Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2018/C 364/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 352 af 1.10.2018

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 341 af 24.9.2018

EUT C 328 af 17.9.2018

EUT C 319 af 10.9.2018

EUT C 311 af 3.9.2018

EUT C 301 af 27.8.2018

EUT C 294 af 20.8.2018

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Galicia (Spanien) den 28. juni 2018 — Jörg Paul Konrad Fritz Bode mod Instituto Nacional de la Seguridad Social og Tesorería General de la Seguridad Social

(Sag C-428/18)

(2018/C 364/02)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Galicia

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Jörg Paul Konrad Fritz Bode

Sagsøgte: Instituto Nacional de la Seguridad Social og Tesorería General de la Seguridad Social

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 48 TEUF fortolkes således, at den er til hinder for en national retsforskrift, der fastsætter en betingelse om, at for at kunne få førtidspension skal det pensionsbeløb, der skal udbetales, være højere end den minimumspension, der tilkommer den berettigede efter samme nationale lovgivning, idet »pensionsbeløb« fortolkes som den faktiske pension, som alene den kompetente medlemsstat (i det foreliggende tilfælde Spanien) skal betale, uden at medregne den faktiske pension, som den berettigede vil kunne modtage på grundlag af en anden ydelse af samme art fra en anden eller andre medlemsstat/er?

Appel iværksat den 13. juli 2018 af Mylène Troszczynski til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 16. maj 2018 i sag T-626/16, Troszczynski mod Parlamentet

(Sag C-462/18 P)

(2018/C 364/03)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Mylène Troszczynski (ved avocat F. Wagner)

Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt af Retten den 16. maj 2018 i sag T-626/16 ophæves.

Herved skal:

—

Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse af 23. juni 2016, der er truffet i henhold til artikel 68 i Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse 2009/C 159/01 af 19. maj 2008 og 9. juli 2008»om gennemførelsesbestemmelser til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer«, med senere ændringer, hvorved der blev konstateret et krav på et beløb på 56 554 EUR, annulleres.

—

Debetnota nr. 2016-888, meddelt den 30. juni 2016, hvorved sagsøgeren oplyses om, at der er konstateret et krav over for hende, jf. generalsekretærens afgørelse af 23. juni 2016, vedrørende »tilbagekrævning af uberettiget udbetalte beløb til assistance, anvendelse af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 68 og finansforordningens artikel 78, 79 og 80«, annulleres.

—

Der træffes afgørelse efter gældende ret for så vidt angår det beløb, der skal tildeles sagsøgeren i erstatning for det ikke-økonomiske tab, som følger af de ugrundede anklager, der blev fremsat, før der blev draget nogen konklusion af undersøgelsen, den skade, der er påført sagsøgerens omdømme, og den meget væsentlige skade, som den anfægtede afgørelse har påført hendes private og politiske liv.

—	Der træffes afgørelse efter gældende ret for så vidt angår det beløb, der skal tildeles sagsøgeren i sagsomkostninger.

—	Parlamentet tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

—	Før afgørelse træffes, opfordres Parlamentet til at fremlægge den administrative sag vedrørende J.O. og den relevante OLAF-sag.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første anbringende vedrører en retlig fejl angående tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter. For det første udgør Rettens domme i sag Bilde og sag Montel en ny faktisk omstændighed, der indtraf efter afslutningen på retsforhandlingernes skriftlige del, som belyser arten og antallet af beviser, der skal fremlægges. Betingelserne i artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement var opfyldt. For det andet begik Retten en retlig fejl, idet den bekræftede, at den kun kunne behandle de faktiske omstændigheder, som var blevet indleveret til generalsekretæren. Proceduren for tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb minder om et søgsmål med fuld prøvelsesret, hvorefter alle de bevismidler, der er nødvendige med henblik på en korrekt vurdering af tvisten, kan fremlægges, også under retssagen.

Andet anbringende vedrører Rettens tilsidesættelse af retten til forsvar og af væsentlige formforskrifter. For det første tillod Retten ikke en retfærdig og kontradiktorisk forhandling, idet den ikke pålagde Parlamentet at overholde artikel 41 og 42 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Parlamentet er i besiddelse af den administrative sag og OLAF-sagen, hvoraf det frit kan drage fordel, eftersom beviser for arbejdet kan findes i disse to sagsakter, men forbliver skjult for sagsøgeren. For det andet begik Retten en fejl ved udøvelsen af sit skøn, idet den fandt det reglementeret, at generalsekretæren ikke havde foretaget en personlig høring af sagsøgeren.

Tredje anbringende vedrører en retlig fejl, en fejlagtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder og bevismidler, forskelsbehandling, Parlamentets uafhængighed (fumus persecutionis), tilsidesættelse af princippet om berettiget forventning og legalitetsprincippet samt magtfordrejning. For det første udgør den manglende kritiske gennemgang af de fremlagte beviser en mangelfuld begrundelse. For det andet foreligger der en krænkelse af assistenters politiske rettigheder. For det tredje for så vidt angår tilbagekrævning af uberettiget udbetalte beløb bærer administrationen først og fremmest bevisbyrden og skal fremlægge en begrundelse for den rejste tvivl angående det erhvervede. For det fjerde foretog Parlamentets formand og generalsekretær en forskelsbehandling af Front national’s medlemmer. Endelig bringer afslaget på at fremlægge den administrative sag og OLAF-sagen princippet om berettiget forventning og legalitetsprincippet i fare og udgør en magtfordrejning.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Frankrig) den 26. juli 2018 — UB mod VA, Tiger SCI, WZ, som kurator for UB og Banque patrimoine et immobilier SA

(Sag C-493/18)

(2018/C 364/04)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UB

Sagsøgte: VA, Tiger SCI, WZ, som kurator for UB og Banque patrimoine et immobilier SA

Præjudicielle spørgsmål

1)

Følger et søgsmål anlagt af kurator, som er udpeget af retten i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, direkte af insolvensbehandlingen, og har det snæver forbindelse hermed, i et tilfælde, hvor genstanden for søgsmålet er omstødelse af pant tinglyst på skyldners faste ejendomme beliggende i en anden medlemsstat og af salgene af disse faste ejendomme, der er gennemført i denne anden stat, med henblik på, at disse aktiver igen skal indgå i skyldners formue?

