ISSN 1977-0871

Den Europæiske Unions

Tidende

C 151
European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

60. årgang
15. maj 2017

Informationsnummer

Indhold

Side

 

IV   Oplysninger

 

OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

 

Den Europæiske Unions Domstol

2017/C 151/01

Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

1

 

V   Øvrige meddelelser

 

RETSLIGE PROCEDURER

 

Domstolen

2017/C 151/02

Sag C-158/14: Domstolens dom (Store Afdeling) af 14. marts 2017 — A, B, C, D mod Minister van Buitenlandse Zaken (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Raad van State — Nederlandene) (Præjudiciel forelæggelse — fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) — specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme — fælles holdning 2001/931/FUSP — rammeafgørelse 2002/475/RIA — forordning (EF) nr. 2580/2001 — artikel 2, stk. 3 — opførelse af organisationen De Tamilske Tigre (LTTE) på listen over personer, grupper og enheder, som er involveret i terrorhandlinger — præjudicielt spørgsmål vedrørende gyldigheden af denne opførelse — overensstemmelse med humanitær folkeret — begrebet terrorhandling — de væbnede styrkers aktiviteter under en væbnet konflikt)

2

2017/C 151/03

Sag C-157/15: Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. marts 2017 — Samira Achbita og Centrum voor gelijkheid van kansen en voor racismebestrijding mod G4S Secure Solutions NV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hof van Cassatie — Belgien) (Præjudiciel forelæggelse — socialpolitik — direktiv 2000/78/EF — ligebehandling — forskelsbehandling på grund af religion eller tro — en virksomheds interne regelsæt, der forbyder arbejdstagerne at bære synlige symboler af politisk, filosofisk eller religiøs karakter på arbejdspladsen — direkte forskelsbehandling — foreligger ikke — indirekte forskelsbehandling — forbud til en arbejdstager om ikke at bære islamisk hovedtørklæde)

3

2017/C 151/04

Sag C-162/15 P: Domstolens dom (Store Afdeling) af 14. marts 2017 — Evonik Degussa GmbH mod Europa-Kommissionen (Appel — konkurrence — artikel 101 TEUF og 102 TEUF — forordning (EF) nr. 1/2003 — artikel 30 — beslutning vedtaget af Kommissionen, der fastslår et ulovligt kartel på det europæiske marked for brintoverilte og perborat — offentliggørelse af en udvidet ikke-fortrolig udgave af denne beslutning — afslag på en begæring om fortrolig behandling af visse oplysninger — høringskonsulentens kompetenceområde — afgørelse 2011/695/EU — artikel 8 — fortrolighed — beskyttelse af tavshedspligten — artikel 339 TEUF — begrebet forretningshemmeligheder eller andre fortrolige oplysninger — oplysninger, der stammer fra en anmodning om bødefritagelse — afslag på begæringen om fortrolig behandling — berettiget forventning)

4

2017/C 151/05

Sag C-188/15: Domstolens dom (Store Afdeling) af 14. marts 2017 — Asma Bougnaoui og Association de défense des droits de l’homme (ADDH) mod Micropole SA, tidligere Micropole Univers SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour de cassation — Frankrig) (Præjudiciel forelæggelse — socialpolitik — direktiv 2000/78/EF — ligebehandling — forskelsbehandling på grund af religion eller tro — regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav — begreb — ønske fra en kunde om ikke at modtage tjenester fra en arbejdstager, der bærer islamisk hovedtørklæde)

4

2017/C 151/06

Sag C-323/15 P: Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. marts 2017 — Polynt SpA mod New Japan Chemical, REACh ChemAdvice GmbH, Det Europæiske Kemikalieagentur, Sitre Srl, Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen (Appel — forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH-forordningen) — artikel 57, litra f) — bevilling — særligt problematiske stoffer — identifikation — problematiske i samme grad — cyclohexan-1,2-dicarboxylsyreanhydrid, cis-cyclohexan-1,2-dicarboxylsyreanhydrid og trans-cyclohexan-1,2-dicarboxylsyreanhydrid)

5

2017/C 151/07

Sag C-324/15 P: Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. marts 2017 — Hitachi Chemical Europe GmbH og Polynt SpA mod New Japan Chemical, REACh ChemAdvice GmbH, Sitre Srl, Agence européenne des produits chimiques, Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen (Appel — forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH-forordningen) — artikel 57, litra f) — bevilling — særligt problematiske stoffer — identifikation — problematiske i samme grad — hexahydromethylphthalsyreanhydrid, hexahydro-4-methylphthalsyreanhydrid, hexahydro-1-methylphthalsyreanhydrid og hexahydro-3-methylphthalsyreanhydrid)

6

2017/C 151/08

Sag C-414/15 P: Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. marts 2017 — Stichting Woonlinie, Woningstichting Volksbelang og Stichting Woonstede mod Europa-Kommissionen, Kongeriget Belgien og Vereniging van Institutionele Beleggers in Vastgoed, Nederland (IVBN) (Appel — statsstøtte — eksisterende støtte — artikel 108, stk. 1, TEUF — støtteordning til fordel for sociale boligselskaber — forordning (EF) nr. 659/1999 — artikel 17, 18 og 19 — Kommissionens bedømmelse af, om en eksisterende støtteordning er forenelig med det indre marked — forslag om passende foranstaltninger — de nationale myndigheders tilsagn om at overholde EU-retten — afgørelse om forenelighed med det indre marked — rækkevidden af domstolskontrollen — retsvirkninger)

6

2017/C 151/09

Sag C-415/15 P: Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. marts 2017 — Stichting Woonpunt, Woningstichting Haag Wonen og Stichting Woonbedrijf SWS.Hhvl mod Europa-Kommissionen, Kongeriget Belgien og Vereniging van Institutionele Beleggers in Vastgoed, Nederland (IVBN) (Appel — statsstøtte — eksisterende støtte — artikel 108, stk. 1, TEUF — støtteordning til fordel for sociale boligselskaber — forordning (EF) nr. 659/1999 — artikel 17, 18 og 19 — Kommissionens bedømmelse af, om en eksisterende støtteordning er forenelig med det indre marked — forslag om passende foranstaltninger — de nationale myndigheders tilsagn om at overholde EU-retten — afgørelse om forenelighed med det indre marked — rækkevidden af domstolskontrollen — retsvirkninger)

7

2017/C 151/10

Sag C-493/15: Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 16. marts 2017 — Agenzia delle Entrate mod Marco Identi (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte suprema di cassazione — Italien) (Præjudiciel forelæggelse — skatter og afgifter — merværdiafgift — artikel 4, stk. 3, TEU — sjette direktiv — statsstøtte — proceduren til eftergivelse af gæld, der finder anvendelse på konkursramte fysiske personer (esdebitazione) — ineksigibel momsskyld)

7

2017/C 151/11

Sag C-528/15: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 15. marts 2017 — Policie ČR, Krajské ředitelství policie Ústeckého kraje, odbor cizinecké policie mod Salah Al Chodor, Ajlin Al Chodor og Ajvar Al Chodor (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Nejvyšší správní soud — Den Tjekkiske Republik) (Præjudiciel forelæggelse — kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse — forordning (EU) nr. 604/2013 (Dublin III) — artikel 28, stk. 2. — frihedsberøvelse med henblik på overførsel — artikel 2, litra n) — væsentlig risiko for, at en person forsvinder — objektive kriterier — manglende retlig definition)

8

2017/C 151/12

Sag C-536/15: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 15. marts 2017 — Tele2 (Netherlands) BV, Ziggo BV og Vodafone Libertel BV mod Autoriteit Consument en Markt (ACM) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra College van Beroep voor het Bedrijfsleven — Nederlandene) (Præjudiciel forelæggelse — elektroniske kommunikationsnet og -tjenester — direktiv 2002/22/EF — artikel 25, stk. 2 — nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser — direktiv 2002/58/EF — artikel 12 — abonnentfortegnelser — tilrådighedsstillelse af personoplysninger om abonnenterne med henblik på levering af offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser — abonnentens samtykke — sondring efter den medlemsstat i hvilken den offentligt tilgængelige nummeroplysningstjeneste eller abonnentfortegnelse leveres — princippet om forbud mod forskelsbehandling)

9

2017/C 151/13

Sag C-563/15: Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 15. marts 2017 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien (Traktatbrud — miljø — direktiv 2008/98/CE — artikel 13 og 15 — affaldshåndtering — beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet — ansvar — deponeringsanlæg)

9

2017/C 151/14

Sag C-3/16: Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. marts 2017 — Lucio Cesare Aquino mod Belgische Staat (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hof van beroep te Brussel — Belgien) (Præjudiciel forelæggelse — EU-ret — rettigheder tillagt borgerne — tilsidesættelse fra en rets side — præjudicielle spørgsmål — indbringelse for Domstolen — national ret, der træffer afgørelse i sidste instans)

10

2017/C 151/15

Sag C-47/16: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 16. marts 2017 — Valsts ieņēmumu dienests mod Veloserviss SIA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Augstākā tiesa — Letland) (Præjudiciel forelæggelse — toldunion — EF-toldkodeks — artikel 220, stk. 2, litra b) — efteropkrævning af importafgifter — berettiget forventning — betingelser for anvendelse — fejl, som toldmyndighederne har begået — importørens forpligtelse til at handle i god tro og at kontrollere omstændighederne ved udstedelse af oprindelsescertifikat formular A — bevismidler — rapport fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF))

11

2017/C 151/16

Sag C-138/16: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 16. marts 2017 — Staatlich genehmigte Gesellschaft der Autoren, Komponisten und Musikverleger registrierte Genossenschaft mbH (AKM) mod Zürs.net Betriebs GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Handelsgericht Wien — Østrig) (Præjudiciel forelæggelse — intellektuelle ejendomsrettigheder — ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet — direktiv 2001/29/EF — retten til overføring af værker til almenheden — artikel 3, stk. 1 — undtagelser og begrænsninger — artikel 5, stk. 3, litra o) — spredning af fjernsynsudsendelser via lokalt kabelnetværk — national lovgivning, der fastsætter undtagelser for anlæg, som højst har 500 abonnenter tilsluttet, og for genudsendelse af offentlige radio- og fjernsynsudsendelser inden for det nationale område)

12

2017/C 151/17

Sag C-211/16: Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 16. marts 2017 — Bimotor SpA mod Agenzia delle Entrate — Direzione Provinciale II di Torino (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Commissione Tributaria Provinciale di Torino — Italien) (Præjudiciel forelæggelse — merværdiafgift — princippet om afgiftsneutralitet — national lovgivning, der fastsætter en fast øvre grænse, der begrænser tilbagebetalingen eller modregningen af tilgodehavendet eller af den overskydende merværdiafgift)

13

2017/C 151/18

Sag C-253/16: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 15. marts 2017 — FlibTravel International SA og Leonard Travel International SA mod AAL Renting SA m.fl. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour d'appel de Bruxelles — Belgien) (Præjudiciel forelæggelse — artikel 96 TEUF — anvendelighed — national lovgivning, der forbyder taxatjenester at stille individuelle pladser til rådighed — national lovgivning, der forbyder taxatjenester at fastsætte deres bestemmelsessted på forhånd — national lovgivning, der forbyder taxatjenester at antaste kunder)

13

2017/C 151/19

Sag C-615/16: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supremo Tribunal Administrativo (Portugal) den 28. november 2016 — Giovanna Judith Kerr mod Fazenda Pública

14

2017/C 151/20

Sag C-26/17 P: Appel iværksat den 9. november 2016 af Birkenstock Sales GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 19. januar 2017 i sag T-579/14 — Birkenstock Sales GmbH mod EUIPO

14

2017/C 151/21

Sag C-32/17 P: Appel iværksat den 23. januar 2017 af Apcoa Parking Holdings GmbH til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 8. november 2016 i de forenede sager T-268/15 og T-272/15 — Apcoa Parking Holdings GmbH mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

15

2017/C 151/22

Sag C-74/17: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Düsseldorf (Tyskland) den 10. februar 2017 — Jonathan Heintges mod Germanwings GmbH

17

2017/C 151/23

Sag C-75/17 P: Appel iværksat den 9. februar 2017 af Fiesta Hotels & Resorts, S.L. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 30. november 2016 i sag T-217/15 — Fiesta Hotels & Resorts mod EUIPO — Residencial Palladium (Palladium Palace Ibiza Resort & Spa)

17

2017/C 151/24

Sag C-76/17: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Înalta Curte de Casație și Justiție (Rumænien) den 13. februar 2017 — SC Petrotel Lukoil SA og Maria Magdalena Georgescu mod Ministerul Economiei, Ministerul Energiei og Ministerul Finanțelor Publice

19

2017/C 151/25

Sag C-94/17: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo (Spanien) den 23. februar 2017 — Rafael Ramón Escobedo Cortés mod Banco de Sabadell S.A.

19

2017/C 151/26

Sag C-96/17: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Social de Terrassa (Spanien) den 22. februar 2017 — Gardenia Vernaza Ayovi mod Consorci Sanitari de Terrassa

20

2017/C 151/27

Sag C-102/17: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de Contas (Portugal) den 28. februar 2017 — Secretaria Regional de Saúde dos Açores mod Mini

21

2017/C 151/28

Sag C-121/17: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice, Chancery Division, Patents Court (Det Forenede Kongerige) den 8. marts 2017 — Teva UK Ltd, Accord Healthcare Ltd, Lupin Ltd, Lupin (Europe) Ltd og Generics (UK) trading as Mylan mod Gilead Sciences Inc.

21

2017/C 151/29

Sag C-122/17: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Court of Appeal (Irland) den 9. marts 2017 — David Smith mod Patrick Meade, Philip Meade, FBD Insurance plc, Ireland og Attorney General

22

2017/C 151/30

Sag C-127/17: Sag anlagt den 10. marts 2017 — Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

22

2017/C 151/31

Sag C-128/17: Sag anlagt den 10. marts 2017 — Republikken Polen mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

24

2017/C 151/32

Sag C-138/17 P: Appel iværksat den 17. marts 2017 af Den Europæiske Union til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Udvidede Afdeling) den 10. januar 2017 i sag T-577/14, Gascogne Sack Deutschland og Gascogne mod Den Europæiske Union

25

2017/C 151/33

Sag C-146/17 P: Appel iværksat den 22. marts 2017 af Gascogne Sack Deutschland GmbH og Gascogne S.A. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Udvidede Afdeling) den 10. januar 2017 i sag T-577/14, Gascogne Sack Deutschland og Gascogne mod Den Europæiske Union

26

 

Retten

2017/C 151/34

Sag T-681/14: Rettens dom af 28. marts 2017 — El-Qaddafi mod Rådet (Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik — restriktive foranstaltninger over for Libyen — indefrysning af pengemidler — restriktioner af indrejse i og transit gennem Unionens område — fastholdelse af sagsøgerens navn — ret til forsvar — begrundelsespligt)

28

2017/C 151/35

Sag T-112/15: Rettens dom af 30. marts 2017 — Grækenland mod Kommissionen (EUGFL — Garantisektionen — EGFL og ELFUL — udgifter, der er udelukket fra finansiering — forordning (EF) nr. 1782/2003 — forordning (EF) nr. 796/2004 — arealstøtteordning — begrebet permanente græsarealer — begrundelsespligt — proportionalitet — fast finansiel korrektion — fradrag for en tidligere korrektion)

29

2017/C 151/36

Sag T-210/15: Rettens dom af 28. marts 2017 — Deutsche Telekom mod Kommissionen (Aktindsigt — forordning (EF) nr. 1049/2001 — dokumenter vedrørende en procedure i henhold til konkurrencereglerne — afslag på aktindsigt — begrundelsespligt — undtagelse vedrørende beskyttelse af en tredjemands forretningsmæssige interesser — undtagelse vedrørende beskyttelse af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision — mere tungtvejende offentlig interesse — rådføring med tredjemand — gennemsigtighed — manglende besvarelse af en genfremsat begæring inden for fristen)

29

2017/C 151/37

Sag T-387/15: Rettens dom af 29. marts 2017 — J & Joy mod EUIPO — Joy-Sportswear (J AND JOY) (EU-varemærker — indsigelsessag — EU-ordmærket J AND JOY — ældre nationalt figurmærke joy SPORTSWEAR — relative registreringshindringer — risiko for forveksling — varer af lignende art — lighed mellem tegnene — bedømmelseskriterier — sammensat varemærke — artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009)

30

2017/C 151/38

Sag T-388/15: Rettens dom af 29. marts 2017 — J & Joy mod EUIPO — Joy-Sportswear (JN-JOY) (EU-varemærker — indsigelsessag — EU-ordmærket JN-JOY — det ældre nationale figurmærke joy SPORTSWEAR — relative registreringshindringer — risiko for forveksling — varer af lignende art — lighed mellem tegnene — bedømmelseskriterier — sammensat varemærke — artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009)

31

2017/C 151/39

Sag T-389/15: Rettens dom af 29. marts 2017 — J & Joy mod EUIPO — Joy-Sportswear (J&JOY) (EU-varemærker — indsigelsessag — EU-ordmærket J&JOY — det ældre nationale figurmærke joy SPORTSWEAR — relative registreringshindringer — risiko for forveksling — varer af lignende art — lighed mellem tegnene — bedømmelseskriterier — sammensat varemærke — artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009)

31

2017/C 151/40

Sag T-501/15: Rettens dom af 29. marts 2017 — Nederlandene mod Kommissionen (EGFL og ELFUL — udgifter, der er udelukket fra finansiering — det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem — nedsættelse af eller udelukkelse fra betalinger ved misligholdelse af krydsoverensstemmelsesreglerne — mindre misligholdelse — artikel 24, stk. 2, i forordning (EF) nr. 73/2009 — artikel 71, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1122/2009 — bevisbyrde — fortolkning af bilag II til forordning (EF) nr. 73/2009)

32

2017/C 151/41

Sag T-538/15: Rettens dom af 28. marts 2017 — Regent University mod EUIPO — Regent’s College (REGENT UNIVERSITY) (EU-varemærker — ugyldighedssag — EU-ordmærket REGENT UNIVERSITY — ældre nationalt figurmærke REGENT’S COLLEGE — relativ registreringshindring — risiko for forveksling — artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 53, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 207/2009)

