27.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 366/1

27.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 366/2

—

der henviser til sin beslutning af 25. april 2007 (1) om oprettelse af et fælleseuropæisk luftfartsområde,

—

der henviser til direktiv 2009/12/EF af 11. marts 2009 om lufthavnsafgifter,

—

der henviser til sin beslutning af 7. juni 2011 om internationale luftfartsaftaler efter Lissabontraktaten (2),

—

der henviser til sin beslutning af 2. juli 2013 om EU's luftfartspolitik over for tredjelande — indsats i forbindelse med fremtidige udfordringer (3),

—

der henviser til sin holdning, der blev vedtaget ved førstebehandling den 12. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum (omarbejdning) (4),

—

der henviser til sin holdning, der blev vedtaget ved førstebehandling den 12. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 216/2008 for så vidt angår flyvepladser, lufttrafikstyring og luftfartstjenester (5),

—

der henviser til sin beslutning af 29. oktober 2015 om allokering på verdensradiokonferencen 2015, der skal afholdes i Genève den 2.-27. november 2015 (WRC-15), af det nødvendige radiofrekvensbånd til støtte for den fremtidige udvikling af satellitbaseret teknologi med henblik på etablering af verdensomspændende flysporingssystemer (6),

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 90, artikel 100, stk. 2, og artikel 218,

—

der henviser til Kommissionens kommende lovgivningsmæssige »luftfartspakke«,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og stk. 4,

A.

der henviser til, at luftfartssektorens økonomi i Europa i 2012 direkte understøttede 2,6 millioner arbejdspladser og bidrog med mere end 2,4 % til EU’s BNP;

B.

der henviser til, at antallet af passagerer, der rejste med fly i EU i 2014, udgjorde 849,4 mio., hvilket er en stigning på 4,4 % i forhold til 2013 og på 16,9 % i forhold til 2009;

C.

der henviser til, at europæiske luftfartsselskaber siden 2012 har gennemført og planlagt nedskæringer af mere end 20 000 arbejdspladser;

D.

der henviser til, at EU- luftfartsselskaber opererer i et hurtigt skiftende og stadig mere konkurrencepræget miljø på både interne og eksterne markeder;

E.

der henviser til, at Organisationen for International Civil Luftart (ICAO), EU og dets medlemsstater skal forbedre forskellige retlige og finansielle bestemmelser, såsom f.eks. emissionshandelssystemet inden for EU, udvidede passagerrettigheder, afgifter og nationale skatter, støjreduktion ved lufthavne og begrænsning af driftstimer;

F.

der henviser til, at lufttransport spiller en rolle for klimaændring, idet den tegner sig for omkring 13 % af EU's CO2-emissioner fra transport, samt for andre emissioner såsom NOx;

G.

der henviser til, at Kommissionen har til hensigt at forelægge en luftfartspakke inden udgangen af 2015, som har til formål at identificere og imødegå de udfordringer, som EU’s luftfartssektor står over for;

1.

mener, at luftfartspakken bør sætte et hårdt tiltrængt skub i en mere bæredygtig og konkurrencedygtig europæisk luftfartsindustri, styrke de europæiske luftfartsselskaber, lufthavne og luftfartsindustrien, sikre lige vilkår på det globale marked og fastlægge en langsigtet strategi for Europas luftfartssektor;

2.

opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til og medtage de grundlæggende punkter fra Europa-Parlamentets holdninger ved førstebehandling om det fælles europæiske luftrum 2+ (SES 2+) og Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) og fra dets beslutning af 2. juli 2013 om EU’s luftfartspolitik over for tredjelande ved udarbejdelsen af luftfartspakken;

3.

understreger, at luftfartsindustrien er en vigtig bidragyder til vækst og beskæftigelse i EU og er tæt knyttet til konkurrenceevnen i EU’s luftfartssektor (f.eks. positiv eksportbalance, renere teknologier for europæiske fly, implementeringen af SESAR, SES, vedligeholdelseskæden), genererer en omsætning på omkring 100 mia. EUR om året og opretholder ca. 500 000 direkte arbejdspladser; efterlyser derfor proaktive politikker med sigte på at støtte og udvikle luftfartsindustrien;

4.

understreger, at innovation er en forudsætning for en konkurrencedygtig europæisk luftfartsindustri; anbefaler derfor, at Kommissionen tager hensyn til og støtter innovation inden for lufttrafikstyring (automatiseret flyvekontrol (ATC), direkte ruteføring), fjernstyrede flysystemer (RPAS'er), alternative brændstofløsninger, fly- og motordesign (større effektivitet, mindre støj) — sikkerhed i lufthavne (løsninger uden berøring, »one-stop security«) digitalisering og multimodale løsninger (elektroniske groundhandlingydelser); anbefaler endvidere, at den støtter globale miljøløsninger, såsom en global markedsbaseret foranstaltning til at begrænse CO2-emissionerne fra international luftfart og tilnærme de regionale ordninger som f.eks. emissionshandelssystemet (ETS) inden for luftfart med det formål at samle dem i en global ordning, mere miljøvenlige lufthavne og nye forretningsmodeller (som f.eks. Den Internationale Luftfartssammenslutnings (IATA's) »New Distribution Capability« (NDC), self-connection eller integrerede billetsystemer);

5.

opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af sine beføjelser at begynde at fjerne EU’s og de nationale byrder fra de europæiske luftfartsselskaber med henblik på at styrke konkurrenceevnen i den europæiske luftfartssektor;

6.

påpeger tabet af konkurrenceevne for EU's luftfartselskaber og lufthavne i forhold til tredjelandes støttemodtagende luftfartselskaber og lufthavne; ønsker i denne forbindelse en proaktiv politik for at sikre lige vilkår for ejerskab, og tilskynder kraftigt medlemsstaterne til at forbedre deres nationale infrastruktur for at gøre det muligt for deres luftfartsselskaber at konkurrere på gunstigere vilkår;

7.

beklager, at forordning (EF) nr. 868/2004 om beskyttelse mod illoyal priskonkurrence inden for lufttransport har vist sig at være utilstrækkelig og ineffektiv, hvad angår anvendelsesområde; anmoder Kommissionen om senest inden udgangen af november 2015 at foretage en analyse af årsagerne til den manglende gennemførelse; opfordrer Kommissionen til at revidere forordning (EF) nr. 868/2004 med henblik på at sikre fair konkurrence i EU's eksterne luftfartsforbindelser og styrke EU's luftfartsindustris konkurrencedygtige position, forhindre illoyal konkurrence mere effektivt, sikre gensidigheden og afskaffe urimelig praksis, herunder subsidier og statsstøtte, der ydes til luftfartsselskaber fra visse tredjelande, og som forvrider markedet; understreger, at formålet bør være at forbedre den politiske strategi på europæisk plan for at løse denne konflikt, hovedsagelig baseret på anvendelsen af en gennemsigtig og klausul om »loyal konkurrence«; opfordrer også Kommissionen til at tage fat på begrebet »effektiv kontrol« over luftfartselskaber;

8.

bemærker, at europæiske lufthavne står over for et betydeligt konkurrencepres — fra både luftfartsselskaber og konkurrerende lufthavne; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at tage disse forhold i betragtning ved gennemførelse af direktivet om lufthavnsafgifter og til at tilbyde fordele til alle interessehavere og passagerer;

9.

opfordrer til en større indsats i Rådet for at godkende forslaget til forordningen om slots for at forbedre lufthavnenes ydeevne og give mulighed for en velfungerende lufttransport i Europa, idet det forventes, at lufttrafikken ville blive fordoblet inden 2030;

10.

understreger betydningen af små og regionale lufthavne i Unionen for de regionale tilslutningsmuligheder; opfordrer Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at forelægge en langsigtet strategisk EU-plan for at tage fat på udfordringerne og mulighederne for de regionale lufthavne i EU, herunder reglerne om statsstøtte til transportinfrastruktur, da deres rolle med hensyn til at sikre samhørigheden mellem EU's regioner bør fremmes og blive en af søjlerne i EU’s vækst- og beskæftigelsesstrategi;

11.

understreger, at forhandlingen om omfattende luftfartsaftaler med EU's vigtigste handelspartnere bør være et strategisk mål, og at sådanne forhandlinger bør indledes eller fremskyndes; opfordrer indtrængende Kommissionen til at snarest muligt at indhente mandater fra medlemsstaterne, idet landene i Golfstaternes samarbejdsråd prioriteres, med henblik på at sikre lige vilkår for europæiske luftfartsselskaber og lufthavne, sikre gensidigheden og medtage en effektiv klausul om fair konkurrence; insisterer på, at for at gøre disse omfattende luftfartsaftaler effektive i praksis skal de indeholde en beskyttelsesklausul, der definerer en strafbar handling og fastsætter de retlige konsekvenser af overtrædelse;

12.

bemærker, at sektoren for lufttransport ikke er reguleret på verdensplan, da den endnu ikke er omfattet af WTO; understreger betydningen af internationalt vedtagne regler inden for Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) for at reducere luftfartens emissioner og virkningerne for klimaet; anerkender, at ICAO har forpligtet sig til at udvikle en global markedsbaseret mekanisme;

13.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremskynde gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum gennem vedtagelsen af SES2+-pakken, da den nuværende opsplitning af det europæiske luftrum er en stor belastning for de europæiske luftfartsselskaber;

14.

forventer, at luftfartspakken tager fat på og sikrer fuld integration af lufthavne i det europæiske transportnet; minder om, at luftfartspakken skal være i overensstemmelse med den nuværende og fremtidige lovgivning om passagerrettigheder, idet det indtrængende opfordrer Rådet til at forelægge sin holdning, eftersom både passagerer og luftfartsselskaber længes efter at få klarhed om reglerne;

15.

understreger, at visse arbejdsvilkår i luftfartssektoren kan påvirke flysikkerheden; anbefaler, at GD MOVE og GD EMPL arbejder sammen, og at luftfartspakken omfatter sociale bestemmelser og indeholder de nødvendige garantier, som blev drøftet på konferencen på højt plan »en social dagsorden for transport«, der blev afholdt den 4. juni 2015 af Kommissionen;

16.

anmoder om en styrkelse og harmonisering af sikkerhedskæden ved at tiltrække og fastholde en velkvalificeret og veluddannet arbejdsstyrke;

17.

understreger, at luftfartsindustrien anerkendes som en voksende sektor, der har tiltrukket og leveret højt kvalificerede og motiverede fagfolk, og at EU's nuværende lovbestemmelser om beskæftigelse og arbejdsvilkår, standarder og praksis, herunder kollektive forhandlinger, bør bibeholdes, for at den skal kunne fortsætte denne tendens;

18.

anbefaler at definere begrebet »hovedforretningssted«, således at en driftslicens udstedes af en stat, hvis omfanget af lufttransport i denne er omfattende, og også i forbindelse med koordineringen af de sociale sikringsordninger og arbejdsmarkedslovgivninger, samtidig med at definitionen af »hjemmebase« tilpasses i henhold til forordning (EU) nr. 83/2014 og forordning (EU) nr. 465/2012; understreger nødvendigheden af at afkorte overgangsperioden og skabe klarhed over situationen for flybesætninger, som har flere hjemmebaser;

19.

bemærker udfordringerne med gennemførelsen af direktivet om vikararbejde (2008/104/EF) og anbefaler, at Kommissionen undersøger dets nuværende anvendelse i sektoren og på dette grundlag træffer afgørelse om, hvordan disse udfordringer kan imødegås;

20.

er bekymret over stigningen i socialt problematiske former for forretningspraksis som f.eks. »bekvemmelighedsflag« og i anvendelsen af atypiske former for beskæftigelse såsom proformaselvstændige, pay-to-fly-ordninger og ansættelser uden et fast timetal, som potentielt kan have sikkerhedsmæssige konsekvenser; mener, at de sociale standarder må opretholdes inden for alle luftfartsaktiviteter;

21.

opfordrer til en fuldstændig gennemførelse af SESAR-programmet, der kræver et tæt samarbejde mellem og en finansiel forpligtelse fra Kommissionen, luftfartstjenesteudøvere, luftfartsselskaber og lufthavne; opfordrer derfor til en samlet systemtilgang i alle luftfartsområder vedrørende alle faser af en flyvning, der begynder på jorden, og indbefatter en større rolle for EASA inden for SES-SESAR-miljøet inden for et EU-EASA-system for sikkerhed, miljø og resultater; opfordrer Kommissionen til at sikre gennemførelse af det oprindelige budget for Connecting Europe-faciliteten (CEF), som var berørt af oprettelsen af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI);

22.

glæder sig over planerne om at øge EASA's ansvar og forventer derfor, at den ændrede grundforordning (EF) nr. 216/2008 sikrer etableringen af et omfattende sikkerhedsstyringssystem og overdrager EASA de sikkerhedsmæssige aspekter af EU's sikkerhedsforanstaltninger og kommercielle rumfart og fjernstyrede flysystemer; opfordrer Kommissionen til at give EASA status som en fælles luftfartsmyndighed i Europa i overensstemmelse med de mange forskellige ansvarsområder, som skal tildeles af lovgiveren;

23.

opfordrer Kommissionen til at bevare en stærk repræsentation i alle otte sæder, der repræsenterer EU-medlemsstaterne i ICAO’s råd, snarest muligt at styrke EASA's rolle på den internationale scene og til at sikre dets officielle anerkendelse inden for ICAO med henblik på at fastlægge en fælles EU-holdning, der skal sikre et højere sikkerhedsniveau for EU’s borgere på verdensplan, samtidig med at EU’s luftfartsindustris konkurrenceevne og eksport sikres;

24.

opfordrer Kommissionen til at fjerne de lovgivningsmæssige hindringer for satellitbaseret flyvekontrol med henblik på at muliggøre livsvigtige tjenester for EU-borgere, og opfordrer Den Internationale Telekommunikationsunion til at foretage den nødvendige frekvenstildeling, idet ICAO har identificeret satellitbaseret ADS-B som en teknologi, der kan bistå flysporing, også til lufttrafikstyring (ATM) uden for de tættest befolkede områder, hvor andre former for landbaserede ATM-overvågningsteknologier er begrænsede; understreger, at der ved implementeringen af ADS-B skal tages hensyn til behovene blandt alle brugere af luftrummet, og at der skal sikres interoperabilitet mellem alternative teknologier for at undgå overtrædelse af sikkerhedskravene; understreger, at dette kunne hjælpe regeringer, luftfartstjenesteudøvere og luftfartsselskaber i Europa og resten af verden med at øge lufttrafikstyringens effektivitet og kapacitet og dermed reducere luftfartens emissioner og væsentligt øge luftfartssikkerheden, samtidig med at det europæiske luftrum tildeles et yderligere kontrolniveau, der kan supplere det nuværende niveau;

25.

opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger med henblik på at forbedre helbredskontrollen af piloter og sikkerhedsprocedurer, indgangs- og udgangsprocedurer i forbindelse med cockpitdøre, idet man følger risikovurderingen i rapporten fra EASA's Task Force;

26.

slår til lyd for en tilgang med »risikobaseret sikkerhed« for passager- og godstransport i stedet for de nuværende reaktionsbaserede foranstaltninger og for en rimelig og afbalanceret tilgang i forhold til det følsomme spørgsmål om luftfartssikkerhed, der på den ene side opfylder medlemsstaternes behov og forventninger og på den anden side begrænser utilfredshed hos passagerer i lufthavne, og som styrker det system, der er etableret af udvalget for luftfartssikkerhed (AVSEC) og ekspertgruppen vedrørende luftfartssikkerhed (SAGAS); opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til i lyset af de positive erfaringer i andre regioner at foretage en feasibilityundersøgelse af gennemførelsen af et system til forudgående kontrol og et »Global Entry-system« i Europa;

27.

opfordrer budgetmyndighederne til at opretholde et konkurrencedygtigt budget for EASA, idet der tages højde for disse nye ansvarsområder, for at have fleksible og effektive værktøjer til rådighed for EU’s fremstillingsvirksomheder og luftfartsselskaber, således at de kan konkurrere på verdensplan, idet det bemærkes, at industrien tegner sig for 70 % af EASA's budget;

28.

bemærker, at et antal lovgivningsdossierer venter på behandling i Rådet, og opfordrer derfor Kommissionen til at finde en løsning for at komme ud af den nuværende stilstand;

29.

opfordrer Kommissionen til at behandle de ovennævnte spørgsmål i sin lovgivningsmæssige luftfartspakke, der skal gennemføres inden udgangen af 2015;

30.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

27.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 366/7

—

der henviser til akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet (»valgakten«), knyttet som bilag til Rådets afgørelse af 20. september 1976 som ændret (1), særlig artikel 14,

—

der henviser til traktaterne, navnlig artikel 9, 10, 14 og artikel 17, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 22, 223, stk. 1, og artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 2 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union,

—

der henviser til protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter,

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Europa-Parlamentets valgmåde, særlig beslutning af 15. juli 1998 om udarbejdelse af forslag til en valgmåde, hvor der følges fælles principper ved valg af Europa-Parlamentets medlemmer (2), sin beslutning af 22. november 2012 om valg til Europa-Parlamentet i 2014 (3) og sin beslutning af 4. juli 2013 om forbedring af de praktiske retningslinjer for tilrettelæggelsen af valget til Europa-Parlamentet i 2014 (4),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2013 om Europa-Parlamentets sammensætning med henblik på valget i 2014 (5),

—

der henviser til Kommissionens henstilling 2013/142/EU af 12. marts 2013 om en mere demokratisk og effektiv gennemførelse af valget til Europa-Parlamentet (6),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. maj 2015 om rapport om valget til Europa-Parlamentet i 2014 (COM(2015)0206),

—

der henviser til evalueringen af den europæiske merværdi ved reformen af valgloven i Den Europæiske Union (7),

—

der henviser til rammeaftalen af 20. oktober 2010 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen (8),

—

der henviser til Rådets direktiv 93/109/EF af 6. december 1993 om fastsættelse af de nærmere regler for valgret og valgbarhed ved valg til Europa-Parlamentet for unionsborgere, der har bopæl i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere (9),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1141/2014 af 22. oktober 2014 om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde (10), særlig artikel 13, 21 og 31,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret), særlig artikel 11, 23 og 39,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45 og 52,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0286/2015),

A.

der henviser til, at artikel 223 i TEUF giver Europa-Parlamentet ret til at tage initiativ til revidering af sin egen valgmåde med henblik på at udforme en ensartet procedure, der finder anvendelse i hele Unionen, eller en valgmåde baseret på principper, der er fælles for alle medlemsstaterne, og til at godkende denne;

B.

der henviser til, at revideringen af valgmåden for valg til Europa-Parlamentet bør have til formål at styrke den demokratiske og tværnationale dimension af valget til Europa-Parlamentet og den demokratiske legitimitet af EU-beslutningstagningsprocessen, styrke idéen om unionsborgerskabet, forbedre Europa-Parlamentets funktion og styringen af Unionen, gøre Europa-Parlamentets arbejde mere legitimt, styrke principperne om valgmæssig ligestilling og lige muligheder, øge effektiviteten af systemet for afholdelse af valg til Europa-Parlamentet og bringe parlamentsmedlemmerne tættere på vælgerne og navnlig de yngste vælgere;

C.

der henviser til, at revideringen af valgmåden skal respektere nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet og ikke tilstræbe at indføre ensartethed for ensartethedens skyld;

D.

der henviser til, at muligheden for at udvikle en ensartet valgprocedure, der bygger på almindelige direkte valg, har været nedfældet i traktaterne siden 1957;

E.

der henviser til den støt faldende valgdeltagelse i valg til Europa-Parlamentet, navnlig blandt de yngste vælgere, og til, at vælgernes manglende interesse for EU-anliggender udgør en trussel mod Europas fremtid, og der henviser til, at der derfor er behov for idéer, der vil bidrage til at genoplive det europæiske demokrati;

F.

der henviser til, at en reel harmonisering af proceduren for valg til Europa-Parlamentet i alle medlemsstaterne bedre kunne fremme alle unionsborgeres ret til at deltage på lige vis i Unionens demokratiske liv og samtidig styrke den europæiske integrations politiske dimension;

G.

der henviser til, at Europa-Parlamentets beføjelser gradvis er blevet øget siden det første direkte valg i 1979, og at Europa-Parlamentet nu er ligestillet som medlovgiver sammen med Rådet på de fleste af Unionens politikområder, navnlig som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden;

H.

der henviser til, at Lissabontraktaten har ændret mandatet for medlemmerne af Europa-Parlamentet, idet den gjorde dem til direkte repræsentanter for Unionens borgere (11) i stedet for »repræsentanter for folkene i de i Fællesskabet sammensluttede stater« (12);

I.

der henviser til, at den eneste revidering af selve valgakten fandt sted i 2002 ved vedtagelse af Rådets afgørelse 2002/772/EF, Euratom (13), som pålægger medlemsstaterne at afholde valget efter forholdstalsmetoden ved listevalg eller en metode med overførsel af overskydende stemmer, og som afskaffede dobbeltmandat for medlemmer af Europa-Parlamentet; der yderligere henviser til, at medlemsstaterne udtrykkeligt fik ret til at oprette valgkredse på nationalt niveau og indføre en national spærregrænse, der højst må udgøre 5 % af de afgivne stemmer;

J.

der henviser til, at der endnu ikke er fundet en bred aftale om en egentlig ensartet valgprocedure, selv om der har kunnet konstateres en gradvis indbyrdes tilnærmelse mellem valgsystemerne, bl.a. gennem vedtagelse af afledt ret, som f.eks. Rådets direktiv 93/109/EF;

K.

der henviser til, at begrebet unionsborgerskab, der formelt blev indført i den konstitutionelle orden ved Maastrichttraktaten i 1993, omfatter retten for unionsborgere til at deltage i valg til Europa-Parlamentet og kommunale valg i deres medlemsstater og i den medlemsstat, hvor de har bopæl, på samme betingelser som statsborgerne i denne stat (14); der henviser til, at chartret, som Lissabontraktaten gav bindende retsgyldighed, har styrket denne ret;

L.

der henviser til, at valg til Europa-Parlamentet på trods af disse reformer for det meste stadig er reguleret ved national lovgivning, at valgkampagnerne stadig er nationale, og at europæiske politiske partier ikke i tilstrækkelig grad kan opfylde deres forfatningsmæssige mandat og »bidrage til at skabe en europæisk politisk bevidsthed og til at udtrykke unionsborgernes vilje« som omhandlet i artikel 10, stk. 4, i TEU;

M.

der henviser til, at de europæiske politiske partier bedst er i stand til at »bidrage til at skabe en europæisk politisk bevidsthed«, og at de derfor bør spille en større rolle i valgkampen forud for valget til Europa-Parlamentet for at øge deres synlighed og vise forbindelsen mellem en stemme på et bestemt nationalt parti og indvirkningen heraf på størrelsen af en europæisk politisk gruppe i Europa-Parlamentet;

N.

der henviser til, at udvælgelsesproceduren for kandidater til valg til Europa-Parlamentet varierer stærkt fra medlemsstat til medlemsstat og fra parti til parti, især hvad angår gennemsigtighed og demokratiske standarder, og at åbne, gennemsigtige og demokratiske procedurer for udvælgelse af kandidater er væsentligt for opbygningen af tillid til det politiske system;

O.

der henviser til, at fristerne for færdiggørelse af kandidatlisterne forud for valg til Europa-Parlamentet varierer betragteligt mellem medlemsstaterne, lige fra 17 dage til 83 dage, hvilket sætter kandidater og vælgere i hele Unionen i en ulige situation med hensyn til det tidsrum, hvor de skal føre kampagne eller skal overveje, hvem de skal stemme på;

P.

der henviser til, at fristen for at færdiggøre valglisten forud for valg til Europa-Parlamentet varierer stærkt blandt medlemsstaterne og kan vanskeliggøre, om ikke umuliggøre, medlemsstaternes indbyrdes udveksling af oplysninger om vælgerne (dette med henblik på at undgå dobbelt stemmeafgivelse);

Q.

der henviser til, at oprettelsen af en fælles valgkreds, hvor listerne ledes af hver politiske families kandidat til posten som formand for Kommissionen, ville styrke det europæiske demokrati og give yderligere legitimitet til valget af formanden for Kommissionen;

R.

der henviser til, at de gældende europæiske valgregler giver mulighed for en fakultativ spærregrænse på op til 5 % af de afgivne stemmer for valg til Europa-Parlamentet, og at 15 medlemsstater har benyttet sig af denne mulighed og indført en spærregrænse på mellem 3 % og 5 %; der henviser til, at den faktiske spærregrænse i mindre medlemsstater og i medlemsstater, som har opdelt deres valgområde i valgkredse, ikke desto mindre ligger på over 3 %, selv om der ikke findes en lovfæstet spærregrænse; der henviser til, at indførelsen af obligatoriske spærregrænser er anerkendt i den forfatningsmæssige tradition som en legitim måde at garantere parlamenters funktion på;

S.

der henviser til, at artikel 10, stk. 2, i valgakten udtrykkeligt forbyder en tidlig offentliggørelse af resultaterne af valget, men sådanne resultater er alligevel blevet offentliggjort før i tiden; der henviser til, at et harmoniseret tidspunkt for lukningen af valgstederne i alle medlemsstater vil bidrage stærkt til den fælles europæiske karakter af valget til Europa-Parlamentet og mindske muligheden for, at resultatet bliver påvirket, hvis valgresultatet i visse medlemsstater offentliggøres, før valgstederne lukkes i alle medlemsstater;

T.

der henviser til, at de første officielle prognoser for valgresultatet bør offentliggøres samtidig i alle medlemsstaterne på den sidste dag i valgperioden kl. 21.00 CET;

U.

der henviser til, at indførelsen af en fælles europæisk valgdag bedre ville afspejle borgernes fælles deltagelse i hele Unionen, styrke deltagelsesdemokratiet og bidrage til at skabe et mere sammenhængende fælleseuropæisk valg;

V.

der henviser til, at der med Lissabontraktaten er indført en ny forfatningsorden, idet Europa-Parlamentet fik ret til at vælge formanden for Europa-Kommissionen (15) i stedet for blot at give sit samtykke; der henviser til, at valget i 2014 udgør en vigtig præcedens i denne henseende og har vist, at indstilling af hovedkandidater øger borgernes interesse for valg til Europa-Parlamentet;

W.

der henviser til, at indstillingen af hovedkandidater til posten som formand for Europa-Kommissionen skaber en forbindelse mellem afgivne stemmer på nationalt niveau og den europæiske kontekst og giver unionsborgerne mulighed for at træffe informerede valg mellem alternative politiske programmer; der henviser til, at udpegelsen af hovedkandidater gennem åbne og gennemsigtige procedurer styrker den demokratiske legitimitet og styrker ansvarligheden;

X.

der henviser til, at proceduren for indstilling og udvælgelse af hovedkandidater til denne stilling er et stærkt udtryk for europæisk demokrati; der yderligere henviser til, at det bør være en integreret del af valgkampagnerne;

Y.

der henviser til, at de europæiske politiske partiers frist for at indstille kandidater bør kodificeres i valgakten, og at hovedkandidaterne til stillingen som formand for Europa-Kommissionen bør være kandidater i valget til Europa-Parlamentet;

Z.

der henviser til, at ikke alle medlemsstater giver deres borgere mulighed for at stemme fra udlandet, og blandt de medlemsstater, der giver mulighed herfor, varierer betingelserne for fratagelse af stemmeretten i betydelig grad; der henviser til, at det vil bidrage til valgmæssig ligestilling, hvis alle unionsborgere, der er bosiddende uden for Unionen, får ret til at deltage i valg; der henviser til, at medlemsstaterne imidlertid må samordne deres administrative systemer på en bedre måde for at forhindre, at vælgere stemmer to gange i to forskellige medlemsstater;

