14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/1

—

under fusioner på Kommissionens websted for konkurrence (http://ec.europa.eu/competition/mergers/cases/). Dette websted giver forskellige muligheder for at finde de konkrete fusionsbeslutninger, idet de er opstillet efter bl.a. virksomhedens navn, sagsnummer, dato og sektor

—

i elektronisk form på EUR-Lex-webstedet (http://eur-lex.europa.eu/homepage.html?locale=da) under dokumentnummer 32017M8315. EUR-Lex giver onlineadgang til EU-retten.

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/2

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/3

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/4

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/5

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/6

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/7

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/8

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/9

1.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at det retligt er muligt at vedtage en ny afgørelse i denne sag efter Rettens (delvise) annullering af 2010-afgørelsen.

2.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at artikel 5, litra j)-l), i 2010-afgørelsen ophæves og vedtages på ny.

3.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at udkastet til afgørelse anvendes på British Airways Plc, for så vidt som 2010-afgørelsen blev annulleret ved Rettens dom i sag T-48/11 af 16. december 2015.

4.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at den konkurrencebegrænsende adfærd, som udkastet til afgørelse omhandler, udgør en aftale og/eller samordnet praksis mellem virksomheder som omhandlet i artikel 101 i TEUF, artikel 53 i EØS-aftalen og artikel 8 i aftalen med Schweiz.

5.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i dens vurdering af virksomhedernes adfærd og det geografiske omfang af aftalen og/eller den samordnede praksis, der er indeholdt i udkastet til afgørelse.

6.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at de virksomheder, som udkastet til afgørelse berører, har deltaget i en enkelt og vedvarende overtrædelse af artikel 101 i TEUF, artikel 53 i EØS-aftalen og artikel 8 i aftalen med Schweiz.

7.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at formålet med aftalen og/eller den samordnede praksis var at begrænse konkurrencen som omhandlet i artikel 101 i TEUF, artikel 53 i EØS-aftalen og artikel 8 i aftalen med Schweiz.

8.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at aftalen og/eller den samordnede praksis var i stand til at påvirke samhandelen mellem EU's medlemsstater mærkbart.

9.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i dens vurdering, hvad angår overtrædelsens varighed.

10.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionens udkast til afgørelse med hensyn til dettes adressater.

11.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at adressaterne i udkastet til afgørelse bør pålægges en bøde.

12.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at retningslinjerne fra 2006 om metoden for beregning af bøder, der pålægges i henhold til artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1/2003, finder anvendelse.

13.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i bødernes grundbeløb.

14.

Det rådgivende udvalg er enigt i fastsættelsen af varigheden af den periode, der skal ligge til grund for beregning af bøderne.

15.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i, at der foreligger særlige formildende og skærpende omstændigheder i denne sag.

16.

Det rådgivende udvalg er enigt i fastsættelsen af bøden for de to virksomheder, hvis justerede grundbeløb overstiger 10 % af deres samlede omsætning.

17.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i dennes behandling af anmodningerne om samarbejde og bødenedsættelsen på grundlag af samarbejdsmeddelelsen fra 2006.

18.

Det rådgivende udvalg er enigt med Kommissionen i de endelige bødebeløb.

19.

Det rådgivende udvalg henstiller, at dets udtalelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/10

1.

Den 9. november 2010 vedtog Kommissionen afgørelse C(2010) 7694 final i sag COMP/39.258 Luftfragt vedrørende proceduren efter artikel 101 i TEUF, artikel 53 i EØS-aftalen og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (»2010-afgørelsen«) (2). Alle undtagen en af kartellets adressater anlagde sag med påstand om (fuldstændig eller delvis) annullering af afgørelsen om bødepålæggelse.

2.

I 13 domme afsat den 16. december 2015 (2015-dommene) (3) fastslog Retten, at 2010-afgørelsen var behæftet med en begrundelsesmangel (4). Idet 2010-afgørelsen hvilede på et grundlag, hvorom der blev sået tvivl i de påstande, som blev fremsat for Retten, medførte begrundelsesmanglen den fuldstændige eller delvise annullering af 2010-afgørelsen for de forskellige parter, der havde indbragt afgørelsen for Retten (5).

3.

I 2015-dommene blev det konstateret, at kravet om en tilstrækkelig begrundelse i overensstemmelse med artikel 296, stk. 2, i TEUF, ikke var blevet opfyldt. Dommene indeholdt ikke kendelse om anbringender vedrørende sagens realitet. Udkastet til afgørelse, som denne rapport vedrører, er udformet, så det erstatter 2010-afgørelsen i det omfang, den er blevet annulleret. Det har til formål at rette op på de mangler, der blev konstateret i 2015-dommene, og at tage højde for udviklingen af visse virksomheders struktur siden 2010.