33

2017/C 151/42

Sag T-638/15: Rettens dom af 29. marts 2017 — Alcohol Countermeasure Systems (International) mod EUIPO — Lion Laboratories (ALCOLOCK) (EU-varemærker — ugyldighedssag — EU-ordmærket ALCOLOCK — Det Forenede Kongeriges ordmærke ALCOLOCK — relativ registreringshindring — artikel 8, stk. 1, litra a) og b), og artikel 53, stk. 1, litra a) og b), i forordning (EF) nr. 207/2009 — reel brug af det ældre varemærke)

33

2017/C 151/43

Sag T-733/15: Rettens dom af 28. marts 2017 — Portugal mod Kommissionen (Undladelse af at opfylde en dom fra Domstolen, der fastslår et traktatbrud — tvangsbøder — afgørelse om betaling af tvangsbøde — ophævelse af den omtvistede nationale foranstaltning — datoen for traktatbruddets ophør)

34

2017/C 151/44

Sag T-28/16: Rettens dom af 3. april 2017 — Tyskland mod Kommissionen (EFGL og ELFUL — udgifter, der er udelukket fra finansiering — udvikling af landdistrikterne — jordsammenlægning og landsbyfornyelse — kriterier for udvælgelse af operationerne — princippet om loyalt samarbejde — subsidiaritet — berettiget forventning — proportionalitet — begrundelsespligt)

34

2017/C 151/45

Sag T-209/16: Rettens dom af 30. marts 2017 — Apax Partners UK mod EUIPO — Apax Partners Midmarket (APAX PARTNERS) (EU-varemærker — ugyldighedssag — ansøgning om EU-ordmærket APAX PARTNERS — det ældre internationale ordmærke APAX — relativ registreringshindring — risiko for forveksling — tjenesteydelser af lignende art — artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 53, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 207/2009)

35

2017/C 151/46

Sag T-215/16: Rettens dom af 3. april 2017 — Cop mod EUIPO — Conexa (AMPHIBIAN) (EU-varemærker — ugyldighedssag — international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret — figurmærket AMPHIBIAN — absolutte registreringshindringer — fornødent særpræg — ingen beskrivende karakter — artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning (EF) nr. 207/2009)

36

2017/C 151/47

Sag T-117/17: Sag anlagt den 23. februar 2017 — Proximus mod Rådet

36

2017/C 151/48

Sag T-124/17: Sag anlagt den 22. februar 2017 — Enosi Syntaxiouchon Tameiou Asfaliseon Michanikon kai Ergolipton Dimosion Ergon mod ECB

37

2017/C 151/49

Sag T-161/17: Sag anlagt den 11. marts 2017 — Le Pen mod Parlamentet

38

2017/C 151/50

Sag T-166/17: Sag anlagt den 8. marts 2017 — EKETA mod Europa-Kommissionen

39

2017/C 151/51

Sag T-168/17: Sag anlagt den 16. marts 2017 — CBA Spielapparate- und Restaurantbetriebs mod Kommissionen

40

2017/C 151/52

Sag T-169/17: Sag anlagt den 17. marts 2017 — Pethke mod EUIPO

40

2017/C 151/53

Sag T-177/17: Sag anlagt den 15. marts 2017 — EKETA mod Kommissionen

41

2017/C 151/54

Sag T-183/17: Sag anlagt den 21. marts 2017 — Menta y Limón Decoración mod EUIPO — Ayuntamiento de Santa Cruz de La Palma (gengivelse af en mand i regional dragt)

42

2017/C 151/55

Sag T-189/17: Sag anlagt den 20. marts 2017 — EKETA mod Kommissionen

43

2017/C 151/56

Sag T-190/17: Sag anlagt den 22. marts 2017 — EKETA mod Kommissionen

44

2017/C 151/57

Sag T-195/17: Sag anlagt den 27. marts 2017 — CeramTec mod EUIPO — C5 Medical Werks (nuance af lyserød)

44

2017/C 151/58

Sag T-196/17: Sag anlagt den 27. marts 2017 — Naftogaz of Ukraine mod Kommissionen

45

2017/C 151/59

Sag T-197/17: Sag anlagt den 28. marts 2017 — Abel m.fl. mod Kommissionen

46

2017/C 151/60

Sag T-198/17: Sag anlagt den 29. marts 2017 — EKETA mod Europa-Kommissionen

47

DA

 

IV Oplysninger

OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

Den Europæiske Unions Domstol

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/1

Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2017/C 151/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 144 af 8.5.2017

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 129 af 24.4.2017

EUT C 121 af 18.4.2017

EUT C 112 af 10.4.2017

EUT C 104 af 3.4.2017

EUT C 95 af 27.3.2017

EUT C 86 af 20.3.2017

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

V Øvrige meddelelser

RETSLIGE PROCEDURER

Domstolen

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/2

Domstolens dom (Store Afdeling) af 14. marts 2017 — A, B, C, D mod Minister van Buitenlandse Zaken (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Raad van State — Nederlandene)

(Sag C-158/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) - specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme - fælles holdning 2001/931/FUSP - rammeafgørelse 2002/475/RIA - forordning (EF) nr. 2580/2001 - artikel 2, stk. 3 - opførelse af organisationen »De Tamilske Tigre (LTTE)« på listen over personer, grupper og enheder, som er involveret i terrorhandlinger - præjudicielt spørgsmål vedrørende gyldigheden af denne opførelse - overensstemmelse med humanitær folkeret - begrebet »terrorhandling« - de væbnede styrkers aktiviteter under en væbnet konflikt))

(2017/C 151/02)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Raad van State

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: A, B, C, D

Sagsøgt: Minister van Buitenlandse Zaken

Konklusion

1)

Det er ikke åbenbart — som omhandlet i den retspraksis, der er støttet på dom af 9. marts 1994, TWD Textilwerke Deggendorf (C-188/92, EU:C:1994:90), og af 15. februar 2001, Nachi Europe (C-239/99, EU:C:2001:101) — at annullationssøgsmål anlagt ved Retten af personer, der befinder sig i en situation svarende til situationen for sagsøgerne i hovedsagen, til prøvelse af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 610/2010 af 12. juli 2010 om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001 og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1285/2009 eller til prøvelse af de forud for denne gennemførelsesforordning vedtagne EU-retsakter vedrørende opførelsen af enheden »De Tamilske Tigre (LTTE)« på listen i artikel 2, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 af 27. december 2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme, ville have kunnet antages til realitetsbehandling.

2)

Idet Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP af 27. december 2001 om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme og forordning nr. 2580/2001 ikke er til hinder for, at aktiviteter, som væbnede styrker udfører under væbnede konflikter som defineret i humanitær folkeret, udgør »terrorhandlinger« i disse EU-retsakters forstand, berører den omstændighed, at de aktiviteter, som enheden »De Tamilske Tigre (LTTE)« udfører, kan udgøre sådanne aktiviteter, ikke gyldigheden af gennemførelsesforordning nr. 610/2010 eller af de forud for denne gennemførelsesforordning vedtagne EU-retsakter vedrørende den opførelse, der er omhandlet i denne domskonklusions punkt 1.

(1)  EUT C 194 af 24.6.2016.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/3

Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. marts 2017 — Samira Achbita og Centrum voor gelijkheid van kansen en voor racismebestrijding mod G4S Secure Solutions NV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hof van Cassatie — Belgien)

(Sag C-157/15) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - socialpolitik - direktiv 2000/78/EF - ligebehandling - forskelsbehandling på grund af religion eller tro - en virksomheds interne regelsæt, der forbyder arbejdstagerne at bære synlige symboler af politisk, filosofisk eller religiøs karakter på arbejdspladsen - direkte forskelsbehandling - foreligger ikke - indirekte forskelsbehandling - forbud til en arbejdstager om ikke at bære islamisk hovedtørklæde))

(2017/C 151/03)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hof van Cassatie

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Samira Achbita og Centrum voor gelijkheid van kansen en voor racismebestrijding

Sagsøgt: G4S Secure Solutions NV

Konklusion

Artikel 2, stk. 2, litra a), i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at det forbud mod at bære islamisk hovedtørklæde, der følger af en intern regel i en privat virksomhed, som forbyder personalet at bære synlige politiske, filosofiske eller religiøse symboler på arbejdspladsen, ikke udgør direkte forskelsbehandling på grund af religion eller tro som omhandlet i dette direktiv.

En sådan intern regel i en privat virksomhed kan derimod udgøre indirekte forskelsbehandling som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78, såfremt det fastslås, at den tilsyneladende neutrale forpligtelse, som fastsættes heri, reelt medfører, at personer med en bestemt religion eller tro stilles særlig ufordelagtigt, medmindre den pågældende regel er objektivt begrundet i et legitimt mål, såsom den af arbejdsgiveren forfulgte politik i forholdet til kunderne om politisk, filosofisk og religiøs neutralitet, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

(1)  EUT C 205 af 22.6.2015.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/4

Domstolens dom (Store Afdeling) af 14. marts 2017 — Evonik Degussa GmbH mod Europa-Kommissionen

(Sag C-162/15 P) (1)

((Appel - konkurrence - artikel 101 TEUF og 102 TEUF - forordning (EF) nr. 1/2003 - artikel 30 - beslutning vedtaget af Kommissionen, der fastslår et ulovligt kartel på det europæiske marked for brintoverilte og perborat - offentliggørelse af en udvidet ikke-fortrolig udgave af denne beslutning - afslag på en begæring om fortrolig behandling af visse oplysninger - høringskonsulentens kompetenceområde - afgørelse 2011/695/EU - artikel 8 - fortrolighed - beskyttelse af tavshedspligten - artikel 339 TEUF - begrebet »forretningshemmeligheder eller andre fortrolige oplysninger« - oplysninger, der stammer fra en anmodning om bødefritagelse - afslag på begæringen om fortrolig behandling - berettiget forventning))

(2017/C 151/04)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Evonik Degussa GmbH (ved rechtsanwälte C. Steinle, C. von Köckritz og A. Richter)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved G. Meessen, M. Kellerbauer og F. van Schaik, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)

Den Europæiske Unions Rets dom af 28. januar 2015, Evonik Degussa mod Kommissionen (T-341/12, EU:T:2015:51), ophæves, for så vidt som Retten fastslog, at høringskonsulenten med føje havde afvist at have kompetence til at besvare indsigelserne, som Evonik Degussa GmbH havde rejst, støttet på princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og ligebehandlingsprincippet, mod den planlagte offentliggørelse af en detaljeret ikke-fortrolig udgave af Kommissionens beslutning K(2006) 1766 endelig af 3. maj 2006 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 angående Akzo Nobel NV, Akzo Nobel Chemicals Holding AB, Eka Chemicals AB, Degussa AG, Edison SpA, FMC Corporation, FMC Foret SA, Kemira OYJ, Air Liquide SA, Chemoxal SA, Snia SpA, Caffaro Srl, Solvay SA/NV, Solvay Solexis SpA, Total SA, Elf Aquitaine SA og Arkema SA (sag COMP/F/38 620 — Brintoverilte og natriumperborat).

2)

I øvrigt forkastes appellen.

3)

Kommissionens afgørelse C(2012) 3534 final af 24. maj 2012 om afslag på Evonik Degussa GmbHs begæring om fortrolig behandling annulleres, for så vidt som høringskonsulenten herved har afvist at have kompetence til at besvare de indsigelser, der er nævnt i punkt 1 i domskonklusionen i nærværende dom.

4)

Evonik Degussa GmbH og Europa-Kommissionen bærer deres egne omkostninger.

(1)  EUT C 198 af 15.6.2015.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/4

Domstolens dom (Store Afdeling) af 14. marts 2017 — Asma Bougnaoui og Association de défense des droits de l’homme (ADDH) mod Micropole SA, tidligere Micropole Univers SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour de cassation — Frankrig)

(Sag C-188/15) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - socialpolitik - direktiv 2000/78/EF - ligebehandling - forskelsbehandling på grund af religion eller tro - regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav - begreb - ønske fra en kunde om ikke at modtage tjenester fra en arbejdstager, der bærer islamisk hovedtørklæde))

(2017/C 151/05)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Asma Bougnaoui og Association de défense des droits de l’homme (ADDH)

Sagsøgt: Micropole SA, tidligere Micropole Univers SA

Konklusion

Artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at en arbejdsgivers vilje til at tage hensyn til en kundes ønsker om ikke længere at modtage tjenesteydelser fra den pågældende arbejdsgivers medarbejder, der bærer islamisk hovedtørklæde, ikke kan anses for at udgøre et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav som omhandlet i denne bestemmelse.

(1)  EUT C 221 af 6.7.2015.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/5

Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. marts 2017 — Polynt SpA mod New Japan Chemical, REACh ChemAdvice GmbH, Det Europæiske Kemikalieagentur, Sitre Srl, Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen

(Sag C-323/15 P) (1)

((Appel - forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH-forordningen) - artikel 57, litra f) - bevilling - særligt problematiske stoffer - identifikation - problematiske i samme grad - cyclohexan-1,2-dicarboxylsyreanhydrid, cis-cyclohexan-1,2-dicarboxylsyreanhydrid og trans-cyclohexan-1,2-dicarboxylsyreanhydrid))

(2017/C 151/06)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Polynt SpA, Scanzorosciate (ved avocats C. Mereu og M. Grunchard)

De andre parter i appelsagen: New Japan Chemical (ved avocats C. Mereu og M. Grunchard), REACh ChemAdvice GmbH (ved avocats C. Mereu og M. Grunchard), Sitre Srl (ved avocats C. Mereu og M. Grunchard), Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) (ved M. Heikkilä, C. Buchanan, W. Broere og T. Zbihlej, som befuldmægtigede, bistået af advocaat J. Stuyck), Kongeriget Nederlandene (ved C. Schillemans og M. Bulterman, som befuldmægtigede), Europa-Kommissionen (ved D. Kukovec og K. Mifsud-Bonnici, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)

Appellen forkastes.

2)

Polynt SpA bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA).

3)

Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen bærer deres egne omkostninger.

4)

New Japan Chemical og REACh ChemAdvice GmbH bærer deres egne omkostninger.

(1)  EUT C 311 af 21.9.2015.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/6

Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. marts 2017 — Hitachi Chemical Europe GmbH og Polynt SpA mod New Japan Chemical, REACh ChemAdvice GmbH, Sitre Srl, Agence européenne des produits chimiques, Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen

(Sag C-324/15 P) (1)

((Appel - forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH-forordningen) - artikel 57, litra f) - bevilling - særligt problematiske stoffer - identifikation - problematiske i samme grad - hexahydromethylphthalsyreanhydrid, hexahydro-4-methylphthalsyreanhydrid, hexahydro-1-methylphthalsyreanhydrid og hexahydro-3-methylphthalsyreanhydrid))

(2017/C 151/07)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Hitachi Chemical Europe GmbH og Polynt SpA (ved avocats C. Mereu og M. Grunchard)

De andre parter i appelsagen: New Japan Chemical (ved avocats C. Mereu og M. Grunchard), REACh ChemAdvice GmbH, (ved avocats C. Mereu og M. Grunchard), Sitre Srl (ved avocats C. Mereu og M. Grunchard), Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) (ved M. Heikkilä, C. Buchanan, W. Broere og T. Zbihlej, som befuldmægtigede, bistået af advocaat J. Stuyck), Kongeriget Nederlandene (ved C. Schillemans og M. Bulterman, som befuldmægtigede) og Europa-Kommissionen (ved D. Kukovec og K. Mifsud-Bonnici, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)

Appellen forkastes.

2)

Hitachi Chemical Europe GmbH og Polynt SpA bærer deres egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA).

3)

Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen bærer deres egne omkostninger.

4)

New Japan Chemical og REACh ChemAdvice GmbH bærer deres egne omkostninger.

(1)  EUT C 311 af 21.9.2015.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/6

Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. marts 2017 — Stichting Woonlinie, Woningstichting Volksbelang og Stichting Woonstede mod Europa-Kommissionen, Kongeriget Belgien og Vereniging van Institutionele Beleggers in Vastgoed, Nederland (IVBN)

(Sag C-414/15 P) (1)

((Appel - statsstøtte - eksisterende støtte - artikel 108, stk. 1, TEUF - støtteordning til fordel for sociale boligselskaber - forordning (EF) nr. 659/1999 - artikel 17, 18 og 19 - Kommissionens bedømmelse af, om en eksisterende støtteordning er forenelig med det indre marked - forslag om passende foranstaltninger - de nationale myndigheders tilsagn om at overholde EU-retten - afgørelse om forenelighed med det indre marked - rækkevidden af domstolskontrollen - retsvirkninger))

(2017/C 151/08)

Processprog: nederlandsk

Parter

Appellanter: Stichting Woonlinie, Woningstichting Volksbelang og Stichting Woonstede (ved advocaten L. Hancher, E. Besselink og P. Glazener)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved S. Noë og P.J. Loewenthal, som befuldmægtigede), Kongeriget Belgien og Vereniging van Institutionele Beleggers in Vastgoed, Nederland (IVBN) (ved advocaat M. Meulenbelt)

Konklusion

1)

Den Europæiske Unions Rets kendelse af 12. maj 2015, Stichting Woonlinie m.fl. mod Kommissionen (T-202/10 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:287), ophæves.

2)

Sagen hjemvises til Retten.

3)

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

(1)  EUT C 337 af 12.10.2015.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/7

Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. marts 2017 — Stichting Woonpunt, Woningstichting Haag Wonen og Stichting Woonbedrijf SWS.Hhvl mod Europa-Kommissionen, Kongeriget Belgien og Vereniging van Institutionele Beleggers in Vastgoed, Nederland (IVBN)

(Sag C-415/15 P) (1)

((Appel - statsstøtte - eksisterende støtte - artikel 108, stk. 1, TEUF - støtteordning til fordel for sociale boligselskaber - forordning (EF) nr. 659/1999 - artikel 17, 18 og 19 - Kommissionens bedømmelse af, om en eksisterende støtteordning er forenelig med det indre marked - forslag om passende foranstaltninger - de nationale myndigheders tilsagn om at overholde EU-retten - afgørelse om forenelighed med det indre marked - rækkevidden af domstolskontrollen - retsvirkninger))

(2017/C 151/09)

Processprog: nederlandsk

Parter

Appellanter: Stichting Woonpunt, Woningstichting Haag Wonen, Stichting Woonbedrijf SWS.Hhvl (ved advocaten L. Hancher, E. Besselink og P. Glazener)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved S. Noë og P.-J. Loewenthal, som befuldmægtigede), Kongeriget Belgien og Vereniging van Institutionele Beleggers in Vastgoed, Nederland (IVBN) (ved advocaat M. Meulenbelt)

Konklusion

1)

Den Europæiske Unions Rets kendelse af 12. maj 2015, Stichting Woonpunt m.fl. mod Kommissionen (T-203/10 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:286), ophæves.

2)

Sagen hjemvises til Retten.

3)

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

(1)  EUT C 337 af 12.10.2015.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/7

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 16. marts 2017 — Agenzia delle Entrate mod Marco Identi (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte suprema di cassazione — Italien)

(Sag C-493/15) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - merværdiafgift - artikel 4, stk. 3, TEU - sjette direktiv - statsstøtte - proceduren til eftergivelse af gæld, der finder anvendelse på konkursramte fysiske personer (»esdebitazione«) - ineksigibel momsskyld))

(2017/C 151/10)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte suprema di cassazione

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Agenzia delle Entrate

Sagsøgt: Marco Identi

Konklusion

EU-retten og særlig artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 2 og 22 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag samt statsstøttereglerne skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at merværdiafgiftsgæld erklæres ineksigibel i henhold til en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som fastsætter en procedure til eftergivelse af gæld, hvorved en ret under visse betingelser kan erklære en fysisk persons gæld, som ikke er blevet afviklet under den konkursbehandling, som personen har været genstand for, ineksigibel.

(1)  EUT C 406 af 7.12.2015.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/8

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 15. marts 2017 — Policie ČR, Krajské ředitelství policie Ústeckého kraje, odbor cizinecké policie mod Salah Al Chodor, Ajlin Al Chodor og Ajvar Al Chodor (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Nejvyšší správní soud — Den Tjekkiske Republik)

(Sag C-528/15) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse - forordning (EU) nr. 604/2013 (Dublin III) - artikel 28, stk. 2. - frihedsberøvelse med henblik på overførsel - artikel 2, litra n) - væsentlig risiko for, at en person forsvinder - objektive kriterier - manglende retlig definition))

(2017/C 151/11)

Processprog: tjekkisk

Den forelæggende ret

Nejvyšší správní soud

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Policie ČR, Krajské ředitelství policie Ústeckého kraje, odbor cizinecké policie

Sagsøgte: Salah Al Chodor, Ajlin Al Chodor og Ajvar Al Chodor

Konklusion

Artikel 2, litra n), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastlæggelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne, sammenholdt med dens artikel 28, stk. 2, skal fortolkes således, at de pålægger medlemsstaterne at fastsætte de objektive kriterier, som grundene til at tro, at en ansøger, der er genstand for en tilbagesendelsesprocedure, vil forsvinde, er baseret på, i en bindende almengyldig bestemmelse. Manglen på en sådan bestemmelse medfører, at denne forordnings artikel 28, stk. 2, ikke finder anvendelse.

(1)  EUT C 16 af 18.1.2016.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/9

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 15. marts 2017 — Tele2 (Netherlands) BV, Ziggo BV og Vodafone Libertel BV mod Autoriteit Consument en Markt (ACM) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra College van Beroep voor het Bedrijfsleven — Nederlandene)

(Sag C-536/15) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - elektroniske kommunikationsnet og -tjenester - direktiv 2002/22/EF - artikel 25, stk. 2 - nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser - direktiv 2002/58/EF - artikel 12 - abonnentfortegnelser - tilrådighedsstillelse af personoplysninger om abonnenterne med henblik på levering af offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser - abonnentens samtykke - sondring efter den medlemsstat i hvilken den offentligt tilgængelige nummeroplysningstjeneste eller abonnentfortegnelse leveres - princippet om forbud mod forskelsbehandling))

(2017/C 151/12)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

College van Beroep voor het Bedrijfsleven

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Tele2 (Netherlands) BV, Ziggo BV og Vodafone Libertel BV

Sagsøgt: Autoriteit Consument en Markt (ACM)

Procesdeltager: European Directory Assistance NV

Konklusion

1)

Artikel 25, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009, skal fortolkes således, at begrebet »anmodning«, som er indeholdt i denne artikel, også skal forstås som en anmodning fra en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat end den, hvori de virksomheder, som tildeler telefonnumre til abonnenter, er etableret, om oplysninger, som disse virksomheder råder over, til brug for levering af offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser i denne medlemsstat og/eller andre medlemsstater.

2)

Artikel 25, stk. 2, i direktiv 2002/22, som ændret ved direktiv 2009/136, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en virksomhed, der tildeler telefonnumre til abonnenter, og som i henhold til en national ordning er forpligtet til at indhente et samtykke fra disse abonnenter til anvendelse af oplysninger, der vedrører de pågældende abonnenter, med henblik på at udbyde nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser formulerer denne anmodning på en sådan måde, at de pågældende abonnenter skal give deres samtykke til denne anvendelse specifikt i forhold til, i hvilken medlemsstat de virksomheder, der måtte ønske at anmode om oplysninger som omhandlet i denne bestemmelse, leverer disse tjenester.

(1)  EUT C 27 af 25.1.2016.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/9

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 15. marts 2017 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

(Sag C-563/15) (1)

((Traktatbrud - miljø - direktiv 2008/98/CE - artikel 13 og 15 - affaldshåndtering - beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet - ansvar - deponeringsanlæg))

(2017/C 151/13)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Pignataro-Nolin og E. Sanfrutos Cano, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Spanien (ved A. Gavela Llopis, som befuldmægtiget)

Konklusion

1)

Kongeriget Spanien har i forbindelse med følgende deponeringsanlæg: Torremolinos (Malaga), Torrent de S’Estret (Andratx, Mallorca), Hoya de la Yegua de Arriba (Yaiza, Lanzarote), Barranco de Butihondo (Pájara, Fuerteventura), La Laguna-Tiscamanita (Tuineje, Fuerteventura), Lomo Blanco (Antigua, Fuerteventura), Montaña de Amagro (Galdar, Gran Canaria), Franja Costera de Botija (Galdar, Gran Canaria), Cueva Lapa (Galdar, Gran Canaria), La Colmena (Santiago del Teide, Tenerife), Montaña Los Giles (La Laguna, Tenerife), Las Rosas (Güimar, Tenerife), Barranco de Tejina (Guía de Isora, Tenerife), Llano de Ifara (Granadilla de Abona, Tenerife), Barranco del Carmen (Sta. Cruz de la Palma, La Palma) Barranco Jurado (Tijarafe, La Palma), Montaña Negra (Puntagorda, La Palma), Lomo Alto (Fuencaliente, La Palma); Arure/Llano Grande (Valle Gran Rey, La Gomera), El Palmar — Taguluche (Hermigua, La Gomera), Paraje de Juan Barba (Alajeró, La Gomera), El Altito (Valle Gran Rey, La Gomera), Punta Sardina (Agulo, La Gomera), Los Llanillos (La Frontera, El Hierro), Faro de Orchilla (La Frontera, El Hierro), Montaña del Tesoro (Valverde, El Hierro), Arbancón, Galve de Sorbe, Hiendelaencina, Tamajón, El Casar, Cardeñosa (Àvila), Miranda de Ebro (Burgos), Poza de la Sal (Burgos), Acebedo (León), Bustillo del Páramo (León), Cármenes (León), Gradefes (León), Noceda del Bierzo (León), San Millán de los Caballeros (León), Santa María del Páramo (León), Villaornate y Castro (León), Cevico de la Torre (Palencia), Palencia (Palencia), Ahigal de los Aceiteros (Salamanca), Alaraz (Salamanca), Calvarrasa de Abajo (Salamanca), Hinojosa de Duero (Salamanca), Machacón (Salamanca), Palaciosrubios (Salamanca), Peñaranda de Bracamonte (Salamanca), Salmoral (Salamanca), Tordillos (Salamanca), Basardilla (Segovia), Cabezuela (Segovia), Almaraz del Duero (Zamora), Cañizal (Zamora), Casaseca de las Chanas (Zamora), La Serratilla (Abanilla), Las Rellanas (Santomera) y El Labradorcico (Águilas) tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13 og artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver, ved ikke at vedtage de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at affaldshåndteringen foretages, uden at menneskets sundhed bringes i fare, og uden at miljøet skades og navnlig uden at der opstår risiko for vand, luft, jord, planter eller dyr, og at det affald, som deponeres på disse anlæg, behandles af kommunerne selv eller af en forhandler, et anlæg eller en virksomhed, der udfører affaldsbehandlingsoperationer, eller af en privat eller offentlig affaldsindsamler i overensstemmelse med direktivets artikel 4 og 13.

2)

Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 16 af 18.1.2016.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/10

Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. marts 2017 — Lucio Cesare Aquino mod Belgische Staat (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hof van beroep te Brussel — Belgien)

(Sag C-3/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - EU-ret - rettigheder tillagt borgerne - tilsidesættelse fra en rets side - præjudicielle spørgsmål - indbringelse for Domstolen - national ret, der træffer afgørelse i sidste instans))

(2017/C 151/14)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hof van beroep te Brussel

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Lucio Cesare Aquino

Sagsøgt: Belgische Staat

Konklusion

1)

Artikel 267, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at en ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler kan appelleres, ikke kan anses for en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, i de tilfælde, hvor en kassationsappel, der er iværksat til prøvelse af en afgørelse truffet af denne ret, som følge af kassationsappellantens hævelse af sagen ikke er blevet behandlet.

2)

Det er ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

3)

Artikel 267, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, kan undlade at forelægge et præjudicielt spørgsmål for Domstolen, når en kassationsappel afvises på grundlag af formalitetsregler, der er særlige for retsplejen ved denne ret, forudsat at ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet overholdes.

(1)  EUT C 136 af 18.4.2016

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/11

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 16. marts 2017 — Valsts ieņēmumu dienests mod »Veloserviss« SIA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Augstākā tiesa — Letland)

(Sag C-47/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - toldunion - EF-toldkodeks - artikel 220, stk. 2, litra b) - efteropkrævning af importafgifter - berettiget forventning - betingelser for anvendelse - fejl, som toldmyndighederne har begået - importørens forpligtelse til at handle i god tro og at kontrollere omstændighederne ved udstedelse af oprindelsescertifikat formular A - bevismidler - rapport fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)))

(2017/C 151/15)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Augstākā tiesa

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Valsts ieņēmumu dienests

Sagsøgt:»Veloserviss« SIA

Konklusion

1)

Artikel 220, stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2700/2000 af 16. november 2000, skal fortolkes således, at en importør kun kan påberåbe sig en berettiget forventning i henhold til denne bestemmelse, med henblik på at modsætte sig en efterfølgende bogføring af importafgifter, ved at gøre gældende, at han har handlet i god tro, såfremt tre kumulative betingelser er opfyldt. For det første skal det forhold, at afgifterne ikke er blevet opkrævet, bero på en fejl, som de kompetente myndigheder selv har begået, endvidere skal den fejl, der er begået af myndighederne, være af en sådan karakter, at den ikke med rimelighed kunne forventes at være blevet opdaget af en afgiftspligtig i god tro, og endelig skal den afgiftspligtige have overholdt samtlige gældende bestemmelser vedrørende toldangivelsen. En sådan berettiget forventning foreligger navnlig ikke, når en importør, selv om der er åbenbare grunde til at betvivle korrektheden af et oprindelsescertifikat, ikke efter bedste evne har forhørt sig om omstændighederne ved udstedelsen af dette certifikat for at kontrollere, om denne tvivl var begrundet. En sådan forpligtelse indebærer dog ikke, at en importør generelt er forpligtet til systematisk at kontrollere omstændighederne ved toldmyndighederne i udførselslandets udstedelse af oprindelsescertifikat formular A. Det tilkommer den forelæggende ret under hensyntagen til alle de konkrete forhold i tvisten i hovedsagen at bedømme, om disse tre betingelser er opfyldt i den foreliggende sag.

2)

Artikel 220, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 2700/2000, skal fortolkes således, at det i en sag som den i hovedsagen omhandlede, kan udledes af oplysningerne i en rapport fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), at en importør ikke med føje kan påberåbe sig en berettiget forventning i henhold til denne bestemmelse, med henblik på at modsætte sig en efterfølgende bogføring af importafgifter. For så vidt som en sådan rapport, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, kun indeholder en generel beskrivelse af den pågældende situation, kan denne rapport imidlertid ikke i sig selv på tilstrækkelig vis godtgøre, at disse betingelser i alle henseender faktisk er opfyldt, bl.a. med hensyn til eksportørens relevante adfærd. Under sådanne omstændigheder tilkommer det i princippet toldmyndighederne i indførselslandet, ved hjælp af yderligere dokumentation, at føre bevis for, at toldmyndighederne i udførselslandets udstedelse af et ukorrekt oprindelsescertifikat formular A kan tilskrives eksportørens ukorrekte fremstilling af de faktiske forhold. Når det er umuligt for toldmyndighederne i indførselslandet at føre det nævnte bevis, påhviler det dog i givet fald importøren at bevise, at det nævnte certifikat var baseret på eksportørens korrekte fremstilling af de faktiske forhold.

(1)  EUT C 111 af 29.3.2016.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/12

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 16. marts 2017 — Staatlich genehmigte Gesellschaft der Autoren, Komponisten und Musikverleger registrierte Genossenschaft mbH (AKM) mod Zürs.net Betriebs GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Handelsgericht Wien — Østrig)

(Sag C-138/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - intellektuelle ejendomsrettigheder - ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet - direktiv 2001/29/EF - retten til overføring af værker til almenheden - artikel 3, stk. 1 - undtagelser og begrænsninger - artikel 5, stk. 3, litra o) - spredning af fjernsynsudsendelser via lokalt kabelnetværk - national lovgivning, der fastsætter undtagelser for anlæg, som højst har 500 abonnenter tilsluttet, og for genudsendelse af offentlige radio- og fjernsynsudsendelser inden for det nationale område))

(2017/C 151/16)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Handelsgericht Wien

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Staatlich genehmigte Gesellschaft der Autoren, Komponisten und Musikverleger registrierte Genossenschaft mbH (AKM)

Sagsøgt: Zürs.net Betriebs GmbH

Konklusion

1)

Artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet og artikel 11a i Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker af 9. september 1886 i den affattelse, der følger af Parisakten af 24. juli 1971, som ændret den 28. september 1979, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der indebærer, at en samtidig, fuldstændig og uændret transmission af radio- eller fjernsynsudsendelser fra den nationale radio- og fjernsynsorganisation ved hjælp af kabler på det nationale område ikke er underlagt kravet om i henhold til eneretten til at tillade overføring til almenheden at indhente ophavsmandens samtykke, for så vidt som denne udgør en simpel teknisk foranstaltning til overføring, og at ophavsmanden til værket tog hensyn hertil, da denne gav tilladelse til den oprindelige overføring, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

2)

Artikel 5 i direktiv 2001/29, og navnlig denne bestemmelses stk. 3, litra o), skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der indebærer, at en radio- eller fjernsynsudsendelse ved hjælp af fællesantenne i tilfælde, hvor antallet af tilsluttede abonnenter ikke overstiger 500, er underlagt kravet om i henhold til eneretten til at tillade overføring til almenheden at indhente ophavsmandens samtykke, og at denne lovgivning følgelig skal anvendes i overensstemmelse med dette direktivs artikel 3, stk. 1, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

(1)  EUT C 222 af 20.6.2016.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/13

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 16. marts 2017 — Bimotor SpA mod Agenzia delle Entrate — Direzione Provinciale II di Torino (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Commissione Tributaria Provinciale di Torino — Italien)

(Sag C-211/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - merværdiafgift - princippet om afgiftsneutralitet - national lovgivning, der fastsætter en fast øvre grænse, der begrænser tilbagebetalingen eller modregningen af tilgodehavendet eller af den overskydende merværdiafgift))

(2017/C 151/17)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Commissione Tributaria Provinciale di Torino

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Bimotor SpA

Sagsøgt: Agenzia delle Entrate — Direzione Provinciale II di Torino

Konklusion

Artikel 183, første afsnit, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2010/45/EU af 13. juli 2010, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der begrænser modregningen af visse former for skattegæld ved merværdiafgiftstilgodehavender til et fastlagt øvre beløb for hvert skatteår, forudsat at den nationale retsorden under alle omstændigheder fastsætter en mulighed for den afgiftspligtige for at få tilbagebetalt hele merværdiafgiftstilgodehavendet inden for en rimelig frist.

(1)  EUT C 251 af 11.07.2016.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/13

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 15. marts 2017 — FlibTravel International SA og Leonard Travel International SA mod AAL Renting SA m.fl. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour d'appel de Bruxelles — Belgien)

(Sag C-253/16) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - artikel 96 TEUF - anvendelighed - national lovgivning, der forbyder taxatjenester at stille individuelle pladser til rådighed - national lovgivning, der forbyder taxatjenester at fastsætte deres bestemmelsessted på forhånd - national lovgivning, der forbyder taxatjenester at antaste kunder))

(2017/C 151/18)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour d'appel de Bruxelles

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: FlibTravel International SA og Leonard Travel International SA

Sagsøgte: AAL Renting SA, Haroune Tax SPRL, Saratax SCS, Ryad SCRI, Taxis Bachir & Cie SCS, Abdelhamid El Barjraji, Abdelouahab Ben Bachir, Sotax SCRI, Mostapha El Hammouchi, Boughaz SPRL, Sahbaz SPRL, Jamal El Jelali, Mohamed Chakir Ben Kadour, Taxis Chalkis SCRL, Mohammed Gheris, Les délices de Fes SPRL, Abderrahmane Belyazid, E.A.R. SCS, Sotrans SPRL, B.M.A. SCS, Taxis Amri et Cie SCS, Aramak SCS, Rachid El Amrani, Mourad Bakkour, Mohamed Agharbiou, Omar Amri, Jmili Zouhair, Mustapha Ben Abderrahman, Mohamed Zahyani, Miltotax SPRL, Lextra SA, Ismael El Amrani, Farid Benazzouz, Imad Zoufri, Abdel-Ilah Bokhamy, Ismail Al Bouhali, Bahri Messaoud & Cie SCS, Mostafa Bouzid, BKN Star SPRL, M.V.S. SPRL, A.B.M.B. SCS, Imatrans SPRL, Reda Bouyaknouden, Ayoub Tahri, Moulay Adil El Khatir, Redouan El Abboudi, Mohamed El Abboudi, Bilal El Abboudi, Sofian El Abboudi, Karim Bensbih, Hadel Bensbih, Mimoun Mallouk, Abdellah El Ghaffouli og Said El Aazzoui

Konklusion

Artikel 96, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på begrænsninger pålagt taxavognmænd som de i hovedsagen omhandlede.

(1)  EUT C 260 af 18.7.2016.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/14

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supremo Tribunal Administrativo (Portugal) den 28. november 2016 — Giovanna Judith Kerr mod Fazenda Pública

(Sag C-615/16)

(2017/C 151/19)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Supremo Tribunal Administrativo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Giovanna Judith Kerr

Sagsøgt: Fazenda Pública

Præjudicielt spørgsmål

[Skal] artikel 135, stk. 1, litra f), og artikel 15, stk. 2, i Rådets direktiv 2006/112/EF (1) … fortolkes således, at de kun omfatter parterne i aftaler om salg af brugsrettigheder til fast ejendom, der bliver indgået, eller om de også kan fortolkes således, at de ligeledes omfatter appellantens aktivitet, der består i at hverve kunder og fremme salget af tjenesteydelser og herved sikre, at den virksomhed, der udbyder disse tjenesteydelser, gennemfører salget heraf, i overensstemmelse med på forhånd opstillede retningslinjer og fastlagte grænser for så vidt angår nedslag i prisen og salgsfremmende gaver?

(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347, s. 1).

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/14

Appel iværksat den 9. november 2016 af Birkenstock Sales GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 19. januar 2017 i sag T-579/14 — Birkenstock Sales GmbH mod EUIPO

(Sag C-26/17 P)

(2017/C 151/20)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Birkenstock Sales GmbH (ved Rechtsanwalt C. Menebröcker og Rechtsanwältin V. Töbelmann)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 9. november 2016 (sag T-579/14) ophæves, for så vidt som appellanten ikke fik medhold i sit søgsmål.

—

Appellanten gives medhold i de påstande, denne havde nedlagt for Den Europæiske Unions Ret i første instans angående de varer, for hvilke appellanten ikke fik medhold.

—

EUIPO tilpligtes at betale de omkostninger, der er forbundet med sagen for Domstolen, Retten og appelkammeret.

Anbringender og væsentligste argumenter

1.

Appellanten har gjort gældende, at Rettens dom af 9. november 2016 i sag T-579/14 vedrørende det internationale varemærke nr. 1132742 skal ophæves, for så vidt som den ikke gav appellanten medhold, og at påstandene, der blev nedlagt i første instans for Retten angående de varer, for hvilke søgsmålet blev annulleret, tages til følge.

2.

Appellanten har dernæst anført, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i EU-varemærkeforordningen (1), idet Retten har foretaget en urigtig anvendelse af principperne om tredimensionale varemærker på det omtvistede internationale varemærke. Desuden har appellanten gjort gældende, at Retten i forbindelse med sin vurdering af det internationale varemærke i henhold til principperne om tredimensionale varemærker ikke har fastlagt »normerne og sædvanerne i branchen« for de omtvistede varer, og endelig har appellanten kritiseret Retten for i forbindelse med sin vurdering af det helhedsindtryk, som det internationale varemærke giver, at have anvendt strengere kriterier end dem, der er fastsat i EU-varemærkeforordningens artikel 7, stk. 1, litra b).

3.

Ydermere har appellanten gjort gældende, at der foreligger selvmodsigende begrundelser i førsteinstansdommen, for så vidt som Retten, alt imens den i dommen fastslog, at et tegns fornødne særpræg skal vurderes på baggrund af tegnet selv, alligevel i forbindelse med sin vurdering tog hensyn til spørgsmål om brug, og på den anden side henviste til en af sine ældre domme vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt det for så vidt angår et tegn er muligt at tage hensyn til en samtidig to- og tredimensional brug.

4.

Desuden har appellanten anført, at der foreligger en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, for så vidt som Retten i den appellerede dom fandt, at eftersom appelkammeret ved EUIPO støttede sig på omstændigheder, der følger af praktisk erfaring, der almindeligvis opnås ved markedsføring af de omhandlede varer, som det må antages, at enhver har kendskab til, havde det ikke pligt til at underbygge sin holdning, hvorefter det internationale varemærke ikke adskilte sig væsentligt fra den almindelige brug i branchen.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/15

Appel iværksat den 23. januar 2017 af Apcoa Parking Holdings GmbH til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 8. november 2016 i de forenede sager T-268/15 og T-272/15 — Apcoa Parking Holdings GmbH mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

(Sag C-32/17 P)

(2017/C 151/21)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Apcoa Parking Holdings GmbH (ved Rechtsanwalt Dr. A. Lohmann)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1.

Den kendelse, der blev afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Syvende Afdeling) den 8. november 2016 i de forenede sager T-268/15 og T-272/15, ophæves.

2.

De afgørelser, der blev truffet den 25. marts 2014 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (tidligere KHIM) i klagesag R 2062/2014-4 og klagesag R 2063/2014-4, annulleres.

3.

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Efter appellantens opfattelse hviler kendelsen på en procedurefejl (det første anbringende). Den tilsidesætter desuden EU-retten. Retten har ikke taget hensyn til væsentlige faktiske omstændigheder (det andet anbringende). Retten har gengivet de faktiske omstændigheder urigtigt (det tredje anbringende). Kendelsen tilsidesætter princippet om EU-varemærkets enhedskarakter (det fjerde anbringende).

Det første anbringende: Retten har truffet afgørelse i sagerne uden at afholde et retsmøde. Appellanten havde imidlertid udtrykkeligt anmodet om, at der blev afholdt et retsmøde.

Et retsmøde ville ikke have været overflødigt, for det var hverken åbenbart, at sagen ikke kunne antages til realitetsbehandling, eller at den ikke havde noget retligt grundlag. Kendelsen hviler derfor på en procedurefejl.

Det andet anbringende: EU-retten tilsidesættes ved Rettens kendelse. I modsætning til, hvad Retten har anført, er der ikke nogen absolut registreringshindring i henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009 (1), der taler imod de omtvistede varemærker. Varemærkerne er ikke beskrivende angivelser.

Retten har ikke taget hensyn til væsentlige faktiske omstændigheder. Den har antaget, at for kundekredsene i Det Forenede Kongerige betyder den engelsksprogede betegnelse »Parkway« en parkeringsplads ved en togstation. Herved har Retten ladet ude af betragtning, at varemærkemyndigheden i Storbritannien udtrykkeligt har beskæftiget sig med dette spørgsmål, endda i en høring, og efter en indgående prøvelse har benægtet, at der foreligger en beskrivende angivelse. Hvis begrebet anvendes i sig selv, således som det er indeholdt i varemærket, har det ikke den betydning, som Retten har tillagt det. Identiske »Parkway«-varemærker er blevet anset for at kunne beskyttes og er blevet registreret som en udvidelse af den internationale registrering i flere medlemsstater (bl.a. i Irland), og som nationale ansøgninger i Det Forenede Kongerige.

Alt dette har Retten ignoreret og har alene henvist til, at den generelt ikke er bundet af nationale afgørelser. Den har herved overset, at det forhold, at den ikke er bundet, ikke fritager Retten fra forpligtelsen til dog i det mindste at tage hensyn til og vurdere alle relevante faktiske omstændigheder. De nationale registreringer af identiske varemærker i medlemsstater, fra hvilket sprogligt område den omtvistede betegnelse hidrører, er i hvert fald relevante faktiske omstændigheder. Det forhold, at der slet ikke er blevet taget hensyn til dem, udgør en retlig fejl.

Det tredje anbringende: Retten har udledt den betydning af begrebet »Parkway«, som den har lagt til grund, af to steder i leksikaer. Disse steder har den dog gengivet ufuldstændigt og urigtigt. Retten har ladet ude af betragtning, at der ikke af disse steder kan udledes en almindelig betydning af begrebet »Parkway« i sig selv på den måde, som Retten har lagt til grund i sin afgørelse. Også dette skulle have været taget fra Det Forenede Kongeriges varemærkemyndigheds afgørelse om, at varemærket kunne beskyttes dér. Også dér blev de samme steder i leksikaerne behandlet. Det Forenede Kongeriges varemærkemyndighed kom til det resultat, at den betydning af begrebet, der er angivet i leksikonet, ikke er til hinder for en beskyttelse som varemærke. Hvis Retten havde vurderet disse steder i leksikaene rigtigt, skulle den være kommet til det samme resultat. Også den urigtige gengivelse af de faktiske omstændigheder er en retlig fejl.

Det fjerde anbringende: Kendelsen tilsidesætter endvidere princippet om EU-varemærkets enhedskarakter. Selv om der ikke for nogen EU- medlemsstat består en absolut registreringshindring, har Retten nægtet appellanten at opnå en enhedsbeskyttelse af sine EU-varemærker.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (kodificeret udgave) (EUT L 78, s. 1).

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/17

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Düsseldorf (Tyskland) den 10. februar 2017 — Jonathan Heintges mod Germanwings GmbH

(Sag C-74/17)

(2017/C 151/22)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Jonathan Heintges

Sagsøgt: Germanwings GmbH

Præjudicielle spørgsmål

I.

Skal artikel 12, stk. 1, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1) fortolkes således, at den deri nævnte »ret til yderligere kompensation« kun omfatter rettigheder, som beror på rettighedsgrundlag uden for forordningen?

II.

a.

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal artikel 8 i forordning (EF) nr. 261/2004 fortolkes således, at det følger af denne bestemmelse, at passageren i tilfælde af, at et luftfartsselskab ikke leverer de i artiklens stk. 1 og 2 fastsatte ydelser, har et selvstændigt erstatningskrav på grund af manglende levering af de nævnte ydelser, og omfatter dette krav i bekræftende fald også refusion af udgifterne til omlægning af rejsen til det endelige bestemmelsessted [org. s. 2], som passageren selv har organiseret?

aa.

Såfremt spørgsmål a. besvares bekræftende: Er erstatningskravet vedrørende den anden befordring, som passageren selv har organiseret, omfattet af den i artikel 12, stk. 1, andet punktum, i forordning (EF) nr. 261/2004 omhandlede modregning?

b.

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, og national ret indeholder en bestemmelse, hvorefter passageren på grund af en tilsidesættelse af forpligtelsen i henhold til forordningens artikel 8 over for flyselskabet har ret til refusion af de udgifter, han har haft, fordi han selv har sørget for en anden befordring: Er denne ret til kompensation i henhold til national ret omfattet af den i forordningens artikel 12, stk. 1, andet punktum, omhandlede modregning?

c.

Såfremt modregning i henhold til artikel 12, stk. 1, andet punktum, i forordning (EF) nr. 261/2004 bekræftes, enten under det andet spørgsmål a. eller b.: Skal artikel 12 fortolkes således, at modregningen sker automatisk, uden at den erstatningspligtige part skal påberåbe sig den?

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT L 46, s. 1).

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/17

Appel iværksat den 9. februar 2017 af Fiesta Hotels & Resorts, S.L. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 30. november 2016 i sag T-217/15 — Fiesta Hotels & Resorts mod EUIPO — Residencial Palladium (Palladium Palace Ibiza Resort & Spa)

(Sag C-75/17 P)

(2017/C 151/23)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Fiesta Hotels & Resorts, S.L. (ved abogados J.-B. Devaureix og J.C. Erdozain López)

De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og Residencia Palladium S.L.

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Rettens dom af 30. november 2016 i sag T-217/15 ophæves i sin helhed.

—

Der gives fuldt ud medhold i de påstande, der blev nedlagt i første instans.

—

Indstævnte og intervenienten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

1.

Det første appelanbringende vedrører det forhold, at den appellerede dom indeholder en retlig fejl, idet det deri lægges til grund, at kravet om en rækkevidde, der »ikke kun [er] lokal« i henhold til artikel 8, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (1) (herefter »forordningen«), er opfyldt uafhængigt af den geografiske udstrækning, inden for hvilken indehaveren af det påberåbte varemærke udøver sin aktivitet. Denne fortolkning fordrejer den reelle betydning af udtrykket »lokal« og det formål, der ligger til grund for forordningens artikel 8, stk. 4. Den appellerede dom indeholder den anførte retlige fejl, for så vidt som Retten ved afgørelsen af, om det anførte ikke-registrerede firmanavn blot har lokal rækkevidde, tog hensyn til dokumenter, der havde virkning uden for spansk område.

Desuden kan det ikke af den omstændighed, at de tjenesteydelser, som virksomheden leverer til en international kundekreds, og som betegnes ved varemærket eller firmanavnet, udledes, at der er gjort brug af tegnet uden for lokalområdet.

Rettens konklusion i dommen, for så vidt angår kravet om »ikke kun […] lokal«, tilsidesætter endvidere formålet med forordningens artikel 8, stk. 4. Ifølge dommen afhænger dette krav, der anvendes i forhold til det firmanavn, som er til hinder for, at der ansøges om et EU-varemærke, således ikke af den lokale rækkevidde af den virksomhed, der bruger firmanavnet, men af »den geografiske spredning af kunderne eller det renommé, dette har i kundekredsen nationalt eller endog internationalt«. Med denne antagelse går Retten ud over det begrænsende formål med forordningens artikel 8, stk. 4, idet Retten gør det muligt at føre et nemt bevis for et brud med det strengt lokale ved blot at have anvendt det ikke-registrerede tegn på internettet, eller — som i den foreliggende sag — ved det faktum, at den berørte virksomheds overnattende gæster har international oprindelse.

2.

Med det andet appelanbringende anføres det, at Retten har begået en retlig fejl, idet den antog, at det ikke kan kræves i henhold til forordningens artikel 8, stk. 4, sammenholdt med artikel 9, stk. 1, litra d), i den i Spanien gældende lov nr. 17/2001 af 7. december 2001 om varemærker, at det ikke-registrerede påberåbte tegn skal være velkendt, når størstedelen af den retspraksis, der er afsagt i Spanien om dette emne, lægger det modsatte til grund, dvs. ikke alene kræver, at der er gjort brug af det påberåbte tegn, men også at den pågældende brug er velkendt på en væsentlig del af det spanske område.

3.

Det tredje appelanbringende er baseret på det forhold, at den appellerede dom indeholder en retlig fejl, idet Retten på grundlag af LAGUIOLE-dommen (præmis 37) fandt, at forordningens artikel 8, stk. 4, litra b), var opfyldt, selv om denne dom ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, idet det i nærværende sag er spansk ret, der skal fortolkes, og ikke som i LAGUIOLE-dommen fransk ret, og idet appellanten har fremført domme afsagt af den spanske Tribunal Supremo (øverste domstol), der klart forbyder, at et ikke-registreret firmanavn forhindrer brugen af et senere varemærke, uden at indstævnte har påberåbt sig den spanske lov om illoyal konkurrence, der angiveligt omfatter denne mulighed, hvilket appellanten begrundet har benægtet skulle foreligge.

4.

Endelig anføres det med det fjerde appelanbringende, at den appellerede dom indeholder en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af begrebet »foreløbige varemærker«, som er fastsat i den spanske varemærkelov, og nærmere bestemt, at den appellerede dom indeholder en retlig fejl for så vidt angår forordningens artikel 65.

Appellanten finder, at den appellerede dom indeholder en retlig fejl, idet forordningens artikel 65 i snæver forstand ikke er til hinder for en undersøgelse af det retlige spørgsmål, der opstår i lyset af parternes anførte argumentation. I modsætning til hvad der fremgår af dommen, forsøger appellanten ikke at ændre de faktiske omstændigheder, som appelkammeret tog i betragtning, da det traf afgørelse, men gør alene et retsgrundlag gældende, der klart viser den retlige fejl, der er begået i EUIPO’s afgørelse, som er genstand for søgsmålet.

Endelig påberåbes princippet jura novit curia, hvorefter en ret, når den træffer afgørelse, skal anvende de retsregler, som den finder relevante, og ændre retsgrundlaget for parternes påstande, såfremt afgørelsen er i overensstemmelse med de procesførendes faktiske og retlige forhold, det anførte grundlag for kravet ikke ændres, og problemet ikke ændres til et andet. I denne henseende skulle Retten have vurderet appellantens argumentation, og det forhold, at dette ikke er sket, begrænser appellantens ret til forsvar, og denne fratages sine registreringsrettigheder.

(1)  EUT 2009, L 78, s. 1.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/19

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Înalta Curte de Casație și Justiție (Rumænien) den 13. februar 2017 — SC Petrotel Lukoil SA og Maria Magdalena Georgescu mod Ministerul Economiei, Ministerul Energiei og Ministerul Finanțelor Publice

(Sag C-76/17)

(2017/C 151/24)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Înalta Curte de Casație și Justiție

Parter i hovedsagen

Sagsøger: SC Petrotel Lukoil SA og Maria Magdalena Georgescu

Sagsøgt: Ministerul Economiei, Ministerul Energiei og Ministerul Finanțelor Publice

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er bestemmelserne i artikel 30 TEUF til hinder for en fortolkning, der indebærer, at en afgiftspligtig, som reelt har betalt en afgift med tilsvarende virkning, kan anmode om tilbagebetaling af det beløb, der er blevet betalt på grundlag af denne afgift, selv om betalingsordningen vedrørende denne afgift i den nationale lovgivning er blevet udformet således, at afgiften overvæltes på den europæiske forbruger?

2)

Er tilbagebetalingen af det beløb, der er blevet opkrævet på grundlag af denne afgift med tilsvarende virkning, forenelig med EU-rettens bestemmelser, såfremt dette beløb reelt er blevet afholdt af den afgiftspligtige (men ikke overvæltet på forbrugeren)?

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/19

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo (Spanien) den 23. februar 2017 — Rafael Ramón Escobedo Cortés mod Banco de Sabadell S.A.

(Sag C-94/17)

(2017/C 151/25)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Supremo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Rafael Ramón Escobedo Cortés

Sagsøgt: Banco de Sabadell S.A.

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er artikel 3 hvad angår punkt 1, litra e), i bilaget til og artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13 (1) til hinder for en retspraksis, hvorefter et vilkår i en låneaftale, der fastsætter en morarentesats, som indebærer en strafrente på mere end 2 % af den ordinære, årlige rente, der er fastsat i aftalen, udgør en uforholdsmæssigt stor godtgørelse, der pålægges den forbruger, som har opfyldt sine betalingsforpligtelser for sent, og dermed er urimeligt?

2)

Er artikel 3 hvad angår punkt 1, litra e), i bilaget til og artikel 4, stk. 1, artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 til hinder for en retspraksis, som ved vurderingen af, at et vilkår i en låneaftale, hvorved fastsættes morarenter, er urimeligt, fastsætter genstanden for kontrollen heraf til at være den yderligere omkostning, som denne rentetype medfører i forhold til de ordinære renter, da de udgør »en uforholdsmæssig stor godtgørelse, der er pålagt en forbruger, som ikke har overholdt sine forpligtelser«, og fastslår, at følgen af, at vilkåret erklæres urimeligt, er, at strafrenterne ophæves fuldstændigt, hvorfor alene de ordinære renter fortsat påløber, indtil lånet er tilbagebetalt?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, skal konstateringen af, at et vilkår, hvorved morarentesatsen fastsættes, er ugyldigt, fordi det er urimeligt, have andre virkninger, for at disse bliver forenelige med direktiv 93/13, som f.eks. den fuldstændige ophævelse af, at både ordinære renter og morarenter påløber, når låntager har tilsidesat sin betalingsforpligtelse i forhold til afdrag inden for de i kontrakten fastsatte frister, eller at de lovbestemte renter påløber?

(1)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/20

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Social de Terrassa (Spanien) den 22. februar 2017 — Gardenia Vernaza Ayovi mod Consorci Sanitari de Terrassa

(Sag C-96/17)

(2017/C 151/26)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de lo Social de Terrassa

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Gardenia Vernaza Ayovi

Sagsøgt: Consorci Sanitari de Terrassa

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er en retlig afgørelse, der træffes i henhold til en retsorden i forbindelse med en disciplinær afskedigelse, der anses for at være ulovlig, og navnlig den afgørelse, der fremgår af artikel 96, stk. 2, i kongeligt lovdekret nr. 5/2015 af 30. oktober 2015 om godkendelse af lov om vedtægten for offentligt ansatte (omarbejdning), omfattet af begrebet »ansættelsesvilkår« i § 4, stk. 1, i den rammeaftale, der er optaget som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF (1) af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP?

2)

Vil en situation som den, der er fastsat i artikel 96, stk. 2, i kongeligt lovdekret nr. 5/2015 af 30. oktober 2015 om godkendelse af lov om vedtægten for offentligt ansatte (omarbejdning), hvorefter en disciplinær afskedigelse af en fastansat i den offentlige forvaltning, der erklæres uberettiget — ulovlig — altid medfører genansættelse af arbejdstageren, mens en ansat på ubegrænset tid — eller som midlertidigt ansat — med de samme funktioner som en fastansat, kan nægtes genansættelse mod en erstatning, blive anset for forskelsbehandling i henhold til § 4, stk. 1, i [den rammeaftale, der er optaget som bilag til] Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP?

3)

Er ulige behandling under omstændigheder som beskrevet i foranstående spørgsmål berettiget, når den vurderes i lyset af artikel 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og ikke det nævnte direktiv?

(1)  EFT L 175, 43

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/21

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de Contas (Portugal) den 28. februar 2017 — Secretaria Regional de Saúde dos Açores mod Mini

(Sag C-102/17)

(2017/C 151/27)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal de Contas

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Secretaria Regional de Saúde dos Açores

Sagsøgt: Ministério Público

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 58, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU (1) af 26. februar 2014 fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse som den ovenfor nævnte [dvs. artikel 40, stk. 3 og 5, litra c), i Decreto Legislativo Regional n.o 27/2015/A, de 29 de dezembro de 2015 (regionalt lovdekret nr. 27/2015/A af 29. december 2015)], som gør det muligt i forbindelse med et offentligt udbud som adgangskrav at opstille et geografisk kriterium, hvorefter der skal have været udført tre bygge- og anlægsarbejder i den samme selvstyrende region?

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26.2.2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT 2014, L 94, s. 65).

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/21

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice, Chancery Division, Patents Court (Det Forenede Kongerige) den 8. marts 2017 — Teva UK Ltd, Accord Healthcare Ltd, Lupin Ltd, Lupin (Europe) Ltd og Generics (UK) trading as »Mylan« mod Gilead Sciences Inc.

(Sag C-121/17)

(2017/C 151/28)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

High Court of Justice, Chancery Division, Patents Court (Det Forenede Kongerige)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Teva UK Ltd, Accord Healthcare Ltd, Lupin Ltd, Lupin (Europe) Ltd og Generics (UK) trading as »Mylan«

Sagsøgt: Gilead Sciences Inc.

Præjudicielt spørgsmål

Hvilke kriterier skal anvendes for at afgøre, om »produktet er beskyttet ved et grundpatent, der er i kraft« i henhold til artikel 3, litra a), i forordning nr. 469/2009 (1)?

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 469/2009 af 6.5.2009 om det supplerende beskyttelsescertifikat for lægemidler (EUT 2009, L 152, s. 1).

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/22

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Court of Appeal (Irland) den 9. marts 2017 — David Smith mod Patrick Meade, Philip Meade, FBD Insurance plc, Ireland og Attorney General

(Sag C-122/17)

(2017/C 151/29)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Court of Appeal

Parter i hovedsagen

Sagsøger: David Smith

Sagsøgt: Patrick Meade, Philip Meade, FBD Insurance plc, Ireland og Attorney General

Præjudicielle spørgsmål

Når:

i)

de relevante bestemmelser i national ret gør det muligt at indføre en undtagelse fra kravet om tegning af lovpligtig forsikring for køretøjer, der dækker passagerer, som befinder sig i et mekanisk drevet køretøj, der ikke er udstyret med faste sæder til passagerer

ii)

den relevante forsikringspolice kun dækker passagerer, der sidder på faste sæder, og denne police rent faktisk var en godkendt forsikringspolice i henhold til de pågældende nationale bestemmelser på ulykkestidspunktet

iii)

Domstolen allerede i en tidligere afgørelse herom har fastslået, at de relevante nationale bestemmelser, der omfatter en sådan undtagelse fra dækning, er i strid med EU-retten (sag C-356/05, Farrell mod Whitty), og de således ikke længere må anvendes

iv)

de nationale bestemmelser er formuleret på en sådan måde, at det ikke er muligt at fortolke dem i overensstemmelse med kravene i EU-retten

er den nationale domstol da — i forbindelse med en tvist mellem private og et privat forsikringsselskab vedrørende en bilulykke i 1999, hvor en passager, der ikke sad på et fast sæde, blev alvorligt kvæstet, og hvor den nationale domstol med parternes samtykke havde procestilvarslet det private forsikringsselskab og staten — når den udlader at anvende de relevante bestemmelser i national ret, også forpligtet til at undlade at anvende klausulen om ansvarsfraskrivelse i forsikringspolicen eller på anden vis forhindre et forsikringsselskab i at påberåbe sig den ansvarsfraskrivelsesklausul, der var gældende på daværende tidspunkt, således at skadelidte i så fald kunne have krævet erstatning direkte hos forsikringsselskabet på grundlag af denne forsikringspolice? Ville et sådant udfald i stedet reelt være en form for horisontal direkte virkning af et direktiv over for en privat part på en måde, der strider mod EU-retten?

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/22

Sag anlagt den 10. marts 2017 — Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

(Sag C-127/17)

(2017/C 151/30)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved J. Hottiaux og W. Mölls, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Polen

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3 og 7 i Rådets direktiv 96/53/EF af 25. juli 1996 om fastsættelse af de største tilladte dimensioner i national og international trafik og største tilladte vægt i international trafik for visse vejkøretøjer i brug i Fællesskabet (1), sammenholdt med punkt 3.1 og 3.4 i bilag I til dette direktiv, idet den kræver, at transportvirksomheder er i besiddelse af særlige tilladelser til at benytte visse offentlige veje.

—

Republikken Polen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen gør gældende over for Republikken Polen, at brug af køretøjer med det i henhold til punkt 3.1 og 3.4 i bilag I til direktiv 96/53/EF tilladte akseltryk på 10 ton (enkelt aksel, der ikke er drivaksel), henholdsvis 11,5 ton (drivaksel) er begrænset på næsten 97 % af de på Polens område beliggende offentlige veje, hvilket er i strid med dette direktivs artikel 3. Denne begrænsning er en følge af to faktorer, nemlig:

1.

den omstændighed, at kun veje, der indgår i det transeuropæiske transportnet (TEN-T), samt nogle andre nationale veje er frigivet til brug af køretøjer med et tilladt akseltryk på 11,5 ton (artikel 41, stk. 2, i lov om offentlige veje (Ustawa o drogach publicznych)), samt

2.

kravet om at være i besiddelse af en særlig tilladelse til færdsel på andre veje (artikel 64 ff. i færdselsloven (Ustawa Prawo o ruchu drogowym)).

Kommissionen gør endvidere gældende, at Republikken Polen har fortolket artikel 7 i direktiv 96/53/EF forkert. Efter Republikken Polens opfattelse gør bestemmelserne heri det muligt for en medlemsstat at gøre undtagelse fra det i dette direktivs artikel 3 opstillede almindelige princip gennem en begrænsning af brugen af køretøjer med et drivakseltryk på 11,5 ton. I artikel 7, stk. 2, er der ganske vist anført konkrete eksempler på, hvornår færdslen lovligt kan begrænses (bycentre, små landsbyer eller naturområder af særlig interesse); der er herved imidlertid tale om begrænsninger, der alene gælder for nogle veje eller vejanlæg, på bestemte vejstrækninger. Efter Kommissionens opfattelse kan en medlemsstat ikke med rimelighed påberåbe sig muligheden for at indføre undtagelser for at lade næsten 97 % af dens vejnet være omfattet af sådanne undtagelser.

Desuden skal der i henhold til artikel 64, stk. 1, færdselsloven (2) ansøges om og opnås en særlig tilladelse hos de kompetente myndigheder til køretøjer, for at de kan bruges på veje, der ikke indgår i TEN-T, og dermed på næsten 97 % af de offentlige veje, hvilket medfører følgende vanskeligheder:

—

komplekse administrative procedurer, som kræver, at der tages kontakt til forskellige administrative myndigheder

—

tilladelsens geografiske gyldighedsområde er begrænset, hvilket i almindelighed tvinger transportvirksomhederne til at ansøge om flere tilladelser for hver rute

—

den tid, der skal anvendes, og de omkostninger, der skal afholdes, med henblik på at opnå tilladelsen.

Endelig kan kategori IV-tilladelser til at benytte nationale veje med køretøjer med et (driv-)akseltryk på 11,5 ton i henhold til færdselslovens artikel 64, stk. 2, ikke benyttes til at transportere delelige laster.

Direktiv 96/53/EF tillader ikke en sådan hindring eller vanskeliggørelse af den frie bevægelighed for køretøjer. En virksomhed, der ikke er indforstået med at underkaste sig disse betingelser, undergives et forbud mod færdsel på vejene. En sådan lovgivning tilsidesætter artikel 3 i direktiv 96/53/EF, der gennem de heri opstillede krav er til hinder for, at medlemsstaterne på deres område »afviser eller forbyder« anvendelse i international trafik af køretøjer, der er i overensstemmelse med grænseværdierne for så vidt angår vægt i bilag I.

(1)  EFT 1996, L 235, s. 59.

(2)  Bekendtgørelse af 30.8.2012 udstedt af formanden for Republikken Polens Sejm om offentliggørelse af den konsoliderede affattelse af færdselsloven (Obwieszczenie Marszałka Sejmu Rzeczypospolitej Polskiej z dnia 30 sierpnia 2012 r. w sprawie ogłoszenia jednolitego tekstu ustawy — Prawo o ruchu drogowym) (Dz. U. 2012, Pos. 1137).

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/24

Sag anlagt den 10. marts 2017 — Republikken Polen mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-128/17)

(2017/C 151/31)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Republikken Polen (ved B. Majczyna, som befuldmægtiget)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2284 af 14. december 2016 om nedbringelse af nationale emissioner af visse luftforurenende stoffer, om ændring af direktiv 2003/35/EF og om ophævelse af direktiv 2001/81/EF (1) annulleres.

—

Subsidiært annulleres dette direktiv delvist, for så vidt som det fastsætter nationale emissionsreduktionstilsagn for 2030 og de efterfølgende år.

—

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Republikken Polen har fremsat følgende anbringender mod det anfægtede direktiv:

1.   Tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, TEU)

De sagsøgte institutioner er ikke gået frem på en gennemsigtig måde ved arbejdet med henblik på udstedelse af det anfægtede direktiv og har herved behandlet medlemsstaterne ulige og kun pålagt enkelte medlemsstater yderligere reduktionstilsagn, som ikke har noget grundlag i kriteriet om omkostningseffektivitet eller i principperne vedrørende metodologien for fordelingen af tilsagnene. At Polen (såvel som to andre medlemsstater) — før indgåelsen af den endelige aftale med Europa-Parlamentet — blev pålagt nye emissionsreduktionsværdier, for at der kunne opnås et meget ambitiøst generelt reduktionsniveau, betyder, at Polen i praksis blev udelukket fra forhandlingerne, hvor der skulle træffes beslutning om den endelige udformning af de nationale emissionsreduktionstilsagn for 2030 og de følgende år.

Desuden har de sagsøgte institutioner forholdt Polen muligheden for effektivt at kontrollere de data vedrørende Polen, som dannede grundlag for fastsættelsen af de nationale emissionsreduktionstilsagn for 2030 og de følgende år, og derved tilsidesat Polens ret til at få sit standpunkt taget i betragtning.

2.   Tilsidesættelse af principperne om åbenhed og gennemsigtighed (artikel 15 TEUF) og mangel på en tilstrækkelig begrundelse (artikel 296 TEUF)

Republikken Polen gør gældende, at de grundlæggende antagelser, som lå til grund for fastsættelsen af de nationale emissionsreduktionstilsagn for 2030 og de følgende år, ikke blev gjort tilgængelige eller offentliggjort. Der savnes oplysninger om de fremskrivningsantagelser om de enkelte sektorers teknologiske struktur, som fremskrivningerne for emissionerne i 2030 blev støttet på. Manglen på disse oplysninger gør det umuligt at kontrollere, om de for 2030 fremsatte emissionsfremskrivninger er begrundede. Endvidere vides det ikke, efter hvilken formel det overordnede mål på sundhedsområdet om at nedbringe dødeligheden i Unionen blev omregnet til tilsagn om nedbringelse af emissioner for hele Unionen såvel som for enkelte medlemsstater.

Følgelig er de overvejelser, som de institutioner, der vedtog direktivet, gjorde sig med hensyn til de nævnte reduktionstilsagn, ikke kommet klart og entydigt til udtryk.

3.   Tilsidesættelse af pligten til en behørig vurdering af indvirkningen af det anfægtede direktiv på de enkelte medlemsstater samt pligten til at fremlægge en tilstrækkelig analyse af konsekvenserne af dets gennemførelse

Republikken Polen gør gældende, at den af Kommissionen gennemførte konsekvensanalyse henset til de vidtrækkende samfundsmæssige og økonomiske virkninger, der kan forventes i medlemsstaterne som følge af emissionsreduktionstilsagnene for 2030 og de følgende år, er utilstrækkelig.

I konsekvensanalysen henvises der til sammenhængen mellem virkeliggørelsen af direktivets mål og de strukturelle forandringer med henblik på at reducere andelen af kul som brændsel i energisektoren og på det kommunale boligområde. I konsekvensanalysen analyseres det imidlertid ikke specifikt, om gennemførelsen af tilsagnene i væsentlig grad vil berøre en medlemsstats valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning. Dette er af væsentlig betydning; bekræftes det således, at dette valg er væsentligt berørt, betyder det, at EU-lovgiver skulle have udstedt det anfægtede direktiv på et andet retsgrundlag, nemlig på grundlag af artikel 192, stk. 2, TEUF, og ikke på grundlag af artikel 192, stk. 1, TEUF.

4.   Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet (artikel 5, stk. 4, TEU)

De sagsøgte institutioner har ikke taget hensyn til de betydelige samfundsmæssige og økonomiske omkostninger, som gennemførelsen af tilsagnene om reduktion af enkelte forurenende stoffer i perioden fra 2030 forårsager i Polen. Følgelig vil Polens gennemførelse af reduktionstilsagnene for 2030 og de følgende år kunne medføre betydelige negative samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser. Omkostningerne med henblik på gennemførelsen af disse tilsagn vil kunne vise sig at være uforholdsmæssige i forhold til de forventede virkninger.

Den i direktivet foretagne fastsættelse af sådanne høje nationale emissionsreduktionstilsagn for 2030 og de følgende år er ikke åbenbart nødvendig for at nå de i direktivet fastsatte mål.

5.   Tilsidesættelse af princippet om medlemsstaternes lighed (artikel 4, stk. 2, TEU) og princippet om den afbalancerede udvikling (artikel 191, stk. 3, fjerde led, TEUF, sammenholdt med artikel 191, stk. 2, TEUF)

De tilsagn om emissionsreduktion fra 2030, som er pålagt de enkelte medlemsstater, tager ikke hensyn til medlemsstaternes forskellige økonomiske situation og teknologiske og samfundsmæssige betingelser, herunder omfanget af investeringsbehovet i forskellige regioner i Unionen. Ved fastsættelsen af reduktionstilsagnene er der blevet anvendt en enhedsmetode, der ikke tager hensyn til de enkelte medlemsstaters reelle og forskellige økonomiske og samfundsmæssige situation.

Desuden har de sagsøgte institutioner i forbindelse med fastsættelsen af nationale emissionsreduktionstilsagn for 2030 og de følgende år for enkelte medlemsstater sandsynligvis ikke taget behørigt hensyn til, at en betydelig mængde af forurenende stoffer kommer ind over grænserne til nogle medlemsstater fra områder, der støder umiddelbart op til Unionen, hvilket fører til ulige behandling af medlemsstater, der grænser op til tredjelande, i forhold til medlemsstater, der ikke er berørt af problemet med tilførsel af forurenende stoffer, der stammer fra lande uden for Unionen.

(1)  EUT 2016, L 344, s. 1.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/25

Appel iværksat den 17. marts 2017 af Den Europæiske Union til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Udvidede Afdeling) den 10. januar 2017 i sag T-577/14, Gascogne Sack Deutschland og Gascogne mod Den Europæiske Union

(Sag C-138/17 P)

(2017/C 151/32)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Den Europæiske Union, repræsenteret af Den Europæiske Unions Domstol (ved J. Inghelram og Á.M. Almendros Manzano, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Gascogne Sack Deutschland GmbH, Gascogne og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Punkt 1 i den appellerede doms konklusion ophæves.

—

Den af Gascogne Sack Deutschland og Gascogne i første instans nedlagte påstand om betaling af 187 571 EUR for det angiveligt lidte tab som følge af yderligere betalinger i forbindelse med bankgarantien ud over en rimelig periode forkastes som ugrundet.

—

Gascogne Sack Deutschland og Gascogne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat tre anbringender.

Det første anbringende vedrører en retlig fejl ved fortolkningen af begrebet årsagsforbindelse, idet Retten fastslog, at overskridelsen af den rimelige sagsbehandlingstid udgjorde den afgørende årsag til den hævdede materielle skade, som bestod i betaling af omkostninger til bankgaranti, mens det følger af fast retspraksis, at en virksomheds eget valg af ikke at betale bøden under sagen for Unionens retsinstanser udgør den afgørende årsag til betalingen af sådanne omkostninger.

Det andet anbringende vedrører en retlig fejl ved fortolkningen af begrebet skade, idet Retten afviste at anvende den samme betingelse, som den havde formuleret for så vidt angår den hævdede materielle skade i forbindelse med betaling af renter af bødebeløbet, på den hævdede materielle skade i forbindelse med betalingen af omkostninger til bankgaranti, nemlig at sagsøgerne i første instans skulle godtgøre, at den økonomiske byrde, som var forbundet med denne betaling, var større end den fordel, som de kunne drage af ikke at betale bøden.

Det tredje anbringende om en retlig fejl ved fastlæggelsen af det tidsrum, hvori den hævdede materielle skade fandt sted, samt en begrundelsesmangel, idet Retten, uden at gøre rede for grunden til det, fandt, at det tidsrum, hvori den hævdede materielle skade, som bestod i betaling af omkostninger til bankgaranti, fandt sted, kunne være forskellig fra det tidsrum, hvori den havde fastslået, at den ulovlige adfærd, som angiveligt havde forårsaget denne skade, havde fundet sted.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/26

Appel iværksat den 22. marts 2017 af Gascogne Sack Deutschland GmbH og Gascogne S.A. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Udvidede Afdeling) den 10. januar 2017 i sag T-577/14, Gascogne Sack Deutschland og Gascogne mod Den Europæiske Union

(Sag C-146/17 P)

(2017/C 151/33)

Processprog: fransk

Parter

Appellanter: Gascogne Sack Deutschland GmbH og Gascogne S.A. (ved advokaterne F. Puel og E. Durand)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Union, ved Den Europæiske Unions Domstol og Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

—

Den appellerede dom, der blev meddelt appellanternes rådgivere via e-Curia den 16. januar 2017, hvorved Retten, alt imens den anerkendte, at der forelå en tilsidesættelse af princippet om, at en retsafgørelse skal træffes inden for en rimelig frist i sagerne, der gav anledning til domme af 16. november 2011, Groupe Gascogne mod Kommissionen (T-72/06) og Sachsa Verpackung mod Kommissionen (T-79/06), og at appellanterne har lidt en økonomisk og ikke-økonomisk skade som følge af tilsidesættelsen af den rimelige frist, pålagde Den Europæiske Union at betale en utilstrækkelig erstatning, der ikke dækker den lidte skade, ophæves delvist.

—

Der træffes endelig afgørelse i overensstemmelse med appellanternes påstande angående de finansielle kompensationer for den af appellanterne lidte økonomiske og ikke-økonomiske skade i henhold til Domstolens fulde prøvelsesret.

—

Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med det første anbringende har Gascogne anført, at idet Retten afslog at tildele en erstatning for den økonomske skade, der var lidt i perioden før den 30. maj 2011 med den begrundelse, at den ikke kunne træffe afgørelse ultra petita, begik den en åbenbar retslig fejl i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af dette princip.

Med det andet anbringende har Gascogne anført, at idet Retten med henblik på beregningen af den økonomiske skade besluttede at tage udgangspunkt i den økonomiske skade, der af Gascogne var fastlagt bagudrettet på grundlag af en urimelig lang varighed, som denne vurderede til 30 måneder, men som Retten for sit vedkommende vurderede til 20 måneder, og idet den således tildelte erstatning for den af Gascogne lidte økonomiske skade for en periode på 6 måneder, selv om Retten udtrykkeligt fastslog, at den lidte økonomiske skade består af betalingen af omkostningerne forbundet med bankgarantien i perioden svarende til overskridelsen af den rimelige frist (dvs. en periode på 20 måneder), har den udtrykkeligt modsagt sig selv og ikke gennemført sine konklusioner.

Med det tredje anbringende har Gascogne anført, at Retten ved at anvende andre regler for beregningen af den økonomiske skade end dem, der oprindeligt blev fremlagt af appellanterne, uden at disse sidstnævnte fik lejlighed til at udtale sig om de konsekvenser, som denne beregningsmetode ville kunne medføre, har tilsidesat retten til forsvar.

Med det fjerde anbringende har appellanterne anført, at Retten, idet den fandt, at den ikke kunne tildele erstatning for den ikke-økonomiske skade, hvis beløb forekom uforholdsmæssigt stort i forhold til den bøde, som Europa-Kommissionen havde pålagt, med den begrundelse, at Unionens retsinstanser ifølge retspraksis ikke hverken helt eller delvist kan rejse tvivl om størrelsen af en bøde for tilsidesættelse af en rimelig frist, begik en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af nævnte retspraksis.

Med det femte anbringende har appellanterne anført, at Retten, idet den afslog at give medhold i påstanden om erstatning for den ikke-økonomiske skade med den begrundelse, at tildelingen af den af appellanterne krævede erstatning, henset til dens omfang, i praksis ville føre til, at der ville blive rejst tvivl om beløbet på den bøde, som sidstnævnte var blevet pålagt, selv om bestemmelserne i artikel 256, stk. 1, TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF netop tilsigter at gøre det muligt for enhver sagsøger, der er blevet forvoldt skade af EU-institutionerne, at opnå erstatning ved Retten, har denne tilsidesat og frataget bestemmelserne i artikel 256, stk. 1, TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF deres effektive virkning, samt retten til adgang til effektive retsmidler.

Med det sjette anbringende har appellanterne anført, at Retten, idet den tildelte apellanterne en erstatning på 5 000 EUR for den ikke-økonomiske skade, selv om den for det første fandt, at erstatningen for den ikke-økonomiske skade ikke engang delvist kunne rejse tvivl om størrelsen af den bøde, der var blevet pålagt af Kommissionen, og for det andet udtrykkeligt anerkendte, at appellanterne havde lidt en ikke-økonomisk skade, som burde erstattes henset til »omfanget af tilsidesættelsen af den rimelige frist« og »nærværende søgsmåls effektivitet«, udtrykkeligt har modsagt sig selv.

Med det syvende anbringende har appellanterne anført, at Retten, idet den uden støtte i nogen form for dokumentation fandt, dels, at konstateringen af tilsidesættelsen af den rimelige frist for at træffe afgørelse, henset til genstanden for og alvoren af denne tilsidesættelse, var tilstrækkelig til at erstatte den hævdede skade på omdømmet, dels, at erstatningen på 5 000 EUR udgjorde en passende erstatning for den ikke-økonomiske skade, har tilsidesat begrundelsespligten.

Retten

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/28

Rettens dom af 28. marts 2017 — El-Qaddafi mod Rådet

(Sag T-681/14) (1)

((Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger over for Libyen - indefrysning af pengemidler - restriktioner af indrejse i og transit gennem Unionens område - fastholdelse af sagsøgerens navn - ret til forsvar - begrundelsespligt))

(2017/C 151/34)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Aisha Muammer Mohamed El-Qaddafi (Muscat, Oman) (først ved QC J. Jones og derefter ved barrister S. Bafadhel)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved S. Kyriakopoulou og A. de Elera-San Miguel Hurtado, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand nedlagt i henhold til artikel 263 TEUF om annullation af dels Rådets afgørelse 2014/380/FUSP af 23. juni 2014 om ændring af afgørelse 2011/137/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2014, L 183, s. 52), for så vidt som den fastholder sagsøgerens navn på listen i bilag I og III til Rådets afgørelse 2011/137/FUSP af 28. februar 2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2011, L 58, s. 53), dels Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 689/2014 af 23. juni 2014 om gennemførelse af artikel 16, stk. 2, i forordning (EU) nr. 204/2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2014, L 183, s. 1), for så vidt som den fastholder sagsøgerens navn på listen i bilag II til Rådets forordning (EU) nr. 204/2011 af 2. marts 2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2011, L 58, s. 1).

Konklusion

1)

Rådets afgørelse 2014/380/FUSP af 23. juni 2014 om ændring af afgørelse 2011/137/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen annulleres, for så vidt som den fastholder Aisha Muammer Mohamed El-Qaddafis navn på listen i bilag I og III til Rådets afgørelse 2011/137/FUSP af 28. februar 2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen.

2)

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 689/2014 af 23. juni 2014 om gennemførelse af artikel 16, stk. 2, i forordning (EU) nr. 204/2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen annulleres, for så vidt som den fastholder Aisha Muammer Mohamed El-Qaddafis navn på listen i bilag II til Rådets forordning (EU) nr. 204/2011 af 2. marts 2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen.

3)

Rådet for Den Europæiske Union betaler sagsomkostningerne.

(1)  EUT C 431 af 1.12.2014.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/29

Rettens dom af 30. marts 2017 — Grækenland mod Kommissionen

(Sag T-112/15) (1)

((EUGFL - Garantisektionen - EGFL og ELFUL - udgifter, der er udelukket fra finansiering - forordning (EF) nr. 1782/2003 - forordning (EF) nr. 796/2004 - arealstøtteordning - begrebet permanente græsarealer - begrundelsespligt - proportionalitet - fast finansiel korrektion - fradrag for en tidligere korrektion))

(2017/C 151/35)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Den Hellenske Republik (først ved I. Chalkias, G. Kanellopoulos, E. Leftheriotou og A. Vasilopoulou, derefter ved G. Kanellopoulos, E. Leftheriotou og A. Vasilopoulou, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (først ved D. Triantafyllou og A. Marcoulli, derefter ved D. Triantafyllou, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand i henhold til artikel 263 TEUF om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/950/EU af 19. december 2014 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2014, L 369, s. 71).

Konklusion

1)

Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/950/EU af 19. december 2014 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) annulleres, for så vidt angår korrektionen på 5 007 867,36 EUR, fradraget på 2 318 055,75 EUR og den finansielle virkning på 2 689 811,61 EUR hvad angår de udgifter, som Den Hellenske Republik har afholdt på området for udvikling af landdistrikterne ELFUL Akse 2 (2007-2013, arealrelaterede foranstaltninger) for regnskabsåret 2009 på grund af svagheder i systemet til identifikation af landbrugsparceller (LPIS) og i kontrollerne på stedet (anden søjle, ansøgningsår 2008).

2)

I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

3)

Den Hellenske Republik bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

(1)  EUT C 171 af 26.5.2015.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/29

Rettens dom af 28. marts 2017 — Deutsche Telekom mod Kommissionen

(Sag T-210/15) (1)

((Aktindsigt - forordning (EF) nr. 1049/2001 - dokumenter vedrørende en procedure i henhold til konkurrencereglerne - afslag på aktindsigt - begrundelsespligt - undtagelse vedrørende beskyttelse af en tredjemands forretningsmæssige interesser - undtagelse vedrørende beskyttelse af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision - mere tungtvejende offentlig interesse - rådføring med tredjemand - gennemsigtighed - manglende besvarelse af en genfremsat begæring inden for fristen))

(2017/C 151/36)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Deutsche Telekom AG (Bonn, Tyskland) (ved advokaterne A. Rosenfeld og O. Corzilius)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ført ved J. Vondung og A. Buchet, derefter F. Erlbacher, P. Van Nuffel og A. Dawes, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand på grundlag af artikel 263 TEUF om annullation af Kommissionens afgørelse af 17. februar 2015 om afslag på at give sagsøgeren aktindsigt i dokumenter vedrørende en sag om misbrug af dominerende stilling med referencen COMP/AT.40089 — Deutsche Telekom

Konklusion

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Deutsche Telekom AG betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 270 af 17.8.2015.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/30

Rettens dom af 29. marts 2017 — J & Joy mod EUIPO — Joy-Sportswear (J AND JOY)

(Sag T-387/15) (1)

((EU-varemærker - indsigelsessag - EU-ordmærket J AND JOY - ældre nationalt figurmærke joy SPORTSWEAR - relative registreringshindringer - risiko for forveksling - varer af lignende art - lighed mellem tegnene - bedømmelseskriterier - sammensat varemærke - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009))

(2017/C 151/37)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: J & Joy SA (Waremme, Belgien) (ved advokaterne A. Maqua, C. Pirenne og C. Smits)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (ved H. O’Neill, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Joy-Sportswear GmbH (Ottensoos, Tyskland) (ved advokat T. Kiphuth)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 22. april 2015 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1352/2014-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Joy-Sportswear og J & Joy.

Konklusion

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)

J & Joy SA betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 381 af 16.11.2015.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/31

Rettens dom af 29. marts 2017 — J & Joy mod EUIPO — Joy-Sportswear (JN-JOY)

(Sag T-388/15) (1)

((EU-varemærker - indsigelsessag - EU-ordmærket JN-JOY - det ældre nationale figurmærke joy SPORTSWEAR - relative registreringshindringer - risiko for forveksling - varer af lignende art - lighed mellem tegnene - bedømmelseskriterier - sammensat varemærke - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009))

(2017/C 151/38)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: J & Joy SA (Waremme, Belgien) (ved advokaterne A. Maqua, C. Pirenne og C. Smits)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (ved H. O’Neill, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Joy-Sportswear GmbH (Ottensoos, Tyskland) (ved advokat T. Kiphuth)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 22. april 2015 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1353/2014-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Joy-Sportswear og J & Joy.

Konklusion

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)

J & Joy SA betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 381 af 16.11.2015.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/31

Rettens dom af 29. marts 2017 — J & Joy mod EUIPO — Joy-Sportswear (J&JOY)

(Sag T-389/15) (1)

((EU-varemærker - indsigelsessag - EU-ordmærket J&JOY - det ældre nationale figurmærke joy SPORTSWEAR - relative registreringshindringer - risiko for forveksling - varer af lignende art - lighed mellem tegnene - bedømmelseskriterier - sammensat varemærke - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009))

(2017/C 151/39)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: J & Joy SA (Waremme, Belgien) (ved advokaterne A. Maqua, C. Pirenne og C. Smits)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (ved H. O’Neill, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Joy-Sportswear GmbH (Ottensoos, Tyskland) (ved advokat T. Kiphuth)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 22. april 2015 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1355/2014-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Joy-Sportswear og J & Joy.

Konklusion

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)

J & Joy SA betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 381 af 16.11.2015.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/32

Rettens dom af 29. marts 2017 — Nederlandene mod Kommissionen

(Sag T-501/15) (1)

((EGFL og ELFUL - udgifter, der er udelukket fra finansiering - det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem - nedsættelse af eller udelukkelse fra betalinger ved misligholdelse af krydsoverensstemmelsesreglerne - mindre misligholdelse - artikel 24, stk. 2, i forordning (EF) nr. 73/2009 - artikel 71, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1122/2009 - bevisbyrde - fortolkning af bilag II til forordning (EF) nr. 73/2009))

(2017/C 151/40)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Nederlandene (ved M. Bulterman, B. Koopman og H. Stergiou, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved H. Kranenborg og D. Triantafyllou, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøger: Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (først ved C. Brodie, derefter ved J. Kraehling, og endelig ved J. Kraehling og G. Brown, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1119 af 22. juni 2015 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2015, L 182, s. 39), for så vidt som den vedrører de udgifter, der er afholdt af Kongeriget Nederlandene.

Konklusion

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Kongeriget Nederlandene bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

3)

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer sine egne omkostninger.

(1)  EUT C 346 af 19.10.2015.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/33

Rettens dom af 28. marts 2017 — Regent University mod EUIPO — Regent’s College (REGENT UNIVERSITY)

(Sag T-538/15) (1)

((EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-ordmærket REGENT UNIVERSITY - ældre nationalt figurmærke REGENT’S COLLEGE - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 53, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 207/2009))

(2017/C 151/41)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Regent University (Virginia Beach, Virginie, De Forenede Stater) (ved E. Himsworth, QC, og solicitor D. Wilkinson)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (ved S. Bonne, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Regent’s College (London, Det Forenede Kongerige) (ved S. Malynicz, QC)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 6. juli 2015 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1859/2014-2) vedrørende en ugyldighedssag mellem Regent’s College og Regent University.

Konklusion

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)

Regent University betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 371 af 9.11.2015.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/33

Rettens dom af 29. marts 2017 — Alcohol Countermeasure Systems (International) mod EUIPO — Lion Laboratories (ALCOLOCK)

(Sag T-638/15) (1)

((EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-ordmærket ALCOLOCK - Det Forenede Kongeriges ordmærke ALCOLOCK - relativ registreringshindring - artikel 8, stk. 1, litra a) og b), og artikel 53, stk. 1, litra a) og b), i forordning (EF) nr. 207/2009 - reel brug af det ældre varemærke))

(2017/C 151/42)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Alcohol Countermeasure Systems (International) Inc. (Toronto, Canada) (ved advokaterne E. Baud og P. Marchiset)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (ved S. Hanne, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO: Lion Laboratories Ltd (Barry, Det Forenede Kongerige)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 11. august 2015 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 1323/2014-1) vedrørende en ugyldighedssag mellem Lion Laboratories og Alcohol Countermeasure Systems (International).

Konklusion

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)

Alcohol Countermeasure Systems (International) Inc. betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 16 af 18.1.2016.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/34

Rettens dom af 28. marts 2017 — Portugal mod Kommissionen

(Sag T-733/15) (1)

((Undladelse af at opfylde en dom fra Domstolen, der fastslår et traktatbrud - tvangsbøder - afgørelse om betaling af tvangsbøde - ophævelse af den omtvistede nationale foranstaltning - datoen for traktatbruddets ophør))

(2017/C 151/43)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Republikken Portugal (ved L. Inez Fernandes og M. Figueiredo, som befuldmægtigede, bistået af advokat L. Silva Morais)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved L. Nicolae og P. Costa de Oliveira, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand nedlagt i henhold til 263 TEUF om annullation af Kommissionens afgørelse Ares (2015) 4178535 af 8. oktober 2015, hvori Republikken Portugal anmodes om at betale et beløb på 580 000 EUR, svarende til betaling af tvangsbøden for perioden fra den 25. juni 2014 til den 21. august 2014, til opfyldelse af dom af 25. juni 2014, Kommissionen mod Portugal (C-76/13, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2029).

Konklusion

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Republikken Portugal betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 68 af 22.2.2016.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/34

Rettens dom af 3. april 2017 — Tyskland mod Kommissionen

(Sag T-28/16) (1)

((EFGL og ELFUL - udgifter, der er udelukket fra finansiering - udvikling af landdistrikterne - jordsammenlægning og landsbyfornyelse - kriterier for udvælgelse af operationerne - princippet om loyalt samarbejde - subsidiaritet - berettiget forventning - proportionalitet - begrundelsespligt))

(2017/C 151/44)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Forbundsrepublikken Tyskland (først ved T. Henze og A. Lippstreu, derefter ved T. Henze og D. Klebs, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved J. Aquilina og B. Eggers, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF om annullation af artikel 1 i og bilaget til Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2098 af 13. november 2015 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2015, L 303, s. 35), for så vidt som de af Forbundsrepublikken Tysklands kompetente betalingsorganer udbetalte beløb på i alt 7 719 920,30 EUR, der skal afholdes af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), udelukkes fra EU-finansiering

Konklusion

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 98 af 14.3.2016.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/35

Rettens dom af 30. marts 2017 — Apax Partners UK mod EUIPO — Apax Partners Midmarket (APAX PARTNERS)

(Sag T-209/16) (1)

((EU-varemærker - ugyldighedssag - ansøgning om EU-ordmærket APAX PARTNERS - det ældre internationale ordmærke APAX - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - tjenesteydelser af lignende art - artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 53, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 207/2009))

(2017/C 151/45)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Apax Partners UK Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved solicitors D. Rose og J. Warner)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Ivanauskas, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Apax Partners Midmarket (Paris, Frankrig) (ved advokat C. Joly)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 17. februar 2016 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1611/2014-2) vedrørende en ugyldighedssag mellem Apax Partners Midmarket og Apax Partners UK

Konklusion

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Apax Partners UK Ltd betaler sagens omkostninger, herunder de nødvendige omkostninger, som Apax Partners Midmarket har afholdt i forbindelse med sagen for appelkammeret ved EUIPO.

(1)  EUT C 232 af 27.6.2016.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/36

Rettens dom af 3. april 2017 — Cop mod EUIPO — Conexa (AMPHIBIAN)

(Sag T-215/16) (1)

((EU-varemærker - ugyldighedssag - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - figurmærket AMPHIBIAN - absolutte registreringshindringer - fornødent særpræg - ingen beskrivende karakter - artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning (EF) nr. 207/2009))

(2017/C 151/46)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Cop Vertriebs-GmbH (Aresing, Tyskland) (ved advokat H. Hofmann)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved D. Hanf, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Conexa LLC (Dover, Delaware, De Forenede Stater) (ved advokat H. Twelmeier)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 7. marts 2016 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1984/2015–4) vedrørende en ugyldighedssag mellem Cop og Conexa.

Konklusion

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Cop Vertriebs-GmbH betaler sagens omkostninger.

(1)  EUT C 251 af 11.7.2016.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/36

Sag anlagt den 23. februar 2017 — Proximus mod Rådet

(Sag T-117/17)

(2017/C 151/47)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Proximus SA/NV (Bruxelles, Belgien) (ved advokat B. Schutyser)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—

Rådets afgørelse om at tildele kontrakten til en anden tilbudsgiver og ikke til sagsøgeren, som blev meddelt denne den 23. december 2016, annulleres.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat et anbringende om, at den metode, der blev anvendt for at bedømme buddenes pris, ikke gør det muligt at vælge det økonomisk mest fordelagtige bud som krævet i henhold til EU-retten.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/37

Sag anlagt den 22. februar 2017 — Enosi Syntaxiouchon Tameiou Asfaliseon Michanikon kai Ergolipton Dimosion Ergon mod ECB

(Sag T-124/17)

(2017/C 151/48)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Enosi Syntaxiouchon Tameiou Asfaliseon Michanikon kai Ergolipton Dimosion Ergon (Athen, Grækenland) (ved advokat P. Biliarakis)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank

Sagsøgerens påstande

—

Søgsmålet antages til realitetsbehandling.

—

Den Europæiske Centralbank (ECB) tilpligtes at betale følgende beløb til TSMEDE sektor/delsektor (Ingeniører og Offentlige entreprenører) på dennes konto ved dens nuværende forsikringsselskab EFKA: a) 1 606 539 086,28 EUR vedrørende den nominelle værdi af det tidligere ETAA’s fælles fond og b) 84 285 086,36 vedrørende obligationer med tillæg af lovbestemte renter fra tidspunktet for anlæggelsen af dette søgsmål frem til betalingen (subsidiært tilpligtes ECB at betale det erstatningsbeløb, som vil blive fastsat i den sagkyndige erklæring).

—

Det anordnes, at der i overensstemmelse med bestemmelserne i Rettens procesreglement skal udarbejdes en sagkyndig erklæring om fastlæggelse af det nøjagtige tab, som er lidt af sagsøgerens medlemmer og i alle tilfælde af TSMEDE sektor/delsektor for det tidligere ETAA, nu EFKA.

—

Sagsøgte tilpligtes at give aktindsigt i aftalen af 15. februar 2012 med Den Hellenske Republik.

—

ECB tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

1.

Det gøres gældende, at ECB er ifaldet ansvar uden for kontraktforhold, eftersom der ikke hos en socialsikringsinstitution som finansiel institution har fundet Private Sector Involvement (PSI) sted, men Official Sector Involvement (OSI).

2.

Med nærværende søgsmål fremhæves tilknytningen mellem Bank of Greece som medlem af Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) og ECB og følgelig den kausale sammenhæng mellem Bank of Greece’s gennemførelse af OSI og ECB’s ansvar for undladelse, idet ECB tillod et ESCB-medlem at anvende OSI. Med nærværende søgsmål gøres det endvidere gældende, at ECB er ifaldet ansvar med hensyn til anvendelsen af Collective Action Clauses (CACs) til skade for socialsikringsinstitutionerne.

3.

Med nærværende søgsmål gøres det gældende, at ECB er ifaldet ansvar uden for kontraktforhold med hensyn til den omstændighed, at ECB undlod rettidigt, og under alle omstændigheder fra den 21. juli 2011 (subsidiært fra den 26.10.2011), at ophæve afgørelse af 6. maj 2010 (ECB 2010/3-2010/268/EU), hvorved ECB navnlig garanterede gyldigheden af græske obligationer »uanset deres eksterne kreditvurdering« (hvormed menes vurderinger fra kreditvurderingsbureauerne Standard & Poor’s og Fitch and Moody’s). Med en enorm forsinkelse, nemlig den 27. februar 2012, annullerede ECB afgørelsen af 6. maj 2010 ved afgørelse (ECB) 2012/133/EU. Ved denne undladelse styrkede ECB således i en lang periode de berettigede forventninger til græske obligationer.

4.

Det påvises med nærværende søgsmål, at ECB med OSI udelukkede sig selv fra omstruktureringen af den offentlige græske gæld, ligesom dens mellemkomst også betød en udelukkelse af de nationale centralbanker. Denne udelukkelse tilsidesætter imidlertid ligebehandlingsprincippet.

5.

Med nærværende søgsmål gøres det gældende, at en medlemsstat i Den Europæiske Union, og navnlig i Euroområdet, ikke på eget initiativ inden for sin egen retsorden (parlament — ministerråd — ministerielle afgørelser) kan foretage en unilateral omstrukturering af den offentlige gæld uden ECB’s godkendelse eller i det mindste ECB’s stiltiende samtykke, idet der ellers vil opstå finansielt kaos. I det foreliggende tilfælde foreligger der et stiltiende samtykke fra ECB og dermed ifalder ECB ansvar uden for kontraktforhold for tab på 53,3 %, hvilket tab er af en størrelse, der tilsidesætter ejendomsrettens kerne. Der består åbenbart en kausal sammenhæng mellem ECB’s ansvar for undladelse for de omhandlede tab, ECB’s organers kulpøse adfærd og ECB’s ansvar uden for kontraktforhold.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/38

Sag anlagt den 11. marts 2017 — Le Pen mod Parlamentet

(Sag T-161/17)

(2017/C 151/49)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Marine Le Pen (Saint-Cloud, Frankrig) (ved advokaterne M. Ceccaldi og J.-P. Le Moigne)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

—

Annullation af afgørelse truffet af Europa-Parlamentets generalsekretær den 6. januar 2017 i medfør af artikel 33, 43, 62, 67 og 68 i Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse 2009/C 159/01 af 19. maj og 9. juli 2008»om gennemførelsesbestemmelser til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer«, som ændret, hvori der fastslås en fordring mod sagsøgeren på 41 554 EUR på grund af fejlagtigt udbetalte beløb i forbindelse med parlamentarisk assistance, hvori inddrivelsen af denne fordring begrundes, og hvori det pålægges den ansvarlige anvisningsberettigede i samarbejde med institutionens regnskabsfører at foretage inddrivelse heraf i medfør af artikel 68 i gennemførelsesbestemmelserne og artikel 66, 78, 79 og 80 i finansforordningen.

—

Annullation af debetnota nr. 2017-22 af 11. januar 2016, hvori sagsøgeren oplyses om, at der er fastslået en fordring mod hende på 41 554 EUR ifølge generalsekretærens afgørelse af 6. januar 2017, og at de fejlagtigt udbetalte beløb til parlamentarisk assistance vil blive inddrevet i medfør af artikel 68 i gennemførelsesbestemmelserne og artikel 78, 79 og 80 i finansforordningen.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Europa-Parlament tilpligtes at betale Marine Le Pen et beløb på 50 000 EUR i sagsomkostninger, der kan kræves erstattet.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1.

Første anbringende om de fejl, som berører de anfægtede retsakters formelle lovlighed. Dette anbringende er opdelt i fem led.

—

Første led om, at kompetencen på området for økonomiske afgørelser, som berører europaparlamentsmedlemmer, tilkommer Europa-Parlamentets Præsidium og ikke generalsekretæren.

—

Andet led om, at Europa-Parlamentets Præsidium ikke kan ændre karakteren og omfanget af sin kompetence. Generalsekretæren har imidlertid ikke påvist nogen behørig delegation fra formanden for Europa-Parlamentets Præsidium, som giver ham bemyndigelse til at vedtage og forkynde de anfægtede retsakter hvad angår regler om økonomiske spørgsmål vedrørende et parlamentsmedlem.

—

Tredje led om, at de anfægtede retsakter savner en tilstrækkelig begrundelse og er udtryk for vilkårlighed.

—

Fjerde led om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.

—

Femte led om, at Europa-Parlamentets generalsekretær ikke personligt har undersøgt sagen.

2.

Andet anbringende om de fejl, som berører de anfægtede retsakters materielle lovlighed. Dette anbringende er opdelt i seks led.

—

Første led om tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet.

—

Andet led om, at der ikke foreligger faktiske omstændigheder til støtte for de anfægtede retsakter.

—

Tredje led om, at de anfægtede retsakter er behæftet med magtfordrejning.

—

Fjerde led om, at de anfægtede retsakter er behæftet med procedurefordrejning.

—

Femte led om, at de anfægtede retsakter er diskriminerende, og at der foreligger fumus persecutionis.

—

Sjette led om OLAF’s manglende uafhængighed.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/39

Sag anlagt den 8. marts 2017 — EKETA mod Europa-Kommissionen

(Sag T-166/17)

(2017/C 151/50)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis (EKETA) (Thessaloniki, Grækenland) (ved advokaterne V. Christianos og S. Paliou)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Europa-Kommissionens anmodning til EKETA om tilbagebetaling af et beløb på 197 799,52 EUR af den betaling, som virksomheden har modtaget for SENSATION-projektet, hvilken anmodning er fremsat ved debetnota 3241615291/29.11.2016, er ugrundet for så vidt angår beløbet på 191 039,55 EUR.

—

Det fastslås, at beløbet på 191 039,55 EUR udgør støtteberettigede omkostninger, og at EKETA ikke er forpligtet til at tilbagebetale dette beløb til Europa-Kommissionen

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført treanbringender.

1.

Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis (EKETA) har med dette søgsmål anfægtet Kommissionens anmodning, der er fremsat ved Kommissionens debetnota 3241615291/29.11.2016, vedrørende deltagelse i SENSATION-projektet. Kommissionen har ved denne debetnota anmodet EKETA om at tilbagebetale en del af den betaling, som virksomheden har modtaget for SENSATION-projektet, nemlig et beløb på 197 799,52 EUR. Anmodningen blev fremsat efter en revision på stedet, som Europa-Kommissionen foretog i sagsøgerens lokaler.

2.

Sagsøgeren har i denne sammenhæg gjort gældende, at Den Europæiske Unions Domstol på grundlag af artikel 272 TEUF bør fastslå, at ud af det ovenstående beløb, som er anført i debetnotaen, udgør 191 039,55 EUR støtteberettigede omkostninger, og at EKETA ikke er forpligtet til at tilbagebetale dette beløb til Kommissionen.

3.

EKETA har anført, at ovenstående beløb på 191 039,55 EUR udgør støtteberettigede personaleomkostninger, omkostninger i forbindelse med underentrepriser og indirekte omkostninger, som Kommissionen med urette har afvist som ikke-støtteberettigede. Den omstændighed, at sagsøgerens omkostninger er støtteberettigede, er godtgjort af den dokumentation, som virksomheden forelagde for Europa-Kommissionen ved revisionen på stedet og i den efterfølgende korrespondance, og som den har fremlagt for Domstolen.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/40

Sag anlagt den 16. marts 2017 — CBA Spielapparate- und Restaurantbetriebs mod Kommissionen

(Sag T-168/17)

(2017/C 151/51)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: CBA Spielapparate- und Restaurantbetriebs GmbH (Wien, Østrig) (ved advokat A. Schuster)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Der gives medhold i annullationssøgsmålet, og den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med det foreliggende søgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand om, at Kommissionens afgørelse C(2017) 249 final af 13. januar 2017 vedrørende sagsøgerens genfremsatte begæring om aktindsigt i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001 (1) annulleres.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formkrav, navnlig begrundelsesmangler.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af traktatretten

Sagsøgeren gør gældende, at de undtagelsesbestemmelser i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1049/2001, som Kommissionen har anvendt, er retsstridige, da de strider imod primærret med højere rang, navnlig med artikel 42 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Derudover gælder også i EU-retten, at primærret med højere rang skal anvendes frem for sekundærret, som er i modstrid med denne, således at Kommissionen også af denne grund ikke måtte have anvendt undtagelsesbestemmelserne i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1049/2001.

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/40

Sag anlagt den 17. marts 2017 — Pethke mod EUIPO

(Sag T-169/17)

(2017/C 151/52)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Ralph Pethke (Alicante, Spanien) (ved advokat H. Tettenborn)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Sagsøgerens påstande

—

Afgørelse PERS-AFFECT-16-134 af 17. oktober 2016, hvorved sagsøgeren med virkning fra den 17. oktober 2016 blev forflyttet fra stillingen som direktør for det centrale forretningsområdes hovedafdeling til en stilling ved tilsynsorganet og blev nedgraderet til administrationsrådet, annulleres.

—

Sagsøgeren tildeles erstatning for den lidte økonomiske og ikke-økonomiske skade som følge af tilsidesættelsen af dennes rettigheder.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

1.

Første anbringende: Tilsidesættelse af bestemmelserne vedrørende disciplinærsager i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«).

Sagsøgeren har gjort gældende, at dennes degradering fra stillingen som hovedafdelingens direktør til en administratorstilling uden nogen karrieremuligheder ikke udgør en lovlig forflyttelse, men en disciplinær degradering, som i mangel af andet retsgrundlag burde have fundet sted ved en disciplinærsag. Sagsøgte har således ved sine handlinger tilsidesat de bestemmelser, der er fastsat i vedtægtens artikel 86 og i bilag IX dertil.

2.

Andet anbringende: Forflyttelsens ulovlighed/magtmisbrug.

Sagsøgeren har gjort gældende, at betingelserne for en almindelig forflyttelse ikke var opfyldt. Sagsøgerens forflyttelse/degradering var nemlig ikke i tjenestens interesse, og de forskellige anførte (skiftende) begrundelser for sagsøgerens forflyttelse tyder på magtmisbrug, og ækvivalensprincippet, der kræves overholdt ved en almindelig forflyttelse, er heller ikke opfyldt.

3.

Tredje anbringende: Tilsidesættelse af forbuddet mod vilkårlighed og tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn

Sagsøgeren har anført, at dennes forflyttelse/degradering med henblik på at øge kvoten af kvinder i ledelsesregi udgør en direkte forskelsbehandling på grundlag af sagsøgerens køn.

4.

Fjerde anbringende: Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

Sagsøgeren har gjort gældende, at dennes disciplinære forflyttelse udgør en uforholdsmæssig foranstaltning inden for rammerne af EUIPO’s interne omstrukturering.

5.

Femte anbringende: Tilsidesættelse af retten til god forvaltning og tilsidesættelse af omsorgspligten — krænkelse af sagsøgerens fysiske og psykiske integritet — mobning

Inden for rammerne af det femte anbringende gør sagsøgeren gældende, at dennes »brutale« afsættelse udgør en krænkelse af hans fysiske og psykiske integritet, og at afsættelsen ikke opfylder minimumsstandarderne for god forvaltning.

EUIPO’s handlinger og undladelser har påført sagsøgeren en økonomisk og ikke-økonomisk skade, som giver sagsøgeren ret til erstatning.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/41

Sag anlagt den 15. marts 2017 — EKETA mod Kommissionen

(Sag T-177/17)

(2017/C 151/53)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis (EKETA) (Thessaloniki, Grækenland) (ved advokaterne V. Christianos og S. Paliou)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Europa-Kommissionens anmodning til EKETA om tilbagebetaling af et beløb på 211 185,95 EUR af den betaling, som virksomheden har modtaget for ASK-IT-projektet, hvilken anmodning er fremsat ved debetnota 3241615292/29.11.2016, er ugrundet for så vidt angår beløbet på 143 910,77 EUR.

—

Det fastslås, at beløbet på 143 910,77 EUR udgør støtteberettigede omkostninger, og at EKETA ikke er forpligtet til at tilbagebetale dette beløb til Europa-Kommissionen.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført treanbringender.

1.

Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis (EKETA) har med dette søgsmål anfægtet Kommissionens anmodning, der er fremsat ved Kommissionens debetnota 3241615292/29.11.2016, vedrørende deltagelse i ASK-IT-projektet. Kommissionen har ved denne debetnota anmodet EKETA om at tilbagebetale en del af den betaling, som virksomheden har modtaget for ASK-IT-projektet, nemlig et beløb på 211 185,95 EUR. Anmodningen blev fremsat efter en revision på stedet, som Europa-Kommissionen foretog i sagsøgerens lokaler.

2.

Sagsøgeren har i denne sammenhæg gjort gældende, at Den Europæiske Unions Domstol på grundlag af artikel 272 TEUF bør fastslå, at ud af det ovenstående beløb, som er anført i debetnotaen, udgør 143 910,77 EUR støtteberettigede omkostninger, og at EKETA ikke er forpligtet til at tilbagebetale dette beløb til Kommissionen.

3.

EKETA har anført, at ovenstående beløb på 143 910,77 EUR udgør støtteberettigede personaleomkostninger, omkostninger i forbindelse med underentrepriser og indirekte omkostninger, som Kommissionen med urette har afvist som ikke-støtteberettigede. Den omstændighed, at sagsøgerens omkostninger er støtteberettigede, er godtgjort af den dokumentation, som virksomheden forelagde for Europa-Kommissionen ved revisionen på stedet og i den efterfølgende korrespondance, og som den har fremlagt for Domstolen.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/42

Sag anlagt den 21. marts 2017 — Menta y Limón Decoración mod EUIPO — Ayuntamiento de Santa Cruz de La Palma (gengivelse af en mand i regional dragt)

(Sag T-183/17)

(2017/C 151/54)

Stævningen er affattet på spansk

Parter

Sagsøger: Menta y Limón Decoración, SL (Argame, Spanien) (ved advokat E. Estella Garbayo)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Ayuntamiento de Santa Cruz de La Palma (Santa Cruz de La Palma, Spanien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Ayuntamiento de Santa Cruz de La Palma

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærke (gengivelse af en mand i regional dragt) — EU-varemærkeregistrering nr. 10 822 013

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 9. januar 2017 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 510/2015-4)

Påstande

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Afgørelsen af 28. januar 2015, truffet i første instans af annullationsafdelingen ved EUIPO, hvorved der blev givet afslag på det ansøgte EU-varemærke nr. 10 822 013, som Ayuntamiento de Santa Cruz de La Palma havde ansøgt om, bekræftes.

—

EUIPO tilpligtes at betale denne sags omkostninger og omkostningerne i appelsagen og ugyldighedssagen.

Anbringende

—

Tilsidesættelse af artikel 53, stk. 2, litra d), i forordning nr. 207/2009.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/43

Sag anlagt den 20. marts 2017 — EKETA mod Kommissionen

(Sag T-189/17)

(2017/C 151/55)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis (EKETA) (Thessaloniki, Grækenland) (ved advokaterne V. Christianos og S. Paliou)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Europa-Kommissionens anmodning til EKETA om tilbagebetaling af et beløb på 64 720,19 EUR af den betaling, som virksomheden har modtaget for HUMABIO-projektet, hvilken anmodning er fremsat ved debetnota 3241615288/29.11.2016, er ugrundet for så vidt angår beløbet på 27 830,27 EUR.

—

Det fastslås, at beløbet på 27 830,27 EUR udgør støtteberettigede omkostninger, og at EKETA ikke er forpligtet til at tilbagebetale dette beløb til Europa-Kommissionen.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

1.

Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis (EKETA) har med dette søgsmål anfægtet Kommissionens anmodning, der er fremsat ved Kommissionens debetnota 3241615288/29.11.2016, vedrørende deltagelse i HUMABIO-projektet. Kommissionen har ved denne debetnota anmodet EKETA om at tilbagebetale en del af den betaling, som virksomheden har modtaget for HUMABIO-projektet, nemlig et beløb på 64 720,19 EUR. Anmodningen blev fremsat efter en revision på stedet, som Europa-Kommissionen foretog i sagsøgerens lokaler.

2.

Sagsøgeren har i denne sammenhæg gjort gældende, at Den Europæiske Unions Domstol på grundlag af artikel 272 TEUF bør fastslå, at ud af det ovenstående beløb, som er anført i debetnotaen, udgør 27 830,27 EUR støtteberettigede omkostninger, og at EKETA ikke er forpligtet til at tilbagebetale dette beløb til Kommissionen.

3.

EKETA har anført, at ovenstående beløb på 27 830,27 EUR udgør støtteberettigede personaleomkostninger og indirekte omkostninger, som Kommissionen med urette har afvist som ikke-støtteberettigede. Den omstændighed, at sagsøgerens omkostninger er støtteberettigede, er godtgjort af den dokumentation, som virksomheden forelagde for Europa-Kommissionen ved revisionen på stedet og i den efterfølgende korrespondance, og som den har fremlagt for Domstolen.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/44

Sag anlagt den 22. marts 2017 — EKETA mod Kommissionen

(Sag T-190/17)

(2017/C 151/56)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis (EKETA) (Thessaloniki, Grækenland) (ved advokaterne V. Christianos og S. Paliou)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Retten fastslår, at den anmodning, som Europa-Kommissionen har fremsendt til EKETA ved debetnota 3241615289/29.11.2016 om tilbagebetaling af et beløb på 172 992,15 EUR af den betaling, sagsøgeren modtog for CATER-projektet, er ugrundet for så vidt angår et beløb på 112 737,15 EUR.

—

Retten fastslår, at beløbet på 112 737,15 EUR udgør støtteberettigede udgifter, og at EKETA ikke er forpligtet til at tilbagebetale dette beløb til Europa-Kommissionen.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

1.

Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis (EKETA) har med dette søgsmål anfægtet de anmodninger, som Europa-Kommissionen har foretaget ved sin debetnota 3241615289/29.11.2016 vedrørende deltagelsen i CATER-projektet. Kommissionen har med denne debetnota anmodet EKETA om at tilbagebetale en del af den betaling, sagsøgeren modtog for CATER-projektet, nemlig et beløb på 172 992,15 EUR. Anmodningen fulgte en revision på stedet, som blev foretaget af Europa-Kommissionen i sagsøgerens lokaler.

2.

I denne sammenhæng har sagsøgeren gjort gældende, at Den Europæiske Unions Ret i medfør af artikel 272 TEUF skal fastslå, at ud af det ovennævnte i debetnotaen anførte beløb udgør et beløb på 112 737,15 EUR støtteberettigede udgifter, og at EKETA ikke er forpligtet til at tilbagebetale dette beløb til Kommissionen.

3.

EKETA har fastholdt, at det ovennævnte beløb på 112 737,15 EUR udgør støtteberettigede udgifter til medarbejdere og indirekte omkostninger, som Kommissionen med urette forkastede som ikkestøtteberettigede omkostninger. At sagsøgerens omkostninger er støtteberettigede, godtgøres af de beviser, sagsøgeren forelagde Europa-Kommissionen under revisionen på stedet og i den efterfølgende korrespondance, og som denne har forelagt Retten.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/44

Sag anlagt den 27. marts 2017 — CeramTec mod EUIPO — C5 Medical Werks (nuance af lyserød)

(Sag T-195/17)

(2017/C 151/57)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: CeramTec (Plochingen, Tyskland) (ved advokaterne A. Renck og E. Nicolás Gómez)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: C5 Medical Werks (Grand Junction, Colorado, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: CeramTec

Det omtvistede varemærke: Farvet figurmærke i lyserød — EU-varemærkeregistrering nr. 10 214 195

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 15. februar 2017 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 930/2016-4)

Påstande

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO og C5 Medical Werks, såfremt denne intervenerer i sagen, tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringende

—

Tilsidesættelse af artikel 59 og 83 i forordning nr. 207/2009.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/45

Sag anlagt den 27. marts 2017 — Naftogaz of Ukraine mod Kommissionen

(Sag T-196/17)

(2017/C 151/58)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: NJSC Naftogaz of Ukraine (Kiev, Ukraine) (ved advokaterne D. Mjaaland, A. Haga, P. Grzejszczak og M. Krakowiak)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens afgørelse C(2016) 6950 af 28. oktober 2016 om revisionen af betingelserne for Opal-rørledningens undtagelse fra forpligtelsen til at anvende reglerne for tredjepartsadgang og de tarifreguleringer, der er godkendt på grundlag af direktiv 2003/55/EF, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.

Første anbringende om, at Kommissionens afgørelse fra 2016 er ugyldig på grund af manglende kompetence

—

Artikel 36, stk. 9, i direktiv 2009/73/EF tillægger ikke Kommissionen nogen kompetence til at godkende en regulerende myndigheds afgørelse om ændring af en undtagelse, der er indrømmet i henhold til artikel 36, stk. 1, og som Kommissionen tidligere har godkendt.

—

Subsidiært gøres det gældende, at hvis Kommissionen har kompetence til at godkende en sådan afgørelse, har den alene en sådan beføjelse i begrænsede situationer, såsom ved en væsentlig ændring af omstændighederne, som er indtruffet efter tidspunktet for Kommissionens vedtagelse af den foregående godkendelsesafgørelse. I modsat fald ville retssikkerhedsprincippet blive undermineret. Kommissionen havde ikke beføjelse til at vedtage afgørelsen under de omstændigheder, der foreligger i nærværende sag.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 36, stk. 1, i direktiv 2009/73/EF

—

Subsidiært gøres det gældende, at hvis Kommissionen havde kompetence til at vedtage en principafgørelse, kunne den kun lovligt gøre dette, hvis kriterierne i artikel 36, stk. 1, i direktiv 2009/73/EF var opfyldt.

—

Afgørelsen er blevet vedtaget i strid med artikel 36, stk. 1, litra a). Afgørelsen vil ikke øge konkurrencen i gasforsyningen eller forsyningssikkerheden i de central- og østeuropæiske lande i EU og Energifællesskabet.

—

Afgørelsen er blevet vedtaget i strid med artikel 36, stk. 1, litra b). Der foreligger ingen investeringsrisiko, eftersom den omhandlede rørledning har været i drift siden juli 2011.

—

Afgørelsen er blevet vedtaget i strid med artikel 36, stk. 1, litra e). Afgørelsen er til skade for konkurrencen og for, at det indre marked i EU og Energifællesskabet fungerer tilfredsstillende, idet afgørelsen kan forstærke PJSC Gazproms og dets datterselskabers dominerende stilling på det relevante geografiske marked og medvirke til en opdeling af det indre marked langs de nationale grænser.

3.

Tredje anbringende om en manglende begrundelse

—

I strid med artikel 296 TEUF indeholder afgørelsen ikke en tilstrækkelig begrundelse eller beviser til støtte for Kommissionens konklusioner.

4.

Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af artikel 216, stk. 2, TEUF

—

Ifølge artikel 216, stk. 2, TEUF er de aftaler, som Unionen indgår, bindende for EU-institutionerne.

—

Afgørelsen kan i strid med artikel 6 i traktaten om oprettelse af Energifællesskabet destabilisere de lovgivningsmæssige og markedsmæssige rammer om fremme af investeringer inden for gasnet, mindske forsyningssikkerheden og hæmme udviklingen i konkurrencen. Afgørelsen giver i strid med artikel 18 i energifællesskabstraktaten Gazprom mulighed for at misbruge sin dominerende stilling på det relevante marked.

—

Afgørelsen har i strid med artikel 6, stk. 1, i energichartertraktaten en ugunstig indvirkning på konkurrencen i energisektoren. Afgørelsen indrømmer i strid med artikel 10, stk. 1, i energichartertraktaten Gazprom særbehandling som en investor og skader Naftogaz’ investeringer i det ukrainske gastransportsystem.

—

Afgørelsen blev i strid med artikel 274 i associeringsaftalen mellem EU og Ukraine vedtaget uden at have samarbejdet eller rådført sig med Ukraine.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/46

Sag anlagt den 28. marts 2017 — Abel m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-197/17)

(2017/C 151/59)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Marc Abel (Montreuil, Frankrig) og 1438 andre sagsøgere (ved advokat J. Assous)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—

Det fastslås, at Europa-Kommissionens adfærd er ulovlig.

—

Det fastslås, at sagsøgerne er blevet forvoldt et tab som følge af vedtagelsen af Kommissionens forordning (EU) nr. 2016/646 af 20. april 2016 om ændring af forordning (EF) nr. 692/2008 med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 6).

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale 1 000 EUR i erstatning for det ikke-økonomiske tab, sagsøgerne har lidt som følge af vedtagelsen af en sådan forordning og en symbolsk erstatning på 1 EUR i erstatning for det økonomiske tab.

—

Det afsiges et påbud over for Europa-Kommissionen, hvorefter den tilpligtes øjeblikkeligt at nedbringe »den endelige overensstemmelsesfaktor«, som blev skabt med forordning (EU) nr. 2016/646, til 1 og at opgive »den midlertidige overensstemmelsesfaktor« på 2,1.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført følgende anbringender:

1.

Sagsøgte har begået fejl i forbindelse med vedtagelsen af den pågældende forordning i forbindelse med udøvelsen af den kompetence, som institutionen havde fået overdraget fra Europa-Parlamentet og Rådet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6), om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (EUT 2007, L 171, s. 1), i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen. Der er konkret tale om:

—

Tilsidesættelse af såvel de primære som de afledte regler i EU-retten på miljøområdet.

—

Tilsidesættelse af de subsidiære regler i fællesskabsretten, så som de generelle principper om forbuddet mod forringelser, forsigtighedsprincippet, princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb ved kilden og princippet om, at forureneren betaler.

—

Fordrejning af de processuelle regler, for så vidt som Kommissionen ikke kunne bruge forskriftsproceduren med kontrol med henblik på at ændre et væsentligt element i forordning (EF) nr. 715/2007.

—

Tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, for så vidt som den pågældende forordning ikke var omfattet af de demokratiske garantier, der gives ved en anvendelse af den almindelige lovgivningsprocedure for Europa-Parlamentets og Rådets fælles afgørelser.

2.

Der foreligger et faktisk og reelt tab og der er direkte årsagssammenhæng mellem Kommissionens adfærd og det påståede tab.

15.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/47

Sag anlagt den 29. marts 2017 — EKETA mod Europa-Kommissionen

(Sag T-198/17)

(2017/C 151/60)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis (EKETA) (Thessaloniki, Grækenland) (ved advokaterne V. Christianos og S. Paliou)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Retten fastslår, at den anmodning, som Europa-Kommissionen har fremsendt til EKETA ved debetnota 3241615335/29.11.2016 om tilbagebetaling af et beløb på 38 241,00 EUR af den betaling, sagsøgeren modtog for ACTIBIO-projektet, er ugrundet for så vidt angår et beløb på 9 353,56 EUR.

—

Retten fastslår, at beløbet på 9 353,56 EUR udgør støtteberettigede udgifter, og at EKETA ikke er forpligtet til at tilbagebetale dette beløb til Europa-Kommissionen.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

1.

Ethniko Kentro Erevnas kai Technologikis Anaptyxis (EKETA) har med dette søgsmål anfægtet de anmodninger, som Europa-Kommissionen har foretaget ved sin debetnota 3241615335/29.11.2016 vedrørende deltagelsen i ACTIBIO-projektet. Kommissionen har med denne debetnota anmodet EKETA om at tilbagebetale en del af den betaling, sagsøgeren modtog for ACTIBIO-projektet, nemlig et beløb på 38 241,00 EUR. Anmodningen fulgte en revision på stedet, som blev foretaget af Europa-Kommissionen i sagsøgerens lokaler.

2.

I denne sammenhæng har sagsøgeren gjort gældende, at Den Europæiske Unions Ret i medfør af artikel 272 TEUF skal fastslå, at ud af det ovennævnte i debetnotaen anførte beløb udgør et beløb på 9 353,56 EUR støtteberettigede udgifter, og at EKETA ikke er forpligtet til at tilbagebetale dette beløb til Kommissionen.

3.

EKETA har fastholdt, at det ovennævnte beløb på 9 353,56 EUR udgør støtteberettigede udgifter til medarbejdere og indirekte omkostninger, som Kommissionen med urette forkastede som ikkestøtteberettigede omkostninger. At sagsøgerens omkostninger er støtteberettigede, godtgøres af de beviser, sagsøgeren forelagde Europa-Kommissionen under revisionen på stedet og i den efterfølgende korrespondance, og som denne har forelagt Retten.