27.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/1

27.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/4

—

under fusioner på Kommissionens websted for konkurrence (http://ec.europa.eu/competition/mergers/cases/). Dette websted giver forskellige muligheder for at finde de konkrete fusionsbeslutninger, idet de er opstillet efter bl.a. virksomhedens navn, sagsnummer, dato og sektor

—

i elektronisk form på EUR-Lex-webstedet (http://eur-lex.europa.eu/homepage.html?locale=da) under dokumentnummer 32018M8735. EUR-Lex giver onlineadgang til EU-retten.

27.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/5

27.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/6

(1)

Det rådgivende udvalg er enigt i Kommissionens vurdering af de relevante produktmarkeder og geografiske markeder.

(2)

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at den konkurrencebegrænsende adfærd, der er omfattet af udkastet til afgørelse, falder ind under anvendelsesområdet for artikel 101 i TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen, da den ikke opfylder de kriterier, som Domstolen har fastlagt i den såkaldte »Meca-Medina«-test.

(3)

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at den konkurrencebegrænsende adfærd, der er omfattet af udkastet til afgørelse, udgør en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder i henhold til artikel 101 i TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen.

(4)

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at den konkurrencebegrænsende adfærd, der er omhandlet i udkastet til afgørelse, udgør et konkurrencebegrænsende formål som omhandlet i artikel 101 i TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen.

(5)

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at den konkurrencebegrænsende adfærd, der er omfattet af udkastet til afgørelse, udgør en konkurrencebegrænsende virkning som omhandlet i artikel 101 i TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen.

(6)

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at den konkurrencebegrænsende adfærd, der er omfattet af udkastet til afgørelse, ikke kan fritages i henhold til artikel 101, stk. 3, i TEUF og artikel 53, stk. 3, i EØS-aftalen.

(7)

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at den konkurrencebegrænsende adfærd, der er omfattet af udkastet til afgørelse, har mærkbar indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne og mellem kontraherende parter i EØS-aftalen.

(8)

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at ISU's voldgiftsregler forstærker den konkurrencebegrænsende adfærd, der er omfattet af udkastet til afgørelse.

(9)

Det rådgivende udvalg er enigt i Kommissionens vurdering af overtrædelsens varighed.

(10)

Det rådgivende udvalg er enigt i Kommissionens udkast til afgørelse for så vidt angår afgørelsens adressat.

(11)

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen om, at adressaten for udkastet til afgørelse ikke bør pålægges bøde.

(12)

Det rådgivende udvalg henstiller til, at dets udtalelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

27.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/7

1.

Udkastet til afgørelse vedrører visse regler vedtaget af Den Internationale Skøjteunion (i det følgende benævnt »ISU«) (2) der indfører sanktioner over for skøjteløbere, der deltager i konkurrencer i hurtigskøjteløb, der ikke er godkendt af ISU (i det følgende benævnt »opstillingsreglerne«) (3). Ifølge udkastet til afgørelse udgør opstillingsreglerne en forbudt konkurrencebegrænsning i henhold til artikel 101 i TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen, fordi de begrænser skøjteløbernes kommercielle frihed til at deltage i ikke-autoriserede konkurrencer og derved udelukker potentielle konkurrenter, som ønsker at organisere og udnytte internationale konkurrencer i hurtigløb på skøjter kommercielt. I udkastet til afgørelsen er Kommissionen ligeledes af den opfattelse, at ISU's voldgiftsregler (4) forstærker konkurrencebegrænsningen som følge af opstillingsreglerne.

2.

Kommissionens undersøgelse fulgte af en klage indgivet den 23. juni 2014 af to nederlandske professionelle hurtigskøjteløbere over opstillingsreglerne.

3.

Den 5. oktober 2015 indledte Kommissionen proceduren i henhold til artikel 11, stk. 6, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (5) og i henhold til artikel 2, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 (6) (»åbningsafgørelse«).

