1)

Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 11, stk. 1, artikel 12, stk. 1, og artikel 76, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 465/2012 af 22. maj 2012, samt artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning nr. 883/2004, idet det har vedtaget artikel 23 og 24 i rammeloven af 27. december 2012.

2)

I øvrigt frifindes Kongeriget Belgien.

3)

Kongeriget Belgien betaler sagens omkostninger.

1)

Artikel 220, stk. 6, i De Forenede Nationers Havretskonvention, undertegnet i Montego Bay den 10. december 1982, og artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/35/EF af 7. september 2005 om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner, herunder strafferetlige sanktioner, for ulovlig forurening, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/123/EF af 21. oktober 2009, skal fortolkes således, at udtrykket »klart objektivt bevis« som omhandlet i disse bestemmelser vedrører ikke blot den omstændighed, at der er begået en overtrædelse, men ligeledes beviset for konsekvenserne af denne overtrædelse.

2)

Udtrykket »kystlinjen eller […] beslægtede interesser« i artikel 220, stk. 6, i De Forenede Nationers Havretskonvention og i artikel 7, stk. 2, i direktiv 2005/35, som ændret ved direktiv 2009/123, skal fortolkes således, at det i princippet har den samme betydning som udtrykket »kyster eller […] dermed forbundne interesser« i artikel I, stk. 1, og i artikel II, stk. 4, i den internationale konvention om indgriben på det åbne hav i tilfælde af olieforureningsulykker, indgået i Bruxelles den 29. november 1969, idet det forholder sig således, at denne artikel 220, stk. 6, ligeledes finder anvendelse på ikke-levende ressourcer i kyststatens søterritorium og på alle ressourcer i dennes eksklusive økonomiske zone.

3)

Artikel 220, stk. 6, i De Forenede Nationers Havretskonvention og artikel 7, stk. 2, i direktiv 2005/35, som ændret ved direktiv 2009/123, skal fortolkes således, at ressourcer i en kyststats søterritorium eller i dens eksklusive økonomiske zone som omhandlet i disse bestemmelser vedrører udnyttede arter, men ligeledes levende arter, som er knyttet til eller afhængige af udnyttede arter, såsom de dyre- og plantearter, som anvendes som føde af de udnyttede arter.

4)

Der skal i princippet ikke tages hensyn til begrebet »væsentlig forurening« i artikel 220, stk. 5, i De Forenede Nationers Havretskonvention ved anvendelsen af denne konventions artikel 220, stk. 6, og ved anvendelsen af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2005/35, som ændret ved direktiv 2009/123, og navnlig ved bedømmelsen af konsekvenserne af en overtrædelse, således som defineret i disse bestemmelser.

5)

Med henblik på at bedømme konsekvenserne af en overtrædelse således som defineret i artikel 220, stk. 6, i De Forenede Nationers Havretskonvention og i artikel 7, stk. 2, i direktiv 2005/35, som ændret ved direktiv 2009/123, skal der tages hensyn til alle de indicier, som gør det muligt at fastslå, at der er blevet forvoldt betydelig skade eller risikerer at blive forvoldt betydelig skade på kyststatens ejendom og beslægtede interesser, samt at bedømme omfanget af den skade, der er blevet forvoldt eller risikerer at blive forvoldt på denne ejendom eller disse interesser, idet der navnlig skal tages hensyn til:

6)

Østersøområdets særlige geografiske og økologiske forhold og sårbarhed har indvirkning på betingelserne for anvendelse af artikel 220, stk. 6, i De Forenede Nationers Havretskonvention og artikel 7, stk. 2, i direktiv 2005/35, som ændret ved direktiv 2009/123, hvad angår definitionen og kvalificeringen af overtrædelsen samt, imidlertid ikke automatisk, på bedømmelsen af omfanget af den skade, som denne overtrædelse har forvoldt på kyststatens ejendom og beslægtede interesser.

7)

Artikel 1, stk. 2, i direktiv 2005/35, som ændret ved direktiv 2009/123, skal fortolkes således, at den ikke tillader medlemsstaterne at anvende strengere bestemmelser, i overensstemmelse med folkeretten, end de bestemmelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 7, stk. 2, når denne finder anvendelse, idet det forholder sig således, at kyststaterne har beføjelse til at træffe andre foranstaltninger med tilsvarende rækkevidde som dem, der er fastsat i nævnte artikel 220, stk. 6.

