—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 (1), særlig artikel 62, stk. 4, (»gensidighedsmekanismen«),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. april 2016»Status og de mulige veje frem med hensyn til situationen med manglende gensidighed på visumområdet i forhold til visse tredjelande« (COM(2016)0221),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. juli 2016»Status og de mulige veje frem med hensyn til situationen med manglende gensidighed på visumområdet i forhold til visse tredjelande (opfølgning på meddelelsen af 12. april)« (COM(2016)0481),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. december 2016»Status og de mulige veje frem med hensyn til situationen med manglende gensidighed på visumområdet i forhold til visse tredjelande (opfølgning på meddelelsen af 12. april)« (COM(2016)0816),

—

der henviser til artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 80, 265 og 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til sin drøftelse af »forpligtelser med hensyn til visumgensidighed«, som blev holdt i Strasbourg den 14. december 2016,

—

der henviser til forespørgsel til Kommissionen om Kommissionens forpligtelser for så vidt angår visumgensidighed i henhold til artikel 1, stk. 4, i forordning (EF) nr. 539/2001 (O-000142/2016 — B8-1820/2016),

—

der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.

der henviser til, at kriteriet om visumgensidighed som et af de kriterier, der styrer EU's visumpolitik, almindeligvis forstås således, at EU-borgere bør være underlagt de samme vilkår, når de rejser til et tredjeland, som statsborgerne i dette land er underlagt, når de rejser til EU;

B.

der henviser til, at formålet med visumgensidighedsmekanismen er at opnå en sådan visumgensidighed; der henviser til, at EU's visumpolitik forbyder de enkelte medlemsstater at indføre et visumkrav for et tredjelands statsborgere, hvis dette land er med på listen i bilag II til forordning (EF) nr. 539/2001 (lande, hvis statsborgere er fritaget for visumkrav ved kortvarige ophold);

C.

der henviser til, at gensidighedsmekanismen blev ændret i 2013 med Parlamentet som medlovgiver, da det var nødvendigt at tilpasse den i lyset af Lissabontraktatens ikrafttræden og EU-Domstolens retspraksis om afledte retsgrundlag og »for at give Unionen mulighed for at reagere solidarisk, hvis et tredjeland opført på listen i bilag II til forordning (EF) nr. 539/2001 indfører visumpligt for mindst én medlemsstats statsborgere« (betragtning 1 i forordning (EU) nr. 1289/2013);

D.

der henviser til, at gensidighedsmekanismen fastsætter en procedure, der begynder med en situation med manglende gensidighed, med præcise tidsfrister og foranstaltninger, der skal træffes med henblik på at bringe en situation med manglende gensidighed til ophør; der henviser til, at dens indbyggede logik indbefatter foranstaltninger, der bliver stadig strengere, overfor det pågældende tredjeland, herunder i sidste ende en suspension af fritagelsen for visumkrav for alle det pågældende tredjelands statsborgere (»anden fase af anvendelsen af gensidighedsmekanismen«);

E.

der henviser til, at »[for] at sikre en passende inddragelse af Europa-Parlamentet og Rådet i anden fase af anvendelsen af gensidighedsmekanismen og i betragtning af den særligt følsomme politiske karakter af suspensionen af visumfritagelsen for alle statsborgere fra et tredjeland, der er opført på listen i bilag II til forordning (EF) nr. 539/2001, og de horisontale virkninger for medlemsstaterne, de associerede Schengenlande og Unionen selv, navnlig for så vidt angår deres eksterne forbindelser og Schengenområdets generelle funktionsmåde, [er] beføjelserne til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde [delegeret] til Kommissionen for så vidt angår visse elementer i gensidighedsmekanismen«, herunder for suspensionen af visumfritagelsen for alle statsborgere fra det berørte tredjeland;

F.

der henviser til, at »Europa-Parlamentet eller Rådet kan beslutte at tilbagekalde delegationen« (artikel 290, stk. 2, litra a), i TEUF);

G.

der henviser til, at »den delegerede retsakt kun kan træde i kraft, hvis Europa-Parlamentet eller Rådet ikke gør indsigelse inden for den frist, der er fastsat i den lovgivningsmæssige retsakt« (artikel 290, stk. 2, litra b);

H.

der henviser til, at Kommissionen klagede til EU-Domstolen over valget af delegerede retsakter i anden fase af anvendelsen af gensidighedsmekanismen, og til, at Domstolen anså lovgiverens valg for at være korrekt (sag C-88/14);

I.

der henviser til, at mekanismen således klart og tydeligt tillægger Parlamentet, Rådet og Kommissionen forpligtelser og ansvar i gensidighedsmekanismens forskellige faser;

1.

2.

3.

—

der henviser til sin holdning af 6. februar 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om gennemsigtighed i prisbestemmelserne for humanmedicinske lægemidler og disse lægemidlers inddragelse under de offentlige sygesikringsordninger (1),

—

der henviser til artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), der fastsætter, at der bør sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau for mennesker ved fastsættelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter,

—

der henviser til Kommissionens Refit-evaluering af Rådets forordning (EF) nr. 953/2003 om hindring af omlægning til Den Europæiske Union af handelen med visse essentielle lægemidler (SWD(2016)0125),

—

der henviser til forpligtelserne fastlagt i artikel 81 i direktiv 2001/83/EF til opretholdelse af en hensigtsmæssig og fortsat levering af lægemidler,

—

der henviser til Kommissionens Inception Impact Assessment (2) af styrkelsen af EU-samarbejdet om medicinsk teknologivurdering (MTV),

—

der henviser til strategien for MTV-nettet vedrørende EU-samarbejde om medicinsk teknologivurdering (MTV) af 29. oktober 2014 (3),

—

der henviser til den endelige rapport fra Kommissionens undersøgelse af lægemiddelsektoren (SEC(2009)0952),

—

der henviser til Kommissionen rapport fra 2013 med titlen »Health inequalities in the EU — Final report of a consortium. Consortium lead: Sir Michael Marmot« (4), hvor det anføres, at sundhedssystemerne spiller en væsentlig rolle i at mindske risikoen for fattigdom og bidrage til at reducere fattigdom,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 1. december 2014 om innovation til gavn for patienter (5),

—

der henviser til konklusionerne fra det uformelle møde i Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) den 18. april 2016,

—

der henviser til Kommissionens sjette rapport om overvågning af patentforligsaftaler i lægemiddelsektoren,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Sikre, innovative og tilgængelige lægemidler: et nyt perspektiv for lægemiddelsektoren« (COM(2008)0666),

—

der henviser til præmis 249 og 250 i Domstolens dom af 14. februar 1978 i sag 27/76 om for høje priser,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 17. juni 2016 om styrkelse af balancen i lægemiddelsystemerne i Den Europæiske Union og dens medlemsstater,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1082/2013/EU af 22. oktober 2013 om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler og om ophævelse af beslutning nr. 2119/98/EF (6),

—

der henviser til rapporten fra FN's generalsekretærs panel på højt plan om adgang til lægemidler — fremme af innovation og adgang til sundhedsteknologier — offentliggjort i september 2016,

—

der henviser til Rådet konklusioner af 10. maj 2006 om de fælles værdier og principper for EU's sundhedssystemer og til konklusionerne fra samlingen i Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) den 6. april 2011 og den 10. december 2013 om overvejelser om moderne, lydhøre og bæredygtige sundhedssystemer,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Effektive, tilgængelige og elastiske sundhedssystemer« (COM(2014)0215),

—

der henviser til undersøgelsen med titlen »Towards a Harmonised EU Assessment of the Added Therapeutic Value of Medicines« (Mod en harmoniseret EU-vurdering af lægemidlers terapeutiske merværdi), som Temaafdeling A »Økonomisk og Videnskabelig Politik« offentliggjorde i 2015 (7),

—

der henviser til Verdenssundhedsorganisationens rapport med titlen »WHO Expert Committee on the Selection of Essential Drugs, 17-21 October 1977 — WHO Technical Report Series, No. 615« og rapporten fra WHO's sekretariat af 7. december 2001 med titlen »WHO medicines strategy: Revised procedure for updating WHO’s Model List of Essential Drugs’ (EB109/8)«, WHO-rapporten fra marts 2015 med titlen »Access to new medicines in Europe« og WHO-rapporten fra 28. juni 2013 med titlen »Priority Medicines for Europe and the World«,

—

der henviser til forordning (EF) nr. 141/2000 om lægemidler til sjældne sygdomme,

—

der henviser til artikel 35 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 6, litra a, i TEUF om europæiske borgeres ret til sundhedsbeskyttelse,

—

der henviser til artikel 101 og 102 i TEUF om konkurrenceregler,

—

der henviser til Dohaerklæringen om aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder og folkesundhed (WTO/MIN(01/DEC/2) og gennemførelsen af stk. 6 i Dohaerklæringen af 1. september 2003 (WTO/L/540),