4.

Den 29. september 2016 underrettede Kommissionen i en klagepunktsmeddelelse ISU om sin foreløbige opfattelse af, at opstillingsreglerne udgør en forbudt konkurrencebegrænsning som omhandlet i artikel 101 i TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen, og at voldgiftsreglerne forstærker konkurrencebegrænsningen.

5.

Den 11. oktober 2016 fik ISU først adgang til sagsakterne på en cd-rom. To yderligere dokumenter, notater fra møder mellem ISU og Kommissionen henholdsvis den 16. oktober 2014 og den 16. december 2015, blev stillet til rådighed for ISU af Generaldirektoratet for Konkurrence den 14. november 2016 efter ISU's anmodning om yderligere dokumenter den 9. november 2016. Jeg er ikke blevet gjort opmærksom på spørgsmål vedrørende adgang til sagsakterne.

6.

På deres anmodning gav jeg tilladelse til, at EU Athletes og Den Internationale Olympiske Komité (i det følgende benævnt »IOC«) blev hørt som interesserede tredjeparter i sagen. Jeg afviste en anmodning fra en anden organisation, som ikke syntes at være direkte berørt af den adfærd, der er genstand for sagen, og derfor ikke kunne godtgøre, at den havde tilstrækkelig interesse i sagen i henhold til artikel 27, stk. 3, i forordning 1/2003, artikel 13, stk. 1, i forordning 773/2004 og artikel 5, stk. 2, i afgørelse 2011/695/EU (7).

7.

ISU svarede på klagepunktsmeddelelsen den 16. januar 2017 og deltog i en mundtlig høring den 1. februar 2017 sammen med klagerne, EU Athletes og IOC.

8.

I svaret på klagepunktsmeddelelsen og under den mundtlige høring rejste ISU to processuelle spørgsmål. For det første hævdede ISU, at dens ret til forsvar er blevet tilsidesat, fordi påstandene i klagepunktsmeddelelsen vedrørende ISU's voldgiftsregler ikke var medtaget i åbningsafgørelsen. For det andet hævdede ISU, at Kommissionen forud for åbningsafgørelsen havde skabt et vildledende indtryk af, at sagen »ikke var en prioritet«, og at den ville blive lukket efter de foranstaltninger, som ISU havde truffet for at imødegå Kommissionens bekymringer frem til da. Ved at indlede en formel undersøgelse den 5. oktober 2015 uden at have givet ISU mulighed for at behandle nye eller yderligere betænkeligheder, skulle Kommissionen have tilsidesat ISU's processuelle rettigheder, navnlig retten til at blive hørt.

9.

Jeg mener ikke, at ovenstående påstande udgør en overtrædelse af ISU's processuelle rettigheder. Med hensyn til den første processuelle påstand skal det bemærkes, at ordlyden af åbningsafgørelsen giver mulighed for en række undersøgelser, der også omfatter ISU's voldgiftsregler. En afgørelse om at indlede proceduren påvirker desuden ikke resultatet af undersøgelsen (8) og har derfor ikke afgørende indflydelse på de berørte virksomheders potentielle ansvar, således at deres ret til forsvar kunne blive undergravet på uoprettelig måde (9). Hvad angår det andet processuelle spørgsmål, der er nævnt i punkt 8 ovenfor, afviser udkastet til afgørelse på grundlag af de foreliggende beviser påstanden om, at Kommissionen nogensinde skulle have givet garanti for, at sagen ikke var en prioritet. Under alle omstændigheder er en afgørelse om sagens prioriterede status en intern afgørelse, som Kommissionen kan ændre uden at give de berørte virksomheder lejlighed til at kommentere årsagerne til en sådan ændring. Det er først efter meddelelsen af klagepunktsmeddelelsen, at virksomhederne skal høres om de forhold, som Kommissionen har gjort indsigelse mod (10).

10.