2)

Har i bekræftende fald retterne i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, enekompetence til at træffe afgørelse om kurators søgsmål, eller har derimod retterne i den medlemsstat, hvor de faste ejendomme er beliggende, enekompetence hertil, eller er der tale om konkurrerende kompetence mellem disse forskellige retter og på hvilke betingelser?

3)

Henhører den retsafgørelse ved hvilken retten i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, tillader kurator at anlægge et søgsmål i en anden medlemsstat, principielt under den rets kompetence, som har indledt behandlingen, og kan denne afgørelse have den virkning, at retterne i den anden stat tillægges kompetencen, særligt for så vidt som denne retsafgørelse vil kunne betegnes som en retsafgørelse om gennemførelse af en insolvensbehandling i den i artikel 25, stk. 1, i forordning [(EF) nr. 1346/2000] (1) nævnte forstand og umiddelbart vil kunne anerkendes ved anvendelse af denne bestemmelse?

---

(1)  Forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29.5.2000 om insolvensbehandling (EFT L 160, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen sad Sofia-grad (Bulgarien) den 30. juli 2018 — BT mod Balgarska narodna banka

(Sag C-501/18)

(2018/C 364/05)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Administrativen sad Sofia-grad

Parter i hovedsagen

Sagsøger: BT

Sagsøgt: Balgarska narodna banka

Præjudicielle spørgsmål

1)

Følger det af EU-rettens ækvivalensprincip og effektivitetsprincip, at en national ret er forpligtet til ex officio at kvalificere et søgsmål som anlagt på grund af en medlemsstats manglende opfyldelse af en forpligtelse i henhold til artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), såfremt søgsmålet vedrører medlemsstatens ansvar uden for kontraktforhold for skader hidrørende fra en tilsidesættelse af EU-retten, som en myndighed i en medlemsstat angiveligt har forårsaget, og — artikel 4, stk. 3, TEU ikke udtrykkeligt er anført som retsgrundlag i stævningen, men det fremgår af anbringenderne, at skaden gøres gældende på grund af tilsidesættelse af EU-retlige bestemmelser, — erstatningskravet støttes på en national bestemmelse om statens ansvar for skader, der er opstået i forbindelse med udøvelsen af administrative aktiviteter, idet dette ansvar ikke afhænger af culpa og udløses under følgende betingelser: en ulovlig retsakt, en myndigheds eller en ansats retsstridige handling eller undladelse i forbindelse med eller i anledning af udøvelsen af administrative aktiviteter, opstået økonomisk eller ikke-økonomisk skade, og direkte og umiddelbar årsagsforbindelse mellem skaden og myndighedens retsstridige adfærd, — retten i henhold til medlemsstatens lovgivning ex officio skal fastlægge retsgrundlaget for statens ansvar for de retslige myndigheders aktiviteter på grundlag af de omstændigheder, hvorpå søgsmålet støttes?

2)

Følger det af 27. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (1) af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), at en henstilling, der er udstedt på grundlag af forordningens artikel 17, stk. 3, hvori det konstateres, at en medlemsstats centralbank har overtrådt EU-retten i forbindelse med fristerne for udbetalingen af de garanterede indskud til indskyderne i det pågældende kreditinstitut, under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede: — giver indskyderne i dette kreditinstitut ret til at påberåbe sig henstillingen ved en national ret med henblik på at begrunde et erstatningssøgsmål vedrørende den pågældende tilsidesættelse af EU-retten, når man tager hensyn til Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds udtrykkelige beføjelse til at fastslå, at EU-retten er blevet overtrådt, og når man tager i betragtning, at indskyderne ikke er adressater for henstillingen og heller ikke kan være det, og at henstillingen ikke har direkte retsvirkninger for dem, — det med hensyn til betingelsen gælder, at den overtrådte bestemmelse skal fastsætte klare og ubetingede forpligtelser, når man tager i betragtning, at artikel 1, nr. 3, afsnit i), i [Europa-Parlamentets og Rådets] direktiv 94/19/EF (2) [af 30. maj 1994] om indskudsgarantiordninger, når den fortolkes sammenholdt med 12. og 13. betragtning til dette direktiv, ikke indeholder alle elementer, der er nødvendige for at fastsætte en klar og ubetinget forpligtelse for medlemsstaterne, og ikke giver indskyderne umiddelbare rettigheder, samt under hensyntagen til det forhold, at dette direktiv blot fastsætter en minimumsharmonisering, der ikke omfatter de holdepunkter, på grundlag af hvilke det skal konstateres, at disses indskud er indisponible, og at henstillingen ikke er begrundet med andre klare og ubetingede EU-retlige bestemmelser, herunder bl.a. vurderingen af den manglende likviditet og den umiddelbart manglende udsigt til udbetaling, en eksisterende forpligtelse til at træffe foranstaltninger til tidlig indgriben og til at videreføre driften af kreditinstituttet, — henset til genstanden, indskudsgarantien, og Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds beføjelse til at udstede henstillinger vedrørende indskudsgarantiordningen i henhold til artikel 26, stk. 2, i forordning […] nr. 1093/2010, er gyldig i forhold til den nationale centralbank, der ikke har nogen forbindelse til den nationale indskudsgarantiordning og ikke er en kompetent myndighed i henhold til denne forordnings artikel 4, nr. 2, afsnit [iii)]?