1)

Artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, sammenholdt med artikel 10, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at et trossamfunds medlemmers indsamling af personoplysninger i forbindelse med forkyndelsesvirksomhed fra dør til dør og den efterfølgende behandling af disse personoplysninger hverken udgør behandling af personoplysninger, som foretages under udøvelsen af aktiviteter som omhandlet i direktivets artikel 3, stk. 2, første led, eller behandling af personoplysninger foretaget af fysiske personer ved udøvelsen af rent personlige eller familiemæssige aktiviteter som omhandlet i direktivets artikel 3, stk. 2, andet led.

2)

Artikel 2, litra c), i direktiv 95/46 skal fortolkes således, at begrebet »register« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter en samling af personoplysninger, der er indsamlet i forbindelse med forkyndelsesvirksomhed fra dør til dør, og som omfatter navne og adresser samt andre oplysninger vedrørende de besøgte personer, når disse oplysninger er struktureret i henhold til kriterier, der i praksis gør det muligt let at hente disse frem til senere brug. Det er ikke nødvendigt, for at en sådan samling kan være omfattet af dette begreb, at den omfatter kartotekskort, konkrete fortegnelser eller andre søgesystemer.

3)

Artikel 2, litra d), i direktiv 95/46, sammenholdt med artikel 10, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at et trossamfund kan holdes ansvarligt, sammen med dets forkyndende medlemmer, for behandlingen af personoplysninger foretaget af sidstnævnte i forbindelse med forkyndelsesvirksomhed fra dør til dør, som organiseres, koordineres og tilskyndes af dette trossamfund, uden at det i denne forbindelse er påkrævet, at trossamfundet har adgang til disse oplysninger, eller at det har udstedt skriftlige retningslinjer eller anvisninger til dets medlemmer vedrørende denne behandling.

1)

Artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter skal fortolkes således, at dette direktiv finder anvendelse i en situation, hvori en ordregiver opsiger en kontrakt om levering af overvågningstjenesteydelser indgået med en virksomhed og med henblik på udførelsen af denne ydelse indgår en ny kontrakt med en anden virksomhed, der i medfør af en kollektiv overenskomst overtager en efter antal og kvalifikationer betydelig del af den arbejdsstyrke, som den første virksomhed beskæftigede med at udføre den nævnte ydelse, for så vidt som operationen ledsages af overførslen af en økonomisk enhed mellem de to berørte virksomheder.

2)

Den Europæiske Unions Domstol har ikke kompetence til at besvare det andet spørgsmål, der er blevet forelagt af Tribunal Superior de Justicia de Galicia (øverste regionale domstol i Galicien, Spanien) ved afgørelse af 30. december 2016.

1)

Artikel 21, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at den forpligter den medlemsstat, hvori en unionsborger er statsborger, til at lette meddelelsen af en opholdstilladelse for en ikke-registreret partner, der er tredjelandsstatsborger, og med hvem unionsborgeren har en behørigt dokumenteret varig tilknytning, når den nævnte unionsborger efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed til at arbejde i en anden medlemsstat i overensstemmelse med betingelserne fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF med sin partner vender tilbage til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, for at tage ophold dér.

2)

Artikel 21, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at en afgørelse, hvorved der gives afslag på udstedelsen af en opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger, der er ikke-registreret partner til en unionsborger, når unionsborgeren efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed til at arbejde i en anden medlemsstat i overensstemmelse med de i direktiv 2004/38 fastsatte betingelser med sin partner vender tilbage til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, for at tage ophold dér, skal baseres på en grundig undersøgelse af ansøgerens personlige omstændigheder og skal være begrundet.

3)

Artikel 3, stk. 2, i direktiv 2004/38 skal fortolkes således, at de i denne bestemmelse omhandlede tredjelandsstatsborgere skal have adgang til retsmidler med henblik på at anfægte en afgørelse, der er truffet med hensyn til dem, om ikke at meddele opholdstilladelse, hvorefter den nationale ret skal undersøge, om afslaget hviler på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag, og om de proceduremæssige garantier er blevet overholdt. Disse garantier omfatter de nationale myndigheders pligt til at foretage en grundig undersøgelse af ansøgerens personlige omstændigheder og begrunde ethvert afslag på indrejse eller ophold.

