8.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/1

—

Kommissionens arbejdsprogram for 2018 (COM(2017) 650 final);

—

sin resolution af 22. marts 2017 om bidraget til Kommissionens arbejdsprogram for 2018;

—

samarbejdsprotokollen med Kommissionen fra februar 2012;

1.

understreger det presserende behov for en langsigtet EU-strategi, som skal følge efter Europa 2020-strategien, og som skal søge at sikre bæredygtig, robust og inklusiv vækst og udstikke retningslinjer for EU's flerårige finansielle ramme (FFR), det europæiske semester og EU's politikker som del af en systemisk tilgang. I betragtning af at 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og verdensmålene for bæredygtig udvikling danner rammen for en sådan strategi, foreslår udvalget, at fremlæggelsen af den overordnede EU-strategi om implementeringen af de bæredygtige udviklingsmål afstemmes nøje med den for FFR-forslagene. Udvalget understreger i denne forbindelse den vigtige rolle, EU-dagsordenen for byerne spiller for implementeringen af de bæredygtige udviklingsmål, og opfordrer Kommissionen til at tage de relevante RU-anbefalinger i betragtning;

2.

understreger, at det fremtidige EU-budget skal være i stand til at håndtere de nye udfordringer og samtidig videreføre traditionelle EU-politikker med erkendt EU-merværdi. Udvalget afviser scenarier som dem, der blev fremlagt i diskussionsoplægget om fremtiden for EU's finanser, hvor størrelsen af EU-budgettet relativt og under medtagen af virkningerne af Brexit ventes at falde eller forblive uændret, uagtet at det skal håndtere nye udfordringer. Udvalget forventer derfor, at Kommissionen i sit forslag om den kommende FFR vil komme med et mere konkret forslag vedrørende egne EU-indtægter;

3.

understreger sammen med partnerne i #CohesionAlliance, hvor stor betydning en stærk og effektiv samhørighedspolitik har for Den Europæiske Unions fremtid generelt, idet samhørighedens tre dimensioner (økonomisk, social og territorial) danner en integrerende del af EU's politiske målsætninger. En forbedret samhørighedspolitik bør derfor bevares som den centrale EU-investeringspolitik for alle regioner med tilstrækkelige ressourcer efter 2020 og i samme forhold som i dag. Udvalget gentager i denne forbindelse, at samhørighedspolitikken i den næste finansieringsperiode skal gøres mere fleksibel og enklere, uden at det går ud over det strategiske fokus og planlægningsforudsigeligheden for de regionale og lokale myndigheder. Dette skal sikre flerniveaustyring, partnerskabsprincippet og en bundstyret tilgang gennem fælles forvaltning, ligesom der skal foretages en omfattende revision af kravene til forvaltnings- og kontrolsystemer for de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF);

4.

gentager med hensyn til de ESIF-relaterede lovgivningsforslag for programmeringsperioden efter 2020 sin opfordring til, at BNP-indikatoren suppleres af regionale indikatorer (bl.a. vedrørende demografi, social inklusion, tilgængelighed og klimaforandringer), og til at resultatsystemet for ESIF forenkles kraftigt. Udvalget går ind for et fælles sæt regler for ESIF, som skal gøre lovningen mindre kompleks, og støtter, at Den Europæiske Socialfond forbliver en del af ESIF-arkitekturen;

5.

understreger behovet for hurtig implementering af EFSI 2.0 og den reviderede omnibusforordning, navnlig for at gøre det lettere at kombinere ESIF med EFSI. Udvalget efterlyser endvidere en bedre koordinering af Connecting Europe-faciliteten og Horisont 2020 med andre fonde og beklager disse instrumenters procedurekompleksitet;

6.

efterlyser en opgradering af den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen gennem en revidering af fondens budget, en betragtelig nedsættelse af grænserne for, hvornår den kommer i spil, og bedre synergier med ESIF;

7.

understreger den vigtige rolle, lokale og regionale myndigheder spiller i det europæiske semester, idet mere end 60 % af de landespecifikke henstillinger er henvendt direkte til disse myndigheder, og opfordrer Kommissionen til at samarbejde med Europa-Parlamentet og Rådet om en adfærdskodeks for inddragelsen af lokale og regionale myndigheder i det europæiske semester med udgangspunkt i RU's forslag;

8.

understreger, at alle offentlige myndighedsniveauer, arbejdsmarkedets partnere og civilsamfundet har et fælles ansvar for og interesse i at arbejde mod et mere fremgangsrigt og fremtidssikret Europa, hvor økonomisk og social udvikling går hånd i hånd;

9.

opfordrer til, at aftalen fra januar 2015 om fleksibilitetsmarginer i stabilitets- og vækstpagten omsættes til primær lov. Udvalget gentager endvidere sin efterlysning af yderligere tiltag til at styrke de offentlige investeringer, navnlig ved at man fritager national, regional eller lokal medfinansiering under ESIF fra beregningerne som led i stabilitets- og vækstpagten, således som det allerede er foreskrevet med hensyn til EFSI, og foreslår, at der i den makroøkonomiske resultattavle inkluderes en indikator vedrørende investeringsraten;

10.

opfordrer Kommissionen til at optrappe kampen mod skatteunddragelse ikke blot ved at udarbejde en sortliste over skattely eller gennemføre momsreformen, men også ved at foreslå, at Rådet på skatteområdet træffer afgørelse ved kvalificeret flertal med henblik på en hurtigere beslutningsproces;

11.

bifalder Kommissionens indsats for at etablere regler, som gør det muligt at beskatte overskud, der genereres af multinationale selskaber i den digitale økonomi;

12.

understreger behovet for at forbedre EU's sociale dimension ved at supplere den europæiske søjle for sociale rettigheder med en stærk europæisk social dagsorden, der bl.a. omfatter en større rolle for sociale indikatorer som led i det europæiske semester og reallønskonvergens som funktion af produktiviteten;

13.

agter at være særlig opmærksom på de nye lovgivningsforslag, som sigter mod at skabe konvergens mellem medlemsstaterne i retning af bedre arbejds- og levevilkår, såsom oprettelsen af en fælles arbejdsmarkedsmyndighed, samt de planlagte forslag om at modernisere reglerne for ansættelseskontrakter og sikre alle adgang til social beskyttelse;

14.

anbefaler yderligere forenkling af statsstøttereglerne, navnlig for så vidt angår tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, gennem en grundig revision af den relevante beslutning og rammebestemmelserne (Almuniapakken). Udvalget anmoder endvidere Kommissionen om at undersøge, hvorvidt de økonomiske omvæltninger, der følger af Det Forenede Kongeriges beslutning om at udtræde af EU, bør resultere i en udvidelse af de generelle gruppefritagelsesforordninger og en midlertidig lempelse eller suspension af statsstøttereglerne for visse virksomheder og brancher, der forventes at være blandt de hårdest ramte;

15.

understreger betydningen af en industriel strategi, der styrker konkurrenceevnen, og udtrykker sit engagement i at fremhæve de lokale og regionale myndigheders rolle i denne strategi;

16.

opfordrer Kommissionen til efter sit forslag om opstarts- og opskaleringsinitiativet at opdatere Small Business Act og bevare sammenhængen heri;

17.

beklager, at RU's opfordring til formelt og systematisk at inddrage lokale og regionale SMV-repræsentanter i netværket af SMV-repræsentanter ikke er medtaget i Kommissionens arbejdsprogram;

18.

bifalder lanceringen af den deltagerbaserede bredbåndsplatform mellem Kommissionen og RU og den løbende debat om behovet for en bedre udbredelse af bredbåndsinfrastrukturen i EU, navnlig med henblik på den kommende programmeringsperiode, samt for en passende opfølgning af initiativet vedrørende intelligente landsbyer. I denne forbindelse opfordrer udvalget til, at investeringer i digital udvikling i landdistrikter og tyndt befolkede områder med sigte på at sikre prisoverkommelig bredbåndsadgang i områder, hvor markedet ikke kan levere, anerkendes som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og at reglerne om statsstøtte anvendes i overensstemmelse hermed;

19.

opfordrer til, at man gør den fælles landbrugspolitik til en retfærdig, bæredygtig og solidarisk landbrugspolitik, der tilgodeser landbrugere, regioner, forbrugere og borgere, at man sætter loft for og tilpasser de direkte betalinger pr. beskæftiget i landbruget, samt at disse harmoniseres EU-medlemsstaterne imellem under første søjle. Udvalget fremhæver vigtigheden af en yderligere revision af den fælles landbrugspolitik for at tilskynde landbrugere og fødevareproducenter til bæredygtig produktion;

20.

udtrykker sin skuffelse over, at der i Kommissionens arbejdsprogram ikke forefindes et forslag om en EU-strategi for landdistrikterne, hvilket kommer oven i reduktionen af EU's generelle økonomiske støtte til landdistriktsudvikling sammenlignet med den foregående programmeringsperiode;

21.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at præcisere, i hvor stort et omfang servicedirektivet finder anvendelse inden for deleøkonomien/den kollaborative økonomi, og fremsætte forslag til sikring af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med de nye ansættelsesformer, der er forbundet med deleøkonomien/den kollaborative økonomi;

22.

opfordrer Kommissionen til at identificere eksisterende begrænsninger i sine udbudsregler med henblik på lettere at kunne anvende bæredygtighedskriterier. Det bekymrer udvalget, at EU's nuværende konkurrencelovgivning forhindrer anførelse af geografiske præferencer (såsom lokale fødevarer) i offentlige indkøbskontrakter;

23.

opfordrer Kommissionen til at sætte nyt skub i EU's blå økonomi ved at offentliggøre en hvidbog om havenes centrale betydning for EU, etablere en investeringsmekanisme for den blå økonomi og oprette en politisk platform om havforvaltning. Udvalget gentager tillige sin opfordring til, at man etablerer et viden- og innovationsfællesskab specifikt for den blå økonomi for bedre at kunne overføre idéer fra havforskning til den private sektor;

24.

anmoder — i overensstemmelse med den gældende interinstitutionelle aftale — om, at Kommissionen, Rådet, Europa-Parlamentet og RU i fællesskab tilrettelægger en regelmæssig struktureret dialog om havforvaltning med henblik på at udvikle nye havrelaterede politiske initiativer;

25.

anmoder om at blive inddraget i den frivillige udveksling, der planlægges som led i processen i 2018 vedrørende sundhedstilstanden i EU;

26.

mener, at sundhed bør være et af de prioriterede temaer i processen vedrørende EU's dagsorden for byerne, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i 2018 at optrappe deres indsats for at lancere et partnerskab om sundhed;

27.

forventer, at Kommissionen og rådsformandskaberne i 2018 og 2019 sørger for en grundig opfølgning af EPSCO-rådets konklusioner i december 2017 om afinstitutionalisering, og tilkendegiver sin støtte til en omstilling fra institutionel pleje til lokalsamfundsbaseret pleje, under hensyntagen til nationale og regionale sundhedssystemer og samfundsmæssige præferencer;

28.

minder Kommissionen om behovet for en EU-strategi om demografi;

29.

gentager sin opfordring til Kommissionen om gennemgribende at revidere strategien for turistsektoren fra 2010 med et flerårigt arbejdsprogram, idet der sikres en særlig budgetpost til finansiering af europæiske turismeprojekter efter 2020. Udvalget støtter i denne forbindelse etableringen af en tværinstitutionel turismekontaktgruppe med udgangspunkt i det europæiske kulturarvsår;

30.

beklager, at Kommissionen ikke har foreslået en fuldt udviklet EU-strategi om internationale, kulturelle forbindelser og udvikling af kulturdiplomatiet, og at kulturarvsåret 2018 ikke er nævnt i dens arbejdsprogram. Udvalget gentager sit løfte om aktivt at bidrage til gennemførelsen af dette år, på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan, med henblik på at valorisere vores kontinents kulturelle og sproglige mangfoldighed;

31.

forventer, at Kommissionen involverer RU i forberedelsen af EU's fremtidige klima- og energipolitik med henblik på at opfylde målene i Parisaftalen, hvilket vil kræve et højere ambitionsniveau på EU-plan. Udvalget minder i denne forbindelse om den afgørende rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller for både modvirkning af og tilpasning til klimaforandringer, og gør opmærksom på sin opbakning til ideen om at udvikle et system for lokalt fastsatte bidrag som et supplement til de nationalt fastsatte bidrag til CO2-reduktionen;

32.

anmoder Kommissionen om, når det gælder styringen af energiunionen, at samarbejde med RU om forberedelsen af anbefalingerne til medlemsstaterne om en passende inkludering af lokale og regionale komponenter i deres nationale planlægning, overvågning og indberetning af de fremskridt, der gøres, og minder om, at RU bør være repræsenteret i det fremtidige udvalg vedrørende energiunionen, der skal nedsættes i henhold til de nye styringsregler;

33.

forventer, at Kommissionen i samarbejde med EIB og den private sektor optrapper indsatsen for at udvikle initiativet om intelligent finansiering af intelligente bygninger og gør denne proces mere gennemsigtig. Udvalgets anbefalinger i denne henseende bør tages i betragtning, idet der skal skabes synergi mellem de forskellige finansieringskilder, der står til rådighed for det lokale og regionale niveau, herunder fortsat teknisk støtte til mindre, lokale projekter vedrørende vedvarende energi, således at de lettere kan sammenlægges og dermed blive beredt til bankfinansiering;

34.

opfordrer — i betragtning af at adgang til finansiering er vigtig for en vellykket energiomstilling — Kommissionen til at udvikle en klassificering af bæredygtige aktiver, som omfatter tydelige og forpligtende definitioner af de forskellige former for »klimafinansiering« for at fremme udbredelsen af nye instrumenter såsom grønne obligationer og fælles garantistillelse. Udvalget understreger, at det er nødvendigt, at man gør miljø- og klimainvesteringer mere operationelle inden for rammerne af EU's regler om statsstøtte og/eller regnskabsregler for offentlige organer;

35.

opfordrer Kommissionen til at bevare repræsentationen af de forskellige subnationale strukturer af forskellig størrelse i strukturerne i den globale borgmesteraftale og til i denne at fastholde principperne om partnerskab og flerniveaustyring;

36.

anmoder om, at lokale og regionale myndigheder inddrages formelt i styringsmekanismerne under FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), og opfordrer Kommissionen til at prioritere den lokale og regionale dimension i den kommende revision af EU's strategi om tilpasning til klimaændringer;

37.

er parat til at sikre stærkere involvering fra de lokale og regionale myndigheders side i hele processen vedrørende revision af gennemførelsen af miljøreglerne og at bidrage til revision af centrale miljødirektiver, navnlig om kvalitative minimumsstandarder for genanvendt vand og REFIT af drikkevandsdirektivet. Udvalget forventer specifikt at blive tæt involveret i den fremtidige overvågningsramme for den cirkulære økonomi og andre initiativer til fremme af en hurtig implementering af pakken om den cirkulære økonomi. Udvalget agter endvidere at bidrage til miljøhandlingsprogrammet efter 2020, samtidig med at det nuværende 7. miljøhandlingsprogram evalueres;

38.

støtter gennemførelsen af handlingsplanen for natur, mennesker og økonomi, lægger op til fortsat samarbejde om Natura 2000-prisen og om prisen for europæiske miljøhovedstæder/European Green Leaf Cities og forventer fortsat samarbejde om forberedelsen af den grønne uge;

39.

betoner, at alle EU-projekter vedrørende anlæg af ny infrastruktur (hvad enten det foregår via ESIF eller ESFI) bør være kompatible med EU's bæredygtighedsforpligtelser som led i målene for bæredygtig udvikling og dermed blandt andet modstandsdygtige over for katastrofer, og opfordrer til, at dette princip udtrykkeligt omtales i reglerne for fondenes anvendelse. Udvalget opfordrer endvidere Kommissionen til at fremlægge en handlingsplan om jordskælvssikring af eksisterende bygninger som en prioritet for medlemsstaternes operationelle programmer for den regionale udvikling;

40.

noterer sig forslagene vedrørende fuldførelse af den europæiske sikkerhedsunion og minder om, at sikkerhedsbetragtninger skal afvejes i forhold til grundlæggende rettigheder herunder databeskyttelse. Udvalget gentager sin opfordring til Kommissionen om, at den støtter de lokale og regionale myndigheder i at håndtere spørgsmålet om radikalisering, der fører til voldelig ekstremisme, ved at udstede retningslinjer til de lokale og regionale myndigheder om fastlæggelse af forebyggelsesstrategier til bekæmpelse af radikalisering. Udvalget opfordrer endvidere Kommissionen til at anlægge en tilgang, der bygger på samarbejde mellem flere instanser, i håndteringen af de forskellige aspekter af radikalisering og ekstremisme, idet der bør være mere gennemsigtighed om de forskellige finansieringsmuligheder på dette område, ligesom både den private sektor og offentlige virksomheder bør involveres;

41.

anmoder Kommissionen om hurtigt at foreslå en revideret og effektiv EU-mekanisme for retsstatsprincippet, som bør inkorporere eksisterende instrumenter til beskyttelse af demokrati og grundlæggende rettigheder og gælde for alle myndighedsniveauer;

42.

opfordrer medlemsstaterne til inden juni 2018 at nå til enighed med Europa-Parlamentet om en reform af det fælles europæiske asylsystem, idet der tages hensyn til den omfattende virkning for byer og regioner, for så vidt angår modtagelse af migranter og integration af flygtninge, samt til de anbefalinger, RU tidligere har formuleret. Udvalget opfordrer medlemsstaterne og Europa-Parlamentet til at basere alle nye regler på principperne om respekt for menneskerettighederne og internationale forpligtelser, solidaritet og gensidighed. Som led i revisionen af den europæiske dagsorden for migration forventer udvalget endvidere, at Kommissionens forslag om styrkelse af de lovlige adgangsveje for personer med behov for international beskyttelse implementeres, så der kan komme fuld kontrol over migrationsruterne;

43.

opfordrer Kommissionen til yderligere at forenkle og fremskynde finansieringsprocedurerne og lette adgangen for regioner og byer til de finansielle ressourcer, der er beregnet til at tackle humanitære kriser og integration af flygtninge;

44.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at den lokale og regionale dimension af EU's handelspolitik tages i betragtning ved forhandlinger om nye handelsaftaler, og anmoder om fortsat adgang til relevante forhandlingsdokumenter via læsesalsproceduren;

45.

understreger sit engagement i Kommissionens målsætning om at skabe stabilitet og fremgang i EU's naboområder gennem udvalgets fælles rådgivende udvalg og arbejdsgrupper med kandidatlandene og potentielle kandidatlande samt gennem Den Regionale og Lokale Euro-Middelhavsforsamling (Arlem) og Konferencen af regionale og lokale myndigheder i Østpartnerskabet (Corleap), RU's taskforce vedrørende Ukraine, U-Lead-programmet (Ukraine-Local Empowerment, Accountability and Development Programme) og Nicosia-initiativet for libyske kommuner;

46.

fremhæver tiltrædelsesstrategiernes territoriale dimension og betydningen af at inddrage de lokale og regionale myndigheder i udformningen af de relevante strategier;

47.

bemærker, at der på alle myndighedsniveauer er behov for en fortsat offentlig debat om EU-udvidelse, således at det sikres, at udsigten til EU-medlemskab fortsat kan fremme nærhed, demokrati, beskyttelse af nationale mindretals rettigheder samt sikkerhed. Udvalget gentager i denne forbindelse sin opfordring til Kommissionen om at medarrangere den årlige udvidelsesdag sammen med RU med henblik på at tilvejebringe information og politisk støtte til de lokale og regionale myndigheder i udvidelseslandene;

48.

forventer, at Kommissionens strategi for Vestbalkan, som er bebudet i starten af 2018, omfatter et stærkt fokus på den lokale og regionale dimension;

49.

opfordrer Kommissionen til at anerkende de libyske lokalmyndigheders rolle for at stabilisere landet og begrænse udnyttelsen af migrationsruterne til Europa og foreslår, at Libyen inkluderes i EU-programmer for Middelhavsområdet, såsom CBC-Med, i betragtning af de forpligtelser, som landet skal opfylde med hensyn til overholdelse af menneskerettighederne og sikring af retsstaten. Udvalget foreslår, at man anvender innovative retsinstrumenter såsom EGTS til at gøre det muligt for libyske byer at deltage i grænseoverskridende samarbejdstiltag og i direkte partnerskab med byer og regioner i EU. Udvalget opfordrer Kommissionen til at samarbejde med RU og de lokale og regionale myndigheder, som udvalget repræsenterer, om planlægningen, gennemførelsen og overvågningen af EU-programmerne i Latinamerika og navnlig dem, der sigter mod at fremme samarbejdet om bæredygtig udvikling og social samhørighed;

50.

opfordrer Kommissionen til via RU at inddrage de lokale og regionale myndigheder i gennemførelsen af 2030-dagsordenen og den nye konsensus om udvikling og til at støtte en koordinering mellem alle aktører i det decentraliserede udviklingssamarbejde;

51.

gentager sin opfordring til, at de eksisterende EU-finansieringsordninger, navnlig Taiex og Twinning, tilpasses yderligere, således at de kan målrettes de lokale og regionale interessenters behov;

52.

understreger behovet for en effektiv inddragelse af de regionale og lokale myndigheder i implementeringen af den europæiske fond for bæredygtig udvikling og bifalder Kommissionens ambition om at handle hurtigt for at støtte lokale projekter gennem denne;

53.

understreger, at det er parat til via sine tre repræsentanter i taskforcen om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet at bidrage med sin ekspertise, baseret på udvalgets nærhedsovervågningsnetværk og mangeårige arbejde med disse spørgsmål. Udvalget glæder sig i denne forbindelse over, at taskforcens mandat udtrykkeligt nævner spørgsmålet om, hvordan regionale og lokale myndigheder bedst kan inddrages i udarbejdelsen og opfølgningen af EU's politikker, og understreger, at dette kræver en debat ikke kun om den mulige tilbagegivelse af visse kompetencer til medlemsstatsniveauet, men også om en samlet tilgang til flerniveaustyring i EU;

54.

henleder opmærksomheden på sit bidrag til den demokratiske og inkluderende debat om Europas fremtid, som RU tillige vil bidrage til i form af en udtalelse i oktober 2018, navnlig med udgangspunkt i en bred, bundstyret refleksionsproces, som udvalget har lanceret med inddragelse af borgere og lokale og regionale aktører, med henblik på at identificere centrale udfordringer for EU's borgere samt konkrete forslag til, hvilken retning EU bør tage fremover for at styrke sin legitimitet. Udvalget gør med henblik herpå opmærksom på udtalelsen om Rapport om unionsborgerskab 2017, der blev vedtaget på RU's plenarforsamling i november;

55.

ser frem til meddelelsen om, hvordan Unionen kan blive mere forenet, stærkere og kommunikationsmæssigt mere demokratisk, og gentager, at udvalget er parat til at bidrage til formuleringen af decentrale kommunikationsstrategier og -aktiviteter i tæt samarbejde med de øvrige EU-institutioner og lokale og regionale myndigheder overalt i EU;

56.

pålægger sin formand at fremsende denne resolution til Kommissionen, Europa-Parlamentet, det estiske og det bulgarske rådsformandskab og formanden for Det Europæiske Råd.

8.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/7

1.