—

der henviser til forordning (EF) nr. 816/2006 om tvangslicens til udnyttelse af patenter vedrørende fremstilling af farmaceutiske produkter med henblik på eksport til lande med folkesundhedsproblemer,

—

der henviser til aftalen om proceduren for fælles udbud, som Kommissionen godkendte den 10. april 2014 (8),

—

der henviser til Nairobi-konferencen i 1985 om den rationelle anvendelse af lægemidler,

—

der henviser til betænkningen om ændring af forordning (EF) nr. 726/2004, der blev godkendt af Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0035/2016) og Parlamentets vedtagne ændringer af 10. marts 2016 (9),

—

der henviser til sin beslutning af 16. september 2015 om Kommissionens arbejdsprogram for 2016 (10),

—

der henviser til sin beslutning af 11. september 2012 om frivillig og vederlagsfri vævs- og celledonation (11),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udviklingsudvalget, Retsudvalget og Udvalget for Andragender (A8-0040/2017),

A.

der henviser til, at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder anerkender borgernes grundlæggende ret til sundhedsydelser og lægehjælp (12);

B.

der henviser til, at de offentlige sundhedsvæsener er afgørende for at garantere en almen adgang til sundhedspleje, der er en grundlæggende rettighed for EU's borgere; der henviser til, at sundhedssystemerne i EU står over for udfordringer såsom en aldrende befolkning, øgede udgifter til kroniske sygdomme, høje omkostninger forbundet med udviklingen af nye teknologier, høje og stigende farmaceutiske udgifter samt konsekvenserne af den økonomiske krise for udgifterne på sundhedsområdet; der henviser til, at lægemiddeludgifterne i 2014 tegnede sig for 17,1 % af de samlede sundhedsudgifter og for 1,41 % af bruttonationalproduktet (BNP) i EU; der henviser til, at disse udfordringer tilskynder til europæisk samarbejde og nye politiske foranstaltninger både på EU-plan og nationalt plan;

C.

der henviser til, at lægemidler er et af de vigtigste elementer af sundhedsydelser snarere end blot handelsgenstande, og til, at utilstrækkelig adgang til vigtige lægemidler og høje priser for innovative lægemidler udgør en alvorlig trussel for de nationale sundhedssystemers bæredygtighed;

D.

der henviser til, at patienter bør have adgang til sundhedsydelser og behandlingsmuligheder efter deres eget valg og egne præferencer, herunder supplerende og alternative terapier og lægemidler;

E.

der henviser til, at sikring af, at patienter har adgang til vigtige lægemidler til overkommelige priser, er et af hovedmålene for EU og WHO og for FN’s tredje mål for bæredygtig udvikling; der henviser til, at adgang for alle til lægemidler afhænger af deres rettidige tilgængelighed og overkommelige priser for alle uden en geografisk forskelsbehandling;

F.

der henviser til, at konkurrence er en vigtig faktor i den samlede balance på markedet for lægemidler og kan sænke omkostningerne, mindske udgifterne til lægemidler og forbedre patienternes rettidige adgang til lægemidler til overkommelige priser, samtidig med at de højeste kvalitetsstandarder i forsknings- og udviklingsprocessen overholdes;

G.

der henviser til, at markedsadgang for generiske lægemidler er en vigtig mekanisme til at øge konkurrencen, reducere priserne og sikre sundhedssystemernes bæredygtighed; der henviser til, at generiske lægemidlers markedsadgang ikke bør forsinkes, og at konkurrencen ikke bør forvrides;

H.

der henviser til, at et sundt og konkurrencedygtigt marked for lægemidler drager fordel af en nøje overvågning af konkurrencelovgivningen;

I.

der henviser til, at priserne på nye lægemidler i de seneste årtier i mange tilfælde er steget så meget, at mange europæiske borgere ikke længere har råd til dem, og at de udgør en trussel for de nationale sundhedssystemers bæredygtighed;

J.

der henviser til, at der ud over høje og uoverkommelige priser findes andre hindringer for adgangen til lægemidler, herunder knapheden på visse vigtige lægemidler, den ringe sammenhæng mellem kliniske behov og forskning, manglende adgang til sundhedsydelser og sundhedspersonale, urimelige administrative procedurer, forsinkelser fra markedsføringstilladelser til beslutninger om prisfastsættelse og godtgørelse, utilgængelige produkter, patentretlige bestemmelser og budgetmæssige begrænsninger;

K.

der henviser til, at sygdomme som hepatitis C kan bekæmpes med succes gennem tidlig diagnosticering og behandling med en kombination af nye og gamle lægemidler, hvilket vil redde millioner af mennesker i hele EU;

L.

der henviser til, at antallet af personer, der har fået konstateret kræft, stiger hvert år, og kombinationen af et øget antal tilfælde af kræft i befolkningen og nye teknologisk avancerede kræftlægemidler har resulteret i en situation, hvor de samlede omkostninger til kræft er stigende, hvilket stiller hidtil usete krav til sundhedsbudgetterne og bevirker, at behandlingen er for dyr for mange kræftpatienter og således øger risikoen for, at overkommelige priser eller prisfastsættelsen af den medicinske behandling vil blive en afgørende faktor i en patients kræftbehandling;

M.

der henviser til, at forordning (EF) nr. 1394/2007 om lægemidler til avanceret terapi blev indført for at fremme innovation på området i hele EU og samtidig garantere sikkerhed, men at der til trods for dette hidtil kun er givet tilladelse til 8 nye behandlingsformer;

N.

der henviser til, at EU har måttet indføre incitamenter til fremme af forskning på områder såsom sjældne sygdomme og børnesygdomme; der henviser til, at lovgivningen om sjældne sygdomme har været en vigtig ramme for fremme af forskning i lægemidler til sjældne sygdomme, hvilket har medført en betydelig forbedring af behandlingen af de sygdomme, for hvilke der ikke tidligere fandtes et alternativ, men der henviser til, at der imidlertid er betænkeligheder med hensyn til gennemførelsen;

O.

der henviser til, at gabet mellem den stigende resistens mod antimikrobielle virkestoffer og udviklingen af nye antimikrobielle virkestoffer øges, og der henviser til, at resistente sygdomme kan forårsage 10 mio. dødsfald pr. år på verdensplan inden 2050; der henviser til, at det skønnes, at der hvert år i EU dør mindst 25 000 mennesker af infektioner, der er forårsaget af resistente bakterier, hvilket genererer udgifter i størrelsesordenen 1,5 mia. EUR pr. år, samtidig med at der kun er blevet udviklet én ny gruppe antibiotika i de seneste 40 år;

P.

der henviser til, at der i de seneste årtier er sket betydelige fremskridt inden for behandling af tidligere uhelbredelige sygdomme, med det resultat, at der eksempelvis ikke længere er patienter i EU, der dør af hiv/aids der imidlertid henviser til, at der dog stadig findes mange sygdomme, som ikke kan behandles optimalt (f.eks. dør næsten 1,3 millioner mennesker årligt af kræft i EU);

Q.

der henviser til, at adgang til passende diagnostik og vacciner til overkommelige priser er lige så vigtigt som adgang til sikre, effektive lægemidler til overkommelige priser;

R.

der henviser til, at lægemidler til avanceret terapi har potentiale til at omforme behandlingen af en lang række tilstande, navnlig på sygdomsområder, hvor traditionelle tilgange ikke er tilstrækkelige, og at kun få lægemidler til avanceret terapi er blevet godkendt indtil videre;

S.

der henviser til, at visse vigtige lægemidler ikke er tilgængelige i mange medlemsstater, og at dette kan skabe problemer for patientbehandlingen; der henviser til, at der kan forekomme mangel på lægemidler enten på grund af ulovlige forretningsstrategier, såsom »pay for delay« i lægemiddelsektoren, eller på grund af politiske, fremstillings- eller distributionsmæssige spørgsmål eller parallelhandel; der henviser til, at artikel 81 i direktiv 2001/83/EF fastsætter foranstaltninger til at forebygge mangel på lægemidler ved hjælp af den såkaldte offentlige serviceforpligtelse, der forpligter fabrikanterne og distributørerne til at beskytte udbuddet på det nationale marked; der henviser til, at den offentlige serviceforpligtelse i mange tilfælde ikke anvendes på de fabrikanter, der forsyner distributørerne, som angivet i en undersøgelse bestilt af Kommissionen;

T.

der henviser til, at en stabil og forudsigelig ramme for intellektuel ejendomsret og lovgivning samt en passende og rettidig gennemførelse heraf er afgørende for at skabe et innovationsvenligt miljø, der støtter patienternes adgang til innovative og effektive behandlinger;

U.

der henviser til, at formålet med intellektuel ejendomsret er at gavne samfundet og fremme innovation, men at der er bekymring for, at der sker misbrug heraf;