1)

Artikel 12, stk. 1, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 596/2009 af 18. juni 2009, skal fortolkes således, at en fabrikant af radioudstyr, når han gør brug af proceduren i nævnte direktivs bilag III, andet stykke, og anvender harmoniserede standarder for at fastlægge de i dette stykke omhandlede radioprøvningssæt, ikke skal henvende sig til et bemyndiget organ som omhandlet i direktivets artikel 11, stk. 1, og således ikke skal supplere CE-mærkningen med identifikationsnummeret på det bemyndigede organ.

2)

Artikel 12, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 1999/5, som ændret ved forordning nr. 596/2009, skal fortolkes således, at en fabrikant af radioudstyr, når han har gjort brug af proceduren i nævnte direktivs bilag III og har anvendt de harmoniserede standarder, der fastlægger de væsentlige radioprøvningssæt, der skal udføres, ikke skal supplere CE-mærkningen med identifikationsnummeret på det bemyndigede organ, som han af egen drift har konsulteret uden at være forpligtet hertil for at få bekræftet listen over de væsentlige radioprøvningssæt indeholdt i disse harmoniserede standarder.

—

Annullation af den appellerede afgørelse.

—

Hvis Domstolen giver medhold i den første påstand, anmoder appellanten om, at Domstolen ligeledes annullerer appelkammerets afgørelse og stadfæster førsteinstansens afgørelse.

—

Hvis Domstolen giver medhold i den anden påstand, anmoder appellanten om, at den appellerede afgørelse tilsidesættes og at Retten pålægges at indskrænke dens betragtninger til de faktuelle og retlige spørgsmål, der behandles i appelkammerets afgørelse. Hvis Retten konkluderer, at den ikke kan opretholde appelkammerets afgørelse, når Website Disclosures betragtes isoleret, anmoder appellanten om, at Retten henviser sagen til appelkammeret for yderligere overvejelser om, hvorvidt Fort Lauderdale Disclosures og Sales Disclosures falder ind under undtagelsen i artikel 7 (1).

—

Hvis Domstolen giver medhold i den tredje påstand, anmoder appellanten om, at den appellerede afgørelse tilsidesættes for så vidt angår anvendelsen af artikel 7 og at Retten pålægges at foretage en fornyet bedømmelse af beviserne under hensyntagen til ordlyden af artikel 7 og ved anvendelse af en sandsynlighedsafvejning.

—

Hvis Domstolen giver medhold i den fjerde påstand, anmoder appellanten om, at den appellerede afgørelse annulleres, og at sagen fordeles til en anden af Rettens afdelinger med henblik på yderligere behandling.

—

Appellanten har også nedlagt påstand om, at Domstolen pålægger appelindstævnte at betale sagsomkostningerne i henhold til artikel 137 og artikel 184 i Domstolens procesreglement.

1)

Første anbringende — Tilsidesættelse af forordningens artikel 63

Retten foretog en forkert fortolkning og anvendelse af artikel 63, idet den ikke annullerede appelkammerets afgørelse, for så vidt som den tillod fremlæggelse af nye beviser.

2)

Andet anbringende — Tilsidesættelse af forordningens artikel 61

Retten tilsidesatte artikel 61 ved reelt at afgøre faktuelle spørgsmål, som ikke var blevet undersøgt af appelkammeret i dets afgørelse og ikke faldt ind under området for appellen. Som sådan overskred Retten sin kompetence til at annullere eller ændre appelkammerets afgørelse.

3)

Tredje anbringende — Tilsidesættelse af forordningens artikel 7

Retten tilsidesatte artikel 7 ved at anvende et forkert beviskrav. Herved tilkendegav Retten også, at prøvelsen kræver specifikke beviser, frem for at anvende den retlige prøvelse på de beviser, der var fremlagt under sagen. Endelig forkastede Retten fejlagtigt appellantens argument om, at der kan tages hensyn til en kvantitativ faktor ved anvendelsen af artikel 7.

4)

Fjerde anbringende — Ulovlig sammensætning af Retten (Syvende Afdeling)

Rettens Syvende Afdeling var ikke sammensat korrekt. Dommer Kornezov blev udnævnt til Retten fra Personaleretten i 2016. Imidlertid blev det senere fastslået, at dommer Kornezov’s udnævnelse til Personaleretten var behæftet med en processuel fejl. Hvis dommer Kornezov ikke havde haft sæde i Personaleretten i 2016, ville hans udnævnelse til Retten ikke have været mulig før 2019. Som sådan forekommer det, at hans udnævnelse til Retten også er behæftet med en processuel fejl. Den appellerede afgørelse må derfor tilsidesættes og sagen hjemvises til en anden af Rettens afdelinger.