3)

Følger det af Den Europæiske Unions Domstols dom af 12. oktober 2004, Paul m.fl. (C-222/02, EU:C:2004:606, præmis 38, 39, 43 og 49-51), af 5. marts 1996, Brasserie du pêcheur og Factortame (C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 42 og 51), af 15. juni 2000, Dorsch Consult mod Rådet og Kommissionen (C-237/98 P, EU:C:2000:321, præmis 19), og af 2. december 1971, Zuckerfabrik Schöppenstedt mod Rådet (5/71, [EU:C:1971:116,] præmis 11), også under hensyntagen til det nuværende udviklingstrin for den EU-lovgivning, der er relevant for hovedsagen, at: A) bestemmelserne i direktiv 94/19[…], navnlig direktivets artikel 7, stk. 6, giver indskyderne ret til at rejse erstatningskrav mod en medlemsstat på grund af utilstrækkeligt tilsyn med det kreditinstitut, der forvalter deres indskud, og er disse rettigheder begrænset til de sikrede indskudsbeløb, eller skal begrebet »ret til godtgørelse« i denne bestemmelse fortolkes bredt? B) de tilsynsforanstaltninger, som en medlemsstats centralbank har fastsat med henblik på sanering af et kreditinstitut, som de i hovedsagen omhandlede, herunder betalingsstandsning, der navnlig er fastsat i artikel 2, syvende led, i [Europa-Parlamentets og Rådets] direktiv 2001/24/EF (3) [af 4. april 2001 om sanering og likvidation af kreditinstitutter], udgør et ubegrundet og uforholdsmæssigt indgreb i indskydernes ejendomsret, der medfører et ansvar uden for kontraktforhold for skader hidrørende fra en tilsidesættelse af EU-retten, når lovgivningen i den pågældende medlemsstat henset til artikel 116, stk. 5, i Zakona za kreditnite institutsii (lov om kreditinstitutter) og artikel 4, stk. 2, nr. 1, og artikel 94, stk. 1, nr. 4, i Zakona za bankovata nesastoyatelnost (lov om bankinsolvens) fastsætter, at der, mens foranstaltningerne pågår, beregnes renter fastsat ved aftale, og at de fordringer, der overstiger de dækkede indskudsbeløb, fyldestgøres i den almindelige insolvensprocedure, samt at der kan betales renter? C) de i en medlemsstats nationale ret fastsatte betingelser for ansvar uden for kontraktforhold for skader, der er opstået som følge af en medlemsstats centralbanks handlinger og undladelser i forbindelse med udøvelsen af de tilsynsbeføjelser, der hører ind under anvendelsesområdet for artikel 65, stk. 1, litra b), TEUF, ikke må være i strid med de i henhold til EU-retten gældende betingelser og principper for et sådant ansvar, nærmere betegnet: princippet om, at et erstatningssøgsmål er uafhængigt af et annullationssøgsmål og en fastslået ulovlighed af en betingelse i national ret, at en retlig handling eller en undladelse, der giver anledning til et erstatningskrav, først skal ophæves; ulovligheden af en betingelse i national ret vedrørende culpa hos myndigheder eller ansatte, hvis adfærd er genstand for et erstatningskrav; betingelsen for søgsmål om erstatning af økonomisk skade, hvorefter sagsøgeren skal have lidt en faktisk og reel skade på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt? D) betingelsen om, at myndighedens adfærd skal være ulovlig — på grund af det EU-retlige princip om, at erstatningssøgsmål er uafhængige af annullationssøgsmål — skal være opfyldt, idet denne betingelse svarer til en betingelse i medlemsstatens nationale ret, hvorefter den retlige handling eller undladelse, der har givet anledning til erstatningskravet, nærmere betegnet foranstaltningerne til sanering af et kreditinstitut, skal ophæves, når man tager hensyn til omstændighederne i hovedsagen og til følgende: — at disse foranstaltninger ikke er rettet mod sagsøgeren, der er indskyder i et kreditinstitut, og at sagsøgeren i henhold til national ret og national retspraksis ikke har ret til at nedlægge påstand om ophævelse af de enkelte afgørelser, hvorved disse foranstaltninger blev fastsat, og at disse afgørelser er blevet endelige, — at EU-retten, på dette område konkret direktiv 2001/24[…], ikke pålægger medlemsstaterne en udtrykkelig forpligtelse til at fastsætte bestemmelser, hvorefter alle kreditorer kan anfægte tilsynsforanstaltninger med henblik på at få fastslået, om foranstaltningerne er gyldige, — at en medlemsstats ret ikke indeholder bestemmelser om ansvar uden for kontraktforhold for skader, der er opstået som følge af myndigheders eller ansattes lovlige adfærd? E) at såfremt fortolkningen er således, at betingelsen for, at myndighedens adfærd er ulovlig, under de i hovedsagen omhandlede omstændigheder ikke finder anvendelse, finder de betingelser for erstatningsansvar uden for kontraktforhold, som Den Europæiske Unions Domstol har fastsat, da anvendelse på erstatningssøgsmål anlagt af indskydere i et kreditinstitut vedrørende en medlemsstats centralbanks handlinger og undladelser og navnlig på betaling af renter af dækkede indskud, der ikke udbetales inden for den fastsatte frist, samt på udbetaling af de indskud, der overstiger de dækkede indskudsbeløb, for hvilke der rejses krav om godtgørelse på grund af overtrædelse af artikel 63-65 og artikel 120 TEUF, artikel 3 TEU og artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt angår skader: — der er opstået som følge af en myndigheds lovlige adfærd, nærmere betegnet de tre kumulative betingelser, hvorefter der skal være tale om en reel skade, en årsagsforbindelse mellem denne skade og den pågældende handling samt om en usædvanlig og særlig form for skade, navnlig i forbindelse med søgsmål vedrørende betaling af renter som følge af manglende udbetaling af de dækkede indskud inden for den fastsatte frist, eller — inden for den økonomiske politik navnlig betingelsen »kun såfremt der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private« særligt i forbindelse med indskyderes søgsmål vedrørende udbetaling af de indskud, der overstiger de dækkede indskudsbeløb, og som er blevet gjort gældende som skade, og for hvilke den i national ret fastsatte procedure gælder, når man tager hensyn til den vide skønsbeføjelse, som tilkommer medlemsstaterne i forbindelse med artikel 65, stk. 1, litra b), TEUF og foranstaltningerne i henhold til direktiv 2001/24[…], og når de forhold, der vedrører kreditinstituttet og den person, der kræver erstatning, kun har forbindelse til én medlemsstat, men der for alle indskydere gælder de samme bestemmelser og det forfatningsmæssige princip om lighed for loven?

4)

Følger det af fortolkningen af artikel 10, stk. 1, sammenholdt med artikel 1, nr. 3, afsnit i), og artikel 7, stk. 6, i direktiv 94/19[…] samt af de retlige betragtninger i Den Europæiske Unions Domstols dom af 21. december 2016, Vervloet m.fl. (C-76/15, EU:C:2016:975, præmis 82-84), at anvendelsesområdet for direktivets bestemmelser omfatter indskydere, — hvis indskud ikke var forfaldet til udbetaling i henhold til aftaler og lovbestemmelser i perioden fra kreditinstituttets betalingsstandsning til inddragelsen af dets tilladelse til bankvirksomhed, og hvor den enkelte indskyder ikke har givet udtryk for, at han ønsker en udbetaling, — som har accepteret et aftalevilkår, hvorefter udbetalingen af dækkede indskudsbeløb skal ske i henhold til den i national ret fastsatte procedure, også konkret efter inddragelse af tilladelsen for det kreditinstitut, der forvalter indskuddene, og hvor denne betingelse er opfyldt, samt — når det nævnte vilkår i indskudsaftalen ifølge medlemsstatens ret har lovkraft mellem aftaleparterne?

Følger det af dette direktivs bestemmelser eller af andre EU-retlige bestemmelser, at den nationale ret ikke må tage hensyn til et sådant vilkår i indskudsaftalen og ikke må undersøge sagsøgerens søgsmål om betaling af renter på grund af ikke-rettidig udbetaling af dækkede indskudsbeløb i henhold til denne aftale på grundlag af betingelserne for ansvar uden for kontraktforhold for skader hidrørende fra en tilsidesættelse af EU-retten og på grundlag af artikel 7, stk. 6, i direktiv 94/19?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24.11.2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331, s. 12).

(2)  Europa-Parlaments og Rådets direktiv 94/19/EF af 30.5.1994 om indskudsgarantiordninger (EFT L 135, s. 5).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF af 4.4.2001 om sanering og likvidation af kreditinstitutter (EFT 2001 L 125, s. 15).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig) den 30. juli 2018 — COPEBI SCA mod Établissement national des produits de l'agriculture et de la mer (FranceAgriMer)

(Sag C-505/18)

(2018/C 364/06)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: COPEBI SCA

Sagsøgt: Établissement national des produits de l'agriculture et de la mer (FranceAgriMer)

Anden part: Ministre de l’Agriculture et de l’Alimentation

Præjudicielt spørgsmål

Skal Europa-Kommissionens beslutning 2009/402/EF af 28. januar 2009 om »salgsfremmeplanerne« for frugt og grøntsager indført i Frankrig (C 29/05 (ex NN 57/05)) (1) fortolkes således, at den omfatter den støtte, som office national interprofessionnel des fruits, des légumes et de l’horticulture (ONIFLHOR) har udbetalt til comité économique agricole du bigarreau d’industrie (CEBI), og som blev tildelt producenterne af hjertekirsebær til industriel brug af de producentsammenslutninger, der er medlemmer af dette udvalg, idet CEBI ikke er blandt de otte økonomiske udvalg, der er omtalt i beslutningens punkt 15, og den pågældende støtte i modsætning til den finansieringsordning, der er beskrevet i denne beslutnings punkt 24-28, udelukkende blev finansieret af ONIFLHOR’s støtte og ikke også af frivillige bidrag fra producenterne, de såkaldte »erhvervsandele«?

---

(1)  EUT L 127, s. 11.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Court (Irland) den 6. august 2018 — Minister for Justice and Equality mod OG

(Sag C-508/18)

(2018/C 364/07)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Supreme Court

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Minister for Justice and Equality

Sagsøgt: OG

Præjudicielle spørgsmål

1)	Skal en offentlig anklagers uafhængighed af den udøvende magt afgøres i henhold til dennes rolle i det relevante nationale retssystem? Hvis dette ikke er tilfældet, efter hvilke kriterier skal spørgsmålet om uafhængighed af den udøvende magt da afgøres efter?

2)

Er en offentlig anklager, som i henhold til national ret er underlagt mulig styring eller instruktion enten direkte eller indirekte fra et justitsministerium, tilstrækkelig uafhængig af den udøvende magt til at kunne betragtes som en judiciel myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens (1) artikel 6, stk. 1?

3)	Såfremt dette er tilfældet, skal den offentlige anklager da tillige være funktionelt uafhængig af den udøvende magt, og hvilke kriterier skal spørgsmålet om funktionel uafhængighed afgøres efter?

4)

Hvis den offentlige anklager er uafhængig af den udøvende magt, er en offentlig anklager, som er begrænset til at iværksætte og gennemføre efterforskning, til at sikre at sådanne efterforskninger udføres objektivt og i overensstemmelse med loven, at rejse tiltale, at fuldbyrde retslige afgørelser, at gennemføre retsforfølgning af lovovertrædelser ved domstolene og at give møde i appelsager, som ikke udsteder nationale arrestordrer, og som ikke må udføre retslige opgaver, da en »judiciel myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1?

5)	Er den offentlige anklager i Lübeck en judiciel myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelsen af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne?

---

(1)  Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne — Erklæringer fra en række medlemsstater i forbindelse med rammeafgørelsens vedtagelse (EFT L 190, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Court (Irland) den 6. august 2018 — Minister for Justice and Equality mod PF

(Sag C-509/18)

(2018/C 364/08)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Supreme Court

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Minister for Justice and Equality

Sagsøgt: PF

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er de kriterier, i henhold til hvilke det skal afgøres, om en offentlig anklager, der er udpeget som en udstedende judiciel myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1, er en judiciel myndighed i den selvstændige betydning af dette begreb i rammeafgørelsen (1) af 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, at 1) den offentlige anklager er uafhængig af den udøvende magt og 2) anses for at forvalte retsplejen eller deltage i forvaltningen af retsplejen i dennes egen retsorden?

2)	I benægtende fald, hvilke kriterier skal den nationale ret da anvende ved afgørelsen af, om en offentlig anklager, der er udpeget som en udstedende judiciel myndighed i henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, er en judiciel myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1?

3)

For så vidt som kriterierne omfatter et krav om, at den offentlige anklager forvalter retsplejen eller deltager i forvaltningen af retsplejen, skal det så afgøres i overensstemmelse med den status, han har i sin egen retsorden, eller i overensstemmelse med bestemte objektive kriterier? Hvad er de objektive kriterier i givet fald?

4)	Er Republikken Litauens offentlige anklager en judiciel myndighed i den selvstændige betydning af dette begreb i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelsen af 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne?

---

(1)  Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne — Erklæringer fra en række medlemsstater i forbindelse med rammeafgørelsens vedtagelse (EFT L 190, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig) den 6. august 2018 — Fédération des fabricants de cigares mod Premier ministre og Ministre des Solidarités et de la Santé

(Sag C-517/18)

(2018/C 364/09)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Fédération des fabricants de cigares

Sagsøgt: Premier ministre, Ministre des Solidarités et de la Santé

Andre parter: Société nationale d’exploitation industrielle des tabacs et allumettes (SEITA)

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal bestemmelserne i artikel 13, stk. 1 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3. april 2014 (1) fortolkes således, at de forbyder brugen på enkeltpakninger, ydre emballager og på tobaksvarer af ethvert varemærkenavn, der henviser til visse kvaliteter, uanset dets bekendthedsgrad?

2.

Er direktivets artikel 13, stk. 1 og 3, afhængig af den fortolkning, der skal anlægges heraf — for så vidt som disse bestemmelser finder anvendelse på navne og varemærker — i overensstemmelse med ejendomsretten, ytringsfriheden, retten til at oprette og drive virksomhed samt proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet?

3.

I tilfælde af at det foregående spørgsmål besvares bekræftende: Er bestemmelserne i direktivets artikel 13, stk. 1 og 3, sammenholdt med bestemmelserne i samme direktivs artikel 24, stk. 2, i overensstemmelse med ejendomsretten, ytringsfriheden, retten til at oprette og drive virksomhed samt proportionalitetsprincippet?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3. april 2014 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobak og relaterede produkter og om ophævelse af direktiv 2001/37/EF (EUT L 127, s. 1)

Rettens dom af 19. juli 2018 — Simpson mod Rådet

(Sag T-646/16 P) (1)

((Appel - personalesag - tjenestemænd - forfremmelse i lønklasse - indplacering i lønklasse - afgørelse om ikke at tildele sagsøgeren lønklasse AD 9 efter at han havde bestået en almindelig udvælgelsesprøve i lønklasse AD 9 - frifindelse i første instans efter Rettens hjemvisning - sammensætningen af det dommerkollegium, der afsagde kendelsen i første instans - proceduren for udnævnelse af en dommer ved Personaleretten - domstol oprettet ved lov - princippet om en domstol oprettet ved lov))

(2018/C 364/10)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Erik Simpson (Bruxelles, Belgien) (ved advokat M. Velardo)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Bauer og E. Rebasti, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Appel af kendelse afsagt af Personaleretten (Anden Afdeling) den 24. juni 2016, Simpson mod Rådet (sag F-142/11 RENV, EU:F:2016:136), med påstand om ophævelse af denne kendelse.

Konklusion

1)	Kendelse afsagt af Personaleretten (Anden Afdeling) den 24. juni 2016, Simpson mod Rådet (sag F-142/11 RENV), ophæves.

2)	Sagen henvises til en anden af Rettens afdelinger end den, der har truffet afgørelse i nærværende appelsag.

3)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

---

(1)  EUT C 419 af 14.11.2016.

Rettens dom af 19. juli 2018 — HG mod Kommissionen

(Sag T-693/16 P) (1)

((Appel - personalesag - tjenestemænd - udstationering i et tredjeland - bolig stillet til rådighed af administrationen - disciplinær sanktion - frifindelse i første instans - sammensætningen af det dommerkollegium, der afsagde dommen i første instans - proceduren for udnævnelse af en dommer ved Personaleretten - domstol oprettet ved lov - princippet om en domstol oprettet ved lov))

(2018/C 364/11)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: HG (ved advokat L. Levi)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (først ved G. Berscheid og C. Berardis-Kayser, derefter ved G. Berscheid og T. Bohr, som befuldmægtigede, bistået af advokat A. Dal Ferro)

Sagens genstand

Appel af dom afsagt af Personaleretten (Anden Afdeling) den 19. juli 2016, HG mod Kommissionen (F-149/15, EU:F:2016:155), med påstand om ophævelse af denne dom.

Konklusion

1)	Dom afsagt af Personaleretten (Anden Afdeling) den 19. juli 2016, HG mod Kommissionen (sag F-149/15), ophæves.

