29.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 285/1

29.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 285/2

—

der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 23, 24 og 25,

—

der henviser til sin beslutning af 24. marts 2009 om bekæmpelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder i EU (1), og sin beslutning af 14. juni 2012 om afskaffelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder (2),

—

der henviser til sin erklæring af 22. april 2009 om kampagnen »Sig NEJ til vold mod kvinder« (3),

—

der henviser til sin beslutning af 26. november 2009 om bekæmpelse af vold mod kvinder (4),

—

der henviser til sin beslutning af 5. april 2011 om prioriteringer og udkast til en ny EU-rammepolitik til bekæmpelse af vold mod kvinder (5),

—

der henviser til sin beslutning af 6. februar 2013 om den 57. samling i FN's Kommission for Kvinders Status: afskaffelse og forebyggelse af alle former for vold mod kvinder og piger (6),

—

der henviser til sin beslutning af 11. oktober 2007 om kvindedrabene i Mexico og Mellemamerika og Den Europæiske Unions rolle i bekæmpelsen af dette fænomen (7),

—

der henviser til Kommissionens strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015, som blev fremlagt den 21. september 2010,

—

der henviser til Kommissionens handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet (COM(2010)0171),

—

der henviser til programmet for rettigheder, ligestilling og unionsborgerskab for perioden 2014-2020,

—

der henviser til konklusionerne af 8. marts 2010 fra Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik om udryddelse af vold mod kvinder,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA (8),

—

der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 18. september 2012 om Kommissionens meddelelse om udryddelse af vold mod kvinder i hjemmet (9),

—

der henviser til EU's retningslinjer vedrørende vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem,

—

der henviser til Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen),

—

der henviser til artikel 11, stk.1, litra d), i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder vedtaget af FN's Generalforsamling ved resolution 34/180 af 18. december 1979,

—

der henviser til bestemmelserne i De Forenede Nationers retsakter vedrørende menneskerettigheder og navnlig om kvinders rettigheder, såsom FN's pagt, verdenserklæringen om menneskerettigheder, de internationale konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, konventionen om bekæmpelse af menneskehandel og tredjeparts udnyttelse af prostitution, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) og denne konventions valgfrie protokol, konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf samt konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling og princippet om »non-refoulement«, De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder,

—

der henviser til andre FN-instrumenter om vold mod kvinder, såsom Wienerklæringen og handlingsprogrammet af 25. juni 1993 vedtaget på verdenskonferencen om menneskerettigheder (A/CONF. 157/23) og erklæringen om afskaffelse af vold mod kvinder af 20. december 1993 (A/RES/48/104),

—

der henviser til resolutionerne fra FN's Generalforsamling hhv. af 12. december 1997 om forebyggelse af kriminalitet og strafferetlige foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder (A/RES/52/86), af 18. december 2002 om bekæmpelse af æresforbrydelser begået mod kvinder (A/RES/57/179) og af 22. december 2003 om afskaffelse af vold i hjemmet mod kvinder (A/RES/58/147) og resolutionen fra FN's Generalforsamling af 5. marts 2013 om en øget global indsats for bekæmpelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder (A/RES/67/146),

—

der henviser til rapporterne fra de særlige rapportører tilknyttet FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder om vold mod kvinder samt den generelle henstilling nr. 19 fra FN's Komité for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder (11. samling, 1992),

—

der henviser til Beijing-erklæringen og den tilhørende handlingsplan, der vedtoges på den fjerde verdenskvindekonference den 15. september 1995, og til Europa-Parlamentets beslutninger hhv. af 18. maj 2000 om opfølgningen af Beijing-handlingsprogrammet (10), af 10. marts 2005 om opfølgningen af den fjerde verdenskonference om kvinder — handlingsprogrammet Platform for Action (Beijing+10) (11) og af 25. februar 2010 om Beijing + 15 — FN-handlingsplan for ligestilling mellem kvinder og mænd (12),

—

der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 19. december 2006 om en forstærket indsats i bekæmpelsen af alle former for vold mod kvinder (A/RES/61/143) og til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 1325 og 1820 om kvinder, fred og sikkerhed,

—

der henviser til konklusionerne fra den 57. samling i FN's Kommission for Kvinders Status om afskaffelse og forebyggelse af alle former for vold mod kvinder og piger,

—

der henviser til FN-rapporten fra den særlige rapportør om vold mod kvinder, dens årsager og følger, Rashida Manjoo, af 16. maj 2012,

—

der henviser til artikel 5 i den internationale handlingsplan om aldring, som blev vedtaget i Madrid,

—

der henviser til evaluering af den europæiske merværdi (13),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0075/2014),

A.

der henviser til, at der i direktiv 2012/29/EU (14) om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse ved kønsbaseret vold forstås vold rettet mod en person på grund af vedkommendes køn, kønsidentitet eller kønsudtryk, eller som rammer personer af et bestemt køn i uforholdsmæssig grad; der henviser til, at den kan påføre offeret fysisk, seksuel, følelsesmæssig eller psykologisk skade eller økonomisk tab og forstås som en form for forskelsbehandling og krænkelse af offerets grundlæggende frihedsrettigheder og omfatter vold i nære forhold, seksuel vold (herunder voldtægt, seksuelle overfald og sexchikane), menneskehandel, slaveri og forskellige former for skadelig praksis såsom tvangsægteskaber, kvindelig kønslemlæstelse og de såkaldte æresforbrydelser;

B.

der henviser til, at kønsbaseret vold omfatter ofre og voldsudøvere i alle aldre og med en hvilken som helst uddannelse, indkomst eller position i samfundet og hænger sammen med den ulige magtfordeling mellem mænd og kvinder og med opfattelser og adfærd baseret på stereotyper i vores samfund, der skal bekæmpes på det tidligst mulige stadie med henblik på at ændre holdninger;

C.

der henviser til, at kvinder i stigende grad udsættes for vold begået af ægtemænd, partnere, tidligere ægtemænd eller tidligere partnere; der henviser til, at antallet af ofre i nogle lande er steget stærkt, og at konsekvenserne for disse har vist en tendens til at blive langt mere alvorlige, idet de tilmed indebærer døden, og ifølge statistikker udgør antallet af myrdede kvinder en stigende andel af det samlede antal mord;

D.

der henviser til, at statistiske undersøgelser i nogle lande har vist, at selv om det samlede antal mord ikke er steget, udgør antallet af myrdede kvinder en stigende andel af de samlede antal mord, hvilket bekræfter, at der er tale om en stigning i volden mod kvinder;

E.

der henviser til, at ekstrem fattigdom øger risikoen for vold og andre former for udnyttelse, der forhindrer kvinder i til fulde at deltage i alle livets områder og i at opnå ligestilling;

F.

der henviser til, at kvindernes øgede uafhængighed og økonomiske og samfundsmæssige medvirken mindsker deres sårbarhed over for kønsbaseret vold;

G.

der henviser til, at der på det seneste er opstået nye stereotyper og former for forskelsbehandling gennem den tiltagende brug af sociale netværk på internettet, f.eks. praksis med nedværdigende grooming målrettet især teenagere;

H.

der henviser til de vedholdende sexistiske holdninger hos den yngre generation til kønsroller; der henviser til, at unge kvinder, som udsættes for vold, stadig bebrejdes og stigmatiseres af deres ligestillede og resten af samfundet;

I.

der henviser til, at vold er en traumatisk oplevelse for alle, mænd, kvinder og børn, men at kønsbaseret vold oftest udøves af mænd mod kvinder og piger og såvel afspejler og styrker ulighederne mellem mænd og kvinder som truer ofrenes helbred, værdighed, sikkerhed og autonomi;

J.

der henviser til, at der også bør tages hensyn til og tages hånd om børn, som har været vidne til vold mod en nær slægtning, med passende psykologiske og sociale indgreb, og endvidere til, at børn, som har været vidne til vold, er i stor risiko for at blive ramt af følelsesmæssige problemer og adfærdsproblemer;

K.

der henviser til, at kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold, og deres børn ofte kræver særlig støtte og beskyttelse på grund af den store risiko for sekundær og gentagen viktimisering, for intimidering og for gengældelse forbundet med sådan vold;

L.

der henviser til, at kvinder og børn, der oplever vold, har brug for særlige krisecentre, hvor de ville få tilbudt tilstrækkelige sundhedsydelser, tilstrækkelig retshjælp og psykologisk rådgivning og terapi; der henviser til, at kvindecentrene har brug for tilstrækkelig finansiering fra medlemsstaterne;

M.

der henviser til, at mænds vold mod kvinder ændrer kvindernes stilling i samfundet og deres selvbestemmelse hvad angår deres helbred, adgang til beskæftigelse og uddannelse, integration i sociale og kulturelle aktiviteter, økonomisk uafhængighed, deltagelse i det offentlige og politiske liv og beslutningstagning, forholdet til mænd samt opnåelse af selvrespekt;

N.

der henviser til, at vold mod kvinder kan give alvorlige fysiske og psykologiske ar, skade kvinders og pigers generelle sundhedstilstand, herunder deres reproduktive og seksuelle sundhed, og i nogle tilfælde medføre døden, de såkaldte kvindedrab;

O.

der henviser til, at der er behov for almen og erhvervsfaglig uddannelse fra en meget ung alder for at bekæmpe vold mod kvinder og kønsbaseret vold generelt, da dette udvikler de unges evne til at behandle deres partnere med respekt uanset deres køn og til at blive bevidst om principperne om lighed;

P.

der henviser til, at vold mod kvinder antager stadigt mere uacceptable former, herunder kvinders medlemskab af grupper, der organiserer handlen med kvinder med henblik på seksuel udnyttelse;

Q.

der henviser til, at det i undersøgelser af vold mod kvinder anslås, at mellem en femtedel og en fjerdedel af alle kvinder i Europa har været udsat for fysisk vold mindst en gang i deres voksenliv, og at mere end en tiendedel har været udsat for seksuelle overgreb med voldsanvendelse (15);

R.

der henviser til, at EU's årlige udgifter til kønsbaseret vold mod kvinder i henhold til evalueringen af den europæiske merværdi vurderes til 228 mia. EUR i 2011 (dvs. 1,8 % af EU's BNP), hvoraf 45 mia. EUR om året går til offentlige og statsregulerede tjenester og 24 mia. EUR dækker tabt økonomisk produktion;

S.

der henviser til, at Agenturet for Grundlæggende Rettigheder i marts 2013 offentliggjorde nogle foreløbige resultater af dets europæiske undersøgelse af vold mod kvinder, som bl.a. viste, at fire ud af fem kvinder ikke henvendte sig til en tjeneste, som f.eks. sundhedstjenester, sociale tjenester eller en tjeneste, der støtter ofre, efter de mest alvorlige tilfælde af vold begået af andre personer end deres partnere, at kvinder, som søgte hjælp, var mest tilbøjelige til at kontakte lægetjenester, hvilket understreger, at det er nødvendigt at sikre, at sundhedspersonale kan håndtere voldsofres behov, at to ud af fem kvinder ikke var bekendt med love elle politiske initiativer til beskyttelse af dem i forbindelse med vold i hjemmet, og at halvdelen af dem ikke var bekendt med eventuelle forbyggende love eller initiativer;

T.

der henviser til, at Kommissionen i sin strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015 understreger, at kønsbaseret vold er et af de centrale problemer, der skal løses for at opnå reel ligestilling mellem kønnene;

U.

der henviser til, at den ved Lissabontraktaten opstillede retlige ramme frembyder nye muligheder for et øget samarbejde på det strafferetlige område på EU-plan, som vil sætte institutionerne og medlemsstaterne i stand til på et sikkert grundlag at arbejde sammen om at skabe en fælles retlig kultur i Unionen med henblik på at bekæmpe alle former for vold og diskrimination mod kvinder og i den forbindelse samtidig respektere de nationale juridiske systemer og traditioner uden at erstatte dem;

V.

der henviser til, at bevidstgørelse og mobilisering, herunder gennem medierne og de sociale medier, er et vigtigt led i en effektiv forebyggelsesstrategi;

W.

der henviser til, at ingen enkeltforanstaltning vil udrydde vold mod kvinder, men at en kombination af infrastrukturelle, lovmæssige, juridiske, håndhævningsmæssige, kulturelle, uddannelsesmæssige, sociale, sundhedsmæssige og andre tjenesterelaterede foranstaltninger i betragtelig grad kan øge bevidstheden og reducere volden og dens konsekvenser;

X.

der henviser til, at de seks uadskillelige mål i forbindelse med bekæmpelse af vold mod kvinder er politik, forebyggelse, beskyttelse, retsforfølgelse, foranstaltninger og partnerskab;

Y.

der henviser til, at det er vigtigt at intensivere indsatsen over for den industri, som opfatter unge piger og kvinder som et sexobjekt;

Z.

der henviser til, at kvinder i Unionen ikke i lige grad er beskyttet mod vold fra mændenes side som følge af forskellig politik og lovgivning i de forskellige medlemsstater vedrørende bl.a. definitionen af forbrydelser og lovgivningens anvendelsesområde og derfor er sårbare over for denne vold;

AA.

der henviser til, at kvinder på grund af faktorer som race, etnicitet, religion eller tro, sundhed, civilstand, bolig, indvandrerstatus, alder, handicap, klasse, seksuel orientering og kønsidentitet kan have særlige behov og være mere sårbare over for forskellige former for forskelsbehandling;

AB.

der henviser til, at kvinder i mange tilfælde undlader at anmelde tilfælde af kønsbaseret vold mod sig af årsager, der er komplekse og forskellige, og som omfatter psykologiske, økonomiske, sociale og kulturelle faktorer, og fordi de måske også savner tillid til politiets, retsvæsenets og social- og sundhedstjenesternes evne til at hjælpe dem i praksis; der henviser til, at myndighederne i visse tilfælde betragter kønsbaseret vold som et familieproblem og derfor mener, at det kan løses på dette niveau;

AC.

der henviser til, at politikken for reproduktiv sundhed bør have en central plads i debatten;

AD.

der henviser til, at det er absolut nødvendigt at indsamle opdelte kvalitative og kvantitative sammenlignelige data, der dækker alle aspekter af problemet, med henblik på at forstå det reelle omfang og konsekvenserne af vold mod kvinder i Unionen og følgelig udarbejde effektive politikker;

AE.

der henviser til, at Europa-Parlamentet den 12. december 2012 forkastede Kommissionens forslag om Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæiske statistikker over sikkerhed mod kriminalitet (16) og dermed igen gjorde opmærksom på behovet for et nyt forslag til EU-lovgivning, som indfører et sammenhængende system for indsamling af statistiske oplysninger om vold mod kvinder i medlemsstaterne, og der henviser til, at Rådet i sine konklusioner fra december 2012 efterlyste forbedringer af indsamling og udbredelse af sammenlignelige, pålidelige og regelmæssigt ajourførte data vedrørende alle former for vold mod kvinder både på nationalt plan og på EU-plan;

AF.

der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse er anerkendt internationalt som en overtrædelse af menneskerettighederne og en form for tortur mod piger og kvinder og afspejler en dybt rodfæstet ulighed mellem kønnene; der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse udgør en ekstrem form for diskrimination mod kvinder, næsten altid udføres på mindreårige og er en krænkelse af børns rettigheder;

AG.

der henviser til, at prostitution kan betragtes som en form for vold mod kvinder på grund af den virkning, dette har på deres fysiske og psykiske helbred, særlig i forbindelse med tvungen prostitution og handel med kvinder med henblik på prostitution;

AH.

der henviser til, at der i stigende grad er en farlig tendens til æresdrab inden for EU's grænser, og at denne tendens mest berører unge piger;

AI.

der henviser til, at udnyttelse af ældre på internationalt plan anerkendes som en krænkelse af ældre kvinders menneskerettigheder, og til, at det er nødvendigt at forebygge og bekæmpe udnyttelse af ældre i alle EU-medlemsstater;

AJ.

der henviser til, at med vedtagelsen af de nye »EU's retningslinjer vedrørende vold mod kvinder og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem« samt det særlige kapitel om beskyttelse af kvinder mod kønsbaseret vold i EU's strategiramme og handlingsplan for menneskerettigheder viser EU sin klare politiske vilje til at gøre emnet kvinders rettigheder til en prioritet og yde en langsigtet indsats på området; der henviser til, at sammenhængen mellem de interne og de eksterne dimensioner i politikker vedrørende menneskerettigheder nogle gange kan afsløre en forskel mellem retorik og adfærd;

AK.

der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse ifølge Kommissionens og Amnesty Internationals rapporter berører hundredtusindvis af kvinder og piger i Europa, og at de alle anslår antallet af ofre til at være 500 000; der henviser til, at forskellene mellem lovbestemmelserne i medlemsstaterne fører til fænomenet med grænseoverskridende kønslemlæstelsesturisme inden for EU;

AL.

der henviser til, at der fortsat er behov for, at EU samarbejder med tredjelande for at udrydde den voldelige praksis med kvindelig kønslemlæstelse; der henviser til, at de medlemsstater og tredjelande, hvis nationale lovgivning kriminaliserer kvindelig kønslemlæstelse, bør overholde denne lovgivning;

1.

anmoder Kommissionen om inden slutningen af 2014 på grundlag af artikel 84 i TEUF at fremlægge et forslag til retsakt vedrørende foranstaltninger til at fremme og støtte medlemsstaternes tiltag inden for forebyggelse af vold mod kvinder og piger i henhold til de detaljerede anbefalinger i bilaget til denne beslutning;

2.

opfordrer Kommissionen til at forelægge et revideret forslag til en forordning om europæiske statistikker, som skulle være rettet mod voldsforbrydelser og omfatte et sammenhængende system for indsamling af statistiske oplysninger om kønsbaseret vold i medlemsstaterne;

3.

anmoder Rådet om at aktivere passerellebestemmelsen og vedtage en enstemmig beslutning, der identificerer vold mod kvinder og piger (og andre former for kønsbaseret vold) som et kriminalitetsområde som omhandlet i artikel 83, stk. 1 i TEUF;

4.

opfordrer Kommissionen til at fremme nationale ratificeringer og iværksætte proceduren for EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen om vold mod kvinder, når den har evalueret, hvilken indvirkning og merværdi, sidstnævnte ville have;

5.

anmoder Kommissionen om at fremlægge en EU-dækkende strategi og en handlingsplan for bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder og piger, som fastlagt i 2010 i handlingsplanen om gennemførelse af Stockholmprogrammet, med det formål konkret og effektivt at beskytte kvinders integritet, ligestilling (artikel 2 i TEU) og velfærd (artikel 3, stk. 1, i TEU) i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der navnlig lægger vægt på forebyggelse ved at oplyse kvinder om deres rettigheder og ved at gøre mænd og drenge fra en tidlig alder bevidste om respekt for kvindernes fysiske og mentale integritet med henblik på at bidrage til forebyggelsen af sådan vold, og som gør det obligatorisk med passende uddannelse inden for politi og retssystem om de særlige forhold omkring kønsbaseret vold og tilskynder medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at hjælpe ofre til at genopbygge deres liv og genvinde deres selvtillid, så de ikke falder tilbage i en udsat og afhængig situation; mener, at en sådan strategi bør tage særligt hensyn til sårbare grupper såsom ældre, handicappede, indvandrere og LGBT-personer (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner), og at den også bør omfatte foranstaltninger med henblik på at støtte børn, som har været vidner til vold, og anerkende dem som ofre;

6.

opfordrer Kommissionen til at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og kvinde-ngo'er og -organisationer med henblik på at udarbejde og gennemføre en effektiv strategi for afskaffelse af vold mod kvinder;

7.

tilskynder Kommissionen til at vedtage det første trin mod oprettelsen af et europæisk observatorium for vold mod kvinder og piger, som bygger på eksisterende institutionelle strukturer (Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE)) og ledes af en EU-koordinator for vold mod kvinder og piger;

8.

opfordrer indtrængende Kommissionen til inden for de næste tre år at indføre et europæisk år for bekæmpelse af vold mod kvinder og piger med det formål at øge bevidstheden blandt borgerne og også alle politikere om dette omfattende problem, som berører alle medlemsstaterne, med det formål, at der bliver fremlagt en klar handlingsplan, der sætter en stopper for vold mod kvinder;

9.

opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe æresdrab ved at stille undervisning og kvindecentre til rådighed for mulige ofre og til at iværksætte oplysningskampagner om den ekstreme form for krænkelser af menneskerettighederne og de mange tragiske dødsfald som følge af æresdrab;

10.

opfordrer medlemsstaterne og de berørte parter til i samarbejde med Kommissionen at bidrage til formidling af information om EU's programmer og de finansieringsmuligheder, de tilbyder til bekæmpelse af vold mod kvinder;

11.

bekræfter, at disse henstillinger respekterer borgernes grundlæggende rettigheder samt nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet;

12.

mener, at de finansielle følger af det forslag, der anmodes om, bør dækkes af EU-budgettet, sektion III (for at sikre fuld komplementaritet med den eksisterende budgetpost vedrørende emnet for forslaget);

13.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede ledsagende henstillinger til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes parlamenter og regeringer, Europarådet og Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder.