Den 6. oktober 2017 fremsendte Kommissionen en sagsfremstillingsmeddelelse til ISU, der indeholdt supplerende beviser, som Kommissionen havde til hensigt at påberåbe sig. En yderligere adgang til sagsakterne i forhold til de beviser, der blev tilføjet til filen siden 29. september 2016, blev leveret til ISU den 9. oktober 2017 på en dvd. Den 25. oktober 2017 fremsendte ISU sit svar på sagsfremstillingsmeddelelsen.

11.

I et brev rettet til mig hævdede ISU, at sagsfremstillingsmeddelelsen tilsidesætter ISU's processuelle rettigheder ved i) at fremlægge yderligere beviser, der allerede var identificerbare inden udstedelsen af klagepunktsmeddelelsen, ii) at tilføje nye argumenter til klagepunktsmeddelelsen og iii) ikke tydeligt at forklare, hvordan visse supplerende beviser støtter Kommissionens foreløbige resultater.

12.

I mit svar på ISU's brev indtog jeg den holdning, at Kommissionens sagsfremstillingsmeddelelse fuldt ud respekterer ISU's processuelle rettigheder, som præciseret i Domstolens relevante retspraksis (11). For det første er der intet grundlag for at hævde, at Kommissionen ikke ville være berettiget til at gøre brug af sagsfremstillingsmeddelelsen med henblik på at underrette de parter, der er involveret i sagen om yderligere beviser, som allerede var til rådighed på tidspunktet for klagepunktsmeddelelsen, men som ikke var medtaget i denne. For det andet har sagsfremstillingen efter min opfattelse ikke fremført yderligere indsigelser eller ændret den iboende karakter af overtrædelsen, som ISU blev beskyldt for i klagepunktsmeddelelsen. De dokumenter, der blev henvist til i sagsfremstillingen, er knyttet til konkrete foreløbige resultater i klagepunktsmeddelelsen, og disse resultater ændres ikke, men understøttes yderligere af flere beviser. Endelig angav Kommissionen i sin sagsfremstilling afsnittet i klagepunktsmeddelelsen, navnlig styknumrene, som hvert af de supplerende dokumenter vedrører, og den forklarede på en tilstrækkelig måde relevansen af dokumenterne for de indsigelser, der allerede var meddelt. Sagsfremstillingen blev udstedt præcist for at give ISU mulighed for at gøre sine synspunkter gældende vedrørende værdien og relevansen af de yderligere beviser, som Kommissionen havde identificeret til støtte for sine foreløbige konklusioner i klagepunktsmeddelelsen.

13.

I henhold til artikel 16 i afgørelse 2011/695/EU har jeg undersøgt, om udkastet til afgørelse kun omhandler indsigelser, som ISU har fået lejlighed til at udtale sig om. Jeg konkluderer, at det er tilfældet.

14.

Jeg finder overordnet set, at alle de processuelle rettigheder er blevet overholdt i denne sag.

27.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/9

(1)

I afgørelsen er Kommissionen af den opfattelse, at Den Internationale Skøjteunion (»ISU«) overtræder artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 53 i EØS-aftalen ved indførelse og håndhævelse af sine opstillingsregler. ISU's opstillingsregler begrænser atleters mulighed for at deltage i internationale konkurrencer i hurtigløb på skøjter arrangeret af tredjeparter og afskaffer derved adgangen til markedet for organisering og kommerciel udnyttelse af internationale konkurrencer i hurtigløb på skøjter ved at fratage potentielle konkurrerende arrangører af sådanne konkurrencer de nødvendige tjenester leveret af atleter.

(2)

Afgørelsen i henhold til artikel 7 i forordning (EF) nr. 1/2003 stammer fra en klage indgivet af to professionelle hurtigskøjteløbere (i det følgende benævnt »klagerne«) den 23. juni 2014, med påstand om, at ISU's opstillingsregler er uforenelige med artikel 101 og 102 i TEUF.

