenpeace Council

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom i sag T-429/13 ophæves.

—	Der gives medhold i påstandene i første instans, og forordning nr. 485/2013 annulleres, for så vidt som den vedrører appellanten (1).

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale appellantens sagsomkostninger og at bære sine egne omkostninger, både i første instans og i appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har gjort gældende, at Retten begik følgende retlige fejl:

Første appelanbringende: Retten begik en retlig fejl, idet den fandt, at en øget grad af sikkerhed vedrørende tidligere videnskabelig viden kunne anses for »ny« videnskabelig viden som omhandlet i artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 1107/2009 (2).

Andet appelanbringende: Retten begik en retlig fejl ved dens fortolkning af artikel 21, stk. 3, i forordning nr. 1107/2009, idet den fastslog, at EFSA ikke var forpligtet til at basere sin risikovurdering på den officielle retningslinje, der fandt anvendelse på tidspunktet for vurderingen.

Tredje appelanbringende: Retten begik en retlig fejl ved dens anvendelse af artikel 21, stk. 3, i forordning nr. 1107/2009.

Fjerde appelanbringende: Retten begik en retlig fejl, idet den undlod at fastsætte et passende niveau for videnskabelig sikkerhed vedrørende den konkretisering af den påståede risiko, der er påkrævet for anvendelsen af forebyggende foranstaltninger.

Femte appelanbringende: Retten begik en retlig fejl, idet den undlod at anvende standarderne for en grundig og præcis risikovurdering, som skal foretages før vedtagelsen af forebyggende foranstaltninger.

Sjette appelanbringende: Retten begik en retlig fejl, idet den fastlagde omfanget af den konsekvensanalyse, der skal foretages før vedtagelsen af forebyggende foranstaltninger, forkert, og ikke tog hensyn til kravene til denne konsekvensanalyse.

---

(1)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 485/2013 af 24.5.2013 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 for så vidt angår godkendelsesbetingelserne for aktivstofferne clothianidin, thiamethoxam og imidacloprid og om forbud mod anvendelse og salg af frø, som er behandlet med plantebeskyttelsesmidler, der indeholder disse aktivstoffer (EUT 2013, L 139, s. 12).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1107/2009 af 21.10.2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT 2009, L 309, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Specializat Cluj (Rumænien) den 30. juli 2018 — AU mod Reliantco Investments LTD og Reliantco Investments LTD Limassol Sucursala București

(Sag C-500/18)

(2018/C 381/14)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Specializat Cluj

Parter i hovedsagen

Sagsøger: AU

Sagsøgte: Reliantco Investments LTD og Reliantco Investments LTD Limassol Sucursala București

Præjudicielle spørgsmål

1)	Skal/kan den nationale ret ved fortolkning af begrebet »detailkunde« i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv 2004/39/EF (1) anvende de samme fortolkningskriterier, der definerer begrebet »forbruger« som omhandlet i artikel 2, litra b), i direktiv 93/13/EØF (2)?

2)	Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, på hvilke betingelser kan en »detailkunde« som omhandlet i direktiv 2004/39/EF da, i en tvist som den i hovedsagen omhandlede, være en forbruger? Og

3)

Navnlig, udgør især den omstændighed, at en »detailkunde« som omhandlet i direktiv 2004/39/EF gennemfører mange handler i løbet af en relativt kort tidsperiode og investerer betydelige pengesummer i finansielle instrumenter som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 17), i direktiv 2004/39/EF, et relevant kriterium for at vurdere, om en »detailkunde« i direktivets forstand anses for at være en forbruger?

4)

Kan og/eller skal den nationale ret, når den skal fastslå sin kompetence, idet retten skal fastslå, om den enkelte situation er omfattet af artikel 17, stk. 1, litra c), eller artikel 7, nr. 2), i forordning (EU) nr. 1215/2012 (3), tage højde for det af sagsøgeren påberåbte materielle retsgrundlag — alene ansvar uden for kontraktforhold — som et retsmiddel i tilfælde af indgåelse af kontraktvilkår, som anses for urimelige i henhold til direktiv 93/13/EØF, således at den anvendelige materielle ret fastlægges i medfør af forordning (EF) nr. 864/2007 (4) (Rom II-forordningen), eller bevirker sagsøgerens eventuelle egenskab af forbruger, at det materielle retsgrundlag for sagsøgerens påstand bliver irrelevant?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21.4.2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (EUT 2004, L 145, s. 1).

(2)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11.7.2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT 2007, L 199, s. 40).

Appel iværksat den 26. juli 2018 af Inge Barnett til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 16. maj 2018 i sag T-23/17, Barnett mod Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)

(Sag C-503/18 P)

(2018/C 381/15)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Inge Barnett (ved avocats S. Orlandi og T. Martin)

Den anden part i appelsagen: Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Principalt:

—	Rettens dom af 16. maj 2018, Barnett mod EØSU, T-23/17, EU:T:2018:271, ophæves.

—	EØSU’s afgørelse af 21. marts 2016, truffet til opfyldelse af dom af 22. september 2015, Barnett mod EØSU, F-20/14, EU:F:2015:107, annulleres.

—	EØSU tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Subsidiært:

—	Rettens dom af 16. maj 2018, Barnett mod EØSU, T-23/17, EU:T:2018:271, ophæves.

—	EØSU’s afgørelse af 21. marts 2016, truffet til opfyldelse af dom af 22. september 2015, Barnett mod EØSU, F-20/14, EU:F:2015:107, annulleres.

—

EØSU tilpligtes at betale appellanten et beløb på 207 994,14 EUR for det lidte økonomiske tab, med tillæg af morarenter beregnet fra de skyldige beløbs forfaldsdato, med den af ECB fastsatte rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med 3½ procentpoint, samt et fast beløb på 25 000 EUR for det lidte ikke-økonomiske tab.

—	EØSU tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har gjort gældende, at Retten begik flere retlige fejl ved at antage, at EØSU til opfyldelse af Personalerettens dom kunne indskrænke sig til at foretage en fornyet undersøgelse af appellantens ansøgning henset til en angivelig interesse for tjenesten, som blev fastlagt tre år efter vedtagelsen af den første afgørelse om afslag på hendes ansøgning og var ukendt for parterne indtil den 21. marts 2016. Denne angivelige interesse for tjenesten, som fjerner appellanten fra listen over begunstigede, fordi hun er uundværlig for en velfungerende tjenesten, er uden forbindelse med EØSU’s gældende almindelige gennemførelsesbestemmelser. Denne angivelige interesse for tjenesten blev desuden påberåbt uden høring af det paritetiske udvalg. Dette paritetiske organ havde imidlertid i 2013 meddelt, at det i tilfælde af, at en af de to berettigede til foranstaltningen gav afkald, ville blive foreslået at tildele appellanten denne fordel under hensyn til tjenestens interesse.

Appellanten har ligeledes gjort gældende, at Retten tilsidesatte den retskraft, som Personalerettens dom havde.

Endelig er den appellerede dom behæftet med en retlig fejl, for så vidt som Retten fastslog, at EØSU uanset ophævelsen af det retsgrundlag, der er nødvendigt for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, fortsat havde kompetence til at vedtage en afgørelse som svar på appellantens ansøgning. Ved besvarelsen af dette anbringende fordrejede Retten i øvrigt de argumenter, der blev påberåbt til støtte for den indsigelse om manglende kompetence, som appellanten havde fremsat.

Appel iværksat den 9. august 2018 af Marion Le Pen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 19. juni 2018 i sag T-86/17, Le Pen mod Europa-Parlamentet

(Sag C-525/18 P)

(2018/C 381/16)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Marion Le Pen (ved advokat R. Bosselut)

De andre parter i appelsagen: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Ophævelse af dom afsagt den 19. juni 2018 af Rettens Sjette Afdeling i sag T-86/17.

Følgelig:

—

Annullation af Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse af 5. december 2016, truffet i medfør af artikel 68 i Europa-Parlamentets præsidiums afgørelse 2009/C 159/01 af 19. maj og 9. juli 2008 om gennemførelsesbestemmelser til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, som ændret, hvori der fastslås en fordring på 298 497,87 EUR.

—

Annullation af debetnota nr. 2016-1560, meddelt den 6. december 2016, hvori appellanten oplyses om, at der er fastslået en fordring mod hende ifølge generalsekretærens afgørelse af 5. december 2016 om tilbagesøgning af de fejlagtigt udbetalte beløb i form af parlamentarisk assistance i medfør af artikel 68 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer og artikel 78, 79 og 80 i finansforordningen.

—

Retten træffer afgørelse om det beløb, der skal tildeles appellanten i erstatning for det ikke-økonomiske tab, der følger af de ugrundede anklager, der blev fremsat, før der blev draget nogen konklusioner i forbindelse med undersøgelsen, af den skade, der er påført appellantens omdømme, og den meget væsentlige skade, som den anfægtede afgørelse har påført hendes private og politiske liv.

—	Retten træffer afgørelse om det beløb, der skal tildeles appellanten til dækning af procesudgifter.

—	Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Inden der træffes afgørelse i sagen: Parlamentet opfordres til at fremlægge de administrative sagsakter vedrørende CG, opgørelsen over, hvornår CG er ankommet til og har forladt Parlamentets hovedsæde i Strasbourg og i Bruxelles, den anonyme skrivelse, der gav anledning til indledningen af den omtvistede procedure og OLAF’s sagsakter vedrørende appellanten og hendes assistent.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første anbringende vedrører Rettens tilsidesættelse af EU-retten, retlige fejl og tilsidesættelse af væsentlige formkrav. Appellanten har fuldt ud begrundet indleveringen af nye dokumenter under sagen som følge af nye faktiske omstændigheder. Disse dokumenter udgør en genpart af dem, som var blevet indleveret til Parlamentets generalsekretær. Retten havde fuld prøvelsesret, som pålagde den at tage hensyn til disse dokumenter med henblik på bedømmelsen af, om der forelå et arbejde som parlamentarisk assistent eller ej og derfor, om tilbagesøgningen af fejlagtigt udbetalte beløb var korrekt eller ej. Desuden var visse af disse beviser i Parlamentets besiddelse, men var blevet skjult for appellanten.

