1)

Skal artikel 3, stk. 2, første punktum, i forordning (EF) nr. 967/2006 (1) fortolkes således, at den deri anførte frist også gælder for en ændring af en rettidig [org. s. 2] meddelelse om overskudsafgift, som er resultatet af en opgørelse af den mængde overskudssukker, som skal indregnes, når opgørelsen er ændret efter fristens udløb på grundlag af en kontrol i henhold til artikel 10 i forordning (EF) nr. 952/2006 (2)?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

I et sådant tilfælde, hvor der er tale om en ændring af en rettidig meddelelse, der er foretaget på grundlag af konstateringer inden for rammerne af kontroller, gælder de betingelser for en overskridelse af meddelelsesfristen i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2670/81, som ændret ved forordning nr. 3559/91 (3), der er anført i Domstolens dom af 10. januar 2002 i sag C-101/99 ECLI:EU:C:2002:7, British Sugar, da også for en overskridelse af meddelelsesfristen i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 967/2006?

3)

Såfremt artikel 3, stk. 2, første punktum, i forordning (EF) nr. 967/2006 ikke gælder for ændringsmeddelelser på grundlag af kontroller (jf. første spørgsmål), eller såfremt betingelserne for en overskridelse af fristen er opfyldt (jf. andet spørgsmål), skal der da med henblik på fastsættelse af den frist, inden for hvilken ændringen af overskudsafgiften skal meddeles, tages udgangspunkt i den 1. maj i det næstfølgende år, eller finder national ret anvendelse?

4)

Såfremt tredje spørgsmål besvares således, at der hverken skal tages udgangspunkt i den 1. maj i det næstfølgende år eller anvendes national ret:

Er det foreneligt med fællesskabsrettens almindelige principper, herunder proportionalitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, når en meddelelse om overskudsafgiften for produktionsåret 2007/2008 i et tilfælde som det foreliggende på grund af den tid, der er medgået til kontrollen, udarbejdelsen af kontrolrapporten og evalueringen af rapporten, finder sted henholdsvis den 20. oktober 2010 og den 27. oktober 2011? Er det i denne forbindelse afgørende, om sukkerfabrikanten har gjort indsigelse mod konstateringen af den overskydende mængde?

1)

Første spørgsmål: Er det i overensstemmelse med rammeaftalen, der er optaget som bilag til direktiv 1999/70/EF (1), at den forelæggende ret anlægger en fortolkning og en opfattelse, hvorefter der i forbindelse med den tidsbegrænsede ansættelse af sagsøgerne foreligger et misbrug, for så vidt som den offentlige arbejdsgiver anvender forskellige former for ansættelse, som alle er midlertidige, til varigt og konstant at udføre almindelige opgaver, som de vedtægtsmæssige fastansatte medarbejdere normalt udfører, og dække permanente og strukturelle behov, som reelt ikke er midlertidige, men derimod varige og konstante? Er denne beskrevne tidsbegrænsede ansættelse dermed ikke begrundet som omhandlet i § 5, stk. 1, litra a), i rammeaftalen med objektive omstændigheder, for så vidt som denne anvendelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er direkte i strid med andet afsnit i indledningen til rammeaftalen og punkt 6 og 8 i de generelle betragtninger til denne aftale, fordi de betingelser, der kunne begrunde disse tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ikke er opfyldt?

2)

Andet spørgsmål: Er det i overensstemmelse med rammeaftalen, der er optaget som bilag til direktiv 1999/70/EF, at den forelæggende ret anlægger en fortolkning, hvorefter opslaget af en traditionel udvælgelsesprøve, der har de nævnte kendetegn, hverken er en foranstaltning med tilsvarende virkning eller kan betragtes som en sanktion, for så vidt som den ikke står i forhold til det misbrug, der er begået, og som medfører, at den tidsbegrænsede ansættelse bringes til ophør, hvorved formålene med direktivet tilsidesættes, og den ufordelagtige situation for vedtægtsmæssige midlertidige medarbejdere gøres varig, og ikke kan betragtes som en effektiv foranstaltning, for så vidt som den ikke medfører nogen ulempe for arbejdsgiveren eller har en afskrækkende virkning og dermed ikke er i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i direktiv 1999/70, for så vidt som den ikke sikrer, at den spanske stat opnår de i direktivet foreskrevne resultater?