1)

Er artikel 23, stk. 1, litra c), i lov om selskabsskat, i den affattelse, der var gældende i 2013, og artikel 23, stk. 1 og 2, litra c), i samme lov, i den affattelse, der var gældende i 2014, forenelige med EU-retten, hvis de fortolkes således, at renter betalt i forbindelse med lån, som tredjemand har optaget (som det overtagne selskab kunne have fradraget, såfremt fusionen ikke havde fundet sted) for at erhverve det overtagende datterselskabs kapital, og som er blevet overført som følge af fusionen, ophører med at kunne fradrages i det overtagende selskabs indtægter efter en omvendt fusion? Kan det navnlig fastslås, at den manglende mulighed for at fradrage renterne udgør en hindring eller en begrænsning for de fusioner, der er omfattet af anvendelsesområdet for Rådets direktiv 2009/133/EF (1), som både tilsidesætter direktivets principper og formål samt dets artikel 4?

2)

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares således, at udelukkelsen af muligheden for at fradrage disse renter er forenelig med direktivet, berøres dette svar da af den omstændighed, at denne korrektion ikke er sket i overensstemmelse med bestemmelsen om forebyggelse af misbrug, der er fastlagt i direktivet (artikel 15), eller den nationale lovgivning, der gennemfører direktivet (artikel 73, stk. 10, i lov om selskabsskat), men derimod i henhold til en anden bestemmelse i national ret (artikel 23 i lov om selskabsskat)?

—

sagsøgeren, som hævder at have lidt et tab, har sit hjemsted, hovedvirksomhed eller formueinteresser i den pågældende medlemsstat

—

sagsøgerens krav, som er rettet mod en enkelt sagsøgt, nemlig en lastbilproducent med hjemsted i en anden medlemsstat, er baseret på en overtrædelse [konstateret] ved [en afgørelse] fra Europa-Kommissionen i medfør af artikel 101, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (tidligere artikel 81, stk. 1, TEF) bestående i hemmelige aftaler om prissætning og stigninger i bruttopriserne inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og denne afgørelse er rettet mod flere andre adressater ud over sagsøgte

—

sagsøgeren alene købte lastbiler fremstillet af andre virksomheder, som deltog i kartellet

—

der ikke er nogen oplysninger, der indikerer, at nogle af de møder, der blev kvalificeret som møder med konkurrencebegrænsende formål, blev afholdt i forumstaten

—

sagsøgeren almindeligvis købte sine lastbiler — efter dens opfattelse til fordrejede priser — i forumstaten, og med henblik herpå indgik leasingkontrakter med købspligt med virksomheder, der opererede i den pågældende medlemsstat, men sagsøgeren ifølge selskabets egne anbringender forhandlede direkte med forhandlerne af køretøjerne, og leasinggiveren lagde sin egen fortjenstmargen samt leasingomkostningerne oven i de priser, som sagsøgeren havde indgået aftale om, og ejendomsretten over køretøjerne overgik til sagsøgeren, når leasingkontrakten var opfyldt, dvs. ved dens udløb?

—

Annullation af afgørelsen fra EU-Udenrigstjenestens generaldirektør for budget og administration af 9. november 2017 (ADMIN(2017)21) om udarbejdelse af listen over forfremmede tjenestemænd i forfremmelsesåret 2017, for så vidt som sagsøgeren ikke er opført herpå.

—

EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrørende et anbringende om, at de almindelige gennemførelsesbestemmelser, som EU-Udenrigstjenesten anvendte på forfremmelsesproceduren, er ulovlige.

2.

Andet anbringende vedrørende en tjenstlig fejl, manglende overholdelse af proceduren forud for vedtagelsen af listen over de tjenestemænd, der blev foreslået forfremmet, og forskelsbehandling.

3.

Tredje anbringende vedrørende EU-Udenrigstjenestens tilsidesættelse af de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45.

4.

Fjerde anbringende vedrørende anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn for så vidt angår sagsøgerens fortjenester og forskelsbehandling ved bedømmelsen af kriteriet om anciennitet.