AA.

der henviser til, at mindst 13 medlemsstater ikke har tilstrækkelige interne regler til at hindre unionsborgere, der har dobbelt statsborgerskab i medlemsstater, i at stemme to gange, hvilket strider mod artikel 9 i valgakten;

AB.

der henviser til, at der bør oprettes en valgmyndighed på EU-niveau, der kan fungere som et netværk af enkeltkontaktmyndigheder i medlemsstaterne, da det vil lette adgangen til information om reglerne for valg til Europa-Parlamentet, strømline processen og styrke disse valgs europæiske karakter; der henviser til, at Kommissionen derfor opfordres til at undersøge de nødvendige praktiske foranstaltninger for oprettelse af en sådan myndighed på europæisk plan;

AC.

der henviser til, at valgbarhedsalderen i de 28 medlemsstater varierer mellem 18 og 25 år, og valgretsalderen varierer mellem 16 og 18 år som følge af de forskelligartede forfatningsmæssige traditioner og valgtraditioner i medlemsstaterne; der henviser til, at en harmonisering af valgretsalderen og aldersgrænsen for kandidater vil være et særdeles ønskværdigt tiltag til at give unionsborgere reel valgmæssig ligestilling og gøre det muligt at undgå forskelsbehandling på det mest grundlæggende område for borgerskab, nemlig retten til at deltage i den demokratiske proces;

AD.

der henviser til, at den officielle etablering og konsolidering af politiske partier på EU-niveau fremmer udviklingen af europæisk politisk bevidsthed og hjælper unionsborgernes ønsker til at komme til udtryk, og der henviser til, at dette også har fremmet processen med gradvis at bringe valgsystemer tættere sammen;

AE.

der henviser til, at brevstemmeafgivning, elektronisk stemmeafgivning og stemmeafgivning via internettet kan gøre afholdelsen af valget til Europa-Parlamentet mere effektiv og mere tiltrækkende for vælgerne, forudsat at der sikres de højest mulige standarder for databeskyttelse;

AF.

der henviser til, at medlemmer af den udøvende magt i de fleste medlemsstater kan stille op til nationale parlamentsvalg uden at skulle opgive deres institutionelle virksomhed;

AG.

der henviser til, at der på trods af fortsat fremskridt siden 1979 inden for balancen mellem kvinder og mænd i tildelingen af mandater fortsat er betydelige afvigelser på dette område medlemsstaterne imellem, idet det underrepræsenterede køn i ti af dem udgør under 33 %; der henviser til, at den nuværende sammensætning af Europa-Parlamentet, der kun omfatter 36,62 % kvinder, ligger langt under de værdier af og mål for ligestilling mellem kønnene, der forfægtes i chartret;

AH.

der henviser til, at der bør opnås ligestilling mellem mænd og kvinder, som er en af Unionens grundlæggende værdier, men at kun meget få medlemsstater har inkorporeret dette princip i deres nationale valgregler; der henviser til, at kønskvoter i den politiske beslutningsproces og lukkede lister, har vist sig at være særdeles effektive redskaber til bekæmpelse af forskelsbehandling og kønsmæssige ubalancer og forbedring af den demokratiske repræsentation i beslutningstagende politiske organer;

AI.

der henviser til, at princippet om degressiv proportionalitet, der er nedfældet i TEU, har bidraget betydeligt til det fælles ejerskab af det europæiske projekt blandt alle medlemsstaterne;

1.

beslutter at revidere valgmåden i god tid forud for valget til Europa-Parlamentet i 2019 med det formål at styrke den demokratiske og tværnationale dimension af valget til Europa-Parlamentet, EU-beslutningstagningsprocessens demokratiske legitimitet, unionsborgerskabet og den valgmæssige ligestilling, fremme princippet om repræsentativt demokrati og unionsborgernes direkte repræsentation i Europa-Parlamentet i overensstemmelse med artikel 10 i TEUF, forbedre Europa-Parlamentets funktion og styringen af Unionen, gøre Europa-Parlamentets arbejde mere legitimt og effektivt, øge effektiviteten af systemet for afholdelse af valg til Europa-Parlamentet, fremme fælles ejerskab blandt borgere fra alle medlemsstaterne, styrke en afbalanceret sammensætning af Europa-Parlamentet og skabe større valgmæssig ligestilling for unionsborgere;

2.

foreslår, at de europæiske politiske partiers synlighed øges ved at placere deres navne og logoer på stemmesedlerne, og anbefaler, at det samme også bør fremgå af kampagner i TV og radio, plakater og andet materiale, der anvendes i europæiske valgkampagner, navnlig de nationale partiers programerklæringer, idet disse foranstaltninger vil gøre valget til Europa-Parlamentet mere gennemsigtigt og forbedre den demokratiske måde, hvorpå valget afholdes, og borgerne klart vil kunne forbinde deres stemme med den indvirkning, den har på den politiske indflydelse fra europæiske politiske partier og deres evne til at danne politiske grupper i Europa-Parlamentet;

3.

mener samtidig, at regionale politiske partier, der konkurrerer i valg til Europa-Parlamentet, i lyset af Unionens forpligtelse til subsidiaritet bør følge samme praksis, og at regionale myndigheder bør tilskyndes til at anvende officielt anerkendte regionale sprog i denne forbindelse;

4.

opfordrer medlemsstaterne til at lette deltagelsen af europæiske politiske partier samt deres hovedkandidater i valgkampagner, navnlig på TV og i andre medier;

5.

beslutter at fastsætte en fælles minimumsfrist på tolv uger før valgdagen for opstilling af kandidatlister med henblik på at fremme valgmæssig ligestilling ved at give kandidater og vælgere i hele Unionen samme tidsrum til at forberede sig og overveje forud for stemmeafgivningen; tilskynder medlemsstaterne til at overveje, hvordan der kan sikres en bedre konvergens mellem reglerne for valgkampagner i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet;

6.

mener, at det er af afgørende betydning, at politiske partier på alle niveauer vedtager demokratiske og gennemsigtige procedurer i forbindelse med udvælgelsen af kandidater; anbefaler, at nationale partier afholder demokratiske valg med henblik på at udvælge deres kandidater til valget til Europa-Parlamentet;

7.

foreslår, at der indføres en obligatorisk spærregrænse på mellem 3 % og 5 % for tildelingen af mandater i medlemsstater med én samlet valgkreds og valgkredse, hvor listevalg anvendes, og som omfatter mere end 26 mandater; mener, at denne foranstaltning er vigtig for at bevare den måde, hvorpå Europa-Parlamentet fungerer, da den vil forhindre yderligere fragmentering;

8.

foreslår, til trods for at medlemsstaterne frit kan fastsætte, hvilke(n) dag(e) valget skal afholdes inden for valgperioden, at valget i alle medlemsstaterne afsluttes kl. 21.00 CET om søndagen ved valget til Europa-Parlamentet, da dette vil sikre en korrekt anvendelse af artikel 10, stk. 2, i valgakten og dermed mindske muligheden for, at valgresultatet bliver påvirket, hvis valgresultatet i visse medlemsstater offentliggøres før lukningen af valgstederne i alle medlemsstater; er fortaler for, at forbuddet mod en tidlig offentliggørelse af valgresultatet fortsat bør gælde i alle medlemsstaterne;

9.

beslutter at fastsætte en fælles frist for de europæiske politiske partier til at indstille hovedkandidater tolv uger forud for valget til Europa-Parlamentet, således at deres valgprogrammer kan forelægges, politiske debatter mellem kandidaterne kan afholdes, og valgkampagner i hele Unionen kan iværksættes; mener, at processen med indstilling af hovedkandidater udgør et vigtigt aspekt af valgkampagnerne på grund af den implicitte sammenkædning mellem resultaterne af valget til Europa-Parlamentet og valget af Kommissionens formand som fastlagt i Lissabontraktaten;

10.

beslutter at fastsætte en fælles frist på otte uger for færdiggørelsen af valglisten og seks uger for udvekslingen af oplysninger om unionsborgere med dobbelt statsborgerskab og unionsborgere, der bor i en anden medlemsstat, med den nationale myndighed, som er ansvarlig for valglisten;

11.

foreslår, at valgets integritet bør styrkes ved at begrænse kampagneudgifterne til et rimeligt beløb, der giver mulighed for en passende præsentation af de politiske partier, kandidaterne og deres valgprogrammer;

12.

foreslår, at unionsborgere, herunder de, der bor eller arbejder i et tredjeland, får ret til at stemme ved valg til Europa-Parlamentet; mener, at dette omsider vil give alle unionsborgere samme ret til at stemme ved valg til Europa-Parlamentet og på samme betingelser, uanset bopæl og statsborgerskab;

13.

opfordrer imidlertid medlemsstaterne til at samordne deres administrative systemer på en bedre måde for at forhindre, at vælgere stemmer to gange i to forskellige medlemsstater;

14.

tilskynder medlemsstaterne til at gøre brug af brevstemmeafgivning, elektronisk stemmeafgivning og stemmeafgivning via internettet med henblik på at gøre stemmeafgivningen lettere for alle borgere, og navnlig for personer med nedsat mobilitet og for dem, der bor eller arbejder i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere, eller i et tredjeland, forudsat at der træffes de nødvendige foranstaltninger til at forebygge eventuel svig i forbindelse med stemmeafgivning ved hjælp af disse metoder;

15.

henstiller som et fremtidigt skridt til medlemsstaterne, at de bør overveje, hvordan de kan harmonisere minimumsalderen for vælgere til 16 år for yderligere at styrke den valgmæssige ligestilling blandt unionsborgere;

16.

opfordrer til en revision af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen med henblik på at tilpasse reglerne for kommissærer, der stiller op til valget til Europa-Parlamentet, således at Kommissionens institutionelle effektivitet ikke hæmmes i en valgperiode, og at de institutionelle ressourcer ikke misbruges;

17.

beslutter at give Parlamentet ret til at fastsætte valgperioden for valg til Europa-Parlamentet efter høring af Rådet;

18.

tilskynder medlemsstaterne til at vedtage passende retlige rammer, der sikrer de højeste standarder for informativ, retfærdig og objektiv mediedækning under valgkampagnen, navnlig blandt offentlige radio- og tv-stationer; mener, at dette er af afgørende betydning for at give unionsborgere mulighed for at træffe et informeret valg om konkurrerende politiske programmer; erkender betydningen af selvregulerende instrumenter, som f.eks. adfærdskodekser, med hensyn til at opfylde dette mål;

19.

opfordrer til, at de standarder, der skal sikre fri og uhindret konkurrence mellem de politiske partier, skal strammes op, og opfordrer især til, at mediepluralisme og neutralitet på alle niveauer af offentlig forvaltning med hensyn til valgprocessen skal forbedres;

20.

fremhæver betydningen af en øget deltagelse af kvinder i den politiske beslutningsproces og en bedre repræsentation af kvinder i valg til Europa-Parlamentet; opfordrer derfor medlemsstaterne og Unionens institutioner til at træffe alle de nødvendige foranstaltninger til at fremme princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder i hele valgprocessen; understreger i denne forbindelse vigtigheden af kønsafbalancerede valglister;

21.

tilskynder medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at fremme en bedre repræsentation af etniske, sproglige og andre mindretal i valg til Europa-Parlamentet;

22.

finder det ønskeligt at oprette en europæisk valgmyndighed, der kan få til opgave at samle oplysningerne om valget til Europa-Parlamentet centralt, føre tilsyn med afholdelsen af valget og lette udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne;

23.

fastslår, at hvervet som medlem af Europa-Parlamentet ligeledes bør være uforeneligt med hvervet som medlem af et regionalt parlament eller en regional forsamling med lovgivningsmæssige beføjelser;

24.

erindrer om, at medlemsstaterne på trods af henstillinger fra Kommissionen gentagne gange ikke har formået at nå til enighed om en fælles valgdag; tilskynder medlemsstaterne til at arbejde på at nå frem til en aftale om dette spørgsmål;

25.

forelægger Rådet vedhæftede forslag til ændring af akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet (16);

26.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen samt medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

27.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 366/19

—

der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder, der blev vedtaget i New York den 20. november 1989,

—

der henviser til FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, der blev vedtaget i New York den 13. december 2006,

—

der henviser til artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union,

—

der henviser til artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til den reviderede europæiske socialpagt,

—

der henviser til direktivet om etnisk ligestilling (2000/43/EF) og rammedirektivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse (2000/78/EF),

—

der henviser til Kommissionens henstilling af 20. februar 2013»Investering i børn: Hvordan man bryder den onde cirkel for de socialt udsatte« (2013/112/EU),

—

der henviser til Kommissionens rapport »Employment and Social Developments in Europe 2012« (Beskæftigelse og social udvikling i Europa i 2012),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. februar 2011»En EU-dagsorden for børns rettigheder«(COM(2011)0060),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. december 2010»Den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse: En europæisk ramme for social og territorial samhørighed« (COM(2010)0758),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 4. juli 2006»Mod en EU-strategi for børns rettigheder« (COM(2006)0367),

—

der henviser til Eurofounds rapport: »Third European Quality of Life Survey — Quality of life in Europe: Impacts of the crisis« (den tredje europæiske livskvalitetsundersøgelse — livskvalitet i Europa: krisens indvirkninger),

—

der henviser til Eurofounds rapport fra 2013: »Third European Quality of Life Survey — Quality of life in Europe: Social inequalities« (den tredje europæiske livskvalitetsundersøgelse — livskvalitet i Europa: sociale uligheder),

—

der henviser til sin beslutning af 27. november 2014 om 25-årsdagen for FN's konvention om barnets rettigheder (1),

—

der henviser til sin beslutning af 4. juli 2013 om krisens konsekvenser for sårbare gruppers adgang til pleje (2),

—

der henviser til sin beslutning af 12. juni 2013 om Kommissionens meddelelse: »Sociale investeringer i vækst og samhørighed, herunder gennem anvendelse af Den Europæiske Socialfond 2014-2020« (3),

—

der henviser til sin beslutning af 15. november 2011 om den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse (4),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om fattigdom blandt kvinder i Den Europæiske Union (5),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om begrænsning af uligheder på sundhedsområdet i EU (6),

—

der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2010 om mindsteindkomstens betydning for bekæmpelse af fattigdom og fremme af et samfund med plads til alle (7),

—

der henviser til sin beslutning af 9. oktober 2008 om fremme af social integration og bekæmpelse af fattigdom, herunder børnefattigdom, i EU (8),

—

der henviser til sin beslutning af 16. januar 2008 om en EU-strategi for børns rettigheder (9),

—

der henviser til fra Red Barnet's rapport (2014) »Child poverty and social exclusion in Europe« (børnefattigdom og social udstødelse i Europa),

—

der henviser til UNICEF’s forskningskontors rapport fra 2014 »Children of the Recession: The impact of the economic crisis on child well-being in rich countries« (Recessionens børn: den økonomiske krises indvirkning på børns velfærd i rige lande),

—

der henviser til rapporten fra Det Europæiske Antifattigdomsnetværk (EAPN) og Eurochild (2013) »Towards children's well being in Europe — explainer on child poverty in the EU« (mod børns velfærd i Europa — en forklaring på børnefattigdommen i EU),

—

der henviser til vurderingsrapporten fra Eurochild (2014) »The 2014 National Reform Programmes (NRP) and National Social Reports (NSR) from a child poverty and well-being perspective« (de nationale reformprogrammer og de nationale sociale rapporter for 2014 ud fra et børnefattigdoms- og -velfærdsperspektiv),

—

der henviser til rapporten fra den 11. Eurochild-konference, der blev afholdt i Bukarest den 26.-28. november 2014,

—

der henviser til UNICEF’s forskningscenter Innocentis rapport fra 2012 »Measuring child poverty: New league tables of child poverty in the world's rich countries« (måling af børnefattigdom: nye sammenlignende tabeller over børnefattigdom i verdens rige lande),

—

der henviser til den endelige videnskabelige rapport fra Drivers: »Social Inequalities in early childhood health and development: a European-wide systematic review« (sociale uligheder i sundhed og udvikling i den tidlige barndom: en systematisk gennemgang for hele Europa), London, september 2014,

—

der henviser til EU’s statistikker om indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC) fra 2013,

—

der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 30. september 2009 om en samlet strategi for arbejde og fattigdom,

—

der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 14. juli 2010 om børnefattigdom og børns velfærd,

—

der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 10. december 2013 om europæisk minimumsindkomst og fattigdomsindikatorer,

—

der henviser til den sammenfattende rapport "Investering i børn: Hvordan man bryder den onde cirkel for de socialt udsatte — en undersøgelse af de nationale politikker udarbejdet af det europæiske netværk af uafhængige eksperter inden for social integration (10),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A8-0310/2015),

A.

der henviser til, at bekæmpelsen af børnefattigdom på højeste EU-politiske niveau bør sikres større politisk synlighed, såfremt EU skal nå målene i Europa 2020-strategien om at nedbringe antallet af fattige med mindst 20 millioner inden 2020;

B.

der henviser til, at alle børn i henhold til FN's konvention om barnets rettigheder bør være garanteret ret til uddannelse, sundhedstjenester, en bolig, beskyttelse, til at deltage i beslutninger, der vedrører dem og deres fritid, en afbalanceret kost og til at vokse op i en familie;

C.

der henviser til, at størstedelen af medlemsstaterne hidtil har lagt meget lidt vægt på at anvende EU's strukturfonde til at bekæmpe de alarmerende og stadig stigende tal for fattigdom blandt børn i Europa og fremme deres sociale inklusion og almene velvære;

D.

der henviser til, at de sociale uligheder, bidrager betydeligt til at forøge fattigdommen blandt børn, og at børn er i stor fare for at ende i fattigdom i 19 medlemsstater;

E.

der henviser til, at Eurostats tal viser, at de faktorer, der hovedsagelig påvirker børnefattigdommen, er politikkerne for omfordeling af velstand, effektiviteten af den statslige intervention gennem indkomststøtte og ydelse af støttetjenester, arbejdsmarkedspolitikker (11) og forældrenes stilling på arbejdsmarkedet, som er forbundet med deres uddannelsesniveau og sammensætningen af den husstand, som børnene bor i; der henviser til, at beskæftigelsesfremmende foranstaltninger er et effektivt instrument til at bekæmpe fattigdom;

F.

der henviser til, at en femtedel af EU's samlede befolkning er under 18 år, og at mere end hvert fjerde barn i EU nu er truet af fattigdom eller social udstødelse på trods af de tilsagn man har givet;

G.

der henviser til, at Europa-Parlamentet gentagne gange har opfordret til gennemførelse af den sociale investeringspakke, og tilslutter sig Kommissionens henstilling »Investering i børn: Hvordan man bryder den onde cirkel for de socialt udsatte«, hvori det foreslås at indføre en omfattende politisk ramme for bekæmpelse af børnefattigdom og fremme af børns velfærd på grundlag af tre søjler, nemlig adgang til tilstrækkelige ressourcer inden for rammerne af Den Europæiske Socialfond, adgang til inkluderende tjenester af god kvalitet og børns deltagelse i samfundet og beslutningstagningen, og som anerkender børn som rettighedsindehavere; finder det imidlertid beklageligt, at EU ikke har truffet sammenhængende foranstaltninger med henblik på at gennemføre dette gennem det europæiske semester;

H.

der henviser til, at børn af forældre med meget lav arbejdsintensitet, ganske vist har 56,7 % større risiko for at havne i fattigdom eller social udstødelse, men at der i dag også er risiko for børnefattigdom i familier med en høj arbejdsintensitet (Rumænien, Litauen, Portugal, Spanien, Grækenland, Letland, Slovakiet, Polen og Luxembourg);

I.

der henviser til, at børnefattigdom skyldes familiers fattigdom, og at familier med lav indkomst og børnerige familier derfor er mere udsatte for fattigdom, samt at indkomstfordeling i høj grad bidrager til at mindske cyklusser af social ulighed, mens ringere nationale lønpolitikker og sociale beskyttelsessystemer øger risikoen for fattigdom og social udstødelse, hvilket bidrager til stigende fattigdom blandt børn, som det ses i de medlemsstater, der har de laveste børnefattigdomsrater, og som også er dem med de laveste rater af fattigdom og ulighed generelt;

J.

der henviser til, at antallet af børn i risiko for fattigdom eller social udstødelse i Europa (EU27 + Norge, Island og Schweiz) mellem 2008 og 2012 steg med næsten en million, og at det steg med en halv million alene mellem 2011 og 2012 (12); der henviser til, at der ifølge Eurostatdata i 2013 var 26,5 millioner børn i EU28, der var truet af fattigdom og social udstødelse; der henviser til, at risikoen for fattigdom eller social udstødelse i EU27 steg mellem 2008 og 2012 fra 26,5 % til 28 %; der henviser til, at 28 % af den samlede befolkning under 18 år i EU 28-medlemsstaterne i 2013 var truet af fattigdom eller social udstødelse, og at risikoen for fattigdom og social udstødelse i langt de fleste lande er større for børn end for voksne;

K.

der henviser til, at risikoen for at blive ramt af fattigdom er større for kvinder end for mænd, og at bekæmpelse af kvinders fattigdom ikke blot er vigtig i sig selv, men også er af afgørende betydning i forbindelse med bestræbelserne på at mindske forekomsten af børnefattigdom;

L.

der henviser til, at der er voksende ulighed mellem landene i EU; der henviser til, at det er alarmerende, at procentdelen af børn, der lider af fejlernæring, stiger og medfører en genopståen af sygdomme, som var forsvundet i EU (f.eks. engelsk syge); der henviser til, at det er symptomatisk, at den procentmæssige andel af børn, der ikke har råd til at spise kød, kylling eller fisk to dage i træk i lande som Estland, Grækenland og Italien, ifølge UNICEF (13) på dramatisk vis er blevet fordoblet siden 2008;

M.

der henviser til, at FN’s Komité for Barnets Rettigheder i sine afsluttende bemærkninger om de seneste periodiske rapporter fra nogle lande udtrykte bekymring over stigningen i fattigdom og/eller fattigdomsrisikoen blandt børn som følge af den økonomiske krise, som påvirker deres udøvelse af mange af de rettigheder, der er nedfældet i FN’s konvention om barnets rettigheder, navnlig retten til sundhed, uddannelse og social beskyttelse, og tilskyndede myndighederne til at sikre, at budgetposter for børn beskyttes; der henviser til, at den finansielle og økonomiske krise har ført til en forværring i leve- og arbejdsvilkårene og til fremkomsten af en ny gruppe, også kaldet »nye med behov«;

N.

der henviser til, at et gunstigt iværksættermiljø fremmer væksten i beskæftigelsen i medlemsstaterne og skaber flere beskæftigelsesmuligheder for forældre, som således kan fungere som nyttige rollemodeller, navnlig i samfund, der påvirkes negativt af fattigdom og udstødelse på tværs af generationerne;

O.

der henviser til, at familier med enlige forsørgere, især familier med enlige mødre, har en større risiko for at blive ramt af fattigdom eller social udstødelse (49,8 % mod 25,2 %) — omend der ifølge EU-SILC (14) er store forskelle landene imellem — hvilket skyldes feminiseringen af fattigdom, kvinders overrepræsentation blandt personer i usikre ansættelsesforhold og som ufrivillige deltidsansatte, den uforholdsmæssig lange tid, som kvinder tilbringer i ulønnet arbejde, afbrydelser i kvinders karriere for at passe børn eller andre familiemedlemmer og lønforskellene mellem mænd og kvinder;

P.

der henviser til, at børnefattigdommen kan nedbringes ved at forbedre mulighederne på arbejdsmarkedet, især for kvinder, ved at forbedre mulighederne for børnepasning;

Q.

der henviser til, at børn, deres forældre, plejeforældre og plejepersonale skal beskyttes mod forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national, etnisk eller social oprindelse, tilhørsforhold til en national minoritet, formueforhold, fødsel, handicap, alder eller andet forhold, og at børn fra sårbare befolkningsgrupper er mere udsatte for marginalisering, fattigdom og social udstødelse, som fastslået i de seneste rapporter fra den europæiske sammenslutning af nationale organisationer, der arbejder med hjemløse, hvori det fremhæves, at der er en stigning i antallet af kvinder, unge og familier med børn (særlig indvandrerfamilier), der får ophold på hjemløseherberg); der henviser til, at store familier med en enkelt indkomst er i større risiko for at blive ramt af fattigdom og social udstødelse, hvilket skyldes smuldrende nationale lønpolitikker og sociale beskyttelsessystemer som følge af den finansielle og økonomiske krise;

R.

der henviser til, at konsekvenserne af fattigdom og social udstødelse for børn kan vare hele livet og føre til arbejdsløshed og fattigdom på tværs af generationerne; der henviser til, uddannelseskløften mellem børn fra forskellige socioøkonomiske baggrunde er blevet større (i 11 lande modtager kun 15 % af alle børn mellem 0 og 3 år dagtilbud);

S.

der henviser til, at dagtilbud har en afgørende indvirkning på børns kognitive udvikling, eftersom de udvikler afgørende kompetencer i de første fem år, og eftersom adgang til uddannelse af høj kvalitet danner grundlaget for succes senere i livet med hensyn til uddannelse, velfærd, beskæftigelsesegnethed og social integration, ligesom muligheden har betydelig indvirkning på selvværdet, navnlig for børn fra ringere stillede vilkår; der henviser til, at uddannelseskløften mellem børn fra forskellige samfundsøkonomiske lag er vokset; der henviser til, at arbejdende forældre, der ikke har adgang til en vuggestue, ofte ser sig nødsaget til at overlade pasningen af børnene til et andet barn eller ty til uformelle og ikkegodkendte betalingspasningsordninger, som truer børnenes sikkerhed og trivsel; der henviser til, at førskoleundervisning kan spille en afgørende rolle, når det handler om at kompensere for den lave socioøkonomiske status hos børn, der er truet af fattigdom, og er en faktor, der letter forældrenes tilbagevenden til arbejdsmarkedet (15); der henviser til, at inklusiv uddannelse opfylder de studerendes forskellige behov gennem øget deltagelse i læring, kulturer og fællesskabets værdier og således udgør et stærkt værktøj til bekæmpelse af børnefattigdom og social udstødelse;

T.

der henviser til, at de lokale og regionale myndigheder er førende kræfter i indsatsen mod børnefattigdom og -udnyttelse og derfor har et centralt ansvar for forebyggelse af marginalisering og social udstødelse, og at de nationale myndigheder således skal tildele dem tilstrækkelige ressourcer til at nå disse målsætninger, når dette er hensigtsmæssigt;

U.

der henviser til, at udgifter til uddannelse, navnlig hvad angår undervisningsmaterialer og transport, i de fleste lande hovedsagelig afholdes af husholdningerne; der henviser til, at disse udgifter er en af mange medvirkende faktorer i forbindelse med skolefrafald; der henviser til, at der stadig er finansielle, administrative og andre praktiske hindringer for uddannelse for børn fra marginaliserede grupper;

V.

der henviser til, at det socioøkonomiske miljø, som børn lever i, påvirker kvaliteten af den tid, som tilbringes i skolen, og den tid, som tilbringes i skoleferien, og at en ringe grad af aktivering i fritiden medfører, at der opstår flere uønskede forskelle mellem børn, navnlig i forbindelse med deres uddannelse;