29.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 285/11

—

der henviser til artikel 290 og 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (1),

—

der henviser til den fælles forståelse om delegerede retsakter, som godkendtes af Formandskonferencen den 3. marts 2011,

—

der henviser til rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen (2), navnlig punkt 15 og bilag 1,

—

der henviser til Domstolens dom af 5. september 2012 i sag C-355/10, Parlamentet mod Rådet (endnu ikke trykt), og den verserende sag C-427/12, Kommissionen mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union,

—

der henviser til sin beslutning af 5. maj 2010 om beføjelse til delegation af lovgivning (3),

—

der henviser til informationsrapport af 19. september 2013 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om en bedre lovgivning: gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter,

—

der henviser til skrivelse af 26. november 2012 fra Parlamentets formand til Udvalgsformandskonferencens formand om de generelle principper for brugen af delegerede retsakter i lovgivningsdossierer vedrørende den flerårige finansielle ramme (FFR), som Formandskonferencen godkendte på sit møde den 15. november 2012,

—

der henviser til skrivelse af 8. februar 2013 fra Parlamentets formand til Rådets og Kommissionens formænd om de manglende fremskridt i Rådet med hensyn til tilpasningsforslagene inden for landbrug og fiskeri,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget, Økonomi- og Valutaudvalget, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udvalget om Industri, Forskning og Energi, Transport- og Turismeudvalget, Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, Fiskeriudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0435/2013),

A.

der henviser til, at der ved Lissabontraktaten blev indført mulighed for, at Parlamentet og Rådet (under et »lovgiver«) delegerer en del af sine beføjelser til Kommissionen i en lovgivningsmæssig retsakt (»basisretsakten«); der henviser til, at en delegation er en delikat manøvre, hvorigennem Kommissionen pålægges at udøve en beføjelse, der er uløselig forbundet med lovgivers egen rolle; der henviser til, at det derfor er nødvendigt at sikre, at traktaten anvendes korrekt, for at garantere en tilstrækkelig grad af demokratisk legitimitet også for delegerede retsakter; der henviser til, at der ved behandlingen af spørgsmålet om delegation derfor altid bør tages udgangspunkt i lovgivers frihed; der henviser til, at det ifølge fast retspraksis er forbeholdt lovgiver at vedtage regler, som er af væsentlig betydning for det pågældende område, hvorfor vedtagelse af bestemmelser, hvis vedtagelse kræver politiske beslutninger, der henhører under lovgivers ansvarsområde, ikke kan delegeres; der henviser til, at delegerede beføjelser derfor kun kan bestå i at udbygge eller ændre dele af en lovgivningsmæssig retsakt, som ikke er væsentlige; der henviser til, at de delegerede retsakter, som Kommissionen vedtager, vil være ikke-lovgivningsmæssige retsakter af almen gyldighed; der henviser til, at basisretsakten udtrykkeligt skal afgrænse delegationens formål, indhold, omfang og varighed, og den skal fastlægge de betingelser, der gælder for delegationen;

B.

der henviser til, at Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen med det formål at sikre en gnidningsfri udøvelse af delegerede beføjelser, og at Europa-Parlamentet og Rådet kan føre en effektiv kontrol med disse beføjelser, har indgået aftale om en fælles forståelse om delegerede retsakter, der skal omfatte praktiske foranstaltninger, præciseringer og præferencer i forbindelse med delegation af lovgivningsbeføjelser i henhold til artikel 290 TEUF;

C.

der henviser til, at medlemsstaterne ifølge traktaterne skal træffe alle nationale foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre Unionens juridisk bindende retsakter; der henviser til, at når det er nødvendigt med ensartede betingelser for gennemførelse af Unionens juridisk bindende retsakter, skal disse retsakter imidlertid tildele Kommissionen (og i visse særlige tilfælde Rådet) gennemførelsesbeføjelser, jf. artikel 291 TEUF; der henviser til, at hvis basisretsakten kræver, at Kommissionens vedtagelse af gennemførelsesretsakter skal være underlagt medlemsstaternes kontrol, bør basisretsakten tildele Kommissionen disse gennemførelsesbestemmelser i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011; der henviser til, at Kommissionen i en erklæring i et bilag til denne forordning gav et vigtigt tilsagn om at afslutte den presserende tilpasning af den gældende EU-ret til det nye system med delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter i løbet af den nuværende valgperiode, herunder basisretsakter, der henviser til forskriftsproceduren med kontrol;

D.

der henviser til, at det er lovgiver, der fra sag til sag afgør, hvor detaljeret den enkelte retsakt skal være, og dermed også er lovgiver, der beslutter, om der til Kommissionen skal delegeres beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, samt om der vil være behov for beføjelser for at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af retsakten; der henviser til, at overdragelse af delegerede beføjelser eller gennemførelsesbeføjelser aldrig er et krav, men at overdragelse af sådanne beføjelser bør overvejes, hvis der er behov for fleksibilitet og effektivitet, og dette ikke kan opnås ved hjælp af den almindelige lovgivningsprocedure; der henviser til, at afgørelsen om, hvorvidt der skal tildeles delegerede beføjelser eller gennemførelsesbeføjelser, skal bygge på objektive kriterier, der muliggør domstolskontrol med den vedtagne løsning; der henviser til, at fraværet af retspraksis om artikel 290 og de deri indeholdte kriterier har gjort det vanskeligere for Europa-Parlamentet og Rådet at nå til enighed om en afgrænsning mellem gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter;

E.

der henviser til, at delegation af beføjelser til Kommissionen ikke kun er et teknisk anliggende, men kan angå spørgsmål af væsentlig politisk betydning for EU's borgere og forbrugere, virksomheder og hele sektorer på grund af deres potentielle samfundsøkonomiske, miljømæssige og sundhedsmæssige indvirkning;

F.

der henviser til, at de lovgivningsmæssige forhandlinger i mange sager har vist divergerende fortolkninger blandt institutionerne angående bestemte spørgsmål; der henviser til, at Parlamentets udvalg ifølge forretningsordenens artikel 37a kan anmode om en udtalelse fra Retsudvalget, når de behandler et forslag, der delegerer beføjelser til Kommissionen; der henviser til, at Formandskonferencen den 13. januar 2012 godkendte en fælles linje og den 19. april 2012 godkendte en horisontal tilgang, der skal følges af de enkelte udvalg med henblik på at overvinde meningsforskelle; der henviser til, at denne fælles linje bør udbygges, idet Parlamentet bør fastlægge sine egne kriterier for anvendelsen af artikel 290 og 291 TEUF og forsøge at nå til enighed med Rådet og Kommissionen om disse kriterier;

1.

mener, at Parlamentet skal følge nedenstående ikke-bindende kriterier ved anvendelsen af artikel 290 og 291 TEUF; listen over kriterier skal ikke betragtes som udtømmende:

2.

opfordrer indtrængende Kommissionen og Rådet til at indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet med henblik på at nå til enighed om de ovennævnte kriterier; mener, at dette kan opnås inden for rammerne af en revision af den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning, der omfatter sådanne kriterier;

3.

gentager de beslutninger, der blev truffet af Formandskonferencen på mødet den 13. januar 2011 og den 19. april 2012 i forbindelse med delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, og understreger, at Parlamentet altid bør kræve anvendelse af delegerede retsakter for de beføjelser, der delegeres til Kommissionen, og som opfylder kriterierne i artikel 290 TEUF, og at sager, hvor Parlamentets institutionelle rettigheder med hensyn til medtagelse af delegerede retsakter ikke er sikret, ikke bør sættes under afstemning på plenarmødet, hvis det kan føre til en afgørelse; understreger, at Parlamentet allerede ved indledningen af forhandlingerne bør gøre opmærksom på, at spørgsmålet om delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter er af afgørende betydning for Parlamentet;

4.

opfordrer Kommissionen til fremover udtrykkeligt og eftertrykkeligt at begrunde, hvorfor den foreslår en delegeret retsakt eller gennemførelsesretsakt i et givet lovforslag, og hvorfor den betragter dens bestemmelser som ikkevæsentlige; minder om, at det af bestemmelserne i artikel 290 og 291 TEUF tydeligt fremgår, at delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter imødekommer forskellige behov og derfor ikke kan erstatte hinanden;

5.

mener, at Parlamentet for at styrke sine ordføreres position under lovgivningsmæssige forhandlinger i højere grad bør gøre brug af muligheden for at anmode om en udtalelse fra Retsudvalget under forretningsordenens artikel 37a;

6.

udtrykker alvorlig bekymring over, at tilpasningen af den gældende EU-ret til Lissabontraktaten kun delvis er en realitet fire år efter traktatens ikrafttræden; glæder sig over forelæggelsen af Kommissionens nye forslag om tilpasning af de resterende retsakter, der indebærer brug af forskriftsproceduren med kontrol; understreger imidlertid nødvendigheden af at indlede forhandlinger om disse forslag snarest muligt, så dette arbejde kan afsluttes inden udgangen af den nuværende valgperiode; mener, at som minimum bør alle sager, der tidligere blev behandlet efter forskriftsproceduren med kontrol, nu tilpasses artikel 290 TEUF, da foranstaltningerne under forskriftsproceduren med kontrol også er generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i en basisretsakt, f.eks. ved at lade nogle af disse bestemmelser udgå eller ved at supplere med nye ikke-væsentlige bestemmelser; opfordrer samtidig Rådet til at gøre fremskridt i forhandlingerne om de specifikke tilpasningsforslag, som Rådet stadig ikke har afsluttet sin behandling af, herunder forslagene på landbrugs- og fiskeriområdet;

7.

er bekymret for, at en systematisk fastholdelse af alle politiske elementer i basisretsakten, der ganske vist kan være en god løsning i visse tilfælde, med tiden kan fratage artikel 290 TEUF sin værdi som et nyttigt middel til rationalisering af lovgivningsprocessen, hvilket var det oprindelige formål med bestemmelsen for at undgå mikroforvaltning og en tung og langsommelig fælles beslutningsprocedure; understreger, at dette princip vil kunne være yderst vanskeligt at fastholde i nogle tilfælde, f.eks. i sektorer, hvor der stadig foregår udvikling af teknologier;

8.

understreger, at Parlamentets forhandlingsteam i sager, hvor det er blevet besluttet at anvende gennemførelsesretsakter, nøje bør overveje, hvilken form for kontrol medlemsstaterne har behov for, og om der bør anvendes rådgivningsprocedure eller undersøgelsesprocedure; understreger, at Parlamentets forhandlingsteams i tilfælde, hvor undersøgelsesproceduren anvendes, kun bør acceptere den såkaldte »ingen udtalelse-klausul« i behørigt begrundede tilfælde, da den forhindrer Kommissionen i at vedtage udkastet til gennemførelsesretsakt, hvis der ikke kommer en udtalelse fra udvalget bestående af repræsentanter fra medlemsstaterne og under forsæde af Kommissionen;

9.

henstiller til Kommissionen ikke at misbruge delegerede retsakter til at genåbne diskussion om emner, som der ved trilog er opnået en politisk overenskomst om; påpeger, at Kommissionen fortrinsvis kun bør overdrages beføjelse til at vedtage delegerede akter for en begrænset periode;

10.

opfordrer sine udvalg til at følge nøje med i anvendelsen af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter inden for deres respektive ansvarsområder; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at forbedre sine administrative procedurer for fremsendelse og registrering af dokumenter vedrørende delegerede retsakter, herunder forberedende dokumenter, for som minimum at sikre samme niveau med hensyn til information og gennemsigtighed som i det eksisterende register for gennemførelsesretsakter, og at Europa-Parlamentet og Rådet som medlovgivere modtager oplysningerne samtidigt;

11.

mener, at der er gjort betydelige fremskridt med at sikre, at de delegerede retsakter hurtigt fremsendes til de ansvarlige udvalg, hvilket yderligere har haft en positiv indvirkning på medlemmernes udøvelse af deres kontrolret;

12.

minder om lovgivers politiske ansvar og nødvendigheden af regelmæssigt og rettidigt at inddrage Parlamentet i den forberedende fase i forbindelse med delegerede retsakter; opfordrer Kommissionen til at holde Parlamentet, herunder den ansvarlige ordfører for en given sag, fuldt informeret om den påtænkte tidsplan, planlagte møder for ekspertgrupper og indholdet i påtænkte delegerede retsakter, herunder ved at give adgang til Kommissionens relevante databaser, f.eks. CIRCA;

13.

opfordrer indtrængende Kommissionen til fuldt ud at overholde stk. 15 i rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen, bl.a. ved at forenkle procedurerne for indbydelse af Parlamentets eksperter til møder med nationale eksperter, hvis det ansvarlige parlamentsudvalg anmoder herom; erkender, at Kommissionen som et resultat af Parlamentets deltagelse i disse møder kan blive indbudt til møder i Parlamentet med henblik på yderligere drøftelser om udarbejdelsen af delegerede retsakter; tilskynder Kommissionen til også at anvende stk. 15 i rammeaftalen for de dele af møder mellem medlemsstaterne og Kommissionen, hvor der drøftes andre emner end gennemførelsesretsakter som defineret i forordning (EU) nr. 182/2011;

14.

mener, at tidsfristen mellem fremsendelsen af endelige udkast til gennemførelsesretsakter og Kommissionens vedtagelse af dem ofte er for kort og ikke giver Parlamentet mulighed for at foretage den fornødne kontrol; opfordrer derfor Kommissionen til fuldt ud at respektere Parlamentets ret til at disponere over en måned til at kontrollere endelige udkast til gennemførelsesretsakter i overensstemmelse Parlamentets og Kommissionens aftale fra 2008 om komitologiprocedurer;

15.

kræver, at der afsættes tilstrækkelige tekniske og personalemæssige ressourcer til delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter for bl.a. at sikre en effektiv intern informationsudveksling; mener, at rundsendelse af delegerede retsakter til medlemmerne ved hjælp af et nyhedsbrev letter kontrollen med sådanne retsakter og giver medlemmerne mulighed for at gøre indsigelse i rette tid;

16.

henstiller, at der i alle udvalg udpeges faste ordførere for delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter for at sikre kohærens i det enkelte udvalg og i forholdet til andre udvalg; mener, at beslægtede emner bør behandles på en kohærent facon, samtidig med at den fornødne fleksibilitet skal opretholdes;

17.

hilser det velkomment, at der gives Kommissionens eksperter mulighed for at deltage i orienteringsmøder sammen med Parlamentets medlemmer, idet afholdelsen af sådanne møder i god tid før vedtagelsen af delegerede retsakter kan medvirke til at tydeliggøre centrale aspekter af retsakterne og lette Parlamentets arbejde med at vurdere de pågældende retsakter;

18.

opfordrer fortsat medlemmerne af forhandlingsteams til at være særlig opmærksomme på delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter i forbindelse med rapporteringen til det kompetente udvalg efter hver trilogforhandling, jf. artikel 70, stk. 4, i Europa-Parlamentets forretningsorden;

19.

beklager, at tilpasningen af vigtig landbrugs- og fiskerilovgivning blev blokeret af Rådet efter de fejlslagne forhandlinger under uformelle triloger og Parlamentets førstebehandling; understreger, at denne situation ofte skyldes Rådets manglende vilje til at gøre brug af delegerede retsakter; bemærker, at det kun i forbindelse med de fulde lovgivningsprocedurer vedrørende reformen af den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik har været muligt at finde en løsning angående tilpasningen, der var acceptabel for begge parter, selv om der kun kunne opnås enighed om visse bestemmelser på betingelse af, at de ikke ville danne præcedens; opfordrer indtrængende Rådet til at komme videre med de udestående tilpasningsdossierer, således at procedurerne kan afsluttes inden udgangen af den nuværende valgperiode;

20.

erindrer, at Parlamentet særligt i forbindelse med instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI) siden 2006 har praktiseret en proces med demokratisk kontrol i form af en politisk dialog med Kommissionen om udkast til foranstaltninger; bemærker imidlertid, at Parlamentets erfaringer med denne praksis har været blandede, og at dens indflydelse på Kommissionens beslutninger har været begrænset;

21.

påpeger, at gennemførelsesretsakter på området udviklingssamarbejde ofte bygger på forudgående høringer af tredjeparter, hvilket gør ændringer på et sent trin i den formelle komitologiprocedure vanskeligere; understreger derfor, at en tidligere underretning af og dialog med Parlamentet ville kunne sætte Parlamentet i stand til at udnytte sine kontrolbeføjelser mere effektivt;

22.

påpeger, at forordningerne om de europæiske tilsynsmyndigheder (ESA'er) på området for finansielle tjenesteydelser indfører reguleringsmæssige tekniske standarder og tekniske gennemførelsesstandarder, ifølge hvilke tilsynsmyndighederne skal forelægge Kommissionen udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder og tekniske gennemførelsesstandarder med henblik på Kommissionens vedtagelse heraf; mener i betragtning af tilsynsmyndighedernes tekniske ekspertise og specialkendskab, at delegerede retsakter bør tage form af reguleringsmæssige tekniske standarder frem for almindelige delegerede retsakter, når dette er muligt; er desuden af den opfattelse, at Kommissionen, før den vedtager almindelige delegerede retsakter, bør søge teknisk rådgivning hos den relevante tilsynsmyndighed om indholdet af disse retsakter;

23.

påpeger, at perioden for kontrol af reguleringsmæssige tekniske standarder i henhold til visse retsakter kan forlænges med yderligere en måned som følge af deres volumen og kompleksitet, og mener, at denne form for fleksibilitet bør gøres til en generel regel; påpeger desuden, at lovgiver har fastsat en kontrolfrist på tre måneder, som kan forlænges med tre måneder, for alle delegerede retsakter på området for finansielle tjenesteydelser, og mener, at denne praksis bør udvides til andre områder af kompleks karakter;

24.

understreger, at aftalerne om, at der ikke kan indgives delegerede retsakter til Parlamentet under dets pauser, også bør gælde reguleringsmæssige tekniske standarder;

25.

mener, at indkaldelsen af interessenter til deltagelse i tilsynsmyndighedernes interessentgrupper bør være af tilstrækkelig varighed (mindst to måneder), offentliggøres gennem en række forskellige kanaler og følge en klar og strømlinet procedure for at sikre, at der modtages ansøgninger fra en bred vifte af kandidater; minder om behovet for afbalancerede ESA-interessentgrupper i overensstemmelse med bestemmelserne i de pågældende forordninger;

26.

minder om, at Parlamentet for at værne om sine beføjelser på området beskæftigelse og sociale anliggender har anfægtet gyldigheden af EURES-afgørelsen ved Domstolen;

27.

opfordrer Kommissionen til i sit arbejdsprogram at medtage forslag om ændring af alle retsakter under den tidligere tredje søjle for at bringe dem i overensstemmelse den nye rangorden for retsreglerne og for at respektere Europa-Parlamentets beføjelser, kompetencer og ret til underretning i forbindelse med delegation af beføjelser til Kommissionen under Lissabontraktaten; understreger, at dette vil kræve en individuel vurdering af hver enkelt retsakt for at kunne identificere afgørelser, der — som væsentlige elementer — skal træffes af lovgiver, navnlig når de vedrører grundlæggende rettigheder for de berørte personer, og afgørelser, der kan betragtes som ikke-væsentlige elementer (se Domstolens dom i sag C-355/10);

28.

gør opmærksom på, at Rådet stadig vedtager retsakter på grundlag af bestemmelserne i den tidligere tredje søjle, længe efter at Lissabontraktaten er trådt i kraft, hvilket har nødsaget Parlamentet til at anlægge sag ved Domstolen;

29.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter.

29.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 285/18

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 136, sammenholdt med artikel 121, stk. 2,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1175/2011 af 16. november 2011 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker (1),

—

der henviser til Rådets direktiv 2011/85/EU af 8. november 2011 om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1174/2011 af 16. november 2011 om håndhævelsesforanstaltninger til at korrigere uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer i euroområdet (3),

—

der henviser til Rådets forordning (EU) nr. 1177/2011 af 8. november 2011 om ændring af forordning (EF) nr. 1467/97 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1176/2011 af 16. november 2011 om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1173/2011 af 16. november 2011 om en effektiv håndhævelse af budgetovervågningen i euroområdet (6),

—

der henviser til sin beslutning af 5. februar 2013 om bedre adgang til finansiering for SMV'er (7),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. december 2012 med titlen »En handlingsplan til styrkelse af bekæmpelsen af skattesvig og skatteunddragelse« (COM(2012)0722),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 473/2013 af 21. maj 2013 om fælles bestemmelser om overvågning og evaluering af udkast til budgetplaner og til sikring af korrektion af uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaterne i euroområdet (8),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 472/2013 af 21. maj 2013 om skærpelse af den økonomiske og budgetmæssige overvågning af medlemsstater i euroområdet, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet (9),

—

der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker: gennemførelse af prioriteterne for 2013 (10),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. november 2013 med titlen »Årlig vækstundersøgelse 2014« (COM(2013)0800),

—

der henviser til sin beslutning af 21. maj 2013 om bekæmpelse af skattesvig, skatteunddragelse og skattely (11),

—

der henviser til sin beslutning af 12. december 2013 om en opfordring til et måleligt og bindende engagement mod skatteunddragelse og skatteundgåelse i EU (12),

—

der henviser til sin beslutning af 12. december 2013 om forberedelse af Det Europæiske Råds møde (19.-20. december 2013) (13),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Budgetudvalget (A7-0084/2014),

A.

der henviser til, at Kommissionens seneste prognose fra sidste efterår viser, at BNP-væksten i faste priser i euroområdet langsomt er ved at vende tilbage og forventes at nå op på 1, % i 2014, at arbejdsløsheden forventes at falde, og at inflationen forventes at forblive et godt stykke under 2 %;

B.

der henviser til, at væksten i nye vækstmarkeder stagnerer, mens den stadig er solid i USA og positiv i Japan;

C.

der henviser til, at Europa-Parlamentet den 20.-22. januar 2014 holdt et møde på højt niveau med nationale parlamentsmedlemmer (som led i den europæiske parlamentariske uge) for at drøfte den årlige vækstundersøgelse 2014 og de overordnede mål for den økonomiske politik med henblik på at tage større hensyn til politikkernes effektivitet og til de mulige afsmittende virkninger i EU;

D.

der henviser til, at Kommissionen erkender, at de fleste af Europa 2020-målene ikke vil blive nået selv i det mest optimistiske scenario;

E.

glæder sig over indførelsen af instrumentet for konvergens og konkurrenceevne som led i en styrket forvaltningsramme;

1.

bemærker, at det økonomiske opsving er på vej, men stadig er skrøbeligt; understreger, at der er behov for en vækstfremmende finanspolitisk konsolidering, og at indsatsen bør bibeholdes dels med henblik på at sikre overensstemmelse med de nuværende rammer for økonomisk styring og dels for at skabe mere bæredygtig vækst og flere arbejdspladser på mellemlang og lang sigt;

2.

glæder sig over anerkendelsen af behovet for en vækstfremmende finanspolitisk konsolidering; opfordrer Kommissionen til at omsætte denne prioritering til konkrete anbefalinger til medlemsstaterne og EU som helhed, herunder de medlemsstater, der er omfattet af økonomiske tilpasningsprogrammer, således at de ikke kun fokuserer på finanspolitisk konsolidering, men også på strukturreformer, der kan føre til en reel, bæredygtig og socialt afbalanceret vækst, beskæftigelse, styrket konkurrenceevne og større konvergens;

3.

bemærker, at udvidelsen af rentespændet for statsobligationer i betydelig grad har indskrænket spillerummet på det finanspolitiske område i en række medlemsstater; bemærker endvidere, at den pengepolitiske fremgangsmåde, som Den Europæiske Centralbanks (EBC) har anvendt, har bidraget til at reducere rentespændet for statsobligationer; bemærker, at ECB ved hjælp af »forward guidance« (et løfte om uforandret kortfristet rente) vil bibeholde denne politik på kort og mellemlang sigt og dermed bidrage til øget vækst;

4.

bemærker, at Kommissionen overvåger Europa 2020-målsætningerne på nationalt og EU-niveau i landespecifikke henstillinger og dermed holder nøje øje med de mål, der er opstillet for beskæftigelse, F&U, uddannelse, fattigdom, vedvarende energi og reduktion af emissioner;

5.

mener, at EU's økonomi som helhed har brug for yderligere at styrke sin omkostnings- og ikke-omkostningsrelaterede konkurrenceevne i den globale økonomi, navnlig ved at øge konkurrencen på markederne for varer og tjenesteydelser for at øge produktiviteten, ressourceeffektiviteten og sænke priserne, og ved at tilpasse arbejdsomkostningerne til produktiviteten og sikre, at interne makroøkonomiske ubalancer formindskes;

6.

anerkender de ambitiøse strukturreformer, der er gennemført af de medlemsstater, som har oplevet alvorlige vanskeligheder; opfordrer disse medlemsstater til at fortsætte deres bestræbelser; påpeger, at bestræbelserne på at indføre strukturreformer skal videreføres beslutsomt og overvåges med henblik på at sikre effektiviteten af reformen og bygge videre på de opnåede fremskridt; opfordrer til vedtagelse og gennemførelse af strukturreformprogrammer, der fremmer konvergens og konkurrenceevne på nationalt og europæisk niveau og styrker bæredygtig vækst og fremmer beskæftigelsen; understreger betydningen af en hurtig og effektiv gennemførelse af programmer og ordninger til bekæmpelse af arbejdsløshed, især blandt unge;

7.

understreger betydningen af at iværksætte eller fortsætte en proces med sammenhængende og vedvarende strukturreformer for at opnå stabilitet på mellemlang og lang sigt; understreger, at EU ikke kan konkurrere alene på general- eller lønomkostninger, men er nødt til at investere mere i forskning, innovation og udvikling, uddannelse og kvalifikationer samt ressourceeffektivitet både på nationalt og europæisk plan;

8.

gentager sit krav om en retsakt om »konvergensretningslinjer«, der skal vedtages i overensstemmelse med den almindelige lovgivningsprocedure, og som for en bestemt periode fastsætter et meget begrænset antal mål for de mest hastende reformforanstaltninger, og sin anmodning om, at medlemsstaterne sikrer, at de nationale reformprogrammer indføres på grundlag af ovennævnte konvergensretningslinjer; opfordrer medlemsstaterne til at forpligte sig til at gennemføre deres nationale reformprogrammer fuldt ud; foreslår, at medlemsstaterne på dette grundlag kan indgå i et »konvergenspartnerskab« med EU-institutionerne med kriteriebaseret finansiering af reformaktiviteter; gentager, at et sådant stærkere økonomisk samarbejde bør gå hånd i hånd med en incitamentsbaseret finansieringsmekanisme; mener, at supplerende finansiering eller instrumenter såsom solidaritetsmekanismen skal være en integreret del af EU's budget, men ikke være underlagt lofterne i den vedtagne flerårige finansielle ramme (FFR);

9.

udtrykker bekymring over medlemsstaternes generelle offentlige og private gældsætning i euroområdet; påpeger, at EU skal gå videre end en vækstmodel baseret på uforholdsmæssig gældsakkumulering og ressourceforbrug;

10.

opfordrer derfor medlemsstaterne til at være særlig opmærksomme på følgerne for den unge generation af europæere og de kommende generationer, når de udformer økonomiske politikker og reformer, for at de unge ikke berøves deres muligheder fra starten; understreger, at der skal gøres en yderligere indsats for at bekæmpe de langsigtede virkninger af arbejdsløshed og navnlig af ungdomsarbejdsløshed;

11.

anerkender de myndigheder i medlemsstaterne, som med succes har gennemført makroøkonomiske justeringsprogrammer eller programmer for den finansielle sektor;

12.

påpeger, at en kombination af solidaritet og konditionalitet, stærkt ejerskab og reformengagement er en nødvendig forudsætning for at gøre de finansielle støtteprogrammer til en succes; opfordrer imidlertid indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at inddrage finansiel støtte og ad hoc-systemet med trojkaen til et forbedret regelsæt, der opfylder EU's økonomiske styringsrammer og EU-retten og dermed sikrer demokratisk ansvarlighed;

13.

understreger, at Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) langt fra er fuldført, og minder Kommissionen om dens forpligtelser til og tilsagn om at fremme vækst og økonomisk konvergens og styrke EU's konkurrenceevne; mener, at dette bedst kunne nås, hvis Kommissionen endelig fremsatte forslag til ØMU'ens færdiggørelse i henhold til alle de retningslinjer, som er beskrevet i dens plan for en udbygget og egentlig ØMU; bemærker, at fuldførelsen af ØMU'en bør være baseret på fællesskabsmetoden;

14.

anerkender resultaterne af EU's nye og reviderede finansforordninger med hensyn til at afhjælpe finanskrisen; bemærker, at færdiggørelsen af de tre søjler i bankunionen og indførelsen af de nye kapitalkravsregler for bankerne bidrager til at genskabe tilliden til det europæiske banksystems modstandsdygtighed;

15.

glæder sig over Kommissionens erklæring om, at det vigtigste i den årlige vækstundersøgelse 2014 er at skabe bæredygtig, intelligent og inklusiv vækst og konkurrenceevne, der kan føre til yderlige jobskabelse;

16.

er enigt med Kommissionen i, at medlemsstaterne fortsat skal praktisere en vækstfremmende finanspolitisk konsolidering; opfordrer medlemsstaterne til at forenkle beskatningsordninger, sænke skatter og socialsikringsbidrag, navnlig for lav- og mellemindkomster, og flytte beskatningen fra arbejde til forbrug og miljøskadelig virksomhed for at stimulere vækst, private investeringer og jobskabelse med henblik på at gøre bestræbelser på konsolidering mere effektive samt at øge investeringerne i uddannelse, F&U og aktiv arbejdsmarkedspolitik;

17.

tilskynder de medlemsstater, der er omfattet af et tilpasningsprogram, til at fortsætte med at gennemføre eller iværksætte vækstfremmende og bæredygtige strukturreformer, samtidig med at de øger bestræbelserne på at nå Europa 2020-målene; udtrykker bekymring over manglen på ejerskab til specifikke reformer i de medlemsstater, som har et uforholdsmæssigt stort underskud på budgettet eller betalingsbalancens løbende poster; mener, at princippet om fremskyndet betaling og umiddelbar fordeling bør finde anvendelse på alle midler for perioden 2014-2020, der har til formål at fremme økonomisk vækst, beskæftigelse og strategisk investering, herunder ungdomsbeskæftigelsesinitiativet;

18.

understreger betydningen af overvågning og gennemførelse af de landespecifikke henstillinger, multilateral overvågning, udveksling af erfaringer og bedste praksis og peer reviews for at skabe debat og muliggøre gruppepres og dermed etablere retningslinjer, som kan medvirke til at skabe det nødvendige momentum for og accept af reformerne;

19.

påpeger endnu en gang, at manglen på ambitiøse reformer, der kan styrke de europæiske økonomiers konkurrenceevne og sikre bæredygtigheden af økonomierne, de sociale sikringssystemer og sundhedsvæsenet, vil medføre en uforholdsmæssigt stor byrde for kommende generationer; peger ligeledes på betydningen af at rette op på situationer med uforholdsmæssigt store underskud og skævheder på betalingsbalancens løbende poster;

20.

påpeger endnu en gang, at statslige og finansielle institutioner udviser vedvarende sårbarhed i situationer med lav vækst;

21.

understreger, at strukturreformerne skal suppleres med langsigtede investeringer i uddannelse, forskning, innovation og bæredygtig energi; mener, at offentligt-private partnerskaber også kan betragtes som redskaber til at fremme investeringer og til at skabe intelligent og bæredygtig vækst, der kan supplere offentlige investeringsprogrammer;

22.

opfordrer til, at der træffes stærkere og mere konsekvente foranstaltninger på grundlag af Kommissionens omfattende handlingsplan med henblik på at styrke bekæmpelsen af skattesvig; opfordrer indtrængende Kommissionen til inkorporere målelige og konkrete mål i Europa 2020-strategien;

23.

understreger, at adgang til finansiering, navnlig for SMV'er, er en af de største hindringer for vækst i EU; mener, at der er behov for flere alternativer til bankfinansiering ved at forbedre den effektive tildelig af kapital via kapitalmarkeder, stimulere den langsigtede investering og fuldt ud udnytte EU's nye innovative finansielle instrumenter, der er udformet til at støtte adgangen til kapitalmarkederne for SMV'er; mener, at fuldførelsen af bankunionen burde styrke adgangen til finansiering og skabe ensartede vilkår for SMV'ers adgang til finansiering; understreger nødvendigheden af at begrænse den administrative byrde for små og mellemstore virksomheder yderligere og løbende at tage hensyn til proportionalitetsprincippet ved udformningen af reglerne; mener, at Den Europæiske Investeringsbank bør spille en endnu mere aktiv rolle i realøkonomiens adgang til finansiering; mener, at de forslag om EIB's finansiering, der er blevet fremsat på de seneste rådsmøder, navnlig forslagene vedrørende finansiering af SMV'er, kan og bør være mere ambitiøse;

24.

gentager, at det er vigtigt at færdiggøre det indre marked af hensyn til væksten i EU; mener, at medlemsstaterne og Kommissionen ikke lever op til deres tilsagn om at færdiggøre det indre marked;

25.

understreger, at fraværet af et velfungerende indre arbejdsmarked og en bæredygtig tilgang til indvandring hæmmer væksten i EU; understreger de makroøkonomiske fordele for medlemsstaterne ved at modernisere deres arbejdsmarkeder og tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje specifikke foranstaltninger til udvidelse af et vellykket fælles arbejdsmarked, der er baseret på arbejdstagernes frie bevægelighed, lige vilkår og princippet om opadgående social konvergens samt en moderne, hensigtsmæssig og inklusiv indvandringspolitik både på nationalt og europæisk niveau;

26.

opfordrer Kommissionen til over for Parlamentet at gøre rede for de særlige foranstaltninger, som den agter at træffe for at fremme og opfylde sine målsætninger om øget bæredygtig vækst og styrket konkurrenceevne;

27.

mener, at den årlige vækstundersøgelse generelt ikke er detaljeret nok og ikke tilvejebringer midlerne til at opfylde målsætningerne i den;

28.

noterer sig rapporten om varslingsmekanismen; bemærker den gradvise reduktion i de interne ubalancer i EU's økonomi; henviser ligeledes til de eksterne ubalancer, herunder de uforholdsmæssigt store eksterne overskud og nedgangen i eksportmarkedets andel i de fleste medlemsstater;

29.

påpeger, at målsætningen for proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer er at forebygge negative følgevirkninger for andre af euroområdets medlemsstater; er bekymret over, at Kommissionen i sin behandling af resultattavlen ikke tager tilstrækkeligt hensyn til, at euroområdet og dets medlemsstater er gensidigt afhængige og åbne økonomier;

30.

tager Kommissionens vurdering af, at en række vigtige makroøkonomiske ubalancer er ved at blive korrigeret, til efterretning; påpeger, at Kommissionen for yderligere at styrke EU's samlede konkurrenceevne er nødt til at se på en medlemsstats overskud på betalingsbalancens løbende poster i forhold til resten af euroområdet;

31.

er bekymret over, at de fleste medlemsstater stadig taber markedsandele på verdensplan og har en stor negativ kapitalbalance over for udlandet; beklager, at andre vigtige faktorer, der har stor indflydelse på konkurrenceevnen såsom kapitalomkostninger pr. enhed endnu ikke medtages på resultattavlen for makroøkonomiske ubalancer trods gentagne opfordringer herom fra Parlamentet;

32.

er stadig bekymret over de manglende fremskridt med hensyn til at nedbringe de uforholdsmæssigt store private gældsniveauer; påpeger, at dette ikke kun er et problem for den finansielle stabilitet, men at det også begrænser EU's vækstpotentiale;

33.

understreger, at den vedvarende situation med ekstraordinært lave renter over hele afkastkurven er bekymrende, for så vidt angår privat opsparing og pensionsordninger for europæiske borgere;

34.

noterer sig Kommissionens første vurdering af medlemsstaternes udkast til budgetplaner; understreger, at behandlingen af udkastene til budgetplaner forbedrer den multilaterale overvågning af og tilsyn med medlemsstaternes budgetsituation;

35.

er bekymret over, at kun to medlemsstater har nået deres mellemfristede målsætninger; opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte og om fornødent styrke deres indsats, eftersom det er nødvendigt med yderligere vækstfremmende konsolidering i de medlemsstater, som ikke opfylder målsætningerne;

36.

understreger, at det europæiske semester på ingen måde må bringe Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters beføjelser i fare; understreger, at der bør være en klar skelnen mellem EU-kompetencer og nationale kompetencer, og at Europa-Parlamentet er den ansvarlige institution på EU-plan; opfordrer Kommissionen til at sikre, at Parlamentet inddrages formelt på korrekt vis i alle trin af processen med det europæiske semester for at øge den demokratiske legitimitet af de beslutninger, der træffes;

37.

understreger behovet for at styrke Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters demokratiske ansvarlighed, for så vidt angår centrale elementer i euroområdets funktion, såsom den europæiske stabilitetsmekanisme, Eurogruppens beslutninger samt overvågningen og evalueringen af finansielle støtteprogrammer; anmoder Kommissionen om at foretage og offentliggøre interne efterfølgende evalueringer af dens henstillinger og dens deltagelse i trojkaen;

38.

påpeger, at det største problem i adskillige medlemsstater er, at opsplitningen af de finansielle markeder resulterer i en mangel på finansiering og i øgede finansieringsomkostninger, navnlig for SMV'ernes vedkommende; mener, at ECB bør opretholde sin proaktive rolle på området for defragmentering, og mener, at EIB yderligere kan fremme finansieringen til SMV'er, iværksættervirksomhed, eksport og innovation, som er af afgørende betydning for den økonomiske genopretning;

39.

bemærker, at den årlige vækstundersøgelse 2014 kun adskiller sig marginalt fra 2013-udgaven; beklager derfor endnu en gang manglen på nye forslag fra Kommissionen om den rolle, som EU-budgettet kan spille i at fremme vækst og jobskabelse for at nå Europa 2020-målene;

40.

beklager, at Kommissionen har undladt at forsyne Europa-Parlamentet med en udtømmende rapport om gennemførelsen af vækst- og beskæftigelsespagten, der blev vedtaget i juni 2012;

41.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en regelmæssigt opdateret resultattavle for gennemførelsen af de nye programmer, der muliggør sammenligning mellem medlemsstaterne, hvorved budgetmyndigheden får mulighed for at træffe mere informerede beslutninger vedrørende udgiftsprioriteringer i lyset af observerbare tendenser;

42.

understreger, at det lave niveau for betalingsbevillinger og det stramme loft på betalinger fortsat er et stort problem for EU-budgettet, som har en særlig negativ effekt på den økonomiske genopretning, da forsinkede betalinger er skadelige, primært for de direkte støttemodtagere; understreger desuden, at dette lave niveau for betalinger på EU's 2014-budget er i total modstrid med de foranstaltninger, som medlovgiverne har vedtaget om midlertidigt at øge EU's medfinansieringssatser for EU-programmer under delt forvaltning i de medlemsstater, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet; minder om behovet for, i lyset af gennemførelsen, at sikre en ordnet udvikling i betalingerne med henblik på at undgå en unormal overførsel af uindfriede forpligtelser (UF) til 2015-budgettet, og i denne forbindelse om nødvendigt at gøre brug af de forskellige fleksibilitetsmekanismer, der indgår i FFR-forordningen; agter at fortsætte den grundige overvågning af den generelle betalingssituation, især i forhold til det meget store antal betalinger, der stadig er nødvendige for at fuldføre programmerne under den foregående flerårige finansielle ramme;

43.

beklager endnu en gang, at medlemsstaterne fortsat betragter deres bidrag til EU-budgettet som en tilpasningsfaktor i deres konsolideringsbestræbelser, hvilket igen fører til kunstige reduktioner i omfanget af betalinger til rådighed på EU-budgettet; opfordrer Kommissionen til at tage fuldt hensyn til denne tilbagevendende og farlige tendens under vurderingen af medlemsstaternes budgetplaner og foreslå konkrete tiltag til at vende den;

44.

minder om, at den finanspolitiske situation i medlemsstaterne kan lettes gennem en ny ordning for egne indtægter til finansiering af EU-budgettet, der vil reducere BNI-bidrag, således at medlemsstaterne kan opfylde deres konsolideringsbestræbelser uden at bringe EU-finansiering til støtte af investeringer i den økonomiske genopretning og reformforanstaltninger i fare; understreger derfor betydningen af den nye højtstående gruppe om egne indtægter, som bør føre til en reel reform af EU-finansieringen;

45.

gentager, at et stærkere økonomisk samarbejde bør gå hånd i hånd med en incitamentsbaseret mekanisme; mener, at supplerende finansiering eller instrumenter såsom solidaritetsmekanismen skal være en integreret del af EU's budget, men ikke være underlagt lofterne i den vedtagne flerårige finansielle ramme (FFR);

46.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til Den Europæiske Centralbank.

29.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 285/24

—

der henviser til artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til artikel 145, 148, 152 og artikel 153, stk. 5, i TEUF,

—

der henviser til artikel 28 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. november 2013 med titlen »Årlig vækstundersøgelse 2014« (COM(2013)0800) og udkastet til den fælles rapport om beskæftigelsen i bilaget dertil,

—

der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker: gennemførelse af prioriteterne for 2013 (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. oktober 2013 med titlen »Styrkelse af Den Økonomiske og Monetære Unions sociale dimension« (COM(2013)0690),

—

der henviser til forespørgsel til mundtlig besvarelse O-000122/2013 — B7-0524/2013 til Kommissionen og til Parlamentets beslutning derom af 21. november 2013 om Kommissionens meddelelse om styrkelse af Den Økonomiske og Monetære Unions (ØMU) sociale dimension (2),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen »Europa 2020: — En strategi for intelligent, bæredygtig og inkluderende vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til sin beslutning af 8. september 2010 om forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker: Del II i de integrerede retningslinjer for Europa 2020 (3),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. april 2012 med titlen »Et opsving med høj beskæftigelse« (COM(2012)0173),

—

der henviser til mundtlig forespørgsel O-000120/2012 til Kommissionen og Parlamentets beslutning derom af 14. juni 2012 om »Et opsving med høj beskæftigelse« (4),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 23. november 2010 med titlen »En dagsorden for nye kvalifikationer og job: et europæisk bidrag til fuld beskæftigelse« (COM(2010)0682) og Parlamentets beslutning af 26. oktober 2011 derom (5),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. december 2010 med titlen »Den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse: En europæisk ramme for social og territorial samhørighed« (COM(2010)0758) og Parlamentets beslutning af 15. november 2011 derom (6),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om initiativet »Muligheder for Unge« (COM(2011)0933),

—

der henviser til sin beslutning af 20. november 2012 om en social investeringspagt — som svar på krisen (7),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. februar 2013 med titlen »Sociale investeringer i vækst og samhørighed, herunder gennem anvendelse af Den Europæiske Socialfond 2014-2020« (COM(2013)0083),

—

der henviser til forespørgsel til mundtlig besvarelse O-000057/2013 — B7-0207/2013 til Kommissionen og til Parlamentets beslutning derom af 12. juni 2013 om Kommissionens meddelelse: »Sociale investeringer i vækst og samhørighed, herunder gennem anvendelse af Den Europæiske Socialfond 2014-2020« (8),

—

der henviser til sin beslutning af 5. februar 2013 om bedre adgang til finansiering for SMV'er (9),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0091/2014),

A.

der henviser til, at recessionen i euroområdet opgjort i tal sluttede i andet kvartal 2013, men at den årlige vækst i euroområdet fortsat vil være usikker i år, og at arbejdsløsheden fortsat er på et meget højt niveau; der henviser til, at bæredygtig vækst skal øges markant, hvis dette skal ses som et længerevarende opsving og at skabe det nødvendige momentum til at afhjælpe EU's samfundsøkonomiske udfordringer;

B.

der henviser til, at arbejdsløsheden i EU har nået et alarmerende tal på 26,6 mio. og til, at langtidsarbejdsløsheden er steget i de fleste medlemsstater og har nået et rekordhøjt niveau i EU som helhed; der henviser til, at faldet i beskæftigelsen har været større i de lande, som har gennemført en omfattende finanspolitisk reform;

C.

der henviser til, at ungdomsarbejdsløsheden har nået et hidtil uset niveau med et gennemsnit på 23 % i EU som helhed, og til, at arbejdsløsheden blandt unge i alderen 16-25 år i visse medlemsstater er højere end 50 %; der henviser til, at situationen på arbejdsmarkedet er særlig kritisk for unge, der uanset uddannelsesniveau ofte ender som arbejdsløse, i usikre ansættelsesforhold, i ulønnede praktikpladser eller er tvunget til at udvandre; der henviser til, at det økonomiske tab som følge af unges manglende integration på arbejdsmarkedet i 2011 blev vurderet til 153 mia. EUR i medlemsstaterne, hvilket svarer til 1,2 % af EU's BNP; der henviser til, at den stive arbejdsmarkedsregulering i flere medlemsstater fører til mangel på den fleksibilitet, som er nødvendig for effektivt at absorbere chok; der henviser til, at den nuværende arbejdsmarkedslovgivning i visse tilfælde i uforholdsmæssig grad beskytter folk i arbejde og hindrer indslusningen af unge på arbejdsmarkedet;

D.

der henviser til, at denne lavkonjunktur har været den dybeste og mest langvarige i de sidste 100 års økonomiske historie, men at en katastrofe er blevet undgået, og virkningerne af krisen er fordelt over mange år, endda årtier; der henviser til, at til disse virkninger hører, at langtidsarbejdsløsheden fortsat er stigende, og at dette muligvis medfører strukturarbejdsløshed der henviser til, at segmenteringen af arbejdsmarkedet er fortsat med at stige, den gennemsnitlige husstandsindkomst er faldende i mange medlemsstater, og der er indikatorer, der peger på en tendens til en større og alvorligere grad af fattigdom og social udgrænsning, herunder fattigdom blandt personer i arbejde, i årene fremover;

E.

der henviser til, at Den Internationale Valutafond (IMF) for nylig påpegede, at der er mulighed for at beskatte bedre og mere progressivt, hvilket ville bidrage til at mindske ulighederne i EU; der henviser til, at der er behov for at flytte skattebyrden fra arbejde til andre former for bæredygtig skat for at fremme vækst og jobskabelse og samtidig generere ekstraindtægter og for at styrke legitimiteten i konsolideringsarbejdet;

F.

der henviser til, at virkningerne af krisen har medført en hidtil uset og voksende forskel i produktion og beskæftigelse mellem de centrale medlemsstater og randmedlemsstaterne; der henviser til, at kløften mellem de centrale medlemsstater og randmedlemsstaterne i 2012 nåede op på 10 procentpoint sammenlignet med kun 3,5 procentpoint i 2000; der henviser til, at forskellen anslås at nå sit højdepunkt i år;

G.

der henviser til, at det er nødvendigt at fortsætte med en vækstvenlig og differentieret finanspolitisk konsolidering for at sikre velfærdsstatens overlevelse og holdbare offentlige finanser på lang sigt;

H.

der henviser til, at økonomiske forbedringer derfor bør ses som en tilskyndelse til beslutsomt at fortsætte indsatsen for at fokusere på vækst og beskæftigelse med henblik på at opretholde reformprogrammerne for at forbedre konkurrenceevnen og sikre en holdbar genopretning;

I.

der henviser til, at systematiske fejl i Kommissionens økonomiske prognoser med hensyn til vækst og arbejdsløshed i de seneste år er et udtryk for, at der er behov for en bedre prognosemodel og bedre strategilægning for at bringe krisen til ophør; der henviser til, at farten er taget af den finanspolitiske konsolidering; der henviser til, at jobskabelsen i eurozonen stadig er svag; der henviser til, at inflationen i eurozonen ifølge Eurostat ligger under ECB-målet;

J.

der henviser til det øgede pres, som den demografiske udvikling lægger på de nationale budgetter og pensionsordningerne; der henviser til, at den forventede levealder fortsat stiger;

K.

der henviser til, at det er nødvendigt at tage hensyn til koefficienten for den forventede levealder for at sikre pensionsordningernes bæredygtighed;

L.

der henviser til, at hastigheden og intensiteten af strukturreformerne har været forskelig i medlemsstaterne under krisen, idet det har været meget hårdere for randmedlemsstaterne end de central medlemsstater; der henviser til, at alle medlemsstater bør trække på samme hammel og gennemføre de nødvendige strukturreformer med henblik på at fremme en bæredygtig og afbalanceret vækst og jobskabelse i området;

M.

der henviser til, at der er nødvendigt for alle medlemsstater at forbedre deres resultater og konkurrenceevne, og til, at et stort problem, som euroområdet står over for i øjeblikket, er de voksende samfundsøkonomiske forskelle mellem medlemsstaterne; der henviser til, at det er i alle medlemsstaternes interesse at sikre, at problemer med arbejdsløsheden og andre sociale problemer håndteres rettidigt og effektivt for at undgå en forværring af den økonomiske situation;

N.

der henviser til, at investering i almen og erhvervsfaglig uddannelse, forskning og innovation — områder, som er afgørende for økonomisk vækst og jobskabelse — stadig er lavere i EU end hos EU's vigtigste økonomiske partnere og konkurrenter andre steder i verden; der henviser til, at produktive investeringer på disse områder er vigtige for at få en bæredygtig udgang af krisen;

O.

der henviser til, at støtte til iværksættere bør være en prioritet for medlemsstaterne;

P.

der henviser til, at en sammenhængende sammensætning af forskellige politikker med en kombination af makroøkonomiske politikker, strukturpolitikker, sunde arbejdsmarkedsinstitutioner, usegmenterede arbejdsmarkeder, kollektive overenskomstforhandlinger og velfinansierede velfærdssystemer er afgørende for at absorbere konjunkturchok; der henviser til, at et system, der er baseret på hurtig genintegrering på arbejdsmarkedet med ledsageforanstaltninger baseret på flexicurity også er vigtige for at absorbere konjunkturchok;;

Q.

der henviser til, at fattigdomsniveauet er steget siden 2007, idet 24,2 % af EU's befolkning for øjeblikket trues af fattigdom eller social udgrænsning; der henviser til, at udgifterne til socialsikring er faldet i næsten alle medlemsstater, og til, at Udvalget for Social Beskyttelse advarer om, at et stigende antal mennesker risikerer fattigdom, børnefattigdom, uopfyldte medicinske behov, alvorlige materielle afsavn og social udgrænsning;

R.

der henviser til, at EU har forpasset næsten alle Europa 2020-målsætningerne, og til, at udviklingen i medlemsstaterne med hensyn til opfyldelsen af Europa 2020-målene har været skuffende; der henviser til, at de tilsagn, der er givet i de nationale reformprogrammer for 2013, er utilstrækkelige til at opfylde de fleste af de mål, der er opstillet på EU-plan;

S.

der henviser til, at det er vigtigt at fremme demokratisk ansvarlighed, ejerskab og legitimitet hos alle aktører, der deltager i det europæiske semester; der henviser til, at hensigtsmæssig inddragelse af Parlamentet er et vigtigt led i denne proces; der henviser til, at de nationale parlamenter er repræsentanter og garanter for borgernes erhvervede og uddelegerede rettigheder; der henviser til, at indførelsen af det europæiske semester bør ske med fuld respekt for de nationale parlamenters beføjelser;

T.

der henviser til, at der mangler ordninger til at sikre, at Det Europæiske Råd respekterer Europa-Parlamentets holdning forud for den årlige vedtagelse af de prioriteter, som Kommissionen har foreslået i den årlige vækstundersøgelse;

U.

der henviser til, at det den 20. — 22. januar 2014 afholdt møder på højt niveau med nationale parlamentarikere (Den Europæisk Parlamentsuge)for at drøfte den årlige vækstundersøgelse for 2014, herunder de beskæftigelsesmæssige og sociale aspekter;

1.

glæder sig over, at udkast til fælles beskæftigelsesrapport, som er vedhæftet den årlige vækstundersøgelse, for første gang i år omfatter en resultattavle for beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikken, som vil bidrage at styrke tilsynet med udviklingen i beskæftigelsen og på arbejdsmarkedet som led i den makroøkonomiske overvågning inden for rammerne af det europæiske semester; mener, at dette burde påvirke de politiske retningslinjer inden for rammerne af det europæiske semester og styrke den sociale dimension af Den Økonomiske og Monetære Union, hvilket ikke kun er ønskværdigt, men også nødvendigt for at håndtere krisen og forebygge alvorlige samfundsøkonomiske forskelle i euroområdet og dermed øge bæredygtigheden; giver udtryk for sin dybe bekymring over Europa-Parlamentets begrænsede rolle i forbindelse med det europæiske semester; beklager, at Kommissionen og Rådet kun har gjort beskedne fremskridt med hensyn til at styrke den demokratiske kontrol med retningslinjerne for den økonomiske politik; er af den opfattelse, at artikel 136 i den gældende traktat om Den Europæiske Unions funktionsmåde sætter Rådet i stand til på grundlag af en henstilling fra Kommissionen og efter en afstemning, som kun euromedlemsstaterne deltager i, at vedtage bindende økonomiske retningslinjer for euromedlemsstaterne inden for rammerne af det europæiske semester; understreger, at en tilskyndelsesmekanisme ville styrke det obligatoriske element i samordningen af den økonomiske politik; opfordrer til indgåelse af en interinstitutionel aftale med henblik på at inddrage Parlamentet i udformningen og vedtagelsen af den årlige vækstundersøgelse og retningslinjerne for den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken;

2.

understreger, at de sociale og økonomiske prioriteter, der er aftalt i forbindelse med Europa 2020-strategien, er indbyrdes tæt forbundne; fremhæver, at økonomisk bæredygtighed og makroøkonomisk balance hverken kan opnås på mellemlang eller lang sigt uden en styrkelse og sikring af ØMU'ens sociale dimension; fremhæver, at Unionens sociale og økonomiske aspekter er to sider af samme sag og begge spiller en vigtig rolle for EU's udvikling;

3.

mener imidlertid, at disse indikatorer ikke er gjort bindende, ulig resultattavlen vedrørende proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at vurdere denne situation i lyset af de stigende sociale og beskæftigelsesmæssige ubalancer i EU;

4.

mener, at det er beklageligt, at de beskæftigelsesmæssige og sociale indikatorer, som Kommissionen har foreslået, er utilstrækkelige til i fuld udstrækning at dække den beskæftigelsesmæssige og sociale situation i medlemsstaterne; opfordrer til, at resultattavlen kommer til at omfatte yderligere indikatorer, navnlig børnefattigdomsniveauer, adgang til sundhedspleje, hjemløshed og et indeks over anstændigt arbejde for at gøre det muligt at foretage en ordentlig vurdering af den sociale situation i medlemsstaterne; mener, at indikatorerne bør evalueres jævnligt efter høring af Parlamentet; der henviser til, at der mangler ordninger til at sikre, at Det Europæiske Råd respekterer Europa-Parlamentets holdning forud for den årlige vedtagelse af de prioriteter, som Kommissionen har foreslået i den årlige vækstundersøgelse;

5.

understreger, hvor vigtigt der er, at der afholdes møder mellem eurogruppens beskæftigelses- og socialministre forud for eurotopmøderne, når som helst det er nødvendigt; mener, at det er ligeså vigtigt med fælles møder med henblik på at opnå en fælles holdning i EPSCO-Rådet og ØKOFIN-Rådet for dermed at sikre, at der i større udstrækning tages hensyn til de sociale og beskæftigelsesmæssige aspekter under drøftelserne og beslutningstagningen blandt eurozonens myndigheder og for at give input til møderne mellem eurozonens stats- og regeringschefer;

6.

påpeger, at selv om strukturreformer kan bære frugt på mellemlang til lang sigt, kræver behovet for at stimulere EU's interne efterspørgsel, at Kommissionen og Rådet straks iværksætter en ambitiøs og koordineret investeringsplan for at skabe bæredygtig vækst og kvalitetsjob på kort sigt og øge potentialet på mellemlang sigt; bemærker, at de vigtigste mål allerede er defineret i Europa 2020-strategien og i vækst- og beskæftigelsespagten, som blev indgået i juni 2002, men at finansieringen skal optrappes; tilskynder derfor medlemsstaterne til at oprette en investeringspakke med henblik på at udvirke en væsentlig forbedring af den kortsigtede økonomiske situation og af situationen på arbejdsmarkedet i medlemsstaterne, således som der blev slået til lyd for i Parlamentets beslutning af 11. september 2013 om bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed: mulige udveje (10);

7.

understreger, at EU's konkurrenceevne primært kan fremmes gennem produktivitetsfremmende investeringer i uddannelse, FoU, løbende innovation, yderligere digitalisering og cloudtjenester; mener, at det er disse drivkræfter, som kan gøre EU til den foretrukne destination for globale virksomheder, eksportør af produkter og tjenester med høj værditilvækst og udbyder af job af høj kvalitet;

8.

er bekymret over, at over 20 medlemsstater forholdsmæssigt (i procent af BNP) har reduceret deres uddannelsesudgifter og dermed bragt deres vækst og konkurrenceevne i fare, bl.a. på grund af misforholdet mellem behovet for arbejdskraft og arbejdsstyrkens faktiske kvalifikationer; påpeger, at det vil øge EU's strukturelle svagheder at reducere sådanne investeringer i lyset af det voksende behov for højtuddannede arbejdstagere og den kendsgerning, at en stor del af arbejdsstyrken i mange medlemsstater i dag er lavtuddannede; advarer om, at var næsten halvdelen af alle børn af lavtuddannede forældre ifølge Eurostat risikerede at leve i fattigdom i EU27 i 2011, i forhold til 22 % af de børn, som boede hos forældre med en mellemlang uddannelse og 7 % af børn med højtuddannede forældre, idet Eurostat fandt de største forskelle i Rumænien (78 % af børnene med lavtuddannede forældre i forhold til 2 % med højtuddannede forældre), Tjekkiet (76 % og 5 %), Slovakiet (77 % og 7 %), Bulgarien (71 % og 2 %) og Ungarn (68 % og 3 %);

9.

glæder sig over, at Kommission i den årlige vækstundersøgelse for 2014 opfordrer medlemsstaterne til at beskytte eller fremme langsigtede investeringer i uddannelse, forskning og innovation, energi og klimaforanstaltninger; mener imidlertid, at dette er utilstrækkeligt til, at medlemsstater med allerede begrænsede budgetter kan nå dette mål; opfordrer Kommissionen til at iværksætte en plan, som kan bistå disse medlemsstater med at foretage de nødvendige produktive investeringer, f.eks. inden for uddannelse og forskning og udvikling, i betragtning af disse sektorers muligheder for at skabe vækst og beskæftigelse;

10.

påpeger, at de europæiske fonde i en tid med alvorlige finanspolitiske stramninger og begrænset udlånskapacitet i den private sektor er en vigtig løftestang, som medlemsstaterne har til rådighed til at stimulere økonomien og bidrage til at opfylde Europa 2020-målene for vækst og beskæftigelse;

11.

mener, at samhørighedspolitikken er afgørende med hensyn til at hjælpe med at reducere interne konkurrenceforskelle og strukturelle ubalancer; opfordrer Kommissionen til straks at omprogrammere ikke-anvendte strukturmidler til fordel for ungdomsbeskæftigelsesprogrammer og SMV'er; opfordrer Kommissionen til at finde særlige løsninger til de lande, som har en meget høj arbejdsløshed, og som vil blive tvunget til at tilbagebetale EU's midler som følge af samfinansieringsproblemer;

12.

opfordrer Kommissionen til at anvende princippet om forhåndstildeling på alle midler, som er vigtige for genopretningen efter krisen, såsom Den Europæiske Socialfond for perioden 2014-2020, og samtidig nøje overvåge de negative virkninger af forhåndstildeling, såsom risikoen for automatisk frigørelse og betalingsprofilernes virkning for de medlemsstater, som har det højeste arbejdsløshedsniveau, og som er i gang med en meget omfattende finanspolitisk konsolidering, navnlig vedrørende programmer til fremme af økonomisk vækst, beskæftigelse og strategiske investeringer;

13.

mener, at mindst 25 % af de nationale samhørighedsfonde bør anvendes til specifikke programmer under Den Europæiske Socialfond i de medlemsstater, som har den højeste arbejdsløshed og den største fattigdom;

14.

opfordrer til mere tilpasningsdygtige og dynamiske arbejdsmarkeder, som kan tilpasse sig forstyrrelser i den økonomiske situation, uden at det fører til masseafskedigelser; konstaterer, at der er sket en alvorlig udhuling af mange arbejdstageres købekraft i EU, et fald i husstandsindkomsterne og i den interne efterspørgsel, hvilket yderligere har bidraget til arbejdsløsheden og den sociale udgrænsning, navnlig i de lande, som er ramt hårdest af krisen; påpeger, at en nedskæring af omkostningerne til arbejdskraften, som direkte påvirker i lønningerne, ikke må være den eneste strategi til at forbedre konkurrenceevnen; henviser til, at det i meddelelsen om den årlige vækstundersøgelse understreges, at de centrale medlemsstater med den nødvendige manøvremargin kunne øge lønniveauet for derved at øge forbruget; opfordrer til en mere ambitiøs tilgang i henstillingerne for at fremme mere afbalanceret vækst og jobskabelse i eurozonen;

15.

bemærker, at Kommissionen i sit udkast til den fælles rapport om beskæftigelsen for 2014 påpeger, at et fald i enhedslønomkostningerne og løntilbageholdenhed har givet sig udslag i prisudviklingen, til dels på grund af samtidige stigninger i indirekte skatter og offentligt fastsatte priser;

16.

bemærker, at anstændige arbejdspladser og lønninger er vigtige, ikke kun af hensyn til social samhørighed og retfærdighed i samfundet, men også for at bevare en stærk økonomi; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til inden for rammerne af deres respektive beføjelser at foreslå foranstaltninger til at tackle ulighed og garantere anstændige lønninger; opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe fattigdom blandt personer i arbejde ved at føre arbejdsmarkedspolitikker, der har til formål at sikre eksistenssikrende lønninger til personer i arbejde;

17.

bemærker, at kvinder er en drivkraft bag væksten i beskæftigelsen i Europa, og at der derfor må gøres mere for fuldt ud at udnytte den kvindelige arbejdsstyrkes produktive potentiale gennem bedre gennemførelse af ligestillingspolitikker og en mere effektiv anvendelse af EU-midler til dette formål;

18.

understreger betydningen af at undersøge mulighederne for at lette lønpresset gennem lavtlønsordninger i overensstemmelse med national praksis;

19.

understreger, at jobkvalitet er vigtig i en videnintensiv økonomi for at fremme en høj arbejdskraftproduktivitet og hurtig innovation ved hjælp af en kvalificeret, fleksibel og engageret arbejdsstyrke med gode sundheds- og sikkerhedsstandarder, tryghed i ansættelsen og rimelige arbejdstider;

20.

opfordrer medlemsstaterne til at fremlægge nationale beskæftigelsesplaner, både generelle og for unge, i de nationale reformprogrammer for 2014; mener, at det er beklageligt, at en betydelig række medlemsstater trods Parlamentets gentagne anmodninger ikke fremlagde sådanne planer i 2013;

21.

beklager, at Rådet ikke tog hensyn til Parlamentets opfordring til at fokusere på jobkvalitet i dets retningslinjer for 2013; opfordrer Kommissionen til at medtage jobkvalitet, uddannelse, adgang til livslang læring, centrale arbejdstagerrettigheder og støtte til mobilitet på arbejdsmarkedet og selvstændig virksomhed gennem øget tryghed for arbejdstagere i de landespecifikke henstillinger baseret på den årlige vækstundersøgelse for 2014;

22.

understreger, at arbejdsmarkedsreformer bør fokusere på at øge arbejdskraftproduktiviteten og -effektiviteten og dermed forbedre EU's økonomiske konkurrenceevne og muliggøre bæredygtig vækst og jobskabelse og samtidig nøje respektere både ånd og bogstav i de europæiske sociale og arbejdsmarkedsmæssige bestemmelser og principperne heri; mener, at arbejdsmarkedsreformer bør gennemføres, så de fremmer den interne fleksibilitet og jobkvaliteten;

23.

mener, at strukturreformer på arbejdsmarkedet bør medføre intern fleksibilitet med henblik på at fastholde beskæftigelsen i tider med økonomiske forstyrrelser, sikre jobkvalitet, tryghed i forbindelse med jobskifte, arbejdsløshedsunderstøttelse med krav om aktivering, der er knyttet til genindslusningsordninger, som fortsat tilskynder til at komme i arbejde samtidig med, at der sikres en anstændig indkomst, og omfatte ansættelsesforhold, som bekæmper segmentering af arbejdsmarkedet, foregriber økonomisk omstrukturering og sikrer adgang til livslang læring; mener, at kun en balance, der bygger på flexicurity, kan sikre et konkurrencedygtigt arbejdsmarked

24.

understreger betydningen af aktive, omfattende og inkluderende arbejdsmarkedspolitikker i denne forbindelse; er dybt bekymret over, at flere medlemsstater trods stigende arbejdsløshedstal har nedeskåret bevillingerne til finansiering af sådanne arbejdsmarkedspolitikker; opfordrer medlemsstaterne til at øge dækningen og effektiviteten af aktive arbejdsmarkedspolitikker i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter;

25.

opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med den private sektor og arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med national praksis at udarbejde og fremlægge beskæftigelsesplaner, herunder specifikke jobskabelsesplaner, navnlig inden for de sektorer, som ifølge Kommissionen har de største muligheder som f.eks. sundhedssektoren, den sociale sektor, den del af økonomien, som er kendetegnet af lav-emission og ressourceeffektivitet, samt ikt-sektoren; opfordrer medlemsstaterne til gennem disse beskæftigelsesplaner at fremme skabelsen af beskæftigelsesmuligheder navnlig for langtidsledige, ældre arbejdsløse, kvinder og andre prioriterede grupper, der er særlig hårdt ramt af krisen som f.eks. indvandrere og handicappede;

26.

understreger betydningen af Erasmus+ og det vigtige bidrag, som EU-programmet for almen uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom, idræt og sprog kan yde for at forbedre arbejdsmarkedssituationen, især for unge;

27.

understreger betydningen af det forbedrede samarbejde mellem offentlige jobcentre med henblik på at udvikle og gennemføre europæiske, evidensbaserede benchlearningsystemer og gennemføre europæiske arbejdsmarkedsinitiativer;

28.

er dybt bekymret over, at ungdomsarbejdsløsheden fortsat er meget høj; bemærker, at situationen for unge arbejdsløse vækker særlig bekymring; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe hasteforanstaltninger for at integrere unge på arbejdsmarkedet; opfordrer medlemsstaterne til at gennemfører de for længst vedtagne og nye foranstaltninger, for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden og nedbringe antallet af unge, som hverken er i beskæftigelse eller under almen eller faglig uddannelse, idet der tages hensyn til det kvalitative aspekt ved et anstændigt arbejde med fuld respekt for grundlæggende arbejdstagerrettigheder;

29.

glæder sig over, at Rådet har vedtaget en ungdomsgaranti og øremærket 6 mia. EUR til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet i den næste flerårige finansielle ramme; opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt at gennemføre ungdomsgarantiordninger, bruge de tilgængelige ressourcer på en effektiv måde og koncentrere aktiviteterne om dem, der befinder sig i den vanskeligste situation; er dog bekymret over, at regeringerne ikke har afsat de nødvendige bevillinger til dette formål; opfordrer medlemsstaterne til at indføre et passende system til at kontrollere, at gennemførelsen af foranstaltningerne og anvendelsen af bevillingerne er effektiv;

30.

glæder sig over, at disse bevillinger kan anvendes i de to første år af den kommende finansielle ramme; minder imidlertid om, at dette beløb er helt utilstrækkeligt til at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden på en vedvarende måde, og kun bør udgøre den første tranche, i bekæmpelsen af problemet; understreger, at Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) har beregnet, at der er behov for i alt 21 mia. EUR alene i euroområdet for at gennemføre et effektivt program til at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden, hvilket skal sammenholdes med et økonomisk tab ved unges udelukkelse fra arbejdsmarkedet, som skønnes til 153 mia. EUR i medlemsstaterne i 2011, svarende til 1,2 % af EU's BNP; opfordrer Kommissionen til at prioritere ungdomsgarantien og øge bevillingerne i forbindelse med den lovede midtvejsevaluering af den flerårige finansielle ramme;

31.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre, at også medlemsstater, som er underlagt proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, har finanspolitisk råderum til at gennemføre ungdomsgarantien;

32.

glæder sig over Kommissionens forslag om en kvalitetsramme for praktikophold, som bl.a. skal fremme unges beskæftigelsesegnethed og forbedre deres arbejdsforhold; henviser imidlertid til det manglende krav om ordentlige lønforhold; opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter i Europa til at gennemføre den europæiske alliance for lærlingeuddannelser på et mere ambitiøst niveau;

33.

mener, at der i lyset af antallet af arbejdstagere, navnlig unge, som forlader deres hjemland for at flytte til andre medlemsstater i deres søgning efter beskæftigelsesmuligheder, er et tvingende behov for at udvikle passende foranstaltninger; bemærker, at der, for at der kan sikres overførsel af pensionsrettigheder og fortsættelse af arbejdsløshedsunderstøttelse i mindst tre måneder, mens modtageren søger arbejde i en anden medlemsstat, for øjeblikket er ved at blive foretaget ændringer i EU-lovgivningen; henviser ti, at der er indgået en aftale mellem Rådet og Parlamentet om overførsel af supplerende pensionsrettigheder på tværs af grænserne;

34.

understreger vigtigheden af kombinerede uddannelsessystemer, som det praktiseres i nogle medlemsstater; mener, at kombineret uddannelse kan gennemføres i langt flere medlemsstater under hensyntagen til de nationale forhold;

35.

glæder sig over, at Kommissionen agter at bygge videre på den europæiske portal for jobmobilitet (Eures) ved at styrke og udvide dens aktiviteter og især fremme unges mobilitet; opfordrer til, at der udarbejdes en specifik strategi til dette formål i samarbejde med medlemsstaterne; bemærker endvidere, at mobilitet imidlertid skal være frivillig og ikke må begrænse indsatsen for at skabe job og lærlingepladser lokalt for ikke at forværre problemet med hjerneflugt, som allerede optræder i de medlemsstater, der er hårdest ramt af krisen;

36.

bemærker, at indkomstforskellene øges mellem og inden for medlemsstaterne, navnlig i det sydlige EU og i EU's randområder; bemærker endvidere, at krisen i mange lande har intensiveret den langsigtede tendens med lønpolarisering og arbejdsmarkedssegmentering;

37.

henviser til, at Den Internationale Valutafond (IMF) for nylig påpegede, at der er mulighed for at beskatte bedre og mere progressivt, hvilket ville bidrage til at mindske ulighederne i EU; der henviser til, at der er behov for at flytte skattebyrden fra arbejde til andre former for bæredygtig skat for at fremme vækst og jobskabelse og samtidig generere ekstraindtægter og for at styrke legitimiteten af konsolideringsarbejdet;

38.

opfordrer medlemsstaterne til at vedtage foranstaltninger, der fremmer jobskabelse, som f.eks. reform af skatten på arbejde, der giver beskæftigelsesmæssige incitamenter, støtter frivillig selvstændig erhvervsvirksomhed og fremmer erhvervslivet i strategiske sektorer;

39.

bemærker, at det er vigtigt at sænke skatten på arbejde, navnlig gennem målrettede midlertidige nedsættelser af socialsikringsbidrag eller jobtilskudsordninger for nyansatte, især lavtuddannede og lavtlønnede arbejdstagere, langtidsarbejdsløse og andre udsatte grupper, og samtidig sikre langsigtet bæredygtighed i de offentlige pensionsordninger;

40.

understreger, at det er vigtigt, at der tages effektive skridt til at bekæmpe sort arbejde, falske selvstændige, skattesvig og skatteunddragelse, navnlig i forbindelse med den nuværende finanspolitiske konsolidering, for dermed at beskytte arbejdstagere og indtægter og fastholde befolkningens tillid til, at skattesystemerne er retfærdige og effektive;

41.

er bekymret over den stigende fattigdom i alle aldersgrupper; bemærker, at fattigdom og social udgrænsning blandt de 18-64-årige er steget markant i to tredjedele af medlemsstaterne inden for de seneste år, primært på grund af det stigende antal arbejdsløse eller husstande med lav arbejdsintensitet og fattigdom blandt personer i arbejde; bemærker, at risikoen for fattigdom og social udgrænsning i 2012 var meget højere (48,8 %) for tredjelandsstatsborger (i alderen 18-64 år) end for EU-statsborgere; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe hasteforanstaltninger for at opfylde Europa 2020-målet om fattigdom og social udgrænsning; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe hasteforanstaltninger for at bekæmpe børnefattigdom i betragtning af, at 27 % af børnene under 18 år i 2011 risikerede fattigdom eller social udgrænsning; opfordrer Kommissionen til at udstede henstillinger, især til de medlemsstater, der har den højeste andel af børn under 18 år, der risikerer fattigdom eller social udgrænsning;

42.

glæder sig over, at det i den årlige vækstundersøgelse for 2014 anerkendes, at der er behov for en afbødning af de sociale konsekvenser af krisen og for at sikre de sociale sikringsordningers finansielle bæredygtighed; opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres sikkerhedsnet, sikre effektiviteten i deres velfærdssystemer og investere i forebyggende foranstaltninger;

43.

glæder sig over Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede, som vil hjælpe de mennesker, der hårdest ramt af fattigdom, med at opfylde deres basale behov opfordrer medlemsstaterne til at bruge midlerne godt og målrette dem mod de dårligst stillede;

44.

noterer sig forslaget til landespecifikke henstillinger for mange medlemsstater med hensyn til pensionsreformer; beklager, at Kommissionens henstilling blev udarbejdet uden inddragelse af Parlamentets henstillinger i grøn- og hvidbøgerne om pensioner; understreger, at pensionsreformer kræver national politisk og social samhørighed og kun kan blive vellykkede, hvis de bliver forhandlet med arbejdsmarkedets parter;

45.

understreger, at de igangværende nødvendige reformer af medlemsstaternes pensionssystemer bør udtænkes, udformes og vedtages på en sådan måde, at det sikres, at de er bæredygtige, uden at det går ud over et rimeligt pensionsniveau, og at de helt er i tråd med de økonomiske og sociale prioriteter i Europa 2020-strategien;

46.

understreger, at der skal gennemføres de nødvendige reformer for at garantere pensionssystemernes bæredygtighed; mener, at det for at udvirke en vellykket forhøjelse af pensionsalderen er nødvendigt at ledsage pensionsreformer af en politik, som begrænser adgangen til førtidspensionsordninger og andre muligheder for tidlig pensionering, udvikler beskæftigelsesmulighederne for ældre arbejdstagere, garanterer adgangen til livslang læring, indfører skattebestemmelser, der tilskynder til at blive længere i beskæftigelse og understøtter aktiv og sund aldring; understreger det øgede pres, som den demografiske udvikling lægger på de nationale budgetter og pensionsordninger, nu hvor den første horde af de store årgange går på pension; henviser til forskellene i resultater og ambitionsniveau mellem medlemsstaterne for så vidt angår formuleringen og gennemførelsen af strukturreformer med henblik, på at øge beskæftigelse, gradvist at udfase førtidspensionsordninger og på medlemsstatsniveau og i samarbejde med arbejdsmarkedets parter at vurdere behovet for at fastsætte både den lovpligtige og den faktiske pensionsalder i overensstemmelse med stigningen i den forventede levealder; understreger, at de medlemsstater, som ikke gennemfører gradvise reformer nu, på et senere tidspunkt kan komme i den situation, at de er nødt til pludseligt at gennemføre dramatiske reformer, hvilket vil kunne få alvorlige samfundsmæssige konsekvenser;

47.

er bekymret over risikoen for utilstrækkelige pensioner til en generation af unge europæere, som i dag er arbejdsløse eller i en usikker jobsituation, og som vil opleve en stadig højere pensionsalder og længere pensionsoptjeningsperioder;

48.

bemærker, at socialsikringen og socialpolitikken og navnlig arbejdsløshedsunderstøttelse, minimumsindkomststøtte og progressiv beskatning, i begyndelsen bidrog til at mindske dybden af recessionen og stabilisere arbejdsmarkedet og forbruget; understreger imidlertid, at kapaciteten af disse vigtige økonomiske og sociale stabilisatorer i foruroligende grad er formindsket i de medlemsstater, hvor der er størst behov for sådanne stabilisatorer; bemærker, at husstandsindkomsterne og den indenlandske efterspørgsel dermed er mindre fredet;

49.

mener, at indførelse bonus-malus-systemer er til fordel for alle involverede parter;

50.

understreger, at sociale politikker og sociale standarder i visse tilfælde er blevet anvendt som justeringsfaktorer som følge af kravene om finanspolitisk konsolidering; opfordrer Kommissionen til at vurdere konsekvenserne af disse processer for de nationale velfærdsstater og befolkningen; opfordrer medlemsstaterne til at gøre de sociale sikringsordninger mere hensigtsmæssige og effektive og til at sørge for, at de fortsat fungerer som stødpuder mod fattigdom og social udgrænsning;

51.

opfordrer Kommissionen til at anerkende den betydning, som familieplejere spiller ikke blot for varetagelse af plejen, men også for økonomien og samfundet som helhed, idet der sjældent konsekvent og generelt tages hensyn til deres interesser i forbindelse med udformningen af politikker, som påvirker deres situation;

52.

mener, at EU-midler kunne bidrage til at styrke familieplejeres evne til at yde bistand (f.eks. følelsesmæssig støtte, udveksling og oplysning) og til at fremføre deres anliggender, ligesom de kunne fremme udveksling af oplysninger, forskning og netværksarbejde; mener også, at man kunne undersøge hensigtsmæssigheden af med respekt for de nationale beføjelser og solidaritetsprincippet at gennemføre lovgivningstiltag, f.eks. et direktiv om ferie og orlov for familieplejere;

53.

understreger det voksende behov for kvalificerede plejepersoner som følge af de demografiske forandringer og behovet for at sikre uddannelse af fremtidige plejepersoner for at undgå, at hele plejesystemet og socialsikringen bryder sammen; anser det også for vigtigt at yde mest mulig støtte til plejere (især ikke-professionelle plejere), hvis bidrag skal anerkendes;

54.

understreger vigtigheden af hospice- og palliative tjenester inden for langtidspleje; påpeger, at mobile palliative teams på grund af deres multiprofessionelle sammensætning, fleksibilitet og samarbejde med andre fagområder, kan afhjælpe væsentlige mangler for både plejere og patienter i systemerne for langtidspleje;

55.

understreger at alle arbejdsmarkedsreformer skal bygge på en øget samordning af dialogen mellem arbejdsmarkedets parter;

56.

understreger, at trojkaen har bekræftet, at en engageret medvirken fra arbejdsmarkedets parters side og en stærk dialog mellem dem, bl.a. på nationalt plan, er en forudsætning for vellykkede reformer, og at der navnlig i forbindelse med reformer af ØMU'en er behov for en styrkelse af arbejdsmarkedets parters rolle i den nye økonomiske styringsproces, navnlig det europæiske semester; glæder sig over Kommissionens forslag om i højere grad at inddrage arbejdsmarkedets parter i processen for det europæiske semester forud for vedtagelsen af den årlige vækstundersøgelse inden for rammerne af bl.a. Udvalget for den Sociale Dialog;

57.

opfordrer Det Europæiske Råd og medlemsstaterne til at sikre, at de nationale og regionale parlamenter, arbejdsmarkedets parter, offentlige myndigheder og civilsamfund inddrages nært i gennemførelsen og overvågningen af de politiske retningslinjer under Europa 2020-strategien og den økonomiske styringsproces for at sikre ejerskab; opfordrer Det Europæiske Råd og Kommissionen til mere effektivt at indarbejde overvågning og evaluering af Europa 2020-strategiens målsætninger for beskæftigelse og uddannelse samt sociale målsætninger i det europæiske semester 2014;

58.

pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

29.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 285/40

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. november 2013 med titlen »Årlig vækstundersøgelse 2014« (COM(2013)0800) og Kommissionens rapport med titlen »Et indre marked for vækst og jobskabelse: En analyse af de opnåede fremskridt og de resterende hindringer i medlemsstaterne — Bidrag til den årlige vækstundersøgelse 2014« (COM(2013)0785) og baggrundsanalysen for denne rapport med titlen »Internationale værdikæder i og uden for EU«,

—

der henviser til Kommissionens rapport af 28. november 2012 med titlen »Status for integrationen på det indre marked 2013 — Bidrag til den årlige vækstundersøgelse 2013« (COM(2012)0752),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. oktober 2012 med titlen »Akten for det indre marked II — Sammen om fornyet vækst« (COM(2012)0573),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. juni 2012 med titlen »Bedre forvaltning af det indre marked« (COM(2012)0259),

—

der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 24. februar 2012 med titlen »Making the Single Market Deliver — Annual Governance check-up 2011« (SWD(2012)0025),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. april 2011 med titlen »Akten for det indre marked — Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid — »Sammen om fornyet vækst«« (COM(2011)0206),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen »Europa 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til onlineresultattavlen for det indre marked, som blev offentliggjort den 4. juli 2013,

—

der henviser til resultattavle nr. 26 for det indre marked (februar 2013),

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 27.-28. juni 2013,

—

der henviser til konklusionerne fra Rådet for Konkurrenceevne den 29.-30. maj 2013 om intelligent lovgivning,

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 14.-15. marts 2013,

—

der henviser til drøftelserne i Rådet for Konkurrenceevne den 18.-19. februar 2013 om den årlige vækstundersøgelse 2013 og akten for det indre marked,

—

der henviser til sin beslutning af 7. februar 2013 med henstillinger til Kommissionen om forvaltningen af det indre marked (1) og til Kommissionens opfølgning, som blev vedtaget den 8. maj 2013,

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 24.-25. oktober 2013,

—

der henviser til sin beslutning af 14. juni 2012 om akten for det indre marked — de næste trin i vækstbestræbelserne (2) og til Kommissionens opfølgning, som blev vedtaget den 26. september 2012,

—

der henviser til sin beslutning af 6. april 2011 om styring og partnerskab i det indre marked (3),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0066/2014),

A.

der henviser til, at den årlige vækstundersøgelse for 2013 har iværksat den tredje cyklus under det europæiske semester og nu for første gang omfatter en årsrapport om status for integrationen på det indre marked;

B.

der henviser til, at et effektivt og velfungerende indre marked baseret på en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne er afgørende for en bæredygtig og inklusiv vækst;

C.

der henviser til, at Parlamentet anmodede om fuld inklusion af søjlen for det indre marked i det europæiske semesters cyklus;

D.

der henviser til, at formålet med en bedre forvaltning af det indre marked bør være at sikre bedre og hurtigere gennemførelse af relevante direktiver og forordninger, navnlig hvis de er knyttet til de identificerede nøglesektorer;

E.

der henviser til, at kvaliteten af de nationale reformprogrammer under det europæiske semester svinger meget med hensyn til indhold, gennemsigtighed og gennemførlighed;

F.

der henviser til, at det indre marked bør ses som tæt forbundet med andre horisontale politiske områder, såsom beskyttelse af forbrugere og arbejdstagere, sociale rettigheder, miljø og bæredygtig udvikling;

G.

der henviser til, at akten for det indre marked I og II er en velkonstrueret horisontal strategi, som har affødt konkrete lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger med den egenskab at frigive uudnyttet vækstpotentiale og fjerne hindringerne for det indre marked;

H.

der henviser til, at Kommissionen har identificeret tjenesteydelser, finansielle tjenester, transport, energi og det digitale marked som centrale områder til at forbedre det indre markeds funktionsmåde og uddybe det; der henviser til, at metoden til at fastlægge disse områder regelmæssigt bør vurderes og revideres under hensyntagen til vækstmål og fremtidsudsigter samt kriterierne for at give borgerne, navnlig forbrugere, fagfolk og arbejdstagere, den nødvendige beskyttelse;

I.

der henviser til, at vi endnu ikke har opnået et fuldt fungerende digitalt indre marked for online- og kommunikationstjenester i Europa; der henviser til, at fragmenterede regler på nationalt niveau aktuelt udgør en hindring for digitale ydelsers og den grænseoverskridende e-handels frie bevægelighed; der henviser til, at europæiske virksomheder og offentlige tjenester vil drage økonomiske og sociale fordele af brugen af avancerede ikt-tjenester og -applikationer;

J.

der henviser til, at en tilgængelig og effektiv europæisk transportinfrastruktur, en ambitiøs europæisk industripolitik og oprettelsen af et fælles energimarked, som har til formål både at støtte EU's erhvervslivs konkurrenceevne og sikre universel og billig adgang til energi for husstande og forbrugere, er afgørende for EU's indre marked; der henviser til, at det derfor er nødvendigt at definere prioriterede foranstaltninger på disse områder;

1.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at styrke forvaltningen af det indre marked ved som en specifik søjle i det europæiske semester at oprette en årlig forvaltningscyklus for det indre marked, som omfatter resultattavlen for det indre marked, en årlig rapport om integrationen på det indre marked som led i den årlige vækstundersøgelse, retningslinjer til medlemsstaterne fra Det Europæiske Råd, nationale handlingsplaner, der tager sigte på at gennemføre retningslinjerne for det indre marked, og målrettede landespecifikke henstillinger; opfordrer Kommissionen til fuldt ud at tage højde for de centrale vækstområder — udpeget som service-, energi- og transportsektoren samt sektoren for det digitale indre marked — og de foranstaltninger, der indgår i akten for det indre marked I og II;

2.

understreger behovet for at definere det indre marked som den tredje søjle i det europæiske semester for at dække en tydelig række prioriteringer i tilknytning til realøkonomien; mener, at definitionen og opnåelsen af disse prioriteter er afgørende for at stimulere vækst og slå bro over den aktuelle kløft i forhold til at nå målene i Europa 2020-strategien og samtidig sikre økonomisk konvergens mellem medlemsstaterne i og uden for euroområdet samt i centrale og perifere områder i EU;

3.

minder om sin udtalelse om, at den første tilstandsrapport om det indre markeds integration var utilstrækkelig og ufuldstændig; mener derfor, at fremtidige rapporter mere tydeligt bør angive aktuelle mangler i specifikke medlemsstater og give mere konkrete retningslinjer for afhjælpende foranstaltninger og forventede fordele og angive effektive midler til at fremme vækst og konkurrenceevne og dermed skabe arbejdspladser, som sammen udgør et konkret svar på den aktuelle sociale og økonomiske krise;

4.

glæder sig over rapporten om integration af det indre marked 2014 (COM(2013)0785), og bakker kraftigt op om Kommissionens indsats med henblik på at inddrage det indre marked yderligere i overvejelserne for det europæiske semester; påskønner, at statusrapporten for det indre marked i 2014 indeholder en række elementer, der specifikt relaterer til de foranstaltninger, som de enkelte medlemsstater har truffet; mener ikke desto mindre, at rapporten stadig mangler en kvalitativ vurdering af effektiviteten af de trufne foranstaltninger, de fremskridt, der er sket, og de politiske resultater, som reelt er opnået; anmoder om, at der udvikles et analyseinstrument til at måle integrationen af det indre marked inden for rammerne af det europæiske semesters søjle for det indre marked i forbindelse med de landespecifikke henstillinger; er af den opfattelse, at dette analyseinstrument kunne supplere resultattavlen for det indre marked yderligere;

5.

mener, at der er behov for mere horisontal koordinering og sammenhæng i udarbejdelsen af lovforslag, som er relevante for det indre marked; mener, at der i forvaltningen af det indre marked på behørig vis bør tages højde for alle interesseparters behov, og at der er behov for en stærkere og tidligere inddragelse af arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og andre interesseparter med hensyn til at udforme, vedtage, gennemføre og overvåge foranstaltningerne for at fremme vækst og styrke borgerrettigheder på det indre marked;

6.

påpeger behovet for omfattende høringer og omhyggelige konsekvensanalyser, før Kommissionen vedtager et forslag; påpeger, at Kommissionens forslag skal være i overensstemmelse med principperne om intelligent lovgivning og målrettet regulering og indebære en vurdering af indvirkningerne på SMV'er, og at de skal godkendes af dens eget Udvalg for Konsekvensanalyse; understreger endvidere, at konsekvensanalyser skal vurdere ny lovgivnings indvirkninger på vækstperspektiverne og på Europas konkurrenceevne;

7.

mener, at foranstaltningen med det europæiske semester bør forankres i en dybere demokratisk proces med større inddragelse af de nationale parlamenter, samtidig med at Europa-Parlamentets beføjelser styrkes;

8.

mener, at der i de landespecifikke henstillinger, som er udstedt i denne forbindelse, bør tages hensyn til de enkelte medlemsstaters fremskridt, og at de nationale foranstaltninger til gennemførelse af lovgivning om det indre marked ikke nødvendigvist skal følge en standardtilgang, men i stedet bør tilstræbe at øge effektiviteten af de trufne foranstaltninger og de politiske resultater, som reelt er opnået;

9.

anmoder om, at de kommende landespecifikke henstillinger under det europæiske semesters cyklus 2014 afspejler resultaterne af rapporten om integration på det indre marked i en langt højere og mere konsekvent grad end de landespecifikke henstillinger for 2013;

10.

mener, at den tredje søjle i det europæiske semester, som er dedikeret til integrationen på det indre marked, bør sigte mod at identificere prioriterede politikker og foranstaltninger, der stimulerer og puster nyt liv i realøkonomien; mener, at dette mål kun kan nås, hvis alle EU's institutioner konsekvent deler og støtter det; tilskynder derfor til, at der fokuseres på at organisere arbejdet i Rådet for Konkurrenceevne, så det tydeligt sigter mod at styrke de prioriteter, som er relevante for realøkonomien, i det europæiske semester;

11.

mener, at de centrale sektorer, som Kommissionen har identificeret — tjenesteydelser, finansielle tjenester, transport, energi og det digitale marked — fortsat er afgørende for en fuld integration på det indre marked; mener endvidere, at for at opnå fornyet vækst bør relanceringen af en konsekvent og integreret industripolitik med fokus på disse sektorer også indebære bestræbelser på at styrke beskyttelsen af borgerrettigheder, herunder forbruger- og arbejdstagerrettigheder, og styrke en konkurrencemodel baseret på viden og innovation gennem incitamenter fra EU til fremme af investeringer og adgang til finansiering, forskning og udvikling og støtte til videregående uddannelse;

12.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at udvikle en reel europæisk industripolitik; mener, at reindustrialisering bør være en tværsektoriel prioritet for Unionen; mener, at denne nye industripolitik bør omfatte håndhævelsen af reglerne for det indre marked, en holistisk strategi for den eksterne dimension af det indre marked med særligt fokus på sammenhængende forbrugerbeskyttelsespolitikker og bedre adgang til kapital og infrastrukturer med henblik på at øge virksomhedernes konkurrenceevne og lette deres adgang til globale markeder;

13.

påpeger, at det på det indre marked ved at fjerne barrierer for den frie bevægelighed for personer, varer, tjenester og kapital muliggøres, at virksomheder kan operere på et bredere plan og derved styrke deres evne til at forny sig, investere, øge produktiviteten og skabe arbejdspladser;

14.

opfordrer Kommissionen til at forelægge en detaljeret handlingsplan, der indeholder foranstaltninger med sigte på at opnå et fuldt integreret og indbyrdes forbundet indre marked for energi; fremhæver behovet for at sikre forbrugerne gennemskuelige og sammenlignelige energipriser og samtidig sikre beskyttelse af forbrugere, herunder udsatte forbrugere; påpeger behovet for betydelige investeringer i energiinfrastruktur, og er af den opfattelse, at alle forsyningssektorer skal holde trit med fremskridt inden for energisektoren;

15.

understreger, at bedre infrastruktur — navnlig grænseoverskridende forbindelser og interoperabilitet — er afgørende for et effektivt indre marked; mener, at et fælles forbundet og effektivt europæisk transportsystem er afgørende for den frie bevægelighed af varer, mennesker og tjenester på det indre marked; mener, at yderligere investeringer er afgørende for at nå disse mål, og gentager, at der bør oprettes en bred vifte af finansielle instrumenter til disse projekter;

16.

påpeger, at en sammenhængende gennemførelse af gældende lovgivning og yderligere forslag fra Kommissionen om digitale tjenester kan bidrage til, at Europa gør fuld brug af det indre marked; opfordrer til en politik for et digitalt indre marked, som gør onlinetjenester i Europa mere konkurrencedygtige, mere effektive på tværs af grænserne og mere gennemsigtige samt sikrer en høj grad af tilgængelighed og forbrugerbeskyttelse; understreger betydningen af målrettede investeringer, og bemærker, at arbejdet vedrørende forslaget om et forbundet kontinent (Connected Continent) vil bidrage til at mindske prisforskellene mellem medlemsstaterne ved at fremme konkurrencen i telesektoren;

17.

opfordrer til en ambitiøs gennemførelse af forbrugerdagsordenen, herunder lovgivnings- og programmeringsmæssige foranstaltninger, med henblik på at styrke forbrugerbeskyttelsen og forbrugernes tillid til det indre marked, styrke forbrugernes stilling, tilskynde den gennemsnitlige forbruger til ansvarlig adfærd og øge beskyttelsen af sårbare forbrugere;

18.

er af den holdning, at lettere adgang til finansiering for SMV'er ville hjælpe med at mindske likviditetsbegrænsninger og øge SMV'ers driftskapital; glæder sig over, at udviklingen af alternative finansieringsmåder for SMV'er rangerer højt blandt de prioriteringer, som Kommissionen har fastlagt i den årlige vækstundersøgelse 2014 og rapporten om integration på det indre marked; bakker kraftigt op om målet om at udvikle særlige obligationer og et særligt børsmarked for SMV'er, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forfølge dette mål gennem praktiske foranstaltninger; støtter derudover initiativer på EU-plan, som skal supplere de nationale bestræbelser på at øge mikrokredit og fremme socialt iværksætteri, herunder støtte til udviklingsbanker, der yder lån til lavere rater end forretningsbanker; noterer sig den særlige betydning af at støtte SMV'er gennem COSME- og Horisont 2020-programmerne;

19.

fremhæver betydningen af hindringerne for det indre markeds funktionsmåde, som forårsages af fragmenteringen af markedet for finansielle detailtjenesteydelser, hvilket fremhæves af Kommissionen i rapporten om integration på det indre marked, navnlig med hensyn til meget forskellige rentesatser for banklån, hvilket har en stor indvirkning på forbrugere, husstande og SMV'er; er overbevist om, at disse forskelle hæmmer en effektiv adgang til finansiering og har en negativ indvirkning på realøkonomien; er bekymret over forbrugernes negative opfattelse af fragmenteringen og de svage resultater af finansielle detailtjenesteydelser, navnlig med hensyn til bankkonti, lån mod pant i fast ejendom, private pensionsordninger og værdipapirer;

20.

mener, at reguleringen af finansielle ydelser bør omfatte bedre information, øget beskyttelse og effektive klagemuligheder for forbrugerne; understreger behovet for en hurtig og positiv afslutning af arbejdet med lovforslag om markedet for finansielle forbruger- og detailtjenesteydelser, navnlig sammenligneligheden af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner; mener, at yderligere forslag, som f.eks. en specifik ordning for forbrugerinsolvens, bør fremrykkes med henblik på at forbedre de nuværende opdelte og utilstrækkelige ordninger for at tilskynde til sikker investering af private opsparinger i realøkonomien;

21.

beklager, at den frie bevægelighed for borgere, navnlig arbejdstagere og fagfolk i hele Europa, ikke er gennemført trods det kraftige bevis på betydningen af det indre marked for bekæmpelse af krisen, og at der er brug for stærkere foranstaltninger til at fjerne de resterende hindringer og stimulere væksten og samtidig sikre borgernes rettigheder og arbejdstagerrettighederne; påpeger behovet for en afbalanceret udvikling af det indre marked, der skal bygge på en fuld gennemførelse af økonomisk frihed i overensstemmelse med den sociale markedsøkonomi;

22.

minder om, at den cykliske metode til at gøre akter for det indre marked gældende gav mulighed for løbende at identificere og drøfte prioriteringerne for udviklingen af det indre marked; mener, at denne metode bør forbedres og videreudvikles;

23.

glæder sig over rækken af lovforslag om en forordning om forbrugerproduktsikkerhed og markedsovervågning og om videregivelse af ikke-finansielle oplysninger og oplysninger om diversitet i visse store virksomheder og koncerner; mener, at disse initiativer kan styrke forbrugernes rettigheder, i højere grad garantere forbrugernes sundhed og sikkerhed, fremme handel med varer og tjenesteydelser og tilskynde til en ny model for konkurrenceevne; anmoder derfor Kommissionen om at arbejde tæt sammen med Parlamentet og Rådet for inden for rimelig tid at nå frem til en konklusion;

24.

understreger betydningen af de politiske aftaler, som er indgået om reformerne af direktivet om gensidig anerkendelse af professionelle kvalifikationer, pakken om offentlige kontrakter og koncessioner og direktivet om alternativ tvistbilæggelse og forordningen om onlinetvistbilæggelse; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at indlede en hurtig og omfattende gennemførelse af alle nye bestemmelser;

25.

påpeger behovet for korrekt gennemførelse af lovgivning om offentlige indkøb og koncessioner; fremhæver betydningen af offentlige indkøb som en central drivkraft for vækst, navnlig for SMV'er; er af den holdning, at gennemførelsen af denne reform giver en øget mulighed for at modernisere den offentlige forvaltning ved at gøre strategisk brug af offentlige indkøb med hensyn til innovation og bæredygtighed og forbedre kvaliteten og effektiviteten af offentlige investeringer som modsvar til særlige lokale og nationale myndigheders specifikke behov; anser disse for at være nøglefaktorer for en vellykket gennemførelse af reglerne om offentlige indkøb og koncessioner;

26.

mener, at de nye regler om professionelle kvalifikationer (vedtaget i november 2013 og medfører en ændring af direktiv 2005/36/EF og IMI-forordningen), navnlig med hensyn til at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed, udgør et vigtigt skridt i retning mod at styrke den frie bevægelighed for arbejdstagere og fagfolk og sikrer en høj fælles uddannelsesstandard samt fremmer brugen af det europæiske erhvervspas; påpeger, at en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet om anerkendelse af professionelle kvalifikationer (og af tjenesteydelsesdirektivet) er en central drivkraft for økonomisk vækst i EU; mener samtidig, at en reform af de lovregulerede erhverv er nødvendig for at give unge bedre adgang til disse erhverv og skabe et mere dynamisk marked, som giver forbrugerne tilstrækkelige garantier;

27.

bemærker Kommissionens reaktion på Parlamentets beslutning af 7. februar 2013 med hensyn til retsgrundlaget for det ønskede lovforslag, som ville indeholde de elementer, som er anført i den pågældende beslutning; mener, at indholdet af bestemte henstillinger deri stadig omfatter værdifulde idéer til bedre forvaltning af det indre marked;

28.

noterer sig den tilpassede struktur i den anden version af rapporten om integration af det indre marked (COM(2013)0785); glæder sig over, at Kommissionen derved også har imødekommet Parlamentets anmodninger, som det fremsatte i sin beslutning af 7. februar 2013; bemærker, at en række foranstaltninger, som fremgår af den pågældende beslutning, allerede har ført til en bedre gennemførelse og håndhævelse af EU-lovgivningen, herunder en mere konsekvent anvendelse af EU Pilot;

29.

glæder sig over onlineresultattavlen for det indre marked og navnlig den visuelle og informative fremstilling af medlemsstaternes præstationer med hensyn til den EU-lovgivning, som er relevant for det indre markeds funktionsmåde; mener, at onlineresultattavlen bør være tilgængelig på alle Unionens sprog, hvis den skal fremme alle europæiske borgeres forståelse af det indre markeds cyklus og deres potentielt aktive rolle deri;

30.

mener, at det bør tilstræbes at opnå større gennemsigtighed i gennemførelsen og en ensartet anvendelse af EU-lovgivningen i medlemsstaterne; bemærker, at gennemførelsesfristerne i gennemsnit overskrides med ni måneder, og at der findes et stigende antal direktiver, hvor gennemførelsen er forsinket med to år eller mere; mener, at alle direktiver bør gennemføres konsekvent, og at alle gennemførelsesforanstaltninger bør vedtages med det formål at afspejle de kompromiser, der er indgået på EU-plan;

31.

mener imidlertid, at rent kvantitativ statistik om gennemførelsen af lovgivning om det indre marked ikke er tilstrækkelig, og at det er nødvendigt at fokusere på kvaliteten af lovgivningens gennemførelse i medlemsstaterne baseret på specifikke nøgleindikatorer, der er udviklet på europæisk niveau, for sektorer på det indre marked;

32.

bifalder rapporten med titlen »Internationale værdikæder i og uden for EU« som et positivt eksempel på, at der anvendes specifikke indikatorer til at vurdere integrationen af det indre marked med særlig opmærksomhed rettet mod de produktionssystemer, der er udbredt i hele EU; mener, at støtte til yderligere initiativer til grænseoverskridende forsyningskæder, der skal udvikles, vil bevirke, at langvarige hindringer for gennemførelsen af det indre marked fjernes, og kan bidrage til at forbedre europæiske virksomheders produktivitet og konkurrenceevne i verdensøkonomien;

33.

glæder sig over forbedringen i den gennemsnitlige manglende gennemførelse, som nu er faldet til 0,6 %; understreger, at selv en meget ringe manglende gennemførelse på et vigtigt politisk område kan have en særdeles skadelig indvirkning på forbrugernes og erhvervslivets muligheder og dermed på den europæiske økonomi som helhed;

34.

beklager overtrædelsesprocedurernes gennemsnitlige varighed, navnlig at de sager, der beskæftiger sig med tjenesteydelser, tager længst tid (i gennemsnit 49,8 måneder); mener, at overtrædelsesprocedurerne har afsløret en række begrænsninger med hensyn til hurtigt at tage hånd om og udbedre mangler i forbindelse med gennemførelsen og anvendelsen af bestemmelser for det indre marked; anmoder medlemsstaterne om at samarbejde mere effektivt med Kommissionen med henblik på at løse sagerne hurtigere, og henstiller til Kommissionen at foretage yderligere »efterprøvninger« af nationale foranstaltninger, som er skadelige for det indre marked;

35.

mener, at overtrædelsesprocedurer bør anses for at være sidste udvej og kun forfølges, efter der er gjort en række forsøg på at koordinere og rette op på situationen, og at Kommissionen derfor bør fremme brugen af EU Pilot og andre procedurer, inden en medlemsstat indbringes for Domstolen; insisterer yderligere på, at alle bestræbelser bør udfoldes på at sikre en effektivere anvendelse af overtrædelsesprocedurer i tilfælde af brud på EU-rettens bestemmelser for det indre marked, og at medlemsstaterne og Det Europæiske Råd bør fortsætte med yderligere udvikling af overtrædelsesprocedurer inden for rammerne af fremtidige revisioner af TEUF;

36.

støtter Kommissionens foranstaltninger til at forbedre de nationale myndigheders samarbejde vedrørende det indre markeds funktionsmåde; er enig i, at en permanent it-mekanisme, der gør det lettere at udveksle relevante oplysninger, i høj grad kan forbedre situationen, eftersom en gruppe nationale eksperter, der mødes et par gange om året, næppe er den rigtige fremgangsmåde i sådanne prioriterede sager;

37.

gentager betydningen af et velfungerende informationssystem for det indre marked (IMI), som for nylig har fået et reelt lovgrundlag og i øjeblikket udvides til at omfatte nye politiske områder og sektorer; opfordrer Kommissionen til at informere Parlamentet om driften af det maskinoversættelsesværktøj, som er indført for at lette kommunikationen mellem nationale, regionale og lokale myndigheder;

38.

opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre de foranstaltninger, der er fastsat i den digitale dagsorden, og at optrappe bestræbelserne på at modernisere den offentlige forvaltning, ikke mindst gennem en hurtig gennemførelse af foranstaltninger i forbindelse med e-forvaltning, e-sundhed, e-fakturering og e-indkøb, med henblik på at yde flere og bedre digitale tjenesteydelser til borgere og virksomheder i hele Europa samt reducere omkostningerne og effektivisere den offentlige sektor;

39.

noterer sig, at problemløsningsnettet SOLVIT fortsat ikke anvendes i tilstrækkelig grad; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der findes tilstrækkelige ressourcer til SOLVIT-nettet og kvikskrankerne som krævet i tjenesteydelsesdirektivet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe yderligere foranstaltninger til at formidle oplysninger om tilgængeligheden af disse instrumenter til virksomheder og iværksættere; finder endvidere, at medlemsstaterne bør indlede en mere intensiv og omfattende udveksling af bedste praksis;

40.

bemærker den fortsatte stigning i anvendelsen af portalerne Dit Europa og Dit Europa — Råd og Vink, som bør kunne give alle, der bevæger sig rundt i EU, de nødvendige oplysninger;

41.

bifalder måneden for det indre marked, som fra den 23. september til den 23. oktober 2013 forenede borgere fra hele Europa, politiske beslutningstagere, eksperter og EU's ledere i en onlinedebat og de dermed forbundne nationale begivenheder med henblik på at drøfte de hidtidige fremskridt, de resterende udfordringer og fremtidige ideer for det indre marked, og opfordrer Kommissionen til nøje at notere sig de bekymringer og forslag, som bliver fremsat af deltagerne; anmoder Kommissionen om at vurdere formatet og effektiviteten af tiltaget for 2013, herunder evnen til at nå ud til borgerne, virksomhederne og forbrugerne og give dem en reel mulighed for at bidrage til at udforme det indre marked;

42.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet og Det Europæiske Råd og til medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

29.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 285/47

—

der henviser til rapporten fra 2009 »How to feed the world in 2050« fra FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO),

—

der henviser til den internationale konvention om beskyttelse af plantenyheder (UPOV-konventionen),

—

der henviser til FAO's internationale traktat om plantegenetiske ressourcer på fødevare- og landbrugsområdet,

—

der henviser til rapporten af april 2013 »Headed for 9 billion — Can Europe afford to miss the potential of GM crops« af Ivar Virgin/Stockholm Environment Institute, Timbro,

—

der henviser til FAO’s rapport fra 1993 »Harvest nature’s diversity«,

—

der henviser til websitet om Svalbard Global Seed Vault (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 27. marts 2001»Handlingsplan for biodiversitet: bevaring af naturressourcer« (COM(2001)0162),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (2),

—

der henviser til Rådets direktiv 2002/53/EF af 13. juni 2002 om den fælles sortsliste over landbrugsplantearter (3) og direktiv 2002/55/EF af 13. juni 2002 om handel med grøntsagsfrø (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1830/2003 af 22. september 2003 om sporbarhed og mærkning af genetisk modificerede organismer og sporbarhed af fødevarer og foder fremstillet af genetisk modificerede organismer og om ændring af direktiv 2001/18/EF (5),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse (6),

—

der henviser til notat fra FN's generalsekretær »The right to food — Seed policies and the right to food: enhancing agrobiodiversity and encouraging innovation« (A/64/170, 2009, FN's generalforsamling),

—

der henviser til konklusionerne fra den internationale vurdering af landbrugsfaglig viden og videnskab og teknologi på udviklingsområdet (IAASTD), en regeringsproces, som støttes af FAO, Den Globale Miljøfacilitet, De Forenede Nationers udviklingsprogram, UNESCO, Verdensbanken og WHO,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A7-0044/2014),

A.

der henviser til, at Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter med denne betænkning tilsigter at igangsætte en tilbundsgående debat om og undersøgelse af hele situationen omkring planteforædling i den europæiske og globale landbrugssektor;

B.

der henviser til, at planteforædlingssektoren har afgørende betydning for så vidt angår produktivitet, mangfoldighed, sundhed og kvalitet i landbruget, gartnerisektoren, fødevare- og foderproduktionen samt miljøet;

C.

der henviser til, at verdens befolkning ifølge rapporter, der primært stammer fra FN-organerne FAO og WHO samt FN’s Mellemstatslige Panel om Klimaændringer, forventes at vokse fra 7 milliarder i dag til ca. 9 milliarder i 2040-2050, og at dette tal eventuelt kunne nå helt op på 10-11 milliarder;

D.

der henviser til, at denne befolkningstilvækst vil stille ekstreme krav til landbruget, særlig med hensyn til den produktivitetsforøgelse, der vil være nødvendig for at imødegå den betydelige stigning i fødevareefterspørgslen, og at det ifølge FAO’s vurdering vil være nødvendigt at øge fødevareforsyningen med 70 % i løbet af de næste 30-40 år;

E.

der henviser til, at fordi 30-50 % af alle fremstillede fødevarer går til spilde i EU med et globalt gennemsnit på omkring 30 %, ville det være muligt at opfylde en stor del af det øgede fødevarebehov ved hjælp af mere effektive og bæredygtige fødevareproduktionsmetoder i de udviklede lande samt udvidede lager- og distributionssystemer i udviklingslandene;

F.

der henviser til, at det største problem fortsat vil være, hvordan befolkninger i forskellige dele af verden vil kunne brødføde sig selv i betragtning af, at landbrugsarealerne bliver mindre som følge af uhensigtsmæssig arealanvendelse, herunder dårlig landbrugspraksis, og at dette problem er blevet forværret af klimaændringer; der yderligere henviser til, at mulighederne for at udvide de opdyrkede arealer er yderst begrænsede, da det i mange dele af verden betragtes som helt urealistisk at tage ny landbrugsjord i brug;

G.

der henviser til, at det ifølge FAO vil være muligt at opnå ca. 10 % af en forøgelse af landbrugsproduktionen ved at opdyrke ny landbrugsjord, hvilket betyder, at ca. 90 % skal opnås ved at øge udbyttet fra eksisterende landbrugsjord samtidig med, at produkterne fortsat skal være af høj kvalitet;

H.

der henviser til, at overudnyttelse af landbrugsjorden kunne føre til udpining af jorden og i værste fald til erosion og ørkendannelse; der henviser til, at det samme er tilfældet for skovområder, idet omdannelse af skov til landbrugsjord ville have så alvorlige konsekvenser for såvel klimaet som vandforvaltningen og biodiversiteten, at det ikke er nogen brugbar løsning til forøgelse af fødevareproduktionen;

I.

der henviser til, at ikke alene er landbrugsarealerne reduceret, men der er samtidig sket en stagnering af landbrugets produktivitet, og at der endog synes at kunne spores en foruroligende tendens til faldende produktivitet, hvilket vil være særdeles negativt for fremtidens landbrug og befolkningens behov for fødevarer;

J.

der henviser til, at fødevareproduktion ikke udelukkende er et spørgsmål om tilstrækkeligt areal, men at faktorer som klima, vand, energi og adgang til plantenæringsstoffer også er væsentlige; der henviser til, at disse grundlæggende ressourcer i fremtiden vil være mere begrænsede, og at denne mangel på ressourcer sandsynligvis vil indvirke negativt på det øgede pres på landbrugets arealanvendelse, produktion og levedygtighed;

K.

der henviser til, at der kan ventes store klimaændringer i fremtiden; der henviser til, at dette for Europas vedkommende vil betyde et væsentligt tørrere klima i de sydlige regioner, som er yderst vigtige for produktionen af frugt og grønsager; der henviser til, at der imidlertid på de centrale og nordlige breddegrader i Europa kan ventes mildere vintre og betydeligt mere regnfulde somre end nu, og at dette sandsynligvis bl.a. vil føre til en stigning i dyre- og plantesygdomme og behov for nye landbrugsteknikker;

L.

der henviser til, at det europæiske landbrug utvivlsomt vil stå over for enorme udfordringer, og at mere ekstreme vejrforhold som f.eks. tørke, oversvømmelser og andre naturkatastrofer vil tvinge landbruget til at tilpasse sig for at bevare produktionen; der henviser til, at de afgrøder, vi ser på markerne i dag, ikke kan være de samme i fremtiden, hvis vi skal kunne opfylde det øgede behov for fødevarer;

M.

der henviser til, at varigheden af sortsbeskyttelsen for de planter, som kræver en længere udviklingsperiode forud for markedsføringsfasen, er utilstrækkelig til at tilskynde til kommercielle investeringer inden for forskning og udvikling på dette område;

1.

påpeger, at det for at kunne tage kommende udfordringer op som f.eks. den fremtidige fødevareforsyning og klimaændringerne er ekstremt vigtigt at have en velfungerende og konkurrencedygtig planteforædlingssektor;

2.

understreger, uanset den overordentlig store betydning af en sund jordbund og diversitet i forhold til landbrugsøkosystemers modstandsdygtighed, hvor vigtigt det er at udvikle sorter, som er tilpasset de vilkår, vi venter at møde i fremtiden, f.eks. øget nedbør og anslået øget forekomst af plantesygdomme, og henviser til, at det også er vigtigt at bevare og udvikle den eksisterende europæiske mangfoldighed, både i landbrugsøkosystemet som helhed og med hensyn til den genetiske mangfoldighed i visse stammer samt det absolutte antal af forskellige racer og landracer, da der er behov for alle disse for at sikre, at vi kan tilpasse os de udfordringer, som klimaændringer medfører;

3.

bemærker, at der er behov for afgrøder, der f.eks. optager nitrogen og fosfor på effektiv vis, bedre tåler tørke og store mængder nedbør, er modstandsdygtige over for skadegørere og kan modstå temperaturændringer; understreger, at det også er nødvendigt at udvikle flerårige afgrøder, som ikke kræver, at jorden bearbejdes hvert år, hvilket gør landbruget mere miljøvenligt;

4.

påpeger, at det gennemsnitligt tager 10 år at udvikle en ny sort, fra forskningsstadet til det færdige frø, og endnu længere tid til forsøg og markedsføring, hvorfor der allerede nu kræves tilskyndelse til langt større investeringer i forskning for at opfylde de fremtidige fødevarebehov og takle klimaændringer;

5.

påpeger, at det på grund af de yderst begrænsede muligheder for at inddrage nye arealer til dyrkning er uhyre vigtigt at lette processen for udvikling af nye afgrøder, som er kendetegnet ved deres evne til at tilpasse sig miljøforholdene og ressourceknapheden og opfylder kravene om bæredygtighed, tilstrækkelig produktivitet og høj kvalitet; understreger samtidig, at det også er vigtigt at udvikle afgrøder, der allerede anvendes i vid udstrækning, for at skabe mere fleksibilitet i forbindelse med den fremtidige tekniske og videnskabelige udvikling i sektoren for planteavl;

6.

bemærker, at det fortsatte tab af specifikke plantebeskyttelsesprodukter til anvendelser af mindre betydning har en meget betydelig indvirkning på kvaliteten og udbyttet af frugt og grøntsager og bringer produktionen af visse specielle afgrøder i fare; understreger endvidere behovet for at finde både kort- og langsigtede løsninger for dyrkningen af disse afgrøder;

7.

bemærker, at det gennemsnitligt tager 10 år at udvikle en ny sort, det være sig hvede, raps eller en hvilken som helst anden afgrøde, hvorfor det er vigtigt at udvikle og bruge nye planteforædlingsteknikker, som imødekommer samfundsmæssige og landbrugsmæssige behov, og at være åben over for de teknikker, der er til rådighed, for at opfylde disse behov og dermed forbedre landbrugs- og gartnerisektorens konkurrenceevne; bemærker med bekymring Kommissionens forsinkede vurdering af nye forædlingsteknikker og opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at præcisere deres lovgivningsmæssige status;

8.

opfordrer Kommissionen til at anvende Horisont 2020-rammeprogrammet for forskning og innovation til at finansiere anvendt forskning, som støtter udviklingen af nye og innovative planteforædlingsteknikker som f.eks. en fremskyndet forædling;

9.

henviser til FAO's vurdering, ifølge hvilken mangfoldigheden af de dyrkede afgrøder faldt med 75 % i det 20. århundrede, og en tredjedel af den nuværende mangfoldighed kan være gået tabt inden 2050; understreger, at det for at sikre verdens voksende befolkning fødevaresikkerhed på lang sigt og robuste fødevareproduktionssystemer er afgørende, at vi beskytter og bevarer Europas biologiske og genetiske mangfoldighed; mener derfor, at det er yderst vigtigt at bevare langt størstedelen af de lokale og regionale sorter in situ og på selve bedriften for at bevare og øge den genetiske og kulturelle mangfoldighed, både inden for stammer og racer og med hensyn til det samlede antal;

10.

fremhæver, at det for at gøre det muligt at udvikle nye sorter er vigtigt, at der er mange genetiske variationer til rådighed, og finder derfor den store nedgang stærkt foruroligende;

11.

glæder sig over såvel udviklingen af partnerskaber mellem regering, industri og forskningsorganisationer, f.eks. inden for participatorisk planteforædling, som skal stimulere forskningen i præforædling og forædling, samt karakterisering og vedligeholdelse af genetiske ressourcer; henleder opmærksomheden på fordelene ved at styrke og udvide sådanne partnerskaber og transnationale initiativer på området og fremhæver behovet for sikre, at støtteordningerne struktureres på en måde, der optimerer virkningen af og sammenhængen mellem investeringerne generelt;

12.

mener, at det er afgørende for Europas fremtid at gøre en alvorlig indsats for at bevare vor genetiske arv, og at det er særlig vigtigt at dyrke og bevare de lokale og regionale sorter for at værne om både den genetiske og den kulturelle mangfoldighed;

13.

noterer sig, at der i et forsøg på at bevare og vedligeholde den genetiske mangfoldighed inden for landbrug og planteforædling indsamles frø og plantemateriale i forskellige genbanker rundt omkring i verden; bemærker navnlig, at der findes en genbank på Svalbard med genetisk materiale fra hele verden; understreger, at dette er et yderst vigtigt og ambitiøst projekt, som har til formål at sikre genetisk mangfoldighed i fremtiden;

14.

mener, at det er vigtigt at bevare langt størstedelen af de lokale og regionale sorter in situ og på selve bedriften; påpeger, at de offentlige myndigheder for indeværende ikke gør en tilstrækkelig indsats eller yder tilstrækkelig støtte for at fremme dette mål;

15.

fremhæver, at dette og lignende projekter er afgørende for den fremtidige planteforædling, landbrugsproduktion og fødevareforsyning;

16.

understreger, at forskning og praksis inden for planteforædling er nøglen til fremtidens landbrugsproduktion, ikke mindst arbejdet med at udvikle eksisterende og nye sorter, med henblik på at sikre den fremtidige fødevareforsyning;

17.

anerkender betydningen af at garantere adgang til genetiske ressourcer som grundlag for planteforædling; fastholder navnlig det grundlæggende princip i det internationale system for planteavleres rettigheder som fastlagt i UPOV-konventionen, og understreger, at indehavere af sådanne rettigheder ikke kan forhindre brug af en beskyttet sort til yderligere forædling og udnyttelse af en ny fremavlet sort; bemærker, at dette grundlæggende princip ligeledes anerkendes i artikel 13, stk. 2, litra d), nr. ii), i FAO's internationale traktat om plantegenetiske ressourcer på fødevare- og landbrugsområdet;

18.

forstår, at det er såvel dyrt som tidskrævende at udvikle nye forbedrede sorter, men understreger, at det er nødvendigt for at bevare Europas konkurrenceevne på dette område; foreslår, at sådanne omkostninger kunne udlignes ved at forlænge varigheden af sortsbeskyttelsesrettighederne efter gennemførelse af en behørig konsekvensanalyse;

19.

udtrykker bekymring over, at det globale planteforædlingsmarked i øjeblikket domineres af nogle få store multinationale virksomheder, som kun investerer i et forholdsvis lille antal sorter, mens det europæiske marked for planteforædling, hvor små og mellemstore virksomheder udgør en betydelig andel af sektoren, fortsat er mere diversificeret i forhold til den globale situation; fremhæver, at det europæiske planteforædlingsmarked skal forbedres yderligere for at fremme en sund konkurrence;

20.

mener, at de store, globale planteforædlingsvirksomheder har fået foruroligende stor indflydelse på landbruget og landbrugspolitikken i verden; understreger den rolle, som offentligt finansieret uafhængig forskning udført i samfundets langsigtede interesse spiller med hensyn til fødevaresikkerheden på længere sigt;

21.

mener desuden, at de store virksomheder i højere grad bør udnytte og dele deres planteforædlingsteknikker, som, hvis de blev anvendt korrekt, kunne bidrage til at løse problemer i tilknytning til miljø, klima og fødevareforsyning;

22.

henviser til den omstændighed, at små og mellemstore virksomheder kan spille en vigtig rolle på frømarkedet og i planteforædlingssektoren i EU på grund af deres betydelige bidrag til kommerciel planteforædling, og understreger deres evne til at omsætte forskning og viden til nye kommercielle produkter; bemærker, at eftersom planteforædlingssektoren bliver stadig mere forskningsintensiv og højteknologisk, kan de omkostninger og værktøjer, som er nødvendige for at udvikle og markedsføre en ny sort, udgøre en hindring for mindre virksomheder; mener, at en sortsbeskyttelse af en passende varighed og fuld adgang til forskningsresultater kan bidrage betydeligt til at sikre fælles spilleregler og påpeger, at det er yderst vigtigt, at investeringerne i disse virksomheder i EU opretholdes også i fremtiden;

23.

understreger, at det er vigtigt, at Europa generobrer og videreudvikler forskning og praksis inden for planteforædling;

24.

understreger betydningen af, at der findes en mangfoldighed af sorter i Europa, og at den europæiske forskning inden for planteforædling fokuserer på de europæiske behov, herunder hvilke planter, kornsorter og frugter der passer til de lokale og regionale forhold; bemærker, at enhver udvikling på dette område vil hjælpe europæiske landbrugere med at forbedre kvantiteten og kvaliteten af deres fødevare- og foderproduktion;

25.

understreger, at Europa har brug for at have mange forskellige aktører i planteforædlingssektoren, således at det bliver muligt for flere virksomheder og forskningscentre at gennemføre forskningsprojekter og begå sig i denne sektor;

26.

mener, at forskning inden for planteforædling kræver langsigtet finansiel støtte for at kunne fungere, og at det er uholdbart kun at yde finansiel støtte til et forskningsprojekt på planteforædlingsområdet i et forholdsvis kort tidsrum, da det i gennemsnit tager 10 år at udvikle en ny sort;

27.

understreger, at EU i medfør af den fælles landbrugspolitik har pligt til at påtage sig et ansvar for at tage fremtidige udfordringer op inden for landbrug og planteforædling i Europa; mener, at det er vigtigt, at EU går i spidsen med hensyn til at udvikle bæredygtige planteforædlingsteknikker og fremme forskning og praksis inden for landbrug og planteforædling;

28.

fremhæver, at den grundlæggende forskning inden for planteforædling i EU bør finansieres med midler fra Unionen og dens medlemsstater, og mener ikke, at EU’s små og mellemstore planteforædlingsvirksomheder selv kan finansiere en stor del af forskningen og samtidig være konkurrencedygtige;

29.

opfordrer Kommissionen til at afsætte finansielle ressourcer til og skabe en sammenhængende struktur for planteforædlingsforskning og -praksis inden for rammerne af forskningsprogrammer og andre hensigtsmæssige politikinstrumenter med sigte på at bevare og udvikle den europæiske mangfoldighed; finder det navnlig vigtigt, at der afsættes tid og midler nok til, at der kan opnås resultater; mener samtidig, at det er yderst vigtigt at give planteforædlingsvirksomheder ubegrænset adgang til forskningsresultater og sikre, at der findes mange forskellige forskningsprojekter, så det får færre konsekvenser, hvis et af dem mislykkes;

30.

understreger, at der fortsat er behov for højtuddannede arbejdstagere for at opfylde de fremtidige behov inden for forskning i planteforædling, og at plantevidenskab og planteforædling bør fremmes yderligere i skoler og på universiteter og blandt offentligheden generelt; henviser navnlig til den vellykkede »Fascination of Plants Day« den 18. maj 2013;

31.

påpeger, at det endelige formål med lovgivningen om planteforædling bør være at lette anvendelsen af planteforædlingsteknikker og at fremme forskningen i landbrug og planteforædling; mener, at dette bør føre til udvikling af produkter, som er bedre tilpasset klimaet og de geografiske forhold på lokalt plan, hvilket i sidste ende giver et stort udbytte og er uden risiko for sundheden og miljøet;

32.

konstaterer, at det med den nuværende teknikbaserede planteforædlingslovgivning har vist sig at være vanskeligt efterfølgende at finde frem til, hvilken teknik der blev anvendt på forædlingstidspunktet, hvilket bekræfter de problemer, som teknikbaserede love volder;

33.

opfordrer Kommissionen til, under henvisning til de ovenfor beskrevne udfordringer og forudsætninger for den europæiske og den globale planteforædlingsindustri, at foretage en grundig behandling og gennemgang af situationen og foreslå effektive og konkrete foranstaltninger til imødegåelse af de enorme udfordringer, som de europæiske avlere og landbrugere er konfronteret med;

34.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en overordnet strategi for landbrugsinput, navnlig i forbindelse med planteforædling; opfordrer indtrængende Kommissionen til at fastlægge politikrammer, som støtter landbrugsinputsektoren som et af de vigtigste områder for udvikling af landbrugsproduktivitet og bæredygtighed;

35.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

29.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 285/52

—

der henviser til Kommissionens syvende rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed af 24. november 2011 (COM(2011)0776) og det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SEC(2011)1372),

—

der henviser til Kommissionens ottende statusrapport af 26. juni 2013 om den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed Krisens regionale og bymæssige dimension (COM(2013)0463) og det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2013)0232),

—

der henviser til Kommissionens rapport Samhørighedspolitik: Strategirapport 2013 om gennemførelsen af programmerne for 2007-2013 af 18. april 2013 (COM(2013)0210) og det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2013)0129),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 6. oktober 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, som er omfattet af den fælles strategiske ramme, om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (COM(2011)0615),

—

der henviser til sin beslutning af 11. marts 2009 om samhørighedspolitik: realøkonomiske investeringer (1),

—

der henviser til sin beslutning af 7. oktober 2010 om EU's samhørigheds- og regionalpolitik efter 2013 (2),

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om samhørighedspolitikkens bidrag til opfyldelse af Lissabon-målsætningerne og EU2020-målene (3),

—

der henviser til Kommissionens forslag af 6. oktober 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om særlige bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006 (COM(2011)0614),

—

der henviser til Regionsudvalgets 4. overvågningsrapport om Europa 2020, oktober 2013,

—

der henviser til det fælles dokument fra Kommissionens generaldirektorater for Regionalpolitik og Bypolitik samt Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion med titlen »EU Cohesion Policy Contributing to Employment and Growth in Europe« (EU's samhørighedspolitiks bidrag til beskæftigelse og vækst i Europa), juli 2013,

—

der henviser til undersøgelsen offentliggjort af Europa-Parlamentet med titlen »Samhørighedspolitik efter 2013: en kritisk evaluering af lovforslagene«, juni 2012,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0081/2014),

A.

der henviser til, at der er empirisk belæg for, at den økonomiske, finansielle og sociale krise har standset konvergensprocessen eller sågar vendt den, hvilket forværrer ulighederne mellem regionerne og afslutter en lang periode, hvor de regionale forskelle målt i BNP pr. indbygger og arbejdsløshed inden for EU havde været støt faldende, samtidig med at det har en alvorligere indvirkning på de svagere regioner i EU;

B.

der henviser til, at de offentlige midler er blevet knappere både på medlemsstatsniveau og EU-niveau og er udsat for et stigende pres, samtidig med at krisen og den efterfølgende recession samt statsgældskriserne i flere medlemsstater har fået medlemsstaterne til endelig at gennemføre de nødvendige vigtige strukturelle reformer for at bidrage til at genoprette den økonomiske vækst og jobskabelsen, hvilket undertiden har ført til nedskæringer i samfinansieringen af strukturfondene og Samhørighedsfonden;

C.

der henviser til, at de finanspolitiske konsolideringstiltag har ført til, at samhørighedspolitikken spiller en større og vigtigere rolle som kilde til offentlige investeringer, især på subnationalt niveau, og at midler under denne politik udgør over halvdelen af alle offentlige investeringer i et betydeligt antal medlemsstater og regioner;

D.

der henviser til, at krisen influerer negativt på alle de europæiske regioner og byer, hvilket øger vigtigheden af finansiering under samhørighedspolitikken, herunder i overgangsregionerne og de mere udviklede regioner;

E.

der henviser til, at målsætningerne for Europa 2020-strategien har en meget stærk regional dimension, som der bør tages hensyn til under forberedelsen og gennemførelsen af den næste generation af programmer under samhørighedspolitikken og EU's øvrige investeringspolitikker;

F.

der henviser til, at samhørighedspolitikken hidtil har lagt større vægt på udnyttelsen end på at definere og overvåge — og evaluere opnåelsen af — målsætninger, og at overvågnings- og evalueringssystemerne ikke fuldt ud opfylder deres formål, nemlig at forbedre definitionen af differentierede målsætninger i henhold til de særlige lokale, regionale og interregionale kendetegn og behov;

G.

der henviser til, at samhørighedspolitikken fortsat vil være den vigtigste kilde til offentlige EU-investeringer i den flerårige finansielle ramme for 2014-2020; der henviser til, at den nye ramme for samhørighedspolitikken lægger meget stor vægt på, at det er nødvendigt at koncentrere investeringerne på regionalt og lokalt plan på vigtige områder såsom jobskabelse, SMV'er, beskæftigelse (især beskæftigelse til unge), arbejdskraftens mobilitet, undervisning og uddannelse, IKT, bæredygtig transport og fjernelse af flaskehalse, bæredygtig energi, miljø, fremme af de offentlige myndigheders institutionelle kapacitet samt effektiv offentlig forvaltning og byudvikling;

H.

der henviser til, at behovet for at opnå flere resultater med færre ressourcer har motiveret medtagelsen af intelligent specialisering i den nye samhørighedspolitiske ramme (forordningen om fælles bestemmelser (4)) med henblik på, at regionerne skal tage en strategisk og mindre fragmenteret tilgang til økonomisk udvikling gennem målrettet støtte til forskning og innovation;

I.

der henviser til, at partnerskab og flerniveaustyring er horisontale, generelle principper med henblik på at gennemføre EU's strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i forbindelse med den næste lovgivningsmæssige ramme for samhørighedspolitikken;

J.

der henviser til, at de evalueringer, der blev foretaget i programperioden 2007-2013, ikke dækker hele evalueringscyklussen, herunder effektivitet og indvirkning;

K.

der henviser til, at midlernes udnyttelsesgrad ligger på omkring 50 % i medlemsstaterne og lå på omkring 30 % i periodens sidste år;

L.

der henviser til, at SMV'erne har problemer med at få adgang til finansiering fra banksektoren;

1.

hilser den syvende og ottende fremskridtsrapport samt den strategiske rapport 2013 velkommen og opfordrer Kommissionen, der nu iværksætter sin efterfølgende evaluering 2007-2013, og medlemsstaterne til at sikre, at overvågningen og evalueringen er baseret på pålidelige data, at se på effektiviteten, virkningerne og følgerne af operationerne og til at sikre, at den efterfølgende evaluering er afsluttet ved udgangen af 2015, som det er fastlagt i den tidligere generelle forordning, så der kan drages klare konklusioner med henblik på gennemførelsen af den nye programperiode;

2.

mener, at budgetkonsoliderende politikker ikke alene kan fremme væksten og fremme investeringer, som genererer bæredygtige job af god kvalitet, men at dette også kræver foranstaltninger, som støtter økonomien og de spæde fremskridt, der er gjort i retning af genopretning;

3.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge investeringerne inden for iværksætteri, virksomhedsetablering og selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på at skabe flere job, især eftersom SMV'er og mikrovirksomheder står for over to tredjedele af EU's job i den private sektor; mener, at der bør lægges særlig vægt på det regionale og lokale niveau; mener endvidere, at investering i socialøkonomisk virksomhed og socialt iværksætteri giver en god yderligere mulighed for at opfylde de samfundsmæssige behov, der ikke bliver opfyldt af offentlige goder og tjenesteydelser;

4.

udtrykker sin bekymring over manglen på tilstrækkelige offentlige midler, især på subnationalt niveau, til at gennemføre Europa 2020-strategien ordentligt, hvilket skyldes virkningerne af den økonomiske krise, og over den kendsgerning, at et betydeligt antal mindre udviklede medlemsstater og regioner i vidt omfang er afhængige af finansiering under samhørighedspolitikken; mener, at inden der træffes beslutning vedrørende eventuelle makroøkonomiske sanktioner, bør visse medlemsstaters stærke udviklingsmæssige afhængighed af samhørighedsfinansiering overvejes nøje;

5.

mener, at selv om de midler, der er afsat til samhørighedspolitikken i den næste flerårige finansielle ramme, er forholdsvis små i forhold til behovet, kan en forbedret effektivitet samt synergier mellem EU-budgettet og de nationale budgetter ikke desto mindre være vigtige løftestænger for vækstfremmende politikker;

6.

mener, at det med henblik på at bidrage til at gennemføre EU 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i overensstemmelse med målene om økonomisk, social og territorial samhørighed, uanset nødvendigheden af at fokusere på sektorer med et langsigtet potentiale for jobskabelse og innovation, er vigtigt at tage hensyn til de betydelige behov i mange mindre udviklede regioner for investeringer i infrastrukturprojekter i grundlæggende sektorer, såsom transport, telekommunikation og bæredygtig energi;

7.

mener — selv om lokale og regionale myndigheder er involveret i forberedelsen af partnerskabsaftaler — at der bør gøres mere for at styrke den territoriale dimension i styringssystemet for samhørighedspolitikken, Europa 2020-strategien og det europæiske semester ved at sikre en reel dialog og komplementaritet mellem de forskellige styringsniveauer på den ene side og konsistens mellem de prioriteter, der fastsættes på disse niveauer, og de behov og særlige forhold, der identificeres på nationalt, regionalt og lokalt niveau, på den anden side; understreger i denne henseende vigtigheden af at sikre, at kommuner og regioner på behørig vis inddrages i fastlæggelsen af nationale strategier og bestemmelsen af de særlige problemer og udfordringer, idet man undgår enhver forøgelse af den administrative byrde;

8.

mener, at samhørighedspolitikken er bedst egnet til at give Europa 2020-strategien den nødvendige territoriale dimension, som er nødvendig for at håndtere de meget relevante forskelle i vækst i EU og i medlemsstaterne og sikre, at vækstpotentialet også udnyttes i Unionens mest afsidesliggende og tyndtbefolkede områder, og til at imødegå den kendsgerning, at forskelle i institutionelle kapaciteter betyder, at de forskellige regioner ikke kan benytte de givne mål som reference på samme måde;

9.

Er navnlig bekymret for, at den procentdel af befolkningen, som er i risiko for fattigdom eller social udelukkelse, og som lider under materielle afsavn, forringelses af miljøet og dårlige boligforhold, eller som har meget lav arbejdsintensitet og er truet af udelukkelse og energifattigdom, på grund af krisen er vokset betydeligt, især i konvergensregioner og -byer, hvilket især gælder regionerne omkring hovedstæder, der ifølge indikatorerne er klassificeret som udviklede, idet de mest udsatte desuden navnlig er kvinder, familier med aleneforældre, store familier med fire eller flere børn, plejere (især plejere af handicappede familiemedlemmer), medlemmer af marginaliserede samfundsgrupper eller ældre mennesker, der er tæt på pensionsalderen, og for hvem det er svært at få adgang til lige muligheder;

10.

mener, at det haster med at få løst disse spørgsmål, som i alvorlig grad undergraver samhørigheden mellem regionerne og truer Unionens konkurrenceevne på mellemlang og lang sigt, ved at der fokuseres på politikker, som sikrer adgang til bæredygtig beskæftigelse af god kvalitet og social inklusion, idet SMV'ernes rolle — især gennem unge — fremmes i denne henseende, fragmenteringen nedbringes, og det gøres lettere at skifte job, idet der fokuseres på faglige omskolingsprogrammer for langtidsledige, og man trækker på den erfaring, der er indhøstet af de borgere, der står ved slutningen af deres karriere, og lige økonomisk uafhængighed for kvinder og mænd fremmes; anser det for væsentligt også at fremme fysisk tilgængelighed og tilgængeligheden af informations- og kommunikationsmedier, hvis gennemførelse skal måles på grundlag af objektive og sammenlignelige indikatorer, idet der også tages hensyn til de demografiske udfordringer;

11.

fastholder, at Den Europæiske Socialfond (ESF) spiller en vigtig rolle med hensyn til at mindske ulighederne i menneskelig kapital blandt regionerne, idet denne fond parallelt og i kombination med Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) bidrager til at gennemføre nogle af EU's aktuelle topprioriteter, nemlig at sætte skub i ungdomsbeskæftigelsen og arbejdsmarkedet, fremme bæredygtig økonomi og vækst, mindske antallet af unge, som forlader skolen før tiden, og bekæmpe fattigdom, forskelsbehandling og social udstødelse; Fastholder derfor, at der er et behov for at styrke princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, især hvad angår effektiviteten af ESF's arbejde, og opfordrer Kommissionen til at foretage en fuldstændig analyse af de samlede virkninger og resultater af ESF's indsats for beskæftigelsestallene og med hensyn til jobskabelse;

12.

anerkender, at en stor del af ESF's udgifter tildeles med henblik på at fremme af flere og bedre job, understøtte integration af dårligt stillede grupper — herunder handicappede — og deres deltagelse og til udvikling af et rummeligt samfund, som er tilgængeligt for alle; understreger dog, at der i krisetider bør lægges mere vægt på, at ESF mere effektivt tager sigte på at bekæmpe lokale og regionale forskelle og social udelukkelse, skabe adgang til beskæftigelse for de mest udsatte grupper og især unge mennesker og for at hjælpe kvinder med at blive genintegreret på arbejdsmarkedet ved at reducere den kønsbaserede opdeling;

13.

henviser til, at det store antal unge, der forlader skolen i utide uden noget videreførende afgangsbevis, i visse regioner langt overstiger målet på 10 %, og at unge, der forlader skolen i utide, skal have et tilbud om uddannelse, erhvervsuddannelse eller arbejde, der opfylder deres behov; henviser i denne forbindelse til ungdomsgarantiens betydning for unge, der forlader skolen i utide; understreger, at det for at reducere antallet af unge, der forlader skolen i utide, er vigtigt, at uddannelsessystemet er rummeligt og giver alle unge lige muligheder; understreger, at der må findes en løsning med henblik på integration af lavt kvalificerede unge på arbejdsmarkedet ved at tilbyde tilgængelig erhvervsuddannelse og efteruddannelse af høj kvalitet for at hjælpe dem med at erhverve kvalifikationer, da manglende kvalifikationer kan forhøje risikoen for arbejdsløshed, som igen fører til fattigdom, og medfører en lang række sociale udfordringer i forbindelse med udelukkelse, fremmedgørelse og mislykkede bestræbelser på at opbygge et selvstændigt liv; påpeger, at ESF's bidrag i denne forbindelse er afgørende med hensyn til at hjælpe flere unge med at kunne holde fast ved skolegangen og erhverve de kvalifikationer, der er nødvendige for at få et job og en karriere, og til at sikre bredere adgang til uddannelse af høj kvalitet med særlige projekter for børn fra dårligt stillede befolkningsgrupper og minoriteter, herunder handicappede; opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde til passende erhvervs- og efteruddannelse til dem, der vil have fordel af det;

14.

understreger, at de unges beskæftigelsessituation er stærkt afhængig af den generelle økonomiske situation, og at det derfor er yderst vigtigt at støtte, vejlede og overvåge de unge i forbindelse med overgangen fra uddannelse til arbejdsliv; mener derfor, at Kommissionen til at tilpasse fremtidige politikforslag på dette område til initiativerne »Unge på vej« og »Muligheder for unge«;

15.

fremhæver, at beskæftigelsen i visse regioner fortsat ligger på under 60 %, og at en række regioner endda mangler 20-25 % i at nå deres egne nationale målsætninger, hvilket har særlig negative virkninger for unge, kvinder, ældre, plejere og handicappede, understreger, at visse kriseforanstaltninger har haft en negativ indvirkning på samhørigheden og grundlæggende har øget ulighederne i EU; understreger, at det kræver målrettede foranstaltninger, som løser problemet med jobskabelse, uddannelsesmuligheder og jobbevarelse, at holde højrisikogrupper på arbejdsmarkedet eller at skabe beskæftigelsesmuligheder for dem; understreger, at der i visse afsidesliggende samfund lever mennesker, der allerede i adskillige generationer har levet i arbejdsløshed, og hvoraf først og fremmest de marginaliserede befolkningsgrupper er truet;

16.

påpeger, at beskæftigelsesfrekvensen fortsat har ligget et godt stykke under Europa 2020-målet om, at mindst 75 % af befolkningen i alderen 20-64 år skal være i arbejde i 2020; bemærker, at de enkelte medlemsstater, selv om der ikke er specifikke beskæftigelsesmål på regionalt plan, har fastsat nationale mål, som i de fleste tilfælde ikke er opfyldt, da den finansielle og økonomiske krise har haft en meget asymmetrisk virkning på de regionale arbejdsmarkeder, hovedsageligt i Sydeuropa, med en markant stigning i ungdomsarbejdsløsheden;

17.

mener, at alle regioner står over for udfordringen med at skabe bæredygtig vækst og fremme ressourceeffektiviteten; understreger i denne henseende behovet for politikker, som omfatter prioritering af investeringer på områderne for uddannelse, livslang læring, forskning, innovation og udvikling, energieffektivitet og lokalt iværksætteri, samt skabelse af nye finansieringsinstrumenter for alle former for virksomheder og især for SMV'er;

18.

minder om det potentiale, som SMV'er har for jobskabelse, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udvikle politikker, der forbedrer adgangen til finansiering og finansieringsbetingelserne for SMV'er; opfordrer Kommissionen til at samarbejde med medlemsstaterne med henblik på at øge gennemsigtigheden og forudsigeligheden af udbudsprocedurerne og nedbringe den tid, der går mellem udstedelse af en opfordring til interessetilkendegivelse og tildelingen af en kontrakt, især for SMV'er, som konkurrerer i et miljø, der hurtigt forandrer sig;

19.

opfordrer indtrængende til, at der rettes særlig opmærksomhed mod de kulturelle og kreative sektorer, der bidrager til at nå »Europa 2020«-strategiens målsætninger, især dem for jobskabelse; understreger disse sektorers uundværlige bidrag til udviklingen af regioner og byer; opfordrer til, at en målrettet videreuddannelse af kvinder inden for disse sektorer fremmes på vedholdende måde for at sikre, at kvinders kvalifikationer effektivt kan udnyttes, og nye jobmuligheder kan skabes;

20.

minder om, at selv om der er stærke beviser for, at gennemførelsen af samhørighedspolitikken er fremskyndet, og at de deraf følgende programmer har ydet vigtige bidrag på mange områder, hvor der er behov for investeringer for at opnå økonomisk modernisering og konkurrenceevne (såsom forskning og udvikling, støtte til SMV'er, reindustrialisering, social inklusion og uddannelse og undervisning), er der risiko for, at en række medlemsstater ikke får gennemført deres programmer inden udløbet af den nuværende programmeringsperiode; opfordrer Kommissionen til indgående at undersøge årsagerne til de lave udnyttelsesrater og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre medfinansiering for at fremskynde gennemførelsen af finansiering;

21.

opfordrer medlemsstaterne til at undersøge synergier mellem midler under samhørighedspolitikken og andre EU-midler (f.eks. til TEN-T, TEN-E, CEF, Horisont 2020, Cosme og andre programmer) samt midler fra Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at fremskynde gennemførelsen og forenkle og forbedre adgangen til de midler, der er til rådighed, for at tilskynde SMV'er, civilsamfundsorganisationer, lokale kommuner og andre interesserede støttemodtagere til at gøre bruge af dem;

22.

mener, at evaluering spiller en afgørende rolle i den politiske debat og læreproces, men er bekymret over, at den ujævne kvalitet af fremskridtsrapporteringen — selvom tilvejebringelsen af overvågningsdata og oplysninger om gennemførelsen forbedrer kvaliteten af de fastsatte mål — ofte gør det vanskeligt at danne et fuldstændigt og nøjagtigt billede af de fremskridt, der gøres på regionalt og lokalt plan for at nå målene; understreger, at evalueringen også bør vurdere og foreslå foranstaltninger for at lette unødvendige byrder for modtagerne, herunder SMV'er, lokale og regionale myndigheder og ngo'er; mener, at alle yderligere byrder forbundet med overvågning bør undgås;

23.

mener, at rapporten ikke fuldt ud giver et klart billede af de opnåede fremskridt med hensyn til at gennemføre samhørighedspolitikken og nå de fastsatte mål, hvilket enten skyldes mangel på data på et relevant niveau, eller at der ikke er en tilstrækkeligt klar forbindelse mellem de leverede statistiske oplysninger og opfyldelsen af samhørighedspolitiske mål, som kræver overvågning;

24.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at udnytte de tilgængelige overvågnings- og evalueringsredskaber fuldt ud i forbindelse med den nuværende lovgivningsmæssige ramme med henblik på at styrke gennemsigtigheden af rapporteringen og opnå en højere kvalitet i programmeringen og dens gennemførelse (bedre resultatorientering, brug af fælles outputindikatorer, valg af programspecifikke resultatindikatorer og en klar resultatramme);

25.

der henviser til, at vurderingerne af programmerne under samhørighedspolitikken for perioden 2007-2013, der er finansieret over Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Samhørighedsfonden, viser en generelt god bevidsthed i medlemsstaterne om kravene til ligestilling mellem kønnene, når de udarbejder programmerne (70 % (5)), men også, at ligestilling mellem kønnene langt fra er effektivt integreret i programmerne gennem en klar identifikation af problemer eller målbare mål (mindre end 8 %); anmoder Kommissionen om at forbedre medlemsstaternes indrapporteringssystemer yderligere ved at indføre og anvende indikatorer, så det bliver muligt at vurdere det arbejde, der gøres inden for virkelig fremme af ligestilling under samhørighedspolitikken, og i hvilken udstrækning dette arbejde er lykkedes;

26.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at kontrollere, om forvaltningsmyndigheder anvender direktivet om forsinket betaling i forbindelse med modtagerne af projekter og træffer passende foranstaltninger til at mindske forsinkelserne af betalingerne;

27.

opfordrer Kommissionens Interne Revisionstjeneste og Revisionsretten til at øge antallet af resultatrevisioner af Samhørighedsfonden, strukturfondene og navnlig ESF;

28.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaterne.

29.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 285/58

—

der henviser til artikel 349 og artikel 355, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUF-traktaten), hvori regionerne i den yderste periferi indrømmes en særlig status, og hvori det er fastsat, at der skal vedtages »særlige foranstaltninger«, der muliggør en fuldstændig anvendelse af traktaterne og gennemførelse af de fælles politikker,

—

der henviser til artikel 107, stk. 3, litra a), i EUF-traktaten om den særlige statsstøtteordning, der er gældende for disse regioner,

—

der henviser til artikel 174 ff. i EUF-traktaten, der fastsætter målsætningen om økonomisk, social og territorial samhørighed og definerer de finansielle strukturfondsinstrumenter til opfyldelse heraf,

—

der henviser til alle Europa-Kommissionens meddelelser om regionerne i den yderste periferi, navnlig meddelelsen af 17. oktober 2008 om »Regionerne i den yderste periferi: et aktiv for Europa« (COM(2008)0642),

—

der henviser til sine beslutninger om regionerne i den yderste periferi, navnlig beslutningen af 20. maj 2008 om "strategien for regionerne i den yderste periferi: resultater og fremtidsudsigter (1),

—

der henviser til Kommissionens arbejdsdokument med titlen »Regions 2020 — an assessment of future challenges for EU regions« (SEC(2008)2868),

—

der henviser til meddelelsen fra Reunion af 7. juli 2008 i forlængelse af konferencen »The European Union and its Overseas Entities: Strategies to counter Climate Change and Biodiversity Loss«, der henviser til Rådet for Den Europæiske Unions konklusioner af 25. juni 2009 om »Midtvejsevaluering af gennemførelsen af EU's handlingsplan for biodiversitet og en EU-strategi for invasive fremmede arter«,

—

der henviser til det fælles memorandum fra regionerne i den yderste periferi af 14. oktober 2009 om »Regionerne i den yderste periferi i perioden frem til 2020«,

—

der henviser til den fælles platform af 6. juli 2010 med adresse til formanden for Europa-Kommissionen, José Manuel Durão Barroso, fra konferencen af Europa-Parlamentets medlemmer fra regionerne i den yderste periferi,

—

der henviser til det fælles memorandum fra Spanien, Frankrig, Portugal og regionerne i den yderste periferi af 7. maj 2010 om »En fornyet strategi for regionerne i EU's yderste periferi«,

—

der henviser til det fælles bidrag fra regionerne i den yderste periferi af 28. januar 2011 vedrørende den femte rapport om den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed,

—

der henviser til kommissær Michel Barniers rapport af 12. oktober 2011 med titlen »Europe's outermost regions and the Single Market: The EU's influence in the world«, som blev forelagt af Pedro Solbes Mira,

—

der henviser til sin beslutning af 18. april 2012 om samhørighedspolitikkens rolle med hensyn til EU-regioner i den yderste periferi inden for rammerne af EU 2020 (2),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 20. juni 2012: »Regionerne i Den Europæiske Unions yderste periferi: Et partnerskab for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2012)0287),

—

der henviser til rapport udarbejdet af det franske parlamentsmedlem Serge Letchimy for den franske premierminister om artikel 349 i EUF-traktaten: et bidrag til anvendelsen af undtagelsesbestemmelserne til fordel for et globalt projekt for udvikling af regionerne i den yderste periferi,

—

der henviser til alle de fælles bidrag og tekniske og politiske dokumenter fra konferencen af formænd for regionerne i EU's yderste periferi, navnlig sluterklæringen fra den 19. konference af formænd for regionerne i EU's yderste periferi af 17.-18. oktober 2013,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A7-0121/2014),

A.

der henviser til, at regionerne i den yderste periferis fordele, ressourcer og potentialer, som anerkendtes af Kommissionen i dens strategi fra 2008 og dens meddelelse fra 2012, berører nogle af EU's nøgleområder for så vidt angår forskning, innovation og vækst, og at de modtager utilstrækkelig støtte og finansiering fra de europæiske fonde og programmer;

B.

der henviser til, at regionerne i den yderste periferi består af en række øgrupper og øer samt en region, der er omsluttet af Amazonskoven, og at de er kendetegnet ved særlige fælles begrænsninger, der adskiller dem fra andre områder med særlige geografiske forhold i Unionen (øer, bjergområder og regioner med lav befolkningstæthed);

C.

der henviser til, at regionerne i den yderste periferi hvad angår de mål, som EU har fastsat for at realisere Europa 2020-strategien for vækst, Horisont 2020-strategien, Energi 2020-strategien, LIFE+- og Natura 2000-programmerne og de transeuropæiske telekommunikations-, transport- og energinet, er nøgleregioner, der kan bidrage væsentligt til at tage disse udfordringer op;

D.

der henviser til, at det i denne forbindelse er vigtigt at fremme langsigtede investeringer og regionerne i den yderste periferis innovationskapacitet for varigt at styrke deres økonomiske og sociale udvikling og øge mulighederne for, at Unionens forskellige strategier lykkes;

E.

der henviser til, at strukturfondene og Den Europæiske Investeringsfond for regionerne i EU's yderste periferi skal tilpasses eller suppleres i forbindelse med realisering af disse strategier, så disse regioner kan deltage i de store udfordringer, EU står over for, i et omfang, der står mål med deres potentiale og hensigter;

F.

der henviser til, at den nuværende økonomiske og sociale krise har særligt alvorlige følger for regionerne i EU's yderste periferi, navnlig for konkurrenceevnen og beskæftigelsen, og at såvel behovet for økonomisk vækst som arbejdsløshedssituationen kræver øjeblikkelig og passende handling i den kommende finansierings- og programmeringsperiode;

G.

der henviser til, at artikel 349 også bør anvendes som retsgrundlag for, gennem særlige foranstaltninger, at give regionerne i den yderste periferi mulighed for at indtage deres retmæssige plads i de forskellige EU-programmer, der rent konkret kan tænkes at udvikle deres anerkendte potentiale;

H.

der henviser til, at regionerne i den yderste periferi sandsynligvis kan blive nøgleregioner til gavn for hele Unionen på områder som f.eks. biodiversitet, miljø, tilpasning til og afbødning af klimaændringerne, forvaltning og observation af ekstreme klimafænomener, forskning, innovation, rummet, luft- og rumfart, oceanerne, blå vækst, maritim fysisk planlægning og forvaltning af havene, seismologi, vulkanologi, nye sygdomme, vedvarende energi, transport, telekommunikation, kapacitet til at iværksætte hurtige humanitære aktioner i tredjelande samt kultur;

I.

der henviser til, at regionerne i den yderste periferi er beliggende i havområder i Caribien, Det Indiske Ocean og Atlanterhavet, og at de giver EU status som maritim stormagt på verdensplan, at deres geostrategiske placering bidrager til EU's globale dimension, og at de er kendetegnet ved helt usædvanlige natur-, hav- og fiskeressourcer, der udgør mere end 50 % af verdens biodiversitet;

J.

der henviser til, at regionerne i den yderste periferi er et enestående fænomen, som udgør en fælles enhed både i og uden for EU, og som Kommissionen bør fremme og støtte, navnlig via gennemførelse af fælles politikker;

K.

der henviser til, at en optimering af potentialet i regionerne i den yderste periferi kræver, at der skabes maksimale synergier mellem alle Unionens instrumenter, fonde og programmer;

1.

er overbevist om, at det potentiale og de fordele, ressourcer og erfaringer, der findes i regionerne i den yderste periferi, udgør en ekstra chance for Unionen og medlemsstaterne til at tage de udfordringer op, som de står over for med hensyn til globalisering, innovationskapacitet, vækst, social samhørighed, demografisk pres, klimaændringer, forebyggelse af de største risici for naturkatastrofer, energi, bæredygtig forvaltning af naturressourcerne og bevarelse af biodiversiteten;

2.

er overbevist om, at forbedringen af adgangen for regionerne i den yderste periferi til Unionens forskellige programmer og fonde vil ske på såvel kortere som længere sigt og være til gavn for Unionen som helhed; beklager den retningslinje, der er udstukket på EU-plan, om kun at anvende samhørighedspolitikken til finansiering af næsten alle de udviklingsprojekter, som regionerne i den yderste periferi har;

3.

støtter Europa-Kommissionen i dens ønske om at gennemføre politikker, der styrker uafhængigheden, den økonomiske konsolidering og en bæredygtig jobskabelse i regionerne i den yderste periferi, ved at udnytte deres aktiver og deres praktiske og innoverende foranstaltninger på grundlag af artikel 349 i EUF-traktaten og ad hoc-instrumenter, navnlig på energi-, transport- og ikt-området, for hver enkelt af de fonde og programmer, hvis mål vedrører udnyttelse af aktiverne i regionerne i den yderste periferi til fremme af en bæredygtig udvikling;

4.

understreger ligeledes behovet for og vigtigheden af for regionerne i den yderste periferi, at EU's politikker bidrager til, bl.a. gennem specifikke skatte- og toldinstrumenter, at fremme og diversificere det økonomiske grundlag for økonomierne i regionerne i den yderste periferi samt til at fremme jobskabelsen;

5.

betragter artikel 349 i EUF-traktaten som et passende retsgrundlag for vedtagelse af særlige foranstaltninger for regionerne i den yderste periferi og beklager derfor den begrænsede anvendelse af denne bestemmelse i traktaten, som giver mulighed for at bevilge en særlig ordning på baggrund af denne status som region i den yderste periferi;

6.

opfordrer Kommissionen til at oprette en kontaktgruppe mellem de forskellige berørte EU-kommissærer, den tværgående arbejdsgruppe, som koordinerer de politikker, der vedrører regionerne i den yderste periferi, og medlemmer af Europa-Parlamentet valgt i regionerne i den yderste periferi, for at gøre status over de programmer, der er planlagt eller iværksat til fordel for regionerne i den yderste periferi;

7.

understreger, at regionerne i den yderste periferi, fordi de ligger langt fra det europæiske kontinent, bidrager til at udbrede indflydelsen af et EU, der er bevidst om sin globale dimension og sin rolle i en verden under kraftig forandring;

8.

påpeger, at regionerne i den yderste periferi skal være genstand for særlig opmærksomhed i tilfælde af naturkatastrofer på grund af deres karakteristika og med hjemmel i artikel 349 i EUF-traktaten, der giver mulighed for at vedtage særlige foranstaltninger, og minder om vigtigheden af at koordinere strukturfondene med EU's Solidaritetsfond;

9.

opfordrer til, at investeringer i tjenesteydelser af almen økonomisk interesse såsom ikt, transport, vand og energi prioriteres i disse regioner, og går ind for at skabe større sammenhæng mellem rammebestemmelserne for statsstøtte i regionerne i den yderste periferi med henblik på opfyldelse af Europa 2020-strategiens mål;

10.

er overbevist om, at der er en tæt sammenhæng mellem bevidstheden om den rolle, som Unionen kan spille på globalt plan, og opmærksomheden på regionerne i den yderste periferi; er overbevist om, at Unionen og medlemsstaterne ikke i tilstrækkelig grad er bevidste om den vægt og rækkevidde for fremtiden, som deres strategiske investeringsvalg i regionerne i den yderste periferi har, og at denne situation er et udtryk for Unionens underinvestering i sin egen globale og internationale dimension; påpeger, at det er vigtigt for regionerne i den yderste periferi at opnå bedre synergi mellem instrumenter og programmer for at fremme det internationale samarbejde i disse regioner rundt omkring i verden;

11.

minder om, at det for at fremme skabelsen af synergier mellem strukturfondene og Unionens øvrige programmer er afgørende at anlægge et makroregionalt perspektiv og udarbejde strategier for de makroregioner, der indeholder regioner i den yderste periferi, under udnyttelse af disse regioners karakteristika og ressourcer;

12.

opfordrer de nationale og regionale myndigheder til at drage nytte af en flerfondsmodel og i videst muligt omfang og så effektivt som muligt at skabe forbindelser mellem strukturfondene og de finansielle instrumenter i Unionens øvrige programmer;

13.

opfordrer Kommissionen til at uddybe EU's strategi for regionerne i den yderste periferi med henblik på at muliggøre udvikling af disse regioners aktiver under hensyntagen til deres strukturelle og vedvarende problemer; opfordrer i den forbindelse Kommissionen til at imødekomme forslagene fra regionerne i den yderste periferi, der bl.a. fremgår af deres handlingsplaner;

14.

mener, at regionerne i den yderste periferi har potentiale til at indtage en førende stilling inden for forskning og teknologi på de områder, der er omfattet af målene i Horisont 2020-programmet, som f.eks. rummet, luft- og rumfart, bioteknologi, observation af naturrisici, havforskning, biodiversitet, vedvarende energi, sundhed, tilpasning til klimaændringerne og intelligent transport;

15.

minder om, at målet med samhørighedspolitikken 2014-2020 bl.a. er at styrke forskning, teknologisk udvikling og innovation;

16.

beklager, at regionerne i den yderste periferi, hvis projekter på grund af deres særlige forhold har meget vanskeligt ved at opfylde visse af kravene for at opnå fællesskabsstøtte, ikke i tilstrækkeligt omfang har draget fordel af rammeprogrammet for forskning og udvikling i perioden 2007-2013, hvilket har medført en ringe deltagelse og en lav succesrate og en mindre tilstedeværelse i de europæiske forskningsnetværk; opfordrer derfor Kommissionen til at iværksætte tiltag til støtte for forskningen i regionerne i den yderste periferi og fremme opnåelsen af en kritisk masse;

17.

mener, at EFRU alene ikke vil kunne sætte i regionerne i den yderste periferi i stand til at opfylde målene for samhørighedspolitikken, Europa 2020-strategien og Horisont 2020; mener i denne forbindelse, at Kommissionen bør tilpasse og sikre adgangen for regionerne i den yderste periferi til Horisont 2020-programmet ved at udarbejde målrettede programmer, som kan fremme disse regioners integration i de europæiske og internationale forsknings- og innovationsnet; minder i denne henseende om, at det i Horisont 2020-strategien, i afsnittet om »Udbredelse af kvalitet og udvidelse af deltagerkredsen«, understreges, at der, som det fremgår af Unionens innovationsresultattavle, er betydelige forskelle mellem præstationerne på forsknings- og innovationsområdet og de særlige foranstaltninger til udbredelse af kvalitet og udvidelse af deltagerkredsen i medlemsstater og regioner, som er bagud på forsknings- og innovationsområdet;

18.

slår til lyd for udnyttelse og strukturel udvikling af universiteterne i regionerne i den yderste periferi for sammen med Horisont 2020 at fremme den indflydelse på både europæisk og internationalt plan, som universiteterne i regionerne i den yderste periferi, deres forskningscentre, deres forskere og deres studerende har; minder om, at alle programmer til fremme af mobiliteten mellem universiteterne for studerende, lærere og tjenestemænd har hårde vilkår i regionerne i den yderste periferi på grund af de ekstra omkostninger, der skyldes deres isolation og fjerne beliggenhed;

19.

minder om, at forsknings- og innovationsprogrammer i tilstrækkelig grad bør have fleksibilitet til at kunne tilpasses til nye grænser og nye videnudfordringer, eksempelvis for havbunden, som har et betydelig potentiale;

20.

erindrer om den stigende økonomiske interesse i den umådelige rigdom, der findes på havbunden, og det enorme biogenetiske, mineralske og biotekniske potentiale inden for dette område i regionerne i den yderste periferi, og at der bør tages hensyn hertil i den »nye strategi for regionerne i den yderste periferi« med henblik på at udvikle en videnbaseret økonomi, der baserer sig på havet og oprettelsen af økonomiske aktiviteter med høj merværdi inden for områder såsom lægevidenskab, farmaceutisk videnskab og energi;

21.

opfordrer Europa-Kommissionen til at lade sig inspirere af de forskellige konklusioner i Solbes-rapporten med henblik på en bedre integration og udvikling af regionerne i den yderste periferi på det indre marked;

22.

understreger, at konkurrencen i regionerne i den yderste periferi ikke kommer til konkret udtryk på samme måde som i resten af det europæiske rum, da markedsmekanismerne ikke kan fungere frit i disse regioner i de fleste sektorer for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, fordi aktiviteten ikke er attraktiv for privat investering; fremhæver, at der kun kan tilbydes kvalitetsprodukter til konkurrencedygtige priser i regionerne i den yderste periferi med passende kompensation fra statens side, og at disse tjenesteydelser i regionerne i den yderste periferi hurtigst muligt bør evalueres af Kommissionen med henblik på at muliggøre større fleksibilitet og bedre tilpasning af EU's nuværende lovramme til de faktiske forhold;

23.

opfordrer Kommissionen til at sikre sig, at de konkurrenceretlige regler respekteres bedre for at undgå monopoler og ulovlige aftaler i regionerne i den yderste periferi;

24.

opfordrer Kommissionen til at offentliggøre en vejledning for små og mellemstore virksomheder i regionerne i den yderste periferi om deres bidrag til det indre marked under iagttagelse af de forskellige gældende EU-programmer og –fonde i regionerne i den yderste periferi;

25.

opfordrer Kommissionen til at tage problemet med ekstra omkostninger og høje leveomkostninger i regionerne i den yderste periferi op og til at tage hensyn hertil ved udarbejdelsen af Unionens politikker;

26.

mener, at regionerne i den yderste periferis potentiale inden for forvaltning, bevarelse og genopretning af biodiversiteten, tilpasning til klimaændringerne og udvikling af vedvarende energi kan optimeres ved at skabe synergier og supplerende finansiering mellem samhørighedspolitikken, LIFE+-programmet og Energi 2020-strategien og samtidig bidrage til realisering af Unionens egne mål;

27.

bemærker, at formålet med LIFE+-programmet for perioden 2014-2020 er at medfinansiere innovative projekter inden for miljøbeskyttelse og bekæmpelse af klimaændringer; understreger, at det er yderst vigtigt at opnå synergier med mål 5 og 6 i samhørighedspolitikken 2014-2020, og at det derfor er absolut nødvendigt, at regionerne i den yderste periferi i højere grad deltagere i LIFE+;

28.

beklager, at den forberedende BEST-foranstaltning i strid med Europa-Parlamentets udtalelse og Rådets konklusioner af 25. juni 2009 ikke er blevet omdannet til et reelt program helliget regionerne i den yderste periferi og OLT;

29.

beklager, at de habitater og dyre- og plantearter, der skal beskyttes i de franske regioner i den yderste periferi, ikke er blevet opført i bilag I til direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, hvilket gør det umuligt at anvende direktivet i de franske regioner i den yderste periferi og udelukker de franske regioner i den yderste periferi fra at deltage i NATURA 2000-net og -programmer;

30.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde et særligt Natura 2000-program for regionerne i den yderste periferi på grundlag af artikel 349 i EUF-traktaten;