(3)

Den 5. oktober 2015 besluttede Kommissionen at indlede en procedure mod ISU med henblik på at træffe en afgørelse i henhold til kapitel III i forordning (EF) nr. 1/2003, og den vedtog en klagepunktsmeddelelse den 27. september 2016.

(4)

ISU svarede på klagepunktsmeddelelsen den 16. januar 2017. Den 1. februar 2017 blev der afholdt en mundtlig høring. Den 27. april 2017 og den 30. oktober 2017 forsøgte ISU at adressere Kommissionens konkurrencemæssige betænkeligheder ved at tilbyde at afgive tilsagn. Kommissionen fandt imidlertid, at ISU's forslag om tilsagn var utilstrækkelige til at løse de identificerede konkurrenceproblemer rettidigt. Den 6. oktober 2017 sendte Kommissionen en sagsfremstillingsmeddelelse til ISU, som svarede den 25. oktober 2017.

(5)

Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål blev hørt den 23. november 2017.

(6)

ISU er det internationale sportsforbund, der administrerer kunstskøjteløb og hurtigskøjteløb på globalt plan. Det består af individuelle nationale sammenslutninger (i det følgende benævnt »medlemmer«), der administrerer disse sportsgrene på nationalt plan. ISU's opstillingsregler er en del af ISU's vedtægter og generelle forskrifter, der vedtages af ISU's kongres. Disse regler er bindende for medlemmer, deres tilknyttede klubber samt individuelle medlemmer.

(7)

Ifølge ISU's opstillingsregler fra 2014, der var gældende da Kommissionen modtog klagen, og i det væsentlige allerede siden 1998, var en hurtigskøjteløber ikke berettiget til at deltage i ISU's internationale skøjteløbskonkurrencer (herunder europa- og verdensmesterskaber og Vinter-OL), hvis han eller hun deltog i konkurrencer i hurtigløb på skøjter, der ikke er godkendt af ISU eller et af dets medlemmer. I henhold til opstillingsreglerne fra 2016 (de nugældende regler) er en hurtigskøjteløber, der deltager i ikke-autoriserede konkurrencer, genstand for sanktioner, der kan udgøre alt fra en advarsel til karantæneperioder, der strækker sig fra et uspecificeret minimum til livstid som maksimum. Indtil oktober 2015, hvor ISU vedtog meddelelse nr. 1974 om indførelse af proceduren for indhentning af tilladelser fra ISU-Rådet for uafhængige arrangører af konkurrencer i hurtigløb på skøjter, var der ikke fastsat en sådan formel godkendelsesprocedure.

(8)

Tidligere havde potentielle konkurrenter forsøgt at afholde alternative konkurrencer i hurtigskøjteløb. I afgørelsen beskrives et mislykket forsøg fra Icederby. Icederby forsøgte at arrangere en række konkurrencer (»Icederby Grand Prix«) seks år i træk fra 2014-2020. I december 2011 kontaktede de ISU for at indgå en partnerskabsaftale og fremlægge deres handlingsplan. I begyndelsen havde Icederby til hensigt at tillade væddemål i forbindelse med sit planlagte Grand Prix i værtslande, hvor væddemål er lovligt. I januar 2012 opdaterede ISU sit etiske regelsæt, der indeholdt forpligtelsen til at afstå fra at deltage i alle former for væddemål. To år senere meddelte Icederby ISU, at ingen væddemål ville blive organiseret i forbindelse med det planlagte Dubai Icederby Grand Prix, fordi væddemål er ulovlige i Dubai. Ikke desto mindre godkendte ISU ikke Dubai Icederby Grand Prix 2014 og informerede sine medlemmer og alle skøjteløbere om, at de ville blive omfattet af den livstidskarantæne, der var fastsat i opstillingsreglerne, hvis de deltog i denne konkurrence.