W.

der henviser til, at det gennemsnitlige skolefrafald i EU i 2012 lå på 13 %, og at der er lande, hvor frafaldet var på over 20 % (Portugal, Spanien og Malta) (16);

X.

der henviser til, at der selv i lande, hvor retten til sundhed er fastsat ved lov, er børn, som ikke har adgang til tilstrækkelig sundhedspleje, og at nogle børn har yderst begrænset adgang til andre tjenester end akut lægehjælp, såsom adgang til behandling hos en praktiserende læge eller tandlæge, navnlig grundet mangel på offentlige tjenesteydelser; der henviser til, at børn født i fattigdom har større risiko for at få kroniske sygdomme og flere sundhedsproblemer, hvilket fører til, at ulighederne videreføres;

Y.

der henviser til, at familiers økonomiske problemer bidrager til en stigning i antallet af mentale sundhedsproblemer blandt forældre og til en stigning i antallet af familier, der går i opløsning, hvilket utvivlsomt har indvirkning på børns psykologiske og sociale velfærd;

Z.

der henviser til, at det miljø, som et barn vokser op i, inklusiv perioden før fødslen, har afgørende indvirkning på udviklingen af det kognitive system, kommunikationsevnen og sproget og på de sociale og følelsesmæssige færdigheder, som vil få indvirkning på sundheden, trivslen, deltagelsen i samfundet og indlæringsevnen (17);

AA.

der henviser til, at alle børn har ret til at blive beskyttet mod misbrug, vold og omsorgssvigt, og at forskning har vist, at et finansielt pres inden for familier, nedskæringer i offentlige tjenesteydelser og en forøgelse af fattigdommen kan føre til øget vold mod børn;

AB.

der henviser til, at børnefattigdom er et flerdimensionelt fænomen, der kræver en flerdimensionel løsning; der henviser til, at beskæftigelse er en vigtig faktor, men ikke altid er en garanti for en vej ud af fattigdommen for de pågældende børns familier;

AC.

der henviser til, at børnefattigdom har høje økonomiske omkostninger for samfundet, navnlig i form af øgede udgifter til social støtte;

AD.

der henviser til, at familier, der lever i risiko for fattigdom, oftere lever i uhygiejniske og usikre områder, og at 17 % af børnene i EU28 fortsat lever under sådanne vilkår, samt at 15 lande overstiger gennemsnittet; der henviser til, at det stigende antal udsættelser som følge af manglende mulighed for at betale boligudgifter, har tvunget børn over i stadig mere ustabile boligforhold, hvilket igen har negative konsekvenser for barnets udvikling og muligheder i livet;

AE.

der henviser til, at energifattigdom ifølge Eurostats indkomst- og levevilkårsundersøgelse (EU-SILC) fra 2012 er et problem, der berører alle medlemsstaterne, der henviser til, at konsekvenserne af stigende energipriser er, at mange børn lever i boliger uden opvarmning, og at dette øger antallet af tilfælde af luftvejssygdomme og hjerte-kar-sygdomme;

AF.

der henviser til, at familier med børn, der har sundhedsproblemer, og ligeledes forældre, der har sundhedsproblemer, oftere risikerer at blive udsat for fattigdom og opløsning af familien og får vanskeligheder med at etablere sig på arbejdsmarkedet;

AG.

der henviser til, at den kommende dagsorden for målene for bæredygtig udvikling for perioden efter 2015 og dens universelle karakter giver mulighed for at øge investeringerne i børn og deres rettigheder;

AH.

der henviser til, at indvandrerbørn er overrepræsenteret i gruppen af børn, der er truet af fattigdom, og at de er mere udsat for forskelsbehandling på grund sproglige barrierer, samt at denne situation er værre for indvandrerbørn med irregulær status; der henviser til, at der i dag med de øgede migrationsstrømme er et stigende antal tilfælde, hvor børn af indvandrere bliver boende i deres hjemlande og passes af andre familiemedlemmer eller andre personer, hvilket har en dårlig indflydelse på børnenes udvikling, navnlig på det følelsesmæssige plan;

AI.

der henviser til, at det stærke politiske fokus på børnefattigdom i EU i de seneste år samt de politiske støtteerklæringer fra EU's stats- og regeringschefer ikke har formået at skabe væsentlige reduktioner i niveauet af børnefattigdom;

AJ.

der henviser til, at programmene for fødevarehjælp til de dårligst stillede bør styrkes mere finansielt, eftersom antallet af børn, der kun får mad i skolen, stiger; der henviser til, at disse programmer er vigtige, men ikke må betragtes som en langsigtet løsning;

AK.

der henviser til, at miljøproblemer som forurening, trafik, forurenede grunde og dårligt drikkevand ofte rammer børn, der lever i fattigdom, i uforholdsmæssig høj grad;

1.

anbefaler, at medlemsstaterne reelt forpligter sig til at udvikle politikker til bekæmpelse af børnefattigdom, der fokuserer på at rette op på faktorer, der medvirker til fænomenet, og øger effektiviteten, mængden, omfanget og dækningen af den sociale støtte, der specifikt er rettet mod børn, men også mod forældre, der er arbejdsløse, og fænomenet arbejdende fattige (f.eks. arbejdsløshedsunderstøttelse og passende minimumsindkomst) og fremmer arbejdsretlige bestemmelser, der sikrer sociale rettigheder, herunder en lovbestemt passende mindsteløn, der respekterer de nationale praksisser og kollektive overenskomster, hvilket vil give familierne større sikkerhed og bekæmpe usikre ansættelsesforhold, samtidig med at det fremmer arbejdspladser med tilstrækkelige sociale rettigheder;

2.

anmoder om, at effekten af denne støtte bliver overvåget og evalueret med sigte på at tilpasse politikkerne til bekæmpelse af fattigdom, udstødelse og skolefrafald til de nuværende krav om social lighed; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udvikle og anvende forskellige procedurer til indsamling af passende dokumentation for de enkelte interventionstrin;

3.

anbefaler, at Kommissionen sammen med medlemsstaterne udarbejder en køreplan for gennemførelsen af tilgangen med de tre søjler, som blev vedtaget i Kommissionens henstilling »Investering i børn: Hvordan man bryder den onde cirkel for de socialt udsatte«, med hensyn til adgang til ressourcer, tjenester og børns deltagelse; mener, at det med henblik på at opnå bedre resultater med tilgangen med de tre søjler kunne være nyttigt at udvikle præcise og specifikke indikatorer for niveauet af børnefattigdom og de områder, der oftest påvirkes af dette fænomen; opfordrer medlemsstaterne til effektivt at integrere relevante aspekter af den sociale investeringspakke og ovennævnte henstilling fra Kommissionen i deres årlige nationale reformprogrammer og nationale sociale rapporter på en dækkende måde og opfordrer Kommissionen til at fastsætte delmål for Europa 2020-strategien om at mindske børnefattigdom og social udstødelse og gøre mindskelsen af børnefattigdom og social udstødelse synlig og eksplicit i alle faser af det europæiske semester; understreger, at mindskelse af børnefattigdom ved at investere i børn bør foreslås som en central prioritering for den årlige vækstundersøgelse for 2016 og som en vigtig metode til at skabe fremskridt med hensyn til fattigdomsmålet; opfordrer Kommissionen til at sikre årlig overvågning og rapportering fra medlemsstaternes side om gennemførelsen af Kommissionens henstilling via køreplanen og at anvende Den Europæiske Socialfond til at gennemføre Kommissionens henstilling og foretage en vurdering af, hvilken indvirkning, de reformer, der er foreslået inden for de nationale reformprogrammer, vil have på fattigdommen;

4.

opfordrer endvidere medlemsstaterne til, i forbindelse med bestræbelserne på at bekæmpe børnefattigdom, at tage hånd om situationen for kvinder, der passer børn og familiemedlemmer med særlige behov og handicap;

5.

anbefaler, at medlemsstaterne, når de anvender midler fra de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) og udvikler sociale politikker, i højere grad sætter fokus på at beskytte familier (navnlig familier med enlige forsørgere) med børn, der har sundhedsproblemer, mod fattigdom;

6.

gentager, at det er bedre at have forebyggende offentlige politikker, der investerer i fornuftige strategier for børnevelfærd, som støtter udviklingen af selvstændige personer, der kan integreres i samfundet og på arbejdsmarkedet, end at fokusere på konsekvenserne af deres sociale udstødelse og fattigdom;

7.

mener, at politikkerne til støtte for børn og unge — uden at underkende behovet for at støtte børn, der er fattige, har forladt skolen eller er socialt udstødte — bør være kendetegnet af forebyggelse og indeholde langsigtede strategier til bekæmpelse af social ulighed;

8.

anbefaler medlemsstaterne at gennemføre eller styrke de universelle velfærdsydelser, som er målrettet mod børn, såsom subsidierede eller gratis måltider til børn, navnlig dårligt stillede og fattige børn, med henblik på at sikre deres sunde udvikling; opfordrer medlemsstaterne til at vedtage foranstaltninger for aktiv beskæftigelse som led i omfattende strategier og politikker med henblik på at støtte forældres adgang til beskæftigelse af høj kvalitet og en tilstrækkelig indkomst, adgang til offentlige tjenester af høj kvalitet (navnlig børnepasning, uddannelse, sundhed, boliger og fritidsaktiviteter), lette kombinationen af arbejds- og familielivet samt styrke børns og deres familiers deltagelse i udviklingen, gennemførelsen og overvågningen af disse politikker; understreger, at universelle løsninger bør ledsages af målrettede foranstaltninger til at støtte de mest sårbare og marginaliserede grupper af børn og unge; beklager den voksende tendens til, at medlemsstaternes regeringer bevæger sig væk fra de universelle støttepolitikker og hen imod en mere indtægtsbestemt støtte, da det er bevist, at universelle støttepolitikker yder bedre beskyttelse mod børnefattigdom (18);

9.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at enes om EU-standarderne eller indføre en aftalt metode til at fastsætte omkostningerne ved at opfostre et barn og til at definere, hvad der er tilstrækkelige ressourcer til at forebygge og bekæmpe børnefattigdom;

10.

opfordrer Kommissionen til at undlade at henstille til omdefinering af og nedskæringer i medlemsstaterne offentlige ydelser og til at undlade at fremme fleksible arbejdsforhold og privatisering af offentlige tjenesteydelser, hvilket utvetydigt har ført til en svækkelse af børns sociale rettigheder;

11.

anmoder Kommissionen om at lægge vægt på nødvendigheden af investeringer i gratis offentlig undervisning ved at udarbejde specifikke undervisningsmetoder for de mest sårbare samfundsgrupper, såsom indvandrere eller personer med forskellige former for handicap; mener, at undervisning kan spille en afgørende rolle, når det gælder om at sikre, at børn får de kompetencer, der kan give adgang til faglærte velbetalte job, således at de får mulighed for selv at skabe sig en vej ud af fattigdommen;

12.

minder om, at bekæmpelse af børnefattigdom kræver, at der vedtages en livscyklustilgang, der omfatter, at den generationsoverskridende fattigdomscyklus, som afspejler de forskellige behov i den tidlige barndom, den primære barndom og ungdommen, brydes, og at der anvendes en tilgang, der tager hensyn til det hele barn, ved at måle antallet af afsavn, som hvert barn oplever på samme tid, med henblik på at afklare, hvem der lider størst afsavn, samt at måle ikke kun den monetære fattigdom, men også de flerdimensionelle afsavn;

13.

anbefaler, at alle børn har adgang til tjenesteydelser af god kvalitet på dette vigtige stadie af deres udvikling; mener, at sundhed, uddannelse, støtte til forældre og familier, boliger og beskyttelse er centrale tjenesteydelser, der ofte leveres af de lokale og regionale myndigheder;

14.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at vedtage, gennemføre og overvåge planer for bekæmpelse af flerdimensionel børnefattigdom og til at lægge vægt på børns iboende rettigheder samt til at fastsætte mål for begrænsning af børnefattigdom og social udstødelse med eksplicit fokus på/prioritering af de børn, der er mest udsatte for fattigdom; minder om betydningen af, at EU-medlemsstaterne som minimum vender tilbage til de niveauer, som man havde før krisen, for udgifter i faste priser til social beskyttelse, sundhed, uddannelse og socialt boligbyggeri til fordel for de mest udsatte børn;

15.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at iværksætte planer for at mindske følelsen af social udstødelse for børn med indlæringsvanskeligheder og sørge for nogle mere effektive uddannelsesmoduler, som letter deres indlæringsprocesser;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at anerkende, at børnefattigdom og social udstødelse er centrale forhindringer, der skal overvindes, hvis de skal opfylde deres Europa 2020-mål med hensyn til beskæftigelsesfrekvens, investeringer i forskning, udvikling, energi og bæredygtig udvikling;

17.

anmoder indtrængende medlemsstaterne om at lægge større vægt på at oprette og skabe tilgængelighed til et passende miljø uden for skolens rammer, hvor børn kan bruge deres tid på en meningsfuld og stimulerende måde uden for skoletiden og i skoleferierene, samt at lægge større vægt på tilgængeligheden af grundlæggende sundhedspleje til børn i dårligt stillede områder og i fjerntliggende og utilgængelige regioner;

18.

opfordrer medlemsstaterne til at undgå ghettodannelse med børn, der oplever fattigdom og social udstødelse, ved at indføre minimumsstandarder for boligforhold for børn under hensyntagen til barnets tarv og ved at give husholdningerne garanti for en passende bolig, som tilfredsstiller deres behov og sikrer deres trivsel, privatliv og livskvalitet og på denne måde bidrager til at opnå social retfærdighed og samhørighed samt bekæmper social udstødelse og fattigdom;

19.

opfordrer Kommissionen og Parlamentet til at udnytte midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme til at udnytte Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede og programmet beskæftigelse og social innovation bedre og til at kontrollere, om børn prioriteres i forbindelse med programmeringen og gennemførelsen af regional- og samhørighedspolitikkerne, navnlig med hensyn til forpligtelsen til gradvis at nedrive store institutionelle bofællesskaber (retsgyldig siden 2014) samt med henblik på at styrke adoptiv- og plejefamiliers status, således at forældreløse og dårligt stillede børn har mulighed for at vokse op i en familie eller et familielignende miljø; opfordrer også indtrængende Kommissionen til at udarbejde indikatorer til analyse af børnefattigdom;

20.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje, om fødevarebaserede strategier såsom kostmæssig diversificering og berigelse af fødevarer såvel som ernæringsmæssig uddannelse, folkesundheds- og fødevaresikkerhedsforanstaltninger og endelig kosttilskud bør henvende sig til særlige befolkningsgrupper med henblik på at afhjælpe de negative virkninger, som fejlernæring eller underernæring har på børns sundhed;

21.

anbefaler, at medlemsstaternes nationale budgetter indeholder synlige, gennemsigtige deltagelsesorienterede og ansvarlige bestemmelser om bevillinger og udgifter til bekæmpelse af børnefattigdom og til at de opfylder deres forpligtelse til at beskytte børn, også ved at øge de offentlige udgifter for at nå disse mål; opfordrer medlemsstaterne til at gøre maksimal brug af europæiske struktur- og investeringsfonde, navnlig Den Europæiske Socialfond, med henblik på at gennemføre alle tre søjler i henstillingen Investering i børn;

22.

anbefaler, at Kommissionen udvikler retningslinjer til at fremme børns deltagelse i den politiske beslutningsproces, og indfører mekanismer, der fremmer og sikrer børns deltagelse i de beslutningsprocesser, der vedrører deres liv, og som gør det muligt for og opfordrer børn til at udtrykke deres informerede synspunkter, idet det sikres, at disse synspunkter tillægges den fornødne vægt og afspejles i de afgørelser, der berører dem mest;

23.

anbefaler, at Kommissionen og medlemsstaterne fastsætter mål for mindskelse af fattigdom og social udstødelse blandt børn;

24.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til om nødvendigt at indgå samarbejdsaftaler med foretagender og institutioner, der fremmer uddannelse, kulturel indsigt, sportstræning og integration af børn, og som bekæmper børnefattigdom; anbefaler imidlertid, at medlemsstaterne sikrer kontrollen, kvaliteten, bæredygtigheden og relevansen af denne støtte samt med de faktiske resultater;

25.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre specifik lovgivning for at beskytte eller øge retten til barsels- og fædreorlov, også ved at indføre nogle effektive instrumenter til at forene arbejds- og familieliv og sikre, at kvinder kan vende tilbage til arbejdsmarkedet efter graviditet og barselsorlov, samt støtte familier med enlige forsørgere; understreger endvidere, at en styrket lovgivning om fædreorlov vil give et vigtigt rygstød til kampen mod køns- og løndiskrimination på arbejdspladsen; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at arbejdsgivere ikke kan retfærdiggøre ulige behandling og chikane af medarbejdere under henvisning til graviditet, børnepasning eller familierelaterede pligter;

26.

anbefaler medlemsstaterne at udvikle proaktive, universelle og integrerede socialpolitikker, der forhindrer fattigdom, og fjernelse af børn fra deres familiemæssige omgivelser; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at institutionalisering af børn og unge kun anvendes som en sidste udvej, under exceptionelle omstændigheder, og til at anvende de europæiske strukturfonde og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer til at støtte institutionaliserede børns flytning til plejefamilier samt lokalsamfundsbaserede tjenester;

27.

anbefaler medlemsstaterne at gå bort fra institutionelle anbringelser til fordel for systemer baseret på stabile anbringelser i familiepleje, idet disse i højere grad forbereder børn og unge til et selvstændigt liv og til at uddanne sig eller finde et arbejde;

28.

anbefaler, at medlemsstaterne udarbejder og gennemfører integrerede børnebeskyttelsessystemer med henblik på at beskytte børn mod vold, misbrug, udnyttelse og omsorgssvigt på en måde, der sikrer, at alle forpligtede og systemkomponenter arbejder sammen på tværs af sektorer og organer, idet de deler ansvaret for at skabe et beskyttende miljø, der sikrer alle børn større indflydelse;

29.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at føre politikker, der fremmer skabelse og fastholdelse af værdige arbejdspladser, samt til at udarbejde systemer til uddannelse og opkvalificering og indføre foranstaltninger, såsom telearbejde og fleksible arbejdstider, der gør det lettere for forældre at komme ind på eller vende tilbage til arbejdsmarkedet efter en pause i karrieren;

30.

opfordrer EU-institutionerne, EU-agenturerne, medlemsstaternes myndigheder og andre interessenter til at udvikle klare roller, ansvar, regelmæssig dialog og procedurer, når børn har behov for beskyttelse i grænseoverskridende situationer;

31.

anbefaler medlemsstaterne at sikre alle børn adgang til gratis, inkluderende offentlig uddannelse af høj kvalitet uanset alder, herunder dagtilbud, samt formel og uformel uddannelse, der fremmer deres følelsesmæssige, sociale, kognitive og fysiske udvikling, og sikre en passende lærer-studerende-ratio og fremme blanding af socialgrupper på uddannelsesområdet med henblik på at garantere børns sikkerhed og velfærd og sikre, at alle børn har mulighed for at drage fordel af inkluderende uddannelse af høj kvalitet, og således maksimere de muligheder, som uddannelsessystemerne giver, med henblik på at skabe lige muligheder og bryde fattigdomscirklen;

32.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne at højne kvaliteten i de udbudte uddannelsestilbud igennem en individorienteret tilgang og fremme samarbejdet mellem lærere, socialarbejdere og forældre med henblik på at forhindre, at børn og unge afbryder deres uddannelse;

33.

opfordrer medlemsstaterne til at lægge særlig vægt på at udvikle prismæssigt overkommeligt og tilgængelige dagtilbud (ECEC) og anse det som en social investering, der sigter mod at gribe ind over for den ulighed og de udfordringer, som navnlig børn fra dårligt stillede familier står over for, samt at øge forældrenes kendskab til fordelene ved aktiv deltagelse i ECEC-programmer;

34.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme en inkluderende skole, der ikke kun skal have et passende antal speciallærere, men også integrere børn med særlige uddannelsesmæssige behov i de almindelige klasser;

35.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne at sikre almen og lige adgang til vuggestuer og børnehaver for børn fra alle samfundsgrupper;

36.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme alle børns fulde engagement i skolen gennem levering af gratis basale undervisningsmaterialer, nærende måltider og den fornødne skoletransport for børn, der lever i fattigdom eller er truet af fattigdom, øge effektiviteten af de nuværende offentlige investeringer i sektoren og fremme en mere effektiv bekæmpelse af det fænomen, at fattigdom går i arv fra generation til generation;

37.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at garantere almen, offentlig og gratis sundhedspleje af høj kvalitet med henblik på forebyggelse, immuniseringsprogrammer og primær sundhedspleje, adgang til diagnoser, behandling og rehabilitering samt sørge for taleundervisning og psykologbehandling til børn, sikre kvinders ret til seksuel og reproduktiv sundhed ved at sikre sundhedspleje til spædbørn, mødrepleje og hjemmebesøg i den præ- og postnatale plejeperiode, særlig i tilfælde af for tidlig fødsel, adgang til praktiserende læger, sygeplejersker, tandlæger, familierådgivningstjenester og psykiatriske specialister for alle børn og deres familier; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at integrere disse aspekter i såvel de nationale som i EU's folkesundhedsmæssige strategier;

38.

anbefaler, at medlemsstaterne yder den nødvendige støtte til at sikre retten til kultur, sport og fritid samt adgang til åbne områder og et sundt miljø for alle børn med fokus på at sikre lige adgang og kvalitet for børn, der lever i fattigdom, børn i fjerntliggende områder, børn med handicap, børn, der tilhører nationale eller etniske, religiøse eller lingvistiske minoriteter eller indvandrerminoriteter, børn, der flytter inden for EU, uanset deres nationalitet, og efterladte børn; minder om retten til at lege som fastsat i FN's konvention om barnets rettigheder;

39.

fremhæver behovet for, at børn, der oplever fattigdom og social udstødelse, beskyttes yderligere mod vold i hjemmet;

40.

opfordrer medlemsstaterne, især dem, hvor de sociale uligheder er størst, til at styrke de sociale rettigheder og adgangen til tjenesteydelser og social beskyttelse, som staten skal garantere, øge antallet af medarbejdere og fagfolk i socialsikringstjenesterne, der arbejder med og for børn og deres familier, samt øge den lægelige, psykologiske og sociale hjælp til børn, rettet mod dem, der har størst behov, navnlig børn, i overensstemmelse med strategien for tidlig indgriben;

41.

anbefaler, at medlemsstaterne indfører mekanismer, der fremmer børns deltagelse i de beslutningsprocesser, der vedrører deres liv, og gør det muligt for og opfordrer børn til at udtrykke deres informerede synspunkter, idet det sikres, at disse synspunkter tillægges den fornødne vægt og afspejles i de afgørelser, der berører dem mest;

42.

anerkender civilsamfundets rolle, herunder børnerettighedsorganisationer og fattigdomsbekæmpelsesorganisationer, med hensyn til at sikre en sammenhængende EU-politik, og opfordrer til en styrket civil dialog med henblik på at forebygge og bekæmpe børnefattigdom i medlemsstaterne;

43.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre skolefrafaldsraten og bekæmpelsen af børnefattigdom til en særlig prioritet;

44.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at deltage aktivt i bekæmpelsen af handel med børn til enhver form for udnyttelse, herunder arbejde, tvangsægteskab, ulovlig adoption, ulovlige aktiviteter og seksuel udnyttelse;

45.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte driften af de europæiske og tværnationale netværk til bekæmpelse af fattigdom og udstødelse blandt børn og unge; gør opmærksom på, at integrering af regionerne i den yderste periferi og de mest ugunstigt stillede regioner i disse netværk og institutioner især bør støttes;

46.

anser retten til gratis og almen uddannelse, sundheds- og socialsikringssystemer for en grundlæggende forudsætning for bekæmpelse af fattigdom, navnlig blandt børn; opfordrer med dette mål for øje Kommissionen og medlemsstaterne til i betragtning af svækkelsen af de offentlige tjenesteydelser at indføre en børnegaranti, således at alle børn i fattigdom kan få adgang til gratis sundhedsydelser, gratis uddannelse, gratis børnepasning, anstændige boliger og tilstrækkelig ernæring som led i en integreret europæisk handlingsplan til bekæmpelse af børnefattigdom, herunder både børnegarantien og programmer, der yder støtte og muligheder for forældre til at komme ud af social udstødelse og til integration på arbejdsmarkedet;

47.

opfordrer medlemsstaterne til via deres kommuner at støtte lokale støttecentre for børn og deres familier, navnlig i de samfund og/eller områder, der er mest berørt af børnefattigdom, og hvor der ikke kun skal ydes juridisk støtte og/eller rådgivning, forældrerådgivning og undervisningsstøtte, men også tilbydes uddannelse og vejledning i sund levevis, sikker anvendelse af internettet osv.;

48.

henstiller til Kommissionen og medlemsstaterne at udvikle statistiske metoder, som integrerer flerdimensionale indikatorer, som er opsplittet i alder, køn og særligt ugunstigt stillede grupper, til måling af fattigdom, social eksklusion, uligheder, forskelsbehandling og børns velfærd (forældrenes indkomst, adgang til offentlige tjenester af høj kvalitet, deltagelse i sociale og kulturelle aktiviteter, adgang til passende formelle og uformelle uddannelsesaktiviteter, eksponering for fysiske risici, sikkerhed, stabile hjemlige omgivelser og tilfredshed med tilværelsen), med henblik på oplysning i forbindelse med videnbaseret politikudvikling og for at tage hensyn til begrænsningerne i forbindelse med måling af relativ fattigdom og til det arbejde, der udføres af UNDP, UNICEF og OECD samt Udvalget for Social Beskyttelses undergruppe om indikatorer, som går ud over AROPE-indikatorerne (i risiko for fattigdom og/eller eksklusion); opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle løsninger, der er baseret på en samlet tilgang, og til fuldt ud at anvende oplysninger, der er indsamlet under initiativer såsom UNICEF's multi-overlappende afsavnsanalyse (MODA); understreger, at der bør udvikles supplerende indikatorer for i højere grad at kunne vurdere kvaliteten af tjenesteydelser, resultaterne af og adgangen til disse, f.eks. i forbindelse med forældrenes socioøkonomiske status og baggrund (indvandrer eller minoritet), køn, handicap og geografiske aspekter;

49.

opfordrer Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget til at udarbejde udkast til udtalelser om investering i børn;

50.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaterne.