4.

Den 20. maj 2016 skrev Kommissionens generaldirektorat for konkurrence (»GD Konkurrence«) til de parter, der havde indbragt de 13 sager, som førte til 2015-dommene. I disse breve (»brevene fra maj 2016«) blev parterne oplyst om, at GD Konkurrence havde til hensigt at foreslå Kommissionen at vedtage en ny afgørelse i sag AT.39258. Det fremgik desuden, at afgørelsen ville blive adresseret til de retlige enheder, som var omfattet af de 13 indbringender for Retten, for så vidt som 2010-afgørelsen blev annulleret for de enkelte parter. Desuden fremgik det, at det i afgørelsen ville blive konkluderet, at hver enkelt af de parter, der havde indbragt sagen for Retten, havde deltaget i én »samlet og vedvarende overtrædelse« med hensyn til alle de i 2010-afgørelsen nævnte transportruter. Den foreslåede nye afgørelse ville i henhold til disse breve »nødvendiggøre visse tilpasninger af 2010-afgørelsens betragtninger og dispositive del«, men ville ikke medføre nye klagepunkter eller ændre realiteten af de klagepunkter, der blev fremsat i klagepunktsmeddelelsen af 18. december 2007. Af brevene fremgik GD Konkurrences synspunkt, at en sådan ny afgørelse ville være mulig inden for rammerne af relevant retspraksis, idet annulleringen af 2010-afgørelsen skete »af proceduremæssige årsager«. (6) I brevene blev der opfordret til, at fremsætte kommentarer om GD Konkurrences planlagte fremgangsmåde.

5.

Alle adressaterne i brevene fra maj 2016 svarede, og heraf sendte nogle høringskonsulenten en kopi af deres svar til GD Konkurrence.

6.

Visse af adressaterne kritiserede, at brevene fra maj 2016 var for upræcise. Uden præcise detaljer vedrørende den »tilpasning«, som brevene omhandlede, påstod adressaterne i varierende grad, at deres evne til at fremsætte dybdegående bemærkninger om den overtrædelse, som GD Konkurrence havde til hensigt at konstatere i den foreslåede nye afgørelse, var begrænset.

7.

Flere adressater hævdede grundlæggende, at i modsætning til de situationer, som gav anledning til de domme, der er citeret i fodnote 6 i denne rapport (»PVC II-retspraksissen), er de mangler, der er konstateret i 2015-dommene, ikke begrænset til rene formaliteter i den endelige fase af vedtagelsen af en afgørelse, som det er relativt ligetil at rette op på.

8.

Visse af de samme adressater mente, dog ikke altid på et specifikt retsgrundlag, at Kommissionen således er retligt udelukket fra at træffe en ny afgørelse i sag AT-39258. Andre hævdede i stedet, at Kommission ikke kan vedtage en ny afgørelse, uden først at fremsætte en ny klagepunktsmeddelelse og give de berørte parter lejlighed til at blive hørt på ny, herunder ved en mundtlig høring. Visse af sidstnævnte adressater fremførte, at der i relevant retspraksis var foregået en udvikling, som satte spørgsmålstegn ved, om kravene til, at de kunne betragtes som værende indblandet i en enkelt og vedvarende overtrædelse, var opfyldt.

9.

Visse adressater fandt også, at det på forhånd var udelukket, at den bøde, som de var blevet pålagt i 2010-afgørelsen, kunne forhøjes.

10.

Ingen af adressaterne i brevene fra maj 2016 fremsendte en anmodning til mig efter at have modtaget brevene fra maj 2016. Det er ikke desto mindre værd at bemærke følgende i forbindelse med de ovenfor resumerede svar.

11.

Retten til at blive hørt vedrører Kommissions klagepunkter og det bevisgrundlag, som disse hviler på. Den omfatter imidlertid ikke den endelige konklusion, som Kommissionen har til hensigt at vedtage i en afgørelse om overtrædelse af konkurrencelovgivningen (7). Brevene fra maj 2016 kan derfor ikke retmæssigt kritiseres med henvisning til, at de ikke indeholdt detaljer om de præcise tilpasninger, som GD Konkurrence havde til hensigt at foretage for at vedtage en ny afgørelse i den foreliggende sag. I brevene fra maj 2016 anmodede GD Konkurrence om synspunkter på generaldirektoratets skitserede forslag til en ny afgørelse med henblik på at afhjælpe de mangler, som blev konstateret i 2015-dommene. Det ville have været for tidligt i nøjagtige detaljer at angive hver enkelt ændring, som GD Konkurrence betragtede som værende nødvendig for at afhjælpe disse mangler. Desuden blev adressaterne i brevene fra maj 2016 faktisk sat i stand til at fremsætte kommentarer om de forhold, der blev skitseret i disse breve.

12.

Tilsidesættelse af kravet om en tilstrækkelig begrundelse i overensstemmelse med artikel 296, stk. 2, i TEUF betragtes som en »væsentlig formel« mangel i henseende til artikel 263 i TEUF (8). Selv om de mangler i 2010-afgørelsen, der blev konstateret i 2015-dommene, ikke er de samme, som dem, der er omhandlet i PVC II-retspraksissen, kan det ikke deraf udledes, at de ulovligheder, der blev konstateret i 2015-dommene, er materielle snarere end formelle. PVC II-retspraksissen kan således anvendes på situationen i sag AT.39258 efter 2015-dommene.

13.

I 2015-dommene blev der således ikke truffet afgørelse om, hvorvidt der var blevet drevet kartelvirksomhed, ligesom lovligheden af denne vurdering i 2010-afgørelsen heller ikke blev vurderet (9). Retskraftsprincippet (res judicata) er derfor ikke relevant her (10). De forskellige annulleringer, der er konsekvensen af 2015-dommene kan desuden ikke betragtes som frikendelser, hvad angår princippet om ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme strafbare handling (ne bis in idem), der er nedfældet navnlig i artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Det følger heraf, at ingen af disse principper udelukker Kommissionen fra at genoptage sagsbehandlingen med hensyn til adfærd, som var genstand for 2010-afgørelsen (11). Ingen af svarene på brevene fra maj 2016 indeholdt argumenter for, at det af andre årsager er Kommissionen udelukket at træffe en ny afgørelse i sag AT.39258.

14.

Det er klagepunktsmeddelelsen og ikke 2010-afgørelsen, der er relevant for udøvelsen af retten til at blive hørt i forbindelse med Kommissionens klagepunkter i sag AT-39258 (12). De lovstridigheder, der blev konstateret i 2015-dommene, fandt sted i fasen med færdiggørelse og vedtagelse af 2010-afgørelsen. De påvirkede ikke i sig selv lovligheden af klagepunktsmeddelelsen og de dertil knyttede høringer af de berørte parter (13). Kommissionen er således berettiget til at genoptage behandlingen af sag AT-39258 fra det punkt, hvor den ulovlighed, der blev konstateret i 2015-dommene, fandt sted (14).

15.

Ses der bort fra den påstand, at retspraksis vedrørende begrebet om en enkelt og vedvarende overtrædelse har undergået en udvikling siden klagepunktsmeddelelsen blev fremsendt eller 2010-afgørelsen blev vedtaget, bør det erindres, at udviklingen af retspraksis i henhold til EU-domstole ikke i sig selv gør det nødvendigt at afholde nye høringer, ligesom det heller ikke gælder, hvis en sådan udvikling finder sted i løbet af den administrative behandling forud for en endelig afgørelse (15). Under alle omstændigheder fremgår det af nogle af svarene på brevene fra maj 2016, at disse breve i praksis satte deres adressater i en situation, hvor de kunne fremsætte retlige argumenter på grundlag af relevant retspraksis.

16.

Hvis Kommissionen beslutter at erstatte 2010-afgørelsen i det omfang, den er blevet annulleret, kræves det efter artikel 266 i TEUF, at det lovstridige indhold, der blev konstateret i 2015-dommene, fjernes. I den forbindelse er Kommissionen ikke udelukket fra at tilpasse teksten i 2010-afgørelsen, selv når det sker på en måde, der i henhold til nogle af adressaterne i brevene fra maj 2016 påvirker bødepålæggelsen i forhold til den dispositive del af 2010-afgørelsen, navnlig hvor dette gøres netop for at rette op på de mangler, som den afgørelse var behæftet med. I modsætning til påstanden i nogle af brevene fra maj 2016 er den blotte mulighed for, at der skulle være forskelle mellem 2010-afgørelsen og en ny afgørelse i sag AT.39258, ikke tilstrækkelig grund til, at der skal fremsættes en ny klagepunktsmeddelelse eller afholdes endnu en mundtlig høring (16).

17.

Samlet set findes der ikke blandt de argumenter, der er fremsat i svarene på brevene fra maj 2016, proceduremæssige forhold, der påvirker lovligheden af at vedtage en ny afgørelse i sag AT.39258 som varslet i brevene fra maj 2016.

18.

Som svar på et brev fra maj 2016 anmodede en adressat (som denne havde gjort det før 2010-afgørelsen) om adgang til alle potentielt diskulperende dokumenter, som Kommissionen havde indhentet efter meddelelsen af klagepunkterne i 2007. I anmodningen fra 2016 blev der navnlig anmodet om potentielt diskulperende oplysninger, som Kommissionen måtte have modtaget under de retssager, der førte til 2015-dommene, og om at den del af sagsakterne i sag M.3770 Lufthansa/Swiss, der havde relevans for en bestemt fodnote i 2010-afgørelsen, blev føjet til sagsakterne i sag AT.39258.

19.

GD Konkurrence svarede ved brev af den 14. oktober 2016. Af brevet fremgik det, at en undersøgelse af de nævnte dokumenter, som Kommissionen havde modtaget efter meddelelsen af klagepunkterne, ikke havde afsløret nogen potentielt diskulperende beviser, som pågældende adressat ikke allerede havde adgang til. Hvad angår anmodningen om, at dele af sagsakterne i sag M.3770 blev føjet til sagsakterne i sag AT.39258, fremgik det af brevet, at den relevante fodnote alene omhandlede den offentlige version af Kommissionens godkendelsesafgørelse i sag M.3770 og ikke dokumenter blandt sagsakterne i den sag.

20.

I en meget sen fase af proceduren for vedtagelsen af en ny afgørelse sendte samme adressat et brev til mig, hvori der blev rejst tvivl om fremgangsmåden bag GD Konkurrences svar af 14. oktober 2016. I mit skriftlige svar bemærkede jeg, at brevet var fremsendt sent i processen og forklarede, hvorfor de rejste kritikpunkter ikke kunne gøres gældende.

21.

De bøder, der blev pålagt individuelle adressater i udkastet til afgørelse, overstiger ikke de tilsvarende beløb i 2010-afgørelsen.

22.

Jeg har i overensstemmelse med artikel 16 i afgørelse 2011/695/EU undersøgt, om udkastet til afgørelse kun omhandler de klagepunkter, som parterne har haft mulighed for at fremsætte bemærkninger til. Min opfattelse er, at dette er tilfældet.

23.

På baggrund af ovenstående og under hensyntagen til, at der bortset fra det brev, der er omhandlet i afsnit 20 ovenfor, ikke er fremsendt anmodninger eller klager til mig, finder jeg, at alle procedurerettighederne i forbindelse med vedtagelsen af en ny afgørelse i sag AT.39258 er blevet respekteret.

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/14

(1)

Denne afgørelse er rettet til 19 juridiske enheder, der tilhører 10 virksomheder, og fastsætter, at de har overtrådt artikel 101 i traktaten, artikel 53 i EØS-aftalen og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (i det følgende benævnt aftalen med Schweiz) ved at samordne deres prispolitikker i forbindelse med luftfragttjenester. Denne afgørelse blev vedtaget efter genoptagelsen af de procedurer, der førte til afgørelse C(2010) 7694 final af 9. november 2010 (2010-afgørelsen) med Rettens annullering af afgørelsen på grund af en procedurefejl.

(2)

Sagen blev indledt efter en anmodning om bødefritagelse fra Deutsche Lufthansa AG og dets datterselskaber Lufthansa Cargo AG og Swiss den 7. december 2005.

(3)

Kommissionen indsamlede yderligere materiale fra de kontrolbesøg, der fandt sted den 14. og 15. februar 2006 hos et antal luftfragtvirksomheder i EU.

(4)

Mellem den 3. marts 2006 og den 27. juni 2007 modtog Kommissionen yderligere 11 anmodninger om favorabel behandling efter samarbejdsmeddelelsen fra 2002. Kommissionen modtog også en anmodning fra en virksomhed, som denne afgørelse ikke er rettet til på grund af manglende beviser.

(5)

Klagepunktsmeddelelsen blev vedtaget den 18. december 2007, hvorefter alle virksomhederne fik mulighed for at få indsigt i sagens akter og forsvare sig imod Kommissionens foreløbige opfattelse både skriftligt og under en mundtlig høring, der fandt sted den 30. juni-4. juli 2008.

(6)

Den 9. november 2010 vedtog Kommissionen 2010-afgørelsen.

(7)

Den 16. december 2015 fastslog Retten, at 2010-afgørelsen var behæftet med en begrundelsesmangel og annullerede 2010-afgørelsen med grundlag i den påstand, der var fremsat i de forskellige anmodninger.

(8)

Denne afgørelse tager højde for Rettens konklusion med hensyn til begrundelsesmanglen i 2010-afgørelsen og er rettet til parterne, i det omfang 2010-afgørelsen er blevet annulleret for deres vedkommende. Denne afgørelse er ikke rettet til Qantas Airways Limited, idet 2010-afgørelsen er blevet endelig for denne virksomhed. Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål afgav positiv udtalelse den 6. marts 2017.

(9)

Denne afgørelse vedrører en enkelt vedvarende overtrædelse af artikel 101 i traktaten, artikel 53 i EØS-aftalen og artikel 8 i aftalen med Schweiz på EØS-området og i Schweiz og bestod i, at adressaterne samordnede deres prispolitikker i forbindelse med luftfragttjenester fra, til og inden for EØS-området med hensyn til brændstoftillæg, sikkerhedstillæg og betaling af kommission af tillæggene.

(10)

De første prisaftaler mellem luftfragtvirksomhederne (befragterne) blev indgået i forbindelse med indførelsen af et brændstoftillæg. Befragterne kontaktede derefter hinanden vedrørende anvendelsen af brændstoftillægsmekanismen, indførelsen af nye tærskler for udløsning af brændstoftillæg og forventede stigninger (eller nedsættelser) af brændstoftillæg. I begyndelsen blev aftalerne kun indgået mellem en mindre gruppe befragtere, men de bredte sig til alle denne afgørelses adressater. Hensigten var at sikre, at befragterne pålagde et fast tillæg pr. kilo for al fragt, og at stigninger (eller nedsættelser) blev samordnet og anvendt i fuldt omfang.

(11)

Samordningen bredte sig til andre områder, der ikke vedrørte anvendelsen af brændstoftillæg. Nogle befragtere samordnede også indførelsen og anvendelsen af sikkerhedstillæg. Sikkerhedstillægget var som brændstoftillægget en del af den samlede pris.

(12)

Nogle befragtere udvidede deres samarbejde til at nægte at betale kommission af tillæggene til deres kunder (speditører). Ved at nægte at betale kommission sikrede befragterne, at der ikke ved forhandlinger om rabat på tillæggene til kunderne opstod en konkurrencesituation.

(13)

Kontakten mellem virksomhederne fandt især sted ved bilaterale telefonsamtaler. Der fandt også bilaterale og multilaterale møder sted, og der blev udvekslet e-mails. I nogle tilfælde blev møderne i den lokale sammenslutning af luftfartsrepræsentanter anvendt til at samordne tillæggene. Der var kontakt både mellem hovedkontorerne og lokalt.

(14)

Selv om der kun er ét kartel, var adfærden en overtrædelse af tre retsgrundlag, nemlig artikel 101 i TEUF, artikel 53 i EØS-aftalen og artikel 8 i aftalen med Schweiz (2). Kommissionen konstaterer overtrædelsen og pålægger bøder for de forskellige perioder og ruter.

(15)

Kommissionen har kompetence til at konstatere overtrædelser og pålægge bøder for perioden 1999-2006 vedrørende ruter inden for EØS.

(16)

Rådets forordning (EØF) nr. 3975/87 af 14. december 1987 om fastsættelse af fremgangsmåden ved anvendelse af konkurrencereglerne på virksomheder i luftfartssektoren (3) gav før den 1. maj 2004 Kommissionen gennemførelsesbeføjelser til at anvende artikel 101 i TEUF med hensyn til lufttransport mellem lufthavne i EU. Lufttransport mellem lufthavne i EU og lufthavne i tredjelande var imidlertid ikke omfattet af forordningen. Derfor kan Kommissionen ikke konstatere overtrædelser eller pålægge bøder for adfærd vedrørende lufttransport mellem lufthavne i EU og lufthavne i tredjelande før 1. maj 2004.

(17)

Med henblik på EØS-aftalen finder forordning (EF) nr. 1/2003 anvendelse i medfør af Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 130/2004 (4) og nr. 40/2005 (5), hvorved det blev besluttet, at flytransport mellem EØS-lande og tredjelande, der hidtil var blevet udelukket fra EØS-aftalens gennemførelsesbestemmelser, skulle omfattes af denne, hvilket navnlig skete ved en ændring af protokol 21. Afgørelse nr. 130/2004 og nr. 40/2005 trådte i kraft den 19. maj 2005, og fra den dato fandt Rådets forordning (EF) nr. 411/2004 (6) og forordning (EF) nr. 1/2003 anvendelse inden for rammerne af EØS-aftalen. Kommissionen kunne således ikke konstatere overtrædelser og ikke pålægge bøder for adfærd vedrørende lufttransport mellem EØS-lande, der ikke er EU-medlemsstater, og tredjelande før den 19. maj 2005.

(18)

Med henblik på aftalen med Schweiz finder forordning (EF) nr. 1/2003 anvendelse i medfør af afgørelse nr. 1/2007 truffet af Luftfartsudvalget Fællesskabet/Schweiz (7), hvorved forordningen blev indarbejdet i bilaget til aftalen med virkning fra 5. december 2007. Før indarbejdelsen af forordning (EF) nr. 1/2003 var den gældende gennemførelsesforordning forordning (EØF) nr. 3975/87, der havde været indarbejdet i bilaget til aftalen siden dens ikrafttræden den 1. juni 2002. Derfor kan Kommissionen ikke konstatere overtrædelser eller pålægge bøder for adfærd vedrørende lufttransport på ruter mellem EU og Schweiz før den 1. juni 2002. Denne afgørelse søger ikke at konstatere en overtrædelse af artikel 8 i aftalen med Schweiz vedrørende luftfragttjenester på ruter mellem Schweiz og tredjelande.

(19)

Overtrædelsen omfattede for den enkelte adressat følgende perioder:

(20)

Bødens grundbeløb blev fastsat som en andel af den omsætning for luftfragttjenester, som hver enkelt virksomhed i det relevante geografiske område havde i 2005, der er det sidste hele kalenderår, før kartellet blev opløst, hvilket blev ganget med det antal år, virksomheden havde deltaget i overtrædelsen (variabelt beløb), plus et ekstrabeløb, der også blev fastsat som en andel af omsætningen, for at afskrække virksomheder fra at indgå karteller.

(21)

For at beregne grundbeløbet anvendte Kommissionen den omsætning, som overtrædelsen direkte eller indirekte vedrørte, dvs. af luftfragttjenester (i) mellem lufthavne i EØS-området, (ii) mellem lufthavne i EU og lufthavne i tredjelande (8), (iii) mellem lufthavne i EØS-området (undtagen EU-lufthavne) og lufthavne i tredjelande samt (iv) mellem lufthavne i EU og lufthavne i Schweiz.

(22)

Med hensyn til tjenester mellem EØS-området og tredjelande (punkt ii) og iii) ovenfor), er både indgående og udgående flyvninger relevante for beregningen af omsætningens størrelse, men i forbindelse med beregningen af grundbeløbet skal der tages højde for, at en del af karteladfærdens skadevirkninger med hensyn til disse ruter mellem EØS-lande og tredjelande (både indgående og udgående) sandsynligvis har virkning uden for EØS-området (9). Derfor er der i denne afgørelse blevet anvendt en ad hoc-nedsættelse på 50 % af bødens grundbeløb med hensyn til disse ruter.

(23)

Navnlig på grund af overtrædelsens karakter, der bestod i prisaftaler og prisfastsættelser, og kartellets omfang (hele EØS-området) blev både det variable beløb og ekstrabeløbet fastsat til 16 %.

(24)

Kommission satte bøden til SAS op med 50 %, da denne virksomhed en gang tidligere havde været involveret i kartelaktiviteter (10).

(25)

Det konkluderes i denne afgørelse, at forskrifterne fra visse tredjelandes jurisdiktioner og bestemmelserne i visse bilaterale serviceaftaler i praksis udgjorde en tilladelse eller en opfordring til befragterne til at samordne priserne med direkte konkurrenter på bestemte ruter. Disse forhold udgør formildende omstændigheder og begrunder en nedsættelse af bøden med 15 % for alle denne afgørelses adressater.

(26)

Det konkluderes også i afgørelsen, at tre virksomheder, nemlig Air Canada, Latam og SAS, i begrænset omfang deltog i overtrædelsen. Det skyldes, at disse virksomheder var aktive i kartellets periferi, kun havde begrænsede aftaler med de andre befragtere og deltog i færre aspekter af kartellet. Bøderne til disse tre virksomheder blev nedsat med 10 %.

(27)

Bøderne til to af virksomhederne ville have oversteget det tilladte maksimum på 10 % af deres årlige omsætning på verdensplan i 2016 og blev derfor nedsat. Da annulleringen af 2010-afgørelsen er af proceduremæssig art, har Kommissionen desuden anvendt sin skønsbeføjelse til at reducere bødens justerede grundbeløb til 10 % af omsætningen på verdensplan i 2009, hvor en adressats omsætning på verdensplan i 2016 var højere end dennes omsætning på verdensplan i 2009.

(28)

Kommissionen indrømmede fuld bødefritagelse til Deutsche Lufthansa AG og dets datterselskaber Lufthansa Cargo og SWISS og en bødenedsættelse af samarbejdsgrunde i henhold til samarbejdsmeddelelsen fra 2002 til Martinair (50 %), Japan Airlines (25 %), Air France og KLM (20 %), Cathay Pacific (20 %), Latam (20 %), Air Canada (15 %), Cargolux (15 %), SAS (15 %) og British Airways (10 %).

(29)

Endelig afviste Kommissionen en anmodning om manglende betalingsevne af bøden i henhold til Kommissionens retningslinjer fra 2006 om bødefastsættelse. Den pågældende virksomhed opfyldte ikke kriterierne for bødenedsættelse.

(30)

Følgende bøder blev pålagt i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003:

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/20

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/21

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/22

1.

Den 6. juni 2017 modtog Europa-Kommissionen i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1) anmeldelse af en planlagt fusion, hvorved Banco Santander, S.A. (»Santander«, Spanien) gennem opkøb af aktier erhverver kontrol, jf. fusionsforordningens artikel 3, stk. 1, litra b), over hele SAM Investment Holdings Limited (»SAM«, Det Forenede Kongerige).

2.

De deltagende virksomheder er aktive på følgende områder:

—   Santander: detailbankvirksomhed, likviditetsoperationer og forsikringsydelser i Spanien, Det Forenede Kongerige, andre europæiske lande og Nord-, Syd- og Mellemamerika.

—   SAM: et joint venture mellem Warburg Pincus, General Atlantic og Santander, der er aktiv inden for forvaltning af aktiver i Spanien, Det Forenede Kongerige, Tyskland, Luxembourg og Nord-, Syd- og Mellemamerika.

3.

Efter en foreløbig gennemgang af sagen finder Europa-Kommissionen, at den anmeldte fusion muligvis falder ind under fusionsforordningen. Den har dog endnu ikke taget endelig stilling hertil. Det bemærkes, at denne sag eventuelt vil blive behandlet efter den forenklede procedure i overensstemmelse med meddelelse fra Kommissionen om en forenklet procedure for behandling af bestemte fusioner efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (2).

4.

Europa-Kommissionen opfordrer hermed alle interesserede til at fremsætte deres eventuelle bemærkninger til den planlagte fusion.

Alle bemærkninger skal være Europa-Kommissionen i hænde senest 10 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse og kan med angivelse af sagsnummer M.8519 — Santander/SAM sendes til Europa-Kommissionen pr. fax (+32 22964301), pr. e-mail (COMP-MERGER-REGISTRY@ec.europa.eu) eller pr. brev til følgende adresse:

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/23

1.

Den 6. juni 2017 modtog Europa-Kommissionen i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1) anmeldelse af en planlagt fusion, hvorved Canada Pension Plan Investment Board (»CPPIB«, Canada) og Baring Private Equity Asia (»BPEA«, Singapore) gennem opkøb af aktier erhverver fælles kontrol, jf. fusionsforordningens artikel 3, stk. 1, litra b), over hele Nord Anglia Education, Inc (»Nord Anglia«, Hongkong).

2.

De deltagende virksomheder er aktive på følgende områder:

—   CPPIB: professionel forvaltning af investeringer i fast ejendom, offentlige kapitalfonde, private kapitalfonde, infrastruktur og fastforrentede værdipapirer

—   BPEA: uafhængige alternative forvaltere af aktiver i fast ejendom, private kapitalfonde og vækstkapital

—   Nord Anglia: førsteklasses skoleorganisation med skoler i Kina, Europa, Mellemøsten, USA og Sydøstasien.

3.

Efter en foreløbig gennemgang af sagen finder Europa-Kommissionen, at den anmeldte fusion muligvis falder ind under fusionsforordningen. Den har dog endnu ikke taget endelig stilling hertil. Det bemærkes, at denne sag eventuelt vil blive behandlet efter den forenklede procedure i overensstemmelse med meddelelse fra Kommissionen om en forenklet procedure for behandling af bestemte fusioner efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (2).

4.

Europa-Kommissionen opfordrer hermed alle interesserede til at fremsætte deres eventuelle bemærkninger til den planlagte fusion.

Alle bemærkninger skal være Europa-Kommissionen i hænde senest 10 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse og kan med angivelse af sagsnummer M.8515 — CPPIB/BPEA/Nord Anglia Education sendes til Europa-Kommissionen pr. fax (+32 22964301), pr. e-mail (COMP-MERGER-REGISTRY@ec.europa.eu) eller pr. brev til følgende adresse:

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/24

1.

Den 7. juni 2017 modtog Europa-Kommissionen i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1) anmeldelse af en planlagt fusion, hvorved Genui GmbH (»GENUI«, Tyskland), Summit Partners L.P. (»Summit«, USA) og Sycamore GmbH (»Sycamore«, Tyskland) gennem opkøb af aktier erhverver fælles kontrol, jf. fusionsforordningens artikel 3, stk. 1, litra b), over Market Logic Software AG (»Market Logic Software«, Tyskland).

2.

De deltagende virksomheder er aktive på følgende områder:

—   GENUI: investeringsselskab, der besidder kapitalandele i mellemstore virksomheder i de tysktalende lande

—   Summit: internationalt investeringsselskab, der hovedsageligt investerer i virksomheder inden for teknologi, sundhed og biovidenskab, vækstprodukter og tjenester til at finansiere vækst, rekapitalisering og overtagelse af virksomheder

—   Sycamore: kapitalfond

—   Market Logic Software: softwarefirma, der udvikler og distribuerer markedsføringsinformationssystemer.

3.

Efter en foreløbig gennemgang af sagen finder Europa-Kommissionen, at den anmeldte fusion muligvis falder ind under fusionsforordningen. Den har dog endnu ikke taget endelig stilling hertil. Det bemærkes, at denne sag eventuelt vil blive behandlet efter den forenklede procedure i overensstemmelse med meddelelse fra Kommissionen om en forenklet procedure for behandling af bestemte fusioner efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (2).

4.

Europa-Kommissionen opfordrer hermed alle interesserede til at fremsætte deres eventuelle bemærkninger til den planlagte fusion.

Alle bemærkninger skal være Europa-Kommissionen i hænde senest 10 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse og kan med angivelse af sagsnummer M.8507 — GENUI/Summit/Sycamore/Market Logic Software sendes til Europa-Kommissionen pr. fax (+32 22964301), pr. e-mail (COMP-MERGER-REGISTRY@ec.europa.eu) eller pr. brev til følgende adresse:

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/25

1.

Den 1. juni 2017 modtog Europa-Kommissionen i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1) anmeldelse af en planlagt fusion, hvorved Wärtsilä Technology Oy Ab, der kontrolleres af Wärtsilä Corporation (»Wärtsilä«, Finland), og CSSC Electronics Technology Co., Ltd, der kontrolleres af China State Shipbuilding Corporation (»CSSC«, Kina), gennem opkøb af aktier i et nystiftet joint venture erhverver fælles kontrol over CSSC Wärtsilä Electrical & Automation (Shanghai) Co., Ltd. (»JV«, Kina), jf. fusionsforordningens artikel 3, stk. 1, litra b), og artikel 3, stk. 4.

2.

De deltagende virksomheder er aktive på følgende områder:

—   Wärtsilä: levering af samlede livscyklus-energiløsninger til søfarts- og energimarkederne,

—   CSSC: skibsbygning og fremstilling af søfartsrelateret udstyr samt andre aktiviteter som f.eks. luftfart, bygge- og anlægsvirksomhed, elproduktion og petrokemikalier,

—   JV: levering af elektriske søfartssystemer samt automatiserings- og navigationssystemer i Folkerepublikken Kina.

3.

Efter en foreløbig gennemgang af sagen finder Europa-Kommissionen, at den anmeldte fusion muligvis falder ind under fusionsforordningen. Den har dog endnu ikke taget endelig stilling hertil. Det bemærkes, at denne sag eventuelt vil blive behandlet efter den forenklede procedure i overensstemmelse med meddelelse fra Kommissionen om en forenklet procedure for behandling af bestemte fusioner efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (2).

4.

Europa-Kommissionen opfordrer hermed alle interesserede til at fremsætte deres eventuelle bemærkninger til den planlagte fusion.

Alle bemærkninger skal være Europa-Kommissionen i hænde senest 10 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse og kan med angivelse af sagsnummer M.8439 — Wärtsilä/CSSC/JV sendes til Europa-Kommissionen pr. fax (+32 22964301), pr. e-mail (COMP-MERGER-REGISTRY@ec.europa.eu) eller pr. brev til følgende adresse:

14.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 188/26