(9)

Klagerne havde til hensigt at konkurrere i Dubai Icederby Grand Prix 2014. Men da de ikke ønskede at risikere at blive pålagt en livstidskarantæne i henhold til opstillingsreglerne, afstod de fra at deltage i denne konkurrence. I sidste ende besluttede Icederby ikke at afholde Dubai Icederby Grand Prix 2014 på grund af vanskeligheder med at sikre deltagelse fra hurtigskøjteløbere.

(10)

Kommissionen er af den opfattelse, at ISU's opstillingsregler udgør en beslutning fra en sammenslutning af virksomheder, der er uforenelig med artikel 101, stk. 1, i TEUF, samt at den ikke opfylder de fire kumulative betingelser i artikel 101, stk. 3, i TEUF.

(11)

Afgørelsen fastslår, at konkurrencebegrænsningen finder sted på verdensmarkedet for tilrettelæggelse og kommerciel udnyttelse af internationale konkurrencer i hurtigskøjteløb, uanset om organisationen og den kommercielle udnyttelse tilhører det samme relevante produktmarked, og uanset om der skelnes yderligere mellem i) individuelle konkurrencer og serier af konkurrencer i hurtigskøjteløb, ii) hurtigskøjteløb med langdistance- og kortdistancekonkurrencer og iii) tilbagevendende årlige skøjtekonkurrencer (som f.eks. VM og EM) og konkurrencer i hurtigskøjteløb, der kun afholdes med nogle års mellemrum (som f.eks. de olympiske vinterlege). ISU kan påvirke konkurrencen på det relevante marked, fordi det er det styrende organ og eneste regulerende myndighed for hurtigløb på skøjter som sportsgren og egenhændigt træffer beslutning om godkendelse af internationale konkurrencer i hurtigløb på skøjter. ISU's betydelige markedsstyrke fremgår af, at ingen anden virksomhed, bortset fra ISU og dens medlemmer, var i stand til med succes at komme ind på det relevante marked.

(12)

Kommissionen mener, at ISU er en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i artikel 101 i TEUF. ISU beskæftiger sig med økonomisk aktivitet, for så vidt som den udøver kommercielle aktiviteter i forbindelse med afholdelse og kommerciel udnyttelse af internationale konkurrencer i hurtigskøjteløb. Konkret er ISU en sammenslutning bestående af individuelle nationale sammenslutninger, der administrerer hurtigløb på skøjter og udøver økonomisk aktivitet på nationalt plan. Da medlemmerne selv betragtes som virksomheder, er ISU en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF.

(13)

I henhold til ISU's almindelige bestemmelser er opstillingsreglerne bindende for alle medlemmer og deres tilknyttede klubber for så vidt angår internationale anliggender. Opstillingsreglerne koordinerer derfor ISU-medlemmernes adfærd og udgør en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF.

(14)

I afgørelsen er Kommissionen af den opfattelse, at opstillingsreglerne har til formål at begrænse konkurrencen som omhandlet i artikel 101, stk. 1, i TEUF under hensyntagen til deres indhold, mål og den juridiske og økonomiske sammenhæng.

(15)

I opstillingsreglerne fra 2014 foreskrives det, at en atlet bliver udelukket fra deltagelse i ISU's konkurrencer, hvis vedkommende deltager i konkurrencer, der ikke er godkendt af ISU. Hvis en atlet blev udelukket som følge af deltagelse i en uautoriseret konkurrence, kunne atleten ikke ansøge om genoptagelse. En overtrædelse af opstillingsreglerne fra 2014 resulterede således i livstidskarantæne. Sanktionen blev anvendt uanset om den uautoriserede konkurrence var en trussel mod atletens sundhed og sikkerhed eller sportens integritet. I ISU's statut fremgår det, at opstillingsreglerne fra 2014 sigter mod at beskytte »ISU's økonomiske og andre interesser«. Opstillingsreglerne fra 2014 begrænsede professionelle hurtigskøjteløberes mulighed for frit at deltage i internationale konkurrencer i hurtigskøjteløb arrangeret af tredjeparter og afskar derved (potentielle) konkurrerende arrangører af konkurrencer inden for hurtigskøjteløb fra atleternes tjenester, der er nødvendige for at organisere disse arrangementer.