27.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 366/31

—

der henviser til artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union,

—

der henviser til artikel 151, 153, 162, 174 og 176 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til de europæiske konventioner til beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, navnlig den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK) og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dertil hørende retspraksis, den europæiske socialpagt og de dermed forbundne henstillinger fra Den Europæiske Komité for Sociale Rettigheder samt Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal,

—

der henviser til FN-erklæringen om oprindelige folks rettigheder,

—

der henviser til ILO's konvention om oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater;

—

der henviser til EU's direktiver om ikke-forskelsbehandling, artikel 14 i den europæiske menneskerettighedskonvention og protokol nr. 12 til denne konvention,

—

der henviser til FN’s konvention af 5. januar 2011 om rettigheder for personer med handicap,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (1) (i det følgende benævnt »forordningen om de fælles bestemmelser«),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006 (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 437/2010 af 19. maj 2010 om ændring af forordning (EF) nr. 1080/2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, for så vidt angår støtteberettigelse for boligtiltag for marginaliserede befolkningsgrupper (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006 (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1381/2013 af 17. december 2013 om oprettelse af et program for rettigheder, ligestilling og unionsborgerskab for perioden 2014 til 2020 (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) Nr. 223/2014 af 11. marts 2014 om Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede (6),

—

der henviser til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 240/2014 af 7. januar 2014 om en EU-adfærdskodeks for partnerskaber inden for rammerne af de europæiske struktur- og investeringsfonde (7),

—

der henviser til sin beslutning af 26. februar 2014 om Kommissionens syvende og ottende rapport om EU's samhørighedspolitik og strategirapport 2013 om gennemførelsen af programmerne for 2007-2013 (8),

—

der henviser til sin beslutning af 12. december 2013 om fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de nationale strategier for romaernes integration (9),

—

der henviser til sin beslutning af 11. juni 2013 om socialt boligbyggeri i Den Europæiske Union (10),

—

der henviser til sin beslutning af 9. marts 2011 om EU's strategi for integration af romaer (11),

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om samhørighedspolitikkens bidrag til opfyldelse af Lissabon-målsætningerne og EU 2020-målene (12),

—

der henviser til sin beslutning af 11. marts 2009 om romaernes sociale situation og forbedring af deres adgang til arbejdsmarkedet i EU (13),

—

der henviser til Kommissionens sjette rapport af 23. juli 2014 om økonomisk, social og territorial samhørighed med titlen investering i job og vækst: fremme af økonomisk, social og territorial samhørighed i Unionen,

—

der henviser til Kommissionens tematiske vejledning af 27. februar 2014 om romaer og marginaliserede samfundsgrupper (tematisk mål nr. 9 — social inddragelse og fattigdom),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. april 2014 om rapporten om gennemførelsen af EU-rammen for de nationale strategier for romaernes integration (COM(2014)0209);

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. maj 2012 om de første skridt i gennemførelsen af EU-rammen for de nationale strategier for romaernes integration (COM(2012)0226);

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. december 2010 om EU's strategi for Donauområdet (COM(2010)0715),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. december 2010 om den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse: En europæisk ramme for social og territorial samhørighed" (COM(2010)0758),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 om Europa 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst (COM(2010)2020),

—

der henviser til Rådets henstilling af 9. december 2013 om foranstaltninger i medlemsstaterne til effektiv integration af romaerne (14);

—

der henviser til Kommissionens vejledning om brugen af EU's strukturfonde og investeringsfonde i forbindelse med tacklingen af uddannelsessegregation og ghettodannelser (udkast) af 1. juli 2015,

—

der henviser til forespørgsel til skriftlig besvarelse til Kommissionen af 24. februar 2015 om finansiering af marginaliserede samfundsgrupper (E-002782/2015);

—

der henviser til Regionsudvalgets udtalelse om strategierne for romaernes integration (15);

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A8-0314/2015),

A.

der henviser til, at samhørighedspolitikken sigter mod at styrke den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed, herunder nedbringelse og afskaffelse af fattigdom og marginalisering, hvilket forudsætter et stop for udgrænsning og for fremme af lige vilkår og lige muligheder for alle borgere, herunder for de mest marginaliserede samfundsgrupper og grupper og personer af alle aldre, der står over for fattigdom og social udelukkelse og mangler adgang til uddannelse, beskæftigelse, bolig og sundhedsvæsen;

B.

der henviser til, at samhørighedspolitikken som defineret den europæiske fælles akt fra 1986 handler om at mindske forskellene mellem de enkelte regioner og forbedre situationen for de mindst begunstigede regioner; der henviser til, at traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde føjer endnu en facet til samhørigheden, idet den henviser til »økonomisk, social og territorial samhørighed«;

C.

der henviser til, at målsætning om social samhørighed giver EU en rolle i gennemførelsen af politikken til fremme af integreringen af marginaliserede samfundsgrupper og forpligter medlemsstaterne til at bruge deres kompetencer på dette område for at træffe understøttende foranstaltninger tillige med foranstaltninger under transnationalt samarbejde såvel som under nationale programmer;

D.

der henviser til, at der i 2010 blev skabt mulighed for økonomisk støtte til marginaliserede samfundsgrupper under Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU); der henviser til, at lovbestemmelserne om samhørighedspolitikken i perioden 2014-2020 giver mulighed for en strategisk tilgang;

E.

der henviser til, at forordning (EU) nr. 1304/2013 fastslår, at ESF er til gavn for personer, herunder dårligt stillede såsom langtidsledige, handicappede, indvandrere, etniske minoriteter, marginaliserede befolkningsgrupper og personer i alle aldre, der risikerer fattigdom og social udelukkelse;

F.

der henviser til, at mindst 23,1 % af budgettet til samhørighedspolitikken vil blive afsat til investeringer under ESF under programperioden 2014-2020; der henviser til, at EFRU og ESF spiller en særlig og væsentlig rolle med mindst 20 % af ESF i hver medlemsstat øremærket til det særlige formål at fremme social integration og bekæmpe fattigdom og samtlige former for forskelsbehandling, idet de således er et afgørende værktøj i bestræbelserne på at fremme større integration af marginaliserede samfundsgrupper;

G.

der henviser til, at forordning (EU) nr. 1303/2013 fastlægger en række betingelser vedrørende ikke-diskrimination, køn og handicap, som skal overholdes (16);

H.

der henviser til, at Kommissionens sjette rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed har vist, at den økonomiske krise har øget fattigdommen og den sociale udelukkelse;

I.

der henviser til, at den økonomiske krise og de deraf følgende budgetnedskæringer og besparelsesforanstaltninger har ført til adskillige problemer, der ofte har resulteret i alvorlige budgetproblemer for kommunerne, hvilket har ført til manglende valgmuligheder i behandlingen af marginaliserede samfundsgrupper og i forsøget på at forbedre integrationen af dem og forhindre udgrænsning, eftersom sådanne politikker hovedsagelig og til tider udelukkende afhænger af finansiering fra de europæiske strukturfonde og investeringsfonde;

J.

der henviser til, at konsekvenserne af den økonomiske krise og nedskæringerne i offentlige tjenesteydelser i alvorlig grad har forværret situationen for kvinder tilhørende marginaliserede samfundsgrupper;

K.

der henviser til, at kvinder i marginaliserede samfundsgrupper lider under mere intens og mangfoldige former for diskrimination og udviser en langt lavere beskæftigelsesfrekvens end mændene i de samme samfundsgrupper gør og andre kvinder gør;

L.

der henviser til, at et stort antal offentlige og private aktører på forskellige niveauer, herunder repræsentanter for civilsamfundet, medvirker og ofte spiller en væsentlig rolle i gennemførelsen af integrationspolitikker, og at det derfor er nødvendigt med en sammenhængende og velkoordineret tilgang;

M.

der henviser til, at der på EU-plan for øjeblikket ikke findes nogen definition på marginaliseret samfundsgruppe; der henviser til, at man for at forstå rapporten først må forstå, hvad marginalisering vil sige ud fra en analyse af, hvad der særligt definerer og kendetegner marginaliserede samfundsgrupper, som tager hensyn til deres særlige situation og behov, såsom leve- og arbejdsforhold, begrænset adgang til uddannelse og sundhedsvæsen og beskæftigelse, skolefrafald sammenholdt med strukturel og systemisk udgrænsning, og som tager sigte på at sikre deres effektive socioøkonomiske integration;

N.

der henviser til, at Kommissionen ikke har givet nogen definition på »marginaliserede samfundsgrupper«, hvilket gør det til medlemsstaternes ansvar at træffe afgørelse om en definition på grundlag af deres nationale indikatorer; der dog bemærker, at marginalisering kan fastslås ud fra en række relevante indikatorer, såsom social udelukkelse, en høj langtidsledighed, et lavt uddannelsesniveau, (ekstremt) dårlige boligforhold, et højt niveau af forskelsbehandling og meget stor udsættelse for sundhedsrisici og/eller mangel på adgang til sundhedspleje, dvs. de befolkningsgrupper, der anses for mest sårbare, og som har det største behov for hjælp;

O.

der henviser til, at marginalisering er et socialt fænomen, der består i, at individer og lokalsamfund udelukkes socialt og systematisk afskæres fra at deltage i eller nægtes adgang til sociale og politiske processer, som er nødvendige for, at de kan integreres socialt; der henviser til, at »marginaliserede samfund« hentyder til forskellige grupper og individer såsom mindretal, romaer, handicappede, mennesker der lever under fattigdomsgrænsen eller er i risiko for fattigdom, migranter, flygtninge og socialt udstødte samfundsgrupper; der henviser til, at racisme, patriarkalske systemer, homofobi, økonomiske ulemper og andre diskriminerende faktorer medvirker til at skabe niveauer af ulighed og en dynamik, der undergraver kvinders stilling inden for marginaliserede samfundsgrupper;

P.

der henviser til, at de fælles karakteristika, der kendetegner de marginaliserede samfundsgrupper, omfatter samfundsgrupper på visse steder, såsom marginaliserede samfundsgrupper, der bor i landdistrikter eller ugunstigt stillede kvarterer, interessegrupper, såsom flygtninge og asylansøgere samt etniske og sproglige minoriteter og mennesker med handicap, ældre, hjemløse samt oprindelige folk; der henviser til, at forskellige typer af marginaliserede samfundsgrupper har fælles vanskeligheder og alle lider under mangfoldige former for stigmatisering og diskrimination;

Q.

der henviser til, at der er adskillige marginaliserede samfundsgrupper i Europa; der henviser til, at romafolket — en betegnelse, der opfattes forskelligt rundt om i Europa — blandt disse samfundsgrupper udgør Europas største etniske minoritet og én af de mest marginaliserede grupper;

R.

der henviser til, at samhørighedspolitikken bør være rettet mod marginaliserede samfundsgrupper i al deres mangfoldighed, idet den tager hensyn til særlige behov; der henviser til, at økonomisk støtte til integration af marginaliserede samfundsgrupper forudsætter, at der gøres en indsats på alle niveauer, hvilket indebærer, at der tilstræbes en langsigtet, integreret og sammenhængende tilgang, permanente løsninger, styrkelse af samfundsgruppernes indflydelse, udnyttelse af erfaringer og kapacitetsudvikling, herunder for kvinder og piger i marginaliserede grupper, samt overgang fra institutionsforsorg til samfundsbaseret forsorg, med henblik på at bringe udgrænsningen til ophør og opnå en normal situation;

S.

der henviser til, at den europæiske samhørighedspolitik for styrkelse af kvinders stilling i marginaliserede samfund skal tage hensyn til situationen for ældre kvinder, handicappede kvinder, kvinder med omsorgspligter og kvinder med mentale sundhedsproblemer;

T.

der henviser til, at kunst- og kulturbaserede projekter til fremme af interkulturel udveksling, styrkelse af deltagernes situation, udvikling af kreative og sociale færdigheder og aktiv deltagelse i livet i lokalsamfundet er nogle af de mest effektive værktøjer til bekæmpelse af social inklusion og integration;

U.

der henviser til, at uddannelse, både formel og uformel, er et vigtigt redskab i at overvinde marginalisering og flerartet diskrimination, for så vidt angår at skabe dialog, åbenhed og forståelse mellem lokalsamfund, og for så vidt angår at styrke marginaliserede samfundsgruppers stilling; der henviser til, at kønsperspektivet inden for uddannelse og dets rolle i at styrke kvinders og pigers stilling inden for marginaliserede samfund ikke må glemmes;

1.

minder om, at det er tvingende nødvendigt at løse problemerne for de marginaliserede samfundsgrupper; understreger samhørighedspolitikkens vigtige rolle i sikringen af deres økonomiske, sociale og territoriale integration;

2.

minder om, at marginaliserede samfundsgrupper blev introduceret som mål for samhørighedspolitikkens foranstaltninger på grund af den voksende bekymring over og forpligtelse til at bekæmpe social udgrænsning, herunder bekymring over romaernes situation og det behov, der længe har været for at forbedre deres levevilkår;

3.

opfordrer Kommissionen til at udstikke retningslinjer for definitionen af marginaliserede samfundsgrupper, idet den præciserer en række egenskaber og karakteristika, der kendetegner marginaliserede samfundsgrupper, ved at den tager hensyn til den specifikke situation og de udfordringer og behov, der gør sig gældende for de enkelte potentielle målgrupper, med det formål at fremme deres socioøkonomiske integration og inddrage repræsentanter for disse samfundsgrupper; understreger, at sådanne retningslinjer yderligere ville øge samhørighedspolitikkens effektivitet med hensyn til styrkelse af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i Den Europæiske Union;

4.

glæder sig over, at lovbestemmelserne om samhørighedspolitikken for perioden 204-2020 indeholder et nyt element, som konsoliderer den oprindelige tilgang ved at udvide støttemulighederne og indføre mekanismer til sikring af, at støtten til marginaliserede samfundsgrupper er i overensstemmelse med de europæiske værdier og målsætninger og tager hensyn til behovet for at inddrage disse grupper under hele processen;

5.

opfordrer Kommissionen til at forelægge tilstrækkelige oplysninger om situationen med hensyn til udnyttelsen af støttemulighederne for marginaliserede samfundsgrupper; opfordrer til, at der foretages en analyse, som vil gøre det muligt at drage de relevante konklusioner og identificere de hindringer, der står i vejen for en bedre udnyttelse eller for opnåelsen af de bedst mulige resultater;

6.

opfordrer Kommissionen til at overvåge den effektive brug af den europæiske adfærdskodeks med hensyn til partnerskabsprincippet og inddragelsen af civilsamfundet; minder om, at de horisontale principper i forordningen om fælles bestemmelser — som omfatter de grundlæggende rettigheder såsom fremme af lige muligheder, forebyggelse af diskrimination og fremme af bæredygtig udvikling — skal anvendes under udarbejdelsen og gennemførelsen af programmer under EU's struktur- og investeringsfonde; minder om, at alle de af medlemsstaternes foranstaltninger, der finansieres under EU's samhørighedspolitik, bør respektere principperne om de grundlæggende rettigheder og aldrig på nogen måde må bidrage til segregation;

7.

understreger, at lige muligheder og ikke-diskrimination er inkorporeret i reglerne om finansiering fra EU's struktur- og investeringsfonde for at udrydde de systemiske årsager til uligheder, det være sig økonomiske, sociale eller kønsrelaterede uligheder, samt for at sikre adgang til kultur og uddannelse; understreger, at forståelse af og bevidstgørelse om systemisk fremmedhad og racisme bør stå i centrum for analysen af de grundlæggende årsager til udgrænsning;

8.

minder om, at ligestilling mellem mænd og kvinder udgør et princip, der gælder horisontalt for samhørighedspolitikken; beklager de mange former for diskrimination, som især kvinder, indvandrere og handicappede udsættes for i marginaliserede samfundsgrupper;

9.

påpeger, at gennemførelsen af samhørighedspolitikken må tackle den afgørende udfordring forbundet med fattigdom og udgrænsning af unge og børn, voksne og handicappede, herunder overgangen fra institutionspleje til samfundsbaseret pleje og tjenesteydelser; opfodrer indtrængende de berørte medlemsstater til at træffe de fornødne foranstaltninger og gennemføre strategier i dette øjemed, idet de anvender den integrerede tilgang;

10.

påpeger, at det i forbindelse med udviklingspolitikker rettet mod forskellige målgrupper i henhold til princippet om specifik men ikke ensidig målretning skal sikres, at man ikke udelukker andre grupper, der er i en lignende socioøkonomisk situation, for at undgå at udløse forsvarsreaktioner; understreger, at dette princip kun er et første skridt på vejen til at anerkende nødvendigheden af at være opmærksom på de mest sårbare og marginaliserede samfundsgrupper og personer;

11.

understreger, at der skal forefindes ansvarlige, gennemskuelige og demokratiske strukturer til at bekæmpe korruption og svigagtig anvendelse af støttemidlerne for at sikre integrationen af marginaliserede samfundsgrupper;

12.

anser adgang til offentlige tjenesteydelser for at være et af hovedmålene i bestræbelser på at integrere marginaliserede samfundsgrupper; opfordrer medlemsstaterne til at forbedre sikringen af skræddersyet sundhedsinformationsmateriale og udvikling af sygdomsforebyggelsesstrategier samt EU-sundhedsinitiativer i marginaliserede samfundsgrupper; opfordrer til skabelse af specialiserede strukturer, såsom rådgivningscentre, hvor der rådgives om spørgsmål vedrørende adgang til sundhedspleje, arbejdsmarked og uddannelse; kræver, at der gøres en indsats for at udvirke, at man i den offentlige forvaltning fra en efterspørgselsbestemt tilgang går over til en servicetilgang, hvor folk bydes velkommen;

13.

opfordrer til en bedre koordination og stærkere forbindelser mellem de nationale strategier for marginaliserede samfundsgrupper, herunder de nationale strategier for romaernes integration, de nationale strategier for nedbringelse af fattigdom, strategier for integration af andre marginaliserede eller mindre gunstigt stillede samfundsgrupper samt strategier for ligestilling mellem kønnene, med samhørighedspolitikken;

14.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at betragte børn som en prioritet, når de gennemfører EU-rammerne for de nationale strategier for romaernes integration, og minder på ny om vigtigheden af at fremme lige adgang til boliger, sundhedspleje, uddannelse og værdige levevilkår for børn;

15.

opfordrer medlemsstaterne og de lokale myndigheder til at tilskynde til, at ESF-midlerne bruges til at støtte projekter for uformel læring og livslang læring samt kulturprojekter for at nå målene med investering i nye færdigheder med henblik på innovation og bekæmpelse af arbejdsløshed, fattigdom og social udgrænsning;

16.

minder — i betragtning af de voksende regionale uligheder, de demografiske udfordringer og situationen for det voksende antal unge mennesker, der har forladt eller aktuelt planlægger at forlade deres oprindelsesland — om, at der i budgetcyklussen for 2014-2020 er færre midler til rådighed for samhørighedspolitikken; mener, at samhørighedspolitikken stadig har mulighed for at føje værdi til det arbejde, der allerede udføres i medlemsstaterne, og at samhørighedspolitikken ved at fokusere på at forbedre beskæftigelsesmulighederne, deltagelse i samfundet og investering i kvalifikationer, navnlig i de regioner, der har størst brug for det, blandt andre fordele vil resultere i større social inklusion og nedbringelse af fattigdom ved at muliggøre passende fleksibilitet for at sætte medlemsstaterne i stand til at implementere individualiseret støtte i overensstemmelse med lokale behov og at sikre, at finansieringen bruges på de områder, hvor arbejdsløsheden er højest, og behovet er størst;

17.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne overholde disse principper under gennemførelsen af de operationelle programmer; opfordrer Kommissionen til at optage sin analyse i sin rapportering, herunder de nationale strategier for romaernes integration;

18.

understreger, at nedskæringer i budgettet for offentlige tjenesteydelser i visse medlemsstater under krisen har ført til øget arbejdsløshed, manglende social sikkerhed, en vanskelig boligsituation og sundhedsproblemer; opfordrer medlemsstaterne til at gøre mere effektiv brug af støtten fra ESF for at forbedre kvaliteten af og den lige adgang til offentlige tjenesteydelser for marginaliserede samfundsgrupper og bekæmpe enhver form for forskelsbehandling.

19.

opfordrer til, at der anlægges et menneskerettighedsperspektiv i udformningen af tiltag, der støttes af samhørighedsfondene, og understreger, at kulturelle, økonomiske og sociale rettigheder bør integreres i politikker, der sigter mod at anerkende kvinder fra marginaliserede samfund som aktive borgere med egne rettigheder, og til at racisme, både åbenlyst og i det skjulte, udtrykkeligt bør imødegås ved enhver udformning af tiltag og politik;

20.

understreger, at partnerskabsprincippet skal føre til medvirken på alle niveauer, og at medlemsstaterne obligatorisk og ikke kun pro forma skal anvende dette princip; understreger vigtigheden af at gennemføre denne adfærdskodeks om partnerskab ved at sikre lige deltagelse og repræsentation af partnerne, idet en særlig opmærksomhed rettes mod integration af marginaliserede samfundsgrupper, så deres specifikke situation og eventuelle potentielle udfordringer, som de møder i forbindelse med at skulle bidrage væsentligt til partnerskabet, tages med i betragtning; er bekymret over den mangelfulde overholdelse af bestemmelserne om obligatorisk inddragelse af partnerne i overensstemmelse med de respektive principper, der er fastlagt i forordningen om fælles bestemmelser og den europæiske adfærdskodeks om partnerskab; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre inddragelse af partnerne, herunder dem der er mest berørt, og til at gennemføre et system af incitamenter og udveksling af bedste praksis, herunder særlig støtte til de administrative myndigheder og støttemodtagere, der har opnået særlig gode resultater på dette område;

21.

beklager, at Kommissionen har accepteret partnerskabsaftaler, som ikke i tilstrækkelig grad omfatter marginaliserede samfundsgrupper; opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger for at lette integration af marginaliserede samfundsgrupper i forberedelsen og vurderingen af projekter som et værktøj til at give de berørte samfundsgrupper mere indflydelse; foreslår, at der fremsættes henstillinger inden for rammerne af det europæiske semester som en passende metode til at påvirke medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger;

22.

opfordrer medlemsstaterne til at reagere på og Kommissionen til at foretage nøje opfølgning på de landespecifikke henstillinger, der udstedes vedrørende social inklusion af marginaliserede samfundsgrupper;

23.

bifalder, at nogle medlemsstater, herunder de, der modtager henstillinger, vælger den socioøkonomiske integration af marginaliserede samfundsgrupper som en investeringsprioritet i deres operationelle programmer; advarer dog om, at dette også skal integreres i politikområder såsom uddannelse eller beskæftigelse;

24.

opfordrer medlemsstaterne til at udnytte bevillingerne fuldt ud; understreger behovet for i særlig grad at fokusere på støtteforanstaltninger, der går videre end de tilstræbte mål i henhold til de tematiske målsætninger for social integration, bekæmpelse af fattigdom samt enhver form for forskelsbehandling, idet dette fremmer en mere integreret og systematisk tilgang;

25.

anser forvaltning og koordination på flere niveauer for at spille en vigtig rolle; understreger, at inddragelsen af de lokale myndigheder og lokale interesserede parter er af afgørende betydning, hvis man skal nå ud til målgrupperne, og at det er nødvendigt med så meget geografisk nærhed som muligt;

26.

understreger vigtigheden af en integreret tilgang; mener, at bevillingerne bør anvendes på en mere integreret måde, bl.a. gennem programmer med bidrag fra flere fonde, udvikling styret af lokalsamfundet, integrerede territoriale investeringer og krydsfinansiering som hjemlet i artikel 98, stk. 2, i forordningen om de fælles bestemmelser, og at der skal opnås synergi med andre støtteinstrumenter i EU og i medlemsstaterne; opfordrer de berørte forvaltninger og myndigheder til at tilstræbe aktivt samarbejde på alle niveauer, herunder på tværs af grænserne;

27.

bemærker, at krydsfinansiering for øjeblikket bruges i begrænset omfang, hvilket i en vis udstrækning skyldes de komplekse regler omhandlet i artikel 98, stk. 2, i forordningen om fælles bestemmelser; mener, at øget fleksibilitet af reglerne om krydsfinansiering, især hvad angår de marginaliserede samfundsgrupper, vil kunne øge effektiviteten af projekterne og tilføre deres virkninger en væsentlig merværdi; opfordrer derfor Kommissionen til at foretage en analyse af anvendelsen og niveauet for brugen af krydsfinansiering;

28.

henviser til, at marginaliserede samfundsgrupper ofte lever i ugunstigt stillede bykvarterer; understreger vigtigheden af en virkelig gennemførelse af byfornyelses- og regenerationsprogrammer for forringede kvarterer, som kombinerer integrerede og stedsbaserede tilgange og partnerskaber, klarer både økonomiske, sociale og territoriale udfordringer og forbedrer bymiljøet, og som også fokuserer på øgede forbindelsesmuligheder med henblik på at give disse samfundsgrupper bedre adgang; mener, at EU's fremtidige dagsorden for bymiljøer på en passende måde bør imødegå de centrale udfordringer og behov i forbindelse med marginaliserede samfundsgrupper i byområder for at forhindre, at der dannes ghettoområder, og effektivt bekæmpe segregation, fattigdom og social udgrænsning;

29.

gør opmærksom på de særlige behov, som gør sig gældende for marginaliserede befolkningsgrupper i landdistrikter, bjergområder og isolerede områder, herunder hvad angår forbindelser og adgang til tjenesteydelser, men også hvad angår kulturelle og sociale muligheder; understreger vigtigheden af at forbinde regionerne på en bedre måde; bemærker også, at mennesker i grænseområderne ofte udsættes for marginalisering på grund af deres geografiske situation, og at der bør tages hensyn til dette på en bedre måde, når samhørighedspolitikken udformes, især hvad angår det europæiske territoriale samarbejdsmål;

30.

understreger nødvendigheden af at opbygge interessehavernes kapacitet, herunder de offentlige tjenester, forvaltninger og civilsamfundsorganerne, med henblik på at give samfundsgrupperne medindflydelse, især ved at give dem mulighed for i højere grad at deltage i politikskabelse; opfordrer til, at der ydes målrettet teknisk bistand og støtte til dette formål;

31.

opfordrer Kommissionen til at yde den nødvendige tekniske bistand for at forbedre den administrative kapacitet hos organer, der er involveret i forvaltningen af strukturfondene, og opfordrer medlemsstaterne til at rådgive og yde administrativ bistand, f.eks. ved at organisere uddannelse og ved at hjælpe med ansøgninger om støtte og forklaringer, for at gøre det lettere for marginaliserede samfundsgrupper såsom romaer at opnå information om EU's og nationale finansieringsprogrammer til støtte for iværksætteraktiviteter og beskæftigelse og at indgive de relevante ansøgninger;

32.

understreger, at arbejdsmarkedets parter skal have adgang til teknisk bistand for ikke alene at styrke deres kapacitet, men også sikre deres koordination og repræsentation i ad hoc-udvalg, der fastlægger og gennemfører de operationelle programmer;

33.

påpeger, at Kommissionen i partnerskab med repræsentanter fra marginaliserede samfundsgrupper efter at have givet retningslinjer for definitionen af marginaliserede samfundsgrupper bør oprette en ad hoc-ekspertgruppe for rådgivning og fremme passende uddannelse for forvaltningspersonale for at formidle specifikt kendskab til de vanskeligheder, som marginaliserede samfundsgrupper står over for, og for at bekæmpe diskriminationspraksis med henblik på at fremme integration gennem en konstruktiv og effektiv dialog og på at gennemføre og overvåge EU-støttede projekter vedrørende marginaliserede samfundsgrupper på en integreret og effektiv måde for derved at maksimere deres virkninger;

34.

anser det for essentielt at inkludere lighedsorganer, kvindeorganisationer og kvinder fra marginaliserede samfund i beslutningsprocessen om tildeling, anvendelse, implementering og overvågning af finansieringsmidler på alle niveauer — fra lokalt til regionalt plan og fra medlemsstatsplan til EU-plan — og mener, at overvågning og evaluering af de implementerede programmer bør anses for en central proces i at øge deltagelsen af kvinder fra marginaliserede samfundsgrupper;

35.

konstaterer, at der følges en tilgang med, at alle de strategiske og operationelle rammer, herunder tilstrækkelig administrativ og institutionel kapacitet, skal være på plads, før investeringerne foretages; opfordrer Kommissionen til nøje at føre tilsyn med, at disse forudsætninger er opfyldt, og til at sikre, at de berørte medlemsstater træffer supplerende foranstaltninger, navnlig med hensyn til fremme af integration og bekæmpelse af fattigdom og forskelsbehandling;

36.

påpeger, at EU-finansierede projekter skal have et langsigtet perspektiv for at være effektive, og at midlerne skal støtte investeringer i modtagernes faktiske behov med mekanismer til at sikre, at målgrupperne nås, og at der tages fat på udelukkelse og marginalisering; opfordrer til anvendelse af kvalitative evaluerings- og tilsynsmekanismer; opfordrer Kommissionen til at indføre proaktive og deltagelsesfremmende mekanismer for overvågning og tilsyn med medlemsstaternes indsats i forbindelse med planlægnings- og evalueringsprocesserne for de midler, der anvendes til marginaliserede samfundsgrupper;

37.

understreger, at udelukkelse fra at finde en bolig, hjemløshed, udelukkelse fra uddannelse og arbejdsløshed ofte er de centrale faktorer for marginalisering; understreger derfor vigtigheden af integrerede boligtiltag samt indgreb på uddannelses- og beskæftigelsesområdet til fordel for de marginaliserede samfundsgrupper;

38.

mener — i betragtning af at den nylige økonomiske og finansielle krise særlig hårdt har ramt de marginaliserede samfundsgrupper, der er i størst risiko for at miste deres job, når der er forstyrrelser på arbejdsmarkedet — at uddannelse og beskæftigelse er den bedste vej ud af fattigdom, og at integration af de marginaliserede samfundsgrupper i samfundet og på arbejdsmarkedet derfor bør være en prioritet; konstaterer med bekymring, at medlemmer af marginaliserede samfundsgrupper ofte udelukkes fra samfundet og udsættes for forskelsbehandling og følgelig støder på hindringer for adgang til uddannelse af høj kvalitet, beskæftigelse, sundhedspleje, transport, oplysning og tjenesteydelser generelt, hvilket udgør et komplekst problem, som der skal tages ordentligt fat på gennem den supplerende brug og en effektiv kombination af de europæiske struktur- og investeringsfonde og nationale ressourcer; understreger i overensstemmelse hermed nødvendigheden af at udfolde særlige bestræbelser hvad angår de eksisterende EU-programmer, såsom Ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, Erasmus+ og Et Kreativt Europa, for at nå ud til medlemmerne af de marginaliserede samfundsgrupper, ledsaget af regelmæssig overvågning af evnen til at nå ud til de pågældende for at bryde den onde cirkel af fattigdom og marginalisering og fremme folks faglige færdigheder og kvalifikationer;

39.

opfordrer til, at der afsættes midler til at forbedre leveforholdene og forbedre adgangen for kvinder i marginaliserede samfundsgrupper til kvalitetssikret, stabil uddannelse, bolig, sundhedsydelser, beskæftigelse, børnepasning, sociale tjenesteydelser, hjælpetjenester for ofre samt retssystemet;

40.

understreger, at repræsentanter for de marginaliserede samfundsgrupper nødvendigvis må inddrages og have mulighed for at deltage som fuldgyldige medlemmer i evalueringen; påpeger, at man kunne have indhøstet en lang række erfaringer på lokalt, regionalt, nationalt og tværnationalt plan; understreger behovet for at udbrede og udnytte bedste praksis; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at analysere alle eksisterende praksisformer, herunder innovativ praksis i forbindelse med integration af marginaliserede samfundsgrupper og personer i samfundet og til at indlede netværksaktiviteter, herunder blandt socialarbejdere, ungdomsarbejdere og samfundsarbejdere samt blandt akademikere og forskere; understreger nødvendigheden af en netværksplaform på EU-plan, der fremmer udvekslingen af bedste praksis og fælles problemløsning, og som også kunne fungere som e-læringsfacilitet for kapacitetsudvikling;

41.

opfordrer Kommissionen til at tage fat på samhørighedspolitikken i sin årlige strukturerede dialog med partnere, der repræsenterer civilsamfundet og civilsamfundsorganisationerne, idet det sikres, at repræsentanter for marginaliserede samfundsgrupper deltager og fremmer en debat baseret på en kvantitativ og kvalitativ analyse;

42.

påpeger, at bevidsthed om strukturel og systemisk integration ikke alene må forventes fra samfundet som helhed, men at det navnlig er afgørende for beslutningstagernes og de berørte parters arbejde på alle forvaltningsniveauer og i andre berørte offentlige organer; opfordrer alle offentlige berørte parter til at foretage en grundig analyse af årsagerne til diskrimination og marginalisering og til at øge bevidstheden om den kendsgerning, at fremmedhad og racisme samt alle typer af marginalisering, der fører til systemisk udelukkelse, må udryddes; opfordrer Kommissionen til resolut at håndhæve og overvåge EU-lovgivningen om diskrimination; opfordrer de offentlige arbejdsformidlingstjenester til at sikre skræddersyede behovsbaserede tjenesteydelser af høj kvalitet;

43.

understreger nødvendigheden af en tostrenget tilgang til at hjælpe og integrere marginaliserede grupper, hvilket bør gøres direkte eller i fællesskab med de berørte gennem tilbud om uddannelse, herunder uddannelsesfaciliteter, erhvervsuddannelse, erhvervsvejledning og jobmuligheder, og i fællesskab med lokalsamfundet og de lokale myndigheder med henblik på at forbedre og/eller ændre offentlighedens opfattelse gennem bevidstgørelse om virkningerne af fordomme, forbedring af de offentlige tjenesteydelser og tilpasning af de sociale systemer;

44.

understreger, at uddannelse er en grundlæggende rettighed, der er forankret i traktaten om Den Europæiske Union; understreger, at sikring af lige adgang til uddannelse af høj kvalitet for alle medlemmer af samfundet er nøglen til at bryde den onde cirkel af social udelukkelse; er af den opfattelse, at formel, ikke-formel og uformel uddannelse, som kendetegnes ved uddannelse i mangfoldighed, er et første skridt i retning af virkelig politisk, økonomisk og social integration af marginaliserede samfundsgrupper; understreger nødvendigheden af at gennemføre programmer, projekter og støtteaktiviteter for marginaliserede samfund med henblik på at sikre førskoleuddannelse for at understøtte behovet for formel uddannelse, idet der også tilbydes muligheder for andre former for uddannelse samt livslang læring, især i erhvervskvalifikationer og inden for ikt, og af at forbedre adgangen til medierne, også med henblik på at give kvinder og piger i marginaliserede samfundsgrupper mere indflydelse;

45.

opfordrer medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at tilskynde til anvendelse af EFRU til at understøtte SMV'er og sociale virksomheder, der inddrager og gavner marginaliserede samfundsgrupper; påpeger behovet for at støtte aktiviteter for marginaliserede samfundsgrupper for at yde støtte til og skabe forudsætninger for iværksættervirksomhed i lille målestok, idet man derved bevarer forskellige måder at drive virksomhed på;

46.

påpeger, at mange sektorer vil undergå en betragtelig forandring i den nærmeste fremtid, til dels på grund af den mere udbredte brug af onlineredskaber og –løsninger; påpeger, at dette vil sætte både lavt- og mellemuddannede arbejdstagere under pres, hvilket i særlig grad vil påvirke medlemmer af marginaliserede samfundsgrupper, da det i øjeblikket som regel er dem, der finder arbejde i disse sektorer; understreger vigtigheden af tilgængelige og prismæssigt overkommelige uddannelser og tjenester for alle inden for nye teknologier og sektorer, med særligt hensyn til muligheder inden for den digitale sektor og den grønne økonomi, navnlig for de dårligst stillede grupper; bemærker den betydning, som mikrovirksomheder og små virksomheder har for at hjælpe med at bevare job i landdistrikter, og opfordrer derfor til, at der bliver lagt mere vægt på at sikre adgang til finansiering for disse virksomheder;

47.

påpeger betydningen af at styrke kvinders stilling inden for marginaliserede samfundsgrupper ved at tilskynde kvindelig iværksætterånd og kvinders deltagelse i disse lokalsamfund;

48.

fremhæver den vigtige rolle, som social iværksætterånd, gensidige selskaber og alternative forretningsformer kan udfylde i at styrke kvinders stilling i marginaliserede samfundsgrupper; henstiller, at samhørighedsfondene, navnlig ESF, støtter investeringer med et stærkere kønsperspektiv inden for dette område;

49.

opfordrer Kommissionen til at analysere den nuværende fordelingsnøgles begrænsninger for bestemmelse af støtten i form af midler under samhørighedspolitikken baseret på BNP, idet der gøres bedre brug af de indikatorer, der er til rådighed — såsom Eurostat EU-SILC-data om indkomst og levevilkår — som kan identificere afgrænsede områder med fattigdom og socialt udsatte grupper inden for Unionens område for bedre at målrette EU-støtten til marginaliserede samfundsgrupper;

50.

understreger, at de marginaliserede samfundsgrupper i den politiske debat i EU ofte udnyttes tendensiøst til politiske formål, og at det er nødvendigt med en detaljeret undersøgelse af den strukturelle udelukkelse, både i partnerskabsaftaler og i de operationelle programmer, der er tale om; opfordrer Kommissionen til at fastlægge sammenhængende, konsekvente og klare retningslinjer for udvikling, gennemførelse og forvaltning af de EU-finansierede projekter i forhold til de marginaliserede samfundsgrupper, herunder grundige undersøgelser, eksempler på bedste praksis og henstillinger med hensyn til politik, for at sikre, at marginaliserede samfundsgrupper integreres i EU-midlerne også med udsigt til den kommende programperiode;

51.

opfordrer til kønsperspektivering og en tværsektoriel analyse, der skal indarbejdes i alle EU-finansierede initiativer, programmer, tiltag og finansieringsordninger for integration og social inddragelse, således at de behov, der gør sig gældende for kvinder fra marginaliserede samfundsgrupper kan blive tilgodeset og mangfoldigheden af kvinders meninger og perspektiver inden for forskellige strukturelle positioner og roller kan komme til udfoldelse på en bedre måde; er af den opfattelse, at kønsspecifik konsekvensanalyse og kønsorienteret budgetplanlægning er nyttige midler til at evaluere, hvilken indvirkning finansieringsprioriteringer, tildeling af finansielle ressourcer og specifikationer for finansieringsprogrammer har på kvinders stilling; fremhæver nødvendigheden af systematisk indsamling og regelmæssig analyse af kønsopdelte data;

52.

opfordrer medlemsstaterne til at uddele en pris for eksemplarisk indsats til fordel for integration og inklusion af marginaliserede samfundsgrupper i forbindelse med anvendelse af EU-midler; foreslår, at en sådan pris for en ekstraordinær indsats ville kunne gå til kommuner eller regioner i medlemsstaterne;

53.

opfordrer medlemsstaterne til at muliggøre og tilskynde til netværksarbejde mellem kommuner og byer, der er engageret i integration af marginaliserede samfundsgrupper; foreslår, at borgmesteraftalen om klimaændringer kunne tjene som eksempel for et sådant netværk;

54.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

27.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 366/42

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Union,

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om EU og FN, særlig sin henstilling til Rådet af 2. april 2014 om FN's Generalforsamlings 69. samling (1) og sin beslutning af 11. maj 2011 om »EU som global aktør: dets rolle i multilaterale organisationer« (2),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 22. juni 2015 om EU's prioriteringer for FN's Generalforsamlings 70. samling,

—

der henviser til FN-pagten,

—

der henviser til resolutionen fra FN's Generalforsamling (UNGA) om Den Europæiske Unions deltagelse i De Forenede Nationers arbejde (3), som giver EU ret til komme med indlæg på FN's Generalforsamling, forelægge mundtlige forslag og ændringsforslag, der kan sættes til afstemning efter anmodning fra en medlemsstat, samt til at gøre brug af retten til at svare,

—

der henviser til den første erklæring, der nogensinde er fremsat af formanden for Sikkerhedsrådet om den rolle, EU har spillet i opretholdelsen af international fred og sikkerhed, af 14. februar 2014 (4),

—

der henviser til erklæringen fra verdenskonferencen i Durban i 2001 mod racisme, racediskrimination, fremmedhad og hermed beslægtet intolerance,

—

der henviser til det studie, der i marts 2015 blev offentliggjort af Parlamentets Generaldirektorat for Eksterne Politikker, »Reforming the United Nations: State of Play, Ways Forward«,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget, Udvalget om International Handel, Budgetkontroludvalget, Kultur- og Uddannelsesudvalget og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0308/2015),

A.

der henviser til, at Den Europæiske Unions fremtid er knyttet sammen med global fred, sikkerhed, udvikling og menneskerettigheder for alle; der henviser til, at der er behov for globale løsninger på de udfordringer, EU står overfor, og at der er behov for en europæisk indsats over for globale problemstillinger;

B.

der henviser til, at principperne og målene for Den Europæiske Unions eksterne politik er fastsat i artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union og er nært knyttet til FN's principper og mål; der henviser til, at artikel 21 i TEU udtrykkeligt kræver respekt for principperne i FN-pagten og folkeretten;

C.

der henviser til, at EU har en unik mulighed for at mobilisere ressourcer henover hele viften af diplomatiske, sikkerhedsrelaterede, forsvarsrelaterede, økonomiske, udviklingsrelaterede og humanitære instrumenter i fuld overensstemmelse med bestemmelserne i FN-pagten; der henviser til, at disse instrumenter på grundlag af en samlet strategi giver EU en enestående fleksibilitet med hensyn til effektivt at kunne tage hånd om de mest udfordrende sikkerhedsmål;

D.

der henviser til, at EU i FN-regi deltager aktivt i at fremme fred, sikkerhed og fremskridt gennem sin fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og sin fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP);

E.

der henviser til, at EU beskytter sine værdier, grundlæggende interesser og sin sikkerhed, uafhængighed og integritet og gør en indsats for at bevare fred, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i FN-pagten og Helsingforsslutakten fra 1975 samt med målene i Parischartret for et nyt Europa, som blev vedtaget i 1990; der henviser til, at EU udgør en del af det fælles FN-sikkerhedssystem, også som en af de regionale ordninger, der er fastsat under kapitel VIII i FN-pagten;

F.

der henviser til, at EU fremmer udviklingslandenes bæredygtige økonomiske, sociale og miljømæssige fremskridt med de primære mål at udrydde fattigdom, fremme langsigtet fred og stabilitet og bekæmpe social ulighed og yder humanitær bistand til befolkninger, lande og regioner, der rammes af kriser af enhver art, hvad enten de er natur- eller menneskeskabte;

G.

der henviser til, at EU er en ledende aktør inden for forskellige, indbyrdes forbundne politikområder: handel, udvikling, nødhjælp, miljø og menneskerettigheder;

H.

der henviser til, at EU arbejder for miljømæssig bæredygtighed ved at fremme internationale tiltag og foranstaltninger til at bevare og forbedre miljøets kvalitet og bæredygtig forvaltning af naturressourcer;

I.

der henviser til, at EU også spiller en ledende rolle inden for miljøpolitikker, navnlig i kampen mod klimaforandringer, ikke kun ved at gå i forreste linje og pålægge sig selv ambitiøse mål, men også ved i globale forhandlinger konsekvent at gøre sig til fortaler for bindende aftaler og konkrete og målbare foranstaltninger;

J.

der henviser til, at EU styrker fundamentet for social bæredygtighed og god regeringsførelse ved at konsolidere, støtte og fremme demokrati, retsstatsforhold, menneskerettighederne og folkerettens principper;

K.

der henviser til, at EU i overensstemmelse med sine traktater fremmer et internationalt system, der bygger på stærkere multilateralt samarbejde og god global styring, og som er engageret i effektiv multilateralisme med FN i centrum; der henviser til, at dette engagement har rod i den overbevisning, at det internationale samfund for at kunne reagere på globale kriser, udfordringer og trusler har behov for et effektivt multilateralt system, som bygger på universelle regler og værdier;

L.

der henviser til, at hovedvægten i EU's eksterne politik har været på bilaterale forbindelser og på samarbejde og partnerskaber med lande, grupper af lande og andre regionale og internationale organisationer overalt i verden; der henviser til, at der i de seneste årtier har været særligt fokus på de geopolitiske mål og problemer i EU's østlige og sydlige naboskabsområde; der henviser til, at EU også opretholder særlige forbindelser med — og i sine indsatser retter særlig opmærksomhed mod udfordringerne i — de afrikanske lande;

M.

der henviser til, at EU i en situation med stigende indbyrdes afhængighed på globalt plan er nødt til styrke sin rolle, både i de bilaterale forbindelser og i multilaterale fora;

N.

der henviser til, at EU har været involveret i og spiller en vigtig rolle i forhandlinger og mægling på internationalt plan, særlig i forbindelse med E3/EU3+3- og Iranforhandlingerne og fredsprocessen i Mellemøsten;

O.

der henviser til, at EU som den største handelsblok i verden spiller en stærk rolle i bilaterale og multilaterale handelsordninger og har udviklet aktive handelspolitiske foranstaltninger for at fremme økonomisk vækst, fattigdomsbekæmpelse og beskyttelse af miljøet og naturressourcerne;

P.

der henviser til, at EU og dets medlemsstater er de største finansielle bidragydere til FN's almindelige budget samt til dets humanitære bistand, officielle udviklingsbistand (ODA) og fredsskabende operationer; der henviser til, at EU's udviklingspolitikker er af stor betydning i kraft af deres aktive fremme af fattigdomsbekæmpelse og af økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed og således styrker fred og stabilitet; der henviser til, at EU som den eneste deltager, der ikke er en stat, er part i mere end 50 multilaterale ordninger og konventioner under FN;

Q.

der henviser til, at EU er en af de mest dedikerede forsvarere og fortalere for menneskerettighederne, kulturelle værdier, demokrati og retsstatsforhold; der henviser til, at bestemmelser om disse principper er inkluderet i alle dets bilaterale partnerskaber og indtager en central stilling i dets multilaterale politik; der henviser til, at EU altid har været en meget stærk tilhænger af den internationale retspleje;

R.

der henviser til, at EU spiller en vigtig rolle i at støtte FN-operationer inden for områder af fælles interesse, navnlig i beskyttelsen af civile, og især kvinder og børn, der er berørt af væbnede konflikter;

S.

der henviser til, at lighed mellem kvinder og mænd er en af EU's grundlæggende værdier, som anerkendes i dets traktater og i chartret om grundlæggende rettigheder; der henviser til, at EU har påtaget sig ansvaret for at integrere ligestilling i alle sine aktiviteter og politikområder, herunder i den eksterne politik og udviklingssamarbejdspolitikken;

T.

der henviser til, at menneskeheden har fælles værdier og interesser; der henviser til, at der bør være en rimelig fordeling af byrder og fordele, når fælles problemer skal løses og fælles mål og værdier skal fremmes;

U.

der henviser til, at FN-systemet er det vigtigste globale forum for forbedring af den globale styring og som sådan er det bedste forum for fremme af EU's værdier og interesser;

V.

der henviser til, at det primære mål efter Anden Verdenskrig var at bevare fred og sikkerhed; der henviser til, at fremme af økonomisk og social udvikling og menneskerettighederne indtog en central plads i pagten; der henviser til, at miljøproblematikker har optrådt på FN's dagsorden siden starten af 70'erne; der henviser til, at Brundtlandrapporten »Vores fælles fremtid« i 1987 definerede begrebet bæredygtig udvikling som udvikling, der opfylder de nuværende generationers behov uden at sætte fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov over styr; der henviser til, at udviklings- og miljøpolitikker på Rio-konferencen (UNCED) i 1992 blev knyttet sammen til en kombination af effektiv fattigdomsbekæmpelse og fremme af bæredygtig udvikling i hele verden;

W.

der henviser til, at FN-systemet dækker alle samarbejdsområder, med Sikkerhedsrådet i centrum som hovedansvarligt for at opretholde international fred og sikkerhed bistået af underorganer og rådgivende organer;

X.

der henviser til, at FN-systemet består af 19 særorganisationer, heriblandt FAO, IFAD, ILO, IMF, UNESCO, UNIDO, WHO og Verdensbankgruppen, og omfatter 11 fonde og programmer, heriblandt UNCTAD, UNDP, UNEP, UNFPA, UNHCR, UNICEF, UN-Women og WFP (5), såvel som 9 funktionelle kommissioner, 5 regionale kommissioner og en række andre lignende organer; der henviser til, at organisationer som Verdenshandelsorganisationen (WTO) og Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA) også er knyttet til FN-systemet;

Y.

der henviser til, at de fleste af ovenstående organisationer, fonde, programmer, kommissioner og komitéer arbejder under Det Økonomiske og Sociale Råd og FN's Generalforsamling, som nogle af dem rapporterer tilbage til;

Z.

der henviser til, at EU og dets medlemsstater har en afgørende rolle i at fremme FN's principper og mål og løse menneskehedens fælles problemer; der på den anden side henviser til, at Europa har brug for globale partnere for at kunne løse sine egne problemer på områder som f.eks. sikkerhed, miljøbeskyttelse, menneskerettigheder, migration, beskyttelse af retten til asyl og manglende finansiel stabilitet;

AA.

der henviser til, at EU har et særligt ansvar for fredsbevarelse, udvikling og menneskerettigheder, når det handler om EU's naboskabsområde;

AB.

der henviser til, at det er afgørende, at foranstaltninger, der træffes inden for rammerne af FN, respekterer folkeretten; der henviser til, at forbrydelser, der begås under et FN-mandat, er ekstremt skadelige for organisationens troværdighed og ikke bør være straffri;

AC.

der henviser til, at landene er opdelt i geografiske områder, hvilket ofte fører til, at de stemmer som en blok; der henviser til, at stater, der er medlemmer af FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC), ofte selv krænker menneskerettighederne systematisk og derved undergraver UNHRC's samlede effektivitet og troværdighed;

AD.

der henviser til, at fortjenesterne fra ISIS/Da'esh's plyndrings- og smugleraktiviteter i forbindelse med kulturelle og religiøse steder og genstande i Irak og Syrien benyttes som bidrag til at finansiere ISIS/Da'esh's terrorvirksomhed; der henviser til, at UNESCO og dets konvention om midlerne til at forbyde og forhindre ulovlig import, eksport og ejendomsoverdragelse af kulturgenstande har en central rolle at spille med hensyn til at sikre hasteforanstaltninger til beskyttelse af den syriske og irakiske kulturarv;

AE.

der henviser til, at EU og FN indgår i et tæt samarbejde i de mest problematiske krisescenarier, navnlig i Mellemøsten og Nordafrika; der henviser til, at deres indsats skal forbedres yderligere med henblik på at finde fredelige løsninger på sådanne kriser;

AF.

der henviser til, at drøftelsen og beslutningen om fornyelse af mandatet for Internetforvaltningsforummet (IGF) ifølge planen skal finde sted under FN's Generalforsamling 2015; der henviser til, at Parlamentet har opfordret Generalforsamlingen til at forny IGF's mandat og styrke både dets ressourcer og flerpartsmodellen for internetforvaltning;

1.

minder om, at EU og dets medlemsstater deler værdierne og principperne i FN-pagten, som det fremgår af artikel 21, stk. 1, i TEU, og har en afgørende rolle i at fremme disse principper og FN's mål gennem Unionens optræden udadtil; minder om, at EU har brug for globale partnere, hvis det skal kunne få held til at nå sine udenrigspolitiske mål, navnlig med hensyn til fred og sikkerhed, terrorisme, organiseret kriminalitet, regionale konflikter, staters sammenbrud og udbredelse af masseødelæggelsesvåben;

2.

mener, at EU's sikkerhedsmæssige omgivelser i stigende grad er ustabile og omskiftelige som følge af de store antal mangeårige eller nyligt opståede sikkerhedsmæssige udfordringer; betragter konflikten i det østlige Ukraine, konflikterne i Syrien og Irak og fremkomsten af terrororganisationen ISIS, den libyske krise og terrortruslen i Afrika (navnlig i Sahel, Libyen og på Afrikas Horn) som alvorlige globale trusler, der kræver globale modsvar; mener ikke, at EU kan håndtere disse trusler på egen hånd, men at det har brug for støtte fra internationale partnere;

3.

ser med tilfredshed på, at EU og dets medlemsstater tager aktivt del i og bidrager til FN-systemets arbejde på forskellig vis og i forskellige former, hvilket bør være mere synligt;

4.

glæder sig ligeledes over EU's store bidrag til udvikling og nødhjælp overalt i verden; minder om, at EU og dets medlemsstater samlet set er verdens største bidragyder til udviklingsbistand og humanitær bistand;

5.

minder om, at EU er blevet en reel international aktør og følgelig har »styrket« observatørstatus i FN med ret til at ytre sig på FN's Generalforsamlings møder under drøftelser blandt repræsentanter for store grupper og over for individuelle stater, ret til at indgive forslag og ændringsforslag, ret til at svare samt ret til at fremsætte bemærkninger til forretningsordenen og rundsende dokumenter;

6.

minder endvidere om, at EU i FN er repræsenteret af en lang række aktører: formanden for Det Europæiske Råd, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Europa-Kommissionen og EU-delegationerne, samt af dets 28 medlemsstater, hvoraf to (Frankrig og Det Forenede Kongerige) er faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd (UNSC) med vetoret; fastholder, at EU-medlemsstaterne ifølge traktaten er forpligtet til at samordne deres indsatser i alle internationale fora;

7.

er af den opfattelse, at EU for bedre at kunne nå sine udenrigspolitiske mål, som er nedfældet i traktaten, bør bestræbe sig på at styrke den globale styring inden for FN-systemet og øge sin egen og sine medlemsstaters indflydelse inden for dette system; minder om EU's tilsagn om aktivt at støtte en omfattende reform af FN-systemet for at styrke dets legitimitet og regionale repræsentation såvel som dets gennemsigtighed, ansvarlighed og effektivitet med henblik på at reagere på nutidens komplekse, mangesidige udfordringer; understreger navnlig, at det er vigtigt at puste nyt liv i Generalforsamlingens arbejde;

8.

understreger, at EU inden for Generalforsamlingen bør spille en øget rolle, der indebærer tilstrækkelig synlighed og politisk indflydelse, således at det bliver bedre i stand til at udføre sine internationale forpligtelser i overensstemmelse med Generalforsamlingens resolution af 3. maj 2011;

9.

gentager sin støtte til parlamenters og regionale forsamlingers rolle i FN-systemet;

10.

opfordrer Sikkerhedsrådets medlemmer til i tæt samarbejde med Generalforsamlingen at se nærmere på og ændre den uigennemsigtige proces med udvælgelsen af FN's generalsekretær og sikre lige muligheder for mandlige og kvindelige kandidater til denne stilling; opfordrer alle FN-organer, og navnlig Sikkerhedsrådet, til at rette tilstrækkelig opmærksomhed mod integration af kønsaspektet inden for FN og EU's medlemsstater til at gå forrest i disse bestræbelser ved at tilskynde og fremme kvindelige kandidater; udtrykker ønske om, at der vælges en kvinde som FN's næste generalsekretær; opfordrer EU til at støtte UN Women i at tage højde for forskelsbehandling baseret på kønsidentitet og kønsudtryk;

11.

fremhæver EU's nuværende prioriteringer for FN’s Generalforsamlings 70. samling, der gentager Unionens mangeårige krav om, at FN bør strømline sine strukturer, sit budget og sine arbejdsmetoder uden at vige tilbage fra vanskelige emner, som f.eks. reformen af Sikkerhedsrådet;

12.

understreger, at FN's Generalforsamling, der repræsenterer alle medlemslandenes regeringer, er nødt til at have midler og metoder til at udstikke retningslinjer for FN-systemet og samordne alle dets aktiviteter;

13.

er af den faste overbevisning, at Sikkerhedsrådet skal reformeres, således at det i højere grad afspejler den nye geopolitiske virkelighed i verden og imødegår de nuværende og fremtidige sikkerhedsmæssige udfordringer mere effektivt; tilskynder de lande, der har vetoret i FN's Sikkerhedsråd, til at undlade at benytte deres vetoret i situationer, hvor der er tale om folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden;

14.

minder — i betragtning af EU's bidrag til verdens freds- og sikkerhedsmæssige struktur og Lissabontraktatens mål om at forbedre EU's udenrigspolitik — om det langsigtede mål om, at EU skal have sæde i et udvidet Sikkerhedsråd, og gentager sin opfordring til en debat i hele Europa om reformen heraf; gentager sin opfordring til næstformanden/den højtstående repræsentant (NF/HR) om at tilstræbe fælles EU-holdninger til spørgsmål inden for Sikkerhedsrådets beføjelser og om at forbedre de eksisterende samarbejdsmekanismer med henblik på at sikre, at EU-medlemsstater, der sidder i Sikkerhedsrådet, forsvarer fælles EU-holdninger i dette forum; minder om, at EU-medlemmer i Sikkerhedsrådet ifølge artikel 34 i TEU skal holde de øvrige medlemsstater og den højtstående repræsentant orienteret og forsvare EU's holdninger og interesser; minder endvidere om, at disse stater, når EU har en fastlagt holdning til et punkt på Sikkerhedsrådets dagsorden, skal anmode om, at den højtstående repræsentant indbydes til at fremføre Unionens holdning;

15.

minder om, at kapitel VIII i FN-pagten fremmer en styrket rolle for regionale og subregionale organisationer i FN, og opfordrer EU og OSCE til at stræbe efter en øget involvering i global styring for deres egne og andre regionale organisationer;

16.

mener, at EU gennem øget samarbejde med FN i højere grad bør drage nytte af partnerskaber med FN's særorganisationer, fonde, programmer, kommissioner og komitéer; opfordrer til en styrkelse af EU-koordineringen i disse organers bestyrelser for at sikre, at EU taler med én stemme;

17.

understreger, at udover disse nødvendige reformer, der skal gennemføres i FN, forudsætter en bedre opfyldelse af EU's udenrigspolitiske mål, herunder fremme af grundlæggende værdier, en mere effektiv samordning af de forskellige dimensioner af alle dets eksterne politikker, både bilaterale og multilaterale; gentager sin opfordring til en større synlighed af EU's foranstaltninger og bistand i alle multilaterale fora og der, hvor implementeringen foregår;

18.

opfordrer EU til mere effektivt at koordinere sit arbejde inden for humanitær bistand, f.eks. gennem ECHO, med de respektive FN-organisationer for at skabe optimal effektivitet med begrænsede ressourcer og undgå unødvendige overlapninger;

19.

opfordrer EU's og FN's relevante institutioner til fuldt ud at respektere og gennemføre den finansielle og administrative rammeaftale (FAFA); anmoder Kommissionen om at aflægge rapport til Parlamentet om gennemførelsen af FAFA og retningslinjerne i forbindelse med aftalen og om at identificere områder, hvor der er behov for forbedringer, og fremsætte relevante forslag i denne henseende;

20.

understreger vigtigheden af samarbejdet mellem EU og UNDP om bistandseffektivitet; fremhæver engagementet i det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde og tilskynder alle stater og alle aktører i den private sektor til at tilslutte sig dette;

21.

mener, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med stor succes har bidraget til de fremskridt, Europa har gjort med hensyn til respekt for menneskerettighederne, og kan tjene som et eksempel for andre regioner;

22.

opfordrer til en forbedring af forebyggende redskaber og redskaber til tidlig varsling og øget mæglingskapacitet inden for FN, med sammenhængende og gennemførlige mandater til fredsopbyggende og fredsbevarende operationer, der indbefatter en menneskerettighedskomponent og klare exitstrategier; tilskynder EU's medlemsstater til at yde mere betydelig støtte til fredsopbyggende og fredsbevarende operationer, og opfordrer EU til at styrke sine mæglingsbestræbelser i forbindelse med konfliktløsning; husker på den seneste tids grusomheder og menneskerettighedskrænkelser begået af visse ekstremist- og terrorgrupper såvel som den vedvarende seksuelle vold i forbindelse med konflikter, bl.a. voldtægt som krigsvåben; opfordrer indtrængende Sikkerhedsrådet til i overensstemmelse med doktrinen om beskyttelsesansvar at fastlægge et ambitiøst sæt af redskaber og midler til at sikre, at sådanne grusomheder forhindres effektivt, og at der værnes om retsstatsprincippet og den humanitære folkeret, samt at tilskynde FN's medlemsstater til at bekæmpe menneskehandel og slå hårdt på rekruttering og finansiering til terrorgrupper ved at forebygge og bekæmpe rekruttering, organisering, transport og udrustning af terrorkrigere samt finansiering af deres rejser og aktiviteter;

23.

opfordrer EU til at støtte en styrkelse af sammenhængen, synergierne og komplementariteten mellem evalueringerne af fredsoperationer, af FN's fredsskabende arkitektur og af FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 om kvinder, fred og sikkerhed; understreger betydningen af, at kvinder deltager aktivt på lige fod og i fuldt omfang i forebyggelse og løsning af konflikter, fredsforhandlinger, fredsopbygning, fredsbevarelse, humanitære indsatser og genopbygning efter konflikter; glæder sig i denne forbindelse over, at Kommissionen har revideret sin politik for humanitær bistand, hvoraf det nu fremgår, at den humanitære folkeret og/eller menneskerettighedslovgivningen kan berettige, at der ydes sikre aborter til kvindelige ofre for krigsvoldtægter;

24.

tilskynder EU til at fremme en bred definition af begrebet »menneskers sikkerhed«, således at det knyttes tættere sammen med menneskerettighederne, ligestilling mellem kønnene og menneskelig udvikling;

25.

er af den overbevisning, at EU skal demonstrere sin stærke og utvetydige støtte til Den Internationale Straffedomstol, navnlig ved at styrke og udvide sine forbindelser med FN, især Sikkerhedsrådet, og ved at sikre, at EU's medlemsstater hurtigt ratificerer Kampalaændringerne til Romstatutten, hvori »aggressionsforbrydelse« defineres; minder om, at det primære ansvar for at drage gerningsmænd til ansvar ligger hos de enkelte stater, og støtter ICC-jurisdiktion, hvor de nationale myndigheder ikke kan eller er uvillige til reelt at retsforfølge de mest alvorlige forbrydelser, som berører det internationale samfund;

26.

støtter en styrkelse af det operationelle samarbejde mellem EU og FN om krisestyring, også ved at EU samarbejder med FN om både udveksling af analyser (således at man kan nå frem til en fælles analyse) og planlægningen af freds- og sikkerhedsoperationer (for at fremme de operationelle aspekter);

27.

mener, at der bør gøres mere for at sikre, at FN's medlemsstater lever op til deres løfter om at yde humanitær bistand, ved at offentliggøre regelmæssige oversigter over efterlevelsen af forpligtelser;

28.

glæder sig over EU's engagement i større ansvarlighed og gennemsigtighed inden for våbenhandel og støtter fremme af universalisering og fuldstændig gennemførelse af traktaten om våbenhandel og gennemførelsen af resultaterne fra det første møde i konferencen af deltagende stater; anmoder EU om fortsat at fremme traktaten om ikke-spredning af kernevåben (NPT) som hovedhjørnestenen i den globale ikke-spredningsordning og dermed det afgørende grundlag for atomvåbennedrustning i henhold til denne traktats artikel VI; anmoder endvidere EU om aktivt at tage skridt i retning af global nedrustning;

29.

fremhæver betydningen af, at EU fortsat aktivt fremmer ligestilling og ikke-diskrimination; glæder sig over, at Sikkerhedsrådet for første gang har holdt møde om LGBTI-rettigheder den 24. august 2015, hvor man fordømte ISIS' angreb og drab på LGBTI-personer i Mellemøsten; tilskynder Sikkerhedsrådet til i højere grad at tage krænkelser af LGBTI-rettigheder i betragtning;

30.

minder om EU's standpunkt om nultolerance over for dødsstraf; fremhæver betydningen af, at EU fortsat fremmer moratoriet for dødsstraf;

31.

er af den overbevisning, at FN-systemets økonomiske og sociale dimension skal styrkes i betydelig grad, ved at det sikres, at FN's organer anlægger en mere politisk tilgang, og samarbejdet imellem dem forbedres, samt ved at der sikres en mere effektiv og gennemsigtig brug af de ressourcer, der er til rådighed; mener, at dette i første omgang skal opnås via en strukturel og funktionel reform af det primære organ, der ifølge FN-pagten er ansvarligt for denne opgave, nemlig Det Økonomiske og Sociale Råd; opfordrer EU's institutioner og medlemsstater til at overveje muligheden for at styrke deres rolle i Det Økonomiske og Sociale Råd ved at udvikle det til et Råd for Bæredygtig Udvikling;

32.

glæder sig over oprettelsen af Politisk Forum på Højt Niveau vedrørende Bæredygtig Udvikling (HLPF), som har rollen med at tilvejebringe politisk lederskab, vejledning og anbefalinger om udviklingspolitik i forbindelse med de tre søjler (social, økonomisk og miljømæssig) af bæredygtig udvikling; er af den faste overbevisning, at HLPF skal være det vigtigste beslutningstagende organ for al udviklingspolitik og dermed sikre en koordineret og effektiv behovsvurdering og vedtagelse af de nødvendige køreplaner, beslutninger og bindende foranstaltninger i forbindelse med rammen for bæredygtig udvikling for perioden efter 2015; insisterer på nødvendigheden af reelt at gennemføre de mål for bæredygtig udvikling, der blev vedtaget på FN-topmødet i september;

33.

er — i lyset af den tilbagevendende humanitære krise i forbindelse med flygtninge og migranter, som er skyld i megen menneskelig lidelse, og i betragtning af, at en bæredygtig udvikling i oprindelseslandene i sidste ende kan tilvejebringe en løsning på den humanitære krise — af den overbevisning, at alle organisationers arbejde i dette øjemed bør koordineres;

34.

er af den opfattelse, at de udfordringer, som den humanitære krise i forbindelse med flygtninge medfører, er problemstillinger, som man er nødt til at håndtere på en sammenhængende måde i en ånd af solidaritet inden for EU og i tæt samarbejde med FN og dets organer;

35.

opfordrer EU og FN til at optrappe deres fælles bestræbelser med henblik på at nå frem til en ambitiøs og retligt bindende aftale på FN's klimakonference i Paris i 2015 og sikre, at den efterfølges af en hurtig implementering af COP21;

36.

er af den opfattelse, at arbejdet i Verdensbankgruppen, Den Internationale Valutafond og Verdenshandelsorganisationen også kunne koordineres, som om de udgjorde dele af FN-systemet, samtidig med at deres nuværende beslutningsstrukturer bibeholdes, med henblik på at sikre, at deres respektive beslutninger og foranstaltninger træffes og gennemføres på ansvarlig, effektiv, ensartet vis og ikke er unødvendige, og undgå sammenfald;

37.

støtter målet om, at der på multilateralt niveau oprettes en investeringsbeskyttelsesordning med et nyt system, hvorved de nationale domstoles jurisdiktion respekteres, og opfordrer Kommissionen til at indarbejde dette mål i sin forhandlingsdagsorden i forbindelse med udarbejdelsen af investeringsaftaler; er af den opfattelse, at såfremt der oprettes en fast international domstol til bilæggelse af investeringstvister, bør den etableres inden for FN-systemet og bør baseres på rettighederne og pligterne for dem, der er underlagt domstolen, med særlig vægt på OECD's principper om multinationale virksomheder og FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne; mener, at FN-systemet indeholder nyttige modeller for et sådant system, og særligt for finansieringsmæssige spørgsmål;

38.

finder det nødvendigt, at der tilvejebringes en afslutning på WTO's Doha-udviklingsrunde, og mener, at FN kan udnytte sin unikke position til at sikre, at disse drøftelser bliver en succes for udviklingslandene; mener, at FN i denne henseende kunne arbejde side om side med WTO og desuden give råd og vejledning til udviklingslandene for at fremme en strategi for handel og investeringer, med EU som en central aktør;

39.

er opmærksom på behovet for at styrke og gennemføre FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne; opfordrer indtrængende EU til at bidrage til et vellykket resultat af arbejdet i den Mellemstatslige Arbejdsgruppe for transnationale selskaber og menneskerettigheder;

40.

mener, at FN bør fremme alle spørgsmål, der vedrører menneskers trivsel; er af den opfattelse, at disse omfatter kulturel bæredygtighed samt beskyttelse og fremme af mangfoldigheden af kulturelle udtryksformer gennem integration af uddannelse, turisme, kulturdiplomati, beskyttelse af kulturarv, den kreative sektor og videnskabelig forskning i politikudformningsstrategien;

41.

henstiller, at der tilsikres et samarbejde mellem EU og FN om uddannelse i forbindelse med nødhjælpsprogrammer i tilfælde af humanitære kriser, væbnede konflikter og naturkatastrofer gennem fortsat støtte til programmer, som f.eks. UNICEF's »Uddannelse i katastrofesituationer og overgangsperioder efter kriser«, UNHCR's kvalitetsundervisningsprogram i flygtningelejre og UNRWA's uddannelsesarbejde;

42.

glæder sig over, at den Kommission, der blev valgt i 2014, er organiseret i klynger, således at næstformanden for Kommissionen/den højtstående repræsentant har fået et styrket ansvar for at samordne EU's eksterne politik i tæt samarbejde med andre EU-institutioner; understreger, at politikker med en global dimension skal stå i centrum for netop denne klynges arbejde;

43.

opfordrer næstformanden for Kommissionen/den højtstående repræsentant til i sin årsrapport om FUSP at medtage et omfattende afsnit om fremme af EU's globale udenrigspolitiske mål;

44.

er af den opfattelse, at Europa-Parlamentet skal være i stand til at håndtere de globale udfordringer på samme vidtgående og sammenhængende måde som Kommissionen og skal organisere sit arbejde i overensstemmelse hermed; tilskynder alle udvalg i Parlamentet, hvis ansvarsområde omfatter politikker med en ekstern og global dimension, til at sende deres standpunkter vedrørende det pågældende afsnit af næstformandens/den højtstående repræsentants rapport til Udenrigsudvalget, idet denne rapport hører under dets ansvarsområde;

45.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, FN's Generalforsamling og FN's generalsekretær.

27.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 366/51

—

der henviser til artikel 4 og 13 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

—

der henviser til artikel 107, 108, 113, 115, 116, 175 og 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til sin afgørelse af 12. februar 2015 om nedsættelse af et særligt udvalg om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning og fastsættelse af dets sagsområder, sammensætning og funktionsperiode (1),

—

der henviser til afsløringerne fra det internationale konsortium af undersøgende journalister (ICIJ) af tax rulings og andre skadelige praksisser i Luxembourg, kendt under betegnelsen »LuxLeaks«,

—

der henviser til resultaterne af G7-, G8- og G20-topmøderne om internationale skattespørgsmål, navnlig topmøderne i henholdsvis Elmau den 7.- 8. juni 2015, Brisbane den 15.- 16. november 2014, Skt. Petersborg den 5.- 6. september 2013, Lough Erne den 17.- 18. juni 2013 og Pittsburgh den 24.- 25. september 2009,

—

der henviser til Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings (OECD's) rapport »Harmful Tax Competition: An Emerging Global Issue« fra 1998,

—

der henviser til OECD’s rapport fra 2013 om udhuling af skattegrundlag og overførsel af overskud (Base Erosion and Profit Shifting (BEPS)), samt til OECD’s handlingsplan om BEPS og efterfølgende publikationer,

—

der henviser til de seneste konklusioner fra Det Europæiske Råd om det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag (14. marts 2013), om beskatning (22. maj 2013), om automatisk udveksling af oplysninger (18. december 2014), om udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud (BEPS), automatisk udveksling af oplysninger på globalt plan og skadelige skatteforanstaltninger (18. december 2014) og om skatteunddragelse (27. juni 2014),

—

der henviser til konklusionerne fra Rådet for Økonomi og Finans (Økofin) og til dets rapport til Det Europæiske Råd om beskatningsspørgsmål af 22. juni 2015,

—

der henviser til de halvårlige rapporter fra Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen (erhvervsbeskatning) til Rådet om adfærdskodeksen,

—

der henviser til direktivet om administrativt samarbejde (2), direktivet om renter og royalties (3) og Kommissionens seneste lovgivningsforslag til ændring heraf,

—

der henviser til Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (4) (»moder-og datterselskabsdirektivet«), senest ændret i 2015,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/56/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2006/43/EF om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber (5),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i TEUF (6),

—

der henviser til Rådets direktiv 77/799/EØF af 19. december 1977 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter og afgiftsbelastning af forsikringspræmier (7),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (8),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. februar 2007 til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om det arbejde, der i det fælles EU-forum for interne afregningspriser er gennemført om tvistundgåelses- og udredningsprocedurer samt retningslinjer for forhåndsaftaler om interne afregningspriser i EU (COM(2007)0071),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. december 1998 om anvendelsen af statsstøttereglerne på foranstaltninger vedrørende direkte beskatning af virksomhederne (9),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 17. juni 2015 med titlen »Et fair og effektivt system for selskabsbeskatning i Den Europæiske Union: 5 centrale indsatsområder« (COM(2015)0302),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. marts 2015 om gennemsigtighed på skatteområdet til bekæmpelse af skatteunddragelse og skatteundgåelse (COM(2015)0136),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. december 2012 med titlen »En handlingsplan til styrkelse af bekæmpelsen af skattesvig og skatteunddragelse« (COM(2012)0722),

—

der henviser til Kommissionens henstilling af 6. december 2012 om aggressiv skatteplanlægning (C(2012)8806),

—

der henviser til Kommissionens henstilling af 6. december 2012 vedrørende foranstaltninger, der kan tilskynde tredjelande til at anvende minimumsstandarder for god forvaltningspraksis på skatteområdet (C(2012)8805),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. juni 2012 om konkrete tiltag til at styrke bekæmpelsen af skattesvig og skatteunddragelse, bl.a. i forbindelse med tredjelande (COM(2012)0351),

—

der henviser til Kommissionens forslag fra 2011 til Rådets direktiv om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag (FKSSG) (COM(2011)0121) og til Parlamentets holdning hertil af 19. april 2012 (10),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2011 om en ny EU-strategi 2011-2014 for virksomhedernes sociale ansvar (COM(2011)0681),

—

der henviser til resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet den 1. december 1997 om en adfærdskodeks for erhvervsbeskatning (11), og til de regelmæssige rapporter til Rådet fra Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen (erhvervsbeskatning),

—

der henviser til rekommandation af 30. april 2014 fra Europarådets Ministerkomité om beskyttelse af whistleblowere,

—

der henviser til Simmons & Simmons-rapporten fra 1999 om administrative praksisser, der er omtalt i punkt 26 i rapporten fra 1999 fra Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen (Primarolo-rapporten (SN 4901/99)), og til ajourføringen af denne rapport i 2009,

—

der henviser til Europa-Parlamentets ændringer af 8. juli 2015 til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndelse til langsigtet aktionærengagement, og af direktiv 2013/34/EU, for så vidt angår visse aspekter ved redegørelsen for virksomhedsledelse (12),

—

der henviser til sin beslutning af 8. juli 2015 om skatteundgåelse og skatteunddragelse som udfordringer for regeringsførelse, social beskyttelse og udvikling i udviklingslandene (13),

—

der henviser til sin beslutning af 25. marts 2015 om den årlige skattebetænkning (14),

—

der henviser til sin beslutning af 11. marts 2015 om årsrapporten for 2013 om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser — bekæmpelse af svig (15),

—

der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge (16),

—

der henviser til sin beslutning af 21. maj 2013 om bekæmpelse af skattesvig, skatteunddragelse og skattely (17),

—

der henviser til sin beslutning af 19. april 2012 med efterlysning af konkrete metoder til bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse (18),

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om skat og udvikling — samarbejde med udviklingslandene om fremme af god forvaltningspraksis på skatteområdet (19),

—

der henviser til sin beslutning af 10. februar 2010 om fremme af god forvaltningspraksis på skatteområdet (20),

—

der henviser til de forskellige parlamentariske høringer og efterfølgende rapporter om dette emne i nationale parlamenter, navnlig Det Forenede Kongeriges Underhus, USA’s Senat og den franske Nationalforsamling,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Det Særlige Udvalg om Afgørelser i Skattespørgsmål og Andre Foranstaltninger af Lignende Art eller med Lignende Virkning (A8-0317/2015),

A.

der henviser til, at LuxLeaks-skandalen, som brød ud den 5. november 2014, da det internationale konsortium af undersøgende journalister offentliggjorde ca. 28 000 siders fortrolige dokumenter omhandlende mere end 500 private beskatningsordninger indgået mellem de luxembourgske skattemyndigheder og mere end 300 multinationale selskaber mellem 2002 og 2010, har afsløret omfanget af anvendelsen af hemmelige aftaler med komplekse økonomiske konstruktioner, der har til formål at opnå drastiske skattelettelser; der henviser til, at datterselskaber i Luxembourg i mange tilfælde håndterer en omsætning på flere hundrede millioner euro, men har en meget begrænset tilstedeværelse og økonomisk aktivitet i Luxembourg;

B.

der henviser til, at problemet med udhuling af selskabsskattegrundlag og aggressiv skatteplanlægningspraksis har været kendt og drøftet på internationalt plan i flere årtier; der henviser til, at LuxLeaks henledte offentlighedens og mediernes opmærksomhed på dette problem og kastede lys over en tvivlsom beskatningspraksis, som blev promoveret af revisionsfirmaer i én bestemt medlemsstat; der henviser til, at Kommissionens undersøgelser og det arbejde, der er udført af Parlamentet via dettes særlige udvalg, har vist, at der ikke var tale om et enligt tilfælde, men at metoden med at træffe skattemæssige foranstaltninger til at mindske visse store selskabers samlede skatteforpligtelser med henblik på kunstigt at øge et lands skattegrundlag på bekostning af andre lande, hvoraf nogle er underlagt spareforanstaltninger, er en vidt udbredt praksis såvel i som uden for Europa;

C.

der påpeger, at en sådan adfærd, der ofte resulterer i en afkobling mellem det sted, hvor værdien skabes, og det sted, hvor overskuddet beskattes, ikke er begrænset til tax rulings, men omfatter en bred vifte af skadelige skattepraksisser, der benyttes af nationale skattemyndigheder i og uden for EU;

D.

der påpeger, at sådanne praksisser bør gøres til genstand for offentlig granskning som led i den demokratiske kontrol; der påpeger, at de i lyset af deres negative indvirkning på samfundet som helhed kun kan vedblive at eksistere, så længe de holdes hemmelige eller tolereres; der henviser til, at undersøgende journalister, den ikke-statslige sektor og den akademiske verden har medvirket til at afdække tilfælde af skatteundgåelse og informere offentligheden herom; der henviser til, så længe disse praksisser ikke kan forhindres, bør afsløringen heraf ikke afhænge af individuelle whistlebloweres mod og etiske sans, men derimod indgå i mere systematiske mekanismer for rapportering og informationsudveksling;

E.

der henviser til, at indtægterne fra selskabsskat i EU-28 gennemsnitligt udgjorde 2,6 % af BNP i 2012 (21);

F.

der henviser til, at direkte beskatning ifølge traktaten primært henhører under medlemsstaternes kompetence; der henviser til, at EU i den udstrækning, det har beføjelser på skatteområdet, normalt er underlagt kravet om enstemmighed i Rådet ved udøvelsen af disse beføjelser; der henviser til, at der som følge heraf endnu ikke er truffet nogen væsentlige beslutninger vedrørende selskabsskat på EU-plan til trods for den udvikling, der på det seneste har fundet sted i EU-integrationen såvel i forbindelse med det indre marked som på andre områder, der er omfattet af EU-traktaterne, såsom internationale handelsaftaler, den fælles valuta, økonomisk og finanspolitisk styring samt principper og lovgivning vedrørende bekæmpelse af hvidvaskning; der påpeger, at medlemsstaterne skal overholde EU’s konkurrencelovgivning og sikre, at deres skatteregler er forenelige med principperne for det indre marked og ikke skaber konkurrenceforvridning; der påpeger, at det forhold, at enstemmighedsreglen i Rådet giver den enkelte medlemsstat vetoret, mindsker incitamentet til at bevæge sig fra status quo i retning af en mere samarbejdsorienteret løsning; der henviser til, at medmindre proceduren i artikel 116 i TEUF tages i brug, kan en ændring af kravet om enstemmighed i spørgsmål vedrørende direkte beskatning kun ske ved en traktatændring;

G.

der henviser til, at den nuværende situation, hvor hver enkelt medlemsstat har vetoret, gør det nødvendigt, at alle medlemsstater udviser beslutsomhed og samarbejdsvilje, hvis det paneuropæiske problem med skatteunddragelse og skatteundgåelse skal tackles;

H.

der påpeger, at de nationale politiske repræsentanter med visse rosværdige undtagelser indtil nu ikke har vist tilstrækkelig vilje til at løse tackle problemet med skatteundgåelse, herunder tax rulings;

I.

der henviser til, at kapital bevæger sig frit på EU’s indre marked, og store selskaber aflægger regnskab på et konsolideret grundlag, hvorimod skat opkræves nationalt af skattemyndigheder, som kun i yderst begrænset omfang udveksler information indbyrdes;

J.

der henviser til, at der i et fuldført indre marked ikke børe være kunstige fordrejninger, som kan påvirke beslutninger om investeringer og placering af virksomheder; der henviser til, at globaliseringen, digitaliseringen og de frie kapitalbevægelser imidlertid skaber grobund for en mere intens skattekonkurrence mellem medlemsstaterne og med tredjelande med henblik på at tiltrække investeringer og virksomheder; der henviser til, at selv om det er vigtigt at bevare, og tiltrække nye, virksomheder i Europa, må det ikke tage form af potentielt skadelige skatteordninger, som tager sigte på at fremme investeringer og tiltrække yderligere økonomisk aktivitet fra første færd, som en reaktion på lignende foranstaltninger truffet i nabolandene eller for at rette op på, hvad der betragtes som eksisterende ubalancer mellem medlemsstater med hensyn til relativ velstand, størrelse eller udkantsbeliggenhed; der henviser til, at der i øvrigt i nogle jurisdiktioner synes at være en sammenhæng mellem attraktive selskabsskatteordninger og en høj grad af national velstand; der henviser til, at den optimale udformning af skatteordninger afhænger af en lang række faktorer og derfor er forskellig fra land til land; der påpeger, at skadelig skattekonkurrence mellem medlemsstaterne begrænser det indre markeds potentiale;

K.

der påpeger, at landene i stedet for at koncentrere sig om at fremme et attraktivt erhvervsklima med for eksempel gode infrastrukturer og højt kvalificeret arbejdskraft, herunder gennem produktivitetsfremmende investeringer, og i stedet for at skabe et stabilt og forudsigeligt skattesystem optræder som aktører i skattekonkurrencespillet, hvor de ved at kombinere deres nationale lovgivning med deres netværk af skatteoverenskomster søger at promovere sig selv som lande, der er værd at investere i, hvorigennem finansielle strømme kan kanaliseres, eller hvor overskud kan bogføres, hvorved de tiltrækker virksomheder eller skuffeselskaber på bekostning af partnerlande og skaber illoyale praksisser mellem dem; der henviser til, at hvert land isoleret set har en klar interesse i at »køre sit eget løb«, dvs. at være den første til at udforme og gennemføre særlige skatteordninger, og -regler, der kan udvide skattegrundlaget, og den sidste til at deltage i en fælles og koordineret indsats for at bekæmpe skatteundgåelse;

L.

der henviser til, at der foregår skattekonkurrence mellem medlemsstaterne; der henviser til, at princippet om loyalt samarbejde mellem Unionens medlemsstater er fastlagt i artikel 4 i TEU; der finder, at medlemsstaterne fuldt ud bør anvende princippet om loyalt samarbejde i sager vedrørende skattekonkurrence;

M.

der henviser til, at nogle medlemsstater har en tvetydig holdning til skatteundgåelse, idet de på den ene side klager over udhulingen af deres nationale skattegrundlag, men på den anden side selv er ansvarlige for udformningen af de eksisterende nationale og internationale skatteordninger, som har gjort dette muligt, og stadig lægger hindringer i vejen for enhver udvikling af deres skattesystemer, som kunne muliggøre en mere samordnet løsning; der påpeger, at man i en situation med fuld kapitalmobilitet inden for EU og i lyset af Kommissionens erklærede målsætning om at indføre en kapitalmarkedsunion bør tage fuld højde for de nationale skatteordningers og -indtægters indbyrdes sammenhæng og gensidige påvirkning, herunder for de omfattende positive og negative spillovereffekter, som de enkelte medlemsstaters skatteafgørelser har hen over landegrænserne, idet det ene lands skatteincitament er det andet lands udhuling af skattegrundlag;

N.

der påpeger, at vi er vidner til et paradoks bestående i, at den frie konkurrence mellem medlemsstaterne på skatteområdet har resulteret i konkurrencebegrænsninger og -forvridninger;

O.

der henviser til, at indførelsen af EU’s indre marked har været til stor gavn for de nationale økonomier ved at gøre dem mere konkurrencedygtige og attraktive i en globaliseret økonomi, og at skattemæssig konvergens mellem medlemsstaterne i sidste instans vil have samme virkning;

P.

der påpeger, at lovgivere og — ofte ressourcemæssigt underforsynede — skattemyndigheder ikke har mulighed for at forudse, men kun kan reagere — undertiden med stor forsinkelse — på de innovative skatteundgåelsesordninger, som udtænkes og promoveres af visse skatterådgivere, navnlig fra meget store revisionsfirmaer, samt advokater og formidlere; der navnlig påpeger, at de EU-organer, som skulle forhindre indførelse af nye skadelige skatteforanstaltninger (såsom Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen, som medlemsstaterne oprettede i 1998, eller Kommissionen som traktaternes vogter) — erfaringsmæssigt har været ude af stand til at bremse denne uønskede udvikling, idet de undertiden har reageret på ineffektiv vis eller på grundlag af et for snævert mandat, og at der er indført mange nye og ofte aggressive skatteundgåelsesforanstaltninger eller -aftaler, såsom patentbokse, i EU; der henviser til, at multinationale selskaber såvel i EU som på verdensplan får ekspertbistand fra en velorganiseret og kompetent skatterådgivningssektor samt fra banker og andre udbydere af finansielle tjenesteydelser til udformningen af deres skatteundgåelsesordninger; der henviser til, at denne sektor samtidig er repræsenteret i organer, der rådgiver regeringer og offentlige institutioner i skattespørgsmål, som f.eks. EU-platformen for god forvaltningspraksis på skatteområdet (Platform for Tax Good Governance); der henviser til, at der er betænkeligheder ved de interessekonflikter, som kan opstå, når de samme firmaer rådgiver både offentlige myndigheder og private multinationale selskaber;

Q.

der påpeger, at al skatteplanlægning skal finde sted inden for lovens og de gældende traktaters rammer; der påpeger, at det bedste svar på aggressiv skatteplanlægning følgelig er god lovgivning og internationalt samarbejde med henblik på at opnå de ønskede resultater;

R.

der henviser til, at opnåelsen af de ønskede mål afhænger af lovgivningens gennemførelse; der henviser til, at denne gennemførelse er en opgave for de nationale forvaltninger, som ofte kun har få incitamenter til at samarbejde med hinanden på EU-plan; der påpeger, at denne situation bidrager til og forværrer de eksisterende skævheder, som forårsages af forskellene mellem lovene i Unionen som helhed;

S.

der henviser til, at den trojka af institutioner (Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond), der fører opsyn med de finansielle og finanspolitiske tilpasningsprogrammer i lande som Portugal og Grækenland, ikke har gjort noget forsøg på at forhindre skatteamnestier, tax rulings, skattebegunstigelser og skattefritagelsesordninger, som var og er urimeligt diskriminerende og til gavn for skatteundvigende virksomheder og personer, hvilket har medført store tab af statslige indtægter og en forøgelse af byrderne for i forvejen overbeskattede små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og borgere;

T.

der påpeger, at det er en yderst krævende opgave at efterforske og retsforfølge skattekriminalitet og hvidvaskning af penge, som ofte omfatter finansielle operationer og juridiske personer i flere jurisdiktioner; der henviser til, at det personale i medlemsstaterne, som har ansvaret for at efterforske og retsforfølge gerningsmænd til skattekriminalitet og andre økonomiske forbrydelser, ofte savner den fornødne uddannelse og de fornødne ressourcer;

U.

der påpeger, at de seneste års sparepolitikker og budgetbegrænsninger i væsentlig grad har begrænset skatteforvaltningernes muligheder for at efterforske skattekriminalitet og skadelig skattepraksis; der henviser til, disse nedskæringer især har været skadelige i lande omfattet af økonomiske bistandsprogrammer under opsyn af trojkaen, hvor forøgelsen af statens indtægter er opnået på bekostning af i forvejen overbeskattede SMV’er og borgere, hvorimod store selskaber og velhavende skatteundvigere ofte har nydt godt af skatteamnestier, tax rulings og andre skattefritagelses- og begunstigelsesordninger, sådan som det har været tilfældet i Portugal og Grækenland;

V.

der henviser til, at tax rulings spænder over en bred vifte af praksisser i medlemsstaterne, lige fra ad hoc-politikker til klart afgrænsede anvendelser af lovgivningen, for så vidt angår mulige anvendelsesområder og emner, bindende karakter, hyppighed, offentliggørelse og varighed samt spørgsmålet om betaling af gebyrer; der henviser til, at der ikke findes nogen fælles definition af tax rulings på internationalt plan, hvis man ser bort fra Kommissionens beskrivelse af dem som »enhver meddelelse eller ethvert andet instrument eller tiltag med tilsvarende virkninger fra eller på vegne af medlemsstaten vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af skattelove«.

W.

der påpeger, at tax rulings ikke i sig selv er problematiske, da de, i overensstemmelse med deres oprindelige formål, kan give skatteyderen retssikkerhed og mindske den økonomiske risiko for hæderlige firmaer i sager, hvor skatteregler eller deres konkrete anvendelse under visse omstændigheder kan være uklare eller genstand for divergerende fortolkninger, navnlig i forbindelse med komplekse transaktioner, hvorved man undgår fremtidige tvister mellem skatteyderen og skattemyndighederne;

X.

der henviser til, at denne praksis med rulings har udviklet sig inden for rammerne af et tættere og mere samarbejdsorienteret forhold mellem skatteforvaltninger og skatteydere som et middel til at håndtere den stigende kompleksitet af den skattemæssige behandling af visse transaktioner i en stadig mere kompleks, global og digitaliseret økonomi; der henviser til, at Parlamentets særlige udvalg gennem sit arbejde har kunnet konstatere, at tax rulings — på trods af medlemsstaternes forsikringer om, at de ikke er diskretionære, men blot et middel til at præcisere den gældende skattelovgivning, samtidig med at de hemmeligholdes — kan udstedes uden noget retligt grundlag via uformelle eller diskretionære arrangementer til støtte for skattedrevne strukturer, som bygger på skatteplanlægningsværktøjer, der typisk anvendes af multinationale selskaber til at nedbringe deres skattebidrag; der påpeger, at dette især — omend ikke udelukkende — gælder for rulings vedrørende prissætningen af overførsler mellem virksomheder i en koncern (såkaldte APA’er — Advance Pricing Agreements); der påpeger, at de ved kun at give retssikkerhed for visse udvalgte aktører kan skabe ulighed mellem de virksomheder, de er udstedt til, og andre virksomheder i samme sektor, som ikke har adgang til dem;

Y.

der henviser til, at hverken OECD eller Europa-Kommissionen har krævet, at praksissen med tax rulings som sådan bringes til ophør;

Z.

der påpeger, at en advance tax ruling — forhåndstilkendegivelse om beskatning — ikke formodes at have nogen som helst indvirkning på den skattemæssige behandling af en transaktion eller begunstige en skatteyder på en andens bekostning, idet den alt andet lige bør have samme virkning som den efterfølgende anvendelse af de tilgrundliggende skatteregler; der påpeger, at denne betænknings fokus, i overensstemmelse med det særlige TAXE-udvalgs mandat, følgelig ikke er strengt begrænset til tax rulings, men dækker enhver skatteforanstaltning af lignende art eller med lignende virkning, der falder ind under den generiske betegnelse »skadelig skattepraksis«, dvs. foranstaltninger, der har til formål at tiltrække udenlandske virksomheder eller transaktioner på bekostning af andre skattejurisdiktioner, hvor disse transaktioner normalt skulle beskattes, og/eller foranstaltninger, der har til formål at give bestemte virksomheder en fortrinsstilling og derved forvride konkurrencen;

AA.

der henviser til, at skadelig skattepraksis i et vist omfang kan kædes sammen med en eller flere af følgende uønskede virkninger: manglende gennemsigtighed, vilkårlig forskelsbehandling, konkurrenceforvridninger og ulige spilleregler i og uden for det indre marked, indvirkning på det indre markeds integritet og på skattesystemets fairness, stabilitet og legitimitet, øget beskatning af mindre mobile økonomiske faktorer, øget økonomisk ulighed, illoyal konkurrence mellem stater, udhuling af skattegrundlaget, social utilfredshed, mistillid og et demokratisk underskud;

AB.

der finder, at selv om SMV’er fortsat er den primære drivkraft for økonomien og beskæftigelsen i Europa, bør man også anerkende det vigtige bidrag, som multinationale selskaber yder til fremme af investeringer, økonomisk vækst og beskæftigelse; der påpeger, at betaling af en rimelig andel af skatterne i de lande, hvor disse selskabers faktiske økonomiske aktivitet og værdiskabelse finder sted, fortsat er et vigtigt element i deres bidrag til velfærden i og bæredygtigheden af de europæiske samfund;

AC.

der henviser til, at det særlige udvalg, der konstitueredes den 26. februar 2015, har afholdt 14 møder, hvorunder det har hørt kommissionsformand Jean-Claude Juncker, kommissær med ansvar for konkurrence Margrethe Vestager, kommissær med ansvar for økonomiske og finansielle anliggender samt beskatning og told Pierre Moscovici, formand for Rådet Pierre Gramegna, finansministrene fra Frankrig Michel Sapin, Tyskland Wolfgang Schäuble, Italien Pier Carlo Padoan og Spanien Luis de Guindos, OECD-repræsentanter samt whistleblowere, undersøgende journalister, eksperter, akademikere, repræsentanter for multinationale selskaber, brancheforeninger, fagforeninger, ikke-statslige organisationer og medlemmer af EU's nationale parlamenter (se bilag 1); der henviser til, at delegationer fra TAXE-udvalget har besøgt Schweiz for at se nærmere på specifikke aspekter af tredjelandsdimensionen af dets mandat, samt foretaget undersøgelsesrejser til følgende medlemsstater: Belgien, Luxembourg, Irland, Nederlandene og Det Forenede Kongerige; der henviser til, at der også har været afholdt møder med regeringsrepræsentanter fra Gibraltar og Bermuda; der henviser til, at alle disse aktiviteter, selv om de har givet et uvurderligt indblik i skattesystemer og -praksis i hele EU, ikke har afklaret alle relevante spørgsmål, herunder de resterende uoverensstemmelser i de erklæringer, som Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, er kommet med vedrørende den længe hemmeligholdte side i Krecké-rapporten;

AD.

der henviser til, at udvalget i et vist omfang er blevet hindret i at udføre sit arbejde, fordi en række medlemsstater og Rådet ikke reagerede inden for svarfristen (se bilag 2) og i sidste ende enten ikke fremsendte alle de dokumenter, de var anmodet om, eller afgav rent formelle svar, som knap nok berørte substansen i anmodningerne; der henviser til, at kun 4 af de 17 multinationale selskaber, der var indbudt, indvilgede i at give møde for udvalget efter den første indbydelse i juni og juli 2015; der henviser til, at yderligere 11 multinationale selskaber først indvilgede i at give møde for udvalget, efter at afstemningen om betænkningen i TAXE-udvalget havde fundet sted, og efter gentagne indbydelser, således at der måtte indkaldes til et nyt ekstraordinært møde kort før afstemningen på plenum (se bilag 3); der henviser til, at heller ikke Kommissionen samarbejdede fuldt ud, idet den ikke fremsendte alle dokumenter og uformelle notater fra møder i Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen møder, men kun, som følge af visse medlemsstaters modvilje, tilbød en begrænset høringsprocedure; der henviser til, at udvalgets mandatperiode derfor måtte forlænges;

AE.

der henviser til, at en række af Kommissionens undersøgelser vedrørende statsstøtte i relation til ordninger for interne afregningspriser valideret af tax rulings eller andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning, som påvirker det skattepligtige overskud for datterselskaber af multinationale selskaber, stadig var i gang på tidspunktet for denne betænknings vedtagelse.

1.

minder om, at de eksisterende modeller for selskabsbeskatning i industrilandene blev udformet i første halvdel af det 20. århundrede, som var en periode med begrænset grænseoverskridende aktivitet; bemærker, at globaliseringen og digitaliseringen af økonomien radikalt har ændret den globale værdikæde og den måde, markederne fungerer på, og at de fleste store selskaber nu har en tværnational struktur, som rækker ud over rammerne for de nationale skatteregler; understreger, at de nationale og internationale regler på skatteområdet ikke er fulgt med udviklingen i erhvervslivet;

2.

understreger nødvendigheden af at udforme en afbalanceret og retfærdig skattepolitik som et integreret led i strukturreformer i medlemsstaterne;

3.

bemærker, at selv om det er blevet stadig mere kompliceret for virksomheder, der opererer på tværs af grænserne, at overholde reglerne i de forskellige skattesystemer, har globaliseringen og digitaliseringen samtidig gjort det lettere for dem at organisere deres aktiviteter gennem offshore-finanscentre og at skabe sindrige konstruktioner, der kan nedbringe deres samlede skattebidrag; finder det betænkeligt, at de fleste medlemsstater som følge af den økonomiske krise, gældskrisen og nødvendigheden af at konsolidere budgettet har skåret kraftigt ned på deres skatteforvaltningers personale; understreger, at de nationale skattemyndigheder bør have tilstrækkeligt med ressourcer, herunder medarbejdere, til effektivt at kunne forebygge, afsløre og bekæmpe aggressiv skatteplanlægning, skatteunddragelse og skatteundgåelse, som i væsentlig grad udhuler deres skattegrundlag, og sikre en bedre og mere retfærdig skatteopkrævning og troværdigheden af skattesystemet; bemærker, at undersøgelser har vist, at kvalificerede skattemedarbejdere giver staten betydeligt flere indtægter i forhold til de udgifter, som er relateret til disse medarbejdere, eftersom effektive skatteforvaltninger har en direkte positiv indvirkning på skatteindtægter;

4.

understreger forskellen mellem på den ene side den skadelige praksis i visse skatteforvaltninger og nationale forvaltninger, der gør det muligt for multinationale selskaber at flytte overskud væk fra de områder, hvor overskuddet er skabt, for at undgå beskatning, og på den anden side staters konkurrence om at tiltrække direkte udenlandske investeringer (FDI) eller beholde økonomiske aktiviteter i landet i fuld overensstemmelse med EU-lovgivningen;

5.

understreger, at medlemsstaterne i overensstemmelse med traktatens nærhedsprincip kan fastsætte deres egne selskabsskattesatser og skattegrundlag, indtil der er aftalt stærkere skatteharmoniseringsforanstaltninger i overensstemmelse med traktaten; understreger imidlertid også, at de alt for komplekse regler i de nationale skattesystemer i kombination med forskellene mellem disse systemer skaber smuthuller, som de multinationale selskaber kan udnytte til aggressiv skatteplanlægning, hvilket fører til udhuling af skattegrundlag, flytning af overskud, et kapløb mod bunden og i sidste ende et suboptimalt økonomisk resultat; understreger, at denne form for skatteundgåelse er et minussumsspil for alle de nationale budgetter lagt sammen, fordi det øgede skatteprovenu, der opnås gennem skadelig praksis i én medlemsstat (i form af fritagelser, særlige fradrag eller smuthuller) ikke opvejer tabet af skatteprovenu i andre medlemsstater; påpeger, at en yderligere udhuling af skattegrundlaget, skadelig skattekonkurrence og et skattesatskapløb mod bunden kun kan forhindres via en mere koordineret, fælles tilgang fra medlemsstaternes side med henblik på at fastlægge en fælles ramme, som medlemsstaternes skattesatser skal holde sig inden for;

6.

minder om, at nogle medlemsstater formelt har højere selskabsskatter end andre, men at de reelle satser er væsentligt lavere på grund af fradrag og smuthuller, der tilgodeser det indenlandske erhvervsliv, således at den effektive skattesats ender med at være lavere end i medlemsstater med en formelt lav sats;

7.

påpeger, at lavere selskabsskat i nogle medlemsstater kan give et forholdsvis større skatteprovenu end højere skattesatser;

8.

konstaterer, at de lovbestemte selskabsskattesatser i EU ifølge Kommissionen (22) faldt med 12 procentpoint, fra 35 % til 23 %, mellem 1995 og 2014; understreger, at dette fald i skattesatserne har været ledsaget af en udvidelse af skattegrundlaget for at modvirke indtægtstab, og at de forholdsvis stabile indtægter fra selskabsbeskatning inden for samme tidsramme også kan forklares med en stærk tendens i retning af omdannelse af virksomheder fra f.eks. enkeltmandsvirksomheder til aktie- eller anpartsselskaber, hvilket indebærer en tilsvarende overgang fra person- til selskabsbeskatning;

9.

bemærker, at de fleste medlemsstater bruger store beløb på skatteincitamenter, der har til formål at give SMV'er en konkurrencefordel, men at disse bestræbelser ifølge Kommissionen (23) saboteres af international skatteplanlægning i tre ud af de fire medlemsstater, der for nylig har været genstand for en undersøgelse; bemærker, at SMV’er dermed, på trods af de store omkostninger, der er forbundet med at begunstige dem skattemæssigt, stilles dårligere i konkurrencen, ligesom de nationale politiske beslutningstageres intentioner undergraves;

10.

fremhæver den voksende kløft mellem lovbestemte og effektive skattesatser, navnlig for virksomheder, der opererer på globalt plan, hvilket i det mindste delvis er en afspejling af forskellige undtagelser og fritagelser fra de almindelige skatteregler, hvad enten disse er et resultat af lovgiverens intentioner om at nå specifikke mål eller af en aggressiv skatteplanlægning, dvs. fuldstændig kunstige arrangementer, der udelukkende har et skattemæssigt formål;

11.

understreger, at den manglende overensstemmelse mellem skattesystemerne på globalt plan i væsentlig grad bidrager til en udhuling af skattegrundlag og skatteunddragelse, men at tiltag alene på EU-plan ikke vil løse disse problemer;

12.

konstaterer, at de 28 skattesystemer i EU er meget forskelligartede hvad angår såvel definitionen af skattegrundlaget som skattesatsernes størrelse, og at variationen bliver endnu større, hvis man medregner de særlige jurisdiktioner med egne skattesystemer, der henhører under visse EU-medlemsstater (oversøiske territorier og britiske kronbesiddelser); beklager, at der i øjeblikket ikke findes nogen fælles definition eller retningslinjer i EU for så vidt angår grundlæggende begreber og elementer såsom balancen mellem beskatning efter henholdsvis indtægtskilde og hjemsted, fast forretningssted og skattepligtige enheder, økonomisk substans og regler om bekæmpelse af misbrug, definition af renter og royalties, behandling af immaterielle aktiver, behandling af gæld og egenkapital, for slet ikke at tale om, hvad der kan og ikke kan fratrækkes skattegrundlaget, hvilket efterlader medlemsstaterne med ukoordinerede skattesystemer; understreger, at det er nødvendigt at harmonisere disse definitioner;

13.

understreger, at de nationale præferenceordninger og uoverensstemmelserne mellem de forskellige skattesystemer i det indre marked skaber muligheder for skatteundgåelse; bemærker, at disse uønskede virkninger forværres yderligere af samspillet med et stort antal bilaterale skatteoverenskomster, der er indgået mellem medlemsstater og tredjelande og hvis bestemmelser ikke i tilstrækkelig grad sikrer mod misbrug;

14.

bemærker, at de ukoordinerede skattemæssige rammer i EU også lider under en åbenlys mangel på samarbejde mellem medlemsstaterne; understreger i den forbindelse, at medlemsstaterne ikke nødvendigvis tager hensyn til virkningen af deres skattemæssige foranstaltninger på andre medlemsstater, ikke kun i forbindelse med udformningen af sådanne foranstaltninger, men også når de udveksler oplysninger om gennemførelsen af samme, hvilket i praksis fører til en usolidarisk »beggar thy neighbour«-politik på skatteområdet, som er i strid med selve grundprincipperne for det europæiske projekt; påpeger, at en automatisk, systematisk og effektiv udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne ville gøre det muligt at tage højde for den skattemæssige behandling af specifikke indtægtsstrømme eller transaktioner i andre medlemsstater; understreger, at dette også medvirker til at skabe en uacceptabel situation, hvor overskud optjent af multinationale selskaber i en medlemsstat ofte beskattes med en meget lav sats, eller slet ikke, i EU;

15.

mener, at finanspolitik og konkurrencepolitik bør betragtes som to sider af samme sag i det indre marked, og opfordrer Kommissionen til at revurdere og styrke de disponible instrumenter og ressourcer for konkurrencepolitik og statsstøtte;

16.

understreger, at der har været en meget begrænset konvergens mellem de nationale skattesystemer i EU på trods af, at der gennem de sidste 30 år er sket en uddybning uden fortilfælde af integrationsprocessen i EU, navnlig i forbindelse med det indre marked og Den Økonomiske og Monetære Union; beklager, at samordningen af skattesystemerne halter langt bagefter den samordningsindsats, der gøres på EU-plan på andre områder, navnlig inden for rammerne af det europæiske semester, selv om en væsentlig del af det policy mix, der skal sikre finanspolitisk konsolidering — ud over de relevante foranstaltninger på udgiftssiden — vedrører indtægtssiden; er af den opfattelse, at dette aspekt burde have været nævnt i de fem formænds rapport, »Gennemførelse af Europas Økonomiske og Monetære Union«, fra juni 2015;

17.

understreger, at manglen på politisk vilje til at skabe konvergens mellem de nationale finanspolitikker motiverer medlemsstaterne til at vælge en bilateral fremgangsmåde, mens en fælles tilgang ville være mere effektiv; minder om muligheden for at anvende metoden med forstærket samarbejde til at arbejde hen imod finanspolitisk konvergens; glæder sig i lyset heraf over visse medlemsstaters ønske om at indføre en afgift på finansielle transaktioner;

18.

understreger, at visse multinationale selskabers skatteundgåelse kan resultere i en effektiv skatteprocent på noget nær nul for overskud optjent i europæiske jurisdiktioner, hvilket understreger det faktum, at sådanne multinationale selskaber, selv om de nyder godt af forskellige offentlige goder og serviceydelser på de steder, hvor de opererer, ikke betaler en rimelig andel heraf og dermed bidrager til udhuling af det nationale skattegrundlag og til større ulighed; understreger også, at det kun er virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter, der har mulighed for at overføre overskud, hvilket straffer konkurrenter, der kun er aktive i ét land;

19.

konstaterer med stor bekymring, at selskabers skatteundgåelse har en direkte indvirkning på de nationale budgetter og på skattebyrdens fordeling mellem de forskellige kategorier af skatteydere samt mellem økonomiske faktorer (til gavn for de mest mobile faktorer såsom kapital i form af FDI); beklager, at dette ud over konkurrenceforvridning og ulige spilleregler resulterer i en stærkt betænkelig situation, hvor nogle af de skatteydere, der har den største betalingsevne, i en situation hvor der gøres intense bestræbelser for at opnå finanspolitisk konsolidering og strukturelle reformer, bidrager betydeligt mindre end dem, der er hårdest ramt af den økonomiske og finansielle krise og gældskrise, såsom almindelige borgere samt virksomheder, der ikke giver sig af med aggressiv skatteplanlægning, og som ofte tilhører SMV-kategorien og ikke er i stand til at konkurrere med multinationale selskaber på grund af dette skattemæssige handicap; understreger, at denne situation risikerer at give næring til mistilliden til demokratiet og i sidste ende påvirke den generelle overholdelse af skattereglerne, navnlig i de lande, der er underlagt tilpasningsprogrammer; finder det beklageligt, at whistleblowere, som i offentlighedens interesse giver de nationale myndigheder vigtige oplysninger om embedsmisbrug, forseelser, svig eller ulovlige aktiviteter eller praksisser, risikerer at blive retsforfulgt og lide personlig og økonomisk skade; bemærker med stor bekymring, at selv journalister, der afslører ulovlige eller illegitime praksisser, undertiden har været udsat for tilsvarende følger;

20.

bemærker, at IMF (24) på baggrund af en undersøgelse af 51 lande har konkluderet, at flytning af overskud mellem skattejurisdiktioner på nuværende tidspunkt i gennemsnit medfører et tab af selskabsskatteindtægter på ca. 5 % — dog næsten 13 % i lande uden for OECD; bemærker også, at den økonometriske dokumentation ifølge Kommissionen viser, at FDI over tid er blevet mere følsom over for selskabsbeskatning; fremhæver, at i alt 1 billion EUR i potentielle skatteindtægter ifølge en undersøgelse hvert år skønnes at gå tabt på grund af skattesvig, skatteunddragelse, herunder i skyggeøkonomien, og skatteundgåelse i EU (25), mens andre skøn tyder på, at det årlige tab for de nationale statskasser som følge af skatteundgåelse beløber sig til omkring 50-70 mia. EUR, men at dette indtægtstab i hele EU i realiteten kan udgøre 160-190 mia. EUR, hvis man tager særlige skattearrangementer samt manglende effektivitet i opkrævningen og andre lignende aktiviteter med i betragtning (26); påpeger, at FN’s Konference for Handel og Udvikling (UNCTAD) har beregnet, at multinationale selskabers skatteundgåelse hvert år koster udviklingslandene omkring 100 mia. USD i skatteindtægter; understreger, at disse tal bør behandles med forsigtighed, da de kan undervurdere det faktiske tab for de nationale statskasser som følge af den begrænsede gennemsigtighed og de forskellige regnskabsmæssige metoder og begreber, der anvendes rundt omkring i verden, hvilket har betydning for tilgængeligheden af sammenlignelige og relevante data og pålideligheden af ethvert skøn;

21.

konstaterer, at skatteplanlægningsstrategier kan være baseret på selskabers opbygning, på finansieringsordninger for deres filialer eller på interne afregningspriser, som er afkoblet fra reelle økonomiske aktiviteter, hvilket gør det muligt kunstigt at flytte overskud fra en jurisdiktion til en anden med det formål at reducere selskabernes samlede skattebidrag; konstaterer med stor bekymring, at der i EU oprettes et stigende antal postkasseselskaber, som kun er virksomheder af navn, og hvis eneste formål er skatteunddragelse; henviser til det konkrete eksempel med McDonalds, hvis metoder på skatteområdet i en rapport udarbejdet af en koalition af fagforeninger blev anslået at have kostet de europæiske lande over 1 mia. EUR i mistede skatteindtægter mellem 2009 og 2013 (27);

22.

er af den opfattelse, at nationale præferenceordninger og den ringe grad af koordination og konvergens, der findes mellem medlemsstaternes skattesystemer på trods af den økonomiske sammenkobling og det samspil, der reelt eksisterer på det indre marked, medfører en række uoverensstemmelser, der åbner mulighed for aggressiv skatteplanlægning, dobbelte fradrag og dobbelt ikkebeskatning, f.eks. gennem en eller flere af følgende metoder: kunstige interne afregningspriser, placering af fradrag i højskatteområder, overførsel af midler opnået ved lån gennem conduitselskaber, risikooverførsel, finansielle hybridprodukter, udnyttelse af forskelle mellem skattesystemer, skattearbitrage, royaltyaftaler, »treatyshopping« og placering af salg af aktiver i lavskatteområder;

23.

understreger, at det særlige udvalg i løbet af sine undersøgelsesrejser i fem medlemsstater og Schweiz konstaterede, at en række nationale skatteforanstaltninger, som ofte anvendes i forbindelse med multinationale selskaber, havde potentialet til at udgøre skadelig skattepraksis, navnlig følgende, som bør betragtes som en ikke-udtømmende liste:

24.

konstaterer, at 72 % af overførslerne af overskud i EU ifølge Kommissionen (28) foregår via interne afregningspriser og placering af intellektuelle ejendomsrettigheder;

25.

fremhæver, at en række medlemsstater i de seneste år har udviklet favorable selskabsskatteordninger, som specifikt skal tiltrække selskabers mobile immaterielle aktiver såsom indtægter hidrørende fra intellektuelle ejendomsrettigheder; noterer sig den store variation i skattelempelser og -fradrag, som disse ordninger tilbyder, samt i deres anvendelsesområde (innovationsbokse, IP-bokse, videnbokse, patentbokse m.m.); understreger, at skatteyderne i visse medlemsstater ikke behøver at frembringe intellektuel ejendom selv og/eller inden for landets grænser for at få adgang til skattefordelene, men kan nøjes med at erhverve den gennem et selskab, som har hjemsted inden for jurisdiktionen; understreger derfor, at enhver skattefordel i forbindelse med F&U skal være knyttet til reelle udgifter i den nævnte jurisdiktion;

26.

understreger endvidere, at udgifterne til forskning og udvikling i forvejen er fradragsberettigede under de nationale skattesystemer, også uden patentbokse, og at patentboksene dermed bidrager til skatteundgåelse på en måde, der er i strid med systemet;

27.

anser sådanne ordninger for at være eksempler på skadelig skattekonkurrence mellem stater, fordi de bevirker, at andre lande, herunder medlemsstater, mister skatteindtægter, samtidig med at deres forbindelse med og indvirkning på realøkonomien i de fleste tilfælde er ikkeeksisterende; bemærker, at Kommissionen i en gennemgang af F&U-skatteincitamenter (29) konstaterer, at patentbokse formentlig i højere grad vil blive anvendt til at flytte selskabers indtægter end til at stimulere innovation;

28.

understreger, at spørgsmålet om interne afregningspriser i en økonomisk kontekst karakteriseret ved flere immaterielle aktiver ofte berøres af manglen på sammenlignelige transaktioner og benchmarks, hvilket vanskeliggør en korrekt anvendelse af armslængdeprincippet, ifølge hvilket prisen for transaktioner mellem virksomheder, der tilhører samme koncern, skal værdiansættes på samme måde som mellem uafhængige enheder;

29.

bemærker, at de eksisterende retningslinjer for interne afregningspriser giver de multinationale selskaber et betydeligt spillerum med hensyn til valget af evalueringsmetoder og implementeringen af samme; understreger, at fraværet af enhver effektiv fælles standard for interne afregningspriser og de forskellige fritagelser, undtagelser og alternativer, der gives mulighed for, udnyttes af de multinationale selskaber til, i modstrid med ånden i de pågældende retningslinjer, at kalibrere deres skattepligtige overskud efter jurisdiktion og nedbringe deres samlede skattepligt, f.eks. gennem misbrug af cost+-metoden, vilkårlig fastsættelse af fortjenstmargener eller den tvivlsomme metode med ikke at medregne bestemte udgifter; understreger, at den bedste metode at løse problemet med interne afregningspriser på EU-niveau består i indførelse af et fælles konsolideret skattegrundlag, hvilket vil fjerne behovet for disse priser;

30.

understreger, at skattemyndighederne ikke kan kontrollere den dokumentation for interne afregningspriser, som indgives af multinationale selskaber eller deres repræsentanter, forsvarligt, fordi de ofte savner det fornødne udstyr og personale til at kunne underkaste sådanne analyser og deres resultater eller virkninger en kritisk og grundig vurdering;

31.

beklager, at retningslinjerne for anvendelsen af dette rent økonomiske begreb i en kontekst, hvor 60 % af verdenshandelen foregår internt i koncerner (30), er fragmenteret på nationalt plan og derfor giver sig udslag i inkonsekvenser mellem medlemsstaterne og retstvister;

32.

understreger endvidere, at der til trods for det betydelige antal retstvister i EU, som udspringer af forskellige fortolkninger af de samme principper for beregning af interne afregningspriser, ikke findes nogen effektiv tvistbilæggelsesmekanisme på europæisk plan; konstaterer, at behandlingen af sager om interne afregningspriser inden for rammerne af EU’s voldgiftskonvention kan tage op til otte år, hvilket bidrager til manglen på retssikkerhed for virksomheder og skatteforvaltninger;

33.

understreger den afgørende rolle, som store revisionsfirmaer, herunder de såkaldte »Big Four«, spiller i udformningen og markedsføringen af rulings og ordninger for skatteundgåelse, der udnytter forskellene mellem de nationale lovgivninger; fremhæver, at de pågældende firmaer, som ser ud til at tjene en stor del af deres penge på skatterelaterede tjenesteydelser, ligesom de dominerer revisionsmarkedet i de fleste medlemsstater og spiller en fremtrædende rolle inden for globale skatterådgivningstjenester, udgør et snævert oligopol; mener, at en sådan situation ikke kan fortsætte uden at skade det indre markeds funktionsdygtighed på »the Big Fours« aktivitetsfelter; henleder opmærksomheden på den interessekonflikt, der opstår, når de samme firmaer på den ene side optræder som skatterådgivere og -eksperter for skattemyndigheder og på den anden side bistår de multinationale selskabers skatteplanlægningsafdelinger med at udnytte svaghederne i de nationale skattelove; mener, at god praksis på dette område bør fremmes, og at eksisterende adfærdskodekser bør forbedres; finder det ikke desto mindre tvivlsomt, om nogen virksomhedsadfærdskodeks eller CSR-politik vil kunne tackle dette problem effektivt; understreger, at tax rulings såvel i EU som på verdensplan er blevet et led i almindelig forretningspraksis, ikke kun for at opnå retlig sikkerhed eller fordelagtige skatteaftaler, men også i tilfælde, hvor lovreglerne ikke levner plads til fortolkning; finder det betænkeligt, at skatterådgivningsbranchen anvender kalkuler, ifølge hvilke en skatteplanlægningsordning kun skal have 50 % chance for at være lovlig, før man anbefaler den til kunderne (31);

34.

opfordrer skattemyndighederne til at forbedre og diversificere deres kilder til viden og forbedre processen med konsekvensanalyser væsentligt for at reducere risikoen for uforudsete konsekvenser af nye skatteforanstaltninger; minder medlemsstaterne om, at ikke kun forskelle mellem skattesystemer, men også for høj kompleksitet i nationale skattesystemer og lav stabilitet med for hyppige ændringer spiller en vigtig rolle for eksistensen af skattegab, uretfærdige skattesystemer og lidet troværdige skattepolitikker; understreger i denne forbindelse den hindring, som fragmenteringen af skatteområdet udgør for oprettelsen af en europæisk kapitalmarkedsunion;

35.

anerkender, at løsningen af problemet med multinationale selskabers aggressive skatteplanlægning har stået højt på den politiske dagsorden i medlemsstaterne, EU, OECD og G20 i kølvandet på den økonomiske krise og senest LuxLeaks-skandalen, men beklager samtidig, at der i praksis indtil nu ikke er gjort væsentlige fremskridt med undtagelse af OECD's BEPS-projekt, der er sponsoreret af G20, og som netop er færdiggjort, men endnu ikke implementeret af landene;

36.

bemærker på den baggrund, at mange medlemsstater har indført eller agter at indføre foranstaltninger mod skatteundgåelse, navnlig i form af begrænsning af rentefradragsmuligheder, antimisbrugsregler, en bedre definition af begrebet fast driftssted (herunder udvikling af tests for økonomisk substans med henblik på at kunne bestemme virksomheders skattepligtige tilstedeværelse mere effektivt), muligheden for at udelukke virksomheder med kritisabel adfærd fra offentlige udbud eller offentliggørelse af skatteplanlægningsordninger, der kan medvirke til at genoprette skattesystemets troværdighed og afkorte den tid, der går mellem indførelsen af konkrete ordninger og vedtagelsen af korrigerende foranstaltninger, herunder på lovgivningsplan;

37.

frygter dog, at ensidige foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet mod udhuling af skattegrundlag, kan bidrage til øge kompleksiteten, skabe nye uoverensstemmelser mellem lovgivningerne og som følge heraf give nye muligheder for skatteundgåelse på det indre marked; understreger, at eventuelle divergenser i medlemsstaternes gennemførelse af internationale eller EU-retningslinjer kan have samme virkning;

38.

påskønner de forskellige initiativer og lovgivningsforslag, der er kommet fra Kommissionen i løbet af de sidste 20 år, herunder de seneste, der tager sigte på en stærkere koordinering af medlemsstaters selskabsskattesystemer med henblik på at styrke det indre marked, adressere problemerne med dobbeltbeskatning eller dobbelt ikkebeskatning og bevare medlemsstaternes ret til at beskatte effektivt; beklager ikke desto mindre, at kun få af disse forslag er blevet vedtaget af Rådet på grund af kravet om enstemmighed og den omstændighed, at visse medlemsstater fastholder deres overbevisning om, at de har mere at vinde på individuelt plan ved at udnytte smuthuller i det ukoordinerede skattesystem end ved at indgå i et kollektivt, samordnet system;

39.

hilser offentliggørelsen af en ny række finanspolitikker velkommen og opfordrer Kommissionen til at søge at sikre et retfærdigt skattesystem baseret på princippet om, at skat skal betales i den medlemsstat, hvor overskuddet skabes, således at forvridning af det indre marked og illoyal konkurrence undgås;

40.

understreger, at Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen for Erhvervsbeskatning (»gruppen«), der blev nedsat af medlemsstaterne i 1998, i slutningen af 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne gjorde det muligt at eliminere de mest skadelige individuelle skattepraksisser på det tidspunkt gennem den tostrengede soft law-strategi bestående i dels afvikling af eksisterende skatteforanstaltninger, der udgjorde skadelig skattekonkurrence (»rollback«), dels afståelse fra at indføre sådanne foranstaltninger i fremtiden (»standstill«);

41.

beklager, at gruppens arbejde synes at have mistet momentum; konstaterer, at nogle af de mere end 100 foranstaltninger, som er blevet afviklet som følge af dens aktivitet, er blevet erstattet af skattemæssige foranstaltninger med tilsvarende skadelige virkninger i medlemsstaterne; konstaterer, at skattemyndigheder har modarbejdet gruppens anbefalinger ved at skabe nye strukturer med de samme skadelige virkninger som dem, gruppen har afviklet; beklager, at de forsøg, der hidtil har været gjort på at forstærke gruppens styring og mandat samt at tilpasse og udvide arbejdsmetoderne og kriterierne i adfærdskodeksen med henblik på bekæmpelse af nye former for skadelig skattepraksis i den nuværende økonomiske situation, ikke har båret frugt; støtter Kommissionens seneste forslag på dette område, som anført i dens handlingsplan af 17. juni 2015 for en fair og effektiv selskabsbeskatning i EU;

42.

beklager, at der fortsat er skattekonkurrence blandt medlemsstaterne på trods af de ambitiøse målsætninger, der har været gældende siden 1997, og påpeger, at denne skattekonkurrence i mindre grad skyldes forskelle i skattesatser end manglen på ensartede nationale regler for, hvad der udgør et skattepligtigt overskud, hvilket i adskillige årtier konstant har været illustreret af diskrepanserne mellem de nominelle og faktiske selskabsskattesatser, som medlemsstaterne anvender;

43.

beklager endvidere, at gruppens oprindelige status og ledelsesordninger gav for megen plads til politiske forhandlinger og kompromisser som led i bestræbelserne for at nå frem til en »bred konsensus« (dvs. reelt en form for kvasi-enstemmighed, hvor det var muligt at udtrykke divergerende holdninger i fodnoter) om vurderingen af skadelig praksis, hvilket gik ud over troværdigheden og fuldstændigheden af dens arbejde og i nogle tilfælde førte til, at man bevidst undlod at offentliggøre eller følge op på rapporter som f.eks. den rapport om administrative praksisser, der blev udarbejdet af Simmons & Simmons i 1999; finder det beklageligt, at afviklingen af eksisterende foranstaltninger blev ramt af politisk forsinkelser og i nogle tilfælde gjorde det muligt for nye virksomheder at få gavn heraf efter afviklingsfristens udløb, hvilket også hænger sammen med de meget svage mekanismer for kontrol med og ansvarliggørelse af gruppen;

44.

understreger mere grundlæggende, at selv om kodeksens enkeltsagsbaserede tilgang har ført til, at medlemsstaterne nu i højere grad konkurrerer på generelle foranstaltninger, egner den sig ikke til at afhjælpe de systemiske svagheder på det fragmenterede selskabsskatteområde i EU, som trænger til at få en mere gennemgribende overhaling;

45.

bemærker endvidere den indsats, der er gjort gennem etablering af Platformen for God Forvaltningspraksis på Skatteområdet, der bringer forskellige interessenter sammen omkring det samme bord med det formål at skabe konsensus omkring spørgsmålet om skatteundgåelse, navnlig i en international sammenhæng, og Det Fælles EU-Forum for Interne Afregningspriser, som udsteder en række retningslinjer om de tekniske aspekter af interne afregningspriser; understreger, at disse organer indtil nu har bidraget med begrænsede korrektioner af selskabsskatterammerne; beklager, at de retningslinjer, som Det Fælles EU-Forum for Interne Afregningspriser har udarbejdet, hidtil ikke i tilstrækkelig grad har taget fat om problemet med skatteundgåelse; beklager, at sammensætningen af Det Fælles EU-Forum for Interne Afregningspriser trods en nylig opdatering af dets medlemskab stadig er ubalanceret; finder det desuden kritisabelt, at de samme skatteeksperter, der bidrager til arbejdet med retningslinjerne for interne afregningspriser, samtidig kan rådgive deres klienter om aggressiv skatteplanlægningsstrategier baseret på interne afregningspriser og dermed kan befinde sig i en interessekonflikt;

46.

understreger, at selv om EU’s lovgivning (direktiverne om moder- og datterselskaber, renter og royalties, fusioner og administrativt samarbejde) kun dækker visse begrænsede aspekter i tilknytning til selskabsskatten, har den været i stand til at tackle specifikke problemer, som medlemsstaterne og de virksomheder, der opererer i flere lande, står over for; understreger, at disse foranstaltninger, som oprindeligt var beregnet til at eliminere dobbeltbeskatning, har fået visse utilsigtede kontraproduktive virkninger på skatteundgåelse og undertiden fører til dobbelt ikkebeskatning; glæder sig over Rådets nylige vedtagelse af ændringer til direktivet om moder- og datterselskaber med henblik på at indføre en generel antimisbrugsklausul og tackle hybridlånsmismatch, som vil træde i kraft i slutningen af 2015, og forventer, at dette vil bidrage til at fjerne nogle af mulighederne for skatteundgåelse i EU;

47.

erindrer for så vidt angår spørgsmålet om gennemsigtighed om bestemmelserne i Rådets direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde, som sigter på at fremme udvekslingen af alle relevante skatteoplysninger; er af den opfattelse, at en automatisk, øjeblikkelig og omfattende udveksling og effektiv behandling af skatteoplysninger vil have en stærkt afskrækkende virkning på skatteunddragelse og indførelse af skadelige skattepraksisser og vil give medlemsstaterne og Kommissionen mulighed for at råde over alle relevante oplysninger i deres indsats mod dem;

48.

beklager, at de nuværende lovgivnings- og overvågningsmæssige rammer for udveksling af oplysninger om skattemæssige foranstaltninger ikke er effektive, idet erfaringen viser, at de gældende krav vedrørende udveksling af oplysninger, spontant eller efter anmodning, ikke overholdes; beklager, at praktisk talt ingen medlemsstater udleverer oplysninger, som kan have indvirkning på partnerlande i EU; beklager den manglende samordning mellem Kommissionen og de kompetente myndigheder i medlemsstaterne;

49.

beklager, at der næsten aldrig udveksles skatteoplysninger spontant mellem medlemsstaterne; hilser en automatisk udveksling af oplysninger, der ikke længere er baseret på gensidighed, velkommen; henleder opmærksomheden på de strukturelle designproblemer i et system, der bygger på skønsmæssige afgørelser af, hvad der skal meddeles og hvad ikke, og er ledsaget af svage kontrolordninger, hvilket gør det meget vanskeligt at identificere nogen som helst overtrædelse af informationsudvekslingskravet;

50.

glæder sig over Kommissionens vilje til at fremme automatisk udveksling af skatteoplysninger som den fremtidige europæiske og internationale standard for gennemsigtighed; opfordrer indtrængende Kommissionen til som et første skridt at opfylde sin pligt som traktatens vogter og træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den gældende EU-ret og princippet om loyalt samarbejde mellem medlemsstaterne, der er fastsat i traktaterne, overholdes behørigt; glæder sig over forslaget fra ekspertgruppen om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti om at undersøge mulighederne for at støtte udviklingslande med automatisk udveksling af oplysninger ved at indgå aftaler om ikke-gensidig udveksling med disse lande;

51.

bemærker, at statsstøttereglerne og de hertil knyttede sanktioner er nyttige som middel til at imødegå de mest urimelige og konkurrenceforvridende former for skadelig skattepraksis og kan have en betydelig afskrækkende virkning;

52.

hilser Kommissionens pakke om gennemsigtighed på skatteområdet vedrørende automatisk udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne om deres tax rulings fra marts 2015 og handlingsplanen om et fair og effektivt system for selskabsbeskatning i EU fra juni 2015 velkommen; understreger imidlertid, at disse tekster kun kan betragtes som de første skridt i den rigtige retning, og at der er behov for hurtigst muligt at etablere en sammenhængende ramme af lovbestemmelser og administrativt samarbejde, hvilket også vil være til gavn for SMV’er og de multinationale selskaber, der bidrager til at skabe reel økonomisk vækst og betaler en rimeligt andel af skatterne i det indre marked;

53.

glæder sig over den nylige vedtagelse af OECD’s BEPS-handlingsplan, som, på baggrund af gentagne opfordringer til handling på G7- og G20-topmøderne, forsøger at adressere de specifikke problemer, der påvirker funktionen af det internationale system for selskabsbeskatning, ved at foreslå en global og systematisk indsats for at tackle dem; beklager den forsinkede og ubalancerede inddragelse af udviklingslandene i OECD’s BEPS-proces, som de skulle have deltaget i på fair vis; beklager også, at visse dele af BEPS-handlingsplanen ikke er tilstrækkelig vidtgående på områder såsom skadelige skatteordninger, digital økonomi og gennemsigtighed;

54.

bemærker, at BEPS-handlingsplanen på baggrund af en systematisk analyse af de »kritiske punkter« i det internationale skattesystem opregner 15 indsatsområder, hvoraf syv blev godkendt af G20 i november 2014, medens de resterende blev endeligt fastlagt i oktober 2015; understreger, at disse tiltag på baggrund af et erhvervsklima under stadig forandring sigter på at adressere gennemsigtighedsspørgsmål, f.eks. ved at udstede retningslinjer for landeopdelt regnskabsaflæggelse, manglen på substans i visse skatteundgåelsesordninger og øget konsekvens i de internationale regler;

55.

advarer ikke desto mindre mod indgåelse af kompromiser, der kan medføre, at de oprindelige ambitioner ikke opfyldes, eller føre til divergerende fortolkninger på nationalt plan; understreger desuden, at der indtil nu næsten ikke har været nogen effektiv overvågning af gennemførelsen af OECD’s retningslinjer i de lande, der har godkendt dem, og at selv de bedst designede løsninger ikke kan være effektive, hvis de ikke overvåges og gennemføres korrekt;

56.

understreger den indbyrdes komplementære karakter af EU’s og OECD’s aktiviteter på dette område; er af den opfattelse, at EU i betragtning af sin grad af integration skal gå videre end BEPS-forslagene med hensyn til samordning og konvergens med sigte på at undgå alle former for skadelig skattekonkurrence på det indre marked; er overbevist om, at EU, samtidig med at det sikrer, at dets konkurrenceevne ikke påvirkes negativt, kan indføre mere effektive redskaber til at sikre loyal skattekonkurrence og medlemsstaternes ret til at foretage en effektiv beskatning af overskud optjent på deres område;

57.

understreger, at nye markedsdeltagere og firmaer på det indre marked, heriblandt SMV’er, der ikke anvender en aggressiv skattepraksis, straffes i forhold til multinationale selskaber, der er i stand til at flytte overskud eller foretage andre former for aggressiv skatteplanlægning via en række beslutninger og instrumenter, som de alene har adgang til i kraft af deres størrelse og evne til at organisere forretningsaktiviteter internationalt; bemærker med bekymring, at de heraf resulterende lavere skatteforpligtelser alt andet lige giver multinationale selskaber et større overskud efter skat og dermed begunstiger dem i konkurrencen med de af deres konkurrenter på det indre marked, som ikke har adgang til aggressiv skatteplanlægning og opretholder sammenhængen mellem det sted, hvor de skaber deres overskud, og det sted, hvor de beskattes; påpeger, at denne fordrejning af konkurrencevilkårene til de multinationale selskabers fordel er i strid med det indre markeds grundprincipper;

58.

understreger, at nogle multinationale selskaber ifølge OECD (32) benytter strategier, der gør det muligt for dem at betale så lidt som 5 % i selskabsskat, hvor mindre virksomheder betaler op til 30 %, og finder det stærkt foruroligende, at grænseoverskridende selskabers skattebidrag ifølge andre undersøgelser (33) i gennemsnit er op til 30 % lavere end for indenlandske virksomheder, der kun opererer i det selv samme land; finder det uacceptabelt, at nogle multinationale selskaber som et resultat af disse strategier kan nøjes med en meget lav effektiv skatteprocent, mens nogle SMV'er er nødt til at svare fuld skat;

59.

understreger, at en sådan fordrejning af de økonomiske aktørers beslutningstagning, baseret på det forventede overskud efter skat, fører til en suboptimal fordeling af ressourcer inden for EU og har tendens til at sænke konkurrenceniveauet, hvilket berører vækst og beskæftigelse;

60.

understreger, at visse skadelige skattepraksisser kan falde ind under reglerne for skatterelateret statsstøtte, navnlig i det omfang de på samme måde som statsstøtte kan give »selektive« fordele og medføre konkurrenceforvridninger på det indre marked; bemærker, at processerne for statsstøtte og Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen tidligere gensidigt har støttet hinanden, navnlig i 1999 og i første halvdel af 2000’erne; understreger, at håndhævelsen af EU’s konkurrenceregler har skabt et juridisk pres, der supplerer gruppens soft-law beslutningsproces, hvilket delvist kompenserer for manglen på ethvert andet effektivt middel til at tackle problemet med skatteundgåelse på EU-plan;

61.

anerkender den vigtige udvikling, der har fundet sted i de sidste 20 år med hensyn til rammerne for Kommissionens analyser af skatterelateret statsstøtte, og som har gjort det muligt at bevæge sig mod større klarhed i definitionen og analysen af skattebaseret statsstøtte samt en mere systematisk indsats mod sådanne foranstaltninger; bemærker især Kommissionens retningslinjer fra 1998 om anvendelsen af statsstøttereglerne på foranstaltninger vedrørende direkte beskatning af virksomhederne, rapporten fra 2004 herom og forskellige vigtige domstolsafgørelser i løbet af 2000’erne; hilser det velkomment, at Kommissionen i forbindelse med sin promovering af moderniseringsprocessen på statsstøtteområdet i 2014 iværksatte en offentlig høring om et udkast til retningslinjer, der tager sigte på at præcisere begrebet statsstøtte i henhold til artikel 107, og som omfatter elementer vedrørende skatterelateret statsstøtte og navnlig tax rulings;

62.

bemærker, at en stadig mere fast retspraksis fra EU-Domstolen omkring anvendelsen af statsstøttereglerne på medlemsstaternes skattemæssige foranstaltninger har taget form i de seneste årtier, senest i Gibraltar-sagen i 2011 (34);

63.

bemærker, at Domstolen understregede princippet om” substans over form” dvs. at referencekriteriet for vurderingen af en foranstaltning er dens økonomiske virkninger;

64.

bemærker, at Domstolen derfor med udgangspunkt i forbuddet mod statsstøtte har formuleret vidtrækkende krav til medlemsstaternes lovgivningsmæssige ansvar på skatteområdet;

65.

bemærker, at spørgsmålet om »karakteren og opbygningen af det nationale system« er en central reference i vurderingen af, om direkte eller indirekte skatteforanstaltninger er selektive eller ej, og dermed om de er forenelige med det indre marked eller ej, og at enhver form for statsstøtte skal vurderes i lyset af den hidtil eksisterende ligevægt; understreger, at eftersom EU’s benchmark for vurderingen af potentielle fordrejninger er det nationale referencesystem (35), kan ikke alle konkurrenceforvridninger og skadelige skattepraksisser på det indre marked være omfattet af de gældende konkurrenceregler; konstaterer derfor, at en fuldstændig efterlevelse af disse regler i sig selv ikke vil være nok til at løse spørgsmålet om selskabers skatteundgåelse i EU;

66.

bemærker, at Kommissionen i henhold til de oplysninger, den har givet det særlige udvalg (36), kun har haft 65 skatterelaterede statsstøttesager under formel behandling siden 1991, hvoraf syv vedrørte tax rulings, og kun ti havde oprindelse i formelle meddelelser fra medlemsstaterne;

67.

understreger, at Kommissionen i anden halvdel af 2000’erne kun behandlede ganske få sager vedrørende skatterelateret statsstøtte, medens nyere statsstøttesager omfatter følgende: