30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/2

P8_TA(2017)0205

EU-handlingsplan for e-forvaltning 2016-2020

Europa-Parlamentets beslutning af 16. maj 2017 om EU-handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020 (2016/2273(INI))

(2018/C 307/01)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til G8-chartret om åbne data,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Den europæiske handlingsplan for e-forvaltning 2011-2015 — Intelligent, bæredygtig og innovativ offentlig forvaltning ved hjælp af ikt« (COM(2010)0743),

—	der henviser til sin beslutning af 20. april 2012 om et konkurrencedygtigt digitalt indre marked — e-forvaltning som spydspids (1),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »EU-handlingsplan for e-forvaltning 2016-2020 — Fremskyndelse af forvaltningernes digitale omstilling« (COM(2016)0179),

—	der henviser til Kommissionens rapport med analyse af e-forvaltningen (»eGovernment Benchmark Report«) fra 2016,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse »En strategi for et digitalt indre marked i EU« (COM(2015)0192) og til det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2015)0100),

—	der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 med titlen »På vej mod en akt for det digitale indre marked« (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2015/2240 af 25. november 2015 om indførelse af et program om interoperabilitetsløsninger og fælles rammer for europæiske offentlige forvaltninger, virksomheder og borgere (ISA2-programmet) som et middel til at modernisere den offentlige sektor,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 1. juni 2016 med titlen »Europæiske standarder til det 21. århundrede« (COM(2016)0358),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 31. marts 2011 om beskyttelse af kritisk informationsstruktur — »Resultater og næste skridt: vejen til global internetsikkerhed« (COM(2011)0163),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juli 2014 med titlen »Hen imod en blomstrende datadreven økonomi« (COM(2014)0442),

—	der henviser til sin beslutning af 10. marts 2016 om »Hen imod en blomstrende datadreven økonomi« (3),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1316/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af Connecting Europe-faciliteten, om ændring af forordning (EU) nr. 913/2010 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 680/2007 og (EF) nr. 67/2010,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »Konnektivitet med henblik på et konkurrencedygtigt digitalt indre marked — På vej mod et europæisk gigabitsamfund« (COM(2016)0587) og til det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2016)0300),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (COM(2016)0590) og til dets bilag 1 til 11 — konsekvensanalyse (SWD(2016)0303), Resumé af konsekvensanalysen (SWD(2016)0304) og Resumé af evalueringen (SWD(2016)0305),

—	der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1316/2013 og forordning (EU) nr. 283/2014 for så vidt angår fremme af internetkonnektivitet i lokalsamfund (COM(2016)0589),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet og om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og forordning (EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen,

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016 om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplikationer,

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (eIDAS-forordningen),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/37/EU af 26. juni 2013 om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (PSI-direktivet),

—	der henviser til Kommissionens forslag af 10. januar 2017 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af et europæisk e-tjenesteydelseskort og dertil knyttede administrative faciliteter (COM(2016)0824),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. januar 2017 om udveksling og beskyttelse af persondata i en globaliseret verden (COM(2017)0007),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. januar 2017 med titlen »Opbygning af en europæisk dataøkonomi« (COM(2017)0009),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 10. januar 2017 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om respekt for privatliv og beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med elektronisk kommunikation og omf ophævelse af direktiv 2002/58/EF (forordning om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (COM(2017)0010),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 10. januar 2017 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (COM(2017)0008),

—	der henviser til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/9/EF af 11. marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. april 2016 med titlen »Det europæiske cloudinitiativ — Opbygning af en konkurrencedygtig data- og videnøkonomi i Europa« (COM(2016)0178),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF,

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/55/EU af 16. april 2014 om elektronisk fakturering i forbindelse med offentlige udbud,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. juni 2016 om »En ny dagsorden for færdigheder i Europa« (COM(2016)0381),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Retsudvalget (A8-0178/2017),

A.	der henviser til, at moderniseringsstrategierne for de offentlige forvaltninger skal tilpasses til et miljø i forandring, der muliggør omstillingen til digital forvaltning;

der henviser til, at digitaliseringen af offentlige tjenester bør bidrage til at virkeliggøre det indre markeds fulde potentiale, fremme bedre udøvelse af medborgerskab, forbedre borgernes livskvalitet og den sociale og økonomiske udvikling i regionerne, øge borgernes forståelse for og engagement i offentlige tjenester og forbedre deres effektivitet og omkostningseffektivitet og styrke den politiske deltagelse ved at fremme borgernes dialog med offentlige myndigheder og øge gennemsigtigheden; der henviser til, at EU bør fremme udvekslingen af bedste praksis og teknologier mellem medlemsstaterne;

C.	der henviser til, at ikt-sektoren har til opgave at understøtte denne omstillingsproces ved at levere skræddersyede løsninger for offentlige forvaltninger;

D.	der henviser til, at omstillingen til digital forvaltning skal indledes på EU-plan, i medlemsstaterne og på regionalt og lokalt plan;

E.	der henviser til, at en digital offentlig forvaltnings fulde potentiale kun kan opnås, hvis borgere og virksomheder fuldt ud kan have tillid til de tjenesteydelser, der tilbydes;

F.	der henviser til, at EU's e-justiceportal er et væsentligt redskab for adgang til information og til domstolene og udgør et vigtigt skridt i retning af en modernisering af EU's offentlige administration;

G.	der henviser til, at bedre adgang til information og øget anvendelse af forbedrede digitale redskaber til selskabsretsrelaterede formaliteter i løbet af en virksomheds livscyklus bør øge retssikkerheden og nedbringe virksomhedernes omkostninger;

H.	der henviser til, at der gøres en indsats for at sammenkoble elektroniske selskabs- og insolvensregistre i hele Unionen, hvilket er vigtigt for gennemsigtigheden og retssikkerheden på det indre marked;

der henviser til, at det endnu ikke er muligt med en fælles adgang til disse registre gennem e-justiceportalen på grund af forskelle i de tekniske standarder, som medlemsstaterne anvender; der henviser til, at der er behov for en større indsats for at stille tilgængelige, interoperable og brugervenlige e-forvaltningsredskaber til rådighed for offentligheden i Unionen; der henviser til, at en vis grad af datasikkerhed og beskyttelse i forbindelse med databehandling er en grundlæggende forudsætning for anvendelsen af e-justice i lyset af arten af data, der benyttes i retligt arbejde;

Mener, at udviklingen af e-forvaltning er et centralt element i det digitale indre marked, og opfordrer Kommissionen til at fastlægge specifikke, målbare mål for handlingsplanen på grundlag af resultatindikatorer og til at overvåge og rapportere årligt til Parlamentet om de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen heraf; understreger, at handlingsplanen for e-forvaltning 2011-2015 gav positive resultater på såvel EU-plan som i medlemsstaterne; tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til også at vurdere forbrugernes behov for at øge brugen af e-tjenester;

Offentlige forvaltninger bliver digitale

mener, at offentlige forvaltninger bør være åbne, gennemsigtige, effektive og inkluderende, idet de yder grænseløse, personlige, brugervenlige, tilgængelige og digitale end-to-end-tjenester til borgere og virksomheder inden 2022, hvorved de nedbringer omkostninger, barrierer og administrative byrder for borgere og virksomheder, særlig SMV'er, og således høster alle fordele af den digitale revolution; mener imidlertid, at dette bør være foreneligt med en retfærdig omstrukturering i den offentlige forvaltning;

støtter planen om at basere fremtidige initiativer på princippet om »digital betjening som udgangspunkt« og understreger vigtigheden af at gennemføre »kun én gang«-princippet, der vil gøre interaktion med offentlige forvaltninger lettere for borgere og virksomheder ved at undgå unødvendigt tidskrævende administrative procedurer og lette genanvendelsen af tidligere indgivne oplysninger til andre ansøgninger; fremhæver, at gennemførelsen af »kun én gang«-princippet på EU-plan ifølge Kommissionens undersøgelser faktisk forventes at spare ca. 5 mia. EUR pr. år senest i 2017; opfordrer Kommissionen til at underrette Europa-Parlamentet om resultaterne af det omfattende »kun én gang«-pilotprojekt for virksomheder og til senest med udgangen af 2017 at iværksætte et omfattende »kun én gang«-pilotprojekt for borgere;

glæder sig over Kommissionens intention om tidligst muligt at oprette en fælles digital portal, der vil give borgere og virksomheder en opkoblet sammenhængende pakke af onlinetjenester med tilknytning til det indre marked på såvel nationalt plan som EU-plan, herunder oplysninger om EU-regler og nationale regler, samt bistandstjenester, og at gennemføre de vigtigste procedurer for borgere og virksomheder i grænseoverskridende situationer og hjælpe med at gennemføre »kun én gang«-princippet" på EU-plan; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en hurtig og fuldstændig gennemførelse heraf og til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre dens effektive funktion og interoperabilitet med henblik på at frigøre dens fulde potentiale og fordele; understreger, at de eksisterende bedste praksisser, der allerede anvendes i visse medlemsstater, bør fremmes; mener, at dette initiativ bør sikre, at alle medlemsstaterne stiller en fælles officiel portal for e-tjenester til rådighed, der giver adgang til alle deres onlinetjenester og de tilgængelige interoperable EU-tjenester; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre en hurtig og fuldstændig gennemførelse af »kvikskrankerne«;

opfordrer Kommissionen til at overveje yderligere måder, hvorpå man kan fremme digitale løsninger af formaliteter i løbet af en virksomheds livscyklus, elektronisk registrering af virksomheders dokumenter og indgivelse af grænseoverskridende og andre oplysninger til selskabsregistre; bemærker, at lovgivning på dette område kan være den eneste måde, hvorpå man kan skabe en passende lovramme for EU-dækkende digitale løsninger;

mener, at arbejdet med den elektroniske sammenkobling af medlemsstaternes selskabs- og insolvensregistre bør intensiveres, og understreger denne sammenkoblings betydning for det indre marked; understreger, at enhver oplysning, der skal indgives, bør følge en fælles europæisk model eller ramme;

understreger betydningen af, at de digitale offentlige tjenester er inklusive, tilgængelige og baseret på en generel tilgang, en væsentlig faktor, der understøtter udformningen og gennemførelsen af politikker til fremme af konkurrenceevne, vækst og jobs, og opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre og anvende det nye direktiv om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobile applikationer, der vil gavne personer med handicap og ældre personer;

understreger vigtigheden af »åbne data«, hvorved visse oplysninger fra den offentlige sektor er frit tilgængelige til brug og genbrug inden for og mellem offentlige forvaltninger; understreger behovet for foranstaltninger, der sikrer respekt for ophavsret og databeskyttelse; gentager, at åben og inklusiv fri datastrøm vil muliggøre fortsat udvikling og skabelse af nye innovative løsninger, hvilket vil øge effektiviteten såvel som gennemsigtigheden; understreger, at denne form for data og offentlige oplysninger derfor bør stilles til rådighed, hvor det er muligt, med henblik på at skabe nye muligheder for viden og bidrage til udviklingen og styrkelsen af et åbent samfund; minder om, at offentlige forvaltninger i videst muligt omfang bør stille oplysninger til rådighed, især når den mængde data, der genereres, er meget stor, således som det er tilfældet med programmet Inspire; mener, at der bør gøres flere bestræbelser på at gennemføre koordinerede datastrategier i både EU-institutionerne og medlemsstaterne, herunder øge og fremskynde offentlig tilgængeliggørelse af data, sikre bedre datakvalitet og let adgang til data og levere e-lovgivning i maskinlæsbare formater;

fremhæver fordelene ved e-deltagelse og understreger, at medlemsstaterne bør gøre mere brug af e-konsultation, e-information og e-beslutningstagning; understreger, at for at undgå misbrug af systemerne må e-deltagelse, særlig med hensyn til e-beslutningstagning, være i overensstemmelse med eIDAS-forordningen for at sikre ansvarlighed og gennemsigtighed;

10.

glæder sig over de initiativer, som alle EU-institutionerne har taget for at styrke e-deltagelsesmekanismerne på EU-plan og i medlemsstaterne, og anmoder Kommissionen om yderligere at udvikle og fremme digitale redskaber såsom de elektroniske afstemningssystemer og e-andragender, der har til formål at styrke og fremme borgernes og virksomhedernes deltagelse i den politiske beslutningsproces i Unionen;

11.

bemærker, at brugen af bærbart udstyr er vokset betydeligt gennem de seneste fem år, mens kun en tredjedel af de offentlige websites er brugervenlig for bærbart udstyr; opfordrer derfor medlemsstaterne til at undersøge mulighederne for at udvikle løsninger for bærbart udstyr for e-forvaltningstjenester og til at sikre deres brugervenlighed og tilgængelighed for alle; understreger, at offentlige forvaltningers websteder og redskaber skal holdes ajour med den moderne teknologi og kravene til cybersikkerhed, der hele tiden udvikler sig, med henblik på at fremtidssikre tilgængeligheden af e-forvaltningstjenester;

12.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme og anvende e-udbud, når de køber forsyninger og tjenesteydelser eller i forbindelse med udbud af offentlige arbejder, hvilket gør offentligt forbrug mere gennemsigtigt og effektivt og fører til lavere omkostninger og mindre bureaukrati; opfordrer medlemsstaterne til at øge anvendelsen af registre over kontrakter og interoperable e-signaturer i deres offentlige sektorer; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at foretage det nødvendige for at sikre, at udbudsprocedurer er gennemsigtige, og at oplysningerne er tilgængelige i realtid for alle deltagere heri; opfordrer med henblik herpå Kommissionen til at lette udvekslingen af bedste praksis i forbindelse med anvendelsen af innovationskriterier i offentlige udbud, særlig for at sikre, at udbud ikke foregriber løsninger, men snarere giver tilbudsgivere mulighed for at foreslå innovative åbne løsninger; opfordrer Kommissionen til at fortsætte sit arbejde inden for e-faktureringsstandarder, elektronisk afgivelse af tilbud og e-meddelelse og til at tilskynde til anvendelsen af elektronisk identifikation i offentlige forvaltningers interne systemer for at forbedre ansvarligheden og sporbarheden i forbindelse med alle operationer i sådanne systemer;

13.

understreger betydningen af, at der udvikles sikre, pålidelige og interoperable grænseoverskridende offentlige tjenester, så man undgår en yderligere opsplitning og støtter mobiliteten; understreger, at interoperabilitet og standardisering er nogle af de centrale elementer i gennemførelsen af e-forvaltningsstrukturer, og glæder sig derfor over Kommissionens meddelelse med titlen »Europæiske standarder til det 21. århundrede« og også i denne forbindelse revisionen af den europæiske interoperabilitetsramme; understreger, at anvendelsen af åbne standarder er grundlæggende for at give EU-borgerne mulighed for at deltage i forvaltningsplatforme, og understreger, at standarder skal tjene samfundets interesse som helhed ved at være inklusive, retfærdige og fremtidssikre og udvikles på en åben og gennemsigtig måde; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme åbne standarder i forbindelse med udviklingen af offentlige digitale løsninger og at lægge større vægt på interoperabilitet og de potentielle fordele ved at bruge digital teknologi effektivt;

14.

beklager, at kun 28 % af de europæiske husholdninger i landdistrikterne havde en hurtig fastnetforbindelse i 2015, og at den gennemsnitlige 4G-dækning i EU, til trods for at den er 86 % i hele EU, kun er 36 % i landdistrikter, og henleder opmærksomheden på den tvingende nødvendighed af vedvarende støtte til udbredelse af bredbånd, især i landdistrikter, eftersom adgang til en hurtig bredbåndsforbindelse er uomgængelig nødvendig for at kunne bruge og drage fordel af e-forvaltningstjenester; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat i tilstrækkelig grad af finansiere udbredelsen af bredbånd, digitale tjenesteydelsesinfrastrukturer og grænseoverskridende interaktion mellem offentlige forvaltninger efter 2020 inden for rammerne af Connecting Europe-Faciliteten eller andre passende EU-programmer og derigennem sikre langsigtet bæredygtighed; opfordrer i denne forbindelse operatørerne til at investere mere i infrastruktur til at forbedre forbindelsen i landdistrikter og sikre, at landdistrikterne også drager fordel af højkapacitetsnet i form af 5 G, eftersom dette vil være et centralt element i opbygningen af vores digitale samfund;

15.

understreger, at fuld udrulning af sikre, tilstrækkelige, modstandsdygtige, pålidelige og højtydende infrastrukturer såsom ultrahurtige bredbånd og telekommunikationsnet er væsentlig for e-forvaltningstjenesters funktionsevne; opfordrer derfor til hurtig vedtagelse af den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation for at nå de europæiske strategiske mål; anser det for afgørende, at offentlige myndigheder holdes opdateret med den teknologiske udvikling og har tilstrækkelig kapacitet til at indføre innovative teknologier, f.eks. big data og tingenes internet eller mobiltjenester som 5G, der kan opfylde brugernes behov;

16.

mener, at genbrug af Connecting Europe-facilitetens (CEF’s) tekniske moduler overalt inden for den offentlige og private sektor er af vital betydning for digitaltjenesteinfrastrukturens funktionsevne; understreger nødvendigheden af at sikre den langsigtede bæredygtighed af CEF’s tekniske moduler og resultaterne fra omfattende pilotprojekter og ISA2-programmet efter 2020; fremhæver det potentiale, der ligger i Wifi4EU-initiativet med hensyn til at fremme adgang til højhastighedsnetværk for alle; opfordrer derfor Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at udvikle en langsigtet forvaltningsstruktur med henblik på at nå målene for det digitale indre marked, hvis prioritet bør være at opfylde borgernes og virksomhedernes behov, og som bør fremme brug af fælles standarder overalt, hvor det er muligt;

17.

bemærker, at ibrugtagningen af innovative løsninger til dataintensive offentlige tjenester, f.eks. brug af cloudtjenester, stadigvæk er langsom og fragmenteret; minder om, at tjenester som Inspire genererer store mængder data, hvilket kræver større databehandlingskapacitet; hilser hvad det angår Kommissionens europæiske cloudinitiativ velkomment og mener, at brugergrundlaget for den europæiske åbne forskningscloud bør udvides til også at omfatte den offentlige sektor;

18.

opfordrer Kommissionen til at øge opmærksomheden på betydningen af e-justiceportalen og dens anvendelser og gøre den til en kvikskranke for relevant retsinformation og for adgang til domstolene i medlemsstaterne; bemærker dog, at ikke alle parter i procedurer har lige adgang og de nødvendige kompetencer til at anvende informations- og kommunikationsteknologi, hvilket kan betyde, at deres adgang til domstolene er begrænset; understreger, at der bør tages særlig hensyn til at give personer med handicap adgang til e-justiceportalen;

19.

glæder sig over indførelsen af e-CODEX, der giver mulighed for direkte kommunikation mellem borgerne og domstolene i alle medlemsstaterne, som et stort skridt i retning af at lette adgangen til offentlige tjenester på tværs af grænserne;

20.

lykønsker Rådet og Kommissionen med deres arbejde for at indføre den europæiske retspraksisidentifikator (ECLI), der er meget nyttig til juridisk forskning og retlig dialog, og glæder sig over oprettelsen af ECLI-søgemaskinen, der bør lette adgangen til retsinformation i hele Unionen;

21.

gentager nødvendigheden af at forbedre de digitale færdigheder hos forvaltningspersonalet såvel som hos alle borgere og virksomheder ved at udvikle og understøtte uddannelsesaktiviteter på nationalt, regionalt og lokalt plan for at minimere risikoen for digital udelukkelse og af at indføre specialiserede kurser i e-forvaltningstjenester for tjenestemænd og beslutningstagere; understreger, at digitale færdigheder er en absolut forudsætning for at deltage i e-forvaltning; tilskynder til udvikling af læseplaner for e-læring, som er anerkendt i det europæiske meritoverførsels- og meritakkumuleringssystem (ECTS); mener, at det er et centralt element i udviklingen af e-forvaltning, at der er en stadig vækst inden for udvikling af digitale færdigheder; understreger behovet for at håndtere og forebygge digitale kløfter mellem geografiske områder, mellem personer fra forskellige socioøkonomiske niveauer og mellem generationer; opfordrer medlemsstaterne til at følge forslagene i handlingsplanen for e-forvaltning for at give især unge mulighed for at kommunikere med administrative organer på en måde, der afspejler deres kommunikationsvaner på andre områder af deres tilværelse, og understreger yderligere, at undervisning i digitale færdigheder er særlig vigtig, når det gælder ældre personer, der ofte mangler færdigheder eller tillid, når de anvender e-tjenester; mener, at medlemsstaterne bør fremme livslang læring og lette kommunikationen og uddannelseskampagner, herunder oprettelsen af netværk for undervisning i mediekendskab, så EU-borgerne kan gøre fuld brug af de nye e-forvaltningsportaler og -tjenesters kapacitet;

22.

understreger behovet for en inklusiv dobbelt online- og offlinetilgang, eftersom dette er nødvendigt for at undgå udelukkelse, i betragtning af det nuværende omfang af digital analfabetisme og det faktum, at over 22 % af europæerne, især ældre, foretrækker ikke at bruge onlinetjenester, når de skal i kontakt med offentlige forvaltninger; understreger, at der er flere forskellige årsager til at afvise at anvende onlinetjenester, såsom manglende kendskab og færdigheder, manglende tillid og forkert opfattelse; mener, at det for at undgå digital udstødelse eller en udvidelse af den digitale kløft er nødvendigt at sikre adgang til og en god kvalitet af e-forvaltningstjenester for borgere, der lever i landdistrikter, bjergområder eller fjerntliggende egne;

23.

understreger, at digitalisering kan give omkostningsbesparelser for de offentlige myndigheder; forstår, at digitalisering og andre udfordringer, der stammer fra moderniseringspakker, ofte tackles i forbindelse med budgetstramninger, og at navnlig regionale og lokale myndigheder stadig står over for en kæmpestor arbejdsbyrde i de kommende år, hvilket derfor ikke blot kræver vedtagelse af digitale løsninger baseret på åbne standarder, hvorigennem vedligeholdelsesomkostningerne reduceres, og innovationen øges, men også fremme af offentlig-private partnerskaber; fremhæver, at der med tiden vil vise sig omkostningseffektivitet, fordi investering i digitalisering vil bidrage til at nedbringe administrative omkostninger i fremtiden; understreger, at behovet for en online- og offlinetilgang i mellemtiden stadig er uundgåeligt;

24.

påpeger, at der ved overvejelsen af digitalisering af individuelle administrative procedurer må tages hensyn til indsigelser på grundlag af væsentlig samfundsinteresse;

Grænseoverskridende e-forvaltning på alle forvaltningsniveauer

25.

understreger vigtigheden af at skabe en bæredygtig grænseoverskridende e-forvaltningsinfrastruktur med henblik på at forenkle adgangen til og udøvelsen af de fire grundlæggende friheder;

26.

understreger den grænseoverskridende e-forvaltnings betydning for borgerne i deres dagligdag og understreger fordelene ved yderligere at udvikle elektronisk udveksling af oplysninger om social sikring (EESSI) og den europæiske portal for jobmobilitet (EURES) samt de grænseoverskridende e-sundhedstjenester;

27.

glæder sig over Kommissionens forskellige initiativer til at udvikle grænseoverskridende digitale forskrifter, især med hensyn til interoperabilitet og standardisering; understreger dog, at ibrugtagningen af disse løsninger går alt for langsomt i betragtning af værdien og betydningen af sådanne tjenester for EU-borgerne; opfordrer Kommissionen til at sikre den rette ramme for at fremme tillid mellem medlemsstaterne og fremskynde udviklingen af grænseoverskridende digitaliserede forskrifter, fra databeskyttelse, sikkerhed i forbindelse med dataudveksling til anvendelsen af den nødvendige digitale infrastruktur og de nødvendige digitale tjenester;

28.

anmoder Kommissionen om yderligere at udvikle og fremme anvendelsen af den europæiske jobmobilitetsportal EURES gennem en tættere integration og et tættere samarbejde mellem offentlige arbejdsformidlingskontorer og EURES-portalen for at lette og øge arbejdsgivernes og de jobsøgendes mobilitet i Den Europæiske Union;

29.

understreger, at e-sundhed i betydelig grad kan forbedre livskvaliteten for borgerne ved at sikre mere tilgængelig, omkostningseffektiv og effektiv sundhedspleje til patienter;

30.

mener, at det, for at grænseoverskridende e-forvaltningstjenester kan fungere fuldt ud, er nødvendigt at imødegå sprogbarrierer, og at offentlige forvaltninger, navnlig i grænseregioner, ikke alene stiller deres oplysninger og tjenester til rådighed på deres medlemsstats sprog, men også på andre relevante europæiske sprog;

31.

understreger vigtigheden af at udveksle eksempler på bedste praksis, eksempler og projekterfaring mellem alle forvaltningsniveauer, både inden for og mellem medlemsstater; anerkender, at EU-finansierede storstilede pilotprojekter som eSENSE, eCODEX og TOOP i væsentlig grad bidrager til at forbedre grænseoverskridende tjenester i Europa;

32.

mener, at en omfattende overvågning af e-forvaltningsresultater i medlemsstaterne bør sikre, at metoden til måling af resultater tager tilstrækkelig højde for særlige nationale forhold; fremhæver fordelene ved en pålidelig måling af resultaterne i medlemsstaterne for politiske beslutningstagere og den offentlige opinion;

33.

påpeger, at interoperabilitet, åbne standarder og åbne data ikke alene er vigtige i en grænseoverskridende sammenhæng, men at de også er nødvendige på nationale, regionale og lokale forvaltningsniveauer i de enkelte medlemsstater under samtidig hensyntagen til behovet for databeskyttelse i forbindelse med overførsel af oplysninger;

34.

opfordrer Kommissionen og de øvrige EU-institutioner til at gå forud med et eksempel på området for e-forvaltning og til at tilbyde en brugervenlig portal for borgere og virksomheder samt digitale end-to-end-tjenester, særlig i forbindelse med ansøgning om EU-finansiering og udbudsprocedurer, og opfordrer Kommissionen til ligeledes at intensivere sine bestræbelser på at oversætte sine websteder til EU's officielle sprog og fremhæve bedste praksis;

Databeskyttelse og datasikkerhed

35.

understreger, at borgernes tillid til beskyttelsen af personoplysninger er grundlæggende for at sikre en vellykket handlingsplan for e-forvaltning 2016-2020, og understreger, at de offentlige forvaltninger skal behandle personoplysninger sikkert og i fuld overensstemmelse med den generelle forordning om databeskyttelse og EU-reglerne om beskyttelse af privatlivets fred, hvorved tilliden til digitale tjenester styrkes;

36.

fremhæver, at en plan for e-sundhed også bør overvejes i forbindelse med handlingsplanen for e-forvaltning, da den er en vigtig del heraf; mener, at indsamling og overførsel af data bør forbedres, og at grænseoverskridende dataoverførsel bør være muligt, hvis der er behov herfor i visse tilfælde, eftersom dette vil lette leveringen af sundhedstjenester for alle EU-borgere;

37.

påpeger, at databeskyttelseslovgivningen samtidig ikke bør opfattes som en hindring, men derimod som et afsæt for udvikling af innovative e-forvaltningsløsninger, og understreger derfor nødvendigheden af effektiv vejledning om anvendelsen af den generelle forordning om databeskyttelse samt for vedvarende udveksling med interesserede parter;

38.

bemærker, at kun 15 % af europæerne erklærer, at de har en følelse af at have fuld kontrol med brugen af deres personoplysninger; finder det vigtigt at undersøge princippet om dataejerskab yderligere og nærer tiltro til, at fremtidige foranstaltninger vil kunne bygge videre på Kommissionens meddelelse »Opbygning af en europæisk dataøkonomi« og andre beslægtede forslag;

39.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre en hurtig og fuldstændig gennemførelse af eIDAS-forordningen, eftersom elektroniske signaturer, elektronisk identifikation og autentificering er det underliggende fundament for grænseoverskridende digitale offentlige tjenester; understreger, at det er vigtigt at fremme borgeres, virksomheders og offentlige forvaltningers anvendelse af anmeldte eID-ordninger i henhold til eIDAS-forordningen; understreger i denne forbindelse, at vedtagelsen af disse centrale katalysatorer bør prioriteres i såvel den private som den offentlige sektor i udviklingen af digitale tjenester; opfordrer derfor Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at lette og fremme offentligt-privat samarbejde i anvendelsen på tværs af grænser og sektorer af digital identifikation og signatur; bifalder ligeledes ISA2-programmet, som omfatter alle de EU-politikker, der kræver interoperabilitet mellem systemerne fungerer på EU-plan og nationalt plan;

40.

fremhæver, at foranstaltninger til at beskytte offentlige forvaltninger mod cyberangreb og sætte dem i stand til at modstå sådanne angreb er yderst vigtige og skal udvikles; understreger, at det er nødvendigt med en EU-baseret tilgang i denne henseende, især fordi »kun én gang«-princippet, som er en del af handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020, afhænger af udvekslingen af borgernes data mellem europæiske administrative organer;

41.

understreger, at der skal tages hensyn til datasikkerheden allerede i fasen med udformning af applikationer, der skal være moderne og lette at håndtere, og af administrative processer, der skal være effektive (»indbygget sikkerhed«), for at sætte borgerne og virksomhederne i stand til fuldt ud at drage fordel af de moderne teknologier;

o o

42.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 258 E af 7.9.2013, s. 64.

(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0009.

(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0089.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/11

P8_TA(2017)0206

Årsrapport 2015 om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser — bekæmpelse af svig

Europa-Parlamentets beslutning af 16. maj 2017 om årsrapport 2015 om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser — bekæmpelse af svig (2016/2097(INI))

(2018/C 307/02)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til artikel 325, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—	der henviser til sine beslutninger om tidligere årsrapporter fra Kommissionen og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF),

—

der henviser til Kommissionens rapport af 14. juli 2016»Beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser — Bekæmpelse af svig — Årsrapport 2015« (COM(2016)0472) og de ledsagende arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2016)0234, SWD(2016)0235, SWD(2016)0236, SWD(2016)0237, SWD(2016)0238 og SWD(2016)0239),

—	der henviser til OLAF's årsrapport 2015 og til aktivitetsrapport 2015 fra OLAF-Overvågningsudvalget,

—	der henviser til Revisionsrettens årsberetning om budgetgennemførelsen i regnskabsåret 2015 med institutionernes svar,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. juli 2016»Beskyttelse af Den Europæiske Unions budget indtil udgangen af 2015« (COM(2016)0486),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 250/2014 af 26. februar 2014 om oprettelse af et program til fremme af aktioner til beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser (Hercule III-programmet) og om ophævelse af afgørelse nr. 804/2004/EF (1),

—	der henviser til Kommissionens forslag af 17. juli 2013 til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed (COM(2013)0534),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (2),

—	der henviser til Kommissionens forslag af 11. juli 2012 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (COM(2012)0363),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (3),

—	der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2016 om bekæmpelse af korruption og opfølgning af CRIM-beslutningen (4),

—	der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (5),

—	der henviser til rapporten fra 2015 om momsgabet, som Kommissionen havde bestilt, og til meddelelsen fra Kommissionen af 7. april 2016 om en handlingsplan for moms (COM(2016)0148),

—	der henviser til EU-Domstolens dom i sag C-105/14 — Taricco m. fl. (6),

—	der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 24/2015 af 3. marts 2016»Bekæmpelse af momssvig inden for Fællesskabet: Der er behov for mere handling«,

—	der henviser til sin beslutning af 14. februar 2017 om whistlebloweres rolle for beskyttelsen af EU's finansielle interesser (7),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (8),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelser fra Regionaludviklingsudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0159/2017),

der henviser til, at medlemsstaterne og Kommissionen de jure har fælles ansvar for gennemførelsen af ca. 80 % af Unionens budget; der henviser til, at Kommissionen og medlemsstaterne, der bruger disse ressourcer, de facto er ansvarlige for at have overblik over disse projekter og udøve en vis kontrol hermed; der henviser til, at medlemsstaterne har det primære ansvar for at indsamle egne indtægter, bl.a. i form af moms og toldafgifter;

B.	der henviser til, at beskyttelsen af EU's finansielle interesser bør være et centralt element i EU’s politik for at øge borgernes tillid ved at sikre, at deres penge bruges korrekt og i overensstemmelse med princippet om, at hver euro skal bruges så effektivt som muligt;

C.	der henviser til, at opnåelse af gode resultater med forenklingsprocesser kræver regelmæssig vurdering af input, output, resultater og virkninger ved hjælp af forvaltningsrevision;

der henviser til, at det fremgår af artikel 325, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, at »Medlemsstaterne træffer de samme foranstaltninger til bekæmpelse af svig, der skader Unionens finansielle interesser, som til bekæmpelse af svig, der skader deres egne finansielle interesser«;

E.	der henviser til, at det fremgår af artikel 325, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, at medlemsstaterne sammen med Kommissionen tilrettelægger et snævert løbende samarbejde mellem de kompetente myndigheder;

der henviser til, at de mange forskellige retlige og administrative systemer i medlemsstaterne gør det vanskeligt at få bugt med uregelmæssigheder og bekæmpe svig; og der henviser til, at Kommissionen derfor bør øge sine bestræbelser på at sikre, at bekæmpelsen af svig gennemføres på effektiv måde og giver flere konkrete og mere tilfredsstillende resultater;

G.	der henviser til, at det står stadig mere klart, at brugen af følsomme data er en faktor, som bidrager til svig;

H.	der henviser til, at moms er en væsentlig og voksende indtægtskilde for medlemsstaterne, som i 2014 gav en indtægt på næsten en billion EUR og bidrog med 17 667 mio. EUR til EU’s egne indtægter og tegnede sig for 12,27 % af EU's samlede indtægter;

der henviser til, at det nuværende momssystem, navnlig som det anvendes i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner, er sårbart over for svig og skatteundgåelsesstrategier, hvoraf alene MTIC-svig (svig i forbindelse med forsvundne forhandlere inden for Fællesskabet, ofte kaldet »karruselsvig«) var ansvarlig for tab af momsindtægter til en værdi af omkring 50 mia. EUR i 2014;

J.	der henviser til, at momsgabet for 2014 beløber sig til ca. 159,9 mia. EUR og varierer fra under 5 % til over 40 % alt efter det pågældende land;

der henviser til, at alle medlemsstater er berørt af korruption, navnlig i form af organiseret kriminalitet, og at det ikke kun er en byrde for EU’s økonomi, men underminerer demokratiet og retsstatsprincippet overalt i Europa; der imidlertid henviser til, at de nøjagtige tal ikke kendes, fordi Kommissionen har besluttet ikke at offentliggøre oplysninger i rapporten om EU’s politik til bekæmpelse af korruption;

L.	der henviser til, at svig er et eksempel på en forsætlig forseelse og er en kriminel handling, og at en uregelmæssighed er en manglende overholdelse af en bestemmelse;

der henviser til, at udsvinget i antallet af uregelmæssigheder kan kædes sammen med progressionen i de flerårige programperioder (med et øget antal afslørede uregelmæssigheder hen imod slutningen af perioden, hvor programmet afsluttes) samt med sen indberetning fra visse medlemsstater, der har en tendens til at indberette de fleste uregelmæssigheder fra tidligere flerårige programmer på en gang;

Afsløring og indberetning af uregelmæssigheder

bemærker med bekymring, at det samlede antal af svigagtige og ikke-svigagtige uregelmæssigheder, der blev indberettet, steg betydeligt (36 %) i 2015, hvilket betød en stigning på 5 876 tilfælde i antallet af registrerede uregelmæssigheder i sammenligning med 2014 og dermed nåede op på 22 349 tilfælde som følge af visse specifikke situationer på det samhørighedspolitiske område i to medlemsstater; bemærker, at selv om antallet af uregelmæssigheder steg i 2015, faldt det beløb (3,21 mia. EUR), de vedrørte, en lille smule (1 %) i forhold til 2014 (3,24 mia. EUR);

er bekymret over, at de involverede beløb steg med 18 % fra 538 mio. EUR i 2014 til 637,6 mio. EUR i 2015 til trods for det positive fald på 11 % i antallet af svigagtige uregelmæssigheder fra 1 649 i 2014 til 1 461 i 2015; bemærker, at falske eller forfalskede dokumenter og erklæringer udgjorde den mest almindelige form for svig, der omfattede 34 % af tilfældene, medens størstedelen af de uregelmæssigheder, der blev indberettet som svigagtige (52 %) blev fundet i landbrugssektoren, samt at den største opdagelsesprocent for alle svigagtige uregelmæssigheder (75 %) skyldtes de administrative kontrolsystemer, der er foreskrevet i de sektorspecifikke forordninger;

påpeger, at ikke alle uregelmæssigheder er svig, og at der skal sondres klart mellem fejl og svig;

er af den opfattelse, at samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaterne i forbindelse med afsløring af svig ikke er effektivt nok;

deler ikke Kommissionens opfattelse af, at en 14 % årlig stigning i midler, der er til rådighed i EU-budgettet, kunne begrunde en stigning på 36 % i antallet af uregelmæssigheder;

glæder sig over Kommissionens pakke med fire delegerede forordninger og fire gennemførelsesforordninger om indberetning af uregelmæssigheder i forbindelse med delt forvaltning, der sigter mod at forbedre kvaliteten og sammenhængen af de oplysninger om uregelmæssigheder og svig, som medlemsstaterne har indberettet; beklager, at disse forordninger ikke opstiller tidsplaner, inden for hvilke medlemsstaterne vil være forpligtet til at indberette uregelmæssigheder; beklager med hensyn til de indberettede tilfælde af ikke-svigagtige uregelmæssigheder, at 537 ud af 538 uregelmæssigheder, der blev indberettet af Irland i 2015, havde tilknytning til det gamle rapporteringsprogram fra 2000-2006, at 5 105 ud af 5 619 uregelmæssigheder, som blev indberettet af Spanien, vedrørte uregelmæssigheder, der var blevet afsløret inden for samhørighedspolitikken i hele perioden 2007-2013, og som alle blev indberettet samlet i 2015, og at Nederlandene kun indberettede ét tilfælde vedrørende fiskerisektoren i 2014 mod 53 tilfælde i 2015; understreger, at medlemsstaters manglende indberetning af oplysninger i rette tid eller indberetning af upræcise oplysninger er en situation, der har gentaget sig i mange år; fremhæver, at det er umuligt at foretage sammenligninger og evaluere det sande omfang af svig i EU's medlemsstater objektivt;

bemærker, at Kommissionen i henhold til artikel 27, stk. 3, i Rådets direktiv 2010/24/EU om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger skal aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet hvert femte år om, hvordan de ordninger, der er etableret i medfør af dette direktiv, fungerer; beklager, at den evaluering, som var planlagt til senest den 1. januar 2017, endnu ikke er offentliggjort; opfordrer Kommissionen til snarest at offentliggøre denne evaluering;

tilskynder Kommissionen til at fortsætte sine bestræbelser på at udvikle programmer som REFIT med henblik på at forenkle EU-lovgivningen; understreger, at en forenkling af regler og procedurer bidrager til at mindske antallet af uregelmæssigheder, som ofte hænger sammen med komplekse regler og krav; bemærker, at en reduktion af administrative byrder er omkostningsbesparende for offentlige forvaltninger og EU's borgere og også tilskynder dem modtagerne til at iværksætte nye EU-programmer; understreger, at en forenkling af reglerne bør være i overensstemmelse med princippet om et resultatfokuseret EU-budget;

minder om, at medlemsstaterne forvalter ca. 80 % af EU's budget; mener derfor, at Kommissionen skal hjælpe dem med at fastlægge nationale strategier til bekæmpelse af svig;

10.

beklager, at ikke alle medlemsstater har vedtaget nationale strategier til bekæmpelse af svig;

11.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at etablere et ensartet system til indsamling af sammenlignelige oplysninger om uregelmæssigheder og tilfælde af svig fra medlemsstaterne for at standardisere rapporteringsprocessen og sikre kvaliteten og sammenligneligheden af dataene;

12.

glæder sig over vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/1525 af 9. september 2015, der har ført til forbedringer i de nuværende rammer for afsløring og efterforskning af toldsvig, både på EU-plan og nationalt plan;

13.

værdsætter den indsats, som medlemsstaterne har gjort for at afsløre, evaluere og indberette uregelmæssigheder og for at gennemføre effektive og forholdsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af svig; understreger, at foranstaltninger til bekæmpelse af svig er med til at fremme udvikling; opfordrer Kommissionen til også at anvende teknisk bistand med henblik på at styrke forvaltningsmyndighedernes tekniske og administrative kapacitet til at sikre effektive kontrolsystemer, herunder indførelse af enklere og mere gennemsigtige applikationer, der kan reducere risiciene for svig og garantere, at eventuelle tab kan vindes tilbage; anbefaler, at gennemsigtigheden på alle niveauer af projektforvaltningen forbedres; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte med at bevæge sig i denne retning ved gradvis at indarbejde systematisk brug af it-værktøjer i deres kontrolsystemer og procedurer for at bekæmpe uregelmæssigheder; opfordrer Kommissionen til at udarbejde og vedtage særlige retningslinjer for at hjælpe de nationale myndigheder med at opdage uregelmæssigheder;

Indtægter — egne indtægter

14.

er bekymret over de tab som følge af momsgabet og momssvig inden for EU, der er årsag til tab af indtægter på henholdsvis 159,5 mia. EUR og 50 mia. EUR i 2014; bemærker, at kun to medlemsstater, Det Forenede Kongerige og Belgien, indsamler og udgiver statistikker over indtægtstab på grund af grænseoverskridende momssvig;

15.

påpeger, at Kommissionen ikke har adgang til oplysninger, der udveksles mellem medlemsstater med henblik på at forebygge og bekæmpe svig i forbindelse med forsvundne forhandlere (MTIC-svig) inden for Fællesskabet, ofte kaldet »karruselsvig«; er af den opfattelse, at Kommissionen bør have adgang til Eurofisc, for bedre at kontrollere, vurdere og forbedre udvekslingen af data mellem medlemsstaterne; opfordrer samtlige medlemsstater til at deltage på alle Eurofiscs aktivitetsområder for at lette og fremskynde udvekslingen af oplysninger med retlige og retshåndhævende myndigheder såsom Europol og OLAF, som det anbefales af Revisionsretten; opfordrer medlemsstaterne og Rådet til at give Kommissionen adgang til disse data med henblik på at fremme samarbejde, styrke dataenes pålidelighed og bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet;

16.

bemærker, at systemet til udveksling af momsoplysninger (VIES) har vist sig at være et nyttigt redskab i bekæmpelsen af svig ved at gøre det muligt for skattemyndighederne at harmonisere data om erhvervsdrivende i de forskellige lande; opfordrer medlemsstaterne til at forbedre svartiden i forbindelse med udlevering af oplysninger, besvare forespørgsler og reagere på fejl, som de bliver gjort opmærksomme på, som det anbefales af Revisionsretten;

17.

noterer sig Kommissionens handlingsplan for moms — Mod et fælles europæisk momsområde, som blev offentliggjort den 7. april 2016; beklager dybt, at offentliggørelsen af de »foranstaltninger til forbedring af samarbejdet mellem skatteforvaltninger og samarbejdet med toldmyndigheder og retshåndhævende organer og til styrkelse af skatteforvaltningernes kapacitet«, som var fastlagt i handlingsplanen for 2016, bliver forsinket et år; understreger, at problemerne i forbindelse med grænseoverskridende momssvig kræver stærke, koordinerede og hurtige foranstaltninger; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at fremskynde sine procedurer og fremkomme med løsninger for at undgå tab af skatteindtægter i EU og i medlemsstaterne;

18.

understreger, at gennemførelsen af foranstaltninger på kort sigt med henblik på at tackle momstab ikke bør forsinke Kommissionens forslag om et endeligt momssystem, som det forudses i handlingsplanen;

19.

bemærker med en vis tilfredshed, at kulminationen i summen af traditionelle egne indtægter, der var berørt af svig, i 2014 var et etårigt problem, og at niveauet i 2015 (427 mio. EUR) igen lå på gennemsnittet for årene 2011-2015; er imidlertid utilfreds med, at nogle af medlemsstaterne ikke indberetter nogen tilfælde af uregelmæssigheder i forbindelse med traditionelle egne indtægter;

20.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at inddrive de skyldige beløb i traditionelle egne indtægter hurtigere, navnlig de medlemsstater, der skal inddrive de største beløb; opfordrer indtrængende Grækenland, Rumænien, Letland, Malta og Nederlandene til at forbedre deres opkrævning af traditionelle egne indtægter, da deres rater af skyldige traditionelle egne indtægter fortsat ligger betydeligt over EU-gennemsnittet på 1,71 % og ligger på henholdsvis 8,95 %, 5,07 %, 5,04 %, 3,84 % og 3,81 %;

21.

konstaterer, at antallet af tilfælde af frivillig anmeldelse af uregelmæssigheder er i stigning, og opfordrer medlemsstaterne til at tilpasse deres toldkontrolstrategier hertil ved at tage resultaterne af frivillig anmeldelse i betragtning;

22.

noterer sig især, at 75 % af alle sager, der indberettes som svigagtige, vedrører varer som tobak, elektriske maskiner, fodtøj, tekstiler samt jern og stål, og at Kina, De Forenede Arabiske Emirater, USA, Hviderusland, Rusland og Ukraine hyppigst indberettes som oprindelseslande for sådanne varer; understreger, at Kina er det vigtigste oprindelsesland for varemærkeforfalskede varer (80 %), efterfulgt af Hong Kong, De Forenede Arabiske Emirater, Tyrkiet og Indien; opfordrer Kommissionen til at tage disse problemer op under handelsforhandlingerne med disse lande;

23.

understreger, at indsmugling af højtbeskattede varer medfører betydelige tab af indtægter til EU’s og medlemsstaternes budgetter, og at det direkte tab i toldindtægter som følge af cigaretsmugling alene skønnes at udgøre over 10 mia. EUR årligt;

24.

bemærker med bekymring, at tobakssmugling til EU er blevet intensiveret i de senere år, og ifølge skøn repræsenterer et årligt tab på 10 mia. EUR i offentlige indtægter til EU's og medlemsstaternes budgetter og samtidig er en vigtig kilde til organiseret kriminalitet, herunder terrorisme; understreger, at ulovlig handel med tobak i alvorlig grad er til skade for både lovlig handel og nationale økonomier; bemærker endvidere, at en betragtelig del af den smuglede tobak kommer fra Hviderusland; opfordrer EU og medlemsstaterne til at lægge pres på Hviderusland for at bekæmpe ulovlig handel med tobaksvarer og organiseret kriminalitet og til at indføre sanktioner, hvis det er nødvendigt; opfordrer medlemsstaterne til at intensivere deres samarbejde på dette område;

25.

bemærker med tilfredshed de vellykkede resultater af en lang række fælles toldaktioner (FTA'er), som har indbefattet samarbejde fra OLAF's og medlemsstaternes side med forskellige tredjelandstjenester, hvilket har resulteret i beslaglæggelse af blandt andet 16 millioner kartoner cigaretter og 2 tons cannabis; konstaterer, at der ved operation Baltica, som ledes af de polske toldmyndigheder sammen med OLAF, Europol og fem medlemsstater (Finland, Estland, Letland, Litauen og Sverige), beslaglagdes 13 millioner af cigaretter fra tredjelande såsom Hviderusland og Rusland;

26.

noterer sig de 241 indberettede sager om smuglede cigaretter, som involverer et anslået tab af traditionelle egne indtægter på 31 mio. EUR; sætter spørgsmålstegn ved toldmyndighedernes årvågenhed i visse medlemsstater, der ikke har indberettet et eneste tilfælde af cigaretsmugling i 2015;

27.

bemærker, at de kontrolundersøgelser i forbindelse med toldbehandlingen af varer og inspektioner, der blev foretaget af tjenester til bekæmpelse af svig, var de mest vellykkede metoder til sporing af svig på EU-budgettets indtægtsside i 2015;

28.

udtrykker dyb bekymring over, at personaleindskrænkning i toldvæsenet kan have negativ indflydelse på antallet af kontroller og derfor have negativ indvirkning på afsløringen af svigagtige transaktioner på EU-budgettets indtægtsside;

29.

gentager, at en effektiv toldkontrol er et centralt element i beskyttelsen af EU's finansielle interesser, og at budgetforanstaltninger ikke bør forhindre medlemsstaternes myndigheder i at udføre deres opgaver;

30.

udtrykker bekymring over toldkontrollen og den dermed forbundne opkrævning af toldafgifter, som udgør en egen indtægt for EU-budgettet; påpeger, at inspektioner for at kontrollere, at importørerne overholder lovgivningen om told og import foretages af medlemsstaternes egne toldmyndigheder, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at kontrollen ved EU's grænser er hensigtsmæssig og harmoniseret og dermed garanterer EU's sikkerhed, tryghed og økonomiske interesser, og til at forpligte sig til at bekæmpe handelen med ulovlige og forfalskede varer i særdeleshed;

31.

glæder sig over Kommissionens anbefaling om, at medlemsstaterne bør finde den rette balance mellem handelsfremme og beskyttelse af EU's finansielle interesser; påpeger i denne henseende toldmyndighedernes hurtige procedurer for de virksomheder, der betragtes som lavrisikovirksomheder, hvilket i sig selv kan være et godt system til hurtig toldbehandling af varer, men har vist sig at være sårbart over for korrupt adfærd fra toldembedsmænds side;

Udgifter

32.

anerkender den lave rate af indberettede uregelmæssigheder (både svigagtige og ikke-svigagtige), hvad angår de midler, der forvaltes direkte af Kommissionen, som ligger på under 0,7 %; anmoder Kommissionen om mere detaljerede oplysninger om inddrivelser af misbrugte EU-midler under Kommissionens direkte forvaltning fra personer med lovligt ophold i tredjelande;

33.

bemærker, at antallet af uregelmæssigheder i forbindelse med udgifter, der blev indberettet som svigagtige, faldt med 10 % i 2015;

34.

bemærker, at konstaterede svigagtige og ikke-svigagtige uregelmæssigheder på udgiftssiden udgør 1,98 % af betalingerne fra EU-budgettet i 2015;

35.

bemærker, at antallet af uregelmæssigheder, der blev indberettet som svig i 2015 for nationale midler på budgettets udgiftsside, var 14 % lavere end i 2014, og at det beløb, som var involveret, var 8 % højere; er bekymret over, at antallet af ikke-svigagtige uregelmæssigheder i denne sektor var 28 % højere i 2015 og det involverede beløb 44 % højere;

36.

er dybt bekymret over, at antallet af indberettede tilfælde af svig og andre uregelmæssigheder vedrørende Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) har været stigende hvert år i mindst fem på hinanden følgende år, idet antallet af sager voksede fra 1 970 i 2011 til 4 612 i 2015; bemærker imidlertid, at uregelmæssighederne vedrørende EGFL gennem tiden har ligget stabilt (+ + 6 % i forhold til 2014 og 10 % i forhold til 2011), og at dem, der vedrører ELFUL, har været konstant stigende; bemærker, at det økonomiske beløb faldt fra 211 mio. EUR i 2011 til 119 mio. EUR i 2012, men steg støt til 394 mio. EUR i 2015, idet de indberettede uregelmæssigheder vedrørende ELFUL nåede op i nærheden af 2 % af den samlede fond; opfordrer indtrængende de medlemsstater, der har det højeste antal indberettede tilfælde af ikke-svigagtige uregelmæssigheder — Rumænien, Italien, Spanien, Polen, Ungarn, Portugal og Litauen — til hurtigt og effektivt at få situationen under kontrol for at vende denne tendens;

37.

beklager, at mere end to tredjedele af den anslåede fejlprocent for EFRU-udgifterne i 2015 skyldtes manglende udgiftsbilag, der kunne berettige udgifterne, og manglende overholdelse af reglerne for offentlige udbud; påpeger, at fuldstændig gennemsigtighed, herunder med hensyn til underleverandører, er nødvendig, hvis overvågningen skal være effektiv; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til omgående at gøre noget ved disse mangler; opfordrer Kommissionen til at overvåge og evaluere gennemførelsen af direktiverne om offentlige indkøb 2014/24/EU og 2014/25/EU i national ret så hurtigt som muligt;

38.

udtrykker bekymring over forskellen i antallet af uregelmæssigheder, der indberettes af de enkelte medlemsstater; påpeger, at et højt antal indberettede uregelmæssigheder også kan skyldes, at den nationale kontrolordning har en større kapacitet til at opfange og afsløre uregelmæssigheder; opfordrer indtrængende Kommissionen til fortsat at gøre sit yderste for at støtte medlemsstaterne i at øge niveauet og kvaliteten af kontrollen, herunder via koordineringstjenesterne for bekæmpelse af svig (AFCOS), og fuldføre oprettelsen af en national strategi til bekæmpelse af svig (NAF) i alle medlemsstater;

39.

glæder sig over, at seks medlemsstater ved udgangen af 2015 havde vedtaget en national strategi til bekæmpelse af svig, og opfordrer de resterende medlemsstater til at afslutte deres igangværende vedtagelsesprocesser hurtigt og udvikle deres egne nationale strategier til bekæmpelse af svig;

40.

er dybt bekymret over, at svig og andre uregelmæssigheder i forbindelse med den fælles fiskeripolitik i 2015 er fordoblet siden 2014 og er på det højeste niveau nogensinde, idet der foreligger 202 sager (19 tilfælde af svig og 183 tilfælde af andre uregelmæssigheder) til et beløb på 22,7 mio. EUR (3,2 mio. EUR for tilfælde af svig);

41.

understreger, at forenkling af de administrative regler vil mindske antallet af ikke-svigagtige uregelmæssigheder, medvirke til at identificere svigagtige tilfælde og gøre EU-midler mere tilgængelige for modtagerne;

42.

beklager dybt, at der for samhørighedspolitikken er berettet om en stærk stigning i antallet af ikke-svigagtige uregelmæssigheder, som fra 2014 til 2015 voksede med 104 % for programmeringsperioderne inden 2007-2013 og med 108 % for programmeringsperioden 2007-2013; bemærker imidlertid, at de økonomiske beløb for ikke-svigagtige uregelmæssigheder kun steg med 9 % i 2015 sammenlignet med 2014; beklager desuden, at antallet af svigagtige uregelmæssigheder i 2015 voksede med 21 %, og at det involverede beløb med 74 %;

43.

mener, at benchmarking af de data, der findes i årsrapporten med sammenlignelige data om nationale udgiftsordninger, herunder om uregelmæssigheder og svig, kunne bidrage til at udarbejde målrettede konklusioner om udgifter til samhørighedspolitikken, herunder om behov for kapacitetsopbygning;

44.

henviser i denne forbindelse til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 10/2015, som bl.a. anbefalede, at Kommissionen og medlemsstaterne investerede i systematisk analyse af fejl i forbindelse med offentlige indkøb, og opfordrer Kommissionen til at forelægge Parlamentet denne detaljerede analyse; opfordrer navnlig Kommissionen til at give udtryk for sine synspunkter med hensyn til tilbagevendende fejl og forklare, hvorfor sådanne fejl ikke ville blive betragtet som tegn på mulige svigagtige aktiviteter; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at færdiggøre retningslinjerne for offentlige indkøb i overensstemmelse med det nyligt vedtagne direktiv om offentlige indkøb;

45.

påpeger, at fuld gennemsigtighed i bogføringen af udgifter er af grundlæggende betydning, navnlig hvad angår infrastrukturarbejder, der finansieres direkte via EU's fonde eller finansielle instrumenter; opfordrer Kommissionen til at sørge for, at EU-borgerne i medlemsstaterne har fuld adgang til oplysninger om de medfinansierede projekter;

46.

anmoder om en detaljeret redegørelse fra Kommissionen om årsagerne til det høje niveau af sager om svig inden for forskning og teknologisk udvikling (FTU), innovation og iværksætteri, som er vokset fra 6 til 91 indberettede sager årligt i programmeringsperioden 2007-2013, svarende til et beløb på 263 mio. EUR, hvilket udgør over 20 % af alle indberettede sager om svig under sammenhørighedspolitikken;

47.

glæder sig over den samlede nedgang i antallet af indberettede uregelmæssigheder i forbindelse med førtiltrædelsesbistand; bemærker imidlertid, at antallet af uregelmæssigheder under instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA I) er støt voksende, med Tyrkiet som den største bidragyder med 46 % af sagerne svarende til 83 % af beløbene for de indberettede uregelmæssigheder; anmoder Kommissionen om at overveje at anvende »mere for mere«-princippet i dets negative betydning (»mindre for mindre«) i betragtning af den aktuelle politiske situation i Tyrkiet, som udgør en direkte trussel for landets absorptionsevne;

Konstaterede problemer og nødvendige foranstaltninger

Bedre indberetning

48.

beklager, at situationen fortsat er meget utilfredsstillende på trods af Parlamentets gentagne anmodninger om indførelse af ensartede indberetningsprincipper i medlemsstaterne, og at der fortsat er betydelige forskelle i antallet af svigagtige og ikke-svigagtige uregelmæssigheder, som indberettes af de enkelte medlemsstater; mener, at dette problem skaber et fordrejet billede af den reelle situation vedrørende omfanget af overtrædelser og beskyttelse af EU’s finansielle interesser; gentager sin opfordring til Kommissionen om at gøre en seriøs indsats for at forene medlemsstaternes forskellige strategier til forebyggelse, afsløring og indberetning af uregelmæssigheder og ikke-homogene fortolkninger i forbindelse med anvendelsen af EU's retlige rammer; opfordrer til skabelse af et ensartet indberetningssystem;

49.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at udvikle en ordning, hvorved de kompetente myndigheder kan udveksle oplysninger, der muliggør krydskontrol af bogføring af transaktioner mellem to eller flere medlemsstater med henblik på at undgå grænseoverskridende svig med hensyn til struktur- og investeringsfondene, således at der sikres en horisontal og fuldstændig tilgang til beskyttelse af medlemsstaternes finansielle interesser;

50.

henleder opmærksomheden på konklusionerne fra det samarbejdsprojekt, der finansieres af Hercule III-programmet inden for sektoren for bekæmpelse af svig, hvori Kommissionen opfordres til at forelægge et specifikt lovgivningsforslag om gensidig administrativ bistand med hensyn til de europæiske struktur- og investeringsfonde, idet et sådant retligt samarbejdsinstrument er nødvendigt for at afværge risici for kriminel underslæb, idet der tages udgangspunkt i den igangværende midtvejsevaluering af anvendelsen af forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF);

51.

minder om, at der i nødsituationer som f.eks. anvendelse midler til flygtninge ofte konstateres undtagelser fra de normale udbudsprocedurer, som indebærer direkte adgang til midlerne; opfordrer Kommissionen til at foretage en mere effektiv kontrol af anvendelsen af disse undtagelser og af den udbredte praksis med at dele udbuddene op i flere dele for ikke at overskride tærsklerne og dermed undgå de almindelige udbudsprocedurer;

52.

støtter Kommissionen i dens tilgang med at henstille, at medlemsstater, der fortsat indberetter et meget lavt antal svigagtige uregelmæssigheder, styrker deres indsats for afsløring og indberetning af svig;

53.

bemærker med tilfredshed stigningen i mængden af data, som Kommissionen har offentliggjort om svigagtige og ikke-svigagtige uregelmæssigheder og om kvaliteten af den statistiske vurdering af de indberettede uregelmæssigheder;

54.

opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre EU-direktivet om hvidvaskning af penge ved at indføre et offentligt register med oplysninger om det reelle ejerskab af selskaber og truster;

55.

påpeger, at mange medlemsstater ikke har specifikke love mod organiseret kriminalitet, selv om dennes deltagelse i grænseoverskridende aktiviteter og sektorer, som berører EU's finansielle interesser, herunder smugling og falskmøntneri, er i konstant vækst; anser det for afgørende, at medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, som anbefales i dets beslutninger om bekæmpelse af organiseret kriminalitet (9);

56.

understreger, at forebyggelsen bør omfatte konstant uddannelse af og støtte til personale med ansvar for forvaltning af og kontrol med midler inden for de kompetente myndigheder samt udveksling af oplysninger og bedste praksis mellem medlemsstaterne; peger på den afgørende rolle, som spilles af lokale og regionale myndigheder og aktører i bekæmpelsen af svig; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overholde bestemmelserne om forhåndsbetingelser i samhørighedspolitikken, navnlig på området for offentlige indkøb; opfordrer medlemsstater til at optrappe deres indsats på de områder, der er fremhævet i Kommissionens årsrapport, navnlig for så vidt angår offentlige udbud, finansiel kriminalitet, interessekonflikter, korruption, whistleblowere og definitionen af svig;

57.

anbefaler, at der tages skridt til at forbedre anvendelsen af forenklingstiltag for perioden 2014-2020 og for så vidt angår de lovgivningsmæssige rammer for de europæiske struktur- og investeringsfonde efter 2020 som et redskab til at mindske risikoen for uregelmæssigheder, der skyldes fejl; understreger vigtigheden af at anvende princippet om én enkelt revision; mener, at en forenkling af reglerne og procedurerne vil bidrage til at mindske antallet af ikke-svigagtige uregelmæssigheder; opfordrer medlemsstaterne og deres lokale og regionale myndigheder til at dele bedste praksis på dette område, samtidig med at der hele tiden tages hensyn til behovet for en passende balance mellem overvågning og forenklede procedurer;

Bedre kontroller

58.

glæder sig over, at de forudgående og efterfølgende »fællesskabskontroller« afslører flere og flere tilfælde af uregelmæssigheder; mener imidlertid, at forebyggelse er lettere end dækning af tab, og at der altid bør foretages en forudgående uafhængig vurdering af projekter, der skal finansieres; opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne til bedre at udføre forudgående kontrol med bistand fra Kommissionen og til at anvende alle tilgængelige oplysninger for at undgå fejl og ureglementerede betalinger, der vedrører EU-midler; minder i denne forbindelse om, at budgetmæssige begrænsninger ikke kan bruges som påskud for at skære ned på det personale, der beskæftiger sig med denne forudgående kontrol, eftersom forhindring af uregelmæssigheder i sig selv betaler sig;

59.

tilskynder Kommissionen til yderligere at styrke sin overvågningsrolle ved hjælp af revisions-, kontrol- og inspektionsaktiviteter, handlingsplaner til afhjælpning samt tidlige varslingsskrivelser med henblik på at nedbringe uregelmæssigheder;

60.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fastholde sin strikse politik med afbrydelse og suspension af betalinger som en forebyggende foranstaltning imod uregelmæssigheder, der berører EU-budgettet, i overensstemmelse med det relevante retsgrundlag;

61.

støtter Hercule III-programmet, som er et godt eksempel på princippet om, at hver euro skal bruges så effektivt som muligt; understreger vigtigheden af dette program og dets bidrag til at styrke toldmyndighedernes kapacitet til overvågning af grænseoverskridende kriminalitet og til at forhindre forfalskede og indsmuglede varer i at nå frem til medlemsstaterne; anmoder Kommissionen om at give en foreløbig vurdering af resultaterne under Hercule III i forhold til dets mål og til at overvåge anvendelsen og effektiviteten af støtte, der ydes;

62.

opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for obligatorisk brug af risikoberegningsredskabet Arachne i alle medlemsstater med henblik på at styrke foranstaltninger til bekæmpelse af svig;

63.

ser frem til Kommissionens midtvejsvurdering i 2018 med henblik på at fastslå, hvorvidt samhørighedspolitikkens nye reguleringsmæssige struktur yderligere forebygger og mindsker uregelmæssigheder, herunder svig, og ser også frem til at modtage detaljerede oplysninger om de nye reglers indvirkning på forvaltnings- og kontrolsystemerne, såvel med hensyn til risikoen for uregelmæssigheder og svig som til den almindelige gennemførelse af politikken;

64.

er af den opfattelse, at systemet til finansiel kontrol med Samhørighedsfondene skal evalueres inden vedtagelsen af den nye flerårige finansielle ramme (FFR) for at rette op på systemets mangler;

65.

understreger, at Kommissionen i sin midtvejsevaluering af samhørighedspolitikken, der er planlagt til at finde sted i 2018, bør tage hensyn til, at det er nødvendigt at forebygge og mindske risikoen for uregelmæssigheder, herunder svig; beklager, at komplekse procedurer gør finansiering gennem EU's fonde mindre attraktiv; anmoder Kommissionen om at undersøge fordelene ved at indføre incitamenter til at øge effektiviteten i forbindelse med udgifterne; opfordrer Kommissionen til at oprette en mekanisme til udveksling af oplysninger mellem de nationale kompetente myndigheder med henblik på at muliggøre en afstemning af de regnskabsmæssige registreringer af transaktioner mellem medlemsstaterne med henblik på at bidrage til at opdage eventuelle tilfælde af svig på tværs af grænserne i forbindelse med FFR for 2014-2020;

66.

udtrykker sin bekymring over omfanget af samarbejde mellem alle kontrolstrukturerne i medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte initiativer til at styrke koordineringskapaciteten mellem kontrolstrukturerne, navnlig dem, der handler i første linje-kontrol i direkte kontakt med støttemodtagerne; påpeger, at svig og korruption får stadig mere grænseoverskridende karakter; understreger i denne forbindelse det tilrådelige i at oprette en uafhængig europæisk anklagemyndighed til at beskytte EU's finansielle interesser, samtidig med at der tages skridt til at sikre, at forholdet mellem denne og de eksisterende EU-organer afklares, og at der er en klar afgrænsning mellem deres respektive beføjelser med henblik på at udelukke eventuelle unødvendige overlapninger;

Beskyttelse af EU's valuta

67.

glæder sig over, at direktiv 2014/62/EU trådte i kraft i 2014, idet det heri kræves, at forsætlige handlinger, f.eks. falskmøntneri og det at bringe sådanne falske penge i omløb, samt medvirken og tilskyndelse hertil samt forsøg herpå, anses for at være en forbrydelse; beklager, at Belgien, Frankrig og Irland endnu ikke har gennemført direktivet inden for den fastsatte frist, dvs. inden den 23. maj 2016;

68.

bemærker, at falske penge ifølge Den Europæiske Centralbank siden indførelsen af euroen i 2002 inden 2016 havde forårsaget finansielle tab på mindst 500 mio. EUR i EU's økonomi;

Whistleblowere

69.

understreger den rolle, som whistleblowere spiller i forbindelse med forebyggelse af svig, afsløring og indberetning, og behovet for at beskytte dem; glæder sig over, at Kommissionen i 2015 iværksatte »erfaringsudvekslingsprogrammet« med henblik på at koordinere og udveksle bedste praksis med henblik på at forebygge korruption i samarbejde med medlemsstaterne;

70.

understreger, at korruption og svig har en grundlæggende negativ indvirkning på EU's finansielle interesser, og at enkeltpersoners rolle er helt uerstattelig på det laveste niveau af kontrolsystemet, selvom EU råder over kontrolmekanismer på flere niveauer; understreger, at whistleblowere derfor har brug for en klar status i EU's og medlemsstaternes lovgivningsmæssige rammer, som klart fastlægger deres rettigheder og forpligtelser; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre et minimumsniveau for beskyttelse af whistleblowere i EU;

71.

glæder sig over, at Parlamentet, Kommissionen, Rådet, Domstolen, Revisionsretten, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget, Den Europæiske Ombudsmand, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og størstedelen af EU-agenturerne har gennemført interne regler, der beskytter whistleblowere, i overensstemmelse med artikel 22a, 22b og 22c i tjenestemandsvedtægten, og forventer yderligere forbedringer med hensyn til regler for beskyttelse af whistleblowere;

72.

minder om sin beslutning af 14. februar 2017 om Whistlebloweres rolle for beskyttelsen af EU's finansielle interesser (10), og opfordrer til, at medlemsstaterne og Kommissionen rettidigt gennemfører anbefalingerne heri og underretter Parlamentet om opfølgningen af denne beslutning; gentager sin opfordring til Kommissionen om at fremsætte et lovgivningsforslag om beskyttelse af whistleblowere med henblik på effektivt at forebygge og bekæmpe svig, der skader Den Europæiske Unions finansielle interesser;

Korruption

73.

bemærker, at bekæmpelsen af korruption i 2015 fortsat var en prioritet inden for rammerne af det europæiske semester og den tilhørende proces med økonomisk styring; bifalder de foranstaltninger, der er truffet i forbindelse med bekæmpelsen, som f.eks. tilrettelæggelsen af møder med medlemsstaternes nationale kontaktpunkter, igangsættelse af »erfaringsudvekslingsprogrammet« for medlemsstaterne og OLAF's deltagelse på vegne af Kommissionen i europæiske og internationale korruptionsbekæmpelsesfora;

74.

beklager, at Kommissionen ikke længere finder det nødvendigt at udgive EU-rapporter om bekæmpelse af korruption, hvilket vanskeliggjorde evalueringen af korruptionens omfang i 2015; beklager navnlig, at denne beslutning blev truffet uden drøftelser med Parlamentet; er af den opfattelse, at denne aflysning i sidste øjeblik uanset Kommissionens hensigter med hensyn til bekæmpelse af korruption udsender det forkerte signal ikke alene til medlemsstaterne, men også til borgerne; konstaterer, at Den Europæiske Union, siden den tiltrådte FN's konvention mod korruption (UNCAC) den 12. november 2008, ikke har deltaget i peer review-mekanismen i henhold til konventionen og ej heller har taget det første skridt til udførelse af en selvevaluering af, hvordan den varetager sine forpligtelser i henhold til konventionen; opfordrer Den Europæiske Union til at opfylde sine forpligtelser i henhold til FN's konvention mod korruption ved at gennemføre en selvevaluering af, hvordan den varetager sine forpligtelser i henhold til konventionen, og ved at deltage i peer review-mekanismen; opfordrer indtrængende Kommissionen til at genoverveje sin holdning vedrørende EU's rapport om bekæmpelse af korruption; opfordrer Kommissionen til at foretage yderligere analyser på både EU-institutions- og medlemsstatsniveau af det miljø, hvori politikkerne gennemføres, med henblik på at identificere iboende kritiske faktorer, sårbare områder og risikofaktorer, der er befordrende for korruption;

75.

opfordrer EU til at fremskynde sin ansøgning om medlemskab af Europarådets Sammenslutning af Stater mod Korruption (Greco) og kræver, at Europa-Parlamentet løbende holdes underrettet om udviklingen for denne ansøgning;

76.

gentager, at det mener, at korruption er en kæmpe udfordring for EU og medlemsstaterne, og at korruption uden effektive foranstaltninger til bekæmpelse heraf underminerer EU's økonomiske resultater, retsstatsprincippet og troværdigheden af de demokratiske institutioner i Den Europæiske Union;

77.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at offentliggøre den anden rapport om bekæmpelse af korruption og til regelmæssigt at forelægge disse rapporter for at informere offentligheden om de resultater, der er opnået i bekæmpelsen af korruption, bl.a. i forbindelse med erfaringsudvekslingsprogrammet om korruptionsbekæmpelse;

78.

er foruroliget over forskningsresultater, der viser, at risikoen for svig og korruption er højere, når det er medlemsstaterne, der anvender de europæiske ressourcer, navnlig når andelen af EU-midler er betydeligt mere end 50 % af de samlede omkostninger; mener derfor, at medlemsstaterne i disse tilfælde ikke fuldstændigt overholder artikel 325, stk. 2, i TEUF, hvorefter medlemsstaterne skal træffe de samme foranstaltninger til bekæmpelse af svig, der skader Unionens finansielle interesser, som til bekæmpelse af svig, der skader deres egne finansielle interesser; opfordrer derfor medlemsstaterne til fuldt ud at anvende princippet i artikel 325, stk. 2, og Kommissionen til at sikre, at medlemmerne faktisk gør dette;

79.

opfordrer endnu en gang Kommissionen til at udvikle et system med nøjagtige indikatorer og let anvendelige fælles kriterier på grundlag af de krav, der er fastsat i Stockholmprogrammet til måling af korruptionsniveauet i medlemsstaterne, og til at evaluere deres korruptionsbekæmpelsespolitik; opfordrer Kommissionen til at udarbejde et korruptionsindeks for at opstille en prioriteret liste over medlemsstaterne; er af den opfattelse, at et korruptionsindeks kunne udgøre et solidt grundlag for Kommissionens fastlæggelse af sin landespecifikke kontrolmekanisme i forbindelse med kontrollen af anvendelsen af EU's midler;

Undersøgende journalistik

80.

er af den opfattelse, at undersøgende journalistik spiller en central rolle med hensyn til at fremme den nødvendige grad af gennemsigtighed i EU og medlemsstaterne; er af den opfattelse, at undersøgende journalistik bør fremmes og støttes gennem lovgivning, både i medlemsstaterne og i EU, og støtter den forberedende foranstaltning, som indfører en tilskudsordning for grænseoverskridende undersøgende journalistik, som skal fordeles af en formidlende organisation, nemlig Det Europæiske Center for Presse- og Mediefrihed i Leipzig;

Direktivet om beskyttelse af finansielle interesser og forordningen om en europæisk anklagemyndighed

81.

glæder sig over den vellykkede afslutning af forhandlingerne om forslaget til direktiv om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (BFI-direktivet), og at momssvig er medtaget i direktivets anvendelsesområde; bemærker, at direktivet definerer de former for svig, der skal være strafbare og giver en definition af korruption;

82.

minder om sin beslutning af 5. oktober 2016 om den europæiske anklagemyndighed og Eurojust (11), der bekræfter Parlamentets mangeårige støtte til etablering af en effektiv og uafhængig europæisk anklagemyndighed for at mindske den nuværende opsplitning af de nationale myndigheders retshåndhævende indsats for at beskytte EU's budget; mener, at en effektiv europæisk anklagemyndighed vil styrke bekæmpelsen af svig i EU, forudsat at den får de nødvendige retlige bestemmelser og er i stand til at samarbejde effektivt med de andre eksisterende EU-organer og medlemsstaternes myndigheder; bemærker, at anvendelsesområdet for BFI-direktivet direkte fastlægger omfanget af den europæiske anklagemyndigheds mandat; bemærker med bekymring de forskellige synspunkter i Rådet angående den europæiske anklagemyndighed i henhold til artikel 86 TEUF; konstaterer, at dens bestemmelser ikke gennemføres gennem styrket samarbejde; er af den opfattelse, at Den Europæiske Anklagemyndighed kun kan være effektiv, hvis dens anvendelsesområde omfatter alle medlemsstater; opfordrer medlemsstaterne til at revidere deres holdning og til at gøre deres yderste for at nå til enighed i Rådet;

Tobak

83.

påpeger Kommissionens afgørelse om ikke at forny aftalen med Philip Morris International (PMI), der udløb den 9. juli 2016; minder om, at det den 9. marts 2016 anmodede Kommissionen om ikke at forny PMI-aftalen, forlænge eller genforhandle ud over dens udløbsdato; mener, at de tre andre aftaler (BAT og JTI og ITL) ikke bør fornyes;

84.

opfordrer indtrængende Kommissionen til på EU-plan at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at følge og spore PMI-tobaksvarer, og til at anlægge sag imod eventuelle ulovlige beslaglæggelser af denne producents produkter, indtil alle tobaksvaredirektivets bestemmelser kan håndhæves fuldt ud, så der er ikke bliver et lovgivningsmæssigt tomrum mellem udløbet af PMI-aftalen og ikrafttrædelsen af tobaksvaredirektivet og rammekonventionen om tobakskontrol (FCTC);

85.

bemærker, at Kommissionen efter opfordringen i dens beslutning af 9. marts 2016 om tobaksaftalen (PMI-aftalen) (12) skal forelægge en handlingsplan for bekæmpelse af ulovlig handel med tobaksvarer, herunder den store andel af cigaretter uden mærke (»cheap whites«); opfordrer indtrængende Kommissionen til at forelægge Parlamentet et forslag til en sådan handlingsplan uden yderligere forsinkelse;

86.

glæder sig over Kommissionens støtte til en hurtig ratificering af WTO's protokol om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer som det første multilaterale retlige instrument til at tage fat på problemet med cigaretsmugling i udstrakt grad og på globalt plan, og opfordrer til, at den ratificeres og gennemføres rettidigt;

87.

minder om, at 25 parter har ratificeret FCTC, herunder kun syv EU-medlemsstater og EU som helhed; opfordrer indtrængende EU's medlemsstater til at ratificere protokollen om eliminering af ulovlig handel med tobaksvarer;

OLAF's undersøgelser og rolle

88.

beklager, at trods OLAF's forsikringer om, at det gør sit yderste for at afkorte varigheden af sine undersøgelser, er varigheden af dets undersøgelsesfase øget konstant siden 2012, fra 22,5 måneder til 25,1 måneder i forbindelse med lukkede sager og fra 17,3 måneder til 18,7 måneder i alle sager;

89.

henviser til OLAF’s rolle inden for de forskellige fælles toldaktioner i forebyggelsen af tab for EU-budgettet og anmoder OLAF om i sine fremtidige årsrapporter at medtage flere oplysninger og konkrete tal om sit bidrag til beskyttelse af EU-budgettets indtægtsside;

90.

udtrykker bekymring over den stigning i antallet af tilfælde af grænseoverskridende svig, der er nævnt i OLAF’s seneste årsberetning; opfordrer Kommissionen til at evaluere anvendelsen af fælles operationer i overensstemmelse med metoder og procedurer, som allerede er blevet anvendt med held på toldmyndighedernes side og også på udgiftssiden, på grundlag af artikel 1, stk. 2, i forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013;

91.

støtter OLAF's deltagelse i nationale og internationale møder om bekæmpelse af svig, som f.eks. det europæiske netværk af kontaktpunkter til bekæmpelse af korruption, som i november 2015 vedtog Pariserklæringen om at intensivere bekæmpelsen af korruption;

92.

påpeger, at der har været mange positive fremskridt i kampen mod svig; glæder sig i denne forbindelse over den nylige indførelse inden for OLAF af en ny undersøgelsesenhed for de europæiske struktur- og investeringsfonde;

93.

opfordrer OLAF til i sine årlige aktivitetsrapporter at sammenligne OLAF's henstillinger om finansiel inddrivelse med de beløb, som rent faktisk er blevet inddrevet;

94.

minder om, at OLAF og dets Overvågningsudvalg i lyset af princippet om gensidigt loyalt samarbejde mellem institutionerne, princippet om god forvaltningsskik og kravet om retssikkerhed bør tilrettelægge deres samarbejde på grundlag af deres arbejdsprotokoller under fuld overholdelse af gældende retlige bestemmelser;

95.

glæder sig over OLAF's analyse af medlemsstaternes opfølgning på OLAF's retlige henstillinger udstedt mellem den 1. januar 2008 og den 31. december 2015 som en oversigt over de vigtigste grunde i forbindelse med manglende opfølgning af dets henstillinger; bemærker imidlertid, at de data, der er samlet i dokumentet, kun vedrører retlige henstillinger uden at tage hensyn til administrative, disciplinære og finansielle henstillinger og således ikke er repræsentative for den samlede opfølgning af OLAF's henstillinger; opfordrer Kommissionen til at give en samlet reaktion på OLAF's analyse af medlemsstaternes opfølgning på OLAF's retlige henstillinger, som blev offentliggjort for nylig, og anmoder OLAF om at tilføje et kapitel i sin årsrapport om opfølgningen af disse henstillinger; opfordrer OLAF til i samarbejde med Kommissionen at fremlægge en detaljeret analyse, herunder oplysninger om inddrivelse af EU-midler;

96.

beklager, at næsten en tredjedel (94 ud af 317) af OLAF's retlige henstillinger, der blev fremsat mellem 2008 og 2015 til de kompetente myndigheder, blev afvist på grund af manglende beviser; opfordrer Kommissionen til at vurdere, hvordan administrative undersøgelser kan udnyttes bedre i retssager; tilskynder de kompetente myndigheder i medlemsstaterne til at fremkomme med detaljerede oplysninger om årsagerne til afvisninger, så OLAF bedre kan tilpasse sine henstillinger til de nationale lovgivninger;

97.

er af den opfattelse, at den andel af OLAF's henstillinger indgivet til de nationale myndigheder, som har ført til tiltale for ulovligheder (ca. 50 %), ikke er tilstrækkelig; opfordrer medlemsstaternes myndigheder til at øge deres samarbejde med OLAF; opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og OLAF til at fastsætte betingelser, som sikrer anerkendelsen af bevismidler, der fremlægges af OLAF; opfordrer medlemsstaternes myndigheder og OLAF til at foretage fælles undersøgelser med henblik på at opnå det optimale resultat;

98.

opfordrer indtrængende Kommissionen til i betragtning af, at OLAF's generaldirektørs mandat udløber, straks at indlede proceduren for indkaldelse af forslag til en ny generaldirektør og til at indlede samrådsproceduren med Parlamentet;

99.

opfordrer Kommissionen til at revidere forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 og forelægge et forslag om styrkelse af OLAF's undersøgelsesbeføjelser; anbefaler, at OLAF tildeles flere midler for at gøre det muligt for den at efterprøve langt flere indberettede sager, hvor der foreligger mistanke;

100.

udtrykker sin bekymring over uoverensstemmelsen mellem de oplysninger, som OLAF modtager fra offentlige kilder, og dem der kommer fra private kilder i medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til at støtte initiativer med sigte på at øge indsamlingen af offentlige oplysninger og opfordrer medlemsstaterne til at forbedre kvaliteten af de indberettede data;

101.

bemærker, at OLAF's henstillinger om retlige skridt kun i begrænset omfang er blevet gennemført i medlemsstaterne; mener, at denne situation er uacceptabel, og opfordrer Kommissionen til at sikre fuld gennemførelse af OLAF's henstillinger i medlemsstaterne;

102.

beklager dybt, at de retslige myndigheder i nogle medlemsstater anser OLAF's henstillinger vedrørende misbrug af EU-midler for at være af lav prioritet; minder om, at medlemsstaterne i medfør af artikel 325, stk. 2, i TEUF skal træffe de samme foranstaltninger til bekæmpelse af svig, der skader Unionens finansielle interesser, som til bekæmpelse af svig, der skader deres egne finansielle interesser;

103.

betragter det som vigtigt at få løst problemet med dårlig kommunikation mellem medlemsstaterne og OLAF; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme initiativer, der skal forbedre kommunikationen ikke blot mellem offentlige strukturer, men også mellem civilsamfundet i medlemsstaterne og OLAF; understreger, at dette er vigtigt i forhold til at bekæmpe korruption i medlemsstaterne;

o o

104.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Revisionsret, Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og OLAF-Overvågningsudvalget.