3)

Tredje spørgsmål: Er det i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i direktiv 1999/70 og Den Europæiske Unions Domstols dom af 14. september 2016 i sag C-16/15 (2), at den forelæggende ret anlægger og anvender en fortolkning, hvorefter et opslag af en åben udvælgelsesprøve ikke er en foranstaltning, der er egnet til at sanktionere et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, idet der i spansk ret ikke findes en sanktionsmekanisme, der er effektiv og har afskrækkende virkning, og som bringer misbrug i forbindelse med ansættelse af vedtægtsmæssigt midlertidigt personale til ophør, idet lovgivningen ikke gør det muligt at besætte disse oprettede strukturelle stillinger med det personale, der var genstand for misbruget, således at jobusikkerheden for disse arbejdstagere bibeholdes?

4)

Fjerde spørgsmål: Er det i overensstemmelse med rammeaftalen, at den forelæggende ret anlægger en fortolkning, hvorefter ændringen af statussen for den midlertidigt ansatte, der er genstand for misbruget, til »tidsubegrænset, men ikke fastansat« ikke er en effektiv sanktion, for så vidt som en arbejdstager med denne status kan få sin ansættelse bragt til ophør, enten fordi den pågældendes stilling besættes gennem en udvælgelsesprøve, eller fordi stillingen nedlægges, og derfor ikke er i overensstemmelse med rammeaftalen med henblik på at forebygge misbrug af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, idet den ikke overholder artikel 2, stk. 1, i direktiv 1999/70, for så vidt som den ikke sikrer, at den spanske stat opnår de i direktivet foreskrevne resultater?

Her bør det bemærkes, at denne sag omfatter følgende spørgsmål, som indgår i det præjudicielle spørgsmål, der blev forelagt den 30. januar 2018 i den forenklede procedure 193/2017 af JCA n.o 8 de Madrid (3) (forvaltningsdomstol nr. 8 i Madrid):

5)

Femte spørgsmål: Når den nationale ret har fastslået, at der foreligger et misbrug af flere på hinanden følgende ansættelser af den vedtægtsmæssige midlertidige ansatte vikar hos SERMAS, idet denne ansættelse sigter mod at dække permanente og strukturelle behov for levering af ydelser fra de vedtægtsmæssige fastansatte medarbejdere, og der ikke findes nogen effektiv og afskrækkende foranstaltning i den nationale retsorden til at sanktionere et sådant misbrug og til at eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af den EU-retlige bestemmelse, skal § 5 i rammeaftalen i bilaget til direktiv 1999/70/EF da fortolkes således, at den forpligter den nationale ret til at træffe effektive og afskrækkende foranstaltninger, som sikrer rammeaftalens effektive virkning, og dermed til at sanktionere et sådant misbrug og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af den pågældende EU-retlige bestemmelse ved at undlade at anvende den nationale bestemmelse, som er til hinder herfor?

Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, og som Den Europæiske Unions Domstol fastslog i præmis 41 i dom af 14. september 2016, forenede sager C-184/15 og C-197/15 (4):

Vil det da være foreneligt med de mål, der forfølges med direktiv 1999/70/EF at ændre det tidsbegrænsede vedtægtsmæssige ansættelsesforhold som vikaransat/hjælpepersonale/afløser til et stabilt vedtægtsmæssigt ansættelsesforhold, eventuelt i form af en betegnelse som fastansat offentlig ansat eller tidsubegrænset offentlig ansat med den samme stabilitet i ansættelsen som de sammenlignelige vedtægtsmæssige fastansatte medarbejdere, som middel til at forhindre eller sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten, hvis dette sker på grundlag af den omstændighed, at den nationale lovgivning vedrørende den offentlige sektor forbyder enhver form for ændring af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en tidsubegrænset kontrakt i denne sektor, idet der ikke findes nogen anden effektiv foranstaltning, som kan hindre, og i givet fald sanktionere, et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter?

6)

Sjette spørgsmål: I tilfælde af misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, kan ændringen af den vedtægtsmæssige tidsbegrænsede ansættelse som vikar til et tidsubegrænset eller fast ansættelsesforhold da fortolkes således, at den alene opfylder målsætningerne i direktiv 1999/70/EF og rammeaftalen, såfremt den vedtægtsmæssige og tidsbegrænsede ansatte, som har været berørt af misbruget, nyder samme og identiske ansættelsesvilkår som det vedtægtsmæssige fastansatte personale (med hensyn til social sikring, forfremmelse, besættelse af ledige stillinger, faglig uddannelse, tjenestefrihed, orlov, bevillinger og tilladelser, passive rettigheder og ophør af ansættelsen, samt deltagelse i de opslåede prøver med henblik på besættelse af ledige stillinger og forfremmelser) i overensstemmelse med principperne om kontinuitet og uafsættelighed, og med alle de iboende rettigheder og forpligtelser, således at de er sikret lige vilkår i forhold til det vedtægtsmæssigt fastansatte personale?

7)

Syvende spørgsmål: I forbindelse med misbrug af tidsbegrænsede ansættelser, der uden nogen objektiv begrundelse anvendes med henblik på at opfylde vedvarende behov, og som ikke er uopsættelige eller bydende nødvendige, hvilket ville kunne begrunde den tidsbegrænsede ansættelse, er det da, idet der ikke forefindes effektive sanktioner eller begrænsninger i national ret, i overensstemmelse med de formål, der forfølges med direktiv 1999/70/EF, at fastsætte en erstatning som en foranstaltning med henblik på at forebygge misbrug og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten — idet arbejdsgiveren ikke fastansætter arbejdstageren — hvorefter erstatningen svarer til den, der tildeles ved ulovlig afskedigelse, og forstås som en passende sanktion, der er proportional, effektiv og afskrækkende?

1)

Er den kompetente myndighed, College voor de toelating van gewasbeschermingsmiddelen en biociden (Ctgb), efter at have truffet en afgørelse om fornyet registrering af referencemidlet beføjet til at ændre gyldighedsperioden for en tilladelse til parallelhandel som omhandlet i artikel 52 i forordning (EF) nr. 1107/2009 (1), hvilken tilladelse er meddelt før afgørelsen om fornyet registrering, således at den bliver i overensstemmelse med den senere dato for den gyldighedsperiode, der følger af afgørelsen om fornyet registrering af referencemidlet?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er ændringen af gyldighedsperioden for en tilladelse til parallelhandel da en automatisk følge af en afgørelse om fornyet registrering af referencemidlet, som følger af selve forordning (EF) nr. 1107/2009? Er indførelsen af den nye dato for paralleltilladelsens gyldighedsperiode i den kompetente myndigheds register en administrativ gennemførelseshandling, eller skal dette ske i medfør af en afgørelse truffet ex officio eller efter anmodning?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at der skal træffes en afgørelse, finder artikel 52 i forordning (EF) nr. 1107/2009, særligt denne artikels stk. 3, herved anvendelse?

4)

Såfremt det tredje spørgsmål besvares benægtende, hvilke(n) bestemmelse(r) finder da i dette tilfælde anvendelse?

5)

Kan et plantebeskyttelsesmiddel ikke anses for identisk som omhandlet i artikel 52 i forordning (EF) nr. 1107/2009, allerede fordi referencemidlet ikke (længere) hidrører fra samme virksomhed? Ved besvarelsen af dette spørgsmål anmodes Domstolen også om at komme ind på det spørgsmål, om der ved en tilknyttet virksomhed eller en virksomhed, der arbejder på licens, også kan forstås en virksomhed, der med rettighedsindehaverens samtykke fremstiller midlet efter samme recept. Har det herved betydning, om den proces, efter hvilken referencemidlet og det middel, der skal parallelimporteres, fremstilles, gennemføres af den samme virksomhed hvad angår aktivstoffet?

6)

Har en ændring af produktionsstedet for referencemidlet i sig selv betydning for besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt midlet er identisk?

7)

Såfremt det femte og/eller det sjette spørgsmål besvares bekræftende, kan den heraf følgende konklusion (»ikke identisk«) da ændres derved, at den kompetente myndighed allerede har fastslået, at midlet ud fra sin sammensætning ikke eller i kun ringe omfang er blevet ændret?

8)

På hvem og i hvilket omfang hviler bevisbyrden for, at artikel 52, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1107/2009 er opfyldt, hvis de respektive indehavere af godkendelsen til det parallelle middel og referencemidlet ikke er enige herom?

—

fradraget for risikovillig kapital nedsættes med et beløb for fradraget for risikovillig kapital, der beregnes ud fra den positive forskel mellem på den ene side den bogførte nettoværdi af aktiverne i driftsstedet og på den anden side den samlede mængde af passiver, der ikke hører til selskabets egenkapital, og som kan henregnes til driftsstedet, og at

—

den nævnte nedsættelse ikke foretages, for så vidt som beløbet for nedsættelsen er mindre end dette driftssteds overskud,

1)

Skal formuleringen »personale, der udfører offentlig kontrol« i bilag VI, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 882/2004 (1) af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (forordning nr. 882/2004), og formuleringen »personaleudgifter i forbindelse med offentlig kontrol« i bilag VI, nr. 2), i forordning nr. 882/2004 fortolkes således, at der hvad angår de (lønnings)omkostninger, som medregnes ved beregningen af gebyrerne for offentlig kontrol, udelukkende må være tale om (lønnings)omkostninger forbundet med embedsdyrlæger og officielle medhjælpere, som gennemfører den offentlige kontrol, eller kan der dertil også medregnes (lønnings)omkostninger forbundet med andet personale fra Nederlandse Voedsel- en Warenautoriteit (nederlandsk myndighed for fødevare- og produktsikkerhed, NVWA) eller Besloten Vennootschap Kwaliteitskeuring Dierlijke Sector (selskab med begrænset ansvar til udøvelse af kvalitetskontrol i dyresektoren, KDS)?

2)

Hvis svaret på det første spørgsmål er, at der under formuleringen »personale, der udfører offentlig kontrol« i bilag VI, nr. 1), i forordning nr. 882/2004 og formuleringen »personaleudgifter i forbindelse med offentlig kontrol« i bilag VI, nr. 2), i forordning nr. 882/2004 også kan medregnes (lønnings)omkostninger forbundet med andet personale hos NVWA eller KDS, under hvilke omstændigheder og inden for hvilke grænser er der i så tilfælde en så tæt sammenhæng mellem de omkostninger, der påløber vedrørende dette andet personale, og den offentlige kontrol, at de gebyrer, der opkræves for disse (lønnings)omkostninger, kan støttes på artikel 27, stk. 4, og bilag VI, nr. 1) og 2), i forordning nr. 882/2004?

3)

4)

Skal bestemmelserne i artikel 27, litra a), og i bilag VI, nr. 1) og 2), i forordning nr. 882/2004 fortolkes således, at artikel 27, stk. 4, er til hinder for, at slagterierne faktureres for de offentlige kontrolaktiviteter, der udføres af de dyrlæger, der er ansat hos NVWA, og af de (lavere lønnede) lånte dyrlæger, på grundlag af en gennemsnitstakst, således at de bliver faktureret en højere takst end den takst, der betales til de lånte dyrlæger?

5)

Skal bestemmelserne i artikel 26 og 27, stk. 4, litra a), samt i bilag VI, nr. 1) og 2), i forordning nr. 882/2004 fortolkes således, at der ved beregning af gebyrerne for offentlig kontrol kan medregnes omkostninger, som bruges til at etablere en reserve hos et selskab med begrænset ansvar (KDS), fra hvilket den kompetente myndighed låner officielle medhjælpere, idet reserven i krisetilfælde kan anvendes til at betale lønninger og uddannelsesomkostninger forbundet med det personale, som rent faktisk udfører den offentlige kontrol, samt personale, som gør det muligt at gennemføre offentlig kontrol?

6)

Såfremt det femte spørgsmål skal besvares bekræftende: Op til hvilket beløb må der etableres en sådan reserve, og hvor lang må den periode, der dækkes af reserven, være?

1)

Skal formuleringen »personale, der udfører offentlig kontrol« i bilag VI, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 (1) af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (forordning nr. 882/2004), og formuleringen »personaleudgifter i forbindelse med offentlig kontrol« i bilag VI, nr. 2), i forordning nr. 882/2004 fortolkes således, at der hvad angår de (lønnings)omkostninger, som medregnes ved beregningen af gebyrerne for offentlig kontrol, udelukkende må være tale om (lønnings)omkostninger forbundet med embedsdyrlæger og officielle medhjælpere, som gennemfører den offentlige kontrol, eller kan der dertil også medregnes (lønnings)omkostninger forbundet med andet personale fra Nederlandse Voedsel- en Warenautoriteit (nederlandsk myndighed for fødevare- og produktsikkerhed, NVWA) eller Besloten Vennootschap Kwaliteitskeuring Dierlijke Sector (selskab med begrænset ansvar til udøvelse af kvalitetskontrol i dyresektoren, KDS)?

