—

der mødtes i Nairobi (Kenya) den 19.-21. december 2016,

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (Cotonouaftalen) (2), særlig artikel 21, og ændringerne til Cotonouaftalen af hhv. 2005 og 2010 (3),

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 8. juli 2015 (4) om skatteundgåelse og skatteunddragelse som udfordringer for regeringsførelse, social beskyttelse og udvikling i udviklingslandene, Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om EU-rapport om udviklingsvenlig politikkohærens 2013 (5), Europa-Parlamentets beslutning af 26. februar 2014 om fremme af udvikling gennem ansvarlige forretningsmetoder, herunder udvindingsindustriens rolle i udviklingslande (6), Europa-Parlamentets beslutning af 8. oktober 2013 om korruption i den offentlige og private sektor: indvirkningen på menneskerettighederne i tredjelande (7),

—

der henviser til den fireogtyvende ordinære samling i Den Afrikanske Union, som blev afholdt i Addis Abeba, Etiopien, den 30.-31. januar 2015,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. marts 2015 om gennemsigtighed på skatteområdet til bekæmpelse af skatteunddragelse og skatteundgåelse (8),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. februar 2015 med titlen »Et globalt partnerskab for fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling efter 2015« (9),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. april 2010 om »Skat og udvikling — samarbejde med udviklingslandene om god forvaltningspraksis på skatteområdet« (10),

—

der henviser til erklæringen fra det 18. møde i AVS-Ministerudvalget for Handel om beskatningsbeføjelser i AVS-landene, som blev afholdt i Bruxelles den 24.-26. juni 2015,

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af oktober 2015 med titlen »Collect more — spend better for achieving development in an inclusive and sustainable way« (Indsaml mere — anvend bedre for at opnå udvikling på en inklusiv og bæredygtig måde),

—

der henviser til rapporten fra Højniveaupanelet om Ulovlige Finansstrømme (IFF) fra Afrika (2015) under ledelse af Thabo Mbeki,

—

der henviser til Gruppen af AVS-staters holdning af 10. juli 2015 om den tredje internationale konference om udviklingsfinansiering,

—

der henviser til slutdokumentet fra udviklingsdagsordenen for perioden efter 2015 med titlen »Ændring af vores verden: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling«, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling i september 2015,

—

der henviser til den tredje internationale FN-konference om udviklingsfinansiering, der blev afholdt i Addis Abeba, Etiopien, den 13.-16. juli 2015,

—

der henviser til rapporten af 18. maj 2016 fra det konstituerende møde på Det Økonomiske og Sociale Råds forum om finansiering af opfølgning af udvikling,

—

der henviser til det arbejde, som FN's ekspertudvalg om internationalt samarbejde i skattesager har udført,

—

der henviser til FN's model for dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem udviklede lande og udviklingslande,

—

der henviser til Monterreyerklæringen (2002), konferencen i Doha om udviklingsfinansiering (2008), Pariserklæringen (2005) og Accrahandlingsplanen (2008),

—

der henviser til OECD's multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand i skattesager,

—

der henviser til OECD's globale forum om gennemsigtighed og udveksling af oplysninger til skattemæssige formål,

—

der henviser til gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien (EITI),

—

der henviser til FN’s konvention mod korruption,

—

der henviser til FN's ekspertudvalg om internationalt samarbejde i skattesager og det afrikanske skattevæsensforum (African Tax Administration Forum),

—

der henviser til Busanpartnerskabet for effektivt udviklingssamarbejde,

—

der henviser til det afrikanske skattevæsensforums aktivitet,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 18, stk. 1,

—

der henviser til betænkningen fra Udvalget om Økonomisk Udvikling, Finanser og Handel (AVS-EU/…),

A.

der henviser til, at udviklingslande årligt mister omkring 189 mia. USD — svarende til mere end den samlede officielle udviklingsbistand (131 mia. USD i 2015) — i skatteindtægter og ca. 1 billion USD på ulovlige kapitalstrømme; der henviser til, at denne udstrømning af kapital har en negativ virkning på landenes økonomiske vækst på ca. 5 %, hvilket hæmmer udryddelsen af fattigdom;

B.

der henviser til, at ulovlige finansstrømme stammer fra tre kilder: i) skatteundgåelse eller -unddragelse, ii) forfalskning af fakturaer i den internationale handel og misbrug af interne afregningspriser og iii) kriminelle aktiviteter såsom narkotikahandel, menneskehandel, handel med »blodmineraler«, våbenhandel og aktiv korruption;

C.

der henviser til, at visse lovlige praksis for pengeoverførsel til lavbeskatningsområder i sidste ende kan føre til ulovlige finansstrømme;

D.

der henviser til, at ulovlige finansstrømme er midler, som erhverves, overføres eller anvendes ulovligt, men at der bør skelnes mellem dette og kapitalflugt, som kan være et legitimt svar fra investorer på økonomiske, politiske eller sociale risici eller ugunstige makroøkonomiske eller administrative vilkår;

E.

der henviser til, at den massive udstrømning af kapital fra AVS-landene kombineret med faldende udviklingsstøtte og behovet for større mobilisering af indenlandske finansielle ressourcer udgør en betydelig hindring for opnåelsen af udviklingsmål;

F.

der henviser til, at mange eksperter har understreget, at Afrika ville have nået millenniumudviklingsmålene (MDG) i 2016, såfremt de ulovlige finansstrømme var blevet elimineret i 2000;

G.

der henviser til, at udstrømning af kapital mindsker de nationale ressourcer og skatteindtægter, som behøves til finansiering af fattigdomsreducerende programmer i AVS-landene, navnlig inden for uddannelse, sundhedspleje, drikkevandsforsyning, boliger og sanitære installationer, og dermed står i vejen for udryddelsen af fattigdom;

H.

der henviser til, at skatteopkrævning er en pålidelig og stabil indtægtskilde i udviklingslandene, eftersom et effektivt og gennemsigtigt skattesystem leverer indtægter, der er af afgørende betydning for at sikre adgangen til grundlæggende offentlige tjenesteydelser, mindske social ulighed og understøtte den makroøkonomiske stabilitet;

I.

der henviser til, at manglende teknisk kapacitet i udviklingslandene til at håndtere komplekse skattemæssige spørgsmål er en hindring for både mobilisering af indenlandske indtægter og deltagelse i internationalt samarbejde på skatteområdet;

J.

der henviser til, at mange AVS-lande i overensstemmelse med deres strategier for økonomisk udvikling og diversificering og med henblik på legitim udnyttelse af de muligheder, som globaliseringen rummer, trods talrige vanskeligheder har udviklet — eller er i færd med at udvikle — deres sektorer for finansielle tjenesteydelser og har forpligtet sig til at sikre fuld overholdelse af internationale normer og standarder;

K.

der henviser til, at ulovlige finansstrømme er én blandt mange globale udfordringer, som for eksempel også omfatter de nationale retlige rammers utilstrækkelighed, nationale og regionale kapaciteters tekniske og politiske svaghed, svagheden i den globale arkitektur til bekæmpelse af ulovlige finansstrømme og globale finansielle transaktioners manglende gennemsigtighed;

L.

der henviser til, at ulovlige finansstrømme også omfatter strafbare handlinger såsom ulovlig menneske-, narkotika- og våbenhandel, smugling eller økonomisk bedrageri samt uautoriserede eller ikke-sikrede lån, hvidvaskning af penge og manipulation af børs- og obligationsmarkederne;

M.

der henviser til, at der allerede er blevet iværksat mange bestræbelser og initiativer på internationalt plan, såsom OECD's multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand i skattesager, OECD's globale forum for gennemsigtighed og informationsudveksling på skatteområdet, gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien (EITI), FN's konvention mod korruption, FN's Ekspertudvalg om Internationalt Samarbejde i Skattesager og det afrikanske skattevæsensforum (African Tax Administration Forum);

N.

der henviser til, at det er positivt, at flere AVS-stater er part i disse internationale instrumenter og forpligter sig til at gennemføre dem;

O.

der henviser til, at den eksplosive stigning i antallet af unge, som i løbet af få år vil gøre Afrika til den region i verden, der har det højeste indbyggertal, potentielt kan føre til forhøjet arbejdsløshed og samfundspolitisk ustabilitet;

1.

er af den faste overbevisning, at bestræbelserne på at bekæmpe ulovlige finansstrømme primært skal være af politisk natur, og at kampen mod hvidvaskning af penge, skatteunddragelse og -undgåelse, aggressiv skatteplanlægning og korruption fortsat skal stå øverst på den internationale dagsorden, eftersom disse fænomener — på baggrund af de lave økonomiske vækstrater i nogle AVS-lande, det høje fattigdomsniveau og det voksende behov for ressourcer i kombination med faldende offentlig støtte — giver anledning til stor bekymring;

2.

minder om, at foranstaltninger mod ulovlige finansstrømme kræver et stærkt internationalt samarbejde og den samtidige inddragelse af alle nationale og internationale aktører: statslige og lokale myndigheder, statslige organer, den private sektor, regionale og internationale organisationer og civilsamfundet;

3.

minder om det tilsagn, som parterne i Busanpartnerskabsaftalen fra 2011 har afgivet, om at arbejde effektivt sammen til gavn for udvikling og skærpe indsatsen for at bekæmpe korruption og ulovlige finansstrømme;

4.

anerkender de mange bestræbelser på internationalt plan på at bekæmpe ulovlige finansstrømme, men bemærker med bekymring, at de fleste relevante internationale konventioner og initiativer, der har til formål at bekæmpe korruption og ulovlige finansstrømme, ikke leverer konkrete resultater i deres gennemførelsesfase; beklager navnlig, at disse initiativer ofte savner koordinering, navnlig i forbindelse med inddrivelse af aktiver, og sammenhæng, selv om de er blevet støttet gennem foranstaltninger til bekæmpelse af international terrorisme og de efterfølgende bestræbelser for at kontrollere finansieringen heraf; minder om, at forudsætningen for at besejre terrororganisationer i destabiliserede lande fortsat er at efterforske terrororganisationernes internationale finansielle kilder og afskære kanaler for ulovlig våbenhandel;

5.

erkender, at det med henblik på at indfri de opstillede mål er nødvendigt at skabe overensstemmelse mellem nationale politikker og den globale dagsorden; understreger, at der er behov for politikkohærens mellem begge institutioner og reformer på nationalt og internationalt plan;

6.

opfordrer medlemsstaterne og AVS-landene til under FN's ledelse at arbejde for indførelsen af en retlig forpligtelse, der dækker hele forsyningskæden af mineraler, og derved gøre en reel indsats for at håndhæve menneskerettighederne i stedet for at varetage lobbyers og store virksomheders interesser;

7.

minder om, at skattely, jurisdiktioner med bankhemmelighed og ulovlige finansstrømme udhuler skattegrundlaget, undergraver skattesystemets retfærdighed og skævvrider handel og investeringer; understreger i denne forbindelse kraftigt, at afskaffelsen af alle former for ulovlige finansstrømme er af altafgørende betydning for indfrielsen af de økonomiske og sociale målsætninger i den nye 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling;

8.

minder om, at mobiliseringen af de indenlandske ressourcer gennem beskatning er den vigtigste indtægtskilde for finansiering af bæredygtig udvikling; opfordrer indtrængende det internationale samfund til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af effektive og gennemsigtige skatte- og handelspolitikker og tage hensyn til OECD, G20, G8, G77, Den Afrikanske Union, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og Den Afrikanske Udviklingsbank samt de private bankers centrale rolle med hensyn til at sikre finansiel gennemsigtighed i AVS-landene og resten af verden; understreger endvidere behovet for, at udviklingslandene i højere grad deltager i skatteforvaltning på globalt plan;

9.

understreger, at AVS-landene i deres bestræbelser på at øge skatteindtægterne ofte støder på store politiske, lovgivningsmæssige og administrative begrænsninger; mener derfor, at udviklingsbistand bør fokusere på opbygning af de rette lovgivningsmæssige rammer samt styrkelse af skatteforvaltningerne og de institutioner, der er ansvarlige for at bekæmpe ulovlige finansstrømme, ved at levere teknisk ekspertise inden for ressourceforvaltning, finansielle efterretninger og korruptionsbekæmpende lovgivning, navnlig for så vidt angår hvidvaskning af penge, organiseret kriminalitet og menneskehandel samt tilbagelevering af aktiver, der er stjålet fra lande;

10.

understreger de risici, som de afrikanske lande løber, når de giver økonomisk uhensigtsmæssige indrømmelser med hensyn til dobbeltbeskatningsaftaler samt undertegner koncessionskontrakter til udvinding af naturressourcer; mener, at den traktatmodel, som De Forenede Nationers Skattekomité har udarbejdet, bør støttes med henblik på at imødegå misbrug i form af dobbeltbeskatningsaftaler, da den giver stærkere rettigheder til beskatning ved kilden end OECD's model;

11.

bemærker, at udvindingssektoren, offentlig forsyning og infrastruktur samt sundhed og uddannelse er områder, der er særligt sårbare over for korruption, som er en af de vigtigste drivkræfter bag ulovlige finansstrømme; mener, at gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien (EITI) bør gøres obligatorisk; opfordrer AVS-landene til at øge gennemsigtigheden og ansvarligheden i ressourcekontrakter, virksomheders regnskabsaflæggelse og revision samt opkrævningen og tildelingen af indtægter som led i deres bekæmpelse af korruption;

12.

minder om, at uigennemsigtige offentlige indkøb og forsyningskæder kan åbne muligheder for korruptionsrelaterede ulovlige finansielle strømme; mener derfor, at bestræbelserne på bekæmpelse af korruption også bør tage sigte på at modernisere praksis for offentlige udbud;

13.

bemærker med bekymring, at udviklingsfinansieringsinstitutioner — idet de er stærkt afhængige af finansielle formidlere — fortsat støtter et stort antal investeringer, som foretages via skattely; understreger, at internationale og regionale udviklingsfinansieringsinstitutioner og banker har en central rolle at spille med hensyn til ansvarlig kapital, og at samarbejdet bør være rettet mod at styrke god forvaltningspraksis og statsopbygning med henblik på en ansvarlig og samvittighedsfuld anvendelse af de offentlige indtægter i AVS-landene; mener navnlig, at udviklingsfinansieringsinstitutioner kun bør investere i virksomheder og fonde, som er villige til at offentliggøre oplysninger om egentligt ejerskab og fremlægge deres finansielle konti land for land;

14.

opfordrer EU til at spille en mere aktiv rolle med hensyn til at yde udviklingslandene finansiel og teknisk bistand, så de kan leve op til nye globale standarder for bekæmpelse af skatteunddragelse, herunder automatisk udveksling af oplysninger;

15.

opfordrer EU til at gøre fuld brug af OECD's modelbeskatningsoverenskomst, herunder en frivillig bestemmelse om bistand til skatteopkrævning, der kan medtages i bilaterale konventioner, hvori hvert land lover at medvirke ved opkrævning af skatter, der opkræves af det andet land;

16.

fastholder, at det — gennem samarbejde og udveksling af oplysninger — er nødvendigt at bekæmpe udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud til usamarbejdsvillige skattejurisdiktioner og til banker, herunder banker i de udviklede lande, som anvender bankhemmelighed; opfordrer desuden alle stater og jurisdiktioner, der endnu ikke har gjort det, til at tilslutte sig de fælles globale standarder for automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti;

17.

opfordrer til, at oplysninger om egentligt ejerskab af selskaber gøres offentligt tilgængelige for alle virksomhedsstrukturer, herunder truster, stiftelser og skuffeselskaber, og gentager sin opfordring til at kræve offentlig landeopdelt rapportering fra multinationale selskaber på grundlag af modeller udarbejdet af G20 og OECD for at forhindre udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud; mener, at overskud, som er indtjent af multinationale virksomheder, bør beskattes i det land, hvor de er genereret; mener ligeledes, at skatteincitamenter bør offentliggøres;

18.

minder om, at samarbejde og udveksling af oplysninger mellem de forskellige efterretningstjenester er vigtigt, og opfordrer derfor til styrket regionalt samarbejde med henblik på i fællesskab at udarbejde en model for aftaler om udveksling af skatteoplysninger for at forhindre misbrug;

19.

erkender, at mange AVS-lande i overensstemmelse med deres strategier for økonomisk udvikling og diversificering og med henblik på legitim udnyttelse af de muligheder, som globaliseringen rummer, trods talrige vanskeligheder har udviklet — eller er i færd med at udvikle — deres sektorer for finansielle tjenesteydelser og har forpligtet sig til at sikre fuld overholdelse af internationale normer og standarder;

20.

opfordrer indtrængende finansielle centre, herunder offshorefinanscentre, som påviseligt har en høj grad af hemmelighed, til at samarbejde i den globale kamp mod ulovlige finansstrømme og overholde internationalt aftalte standarder for gennemsigtighed, og mener, at det i tilfælde af manglende samarbejde bør overvejes at pålægge sanktioner, når alle muligheder for dialog med og høring af de pågældende stater og jurisdiktioner er udtømte, og på grundlag af veldefinerede og internationalt acceptable kriterier;

21.

opfordrer alle AVS-stater og EU-medlemsstater til at sikre offentligheden adgang til oplysninger om statens og lokale myndigheders budgetter som en måde, hvorpå det kan forhindres, at offentlige midler omdirigeres til ulovlige finansstrømme;

22.

opfordrer alle AVS-landene til at oprette en peer review-mekanisme, som omfatter bekæmpelsen af ulovlige finansielle strømme;

23.

minder om, at skatteopkrævning er en pålidelig indtægtskilde i udviklingslandene, eftersom et effektivt og gennemsigtigt skattesystem sikrer indtægter, der er af afgørende betydning for at sikre adgangen til grundlæggende offentlige tjenesteydelser, og mindsker social ulighed;

24.

pålægger sine formænd at sende denne beslutning til AVS-EU-Ministerrådet, Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen, Det Europæiske Råd, Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament, de regionale og nationale parlamenter, de regionale organisationer knyttet til AVS-landene samt Den Europæiske Investeringsbank.

—

der mødtes i Nairobi (Kenya) den 19.-21. december 2016,

—

der henviser til sin beslutning af 28. juni 2007 om fattigdomsbekæmpelse for mindre landbrugere i AVS-landene og sin beslutning af 27. november 2013 om de sociale og miljømæssige konsekvenser af pastoralisme i AVS-landene,

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (Cotonouaftalen), særlig artikel 23 og 34, og ændringerne til Cotonouaftalen af henholdsvis 2005 og 2010 (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 27. september 2011 om en EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer (3), af 11. december 2013 om EU's strategi til styrkelse af resiliens og nedbringelse af katastroferisici i udviklingslande: anvendelse af erfaringer fra fødevaresikkerhedskriser (4), af 13. marts 2014 om betydningen af ejendomsret, besiddelse af ejendom og velstandsskabelse for udryddelse af fattigdom og fremme af bæredygtig udvikling i udviklingslande (5), af 12. marts 2015 om Tanzania, navnlig spørgsmålet om land grabbing (6), og af 7. juni 2016 om den nye alliance for fødevaresikkerhed og ernæring (7),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om en EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer, der blev vedtaget den 31. marts 2010 (8), og til Rådets konklusioner angående politiske rammer, der blev vedtaget den 10. maj 2010 (9),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 28. maj 2013 om fødevare- og sundhedssikkerhed i den eksterne bistand (10),

—

der henviser til Kommissionens handlingsplan på ernæringsområdet af 3. juli 2014 (11),

—

der henviser til FN's topmøde om bæredygtig udvikling og dets slutdokument, som blev vedtaget af Generalforsamlingen den 25. september 2015, med titlen »Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling«, og særlig mål 2 blandt målene for bæredygtig udvikling (SDG), som er fastsat deri, nemlig at udrydde sult, opnå fødevaresikkerhed og bedre ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug (12),

—

der henviser til Parisaftalen, som parterne i FN's rammekonvention om klimaændringer vedtog den 12. december 2015 (13),

—

der henviser til det omfattende program for udvikling af landbruget i Afrika (CAADP), som blev vedtaget af Den Afrikanske Union (AU) i 2002 (14),

—

der henviser til erklæringen fra topmødet mellem AU's statsoverhoveder i Maputo (Mozambique) i 2003, hvor AU's regeringer indgik en aftale om at investere mere end 10 % af deres samlede nationale bevillinger i landbrugssektoren (15),

—

der henviser til FN's internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder af 16. december 1966,

—

der henviser til FN's internationale år for familiebrug i 2014 (16),

—

der henviser til Den Afrikanske Unions »politikramme for kvægavl i Afrika: sikring, beskyttelse og forbedring af pastoralistsamfundenes liv, levebrød og rettigheder«, som blev vedtaget af Konferencen af Afrikanske Landbrugsministre i oktober 2010 og godkendt af dens eksekutivråd på den 18. ordinære samling i Addis Abeba (Etiopien) i januar 2011,

—

der henviser til Udenrigsudvalgets betænkning om virksomheders ansvar for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i tredjelande (17),

—

der henviser til, at Den Afrikanske Unions forsamling af stats- og regeringschefer i juli 2012 erklærede året 2014 for »Year of Agriculture and Food Security in Africa« (18) (det afrikanske år for landbrug og fødevaresikkerhed) for at markere tiårsdagen for vedtagelsen af CAADP,

—

der henviser til »Milan Urban Food Policy Pact« af 15. oktober 2015, som blev fremsat af byrådet i Milano og undertegnet af 113 byer rundt om i verden, som blev forelagt FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og illustrerer den vigtige rolle, som byer spiller for udformningen af en bæredygtig fødevarepolitik,

—

der henviser til Malaboerklæringen om »Accelerated Agricultural Growth and Transformation for Shared Prosperity and Improved Livelihoods«, vedtaget den 27. juni 2014 på topmødet for Den Afrikanske Unions statsledere, der blev afholdt i Malabo (Ækvatorialguinea), hvorved Den Afrikanske Unions regeringer atter forpligtede sig til at tildele mindst 10 % af de offentlige bevillinger til landbrug (19),

—

der henviser til G8's »L'Aquila-fødevaresikkerhedsinitiativ« fra 2009 (20),

—

der henviser til »Framework and Guidelines on Land Policy in Africa« (F&G), som blev vedtaget på den fælles konference mellem ministrene for landbrug, jordanliggender og husdyr, der fandt sted i april 2009 i Addis Abeba (Etiopien) (21), samt erklæringen om »Land Issues and Challenges in Africa« (22), som blev vedtaget på topmødet mellem AU's statsoverhoveder i Sirte (Libyen) i juli 2009, og som understregede nødvendigheden af en effektiv gennemførelse af F&G,

—

der henviser til de vejledende principper for storstilede jordbaserede investeringer i Afrika, som blev vedtaget på Den Afrikanske Unions Fælles Konference for Ministre for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne, Fiskeri og Akvakultur på dens møde i Addis Abeba (Etiopien) den 1.-2. maj 2014,

—

der henviser til De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations (FAO's) »frivillige retningslinjer til støtte for den gradvise gennemførelse af retten til tilstrækkelig ernæring i forbindelse med den nationale fødevaresikkerhed« fra 2004 (23),

—

der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966,

—

der henviser til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW) fra 1979 (24),

—

der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder fra 1987 (25),

—

der henviser til FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder fra 2007 (26),

—

der henviser til FN's grundlæggende principper og retningslinjer om udviklingsrelaterede udsættelser og fordrivelser fra 2007 (27),

—

der henviser til de vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne, som FN's Menneskerettighedsråd gav sin tilslutning til i 2011 (28), samt OECD's retningslinjer for multinationale selskaber, som blev ajourført i 2011 (29),

—

der henviser til Busanpartnerskabet for effektivt udviklingssamarbejde fra 2011 (30),

—

der henviser til »Voluntary Guidelines on Governance of Tenure of Land, Fisheries and Forests« (VGGT) (vejledende retningslinjer for ansvarlig forvaltning af jordbesiddelse, fiskeri og skove) fra 2012 (31),

—

der henviser til den internationale konvention om beskyttelse af plantenyheder (UPOV-konventionen) fra 1991 (32),

—

der henviser til Maastrichtprincipperne om staters ekstraterritoriale forpligtelser inden for området økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ETOP),

—

der henviser til den internationale traktat om plantegenetiske ressourcer for fødevarer og jordbrug (ITPGRFA) fra 2001 (33),

—

der henviser til konventionen om den biologiske mangfoldighed fra 1992 og den dermed forbundne Cartagenaprotokol om biosikkerhed fra 2000 samt Nagoyaprotokollen om adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af disse ressourcer, fra 2010 (34),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 18, stk. 1,

—

der henviser til betænkningen fra Udvalget om Sociale Anliggender og Miljø (AVS-EU/…),

A.

der henviser til, at mindre producenter, og navnlig oprindelige folk, familielandbrugere, kvinder, pastoralister (kvægnomader) og fiskere, ofte mangler juridisk kendskab til deres jordrettigheder, hvilket gør dem sårbare over for uhensigtsmæssige jordhandler, ekspropriering uden samtykke eller mangel på rimelig erstatning;

B.

der henviser til, at ulemperne ved land grabbing er større end fordelene; der henviser til, at bosættelser er blevet brændt ned og ødelagt for at bane vej for byggespekulanter, og at de genbosættelsesområder, der stilles til rådighed, ofte ligger langt fra de centrale markedspladser, hvilket tvinger landbrugerne til at bo langt fra deres primære indtægtskilde;

C.

der henviser til, at direkte bevillinger til og private investeringer i små landbrug er faldet i de sidste 30 år i AVS-landene, mens lavindkomstlandenes afhængighed af fødevareimport er vokset og har gjort dem sårbare over for prisudsving på de internationale markeder;

D.

der henviser til, at det for at afhjælpe fattigdommen i AVS-landene er afgørende, at småproducenternes landbrugsproduktivitet og indkomster forøges, da dette bidrager til fødevare- og beskæftigelsessikkerheden og fører til færre krænkelser af rettighederne til jord;

E.

der henviser til, at store offentlig-private partnerskaber (OPP'er) skaber en dominerende position for store landbrugsselskaber i AVS-landenes landbrug, der udelukker de lokale virksomheder;

F.

der henviser til, at det i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og i Parisaftalen om klimaændringer fra december 2015 understreges, at det er vigtigt at udvikle en landbrugsmodel, der kan forbedre modstandsdygtigheden og skabe bæredygtige fødevaresystemer;

G.

der henviser til, at fødevarekrisen i 2008 førte til en generel erkendelse af behovet for at støtte mindre landbrugeres fødevareproduktion til de nationale markeder;

H.

der henviser til, at lanceringen af strukturtilpasningsprogrammerne i begyndelsen af 1980'erne førte til etableringen af et eksportorienteret landbrug, hvor en øget produktion af salgsafgrøder til det globale marked blev prioriteret; der henviser til, at dette valg begunstigede produktion i stor skala med en høj grad af kapitalisering og mekanisering, mens landbrug i mindre målestok blev relativt forsømt;

I.

der henviser til, at internationale markeder vil blive mere volatile i fremtiden; der henviser til, at lande ikke bør løbe risikoen for at blive overdrevent afhængige af import, men i stedet primært bør investere i den indenlandske fødevareproduktion med henblik på at opbygge modstandsdygtighed;

J.

der henviser til, at hensigten med såkaldte »vækstcentre« er at tiltrække internationale investorer ved at stille jord til rådighed for store private virksomheder, og til, at dette ikke må ske på bekostning af familielandbrugere;

K.

der henviser til, at landbrugernes ret til frit at producere, udveksle og sælge frø danner grundlag for 90 % af levebrødet inden for landbruget i Afrika, og at frødiversitet er af afgørende betydning for at styrke landbrugets modstandsdygtighed over for klimaændringer;

L.

der henviser til, at familielandbrugere og mindre landbrugere har vist deres evne til at levere forskelligartede produkter, herunder gennem husdyrhold og fiskeri, og at øge fødevareproduktionen på bæredygtig vis ved hjælp af agroøkologiske metoder;

M.

der henviser til, at monokulturer kan øge afhængigheden af kemiske gødningsstoffer og pesticider, føre til massiv jordforringelse og medvirke til klimaændringer;

N.

der henviser til, at stordriftslandbrug i Afrika tegner sig for mindst 14 % af de samlede årlige drivhusgasemissioner, hovedsageligt på grund af anvendelsen af kvælstofgødning, og at dette har gjort, at kontinentet har været den tredjestørste udleder siden år 2000 (35);

O.

der henviser til, at køn og uddannelse er meget vigtige dimensioner i de investeringer, der foretages i landbruget i AVS-lande; der henviser til, at styrkelse af kvinder inden for mindre landbrug som aktive og fagligt kyndige forandringsagenter er afgørende for den økonomiske udvikling i sektoren; der henviser til, at kvinder i landdistrikterne længe har været udsat for forskelsbehandling for så vidt angår adgangen til en række produktionsmidler, herunder jord, kredit, rå- og hjælpestoffer og tjenesteydelser;

P.

der henviser til, at FAO anslår, at ca. 75 % af planters genetiske diversitet er gået tabt på verdensplan; der henviser til, at omfattende genetisk erosion øger vores sårbarhed over for klimaændringer og fremkomsten af nye skadegørere og sygdomme;

Q.

der henviser til, at kontrol og ejerskab af frø samt frøs prisoverkommelighed spiller en afgørende rolle for, at fattige landbrugere kan have en robust fødevaresikkerhed;

R.

der henviser til, at familiebedrifter ofte opnår en højere produktivitet i forhold til arealet end de større bedrifter og anvender mere arbejdskraft pr. hektar end deres større modparter;

S.

der henviser til, at landbrugeres adgang til vand udgør et stort problem i Afrika; der henviser til, at støtte til kunstvanding af mindre bedrifter ved hjælp af finansielle midler og teknisk bistand vil kunne øge produktiviteten og indtjeningen betydeligt, da adgang til vand skaber mulighed for lokal udvikling;

T.

der henviser til, at mange mindre landbrugere og landbosamfund holder fast ved traditionelle praksis og fortsat supplerer deres proteinindtag med kød fra vildtlevende dyr (bushmeat); der henviser til, at dette i stigende grad har vist sig at være uholdbart;

U.

der henviser til, at familielandbrug og mindre landbrugere påvirker udviklingslandenes økonomiske, politiske og sociokulturelle udvikling, hvilket vil få direkte indflydelse på nationsopbygningsprocessen; der henviser til, at en mislykket nationsopbygningsproces kan føre til manglende politisk stabilitet, social uro, uretfærdighed og sociokulturel stagnation, hvilket i sidste ende kan føre til fejlslagne stater;

V.

der henviser til, at familielandbrug er en vigtig kilde til solidaritet på tværs af generationerne samt social og miljømæssig ansvarlighed og dermed fremmer bæredygtig udvikling i selv de mest forarmede regioner;

W.

der henviser til, at verdens befolkning, omkring 7,2 milliarder mennesker, lever af landbrugsproduktionssystemerne, som omfatter over 570 millioner landbrug i hele verden; der henviser til, at små landbrug udgør hovedparten af verdens driftssystemer; der henviser til, at 73 % af landbrugerne på verdensplan har mindre end 1 ha land, og at 85 % har mindre end 2 ha; der henviser til, at mindre landbrugere bidrager til en stor del af landbrugsproduktionen i udviklingslandene og spiller en afgørende rolle for fødevaresikkerhed, økonomisk vækst, jobskabelse og fattigdomsbekæmpelse;

X.

der henviser til, at fraværet af kontekstspecifikke politikker, som er relevante for de faktiske forhold i hvert enkelt AVS-land, og som fremmer støtte til familielandbrugere og små landbrugere med henblik på at udvikle selvhjulpenhed og bæredygtige landbrugsmetoder, gør de forskellige og komplekse udfordringer, de står over for, endnu alvorligere;

Y.

der henviser til, at innovation i landbrugssektoren er en afgørende faktor med hensyn til at forbedre arbejdskraftens effektivitet og en effektiv arealudnyttelse, således at familier, der ejer og driver landbrug, får mulighed for at komme ud af fattigdommen og opnå velstand;

Z.

der henviser til, at blandt andet manglen på brugbar, lokal landbrugsforskning, rådgivningstjenester og uddannelse i landdistrikterne til hjælp for familielandbrugere og mindre landbrugere er blevet en hæmsko for udviklingen i denne sektor;

AA.

der henviser til, at familielandbrug ofte er den eneste mulighed for, at unge kan opnå beskæftigelse og tilegne sig arbejdsmæssige færdigheder;

1.

opfordrer regeringer og donorer til at afskaffe eller revidere alle politikker og projekter, der direkte tilskynder til og letter land grabbing, eller som indirekte øger presset på jord og naturressourcer og kan resultere i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne;

2.

minder om, at målene for bæredygtig udvikling, som skal være opfyldt inden 2030, inkluderer målet om at fremme bæredygtigt landbrug;

3.

opfordrer indtrængende EU-medlemsstaterne til at oprette reelle værktøjer til bæredygtig udvikling og redskaber — som eksempelvis en bedste praksis for dyrkningsmetoder — for at støtte familielandbrug og lokale økonomier i Afrika syd for Sahara, idet den minder om, at familielandbrugere og mindre landbrugere producerer omkring 80 % af verdens fødevarer og bidrager med over 60 % af beskæftigelsen i AVS-landene; understreger, at høstudbyttet er en afgørende komponent i mindre landbrugsbedrifters indkomst;

4.

opfordrer EU, dets medlemsstater og AVS-landene til at tilskynde familielandbrug til at deltage i programmer, der støtter innovation og mere udbredt anvendelse af eksisterende teknologier og praksis; bemærker, at der — som anbefalet af FAO i dets rapport med titlen »State of the Food and Agriculture — Innovation in Family Farming« — i forbindelse med udvikling, tilpasning og anvendelse af nye teknologier og bedriftsforvaltningspraksis bør tages højde for familielandbrugets specifikke struktur i det enkelte land;

5.

fremhæver, at mindre landbrug tegner sig for mere end 80 % af landbrugsproduktionen og spiller en vigtig rolle for fødevaresikkerhed, fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig forvaltning af naturressourcerne;

6.

anmoder AVS-landene om i højere grad at anspore de unge til at støtte familielandbruget;

7.

bemærker, at aldringen blandt landbrugerne, den begrænsede adgang til social sikring, aktiver, finansielle tjenesteydelser, markeder og effektive konsulenttjenester samt den ringe grad af organisering blandt landbrugerne udgør en alvorlig hæmsko for mindre landbrugs udvikling og begrænser unges beskæftigelsesmuligheder inden for landbruget;

8.

minder om, at familielandbrug og mindre landbrug trods de mange problemer, de står over for, stadig kan spille en vigtig rolle for fødevaresikkerhed, økonomisk vækst og fattigdomsbekæmpelse og har potentiale til at skabe ordentlige job for kvinder og mænd i landdistrikterne;

9.

opfordrer EU og dets medlemsstater til at sikre, at investorer med base i EU gennem effektiv gennemførelse af internationale standarder, som fastsætter regler for ansvarlig investering i landbrug, herunder Den Afrikanske Unions »Framework and Guidelines on Land Policy in Africa« og dens »Guiding Principles on Large Scale Based Investments in Africa«, respekterer lokalsamfundenes rettigheder og behovene hos mindre landbrug og overholder de vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne samt OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder;

10.

understreger, at der er behov for støtte, ikke bare til mindre landbrugere, men også til små og mellemstore virksomheder i landdistrikterne, som køber produkter af mindre landbrugere og leverer varer til dem;

11.

minder om vigtigheden af en sund og dynamisk servicesektor, som forbinder mindre landbrugere med større markeder, således at de får mulighed for at udvide deres forretning og øge deres udvikling;

12.

minder om, at opdagelsen i 2013 af et stort grundvandsreservoir i Kenya viser, at Afrika langt fra er tørt, men derimod har rigelige vandressourcer; understreger, at landbrugernes problem er adgang, og at kun omkring 6 % af den opdyrkede jord har mulighed for kunstvanding, hvilket betyder, at millioner af mennesker er afhængige af regnbaseret landbrug;

13.

minder om, at adgang til vand for afrikanske landbrugere er et vigtigt spørgsmål og en mulighed for lokal udvikling, og understreger, at en anden hindring er manglen på detaljeret hydrogeologisk kortlægning for Afrika som helhed;

14.

fremhæver vigtigheden af at finde en måde, hvorpå der kan foretages hydrogeologisk kortlægning, og hvorpå oplysningerne kan gøres tilgængelige for de mindre landbrugere, da dette ville ændre landskabet, landbruget og økonomien fuldstændigt;

15.

minder om, at når landbruget får mulighed for at vokse på lokalt plan, kan landbrugerne tjene mere kapital, som kan reinvesteres lokalt, hvilket øger kapaciteten og effektiviteten og får fortjenesterne til at stige;

16.

bemærker med bekymring, at mange jordhandler er i strid med principperne om frit, forudgående og informeret samtykke fra de lokalsamfund, der er involveret; påpeger især, at man i beslutningsprocessen inden for Den Nye Alliance for Fødevaresikkerhed og Ernærings (NAFSN's) samarbejdsramme ikke har inddraget alle interessenter og navnlig ikke mindre landbrugere;

17.

understreger behovet for at sætte skub i offentlige investeringer i AVS-landenes landbrug og for at prioritere investeringer i landbrugskonsulentvirksomhed, herunder undervisning og kendskab til agroøkologi, i overensstemmelse med FN's Landbrugspanels (IAASTD's) konklusioner, henstillingerne fra FN's særlige rapportør om retten til fødevarer og målene for bæredygtig udvikling;

18.

konstaterer, at landbrugsinvesteringspolitikkerne hovedsageligt er fokuseret om store opkøb af jord og eksportrettet landbrug, som ikke er forbundet med den lokale økonomi; opfordrer derfor til, at økologisk landbrug også fremmes i AVS-landene; minder om, at for et flertal af befolkningen i Afrika er adgang til jord og sikkerhed for ejendomsret afgørende for at kunne nyde retten til fødevarer; opfordrer de afrikanske lande til at anerkende alle legitime rettigheder til jord, herunder uformelle rettigheder, rettigheder for oprindelige folk samt rettigheder i medfør af sædvaneretten, fremme familiebrug og mindre landbrug og bekæmpe land grabbing;

19.

understreger, at brugsrettigheder, der hidrører fra sædvaneret — såsom dem, pastoralister (kvægnomader) har — bør anerkendes og beskyttes af et retligt system i overensstemmelse med Den Afrikanske Menneskerettighedskommissions bestemmelser og afgørelser;

20.

minder om, at FAO's retningslinjer for jordbesiddelse, herunder dem om pastoralisme, anbefaler sikker adgang til jord; opfordrer EU til proaktivt at spore og føre tilsyn med jordhandler, der involverer EU-aktører; understreger, at private virksomheder, der er involveret i offentlig-private partnerskaber, f.eks. NAFSN, bør stilles til ansvar for deres handlinger; opfordrer med dette for øje parterne i NAFSN til at oprette en mekanisme for streng kontrol og strengt tilsyn, herunder retsmidler til lokalbefolkninger og lokalsamfund, der er berørt af jordhandler;

21.

opfordrer regeringer og organer til at føre tilsyn med afhængigheden af protein fra nedlagt vildt og udarbejde planer for erstatning heraf, inden økosystemerne lider ubodelig skade;

22.

minder om, at landbrugernes ret til frit at producere, udveksle og sælge frø danner grundlag for 90 % af levebrødet inden for landbruget i Afrika og er af væsentlig betydning i alle øvrige AVS-lande, samt at frødiversitet er af afgørende betydning for at opbygge landbrugets modstandskraft over for klimaændringer; beklager, i overensstemmelse med Den Internationale Union til Beskyttelse af Plantenyheder (UPOV), virksomhedernes anmodninger om at styrke plantedyrkeres rettigheder, idet UPOV's konvention fra 1991 forbyder størstedelen af sådanne uformelle ordninger;

23.

bemærker, at indførelsen og spredningen af certificerede frø i Afrika — samtidig med at den øger jordens produktivitet og høstudbyttet — risikerer at øge de mindre landbrugeres afhængighed og gældsætning;

24.

minder om, at den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser i Europa har stimuleret fødevareproduktionen og styrket fødevaresikkerheden; fremhæver i denne henseende betydningen af regionale frihandelsaftaler og pålidelig infrastruktur, der gør det muligt for mindre landbrugere og familielandbrugere at nå længere ud end til deres lokale markeder;

25.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at de forpligtelser for så vidt angår landbrugeres rettigheder, som EU har påtaget sig i medfør af den internationale traktat om plantegenetiske ressourcer for fødevarer og jordbrug, kommer til udtryk i teknisk bistand og finansiel støtte til frøpolitikker; opfordrer EU til at støtte intellektuelle ejendomsrettigheder, som styrker udviklingen af frøsorter, der er tilpasset lokale forhold, samt brugen af landbrugernes egen såsæd;

26.

opfordrer indtrængende G8-medlemsstaterne til ikke at støtte dyrkningen af GMO-afgrøder i AVS-landene; minder om, at den afrikanske modellov om biosikkerhed fastsætter et højt benchmark for biosikkerhed; mener, at al bistand fra udenlandske donorer til udvikling af biosikkerhed på nationalt og regionalt niveau bør udformes i overensstemmelse hermed;

27.

opfordrer AVS-landenes regeringer til at gøre deres yderste for at støtte familielandbrug og mindre landbrugere ved at understrege, at det er nødvendigt at skabe politikker, der fremmer social retfærdighed og udvikler selvhjulpne og bæredygtige landbrugspraksis, samt at udarbejde kontekstspecifikke politikker, der er relevante for det enkelte AVS-land, og fremme brugbar landbrugsforskning, rådgivningstjenester og uddannelse i landdistrikterne såvel som anden relevant teknisk og finansiel støtte;

28.

understreger vigtigheden af at støtte og fremme kvindelige landbrugeres inddragelse i beslutningsprocesserne, eftersom de i mange AVS-lande bærer hovedansvaret for familiens forsørgelse, samtidig med at de udfører størstedelen af arbejdet i subsistenslandbruget;

29.

henviser til de vanskeligheder, som kvindelige landbrugere må kæmpe med for så vidt angår adgang til kapital og landbrugsjord; bemærker, at en lettere adgang til investeringskapital er en forudsætning for at forbedre kvinders socioøkonomiske situation, og opfordrer i denne forbindelse til, at kvinders adgang til finansieringskilder og til specifikke uddannelsesforanstaltninger, der kan lette denne adgang, tilskyndes, støttes og gøres lettere;

30.

bemærker, at den sociale beskyttelse af kvindelige landbrugere og den retlige anerkendelse af navnlig deres ejendomsret samt arveret eller mulighed for at lade ejendom gå i arv må styrkes for at sikre dem de samme rettigheder som mænd;

31.

pålægger sine formænd at sende denne beslutning til AVS-EU-Ministerrådet, Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen, Det Europæiske Råd, Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament, de regionale og nationale parlamenter i AVS-landene og EU-medlemsstaterne samt til de regionale organisationer i AVS-landene.

—

der mødtes i Nairobi (Kenya) den 19.-21. december 2016,

—

der henviser til artikel 18, stk. 2, i sin forretningsorden,

—

der henviser til erklæringerne fra EU's kommissær for humanitær bistand og krisestyring, Christos Stylianides, om konsekvenserne af orkanen Matthew på Haiti,

—

der henviser til rapporten af 31. august 2016 fra generalsekretæren for FN's Sikkerhedsråd om FN's Stabiliseringsstyrke i Haiti,

—

der henviser til erklæringen af 9. oktober 2016 fra FN's nødhjælpskoordinator Stephen O'Brien,

—

der henviser til erklæringen af 10. oktober 2016 fra formanden for FN's Generalforsamling, H.E. Peter Thomson, om den humanitære situation i Haiti,

—

der henviser til meddelelsen fra FN's vicegeneralsekretær, Jan Eliasson, om iværksættelsen af multipartnertrustfunden som en del af koleraberedskabsplanen for Haiti,

—

der henviser til erklæringen fra H.E. Dr Patrick I. Gomes, generalsekretær for Gruppen af AVS-Stater, på Den Parlamentariske Forsamling for AVS-staternes 43. samling den 12. oktober 2016,

—

der henviser til den fælles partnerskabsstrategi mellem Caribien og Den Europæiske Union, som blev vedtaget i november 2012,

—

der henviser til den hurtige vurdering af fødevaresikkerheden efter orkanen Matthew, som CNSA og FAO har offentliggjort,

—

der henviser til De Forenede Nationers stabiliseringsstyrke i Haiti (MINUSTAH),

—

der henviser til Cotonouaftalen,

A.

der henviser til, at orkanen Matthew den 4. oktober 2016 ramte Haiti, navnlig departementerne Grand' Anse og Sud, med voldsom kraft og førte til den alvorligste humanitære nødsituation siden jordskælvet i 2010, idet den forårsagede udbredte ødelæggelser og oversvømmelser og flere hundrede dødsfald, mens 1,4 millioner mennesker i Haiti efter orkanen har behov for bistand; der henviser til, at Haitis økonomi kun har kommet sig delvist efter jordskælvet, som indtraf den 12. januar 2010;

B.

der henviser til, at FN's Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender i samarbejde med humanitære partnere til støtte for den nationale regering den 10. oktober 2016 fremsatte en appel om i løbet af tre måneder at tilvejebringe 119 mio. USD med henblik på at nå ud til omkring 750 000 personer i Haiti med behov for bistand og beskyttelse;

C.

der henviser til, at Haiti er et skrøbeligt land, som i særligt høj grad har været udsat for naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer; der henviser til, at landet efter en politisk krise ikke havde et fungerende parlament i 2015, og at der ikke var valgt en efterfølger til den siddende præsident, da dennes embedsperiode udløb den 7. februar 2016; der henviser til, at Haiti er et af verdens fattigste lande, og at over halvdelen af dets ti millioner indbyggere er underernærede; der henviser til, at det er et af de lande i verden, hvor ligheden er mindst — i 2012 lå gini-koefficienten på 0,61;

D.

der henviser til, at El Niño-fænomenet har forværret fødevare- og ernæringsusikkerheden;

E.

der henviser til, at Haiti er blandt de lande i verden, hvor skovrydningen har været kraftigst, hvilket har svækket dets modstandsdygtighed over for naturkatastrofer; der henviser til, at landets afhængighed af trækul og brænde som energikilder er hovedårsagen til skovrydningen;

F.

der henviser til, at de lokale myndigheder i Haiti siden 2010 har presset på for forebyggende aktioner med henblik på at udvikle systemet til risikostyring ved katastrofer; der henviser til, at evakueringen af nogle befolkningsgrupper har reddet liv, selv om den var utilstrækkelig;

G.

der henviser til, at Haitis indbyggere er stærkt afhængige af importerede fødevarer på grund af faldet i den lokale produktion, som normalt udgør den vigtigste indtægtskilde for de sårbareste husholdninger;

H.

der henviser til, at orkanen, som indtraf i den anden hovedhøstperiode, har undergravet fødevaresikkerheden, og at store arealer med afgrøder er blevet ødelagt; der henviser til, at Haiti står over for en stigning i den allerede høje risiko for vandbårne sygdomme, navnlig kolera, samt alvorlig fødevareusikkerhed og underernæring i de byer i landets sydlige del, som er hårdest ramt;

I.

der henviser til, at Verdensfødevareprogrammet har flyttet 500 ton fødevarer, herunder lokalt produceret ris og lokalt producerede ærter, til den vestlige del af Haiti; der henviser til, at Verdenssundhedsorganisationen har sendt 1 million doser vaccine mod kolera;

J.

der henviser til, at der i begyndelsen af november 2016 var en markant stigning i antallet af redningsaktioner; der henviser til, at der imidlertid for nylig er blevet meldt om hændelser i forbindelse med fordelingen af den humanitære bistand, der har resulteret i demonstrationer og dødsfald;

K.

der henviser til, at UNICEF siden udbruddet i 2010 i samarbejde med den haitiske regering har bekæmpet vandbårne sygdomme — herunder kolera — ved at forbedre adgangen til vand, sanitære installationer og sundhedstjenester; der henviser til, at Haitis regering den 8. november 2016 med støtte fra FN og andre institutioner igangsatte et program for vaccination mod kolera i de områder, der blev hårdt ramt af orkanen Matthew;

L.

der henviser til, at EU-civilbeskyttelsesmekanismen er blevet aktiveret med en indledende humanitær bistand på 255 000 EUR, mens et team på 11 EU-civilbeskyttelseseksperter fra Danmark, Finland, Frankrig, Rumænien og Sverige er blevet udsendt til Haiti, og at der ydes ekspertbistand med hensyn til krisekoordinering, logistik, vand og sanitære installationer samt sundhedstjenester;

M.

der henviser til, at vejene takket være ingeniører fra MINUSTAH (De Forenede Nationers stabiliseringsstyrke i Haiti) og lokale myndigheder har været ryddet siden medio oktober, så der atter er forbindelse fra Port-au-Prince til områder i den sydvestlige del af landet, herunder Les Cayes og Jérémie; der henviser til, at MINUSTAH også sørger for sikkerheden for nødhjælpskonvojer, distribuerer vandrensningssystemer og fører tilsyn med politistationer;

N.

der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd har besluttet at forlænge mandatet for MINUSTAH (FN's stabiliseringsstyrke i Haiti) med seks måneder;

O.

der henviser til, at præsidentvalget i november 2016 blev gennemført på en tilfredsstillende måde og i henhold til demokratiske principper, og til, at en ny, legitimt valgt præsident vil blive indsat ved udgangen af valgprocessen;

1.

udtrykker sin dybeste medfølelse og sympati med de mennesker, der er ramt af orkanen Matthew, og gentager sin solidaritet med Haitis befolkning, som lider under følgerne af dette alvorlige fænomen.

2.

glæder sig over den indsats, som de haitiske myndigheder og civilsamfundet samt FN, NGO'er og andre bilaterale donorer gør for at hjælpe befolkningen i Haiti; roser det arbejde, som organisationer og privatpersoner fra hele EU, AVS-landene og resten af verden har udført; bifalder den internationale solidaritet, som udfoldes for at hjælpe Haiti, men først og fremmest den solidaritet og støtte, som er blevet udvist på regionalt plan;

3.

glæder sig over den reelle politiske vilje til en ny tilgang hvad angår støtte til genopbygning af landet — hvor man undgår at gentage fortidens fejltagelser — og til at bekæmpe de dybereliggende årsager til fattigdommen i Haiti; glæder sig over EU's bestræbelser på at yde ekspertbistand med hensyn til civilbeskyttelse, ekstra humanitær bistand og ikkefinansiel bistand til Haiti; opfordrer det internationale samfund og Haitis partnere til at anlægge en koordineret tilgang og samarbejde med den haitiske regering om at yde nødhjælp og hjælp efter katastrofer med henblik på at opfylde behovene på stedet på en effektiv og hensigtsmæssig måde;

4.

understreger, at der endnu mangler 60 % i, at den af Haitis regering og FN udsendte appel om finansiering på 120 mio. USD er opfyldt; opfordrer donorerne til at fremskynde opfyldelsen af deres tilsagn; slår til lyd for gældslettelse til Haiti for at muliggøre genopbygningen af landet;

5.

opfordrer alle involverede parter til at være særligt opmærksomme på og til at fremme kvinders deltagelse i genopbygningsbestræbelserne ved at inddrage dem aktivt i rehabiliterings-, genopbygnings- og evalueringsfasen; opfordrer indtrængende alle aktører, der yder bistand i Haiti, til at indføre foranstaltninger til beskyttelse af kvinder og piger, som er særligt sårbare efter stormen, ligesom der bør ofres større opmærksomhed på børn, der er blevet skilt fra deres familier;

6.

glæder sig over, at 53 400 børn ifølge skøn har kunnet vende tilbage til skolen i november efter genåbningen af skolerne i departementerne Grand' Anse og Sud;

7.

bifalder bestræbelserne fra den haitiske regerings, FN's og andre institutioners side på at igangsætte vaccinationskampagnen mod kolera i de områder, som blev hårdt ramt af orkanen Matthew; opfordrer indtrængende Kommissionen og det internationale samfund til at overvåge den haitiske befolknings sundhedstilstand, navnlig med hensyn til et potentielt nyt udbrud af kolera, og til yderligere bestræbelser for at støtte dem, der er ramt af sygdommen, samt til at opbygge stabile vandforsynings-, sanitets- og sundhedssystemer;

8.

understreger, at Haiti står over for alvorlig fødevareusikkerhed og fejlernæring; støtter EU's indsats for at sætte gang i den lokale fødevareproduktion gennem genopretning af beskadiget infrastruktur og ved at stille det fornødne materiel (såsæd, gødning og redskaber) til rådighed for mindre landbrugere; opfordrer EU og andre internationale donorer til om muligt at indkøbe lokalt fremstillede fødevarer til hjælpearbejdet;

9.

glæder sig over de haitiske myndigheders bestræbelser på at oprette et system for risikostyring i forbindelse med katastrofer, som bidrog til, at en del borgere kunne evakueres; understreger imidlertid, at der fortsat bør være fokus på at styrke beredskabet og modstandsdygtigheden i lokalsamfundene; understreger, at der skal bruges kræfter på udarbejdelsen af genopbygningsplaner; opfordrer indtrængende EU til at arbejde sammen med de haitiske myndigheder om at oprette en katastrofeforebyggelses- og afbødningsmekanisme og langsigtet kapacitetsstyring; understreger i denne forbindelse behovet for straks at opbygge den haitiske stats kapacitet med hensyn til demokrati og god regeringsførelse, som er nødvendige elementer i den nationale genopbygning af landet, og for at sikre, at det haitiske civilsamfund bliver inddraget;

10.

lykønsker det midlertidige valgråd (CEP) med, at tidsplanen for afholdelse af valg er blevet overholdt til trods for konsekvenserne af orkanen Matthew, og glæder sig over, at valget den 20. november i kraft af støtten fra den haitiske regering og det nationale politi forløb fredeligt og med respekt for vælgernes rettigheder; er bekymret over optøjer og andre former for voldelige demonstrationer efter valget; opfordrer indtrængende Haitis regering til at tage skridt til at etablere og udbygge demokratiet i Haiti; glæder sig over den vellykkede afslutning på afviklingen af præsidentvalget og ser med interesse frem til de endelige resultater, som skulle blive offentliggjort den 29. december 2016;

11.

Noterer sig anbefalingen fra FN's generalsekretær om forlængelse af MINUSTAH's mandat i Haiti med seks måneder;

12.

understreger, at skovrydning og forringelse af økosystemer øger Haitis sårbarhed over for naturkatastrofer; opfordrer indtrængende EU til at øge den internationale finansiering med henblik på at mindske skovrydningen i Haiti; opfordrer desuden EU til at øge sin støtte til fremme af energieffektive ovne med henblik på at nedbringe forbruget af trækul, og af vedvarende energiteknologier såsom sol- og vindenergi, der i Haiti udviser stort potentiale som alternativer til trækul;

13.

understreger, at overførsler fra den haitiske diaspora er af central betydning for kapitalstrømmene ind i landet; anmoder medlemsstaterne og den haitiske regering om at gøre det lettere at foretage pengeoverførsler og arbejde på at mindske omkostningerne herved;

14.

påpeger, at klimaændringer udgør et stadigt større problem for så vidt angår adgang til vand og fødevaresikkerhed; bemærker, at der er behov for yderligere bestræbelser for at sikre mobilisering af midler til bekæmpelse af klimaændringer og til at nå målet på 100 mio. USD inden 2020; opfordrer udviklingspartnerne og den private sektor til at fremme nødvendige investeringer til forskning i og hurtig og omfattende overførsel af afbødnings- og tilpasningsteknologier til AVS-landene, navnlig de lande, som er sårbare over for naturkatastrofer (SIDS- og LDC-lande); opfordrer indtrængende det internationale samfund og de udviklede lande til at øge deres finansiering;

15.

pålægger sine formænd at sende denne beslutning til AVS-EU-Ministerrådet, Europa-Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, institutionerne i Cariforum, Den Afrikanske Union og Den Europæiske Union, Haitis præsident og regering, FN's generalsekretær og FN's vicegeneralsekretær for humanitære anliggender og katastrofebistand.

—

muliggøre en demokratisk og omfattende parlamentarisk dialog mellem AVS-landene og EU om spørgsmål af stor vigtighed og fælles interesse

—

holde øje med den udøvende magts arbejde samt den mest effektive anvendelse af de midler, der afsættes til AVS-EU-udviklingssamarbejde

—

fremme demokrati og menneskerettigheder, hvilket bidrager til jævnbyrdighed i AVS-EU-partnerskabet.