(1) EUT L 84 af 20.3.2014, s. 6.

(2) EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1.

(3) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.

(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0403.

(5) EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1.

(6) Domstolens dom (Store Afdeling) af 8. september 2015, Taricco m.fl., C-105/14, ECLI:EU:C:2015:555.

(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0022.

(8) EUT L 94 af 28.3.2014, s. 65.

(9) Europa-Parlamentets beslutning af 25. oktober 2016 om bekæmpelse af korruption og opfølgning af CRIM-beslutningen (Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0403); Europa-Parlamentets beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge: henstillinger om foranstaltninger og initiativer (EUT C 208 af 10.6.2016, s. 89).

(10) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0022.

(11) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0376.

(12) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0082.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/25

P8_TA(2017)0207

Ressourceeffektivitet: mindre madspild, større fødevaresikkerhed

Europa-Parlamentets beslutning af 16. maj 2017 om initiativ vedrørende ressourceeffektivitet: mindre madspild, større fødevaresikkerhed (2016/2223(INI))

(2018/C 307/03)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Kredsløbet lukkes — en EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi« (COM(2015)0614),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Omstilling til en cirkulær økonomi: et program for Europa uden affaldsproduktion« (COM(2014)0398),

—	der henviser til sin beslutning af 9. juli 2015 om ressourceeffektivitet: overgang til en cirkulær økonomi (1),

—	der henviser til skriftlig erklæring 0061/2015 af 14. oktober 2015 om donering af usolgte fødevarer til velgørenhedsorganisationer,

—	der henviser til sin beslutning af 19. januar 2012 om, hvordan madspild kan undgås: strategier for en mere effektiv fødevarekæde i EU (2),

—	der henviser til sin beslutning af 7. juni 2016 om illoyal handelspraksis i fødevarekæden (3),

—	der henviser til Rådets konklusioner af 28. juni 2016 om madspild og madaffald,

—	der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget af 15. juni 2016 om fødevarespild (4),

—	der henviser til udtalelse af 20. marts 2013 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs om civilsamfundets bidrag til en strategi til forebyggelse og begrænsning af fødevaretab og fødevarespild (5),

—	der henviser til særberetning nr. 34/2016 fra Den Europæiske Revisionsret: »Bekæmpelse af madspild: en mulighed for EU til at forbedre fødevareforsyningskædens ressourceeffektivitet«,

—	der henviser til resolution af 27. maj 2016 fra FN's miljøforsamling om forebyggelse og mindskelse af madspild og genanvendelse af madaffald,

—	der henviser til den sammenlignende undersøgelse fra juni 2014 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om medlemsstaternes lovgivning og praksis vedrørende fødevaredonation,

—	der henviser til den undersøgelse, der er gennemført af FUSIONS (Food Use for Social Innovation by Optimising Waste Prevention Strategies), om overslag over mængden af madspild i Europa (2016),

—	der henviser til FUSIONS' gennemgang af EU's lovgivning og politikker med konsekvenser for madspild (2015),

—	der henviser til FUSIONS' definitoriske ramme for madspild (2014),

—	der henviser til den globale regnskabs- og indberetningsstandard for madsvind og madspild (FLW-standard), som blev lanceret i juni 2016,

—	der henviser til FN's Fødevare- og Landbrugsorganisations (FAO's) undersøgelse »Food wastage footprint — Impacts on natural resources« (FAO 2013),

—	der henviser til FAO-undersøgelsen med titlen »Global food losses and food waste« (FAO 2011),

—	der henviser til andragendet »Stop madspild i Europa!«,

—	der henviser til Milanochartret, som blev vedtaget på Expo-Milano 2015,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelse fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0175/2017),

A.	der henviser til, at FAO anslår, at ca. 1,3 mia. ton fødevarer svarende til ca. en tredjedel efter vægt af alle de fødevarer, som produceres til konsum i verden, hvert år går tabt eller til spilde;

der henviser til, at mad er en værdifuld råvare; der henviser til, at eftersom »fødevaresystemet« lægger beslag på et betragteligt antal ressourcer såsom land, jordbund, vand, fosfor og energi, er en effektiv og bæredygtig forvaltning af disse ressourcer af allerstørste betydning; der henviser til, at madspild medfører omfattende økonomiske og miljømæssige omkostninger, der ifølge FAO’s skøn (6) omfatter 1,7 billioner USD om året i global målestok; der henviser til at bekæmpelse og nedbringelse af madspild fører til økonomiske fordele for såvel husholdninger som samfundet som helhed, samtidigt med at det mindsker belastningen af miljøet;

der henviser til, at madspild har høje sociale, økonomiske og miljømæssige omkostninger samt etiske konsekvenser; der henviser til, at fødevarer, som går tabt eller til spilde, bidrager til klimaændringerne med et globalt CO2-fodaftryk på ca. 8 % af de samlede menneskeskabte globale drivhusgasemissioner og er spild af knappe ressourcer, som f.eks. jord, energi og vand (7) hele vejen gennem de berørte produkters livscyklus; der henviser til, at overskud i fødevarekæden ikke direkte bør blive til madspild, når det bruges til menneskelig ernæring, og at en passende lovgivning angående overskud af mad kunne føre til, at madspild bliver til en ressource;

der henviser til, at der i følge nylige undersøgelser udledes 4,5 kg CO2 ud i atmosfæren for hvert kilogram mad, der produceres; der henviser til, at de omtrent 89 mio. tons mad, der går til spilde i Europa, genererer 170 mio. tons CO2-ækvivalenter/år fordelt på følgende vis: madindustri 59 mio. tons CO2-ækvivalenter/år, private husholdninger 78 mio. tons CO2-ækvivalenter/år, andet 33 mio. tons CO2-ækvivalenter/år; der henviser til, at 30 % af den mad, som ender med ikke at blive brugt, har krævet 50 % ekstra vandressourcer til kunstvanding, mens det har krævet 5-10 tons vand at producere et kilogram kød;

der henviser til, at en omfattende kostomlægning ifølge flere undersøgelser har vist sig at være den mest effektive metode til at begrænse fødevareforbrugets indvirkning på miljøet; der henviser til, at det kræver en omfattende og velintegreret fødevarepolitik, hvis man skal opnå et bæredygtigt fødevareproduktions- og -forbrugssystem i Europa;

der henviser til, at 795 millioner mennesker i følge FN's Fødevareprogram (WFP) ikke har nok mad til at føre et sundt og aktivt liv; der henviser til, at dårlig ernæring er skyld i næsten halvdelen (45 %) — eller ca. 3,1 millioner — af alle dødsfald blandt børn under fem år; der henviser til at ét ud af seks børn i verden er undervægtigt, og at hvert fjerde barn er væksthæmmet; mener, at nedbringelse af madspild derfor ikke alene er en økonomisk og miljømæssig forpligtelse, men også en moralsk forpligtelse (8);

der henviser til, at næsten 793 millioner mennesker i verden i dag er underernærede (9), og at mere end 700 millioner mennesker lever under fattigdomsgrænsen (10) med indtægter på mindre end 1,90 USD om dagen; henviser til, at enhver uansvarlig brug af naturressourcer beregnet til fødevareproduktion og enhver form for madspild derfor bør betragtes som moralsk uacceptabel;

H.	der henviser til, at mindre madspild ville føre til en bedre udnyttelse af land, bedre forvaltede vandressourcer, positive virkninger for hele landbrugssektoren på verdensplan, og at dette ville styrke kampen imod underernæring i udviklingslandene;

der henviser til, at EU har undertegnet 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, der blev vedtaget i De Forenede Nationers Generalforsamling den 25. september 2015; der henviser til, at mål nr. 12.3 for bæredygtig udvikling tager sigte på at reducere madspildet med 50 % på verdensplan pr. indbygger i detail- og forbrugerleddet senest i 2030 og begrænse fødevaretab i produktions- og forsyningskæderne, herunder tab under primærproduktion, transport og opbevaring; der henviser til, at FN anslår, at verdens befolkningstal vil stige fra 7,3 milliarder i dag til 9,7 milliarder i 2050 (11); der henviser til, at nedbringelse af madspild er et afgørende skridt mod at nedbringe sult på verdensplan og nødvendigt for at kunne brødføde en bestandigt voksende verdensbefolkning;

der henviser til, at the Consumer Goods Forum, som repræsenterer 400 detailhandlere, fabrikanter, udbydere af tjenesteydelser samt andre interessenter på tværs af 70 lande, har vedtaget en fælles resolution om at halvere madspild fra dens medlemmers aktiviteter inden 2025, fem år mål nr. 12.3 for bæredygtig udvikling;

der henviser til de fordele, som forebyggelsen af madspild medfører i teknisk, miljømæssig og økonomisk henseende; der henviser til, at det skønnes, at 88 millioner ton fødevarer går til spilde i EU hvert år, hvilket svarer til 173 kg fødevarer, der går til spilde pr. person, og at EU's produktion og bortskaffelse af madaffald genererer emission af 170 mio. ton CO2 og forbruger 26 mio. ton ressourcer; der henviser til, at omkostningerne forbundet med denne mængde af madspild anslås til at udgøre ca. 143 mia. EUR (12); der henviser til, at 800 millioner mennesker i verden lider af sult ifølge FAO;

der henviser til, at 55 millioner mennesker svarende til 9,6 % af befolkningen i EU 28 ifølge data fra 2014 ikke havde råd til et kvalitetsmåltid hver anden dag; der henviser til, at 118,8 millioner mennesker svarende til 23,7 % af befolkningen i EU 28 ifølge data fra 2015 var i fare for at ende i fattigdom og social udstødelse (13);

M.	der henviser til, at nedbringelse af madspild kan forbedre den økonomiske situation i husholdninger, uden at levestandarden sænkes;

N.	der henviser til, at urimelig handelspraksis og prisdumping i fødevaresektoren fører til, at fødevarer ofte sælges under deres egentlige værdi, og derfor resulterer i mere spild;

der henviser til, at fødevarer går tabt eller til spilde i alle led af fødevarekæden, enten ved fremstilling, forædling, transport, oplagring, detailhandel, salg og forbrug; der henviser til, at skøn fra FUSIONS-projektet viser, at de sektorer, der bidrager mest til madspild i EU, er husholdninger med 53 % og forarbejdning med 19 %, idet de andre bidragende sektorer er fødevareservicesektoren med 12 %, primærproduktionen med 10 % og detailhandlen med 5 % (14); der henviser til, at disse skøn tyder på, at foranstaltninger til nedbringelse af madspild i husholdninger og forarbejdningsindustrien ville have den største effekt; der henviser til, at madspild i udviklingslandene hovedsagelig opstår på grund af begrænsninger i infrastruktur og teknologi;

P.	der henviser til, at FUSIONS-dataene hidrører fra en række forskellige kilder og er baseret på anvendelse af forskelligartede definitioner af »madspild«;

der henviser til, at FUSIONS-projektet bemærkede, at der er foretaget meget få målinger af spild i landbrug, gartneri, akvakultur, fiskeri eller andre aktiviteter i de primærproduktionen; der henviser til, at dette forhindrer en fornuftig måling af det faktiske omfang af madspild og -affald i Europa;

R.	der henviser til, at målrettede foranstaltninger, der er skræddersyet til aktørerne og det relevante trin i kæden er en bedre metode til at bekæmpe madspild, eftersom problemstillingerne ikke er de samme overalt;

S.	der henviser til, at en undersøgelse foretaget af Waste and Resources Action Programme (WRAP) i Det Forenede Kongerige i 2015 viste, at mindst 60 % af madspildet i husholdninger kunne have været undgået, og at maden endda kunne være blevet spist, hvis planlægningen havde været bedre (15);

der henviser til, at en del af tabet og spildet i primærproduktionen skyldes detailhandelsstandarder for produktspecifikationer, annullerede ordrer grundet ændringer i forbrugerefterspørgslen samt overproduktion som et resultat af kravene om at opfylde sæsonafhængige efterspørgsler; der henviser til, at ødelæggelse af fødevarer i produktionslinjen er endnu en af årsagerne til fødevaretab under forarbejdningen;

U.	der henviser til, at 20 % af alle frugter og grøntsager, 20 % af rod- og knoldfrugter og 10 % af oliefrø og bælgfrugter i Europa ifølge FAO går til spilde i landbruget, mens yderligere 5 % frugter og grøntsager samt rod- og knoldfrugter går tabt efter høst (16);

V.	der henviser til, at frugt og grøntsager, der er beskadiget af naturkatastrofer eller ødelægges eller pløjes over i familielandbrug som følge af markedstab eller lave priser, udgør et investerings- og indkomsttab for landbrugerne;

W.	der henviser til, at aktører i fødevareforsyningskæden ofte indregner udgifterne fra madspild i produktets forbrugerpris (17);

der henviser til, at den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 34/2016 om bekæmpelse af madspil behandlede spørgsmålet »Bidrager EU til at gøre fødevareforsyningskæden ressourceeffektiv ved effektivt at bekæmpe madspild?«; der henviser til, at rapporten viser, at EU på nuværende tidspunkt ikke gør nok for at bekæmpe madspild effektivt, og at eksisterende initiativer og politik kunne anvendes mere effektivt til at tage fat på problemet med madspild; der henviser til, at det i særberetningen fastslås, at Kommissionens ambitioner om at begrænse madspild er mindsket på trods af utallige henstillinger fra Europa-Parlamentet og medlemsstaterne om at tage fat på problemet; der henviser til, at rapporten anser Kommissionens hidtidige tiltag for at være spredte, uregelmæssige og ikke klart koordinerede; der henviser til, at særberetningen anbefaler, at Kommissionen bør: udvikle en handlingsplan for de kommende år, tage madspild med i betragtning i sine fremtidige konsekvensvurderinger, bedre samstemme de forskellige EU-politikker, der kan bekæmpe madspild, og præcisere fortolkningen af de retlige bestemmelser, der kan forringe motiveringen til fødevaredonation samt overveje, hvordan det er muligt at fremme donation inden for andre politikområder;

der henviser til, at Kommissionen efter at have investeret en betragtelig mængde ressourcer og have afholdt en meget vellykket offentlig høring i 2013, slutteligt har besluttet ikke at offentliggøre meddelelsen med titlen »Building a Sustainable European Food System«, på trods af at den var færdiggjort og godkendt af tre kommissærer (GD ENV, GD SANCO og GD AGRI); der henviser til, at denne meddelelse indeholder et antal gode tilgange til, hvordan man kan tage fat på problemet med madspild;

der henviser til, at der på unionsniveau endnu ikke findes nogen fælles definition på »madspild«, ej heller en fælles metode til at måle madspild, hvilket gør det svært at sammenligne forskellige data og at måle fremskridt i nedbringelsen af madspild; der henviser til, at problemerne med indsamling af fuldstændige, pålidelige og harmoniserede data udgør en yderligere hindring for evalueringen af madspild i Unionen; der henviser til, at »madspild« i forbindelse med denne beslutning betyder fødevarer, der er fremstillet til menneskeligt forbrug, både spiselige og ikkespiselige dele, som fjernes fra produktions- eller forsyningskæden, og som kasseres i enten primærproduktionen, forarbejdningen, fabrikationen, ved transport, opbevaring eller på detail- og forbrugerplan, med undtagelse af fødevaretab i primærproduktionen"; der henviser til, at der skal indføres en definition på »fødevaretab i primærproduktionen«;

AA.

der henviser til, at det er nødvendigt at skelne mellem spild af spiselige dele af fødevarer og spild af ikkespiselige dele af fødevarer for at undgå misvisende konklusioner og ineffektive tiltag; der henviser til, at fokus på nedbringelse af madspild bør være på nedbringelse af madspild fra spiselige dele af fødevarer;

AB.

der henviser til, at »Food Loss and Waste«-protokollen er et tiltag med mange forskellige interessenter, som har affødt en udvikling af en global standard for regnskab og indberetning (kendt som FLW-standarden) til kvantificering af fødevarer og tilhørende ikkespiselige dele af fødevarer, der er taget ud af fødevareforsyningskæden (18);

AC.	der henviser til, at overvågning ikke alene af, hvor meget der går til spilde, men også af omfanget af overskydende og nyttiggjorte fødevarer kan give et mere fuldstændigt billede, som kan anvendes til at iværksætte gode politikker på EU-plan;

AD.

der henviser til, at det affaldshåndteringshierarki, som er fastlagt i rammedirektivet om affald (19) (forebyggelse, forberedelse med henblik på genbrug, genanvendelse, nyttiggørelse og bortskaffelse), ikke tager hensyn til de særlige forhold ved madspild, som er en uhyre varierende affaldsproduktion; der henviser til, at der i øjeblikket ikke er noget specifikt hierarki for håndteringen af uspiste fødevarer og madspild på EU-plan; der henviser til, at der bør etableres et madspildshierarki, der tager hele fødevarekæden i betragtning; der henviser til, at forhindring og genbrug til menneskelig indtagelse burde være prioriterede foranstaltninger;

AE.	der henviser til, at fødevareoverskud ville kunne genvindes og bruges til menneskeføde med de rigtige motiverende politikker;

AF.	der henviser til, at der er potentiale for optimering af brugen af tidligere fødevarer og biprodukter fra fødevarekæden til produktion af dyrefoder;

AG.	der henviser til, at forbrænding og deponeringsanlæg stadig er gængs praksis i nogle områder af EU, og at dette modvirker kredsløbsøkonomi;

AH.

der henviser til, at artikel 9, stk. 1, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne (20) pålægger fødevarevirksomhedsledere at angive datoen for mindste holdbarhed (»mindst holdbar til«) eller »sidste anvendelsesdato« for fødevarer;

AI.

der henviser til, at der er et utilstrækkeligt kendskab, navnlig hos forbrugerne, til datomærkningen på fødevarer; der henviser til, at mærkningen »mindst holdbar til« angiver den dato, efter hvilken en fødevare normalt stadig kan spises, men ikke længere er af højeste kvalitet, mens mærkningen »sidste anvendelsesdato« angiver den dato, efter hvilken en fødevare ikke længere er sikker at spise; der henviser til, at end ikke halvdelen af EU-borgerne forstår betydningen af mærkningerne »mindst holdbar til« og »sidste anvendelsesdato« (21); der henviser til, at brugen af mærkningerne »mindst holdbar til« og »sidste anvendelsesdato« og den måde, de forstås på, varierer fra medlemsstat til medlemsstat og mellem de forskellige producenter, forarbejdningsvirksomheder og distributører, selv hvis produktet er det samme; der henviser til, at datomærkningen i medfør af artikel 13 i forordning (EU) nr. 1169/2011 om fødevareinformation til forbrugerne skal være let at finde på et produkt og letlæselig;

AJ.

der henviser til, at donation af usolgte fødevarer langs hele fødevarekæden fører til en betydelig nedbringelse af madspild og hjælper samtidig mennesker, der har brug for mad og ikke har råd til at købe visse fødevareprodukter eller tilstrækkeligt med fødevarer af den samme kvalitet; der henviser til, at supermarkeder og gastronomiske salgssteder kunne spille en vigtig rolle i denne proces;

AK.	der henviser til, at Unionens fonde såsom Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede (FEAD) letter donationen af fødevarer ved blandt andet at finansiere lager- og transportinfrastruktur for donerede fødevarer; der henviser til, at medlemsstaterne ikke gør nok brug af FEAD;

AL.

der henviser til, at distribution af spiselige overskudsfødevarer til folk i nød forhindres af en flaskehals i distributionskanalens kapacitet, og nogle gange af komplet mangel på kapacitet i denne kanal; der henviser til, at velgørenhedsorganisationer og institutioner, der udfører socialt arbejde og opretholdes af staten eller lokale myndigheder, mangler tilstrækkelige økonomiske og menneskelige ressourcer til at kunne transportere og distribuere spiselige fødevarer til velgørende formål; der henviser til, at dette især gør sig gældende i de mest ugunstigt stillede regioner;

AM.	der henviser til, at sociale og bottom-up-programmer, såsom madbanker eller spisesteder, der styres af velgørenhedsorganisationer, mindsker madspild og hjælper de fattigste og derfor også hjælper med at opbygge et ansvarligt og opmærksomt samfund;

AN.	der henviser til, at mange selskaber i det indre marked producerer fødevarer til mere end ét land; der henviser til, at usolgte produkter fra sådanne selskaber i visse tilfælde ikke kan doneres i produktionslandet, fordi de er mærket på fremmedsprog;

AO.

der henviser til, at fødevaredonorer betragtes som »fødevarevirksomhedsledere« (22) i henhold til den generelle fødevarelovgivning og derfor skal overholde al EU's fødevarelovgivning om ansvarlighed, erstatningsansvar og sporbarhed og fødevaresikkerhedsreglerne i fødevarehygiejnepakken (23); der henviser til, at de risici, der er forbundet med erstatningsansvaret for donerede fødevarer, kan medføre, at eventuelle fødevaredonorer smider overskydende fødevarer ud i stedet for at donere dem (24);

AP.	der henviser til, at store detailkæder og supermarkeder på grund af eksisterende administrative barrierer finder det acceptabelt at smide fødevarer ud, som er tæt på holdbarhedsdatoen, i stedet for at donere dem;

AQ.	der henviser til, at Kommissionen i øjeblikket arbejder på en præcisering af EU-lovgivningen vedrørende donationer;

AR.

der henviser til, at adskillige medlemsstater allerede har vedtaget nationale lovgivninger med henblik på at begrænse generering af madaffald, og i særdeleshed at Italien har vedtaget lovgivning, som fremmer fødevaredonation og -distribution med henblik på social solidaritet ved at se bort fra donorernes erstatningsansvar i forbindelse med fødevarer, der doneres i god tro og vides at være egnet til konsum på tidspunktet for donationen;

AS.	der henviser til, at lande også kan indføre frivillige, nationale retningslinjer for fødevaredonationer, der har til formål at nedbringe undgåeligt madspild, ligesom det ses i retningslinjerne udformet af fødevaresikkerhedsmyndighederne i Finland;

AT.

der henviser til, at Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (25) (»momsdirektivet«) fastsætter, at fødevaredonationer er afgiftspligtige, og at afgiftsfritagelser for fødevaredonationer ikke er tilladt; der henviser til, at Kommissionen anbefaler, at værdien af fødevarer, som doneres tæt på datoen for mindste holdbarhed, eller som ikke er egnet til salg, af skattemæssige hensyn bør fastsættes på et rimeligt lavt niveau, endda tæt på nul’ (26); der henviser til, at visse medlemsstater fremmer fødevaredonationer ved at »gå bort fra« momspligt, men det er uklart, om dette er i overensstemmelse med momsdirektivet; der henviser til, at andre medlemsstater tilbyder en selskabsskattegodtgørelse for donerede fødevarer (27);

AU.	der henviser til, at det i mange medlemsstater desværre er dyrere at donere overskydende fødevarer, som kan spises, end at sende dem til anaerob nedbrydning, hvilket er imod den offentlige interesse set i lyset af antallet af mennesker, som lever i ekstrem fattigdom;

AV.

der henviser til, at fødevareemballage er et vigtigt bidrag til nedbringelse af madspild og bæredygtighed ved forlængelse af holdbarhed og beskyttelse af produkter; der henviser til, at fødevareemballage, der kan genanvendes, og som er fremstillet af vedvarende råstoffer, kan bidrage yderligere til mål om bedre miljøbeskyttelse og udnyttelse af ressourcer;

AW.

der henviser til, at aktiv og intelligent materiale bestemt til at komme i kontakt med fødevarer kan forbedre kvaliteten af indpakkede fødevarer, derudover kan det forlænge holdbarheden, give bedre mulighed for at overvåge de emballerede fødevarers tilstand, og det kan give forbrugeren information om, hvorvidt fødevarerne stadig er friske;

AX.	der henviser til, at behandling af kasserede fødevarer koster yderligere ressourcer;

AY.

der henviser til, at kampen mod madspild ligeledes indebærer en økonomisk gevinst, idet 1 EUR, som bruges på forebyggelse af madspild, gør det muligt at undgå 265 kg madaffald til en værdi af 535 EUR, giver kommunerne mulighed for at spare 9 EUR på affaldsudgifterne og spare 50 EUR på miljøomkostningerne ved udledning af drivhusgasser og luftforurening (28);

AZ.

der henviser til, at der bør træffes foranstaltninger på det passende niveau for at nedbringe madspild; der henviser til, at lokale og regionale myndigheder, i betragtning af deres store andel i offentlige indkøb og ofte også deres autoritet over uddannelsesinstitutioner, spiller en afgørende rolle i nedbringelse af madspild ved hjælp af deres ansvar for og kompetencer i affaldsforvaltning, deres kapacitet til iværksætte og afholde lokale kampagner såvel som deres direkte kontakt og samarbejde med civilsamfundet og velgørenhedsorganisationer;

BA.	der henviser til, at udveksling af god praksis på europæisk og internationalt plan såvel som hjælp til udviklingslandene er af stor betydning i den globale kamp mod madspild;

BB.

der henviser til, at Europa-Parlamentet siden andet semester 2013 har gennemført en omfattende politik med det mål markant at nedbringe det madspild, som produceres af dets egne cateringtjenester; der henviser til, at uspiste fødevarer fra overproduktion regelmæssigt doneres fra Parlamentets hovedfaciliteter i Bruxelles;

understreger det presserende behov for at reducere mængden af madspild og forbedre ressourceeffektiviteten i Unionen i alle led af fødevarekæden, herunder produktion, forarbejdning, transport, lagring, detailsalg, markedsføring og forbrug, idet det tages i betragtning, at madspild i højtindustrialiserede lande hovedsageligt forekommer på salgs- og forbrugsstadierne, mens madspild i udviklingslande starter på bearbejdnings- og forarbejdningsstadierne; understreger i denne forbindelse vigtigheden af politisk lederskab og engagement fra både Kommissionens og medlemsstaternes side; minder om, at Parlamentet gentagne gange har opfordret Kommissionen til at træffe foranstaltninger imod madspild;

opfordrer mere specifikt indtrængende til at nedbringe den mængde madspild, der genereres på detail- og forbrugerplan, og til at nedbringe mængden af fødevaretab langs produktions- og forsyningskæder, herunder tab efter høsten;

insisterer derfor på, at det er nødvendigt at forbedre kommunikationen mellem alle aktører i fødevareforsyningskæden, navnlig mellem leverandører og distributører, med henblik på at matche udbud og efterspørgsel;

opfordrer til en samordnet politisk indsats på EU- og medlemsstatsniveau i overensstemmelse med de respektive kompetencer, som ikke alene tager højde for politikker vedrørende affald, fødevaresikkerhed og oplysning, men også aspekter af økonomi-, skatte-, finans-, forsknings- og innovations-, miljø-, struktur (landbrugs- og fiskeri-), uddannelses-, social-, handels-, forbrugerbeskyttelses- og energipolitikker samt politikker for offentlige indkøb; opfordrer i denne henseende til samordning mellem EU og medlemsstaterne; understreger at EU's tiltag til nedbringelse af madspild bør intensiveres og bør være mere ensrettet; bemærker, at virksomhederne langs fødevareforsyningskæden for det meste er SMV'er, som ikke bør belastes med urimelig, ekstra administration;

opfordrer indtrængende Kommissionen til at involvere alle Kommissionens relevante tjenestegrene, der har med fødevarespild at gøre, samt til at sikre en vedvarende og styrket koordinering på Kommissionsplan; opfordrer derfor Kommissionen til at anlægge en systematisk tilgang, der tager sigte på alle aspekter vedrørende madspild, og til at udarbejde en omfattende handlingsplan for madspild, der dækker de forskellige politikområder og beskriver strategien for de kommende år;

opfordrer Kommissionen til at klarlægge, hvilken europæisk lovgivning, der kan vanskeliggøre en effektiv kamp mod madspild, og analysere, hvordan denne ville kunne tilpasses til at nå målet om forebyggelse af madspild;

opfordrer Kommissionen til, når den gennemfører konsekvensanalyser af nye, relevante lovforslag, at evaluere den potentielle indvirkning heraf på fødevarespild;

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre den eksisterende støtte til bekæmpelse af madspild permanent; opfordrer medlemsstaterne til bedre at udnytte mulighederne på området inden for EU's forskellige politikker og finansieringsprogrammer;

understreger det ansvar, der påhviler de relevante myndigheder i medlemsstaterne, for at udvikle en skræddersyet tilgang inden for EU's rammer til at bekæmpe madspild; anerkender det vigtige arbejde, der allerede er blevet udført i mange medlemsstater;

10.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at beskæftige sig med oplysnings- og kommunikationskampagner om, hvordan madspild kan forebygges;

11.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til nedbringelse af fødevaretab langs hele forsyningskæden, herunder primærproduktion, transport og lagring;

12.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at nå målsætningen om nedbringelse af madaffald i EU på 30 % inden 2025 og 50 % inden 2030 i forhold til referenceniveauerne fra 2014;

13.

opfordrer Kommissionen til senest den 31. december 2020 at undersøge muligheden for at etablere bindende EU-omspændende mål for reduktion af madaffald for hele Unionen, som skal være opfyldt senest i 2025 og 2030 på grundlag af de målinger, der foretages i overensstemmelse med en fælles metode; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en rapport, om nødvendigt ledsaget af et lovgivningsforslag;

14.

anbefaler medlemsstaterne at overvåge og vurdere gennemførelsen af deres foranstaltninger til nedbringelse af madspild ved at måle mængden af madspild med udgangspunkt i en fælles metode; opfordrer indtrængende Kommissionen til at støtte en retligt bindende definition af madspild og senest den 31. december 2017 at vedtage en fælles metode, herunder minimumskvalitetskrav, til en ensartet måling af omfanget af madspild; mener, at en fælles EU-definition og metode til måling af »madtab«, som kan anvendes på hele forsyningskæden, ville lette medlemsstaternes og de berørte parters bestræbelser på at beregne og reducere madspildet;

15.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til, at bruge følgende definition af »madaffald«: »madaffald«: fødevare bestemt til konsum, enten af spiselig eller ikkespiselig status, der fjernes fra produktions- eller forsyningskæden for at blive bortskaffet, herunder på primær produktions-, forarbejdnings-, fremstillings-, transport-, opbevarings-, detail- og forbrugerniveau, med undtagelse af primært produktionstab;"

16.

opfordrer Kommissionen til i sin fremtidige politik at skelne klart mellem madspild, og fødevaretab, som er uundgåeligt i primærproduktionen på grund af force majeure som eksempelvis uvejr;

17.

opfordrer Kommissionen til at inkludere fødevaretab i landbruget og andre primærproduktionssektorer i sine beregninger for at sikre en tilgang, hvor hele forsyningskæden tages med i betragtning; bemærker ikke desto mindre, at det kan være svært at måle tab i primærproduktionen og opfordrer Kommissionen til at finde de bedste løsninger til at hjælpe medlemsstaterne med at samle sådanne data;

18.

opfordrer Kommissionen til at arbejde på en fælles definition af begrebet »spild« i de enkelte led af fødevarekæden samt fælles målemetoder i samarbejde med medlemsstaterne og alle involverede interessenter;

19.

bemærker vanskelighederne i forbindelse med kvantificeringen af fødevarespild og fødevaretab i primærproduktionen frembragt af heterogene produkter og disses respektive processer og af manglen på en klar definition af fødevarespild; opfordrer Kommissionen til at identificere og sprede bedste praksis til medlemsstaterne i forbindelse med indsamling af data vedrørende bedrifters fødevaretab og fødevarespild uden at pålægge landbrugerne yderligere administrative byrder eller udgiftsbyrder;

20.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at rådføre sig med alle relevante interessenter angående den statistiske metode og andre foranstaltninger, der skal gennemføres for at forebygge madspild i hele Unionen og i alle sektorer;

21.

konstaterer, at der ikke er en fælles EU-definition og -metode til måling af fødevareoverskud; påpeger, at Italien har vedtaget lovgivning, der definerer overskud i fødevarekæden og giver et hierarki for genvinding af overskud, idet menneskeligt forbrug prioriteres; opfordrer Kommissionen til at undersøge virkningerne af den ovennævnte lovgivning og fødevarespildet i Italien og til at overveje at foreslå lignende lovgivning på EU-plan om nødvendigt;

22.

opfordrer til, at et specifikt hierarki for madaffald skal anvendes i Direktiv 2008/98/EF som følger:

a)	forebyggelse af årsag

b)	donation af spiselige fødevarer med prioritering af human ernæring over dyrefoder og genanvendelse i non food-produkter

c)	organisk genanvendelse

d)	energiudnyttelse

e)	bortskaffelse;

23.

fremhæver initiativerne i handlingsplanen for cirkulær økonomi, som vedrører foranstaltninger for oprettelse af en finansiel støtteplatform, der skal tiltrække investeringer og innovationer, som har til formål at mindske tab, samt retningslinjer til medlemsstaterne for, hvordan nogle fødevaretab eller biprodukter fra landbruget omdannes til energi;

24.

understreger, at energibehov bør imødekommes ved anvendelse af affald og biprodukter, som ikke er nyttige i nogen andre processer højere oppe i affaldshierarkiet;

25.

understreger, at det ligeledes kræver et højt niveau af genanvendelse i det reviderede affaldsrammedirektiv samt en integrering af kaskadeprincippet for biomasse i EU's energipolitik, hvis madspild skal bekæmpes med succes;

26.

understreger nødvendigheden af at indføre en pligt for medlemsstaterne til årligt at aflægge beretning til Kommissionen om det samlede niveau af madaffald, der dannes i et bestemt år;

27.

opfordrer medlemsstaterne til at vedtage specifikke, foranstaltninger til forhindring af madspild i deres affaldsforebyggelsesprogrammer; opfordrer medlemsstaterne til navnlig at indgå frivillige aftaler og til at skabe økonomiske og skattemæssige incitamenter til fødevaredonation og finde andre måder til begrænsning af madspild;

28.

mener især, at medlemsstaterne med henblik på at sikre et højt niveau af miljøbeskyttelse og output, herunder fermentat og kompost med høje kvalitetsstandarder, bør tilskynde til hjemmekompostering og frasortering af bioaffald ved kilden samt sikre, at dette affald indgår i biorecycling; medlemsstaterne bør desuden sikre et forbud mod deponering af organisk affald på lossepladser;

29.

bemærker risikoen for forurening fra plastik og metal i fødevareaffald, der bruges til kompost og muldjord, og derfra videre i ferskvands- og marine økosystemer, og opfordrer indtrængende til, at denne forureningsvej minimeres; minder også om direktivets formål om anvendelse af spildevandsslam i landbruget for at minimere forurening af landbrugsjord; opfordrer derfor til forsigtighed ved planer om at blande affaldsstrømme og til at indføre passende sikkerhedsforanstaltninger;

30.

understreger, at fødevaresikkerhed er af afgørende betydning, og at foranstaltninger til nedbringelse af madspild ikke må bringe nuværende fødevaresikkerhedsstandarder i fare; understreger, at kampen mod madspild ikke bør kompromittere hverken fødevaresikkerhed, miljøstandarder eller dyrebeskyttelsesstandarder, herunder især standarder for dyresundhed og dyrevelfærd;

31.

opfordrer Kommissionen til at opmuntre de kompetente myndigheder i medlemsstaterne til at vedtage foranstaltninger til at kontrollere fødevaresikkerheden ud fra et sundhedssynspunkt overalt hvor det er nødvendigt for at opbygge borgernes og forbrugernes tillid til politikker, der bidrager til at mindske madspild;

32.

minder om, at forebyggelsen af generering af madaffald er den prioriterede handling, der skal gennemføres i en korrekt affaldshåndtering efter principperne om cirkulær økonomi, understreger dog, at det på nuværende tidspunkt er umuligt at bringe produktionen af madspild helt ned på nul; finder det derfor nødvendigt at fastlægge obligatoriske foranstaltninger på EU-plan for at sikre, at madaffald kan omdannes til nye ressourcer;

33.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for økonomiske incitamenter til at støtte indsamlingen af ubrugte fødevarer, som enten kan videredistribueres til velgørenhed eller anden sekundær brug, der forebygger madspild, såsom at omdannelse af ubrugte fødevarer til en værdifuld ressource ved at bruge dem i foderproduktionen til husdyr;

34.

bemærker, at potentialet for optimering af anvendelsen af fødevarer, der uundgåeligt går tabt eller smides ud og biprodukter fra fødevarekæden, navnlig af animalsk oprindelse, i foder, genbrug af kompost samt produktion af jordforbedringsmidler og deres betydning for den primære produktion;

35.

understreger, at en mere effektiv europæisk lovgivning vedrørende biprodukter i direktiv 2008/98/EF kan bidrage til en betydelig reduktion af madaffald, opfordrer Kommissionen til med dette formål for øje, navnlig gennem Horisont 2020-programmet, at støtte projekter, der involverer landbrugsfødevarevirksomheder, for at fremme synergier mellem landbrug og industri;

36.

minder på ny om nødvendigheden af, at Kommissionen senest den 31. december 2018 udarbejder en rapport med det formål at vurdere behovet for tværgående regulerende foranstaltninger i sektoren for bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion og udarbejder en konsekvensrapport for at udpege de bestemmelser, hvis interaktion hæmmer udviklingen af synergier mellem de forskellige sektorer og forhindrer den efterfølgende anvendelse af biprodukter;

37.

understreger, at anvendelsen af lagre og fødevarer, som ellers ville være gået til spilde, ikke fjerner behovet for god udbudsstyring og forsvarlig forvaltning af fødevarekæden for at undgå systematisk, strukturel overskudsproduktion;

38.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme, at tidligere fødevarer og biprodukter fra hele fødevarekæden i højere grad bruges til produktion af dyrefoder;

39.

opfordrer Kommissionen til at undersøge de juridiske hindringer for anvendelsen af tidligere fødevarer i foderproduktion og til at fremme forskning på dette område, samtidig med at det understreges, at det er nødvendigt med øget sporbarhed, overholdelse af standarder for biosikkerhed og anvendelsen af teknikker til separering og bearbejdning, der udelukker risici i fødevaresikkerheden;

40.

glæder sig over den nylige oprettelse af EU's platform om fødevaretab og madspil, der sigter mod at identificere de prioriterede foranstaltninger, som skal vedtages på EU-plan for at forebygge madsvind og madspild, og letter udvekslingen af oplysninger mellem de involverede aktører; understreger til dette formål, at det er ønskeligt og relevant i højere grad at inddrage Europa-Parlamentet i platformens arbejde; opfordrer Kommissionen til at tilsende Parlamentet en præcis oversigt over de igangværende foranstaltninger og de planlagte mål og delmål samt status over de fremskridt, der er gjort med at finde frem til en fælles metode og med hensyn til donationer; mener, at platformen kan være det rette værktøj til at overvåge ikke blot, hvad der går til spilde, men også fødevareoverskuddet og omfanget af fødevarer, som genvindes; er dog overbevist om, at dette kun kan være det allerførste skridt til at tage hånd om problemet med madspild;

41.

opfordrer Kommissionen til at få oversat arbejderne fra EU's platform om madsvind og madspild til de 24 EU-sprog;

42.

opfordrer EU’s platform om madsvind og madspild til blandt andet at støtte udviklingen af forskellige forbrugerinformationskanaler såvel som undervisningsprogrammer om forbrugerinformation og fødevarer; opfordrer indtrængende platformen til at formidle samarbejde om forebyggelse af madspild mellem lokale interessenter og donationsinitiativer med fokus på at nedbringe de dermed forbundne transaktionsomkostninger; gentager vigtigheden af at udveksle bedste praksis ved at kombinere viden fra og undgå at overlapning med andre relevante fora såsom f.eks. EU's Retail Forum on Sustainability, European Food Sustainable Consumption and Production Roundtable, Forummet på Højt Plan for en Bedre Fungerende Fødevareforsyningskæde og Consumer Goods Forum;

43.

opfordrer Kommissionen til, inden for rammerne af EU's platform mod fødevarespild, at vurdere de bedste praksisser, som hidtil er blevet gennemført i de forskellige medlemsstater, for bedre at kunne fastsætte effektive instrumenter til nedbringelse af madspild;

44.

mener, at det er nødvendigt at involvere alle parter i fødevareforsyningskæden og at fokusere på de forskellige årsager til spild sektor for sektor, for at nedbringe madspild så meget som muligt i de enkelte sektorer; opfordrer derfor Kommissionen til, at foretage en analyse af hele fødevarekæden for at klarlægge i hvilke fødevaresektorer der forekommer mest madspild, samt hvilke løsninger der kan findes for at forebygge madspild;

45.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udveksle, fremme og støtte en vellykket praksis for nedbringelse af madspild og metoder til bevarelse af ressourcer, der allerede anvendes af interessenter; tilskynder medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til at rådgive relevante interessenter om, hvilke målrettede sektorbestemte foranstaltninger, der bør træffes til forebyggelse af madspild;

46.

understreger, at Kommissionen og medlemsstaterne først og fremmest bør rådgive sig med alle centrale interessenter — herunder landbrugssektoren — og udføre en konsekvensanalyse af hvilket som helst tiltag, der måtte foreslås gennemført for at forebygge madspild i hele Unionen;

47.

tilskynder Kommissionen, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til i samarbejde med alle interesserede parter at gøre en indsats for at forbedre forståelsen, især hos forbrugerne, af mærkningerne »sidste anvendelsesdato« og »mindst holdbar til« og af, at fødevarerne godt kan bruges efter udløbet af »mindst holdbar til«-datoen, blandt andet gennem bevidstgørelses- og uddannelseskampagner og ved at fremme lettere adgang til og forsyning med omfattende og forståelig produktinformation; påpeger, at brugen af to datomærkninger, for eksempel »sidste salgsdato« og »sidste anvendelsesdato«, på det samme produkt kan have en negativ effekt på, hvordan forbrugerne håndterer fødevarer; understreger vigtigheden af at give forbrugerne mere indflydelse for at hjælpe dem til træffe beslutninger på et velinformeret grundlag;

48.

anmoder Kommissionen om som led i sin igangværende evaluering navnlig at vurdere: hvorvidt den nuværende EU-lovgivning og praksis med »mindst holdbar til« og »sidste anvendelsesdato« i en række medlemsstater er formålstjenlig; hvorvidt der er behov for en revision af angivelserne »sidste anvendelsesdato« og »mindst holdbar til«, for at gøre det nemmere for forbrugerne at forstå dem; hvorvidt det kunne være nyttigt at fjerne visse datoer for produkter, som ikke er forbundet med sundheds- eller miljørisici, og hvorvidt det ville være tilrådeligt at indføre europæiske retningslinjer på dette område; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse for at evaluere sammenhængen mellem datomærkning og forhindring af madspild;

49.

bifalder initiativet fra visse store detaildistributionsvirksomheder med at fremme mekanismer for tilpasning af salgspriserne for produkter beregnet til forbrug i overensstemmelse med deres udløbsdato for at øge forbrugernes bevidsthed og tilskynde til køb af produkter, der er tæt på sidste salgsdato;

50.

opfordrer — under henvisning til, at mange fødevarer i dagene efter udløbet af »mindst holdbar til«-datoen stadig bevarer deres organoleptiske og ernæringsmæssige egenskaber, omend i mindre udstrækning, og fortsat kan indtages i overensstemmelse med principperne for fødevaresikkerhed — Kommissionen til at udpege logistiske og organisatoriske modeller, der i fuld sikkerhed gør det muligt at nyttiggøre alle de typer produkter, der i dag ikke bliver solgt;

51.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje variabel prissætning afhængig af sidste anvendelsesdato som et redskab til at reducere mængden af spiselige fødevarer, der bliver til affald, eftersom det menes, at madspild i distributionsfasen kan reduceres betydeligt ved, at der indføres rabatter afhængig af den tid, der er tilbage, inden produktet udløber; mener, at denne praksis, der i dag følges på frivillig basis, bør fremmes og understøttes;

52.

anmoder Kommissionen om at opdatere listen over fødevarer, der pt. er undtaget for »mindst holdbar til«-mærkning for at forebygge madspild;

53.

mener, at der er behov for mere forskning og oplysning, som er tilpasset til hvert enkelt produkt med hensyn til udløbsdato, samt at fremme og styrke forbruget af friske produkter og løsvarer og mindske mængden af langtidsholdbare emballerede fødevarer samt opbevaringen af disse;

54.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne, de regionale og lokale myndigheder og interesserede parter til at iværksætte oplysnings- og kommunikationskampagner for at fremme forståelsen hos forbrugere og samtlige aktører i fødevarekæden for forhindring af madspild, fødevaresikkerhed, madens værdi og god forarbejdnings-, forvaltnings- og forbrugspraksis i forbindelse med fødevarer; understreger, at disse tiltag bør fremhæve de fordele ved bekæmpelse af madspild, der ikke blot er miljømæssige, men også økonomiske og sociale; opfordrer til anvendelse og fremme af moderne informationsværktøjer, såsom brug af mobile applikationer, i forsøget på også at nå ud til yngre generationer, der hovedsageligt bruger digitale medier; opfordrer til, at madspild og sult, som i dag er et alvorligt problem, imødegås effektivt; påpeger nødvendigheden af solidaritet og for at dele med dem, som har det største behov;

55.

opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at udnævne et europæisk år mod madspild som et initiativ til grundlæggende oplysning og bevidstgørelse af de europæiske borgere samt til at henlede nationale regeringers opmærksomhed på dette vigtige emne med henblik på at få stillet de midler til rådighed, der er nødvendige for at imødegå udfordringerne i den nærmeste fremtid;

56.

understreger vigtigheden af at uddanne børn og tilskynde dem til at undgå madspild; bemærker, at Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 34/2016 om bekæmpelse af madspild understreger vigtigheden af at indføje belærende budskaber vedrørende madspild i de ledsagende foranstaltninger for uddeling af skolemælk og skolefrugt samt grøntsagsordninger og beretter, at meget få medlemsstater har valgt at gøre dette; tilskynder de kompetente myndigheder i medlemsstaterne til at udnytte det fulde potentiale af disse ordninger, der har til formål at indgyde unge gode spisevaner og give muligheder for at lære om frisk mad og landbrugsproduktionsprocesser;

57.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at motivere husholdninger til at bekæmpe madspild ved at arbejde for en ugentlig restdag og ved at oplyse forbrugerne om, hvordan de bedst køber ind og laver mad, for at mindske deres madspild;

58.

understreger betydningen af en hensigtsmæssig tilpasning af distributions-, opbevarings- og pakningsmåden til produktets karakteristika og forbrugernes behov for at begrænse spild af sådanne produkter;

59.

understreger — med henblik på at nedbringe madspild — af at sikre, at fødevarer distribueres og opbevares ved brug af metoder, der er passende for de enkelte produkters egenskaber;

60.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og interessenterne til at give forbrugerne bedre oplysning om metoder til opbevaring og/eller genanvendelse af produkterne;

61.

understreger den vigtige rolle, som lokale myndigheder og kommunale virksomheder sammen med detailhandlerne og medierne spiller med hensyn til at oplyse borgerne om og bistå dem med hensyn til, hvordan de bedst opbevarer og/eller anvender fødevarerne med henblik på at undgå og nedbringe madspild;

62.

anmoder Kommissionen om i samarbejde med medlemsstaterne at udstede henstillinger angående køleskabstemperaturer på baggrund af dokumentation, der viser, at ikke-optimale og forkerte temperaturer fører til, at maden hurtigere bliver uspiselig, hvilket skaber unødigt madspild; understreger det faktum, at harmoniserede temperaturer langs hele forsyningskæden vil forbedre produkternes holdbarhed og reducere madspild af produkter, der transporteres og sælges på tværs af grænser;

63.

fremhæver nødvendigheden af, at landbrugsfødevaresektoren forbedrer programmeringen af egen produktion med henblik på at begrænse fødevareoverskuddet; understreger imidlertid, at et minimum af fødevareoverskud i dag er en fysiologisk faktor i hele forsyningskæden for landbrugsfødevarer, og at det også skyldes ukontrollable eksterne virkninger, mener derfor, at foranstaltninger til fremme af donation kan udgøre et vigtigt redskab til at undgå, at fødevareoverskud bliver til affald;

64.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme innovation og investering i forarbejdningsteknologier i landbrugsproduktion med henblik på at mindske madspild i fødevareforsyningskæden og mindske tab i fødevareproduktionen i familielandbrug;

65.

opfordrer medlemsstaterne til at gøre brug af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) til nedbringelsen af madspild i primærproduktionen og i forarbejdningsindustrien;

66.

understreger vigtigheden af, at landbrugere samles i andelsforetagender eller professionelle sammenslutninger for at nedbringe fødevaretab ved at styrke deres viden om markedet, hvilket muliggør mere effektiv planlægning og giver stordriftsfordele, samt at sætte dem bedre i stand til at bringe deres produkter på markedet;

67.

fremhæver betydningen af samarbejde, f.eks. via producentorganisationer eller andre former for strukturer såsom brancheforeninger eller kooperativer, for øget adgang til finansiering af innovation og investering i teknologi til behandling såsom kompostering og anaerob nedbrydning, når det er hensigtsmæssigt, eller videre forarbejdning af produkter, der kan give landbrugerne mulighed for at få adgang til nye produkter, markeder og kunder; påpeger i denne forbindelse, at sektorspecifik tilrettelæggelse og anvendelse af kontrakter fører til en bedre produktionsstyring og mere effektive foranstaltninger til bekæmpelse af fødevarespild; mener, at det er vigtigt, at dette foregår på lokalt eller regionalt plan for at respektere nærhedsprincippet;

68.

noterer sig fordelene ved samarbejde og digitalisering, der giver mulighed for bedre adgang til data og forventet efterspørgsel, udvikling af programmer til forskudsproduktion for landbrugerne, så de får mulighed for at tilpasse deres produktion til efterspørgslen, koordinere bedre med de andre sektorer i fødevareforsyningskæden og minimere spild; understreger, at en effektiv anvendelse af madspild, herunder inden for bioøkonomi, bør fremmes i betragtning af de udfordringer, der er forbundet med at reducere uundgåeligt fødevareaffald;

69.

mener, med henblik på en bedre sammenhæng mellem produkternes udbud og efterspørgsel, at mærkningsregler, der giver passende information om ingrediensernes oprindelse og om produktions- og forarbejdningsteknikkerne, ville kunne sætte forbrugeren i stand til at foretage mere kvalificerede indkøb og dermed indirekte påvirke produktionsfaktorerne med positive indvirkninger i miljømæssig, økonomisk og social henseende;

70.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at oplyse landbrugere og forbrugere bedre om, hvordan energi-, vand- og naturressourcer langs hele fødevarekæden kan udnyttes mere effektivt for at nedbringe spild af ressourcer og fødevarer betydeligt og med målet om at nedbringe produktionsomkostninger og spild af næringsstoffer samt at øge innovation og bæredygtighed i landbrugssystemer;

71.

mener, at der er behov for mere forskning og oplysning for at undgå madspild i primærproduktionen og for at udskifte fremgangsmåder i landbrugsproduktionen, fødevareforarbejdningen eller distributionen, der medfører stort ressourcespild, med miljøvenlige fremgangsmåder;

72.

understreger, at landbrugere bør stilles i en sådan situation, at de kan anvende deres produkter på den mest ressourceeffektive måde, både teknisk og økonomisk, for at holde madspild på et absolut minimum;

73.

mener, at initiativer, der ledes af landbrugerne og lokalsamfund kan tilbyde bæredygtige økonomiske løsninger og give valuta for produkter, som ellers ville gå til spilde ved at udvikle afsætningsmuligheder for produkter, der normalt ellers ville blive ekskluderet fra fødevarekæden, og fremhæver potentialet for sociale innovationsprojekter, der ledes af landbrugerne og lokalsamfundene, såsom indsamling og donation af overskydende fødevarer til fødevarebanker; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anerkende og tilskynde til en sådan praksis under den fælles landbrugspolitiks anden søjle;

74.

understreger i forbindelse med reducering af spild i produktionsfasen, at der bør anvendes innovative teknikker og teknologier, som gør det muligt dels at optimere ydelsen på markerne, og dels at omdanne produkter, der ikke lever op til markedets standarder, til forarbejdningsprodukter;

75.

konstaterer, at store mænger af fejlfri, spiselige frugter og grøntsager ikke når ud på markedet af æstetiske grunde eller på grund af markedsføringsstandarder; bemærker, at der findes vellykkede tiltag, der gør brug af disse produkter og tilskynder interessenter fra grossist- og detailhandlen til at fremme sådanne praksisser; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sætte skub i udviklingen af markederne for sådanne fødevarer og til at gennemføre forskning vedrørende forholdet mellem markedsføringsstandarder og madspild i denne forbindelse;

76.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde på at øve indflydelse på De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas (UNECE’s) offentlige standarder med henblik på at undgå ressourcespildet ved at forebygge, at der generes fødevareaffald.

77.

mener, at det er nødvendigt med øget samarbejdet blandt producenter og udnyttelse af producentorganisationer for at muliggøre og fremme adgang til sekundære markedsmuligheder, andre medier og alternative anvendelser for overskydende mad, som ellers ville blive pløjet tilbage i jorden spildt, idet der gives prioritet til genbrug, som egner sig til menneskeføde, såsom salg af forarbejdede fødevarer af lavere kvalitet og salg på lokale markeder;

78.

bemærker, at disse produkter, der fortsat kan anvendes til nonfoodformål, f.eks. omdannelse til foder, gødskning af områder eller anvendelse til fremstilling af kompost og energi, tydeligt bør kunne skelnes fra dem, der anses for at være affald, således at deres genanvendelse ikke skades;

79.

bemærker, at mængden af kasserede afgrøder ville kunne mindskes, hvis de blev solgt mere direkte til forbrugeren, for eksempel på landbrugsmarkeder eller i gårdbutikker, hvor der gøres brug af korte distributionskanaler og køb af lokale, mindre forarbejdede varer;

80.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at fremme lokale fødevarer og støtte korte fødevarekæder og hjemmesalg af landbrugsprodukter;

81.

understreger, at lokale og regionale produkter samt medlemsbaserede landbrugsordninger muliggør en kortere forsyningskæde, hvilket højner produkternes kvalitetsniveau og følger med sæsonens efterspørgsel, samtidig med at de medfører betydelige sociale, miljømæssige og økonomiske fordele;

82.

mener, at korte forsyningskæder kan spille en central rolle i at nedbringe madspild og overflødig emballering, mindske de afstande, fødevarerne skal transporteres over, sørge for en højere fødevarekvalitet, sikre transparente fødevarekæder og derved understøtte det økonomiske livsgrundlag i landdistrikterne;

83.

opfordrer til fremme af årstidens frugter og grøntsager i alle medlemsstater;

84.

opfordrer til, at der lægges særlig vægt på dyrevelfærd;

85.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre metoder til at nedbringe tab grundet ringe dyrevelfærd;

86.

understreger, at illoyal handelspraksis i forsyningskæden kan give anledning til madspild; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge, hvordan urimelige handelspraksisser i fødevareforsyningskæden genererer madspild, og til at skabe en politikramme til bekæmpelse af sådanne praksisser, hvor det er nødvendigt;

87.

mener, at en løsning på problemet med urimelig handelspraksis vil forbedre landbrugernes stilling, idet de er det svageste led i kæden, og at mindskelse af overproduktion og ophobning af overskydende fødevarer både ville kunne hjælpe med at stabilisere priserne og give landbrugerne rimelige og rentable og priser ved hjemmesalg og mindske såvel fødevarespild i hele kæden som tab, der genereres i familielandbrug; understreger, at et mere ligeligt vederlag til producenter ville bibringe produkterne større værdi og derved føre til reduceret madspild i de sidste led i forsyningskæden;

88.

understreger, at lokale og regionale myndigheder og interessenter bærer et stort ansvar i forbindelse med gennemførelsen af programmer til nedbringelse og forebyggelse af madspild og anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at være opmærksom på dette i alle faser af processen;

89.

opfordrer Kommissionen til at anerkende den rolle, som de offentlige virksomheder, der leverer tjenesteydelser af almen interesse inden for affaldshåndtering og bekæmpelse af madspild, og henstiller til Kommissionen at anerkende disse virksomheder, der bidrager direkte til den cirkulære økonomi, såsom SMV'er;

90.

opfordrer alle medlemsstater til at tilskynde lokale myndigheder, civilsamfundet, supermarkeder og andre relevante interessenter til at støtte initiativer til nedbringelse af madspild samt til at bidrage til en lokal fødevarestrategi, for eksempel ved at informere forbrugere via mobile applikationer om usolgte fødevarer og at justere udbud og efterspørgsel;

91.

glæder sig over, at der er oprettet madforetagender, hvor mad, der er egnet til indtagelse, kan uddeles til dem, der har behov (»maddeling«) opfordrer til en forenkling af procedurerne for at gøre det nemmere at oprette sådanne faciliteter;

92.

mener, at den største hindring i EU for at kunne levere overskydende mad, som stadig er spiselig, til folk i nød, er manglen på, og til tider det totale fravær af, kapacitet i distributionskanalen; bemærker, at velgørenhedsorganisationer og organer for socialt arbejde, som enten styres på statsligt eller lokalt niveau, ikke har nok materiale eller menneskelige ressourcer til at transportere og distribuere de stadig spiselige fødevarer, som gives til velgørende formål; bemærker, at dette navnlig gør sig gældende i de dårligst stillede regioner;

93.

bemærker, at fødevareindustrien allerede har taget initiativer til at nedbringe madspild ved at styrke samarbejdet med fødevarehjælpeorganisationer, herunder fødevarebanker på tværs af Europa;

94.

opfordrer Kommissionen til at fremme, at det i medlemsstaterne bliver almindeligt, at detailhandelen distribuerer usolgte varer til velgørenhedsorganisationer;

95.

opfordrer til øget inddragelse af alle interessenter for at sikre, at fødevarer, der er ved at udløbe, først doneres til velgørende formål; bemærker dog, at der stadig eksisterer forhindringer, hovedsageligt af lovmæssig karakter, for fødevaredonationer; opfordrer Kommissionen til at klarlægge, hvilke tolkninger af de lovmæssige bestemmelser der står i vejen for donationer;

96.

er bekymret over at »afklaring af relevant EU-lovgivning om affald, fødevarer og foder for at lette fødevaredonationer og udnyttelse af tidligere fødevarer i dyrefoder«, som var planlagt til 2016 (29), endnu ikke er blevet eksekveret;

97.

glæder sig over udkastet til EU-retningslinjer for fødevaredonation som et første skridt i den rigtige retning; mener i lyset af de forskellige hindringer for fødevaredonationer i EU's lovgivning, at donation af usolgte fødevarer i hele fødevareforsyningskæden skal fremmes yderligere gennem vedtagelsen af lovgivningsmæssige ændringer;

98.

opfordrer Kommissionen til at udforske muligheden for at donere fødevarer fra firmaer til velgørenhed i produktionslandet uagtet sproget på emballagen; påpeger, at donation af førnævnte varer bør gøres muligt, hvis oplysninger, der er afgørende for opretholdelse af fødevaresikkerhed, f.eks. hvad angår allergener, gøres tilgængelige for modtagere på deres medlemsstats officielle sprog;

99.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at formidle samarbejde om fødevaredonation mellem lokale og regionale interessenter ved at nedbringe de dermed forbundne omkostninger og sænke tærsklen for deltagelse, f.eks. ved at tilbyde skabelonværktøjer, som kan tilpasses særlige lokale behov, og som kan bruges af lokale aktører til at matche udbud af og efterspørgsel efter overskudsfødevarer samt at tilrettelægge logistikken mere effektivt;

100.

glæder sig over åbningen af »sociale supermarkeder« samt offentlige og private partnerskaber med velgørenhedsorganisationer for at gøre bedst mulig brug af spiselige, men usælgelige fødevarer;

101.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre institutionel og økonomisk støtte til sociale supermarkeder, da de er en central spiller inden for fødevaredonation;

102.

opfordrer til, at fødevarevirksomhedsledere, der leverer overskydende fødevarer uden vederlag, indfører korrekte operationelle praksisser med det formål at garantere fødevarernes hygiejniske og sundhedsmæssige sikkerhed i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 852/2004.

103.

understreger den vigtige rolle, som nationale myndigheder kan spille for at hjælpe aktører langs fødevareforsyningskæden til at udnytte spiselige fødevarer samt fødevarer, der er tæt på udløbsdatoen, ved at anlægge en tilgang med at tilskynde i stedet for at straffe, når det drejer sig om at gennemføre fødevaresikkerhedsregler;

104.

opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for og virkningerne af indførelsen af lovgivning baseret på »den barmhjertige samaritaner«; opfordrer Kommissionen til at præcisere, hvordan retsakter som forordning (EF) nr. 178/2002 og direktiv 85/374/EØF regulerer erstatningsansvar i forbindelse med fødevaredonationer;

105.

opfordrer Kommissionen til at foreslå en ændring af momsdirektivet, der udtrykkeligt vil give mulighed for afgiftsfritagelse for fødevaredonationer; opfordrer medlemsstaterne til at følge Kommissionens henstillinger og indføre en moms, der er tæt på 0, hvis donationen sker i nærheden af den anbefalede anvendelsesdato, eller hvis fødevarerne er usælgelige;

106.

opfordrer Kommissionen til at supplere Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 223/2014 af 11. marts 2014 om Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede (30) med en gennemførelsesretsakt, der fremmer denne fond for at lette fødevaredonationer ved at finansiere omkostningerne ved indsamling, transport, opbevaring og distribution, og som regulerer brugen af interventionslagre under den fælles landbrugspolitik; tilskynder lokale, regionale og nationale myndigheder til at støtte udvikling af infrastruktur til fødevaredonation i de regioner og områder, hvor en sådan ikke eksisterer, er utilstrækkelig eller mangler kapacitet;

107.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til ikke at omdirigere de FEAD-ressourcer, der tidligere er blevet afsat til madbanker og velgørenhedsorganisationer, til andre målgrupper;

108.

konstaterer, at fødevaredonationer ikke kan anses som en klar foranstaltning til at løse centrale fattigdomsproblemer; understreger derfor, at urealistiske forventninger bør undgås i denne henseende: fødevaredonationer kan ikke forventes både at afbøde sociale problemer og forhindre madspild; opfordrer derfor Kommissionen til at træffe mere målrettede foranstaltninger til forebyggelse af fattigdom;

109.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at være opmærksomme i forbindelse med donationer og til at sikre sig, at disse ikke omdirigeres og anvendes til at skabe et alternativt marked, hvilket ville betyde, at personer i nød ikke ville nyde godt af disse fødevaredonationer, og afholde branchen fra at foretage disse donationer;

110.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne, uden at der lægges en unødvendig byrde på SMV'er og frivillige organisationer, til at overvåge fødevaredonationer nøje for at sikre sig, at maden ikke misbruges til at skabe et alternativt marked, hvilket vil føre til, at mennesker i nød ikke får gavn af fødevaredonationerne, og at erhvervsdrivende afholder sig fra at donere på grund af risiko for unfair konkurrence;

111.

opfordrer alle aktører i fødevareforsyningskæden til at vedkende sig deres del af ansvaret og gennemføre Joint Food Wastage-deklarationen »Every Crumb Counts« samt »Retail agreement on waste«; påpeger, at detailhandlen har kontakt med millioner af forbrugere hver dag og har en enestående mulighed for at give mere viden samt øge opmærksomheden på madspild og dermed skabe grundlag for velinformerede beslutninger; understreger, at gængs reklamepraksis om »tag to, betal for en« øger risikoen for, at forbrugere køber mere, end de kan nå at bruge; fremhæver i denne forbindelse endvidere nødvendigheden af at tilbyde mindre varestørrelser til mindre husholdninger; bifalder, at nogle detailhandlere sælger varer, der er tæt på udløb af »mindst holdbar til«-datoen til lavere pris, men mener, at denne praksis burde være mere udbredt;

112.

gentager, at spild af æg stadig er et af de største problemer for detailhandlen; anmoder Kommissionen om at finde veje til nedbringelse af ægspild i overensstemmelse med de videnskabelige vurderinger fra EFSA samt medlemsstaterne til at informere forbrugerne grundigt om dette vigtige problem;

113.

opfordrer Kommissionen til at foretage undersøgelser af, hvilken effekt reformerne i den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik har på frembringelsen og nedbringelsen af madspild;

114.

understreger, at landbrugernes livsgrundlag afhænger af at producere til markedet på rimelige betingelser og til rentable priser, og at tab af produktion på bedrifterne, herunder produktion, der går tabt på grund af ekstreme eller usædvanlige klimatiske begivenheder, bliver beskadiget eller ødelagt i en naturkatastrofe, fordi markedet er mistet eller priserne er lave, fører til sig et tab af investeringer og indkomst for landbrugerne; minder i den forbindelse om, at prisvolatiliteten på markederne for landbrugsvarer indvirker på landbrugernes produktion og indkomst og kan føre til madspild, og at det derfor er nødvendigt, at den fælles landbrugspolitik tilbyder værktøjer til at bekæmpe denne volatilitet;

115.

understreger, at Kommissionen endnu ikke har foretaget en undersøgelse for at fastslå virkningen af forskellige reformer vedrørende omfanget af landbrugsproduktionen og dets indvirkning på fødevarespild og opfordrer derfor Kommissionen til at integrere spørgsmålet om fødevarespild i sin fremtidige politikudvikling og gennemførelse af den fælles landbrugspolitik;

116.

understreger, at fødevarespild i produktionsleddet også kan skyldes ødelæggelsen af vores produktionsapparat med den allerede konstaterede forringelse af jordkvaliteten, biodiversiteten (aftagende bestøvning) og alle naturressourcer, og at der bør tages hensyn til dette forhold i udviklingen af landbrugssektoren og den fælles landbrugspolitik;

117.

tilskynder medlemsstater til at udnytte det fulde potentiale i Den Europæiske Fiskerifond (EFF) og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) for at nedbringe fødevarespild fra udsmid samt til at forbedre overlevelsesraterne for organismer opdrættet i akvakulturer;

118.

håber, at landingsforpligtelsen i den fælles fiskeripolitik, som i øjeblikket bliver indfaset, vil føre til mere specialiserede fiskeredskaber og -praksisser og i sidste instans til, at færre fisk bliver udsmidt; bemærker dog, at landingsforpligtelsen ikke gælder alle fisk, hvorfor det er nødvendigt med yderligere foranstaltninger;

119.

er bekymret over mængden af affald fra fisk efter fangst, i betragtning af affaldets let fordærvelige karakter og de ofte ekstremt lange rejser, fisken kommer ud på undervejs til forarbejdning, idet den bl.a. sendes fra Europa til Asien og tilbage til Europa til endeligt salg;

120.

minder om betydningen af begrebet »vandfodaftryk« for fødevarer og foder;

121.

minder om, at forordning (EF) nr. 178/2002 medtager »vand, der bevidst tilsættes fødevarer i forbindelse med deres fremstilling, tilberedning eller behandling« blandt fødevarerne, og at vand er en afgørende strategisk ressource i hele forsyningskæden for landbrugsfødevarer;

122.

understreger, at madspild alt efter typen og mængden af det vand, der anvendes til produktion af fødevarer, også medfører spild af vand;

123.

understreger betydningen af at forbedre vandforvaltningen inden for landbrug, udvikle »vandsmarte« systemer til fødevareproduktion og forbedre vand- og fødevareforsyningssikkerheden i de områder, der er mest truet som følge af klimaændringerne;

124.

understreger, at innovative og miljøvenlige løsninger på områder som håndtering af side- og biprodukter fra fødevareproduktion, fødevarehandel, opbevaring af fødevarer, holdbarhed, digitale teknologier og emballage kan give betydelige muligheder for nedbringelse af madspild; tilskynder Kommissionen, medlemsstaterne og andre interesserede parter til at støtte forskning på disse områder og til at fremme bæredygtige og effektive løsninger; mener, at kollaborative økonomiske tjenester er vigtige for at øge bevidstheden og fremme bæredygtigt forbrug; opfordrer Kommissionen til at fremme innovation gennem forskningsprojekter og programmer, der finansieres fra EU-budgettet, såsom Det Europæiske Innovationspartnerskab;

125.

understreger, at samtlige aktører i forsyningskæden, herunder producenter af emballeringssystemer, har et ansvar for forhindring af madspild; understreger det positive bidrag fra emballagematerialer og løsninger, der forebygger fødevaretab og fødevarespild langs forsyningskæden, f.eks. emballage, der reducerer fødevaretab ved transport, lagring og distribution, som bevarer fødevarers kvalitet og hygiejne i længere tid, eller som forlænger holdbarheden; understreger dog behovet for at fremstille emballage, der passer direkte til formålet (f.eks. uden ekstra emballage ind- eller udvendigt) der passer til produkter og forbrugernes behov, samt nødvendigheden af at tage hensyn til hele det samlede produkts livscyklus, herunder design og brug af emballage; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vurdere fordelene ved biobaseret, biologisk nedbrydelig og komposterbar fødevareemballage ved at tage hensyn til virkningerne for den menneskelige sundhed og fødevaresikkerheden og anlægge en tilgang baseret på livscyklus; understreger, at målene for reduktion af madspild bør være i overensstemmelse med foranstaltningerne og målene i direktiv 94/62/EF, navnlig målet gående ud på, at opnå en betydelig reduktion i forbruget af ikkegenvindelig emballage og overemballering;

126.

tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte udviklingen og gennemførelsen af aktive og intelligente emballagematerialer samt andre innovative løsninger, der bidrager positivt til ressourceeffektivitet og den cirkulære økonomi; påpeger, at relevant lovgivning vedrørende materiale bestemt til kontakt med fødevarer bør sikre et maksimalt forbrugerbeskyttelsesniveau for enhver type emballering, herunder materialer fra tredjelande; opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte harmoniserede EU-regler for materiale bestemt til kontakt med fødevarer, og til at prioritere udarbejdelse af specifikke EU-foranstaltninger for materialer såsom papir og pap i overensstemmelse med Parlamentets beslutning af 6. oktober 2016 om gennemførelse af forordningen om materialer bestemt til kontakt med fødevarer (EF) nr. 1935/2004 (31);

127.

anbefaler at fremme brugen af frivillige regler for god forretningsskik, der er udviklet af henholdsvis fødevare-, restaurations- og hotelsektoren, der har som mål at optimere brug af produkter og støtte donation til initiativer, der indsamler overskydende fødevarer til sociale formål;

128.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme indgåelse af aftaler eller aftalememoranda for at anspore til ansvarlig adfærd og god praksis med henblik på at reducere madaffald, bl.a. ved at udstyre restaurationsvirksomhederne med genanvendelige beholdere af genbrugsmateriale for at gøre det muligt for kunderne at tage egne madrester med hjem;

129.

anbefaler, at hotel- og restaurationsbranchen, hvor dette er muligt, benytter sig af lokale og regionale produkter samt sæsonrelaterede produkter for at afkorte produktions- og forbrugskæden, idet man derved begrænser antallet af forarbejdningsfaser og dermed mængden af affald, der produceres i de forskellige faser;

130.

understreger, at udviklingen i den digitale sektor byder på mange muligheder til at forhindre dannelse af madaffald, bl.a. oprettelse af »Red maden«-onlineplatforme, hvor restaurationsbranchen kan tilbyde usolgte dele til fordelagtige priser; fremhæver, at disse erfaringer har givet betydningsfulde resultater i de medlemsstater, hvor de er blevet udviklet;

131.

opfordrer Kommissionen til at anerkende betydningen af socialt ansvarlige initiativer, såsom »Healthy Nutritional Standard«, som har til formål at give bedre oplysninger om fødevarer til forskellige forbrugergrupper med særlige fødevarebehov eller -præferencer gennem frivillig og samreguleret fødevaremærkning på restauranter og inden for turisme med henblik på at mindske madspild på det område;

132.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indgå i samarbejde med udviklingslandene for at hjælpe med at forbedre deres fødevarekædeinfrastruktur og nedbringe omfanget af deres madspild;

133.

opfordrer indtrængende alle EU's institutioner og organer til at indføre kravet om, at udbud i forbindelse med cateringtjenester ledsages af planer for forvaltning af fødevareaffald og nedbringelse heraf; anmoder kvæstorerne om at prioritere tiltag til nedbringelse af madspild i Europa-Parlamentet samt at tilskynde andre europæiske institutioner til at følge trop; tilskynder medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder til at nedbringe madspild i offentlige institutioner;

134.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0266.

(2) EUT C 227 E af 6.8.2013, s. 25.

(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0250.

(4) EUT C 17 af 18.1.2017, s. 28.

(5) EUT C 161 af 6.6.2013, s. 46.

(6) FAO, »Food wastage footprint. Impacts on natural resources«, Rom, 2013.

(7) FAO, 2015. Food wastage footprint & climate change.

(8) https://www.wfp.org/hunger/stats

(9) The State of Food Insecurity in the World 2015, FAO, FN.

(10) Development Goals in an Era of Demographic Change, Global Monitoring Report 2015/2016, Verdensbanken.

(11) http://www.un.org/en/development/desa/news/population/2015-report.html

(12) FUSIONS, Overslag over mængden af madspild i Europa, marts 2016.

(13) Eurostat, 'People at risk of poverty or social exclusion'.

(14) FUSIONS, Overslag over mængden af madspild i Europa, marts 2016.

(15) WRAP, 2015. ‘Household Food Waste in the UK’, 2015.

(16) FAO (2011) »Global food losses and food waste« (globalt fødevaretab og -spild).

(17) Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 34/2016, »Bekæmpelse af madspild: en mulighed for EU for at forbedre fødevareforsyningskædens ressourceeffektivitet«, s. 14.

(18) Food Loss and Waste Accounting and Reporting Standard, 2016.

(19) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver (EUT L 312 af 22.11.2008, s. 3).

(20) EUT L 304 af 22.11.2011, s. 18.

(21) Flash Eurobarometer-undersøgelse nr. 425 om madspild og datomærkning, september 2015.

(22) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1).

(23) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne (EUT L 139 af 30.4.2004, s. 1). Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (EUT L 139 af 30.4.2004, s. 55). Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum (EUT L 139 af 30.4.2004, s. 206).

(24) Sammenlignende undersøgelse af EU-medlemsstaternes lovgivning og praksis vedrørende fødevareproduktion (2014) bestilt af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

(25) EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

(26) Fælles svar på to skriftlige parlamentariske forespørgsler (E-003730/13, E-002939/13) af 7. maj 2013.

(27) Sammenlignende undersøgelse af EU-medlemsstaternes lovgivning og praksis vedrørende fødevareproduktion (2014) bestilt af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

(28) Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, resume af konsekvensvurderingen, konsekvensvurdering af foranstaltninger til imødegåelse af madspild til færdiggørelse af SWD(2014)0207 vedrørende revidering af EU’s affaldshåndteringsmål (SWD(2014)0289, 23.9.2014).

(29) Bilag til meddelelse fra Kommissionen COM(2015)0614.

(30) EUT L 72 af 12.3.2014, s. 1.

(31) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0384.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/44

P8_TA(2017)0208

Evaluering af de eksterne aspekter af toldmyndighedernes resultater og forvaltning som redskab til at forenkle handel og bekæmpe ulovlig handel

Europa-Parlamentets beslutning af 16. maj 2017 om evaluering af de eksterne aspekter af toldmyndighedernes resultater og forvaltning som redskab til at forenkle handel og bekæmpe ulovlig handel (2016/2075(INI))

(2018/C 307/04)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2015 med titlen »Handel for alle — En mere ansvarlig handels- og investeringspolitik« (COM(2015)0497),

—	der henviser til GD TAXUD's strategiske plan for 2016-2020 og til GD TAXUD's forvaltningsplan af 14. marts 2016 (Ares(2016)1266241),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. august 2014 med titlen »EU's strategi og handlingsplan for toldrisikostyring: Håndtering af risici, styrkelse af sikkerhed i forsyningskæden og lettelse af handel« (COM(2014)0527),

—	der henviser til Kommissionens rapport af 19. juli 2016 med titlen »Statusrapport om gennemførelsen af EU's strategi og handlingsplan for toldrisikostyring« (COM(2016)0476),

—	der henviser til Retningslinjer for autoriserede økonomiske operatører (TAXUD/B2/047/2011),

—	der henviser til pilotprojektet »Intelligente og sikre handelsforbindelser mellem EU og Kina«,

—	der henviser til Rådets resolution om EU's toldhandlingsplan til bekæmpelse af krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder for perioden 2013-2017 (1),

—	der henviser til GD TAXUD's rapport om EU-toldmyndigheders håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder for 2015,

—	der henviser til den strategiske ramme for toldsamarbejde mellem EU og Kina,

—	der henviser til handlingsplanen om toldsamarbejde mellem EU og Kina i forbindelse med intellektuelle ejendomsrettigheder (2014/2017),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. februar 2014 med titlen »Handlingsplan for overvågning af præferencehandelsordningernes funktion« (COM(2014)0105),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. februar 2016 med titlen »En handlingsplan med henblik på at styrke bekæmpelsen af finansiering af terrorisme« (COM(2016)0050),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. december 2016 med titlen »Udvikling af EU's toldunion og dens forvaltning« (COM(2016)0813),

—	der henviser til sin beslutning af 9. juni 2015 om strategi for beskyttelse og håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i tredjelande (2),

—	der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 23/2016: »Søtransport i EU: på dybt vand — mange ineffektive og ubæredygtige investeringer«,

—	der henviser til Marrakeshoverenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen,

—	der henviser til OECD's rapport af 18. april 2016 med titlen »Illicit Trade, Converging Criminal Networks« (ulovlig handel og sammenfletningen af kriminelle netværk),

—	der henviser til artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

—	der henviser til artikel 207, 208 og 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (3) og dens tilhørende delegerede retsakt (delegeret forordning (EU) 2015/2446 (4)), gennemførelsesretsakt (gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 (5)), delegerede overgangsretsakt (delegeret forordning (EU) 2016/341 (6)) og arbejdsprogram (gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/578 (7)),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 608/2013 af 12. juni 2013 om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 (8),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 13. december 2013 om Unionens retlige rammer for toldovertrædelser og -sanktioner (COM(2013)0884) og til udtalelse fra Udvalget om International Handel til Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse om dette forslag (9),

—	der henviser til artikel 24, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/478 af 11. marts 2015 om fælles ordninger for indførsel (10),

—	der henviser til princippet om udviklingsvenlig politikkohærens som formuleret i TEUF,

—	der henviser til sin beslutning af 19. januar 2017 om håndtering af udfordringerne ved gennemførelsen af EU's toldkodeks (11),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelse fra Budgetkontroludvalget (A8-0162/2017),

A.	der henviser til, at toldunionen er en grundlæggende søjle i Den Europæiske Union, som gør den til en af verdens største handelsblokke, og til, at en fuldt fungerende toldunion er af afgørende betydning for EU's troværdighed og dermed styrke, når det forhandler om handelsaftaler;

B.	der henviser til, at gennemførelsen af EU's toldkodeks er afgørende for beskyttelsen af EU's egne ressourcer, navnlig told, og nationale skatteinteresser;

C.	der henviser til, at en fuldt fungerende toldunion danner grundlag for en effektiv bekæmpelse af ulovlige pengestrømme og hvidvask af penge gennem handel;

D.	der henviser til, at gennemførelsen af EU-toldkodeksen, som blev iværksat den 1. maj 2016, risikerer at blive forsinket på grund af manglen på ordentlig finansiering til etablering af fælles og velfungerende IT-systemer inden den 31. december 2020;

der henviser til, at det i statusrapporten om gennemførelsen af EU's strategi og handlingsplan for toldrisikostyring fremhæves, at utilstrækkelige midler til opgradering af de eksisterende IT-systemer og udvikling af de nødvendige nye IT-systemer er et stort problem, der bremser udviklingen, først og fremmest for så vidt angår det nye importkontrolsystem; der henviser til, at der i mangel af yderligere ressourcer vil være en række foranstaltninger, som ikke kan gennemføres inden udgangen af 2020 som planlagt i strategien og handlingsplanen; der henviser til, at en forsinkelse også vil påvirke gennemførelsen af forpligtelser i forhold til toldrelaterede aspekter i forbindelse med EU's dagsorden om sikkerhed;

F.	der henviser til, at den nuværende splittelse i toldkontrolpolitikken mellem medlemsstaterne ikke må føre til en situation, der medfører ekstra administrative og tidsmæssige byrder eller en forvridning af de interne handelsstrømme;

der henviser til, at det foreslåede direktiv om en EU-retlig ramme for toldovertrædelser og -sanktioner ikke tager højde for aktuelle forskelle mellem medlemsstaternes strafferetlige og administrative sanktioner; der henviser til, at dette kan anspore svigagtige erhvervsdrivende til at foretage strategiske valg ved import fra tredjelande og derved fordreje skatteopkrævningerne og skabe en negativ indvirkning på miljøet, hvilket viser, at det ikke er effektivt til at afskrække ulovlig handel;

H.	der henviser til, at komplekse toldregler og -procedurer såvel som de forskellige kriterier og sanktioner, myndighederne pålægger, kan overbebyrde små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og skabe en betydelig belastning i deres begrænsede ressourcer og påvirke deres handelsudvikling;

der henviser til, at som angivet i Kommissionens strategi om »Handel for alle« spiller et effektivt toldsamarbejde mellem medlemsstaternes toldadministrationer, autoriserede økonomiske operatører, politiet og de retslige myndigheder samt andre relevante aktører med tredjelande og på multilateralt plan en afgørende rolle i betragtning af den store handelsvolumen og er en hjørnesten i bekæmpelsen af ulovlig handel, terrorisme, organiseret kriminalitet, hvidvaskning af penge, ulovlig handel med vilde dyr og planter, skatteunddragelse, ulovlig handel med narkotika, tobak og forfalskede lægemidler og er afgørende for beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR) i EU, gennemførelsen af og respekten for de procedurer for passende omhu i den globale værdikæde og for sporing og mulig eliminering af forbindelser mellem aktører, der er involveret i ulovlig handel med svigagtige aktiviteter i den internationale forsyningskæde;

J.	der henviser til, at EU har indgået et toldsamarbejde og aftaler om gensidig administrativ bistand med Sydkorea, Canada, USA, Indien, Kina og Japan;

der henviser til, at visse handelspartnere fortsat sender størstedelen af de ulovlige eller forfalskede produkter, der indføres i Unionen; der henviser til, at Malaysia kun tegner sig for ca. 2,5 mio. EUR af denne eksport, mens Kina og Hongkong tegner sig for henholdsvis over 300 mio. EUR og 100 mio. EUR; der henviser til, at Hviderusland i 2015 alene forårsagede et tab af skatteindtægter til EU på 1 mia. EUR med eksport af produkter, der helt blev unddraget momsregler og sundhedsregulativer;

der henviser til, at det af Kommissionens seneste rapport om EU's toldmyndigheders håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder fremgår, at mængden af forfalskede varer, der er blevet beslaglagt af disse myndigheder, steg med 15 % mellem 2014 og 2015; der henviser til, at der ved EU's ydre grænser er blevet beslaglagt mere end 40 millioner varer til en samlet værdi af næsten 650 mio. EUR, som mistænktes for at krænke intellektuelle ejendomsrettigheder;

der henviser til, at internationale frihandelszoner sammen med de tredjelande, der som oftest er kilde til ulovlig handel, udgør potentielle baggrundsområder for en fortsat spredning af handel med ulovlige produkter i EU, hvilket fører til en mere intensiv grænsekontrol og derfor kan kræve en yderligere og mere specifik analyse;

N.	der henviser til, at handelen med varemærkeforfalskede varer kan bidrage til finansiering af kriminelle organisationer, der er aktive med hensyn til terrorisme, narkotikahandel, våbenhandel, hvidvaskning af penge og menneskesmugling;

O.	der henviser til, at bekæmpelsen af varemærkeforfalskning er af afgørende betydning for at beskytte den intellektuelle ejendomsret i Europa, bevare knowhow og fremme innovation;

der henviser til, at den rolle, som toldmyndighederne spiller på sikkerhedsområdet, er særlig relevant med hensyn til at forhindre, at terrororganisationer flytter deres midler og med hensyn til at forstyrre deres indtægtskilder, hvilket er anerkendt i Kommissionens handlingsplan med henblik på at styrke bekæmpelsen af finansiering af terrorisme;

Q.	der henviser til, at toldvæsenet spiller en vigtig rolle i forbindelse med det globale handelsmiljø med hensyn til at håndtere skade på den formelle økonomi forårsaget af ulovlig handel, samtidig med at det bidrager til bedre at forstå og tackle denne ulovlige handel;

der henviser til, at netværk af ulovlige aktiviteter har en skadelig indvirkning på medlemsstaternes økonomier for så vidt angår vækst, beskæftigelse, udenlandske investeringer, markedernes integritet, konkurrence, handel og tab af toldindtægter, hvor sidstnævnte tab i sidste ende bæres af de europæiske skatteydere;

S.	der henviser til, at ulovlig handel er en vigtig prioritet for virksomheder og udgør en betydelig trussel med voksende globale risici, hvad gennemsigtighed, integritet og økonomisk værdi angår, hvilket afspejler anvendelsen af globale handelsordninger og forsyningskæder;

T.	der henviser til, at varemærkeforfalskning, illegal våbenhandel og narkotikahandel genererer store beløb til grænseoverskridende organiseret kriminalitet ved brug af ulovlige økonomiske og erhvervsmæssige kanaler;

der henviser til, at det voksende antal af tilfælde med smugling, menneskehandel og andre former for ulovlig handel ikke alene har konsekvenser for medlemsstaternes opkrævning af told og for EU's budget, men også er stærkt forbundet med international organiseret kriminalitet, trusler mod forbrugerne og negative konsekvenser for det indre markeds funktion, hvilket underminerer lige konkurrencevilkår for alle konkurrerende virksomheder, navnlig SMV'er;

V.	der henviser til, at beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder er afgørende for både at beskytte og fremme EU's økonomi og for vækst og beskæftigelse;

opfordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen med medlemsstaterne for at sikre en samordnet, ensartet og effektiv gennemførelse af det nye system, der er fastlagt med EU-toldkodeksen, og dermed undgå divergerende praksisser blandt medlemsstaterne efter overgangsperioden via fælles retningslinjer for alle EU-toldmyndigheder; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at udvikle benchmarkanalyser og tilvejebringe oplysninger om toldaktioner og håndhævelsesprocedurer i medlemsstaterne;

fremhæver, at der ikke er indført et system til at udpege og overvåge forskelle i, hvordan toldmyndighederne behandler økonomiske operatører; opfordrer Kommissionen til at stille krav til medlemsstaterne om at give specifikke oplysninger om typen og antallet af toldkontroller i de individuelle kernehavne;

opfordrer Kommissionen til fortsat at samarbejde med medlemsstaterne og relevante interessenter for at afhjælpe eksisterende mangler i kontrolsystemerne, udvikle yderligere forenklinger af toldformaliteterne og reducere de administrative byrder for lovlige aktører med fokus på målet om enklere og sikrere handel, samtidig med at der sikres en passende, effektiv og harmoniseret kontrol ved EU's grænser og den nødvendige støtte til de relevante myndigheder; påpeger, at en effektiv toldkontrol skal garantere EU's sikkerhed, forbrugersikkerhed, overholdelse af miljøkrav og sundhedsmæssige og økonomiske interesser med en særlig indsats for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og bekæmpelse af ulovlig handel, terrorisme og hvidvaskning af penge, ulovlig handel med vilde dyr og planter, skatteunddragelse, ulovlig handel med narkotika og tobak og forfalskede lægemidler samt bekæmpelse af alle former for illoyal konkurrence, som de europæiske virksomheder, der overholder EU's standarder, kan stå over for;

fremhæver betydningen af at færdiggøre arbejdet med harmonisering af kontrollen ved alle indgangssteder til toldunionen, navnlig på grundlag af eksisterende instrumenter;

opfordrer Kommissionen til at forfølge et større samarbejde med den private sektor med hensyn til at identificere svigagtige operatører; understreger betydningen af at inddrage private aktører i bekæmpelsen af ulovlig handel, herunder ulovlig handel med vilde dyr og produkter fra vilde dyr;

minder om, at de muligheder, som EU-toldkodeksen og dens regler giver for indbyrdes forbundne IT-systemer og elektronisk udveksling af oplysninger, bør anvendes til at skaffe adgang til data om pålidelig og lovlig handel og gøre dem tilgængelige via andre kanaler end toldangivelser f.eks. gennem programmerne for international samhandel såsom »autoriserede økonomiske operatører« eller intelligente og sikre handelsveje (SSTL) for at fremme handlen;

minder om, at udviklingen af de krævede IT-systemer kræver tilstrækkelig finansiering, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at der er ressourcer til rådighed til de nødvendige IT-systemer for at opfylde målene i EU's strategi og handlingsplan for toldrisikostyring;

opfordrer Kommissionen til at presse på for en bredere anvendelse af programmet »autoriserede økonomiske operatører«; understreger betydningen af at fremhæve fordelene ved programmet for handelen og samtidig have strenge regler for overholdelse og sikre, at det er robust, pålideligt og i overensstemmelse med tredjelandes toldregler under forhandlinger om handelsaftaler;

anmoder Kommissionen om at forbedre koordinationen af og samarbejdet med lokale toldmyndigheder og andre interessenter inden for EU samt med dens handelspartnere om udveksling af data, navnlig hvad angår anerkendelse af toldkontrol og handelspartnere, den har tillid til, og forebyggende strategier for afvikling af ulovlige handelsnetværk; opfordrer Kommissionen til at forbedre og intensivere samarbejdet mellem sine generaldirektorater om toldspørgsmål og, hvor det er nødvendigt, at fremme bedre koordinering mellem toldmyndigheder og retshåndhævende myndigheder, navnlig med hensyn til organiseret kriminalitet, sikkerhed og bekæmpelse af terrorisme, både på nationalt plan og på EU-plan;

10.

anmoder Kommissionen om at forelægge en meddelelse om bedre praksis for toldkontrol og håndhævelse af handelsreglerne i den mellemliggende periode for at fastlægge en referenceramme for de kompetente kontrolorganer i medlemsstaterne, sætte fokus på bedste praksis og resultater, udarbejde nøgleresultatindikatorer og analysere handelsstrømmene af varemærkeforfalskede varer ved grænsestederne;

11.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fortsætte arbejdet med gennemførelsen af EU-strategien og handlingsplanen for toldrisikostyring, navnlig inden for datatilgængelighed, adgang til og udveksling af oplysninger med hensyn til toldrisikostyring og kapacitetsstyrkelse;

12.

opfordrer Kommissionen til løbende at aflægge rapport til de ansvarlige udvalg i Europa-Parlamentet om overvågning og evaluering af gennemførelsen af EU's strategi og handlingsplan for toldrisikostyring;

13.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge de forskellige praksisser for toldkontrol i EU og deres betydning for omledning af handel, idet der navnlig fokuseres på EU-told ved de ydre grænser;

14.

bemærker, at de forskellige toldprocedurer, navnlig med hensyn til toldbehandling, inspektioner og sanktioner og kontrol, skaber fragmentering, yderligere administrative byrder og forsinkelser og variationer i skatteopkrævningen mellem medlemsstaterne, forvridning af markedet og en negativ indvirkning på miljøet; understreger, at disse forskellige toldprocedurer ofte kan fremme adgang til nogle havne på bekostning af andre, når virksomheder vil importere ulovlige varer, varemærkeforfalskede varer eller undervurderede varer, og når de enten for at reducere sandsynligheden for at blive kontrolleret eller gøre en eventuel inddrivelsesprocedure mere kompliceret, sender varerne til deres endelige bestemmelsessted via en usædvanlig rute, og søger om fortoldning i en anden medlemsstat end den, som indfører varerne; anmoder derfor Kommissionen om at analysere dette forumshoppingproblem og til at vurdere dets indvirkning på samhandelen, skatteindtægter, klimavirkninger og toldafgifter;

15.

minder medlemsstaterne og Kommissionen om vigtigheden af at sikre rettidig tilgængelighed af tilstrækkelige ressourcer til de nødvendige IT-systemer, således at målene i EU's strategi og handlingsplan for toldrisikostyring kan opfyldes, samtidig med at der sikres interoperabilitet i systemerne til gavn for toldmyndighederne, legitime handlende og i sidste ende forbrugerne samt jobs og økonomisk vækst i Den Europæiske Union;

16.

insisterer på, at det er nødvendigt at gå fra det nuværende toldsystem, hvor papir bruges i begrænset omfang, til et helt papirløst system;

17.

anmoder Kommissionen om at arbejde tæt sammen med medlemsstaterne, OECD og Verdenstoldorganisationen (WCO) om at gøre noget ved de eksisterende huller i toldkontrolsystemerne ved at sikre, at ulovlig handel, forfalskning og svig imødegås ved hjælp af mere systematisk koordinerede, risikobaserede kontroller baseret på harmoniserede kriterier for inspektion, god praksis, fælles procedurer og arbejdsmetoder både med hensyn til driftstimer og økonomiske og menneskelige ressourcer og interoperable IT-systemer, og at andre kompetente myndigheder yder rettidig og passende støtte; minder i denne forbindelse om vigtigheden af at sikre, at alle told- og grænseorganer i EU har efterforskningsmæssige beføjelser, samt at deres medarbejdere får behørig uddannelse;

18.

opfordrer medlemsstaternes toldmyndigheder til proaktivt at anvende elektroniske datadelingsfaciliteter til at samarbejde med retshåndhævende agenturer om at finde uregelmæssigheder i fejlvurdering af handelspriser for at bekæmpe ulovlige finansielle strømme og handelsbaseret hvidvaskning af penge;

19.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at den gradvise gennemførelse af EU-toldkodeksen bringer yderligere værdi til økonomiske operatører og sikrer lige konkurrencevilkår i hele Unionen, og samtidig sikre, at den øgede forenkling af toldprocedurerne ikke skaber yderligere huller i toldrisikostyringen og kontrolsystemerne, som kan være til hinder for den effektive bekæmpelse af ulovlig handel; finder det nødvendigt at harmonisere europæisk toldlovgivning, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre regelmæssig kontrol af de europæiske regler og en ensartet håndhævelse heraf fra de kompetente myndigheders side og lette international handel og begrænse ulovlige grænseoverskridende aktiviteter;

20.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at arbejde mere sammen med medlemsstaterne om at udveksle god praksis om toldprocedurer og moms og samarbejde med forskellige toldmyndigheder og, hvor det er relevant, bringe politikkerne for told og moms på linje med hinanden med henblik på at sikre synergier, bl.a. ved at finde juridiske og praktiske løsninger på udfordringer i forbindelse med småforsendelser, e-handel og forenklinger;

21.

opfordrer Kommissionen til i lyset af artikel 23 i WTO's aftale om handelslettelser, der opfordrer til oprettelse af et handelslettelsesorgan, at overveje at overføre toldmyndigheders ansvarsområder fra nationalt plan til EU-plan for at sikre harmoniseret behandling ved EU's indførselssteder, og overvåge toldmyndigheders resultater og aktiviteter og indsamling og behandling af toldoplysninger;

22.

opfordrer endvidere Kommissionen til i højere grad at udvikle en nøjagtig cost-benefit-analyse af konsekvenserne af harmonisering i EU af håndhævelsen af de i medlemsstaternes gældende strafferetlige sanktioner til bekæmpelse af ulovlig handel og om nødvendigt at forelægge et forslag, der under stadig overholdelse af nærhedsprincippet indeholder harmoniserede regler om bestemmelsen af disse sanktioner og lovovertrædelser i tilfælde af grænseoverskridende kriminalitet;

23.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udbygge og i højere grad støtte mulighederne for fælles uddannelse af toldpersonalet i medlemsstaterne; understreger, at harmoniseringen af toldpersonalets uddannelsesniveau i EU vil bidrage til en effektiv gennemførelse af EU-toldkodeksen;

24.

anmoder Kommissionen om at forbedre samarbejdet med internationale handelsaktører og repræsentanter for de handlende for at tackle udfordringerne i forbindelse med gennemførelsen af toldreglerne, herunder forskellige og afvigende nationale regler, rapporteringsmetoder og -midler og SMV'ernes bekymringer i forbindelse med handel med tredjelande;

25.

minder om, at visse svigagtige virksomheder, som har hjemsted i tredjelande, benytter sig af e-handel til at tilbyde varemærkeforfalskede varer, og at disse varer kan faktureres under minimumsprisniveauet for ikke at blive kontrolleret af myndighederne, eller indføres under udnyttelse af forskellene mellem faktureringer og toldovertrædelser og -sanktioner; anmoder Kommissionen om yderligere at undersøge disse problemer, og til at overveje, hvordan man bedst kan imødegå risici i tilknytning til e-handel og til at arbejde tæt sammen med alle berørte aktører, herunder transport- og kurerfirmaer med henblik på at støtte medlemsstaterne i at begrænse denne praksis uden at skabe hindringer for væksten i e-handel eller skabe hindringer for den lovlige samhandel;

26.

opfordrer med henblik på at forstærke handelslettelser i hele verden indtrængende Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at sikre, at EU i det størst mulige omfang gennemfører WTO-aftalen om handelslettelser og fortsætter med at fremme andre WTO-medlemmers gennemførelse af den til gavn for EU's eksportører, bl.a. ved at bidrage til udviklingslandenes indsats;

27.

opfordrer Kommissionen til at styrke det internationale samarbejde for at videreudvikle gennemførelsen af EU's strategi og handlingsplan for toldrisikostyring af forsyningskæden;

28.

opfordrer Kommissionen til at styrke samarbejdet på toldområdet med sine vigtigste handelspartnere og deres toldmyndigheder og indgå i en dialog med de vigtigste lande, hvor de forfalskede varer kommer fra, med henblik på at samarbejde i kampen mod ulovlige kapitalstrømme, hvidvaskning af penge, handelsbaseret korruption, skattesvig og skatteunddragelse, organiseret kriminalitet og terrorisme, som undergraver forbrugernes sikkerhed og sundhed og skaber en risiko for samfundet og markedet og skader økonomierne og til yderligere at lette den bilaterale handel ud over de forpligtelser, der hidrører fra aftalen om handelslettelser; påpeger, at dette kan opnås ved at medtage handelslettelser, f.eks. standardiserede metoder, regler om gennemsigtighed, integritet og ansvarlighed af toldprocedurerne og kapitler om bekæmpelse af svig og forfalskning i alle forhandlinger om frihandelsaftaler (FTA'er) eller gennem specifikke aftaler;

29.

anmoder Kommissionen om at fortsætte og uddybe toldsamarbejdet om intellektuelle ejendomsrettigheder med tredjelande og frihandelszoner, som er de hyppigste kilder til ulovlig handel; mener i denne henseende, at det både er nødvendigt at fremme det administrative samarbejde mellem toldmyndighederne på internationalt plan og udvikle partnerskaber med det private erhvervsliv med henblik på at imødegå overtrædelser af toldreglerne og omgåelse af skattemæssige forpligtelser;

30.

opfordrer Kommissionen til at styrke samarbejdet med Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), og navnlig Det Europæiske Observationscenter for Krænkelser af Intellektuelle Ejendomsrettigheder for at støtte initiativer vedrørende håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder som f.eks. lempelse af procedurerne for rettighedshavere ved hjælp af elektronisk udveksling af oplysninger, hvilket også vil være til gavn for SMV'er, og at gøre bekæmpelsen af forfalskning og svig til en af sine prioriteter i WTO, og inddrage OECD's og WCO's i sit arbejde på dette område; understreger derfor, at den nuværende forordning om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder spiller en vigtig rolle i kampen mod forfalskning, (krænkelser af varemærker), piratkopiering (krænkelser af ophavsretten) og smugling af følsomme varer, samt for indsatsen på området for geografiske betegnelser, oprindelsesbetegnelser og ulovlig handel; mener, at det er afgørende, at ovennævnte forordning sammen med direktivet om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder gennemføres behørigt i hele EU, og at toldmyndighederne foretager den nødvendige håndhævelse, således, at legitime handlende ikke forhindres i at drive virksomhed i god tro;

31.

anmoder Kommissionen om bedre at koordinere forsvaret af geografiske betegnelser på landbrugsfødevareprodukter internt i Kommissionen og med Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret, da de udgør en ægte merværdi på tredjelandsmarkeder; minder Kommissionen om, at det er vigtigt at udvikle en lige så ambitiøs politik om geografiske betegnelser for andre varer end landbrugsfødevarer; påpeger, at oprettelsen af en sammenhængende, enkel, gennemsigtig og ikkebindende ordning på administrativt og finansielt plan til at beskytte ikkelandbrugsvarer gennem geografiske betegnelser vil åbne muligheder for SMV'erne og styrke EU's position i internationale handelsforhandlinger;

32.

bemærker, at toldvæsenet står over for nye former for udfordringer i forbindelse med såvel nye måder, hvorpå der handles, som med sikkerhed og beskyttelse af varer under importprocedurer eller i international transit med destination i Europa;

33.

bemærker, at effektive toldprocedurer ikke blot er af afgørende betydning for at lette samhandelen, men også for en effektiv og hurtig retshåndhævelse i forhold til bekæmpelse af forfalskning og smugling af afgiftsbelagte varer, der kommer ind i EU; mener, at toldvæsenet står ved en skillevej mellem de sikrede varebevægelser, der beskytter forbrugerne i EU, og gennemførelsen af bestemmelserne i handelsaftaler;

34.

er af den opfattelse, at kvaliteten og effektiviteten af toldkontrollen med transit af varer, navnlig for så vidt angår forsendelse og transport i havne og ved grænser, er af største betydning og skal forbedres; beklager, at typen af kontroller inden for Unionen i øjeblikket er meget forskellige, hvilket begunstiger visse adgangsruter, navnlig havne, på bekostning af andre, hvor den kontrol, der foretages, er mere stringent; mener, at det er nødvendigt at sikre, at der anvendes ensartede og standardiserede kontrolmetoder i medlemsstaterne til filtrering i havne og ved grænser ved at fremme moderne, teknologisk avancerede og risikoforvaltningsbaserede kontrolstrategier;

35.

mener, at medlemsstaterne bør fokusere toldkontrollen og så vidt muligt anden relevant grænsekontrol på højrisikoforsendelser, der udvælges tilfældigt ved hjælp af fælles udvælgelseskriterier, herunder vedrørende varernes art og beskrivelse, oprindelsesland, landet, hvorfra varerne afsendes, varernes værdi, forhandleres overholdelsesrate af reglerne samt transportmiddel;

36.

støtter alle bestræbelser på at fremme integritet i international handel hen imod at opnå fuldt elektroniske toldbehandlingsprocedurer i EU inden 2020, som foreslået i den nye EU-toldkodeks, hvilket vil øge gennemsigtigheden i prøveudtagningen af varer og containere;

37.

føler, at det er nødvendigt med bedre koordinering mellem Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), toldmyndigheder og markedstilsynsmyndigheder, ikke blot for at bekæmpe forfalskning, men også for at bremse den illegale handel med varer, der krænker lovgivningen om intellektuel ejendomsret i EU;

38.

understreger OLAF's rolle i at undersøge omgåelsen af importafgifter (herunder bundne afgifter, antidumpingtold og udligningstold) på alle typer af råmaterialer og varer, navnlig dem, der omfatter falske oprindelsesbetegnelser (både i præferenceordninger og i ordninger uden præferencebehandling) og undervurdering og forkert beskrivelse af varer; opfordrer OLAF til at spille en mere aktiv rolle i koordinationen af undersøgelser af samme art, der foretages af EU-medlemsstaters nationale og andre partneres toldmyndigheder i og uden for EU;

39.

påpeger, at fælles toldaktioner — som identificerer, hvor risiciene er på de specifikke handelsruter — spiller en vital rolle med at beskytte EU's offentlige finanser samt borgerne og de legitime virksomheder ved at forhindre, at illegale produkter kommer ind i EU; opfordrer OLAF til at yde EU-medlemsstaters og tredjelandes toldmyndigheder mere assistance til at udføre flere fælles toldaktioner ved hjælp af dets tekniske infrastruktur, IT- og kommunikationsredskaber, strategisk analyse samt administrativ og finansiel støtte med henblik på at forbedre toldtjenesternes effektivitet for så vidt angår gennemførelsen af målrettede kontroller på europæisk plan;

40.

mener, at Kommissionen i højere grad på grundlag af en standardiseret risikovurdering bør kontrollere lande, som nyder godt af præferencebehandling, navnlig med henblik på at kontrollere gennemførelsen af reglerne om oprindelse og kumulation; mener i denne forbindelse, at kontrol af importerede varers oprindelsesstatus og den fyldestgørende beskaffenhed af de dokumenter, der giver særbehandling, bør være et centralt element i kontrolstrategier og sporbarhed;

41.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 80 af 19.3.2013, s. 1.

(2) EUT C 407 af 4.11.2016, s. 18.

(3) EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1.

(4) EUT L 343 af 29.12.2015, s. 1.

(5) EUT L 343 af 29.12.2015, s. 558.

(6) EUT L 69 af 15.3.2016, s. 1.

(7) EUT L 99 af 15.4.2016, s. 6.

(8) EUT L 181 af 29.6.2013, s. 15.

(9) Se rapport A8-0239/2016.

(10) EUT L 83 af 27.3.2015, s. 16.

(11) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0011.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/52

P8_TA(2017)0210

Årsrapport 2014 om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet

Europa-Parlamentets beslutning af 17. maj 2017 om årsrapport 2014 om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (2015/2283(INI))

(2018/C 307/05)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til den interinstitutionelle aftale af 16. december 2003 om bedre lovgivning og til den nyeste udgave, den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning,

—	der henviser til protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union,

—	der henviser til protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

—

der henviser til de praktiske foranstaltninger, der blev vedtaget den 22. juli 2011 mellem de kompetente tjenester i Europa-Parlamentet og Rådet vedrørende gennemførelsen af artikel 294, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) i forbindelse med aftaler ved førstebehandling,

—	der henviser til sin beslutning af 12. april 2016 om årsrapporterne 2012-2013 om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (1),

—	der henviser til sin beslutning af 4. februar 2014 om målrettet EU-regulering samt nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet — 19. rapport om bedre lovgivning for 2011 (2),

—	der henviser til sin beslutning af 13. september 2012 om den 18. rapport om bedre lovgivning — anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (2010) (3),

—	der henviser til sin beslutning af 14. september 2011 om bedre lovgivning, subsidiaritet, proportionalitet og intelligent lovgivning (4),

—	der henviser til samarbejdsaftalen mellem Europa-Parlamentet og Regionsudvalget, der blev undertegnet den 5. februar 2014,

—	der henviser til Kommissionens årsrapport 2014 om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (COM(2015)0315),

—	der henviser til Regionsudvalget årsrapport om nærhedsprincippet 2014,

—	der henviser til COSAC’s halvårlige beretninger om udviklingen i Den Europæiske Unions procedurer og praksis vedrørende parlamentarisk kontrol af 19. juni 2014, 14. november 2014, 6. maj 2015 og 4. november 2015,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52 og 132,

—	der henviser til betænkning fra Retsudvalget og til udtalelse fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0114/2017),

A.	der henviser til, at Kommissionen i 2014 modtog 21 begrundede udtalelser om 15 forslag fra Kommissionen; der henviser til, at der i alt blev modtaget 506 indlæg, herunder de indlæg, der blev fremsendt som led i den politiske dialog;

B.	der henviser til, at tre nationale kamre (det danske Folketing, det nederlandske Tweede Kamer og Det Forenede Kongeriges House of Lords) i 2014 udsendte rapporter med detaljerede forslag til, hvorledes de nationale parlamenters rolle i beslutningsprocessen kan styrkes;

C.	der henviser til samarbejdsaftalen mellem Europa-Parlamentet og Regionsudvalget, der blev undertegnet den 5. februar 2014, hvori begge institutioner har forpligtet sig til at styrke EU's legitimitet;

D.	der henviser til, at Kommissionen den 19. maj 2015 vedtog en pakke med foranstaltninger til bedre regulering med nye integrerede retningslinjer for bedre regulering, herunder en opdateret vejledning i vurdering af nærhed og proportionalitet i forbindelse med konsekvensanalyse af nye initiativer;

E.	der henviser til, at Parlamentets Enhed for Konsekvensanalyse i 2014 udarbejdede 31 indledende vurderinger, to detaljerede vurderinger, tre alternative eller supplerende konsekvensanalyser af Kommissionens konsekvensanalyser samt en konsekvensanalyse af ændringsforslag;

der henviser til, at delegerede beføjelser i Unionens lovgivningsmæssige retsakter tillægges, hvor der er behov for fleksibilitet og effektivitet, og hvor dette ikke kan opnås ved hjælp af den almindelige lovgivningsprocedure; der henviser til, at vedtagelsen af regler, der er væsentlige for det behandlede emne, er forbeholdt lovgiverne;

G.	der henviser til, at nærhed og proportionalitet er centrale overvejelser i forbindelse med retrospektive evalueringer, hvorved det vurderes, hvorvidt EU-foranstaltninger reelt leverer de forventede resultater med hensyn til effektivitet, nyttevirkning, kohærens, relevans og merværdi på EU-plan;

glæder sig over, at der fortsat tages højde for nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, som i overensstemmelse med traktaterne er blandt Den Europæiske Unions styrende principper, når den vælger at handle, og som bør betragtes som en integreret del af EU's beslutningsproces; minder om, at Kommissionen i henhold til traktaten i forbindelse med ethvert nyt lovgivningsinitiativ er forpligtet til at undersøge, hvorvidt EU har ret til at gribe ind, og hvorvidt denne indgriben er berettiget ud fra subsidiaritets- og proportionalitetshensyn, samt at ethvert initiativ skal være ledsaget af en begrundelse, hvori der bl.a. gøres rede for, hvordan det overholder disse principper;

understreger, at kontrol med nærhedsprincippet, som udgår fra medlemsstaternes nationale parlamenter, er blandt de vigtigste redskaber for at mindske det såkaldte »demokratiske underskud« og for samarbejde mellem EU's institutioner og de nationale institutioner; påpeger, at de nationale parlamenter har en vigtig rolle at spille med hensyn til at sikre, at beslutninger træffes på det niveau, der er mest effektivt, og som er så tæt på borgerne som muligt; understreger, at vedtagelse af retsakter kræver samtykke fra et stort flertal i Rådet — der består af nationale ministre fra alle medlemsstaterne, som er politisk ansvarlige over for deres nationale parlamenter — og at dette er en anden måde, hvorpå nærhedsprincippet respekteres i fuldt omfang;

bemærker, at der i 2014 var et betragteligt fald i antallet af begrundede udtalelser modtaget fra de nationale parlamenter; påpeger, at et sådant fald dog kan være et resultat af det faldende antal lovgivningsmæssige forslag fra Kommissionen; henleder opmærksomheden på, at intet forslag fra Kommissionen i 2014 blev gjort til genstand for proceduren med »gult kort« eller »orange kort« i henhold til protokol nr. 2 om anvendelsen af nærheds- og proportionalitetsprincipperne; minder om, at proceduren med det »gule kort« tidligere er blevet udløst to gange (én gang i 2012 og én gang i 2013), hvilket viser, at systemet fungerer;

bemærker, at kun 15 parlamentskamre afgav begrundede udtalelser i 2014, og at det udgør en nedgang på ca. 50 % i de i alt 41 parlamentskamres deltagelse sammenlignet med 2013;

glæder sig over, at alle EU-institutioner i 2014 spillede en aktiv rolle med hensyn til at sikre kontrol med overholdelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet i overensstemmelse med artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union; glæder sig over, at den politiske dialog mellem Kommissionen og de nationale parlamenter blev styrket, herunder ved at kommissærer aflagde adskillige besøg i nationale parlamenter;

bemærker imidlertid, at et flertal af udtalelserne fra de nationale parlamenter er fremsat af et fåtal af nationale parlamentskamre; opfordrer de øvrige parlamentskamre til at involvere sig mere i den europæiske debat;

bemærker, at det af nogle nationale parlamenter er blevet fremhævet, at begrundelsen for så vidt angår nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet i en række af Kommissionens lovgivningsforslag er utilstrækkelig eller i realiteten ikkeeksisterende; opfordrer Kommissionen til at forbedre sine begrundelser ved altid at give en detaljeret, omfattende og sagligt begrundet analyse af sine forslag med hensyn til nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, hvilket ville hjælpe de nationale parlamenter med at udføre en mere effektiv gennemgang af disse forslag;

bemærker, at Udvalget for Konsekvensanalyse (IAB) har anslået, at omkring 32 % af de konsekvensanalyser (IA'er), som det vurderede i 2014, indeholdt en utilfredsstillende analyse af nærhedsprincippet eller proportionalitetsprincippet eller dem begge; bemærker, at denne andel svarer til andelen i tidligere år, og mener derfor, at forbedringer kan være nødvendige;

bemærker i forbindelse med det foranstående den afgørende rolle, som konsekvensanalyser spiller som hjælp til beslutningstagningen i lovgivningsprocessen, og understreger i denne sammenhæng, at der må tages passende hensyn til nærheds- og proportionalitetsaspekter; glæder sig i denne forbindelse over pakken med foranstaltninger til bedre regulering, som Kommissionen vedtog den 19. maj 2015 med henblik på at sikre, at EU's lovgivning i højere grad tjener borgernes interesser, og som bl.a. imødekommer de af IAB fremsatte bekymringer med hensyn til nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet; glæder sig over, at der heri er medtaget en grundigere redegørelse fra Kommissionen om, hvorledes lovgivningsforslag opfylder de retlige forpligtelser med hensyn til nærhed og proportionalitet, herunder i sine konsekvensanalyser; understreger under alle omstændigheder, at pakken af foranstaltninger til bedre regulering skal bruges til at skabe solid EU-lovgivning om spørgsmål, med hensyn til hvilke der bedst kan opnås reelle fremskridt og merværdi på EU-plan;

10.

minder om vigtigheden af de årlige rapporter om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, som udarbejdes af Kommissionen; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at fremlægge mere detaljerede årlige rapporter om nærhed og proportionalitet, herunder en grundigere analyse af proportionalitetsprincippet;

11.

glæder sig over rapporterne fra en række nationale parlamenter, navnlig det danske Folketing, det nederlandske Tweede Kamer og det britiske House of Lords, som leverer et værdifuldt bidrag til debatten om de nationale parlamenters rolle i EU's beslutningsproces, og tager de forslag, som fremsendes i disse rapporter, til efterretning; bemærker, at de indeholder idéer til, hvordan man kan udvide anvendelsesområdet for mekanismen for kontrol med anvendelsen af nærhedsprincippet, og slår til lyd for, at begrundede udtalelser også bør vedrøre forslagenes overholdelse af proportionalitetsprincippet; mener dog, at den praktiske gennemførlighed af disse forslag kræver omhyggelig evaluering og en revision af de relevante traktater og protokoller, eftersom de ikke afspejles i de gældende traktater; opfordrer andre nationale parlamenter til at fremkomme med deres synspunkter om, hvilken rolle de mener, de nationale parlamenter bør spille i EU's beslutningsproces; glæder sig over de nationale parlamenters deltagelse i den europæiske debat og opfordrer dem til at samarbejde endnu tættere med hinanden og med Europa-Parlamentet;

12.

foreslår, at det ved en eventuel revision af traktaterne og de tilknyttede protokoller kunne overvejes, hvorvidt begrundede udtalelser bør være begrænset til at undersøge overholdelsen af nærhedsprincippet eller også bør omfatte proportionalitetsvurderinger, hvor mange tilsagn fra nationale parlamenter der kræves for at udløse en procedure med »gult kort« eller »orange kort«, og hvad konsekvenserne bør være i tilfælde, hvor tærsklen for disse procedurer i henhold til artikel 7, stk. 2, i protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er nået;

13.

bemærker, at adskillige nationale parlamenter inden for rammerne af Konferencen af de Europæiske Parlamenters Europaudvalg (COSAC) har givet udtryk for deres interesse i at foreslå indførelsen af en ordning med »grønt kort« som et instrument til forbedring af den politiske dialog; er af den opfattelse, at det bør overvejes at indføre denne ordning med »grønt kort«, som ville give de nationale parlamenter mulighed for at foreslå Kommissionen at behandle et lovgivningsforslag; mener, at det i denne forbindelse kunne overvejes, hvor stort et antal nationale parlamenter der kræves for at udløse en sådan procedure, og i hvor stor en udstrækning den skal have virkning; understreger, at den eventuelle indførelse af en sådan mekanisme ikke bør undergrave EU's institutioner og den almindelige lovgivningsprocedure;

14.

noterer sig den anmodning, som en række nationale parlamenter har fremsat, om at udvide den periode på otte uger, som de har til at afgive en begrundet udtalelse i henhold til artikel 6 i protokol nr. 2; mener i denne forbindelse, at spørgsmålet om fastsættelsen af en passende frist, som de nationale parlamenter bør have til at afgive begrundede udtalelser, såfremt de anmoder herom på grund af tidspres af begrundede objektive årsager, såsom naturkatastrofer og ferieperioder, efter aftale mellem de nationale parlamenter og Kommissionen, kunne overvejes; er af den opfattelse, at dette kan opnås gennem et politisk tilsagn aftalt mellem institutionerne og de nationale parlamenter i første instans, uden at det giver anledning til forsinkelser i vedtagelsen af relevant lovgivning; understreger, at en sådan periode bør være resultatet af at finde en rimelig balance mellem de nationale parlamenters ret til at gøre indsigelse på grundlag af nærhedsprincippet og den effektivitet, hvormed Unionen bør reagere på borgernes ønsker; bemærker i denne forbindelse, at de nationale parlamenter har mulighed for at intervenere og overveje spørgsmålet om overholdelse af nærhedsprincippet, inden Kommissionen forelægger sit lovgivningsmæssige initiativ, når den fremlægger grøn- og hvidbøger eller dets årlige arbejdsprogram; mener, at inddragelsen af de nationale parlamenter i EU's anliggender har udviklet sig betydeligt siden vedtagelsen af Lissabontraktaten, bl.a. ved hjælp af deres regelmæssige kontakter med andre nationale parlamenter;

15.

mener, at såfremt medlemsstaterne bliver enige om at forlænge den frist, som de nationale parlamenter har til at afgive en begrundet udtalelse i henhold til artikel 6 i protokol nr. 2, bør dette medtages i en kommende revision af traktaten; en sådan forlængelsesperiode kan derefter også fastlægges i den afledte ret;

16.

minder om, at de nationale parlamenter inden for rammerne af høringsproceduren eller inden for rammerne af den politiske dialog til enhver tid har mulighed for at give udtryk for betænkeligheder vedrørende overholdelsen af nærhedsprincippet ved hjælp af en udtalelse stilet til Kommissionen;

17.

opfordrer de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet til at engagere sig mere effektivt med hinanden, bl.a. ved at udvikle uformelle kontakter mellem Europa-Parlamentets medlemmer og nationale parlamentsmedlemmer vedrørende specifikke politikområder;

18.

mener, at det er vigtigt at støtte de nationale og regionale parlamenter gennem værktøjer, der gør det muligt at udveksle oplysninger, såsom etableringen af en IT-platform, der er tilgængelig for EU-borgerne; understreger, at der, navnlig eftersom antallet af begrundede udtalelser fra de nationale parlamenter i 2014 var uændret i forhold til antallet af forslag fra Kommissionen, bør udvikles en mekanisme for at styrke inddragelsen af de nationale parlamenter i EU's lovgivningsproces, idet de enkelte institutioners beføjelser og nærhedsprincippet dog skal respekteres fuldt ud;

19.

tilskynder til interparlamentarisk samarbejde med henblik på at styrke de nationale parlamenters rolle i EU's lovgivningsproces; understreger, at det er vigtigt med en bedre udnyttelse af de interparlamentariske redskaber, som de nationale parlamenter råder over, såsom COSAC, de interparlamentariske møder, der afholdes af Europa-Parlamentet, og den interparlamentariske konference om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik;

20.

mener, at det er vigtigt at øge de nationale parlamenters bevidsthed om deres specifikke rolle i EU's beslutningstagning og yderligere at fremme anvendelsen af IPEX (EU Interparliamentary Exchange), der letter udvekslingen af oplysninger; minder om, at de offentlige høringer, der regelmæssigt afholdes af Kommissionen, kan være en kilde til information, men fortsat næsten ikke benyttes af medlemmer af de nationale parlamenter;

21.

anbefaler at anvende netværket af repræsentanter for nationale parlamenter yderligere til at øge opmærksomheden omkring nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet og til at forbedre IPEX' funktion;

22.

mener, at begrundede udtalelser fra nationale parlamenter i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i protokol nr. 2 skal tages i betragtning i behørigt omfang af alle EU-institutioner i forbindelse med Unionens beslutningsproces og opfordrer i denne forbindelse EU-institutionerne til at træffe passende foranstaltninger med henblik herpå;

23.

minder om, at det i henhold til proportionalitetsprincippet, der er forankret i artikel 5 i TEU, kræves, at indholdet og formen af Unionens handling i medfør af proportionalitetsprincippet ikke går videre end nødvendigt for at nå målene i traktaterne; understreger, at Domstolen har fastslået, at proportionalitetsprincippet »indeholder et krav om, at de foranstaltninger, som iværksættes med en EU-bestemmelse, skal være egnede til at nå det tilsigtede mål og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det«;

24.

opfordrer Kommissionen til for hvert forslag til retsakt systematisk at gennemføre udvidede proportionalitetsvurderinger, som bør omfatte en passende analyse af de forskellige lovgivningsmæssige muligheder, som den råder over, og en grundig redegørelse for de miljømæssige, sociale og økonomiske virkninger, som det valgte alternativ forventes at have, samt for dets potentielle virkninger for konkurrenceevnen og for små og mellemstore virksomheder; mener, at disse udvidede proportionalitetsvurderinger bør hjælpe Kommissionen med at vrage alternativer, der har en uforholdsmæssigt stor indvirkning, eller som medfører unødvendige byrder for enkeltpersoner, virksomheder — især små og mellemstore virksomheder — civilsamfundet, arbejdstagere og andre berørte enheder, og bør give mulighed for en bedre gennemgang af forslagene på grundlag af proportionalitetsprincippet; mener, at det kunne overvejes at udvide rækkevidden for begrundede udtalelser til at omfatte overholdelse af proportionalitetsprincippet;

25.

opfordrer Kommissionen til med bistand fra de nationale parlamenter at vurdere muligheden for at fastsætte ikkebindende retningslinjer for at lette de nationale parlamenters opgave med at vurdere, om lovgivningsforslag overholder nærheds- og proportionalitetsprincippet;

26.

glæder sig over erklæringerne fra formændene for det italienske Deputeretkammer, den franske Nationalforsamling, den tyske Forbundsdag og det luxembourgske Deputeretkammer, hvori det understregedes, »at der er behov for mere, ikke mindre, Europa for at imødekomme de udfordringer, vi står overfor, både internt og eksternt«;

27.

gentager, at der allerede kunne tages adskillige initiativer med henblik på at forbedre samarbejdet mellem EU-institutionerne og de nationale parlamenter og gøre det mere effektivt, navnlig:

—	foreslår, at de begrundede udtalelser fra de nationale parlamenter, som er omhandlet i artikel 6 i protokol nr. 2, der er knyttet som bilag til TEU og TEUF, fremsendes til medlovgiverne uden forsinkelse

—	foreslår, at Kommissionen kunne udarbejde begrundede udtalelser om spørgsmål om nærhedsprincippet med inddragelse af de nationale parlamenter og uden at undergrave deres skønsbeføjelse

—	opfordrer de nationale parlamenter til at udveksle deres bemærkninger vedrørende Kommissionens vurderinger;

28.

er af den opfattelse, at Kommissionen, Rådet og Parlamentet bør tage behørigt hensyn til de vurderinger af overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, som Regionsudvalget foretager, når sidstnævnte afgiver udtalelser om lovgivningsforslag;

29.

understreger, at lovgivningen bør være forståelig og klar, så parterne har let ved at forstå deres rettigheder og pligter, omfatte passende krav med hensyn til indberetning, overvågning og evaluering, undgå uforholdsmæssige omkostninger og være praktisk gennemførlig;

30.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0103.

(2) Vedtagne tekster, P7_TA(2014)0061.

(3) EUT C 353 E af 3.12.2013, s. 117.

(4) EUT C 51 E af 22.2.2013, s. 87.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/57

P8_TA(2017)0211

Finansteknologi: Teknologiens indflydelse på finanssektorens fremtid

Europa-Parlamentets beslutning af 17. maj 2017 om finansteknologi: teknologiens indflydelse på finanssektorens fremtid (2016/2243(INI))

(2018/C 307/06)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til sin beslutning af 26. maj 2016 om virtuelle valutaer (1),

—	der henviser til sin beslutning af 15. september 2016 om adgang til finansiering for SMV'er og øget diversificering af SMV-finansieringen i en kapitalmarkedsunion (2),

—	der henviser til sin beslutning af 22. november 2016 om grønbogen om finansielle tjenesteydelser i detailleddet (3),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. september 2016 med titlen »Kapitalmarkedsunionen — En fremskyndelse af reformprocessen« (COM(2016)0601),

—	der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 3. maj 2016 med titlen »Crowdfunding in the EU Capital Markets Union« (SWD(2016)0154),

—	der henviser til Kommissionens dokument med henblik på en offentlig høring af 10. januar 2017 med titlen »Opbygning af en europæisk dataøkonomi« (COM(2017)0009),

—	der henviser til de europæiske tilsynsmyndigheders rapport af 16. december 2016 om automatisering i forbindelse med finansiel rådgivning,

—	der henviser til de europæiske tilsynsmyndigheders debatoplæg af 19. december 2016 om finansielle institutioners anvendelse af big data (JC 2016 86),

—	der henviser til Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds udtalelse af 26. februar 2015 om lånebaseret crowdfunding (EBA/Op/2015/03),

—	der henviser til Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds debatoplæg af 4. maj 2016 om finansielle institutioners innovative anvendelse af forbrugerdata (EBA/DP/2016/01),

—	der henviser til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndigheds udtalelse af 18. december 2014 om investeringsbaseret crowdfunding (ESMA/2014/1378),

—	der henviser til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndigheds rapport af 7. januar 2017 om anvendelsen af distributed ledger-teknologien på værdipapirmarkederne (ESMA/2016/773),

—	der henviser til rapporten fra Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder af 7. september 2016 om risici og sårbarheder i EU's finansielle system,

—	der henviser til Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds risikotavle, der er baseret på data fra tredje kvartal 2016,

—	der henviser til Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordningers (EIOPA's) risikotavle fra marts 2016,

—	der henviser til, at EIOPA's femte rapport om forbrugertendenser af 16. december 2016 (EIOPA-BoS-16-239),

—	der henviser til Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndigheds risikotavle fra fjerde kvartal 2016,

—	der henviser til Den Europæiske Centralbanks lejlighedsskrift nr. 172 fra april 2016 med titlen »Distributed ledger technologies in securities post-trading: Revolution or evolution?«,

—	der henviser til dokumentet fra Udvalget om betalings- og clearingssystemer fra februar 2017 med titlen »Distributed ledger technology in payment, clearing and settlement: An analytical framework«,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A8-0176/2017),

A.	der henviser til, at finansteknologi bør betragtes som finansiering ved hjælp af eller via nye teknologier, der har konsekvenser for hele den finansielle sektor, fra bankvirksomheder til forsikringsvirksomheder, pensionsfonde, investeringsrådgivere, betalingstjenester og markedsinfrastrukturer;

B.	der henviser til, at finansielle tjenesteydelser altid har været afhængige af teknologi og har udviklet sig i takt med den teknologiske innovation;

der henviser til, at enhver aktør kan være en finansteknologisk virksomhed, uanset hvilken type juridisk enhed der er tale om; der henviser til, at værdikæden inden for finansielle tjenesteydelser i stigende grad omfatter alternative aktører som f.eks. nystartede virksomheder eller tech-giganter; der henviser til, at dette begreb således omfatter en lang række virksomheder og tjenester, som afviger meget fra hinanden og medfører forskellige udfordringer, og at den reguleringsmæssige behandling af dem derfor skal være forskellig;

der henviser til, at en stor del af udviklingen inden for finansteknologi understøttes af nye teknologier såsom distributed ledger-teknologi (DLT) applikationer, innovative betalinger, robotrådgivning, big data, anvendelse af cloudcomputing, innovative løsninger inden for onboarding/identifikation af kunder, crowdfundingplatforme og mange flere;

E.	der henviser til, at der investeres milliarder af euro i anvendelsen af finansteknologi, og at beløbet stiger hvert år;

der henviser til, at anvendelsen af teknologierne modnes i forskellige tempi, og selv om omfanget og virkningerne af deres udvikling fortsat er uvist, har de potentiale til at ændre den finansielle sektor på en meget grundlæggende måde; der henviser til, at visse finansteknologiske applikationer måske en dag bliver af systemisk betydning;

der henviser til, at udviklingen inden for finansteknologi bør bidrage til udviklingen af og konkurrenceevnen i EU's finansielle system og økonomi, herunder til de europæiske borgeres velfærd, samtidig med at den finansielle stabilitet øges, og det højest mulige niveau af forbrugerbeskyttelse bevares;

der henviser til, at finansteknologi kan frembyde betydelige fordele, f.eks. hurtigere, billigere, mere skræddersyede, mere inklusive, mere modstandsdygtige og mere gennemsigtige og bedre finansielle tjenesteydelser for forbrugere og virksomheder og skabe mange nye forretningsmuligheder for europæiske iværksættere; der henviser til, at forbrugernes erfaringer med tjenesteydelser i detailleddet er drivkraften for markedsaktørerne; der henviser til, at udvikling og innovation inden for den finansielle sektor ikke bør udelukke kontanter som betalingsmiddel;

I.	der henviser til, at udviklingen af nye finansielle tjenesteydelser og digitaliseringen af de eksisterende tjenester vil ændre markedets dynamik i sektoren for finansielle tjenesteydelser ved at indføre nye former for konkurrence, innovation, partnerskaber og outsourcing af og mellem aktører;

J.	der henviser til, at loyal konkurrence, neutralisering af økonomiske afkast, når disse findes, og skabelse af lige konkurrencevilkår for finansielle tjenesteydelser i EU er en forudsætning for at fremme finansteknologi i Europa og for at sikre samarbejde mellem alle aktører;

K.	der henviser til, at økonomisk forskning har vist, at omkostningseffektivitet i det finansielle system kan føre til lavere forbrugerpriser for finansielle produkter og tjenester i detailleddet; der henviser til, at finansteknologi kan bidrage til dette prisfald;

L.	der henviser til, at finansteknologiske løsninger kan øge adgangen til kapital, især for SMV'er, gennem grænseoverskridende finansielle tjenesteydelser og alternative låne- og investeringskanaler såsom crowdfunding og peer-to-peer långivning og dermed styrke kapitalmarkedsunionen;

M.	der henviser til, at finansteknologisk udvikling kan også lette grænseoverskridende finansielle strømme og integration af kapitalmarkederne i Europa og dermed fremme grænseoverskridende virksomhed, hvorved gennemførelsen af kapitalmarkedsunionen gøres mulig;

der henviser til, at finansteknologisk udvikling, navnlig i forbindelse med indenlandske og grænseoverskridende betalingsløsninger, også kan støtte den fortsatte udvikling af et indre marked for varer og tjenesteydelser og fremme opfyldelsen af G20's og G8's »5x5-mål« for reduktion af omkostningerne ved pengeoverførsler;

der henviser til, at finansteknologi kan være et effektivt redskab til finansiel inklusion, idet skræddersyede finansielle tjenesteydelser bliver tilgængelige for dem, som tidligere ikke havde adgang til disse, og væksten dermed bliver mere inklusiv; der henviser til, at problemerne vedrørende finansiel uddannelse og digitale færdigheder blandt de europæiske borgere skal imødegås for at sikre udvikling af finansteknologi og skabe reel finansiel integration;

der henviser til, at lovgivning, regulering og tilsyn skal tilpasses til innovation, og at der skal findes den rette balance mellem incitamenter til innovativ beskyttelse af forbrugere og investorer og finansiel stabilitet; der henviser til, at finansteknologi kræver en mere afbalanceret tilgang mellem »regulering af institutionen« og »reguleringen af aktiviteten«; der henviser til, at det komplekse samspil mellem finansteknologi og lovgivning kan føre til eventuelle misforhold, hvor virksomheder og tjenesteydere reguleres forskelligt, selv når de indholdsmæssigt udfører stort set samme aktiviteter, og hvor visse aktiviteter ikke i tilstrækkelig grad er omfattet af den gældende lovgivnings anvendelsesområde og/eller de definitioner, der er fastsat heri; der henviser til, at EU's nuværende ramme for forbruger- og investorbeskyttelse i forbindelse med finansielle tjenesteydelser ikke behandler alle finansteknologiske innovationer på tilfredsstillende vis;

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder er begyndt at identificere de potentielle risici og fordele ved innovative finansteknologier; der henviser til, at de nationale kompetente myndigheder overvåger udviklingen inden for disse teknologier og har foreslået forskellige tilgange; der henviser til, at udviklingen af et finansteknologisk økosystem i Europa hidtil har været hæmmet af forskelle i medlemsstaternes regulering og manglende samarbejde på tværs af markeder; mener, at det er vigtigt med en konsekvent indsats fra EU's side med henblik på at fremme en fælles tilgang til finansteknologi for udviklingen af et stærk finansteknologisk økosystem i Europa;

der henviser til, at finansteknologi kan bidrage til begrænsning af risici i det finansielle system ved hjælp af decentralisering og begrænsning af koncentrationen af risici, hurtigere clearing og afvikling af kontantbetalinger og værdipapirhandler og bedre forvaltning af sikkerhedsstillelse og kapitaloptimering;

der henviser til, at finansteknologi kan forventes at have nogle af de mest betydelige virkninger for værdikæden efter handler, der omfatter tjenester såsom clearing, afvikling, depot- og reguleringsmæssig indberetning, hvor teknologier såsom DLT har potentiale til at omforme hele sektoren; der henviser til, at nogle finansielle formidlere som depositarer, centrale modparter og værdipapircentraler inden for rammerne af denne værdikæde på lang sigt kunne blive overflødige, hvorimod andre funktioner stadig ville skulle udføres af uafhængige, regulerede enheder;

der henviser til, at reguleringsteknologi (RegTech) kan frembyde betydelige fordele for finansielle institutioner og tilsynsmyndigheder ved at give mulighed for, at nye teknologier anvendes til behandling af reguleringsmæssige krav og overensstemmelseskrav på en mere gennemsigtig og effektiv måde og i realtid;

U.	der henviser til, at InsurTech henviser til forsikring ved hjælp af eller via nye teknologier, f.eks. gennem automatiseret rådgivning, risikovurdering og big data, men også forsikring mod nye risici som f.eks. cyberangreb;

der henviser til, at der er et pressende behov for øget adgang til finansiering for virksomheder, der arbejder med udviklingen af finansteknologiske produkter og tjenester, og for de innovative partnere, som leverer det teknologiske materiale, der er nødvendigt for at kunne levere disse produkter og tjenester, for at fremme den finansielle innovation i Europa, især for nystartede virksomheder, så de kan blive til vækstvirksomheder; der henviser til, at tilgængeligheden af venturekapital som en finansieringskilde og tilstedeværelsen af en stærk teknologisektor er centrale faktorer for at skabe et dynamisk finansteknologisk økosystem i Europa;

der henviser til, at cyberangreb udgør en voksende trussel mod alle digitale infrastrukturer og dermed også mod den finansielle infrastruktur; der henviser til, at risikoen for angreb mod den finansielle sektor er tre gange større end for nogen anden sektor; der henviser til, at sikkerhed, pålidelighed og kontinuitet i dens tjenester er en forudsætning for at sikre offentlighedens tillid til sektoren; der henviser til, at forbrugere i detailleddet også er meget sårbare over for lignende angreb eller identitetstyveri;

der henviser til, at forbundne enheder er en integrerende del af finansteknologiske tjenester; der henviser til, at tingenes internet er særligt sårbart over for cyberangreb og derfor udgør en særlig udfordring for internetsikkerhed; der henviser til, at et forbundet system kun er så sikkert som dets svageste led;

Y.	der henviser til, at finansteknologiske virksomheder, forbrugere og investorer stadig skal kunne regne med høje standarder for forbruger- og investorbeskyttelse, databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred, og at udbydere af finansielle tjenesteydelser påtager sig det juridiske ansvar;

der henviser til, at det for at lette finansteknologi er vigtigt at skabe en sammenhængende og understøttende retlig ramme og et konkurrenceorienteret miljø, der vil gøre det muligt for finansteknologiske virksomheder at udvikle og anvende forskellige innovative redskaber til sikker kryptering samt elektronisk identifikation og autentifikation med en enkel brugerflade;

AA.	der henviser til, at automatiseringen i den finansielle sektor og i andre sektorer kan forstyrre de eksisterende beskæftigelsesmønstre; der henviser til, at forbedring og udvikling af faglig specialisering og omskoling skal udgøre kernen i enhver europæisk strategi for finansteknologi;

AB.	der henviser til, at markedsstrukturen i mange områder af den digitale økonomi på grund af netværkseffekter er gearet til et lille antal markedsaktører, hvilket skaber udfordringer på områderne for konkurrenceret og kartelret;

Fastlæggelse af en EU-ramme for finansteknologi

glæder sig over den nye udvikling inden for finansteknologi og opfordrer Kommissionen til at udarbejde en samlet handlingsplan for finansteknologi inden for rammerne af strategierne for kapitalmarkedsunionen og det digitale indre marked, som kan bidrage til at opnå et effektivt og konkurrencedygtigt, dybere og mere integreret og stabilt og bæredygtigt europæisk finansielt system, skabe langsigtede fordele for realøkonomien og imødekomme behovene for forbruger- og investorbeskyttelse og retssikkerhed;

glæder sig over den nylige oprettelse af en taskforce for finansteknologi, som har til opgave at vurdere innovationer på dette område og samtidig udvikle strategier til at imødegå de udfordringer, som finansteknologi giver, samt Kommissionens indledning af en offentlig høring om finansteknologi; opfordrer Kommissionen til at inddrage Parlamentet i arbejdet i taskforcen for finansteknologi; mener, at disse nye initiativer er vigtige skridt i retning af Kommissionens udarbejdelse af en omfattende strategi for finansteknologi og for mindskelse af den reguleringsmæssige usikkerhed for finansteknologiske virksomheder;

mener, at finansteknologi kan bidrage til at gøre kapitalmarkedsunionens initiativer til en succes, f.eks. ved at diversificere finansieringsmulighederne i EU, og opfordrer Kommissionen til at drage nytte af finansteknologi som drivkraft for kapitalmarkedsunionen;

opfordrer Kommissionen til at anvende en forholdsmæssig, tværsektoriel og helhedsorienteret tilgang til sit arbejde med finansteknologi, som trækker på erfaringer fra, hvad der sker i andre jurisdiktioner, og som er tilpasset mangfoldigheden af aktører og de forretningsmodeller, der anvendes; opfordrer Kommissionen til at optræde som »first mover«, når det er nødvendigt, med henblik på at skabe et gunstigt miljø for europæiske knudepunkter for finansteknologi, og for at virksomhederne kan udvikle sig til vækstvirksomheder;

understreger, at lovgivningen om finansielle tjenesteydelser bør revideres, både på EU-plan og nationalt plan, når det er nødvendigt, og at den bør være tilstrækkelig innovationsvenlig, så der opnås og fastholdes lige konkurrencevilkår for aktørerne; anbefaler navnlig, at de potentielle virkninger af lovgivningen om innovation evalueres grundigt i overensstemmelse med »innovationsprincippet« som led i en konsekvensanalyse, som bør føre til, at denne udvikling i fuldt omfang giver »væsentlige økonomiske og samfundsmæssige fordele«;

understreger, at lovgivning om og tilsyn med finansteknologi bør styrkes med henblik på at sikre lige konkurrencevilkår, samtidig med at der sikres nem adgang for nye markedsdeltagere, og regelarbitrage mellem medlemsstaterne og mellem retlig status forhindres, på grundlag af følgende principper:

a)	samme tjenesteydelser og samme risici: de samme regler bør gælde, uanset hvilken type juridisk enhed der er tale om og uafhængigt af dens placering i Unionen

b)	teknologineutralitet

c)	en risikobaseret tilgang, idet der tages hensyn til proportionaliteten af de lovgivningsmæssige og tilsynsmæssige foranstaltninger, der træffes i forhold til risici og væsentligheden af disse risici;

anbefaler, at de kompetente myndigheder tillader og tilskynder til kontrollerede eksperimenter med nye teknologier, både for nye og eksisterende markedsdeltagere; bemærker, at et sådant kontrolleret miljø for eksperimenter kan tage form af en reguleringssandkasse for finansteknologi med potentielle fordele for samfundet, som samler en bred vifte af markedsdeltagere og som allerede findes med succes i flere medlemsstater; understreger, at det er nødvendigt, at myndighederne viser et proaktivt og fremsynet engagement i dialog med markedsdeltagerne og alle andre relevante interessenter, og at dette bidrage til udviklingen af de tilsynsførende og regulerende myndigheders teknologisk ekspertise; opfordrer de kompetente myndigheder til som et supplement til ESRB's arbejde at overveje at udvikle værktøjer til finansielle og/eller driftsmæssige stresstests af finansteknologiske applikationer, hvor disse kan skabe systemiske risici;

påpeger, at nogle centralbanker allerede eksperimenterer med en virtuel centralbanksvaluta (CBDC) og andre nye teknologier; opfordrer de relevante myndigheder i Europa til at vurdere de potentielle fordele og risici ved en CBDC, der er baseret på distributed ledger-teknologi, og de dertil knyttede nødvendige krav med hensyn til forbrugerbeskyttelse og gennemsigtighed; opfordrer dem til at eksperimentere for at holde trit med markedsudviklingen;

understreger betydningen af, at tilsynsførende og regulerende myndigheder udvikler tilstrækkelig teknisk ekspertise til at kunne føre tilsyn med de stadig mere komplekse finansteknologiske tjenesteydelser; understreger, at de regulerende myndigheder takket være denne løbende kontrol vil være i stand til at opdage og forudse specifikke risici for forskellige teknologier og til øjeblikkeligt og med en klar dagsorden at gribe ind, når det bliver nødvendigt;

10.

understreger derfor betydningen af, at de regulerende og tilsynsførende myndigheder udvikler en kvikskranke for udbydere og brugere af finansteknologi; erkender, at det er nødvendigt at nedbryde tilsynsmæssige barrierer på tværs af sektorer, og anbefaler et tæt samarbejde mellem de finansielle tilsynsmyndigheder og andre relevante nationale og europæiske organer, som har den nødvendige tekniske ekspertise;

11.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme og støtte flere forskningsprojekter vedrørende finansteknologi;

12.

understreger vigtigheden af at fremme den finansielle innovation i Europa; opfordrer til lettere adgang til finansiering for innovative udbydere af finansielle tjenester og innovative virksomheder, der forsyner dem med de materialer, der kræves for at levere disse tjenester;

13.

understreger, at finansteknologiske virksomheder bidrager positivt til udviklingen af finansiel formidling, men også skaber nye risici for den finansielle stabilitet; bemærker, at de regulerende og tilsynsførende myndigheder modtager mange oplysninger gennem balancer fra etablerede finansielle institutioner i forbindelse med gennemførelsen af mange lovgivningsmæssige rammer, f.eks. kapitalkrav, gearingsgraden, likviditetsgraden og andre forhold, mens det i forbindelse med ikkebankmæssig udlånsvirksomhed såsom crowdfunding og peer-to-peer (P2P) er vanskeligt at få tilstrækkeligt med oplysninger om de finansielle formidlingsaktiviteter fra deres balancer; opfordrer derfor indtrængende de regulerende og tilsynsførende myndigheder til at overveje, hvordan de kan indhente tilstrækkelige tilsynsoplysninger for at opretholde finansiel stabilitet og om nødvendigt at indføre reguleringsmæssige begrænsninger for deres balancer for at opnå og opretholde den finansielle stabilitet;

14.

understreger, at reguleringsteknologi har potentiale til at forbedre overensstemmelsesprocessen, navnlig kvaliteten og rettidigheden af tilsynsoplysninger, ved at gøre dem mindre komplicerede og mere omkostningseffektiv; opfordrer myndighederne til at præcisere, under hvilke betingelser en tilsynsbelagt enhed må outsource overensstemmelsesaktiviteter til tredjeparter, så det sikres, at der findes passende tilsynsordninger for tredjeparter, og at det juridiske ansvar for overholdelse forbliver hos den tilsynsbelagte enhed; opfordrer de relevante myndigheder, især Kommissionen, til som led i sit arbejde i det europæiske forum for efterhandelsprocedurer at anvende en proaktiv tilgang for at forstå anvendelsen af nye finansteknologiske og reguleringstekniske løsninger på områder for de før- og efterhandelsprocedurer, der er omfattet af direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID), forordningen om europæisk markedsinfrastruktur (EMIR), forordningen om værdipapircentraler (CSDR) og, hvis der ikke findes nogen hindringer, at præcisere aktørernes ret til at anvende sådanne løsninger med henblik på opfyldelse af deres forpligtelser i henhold til disse retsakter;

15.

minder om, at innovative finansielle tjenesteydelser bør være tilgængelig i hele EU, og at derfor ikke bør lægges urimelige hindringer i vejen for grænseoverskridende levering inden for Unionen; opfordrer Kommissionen og de europæiske tilsynsmyndigheder til at overvåge og undgå overlapninger inden for regulering, nye hindringer for markedsadgang og nationale hindringer for disse tjenester; opfordrer Kommissionen til at forebygge hindringer mellem medlemsstaterne som følge af uoverensstemmelser mellem nationale ordninger og til at fremme bedste praksis i medlemsstaternes reguleringsmæssige tilgange; opfordrer Kommissionen og de europæiske tilsynsmyndigheder til, hvor det er relevant, at anvende en pasordning for udbydere af nye finansielle tjenesteydelser, der udbydes i hele EU; støtter Kommissionens bestræbelser på at undersøge, hvordan EU kan hjælpe med at forbedre valgmuligheder, gennemsigtighed og konkurrence inden for finansielle tjenesteydelser i detailleddet til gavn for de europæiske forbrugere, og understreger, at dette mål bør være et supplement til målet om at styrke effektiviteten i det finansielle system;

16.

glæder sig over, at en række dynamiske finansteknologiske sektorer er blevet etableret i hele EU; opfordrer Kommissionen og EU's myndigheder med ansvar for økonomisk styring til at arbejde tæt sammen med finansteknologiske knudepunkter, øge den intelligente iværksætterånd i disse sektorer og deres bestræbelser ved at tilskynde til og finansiere innovation og udnytte dem som en mulig fremtidig konkurrencefordel for EU i den finansielle sektor;

17.

bemærker, at nystartede finansteknologiske virksomheder er særligt sårbare over for misbrugere af patenter, dvs. enheder, som køber patenter med henblik på at gøre dem gældende mod de virksomheder, der allerede bruger teknologirettigheder gennem trusler om retssager om patentkrænkelse; opfordrer Kommissionen til at analysere situationen og foreslå foranstaltninger til at bekæmpe misbrugere af patenter inden for finansteknologi;

18.

understreger finansteknologiens potentielle rolle i forbindelse med digitalisering af offentlige tjenester, som kan bidrage til større effektivitet, for eksempel inden for skatteopkrævning og bekæmpelse af skattesvig;

19.

understreger, at markedsstrukturen i mange områder af den digitale økonomi på grund af netværkseffekter er gearet til et lille antal markedsaktører, hvilket skaber udfordringer på områderne for konkurrenceret og kartelret; opfordrer Kommissionen til at revurdere hensigtsmæssigheden af de reguleringsmæssige rammer for konkurrence med henblik på at imødegå udfordringerne i forbindelse med den digitale økonomi i almindelighed og finansteknologien i særdeleshed;

20.

understreger, at der er mulighed for yderligere forbedringer af de midler, der kan benyttes til grænseoverskridende betalinger; støtter udviklingen af sådanne betalingsmetoder inden for Europa og beklager den store fragmentering af det netbanksbaserede marked i EU og fraværet af en fælles, europæisk ejet kredit- eller debetkortordning; mener, at et sådant system er af afgørende betydning for en velfungerende kapitalmarkedsunion og en afgørende del af det digitale indre marked, idet det vil fremme den europæiske e-handel og grænseoverskridende konkurrence inden for finansielle tjenesteydelser; opfordrer Kommissionen til at fastlægge de næste skridt i retning af skabelsen af et miljø, som er gunstigt for udvikling af et sådant system; anerkender behovet for, at et sådant system kan sameksistere og, hvor det er relevant, være interoperabelt med andre innovative betalingsløsninger af hensyn til konkurrencen;

21.

understreger, at forbrugerne er drivkraften bag stigningen i antallet af finansteknologiske virksomheder; understreger, at målet med alle fremtidige, lovgivningsmæssige ændringer bør være at støtte forbrugerne i denne overgang;

Data

22.

minder om, at indsamling og analyse af data spiller en central rolle for finansteknologiske virksomheder, og understreger derfor behovet for sammenhængende og teknologineutral anvendelse af eksisterende datalovgivning, herunder den generelle forordning om databeskyttelse, det reviderede betalingstjenestedirektiv (PSD2), e-IDAS-forordningen, det fjerde direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge og direktivet om net- og informationssikkerhed; understreger, at der er behov for frie datastrømme inden for Unionen for at styrke innovativ finansiering i Europa; opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at sikre, at kun objektive og relevante dataelementer anvendes i forbindelse med levering af finansielle tjenesteydelser; glæder sig over Kommissionens offentlige høring af 10. januar 2017 om »dataøkonomi« (COM(2017)0009), som bør levere dokumentation og fastslå, om der findes hindringer for den frie udveksling af data i Unionen;

23.

understreger, at der er behov for klare regler for dataejerskab, -adgang og -overførsel; fremhæver, at stigende mængder data genereres af maskiner eller processer, der er baseret på nye teknologier, som f.eks. maskinindlæring; understreger, at den generelle forordning om databeskyttelse giver en klar retlig ramme for personoplysninger, men at der er behov for større retssikkerhed for så vidt angår andre kategorier af data; mener i denne forbindelse, at der klart bør skelnes mellem rådata og data, som er et resultat af yderligere forarbejdning;

24.

understreger, at åbne bankvirksomhed og datadeling bidrager til at sikre, at alle finansteknologiske forretningsmodeller kan vokse i fællesskab til gavn for forbrugerne; understreger i denne forbindelse de seneste resultater af PSD2 for så vidt angår betalingsinitiering og adgang til data;

25.

fremhæver de fordele, som cloudcomputing kan have for forbrugere og udbydere af finansielle tjenesteydelser i form af omkostningseffektivitet, hurtigere markedsføring og bedre anvendelse af IKT-ressourcer; bemærker, at der ikke findes nogen klare, omfattende europæiske regler eller retningslinjer for outsourcing af data til clouden for så vidt angår den finansielle sektor; understreger behovet for at udvikle sådanne retningslinjer og en fælles tilgang til anvendelsen af cloudcomputing hos alle nationale kompetente myndigheder; understreger, at sådanne regler eller retningslinjer er nødvendige for at opnå en fleksibel og hurtig indførelse af cloudcomputing; understreger, at høje standarder for datasikkerhed og forbrugerbeskyttelse bør være en del af disse retningslinjer; opfordrer Kommissionen og de europæiske tilsynsmyndigheder til at undersøge forskellige muligheder i denne henseende såsom forhåndsgodkendte kontrakter mellem cloud-udbydere og finansielle institutioner;

26.

bemærker, at det er nødvendigt at skabe større bevidsthed blandt forbrugerne for så vidt angår værdien af deres personoplysninger; bemærker, at forbrugerne kan indgå aftaler om deling af digitalt indhold til gengæld for betaling af et gebyr; understreger, at dette kan føre til økonomiske fordele, men kan også anvendes på en diskriminerende måde; opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for en europæisk strategi for datadeling med det formål at gøre det muligt for forbrugerne at have kontrol med deres oplysninger; mener, at en klar, forbrugercentreret tilgang vil øge tilliden til cloud-baserede tjenester og fremme nye innovative tjenester, der udbydes af forskellige aktører i værdikæden, f.eks. ved hjælp af applikationsprogrammeringsgrænseflader (API'er) eller lette den direkte adgang til data for elektroniske betalingstjenester; anmoder Kommissionen om at undersøge potentialet for styringssystemer for personlige oplysninger (PIMS) som tekniske redskaber for forbrugere til at administrere deres personoplysninger;

27.

minder i forbindelse med de finansielle institutioners øgede anvendelse af forbrugerdata eller big data om bestemmelserne i den generelle forordning om databeskyttelse, der giver den registrerede ret til at få en redegørelse for en beslutning, som blev truffet som følge af en automatisk behandling, og til at bestride afgørelsen (4); understreger behovet for at sikre, at ukorrekte oplysninger kan ændres, og at der kun anvendes verificerbare og relevante data; opfordrer alle aktører til at øge bestræbelserne på at sikre håndhævelsen af disse rettigheder; er af den opfattelse, at samtykke til anvendelse af personoplysninger skal være dynamisk, og at den registrerede skal være i stand til at ændre og tilpasse sit samtykke;

28.

bemærker, at de finansielle institutioners øgede anvendelse af forbrugerdata eller big data kan medføre fordele for forbrugerne, f.eks. udvikling af mere skræddersyede, segmenterede og billigere tilbud baseret på en mere effektiv fordeling af risiko og kapital; bemærker på den anden side, at udviklingen af dynamisk prisdannelse og dens potentiale for at føre til det modsatte, hvilket kan være til skade for sammenligneligheden af tilbud og en effektiv konkurrence og for risikopuljeordninger og gensidiggørelse, f.eks. inden for forsikringssektoren;

29.

erkender den stadig større kombination af personoplysninger og algoritmer for at kunne levere tjenesteydelser som f.eks. robotrådgivning; understreger potentialet ved robotrådgivning med hensyn til effektivitet og de potentielt positive virkninger for finansiel inklusion; understreger, at fejl eller systematiske fejl (bias) i algoritmer eller i de underliggende data potentielt kan forårsage systemiske risici og skade forbrugerne, f.eks. gennem øget udstødelse; opfordrer Kommissionen og de europæiske tilsynsmyndigheder til at overvåge disse risici for at sikre, at automatiseringen inden for finansiel rådgivning virkelig fører til bedre, mere gennemskuelig, tilgængelig og omkostningseffektiv rådgivning, og til at håndtere de voksende problemer med at fastlægge ansvaret for skader forårsaget af sådanne risici i de nuværende retlige rammer for erstatningsansvar i forbindelse med anvendelse af data; understreger, at de samme krav til forbrugerbeskyttelse bør gælde for robotrådgivning som for personlig rådgivning;

Cybersikkerhed og IKT-risici

30.

understreger behovet for sikkerhedsbeskyttelse fra start til slut for finansielle tjenesteydelser på tværs af hele værdikæden; henleder opmærksomheden på de store og forskelligartede risici, som cyberangreb udgør for vores finansielle markedsinfrastruktur, tingenes internet, valutaer og data; opfordrer Kommissionen til at gøre cybersikkerhed til højeste prioritet i handlingsplanen for finansteknologi og opfordrer de europæiske tilsynsmyndigheder og ECB til i forbindelse med sit banktilsyn at gøre cybersikkerhed til et vigtigt element i deres regulerings- og tilsynsprogrammer;

31.

opfordrer de europæiske tilsynsmyndigheder til i samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder regelmæssigt at gennemgå de operationelle standarder, der vedrører de finansielle institutioners IKT-risici; opfordrer desuden til, at de europæiske tilsynsmyndigheder i betragtning af de forskellige beskyttelsesniveauer i medlemsstaternes cybersikkerhedsstrategier udarbejder retningslinjer for tilsyn med disse risici; understreger vigtigheden af, at de europæiske tilsynsmyndigheder har den teknologiske ekspertise, der er nødvendig for at opfylde deres opgaver; opfordrer til mere forskning på dette område;

32.

fremhæver behovet for udveksling af oplysninger og bedste praksis mellem tilsynsmyndighederne, de regulerende myndigheder og medlemsstaternes regeringer på deres respektive niveau og mellem forskere og markedsdeltagerne og mellem markedsdeltagerne selv; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne, markedsdeltagerne og Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) til at undersøge mulighederne for gennemsigtighed og informationsdeling som redskaber mod cyberangreb; foreslår at undersøge de potentielle fordele ved et enkelt kontaktpunkt for markedsdeltagerne til dette formål samt at overveje en mere koordineret tilgang til efterforskning af cyberkriminalitet inden for finansielle tjenesteydelser i betragtning af deres stadig mere grænseoverskridende karakter;

33.

understreger, at lovgivningen om levering af finansielle tjenesteydelser skal indføre passende incitamenter for udbyderne til at investere tilstrækkeligt i cybersikkerhed;

34.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre en rettidig gennemførelse af direktivet om net- og informationssikkerhed; glæder sig over det nye offentlig-private partnerskab om cybersikkerhed, som for nylig blev lanceret af Kommissionen med deltagelse af industrien; tilskynder Kommissionen til at udarbejde en række nye og konkrete initiativer for at styrke modstandsdygtigheden over for cyberangreb hos finansteknologiske virksomheder, navnlig SMV'er og nystartede virksomheder;

35.

bemærker, at offentlighedens tillid til de pågældende teknologier er afgørende for den fremtidige vækst inden for finansteknologi, og peger på behovet for bedre uddannelse og oplysning om de positive konsekvenser af finansteknologi for normale aktiviteter, men også i forbindelse med net- og informationssikkerhed for borgere og virksomheder, navnlig SMV'er;

36.

glæder sig over de fortsatte bestræbelser inden for standardisering, der gør brug af forbundne apparater sikrere; understreger imidlertid, at sikkerheden skal sikres ud over et mindstemål af standardisering, især da ensartede standardiserede sikkerhedsforanstaltninger øger risikoen for store brud på sikkerheden som følge af en eventuel dominoeffekt; opfordrer indtrængende virksomheder til at udvikle heterogene egne løsninger for at sikre deres udstyr og operationer;

Blockchain

37.

understreger potentialet ved blockchain-teknologier til overførsel af kontanter og værdipapirer og til at fremme »intelligente kontrakter«, der åbner op for en bred vifte af muligheder for begge sider af finansielle kontrakter, navnlig handelsfinansiering og långivning til erhvervslivet, som har mulighed for at forenkle de komplicerede kommercielle og finansielle kontraktforhold mellem virksomheder (B2B) og mellem virksomheder og forbrugere (B2C); understreger, at blockchain-platforme også er egnede til forenkling af komplekse B2B- og B2C-transaktioner;

38.

minder om fordelene og risiciene ved anvendelse af blockchain-teknologier uden tilladelser; opfordrer Kommissionen til at arrangere en årlig konference om dette emne med mange interessenter; er bekymret over den stigende anvendelse af blockchain-teknologier uden tilladelser til kriminelle aktiviteter, skatteunddragelse, skatteundgåelse og hvidvaskning af penge; opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge disse spørgsmål, herunder den rolle, som såkaldte mixers/tumblers spiller i denne proces, og til at behandle dem i en rapport;

Interoperabilitet

39.

erkender betydningen af API'er som et supplement til andre redskaber, som bruges af forbrugeren i forbindelse med tilvejebringelse af adgang til finansiel infrastruktur for nye aktører; anbefaler, at der oprettes et sæt standardiserede API'er, som sælgere kan bruge, f.eks. inden for åben bankvirksomhed, samtidig med at disse sælgere får mulighed for at udvikle deres egen software;

40.

mener, at interoperabilitet inden for finansteknologiske tjenester, både i og uden for Europa og gennem et samarbejde med tredjelande og med andre økonomiske sektorer, er en forudsætning for den fremtidige udvikling af den finansteknologiske sektor i Europa og den fulde udnyttelse af de muligheder, som denne kan skabe; opfordrer til standardisering af dataformater, hvor det er muligt, således som det er tilfældet i PSD2, for at bidrage hertil;

41.

opfordrer Kommissionen til at koordinere det arbejde, der udføres af medlemsstaterne og markedsdeltagerne for at sikre interoperabilitet mellem de forskellige nationale elektroniske identifikationsordninger; understreger, at anvendelsen af disse ordninger bør være åbne for den private sektor; mener, at de metoder til fjernidentifikation, der ikke er fastsat i e-IDAS-forordningen, også bør accepteres, så længe de har et sikkerhedsniveau svarende til det væsentlige sikkerhedsniveau i e-IDAS-forordningen og dermed både er sikre og interoperable;

42.

understreger betydningen af interoperabilitet mellem traditionelle og nye betalingsløsninger for at opnå et integreret og innovativt europæisk betalingsmarked;

43.

opfordrer de europæiske tilsynsmyndigheder til at fastlægge, i hvilke tilfælde målrettede eller risikobaserede autentifikation kan være et alternativ til stærk autentifikation; opfordrer endvidere Kommissionen til at undersøge, om stærk autentifikation også kan udføres af andre enheder end banker;

44.

opfordrer de europæiske tilsynsmyndigheder til i samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder at udvikle teknologineutrale standarder og licenser både til »kend-din-kunde«-teknikker og fjernidentifikationsteknologier, f.eks. baseret på biometriske kriterier, som respekterer brugernes privatliv;

Finansiel stabilitet og forbruger- og investorbeskyttelse

45.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med udformningen af sin handlingsplan for finansteknologi at være særlig opmærksom på behovene hos forbrugere og investorer i detailleddet og de risici, som disse kan være sårbare over for, på baggrund af den stigende udbredelse af finansteknologi i tjenesteydelser til ikke-professionelle kunder, f.eks. crowdfunding og peer-to-peer-långivning; understreger, at de samme standarder for forbrugerbeskyttelse gælder for finansteknologiske tjenester som for andre finansielle tjenester, uanset distributionskanal eller det sted, hvor kunden befinder sig;

46.

opfordrer de europæiske tilsynsmyndigheder til at fortsætte og fremskynde deres igangværende arbejde vedrørende overvågning af den teknologiske udvikling og gennemgang af deres fordele og potentielle risici, navnlig for så vidt angår beskyttelse af forbrugerne og investorerne og finansiel inklusion;

47.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, i hvilket omfang finansteknologi kan bidrage til at give forbrugerne finansiel rådgivning af bedre kvalitet, og om EU's fragmenterede reguleringsmæssige ramme for rådgivning er tilstrækkelig til at imødekomme dette;

48.

mener, at der stadig er betydelig reguleringsmæssig usikkerhed omkring forsikringsteknologi (InsurTech), og understreger, at der må rettes op på dette, så der kan garanteres sikkerhed, databeskyttelse, fair konkurrence og finansiel stabilitet; understreger, at større retssikkerhed vil bidrage til at sikre, at forbrugerne på grund af utilstrækkeligt regulerede forsikringsteknologiske virksomheder ikke bliver ofre for tab eller uhensigtsmæssige salg og vil gøre det lettere for både virksomheder og forbrugere at udnytte forsikringsteknologiske løsninger;

49.

understreger behovet for at sikre, at den finansielle stabilitet styrkes, sideløbende med udviklingen af finansteknologiske løsninger; tilskynder til undersøgelse af open source og fagfællebedømt teknologi som et middel til at nå dette mål; opfordrer de europæiske tilsynsmyndigheder til at etablere partnerskaber med aktører i den private sektor for at udvikle og vurdere innovative teknologier, som har potentiale til at sikre den finansielle stabilitet og øge forbrugerbeskyttelsen, f.eks. ved at mindske partiskhed i algoritmer eller ved at øge forbrugernes bevidsthed om cybertrusler;

50.

bemærker, at mangfoldighed og konkurrence blandt markedsdeltagerne er afgørende faktorer, der bidrager til den finansielle stabilitet; opfordrer de tilsynsførende og regulerende myndigheder til at overvåge virkningerne af digitalisering på konkurrencesituationen i alle relevante dele af den finansielle sektor og til at udforme og anvende værktøjer til at forebygge eller afhjælpe konkurrencebegrænsende adfærd eller konkurrenceforvridninger;

Finansiel uddannelse og IT-færdigheder

51.

understreger, at både finansiel forståelse og digitale færdigheder er afgørende faktorer for en effektiv udnyttelse af finansteknologi og for at sikre et lavere risikoniveau i det finansteknologiske miljø;

52.

understreger, at ordentlig formidling af finansiel viden til forbrugere og investorer er nødvendigt for at finansteknologi kan blive et reelt redskab til finansiel inklusion og gøre det muligt for disse forbrugere og investorer, som stadig mere direkte bliver udsat for umiddelbart tilgængelige individualiserede finansielle produkter og tjenesteydelser, at foretage sunde selvstændige finansielle beslutninger vedrørende disse tilbud og forstå alle de risici, der er forbundet med anvendelsen af sådanne innovative teknologier; opfordrer Kommissionen og de europæiske tilsynsmyndigheder til at øge støtten til initiativer for fremme af finansiel uddannelse; understreger, at erhvervsuddannelse og oplysninger om forbrugernes og investorernes rettigheder bør være let tilgængelige;

53.

minder om Kommissionens prognose, der viser, at Europa inden 2020 kan mangle op til 825 000 IKT-eksperter; mener, at der er behov for flere computervidenskabsfolk, og opfordrer medlemsstaterne til at forberede sig på forandringer på arbejdsmarkedet, som kan gå langt hurtigere, end vi forventer i dag;

54.

understreger behovet for mere digital uddannelse og bedre digitale færdigheder i den finansielle sektor, hos de regulerende myndigheder og i samfundet som helhed, herunder inden for erhvervsuddannelserne; opfordrer Kommissionen til at formidle bedste praksis inden for rammerne af koalitionen for digitale færdigheder og job;

o o

55.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0228.

(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0358.

(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0434.

(4) Se betragtning 71 i den generelle forordning om databeskyttelse.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/71

P8_TA(2017)0215

GMO-majs DAS-40278-9

Europa-Parlamentets beslutning af 17. maj 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs DAS-40278-9, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (D050183 — 2017/2674(RSP))

(2018/C 307/08)

Europa-Parlamentet,

—

der henviser til udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs DAS-40278-9, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (D050183),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (1), særlig artikel 7, stk. 3, artikel 9, stk. 2, artikel 19, stk. 3, og artikel 21, stk. 2,

—	der henviser til afstemningen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, jf. artikel 35 i forordning (EF) nr. 1829/2003, den 27. marts 2017, som ikke mundede ud i en udtalelse,

—	der henviser til artikel 11 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (2),

—	der henviser til udtalelse vedtaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) den 26. oktober 2016 og offentliggjort den 5. december 2016 (3),

—	der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (COM(2017)0085, COD(2017)0035,

—	der henviser til sine tidligere beslutninger, hvori der gøres indsigelse mod godkendelsen af genetisk modificerede organismer (4),

—	der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 106, stk. 2 og 3,

der henviser til, at Dow AgroSciences Europe den 11. november 2010 indgav en ansøgning om tilladelse til markedsføring af fødevarer, fødevareingredienser og foder, der indeholder, består af eller er fremstillet af DAS-40278-9-majs, til den nationale kompetente myndighed i Nederlandene i overensstemmelse med artikel 5 og 17 i forordning (EF) nr. 1829/2003; der henviser til, at denne ansøgning også omfattede markedsføring af genetisk modificeret DAS-40278-9-majs i produkter, der består af eller indeholder denne majs, til anden anvendelse end fødevarer og foder, som al anden majs, undtagen til dyrkning;

B.	der henviser til, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) den 26. oktober 2016 vedtog en positiv udtalelse i overensstemmelse med artiklerne 6 og 18 i forordning (EF) nr. 1829/2003, som blev offentliggjort den 5. december 2016 (5);

C.	der henviser til, at DAS-40278-9-majs udtrykker AAD-1-proteinet, som giver tolerance over for 2,4-dichlorphenoxyeddikesyre (2,4-D) og aryloxyphenoxypropionate (AOPP) herbicider;

der henviser til, at uafhængig forskning giver anledning til bekymringer med hensyn til risiciene ved det aktive stof 2,4-D for så vidt angår fosterudvikling, fosterskader og hormonforstyrrelser; der henviser til, at det ikke er klart, om og i hvilket omfang, 2,4-D-produkter indeholder urenheder af stærkt giftige dioxiner og furaner, som er kræftfremkaldende og hormonforstyrrende stoffer, der indvirker på menneskers sundhed, og som persisterer i miljøet og ophobes i fødekæden (6);

der henviser til, at godkendelsen af aktivstoffet 2,4-D blev fornyet i 2015; der henviser til, at der er konstateret tilstedeværelse af urenheder såsom dioxiner og furaner under et bestemt niveau; der henviser til, at ansøgeren endnu ikke har fremlagt oplysninger om stoffets mulige hormonforstyrrende egenskaber (7);

der henviser til, at en tilladelse til import af DAS-40278-9-majs til Unionen uden tvivl vil føre til en stigning i dyrkningen heraf i andre dele af verden, f.eks. USA, Brasilien og Argentina, med en tilsvarende stigning i anvendelsen af 2,4-D- og AOPP-baserede herbicider; der henviser til, at uafhængig forskning også giver anledning til bekymring over de store mangler i den sammenlignende vurdering, alvorlige mangler for så vidt angår den toksikologiske vurdering (f.eks. at der ikke er blevet anmodet om nogen testning af hele planten i et fodringsforsøg, at langsigtede eller akkumulerede virkninger ikke blev overvejet, at påvirkningen af forplantningssystemer ikke blev diskuteret, og at der var metodologiske svagheder vedrørende dyreforsøgene), samt bekymring over en ikke-fyldestgørende vurdering af de mulige virkninger for immunsystemet (8);

der henviser til, at medlemsstaterne har indsendt mange kritiske bemærkninger i løbet af den tre måneder lange høringsperiode; der henviser til, at disse bemærkninger blandt andet vedrører: manglende eller utilstrækkelige data, manglende forklaringer, selvmodsigende oplysninger i ansøgningen, dårligt testdesign, manglende undersøgelser, f.eks. for så vidt angår allergenicitet, tvivlsomme resultater af sikkerhedsvurderinger, manglen på enhver form for 90-dages subkronisk toksicitetsundersøgelse med hele fødevaren, hvilket gør det umuligt at vurdere de potentielle risici ved indtagelse af fødevarer fremstillet af majsen, og valget af og udformningen af de undersøgelser, der er taget i betragtning ved risikovurderingen (9);

H.	der henviser til, at EFSA på trods af alle disse bekymringer ikke fandt, at der var behov for nogen overvågning efter markedsføringen af fødevarer/foder fremstillet af DAS-40278-9-majs;

der henviser til, at der ikke blev afgivet nogen udtalelse ved afstemningen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, jf. artikel 35 i forordning (EF) nr. 1829/2003, den 27. marts 2017; der henviser til, at 16 medlemsstater stemte imod, mens kun 9 medlemsstater, der repræsenterer 36,22 % af Unionens befolkning, stemte for, og 3 medlemsstater undlod at stemme;

der henviser til, at Kommissionen både i begrundelsen til sit lovgivningsmæssige forslag, der blev forelagt den 22. april 2015, om ændring af forordning (EF) nr. 1829/2003 for så vidt angår medlemsstaternes mulighed for at begrænse eller forbyde anvendelse af genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer på deres område (COM(2015)0177) og i begrundelsen til det lovforslag, der blev forelagt den 14. februar 2017, om ændring af forordning (EU) nr. 182/2011 beklagede den omstændighed, at Kommissionen siden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 1829/2003 havde vedtaget afgørelser om tilladelser uden støtte i udtalelser fra Medlemsstatsudvalget, og at tilbagegivelse af sager til Kommissionen med henblik på en endelig afgørelse — hvilket i høj grad er en undtagelse fra den generelle procedure — var blevet normen for beslutningstagningen i forbindelse med tilladelser til genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer; der henviser til, at kommissionsformand Jean-Claude Juncker ved flere lejligheder har betegnet denne praksis som udemokratisk (10);

K.	der henviser til, at Parlamentet forkastede det lovgivningsmæssige forslag af 22. april 2015 om ændring af forordning (EF) nr. 1829/2003 den 28. oktober 2015 ved førstebehandlingen (11) og opfordrede Kommissionen til at trække sit forslag tilbage og forelægge et nyt;

der henviser til, at der i betragtning 14 i forordning (EU) nr. 182/2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser, klart fastslås følgende: »Når Kommissionen overvejer at vedtage andre udkast til gennemførelsesretsakter vedrørende særligt følsomme sektorer, navnlig beskatning, forbrugersundhed, fødevaresikkerhed og miljøbeskyttelse, søger den at finde en afbalanceret løsning ved så vidt muligt at undgå at handle i modstrid med en fremherskende holdning, som måtte opstå i appeludvalget, mod det hensigtsmæssige i en gennemførelsesretsakt«;

mener, at udkastet til Kommissionens gennemførelsesafgørelse indebærer en overskridelse af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1829/2003;

mener, at udkastet til Kommissionens gennemførelsesafgørelse ikke er i overensstemmelse med EU-retten, fordi den ikke er forenelig med målet for forordning (EF) nr. 1829/2003, som i overensstemmelse med de generelle principper, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (12), er at sikre et højt niveau for beskyttelsen af menneskers liv og sundhed, af dyrs sundhed og velfærd, af miljøet og af forbrugernes interesser i relation til genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer, samtidig med at det sikres, at det indre marked fungerer tilfredsstilende;

anmoder Kommissionen om at trække udkastet til gennemførelsesafgørelse tilbage;

opfordrer Kommissionen til at suspendere enhver gennemførelsesafgørelse vedrørende ansøgninger om godkendelse af genetisk modificerede organismer, indtil godkendelsesproceduren er blevet ændret på en sådan måde, at manglerne ved den nuværende procedure, som har vist sig at være utilstrækkelig, er afhjulpet;

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT L 268 af 18.10.2003, s. 1.

(2) EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13.

(3) https://www.efsa.europa.eu/en/efsajournal/pub/4633

(4)

—

Beslutning af 16. januar 2014 om forslag til Rådets afgørelse om markedsføring med henblik på dyrkning i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af et majsprodukt (Zea mays L., linje 1507) der er genetisk modificeret med henblik på resistens over for visse skadelige sommerfuglearter (EUT C 482 af 23.12.2016, s. 110).

—	Beslutning af 16. december 2015 om Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2279 af 4. december 2015 om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs NK603 × T25 (P8_TA(2015)0456).

—	Beslutning af 3. februar 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af den genetisk modificerede sojabønne MON 87705 × MON 89788 (P8_TA(2016)0040).

—	Beslutning af 3. februar 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af den genetisk modificerede sojabønne MON 87708 × MON 89788 (P8_TA(2016)0039).

—	Beslutning af 3. februar 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret sojabønne FG72 (MST-FGØ72-2) (P8_TA(2016)0038).

—

Beslutning af 8. juni 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret Bt11 × MIR162 × MIR604 × GA21-majs, og genetisk modificeret majs, der kombinerer to eller tre af transformationsbegivenhederne (P8_TA(2016)0271).

—	Beslutning af 8. juni 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om markedsføring af en genetisk modificeret nellike (Dianthus caryophyllus L., linje SHD-27531-4) (P8_TA(2016)0272).

—	Beslutning af 6. oktober 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om forlængelse af tilladelsen til markedsføring af genetisk modificerede frø af majs MON 810 til dyrkning (P8_TA(2016)0388).

—	Beslutning af 6. oktober 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter af genetisk modificeret majs MON 810 (P8_TA(2016)0389).

—	Beslutning af 6. oktober 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om markedsføring af genetisk modificerede frø af majs Bt11 til dyrkning (P8_TA(2016)0386).

—	Beslutning af 6. oktober 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om markedsføring af genetisk modificerede frø af majs 1507 til dyrkning (P8_TA(2016)0387).

—	Beslutning af 6. oktober 2016 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret bomuld 281-24-236 × 3006-210-23 × MON 88913 (P8_TA(2016)0390).

—

Beslutning af 5. april 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret Bt11 × 59122 × MIR604 × 1507 × GA21-majs, og genetisk modificeret majs, der kombinerer to, tre eller fire af transformationsbegivenhederne Bt11, 59122, MIR604, 1507 og GA21, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (P8_TA(2017)0123).

(5) Tilgængelig på: https://www.efsa.europa.eu/en/efsajournal/pub/4633

(6) http://www.pan-europe.info/sites/pan-europe.info/files/public/resources/reports/pane-2014-risks-of-herbicide-2-4-d.pdf

(7) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2033 af 13. november 2015 om forlængelse af godkendelsen af aktivstoffet 2,4-D, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (EUT L 298 af 14.11.2015, s. 8).

(8) Bauer-Panskus/Then: Testbiotech comment on EFSA Scientific Opinion on an application by DOW AgroSciences LLC (EFSA-GMO-NL-2010-89) for placing on the market the genetically modified herbicide-tolerant maize DAS-40278- 9, tilgængelig på: https://www.testbiotech.org/node/1862

(9) Jf. EFSA's register over spørgsmål, bilag G til spørgsmål nr. EFSA-Q-2010-01326, som findes online her: http://registerofquestions.efsa.europa.eu/roqFrontend/questionLoader?question=EFSA-Q-2010-01326

(10) F.eks. i åbningstalen fra Europa-Parlamentets plenarmøde, der er medtaget i de politiske retningslinjer for den næste Europa-Kommission (Strasbourg, den 15. juli 2014) eller i talen om Unionens tilstand i 2016 (Strasbourg, den 14. september 2016).

(11) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0379.

(12) EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/75

P8_TA(2017)0216

Situationen i Ungarn

Europa-Parlamentets beslutning af 17. maj 2017 om situationen i Ungarn (2017/2656(RSP))

(2018/C 307/09)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 2, 6 og 7,

—	der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 4, 12, 13, 14, 16, 18 og 21,

—	der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og retspraksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, især sagerne Szabó og Vissy v. Ungarn, Karácsony m.fl. v. Ungarn, Magyar Keresztény Mennonita Egyház m.fl. v. Ungarn, Baka v. Ungarn, og Ilias og Ahmed v. Ungarn,

—	der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne og til de talrige FN-traktater på menneskerettighedsområdet, der er bindende for alle medlemsstater,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. marts 2014 med titlen »En ny EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet« (COM(2014)0158),

—

der henviser til sine beslutninger af 16. december (1) og 10. juni 2015 (2) om situationen i Ungarn, af 3. juli 2013 om situationen for grundlæggende rettigheder: standarder og praksis i Ungarn (3), af 16. februar 2012 om den seneste politiske udvikling i Ungarn (4) og af 10. marts 2011 om medieloven i Ungarn (5),

—	der henviser til høringen om situationen i Ungarn, der fandt sted den 27. februar 2017 i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender,

—	der henviser forhandlingen om situationen i Ungarn på plenarmødet den 26. april 2017,

—	der henviser til Romerklæringen af 25. marts 2017 fra lederne af 27 medlemsstater og Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen,

—	der henviser til lov nr. CLXVIII af 2007 om bekendtgørelsen af Lissabontraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, som blev vedtaget af den ungarske Nationalforsamling den 17. december 2007,

—

der henviser til resolution nr. 2162 (2017) af 27. april 2017 fra Europarådets Parlamentariske Forsamling med titlen »Alarming developments in Hungary: draft NGO law restricting civil society and possible closure of the European Central University« (Foruroligende udvikling i Ungarn: udkast til lov om NGO'er, der begrænser civilsamfundet, og mulig lukning af European Central University),

—

der henviser til erklæringen fra Europarådets menneskerettighedskommissær af 8. marts 2017 om Ungarns nye lov, som muliggør automatisk frihedsberøvelse af asylansøgere, og hans skrivelse af 27. april 2017 til formanden for den ungarske nationalforsamling med en opfordring til at forkaste lovforslaget om udenlandsk finansierede NGO'er,

—	der henviser til Kommissionens beslutning om at indlede en traktatbrudsprocedure mod Ungarn vedrørende loven om ændring af den nationale lov om højere uddannelse samt andre verserende og kommende traktatbrudsprocedurer mod Ungarn,

—	der henviser til Kommissionens reaktion på den ungarske nationale høring »Stop Bruxelles«,

—	der henviser til kommissær Avramopoulos' besøg i Ungarn den 28. marts 2017,

—

der henviser til skrivelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender til næstformand Timmermans, hvori han anmodes om at redegøre for Kommissionens holdning til foreneligheden af loven om ændring af visse retsakter vedrørende styrkelse af den procedure, der gennemføres i det bevogtede grænseområde, med bestemmelserne i gældende EU-ret på asylområdet, samt med chartret om grundlæggende rettigheder i forbindelse med gennemførelsen af de foranstaltninger, der er nævnt i denne retsakt,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

der henviser til, at Den Europæiske Union bygger på værdierne om respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstatsforhold og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal, og til, at disse værdier er universelle og fælles for medlemsstaterne (artikel 2 i TEU);

der henviser til, at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder udgør en del af EU's primære ret og forbyder enhver forskelsbehandling på grund af bl.a. køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder og seksuel orientering;

C.	der henviser til, at Ungarn har været medlem af Den Europæiske Union siden 2004, og at et stort flertal af landets borgere ifølge meningsmålinger går ind for EU-medlemskab;

D.	der henviser til, at chartret fastsætter, at der er frihed for kunst og videnskabelig forskning, og at den akademiske frihed skal respekteres; der henviser til, at det også sikrer friheden til at oprette uddannelsesinstitutioner under overholdelse af de demokratiske principper;

der understreger, at forsamlingsfriheden bør beskyttes, og at et levende civilsamfund spiller en afgørende rolle med hensyn til at fremme offentlighedens deltagelse i den demokratiske proces og stille regeringer til ansvar i forhold til deres retlige forpligtelser, herunder beskyttelse af grundlæggende rettigheder, miljø og bekæmpelse af korruption;

F.	der henviser til, at retten til asyl er garanteret under behørig efterlevelse af reglerne i Genève-konventionen af 28. juli 1951 og protokollen hertil af 31. januar 1967 om flygtninges retsstilling og i overensstemmelse med TEU og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF);

der henviser til, at 91,54 % af asylansøgningerne i 2016 blev afvist; der henviser til, at der siden 2015 er vedtaget nye love og procedurer i Ungarn på asylområdet, der har tvunget alle asylansøgere til at rejse ind i Ungarn gennem et transitområde på ungarsk område, der giver adgang for et begrænset antal personer pr. dag, i øjeblikket 10; der henviser til, at NGO'er gentagne gange har rapporteret, at migranter ved Ungarns grænser summarisk tvinges tilbage til Serbien, i nogle tilfælde ved en grusom og voldelig behandling, uden at der tages hensyn til deres ansøgninger om beskyttelse; der henviser til, at den ungarske regering har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til EU-retten for så vidt angår omfordeling af asylansøgere;

der henviser til, at Europarådets menneskerettighedskommissær har erklæret, at »som følge af de radikale ændringer, som Ungarn i de seneste måneder har indført i asylretten og praksis, løber asylansøgere, der sendes tilbage til landet, en stor risiko for at blive genstand for krænkelser af menneskerettighederne«, jf. hans skriftlige bemærkninger indgivet den 17. december 2016 til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende to klager mod Østrig om overførslen af asylansøgere fra Østrig til Ungarn i henhold til Dublin III-forordningen;

der henviser til, at 11 flygtninge, som benævnes »Röszke 11«, der var til stede den 16. september 2016, dagen efter at Ungarn lukkede sin grænse til Serbien, blev anklaget for at have begået en terrorhandling og idømt fængselsstraffe, herunder Ahmed H., en syrer bosiddende i Cypern, der i november 2016 blev idømt 10 års fængsel ved en uretfærdig rettergang, udelukkende for at have anvendt en megafon til at mindske spændingerne og for at kaste tre genstande efter grænsepolitiet;

der henviser til, at der siden vedtagelsen af Europa-Parlamentets beslutning af 16. december 2015, er rejst bekymring om en række spørgsmål, herunder anvendelsen af offentlige midler, angreb på civilsamfundsorganisationer og menneskerettighedsforkæmpere, asylansøgeres rettigheder, masseovervågning af borgere, foreningsfrihed, ytringsfrihed, mediepluralisme og lukning af avisen Népszabadság, romaernes rettigheder, herunder tvangsudsættelse af romaer i Miskolc og segregering af romabørn i uddannelsessystemet, LGBTI-personers rettigheder, kvinders rettigheder, retsvæsenet, herunder muligheden for at idømme en livstidsfængselsstraf uden mulighed for prøveløsladelse, tvangsudsættelse af ungarske NGO'er og den uafhængige romaorganisation Phralipe fra deres hovedkvarterer samt risikoen for lukning af Lukács-arkiverne;

K.	der henviser til, at indholdet af og sprogbrugen i den nationale høring »Stop Bruxelles« — en national høring om immigration og terrorisme og regeringens ledsagende reklamekampagner — er stærkt vildledende og fordrejet;

der henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen Szabó og Vissy v. Ungarn fastslog, at den ungarske lovgivning om hemmelig overvågning som led i terrorismebekæmpelse, der blev indført i 2011, var en tilsidesættelse af retten til respekt for privatliv og familieliv, hjemmet og korrespondance; der henviser til, at domstolen i sagen Ilias og Ahmed v. Ungarn konstaterede en krænkelse af retten til frihed og sikkerhed, retten til adgang til effektive retsmidler vedrørende betingelserne i Röszke-transitzonen og retten til at blive beskyttet mod umenneskelig eller nedværdigende behandling i forbindelse med asylansøgernes udvisning til Serbien; der henviser til, at domstolen i sagen Baka v. Ungarn fastslog, at Ungarn havde tilsidesat retten til en retfærdig rettergang og til ytringsfrihed for András Baka, tidligere præsident for den ungarske højesteret;

der henviser til, at den seneste udvikling i Ungarn, især loven om ændring af visse retsakter om indførelse af strengere procedurer i forbindelse med grænseforvaltning og asyl, loven om ændring af den nationale lov om højere uddannelse, som udgør en direkte trussel for Det Centraleuropæiske Universitet, og som har udløst stor offentlig misbilligelse, og den foreslåede lov om gennemsigtighed for organisationer, der modtager støtte fra udlandet (det ungarske parlaments lov nr. T/14967), har givet anledning til betænkeligheder for så vidt angår deres forenelighed med EU-lovgivningen og chartret om grundlæggende rettigheder;

minder om, at de værdier, der er nedfældet i artikel 2 i TEU, skal overholdes af alle EU's medlemsstater;

beklager, at udviklingen i Ungarn i de seneste år har ført til en alvorlig forværring af retsstatsforholdene, demokratiet og de grundlæggende rettigheder, bl.a. med hensyn til ytringsfrihed, akademisk frihed, migranters, asylansøgeres og flygtninges menneskerettigheder, forsamlings- og foreningsfrihed, restriktioner og hindringer for civilsamfundsorganisationers aktiviteter, retten til ligebehandling, rettigheder for personer, der tilhører mindretal, herunder romaer, jøder og LGBTI-personer, sociale rettigheder, landets forfatningsmæssige system, domstolenes og andre institutioners uafhængighed, og mange foruroligende forlydender om korruption og interessekonflikter, som tilsammen kan udgøre en spirende systemisk trussel mod retsstatsprincippet i denne medlemsstat; mener, at Ungarn udgør en prøve for EU, hvor sidstnævnte kan bevise sin evne og vilje til at reagere på trusler og tilsidesættelse af dets egne grundlæggende værdier fra en medlemsstats side; bemærker med bekymring, at udviklingen i visse andre medlemsstater viser foruroligende tegn på en lignende undergravning af retsstatsprincippet som den i Ungarn;

opfordrer den ungarske regering til at gå ind i en dialog med Kommissionen om alle de spørgsmål, der er omhandlet i denne beslutning, navnlig med hensyn til migranters, asylansøgeres og flygtninges menneskerettigheder, foreningsfrihed, retten til uddannelse og akademisk forskning, segregering af romaer i uddannelsessystemet og beskyttelse af gravide kvinder på arbejdspladsen; gentager, at begge parter bør gå ind i en sådan dialog på en åben, evidensbaseret og samarbejdsorienteret vis; opfordrer Kommissionen til at holde Parlamentet underrettet om sine vurderinger;

udtrykker sin bekymring over de seneste udtalelser og initiativer fra den ungarske regering, især hvad angår fortsættelsen af høringen »Stop Bruxelles« og efterforskningen af udenlandske ansatte ved Det Centraleuropæiske Universitet samt erklæringerne fra lederne af det regerende parti om, at de er imod enhver ændring af lovgivningen med henblik på at efterkomme henstillinger fra EU-institutionerne og internationale organisationer; beklager, at disse signaler ikke viser et klart engagement fra de ungarske myndigheders side til fuldt ud at sikre, at deres tiltag er i overensstemmelse med EU's primære og afledte ret;

opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge den ungarske regerings anvendelse af EU-midler, navnlig inden for asyl og migration, offentlig kommunikation, uddannelse, social inddragelse og økonomisk udvikling for at sikre, at samfinansierede projekter er i fuld overensstemmelse med både EU's primære og afledte ret;

opfordrer i mellemtiden den ungarske regering til at ophæve retsakten om ændring af visse retsakter om indførelse af strengere procedurer i forbindelse med grænseforvaltning og asyl og loven om ændring af den nationale lov om højere uddannelse, og til at trække den foreslåede lov om gennemsigtighed for organisationer, der modtager støtte fra udlandet (det ungarske parlaments lov nr. T/14967) tilbage;

opfordrer indtrængende den ungarske regering til øjeblikkeligt at suspendere alle frister i retsakten om ændring af den nationale lov om højere uddannelse, til straks at indlede en dialog med de relevante amerikanske myndigheder med henblik på at sikre den fremtidige drift af Det Centraleuropæiske Universitet, der udsteder eksamensbeviser akkrediteret af USA, og til at give et offentligt tilsagn om, at universitetet kan forblive i Budapest som en fri institution;

beklager, at Kommissionen ikke har reageret på Parlamentets opfordring til at aktivere EU's retlige ramme for at styrke retsstatsprincippet, jf. dets beslutning af 10. juni 2015 og af 16. december 2015 om situationen i Ungarn, med det formål gennem en dialog med den pågældende medlemsstat at forhindre, at den spirende systemiske trussel mod retsstatsprincippet eskalerer yderligere; er af den opfattelse, at Kommissionen i sin nuværende tilgang primært fokuserer på marginale, tekniske aspekter af loven, men ignorerer tendenserne, mønstrene og den samlede indvirkning af disse foranstaltninger på retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder; mener, at navnlig traktatbrudsprocedurerne i de fleste tilfælde ikke har ført til reelle forandringer og heller ikke har løst op for situationen i et bredere perspektiv;

mener, at den nuværende situation i Ungarn udgør en klar fare for en grov krænkelse af de værdier, der er nævnt i artikel 2 i TEU, og berettiger iværksættelsen af proceduren i artikel 7, stk. 1, i TEU;

10.

pålægger derfor Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender at indlede proceduren og udarbejde en specifik betænkning med henblik på at afholde en afstemning på plenarmødet om et begrundet forslag, hvori Rådet opfordres til at træffe foranstaltninger i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU, jf. forretningsordenens artikel 83;

11.

gentager, at der er behov for en regelmæssig overvågning og dialog, der involverer alle medlemsstater, med henblik på at sikre overholdelsen af EU's grundlæggende værdier som demokrati, grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet, der involverer Rådet, Kommissionen og Parlamentet, som det fremhæves i Parlamentets beslutning af 25. oktober 2016 om oprettelse af en EU-mekanisme for demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder (6), og også for at undgå dobbeltstandarder;

12.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og Rådet, til Ungarns præsident, regering og parlament og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Europarådet.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0461.

(2) EUT C 407 af 4.11.2016, s. 46.

(3) EUT C 75 af 26.2.2016, s. 52.

(4) EUT C 249 E af 30.8.2013, s. 27.

(5) EUT C 199 E af 7.7.2012, s. 154.

(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0409.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/79

P8_TA(2017)0217

Europæisk referenceramme for kvalifikationer for livslang læring

Europa-Parlamentets beslutning af 17. maj 2017 om den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring (2016/2798(RSP))

(2018/C 307/10)

Europa-Parlamentet,

—

der henviser til forslag til Rådets henstilling om den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 23. april 2008 om etablering af den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring (COM(2016)0383),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. juni 2016 om en ny dagsorden for færdigheder i Europa (COM(2016)0381),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 23. april 2008 om etablering af den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring (1),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2241/2004/EF af 15. december 2004 om en samlet fællesskabsramme for større gennemsigtighed i kvalifikationer og kompetencer (Europass) (2), der gør det lettere for folk at gøre rede for deres færdigheder og kvalifikationer,

—	der henviser til de nye prioriteter i strategirammen for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet frem til 2020 som fastsat i den fælles rapport om det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020), der blev vedtaget i 2015 (3),

—	der henviser til Rådets henstilling af 20. december 2012 om validering af ikkeformel og uformel læring (4),

—	der henviser til Eurydices oversigt om anerkendelse af forudgående ikkeformel og uformel læring inden for videregående uddannelse,

—

der henviser til det flersprogede europæiske klassifikationssystem for færdigheder, kompetencer, kvalifikationer og erhverv (ESCO), der, sammen med den europæiske referenceramme for kvalifikationer (EQF) vil anvende et fælles format for elektronisk offentliggørelse af oplysninger om kvalifikationer (anført i forslagets bilag VI),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 18. juni 2009 om fastlæggelse af en europæisk referenceramme for kvalitetssikring af erhvervsuddannelserne (5) (EQUAVET),

—

der henviser til det uafhængige EQAR (European Quality Assurance Register in Higher Education) (6), der er et register over kvalitetssikringsagenturer, der i det væsentlige overholder de europæiske standarder og retningslinjer for kvalitetssikring i det europæiske område for videregående uddannelse (ESG),

—

der henviser til det europæiske meritoverførselssystem (ECTS) (7), som er udviklet inden for rammerne af det europæiske område for videregående uddannelser, og det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse (ECVET), som blev etableret ved Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 18. juni 2009 (8),

—	der henviser til Bolognaprocessen inden for videregående uddannelse, Jerevan-ministerkommunikéet fra 2015 og rapporten »European Higher Education Area in 2015: Bologna process implementation report,«

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1288/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af »Erasmus+«: EU-programmet for uddannelse, ungdom og idræt (9),

—

der henviser til Europarådets konvention om anerkendelse af kvalifikationer inden for de videregående uddannelser i Europaregionen (Lissabonkonventionen om anerkendelse af videregående uddannelser) og henstillingen om brugen af kvalifikationsrammer i anerkendelsen af udenlandske kvalifikationer, som udtrykkeligt nævner EQF som et redskab, der skal anvendes ved akademisk anerkendelse,

—	der henviser til strategien for udvidet adgang til uddannelse for at fremme retfærdighed og vækst: en strategi til udvikling af den sociale dimension og livslang læring på det europæiske område for videregående uddannelse frem til 2020, som dækker alle de lande, der deltager i EQF,

—	der henviser til UNESCO's rapport om anerkendelse, validering og akkreditering af ikkeformel og uformel læring i UNESCO-medlemsstater,

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (10) ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU af 20. november 2013 (11),

—	der henviser til forespørgslen til Kommissionen om den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring (O-000038/2017 — B8-0218/2017),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

der henviser til, at en ordentlig anerkendelse af, forståelse for og værdsættelse af færdigheder går langt videre end det, der blot efterspørges på arbejdsmarkedet; der henviser til, at de færdigheder, der findes, og dem, som der er behov for på arbejdsmarkedet, styrkes af en EQF, som kan identificere og tilpasse disse færdigheder til hinanden og dermed skabe sociale og økonomiske fordele; bemærker, at det er afgørende at hjælpe enkeltpersoner med at erhverve og ajourføre deres kompetencer og færdigheder gennem hele livet;

B.	der henviser til, at en bedre sammenlignelighed af kvalifikationer øger alle vandrende arbejdstageres muligheder for at komme i beskæftigelse og udvikle sig fagligt;

C.	der henviser til, at der skal fokuseres på digitale færdigheder, og at der skal træffes strukturerede foranstaltninger for erhvervelse og anerkendelse af sådanne færdigheder;

der henviser til, at den videre udvikling af EQF i betragtning af de nye udfordringer i samfundet og de teknologiske og demografiske forandringer kan støtte livslang læring både med hensyn til at fremme lige muligheder, lige adgang til uddannelse og et bedre samspil mellem almene og faglige uddannelsessystemer; der henviser til, at almen og faglig uddannelse bør hjælpe folk med at tilpasse sig de omstændigheder, de måtte stå over for, ved at opkvalificere og uddanne borgerne på en holistisk måde, så de bliver kritiske, selvsikre og uafhængige og erhverver de færdigheder, der er behov for i det 21. århundrede;

der henviser til, at løbende udvikling af viden, færdigheder og kompetence — også kaldet livslang læring — kan bidrage til at forbedre den enkeltes valg med hensyn til arbejde og liv, hjælpe folk med at udnytte deres fulde potentiale, være til fordel for samfundet samt øge folks chancer for at finde et job og sikre deres karrierer;

F.	der henviser til, at EQF's mål er at lette sammenligningen mellem uddannelsessystemer og dermed tilskynde til forandringer og reformer på nationalt og sektorielt niveau med henblik på at opfylde målsætningerne i Europa-2020 strategien og ET2020-rammen;

der henviser til, at situationen omkring kvalifikationer på grund af medlemsstaternes mangel på ambition og på trods af det hidtidige engagement stadig er uigennemskuelig med en lav anerkendelsesgrad af udenlandske kvalifikationer; der henviser til, at det er nødvendigt med en justering af EQF for at sikre endnu større gennemsigtighed og sammenlignelighed af kvalifikationer;

H.	der henviser til, at EQF bør skabe en overordnet ramme for brugerne for at lette samarbejdet mellem medlemsstaternes myndigheder, arbejdsmarkedets parter, udbydere af almen og faglig uddannelse, fagforeninger, civilsamfundet og andre interesserede parter på internationalt niveau;

der henviser til, at det kun er Nederlandene og Sverige, der har indført specifikke procedurer i deres nationale kvalifikationsrammer for medtagelse af ikkeformelle kvalifikationer; der henviser til, at ingen medlemsstater har indført specifikke procedurer for uformel læring i deres nationale kvalifikationsrammer;

der henviser til, at medlemsstaterne bør indføre ordninger i overensstemmelse med EQF for validering af ikkeformel og uformel læring, herunder færdigheder, der er erhvervet i forbindelse med frivilligt arbejde, med tilknytning til nationale kvalifikationsrammer snarest og under alle omstændigheder senest i 2018;

der henviser til, at medlemsstaterne i Jerevan-kommunikéet fra 2015 specifikt forpligtede sig til at revidere deres nationale lovgivning med henblik på at sikre fuldstændig overholdelse af Lissabonkonventionen om anerkendelse og til at revidere de nationale kvalifikationsrammer med henblik på at sikre, at læringsspor inden for rammen medfører anerkendelse af tidligere læring;

L.	der henviser til, at det er medlemsstaternes ansvar og enekompetence at sikre undervisningens kvalitet og tilrettelægge uddannelsessystemerne; der henviser til, at EQF ikke påvirker dette ansvar;

M.	der henviser til de eksisterende uoverensstemmelser i anerkendelsen af kvalifikationer regionerne imellem, navnlig grænseregioner, og at dette giver forskelle for beskæftigelsesegnetheden;

N.	der henviser til, at biblioteker, både offentlige og private, yder et betydningsfuldt bidrag til livslang læring samt til forbedring af læsefærdigheder og digitale færdigheder;

O.	der henviser til, at i alt 39 lande for nærværende deltager i EQF: EU-medlemsstaterne, EØS-landene, kandidatlandene, potentielle kandidatlande (Bosnien-Hercegovina og Kosovo) samt Schweiz;

anerkender Kommissionens initiativ til at revidere EQF og yderligere støtte moderniseringen af de europæiske almene og faglige uddannelsessystemer, samtidig med at de nationale kompetencer respekteres, og det sikres, at særegenhederne ved medlemsstaternes uddannelsessystemer bevares;

påpeger, at støtte til at tænke kritisk og uden for boksen er afgørende for udviklingen af de nye færdigheder, der er behov for i fremtiden;

henstiller til bevarelse af de værdifulde kompetencer, der består i videregivelse af færdigheder, der ikke kun er tekniske, men også manuelle, og som har muliggjort udviklingen af og væksten i håndværksfagene, der bør bevares for at fastholde medlemsstaternes identitet;

bemærker, at det er EQF's rolle at forbedre sammenligneligheden af kvalifikationer, der er opnået i medlemsstaterne, idet de nationale uddannelsessystemers særlige kendetegn samtidig skal sikres;

påpeger, at Unionen bør gøre det muligt for alle, uanset alder eller status, at gøre deres kvalifikationer og kompetencer, herunder kvalifikationer og kompetencer, der er erhvervet under frivilligt arbejde, mere synlige, og at få dem værdsat og anerkendt på en klar og tilgængelig måde uanset hvor eller hvordan de har erhvervet dem, navnlig i grænseoverskridende regioner; fremhæver behovet for en større indsats fra medlemsstaternes side med henblik på en hurtigere og mere effektiv anerkendelse af kvalifikationer under henvisning til det relevante EQF-niveau;

minder om nødvendigheden af at understrege gennemførelsen af EQF for at øge denne referencerammes kvalitet og potentiale;

anbefaler større fleksibilitet med hensyn til at sikre en løbende ajourføring af forholdet mellem de nationale referencerammer og EQF;

minder om, at en af hovedformålene med EQF er at lette og fremme en overførsel af kvalifikationer, men også i valideringen af formel og uformel almen og faglig uddannelse mellem de forskellige almene og faglige uddannelsessystemer for at muliggøre den transnationale erhvervsmæssige og læringsmæssige mobilitet, rette op på skævheden på det europæiske arbejdsmarked og lette opfyldelsen af borgernes personlige behov;

opfordrer Kommissionen til at overveje, om der er behov for en yderligere revision af de tre horisontale områder (viden, færdigheder og kompetencer) for at gøre dem mere forståelige og klare; opfordrer til brugen af den europæiske nøglekompetenceramme fra 2006 som en værdifuld ressource og som det vigtigste referencedokument for at skabe større terminologisk sammenhæng mellem de forskellige EU-rammer og dermed en virkelig resultatorienteret læringstilgang;

10.

påpeger betydningen af at analysere og udvikle værktøjer til at forudse fremtidens behov for færdigheder; tilskynder derfor medlemsstaterne og alle relevante interesserede parter som f.eks. arbejdsgivere til at udveksle god praksis på dette område;

11.

understreger betydningen af faglige uddannelser og lærlingeuddannelser for tilegnelsen af færdigheder; understreger derfor behovet for at fremme tostrengede uddannelsesordninger i medlemsstaterne, der kombinerer praktikpladser i virksomheder og undervisning på erhvervsskoler; minder om, at arbejdsgivere og iværksættere spiller en afgørende rolle for uddannelse på arbejdspladsen samt for tilvejebringelsen af praktikpladser og mener, at deres rolle bør støttes og udvikles yderligere;

12.

anbefaler, at EQF knyttes tilstrækkeligt tæt til samfundets behov, herunder arbejdsmarkedet, for at forbedre den europæiske økonomis konkurrenceevne samt hjælpe enkeltpersoner med at udvikle deres potentiale med henblik på virkeliggørelse af Europa 2020-målene;

13.

understreger behovet for fuldt ud at udnytte mulighederne i EQF for at stimulere og lette studerendes og arbejdstageres mobilitet i EU og dermed fremme livslang læring og tilskynde til udvikling af en mobil, fleksibel arbejdskraft i hele Europa i en tid med økonomiske problemer og globaliseringen af markederne;

14.

understreger, at en række medlemsstater stadig befinder sig i de tidlige faser af gennemførelsen af deres nationale kvalifikationsrammer, der er baseret på de otte niveauer i EQF; opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at sikre, at denne proces fortsat gennemføres;

15.

fremhæver betydningen af det europæiske klassifikationssystem for færdigheder, kompetencer, kvalifikationer og erhverv (ESCO), der identificerer færdigheder, kompetencer, kvalifikationer og erhverv, som er relevante for EU's arbejdsmarked og almene og faglige uddannelse, på 25 sprog;

16.

opfordrer til stærk støtte til og fremme af fælles europæiske principper om tilbud om og øjeblikkelig validering og anerkendelse af ikkeformelle og uformelle læringsprocesser, da dette er særlig vigtigt for integrationen af »atypiske« lærende; understreger i denne forbindelse det stigende antal erhvervsbaserede uddannelser med særlig opmærksomhed rettet mod ældre, personer med handicap, langtidsledige, ældre arbejdstagere og andre certificeringsgrupper, der bør indgå i valideringsprocessen; tilskynder Kommissionen til at undersøge, om ECVET-meritter kan bruges til at validere og anerkende uformel og ikkeformel læring; mener ikke, at det vil medføre en værdiforringelse af formelle kvalifikationer;

17.

understreger behovet for en bedre koordination mellem EQF og andre eksisterende anerkendelses- og gennemsigtighedsværktøjer som ECVET, ECTS og Europass ved hjælp af kvalitetssikringssystemer for at skabe synergi og øge effektiviteten af de instrumenter, der skal sikre større gennemsigtighed;

18.

henstiller, at Kommissionen udvikler et selvevalueringsværktøj til arbejdsgivere for at sikre mere effektiv anvendelse af EQF; tilskynder arbejdsgivere til kritisk at overveje, hvilket færdigheder og kvalifikationer, der er behov for for at sikre beskæftigelse:

19.

understreger de potentielle risici ved at definere læringsresultater i EQF som følge af de mulige konsekvenser for læseplanerne; fremhæver betydningen af mangfoldigheden i uddannelsessystemerne i EU og i de øvrige deltagerlande;

20.

opfordrer de resterende medlemsstater til hurtigt at knytte deres nationale kvalifikationsrammer til EQF; opfordrer indtrængende til en hurtigere fjernelse af alle resterende hindringer for anerkendelse;

21.

opfordrer Kommissionen til at foretage en fornyet evaluering af omkostningerne ved at forbedre EQF, da der for nærværende ikke forventes yderligere omkostninger; er bekymret over, at arbejdet med at revidere EQF er undervurderet;

22.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre strategier med en social dimension for deres almene og faglige uddannelsessystemer for at forbedre støtten til lige muligheder, forbedre lige adgang til uddannelse, bekæmpe uligheder og sikre bedre samspil mellem de almene og faglige uddannelsessystemer; opfordrer indtrængende Kommissionen til at støtte medlemsstaternes bestræbelser i den retning;

23.

opfordrer Kommissionen til at genoverveje sin støtte til resultatbaseret finansiering inden for erhvervsuddannelse og videregående uddannelse samt studieafgifterne inden for rammerne af moderniseringsdagsordenen for at sikre den sociale rolle af de almene og faglige uddannelsessystemer og adgangen til at opnå kvalifikationer;

24.

opfordrer Kommissionen til at afklare den forventede rollefordeling mellem ECVET og ECTS for at sikre øget åbenhed i revisionen i forhold til de interesserede parter;

25.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at være særligt opmærksomme på tilsagnet om at medtage uformel og ikkeformel læring, der for indeværende ikke er medtaget i de fleste nationale kvalifikationsrammer og følgelig EQF, navnlig uformel læring, der er fuldstændig udelukket for nærværende;

26.

understreger behovet for en bedre forståelse for kvalifikationer, der er erhvervet uden for EU, med henblik på at fremme integrationen af migranter og flygtninge i det europæiske samfund, på EU’s arbejdsmarked samt i de almene og faglige uddannelsessystemer i EU; glæder sig i denne forbindelse over henstillingen, der danner grundlaget for sammenhængen mellem tredjelandes nationale og regionale kvalifikationsrammer, medlemsstaternes nationale kvalifikationsrammer og EQF, navnlig muligheden for at føre strukturerede dialoger med de af EU's naboskabslande, der har en associeringsaftale med EU, hvilket kan resultere i en styrkelse af deres nationale referencerammer for kvalifikationer i forhold til EQF og af EU-støtte (f.eks. gennem udviklingsbistand) til tredjelandes udvikling af nationale referencerammer for kvalifikationer;

27.

anerkender, at det er i tredjelandes interesse at anvende EQF som reference for deres egne kvalifikationssystemer, og at EQF bør revideres for at forenkle den formelle sammenligning af kvalifikationer, der erhverves i tredjelande, med kvalifikationer, der er erhvervet i EU;

28.

insisterer på, at relevante interesserede parter, herunder offentlige arbejdsformidlinger, arbejdsmarkedets parter, udbydere af almen og faglig uddannelse og civilsamfundet, bør inddrages yderligere i og samarbejde tæt om udformning, gennemførelsen og fremme af og kontrol med EQF på EU-plan og nationalt plan med henblik på at sikre en bredere opbakning til den;

29.

mener, at et instrument som EQF kræver konstant opdatering og tilpasning og dermed bør støttes og forbedres gennem regelmæssig kontrol, navnlig hvad angår brugervenlighed, samspilsmuligheder og gennemsigtighed; understreger, at EQF kun bliver en succes, hvis medlemsstaterne virkelig engagerer sig i at gennemføre og bruge den;

30.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT C 111 af 6.5.2008, s. 1.

(2) EUT L 390 af 31.12.2004, s. 6.

(3) EUT C 417 af 15.12.2015, s. 25.

(4) EUT C 398 af 22.12.2012, s. 1.

(5) EUT C 155 af 8.7.2009, s. 1.

(6) https://www.eqar.eu

(7) http://ec.europa.eu/education/library/publications/2015/ects-users-guide_en.pdf

(8) EUT C 155 af 8.7.2009, s. 11.

(9) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 50.

(10) EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22.

(11) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 132.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/87

P8_TA(2017)0219

Etiopien, navnlig sagen vedrørende dr. Merera Gudina

Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om Etiopien, navnlig sagen vedrørende dr. Merera Gudina (2017/2682(RSP))

(2018/C 307/12)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Etiopien,

—	der henviser til den seneste universelle regelmæssige gennemgang af Etiopien, der blev gennemført forud for FN's Menneskerettighedsråd i 2015,

—

der henviser til pressemeddelelsen fra Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) efter Federica Mogherinis, næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitiks (NF/HR) besøg hos den etiopiske premierminister Hailemariam Desalegn i Addis Abeba den 17. marts 2017,

—	der henviser til Den Føderative Demokratiske Republik Etiopiens forfatning, som blev vedtaget den 8. december 1994, særlig bestemmelserne i kapitel III om grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, menneskerettigheder og demokratiske rettigheder,

—	der henviser til mundtlig redegørelse af 18. april 2017 fra den etiopiske menneskerettighedskommission til det etiopiske parlament,

—	der henviser til erklæring af 10. april 2017 fra EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder Stavros Lambrinidis om sit besøg i Etiopien for at indlede den strategiske indsats for menneskerettigheder og regeringsførelse,

—	der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Etiopien ratificerede i 1993,

—	der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

—	der henviser til EU-Udenrigstjenestens erklæring af 23. december 2015 om de nylige sammenstød i Etiopien,

—	der henviser til erklæring af 10. oktober 2016 fra NF/HR's talsmand om Etiopiens erklæring om undtagelsestilstand,

—	der henviser til EU's og Etiopiens fælles dagsorden for migration og mobilitet, der blev undertegnet den 11. november 2015,

—	der henviser til erklæring af 18. december 2015 fra USA's udenrigsministerium om sammenstød i Oromia, Etiopien,

—	ser henviser til EU's og Etiopiens strategiske indsats,

—	der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

—	der henviser til Cotonouaftalen,

—	der henviser til FN's menneskerettighedskommissær Zeid Ra'ad Al Husseins besøg i Etiopien, som blev afsluttet den 4. maj 2017,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

der henviser til, at Etiopien spiller en central rolle i regionen og nyder politisk opbakning fra vestlige donorer og hovedparten af nabolandene i regionen på grund af landets rolle som vært for Den Afrikanske Union (AU) og dets bidrag til FN's fredsbevarende indsats, sikkerheds- og bistandspartnerskaber med vestlige lande som støtte for de internationale bestræbelser på at skabe stabilitet i Somalia og bekæmpe terrorgrupperne i regionen; der henviser til, at Etiopien også er dybt involveret i forbindelserne mellem Sudan og Sydsudan og har organiseret fredsforhandlinger i IGAD-regi;

der henviser til, at Etiopien med en befolkning på 100 millioner angiveligt er en af de hurtigst voksende økonomier i Afrika, der tiltrækker betydelige udenlandske investeringer, bl.a. i landbrugs-, bygge- og anlægssektoren og fremstillingssektoren, til store udviklingsprojekter såsom bygning af vandkraftsdæmninger og plantager og udbredt leasing af land, ofte til udenlandske virksomheder og har oplevet en gennemsnitlig vækstrate på 10 % i de seneste ti år; der henviser til, at det ikke desto mindre stadig er en af de fattigste økonomier med et BNI pr. indbygger på 632 USD; der henviser til, at det lå på plads 173 ud af 187 lande i FN's indeks for menneskelig udvikling for 2014;

der henviser til, at den nuværende humanitære krise på Afrikas Horn, der påvirker Ogadenregionen og andre områder af Etiopien, har bragt kolera og fødevaremangel med sig, som allerede har kostet mange menneskeliv og bragt tusinder i fare, navnlig siden begyndelsen af marts 2017; der henviser til, at FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) har lanceret sin største appel om 96,4 mio. USD for at hjælpe 1,19 millioner flygtninge og tidligere flygtninge i Sudan, Somalia, Etiopien og Den Centralafrikanske Republik; der henviser til, at Etiopien i januar 2017 erklærede undtagelsestilstand på grund af en tørke i landets østlige provinser, der har efterladt 5,6 mio. mennesker i akut behov for hjælp, og at landet anmoder om støtte fra det internationale samfund; der henviser til, at tørken i 2016 efterlod 10 mio. mennesker sultende og kostede hundreder af tusinder af husdyr livet;

der henviser til, at aftalen mellem EU og Etiopien om en strategisk indsats blev undertegnet den 14. juni 2016; der henviser til, at den anerkender Etiopiens afgørende rolle i Afrika og det internationale samfund samt landets betydelige økonomiske vækst og fremskridt hen imod årtusindudviklingsmålene (MDG-målene); der henviser til, at EU støtter Etiopiens konstruktive rolle i fred og sikkerhed på Afrikas Horn;

der henviser til, at Etiopien kæmper med en konstant tilstrømning af migranter og en konstant udadgående strøm af migranter og er værtsland for omkring 800 000 flygtninge, primært fra Sydsudan og Eritrea, men også fra Somalia; der henviser til, at EU og Etiopien den 11. november 2015 undertegnede en fælles dagsorden for migration og mobilitet (FDMM) for at styrke samarbejdet og dialogen mellem de to parter på migrationsområdet;

F.	der henviser til, at Etiopien har undertegnet Cotonouaftalen, hvis artikel 96 fastsætter, at respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder er et væsentligt element i AVS-EU-samarbejdet;

der henviser til, at de etiopiske myndigheder gentagne gange har anvendt overdreven magt mod fredelige demonstranter og begået krænkelser af menneskerettighederne mod medlemmer af Oromo-samfundet og andre etniske grupper, herunder forfølgelse, vilkårlige anholdelser og drab på grund af deres formodede opposition mod den siddende regering; der henviser til, at Etiopiens regering regelmæssigt beskylder dem, der kritiserer regeringens politik, for at have tilknytning til terrorisme; der henviser til, at journalister, bloggere, demonstranter og aktivister er blevet retsforfulgt i henhold til landets skrappe antiterrorerklæring fra 2009;

der henviser til, at situationen forværredes i midten af april 2014, hvor regeringen bebudede gennemførelsen af den integrerede regionale udviklingsplan fra Addis Abeba, som foreslår en udvidelse af faciliteter til områder uden for byen, der tilhører den nationale regionalstat Oromia, Etiopiens største region omkring Addis Abeba;

I.	der henviser til, at regeringen den 14. januar 2016 besluttede at annullere den omstridte storstilede byudviklingsplan; der henviser til, at udvidelsen af Addis Abeba allerede har fordrevet millioner af Oromo-landbrugere, så de er blevet fanget i fattigdom;

der henviser til, at Oromia i 2015 og 2016 oplevede masseprotester over udvidelsen af kommunegrænsen ind over Oromo-landbrugeres jord, som er hjemsted for to millioner mennesker, da eksproprieringerne blev betragtet som landgrabbing; der henviser til, at den etiopiske menneskerettighedskommission, der fik mandat til at foretage undersøgelser af urolighederne, den 19. april 2017 rapporterede, at 462 civile og 33 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne var blevet dræbt og 338 civile og 126 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne såret mellem juni og oktober 2016;

der henviser til, at der den 9. oktober 2016 blev erklæret undtagelsestilstand i henhold til Etiopiens forfatning af den etiopiske premierminister Hailemariam Desalegn; der henviser til, at undtagelsestilstanden giver militæret lov til at håndhæve sikkerheden i hele landet og indfører yderligere begrænsninger af ytringsfriheden og den frie adgang til information; der henviser til, at regeringen den 15. marts 2017 meddelte, at mange af undtagelsestilstandens restriktioner var blevet ophævet, og fastslog, at kommandoposten ikke længere ville kunne foretage vilkårlige anholdelser eller gennemføre ransagninger af ejendomme uden dommerkendelser, og at spærretiden og visse restriktioner på mediernes rapporteringer vil blive ophævet; der henviser til, at det etiopiske parlament den 29. marts 2017 enstemmigt vedtog at forlænge undtagelsestilstanden i fire måneder;

der henviser til, at etiopiske sikkerhedsstyrker den 30. november 2016 arresterede dr. Merera Gudina, formanden for det etiopiske oppositionsparti Oromoernes Føderative Kongres i Addis Abeba efter hans besøg i Europa-Parlamentet den 9. november 2016, hvor han deltog i et panel sammen med andre oppositionsledere og angiveligt overtrådte loven om undtagelsestilstanden ved at »skabe pres mod regeringen«, »true samfundet med voldelige midler« samt forsøge at »forstyrre den forfatningsmæssige orden«; der henviser til, at hans anmodning om kaution er blevet afvist, og han stadig holdes varetægtsfængslet og venter på dommen; der henviser til, at dr. Gudina og to medtiltalte, Berhanu Nega og Jawar Mohammed, den 24. februar 2017 blev tiltalt for fire særskilte tilfælde af tilsidesættelse af den etiopiske straffelov;

der henviser til, at aktivister, journalister og menneskerettighedsforkæmpere, herunder Getachew Shiferaw (chefredaktør for Negere Ethiopia), Fikadu Mirkana (fra Oromias radio- og TV-organisation), Eskinder Nega (en fremtrædende journalist), Bekele Gerba (en Oromo-fredsaktivist) og Andargachew Tsige (en oppositionsleder) ligeledes er blevet arresteret eller er varetægtsfængslet; der henviser til, at onlineaktivisten Yonathan Tesfaye er blevet dømt efter antiterrorlovgivningen for kommentarer, han har fremsat på Facebook, og står over for mellem 10 og 20 års fængsel;

der henviser til, at den svensk-etiopiske kardiolog dr. Fikru Maru har været leder af Etiopiens første hjertehospital i Addis Abeba; der henviser til, at han har været fængslet i Etiopien siden 2013 på særdeles tvivlsomme anklager; der henviser til, at han har tilbragt flere år i fængsel uden rettergang; der henviser til, at han nu er blevet tiltalt med yderligere anklager om »terrorisme« lige inden afslutningen på hans fængselsstraf;

der henviser til, at Etiopien for nylig havde besøg af højtstående tjenestemænd med ansvar for menneskerettigheder, herunder FN's højkommissær for menneskerettigheder og EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder Stavros Lambrinidis, for at markere iværksættelsen af den sektorspecifikke dialog om menneskerettigheder og regeringsførelse inden for rammerne af EU's og Etiopiens strategiske indsats; der henviser til, at der er gjort langsomme fremskridt med at forbedre menneskerettighedssituationen i Etiopien, herunder med hensyn til fængsling af politiske ledere, den fortsatte anvendelse af loven om terrorbekæmpelse/loven om civilsamfundsorganisationer og forlængelsen af undtagelsestilstanden;

der henviser til, at FN's højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad Al Hussein, den 5. maj 2017 erklærede, at lovgivningen om velgørenhedsorganisationer og foreninger og om bekæmpelse af terrorisme og om massemedierne i Etiopien »ikke synes at være i overensstemmelse med de relevante internationale retsnormer og bør reformeres«;

opfordrer den etiopiske regering til omgående at løslade dr. Merera Gudina, dr. Fikru Maru og alle andre politiske fanger mod kaution og frafalde alle anklager mod dem og til at opgive sagerne mod Berhanu Naga og Jawar Mohammed, som blev tiltalt in absentia, og som for tiden er i eksil; understreger, at hvis en dialog med oppositionen skal anses for at være troværdig, skal ledende oppositionspolitikere som dr. Merera Gudina frigives; opfordrer EU's højtstående repræsentant til at mobilisere EU-medlemsstaterne til hurtigt at fortsætte etableringen af en FN-ledet international undersøgelse for en troværdig, gennemsigtig og uafhængig undersøgelse af drabene på demonstranter og til at lægge pres på den etiopiske regering til at give sit samtykke;

opfordrer den etiopiske regering til at fortsætte med at fjerne restriktioner og afslutte undtagelsestilstanden samt erkende, at den hindrer ytringsfriheden, og at den i alvorlig grad begrænser forskelligartede og legitime synspunkter om det etiopiske samfund, som er højst nødvendige med henblik på at tackle Etiopiens krise; understreger, at denne mangel på diskussion bringer Etiopiens stabilitet i fare;

anmoder de etiopiske myndigheder om at holde op med at bruge terrorbekæmpelseslovgivningen (Anti-Terrorism Proclamation No 652/2009) til at undertrykke fredelige protester eller uenighed; opfordrer endvidere den etiopiske regering til at revidere sin terrorbekæmpelseslov;

mener, at der er behov for større etnisk spredt demokratisk deltagelse i Etiopien og mere lige adgang til politiske, økonomiske, sociale og kulturelle muligheder mellem de forskellige etniske og religiøse grupper;

opfordrer indtrængende den etiopiske regering til fuldt ud at respektere ytrings-, forenings- og pressefriheden som omhandlet i Etiopiens forfatning og frigive uretmæssigt tilbageholdte journalister og bloggere; er fast overbevist om, at en fredelig protest er en del af en demokratisk proces, og at det under alle omstændigheder bør undgås at reagere med overdreven magtanvendelse; opfordrer indtrængende regeringen til behørigt at gennemføre anbefalingerne fra den etiopiske menneskerettighedskommission om de seneste voldelige protester, navnlig for så vidt angår at retsforfølge de medlemmer af sikkerhedsstyrkerne, der er ansvarlige for volden, og forhindre målrettede angreb mod specifikke nationaliteter samt forsvare borgernes ret til domstolsprøvelse;

minder den etiopiske regering om dens forpligtelser til at sikre de grundlæggende rettigheder, herunder adgang til klage- og domstolsprøvelse og retten til en retfærdig rettergang som fastsat i det afrikanske charter og andre internationale og regionale menneskerettighedsinstrumenter, herunder Cotonouaftalen, særlig artikel 8 og 96;

opfordrer den etiopiske regering til at give menneskerettighedsorganisationer og NGO'er uhindret adgang til alle dele af landet, navnlig de områder, hvor der er konflikter og protester;

udtrykker sin bekymring over lovgivning, som begrænser retten til ytringsfrihed, presse-, informations-, forenings- og forsamlingsfriheden, og overvågningen af menneskerettighederne;

minder om, at Etiopien er et vigtigt destinations-, transit- og oprindelsesland for migranter og asylsøgere, og at det er vært for den største flygtningepopulation i Afrika; noterer sig vedtagelsen af en fælles dagsorden om migration mellem EU og Etiopien, der omfatter spørgsmål vedrørende flygtninge, grænsekontrol og bekæmpelsen af menneskehandel; opfordrer endvidere Kommissionen til nøje at overvåge alle projekter, som for nylig er igangsat inden for rammerne af EU's trustfond for Afrika; minder om, at Etiopien er det andet mest folkerige land i Afrika og en af de hurtigst voksende økonomier, men ikke desto mindre stadig et af de fattigste; minder om, at Etiopien med 5 328 km landegrænser kæmper med nabolandenes skrøbelighed og en konstant tilstrømning af migranter og er værtsland for omkring 800 000 flygtninge;

10.

noterer sig den store rolle, Etiopien spiller i regionen, og navnlig landets støtte til stabiliseringen af Somalia, bekæmpelsen af terrorisme, fredsprocessen mellem Sudan og Sydsudan og internt i Sydsudan; mener, at det er afgørende vigtigt for Den Europæiske Union at føre en politisk dialog med dette vigtige land;

11.

udtrykker dyb bekymring over den aktuelle tørke i Etiopien, som har ført til en forværring af den humanitære situation i landet; glæder sig over de yderligere 165 mio. EUR i bistand til regionen til krisen i Sydsudan og nabolandene samt til tørken i Etiopien, Somalia og Kenya;

12.

roser Etiopien for de fremskridt, landet har gjort med hensyn til at forbedre betingelserne for dets hastigt voksende befolkning, herunder flygtninge fra konflikter i nabolandene, og er taknemligt for det lederskab, det viser i regionen og Den Afrikanske Union;

13.

er af den opfattelse, at EU's fremtidige samarbejde med Etiopien bør tage hensyn til, at der skal opnås væsentlige fremskridt på menneskerettighedsområdet;

14.

opfordrer de etiopiske myndigheder til at forhindre forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og tage skridt til at udvikle en fredelig og konstruktiv dialog mellem de forskellige samfundsgrupper;

15.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU-udenrigstjenesten, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden for Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, formændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, Den Afrikanske Unions Kommission, det Panafrikanske Parlament og Etiopiens parlament og regering.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/92

P8_TA(2017)0220

Sydsudan

Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om Sydsudan (2017/2683(RSP))

(2018/C 307/13)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til sine tidligere beslutninger om Sudan og Sydsudan,

—	der henviser til erklæringerne af 8. maj 2017 fra trojkaen (USA, Det Forenede Kongerige og Norge) og EU om sikkerhedssituationen i Sydsudan,

—	der henviser til erklæringen af 29. april 2017 fra talsmanden for FN's generalsekretær om situationen i Sydsudan,

—	der henviser til den endelige rapport af 13. april 2017 fra FN's Sikkerhedsråds ekspertpanel vedrørende Sydsudan,

—	der henviser til kommunikéet af 25. marts 2017 fra det 30. ekstraordinære topmøde i Den Mellemstatslige Organisation for Udvikling (IGAD) om Sydsudan,

—	der henviser til resultatet af den 34. samling i FN's Menneskerettighedsråd i Genève fra den 27. februar til den 24. marts 2017,

—	der henviser til erklæringen af 23. marts 2017 fra formanden for FN's Sikkerhedsråd om situationen i Sydsudan,

—	der henviser til Kommissionens erklæring til Europa-Parlamentet af 1. februar 2017,

—	der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2327 (2016) af 16. december 2016,

—	der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 12. december 2016 om Sydsudan,

—	der henviser til den humanitære rapport af 9. maj 2017 fra FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender,

—	der henviser til IGAD's aftale om en løsning på konflikten i Republikken Sydsudan af 17. august 2015,

—	der henviser til den samlede sudanesiske fredsaftale fra 2005,

—	der henviser til den ændrede Cotonoupartnerskabsaftale,

—	der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

—	der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

—	der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

—	der henviser til traktaten om våbenhandel,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 135, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

der henviser til, at der nu i over tre år udspiller sig en borgerkrig i Sydsudan, som brød ud, efter at Salva Kiir, landets præsident og medlem af den etniske Dinka-gruppe, anklagede sin afsatte vicepræsident, Riek Machar, en etnisk nuer, for at have planlagt et statskup mod ham; der henviser til, at Riek Machar har nægtet at have forsøgt et kup;

der henviser til, at trods undertegnelsen af IGAD's aftale i august 2015 om en løsning på konflikten i Republikken Sydsudan er der stadig en total mangel på respekt for internationale menneskerettigheder og humanitær folkeret og mangel på ansvarlighed for menneskerettighedskrænkelser og overgreb, der er begået under konflikten;

der henviser til, at landet er ramt af sult og økonomisk sammenbrud som følge af borgerkrigen, og at over 3,6 mio. mennesker har været nødt til at flygte fra deres hjem, og at omkring 4,9 millioner mennesker er ramt af fødevareusikkerhed; der henviser til, at de humanitære behov er fortsat med at stige til et alarmerende højt niveau, og det anslås, at 7,5 millioner mennesker har behov for humanitær bistand, og at over en million personer i øjeblikket huses af FN; der henviser til, at FN-organisationer har øget deres appel om humanitær bistand og siger, at de har brug for mindst 1,4 mia. USD for at afhjælpe et »utænkeligt« omfang af menneskelige lidelser; der henviser til, at der blot er fundet finansiering for 14 % af dette beløb;

D.	der henviser til, at med den nuværende hastighed vil halvdelen af landets befolkning være døde eller være blevet fordrevet ved udgangen af 2017; der henviser til, at det ikke vides, hvor mange mennesker der er blevet dræbt som følge af vold;

der henviser til, at ifølge den seneste rapport fra FN's ekspertpanel er regeringen i Sydsudan en af de største ophavsmænd til vold og krænkelser af menneskerettighederne i landet, hvor hungersnøden betragtes som »menneskeskabt«, og hvor den sydsudanske regerings spild af penge på våben betragtes som en af de vigtigste årsager hertil;

der henviser til, at regeringen i de seneste uger har udført store angreb i Yuai, Waat, Tonga og Kodok, der har haft tragiske menneskelige konsekvenser, herunder flytning af 50 000-100 000 personer; der henviser til, at dette følger efter drabet på adskillige civile den 8. april 2017 i den vestlige del af byen Wau som en kollektiv straf på grund af etnisk tilhørsforhold og politiske synspunkter; der henviser til, at regeringsstyrker fortsætter med at angribe civile i strid med loven om væbnet konflikt og har forhindret FN's mission i at beskytte civile;

der henviser til, at hospitaler og klinikker er blevet ødelagt af regeringen, hvilket er en krigsforbrydelse; der henviser til, at udstyr fra hospitaler og klinikker er blevet stjålet, hvilket har ført til, at de er blevet lukket, og mennesker har ikke haft mulighed for at få livreddende lægebehandling;

H.	der henviser til, at næsten én ud af tre skoler i Sydsudan er blevet ødelagt, beskadiget, besat eller lukket, hvilket har indvirkning på uddannelsen af en hel generation af børn; der henviser til, at mere end 600 000 børn under fem år er akut underernærede;

der henviser til, at omkring to millioner børn er flygtet ud af landet, hvilket udgør 62 % af de flygtninge, der har forladt Sydsudan, og at konflikten giver dem ubærlige traumer, stress og psykiske forstyrrelser; der henviser til, at anslået 17 000 børn, hovedsagelig drenge er blevet rekrutteret eller anvendt som soldater i væbnede styrker og grupper i landet; der henviser til, at tusindvis af børn angiveligt er blevet dræbt, voldtaget, fordrevet og er blevet forældreløse;

J.	der henviser til, at kvinder og piger systematisk er blevet voldtaget og bortført som krigsvåben, og at ifølge FN's undersøgelse er 70 % af de kvinder, der lever i lejre for internt fordrevne personer i Juba, blevet voldtaget, de fleste af politiet eller soldater;

K.	der henviser til, at på grund af ustabilitet i nabolandene er Sydsudan også værtsland for omkring 270 000 flygtninge fra Sudan, Den Demokratiske Republik Congo, Etiopien og Den Centralafrikanske Republik;

der henviser til, at Verdenssundhedsorganisationen i juni 2016 erklærede, at der var udbrudt kolera, som allerede har ramt tusinder, og som angiveligt er spredt yderligere i de seneste uger; der henviser til, at mange dødsfald, der skyldes malaria, kolera, mæslinger, akut diarré og åndedrætssygdomme er resultatet af ekstrem fattigdom og dårlige levevilkår, og mange dødsfald kunne have været undgået, hvis blot disse personer havde haft adgang til sundhedspleje;

M.	der henviser til, at det i IGAD's aftale om en løsning på konflikten i Republikken Sydsudan fastsættes, at mandatet for overgangsregeringen for national enhed (TGNU) bør udløbe efter valget i august 2018;

der henviser til, at ifølge FN og troværdige rapporter har mæglere i EU-medlemsstater og adskillige tredjelande overdraget helikoptere og maskingeværer til væbnede grupper i Sydsudan og ydet militær logistisk bistand; der henviser til, at konfliktens langvarige karakter har bevirket, at der er dannet nye væbnede grupper, og at samfundet er blevet militariseret;

der henviser til, at antallet af angreb på humanitære konvojer og humanitært personale er yderst bekymrende; der henviser til, at 79 bistandsarbejdere er blevet dræbt siden december 2013; der henviser til, at i et nyligt angreb i marts 2017 blev seks nødhjælpsarbejdere og deres chauffører dræbt, i hvad der er det hidtil mest dødbringende angreb mod humanitære hjælpearbejdere;

der henviser til, at Kommissionen den 21. februar 2017 bebudede en bistandspakke på 82 mio. EUR efter udbruddet af hungersnød; der henviser til, at EU er en af de største bidragydere til landet, og at EU leverede mere end 40 % af al humanitær finansiering til støtte for livsvigtig programmer i 2016 og ca. 381 mio. EUR i humanitær bistand siden konfliktens begyndelse i 2013;

udtrykker sin dybe bekymring over den nuværende konflikt i Sydsudan; opfordrer til, at der omgående sættes en stopper for alle militære operationer og minder på ny præsident Salva Kiir og tidligere vicepræsident, Riek Machar, om deres forpligtelser i henhold til IGAD's aftale om en løsning på konflikten i Republikken Sydsudan; opfordrer præsident Kiir til straks at leve op til sit tilsagn om at gennemføre en ensidig våbenhvile, hvilket han meddelte IGAD's stats- og regeringschefer den 25. marts 2017;

opfordrer til, at alle parter i væbnede konflikter øjeblikkeligt og fuldstændigt standser alle seksuelle voldshandlinger mod civile, navnlig mod kvinder og piger; minder om, at voldtægt som krigsvåben udgør en krigsforbrydelse, der er strafbar i henhold til folkeretten; opfordrer den sydsudanske regering til at beskytte alle sårbare grupper, bringe gerningsmændene for en domstol og sætte en stopper for straffrihed blandt politiet og militæret;

fordømmer alle angreb på civile og humanitære hjælpearbejdere, og minder om at angreb mod sidstnævnte afbryder livreddende bistand og forsyninger; understreger, at der ikke kan findes nogen militær løsning på konflikten, og at regeringen i Sydsudan skal sikre, at der er en meningsfuld våbenstilstand, som vidner om et reelt engagement i fred og stabilitet; mener, at et engagement i fred skal gå videre end en simpel indstilling af fjendtlighederne og også omfatte tilbagetrækning af tropper, opløsning af etniske militser, ingen hindringer for humanitær bistand og frigivelse af politiske fanger;

udtrykker sin dybeste bekymring over den alvorlige humanitære situation i landet, som fortsat forværres; opfordrer derfor endnu en gang EU og medlemsstaterne til at øge den humanitære bistand for at afhjælpe hungersnøden og for at presse den sydsudanske regering til at sikre, at forsyningsruterne for humanitær bistand forbliver åbne;

beklager dybt den rekruttering af børn i væbnede konflikter, som alle parter i Sydsudan står bag; understreger, at rekruttering af børn af parter i en konflikt er en krigsforbrydelse, som ophavsmændene hertil skal holdes strafferetligt til ansvar for; advarer om, at en hel generation af unge risikerer at blive alvorligt traumatiseret, få alvorlige følelsesmæssige forstyrrelser og ikke modtage nogen form for uddannelse; opfordrer til, at EU's humanitære og udviklingsmæssige programmer bistår med at levere grundlæggende uddannelse og langsigtet rehabilitering og rådgivning; fordømmer på det kraftigste anvendelsen af uddannelsesfaciliteter til militære operationer;

opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) til at anvende alle tilgængelige ressourcer til at involvere FN, Den Afrikanske Union (AU) og IGAD i bestræbelser på at iværksætte en ny politisk proces med henblik på at opnå en varig våbenhvile og fuld gennemførelse af de sikkerhedsmæssige og regeringsmæssige kapitler af fredsaftalen;

mener, at AU, som støttes af EU og dets medlemsstater, skal spille en aktiv rolle i mæglingsforsøget på at finde en politisk løsning for varig fred i Sydsudan, herunder ved at afsætte flere ressourcer til AU's udsending til Sydsudan, Alpha Oumar Konare; støtter opfordringer til en international konference, der skal afholdes af Kommissionen for Den Afrikanske Union med deltagelse af FN og IGAD med henblik på at harmonisere og tilnærme de internationale bestræbelser på at standse krigen i Sydsudan;

gentager sin fulde støtte til det arbejde, som FN's særlige repræsentant for Sydsudan udfører, og til mandatet for FN's mission i Sydsudan (UNMISS) og dens regionale beskyttelsesstyrke, som har til opgave at beskytte civilbefolkningen, forebygge vold mod civilbefolkningen og skabe de nødvendige betingelser for levering af humanitær bistand; opfordrer alle parter til at lette en hurtig indsættelse af en aktiv regional beskyttelsesstyrke med mandat fra FN's Sikkerhedsråd, og som har til formål at styrke den aktive tilstedeværelse af UNMISS, og opfordrer medlemsstaterne og VP/HR til hurtigt og i væsentlig grad at styrke UNMISS med europæisk kapacitet;

understreger som en hastesag behovet for at etablere en hybrid domstol for Sydsudan, som omfatter AU's vedtagelse af juridiske statutter og midler fra FN og EU; minder om, at dette er en del af fredsaftalen fra 2016 og derfor ikke bør være åben for genforhandling;

10.

understreger, at en national dialog for at give mening og være inklusiv bør opfylde klare benchmarks, herunder neutral lederskab og inddragelse af oppositionsgrupper og sydsudanske borgere, der bor uden for landet, og at den for at være legitim og effektiv også skal omfatte repræsentanter fra alle parter i konflikten og andre sydsudanske aktører, herunder repræsentanter for kvindeorganisationer;

11.

fordømmer alle forsøg på at begrænse ytringsfriheden, som er en grundlæggende menneskeret og del af en reel politisk debat; beklager drabene på nødhjælpsarbejdere, repræsentanter for civilsamfundet og journalister, og kræver, at gerningsmændene til disse forbrydelser retsforfølges; kræver øjeblikkelig frigivelse af alle politiske fanger;

12.

fordømmer alle angreb på uddannelsesbygninger og offentlige bygninger og anvendelse af skoler til militære formål; opfordrer parterne til at overholde retningslinjerne for beskyttelse af skoler og universiteter mod militær anvendelse under væbnede konflikter;

13.

beklager, at FN's Sikkerhedsråd ikke vedtog en beslutning den 23. december 2016, der ville have indført en våbenembargo over for Sydsudan og et rejseforbud og indefrysning af aktiver mod tre højtstående sydsudanske ledere; opfordrer EU til at forfølge en international våbenembargo mod Sydsudan og til en effektiv håndhævelse heraf; er foruroliget over rapporter om våbenoverførsler til Sydsudan i strid med Rådets fælles holdning 2008/944/CFSP, bl.a. gennem mæglere, der er baseret i EU's medlemsstater; opfordrer indtrængende medlemsstaterne og næstformanden/den højtstående repræsentant til at håndhæve EU's våbenkontrolordning og til formelt at indlede drøftelser med alle tredjelande, der har vist sig at eksportere våben og militær logistisk bistand til Sydsudan;

14.

opfordrer myndighederne til at sikre, at enhver tilbagesendelse eller flytning af internt fordrevne foregår på en sikker og værdig måde; opfordrer til som led i EU's strategi for at sikre levering af humanitær bistand, opretholde en våbenhvile og etablere en ny politisk proces til gennemførelse af fredsaftalen at der indføres målrettede sanktioner mod alle vigtige politiske eller militære figurer i regeringen eller oppositionen, der forlænger konflikten eller begår menneskerettighedskrænkelser;

15.

mener, at som følge af den tilbagevendende konflikt, usikkerhed og en massiv fordrivelse af mennesker kan der ikke afholdes troværdige og fredelige valg i den nuværende politiske kontekst; minder om, at mandatet for overgangsregeringen for national enhed løber frem til juni 2018; understreger betydningen af at sydsudanske kvinder kommer til at spille en fuldgyldig rolle i fredsforhandlingerne og i styringen af landet; opfordrer EU til at støtte kvinder på græsrodsniveau, der gør en mærkbar forskel med hensyn til kvaliteten af fredsforhandlinger ved at modarbejde mistillid, genopbygge tillid og fremme forsoning;

16.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Mellemstatslige Organisation for Udviklings, Sydsudans regering, Sydsudans menneskerettighedskommissær, Sydsudans Nationale Lovgivende Forsamling, Den Afrikanske Unions institutioner, medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og FN's generalsekretær.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/96

P8_TA(2017)0222

Det rette finansieringsmiks for Europas regioner: afbalancering af finansielle instrumenter og tilskud i EU's samhørighedspolitik

Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om det rette finansieringsmiks for Europas regioner: afbalancering af finansielle instrumenter og tilskud i EU's samhørighedspolitik (2016/2302(INI))

(2018/C 307/14)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig afsnit XVIII,

—	under henvisning til artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (1) (CPR), og de delegerede retsakter knyttet til de relevante artikler i denne forordning,

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006 (2),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006 (3),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1300/2013 af 17. december 2013 om Samhørighedsfonden og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006 (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/1017 af 25. juni 2015 om Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning og Den Europæiske Portal for Investeringsprojekter og om ændring af forordning (EU) nr. 1291/2013 og (EU) nr. 1316/2013 — Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (5),

—	der henviser til sin beslutning af 13. september 2016 om europæisk territorialt samarbejde — bedste praksis og innovative foranstaltninger (6),

—	der henviser til sin beslutning af 28. oktober 2015 om samhørighedspolitikken og midtvejsrevisionen af Europa 2020-strategien (7),

—	der henviser til sin beslutning af 9. september 2015 om »Investering i job og vækst: fremme af økonomisk, social og territorial samhørighed i Unionen« (8),

—	der henviser til udtalelsen fra Regionaludviklingsudvalget i betænkningen fra Budgetkontroludvalget om Den Europæiske Investeringsbanks årsberetning 2014 (A8-0050/2016),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. december 2015 med titlen »Investering i job og vækst — maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde« (COM(2015)0639),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. november 2014 med titlen »En investeringsplan for Europa« (COM(2014)0903),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. januar 2014 med titlen »EU-retningslinjer for statsstøtte til fremme af risikofinansieringsinvesteringer« (9),

—	der henviser til Kommissionens sjette rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed af 23. juli 2014 med titlen »Investering i job og vækst« (COM(2014)0473),

—

der henviser til Kommissionens sammenfattende rapport af august 2016 med titlen »Ex post evaluation of Cohesion Policy programmes 2007-2013« — forudgående evaluering af programmerne under Samhørighedspolitikken 2007-2013 med fokus på Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond (ESF) og Samhørighedsfonden,

—	der henviser til Kommissionens rapport af 30. oktober 2014 pr. 31. december 2013 om finansielle instrumenter, der modtager støtte fra det almindelige budget, jf. finansforordningens artikel 140, stk. 8 (COM(2014)0686),

—	der henviser til Kommissionens vejledning af 26. november 2015 til medlemsstaterne om artikel 42, stk. 1, litra d), i forordningen om fælles bestemmelser (i det følgende forkortet CPR) vedrørende støtteberettigede udgifter og gebyrer,

—	der henviser til Kommissionens vejledning af 10. august 2015 til medlemsstaterne om artikel 37, stk. 7, 8 og 9, i CPR vedr. kombination af støtte fra et finansieringsinstrument med andre former for støtte,

—	der henviser til Kommissionens vejledning af 27. marts 2015 til medlemsstaterne om artikel 37, stk. 2, i CPR vedrørende forhåndsvurderinger,

—	der henviser til Kommissionens opslagsværk for myndigheder af 2. juli 2014 med titlen »Financial instruments in ESIF programmes 2014-2020«,

—

der henviser til Kommissionens sammenfattende rapport af november 2016 med titlen »Financial instruments under the European Structural and Investment Funds. Summaries of the data on the progress made in financing and implementing the financial instruments for the programming period 2014-2020 in accordance with Article 46 of Regulation (EU) No 1303/2013 of the European Parliament and of the Council«,

—

der henviser til Kommissionens sammenfattende rapport af december 2015 med titlen »Summary of data on the progress made in financing and implementing financial engineering instruments for the programming period 2014-2020 in accordance with Article 46 of Regulation (EU) No 1303/2013 of the European Parliament and of the Council«,

—	der henviser til Kommissionens sammenfattende rapport af september 2014 med titlen »Summary of data on the progress made in financing and implementing financial engineering instruments reported by the managing authorities in accordance with Article 67(2)(j) of Council Regulation (EC) No 1083/2006«,

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 13. november 2015 med titlen »Activities relating to financial instruments« (der ledsager dokumentet: "Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådets rapport om finansielle instrumenter, der pr. 31. december 2014 modtager støtte fra det almindelige budget, jf. finansforordningens artikel 140, stk. 8) (SWD(2015)0206),

—	der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 19/2016: »Gennemførelse af EU’s budget gennem finansielle instrumenter — hvad man kan lære af programperioden 2007-2013«,

—	der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 5/2015: »Er finansielle instrumenter et velfungerende og lovende værktøj i forbindelse med udvikling af landdistrikterne?«,

—	der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 16/2014: »Effektiviteten af at blande tilskud, der ydes under regionale investeringsfaciliteter, og lån fra finansielle institutioner til at støtte EU's eksterne politikker«,

—	der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 2/2012: »Finansielle instrumenter for SMV'er medfinansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling«,

—	der henviser til Regionsudvalgets udtalelse af 14. oktober 2015: »Finansielle instrumenter til territorial udvikling«,

—	der henviser til Den Europæiske Investeringsbanks endelige rapport af marts 2013: »Financial Instruments: A Stock-taking Exercise in Preparation for the 2014-2020 Programming Period«,

—	der henviser til undersøgelsen »Financial instruments in the 2014-2020 programming period: first experiences of Member States«, bestilt af Parlamentets Generaldirektorat for Interne Politikker, Temaafdeling B: Struktur- og Samhørighedspolitik, oktober 2016,

—	der henviser til undersøgelsen »Review of the Role of the EIB Group in European Cohesion Policy«, bestilt af Parlamentets Generaldirektorat for Interne Politikker, Temaafdeling B: Struktur- og Samhørighedspolitik, marts 2016,

—	der henviser til orienteringen med titlen »Challenges for EU cohesion policy: Issues in the forthcoming post-2020 reform«, Europa-Parlamentets Forskningstjeneste, maj 2016,

—	der henviser til faktabladet »Cohesion Policy implementation in the EU28«, Europa-Parlamentets Forskningstjeneste, september 2015,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0139/2017),

A.	der henviser til, at gennemgangen af de flerårige finansielle rammer (FFR) og det forhold, at programmeringsperioden 2014-2020 nærmer sig halvvejen, har givet anledning til diskussion om mikset af tilskud og finansielle instrumenter, der skal investeres over EU-budgettet i perioden efter 2020;

B.	der henviser til, at omnibusforslaget (COM(2016)0605) repræsenterer den eneste mulighed for at foretage en række midtvejsforbedringer til det system, der gælder for den indeværende programmeringsperiode;

der henviser til, at udtrykket »finansielle instrumenter« dækker over en række forskellige instrumenter, og at vurderinger og beslutninger angående deres anvendelse kræver konstante detaljerede analyser af hver enkelt sag for sig i kombination med en vurdering af de specifikke behov for lokale og regionale økonomier eller for en konkret målgruppe;

Perioden 2007-2013 — pålidelig investering gennem tilskud og finansielle instrumenter

fastslår, at selv om de finansielle instrumenter blev udformet for den finansielle og økonomiske krise og ikke var de bedst egnede i en kriseøkonomisk kontekst, giver Kommissionens rapporteringsrunde stærk dokumentation for, at de europæiske struktur- og Investeringsfondes (ESI-fondenes) investeringer i form af tilskud og finansielle instrumenter gav solide virkninger og synlige resultater ved investeringer i EU's regioner, der beløb sig til 347,6 mia. EUR, eksklusive national medfinansiering og yderligere gearede ressourcer;

glæder sig over Den Europæiske Investeringsbanks eksisterende samhørighedspolitiske operationer, der er synlige i årsberetningerne og sektorrapporterne, hvad der viser indvirkningen på SMV'er og midcapselskaber, infrastruktur, forskning og innovation, miljøet energi og landbruget; konkluderer, at EIB-lån til støtte for Samhørighedspolitikken for perioden 2007-2013 er vurderet til 147 mia. EUR, hvad der svarer til omkring 38 % af al långivning i EU;

Perioden 2014-2020 — Et nyt kapitel i investeringer gennem ESI-fonde

glæder sig over, at EU i 2014-2020 forventede at investere 454 mia. EUR gennem ESI-fonde, og over, at investeringsomfanget i form af tilskud og finansielle instrumenter iberegnet national samfinansiering forventes at stige til 637 mia. EUR;

anerkender, at både omfanget og kvaliteten af de finansielle instrumenter (i form af mikrokreditter, lån, garantier, egenkapital og risikovillig kapital) under samhørighedspolitikkens fælles forvaltning blev øget; fremhæver, at de to primære grunde til denne tendens — dels at perioden 2007-2013 gav værdifulde erfaringer og lektier vedrørende ESI-fondsimplementering gennem tilskud og finansielle instrumenter, mens FFR 2014-2020 afspejler behovet oven på krisen for flere finansielle instrumenter på grund af de skattemæssige indskrænkninger;

bemærker, at bevillingerne til finansielle instrumenter fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Samhørighedsfonden og Den Europæiske Socialfond (ESF), ifølge skøn næsten skulle fordobles mellem 2007 og 2013, hvor de var på 11,7 mia. EUR, og 2014-2020, hvor de skulle beløbe sig til 20,9 mia. EUR; bemærker, at de finansielle instrumenter derfor ville udgøre 6 % af de samlede bevilligede midler til samhørighedspolitikken i 2014-2020 på 351,8 mia. EUR sammenlignet med 3,4 % af de 347 mia. EUR, der blev afsat i 2007-2013;

bemærker, at bevillingerne fra Samhørighedsfonden beløber sig til ca. 75 mia. EUR, svarende til 11,8 % af de samlede bevillinger til finansielle instrumenter i perioden 2014-2020; glæder sig over stigningen i bevillinger fra 70 mia. EUR i perioden 2007-2013 til 75 mia. EUR i perioden 2014-2020; fremhæver, at bevillingerne til Samhørighedsfonden ikke må forringes, i betragtning af at ca. 34 % af EU's befolkning bor i regioner, der modtager støtte fra Samhørighedsfonden;

noterer sig det samlede beløb på 5 571,63 mio. EUR til operationelle programbidrag, der var afsat til finansielle instrumenter af 21 medlemsstater inden den 31. december 2015 under den nuværende FFR, hvoraf 5 005,25 mio. EUR kommer fra EFRU og Samhørighedsfonden;

konstaterer med tilfredshed, at afgørende reguleringsmæssige forandringer i programmering, implementering og styring af finansielle instrumenter såsom direkte links til og dækning af alle 11 tematiske målsætninger, passende obligatorisk forhåndsvurdering, der gør det muligt at identificere markedssvigt, samt skabelse af både skræddersyede og forenklede, standardiserede finansielle instrumenter og rapporteringsmekanismer, kan yde et afgørende positivt bidrag til at gøre samhørighedspolitikken mere attraktiv og fremskynde dens implementering ved at adressere den juridiske uvished, der opstod i tiden 2007-2013; opfordrer imidlertid til, at man gør sig bestræbelser for at sikre, at de nævnte ændringer ikke påvirker de finansielle instrumenters tiltrækningskraft og implementeringshastighed;

Tilskud og finansielle instrumenter — interventionslogik definerer mikset

fremhæver, at selvom de støtter de samme samhørighedspolitiske mål, har ESI-fondenes tilskud og finansielle instrumenter, som ikke er et mål i sig selv, under fælles forvaltning forskellige interventionslogik og -anvendelse til håndtering af territoriale udviklingsbehov, sektorbehov eller markedsbehov;

10.

anerkender, at tilskud afhængigt af typen af projekt har visse fordele i sammenligning med finansielle instrumenter: de støtter projekter, der ikke nødvendigvis skaber indtægter; de yder finansiering til projekter der ikke kan tiltrække privat eller offentlig finansiering; de er målrettet mod specifikke modtagere, formål og regionale prioriteringer; og de er mindre komplekse at anvende på grund af den eksisterende erfaring og kapacitet; anerkender, at der i nogle tilfælde er knyttet begrænsninger til tilskud: vanskeligheder ved at sikre projektkvalitet og bæredygtighed, risiko for udskiftning med offentlige midler i det lange løb og en crowding-out-effekt for potentielle private investeringer, også selv om projektet eventuelt er af revolverende art og er i stand til at generere indtægter, som kan bruges til tilbagebetaling af lånefinansieret finansiering;

11.

fastslår, at finansielle instrumenter giver fordele i form af f.eks. gearing og revolverende virkninger, tiltrækning af privat kapital og udfyldning af konkrete investeringsgab ved hjælp af solide projekter af høj kvalitet og dermed sikrer gennemførelsen af regionalpolitikken maksimal effektivitet; anerkender, at finansielle instrumenter også har visse ulemper, som kan bringe dem i konflikt med mere attraktive nationale eller regionale instrumenter, herunder langsommere gennemførelse i visse regioner, større kompleksitet, ringere gearingseffekt end forventet af ESI-fondsstøttede finansielle instrumenter samt, i nogle tilfælde, højere gennemførelsesomkostninger og administrationsgebyrer; bemærker, at tilskud er den foretrukne investeringsform på nogle politikområder såsom visse former for offentlig infrastruktur, sociale tjenesteydelser, forsknings- og innovationspolitikker og i det hele taget projekter, som ikke skaber indtægter;

12.

fremhæver, at interventionslogikken ikke er en skillelinje, men et samlingspunkt for etablering af ensartede grundvilkår for tilskud og finansielle instrumenter, således at samhørighedspolitikken kan sikre en bedre dækning af støttemodtagere og udfyldning af investeringsgab gennem en række forskellige foranstaltninger; påpeger, at interventionslogikken er en bottom-up-tilgang i ESI-fondenes programmering, og at alle medlemsstater og regioner bør fortsætte med at overveje den mest hensigtsmæssige løsning, når de frit fastsætter andelen af henholdsvis finansielle instrumenter og tilskud som instrumenter, der kan bidrage til de opfyldelsen af udvalgte prioriteringer i deres respektive operationelle programmer, idet det bør huskes på, at de lokale og regionale myndigheder er involverede og spiller en vigtig rolle; minder om, at forvaltningsmyndighederne er dem, der selvstændigt skal træffe afgørelse om den mest hensigtsmæssige type af finansielt instrument til gennemførelsen;

Finansielle instrumenters resultatopnåelse — udfordringer

13.

anerkender betydningen af at anvende finansielle instrumenter i samhørighedspolitikken; konstaterer med tilfredshed, at rapporteringen om gennemførelsen af de finansielle instrumenter i 2015 vidner om fremskridt på trods af den nuværende programmeringsperiodes sene start; bemærker imidlertid, at fremskridtene med gennemførelsen af ESI-fondenes finansielle instrumenter varierer meget, ikke blot mellem medlemsstaterne, men også inden for de enkelte medlemsstater; minder om, at de positive erfaringer med og virkninger af anvendelsen af finansielle instrumenter i programmeringsperioden 2007-2013 var ledsaget af en række præstationsmæssige problemer: sen start på operationerne, unøjagtig markedsvurdering, afvigende nationale implementeringer, overordnet set lave udbetalingsrater, lav gearingseffekt, problematisk geninvestering, høje administrationsudgifter og -gebyrer og utilstrækkelige bevillinger; minder om, at en række af de konstaterede mangler i 2015, efter at Kommissionen havde forlænget de specifikke frister for gennemførelsen af de finansielle instrumenter, blev afhjulpet gennem målrettede foranstaltninger;

14.

bemærker, at forsinkelser i gennemførelsen til ESI-fondene kan påvirke udbetalingssatser, revolveringen og gearing, som bør baseres på de definitioner og metodologier, der anvendes af internationale organisationer som f.eks. OECD, idet der bør være en klar sondring mellem offentlige og private bidrag og en angivelse af den nøjagtige grad af gearing, der er mulig i henhold til hvert af de finansielle instrumenter, opdelt efter land og region; minder om, at forsinkelser i 2007-2013-perioden bidrog uigenkaldeligt til underoptimale resultater for de finansielle instrumenter under EFRU og ESF; understreger, at forsinkelser i gennemførelsen, der kan tilskrives den sene start på programmeringsperioden, kan være til skade for gennemførelsen af ESI-fondenes finansielle instrumenter, hvilket kan føre til ukorrekte konklusioner ved evalueringen i slutningen af perioden; opfordrer derfor medlemsstaterne til at tage alle fornødne skridt til at afbøde den negative virkning af forsinket gennemførelse, navnlig hvad angår risikoen for begrænset anvendelse og virkning af de finansielle instrumenter;

15.

er alvorligt bekymret over den store mulighed for en gentagelse af det akkumulerede efterslæb af ubetalte regninger i anden halvdel af den nuværende FFR, da dette kan have alvorlige følger for andre EU-finansierede foranstaltninger;

16.

noterer sig de store forskelle inden for EU hvad angår udbredelsen af finansielle instrumenter, herunder ESI-fondene og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), disse fondes første resultater og den forventede gearingseffekt af supplerende ressourcer, såvel som andre EU-finansierede finansielle instrumenter i Unionens bedst præsterende økonomier, hvilket er med til at underminere målene for samhørighedspolitikken; fremhæver, at den samlede succes for sådanne instrumenter afhænger af, hvor lette de er at anvende, og af medlemsstaternes evne til at forvalte investeringer herigennem, og at der er brug for præcise og differentierede indikatorer, som kan gøre det muligt at vurdere deres reelle indvirkning på samhørighedspolitikken;

Forenkling, synergier og teknisk assistance — løsninger

17.

glæder sig over Kommissionens tiltag til optimering af reguleringen og nedbringe bureaukratiet; fremhæver, at kompleksiteten — til trods for forbedringerne — stadig består, og at spørgsmål såsom den langvarige etableringstid og de administrative byrder for modtagere afskrækker fra brugen af finansielle instrumenter; opfordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen med EIB, EIF og forvaltningsmyndigheder for at gøre det meget lettere at kombinere ESI-fondene med mikrokreditter, lån, garantier, egenkapital og risikovillig kapital, samtidig med at den samme grad af gennemsigtighed, demokratisk kontrol, rapportering og kontrol opretholdes;

18.

bemærker, at konkrete bestemmelser begrænser fleksibiliteten i forbindelse med transaktioner med finansielle instrumenter; påpeger, at navnlig statsstøttereglerne ser ud til at være en byrde, især når tilskud kombineres med finansielle instrumenter; opfordrer Kommissionen til at sikre en passende ramme for statsstøtte og undersøge yderligere muligheder for at gøre det mere enkelt at overholde statsstøttereglerne på alle tre niveauer — forvaltningsmyndigheden, investeringsinstitutforeningen og de finansielle formidlere; opfordrer til sikring af lige konkurrencevilkår i statsstøttereglerne vedrørende alle finansielle instrumenter med henblik på at undgå fortrinsbehandling af visse finansieringskilder i forhold til andre, navnlig hvad angår støtte til SMV'er;

19.

fremhæver betydningen af at revidere de finansielle instrumenters resultater, herunder at revidere EIB-gruppens operationer inden for samhørighedspolitikken; bemærker, at revisionsarbejdet inkluderer adgang til hele ESI-fondscyklussen; anmoder Kommissionen og de nationale myndigheder om at identificere muligheder for forenkling og synergier gennem revisionsprocessen; opfordrer derfor Kommissionen til at fokusere på en sammenlignende analyse af tilskud og finansielle instrumenter samt på yderligere kapacitetsopbygning, revisionsmetoder og retningslinjer for revision, som ikke bør øge den finansielle og administrative byrde for støttemodtagerne;

20.

gør opmærksom på, at kombinationen af tilskud og finansielle instrumenter har et uudnyttet potentiale; fremhæver, at der sideløbende med vejledning til myndighederne er behov for yderligere forenkling og harmonisering af reglerne vedrørende kombination af forskellige ESI-fonde såvel som for regler vedrørende kombination af ESI-fonde med instrumenter såsom Horisont 2020 og EFSI; opfordrer til bedre regulering i form af klare, konsekvente og målrettede regler vedrørende lempelse af den administrative byrde ved at lette ovennævnte kombination af tildelinger fra mere end ét program til et og samme finansielle instrument samt muliggøre kombinationer af mikrofinansieringsinstrumenter i ESF-operationer og yderligere forenkle de offentlige udbud i forbindelse med udvælgelsen af finansielle formidlere og for så vidt angår offentlig-private partnerskaber; opfordrer til sikring af en bedre sammenhæng mellem forskellige strategier; understreger, at man ved at kombinere tilskud og finansielle instrumenter fra ESI-fondene med andre finansieringskilder kan gøre finansieringsstrukturen mere attraktiv for modtagerne og for offentlige og private investorer på grund af forbedringen af risikodelingen og projekternes performance og dermed hjælpe instrumenter til at tilvejebringe langsigtet vækstpotentiale;

21.

bemærker, at udnyttelsen af de finansielle instrumenter kan forbedres gennem investeringer, offentlig-private partnerskaber, og at offentlig-private partnerskaber forbedrer synergierne mellem finansieringskilder og sikrer den nødvendige ligevægt mellem private og offentlige interesser; understreger, at brugen af finansielle instrumenter i forbindelse med initiativer inden for lokaludvikling styret af lokalsamfundet (CLLD) og integrerede territoriale investeringer (ITI) også bør fremmes;

22.

glæder sig over de eksisterende praksisser vedrørende professionel assistance, som Kommissionen og EIB-gruppen yder gennem platformen fi-compass; beklager, at der kun ydes begrænset støtte på lokalt plan til de lokale myndigheder og modtagerne af finansielle instrumenter, herunder fra EFSI, selv om mange lokale og regionale myndigheder er stødt på tekniske vanskeligheder og savner kapacitet og knowhow til at anvende finansielle instrumenter effektivt; opfordrer til ydelse af teknisk bistand, som primært bør rettes mod lokale eller regionale aktører såvel som mod alle andre involverede partnere, men ikke anvendes til at finansiere de nationale myndigheders aktiviteter; opfordrer herudover til, at Kommissionen og EIB udarbejder en plan for fælles teknisk bistand, der skal omfatte finansiel og ikke-finansiel rådgivning, navnlig for større projekter, såvel som kapacitetsopbygning, træning, støtte og udveksling af viden og erfaring; opfordrer endvidere til en kombination af ekspertbistand (herunder juridisk rådgivning) om forordningerne for samhørighedspolitikken, finansielle produkter, statsstøtte og offentlige udbud rettet mod nationale myndigheder, fondsforvaltere og støttemodtagere, samtidig med at betydningen af at undgå overlappende strukturer fremhæves;

23.

opfordrer Kommissionen til at gøre ESI-fondenes investeringer mere synlige og at gøre det mere klart, at der er EU-finansiering involveret; opfordrer desuden til at sikre passende og udtømmende information og kommunikation om EU's støttemuligheder, hvilket skal fremme den offentlige og private sektors udnyttelse af disse muligheder og navnlig være rettet mod potentielle støttemodtagere og unge mennesker i særdeleshed;

På vej mod det rette finansieringsmiks for perioden efter 2020 og fremtiden for samhørighedspolitikken

24.

erkender, at udfordringer såsom migration og sikkerhed eller den aktuelle og fremtidige politiske udvikling i EU ikke bør influere negativt på investeringer gennem samhørighedspolitikken eller dens mål og forventede resultater, navnlig ikke efter den nuværende programmeringsperiode;

25.

erkender, at både tilskud og finansielle instrumenter har deres specifikke roller at udfylde i samhørighedspolitikken, men at de har samme fokus som de 11 tematiske målsætninger, nemlig at opnå de fem hovedmål for Europa 2020-strategien hen imod intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst; understreger behovet for at sikre, at finansielle instrumenter ikke træder i stedet for tilskud som det primære redskab i samhørighedspolitikken, men understreger samtidig behovet for at opretholde den fornybare karakter af midlerne, der skal stilles til rådighed for geninvestering på grundlag af de sektorer og foranstaltninger, de kan støtte;

26.

gør opmærksom på, at finansielle instrumenter præsterer bedre i veludviklede regioner og storbyområder, hvor de finansielle markeder er mere udviklede, mens regioner i den yderste periferi og regioner med høje harmoniserede arbejdsløshedstal og lav befolkningstæthed har vanskeligt ved at tiltrække investeringer, mens tilskud for deres del sigter på løse regionale strukturelle problemer og regionalt afbalanceret finansiering; bemærker, at de finansielle instrumenters succes afhænger af en række faktorer, og at der ikke drages nogen generelle konklusioner på grundlag af et enkelt kriterium; påpeger, at bindende mål for brugen af finansielle instrumenter i samhørighedspolitikken på den anden side af 2020 ikke kan betragtes som en farbar vej; bemærker, at en forhøjelse af andelen af finansielle instrumenter ikke bør influere ikke-tilbagebetalingspligtige finansielle bidrag, eftersom dette vil hindre afbalancering; fremhæver, at tilskud skal være fremherskende inden for en række offentlige politikker, mens finansielle instrumenter kan spille en supplerende rolle i fuld overensstemmelse med passende en ex-ante-vurdering og -markedsanalyse; anmoder om, at brugen af finansielle instrumenter i Interreg-programmer fremmes yderligere for at bringe dem i større overensstemmelse med målene for det europæiske territoriale samarbejde;

27.

minder om, at de nuværende erfaringer med indsættelse af ESI-fonde tyder på, at finansieringsmiks af tilskud og finansielle instrumenter tager hånd om landespecifikke forhold såvel som huller i den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed; fremhæver, at finansieringsmikset ikke kan resultere i nogen standardløsning som følge af en række faktorer: geografisk region, politikområde, modtagertype og størrelse, administrativ kapacitet, markedsbetingelser, eksistensen af indbyrdes konkurrerende instrumenter, forretningsmiljø og skattemæssig og økonomisk stilling;

o o

28.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes nationale parlamenter.

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320.

(2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 289.

(3) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 470.

(4) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 281.

(5) EUT L 169 af 1.7.2015, s. 1.

(6) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0321.

(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0384.

(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0308.

(9) EUT C 19 af 22.1.2014, s. 4.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/103

P8_TA(2017)0223

Fremtidsperspektiver for den tekniske bistand inden for rammerne af samhørighedspolitikken

Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om fremtidsperspektiver for den tekniske bistand inden for rammerne af samhørighedspolitikken (2016/2303(INI))

(2018/C 307/15)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig afsnit XVIII,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (1) (i det følgende benævnt »den fælles forordning«),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 af 17. december 2013 om særlige bestemmelser for støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til målet om europæisk territorialt samarbejde (2),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1300/2013 af 17. december 2013 om Samhørighedsfonden og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006 (3),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006 (4),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006 (5),

—	der henviser til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 240/2014 af 7. januar 2014 om den europæiske adfærdskodeks for partnerskab inden for rammerne af de europæiske struktur- og investeringsfonde (6),

—	der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af støtteprogrammet for strukturreformer for perioden 2017-2020 og om ændring af forordning (EU) nr. 1303/2013 og (EU) nr. 1305/2013 (COM(2015)0701),

—	der henviser til sin beslutning af 16. februar 2017 om investering i beskæftigelse og vækst — maksimering af bidraget fra de europæiske struktur- og investeringsfonde: en evaluering af den i artikel 16, stk. 3, i forordningen om fælles bestemmelser nævnte rapport (7),

—	der henviser til sin beslutning af 9. september 2015 om investering i job og vækst: fremme af økonomisk, social og territorial samhørighed i Unionen (8),

—	der henviser til sin beslutning af 10. maj 2016 om nye territoriale udviklingsredskaber i samhørighedspolitikken 2014-2020: integrerede territoriale investeringer (ITI) og lokaludvikling styret af lokalsamfundet (CLLD) (9),

—	der henviser til Revisionsrettens særberetning af 16. februar 2016 med titlen »En mere resultatorienteret tilgang er nødvendig for at forbedre leveringen af teknisk bistand til Grækenland«,

—	der henviser til den indgående analyse med titlen »Teknisk bistand på Kommissionens initiativ«, som Parlamentets Generaldirektoratet for Interne Politikker (Temaafdeling B: Struktur- og Samhørighedspolitik) offentliggjorde i september 2016,

—	der henviser til skrivelse fra Budgetudvalget,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A8-0180/2017),

der henviser til, at teknisk bistand, enten på Kommissionens eller medlemsstaternes initiativ, spiller en vigtig rolle i alle faser af gennemførelsen af samhørighedspolitikken og er et vigtigt instrument til at tiltrække og holde på højtkvalificerede ansatte i administrationen, skabe et stabilt system til forvaltning og anvendelse af de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) og undgå flaskehalse i forbindelse med at gennemføre og bistå brugere med at udvikle kvalitetsprojekter; der henviser til, at mulighederne for anvendelse af teknisk bistand i programmernes forberedende fase bør undersøges;

der henviser til, at lokale, regionale og nationale myndigheder ofte mangler den nødvendige kapacitet til virksomt og effektivt at gennemføre de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) og organisere et partnerskab med andre offentlige myndigheder, herunder bymyndigheder, erhvervslivets og arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for civilsamfundet i overensstemmelse med artikel 5 i forordningen om fælles bestemmelser; der henviser til, at der er store forskelle i den administrative kapacitet på tværs af medlemsstater og regioner;

C.	der henviser til, at de parter, der er involveret i forberedelse og gennemførelse af samhørighedspolitikken også bør være mål for tekniske bistandsforanstaltninger, navnlig på områder som kapacitetsopbygning, netværksarbejde og kommunikation om samhørighedspolitik;

der henviser til, at nationale, lokale og regionale myndigheder har svært ved at holde på kvalificerede medarbejdere, som har tendens til at forsvinde til mere vellønnede job i den private sektor eller lede efter mere lukrative stillinger hos de nationale myndigheder; der henviser til, at dette er en alvorlig hindring for de offentlige myndigheders evne til at gennemføre ESI-fondene med succes og opfylde målene for samhørighedspolitikken;

E.	der henviser til, at der er plads til at forbedre overvågningen og evalueringen af teknisk bistand, til trods for at der lægges større vægt på resultatorientering i programmeringsperioden 2014-2020, og at næsten halvdelen af denne periode er gået;

F.	der henviser til, at der er behov for at optimere forbindelsen mellem teknisk bistand, der ydes på Kommissionens initiativ, og tekniske bistandsforanstaltninger, der gennemføres på nationalt og regionalt niveau;

Teknisk bistand på Kommissionens initiativ (artikel 58 i forordningen om fælles bestemmelser)

bemærker, at de ressourcer, der er til rådighed til teknisk bistand på Kommissionens initiativ, i forhold til den foregående programmeringsperiode er blevet forøget og nu udgør 0,35 % af den årlige tildeling til EFRU, ESF og Samhørighedsfonden efter fradrag til Connecting Europe-faciliteten (CEF) og Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede;

bifalder de af Kommissionens aktiviteter, der finansieres via teknisk bistand, navnlig dens arbejde med TAIEX REGIO PEER 2 PEER-instrumentet, kompetencerammen og selvevalueringsværktøjet samt integritetspagterne, vejledningen til hvordan man undgår de 25 mest almindelig fejl i forbindelse med offentlige udbud og undersøgelsen vedrørende status over den administrative kapacitet i forbindelse med offentlige udbud i alle medlemsstater; opfordrer medlemsstaterne til at gøre brug af disse initiativer; understreger, at disse instrumenter bør spille en større rolle i samhørighedspolitikken efter 2020, og opfordrer i overensstemmelse hermed Kommissionen til at skabe øget opmærksomhed om anvendelsen af dem på lokalt og regionalt niveau, herunder på øer; henstiller, at anvendelsesområdet for TAIEX REGIO PEER 2 PEER-instrumentet udvides til alle partnere, jf. artikel 5 i den fælles forordning, for at sikre en bred erfaringsudveksling, for at bidrage til kapacitetsopbygningen og for at lette kapitaliseringen af god praksis;

finder det nødvendigt, at Kommissionen påbegynder en vurdering af effektiviteten og merværdien af gennemførelsen af »Integritetspagter — civil kontrolmekanisme til beskyttelse af EU-midler«;

noterer sig det arbejde, som taskforcen for Grækenlands og Gruppen vedrørende Støtte til Cyperns arbejde har udført i disse to lande for gennemførelsen af ESI-fondene og navnlig for absorptionsraterne, samtidig med at der gøres opmærksom på, at dette kun er én af indikatorerne for en positiv vurdering af samhørighedspolitikken; bemærker imidlertid, at resultaterne med hensyn til at opnå en effektiv og bæredygtig reform i henhold til Den Europæiske Revisionsrets særberetning »En mere resultatorienteret tilgang er nødvendig for at forbedre leveringen af teknisk bistand til Grækenland« har været blandede; opfordrer derfor Kommissionen til at rapportere om, hvilket resultater der er opnået med Strukturreformtjenestens indsats i Grækenland; understreger, at der er behov for at fortsætte og forbedre det arbejde, der gøres af Taskforcen for bedre gennemførelse, på grundlag erfaringerne fra programmeringsperioden 2007-2013, med henblik på at støtte andre medlemsstater, der har vanskeligheder med at gennemføre samhørighedspolitikken;

noterer sig etableringen af støtteprogrammet for strukturreformer (SRSP) og anerkender en række af dets potentielle fordele for samhørighedspolitikken samt for andre områder; opfordrer til at gøre det mere konsekvent og i overensstemmelse med de landespecifikke henstillinger inden for samhørighedspolitikken, mener imidlertid, at enhver mulig forlængelse af programmet ikke bør være til skade for samhørighedspolitikkens tematiske mål, og at der ikke må tages ressourcer fra ESI-fondenes tekniske bistand; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at sikre maksimal koordination og komplementaritet mellem de foranstaltninger, der finansieres af SRSP, og den tekniske bistand, der ydes af ESI-fondene, således at bestræbelserne på at opfylde samhørighedspolitikkens mål koncentreres så effektivt som muligt;

noterer sig vigtigheden af den strategi for teknisk bistand, som Kommissionens Generaldirektorat for Regionalpolitik og Bypolitik har udarbejdet; foreslår, at der udvikles en bredere strategi for teknisk bistand for at sikre en mere effektiv koordination, der omfatter alle de generaldirektorater, som har med ESI-fondene at gøre, samt den del af Strukturreformtjenestens aktiviteter, der vedrører samhørighedspolitikken, med henblik på at strømline den støtte, som gives, undgå overlapning og maksimere synergier og komplementaritet;

fremhæver vigtigheden af teknisk bistand på området for finansielle instrumenter, hvis anvendelse stiger eksponentielt, men som af natur er relativt komplekse; bifalder med hensyn hertil Kommissionens og Den Europæiske Investeringsbanks partnerskab om oprettelsen af Fi-compass-platformen; opfordrer Kommissionen til at strømline den tekniske bistand bedre med henblik på at dække områder, hvor forvaltningsmyndighederne og støttemodtagerne møder de største udfordringer; glæder sig over Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivnings tekniske forbedringer for at kombinere ESI-fondene med Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI); understreger dog, at en større kapacitet og forenkling på dette specifikke område i sidste ende burde give sig udslag i et mindre behov for teknisk bistand på området finansieringsinstrumenter; understreger desuden, at det er behov for komplementaritet med tekniske bistandsforanstaltninger, der gennemføres downstream på nationalt og regionalt niveau;

bifalder den støtte, som ydes til medlemsstaterne inden for rammerne af Jaspersfaciliteten (Jaspers = Joint Assistance to Support Projects in European Regions (fælles assistance til projekter i de europæiske regioner)), der stiller ekspertise til rådighed for medlemsstaterne med hensyn til planlægningen af store projekter, som er samfinansieret af EFRU og Samhørighedsfonden; ser frem til Revisionsrettens særberetning, som ifølge planen skal offentliggøres i 2017, og hvis formål vil være at undersøge, om Jaspers har forbedret udformningen af store projekter, som støttes og er medfinansieret af EU, og dermed har bidraget til en højere projektkvalitet samt til at øge medlemsstaternes forvaltningsmæssige kapacitet; understreger i denne forbindelse, at der er behov for en omhyggelig analyse af, hvordan Jaspers virksomhed i perioden 2007-2013 med at levere uafhængig kvalitetskontrol har forbedret projektkvaliteten og reduceret den tid, som Kommissionen anvender til at godkende større projekter;

bemærker, at eftersom teknisk bistand først blev anvendt på det samhørighedspolitiske område, er der ikke blevet foretaget nogen global analyse for at fastslå, hvilket bidrag den faktisk yder; påpeger, at det derfor er vanskelig at foretage en detaljeret vurdering af, hvor vigtig den tekniske bistand er, og hvilket bidrag den yder med hensyn til administrativ kapacitetopbygning og institutionel styrkelse, med henblik på at sikre, at ESI-fondene forvaltes på en effektiv måde; opfordrer derfor til, at informationen om og gennemsigtigheden i forbindelse med teknisk bistandsvirksomhed øges, at Parlamentet skal spille en større rolle i forbindelse med overvågning og opfølgning, og at der gennemføres en grundig samlet undersøgelse af den tekniske bistands bidrag inden for området samhørighedspolitik;

10.

erindrer om betydningen af hensigtsmæssige og målrettede indikatorer, der kan måle resultater og virkning af ESI-fondenes udgifter, og hvilken teknisk bistand der er til rådighed for den dermed forbundne overvågning; mener, at indførelsen af fælles indikatorer var et første skridt i denne retning, men at den blev ledsaget af en række mangler såsom overdreven fokusering på output, manglen på et langsigtet perspektiv og uforenelighed med behovet for skræddersyet information; opfordrer indtrængende Kommissionen til investere i forbedring af indberetnings- og evalueringssystemet ved at udvikle mere hensigtsmæssige indikatorer, der kan være klar til brug i den næste programmeringsperiode;

11.

opfordrer Kommissionen til at forberede foranstaltninger og ressourcer til etablering af teknisk bistand til gennemførelsen af makroregionale strategier i EU, idet den tager hensyn til de forskellige udgifter og succesrater i forbindelse med gennemførelsen af sådanne strategier, samt til den kendsgerning, at deltagerne i strategierne omfatter ikke-medlemsstater og lande med begrænsede midler og utilstrækkelige menneskelige ressourcer; mener, at dette vil være mere effektivt med hensyn til at forberede større projekter på makroregionalt niveau, som vil kunne modtage finansiering inden for rammerne af samhørighedspolitikken;

12.

understreger betydningen af at gennemføre specifikke bistandsforanstaltninger til fremme af reindustrialiseringen i kriseramte områder med henblik på at tiltrække industrielle investeringer i højteknologi- og innovationssektorer med lav miljøpåvirkning;

13.

opfordrer Kommissionen til at etablere teknisk bistand i form af arbejdsgrupper i medlemsstaterne for at undgå forsinkelser i forbindelse med udviklingen af de organer og operationelle programmer, der vil blive behov for inden for rammerne af samhørighedpolitikken i medlemsstaterne efter 2020;

Teknisk bistand på medlemsstaternes initiativ (artikel 59 i forordningen om fælles bestemmelser)

14.

understreger, at den EU-samfinansiering til teknisk bistand, som står til rådighed for medlemsstaterne inden for rammerne af de fem ESI-fonde i programmeringsperioden 2014-2020, beløber sig til omkring 13,4 milliarder;

15.

fremhæver, at teknisk bistand adskiller sig grundlæggende fra andre aktioner, som finansieres via ESI-fondene, og at det er en specielt vanskelig og kompliceret opgave at måle resultaterne af den; mener imidlertid, at der, i betragtning af den tekniske bistands nødvendighed, omfanget af ressourcer, som er afsat til den, og dens potentiale, er et stærkt behov for en strategisk og gennemsigtig tilgang, som er koordineret på de forskellige forvaltningsniveauer, og for fleksibilitet for at imødekomme de behov, som forvaltningsmyndighederne i medlemsstaterne konstaterer;

16.

fremhæver, at den præstationsvurdering, som skal finde sted i 2019, vil kaste lys over resultaterne af anvendelsen af teknisk bistand i programmeringsperioden 2014-2020 og sikre, at disse resultater ikke kommer for sent til at kunne indgå i drøftelserne om perioden efter 2020; opfordrer derfor til, at effektiviteten og resultaterne af den tekniske bistand drøftes og analyseres yderligere på et mellemliggende stadium;

17.

er bekymret over, at den tekniske bistand i visse medlemsstater ikke i tilstrækkeligt omfang eller på effektiv måde når ud til de lokale og regionale myndigheder, der sædvanligvis har den laveste administrative kapacitet; fremhæver, at etableringen af velfungerende og gennemsigtige kommunikationskanaler mellem de forskellige forvaltningsniveauer er af afgørende betydning for en succesfuld gennemførelse af ESI-fondene og for at opfylde de samhørighedspolitiske mål, men også for at genoprette tilliden til, at EU og dets politikker fungerer effektivt; mener, at alle partnere i samhørighedspolitikken spiller en vigtig rolle i forbindelse hermed, og foreslår, at Kommissionen engagerer sig direkte i styrke partnerne i den næste finansielle programmeringsperiode; opfordrer medlemsstaterne til i væsentlig grad at øge deres indsats for at forenkle gennemførelsen af forordningerne om samhørighedspolitikken, herunder især bestemmelserne om teknisk bistand; glæder sig derfor over eksemplet på et flerlaget system til gennemførelse af samhørighedspolitikken i Polen (3 søjler med teknisk bistand), som giver mulighed for en mere resultatorienteret, koordineret strategisk og gennemsigtig fremgangsmåde og skaber større merværdi; anmoder om strengere kontrol med resultaterne af de aktiviteter, som udøves af private firmaer, der yder teknisk bistand til offentlige forvaltninger, med henblik på at forebygge mulige interessekonflikter;

18.

understreger, at teknisk bistand, der tager sigte på at udvikle menneskeligt potentiale, skal anvendes til at dække de behov, der på forhånd er blevet påvist i udviklingsplaner for ansatte og for specialiseret uddannelse af personale;

19.

understreger, at de lavere forvaltningsniveauers kapacitet også er af afgørende betydning for de nye territoriale udviklingsredskabers succes, eksempelvis lokaludvikling styret af lokalsamfundet (CLLD) og integrerede territoriale investeringer (ITI); opfordrer til en fortsat decentralisering af gennemførelsen af CLLD; bemærker, at selv om det kan være vanskeligt at måle virkningerne af teknisk bistand, er det på ingen måde umuligt, især ikke, når man ser på cost-benefit-forholdet; understreger, at den tekniske bistand, der ydes til oprettelse af et komplet system til gennemførelse af EFRU og etablering at et system til gennemførelse af ITI, i nogle medlemsstater viser et negativt cost-benefit-forhold; bemærker imidlertid, at højere omkostninger til dels kan forklares med specifikke forhold, der kræver en større indsats, såsom indførelse af en ny ordning; opfordrer derfor til, at der indføres klare kontrolmekanismer, navnlig med hensyn til uigennemsigtige forhandlinger om teknisk bistand; erindrer om den vigtige rolle, der spilles af lokale aktionsgrupper, navnlig i forbindelse med gennemførelsen af CLLD, og mener, at der bør stilles teknisk bistand til rådighed for medlemsstaterne til støtte for deres værdifulde bidrag til bæredygtig lokal udvikling i EU;

20.

henleder opmærksomheden på, at det er nødvendigt, at tekniske bistandsaktiviteter omfatter støtte til teknisk og økonomisk gennemførlige projekter, der gør det muligt for medlemsstaterne at præsentere strategier, som kan finansieres inden for rammerne af samhørighedspolitikken;

21.

er for så vidt angår gennemførelsen af integrerede aktioner for bæredygtig byudvikling bekymret over, at selv om opgaverne uddelegeres til byernes myndigheder, der optræder som mellemled, modtager disse ofte ikke den fornødne tekniske bistand til kapacitetsopbygning; mener i denne forbindelse, at den tekniske bistand bør styrkes på byområdeniveau, idet der tages hensyn til den rolle, som bymyndighederne spiller i samhørighedspolitikken, og at det er nødvendigt at skabe en stærk kapacitet til yderligere gennemførelse af EU's dagsorden for byer og Amsterdam-pagten;

22.

bemærker, at programmeringsperioden 2014-2020 omfatter større inddragelse af lokale myndigheder; understreger, at dette indebærer større tekniske og administrative færdigheder; opfordrer Kommissionen til at undersøge initiativer og mekanismer, der kan sætte lokale aktører i stand til fuldt ud at udnytte de programmeringsmuligheder, der findes i forordningerne om ESI-fondene;

23.

henleder opmærksomheden på den europæiske adfærdskodeks for partnerskab, som fremhæver behovet for at hjælpe de relevante partnere med at styrke deres institutionelle kapacitet med hensyn til forberedelse og gennemførelse af programmer; understreger, at mange medlemsstater ikke anvender den europæiske adfærdskodeks for partnerskab; mener desuden, at de vigtigste principper og former for god praksis, der er nedfældet i artikel 5 i ovennævnte adfærdskodeks, og som vedrører inddragelse af relevante partnere i udarbejdelsen af partnerskabsaftalen og programmerne, faktisk bør gennemføres, med særlig fokus på spørgsmålet om rettidig fremlæggelse af og let adgang til relevante oplysninger; understreger, at der er behov for klare EU-retningslinjer for at skabe øget konsekvens og fjerne reguleringsmæssig usikkerhed;

24.

påpeger behovet for at overdrage den tekniske bistand, med finansiering, til kvalificerede nationale aktører, der kan levere vedvarende støtte; understreger imidlertid, at denne finansiering ikke under nogen omstændigheder bør anvendes som erstatning for national finansiering på området, og at der bør ske et gradvist strategisk skift i retning af aktiviteter, der genererer en større merværdi for samhørighedspolitikken generelt, eksempelvis kapacitetsopbygning, kommunikation eller erfaringsudveksling;

25.

understreger betydningen af at inddrage institutioner, der ikke udgør nogen del af forvaltningssystemet, men som har en direkte virkning på gennemførelsen af samhørighedspolitikken; erindrer om, at disse institutioner skal tilbydes bistand til at udvide og forbedre deres administrative kapacitet og standarder ved hjælp af uddannelse, udveksling af viden, kapacitetsopbygning, netværksarbejde og etablering af de IT-systemer, der er nødvendige til at forvalte projekter; påpeger, at øget kommunikation om og synlighed af de resultater og successer, der opnås med støtte fra ESI-fondene, kan bidrage til at genvinde borgernes tillid til det europæiske projekt; opfordrer derfor til oprettelse af en separat bevilling til kommunikation inden for rammerne af den tekniske bistand på initiativ fra medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til at fremme de tekniske bistandsforanstaltningers fungibilitet for at give mulighed for stordriftsfordele og for finansiering af foranstaltninger, der er fælles for flere ESI-fonde;

26.

understreger, at den tekniske bistand, for at undgå for store proceduremæssige komplikationer, i fremtiden i stigende grad bør fokuseres på støttemodtager/projektniveauet, uanset om den vedrører den offentlige, private eller civilsamfundssektoren, for at sikre udbuddet af innovative og veludformede projekter, som passer ind i allerede eksisterende strategier, og for at undgå en »one size fits all«-tilgang; opfordrer medlemsstaterne til at udvikle mekanismer, der kan inddrage modtagere af støtte fra ESI-fondene i gennemførelsen og overvågningen af teknisk bistand; henstiller, at medlemsstaterne etablerer et netværk af infopoints for at give potentielle støttemodtagere mulighed for at få kendskab til de til rådighed værende finansieringskilder, operationelle programmer og offentlige udbud samt til at lære, hvordan man udfylder ansøgningsformularer og gennemfører projekter;

27.

påpeger, at teknisk bistand skal ses som en enkelt og fleksibelt instrument, der kan tilpasses til skiftende forhold; mener, at teknisk bistand skal bidrage til projekters bæredygtighed, dvs. hvor længe de varer, idet der fokuseres på vigtige områder i samhørighedspolitikken, og idet langsigtede resultater favoriseres, f.eks. projekter, der skaber varig beskæftigelse; påpeger i den forbindelse, at teknisk bistand kan anvendes til at teste innovative løsninger og pilotprojekter;

28.

opfordrer til en bedre rapportering fra medlemsstaterne i programmeringsperioden efter 2020 med hensyn til de typer af aktioner, der finansieres af teknisk bistand, samt de opnåede resultater; understreger, at der er behov for større gennemsigtighed for at øge synligheden af teknisk bistand og spore, hvordan og hvor den bruges, med henblik på at opnå en større ansvarliggørelse, herunder klare kontrolbestemmelser; mener, at regelmæssigt ajourførte og offentligt tilgængelige databaser over de aktioner, som planlægges og gennemføres af medlemsstaterne, bør overvejes i denne forbindelse, idet der trækkes på erfaringerne med Kommissionens åbne dataportal for ESI-fondene;

29.

bemærker, at medlemsstaterne i den nuværende programmeringsperiode havde mulighed for at lade teknisk bistand indgå som et prioriteret område inden for et operationelt program eller at have et særligt operationelt program for teknisk bistand; opfordrer Kommissionen til — idet der tages hensyn til de forskellige institutionelle situationer i medlemsstaterne — at analysere, hvilken løsning der har opnået de bedste resultater og muliggjort bedre overvågning og evaluering;

30.

opfordrer til øget anvendelse af teknisk bistand i programmer for europæisk territorialt samarbejde og beslægtede programmer og navnlig på området for grænseoverskridende samarbejde, fordi disse områder har deres egne særlige kendetegn og kræver støtte i alle faser af gennemførelsen, med henblik på at udvide dette samarbejde og øge de pågældende programmers stabilitet;

31.

opfordrer Kommissionen til at tage alle disse elementer op til overvejelse ved udarbejdelsen af de lovgivningsmæssige forslag for samhørighedspolitikken efter 2020, dvs. erfaringerne fra den nuværende og tidligere programmeringsperiode;

32.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre en efterfølgende evaluering af både centralt forvaltet teknisk bistand og teknisk bistand under delt forvaltning;

o o

33.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320.

(2) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 259.

(3) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 281.

(4) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 289.

(5) EUT L 347 af 20.12.2013, s. 470.

(6) EUT L 74 af 14.3.2014, s. 1.

(7) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0053.

(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0308.

(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0211.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/109

P8_TA(2017)0225

Gennemførelse af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Korea

Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om gennemførelsen af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Korea (2015/2059(INI))

(2018/C 307/16)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til frihandelsaftalen af 6. oktober 2010 mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side (1),

—	der henviser til rammeaftalen om handel og samarbejde af 28. oktober 1996 mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side (2), og Rådets afgørelse 2001/248/EF af 19. marts 2001 (3) om indgåelsen deraf,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2015 med titlen »Handel for alle — En mere ansvarlig handels- og investeringspolitik« (COM(2015)0497),

—	der henviser til sin beslutning af 7. juli 2015 om den eksterne indvirkning af EU's handels- og investeringspolitik på offentlig-private initiativer i tredjelande (4),

—	der henviser til sin beslutning af 27. september 2011 om en ny handelspolitik for Europa i forbindelse med Europa 2020-strategien (5),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 511/2011 af 11. maj 2011 om gennemførelse af den bilaterale beskyttelsesklausul i frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og Republikken Korea (6),

—	der henviser til Rådets afgørelse af 16. september 2010 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side (7),

—	der henviser til sin beslutning af 17. februar 2011 om udkastet til afgørelse om indgåelse af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side (8),

—	der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om international handelspolitik i lyset af de krav, som klimaændringerne medfører (9),

—	der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om menneskerettigheder, sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler (10),

—	der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om virksomhedernes sociale ansvar i internationale handelsaftaler (11),

—	der henviser til Marrakesh-overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen,

—	der henviser til sin beslutning af 5. juli 2016 om en ny fremadskuende og innovativ strategi for handel og investering (12),

—	der henviser til artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

—	der henviser til artikel 207, 208 og 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel (A8-0123/2017),

A.	der henviser til, at det den 1. juli 2016 var femårsdagen for ikrafttrædelsen af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og Republikken Korea (i det følgende benævnt »Korea«);

B.	der henviser til, at Kommissionens handelsstrategi »Handel for alle« fremhæver betydningen af at sikre en effektiv gennemførelse af EU's frihandelsaftaler, herunder også gennem anvendelse af tvistbilæggelsesmekanismen;

C.	der henviser til, at frihandelsaftalen mellem EU og Korea (i det følgende benævnt »aftalen«) formelt trådte i kraft, efter at den var blevet ratificeret af medlemsstaterne, den 13. december 2015;

der henviser til, at frihandelsaftalen er den første i en ny generation af frihandelsaftaler, der er indgået mellem EU og dets partnere i Asien, som udover at fjerne toldsatser også indeholder regler om udryddelse af ikketoldmæssige handelshindringer og dermed skaber nye muligheder for markedsadgang for tjenesteydelser og investeringer og inden for intellektuel ejendomsret, offentlige udbud og konkurrencepolitik, og at den således vil tjene som eksempel for fremtidige frihandelsaftaler;

der henviser til, at mens frihandelsaftalen har været i kraft, er:

—	EU's handelsunderskud, som beløb sig til 7,6 mia. EUR i den 12-månedersperiode, der lå umiddelbart forud for aftalens ikrafttræden, blevet vendt til et handelsoverskud på 2,5 mia. EUR i aftalens femte gyldighedsår

—

EU's eksport til Korea vokset med 47 % fra 30,6 mia. EUR i den 12-månedersperiode, der lå umiddelbart forud for aftalens ikrafttræden, til 44,9 mia. EUR i aftalens femte gyldighedsår, inklusive EU's eksport til Korea af produkter, der blev helt eller delvist liberaliseret med aftalen, som er vokset med hhv. 57 % og 71 %, og EU's eksport til Korea af produkter, der er genstand for nultold i henhold til mestbegunstigelsesklausulen, som er vokset med 25 % (1,9 mia. EUR)

—

importen til EU fra Korea i aftalens femte gyldighedsår løbet op i 42,3 mia. EUR og vokset med 11 % i sammenligning med den 12-månedersperiode, der lå umiddelbart forud for aftalens ikrafttræden, inklusive Koreas eksport til EU af produkter, der blev helt eller delvist liberaliseret med aftalen, som er vokset med hhv. 35 % og 64 % (med hhv. 5 mia. EUR og 0,5 mia. EUR), og Koreas eksport til EU af produkter, der er genstand for nultold i henhold til mestbegunstigelsesklausulen, som er vokset med 29 % (5,8 mia. EUR)

—	EU's andel af den samlede koreanske import vokset fra 9 % før aftalens ikrafttræden til 13 % i aftalens fjerde gyldighedsår; EU's andel af den samlede koreanske eksport er samtidig faldet fra 11 % til lige under 9 %

—	EU's eksport til Korea af køretøjer til personbefordring vokset med 246 % fra 2,0 mia. EUR i den 12-månedersperiode, der lå umiddelbart forud for aftalens ikrafttræden, til 6,9 mia. EUR i aftalens femte gyldighedsår

—	EU's import fra Korea af køretøjer til personbefordring vokset med 71 % fra 2,6 mia. EUR i den 12-månedersperiode, der lå umiddelbart forud for aftalens ikrafttræden, til 4,5 mia. EUR i aftalens femte gyldighedsår

—

EU's eksport af tjenesteydelser løbet op i 11,9 mia. EUR i 2014 og vokset med 11 % i sammenligning med året før, hvilket har medført et handelsoverskud for EU i forhold til Korea i servicesektoren, som beløb sig til 6,0 mia. EUR i 2014; EU's import af tjenesteydelser fra Korea beløb sig samtidig til 6,0 mia. EUR, hvilket svarer til en stigning på 4 % i sammenligning med 2013

—	EU's direkte udenlandske investeringer (FDI) i Korea i 2014 nået op på 43,7 mia. EUR, hvilket gør EU til den største investor i Korea; FDI fra Korea i EU er nået op på 20,3 mia. EUR, hvilket svarer til en stigning på 35 % i sammenligning med året før

—	EU's præferenceudnyttelsesgrad på det koreanske marked vokset til 68,5 %, mens den koreanske præferenceudnyttelsesgrad løb op i omkring 85 %

—	syv særlige udvalg, syv arbejdsgrupper og en dialog om intellektuel ejendomsret blevet oprettet

—	udvalget for handel og bæredygtig udvikling — som er et særligt organ, der fokuserer på gennemførelsen af kapitlet om handel og bæredygtig udvikling i aftalen mellem EU og Korea — kommet i gang med sit arbejde;

minder om, at frihandelsaftalen er en proces og ikke en engangstransaktion, og at dens aktiviteter derfor ifølge aftalens bestemmelser fortsat i praksis bør gøres til genstand for periodiske analyser og evalueringer med hensyn til de handelsmæssige konsekvenser for specifikke økonomiske sektorer i EU og i hver enkelt EU-medlemsstat; understreger i denne forbindelse, at det er vigtigt at sikre, at aftalen gennemføres korrekt, og at bestemmelserne deri overholdes;

glæder sig over, at aftalen har ført til en betydelig vækst i handelen mellem EU og Korea; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til yderligere at undersøge konsekvenserne og den direkte virkning af aftalen for forbrugernes velfærd, iværksættere og for den europæiske økonomi og til mere effektivt at informere offentligheden om disse konsekvenser;

fremhæver, at indgåelsen af aftalen var uden fortilfælde, både hvad angår aftalens omfang og den hastighed, hvormed handelshindringerne skulle fjernes, f.eks. var stort set al importtold fjernet på begge sider fem år efter aftalens ikrafttræden;

påpeger, at frihandelsaftalen i lighed med andre aftaler om frihandel, fri udveksling af tjenesteydelser og investeringer har en positiv indvirkning på aftaleparternes socioøkonomiske udvikling, på økonomisk integration, på bæredygtig udvikling og på at bringe landene og deres borgere tættere på hinanden;

noterer sig den indsats, som er gjort af civilsamfundsforummet og de nationale rådgivende grupper, der er nedsat i henhold til bestemmelserne i kapitlet om handel og bæredygtig udvikling, som er en integreret del af den samlede frihandelspakke; minder om, at begge parter i henhold til aftalens artikel 13, stk. 4, har givet tilsagn om at overholde, fremme og i deres lovgivning og praksis at anvende de principper, som hidrører fra de forpligtelser, der følger af deres medlemskab af ILO og ILO's erklæring om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdet, navnlig foreningsfriheden og retten til kollektive forhandlinger; understreger dog, at Koreas fremskridt med hensyn til de mål, der er fastsat i kapitlet om handel og bæredygtig udvikling ikke er tilfredsstillende, og at der stadig er tilfælde af krænkelse af foreningsfriheden, herunder foruroligende eksempler på fængsling af fagforeningsledere og indblanding i forhandlinger på områder, der burde henhøre under forhandlingsparternes kompetence; opfordrer i denne forbindelse indtrængende Kommissionen til at påbegynde formelle konsultationer med den koreanske regering i overensstemmelse med artikel 13, stk. 14, i aftalen, og opfordrer, hvis disse konsultationer ikke lykkes, det ekspertpanel, der er omhandlet i aftalens artikel 13, stk. 15, til at skride til handling og til at fortsætte dialogen vedrørende den koreanske regerings manglende opfyldelse af sine forpligtelser, navnlig til i overensstemmelse med de forpligtelser, der er fastlagt i aftalen, fortsat og vedvarende at bestræbe sig på at sikre Koreas ratifikation af de grundlæggende ILO-konventioner, som landet endnu ikke har ratificeret;

understreger, at der er betydelige forskelle i udnyttelsesgraden for præferencer imellem EU's medlemsstater, spændende fra 16 % til 92 %; gør opmærksom på, at en øget udnyttelse af de gældende præferencer ville kunne bibringe EU's eksportører yderligere fordele til sammenlagt over 900 mio. EUR; foreslår, at anvendelsen af præferencerne i denne og andre handelsaftaler bør analyseres med henblik på at maksimere udnyttelsen af handelsfordelene;

erkender, at selv om aftalen opfylder forventningerne hos parterne i form af øget bilateral handel og handelsmæssigt partnerskab, bør nedenstående spørgsmål analyses i forbindelse med aftalen og som led i en dialog med Korea, og de bør håndhæves og gennemføres på passende vis og i overensstemmelse med ånden i aftalen og revideres med henblik på at løse de eksisterende problemer:

tekniske handelshindringer, som f.eks.: bestemmelsen om direkte transport, som forhindrer virksomheder i at optimere deres containerforsendelser, bestemmelsen om reparerede varer, medtagelsen af vejtraktorer i aftalens anvendelsesområde og — lige så vigtigt — spørgsmålet om, hvilke regler og procedurer der gælder for certifikater til maskiner, som eksporteres til Korea

b)	hindringer inden for sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger, herunder hindringer, der begrænser eksport af EU-oksekød og -svinekød samt -mejeriprodukter

c)	intellektuelle ejendomsrettigheder såsom anerkendelse og beskyttelse af geografiske betegnelser og kommercielle rettigheder til offentlig opførelse af musikalske værker, fonogrammer og opførelser, der er beskyttet af ophavsret eller lignende rettigheder

d)	kapitlet om handel og bæredygtig udvikling: den koreanske parts ratifikation og gennemførelse af Den Internationale Arbejdsorganisations grundlæggende konventioner

e)	ordlyden af oprindelsesbestemmelser og deres indvirkning på præferenceudnyttelsesgraden

f)	toldrelaterede spørgsmål, herunder procedurerne for kontrol af oprindelsen;

bemærker, at der for nylig er blevet etableret visse nye ikketoldmæssige handelshindringer såsom tidligere ikkeeksisterende tekniske normer for maskiner, udstyr eller køretøjer; understreger, at et særligt uacceptabelt fænomen er tilbagetrækningen af typegodkendelsen for forskellige europæiske bilfabrikanter, uden at der foreligger en gyldig begrundelse herfor; opfordrer Kommissionen til at indlede bilaterale forhandlinger med henblik på at komme dette negative fænomen til livs;

påpeger, at mange små og mellemstore virksomheder (SMV'er) ikke er opmærksomme på de muligheder, som aftalen medfører; opfordrer derfor Kommissionen og EU-medlemsstaterne til navnlig at undersøge SMV'ers præferenceudnyttelsesgrad og tage effektive skridt til at skabe opmærksomhed blandt SMV'er om de muligheder, som aftalen har skabt;

10.

støtter en yderligere uddybning af handels- og investeringsforbindelserne mellem EU og Korea, herunder navnlig aftalens investeringskapitel; forventer, at vanskelighederne i forbindelse med kapitlet om handel og bæredygtig udvikling vil blive løst inden forhandlingerne om investeringskapitlet; støtter inddragelsen af aftalens parter i at skabe yderligere økonomisk vækst og bæredygtig udvikling til gavn for EU's og Koreas borgere; opfordrer Kommissionen og Republikken Koreas regering til ikke at anvende den gamle ISDS-metode i tilfælde af forhandlinger om et investeringskapitel, men i stedet at bygge på et nyt investeringsretssystem, som Kommissionen har foreslået, og anmoder Kommissionen om på længere sigt at udvikle et multilateralt investeringsretssystem, som potentielt kan erstatte alle investeringstvistbilæggelsesmekanismer i nuværende og fremtidige frihandelsaftaler;

11.

understreger betydningen af at sikre en yderligere forbedring af det internationale samarbejde inden for de multilaterale, plurilaterale og regionale internationale rammer under WTO, f.eks. i forbindelse med forhandlingerne om aftalen om miljøvarer (EGA) og aftalen om handel med tjenesteydelser (TISA);

12.

understreger, at den strategiske værdi af frihandelsaftalen rækker videre end til handel, idet den lægger et solidt fundament for dybere forbindelser med et langsigtet engagement og bidrager til oprettelsen af et strategisk partnerskab mellem EU og Korea;

13.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til Republikken Koreas regering og nationalforsamling.

(1) EUT L 127 af 14.5.2011, s. 6.

(2) EFT L 90 af 30.3.2001, s. 46.

(3) EFT L 90 af 30.3.2001, s. 45.

(4) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0250.

(5) EUT C 56 E af 26.2.2013, s. 87.

(6) EUT L 145 af 31.5.2011, s. 19.

(7) EUT L 127 af 14.5.2011, s. 1.

(8) EUT C 188 E af 28.6.2012, s. 113.

(9) EUT C 99 E af 3.4.2012, s. 94.

(10) EUT C 99 E af 3.4.2012, s. 31.

(11) EUT C 99 E af 3.4.2012, s. 101.

(12) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0299.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/117

P8_TA(2017)0227

EU-strategien for Syrien

Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om EU-strategien for Syrien (2017/2654(RSP))

(2018/C 307/18)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til sine tidligere beslutninger om Syrien,

—

der henviser til den fælles meddelelse fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 14. marts 2017 til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen »Elementer i en EU-strategi for Syrien« (JOIN(2017)0011) og til Rådets konklusioner af 3. april 2017 om Syrien, der tilsammen udgør den nye EU-strategi for Syrien,

—	der henviser til formændenes erklæring af 5. april 2017 fra konferencen om støtte til Syriens og regionens fremtid,

—

der henviser til redegørelse af 30. december 2016 fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) om meddelelse om indstilling af kamphandlingerne i Syrien og redegørelse af 23. marts 2017 om Syrien og til den erklæring, som NF/HR har fremsat på vegne af EU den 9. december 2016 om situationen i Aleppo,

—	der henviser til de erklæringer, som NF/HR har fremsat den 6. april 2017 om det påståede angreb med kemiske våben i Idlib i Syrien og den 7. april 2017 om USA's angreb i Syrien,

—	der henviser til Rådets afgørelser om EU's restriktive foranstaltninger mod dem, der er ansvarlige for voldelig undertrykkelse i Syrien, herunder afgørelserne af hhv. 14. november 2016 og 20. marts 2017,

—	der henviser til rapporter fra den uafhængige internationale undersøgelseskommission om Syrien, der er nedsat af FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC), og til UNHRC's resolutioner om Den Syriske Arabiske Republik,

—

der henviser til De Forenede Nationers (FN) Sikkerhedsråds resolutioner om Daesh og al-Nusra-fronten og om konflikten i Den Syriske Arabiske Republik, navnlig resolution 2218 (2013), 2139 (2014), 2165 (2014), 2191 (2014), 2199 (2015), 2254 (2015), 2258 (2015), 2268 (2016), 2328 (2016), 2332 (2016), og 2336 (2016),

—	der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000) af 31. oktober 2000 om kvinder og fred og sikkerhed,

—

der henviser til FN's Generalforsamlings resolution A/71/L.48 af 19. december 2016 om oprettelse af en international, upartisk og uafhængig mekanisme til at bistå ved efterforskningen og retsforfølgningen af de ansvarlige for de alvorligste forbrydelser i henhold til folkeretten, der siden marts 2011 er begået i Den Syriske Arabiske Republik,

—	der henviser til Genèvekommunikéet fra 2012,

—	der henviser til De Forenede Nationers pagt og til alle FN-konventioner, som Syrien har tiltrådt,

—	der henviser til Romstatutten og Den Internationale Domstols grundlæggende dokumenter,

—	der henviser til ad hoc-domstole, herunder ICTY, ICTR og det særlige tribunal for Libanon,

—	der henviser til Genèvekonventionerne fra 1949 og tillægsprotokollerne dertil,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

der henviser til, at krigen i Syrien har udviklet sig til en af de værste humanitære kriser, som verden har oplevet siden Anden Verdenskrig, og stadig har katastrofale og tragiske følger for Syriens befolkning; der henviser til, at snesevis af civile, herunder børn, har været mål herfor og fortsat lider i denne brutale borgerkrig, og at over 400 000 personer har mistet livet, siden konflikten i Syrien brød ud i 2011; der henviser til, at over 13,5 millioner mennesker i Syrien — næsten tre fjerdedele af den tilbageblevne befolkning — har akut behov for nødhjælp som f.eks. medicinsk bistand og fødevarebistand, vand og husly; der henviser til, at 6,3 millioner mennesker er internt fordrevne, og 4,7 millioner lever i utilgængelige og belejrede områder og 5 millioner lever som flygtninge i nabolandene eller i regionen som helhed; der henviser til, at krisen i Syrien i stigende grad har en destabiliserende virkning på regionen;

der henviser til, at EU og medlemsstaterne siden krigsudbruddet i 2011 og indtil januar 2017 har bidraget kollektivt med over 9,4 mia. EUR som reaktion på den syriske krise både inden for Syrien og i regionen, således at EU er den største donor; der henviser til, at EU har også ydet væsentlig støtte til nabolandene, der huser flygtninge;

der henviser til, at de krænkelser, der er blevet begået under den syriske konflikt, omfatter såvel målrettede som vilkårlige angreb på civile, udenretlige drab, tortur og mishandling, tvangsforsvindinger, masseanholdelser og vilkårlige anholdelser, kollektive afstraffelser, angreb på sundhedspersonale og nægtelse af mad og vand; der henviser til, at Assad-regimet angiveligt er ansvarligt for hængninger, tortur og udenretslige drab i massivt omfang i sine detentionsfaciliteter; der henviser til, at den syriske regering forsætligt har afskåret civile fra nødvendige varer og tjenesteydelser, herunder fødevare- og vandforsyning samt lægehjælp; der henviser til, at angrebene og udsultningen af civile gennem belejring af befolkede områder som en krigstaktik udgør et klart brud på den humanitære folkeret; der henviser til, at disse forbrydelser hidtil er forblevet ustraffede;

der henviser til, at ISIS/Daesh og andre jihadistgrupper har begået barbariske grusomheder, herunder anvendelse af brutale henrettelser og seksuel vold, bortførelse, tortur, tvungne konverteringer og slaveri af kvinder og piger; der henviser til, at børn er blevet rekrutteret og udnyttet i terrorangreb; der henviser til, at der er alvorlige bekymringer for trivslen blandt de befolkninger, der i øjeblikket er under ISIS/Daeshs kontrol, og for den mulige udnyttelse af dem som menneskelige skjold under befrielsesfelttoget; der henviser til, at disse krænkelser kan udgøre krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab;

der henviser til, at den våbenhvile, som trådte i kraft den 30. december 2016, ikke bliver overholdt, idet adskillige krænkelser i hele Syrien og alvorlige hændelser har fundet sted, som f.eks. det kemiske angreb i Khan Sheyhoun, der angiveligt blev begået af regimet, og bombeangrebet mod busser, der kørte evakuerede ud af de belejrede byer Foah og Kefraya til regeringskontrollerede områder; der henviser til, at dusinvis af mennesker, heriblandt børn, er blevet dræbt, og at mange flere er blevet såret;

der henviser til, at flere undersøgelser har vist, at Assads styrker har anvendt kemiske våben med det formål at skade og dræbe civile, i strid med en aftale fra 2013 om at udrydde disse våben; der henviser til, at det seneste tilfælde af brug af masseødelæggelsesvåben mod civile fandt sted den 4. april 2017 i Khan Sheyhoun i Idlibprovinsen, hvor mindst 70 civile, heraf mange børn, blev dræbt og flere hundrede såret; der henviser til, at Rusland den 12. april 2017 nedlagde veto mod en resolution fra FN's Sikkerhedsråd, som fordømte den rapporterede brug af forbudte kemiske våben i Syrien og opfordrede den syriske regering til at samarbejde om en efterforskning af hændelsen; der henviser til, at USA har meddelt EU, at man fra amerikansk side vurderer, at det syriske regime har brugt kemiske våben, og at USA derfor har foretaget et angreb på Al-Shayrat-luftbasen i Homs-provinsen i Syrien med det formål at forebygge og afskrække fra spredning og brug af kemiske våben;

G.	der henviser til, at EU i marts 2017 tilføjede fire højtstående syriske militære embedsmænd på sanktionslisten for deres rolle i anvendelsen af kemiske våben over for civilbefolkningen i overensstemmelse med EU's politik til bekæmpelse af spredning og anvendelse af kemiske våben;

der henviser til at Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, nævnte behovet for en EU-strategi for Syrien i sin tale om Unionens tilstand i september 2016; der henviser til, at Europa-Parlamentet i oktober opfordrede NF/HR Federica Mogherini, til at sikre, at en ny strategi for Syrien tilstræber en politisk løsning i Syrien og bl.a. omfatter kontrol- og håndhævelsesinstrumenter med henblik på at styrke overholdelsen af forpligtelser, som er indgået inden for rammerne af den internationale støttegruppe for Syrien;

der henviser til, at målet med EU-strategien for Syrien er at skitsere, hvorledes EU mere synligt og effektivt kan bidrage til en varig politisk løsning i Syrien under den nuværende ramme vedtaget i FN-regi og støtte genopbygningen efter igangsættelsen af en troværdig politisk overgang; der henviser til, at denne strategi indeholder seks hovedindsatsområder, nemlig: afslutning af krigen gennem en ægte politisk overgangsproces, fremme af en reel og inkluderende overgangsproces, opfyldelse af de mest udsatte syreres humanitære behov, fremme af demokrati og menneskerettigheder, fremme af retsforfølgning for krigsforbrydelser samt understøttelse af den syriske befolknings og det syriske samfunds modstandsdygtighed;

der henviser til, at EU den 5. april 2017 var medarrangør af en konference om støtte til Syriens og regionens fremtid, som samlede repræsentanter for over 70 lande samt for internationale organisationer og det internationale og det syriske civilsamfund; der henviser til, at der ved Bruxelleskonferencen blev opnået enighed om en holistisk tilgang til håndtering af krisen i Syrien med yderligere finansiel støtte til at kunne reagere på den humanitære situation på 3,47 mia. EUR for 2018-2020, herunder 1,3 mia. EUR fra EU, som er den største donor i denne krise; der henviser til, at visse internationale finansielle institutioner i tilgift har givet tilsagn om at yde omtrent 27,9 mia. EUR i lån; der henviser til, at udgifterne til genopbygning af Syrien anslås til ca. 200 mia. USD;

K.	der henviser til, at EU anerkender og støtter de anstrengelser, som Tyrkiet, Libanon og Jordan — Syriens nabolande, der huser det største antal flygtninge — har gjort sig;

der henviser til, at der den 4. maj 2017 blev indgået en aftale om etablering af fire nedtrapningszoner mellem Rusland, Iran og Tyrkiet i Astana (Kasakhstan); der henviser til, at de tre signatarstater skal fungere som garanter for en seks måneders våbenhvile, som kan forlænges, herunder gennem væbnede observatører på stedet; der henviser til, at denne aftale omfatter et flyveforbud for Assadregimet i disse zoner og uhindret humanitær adgang til de oprørskontrollerede zoner; der henviser til, at en ny runde af FN-ledede forhandlinger er blevet indledt i denne uge i Genève, ligesom en ny runde af russiskledede forhandlinger er berammet til midten af juli i Kasakhstan;

der henviser til, at EU gentagne gange har anført, at der ikke er en militær løsning på konflikten i Syrien, og at kun en syriskledet og inkluderende overgang kan sætte en stopper for det syriske folks uacceptable lidelser; der henviser til, at selv om det er klart, at genopbygningen først kan begynde efter en politisk aftale, bør forsoningsindsatsen begynde så hurtigt som muligt og støttes af EU med det formål at sikre langsigtet stabilitet; der henviser til, at i denne sammenhæng er både det at finde frem til sandheden, fremme ansvarliggørelse og et retsopgør og amnesti afgørende;

bifalder EU-strategien for Syrien, herunder EU's strategiske mål for Syrien og EU's målsætninger for Syrien samt resultatet af Bruxelleskonferencen, der sikrede flerårige tilsagn; opfordrer indtrængende alle parter og internationale donorer til at overholde deres forpligtelser i fuldt omfang og fortsætte deres støtte i fremtiden;

fordømmer endnu en gang på det kraftigste de grusomheder og udbredte krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret, der er begået af alle parter i konflikten, navnlig Assad-regimets styrker med støtte fra dets allierede, Rusland og Iran, samt af ikkestatslige væbnede grupper, navnlig ISIS/Daesh og Jabhat Fateh al-Sham; understreger sin holdning, at de ansvarlige for brud på den humanitære folkeret og menneskerettighedslovgivningen skal drages til ansvar; opfordrer alle stater til at anvende princippet om universel jurisdiktion i bekæmpelsen af straffrihed og hilser de skridt, som en række af EU's medlemsstater har truffet i den forbindelse, velkommen, herunder en spansk domstols beslutning for nylig om at behandle en strafferetlig klage mod ni syriske efterretningsofficerer vedrørende tortur og andre krænkelser af menneskerettighederne; gentager sin opfordring til EU og dets medlemsstater om at undersøge, i tæt samarbejde med ligesindede lande, muligheden for oprettelse af en krigsforbryderdomstol for Syrien, i afventning af en vellykket overdragelse til Den Internationale Straffedomstol; understreger, at de, der begår forbrydelser mod religiøse og etniske mindretal samt andre grupper, også bør retsforfølges; er fortsat overbevist om, at der hverken kan opnås nogen effektiv konfliktløsning eller varig fred i Syrien, uden at alle, der har begået forbrydelser under konflikten, drages til ansvar;

fordømmer i de stærkest mulige vendinger det gruopvækkende kemiske luftangreb på byen Khan Sheyhoun i Idlib-provinsen den 4. april 2017, der kostede mindst 70 civile, herunder børn og nødhjælpsarbejdere, livet, og hvor mange ofre viste symptomer på gasforgiftning; bemærker, at påstanden om, at der er anvendt kemiske våben, er blevet bekræftet af den foreløbige vurdering, der blev gennemført af undersøgelsesmissionen under Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW); understreger Syriens forpligtelse til at efterkomme henstillingerne fra OPCW's undersøgelsesmission og den fælles OPCW-FN-undersøgelsesmekanisme ved at give øjeblikkelig og uhindret adgang til og anerkende retten til at kontrollere hvert eneste område; understreger, at de ansvarlige for disse overgreb vil blive stillet for en domstol; beklager dybt Ruslands gentagne vetoer i FN's Sikkerhedsråd, herunder til en resolution fra Sikkerhedsrådet, der fordømmer det seneste angreb og opfordrer til en international undersøgelse;

glæder sig over oprettelsen af en international, upartisk og uafhængig mekanisme til at bistå ved efterforskningen og retsforfølgningen af de ansvarlige for de alvorligste forbrydelser i henhold til folkeretten, der siden marts 2011 er begået i Den Syriske Arabiske Republik; beklager dybt, at denne mekanisme endnu ikke er fuldt ud finansieret; opfordrer alle medlemsstaterne til at indfri deres løfter i denne henseende;

står fortsat ved, at Syrien skal bevares som en enhed med suverænitet, territorial integritet og uafhængighed, og fastholder sin støtte til en stærk strategi for »hele Syrien« og en demokratisk fremtid for det syriske folk; insisterer på, at en syrisk ledet politisk proces, der fører til frie og retfærdige valg, der fremmes og overvåges af De Forenede Nationer og afholdes på grundlag af en ny forfatning, er den eneste måde at genskabe roen i landet på; gentager over for at alle parter, at en landsdækkende inklusiv våbenhvile og en fredelig og gensidigt acceptabel løsning på den syriske krise kan opnås under FN's auspicier og i overensstemmelse med Genèvekommunikéet fra 2012 og FN's Sikkerhedsråds resolution 2254 (2015) med støtte fra FN-generalsekretærens særlige udsending til Syrien, Staffan de Mistura, og vigtige internationale og regionale aktører;

bemærker det seneste memorandum om oprettelse af nedtrapningszoner i Syrien og støtter hensigten om at styrke våbenhvilen, bringe regimets luftvåbens overflyvning af nedtrapningsområderne til ophør og skabe betingelser for humanitær adgang, lægehjælp, civile flygtninges tilbagevenden til deres hjem og genetablering af ødelagt infrastruktur; fremhæver imidlertid oppositionens bekymringer for, at aftalen kan føre til etablering af indflydelseszoner og deling af Syrien; opfordrer alle parter til at gennemføre Astana-aftalerne og opfordrer de tre garanter til at sikre, at våbenhvilen overholdes; understreger betydningen af at fjerne enhver tvetydighed med hensyn til grupper, som ikke er omfattet af våbenhvilen, og opfordrer alle parter, herunder Tyrkiet, til at sikre, at memorandummet ikke gør det nemmere at angribe styrker, som er allieret med den moderate opposition, eller dem, der kæmper i den internationale koalition mod ISIS/Daesh; understreger, at der bør sikres international overvågning af gennemførelsen, og støtter et stærkt FN-engagement;

opfordrer indtrængende Den Russiske Føderation og Den Islamiske Republik Iran til at bruge deres indflydelse på det syriske regime, så det accepterer og aktivt tilstræber et fornuftigt kompromis, der vil sætte en stopper for borgerkrigen og bane vejen for en inklusiv og ægte overgang; opfordrer EU og dets medlemsstater til fortsat at støtte den moderate opposition, identificere og isolere radikaliserede elementer og fremme forsoning; opfordrer medlemmerne af Den Høje Forhandlingskomité (komitéen) til fortsat at engagere sig i de FN-formidlede forhandlinger i Genève;

er overbevist om, at EU er nødt til at involvere sig mere aktivt og udnytte sit betydelige finansielle bidrag efter konflikten til at spille en betydelig rolle i forhandlingsindsatsen under den nuværende ramme vedtaget i FN-regi og sikre den politiske overgang ved at udvikle en politik, der tager sigte på at bringe parterne tættere sammen, og intensivere sin indsats på områder, hvor EU kan tilføre en merværdi; støtter de igangværende bestræbelser, som NF/HR har gjort for at nå ud til de vigtigste aktører i regionen med henblik på at sikre politisk overgang, forsoning efter konflikten og genopbygning; opfordrer indtrængende NF/HR til at begynde på at udarbejde en konkret plan for EU's engagement i genopbygningen af Syrien og tage sigte på inklusive og fælles tiltag med de vigtigste internationale organisationer og finansielle institutioner samt de regionale og lokale aktører; fremhæver imidlertid betydningen af, at syrerne selv får ejerskab af genopbygningen efter konflikten;

understreger den afgørende betydning af det arbejde, der gøres af lokale og internationale civilsamfundsorganisationer og NGO'er for at dokumentere krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og andre krænkelser, herunder ødelæggelse af kulturarv; opfordrer EU og dets medlemsstater til at yde yderligere og fuldstændig bistand til disse aktører; opfordrer EU og dets medlemsstater til i tilstrækkelig grad at finansiere organisationer, der arbejder med open source-undersøgelser og digital indsamling af beviser på krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, med henblik på at sikre ansvarliggørelse og bringe gerningsmændene for en domstol;

10.

hilser det velkomment, at der i EU-strategien for Syrien lægges vægt på at understøtte den syriske befolknings og det syriske samfunds modstandsdygtighed; opfordrer EU og medlemsstaterne til at forstærke deres indsats for opbygning af det syriske folks og civilsamfunds kapaciteter, herunder sammen med og via aktører, der fremmer menneskerettighederne, ligestilling (herunder ligestilling mellem kønnene og minoritetsrettigheder), demokrati og myndiggørelse, i muligt omfang i Syrien og for de syriske flygtninge, der lever i eksil i regionen eller i Europa; understreger, at en sådan kapacitetsopbygning bør gøre det lettere for syrerne at styre overgangsprocessen (på områder som f.eks. medieregulering, decentralisering, kommunal administration og forfatningsudarbejdelse) med behørig hensyntagen til kvinders behov og rolle;

11.

udtrykker tilfredshed med, at den rolle, som civilsamfundet, herunder kvindeorganisationer, spiller, blev anerkendt som en central del af en varig løsning; minder om, at EU bør tilskynde til og fremme passende deltagelse eller høring af civilsamfundet og kvinder i fredsprocessen i overensstemmelse med den samlede strategi for EU's gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000) og 1820 (2008) om kvinder, fred og sikkerhed; insisterer på, at kvinders menneskerettigheder skal komme til udtryk i den nye forfatning;

12.

mener, idet det gentager sin støtte til den globale koalitions bestræbelser for at bekæmpe ISIS/Daesh, at EU-strategien også burde have behandlet aspekter vedrørende bekæmpelse af ISIS/Daesh og andre terrororganisationer, der er opført på FN's lister, og understreget og fokuseret på de grundlæggende politiske og socioøkonomiske årsager, der har fremmet udbredelsen af terrorisme, samt fastlagt konkrete foranstaltninger til at tackle dem; mener endvidere, at der burde have været udarbejdet metoder til at bidrage til at bevare det syriske samfunds multietniske, multireligiøse og multikonfessionelle karakter;

13.

understreger vigtigheden af at beskytte etniske og religiøse mindretal i Syrien og er af den stærke opfattelse, at enhver politisk proces bør være inkluderende og have til formål at genoprette Syrien som en multireligiøs og tolerant stat;

14.

minder om, at den tidlige etablering af tillidsskabende foranstaltninger, herunder fuldstændig uhindret humanitær adgang i hele Syrien, levering af grundlæggende offentlige tjenesteydelser (vand, elektricitet, sundhedspleje), afslutningen af alle belejringer af byer og løsladelse af fanger og gidsler, er af afgørende betydning; hilser aftalen mellem den syriske regering og oprørsgrupperne om at tillade evakuering af fire belejrede byer velkommen; opfordrer indtrængende alle parter til at støtte og fremme vedtagelsen af en omfattende aftale om tillidsskabende foranstaltninger;

15.

konstaterer med beklagelse, at den katastrofale civile konflikt har sat landet årtier tilbage, hvad angår social og økonomisk udvikling, og har tvunget millioner af mennesker ud i arbejdsløshed og fattigdom og medført betydelige ødelæggelser af sundheds- og uddannelsestjenester og omfattende fordrivelser af syrere samt hjerneflugt; påpeger derfor betydningen af at øge den ikkehumanitære bistand for at styrke modstandsdygtigheden hos befolkningen i Syrien og genstarte økonomien; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at udvise et langt større engagement i ansvarsdeling ved at gøre det muligt for flygtninge fra de syriske krigszoner at finde beskyttelse uden for den nærmeste naboregion, herunder via genbosættelse og humanitære adgangsordninger; mener imidlertid, at så snart konflikten er overstået, bør der ydes incitamenter til uddannede syriske flygtninge til at vende tilbage og bidrage til genopbygningen;

16.

glæder sig over de nye prioriteter for partnerskab, som EU har indgået med Jordan og Libanon, samt over lettelsen af EU's oprindelsesregler for eksport fra Jordan; beklager, at et stort antal flygtninge i Jordan, Libanon og Tyrkiet stadig lever under usikre sociale og økonomiske betingelser og ofte er ude af stand til at finde (lovlig) beskæftigelse; opfordrer NF/HR til at insistere på, at myndighederne i Jordan og Libanon arbejder hen imod en fjernelse af de resterende (uformelle) hindringer, til at støtte udvidede muligheder for selvstændig erhvervsvirksomhed og til at leve op til forpligtelserne om jobskabelse for kvinder og unge;

17.

støtter fuldt ud målet om at sikre, at en generation af børn i Syrien og i regionen ikke går tabt, og opfordrer til en yderligere indsats for at nå målet om at få alle flygtningebørn og sårbare børn i værtssamfund ind i uddannelsestilbud af god kvalitet med lige adgang for piger og drenge; understreger nødvendigheden af at anerkende den ofte uformelle uddannelse i flygtningelejrene og til at støtte psykologisk rehabilitering af disse traumatiserede børn;

18.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, regeringerne og parlamenterne i EU's medlemsstater, De Forenede Nationer, medlemmerne af den internationale støttegruppe for Syrien og alle parter, der er involveret i konflikten i Syrien, samt at sikre, at denne tekst oversættes til arabisk.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/123

P8_TA(2017)0228

Vejtransport i Den Europæiske Union

Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om vejtransport i Den Europæiske Union (2017/2545(RSP))

(2018/C 307/19)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til artikel 91 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF af 17. juni 1999 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (1),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/15/EF af 11. marts 2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter (2),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport (3),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet (4),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel (5),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til det internationale marked for buskørsel (6),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 165/2014 af 4. februar 2014 om takografer inden for vejtransport (7),

—	der henviser til Kommissionens hvidbog med titlen »En køreplan for et fælles europæisk transportområde — mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem« (COM(2011)0144),

—	der henviser til sin beslutning af 9. september 2015 om gennemførelse af hvidbogen om transport fra 2011: status og vejen frem mod bæredygtig mobilitet (8),

—	der henviser til sin beslutning af 19. januar 2017 om logistik i EU og multimodal transport i de nye TEN-T-korridorer (9),

—	der henviser til sin beslutning af 24. november 2016 om nye muligheder for små transportvirksomheder, herunder samarbejdsbaserede forretningsmodeller (10),

—	der henviser til Kommissionens rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om status for EU's marked for godskørsel (COM(2014)0222),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/413 af 11. marts 2015 om fremme af grænseoverskridende udveksling af oplysninger om trafiksikkerhedsrelaterede færdselslovsovertrædelser (11),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »En europæisk strategi for lavemissionsmobilitet« (COM(2016)0501) og Kommissionens meddelelse med titlen »Transport og CO2« (COM(1998)0204),

—	der henviser til Parisaftalen og forpligtelsen til i dette århundrede at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 oC over det førindustrielle niveau og fortsætte indsatsen for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 oC,

—	der henviser til Amsterdamerklæringen af 14. april 2016 om samarbejde på området for sammenkoblet og automatisk kørsel — Navigering til opkoblede og automatiserede køretøjer på de europæiske veje,

—	der henviser til sin beslutning af 14. september 2016 om social dumping i Den Europæiske Union (12),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »En europæisk strategi for samarbejdende intelligente transportsystemer — en milepæl hen imod samarbejdende, opkoblet og automatiseret mobilitet« (COM(2016)0766),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2,

A.	der henviser til, at Kommissionen snarest muligt bør forelægge lovforslag vedrørende markedet for godskørsel (herefter »vejinitiativer«) med henblik på at identificere og imødegå de udfordringer, som sektoren står over for;

B.	der henviser til, at vejtransportøkonomien i EU tegner sig for 5 millioner direkte arbejdspladser og næsten 2 % af EU's BNP med 344 000 virksomheder, som udfører personbefordring ad vej, og over 560 000 vejgodstransportvirksomheder (13);

C.	der henviser til, at personbefordringen ad landevej i EU i 2013 tegnede sig for 5 323 mia. passagerkilometer, hvoraf personbiler tegnede sig for 72,3 % og busser for 8,1 % af den samlede passagertransport i EU-28 (14);

D.	der henviser til, at trafiksikkerhed er et aktuelt emne i EU med 135 000 alvorligt tilskadekomne og 26 100 dødsfald i 2015;

der henviser til, at vejtransport er en drivkraft i EU's økonomi og fortsat bør føre an i skabelsen af yderligere økonomisk vækst og beskæftigelse og i fremme af konkurrenceevne og territorial samhørighed, og at det samtidig er nødvendigt, at sektoren bliver mere bæredygtig og respekterer ordentlige arbejdsvilkår og sociale rettigheder;

der henviser til, at vejtransport er en sektor, hvor Europa er førende på verdensplan, både inden for fremstilling og transportoperationer, og at det er afgørende, at europæisk vejtransport fortsat udvikler sig, investerer og fornyer sig selv på en bæredygtig og miljøvenlig måde for at bevare sin teknologiske førerposition på verdensplan i en globaliseret økonomi, som i stadig større grad er kendetegnet ved fremkomsten af magtfulde nye aktører og nye forretningsmodeller;

der henviser til, at vejtransportsektoren — som følge af det presserende behov for at forbedre energieffektiviteten og bæredygtigheden i denne sektor navnlig gennem alternative brændstoffer, alternative drivaggregater og digitalisering — fortsætter med at udfase fossile brændstoffer på omkostningseffektiv vis uden samtidig at sætte konkurrenceevnen over styr;

H.	der henviser til, at transportsektoren spiller en væsentlig rolle for klimaændringerne, idet den tegner sig for ca. 23,2 % af EU's samlede drivhusgasemissioner, og at vejtransport tegnede sig for 72,8 % af EU's drivhusgasemissioner fra transport i 2014;

I.	der henviser til, at trængslen på vejene anslås at koste EU's økonomi det, der svarer til 1 % af dets BNP i tidstab, øget brændstofforbrug og forurening;

J.	der henviser til, at den internationale godskørsel står over for et stigende antal reguleringsmæssige hindringer, der opstilles af medlemsstaterne;

der henviser til, at multimodale netværk og integrationen af forskellige transportformer og -tjenester potentielt set kan være til gavn for forbedringen af passager- og godstransportforbindelserne og effektiviteten af samme og dermed bidrage til at reducere udledningen af kulstof og andre skadelige stoffer;

L.	der henviser til, at medlemsstaternes håndhævelse af EU-lovgivningen om cabotagekørsel er mangelfuld;

M.	der henviser til, at der er store forskelle på tværs af Unionen med hensyn til håndhævelsen af den eksisterende lovgivning om arbejdsvilkår, sociale rettigheder og trafiksikkerhed;

Styrke konkurrenceevnen og innovationen i vejsektoren

mener, at vejinitiativerne bør give et hårdt tiltrængt løft til en mere bæredygtig, sikker, innovativ og konkurrencedygtig europæisk vejsektor, videreudvikle den europæiske vejinfrastruktur med henblik på at øge effektiviteten inden for vejtransport og logistik, sikre lige konkurrencevilkår for operatørerne på det globale marked, sikre fuldførelsen og forbedre funktionsevnen af det indre marked for vejtransport af passagerer og fragt samt fastlægge en langsigtet strategi for Europas vejtransportsektor;

mener også, at vejinitiativerne bør fremme teknologisk udvikling af køretøjer, fremme alternative brændstoffer, forbedre interoperabiliteten af transportsystemer og -former og sikre SMV'er på transportområdet adgang til markedet;

opfordrer Kommissionen til at tage højde for Parlamentets beslutning af 9. september 2015 om gennemførelse af hvidbogen om transport fra 2011, når den udarbejder vejinitiativer; understreger, at vejtransport skal betragtes i lyset af en holistisk og langsigtet tilgang inden for rammerne af EU's politik for intermodal og bæredygtig transport;

opfordrer Kommissionen til, når den udarbejder initiativpakken om vejmobilitet, også at tage hensyn til Parlamentets beslutning af 14. september 2016 om social dumping i Den Europæiske Union;

understreger, at vejsektoren er en vigtig bidragyder til vækst og beskæftigelse i EU, og at den økonomiske situation er tæt knyttet til konkurrenceevnen i EU’s vejsektor; efterlyser derfor proaktive politikker, der sigter på at støtte og udvikle en bæredygtig vejsektor med lige konkurrencevilkår, navnlig for SMV'er, især i lyset af den fremtidige digitale, teknologiske og miljømæssige udvikling i denne sektor, samtidig med at der tilskyndes til forbedring af arbejdsstyrkens kvalifikationer;

opfordrer den europæiske vejsektor til at udnytte de muligheder, som digitaliseringen giver; opfordrer Kommissionen til at udvikle infrastruktur for kommunikation både mellem køretøjer indbyrdes og mellem køretøj og infrastruktur for at forbedre trafiksikkerheden og effektiviteten og forberede fremtiden for vejmobilitet; understreger behovet for at udvikle teknologioverførsel for køretøjer, øge deres logistiske støtte og udarbejde de relevante definitioner og bestemmelser på området; opfordrer Kommissionen til at opstille en passende lovramme for sammenkoblet og automatisk kørsel samt for nye samarbejdsbaserede forretningsmodeller;

opfordrer indtrængende Kommissionen til at øge harmoniseringen inden for passagertransport og godstransport, navnlig for elektroniske bompengesystemer i EU, eftersom den nuværende mangel på harmonisering medfører ekstraomkostninger for transportsektoren; opfordrer i den forbindelse til anvendelse af digitale teknologier (papirløse og standardiserede dokumenter, e-CMR intelligente takografer osv.) med henblik på at sikre et fuldt fungerende indre marked;

Fremme af grænseoverskridende mobilitet for vejsektoren

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre de relevante EU-bestemmelser mere effektivt og Kommissionen til at overvåge gennemførelsen mere nøje, blandt andet i relation til grænseoverskridende samarbejde, fortolkning og korrekt og ikke-diskriminerende håndhævelse af den eksisterende lovgivning, og til at tackle harmoniseringen af de nationale lovgivninger; mener, at Kommissionen, når det er berettiget, bør indlede traktatbrudsprocedurer mod love og foranstaltninger, som forvrider markedet;

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at samarbejde tættere med Euro Contrôle Route og det europæiske færdselspolitinet (TISPOL) for at forbedre håndhævelsen af EU-lovgivningen om vejtransport og etablere en stærk mekanisme til at sikre en ensartet og passende gennemførelse af gældende fællesskabsret, f.eks. ved at bistå medlemsstaterne med certificering, standardisering, tekniske ekspertise, dataindsamling, uddannelse og inspektionsopgaver og ved at forvalte platforme for udveksling af oplysninger mellem nationale eksperter og myndigheder;

10.

anmoder medlemsstaterne om at øge kontrollen, navnlig i relation til overholdelse af køre- og hviletider og cabotagereglerne, og til at anvende effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner; opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremskynde den obligatoriske anvendelse af digitalt udstyr om bord, f.eks. intelligente takografer og elektroniske fragtbreve (e-CMR), for at forbedre tilsynet med overholdelsen af EU-reglerne og samtidig mindske de administrative omkostninger;

11.

opfordrer indtrængende Kommissionen til yderligere at harmonisere de eksisterende regler for obligatorisk sikkerhedsudstyr i lette og tunge erhvervskøretøjer, såsom advarselstrekanter, refleksjakker, reservepærer og alkometre;

12.

opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at mindske de administrative og økonomiske byrder, som udspringer af de forskellige nationale lovgivninger, med henblik på at lette den frie udveksling af transporttjenester i hele EU;

13.

understreger, at gennemførelsen af et sammenhængende, fair, gennemskueligt, ikke-diskriminerende og ikke-bureaukratisk afgiftssystem for vejtransport i EU, som står i et rimeligt forhold til anvendelsen af vejen og til de eksterne omkostninger, der genereres af lastbiler, busser og personbiler (principperne om »brugeren betaler« og »forureneren betaler«), vil have en positiv effekt med hensyn til at afhjælpe forringelsen af vejinfrastrukturen, overbelastning og forurening; opfordrer Kommissionen til at skabe en ramme, der vil sikre ikke-forskelsbehandling og undgå fragmenterede afgiftsordninger for personbiler i hele EU;

14.

opfordrer Kommissionen til at foreslå en revision af direktivet om et europæisk elektronisk vejafgiftssystem (EETS), som bør omfatte et eksternt omkostningselement baseret på princippet om, at forureneren betaler, være fuldt ud interoperabelt, således at det kan bidrage til udviklingen af harmoniserede tekniske EU-standarder til opkrævning af vejafgifter, være baseret på gennemsigtighed, bedre udvikling og integration af de forskellige former for ITS-udstyr, der er monteret i køretøjerne, samt større klarhed i lovgivningen for bedre at definere og beskytte rettighederne for EETS-udbydere og gøre deres forpligtelser mindre byrdefulde;

15.

mener, at medlemsstaterne i udkanten af EU og lande, der ikke har noget reelt alternativ til vejtransport, har vanskeligere ved at nå kernen i EU's indre marked; opfordrer Kommissionen til i sine vejinitiativer at medtage en mekanisme til at lette de afgifter, der pålægges vejtransport fra landene i udkanten af EU;

16.

understreger, at udlejningskøretøjer normalt er de nyeste og mest miljøvenlige på markedet, hvilket bidrager til vejtransportsektorens effektivitet; opfordrer derfor Kommissionen til at gennemgå de nuværende bestemmelser om udlejningskøretøjer, som i øjeblikket gør det muligt for medlemsstaterne at forbyde, at sådanne køretøjer anvendes til internationale transportaktiviteter;

17.

er bekymret over de nationale myndigheders mangelfulde håndhævelse i forbindelse med svig vedrørende takografer og cabotagekørsel, og opfordrer derfor Kommissionen til at løse disse problemer, bl.a. gennem anvendelse af nye teknologier, forenkling og præcisering af cabotagebestemmelserne og en bedre udveksling af oplysninger mellem myndighederne med henblik på en bedre håndhævelse af reglerne i hele EU og bedre overvågning af cabotagekørsel;

18.

er af den opfattelse, at de lovgivningsmæssige krav bør stå i rimeligt forhold til aktiviteternes art og virksomhedens størrelse; er imidlertid i tvivl om, hvorvidt der fortsat er grundlag for at fritage lette erhvervskøretøjer for overholdelsen af en række europæiske regler i betragtning af den stigende anvendelse af lette erhvervskøretøjer i international godstransport, og anmoder Kommissionen om at fremlægge en diagnostisk rapport om de økonomiske, miljømæssige og sikkerhedsmæssige konsekvenser af den stigende anvendelse;

19.

understreger, at den grænseoverskridende mobilitet på veje i relation til tilgrænsende tiltrædelseslande bør lettes gennem en bedre harmonisering af standarder for vejinfrastruktur, signalsystemer og elektroniske systemer, hvilket vil fjerne flaskehalse, navnlig på det centrale TEN-T-netværk;

Forbedre de sociale vilkår og sikkerhedsreglerne

20.

understreger, at den frie udveksling af transporttjenesteydelser i hele EU ikke bør retfærdiggøre nogen form for krænkelse af arbejdstagernes grundlæggende rettigheder eller svække den eksisterende lovgivning om arbejdsvilkår såsom hvileperioder, arbejdsmønstre, perioder væk fra hjemmet, adgang til videreuddannelse og karriereudvikling, sundhed og sikkerhed, pleje og social bistand og mindsteløn;

21.

mener, at det yderst vigtigt at minde Kommissionen om de forpligtelser, den selv har indgået i forslaget om en europæisk søjle for sociale rettigheder, navnlig for så vidt angår:

—	sikker og fleksibel beskæftigelse, princip 5d: »Ansættelsesforhold, der fører til usikre arbejdsvilkår, skal hindres, bl.a. ved at forbyde brug af atypiske kontrakter. En prøvetid bør være af rimelig varighed«

—	rimelige lønninger, princip 6a: »Arbejdstagere har ret til rimelige lønninger, der sikrer en anstændig levestandard«

minder om, at Kommissionens initiativer for så vidt angår vejtransport ikke må gå imod dette princip eller bringe arbejdstagernes rettigheder i denne sektor i fare;

22.

er bekymret over socialt problematiske former for forretningspraksis, som også udgør en risiko for trafiksikkerheden, navnlig i relation til reglerne om cabotagekørsel og de såkaldte »postkasseselskaber« (særligt når det drejer sig om maskeret selvstændig erhvervsvirksomhed og forsætligt misbrug eller omgåelse af eksisterende EU-lovgivning og national lovgivning, der muliggør illoyal konkurrence ved ulovligt at mindske arbejdskraft- og driftsomkostningerne og fører til krænkelser af arbejdstagernes rettigheder, og som opstår som følge af EU-reglernes manglende gennemsigtighed og forskellige fortolkninger og praksis på nationalt plan);

23.

opfordrer Kommissionen til at tage kravene om etableringsret op til revision for at udrydde »postkasseselskaber« i vejtransportsektoren;

24.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til hurtigst muligt at tage fat på problemerne vedrørende træthed under kørsel, herunder sikring af, at alle investeringer i vejinfrastruktur omfatter forbedrede faciliteter til chauffører, især langturschauffører, og at hviletidsbestemmelserne for chauffører overholdes fuldt ud;

25.

opfordrer Kommissionen til at afklare reglerne om cabotagekørsel og reglerne for adgang til vejtransporterhvervet og til at forbedre gennemførelsen heraf for effektivt at bekæmpe svig og misbrug;

26.

afviser enhver yderligere liberalisering af cabotagekørsel, navnlig ubegrænset cabotagekørsel inden for et vist antal dage;

27.

opfordrer Kommissionen til at præcisere anvendelsen af bestemmelserne i direktivet om udstationering af arbejdstagere i vejtransportsektoren og til at forbedre gennemførelsen og håndhævelsen heraf;

28.

understreger, at Europa mangler erhvervschauffører som følge af den stigende efterspørgsel efter transporttjenester, den hurtige udvikling i den internationale samhandel og den demografiske situation; opfordrer derfor Kommissionen til at lette adgangen for unge mænd og kvinder til erhvervet og til at løse problemet med dårlige arbejdsvilkår for chauffører samt manglen på vejinfrastruktur af høj kvalitet;

29.

understreger, at de forskellige nationale lovgivninger om sociale vilkår og rettigheder i vejtransportsektoren i Unionen medfører betragtelige og uforholdsmæssigt store administrative hindringer for virksomhederne, navnlig SMV'erne, øger kompleksiteten af de retlige rammer, underminerer etableringen af et indre marked i vejtransportsektoren i Unionen og skaber hindringer for den fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser;

30.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde forslag i forbindelse med de kommende vejinitiativer, som muliggør en mere effektiv skelnen mellem den frie udveksling af tjenesteydelser og den frie etableringsret, med det formål at sikre, at aktiviteterne i en medlemsstat, hvor virksomheden ikke er etableret, er af midlertidig karakter, og for at sikre, at arbejdstagerne er omfattet af lovgivningen i det land, hvor de pågældende har deres sædvanlige arbejdssted eller udfører hovedparten af deres erhvervsmæssige virksomhed;

31.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at adressere kvaliteten af arbejdet i vejtransportsektoren, navnlig hvad angår uddannelse, certificering, arbejdsforhold og karrieremuligheder, med henblik på at skabe kvalitetsarbejdspladser, udvikle de nødvendige færdigheder og styrke EU-vejtransportoperatørernes konkurrenceevne for at gøre det mere attraktivt for unge, samtidig med at der fokuseres på at sikre en ordentlig balance mellem arbejde og privatliv for chauffører;

32.

opfordrer Kommissionen til at revidere direktivet om kombineret transport 92/106/EØF med henblik på at øge den multimodale transport og eliminere urimelige praksisser og sikre overholdelse af de sociale og arbejdsmarkedsrelaterede bestemmelser inden for kombineret transport;

33.

opfordrer Kommissionen til at overveje at oprette en »elektronisk og integreret operatørfil« for alle virksomheder, der anvender fællesskabstilladelsen, for at samle alle relevante data om transportselskabet, køretøjet og chaufføren, som er indsamlet under vejkontroller;

34.

understreger, at systemet for hvilefaciliteter i EU er utilstrækkeligt og mangelfuldt; opfordrer derfor medlemsstaterne til i samråd med Kommissionen at opstille en plan for opførelsen af/tilvejebringelse af kapacitet og brugervenlige og sikre rastepladser med et tilstrækkeligt antal parkeringspladser, sanitære faciliteter og transithoteller, navnlig på strategiske punkter/knudepunkter, hvor der kan forekomme høj trafiktæthed;

35.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage fat på de aktuelle forhold, hvor det er praktisk umuligt at forene bestemmelserne vedrørende køre- og hviletider, f.eks. forekommer det ofte, at chauffører er tvunget til at hvile i et vist antal timer, selv om de kun er nogle få kilometer fra deres hjemmebase eller opholdssted; opfordrer Kommissionen til at tage hensyn hertil ved revisionen af forordning (EF) nr. 561/2006 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport;

36.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage et EU-dækkende mål for nedbringelse af antallet af alvorlige personskader i trafikken;

37.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre en EU-dækkende videnskabelig undersøgelse af konsekvenserne af træthed hos føreren i forbindelse med bustransport og godstransport med varevogn eller lastbil;

38.

opfordrer Kommissionen til straks at iværksætte en revision af forordning (EF) nr. 661/2009 om generel sikkerhed og tage hensyn til den rolle, som nye teknologier og standarder, herunder udstyr til registrering af nøddata, standarder vedrørende direkte udsyn, intelligent farttilpasning og dæktryksovervågning som et minimum;

39.

understreger, at det er nødvendigt at forbedre sikkerheden på EU's veje og opfylde målsætningen om at halvere antallet af dødsfald og alvorlige personskader inden udgangen af 2020; støtter den konsekvensanalyse, Kommissionen anvendte ved en revision af de lovgivningsmæssige rammer for forvaltning af vejinfrastrukturens sikkerhed;

Fremme af lavemissionsvejtransport

40.

bemærker, at der er behov for at forbedre ressourceeffektiviteten inden for vejtransport og dens rolle i et moderne synkromodal transportnet, med henblik på en mere effektiv udnyttelse af den eksisterende kapacitet, at forbedre udnyttelsesgraden for køretøjer, fremme brugen af mindre og lettere køretøjer, bildeling og samkørsel samt reduktionen fra fire hjul til to; mener, at digitalisering er et centralt element for at nå målet om øget ressourceeffektivitet;

41.

understreger, at med henblik på at opfylde målene i Paris-aftalen af 2015 (COP21) om klimaændringer bør dekarboniseringen af transportsektoren og forbedringen af luftkvaliteten opnås gennem fremme af elektromobilitet, brændselsceller og andre avancerede fremdriftssystemer, navnlig dem, hvor EU har et betydeligt teknologisk forspring;

42.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte ambitiøse forslag om CO2-standarder for lastbiler og busser med henblik på at reducere drivhusgasemissionerne fra vejtransportsektoren; anmoder Kommissionen om yderligere at undersøge mulighederne for at fremskynde overgangen til lavemissionstransport ved at indføre incitamenter til modernisering;

43.

opfordrer til konkrete tiltag til at sikre gennemførelsen af principperne »brugeren betaler« og »forureneren betaler« inden for vejtransport, herunder retningslinjer og bedste praksis, og for skabelsen af lige vilkår i alle EU's regioner;

44.

understreger, at revisionen af direktivet om den europæiske elektroniske bompengetjeneste (EETS) kan bidrage til fremme af renere køretøjer og fælles køretøjer;

45.

understreger, at det er meget vigtigt, at der er en passende infrastruktur til brug af alternative brændstoffer i vejtransporten og opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at skabe incitamentsmodeller til at fuldende forsyningsnettet for alternative brændstoffer;

46.

opfordrer til effektive nationale politiske rammer til at stimulere en bredere anvendelse af køretøjer, der bruger alternative brændstoffer (f.eks. el, hybrid, hydrogen, komprimeret naturgas), og opfordrer til en hurtig deployering af den fornødne infrastruktur til påfyldning/genopladning;

47.

anerkender, at innovative og emissionsfattige køretøjer og infrastrukturer til vejtransport vil bidrage til at lette udvekslingen og forbindelserne mellem veje, jernbaner og havne og dermed fremme en samlet overgang til mere miljøvenlige former for transport af personer, passagerer og fragt;

48.

mener, at delebiler og samkørsel er en vigtig ressource for bæredygtig udvikling af forbindelserne blandt andet i regionerne i den yderste periferi, bjergområder og landdistrikter; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de lokale myndigheder til at fremme udviklingen af samarbejdsbaserede forretningsmodeller på dette område;

49.

opfordrer Kommissionen til at undersøge indførelsen i flere medlemsstater af lavemissionszoner og muligheden for at opstille fælles kriterier/regler for indførelsen/funktionen af disse områder;

50.

bemærker, at intelligente transportsystemer (ITS), herunder kooperative intelligente transportsystemer (C-ITS) og innovationer såsom e-motorveje (eldrevne lastbiler med vognteknologi) og bundtvis trafikafvikling kan spille en vigtig rolle med hensyn til at fremme effektiviteten og miljø- og sikkerhedspræstationerne i transportsystemet; opfordrer derfor Kommissionen til at stimulere udviklingen og anvendelsen af ITS og fremme innovation;

51.

bemærker, at omfanget af tomkørsel stadig er højt i forbindelse med vejtransportaktiviteter, hvilket indvirker negativt på miljøet; minder om, at næsten en fjerdedel (23,2 %) af alle køretøjskilometer, som blev tilbagelagt af tunge godskøretøjer i EU i 2012, involverede et tomt køretøj, og at det høje niveau af tomkørsel skyldes de nuværende restriktioner for cabotagekørsel, som forhindrer vognmændene i yderligere at forøge fragtlasten og dermed den miljømæssige effektivitet; fremhæver derfor de positive virkninger af en markedsåbning for den miljømæssige effektivitet inden for vejtransport;

52.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til med henblik på at dekarbonisere transportsektoren at fremskynde overgangen fra traditionelle vejkøretøjer, der er baseret på fossile brændstoffer, til bæredygtige eldrevne køretøjer, såsom køretøjer, som anvender hydrogenbrændstofceller;

53.

opfordrer Kommissionen til at ajourføre sin håndbog om eksterne transportomkostninger, herunder nye data om emissioner ved faktisk kørsel samt de økonomiske og sociale skader som følge af klimaændringerne;

54.

understreger, at de mål, der er fastsat for overgangen til alternative og vedvarende energikilder til vejtransport, bør nås gennem et energimiks og ved hjælp af eksisterende energibesparelsesmetoder; påpeger, at denne overgang kræver tilsvarende incitamenter, og at reduktionsmålene bør formuleres på en teknologineutral måde;

55.

bemærker, at alternative brændstoffer, herunder, men ikke begrænset til, komprimeret naturgas, flydende naturgas og andengenerationsbiobrændstoffer, kan anvendes til at lette overgangen;

o o

56.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EFT L 187 af 20.7.1999, s. 42.

(2) EFT L 80 af 23.3.2002, s. 35.

(3) EUT L 102 af 11.4.2006, s. 1.

(4) EUT L 300 af 14.11.2009, s. 51.

(5) EUT L 300 af 14.11.2009, s. 72.

(6) EUT L 300 af 14.11.2009, s. 88.

(7) EUT L 60 af 28.2.2014, s. 1.

(8) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0310.

(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0009.

(10) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0455.

(11) EUT L 68 af 13.3.2015, s. 9.

(12) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0346.

(13) Kilde: EU Transport in Figures 2016, baseret på oplysninger fra Eurostat.

(14) Kilde: EU Transport in Figures 2016, baseret på oplysninger fra Eurostat.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/131

P8_TA(2017)0229

Flygtningelejren Dadaab

Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om flygtningelejren Dadaab (2017/2687(RSP))

(2018/C 307/20)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til Den Mellemstatslige Organisation for Udviklings (IGAD's) Nairobi-erklæring af 25. marts 2017 om varige løsninger for somaliske flygtninge og genintegrering af hjemvendte i Somalia,

—	der henviser til FN's New York-erklæring om flygtninge og migranter af 19. september 2016,

—	der henviser til fælles kommuniké af 25. juni 2016 fra den ministerielle trepartskommission for frivillig repatriering af somaliske flygtninge, der bor i Kenya,

—	der henviser til resultatet af EU's topmøde om migration i Valletta den 11.-12. november 2015,

—	der henviser til erklæring af 28. november 2014 fra ministerkonferencen i Rom om Khartoumprocessen (migrationsruteinitiativet mellem EU og Afrikas Horn),

—	der henviser til trepartsaftalen om frivillig repatriering undertegnet den 10. november 2013 af Somalias og Kenyas regeringer og UNHCR,

—	der henviser til Kenyas højesterets afgørelse af 9. februar 2017, som modsatte sig lukning af flygtningelejren Dadaab,

—	der henviser til den kenyanske regerings beslutning om at appellere højesteretsafgørelsen af 9. februar 2017,

—

der henviser til erklæringen fra talspersonerne for næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, EU's kommissær for internationalt samarbejde og udvikling, Neven Mimica, EU-kommissær med ansvar for humanitær bistand og kriseforvaltning, Christos Stylianides, om den kenyanske regerings beslutning om at lukke flygtningelejrene i Dadaab af den 20. maj 2016,

—	der henviser til EU's Nødtrustfond for Afrika,

—	der henviser til FN’s Global Compact-initiativ om ansvarsdeling i forbindelse med flygtninge,

—	der henviser til Den 11. Europæiske Udviklingsfonds (EDF’s) nationale vejledende program for Somalia og Østafrika,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

der henviser til, at Afrikas Horn med næste 250 mio. indbyggere og en hastigt voksende befolkning rummer det største antal internt fordrevne mennesker og flygtninge i Afrika og i verden; der henviser til, at regionen står over for udfordringen med irregulær migration, tvungne fordrivelser, menneskehandel, menneskesmugling, terrorisme og voldelige konflikter;

B.	der henviser til, at udfordringerne har mange årsager, som varierer efter de lokale forhold, men som generelt har rod i manglen på god regeringsførelse, samfundsøkonomiske muligheder, ekstrem fattigdom, ustabilitet og klimaændringer;

der henviser til, at flygtningekomplekset i Dadaab blev oprettet i 1991 som en midlertidig løsning for mennesker, der flygtede fra forfølgelse, vold og ustabilitet i Østafrika, og især for dem, der flygtede fra borgerkrigen i Somalia; der henviser til, at komplekset i øjeblikket består af fem forskellige lejre til forskellige befolkningsgrupper og dækker et område på 50 kvadratkilometer, og at lejrene Hagadera, Dagahaley og Ifo er de ældste og tættest befolkede;

der henviser til, at Dadaab var beregnet til at huse omkring 90 000 mennesker, men ifølge FN menes at have en befolkning på ca. 260 000, hvoraf 95 % stammer fra Somalia og 60 % er under 18 år; der henviser til, at Kenya i maj 2016 nedlagde sit departement for flygtningespørgsmål, som var ansvarligt for registrering, hvilket betyder at ti tusindvis af mennesker ikke er blevet registreret, hvilket betyder, at disse tal måske er endnu højere;

E.	der henviser til, at flygtningene i lejren risikerer vold, idet kvinder og børn er særligt udsatte;

der henviser til, at Somalia i to årtier har været ramt af alvorlig ustabilitet og fravær af statslige strukturer, og at følgerne heraf er blevet forværret af hyppige naturkatastrofer, der er forbundet med klimaændringer; der henviser til, at disse forhold har udfordret modstandskraften og håndteringsevnen blandt Somalias mest sårbare samfund og er blevet hovedårsager til fordrivelse internt i Somalia og til nabolande;

G.	der henviser til, at den somaliske flygtningesituation efter tre årtier er blandt de mest langvarige i verden, idet en tredje generation af flygtninge nu fødes i eksil; der henviser til, at næsten 1 mio. somaliere er fordrevet i regionen, og yderligere 1,1 mio. er fordrevet internt i Somalia;

der henviser til, at Somalia er blandt de fem største flygtningeproducerende lande i verden i de seneste 15 år og i øjeblikket har 1,1 mio. registrerede flygtninge, hvoraf mere end 80 % befinder sig på Afrikas Horn og i Yemen-regionen; der henviser til, at den somaliske regering gentagne gange har erklæret sig rede til at tage imod somaliske statsborgere; der henviser til, at Kenya i øjeblikket huser ca. 500 000 flygtninge, og at antallet fortsætter med at vokse som følge af den stigende usikkerhed i regionen, navnlig i Sydsudan;

der henviser til, at sikkerhedssituationen i Somalia fortsat er farlig og uforudsigelig og at angreb begået af al-Shabaab og andre væbnede grupper og terrorgrupper fortsætter; der henviser til, at præsident Mohamed Abdullahi »Farmajo« den 6. april 2017 erklærede Somalia for en krigszone og tilbød amnesti til medlemmer af den militante islamistiske gruppe al-Shabaab, herunder uddannelse, beskæftigelse og uddannelse, hvis de nedlagde våbnene inden for 60 dage;

der henviser til, at der er alvorlig tørke i hele Østafrika, og til, at der i dele af Sydsudan er erklæret hungersnød, som op mod 1 mio. mennesker er truet af; der henviser til, at der er udstedt varsel om risiko for hungersnød i Somalia, til, at det i givet fald vil være tredje gang med hungersnød på 25 år, og til, at 6,2 mio. mennesker ifølge regeringen har behov for fødevarebistand; der henviser til, at Kenyas præsident Uhuru Kenyatta har erklæret tørken i landet for en national katastrofe, idet 2,7 mio. mennesker er truet af alvorlig hungersnød; der henviser til, at det forventes, at situationen vil blive forværret i Etiopien, Kenya, Somalia og Yemen, hvilket vil kunne føre til udbredt hungersnød;

K.	der henviser til, at tørken i Somalia ifølge FN har skabt endnu flere internt fordrevne, og at mere end 683 000 mennesker er blevet tvunget til at forlade deres hjem siden november 2016; der henviser til, at omkring 250 000 mennesker omkom under den seneste hungersnød i 2011;

der henviser til, at den kenyanske regering den 6. maj 2016 meddelte, at den havde besluttet at lukke Dadaab »hurtigst muligt« under henvisning til sikkerhedshensyn og nødvendigheden af at bringe den langvarige flygtningesituation i regionen til ophør; der henviser til, at Kenyas regering den 30. november 2016 meddelte, at lukningen af Dadaab-lejren ville blive udskudt seks måneder indtil maj 2017; der henviser til, at siden IGAD-topmødet den 25. marts 2017 fokuserer hele indsatsen nu på betydningen af at finde en regional og holdbar løsning for somaliske flygtninge;

der henviser til, at det internationale samfund, herunder EU, har udtrykt forståelse for den kenyanske regerings bekymringer og begrundelser for at lukke lejren, men også har fremhævet, at hjemsendelser til Somalia skal foregå efter internationale standarder og således skal være frivillige og informerede, idet de hjemvendende skal have adgang til objektive, neutrale og relevante oplysninger, at de skal gennemføres i sikkerhed og med værdighed og på en bæredygtig måde, og at de hjemvendende skal være klar over, hvad der vil ske, hvis de beslutter sig for ikke at vende hjem frivilligt;

der henviser til, at den kenyanske højesteret den 9. februar 2017 som svar på et andragende fra to kenyanske menneskerettighedsorganisationer — Kenya National Commission on Human Rights og Kituo Cha Sheria — fastslog, at den kenyanske regerings ordre til at lukke Dadaab-flygtningelejren var diskriminerende og det samme som en kollektiv straf og desuden var overdreven, vilkårlig og uforholdsmæssig;

der henviser til, at debatten om lukningen af Dadaab har rettet fokus mod den langsomme gennemførelse af den trepartsaftale, som UNHCR og Kenyas og Somalias regeringer undertegnede i 2013, og som havde til formål at gennemføre frivillige hjemsendelser af somaliere til stabile områder i Somalia, et emne, som er blevet åbenlyst kritiseret af den kenyanske regering og andre aktører;

P.	der henviser til, at ca. 65 000 mennesker er vendt tilbage, siden UNHCR begyndte at støtte de frivillige tilbagesendelser af somaliske flygtninge i 2014, men at målet om at øge antallet af holdbare tilbagesendelser vil afhænge af situationen i Somalia;

Q.	der henviser til, at de somaliske myndigheder i Jubaland i slutningen af august 2016 indstillede repatrieringerne til regionshovedstaden Kismaayo, efter at byen havde haft en voldsom tilstrømning af flygtninge; der henviser til, at næsten 70 % af de hjemvendende ifølge UNHCR er børn;

der henviser til, at lukningen af Dadaab vil få indvirkninger i andre nabolande såsom Etiopien, som i øjeblikket huser ca. 245 000 somaliske flygtninge, og sandsynligvis vil medføre nye tilstrømninger; der henviser til, at denne situation viser, hvordan problemer vedrørende flygtninge, grænseforvaltning og stabilitet er kædet sammen, og understreger behovet for et forstærket regionalt samarbejde for at løse dem, især på baggrund af beslutningen om at lukke Dadaab-flygtningelejren;

S.	der henviser til, at perspektivet i en tilbagesendelse for mange flygtninge, især flygtninge fra landdistrikterne, afhænger af, om de kan kræve deres jord tilbage, i et land, hvor ordningerne for jordbesiddelse er svage, og tvangsudsættelser er almindeligt forekommende;

T.	der henviser til, at værtssamfundet i Dadaab-regionen har udvist stor medmenneskelighed, gavmildhed og tolerance over for lejren, men står over for enorme økonomiske, udviklingsmæssige og miljømæssige udfordringer;

U.	der henviser til, at donorerne har måttet flytte fokus over på andre konflikter og skære ned på deres udgifter på grund af den langvarige karakter af situationen i Dadaab, hvilket betyder, at flygtningene i lejren står over for udfordringer;

V.	der henviser til, at navnlig klimaforandringerne har en ødelæggende virkning for den pastorale, nomadiske levevis, der er livsgrundlaget for mange mennesker i regionen, som blandt andre problemer også står over for voksende trusler som følge af tørke, sygdomme, krig og svindende husdyrbestande;

der henviser til, at EU har bevilget 286 mio. EUR gennem Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) for perioden 2014-2020, der især skal anvendes til gennemførelse af FN’s Global Compact og til stats- og fredsopbygning, fødevaresikkerhed, modstandskraft og uddannelse; der henviser til, at EU’s Nødtrustfond (EUTF) for Afrika blev undertegnet på topmødet i Valletta den 12. november 2015 og havde til formål at tage fat om de grundlæggende årsager til destabilisering, tvangsfordrivelser og irregulær migration gennem fremme af modstandskraft, økonomiske muligheder, lige muligheder, sikkerhed og udvikling; der henviser til, at EU reagerer på de livreddende basale behov for flygtningene i flygtningelejrene i Kenya;

der henviser til, at EU har forpligtet sig til at støtte Den Afrikanske Unions Mission i Somalia (AMISOM) gennem ydelse af finansiering til sikkerhed og mindskelse af truslen fra Al Shabaab og andre væbnede oppositionsgrupper; der henviser til, at Den Afrikanske Union den 23. marts 2017 afholdt en høring på højt niveau med deltagelse af EU og FN om fremtiden for AMISOM og støtte til institutioner i sikkerhedssektoren og reformer i Somalia; der henviser til, at EU den 11. maj 2017 bebudede, at Somalia får en ny støtte til en værdi af 200 mio. EUR på Londonkonferencen om Somalia;

der henviser til, at der som følge af den amerikanske præsident Trumps dekret af 27. januar 2017 venter en usikker fremtid for omkring 3 000 flygtninge fra Kenya, hovedsagelig fra Dadaab, som skulle genbosættes i USA i 2017, og hvoraf de fleste allerede var blevet screenet omhyggeligt af embedsmænd fra USA og FN og har ventet i op til 10 år på godkendelsen af deres genbosættelse;

Z.	der henviser til, at EU's genbosætningsindsats bør øges for at matche den indsats, der gøres af ikke-EU-lande såsom Canada og Australien, for at leve op til, hvad UNHCR anser for at være nødvendigt for at sikre en fair fordeling af flygtninge på verdensplan;

AA.	der henviser til, at den globale handlingsplan, som blev vedtaget på IGAD's topmøde i Nairobi den 25. marts 2017, fremhævede især tørke og væbnede konflikter som årsager til fordrivelsen af mennesker i regionen;

AB.	der henviser til, at det efter udsendelsen af en EU-valgevalueringsmission til Kenya blev anbefalet, at en EU-valgobservationsmission til parlamentsvalget i august 2017 ville være nyttig og effektiv;

roser Kenya og regionen Dadaab for den rolle, som den har spillet i at være vært for et hidtil uset antal flygtninge igennem så lang en periode; understreger imidlertid, at den nuværende situation i regionen er uholdbar, og kræver et effektivt og koordineret svar fra regeringerne i regionen og det internationale samfund som helhed, herunder EU, for at finde en holdbar løsning på flygtningespørgsmålet i Somalia sammen med bestræbelser på at øge sikkerheden og skabe en langsigtet samfundsøkonomisk udvikling i regionen;

noterer sig Nairobierklæringen fra IGAD om varige løsninger for somaliske flygtninge og genintegrering af hjemvendte i Somalia; bifalder tilsagnet om at nå frem til en samlet regional strategi og samtidig opretholde beskyttelse og fremme selvhjulpenhed i asyllandene, hvilket skal ske med støtte fra det internationale samfund og i overensstemmelse med international byrdefordeling som skitseret i New York-erklæringens samlede flygtningeberedskabsramme (CRRF);

beklager EU-medlemsstaternes meget ubetydelige rolle, når det gælder om at genbosætte flygtninge fra Dadaab, og opfordrer EU til at leve op til sit ansvar for at sikre en rimelig fordeling af byrderne;

påpeger, at så længe som der vedbliver med at være ustabilitet i den omgivende region og fornyet risiko for hungersnød, vil flygtninge ikke kunne vende hjem; opfordrer derfor EU til at fastholde langsigtet udvikling som sit primære mål og fordoble sine bestræbelser på at deltage og spille en mæglerrolle i regionen med henblik på at løse de underliggende økonomiske, politiske, miljømæssige og sikkerhedsmæssige problemer, som er de grundlæggende årsager til ekstrem fattigdom, kriminalitet, radikalisering og terrorisme og i sidste ende også til flygtningesituationen;

understreger, at der i sidste ende vil være brug for et regionalt svar for fortsat at kunne yde 260 000 somaliske flygtninge beskyttelse; minder om, at en holdbar genintegrering af hjemvendte kræver en holistisk og samfundsbaseret tilgang med henblik på at forbedre forsvarskapacitet og give hjemvendte, internt fordrevne og lokale samfund i Somalia bedre adgang til tjenester;

påskønner vedtagelsen af den globale og regionale Nairobi-handlingsplan, som indebærer en gradvis lukning af lejrene med henblik på at give flygtningene adgang til beskæftigelse og tjenester i deres værtsland og mulighed for at bevæge sig frit; beklager imidlertid fraværet af konkrete tiltag angående Dadaab; støtter oprettelsen af en regional fond for donorer;

mener, at frivillige hjemsendelser altid bør være frivillige i betragtning af den nuværende situation med fortsatte sikkerhedsproblemer i Somalia og en stor risiko for hungersnød; opfordrer til en større ansvarsfordeling, når det gælder om at huse flygtninge og finde nye metoder til at hjælpe flygtninge med at få adgang til tredjelande, herunder EU;

gentager sin støtte til EUTF for Afrika, der bestræber sig på at tage fat om de grundlæggende årsager til irregulær migration og fordrevne i Østafrika; opfordrer medlemsstaterne til at leve op til deres forpligtelser i forbindelse med fonden; opfordrer imidlertid Kommissionen til at intensivere høringsbestræbelserne over for aktører i regionen, herunder lokalbefolkninger, regionale regeringer og NGO'er, med henblik på at fokusere på lokalt identificerede problemer og behov og fremme et gunstigt klima og øge kapaciteten til hjemsendelse af flygtninge til deres hjemlande; understreger, at Dadaab har skabt omkring 10 000 job, hvoraf mange er knyttet til humanitære aktiviteter;

understreger betydningen af en menneske- og samfundsbaseret tilgang til at bruge ressourcer fra EUTF til at bistå med hjemsendelser fra Dadaab og træffe foranstaltninger til fremme af udvikling og modstandskraft i regionen; er overbevist om, at EUTF ikke blot bør fokusere på økonomisk udvikling, men også på græsrodsprojekter i regionen, der specifikt er rettet mod at forbedre kvaliteten af, ligheden i og den universelle adgang til basale tjenester og uddannelse med henblik på udvikling af lokale kompetencer og at opfylde behovene hos sårbare grupper, herunder mindretal;

10.

mener, at EUTF i højere grad bør fokusere på at fremme bæredygtig udvikling i regionen ved at styrke de økonomiske og beskæftigelsesmæssige muligheder og styrke modstandskraften; kræver, at disse midler anvendes til at fremme bæredygtig udvikling og til yderligere udbredelse af anvendelsen af solenergi som energikilde, f.eks. til pumpning af ferskvand, som har vist sig at være et vellykket projekt i visse dele af Dadaab-lejren;

11.

påpeger, at kvinder og børn udgør over 60 % af den samlede befolkning i flygtningelejren og anses for de mest sårbare og marginaliserede grupper i lejren; opfordrer den kenyanske regering, de regionale institutioner, de internationale hjælpeorganisationer og det internationale samfund, herunder EU, til at anlægge en specifik tilgang til bistandsforanstaltninger og tage fat om årsagerne til kvinders og børns sårbarhed i lejrene, f.eks. kønsbaseret forfølgelse, vold mod kvinder, seksuelt misbrug og udnyttelse, ekstrem fattigdom og udelukkelse;

12.

roser de somaliske myndigheder for de fremskridt, der er gjort i de seneste måneder, herunder med afholdelsen af valg; understreger imidlertid, at sikkerheden og de samfundsøkonomiske betingelser i mange dele af Somalia stadigvæk giver ekstremt store udfordringer for omfattende tilbagesendelser; opfordrer derfor EU og medlemsstaterne til at arbejde sammen med de somaliske myndigheder om at intensivere bestræbelserne på at skabe stabilitet i landet, inden der gennemføres omfattende tilbagesendelser;

13.

opfordrer EU og internationale partnere til at opfylde forpligtelserne over for Somalia, navnlig gennem en indsats med at skabe fødevaresikkerhed for at undgå den truende hungersnød, fremme sikkerhed, skabe forlig i fællesklager, forbedre forvaltningen af offentlige finanser og støtte til fuldendelsen af gennemgangen af forfatningen med henblik på at opnå langsigtet stabilitet;

14.

opfordrer EU til at sikre, at programmer for genbosættelse i regionen navnlig sørger for, at sårbare befolkningsgrupper flyttes til sikre regioner på en ansvarlig måde, og at flygtninges rettigheder respekteres; opfordrer EU og internationale partnere til at hjælpe med at opbygge infrastrukturer i hele landet, så de tilbagevendende flygtninge kan reintegreres sikkert og permanent i det somaliske samfund uden trusler fra terrorelementer såsom Al-Shabaab;

15.

understreger behovet for en bedre forvaltning af grænserne mellem Somalia og dets nabolande, som betragtes som legeplads for netværk, der er involveret i handel med og smugling af mennesker, våben, narkotika og andre ulovlige varer, og derigennem skaber finansiering til kriminelle aktiviteter og terroraktiviteter; forventer, at EU's uddannelsesmission for Somalia arbejder tæt sammen med AMISOM og de somaliske myndigheder om at udveksle bedste praksis om bedre grænseforvaltning med henblik på at pågribe menneskehandlere og smuglere;

16.

anerkender, at der ikke kan være nogen udvikling uden forbedret sikkerhed i regionen; understreger ikke desto mindre på det kraftigste, at midler fra EUF- og ODA-kilder skal bruges på økonomisk, menneskelig og social udvikling i regionen med særligt fokus på de udviklingsmæssige problemer, der er indkredset i afgørelsen om trustfonden; erindrer om, at EDF- og ODA-midler udelukkende bør bruges til udviklingsmål, der tager fat på de tilgrundliggende årsager til migration;

17.

påpeger behovet for at styrke modstandsdygtigheden og fremme udviklingen af de berørte værtssamfund i Dadaab-regionen i Kenya og sikre, at indtægtskilder ikke påvirkes negativt af den gradvise mindskelse af Dadaab og offentlige tjenester i byen og det økonomiske chok, som det kan udgøre for befolkningen; understreger, at den befolkning, der huses i Dadaab, har lagt stort pres på miljøet i regionen, hvilket påvirker lokalbefolkningens adgang til naturressourcer; understreger, at dette spørgsmål bør imødegås i fællesskab af den kenyanske regering og gennem EU’s nationale vejledende program for Kenya; forventer, at den kenyanske regering og EU anerkender denne skrøbelige regions specifikke behov;

18.

beklager USA’s regerings beslutning om at reducere sit bidrag til FN’s agenturer med 640 mio. USD; udtrykker bekymring over den direkte indvirkning, som denne beslutning vil få på regionen; understreger, at EU's frivillige bidrag til FN's fonde og agenturer, som udgør halvdelen af deres samlede budget, er afgørende for opretholdelse af fred og sikkerhed i verden;

19.

understreger, at underskuddet på budgettet for FN-agenturer såsom UNHCR, som yder beskyttelse, husly og humanitær bistand, kun vil bidrage til øgede sikkerhedsmæssige udfordringer i regionen;

20.

bemærker med stor bekymring de alvorlige konsekvenser af klimaændringerne i regionen, hvilket er en kraftig påmindelse til EU, dets medlemsstater og det internationale samfund som helhed om nødvendigheden af at gennemføre bestemmelserne i Parisaftalen, idet den direkte virkning, som disse tiltag har på krig og hungersnød i regionen, bemærkes;

21.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Kenyas regering, Garissaregionens guvernør, det kenyanske parlaments formand, Somalias regering, det somaliske parlaments formand, IGAD, IGAD-medlemsstaternes regeringer, FN’s generalsekretær og FN’s højkommissær for flygtninge.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/140

P8_TA(2017)0231

Gennemførelse af Rådets retningslinjer for LGBTI-personer, navnlig i forbindelse med forfølgelse af (formodede) homoseksuelle mænd i Tjetjenien, Rusland

Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om gennemførelse af Rådets retningslinjer for LGBTI-personer, navnlig i forbindelse med forfølgelse af (formodede) homoseksuelle mænd i Tjetjenien (2017/2688(RSP))

(2018/C 307/22)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til sine tidligere beslutninger om Rusland,

—	der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

—	der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

—	der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og de tilhørende protokoller,

—	der henviser til Den Russiske Føderations forfatning, især kapitel 2 om rettigheder og friheder for mennesker og borgere,

—	der henviser til Rådets retningslinjer af 24. juni 2013 for fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og interseksuelle (LGBTI-personer),

—	der henviser til Rådets konklusioner om LGBTI-personers ligestilling af 16. juni 2016,

—	der henviser til Den Europæiske Unions retningslinjer om menneskerettighedsforkæmpere samt om tortur og mishandling,

—	der henviser til sin beslutning af 4. februar 2014 om EU-køreplanen mod homofobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet (1),

—	der henviser til erklæringen af 13. april 2017 fra FN's menneskerettighedseksperter om mishandling og tilbageholdelse af homoseksuelle mænd i Tjetjenien,

—	der henviser til EU's handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati 2015-2019,

—	der henviser til sin beslutning af 14. december 2016 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden i 2015 og Den Europæiske Unions politik på området (2),

—	der henviser til redegørelse af 6. april 2017 fra talsmanden for næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, om krænkelse af homoseksuelle mænds menneskerettigheder i Tjetjenien,

—	der henviser til den lokale EU-erklæring af 19. april 2017 om krænkelser af homoseksuelle mænds menneskerettigheder i Tjetjenien,

—	der henviser til EU's erklæring af 27. april 2017 i OSCE's Permanente Råd om fortsatte beretninger om den tjetjenske regerings anholdelser af og drab på homoseksuelle mænd,

—	der henviser til erklæringen fra talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium den 7. april 2017,

—	der henviser til erklæringen af 13. april 2017 fra direktøren for Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder under Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE/ODIHR),

—	der henviser til den fælles pressekonference med næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, og den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, i Moskva den 24. april 2017,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 4,

der henviser til, at der den 1. april 2017 i det uafhængige russiske dagblad Novaja Gazeta blev offentliggjort en artikel, hvor det berettedes, at mere end 100 mænd, der var homoseksuelle eller mentes eller formodedes at være det, var blevet bortført og tilbageholdt i Den Autonome Republik Tjetjenien i Den Russiske Føderation som led i en koordineret kampagne, der angiveligt var organiseret af republikkens myndigheder og sikkerhedsstyrker efter direkte ordre fra Tjetjeniens præsident, Ramzan Kadyrov;

der henviser til, at Novaja Gazeta rapporterede, at de bortførte ofre var blevet mishandlet, tortureret og tvunget til at afsløre andre LGBTI-personers identitet; der henviser til, at dagbladet også rapporterede, at mindst tre mænd var blevet dræbt, to som følge af behandlingen i fangenskab og en af sin familie i et såkaldt æresdrab;

C.	der henviser til, at de første beretninger er blevet bekræftet separat af Human Rights Watch og Den Internationale Krisegruppe, som begge citerer kilder på stedet, som bekræfter, at mænd, der formodes at være homoseksuelle, er blevet forfulgt og tilbageholdt af politiet og sikkerhedsstyrker;

D.	der henviser til, at myndighederne i Tjetjenien angiveligt afviste disse påstande og var uvillige til at efterforske og retsforfølge dem;

der henviser til, at ofrene stort set afholder sig fra at gå til domstolene, eftersom de frygter repressalier fra de lokale myndigheders side; der henviser til, at bøsser og lesbiske og de, der formodes at være bøsser eller lesbiske, er særlig sårbare på grund af homofobien i samfundet og det, at de risikerer at blive ofre for æresdrab begået af deres slægtninge;

der henviser til, at der efter flere år med trusler og undertrykkelse og en drastisk forværring af menneskerettighedssituationen i Nordkaukasus næsten ikke er nogen uafhængige journalister eller menneskerettighedsaktivister, der er i stand til at arbejde i regionen; der henviser til, at journalister, der arbejder for dagbladet Novaja Gazeta, som afslørede overgrebene, angiveligt har modtaget dødstrusler på grund af deres arbejde; der henviser til, at de tjetjenske myndigheder har afvist alle beskyldninger og har krævet, at journalisterne opgiver navnene på de interviewede ofre;

G.	der henviser til, at politiet i St. Petersburg og Moskva tilbageholdt LGBTI-aktivister, der forsøgte at skabe øget bevidsthed om og kræve en undersøgelse af forfølgelsen af homoseksuelle mænd i Tjetjenien;

der henviser til, at Den Russiske Føderation har undertegnet adskillige internationale menneskerettighedstraktater og — som medlem af Europarådet — også er part i den europæiske menneskerettighedskonvention og således er forpligtet til at garantere sikkerheden for alle personer, der måtte være i fare, herunder på grund af deres seksuelle orientering; der henviser til, at Rusland er forpligtet til og besidder midler til at efterforske de forbrydelser, der begås af de tjetjenske myndigheder; der henviser til, at homoseksualitet blev afkriminaliseret i Den Russiske Føderation i 1993;

I.	der henviser til, at præsident Putin har pålagt den russiske menneskerettighedsombudsperson, Tatjana Moskalkova, opgaven med at danne en arbejdsgruppe, der skal undersøge påstandene;

der henviser til, at LGBTI-personer er beskyttet under den eksisterende internationale menneskerettighedslovgivning og under den russiske nationale lovgivning; der henviser til, at det dog ofte kræver en særlig indsats at sikre, at LGBTI-personer fuldt ud kan gøre brug af deres menneskerettigheder, eftersom seksuel orientering og kønsidentitet kan medføre endnu større risiko for diskrimination, mobning og forfølgelse i skoler, på arbejdspladser og i det bredere samfund og også inden for familier; der henviser til, at det er politiets, retsvæsenets og myndighedernes opgave og ansvar at bekæmpe disse former for diskrimination og modarbejde negative sociale holdninger;

der henviser til, at Rådets LGBTI-retningslinjer foreskriver en proaktiv holdning fra EU-delegationernes og medlemsstaternes ambassaders side med hensyn til at fremme LGBTI-personers rettigheder; der henviser til, at det i retningslinjerne understreges, at bekæmpelse af LGBTI-fjendtlig vold og understøttelse af LGBTI-personers menneskerettigheder er prioriterede områder;

der henviser til, at Rusland den 7. marts 2017 vedtog lovgivning, der afkriminaliserede vold i hjemmet, idet »vold i familien« blev ændret fra at være en forbrydelse til at være en administrativ lovovertrædelse, der medfører svagere sanktioner for overtrædere; der henviser til, at Europa-Parlamentet drøftede dette emne under mødeperioden i Strasbourg den 13.-16. marts 2017;

udtrykker sine dybe bekymring over beretningerne om vilkårlig tilbageholdelse og tortur af formodede homoseksuelle mænd i Republikken Tjetjenien i Den Russiske Føderation; opfordrer myndighederne til at bringe denne forfølgelseskampagne til afslutning, til omgående at løslade dem, der stadig tilbageholdes illegalt, sikre juridisk og fysisk beskyttelse for ofre og menneskerettighedsforkæmpere og journalister, der har arbejdet for denne sag, og til at tillade internationale menneskerettighedsorganisationer at foretage en pålidelig efterforskning af de påståede forbrydelser;

fordømmer alle udtalelser fra de tjetjenske myndigheder, der tolererer og opfordrer til vold mod LGBTI-personer, herunder den tjetjenske regerings talspersons erklæring, der benægtede eksistensen af homoseksuelle mennesker i Tjetjenien og fordømte beretningerne som »løgne og absolut misinformation«; beklager, at lokale myndigheder ikke er villige til at efterforske og retsforfølge alvorlige krænkelser, der er specifikt rettet mod enkeltpersoner på grund af deres seksuelle orientering, og minder myndighederne om, at retten til forsamlings-, forenings- og ytringsfrihed er universel og gælder for alle; kræver øjeblikkelig løsladelse af dem, der stadig tilbageholdes ulovligt; opfordrer indtrængende de russiske myndigheder til at yde juridisk og fysisk beskyttelse såvel til ofrene som til menneskerettighedsforkæmpere og journalister, der har arbejdet med denne sag;

bemærker, at præsident Putin har pålagt det russiske indenrigsministerium og den offentlige anklager at efterforske hændelserne i Tjetjenien, og opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og Europarådet til at tilbyde de russiske myndigheder materiel og rådgivningsmæssig støtte i denne efterforskning;

opfordrer de tjetjenske myndigheder og Den Russiske Føderations myndigheder til at overholde den nationale lovgivning og deres internationale forpligtelser, opretholde retsstatsprincippet og de universelle menneskerettighedsstandarder samt fremme ligestilling og ikke-diskrimination, herunder for LGBTI-personer, understøttet af foranstaltninger såsom bevidstgørelseskampagner for at fremme af en kultur præget af tolerance og inklusion baseret på ligestilling og ikke-diskrimination; opfordrer til, at der straks træffes foranstaltninger til at beskytte sårbare personer, der kunne blive ofre, og til at sikre alle torturofre fuld rehabilitering;

beklager de udbredte menneskerettighedskrænkelser i regionen og det klima af straffrihed, der gør det muligt, at disse handlinger kan finde sted, og slår til lyd for udvikling af retlige og andre foranstaltninger til at forhindre disse voldshandlinger og effektivt retsforfølge gerningsmændene i samarbejde med civilsamfundet; understreger, at Rusland og dets regering har det ultimative ansvar for at efterforske disse handlinger, retsforfølge gerningsmændene og beskytte alle russiske borgere imod ulovlig mishandling;

opfordrer til, at der som et hasteanliggende øjeblikkeligt iværksættes en uafhængig, objektiv og grundig efterforskning af fængslingerne, torturhandlingerne og mordene for at bringe deres bagmænd og gerningsmænd for en domstol og sætte en stopper for straffriheden; glæder sig i denne forbindelse over oprettelsen af en arbejdsgruppe under ledelse af den russiske menneskerettighedsombudsperson, der er ved at efterforske sagen; opfordrer de russiske myndigheder til at pålægge anklagemyndigheden at sikre ægte anonymitet og anden beskyttelse for ofre for og vidner til den tjetjenske hets mod bøsser, samt deres familier, så de kan deltage i efterforskningen; opfordrer EU-delegationen og medlemsstaternes ambassader og konsulater i Rusland til aktivt at overvåge efterforskningen og til yderligere at øge bestræbelserne på at gøre en indsats for ofre, LGBTI-personer, journalister og menneskerettighedsforkæmpere, der i øjeblikket er i fare;

opfordrer Kommissionen til at gå sammen med internationale menneskerettighedsorganisationer og det russiske civilsamfund om at bistå dem, der er flygtet fra Tjetjenien, og om at bringe denne mishandlingskampagne frem i offentligheden; opfordrer desuden medlemsstaterne til at lette asylansøgningsprocedurer for disse ofre, journalister og menneskerettighedsforkæmpere i overensstemmelse med europæisk og national lovgivning;

glæder sig over og anerkender den indsats, der er gjort af mange ledere af EU-delegationer og deres medarbejdere og medlemsstaters ambassadører og deres medarbejdere for at støtte LGBTI-menneskerettighedsforkæmpere og slå til lyd for ikke-diskrimination og lige rettigheder; opfordrer EU-delegationschefer og andet personale i EU-Udenrigstjenesten til at rådføre sig med Parlamentet og de relevante MEP'er, når de har spørgsmål eller vil forsyne Parlamentet med oplysninger, bl.a. under den årlige ambassadørkonference i september; understreger vigtigheden af viden om og implementering af LGBTI-retningslinjerne fra EU-delegationernes og medlemsstaternes repræsentationers side; opfordrer i denne forbindelse EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at presse på for en mere strategisk og systematisk gennemførelse af disse retningslinjer, herunder gennem bevidstgørelse og uddannelse af EU-personale i tredjelande, for effektivt at rejse spørgsmålet om LGBTI-personers rettigheder i politiske dialoger og menneskerettighedsdialoger med tredjelande og i multilaterale fora og til at støtte bestræbelser fra civilsamfundets side;

understreger kraftigt vigtigheden af en løbende vurdering af gennemførelsen af retningslinjerne ved hjælp af klare benchmarks; opfordrer indtrængende Kommissionen til at gennemføre og offentliggøre en grundig evaluering af den måde, hvorpå EU-delegationerne og medlemsstaternes diplomatiske repræsentationer i alle tredjelande har gennemført retningslinjerne, for at afsløre eventuelle uoverensstemmelser og huller i gennemførelsen og afhjælpe dem;

10.

beklager dybt, at Den Russiske Føderation i juni 2016 i FN's Menneskerettighedsråd stemte imod resolutionen om beskyttelse mod vold og diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet;

11.

minder de russiske og tjetjenske myndigheder om, at regionale, kulturelle og religiøse værdisystemer ikke bør anvendes som et påskud til at tolerere eller udøve diskrimination, vold, tortur og/eller tilbageholdelse af personer eller grupper, herunder på grund af seksualitet eller kønsidentitet;

12.

bemærker med bekymring og som et tilbageskridt Ruslands vedtagelse af ny lovgivning om vold i hjemmet, herunder vold imod børn; understreger, at lovgivning, der tolererer vold inden for familien, risikerer at få alvorlige følger, både for ofrene og for samfundet som helhed; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at fortsætte deres indsats for at udrydde alle former for kønsbaseret vold, herunder vold i hjemmet, for at beskytte de udsatte og støtte ofrene, både i og uden for Europa;

13.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, Europarådets generalsekretær, FN's højkommissær for menneskerettigheder, regeringen og parlamentet i Den Russiske Føderation og de tjetjenske myndigheder.

(1) EUT C 93 af 24.3.2017, s. 21.

(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0502.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/144

P8_TA(2017)0234

Internetkonnektivitet med henblik på vækst, konkurrencedygtighed og samhørighed: et europæisk gigabitsamfund og 5G

Europa-Parlamentets beslutning af 1. juni 2017 om internetkonnektivitet med henblik på vækst, konkurrencedygtighed og samhørighed: et europæisk gigabitsamfund og 5G (2016/2305(INI))

(2018/C 307/23)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. september 2016 med titlen »Konnektivitet med henblik på et konkurrencedygtigt digitalt indre marked — På vej mod et europæisk gigabitsamfund« (COM(2016)0587) og det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2016)0300),

—	der henviser til artikel 9 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. september 2016 med titlen »5G til Europa: En handlingsplan« (COM(2016)0588) og det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2016)0306),

—	der henviser til Kommissionens forslag af 14. september 2016 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (COM(2016)0590),

—	der henviser til Kommissionens forslag af 14. september 2016 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1316/2013 og forordning (EU) nr. 283/2014 for så vidt angår fremme af internetkonnektivitet i lokalsamfund (COM(2016)0589),

—	der henviser til Kommissionens forslag af 14. september 2016 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (COM(2016)0591),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. maj 2015 med titlen »En strategi for et digitalt indre marked i EU« (COM(2015)0192) og det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2015)0100),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juli 2014 med titlen »Hen imod en blomstrende datadreven økonomi« (COM(2014)0442),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. april 2016 med titlen »Digitalisering af EU's industri — Fuldt udbytte af det digitale indre marked« (COM(2016)0180),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 243/2012/EU af 14. marts 2012 om indførelse af et flerårigt radiofrekvenspolitikprogram (1),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. oktober 2013 med titlen »Målrettet og effektiv regulering (REFIT): resultater og næste skridt« (COM(2013)0685),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. april 2016 med titlen »IKT-standardiseringsprioriteter for det digitale indre marked« (COM(2016)0176),

—	der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 med titlen »På vej mod en akt for det digitale indre marked« (2),

—	der henviser til Kommissionens forslag af 2. februar 2016 til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelsen af 470-790 MHz-frekvensbåndet i EU (COM(2016)0043),

—	der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 28. juni 2016 (EUCO 26/16),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. september 2013 med titlen »Åbning af uddannelsessektoren: Innovativ undervisning og læring for alle ved hjælp af nye teknologier og åbne uddannelsesressourcer« (COM(2013)0654),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. oktober 2016 med titlen »En rumstrategi for Europa« (COM(2016)0705),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/35/EU af 26. juni 2013 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes eksponering for risici på grund af fysiske agenser (elektromagnetiske felter) (20. særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) og om ophævelse af direktiv 2004/40/EF (3),

—	der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse med titlen »Konnektivitet med henblik på et konkurrencedygtigt digitalt indre marked — På vej mod et europæisk gigabitsamfund«,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—	der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Transport- og Turismeudvalget, Regionaludviklingsudvalget og Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0184/2017),

der henviser til, at 5G vil blive en hjørnesten i gigabitsamfundet, udgøre fremtidens standard inden for mobil telekommunikationsteknologi og være en drivkraft for innovation, som vil medføre gennemgribende økonomiske forandringer og skabe nye anvendelsesfunktioner, tjenester og produkter af høj kvalitet, indtægtsstrømme og forretningsmodeller, og at det forventes at øge virksomhedernes konkurrenceevne og bør skabe tilfredshed blandt kunderne;

der påpeger vigtigheden af europæisk lederskab inden for 5G-teknologi som forudsætning for økonomisk vækst og opretholdelse af global konkurrenceevne, hvilket for sin del kræver europæisk koordinering og planlægning, hvorimod Europa, hvis det sakker bagud, risikerer at miste arbejdspladser, innovation og knowhow;

der påpeger, at 5G og 5G-applikationer vil genopfinde forretningsmodeller ved at levere konnektivitet ved meget høje hastigheder, hvilket vil frigøre innovationspotentialet i alle sektorer, ikke mindst transport, energi, finans og sundhed; der i den forbindelse understreger, at EU ikke har råd til at sakke bagud, eftersom 5G vil være fremtidens drivkraft for vækst og innovation;

D.	der henviser til, at 5G-nettene vil blive væsentligt anderledes bygget op i forhold til de foregående generationer for at kunne opfylde de forventede erhvervs- og præstationsmæssige krav til net med meget høj kapacitet (VHC), navnlig med hensyn til svartider, dækning og pålidelighed;

E.	der henviser til, at 5G-arkitekturen vil føre til øget konvergens mellem mobil- og fastnet; der henviser til, at udrulningen af VHC-fastnet derfor vil bidrage til at dække backhaul-behovet i et tæt trådløst 5G-net, der er så tæt som muligt på slutbrugeren;

der henviser til, at fremtiden for det europæiske samfund og den europæiske økonomi i høj grad vil afhænge af 5G-infrastrukturen, hvis virkninger vil række langt ud over eksisterende trådløse accessnet med det formål at levere hurtigere kommunikationstjenester af høj kvalitet, som alle kan betale og som er til rådighed overalt og til enhver tid;

der henviser til, at digitaliseringen skrider frem i højt tempo og på globalt plan, hvilket kræver investeringer i kommunikationsnet af høj kvalitet og med universel dækning; der i den forbindelse påpeger behovet for rettidig tilvejebringelse af de nødvendige frekvenser til imødekommelse af disse behov;

H.	der påpeger, at mobil og trådløs konnektivitet for alle bliver stadig mere vigtigt, eftersom innovative tjenester og applikationer anvendes på farten, og at en fremadrettet digital politik skal tage dette i betragtning;

der henviser til, at udrulning af 5G-nettene hovedsagelig vil foregå via private investeringer og derfor vil kræve, at den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation tilvejebringer et reguleringsmiljø, der er forudsigeligt samt konkurrence- og investeringsfremmende; der henviser til, at dette vil kræve en strømlining af de administrative betingelser, f.eks. for etablering af små celler til stringent og rettidig frekvensharmonisering og udvikling af VHC-net, som det aktuelt er foreslået i den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation;

der påpeger, at offentlige initiativer som f.eks. Kommissionens initiativ vedrørende offentlig-private partnerskaber (OPP) fra 2013, hvortil der er afsat 700 mio. EUR i offentlige midler til indførelse af 5G i Europa inden 2020, skal suppleres med et konkurrencepræget marked med fremtidssikret regulering og samordning af frekvenser, som kan sætte skub i innovationen og de nødvendige private investeringer i infrastruktur;

K.	der understreger, at 5G skal etableres på en sådan måde, at det bliver et supplement frem for en konkurrent til andre projekter, der sigter mod at fremme konnektiviteten i de mest tyndtbefolkede og afsidesliggende egne af Europa;

der henviser til, at indførelsen af 5G og gigabitsamfundet kræver en klar tidsplan, en efterspørgselsorienteret, fremtidssikret og teknologineutral tilgang baseret på vurderinger af de enkelte regioner og sektorer for sig, medlemsstatskoordination, samarbejde med alle interessenter og tilstrækkelige investeringer for at opfylde alle betingelser inden for den fastsatte tidsramme og gøre det til en realitet for alle EU-borgere;

I. 5G-visionen — krav om et generationsskifte

hilser Kommissionens forslag om at udarbejde en 5G-handlingsplan, der sigter mod at gøre EU førende i verden inden for anvendelse af standard-5G-net fra 2020 til 2025, velkommen som led i en bredere strategi for et teknologisk mere konkurrencedygtigt og inklusivt europæisk gigabitsamfund; mener, at dette forudsætter tilstrækkelig samordning mellem medlemsstaterne for at forhindre, at udrulningen af 5G forsinkes på samme måde, som det skete med 4G, hvilket resulterede i, at 4G-dækningen i dag ligger på 86 %, og i landdistrikter på kun 36 %;

fremhæver, at handlingsplanen for etablering af 5G i hele EU ifølge Kommissionen »har potentiale til at skabe to mio. job«, booste den europæiske økonomi og nedbringe de høje arbejdsløshedstal, især blandt unge;

understreger, at 5G OPP-initiativet på nuværende tidspunkt er et af verdens mest avancerede initiativer vedrørende 5G og de nye applikationer, der er afledt deraf; ser positivt på bestræbelserne for at fremme synergierne inden for F&U og industriel udvikling, men mener, at det i betragtning af den indvirkning, som indførelse af 5G vil have på samfundet som helhed, vil være rimeligt, at også repræsentanter for forbrugerne og civilsamfundet får adgang til at deltage i OPP'er;

understreger, at en ambitiøs og fremsynet tidsplan for tildeling af frekvenser inden for Unionen er af største betydning, hvis Europa skal være i front med hensyn til udvikling af 5G-teknologi; påskønner i den forbindelse de tiltag, som Kommissionen har foreslået i meddelelsen »5G for Europa: En handlingsplan«, og betragter disse tiltag som en minimumsforudsætning for en vellykket indførelse af 5G i EU;

understreger, at private investeringer bør understøttes af et infrastrukturorienteret politisk og reguleringsmæssigt miljø, der er skræddersyet til at skabe forudsigelighed og vished med henblik på at fremme konkurrencen til gavn for slutbrugerne, og ikke bør forsinkes af overambitiøse offentlige ordninger, der kan stå i vejen for etableringen af 5G;

understreger betydningen af samarbejde mellem den akademiske verden, forskningsinstitutioner, den private og den offentlige sektor om forskning & udvikling inden for 5G-mobilkommunikation; fremhæver 5G OPP som et positivt eksempel i denne henseende og opfordrer Kommissionen til fortsat at inddrage alle relevante sektorer i processen;

er overbevist om, at EU vil få gavn af en yderligere omstilling i retning af den digitale økonomi i form af bredere dækning, konnektivitet og større hastigheder, og at den digitale økonomi i 2020 vil bidrage med 40 % til den samlede BNP-vækst og vokse 13 gange hurtigere end det samlede BNP;

ser positivt på og støtter de mellemlangsigtede mål for gigabitsamfundet om at nå op på en nethastighed på mindst 100 Mbps for alle europæiske forbrugere, opgraderbar til 1 Gbps, på længere sigt stigende til 100 Gbps for vigtige socioøkonomiske drivkræfter såsom leverandører af offentlige tjenesteydelser, digitalt intensive virksomheder, store transportknudepunkter, finansieringsinstitutter, hospitaler, uddannelsesinstitutioner og forskningscentre; opfordrer til at prioritere etablering af en fiberbaseret backhaul-infrastruktur, konkurrence som investeringsfremmende faktor og opnåelse af slutbrugeroplevelser af høj kvalitet; minder om, at Unionen er bagud i forhold til sine konnektivitetsmål i den digitale dagsorden for 2020, og at især efterslæbet i landdistrikter og fjerntliggende områder giver anledning til betænkeligheder;

understreger behovet for at sikre, at flest mulige EU-borgere får gavn af gigabitsamfundets konnektivitet, inklusive dem, der bor i fjerntliggende områder;

10.

støtter i høj grad indsatsen for at sikre adgang til 5G-nettet under intermodale rejser ad offentlige transportnet, som er tilknyttet Connecting Europe-faciliteten (CEF) og de transeuropæiske transportnet (TEN-T), inden 2025 og forventer, at fuld adgang i hele EU vil følge, både i by- og landområder og ved store turistcentre og attraktioner;

11.

konstaterer, at der fortsat er behov for forbedringer i dækningen med 4G-mobilnet/LTE, hvor EU er bagud i forhold til USA, Sydkorea og Japan, og at 5G-handlingsplanen bør benyttes som anledning til at tage ved lære af de fejl, der blev begået ved udrulningen af 4G;

12.

påpeger, at 5G-radioadgangen skal kunne fungere over et meget bredt frekvensbånd fra under 1 GHz og op til 100 GHz og inklusive backhaul på op til 300 GHz; påpeger, at frekvenser på 3-6 GHz og over 6 GHz bør levere ekstreme datahastigheder og ekstrem kapacitet i tæt bebyggede områder; konstaterer, at 5G-systemer i højfrekvensbånd kræver en meget tæt netinfrastruktur baseret på små celler, hvilket gør det nødvendigt at træffe valg med hensyn til de frekvensbånd, der skal bruges, eller muligheden for at dele frekvensbånd;

13.

understreger, at downloadhastigheder ikke i sig selv er nok til at opfylde gigabitsamfundets fremtidige konnektivitetsbehov, hvilket vil kræve en infrastrukturmålsætning for VHC-netværk, idet disse netværk opfylder de højeste standarder med hensyn til såvel upload- som downloadhastigheder samt svartider og modstandsevne;

14.

understreger, at en sammenhængende europæisk spektrumstrategi, herunder nationale køre- og tidsplaner, er nødvendig for at løfte udfordringerne i forbindelse med 5G og kommunikationen mellem mennesker (H2H), mellem maskiner (M2M) og i tingenes internet (IoT) på forskellige niveauer: forbindelseshastighed, mobilitet, svartider, allestedsnærværelse, arbejdscyklus, pålidelighed osv., samt sikre en glidende overgang til 5G i alle medlemsstater;

15.

påpeger, at indførelse af trådløse 5G-net kræver VHC-backhaul og fleksibel og effektiv brug af alle tilgængelige, ikke-sammenhængende dele af spektret, inklusive 700Mhz-båndet, til vidt forskellige netetableringsscenarier, som kræver udvikling af innovative frekvenstildelingsmodeller og en klar vægtning af harmoniseringen af de tilgængelige frekvensbånd på regionalt grundlag;

16.

anerkender frekvensbåndstilladelsernes betydning for sikringen af langsigtede netinvesteringer og tjenester af bedre kvalitet, fordi de giver mulighed for en stabil og pålidelig frekvensadgang, men understreger samtidig behovet for en bedre retsbeskyttelse af tilladelsesfri frekvensbånd og de forskellige metoder til deling af frekvensbånd;

17.

understreger, at manglende koordinering udgør en betydelig risiko for etableringen af 5G, eftersom opnåelse af den kritiske masse er afgørende for at tiltrække investeringer og høste det fulde udbytte af 5G-teknologi;

18.

finder, at sektorens aktører bør drage nytte af lige og forudsigelige vilkår, der kan fremme konkurrencen, og have fleksibilitet til at udforme deres egne net, vælge deres investeringsmodeller og den kombination af teknologier, som kan sikre fuld funktionalitet for 5G-etableringsmål, herunder FTTH, kabel, satellit, Wi-Fi, WiGig, G.fast, 2G og enhver anden teknologi til hurtig produktudvikling, forudsat at de bidrager til at forbinde alle europæere til VHC-net i et omfang, der modsvarer deres reelle behov; påpeger, at indførelsen af 5G vil kræve meget mere fiber i et tættere trådløst net;

19.

påpeger, at Kommissionens meddelelse »Konnektivitet med henblik på et konkurrencedygtigt digitalt indre marked« og dens handlingsplan »5G til Europa« giver medlemsstaterne en spændende mulighed for at gøre deres kulturelle og kreative innovatører, især SMV'er, mere konkurrencedygtige på den internationale scene og fremvise deres iværksætter- og innovationstalent;

II. Gigabitsamfundets fordele

20.

mener, at 5G er mere end blot en videreudvikling af mobilt bredbånd, og at det vil blive en afgørende katalysator for fremtidens digitale verden som den næste generation af en allestedsnærværende, ultrahurtig bredbåndsinfrastruktur, som vil understøtte forandringsprocesser inden for alle samfundsøkonomiske sektorer (offentlig forvaltning, uddannelse, levering af konvergeret medieindhold, sundhed, forskning, energi, forsyningsydelser, fremstilling, transport, bilindustri, audiovisuelle branche, virtual reality, onlinespil osv.) og levere smidige, interaktive, pålidelige og stærkt personaliserede tjenesteydelser, som bør forbedre enhver borgers tilværelse;

21.

bemærker, at den fragmentariske udrulning af 4G i Europa og de heraf følgende store forskelle mellem medlemsstaterne, som fortsat er tydelige, jf. DESI-indekset fra 2015, har resulteret i en mangel på digital konkurrenceevne over for USA, Kina, Japan, Sydkorea og vækstøkonomierne; understreger i den forbindelse, at selv om Europa gør fremskridt inden for digital udvikling, er tempoet aftagende, hvilket på længere sigt udgør en risiko for de nødvendige investeringer og for det europæiske erhvervslivs tiltrækningskraft;

22.

påpeger, at indførelsen af 5G i sidste ende bør komme slutbrugerne til gode, og at enhver afgørelse i forbindelse med udrulningen af 5G-teknologier altid bør have dette endemål for øje ved at sigte på at tilbyde økonomisk overkommelige og pålidelige tjenester af høj kvalitet;

23.

bemærker, at offentlige og private investeringer skaber en multiplikatorvirkning i hele økonomien og sandsynligvis vil have skabt op til 2,3 mio. direkte og indirekte arbejdspladser i de 28 medlemsstater, når 5G er fuldt etableret;

24.

bemærker, at indførelsen af 5G i Europa forventes at få gavnlige virkninger, som rækker langt ud over mobilsektoren, samt afsmittende virkninger, der i 2025 vil beløbe sig til 141,8 mia. EUR om året;

25.

understreger, at en vellykket, hurtig og EU-dækkende udrulning af 5G afhænger af udviklingen af efterspørgselsdrevne nye forretningsmodeller; fremhæver, at der er et utal af forskellige initiativer, som bidrager til klarlæggelsen af kravene for 5G, hvilket gør det vanskeligt for vertikale industrier til at bidrage til denne proces; understreger derfor nødvendigheden af, at de vertikale industrier inddrages aktivt og effektivt i processen;

26.

understreger, at fair konkurrence og lige vilkår for markedsdeltagerne er afgørende forudsætninger for markedsdeltagernes indførelse af gigabitsamfundet; mener, at princippet om »samme tjenester, samme risici, samme regler« bør gælde i denne forbindelse;

27.

mener, at Kommissionen og medlemsstaterne sammen med alle relevante interessenter bør overveje, hvordan man kan give incitamenter til avancerede forsøg og prøveanlæg for at fremskynde innovationen inden for 5G-applikationer;

28.

påpeger, at gigabitsamfundet bør overvinde den digitale kløft og øge internettets udbredelse; bemærker, at det stadig er nødvendigt at fortsætte med at investere i etablering af eksisterende og fremtidige teknologier, herunder satellitbaserede teknologier, i landdistrikter og fjerntliggende områder; understreger, at en intelligent kombination af private og offentlige investeringer er nødvendig for at tackle den digitale kløft i landdistrikter og fjerntliggende områder; understreger, at de tidligere indhøstede erfaringer bør anvendes til at udligne forskellene mellem medlemsstater, regioner og mellem tætbefolkede og fjerntliggende beboelsesområder med henblik på at støtte en geografisk afbalanceret udvikling;

29.

påpeger, at den digitale kløft ikke kun findes mellem byer og landdistrikter, men i høj grad også mellem medlemsstater; understreger i den forbindelse betydningen af en konkurrencebaseret lovgivningsramme og initiativer, der tilskynder til investeringer i infrastruktur, øger mangfoldigheden af aktører og styrker den europæiske koordination;

30.

påpeger, at 5G vil blive hjørnestenen i virkeliggørelsen af visionen om netværkssamfundet og vil øge mulighederne for at bo, studere og arbejde i Den Europæiske Union, der er en forudsætning for, at borgere og virksomheder kan få fuldt udbytte af den digitale revolution;

31.

mener, at man ved at lette etableringen af små celler til 5G-net i overensstemmelse med WiFi4EU-forordningen vil bidrage til at reducere den digitale og teknologiske kløft og øge tilgængeligheden af 5G for alle borgere;

32.

understreger, at Europa er nødt til at holde trit med den teknologiske udvikling og de muligheder, som mere effektive IKT-teknologier giver for at støtte den socioøkonomiske udvikling i de regioner, som i dag er underudviklede;

33.

fremhæver, at et tæt fibernet som backhaul-infrastruktur er en uomgængelig forudsætning for at kunne udnytte det fulde potentiale af 5G som teknologisk mobilstandard;

34.

påskønner WiFi4EU-initiativet til fremme af fri og universel internetadgang i lokalsamfund ved hjælp af en EU-finansieret ordning, der skal implementeres af medlemsstaterne; bemærker, at WiFi4EU-initiativet sigter mod at fremme digital inklusion på tværs af regionerne ved at tildele midler på en geografisk afbalanceret vis og samtidig lægge vægt på kvaliteten af brugeroplevelsen; konstaterer, at adgangshastighederne er stigende, og at WLAN, efterhånden som flere og flere trådløse apparater bliver opkoblet, vil skulle leve op til end-to-end-konnektivitetskravene; mener, at der er behov for en politikramme med specifikke prioriteter for at overvinde de hindringer, som markedet alene ikke kan dække;

35.

opfordrer Kommissionen til at lægge særlig vægt på indendørs dækning i sin 5G-handlingsplan i betragtning af, at en stor del af 5G-applikationerne vil blive anvendt i private hjem og på kontorer; minder om, at netværk, der fungerer ved høje frekvenser, har ringe gennemtrængningskraft i bygninger; anbefaler, at man overvejer supplerende teknologier for at sikre god indendørs dækning, f.eks. Massive MIMO, indendørs repeatere og højhastigheds-wifi-applikationer, der anvender WiGig-standarden;

36.

understreger, at udviklingen af 5G-teknologier er en hjørnesten i omstillingen af IKT-netinfrastrukturen til altomfattende intelligent konnektivitet: intelligente biler, intelligente energinet, intelligente byer, intelligente fabrikker, intelligent forvaltning osv.; mener, at ultrahurtigt bredbånd og intelligente, effektive netværk, som kan sikre næsten øjeblikkelig konnektivitet menneske til menneske, menneske til maskine og maskine til maskine, vil komme til at omdefinere slutbrugerens konnektivitet, som vil bygge på netværksparadigmer såsom maskenet, hybridnet, dynamisk network slicing og softwarisation-teknologier;

37.

understreger, at høj energimæssig ydeevne med henblik på at nedbringe netværkets energiforbrug er et afgørende krav til 5G; understreger, at dette element er afgørende for at mindske driftsomkostningerne, fremme konnektiviteten i landdistrikter og fjerntliggende områder og sikre netadgang på en bæredygtig og ressourceeffektiv måde;

38.

understreger, at udbredelsen af 5G kræver en betydelig opgradering af fastnettene og en fortætning af mobilnettene i overensstemmelse med målene for gigabitsamfundet, især i forbindelse med løsninger for e-sundhed;

39.

påpeger, at den audiovisuelle sektor er en af hoveddrivkræfterne for en vellykket indførelse af 5G i Europa med jobskabelse og økonomisk vækst, og at udviklingen af 5G kan have en stærk og positiv indvirkning på den audiovisuelle værdiskabelseskæde, herunder indholdsproduktion, innovation, distribution og brugermiljøet; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at tage hensyn til denne sektors særlige behov og karakteristika, navnlig vedrørende radio-tv-spredning;

40.

bemærker, at opkoblede køretøjer gennemgående er mere sikre (med færre ulykker) og grønnere (med mindre udledning), ligesom de bidrager til mere forudsigelige rejsemønstre; støtter derfor tanken om at introducere et EU-mål om, at alle køretøjer, der bringes i omsætning på EU's marked, skal være 5G-opkoblede og have ITS-udstyr om bord; støtter i høj grad målet om 5G-opkoblede ambulancer og andre udrykningskøretøjer (politibiler, brandbiler) med forbindelse til en basisstation, så de kan have konstant og uafbrudt netværksdækning under indsatser;

41.

bemærker fordelene ved en pålidelig og kontinuerlig 5G-dækning for trafiksikkerhed, idet en sådan skaber mulighed for forbundne og digitale styringsmidler som intelligente takografer og e-dokumenter til tunge godskøretøjer;

42.

mener, at 5G bør bane vejen for nye økonomisk overkommelige tjenester af høj kvalitet, forbinde nye erhvervssektorer og i sidste ende forbedre kundeoplevelsen blandt stadig mere sofistikerede og krævende digitale brugere; fremhæver, at 5G kan tilbyde løsninger på vigtige samfundsproblemer gennem sin evne til i betydelig grad at nedbringe mobilt udstyrs energiforbrug og sin potentielle evne til at forandre eksempelvis sundheds- og transportsektoren;

43.

ser positivt på Connecting Europes bredbåndsfond, som er en fond for bredbåndsinfrastruktur, der er åben for deltagelse for nationale erhvervsfremmende banker og institutioner og for private investorer, hvilket vil være endnu et skridt på vejen mod at bringe infrastrukturinvesteringer til underforsynede og tyndt befolkede landdistrikter og fjerntliggende områder;

44.

mener, at udviklingen og forbedringen af digitale færdigheder er af afgørende betydning og bør ske gennem større investeringer i uddannelse — herunder erhvervsuddannelse, iværksætterkurser, videreuddannelse og omskoling — og via omfattende inddragelse af alle relevante interessenter, herunder arbejdsmarkedets parter, med tre hovedmål: at bevare og skabe teknologiske job gennem uddannelse af en højt kvalificeret arbejdsstyrke, at give borgerne de nødvendige redskaber til at tage hånd om deres egen digitale eksistens og at eliminere den digitale analfabetisme, som er årsag til den digitale kløft og marginaliseringen;

45.

mener, at EU bør oprette og give adgang til kurser i udvikling af 5G-færdigheder i samarbejde med EIT Digital, med særlig vægt på startups og SMV'er, så de kan få gavn af 5G-etableringen;

46.

understreger, at udviklingen af 5G-net vil føre til hurtige teknologiske forandringer, som vil muliggøre fuld anvendelse af den digitale sektor, intelligent teknologi, IoT og avancerede produktionssystemer;

47.

understreger 5G's betydning for sikring af EU's globale førerposition inden for etablering af high-end-forskningsinfrastruktur, hvilket kan gøre EU til centrum for forskning i topklasse;

III. Politisk strategi

48.

ser positivt på Kommissionens initiativ til at styrke investeringsplanen for Europa med finansieringsinstrumenter (EFSI, CEF), der er øremærket til finansiering af strategiske mål for gigabitkonnektivitet frem til 2025;

49.

understreger, at alle beslutninger vedrørende det digitale indre marked, herunder om frekvensallokering, konnektivitetsmål og 5G-etablering, skal baseres på fremtidige behov og på, hvordan markedet forventes at udvikle sig i løbet af de næste 10-15 år; understreger i den forbindelse, at en vellykket 5G-etablering vil være afgørende for den økonomiske konkurrenceevne, hvilket kun kan opnås gennem en fremsynet europæisk lovgivning og politisk koordinering;

50.

understreger, at politikkerne for gigabitsamfundet og 5G bør være proportionale, revideres hyppigt og være i overensstemmelse med »innovationsprincippet«, således at potentielle virkninger for innovationen bliver en del af konsekvensanalysen;

51.

opfordrer Kommissionen til at sikre, opretholde og udvikle langsigtet finansiering til 5G-handlingsplanen og netmoderniseringen på et passende niveau i den næste flerårige finansielle ramme 2020-2027 og især det næste FTUI-rammeprogram; understreger betydningen af samarbejde mellem universiteter, forskningsinstitutioner, den private og den offentlige sektor om forskning & udvikling inden for 5G-mobilkommunikation; peger på 5G OPP som et godt eksempel i denne henseende; påpeger, at der ifølge Kommissionen vil skulle investeres 500 mia. EUR over de næste ti år for at nå konnektivitetsmålene, selv om den også vurderer, at der er et investeringsgab på 155 mia. EUR; er derfor af den opfattelse, at førsteprioriteten skal være at sikre, at der via konkurrence opnås tilstrækkelige investeringer i etableringen af digitale infrastrukturer, eftersom disse er en afgørende forudsætning for, at borgere og virksomheder kan få gavn af udviklingen af 5G-teknologien;

52.

opfordrer indtrængende alle medlemsstater til hurtigt at gennemføre bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen (4), med henblik på at sikre et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau ved at gøre denne plan effektiv og bæredygtig;

53.

mener, at den bedste vej til gigabitsamfundet går via en fremtidssikret, konkurrencevenlig og teknologineutral tilgang støttet af en bred vifte af investeringsmodeller såsom offentlig-privat investering eller saminvestering; bemærker, at saminvestering og andre former for investeringssamarbejde og langsigtede kommercielle ordninger for adgang til net med meget høj kapacitet kan bidrage til at sammenlægge ressourcerne, skabe forskellige rammenetværk for risikodeling og sænke etableringsomkostningerne;

54.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre 5G-handlingsplanen fuldt ud gennem sammenhængende, inklusive og rettidige foranstaltninger i regioner og byer med henblik på at give tilskyndelse og incitament til tværsektoriel innovation og fremme en økonomisk ramme for samarbejde i hele industrien;

55.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at tage teten med hensyn til at fremme tværsektoriel, tværsproglig og grænseoverskridende 5G-interoperabilitet og støtte privatlivsvenlige, pålidelige og sikre tjenester, idet erhvervslivet og samfundet som helhed bliver stadig mere afhængige af digital infrastruktur for at kunne drive deres forretning og levere tjenesteydelser, samt om at gøre de økonomiske og geografiske forhold til en integrerende del af en fælles strategi;

56.

opfordrer til at øge indsatsen inden for standardisering for at sikre europæisk lederskab med hensyn til fastlæggelse af de teknologiske standarder, der kan muliggøre etablering af 5G-netværk og -tjenester; er af den opfattelse, at europæiske standardiseringsorganer bør spille en særlig rolle i denne proces; finder, at hver enkelt sektor bør udarbejde sin egen køreplan for standardisering, baseret på industriledede processer og en stærk målsætning om at nå frem til fælles standarder med potentiale til at blive globale standarder; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at give incitamenter til investeringer i forskning og udvikling samt europæisk standardisering;

57.

understreger, at 5G har potentialet til at revolutionere adgangen til og formidlingen af indhold og til at forbedre brugeroplevelsen væsentligt, samtidig med at det bliver muligt at udvikle nye former for kulturelt og kreativt indhold; understreger i denne forbindelse behovet for effektive foranstaltninger til bekæmpelse af piratvirksomhed og en samlet strategi for bedre håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og for at sikre nem adgang til lovligt indhold for forbrugerne;

58.

tilskynder kraftigt til at eksperimentere yderligere med 5G-teknologier; støtter udviklingen af integrerede løsninger og tests efterfulgt af tværindustrielle forsøg med storskala-pilotprojekter for at imødekomme efterspørgslen efter tjenesteydelser i gigabitsamfundet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre tilstrækkelige tilladelsesfrie frekvensbånd, som kan anvendes til industriens eksperimenter; anmoder Kommissionen om at overveje at opstille et konkret og attraktiv mål som ramme for den private sektors eksperimenter med 5G-teknologier og -produkter;

59.

understreger, at det er nødvendigt at tage hensyn til retningslinjerne fra ICNIRP (International Commission on Non-Ionizing Radiation Protection), som er formelt anerkendt af WHO, for at undgå inkonsekvenser og fragmentering og sikre ensartede betingelser for etablering af trådløse net på det europæiske digitale indre marked;

60.

fremhæver, at udviklingen af gigabitsamfundet kræver klare fælles EU-regler, som er fremtidsorienterede og konkurrencevenlige, med henblik på at stimulere investering og innovation, holde priserne nede og bevare forbrugernes valgmuligheder; understreger, at infrastrukturbaseret konkurrence rummer et potentiale for mindre regulering og giver mulighed for et rimeligt, langsigtet afkast på investeringerne; opfordrer medlemsstaterne til at forenkle de administrative procedurer for adgangen til fysisk infrastruktur;

61.

understreger behovet for at skabe et innovationsvenligt klima for digitale tjenesteydelser, navnlig inden for big data og IoT, udvide forbrugernes valgmuligheder og samtidig øge tilliden samt fremme udbredelsen af digitale tjenesteydelser gennem effektive og strømlinede regler med fokus på brugernes behov og tjenesteydelsernes kendetegn, uanset arten af udbyder;

62.

understreger, at de nationale bredbåndsplaner bør gennemgås og om nødvendigt revideres grundigt, ligesom de bør sigte på alle 5G-områder, anvende en multiteknologisk, konkurrencebaseret tilgang, fremme lovgivningsmæssig forudsigelighed og maksimere innovations- og dækningsgraden, bl.a. med det formål at overvinde den digitale kløft;

63.

opfordrer Kommissionen til at vurdere de nationale bredbåndsplaner med henblik på at identificere mangler og formulere landespecifikke henstillinger vedrørende yderligere tiltag;

64.

påskønner Kommissionens initiativ til at indføre en participatorisk bredbåndsplatform for at sikre inddragelse på højt plan af offentlige og private enheder samt af lokale og regionale myndigheder;

65.

lægger vægt på, at en sikring af internetadgang og pålidelige internetforbindelser med høj hastighed, korte svartider og lav jitter, er afgørende for digitaliseringsprocesserne og værdikæden i turistsektoren samt for udviklingen og udbygningen af transportteknologier som samarbejdende intelligente transportsystemer, (C-ITS), flodinformationstjenester (RIS) og European Rail Traffic Management Systems (ERTMS);

66.

minder om, at adgang til konkurrencebaserede 5G-løsninger vil være til stor gavn for SMV'er; opfordrer Kommissionen til at gøre nærmere rede for den måde, hvorpå den agter at lette deltagelsen af SMV'er og startups i eksperimenter med 5G-teknologier og sikre dem adgang til den participatoriske 5G-bredbåndsplatform;

67.

støtter initiativer på EU-plan til at sikre øget frekvenssamordning mellem medlemsstaterne og frekvenstilladelser af længere varighed, hvilket vil øge stabiliteten og sikkerheden for investeringer; bemærker, at beslutningerne om disse spørgsmål bør træffes på samme tid i alle medlemsstater, så der kan vedtages bindende retningslinjer for visse vilkår i tildelingsprocessen såsom fristerne for frekvensallokering, frekvensdeling og organisering af fælles auktioner med den ambition at fremme transeuropæiske net; påpeger, at den konkurrenceprægede karakter af markedet for mobil telekommunikation i EU er af afgørende betydning ved generationsskiftet til 5G;

68.

opfordrer EU til at koordinere indsatsen inden for rammerne af Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU) med henblik på at sikre en sammenhængende EU-politik; understreger, at det europæiske behov for frekvensharmonisering i forbindelse med 5G på den anden side af 2020 bør være opfyldt inden den verdensomspændende radiokommunikationskonference i 2019 (WRC-19), samtidig med at den nødvendige beskyttelse af de eksisterende tjenester, der benyttes i dag, tilgodeses i overensstemmelse med de beslutninger, som blev truffet på WRC-15;

69.

understreger, at definitionen af VHC-net i den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation bør være i overensstemmelse med princippet om teknologineutralitet, forudsat at sådanne teknologier opfylder de kvalitetsstandarder for nettjenester, som industri- og forbrugerapplikationer vil have brug for i fremtiden;

70.

kræver, at Kommissionen årligt udarbejder en statusrapport, udarbejder henstillinger om 5G-handlingsplanen og underretter Europa-Parlamentet om resultaterne heraf;

o o

71.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne.

(1) EUT L 81 af 21.3.2012, s. 7.

(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0009.

(3) EUT L 179 af 29.6.2013, s. 1.

(4) EUT L 194 af 19.7.2016, s. 1.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/154

P8_TA(2017)0235

Beskyttelse af sårbare voksne

Europa-Parlamentets beslutning af 1. juni 2017 med henstillinger til Kommissionen om beskyttelse af sårbare voksne (2015/2085(INL))

(2018/C 307/24)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—	der henviser til artikel 67, stk. 4, og artikel 81, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—	der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 3, som garanterer enhver person ret til respekt for sin fysiske og mentale integritet, og artikel 21 om ikke-forskelsbehandling,

—	der henviser til sin beslutning af 18. december 2008 med henstillinger til Kommissionen om grænseoverskridende konsekvenser af retsbeskyttelse af voksne (1),

—	der henviser til evalueringen af den europæiske merværdi af september 2016, som blev udarbejdet af Europa-Parlamentets Forskningstjeneste (PE 581.388),

—	der henviser til Haagerkonventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af voksne (»Haagerkonventionen«),

—	der henviser til De Forenede Nationers konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap (»FN-konventionen om rettigheder for personer med handicap«),

—	der henviser til henstilling nr. R (99)4 af 23. februar 1999 fra Europarådets Ministerkomité til medlemsstaterne om principperne for juridisk beskyttelse af umyndiggjorte voksne (»henstilling nr. R (99)4 fra Europarådets Ministerkomité«),

—	der henviser til henstilling CM/Rec (2009)11 af 9. december 2009 fra Europarådets Ministerkomité om principperne for stående fuldmagter og livstestamenter i tilknytning til manglende retlig handleevne (»henstilling CM/Rec(2009)11 fra Europarådets Ministerkomité«),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 46 og 52,

—	der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0152/2017),

A.	der henviser til, at det er vigtigt, at Unionen kommer tættere på sine borgere og beskæftiger sig med emner, der direkte vedrører dem, idet den sikrer respekt for de grundlæggende rettigheder uden forskelsbehandling eller udstødelse;

der henviser til, at beskyttelse af sårbare voksne, der udøver deres ret til fri bevægelighed i EU, er et grænseoverskridende anliggende og derfor vedrører samtlige medlemsstater; der henviser til, at dette spørgsmål viser betydningen af den rolle, som EU og Europa-Parlamentet skal spille for at løse de problemer og vanskeligheder, som de europæiske borgere møder under udøvelsen af deres rettigheder, navnlig i grænseoverskridende situationer;

der henviser til, at retsbeskyttelse af sårbare voksne er nært forbundet med respekt for menneskerettighederne; der henviser til, at enhver sårbar voksen, lige som en hvilken som helst europæisk borger, skal betragtes som en person, der har rettigheder og kan træffe frie, uafhængige og informerede beslutninger inden for rammerne af sine muligheder, og ikke blot som en passiv modtager af pleje og omsorg;

D.	der henviser til, at voksnes sårbarhed og de forskellige regler vedrørende deres retsbeskyttelse ikke må udgøre en hindring for personers ret til fri bevægelighed;

der henviser til, at den demografiske udvikling og den højere gennemsnitslevealder har ført til en stigning i antallet af ældre, der ikke længere er i stand til at varetage deres interesser på grund af aldersrelaterede sygdomme; der henviser til, at der er andre forhold, uafhængigt af alder, f.eks. mentale og fysiske handicap, som også kan være medfødte, og kan indvirke på voksnes evne til at varetage deres interesser;

F.	der henviser til, at der er opstået problemer som følge af den større bevægelighed mellem medlemsstaterne af EU-borgere, herunder pensionister, herunder personer, som er sårbare, eller som risikerer at blive sårbare;

der henviser til, at der er forskelle mellem medlemsstaternes lovgivninger om retternes kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af foranstaltninger til beskyttelse af voksne; der henviser til, at de gældende loves forskelligartethed og det store antal kompetente domstole kan gå ud over sårbare voksnes ret til frit at færdes og tage ophold i en medlemsstat efter eget valg og have en tilstrækkelig beskyttelse af deres aktiver, når sådanne aktiver er fordelt mellem flere medlemsstater;

H.	der henviser til, at der desuden fortsat er forskelle mellem medlemsstaternes lovgivninger med hensyn til beskyttelsesforanstaltninger på trods af de fremskridt, der er sket på området i overensstemmelse med henstilling nr. R (99) 4 fra Europarådets Ministerkomité;

I.	der henviser til, at artikel 1, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (2) udelukker fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne fra forordningens anvendelsesområde;

der henviser til, at Haagerkonventionen udgør et regelsæt inden for international privatret, der er særligt egnet til at håndtere grænseoverskridende problemer vedrørende sårbare voksne; der henviser til, at der, på trods af den tid der er gået siden vedtagelsen af denne konvention, kun er få medlemsstater, der har ratificeret den; der henviser til, at den forsinkede ratificering af konventionen underminerer beskyttelse af sårbare voksne i grænseoverskridende situationer i Unionen; der henviser til, at det derfor er af afgørende betydning af hensyn til effektivitet at handle på EU-plan for at sikre beskyttelsen af sårbare voksne i grænseoverskridende situationer;

K.	der henviser til, at en sårbar voksen er en person, som er fyldt 18 år, og som på grund af svækkelse eller utilstrækkelige åndsevner ikke er i stand til at varetage sine personlige og formuerelaterede interesser, hvad enten dette er midlertidigt eller varigt;

L.	der henviser til, at der bør tages hensyn til bestemmelserne i FN-konventionen om rettigheder for personer med handicap; der henviser til, at Unionen og dens medlemsstater alle er parter i denne konvention;

M.	der henviser til, at Unionen ved udformningen af sine politikker skal sikre overholdelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet;

der henviser til, at Unionens indsats inden for beskyttelse af sårbare voksne hovedsagelig skal fokusere på at garantere cirkulationen og de nationale myndigheders anerkendelse og fuldbyrdelse af beskyttelsesforanstaltninger, der er vedtaget til fordel for en sårbar voksen af myndighederne i en anden medlemsstat, navnlig formidlingen og anerkendelsen af fuldmagter i forbindelse med manglende retlig handleevne, og på at fremme kommunikation og samarbejde mellem medlemsstater i denne henseende;

O.	der henviser til, at der ved »beskyttelsesforanstaltninger« navnlig skal forstås foranstaltninger som omhandlet i Haagerkonventionens artikel 3;

der henviser til, at der ved »fuldmagt i forbindelse med manglende retlig handleevne« skal forstås repræsentationsbeføjelser, der er overdraget af en voksen med rets- og handleevne, enten ved en aftale eller ved en ensidig handling, og som får virkning, når denne person ikke længere er i stand til at varetage sine interesser;

Q.	der henviser til, at borgerne bør have lettere adgang til klare og detaljerede oplysninger om medlemsstaternes lovgivning om manglende retlig handleevne og beskyttelse af sårbare voksne, så de selv kan træffe informerede beslutninger;

der henviser til, at rettidig adgang for de forskellige berørte administrative og retslige myndigheder til oplysninger om retsstillingen for voksne, der er omfattet af en beskyttelsesforanstaltning eller en fuldmagt i forbindelse med manglende retlig handleevne, kan forbedre og styrke beskyttelsen af sådanne personer;

der henviser til, at oprettelsen i hver medlemsstat af filer eller registre over administrative og retlige afgørelser om fastsættelse af beskyttelsesforanstaltninger for sårbare voksne og fuldmagter i forbindelse med manglende retlig handleevne, hvor sådanne fuldmagter er hjemlet i den nationale lovgivning, kan tjene til at fremme en rettidig adgang for alle berørte administrative og retslige myndigheder til oplysninger om sårbare voksnes retsstilling og øge retssikkerheden; der henviser til, at fortroligheden af sådanne registre bør være behørigt garanteret i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning om beskyttelse af privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger;

der henviser til, at de beskyttelsesforanstaltninger, der er vedtaget af myndighederne i én medlemsstat, bør anerkendes automatisk i de øvrige medlemsstater; der henviser til, at det uanset det foregående kan være nødvendigt at indføre grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af en beskyttelsesforanstaltning; der henviser til, at de behørigt identificerede grunde, som de kompetente nationale myndigheder kan påberåbe sig for at nægte at anerkende og fuldbyrde en beskyttelsesforanstaltning, der er truffet af myndighederne i en anden medlemsstat, bør være begrænset til beskyttelsen af den offentlige orden i anerkendelses- eller fuldbyrdelsesstaten;

der henviser til, at der kan indføres effektive mekanismer for at sikre anerkendelse, registrering og anvendelse af fuldmagter i forbindelse med manglende retlig handleevne i hele Unionen; der henviser til, at der på EU-plan bør udvikles en enhedsformular til fuldmagter i forbindelse med manglende retlig handleevne for at sikre gyldigheden af disse fuldmagter i samtlige medlemsstater;

der henviser til, at der bør indføres EU-enhedsformularer for at fremme udvekslingen af oplysninger om afgørelser vedrørende beskyttelse af sårbare voksne samt cirkulationen, anerkendelsen og fuldbyrdelsen af disse afgørelser; der henviser til, at hensynet til retssikkerheden gør det påkrævet, at enhver person, der skal varetage beskyttelsen af sårbare voksnes person eller ejendom, efter anmodning og inden for en rimelig frist kan få udstedt en attest med angivelse af vedkommendes stilling, status og beføjelser;

W.	der henviser til, at en afgørelse, der er truffet i en medlemsstat, og som er eksigibel i den pågældende medlemsstat, bør være eksigibel i de øvrige medlemsstater, uden krav om en erklæring om eksigibilitet;

der henviser til, at det ville være hensigtsmæssigt at indføre mekanismer for samarbejde mellem medlemsstaterne med henblik på at fremme og lette kommunikationen mellem de kompetente myndigheder og videregivelsen og udvekslingen af oplysninger om sårbare voksne; der henviser til, at udpegelsen af en central myndighed i hver medlemsstat i lighed med den, der er omhandlet i Haagerkonventionen, på hensigtsmæssig vis kunne bidrage til at nå dette mål;

der henviser til, at visse foranstaltninger, der foreslås af myndighederne i en medlemsstat for en sårbar voksen, herunder anbringelse af den pågældende på en institution, der ligger i en anden medlemsstat, kan have logistiske og finansielle konsekvenser for en anden medlemsstat; der henviser til, at det i sådanne tilfælde ville være tilrådeligt at oprette mekanismer for samarbejde mellem de berørte medlemsstaters myndigheder, således at de kan blive enige om ønskværdigheden af at fordele udgifterne til den pågældende beskyttelsesforanstaltning;

Z.	der henviser til, at tilstedeværelsen af sådanne centrale myndigheder ikke må forhindre medlemsstaternes administrative og retslige myndigheder i at kommunikere direkte, når de finder denne kommunikationsform mere effektiv;

AA.

der henviser til, at den tid, der er forløbet siden vedtagelsen af Parlamentets beslutning af 18. december 2008, forventes at have gjort det muligt for Kommissionen at indhente fyldestgørende oplysninger om anvendelsen af Haagerkonventionen i de medlemsstater, der har ratificeret den, og at udarbejde den beretning, som Europa-Parlamentet anmodede om i sin beslutning;

roser de medlemsstater, som har underskrevet og ratificeret Haagerkonventionen, og opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har underskrevet eller ratificeret den, til snarest at gøre det; opfordrer Kommissionen til at anvende hele sin politiske vægt over for Rådet og medlemsstaterne med henblik på at øge antallet af stater, der har ratificeret konventionen inden udgangen af 2017;

bemærker, at det i henstillingerne i bilaget omhandlede forslag til forordning ikke vil træde i stedet for Haagerkonventionen, men vil støtte konventionen og tilskynde medlemsstaterne til at ratificere og implementere den;

bemærker, at beskyttelsen af sårbare voksne, herunder handicappede, kræver en hel række konkrete og målrettede tiltag;

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de beskyttelsesforanstaltninger, der er fastsat i deres nationale lovgivning, er tilstrækkeligt fleksible til at kunne tilpasses hver enkelt sårbar voksens situation, således at de kompetente nationale myndigheder kan tage forholdsmæssige individuelle beskyttelsesforanstaltninger og dermed forhindre, at EU-borgere nægtes rettigheder, som de stadig har evnen til at udøve; bemærker, at manglende retlig handleevne for de fleste handicappede skyldes deres handicap og ikke deres alder;

minder Kommissionen og medlemsstaterne om, at det ikke nødvendigvis er alle sårbare voksne, der er sårbare på grund af deres fremskredne alder, og anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at tage skridt til at styrke retsbeskyttelsen og rettighederne ikke blot for ældre sårbare voksne, men også for voksne, der er eller er blevet sårbare og som følge af et alvorligt psykisk og/eller fysisk handicap ikke er i stand til at varetage deres egne interesser; mener, at det i denne forbindelse ville være meget nyttigt at etablere procedurer for udveksling og sammenligning af bedste praksis mellem medlemsstaterne med udgangspunkt i deres forskellige beskyttelsesordninger;

opfordrer medlemsstaterne til at fremme voksnes ret til selvbestemmelse ved i national ret at indføre lovgivning om fuldmagter i forbindelse med manglende retlig handleevne, der bygger på principperne i henstilling CM/Rec(2009)11 fra Europarådets Ministerkomité;

opfordrer medlemsstaterne til at være særligt opmærksomme på behovene hos de mest ugunstigt stillede sårbare voksne og indføre foranstaltninger, der skal sikre, at de pågældende ikke lider under forskelsbehandling, der er forbundet med dette forhold; opfordrer i denne henseende de medlemsstater, der anerkender fuldmagter i forbindelse med manglende retlig handleevne i deres lovgivning eller beslutter at indføre dem, til ikke at fastsætte omkostninger og formaliteter i deres retssystem, der på urimelig vis kan forhindre dårligt stillede voksne i at nyde godt af en fuldmagt i forbindelse med manglende retlig handleevne, uanset deres økonomiske situation;

anmoder Kommissionen om at iværksætte, opretholde og finansiere projekter, der skal gøre Unionens borgere bekendt med medlemsstaternes lovgivning om sårbare voksne og beskyttelsesforanstaltninger herfor; opfordrer medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger med henblik på at give alle personer på deres område tilstrækkelige og lettilgængelige oplysninger om deres nationale lovgivning samt om de tjenester, der er til rådighed vedrørende beskyttelse af sårbare voksne;

beklager, at Kommissionen ikke har efterkommet Parlamentets opfordring til rettidigt at forelægge en beretning for Parlamentet og Rådet om problemer og bedste praksis i forbindelse med anvendelsen af Haagerkonventionen, som også burde have indeholdt forslag om EU-tiltag, der præciserer procedurerne, eller skaber nye procedurer, for gennemførelsen af Haagerkonventionen; mener, at denne beretning kunne have peget på eventuelle praktiske problemer, som Kommissionen er stødt på i forbindelse med indsamling af oplysninger om anvendelsen af Haagerkonventionen;

10.

anmoder Kommissionen om inden den 31. marts 2018 på grundlag af artikel 81, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til forordning, der tager sigte på at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne og forbedre den fulde anerkendelse og fuldbyrdelsen af afgørelser om beskyttelse af sårbare voksne og fuldmagter i forbindelse med manglende retlig handleevne i overensstemmelse med henstillingerne i bilaget;

11.

konstaterer, at disse henstillinger respekterer de grundlæggende rettigheder og nærhedsprincippet; understreger i denne forbindelse vigtigheden af, at der blandt bedste praksis på nationalt plan tages hensyn til lokalsamfundenes og de lokale myndigheders erfaringer;

12.

finder, at forslaget er uden finansielle følgevirkninger;

13.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og henstillingerne i bilaget til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 45 E af 23.2.2010, s. 71.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1).

BILAG TIL BESLUTNING

HENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM

A. FORSLAGETS PRINCIPPER OG MÅL

At fremme oplysningen om administrative og retlige afgørelser om sårbare voksne, der er omfattet af beskyttelsesforanstaltninger som defineret i Haagerkonventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af voksne, og at lette cirkulationen, anerkendelsen og fuldbyrdelsen af disse afgørelser.

At oprette nationale filer eller registre over dels administrative og retlige afgørelser om beskyttelsesforanstaltninger vedrørende sårbare voksne, dels fuldmagter i forbindelse med manglende retlig handleevne i de lande, hvor der findes sådanne fuldmagter, for at garantere retssikkerheden og lette cirkulationen af og give forvaltningerne og de kompetente dommere hurtig adgang til oplysninger om retsstillingen for personer, der er omfattet af en beskyttelsesforanstaltning.

At iværksætte specifikke og hensigtsmæssige foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne på grundlag af de instrumenter, der er fastlagt i Haagerkonventionen, navnlig oprettelsen af centrale myndigheder, der skal lette kommunikationen mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder og samordne videreformidlingen og udvekslingen af oplysninger om de administrative og retlige afgørelser om voksne, der er omfattet af beskyttelsesforanstaltninger.

At sikre, at medlemsstaternes udveksling af oplysninger om sårbare voksnes beskyttelsesstatus samt adgangen til filer og registre over beskyttelsesforanstaltninger og fuldmagter i forbindelse med manglende retlig handleevne finder sted på en måde, der fuldt ud garanterer respekt for princippet om fortrolighed og reglerne om beskyttelse af de berørte voksnes personoplysninger.

At indføre enhedsformularer i Unionen, der skal fremme oplysningen angående administrative og retlige afgørelser vedrørende sårbare voksne samt cirkulationen, anerkendelsen og fuldbyrdelsen af disse afgørelser. Kommissionen kan hente inspiration i de modeller til formularer, der blev anbefalet af det særlige udvalg af diplomatisk karakter på Haagerkonferencen om International Privatret i akterne fra samlingen i september-oktober 1999 vedrørende beskyttelse af voksne.

At anerkende, at enhver, der skal varetage beskyttelsen af sårbare voksnes person eller ejendom, skal have ret til fra de kompetente myndigheder og inden for en rimelig frist at få udstedt en attest med angivelse af vedkommendes status og beføjelser, der vil være gyldig i alle medlemsstater.

At fremme den automatiske anerkendelse i medlemsstaterne af beskyttelsesforanstaltninger vedtaget af myndighederne i en medlemsstat, uden at det berører adgangen til undtagelsesvis og i overensstemmelse med artikel 3 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder at indføre retsgarantier vedrørende beskyttelse af den offentlige orden i de medlemsstater, der anmodes om at anerkende disse beskyttelsesforanstaltninger, som kan give disse medlemsstater grundlag for ikke at anerkende eller fuldbyrde de pågældende foranstaltninger.

At fremme, at beskyttelsesforanstaltninger, der er vedtaget af myndighederne i en medlemsstat, fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater, uden krav om en erklæring om eksigibilitet.

At fremme høring og samråd mellem medlemsstaterne, når fuldbyrdelsen af en afgørelse, der overvejes af myndighederne i en medlemsstat, kan få logistiske og finansielle konsekvenser for en anden medlemsstat, således at de berørte medlemsstater kan aftale en fordeling af udgifterne til den pågældende beskyttelsesforanstaltning. Høringen og samrådet bør altid tjene den berørte sårbare voksnes interesser med fuld respekt for hans eller hendes grundlæggende rettigheder. De berørte myndigheder kunne forelægge alternative foranstaltninger for den kompetente retslige eller administrative myndighed med den forståelse, at den endelige afgørelse træffes af den kompetente myndighed.

10.

At indføre enhedsformularer for fuldmagter i forbindelse med manglende retlig handleevne for at fremme de berørtes anvendelse af sådanne fuldmagter, informeret samtykke, hvilket bør kontrolleres af de relevante myndigheder bør kontrollere, at der foreligger et informeret samtykke fra de pågældende, samt sikre at sådanne fuldmagter kan cirkulere, anerkendes og fuldbyrdes.

B. FORANSTALTNINGER, DER BØR INDGÅ I FORSLAGET

Anmoder Kommissionen om inden den 31. marts 2018 på grundlag af artikel 81, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til forordning med sigte på at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne og automatisk anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om beskyttelse af sårbare voksne og fuldmagter i forbindelse med manglende retlig handleevne.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/163

P8_TA(2017)0240

Digitalisering af EU's industri

Europa-Parlamentets beslutning af 1. juni 2017 om digitalisering af den europæiske industri (2016/2271(INI))

(2018/C 307/26)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til artikel 173 (Afsnit XVII) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), der vedrører EU's industripolitik og blandt andet henviser til EU-industriens konkurrenceevne,

—	der henviser til artikel 9, 11 og 16 i TEUF,

—	der henviser til protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union,

—	der henviser til protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. april 2016 med titlen »Digitalisering af EU's industri — Fuldt udbytte af det digitale indre marked« (COM(2016)0180),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. april 2016 med titlen »Det europæiske cloudinitiativ — Opbygning af en konkurrencedygtig data- og vidensøkonomi i Europa« (COM(2016)0178),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 19. april 2016 med titlen »IKT-standardiseringsprioriteter for det digitale indre marked« (COM(2016)0176),

—	der henviser til arbejdsdokumentet om kvanteteknologi fra Kommissionens tjenestegrene af 19. april 2016»Quantum technologies« (SWD(2016)0107),

—	der henviser til arbejdsdokumentet om udvikling af tingenes internet fra Kommissionens tjenestegrene af 19. april 2016»Advancing the Internet of Things in Europe« (SWD(2016)0110),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. juli 2014 med titlen »Hen imod en blomstrende datadreven økonomi« (COM(2014)0442),

—	der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 med titlen »På vej mod en akt for det digitale indre marked« (1),

—	der henviser til sin beslutning af 9. marts 2011 med titlen »en industripolitik for en globaliseret verden« (2),

—	der henviser til sin beslutning af 16. juni 2010 om EU 2020 (3),

—	der henviser til sin beslutning af 15. juni 2010 om Fællesskabets innovationspolitik i en verden under forandring (4),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. oktober 2010 med titlen »En integreret industripolitik for en globaliseret verden — Fokus på konkurrenceevne og bæredygtighed« (COM(2010)0614),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen »EUROPA 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. oktober 2010 med titlen »Europa 2020-flagskibsinitiativ — Innovation i EU« (COM(2010)0546),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 4. juli 2007 med titlen »Midtvejsevaluering af industripolitikken — Et bidrag til EU's strategi for vækst og beskæftigelse« (COM(2007)0374),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. maj 2015 med titlen: »En strategi for et digitalt indre marked i EU« (COM(2015)0192), til det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2015)0100) og til følgende lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige forslag,

—

der henviser til forslag af 11. september 2013 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger vedrørende EU's indre marked for elektronisk kommunikation med henblik på at opnå et netforbundet europæisk område, og om ændring af direktiv 2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/22/EF samt forordning (EF) nr. 1211/2009 og forordning (EU) nr. 531/2012 (COM(2013)0627),

—	der henviser til forslag af 26. marts 2013 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved udbygning af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation (COM(2013)0147),

—	der henviser til forslag af 7. februar 2013 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles niveau for net- og informationssikkerhed i hele EU (COM(2013)0048),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. oktober 2012»En stærkere europæisk industripolitik for vækst og økonomisk genopretning« (COM(2012)0582),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 22. januar 2014 med titlen »En industriel renæssance i Europa« (COM(2014)0014),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. oktober 2012 med titlen »Akten for det indre marked II — Sammen om fornyet vækst« (COM(2012)0573),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. april 2011 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »Akten for det indre marked — Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid« (COM(2011)0206),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. oktober 2010 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »På vej mod en akt for det indre marked — For en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne — 50 forslag med henblik på at blive bedre til at arbejde, iværksætte og handle sammen« (COM(2010)0608),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. januar 2017 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »Opbygning af en europæisk dataøkonomi« (COM(2017)0009),

—	der henviser til sin beslutning af 15. januar 2014 om genindustrialisering af Europa med henblik på at fremme konkurrenceevne og bæredygtighed (5),

—	der henviser til sin beslutning af 10. december 2013 om udnyttelse af potentialet ved cloud computing i Europa (6),

—	der henviser til sin beslutning af 12. september 2013 om den digitale dagsorden for vækst, mobilitet og beskæftigelse — tid til at skifte til et højere gear (7),

—	der henviser til sin beslutning af 12. juni 2012 om beskyttelse af kritisk informationsinfrastruktur — resultater og næste skridt: vejen til global internetsikkerhed (8),

—	der henviser til sin beslutning af 13. december 2016 om en sammenhængende europæisk politik for kulturelle og kreative industrier (9),

—	der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om en ny digital dagsorden for Europa: 2015.eu (10),

—	der henviser til sin beslutning af 15. juni 2010 om tingenes internet (11),

—	der henviser til udtalelse af 14. juli 2016 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg »Industri 4.0 og digital omstilling — Hvilken vej skal man gå«,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—	der henviser til betænkningen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelserne fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Transport- og Turismeudvalget og Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0183/2017),

der henviser til, at en ihærdig indsats med konkrete politikker, foranstaltninger og incitamenter til at reindustrialisere EU og dets medlemsstater bør iværksættes med henblik på at kombinere konkurrenceevne og bæredygtighed samt skabelse af kvalitetsjob og inklusion; der erindrer om EU's mål med, at 20 % af Unionens BNP bør komme fra industrien inden 2020, idet der nødvendigvis må tages hensyn til strukturændringerne i industrisektoren, der skyldes digital forstyrrelse og fremkomsten af nye virksomhedsmodeller;

B.	der henviser til, at den europæiske industri udgør grundlaget for Europas økonomi og velstand, og at den står over for store udfordringer som følge af hurtigere globaliserings- og innovationstendenser;

der henviser til, at digitalisering af industriproduktionen bidrager til at øge vores økonomiers modstandsdygtighed, energi- og ressourceeffektivitet, innovationsevne, bæredygtighed og konkurrenceevne, idet dette vil bevirke en omlægning af forretningsmodeller, fremstilling, produkter, processer og værdiskabelse og har grundlæggende indvirkning på balancen mellem muligheder og udfordringer for de europæiske virksomheder og arbejdstagere;

der henviser til, at Europa i kraft af dets industrielle arv, dets netværk af industrisektorer og værdikæder, dets innovative styrke, de strategiske offentlige investeringer i forskning og udvikling (FoU), tilgængeligheden af private investeringer og effektiv forvaltning, den veluddannede arbejdskraft og integrationen af virksomhedernes udvikling i de samfundsmæssige udfordringer samt det faktum, at det har over 30 nationale og regionale initiativer for digitalisering af industrien, har et stærkt grundlag for at blive førende inden for digital omstilling, og henviser samtidig til muligheden for at styrke EU's industri, hvis det lykkes at skabe fuldt integrerede værdikæder for digitalt forbedrede industriprodukter og produkt-/servicepakker;

E.	der henviser til, at 5G grundlæggende vil ændre vores økonomier ved at sætte digitaliseringen i centrum for industriel udvikling og sociale tjenesteydelser;

F.	der henviser til, at det er absolut nødvendigt for en vellykket europæisk strategi for industrien at skabe et digitalt indre marked, der fremmer økonomisk vækst og beskæftigelse på en socialt bevidst måde;

der henviser til, at en veltilrettelagt teknologineutral strategi for digitalisering af industrifremstilling, der i stadig stigende grad forbinder mennesker og maskiner såvel som tjenesteydelser på tværs af grænserne inden for hele den globale værdikæde, er et væsentligt skridt på vejen til at øge vores økonomis modstandsdygtighed, bæredygtighed og konkurrenceevne og skabe nye job;

H.	der henviser til, at digitalisering bør udnytte potentialet til at øge den effektive brug af ressourcer, energi og kapital, idet den bidrager til en mere integreret cirkulær økonomi, lavere materialeintensitet og større industriel symbiose;

I.	der henviser til, at digitalisering kan fremme turismesektoren til fordel for rejsende og deres mobilitet, der bl.a. muliggør let adgang til realtidsoplysninger og en bred vifte af tjenester;

J.	der henviser til, at veludviklede sprogteknologier kan hjælpe industrien med at overvinde sprogbarrierer, som hindrer udviklingen af det digitale marked;

der henviser til, at digitalisering skaber nye muligheder i transportsektoren for producenter, operatører, investorer, personale og passagerer og er en betingelse for at sikre transportbranchens fortsatte konkurrencedygtighed og operationsdygtighed, og for at transporttjenester bliver mere bæredygtige og klarer sig bedre;

L.	der henviser til, at digitalisering kan bidrage til sikrere arbejdsvilkår, større produktsikkerhed og til individualisering og decentralisering af produktionen;

M.	der henviser til, at der er en stor kønsbetinget forskel i beskæftigelse og uddannelse i IKT-sektoren med stærke negative følger for ligestillingen mellem kvinder og mænd på arbejdsmarkedet;

N.	der henviser til, at digitalisering og individualisering og decentralisering af produktionen vil føre til ændrede arbejdsbetingelser og vil have en række sociale virkninger; der henviser til, at sikre arbejdsvilkår og høje standarder for produktsikkerhed fortsat skal være et fælles anliggende;

der henviser til, at digitaliseringen inden for industriproduktion vil ændre arbejdsmarkedsefterspørgslen og beskæftigelsessituationen i Europa; der henviser til, at dette kan få indvirkning på de eksisterende regler om arbejdstageres rettigheder og deltagelse; der henviser til, at der klart er et behov for at møde disse udfordringer ved at uddanne arbejdsstyrken i nye IKT-færdigheder og øge de digitale færdigheder i samfundet som helhed;

Udvikling af en integreret industriel digitaliseringsstrategi (IDS) for EU

glæder sig over Kommissionens meddelelse om digitalisering af den europæiske industri;

er inderlig overbevist om, at en IDS er af afgørende betydning, idet den bidrager til at løse Europas mest presserende økonomiske og samfundsmæssige udfordringer ved:

styrkelse af den økonomiske dynamik, den sociale og territoriale samhørighed og modstandskraft over for teknologiske omstillinger og forstyrrelser ved modernisering og sammenkobling af Europas industrier og økonomiske værdikæder gennem øgede offentlige og private investeringer i realøkonomien og investeringsmuligheder i en bæredygtig modernisering;

fremme af skabelse af kvalitetsjob og hjemtagning af jobmuligheder, forbedring af arbejdsstandarder og attraktiviteten af job i industrisektoren, hvilket bidrager til at forsyne forbrugerne med flere muligheder og oplysninger ved at fremme en socialt retfærdig omlægning og et inkluderende arbejdsmarked med mere varierede jobmodeller og arbejdstidsordninger og forbedrede arbejdsvilkår samt en bedre integration af beskæftigelse og livslang læring;

c)	bedre udnyttelse af ressourcer og mindskelse af fremstillingsindustriens materielle intensitet takket være en europæisk cirkulær økonomi, som er afgørende for de materielle betingelser for en europæisk højteknologisektor samt en digitaliseret industriel produktion og produkter herfra;

styrkelse af den europæiske samhørighed gennem en pålidelig og ambitiøs europæisk investeringspolitik (idet der navnlig lægges vægt på udbredelse af højteknologisk digital infrastruktur) ved anvendelse af forskellige europæiske finansieringsinstrumenter, regionale fonde, Horisont 2020 m.fl., samt sikring af en koordineret europæisk industripolitik baseret på fair konkurrence mellem mange forskellige aktører, innovation og bæredygtig modernisering samt teknologisk og social innovation og nye virksomhedsmodeller, der sætter skub i det digitale indre marked og integrationen og moderniseringen af den europæiske industri;

understøttelse af Europas klimapolitiske mål ved at øge energi- og ressourceeffektiviteten af industriproduktionen samt forbedring af industriproduktionens cirkularitet, nedbringelse af emissioner og sikring af, at fremskridtene i industriens bæredygtighed går hånd i hånd med økonomisk gevinst og konkurrenceevne;

styrkelse af den økonomiske, politiske og sociale innovation gennem principper om åbenhed og tilgængelighed af offentlige og private data og information, idet følsomme data beskyttes i forbindelse med udveksling mellem virksomheder, arbejdstagere og forbrugere, og der skabes muligheder for bedre integration af alle typer af økonomiske sektorer og politikområder, herunder kreative og kulturelle industrier;

g)	forbedring af borgenes leveforhold i byområder og ikke-byområder og af deres bevidsthed om og evne til at benytte sig af mulighederne ved digitaliseringen;

h)	fremme af teknologisk og social innovation inden for EU-forskning ved hjælp af en politik for industriel digitalisering, der har et klart fokus og er visionær;

i)	forbedring af energisikkerheden og nedbringelse af energiforbruget gennem en digitaliseret, mere fleksibel og effektiv industriproduktion, som vil muliggøre en bedre forvaltning af energiefterspørgslen;

j)	indgåelse af partnerskaber med makroregioner i verden om at udvikle innovative og fair digitale åbne markeder;

k)	skærpelse af bevidstheden om behovet for en mere retfærdig og effektiv europæisk skattepolitik, der præciserer spørgsmål såsom skattegrundlag i en tid med globalt forbundne digitale markeder og digitaliseret produktion;

l)	tiltrækning af investering og førende forskere og eksperter på verdensplan, der således kan bidrage til økonomisk vækst og europæisk konkurrenceevne;

m)	understøttelse af nye virksomhedsmodeller og innovative nystartede virksomheder drevet af digitaliseringen og den teknologiske udvikling;

understreger vigtigheden af at skabe et konkurrencedygtigt forretningsmiljø, der fremmer private investeringer, en egnet reguleringsramme, hvorved man kan undgå bureaukratiske blokeringer, opbygning af en europæisk digital infrastruktur baseret på den nyeste teknologi samt en EU-koordinationsstruktur for digitalisering af industrien, der letter koordinationen af nationale, regionale og EU-omspændende initiativer og platforme om industriel digitalisering; opfordrer Kommissionen til at sikre opnåelsen af 20 % målet for industriens andel af BNP inden 2020; understreger, at digitaliseringen af industrien for at give EU mulighed for at udøve globalt industrielt lederskab skal være knyttet til en bredere industriel strategi for EU; understreger vigtigheden af at videreføre digitaliseringen, navnlig i de medlemsstaters regioner og sektorer, der er bagefter i udvikling og blandt de mennesker, der påvirkes af den digitale kløft; bifalder i den henseende den foreslåede rundbordssamtale og det europæiske interessentforum på højt niveau; understreger vigtigheden af samarbejde mellem relevante aktører og forventer foruden industriens ledere og arbejdsmarkedets parter, at også forskningsmiljøet, SMV'er, standardiseringsorganisationer, politiske beslutningstagere, offentlige forvaltninger på nationalt og lokalt plan og civilsamfundet vil blive indbudt til at spille en aktiv rolle;

opfordrer Kommissionen til at fortsætte sit vigtige arbejde med at undersøge produktions- og digitaliseringstendenser samt tendenser på ikke-teknologiske områder (såsom jura, politik, administration, kommunikation osv.), idet den undersøger udviklingen på relevante områder i andre regioner, finder frem til nye centrale teknologier og bestræber sig på at sikre, at europæisk lederskab på disse områder bevares, og at nye tendenser integreres i politikker og foranstaltninger under hensyntagen til begreberne indbygget sikkerhed og indbygget sikring af privatlivets fred og privatlivsbeskyttelse som standard, og undersøger, hvorvidt dette arbejde ville kunne gøres gennem et specifikt industrielt fremsynsnetværk, herunder nationale forsknings- og teknologiorganisationer;

glæder sig over Kommissionens meddelelse med titlen »Digitalisering af EU's industri — Fuldt udbytte af det digitale indre marked« (COM(2016)0180), men beklager, at den ikke i tilstrækkeligt omfang inddrager alle eksisterende udfordringer, eftersom dens fokus på transportsektoren begrænser sig til sammenkoblet og automatisk kørsel; minder om, at selvom sammenkoblede og automatiserede køretøjer udgør en af de mest spændende fremtidige digitale nyskabelser i sektoren, er der et digitaliseringspotentiale inden for alle transportformer, både driftsmæssige og administrative processer, og gennem værdikæden fra producenter til passagerer og fragt, såvel som koordinering med alle nye teknologier, der anvendes i sektoren, såsom de europæiske globale satellitnavigationssystemer EGNOS og Galileo, hvor der kan forventes resultater i en nær fremtid; anmoder Kommissionen om at fokusere på digitale nyskabelser inden for alle transportformer, herunder transport- og turistrelaterede tjenester;

påpeger, at digitaliseringsprocessen ikke i lige stort omfang er kommet alle dele af transportsektoren til gode, og at det har resulteret i en skadelig opsplitning i det indre marked både mellem forskellige transportformer og inden for den samme transportform; understreger, at der er betydelige og stadig større forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til konkurrenceevne og digitalisering i transportsektoren, hvilket også ses mellem regioner, firmaer og små og mellemstore virksomheder; mener, at udviklingen af en koordineret IDS (integreret industriel digitaliseringsstrategi (IDS) for EU kunne bidrage til at overvinde en sådan opsplitning og forskelle og tiltrække investeringer i digitale projekter; understreger, at målet ikke blot skal være endnu et politisk dokument, men en egentlig strategi, der afspejler innovationstendenser og markedspotentiale, hvis gennemførelse vil blive løbende evalueret;

mener, at en integreret industriel digitaliseringsstrategi vil bidrage til at løse nogle af de mest påtrængende udfordringer i transportsektoren og turismesektoren; opfordrer derfor Kommissionen til i højere grad at fremme digitalisering med henblik på at:

a)	forbedre transportsektorens generelle sikkerheds-, kvalitets- og miljømæssige præstation;

forbedre forhindringsfri adgang for alle, herunder ældre og personer med reduceret mobilitet eller handicap, og skabe opmærksomhed omkring alternative mobilitetsløsninger, der giver passagerer flere valg, mere brugervenlige og kundetilpassede produkter, og mere information i hele EU og i både bymæssige områder samt mindre udviklede regioner;

nedbringe transportudgifter, såsom udgifter til vedligeholdelse, og forbedre den effektive udnyttelse af den eksisterende transportinfrastrukturs kapacitet (eksempelvis ved hjælp af bundtvis trafikafvikling, kooperative intelligente transportsystemer (C-ITS), det europæiske jernbanestyringssystem (ERTMS) og flodinformationstjenester (RIS));

d)	forbedre konkurrenceevnen ved at fremme fremkomsten af nye aktører, især SMV'er og nystartede virksomheder, med henblik på at udfordre bestående monopoler;

lette den korrekte og harmoniserede håndhævelse af EU-lovgivningen gennem udviklingen af trafikstyringssystemer, intelligente transportsystemer, digitale fartskrivere, elektronisk opkrævning af vejafgifter osv., og skabe regulatoriske strukturer egnet til faktiske nye situationer, der kan opstå ved anvendelsen af avancerede teknologier;

rydde administrative byrder af vejen for de mindste operatører i transportbranchen og for nystartede virksomheder, for eksempel i godssektoren og logistiksektoren gennem forenkling af de administrative procedurer, muliggøre opsporing og lokalisering af gods og optimering af tidsplaner og trafikstrømme;

g)	fortsætte med at beskytte passagerernes rettigheder, herunder databeskyttelse, også i forbindelse med multimodal transport;

h)	mindske problemer i forbindelse med informationsasymmetri på transportmarkedet;

fremme tiltrækningskraften og udviklingen af turismesektoren, der hjælper med at generere 10 % af europæisk BNP, og af kreative industrier i bymæssige, landlige og fjerntliggende områder, for eksempel gennem en bedre integration af mobilitets- og turismetjenester, inklusive mindre kendte bestemmelsessteder;

påpeger, at højhastighedsforbindelser uden afbrydelser er en forudsætning for hurtige, sikre og pålidelige forbindelser for alle transportformer og for yderligere digitalisering af transportsektoren; beklager den store fragmentering af den digitale dækning i EU; mener, at investeringer i bredbånd og en retfærdig fordeling af frekvenser er afgørende for digitaliseringen af transportsektoren; understreger i denne henseende behovet for at have en tværsektoriel vision, f.eks. for elektronik, telekommunikation, transport og turisme; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overholde deres tilsagn om at sikre sådanne forbindelser for de vigtigste transportkorridorer og -knudepunkter senest i 2025 og at påbegynde arbejdet med at sikre fuld dækning i hele EU;

Skabelse af betingelser for en vellykket industriel digitalisering: infrastruktur, investering, innovation og færdigheder

understreger, at en industriel digitaliseringsstrategi indeholder muligheden for at fremme innovation, effektivitet og bæredygtige teknologier, der kan forbedre konkurrenceevnen og modernisere EU's industrigrundlag samt fjerne hindringer for udviklingen af det digitale marked; understreger, at en integreret industriel digitalisering skal være baseret på yderst gunstige betingelser, lige fra en førsteklasses, fremtidssikret digital infrastruktur, FoU og et investeringsvenligt miljø til passende og tidssvarende retlige rammer, der kan sætte skub i innovation, et uddybet digitalt indre marked, gode færdigheder og iværksættervirksomhed samt en styrket social dialog;

10.

understreger nødvendigheden af at fremme offentlige og private investeringer i højhastighedskonnektivitet, for eksempel gennem 5G, fiberoptik, navigation og satellitkommunikationsinfrastruktur, for at sikre et solidt digitalt infrastrukturgrundlag i by- og industriområder; understreger betydningen af harmonisering af frekvenstildeling for at øge efterspørgslen efter konnektivitet og øge forudsigeligheden for det marked, der ønsker at investere i netværk; understreger behovet for at tilvejebringe lederskab i de digitale industrielle værdikæder og centrale teknologier, såsom 5G, kvanteteknologier, højhastigheds-IT, kunstig intelligens, cloudcomputing, big data-analyse, tingenes internet, robotteknologi, automatisering (herunder stærkt automatiseret kørsel) og distributed ledger-teknologien; støtter i denne forbindelse Kommissionens arbejdsdokumenter, der ledsager dens meddelelse;

11.

anerkender de muligheder og udfordringer, der er forbundet med digitaliseringen af industrien; noterer sig de positive virkninger, som digitaliseringen af industrien har, eftersom den fører til flere fleksible arbejdsformer, som kan skabe en bedre balance mellem arbejde og fritid, øgede muligheder i form af mobilt fjernarbejde og muligheder for, at borgere, der er bosat i landdistrikter eller afsidesliggende områder, kan komme ind på arbejdsmarkedet (forudsat at de har den fornødne infrastruktur), og derved fremme økonomisk vækst; anerkender samtidig, at den digitaliseringsdrevne tendens til øget fleksibilitet kan øge risikoen for ustabil og usikker ansættelse; understreger, at nye former for arbejde ikke må bruges til at omgå gældende arbejds- og sociallovgivning vedrørende beskyttelse af arbejdstager- og forbrugerrettigheder; påpeger, at de traditionelle industrier og virksomheder i platformsøkonomien skal behandles lige;

12.

bemærker, at den digitale omstilling inden for transport- og turismesektoren, navnlig udviklingen af on demand og kollaborative økonomier, bidrager til i betydelig grad at ændre passagerernes og forbrugernes adfærd for så vidt angår mobilitet og turisme samt behovet for tilpasning af infrastruktur; opfordrer Kommissionen til at vurdere virkningerne af digitalisering inden for transport, mobilitet og turisme med særlig vægt på brugernes adfærd og valg af sådanne tjenester, og endvidere at udnytte det potentiale, der ligger i denne samfundsmæssige ændring:

13.

bemærker, at den voksende digitalisering af distributionen af rejsebilletter betyder, at forbrugerne umiddelbart får flere oplysninger til rådighed over internettet, men at det i stigende grad sker på en måde, der gør det vanskeligt at sammenligne tilbud; mener derfor, at det er nødvendigt at styrke beskyttelsesbestemmelserne om gennemsigtighed og neutralitet i distributionen, især i forbindelse med internetdistribution, således at forbrugerne kan foretage et informeret valg på grundlag af pålidelige oplysninger vedrørende ikke blot pris, men også andre parametre, herunder kvaliteten af tjenesteydelser og supplerende tilbud; mener, at denne gennemsigtighed både vil fremme konkurrencen og støtte udviklingen af multimodal transport;

14.

mener, at digitalisering bør give forbrugerne flere valgmuligheder, mere brugervenlige og kundetilpassede produkter og flere oplysninger, navnlig om produkternes og tjenesternes kvalitet;

15.

påpeger, at sprogbarrierers indvirkning på industrien og dens digitalisering ikke på passende vis er blevet overvejet eller vurderet i dokumenter om det digitale marked; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme udviklingen af sprogteknologier, som sammen med digitalisering af industrien vil reducere fragmenteringen af det europæiske marked;

16.

understreger, at særlig støtte til »analog« flersprogethed i Europa gavner både digitaliseringen af den europæiske industri og undervisningen i omfattende digitale kvalifikationer; understreger derfor, at der skal lægges betydeligt mere vægt på grundforskning i statistisk og intelligent oversættelse og maskinoversættelse samt onlinelæringssoftware;

17.

understreger, at regionerne skal have fokus på deres produktive styrker og fremme deres udvikling gennem intelligent specialisering, intelligente kæder og klynger; mener, at klynger og synergier mellem SMV'er, industrielle og sociale aktører, sektoren for håndværksfag, nystartede virksomheder, den akademiske verden, forskningscentre, forbrugerorganisationer, den kreative industrisektor, finansverdenen og andre interesserede parter kan være nyttige modeller med henblik på at øge digital produktion og innovation; tilskynder til forskning, innovation og strukturel samhørighed i EU; understreger betydningen af accelerationsprogrammer og risikovillig kapital til opskalering af nystartede virksomheder; bemærker vigtigheden af at bruge digitalisering til at fremme innovation af virksomhedsmodeller, såsom systemer med »betaling efter output« og massekundetilpasning;

18.

mener, at en særlig opmærksomhed bør rettes mod de særlige problemer, som SMV’erne står over for under omstændigheder, hvor de relative gevinster, som digitaliseringsbestræbelserne vil give med hensyn til energi, ressourceeffektivitet og produktionseffektivitet, ville være de største; går ind for en styrkelse af SMV-sammenslutningerne og deres opsøgende arbejde via digitaliseringsprogrammer, udviklingen af centre for anvendt videnskab med fokus på digitalisering samt samfinansiering af SMV'ers virksomhedsinterne FoU; mener, at der bør lægges vægt på dataejerskab og dataadgang og på at udvikle et europæisk program for digitale lærlingeuddannelser;

19.

glæder sig over skabelsen af den tematiske, intelligente specialiseringsplatform for industriel modernisering og især Kommissionens forslag, der indgår i handlingsplanen om digitalisering af industrien, skabelse af et netværk af kompetencecentre, og om digitale innovationsknudepunkter (DIH) for at styrke den industrielle digitalisering og digital innovation for SMV'er i samtlige regioner; bemærker, at sektoren for håndværksfag ikke bør forbigås i denne forbindelse; opfordrer Kommissionen til navnlig at fremme etableringen af DIH'er og digitale kompetencecentre i mindre digitaliserede regioner i Europa; opfordrer Kommissionen til at yde mere finansiering til DIH’er gennem forskellige europæiske ressourcer (Horisont 2020, strukturfondene etc.) for at støtte medlemsstaternes bestræbelser og strategier, der tager sigte på at udvikle et nationalt DIH-netværk, og til at overveje at forsøge med en »sandkasse«-tilgang, hvor tværsektorielle eksperimenter i et kontrolleret miljø ikke vil blive blokeret af gældende regulering; opfordrer medlemsstaterne til at styrke det tværnationale samarbejde mellem deres DIH'er; mener, at udpegede DIH'er bør specialisere sig i industriel digital innovation og bidrage til løsningen af Europas samfundsmæssige udfordringer; mener i denne henseende, at Horisont 2020-finansiering til DIH’er kunne kombineres med finansiering fra dette program for samfundsmæssige udfordringer; bemærker muligheden af innovationskuponer til SMV'er, hvad angår adgang til rådgivning, udveksling af bedste praksis og til DIH'ernes ekspertise;

20.

bemærker byernes og de lokale myndigheders vigtige rolle i at udvikle nye virksomhedsmodeller og sikre digital infrastruktur og støtte til SMV'er og andre industrielle aktører samt de store muligheder, som den digitale industrielle innovation indebærer for byer, for eksempel via lokal produktion med nul spild, en tættere integration af industriel produktion og lokal og bymæssig logistik og transport samt energiproduktion, forbrug, produktion og 3D-printning; mener, at byer også bør kunne få adgang til innovationsknudepunkterne; opfordrer Kommissionen til at se nærmere på bedste praksis på lokalt, nationalt og internationalt plan og til at fremme udvekslingen heraf; bifalder offentliggørelsen af et europæisk indeks over digitale byer og initiativer til fremme af data- og systemkompatibilitet blandt europæiske byer; bemærker, at initiativet om intelligente byer spiller en rolle i denne sammenhæng; understreger den positive erfaring med regionale rådgivende fora;

21.

fremhæver den rolle, som offentlige indkøb og lovgivningsmæssige krav til registrering og indberetning af forretningsmæssige aktiviteter eller offentliggørelse af oplysninger kan spille i at fremme ny industriel digital teknologi; opfordrer Kommissionen til at overveje, hvordan offentlige indkøb vil kunne anvendes som en mekanisme til at trække innovationen; opfordrer Kommissionen til at inkludere et digitalt check i sit REFIT-program for at sikre, at reguleringerne er opdaterede svarende til den digitale kontekst, og til at lette udvekslingen af bedste praksis mellem de offentlige myndigheder om brugen af innovationskriterierne i forbindelse med offentlige udbud; anbefaler en fremskyndelse af tilpasningen af det lovgivningsmæssige og teknologiske miljø, såsom overgang til IPv6, til behovene for industriel digitalisering og start af tingenes internet;

22.

understreger vigtigheden af at frigøre tilstrækkelig offentlig og privat finansiering til digitaliseringen af Europas industri med en bedre brug af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI); mener, at denne procentdel bør være større og at de offentlige investeringer i digital infrastruktur skal øges; understreger den samlende karakter af finansiering fra private og kollaborative platforme; opfordrer Kommissionen til at skabe et forum for industriel digitalisering, der vil undersøge spørgsmålet og komme med innovative finansieringsforslag; beklager, at de ressourcer, der er afsat til digitale politikker i EU's budget, er for få til at gøre en reel forskel i betragtning af disse politikkers betydning; anerkender behovet for at styrke den europæiske økonomi gennem produktive investeringer, mener, at tilgængeligheden af eksisterende europæiske finansielle instrumenter, såsom de europæiske struktur- og investeringsfonde og Horisont 2020, bør sikre, at dette mål nås; mener, at kombinationen af disse midler bør svare til de nationale ressourcer og være i overensstemmelse med forordningerne om statsstøtte; anerkender den rolle, som offentlig-private partnerskaber og joint ventures spiller;

23.

opfordrer medlemsstaterne til — med henblik på at støtte en effektiv industriel digitalisering — at tilbyde erhvervslivet skattemæssige incitamenter til realisering af digitale og intelligente produktionssystemer;

Sikring af europæisk teknologisk lederskab og sikkerhed i den industrielle digitalisering: fusioner og overtagelser, cybersikkerhed, datastrømme, standardisering

24.

anerkender den afgørende nødvendighed af at styrke FoU; opfordrer Kommissionen til at støtte interne såvel som eksterne FoU-bestræbelser og til at fremme innovationsnetværker og -samarbejde mellem nye virksomheder, større etablerede selskaber, SMV'er, universiteter osv. i et digitalt økosystem; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan man bedst kan overføre Horisont 2020-forskningsresultaterne til markedet, og hvordan de bedst kan udnyttes af europæiske virksomheder; anmoder Kommissionen til at øge andelen af Horisont 2020-forskningsprojekter, der skaber patenter og intellektuelle ejendomsrettigheder, og rapportere herom;

25.

understreger vigtigheden af at beskytte følsom europæisk teknologi og knowhow, som danner grundlag for fremtidig industriel styrke og økonomisk modstandsdygtighed; understreger de potentielle risici med hensyn til strategiske statslige og industripolitisk drevne udenlandske direkte investeringer, især af statsejede virksomheder ved hjælp af fusioner og overtagelser; understreger, at nogle eksterne investorer, hvad angår eksterne udenlandske direkte investeringer, er blevet mere og mere interesserede i at erhverve følsomme europæiske teknologier gennem fusioner og overtagelser; glæder sig over Kommissionens initiativ med at studere CFIUS' erfaringer (Committee on Foreign Investment in the United States); understreger, at lige adgang til markedet for investeringer bør styrkes ved at indføre globale regler;

26.

understreger, at udviklinger i henseende til automatisering, robotteknologi og anvendelse af kunstig intelligens i produktionen samt den solide integration af tekniske komponenter af forskellig oprindelse rejser nye spørgsmål om ansvar for produkter og produktionsanlæg; opfordrer Kommissionen til snarest muligt at præcisere sikkerheds- og ansvarsregler for autonomt fungerende systemer, herunder betingelserne for afprøvning;

27.

anerkender, at åbenhed og konnektivitet også har potentielle indvirkninger på sårbarhed, hvad angår cyberangreb, sabotage, manipulation af data eller industrispionage, og understreger i denne sammenhæng vigtigheden af en fælles europæisk tilgang til cybersikkerhed; anerkender behovet for at skabe opmærksomhed om forbedring af cybersikkerheden; anser cybermodstandsdygtighed for at være et afgørende ansvarsområde for virksomhedsledere og nationale og europæiske industri- og sikkerhedspolitiske beslutningstagere; mener, at producenter er ansvarlige for at garantere sikkerheden og sikkerhedsstandarderne på grundlag af den forhåndenværende nyeste industri og på grundlag af principperne om indbygget sikkerhed og sikkerhed som standard, men at visse betingelser og kriterier kan begrunde afvigelse fra dette producentansvar; bemærker, at cybersikkerhedskravene for tingenes internet og IT-sikkerhedsstandarderne, for eksempel baseret på referencearkitekturen RAMI4.0 og ICS, ville kunne styrke den europæiske cybermodstandsdygtighed; mener, at de europæiske standardiseringsorganer har en særlig rolle at spille her og ikke bør marginaliseres; anmoder Kommissionen om at undersøge forskellige modeller til forbedring af cybersikkerheden for tingenes internet; opfordrer de offentlige institutioner til at gøre krav til cybersikkerhed obligatoriske ved offentlige indkøb af IT-udstyr og produkter til tingenes internet; mener, at tilbud om kontrol af og rådgivning om cybersikkerhed for SMV'er vedrørende deres digitaliserede industriprodukter er af stor vigtighed; mener, at udveksling af bedste praksis mellem EU's medlemsstater ville kunne lette den europæiske cybermodstandsdygtighed i så henseende;

28.

mener, at der bør være fælles kriterier for kritisk infrastruktur og dens digitale sikkerhed, og at EU-direktivet om net- og informationssikkerhed (NIS-direktivet) er første skridt på vejen mod et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i Unionen; opfordrer Kommissionen til at skubbe på for, at det kan blive gennemført konsekvent og hurtigt i medlemsstaterne; understreger behovet for at styrke den rolle, som de styrende organer, der er nævnt i direktivet om net- og informationssystemers sikkerhed spiller i forhold til at skabe tillid til fremtidens teknologier; bemærker, at overvågningsmekanismerne for cybertrusler og horisontscanning skal anerkendes som vigtige for EU's digitale industrier, idet der lægges særlig vægt på beskyttelse af SMV’er og forbrugere;

29.

understreger, at der skal rettes særlig opmærksomhed mod spørgsmål vedrørende indsamling og adgang til industrielle eller produktionsrelaterede data og oplysninger; understreger, at der i den forbindelse skal lægges særlig vægt på principperne om datasuverænitet, åben og standardiseret adgang til og tilgængelighed af data, på styrkelse af innovation og produktivitet, nye tjenester og virksomhedsmodeller samt på sikkerhedsauditering, der samtidig giver mulighed for fair konkurrence; understreger dog, at nye former for regulering af dataejerskab og adgang til data skal behandles meget omhyggeligt og kun kan indføres efter en omfattende høring af alle relevante interesserede parter; mener, at både innovation og beskyttelse af arbejdstageres og forbrugeres privatliv skal sikres og bevares i overensstemmelse med de generelle bestemmelser om databeskyttelse; understreger endvidere, at videregivelse af og adgang til information for almenvellet og videnskabelige formål bør fremmes; noterer sig Kommissionens forslag til en dataøkonomi i denne forbindelse med henblik på at fremme et fælles europæisk datamarked; mener, at i den igangværende debat om dataordninger skal to væsentlige aspekter fremhæves med henblik på at fremme udviklingen af tekniske løsninger for pålidelig identifikation og udveksling af data, dvs. på den ene side standardkontraktregler og på den anden side indførelse af en urimelighedskontrol i kontraktforhold mellem virksomheder;

30.

understreger, at det europæiske cloud-initiativ sammen med det lovgivningsmæssige forslag om frie datastrømme, der sigter mod at fjerne ubegrundede restriktioner vedrørende placeringen af data, potentielt kan give den europæiske industri, navnlig SMV'er og nyetablerede virksomheder, større incitament til at fremme digitaliseringsprocessen og til at undgå opsplitning på EU's indre marked; opfordrer Kommissionen til at overvåge vedtagelsen og en ensartet gennemførelse af det europæiske cloud-initiativ for at sikre en fair, hurtig, pålidelig og problemfri datastrøm og -anvendelse; minder Kommissionen om den forpligtelse, den har påtaget sig i sin meddelelse, om at forelægge et lovgivningsmæssigt forslag om frie datastrømme inden for EU med henblik på at fjerne eller forebygge ubegrundede krav til dataplaceringen i national lovgivning eller regulering;

31.

er fast overbevist om, at åbne data, big data og dataanalyse navnlig i transportsektoren stadig er afgørende faktorer for at høste det fulde udbytte af det digitale indre marked og fremme innovation; beklager, at initiativerne med henblik på at lette datastrømmen fortsat er ufuldstændige; understreger, at der navnlig med hensyn til ejerskab og ansvar er behov for større retssikkerhed baseret på fuldstændig respekt for privatlivet og databeskyttelse;

32.

anerkender det potentiale, der ligger i digitalisering af industrien, med henblik på sektorspecifikke dataudtræk og forvaltning for offentlige og halvoffentlige myndigheder og markedsdeltagere;

33.

understreger, at arkitekturens åbenhed har stor betydning som princip for udformningen af digitale komponenter;

34.

understreger vigtigheden af at beskytte teknisk knowhow, hvad angår udveksling og indbyrdes forbindelse mellem industrielle og digitale komponenter, idet interoperabiliteten og end-to-end-konnektiviteten samtidig muliggøres og fremmes;

35.

understreger, at europæisk lederskab inden for industriel digitalisering kræver en stærk standardiseringsstrategi, der koordineres medlemsstaterne og Kommissionen, herunder interoperabilitet på det digitale område; understreger, at opbygningen af Europas standardiseringsorganer er væsentlig og unik med deres inkluderende og konsensusbaserede tilgang, der integrerer samfundets interesserede parter, herunder SMV’er; opfordrer Kommissionen til at fremme udviklingen af åbne standarder og bifalder dens intention om at sikre adgang til og effektiv udstedelse af licenser til standard-essentielle patenter på FRAND-betingelser (retfærdige, rimelige, ikke-diskriminerende), og anerkender, at dette er af betydning for fremme af innovation samt forskning og udvikling i EU; mener, at den cirkulære økonomi kunne være en vigtig drivkraft bag en sammenhængende standardisering af kommunikationsstrømme i de industrielle værdikæder; slår til lyd for en EU-omfattende koordineret tilgang gennem de europæiske standardiseringsorganer CEN, CENELEC og ETSI over for internationale fora og konsortier; mener, at det er ønskeligt at stile mod globale og universelle standarder, men understreger også, at der er vilje til at fortsætte med europæiske standarder, hvis internationale standardiseringsfora skulle vise sig at være ukonstruktive; finder interoperabilitet nødvendig, især for så vidt angår tingenes internet, for at sikre, at udviklingen af nye teknologier forbedrer forbrugernes muligheder og ikke binder dem til nogle få bestemte leverandører;

36.

understreger, at handelshindringer inden for digitalisering hindrer den europæiske industris internationale aktivitet og skader EU's konkurrenceevne; mener, at rimelige handelsaftaler mellem EU og tredjelande kan bidrage kraftigt til fælles internationale regler vedrørende beskyttelse af data, datastrømme, databrug og standardisering;

Den sociale dimension: færdigheder, uddannelse og social innovation

37.

mener, at der skal udfoldes store anstrengelser med hensyn til uddannelse, beskatning og sociale sikringsordninger for at integrere omstillingseffekterne i vores europæiske sociale og økonomiske modeller; understreger, at den digitale omlægning af industrien har stor indvirkning på samfundet, der rækker fra beskæftigelse, arbejdsvilkår og arbejdstagerrettigheder til uddannelse og færdigheder, e-sundhed, miljøet og bæredygtig udvikling; understreger nødvendigheden af at tilstræbe sikkerhed inden for denne omstilling; opfordrer Kommissionen til i tilstrækkeligt omfang at vurdere og tage fat på de sociale virkninger af en industriel digitalisering og til i givet fald at foreslå yderligere foranstaltninger for at lukke den digitale kløft og fremme et inkluderende digitalt samfund, idet den europæiske konkurrenceevne styrkes;

38.

henleder opmærksomheden på, at Den Europæiske Unions Domstol har defineret konceptet »arbejdstager« på baggrund af et ansættelsesforhold, der er karakteriseret ved visse kriterier såsom underordnelsesforhold, vederlag og arbejdets karakter (12); efterspørger retssikkerhed for så vidt angår begrebet »ansættelse« i det digitale arbejdsmarked for at sikre overholdelse af arbejdsret og social lovgivning; erklærer, at alle arbejdstagere i platformsøkonomien enten er arbejdstagere eller selvstændige, afhængigt af hvilke forhold der har forrang, og bør klassificeres som sådan, uanset den kontraktmæssige situation;

39.

understreger, at uddannelse, erhvervsuddannelse og livslang læring er hjørnestenen for social samhørighed i et digitalt samfund; understreger, at Europa står over for en digital kløft i så henseende; opfordrer til, at der gennemføres en færdighedsgaranti efter høring og deltagelse af arbejdsmarkedets parter, og opfordrer medlemsstaterne til at finde måder, hvorpå man kan imødekomme borgernes behov for vedvarende (om-)skoling, oplæring og livslang læring for at sikre en problemløs overgang til en intelligent økonomi; understreger vigtigheden af at sikre fremme og anerkendelse af digitale færdigheder og en ny trend i retning af et bredere spektrum af kvalifikationer; mener, at arbejdsgivere bør gøre brug af Den Europæiske Socialfond til en sådan uddannelse og for at fremme en digital værktøjskasse til opkvalificering i samarbejde med industrien og arbejdsmarkedets parter; glæder sig over udviklingen af undervisningsmaterialet og de sektorspecifikke undervisningsplaner; opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheder for at etablere et certificeringssystem for programmer for fortsat uddannelse i digitale færdigheder;

40.

understreger, at digitale færdigheder skal integreres i de nationale undervisningsplaner; bemærker sig, at eksempler på initiativer støttet af Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA), såsom Den Europæiske Måned for Cybersikkerhed og Den Europæiske Cybersikkerhedsudfordring bør videreudvikles med henblik på at forfølge dette mål; understreger betydningen af specialiseret instruktøruddannelse vedrørende digitale færdigheder, og understreger ligeledes, at alle børn bør undervises i IT-færdigheder; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at alle skoler er udstyret med wi-fi og opdateret IT-materiale; bemærker, at kodning også spiller en vigtig rolle; opfordrer til udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne med henblik på at lære af etableret praksis såsom Fit4Coding-programmet, digitale akademi- initiativer, e-læringsprogrammer eller kodeskoler såsom Webforce3; opfordrer Kommissionen til at fremme integrationen af digitale færdigheder testes i IGCU-/Pisa-undersøgelserne for at muliggøre konkurrence og sammenligning mellem EU-medlemsstaterne; opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med Kommissionen at udforme tværfaglige uddannelsesprogrammer, der sigter på at integrere flere kompetencer, såsom IT sammen med virksomhedsledelse eller teknik og datavidenskab; understreger, at medlemsstaterne bør udvikle en omfattende nationale strategier for digitale færdigheder med opstillede mål, som de er blevet opfordret til af Kommissionen; understreger den centrale rolle, som arbejdsmarkedets parter og andre interesserede parter kan spille i udviklingen og gennemførelsen af sådanne strategier; bemærker, at det hidtil kun er halvdelen af EU's medlemsstater, der har indgået nationale koalitioner om digitale arbejdspladser; understreger, at en særskilt budgetpost til støtte for den digitale færdigheds- og jobkoalition vil kunne styrke formidlingen af oplysninger og yderligere aktiviteter;

41.

understreger vigtigheden af at investere i digitalisering af erhvervsuddannelse og håndværkssektoren; understreger, at digitale færdigheder også skal kombineres med ingeniørfærdigheder og fremme af uddannelse inden for videnskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik (STEM-fag) samt fremme af bløde færdigheder som kommunikation, holdkoordinering og tværsektoriel tænkning;

42.

beder om, at ligestillingsperspektivet indarbejdes i alle digitale initiativer, så det sikres, at den løbende digitale omlægning også bliver en drivkraft for ligestilling mellem kvinder og mænd; understreger behovet for at imødegå den alvorlige kønsskævhed i IKT-sektoren, eftersom dette er afgørende for EU's langsigtede vækst og velstand;

43.

noterer sig digitaliseringens potentiale med hensyn til tilgængeligheden af sociale tjenesteydelser og andre offentlige tjenesteydelser samt integrationen af personer med handicap og personer med begrænset mobilitet på arbejdsmarkedet; understreger navnlig betydningen af telearbejde i denne sammenhæng;

44.

påpeger, at digitaliseringen af europæiske værker er en betydelig mulighed for at forbedre deres tilgængelighed, distribution og promovering, som initiativet Europeana har vist, og at digital innovation kan give anstød til en revolution på området for udstillingen af og adgangen til kulturelle varer; understreger betydningen af at fremme især anvendelsen af 3D-teknologier til dataindsamling og rekonstruktion af ødelagte kulturelle varer og kulturarv; påpeger behovet for at garantere finansiering af digitalisering og bevarelse af og onlineadgang til den europæiske kulturarv;

45.

beklager det forhold, at historiske og kulturelle steder ofte ikke er let tilgængelige for personer med handicap, og fremhæver de muligheder, som en stærkere digital kulturel platform giver for at forbedre engagementet og gøre kulturelle oplevelser, steder og genstande i hele Europa mere tilgængelige uanset deres geografiske placering;

46.

tilskynder til forskning i og udvikling af hjælpeteknologier, der kan anvendes og blive nye industrielle produkter til inklusion af personer med handicap;

47.

går ind for, at der indføres en regelmæssig udveksling af bedste praksis, en toårig fremskridtsrevision og henstillinger om digitalisering af industrien;

o o

48.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaterne.

(1) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0009.

(2) EUT C 199 E af 7.7.2012, s. 131.

(3) EUT C 236 E af 12.8.2011, s. 57.

(4) EUT C 236 E af 12.8.2011, s. 41.

(5) EUT C 482 af 23.12.2016, s. 89.

(6) EUT C 468 af 15.12.2016, s. 19.

(7) EUT C 93 af 9.3.2016, s. 120.

(8) EUT C 332 E af 15.11.2013, s. 22.

(9) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0486.

(10) EUT C 81 E af 15.3.2011, s. 45.

(11) EUT C 236 E af 12.8.2011, s. 24.

(12) Se EU-Domstolens sag C-596/12, præmis 17, og EU-Domstolens sag C-232/09, præmis 39.

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/177

P8_TA(2017)0242

Resiliens som en strategisk prioritet i EU's optræden udadtil

Europa-Parlamentets beslutning af 1. juni 2017 om modstandsdygtighed som en strategisk prioritet i EU's optræden udadtil (2017/2594(RSP))

(2018/C 307/28)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 208, 210 og 214 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—	der henviser til den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik, som blev offentliggjort i juni 2016,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. oktober 2012 med titlen »EU's strategi til styrkelse af resiliens: Anvendelse af erfaringer fra fødevaresikkerhedskriser« (COM(2012)0586) og arbejdsdokument af 19. juni 2013 med titlen »Action plan for resilience in crisis-prone countries 2013-2020« (SWD(2013)0227),

—	der henviser til Rådets konklusioner af 28. maj 2013 om EU's strategi til styrkelse af resiliens,

—	der henviser til FN's Generalforsamlings resolution A/RES/70/1 af 25. september 2015»Ændring af vores samfund: 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling«,

—	der henviser til afgørelse 1/CP.21 fra partskonferencen vedrørende ikrafttrædelse af Parisaftalen om klimaændringer,

—	der henviser til Sendairammen for katastrofeforebyggelse 2015-2030, som blev vedtaget på FN's tredje verdenskonference om reduktion af katastroferisici, der blev afholdt fra den 14. til den 18. marts 2015 i Sendai, Japan,

—	der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 16. juni 2016 med titlen »Action Plan on the Sendai Framework for Disaster Risk Reduction 2015-2030: A disaster risk-informed approach for all EU policies« (SWD(2016)0205),

—	der henviser til rapporten fra De Forenede Nationers generalsekretær af 23. august 2016 om resultatet af det humanitære verdenstopmøde (A/71/353),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. april 2016 med titlen »Et værdigt liv: fra afhængighed af bistand til selvhjulpenhed: Tvangsfordrivelse og udvikling« (COM(2016)0234),

—

der henviser til sine tidligere beslutninger, navnlig beslutningen af 11. december 2013 om EU's strategi til styrkelse af resiliens og nedbringelse af katastroferisici i udviklingslande: Anvendelse af erfaringer fra fødevaresikkerhedskriser (1), af 16. december 2015 om forberedelse til det humanitære verdenstopmøde: udfordringer og muligheder for humanitær bistand (2) og af 14. februar 2017 om revisionen af den europæiske konsensus om udvikling (3),

—	der henviser til forespørgsel til Kommissionen om modstandsdygtighed som en strategisk prioritet i EU's optræden udadtil (O-000033/2017 — B8-0313/2017),

—	der henviser til forslag til beslutning fra Udviklingsudvalget,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

der henviser til, at ifølge Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) lever 1,6 milliarder mennesker i 56 lande, der er identificeret som skrøbelige (4); der henviser til, at skrøbelige situationer i vid udstrækning er menneskeskabte; der henviser til, at skrøbelige situationer øger befolkningers sårbarhed som følge af forskellige faktorer, herunder konflikter og manglende sikkerhed, manglende adgang til sundhedsydelser, tvangsfordrivelser, ekstrem fattigdom, ulighed, fødevareusikkerhed, økonomiske chok, dårlig regeringsførelse og svage institutioner, korruption og straffrihed og naturkatastrofer, der forværres af virkningerne af klimaændringer; der henviser til, at fremme af modstandsdygtighed især er vigtig i skrøbelige situationer, som OECD definerer ud fra fem forskellige, men indbyrdes forbundne dimensioner — økonomiske, miljømæssige, politiske, sikkerhedsmæssige og samfundsmæssige;

der henviser til, at begrebet modstandsdygtighed er blevet anvendt i EU's og andre internationale organisationers politikker i en række år og ser ud til at brede sig; der henviser til, at modstandsdygtighed ifølge Rådets konklusioner fra 2013 defineres som den evne, man finder hos personer, i en husholdning, et samfund, et land eller en region, til at tilpasse sig og hurtigt komme på fode igen efter belastninger og voldsomme begivenheder uden at bringe de langsigtede udviklingsperspektiver i fare;

der henviser til, at den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik identificerer »staters og samfunds modstandsdygtighed øst og syd for os« som en af de fem prioriteter for EU's optræden udadtil og definerer modstandsdygtighed som »staters og samfunds evne til at reformeres og således modstå og overvinde interne og eksterne kriser«; der henviser til, at den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik fastslår, at et modstandsdygtigt samfund med demokrati, tillid til institutionerne og bæredygtig udvikling er selve kernen i en modstandsdygtig stat;

der henviser til, at det i den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik endvidere fastslås, at EU vil vedtage en fælles tilgang til sine politikker for humanitær bistand, udvikling, migration, handel, investering, infrastruktur, uddannelse, sundhed og forskning og bl.a. vil forfølge skræddersyede politikker med henblik på at støtte en inklusiv og ansvarlig regeringsførelse, fremme menneskerettighederne, følge lokalt ejede rettighedsbaserede tilgange til reform af retsvæsenet, sikkerhedssektoren og forsvarssektoren og støtte skrøbelige stater, bekæmpe fattigdom og ulighed og fremme en bæredygtig udvikling, udbygge forbindelserne med civilsamfundet, fremme politikker til reform af energi- og miljøsektoren og støtte bæredygtige tilgange til fødevareproduktion og anvendelse af vand;

der henviser til, at en mangesidet tilgang til modstandsdygtighed er nødvendig i EU's optræden udadtil, og til, at denne kan fremmes ved at øge — i overensstemmelse med princippet om udviklingsvenlig politikkohærens — navnlig udviklingsbistand og, hvor det er relevant, humanitær bistand sammen med miljørelaterede politikker, med et klart fokus på at mindske sårbarheden og katastroferisikoen som et afgørende middel til at mindske behovet for humanitær bistand; der henviser til, at EU's udenrigspolitik også spiller en central rolle med hensyn til at fremme modstandsdygtigheden, navnlig ved at fremme bæredygtig udvikling, menneskerettigheder og politisk dialog parallelt med systemer til tidlig varsling og ved at arbejde for at forebygge sociale og økonomiske chok, f.eks. sult, en stigning i uligheden, krænkelser af menneskerettighederne og voldelige konflikter, og for at løse disse, når de indtræffer;

der henviser til, at EU bør fremme en integreret tilgang til EU's optræden udadtil og samtidig styrke dets bidrag til bæredygtig udvikling og anerkende den enkelte politiks mandat og målsætninger, således som de er anerkendt i traktaterne; der henviser til, at dette er særlig vigtigt i krisesituationer og i forbindelse med EU's humanitære indsats, som ikke kan betragtes som et krisehåndteringsinstrument og nøje bør følge humanitære bistandsprincipper, således som det afspejles i den europæiske konsensus om humanitær bistand, og bør være rettet mod en sammenhængende, effektiv humanitær indsats af høj kvalitet; der henviser til, at EU bør fortsætte med at fremme menneskerettighederne og princippet om, at alle parter i en konflikt skal overholde den humanitære folkeret;

der henviser til, at den humanitære indsats bør følge et sæt internationalt anerkendte standarder og principper, således som de er sammenfattet i adfærdskodeksen for katastrofehjælp for Den Internationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-bevægelse og ikke-statslige organisationer og i det store og hele indarbejdet i det humanitære charter;

der henviser til, at fremme af modstandsdygtighed skal forstås som en langsigtet indsats som led i fremme af bæredygtig udvikling, som kun vil være holdbar, hvis den er modstandsdygtig over for chok, belastninger og forandring; der henviser til, at fremme af modstandsdygtighed som led i EU's udenrigspolitik og udviklingssamarbejdsprogrammer skal være kontekstbestemt og søge at bidrage til at styrke de nationale modstandsdygtighedsstrategier, der er udarbejdet af partnerlandenes regeringer, som også er ansvarlige over for deres befolkninger;

der henviser til, at risikoforståelse, bedre risikostyring og investering i systemer til tidlig varsling og tidlig indsats, forebyggelse og nedbringelse af katastroferisici, i overensstemmelse med prioriteterne i Sendairammen, er afgørende for at opnå modstandsdygtighed og derfor afgørende for at opfylde målene for bæredygtig udvikling;

der henviser til, at fokus på mennesker bør forblive et centralt element i EU's tilgang til modstandsdygtighed, herunder ved, når det er muligt, at samarbejde med organer og opbygge kapacitet for at støtte dette fokus på nationalt, regionalt og lokalt plan og ved at anerkende og støtte civilsamfundsorganisationernes og lokalsamfundenes centrale rolle;

K.	der henviser til, at naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer påvirker kvinder og mænd, piger og drenge forskelligt, og at kønsbaserede uligheder forværrer virkningen af belastninger og chok og hindrer bæredygtig udvikling;

der henviser til, at kvinder og piger lider mest under kriser og konflikter; der henviser til, at kvinder og piger i uforholdsmæssig høj grad er udsat for risiko, med et øget tab af levebrød, sikkerhed og sågar menneskeliv, under og efter katastrofer; der henviser til, at kvinder og piger udsættes for øgede risici som følge af fordrivelse og sammenbrud inden for de normale beskyttelsesstrukturer og støttesystemer; der henviser til, at i kriserelaterede sammenhænge øger sandsynligheden for voldtægt, seksuel udnyttelse og risikobetonet adfærd i høj grad risikoen for uønsket graviditet, seksuelt overførte sygdomme og komplikationer vedrørende reproduktiv sundhed;

der henviser til, at styrkelse af kvinders indflydelse og status er afgørende for at fremme modstandsdygtigheden; der henviser til, at hvis programmer skal være effektive, omfattende og bæredygtige, er de nødt til at opbygge og styrke modstandsdygtigheden og skal inddrage kvinder, samtidig med at de tager sigte på specifikke evner og håndteringsmekanismer;

der henviser til, at familien udgør en vigtig institution, der udfører væsentlig produktion, forbrug, reproduktion og akkumuleringsfunktioner, der er forbundet med den sociale og økonomiske inddragelse af mennesker og samfund; der henviser til, at familier og deres medlemmer opbygger støtte- og omsorgssystemer, og deres robuste adfærd kan komme til udtryk i vedligeholdelse af en normal udvikling af optimisme, opfindsomhed og beslutsomhed trods modgang; der henviser til, at disse styrker og ressourcer sætter mennesker i stand til at reagere effektivt på kriser og udfordringer;

der henviser til, at EU's strategi for modstandsdygtighed i dets optræden udadtil bør tage særligt hensyn til de mest sårbare dele af befolkningen, herunder de fattigste, mindretal, tvangsfordrevne befolkninger, kvinder, børn, migranter, personer med HIV, LGBTI-personer, personer med handicap og ældre;

glæder sig over anerkendelsen af, at det er vigtigt at fremme modstandsdygtighed i den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik ved at gøre den til en strategisk prioritet i EU's optræden udadtil; udtrykker tilfredshed med det positive bidrag, som øget politisk, diplomatisk og sikkerhedsmæssig vægt på fremme af modstandsdygtighed kan have i partnerlande, men understreger, at modstandsdygtighed ikke kan reduceres til disse aspekter;

bekræfter nødvendigheden af, at EU's medlemsstater overholder deres tilsagn om officiel udviklingsbistand og styrker modstandsdygtigheden gennem deres strategi og planlægningsprocesser med hensyn til udvikling og humanitær bistand; understreger i denne sammenhæng vigtigheden af OECD's ramme for analyse af modstandsdygtighed, der bidrager til at omsætte strategier til mere effektive tværsektorielle og flerdimensionelle programplaner;

mener, at EU's nuværende tilgang til styrkelse af modstandsdygtighed, herunder tilsagn om at imødegå de underliggende årsager til kriser og sårbarheder, jf. Kommissionens meddelelse fra 2012 og Rådets konklusioner fra 2013, stadig grundlæggende er gældende og bør fortsættes, men anerkender samtidig behovet for at indarbejde erfaringerne fra gennemførelsen af denne politik i den nye fælles meddelelse; vil gerne vide, hvordan der i meddelelsen vil blive taget hensyn til elementer fra evalueringer, idet en større evaluering først er planlagt til at finde sted i 2018; mener, at handlingsplanen for modstandsdygtighed 2013-2020 bør gennemføres fuldt ud;

understreger den flerdimensionelle — menneskelige, økonomiske, miljømæssige, politiske, sikkerhedsmæssige og samfundsmæssige — karakter af modstandsdygtighed og glæder sig over, at dette begreb er blevet vigtigt i EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, udviklingssamarbejde og humanitære bistand; understreger, at de forskellige mandater og mål for hver enkelt politik skal respekteres, samtidig med at der tilskyndes til større sammenhæng mellem politikkerne med sigte på bæredygtig udvikling; minder om vigtigheden af princippet om sikring af udviklingsvenlig politikkohærens i alle EU's eksterne foranstaltninger ved at sikre, at EU's politikker ikke underminerer udviklingslandenes bestræbelser på at nå målene for bæredygtig udvikling;

understreger især den særlige situation for humanitær bistand, da denne udelukkende skal baseres på behov og gennemføres med den største respekt for de grundlæggende humanitære principper om medmenneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed og respekt for menneskerettighederne, der er knæsat i Genève-konventionerne og de dertil knyttede tillægsprotokoller; understreger, at respekten for de humanitære principper er afgørende for at kunne få adgang til nødlidende befolkningsgrupper og for beskyttelsen af humanitære aktører;

glæder sig over, at EU's og medlemsstaternes levering af bistand ikke bør underlægges restriktioner indført af andre partnerdonorer vedrørende nødvendig lægelig behandling, herunder adgang til sikre aborter for kvinder og piger, der er ofre for voldtægt i forbindelse med væbnede konflikter, men i stedet bør være i overensstemmelse med den humanitære folkeret;

fremhæver, at opbygning af resiliens i partnerlandene er en langsigtet proces, og at den derfor skal integreres i udviklingsprogrammer, som er inkluderende for de mest udsatte befolkningsgrupper, og i deres finansielle forpligtelser; understreger, at den nye fælles meddelelse bør anerkende dette og fremme modstandsdygtighed som et væsentligt element i de bæredygtige udviklingsstrategier i partnerlandene, især i skrøbelige stater; bemærker, at disse strategier skal være kontekstbestemte og i overensstemmelse med internationalt aftalte principper for udviklingseffektivitet: partnerlandes ejerskab af udviklingsprioriteter, der modtager støtte (herunder tilpasning til nationale udviklingsstrategier), fokus på resultater, omfattende partnerskaber, gennemsigtighed og ansvarlighed; understreger i denne forbindelse den vigtige rolle, Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og civilsamfundet spiller for så vidt angår overvågning og kontrol;

opfordrer indtrængende Kommissionen til at integrere modstandsdygtighed og dens flerdimensionale karakter som et centralt element i den politiske dialog med udviklingslandene;

understreger den overordnede betydning af EU's fælles programmering af resiliensrelaterede foranstaltninger inden for dets humanitære og udviklingsmæssige bistand for at sikre mest mulig komplementaritet og mindre opsplitning af bistanden og for at sikre, at kortsigtede foranstaltninger skaber grundlaget for mellemsigtede og langsigtede interventioner;

10.

understreger betydningen af at tilvejebringe teknisk bistand til de mindst udviklede lande (LDC-landene) og skrøbelige stater, navnlig på områderne bæredygtig arealforvaltning, bevarelse af økosystemer og vandforsyning, som er grundlæggende for at opnå gevinster for både miljøet og de mennesker, der er afhængige af det;

11.

minder om, at fattige befolkningsgrupper er dem, der er mest tilbøjelige til at føle de betydelige konsekvenser af katastrofer i form af indkomst og velstand; insisterer på, at det primære og overordnede mål for EU's udviklingssamarbejde derfor er udryddelse af fattigdom i forbindelse med bæredygtig udvikling for at sikre et værdigt liv og en værdig tilværelse for alle;

12.

understreger betydningen af katastrofeforebyggelse i opbygningen af modstandsdygtighed; opfordrer EU til at sikre, at dets fremme af modstandsdygtighed i den nye fælles meddelelse er i overensstemmelse med tilsagnene og målene i Sendairammen for katastrofeforebyggelse, og at det gennemføres gennem Europa-Kommissionens Sendai-handlingsplan, der fremmer integrering af katastroferisikoaspekter, og til at sikre, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til denne prioritet; understreger, at risikostyring er af afgørende betydning for bæredygtig udvikling, og opfordrer til udvikling af inklusive lokale og nationale strategier for reduktion af katastroferisici og udvikling af en tilgang, der dækker hele samfundet og alle former for risici i forbindelse med katastroferisikostyring, med henblik på at mindske sårbarheden og øge modstandsdygtigheden; opfordrer til, at sammenhængen mellem katastrofeforebyggelse, tilpasning til klimaforandringer og bypolitikker og -initiativer styrkes;

13.

opfordrer til, at personers og samfunds modstandsdygtighed og fokus på sårbare grupper — herunder de fattigste i samfundet, minoriteter, kvinder, børn, migranter, personer med HIV, LGBTI-personer, personer med handicap og ældre — skal være af afgørende betydning for at fremme modstandsdygtigheden i forbindelse med EU's optræden udadtil; fremhæver den centrale rolle, som civilsamfundsorganisationer og lokale samfund spiller i opbygningen af modstandsdygtighed; understreger også vigtigheden af at indsamle og formidle kønsopdelte data for at forstå og håndtere sårbare gruppers situation;

14.

påpeger, at en effektiv opbygning af modstandsdygtighed skal anerkende vigtigheden af familier og støtte deres evne til at absorbere chok;

15.

opfordrer til kønsspecifik programmering, som styrker kvinders deltagelse og tager fat på kvinders problemer med at udvikle deres robusthed over for katastrofer og klimaændringer, og som sikrer kvinders rettigheder, herunder ejendomsrettigheder og sikkerhed for jordbesiddelse, herunder hvad angår vand, skove, bolig og andre aktiver;

16.

opfordrer til, at der gøres yderligere bestræbelser på at øge kvinders og pigers adgang til sundheds- og seksualundervisning, familieplanlægning, svangerskabsrådgivning samt seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, navnlig for at tage hånd om det stort set ikke-opfyldte millenniumudviklingsmål 5 om mødres sundhed, herunder for at nedbringe spædbørns- og børnedødeligheden og undgå højrisikofødsler;

17.

understreger vigtigheden af adgang til sundhedspleje og -tjenester samt vand, sanitet og hygiejne, nødsituationer samt langsigtet sundhedsplanlægning i lokalsamfundene;

18.

noterer sig den særlige udfordring, som tvangsfordrivelse og langvarig fordrivelse udgør for mange skrøbelige og konfliktramte lande og deres naboer; understreger, at beskyttelsen af fordrevne personer bør garanteres ubetinget, og at opbygning af modstandsdygtighed og selvhjulpenheden hos de berørte befolkninger og deres værtssamfund er af allerstørste betydning, således som det er beskrevet i Kommissionens meddelelse »Et værdigt liv«; minder om vigtigheden af at kunne klare sig selv for at skabe værdighed og modstandsdygtighed;

19.

understreger nødvendigheden af at udvide flygtningekonventionen og Kampalakonventionen for at beskytte og bistå fordrevne mennesker rundt om i verden samt personer, der er berørt af andre former for vold, f.eks. menneskehandel og kønsspecifik vold, da de kan have en velbegrundet frygt for forfølgelse eller risiko for alvorlig skade;

20.

anerkender statslig modstandsdygtighed som et vigtigt led i opnåelsen af modstandsdygtighed og understreger, at landes modstandsdygtighed og stabilitet er direkte afledt af respekt for menneskerettighederne, demokratiets styrke, retsstatsforhold og god regeringsførelse, tillid til institutionerne og ansvarligheden over for deres egne borgere, men frem for alt inddragelse af de enkelte borgere og sammenslutninger med hensyn til at finde mulige løsninger — mål, som alle sammen skal fremmes og forsvares i gennemførelsen af den globale strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik; understreger betydningen af at fremme grundlæggende offentlige tjenester såsom uddannelse, sundhed, vand og sanitet med henblik på at øge modstandsdygtigheden;

21.

understreger, at modstandsdygtigheden i EU's optræden udadtil bør fastholde et globalt geografisk anvendelsesområde; bemærker, at fremme af modstandsdygtighed bør være et mål for fremme af menneskerettighederne og bæredygtig udvikling i partnerlandene og ikke være begrænset til geografiske områder med sikkerhedskriser med direkte virkning på EU; understreger, at fremme af modstandsdygtighed under alle omstændigheder bør prioritere og lægge særlig vægt på de mindst udviklede lande, skrøbelige stater og lande, der er genstand for tilbagevendende og sæsonbetonede kriser, samtidig med at man tackler de årsager, der ligger til grund for kriserne, navnlig gennem støtte til forebyggelses- og beredskabsaktiviteter;

22.

understreger betydningen af systemer til tidlig varsling og tidlig indsats som en mekanisme til fremme af modstandsdygtighed og opfordrer EU til at øge sin indsats på dette område, navnlig ved at fremme et tættere samarbejde mellem de forskellige aktører i marken, navnlig i EU-delegationerne, og udvikling af fælles analyser i skrøbelige sammenhænge og udvekslinger inden for regioner, som ofte rammes af naturkatastrofer, og som står over for lignende risici, hvilket vil muliggøre en bedre forståelse og en mere koordineret indsats på tværs af EU's politikker og mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne;

23.

opfordrer til, at der afsættes tilstrækkelige midler til fremme af modstandsdygtighed i overensstemmelse med dens position som en af EU's strategiske prioriteter; ville hilse strategiske overvejelser velkommen forud for den næste flerårige finansielle ramme for, hvordan EU kan bruge eksisterende eksterne finansieringsinstrumenter og innovative mekanismer mere effektivt, samtidig med at de fortsat bringes i overensstemmelse med internationalt aftalte principper for udviklingseffektivitet, med henblik på systematisk at forankre modstandsdygtighed i strategier og programmer for udvikling og bistand; understreger, at aktioner kan finansieres via forskellige instrumenter, der arbejder på en komplementær måde, og understreger, at midler fra instrumenter for udviklingssamarbejde skal bevare fattigdomsbekæmpelse som deres centrale mål;

24.

understreger behovet for at styrke og udvikle uddannelse i forbindelse med katastrofer og kriser og forbedre fordelingen, indsamlingen og formidlingen af oplysninger og viden, som kan hjælpe med at opbygge samfundsresiliens og fremme adfærdsændringer og en katastrofeberedskabskultur;

25.

opfordrer til øget samarbejde mellem den offentlige og den private sektor om modstandsdygtighed; minder i denne forbindelse om betydningen af Kommissionens meddelelse om »Styrkelse af den private sektors rolle i indsatsen for at opnå inklusiv og bæredygtig vækst i udviklingslandene«; opfordrer Kommissionen til yderligere at fremme inddragelsen af den private sektor ved at skabe incitamenter og det rigtige miljø for private enheder, således at de kan blive involveret i opbygningen af modstandsdygtighed og nedbringelsen af risici i partnerlandene;

26.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

(1) EUT C 468 af 15.12.2016, s. 120.

(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0459.

(3) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0026.

(4) OECD (2016), States of Fragility 2016: Understanding violence, OECD publishing, Paris.

MEDDELELSER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

30.8.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 307/212

P8_TA(2017)0236

Indførelse af midlertidige autonome handelsforanstaltninger til fordel for Ukraine ***I

Europa-Parlamentets ændringer af 1. juni 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af midlertidige autonome handelsforanstaltninger til fordel for Ukraine som supplement til de handelsmæssige indrømmelser i associeringsaftalen (COM(2016)0631 — C8-0392/2016 — 2016/0308(COD)) (1)

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

(2018/C 307/42)

Ændring 1

Forslag til forordning

Betragtning 2

Kommissionens forslag

Ændring

(2)

I betragtning af de økonomiske reformer i Ukraine og for at støtte udviklingen af tættere økonomiske forbindelser med Den Europæiske Union bør handelsstrømmene vedrørende import af visse landbrugsprodukter øges, og der bør gives indrømmelser i form af autonome handelsforanstaltninger til udvalgte industriprodukter i overensstemmelse med en fremskyndet afskaffelse af told på handel mellem Den Europæiske Union og Ukraine.

(2)

Med henblik på at styrke de økonomiske og politiske reformer i Ukraine og for at støtte og fremskynde udviklingen af tættere økonomiske forbindelser med Unionen bør og skal handelsstrømmene vedrørende import af visse landbrugsprodukter øges, og der bør gives indrømmelser i form af autonome handelsforanstaltninger til udvalgte industriprodukter i overensstemmelse med en fremskyndet afskaffelse af told på handel mellem Unionen og Ukraine.

Ændring 2

Forslag til forordning

Betragtning 3

Kommissionens forslag

Ændring

(3)	De autonome handelsforanstaltninger vil blive ydet i form af nultoldskontingenter for varerne i bilag I og II ud over de præferentielle toldkontingenter, som er fastsat i aftalen , og hel eller delvis fjernelse af toldsatserne for industrivarerne i bilag III.

(3)

Efter at Kommissionen har offentliggjort sin undersøgelse af konsekvenserne af denne forordning, i hvilken der bør tages hensyn til de potentielle endelige støttemodtagere af de autonome handelsforanstaltninger , der er indeholdt i denne forordning, og fokuseres på især små og mellemstore producenter i Ukraine, bør de autonome handelsforanstaltninger bevilges for varer, der er vurderet til at være fordelagtige på baggrund af denne undersøgelse. Disse autonome handelsforanstaltninger bør have form af nultoldskontingenter for varerne i bilag I og II ud over de præferentielle toldkontingenter, som er fastsat i associeringsaftalen , og hel eller delvis fjernelse af toldsatserne for industrivarerne i bilag III.

Ændring 3

Forslag til forordning

Betragtning 4

Kommissionens forslag

Ændring

(4)

Med henblik på at forebygge enhver risiko for svig bør retten til at drage fordel af yderligere nultoldskontingenter være betinget af, at Ukraine overholder de relevante oprindelsesregler for de pågældende varer og de dertil knyttede procedurer og indgår i et tæt administrativt samarbejde med Den Europæiske Union som fastsat i aftalen .

(4)

Med henblik på at forebygge enhver risiko for svig bør retten til at drage fordel af yderligere nultoldskontingenter for varer, der er opført i bilag I og II, og hel eller delvis fjernelse af importafgifter på industriprodukter, der er opført i bilag III, være betinget af, at Ukraine overholder alle de relevante betingelser for at drage fordel af associeringsaftalen, herunder oprindelsesreglerne for de pågældende varer og de dertil knyttede procedurer, og indgår i et tæt administrativt samarbejde med Den Europæiske Union som fastsat i denne aftale .

Ændring 4

Forslag til forordning

Betragtning 9

Kommissionens forslag

Ændring

(9)

I artikel 2 i associeringsaftalen fastsættes det, at overholdelse af de demokratiske principper, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og af retsstatsprincippet udgør væsentlige elementer i aftalen . Det er hensigtsmæssigt at indføre mulighed for midlertidigt at suspendere præferencer, i tilfælde af manglende overholdelse af de grundlæggende principper for menneskerettigheder , demokrati og retsstatsprincippet i Ukraine .

(9)

I artikel 2 og 3 i associeringsaftalen fastsættes det, at overholdelse af de demokratiske principper, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og af retsstatsprincippet , samt bestræbelser på at bekæmpe korruption og organiseret kriminalitet og foranstaltninger til at fremme bæredygtig udvikling og effektiv multilateralisme, udgør væsentlige elementer i relationerne med Ukraine, som er reguleret af denne aftale . Det er hensigtsmæssigt at indføre mulighed for midlertidigt at suspendere præferencer, hvis Ukraine ikke overholder de generelle principper i associeringsaftalen , således som det også er gjort i andre associeringsaftaler, som Unionen har undertegnet .

Ændring 5

Forslag til forordning

Betragtning 9 a (ny)

Kommissionens forslag

Ændring

(9a)	Kommissionens årlige rapport om gennemførelse af den vidtgående og brede frihandelsaftale bør indeholde en detaljeret vurdering af gennemførelsen af de midlertidige autonome handelsforanstaltninger, der er fastsat i denne forordning.

Ændring 6

Forslag til forordning

Artikel 2 — stk. 1 — indledning

Kommissionens forslag	Ændring
Retten til at gøre brug af de præferenceordninger , der indføres ved artikel 1, er betinget af:	Retten til at gøre brug af de toldkontingenter og præferentielle toldsatser på import , der indføres ved artikel 1, er betinget af:

Ændring 7

Forslag til forordning

Artikel 2 — stk. 1 — litra a

Kommissionens forslag

Ændring

overholdelse af oprindelsesreglerne for varer og de dertil knyttede procedurer, som er fastsat i associeringsaftalen, og navnlig i protokol I vedrørende definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og metoder for administrativt samarbejde, og i protokol II om gensidig administrativ bistand i toldspørgsmål . For så vidt angår varer, der er fremstillet i eller afsendes fra områder, der ikke reelt kontrolleres af Ukraines regering, kræves et varecertifikat EUR.1, jf. artikel 16, stk. 1, litra a), i protokol I til associeringsaftalen, der udstedes af de ukrainske toldmyndigheder efter en inspektion af eksportørens regnskaber i eksportørens lokaler og eventuelle andre relevante kontroller i henhold til artikel 17, stk. 5, og artikel 33 i denne protokol, herunder en vurdering af, om der er rimelig grund til at antage, at de erhvervsdrivende, der nyder godt af midlertidige autonome handelsforanstaltninger, undergraver bekæmpelsen af korruption eller er involveret i ulovlige økonomiske aktiviteter;

Ændring 8

Forslag til forordning

Artikel 2 — stk. 1 — litra b

Kommissionens forslag

Ændring

at Ukraine afstår fra at indføre ny told eller nye afgifter med tilsvarende virkning og nye kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning for import af varer med oprindelse i Unionen, og afstår fra at forhøje eksisterende told- eller afgiftssatser eller indføre andre restriktioner fra nærværende forordnings ikrafttrædelsesdato

Ændring 9

Forslag til forordning

Artikel 2 — stk. 1 — litra c

Kommissionens forslag

Ændring

c)	overholdelse af de demokratiske principper, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt af retsstatsprincippet som fastsat i artikel 2 i associeringsaftalen.

c)	overholdelse af de demokratiske principper, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt af retsstatsprincippet og fortsatte og vedvarende bestræbelser i bekæmpelsen af korruption og ulovlige økonomiske aktiviteter som fastsat i artikel 2, 3 og 22 i associeringsaftalen.

Ændring 10

Forslag til forordning

Artikel 2 — stk. 1 — litra c a (nyt)

Kommissionens forslag

Ændring

ca)

vedvarende opfyldelse af forpligtelserne til samarbejde inden for spørgsmål med relation til beskæftigelse, socialpolitik og lige muligheder i henhold til associeringsaftalens kapitel 13 i afsnit IV (handel og bæredygtig udvikling) og i kapitel 21 i afsnit V (samarbejde inden for beskæftigelse, socialpolitik og lige muligheder) og målene fastsat i artikel 420 heri.

Ændring 11

Forslag til forordning

Artikel 3 — stk. 1

Kommissionens forslag	Ændring
Skønner Kommissionen, at der foreligger tilstrækkelige beviser på manglende overholdelse af betingelserne i artikel 2, kan den træffe foranstaltninger til hel eller delvis suspension af de i denne forordning fastsatte præferenceordninger i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren i artikel 5, stk. 2.	Skønner Kommissionen, at der foreligger tilstrækkelige beviser på manglende overholdelse af betingelserne i artikel 2 i denne forordning , kan den træffe foranstaltninger til hel eller delvis suspension af de i denne forordning fastsatte præferenceordninger i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren i artikel 5, stk. 2.

Ændring 12

Forslag til forordning

Artikel 3 — stk. 1 a (nyt)

Kommissionens forslag

Ændring

Hvis en medlemsstat anmoder Kommissionen om at suspendere en eller flere præferenceordninger på grundlag af manglende overholdelse af de i artikel 2, litra b), fastsatte betingelser, afgiver Kommissionen inden for to måneder efter at have modtaget en sådan anmodning en begrundet udtalelse om, hvorvidt påstanden om manglende overholdelse er underbygget. Hvis Kommissionen konkluderer, at påstanden er underbygget, indleder den proceduren, der er omhandlet i denne artikels første stykke.

Ændring 13

Forslag til forordning

Artikel 4 — stk. 1

Kommissionens forslag	Ændring
1. Såfremt en vare med oprindelse i Ukraine indføres på vilkår, der forvolder eller truer med at forvolde alvorlige vanskeligheder for producenter i Fællesskabet af lignende eller direkte konkurrerende varer, kan Rådet med kvalificeret flertal til enhver tid på forslag fra Kommissionen genindføre toldsatserne i den fælles toldtarif for den pågældende vare.	1. Såfremt en vare med oprindelse i Ukraine indføres på vilkår, der forvolder eller truer med at forvolde alvorlige vanskeligheder for producenter i Unionen af lignende eller direkte konkurrerende varer, kan toldsatserne i den fælles toldtarif for den pågældende vare til enhver tid genindføres .

Ændring 14

Forslag til forordning

Artikel 4 — stk. 1 a (nyt)

Kommissionens forslag	Ændring
	1a. Kommissionen overvåger nøje konsekvenserne af denne forordning for EU-producenter i forbindelse med varer, der er opført i bilag I og II, herunder med hensyn til priserne på EU-markedet og under hensyntagen til relevante tilgængelige oplysninger om EU-producenterne såsom markedsandel, produktion, lagre, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse.

Ændring 15

Forslag til forordning

Artikel 4 — stk. 2

Kommissionens forslag

Ændring

2. Kommissionen træffer efter anmodning fra en medlemsstat eller på eget initiativ inden for en rimelig frist formel afgørelse om at indlede en undersøgelse. Hvis Kommissionen beslutter at indlede en undersøgelse, offentliggør den en meddelelse om undersøgelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Meddelelsen skal indeholde et sammendrag af de modtagne oplysninger og præcisere, at alle relevante oplysninger skal sendes til Kommissionen. Endvidere angives der en frist, som ikke er på over fire måneder fra offentliggørelsen af meddelelsen, inden for hvilken de berørte parter skriftligt kan redegøre for deres synspunkter.

2. Kommissionen træffer efter anmodning fra en medlemsstat , enhver juridisk person eller enhver sammenslutning uden status som juridisk person, som handler på vegne af EU-erhvervsgrenen, dvs. alle eller en væsentlig del af EU-producenterne af tilsvarende eller direkte konkurrerende varer, eller på Kommissionens eget initiativ , hvis det er åbenbart for Kommissionen, at der er tilstrækkelige umiddelbare beviser, formel afgørelse om at indlede en undersøgelse . I denne artikel forstås ved »væsentlig del«: EU-producenter, hvis samlede produktion udgør mere end 50 % af den samlede produktion i Unionen af lignende eller direkte konkurrerende varer produceret af den del af den pågældende EU-erhvervsgren, som enten giver udtryk for tilslutning til eller modstand imod anmodningen og ikke mindre end 25 % af den samlede produktion af samme eller direkte konkurrerende varer produceret af EU-erhvervsgrenen. Hvis Kommissionen beslutter at indlede en undersøgelse, offentliggør den en meddelelse om undersøgelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Meddelelsen skal indeholde et sammendrag af de modtagne oplysninger og præcisere, at alle relevante oplysninger skal sendes til Kommissionen. Endvidere angives der en frist, som ikke er på over fire måneder fra offentliggørelsen af meddelelsen, inden for hvilken de berørte parter skriftligt kan redegøre for deres synspunkter.

Ændring 16

Forslag til forordning

Artikel 4 — stk. 6

Kommissionens forslag

Ændring

6. Kommissionen træffer senest efter tre måneder afgørelse efter proceduren i artikel 5. En sådan afgørelse træder i kraft senest en måned efter offentliggørelsen.

6. Kommissionen træffer senest efter tre måneder afgørelse efter proceduren i artikel 5. En sådan afgørelse træder i kraft senest en måned efter offentliggørelsen. Toldsatserne i den fælles toldtarif genindføres, så længe det er nødvendigt for at modvirke EU-producenternes forringede økonomiske og/eller finansielle situation, eller så længe truslen om sådanne forringelser varer ved. Genindførelsesperioden må højst være på ét år, medmindre den forlænges i behørigt begrundede tilfælde. Når de endeligt oplyste faktiske forhold viser, at betingelserne i artikel 4, stk. 1, ikke er opfyldt, vedtager Kommissionen en gennemførelsesretsakt om at indstille undersøgelsen og proceduren efter den i artikel 5, stk. 2, omhandlede undersøgelsesprocedure.

Ændring 17

Forslag til forordning

Artikel 5 a (ny)

Kommissionens forslag

Ændring

Artikel 5a

Vurdering af gennemførelsen af de autonome handelsforanstaltninger

Kommissionens årlige rapport om gennemførelsen af den vidtgående og brede frihandelsaftale skal indeholde en detaljeret vurdering af gennemførelsen af midlertidige autonome handelsforanstaltninger, der er omhandlet i denne forordning, og skal omfatte, hvor det er relevant, en vurdering af de sociale virkninger af foranstaltningerne i Ukraine og i Unionen. Oplysninger om udnyttelsen af toldkontingenterne i tilknytning til landbrugssektoren gøres tilgængelige via Kommissionens websted.

Ændring 18

Forslag til forordning

Bilag I — tabel — række 4

Kommissionens forslag

09.6752

2002

Tomater, tilberedt eller konserveret på anden måde end med eddike eller eddikesyre

5 000

Ændring

udgår

Ændring 19

Forslag til forordning

Bilag II — tabel — række 1

Kommissionens forslag

Blød hvede, spelt og blandsæd, mel, gryn, groft mel og pellets

1001 99 00 , 1101 00 15 , 1101 00 90 , 1102 90 90 , 1103 11 90 , 1103 20 60

100 000 ton/år

Ændring

udgår

Ændring 20

Forslag til forordning

Bilag II — tabel — række 3

Kommissionens forslag

Majs, undtagen til udsæd, mel, gryn, groft mel, pellets og korn

1005 90 00 , 1102 20 , 1103 13 , 1103 20 40 , 1104 23

650 000 ton/år

Ændring

Majs, undtagen til udsæd, mel, gryn, groft mel, pellets og korn

1005 90 00 , 1102 20 , 1103 13 , 1103 20 40 , 1104 23

650 000 050 kg/år

Ændring 21

Forslag til forordning

Bilag III — tabel — række 3

Kommissionens forslag

3102 10 10

Urinstof med indhold af kvælstof på over 45 vægtprocent (beregnet på grundlag af tørsubstansen) (undtagen i form af tabletter eller lignende eller i pakninger af bruttovægt 10 kg og derunder)

3 %

Ændring

udgår

(1) Efter vedtagelsen af ændringerne blev sagen henvist til fornyet behandling i udvalget med henblik på interinstitutionelle forhandlinger, jf. forretningsordenens artikel 59, stk. 4, fjerde afsnit (A8-0193/2017).

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 307

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	61. årgang 30. august 2018

	II Meddelelser
	MEDDELELSER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Europa-Parlamentet
	Torsdag den 1. juni 2017
2018/C 307/31	Europa-Parlamentets afgørelse af 1. juni 2017 om anmodning om ophævelse af Béla Kovács’ immunitet (2016/2266(IMM))	188

	III Forberedende retsakter
	EUROPA-PARLAMENTET
	Tirsdag den 16. maj 2017
2018/C 307/32	Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 16. maj 2017 om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse på Unionens og dens medlemsstaters vegne af protokollen til rammeaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Mongoliet på den anden side om partnerskab og samarbejde for at tage hensyn til Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (09264/2016 — C8-0455/2016 — 2015/0113(NLE))	191
2018/C 307/33	Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 16. maj 2017 om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse på Unionens og dens medlemsstaters vegne af protokollen til stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Bosnien-Hercegovina på den anden side for at tage hensyn til Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (13824/2016 — C8-0527/2016 — 2016/0311(NLE))	192
2018/C 307/34	Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 16. maj 2017 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Unionens vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Norge om supplerende regler vedrørende instrumentet for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik som en del af Fonden for Intern Sikkerhed for perioden 2014-2020 (13710/2016 — C8-0005/2017 — 2016/0322(NLE))	193
2018/C 307/35	Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 16. maj 2017 om udkast til Rådets afgørelse om Den Europæiske Unions tiltrædelse af Den Internationale Rådgivende Bomuldskomité (ICAC) (15540/2016 — C8-0024/2017 — 2016/0349(NLE))	194
	Onsdag den 17. maj 2017
2018/C 307/36	Europa-Parlamentets beslutning af 17. maj 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (ansøgning fra Finland, EGF/2016/008 FI/Nokia Network Systems) (COM(2017)0157 — C8-0131/2017 — 2017/2058(BUD))	195
2018/C 307/37	Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 17. maj 2017 om udkast til Rådets afgørelse om Kroatiens elektroniske udveksling af oplysninger fra køretøjsregistre (05318/2017 — C8-0033/2017 — 2017/0801(CNS))	200
2018/C 307/38	Europa-Parlamentets beslutning af 17. maj 2017 om Kommissionens delegerede forordning af 24. marts 2017 om ændring af delegeret forordning (EU) 2016/1675 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849, idet Guyana slettes fra skemaet i punkt I i bilaget, og Etiopien indsættes i dette skema (C(2017)01951 — 2017/2634(DEA))	201
	Torsdag den 18. maj 2017
2018/C 307/39	Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 18. maj 2017 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelsen af aftalen mellem Den Europæiske Union, Island, Fyrstendømmet Liechtenstein og Kongeriget Norge om en EØS-finansieringsmekanisme (2014-2021), aftalen mellem Kongeriget Norge og Den Europæiske Union om en norsk finansieringsmekanisme (2014-2021), tillægsprotokollen til overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge og tillægsprotokollen til overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Island (06679/2016 — C8-0175/2016 — 2016/0052(NLE))	203
2018/C 307/40	P8_TA(2017)0224 Grænseoverskridende mobile onlineindholdstjenester i det indre marked ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 18. maj 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om sikring af grænseoverskridende mobile onlineindholdstjenester i det indre marked (COM(2015)0627 — C8-0392/2015 — 2015/0284(COD)) P8_TC1-COD(2015)0284 Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 18. maj 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/… om grænseoverskridende portabilitet af onlineindholdstjenester i det indre marked	204
	Torsdag den 1. juni 2017
2018/C 307/41	Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 1. juni 2017 om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår momssatser for bøger, aviser og tidsskrifter (COM(2016)0758 — C8-0529/2016 — 2016/0374(CNS))	205
2018/C 307/42	Europa-Parlamentets ændringer af 1. juni 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af midlertidige autonome handelsforanstaltninger til fordel for Ukraine som supplement til de handelsmæssige indrømmelser i associeringsaftalen (COM(2016)0631 — C8-0392/2016 — 2016/0308(COD))	212
2018/C 307/43	P8_TA(2017)0237 Ensartet udformning af visa ***I Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 1. juni 2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1683/95 af 29. maj 1995 om ensartet udformning af visa (COM(2015)0303 — C8–0164/2015 — 2015/0134(COD)) P8_TC1-COD(2015)0134 Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 1. juni 2017 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/… om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1683/95 om ensartet udformning af visa	220
2018/C 307/44	Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 1. juni 2017 om udkast til Rådets afgørelse om fastsættelse af en flerårig ramme for Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder for 2018-2022 (14423/2016 — C8-0528/2016 — 2016/0204(APP))	221

Indhold		Side

	EUROPA-PARLAMENTET SESSIONEN 2017-2018 Mødeperioden fra den 15. til 18. maj 2017 Protokollen fra denne mødeperiode er offentliggjort i EUT C 38 af 1.2.2018 . VEDTAGNE TEKSTER Mødeperioden fra den 31. maj til den 1. juni 2017 Protokollen fra denne mødeperiode er offentliggjort i EUT C 59 af 15.2.2018 . VEDTAGNE TEKSTER	1

	I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser
	BESLUTNINGER OG RESOLUTIONER
	Europa-Parlamentet
	Tirsdag den 16. maj 2017
2018/C 307/01	Europa-Parlamentets beslutning af 16. maj 2017 om EU-handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020 (2016/2273(INI))	2
2018/C 307/02	Europa-Parlamentets beslutning af 16. maj 2017 om årsrapport 2015 om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser — bekæmpelse af svig (2016/2097(INI))	11
2018/C 307/03	Europa-Parlamentets beslutning af 16. maj 2017 om initiativ vedrørende ressourceeffektivitet: mindre madspild, større fødevaresikkerhed (2016/2223(INI))	25
2018/C 307/04	Europa-Parlamentets beslutning af 16. maj 2017 om evaluering af de eksterne aspekter af toldmyndighedernes resultater og forvaltning som redskab til at forenkle handel og bekæmpe ulovlig handel (2016/2075(INI))	44
	Onsdag den 17. maj 2017
2018/C 307/05	Europa-Parlamentets beslutning af 17. maj 2017 om årsrapport 2014 om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (2015/2283(INI))	52
2018/C 307/06	Europa-Parlamentets beslutning af 17. maj 2017 om finansteknologi: teknologiens indflydelse på finanssektorens fremtid (2016/2243(INI))	57
2018/C 307/07	Europa-Parlamentets beslutning af 17. maj 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret bomuld GHB119 (BCS-GHØØ5-8), i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 (D050182 — 2017/2675(RSP))	67
2018/C 307/08	Europa-Parlamentets beslutning af 17. maj 2017 om udkast til Kommissionens gennemførelsesafgørelse om tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs DAS-40278-9, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (D050183 — 2017/2674(RSP))	71
2018/C 307/09	Europa-Parlamentets beslutning af 17. maj 2017 om situationen i Ungarn (2017/2656(RSP))	75
2018/C 307/10	Europa-Parlamentets beslutning af 17. maj 2017 om den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring (2016/2798(RSP))	79
	Torsdag den 18. maj 2017
2018/C 307/11	Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om Zambia, navnlig sagen vedrørende Hakainde Hichilema (2017/2681(RSP))	84
2018/C 307/12	Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om Etiopien, navnlig sagen vedrørende dr. Merera Gudina (2017/2682(RSP))	87
2018/C 307/13	Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om Sydsudan (2017/2683(RSP))	92
2018/C 307/14	Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om det rette finansieringsmiks for Europas regioner: afbalancering af finansielle instrumenter og tilskud i EU's samhørighedspolitik (2016/2302(INI))	96
2018/C 307/15	Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om fremtidsperspektiver for den tekniske bistand inden for rammerne af samhørighedspolitikken (2016/2303(INI))	103
2018/C 307/16	Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om gennemførelsen af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Korea (2015/2059(INI))	109
2018/C 307/17	Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om opnåelse af en tostatsløsning i Mellemøsten (2016/2998(RSP))	113
2018/C 307/18	Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om EU-strategien for Syrien (2017/2654(RSP))	117
2018/C 307/19	Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om vejtransport i Den Europæiske Union (2017/2545(RSP))	123
2018/C 307/20	Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om flygtningelejren Dadaab (2017/2687(RSP))	131
2018/C 307/21	Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om hvordan man får omfordelingsordningen til at virke (2017/2685(RSP))	137
2018/C 307/22	Europa-Parlamentets beslutning af 18. maj 2017 om gennemførelse af Rådets retningslinjer for LGBTI-personer, navnlig i forbindelse med forfølgelse af (formodede) homoseksuelle mænd i Tjetjenien (2017/2688(RSP))	140
	Torsdag den 1. juni 2017
2018/C 307/23	Europa-Parlamentets beslutning af 1. juni 2017 om internetkonnektivitet med henblik på vækst, konkurrencedygtighed og samhørighed: et europæisk gigabitsamfund og 5G (2016/2305(INI))	144
2018/C 307/24	Europa-Parlamentets beslutning af 1. juni 2017 med henstillinger til Kommissionen om beskyttelse af sårbare voksne (2015/2085(INL))	154
2018/C 307/25	Europa-Parlamentets beslutning af 1. juni 2017 om den flerårige ramme for EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder for 2018-2022 (2017/2702(RSP))	161
2018/C 307/26	Europa-Parlamentets beslutning af 1. juni 2017 om digitalisering af den europæiske industri (2016/2271(INI))	163
2018/C 307/27	Europa-Parlamentets beslutning af 1. juni 2017 om en fælleserklæring fra Parlamentet, Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet og Kommissionen om den nye europæiske konsensus om udvikling — Vores verden, vores værdighed, vores fremtid (2017/2586(RSP))	175
2018/C 307/28	Europa-Parlamentets beslutning af 1. juni 2017 om modstandsdygtighed som en strategisk prioritet i EU's optræden udadtil (2017/2594(RSP))	177
2018/C 307/29	Europa-Parlamentets beslutning af 1. juni 2017 om bekæmpelse af antisemitisme (2017/2692(RSP))	183
2018/C 307/30	Europa-Parlamentets beslutning af 1. juni 2017 om FN's konference på højt plan til støtte for gennemførelsen af bæredygtigt udviklingsmål nr. 14 (FN's havkonference) (2017/2653(RSP))	186