Det Europæiske Regionsudvalg vurderer, at konvergens-, og samhørighedsunderskuddet i EU, og den økonomiske og bankmæssige sårbarhed, som har en særlig betydning for de lokale og regionale myndigheder, navnlig med hensyn til stigningen i de sociale udgifter som følge af krisen, begrænsningen af deres investeringskapacitet og opretholdelsen af et tilfredsstillende niveau af offentlige tjenesteydelser, gør det nødvendigt meget hurtigt at slå bro over den strukturelle kløft i den økonomiske og monetære union (ØMU), inden den næste krise melder sig;

2.

opfordrer indtrængende til et kvalitativt spring i forbedringen af ØMU'en gennem en styrkelse af modstandsdygtigheden over for økonomiske og sociale chok og støtte til konvergens mellem økonomierne under hensyntagen til de lokale og regionale myndigheders rolle. Det vil være hensigtsmæssigt at udtænke de kommende faser af ØMU’en i flere etaper inden 2025 ved at udarbejde foranstaltninger, der uden videre kan gennemføres på baggrund af de nuværende traktater samt foranstaltninger, der forudsætter en ændring af traktaterne, i første omgang med gennemførelsen af finanspagten i den primære ret;

3.

glæder sig desuden over, at oplægget peger på ØMU'en som et af nøgleelementerne, når det gælder om at få sat skub i borgerdialogen om fremtidens EU (1). Ganske vist er 73 % af borgerne i euroområdet og 60 % af borgerne i EU positive over for ØMU'en (2), men denne støtte til det fælles aktiv, som euroen efterhånden har udviklet sig til, går hånd i hånd med et stærkt ønske om en reform af euroområdet (3) med henblik på at gøre euroen til en stærk og stabil valuta og indføre en egentlig demokratisk styring af den økonomiske og monetære politik. RU mener, at reformen af ØMU'en bør være en af hovedprioriteterne i de demokratiske konventioner, der kunne samles på decentraliseret vis i Europas regioner og kommuner allerede i 2018 for at inddrage borgerne i EU’s reformproces;

4.

beklager imidlertid, at oplægget ikke i tilstrækkeligt omfang synes at erkende, hvor meget det af økonomiske og finansielle hensyn haster med at rette op på euroområdets medfødte svagheder. Faktisk bygger den fornyede vækst i EU, vi i dag er vidner til, på den konjunkturstøtte, der ydes af Den Europæiske Centralbanks (ECB's) pengepolitik, som siden 2008 bl.a. har gjort det muligt at mindske de offentlige myndigheders rentebetalinger med 1 000 mia. EUR og at holde renten særlig lav i en række medlemsstater. De offentlige myndigheder og finansielle aktører i euroområdet bør imidlertid forberede sig på, at ECB gradvist vil reducere den pengepolitiske støtte, og at renten på langt sigt vil stige. Samtidig befinder EU sig ved en skillevej, hvor det er nødvendigt at bekræfte eurozonens strategiske betydning gennem en påviselig økonomisk merværdi;

5.

bemærker endvidere, at størstedelen af de konkrete forslag, som fremsættes i oplægget, omhandler foranstaltninger relateret til kapitalmarkedsunionen og bankunionen, der allerede er iværksat — eksempelvis indførelsen af en europæisk indskudsforsikringsordning (EDIS), som det er nødvendigt at nå til enighed om inden udgangen af 2019, hvis den skal kunne iværksættes i 2025. RU beklager til gengæld, at spørgsmål vedrørende ØMU'en henvises til oplæggets slutning, og at der fremlægges alternative valgmuligheder og ikke konkrete forslag, som forpligter Kommissionen. Derfor indeholder oplægget kun få nye elementer i forhold til de fire formænds rapport (december 2012) (4) og de fem formænds rapport (juni 2015) (5) samt i forhold til en lang række beslutninger fra Europa-Parlamentet, herunder beslutningen af 16. februar 2017 om budgetmæssig kapacitet for euroområdet;

6.

betragter det som en prioritet at styrke de enkelte medlemsstaters strukturelle vækst og støtte etableringen af vilkår for konvergens inden for euroområdet, så det bliver mere modstandsdygtigt over for chok som følge af kommende finanskriser. Man må konstatere, at vækstraterne i de forskellige medlemsstater overordnet set har nærmet sig hinanden, men at indkomsten pr. indbygger stadig varierer betragteligt medlemsstaterne imellem. EU lider i øvrigt under manglende konkurrencedygtighed i mange økonomiske sektorer på grund af manglende indenlandsk efterspørgsel og lave private og offentlige investeringer. Sideløbende er det bekymrende at kunne konstatere, at realøkonomien i sidste ende ikke virker som om, den drager særlig meget fordel af pengepolitikken, idet den produktive kapital stagnerer, samtidig med at de finansielle aktiver og værdien af fast ejendom øges uforholdsmæssigt meget;

7.

støtter derfor en konvergensstrategi som supplement til de allerede eksisterende europæiske politikker for at styrke den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed, som tager udgangspunkt i følgende forslag:

7.1.

skabe en budgetmæssig kapacitet i euroområdet, der indeholder et aspekt af forberedelser til tiltrædelse af euroområdet, til at træffe foranstaltninger, der stimulerer den makroøkonomiske og sociale konvergens og modstandsdygtighed over for globaliseringen. Udvalget understreger, at man skal være mere opmærksom på de lokale og regionale myndigheders rolle i skatte- og afgiftsspørgsmål og påpeger i den forbindelse, at mange lokale og regionale myndigheder allerede har skattemæssige beføjelser. Forslag på EU-niveau må ikke resultere i, at de lokale og regionale myndighedsniveauer mister disse beføjelser;

7.2.

omlægge en del af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) til et integreret ikke-monetært europæisk instrument, som er underlagt EU-institutionernes ansvar og udstyret med et klart mandat, og som råder over indlåns- og udlånskapacitet i størrelsesordenen 100-200 mia. EUR for at muliggøre indgreb på kort og mellemlangt sigt i tilfælde af en pludseligt opstået økonomisk krise og asymmetriske chok;

7.3.

oprette en konvergenskodeks, som suppleres med et system, der opmuntrer til strukturelle reformer, hvis omfang skal defineres i forhold til deres europæiske merværdi, og som bl.a. kan omfatte skattepolitisk konvergens, foranstaltninger til stimulering af arbejdsmarkedet gennem uddannelse, digitalisering og styrket social samhørighed med særlig hensyntagen til udfordringer forbundet med den demografiske forandring. RU henleder i den forbindelse opmærksomheden på, at den tekniske bistand allerede kan underbygges gennem støtteprogrammet for strukturelle reformer;

8.

gentager i denne forbindelse sin opfordring til:

9.

opfordrer til en reel demokratisk deltagelse af Europa-Parlamentet og samråd med RU og arbejdsmarkedets parter forud for vedtagelsen af de landespecifikke henstillinger som led i det europæiske semester, navnlig for at sikre, at de landespecifikke henstillinger er i overensstemmelse med nærhedsprincippet og ikke fremsættes på grundlag af potentielle makroøkonomiske ubalancer, der udelukkende bygger på nationale tal uden hensyntagen til deres regionale og/eller lokale relevans;

10.

slår til lyd for, at euroområdet skal fungere på mere demokratisk vis, idet Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter tildeles en større rolle bl.a. når det gælder kontrol med ESM og dens fremtidige udvidelse i form af en europæisk fond. RU forkaster imidlertid idéen om etableringen af nye parlamentariske strukturer, eftersom Europa-Parlamentet allerede er euroområdets parlament, idet euroen ifølge EU-traktaterne er den fælles mønt i den europæiske union. Til gengæld og på sigt i forbindelse med en revision af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), kunne der iværksættes afstemningsprocedurer i Europa-Parlamentet i lighed med artikel 138 i TEUF vedrørende Rådet for at tage højde for, at medlemmerne af Europa-Parlamentet kan vælges i stater, der ikke er medlemmer af euroområdet;

11.

støtter en sammenlægning af de funktioner, der hører under formanden for Eurogruppen og kommissæren med ansvar for økonomiske og monetære anliggender, med det formål at repræsentere euroområdets almene interesser i Eurogruppen;

12.

mener, at det er nødvendigt formelt at fastsætte en forretningsgang for Eurogruppen med henblik på at fremme gennemsigtigheden;

13.

understreger, at fuldførelsen af ØMU'en bør ske ved hjælp af en social søjle med henblik på at gøre beskæftigelse og sociale standarder, der harmoniseres i opadgående retning, til en del af de makroøkonomiske prioriteter (6) i tråd med Det Europæiske Råds køreplan fra december 2012;

14.

foreslår at supplere de fire styrende principper, som Kommissionen har fremsat forslag om, med henblik på uddybelse af ØMU'en, med et femte vedrørende bidraget til den bæredygtige udvikling og til gennemførelsen af målene fra klimakonferencen i Paris;

15.

gentager desuden sin overbevisning om, at EU-budgettets nuværende størrelse, der blot udgør 1 % af BNP, ikke er tilstrækkeligt for at opnå en anticyklisk makroøkonomisk effekt på EU-niveau. RU understreger imidlertid, at de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) trods deres forholdsvis beskedne størrelse (0,37 % af bruttonationalindkomsten (BNI) i EU) stadig er en vigtig løftestang for at stimulere de lokale investeringer og bidrage til at konvergere de fremover 27 medlemsstaters økonomier. Udvalget anmoder derfor om, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer med mindst en tredjedel af det fremtidige EU-budget til samhørighedspolitikken efter 2020;

16.

understreger, at det er nødvendigt at supplere Unionens næste finansielle ramme for perioden fra 2021 med nye typer egne indtægter (7). Formålet med dette forslag bør være at forbedre den demokratiske styring og EU-budgettets læsbarhed samt øge effektiviteten af budgetforvaltningen. De nye egne indtægter kunne navnlig tage udgangspunkt i en EU-selskabsskat baseret på et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag (FKSSG) samt en europæisk beskatning af den digitale økonomis overskud og/eller af omsætningen i den digitale økonomi, en beskatning af finansielle transaktioner og en CO2-afgift, der tilskynder til nedbringelse af CO2-emissionerne, som Kommissionen i henhold til sin meddelelse af 21. september 2017 bør fremsætte forslag om inden foråret 2018;

17.

modsætter sig, at eurozonens budgetmæssige kapacitet tager form af en budgetlinje for euroområdet inden for EU’s budget, så længe loftet for de egne indtægter er fastsat til 1,23 % af EU’s BNI. En integration af eurozonens budgetmæssige kapacitet inden for Unionens budget ville rent faktisk betyde, at den højst ville nå op på mindre end 30 mia. EUR om året, hvilket er komplet utilstrækkeligt til at udfylde de funktioner, Kommissionen forestiller sig, nemlig: 1) yde hjælpe i forbindelse med strukturreformer, 2) udfylde en stabiliseringsfunktion, 3) udgøre en støttemekanisme »eller« bagstopper for bankunionen og 4) fungere som et instrument for førtiltrædelsesbistand til de medlemsstater, der ikke anvender euroen. Desuden ville en integration af eurozonens budgetmæssige kapacitet inden for Unionens budget føre til en risiko for en mekanisk crowding out-effekt for finansieringen af Unionens politikker såsom ESI-fondene;

18.

vurderer, at der er behov for en præcisering af konvergensinstrumenternes omfang med hensyn til ESI-fondene og navnlig samhørighedsfonden (8), inden man iværksætter dem med henblik på, at landene tilslutter sig eurozonen;

19.

bemærker, at oplægget rejser mulighed for at styrke forbindelsen mellem strukturreformerne og EU's budget, enten gennem en fond, som skal opmuntre medlemsstaterne til at gennemføre reformer, eller ved at koble udbetalingen af midler fra de europæiske struktur- og investeringsfonde (helt eller delvist) sammen med de fremskridt, der er gjort i forbindelse med gennemførelsen af konkrete reformer, med det formål at fremme konvergens. Gennemførelsen af reformerne vil i givet fald blive overvåget inden for rammerne af det europæiske semester. På den baggrund minder RU om, at udvalget hele tiden har været imod enhver form for makroøkonomisk konditionalitet, hvor ESI-fondene anvendes som afskrækkelsesinstrument eller straf. Udvalget er ligeledes bekymret over, at reduktionen af medlemsstaternes offentlige underskud i forbindelse med det europæiske semester tillægges langt større betydning i forhold til at holde den høje gældsprocent nede, end foranstaltninger rettet mod at øge væksten. Endelig beklager RU, at de lokale og regionale myndigheder stadig ikke inddrages nær nok i styringen af det europæiske semester, på trods af at mere end tre fjerdedele af de landespecifikke henstillinger for 2017 har med lokalområder og regioner at gøre, samtidig med at ansvaret for deres iværksættelse ligger hos de subnationale myndighedsniveauer;

20.

mener, at Rådets aftale fra februar 2016 om en fleksibel anvendelse af stabilitets- og vækstpagten tillige bør bekræftes i EU’s primærret. RU minder i den forbindelse om sin opfordring til, at de lokale og regionale myndigheders offentlige investeringer ikke medregnes i det strukturelle underskud for den mellemfristede målsætning, som det er fastlagt i stabilitets- og vækstpagten og i finanspagten og til ikke at lade medlemsstaternes og de lokale og regionale myndigheders medfinansiering gennem ESI-fondene indgå i de strukturelle udgifter. Man må konstatere, at denne medfinansiering pr. definition er investeringer af generel europæisk interesse, og at den har en løftestangseffekt for den økonomiske vækst (9);

21.

understreger, at det med henblik på gennemførelse af bankunionen er vigtigt at udvikle en koordineret europæisk tilgang til misligholdte lån (10), der ved udgangen af 2016 udgjorde hen ved 1 000 mia. EUR, hvilket svarer til ca. 6,7 % af EU’s BNP og til 5,1 % af alle banklån, og for hvilke man kan konstatere meget store udsving i EU med procentsatser mellem 1 % og 46 % og med en stor spredning på økonomiske sektorer. RU støtter derfor handlingsplanen, der blev godkendt af Rådet den 11. juli 2017, og som sigter på at løse det problem, der er opstået som følge af misligholdte lån i banksektoren, gennem en række initiativer inden for banktilsyn, reform af rammerne for insolvens og inddrivelse af gæld, udvikling af sekundære markeder for misligholdte lån og omstrukturering af banksektoren;

22.

er fortsat tvivlende over for forslaget om at oprette securitiserede finansielle produkter, som kan udstedes af en kommerciel enhed eller en institution, der køber en portefølje af statsobligationer fra euroområdet og udsteder sine egne obligationer med sikkerhed i denne portefølje (»sovereign bond-backed securities« (SBBS)), svarende til de amerikanske statsobligationer. Ganske vist gør sådanne værdipapirer, at man kan bryde forbindelsen mellem banker og stater og fjerne statsobligationernes privilegier, samtidig med at man undgår fælles gældshæftelse og moralsk hazard. Samtidig gør securitisering det imidlertid muligt for bankerne at overføre finansielle risici til ikkeregulerede finansielle aktører. I øvrigt risikerer SBBS at øge rentespændet mellem statsobligationer (spread) i perioder med økonomisk turbulens.

8.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/11

1.

Det Europæiske Regionsudvalg (RU) fremhæver, at de makroregionale strategier repræsenterer en funktionel og grundlæggende europæisk vision og bifalder Kommissionens første samlede rapport om gennemførelsen af EU's makroregionale strategier. Udvalget bemærker, at EU har behov for en territorial vision (1), som ikke stopper ved landegrænsen for at udvikle en »global« tilgang;

2.

bemærker, at de makroregionale strategier til trods for deres korte levetid (2) er blevet et veletableret bottom-up- og stedbaseret instrument til mere effektiv udnyttelse af makroregioners fælles potentiale ved at sikre bedre gennemførelse og koordinering af de politiske svar på en række udfordringer såsom økonomisk vækst, innovation, transport, energi, miljø og klimaforandringer;

3.

påpeger, at de makroregionale strategier er afgørende for opfyldelsen af EU's strategiske mål og udgør en vigtig del af EU's arkitektur for forvaltning på flere myndighedsniveauer. Strategierne spiller en vigtig rolle ved ligeledes at sætte skub i udviklingen i mindre udviklede regioner. De spiller også en central rolle for overgangs-, tiltrædelses- og tredjelande, som f.eks. nabolande;

4.

understreger makroregionale strategiers betydning for understøttelsen af foranstaltninger til bekæmpelse af klimaforandringer i truede regioner. Strategierne kan f.eks. anvendes effektivt til at tackle oversvømmelser eller brande i grænseområder;

5.

mener, at makroregionale strategier og andre EU-instrumenter for grænseoverskridende og tværnationalt samarbejde, såsom EGTS'er og andre territoriale samarbejdsstrukturer, f.eks. arbejdsfællesskaber, og Interreg-programmer, udgør et væsentligt fundament for fremtidens EU;

6.

støtter i høj grad planen om en samlet rapport om gennemførelsen af de fire makroregionale strategier og ser frem til de gennemførelsesrapporter, som skal udarbejdes af Kommissionen ved udgangen af 2018;

7.

fremhæver den potentielle betydning af makroregionale strategier for integreret udvikling, som ikke er bestemt af EU's grænser, og især i betragtning af at Det Forenede Kongerige forlader EU. Det foreslår derfor, at man undersøger, hvordan makroregionale strategier kan bidrage til udviklingen af de fremtidige forbindelser mellem Det Forenede Kongerige og EU, og kræver, at lokale og regionale myndigheder på begge sider inddrages tæt i de fremtidige drøftelser om dette spørgsmål;

8.

henviser til tidligere relevante udtalelser fra RU, der indeholder specifikke bemærkninger om hver enkelt makroregional strategi (3) og lader disse synspunkter være udgangspunktet for generelle bemærkninger i denne udtalelse, der gælder for alle de makroregionale strategier. Der gøres opmærksom på vigtigheden af større effektivitet og prioritering af resultaterne samt et mere praksisorienteret fokus for gennemførelsen af de makroregionale strategier;

9.

understreger, at fordelen ved de makroregionale strategier er, at nationale, regionale og lokale aktører samles under en fælles ramme for at udarbejde en overordnet strategi og fælles programmeringsprocesser, der bidrager til at opfylde EU-traktatens mål om økonomisk, social og territorial samhørighed på grundlag af en effektiv hensyntagen til lokale behov. Desuden bidrager de makroregionale strategier til at inddrage borgerne i det europæiske projekt og slå bro over kløften mellem den politiske beslutningstagning på EU- og lokalt niveau;

10.

bemærker imidlertid, at de makroregionale strategier befinder sig i en kritisk fase, hvor deres potentiale i stigende grad anerkendes, men hvor den praktiske gennemførelse må forbedres yderligere for at realisere deres fulde potentiale. Denne udtalelse redegør for det lokale og regionale perspektiv på de makroregionale strategier, men har tillige en mere overordnet strategisk målsætning i lyset af det igangværende forberedende arbejde forud for den næste programmeringsperiode og Europas fremtid generelt;

11.

støtter nye initiativer til fastlæggelse af nye makroregionale strategier. Der bør imidlertid vælges en mere systematisk tilgang, hvor funktionelle behov kortlægges ved hjælp af en bottom up-proces. Eksisterende og veletablerede territoriale samarbejdsstrukturer bør afspejle den makroregionale strategis eventuelle merværdi og tilbyde nye muligheder for at forbedre eksisterende territoriale samarbejdsstrukturer;

12.

mener endvidere, at det bør understreges, at de eksisterende makroregionale strategier er resultatet af et partnerskab mellem mange EU-medlemsstater, men det bør også være muligt at skabe makroregionale strategier, der omfatter færre lande, men flere regioner, og som i denne territoriale strategi har et passende og effektivt instrument til at tackle fælles udfordringer, idet der i øvrigt bør være særlig fokus på regioner med naturbetingede ulemper, øregioner og regioner i den yderste periferi;

13.

mener, at civilsamfundet og bemyndigede lokale interessenter, regioner og byer i høj grad kan bidrage til at konsolidere den europæiske ide og opnå en hensigtsmæssig løftestangseffekt. Det er derfor vigtigt at inddrage de hovedansvarlige for gennemførelsen af de makroregionale strategier og civilsamfundet i udformningen af de strategiske programmer. På den måde vil det blive muligt at sikre en bedre overholdelse af nærhedsprincippet i Europa, ikke kun i samspillet mellem politiske beslutningstagere og institutioner, men også i samspillet med de økonomiske og sociale interessenter på lokalt og regionalt plan.

14.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at de makroregionale strategier i bund og grund er et politisk instrument til at koordinere gennemførelsen af en lang række politikker. Deres anvendelsesområde vedrører langt mere end målet om europæisk territorialt samarbejde: På den ene side bidrager forskellige politikområder til gennemførelsen af strategierne, og på den anden side ville alle EU-politikker nyde godt af en bedre koordinering gennem makroregionale strategier;

15.

bemærker, at målene for de makroregionale strategier skal indarbejdes i EU's overordnede strategi efter 2020 på en samordnet måde, så der derved skabes en sammenhængende ramme for alle programmer. Dette vil resultere i, at der i den strategiske planlægning af alle politikker, der har indflydelse på den regionale udvikling, vil blive taget højde for de makroregionale strategier. Dette gælder alle former for politikker på alle niveauer, herunder politikker med delt forvaltning, og også de politikker, der forvaltes direkte af Kommissionen, samt nationale og regionale politikker;

16.

beklager, at merværdien af de makroregionale strategier for øjeblikket ikke i tilstrækkelig grad afspejles i de sektorspecifikke politikker og deres finansieringsprogrammer. Dette resulterer i praktiske vanskeligheder, når projekter skal opfylde de strategiske krav i både de makroregionale strategier og de sektorpolitikker, som står for finansieringen, og hvor kravene kan være meget forskellige. Som følge heraf tager projekter, der er omfattet af de makroregionale strategier, længere tid at forberede og er dermed mindre konkurrencedygtige end »standard« sektorpolitiske projekter;

17.

mener, at alle EU-politikker (inkl. samhørighedspolitikken) med henblik på at sikre adgang til finansielle midler i programmeringsperioden efter 2020 bør indeholde specifikke gennemførelsesbestemmelser for projekter, der bidrager til gennemførelsen af en makroregional strategi, og som vil lette adgangen til finansiering og reducere de administrative krav. Gennemførelsen af EU-programmer skal forenkles så hurtigt som muligt;

18.

opfordrer til en styrkelse af samspillet mellem de makroregionale strategier og EU's finansieringskilder i både udformnings- og gennemførelsesfasen af sektorpolitikkerne. Overlapning af procedurer og rapportering skal undgås. Principielt skal midlerne følge politikken og ikke omvendt. Desværre synes det modsatte på nuværende tidspunkt at være tilfældet, idet de makroregionale strategier er nødsaget til at anmode om støtte fra finansieringsprogrammerne;

19.

opfordrer medlemsstaterne til at indlede en debat om, hvordan makroregionale strategier i overensstemmelse med de grundlæggende principper for strategierne bør integreres i EU's flerårige finansielle ramme efter 2020. Hvad angår den næste generation af finansieringsprogrammer bør Kommissionen afsætte tilstrækkelige midler til de tværnationale programmer, som er forbundet med makroregionale strategier, og udvikle en mekanisme, som prioriterer støtteberettigede projekter, der inden for rammerne af en makroregional strategi betegnes som strategiske, således at de supplerer de projektmidler, der er afsat under andre EU-instrumenter for grænseoverskridende og tværnationalt samarbejde;

20.

opfordrer indtrængende koordinatorerne for de makroregionale strategier til hurtigst muligt at udarbejde strategidokumenter for, hvordan forskellige politikker bør bidrage til gennemførelsen af strategierne. Med henblik på udarbejdelsen af lovforslag for programmeringsperioden efter 2020 ville sådanne strategidokumenter tilskynde EU's politiske beslutningstagere til at vedtage lovgivning, der tager højde for behovene i tilknytning til de makroregionale strategier. Derudover vil strategidokumenterne udgøre et direkte bidrag til programmeringsfasen og udgøre grundlaget for udformningen af operationelle programmer;

21.

opfordrer Kommissionen til at samarbejde med Interact-programmet, de tematiske og nationale koordinatorer i de makroregionale strategier og igangværende og kommende makroregionale strategiers interessenter om at støtte denne proces ved at tilrettelægge og finansiere specifikke workshops, der får til opgave at udarbejde sådanne strategidokumenter. Udvalget opfordrer Kommissionen til i samarbejde med Interact-programmet at fremme erfaringsudveksling mellem de fire makroregionale strategier, både hvad angår de tematiske prioriteter i strategierne og generelle aspekter af deres gennemførelse. Forberedelsen af nye makroregionale strategier kræver også metodologisk støtte;

22.

peger på, at Kommissionen bør påtage sig en øget/mere proaktiv rolle med hensyn til at koordinere og fremme de makroregionale strategier og stimulere samarbejdet på området. Ud over DG Regio, bør også andre af Kommissionens generaldirektorater mere aktivt støtte gennemførelsen af de makroregionale strategiers strategiske mål. De makroregionale strategier bør være tættere forbundet med samtlige EU-politikker og -instrumenter for at sikre et øget bidrag til EU's overordnede målsætninger;

23.

opfordrer til, at der gives mulighed for at inkludere incitamenter, bl.a. økonomiske, for regionerne og medlemsstaterne med støtte fra Kommissionen med det formål at fremme nye gennemførelsesmetoder for europæisk politik og lovgivning i forbindelse med de makroregionale strategier. Sådanne nye metoder kunne f.eks. bestå i at afprøve eventuelle fremtidige europæiske standarder eller politikker eller lette gennemførelsen af EU-lovgivning og -politikker, der allerede er vedtaget (eventuel hurtigere opfyldelse af visse mål — f.eks. på områderne klima, energi, transport m.m. — eller opstilling af mere ambitiøse mål, end dem der er fastsat i europæisk lovgivning, både i kvalitativ og kvantitativ henseende). Denne incitamentsmekanisme vil kunne realiseres ved på frivillig basis at inddrage de makroregionale partnere og Kommissionen i en »programaftale«, der fastlægger mål og metoder og skaber incitamenter til at engagere sig i en hurtigere gennemførelse.

24.

Det Europæiske Regionsudvalg fremhæver, at samhørighedspolitikken ikke kun er EU's regionaludviklingspolitik, som har til formål at reducere forskelle, men også Unionens vigtigste investeringsværktøj. Der er behov for en tættere og mere direkte forbindelse mellem de makroregionale strategier og foranstaltningerne under samhørighedspolitikken, så strategierne kan drage fordel af en integreret og specifik tilgang i de operationelle programmer;

25.

påpeger, at samhørighedspolitikken yder en vigtig støtte til de makroregionale strategier. For det første giver samhørighedspolitikken væsentlig finansiel støtte til projekter, der bidrager til gennemførelsen af strategierne, og for det andet kan samhørighedspolitikken sikre strategiernes daglige funktion ved at yde teknisk bistand til deres styringsmekanismer;

26.

bemærker, at samhørighedspolitikken fungerer gennem nationale bevillinger og således primært fokuserer på nationale prioriteter. I praksis betyder dette, at selv om et land/en region vælger at støtte projekter inden for rammerne af en makroregional strategi, er der ingen garanti for, at det andet land/den anden region også vil gøre, hvad der er nødvendigt for at støtte gennemførelsen. Desværre reduceres projektets effektivitet i sådanne tilfælde, og merværdien af den makroregionale strategi svækkes. Medlemsstaterne bør i planlægningen af samhørighedspolitikken tage hensyn til makroregionale strategier;

27.

går derfor ind for yderligere at styrke det europæiske territoriale samarbejde inden for rammerne af samhørighedspolitikken i fremtiden og samtidig forstærke den tværnationale dimension af de almindelige operationelle programmer — som tegner sig for ca. 95 % af samhørighedspolitikken — og afstemme dem med de eventuelle makroregionale strategier. Synergieffekterne mellem programmer under ESI-fondene og direkte forvaltede sektorprogrammer såsom Horisont 2020, Erasmus+ og Connecting Europe-faciliteten bør ligeledes forbedres. De relevante operationelle programmer bør klart tage hensyn til de makroregionale strategier i det pågældende område. Udvalget ser gerne, at alle EU's interne og eksterne land- og søgrænser (regioner, der er adskilt af højst 150 km eller, hvis der er tale om regioner i den yderste periferi og øer, mere end 150 km), bliver støtteberettigede og får mulighed for at deltage i programmerne for tværnationalt samarbejde og de makroregionale programmer;

28.

gentager anmodningen fra sin nylige udtalelse om mellemfolkelige og mindre projekter i grænseoverskridende samarbejdsprogrammer, om at gøre adgangen til midler fra samhørighedspolitikken lettere for mindre projekter. Erfaringerne viser, at visse mindre, tværnationale projekter er kompatible med målsætningerne i de makroregionale strategier. De fleste EU-finansieringsprogrammer er imidlertid ikke udformet med henblik på at støtte mindre projekter: Mange lokalsamfund og civilsamfundsorganisationer kan ikke deltage, da de ikke råder over den nødvendige finansielle og administrative kapacitet. På den baggrund anbefales det, at der udvikles let tilgængelige og håndterbare finansieringsinstrumenter, herunder modeller for forfinansiering og projektforberedelse for mindre projekter;

29.

understreger, at programmerne for europæisk territorialt samarbejde spiller en afgørende rolle for støtten til de makroregionale strategier. Programmerne for europæisk territorialt samarbejde udgør imidlertid kun en beskeden del af den samlede støtte og er derfor vigtige af kvalitetsmæssige årsager frem for kvantitetsmæssige. Hovedformålet med programmerne for europæisk territorialt samarbejde bør være at støtte grænseoverskridende, tværnationalt og interregionalt samarbejde samt pilotprojekter og innovative programmer og herudover yde teknisk bistand til finansieringen af gennemførelsen af de makroregionale strategier. Konkurrence om de samme midler mellem projekter under henholdsvis programmerne for europæiske territorialt samarbejde og de makroregionale strategier vil være kontraproduktivt;

30.

fremhæver den rolle, som EGTS'er spiller i gennemførelsen af de makroregionale strategier og andre tværnationale og grænseoverskridende initiativer, såsom arbejdsfællesskaberne. EGTS'erne har imidlertid endnu ikke udnyttet deres fulde potentiale på grund af en utilstrækkelig gennemførelse af den nødvendige lovgivning i nogle medlemsstater, en mangel på viden om redskabets muligheder og andre vedvarende administrative hindringer.

31.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at et grundlæggende princip for makroregionale strategier er de »tre nej'er«: ingen ny EU-finansiering, ingen nye formelle EU-strukturer og ingen ny EU-lovgivning. I praksis har dette princip imidlertid skabt nogen forvirring. Inden for rammerne af alle makroregionale strategier er der således oprettet nye strukturer som platforme og netværk for samarbejde, men de kategoriseres ikke som formelle EU-strukturer. Gennemførelsen af de makroregionale strategier afhænger i høj grad af EU-finansiering, men teknisk set er finansieringen ikke ny, den anvendes blot til et andet formål. Desuden bør det, på trods af at de makroregionale strategier ikke bør udløse ny lovgivning, være muligt at foreslå eller ændre lovgivning på alle niveauer, hvis dette vil forbedre gennemførelsen af de makroregionale strategier;

32.

mener, at de »tre nej'er« bør erstattes med »tre gange ja« for at forbedre anvendelsen af den eksisterende lovgivning, institutioner og finansiering. Der bør vælges en praksisorienteret tilgang, hvorved der træffes de nødvendige foranstaltninger til at forbedre de makroregionale strategiers funktion i stedet for at fokusere på forvirrende principper som f.eks. de »tre nej'er«. RU siger ja til bedre synergier med finansieringsinstrumenter, ja til en bedre integration af eksisterende strukturer i de makroregionale strategier og ja til bedre gennemførelse af eksisterende lovgivning.

33.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at forvaltningen af de makroregionale strategier nu må styrkes, og at en styrket forvaltning kræver en styrkelse af det lokale og regionale niveau. Forvaltningen kan ikke alene pålægges de nationale regeringer, da dette er i modstrid med idéen bag en makroregional strategi;

34.

mener, at gennemførelsen af makroregionale strategier kræver en specifik tilgang til forvaltning baseret på samarbejde og koordinering og understreger, at en forbedring af den administrative kapacitet baseret på øget medansvar og bedre samarbejde er en nødvendighed for at nå dette mål. Denne specifikke forvaltningstilgang bør integreres i de eksisterende forvaltningsstrukturer på en samordnet måde med det formål at undgå overlapning og sikre en strømlinet tilgang. Koordineringsindsatsen må under ingen omstændigheder resultere i en skjult centralisering;

35.

fremhæver, at en følelse af medansvar hos de europæiske, nationale og regionale politikere og forvaltninger er en forudsætning for at forbedre den administrative kapacitet, og beklager, at de makroregionale strategier i mange tilfælde stadig lider under et manglende medansvar. Medansvarsfølelsen kan styrkes ved at øge bevidstheden om den afgørende rolle, som de regionale og lokale myndigheder spiller;

36.

erkender, at processerne for udformning og gennemførelse af de makroregionale strategier og dertil knyttede projekter i første omgang kan synes vanskelige og komplekse, idet forskellige administrative kulturer og traditioner mødes og skal forsøge at fastlægge en fælles udviklingsstrategi. De makroregionale strategier kræver betydelige menneskelige ressourcer og tid i de indledende faser, hvor der skal etableres nye procedurer og administrative strukturer. Der er brug for en ny administrativ etik (mere åben og strategisk) og tilegnelse af nye tilgange, retlige rammer og sprog;

37.

bemærker, at en vedvarende dialog, effektive samarbejdsstrukturer og stærke partnerskaber har stor betydning for, at der opstår et medansvar for gennemførelsen af de makroregionale strategier. Delt forvaltning er den mest hensigtsmæssige gennemførelsesmetode i en situation med flerniveaustyring. Det er i den forbindelse vigtigt at præcisere ansvarsområder og kompetencer for alle individuelle aktører;

38.

mener, at EU-institutionerne bør nå til enighed om en overordnet europæisk vision og udviklingsstrategi baseret på nationale, regionale og lokale behov. De makroregionale strategier er baseret på »funktionelle« regioner og har derfor de bedste forudsætninger for at gennemføre EU's udviklingsstrategi og opfylde målene heri ved at imødekomme de særlige behov og krav i et bestemt område (geografisk område) og ved effektivt at anvende partnerskabsprincippet;

39.

gentager, at et effektivt partnerskab er lig med inddragelse af alle interessenter i de strategiske planlægnings- og beslutningsprocesser. Dette kan naturligvis kun realiseres, hvis de lokale og regionale behov kortlægges, analyseres inden for en EU-kontekst og indgår som et element i de overordnede makroregionale strategier. På lignende vis kan de makroregionale strategier kun skabe gode resultater, hvis de regionale og lokale aktører og civilsamfundet får den fleksibilitet, tillid og de finansielle incitamenter, de har brug for, til at gennemføre mål af fælles europæisk interesse, der er tilpasset de lokale og regionale behov;

40.

foreslår, at den nationale koordinering med alle andre politiske, institutionelle og administrative niveauer bør baseres på et stærkt mandat og et specifikt budget til koordineringsaktiviteter. Koordinering kan også omfatte etablering af et netværk af sammenkoblede nationale koordineringsplatforme for hver makroregional strategi med det formål at sikre en inklusiv gennemførelse i de enkelte deltagerlande og sikre sammenhæng mellem de forskellige gennemførelsesstrategier i de deltagende lande og regioner;

41.

understreger, at en bedre forvaltning af de makroregionale strategier kræver støtte fra Kommissionen, der aktivt bør støtte den nationale og tematiske koordinering og arbejde for at styrke sammenhængen mellem EU's politikker og gennemførelsen af de makroregionale strategier med særlig vægt på det regionale og lokale perspektiv. Kommissionen bør tilrettelægge hyppige og regelmæssige møder og seminarer, som vil give aktører med ansvar for gennemførelsen og andre vigtige interessenter et bedre overblik over EU's mål og muliggøre udveksling af bedste praksis mellem de eksisterende makroregionale strategier;

42.

mener, at Kommissionen i høj grad bør forbedre sin interne koordinering på tværs af forskellige generaldirektorater og fjerne eksisterende overlapninger i EU's politikker. Kommissionens næste rapport om gennemførelsen af EU's makroregionale strategier bør i endnu højere grad fokusere på eksempler på god praksis, som kan overføres mellem strategier;

43.

mener, at fremtidige rapporter fra Kommissionen også bør indeholde faktuelle oplysninger om de finansielle bidrag til de makroregionale strategier, herunder antallet af støttede projekter. Endelig bør Kommissionen også gøre mere for så vidt angår forslag om harmonisering af den terminologi, der bruges til at beskrive roller og processer i de makroregionale strategier.

44.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at der er behov for overvågning og evaluering af den måde, hvorpå de makroregionale strategier gennemføres, for at vurdere deres effektivitet og fremme den politiske læringsproces. Imidlertid skal formålet med indberetningen stå klart, hvilket også gælder for målgruppen for rapporterne og de dertil knyttede forventninger. Rapportering uden et klart formål er blot lig med meningsløst bureaukrati;

45.

mener, at rapporterne om gennemførelsen af de makroregionale strategier bør tjene til at vurdere, om EU's og de nationale politikker stadig er sammenhængende og hensigtsmæssige for gennemførelsen af strategierne. De bør gøre beslutningstagerne på EU- og nationalt plan opmærksomme på aspekter, der bør ændres. Når der foreslås ny lovgivning, bør der foretages en territorial konsekvensanalyse med det formål at kortlægge potentielle følgevirkninger for de makroregionale strategier. Rapporterne bør også være en hjælp for de aktører, der gennemfører de makroregionale strategier, til at forstå de realiserede fremskridt, forbedre de interne processer og foretage justeringer på baggrund af nye tendenser;

46.

understreger, at territorialt samarbejde til en vis grad er risikobetonet og ikke let at forudsige i detaljer. Overvågning og evaluering bør derfor fokusere på resultater og samarbejdsprocesser i stedet for tal. Svigt og fejl kan og vil ske, og de bør ikke straks føre til finansielle korrektioner eller en afslutning af foranstaltningerne, da dette vil forhindre innovative, men risikobetonede projekter;

47.

er enig med Kommissionen i, at en stærk kommunikationsstrategi bør være en del af de makroregionale strategier, og mener, at der i betragtning af den aktuelle situation i EU er behov for at formidle merværdien af EU's indsats. De makroregionale strategier gør EU's politiske mål mere synlige og forståelige for borgerne på lokalt plan. De udgør dermed et svar på den aktuelle politiske udvikling i Europa og kan levere et betydeligt bidrag til den fremtidige debat om EU-27, der for nylig blev lanceret af Kommissionen med hvidbogen om Europas fremtid.

48.

Det Europæiske Regionsudvalg er enig i Kommissionens vurdering af gennemførelsen af og udfordringerne i tilknytning til EUSBSR og gør opmærksom på, at der i 2016 blev etableret et netværk for forvaltningsmyndighederne for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling i tilknytning til EU's strategi for Østersøområdet. Formålet med netværket er at finde metoder til at yde en mere effektiv finansiel støtte til gennemførelsen af EUSBSR. Lignende netværk er også blevet etableret for andre fonde. Dette er et eksempel på bedste praksis, som kan anvendes i andre makroregionale strategier. Et andet eksempel på bedste praksis er de regionale og byrelaterede netværks inddragelse i EUSBSR;

49.

bemærker, at EUSBSR's startkapital har været et effektivt redskab i forbindelse med oprettelsen af partnerskaber og forberedelsen af samarbejdsprojekter, der søger finansiering fra enten Interreg-programmet for Østersøregionen eller andre finansieringsprogrammer. Idet EUSBSR var den første makroregionale strategi, kan den levere en lang række eksempler på bedste praksis, som andre makroregionale strategier kan anvende som benchmark.

50.

Det Europæiske Regionsudvalg er enig i Kommissionens vurdering af gennemførelsen af og udfordringerne i tilknytning til EUSDR. Et af de mest synlige resultater af EUSDR har været etableringen af et tværnationalt Interreg-program for Donauområdet, der stemmer nøjagtigt overens med Donaustrategiens geografiske område. En række projekter er blevet udviklet ved hjælp af EUSDR, og mange af dem er blevet blåstemplet af det tværnationale Interreg-program for Donauområdet eller andre finansieringskilder. I 2014 oprettede de 14 lande desuden i fællesskab et nyt organ, kontaktpunktet Danube Strategy Point (DSP), for at lette gennemførelsen af EUSDR og inddragelsen af alle nuværende og potentielle aktører. Begge initiativer repræsenterer særdeles gode fremskridt og bør fortsat støttes;

51.

glæder sig over, at EUSDR udgør en innovativ platform for regional-, udvidelses- og naboskabspolitikken, og at strategien fremmer de subnationale myndigheder og civilsamfundets deltagelse, herunder arbejdsmarkedets parter.

52.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at flygtninge- og migrantsituationen har en enorm indvirkning på landene omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav. Det 2. forum under EUSAIR, som fandt sted i Ioannina (Grækenland) den 11.-12. maj 2017, fokuserede på, hvordan EUSAIR kan bidrage til at styrke landenes evne til at håndtere krisen. Den resolution, der blev vedtaget på det 2. forum, opfordrede de deltagende lande til at etablere en samarbejdsplatform, som landene i regionen kan anvende til at forbedre koordineringen af deres svar på krisen og tage ved lære af hinanden;

53.

glæder sig over den indsats, der er gjort for at fremme samarbejdet mellem de europæiske struktur- og investeringsfonde og instrumentet for førtiltrædelsesbistand (IPA). Dette betyder, at ESI-fondene, IPA og andre relevante nationale og regionale finansieringskilder bør bidrage til opfyldelsen af EUSAIR-målene. Mulighederne for yderligere synergier med EU-strategien for Donauområdet og regionale internationale organisationer kan undersøges nærmere. Desværre skaber forskellig terminologi til beskrivelse af gennemførelsesprocessen i de forskellige finansieringsprogrammer stadig forvirring og hæmmer udnyttelsen af synergier;

54.

anerkender den merværdi, som strategien skaber for det eksisterende mellemstatslige og multilaterale samarbejde i EUSAIR-området;

55.

mener, at kløften mellem de politiske erklæringer og de midler, der står til rådighed for gennemførelsen, bør overvindes. Strategiens mål kan kun opfyldes, hvis strategien tildeles de nødvendige finansielle midler og forvaltningsværktøjer.

56.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at gennemførelsen af EUSALP blev indledt i første halvår 2016. Det er for tidligt at drage konklusioner, men EUSALP er uden tvivl kommet flyvende fra start. Det er positivt, at de fleste af de syv EUSALP-lande navnlig er involverede via deres regionale niveau. Det nationale/føderale niveau deltager i styringen, men gennemførelsen af strategien finder primært sted på regionalt plan. En følelse af medansvar på nationalt/føderalt niveau kunne, når dette er opnået, være en afgørende faktor med hensyn til at skabe større fremdrift for strategien i den nærmeste fremtid. Inddragelsen af det lokale og regionale niveau vil uden tvivl bidrage til at opbygge en følelse af medansvar og resultere i en inklusiv og resultatorienteret gennemførelse af strategien i den nærmeste fremtid;

57.

mener, at strategien for Alperegionen vil kunne bidrage til gennemførelsen af en bæredygtig udviklingsmodel for alle europæiske makroregioner. I Europa er befolkningen og velstanden overvejende koncentreret i by- og storbyområder, men for at byerne fortsat skal kunne udvikle sig bæredygtigt, er det nødvendigt at værne om de omkringliggende landdistrikter og bjergområder. Hvis naturværdierne beskyttes, er gevinsterne for borgerne oaser af velvære, forsyning af sunde kvalitetsfødevarer og bevarelse af biodiversiteten. Forbindelser mellem storbyområder, der er drivkræfter for produktion og katalysatorer for kreativitet og innovation og landdistrikter og bjergområder bør være en nøglefaktor i udviklingen af projektsynergier og fælles kommunikationskampagner over for borgerne;

58.

bemærker imidlertid, at EUSALP-aktørerne på baggrund af den lange tradition for samarbejde i regionen og en blomstrende økonomi kunne være endnu mere ambitiøse og gå længere end det allerede etablerede Interreg-samarbejde, og derved tjene som eksempel for andre makroregioner. En mulighed, der kan overvejes, er at oprette en permanent koordinationsenhed for strategiens gennemførelse, der på effektiv vis kan understøtte forvaltningssystemet;

59.

noterer sig og bifalder det fælles positionspapir fra det bayerske formandskab og andre deltagende regioner, der indeholder en opfordring til, at strategierne integreres i lovrammen for den kommende flerårige finansielle ramme.

60.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at grundprincipperne for de makroregionale strategier skaber et solidt og realistisk grundlag, hvorpå de decentrale regeringer, regionale og lokale myndigheder og deres lokalsamfund i Det Forenede Kongerige fremover kan samarbejde med deres pendanter i EU, og opfordrer forhandlerne fra Det Forenede Kongerige og EU til at medtage dette spørgsmål blandt de spørgsmål, som forhandlingerne om udtrædelsesaftalen skal dreje sig om.

8.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/19

1.

Det Europæiske Regionsudvalg (RU) anerkender, at det i den nuværende periode med usikkerhed, som EU befinder sig i, er afgørende at styrke de europæiske borgeres følelse af at høre til, deltage i og være tæt på det integrationsprojekt, som er blevet udviklet over de seneste tres år. Den europæiske model viser fortsat sin tiltrækningskraft, men bestræbelserne for at selvstændiggøre borgerne på alle måder (politisk, socialt, økonomisk og kulturelt) bør være en af måderne til at sætte nyt liv i processen. I denne henseende kan unionsborgerskabet — som blev etableret med Maastrichttraktaten for 25 år siden — og hvis hensigt er at give alle europæere en fælles status, udgøre et egnet instrument;

2.

anser det for hensigtsmæssigt at se på en styrkelse af borgernes rettigheder på baggrund af en globaliseringsproces, der skaber muligheder såvel som udfordringer for borgerne. På denne baggrund glæder udvalget sig over de overvejelser, Kommissionen på det seneste har iværksat med henblik på at styre globaliseringsprocessen, idet det sikres, at EU-borgerne beskyttes og selvstændiggøres gennem udvikling af robuste socialpolitikker, som bidrager til en opadgående konvergens i levestandarden, samt ydes den nødvendige støtte til livslang uddannelse og læring med særlig inddragelse af den private sektor. Udvalget henleder især opmærksomheden på den rolle, som EU's struktur- og investeringsfonde kan spille med henblik på disse tiltag, for så vidt angår sårbare regioner;

3.

understeger nødvendigheden af at sikre overholdelsen af retsstatsprincippet herunder på lokalt og regionalt plan, idet det er på disse niveauer, borgerne oplever dette. De næsten 100 000 lokale og regionale myndigheder, der findes i EU, påtager sig nemlig — som udvalget har bemærket (1) — i deres kontakter med borgerne i al deres forskellighed en stor del af ansvaret for at gennemføre de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder;

4.

gentager — i forlængelse af sine tidligere udtalelser om de foregående rapporter om unionsborgerskab — at man ikke bør se bort fra den sociale dimension af unionsborgerskabet og den særlige rolle, som de regionale og lokale myndigheder spiller i denne forbindelse. Udvalget glæder sig i dette perspektiv over, at institutionerne har sat sig for at bidrage til at opnå en opadgående konvergens i levestandarderne, understreger, at nærhedsprincippet skal overholdes i en »europæisk søjle for sociale rettigheder«, og henleder opmærksomheden på de virkninger, som søjlens planlagte kapitel III får for de lokale og regionale myndigheders kompetencer, bl.a. når det drejer sig om tiltag vedrørende beskyttelse af børn, fastsættelse af minimumsniveauer for social bistand, inklusion af handicappede, adgang til bolig og grundlæggende tjenesteydelser osv. (2). Udvalget understreger, at enhver styrkelse af disse rettigheder — som dokumentet lægger op til — skal ledsages af en territorial konsekvensanalyse samt en analyse af nærheds- og proportionalitetsprincippet, som garanterer, at de lokale og regionale myndigheders beføjelser respekteres;

5.

er dybt bekymret over de konsekvenser, Storbritanniens udtræden af EU kan få for borgerne, og anser det for absolut nødvendigt, at rettighederne for de EU-borgere og deres familier, der er bosiddende i Storbritannien, og for de britiske statsborgere, der er bosiddende i andre EU-medlemsstater, garanteres på behørig tydelig vis og under fuld overholdelse af retssikkerheden på baggrund af princippet om gensidighed. Dette bør være genstand for særlig opmærksomhed i de kommende år. Det er især nødvendigt, at den kommende aftale omfatter de garantier — effektive, ikkediskriminerende og så omfattende som muligt — som er nødvendige for at beskytte borgernes rettigheder, herunder EU-borgeres ret til at få fast ophold i Storbritannien og britiske statsborgeres tilsvarende ret i EU. Naturligvis bør disse rettigheder som led i en rimelig løsning gælde på tilsvarende vis;

6.

er opmuntret af den attitude, forhandlingsparterne har udvist angående disse spørgsmål, og efterlyser information, som er bredest mulig, fortløbende og opdateret, om udviklingen på dette område. Udvalget mener, at der skal foretages en præcis identifikation af, hvem der skal nyde godt af rettighedsbeskyttelsen, hvilke grundlæggende rettigheder der skal sikres — herunder adgang til uddannelse, sundhedstjenester og sociale tjenester — samt opretholdelsen af bestemte situationer (Nordirland og Cypern), hvor unionsborgerskabsrettighederne kunne blive særligt påvirket. Udvalget mener, at man under inddragelse af de regionale og lokale myndigheder i hele denne proces skal sørge for, at de berørte personer informeres bedst muligt, samt undgå enhver form for diskrimination eller fremmedhad mod disse;

7.

er på baggrund af ovenstående betragtninger meget positiv over for de forslag, Kommissionen har fremsat i sin 2017-rapport om unionsborgerskabet, samt deres velegnethed til at tage hul på en ny etape af styrkelsen af EU-borgernes rettigheder, omend udvalget mener, at forslagene kunne udbygges.

8.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at de europæiske borgere har mest tillid til de regionale og lokale myndigheder, og at lokale og regionale politikere bør spille en meget større rolle i EU's beslutningsproces med henblik på at gøre borgernes synspunkter gældende;

9.

finder, at de regionale og lokale myndigheders arbejde har afgørende betydning for at fremme Kommissionens forslag vedrørende oplysning om borgernes rettigheder. Man bør inddrage disse for at lette en hurtig adgang til denne form for information, eftersom der i sagens natur er tale om de myndigheder, der er tættest på og lettest tilgængelige for borgerne. I denne sammenhæng vil det være hensigtsmæssigt at styrke den rolle, som de europæiske informationscentre (Europe Direct) spiller med hensyn til oplysning og bevidstgørelse af borgerne om deres EU-rettigheder og finansieringsmuligheder, begivenheder og seminarer med et europæisk tema samt kontaktoplysninger for relevante organisationer;

10.

mener, at borgeroplysningen først og fremmest bør være henvendt til de unge. De unge har indtil nu været dem, der har været hårdest ramt af den økonomiske krise, og deres tab af tillid til en integrationsproces og en unionsborgerskabsstatus, som ikke sikrer dem fulde muligheder for personlig og jobmæssig udfoldelse, bør have særlig opmærksomhed. De foranstaltninger, der skal træffes — hvor de lokale og regionale myndigheder spiller en central rolle — bør ikke blot vedrøre lancering af det europæiske solidaritetskorps, men foranstaltninger af forskellig natur (adgang til beskæftigelse, mobilitet, uddannelse, kompetenceudvikling osv.), i overensstemmelse med hvad Det Europæiske Råd efterlyste i december sidste år;

11.

finder, at når det drejer sig om en styrkelse af det demokratiske princip, er de lokale myndigheders bidrag afgørende, idet de er det primære og umiddelbare sted, hvor det repræsentative demokrati kommer til udtryk for EU-borgerne. Desuden bidrager de lokale og regionale myndigheders deltagelse i dialoger med borgerne og offentlige debatter til en styrkelse af deltagelsesdemokratiet, hvorfor denne deltagelse bør intensiveres fremover;

12.

mener, at de lokale og regionale myndigheder som leverandører af social støtte og sociale ydelser også bør spille en relevant rolle med hensyn til at sikre EU-borgeres ret til at tage ophold i en anden medlemsstat. Under alle omstændigheder bør deres aktiviteter vedrørende »socialt medborgerskab« følge de kriterier, der er fastlagt i EU-retten, og som er præciseret gennem retspraksis, ligesom det er særdeles vigtigt, at kendskabet til dem udbredes;

13.

anerkender, at gennemførelsen af retten til fri bevægelighed for personer, som er blevet udviklet gennem turismemæssig, kulturel, uddannelsesmæssig og økonomisk udveksling, har bidraget til skabelsen af en følelse af at være unionsborger og til fremme af den gensidige forståelse. Udvalget anbefaler, at de europæiske borgeres følelse af at høre sammen styrkes gennem en styrkelse af disse kontakter. En fremhævelse af vores kulturelle mangfoldighed og kulturarv kan navnlig bidrage hertil. EU-institutionerne har anerkendt dette ved at udpege 2018 til det europæiske år for kulturarven, hvor de lokale og regionale myndigheder spiller en nøglerolle og er strategiske aktører i de tiltag og initiativer, der vil blive iværksat som led i det europæiske kulturarvsår.

14.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at en af medborgerskabets centrale dimensioner — og den mest umiddelbare — har at gøre med deltagelse i de lokale og regionale valg. Udvalget understreger derudover, at deltagelse i valget til Europa-Parlamentet i bopælslandet ligeledes er et vigtigt udtryk for de europæiske borgerrettigheder, men at de forskellige nationale valgregler modvirker en overordnet europæisk strategi for deltagelse. Udvalget opfordrer derfor til, at der bakkes op om Europa-Parlamentets forslag til europæisering af valgkampen og idéen om tværnationale lister ved valget af Europa-Parlamentets medlemmer;

15.

påpeger imidlertid, at sidstnævnte dog ikke er medtaget i EU's borgerrettigheder. Der er tale om et spørgsmål, som forudsætter en særlig lovgivningsprocedure, der er underlagt krav om enstemmighed (artikel 25, stk. 2, i TEUF), og som derfor fortjener yderligere overvejelser. I mellemtiden kunne man opfordre medlemsstaterne til at udtænke deltagelsesformer, som er åbne for EU-borgere;

16.

finder, at en styrkelse af EU-borgernes deltagelse i lokalvalg gør det uomgængeligt, at man — i tæt samarbejde med de lokale myndigheder — iværksætter forskellige tiltag (informationsformidling, oplysningskampagner, forenklede registreringsprocedurer osv.). I takt med, at EU-borgerne i højere grad deltager i lokalvalg, bør handicappedes ret til fuld politisk deltagelse ufortøvet tages op, og alle hindringer, der i dag måtte rejse sig for deres deltagelse i medlemsstaterne, fjernes. Dette spørgsmål, som ikke ligger inden for de regionale og lokale myndigheders kompetence, bør tages op af Kommissionen som led i dennes forslag;

17.

påpeger, at tredjelandsstatsborgere, som opholder sig lovligt i EU, også bør kunne deltage i det politiske liv på lokalt og regionalt niveau i henhold til lovgivningen i det land, de opholder sig i;

18.

minder om, at EU-borgernes deltagelse siden Lissabontraktaten ikke har begrænset sig til udøvelse af stemmeretten, men indebærer deres deltagelse i den demokratiske proces gennem forskellige former for deltagelsesdemokrati. I overensstemmelse hermed bør de regionale og lokale myndigheder bidrage til udbredelsen af og kendskabet til disse nye deltagelsesformer blandt EU-borgerne ved at inkorporere dem i deres egen funktionsmåde;

19.

påpeger, at et af disse instrumenter er det europæiske borgerinitiativ, som hidtil har udgjort den mest synlige demokratiske deltagelsesdimension i EU og kan bestyrke nærheden mellem borgerne og magten, som også de regionale og lokale institutioner er en del af. Kommissionen tegner i sin beretning et tilfredsstillende billede af initiativet i de fem år, det har eksisteret, men det er tydeligt, at det er nødvendigt at videreudvikle dette instrument og gøre det mere brugervenligt, så dets demokratiske potentiale kan udnyttes fuldt ud. Udvalget vil fortsat følge udviklingen i det europæiske borgerinitiativ nøje og arbejder i øjeblikket på sine anbefalinger vedrørende den foreslåede revision af forordning (EU) nr. 211/2011;

20.

bifalder Rettens seneste domme vedrørende det europæiske borgerinitiativ, som lægger op til en begrænsning af Kommissionens vide skønsbeføjelser, og som virker i retning af en udvidelse af borgerinitiativets muligheder for at påvirke enhver form for procedure (3), hvorfor udvalget efterlyser en revision af mekanismen med henblik på at sikre en reel styrkelse af borgernes indflydelse på de politiske og retlige procedurer i EU.

21.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at de lokale og regionale myndigheder dagligt tager sig af mange af de anliggender, som borgerne kommer med. Endvidere er de som regel det første administrationsniveau, der kontaktes;

22.

bemærker, at EU-borgerne imidlertid beklager sig over manglen på information og langsommeligheden og kompleksiteten af mange af de administrative procedurer, som de skal igennem for at udøve deres ret til frit at bevæge sig til og tage ophold i andre medlemsstater. Kritikken kan være symptomatisk for en manglende hensyntagen fra de offentlige — herunder regionale og lokale — myndigheders side til de forslag, forventninger og behov, borgerne har i kontakten med disse myndigheder. Udvalget understreger vigtigheden af enkle og gennemsigtige regler for at gøre det muligt for EU-borgere at bosætte sig i andre EU-lande og deltage fuldt ud i samfundslivet i det pågældende land, og det erkender, at der er brug for en tilgang med flerniveaustyring, hvor alle myndigheder arbejder sammen for at fremme denne proces;

23.

finder, at de tiltag, Kommissionen overvejer i forbindelse med etableringen af en »fælles digital portal«, ikke alene bør inddrage de nationale, men også de regionale og lokale myndigheder, idet der i forbindelse med dette første skridt i retning af en nødvendig administrativ forenkling og smidiggørelse bør anlægges en global tilgang. Udvalget mener derfor i denne forbindelse, at eftersom en styrkelse af unionsborgerskabet, baseret på de demokratiske værdier, der er fastlagt i EU-traktatens artikel 2, hænger direkte sammen med de offentlige forvaltningers gennemførelse af princippet om gennemsigtighed, ville det være særdeles hensigtsmæssigt, hvis EU-institutionerne arbejdede sammen med disse og stillede passende tekniske værktøjer og økonomiske ressourcer til rådighed for samme, således at principperne om gennemsigtighed og god forvaltning kan implementeres på de forskellige forvaltningsniveauer i EU, og der kan tilvejebringes rum for udveksling og evaluering af erfaringer;

24.

påpeger, at frem for alt indbyggerne i grænseregioner, som en følge af at de bor tæt på grænsen, dagligt møder forhindringer for, at de kan udøve deres ret til fri bevægelighed. Særligt grænsependlere støder på mange hindringer for mobilitet, som følge af at medlemsstaternes lovgivning om social sikring, direkte beskatning, skattefordele og arbejdsmarkedet ikke er samordnet, og det derfor er svært for dem at udnytte deres ret til lige adgang til arbejdsmarkedet. Spørgsmålet om, hvad deres EU-borgerskab betyder eller kan betyde, bør også være relevant for EU, da det især er i disse europæiske grænseregioner, at den europæiske idé og de fælles værdier synliggøres i dag. Kommissionen bør styrke grænseoverskridende dialog, processer og deltagelse i såvel grænseregionerne som i de grænseoverskridende samarbejdsorganisationer. Derudover bør Kommissionen opmuntre medlemsstaterne til at forbedre samordningen af deres lovgivning for at beskytte rettighederne for indbyggerne i grænseregioner;

25.

bemærker, at det ligeledes kan være hensigtsmæssigt at tage hensyn til de eksempler på god praksis, som de lokale myndigheders deltagelse i programmet »Intelligente byer« har afstedkommet, hvorved man kan bidrage til at forbedre de nye instrumenter, som Kommissionen overvejer.

26.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at lokale og regionale myndigheders aktiviteter har særlig betydning for fremme af lige muligheder. RU påpeger i denne forbindelse, at finansiel inklusion er et nødvendigt aspekt af unionsborgerskab, da det spiller en vigtig rolle i fattigdomsbekæmpelse samt med hensyn til at reducere indkomstforskelle og øge den økonomiske vækst. De lokale og regionale myndigheder bør derfor udvikle partnerskaber med det mål at træffe foranstaltninger for at forebygge og bekæmpe finansiel eksklusion og overdreven gældsætning under særlig hensyntagen til sårbare brugere;

27.

finder, at det, når det drejer sig om de foreslåede foranstaltninger for at bekæmpe kønsbaseret vold, er centralt at sætte skub i medlemsstaternes omsættelse af direktiv 2011/99/EU og at fremme deres deltagelse i Istanbulkonventionen. Det er ligeledes vigtigt at tage de regionale og lokale myndigheders rolle i betragtning, da der eksisterer programmer på lokalt og regionalt plan vedrørende dette tema (vejledning, drift af modtagecentre for ofre, ydelser og økonomisk støtte osv.), samt i betragtning af den naturlige nærhed til ofrene;

28.

bemærker, at disse myndigheders rolle også med hensyn til tiltag vedrørende balancen mellem arbejds- og privatliv er helt central gennem støtteforanstaltninger, fastlæggelse af skoledagens længde osv. I denne forbindelse noterer udvalget med glæde de forslag, der er indeholdt i det af Kommissionen fremsatte lovgivningsinitiativ om emnet. Med henblik på at gøre familielivet lettere understreger udvalget endvidere, at det vil være hensigtsmæssigt på EU-niveau at fremme bedste praksis og de politikker, som regioner og lokale myndigheder på egen hånd udvikler for at støtte trængte, og især større, familier;

29.

understreger, at lokale og regionale myndigheders aktiviteter og indsats for at udbedre manglen på samfundsmæssig accept har særlig betydning for fremme af lige muligheder;

30.

minder om den betydelige rolle, som de regionale og lokale myndigheder spiller for fremme af tiltag med henblik på integration af handicappede og disses deltagelse på lige vilkår. I den forbindelse støtter udvalget planerne om et EU-handicapkort, der er et instrument, som åbner nogle specifikke muligheder op for handicappede (især inden for kultur, transport, fritid og sport) i de deltagende lande;

31.

understreger, at når det drejer sig om tiltag vedrørende sintier og romaer såvel som andre minoriteter, er de lokale og regionale myndigheders rolle central på områder som f.eks. social støtte, skolegang og boliger;

32.

bemærker, at de foreslåede aktioner til fordel for ligestillingen ikke tager højde for de unges særlige behov. Vanskelig adgang til beskæftigelse eller usikre ansættelsesvilkår er elementer, der gør det vanskeligt for dem på lige vilkår at nyde godt af de rettigheder, som traktaterne og chartret om grundlæggende rettigheder giver dem. I denne forbindelse kan de unges dalende interesse slå ud i direkte fjendtlighed mod det europæiske integrationsprojekt — kanaliseret gennem populistiske eller xenofobiske bevægelser — eller i radikalisering;

33.

mener, at den indiskutable forøgelse af de unges uddannelsesniveau — gennem den stigende deltagelse i EU's programmer på områderne uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og sport, som i dag er sammenlagt under »Erasmus+«-programmets ramme — gør det endnu mere nødvendigt at tage fat på tiltag til at fremme overgangen fra uddannelse til arbejde og give unge mulighed for at erhverve nye færdigheder og forbedre deres beskæftigelsesegnethed både ved at bygge videre på lokale og regionale myndigheders allerede iværksatte initiativer på området (f.eks. ved hjælp af ESF) og gennem et tættere samarbejde mellem de berørte sektorer. På den måde kan man komme ud over det paradoks, at den bedst uddannede europæiske generation også er den, der har sværest ved at komme ind på arbejdsmarkedet og få kvalitetsbeskæftigelse. Endelig understreger udvalget, at en forbedring af de unges beskæftigelsesegnethed er helt afgørende for at bringe dem tættere på Den Europæiske Union og dennes værdier.

8.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/24

1.

Det Europæiske Regionsudvalg (RU) anser Kommissionens forslag til Rådets henstilling for at være et positivt, men beskedent første skridt mod europæisk samarbejde, eftersom adgangen til sammenlignelige oplysninger om færdiguddannedes beskæftigelsesresultater på tværs af EU er afgørende for at kunne tackle bl.a. hjerneflugt i og på tværs af europæiske regioner. En sådan adgang ville desuden sætte Kommissionen i stand til at formulere sine politiske anbefalinger på en ensartet måde som led i en samlet strategi;

2.

glæder sig over, at Kommissionen fortsat vier spørgsmål vedrørende udvikling på uddannelsesområdet særlig opmærksomhed. Uddannelse er nemlig en af Europas historiske landvindinger og en af de vigtigste katalysatorer for medlemsstaternes og regionernes konkurrenceevne samt for så vidt angår lige muligheder for alle, social mobilitet og europæisk medborgerskab;

3.

tilbyder Kommissionen sin støtte i den proces, der under nøje hensyntagen til medlemsstaternes ansvar for undervisningsindhold og udformning af uddannelsessystemet kan gøre de forskellige europæiske ordninger for almen og faglig uddannelse og videregående uddannelse mere kompatible og interoperable. RU mener, at den foreslåede foranstaltning i sin nuværende form synes at overholde nærhedsprincippet, og understreger vigtigheden af at følge princippet om proportionalitet, så det sikres, at der ikke genereres nye finansielle eller administrative byrder;

4.

glæder sig over, at Kommissionen i sin meddelelse giver udtryk for, at man ved at sikre alle unge mulighed for at udvikle hele rækken af nøglekompetencer vil tage et stort skridt i retning af lige vilkår for alle borgere i EU, hvilket blev påpeget for første gang i Regionsudvalgets udtalelse om »Europæisk samarbejde på ungdomsområdet (2010-2018)«;

5.

understreger vigtigheden af, at adgangen til uddannelsesmuligheder ikke bør afhænge af familiens indtægt eller elevens herkomst eller modersmål, og at lige vilkår bør udgøre kernen i de europæiske skole/uddannelsessystemer, så alle EU-borgere kan udnytte deres potentiale. RU glæder sig over, at Kommissionen anerkender betydningen af at øge investeringerne i uddannelses- og erhvervsuddannelsessektoren — bl.a. for at tage hånd om skolefrafald og frafald på videregående uddannelser — så de lokale og regionale myndigheder kan sikre retten til uddannelse for alle ved at fjerne de økonomiske hindringer for at vælge en uddannelse og navnlig følge et uddannelsesforløb;

6.

bemærker, at ideen om et folkeuniversitet kun kan blive en realitet, hvis EU og medlemsstaterne reelt og på en hensigtsmæssig måde hører de lokale og regionale myndigheder under udarbejdelsen af deres politik for de videregående uddannelser. RU opfordrer Kommissionen til at puste nyt liv i Bologna-processen og træffe de foranstaltninger, der er brug for på bestemte områder, navnlig med hensyn til hurtig anerkendelse af kvalifikationer og ækvivalens eller endda automatisk anerkendelse af eksamensbeviser og faglige kvalifikationer, herunder doktorgrader og andre akademiske grader;

7.

mener, at digitaliseringen giver mulighed for at løse flere af uddannelsessystemets udfordringer og desuden er et afgørende element i moderniseringen af uddannelsessystemet. Digitalisering kan blandt andet:

8.

henleder opmærksomheden på, at det for så vidt angår moderniseringen af undervisningen i skolerne og på de videregående uddannelser ikke er nok at diskutere målene, bl.a. fordi planlægningen af EU's fonde for den næste programmeringsperiode allerede er gået i gang. Det er derfor nødvendigt at understrege behovet for særlig støtte efter 2020 til projekter og tiltag med henblik på udviklingen af læseplaner og infrastruktur i hele uddannelsessektoren i de mindre udviklede regioner;

9.

understreger, at lige muligheder for adgang til en videregående uddannelse — også når det gælder studerende fra ugunstligt stillede eller afsides liggende regioner, regioner i den yderste periferi eller minoritetsgrupper — sikres bedre, hvis det offentlige uddannelsessystem i disse områder er effektivt og inklusivt;

10.

påpeger, at muligheden for at rejse og komme på kulturel udveksling i EU (f.eks. gennem Erasmus-programmet) kan berige de studerendes uddannelsesforløb og være med til at fremme en følelse af EU-medborgerskab. RU minder her om, at det er afgørende at sikre lige muligheder for mobilitet, så alle unge, uanset hvor de bor, kan få adgang hertil på lige vilkår;

11.

mener, at det ville være nyttigt at fremme udbredelsen af supplerende uddannelsessystemer og andre opsamlingsprogrammer, som kan lette overgangen fra et givet uddannelsesniveau til en videregående uddannelse, og yde passende støtte til udvekslingen af god praksis på dette område;

12.

foreslår at genoverveje forslaget om en mere resultatorienteret finansiering af højere uddannelsesinstitutioner, for at tage behørigt hensyn til de særlige udfordringer for universiteter af regional og lokal betydning og navnlig for højere uddannelsesinstitutioner med et lille antal studerende fra minoritetssamfund. Hvis disse uddannelsessteder forsvinder, vil det være til stor kulturel og økonomisk skade for disse samfund;

13.

henleder opmærksomheden på, at der er behov for nye tiltag vedrørende internationaliseringen af de videregående uddannelser, navnlig for så vidt angår fælles europæiske og internationale udvekslings- og mobilitetsprogrammer, eksamensbeviser og udvidelsen af Erasmus til tiltrædelseslande og nabolande, under opfyldelse af kvalitetskravene;

14.

bemærker, at de midler, der er til rådighed for internationaliseringen af de uddannelsesordninger, som går forud for de videregående uddannelser, er utilstrækkelige, og anser det for nødvendigt systematisk at mobilisere nye europæiske og nationale, men også regionale og lokale ressourcer;

15.

anbefaler, at der — i lyset af, at de nuværende systemer for videregående uddannelse og erhvervsuddannelse ofte ikke giver de færdiguddannede den forberedelse og de kvalifikationer og færdigheder, som arbejdsmarkedet har behov for, og som gør dem beskæftigelsesegnede — gøres en indsats for at indføre behovsbaserede uddannelsesordninger for eksempel ved at give de studerende mulighed for frit at vælge fag på forskellige universiteter, og at alle relevante aktører, herunder lokale arbejdsgivere, inddrages og høres. Når de studerende er færdige med disse uddannelser, kan de få tildelt credits svarende til dem, der opnås ved en almindelig videregående uddannelse;

16.

går ind for at fremme læringssystemer baseret på vekseluddannelse, som kan sikre sammenhæng mellem udbuddet af uddannelser og erhvervsuddannelser og lokalområdet gennem hensyntagen til de konkrete behov på det pågældende arbejdsmarked. I denne forbindelse kan organisatoriske modeller baseret på et gensidigt medansvar hos de offentlige og private aktører bidrage til opfyldelsen af de fælles mål. RU støtter styrkelsen af arbejdsbaseret læring såsom lærlingeuddannelser og erhvervsfaglige praktikophold, idet de giver lejlighed til at udvikle kompetencer, som er relevante for arbejdsmarkedet;

17.

mener, at der virkelig er behov for at udvikle korte uddannelser for at gøre det videregående uddannelsessystem fleksibelt og ligeledes for eventuelt at sidestille interne uddannelser og efteruddannelsesforløb, der udbydes af faglige organisationer og brancheorganisationer, med videregående uddannelser. I givet fald bør et eksamensbevis for en sådan uddannelse i det mindste delvist — forudsat at passende kvalitetskrav opfyldes — anerkendes som ækvivalent med et bevis for afslutning af et eller flere fag, der indgår i en videregående uddannelse;

18.

understreger behovet for at styrke højere erhvervsuddannelse ved at give mulighed for erhvervsrettede kurser på tekniske skoler og universiteter;

19.

er af den opfattelse, at samtidig med at universiteterne autonomi bør respekteres, bør det sikres, at offentligheden får adgang til universitetsforelæsninger ex cathedra og navnlig online, i tråd med den underliggende betydning af universitas.

20.

konstaterer med bekymring, at selv om der på de europæiske universiteter foregår en omfattende forskning finansieret af rammeprogrammet Horisont 2020 og offentlige nationale midler, er resultaterne heraf ofte ikke tilgængelige gratis, i hvert fald ikke for erhvervsdrivende, lærere, der ikke underviser på videregående uddannelser, eller andre potentielt interesserede, hvilket mindsker effekten af det europæiske system for forskning og udvikling betydeligt og begrænser adgangen til de seneste forskningsresultater for lærere og personer under uddannelse, som ikke har tilstrækkelige ressourcer;

21.

er enigt i, at den pædagogiske, psykologiske og metodemæssige forberedelse af skolelærere, erhvervslærere og universitetslærere er en afgørende forudsætning for en fremtidig vellykket undervisning, og anser det derfor for særligt nødvendigt, at der på dette felt, hvor der sker en dynamisk udvikling, udveksles god praksis — som lærerne kan få kendskab til og udbrede gennem den mobilitet, som Erasmus-programmet giver mulighed for — og ydes støtte til fælles innovationsprojekter, herunder initiativer til udvikling af uddannelsesprogrammer for lærerpersonale, som varetager lærernes uddannelse og efteruddannelse. RU mener endvidere, at muligheden for, at lærerne — især i visse regioner — kan holde sig teknologisk opdateret, kan bidrage til at forbedre undervisningskvaliteten og dermed mindske præstationsforskellene mellem regioner og mellem medlemsstater;

22.

er bekymret over faren for, at Brexit vil gå ud over de rettigheder, som færdiguddannede, elever og studerende på videregående uddannelser i Det Forenede Kongerige i dag nyder godt af. RU understreger, at denne risiko ikke kun følger af de sandsynlige ændringer af uddannelsespolitikken i Det Forenede Kongerige, men også af den usikkerhed, der nu omgærder anerkendelsen og ækvivalensen af deres uddannelser, kvalifikationer og eksamensbeviser i medlemsstaterne — en risiko, som vedrører alle EU-lande og derfor kan berettige til en fælles indsats på EU-niveau;

23.

anmoder i forbindelse med Storbritanniens udtræden af EU Kommissionen om at sørge for at begrænse de indirekte skadelige følger af Det Forenede Kongeriges udtræden mest muligt, såsom en tilbagegang i det nuværende fremragende samarbejde med højere uddannelsesinstitutioner og forsknings- og udviklingscentre i Storbritannien, forudsat at princippet om gensidighed overholdes, selv om dette måtte betyde rimelige budgetomkostninger;

24.

henleder opmærksomheden på, at visse mindre udviklede regioner risikerer at blive fanget i en negativ demografisk og uddannelsesmæssig spiral, for så vidt som disse to processer er gensidigt forstærkende. Dette fænomen kan medvirke til yderligere at forringe deres konkurrenceevne og ledsages af en yderligere forværring af deres uddannelsessystemer. RU anmoder derfor om, at der udarbejdes strategiske løsninger, der kan bidrage til en bedre mobilitet for elever og studerende, men også gøre det lettere for dem eventuelt at vende hjem til deres hjemregion;

25.

mener, at det er på høje tid at foretage betydelige investeringer i uddannelsesinfrastruktur både i de mest udviklede og i de mindre udviklede regioner, idet man bør sørge for at tilpasse de samordnede investeringer til de særlige forhold i det pågældende område. I denne forbindelse bør man især overveje en forøgelse af den støtte, som Den Europæiske Investeringsbank og EU's fonde yder til regionale initiativer til udvikling af uddannelsessektoren;

26.

bemærker, at man ved at underkaste systemerne for videregående uddannelse, erhvervsuddannelse og offentlige skoler krav om effektivitet, direkte konkurrenceevne og hurtig eller endda umiddelbar beskæftigelsesegnethed kan true studieretninger og professioner, hvis forsvinden på mellemlangt og langt sigt vil være til uendelig stor skade for den europæiske kultur, kunst og videnskab på højt niveau samt den lokale knowhow;

27.

understreger, at der for så vidt angår undervisning på nationale eller etniske minoriteters sprog i skoler, erhvervsskoler og i givet fald videregående uddannelsesinstitutioner må gøres alt for ikke på nogen måde at begrænse adgangen til uddannelse for elever fra minoritetsgrupper og for at indføre systemer, der giver enhver med en afsluttet uddannelse, og som tilhører en minoritetsgruppe eller er indvandrer fra et andet EU-land, samme muligheder for videreuddannelse og beskæftigelse som andre færdiguddannede;

28.

anerkender, at uddannelsesinstitutioner af religiøs karakter såvel som skoler, erhvervsskoler og videregående uddannelsesinstitutioner, der drives af kirker eller religiøse organisationer, yder et stort bidrag til uddannelsen i de europæiske skoler og videregående uddannelser, hvorfor der ikke må diskrimeres mod dem eller andre uddannelsesinstitutioner, forudsat at de nationale uddannelsesplaner gennemføres. RU understreger samtidig, at sekulær uddannelse og respekt for forskellige religioner og trosretninger er en af hjørnestenene i den europæiske integrationsproces;

29.

mener, at en af de grundlæggende opgaver i forbindelse med styringen af migrationskrisen og situationen, for så vidt angår flygtninge, asylansøgere og personer, der befinder sig i lignende omstændigheder, består i at identificere de færdigheder, kompetencer og eksamensbeviser, som de berørte personer besidder, og i givet fald fastlægge ækvivalenser, idet dette er en forudsætning for en ægte integration på uddannelsesområdet og på arbejdsmarkedet. RU gentager derfor sin opfordring til at støtte medlemsstaterne for at sikre adgang til identifikation af færdigheder, sprogundervisning, opkvalificerende tiltag og andre tiltag, der understøtter etablering på arbejdsmarkedet og i samfundet. Det er også vigtigt, at personer med uddannelser/eksamensbeviser fra hjemlandet kan få disse vurderet uden forsinkelser (1). RU mener, at de berørte regionale og lokale myndigheder bør høres med henblik på en effektiv fælles regulering af denne situation under overholdelse af målene på områderne integration, lige muligheder og menneskerettigheder;

30.

opfordrer til at overveje, hvordan man kan styrke idræt og sundhedsuddannelse i uddannelsessystemet med særligt fokus på grundskoleundervisning og støtte til skolefritidsordninger. Tilgangen til sundhedsuddannelsen bør være helhedsorienteret og omfatte fysisk og psykisk velbefindende for at forebygge mobning og vold i skolen;

31.

understreger, at skolerne og erhvervsuddannelserne bør fremme tolerance og de værdier, som EU bygger på, dvs. respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal, som et middel til at bekæmpe radikalisering, marginalisering, fremmedhad og faren for udbredelse af ekstremisme i alle dens former;

32.

anmoder udtrykkeligt om, at der som led i den samordnede indsats for effektivt at mindske kløften mellem de forskellige regioner bør ydes passende støtte til visse mindre udviklede regioner for at sætte dem i stand til at modernisere undervisningen i skolerne og på de videregående uddannelser, samtidig med at erhvervsuddannelserne fortsat udvikles. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at jobtilbuddene i visse regioner hovedsageligt er relevante for personer med en afsluttet erhvervsuddannelse, og at den økonomiske og sociale situation i regionen vil blive endnu dårligere, hvis udviklingen af disse uddannelsesforløb ikke længere er blandt prioriteterne;

33.

er enigt med Kommissionen i, at indførelse af flerniveaustyring på skole- og erhvervsuddannelsesniveauet og inden for de videregående uddannelser samt decentralisering, hvor det er berettiget, kan være en passende tilgang, der kan fremme samarbejde og partnerskaber mellem visse regioner — herunder grænseregioner og regioner med ensartede karakteristika — med henblik på en effektiv planlægning og gennemførelse af processen for modernisering af undervisningen i skolerne og på de videregående uddannelser;

34.

opfordrer Kommissionen til at betragte Det Europæiske Regionsudvalg som en partner i forbindelse med udarbejdelsen af en politik for udvikling og modernisering af grundskoler og videregående uddannelser og til under høringsprocessen at udnytte de regionale og lokale myndigheders ekspertise mest muligt, idet de dels er interesseparter, dels har et understøttende og for nogles vedkommende forvaltningsmæssigt ansvar på uddannelsesområdet.

8.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/34

1.

Det Europæiske Regionsudvalg (RU) bemærker, at den offentlige sektor spiller en vigtig økonomisk rolle som regulerende instans, tjenesteudbyder og arbejdsgiver, og at den befinder sig i en verden i forandring og derfor også må udvikle sig for at opfylde samfundets forventninger;

2.

bekræfter, at lokale og regionale myndigheder, der er ansvarlige for at levere dagligdags tjenesteydelser direkte til borgerne, spiller en afgørende rolle i moderniseringen af den offentlige sektor;

3.

understreger den afgørende rolle, som digitale løsninger kan spille for at opbygge en ny administrativ model, som er mere gennemskuelig, enklere, mere effektiv og mere inklusiv og derfor mere i tråd med brugernes ønsker;

4.

minder om, at Det Europæiske Råd på sit møde i oktober 2013 konkluderede, at der i forbindelse med moderniseringen af den offentlige sektor bør ske en hurtig indførelse af onlinetjenester (f.eks. e-sundhed, e-fakturering, offentlige indkøb online), og at frit tilgængelige data udgør en uudnyttet ressource med et enormt potentiale;

5.

bemærker, at borgere og virksomheder endnu ikke har formået at udnytte potentialet ved offentlige onlinetjenester fuldt ud, og at e-forvaltning ikke har udviklet sig i samme grad i de forskellige medlemsstater og regioner i Unionen;

6.

mener, at moderniseringen af den offentlige sektor gennem digitale løsninger åbner nye økonomiske muligheder for virksomheder og dermed bidrager til at styrke Unionens og medlemsstaternes konkurrenceevne;

7.

påpeger, at i en tid hvor de fleste offentlige myndigheder har behov for at reducere deres samlede udgifter, er digitaliseringen af den offentlige sektor en måde, hvorpå de kan yde tjenester af højeste kvalitet og samtidig opnå væsentlige besparelser;

8.

glæder sig derfor over den prioritet, som det estiske rådsformandskab har tillagt udviklingen af det digitale Europa og den frie bevægelighed af data samt over målet om gradvist at etablere grænseoverskridende digitale offentlige tjenester for at lette dagligdagen;

9.

gentager sin støtte til den prioritering, som Kommissionen har tillagt digitaliseringen af den offentlige sektor i forbindelse med gennemførelsen af et digitalt indre marked og til handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020;

10.

støtter fuldt ud Kommissionens vision, der fremgår af handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020, og som går ud på, at offentlige myndigheder og offentlige institutioner senest i 2020 skal være åbne, effektive og inklusive og levere brugervenlige, personlige og grænseløse digitale tjenester til alle EU's borgere og virksomheder;

11.

glæder sig over den observatørstatus, som udvalget har fået i styringskomitéen for handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020 og foreslår i lyset af den rolle, som lokale og regionale myndigheder spiller i moderniseringen af den offentlige sektor, at denne status skal ændres til fuldgyldigt medlem;

12.

minder om, at udvalget går stærkt ind for de lokale og regionale myndigheders deltagelse i udviklingen af foranstaltninger og redskaber i denne henseende og ikke kun i anvendelsen heraf;

13.

understreger den meget store innovationsmæssige og eksperimentelle kapacitet, som de lokale og regionale myndigheder lægger for dagen på tværs af EU, især hvad angår adgang til information, energieffektivitet, bæredygtig mobilitet, affaldsbehandling, administrativ forenkling, sundhed og sikkerhed;

14.

påpeger, at innovation i den offentlige sektor er et af dette års temaer for den fælles platform for udveksling af viden, som gennemføres af RU og GD RTD. Platformens arbejde bør føre til, at de interesserede byer og regioner udpeges som foregangseksempler med hensyn til innovativ fornyelse af den offentlige forvaltning og udarbejdelse af innovative offentlige udbud, så bedste praksis kan formidles effektivt. Med hjælp fra byer og regioner, der udpeges som foregangseksempler, bør der i samarbejde med Kommissionen kunne opnås størrelsesøkonomiske fordele i hele EU.

15.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at det er de offentlige myndigheders ansvar at opbygge økosystemer, der fremmer innovation, både inden for og uden for den offentlige sektor;

16.

understreger betydningen af en åben forvaltning, der giver adgang til dens data og tjenester på en sikker måde for at opnå større gennemsigtighed og effektivitet, og tilslutter sig princippet om, at de offentlige myndigheder bør udveksle oplysninger indbyrdes og med borgere og virksomheder på en gennemsigtig og inklusiv måde;

17.

gentager sin støtte til princippet om en digital standard med en grænseoverskridende dimension for de tjenester, som de offentlige myndigheder leverer, når den ledsages af foranstaltninger til sikring af digital inklusion (1);

18.

støtter »kun én gang«-princippet, der indebærer, at offentlige myndigheder kun beder borgere og virksomheder om samme data én gang. En sådan tilgang vil forenkle kontakten mellem borgere, virksomheder og den offentlige forvaltning;

19.

støtter princippet om interoperabilitet som standard som en nøglefaktor for udnyttelse af det digitale samfunds muligheder;

20.

støtter princippet om »fælles udarbejdelse« (2) og brugernes stigende involvering i de offentlige tjenesters omstillingsprocesser. Dette harmonerer i øvrigt med RU's anmodning om, at der også tages udgangspunkt i princippet om fælles udarbejdelse med henblik på, at EU's næste forsknings- og innovationsprogram kan blive udarbejdet med fuld inddragelse af regionerne (3);

21.

glæder sig derfor over harmoniseringen af lovgivningsrammen gennem den generelle forordning om databeskyttelse, som i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet giver mulighed for at forene den grundlæggende ret til beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger med alle de øvrige relevante grundlæggende rettigheder, og minder om, at fragmenteringen af den måde, hvorpå beskyttelsen af personoplysninger gennemføres i EU, skaber retsusikkerhed, som skader den frie bevægelighed i hele Unionen; Udviklingen af MyData-initiativet under det estiske rådsformandskab byder på nye muligheder, idet det forbedrer håndteringen af personoplysninger på en måde, der bringer mennesket i centrum;

22.

understreger den afgørende rolle, som lokale og regionale myndigheder, navnlig grænsemyndigheder, kan spille i at fastlægge, afprøve og udvikle relevante, effektive og problemfrie grænseoverskridende tjenester;

23.

understreger, at den private sektor vil spille en rolle i gennemførelsen af en global fremgangsmåde. Innovation giver forbrugerne adgang til en lang række tjenester, både offentlige og private, gennem forenklede procedurer. Den private sektor bør derfor betragtes som en fuldgyldig aktør og partner med de offentlige myndigheder inden for innovation;

24.

minder om, at digitaliseringen af økonomien fremkalder nye forventninger til de offentlige tjenester hos forbrugerne, fordi den indebærer nye vaner med hensyn til forbrug, arbejde og det at knytte kontakter. I den forbindelse udgør innovationen i den offentlige sektor og bedre udnyttelse af e-forvaltning også en mulighed for at opfylde disse forventninger bedre, navnlig for så vidt angår udviklingen af deleøkonomien samt dertil knyttede spørgsmål som f.eks. registreringsprocedurer, skattemæssige spørgsmål og beskæftigelse.

25.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at styrkelsen af den digitale inklusion og udbredelsen af digitale tjenesteydelser ligesom det digitale indre marked bør tillægges høj prioritet, hvilket indebærer en reducering af det antal områder, der endnu ikke er omfattet af pålidelige og højtydende netværk til en overkommelig pris, gennem en fortsat iværksættelse af tiltag, som kan støtte udbygningen af disse digitale samarbejdsnet, og indholdet af disse net bør videreudvikles;

26.

mener, at offentlige myndigheder ligesom alle andre organisationer, der behandler følsomme data, skal tilvejebringe dataklassificering og sikkerhed på systematisk vis. I betragtning af den store skade, som piratkopiering, cyberangreb og cyberterrorisme kan give anledning til, må der i visse tilfælde planlægges løsninger, som indebærer, at data eller sågar hele systemer er fysisk adskilt fra internettet;

27.

understreger Kommissionens rolle i forbindelse med etableringen af de grundlæggende forudsætninger for interoperabilitet og harmonisering, der muliggør den informationsdeling, som principperne bygger på;

28.

bekræfter ambitionen om at opbygge grænseoverskridende offentlige tjenester ved hjælp af digitale løsninger og glæder sig på den baggrund over de initiativer, der går ud på at forbedre interoperabiliteten mellem de forskellige myndigheder og udvikle løsninger som for eksempel identifikation af elektroniske signaturer;

29.

opfordrer til at finde en samlet strategi for at udvikle digitale infrastrukturer, hvor de forskellige forvaltninger sørger for at indføre interoperable løsninger og så vidt muligt deles om et fælles teknisk grundlag, mens de udvikler applikationer, der specifikt opfylder deres behov. En sådan tilgang vil medføre, at det ikke er nødvendigt at udvikle egne infrastrukturer, der er specielt udviklet for hver tjeneste, og at omkostningerne reduceres, samtidig med at der kan opnås gode resultater, hvad angår effektivitet. Desuden vil en sådan tilgang bidrage til at forhindre territorial fragmentering af det indre marked;

30.

gentager dog i den forbindelse sit krav om, at projekter med udvikling af højhastighedsbredbåndsnet skal anerkendes som tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (4);

31.

støtter initiativer til forbedring af borgernes og virksomhedernes adgang til offentlige tjenester. Forenkling og fokusering på brugernes behov bør være de ledende principper for hvert initiativ.

32.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at for at den offentlige sektor kan blive virkelig innovativ, skal der foretages dybtgående ændringer i organisationskulturen, og understreger den store rolle, som medarbejdere fra forskellige offentlige tjenester kan spille som katalysatorer for innovation;

33.

ser gerne, at videreuddannelsen af offentlige embedsmænd i de nye digitale løsninger opprioriteres af både lokale og nationale myndigheder, og opfordrer til, at denne kultur af gennemsigtighed, kommunikation og erfaringsudveksling spredes hos de forskellige myndigheder;

34.

opfordrer til, at der oprettes tværfaglige teams på højt niveau i de forskellige forvaltninger, som kan inddrage brugere, og som er ansvarlige for at stille forslag om innovative løsninger til beslutningstagere i den offentlige sektor;

35.

mener, at fuld udnyttelse af e-forvaltningens potentiale kræver en forudgående indsats for at opbygge borgernes og virksomhedernes tillid i forbindelse med brugen af de data, som de skal overføre, og at denne tillid indebærer, at visse oplysninger er underlagt en høj grad af harmoniseret beskyttelse. I den henseende er det interessant at bemærke, at denne tillid vokser, når borgere og virksomheder har ret til indsigt i, hvordan myndighederne anvender deres oplysninger;

36.

mener, at moderniseringen af den offentlige administration med digitale løsninger også skal sætte borgerne bedre i stand til at deltage i den offentlige beslutningsproces, og at der i forbindelse med dette spørgsmål, som er særligt vigtigt for det lokale demokrati, bør gennemføres særlige initiativer;

37.

understreger vigtigheden af princippet om fælles udarbejdelse af offentlige procedurer, der involverer brugere i udtænkningen og udviklingen af offentlige tjenester. Denne nye samarbejdsform mellem offentlige myndigheder, borgere og virksomheder gør det muligt at imødekomme brugernes behov, men også at identificere borgernes færdigheder og kompetencer og bestemme, hvordan de kan udnyttes til at samarbejde og til at udvikle kvaliteten af de leverede tjenester. Udvalget foreslår, at der anvendes eksisterende instrumenter som OECD's værktøjspakke, og at kendskabet til dem udbredes på lokalt og regionalt niveau;

38.

foreslår, at de europæiske innovationscentres netværksbaserede samarbejde udnyttes effektivt til at stimulere byernes og regionernes innovationsaktiviteter;

39.

mener, at digitaliseringen af den offentlige forvaltning kræver, at alle borgere har adgang til digitale medier uanset deres uddannelsesniveau, alder, eventuelle handicap og geografiske placering i Europa;

40.

understreger, at bevidstgørelse om og uddannelse af borgere og virksomheder, navnlig SMV'er, i anvendelsen af digitale offentlige tjenester vil være afgørende for accepten af den offentlige sektors digitale omstilling, især de myndigheder, som har størst afstand til disse teknologier;

41.

mener endvidere, at en sådan mentalitetsændring må baseres på både grund- og erhvervsuddannelse og går derfor ind for at styrke IT-undervisningen i skolesystemet, så nye generationer kan drage nytte af en reel digital kultur og blive aktive medlemmer af morgendagens vidensamfund. Egnede strukturer for livslang læring bør i øvrigt hjælpe voksne i alle aldre til at opøve digitale færdigheder eller forbedre de færdigheder, de allerede har.

42.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at innovation i den offentlige sektor kan lettes ved samarbejde og udveksling af god praksis mellem myndigheder og på tværs af grænserne;

43.

ser med interesse på eksperimenterne vedrørende udveksling af data mellem lokale myndigheder, såsom det pilotprojekt, der er udviklet mellem Estland og Finland (5), og foreslår at støtte denne form for samarbejde inden for rammerne af interregionalt samarbejde;

44.

foreslår at udarbejde initiativer til at identificere lokale og regionale myndigheders innovationer, at udveksle erfaringer og at formidle god praksis;

45.

understreger vigtigheden af at inddrage lokale og regionale myndigheder i alle politiske initiativer, der går ud på at stimulere innovationen i den offentlige sektor gennem digitale løsninger.

46.

Det Europæiske Regionsudvalg gentager, at de lokale og regionale myndigheder bør spille en central rolle i moderniseringen af den offentlige sektor;

47.

glæder sig over Det Europæiske Regionsudvalgs inddragelse i eksisterende platforme, såsom styringskomitéen for handlingsplanen for e-forvaltning 2016/2020. Udvalget mener imidlertid, at et helt og fuldt medlemskab af udvalget samt et partnerskab med OECD's observatorium for innovation i den offentlige sektor vil gøre det muligt for Det Europæiske Regionsudvalg at yde et større bidrag til fremme af innovation i den offentlige sektor;

48.

foreslår desuden, at der indgås et partnerskab mellem Regionsudvalget og partnerskabet om offentlighed i forvaltningen;

49.

foreslår, at der udarbejdes konkrete indikatorer for at opnå pålidelige sammenligninger mellem offentlige myndigheder med hensyn til deres åbenhed over for digitale løsninger;

50.

opfordrer den offentlige sektor til at engagere sig i en innovation, der er centreret om brugernes behov, og at vedtage principperne om fri adgang til digitale tjenester for alle borgere og virksomheder, om en højere grad af beskyttelse af følsomme data, om digitale løsninger som standard, om »kun én gang«-princippet, om fælles udarbejdelse og om interoperabilitet;

51.

foreslår, at interesserede byer og regioner udpeges som foregangseksempler med hensyn til innovativ fornyelse af den offentlige forvaltning og udarbejdelse af innovative offentlige udbud med henblik på at opnå størrelsesøkonomiske fordele i hele Europa;

52.

tilslutter sig Europa-Parlamentets opfordring til Kommissionen om at føre an med et godt eksempel på dette område;

53.

foreslår, at der med jævne mellemrum afholdes et arrangement, som gør det muligt at fremhæve bedste praksis inden for innovation ved hjælp af digitale løsninger udviklet af de regionale myndigheder.

8.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/39

1.

Det Europæiske Regionsudvalg (RU) udtrykker tilfredshed med, at Estlands regering har anmodet udvalget om at fremsætte en udtalelse om »Afinstitutionalisering i sundhedssystemer på lokalt og regionalt niveau«. Det skønnes, at hver sjette person i EU — omkring 80 millioner mennesker — har en eller anden form for handicap i lettere eller sværere grad. Mere end en tredjedel af alle personer over 75 år har et handicap, der skaber forhindringer for dem i hverdagen. Dette tal ventes at stige i takt med, at andelen af ældre i EU øges i de kommende år (1). Selvom handicappedes situation og levevilkår i de seneste 20 år er blevet betydeligt forbedret, er der stadig større eller mindre mangler i plejen og omsorgen samt i synet på handicappede i de fleste af EU's medlemsstater. Det sker desværre stadig, at personer med f.eks. en udviklingsforstyrrelse og/eller en psykisk sygdom begrænses i deres ret til at træffe beslutninger vedrørende deres eget liv.

2.

RU er overbevist om, at handicappede bør have størst mulig chance for integration og autonomi i vores samfund, og at enhver handicappet persons frihed til at vælge bør respekteres. RU minder i den sammenhæng om, at sundhedssystemerne varierer fra land til land, hvilket betyder, at overgangen fra institutionel pleje til pleje i nærmiljøet skal tilpasses de lokale forhold og omfatte både de berørte befolkningsgrupper samt brugere og pårørende. Udvalget vil gerne understrege, at målet med denne udtalelse ikke er at afvise eller fordømme al institutionspleje i alle tilfælde. Institutionerne er ikke løsningen i sig selv, men kan betragtes som en af flere mulige løsninger. I nogle lande er institutionerne mere åbne over for nye støtteformer, så de kan tilpasse sig de mange forskellige situationer og tilbyde den enkelte flest mulige chancer for udfoldelse uanset graden af handicap. Familiernes rolle i disse institutioners arbejde bør understreges.

3.

RU bemærker, at i henhold til artikel 168 i Traktaten om Den Europæiske Union er EU's rolle inden for offentlige sundhedspolitikker primært at supplere de sundhedspolitikker, der føres i medlemsstaterne på nationalt, regionalt og lokalt niveau. Under fuld respekt for nærhedsprincippet er det EU's rolle at:

4.

FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (CRPD) fra 2006 indebærer en flytning af perspektivet vedrørende handicap, idet den fokuserer på, hvordan samfundet og det omkringliggende miljø kan tilpasse sig for at kompensere for hindringer for handicappede, så de inkluderes i samfundet og kan leve deres liv så selvstændigt som muligt. I november 2017 havde 27 af EU's 28 medlemsstater ratificeret konventionen, og heraf havde 22 også ratificeret tillægsprotokollen (2). RU anbefaler, at alle medlemsstater ratificerer såvel konventionen som tillægsprotokollen.

5.

RU anvender FN's definition af handicap og funktionsnedsættelse. Ifølge definitionen er handicap et resultat af samspillet mellem personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, og holdningsmæssige og omgivelsesbestemte barrierer, som hindrer deres fulde og effektive deltagelse i samfundslivet på lige fod med andre. Handicap kan opstå som følge af sygdom, andre lidelser eller som følge af en medfødt eller erhvervet skade. Sådanne sygdomme, lidelser eller skader kan være af varig eller forbigående karakter.

6.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over initiativet fra det tidligere medlem af Kommissionen Vladimir Spidla, som med hjælp fra en ekspertgruppe har udformet europæiske retningslinjer for overgangen fra institutionel pleje til pleje i nærmiljøet (»Common European Guidelines on the Transition from Institutional to Community-based Care«) (3). RU anbefaler, at man i henhold til disse retningslinjer benytter definitionen af en institution som »en plejeinstitution, hvor beboerne er isolerede fra det øvrige samfund og/eller tvinges til at bo sammen, hvor beboerne ikke har tilstrækkelig kontrol over deres eget liv og beslutninger, som vedrører dem selv, og hvor der er tendens til, at organisationens krav og behov går forud for beboernes individuelle behov«. Retningslinjerne er udarbejdet med henblik på at støtte medlemsstaterne ved overgangen fra institutionel pleje til pleje i nærmiljøet. På grundlag af erfaringer fra de lande, der har gennemført en afinstitutionalisering, bør en udvikling over tid omfatte: en fælles strategi og vision, inddragelse af brugere og pårørende, et fælles ansvar for alle aktører på alle niveauer, ledelse og styring samt processtøtte. RU konstaterer, at retningslinjerne kan være en god støtte i overgangen fra institutionel pleje til mere pleje i nærmiljøet, og anbefaler, at samtlige medlemsstater anvender dem.

7.

RU bemærker, at man i stigende grad sætter spørgsmålstegn ved institutionel pleje, og at der findes flere videnskabelige undersøgelser, som påviser, at langvarig institutionel pleje har vidtrækkende negative konsekvenser for det enkelte berørte individ i form af f.eks. begrænsning af friheden, stigmatisering, begrænsning af egenbestemmelsen og depersonalisering. Der er også negative konsekvenser for det personale, som arbejder i institutionerne. På grundlag af dette er der enighed om, at pleje i nærmiljøet under mere åbne former er at foretrække, og at sundhedsplejen fremover bør bevæge sig i den retning. Dette fremhæves ligeledes i »The European Mental Health Action Plan« (4). Planen er udarbejdet af WHO's regionskontor for Europa i tæt samarbejde og dialog med medlemsstaterne, som også bakker op om planen. RU gentager desuden, at FN's handicapkonvention (CRPD) fastsætter, at alle personer med handicap har lige ret til at »leve i samfundet med de samme valgmuligheder som andre (5).

8.

Udviklingen inden for de seneste 20 år, hvor man har afviklet store institutioner og specialsygehuse til fordel for en mere åben pleje i lokalsamfundet, er foregået på en ret ensartet måde i mange af EU's medlemsstater. Trods dette bor og lever mere end en million handicappede i dag stadig på institution i EU's medlemsstater (6). Overgangen fra institutionel pleje til en mere åben pleje i nærmiljøet kan ikke ske fra den ene dag til den anden. Det er en ændring, som tager flere år, og som kræver en indsats og foranstaltninger på alle niveauer af samfundet samt ændringer af både holdninger og lovgivning. RU mener, at det er vigtigt, at udviklingen af en mere lokalsamfundsbaseret pleje bliver et spørgsmål, som prioriteres højt i alle EU's medlemsstater, og at udviklingen henimod en afinstitutionalisering sker med respekt for målgruppens rettigheder og med garanti for de bedst mulige positive virkninger for de berørte personer.

9.

RU mener, det er vigtigt at pege på risikoen for, at staterne i forbindelse med overgangen til pleje, der i højere grad foregår i nærmiljøet og under mere åbne former, opbygger nye institutioner som erstatning for dem, der er blevet nedlagt. Det kan dreje sig om målgrupper med særligt vanskelige og komplekse behov, som man fra samfundets side har svært ved at tilgodese, og hvor det af mangel på individtilpassede løsninger er nærliggende at skabe nye institutionslignende plejehjem og plejeboliger. Det kan også være i forbindelse med en akut krise, som f.eks. den bølge af flygtninge, der skyllede ind over flere af EU's medlemsstater i efteråret 2015, hvor man med henblik på hurtigt at kunne tilgodese flygtningenes behov for tag over hovedet skabte flygtningecentre og institutionsløsninger. Det er løsninger, der er tænkt som midlertidige, men som risikerer at blive langvarige og få negative konsekvenser på individniveau.

10.

I EU's forskellige medlemsstater findes der et varierende antal love og politikdokumenter, hvori det slås fast, at handicappede skal deltage i samfundslivet og sættes i stand til at leve et liv som andre. Trods dette findes der en skjult og undertiden åben modstand mod handicappede i samfundet. Stigmatiserede grupper behandles ofte med fjendskab, frygtsomhed, og som om de var mindre værd og en byrde. En række undersøgelser har vist, at personer med psykiske lidelser stigmatiseres (7). Stigmatiseringen fører igen til, at den pågældende diskrimineres. Dette kan f.eks. komme til udtryk i form af manglende plejetilbud eller social udstødelse, som fører til, at den pågældendes psykiske sundhed forværres endnu mere. Det bliver en ond cirkel, som risikerer at vare ved og blive forstærket. Afinstitutionalisering drejer sig om mere end at lukke store institutioner og oprette alternative plejeformer. Det handler også om at modarbejde fordomme og sætte spørgsmålstegn ved stereotyper og at ændre holdninger; fra især at betragte handicappede som objekter og passive modtagere af pleje og behandling til at anerkende dem som ligeværdige samfundsborgere med fuldstændige menneskerettigheder. RU mener, at medlemsstaterne sideløbende med afinstitutionaliseringen skal modarbejde stigmatisering og forhindre diskriminering. Det indebærer i henhold til FN-konventionen (CRPD, artikel 4-6), at medlemsstaterne skal indføre positive og forebyggende foranstaltninger for at modvirke alle former for diskrimination og garantere menneskerettigheder for alle. RU konstaterer, at der findes flere gode eksempler på nationale kampagner til bekæmpelse af stigmatisering, hvor man kan hente inspiration, både i EU's medlemsstater og uden for EU.

11.

Det Europæiske Regionsudvalg henleder opmærksomheden på, at patienter, der udskrives til mere åbne former for pleje i nærmiljøet, skal have deres behov grundigt vurderet. Lokale og regionale myndigheder bør sikre, at disse behov opfyldes for at give brugerne kontrol over deres eget liv og træffe reelle valg og beslutninger om, hvor, med hvem og hvordan de vil leve. Alle bør have adgang til tilgængelige tjenesteydelser (herunder personlig støtte) for at sikre, at brugerne integreres i samfundet og kan leve en så selvstændig tilværelse som muligt.

12.

At gå fra institutionel pleje til pleje og omsorg i lokalsamfundet indebærer også et paradigmeskifte med hensyn til personalet og dets kompetence. Fra at fokusere på medicinsk viden og medicinske professioner har overgangen til pleje, der i højere grad er baseret i lokalsamfundet, gjort behovet for sociale og pædagogiske kompetencer mere aktuelt. RU mener, at det er vigtigt, at det personale, der støtter de enkelte personer, har relevant viden i forhold til sine opgaver (artikel 4 i CRPD). At personalet besidder de rette kompetencer fremskynder ikke blot overgangen, men forebygger også, at der skabes nye institutioner. I flere lande mangler man personale med tilstrækkelige akademiske kompetencer. Et internationalt samarbejde og udveksling om dette kan være en metode til at øge tilgangen af personale med de rette kompetencer. RU anbefaler udvekslingsordninger kombineret med nye uddannelser på universitets- og gymnasieniveau for at lette overgangen. For at sikre tilgangen af veluddannet personale er der behov for planlægning og koordinering. RU fremhæver, at det er vigtigt, at en uddannelse for nye og omskolede medarbejdere indeholder viden om: menneskerettigheder, hvordan det er at leve med et handicap, hvordan det er at bo på institution samt viden om, hvordan man inddrager den enkelte i, hvordan han eller hun ønsker at få støtte. Det er ikke nogen nem overgang at gå fra at være vant til et liv på institution og derefter vænne sig til et liv i egen bolig og til at kunne træffe sine egne beslutninger. Der er risiko for, at personer bliver isoleret og/eller udstødt, når de skal tilpasse sig samfundet. Det er meget vigtigt, at man opfanger den enkelte, og at den pågældende får støtte af kompetent personale, som kan tage vare på hele personen og vedkommendes behov. Forskningen og vidensudviklingen på området har været positiv, frem for alt når det gælder psykiske og neuropsykiatriske handicap. Adgangen til og anvendelsen af videns- og evidensbaserede metoder er øget, både hvad angår medicinske og psykologiske behandlingsmetoder, men også når det gælder psykosocial støtte og kognitive hjælpemidler. I Sverige har der f.eks. i en årrække eksisteret nationale retningslinjer udsendt af Socialstyrelsen på flere områder såsom ved skizofreni og skizofrenilignende tilstande (8). Retningslinjerne indeholder vigtige anbefalinger om evidensbaserede metoder for sundhedsplejen og socialtjenesten. Socialstyrelsen har også udgivet en vejledning om arbejdsmetoder og generelle råd om personales og arbejdsgiveres fornødne viden og fornødne kompetencer for så vidt angår aktiviteter for personer med forskellige handicap (9)  (10).

13.

Det Europæiske Regionsudvalg bifalder, at EU's udenrigsministre har vedtaget de reviderede retningslinjer for fremme og beskyttelse af børns rettigheder. I henhold til de gældende FN-konventioner mener RU, at samtlige EU-lande bør støtte princippet om, at børn skal vokse op i familier. Forskning viser, at børn, der vokser op på en institution, ikke udvikler sig på samme måde som børn, der vokser op sammen med deres familie og med de samme rettigheder og muligheder for skolegang som andre børn. Forskningen viser også, at disse børn kan få adfærdsproblemer og problemer i sociale sammenhænge senere i livet, fordi de er vokset op på en institution. Børn på institutioner bliver ofte understimulerede, og som en måde at skabe stimulering på udvikler de i stedet selvskadende eller problemskabende adfærd. Alle børn har behov for kontinuitet og nærhed for at kunne udvikle sig positivt. RU anbefaler, at alle EU-lande sikrer, at børn med handicap og deres forældre i stedet skal gives den hjælp og støtte, de behøver, i eller i tæt tilknytning til hjemmet. Forældrene bør modtage støtte og undervisning i deres børns handicap samt støtte fra samfundet/kommunen til at kunne klare forældrerollen. Hvis forældrene har brug for at arbejde mindre for at støtte deres handicappede børn i hjemmet, vil økonomisk støtte kunne bane vej for en sådan løsning.

14.

Handicappede børn og unge har de samme rettigheder og pligter med hensyn til skolegang og studier som andre. Dette kræver, at skolen kan opfylde børnenes behov, da de ellers risikerer at havne i isolation, også uden for institutionerne. Lokale og regionale myndigheder bør investere mere i skolebudgetterne med henblik på at afhjælpe manglen på passende faciliteter og prioritere tilgængelighed og universelt design. Der bør indføres programmer med henblik på at øge opmærksomheden om handicapspørgsmål blandt skolernes personale og andre børn samt sørge for, at lærerne modtager passende uddannelse i inkluderende metoder og tilskyndes til at arbejde med handicappede børn. Holdninger og fordomme skal imødegås, når man ønsker at give mulighed for fuldstændig inklusion.

15.

Et stort antal EU-borgere med udviklingsforstyrrelser og/eller psykiske lidelser er omfattet af værgemål (plenary guardianship) eller begrænset værgemål (partial guardianship). RU erkender, at begrænset værgemål kan beskytte det enkelte individs interesser og skærme det mod overgreb, som det ellers kunne risikere at blive udsat for. Udvalget udtrykker imidlertid bekymring over det fulde værgemål, idet personer, der er under fuldt værgemål, mister så godt som alle deres juridiske rettigheder, og beslutninger, som vedrører de fleste aspekter af deres liv, overlades til en juridisk repræsentant. Der er mange voksne, som mod deres vilje er blevet anbragt på institution af en repræsentant udpeget af retten. RU anbefaler, at medlemsstaterne arbejder for, at der bliver mindre behov for værgemål, og at brugerne, pårørende, brugerrettighedsorganisationer og eksperter inddrages i beslutningstagningen. En gennemgang af lovgivningen om retsevne bør omfatte, at man stiller krav om fælles beslutningstagning og via lovgivningen styrker målgruppens rettigheder.

16.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at handicappede skal have lovbestemte muligheder for og støtte til at træffe beslutninger, som vedrører dem selv, deres hverdag og udformningen af de lokale tjenesteydelser. Det er vigtigt, at information tilpasses målgruppens behov. Ved at lytte til og samarbejde med organisationer for brugere og pårørende fremmer man både brugerindflydelse og deltagelse. Brugernes viden og erfaringer er vigtige kompetencer, som skal udnyttes. RU anbefaler, at medlemsstaterne støtter oprettelsen af og arbejdet i brugerorganisationer.

17.

Det Europæiske Regionsudvalg påpeger, at det er vigtigt, at den gældende lovgivning og politikkerne støtter virkeliggørelsen i henhold til artikel 4.1 i CRPD. Der bør tages særlige hensyn til børns rettigheder. RU understreger endvidere, at lovgivningen bør støtte et selvstændigt liv, og at støtteindsatsen bør baseres på den enkeltes ønsker og behov;

18.

understreger vigtigheden af pleje- og omsorgsforanstaltninger for personer med alvorlige handicap i perioden efter, at forældre eller andre familiemedlemmer er faldet bort. Navnlig er det efter udvalgets mening vigtigt at yde garanti for omsorg, trivsel, inklusion og så meget autonomi som muligt for personer med handicap, som ikke kan tage det fulde ansvar for sig selv, og dermed undgå automatisk anbringelse på en institution.

19.

Mangel på data gør det vanskeligt at følge udviklingen for så vidt angår afinstitutionaliseringen og foretage sammenlignende analyser mellem de forskellige medlemsstater. RU anbefaler derfor, at arbejdet med at definere og udvikle indikatorer bør prioriteres og være en del af strategien for og planlægningen af overgangen til pleje og service, der i højere grad foregår i lokalsamfundet. Paradigmeskiftet til en mere individorienteret og personcentreret pleje bør også afspejles i de standarder og indikatorer, der udarbejdes. De bør fokusere på brugernes livskvalitet og rettigheder snarere end på opfølgning af data af mere teknisk karakter. RU anbefaler, at medlemsstaterne samarbejder om udviklingen og definitionen af standarder og indikatorer.

20.

I henhold til artikel 27 i CRPD er retten til arbejde en grundlæggende rettighed. Det er vigtigt, at denne ret ikke begrænses af f.eks. fordomme eller manglende tilgængelighed. RU understreger, at der skal gøres en indsats for at give handicappede mulighed for at arbejde ud fra deres egne personlige forudsætninger. En velfungerende rehabilitering og tilpasning af arbejdspladser og arbejdsopgaver er af stor betydning. Forskellige former for aktiviteter til personer, som ikke kan klare lønnet beskæftigelse på det normale arbejdsmarked, betragtes også som en vigtig foranstaltning til fremme af sundhed og begrænsning af stigmatisering og isolation, hvilket taler for arbejds- og aktivitetscentre samt beskyttede virksomheder og værksteder, der indrettes inden for rammerne af institutioner. Der er behov for, at de sociale tjenester og arbejdsmarkedet samarbejder om dette via strukturer for integration på arbejdsmarkedet, som giver mulighed for diversificerede individuelle programmer for rådgivning, uddannelse, arbejdsformidling, bevarelse af beskæftigelse og social integration i arbejdslivet. Det er vigtigt at betragte en indsats på sundhedsområdet som en investering snarere end en omkostning. Adgang til lønnet arbejde eller en form for erstatning for dette øger ikke kun inklusionen, men begrænser også fattigdom. Det er af stor betydning for alle mennesker at føle sig som del af en helhed, at man bidrager og foretager sig noget meningsfyldt. Samtidig øger man også andre menneskers bevidsthed om handicappede og deres muligheder og problemer.

21.

Det Europæiske Regionsudvalg gør opmærksom på, at den lokale sundhedsplejes bæredygtighed på længere sigt kræver en radikal omlægning af de offentlige udgifter og koncentration af ressourcerne på forebyggelse og tidlig indgriben. Ved vurderingen og analysen af de økonomiske konsekvenser af overgangen til pleje i lokalsamfundet konstaterer RU derfor, at det er vigtigt ikke kun at se på selve omkostningerne, men også at se udviklingen i relation til mere kvalitetsbaserede resultater og langsigtede virkninger, både for individet og for samfundet. Sundhedsøkonomiske undersøgelser viser, at psykiatriske tjenester i lokalsamfundet generelt koster lige så meget som de hospitalsbaserede tjenester. Men eftersom de ofte giver bedre resultater for den enkelte, bliver de i disse tilfælde mere omkostningseffektive set ud fra et samfundsperspektiv. Positive sundhedsvirkninger betyder, at flere får mulighed for at etablere sig på arbejdsmarkedet, hvilket øger produktionsniveauet, øger den sociale inklusion og mindsker risikoen for kriminalitet, hvilket betyder mindre belastning af retssystemet (11). Investeringer i form af en forebyggende og tidlig indsatser samt støtte til børn og unge og deres forældre kan betyde, at de kan klare sig i skolen. Dette gør, at de kan fortsætte deres studier og komme ind på arbejdsmarkedet. Udflytningen fra store institutioner og specialhospitaler kan først ske, når man har oprettet og tilrettelagt alternative plejeformer, der i højere grad er baseret i lokalsamfundet. Dette kan betyde, at omkostningerne i første omgang kan stige i forbindelse med overgangen til en pleje, der i højere grad foregår i lokalsamfundet.

22.

Eftersom en afinstitutionalisering omfatter en indsats fra flere forskellige parter i samfundet frem for kun en enkelt, er det nødvendigt at opbygge et samarbejde mellem de forskellige aktører. Det er meget vigtigt, at opgavefordelingen er klar og tydelig, og at det også er tydeligt, hvad man skal samarbejde om og hvordan. Alt efter de enkelte medlemsstaters forfatning varierer statens styring og kontrol med, hvordan sundhedsvæsenet og socialforsorgen er organiseret og administreres på lokalt og regionalt niveau. I lande som f.eks. Sverige, hvor kommuner og landsting har et stærkt selvstyre, har man decentraliseret ansvaret for, hvordan man vælger at gennemføre en overgang til mere pleje i nærmiljøet. Forfatningen i de enkelte medlemsstater er også afgørende for, hvilket niveau RU's anbefalinger er rettet til. Uanset hvordan ansvaret er fordelt mellem det nationale henholdsvis det lokale og regionale niveau, mener RU imidlertid, at støtten fra det nationale niveau spiller en afgørende rolle, og at det er vigtigt at koordinere aktiviteter og indsatser mellem de forskellige niveauer (12).

23.

Det Europæiske Regionsudvalg henviser til CRPD's artikel 25, hvori det hedder, at det sundhedsfaglige personale skal yde pleje af samme kvalitet til handicappede som til andre. I og med at personer flytter væk fra institutioner, hvor hele den medicinske kompetence har været samlet, og ud i egen bolig, skal kompetencerne vedrørende handicap styrkes inden for den primære plejesektor for også at kunne tage imod denne målgruppe. Inklusion i samfundet på flere forskellige planer, og det at personer med forskellige former for handicap betragtes som en naturlig del af den menneskelige mangfoldighed, forebygger udstødelse og fremmer en ligeværdig pleje og omsorg;

24.

bemærker, at den forventede levetid er øget i takt med sundhedsvidenskabens udvikling. Følgelig bliver personer med handicap, som førhen ikke nåede en høj alder på grund af manglende passende behandling, også ældre. De sociale tjenester, der har til opgave at sikre social og erhvervsmæssig integration, skal nu tage sig af personer med handicap, som har nået en høj alder. De fagpersoner, der arbejder i disse tjenester, er ikke uddannede til at opfylde behov relateret til såvel alderdom som handicap. Udvalget anser det derfor for nødvendigt at tilpasse uddannelseskravene for ansatte i social- og sundhedssektoren, som fortsat skal bistå denne målgruppe med at blive integreret i samfundet i overensstemmelse med EU's krav.

8.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/45

1.

Det Europæiske Regionsudvalg (RU) glæder sig over Kommissionens initiativ om en EU-handlingsplan for intelligente landsbyer som en anerkendelse af behovet for målrettede aktioner for at understøtte en revitalisering af landdistrikter som bæredygtige steder, hvor man kan bo og arbejde. Udvalget bemærker, at en styrkelse af fremgangen i landdistrikterne og sikring af disses levedygtighed er blandt de mest presserende opgaver, eftersom en mere balanceret territorial udvikling kan danne grundlag for opnåelse af en styrket samfundsøkonomisk og miljømæssig bæredygtighed;

2.

bemærker, at Kommissionens dokument og involveringen af kommissærerne med ansvar for landbrug og udvikling af landdistrikter, regionalpolitik og mobilitet og transport skaber et solidt grundlag, der sikrer, at der anlægges en koordineret og tværsektoriel tilgang til udviklingen af initiativet;

3.

beklager imidlertid det lave ambitionsniveau i dokumentet, som repræsenterer en sammenfatning af allerede eksisterende initiativer. Udvalget opfordrer til større ambitioner og udvikling af en målrettet og fremadskuende politik for intelligente landsbyer med fokus på perioden efter 2020, som tager udgangspunkt i behovet for at konsolidere den brede vifte af stedbaserede »intelligente« EU-instrumenter;

4.

fremhæver, at det forberedende arbejde skal påbegyndes nu, hvis et bæredygtigt og effektivt program for intelligente landsbyer skal være på plads for den næste finansieringsperiode, herunder overvejelser vedrørende en bedre koordinering og større synergier mellem den relevante EU-politik og finansieringskilderne, gennem udvikling af et integreret politik- og støtteinstrument for intelligente landsbyer;

5.

henleder opmærksomheden på betydningen af tæt samarbejde på alle myndighedsniveauer under behørig hensyntagen til nærhedsprincippet med det formål at udforme bundstyrede og stedbaserede løsninger. Udvalget fremhæver den centrale rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller for gennemførelsen af politikrammen;

6.

foreslår, at begrebet intelligente landsbyer udvides til intelligente landdistrikter, og at initiativet integreres i den europæiske dagsorden for landdistrikter for også at fremme og udvikle synergier mellem små nabokommuner i intelligente landdistrikter;

7.

fremhæver i denne sammenhæng betydningen af Cork 2.0-erklæringen, der skaber en ramme for styrkelse af politikken for landdistrikter og landbrug, og støtter i høj grad de ti identificerede politiske retningslinjer, herunder en anerkendelse af behovet for særlig fokus på at bygge bro over den digitale kløft (1);

8.

fremhæver, at revitaliseringen af landdistrikter skal bruges til at tackle den langsigtede udfordring med affolkning via handlinger, der fremmer og støtter bæredygtighed, generationsfornyelse og landdistrikternes evne til at tiltrække tilflyttere;

9.

opfordrer Kommissionen til at overveje enkle tiltag, som er let replikerbare og overkommelige også for meget små kommuner, der ofte ikke har den nødvendige struktur til nemt at kunne iværksætte intelligente tiltag;

10.

foreslår, at der især fokuseres på udfordringerne for perifere landdistrikter, hvor ikke blot bredbåndsinfrastrukturen, men også transport- og energikonnektiviteten er forbundet med alvorlige udfordringer. Dette afstedkommer manglende adgang til de vigtigste offentlige tjenester. Udvalget mener, at idéen om »Rural Proofing« (2) bør integreres som et element i initiativet vedrørende intelligente landdistrikter med henblik på at anvende denne tilgang ved udviklingen af bredere politiske initiativer med konsekvenser for landdistrikter;

11.

understreger, at perifert beliggende grænseregioner møder stigende udfordringer, og at der er et behov for at styrke mulighederne for grænseoverskridende samarbejde og programmer til at håndtere disse udfordringer.

12.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at udbud af digitale tjenester og evnen til at fungere hensigtsmæssigt i en globaliseret økonomi kræver hurtige og pålidelige bredbåndsforbindelser. IKT-infrastruktur har derfor vist sig som en afgørende faktor i udviklingen af regionernes potentiale;

13.

gentager derfor det synspunkt, at der bør ydes en indsats for at sikre, at der er samme kapacitet i højhastighedstelekommunikationsnettene i hele EU, da det er en ufravigelig forudsætning for konkurrenceevne og økonomisk vækst i landdistrikterne og i overensstemmelse med målene i den digitale dagsorden for Europa i 2020 (3);

14.

beklager, at fremskridtene fortsat er utilfredsstillende og ujævne med vedvarende uligheder, især mellem byområder og landdistrikter. At der er tale om en meget stor udfordring tydeliggøres af, at 9,1 mio. husstande i EU i 2012 endnu ikke havde adgang til bredbåndsnet, af disse befandt 90 % sig i landdistrikter (4);

15.

bemærker, at målet på EU-niveau er, at der i 2020 skal være en forbindelse, der er hurtigere end 30 Mbit/s, overalt i Europa, også i mere landlige og isolerede områder. Dette er imidlertid blot et EU-gennemsnit, som dækker over store variationer mellem lande og lokalområder, navnlig i landdistrikter og de fjernest beliggende områder, hvor det ikke er ualmindeligt, selv i velstående medlemsstater, at have hastigheder på 10 Mbit/s. Dette er den sædvanlige standard for, at en typisk husholdning kan benytte de mest udbredte onlinetjenester. Fraværet af tilstrækkelig bredbåndskapacitet er i dag en alvorlig udfordring for den territoriale samhørighed. Udvalget opfordrer Kommissionen til at styrke indsatsen for at udvikle højhastighedsinternet i landdistrikter ved hjælp af de tilgængelige finansieringsmodeller, som ikke begrænser bestemte medlemsstaters adgang til finansiering af investeringer i bredbåndsnetværk, og skabe bedre finansieringsmuligheder for investeringer i bredbåndsnetværk for projekter af mindre målestok. Udvalget anmoder endvidere om, at der afsættes specifikke midler til udvikling af bredbåndsnet i landdistrikter, og at disse ikke kan anvendes til andre formål;

16.

anbefaler på det kraftigste, at man i bestræbelserne for at gennemføre initiativet om intelligente landsbyer på EU-niveau — og om nødvendigt på nationalt niveau — betragter internetadgang som en tjeneste i offentlighedens interesse. Der skal sættes minimumsstandarder for bredbånd, som ud over at sikre pålidelig internetadgang også kan foregribe fremtidige ændringer i tjenesteudbuddet (herunder afløsning af kobbertelefonlinjer og indførelse af efterfølgeren til 4G), samt at der er adgang til nødtjenester, navnlig for de fjernest beliggende lokalsamfund, hvilket allerede er tilfældet i Schweiz og Finland, hvor der er garanteret adgang overalt. Som et minimum bør dette være en ex ante-betingelse for enhver finansiering til intelligente landsbyer;

17.

fremhæver betydningen af, at den teknologi, der udvikles i forbindelse med initiativerne vedrørende intelligente landsbyer, baseres på åbne standarder, da det vil fremme samarbejdet mellem offentlige myndigheder og virksomheder, genanvendelsen af de tilvejebragte løsninger, og interoperabiliteten af disse;

18.

bakker op om, at forskellige aldersgrupper tilbydes kurser i brugen af digital teknologi, og at undervisningen tilpasses målgruppen med tanke på digitaliseringen af bestemte offentlige tjenester på lokalt niveau og andre niveauer (bestilling af dokumenter, skatteangivelser, elektroniske regninger, sporbarhed, den fælles landbrugspolitik etc.). Desuden fremhæver udvalget retten til digitale færdigheder, som garanterer enhver borger adgang til de nævnte kurser med henblik på udøvelse af grundlæggende opgaver i det nye digitale miljø, og anmoder om, at de nævnte kurser tilgodeses med finansiering fra de europæiske struktur- og investeringsfonde;

19.

mener, at udvidelsen af bredbåndet i landdistrikterne og udfordringen med at komme ud i alle afkroge hænger direkte sammen med markedsdominans og etablerede udbydere. Dette problem vil ikke kunne løses, før den lovgivningsmæssige ramme tilskynder alternative operatørers indtræden på markedet med henblik på udrulning af næstegenerationsnet og fremmer udviklingen af innovation styret af lokalsamfundene;

20.

mener, at kurser i digital læring for landmænd og landbrugssektoren generelt bør prioriteres med henblik på at fremme udbredelsen og udviklingen af elektroniske landbrugsværktøjer og metoder;

21.

anbefaler, at man øger ressourcerne til undervisning i og oplysning om de muligheder, som den nuværende digitale økonomi giver virksomhederne i landdistrikterne, såsom adgang til nye markeder, udvikling af nye produkter og fastholdelse af kunder;

22.

anerkender de forskellige »digitale hub«-initiativer, der i øjeblikket er iværksat i forskellige medlemsstater, hvor der er adgang til bredbånd med høj hastighed i specifikke centre i de landdistrikter, hvor højhastighedsbredbånd ikke er almindeligt udbredt (5);

23.

anerkender, at disse hubs ikke blot medvirker til at mindske den digitale kløft, men også bidrager til den fysiske planlægning, revitalisering af landsbyernes centrum, jobskabelsen og uddannelsesmulighederne for landbefolkningen;

24.

anerkender, at disse hubs kan fungere som potentielle ankre for andre e-tjenester, såsom e-sundhed (f.eks. online lægebesøg), e-advokathjælp (dvs. juridisk rådgivning), e-forvaltning (f.eks. online stemmeafgivning, selvangivelser, ydelser), e-handel (f.eks. e-banking, e-salg etc.).

25.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at et initiativ for intelligente landdistrikter i lighed med modellen for intelligente byer bør have en bred tilgang til udvikling og innovation og omfatte følgende seks dimensioner:

26.

bifalder den nye Wifi4EU-ordning med henblik på at forbedre internetforbindelsen i lokalsamfundene, men bemærker, at projekterne vil blive udvalgt efter først-til-mølle-princippet med en geografisk afbalancering. Ved udvælgelsen af projekter bør man være opmærksom på de supplerende barrierer, som mindre myndigheder i landdistrikterne med færre ressourcer end byerne møder;

27.

fremhæver, at »intelligente byer« og »intelligente landsbyer/intelligente landdistrikter« ikke bør stilles op imod hinanden, men at de snarere skal ses som gensidigt komplementære, hvor den enes succes støtter og forstærker den andens. Med hensyn til strategi slutter et område ikke ved de administrative grænser, idet det interagerer med nabokommunerne, hvad enten det er landdistrikter eller byer, og planlægger sin udvikling i harmoni med miljøet. Man bør overveje at etablere positive forbindelser mellem landdistrikt- og bybefolkningen, så landdistrikterne ikke kun gøres til serviceleverandører for byområder. Udvalget understreger i den forbindelse, at hele systemet kun kan blive levedygtigt, hvis alle dets elementer er levedygtige, fra store byer til landsbyer;

28.

erkender dog, at det er vigtigt at anerkende den enkelte models forskellige karakteristika. Man bør især bemærke, at modellen for intelligente byer kan trække på mange aktører for at fremme og gennemføre initiativer, mens dette ikke er tilfældet i landdistrikter, hvor ressourcerne, både hvad angår mennesker og administrativ kapacitet, generelt er mere begrænsede. Disse forskelle bør afspejles i udformningen af en fremtidig politikramme og finansieringsmulighederne;

29.

bemærker, at Kommissionens Generaldirektorat for Energi har lanceret et europæisk innovationspartnerskab for intelligente byer og lokalsamfund, som er designet til at fremme og styrke erfaringerne med intelligente områder i EU. Udvalget beklager, at landdistrikter stadig ikke er blevet inkluderet som en prioritet i dette arbejde.

30.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at bæredygtige transportforbindelser og -netværk bør tillægges lige så stor vægt ved udviklingen af initiativet for intelligente landsbyer/landdistrikter som forbedrede digitale forbindelser på grund af landdistrikternes særlige udfordringer i form af spredt befolkning og højere omkostninger. Udvalget bemærker, at Kommissionens eget dokument om intelligente landsbyer henviser til Connecting Europe-faciliteten (CEF) som et område med EU-støtte til intelligente landsbyer, og beder om flere detaljer om, hvordan disse midler kan bruges til at fremme forbindelserne i landdistrikter, især i de mest perifere landdistrikter;

31.

minder om de muligheder af økonomisk, social og miljømæssig karakter, der er forbundet med at gøre energiproduktionen lokal (både elektricitet og varme) og de synergier, der kunne skabes med landdistrikt- og regionaludviklingen og den fælles landbrugspolitik (under anden søjle). Som eksempler kan nævnes den rolle som vind, sol, biomasse og biogas kan spille i produktionen af elektricitet samt biomassens (f.eks. træ) og/eller biogassens rolle i den lokale opvarmning. Udvalget understreger, at det er vigtigt, at lokale og regionale myndigheder får beføjelser til at iværksætte og forvalte målrettede miljøforanstaltninger og mulighed for at indgå regionale og lokale kontrakter med leverandører af lokalt genereret brændstof/elektricitet i landdistrikter (6).

32.

Det Europæiske Regionsudvalg anerkender den succes, som skabes af bundstyrede tilgange til lokal udvikling som f.eks. Leader samt for nylig initiativet vedrørende lokaludvikling styret af lokalsamfundet (CLLD);

33.

mener dog, at der undertiden satses for ensidigt på den slags tilgange, og at andre aktører (f.eks. innovationsformidlere) også kan fungere som katalysatorer for landdistrikternes potentiale. Innovationsformidleren identificerer stærke sider og muligheder i landsbyen/landdistriktet og bringer de relevante institutioner (uddannelse, lokale myndigheder, finansieringskilder osv.) sammen med henblik på at koordinere eksisterende og kommende aktiviteter og potentielle finansieringskilder. De engagerer og informerer lokalsamfundet og får dette med på at formulere visionen, påtage sig medejerskab og tage del i fordelene;

34.

mener, at sådanne formidlere kan stimulere små virksomheders produktudvikling og tackle markedsbarrierer samt opmuntre til lokalt forbrug og korte distributionskæder for landbrugsfødevarer og lokale vedvarende energiprodukter;

35.

mener, at de lokale og regionale myndigheder er ideelt placeret til at udføre denne funktion, og at de i nogle tilfælde allerede gør det via udviklingsråd, erhvervskontorer, åbne udbud etc.;

36.

finder det afgørende, at der for mindre projekter er adgang til finansiering via det lokale myndighedsniveau. Dette bør også omfatte støtte til innovative projekter og initiativer, som kan skræddersys til landbosamfundenes særlige behov i hele EU, herunder i perifere regioner;

37.

opfordrer til, at ansøgningsprocedurerne for adgang til finansieringskilder forenkles, da alt for mange interessetilkendegivelser under det nuværende program for udvikling af landdistrikterne aldrig bliver til egentlige ansøgninger på grund af problemer med at opfylde ansøgningskravene. Udvalget fremhæver, at der med henblik på at bevare momentum og tilliden ikke bør være en tidskløft mellem afslutningen af det nuværende program for udvikling af landdistrikterne og programmet for udvikling af landdistrikterne efter 2020;

38.

mener, at de støtteansøgninger, der imødekommes, skal fremme skabelsen af og deltagelsen i netværk, klynger og samarbejde, som normalt er påkrævet i intelligente landdistrikter for at nå en vis størrelse og relevante erfaringer;

39.

mener, at intelligente områder bør bygge på deres sociokulturelle arv for at udvikle og vise et stærkt tilhørsforhold til lokalområdet med alle de infrastrukturer, særligt almene tjenester, som er nødvendige for at drive forretning og tiltrække virksomheder fra byerne;

40.

erkender, at det er en yderligere udfordring for de lokale og regionale myndigheder at holde sig informeret om mulighederne for støtte og få adgang til dem. Dette kræver, at de relevante GD'er i Kommissionen og forvaltningsmyndighederne for relevante EU-finansieringsstrømme på nationalt og regionalt niveau spiller en aktiv rolle. Udvalget kan også spille en vigtig rolle med hensyn til at dele information, støtte netværk og levere eksempler på bedste praksis, herunder via arbejdet i RU's og Kommissionens bredbåndsplatform;

41.

mener, at kommunikationen om de muligheder, der findes på EU-plan, ville blive mere effektiv, hvis Kommissionen indførte en årlig pris til den mest succesrige intelligente landsby/det mest succesrige intelligente område i EU. Eksisterende netværk som Enterprise Europe Network (EEN) og deres lokale partnere i medlemsstaterne kunne også benyttes til at levere opdaterede oplysninger om et udvalg af emner, som er relevante for iværksættere i landsbyer og landdistrikter;

42.

understreger den faciliterende rolle, som lokale og regionale myndigheder kan have ved at integrere en »intelligent tilgang« i deres strategier for fysisk og regional planlægning. I disse strategier indgår vurdering af de regionale ressourcer og muligheder, identificering af steder til samhusning af tjenesteydelser og faciliterende økonomiske politikker.

8.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/50

1.

Det Europæiske Regionsudvalg (RU) bifalder Kommissionens årsberetning om konkurrencepolitikken 2016, især dens anerkendelse af det faktum, at konkurrencepolitikken har en direkte indflydelse på borgernes hverdag. Udvalget fremhæver i den forbindelse, at en effektiv konkurrencepolitik er et vigtigt element i et velfungerende indre marked og medfører betydelige fordele for forbrugerne ved at fremme iværksætteri, innovation, effektivitet og valgmuligheder for borgerne i Den Europæiske Union;

2.

er af den opfattelse, at den globaliserede økonomi kræver et åbent og fair konkurrencemiljø og dermed regulering af konkurrencen og ikke blot en »konkurrencekultur«. Udvalget bifalder samtidig, at Kommissionen er fast besluttet på at samarbejde med andre EU-institutioner, internationale organisationer og konkurrencemyndigheder i hele verden;

3.

glæder sig over Kommissionens indsats for at håndhæve konkurrencereglerne, men opfordrer til, at der ved finansieringen af konkurrencepolitikkens håndhævelse tages behørigt hensyn til medlemsstaternes nationale og regionale industripolitiske investeringer, især de industripolitikker, der er begrundet i nationale kompetencer, der ikke falder ind under EU-traktaternes ansvarsområde;

4.

fremhæver, at der bør være større gennemsigtighed hvad angår Kommissionens beslutninger om at finansiere store konkurrenceundersøgelser på EU-plan. Det skal sikres, at disse beslutninger altid er forbundet med målbare resultater, der styrker det indre marked;

5.

mener, at det er op til Kommissionen at finde en samlet løsning på de udfordringer, der opstår som følge af international konkurrence og globale markeder, gennem en styrket koordinering af EU's politikker og instrumenter og gennem en bedre anerkendelse af den regionale dimension;

6.

understreger, at UK vil være omfattet af EU's konkurrenceregler mindst indtil den 31. marts 2019, og at resultater af undersøgelser, som er indledt inden den dato, som f.eks. den, der blev indledt den 26. oktober 2017 om undtagelser, der af UK er blevet indrømmet til multinationale selskaber for at beskytte dem mod reglerne om skatteunddragelse, vil skulle anvendes, selv om undersøgelsen først afsluttes efter den dato;

7.

er enig i, at Brexit ikke må misbruges som en genvej til fuldstændigt at opgive kontrollen med statsstøtte, men mener, at de økonomiske omvæltninger, der rammer andre EU-medlemsstater som følge af Brexit, bør resultere i en udvidelse af generelle gruppefritagelsesforordninger og en midlertidig lempelse eller suspension af statsstøttereglerne for visse brancher, der forventes at være blandt de hårdest ramte. Der må imidlertid ikke være tale om selektiv støtte, idet en sådan ville være i modstrid med målet om, at EU's regler skal gælde for alle virksomheder.

8.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over Kommissionens indsats for at bekæmpe ulovlig statsstøtte, der ydes i form af selektive skattefordele, og betragter denne indsats som en effektiv metode til at sikre, at EU-reglerne anvendes på retfærdig vis over for alle virksomheder, som er aktive på EU's indre marked — uanset deres størrelse, forretningsområde eller nationalitet, og at virksomheder beskattes proportionelt i forhold til deres størrelse og værdi, således at de bidrager til finansieringen af offentlige tjenester og bekæmpelsen af uligheden, som er mest relevant på lokalt plan;

9.

insisterer i forbindelse med emnet skatteunddragelse på, at spørgsmålet om forhåndstilsagn er ét af elementerne i EU's overordnede bestræbelser på at bekæmpe store selskabers skatteundgåelse, bl.a. via pakken af foranstaltninger til bekæmpelse af skatteundgåelse, den landeopdelte rapportering, reformpakken for selskabsskat og de nye gennemsigtighedsregler for skatteplanlægningsformidlere. Udvalget understreger endvidere, at EU er nødt til at overveje, om ny lovgivning snarere end håndhævelse af den eksisterende kunne øge sikkerheden i forbindelse med forhåndstilsagn i medlemsstaterne, og om en sanktionsprocedure til fordel for EU-budgettets egne indtægter bør vedtages som del af en eventuel ny reguleringsordning;

10.

er af den opfattelse, at EU's enekompetence for så vidt angår fastlæggelse af de nødvendige konkurrenceregler, for at det indre marked skal fungere ordentligt, som er nedfældet i EUF-traktatens artikel 3, ikke påvirker medlemsstaternes suveræne ret til at udforme deres egne selskabsskattesystemer eller til at fastsætte deres egne skattesatser. Udvalget anerkender imidlertid, at medlemsstaterne skal respektere et sæt fælles spilleregler for virksomheder og forbrugere i hele EU's indre marked (1);

11.

bemærker, at den højest profilerede håndhævelsesbeslutning truffet af GD for Konkurrence kom den 30. august 2016, hvor det blev konkluderet, at specifikke forhåndstilsagn udstedt i Irland i 1991 og i maj 2007 til fordel for to Apple-selskaber, der var registreret i Irland, udgjorde støtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Udvalget anerkender, at Kommissionen i sin beslutning har gjort gældende, at Irland ved at udstede de anfægtede forhåndstilsagn, der gjorde det muligt for Apple-selskaberne at fastlægge deres årlige selskabsskat i Irland i den årrække, hvor disse tilsagn fandt anvendelse, ulovligt har ydet statsstøtte til de pågældende Apple-selskaber og Apple-koncernen i strid med traktatens artikel 108, stk. 3, som Irland skal kræve tilbagebetalt, jf. artikel 16 i forordning (EU) 2015/1589. Udvalget understreger, at nævnte beslutning ikke ifølge Kommissionen sætter spørgsmålstegn ved Irlands generelle skattesystem eller landets selskabsskattesats;

12.

bemærker, at implementeringen på nationalt niveau af Rådets direktiv 2016/1164 om regler til bekæmpelse af metoder til skatteundgåelse, der direkte indvirker på det indre markeds funktion, i øjeblikket volder problemer. Artikel 4, stk. 4, i dette direktiv indeholder for lån, som anvendes til finansiering af et langsigtet offentligt infrastrukturprojekt, en undtagelse fra reglen om begrænsning af rentebetalinger. På trods af at direktivet omfatter vide muligheder for undtagelser for aktiviteter, der anses for at være af offentlig interesse, benytter medlemsstaterne sig ikke fuldt ud af denne mulighed;

13.

minder om, at Kommissionen beregnede, at Irlands støtte til disse Apple-selskaber beløb sig til 13 mia. EUR, og at konklusionen lød, at disse midler skulle leveres tilbage til den irske statskasse, men at den irske regering appellerede Kommissionens beslutning til EU-Domstolen. Eftersom Irland, da Kommissionens beslutning blev taget, havde 4 måneder til at geninddrive den illegale statsstøtte, dvs. indtil januar 2017, besluttede Kommissionen den 4. oktober 2017 at anlægge sag mod Irland ved EU-Domstolen, selvom begge parter håber at kunne undgå retlige sanktioner. Dette skyldes, at det på trods af den irske regerings indsats for at inddrive det rekordstore beløb og deponere dette i afventning af Domstolens afgørelse ikke er lykkes at opkræve de 13 mia. EUR inden for den fastsatte frist;

14.

opfordrer indtrængende til en hurtig gennemførelse af Apple-retssagerne for at skabe klarhed over, hvilken indvirkning konkurrenceretten kan have på andre eksisterende forhåndstilsagn.

15.

Det Europæiske Regionsudvalg støtter Kommissionens synspunkt om, at øget gennemsigtighed i de offentlige udgifter spiller en nøglerolle med hensyn til at fremme en optimal anvendelse af skatteydernes penge og er af den opfattelse, at gennemsigtighed også er et middel til at øge borgernes tillid til de offentlige myndigheders troværdighed og legitimitet;

16.

minder om (2), at EU's statsstøtteregler for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ikke kun bør tage udgangspunkt i principperne om konkurrence. Også det store spillerum, som er tillagt medlemsstaterne til fastlæggelse af, hvad en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse er, samt principperne om kommunalt og regionalt selvstyre, den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed og neutralitet over for ejendomsret i medlemsstaterne bør tages i betragtning i fuldt omfang (artikel 3 i TEU, artikel 14, 106, 345 i TEUF og protokol nr. 26 hertil). Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse skal afspejle forskellene angående behov, brugernes præferencer og offentlige kontrakter, som kan forekomme som følge af forskellige geografiske forhold, sociale og kulturelle situationer og demokratiske processer i medlemsstaterne. Udvalget minder om, at der kun må foretages en statsstøttekontrol, når en national, regional eller lokal regulering eller finansiering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har grænseoverskridende virkninger, eller virkninger som er relevante for det indre marked;

17.

beklager, at beretningen om konkurrencepolitikken 2016 kun ofrer ganske lidt opmærksomhed på spørgsmålene om statsstøtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og navnlig ikke giver klarhed over revisionen af den såkaldte »Almunia-pakke« eller revisionen af forordningen om de minimis-støtte ved tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Udvalget minder om, at det i den forbindelse havde efterlyst:

18.

gentager (3) sin opfordring til en udvidelse af definitionen af socialt boligbyggeri, som er fastlagt i Kommissionens afgørelse af 20. december 2011. For at sikre medlemsstaterne større spillerum i forbindelse med at planlægge, tilvejebringe, finansiere og forvalte socialt boligbyggeri, og den demokratiske valgfrihed, bør begrænsningen af det sociale boligbyggeri til »sårbare og socialt udsatte befolkningsgrupper« ophæves. Der bør lægges større vægt på retten til en passende bolig til en overkommelig pris, for som følge af boligmarkedets manglende evne til at imødekomme den samlede efterspørgsel er det ikke alene de mennesker, som overhovedet ikke har adgang til en bolig, som berøres, men også beboerne i sundhedsskadelige og upassende boliger samt dem med trange boligforhold og dem, der bruger det meste af deres indkomst på at betale deres husleje eller på at betale det månedlige afdrag på deres realkreditlån;

19.

henleder opmærksomheden på den undersøgelse, RU offentliggjorde den 9. juni 2017, om »Gennemførelsen af beslutningen og rammen for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (SGEI): inddragelse af de lokale og regionale myndigheder i rapporteringsaktiviteter og status med hensyn til vurderingen af sociale tjenester som økonomiske aktiviteter« og dens konklusioner ifølge hvilke:

—

der er behov for en afklaring med hensyn til klassificering af en social tjeneste som en økonomisk aktivitet, navnlig i den sociale sektor og sundhedssektoren, beregning af kompensation, inklusive en rimelig fortjeneste, og mulige uoverensstemmelser mellem forskellige dokumenter, der skal tages hensyn til

—

rapporteringskravene bør forenkles

—

udveksling af bedste praksis bør fremmes yderligere;

20.

argumenterer derfor for, at de lokale og regionale myndigheder, som leverandører af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, spiller en vigtig rolle i indsatsen for at sikre og styrke det indre markeds sociale dimension. Denne rolle er endnu vigtigere set i lyset af den høje arbejdsløshed, den aldrende befolkning, social uro og skrøbelige økonomiske forhold. Fordelene ved denne form for tjenester viser sig direkte i borgernes hverdag og bidrager derfor til at forbedre og styrke borgernes tillid til de offentlige institutioner;

21.

fremhæver, at alle forvaltningsniveauer har et fælles ansvar for at sikre bæredygtige offentlige tjenester til alle EU-borgere og mener, at Kommissionen skal basere sin statsstøttekontrol på området tjenesteydelser af almen økonomisk interesse på et tillidsprincip. Formålet bør være at hjælpe de relevante myndigheder og interessenter i stedet for at tage udgangspunkt i den opfattelse, at de lokale og regionale myndigheder overtræder reglerne, når de leverer tjenesteydelser af almen økonomisk interesse;

22.

bifalder Kommissionens bestræbelser på at forenkle anvendelsen af statsstøttereglerne, især meddelelsen om statsstøttebegrebet og den omstændighed, at konkurrenceberetningen anerkender, at det navnlig er vigtigt at skabe gode rammer for offentlige investeringer, da det hjælper med at maksimere investeringernes virkninger på den økonomiske vækst og beskæftigelsen. Dette afspejler på sin vis Regionsudvalgets ønske om yderligere forenkling og yderligere undtagelser på området tjenesteydelser af almen økonomisk interesse;

23.

stiller imidlertid spørgsmålstegn ved graden af den retssikkerhed, der opnås gennem meddelelsen på området tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Relevante interessenter peger især på kompleksiteten og de mulige uoverensstemmelser mellem de forskellige dokumenter, der skal tages hensyn til, hvilket gør det vanskeligt for dem at vurdere, hvilken regel der skal anvendes i en konkret sag (4);

24.

er også bekymret for den administrative byrde, der følger af indberetningspligten i henhold til beslutningen og rammevilkårene for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse som nævnt i nogle af disse landerapporter.

25.

Det Europæiske Regionsudvalg har konsekvent støttet bestræbelserne på at anvende strategien for det digitale indre marked som en drivkraft for inklusiv vækst i alle regioner i EU, da bedre adgang til bredbånd og IKT-tjenester, navnlig i yderområder og afsidesliggende områder eller i områder med stor geografisk spredning af befolkningen, kan lette adgangen til tjenester (f.eks. e-sundhed og e-forvaltning) og resultere i effektivitetsgevinster i den offentlige forvaltning samt bidrage til at sikre lavere priser og flere valgmuligheder for forbrugerne, uanset hvor de befinder sig. Det kan derudover skabe nye økonomiske muligheder for lokale virksomheder og i sidste ende forbedre de europæiske borgeres livskvalitet og styrke samhørigheden;

26.

henviser i denne forbindelse til sin udtalelse COTER-VI/012 om »Forenkling af de europæiske struktur- og investeringsfonde set i de lokale og regionale myndigheders perspektiv«, der handler om konsekvenserne af anvendelsen af statsstøttereglerne ved gennemførelsen af ESI-fondene, og hvor udvalget blandt andet påpeger, at der mangler konsekvens i anvendelsen af statsstøttereglerne. Udvalget påpeger, at programmer, der forvaltes centralt af Kommissionen (f.eks. Horisont 2020, Connecting Europe-faciliteten, Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer), er undtaget fra statsstøtteprocedurerne, hvorimod finansiering under samhørighedspolitikken ikke er undtaget. I forhold til statsstøtte indebærer det i praksis, at projekter ikke kun vurderes på deres indhold, men også ud fra om det er Kommissionen eller medlemsstaten, der godkender bevillingerne, samt ud fra finansieringskilden;

27.

er især bekymret over hindringer for grænseoverskridende onlinehandel, som virksomhederne selv kan etablere, for geografisk blokering og for, at potentielle konkurrenter på kunstig vis udelukkes fra visse forretningsmuligheder af de dominerende aktører;

28.

understreger endvidere i lyset af udtalelse COTER-VI/012 om »Forenkling af de europæiske struktur- og investeringsfonde set i de lokale og regionale myndigheders perspektiv«, at det er hensigtsmæssigt at lægge særlig vægt på statsstøtte inden for rammerne af programmerne for europæisk territorialt samarbejde. Der foreligger en generel skævvridning mellem den krævede indsats for at overholde reglerne for statsstøtte og risikoen for skævvridning af konkurrencen. Desuden er statsstøtte ofte genstand for forskellig fortolkning i medlemsstaterne, og dermed kan reglerne ikke anvendes med tilstrækkelig juridisk sikkerhed, hvilket ofte fuldstændig forhindrer gennemførelsen af projekter af høj kvalitet og et af de tiltag, der kan gennemføres på kort sigt for at forenkle ESI-fondene, er at undtage det europæiske territoriale samarbejde fra statsstøttereglernes anvendelsesområde, som det er tilfældet for Horisont 2020-programmet;

29.

glæder sig i den forbindelse over Kommissionens initiativer til at sikre en bedre håndhævelse af konkurrenceretten i den digitale verden, herunder sektorundersøgelsen inden for e-handel og de nyligt indledte undersøgelser, som har til formål at løse specifikke problemstillinger vedrørende detailprisrestriktioner, forskelsbehandling på grund af geografisk placering og uberettiget geografisk blokering (5);

30.

opfordrer Kommissionen til at håndhæve konkurrencereglerne i den digitale økonomi og skabe lige globale konkurrencevilkår i et samarbejde med lignende konkurrencemyndigheder rundt omkring i verden for at sikre, at innovationen ikke hæmmes. Udvalget opfordrer Kommissionen til at arbejde for et tættere samarbejde mellem de nationale konkurrencemyndigheder, Kommissionen og internationale organisationer såsom OECD;

31.

bakker endvidere op om Kommissionens indsats for at afbalancere den faktiske skattekvotient, der betales af traditionelle virksomheder og af virksomheder i den digitale sektor, idet det af en kommissionsmeddelelse om beskatning af den digitale sektor, der blev fremlagt den 21. september 2017, fremgår, at den faktiske skat, der betales af internationale internetvirksomheder, er på 10,1 % sammenholdt med 23,2 % for traditionelle virksomheder. Udvalget forventer derfor, at Kommissionen undersøger muligheden for at indføre specifik beskatning af omsætning og/eller digitale transaktioner, og at den inden for rammerne af det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag overvejer at foreslå princippet om »virtuelt fast driftssted«.

32.

Det Europæiske Regionsudvalg noterer sig den vigtige rolle, som nationale konkurrencemyndigheder spiller på vigtige konkurrenceområder (6) og anbefaler, at der stilles flere ressourcer til rådighed for de forskellige medlemsstaters nationale konkurrencemyndigheder, og at koordineringen mellem de nationale konkurrencemyndigheder i EU-landene gennem Det Europæiske Konkurrencenetværk forbedres. Udvalget vil også stille sig positivt over for et lovforslag fra Kommissionens side om en styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheders håndhævelses- og sanktionsinstrumenter, de såkaldte ECN+, hvilket i givet fald vil sikre, at det fulde potentiale i det decentrale system til håndhævelse af EU's konkurrenceregler kan virkeliggøres;

33.

glæder sig i den forbindelse over Kommissionens initiativ til at gøre de nationale konkurrencemyndigheder endnu mere effektive i deres håndhævelse, eftersom de nationale myndigheder på visse markedsniveauer har bedre forudsætninger for at håndtere håndhævelsen af EU's konkurrenceregler under hensyntagen til særlige nationale forhold;

34.

insisterer på, at konkurrencemyndighederne, i tilfælde hvor dominerende virksomheder udnytter deres kunder ved at opkræve urimeligt høje priser eller pålægge urimelige kontraktvilkår, må gribe ind for at løse problemet. Dette gælder navnlig, når der er tale om lægemidler, så patienternes adgang til effektive og økonomisk overkommelige vigtige lægemidler garanteres, og der sikres de bedst mulige resultater for patienter og samfund;

35.

er bekymret for den hidtil usete bølge af virksomhedsfusioner, der finder sted på de allerede meget koncentrerede globale markeder for frø, kemikalier og pesticider samt genetisk modificerede afgrøder, idet dette sandsynligvis vil svække konkurrencen og medføre oligopolistiske strukturer;

36.

påpeger risikoen for en betydelig vertikal integration mellem egenskaber, frø og kemikalier, som et resultat af den hidtil usete globale markedsdominans på dette følsomme område, hvilket ville give de dominerende virksomheder i denne industri en endnu større indflydelse på den politiske beslutningstagning. Det vil ikke være i den uafhængige videnskabs og offentlighedens interesse, at disse virksomheder får mulighed for at misbruge deres position på markedet;

37.

fremhæver den vigtige rolle, som små landbrugere spiller for de regionale økosystemers bæredygtighed, og opfordrer Kommissionen til at sikre, at de kommende fusioner ikke øger adgangsbarriererne for mindre innovatorer, ikke øger risikoen for, at mindre innovatorer udelukkes fra adgangen til teknologi og andre ressourcer, der er nødvendige for at konkurrere effektivt og ikke resulterer i højere priser på rå- og hjælpestoffer i landbrugssektoren og et mindre udbud for landbrugerne at vælge imellem;

38.

understreger sårbarheden hos landbrugere og SMV'er, som repræsenterer 79 % af EU's landbrugsbedrifter, som følge af deres svagere forhandlingsposition og illoyal handelspraksis i fødevarekæden. Udvalget fremhæver i samme forbindelse, at landbrugerne er dem, der rammes hårdest af chok i fødevarekæden forårsaget af markedsrisici som prisvolatilitet eller lange perioder med lave priser og opfordrer Kommissionen til at hjælpe landbrugerne med at finde en modvægt til den stigende koncentration i fødevarekædens forarbejdnings- og detailsektorer;

39.

opfordrer kommissærerne for landbrug og konkurrence til at arbejde tættere sammen om at forenkle anvendelsen af statsstøttereglerne for landdistriktsudvikling, bl.a. ved at indføre en integreret procedure for samtidig godkendelse af regionale udviklingsprogrammer og statsstøtte i forbindelse med finansiering af skovbrugssektoren og diversificeringen af landbruget, der ikke har været omfattet af forenklingsbestræbelserne i landbrugssektoren, og således yde støtte til markedsdiversificering i landbrugsfødevaresektoren. Det gælder navnlig for landbrugsfødevareindustrien i de medlemsstater, der vil blive hårdest ramt af Brexit;

40.

opfordrer, som begrundet i udtalelsen om den fælles landbrugspolitik efter 2020, til en revision af EU-konkurrenceretten med henblik på at give alle aktører i en sektor, herunder forbrugere og offentlige myndigheder, mulighed for at fastsætte en rimelig fordeling af værditilvæksten og fortjenesten i hele værdikæden, og give landbrugerne mulighed for at styrke deres position på markedet;

41.

gentager sin opfordring til en revision af EU's lovgivning om indgåelse af offentlige kontrakter vedrørende kantiner og restauranter med henblik på at tilskynde til en forsyning med levnedsmidler fra EU og/eller lokalområdet med det formål at fremme det indre marked og produkters sikkerhed;

42.

understreger, at statsstøttekontrollen har spillet en central rolle med hensyn til at garantere en sikrere og sundere banksektor i EU under krisen;

43.

bemærker imidlertid, at den manglende ensartethed i anvendelsen af BRRD (direktivet om genopretning og afvikling af banker) medfører større usikkerhed i forbindelse med statsstøttekontrollen af foranstaltninger, der er truffet for at løse problemer eller sikre en midlertidig rekapitalisering af finansielle institutioner;

44.

mener, at der bør være langt større klarhed over den rolle, som bail-in spiller i forhold til bail-out, og klarhed over, hvordan dette påvirker finansielle institutioner af forskellig størrelse, hvor der uden tvivl ville gælde lige vilkår for anvendelsen af statsstøttereglerne i hele det europæiske banksystem, hvis det ikke var for medlemsstaternes undtagelser;

45.

mener, at der er behov for mere effektive indskudsgarantiordninger i bankunionen for at sikre tilstrækkelige finansielle midler til at skabe tillid hos alle indskydere og dermed sikre den finansielle stabilitet;

46.

glæder sig over, at statsstøttereglerne er fleksible nok til, at medlemsstaterne har mulighed for at hjælpe sårbare borgere, små virksomheder i vanskeligheder og sparere, uden at dette betragtes som statsstøtte, som bekræftet af Kommissionens beslutninger om Cyperns statstilskudsordning for låntagere og mikrovirksomheder (7) og om afvikling af andelsbanken Cooperative Bank of Peloponnes (Grækenland) (8).

47.

Det Europæiske Regionsudvalg bifalder Kommissionens undersøgelse af kapacitetsmekanismen (9), men understreger, at den første prioritet for EU's indsats på dette område skal være at fremme bæredygtig energi (vedvarende energi og flere energieffektivitetsforanstaltninger) som et middel til at opnå lavere CO2-emissioner i overensstemmelse med Parisaftalen om klimakonventionen og arbejde for mål som bekæmpelse af energifattigdom, sikring af energiforsyningen og fremme af den territoriale samhørighed;

48.

fremhæver ligeledes, at adgangen til energi til overkommelige priser er en vigtig forudsætning for regional konkurrenceevne, især for mindre gunstigt stillede og perifere regioner, og at regioner, som har en stærk industriel base — en sektor, der i sig selv er energiintensiv — er stærkt påvirkede af skatter og afgifter på energi og afhængige af en økonomisk overkommelig og sikker energiforsyning;

49.

bemærker, at energipriserne på detailmarkedet er steget i de senere år på trods af lavere engrospriser og er enig med Kommissionen i, at omstillingen til ren energi bør være fair og tage højde for de omvæltninger, som den medfører for interessenterne, herunder industrisektorer og arbejdstagere (10);

50.

opfordrer Kommissionen til at optimere sin støtte til den strukturelle omstilling i kul- og kulstofintensive regioner i overensstemmelse med konkurrencereglerne og indgå et partnerskab med de berørte parter i disse regioner for bedre at kunne målrette EU's støtte, tilskynde til udveksling af god praksis, herunder drøftelser om handlingsplaner for industrien og behovet for omskoling, og fremme synergieffekter/samarbejde.

51.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at skattedumping og social dumping, skadelig skatteplanlægning og skatteunddragelse udgør hindringer for en fair konkurrence;

52.

er af den faste overbevisning, at EU's handelspolitik spiller en nøglerolle med henblik på at fremme samordningen af de konkurrencepolitiske instrumenter og praksis i jurisdiktionerne og skabe en verden baseret på værdier;

53.

glæder sig over aftalememorandummet om statsstøtte mellem Kommissionen og Kinas National Development and Reform Commission (den nationale udviklings- og reformkommission). Regionsudvalget forventer, at dette memorandum i høj grad vil bidrage til Kommissionens overordnede strategi for imødegåelse af de konkurrencefordrejninger, som nationale tilskud skaber i den globale handel (11).

8.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/57

1.

Det Europæiske Regionsudvalg (RU) minder om, at retten til social bistand og boligstøtte, der skal sikre en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige midler, anerkendes og respekteres af Unionen som fastlagt i artikel 34 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og at retten til en bolig for medlemsstaterne tillige fremgår af en international forpligtelse over for De Forenede Nationer. Derfor bør de myndigheder på nationalt, regionalt eller lokalt niveau, som har kompetence i forbindelse med boligpolitik, sikre, at kravet om en anstændig bolig til en overkommelig pris opfyldes;

2.

understreger, at EU ikke har en udtrykkelig kompetence inden for boligpolitik, og at nærhedsprincippet derfor af hensyn til samspillet mellem de boligpolitikker, der føres på lokalt, regionalt og nationalt plan, og EU's politikker skal overholdes. Udvalget påpeger samtidig, at gennemførelsen af flere af EU's målsætninger (økonomisk stabilitet, bekæmpelse af klimaændringer og social inklusion osv.) og politikker (regionalpolitik, dagsordenen for byerne, konkurrence, energi, socialpolitik osv.) har indvirkning på de boligpolitikker, der føres på forskellige niveauer, og afhænger heraf. Derfor er en bedre koordinering af politikkerne på dette område nødvendig;

3.

glæder sig over, at forslaget om den europæiske søjle for sociale rettigheder som proklameret af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen på det sociale topmøde om fair job og vækst den 17. november 2017 i Göteborg medtager retten til adgang til en social bolig eller boligstøtte af god kvalitet samt til støtte og beskyttelse mod udsættelse;

4.

minder i den forbindelse om den centrale rolle, som de europæiske regionale og lokale myndigheder spiller i forbindelse med gennemførelsen af medlemsstaternes boligpolitikker, i betragtning af de voksende forskelle på de lokale boligmarkeder både med hensyn til bevægelser internt i medlemsstaterne fra områder med beskedent pres på boligmarkedet til områder med stort pres og den seneste tids eksterne migration til områder med stort pres på boligmarkedet;

5.

understreger betydningen af et stærkt partnerskab med forskellige organisationer i non-profit-sektoren, bolig- og andelsforeninger, lejerne og organisationer i de lokale kvarterer, der stiller boliger til rådighed og/eller letter adgangen til boligstøtte, men også med pålidelige private investorer, der tilbyder prisoverkommelige boliger;

6.

betoner de forskellige boligtraditioner og -systemer i de forskellige medlemsstater samt betydningen af, at man anlægger en neutral tilgang med hensyn til de forskellige beboelsesformer, når de eksisterende politikker udmøntes;

7.

gør opmærksom på, at de lokale og regionale myndigheder spiller en central rolle i forbindelse med gennemførelsen af en bæredygtig boligpolitik, og at de bidrager væsentligt til den konkrete gennemførelse af EU's politiske mål;

8.

understreger den strukturelle karakter af den boligkrise, som har ramt byzonerne i EU, samt det nødvendige i, at de lokale og regionale myndigheder fremmer udbuddet af prisoverkommelige boliger, som markedskræfterne alene ikke spontant kan tilvejebringe i betragtning af det utilstrækkelige udbud af byggegrunde til overkommelig pris i flere medlemsstater og regioner i EU, navnlig i byområderne, og den store efterspørgsel efter boliger. Det utilstrækkelige udbud skyldes primært de betydelige interne og eksterne migrationsstrømme og det stigende behov for boliger, der modsvarer den demografiske udvikling, som er forbundet med en aldrende befolkning i et flertal af medlemsstaternes samfund;

9.

påpeger, at behovet for boliger i EU og i de enkelte medlemsstater og regioner er forskelligt. Derfor bør støtten til nybyggeri tilrettelægges på en fleksibel måde;

10.

fremhæver, at EU's politikker og regler har stigende betydning for de betingelser, hvorunder medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder gennemfører boligpolitikker. Dette gælder eksisterende ordninger for statsstøtte, momsordninger, kategorisering af socialt boligbyggeri som tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, betingelser for indgåelse af offentlige kontrakter, samarbejde mellem offentlige instanser samt de landespecifikke henstillinger som led i det europæiske semester, navnlig henstillingerne vedrørende huslejekontrol og offentlig boligsikring;

11.

glæder sig over, at langfristede boliginvesteringer i stigende grad tages i betragtning i EU's politikker, bl.a. ved at de gøres støtteberettigede i EFRU i form af termisk renovation, marginaliserede befolkningsgruppers adgang til bolig og byfornyelse, og ved at de integreres i Junckerplanen i betragtning af deres multiplikatoreffekt for lokal beskæftigelse og det at de i stigende grad finansieres gennem EIB-lån, navnlig i form af langfristede investeringer i socialt boligbyggeri og byggeri i mellemkategorien;

12.

bifalder beslutningen i Amsterdampagten om at etablere et byprogram for EU og i den forbindelse at danne et »boligpartnerskab« med fokus på at skabe mere sammenhæng i det europæiske regelsæt for boligområdet og indsamle god praksis fra EU's byer vedrørende fremme af et udbud af prisoverkommelige boliger og finansieringen heraf;

13.

efterlyser i forlængelse af boligpartnerskabet under EU's dagsorden for byerne et europæisk boligprogram, som kan sikre samspillet mellem EU's politikker og medlemsstaternes og deres regioners og lokalområders politikker, forbedre samordningen af EU's politikker og interventionsinstrumenter til støtte for disse boligpolitikker og sammenholde de europæiske byers praksisser vedrørende tilvejebringelse af et udbud af prisoverkommelige boliger.

14.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at EU bør være mere effektiv i sine politikker og tiltag og især mere synlig for borgerne i disses dagligdag;

15.

understreger den direkte forbindelse mellem udgifterne til bolig og enkeltpersoners og familiers evne til at afholde udgifter til privat forbrug, uddannelse, sundhed og pension, hvilket alt sammen spiller en rolle for økonomisk og social velstand;

16.

fremhæver, hvor vigtigt det er at oplyse borgerne om og inddrage dem i boligspørgsmål, og opfordrer nationale, regionale og lokale repræsentanter til at deltage i en omfattende oplysningskampagne, herunder i den internationale dag for bolig og bebyggelse, den internationale dag for arkitektur og andre initiativer;

17.

fremhæver, at det er nødvendigt at løse problemet med boligmangel i by- og industriområder og områder med veludviklede erhvervstjenester og samtidig sikre adgang til den for velfærden nødvendige infrastruktur, især for personer, der har nået pensionsalderen eller som af andre årsager (sygdom, invaliditet osv.) ikke længere kan påtage sig et arbejde. Det er vigtigt at undersøge mulighederne på området til- og afvandring, f.eks. med hensyn til aflastning af store byer og tilgang til områder, der er ramt af affolkning. Dette kan ske på grundlag af datamateriale om ledige boliger og leveomkostninger i de forskellige EU regioner;

18.

minder om, at spændingerne i de finansielle systemer i en række medlemsstater som følge af misligholdelse af realkreditlån og faldende boligpriser har spillet en central rolle i den krise, som Europa for nylig var ramt af. Udvalget opfordrer indtrængende til, at den kommende europæiske boligdagsorden kommer til at omfatte en målsætning om at skabe balance mellem adgangen til den nødvendige finansiering til køb af boliger og finansieringsinstitutternes soliditet;

19.

mener endvidere, at boliger til overkommelig pris er en af forudsætningerne for den sociale samhørighed og social mangfoldighed og bidrager til at skabe lokalsamfund, der er modstandsdygtige mod social, økonomisk og geografisk segregation. Udvalget bemærker, at adgang til offentligt støttede boliger også kan udgøre en barriere for at tage beskæftigelse, hvis denne beskæftigelse resulterer i, at den pågældende mister retten til en offentligt støttet bolig;

20.

bifalder Kommissionens initiativ til at forbinde den europæiske søjle for sociale rettigheder med det europæiske semester, hvilket for boligpolitikkens vedkommende ifølge Kommissionen vil resultere i en nøjere overvågning af reformen af socialt boligbyggeri, adgangen til boliger og disses prisoverkommelighed samt boligstøttens effektivitet. Udvalget forventer i den forbindelse, at man genovervejer visse fejlagtige tilkendegivelser på boligområdet som led i det europæiske semester, forstået på den måde at: i) der blev stillet spørgsmålstegn ved EU's kompetence til at udføre visse landeanalyser og fremsætte landespecifikke henstillinger på boligområdet set i et nærhedsperspektiv (f.eks. huslejekontrol), og ii) henstillingerne på boligområdet blev udelukkende fremsat på baggrund af mulige makroøkonomiske ubalancer baseret på nationale regnskabstal, og forslagene var dermed udtryk for en universalløsningspolitik, der ikke tog højde for lokale og regionale karakteristika;

21.

opfordrer til, at den kommende europæiske boligdagsorden også giver landdistrikternes behov og ønsker, når det gælder boliger, den nødvendige opmærksomhed;

22.

efterlyser derfor en reel demokratisk inddragelse af Europa-Parlamentet og en forudgående høring af RU, som repræsenterer de europæiske lokale og regionale myndigheder, samt af arbejdsmarkedets parter inden vedtagelsen af de landespecifikke henstillinger vedrørende boligpolitik som led i det europæiske semester. Udvalget opfordrer til, at overholdelsen af nærhedsprincippet vies særlig opmærksomhed på dette område;

23.

understreger, at offentlige investeringer i boliger kræver mere fleksible budget- og finansregler med henblik på at tiltrække private investeringer samt fremme jobskabelse og vækst på lokalt niveau og dermed skabe langsigtede fordele for samfundet som helhed. Udvalget efterlyser derfor et større spillerum for investeringer i social infrastruktur på lokalt og regionalt niveau inden for rammerne af stabilitets- og vækstpagten;

24.

bemærker, at resultaterne af nyere forskning tyder på, at der er betydelige regionale forskelle i boligprisernes udvikling, og foreslår derfor, at der i resultattavlen for makroøkonomiske ubalancer anvendes regionale og ikke kun nationale data om årlige udsving i boligpriserne, som kan give anledning til en nærmere overvågning. Udvalget anmoder også Kommissionen om at undersøge, om det vil være muligt at fremme en differentieret makroprudentiel politik på regionalt plan med forskellige belåningsgrader eller restriktioner på forholdet mellem gæld og indkomst for realkreditlån i henholdsvis storbyområder og resten af landet;

25.

mener, at offentlige boliginvesteringer er langsigtede investeringer, som bør anerkendes i lovrammen og ENS 2010-standarderne. Desuden bør muligheden undersøges for at tilvejebringe bedre betingelser for ikkeflygtige og ikkespekulative investeringer henvendt til investorer i den private sektor (for eksempel forsikringsselskaber), som har ensartede langsigtede interesser;

26.

understreger, at gennemførelsen af Paris-målsætningerne vedrørende bekæmpelse af klimaændringerne udgør en særlig udfordring for boligsektoren og indebærer et enormt potentiale for energibesparelser, eftersom boligsektoren producerer 40 % af drivhusgasserne, ca. 75 % af bygningerne i EU energimæssigt er ineffektive og kun mellem 0,4 og 1,2 % af boligmassen renoveres hvert år;

27.

understreger, for så vidt angår renovering af bygninger og bygningers energieffektivitet, at den førte politik skal ledsages af en evaluering, der omfatter sikkerhed og energieffektivitet. De frem for alt økonomiske foranstaltninger, som skal iværksættes, bør derfor fokusere på at fremme arbejdet med jordskælvstilpasning, hvilket er et forebyggende og fremadskuende valg, når det gælder sikkerhed, energieffektivitet, besparelser for borgerne og nedbringelse af emissioner af forurenende stoffer;

28.

anmoder om, at medlemsstaterne som led i den påbegyndte revision af momsdirektivet kan fortsætte med at anvende en reduceret momssats for socialt boligbyggeri og for bolig- og bygningsrenovering i forbindelse med byfornyelsesprojekter;

29.

glæder sig over, at Kommissionens rapport om EU's dagsorden for byerne (1) modsvarer udvalgets opfordring (2) til, at afgørelse 2012/21/EU revideres med henblik på en udvidelse af adgangen til socialt boligbyggeri til andre end »sårbare og socialt udsatte befolkningsgrupper«. En sådan udvidelse ville være i overensstemmelse med medlemsstaternes skønsbeføjelser i forbindelse med at planlægge, tilvejebringe, finansiere og forvalte socialt boligbyggeri og ville fastslå deres frihed til at beslutte, på hvilken måde de vil anvende boligpolitik som et instrument, der sigter mod at indføre social mangfoldighed, undgå ghettodannelse og skabe bæredygtige samfund. Denne foranstaltning ville gøre det muligt at lægge større vægt på retten til en passende bolig til en overkommelig pris, for som følge af boligmarkedets manglende evne til at imødekomme efterspørgslen i visse regioner er det ikke alene de mennesker, som overhovedet ikke har adgang til en bolig, som berøres, men også beboerne i sundhedsskadelige og upassende boliger samt dem med trange boligforhold og dem, der bruger det meste af deres indkomst på at betale deres husleje eller på at betale det månedlige afdrag på deres realkreditlån. Udvalget mener derfor, at der vil skabes en merværdi, hvis der på europæisk niveau fastlægges kriterier for beskrivelsen af en passende bolig til en overkommelig pris;

30.

støtter Europa-Parlamentets opfordring til Kommissionen om at støtte medlemsstaterne i deres bestræbelser på at begrænse den stigende tendens til hjemløshed med henblik på gradvis at få den udryddet.

31.

Det Europæiske Regionsudvalg anmoder om, at boliginvesteringer kan komme i betragtning i forbindelse med samhørighedspolitikken efter 2020, således at der kan leveres bedre svar på de mange forskellige lokale behov (energi, byfornyelse, migranter, eksklusion osv.) i forlængelse af de eksisterende tiltag med hensyn til termisk renovering, marginaliserede befolkningsgruppers adgang til boliger og byfornyelse. Dette bør ske som led i en horisontal tilgang til boliginvesteringer, som medfinansieres under samhørighedspolitikken. En social indsats i de by- og boligområder, hvor det er nødvendigt, bør være et instrument i den horisontale tilgang til de offentlige boligpolitikker;

32.

mener, at Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) kan bidrage til at udfylde kløften fra markedssvigt på området socialt boligbyggeri, når der er tale om projekter med en høj risikoprofil, der ikke ville have mulighed for at opnå finansiering på EIB's sædvanlige udlånsvilkår. Inden for socialt boligbyggeri skal de nye finansielle instrumenter såsom EFSI imidlertid opfylde de særlige behov på lang sigt i form af boliger til en overkommelig pris og energieffektivitet. Af det samlede EFSI-budget var en andel på 4 % anvendt til social infrastruktur frem til juni 2017, hvilket illustrerer vanskelighederne, som eventuelt forværres af den manglende udnyttelse af investeringsklausulen i stabilitets- og vækstpagten og beslutningen om at medtage investeringer i socialt boligbyggeri i ENS 2010-regnskabskategorien under offentlig forvaltning ved beregningen af det offentlige underskud. Udvalget efterlyser derfor en evaluering af Junckerplanen og EIB's lån med hensyn til de investeringer, der genereres på boligområdet og forventer, at den nyetablerede taskforce på højt plan om social infrastruktur vil spille en vigtig rolle i den forbindelse;

33.

forventer, at boligpolitikkerne koordineres bedre med EU's prioriteter vedrørende demografiske forandringer. Det er nødvendigt med værktøjer og relevante data på regionalt niveau, som sikrer videreformidling af oplysninger, især om eksisterende og ubenyttede boliger i hele EU, hvilket ville gøre det muligt, i det mindste delvis, at imødegå de territoriale skævheder i udbuddet af og efterspørgslen efter boliger;

34.

slår til lyd for, at der anvendes innovative finansieringsmekanismer til investering i boligbyggeri, og at der tilstræbes en multiplikatoreffekt ved at kombinere offentlige og private midler.

35.

Det Europæiske Regionsudvalg støtter boligpartnerskabets arbejde med et EU-regelsæt og indsamling af god praksis vedrørende europæiske byers tilrådighedsstillelse af et udbud og finansiering af boliger som et element i dagsordenen for byerne;

36.

glæder sig over boligpartnerskabets første konklusioner inden for rammerne af EU's dagsorden for byerne, som samtidig udgør konkrete bidrag til EU-programmet for målrettet og effektiv regulering (REFIT). Udvalget opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at understøtte disse resultater ved at formulere konkrete forslag, f.eks. om en revision af beslutningen om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse;

37.

understreger, at denne europæiske boligdagsorden på én gang skal have en horisontal tilgang i de EU-politikker, der direkte eller indirekte har forbindelse til boligområdet, og en sammenlignende territorial tilgang vedrørende lokale politikker for fremme og finansiering af et udbud af prisoverkommelige boliger;

38.

mener, at medlemsstaterne i henhold til den dom, som blev afsagt den 14. juni 2012 af EU-Domstolen i sag nr. C-618/10 (Banco Español de Crédito), er forpligtet til at gennemføre bestemmelserne i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelig praksis i kontrakter med brugere for at sikre beskyttelse ved optagelse af boliglån, især i tilfælde, hvor ejendommen udgør familiens bolig, så borgerne ikke risikerer at blive sat ud af boligen;

39.

fremhæver, at det er vigtigt at sikre, at sociale og andre boliger opfylder de nødvendige energikrav, der afspejler kriterierne om energieffektivitet, energibesparelser, lave CO2-emissioner samt investering i ren og vedvarende energi. Udvalget slår i den henseende til lyd for »intelligent« boligbyggeri og renovering af boliger i tråd med målene i Horisont 2020.

8.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/62

1.

Det Europæiske Regionsudvalg (RU) bifalder Kommissionens forslag, som ligger i forlængelse af de eksisterende bestemmelser på dette område og initiativet vedrørende den europæiske søjle for sociale rettigheder, som tager sigte på at styrke EU's sociale dimension og medlemsstaternes opadgående konvergens inden for socialpolitiske resultater. Ved at kombinere lovgivningsmæssige med ikkelovgivningsmæssige tiltag opnår man de midler, som er nødvendige for at sikre en opadgående konvergens i EU, som den eksisterende lovgivning ikke hidtil har kunnet sikre, samtidig med at man bevarer en vis fleksibilitet;

2.

minder om, at retsgrundlaget for Kommissionens direktivforslag — nemlig artikel 153 i EUF-traktaten — er omfattet af delt kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne, og at nærhedsprincippet derfor finder anvendelse. Udvalget finder, at eftersom hensigten med Kommissionens forslag er at modernisere den eksisterende retlige ramme med henblik på at etablere fælles minimumsstandarder for politikker vedrørende balance mellem arbejds- og privatliv, er det nødvendigt, passende og hensigtsmæssigt med handling på EU-niveau. Udvalget bemærker i den forbindelse, at det af EUF-traktatens artikel 153 udtrykkeligt fremgår, at det retsinstrument, som skal anvendes til at fastsætte minimumsforskrifter, der skal gennemføres gradvist af medlemsstaterne, er direktivet, hvilket burde sikre, at en minimal grad af intervention gør det muligt at opfylde målene i forslaget. RU er enig i, at sådanne minimumsstandarder er særlig relevante i en kontekst med fri bevægelighed for arbejdstagere og fri udveksling af tjenesteydelser i EU's indre marked. Udvalget understreger dog, at EU's handling bør overlade størst mulig margin til individuelle og nationale beslutninger, da det er fast praksis, at dette område reguleres af arbejdsmarkedsparter både på europæisk og nationalt niveau. Regionerne og kommunerne har en dobbelt rolle som arbejdsgivere og som myndigheder;

3.

understreger, at ansvaret for at forene arbejds- og familieliv bør deles mellem arbejdstagerne, familierne, arbejdsmarkedets parter, de lokale og regionale myndigheder og de offentlige og private arbejdsgivere og serviceudbydere som helhed. Kun en samlet tilgang, der tager alle perspektiver i betragtning, vil kunne bane vej for et samfund, der socialt og økonomisk er bæredygtigt, og som sætter menneskene og deres familier i centrum for sine politikker;

4.

konstaterer, at det på grund af tro eller kulturelle normer først og fremmest er kvinder, der påtager sig opgaven som ulønnet omsorgsperson. Dette er en af de vigtigste grunde til, at kvinderne i mindre omfang end mænd befinder sig på arbejdsmarkedet. På den baggrund mener RU, at afbalancerende politikker, bl.a. familierelateret orlov, kan bidrage både til en højere beskæftigelsesfrekvens for kvinder og til en højere fødselshyppighed, hvilket vil skabe bedre økonomiske resultater til gavn for alle. Samtidig er det vigtigt at sørge for, at denne familierelaterede orlov ikke bliver en fælde for kvinderne, som yderligere begrænser deres spillerum på arbejdsmarkedet. Politikker for bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv bør derfor ledsages af politikker, der sikrer ansvarsdeling mellem kønnene og muliggør en ændring af de sociale strukturer og indførelse af en ny socialpagt, som indebærer, at den tid, der afsættes til arbejde, huslige pligter, pleje, fritid og privatliv, fordeles ligeligt mellem kvinder og mænd;

5.

peger på, at den nuværende demografiske udvikling gør det nødvendigt at genoverveje kønsrollerne og fremme mere fleksible arbejdsordninger på mere lige vilkår og på den måde lette muligheden både for mænd og kvinder for at vælge nedsat arbejdstid og orlov med henblik på pasning af børn og pleje af andre familiemedlemmer;

6.

beklager, at direktivets anvendelsesområde er begrænset til arbejdstagere, som har en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold, og ikke dækker de forskellige former for atypisk beskæftigelse som f.eks. selvstændige erhvervsdrivende, hvilket ville være i tråd med direktiv 2010/41/EU om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv. Dette ville også dække camouflerede ansættelsesforhold og økonomisk afhængige selvstændige (proformaselvstændige);

7.

tilslutter sig Kommissionens opfattelse om de økonomiske og sociale fordele ved en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv. Det drejer sig ikke kun om rimelighed, ligestilling mellem kvinder og mænd og optimal udnyttelse af kompetencerne, men også om levedygtigheden af landenes offentlige finanser og om at fremme prioriteringerne med hensyn til vækst og beskæftigelse;

8.

efterlyser på den baggrund en omstilling til en ny arbejdskultur, der indebærer en anerkendelse af de gensidige fordele for kvinderne, familierne og samfundet ved en bedre balance mellem privatliv og arbejdsliv. Den forventede stigning i kvinders beskæftigelsesfrekvens og mindre forskel i mænds og kvinders løn vil få en positiv virkning for kvinderne selv i form af personlig tilfredsstillelse, økonomisk indtægt og fremtidig pension gennem betalinger af større og mere fair pensionsbidrag og for deres familiers økonomiske velstand, deres sociale integration og deres helbred, samt for virksomhederne, der vil nyde godt af en større talentmasse og en mere motiveret og produktiv arbejdsstyrke samt et mere begrænset fravær;

9.

påpeger, at forældre og omsorgspersoner, hvad enten der er tale om kvinder eller mænd, yngre eller ældre, også er lønmodtagere og iværksættere, som lever i land- eller byområder og bringer liv til disse områder. Udvalget fremhæver, at det er vanskeligt at finde omsorgspersoner i disse områder, fordi ældre mennesker her udgør en større del af befolkningen. På den baggrund kunne man overveje et europæisk mærke til familievenlige byer, som tildeles byer med en familievenlig infrastruktur, der får borgerne til enten at blive boende eller flytte dertil, således at det bliver mere attraktivt at investere i den pågældende by (1);

10.

bekræfter den rolle, som lokale og regionale myndigheder i kraft af deres kompetencer inden for områder, der berører familiernes dagligdag, f.eks. børneomsorg, pleje af ældre og handicappede, uddannelse, sociale tjenester og beskæftigelse, spiller på dette felt. Flerniveauforvaltning er derfor vigtig af hensyn til den bedst mulige gennemførelse af direktivet (2);

11.

understreger derfor, at de lokale og regionale myndigheder, der i mange medlemsstater udgør en stor offentlig arbejdsgiver, skal understøttes i deres indsats for at iværksætte passende social- og beskæftigelsespolitikker, navnlig støtte og kapacitetsopbygning med henblik på at iværksætte politikker, der forbedrer balancen mellem arbejdsliv og privatliv;

12.

fremhæver de europæiske struktur- og investeringsfondes betydning som instrumenter, der på passende vis kan fremme — navnlig de lokale og regionale myndigheders — udformning af tiltag til en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv. Navnlig den Europæiske Socialfond ESF bør styrkes for bedre at tage højde for afsavn, fattigdom blandt personer i arbejde og social inklusion udover støtte til beskæftigelsesegnethed;

13.

præciserer, at der allerede eksisterer flere eksempler på god praksis på lokalt og regionalt plan, som bør udveksles, promoveres og genimplementeres på alle niveauer. De virksomheder, der arbejder på at sikre en reel balance mellem arbejdsliv og privatliv for deres ansatte, bør belønnes;

14.

konstaterer, at regionerne og kommunerne ligeledes kan sikre lettere adgang til tjenesteydelser og adspredelser ved at udforme og gennemføre integrerede politikker for kultur, handel og transport, hvor der tages hensyn til behovet for at forene arbejdsliv og familieliv;

15.

beklager, at der ikke henvises til Barcelona-målene, som sigtede mod at øge kvinders beskæftigelsesfrekvens og i 2002 fastsatte en rate, hvor det Europæiske Råd slog fast, at der skal findes børnepasningsordninger for minimum 90 % af alle børn mellem tre år og den skolepligtige alder og en rate på 33 % for pasning af børn på under tre år i EU-landene, en rate, der endnu ikke er nået for alle medlemsstaterne, hvorfor man bør arbejde endnu mere med gennemførelsen af målene;

16.

bemærker, at det europæiske semester er et effektivt budgetpolitisk redskab, som kan være særdeles nyttigt til at give medlemsstaterne vejledning og henstillinger, når det gælder de økonomiske incitamenter, som tilskynder husholdningens sekundære forsørger til ikke at arbejde, og samtidig kan fungere som vejledning om omsorgsydelser;

17.

understreger, at der skal være fleksibilitet i arbejdets tilrettelæggelse, og at det skal sikres, at denne fleksibilitet ikke udmøntes på en sådan måde, at den blive synonym med lave lønninger og begrænsede forfremmelsesmuligheder, navnlig for kvinder. Samtidig bør denne fleksibilitet være genstand for egentlige drøftelser med arbejdsgiverne, så risikoen for forstyrrelser minimeres, især for SMV'er;

18.

minder om, at det er vigtigt, at forældre og omsorgspersoner, som har været fraværende i lange perioder på grund af familiemæssige støtte- og plejeopgaver, får let adgang til uddannelse, og om, at en udnyttelse af de færdigheder, som omsorgspersoner har erhvervet sig, vil være en kilde til rigdom;

19.

understreger, at der er behov for tiltag på det nuværende arbejdsmarked for at forbedre fleksibiliteten og sikkerheden for nye forretningsmodeller og nye former for beskæftigelse, så man derved forbedrer beskæftigelsesudsigterne for alle europæere, men navnlig for unge, kvinder og omsorgspersoner. Forudsat at det er behørigt reguleret og ledsaget af foranstaltninger, der også garanterer juridisk sikkerhed og klarhed, indeholder øget flexicurity fordele for såvel arbejdstagere som arbejdsgivere;

20.

påpeger, at enlige forsørgere har særlige udfordringer med at forene arbejde og familieliv og har behov for særlig støtte. De arbejder ofte på deltid, har få muligheder for karriereudvikling og oplever særlige vanskeligheder med hensyn til uddannelse og efteruddannelse. Medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter opfordres til at tilbyde navnlig enlige forsørgere fleksible arbejdsmodeller og en erhvervsuddannelse, der er forenelig med deres familiemæssige forpligtelser;

21.

peger på vigtigheden af, at den erfaring, som omsorgspersoner oparbejder i deres privatliv, kan opnå konkret anerkendelse, som vil lette deres adgang til arbejdsmarkedet med henblik på at udføre de samme opgaver på professionel basis, som de i deres privatliv har udviklet færdigheder i;

22.

beklager, at der mangler forslag med henblik på at styrke rettighederne i forbindelse med barsel, f.eks. beskyttelse mod afskedigelse i en længere periode og mere generelt diskrimination på arbejdspladsen. Der er tale om en spildt mulighed, navnlig i betragtning af formålet med direktivet, som skal afløse det direktiv om barselsorlov, der blev trukket tilbage i 2015;

23.

bifalder indførelsen af fædreorlov, som er til gavn for både forældrene og børnene. Der er behov for en kulturændring blandt fædre, så de føler, at det er acceptabelt for dem at tage fri fra arbejde for at passe et barn. Dette vil ske hurtigere, hvis forældrene behandles mere ligeværdigt lige fra begyndelsen af graviditeten;

24.

er enig i forslaget om, at indrømmelse af fædreorlov sker uafhængigt af ægteskabelig eller familiemæssig stilling, som defineret i national ret, således at enhver form for diskrimination undgås. Det er op til medlemsstaterne at definere betingelserne for adgang til og de nærmere bestemmelser for anvendelse af forældreorlov i tilfælde, hvor flere end to søger om sådan forældreorlov;

25.

opfordrer til, at der indføres forældreorlov, hvor lønnen ved lov eller gennem overenskomstforhandlinger fastsættes af medlemsstaterne, som har enekompetence på området, og som bør have mulighed for at fastlægge de nærmere detaljer. Udvalget understreger endvidere, at en god balance mellem arbejdsliv og privatliv, som giver forældre mere tid til rådighed, uden at det går ud over deres jobsikkerhed, har afgørende betydning for børnenes og samfundets velbefindende;