—

Sagen antages til realitetsbehandling.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om Rådets manglende kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse, for så vidt som Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko ikke har kompetence til at forhandle internationale aftaler, som omfatter Vestsahara, på vegne af dette områdes befolkning, således som repræsenteret ved Front Polisario.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af forpligtelsen til at undersøge alle relevante elementer i den foreliggende sag, for så vidt som Rådet, da det vedtog den anfægtede afgørelse, ikke tog hensyn til Domstolens praksis vedrørende spørgsmålet om Vestsahara.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af forpligtelsen til at undersøge spørgsmålet om overholdelse af de grundlæggende rettigheder og den humanitære folkeret, for så vidt som det fremgår af den anfægtede afgørelse, at Rådet ikke har undersøgt spørgsmålet om overholdelse af de grundlæggende rettigheder og den humanitære folkeret.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar, for så vidt som Rådet ikke indledte nogen drøftelser med Front Polisario, som er den eneste repræsentant for befolkningen i Vestsahara, forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

5.

Femte anbringende om Rådets tilsidesættelse af sin forpligtelse til at efterkomme Domstolens domme, for så vidt som den anfægtede afgørelse ser bort fra præmisserne i Domstolens domme i sag C-104/16 P og C-266/16.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af de væsentlige principper og værdier, der er retningsgivende for Unionen på internationalt plan, idet afgørelsen for det første benægter Vestsaharas befolknings eksistens og erstatter den med begrebet »berørte befolkningsgrupper«, og idet afgørelsen for det andet bemyndiger indledningen af forhandlinger med Kongeriget Marokko i forbindelse med dets annekteringspolitik med hensyn til Vestsahara og de systematiske krænkelser af grundlæggende rettigheder, som opretholdelsen af denne politik kræver.

7.

Syvende anbringende om tilsidesættelse af retten til selvbestemmelse, for så vidt som afgørelsen for det første med hensyn til retten til selvbestemmelse benægter Vestsaharas befolknings eksistens og ødelægger dette folks nationale enhed, og den for det andet bemyndiger indledningen af forhandlinger med Kongeriget Marokko i strid med Vestsahara særskilte og særlige status og dette områdes befolknings vedvarende suverænitet over naturressourcerne.

8.

Ottende anbringende om tilsidesættelse af princippet om traktaters relative virkning, for så vidt som den anfægtede afgørelse nægter Vestsaharas befolkning, som repræsenteret ved Front Polisario, egenskab som tredjemand i forholdet mellem EU og Marokko.

9.

Niende anbringende om tilsidesættelse af den humanitære folkeret og internationale strafferet, idet de ved den anfægtede afgørelse bemyndigede forhandlinger for det første bliver ført i forbindelse med Kongeriget Marokkos annekteringspolitik med hensyn til Vestsahara, og idet den nævnte afgørelse ved anvendelsen af begrebet »berørte befolkningsgrupper« for det andet godkender den ulovlige overførsel af marokkanske bosættere til det besatte sahariske område.

10.

Tiende anbringende om Unionens tilsidesættelse af forpligtelsen til ikke-anerkendelse, idet afgørelsen ved at bemyndige indledningen af forhandlinger med Kongeriet Marokko med hensyn til Vestsahara giver alvorlige krænkelser af folkeretten begået af de marokkanske besættelsesstyrker mod Vestsaharas befolkning gyldighed.

—

Annullation af EUIPO’s afgørelse af 6. oktober 2017 om afslag på en ny forlængelse af sagsøgerens kontrakt som midlertidigt ansat i henhold til artikel 2, litra f), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at EUIPO med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse har tilsidesat legalitetsprincippet ved en tilsidesættelse af de relevante bestemmelser i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union, navnlig ansættelsesvilkårenes artikel 56 og vedtægtens artikel 110, og at den anfægtede afgørelse mangler retligt grundlag.

2.

Andet anbringende om, at EUIPO med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse har tilsidesat legalitetsprincippet, har anlagt et åbenbart urigtigt skøn og har tilsidesat dets omsorgspligt over for de ansatte.

3.

Tredje anbringende om, at EUIPO med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse har tilsidesat kravene i forordning nr. 45/2001 (1), navnlig artikel 27, stk. 2, litra b), i forordning 45/2001.

4.

Fjerde anbringende om, at EUIPO med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse har tilsidesat ligebehandlingsprincippet.

—

Det fastslås, at sagsøgtes krav i debitnota nr. 3241804913 af 16. april 2018 om, at sagsøgeren tilbagebetaler en del af den modtagne støtte til projektet ENHSA (European Network of Heads of Schools of Architecture), er ubegrundet hvad angår 77 169,78 EUR, og det fastslås, at dette beløb svarer til støtteberettigede udgifter.

—

Det fastslås, at sagsøgtes krav i debitnota nr. 3241804682 af 9. april 2018 om, at sagsøgeren tilbagebetaler en del af den modtagne støtte til projektet ARCHI-MUNDUS, svarende til 28 976,83 EUR, er ubegrundet, og det fastslås, at dette beløb udgør støtteberettigede udgifter.

—

Sagsøgte pålægges at tilbagebetale ovennævnte beløb med tillæg af renter.

—

Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Afgørelsen annulleres, for så vidt som de af sagsøgerne fremsatte begæringer om fortrolig behandling heri forkastes.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at offentliggørelsen af oplysninger om sagsøgerne angående udvekslinger mellem handlende forud for overtrædelsesperioden er i strid med uskyldsformodningen. Kommissionen er i denne forbindelse ikke berettiget til at offentliggøre en afgørelse, der indeholder hentydninger til retsstridige adfærdsformer, som sagsøgerne ikke kan bestride. Der blev således i den anfægtede afgørelse begået en retlig fejl ved, at sagsøgernes begæringer om fortrolig behandling af disse oplysninger blev forkastet.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at offentliggørelsen, inden Retten havde afsagt dom om sagens realitet i sag T-113/17, Crédit agricole og Crédit Agricole Corporate and Investment Bank mod Kommissionen, af oplysninger indeholdende hentydninger til en retsstridig adfærd fra sagsøgernes side — som disse sidstnævnte har bestridt for Retten — udgør en tilsidesættelse af uskyldsformodningen. Der blev følgelig i den anfægtede afgørelse begået en retlig fejl ved, at sagsøgernes begæringer om fortrolig behandling af disse oplysninger blev forkastet.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og art. 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Afgørelse om godkendelse af hævdvundne rettigheder (afgørelse C(2018) 2788 af 30. april 2018) annulleres.

—

Kommissionen og eventuelle intervenienter til støtte for Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Der træffes enhver anden afgørelse, som er passende henset til sagens omstændigheder.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at anvende den forkerte retlige standard for erhvervelse af hævdvundne rettigheder i henhold til tilsagnene.

Sagsøgeren har anført, at Kommissionen ved vurderingen af, hvorvidt Delta havde gjort »passende brug« af afgangs- og ankomsttidspunkterne i henhold til tilsagnene, besluttede, at den eneste analyse, der skulle foretages, var at efterprøve, at Delta ikke befandt sig i en situation med »misbrug«. Sagsøgeren har yderligere anført, at en undersøgelse af ordlyden af, sammenhængen for og formålet med tilsagnene — i modsætning til Kommissionens opfattelse — fører til den konklusion, at »fravær af misbrug« ikke er relevant, og at den korrekte fortolkning af begrebet »passende brug« i tilsagnene ville have krævet, at Kommissionen efterprøvede, hvorvidt brugen af afgangs- og ankomsttidspunkterne var »i overensstemmelse med det tilbud«, som Delta formelt afgav for at modtage afgangs- og ankomsttidspunkterne.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med åbenbart urigtige skøn, eftersom det deri fastslås, at Delta opfyldte kravet om »passende brug«.

Sagsøgeren har anført, at Kommissionen, eftersom Delta valgte at afvige fra sit tilbud, var forpligtet til at tage stilling til, hvorvidt denne afvigelse og det endelige niveau for brugen af afgangs- og ankomsttidspunkterne kunne accepteres under hensyn til det relevante økonomiske bevismateriale og analysen, med henblik på at sikre konkurrencen og følgelig sikre, at forbrugerfordelene blev maksimeret.

—

Annullation af sagsøgtes afgørelse af 28. september 2017 om at bringe sagsøgerens kontrakt til ophør.

—

Om fornødent annullation af sagsøgtes afgørelse af 4. april 2018 om afslag på sagsøgtes klage af 7. november 2017.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning for det ikke-økonomiske tab, denne har lidt, opgjort til 20 000 EUR.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale de omkostninger, sagsøgeren har afholdt i forbindelse med denne sag.

1.

Første anbringende om processuelle fejl, herunder tilsidesættelse af retten til forsvar og navnlig af retten til at blive hørt og tilsidesættelse af begrundelsespligten.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af bestemmelserne vedrørende forligsproceduren og navnlig artikel 23 og 25 i gennemførelsesbestemmelserne til afsnit VII i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 1d, artikel 21 og 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og direktiv 2006/54/EF. (1)

4.

Fjerde anbringende om, at sagsøgte har anlagt et åbenbart urigtigt skøn i relation til elementer indeholdt i de anfægtede afgørelser.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af de berettigede forventninger og tilsidesættelse af sagsøgtes omsorgspligt over for sagsøgeren.

—

Annullation af sagsøgtes afgørelse af 5. oktober 2017 om ikke at tildele sagsøgeren de udtrædelsespenge, der er fastsat i artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten.

—

Annullation af sagsøgtes afgørelse af 10. april 2018 om afslag på sagsøgerens klage af 11. december 2017 over førnævnte afgørelse.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale en erstatning til sagsøgeren for det lidte økonomiske tab.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale en erstatning til sagsøgeren for det lidte ikke-økonomiske tab.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af de berettigede forventninger.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og af omsorgspligten.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med behandlingen ved ugyldighedsafdelingen og for Første Appelkammer ved EUIPO af den sag, der har ført til nærværende søgsmål.

—

Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Artikel 5 og 6 i Europa-Kommissionens afgørelse (EU) 2018/628 af 11. november 2016 i statsstøttesag SA.24221 (2011/C) (ex 2011/NN) gennemført af Østrig til fordel for Klagenfurt lufthavn, Ryanair og andre luftfartsselskaber, der benytter lufthavnen (EUT 2018 L 107, s. 1), annulleres, og den nævnte afgørelses artikel 9, 10 og 11 annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgerne.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter bestemmelserne om forældelsesfrister i artikel 15 i forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (1) og artikel 17 i forordning (EU) 2015/1589 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF (2) og ikke indeholder nogen begrundelse, idet den tiårige forældelsesfrist gjaldt for to aftaler fra 2002, der ikke desto mindre blev taget stilling til i afgørelsen.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, princippet om god forvaltningsskik og sagsøgernes ret til forsvar, idet Kommissionen undlod at give sagsøgerne aktindsigt i undersøgelsens sagsakter og undlod at give dem mulighed for effektivt at gøre deres synspunkter gældende.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 107, stk. 1, TEUF, fordi Kommissionen fejlagtigt tilregnede staten ansvaret for indgåelsen af aftalerne med sagsøgerne.

4.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 107, stk. 1, TEUF, fordi Kommissionen ikke har påvist, at der foreligger selektivitet.

5.

Med det femte anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, fordi Kommissionen fejlagtigt konkluderede, at arrangementerne mellem lufthavnen og sagsøgerne gav sagsøgerne en fordel. Kommissionen forkastede fejlagtigt den mulighed, at en del af markedsføringstjenesterne kunne være blevet købt til formål af almen interesse, nægtede fejlagtigt at acceptere den af sagsøgerne foreslåede sammenlignende analyse, anlagde åbenbare urigtige skøn og undlod at give en begrundelse i sin rentabilitetsanalyse ved at støtte sine konklusioner på ufuldstændige, upålidelige og uhensigtsmæssige data. Kommissionen undlod tillige at tillægge de tjenester, der blev leveret i henhold til aftalerne om markedsføringstjenester, en passende værdi, forkastede med urette rationalet bag lufthavnens beslutning om at købe markedsføringstjenester og så med urette bort fra de mere vidtrækkende fordele for lufthavnen ved Ryanairs beflyvninger.

6.

Med det sjette anbringende gøres det subsidiært gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108, stk. 2, TEUF, idet Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn og begik en retlig fejl ved sin fastsættelse af størrelsen af den tilbagesøgningspligtige støtte, ved sine instrukser til medlemsstaten, hvori det antydes, at justeringen af størrelsen af den tilbagesøgningspligtige støtte er frivillig, og på grund af en modstrid mellem den anfægtede afgørelses begrundelse og dens dispositive del.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.