2)

Hvis svaret på det første spørgsmål er, at der under formuleringen »personale, der udfører offentlig kontrol« i bilag VI, nr. 1), i forordning nr. 882/2004 og formuleringen »personaleudgifter i forbindelse med offentlig kontrol« i bilag VI, nr. 2), i forordning nr. 882/2004 også kan medregnes (lønnings)omkostninger forbundet med andet personale hos NVWA eller KDS, under hvilke omstændigheder og inden for hvilke grænser er der i så tilfælde en så tæt sammenhæng mellem de omkostninger, der påløber vedrørende dette andet personale og den offentlige kontrol, at de gebyrer, der opkræves for disse (lønnings)omkostninger, kan støttes på artikel 27, stk. 4, og bilag VI, nr. 1) og 2), i forordning nr. 882/2004?

3)

Skal bestemmelsen i artikel 27, stk. 4, litra a), og bilag VI, nr. 1) og 2), i forordning nr. 882/2004 fortolkes således, at artikel 27, stk. 4, og bilag VI, nr. 1) og 2), er til hinder for, at slagterier faktureres gebyrer for offentlig kontrol, som de har bestilt hos den kompetente myndighed, men hvor gebyrerne ikke rent faktisk knytter sig til et kvarter, der er brugt til offentlig kontrol?

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Vincent Villeneuve betaler sagsomkostningerne.

—

Annullation af EIB’s afgørelse af 4. april 2018 om afskedigelse af sagsøgeren.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale erstatning til sagsøgeren for det økonomiske tab opgjort til 2 240,31 EUR og det ikke-økonomiske tab opgjort til 50 000 EUR.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar.

2.

Andet anbringende om anlæggelse af åbenbart urigtige skøn.

—

Den Europæiske Centralbank tilpligtes at betale erstatning for det af sagsøgerne lidte tab, således som det er specificeret for enhver af sagsøgerne i stævningen, og som beløber sig til 83,77 EUR pr. andel ganget med antallet af de andele, som hver af sagsøgerne i egenskab af fysisk eller juridisk person er indehaver af.

—

Den Europæiske Centralbank tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrører de faktiske omstændigheder, sagsakterne i straffesagen og national ret.

2.

Andet anbringende vedrører artikel 340 TEUF.

3.

Tredje anbringende vedrører Rettens praksis.

—

Søgsmålet antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—

Kommissionens afgørelse C(2018)2075 final af 10. april 2018 i sag SA.46897 (208/NN) — Frankrigs angivelige støtte — CACES annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrebet »tilregnelse«, der er omhandlet i artikel 107 TEUF, for så vidt som tilbagebetalingen af udgifter til uddannelse til sikker føring af bygge- og anlægsmaskiner fra Organismes paritaires collecteurs agréés (godkendte organer, der opkræver bidrag til sociale sikringsordninger, OPCA) indebærer en anvendelse af statsmidler, der kan tilregnes staten. Sagsøgerne har således gjort gældende, at den afgørelse, som de kræver annulleret, er i strid med den såkaldte Pearle-dom (dom af 15.7.2004, Pearle m.fl., C-345/02, EU:C:2004:448).

2.

Andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrebet »fordel«, der er omhandlet i artikel 107 TEUF, eftersom de foranstaltninger, der blev truffet af den franske stat i det foreliggende tilfælde, tildeler en fordel til de virksomheder, der tilbyder uddannelserne med navnet »CACES®« (Certificat d’Aptitude à la Conduite en Sécurité (bevis for sikker kørsel) i modsætning til de virksomheder, der tilbyder uddannelserne med navnet »PCE®« (maskinførerbevis)

3.

Tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrebet »selektivitet«, der er omhandlet i artikel 107 TEUF, for så vidt som de foranstaltninger, der blev truffet, har en selektiv karakter. Denne anbringende kan inddeles i tre led:

—

Annullation af afgørelserne af 6. november 2017 og af 4. december 2017, hvorved sagsøgeren fik meddelelse om, at han ikke havde ret til visse tillæg (husstandstillæg, børnetilskud, uddannelsestillæg og førskoletillæg).

—

Følgelig tilpligtes sagsøgte at udbetale de respektive beløb fra den anmodede dato og fremefter, med tillæg af morarenter (ECB sats + 2 procentpoint). Der skal tages hensyn til, at korrigerede betalinger, som ikke vedrører den måned, hvor de er betalt skal være genstand for samme beskatning, som de ville have været genstand for, hvis de var blevet foretaget rettidigt, jf. forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 260/68. (1)

—

Om fornødent annullation af afgørelsen af 5. juni 2018 om afslag på sagsøgerens klage, indgivet den 29. marts 2018.

—

Om fornødent annullation af afgørelsen af 2. februar 2018 om afslag på sagsøgerens ansøgning om fornyet administrativ gennemgang af 15. december 2017.

—

Den Europæiske Centralbank (ECB) tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at ECB’s vilkår for midlertidig ansættelse og dets regler for midlertidig ansættelse er ulovlige (ulovlighedspåstand).

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af kollektive rettigheder som følge af manglende høring af ECB’s personaleudvalg i forbindelse med vedtagelsen af ECB’s vilkår og regler for midlertidig ansættelse.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne forbundet med sagens behandling ved appelkammeret.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Indsigelsesafdelingens afgørelse annulleres.

—

Det ansøgte varemærke nægtes registreret.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 18, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Søgsmålet fremmes til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold.

—

Annullation af afgørelsen af 3. juli 2018 truffet af [fortroligt] (1) Europa-Kommissionen om at opretholde nægtelsen af at give sagsøgeren adgang til Kommissionens bygninger.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at ophavsmanden til den anfægtede retsakt mangler kompetence.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 3 i Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/443 af 13. marts 2015 om sikkerhedsbeskyttelse i Kommissionen (EUT 2015, L 72, s. 41) (herefter »afgørelse 2015/443«) samt om, at den anfægtede retsakt savner retligt grundlag.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens grundlæggende rettigheder, bl.a. tilsidesættelse af artikel 67 TEUF, af artikel 6 TEU, af artikel 3 i afgørelse 2015/443, samt af artikel 6, 7, 8, 15, 27, 31, 41, 42, 47, 48 og 49 i chartret om grundlæggende rettigheder. Dette anbringende er opdelt i tre led:

4.

Fjerde anbringende, som gøres gældende subsidiært, om tilsidesættelse af artikel 296 TEUF, af artikel 41, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder og af principperne om formel og materiel begrundelse af ensidige retsakter. Dette anbringende er opdelt i to led:

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Subsidiært omgøres den anfægtede afgørelse således, at det fastslås, at indsigelsen hjemvises til indsigelsesafdelingen til fornyet behandling.

—

EUIPO tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med dette søgsmål og med sagens behandling for appelkammeret. Subsidiært, såfremt den anden part i sagen for appelkammeret intervenerer i sagen, tilpligtes EUIPO og intervenienten solidarisk at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med dette søgsmål og med sagens behandling for appelkammeret.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

2018-foranstaltningerne annulleres, for så vidt som de vedrører Dr. Khaled Kaddour.

—

Rådet tilpligtes at betale de af Dr. Khaled Kaddour afholdte sagsomkostninger.

1.

Første anbringende om, at 2018-foranstaltningerne er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

2.

Andet anbringende om, at sagsøgeren er berettiget til at påberåbe sig artikel 27 og 28, stk. 2, i Rådets afgørelse 2013/255/FUSP, som ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1836 (3), og artikel 15, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EU) nr. 36/2012 som ændret ved Rådets forordning (EU) 2015/1828 (4).

3.

Tredje anbringende om, at 2018-foranstaltningerne udgør en tilsidesættelse af sagsøgerens grundlæggende rettigheder, som sikret i EU’s charter om grundlæggende rettigheder og/eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, med hensyn til sagsøgerens ret til respekt for sit omdømme og til uforstyrret nydelse af sin ejendom samt proportionalitetsprincippet.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.