Andet anbringende vedrører Rettens tilsidesættelse af retten til forsvar og af væsentlige formkrav. Parlamentets generalsekretærs manglende afhøring af appellanten og den manglende fremsendelse af sagsakterne udgør en tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar, af retten til personligt at blive hørt før enhver afgørelse, endog administrativ, af princippet om ligestilling af parterne og af princippet om loyalitet under retsforhandlingerne, af retten til en upartisk domstol og af det forbud mod retsnægtelse, som følger af gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, af artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK) og af almindelige retsprincipper. Retten har heller ikke forholdt sig til den manglende begrundelse, som generalsekretærens afgørelse er behæftet med.

Tredje anbringende vedrører Rettens tilsidesættelse af EU-retten, retlige fejl og fejl ved kvalificeringen af de faktiske omstændigheders retlige karakter, forkert gengivelse af de faktiske omstændigheder og af beviserne, diskrimination og fumus persecutionis samt tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af legalitetsprincippet.

Fjerde anbringende om magtfordrejning, idet den appellerede dom godkendte generalsekretærens opførsel, hvis egentlige og endelige formål var at skade appellanten og hendes parti.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Förvaltningsrätten i Göteborg (Sverige) den 13. august 2018 — AA mod Migrationsverket

(Sag C-526/18)

(2018/C 381/17)

Processprog: svensk

Den forelæggende ret

Förvaltningsrätten i Göteborg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: AA

Sagsøgt: Migrationsverket

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er bestemmelserne i Schengenkonventionen eller i Schengengrænsekodeksen til hinder for sådanne nationale bestemmelser, der er omhandlet i § 16f i lagen (2016:752) om tillfälliga begränsningar av möjligheten att få uppehållstillstånd i Sverige, som indebærer, at der kan meddeles opholdstilladelse for gymnasial uddannelse til en tredjelandsstatsborger, selv om dennes identitet er uklar og han eller hun ikke kan sandsynliggøre sin identitet?

2)	Såfremt Schengenreglerne i en sådan situation anses for at indeholde et krav om klarlagt eller sandsynliggjort identitet, kan bestemmelserne i tilbagesendelsesdirektivet (1) eller i anden EU-retlig lovgivning da fortolkes således, at de giver mulighed for at fravige nævnte identitetskrav?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.12.2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L 348, s. 98).

Sag anlagt den 27. august 2018 — Europa-Kommissionen mod Rumænien

(Sag C-549/18)

(2018/C 381/18)

Processprog: rumænsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved T. Scharf, G. von Rintelen og L. Radu Bouyon, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Rumænien

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Rumænien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 67 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (1), idet det ikke inden den 26. juni 2017 har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, og idet det under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

—

Rumænien pålægges i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF at betale en tvangsbøde på 21 974,40 EUR for hver dags forsinkelse, regnet fra den dag, hvor der afsiges dom i nærværende sag, på grund af tilsidesættelsen af forpligtelsen til at meddele, hvilke foranstaltninger der er blevet vedtaget til gennemførelse af direktiv 2015/849/EU.

—

Rumænien pålægges i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF at betale et fast beløb på grundlag af et dagligt beløb på 6 016,80 EUR ganget med det antal dage, der er gået fra udløbet af den gennemførelsesfrist, der er fastsat i det omhandlede direktiv, indtil den dato, hvor Rumænien opfylder sine forpligtelser, eller, hvis det undlader at opfylde disse forpligtelser, indtil datoen for afsigelsen af Domstolens dom, med forbehold af at det overstiger et fast minimumsbeløb på 1 887 000 EUR.

—	Rumænien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

1.

Medlemsstaterne var i henhold til artikel 67 i direktiv 2015/849/EU forpligtede til at sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet senest den 26. juni 2017. Eftersom Rumænien har undladt at meddele gennemførelsesforanstaltninger, har Kommissionen besluttet at indbringe sagen for Domstolen.

2.	Kommissionen har i sin stævning nedlagt påstand om, at Domstolen skal pålægge Rumænien at betale et fast beløb og tvangsbøder i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF.

---

(1)  EUT 2015, L 141, s. 73.

Sag anlagt den 30. august 2018 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

(Sag C-556/18)

(2018/C 381/19)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved E. Manhaeve og S. Pardo Quintillán, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Spanien

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås i medfør af artikel 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13, stk. 7, sammenholdt med artikel 13, stk. 1, artikel 14 og artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (1), idet det ikke har afsluttet den offentlige oplysning og høring om vandområdeplanerne, og eftersom det ikke har vedtaget, offentliggjort og givet Kommissionen meddelelse om revisionen og ajourføringen af vandområdeplanerne for vandområdedistrikterne Lanzarote, Fuerteventura, Gran Canaria, Tenerife, La Gomera, La Palma og El Hierro.

—	Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I henhold til artikel 25 i direktiv 2000/60 trådte dette direktiv i kraft på datoen for sin offentliggørelse i EFT, dvs. den 22. december 2000. I henhold til artikel 13, stk. 6, udløb fristen for offentliggørelse af vandområdeplanerne derfor den 22. december 2009, og i henhold til artikel 13, stk. 7, udløb fristen for den første revision og ajourføring af vandområdeplanerne den 22. december 2015.

Kommissionen er af den opfattelse, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til de nævnte artikler i direktiv 2000/60/EF, idet det ikke har afsluttet den offentlige oplysning og høring om vandområdeplanerne, og eftersom det ikke har vedtaget, offentliggjort og givet Kommissionen meddelelse om revisionen og ajourføringen af vandområdeplanerne for vandområdedistrikterne Lanzarote, Fuerteventura, Gran Canaria, Tenerife, La Gomera, La Palma og El Hierro inden for den frist på to måneder, som fremgår af dens begrundede udtalelse af 5. oktober 2017.

---

(1)  EFT 2000, L 327, s. 1.

Rettens dom af 11. september 2018 — Apimab Laboratoires m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-14/16) (1)

((Forbrugerbeskyttelse - fastsættelse af grænseværdier for polycykliske aromatiske hydrocarboner i kosttilskud - forordning (EØF) nr. 315/93 - risikoanalyse - forordning (EF) nr. 178/2002 - åbenbart urigtigt skøn - proportionalitet - princippet om forbud mod forskelsbehandling))

(2018/C 381/20)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Apimab Laboratoires (Clermont-l’Hérault, Frankrig) og syv andre sagsøgere, hvis navne er opført i bilaget til dommen (ved advokat A. de Brosses)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved K. Herbout-Borczak og C. Valero, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand nedlagt i henhold til artikel 263 TEUF vedrørende delvis annullation af Kommissionens forordning (EU) 2015/1933 af 27. oktober 2015 om ændring af forordning (EF) nr. 1881/2006 for så vidt angår grænseværdier for polycykliske aromatiske hydrocarboner i kakaofiber, bananchips, kosttilskud, tørrede urter og tørrede krydderier (EUT 2015, L 282, s. 11).

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Apimab Laboratoires og de andre sagsøgere, hvis navne er opført i bilaget, bærer hver deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 90 af 7.3.2016.

Rettens dom af 12. september 2018 — PH mod Kommissionen

(Sag T-613/16) (1)

((Personalesag - ansættelse - almindelig udvælgelsesprøve - meddelelse om udvælgelsesprøve EPSO/AST-SC/03/15 - afgørelse om at udelukke ansøgeren fra udvælgelsesprøven - familiemæssig tilknytning til et medlem af udvælgelseskomitéen - ligebehandling))

(2018/C 381/21)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: PH (ved advokat M. Cornacchia)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved G. Gattinara og L. Radu Bouyon, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand om annullation af afgørelsen af 19. maj 2016 om, som svar på en ansøgning fra sagsøgeren om fornyet gennemgang, at bekræfte sagsøgerens udelukkelse fra udvælgelsesprøve EPSO/AST-SC/03/15.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	PH betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 371 af 10.10.2016 (sag oprindeligt registreret ved EU-Personaleretten under sagsnr. F-43/16 og overført til Den Europæiske Unions Ret den 1.9.2016).

Rettens dom af 11. september 2018 — Foshan Lihua Ceramic mod Kommissionen

(Sag T-654/16) (1)

((Dumping - import af keramiske fliser med oprindelse i Kina - artikel 11, stk. 3 og 5, og artikel 17 i forordning (EF) nr. 1225/2009 (nu artikel 11, stk. 3 og 5, og artikel 17 i forordning (EU) 2016/1036) - afslag på en anmodning om delvis genoptagelse af en undersøgelse, der er begrænset til dumpingaspekter, af den endelige antidumpingtold, der blev indført ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 917/2011 - varig ændring i omstændighederne - stikprøver - individuel undersøgelse - manglende samarbejde ved den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af de endelige foranstaltninger))

(2018/C 381/22)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Foshan Lihua Ceramic Co. Ltd, Foshan City (Kina), ved advokaterne B. Spinoit og D. Philippe

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved M. França, T. Maxian Rusche, N. Kuplewatzky og A. Demeneix, som befuldmægtigede Sagens genstand)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2016) 4259 af 11. juli 2016, hvorved der blev meddelt afslag på en anmodning om en delvis genoptagelse af en undersøgelse, begrænset til dumpingaspekter, af den endelige antidumpingtold på import af keramiske fliser med oprindelse i Folkerepublikken Kina, der blev indført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 917/2011 af 12. september 2011.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Foshan Lihua Ceramic Co. Ltd betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 428 af 21.11.2016.

Rettens dom af 12. september 2018 — De Geoffroy m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-788/16) (1)

((Personalesag - tjenestemænd - ferie - vedtagelse af nye retningslinjer fra Parlamentet vedrørende administration af ferie - individuelle afgørelser truffet i medfør af de nye retningslinjer i tolkeafdelingerne - begrundelsespligt - åbenbart urigtigt skøn - tjenestens interesse - ulovlighedsindsigelse))

(2018/C 381/23)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Dominique De Geoffroy (Bruxelles, Belgien) og de 14 øvrige sagsøgere, hvis navne er opført i bilaget til dommen (først ved advokaterne N. de Montigny og J.-N. Louis, derefter ved advokat N. de Montigny)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet (ved E. Taneva og L. Deneys, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand om annullation, for det første, af Parlamentets retningslinjer af 21. marts 2016 vedrørende gennemførelse, for tolkeafdelingerne, af artikel 4, stk. 5, i de interne regler vedrørende administration af ferie, for det andet, af Parlamentets afgørelse af 12. april 2016 om at godkende Françoise Joostens’ ferieansøgning, men om at integrere de ansøgte feriedage i en kvote på tre og en halv dag, for det tredje, af Parlamentets afgørelse af 2. juni 2016 om afslag på en ferieansøgning fra Françoise Joostens og, for det fjerde, af Parlamentets afgørelse af 13. juni 2016 om afslag på en ferieansøgning fra Stéphane Grosjean.

Konklusion

1)	Europa-Parlamentets afgørelse af 13. juni 2016 om afslag på en ferieansøgning fra Stéphane Grosjean annulleres.

2)	I øvrigt frifindes Parlamentet.

3)	Hver part bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 14 af 16.1.2017.

Rettens dom af 12. september 2018 — Chafaro Ireland mod EUIPO — Laboratoires M&L (NUIT PRECIEUSE)

(Sag T-905/16) (1)

([EU-varemærker - ugyldighedssag - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - figurmærket NUIT PRECIEUSE - det ældre nationale ordmærke EAU PRECIEUSE - relativ registreringshindring - Artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001]])

(2018/C 381/24)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Chafaro Ireland DAC (Dublin, Irland) (ved advokaterne P. Mayaer og J. Muyldermans)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Lukošiūtė, D. Walicka og D. Gája, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Laboratoires M&L SA (Manosque, Frankrig) (ved advokat F. Cordt)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelse truffet den 19. oktober 2016 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2596/2015-4) vedrørende en ugyldighedssag mellem Chefaro Ireland og Laboratoires M&L.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Chefaro Ireland DAC betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 53 af 20.2.2017.

Rettens dom af 12. september 2018 — Healy mod Kommissionen

(Sag T-55/17) (1)

((Tjenestemandssag - kontraktansatte - ansættelse - intern udvælgelsesprøve - oprettelse af en reserveliste til ansættelse af assistenter - adgangsbetingelse vedrørende anciennitet i tjenesten ved Kommissionen - ingen adgang til at deltage i prøverne i en udvælgelsesprøve))

(2018/C 381/25)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: John Morrison Healy (Celbridge, Irland) (ved advokaterne S. Orlandi og T. Martin)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved G. Berscheid og L. Radu Bouyon, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF med påstand om annullation af afgørelsen truffet af udvælgelseskomitéen for den interne udvælgelsesprøve KOM/02/AST/16 (AST 2) om afslag på sagsøgerens ansøgning.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	John Morrison Healy betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 112 af 10.4.2017.

Rettens dom af 12. september 2018 — Pelikan mod EUIPO – NBA Properties (NEW ORLEANS PELICANS)

(Sag T-112/17) (1)

([EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket NEW ORLEANS PELICANS - de ældre EU-ordmærker og ældre nationale figurmærker Pelikan - Artikel 8, stk. 1, litra b), og stk. 5, i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), og stk. 5, i forordning (EU) 2017/1001]])

(2018/C 381/26)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Pelikan Vertriebsgesellschaft mbH & Co. KG (Hannover, Tyskland) (ved advokat U. Hildebrandt)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved D. Gája og D. Walicka, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: NBA Properties. Inc. (New York, New York, De Forenede Stater) (først ved barrister M. Chapple, derefter ved barrister T. Elias)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 16. december 2016 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 408/2016-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Pelikan Vertriebsgesellschaft og NBA Properties

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Pelikan Vertriebsgesellschaft mbH & Co. KG betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 129 af 24.4.2017.

Rettens dom af 12. september 2018 — Primart mod EUIPO — Bolton Cile España (PRIMART Marek Łukasiewicz)

(Sag T-584/17) (1)

((EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket PRIMART Marek Łukasiewicz - de ældre nationale ordmærker PRIMA - relativ registreringshindring - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, litra b), i forordning (EU) 2017/1001]))

(2018/C 381/27)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Przedsiębiorstwo Produkcyjno-Handlowe »Primart« Marek Łukasiewicz (Wołomin, Polen) (ved advokat J. Skołuda)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved S. Palmero Cabezas, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Bolton Cile España, SA (Madrid, Spanien) (ved advokaterne F. Celluprica, F. Fischetti og F. De Bono)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 22. juni 2017 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1933/2016-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Bolton Cile España og Przedsiębiorstwo Produkcyjno-Handlowe »Primart« Marek Łukasiewicz.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Przedsiębiorstwo Produkcyjno-Handlowe »Primart« Marek Łukasiewicz betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 374 af 6.11.2017.

Rettens kendelse af 19. juli 2018 — Front Polisario mod Rådet

(Sag T-180/14) (1)

((Annullationssøgsmål - fiskeripartnerskabsaftale mellem Unionen og Kongeriget Marokko - protokol om fastsættelse af de fiskerimuligheder, der er omhandlet i denne aftale - indgåelsesretsakt - anvendelse af den nævnte aftale og den nævnte protokol på Vestsaharas område og de hertil tilstødende farvande - manglende søgsmålskompetence - afvisning))

(2018/C 381/28)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Front populaire pour la libération de la Saguia-el-Hamra et du Rio de Oro (Front Polisario) (ved advokat G. Devers)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved S. Kyriakopoulou, A. de Elera-San Miguel Hurtado og A. Westerhof Löfflerová, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Europa-Kommissionen (ved A. Bouquet, F. Castillo de la Torre og E. Paasivirta, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af dels Rådets afgørelse 2013/785/EU af 16. december 2013 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af protokollen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko (EUT 2013, L 349, s. 1), dels Kommissionens afgørelse (EU) 2018/393 af 12. marts 2018 om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af ændringen af protokollen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko (EUT 2018, L 69, s. 60).

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Front populaire pour la libération de la Saguia-el-Hamra et du Rio de Oro (Front Polisario) bærer sine egne sagsomkostninger og betaler de af Rådet afholdte sagsomkostninger.

3)	Europa-Kommissionen bærer sine egne sagsomkostninger.

---

(1)  EUT C 184 af 6.6.2014.

Rettens kendelse af 27. juli 2018 — Apple Distribution International mod Kommissionen

(Sag T-101/17) (1)

((Annullationssøgsmål - statsstøtte - Tysklands påtænkte støtte til filmproduktion og distribution - afgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig med det indre marked - ikke individuelt berørt - afvisning))

(2018/C 381/29)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Apple Distribution International (Cork, Irland) (ved advokaterne S. Schwiddessen, H. Lutz, N. Niejahr og A. Patsa)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved J. Samnadda, G. Braun og B. Stromsky, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2016/2042 af 1. september 2016 om Tysklands påtænkte støtteordning SA.38418 — 2014/C (ex 2014/N) for filmproduktion og distribution (EUT 2016, L 314, s. 63).

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende de anmodninger om intervention, der er fremsat af Forbundsrepublikken Tyskland, Den Franske Republik og Filmförderungsanstalt.

3)	Apple Distribution International bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionens afholdte omkostninger bortset fra omkostningerne i forbindelse med interventionsbegæringerne.

4)	Apple Distribution International, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Franske Republik og Filmförderungsanstalt bærer deres egne omkostninger i forbindelse med interventionsbegæringerne.

---

(1)  EUT C 121 af 18.4.2017.

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 20. august 2018 — IFSUA mod Rådet

(Sag T-251/18 R)

((Særlige rettergangsformer - fiskerimuligheder for visse fiskebestande - foranstaltninger for havbarsfiskeriet - forbud mod fangst i forbindelse medrekreativt fiskeri - begæring om udsættelse af gennemførelse - ingen uopsættelighed))

(2018/C 381/30)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: International Forum for Sustainable Underwater Activities (IFSUA) (Barcelona, Spanien) (ved advokat T. Gui Mori)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved F. Naert og P. Plaza García, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Europa-Kommissionen (ved M. Morales Puerta, F. Moro og A. Stobiecka-Kuik, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Anmodning i henhold til artikel 278 TEUF og 279 TEUF med påstand om udsættelse af gennemførelsen af artikel 2, stk. 2, og artikel 9, stk. 4 og 5, i Rådets forordning (EU) 2018/120 af 23. januar 2018 om fastsættelse for 2018 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande og om ændring af forordning (EU) 2017/127 (EUT 2018, L 27, s. 1).

Konklusion

1)	Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 20. juli 2018 — CdT mod EUIPO

(Sag T-417/18 R)

((Særlige rettergangsformer - regler for institutionerne - oversættelsestjenester, der er nødvendige for EUIPO’s funktion - anvendelse af eksterne leverandører af tjenester - anmodning om foreløbige forholdsregler - ingen uopsættelighed))

(2018/C 381/31)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer (CdT) (ved J. Rikkert og M. Garnier, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved N. Bambara og D. Hanf, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Anmodning støttet på artikel 278 og 279 TEUF med påstand om dels udsættelse af gennemførelsen af EUIPO’s afgørelser vedrørende foranstaltninger med henblik på at kunne gøre brug af andre leverandører end CdT for de oversættelsestjenester, der nødvendige for kontorets funktion, dels at pålægge EUIPO i tillægget til Den Europæiske Unions Tidende at offentliggøre en meddelelse om suspension af kontorets udbud vedrørende leveringen af oversættelsestjenester og om ikke at underskrive kontrakter vedrørende dette udbud.

Konklusion

1)	Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Sag anlagt den 9. august 2018 — Compañia de Tranvías de la Coruña mod Kommissionen

(Sag T-485/18)

(2018/C 381/32)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Compañia de Tranvías de la Coruña, SA (A Coruña, Spanien) (ved advokat J. Monrabà Bagan)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Kommissionens afgørelse C(2018) 3780 final af 7. juni 2018 om aktindsigt annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse ikke overholder væsentlige formforskrifter. — Afgørelsen giver ikke en tilstrækkelig begrundelse for at nægte eller kun give delvis aktindsigt, idet der ikke foreligger nogen forbindelse mellem de verserende sager ved Domstolen, som der henvises til (forenede sager C-350/17 Mobit (1) og C-351/17 Autoline Toscane (2)), og anmodningen om aktindsigt. — En tilstrækkelig begrundelse er en væsentlig formforskrift, som Europa-Kommissionen altid skal overholde. — Den utilstrækkelige begrundelse indebærer, at den anfægtede afgørelse ikke er i overensstemmelse med artikel 296, stk. 2, TEUF, og at den derfor skal anses for at være ugyldig i henhold til artikel 264, stk. 1, TEUF.

2.

Andet subsidiære anbringende om, at der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af de dokumenter, som der med den anfægtede afgørelse er givet afslag på aktindsigt i. — De dokumenter, der er blevet anmodet om aktindsigt i, er af offentlig interesse, idet de vil bidrage til fortolkningen af væsentlige dele af EU-forordningerne om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej, som Europa-Kommissionen tidligere har anvendt. — Selv hvis Domstolen skulle fastslå, at der foreligger en forbindelse mellem de førnævnte verserende forenede sager C-350/17 Mobit og C-351/17 Autoline Toscane og anmodningen om aktindsigt, tillader artikel 4, stk. 2, in fine, i forordning (EF) nr. 1049/2001 (3) aktindsigt i dokumenter, når der er en mere tungtvejende offentlig interesse. — Dokumenternes relevans ikke blot for sagsøgeren, men for enhver myndighed eller interessent, der er villig til at anvende EU-forordningerne om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej, udgør en mere tungtvejende offentlig interesse, hvorfor aktindsigt i disse dokumenter bør gives.

---

(1)  Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 12.6.2017 — Mobit Soc.cons.arl mod Regione Toscana (EUT 2017, C 330, s. 4).

(2)  Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 12.6.2017 — Autolinee Toscane SpA mod Mobit Soc.cons.arl (EUT 2017, C 330, s. 5).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).

Sag anlagt den 15. august 2018 — Danske Slagtermestre mod Kommissionen

(Sag T-486/18)

(2018/C 381/33)

Processprog: dansk

Parter

Sagsøger: Danske Slagtermestre (Odense, Danmark) (ved advokat H. Sønderby Christensen)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Kommissionens afgørelse af 19. april 2018 i statsstøttesag SA.37433(2017/FC) notificeret under dokument nr. C(2018) 2259 annulleres,

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført syv anbringender.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat kontradiktionsprincippet. Sagsøger gør gældende, at Kommissionen har tilsidesat kontradiktionsprincippet, jf. den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder artikel 41, stk. 2, litra a), ved ikke at have givet Danske Slagtermestre mulighed for at blive hørt med hensyn til oplysninger fra modpartens side, som Kommissionen lod sagen afgøre på.

2.	Andet anbringende om, at Kommissionen var inhabil til at træffe afgørelse. Sagsøger gør gældende, at Kommissionen har tilsidesat Danske Slagtermestres ret til en upartisk behandling.

3.	Tredje anbringende om, at støtten indebærer en fordel.

4.	Fjerde anbringende om, at støtten er selektiv.

5.	Femte anbringende om, at støtten er ydet af staten og ved hjælp af statsmidler.

6.	Sjette anbringende om, at støtten fordrejer konkurrencevilkårene.

7.	Syvende anbringende om, at støtten påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

Sagsøger gør til støtte for det tredje til syvende anbringende blandt andet gældende, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved at fastslå, at ordningen ikke giver bestemte virksomheder en fordel.

—

For det første gøres gældende, at ordningen giver store slagterier en evident fordel allerede fordi, at ordningen indebærer, at mindre slagterier betaler mere end dobbelt så meget i vandafledningsbidrag per slagtedyr i forhold til store slagterier, som derfor kan afregne en højere pris over for leverandørerne.

—

For det andet gøres gældende, at der intet sagligt grundlag er for kun at give store slagterier nedslag i vandafledningsbidraget, når den kostægte betaling er ens for små, mellemstore og store slagterier, og at ordningen kun kan være kostægte, såfremt nedslaget også bliver givet til mindre slagterier.

—

For det tredje gøres gældende, at Kommissionens markedsøkonomiske aktørtest er uanvendelig til at vurdere, om ordningen indebærer en fordel, fordi ingen danske virksomheder har krav på at blive frigjort fra et centralt rensningsanlæg, og fordi der hverken aktuelt eller potentielt findes et marked for afledning af spildevand i Danmark.

—

For det fjerde gøres gældende, at selv hvis aktørtesten er anvendelig, har Kommissionen ikke udført aktørtesten korrekt. Aktørtesten kan kun baseres på tal opgjort for den enkelte brugers aktiviteter. Det er uforeneligt med aktørtesten at bruge andre kommuners gennemsnitstal i beregningen og desuden forbigå rensningsanlæggenes betydelige anlægsinvesteringer i de store støttemodtagende virksomheders tilslutning til det kommunale anlæg i form af udgifter til spildevandets infrastruktur og udvidelse af rensningsanlæggene.

Sag anlagt den 17. august 2018 — PO mod EEAS

(Sag T-494/18)

(2018/C 381/34)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: PO (ved advokat N. de Montigny)

Sagsøgt: Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EEAS)

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås: — Annullation af lønsedlen af 17. oktober 2017, som blev fremsendt til sagsøgeren pr. e-mail af samme dag fra EEAS’ afdeling for menneskelige ressourcer. — Annullation af e-mailen af 16. januar 2018, som blev fremsendt til sagsøgeren fra EEAS’ afdeling for menneskelige ressourcer og som bekræfter det manglende retsgrundlag for overskridelsen af det vedtægtsbestemte loft for sagsøgerens søn og datter. — Om fornødent annullation af afgørelsen om afslag på den klage, der blev indgivet den 17. januar 2018, og som blev meddelt sagsøgeren den 17. maj 2018.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1.	Første anbringende om en ulovlighedsindsigelse, eftersom den anfægtede afgørelse, skrivelsen af 15. april 2016 og skrivelsen af 22. september 2016, som denne er baseret på, og retningslinjerne tilsidesætter vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske union og bilag X hertil.

2.

Andet anbringende om, at den individuelle afgørelse, som i det foreliggende tilfælde er anfægtet, er ulovlig henset til følgende klagepunkter: — Tilsidesættelse af forsigtighedsprincippet, af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af retssikkerhedsprincippet og tilsidesættelse af princippet om god forvaltning samt af deres velerhvervede rettigheder. — Tilsidesættelse af retten til familie og uddannelse. — Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling. — Manglende interesseafvejning og manglende overholdelse af princippet om, at den vedtagne foranstaltning skal være forholdsmæssig.

Sag anlagt den 6. september 2018 — K.A. Schmersal Holding mod EUIPO — Tecnium (tec.nicum)

(Sag T-527/18)

(2018/C 381/35)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: K.A. Schmersal Holding GmbH & Co. KG (Wuppertal, Tyskland) (ved advokat A. Haudan)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Tecnium, SA (Manresa, Spanien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: K.A. Schmersal Holding GmbH & Co. KG

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket »tec.nicum« — EU-varemærkeregistrering nr. 13 626 791

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 21. juni 2018 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 2427/2017-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den stadfæster afslaget på registrering af det ansøgte varemærke i klasse 42.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Ingen retsbevarende brug af det varemærke, hvorpå indsigelsen er støttet

—	Urigtig fastlæggelse af den relevante kundekreds

—	Ingen lighed mellem tjenesteydelserne

—	Ingen lighed mellem de varemærker, der står over for hindanden

—	Ingen risiko for forveksling.

Rettens kendelse af 13. juli 2018 — BBY Solutions mod EUIPO — Worldwide Sales Corporation España (BEST BUY GEEK SQUAD)

(Sag T-715/15) (1)

(2018/C 381/36)

Processprog: engelsk

Formanden for Tredje Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 59 af 15.2.2016.

Rettens kendelse af 13. juli 2018 — BBY Solutions mod EUIPO — Worldwide Sales Corporation España (BEST BUY)

(Sag T-773/15) (1)

(2018/C 381/37)

Processprog: engelsk

Formanden for Tredje Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 78 af 29.2.2016.

Rettens kendelse af 13. juli 2018 — BBY Solutions mod EUIPO — Worldwide Sales Corporation España (BEST BUY mobile)

(Sag T-72/16) (1)

(2018/C 381/38)

Processprog: engelsk

Formanden for Tredje Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 118 af 4.4.2016.

Rettens kendelse af 13. juli 2018 — Sky mod EUIPO — Parrot Drones (Parrot SKYCONTROLLER)

(Sag T-288/17) (1)

(2018/C 381/39)

Processprog: engelsk

Formanden for Første Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 231 af 17.7.2017.