2)	Sagen henvises til en anden af Rettens afdelinger end den, der har truffet afgørelse i nærværende appelsag.

3)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

---

(1)  EUT C 441 af 28.11.2016.

Sag anlagt den 19. juni 2018 — Gollnisch mod Parlamentet

(Sag T-375/18)

(2018/C 364/12)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Bruno Gollnisch (Villiers-le-Mahieu, Frankrig) (ved advokat B. Bonnefoy-Claudet)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

—	Det fastslås, at afgørelsen fra formanden for Delegationen for Forbindelserne med Japan, som blev bekendtgjort den 20. marts 2018, er retsstridig.

—	Denne afgørelse annulleres.

—	De stiltiende afslag fra Formanden for Europa-Parlamentet og fra Europa-Parlamentets generalsekretær på de klager, der blev indgivet til disse den 2. maj 2018, annulleres.

—	De retsakter og foranstaltninger, der er blevet vedtaget i henhold til ovenstående retsakter, tilbagekaldes.

—	Sagsøgeren tilkendes et beløb på 1 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er en følge af sagsøgerens udelukkelse fra den parlamentariske rejse og tilsidesættelsen af den erstatning, som sagsøgeren havde ret til.

—	Sagsøgeren tilkendes ligeledes et beløb på 3 500 EUR for udgifter afholdt i forbindelse med forberedelsen af nærværende retssag.

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at betale alle sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

1.	Første anbringende vedrører tilsidesættelse af gennemførelsesbestemmelserne for Europa-Parlamentets delegationers virksomhed og rejser uden for Den Europæiske Union.

2.	Andet anbringende vedrører tilsidesættelse af retten til effektive retsmidler og retten til god forvaltning.

Sag anlagt den 3. juli 2018 — SFIE-PE mod Parlamentet

(Sag T-401/18)

(2018/C 364/13)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Syndicat des fonctionnaires internationaux et européens — Section du Parlement européen (SFIE-PE) (Bruxelles, Belgien) (ved advokat L. Levi)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

—	Søgsmålet antages til realitetsbehandling, og der gives medhold.

—

Som følge heraf — annulleres afgørelse af 2. juli 2018 om pålæg af tolke til den 3. juli 2018 og kommende afgørelser om pålæg af tolke til den 4., 5., 10. og 11. juli 2018, — tilpligtes sagsøgte at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, der ex aequo et bono vurderes til 10 000 EUR, — tilpligtes Europa-Parlamentet at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.

Første anbringende vedrører tilsidesættelse af retten til kollektive skridt og retten til information og høring, således som fastsat i artikel 27 og 28 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab — Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring om arbejdstagerrepræsentation (EFT 2002, L 80, s. 29), som er blevet præciseret og gennemført ved rammeaftalen indgået den 12. juli 1990 mellem Europa-Parlamentet og fagforeningerne og erhvervsorganisationerne for de ansatte ved institutionen, samt tilsidesættelse af retten til god forvaltning som fastsat i chartrets artikel 41.

2.	Andet anbringende vedrører manglende kompetence hos ophavsmanden til retsakten og tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

3.	Tredje anbringende vedrører tilsidesættelse at retten til effektive retsmidler, således som fastsat i chartrets artikel 47.

Sag anlagt den 3. juli 2018 — Aquino m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-402/18)

(2018/C 364/14)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Roberto Aquino (Bruxelles, Belgien) og 30 andre sagsøgere (ved advokat L. Levi)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgernes påstande

—	Søgsmålet antages til realitetsbehandling, og der gives medhold.

—

Som følge heraf — annulleres afgørelse af 2. juli 2018 om pålæg af tolke til den 3. juli 2018, og kommende afgørelser om pålæg af tolke til den 4., 5., 10. og 11. juli 2018 — tilpligtes sagsøgte at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, der ex aequo et bono vurderes til 1 000 EUR pr. sagsøger — tilpligtes Europa-Parlamentet at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat tre anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-401/18, SFIE-PE mod Parlamentet.

Sag anlagt den 6. juli 2018 — RATP mod Kommissionen

(Sag T-422/18)

(2018/C 364/15)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Régie autonome des transports parisiens (RATP) (Paris, Frankrig) (ved advokaterne E. Morgan de Rivery, P. Delelis og C. Lavin)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens afgørelse af 5. marts 2018, hvorved den i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter gav aktindsigt i de dokumenter, der var omfattet af en begæring om aktindsigt i dokumenter registreret under referencen GestDem 2017/7530, annulleres på grundlag af artikel 263 TEUF.

—	Under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

1.

Første anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af artikel 4, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43), samt artikel 5, stk. 3, litra b), og artikel 5, stk. 6, i afsnittet om de bestemmelser, der gennemfører forordning nr. 1049/2004 i Kommissionens adfærdskodeks, som er vedlagt i bilag til Kommissionens forretningsorden (C(2000) 3614 (EFT 2000, L 308, s. 26)), for så vidt som Kommissionen på ingen måde måtte meddele de omtvistede dokumenter uden at underrette sagsøgeren herom.

2.

Andet anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af princippet om god forvaltning i artikel 41, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, af Kommissionens pligt til at udvise rettidig omhu, således som præciseret i den relevante retspraksis, og dermed af formålet med forordning nr. 1049/2001, hvorefter denne i henhold til artikel 1, litra c), tilsigter at »fremme god forvaltningsskik med hensyn til aktindsigt«.

3.

Tredje anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, første, andet og tredje led, i forordning nr. 1049/2001, idet Kommissionen afslog at anvende de undtagelser, som sagsøgeren imidlertid havde påberåbt sig. Dette anbringende er opdelt i tre led: — Første led vedrører Kommissionens tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, idet Kommissionen bevidst afslog at anvende den generelle formodning for fortrolighed, der gælder for dokumenter. — Andet led vedrører Kommissionens tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, andet led, i forordning nr. 1049/2001, idet Kommissionen afslag at tage hensyn til den retssagsforstyrrelse, som meddelelsen af dokumenterne medførte. — Tredje led vedrører Kommissionens tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, første led, i forordning nr. 1049/2001, artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder, artikel 7 i chartret om grundlæggende rettigheder og artikel 339 TEUF, idet Kommissionen ikke tog hensyn til sagsøgerens kommercielle, finansielle og strategiske interesser.

4.

Fjerde anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra b), og artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 2001, L 8, s. 1), idet Kommissionen afslog at skjule identiteten på den fysiske person, som var ophavsmand til de omtvistede dokumenter.

5.	Femte anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der påhviler den i medfør af artikel 296 TEUF, idet Kommissionen ikke — hverken før eller efter fremsendelsen af dokumenterne — underrettede sagsøgeren om begrundelsen for dens ønske om at sende de nævnte dokumenter.

Sag anlagt den 13. juli 2018 — Tilly-Sabco mod Kommissionen

(Sag T-437/18)

(2018/C 364/16)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Tilly-Sabco (Guerlesquin, Frankrig) (ved advokaterne R. Milchior og S. Charbonnel)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Sagsøgerens søgsmål med påstand om erstatning for det tab, der følger af gennemførelsesforordning (EU) 689/2013 af 18. juli 2013, hvorved restitutionerne for fjerkrækød fastsattes til 0 EUR (EUT L 196/13 af 19.7.2013), antages til realitetsbehandling

—	det fastslås, at Kommissionen er pligtig at betale sagsøgeren et beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol, heraf:

—	2 848 000 EUR svarende til de restitutioner, der ikke blev udbetalt for salg foretaget i perioden fra den 19. juli til den 31. december 2013

—	390 000 EUR i restitutioner for det indtægtstab, der er forbundet med den manglende gennemførelse af salg af yderligere 3 550 ton til lande i Mellemøsten i den samme periode

—	Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol

—

med tillæg af udligningsrenter, der beregnes fra den 20. september 2017 og indtil afsigelsen af dommen i nærværende sag, med den årlige inflationsrate, som Eurostat (Den Europæiske Unions Statistiske Kontor) har konstateret for den pågældende periode i den medlemsstat, hvor dette selskab har hjemsted

—	forhøjet med morarenter, der beregnes fra afsigelsen af nærværende dom og indtil fuld betaling er sket, med den sats, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har fastsat for sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med to procentpoint

—	det tillades sagsøgeren at tilpasse sit svarskrift og sine krav i tilfælde af, at Kommissionen måtte vedtage en gennemførelsesforordning til erstatning af forordning 689/2013 inden afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del i nærværende sag

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat tre anbringender, der svarer til de tre materielle betingelser for et erstatningssøgsmål, som er kumulativt opfyldt i den foreliggende sag, nemlig at der foreligger en skadestilføjelse, der svarer til ulovligheden af den foreholdte adfærd, at der foreligger en skade, og at der foreligger en årsagsforbindelse mellem skadestilføjelsen og skaden.

For det første har sagsøgeren anført, at Kommissionens vedtagelse af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 689/2013 af 18. juli 2013 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød (EUT 2013, L 196, s. 13), som Domstolen annullerede i sin dom af 20. september 2017, Tilly-Sabco mod Kommissionen (C-183/16 P, EU:C:2017:704), udgør en tilsidesættelse af EU-retten, som er tilstrækkelig til at godtgøre, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse.

For det andet finder sagsøgeren, at Kommissionen ved ulovligt at udstede en retsakt, der fastsatte størrelsen af restitutionerne for salg af frosne kyllinger til visse lande udenfor EU-zonen til nul, foretog en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, der udgjorde en skadestilføjelse, som har skabt en reel og faktisk skade for dette selskab. Ifølge sagsøgeren består denne skade i ikke at have modtaget restitutioner indtil den 31. december 2013.

For det tredje har det sagsøgende selskab gjort gældende at være berettiget til erstatning for det tab, der er lidt i forbindelse med den ulovlige fjernelse af restitutionerne for perioden fra den 19. juli 2013 til den 31. december 2013. Kommissionens fejlagtige adfærd var således den afgørende årsag til den skade, som selskabet angiveligt har lidt, og der foreligger derfor en umiddelbar og direkte forbindelse mellem denne fejl og den nævnte skade.

Sag anlagt den 31. juli 2018 — Lotte mod EUIPO — Générale Biscuit-Glico France (PEPERO original)

(Sag T-459/18)

(2018/C 364/17)

Stævningen er affattet på fransk

Parter

Sagsøger: Lotte Corp. (Seoul, Sydkorea) (ved advokat G. Ringeisen)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Générale Biscuit-Glico France (Clamart, Frankrig)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Lotte Corp.

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket PEPERO original i farverne rød, brun, gul og hvid

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 11. maj 2018 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 913/2017-1)

Påstande

—	Søgsmålet antages til realitetsbehandling.

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som selskabet Lottes EU-varemærke nr. 7 413 651 herved erklæres ugyldigt og sidstnævnte pålægges at betale de af selskabet Générale Biscuit-Glico France afholdte omkostninger og udgifter.

—	EUIPO og selskabet Générale Biscuit-Glico France tilpligtes at betale de af selskabet Lotte afholdte omkostninger til repræsentation i hver af procedurerne.

—	EUIPO og selskabet Générale Biscuit-Glico France tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 64 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 94 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 31. juli 2018 — Telenet mod Kommissionen

(Sag T-470/18)

(2018/C 364/18)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Telenet (Mechelen, Belgien) (ved advokaterne Y. Desmedt og E. Monard)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Den anfægtede retsakt annulleres i sin helhed.

—	Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Dette søgsmål er rettet imod Kommissionens afgørelse C(2018) 3410 final af 25. maj 2018, vedtaget i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i direktiv 2002/21/EF (1), vedrørende BE/2018/2073: Engrosmarkedet for lokal netadgang på et fast sted i Belgien, BE/2018/2074: Engrosmarkedet for central netadgang på et fast sted, for så vidt angår masseforhandlede produkter i Belgien, og BE/2018/2075: Engros TV-transmission i Belgien.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

1.

Første anbringende, hvormed det gøres gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 7, stk. 4, i direktiv 2002/21/EF og misbrugte sine skønsbeføjelser, idet den ikke indledte en fase II undersøgelse. — I denne forbindelse har sagsøgeren anført, at Kommissionen udtrykte flere betænkeligheder vedrørende den belgiske nationale tilsynsmyndigheds definition af markedet. — Sagsøgeren har videre gjort gældende, at Kommissionen i henhold til artikel 7, stk. 4, i direktiv 2002/21/EF skal indlede en fase II undersøgelse, hvis den nærer alvorlig tvivl om en foreslået regulerende foranstaltning.

2.

Andet anbringende, hvormed det gøres gældende, at Kommissionen undlod at anføre grundene til dens konklusion om, at den valgte definition af markedet ikke ændrer det reguleringsmæssige resultat. — Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl, da den anlagde det synspunkt, at den kunne beslutte ikke at indlede en fase II undersøgelse med den begrundelse, at den definition af markedet, som Kommissionen fandt mere passende, angiveligt ville føre til det samme reguleringsmæssige resultat som det, der blev foreslået i udkastet til foranstaltningen. Den passende definition af markedet ville nødvendigvis have ændret sagsøgerens retlige stilling.

3.

Tredje anbringende, hvormed det gøres gældende, at Kommissionen undlod at efterkomme de processuelle garantier i direktiv 2002/21/EF. — Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at det udkast til foranstaltningen, som den belgiske nationale tilsynsmyndighed indgav til Kommissionen, indeholdt en definition af markedet, som ikke havde været genstand for en offentlig høring som krævet i henhold til artikel 6 og artikel 16, stk. 6, i direktiv 2002/21/EF. — Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte processuelle krav ved at kommentere et forslag, som ikke havde været genstand for en offentlig høring.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7.3.2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (EFT 2002, L 108, s. 33).

Sag anlagt den 2. august 2018 — WV mod EEAS

(Sag T-471/18)

(2018/C 364/19)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: WV (ved advokat É. Boigelot)

Sagsøgt: Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EEAS)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse af 27. november 2017 med referencen »eeas.ba.hr.3(2017)6459331« truffet af [fortroligt] (1) om tilbageholdelse af løn for 72 kalenderdage til skade for sagsøgeren annulleres.

—	Om fornødent annulleres den udtrykkelige afgørelse om afslag af 2. maj 2018 (»eeas.ba.hr.3/ld(2018)2309062«) efter den af sagsøgeren den 3. januar 2018 indgivne klage.

—

Det fastslås, at de beløb, der skal tilbagebetales til sagsøgeren efter denne annullation, skal forhøjes med morarenter med en sats på 5 % årligt eller med en anden af Retten fastsat sats, beregnet på datoen for den faktiske tilbagebetaling og svarende til datoerne for de foretagne tilbageholdelser.

—	EEAS tilpligtes at betale sagsomkostningerne i henhold til artikel 134 i procesreglementet for Den Europæiske Unions Ret.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført et enkelt anbringende vedrørende tilsidesættelse af personalevedtægtens artikel 1e, stk. 2, artikel 12, 12a, 21, 25, 26, 55 og 60, af bistands- og omsorgspligten, af princippet om god forvaltning, og en tilsidesættelse af artikel 1 og 2 i bilag IX til personalevedtægten samt af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 2001, L 8, s. 1). Sagsøgeren har ligeledes påberåbt sig en tilsidesættelse af bl.a. artikel 41, 47 og 52 i chartret om grundlæggende rettigheder, af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og af retten til kontradiktion, tilsidesættelse af artikel 296 TEUF og retsmisbrug og procedurefordrejning, og herudover en åbenbar tilsidesættelse af princippet om berettigede forventninger og princippet om processuel ligestilling. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af det princip, der pålægger forvaltningen kun at træffe afgørelse på basis af lovlige grunde, dvs. grunde, der er relevante og ikke behæftede med et eller flere åbenbart urigtige faktiske eller retlige skøn, og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, af audi alteram partem og retssikkerhedsprincippet, samt en tilsidesættelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).

---

(1)  Fortrolige oplysninger udeladt.

Sag anlagt den 10. august 2018 — XF mod Kommissionen

(Sag T-482/18)

(2018/C 364/20)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: XF (ved advokat J.-N. Louis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Annullation af afgørelsen af 2. oktober 2017, hvori det afslås at tildele ham bosættelsespenge i anledning af hans flytning og tiltrædelse af tjenesten ved EEAS’ hovedsæde.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført et enkelt anbringende om tilsidesættelse af tjenestemandsvedtægtens artikel 20 og af artikel 5 i bilag VII hertil.

Sag anlagt den 22. august 2018 — Currency One mod EUIPO — Cinkciarz.pl (CINKCIARZ)

(Sag T-501/18)

(2018/C 364/21)

Stævningen er affattet på polsk

Parter

Sagsøger: Currency One S.A. (Poznań, Polen) (ved advokat P. Szmidt)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Cinkciarz.pl sp. z o.o. (Zielona Góra, Polen)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Cinkciarz.pl sp. z o.o. (Zielona Góra, Polen)

Det omtvistede varemærke EU-ordmærket CINKCIARZ — EU-varemærkeregistrering nr. 13 678 991

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 18. juni 2018 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 2598/2017–5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne afholdt i forbindelse med sagens behandling ved appelkammeret.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.