ISSN 1977-0871

Den Europæiske Unions

Tidende

C 18

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

61. årgang
18. januar 2018


Informationsnummer

Indhold

Side

 

III   Forberedende retsakter

 

REVISIONSRETTEN

2018/C 18/01

Udtalelse nr. 5/2017 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 af 22. oktober 2014 om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde

1


DA

 


III Forberedende retsakter

REVISIONSRETTEN

18.1.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 18/1


UDTALELSE NR. 5/2017

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 af 22. oktober 2014 om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde

(2018/C 018/01)

REVISIONSRETTEN FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 287, stk. 4, og artikel 322,

under henvisning til Kommissionens forslag (1),

under henvisning til Europa-Parlamentets anmodning om en udtalelse, modtaget den 6. oktober 2017,

under henvisning til Rådets anmodning om en udtalelse, modtaget den 11. oktober 2017,

og ud fra følgende betragtninger:

1)

Europæiske politiske partier (EUPP'er) og europæiske politiske fonde (EUPF'er) er ikke organer oprettet af Unionen som omhandlet i artikel 287, stk. 1, TEUF, og skal som sådan ikke revideres af Retten. Men i det omfang de modtager finansiering via EU-budgettet, har vi beføjelser til at foretage revision på grundlag af en gennemgang af regnskabsbilag og besøg på stedet i deres lokaler i henhold til de bestemmelser, der er fastlagt i artikel 287 i TEUF.

2)

Midler, som europæiske politiske partier og fonde modtager fra andre kilder end EU-budgettet, er ikke automatisk omfattet af vores revision. På grund af samspillet mellem EU-finansiering og finansiering fra andre kilder kan vi dog være nødt til også at undersøge sidstnævnte som led i vores revisionsarbejde.

3)

Vi har i forbindelse med vores revision af EU's årsregnskab kontrolleret et begrænset antal transaktioner med tilknytning til EUPP'er eller EUPF'er. I 2014 undersøgte vi en transaktion vedrørende et tilskud udbetalt til et EUPP. I to transaktioner, som vi undersøgte i 2015 og 2016, har vi kontrolleret afholdelsen af udgifter, som politiske grupper har anmeldt (2). Disse kontroller har afsløret svagheder i udbudsprocedurerne og også uberettigede udgiftsanmeldelser (3).

4)

Europa Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 af 22. oktober 2014 om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde sigtede mod at øge de europæiske politiske partiers og deres tilknyttede politiske fondes synlighed, status, effektivitet, gennemsigtighed og ansvarlighed. Vi bifaldt de forbedringer, som udkastet til denne forordning indeholdt, og rejste flere spørgsmål i vores udtalelse nr. 1/2013 (4).

5)

Den 15. juni 2017 vedtog Parlamentet en beslutning (5), der opfordrede Kommissionen til at foreslå en revision af de nuværende retlige rammer med henblik på at lukke visse huller i forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014.

6)

Vi konstaterer, at forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 fandt anvendelse fra den 1. januar 2017, og at en rapport om gennemførelsen af den ikke var planlagt før midten af 2018 —

VEDTAGET FØLGENDE UDTALELSE:

GENERELLE BEMÆRKNINGER

1.

Den 22. oktober 2014 vedtog Europa-Parlamentet (EP) og Rådet forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014, som ophæver forordning (EF) nr. 2004/2003, og som fastlægger nye regler for bl.a. finansieringen af EUPP'er og EUPF'er. Disse regler vedrører især betingelserne for finansiering, tildeling og fordeling af midler, donationer og bidrag, finansiering af kampagner til valg til Europa-Parlamentet, tilskudsberettigede omkostninger, forbud mod anvendelse af EU-finansiering, regnskaber, rapportering og revision, gennemførelse og kontrol, sanktioner, samarbejde mellem Myndigheden for Europæiske Politiske Partier og Europæiske Politiske Fonde (myndigheden), Europa-Parlamentets anvisningsberettigede og medlemsstaterne samt gennemsigtighed. Forordningen har fundet anvendelse fra den 1. januar 2017.

2.

Vi har afgivet udtalelse (6) om Kommissionens forslag fra 2012 (7). Vi foreslog forbedringer vedrørende donationer, lån og bidrag, samt betingelserne for berettigelse og rapporterings- og regnskabsforpligtelser. De fleste af punkterne er taget i betragtning og indarbejdet i den endelige lovgivning.

3.

Efter en beslutning (8) fra EP og input fra EP's tjenestegrene og en række EUPP'er præsenterede Kommissionen det nuværende forslag den 13. september 2017 (9). Det omfatter et begrænset antal målrettede ændringer, som ifølge Kommissionen har til formål »at formål at lukke hullerne, forbedre gennemsigtigheden, sikre behørig fordeling og anvendelse af de begrænsede ressourcer fra EU-budgettet« (10).

4.

Forslaget behandler følgende spørgsmål:

a)

muligheden for medlemskab i flere partier

b)

ændring af fordelingsnøglen for finansiering til EUPP'er og EUPF'er

c)

sænkelse af medfinansieringskravet

d)

inddrivelse af uberettiget udbetalte beløb

e)

håndhævelse af opfyldelse af registreringskriterierne

f)

skabelse af en tydeligere forbindelse mellem nationale partier og EUPP'er.

5.

Vi glæder os over bestemmelserne, som kan forbedre den forsvarlige økonomiske forvaltning, ansvarligheden og gennemsigtigheden af de midler, som tildeles EUPP'er og EUPF'er. Vi fremsætter ligeledes bemærkninger om ændringerne i forbindelse med indberetningsfristen og foreslår et fælles regelsæt. Vi mener, at bestemmelserne om muligheden for medlemskab i flere partier og fordelingsnøglen for EU-finansiering er spørgsmål, der hører under den politiske beslutningstagning, og vi kommenterer dem ikke.

OPFØLGNING AF TIDLIGERE BEMÆRKNINGER

6.

I vores udtalelse nr. 1/2013 gav vi udtryk for bekymring over mangler i retsgrundlaget for så vidt angår gaver, lån, bidrag og sanktioner og fremhævede også nødvendigheden af stærke regler for regnskabspligt og ansvarlighed. De fleste af disse forhold blev adresseret med forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014. Nedenfor gentager vi nogle af de punkter, som ikke blev taget i betragtning på det tidspunkt, og som vi stadig finder relevante.

7.

Det nuværende forslag følger ikke vores anbefaling om specifikt at fastsætte regler for gaver fra fysiske eller juridiske personer, der leverer varer og tjenesteydelser til EU-institutioner eller andre offentlige myndigheder, der er involveret i forvaltning af EU-midler (11). Det omfatter heller ingen regler om gaver til enheder, som direkte eller indirekte er forbundet med EUPP'er eller EUPF'er (12).

8.

Udkastet til forordning omfattet desuden ikke regler for lån samt vilkår og betingelser herfor (13).

9.

Den gældende forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 indfører en forholdsmæssig tilgang for så vidt angår bødebeløbet (14) og anvendelse af sanktioner, når EP og Revisionsretten forhindres i at udøve deres revisionsbeføjelser (15). Alligevel følger forslaget ikke vores anbefaling (16) om at fjerne det maksimale loft for bøder på 10 % af årsbudgettet for EUPP'en eller EUPF'en, der finder anvendelse på kvantificerbare overtrædelser.

DET NUVÆRENDE FORSLAG — SÆRLIGE BEMÆRKNINGER

Medfinansiering

10.

Bidraget fra EU-budgettet til EUPP'er og EUPF'er består af en godtgørelse som en procentdel af godtgørelsesberettigede (17) faktiske afholdte omkostninger. Ifølge de nuværende regler, må det udbetalte maksimumbeløb ikke overstige 85 % af disse omkostninger.

11.

Ifølge forslagets begrundelse og de forklaringer, vi har modtaget fra EP's tjenestegrene, er det vanskeligt for visse EUPP'er og EUPF'er at finde de nødvendige bidrag for at opfylde medfinansieringsloftet. Dette skaber incitamenter til anvendelse af tvivlsomme praksis såsom: optagelse af lån for at finansiere operationelle aktiviteter med det resultat, at eksterne revisorer rejser spørgsmål vedrørende going concern, eller værdiansættelse af bidrag i naturalier, som kan være svær at vurdere. Endvidere kan EUPP'ers og EUPF'ers brug af lån medføre en risiko for, at bestemmelserne om gaver og bidrag omgås, ved at der tages imod lån på særlig fordelagtige vilkår. Med henblik på at løse disse problemer foreslår Kommissionen, at medfinansieringsloftet reduceres til 10 % for EUPP'er og 5 % for EUPF'er.

12.

Vi tilslutter os Kommissionens forslag om at mindske risikoen for anvendelse af tvivlsomme praksis, som er et resultat af vanskelighederne med at opfylde medfinansieringsloftet. Reglerne om gaver og lån bør dog strammes op for yderlige at bekæmpe sådanne praksis (jf. punkt 7 og 8).

Inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb og håndhævelse af opfyldelsen af registreringskriterierne

13.

I forslaget præciseres det, at EP's anvisningsberettigede også kan inddrive uretmæssigt udbetalte beløb fra enkeltpersoner, der har begået ulovlige handlinger til skade for EU's finansielle interesser. Det giver også myndigheden beføjelse til at afregistrere EUPP'er eller EUPF'er, hvis de ophører med at opfylde et af registreringskriterierne, eller hvis registreringen var baseret på ukorrekte/vildledende oplysninger.

14.

Vi tilslutter os Kommissionens forslag, da det kan bidrage til beskyttelsen af EU-budgettet. Med henblik på at fremme dette mål, gentager vi den anbefaling, vi fremsatte i vores udtalelse nr. 1/2013, hvori vi foreslog, at maximumloftet for bøder fjernes (jf. punkt 9).

Præcisering af forbindelsen mellem nationale og europæiske partier

15.

Kommissionen foreslår, at klarheden og gennemsigtigheden øges, ved at forbindelsen mellem nationale og europæiske politiske partier gøres tydeligere. I forslaget hedder det: »Et europæisk politisk parti medtager i sin ansøgning dokumentation for, at dets medlemspartier i de 12 måneder forud for indgivelsen af ansøgningen på deres websted kontinuerligt har offentliggjort det europæiske politiske partis program og logo samt for hvert af det europæiske politiske partis medlemspartier oplysninger […]«. Vi glæder os over, at Kommissionen har til hensigt at forbedre gennemsigtigheden af forbindelsen mellem EUPP'er og nationale partier, men vi mener, at det i praksis vil vise sig at være vanskeligt at overvåge dette krav og opnå relevant dokumentation til at bevise den »kontinuerlige offentliggørelse«.

Timingen af forslaget

16.

De nuværende regler skulle anvendes fra den 1. januar 2017. Derfor er den aktuelle indkaldelse af finansielle bidrag (18) den første under den nye lovgivning. Ifølge Kommissionen har forslaget til formål at lukke huller, som blev identificeret under de tidligere regler, og som ikke blev taget i betragtning, da forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 blev udarbejdet. Der vil imidlertid stadig være behov for en mere detaljeret revision, idet de forhold, der adresseres, ikke er de eneste, som de forskellige interessenter har påpeget.

17.

Vi bifalder korrektionen af enhver potentiel mangel i den gældende lovgivning, men vi foreslår, at praksis med at revidere lovgivning kort tid efter dens ikrafttrædelse og blot for at adressere et begrænset antal forhold generelt undgås.

Fælles regelsæt

18.

På nuværende tidspunkt omfatter finansforordningen vedrørende Unionens almindelige budget regler om bidragene til EUPP'erne (19). Nogle af artiklerne behandler forhold, der også behandles under forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 (20). Vi mener, at alle bestemmelser vedrørende EUPP'er og EUPF'er kan samles i et fælles regelsæt for at undgå overlapninger og forenkle de lovgivningsmæssige rammer.

Vedtaget af Revisionsretten i Luxembourg på mødet den 14. december 2017.

På Revisionsrettens vegne

Klaus-Heiner LEHNE

Formand


(1)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 af 22. oktober 2014 om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde (COM(2017) 481 final af 13. september 2017).

(2)  Politiske grupper i Europa-Parlamentet er ikke omfattet af dette forslag. Revisionsordningerne (udpegelse af en uafhængig ekstern revisor) og den dechargeprocedure, der finder anvendelse på dem, ligner dem, der finder anvendelse på EUPP'er og EUPF'er.

(3)  Jf. årsberetningen for 2016, punkt 10.15, årsberetningen for 2015, punkt 9.11, samt årsberetningen for 2014, punkt 9.11 og tekstboks 9.1.

(4)  EUT C 67 af 7.3.2013, s. 1, Udtalelse nr. 1/2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om finansiering af europæiske politiske partier.

(5)  Europa-Parlamentets beslutning af 15. juni 2017 om finansiering af politiske partier og fonde på europæisk plan(2017/2733(RSP)).

(6)  Udtalelse nr. 1/2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om finansiering af europæiske politiske partier.

(7)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde (COM(2012) 499 final af 12. september 2012) og forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om finansiering af europæiske politiske partier (COM(2012) 712 final af 29. november 2012).

(8)  Europa-Parlamentets beslutning af 15. juni 2017 om finansiering af politiske partier og fonde på europæisk plan(2017/2733(RSP)).

(9)  COM(2017) 481.

(10)  Jf. begrundelsen s. 4.

(11)  Jf. udtalelse nr. 1/2013, punkt 5.

(12)  Jf. udtalelse nr. 1/2013, punkt 6.

(13)  Jf. udtalelse nr. 1/2013, punkt 10.

(14)  Jf. forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014, artikel 27, stk. 4.

(15)  Jf. forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014, artikel 27, stk. 2, litra a), nr. iv).

(16)  Jf. udtalelse nr. 1/2013, punkt 11.

(17)  For at kunne blive godtgjort med EU-finansiering skal omkostninger opfylde de betingelser, der er fastsat under artikel II. 18, i Europa-Parlamentets præsidiums afgørelse af 12. juni 2017 om fastsættelse af gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde (EUT C 205 af 29.6.2017, s. 2).

(18)  Indkaldelse af bidrag (nr. IX-2018/01) — »Bidrag til europæiske politiske partier« (2017/C 206/13).

(19)  Anden del — afsnit VIII — Bidrag til europæiske politiske partier

(20)  Såsom forhold vedrørende medfinansiering, rapportering og revision.