(16)

ISU reviderede sine opstillingsregler i 2016, men opstillingsreglerne fra 2016 ændrer ikke Kommissionens konklusion om, at de udgør et konkurrencebegrænsende formål. Selv om det automatiske påbud om en livstidskarantæne er blevet fjernet i opstillingsreglerne fra 2016, er de reviderede sanktioner stadig uforholdsmæssigt strenge i lyset af hurtigskøjteløbernes forholdsvis korte karriere og varierer derfor ikke væsentligt i deres formål med hensyn til at forhindre atleter i at deltage i alternative konkurrencer i hurtigløb på skøjter og udelukkelse af konkurrerende arrangører af hurtigløb på skøjter.

(17)

Selv om det ikke er nødvendigt at analysere virkningerne af opstillingsreglerne, finder Kommissionen ikke desto mindre, at de også har konkurrencebegrænsende virkning. Uden opstillingsreglerne ville atleter kunne tilbyde deres tjenester til andre arrangører af hurtigløb på skøjter end ISU eller dens medlemmer, og der ville ikke være nogen anden uoverstigelig barriere, og rent faktisk ville der være konkrete muligheder for, at potentielle konkurrenter kunne blive aktive i afholdelsen og den kommercielle udnyttelse af internationale konkurrencer i hurtigløb på skøjter.

(18)

Opstillingsreglerne tjener til at fastholde ISU's og dens medlemmers markedsposition. Helt konkret er ingen tredjeparter aktive inden for afholdelse og kommerciel udnyttelse af internationale konkurrencer i hurtigløb på skøjter. Icederbys indtræden ville sandsynligvis have været vellykket, hvis det ikke var for opstillingsreglernes afskrækkende virkning og den resulterende manglende evne til at sikre atleternes deltagelse. Icederby ville have afholdt sine konkurrencer uden for ISU's aktive sæson og dermed tilbyde forbrugerne yderligere konkurrencer inden for hurtigløb på skøjter og ekstra indtægtskilder til atleter.

(19)

Dette viser, at opstillingsreglerne har en negativ indvirkning på flere konkurrenceparametre, navnlig: i) produktion og ii) forbrugernes valg og innovation. For det første er produktionen begrænset, da potentielle deltagere er forhindret i at erhverve atleternes tjenester og ikke er i stand til at afholde yderligere konkurrencer inden for hurtigløb på skøjter uden ISU's tilladelse. For det andet har opstillingsreglerne en negativ virkning på forbrugernes valg og innovation, fordi potentielle konkurrenter kan tilbyde forskellige og innovative formater for hurtigløb på skøjter. For eksempel forsøgte Icederby at introducere et nyt format for hurtigløb på skøjter, hvor kortdistance- og langdistanceløbere konkurrerer side om side.

(20)

Opstillingsreglerne vedrører tilrettelæggelsen af konkurrencesport. I Meca-Medina-dommen fastslog Domstolen, at sådanne regler generelt er underlagt EU's konkurrenceret. De kan falde uden for anvendelsen af artikel 101 i TEUF under visse omstændigheder under hensyntagen til i) den overordnede sammenhæng, hvori reglerne er udstedt eller har deres virkninger, og navnlig deres formål, ii) om de følgende virkninger, der er konkurrencebegrænsende, er uadskilleligt forbundne med opfyldelsen af formålene, og iii) om de står i rimeligt forhold til dem.

(21)

Kommissionen finder, at opstillingsreglerne ikke tjener rent legitime mål, men også andre interesser i ISU, herunder dens økonomiske interesser. Desuden mener Kommissionen, at opstillingsreglerne hverken er uadskilleligt forbundne med opfyldelsen af legitime mål eller står i rimeligt forhold til at opnå legitime formål, navnlig i lyset af den uforholdsmæssige karakter af ISU's opstillingsforbudssanktioner (op til livstidskarantæne) og det faktum, at atleter sanktioneres for at deltage i uautoriserede konkurrencer, uden at godkendelsen af tredjepartskonkurrencer er baseret på klare, objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier. Opstillingsreglerne falder derfor ikke uden for anvendelsen af artikel 101 i TEUF.

(22)

ISU har ikke kunnet påvise, at de kumulative betingelser i artikel 101, stk. 3, i TEUF er opfyldt. Navnlig er opstillingsreglerne hverken nødvendige eller forholdsmæssige. Der findes mindre restriktive midler til at opnå de påståede effektivitetsgevinster. Endvidere udelukker reglerne fuldstændig konkurrence ved at skabe en uoverstigelig adgangsbarriere for tredjeparter, der ønsker at arrangere og udnytte internationale konkurrencer inden for hurtigløb på skøjter kommercielt.

(23)

Ifølge appelreglerne er klager over gennemførelsen af opstillingsreglerne underlagt Den Internationale Sportsdomstols (CAS) enekompetence i Lausanne, Schweiz. Kommissionen finder ikke, at appelreglerne udgør et brud på atleternes ret til en rimelig høring. Kommissionen mener, for så vidt angår de konkurrencebegrænsende afgørelser om opstillingsforbud, at appelreglerne styrker begrænsningen af deres kommercielle frihed og udelukkelse af potentielle konkurrenter.

(24)

I afgørelsens specifikke sammenhæng pålægger Kommissionen ikke ISU en bøde af følgende kumulative grunde: i) Dette er den første afgørelse i henhold til artikel 7 i forordning (EF) nr. 1/2003, som Kommissionen vedtager om regler fastsat af sportsorganisationer, mens sportens særlige karakter er anerkendt i artikel 165 i TEUF, ii) ISU’s opstillingsregler har været fastsat og var offentligt kendt ved vedtagelsen i 1998, og iii) ISU er en international sportssammenslutning, der udover at være involveret i kommercielle aktiviteter, handler for at fremme sportsgrenen hurtigløb på skøjter verden over, herunder ved at fordele en del af indtægterne til sportens udvikling.

(25)

Kommissionen er dog af den opfattelse, at tvangsbøder bør pålægges ISU, hvis den ikke bringer overtrædelsen til ophør inden for 90 dage fra datoen for meddelelsen af afgørelsen.

27.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/13

27.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/13

27.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/14

27.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/15

1.

Den 19. april 2018 modtog Kommissionen i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1) anmeldelse af en planlagt fusion.

Anmeldelsen vedrører virksomhederne:

SEB erhverver enekontrol, jf. fusionsforordningens artikel 3, stk. 1, litra b), over ALI.

Den planlagte fusion gennemføres som følge af kontraktlige bestemmelser.

2.

De deltagende virksomheder er aktive på følgende områder:

3.

Efter en foreløbig gennemgang af sagen finder Kommissionen, at den anmeldte fusion muligvis er omfattet af fusionsforordningen. Den har dog endnu ikke taget endelig stilling hertil.

Det bemærkes, at denne sag eventuelt vil blive behandlet efter den forenklede procedure i overensstemmelse med meddelelse fra Kommissionen om en forenklet procedure for behandling af fusioner efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (2).

4.

Kommissionen opfordrer alle interesserede tredjeparter til at fremsætte eventuelle bemærkninger til den planlagte fusion.

Alle bemærkninger skal være Kommissionen i hænde senest 10 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse. Angiv altid referencen:

M.8878 — SEB/ALI

Bemærkningerne kan sendes til Kommissionen pr. e-mail, fax eller brev. Benyt venligst følgende kontaktoplysninger: