12.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 342/1

1.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over den europæiske forskningspolitiks fremragende succes gennem de på hinanden følgende rammeprogrammer indtil Horisont 2020, der er verdens største integrerede forskningsprogram, som bygger på videnskabelig ekspertise og hastig innovation;

2.

minder om, at Horisont 2020 er det vigtigste værktøj til støtte for udviklingen af forskning og innovation i Europa inden for rammerne af den overordnede Europa 2020-strategi og bidrager til virkeliggørelsen af det europæiske forskningsrum (ERA);

3.

bekræfter relevansen af Europa 2020-strategien, der tilbyder en konsolideret tilgang til »videnstrekanten« (forskning — uddannelse — innovation), hvor en holdningsændring i forhold til læring, et øget uddannelsesniveau for alle og tilskyndelse til større samarbejde mellem universiteter og erhvervslivet er afgørende. Udvalget foreslår desuden, at der tilstræbes en større samordning og komplementaritet med Erasmus+- og Interreg-programmerne, herunder Interreg, der vedrører samarbejdet på tværs af regioner. Udvalget understreger, at gennemførelsen af ERA skal fortsætte og afhænger af opfyldelsen af adskillige målsætninger, hvoraf videnskabelig ekspertise er en afgørende og nødvendig del, uden dog at være ekskluderende;

4.

understreger den fortsatte relevans af målene for det europæiske forskningsrum og interessen i fortsat at tilstræbe deres opnåelse, navnlig når det drejer sig om udvikling af et tværnationalt samarbejde, vidensmobilitet, et fælles arbejdsmarked for forskere og innovatorer, ligestilling mellem kønnene og adgang til information og videnskab;

5.

foreslår, at man for at støtte projektet om videnopbygning i Europa identificerer europæiske talenter og indfører karriererådgivning for forskere. Endvidere foreslås det at fastlægge europæiske forløb for forskere, som giver dem mulighed for at trække på støtteprogrammer i de forskellige faser af deres forskningskarriere. Endelig bør der satses mere på at tilknytte forskere til erhvervslivet;

6.

afviser at begrænse debatten om budgettet til rammeprogrammet alene. Afhængigt af hvilken evalueringsmetode der anvendes, varierer den del af samhørighedspolitikken, der er øremærket til forskning og innovation, mellem 43 og 110 mia. euro, eksklusive de betydelige bidrag fra andre sektorpolitikker og Juncker-planen.

7.

Det Europæiske Regionsudvalg opfordrer til, at innovation og forskning igen bliver blandt de vigtigste prioriteter i forbindelse med debatten om Europas fremtid og prioriteterne, der nævnes i Romerklæringen (1), til at forskning, innovation og uddannelse i EU behandles på en mere horisontal vis samt til øgede budgetmidler, som EU gennem sine forskellige politikområder afsætter til F&I inden for den nuværende og kommende FFR. Inden for denne overordnede ramme og i overensstemmelse med udkastet til Europa-Parlamentets betænkning (2) og rapporten fra den uafhængige Gruppe på Højt Plan om maksimering af virkningen af EU's forsknings- og innovationsprogrammer (Lamy-rapporten) (3) bør budgettet for rammeprogrammet øges betydeligt, således at man som et minimum bevarer vækstdynamikken i det nuværende rammeprogram (4). Under alle omstændigheder må den nødvendige fremme af forskning og innovation ikke underminere betydningen af samhørighedspolitikken, som forbliver EU's vigtigste finansieringsværktøj for at opnå økonomisk og social samhørighed og konvergens mellem EU's byer og regioner. Det samlede potentiale i samhørighedspolitikkens instrumenter og F&I bør mobiliseres og kombineres for at fremme regional udvikling;

8.

opfordrer til en ny fælles ambition, der ikke kun handler om videnskabelig ekspertise i Europa, men om videnskabelig ekspertise og innovationskapacitet i Europa som helhed, ved at mobilisere samtlige regioners potentiale, bidrage til at styrke deres kapacitet og fremme en åben og samarbejdsorienteret innovation;

9.

mener, at denne ambition er særlig vigtig set i lyset af globaliseringen, hvis virkninger endnu skal mestres, navnlig på lokalt og regionalt niveau, og med hensyn til hvilken forskning og innovation er faktorer for modstandsdygtighed, høj merværdi og bæredygtig konkurrenceevne;

10.

agter at fremme en holistisk tilgang til de europæiske, nationale og regionale finansieringer, uden hvilken denne ambition og den europæiske debat om budgettet ikke ville tjene noget formål, og minder om, at hver enkelt medlemsstat i henhold til Europa 2020-strategien skal afsætte 3 % af BNP til offentlig og privat forskning og innovation, der siden 2015 har været stagneret på 2,03 % — en vigtig målsætning, der er bragt i fare, da mange medlemsstater blandt andet har reduceret bevillingerne. Udvalget finder det i den forbindelse altafgørende at fortsætte styrkelsen af F&I-systemerne, samtidig med at der tages højde for hver enkelt lands og regions forhold gennem en bedre koordinering af politikkerne på europæisk plan og ved at fremme de reformer, der er nødvendige på nationalt og regionalt plan, herunder gennem det europæiske semester og strategierne for intelligent specialisering.

11.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at det er nødvendigt at afklare debatten om synergier og foreslår fem operationelle principper, der kan fordeles mellem EU, medlemsstaterne, regionerne og byerne:

12.

Det Europæiske Regionsudvalg minder om, at rammeprogrammets europæiske merværdi primært bygger på dets kollektive og kollaborative dimension samt dets bidrag til etablering af netværk for forskere og innovative økosystemer. Denne dimension skal fortsat have forrang frem for støtte til individuelle projekter;

13.

er bekymret over faldet i den gennemsnitlige succesrate i projektindkaldelserne, som er lavere end i det tidligere rammeprogram, hvilket i alvorlig grad hæmmer dets udbredelse i regionerne. Den konkurrence, som en strategi for ekspertise forudsætter, må ikke føre til udelukkelse og overdreven koncentration;

14.

bemærker, at det er nødvendigt at bevare åbenheden i rammeprogrammet for at sikre dets udbredelse i hele Europa, dets regioner og blandt dets borgere. Udvalget tilskynder til mere innovation i rammeprogrammets værktøjer med henblik på at kombinere ekspertise, inklusion og deltagelse;

15.

minder om betydningen af at opretholde en balance mellem grundforskning og forskning tæt på markedet, men også mellem fri forskning og forskning, der forholder sig til de spørgsmål, som stilles af samfundet og økonomiske aktører. Målet er at omfatte såvel trinvis innovation som disruptiv innovation, der begge kan skabe nye aktiviteter og arbejdspladser;

16.

bemærker, at der i dag gives forrang til projekter med et højt teknologisk modenhedsniveau, der prioriterer trinvis innovation ved at tilskynde forskere til at fokusere på modne ideer, der kan markedsføres inden for kort tid. Udvalget hævder samtidig, at støtte til projekter med lavere teknologiske modenhedsniveauer også er vigtig for at få mere innovation ud på markedet. Det understreger betydningen af banebrydende innovation, der tager udgangspunkt i projekter med lavere teknologisk modenhedsniveau, og som gør det muligt hurtigt at introducere nye produkter og tjenesteydelser på markedet. Det bør under alle omstændigheder være en hovedprioritet i innovationspolitikken at ledsage SMV'er ud på markedet og skabe bæredygtige job. Dette skal navnlig være opgaven for et europæisk innovationsråd;

17.

opfordrer til, at der tages større hensyn til alle former for ekspertise og innovation og minder om, at ikke-teknologisk innovation og social innovation skaber behov for ny viden, der kan forme nye områder af ekspertise;

18.

støtter behovet for fuld anerkendelse af den sociale innovation, hvilket indebærer nye idéer (produkter, tjenester og modeller), der vil gøre det muligt at imødekomme sociale behov i bred forstand;

19.

fremhæver, at forskning og innovation ikke alene er rettet mod virksomheder, men også vedrører offentlige politikker, sundhed, kultur og samfundslivet samt den sociale økonomi og nye økonomiske modeller, som bidrager til etableringen af nye partnerskaber, nye aktiviteter og nye sociale relationer. Derfor bør udnyttelsen af innovationens resultater ikke kun fokusere på et produkt med en økonomisk værdi på markedet, men også på tjenesteydelser med en social værdi for borgerne.

20.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger at betegnelsen ekspertise anvendes til at beskrive meget forskellige virkeligheder; foreslår at skelne mellem følgende udfordringer, hvilket rammeprogrammet skal bidrage til:

21.

Det Europæiske Regionsudvalg foreslår, at man i evalueringen af projekternes virkninger tager højde for følgende såvel i den forudgående fase (forslag) som i den efterfølgende fase (godkendte projekter):

22.

Det Europæiske Regionsudvalg foreslår med henblik på at bidrage til at fremme ekspertise i alle dens afskygninger, at regionerne kommer til at spille en større rolle i det fremtidige rammeprogram:

23.

Det Europæiske Regionsudvalg opfordrer til, at man tilføjer to nye samfundsmæssige udfordringer for at udvikle produktionen af videnskabelig ekspertise inden for de større udfordringer, som de europæiske samfund står over for:

24.

opfordrer til, at man inden for rammerne af de samfundsmæssige udfordringer afsætter større plads til tværfaglige og menneskelige og sociale videnskaber, og at der bliver større risikovillighed for at få nye idéer og løsninger frem, navnlig gennem indførelsen af blankoprojektindkaldelser;

25.

opfordrer til, at der vedtages en ny supplerende tilgang med udgangspunkt i opgaverne for med succes at gennemføre efterforskninger og større projekter og med udgangspunkt i tværgående fokusområder for modellen over intelligente byer, miljømæssige eller maritime spørgsmål. Udvalget gentager i den forbindelse sin anmodning om, at man for det næste rammeprogram vedtager en målsætning, med 10 % af projekter, der har betydelig indvirkning på havforskning og maritim forskning (5).

26.

Det Europæiske Regionsudvalg er overrasket over, at man ikke i tilstrækkelig grad benytter sig af de mange muligheder, som de nuværende bestemmelser åbner op for, og fremsætter en række forslag til forbedringer:

27.

opfordrer Kommissionen til at fremlægge de evalueringselementer, som kan begrunde de større virksomheders høje finansieringsniveau inden for rammerne af Horisont 2020, mens deres udgifter til F&U kun er steget en smule, og følgelig foreslå ændringer til det næste rammeprogram;

28.

insisterer på, at der er behov for at finansiere forskningsaktiviteter gennem subventioner; beklager tendensen til at erstatte subventioner med lån, men anerkender, at projekter på højt teknologisk modningsniveau, og som er markedsnære, skal have adgang til lån blandt andre instrumenter;

29.

mener, at en udvikling af de finansielle værktøjer til støtte for målene i rammeprogrammet kun er berettiget, hvis de gør det muligt i samarbejde med de finansielle institutioner at dække høje risici, som markedet ikke formår at dække, f.eks. ved at anvende InnovFin-modellen. Udvalget beklager, at Juncker-planen på nuværende tidspunkt kun i begrænset omfang anvendes til at udvide dækningen af denne type risici;

30.

henleder opmærksomheden på behovet for øget finansiering af innovationsprojekter for SMV'er med fokus på Industri 4.0-programmer. Dette er den bedste måde, hvorpå den europæiske erhvervsstruktur kan styrkes, hvilket desuden vil skabe intern teknologisk efterspørgsel til gavn for den europæiske udvikling.

31.

Det Europæiske Regionsudvalg konstaterer, at videnskabelig ekspertise foregår i innovationsklynger og -økosystemer. De fleste af støttemodtagerne under Horisont 2020 (universiteter, forskningsorganisationer, små og mellemstore virksomheder, civilsamfundsorganisationer) er dybt forankrede i deres regioner, og regionernes kvalitet bidrager til forskningens kvalitet. Dette faktum skal anerkendes fuldt ud i rammeprogrammet;

32.

minder om, at den territoriale dimension systematisk skal tages i betragtning i udformningen af alle politikker, eftersom strategierne for intelligent specialisering (RIS3) tilfører de videnskabelige aktører og virksomhederne ressourcer og skaber værdi for regionerne og for borgerne;

33.

påpeger, at RIS3-strategierne blev vedtaget og udviklet af regionerne med det sigte at strukturere investeringerne i forskning og innovation med henblik på økonomisk udvikling, i samspil med de øvrige regioner. Udvalget betoner endvidere, at det at forene henholdsvis lokale og regionale investeringer og EU-investeringer i strukturprojekter inden for intelligent specialisering øger virkningerne af rammeprogrammet, samtidig med at man undgår at finansiere projekter uden reel forbindelse til de lokale forhold;

34.

bekræfter, at rammeprogrammet skal fremme styrkelsen af regionernes F&I-kapacitet, med henblik på at ledsage dem i deres bestræbelser på at opnå ekspertise, navnlig inden for intelligent specialisering, samt at styrke samtlige regioners kapacitet til at deltage i Horisont 2020 ved at bidrage med projekter af høj kvalitet;

35.

understreger betydningen af byerne som knudepunkter for innovation, der spiller en central rolle i opbygningen af ekspertise. Udvalget understreger endvidere, at en for høj koncentration af videnskab i knudepunkterne for innovation forhindrer, at man kan opnå en afsmittende virkning på hele den økonomiske og sociale struktur, og at det er nødvendigt at mobilisere enklaver af ekspertise, som ligger fjernt fra de centrale steder. Udvalget minder om, at regionalpolitikken spiller en central rolle inden for dette område.

36.

Det Europæiske Regionsudvalg foreslår et nyt partnerskab for ekspertise i Europa inden for F&I mellem EU, medlemsstaterne, byer og regioner omkring en styrket forvaltning på flere myndighedsniveauer med overholdelse af nærhedsprincippet, en fælles kultur for åben innovation og valorisering af græsrodsinitiativer i en bottom up-tilgang;

37.

opfordrer til, at rammeprogrammet i større grad bidrager til styrkelsen af regionale innovationsklynger og -økosystemer, øget støtte til netværk for teknologioverførsel samt oprettelsen af en ny foranstaltning: »regionale forbindelser« (»territorial connexions«) for gennem rammeprogrammet at identificere og finansiere de regionale ekspertisenetværk i stil med Vanguard-initiativet;

38.

opfordrer pionerregioner til at etablere europæiske konsortier med henblik på at skabe banebrydende innovation i hele Europa. Kortlægning af samarbejdsmuligheder og de enkelte dele af værdikæden samt indkredsning af de vigtigste interessenter og kapaciteter gennem intelligent specialisering udgør vigtige skridt i indsatsen for at skabe merværdi i EU.

39.

Det Europæiske Regionsudvalg beklager, at Horisont 2020 halvvejs i forløbet lider under ringe deltagelse blandt EU13-landene  (6) , og understreger de regionale og lokale forskelle i deltagelsen. Udvalget minder om, at målet med rammeprogrammet er at mobilisere alle regioner i EU, så de bedste pionerer på området for ekspertise kan støttes og få mulighed for at indgå i det europæiske samarbejde;

40.

håber, at programmet »Udbredelse af ekspertise og bredere deltagelse« under Horisont 2020 vil fortsætte og blive udvidet i dette perspektiv, og opfordrer til en særlig tilgang til regioner med udviklingsefterslæb af F&I i lande, der ikke er støtteberettigede til dette program, hvilket er tilfældet for de fleste af regionerne i den yderste periferi, uden at man mister spidskompetence som et grundlæggende kriterium af syne. Udvalget understreger, at det er en meget lille del af Horisont 2020, der går til dette program (1 %), og bemærker, at der ikke er gjort de store fremskridt, når det gælder adgangen til rammeprogrammet. Det undrer sig i øvrigt over, at de lande, som er de primære modtagere af midler under Horisont 2020, også er hovedmodtagere af midler under dette program. Udvalget mener, at denne situation undergraver rammeprogrammets berettigelse, og efterlyser nye initiativer;

41.

foreslår en integreret tilgang på vejen mod ekspertise, som gennemføres med udgangspunkt i en specifik koordineringsplan for hvert enkelt land og hver region for at sætte ind på de nødvendige reformer, etablering af ekspertisecentre, der er åbne for alle, bekæmpelse af hjerneflugt og fuldgyldig deltagelse i de europæiske forskningsprogrammer, hvorfor denne koordineringsplan skal medfinansieres af de regionale, nationale og europæiske fonde, herunder Horisont 2020 og de europæiske struktur- og investeringsfonde;

42.

foreslår til dette formål større adgang til europæiske samarbejdsprojekter:

43.

Det Europæiske Regionsudvalg gentager bestemt, at samarbejde inden for netværkene har forrang frem for konkurrence inden for rammeprogrammet i henhold til EU's værdier, og at disse netværk opfylder en vigtig funktion som smeltedigel for projekter og ekspertise;

44.

understreger i den forbindelse relevansen af programmet »Videnbaserede regioner«, der er en del af det 7. forskningsrammeprogram, og som har skabt mulighed for meningsfuld interaktion med regionalpolitikken ved at bidrage til at indlede varige samarbejder mellem videntrekantens aktører i regionalområderne, inddrage den private sektor (herunder SMV'er) i projekter under rammeprogrammet, støtte det tværnationale samarbejde mellem innovative økosystemer og integrere de lokale og regionale aktører i det europæiske forskningsrum;

45.

opfordrer til en ambitiøs politik for udvikling af disse samarbejdsnetværk:

46.

minder om, at der findes adskillige muligheder under Horisont 2020 for støtte til disse initiativer, og undrer sig over, at der anvendes så få midler på dem, og at der gøres så lidt for dem. Udvalget anbefaler større brug af koordinations- og støtteforanstaltninger og opfordrer til en bedre anerkendelse af innovative initiativer, der støttes af regionerne gennem rammeprogrammet. Det efterlyser også øget støtte til tværregionalt samarbejde omkring RIS3, både inden for rammerne af Horisont 2020 og i forbindelse med samhørighedspolitikken.

47.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at regionernes inddragelse i gennemførelsen af Horisont 2020 er blevet større siden dets lancering, med flere og flere regioner, der fungerer som partnere ved fælles programmeringsinstrumenter såsom ERA-NET-tiltag, tiltagene Marie Skłodowska-Curie COFUND og offentlig-private partnerskaber inden for forskning og innovation, såsom Clean Sky-initiativet;

48.

ønsker en udvikling af disse i fællesskab etablerede tiltag og anmoder om at forenkle og harmonisere reglerne for gennemførelse og f.eks. med medlemsstaternes samtykke at lette regionernes deltagelse i fælles programlægningsinitiativer (artikel 185);

49.

anmoder om, at behandlingen af støtteansøgningerne forenkles yderligere, at centraliseringen af tilskuds- og støtteordninger videreføres og styrkes ved at samle information i én enkelt portal, og at der gives information på alle officielle EU-sprog om programmerne, i hele sagsbehandlingen og på deltagerportalens platform for støtteadministration, for at lette deltagernes adgang;

50.

støtter mekanismer for supplerende EU-finansiering i forbindelse med rammeprogrammet til støtte for regionale ekspertiseinitiativer og mobilisering af omfattende og forskelligartet finansiering;

51.

mener, at erfaringerne fra strategierne for intelligent specialisering og disses gennemførelse er yderst nyttigt feedback for styringen af Horisont 2020 og det fremtidige rammeprogram samt udformningen af arbejdsprogrammer, som afgør, hvilke områder, der skal være berettiget til finansiering. Udvalget opfordrer de myndigheder, der er impliceret i planlægningen, til i højere grad at inddrage regionerne i denne proces med henblik på at styrke sammenhængen med det, der rør sig i marken;

52.

anser det for afgørende, at der i forbindelse med Horisont 2020-programmets forskellige udfordringer tages hensyn til den socioøkonomiske indvirkning på regionerne lige fra udformningen og planlægningen til udvælgelsen af støtteområder under dette program, således at udvælgelsen heraf reelt bidrager til forbedring af livskvaliteten i alle EU's regioner;

53.

opfordrer til en revision af samtlige bestemmelser i rammeprogrammet i lyset af principperne om nærhed og komplementaritet med henblik på at styrke forbindelsen mellem de forskellige aktører, ikke blot i form af finansiel støtte, men også en ny fordeling af rollerne, ved at lade rammeprogrammet fokusere på emner med en europæisk merværdi;

54.

foreslår, at der udvikles et »kvalitetsmærke«, som tildeles de bedste af de afviste ansøgninger under SMV-instrumentet, således at dette kvalitetsstempel bliver et ægte partnerskabsinstrument, som EU og regionerne styrer i fællesskab for bedre at kunne afstemme deres respektive indsats såvel før som efter fremsættelsen af projektforslag. Disse principper gælder også for de øvrige foranstaltninger under kvalitetsmærket som f.eks. Marie Skłodowska-Curie-tiltagene og Det Europæiske Forskningsråds stipendier samt alle andre projekter, som bidrager til at skabe synergieffekter.

55.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger regionernes rolle som testområder og pionerer gennem offentlige indkøb. Udvalget opfordrer til, at lovgivningsrammen for disse aktiviteter gøres mere smidig, og at støtteordningen for innovative offentlige indkøb forenkles, da den i dag anvendes for lidt, og de ordregivende myndigheder ikke i tilstrækkeligt omfang har taget dens regler til sig;

56.

fremhæver betydningen af en 360 graders tilgang til innovation, gradvis og pludselig, teknologisk og ikketeknologisk, design- og anvendelsesdreven innovation, social innovation, åben og kollaborativ innovation. Udvalget minder om, at de knudepunkter og økosystemer, der findes i territorierne, er de primære aktører med hensyn til innovation, overførsel og valorisering. Udvalget anmoder Kommissionen om som led i etableringen af det europæiske innovationsråd (EIC) at tage hensyn til den rolle, territorierne spiller i disse anliggender på lokalt plan, og inddrage dem i fremtidige EIC-opgaver;

57.

foreslår, at SMV-instrumentet struktureres anderledes i det kommende rammeprogram, idet territorierne inddrages forudgående og efterfølgende som led i betingelserne for instrumentets programmering og gennemførelse, således at det harmonerer bedre med intelligente specialiseringer og lokal finansiering og med henblik på at mindske den afskrækkelseseffekt, der hænger sammen med dets meget begrænsede succesrate;

58.

modsætter sig enhver ide om at overføre en del af samhørighedspolitikkens midler til rammeprogrammets aktiviteter for på automatisk vis at finansiere flere projekter eller støtte dem, der er blevet afvist, men som er gode. Udvalget agter at forsvare de regionale politikkers autonomi og fremme den foreslåede tilgang med fælles opbygning og styrkelse af komplementaritet og samarbejde;

59.

insisterer på, at det er nødvendigt allerede ved opstillingen af projekter at tage højde for multiplikatoreffekten, udbredelsen og indsamlingen af resultater, og bemærker de nuværende projekters begrænsede virkninger på disse områder. Udvalget støtter derfor udviklingen af europæiske og lokale programmer, der specifikt helliger sig disse aktiviteter, og opfordrer til, at regionerne i højere grad inddrages i anvendelsen og udbredelsen af projektresultater inden for rammeprogrammet;

60.

støtter også udviklingen af værktøjer, der tager sigte på overgangen fra etablering af koncept til marked, såsom pilotprojektet »genvej til innovation« eller strukturering af nye industrisektorer gennem initiativet INNOSUP og dets element »projekter, der lettes gennem klynger, til fordel for nye industrielle værdikæder« (»cluster facilitated projects for new industrial value chains«), og opfordrer til en udbredelse af dem;

61.

påpeger, at der bør udvikles en vifte af redskaber til støtte for klynger dedikeret til grupper af virksomheder frem for enkeltvirksomheder med henblik på at muliggøre tværsektorielle tilgange og samarbejdsbaserede EU-partnerskaber. Desuden bør EU's politik afspejle den rolle, som klyngerne kan have som broer mellem aktører i og uden for regionerne og som formidlere af virksomhedsstøtte til SMV'er;

62.

opfordrer Kommissionen til at evaluere virkningerne af de reformer, der blev indført i 2013, for at fremme synergier mellem Horisont 2020 og ESI-fondene;

63.

beklager, at de fremspirende industrier ikke er placeret tilstrækkelig centralt i anden søjle, og beklager den ringe støtte, der gives til de europæiske ekspertisenetværk for innovationsknudepunkter og -økosystemer, der er rettet mod fremtidens industri, såsom Vanguard-initiativet; er bekymret over de vedvarende vanskeligheder, man er stødt på for at finansiere de industrielle pilotprojekter og storstilede demonstrationsprojekter, og anmoder allerede nu Kommissionen om at forhøje bevillingerne og planlægge nye tiltag på disse områder;

64.

foreslår, at der etableres et program til støtte af demonstrationsinfrastrukturer for at fremme netværksdannelsen mellem forsøgssteder, demonstratorer og pilotprojekter efter den model for netværksdannelse, der findes for forskningsinfrastrukturer.

65.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at i en tid, hvor begrebet fremskridt drages i tvivl og diskuteres, bør forbindelsen mellem videnskab og samfund stå centralt i overvejelserne om fremtiden for den europæiske F&I-politik, uanset om det drejer sig om, hvilken retning forskningen skal tage, betingelserne for projekternes gennemførelse, eller valg af udvikling af nye samfundsmæssige og tekniske anvendelser af videnskaben;

66.

foreslår derfor både at øge tilliden til videnskaben og til fremskridt og at udvikle en kritisk tilgang til bæredygtig udvikling. Udvalget har til hensigt at forsvare forsigtighedsprincippet, som er et princip, hvor der fuldt ud tages højde for kendskab til risici;

67.

understreger den vigtige rolle, der i dag spilles af åben videnskab (open science) i kraft af fri adgang til forskningsresultater og -publikationer, den brede offentligheds rådighed over pålidelige og mangfoldige oplysninger, debat med borgere og interessenter;

68.

mener, at der mellem grundforskningen og den målrettede forskning bør eksistere et dialogrum mellem videnskabsfolk, erhvervsfolk og repræsentanter for civilsamfundet, med henblik på at udveksle og i fællesskab konstruere de nye store videnskabsproblemstillinger med respekt for alles uafhængighed;

69.

understreger det presserende behov for over for unge og deres familier at gøre reklame for videnskab, teknologi og alle derunder hørende erhverv, bl.a. industri, og der bør lægges særlig vægt på at vække interesse for videnskab og teknologi blandt kvinder;

70.

beklager de få midler, der er bevilget til programmet »Videnskab for og med samfundet«, dets opsplitning og dermed dets ringe virkning; opfordrer til en prioritering omkring tiltag med europæisk merværdi og inden for rammerne af et reelt samarbejde med de berørte parter, medlemsstaterne, regionerne og byerne.

71.

forsvarer princippet om åben videnskab, men ønsker at bevare det særlige ved rammeprogrammet, herunder som led i Storbritanniens udtræden af EU. Udvalget ønsker, at denne udtræden ikke giver sig udslag i en reduktion af rammeprogrammets midler, men forventer, at dette spørgsmål tages op i sammenhæng med den overordnede forhandling med Storbritannien;

72.

Det Europæiske Regionsudvalg efterlyser som led i rammeprogrammet en styrkelse af det internationale samarbejde med associerede partnere og vækstlandene samt inden for rammerne af naboskabspolitikken og politikken i forhold til havområder som f.eks. Middelhavet.

12.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 342/10

1.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over Kommissionens fremgangsmåde med at inddrage Det Europæiske Regionsudvalg i perspektivundersøgelsen af den fælles landbrugspolitik efter 2020 og bemærker, at landbruget, fødevaresektoren og landdistrikterne står over for store udfordringer, som gør en reform af den fælles landbrugspolitik nødvendig;

2.

understreger, at den fælles landbrugspolitik har spillet, og fortsat bør spille, en væsentlig rolle i den europæiske integration. Målsætningerne i artikel 39 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde forbliver fuldt ud gældende inden for rammerne af den igangværende revision;

3.

bemærker, at landbrugssektoren er den sektor i EU, der har næst flest beskæftigede med 22 mio. landbrugere og 44 mio. beskæftigede i resten af landbrugsfødevarekæden, der forsyner over 500 mio. europæere med fødevarer af højeste kvalitet til overkommelige priser. Landbrugets betydning for beskæftigelsen er så meget desto større, hvis man tager højde for fremstilling, reparation og salg af landbrugsmaskiner samt af produktion og handel med landbrugsinput;

4.

opfordrer til at gøre den fælles landbrugspolitik til en landbrugspolitik, der er retfærdig, bæredygtig, solidarisk og af høj kvalitet, og som tilgodeser landbrugere, territorier, forbrugere og borgere. Udvalget mener, at kun en stærk og fælles europæisk landbrugs- og fødevarepolitik er i stand til at opretholde fødevaresikkerheden i Europa og sikre landdistrikternes dynamik;

5.

bemærker, at landbrugere og husdyravlere er hovedaktører i og målgruppe for den fælles landbrugspolitik. Uden deres medvirken er det ikke muligt at gennemføre de foranstaltninger, hvormed vi søger at opnå de ønskede mål. Den fælles landbrugspolitik bør erkende sin rolle og sit engagement og især behovet for, at landbrugsbedrifter og husdyrbrug er økonomisk bæredygtige og dermed kan udgøre en anstændig levevej, hvilket vil bidrage til opretholdelsen af et levende miljø i landdistrikterne samtidig med et passende beskæftigelsesniveau;

6.

mener, at de europæiske forbrugere bør tages i betragtning i forbindelse med udarbejdelsen af den fremtidige fælles landbrugspolitik. Formidling af fordelene ved den fælles landbrugspolitik, fødevaresikkerhed og miljøbeskyttelse er udfordringer, som de europæiske forbrugere burde tage del i;

7.

mener, at det for at gøre landbruget til et attraktivt erhverv og opretholde et sikkert europæisk landbrug af høj kvalitet er nødvendigt med regulerede markeder, som gør det muligt at sikre landbrugerne en bedre indkomst gennem anvendelse af offentlige og private forvaltningsredskaber og -foranstaltninger, der kan stabilisere priserne og forhindre illoyal handelspraksis. Udvalget anser det endvidere for nødvendigt at styrke landbrugernes position over for de øvrige aktører i forsyningskæden;

8.

erkender, at den fælles landbrugspolitiks økonomiske, sociale, miljømæssige, territoriale og internationale legitimitet er en forudsætning for dens overlevelse. Den europæiske landbrugssektor har vigtige egenskaber, der ligger til grund for konkurrenceevnen. Disse egenskaber består i innovationsevne, stærk logistik og infrastruktur, stor mangfoldighed, vigtige naturlige og kulturhistoriske kvaliteter ved landbrugsområderne, mange familiebedrifter, en højt udviklet iværksætterånd samt produkter, der lever op til strikse miljø- og sundhedsbestemmelser. Disse egenskaber indeholder et potentiale, som vi i højere grad må udnytte ved hjælp af en målrettet fælles landbrugspolitik møntet på at styrke landbruget og landdistrikterne yderligere;

9.

er overbevist om, at der er et presserende behov for at reformere den fælles landbrugspolitik med henblik på at bringe den mere i overensstemmelse med borgernes forventninger og legitimere dens budget, som der er meget rift om i en kontekst med uændrede budgetmidler;

10.

er af den overbevisning, at grunden til, at den fælles landbrugspolitik har været en succes, er, at den har været fælles, og at den ikke fremover må udvikle sig i retning af renationalisering, idet håbet er, at regionerne vil blive styrket i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Den fælles landbrugspolitik bør uden at miste sin karakter af fælles politik være så fleksibel, at den kan tage hensyn til de forskelligartede vilkår, især i regionerne i Middelhavsområdet og den yderste periferi;

11.

henleder Kommissionens opmærksomhed på, at forbrugerne — som det ses af den stigende efterspørgsel — i stigende grad interesserer sig for fødevarer, der er lokale, af høj kvalitet og til rimelige priser, som overholder standarder for dyrevelfærd og har en stor miljømæssig og social værdi, og som skaber beskæftigelse og værditilvækst;

12.

mener, at sporbarheden af fødevareproduktionsmetoderne, som er en sikkerhedsgaranti for forbrugere og producenter, bør fremmes og støttes;

13.

påpeger, at landbrugserhvervets manglende økonomiske tiltrækningskraft i mange produktionssektorer og delsektorer forværrer en alderspyramide, som er meget ugunstig for en videreførelse af bedrifterne (1). Udvalget mener, at manglen på unge, der etablerer sig inden for landbruget, udgør en trussel for det europæiske landbrugs overlevelse og for vitaliteten i landdistrikterne. Udvalget anser det for absolut nødvendigt at træffe foranstaltninger til støtte for unge landbrugeres etablering i sektoren;

14.

bemærker, at den fælles landbrugspolitik til trods for et betragteligt budget ledsages af en kraftig nedgang i beskæftigelsen i landbruget (antallet af bedrifter i EU er faldet med 20 % mellem 2007 og 2013). Udvalget konstaterer, at budgettet for den fælles landbrugspolitik gennem de seneste 30 år er faldet fra 75 % til 40 % af EU's budget;

15.

minder om, at den fælles landbrugspolitik i henhold til traktaten skal understøtte landbrugsproduktionen ved at sætte landbrugerne i stand til at oppebære hovedparten af deres indkomst via markedet til rimelige og forsvarlige omkostninger for de europæiske borgere og forbrugere. Udvalget understreger, at flere undersøgelser har vist, at den fælles landbrugspolitik har medvirket til at koncentrere landbrugsproduktionen i visse regioner på bekostning af andre i modstrid med EU's mål om territorial samhørighed;

16.

er af den opfattelse, at den fælles landbrugspolitik bør afspejle de forskelligartede agroklimatiske vilkår i Europa, især når det gælder landbruget i ugunstigt stillede egne såsom landbruget i kuperet terræn og landbruget i bjergområder, i Middelhavsområdet, i de nordlige regioner og i den yderste periferi. Den fælles landbrugspolitik bør tage hensyn til, at landbruget i disse områder medvirker til at beskytte landskaber og jordbund, understøtte samfundene i landdistrikterne og deres kulturelle værdier og bevare et aktivt socialt system i disse områder;

17.

minder om, at den offentlige støtte til trods for advarsler fra Den Europæiske Revisionsret stadig er meget ulige fordelt mellem bedrifterne og medlemsstaterne. Udvalget bemærker, at udbetalingen af direkte arealbaseret støtte har ført til en stærk koncentration af landbrugsjord og af direkte betalinger, selvom disse burde tage mere hensyn til de mange forskellige landbrugsmodeller, indkomstniveauet, den producerede merværdi og de arbejdspladser, der skabes, samt sørge for at bevare landbruget i alle regioner;

18.

fremhæver, at mange landbrugere har meget lave indkomster, som ligger under fattigdomsgrænsen, og at det strider mod Romtraktatens mål om at »sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard« (artikel 39), og at man er nødt til at sikre landbrugsindkomsterne (priser, direkte støtte);

19.

mener, at støtten fra den fælles landbrugspolitik udelukkende bør gives til producenter, der reelt udøver landbrugsvirksomhed, og ikke støtte inaktive bedrifter, hvor indtægterne fra landbrugsaktiviteterne er ubetydelige for indehaverne;

20.

bemærker, at landbrugerne alt for ofte er tvunget til at sælge deres produkter til priser, der er lavere end deres produktionsomkostninger, og trækkes ind i en nedadgående omkostningsprisspiral;

21.

støtter konklusionerne fra Kommissionens taskforce vedrørende landbrugsmarkederne fra november 2016 og opfordrer Kommissionen til at fremsætte et lovgivningsforslag for at bekæmpe illoyal handelspraksis;

22.

bemærker, at eksporten af genressourcer fra EU, navnlig dyreracer, bidrager til genetisk erosion af vigtige oprindelige racer, særlig i tredjelande, og er i strid med FN's mål nr. 15 for bæredygtig udvikling om at bevare biodiversiteten, navnlig genressourcer, der har betydning for fødevaresikkerheden;

23.

mener, som det fremgår af RU's undersøgelse om programmet om ansvarliggørelse af markederne i mælkesektoren, at markedsregulering for mange sektorers vedkommende er mere effektiv og mindre bekostelig end iværksættelse af efterfølgende kriseforanstaltninger og derfor gør det muligt at bruge den fælles landbrugspolitiks budget bedre;

24.

mener, at forsikringsbaserede indkomstsikringsordninger kan være mere fordelagtige for forsikringsselskaberne end for landbrugerne og blive dyre for skatteborgerne i tilfælde af kraftigt prisfald, uden at der gribes ind i prisvolatiliteten. Udvalget ønsker, at der foretages en undersøgelse, og at den forsikringsbaserede indkomstsikringsordning, der er indført i USA, evalueres. Man bør også se nærmere på den særlige situation for regionerne i den yderste periferi, hvor særlige markedsvilkår gør sig gældende;

25.

mener, at der er behov for en klar og stabil lovramme for at garantere landbrugere og husdyrbrugere den påkrævede juridiske sikkerhed til at tage erhvervsmæssige beslutninger på mellemlang og lang sigt;

26.

understreger, at EU, som er verdens største importør og eksportør af fødevarer, har styrket sin afhængighed af tredjelande og udviklet en handelspolitik, der er i modstrid med målsætningerne om at reducere drivhusgasemissionerne;

27.

bemærker, at en voksende andel af landbrugsvarer, der tidligere blev produceret i Europa, importeres fra lande med billig arbejdskraft, hvilket udgør en betydelig konkurrencemæssig ulempe i forhold til priserne på de fødevarer, der fremstilles i EU;

28.

bemærker desuden, at EU's eksport har en positiv indvirkning på økonomien, når der er tale om landbrugsprodukter og -fødevarer med stor merværdi, som skaber indtægter og beskæftigelse i EU's landbrugs- og fødevaresektor;

29.

bemærker, at kooperativer, producentsammenslutninger og visse former for integrering af producenterne kan spille en nøglerolle i landbrugs- og fødevaresektorerne, idet de baner vej for, at landbrugerne kan koncentrere produktionen, nedbringe omkostningerne, stille en række tjenester til rådighed og styrke deres position i fødevarekæden;

30.

bemærker, at EU's eksport af overskudsprodukter (mælkepulver, kyllinger, tomatkoncentrat osv.) til priser, der er lavere end produktionsomkostningerne i Europa og de afrikanske produktionsomkostninger, forringer produktionskapaciteten i afrikanske lande og fremmer udvandringen af landbefolkningen, hvilket er i strid med EU's forpligtelse til i sin »udviklingsvenlige politikkohærens« at tage hensyn til målene for bæredygtig udvikling, som De Forenede Nationer vedtog i 2015. Udvalget bemærker endvidere, at EU er verdens største importør af fødevarer fra udviklingslandene, hvilket skaber arbejdspladser i landbrugsfødevaresektoren i disse lande. Udvalget bemærker dog, at den europæiske import (frugt, grøntsager, lam osv.) til priser, der ligger under produktionsomkostningerne i Europa, underminerer produktionskapaciteten i EU og kan udgøre en risiko for fødevaresikkerheden;

31.

fremhæver, at landbrugspriserne i Europa i stadig højere grad afhænger af den lavestbydendes pris på verdensmarkedet, og at de europæiske landbrugere derfor udsættes for øget konkurrence, samtidig med at de skal overholde strengere miljø- og sundhedsstandarder;

32.

understreger, at værditilvæksten fra arbejdet i landbrugsproduktionen i vid udstrækning er blevet opsuget på et tidligere og senere trin, idet landbrugsproducenternes position i forhold til forarbejdningsvirksomhederne og handlen i mange tilfælde er for svag. En bedre koordinering i forsyningskæden mellem landbrugssektoren, forarbejdningsvirksomhederne og handelssektoren bør føre til en bedre margenfordeling;

33.

konstaterer, at landdistrikterne er i tilbagegang i forhold til byområderne, og at denne skævhed er særligt bekymrende, fordi den bliver stadig større, til dels fordi udviklingen af større byer og hovedstæder er accelereret (2);

34.

beklager det stigende tab af biodiversitet i landbruget og i naturen, som truer vores landbrugssystemers og naturområders modstandsdygtighed;

35.

er bekymret over, at erosion og forringelse af jordbunden som følge af utilstrækkeligt bæredygtige landbrugsmetoder bringer dens frugtbarhed i fare, og at den stigende arealomlægning af landbrugsarealerne bevirker, at områder, som er nødvendige for fødevaresikkerheden i Europa, forsvinder;

36.

noterer sig, at landbruget visse steder forurener grundvand og vandløb, og at disse vandressourcer sommetider belastes alt for hårdt på grund af kunstvanding;

37.

understreger, at den globale opvarmning allerede har betydelige virkninger for landbruget, hvilket gør det endnu mere presserende at omlægge produktionsmetoderne;

38.

understreger behovet for at investere i digital innovation, som kan have en positiv indvirkning på bl.a. bæredygtighed, fødevaresikkerhed, ressourceeffektivitet, affaldsreduktion og korte distributionskæder. Udvalget fastholder samtidig vigtigheden af grundigt at undersøge denne udviklings økonomiske og sociale virkninger på familiebedrifter og er bekymret over den potentielle anvendelse af »big data« blandt private virksomheder, som risikerer at sætte brugene under finansiel og teknisk kontrol;

39.

bemærker, at Storbritanniens beslutning om at forlade Den Europæiske Union risikerer at medføre en nedgang i ressourcerne til den fælles landbrugspolitik samt et tab for EU af markedsandele i Storbritannien. Udvalget opfordrer Storbritannien og EU til at bevare et tæt handelssamarbejde på landbrugs- og fødevareområdet;

40.

påpeger, at den andel af EU's budget, der anvendes til landbrug, selvom det er fastsat til kun 0,70 % af det europæiske BNP i 2014, kun er i stand til at understøtte en ægte fælles landbrugspolitik i Europa, som har strategisk betydning for fødevaresikkerheden. Derimod har ressourcerne, når det kommer til udvikling af landdistrikterne og den anden søjle, ikke et tilstrækkeligt højt niveau på en række områder. Udvalget anser det for nødvendigt i det nye budget at tage højde for nye mål for den fælles landbrugspolitik;

41.

afviser idéen om samfinansiering af første søjle i den fælles landbrugspolitik, idet dette ville så tvivl om den omstændighed, at den fælles landbrugspolitik er EU's eneste integrerede politik, føre til en ny reel nationalisering af den fælles landbrugspolitik og indvirke negativt på landbrugene i EU's fattigste medlemsstater, som er mere afhængige af EU-finansiering;

42.

konstaterer, at omkostningerne for det offentlige sundhedsvæsen ved visse kostvaner, der fremmer fedme, sukkersyge m.m., og ved bestemte former for landbrugspraksis (f.eks. overforbrug af antibiotika i visse dyrehold og pesticidblandinger) langt overstiger den fælles landbrugspolitiks budget. Udvalget opfordrer til en tættere koordinering af landbrugs- og fødevarepolitikkerne;

43.

anbefaler at oplyse om og tilskynde til forbrug af fødevarer, der indgår i sunde kostvaner som f.eks. middelhavskosten med specifikke støtteprogrammer til vin, frugt, grøntsager og biavl, og således styrke kvaliteten og merværdien af produkterne;

44.

understreger med henvisning til de særlige vilkår for regionerne i den yderste periferi og til den omstændighed, at den europæiske landbrugsmodel ikke kan overføres til de fjerntliggende regioner, at artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Union (EUF-traktaten) udtrykkeligt giver Rådet mulighed for at vedtage særlige foranstaltninger for at tilpasse anvendelsen af EU-lovgivningen, herunder den fælles landbrugspolitik, til regionerne i den yderste periferi. I denne forbindelse bør den fælles landbrugspolitik efter 2020 opretholde en differentieret behandling af regionerne i den yderste periferi gennem nødvendige tilpasninger af ELFUL, POSEI, statsstøtte og andre instrumenter, der måtte blive indført.

45.

Det Europæiske Regionsudvalg foreslår, at EU's landbrugspolitik efter 2020 bygges op om følgende mål, som der er bred opbakning til:

46.

bemærker, at kompleksiteten af den fælles landbrugspolitik gør det vanskeligt og endda risikabelt for den enkelte erhvervsdrivende og landbruger at ansøge om tilskud. Forenklinger er bydende nødvendige for en fortsat accept af den fælles landbrugspolitik og for dennes tiltrækningskraft. Der er behov for at forenkle og fremskynde processen, især for transaktioner af mindre værdi, ved også at begrænse de administrative byrder;

47.

ønsker, at den fælles landbrugspolitiks budget holdes på et niveau, der er tilstrækkeligt stort, i overensstemmelse med de principper, der er fastsat i EU-traktaterne, og på højde med landbrugspolitikkens status som EU's eneste integrerede politik, for at opfylde det europæiske landbrugs, landdistrikternes og landkommunernes behov og for at imødekomme samfundets krav;

48.

påpeger, at landbruget kan løse mange af de opgaver vedrørende klima, energi, fødevareproduktion og biodiversitet, der er nævnt ovenfor. Der er imidlertid brug for finansiel støtte til erhvervsrettede eller samarbejdsbaserede tekniske initiativer og innovative løsninger for at fremskynde omstillingen;

49.

henleder opmærksomheden på, at det er nødvendigt, for så vidt angår direkte betalinger og arealbetalinger, at koncentrere ressourcerne om især mindre landbrug og familiebrug, samtidig med at man fokuserer på finansielle løsninger for større bedrifter, der er berørt af støtteloftet;

50.

anmoder Kommissionen om at foretage en præcis vurdering af resultaterne af den nuværende fælles landbrugspolitik i forhold til gennemførelsen af de opstillede mål i EU-traktaterne med hensyn til landbrugsindkomster og stabilisering af markederne;

51.

anbefaler at bekæmpe volatiliteten i landbrugspriserne, give landbrugerne indtægtsmuligheder via markedet og gøre fødevareforsyningskæden mere retfærdig (3);

52.

opfordrer til at bibeholde reglerne for landbruget i regionerne i den yderste periferi som led i POSEI-ordningen på grundlag af artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som anerkendt i Kommissionens rapport COM(2016) 797 til Europa-Parlamentet og Rådet af 15. december 2016;

53.

opfordrer til en optrapning af støtten til vindyrkning, olivendyrkning og dyrehold på stejle skråninger eller i bjerge såvel som i områder, der er ugunstigt stillet og giver ringe udbytte, samt i regionerne i den yderste periferi, og af støtten til metoder til landbrugsdrift, der bidrager til forbedring af biodiversiteten af enge og græsgange i bjergområder;

54.

opfordrer EU til at udnytte sin position som verdens førende fødevareimportør og -eksportør til at ændre reglerne fra 1994 om international handel med landbrugsvarer (WTO) hen imod mere fair og mere solidariske handelsforbindelser. Udvalget bemærker, at prisernes udsving er en udfordring for EU's landbrug, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at overveje foranstaltninger, der kan afbøde de risici, der opstår som følge af en øget eksponering på verdensmarkedet;

55.

mener, at en mere markedsbaseret end tilskudsbaseret tilgang til landbruget vil kunne styrke den økonomiske anerkendelse af landbrugserhvervet og dermed gøre dette mere attraktivt. Udvalget anbefaler i den forbindelse EU at regulere sine landbrugsmarkeder for at undgå knaphed og overskud og stabilisere landbrugspriserne på tilfredsstillende niveauer;

56.

foreslår, at der oprettes en årlig bufferopsparing, som videreføres hvert år, hvis den ikke bruges helt op (4);

57.

opfordrer EU til at sikre, at der i bilaterale handelsaftaler og partnerskaber med tredjelande er lige konkurrencevilkår. Udvalget knytter i den forbindelse pligten til ikke mere at eksportere landbrugs- og fødevarer til priser, som er lavere end de gennemsnitlige produktionsomkostninger i EU, sammen med retten til at beskytte den europæiske produktion mod import til alt for lave priser, der undergraver produktionskapaciteten eller ikke lever op til EU's produktionsstandarder;

58.

mener, at det er vigtigt, at de regionale og lokale forsyningskæder er korte både på grund af deres større miljømæssige bæredygtighed, da forureningen fra transport er mindre, og fordi de fremmer et landbrug, hvor der lægges vægt på den lokale kvalitet, traditioner og den økonomiske og kulturelle arv;

59.

henstiller til EU at revidere landbrugsaspekterne i de bilaterale frihandelsaftaler eller økonomiske partnerskabsaftaler, der er indgået med tredjelande, med afsættelse af passende midler og med prioritet til arbejdskraftintensive familielandbrug, der navnlig fokuserer på lokale og regionale markeder, og korte forsyningskæder. Udvalget opfordrer EU til på behørig vis at lade EU's landbrugssektors interesser komme til udtryk i frihandelsaftaler og minimere truslen mod den europæiske produktion, ved at der opstilles en liste over produkter, som kan være udsat for uforholdsmæssigt pres. Udvalget anmoder om, at sådanne produkter, der kan være følsomme over for liberalisering, får passende særlig og differentieret behandling;

60.

foreslår en revision af EU-konkurrenceretten med henblik på at give alle aktører i en forsyningskæde, herunder forbrugere og offentlige myndigheder, mulighed for at fastsætte en rimelig fordeling af værditilvæksten og fortjenesten i hele værdikæden, og give landbrugere mulighed for at opnå en mere ligevægtig position i fødevarekæden og styrke deres position på markedet;

61.

ønsker en revision af EU-retten om indgåelse af offentlige kontrakter vedrørende kantiner og restauranter, som skal indeholde en bestemmelse om forsyning af levnedsmidler fra lokalområdet, og opfordrer til bedre udveksling af god praksis mellem lokale og regionale myndigheder, et lokalt marked for økologisk landbrugsproduktion og håndværksmæssig forarbejdning, der er kilde til job i landdistrikterne;

62.

henstiller, at EU- og EIB-finansieret forskning inden for landbrug og landdistrikter især rettes mod:

63.

anbefaler, at den direkte hektarstøtte erstattes af differentierede og begrænsede direkte betalinger pr. beskæftiget i landbruget, dvs. en aktiv landmand, for at:

64.

anbefaler i forbindelse med grøn omstilling en gradvis styrkelse af landbrugsmetoder, der er til gavn for klimaet og miljøet, gennem:

65.

henstiller af hensyn til landarbejdernes rettigheder til, at man reducerer de fremtidige direkte betalinger til de landbrugsbedrifter, der ikke overholder gældende sociale standarder i den pågældende medlemsstat;

66.

efterlyser en styrkelse af anden søjle i den fælles landbrugspolitik. Udvalget anmoder om, at der afsættes flere midler til udvikling af landdistrikterne, og at der sker en styrkelse af subsidiariteten, således at medlemsstaterne kan foretage økonomiske overførsler mellem de to søjler;

67.

henleder opmærksomheden på det store bidrag, som »lokaludvikling styret af lokalsamfundene« og LEADER-tilgangen yder til opfyldelsen af målene i den fælles landbrugspolitik på lokalt og regionalt plan, og anbefaler derfor, at der i de nationale og regionale gennemførelsesprogrammer for den fælles landbrugspolitik til dette formål afsættes op til 20 % af de midler, der er afsat til gennemførelsen af den anden søjle;

68.

gentager, at medlemsstaterne og regionerne bør have flere beføjelser til at regulere landbrugsjorden og fastsætte restriktioner i denne henseende, navnlig for at håndtere »land grabbing«- og koncentrationsfænomenet i Europa, hvilket begrænser unge landbrugeres muligheder for at etablere landbrugsvirksomheder (5);

69.

opfordrer til, at der til udvikling af landdistrikterne afsættes en passende del af midlerne ved at styrke Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) for at sikre en harmonisk og integreret udvikling af disse distrikter, herunder anlæg af lokal infrastruktur, støtte til SMV'er, landsbyfornyelse og yderligere økonomisk diversificering;

70.

anbefaler EU at rette en særlig opmærksomhed mod regionerne i den yderste periferi, hvor landbruget har afgørende betydning for skabelse af beskæftigelse og velstand, fremme af fødevareindustrien, forskning og innovation, bevarelse og fremme af landskaber af høj værdi, der er omfattet af fysisk planlægning, og bekæmpelse af klimaændringer;

71.

foreslår, at midlerne i anden søjle fortrinsvis rettes mod:

72.

foreslår, at man går fra at tænke i »støttetjenester« til at tænke i »kontrakter« med bestemte typer af virksomheder, forsyningskæder og områder. Udvalget foreslår med udgangspunkt i nogle få målsætninger (kvalitet, produktivitet, bæredygtighed) at støtte innovative projekter, der går i den retning, og som er i stand til at påvirke beskæftigelsen positivt.

73.

Det Europæiske Regionsudvalg foreslår at forstærke EU's økonomiske støtte til udvikling af landdistrikter, som er reduceret betydeligt i forhold til den forrige programmeringsperiode, samtidig med at der til første søjle opretholdes tilstrækkelige midler;

74.

foreslår, at der gives fast og betydelig støtte til bæredygtige investeringer i bevarelse af familiebedrifter, især til produktion, distribution og diversificering;

75.

anbefaler, at der indføres en strategi for landdistrikter med det formål, at alle EU-politikker i højere grad bidrager til innovation og samarbejde om udviklingen af landdistrikterne i overensstemmelse med målene for territorial samhørighed (6);

76.

foreslår at forenkle integrationen af ressourcer fra forskellige fonde, der finansierer ikkelandbrugsmæssig udvikling af landdistrikter, for at støtte:

77.

er tillige fortaler for en udnyttelse af det bredere potentiale i landbrugs- og skovområder, især bynære områder, til økonomiske, miljømæssige, klima-, energi- og rekreative formål, såsom lokal fødevare- og energiproduktion og landboturisme. Det er derfor nødvendigt, at den fælles landbrugspolitik ikke alene fokuserer på landbrugere. LEADER-initiativerne er og bør fortsat være en mulighed for samarbejde og innovation for aktører i landdistrikter og bynære områder;

78.

efterlyser en nøje vurdering af strukturfondene for at yde støtte til udviklingen af landdistrikter og lancere integrerede strategier med henblik på at styrke disse områder gennem bedre konnektivitet, både med hensyn til transport og digitalt bredbånd, idet det naturlige miljø beskyttes ved gennemførelse af en »landdistrikttest« som anbefalet i Cork 2.0-erklæringen (7);

79.

understreger, at en afbalanceret territorial udvikling kræver, at der ydes passende støtte til udvikling af landdistrikter og bynære områder i baglandet samt ugunstigt stillede områder (f.eks. bjergområder, grænseområder eller andre områder med naturlige eller demografiske udfordringer) med henblik på at sikre de nødvendige investeringer i vækst, beskæftigelse, social inklusion og miljømæssig bæredygtighed;

80.

efterlyser en forbedring af forholdet mellem land og by med fuld inddragelse af byer og landkommuner, således at EU's foranstaltninger ikke opmuntrer til konkurrence mellem byer, kystområder og landdistrikter;

81.

glæder sig over Kommissionens initiativ om »intelligente landsbyer« og Europa-Parlamentets bidrag til en vellykket proces og foreslår at udvide dette begreb til »intelligente landdistrikter«. Udvalget ønsker desuden at kunne spille en så vidtfavnende rolle som muligt i drøftelserne om iværksættelse af en lokal og regional handlingsplan i forbindelse med dette initiativ;

82.

understreger behovet for at fortsætte harmoniseringen af reglerne for strukturfondenes funktionsmåde ved hjælp af den fælles strategiske ramme for at lette programmeringen og forvaltningen af udviklingen af landdistrikterne og fremme integrerede, områdespecifikke metoder (8);

83.

foreslår, at tilgangen med en »ledende fond« styrkes for at harmonisere forvaltningen af projekter, der finansieres med støtte fra flere fonde;

84.

foreslår, at der indledes en drøftelse af en tættere forbindelse mellem forskellige fonde vedrørende ikkelandbrugsmæssig regionaludvikling.

12.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 342/20

1.

Det Europæiske Regionsudvalg tager positivt imod Kommissionens ønske om at bidrage aktivt og konstruktivt til de strategiske mål i 2030-dagsordenen ved at fastlægge grundlaget for håndteringen af en række vigtige og indbyrdes sammenhængende globale udfordringer;

2.

bemærker, at det policydokument, som Kommissionen vedtog den 22. november 2016 i form af en meddelelse, foreslår en meget ambitiøs og vidtrækkende bæredygtighedsstrategi;

3.

noterer, at Kommissionen vil sammenkoble dagsordenen med Europa 2020-strategien og herigennem med de europæiske struktur- og investeringsfonde. Set i lyset af kompleksiteten og de mange forskellige referencerammer understreger udvalget behovet for en sammenhængende politik, mainstreaming og en konsekvent forvaltningsramme;

4.

understreger, at det for at opnå resultater er absolut nødvendigt at inddrage alle forvaltningsniveauer, især de regionale og lokale, i beslutningsprocesserne.

5.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at eftersom Den Europæiske Unions (EU's) politikker skal følge nærhedsprincippet, er målene for bæredygtig udvikling af direkte interesse for de subnationale forvaltningsniveauers ansvarsområder, beføjelser og opgaver;

6.

understreger, at de lokale og regionale institutioner — regioner, provinser, counties, distrikter, storbyer, små byer og kommuner — faktisk er politiske beslutningstagere, som skal fastlægge de mest egnede niveauer for og metoder til at kæde EU's og De Forenede Nationers mål sammen med lokalsamfundenes;

7.

minder om, at der blandt de 17 udviklingsmål er to, som de lokale myndigheder har grundlæggende kompetencer til at forfølge: mål 10 og 11. Det første sigter mod at reducere uligheden mellem territorier, mens det andet vedrører grundlæggende beføjelser på områderne byplanlægning, transport, social velfærd og bæredygtige adfærdsmønstre;

8.

gør i den forbindelse opmærksom på, at der i meddelelsen ikke foretages en vurdering af behovet for at måle fremskridtene set i relation til opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling, hverken på FN-niveau, europæisk eller nationalt niveau eller på subnationalt niveau. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at tage højde for denne dimension ved videreudviklingen af de indikatorer, der anvendes til at måle fremskridt, og inddrage lokal ekspertise og eksisterende netværk;

9.

understreger, at der hertil skal føjes prioriteter, som følger af den integrerede udøvelse af beføjelser, og som horisontalt vedrører andre strategiske mål såsom dagsordenen for byerne, social integration, EU's energi- og klimapolitik, nedbringelse af emissioner, katastrofeforebyggelse, miljøpolitik og cirkulær økonomi, mobilitet, intelligent specialisering, intelligente byer (intelligente landområder), som var emnet for topmødet i Bratislava samt Borgmesterpagten om Klima og Energi;

10.

foreslår at benytte midtvejsevalueringen af den flerårige finansielle ramme (FFR) til at sammenkæde strategien for 2030-dagsordenen med Europa 2020-strategien ved at gennemgå de centrale retningslinjer heri med det mål hurtigst muligt at integrere dem i de nye mål for bæredygtig udvikling;

11.

værdsætter det arbejde, der er lagt i det arbejdsdokument, som ledsager meddelelsen Key European action supporting the 2030 Agenda and the Sustainable Development Goals (SWD(2016) 390 final), og som drejer sig om at indarbejde Europa 2020-strategien i målene for 2030-dagsordenen ved at udnytte forbindelserne mellem de 3 søjler, de 7 flagskibsinitiativer og de 5 mål, der er knyttet til prioriteterne i Europa 2020-strategien, samt de 11 tematiske mål, der er foreslået for Samhørighedsfonden;

12.

minder om, at alle målene i meddelelsen om en bæredygtig fremtid nødvendigvis må bringes ned til det lokale plan for at kunne gennemføres. RU anbefaler derfor, at målene for 2030 dagsordenen får et lokalt tilsnit, som er den eneste måde, hvorpå de kan få en konkret og varig effekt på menneskers liv;

13.

er enigt i, at de forskellige forvaltningsniveauers kompleksitet kræver en styring og en kontrol, som kan berige beslutningsprocessen gennem evaluering af politikkerne og fornyelserne af den institutionelle infrastruktur (måling af effekten);

14.

mener, at nogle af forbindelserne mellem Juncker-kommissionens prioriteter og målene for bæredygtig udvikling henhører under ansvarsområder, der er vigtige for de lokale og regionale myndigheder. Dette gælder især for beskæftigelsesmålet, for så vidt som det vedrører de ansvarsområder, der er relevante for udviklingsmål 4 (uddannelse), hvor de lokale og regionale myndigheder har vigtige beføjelser, især hvad angår omkostningerne ved omstillingen til et bæredygtigt Europa;

15.

håber, at Kommissionens »Investeringsplan for Europa« også kommer til at omfatte de materielle og immaterielle infrastrukturer, som henhører under de lokale myndigheder (social sikring, informationsnet, mobilitetsnet, energi- og telekommunikationsnet, affaldsbortskaffelse, integreret vandforvaltning osv.), og som i mange tilfælde tangerer flere udviklingsmål (bl.a. mål 8, 9, 12 og 13);

16.

påpeger, at Kommissionens prioritet 3, En modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende politik for klimaforandringer, overlapper flere udviklingsmål på områder af interesse for det lokale selvstyre. Dette gælder således udviklingsmål 5, 7 og 13, hvor de lokale myndigheder er såvel målgruppe for som aktør i de politikker, der føres for at bekæmpe klimaændringer, sikre en bæredygtig energiforsyning, der er tilgængelig for alle, og beskytte de sociale rettigheder, som de offentlige tjenester, der ydes på lokalt plan, bidrager afgørende til at sikre;

17.

påpeger, at prioritet 7, som sigter mod at skabe et område med retfærdighed og grundlæggende rettigheder baseret på gensidig tillid, berører ligestillingspolitikker, hvor de lokale myndigheder kan spille en væsentlig rolle i fuld overensstemmelse med udviklingsmål 5 og i tråd med behovet for at genvinde borgernes tillid til EU's institutioner;

18.

gentager, at modstandsdygtighed over for katastrofer er et af de vigtigste aspekter af bæredygtig udvikling. Udvalget opfordrer Den Europæiske Unions institutioner til at sørge for, at dette princip bliver en af hovedakserne i de fremtidige foranstaltninger for bæredygtig udvikling i Europa (1);

19.

påpeger, at prioritet 8 drejer sig om håndtering af den globale migration af hidtil udset omfang og ligger direkte i forlængelse af udviklingsmål 1 og 10, som skærer tværs igennem ansvarsområder henhørende under de lokale myndigheder, der ofte er under hårdt pres, fordi de er nødsaget til at forvalte ekstraordinært store migrationsstrømme.

20.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at der er fare for, at de foranstaltninger, der iværksættes for at gennemføre disse mål, ikke altid kan indpasses i integrerede politikker til forskel fra de samhørighedspolitiske foranstaltninger. Det er derfor vigtigt at fastlægge prioriteter, som tager hensyn til de mest påtrængende behov i et dynamisk perspektiv med henblik på at nå alle målene på sigt: det er derfor absolut nødvendigt, at der bliver lyttet til RU's forslag om vedtagelse af en »adfærdskodeks« for inddragelse af de lokale og regionale myndigheder;

21.

understreger, at målene kræver en afvejning mellem de nuværende og fremtidige generationers behov. Derudover er det vigtigt at sikre balance mellem de forskellige forvaltningsniveauers behov for at begrænse de »omstillingsomkostninger«, som påhviler de lokale og regionale myndigheder. Uholdbare omkostninger kan udgøre en trussel hvad angår offentlighedens accept og en effektiv gennemførelse af de pågældende foranstaltninger og især true de mere marginaliserede områders (udkantsområdernes) kapacitet til at bidrage til den globale bæredygtighed og mere generelt til opretholdelsen af de bæredygtige udviklingsmål;

22.

bemærker, at den europæiske indsats (2020), som meddelelsen henviser til, ikke falder sammen med 2030-dagsordenen og efterlyser yderligere økonomiske og finansielle støtteinstrumenter samt en tilpasning af målene til hele referenceperioden, så de bliver kompatible med målene i 2030-dagsordenen;

23.

beklager, at der i Kommissionens meddelelse savnes en analyse af de potentielle risici, der kan opstå i gennemførelsesfasen for de 17 udviklingsmål, som ellers kunne være til stor støtte med henblik på at udstyre de lokale og regionale myndigheder med redskaber til at overvinde problemer med gennemførelsen af de politikker, der er knyttet til målene. Et uundværligt redskab består i at finde frem til alle de indikatorer, som gør det muligt løbende at overvåge, hvordan forskellene udvikler sig, bl.a. ved hjælp af andre indikatorer end BNP, såsom kvalitative indikatorer, der kan give indblik i, om udviklingen kommer alle til gavn, og om regionerne gør sociale fremskridt;

24.

understreger, at der til støtte for gennemførelsen af den del af målene, som de lokale og regionale myndigheder får ansvaret for, bør afsættes passende midler. Disse midler kan stilles til rådighed via specifikke nationale overførsler, men også ved at give de lokale myndigheder et større budgetansvar;

25.

mener, at der er behov for at fremme platforme og initiativer, som giver mulighed for udveksling af god praksis mellem de lokale og regionale myndigheder, og for at anvende dem, der allerede er oprettet af internationale organisationer såsom UNDP Live — Sustainable Development Knowledge Platform — idet dagsordenen ikke bør benyttes som en lejlighed til at recentralisere politikområder. Således afventes med interesse lanceringen af multistakeholderplatformen, som Kommissionen har bebudet for at lette tilpasningen af de universelle elementer i dagsordenen til det lokale niveau, men først og fremmest for at fremme udvekslingen af god praksis og dele de fremskridt, som EU's mest dynamiske regioner har gjort. Udvalget forventer at blive tilknyttet denne platform på passende vis med udgangspunkt i sin institutionelle rolle som den forsamling, der repræsenterer de lokale og regionale myndigheder;

26.

anerkender, at forbedringen af livsbetingelserne internt i EU ikke kun afhænger af kapaciteten til at styrke den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed, men også af velfærden og sikkerheden i tredjelandene. I denne forbindelse og i tråd med de nye retningslinjer i meddelelsen om den nye konsensus om udvikling opfordrer udvalget til at styrke det decentrale samarbejde og udviklingen i tredjelandene ved at fremme anvendelsen af de platforme for information og debat om udvikling, der er til rådighed for de lokale og regionale myndigheder: ARLEM, CORLEAP, den toårige konference om decentralt samarbejde og atlasset over det decentrale samarbejde, som giver partnerlandene lejlighed til at mødes, føre en dialog og udveksle god praksis;

27.

deler Kommissionens positive holdning til EU's dagsorden for byerne, der blev vedtaget i 2016 som en del af Amsterdampagten, og som vil blive gennemført i samarbejde med de lokale og regionale myndigheder for at dække alle aspekter af bæredygtig udvikling og for at bidrage til gennemførelsen af en global »ny dagsorden for byerne«;

28.

er enigt i, at strategierne for bæredygtig byudvikling og horisontalt og vertikalt samarbejde inden for et deltagelsesbaseret forvaltningssystem nødvendigvis må tage hensyn til byernes mangfoldighed og vigtigheden af social innovation og en fremtidsorienteret planlægning ved hjælp af en integreret og koordineret tilgang især til de store udfordringer med det mål at forbedre livskvaliteten i byerne;

29.

anbefaler, at analysen af 2030-dagsordenen og dens mål stemmer overens med den europæiske udviklingsmodel, der er bygget op omkring lokale produktionssystemer (klynger) hovedsageligt bestående af SMV'er. På denne baggrund går udvalget ind for, at udviklingsmodellerne også fokuserer på de mindre byområder, for så vidt som en alt for koncentreret territorial udvikling kan føre til, at nogle områder bliver fastholdt i underudvikling, som på sin side kan føre til yderligere marginalisering og nedgang i befolkningstallet;

30.

opfatter det positivt, at dokumentet betegner de tre dimensioner af bæredygtig udvikling (den sociale, miljømæssige og økonomiske) som de søjler, Kommissionens politiske retningslinjer bør orienteres mod for at finde løsninger på de bæredygtige udviklingsmål og de 13 sektorbestemte politikker, der blev vedtaget sammen med den finansielle ramme for 2014-2020. RU mener dog, at det i lyset af de nye globale udfordringer er nødvendigt at styrke den lokale udvikling ved at tilføje den territoriale dimension;

31.

bemærker, at der er behov for at tildele de lokale og regionale myndigheder rollen som aktører i den politik, der skal føres, idet de er tæt på borgerne og kan bidrage til at puste nyt liv i opbakningen til EU's institutioner og til integrationsprojektet. Flerniveaustyring er den optimale løsning for gennemførelsen af de politiske foranstaltninger, hvormed der skal opbygges en bæredygtig fremtid, og som skal sammenkæde Kommissionens 10 prioriteter, Samhørighedsfondens 11 tematiske mål og de 17 udviklingsmål i 2030-dagsordenen.

32.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at centralt ledede, topstyrede politikker og programmer ikke er de bedste metoder til at løse de komplekse problemer i forbindelse med bæredygtig udvikling og bekæmpelse af »fattigdommene«. De lokale og regionale myndigheder må derfor tildeles det ansvar og den selvstændighed, der er nødvendig for at give passende svar på de store sociale spørgsmål;

33.

gentager, at der er et behov for at styrke politikkerne i EU's charter om grundlæggende rettigheder gennem planlægning af en bæredygtig socialpolitik omfattende alle myndighedsniveauer. Det er kun på den måde, at alle borgere kan garanteres adgang til grundlæggende tjenesteydelser, og der kan findes løsninger på de nye behov, der opstår som følge af de demografiske ændringer, ved hjælp af lokale politikker for at fremme aktiv aldring ved godt helbred;

34.

henleder Kommissionens opmærksomhed på behovet for at føre politikker med henblik på at forbedre menneskers sundhed som en prioritet for social inklusion ved at forbedre levevilkårene i byer og bynære områder ud over at sikre adgang til offentlige ydelser, rekreative aktiviteter og sport også for personer med handicap samt fremme forebyggende sundhedsydelser for alle, inkl. ældre, migranter og andre befolkningsgrupper i risiko for fattigdom og social udstødelse. Udvalget tilskynder medlemsstater og lokale og regionale myndigheder til at gøre det samme;

35.

mener, at socialøkonomiens potentiale ligger i jobskabelsen og bekæmpelsen af arbejdsløshed blandt unge og kvinder, og anser det derfor for vigtigt, at dagsordenen sætter fokus på virksomhedernes sociale ansvar og på behovet for at gøre de unge interesserede i iværksætteri. Endvidere bør den nye strategi med en tværgående tilgang have øje for de forskellige dimensioner af bæredygtighed og de nye perspektiver, der kan opnås gennem kreativitet;

36.

anser det for nødvendigt, at 2030-dagsordenen kommer til at omfatte kulturområdet og klart viser den rolle, som kulturen spiller for bæredygtig udvikling og jobskabelse i bestræbelsen på at udvikle fælles europæiske idealer med det mål at udbrede de visioner og principper, der er knyttet til demokrati, social retfærdighed og solidaritet. Kultur kan effektivt fremme strategier for inklusiv udvikling ved at gribe dybt ind i de bæredygtige udviklingsmål, forbedre uddannelsessystemerne, modvirke social eksklusion og fattigdom, fjerne årsagerne til ulighed, fremme lige muligheder og fjerne skævheder mellem generationer og demografiske forskelle.

37.

Det Europæiske Regionsudvalg peger på, at tilsyneladende globale spørgsmål såsom klimaændringer, CO2-reduktion, energibesparelse, energiproduktion fra vedvarende energikilder, beskyttelse af biodiversitet, reduktion af ressourceforbruget, integreret transport og cirkulær økonomi i virkeligheden er betingede af lokale politikker og tiltag. Derfor anbefaler udvalget særligt fokus på miljøvenlig produktion;

38.

mener, at der i betragtning af de mange forskellige involverede sektorer er brug for en integreret tilgang baseret på samarbejde mellem de forskellige forvaltningsniveauer og de berørte miljøaktører. I denne sammenhæng bygger begrebet samhørighed bro mellem økonomisk effektivitet, social samhørighed, kulturel udvikling og miljømæssig balance, og sætter dermed bæredygtig udvikling i centrum for politikudformningen;

39.

er enigt i den antagelse, at de menneskelige aktiviteter og klimaændringerne sætter de marine økosystemer under et stigende pres. Opmærksomheden henledes således på Kommissionens indsats for at opnå sikre, rene og bæredygtigt forvaltede oceaner og fortsat støtte gennemførelsen af dagsordenen for blå vækst, som sigter mod at udnytte oceanernes og de europæiske haves potentiale for at skabe beskæftigelse, økonomisk værdi og bæredygtighed. Udvalget gentager endvidere, at innovation i den blå økonomi kan bidrage til at sikre en effektiv og bæredygtig udnyttelse af værdifulde marine ressourcer (2);

40.

anbefaler, at alle institutioner gør en indsats for at minimere fødevarespild og genvinde affald, så der sættes skub i investeringerne og beskæftigelsen i den bredere grønne økonomi. EU bør resolut bakke op om viljen til at gå bort fra den lineære økonomiske model og styrke den cirkulære model, hvilket udvalget tidligere har slået til lyd for i sine udtalelser om Omstilling til en cirkulær økonomi: revision af EU's affaldslovgivning, Lovgivningsforslag om ændring af affaldsdirektiverne og EU's handlingsplan for den cirkulære økonomi.

41.

Det Europæiske Regionsudvalg er af den opfattelse, at udviklingsmodellerne, som betinges af nye konkurrencefaktorer såsom netværk, der gør det muligt at sammenkoble en uendelig mængde data med et ubegrænset antal brugere, viser, at der er en klar uoverensstemmelse mellem virksomhedernes behov for at begrænse den tid, det tager at bringe produkter på markedet (time to market), og den tid, der medgår til konsensusopbygning og administrative procedurer. Det lokale og regionale beslutningsniveau er det bedst egnede til at sætte tempoet i den politiske beslutningstagning op, så den kan holde takt med markedsudviklingen;

42.

håber på reel støtte til de udviklingsmodeller og især til de immaterielle netværk, som ved at gøre det nemmere at få adgang til en ubegrænset mængde data er afgørende for de nye lokale konkurrencefaktorer og overgangen til nye produktionsmodeller;

43.

mener, at det haster med at udvikle strategier for aktivering af strukturpolitikker, så de radikale ændringer i produktionsmodellen bliver en af de vigtigste søjler i udviklingen, og således at bæredygtig produktion fremmes ved brug af bl.a. incitamenter, indtil innovationen sikrer en omkostningseffektiv overgang til den cirkulære økonomi. Det forekommer indlysende, at disse politikker ikke blot bidrager til at overvinde de nye svære udfordringer fra globaliseringen, men også udgør et klart svar på den balance, der skal findes mellem forskellige samfundsmæssige behov (miljø over for beskæftigelse);

44.

anerkender, at globaliseringen, som primært følger af en bedre mobilitet for personer, produkter og data, skærper den internationale konkurrence ikke kun mellem virksomheder, men også mellem regioner. Det er derfor nødvendigt at tage resolut fat på de faktorer, som er grundlæggende for regionernes konkurrenceevne, såsom social og institutionel kapital, infrastruktur og innovation for igen at sætte skub i de europæiske økonomier;

45.

anerkender, at de lokale og regionale myndigheder spiller en afgørende rolle i forbindelserne mellem de offentlig-private partnerskaber, idet de har blik for mange forskellige former for udvikling, som kan tiltrække investeringer i de særlige ressourcer, ethvert lokalområde besidder.

46.

Det Europæiske Regionsudvalg beklager, at der i Kommissionens meddelelse slet ikke er nogen henvisning til begrebet »territorial kapital«, som blev formuleret af OECD i 2001 og taget op af Kommissionen i 2005. I den forbindelse mindes der om, at begrebet dækker over et sæt af aktiver i et givet område: natur, mennesker, fremstilling, organisation, forbindelser og viden, som udgør stedets konkurrencemæssige potentiale;

47.

bemærker, at de relationer, som sikrede intern samhørighed i regionerne, er blevet ramt hårdt af krisen og globaliseringseffekten, som har fremkaldt splittelse (by-land; centrum-periferi) og ændret de sociale dynamikker. På denne baggrund må vi påtage os den opgave at erstatte de gamle regionalpolitiske modeller — præget af funktionalistiske tilgange, der blot betragter de forskellige områder som zoner — med modeller af neoinstitutionelt tilsnit, som tværtimod tildeler områderne rollen som kollektiv aktør;

48.

anerkender, at Amsterdampagten vidner om en stigende interesse for den rolle, som bypolitikkerne spiller ved hjælp af tiltag til fremme af social samhørighed og økonomisk udvikling ud fra den overbevisning, at byerne kan bidrage positivt til innovationsprocesserne.

49.

Det Europæiske Regionsudvalg lægger vægt på, at de lokale og regionale myndigheder spiller en afgørende rolle for beskyttelsen og udviklingen af by- og landområder og den fælles arv og kan bidrage til det, der i 2030-dagsordenen kaldes »A Transformed World«, gennem en proaktiv indstilling og indsats for at:

50.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder er i stand til at udvikle forskellige former for deltagelsesdemokrati med inddragelse af navnlig kvinder, unge, ældre og minoriteter som udgangspunkt for udformningen og gennemførelsen af integrerede strategier for økonomisk udvikling på lokalt plan.

51.

Det Europæiske Regionsudvalg anbefaler, at der anlægges en bundstyret tilgang og fastlægges en passende retlig ramme med tildeling af tilstrækkelige midler. Et sådant nyt system kan kun realiseres med succes, hvis decentraliseringen videreføres i de forskellige EU-lande. De nationale regeringer bør:

52.

gentager kravet om, at de nationale regeringer, helst gennem en bottom-up-tilgang, inddrager regioner og byer i udarbejdelsen af territoriale handlingsplaner for bæredygtig udvikling under hensyntagen til deres stærke og svage sider og på grundlag af princippet om, at ingen bliver ladt i stikken (»No one is left behind«) og om effektiv anvendelse af midlerne.

53.

Det Europæiske Regionsudvalg er overbevist om, at de lokale og regionale myndigheder skal have en rolle at spille i den strukturerede dialog og være en integreret del af styringen og ikke blot en aktør, hvis de globale politikker og aftaler skal have fuldt udbytte af de lokale bestræbelser og erfaringer. De lokale og regionale myndigheders indsats for at organisere og udarbejde informative input bør anerkendes som et led i beslutningsprocessen. Dette kan bl.a. gøres ved at:

54.

anmoder om, at EU og medlemsstaterne afsætter midler til forudgående og efterfølgende evaluering af indvirkningen af deres politikker for bæredygtig udvikling. Dette indebærer en indsats for at forbedre koordineringen af alle politikker, der iværksættes af såvel EU som medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder;

55.

anmoder om, at Kommissionen på en endnu mere strategisk og funktionel måde udnytter de nationale reformprogrammer, som nu formelt indgår i planlægningen af den flerårige finansielle ramme, gennem en funktionel udnyttelse af de instrumenter, der allerede anvendes til støtte for bæredygtig udvikling. Dette vil give mulighed for i forbindelse med det europæiske semester at identificere omstillinger til gavn for de bæredygtige udviklingsmål ikke kun på nationalt plan, men også på regionalt og lokalt plan;

56.

anbefaler, at regeringsniveauerne på europæisk og internationalt plan påtager sig den opgave at organisere det komplekse system af globale forbindelser ved at få regionale kriseområder under kontrol, befordre ændringer og omstruktureringer af de institutionelle og produktionsmæssige strukturer, vi har arvet fra det forrige århundrede, og give de lokale aktører de nødvendige beføjelser, så de kan omsætte den skrøbelige geoøkonomiske balance i muligheder for udvikling, som atter gør de lokale produktionssystemer konkurrencedygtige på det globale marked.

12.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 342/27

1.

Det Europæiske Regionsudvalg anerkender, at denne EU-meddelelse er et vigtigt element i en bredere EU-politikreform. Den tilfører merværdi ved at foreslå konkrete foranstaltninger, der skal supplere Rådets strategiske retningslinjer fra 2014, hvori de europæiske ledere enedes om at skabe mulighed for fremtidig politikudvikling inden for retlige og indre anliggender, herunder om immigration og asyl, i de kommende år;

2.

mener, at EU's medlemsstater og Den Europæiske Union i et så ømtåleligt og strategisk vigtigt spørgsmål fortsat bør stå for udformningen af en strategi for regionen på baggrund af dens relationer med EU og dermed føre en egentlig migrationspolitik samt tage politisk ansvar for dens gennemførelse i de europæiske befolkningers interesse og under hensyntagen til medlemsstaternes og oprindelseslandenes særlige karakteristika samt migranters rettigheder i henhold til internationale og europæiske konventioner;

3.

erkender, at migrations- og udviklingspolitik hænger tæt sammen. Internationalt, nationalt, regionalt og lokalt samarbejde er en forudsætning for at nå frem til en fælles europæisk migrationspolitik og gennemføre den europæiske dagsorden for migration;

4.

er fortaler for at anlægge en holistisk tilgang til forvaltning af migration, som giver mulighed for en mere decentraliseret og effektiv forvaltning af migrationsbevægelserne. En sådan decentraliseret forvaltning bør sikre ligebehandling og lige rettigheder;

5.

understreger, at det er yderst vigtigt at reducere antallet af dødsfald til havs i forsøget på at komme til Europa, og at der er behov for at fortsætte og udvide indsatsen for at redde mennesker i nød. Udvalget udtrykker sin dybe sorg over de hundredvis af menneskeliv, der allerede er gået tabt og roser alle de lande og organisationer, der er involveret i at forsøge at forebygge denne menneskelige tragedie (1). Udvalget gentager, at udviklingen af flere sikre og tilgængelige lovlige migrationsveje til EU, såsom humanitære visa, genbosætning og udvidet familiesammenføring, bør være en del af bestræbelserne for at skabe en omfattende og human migrationspolitik;

6.

glæder sig over de yderligere foranstaltninger, som denne fælles meddelelse bidrager med for at styrke initiativer langs den centrale Middelhavsrute, herunder i og omkring Libyen. I lyset af det store tab af menneskeliv til søs og langs den centrale Middelhavsrute forbliver udfordringen med at forvalte migrantstrømmene og redde menneskeliv en topprioritet;

7.

mener, at forvaltning på flere myndighedsniveauer er en forudsætning for at opnå optimale resultater. Inden for disse rammer er det afgørende, at myndighederne på EU-plan samt på nationalt og regionalt plan arbejder tæt sammen med de lokale og regionale myndigheder i transitlandene og med civilsamfundet, migrantforeninger og lokalsamfund i værtslandene og er lydhøre over for deres input;

8.

understreger, at disse foranstaltninger kun kan blive vellykkede, hvis der er et tæt samarbejde med de relevante partnere i landene langs den centrale Middelhavsrute og en fælles indsats fra EU-institutionernes og medlemsstaternes side samt samarbejde med internationale organisationer såsom De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge (UNHCR) og Den Internationale Organisation for Migration (IOM). Udvalget advarer om, at nogle af de foreslåede foranstaltninger kun kan gennemføres med gode resultater, hvis situationen i marken tillader det. Disse foranstaltninger bør ses som et supplement til det betragtelige antal initiativer, der allerede gennemføres af EU og medlemsstaterne, især under den europæiske dagsorden om migration og migrationspartnerskabsprogrammet (2);

9.

ønsker at give udtryk for sin påskønnelse af den indsats, som Italien, Malta, Grækenland, Cypern, Frankrig, Spanien og Portugal har gjort, idet de allerede har koblet deres nationale Eurosur-koordinationscentre for grænseovervågning til Middelhavsnetværket Seahorse;

10.

anerkender, at den centrale Middelhavsrute er blevet den dominerende rute for migranter og flygtninge, der forsøger at nå til Europa. I 2016 blev der opdaget over 180 000 irregulære migranter på den centrale Middelhavsrute, hvoraf langt de fleste nåede kontinentet via Italien. Næsten 90 % af personerne på ruten starter fra Libyen, hvor den ustabile politiske og økonomiske situation giver menneskesmuglere lejlighed til at udvide deres aktiviteter; understreger det presserende behov for at nedbringe antallet af passager og forhindre joller og både i at tage afsted med kurs mod EU. Understreger betydningen af forebyggende foranstaltninger på alle beslutningsniveauer;

11.

bemærker, at menneskesmuglere og menneskehandlere med deres handlinger og overtrædelser af menneskerettighederne selv er med til at øge den manglende stabilitet i Libyen og dermed gøre migranterne mere sårbare. Det er fortsat en central prioritet for Den Europæiske Union, medlemsstaterne og de internationale partnere at finde en varig løsning på Libyens forvaltnings- og sikkerhedsmæssige problemer, da det er en forudsætning for en bæredygtig forvaltning af den nuværende situation;

12.

noterer sig, at størstedelen af migranterne i Libyen er tredjelandsstatsborgere, hvoraf de fleste stammer fra lande syd for Sahara. En effektiv tilgang skal derfor omfatte foranstaltninger syd for Libyen;

13.

understreger merværdien af de foranstaltninger, der bebudes i meddelelsen: udvidelse af uddannelsesprogrammerne for den libyske kystvagt, sikring af bæredygtige finansieringskilder til at dække de fremtidige uddannelsesbehov, øget bekæmpelse af menneskesmuglere og menneskehandlere samt skabe incitamenter for Tunesiens, Algeriets og Egyptens deltagelse i Middelhavsnetværket Seahorse for at sikre lokal accept. Udvalget understreger, at genopbygningen af respekten for de grundlæggende menneskerettigheder og retsstatsprincipperne til gavn for migranter og lokalbefolkningerne må være en prioritet i alle disse aktiviteter.

14.

Det Europæiske Regionsudvalg gentager behovet for at indlede seriøse drøftelser med de libyske myndigheder for at sikre, at forholdene i centre for migranter forbedres med særlig vægt på sårbare personer og mindreårige. Der bør arbejdes tæt sammen med Den Internationale Organisation for Migration og De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge, og det bør sikres, at disse organisationer foretager en effektiv overvågning af standarderne;

15.

glæder sig over optrapningen af arbejdet og drøftelserne med de libyske kommuner for at fremme alternative indkomstmuligheder og støtte migranternes og de lokale værtssamfunds modstandsdygtighed, og ligeledes over intensiveringen af det tekniske samarbejde, der skal sætte de libyske myndigheder i stand til at fastlægge strategier for udviklingen af deres områder og forbedre tjenesteydelserne til støtte for de lokale befolkninger;

16.

understreger behovet for en mellemlang- og langsigtet samarbejdsstrategi med henblik på at støtte Libyens lokale og nationale myndigheder i opbygningen af deres kapacitet inden for arealforvaltning;

17.

opfordrer til at fremme grænsesamarbejdet, dialogen og udvekslingen af oplysninger mellem Libyen og dets sydlige naboer, herunder ved fuldt ud at udnytte forummet for efterretningssamarbejde mellem Afrika og Frontex;

18.

bemærker, at når der gøres en fælles indsats sammen med Libyen, er det nødvendigt at minimere risikoen for, at andre ruter eventuelt opstår i nabolandene. Udvalget bifalder derfor en omfattende regional tilgang ved at øge samarbejdet med Egypten, Tunesien og Algeriet og uddybe dialogen og det operationelle samarbejde om migration med disse lande. Der vil også være behov for yderligere bistand til disse lande til at udvikle egne asylsystemer, der fungerer, og støtte personer med behov for international beskyttelse;

19.

minder om, at det med EU's forskellige projekter og programmer i regionen, der er rettet mod indbyrdes forbundne emner, er afgørende at koordinere disse initiativer, hvis de effektivt skal kunne bidrage til virkeliggørelsen af ovennævnte mål;

20.

bemærker, at EU's fælles reaktion på irregulær migration indtil nu har været statscentrerede sikkerhedstilgange, som hovedsagelig fokuserer på at bekæmpe menneskesmuglingsmetoder gennem samarbejde med statslige myndigheder;

21.

efterlyser større opmærksomhed på de forskellige lokale politiske økonomier, der er involveret i irregulær migration. De involverede aktører omfatter transportvirksomheder, der hjælper med irregulær passage af migranter, lokalbefolkninger, der giver mad og husly for at tjene til livets ophold, lokale sikkerhedsstyrker, der supplerer deres indkomst gennem bestikkelse og vejskatter, den politiske elite, der anvender de finansielle midler fra fremme af irregulær migration til at købe politiske tjenester og indflydelse, de bevæbnede grupper, der tjener på menneskesmugling og udnyttelse og dermed styrker deres position osv. Det er en nødvendig forudsætning for effektiv migrationsstyring at forstå disse forskellige aktører og deres forhold til det lokale styre samt stabilitet/konflikt-dynamikken, men også at sikre, at de inddrages i debatten om strategier til stabilisering og opbygning af en fremtid for deres land;

22.

bifalder derfor forslaget om at styrke den eksisterende socioøkonomiske støtte til kommunerne langs migrationsruten ved at inddrage dem i gennemførelsen af strategier, som gør det muligt at sikre lokalbefolkningen bedre levevilkår og dermed bedre fremtidsperspektiver i deres område;

23.

understreger, at korrekt udformede migrationspolitikker kan bidrage til alternative indkomstmuligheder og institutioner af højere kvalitet på langt sigt og derigennem tackle nogle af de grundlæggende årsager til migration indefra. For at sikre en sådan effektiv politikudformning er det nødvendigt, at den nuværende migrationspolitik ser det faktum i øjnene, at problemer med styreformer og stabilitet ligger til grund for den irregulære migration gennem Sahara;

24.

gentager, at de irregulære migrationsruter går igennem mange lande i regionen, hvor statslige myndigheder er svage eller fraværende. Libyen er et klart eksempel herpå. Adskillige rapporter har vist, at udbytte fra ulovlig menneskesmugling og menneskehandel styrker irregulære væbnede styrker, der opererer som de facto-myndigheder i marken og dermed gør det muligt for dem at ødelægge de overordnede konfliktløsningsprocesser. Selv i de tilfælde, hvor der stadig findes formelle statslige myndigheder, er samarbejde med sådanne aktører i kampen mod irregulær migration i sagens natur et politisk foretagende, der kan ende med at konsolidere menneskesmuglere og irregulære væbnede styrker, der støtter staten. Der findes ingen neutrale dialogpartnere, når statsmagten er fragmenteret;

25.

understreger, at klimaændringer og naturkatastrofer kan være faktorer, som fører til migration og fordrivelse af mennesker. Udvalget opfordrer endvidere til, at der investeres i opbygning af modstandsdygtighed over for katastrofer som et forebyggende tiltag til at tackle de underliggende årsager til migration.

26.

Det Europæiske Regionsudvalg støtter den fortsatte indsats for systematisk kontakt med de libyske myndigheder med fokus på grænseforvaltning, bekæmpelse af irregulær migration og menneskerettigheder samt opfyldelse af behovene hos migranter i Libyen, herunder i samarbejde med civilsamfundet udvikling af alternativer til tilbageholdelse af migranter, som kun bør anvendes som en sidste udvej og kun under forhold, som overholder internationale humanitære standarder og menneskerettighedsstandarder. Uddannelse og logistisk støtte i disse anliggender bør være et vigtigt element i kapacitetsopbygningsprogrammer, der støttes af EU;

27.

foreslår, at man sammen med UNHCR undersøger mulighederne for at tage konkrete skridt til genbosættelse af migranter, som har behov for international beskyttelse, fra Libyen til EU-medlemsstaterne og andre internationale partnerlande;

28.

efterlyser en styrkelse af det pilotprojektet, der sigter mod at stabilisere lokalsamfundet i områder, som er påvirket af intern fordrivelse og transit af migranter, herunder samarbejde om udformning af strategier for deres regioner, som skal give befolkningen et værdigt liv, især gennem skabelse af jobmuligheder for personer med behov for international beskyttelse, hvilket også vil gøre det lettere for værtssamfundene at acceptere dem. Samarbejdet bør desuden omfatte skridt til forbedring af de offentlige tjenesteydelser og faciliteter til støtte for den lokale befolkning;

29.

er fortaler for at styrke den nuværende støtte til frivillig tilbagevenden fra Libyen til oprindelseslandene, hvis situationen i marken tillader det, og i samarbejde med de internationale partnere, navnlig IOM.

30.

Det Europæiske Regionsudvalg bifalder anerkendelsen af de lokale og regionale myndigheder som vigtige aktører i at løse og forvalte migrationsproblemerne, redde menneskeliv og bekæmpe kriminalitet;

31.

gentager, at byerne spiller en hovedrolle når det gælder global migration, og samtidig er dem, der rammes direkte af de negative konsekvenser. Det er de lokale myndigheder, der har et direkte ansvar for indvandrernes levevilkår, succeser og udfordringer. De lokale myndigheder kan skabe gode resultater på områder, hvor de nationale myndigheder ikke har kunnet magte det (3);

32.

understreger den rolle, som de lokale myndigheder i oprindelses-, transit- og destinationslandene spiller i migrationspolitikken, navnlig når det gælder integration og social samhørighed. Der er ingen tvivl om, at de lokale myndigheder er de første til at tage hånd om migrationsudfordringer i kraft af deres mandat, deres tilstedeværelse »i marken« og deres erfaring med håndtering af de daglige realiteter i samfund præget af stadig større diversitet. Migration er imidlertid et fælles ansvar, som varetages på alle niveauer: EU-, nationalt-, regionalt- og lokalt niveau. Men samtidig er det vigtigt, at der tages hensyn til lokale og regionale forhold for en så god og bæredygtig modtagelse af migranter som muligt og dermed en vellykket integration;

33.

mener, at EU bør udnytte potentialet og erfaringerne hos de regioner, der danner EU's sydlige søgrænse — både i Middelhavet og Atlanterhavet — idet de er vigtige forposter for udviklingen af gensidigt nyttige forbindelser med tredjelandene;

34.

understreger behovet for at styrke lokalsamfundene i navnlig Libyen i overensstemmelse med Maltaerklæringen fra medlemmerne af Det Europæiske Råd om de eksterne aspekter af migration (4) og støtter derfor projekter såsom Nicosia-initiativet. Udvalget opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Kommissionen til i samarbejde med Regionsudvalget og sammenslutninger af lokale eller regionale myndigheder at undersøge mulighederne for lignende projekter i andre lande;

35.

anerkender merværdien af Nicosia-initiativet som et kapacitetsopbygningsprojekt til støtte for de libyske kommuner, der udføres i partnerskab med de europæiske lokale og regionale myndigheder og med økonomisk bidrag fra Kommissionen. Udvalget peger på, at initiativet bør styrkes med henblik på at gøre det mere effektivt og opnå bedre resultater, men henviser samtidig til det nødvendige i at være opmærksom på de komplekse forhold vedrørende spørgsmålet om legitimitet i Libyen og fortsat at være særlig opmærksom på eventuelle politiske konsekvenser;

36.

anerkender den manglende udvikling af lokalsamfundene langs den centrale Middelhavsrute. Udfordringen kompliceres af forsøg på at opfylde forskellige behov, især i et økonomisk skrøbeligt klima. De lokale myndigheder må udstyres med de nødvendige redskaber til at vurdere de mest presserende behov hos de forskellige migrantgrupper, navnlig uledsagede børn og unge samt kvinder;

37.

fremhæver behovet for at lægge større vægt på beskyttelse af mindreårige. Der har været et rekordstort antal dødsfald blandt flygtninge og migranter i det centrale Middelhavsområde i løbet af de sidste tre måneder, herunder cirka 190 børn. Udvalget tilslutter sig opfordringen fra UNICEF til EU og medlemsstaterne til at forpligte sig til at beskytte flygtninge- og migrantbørn, især de uledsagede, mod misbrug, vold og menneskehandel med mindreårige og til at styrke programmerne til beskyttelse af mindreårige i Libyen;

38.

præciserer, at EU-støtte til kapacitetsopbygning af de lokale myndigheder ikke alene går ud på at øge disses tekniske kapacitet, men også at sikre effektiv opfyldelse af grundlæggende behov og tilvejebringelse af grundlæggende tjenester. Empirisk dokumentation tyder på, at en decentraliseret forvaltning af sociale tilbud og offentlige goder giver optimal »værdi for pengene« med hensyn til planlægning og gennemførelse af udvikling;

39.

er fortaler for at fremme decentralisering og lokalstyreprogrammer i overensstemmelse med nationale strategier for nedbringelse af fattigdom;

40.

insisterer på, at sammenhæng og samspil mellem nationale migrationspolitikker og lokale initiativer vedrørende levering af ydelser til og beskyttelse af asylansøgere og fremme af deres sociale inklusion, når de har ret til international beskyttelse, er et område, der fortjener større opmærksomhed. Som minimum skal de lokale myndigheder have beføjelser og ressourcer til at reagere hensigtsmæssigt på migranternes behov i lokalsamfundene under deres jurisdiktion. Ideelt set bør de være i stand til at operere i et overordnet politisk miljø, der begunstiger en inkluderende tilgang, når forudsætningerne er de rigtige;

41.

bemærker, at Libyen som en følge af det arabiske forår har været præget af politisk og social uro i de seneste seks år. Den generelle krise, som Libyen, har befundet sig i siden 2014, har medført fuldstændigt kaos og en kraftig forværring af levevilkårene i hele landet. Det næsten fuldstændige fravær af staten og de meget begrænsede midler, som kommunerne har til rådighed, gør institutionel svaghed til en betydelig hindring for stabilitet og udvikling. Samtidig har landet valgt reformer, som indfører et system med decentraliseret styre, og vedtaget lov nr. 59 (om lokalstyre) i 2012, som på trods af ustabiliteten i landet stadig er et referencepunkt for alle libyske partier, uanset deres politiske tilhørsforhold;

42.

understreger, at mange unge mennesker fra libyske byer er blevet involveret i »migrationsvirksomhed«, da det er en meget indbringende indtægtskilde. Unge mennesker, som har deltaget i væbnede konflikter og militsaktiviteter, er særligt svære at integrere. De traditionelle sociale organisationer (stammer, familier, skoler og institutioner) har svært ved at håndtere unge mennesker. Narkotika og kriminalitet er udbredt. Fraværet af specifikke ungdomspolitikker har gjort situationen værre for unge mennesker;

43.

fremhæver det faktum, at kommuner — ikke alene i Libyen, men også i de forskellige lande langs Middelhavsruten — kan spille en vigtig rolle. Som institutionelle og legitime aktører med ansvar for lokale problemstillinger er de selvskrevne til at yde et væsentligt bidrag til stabilisering. Lokal økonomisk udvikling, samordning med sikkerhedsaktører og effektive ungdoms- og migrationspolitikker er grundstenene i en sådan rolle. Lokalforvaltningerne har dog brug for omfattende bistand for at kunne påtage sig dette ansvar;

44.

er fortaler for programmer til at styrke, bemyndige og forbedre effektiviteten af lokalforvaltningen i Libyen og andre lande langs den centrale Middelhavsrute ved at fokusere på lokalstyrets tre dimensioner: forvaltning, levering af ydelser og inddragelse. Der bør også gøres en indsats for at øge de højtuddannede unge menneskers lokale økonomiske udsigter, sociale liv og politiske inklusion i landområder og byer med henblik på at dæmpe faktorer, der fører til radikalisering og migration;

45.

understreger, at det er muligt at skabe fremdrift på lokalt plan for bedre forvaltning, til trods for, at de lokale myndigheder på nuværende tidspunkt i praksis mangler kapacitet, og slår til lyd for, at det er absolut nødvendigt at støtte den lokale forvaltning, da dette uvægerligt vil fremme stabilisering og bane vej for den fremtidige genopbygning, hvilket er en forudsætning for en effektiv og holdbar migrationsstyring i Libyen;

46.

understreger vigtigheden af kvinders deltagelse og inddragelse af unge mennesker, hvilket fortsat bør være afgørende i de forskellige støtteaktiviteter, navnlig gennem inddragelse af aktive civilsamfundsorganisationer og uafhængige politikere;

47.

insisterer på fordelene ved målrettede tiltag til at reducere de negative virkninger af de forskellige former for migration, fordrivelse og uro ved at forbedre landområdernes økonomiske tiltrækningskraft og støtte kommunerne i udøvelsen af deres nye mandat i overensstemmelse med decentraliseringsforanstaltningerne;

48.

erkender, at tragedien begynder i oprindelseslandet, ikke på havet. Derfor opfordres EU til at bidrage til lokal økonomisk udvikling i landene langs den centrale Middelhavsrute ved at støtte kommunerne i deres rolle som aktører inden for lokal udvikling og ved at give mulighed for at inddrage unge mennesker og kvinder i lokale anliggender og socioøkonomiske aktiviteter;

49.

tilbyder yderligere støtte til at udarbejde og gennemføre EU's migrationspolitik, blandt andet ved at trække på den viden og ekspertise, der findes i Den Regionale og Lokale Euro-Middelhavsforsamling (ARLEM).

12.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 342/32

1.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over den fælles meddelelse om havforvaltning, der blev vedtaget den 10. november 2016 af Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik;

2.

støtter de foreslåede tiltag til at sikre rene, sikre og bæredygtigt forvaltede oceaner;

3.

støtter målet om at sikre, at EU er en stærk global aktør, der er i stand til at udarbejde en dagsorden for bedre havforvaltning baseret på en tværsektoriel, regelbaseret international tilgang. Dette EU-initiativ har som endeligt mål at etablere en international standard for de sociale, økonomiske og miljømæssige betingelser for havrelaterede aktiviteter, lige vilkår, som skal sikre tilstrækkeligt bæredygtige have og styrket konkurrenceevne for de europæiske aktører på havene;

4.

støtter fuldt ud Rådets nylige konklusioner (1), som opfordrer til en mere sammenhængende tilgang mellem de interne og eksterne aspekter af havforvaltning, herunder synergi mellem EU, medlemsstaterne og regionale strategier;

5.

minder bl.a. om sine tidligere udtalelser om Kommissionens meddelelse: »På vej mod en integreret tilgang til havpolitikken« (2), om maritim fysisk planlægning og integreret kystzoneforvaltning (3), udvikling af havenergiens potentiale (4) og bedre beskyttelse af havmiljøet (5);

6.

understreger betydningen af Den Europæiske Unions førende rolle inden for maritim forvaltning, der har til formål at give Europas kyster og have det mest helhedsorienterede politiske og lovgivningsmæssige system i verden, der anerkender den vigtige rolle, de lokale og regionale myndigheder, kystsamfund og økonomiske og sociale aktører spiller med henblik på at sikre, at de økonomiske, miljømæssige, klimamæssige og sociale faktorer håndteres korrekt på en helhedsorienteret måde, der tager udgangspunkt i forvaltning på flere myndighedsniveauer;

7.

tager imidlertid i betragtning, at havforvaltning pr. definition er påvirket af det, der er kendt som »tragedy of the commons« (ødelæggelse af fælles ressourcer). Selvom der findes en række overordnede verdensomspændende eller havbaserede aftaler såsom UNCLOS eller specialiserede aftaler, navnlig i Den Internationale Søfartsorganisation (IMO), er der tale om en betydelig grad af fragmentering. I den henseende er EU's rolle både at gå forrest med et godt eksempel og skabe incitamenter, således at tredjelande efterligner de høje standarder, der findes i EU's havpolitik. Sådanne incitamenter, herunder kapacitetsopbygning, kunne eventuelt indgå i internationale aftaler om handels- og udviklingsprogrammer, som EU forhandler med tredjelande;

8.

minder om, at EU og medlemsstaterne har konkurrerende kompetencer på området internationale forbindelser, herunder havrelaterede spørgsmål. Dette kræver en robust koordinering mellem myndighedsniveauer, herunder for at sikre at EU's og medlemsstaternes holdninger i internationale fora er baseret på territoriale konsekvensanalyser, således at der i fuldt omfang tages højde for de kompetente lokale og regionale myndigheders interesser;

9.

understreger, at mange spørgsmål vedrørende havforvaltning i sagens natur er lokale som følge af ressourceudvinding, økonomiske fordele for kystområderne, fiskersamfundene, havne eller indvirkning på miljøet ved kysterne og havmiljøet i Europa. Miljø- og klimapolitik og økonomiske beslutninger vedrørende oceaner andre steder i verden påvirker EU's lokale og regionale myndigheder. Dette kræver betydelige investeringer i maritim fysisk planlægning og støtte til forvaltning på lokalt/regionalt plan;

10.

understreger, at havpolitik er direkte forbundet med kystrelateret økonomisk politik, miljøpolitik og politik for fysisk planlægning. De lokale og regionale myndigheders måde at forvalte kystpolitikker på vil have direkte indvirkning på havet. Offshoreaktiviteter er ofte blevet opfattet som en nem løsning for aktiviteter, der møder modstand ved kysterne, f.eks. vindmølleparker;

11.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder har beføjelser og positive erfaringer med forvaltningen af en række områder spændende fra fiskeri, skaldyrsfiskeri og akvakultur, støtte (f.eks. støtte til ineffektive fiskerflåder), økonomiske og miljømæssige politikker (f.eks. havaffald) eller inspektioner (f.eks. inspektion af fartøjer), som har en positiv eller negativ indvirkning på andre områder uden for EU. De udgør ofte også en del af havnemyndighederne;

12.

minder om den seneste forskning gennemført af RU (6) og OECD (7) om havene og blå økonomi. Udvalget fastholder i overensstemmelse med dagsordenen for bedre regulering, at det er nødvendigt at gennemføre forudgående konsekvensanalyser, herunder analyser af de territoriale virkninger, for at fastlægge eventuelle trusler fra alle sektorer, mulige afhjælpende foranstaltninger og de forventede socioøkonomiske konsekvenser, inden der indføres ny lovgivning, gives tilladelse til nye udvindingsteknologier og fastlægges nye beskyttede havområder;

13.

minder om de nye FN-mål for bæredygtig udvikling, der er undertegnet af alle EU's og FN's medlemsstater. Havforvaltning vedrører det bæredygtige udviklingsmål 14 Livet i havet, mål 13 Klimaindsats, men også mål 11 Bæredygtige byer og lokalsamfund. Udvalget bifalder Kommissionens planer om at omsætte disse mål til forskellige EU-politikker (8), idet dette kan udgøre et godt grundlag for at skabe en fælles forståelse på internationalt plan, som går ud over de sektorspecifikke løsninger møntet på bæredygtig havforvaltning;

14.

er derimod af den opfattelse, at indførsel af varer og råvarer, der stammer fra havet, fra tredjelande til EU's indre marked bør være betinget af, at disse lande gradvist opfylder de højeste EU-standarder, f.eks. om forbud mod udsmid;

15.

mener, at de tre prioriterede områder, der er opdelt i 14 aktioner i den fælles meddelelse, er et relevant grundlag for at gennemføre yderligere foranstaltninger på EU-plan og internationalt plan om havforvaltning. Selvom meddelelsen hovedsageligt vedrører den internationale del af havpolitikken er der en lokal og regional vinkel, både i forbindelse med kompetencer og den umiddelbare territoriale indvirkning samt graden af specialisering og afhængighed af havene.

16.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker vedrørende aktion 1: lukning af lakuner i den internationale havforvaltningsramme med det formål at forbedre den retlige ramme og skabe lige konkurrencevilkår, at der allerede findes en omfattende retlig ramme på internationalt niveau som dækker områderne havgrænser, navigation, arkipelagfarvandsstatus og transitordninger, eksklusive økonomiske zoner, kontinentalsokkeljurisdiktion, havminedrift, udvindingsformer, beskyttelse af havmiljøet, videnskabelig forskning og tvistbilæggelse. Udvalget minder i den henseende om, at der bør tages hensyn til eksisterende administrative grænser samt de kulturelle og traditionelle karakteristika ved de europæiske lokale og regionale samfund ved udarbejdelsen af en havforvaltningspolitik;

17.

mener, at EU's politikker allerede er robuste i spørgsmål vedrørende fiskeriregulering, maritim fysisk planlægning og makroregionale strategier. I visse medlemsstater udgør arealplanlægning et vigtigt politisk redskab for den lokale fysiske planlægning af jord og vand. De lokale myndigheder er allerede ansvarlige for planlægningen af kystzoner og territorialfarvande. Arealplanlægning som instrument må ikke påvirkes negativt af den forvaltning eller retlige ramme, som Kommissionen foreslår. Den største udfordring både på EU-plan og især på verdensplan er manglen på kontrol og effektiv gennemførelse. EU går foran med et godt eksempel og har derfor mulighed for at stille krav om gensidighed og skabe incitamenter, når der forhandles om nye internationale regler med tredjeparter og organisationer. Dette globale initiativ for håndhævelse af reglerne er nødvendigt for at sikre lige konkurrencevilkår for alle lande, regioner og økonomiske aktører;

18.

er med hensyn til aktion 2 enigt i, at styrkelse af regional fiskeriforvaltning og -samarbejde på centrale havområder for at lukke lakuner i den regionale forvaltning vil forbedre situationen for EU's fiskeri og hjælpe andre med at nå de høje standarder, der er gældende i EU;

19.

er bekymret for, at Kommissionens vejledning om havminedrift vil virke afskrækkende med hensyn til at fokusere på EU's ressourceeffektivitetsplaner, især fordi teknologien til udnyttelse af naturressourcerne ikke er afprøvet og eventuelt kan skade det naturlige miljø. Udvalget opfordrer til koordinering med medlemsstaternes forhandlinger med Den Internationale Havbundsmyndighed;

20.

anbefaler i den henseende, at EU arbejder for og skaber incitamenter for andre lande og organisationer til at indføre det europæiske system med gule/røde kort som en model for at bekæmpe ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri på verdensplan, herunder brug af sortlistning og eksportforbud som følge af manglende overholdelse af reglerne. Udvalget opfordrer til, at de nuværende planer for et elektronisk redskab til forvaltning af fangstcertifikater fremskyndes. Sådanne foranstaltninger ville styrke industrien i regioner med en streng regelhåndhævelse;

21.

mener, at aktion 3 om bedre samordning og samarbejde mellem internationale organisationer samt lancering af havpartnerskaber til havforvaltning vil gavne regionale maritime knudepunkter igennem bedre international eksponering;

22.

mener, at lokale og regionale konkurrenceklynger og ekspertisecentre, navnlig i områder med en stærk maritim dimension, herunder regionerne i den yderste periferi, kan spille en afgørende rolle og skal støttes finansielt i forbindelse med oprettelsen af internationale forskerhold og platforme for teknologioverførsel til støtte for EU's arbejde inden for havforvaltning;

23.

modsætter sig ideen om at skabe nye internationale regler og organisationer fra bunden. Udvalget er enigt med Kommissionen i, at det er mere hensigtsmæssigt at forbedre den aktuelle forvaltning og håndhævelse ved at fokusere på udbedring af manglerne og styrke den internationale koordinering. I den henseende er det vigtigt at sikre, at der før iværksættelsen af nye foranstaltninger inden for et bestemt område (f.eks. olieefterforskning) er klarhed over den afsmittende virkning på andre politikområder og sektorer (f.eks. fiskeri);

24.

anbefaler, med hensyn til forvaltningen af biologisk biodiversitet i områder uden for national jurisdiktion, at EU forbedrer samordningen med EMSA (9) og EFCA samt inddrager de europæiske regioner i koordineringen med og høringen af de tilstødende europæiske regioner;

25.

mener, at havforvaltning er en del af EU's flerniveaustyring og kræver derfor en sammenlægning af nationale midler og EU-midler til kapacitetsopbygning, inspektion, håndhævelse, afskrækkelse og strafforfølgelse af alle enheder, der overtræder de gældende retlige rammer. Dette kræver inddragelse af de kompetente lokale og regionale myndigheder, sådan som det er tilfældet under aktion 4 om kapacitetsopbygning, da dette vil være til direkte gavn for kyst- og havregioner i mange tekniske og administrative henseender;

26.

understreger, at aktion 5, der sikrer hav- og oceansikkerhed, er afgørende for søfarende, virksomheder og havneoperatører og er et centralt element i bekæmpelsen af tvangsarbejde og menneskehandel. EU bør fortsat være den ledende jurisdiktion på området med de mest omfattende retlige rammer for sikkerhed til søs og i havne, og EU bør udnytte sin store internationale indflydelse til at tilskynde til gensidige ordninger i andre dele af verden;

27.

mener, at samarbejdet mellem de nationale myndigheder og Frontex, EMSA og EFCA bør resultere i fælles kapacitet til havovervågning med EU, som, hvor det er relevant, leverer de nyeste fartøjer og den nyeste teknologi med henblik på effektivt at håndhæve overvågningen.

28.

Det Europæiske Regionsudvalg mener med hensyn til aktion 6, at det er nødvendigt at gennemføre FN's klimaaftale fra COP21 i Paris for at afhjælpe de skadelige virkninger af klimaforandringer på have, kystlinjer og økosystemer, og at tage fat på fremtidige omkostninger i tilknytning til global opvarmning og havenes stigende vandstand. De globale klimamål kræver lokale tilpasningsforanstaltninger, eftersom de fleste konsekvenser af klimaforandringerne mærkes på lokalt plan. Derfor har Regionsudvalget (10) for nylig påpeget, at de lokale og regionale myndigheder har en afgørende rolle at spille i udarbejdelsen og gennemførelsen af nationale, europæiske og internationale tilpasningsrammer, der handler om at imødegå konsekvenserne af klimaforandringer i verdens have. Der er brug for en specifik kapacitetsopbygning og finansiel støtte til dette formål til alle regioner, herunder regionerne i den yderste periferi, som følge af deres strategiske beliggenhed i Atlanterhavet, Det Indiske Ocean og Det Caribiske Hav. For at overholde Parisaftalen er det endvidere nødvendigt ikke kun at inkorporere klimatilpasningsforanstaltninger i havforvaltningen, men også at bevare en betydelig del af de fossile brændstoffer under jorden. I den henseende mener udvalget, at aktion 6 for at sikre konsekvens bør styrkes med foranstaltninger til forhindring af nye olieprøveboringer i følsomme områder af de europæiske have;

29.

fastholder, at aktion 7: bekæmpelse af ulovligt fiskeri og styrkelse af bæredygtig forvaltning af fødevareressourcer i havene på internationalt plan har en direkte positiv indvirkning på EU's fiskeriindustri. Dette indebærer styrkelse af de eksisterende regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) og sikring af deres fulde funktionsevne og kræver, at Kommissionen får et bedre mandat til at forhandle og støtte RFFO'er;

30.

mener i overensstemmelse med aktion 8, at støtte til fiskeri, som skader miljøet i både EU og i tredjelande bør udfases. Passende incitamenter og palliative foranstaltninger skal defineres for at sikre levedygtigheden af samfund, der er stærkt afhængige af fiskeri både i EU og andre steder;

31.

mener, at aktion 9 om bekæmpelse af havaffald og »plastikhavet« er et af de vigtigste initiativer i nærværende forslag. Dette er til direkte gavn for turismen og fiskeriet. Hvis mennesket fortsætter med at sprede plastik i naturen i samme tempo som nu, vil havene bestå af mere plastik end fisk i 2050. De lokale og regionale myndigheders eksisterende beføjelser med hensyn til affaldshåndtering og -forebyggelse kan yde et afgørende bidrag. De lokale myndigheder har en vigtig rolle at spille med hensyn til kapacitet til energiudnyttelse af indsamlet plastik. På nuværende tidspunkt deponeres 28 % af EU's affald stadig. En solid EU-miljøramme for forebyggelse, herunder et muligt EU- forbud mod mikroplastik, kræver en korrekt håndhævelse på lokalt og regionalt niveau samt fortsatte investeringer i renere teknologier, herunder udvikling af skræddersyede lokale og regionale politikker til forebyggelse af havaffald. Dette bør omfatte yderligere fremskridt hen imod en fælles ordning, ikke kun for havnemodtagelsesfaciliteter, men også for gebyrer for skibsgenereret affald og lastrester, for at modvirke skibes afladning, før de sejler i havn. Mens Europas regioner og lokale myndigheder er blandt de største udledere af havaffald og plastik i havene, påvirkes de også af affald, der kommer fra lande uden for EU, og internationalt samarbejde har derfor afgørende betydning;

32.

glæder sig over Kommissionens initiativ til bekæmpelse af havforurening og især havaffald, men bemærker, at dette er et første skridt i retning af at opnå renere have. EU og medlemsstaterne kan vise vejen ved at udarbejde en fælles plan for bortskaffelse af skadelige stoffer i havet som f.eks. ammunitionselementer, kemikalier og nukleare materialer. Udvalget understreger derfor i den henseende betydningen af pilotprojekter, som kan udvikle og give eksempler på europæisk kapacitet, teknologi og engagement. Sådanne projekter kan både være en kilde til eksport af teknologi og til viden, der kan udnyttes af tredjelande og organisationer som et incitament til at indføre lignende politikker i andre dele af verden;

33.

mener, at en sådan fælles plan vedrørende havforurening også kan medføre håndgribelige fordele for maritime regioner og lokalsamfund på direkte vis i form af knowhow, ekspertise og øget kapacitet til civilbeskyttelse, herunder eftersøgnings- og redningsaktioner, men også mere bredt i form af en stigning i indtægterne fra turisme og fiskeri, generel økonomisk udvikling, et renere miljø og sundhedsmæssige fordele, ikke blot for Europas kystområder, men også for tilstødende regioner og hele havets økosystem;

34.

bemærker, at aktion 10 om at fremme maritim fysisk planlægning på globalt plan, herunder mulige IOC-UNESCO internationale retningslinjer for maritim fysisk planlægning, er i overensstemmelse med tidligere udtalelser fra Regionsudvalget, der fremhæver EU's avancerede politik vedrørende maritim fysisk planlægning og de lokale og regionale myndigheders bidrag. Dette giver også EU-virksomheder mulighed for at levere relaterede tjenester og produkter over hele verden;

35.

er i den forbindelse enig i aktion 11, der sigter mod at nå det globale mål om at bevare 10 % af havområder og kystområder og fremme effektiv forvaltning og håndhævelse af beskyttede havområder for effektivt at skabe »havparker«. Aktuelle undersøgelser af lignende projekter i Australien viser fordele for turisme og fiskeri i grænseområder, der kan kopieres andre steder, herunder dele af de europæiske kyster. I den forbindelse understreger udvalget vigtigheden af at involvere og bemyndige lokale interessenter til at identificere og styre beskyttede havområder. Faktisk kan beskyttede havområder karakteriseret ved ressourceknaphed eller begrænset tilgængelighed af videnskabelige data, være en betydelig barriere for bæredygtig økonomisk udvikling, f.eks. med hensyn til udnyttelse af havenergikilder og havne.

36.

Det Europæiske Regionsudvalg mener om aktion 12, at en sammenhængende EU-strategi om havobservation, nationale fiskeridata- og havregistrering vil fremme datatjenester og observation. I den forbindelse bør de eksisterende EU- og internationale platforme for kortlægning af have og havbunden som f.eks. EMIDnet eller »Copernicus«-programmet for havobservation integreres og gøres interoperable. Initiativer som f.eks. IPBES (Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser, der er tilgængelig for alle FN's medlemsstater, og som har til formål at styrke forbindelsen mellem videnskab, politik og lokal viden i beslutningstagningen vedrørende biodiversitet og økosystemtjenester) bør fremmes, herunder udviklingen af nye værktøjer som f.eks. en nordisk IPBES, EU MAES (kortlægning og vurdering af økosystemtjenesterne og fordelene ved disse i Europa) og ESMERALDA (styrkelse af kortlægningen af økosystemtjenester til politikudvikling og beslutningstagning);

37.

mener, at kombinationen af forskellige eksisterende og fremtidige databaser skaber en tværfaglig viden om havene, som tjener flere formål, såsom miljøbeskyttelse, fiskeri og akvakultur, katastrofehjælp, første indgriben og redningsaktioner, grænsekontrol og overvågning af indvandring og transport. Udvalget mener ikke, at der er behov for supplerende databaser, men at de databaser, der allerede findes, bør koordineres, så de bliver nyttige for medlemsstaterne;

38.

understreger, at forekomsten af kompatible, overflødige og overlappende databaser samt indsamling af viden om havmiljøet og kortlægning af havene kræver flere synergier mellem ikke blot de forskellige europæiske og kompetente nationale institutioner, men også med andre medlemsstater og internationale organisationer, eftersom fælles data skal være udgangspunktet for udviklingen af fælles løsninger på de udfordringer, der er forbundet med havene;

39.

mener, at viden om havene ikke blot skal være et anliggende for den offentlige sektor. Den private sektor, især virksomheder inden for fiskeri, søtransport, havingeniørarbejder, telekommunikation, bioteknologi og udvinding af olie og gas på havet kan spille en vigtig rolle ved at indsamle og dele de miljøoplysninger, de indsamler i forbindelse med deres aktiviteter på havet. EU og andre internationale organer skal skabe incitamenterne hertil og støtte denne indsats, således at der ikke pålægges unødige byrder;

40.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at fremme bedste praksis for anvendelse af offentlig-private partnerskaber i blå økonomi (11). Et sådant tiltag bør tage hensyn til små og mellemstore virksomheders potentiale og nogle af de relevante nationale myndigheders begrænsede administrative kapacitet;

41.

understreger de asymmetriske territoriale konsekvenser af mange af de udfordringer, der vedrører havene, hvilket betyder, at havdata inden for forskellige politikområder skal gøres tilgængelige for de lokale og regionale myndigheder på en enkel og brugervenlig måde;

42.

opfordrer, i tråd med tidligere RU-udtalelser om blå vækst (12), til flere investeringer i »blå« videnskab og innovation (aktion 13) og understreger i den forbindelse betydningen af faglig uddannelse og kvalifikationer for søfarende, som er fastlagt i nært samarbejde med den maritime industri;

43.

støtter udviklingen af international havforskning, -innovation og -forskningspartnerskaber, der har til formål at styrke regioner, som investerer i havforskning og -innovation (aktion 14). I den henseende kan de europæiske politikker og programmer, især Horisont 2020, EHFF, LIFE, CEF og EFRU anvendes hensigtsmæssigt til at udvikle partnerskaber inden for havforskning og -innovation, herunder med tredjelande;

44.

anerkender den vigtige rolle, som EU's strategi for blå vækst kan spille på dette område, og opfordrer til strategiske initiativer på lokalt og regionalt plan og udbredelse af god praksis og vellykkede projekter samt gennemførelse heraf i andre regioner med særligt fokus på anvendt forskning og innovation inden for hav- og kystbaserede aktivitetsområder.

45.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at havforvaltning berører de lokale og regionale myndigheder på en meget asymmetrisk måde og skaber udfordringer, som de meget ofte ikke er i stand til at imødegå. Samtidig kan ændringer i de lovgivningsmæssige rammer, fiskeri eller udnyttelse af naturressourcer i andre dele af verden have en direkte økonomisk eller social indvirkning på europæiske kystsamfund og de områder, der i høj grad er afhængige af havrelaterede aktiviteter;

46.

mener imidlertid, at de europæiske lokale og regionale myndigheder kan spille en proaktiv rolle med hensyn til at iværksætte bæredygtige politikker til at forhindre overfiskeri og havforurening, bidrage til forvaltning på flere niveauer i EU og argumentere for, at EU og medlemsstaterne, som har jurisdiktion over 10 % af verdens oceaner, går forrest med et godt eksempel i de internationale havforhandlinger;

47.

anmoder om, i overensstemmelse med den nuværende interinstitutionelle aftale og pakke om »bedre regulering«, at Kommissionen, Rådet, Europa-Parlamentet og Regionsudvalget i fællesskab tilrettelægger en regelmæssig struktureret dialog om havforvaltning med henblik på at udvikle nye havrelaterede politiske initiativer med et aktivt input fra repræsentanter for de berørte kyst- og havområder i EU's regioner, navnlig øer, isolerede og perifere regioner eller deres direkte bemyndigede repræsentanter. Eventuelt kan de eksisterende interessentfora i de forskellige havbaserede makroregionale strategier i EU inddrages med deltagelse af repræsentanter for RFFO'er.

12.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 342/38

1.

Over en tredjedel af EU's befolkning bor og arbejder i Europas grænseregioner. Disse grænser har direkte og indirekte virkninger på deres liv. Grænseoverskridende samarbejde har vist sig at være det mest effektive middel til at overvinde grænsernes »barriereeffekt« og opsplittende rolle, integrere grænseområderne og øge livskvaliteten for borgerne i grænseregioner.

2.

Det europæiske territoriale samarbejde spiller en vigtig rolle i fjernelsen af grænsehindringer og fremme af grænseoverskridende samarbejde. I perioden 2014-2020 vil der blive investeret over 10 mia. EUR i samarbejde mellem regionerne, hvoraf omkring 6,6 mia. EUR vil gå til grænseregioner.

3.

Interreg A-projekterne har opnået mange konkrete resultater for mange europæiske borgere i meget forskellige områder i hele EU. Et vigtigt og succesrigt instrument i programmer for grænseoverskridende samarbejde (1) er mellemfolkelige og mindre projekter, som er designet til at fremme konvergens mellem grænseregioner og etablere kontakt mellem mennesker på græsrodsniveau.

4.

Mellemfolkelige og mindre projekter kan defineres ud fra deres størrelse, varighed og indhold. Mindre projekter er normalt mindre end almindelige store projekter (f.eks. højst 100 000 EUR (2)). De kan også have en begrænset varighed, og deres vigtigste målsætning er at finansiere initiativer inden for mange forskellige områder af grænseoverskridende samarbejde med en lokal indvirkning (herunder tillidsopbygning, skabelse af gunstige rammevilkår og en bottom-up-tilgang samt etablering af nye partnerskaber). Mellemfolkelige projekter er mindre projekter, der primært fokuserer på at fremme kontakter og samvirke mellem mennesker på forskellige sider af grænsen. Disse har normalt et mindre budget og en begrænset varighed. Projektets aktiviteter foregår i mindre geografiske områder (normalt på euroregionalt niveau) og deres tilgange er som oftest stedbaserede).

5.

Mellemfolkelige projekter og mindre projekter gennemføres inden for mange forskellige områder såsom kultur (f.eks. kurser i nabolandets sprog), sport, turisme, almen og erhvervsfaglig uddannelse, økonomi, videnskab, miljøbeskyttelse og økologi, sundhed, transport og mindre infrastrukturer (manglende trafikforbindelser hen over grænser), administrativt samarbejde, pr-virksomhed osv.

6.

Mellemfolkelige og mindre projekter er en mulighed, der kan benyttes af en bred vifte af støttemodtagere: bl.a. kommuner, ngo'er (mange slags foreninger, platforme, netværk, fonde, kirker osv.), uddannelsesinstitutioner (skoler, erhvervsuddannelsescentre og universiteter) samt forsknings- og erhvervsstøtteinstitutioner.

7.

Sådanne projekter er blevet støttet af flere generationer af programmerne for grænseoverskridende samarbejde. I indeværende periode støttes mellemfolkelige og mindre projekter i 19 programmer for grænseoverskridende samarbejde (omtrent en tredjedel af dem) hovedsageligt gennem en fond for små projekter eller et lignende instrument (også kaldet mikroprojekter, dispositionsfond eller rammeprojekt til støtte for små projekter/initiativer). Disse fonde for små projekter tager form af et »paraplyprojekt«, hvorunder flere mindre delprojekter gennemføres.

8.

Generelt har finansieringen ligget på et lavt niveau — fra 1,5 % til 20 % af programtildelingen (lavere i de gamle EU-lande, mens efterspørgslen i de nye medlemsstater og langs de »gamle« ydre grænser har været langt højere).

9.

Uafhængige undersøgelser af det grænseoverskridende samarbejde og alle hidtidige Interreg-evalueringer (3) bekræfter, at de bedste kvalitative resultater ikke primært opnås ved hjælp af flagskibsinitiativer, men at succesen afhænger af den brede vifte af virkeligt grænseoverskridende projekter, som tager fat på regionsspecifikke behov under direkte inddragelse af borgerne, de lokale myndigheder og civilsamfundets organisationer. Forvaltningen af disse Interreg A-programmer (delprogrammer) er ret ofte decentraliseret. Lige fra Interregs oprettelse (1990) har programmerne med de bedste evalueringsresultater ofte været dem, der forvaltes decentralt, hvoraf mange omfatter støtte til mellemfolkelige projekter og mindre projekter.

10.

På trods af disse projekters positive virkninger møder de store vanskeligheder. De er ikke forankret i forordningerne, og større projekter bliver ofte foretrukket af forvaltningsmyndighederne, fordi de er mere omkostningseffektive (de højere administrationsomkostninger for mellemfolkelige projekter) og har en målbar effekt. Det er også vanskeligt at henføre de bløde virkninger af sådanne projekter til indikatorer relateret til Europa 2020-strategien med fokus på beskæftigelse og vækst (mangel på metodologi og passende evalueringsindikatorer).

11.

Det er hovedsigtet med denne udtalelse at levere en evidensbaseret liste over fordelene og merværdien ved sådanne projekter og deres decentraliserede gennemførelse via euroregioner og lignende strukturer såsom EGTS'er, at bidrage med anbefalinger til, hvordan de kan forenkles yderligere og endeligt at fremkomme med konkrete forslag til fremtidige programmer for grænseoverskridende samarbejde og dermed give input til debatten om fremtiden for samhørighedspolitikken efter 2020.

12.

Det Europæiske Regionsudvalg mener, at mellemfolkelige og mindre projekter generelt har en stor europæisk merværdi og bidrager væsentligt til det overordnede mål med programmerne for grænseoverskridende samarbejde ved at overvinde grænsehindringer og integrere grænseområderne og deres indbyggere. Der kan peges på følgende konkrete fordele ved sådanne projekter:

13.

Det Europæiske Regionsudvalg ser fordele i et øget antal partnerskaber i større områder, hvad angår støtteberettigelse. Udvalget er imidlertid opmærksom på mulige negative virkninger: det er vanskeligere for programmerne at afspejle specifikke behov i forskellige dele af et stort geografisk område. Der er en tendens til at støtte større projekter, og denne støtte bliver mindre tilgængelig for lokale/regionale aktører;

14.

peger på, at decentraliseret forvaltning af sådanne programmer f.eks. ved at promovere delprogrammer og desuden give mulighed for finansiering af mindre og mellemfolkelige projekter er den bedste løsning til imødegåelse af denne tendens, hvorved programmerne forbliver tættere på borgerne;

15.

fremhæver fordelene ved decentral forvaltning af fonde for små projekter (eller lignende instrumenter, der finansierer mellemfolkelige og mindre projekter):

16.

er sig bevidst, at denne tilgang kan føre til højere administrationsomkostninger. Det skal understreges, at der foregår mange andre aktiviteter i tilslutning til den sædvanlige projektforvaltning (f.eks. bevidstgørelse, rådgivning vedrørende forberedelse, gennemførelse og regnskabsaflæggelse). Uden denne decentraliserede omsorg og bundstyrede tilgang er sådanne projekter svære at gennemføre.

17.

Det Europæiske Regionsudvalg bemærker, at fordelene ved den decentrale gennemførelse af mellemfolkelige og mindre projekter bedst opnås ved at inddrage euroregioner og tilsvarende grænseoverskridende strukturer (4). De kan også have form af en EGTS, som er meget velegnet til at spille en sådan rolle;

18.

anbefaler, at disse strukturer bør have betydelig erfaring med grænseoverskridende samarbejde på lokalt og regionalt plan for at sikre en vellykket gennemførelse. De bør:

19.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at for at bevare merværdien af mellemfolkelige og mindre projekter og deres decentraliserede forvaltning skal disse projekter og procedurer være meget enkle;

20.

henviser til, at RU's holdning kom til udtryk i udtalelsen om Forenkling af de europæiske struktur- og investeringsfonde set i de lokale og regionale myndigheders perspektiv  (7). Anbefalingerne vedrørende grænseoverskridende samarbejde — som f.eks. fritagelse af det europæiske territoriale samarbejde fra statsstøttereglernes anvendelsesområde eller en mere fleksibel tilgang til anvendelsen af de tematiske mål i Europa 2020-strategien — er endnu mere relevante for mellemfolkelige og mindre projekter;

21.

påpeger, at enklere procedurer skal stå i et rimeligt forhold til de involverede beløb, både når det gælder forvaltningen af disse projekter (administration, økonomisk forvaltning, kontrolmekanismer osv.) og målgrupperne (lettelse af administrative byrder, målrettet forhåndsinformation, anvendelse af »kun én gang«-princippet (8)). Disse enklere procedurer skal anvendes i alle faser af projektforløbet;

22.

anbefaler, at man i forbindelse med kontrol, overvågning og revision fokuserer på indholdet og resultaterne og ikke kun på procedurerne;

23.

opfordrer alle niveauer, der er involveret i delt forvaltning, til at give mulighed for og anvende passende forenklede omkostningsordninger som den vigtigste fremgangsmåde i forbindelse med mellemfolkelige og mindre projekter. Trods den nødvendige kontrol med offentlig finansiering opfordrer RU til, at man når det gælder regnskabsaflæggelsen for disse projekter fremmer anvendelsen af »kun én gang«-princippet, faste beløb, faste satser og forenklede omkostningsopgørelser (f.eks. standardiserede enhedsomkostninger).

24.

Det Europæiske Regionsudvalg er overbevist om, at der i lyset af den nuværende situation i EU (voksende nationalisme, Det Forenede Kongeriges udtræden af EU, migrationskrisen, økonomiske og monetære vanskeligheder) er et klart og stadig stærkere behov for at formidle den særlige nytte- og merværdi af EU's indsats. Grænseoverskridende samarbejde og navnlig mellemfolkelige og mindre projekter er nogle af de mest håndgribelige eksempler på en sådan særlig nytte- og merværdi i borgernes dagligdag. Her har EU-midlerne en klar positiv indvirkning på borgernes virkelige liv, fremtidsudsigter og syn på EU;

25.

påpeger, at alle aktører bør gøre en indsats for at øge synligheden af sådanne projekters resultater og nyttevirkning — ikke så meget i grænseregionerne, hvor de er indlysende, men på nationalt plan (medlemsstater) og EU-plan (EU's institutioner), som træffer beslutninger om samhørighedspolitikken. Denne udtalelse sigter sammen med en brochure med konkrete eksempler på projekter mod at bidrage til disse bestræbelser. Formidlingen af disse resultater kan også fremmes ved hjælp af »Den europæiske samarbejdsdag«;

26.

anerkender behovet for at anvende en særlig metode til at evaluere fonde for små projekter (og lignende instrumenter), der støtter mellemfolkelige og mindre projekter. I betragtning af de mellemfolkelige projekters »bløde« karakter er det klart, at de sædvanlige resultatindikatorer ikke er egnede til en sådan evaluering (f.eks. til at måle graden af tillid eller overvindelsen af fordomme). Her foreslås det, at det i sig selv anses for et positivt resultat, at der finder et grænseoverskridende samarbejde sted mellem borgere og institutioner i grænseregionerne (i lighed med det stigende antal studerende, som studerer i udlandet takket være Erasmusprogrammet). Antallet af deltagende borgere og samarbejdspartnere burde være tilstrækkeligt. Mindre projekter skal bidrage til indikatorerne for den relevante investeringsprioritet, men ved disse projekter, som ikke er rent mellemfolkelige, bør der også tages hensyn til det aspekt, at der er samarbejdende partnere, og til antallet af personer, som aktivt deltager i det grænseoverskridende samarbejde, eftersom det opbygger disse partneres kapacitet til at videreudvikle et sådant samarbejde i fremtiden. Det betyder, at den EU-drevne indsats tilføres en stedbaseret tilgang med fokus på borgerne, som bliver engagerede aktører i opbygningen af mere Europa i praksis. Meget ofte er de erhvervsmæssige og interkulturelle færdigheder, som medlemmerne af grænseoverskridende projektgrupper erhverver, mere værdifulde end resultatet af projektet som sådan (små investeringer).

27.

Det Europæiske Regionsudvalg anbefaler, at mellemfolkelige projekter og mindre projekter forankres i forordningerne om EU-støtte til grænseoverskridende samarbejde som et legitimt instrument under programmet for grænseoverskridende samarbejde, og opfordrer Kommissionen til at medtage de nødvendige bestemmelser i forslaget til næste generations forordninger;

28.

anbefaler også, at Kommissionen tilskynder til medtagelse af mellemfolkelige og mindre projekter i programmerne for grænseoverskridende samarbejde, især når sådanne projekter efterspørges på lokalt og regionalt niveau. Der bør afsættes tilstrækkelige midler til at efterkomme denne bundstyrede efterspørgsel. Man bør især være opmærksom på de grænser, som vil blive berørt af Det Forenede Kongeriges udtræden af EU (9), hvor der bør findes løsninger med henblik på fortsat samarbejde med britiske lokale og regionale myndigheder og andre partnere;

29.

understreger, at det fulde udbytte af sådanne projekter kan opnås gennem decentraliseret forvaltning enten via fonde for små projekter eller lignende instrumenter eller direkte ved hjælp af lokale styringsgrupper. Det er afgørende, at hver enkelt grænseregion frit kan anvende sine eksisterende instrumenter og procedurer, som har vist sig effektive i mange år, for at sikre kontinuiteten af en sådan finansiering med det overordnede mål at bevare programmerne tættere på borgerne;

30.

anbefaler, at euroregionerne eller tilsvarende strukturer og EGTS'er bliver den ramme, som garanterer decentraliseret gennemførelse af mellemfolkelige og mindre projekter, for dermed at sikre deres kontinuitet og tage hensyn til de allerede eksisterende roller for sådanne strukturer (f.eks. modtagere af »paraplyprojekter«), som har vist sig at være nyttige. I grænseområder, hvor disse strukturer ikke findes, bør der tilskyndes til deres oprettelse, eller man bør finde andre egnede løsninger, der respekterer ovennævnte principper mest muligt;

31.

understreger, at for at bevare merværdien og nytteværdien af mellemfolkelige og mindre projekter bør projekterne og deres forvaltning holdes inden for så enkle rammer som muligt. Man bør lægge mere vægt på indhold end på procedurer, og forenklede omkostningsordninger bør foretrækkes;

32.

påpeger, at mellemfolkelige projekter ofte samler partnere i offentlige eller halvoffentlige tjenester og afbøder virkningerne af forskelle i lovgivningen og finansieringen mellem organisationer i forskellige medlemsstater. Ud over midlertidig projektfinansiering bør det dog være muligt at fortsætte vellykkede mellemfolkelige projekter gennem strukturfondsmidler. Der bør gøres en større indsats i den næste programmeringsperiode for at give de nationale lovgivere erfaringer fra grænseområdet. Medlemsstaterne bør tillægge en grænseoverskridende tilgang, for at begrænse konsekvenserne som følge af national regulering og finansiering;

33.

opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og Europa-Parlamentet til at tage hensyn til disse specifikke anbefalinger og medtage alle nødvendige bestemmelser for at gennemføre dem ved udarbejdelsen af lovgivningsforslag om næste generations programmer for grænseoverskridende samarbejde, oprettelsen af disse programmer og under deres vellykkede gennemførelse. Dette vil sikre, at borgerne i Europas grænseregioner tydeligt vil kunne mærke fordelene ved den europæiske integration.

12.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 342/43

1.

Det Europæiske Regionsudvalg bifalder Kommissionens meddelelse »Europas kommende ledere: opstarts- og opskaleringsinitiativet« som en videreudvikling af »Small Business Act«. Udvalget opfordrer samtidig Kommissionen til at ajourføre »Small Business Act« og til at bevare initiativets homogenitet;

2.

deler de i meddelelsen fremhævede betænkeligheder vedrørende de negative konsekvenser af den stadig uforholdsmæssigt store fragmentering af det indre marked (herunder det digitale indre marked) for vækstpotentialet i nystartede virksomheder og vækstvirksomheder;

3.

bekræfter, at udvalget i høj grad støtter foranstaltninger til udvikling af en innovativ iværksætterkultur og fjernelse af hindringer, som begrænser disse udviklingsmuligheder;

4.

gør opmærksom på, at nystartede virksomheder og vækstvirksomheder er mere tilbøjelige til at anvende fleksible beskæftigelsesformer som f.eks. telearbejde, fleksible arbejdstider, vikararbejde, tilrådighedsstillelse af arbejdskraft, kontraktansættelse samt jobdeling. Når sådanne beskæftigelsesformer udgør et reelt alternativ for den ansatte, kan de have en positiv indvirkning på balancen mellem familieliv og arbejdsliv samt bidrage til at løse problemet med langtidsarbejdsløshed;

5.

fremhæver, at det partnerskabsbaserede samarbejde mellem offentlige instanser på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt niveau har stor betydning for udformningen af gunstige rammevilkår for nystartede virksomheders ekspansion;

6.

opfordrer Kommissionen til at tage initiativ til at tilskynde medlemsstaterne til at lægge større vægt på fag som kreativitet, iværksætterånd, økonomi og finanser på alle niveauer inden for erhvervsrelaterede uddannelser og andre uddannelser;

7.

understreger, at regionernes og byernes resultater har betydning for den innovationsbaserede vækst i verdensøkonomien, idet de kan tilpasse sig markedets ændrede forhold, teknologi og kultur på fleksibel vis;

8.

fremhæver, at støtten til innovative aktører kendetegnet ved en særlig udpræget vækstdynamik også påvirker de øvrige markedsdeltagere. Udover den nuværende indsats for at fremme den cirkulære økonomi, den sociale økonomi og deleøkonomien (1) vil synergierne mellem støtteforanstaltninger og de lovgivningsmæssige forenklinger også bidrage til udviklingen af hele samfund;

9.

fremhæver, at foranstaltninger med afgørende betydning vil være dem, der resulterer i en styrket samordning af de sektorrelaterede strategier, og som skaber tætte forbindelser mellem videnskab, erhvervsliv og offentlige myndigheder på alle niveauer med henblik på opfyldelsen af fælles målsætninger.

10.

Det Europæiske Regionsudvalg fremhæver, at forskellige bestemmelser i EU-medlemsstaterne, der konstant ændrer sig, udgør en af de største hindringer for nystartede europæiske virksomheders ekspansion (2);

11.

opfordrer Kommissionen til at fastlægge entydige definitioner af henholdsvis nystartede virksomheder og vækstvirksomheder og til at forenkle lovgivningen vedrørende SMV'er yderligere;

12.

bifalder den analysemetode, der er udviklet inden for rammerne af Horisont 2020-programmet (vedrørende muligheden for at gøre brug af ekspertrådgivning) og arbejdet i Det Europæiske Observationscenter for Klynger og Industriel Forandring;

13.

foreslår, at værktøjerne og målemetoderne evalueres efter tre testfaser, således at der ikke blot indsamles et uddybende datamateriale om nystartede virksomheder og vækstvirksomheder, men at undersøgelserne suppleres med kvalitative aspekter, som gør det nemmere at kortlægge problemerne;

14.

glæder sig over, at foranstaltningerne under COSME-programmet i overensstemmelse med Kommissionens politiske prioriteter i strategien for det indre marked i vid udstrækning er rettet mod at støtte nystartede virksomheder og vækstvirksomheder;

15.

er bekymret over, at foranstaltningerne til reduktion af skattesystemernes fragmentering, især momssystemernes, i de 28 EU-medlemsstater kun skrider langsomt fremad. Denne fragmentering lægger hindringer i vejen for væksten og den grænseoverskridende handel for SMV'er og navnlig nystartede virksomheder;

16.

foreslår Kommissionen at støtte nystartede virksomheder ved at stille yderligere midler til rådighed for udvikling og efterfølgende gennemførelse af strategier for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.

17.

Det Europæiske Regionsudvalg henviser til problemet med, at EU-medlemsstaterne i tilfælde af iværksætteres insolvens anvender ineffektive og alt for lange procedurer, hvilket resulterer i, at mange ærlige men overgældsatte iværksættere ikke får en »ny chance«;

18.

glæder sig over forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om rammer for forebyggende rekonstruktion, muligheden for en ny chance og foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv 2012/30/EU af 22. november 2016 (COM(2016) 723), som sigter mod at fjerne de største hindringer, der opstår som følge af de forskellige rammer for rekonstruktion og insolvens i medlemsstaterne, og som lægger hindringer i vejen for frie kapitalbevægelser. Det bekymrer imidlertid udvalget, at forslaget er begrænset til de økonomiske aspekter, idet de arbejdstagere, der er ansat i virksomhederne, betragtes som kreditorer på lige fod med banker eller andre kapitalindehavere, samt at genopretningen af en virksomhed udelukkende præsenteres som en økonomisk omstrukturering for de interesserede parter;

19.

mener, at Kommissionen argumenterer overbevisende for merværdien ved at gennemføre de foreslåede juridiske løsninger på EU-niveau, og bemærker derfor, at direktivforslaget stemmer overens med nærhedsprincippet. Udvalget mener af samme grund, at direktivforslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet;

20.

er imidlertid bekymret for, at dette retsinstrument på grund af den manglende mulighed for en kontinuerlig harmonisering af medlemsstaternes retssystemer på området insolvensprocedurer ikke på afgørende vis vil bidrage til, at flere nystartede virksomheder kan overleve på markedet i mere end to til tre år;

21.

minder om, at Europa-Parlamentet og Rådet den 20. maj 2015 vedtog forordning (EU) 2015/848 om insolvensbehandling i de forskellige medlemsstater, og bakker op om den tilgang, der sørger for, at insolvensbehandlingen ikke længere blot skal ses i likvidationssammenhæng, men som et middel til sikre, at virksomhedens ressourcer — herunder dens ansattes ret til arbejde — bevares, og så vidt muligt sikre, at virksomheden overlever. Udvalget bifalder endvidere, at der inden juni 2019 etableres et sammenkoblet digitalt system af »insolvensregistre«, som skal indføres i hver enkelt medlemsstat og være tilgængeligt uden betaling via den europæiske e-justiceportal. Imidlertid henleder udvalget opmærksomheden på, at der er behov for supplerende støtte til indsatsen for en målrettet uddannelse af dommere og en professionalisering af de aktører, der udpeges i forbindelse med procedurerne;

22.

bifalder Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 5. april 2017 om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om pengemarkedsforeninger (COM(2013) 615) og den foreslåede indførelse af en ny kategori af pengemarkedsforeninger, nemlig pengemarkedsforeninger med nettoaktivværdi med lav volatilitet, særlig udformet for små virksomheder i den reelle økonomi;

23.

opfordrer de nationale, regionale og lokale myndigheder til at iværksætte følgende tiltag og arbejde aktivt for disse:

24.

Det Europæiske Regionsudvalg anser det for nødvendigt at befordre nystartede virksomheders og små og mellemstore virksomheders aktiviteter i EU's indre marked, navnlig ved at der fastsættes en passende tærskel, som kan fritage dem for medlemsstaternes krav med hensyn til rekonstruktion og registrering;

25.

opfordrer Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at skabe grundlaget for indførelse af et opstartsvisum samt en liste over kriterier, som skal muliggøre en sikker og fordelagtig tilgang af kvalificeret intellektuel og finansiel kapital fra tredjelande, der kan bidrage til udviklingen af EU's økonomi;

26.

glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at gøre det lettere for nystartede virksomheder og vækstvirksomheder at få adgang til offentlige udbud og understreger, at det er nødvendigt at overvåge omsætning og gennemførelsen i medlemsstaterne af direktiv 2014/24/EU om offentlige udbud for at sikre, at medlemsstaterne drager fuld fordel af de gældende bestemmelser for at forbedre SMV'ers adgang til offentlige udbud;

27.

bifalder forslaget om at etablere innovationsformidlere, som kan opbygge netværk af købere, der er interesserede i offentlige udbud vedrørende innovation, sætte dem i kontakt med innovative virksomheder og hjælpe virksomhederne med at få adgang til risikovillig kapital;

28.

sætter pris på ændringsforslagene vedrørende Horisont 2020-programmet, som skal støtte en »bottom up«- og tværsektoriel tilgang samt radikale innovationer, som har banebrydende samfundsmæssig betydning og et stort vækstpotentiale;

29.

bifalder den yderligere styrkelse af Enterprise Europe-netværket (EEN) gennem en udvidelse af dets rådgivningstjenester med dedikerede opskaleringsrådgivere, som kan rådgive om nationale og europæiske regler, finansieringsmuligheder og partnerskaber og om adgang til grænseoverskridende offentlige udbud;

30.

betoner vigtigheden af, at EEN's regionalkontorer etablerer et stærkt samarbejde med lokale væksthuse, acceleratorer samt videnskabs- og teknologiparker, idet disse på grund af deres tætte forbindelser til de nystartede virksomheder har et godt indblik i disse virksomheders reelle problemer og behov;

31.

understreger, at den af Kommissionen annoncerede intensivering af foranstaltningerne til etablering af forbindelser mellem klynger og lokale og regionale iværksætterøkosystemer, navnlig på området formidling mellem investorer og store virksomheder og etablering af kontakter med lokale beslutningstagere, bør udvides med en indsats for at etablere kontakter mellem nystartede virksomheder og videnskabelige institutioner, som ligger inde med potentielle teknologiske og ikketeknologiske innovative løsninger;

32.

opfordrer Kommissionen til at lancere støtteforanstaltninger med sigte på at skabe væksthuse for innoverende virksomheder, som hjælper eller ledsager iværksætteren i virksomhedens første faser ved at styrke dennes evner i virksomhedsledelse, formidle alternative finansieringsmuligheder, tilvejebringe kontrakter med »lokomotivvirksomheder« (elevator pitch), støtte virksomhedens internationalisering osv.

33.

henleder opmærksomheden på den voksende teknologiske kløft mellem på den ene side byregioner og på den anden side mindre udviklede regioner eller perifere regioner. Udvalget foreslår i den forbindelse, at Kommissionen træffer foranstaltninger til fremme af forbindelser mellem de udviklede regioner og de overvejende landbrugsbaserede regioner;

34.

glæder sig, selv om meget stadig mangler at blive gjort, over de fremskridt, der er sket med hensyn til iværksætteri i de mindre udviklede regioner, og foreslår, at Kommissionen fortsætter med at støtte de igangværende initiativer med henblik på at styrke iværksætterånden i disse regioner, og at den overvejer at implementere nye initiativer som et særskilt instrument møntet på at etablere forbindelser mellem projekter;

35.

fremhæver, at det i høj grad vil være hensigtsmæssigt med yderligere foranstaltninger til styrkelse og etablering af netværk mellem aktører, som fremmer iværksætterkulturen i traditionelle økonomiske sektorer, herunder håndværkssektoren og de kulturelle og kreative sektorer, i landlige og fjerntliggende regioner og i bynære områder;

36.

bifalder Kommissionens forslag om etablering af en platform, som etablerer kontakter mellem nystartede virksomheder og potentielle partnere (parallelt med eksisterende offentlige og private platforme). Et sådant instrument ville styrke udvidelsen af netværket af iværksætterøkosystemer og klynger i Europa;

37.

bifalder intentionerne bag Kommissionens foranstaltninger på dette område (som afspejler sig i initiativerne »koalitionen for digitale færdigheder og job«, »planen for sektorsamarbejde om færdigheder« og »big data-værktøjet«);

38.

støtter initiativet til udvidelse af Erasmus-programmet for unge iværksættere til væksthuse og iværksættere på internationale markeder;

39.

bemærker med bekymring, at meddelelsen, som omhandler en usædvanligt omfattende problematik, behandler de planlagte foranstaltninger for overfladisk og selektivt. Der mangler f.eks. oplysninger om programmet for digitale innovationsknudepunkter, og etableringen af et europæisk innovationsråd nævnes kun i en sidebemærkning, uden at der kommes nærmere ind på dets funktion;

40.

opfordrer Kommissionen til at komme med mere udførlig information om de planlagte beføjelser og det juridiske grundlag for dette råd;

41.

bemærker, at kvaliteten af arbejdet i det europæiske innovationsråd i høj grad vil afhænge af, at virksomheder og deres sammenslutninger samt videnskabelige institutioner og offentlige myndigheder repræsenteres i rådet på passende vis;

42.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvorvidt det vil være muligt at støtte lokale og regionale myndigheders etablering af råd bestående af erfarne virksomhedsledere, der på systematisk vis kan yde støtte til udvikling af iværksætteri og nystartede virksomheder og vækstvirksomheder i deres region;

43.

understreger den vigtige rolle som de regionale og lokale myndigheder, videnskaben og iværksætterne selv (dvs. den såkaldte triple helix) spiller og fremover vil spille for fremme af iværksætterkultur, skabelse af en kultur baseret på videnskab og innovation i de europæiske regioner samt opbygning af stærke, regionale iværksætterøkosystemer;

44.

opfordrer Kommissionen til at inddrage de regionale og lokale myndigheder i det planlagte peer review, hvor medlemsstaternes regler og procedurer over for nystartede virksomheder og vækstvirksomheder undersøges. De lokale og regionale myndigheder er tættest på de lokale iværksættere, og det ville være hensigtsmæssigt at drage fordel af deres omfattende kendskab til det lokale erhvervsklima;

45.

mener, at det nye digitale indre marked vil tilføre konkurrencen en ny dimension, og at alle regioner vil skulle forholde sig til andre europæiske aktører, der nyder godt af de samme retlige rammer. Dette er altså en chance for nyetablerede virksomheder, som hidtil ikke har haft store muligheder for at blive internationale og få adgang til nye grænseoverskridende markeder.

46.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at nystartede virksomheder og vækstvirksomheder er baseret på innovative og atypiske løsninger, hvilket gør, at konsekvenserne af deres aktiviteter kun i begrænset omfang kan forudses. Dette gør det vanskeligere at få adgang til finansiering inden for rammerne af de regulære programmer;

47.

anbefaler, at Kommissionen åbner finansieringssystemet for innovative idéer og opmuntrer de aktører, som har ansvaret for tildelingen af EU-midler, til at være mere selektive i valget af eksperter;

48.

bifalder Kommissionens forslag om etablering af en europæisk venturekapital-fund of funds, som kan bidrage til at reducere fragmenteringen af venturekapitalmarkedet i EU;

49.

foreslår, at der iværksættes analyser af mulighederne for at mobilisere lokal venturekapital i regionerne;

50.

opfordrer Kommissionen til at fremme en differentiering mellem de forskellige finansieringskilder, idet venturekapitalfonde, private equity-fonde og business angels endnu ikke er særligt udviklede i Europa;

51.

bifalder udtrykkeligt forslaget om at øge budgettet til COSME, og med forbehold for, at der ikke tages midler fra Connecting Europe-faciliteten eller Horisont 2020-programmet principielt forøgelsen af budgettet til EFSI, således at der kan mobiliseres yderligere finansiering til SMV'er i opstarts- og opskaleringsfaserne. Det vil især være nyttigt at fremme integration og partnerskab mellem SMV'er og nystartede virksomheder;

52.

bifalder Kommissionens planer om at skabe yderligere incitamenter til venturekapitalfinansiering, f.eks. ved at give privatpersoner og regionale og lokale myndigheder, som ejer investeringsfonde, mulighed for at opnå en offentlig garanti, når de optager lån. Dette kan bidrage til at sikre større kapitalindskud og flere investeringer i gældsinstrumenter fra nystartede virksomheder og vækstvirksomheder;

53.

er fortaler for, at der på EU-niveau udformes et program for ikkefinansiel støtte til nystartede virksomheder og vækstvirksomheder, som skal lette udviklingen af nye markeder, skabelsen af nye arbejdspladser og videreudviklingen af innovationer i EU;

54.

anser det for nødvendigt at udbygge et struktureret investeringsøkosystem i EU med økonomiske og skattemæssige støttemekanismer, der tiltrækker og fremmer private investeringer i innoverende virksomheder, således at de kan udvikle sig og vokse under optimale økonomiske betingelser og nå et højt niveau af konkurrencedygtighed. I dette øjemed er det særlig vigtigt, at der sker en styrkelse af alternative finansieringsinstrumenter (risikovillig kapital, overskudsafhængige lån, garantier osv.). I denne forbindelse skal der ske en reel forenkling af mekanismerne for iværksættelse af finansieringsinstrumenter, der er medfinansieret af strukturfondene;

55.

henviser til den intensive udvikling af crowdfundingplatforme som alternativ finansieringskilde for innovative løsninger i nystartede virksomheder;

56.

opfordrer Kommissionen til at analysere de muligheder og risici for det europæiske samfund, der er forbundet med crowdfunding, navnlig de umiddelbare konsekvenser for investorer, som sammenlignet med professionelle investorer muligvis ikke har samme adgang til information og er dårligere forberedt på denne form for transaktioner;

57.

gør opmærksom på, at en passende retlig ramme for driften af crowdfundingplatforme i EU vil gøre det muligt at udnytte potentialet i denne finansieringskilde fuldt ud. Standarder til sikring af investorernes interesser bør være et fast element i denne retlige ramme;

58.

bakker op om styrkelsen af Startup Europe og udvidelsen af dette initiativs rækkevidde ud over IKT-sektoren og internetbaserede nystartede virksomheder. Endvidere anbefaler udvalget en yderligere forenkling for at yde mere smidig og effektiv vejledning til nystartede virksomheder, der gerne vil udnytte de mange muligheder, EU-programmerne byder på.

59.

Det Europæiske Regionsudvalg opfordrer Kommissionen til at vedtage en strategi for innovative virksomhedsinitiativer med et socialt sigte, der har konsekvenser for livskvaliteten, og som bygger på hidtidige områder af særlig interesse (seniormarkedet, socialt iværksætteri, »triple helix«-modellen), så det bliver muligt at styrke det lokale engagement og den sociale kreativitet gennem incitamenter;

60.

gør opmærksom på potentialet for samarbejde mellem nyetablerede virksomheder og vækstvirksomheder på den ene side og større virksomheder på den anden side. Det er vigtigt at anvende god praksis fra EU's regioner, hvor samarbejde skaber synergi mellem virksomheder af forskellig størrelse og fra forskellige sektorer;

61.

bifalder Kommissionens tilsagn om at lancere en platform for udfordringer med fokus på social innovation, som skal bidrage til at imødegå samfundsmæssige udfordringer;

62.

påpeger, at der kunne ligge en merværdi i at forbinde denne platform med et system for offentlige udbud, idet dette kunne skabe højere vækst i sociale virksomheder. Der ville imidlertid være behov for et mere fleksibelt system til sikring af en kreativ løsning, dvs. den mest hensigtsmæssige løsning set fra slutbrugernes synspunkt, og ikke en løsning, der er givet på forhånd set i lyset af de opstillede indikatorer.

12.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 342/51

1.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at SMV'er som Europas vigtigste drivkræfter for vækst og jobskabelse har brug for enkle, tydelige, ensartede og retligt stabile reguleringsmæssige rammer samt et økonomisk miljø baseret på et tilstrækkeligt niveau af offentlig og privat investeringskapacitet;

2.

påpeger den uforholdsmæssigt store mængde administrativt arbejde, der pålægges SMV'er, hvor efterlevelsesomkostninger på områder som beskatning og rapporteringsforpligtelser relativt set er høje for SMV'er i forhold til større virksomheder;

3.

understreger derfor på det kraftigste, at der er behov for at gøre de europæiske reguleringsmæssige rammer mere SMV-venlige ved at nedbryde barriererne for virksomhedsetablering og vækst på alle niveauer;

4.

anerkender de fremskridt, der er gjort gennem »Small Business Act« for Europa (SBA) fra 2008 (1), statusgennemgangen af SBA fra 2011 (2) og 2020-handlingsplanen for iværksætterkultur fra 2013 (3);

5.

gentager sin støtte til Kommissionens mål om at lette momsregistrerings- og rapporteringsforpligtelserne som en del af strategien for det indre marked, som blev udtrykt i udvalgets udtalelse om opgradering af det indre marked (4). Udvalget beklager dog, at lokale og regionale repræsentanter ikke formelt er blevet hørt for at sikre, at der blev taget højde for deres bekymringer, for eksempel vedrørende behovene hos SMV'er i grænseregioner;

6.

understreger det stadige behov for en sammenhængende, synlig og opdateret europæisk politik for SMV'er, som er orienteret mod resultater og gennemførelse, som bygger på og styrker tidligere initiativer og integrerer princippet om at »tænke småt først« på alle forvaltningsniveauer og i alle politikker;

7.

gentager derfor sin efterspørgsel efter en revideret og styrket SBA og efter en stærkere rolle for regioner og byer i gennemførelsen af SBA-principperne. Udvalget bekræfter sin egen forpligtelse til at fremme gennemførelse af SBA via sin europæiske iværksætterregionsordning;

8.

bemærker, at netværket af SMV-repræsentanter fungerer som den vigtigste grænseflade mellem Kommissionen og nationale politiske beslutningstagere. Udvalget opfordrer Kommissionen til formelt og systematisk at inddrage regionale og lokale repræsentanter for SMV'er i dette netværk;

9.

anerkender, at EU grundlæggende har virksomhedsvenlige reguleringsmæssige rammer. Udvalget understreger imidlertid, at der dog stadig er forskelle vedrørende den tid, de omkostninger og det antal procedurer, der kræves for at starte en virksomhed. Udvalget opfordrer medlemsstaterne til, under overholdelse af nærhedsprincippet og efter en gennemgang af hensigtsmæssigheden at tilnærme deres respektive regler til reglerne i de lande, der har de bedste resultater. Udvalget påpeger, at god praksis, som blandt andet Iniciativa Lisboa, som gør det muligt at starte en virksomhed på 36 minutter, er et godt sted at hente inspiration i denne forbindelse;

10.

henleder opmærksomheden på den rolle, som klynger spiller i at hjælpe små virksomheder med at opskalere gennem markedstestning- og -analyse, innovationsgenerering og kvalificering, og anbefaler fokuseret støtte til disse aktiviteter gennem programmer som for eksempel COSME;

11.

fremhæver resultaterne fra ECON-seminaret »Smart Regulation — Smart Growth« (Intelligent regulering — Intelligent vækst) i Seggauberg, Steiermark og den efterfølgende borgerdialog, som henleder opmærksomheden på behovet for at opnå konkrete resultater gennem nye og innovative tilgange.

12.

Det Europæiske Regionsudvalg fremhæver vigtigheden af at integrere princippet »Tænk småt først« i alle EU's politikker og i hele beslutningsprocessen. Udvalget opfordrer til, at kriterier for konsekvensanalyser i højere grad vægtes til fordel for SMV'er, og at reglernes territoriale indvirkning tages mere systematisk i betragtning;

13.

understreger, at overlappende og modstridende regler i forskellige EU-politikker — regionalpolitik, statsstøtte, offentlige udbud, miljøbeskyttelse, spændinger mellem klyngestøtte og regler for konkurrence og overensstemmelse — påvirker SMV'erne i uforholdsmæssig grad;

14.

er bekymret for flaskehalse som følge af usammenhængende krav og modstridende definitioner på tværs af sektorpolitikker i EU, som for eksempel separate regelsæt i forbindelse med udbuds-, regional- og konkurrencepolitik (5), eller forskellige definitioner på innovation i regional- og konkurrencepolitik (6);

15.

er overbevist om, at byrden ved rapporteringskrav for SMV'er ikke kan lettes ved at forenkle en enkelt retsakt. Udvalget anmoder derfor Kommissionen og medlemsstaterne om at vedtage en holistisk tilgang, baseret på en omfattende vurdering af alle rapporteringskrav, som SMV'er står over for;

16.

foreslår at undersøge mulighederne for at lette byrden for SMV'erne gennem aktioner som for eksempel at fastsætte en tærskel, under hvilken virksomheder skal indsende færre oplysninger, begrænse antallet af obligatoriske spørgeskemaer og undgå at indføre nye spørgeskemaer ved for eksempel at indarbejde statistisk information i eksisterende;

17.

glæder sig over, at EU's nye frihandelsaftaler nu indeholder særlige afsnit om SMV'er. De har til formål at lette adgangen for SMV'er til det andet marked, navnlig via øget retssikkerhed, reduktion eller afskaffelse af ikke-toldmæssige handelshindringer, tildeling af kontrakter på baggrund af valg af det bedste tilbud og skærpet beskyttelse af de intellektuelle og industrielle ejendomsrettigheder. Udvalget henviser til sin udtalelse af 12. februar 2015 om TTIP.

18.

Det Europæiske Regionsudvalg bifalder indsatsen for at reducere byrden for SMV'er inden for rammerne af dagsordenen for bedre regulering, Refit-programmet og den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (IIA);

19.

gentager sin bekymring, som blev udtrykt i udvalgets udtalelse om Refit-programmet (7), om at valgte repræsentanter for lokale og regionale myndigheder samt RU som deres institutionelle repræsentant ikke er med i IIA på trods af det mandat og den betydning, som Lissabontraktaten tildeler dem;

20.

glæder sig over, at principperne om bedre regulering integreres i hele politikcyklussen, og at konsekvensanalyser udvides til at omfatte Europa-Parlamentet og Rådet. Udvalget ærgrer sig over, at IIA ikke omfatter en forpligtelse for Rådet og Europa-Parlamentet til systematisk at udføre konsekvensanalyser;

21.

understreger, at medlemsstaternes indførelse af ændringer eller yderligere regler på senere stadier i lovgivningsprocessen eller under gennemførelsen af EU-direktiver bør gå hånd i hånd med en forpligtelse til at udføre konsekvensanalyser for at forebygge overregulering og sikre, at Refit-elementet i en given regel ikke udvandes;

22.

anerkender vigtigheden af interessenthøringer under udarbejdelsen af lovgivningsforslag. Udvalget bemærker dog, at bidragsydere, når høringerne er udført, kan stå tilbage med en undren over, i hvilken udstrækning deres bekymringer er blevet hørt. Udvalget anbefaler, at der tilknyttes lokale og regionale repræsentanter til konsekvensanalyseudvalgene, så de kan kontrollere Kommissionens forslag nærmere;

23.

understreger, at RU's institutionelle rolle i Refit-platformen ikke må forveksles med andre interessenter. Udvalget mener derfor, at repræsentanter for RU's underudvalg bør kunne støtte RU's repræsentant i platformen ved at deltage i dennes møder om sager, der omhandler udvalgenes kompetenceområder;

24.

forpligter sig til at integrere principperne om bedre regulering i sit eget arbejde ved at trække på relevante tematiske underudvalgs ekspertise ved udarbejdelse af en udtalelse om en sag, som vedrører SMV'er;

25.

bemærker, at Refit-platformens arbejde primært fokuserer på specifikke områder af EU-lovgivningen, som kan forbedres uden at ændre en hel retsakt grundlæggende. Udvalget mener, at dette smalle fokus bør suppleres med en mere ambitiøs tilgang, som sigter mod strukturelle forbedringer af EU's regelsæt på mellemlang sigt;

26.

mener, at der kan udpeges specifikke prioriteter for intelligent regulering for SMV'er vedrørende SMV'ernes adgang til offentlige udbud, samt for moms- og beskatningsregler. Udvalget ser ligeledes et tydeligt behov for handling vedrørende SMV'ernes adgang til det indre marked, adgang til finansiering, støtte til SMV'er fra europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF) og opnåelse af en bedre balance mellem SMV'ernes behov og beskyttelse af arbejdskraften, forbrugerne og miljøet.

27.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over forenklingen af den europæiske udbudslovgivning, som blev indført med de nye udbudsdirektiver og det fælles europæiske udbudsdokument (8). Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at sikre fuld gennemførelse og korrekt anvendelse af den forenklede lovgivning vedrørende europæiske offentlige udbud;

28.

påpeger den betydelige rolle, som regionale og lokale myndigheder spiller i SMV'ers adgang til offentlige udbud, og mener derfor, at reduktion af hindringer for SMV'ers deltagelse i udbud er særdeles vigtig for regioner og byer;