V.

der henviser til, at WTO's aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS-aftalen) siden 1995 har givet fleksibilitet til patentrettigheder, som f.eks. ved tvangslicens;

W.

der henviser til, at et pilotprojekt iværksat af Det Europæiske Lægemiddelagentur i 2014 kendt som »adaptive pathways«, der navnlig anvendes for behandling på områder med et stort uopfyldt medicinsk behov, fremkaldte en heftig debat om forholdet mellem risici og fordele ved at give tidligere markedsadgang til innovative lægemidler med færre kliniske data;

X.

der henviser til, at beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder er af afgørende betydning på området lægemiddeladgang, og til, at der er behov for at finde mekanismer, der kan bidrage til at bekæmpe fænomenet forfalskede lægemidler;

Y.

der henviser til en europæisk dialog på højt plan for nogle år siden, som samlede sundhedsverdenens vigtigste beslutningstagere og aktører (G10 i 2001-2002 og derefter lægemiddelindustriens forum i 2005-2008), der besluttede at udforme en fælles strategisk vision og iværksætte konkrete tiltag for at bidrage til lægemiddelsektorens konkurrenceevne;

Z.

der henviser til, at kun 3 % af sundhedsbudgetterne går til forebyggelse og fremme af folkesundheden;

AA.

der henviser til, at prissætning og godtgørelse af lægemidler hører under medlemsstaternes kompetencer og reguleres på nationalt plan; der henviser til, at EU udarbejder lovgivning om intellektuel ejendomsret, kliniske forsøg, markedsføringstilladelse, gennemsigtighed i prissætningen, lægemiddelovervågning og konkurrence; der henviser til, at de stigende udgifter i den farmaceutiske sektor samt det konstaterede misforhold i forhandlingskapacitet og oplysninger om prissætning mellem lægemiddelvirksomheder og medlemsstaterne tilskynder til yderligere europæisk samarbejde og nye politiske foranstaltninger både på EU-plan og nationalt plan; der henviser til, at priserne på lægemidler normalt fastlægges gennem bilaterale og fortrolige forhandlinger mellem lægemiddelindustrien og medlemsstaterne;

AB.

der henviser til, at de fleste medlemsstater har deres egne teknologivurderingsorganer inden for sundhedspleje med egne kriterier;

AC.

der henviser til, at Parlamentet og Rådet for at imødegå de fælles sikkerhedsudfordringer i henhold til artikel 168 i TEUF kan vedtage foranstaltninger til fastsættelse af høje standarder for kvaliteten og sikkerheden af lægemidler, og der henviser til, at lovforslag på sundhedsområdet, ifølge artikel 114, stk. 3, i TEUF, skal tage udgangspunkt i et højt beskyttelsesniveau;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

42.

43.

44.

45.

46.

47.

48.

49.

50.

51.

52.

53.

54.

55.

56.

57.

58.

59.

60.

61.

62.

63.

64.

65.

66.

67.

68.

69.

70.

71.

72.

73.

74.

75.

76.

77.

78.

79.

80.

81.

82.

83.

84.

85.

86.

87.

88.

89.

90.

91.

92.

93.

94.

95.

96.

97.

98.

99.

100.

101.

102.

103.

104.

105.

106.

107.

108.

109.

110.

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1295/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1718/2006/EF, nr. 1855/2006/EF og nr. 1041/2009/EF (1) (»forordningen«),

—

der henviser til artikel 167 og 173 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til konventionen om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed, vedtaget af De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO'S konvention om beskyttelse af kulturel mangfoldighed) den 20. oktober 2005,

—

der henviser til den fælles meddelelse fra Europa-Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 8. juni 2016 til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen »Towards an EU strategy for international cultural relations« (»en EU-strategi for internationale kulturelle forbindelser«) (JOIN(2016)0029),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. september 2012 med titlen »Fremme af de kulturelle og kreative sektorers bidrag til vækst og beskæftigelse i EU« (COM(2012)0537),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 30. juni 2010 med titlen »En ny turismepolitik for Europa — verdens førende rejsemål« (COM(2010)0352),

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 27. april 2010 med titlen »Frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale« (COM(2010)0183),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/1017 af 25. juni 2015 om Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning og Den Europæiske Portal for Investeringsprojekter og om ændring af forordning (EU) nr. 1291/2013 og (EU) nr. 1316/2013 — Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (2),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 27. maj 2015 om kulturelle og kreative krydsninger for at stimulere innovation, økonomisk bæredygtighed og social integration,

—

der henviser til sin beslutning af 8. september 2015 med titlen »På vej mod en integreret tilgang til kulturarv i Europa« (3),

—

der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 om betydningen af interkulturel dialog, kulturel mangfoldighed og uddannelse for fremme af EU's grundlæggende værdier (4),

—

der henviser til sin beslutning af 28. april 2015 om europæisk film i den digitale tidsalder (5),

—

der henviser til undersøgelsen med titlen »European capitals of culture: success strategies and long-term effects« (Europæiske kulturbyer: vellykkede strategier og langsigtede virkninger), der blev foretaget af Temaafdeling B: Struktur- og Samhørighedspolitik i 2013 efter anmodning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget,

—

der henviser til sin beslutning af 12. september 2013 om fremme af de europæiske kulturelle og kreative sektorer som kilder til økonomisk vækst og beskæftigelse (6),

—

der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om de kulturelle dimensioner af EU's optræden udadtil (7),

—

der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale (8),

—

der henviser til EU's arbejdsplan på kulturområdet (2015-2018),

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen om bedre lovgivning, særlig punkt 20-24 om efterfølgende evaluering af eksisterende lovgivning,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i og bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

—

der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelse fra Budgetudvalget (A8-0030/2017),

A.

der henviser til, at programmet Et Kreativt Europa har til formål at bevare og fremme den europæiske kulturelle og sproglige mangfoldighed, fremme Europas kulturarv og at styrke de europæiske kulturelle og kreative sektorers konkurrenceevne;

B.

der henviser til, at kultur er en nøglefaktor til fremme af europæisk integration;

C.

der henviser til, at programmet Et Kreativt Europa, navnlig dets Kulturdelprogram, er alvorligt underfinansieret, og det derfor har svært ved at opfylde de høje forventninger;

D.

der henviser til, at i henhold til artikel 3 og 4 i forordningen er fremme af Europas kulturelle og sproglige mangfoldighed og Europas kulturelle arv — og især fremme af den tværnationale udbredelse af kulturelle og kreative frembringelser — blandt de grundlæggende målsætninger for programmet;

E.

der henviser til, at i henhold til forordningens artikel 12 er fremme af den tværnationale udbredelse og mobilitet — og specifikt støtte til udbredelsen af europæisk litteratur med henblik på at sikre bredest mulig tilgængelighed — blandt prioriteterne i Kulturdelprogrammet;

F.

der henviser til, at et enkeltstående programs struktur giver fordele, der fører til, at en kritisk masse nås, og områder synliggøres, der stadig er undervurderede og står over for de samme udfordringer med hensyn til opsplitning, globalisering, manglende data og vanskelighederne med at få adgang til kredit;

G.

der henviser til, at programmets struktur i to delprogrammer, der bevarer begges særlige egenskaber og identitet, og tilføjelsen af et tværfagligt delprogram er et aktiv for at sikre en bedre forståelse af samarbejde og udvikling på det kulturelle område, der knytter forbindelser til tredjelande;

H.

der henviser til det tværfaglige delprogram kun delvist har udviklet sit strategiske mål om at fremme det kulturelle samarbejde på tværs af nationer og sektorer;

I.

der henviser til, at Et Kreativt Europa giver mulighed for samarbejde og fælles aktioner med lande, der ikke deltager i programmet, og med internationale organisationer, som er aktive i de kulturelle og kreative sektorer, såsom UNESCO, Europarådet og OECD, på grundlag af fælles bidrag til realiseringen af programmets mål;

J.

der henviser til, at det system med resultatindikatorer, der er omhandlet i artikel 18 i forordningen, herunder indikatorerne for programmets generelle mål, de indikatorer, der er knyttet til MEDIA- og Kulturdelprogrammerne, og de specifikke indikatorer vedrørende garantifaciliteten instrument, endnu ikke er fastlagt eller taget i brug;

K.

der henviser til, at det nuværende evalueringssystem har vist sig uegnet til programmets karakter og særegenhed, og det bør derfor forbedres;

L.

der henviser til, at specifikke tiltag, såsom initiativet Den Europæiske Kulturhovedstad, herunder dets netværk, priser og det europæiske kulturarvsmærke, har vist, at der er potentiale for en bæredygtig lokal økonomisk udvikling og kulturturisme og bør derfor styrkes og fremmes mere proaktivt;

M.

der henviser til, at en specifik indkaldelse af projekter om flygtninge i det europæiske samfund blev iværksat i 2016 inden for det tværfaglige delprogram med henblik på at fremme og støtte kreativitet og interkulturel dialog;

N.

der henviser til, at finansiering af samarbejdsprojekter inden for Kulturdelprogrammet optager ca. 70 % af delprogrammets budget, og at de er meget populære blandt kulturaktører og er rettet mod fælles tilgange på tværs af grænserne for at muliggøre en åben formulering af uforudsigelige, meget innovative og kreative projekter, som bifaldes udtrykkeligt;

O.

der henviser til, at selv om forordningen foreskriver oprettelse af bilaterale aftaler med tredjelande med henblik på deres deltagelse i programmet eller dele af det, har kun få lande til dato afsluttet proceduren;

P.

der henviser til, at takket være Parlamentets indgriben er kultur, kulturelle og kreative industrier (KKI'er) og den audiovisuelle sektor blevet medtaget, om end i utilstrækkelig grad, i de flerårige programmer Erasmus +, Horisont 2020 og COSME samt i strukturfondene og prioriteterne for Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EISF);

Q.

der henviser til, at der er en stærk synergi mellem uformel læring og den kreative og medierelaterede branche, da mange kunst-, medie- og kulturorganisationer giver uformelle uddannelsesmuligheder;

R.

der henviser til, at andelen af ansøgere, der modtager støtte, er 15 % for Kultur og 44 % for MEDIA, men endnu lavere (32 %) i sidstnævnte delprogram, hvis de automatiske støtteordninger udelades;

S.

der henviser til, at MEDIA indtil videre har registreret i alt 13 000 ansøgninger og tildelt støtte til mere end 5 500 projekter;

T.

der henviser til, at MEDIA's automatiske pointsystem, der har til formål at sikre lige konkurrencevilkår mellem medlemsstaterne, fører til konkurrenceforvridning og i høj grad straffer lande med en høj AV-produktionskapacitet;

U.

der henviser til, at den slags støtte, der tildeles samarbejdsprojekter inden for rammerne af Et Kreativt Europas Kulturdelprogram, ikke passer til behovene i netværk, der er afhængige af operationel struktur og aktiviteter som i det foregående Kulturprogram for 2007-2013;

V.

der henviser til, at den administrative forvaltning (ansøgnings-, evaluerings- og rapporteringsprocesserne) er blevet kritiseret af interessenterne for stadig at være besværlig; understreger derfor behovet for at forenkle ansøgningsproceduren for at lette adgangen til programmet og tilskynde til deltagelse hos potentielle støttemodtagere;

W.

der henviser til, at kontorerne for Et Kreativt Europa udgør den afgørende forbindelse mellem Kommissionen, Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA) og ansøgerne, og at de bør være bedre orienteret om den igangværende beslutningsproces og bør inddrages tæt i levering af information om projekter og fremme af resultaterne;

X.

der henviser til, at aktørerne beklager de store administrative byrder i forbindelse med ansøgningsprocessen, som indeholder omfattende retningslinjer og et stort antal dokumenter med til tider modstridende oplysninger;

Y.

der henviser til, at det forlyder, at det er problematisk at registrere selskaber i Europa-Kommissionens autentificeringstjeneste (ECAS); der imidlertid henviser til, at det elektroniske ansøgningsskema er blevet meget positivt modtaget;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

42.

43.

44.

45.

46.

47.

48.

49.

50.

51.

52.

53.

54.

55.

56.

57.

58.

59.

60.

61.

—

der henviser til artikel 10 og 11 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvoraf det fremgår, at »enhver borger har ret til at deltage i Unionens demokratiske liv«, at »institutionerne giver på passende måder borgere og repræsentative sammenslutninger mulighed for at give udtryk for deres opfattelser angående alle Unionens arbejdsområder og for at diskutere dem offentligt«, og de »fører en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med de repræsentative sammenslutninger og civilsamfundet«,

—

der henviser til protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union,

—

der henviser til protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

—

der henviser til Rådets forordning (EU) nr. 390/2014 af 14. april 2014 om oprettelse af programmet »Europa for Borgerne« for perioden 2014-2020 (1),

—

der henviser til sin beslutning af 19. januar 2016 om betydningen af interkulturel dialog, kulturel mangfoldighed og uddannelse for fremme af EU's grundlæggende værdier (2),

—

der henviser til rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om gennemførelsen, resultaterne og den samlede vurdering af programmet »Europa for Borgerne« 2007-2013 (COM(2015)0652),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52 og artikel 1, stk. 1, litra e), i og bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

—

der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0017/2017),

A.

der henviser til, at programmet Europa for Borgerne er et enestående og højst symbolsk program, idet det fungerer som en øvelse i at lytte til civilsamfundets debat, stimulerer kritisk tænkning om det europæiske projekt, dets historie og om de bevægelser og idéer, der har fremmet det, og idet det bidrager til et bedre kendskab til beslutningsprocessen i EU ved at forbedre betingelserne for demokratisk engagement og aktivt medborgerskab på EU-plan;

B.

der henviser til, at programmet Europa for Borgerne har til formål at styrke en følelse af EU-borgerskab, øge den gensidige tolerance og fremme en bedre forståelse af EU, dets oprindelse og udvikling, dets værdier, dets institutioner og kompetencer samt til at fremme en aktiv dialog mellem EU's borgere; der henviser til, at de af programmet omfattede aktiviteter kan betragtes om en del af en uformel livslang uddannelse i medborgerskab;

C.

der henviser til, at kampagnen »1 euro pr. borger« til programmet Europa for Borgerne har til formål at udsende et stærk symbolsk budskab om, at man skal lytte til borgernes stemme i Europa;

D.

der henviser til, at den nuværende forøgelse af euroskepsissen — der kommer til udtryk ved, at anti-europæiske kræfter stille spørgsmålstegn ved selve eksistensen af det europæiske projekt, og som kulminerede for nyligt med afstemningen til fordel for Brexit — understreger betydningen af sådanne programmer og gør det endnu mere nødvendigt at fremme udviklingen af en fælles følelse af europæisk identitet, at reflektere over årsagerne til Den Europæiske Unions tab af troværdighed, at tilskynde til aktivt medborgerskab og at starte en dybtgående debat om europæiske værdier, som bør inddrage hele civilsamfundet og institutionerne selv — samt en oplysningskampagne om, hvordan EU-institutioner fungerer — samtidig med at der sættes fokus på de muligheder, det giver at høre til EU;

E.

understreger, at der, før et land tiltræder Den Europæiske Union, kræves en omfattende og holistisk forberedelse med hensyn til spørgsmål som historiebevidsthed, accept af fortiden og med hensyn til at sikre borgernes aktive deltagelse i samfundslivet i det pågældende land;

F.

der henviser til, at alle EU-institutioner i overensstemmelse med artikel 11 i EU-traktaten er forpligtet til at give borgere og repræsentative sammenslutninger mulighed for at diskutere deres opfattelse angående alle Unionens arbejdsområder; der henviser til, at denne bestemmelse også omfatter at EU-institutionernes forpligtelser til at føre en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med civilsamfundet og Kommissionen pligt til at foretager brede høringer af de berørte parter;

G.

der henviser til, at artikel 20 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastlægger unionsborgerskabets grundlæggende status og angiver de rettigheder, der er knyttet til det, og der henviser til, at en bedre forståelse af EU er en vigtig forudsætning for fuldt ud at nyde godt af disse rettigheder;

H.

der henviser til, at aktivt medborgerskab, undervisning om medborgerskab og interkulturel dialog er afgørende forudsætninger for at opbygge åbne, inklusive og stærke samfund;

I.

der henviser til, at det nuværende program er baseret på artikel 352 i TEUF, som kun giver Parlamentet ret til at give udtryk for sin holdning under godkendelsesproceduren, hvilket Parlamentet gjorde voldsom indsigelse imod på det tidspunkt, hvor Kommissionen fremsatte forslaget, fordi det står i skarp modsætning til programmets demokratiske natur;

J.

der henviser til, at den efterfølgende evaluering, som Kommissionen foretog, bekræftede relevansen af programmets mål og det faktum, at programmet har givet mulighed for initiativer, der ikke kunne været blevet finansieret på anden måde, fordi det er forskelligt fra andre programmer med hensyn til anvendelsesområde, mål, aktiviteter og målgrupper;

K.

der henviser til, at finansieringsrammen for programmet Europa for Borgerne efter de skæringer i finansieringsrammen, der fulgte af forhandlingerne om de flerårige finansielle ramme (FFR) 2014-2020, blev reduceret med ca. 29,5 mio. EUR, og der henviser til, at den begrænsede finansieringsramme på 185,47 mio. EUR til programmet kun udgør 0,0171 % af FFR;

L.

der henviser til, at medlemsstaterne har vist sig at have en tendens til at trække sig ud af samfinansieringen af disse projekter, og at lokale myndigheder kommer i vanskeligheder, når det drejer sig om EU-projekter med store medfinansieringssatser;

M.

der henviser til, at antallet af projekter, der kunne finansieres i 2014, faldt med næsten 25 % i forhold til det tidligere program som følge af nedskæringen af finansieringsrammen;

N.

der henviser til, at ikke-formel og uformel læring samt frivillig arbejde, sport, kunst og kultur frembyder mange muligheder for undervisning i medborgerskab og aktivt medborgerskab;

O.

der henviser til, at der er behov for yderligere synergier med andre programmer og bedre kommunikation med andre GD'er for at mindske overlapning og styrke programmets virkning;

P.

der henviser til, at det findes veldokumenterede værdier ved de eksisterende projekter med venskabsbyer og -kommuner (venskabsbyforbindelser — netværk af byer), som styrker den gensidige forståelse mellem borgerne og fremmer venskab og samarbejde;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 191 og 207,

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 21, stk. 2,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Handel for alle — En mere ansvarlig handels- og investeringspolitik« (COM(2015)0497),

—

der henviser til EU's tekstforslag til et kapitel om handel og bæredygtig udvikling i det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP), særlig artikel 10-16,

—

der henviser til resultatet af FN's verdenstopmøde om bæredygtig udvikling i 2015 med titlen »Transforming our World: the 2030 Agenda for Sustainable Development«, navnlig punkt 9 og 33 og mål 15,

—

der henviser til den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT), særlig artikel XX, litra a) og g),

—

der henviser til EU's handlingsplan fra 2016 for bekæmpelse af ulovlig handel med vilde dyr og planter (COM(2016)0087) (»handlingsplanen«),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 20. juni 2016 om EU's handlingsplan mod ulovlig handel med vilde dyr og planter,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 338/97 af 9. december 1996 om beskyttelse af vilde dyr og planter ved kontrol af handelen (1) hermed og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet (2),

—

der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 69/314 om bekæmpelse af ulovlig handel med vilde dyr og planter samt FN's Miljøforsamlings resolution 1/3 om ulovlig handel med vilde dyr og planter,

—

der henviser til resultatet af CITES COP17 i Johannesburg,

—

der henviser til resultaterne af London-konferencen om handel med vilde dyr og planter fra 2014 og evalueringen af fremskridtene (Kasane) fra marts 2015,

—

der henviser til resultatet af Den Internationale Naturbeskyttelsessammenslutnings (IUCN's) verdenskongres om naturbeskyttelse på Hawaii i 2016,

—

der henviser til FN-konventionen om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet,

—

der henviser til Global Wildlife Programme (GWP) under Verdensbankens globale miljøfacilitet,

—

der henviser til World Wildlife Crime Report fra 2016 fra FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelse (UNODC),

—

der henviser til erklæringen fra juni 2014 fra Toldsamarbejdsrådet under Verdenstoldorganisationen (WCO) om ulovlig handel med vilde dyr og planter,

—

der henviser til erklæringen, som blev afgivet på Buckingham Palace (London) af transport-taskforcen under United for Wildlife (»Buckingham Palace-erklæringen«),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel (A8-0012/2017),

A.

der henviser til, at verden står over for en hidtil uset stigning i den ulovlige handel med vilde dyr og planter og de medfølgende biologiske kriser, der hidrører fra den fortsatte ulovlige og ikkebæredygtige fældning og markedsføring af verdens fauna og flora;

B.

der henviser til, at den ukontrollerede og overdrevne anvendelse af vilde dyre- og plantearter udgør den næstmest alvorlige trussel mod deres overlevelse i naturen, umiddelbart efter ødelæggelsen af deres levesteder;

C.

der henviser til, at den ulovlige handel med vilde dyr og planter skønnes at være den fjerdemest indbringende form for kriminel aktivitet med en anslået omsætning på helt op til 20 mia. EUR;

D.

der henviser til, at den seneste udvikling tyder på, at store organiserede kriminelle netværk, som gør brug af stadig mere sofistikerede metoder, i stigende grad er involveret;

E.

der henviser til, at ulovlig handel med vilde dyr og planter bidrager til at holde liv i konflikter, og terrornetværk mistænkes for at skaffe sig finansiering blandt andet gennem den ulovlige handel med vilde dyr og planter, som skaber betydelige fortjenester;

F.

der henviser til, at de ledsagende problemer med korruption og svage regeringsstrukturer forværrer de eksisterende sårbarheder i rammerne for handel med vilde dyr og planter;

G.

der henviser til, at Den Europæiske Union for øjeblikket er et målmarked for disse arter, et knudepunkt for transit til andre regioner og også en region, hvorfra visse arter skaffes med henblik på ulovlig handel;

H.

der henviser til, at det er afgørende for at tackle de underliggende årsager til ulovlig handel med vilde dyr og planter, at det sikres, at lokalsamfundene i oprindelseslandene engagerer sig i og nyder godt af naturbeskyttelse;

I.

der henviser til, at IT-baseret kriminalitet i forbindelse med vilde dyr og planter udgør en alvorlig trussel for truede arter, herunder elefanter, næsehorn, skældyr, krybdyr, padder, fugle og giraffer;

J.

der henviser til, at handelspolitik koblet sammen med udviklingssamarbejde kan udgøre en stærk drivkraft for økonomisk vækst i udviklingslandene;

K.

der henviser til, at stigningen i den ulovlige handel med en række plante- og dyrearter fører til tab af biodiversitet og ødelæggelse af økosystemer, som i stigende tal bliver sårbare eller sågar udryddes;

L.

der henviser til, at bæredygtig handel med vilde dyr og planter kan være af afgørende betydning for visse marginaliserede befolkningsgrupper, som er afhængige af retlige rammer for at bevare lokale ressourcer, og bidrage til nedbringelsen af fattigdom;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

—

der henviser til artikel 39, 42 og 43 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde om den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik,

—

der henviser til artikel 114 i TEUF om det indre markeds oprettelse og funktionsmåde,

—

der henviser til protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

—

der henviser til artikel 168, stk. 4, litra b), i TEUF om foranstaltninger på veterinær- og plantesundhedsområdet, der direkte har til formål at beskytte folkesundheden,

—

der henviser til artikel 13 i TEUF, hvori det fastsættes, at Unionen og medlemsstaterne tager fuldt hensyn til velfærden hos dyr, da de er følende væsener, når Unionens politikker inden for landbrug, fiskeri, transport, det indre marked, forskning og teknologisk udvikling samt rummet fastlægges og gennemføres, samtidig med at de respekterer medlemsstaternes love og administrative bestemmelser samt deres skikke, navnlig med hensyn til religiøse ritualer, kulturelle traditioner og regionale skikke,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 af 9. marts 2016 om overførbare dyresygdomme og om ændring og ophævelse af visse retsakter på området for dyresundhed (»dyresundhedsloven«) (1),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter og om ændring af direktiv 64/432/EØF og 93/119/EF og forordning (EF) nr. 1255/97 (2),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1099/2009 af 24. september 2009 om beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet (3),

—

der henviser til Rådets direktiv 98/58/EF af 20. juli 1998 om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål (4),

—

der henviser til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/262 af 17. februar 2015 om metoder til identifikation af dyr af hestefamilien, jf. Rådets direktiv 90/427/EØF og 2009/156/EF (hestepasforordningen) (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1012 af 8. juni 2016 om zootekniske og genealogiske betingelser for avl, handel med og indførsel til Unionen af racerene avlsdyr, hybridavlssvin og avlsmateriale herfra og om ændring af forordning (EU) nr. 652/2014, Rådets direktiv 89/608/EØF og 90/425/EØF og ophævelse af visse retsakter på området for dyreavl (»dyreavlsforordningen«),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (7),

—

der henviser til EU-Domstolens dom af 23. april 2015 i sag C-424/13, Zuchtvieh-Export GmbH v Stadt Kempten,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Energi 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1337/2013 af 13. december 2013 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EU) nr. 1169/2011 (8), hvad angår angivelse af oprindelsesland eller herkomststed for kød,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en ny turismepolitik for Europa — verdens førende rejsemål (COM(2010)0352),

—

der henviser til konklusionerne af Kommissionens EDUCAWEL-undersøgelse (9),

—

der henviser til nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet,

—

der henviser til den europæiske konvention om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A8-0014/2017),

A.

der henviser til, at sektoren for dyr af hestefamilien i EU repræsenterer en værdi på over 100 mia. EUR pr. år (10), hvortil kom, alene i 2013, en yderligere samlet omsætning fra hestevæddemål på 27,3 mia. EUR, hvoraf medlemsstaternes regeringer inkasserede 1,1 mia. EUR (11);

B.

der henviser til, at hestesportsbranchen alene tegner sig for ca. 900 000 job, at der for hver fem-syv dyr af hestefamilien er behov for et fuldtidsjob, og at disse job, som ikke kan flyttes, findes i landdistrikter, som i dag er økonomisk sårbare;

C.

der henviser til, at sektoren for dyr af hestefamilien opfylder målsætningerne for EU's politik for udvikling af landdistrikterne, som er baseret på landbrugets levedygtighed, bæredygtig forvaltning af naturressourcerne og fremme af social integration i landdistrikterne; der henviser til, at dyr af hestefamilien fortsat i høj grad anvendes inden for landbruget, og at der findes nye anvendelser herfor som f.eks. produktion af æselmælk, samt nye muligheder og nytteværdier i forbindelse med en yderligere udvikling af disse produkter for producenter og forbrugere;

D.

der henviser til, at sektoren for hestefamilien spiller en aktiv rolle i opfyldelsen af Europa 2020-strategiens mål om at skabe bæredygtig vækst baseret på både en grønnere økonomi og inklusiv vækst, og at sektoren for dyr af hestefamilien er vigtig på grund af dens store bidrag til en miljømæssig, økonomisk og social udvikling i landdistrikterne;

E.

der henviser til, at EU er hestesportsbranchens største marked på globalt plan (12);

F.

der henviser til, at anslåede 7 mio. dyr af hestefamilien i EU udfører meget forskelligartede opgaver, og at der eksisterer en meget gammel forbindelse mellem dyr af hestefamilien og mennesket, som strækker sig over dyr i konkurrencer til transport og turisme, adfærds- og undervisningsmæssige terapier, sport og undervisning, skovbrug og landbrug, produktion af mælk og kød, dyr brugt til forskning og endelig også tilknytninger til vilde og delvist vilde dyr; der henviser til, at disse dyr af hestefamilien bidrager til at bevare biodiversiteten og landdistrikternes levedygtighed og kan have flere forskellige funktioner i deres levetid;

G.

der henviser til, at et ansvarligt ejerskab og pasning af dyr af hestefamilien begynder med at tage hensyn til dyresundhed og -velfærd, og at dyrevelfærd således skal stå i centrum for alle aktiviteter, hvori dyr af hestefamilien indgår; der henviser til, at de lovgivningsmæssige rammer på EU-plan varierer fra medlemsstat til medlemsstat, og at den eksisterende lovgivning gennemføres på forskellig måde inden for EU, hvilket fører til konkurrenceforvridning og mindsket dyrevelfærd;

H.

der henviser til, at dyr af hestefamilien er de dyr i EU, der i forhold til deres antal (13) transporteres mest i Europa, og at transport af dyr i stor grad bekymrer EU's borgere, der efterspørger kortere transporttider, da dyr af hestefamilien undertiden transporteres i og fra EU i køretøjer, der er uegnede til transport af dyr af hestefamilien over lange afstande ad vej, til havs eller i luften, før de når deres endelige bestemmelsessted;

I.

der henviser til, at data om transport af dyr af hestefamilien til kommercielle formål registreres via Traces-systemet (Trade Control and Expert System), men at disse data kun frigives en gang om året og med to års forsinkelse;

J.

der henviser til, at umiddelbart tilgængelige data kunne hjælpe kompetente myndigheder og andre organisationer til bedre at overvåge indvirkningerne på dyrenes sundhed og udforske efterfølgende tegn på dårlig biosikkerhed;

K.

der henviser til, at der ikke er tilstrækkelige data til rådighed til direkte at sætte tal på, hvor mange brugsdyr af hestefamilien der anvendes dels i små og delvis selvforsynende landbrugsbedrifter, hvoraf mange findes i de nyere medlemsstater, og dels inden for turismen;

L.

der henviser til, at Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE) i maj 2016 (14) vedtog retningslinjer vedrørende brugsheste for så vidt angår efterlevelse af dyrs fem grundlæggende frihedsrettigheder, nemlig frihed fra sult, tørst og fejlernæring, frihed fra frygt og lidelse og fra fysisk ubehag og overophedning samt fra smerte og ret til at kunne udvise normal adfærd;

M.

der henviser til, at dyr af hestefamilien for lokalsamfund og landdistrikter er en kilde til værdifuld beskæftigelse og indtægt fra landbrug, rideaktiviteter og turisme, der ikke kan udflyttes, og at velfærden for visse dyr af hestefamilien er truet, og at turister alt for ofte ikke er tilstrækkeligt informeret til at fastslå og afhjælpe disse velfærdsproblemer (15);

N.

der henviser til, at de velfærdsmærkningsordninger, som industrien har indført, kan bidrage til at sikre, at aktiviteter udfolder sig hensigtsmæssigt, og at offentligheden får den nødvendige information;

O.

der henviser til, at ubegrænset, vilkårlig og uansvarlig avl af dyr af hestefamilien kan resultere i dyr, der ikke har nogen økonomisk værdi og ofte efterlades med alvorlige velfærdsproblemer til følge, især i en tid med økonomisk afmatning; der henviser til, at Parlamentet og Rådet for nylig vedtog lovgivning, der harmoniserer bestemmelserne om zootekniske og genealogiske betingelser for avl af racerene avlsdyr, herunder dyr af hestefamilien med det formål at gøre avlssektoren i EU mere konkurrencedygtig og bedre organiseret og forbedre de oplysninger, der er til rådighed om avl med racerene avlsdyr, navnlig dyr af hestefamilien;

P.

der henviser til, at siden 2008 er antallet af efterladte dyr af hestefamilien steget i de vestlige medlemsstater, især hvor disse er blevet dyre luksusvarer, der udgør en økonomisk byrde snarere end en indtægtskilde; der henviser til, at der ikke er kommet tilstrækkelige og tilfredsstillende løsninger på dette problem fra Kommissionen og medlemsstaterne;

Q.

der henviser til, at de fleste af disse tilfælde kan tilskrives private ejere, og at disse ikke er repræsentative for størstedelen af den professionelle hestesektor i Europa;

R.

der henviser til, at dyr af hestefamilien er sociale dyr med kognitive evner og stærke følelsesmæssige bånd, og at de anvendes i en række undervisnings- og uddannelsesprogrammer samt til behandlings- og rehabiliteringsprogrammer, herunder i tilfælde af autismespektrumforstyrrelser, cerebral parese, hjerneblødning, indlærings- eller sprogvanskeligheder, rehabilitering af lovovertrædere, psykoterapi, posttraumatisk stresssyndrom og afhængighed;

S.

der henviser til, at ejere står over for vanskelige beslutninger, når de ikke længere er i stand til i tilstrækkelig grad at tage sig af deres dyr af hestefamilien, hvilket delvist skyldes høje udgifter til dyrlæge, og bemærker, at i visse medlemsstater er aktiv dødshjælp alt for ofte det første valg, der træffes, og at dette er dyrt for ejere, som ikke længere er i stand til at betale udgifterne til dyrlægebehandling og omkostningerne ved at sikre velfærd for dyr af hestefamilien; der henviser til, at i andre medlemsstater kan dyr kun aflives, hvis der er er tydeligt veterinært behov herfor, uanset det pågældende dyrs velfærd på lang sigt;

T.

der henviser til, at dyr af hestefamilien i mange lande uden for Unionen ikke betragtes som fødevareproducerende dyr, og at der regelmæssigt indføres hestekød fra disse lande, som bringes i omsætning og sælges på EU-markedet; der henviser til, at denne situation rejser spørgsmål om dyrevelfærd og konkurrenceforvridning, fordi EU i øjeblikket ikke tillader at kød fra heste, som ikke oprindelig er bestemt hertil, slagtes til kødproduktion, mens der er mere fleksibilitet for kød importeret fra tredjelande;

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

42.

43.

44.

45.

46.

47.

48.

49.

50.

51.

52.

53.

54.

55.

56.

57.

58.

59.

60.

61.

62.

63.

64.

65.

66.

67.

—

der henviser til artikel 2 og artikel 3, stk. 3, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK),

—

der henviser til De Forenede Nationers konvention af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA (1),

—

der henviser til Beijing-erklæringen og den tilhørende handlingsplan, der blev vedtaget på den fjerde verdenskvindekonference den 15. september 1995, og til de efterfølgende slutdokumenter, som blev vedtaget på de ekstraordinære FN-samlinger Beijing+5 (2000), Beijing + 10 (2005) og Beijing + 15 (2010),

—

der henviser til FN's konvention om bekæmpelse af menneskehandel og udnyttelse af andres prostitution fra 1949,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA (2),

—

der henviser til sin holdning af 20. oktober 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 92/85/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (direktiv om barselsorlov) (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (4),

—

der henviser til Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (5),

—

der henviser til Rådets direktiv 2013/62/EU af 17. december 2013 om ændring af direktiv 2010/18/EU om iværksættelse af den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS som følge af ændringen af Mayottes status i forhold til Den Europæiske Union (6),

—

der henviser til EU's direktiver vedtaget siden 1975 om forskellige aspekter af lighed i behandlingen af mænd og kvinder (direktiv 2010/41/EU (7), direktiv 2010/18/EU (8), direktiv 2006/54/EF, direktiv 2004/113/EF, direktiv 92/85/EØF (9), direktiv 86/613/EØF (10) og direktiv 79/7/EØF (11)),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 14. marts 2012 til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en mere ligelig kønsfordeling blandt menige bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede selskaber og tilhørende foranstaltninger (COM(2012)0614)),

—

der henviser til Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen) og dennes artikel 3, der definerer »køn« som »de socialt konstruerede roller, adfærdsmønstre, aktiviteter og egenskaber, som et givent samfund anser for at være passende for kvinder og mænd«,

—

der henviser til Kommissionens forslag af 4. marts 2016 til Rådets afgørelse om Den Europæiske Unions undertegnelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (COM(2016)0111),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 16. juni 2016 om ligestilling mellem mænd og kvinder (00337/2016),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 5.-6. juni 2014 om forebyggelse og bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder og piger, herunder kvindelig kønslemlæstelse (09543/2014),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 7. december 2015 om lighed mellem kvinder og mænd inden for beslutningstagning (14327/2015),

—

der henviser til erklæring fra formandstrioen af 7. december 2015, der er undertegnet af Nederlandene, Slovakiet og Malta,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen »Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene af 3. marts 2015, der er en rapport om lighed mellem kvinder og mænd (SWD(2015)0049),

—

der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene af 4. marts 2016, der er en rapport om lighed mellem kvinder og mænd (SWD(2016)0054),

—

der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene af 3. december 2015 om strategisk indsats for ligestilling mellem kvinder og mænd 2016-2019 (SWD(2015)0278),

—

der henviser til sine beslutninger af 10. februar 2010 om ligestilling mellem kvinder og mænd i EU — 2009 (12), af 8. marts 2011 om ligestilling mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Union — 2010 (13), af 13. marts 2012 om ligestilling mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Union — 2011 (14) og af 10. marts 2015 om fremskridt for ligestillingen mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Union i 2013 (15),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. november 2013»Afskaffelse af lemlæstelse af kvindelige kønsorganer« (COM(2013)0833) og til sin beslutning af 6. februar 2014 (16) om afskaffelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder,

—

der henviser til resultaterne af EU-undersøgelsen om lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle fra Agenturet for Grundlæggende Rettigheder (FRA), offentliggjort i maj 2013,

—

der henviser til FRA’s rapport »Violence against women — an EU-wide survey. Main results« (EU-dækkende undersøgelse af vold mod kvinder: overordnede resultater) fra marts 2014,

—

der henviser til FRA’s rapport »The fundamental rights situation of intersex people« fra maj 2015,

—

der henviser til rapport fra det europæiske netværk for nationale ligestillingsorganer (EQUINET) med titlen »The Persistence of Discrimination, Harassment and Inequality for Women. The Work of Equality Bodies informing a new European Commission Strategy for Gender Equality« offentliggjort i 2015,

—

der henviser til rapporter fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound) med titlerne »The gender employment gap: challenges and solutions« (2016), »Social partners and gender equality in Europe« (2014) og »Developments in working life in Europe: EurWORK annual review« (2014 og 2015) samt den sjette EU-undersøgelse af arbejdsforhold (EWCS) (2016),

—

der henviser til sin beslutning af 3. februar 2016 om den nye strategi for ligestilling og kvinder rettigheder efter 2015 (17) og til sin beslutning af 9. juni 2015 om EU’s strategi for ligestilling mellem kønnene efter 2015 (18),

—

der henviser til sin beslutning af 25. februar 2014 om bekæmpelse af vold mod kvinder (19),

—

der henviser til sin beslutning af 9. september 2015 om styrkelse af pigers position i EU via uddannelse (20),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2016 om situationen for kvindelige flygtninge og asylansøgere i EU (21),

—

der henviser til sin beslutning af 28. april 2016 om situationen for kvindelige flygtninge og asylansøgere i EU (22),

—

der henviser til sin beslutning af 26. maj 2016 om kønsperspektivet på fattigdom (23),

—

der henviser til sin beslutning af 13. september 2016 om skabelse af arbejdsmarkedsvilkår, som er mere fordelagtige for at skabe balance mellem arbejds- og privatliv (24),

—

der henviser til sin beslutning af 15. september 2016 om anvendelsen af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000, der etablerer en generel ramme for ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (direktivet om ligebehandling på beskæftigelsesområdet) (25),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2016 om integrering af kønsaspektet i Europa-Parlamentets arbejde (26),

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 12. maj 2016 om gennemførelsen af direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor ud fra et ligestillingsperspektiv (27),

—

der henviser til Kommissionens statusrapport om Barcelonamålene af 3. juni 2013 omhandlende udvikling af pasningsmuligheder for små børn i Europa med henblik på bæredygtig og inklusiv vækst (28),

—

der henviser til Kommissionens henstilling af 20. februar 2013»Investering i børn: Hvordan man bryder den onde cirkel for de socialt udsatte« (29),

—

der henviser til kønsligestillingsindekset 2015 fra Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE) og til »Beijing + 20: 4. gennemgang af implementeringen af Beijing-platformen for tiltag i EU-medlemsstaterne« og andre rapporter fra Det Europæiske Ligestillingsinstitut,

—

der henviser til undersøgelsen fra det europæiske netværk af juridiske eksperter om ligestilling og ikkediskrimination med titlen »A comparative analysis of gender equality law in Europe 2015« af januar 2016,

—

der henviser til konklusionerne om mænds og drenges rolle i forbindelse med opnåelse af ligestilling mellem mænd og kvinder, der blev vedtaget på det 48. møde i FN’s Kommission for Kvinders Status (CSW) i marts 2004 (30),

—

der henviser til dokumentet »Transforming our world: The 2030 Agenda for Sustainable Development«, der vedtoges af FN’s topmøde om bæredygtig udvikling den 25. september 2015, og til målene for ligestilling mellem mænd og kvinder, kvinders rettigheder og myndiggørelse af kvinder i dette dokument,

—

der henviser til Kommissionens statistiske rapport fra april 2014 med titlen »Single parents and employment in Europe« (31),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0046/2017),

A.

der henviser til, at EIGE’s kønsligestillingsindeks for 2015 kun viser en marginal fremgang: EU er fortsat kun halvvejs i indfrielsen af sine mål om ligestilling mellem kønnene, idet det samlede pointtal siden 2005 er steget fra 51,3 til 52,9 ud af 100; der henviser til, at der er brug for en større indsats, hvis EU skal nå mål for Europa 2020;

B.

der henviser til, at nogle medlemsstater har oplevet en betydelig forøgelse i antallet af borgerbevægelser og politiske bevægelser, der forringer lige rettigheder for kvinder og mænd, og som endda udfordrer det overordnede behov for ligestillingspolitikker; der henviser til, at dette tilbageslag for ligestilling mellem kønnene er rettet mod at styrke de traditionelle kønsroller og udfordrer eksisterende og fremtidige resultater inden for ligestilling mellem kønnene, kvinders rettigheder og LGBTI-personers rettigheder;

C.

der henviser til, at ligestilling mellem mænd og kvinder er en grundlæggende ret, der er fastsat i traktaten om Den Europæiske Union og chartret om grundlæggende rettigheder; der henviser til, at Den Europæiske Unions mål på dette område består i at sikre lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder og i at bekæmpe enhver form for forskelsbehandling på grund af køn;

D.

der henviser til, at beskæftigelsen blandt kvinder i 2015 nåede et rekordhøjt niveau med 64,5 %, men stadig var betydeligt lavere end for mænd, nemlig 75,6 %; der henviser til, at kvinder beklageligvis er fire gange så tilbøjelige til at påtage sig og forblive i deltidsbeskæftigelse, ofte ufrivilligt; der henviser til, at mange unge forbliver i fattigdom, selv om de er i arbejde, navnlig i Grækenland, Spanien, Kroatien, Italien, Cypern, Portugal og Slovakiet;

E.

der henviser til, at ledigheden blandt kvinder undervurderes, eftersom mange kvinder ikke er registreret som ledige, navnlig hvis de bor i landdistrikter eller fjerntliggende områder, hvis de hjælper i familievirksomheder, eller hvis de udelukkende helliger sig arbejdet med hjem og børnepasning; der henviser til, at denne situation også medfører forskelle i adgangen til offentlige tjenesteydelser (understøttelse, pension, barselsorlov, sygeorlov, socialsikring osv.);

F.

der henviser til, at Eurofounds rapport om forskellen i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens anslår, at forskellen i mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens koster EU omkring 370 mia. EUR om året eller 2,8 % af EU’s BNP (32);

G.

der henviser til, at kvinder i de lande, der er ramt af den økonomiske krise og budgetnedskæringer, er blevet berørt uforholdsmæssigt, især yngre kvinder, ældre kvinder, enlige mødre og kvinder, der er udsat for mangeartet forskelsbehandling, og til, at dette har ført dem ud i fattigdom og social marginalisering og i stigende grad udelukket dem fra arbejdsmarkedet; der henviser til, at nedskæringer i den offentlige sektor og på sundhedsområdet fører til en overførsel af ansvaret for omsorg fra samfundet tilbage til husholdningerne, hvilket især påvirker kvinder;

H.

der henviser til, at der fortsat består en feminisering af fattigdommen i EU, og til, at den store udbredelse af arbejdsløshed, fattigdom og social udelukkelse blandt kvinder er nøje forbundet med budgetnedskæringer i offentlige tjenesteydelser som sundhedspleje, uddannelse, sociale ydelser og velfærdsydelser; der henviser til, at denne politik har ført til større usikkerhed i jobbet, især på grund af stigningen i ufrivilligt deltidsarbejde og midlertidige kontrakter;

I.

der henviser til, at tre fjerdedele af husholdningsarbejdet og to tredjedele af forældreomsorgen i 2015 blev udført af kvinder, der derfor i overvældende grad bar en dobbelt ansvarsbyrde; der henviser til, at kvinder generelt har langt større ansvar for forældreomsorgsopgaver og husholdningsarbejde; der henviser til, at traditionelle kønsroller og stereotyper stadig har stor indflydelse på rollefordelingen mellem kvinder og mænd i hjemmet, på arbejdspladsen og i samfundet generelt; den henviser til, at denne traditionelle ansvarsfordeling har en tendens til at videreføre status quo og begrænse kvinders beskæftigelsesmuligheder og personlige udvikling og kun giver dem meget lidt tid til social og samfundsmæssig inklusion eller økonomisk deltagelse; der henviser til, at en ligelig fordeling af det »ulønnede arbejde« såsom omsorgsopgaver og husholdningsansvar mellem kvinder og mænd er en forudsætning for kvinders økonomiske uafhængighed på lang sigt;

J.

der henviser til, at visse former for familieorlov stadig ofte giver anledning til forskelsbehandling og stigmatisering af både kvinder og mænd til trods for de eksisterende politiske rammebestemmelser og love på i EU- og nationalt plan, og til, at dette især berører kvinder, da de som de primære omsorgspersoner benytter sig af familieorlov;

K.

der henviser til, at næsten en fjerdedel af EU’s medlemsstater ikke har lovforskrifter om fædreorlov, og til, at en række af dem, der har sådanne bestemmelser, kun tillader mænd at tage orlov i en, to eller en række dage; der henviser til, at forældreorlov i otte medlemsstater er ubetalt, og at fædres gennemsnitlige benyttelse af forældreorloven er ringe, idet kun 10 % af fædrene tager mindst én dags orlov, mens 97 % af kvinderne udnytter den forældreorlov, der er til rådighed for begge forældre; der henviser til, at fremme af større udnyttelse forældreorlov og fædreorlov er afgørende for at opnå ligestilling mellem kønnene; der henviser til, at Eurofounds undersøgelse (33) viste de aspekter, som påvirker fædres udnyttelse af forældreorlov, nærmere bestemt: godtgørelsesniveau, orlovsordningens fleksibilitet, informationsformidling, adgang til og smidighed af børnepasningsfaciliteter og frygt for udelukkelse fra arbejdsmarkedet som følge af orlov;

L.

der henviser til, at en forudsætning for kvinders aktive inddragelse på arbejdsmarkedet er, at der er adgang til kvalitetssikrede og økonomisk overkommelige pasningsfaciliteter og -tjenester for børn, ældre og andre familiemedlemmer med pasningsbehov; der henviser til, at Barcelonamålsætningerne er et glimrende redskab for opnåelse af virkelig ligestilling mellem kønnene, og til, at alle medlemsstater bør bestræbe sig på at opnå dem snarest muligt; der henviser til, at mødre som følge af manglen på kvalitetsbetonede børnepasningsfaciliteter og -tjenester til overkommelige priser i stigende grad er tvunget til at vælge mellem at arbejde på deltid eller at opgive deres job for at passe deres børn, hvilket har følger for familiens indkomst og persionsopsparinger;

M.

der henviser til, at adgang til undervisning og den grundlæggende menneskeret til uddannelse for piger og kvinder er vigtige europæisk værdier og væsentlige elementer for styrkelsen af piger og kvinder på det sociale, kulturelle og faglige plan samt for en fuld udøvelse af alle andre sociale, økonomiske, kulturelle og politiske rettigheder og dermed også for forebyggelse af vold mod kvinder og piger; der henviser til, at gratis, obligatorisk og almen uddannelse er en helt fundamental forudsætning for at kunne sikre lige muligheder for alle og bør være tilgængeligt for alle børn uden nogen form for forskelsbehandling og uanset deres bopælsstatus; der henviser til, at bekæmpelse af ulighed mellem kønnene begynder i førskolealderen og kræver et konstant pædagogisk tilsyn med læseplaner, udviklingsmål og læringsresultater;

N.

der henviser til, at ligestilling mellem kønnene er et ansvar, der påhviler alle personer i samfundet, og kræver et aktivt bidrag af både kvinder og mænd; der henviser til, at myndighederne bør påtage sig at gennemføre oplysningskampagner rettet mod mænd og de yngre generationer med henblik på at inddrage mænd og drenge som partnere, samtidig med at alle former for kønsbaseret vold gradvist forebygges og udryddes, og med at kvinder fremmes og styrkes;

O.

der henviser til, at den gennemsnitlige lønforskel mellem mænd og kvinder i EU i 2014, selv om der er betydelige forskelle mellem medlemsstaterne, fortsat var på 16,1 %, til trods for at kvinder i gennemsnit opnår højere uddannelse end mænd;

P.

der henviser til, at horisontal og vertikal kønsopdeling inden for beskæftigelse stadig er et udbredt fænomen, der blandt andet er forårsaget af, at der tillægges job, der betragtes som »kvindejob«, mindre værdi end job, der betragtes som »mandejob«, af de stadig eksisterende glaslofter, som forhindrer kvinder i at nå de højeste og bedst betalte stillinger, og af overrepræsentationen af kvinder i deltidsjob, som er ringere lønnet end fuldtidsjob; der henviser til, at selv om der er lige så mange eller endda flere kvinder, der har videregående uddannelser, kan kønsstereotypernes indvirkning på uddannelse og de beslutninger, som eleverne træffer i skolen, påvirke deres valg livet igennem og efterfølgende få betydelige konsekvenser for arbejdsmarkedet; der henviser til, at de stereotyper, som samfundet formidler, om uforeneligheden af, at kvinder kan have børn og arbejde på fuld tid, sætter kvinder i en ugunstig position og kan afholde unge kvinder fra at gå videre med en højere uddannelse eller fra at investere i en karriere;

Q.

der henviser til, at den sammensatte indikator for betalt og ikkebetalt arbejdstid i Eurofounds undersøgelse af arbejdsbetingelser viser, at kvinder generelt har en længere arbejdsdag, når betalte og ikkebetalte arbejdstimer lægges sammen (34);

R.

der henviser til, at der i sektorer vedrørende, men ikke begrænset til varer, tjenesteydelser og landbrug er ulige adgang til økonomiske og finansielle ressourcer såsom aktiver, kapital, produktionsmidler og kredit for mænd og kvinder;

S.

der henviser til, at der fortsat findes pensionsulighed i EU, og at den i 2014 var på hele 40,2 %; der henviser til, at denne ulighed skyldes ulemper, som kvinder akkumulerer over tid, såsom mangel på adgang til mange finansielle ressourcer såsom sociale ydelser og pensionsordninger, som følger med fuldtidsansættelse, og som kvinder ikke er berettiget til, da de ofte forbliver i deltidsbeskæftigelse eller har haft afbrudte ansættelsesforløb på grund af pasningsopgaver;

T.

der henviser til, at nogle medlemsstater i EU fastholder praksis med ikke-individualisering af skat og sociale sikringssystemer; der henviser til, at denne situation kan gøre kvinder afhængige af deres ægtefælle, eftersom de måske alene er blevet tildelt rettigheder, der er afledt af deres forhold til mænd;

U.

der henviser til, at andelen af kvinder i nationale/føderale parlamenter i de sidste ti år kun er steget med ca. 6 % og i 2015 nåede op på 29 %;